2

Skoleblad

Forår 2010, nr. 1

Lay-out:

Steffen.

Maskinmestre:Stinne, Pia ,Peter m.fl

Næste blads

(digitale)

deadline:

11.06.2010

Indhold: Jens: Mod lysere tider side 3

Mathias: På cykel til KBH side 7

Merethe: Drømme. Et filosofi oplæg side 8

Artikel fra Weekenavisen side 14

Kristian: Hele europa samles i V.Sk side 21

Citater fra 8.kl’s praktikrapporter side 24

Marcela: Ruta Qutzal side 26

Britt: Oplevelser fra det eng. skolesystem side 27

Regitze: Mental sundhed i skolen side 30

Ivan: Lejrtur i forældrehøjde side 32

Lene K: Marokko – Veni -Vidi -Vici side 35

Anna, Clara, Jose: Sv.Å. Madsen side 41

Skånstrøm & Frostholm side 42

Adresseliste side 43

3

Mod lysere tider

Det er ikke bare lyden fra fuglene, der signalerer det. Det er også lyden fra børnene i skolegården. De kvidrer på en særlig måde. Det er ganske vist. Foråret har langt om længe indfundet sig efter en særlig lang og heftig vinter,

som uden tvivl vil komme til at stå klart i de fleste børns erindring: Det var den vinter, hvor vi stod på skøjter på multibanen – sammen med Gunnar og Keld. De havde lavet banen selv! Vinteren hvor der var kælkesne i flere måneder,

og hvor der blev bygget masser af snemænd og -huler.Således har en usædvanlig lang og kold vinter også haft sine lyspunkter: Besøget fra Irland, Tyskland og Portugal var ikke blot en udbytterig og skelsættende

begivenhed for overbygningseleverne, men også en festlig og eksotisk oplevelse for resten af skolen. For to uger siden vendte 9 klasse så hjem fra eksotiske Marokko med masser af fantastiske oplevelser i rygsækken (Se Ivans (Anders´s far) rejserefleksioner

4

her i bladet). Turen kunne realiseres, takket være en imponerende indsats fra 9. klasse og deres forældre, som sammen med Lene Kjær fik samlet de nødvendige ekstra 60.000 kr. til turen.I teaterugerne fik vi igen lov til at afprøve – og se hinanden i – nye roller. Omkring 800 publikummer overværede ”Temperatur”. Det er hvert år en kæmpe udfordring at få teaterprojektet til at gå op i en højere helhed, på en måde som giver alle en oplevelse af, at være en uundværlig del af noget fælles og stort, men jeg tror det lykkedes flot igen.

Jordskælvskatastrofen på Haiti gjorde et stort indtryk på os alle, og på initiativ af Anton Giversen og andre 7. klasse-elever opstod ideen om, at lade indtægterne fra teater-CD og -DVD gå ubeskåret til ofrene gennem Dansk Røde Kors. Lars Kirkegaard har lavet meget flotte lydoptagelser af sangene fra teaterstykket og elever fra Rantzausminde Efterskole har lavet de super-flotte videooptagelser. Hele sættet sælges i disse dage for (minimum) 150,- kr. Eleverne fra 7. klasse har forhåbninger om på den måde at samle mindst 15.000 kr.til jorskælvsofrene. Flot initiativ!

5

Stor tak til 2. klasses forældre for en herlig forældrefest i Western Skerninge! Fantastisk at opleve så meget energi, kreativitet og festtalent for fuld udblæsning! De sidste år er der efter festerne blevet snakket om, at med det niveau var det da svært at komme efter med en god fest, men det lykkedes i høj grad igen! Lad os håbe at 1. klasses forældre fik gjort mange nyttige notater!

Når det værste mudder og vand snart er tørret ud, vil træplantningen fortsætte i ”Nyskoven”, så det kan være færdiggjort inden løvspring. Her

kan man virkelig tale om at vi sætter os spor. På den næste arbejdsdag – den 27. april – er der udsigt til at komme videre med legepladsens faciliteter. Mon dog ikke svævebanen springer ud i en ny udgave, og mon ikke der kommer tag på klatretårnene og hængebro imellem dem? Gunner og Keld er i hvert fald godt i gang med forberedelserne.Kort efter påske – i uge 15 – får 7. og 8. klasse besøg af vores venner fra Dolny Kubin – i alt 42 slovakiske elever og 4 lærere fra Janka Matuzka skolen, som vi besøgte i oktober. Det bliver stort for os alle at møde dem igen og få

6

lov til at gøre gengæld for deres store gæstfrihed i oktober. Der er ved at blive lagt program for deres ophold her. I to dage skal danskere og slovakker arbejde sammen på skolen om et H.C.Andersen-tema. Tak til alle jer forældre, der giver mulighed for privat indkvartering i to nætter.

I uge 20 er derlejrskolerfor alle fra bh. Klasse til 6 klasse:Bh. klasse og 1. klasse til Ærø med Pia, Sanne,Lene C., Lene Skov, Henrik og Jens.2. og 3. klasse til ”Lærkedal” naturskole ved Broby med Merethe, Lars, Sarah, Anders og Kirsten.4. klasse til Strynø smakkecenter med Stinne, Karen Marie og Nanna.5. og 6. klasse til Allinge Sandvig på Bornholm med Kim, Vibeke, Thomas og Peter Lund.I overbygningen er der prøveforberedelse og fagdage i uge 20.

Vi er alle enige om, at sidste års store fælleslejrskole på Stevninghus i Sønderjylland var en succes på alle måder med en perfekt ramme for store og små og med et godt indhold. Fælleslejrskole vil fremover blive hvert 3. år, således at alle elever får den oplevelse én gang i hver afdeling. Vi håber således, at vi

kan vende tilbage til Stevninghusi foråret 2012 for at bygge videre på de mangefantastiskemulighederder.Også på andre måder går skolen en spændende

tid i møde: Når dette læses er generalforsamling 2010 overstået. Her er der blevet orienteret yderligere om de store visioner for renovering og byggeri, og forhåbentlig er vi nu yderligere på vej mod at nå de flotte mål for de gode fysiske rammer om den gode skole. Meget mere herom senere!

Med varme forårshilsener og ønske om god Påske til alle!Jens Fabricius

7

På cykel til Kbh.

Jeg vågnede ved 8 tiden og tænkte… Endelig! Dagen jeg har ventet på. En god cykeltur. Jeg tjekkede om alt mit grej var der. Og så var turen mod skolen for at møde de andre. Jeg ventede i 10 minutters tid, og så kom Jens(vores Guide)Senere kom Frederik og der efter Rasmus. Og så det turen mod København.Det var hyggeligt og ikke hårdt. Vi snakkede, stoppede nogle gange og spurgte folk om klimaet. Og det blev langsomt mere og mere hygge, sammenhold,

venskab end projekt. Det var sjovt at stoppe og høre folks mening. Efter kort tid var vi nået til Nyborg. Så skulle vi med toget over til Sjælland. Vi skulle stoppe og sove på en gård hvor Jens søster og svoger boede. Fordi det lå godt til vores rute. Og mest af alt, fordi at det var en CO2 neutral gård. Og det var meget hyggeligt!Næste dag var vi så ømme i ballerne at vi næsten ville gi’ op. Men så tog vi os sammen og kørte videre der fra. Næste stop! Roskilde. Det var en barsk tur meget modvind. Vi skulle stoppe mange gange så Jens kunne se os cykle ind i byer, og sådan noget.

8

Da vi endelig kom til Roskilde stoppede vi. Mig og Rasmus lavede lidt film mens Frederik skulle snakke med en. I Min optagelse spurgte jeg nogen om hvad de mente om klimaet mens Rasmus filmede sig selv og sagde ”klokken er 13.21 og der er rabat på donuts”. Da vi var færdige med at filme i Roskilde cyklede vi videre og tænkte vi ”YES! Næste stop. København” det var en kedelig tur. Det regnede, modvind, lige vej osv. Vi kørte og kørte og kørte, men der skete bare ingenting!... men endelig! Et mirakel! ”12km til Stor København” det var bare så dejligt, så syntes Jens at vi skulle tage en Genvej til Rasmus Farmor hvor vi skulle overnatte. Og vi tænkte ”god idé, jo kortere jo bedre” men det blev ikke bedre vi kørte rundt i København i 1-2 timer for at finde huset. Endelig ringede Rasmus til sin bedstemor så vi blev guidet til huset.

Mathias

Drømme – et filosofioplæg

af Merethe

Det er fredag morgen, klokken er 7.23 og jeg tjekker min facebook-profil. Ikke fordi jeg er dybt afhængig af dette virtuelle fællesskab, men for tjekke om Martin har sendt mig et par bevingede ord jeg kan videregive til friskolens elever i det kommende filosofioplæg kl. 8.10..... Det har han heldigvis! Natten til fredag kl. 2.47 – efter en teaterkoncert på Østre Gasværk – har han fundet tid og inspiration til endelig at skrive til mig... og alle jeres børn. Ikke kun et par ord, men et langt, inspirerende indspark om at forfølge det vi brænder for, ønsker og drømmer om.Jeg har bedt Martin, min skuespilleruddannede ven, om at skrive om drømme/fremtidsplaner, da han er et fantastisk eksempel på et menneske, der har forfulgt barnedrømmen og levet den fuldt ud.

Det blev en dejlig morgensang og et anderledes filosofioplæg, med udgangspunkt i Martins indspark, og jeg kunne fornemme på – især vores store – elever, at de gik fra fællesoplægget med en tro på, at alt er muligt med den rette portion mod, viljestykke og knofedt.

9

Efter filosofioplægget, der fandt sted i starten af december, har rigtig mange elever spurgt om de ikke kunne få et kopi af Martins ”indspark” - de vil nærlæse hans ord, få ideer til at forfølge og udleve deres drømme.Jeg synes ikke kun, at det er jeres børn, der skal have mulighed for at læse de indspirerende ord så derfor kommer Martins ”filosofioplæg” her :

Kære inspirerede

og endnu

uinspirerende

friskoleelever,

Der findes en del

sandheder derude i

det man i daglig

tale kalder for

den stadfæstede

sandhed, livet -

men som i mange tilfælde er

et spørgsmål af

tilfældigheder der blot går

op i en højere enhed.

En af dem er, og den er

selv i ordlyden oldnordisk:

"Skomager bliv ved din

læst" eller hvad med den

her: "Flyv aldrig højere

end vingerne bærer". Lad os

for nu, indtil andet er

bevist, parkere dem i

skammekrogen og overlade

skæbnen og viljen til at

gribe chancen og nuet hos

dig og mig.

Jeg startede som ti-årig,

på mit moderlige ophavs

opfordring, med at spille

teater. Tilfældighederne

(alternativt skæbnen)

ville, at hun læste en

annonce i Fyens

Stiftstidende fra HCA

Eventyrspillene i Den

Fyenske Landsby, hvori man

søgte optrædende til den

sommerbetonede tradition at

lukke fyrre børn

og unge med krudt

i, nå ja, røven og

mod på livet ind

på en amfi-scene i

Den Fyenske

Landsby en måned i

sommerferien.

Jeg sang "Ach du

lieber Augustin"

med fuld

fistelstemme og kom

med. Det beseglede min

skæbne. Hurtigt fandt jeg

ud af, og lavede med det

man i forretningssproget

kalder en "cost/benefit"

analyse, at det at lave

teater var lig med at score

piger, drikke øl og te sig

tosset til folks store

begejstring. Det var noget

som jeg i en alder af 10

kunne forstå og som jeg

senere i livet fandt ud af

10

gav overordentlig meget

mening.

Men nå, det her skal jo

ikke være en trylleformular

på, hvordan du/I knalder ud

i flest mulige eskapader,

men der i mod agere en art

motiverende (hvilket det

ovenstående selvsagt også

kan præstere) salgstale for

at gribe nuet.

Måske du vil være cellist,

formand for et byggesjak

eller alternativt bygge din

egen raket og flyve månen

tur/retur. Netop i det

ligger den allerstørste

kraft, saft og energi.

Troen på det

tilnærmelsesvis umulige og

den indædte insisteren på

det. Og nu begynder de vise

ord at dryppe fra

undertegnede som sveden fra

en gallophest efter en dag

i maj på banen i

Klampenborg - du kommer

ingen vegne uden troen,

viljen og dine evige

insisteren efter mere og

det der er bedre.

Jeg har personligt tre

lærersætninger som i

starten af min karriere og

til stadighed guider mig

vejen til at opfylde mine

evigt voksende ambitioner

og mål for livet.

De er:

1. Undervurder ikke dig

selv - det klarer andre.

2. Fokusér på mulighederne

og ikke begrænsningerne

3. Og den næsten Gammel

Testamentelige:

God karma ud giver god

karma til alias behandl

andre som du selv ønsker at

blive behandlet.

Jeg kunne godt tænke mig at

uddybe de ovenstående

grundpiller i det der er

mig og det der betoner min

karriere og min motiverede

og formulerede retning.

11

1. Undervurder ikke dig

selv - det klarer andre.

Umiddelbart er det jo

baseret på et lamt,

negativt statement. For mig

er der dog vedhæftet en del

positive aspekter i det

ovenstående. Først og

fremmest - du er din egen

lykkes smed. Det er ikke op

til din sidemand, din

mor&far eller din rige

onkel i Amerika (okay,

måske han ville kunne gøre

en forskel), men ene og

alene op til dig selv at

blive ved med at fokusere

på, hvad du kan, og hvad du

ønsker at opnå med livet.

Dernæst er det en

påmindelse om ikke at dukke

nakken, selv ikke når man

føler at modvinden er

stærkest og troen på ens

egne talenter kan ligge på

et meget lille sted. Bliv

ved med at holde fanen højt

og kæben klar til flere

slag (uden at det dog skal

være lig knockout og

tællinger der overskrider

10).

2. Fokusér på mulighederne

og ikke begrænsningerne.

Da jeg søgte ind på

teaterskolerne i 1999 var

12

der 24 pladser til 900

ansøgere. Det er jo lig med

tæt på ikke og en halv

flækket træskos chance for

at komme ind. Nuvel, det

lykkedes så alligevel, men

det var ikke afstedkommet

af, at jeg fra starten

valgte at lave

matematikken, men i stedet

det faktum at jeg

fokuserede på, at der reelt

set var en chance for at

komme ind. Du vil tit og

ofte møde folk der hælder

vand ud af ørerne og siger

noget i retning af: Nej,

det kan aldrig lade sige

gøre" eller "skulle du nu

ikke lige vente og se".

Vedkommende lugter tit af

gammel ost, tobak og

efteråret år 1857 ud af

mund og samtlige sprækker i

huden. Gør dig selv en

tjeneste og hold dig fra

dem. Hold dig for god til

negativitet og fokuser i

stedet på det du ønsker at

opnå i den givne situation

eller med dit liv i det

hele taget.

3. God karma ud - giver god

karma tilbage.

Som nævnt tidligere kan

ovenstående sætning også

findes i det Gamle

Testamente formuleret på en

anden måde: Behandl andre

som du ønsker at blive

behandlet selv eller noget

i den dur.

Det lyder, måske ligesom de

andre nævnte sætninger, en

smule frelst og dermed mega

træls i sin enkelhed - men

tro mig - det virker!

Boomerangen vender altid

tilbage, og det er sgu'

federe hvis den giver dig

en god rygmassage end et

hårdt gok i nødden, så du

ligger og roder rundt efter

din tænder og har glemt,

hvordan du staver til dit

eget navn.

Men okay, kære

friskoleelever og seje 2010

typer, jeg er jo bare et

styk mand årgang 1980 som

har oplevet dit og dat,

lykkedes med nogle ting og

måske ikke mindst - har nok

overskydende vand i hovedet

til at kunne hælde det ud

af ørerne i en

tilnærmelsesvis

koncentreret stråle. I

behøver ikke tage mine ord

for gode vare. Find jeres

egen vej, byg din egen

raket til månen eller udkom

som årets sjakbajds på den

kommende Femern Bælt

forbindelse - det er helt

okay - så lang tid du

forfølger dine drømme og

gør det helhjertet.

13

En ting skal du dog love

dig selv. Lyt til dig selv,

tag ikke nej for et nej og

slutteligt: Tillad ikke dig

selv at fejle men tro nok

på, at du og dine drømme

kan og skal lykkes.

God arbejdslyst og god jagt

på drømmen.

De bedste hilsner -

Martin Greis : )

Martin Greis – hvem er det?

Martin blev som 19 årig, en af de yngste nogensinde, optaget på Statens teaterskole i 2000. I har måske set ham i rollen som Kaj Holgers driftige barnebarn, Henrik, i DRs serie Krøniken. Udover at have medvirket i denne successerie, har han haft store roller i film og teateropsætniger – eks. Flammen og Citronen, i teateropsætningen Come Together på Østre gasværk m.m

14

Løftet: JeG Sl Jm tel MTN

af

Vibe Bjørling Termansen15. januar 2010, Weekendavisen

»Vi bør i fællesskab give børnene et 'læseløfte'. Vi skal love dem, at de skal lære at læse - og læse godt - før vi dynger dem til med andre fag. Det kan gøres helt ubureaukratisk ved en læsetest f.eks. i 2. klasse og et løfte om, at vi ikke sender nogen videre, uden at vi ved, at en målrettet indsats har givet dem de grundlæggende forudsætninger for det«.Statsminister Lars Løkke Rasmussen, nytårstalen 2010.Zahles Gymnasieskole har ry for at producere gode læsere. Hvor andre skoler måske satser på idræt eller musik, er hovedvægten her på sproget. Allerede i børnehaveklassen har børnene besøg tre timer om ugen af deres kommende dansklærer og to timer om ugen af deres kommende matematiklærer. Det er et grundlæggende krav til forældrene på privatskolen, at de læser med deres barn et kvarter om dagen hver dag. Det bliver

ikke regnet for lektier, men som hjemmets del af det fundament, skolen skal bygge videre på.I dag har dansklærer Inge Bærentzen læsetime i 2.a. Børnene kommer forpustede og rødkindede ind fra frikvarteret - der er sne nok i skolegården og på Israels Plads til en gedigen sneboldkamp. De 24 børn i klassen finder deres læsebøger frem, fordeler sig hurtigt og stille på stole eller puder på gulvet i klassen eller ude på gangen. Nogle læser selv, andre finder sammen i små grupper.Klassens dygtigste dreng læser flydende og ubesværet højt af Trolden og tryllestaven, mens Inge lytter. Hun retter »regner« til »bregner«, og forklarer hurtigt, hvad det er. Udtalen af »mos« rettes også, så det bliver til skovflora i stedet for noget, småbørn spiser. Selv en meget dygtig dreng i 2. klasse er langtfra udlært i læsningens svære kunst.Drengens bog bærer ikke noget LET-tal på forsiden. Han læser nu så sikkert og meget, at han er forbi det LET-tals-system, som skolens bibliotek mærker klassesættene af bøger til den første læsning med. Det laveste

15

LET-tal, en bog kan have, er 5, og det højeste er 20. LET-tal 20 svarer til LIX 10. LET-talsbøgerne er bygget op omkring mange gentagelser og støttende illustrationer, så begynderlæserne kan bruge flere forskellige strategier til at læse.Inge Bærentzen fortæller, at børnene er meget bevidste om deres LET-tal, og at der kan være status i at have et højt LET-tal på sin bog. Derfor taler hun ikke så meget om LET-tallene. En del af børnene læser nærmest på akkord - jo flere sider og jo højere LET-

tal, jo bedre. Nogle af bøgerne uden LET-tal hos børnene i klassen er børnebøger beregnet til oplæsning for en yngre aldersklasse end eleverne i 2. klasse - deres appeal er ikke indholdet, men alene sværhedsgraden. Læser børnene for svære tekster, læser de ét ord ad gangen, mens meningen fortaber sig i det blå. I 2.a er de forbi det niveau, hvor læste antal sider er vigtigst. Inge søger i stedet at fremme deres forståelse af teksten, og på vores vej rundt i klassen opfordrer hun flere af

16

børnene til at finde en bog med et lavere tal.NedturPå gangen foran 2.a sidder en gruppe med fire piger. Den ene læser langsomt op med en finger under linjen. Ordet »almisse« volder problemer. Inge forklarer, roser pigen og foreslår hende en lettere bog. En af klassens dygtige piger, der sidder lige overfor, kan ikke nære sig: »Jeg har læst den!« Da hun skal læse højt, flyver hun henover linjerne med en lang udredning om, hvordan en border collier mener, man bør adlyde sin

herre.Lidt længere henne ad gangen læser to piger sammen. De har opfundet en regel for deres relation omkring læsningen, hvor den ene skal ligge på en bænk og lytte, mens den anden skal læse højt siddende på en pude. Inges indvending om at de så ikke kan se, om den anden læser korrekt, bliver afvist, det er lige meget. De to piger har heller ikke samme sværhedsgrad i bøgerne, og relationen er klart vigtigere end læsningen. Den ene snubler i »fjumregøj« og »tykhovedet« i Snuden, bliver

17

sendt ind i klassen efter en lettere bog og vender tilbage med LET-tal 16 under armen.Inge fortæller, at flere af børnene oplever en nedtur omkring starten af 2. klasse, hvor de lige pludselig ikke synes, at de kan læse længere. Det er, fordi de indtil da har genkendt ord og lært dem udenad og faktisk ikke praktiserer at læse de lyde, som bogstaverne repræsenterer, for derefter at sætte dem sammen til ord og sætninger. Derfor kan de nok læse de ord, de kender, hurtigt, men de kan ikke læse nye ord. Det gælder om at fange disse børn, så snart krisen indtræffer og så sætte dem ned i LET-tal, så de kan lære at læse rigtigt og stadig have succesoplevelser med at læse.Eleverne skal skrive logbog over, hvad de læser. Logbogen bruges blandt andet som grundlag for mundtlige fremlæggelser i klassen og er en god hjælp både til at få eleverne til at tænke over, hvad de har læst, at få dem til at skrive og endelig at få dem til at anbefale bøgerne til deres kammerater ved den mundtlige fremlæggelse og dermed styrke læsningens og bøgernes position i klassen. Inge bruger ofte computere til

eleverne, når de skal skrive, men mange af dem oplever stavekontrollen som en hindring. Når børnene skriver i hånden, kan hun selv være stavekontrol og dermed kontrollere, hvad og hvor meget, der skal rettes.»For at kunne låse op for den verden af eventyr og den bankboks af viden, som ligger foran børnene, skal de have nøglen. Nøglen er læsning.«Statsminister Lars Løkke Rasmussen, nytårstalen 2010.De børn, der ikke har lært at læse omkring juletid i 1. klasse, bliver sendt til ekstra dansk i læsecentret 20 minutter om dagen indtil sommerferien. Det kalder de »læseløftet«. Tiden går ikke fra andre fag, i stedet ligger undervisningen om eftermiddagen, hvor børnene ellers er på fritidshjem i bygningen lige overfor.Dér går børnene alligevel til så mange forskellige eftermiddagsaktiviteter (skak, madlavning, drama, kor), at ingen taber ansigt ved at gå til ekstra dansk. Det er nærmest sejt, mener læsevejleder Anne Marie Frederiksen. Og klassekammeraterne er jo alligevel

18

de første til at vide, hvem der har problemer med at læse.Et dygtigt barn, der er vant til at få ros, kan længe bluffe sig igennem dette eller hint på grund af frygten for at blive afsløret i ikke at klare sig blændende. På den måde bliver det svært at lære nyt. Hvis et sådant barn bliver rettet, er en oplagt reaktion at nægte at forsøge igen, men i stedet at skifte aktivitet - til noget, hvor succesen er helt sikker.Sådan er de børn, der kommer til ekstra dansk hos Anne Marie Frederiksen, ikke. De er ikke vant til at være i top og ikke bange for at afsløre deres niveau. Desuden er børn i 1. klasse generelt motiverede for at lære at læse, så læreren og læsevejlederen har gode muligheder for at nå dem. Når en dreng skriver: »JeG Sl Jm tel MTN«, bliver han først rost: »Godt, at du skrev noget, og det der kan jeg sagtens forstå: 'Jeg skal hjem til Martin'«, hvorefter læreren retter: »Vi er nødt til at få det stavet rigtigt, så andre også kan læse det.« Bogstaverne bliver vendt rigtigt, de lander på linjen, og der bliver rettet stavefejl efter barnets stavetrin. Målet er selvfølgelig

ikke at tage gejsten fra børnene, men at fortælle dem, at de behøver hjælp, for derefter at tilbyde dem det.På en 1. klasses-årgang med to klasser à 25 elever møder læsevejleder Anne Marie Frederiksen gennemsnitligt fire børn. De tre af dem bliver i løbet af foråret så godt hjulpet, at Anne Marie ikke ser dem igen - medmindre der senere i skoleforløbet opstår andre problemer. De kan være havnet i 'læseløftet' på grund af mellemørebetændelse eller andet, der har gjort det vanskeligere for dem at lære bogstavlydene ordentligt. Den sidste elev har gerne et ekstra problem som for eksempel ordblindhed.I midten af 1. klasse skal eleverne på Zahles Gymnasieskole kunne afkode ordene. Afkodning er det mekaniske, at omsætte bogstav til lyd til ord - kan de ikke det, skal de have læsehjælp. O-li-ver kan godt siges rigtigt, uden at der er forbindelse mellem det, munden siger, og hjernen. Så venter Anne Marie så længe, hun overhovedet kan holde det ud, på at eleven får den forbindelse og glad kan udbryde: Oliver!

19

Skriv det

Klara Korsgaard, videncenterleder på Nationalt Videncenter for Læsning, skriver i det seneste nummer af Tidsskriftet Viden om Læsning, at både nationalt og internationalt nyder læsning større forskningsbevågenhed end skrivning på trods af, at læsning er passivt modtagende, og skrivning er aktivt skabende. Skrivning er et kommunikationsredskab, der muliggør kommunikation over tid

og sted med andre mennesker - hvis de kan læse, selvfølgelig. Men også i forhold til individet er skrivning overordentlig nyttigt: Det fastholder og klargør tanker og stimulerer således refleksion, og så gør skrivning det praktisk muligt at få styr på tankerne og følge udviklingen af dem over tid. Skrivning er et uvurderligt evalueringsredskab, fordi man kan læse sine tidligere tekster og dermed følge sin egen udvikling i både indhold og form.Det handler ikke kun om debatskabende artikler eller lærde

20

afhandlinger, men også om børns tekster helt fra de mindste klassetrin, hvor forældre, børnehaveklasseleder og dansklærer kan følge udviklingen og støtte barnet.Klara Korsgaard, Monique Vitger og Sara Hannibal udgiver i foråret bogen Opdagende skrivning - en vej ind i læsningen. I den har de undersøgt skrivningens betydning for skriftsprogets tilegnelse i et projekt, hvor eleverne i tre børnehaveklasser fra begyndelsen af skoleåret skulle skrive og tegne om deres oplevelser. De kunne bruge de bogstaver, de kendte, lytte sig frem eller skribleskrive med deres egen krusedulleskrift. Målet var, at børnene skulle opleve at kunne formidle et budskab, selvom de ikke mestrede skriftsprogets formelle koder. På den måde gik det hurtigt med at tilegne sig nye bogstavers navn, form og lyd. Efter at børnene selv havde skrevet, skrev en voksen oversættelsen nedenunder for senere at kunne huske både sig selv og barnet på, hvad barnet

havde ment med teksten. Således blev »MAN LeÅ FTÅ SNØUSEN« til »mand leder efter Snøvsen«.Projektet bekræftede, at skrivning fører til ny erkendelse og indsigt. Selv så små børn fik gennem projektet en metasproglig viden, hvor de kunne tale om og reflektere over, hvad sprog er, hvordan det bruges, hvordan tekster er opbygget, hvad ord betyder, og hvordan de staves - foruden en grundlæggende bevidsthed om, at det skrevne sprog rummer et budskab.

21

Hele Europa samles i Vester

Skerninge.

Fredag aften, fastelavnsfesten er i

fuld gang, der skal slås katten af

tønden. Stemningen er i top alle

råber og skriger. På tribunerne

sidder alle pigerne, og bølgen kører

frem og tilbage. Man kan hele tiden

høre ”Wave… Wave” og lidt efter

kommer der en bølge fra den ene

ende af tribunerne til den anden. Rui

en dreng fra Portugal modtager

battet og få sekunder efter fyre han

det ind i tønden. Der lød et kæmpe

brag.

Vester Skerninge Friskole lagde i uge 6 rammerne om det 2. af de i alt 4 møder i Comenius projektet. Selve mødet går ud på at elever fra 4 skoler, fra 4 forskellige steder i Europa mødes og snakker om klimaforandringerne, problemstillingerne og i særdeleshed løsningerne.

Fra Nordirland kom: 9 elever og 3 lærere. Tyskland: 8 elever og 2 lærere. Portugal havde spurt om de måtte komme med 20 elever og 5 lærere. Vi må åbenbart have

22

gjort er stort indtryk da vi var i Portugal.

Tirsdag aften vælter en stor gruppe dødtrætte portugisere ud af en bus. En langt fra lige så stor gruppe danskere stod på parkeringspladsen lidt generte og så til, at portugiserne fandt deres bagage. Sigrid (9. Kl.) og jeg som begge har været i Portugal i november, bevægede os hen mod den store gruppe Portugisere. Da Sigrid og jeg var i Portugal boede vi henholdsvis ved Beatriz Barbosa og Ricardo Lino. Vi fandt dem hurtigt. Gensynets glæde var stor, vi var alle fire glade for at se hinanden igen.

Næste morgen da vi mødte de andre på skolen var alle lidt generte, men da vi først kom i gang med det der skulle laves, gik det som smurt i olie. Og allerede om eftermiddagen på gåturen til Den Selvforsynende Landsby var det som om alle kendte alle. Da vi kom tilbage til skolen og der stod varm kakao og boller, var der en ubeskrivelig stemning alt summede. Elever på kryds og tværs af nationer udvekslede oplevelser ja der var sågar nogle

der allerede havde lært noget dansk.

For hver dag der gik, blev stemningen bedre og bedre. Og da turen gik til Svaninge ”hills” (som Jens kaldte det) gik det helt amok! Meningen var jo at vi skulle prøve GPS løb, og det gjorde vi da også, men efter et par poster gik fusen af det og folk ”kastede” sig over kælkene. Lærerne havde taget en masse plastic poser med, og jeg skal ellers love for der blev kælket!.

Om fredagen ca. kl. 15 blev vi ”sluppet løs” i Svendborg. Om aftenen skulle der nemlig være fastelavnsfest og temaet var genbrugstøj eller bare genbrug generelt. Alle genbrugs forretningerne bugnede af elever fra V.S. Friskole, Portugal, Nordirland og Tyskland.

Kl. 19.00 begyndte skolen at blive fyldt med de 85 elever og 14 lære der var med i projektet. Overbygningen summede af liv. To gamle elever havde lavet den meget lækre mad vi fik. Efter maden var der lidt tid hvor folk gik rundt og iagttog hinandens kostymer. Der var folk over alt i overbygningen, og det tog da også

23

en rum tid, før alle blev samlet på podierne til lidt information om at slå katten af tønden. Folk væltede ind i salen hvor der var gjort klar til både til teateropvisning ugen efter, og der hang også tønder ned fra loftet til tøndeslagning. Pigerne startede, for at de fik en chance for at slå, mens drengen inklusiv mig selv lavede den ene bølge efter den anden. Bang der lød et brag, og endnu et, to tønder faldt til jorden. Vi havde nu to kattekonger og kattedronninger. To nye tønder blev hængt op, og

denne gang var det så drengenes tur.

De to bat skifter hænder flere gange, og nu slår Rui for tredje gang. Der lyder et kæmpe brag. Tønden falder til jorden, alle holder vejret, og så råber alle af deres lungers fulde kraft. ”Rei Rui” ”kong Rui.”

Af Kristian Juul Tilsted.

24

Citater fra 8.klasses praktikrapporter.

8.klasse var i uge 7 i praktik. De prøvede kræfter med mange forkellige arbejdspladser og er blevet mere afklarede om hvad de vil i fremtiden.

I H&M: ” A-pladser: Hver halve time skal man rette A-pladserne, for der er rigtig mange mennesker, der bare roder det hele til og det gør lidt ondt, når man selv har brugt tid på at sætte det pænt på bordet og sørget for at farverne passer sammen osv. En halv time efter er det bare ikke lige mere.”

Ringe Dyreinternat: ” Jeg synes arbejdet var rigtig sjovt og jeg synes, at det de gør for dyrene er helt fantastisk. De gør alt hvad der står i deres magt for, at så mange dyr som muligt får et godt liv og et kærligt hjem.”

Svendborg Autolakerer: ” ...jeg malede også min Puch Maxi ( ...) Første dag sleb jeg min Maxi ned, anden dag spartlede jeg den og sleb den igen, tredje dag blev den malet med grundmaling og slebet en gang til. Endelig torsdag, var den klar til at blive malet og lakeret. den skulle have tre gange maling og to gange lak.”

Dyrlægerne i Ringe: ” jeg kan rigtig godt lide det der med at tage ud til en ko f.eks. som skal kælve, og man bliver nød til at hjælpe kalven ud. Og hvis man nu ikke var kommet eller hvis man havde gjort noget fuldstændigt forkert, så ville både koen og kalven jo være døde. Men det at man tager ud og hjælper dyr som har brug for det, er lige mig!”

Hotel Grand i Odense: ” En tjeners arbejdsdag er 90% oprydning og klargøring, de sidste 10% er når gæsterne kommer. det er også skide hårdt, alting skal ligge lige og vende rigtigt, glas og bestik skal pudses ( og teske pudsning er bare ikke sjovt, men det var okay)”

Bæk's Bageri Odense: ” Der var engang en dame, som bestilte en stor Brunsviger og Høsna skulle have den klar til næste dag. Brunsvigeren var større end 60x60 cm og næste dag kom kunden aldrig. Og der stod Høsna, med den der kæmpe kage, og hun besluttede sig for at tage den med hjem. det var heldigt at hun holdt en lille familieaften den aften, men ulempen ved det var at hun tabte penge. Så nu havde hun lavet en aftale, at når en kunde bestilte en kage, så tog hun pengene først.”

25

Guldsmed, København: ” Jeg fandt hurtigt ud af at guldsmed ikke bare var lutter lagkage”

Fysioterapi, Ebeltoft: Da Emil skulle til at tage bussen hjem tænkte han, at han havde haft en meget dejlig dag. han var blevet positivt overrasket, da han fandt ud af hvor meget man snakker med patienten om private ting. Det var meget hyggeligt”.

Arkitekt C&W, Svendborg: ”Idag skulle jeg begynde at bygge model, men så kom jeg op til model eksperten Trine, der kom jeg i krydsforhør om mit hus. Så jeg måtte tilbage til tegnebrættet.”

Hotel Svendborg: ”Jeg og to andre praktikanter dyppede

blandt andet chokoladebund på 1700 kransekager. Jeg har nok aldrig set så mange kransekager på ét sted, jeg spiste ikke en eneste af dem.”

Lydstudietekniker, V. Skerninge: ” Jeg har lært at man ikke bare skal kende musik rigtig godt og have gode ører, man skal også kunne en masse ting med sine hænder, og det er langt fra alle der kan blive lydstudietekniker.”

Arkitekt Arne Birk, Svendborg: ” Jeg har lært at arkitekter ikke bare sidder og tegner hele tiden, selvom de gør det meget. De kører også rundt og laver andre ting f.eks til ” syn og skøn”.”

26

Ruta Qutzal

af Marcela

I sommer ferien skal jeg sammen med 200 unge fra 54 forskellige lande på en studie-rejse med Ruta Quetzal BBVA, Som hvert år laver en tur til forskellige steder i verden. I år hedder rejsen ”The Mystery of Maya White Road” og er den femogtyvende udgave af Ruta Quetzal BBVA, som vil fejres med en rejse til Mexico for

at forsætte den gådefuld maya rute og udforske hemmelighederne bag de fascinerende Maya-templer på Yucatan-halvøen og Mexico.

Siden 2005 har Danmark sendt én repræsentant til projektet, alle kan deltage til at blive valgt som repræsentant, du skal ”bare” være mellem 16-17 år og kunne kommunikere på spansk eller engelsk.

27

Oplevelser fra det engelske skolesystem

Britt Stochholm

I den hede debat der i kører om De Nationale Tests, har vores afgåede minister, Bertel Haarder, bakket op af både danske og engelske eksperter, advaret om offentliggørelsen af testresultaterne. De henviser til negative følger som, at undervisningen kun bindes op på at eleverne skal kunne opfylde testkravene og at gode lærere og elever vil flygte fra de skoler, der klarer sig dårligt. Jeg nikker genkendende til disse scenarier fra min to år i Londons folkeskoler.I sommeren 2002 tog jeg, nyudklækket fra Den frie Lærerskole, til London og mødte et system, der unægtelig tilhører en helt anden verden! Jeg blev hurtigt ansat i et vikarbureau, som gav mig en enkelt dag som ”føl” i en 2.klasse i Sydlondon, inden jeg blev kastet ud på det dybe vand alene som vikar, i en ny klasse på en ny skole hver dag. Bureauet havde en masse skoler i deres ” stald” og rutinen var en opringning ved 7- tiden om morgenen: Tag undergrunden til station X, gå til venstre ad dén gade, til højre ad en anden, på

hjørnet ligger en primary school, du har 4.klasse hele dagen. Det stive system, som i begyndelsen rystede og næsten forargede mig, gjorde tilværelsen som tilkaldevikar nem: Al undervisning var planlagt til mindste detalje: Timen delt op i faste minutintervaller med lærerstyring, individuelt arbejde og opsamling, differencieringen på plads på 4 niveauer, lærerens spørgsmål og hvilke svar, jeg kunne forvente fra eleverne – alt var skrevet ned i de nationale læseplaner, time for time. På den måde var det muligt, selv for mig, at undervise i alle fag, som man gør det i primary schools. Da min forskrækkelse havde fortaget sig, kunne jeg godt se, at der var nogle fordele ved denne helt igennem styrede måde at føre skole på. Læreren skulle ikke selv opfinde den dybe tallerken hele tiden, tankerne var tænkt, forberedelsen var gjort et godt stykke hen ad vejen– og alle børn fra de fattigste kvarterer i Sydlondon til de rigere i nord, var garanteret den samme solide faglige undervisning. Rammerne var langt bedre end jeg havde forventet. Jeg havde jo altid hørt, at Danmark havde verdens dyreste og dermed bedste folkeskole. Her i de gamle smukke victorianske bygninger havde klasserne altid dobbelt så meget plads, som herhjemme. der

28

var altid et mini bibliotek/læsehjørne, et område til borde og stole, et område til kreative aktiviteter og et gulvpladsareal, hvor eleverne modtog instrukser siddende i skrædderstilling. Undervisningen havde altså også variation i kropsstillinger og i arbejdsmetoder. Kridttavler hørte historiebøgerne til, de få steder hvor de ikke havde interaktive tavler, havde de whiteboards.Men på andre punkter blev jeg aldrig ”dus” med systemet: Den konstante testning af eleverne, målning og vejning, der hele tiden skulle føres regnskab med. Uge for uge skulle jeg farvelægge hvilke færdigheder eleverne

mestrede, så man altid kunne vende tilbage i mapperne og se hvor hurtigt eller hvor langsom en elev var i sin indlæring, udvælgelsen af ” star of the week” i klassen – og mest af alt, at se hvordan eleverne hungrede efter klistermærker i alle farver med tekster som : ” Good boy” ” Today I was a good friend” ” Good manners during lunchbreak” ” Math genius” osv osv. Fik de ikke klistermærker for alt de gjorde rigtigt, tvivlede de på deres egne evner. Så snart de havde hjulpet en kammerat i skolegården, kunne de komme og bede om et klistermærke og jeg kunne blive bekymret om de ville have

29

hjulpet, hvis de ikke fik noget for det? Lærerne elskede klistermærketyranniet lige så højt som eleverne, det var en måde at sætte ros i system og også en måde at kontrollere og styre klasserne. Jeg kunne ofte ankomme til en ny skole om morgenen og i receptionen få udleveret et ark klistermærker med den velmenende hilsen : ”Just to get you through the day”.Men skolerne skulle jo også testes af den nationale instans OFSTED. Når de skulle komme på testbesøg var der undtagelsestilstand på skolerne. ALT blev set efter ved sådan et besøg, fra de mindste bilag på kontoret til inventar, lærernes dag-til dag planlægning, elevernes opførsel og skolegården. OFSTED kom hvert andet år og klarede man sig dårligt, kunne man få skærpet tilsyn og dermed besøg hver eneste år. Det var der ingen der havde lyst til. Ydermere kunne man ”straffes” for ikke at gøre det godt nok, ved at penge blev taget fra skolen. Der var altså rigtig meget på spil til disse inspektioner. Så meget, at jeg oplevede flere skoler, der måtte ”snyde” hvor de kunne. F.eks. blev de urolige elever bedt om at blive hjemme dén dag og skolerne lånte nye farveblyanter, DVD afspillere, bøger mv hos naboskolerne dén dag, så alt på overfladen så perfekt ud. Jeg var

ganske ofte vikar på en skole med OFSTED besøg, og har siden tænkt om presset har fået lærerne til at lægge sig syge netop på dagen for besøget. Flere skoler jeg kom på, vidste jeg hvilket nummer de havde på Londons rangstige. Jeg kom en del på Grange Primary School ved Elephant&Castle, som alle fortalte engang havde været ”Londons værste skole”, men havde kæmpet sig op. På mange af skolerne i den sydlige del af byen var der langt igen før de kunne blive normalt velfungerende. De familier i området, der havde overskud, valgte andre skoler og lærerstaben var ustabil og havde dagligt mange vikarer. Nogle af dem ville jeg og andre vikarer heller ikke komme på, selvom, der altid var arbejde at få.Når – eller jeg kunne være fræk at sige hvis – de nationale tests begynder at fungere, håber jeg inderligt at Danmark vil bruge dem som det evalueringsredskab, de var tænkt som, og ikke som en instans, der blot gør os bange for hinanden.

30

Mental sundhed i skolen

Hurraordet inden for sundhedsområdet er pt. mental sundhed. Efter at vi, store som små, har været modtagere af et overvældende antal kram (kost, rygning, alkohol, motion) kampagner er fokus nu også på den mentale del af ikke mindst vores børns sundhed.

Temperaturen på den mentale sundhedDer er også al mulig grund til at rette blikket mod den mentale sundhed. I 2005 anslog WHO, at op mod 20 % af alle skolebørn lider af mentale sundhedsproblemer i alvorlig (invaliderende) grad. Ligeledes viser en dansk undersøgelse, at en fjerdedel af alle skolebørn blandt andet døjer med nervøsitet, søvnbesvær, hovedpine eller tristhed. Undersøgelser viser

endvidere, at der er sammenhæng mellem skolebørns håndtering af de udfordringer, de møder i deres sociale omgivelser og hoved- og mavepine, nervøsitet og mareridt.

Krop og psyke hænger sammenWHO’s slogan; ”Ingen sundhed uden mental sundhed” giver derfor god mening, for krop og psyke hænger jo sammen. Spørgsmålet er, hvordan vi som forældre og skole bedst sikrer, at vores børn kommer igennem barndom og ungdom med både den fysiske, psykiske og sociale sundhed i god behold. Det giver to forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole nogle bud på i rapporten ”Mental sundhed i skolen – evidensbaseret grundlag for fremme af børns mentale sundhed” (Wistoft og Grabowski 2010).

31

Skolen som rammeI rapporten kommer begrebet ”Den mentalt sundhedsfremmende skole” på banen. Hvis man vil en sådan skole er det vigtigt at holde sig tre perspektiver for øje: det mentalt sunde skolemiljø, skolen for

mental sundhed og skolen ommental sundhed.

Skoles miljøI det første perspektiv er det skolens miljø, der zoomes ind på. Vigtige faktorer er her social inklusion og oplevelse af anerkendelse. Disse elementer har vi, bestyrelse som ansatte, på Vester Skerninge Friskole senest arbejdet meget aktivt med i formuleringen af skolens værdier.

Endvidere er det vigtigt for skoles miljø, at alle arbejder aktivt med at sikre mobbefrihed og frihed fra andre overgreb og trusler, hvilket både lærere, SFO-personale og elever jævnligt italesætter og laver indsatser i forhold til. For eksempel har Farveladen planer om at igangsætte et massage-tilbud blandt andet for at forebygge mobning.

Endeligt er økonomiske ressourcer og gode fysiske forhold vigtige for skolens miljø. Bestyrelse og ansatte på skolen har i det seneste år arbejdet ihærdigt på en byggeplan for

blandt andet at sikre skolen sunde lokaler, god plads til at være i mindre grupper og på tværs af klasser samt gode idrætsfaciliteter og områder der kalder på leg, bevægelse og socialt fællesskab.

Skolen for og om mental sundhedDet andet perspektiv i målet om en mentalt sundhedsfremmende skole handler om at lære børnene at leve et mentalt sundt liv. Her er fokus på at inddrage børnene og gøre konflikter og problemer til indhold i undervisningen og i fællesskab diskutere, hvordan disse bedst løses. Det sidste perspektiv har fokus på at sikre, at eleverne får den oplysning, de har brug for, i forhold til opbygning af deres viden ommental sundhed. Denne viden skal eleverne bruge i forhold til bedre at kunne forstå, hvad der har indflydelse på den mentale sundhed. Her er det skolens faglighed og lærernes kompetencer, der skal i spil.

Vester Skerninge Friskole står stærkt i forhold til også at være en mentalt sundhedsfremmende skole, men det er vigtigt løbende at have den mentale sundhed på dagsordenen, på skoleskemaet og på legepladsen – og ikke mindst med hjemmefra.

Regitze Nyeland

32

Lejrtur i forældrehøjde

”Lejrtur til Marokko – har jeg hørt forkert” tænkte jeg, da jeg hørte det første gang. Først undren, så lidt bekymring og endelig stor glæde. Eleverne kæmpede med plukning og salg af pærer, salg af blomsterløg, salg af skrabelodder, rengøring m.v. Pludselig var kassen fuld, og den store afrejseaften indfandt sig. Kl. 23.30 på Svendborg Banegaard. Spænding og glæde. Højt humør i toget – alle vågne – god tid i lufthavnen. Tjek ind – boarding – tid til lidt søvn. Rolige elever.Godt 5 timer senere åbner Marokko sine herligheder for os,

og tiden går i stå. Hyrder langs vejen lader får og geder græsse. Vejene mærket af voldsom regn lidt tidligere på året. Lejebilerne i rimelig stand. Varm modtagelse hos Sadia og familie, og indkvartering i løbet af få minutter. Nødder og frisk frugt. Lækkert. Drengene i en afdeling og pigerne i en anden. Stort flot hus med meget lille køkken. Hvordan får vi dog noget at spise? Nå, men nu bliver det rart med en slapper. Nej, Lene allierer sig med Sadia. En lille gåtur – som jeg vil huske længe – var en millitær stroppetur værdig. 5-6 km i åbent terræn i klip-klapper. Ingen beklagelser – rolige elever!

33

Så fik jeg svar på mit spørgsmål om fast føde. Sadia og hendes 2 søde hjælpere serverer en overdådig middag. Det er nok

kun i aften! Alle vasker hænder, og så går vi i gang – nogen mere naturligt end andre. Jeg bemærker Søren´s veltilfredse kommentarer. God nat og hallo hvor vi sover. Drengene i 2 værelser og forældre og Abdel i 2 andre. Ingen hører imamens kald til bøn, der ellers foregår ca. hver 2 time døgnet rundt.Første morgen aftales badehold samt dagens forløb. Planen hjemmefra holder ikke, og som Abdel siger: ”Vi lever i nuet”. Tiden er virkelig gået i stå. Finanskrisen eksisterer ikke. Tur til Agadir – besøg i souken – handle ind – prutte priser – afvise tiggere. Rolige elever.

Hjem og slappe af – overdådig middag – igen? Hygge med sang og spil. Sover lidt lettere – hører imamen

kl. 04.00. Claus tvangsindlagt til min snorken. Morgenmad – rolige elever. Tur i Atlas Bjergene med badning i floden. Bilerne står deres prøve i hårdt terræn. Hjemtur – Lene og Stinne kører ræs og forfølger en lokal bil magen til Abdel´s. Så er vi

vist uden guide. Rolige elever.Frokost – kamelridning – badning i Atlanterhavet – super dag. Igen overdådig middag hos Sadia. Aftenhygge – pigerne besøger drengene – senere og senere. Rolige elever. Besøg af Abdels fætter – Brahim – lærer på skolen vi skal besøge. Taroudant kalder – her står tiden helt stille. En af de ældste byer i Marokko. Handel i souken. Rolige elever.Eftermiddagen anvender eleverne til at forberede teater og sang til morgendagens møde med eleverne på skolen i Agadir. Abdel og fædre frikvarter – besøg hos Sadia´s mand Chegues og hans værksted og et vidunderligt besøg

34

hos barberen. Overdådig middag – rolige elever. Dog skal der lidt moralsk opbakning til nogle elever, der selvfølgelig er spændte på morgendagens forløb med overnatning hos de lokale. Varm modtagelse på skolen og eleverne finder hurtigt sammen. Snakken går. Optræden for hinanden med både teater og sang. Slutter med en stor fællesdans. Integrationen er fuldendt. De marokkanske elever kæmper en intern kamp om at få vores elever med hjem – næsten for meget synes et par stykker. Eleverne fordeles og forlader os i alle retninger. Langt frikvarter til de voksne, der overnatter i Abdel´s smukke lejlighed i Agadir. En god middag på strandpromenaden. Alle mobiltelefoner er tændte – mon eleverne ringer. Nej – rolige elever. Vi mødes søndag som aftalt, og alle elever er der. Dejligt! Tur i souken for at brænde de sidste Dirham af. Sidste dag – rolige elever!Pige- og drengedag. Drengene besøger en bonde om formiddagen. Bonden dyrker grøn peber. Pigerne er i Hammam. Hamman venter – vi skal vaskes i det lokale vaskehus. Grænseoverskridende – især for drengene, der har mange fordomme lige omkring dette vaskehus. Jeg skal da love for, at

de marokkanske vaskere tager ved. Men aldrig har vi været så rene og alle fordomme forduftede, da først vi kom i gang. Imedens havde pigerne gang i henna og blev meget smukt dekoreret. Drengene fik også muligheden med knap så smukke dekorationer. Pigerne fik også undervisning i mavedans. Efter en sidste overdådig middag blev der pakket så godt som muligt. Rolige elever!!Hvad er det nu med de elever! Kan det være rigtigt, at en 9. klasse på 22 elever opfører sig så fantastisk på en lejrtur, hvor man er så tæt? Kan det være rigtigt, at eleverne behandler hinanden med respekt på godt og ondt?Kan det være rigtigt, at eleverne behandler os voksne, der var med på turen med samme respekt? Ja, det er korrekt! At opleve Marokko var super, men at være sammen med de unge mennesker, var helt klart den største oplevelse. Jeg er dybt imponeret. Tak for turen og andre forældre kanglæde sig til at deltage, og hvis ikke, så kender jeg 4 fædre, der gerne skal hjælpe.

IvanAnders` far

35

Marokko – Veni -Vidi -Vici

(frit oversat: Vi kom, vi så, vi sejrede)

Skrevet af den observante klasselærer Lene Kjær

Kan man overhovedet tage til Marokko, når man kun går i 9. kl.? Er man klar til at opleve og leve i en så anderledes kultur? Er man i stand til at overskride sine egne grænser? Har man det mod, der skal til? Tjah – man kan jo prøve. Lad os se, hvad der sker:

Klokken er 23.25, alle er ankommet og sidder i toget forventningsfulde og glade. Der vinkes farvel, og mor og far forsvinder bag os på Svendborg Station. I Odense skal vi med et propfyldt tog, der kører direkte til

Kastrup. Store kufferter står og spærrer i midtergangen, men den søde tog stewart tager det meget pænt de 7 gange han kæmper sig forbi. Kastrup er stille og fredelig klokken halv fire om morgnen, vi spiser madpakker og løber både med og mod rulletrapperne. Check in – en hel time tager det, vi er mange. Omgivet af golfspillere, der også skal til

36

Marokko. 1000 meter i rask trav til gate 42. Troels` ”træben” er træt, vi boarder en halv time forsinket, hov der går kludder i sæderne, forvirring, flyet er fyldt op, take off. Vi er trætte, mange sover, også selvom der kommer morgenmad. Hen over Paris, intet at se, toldfrie varer, lottokuponer, te og kaffe, turbulens hen over Spanien og Portugal, fasten your seatbelts, turbulens over Atlasbjergene,hører det aldrig op? Stærk modvind, en time forsinket, er vi der ikke snart. Ned gennem skyerne og pludselig - marker, drivhuse, Agadir, vi er landet. Varmt og fugtigt, det har regnet. Paskontrol, udfylde papirer, vagter med maskinpistoler, Laust glemmer guitaren i flyet, baggagen, pas på, nogen vil hjælpe med at bære baggagen, Julie siger ja tak, og så er hun på vej ud af lufthavnen med en vildt fremmed mand. Abdels svoger Cheguas står klar med pick uppen, kufferter lastes. Alle hopper ind i de 6 lejede biler, og

så er det af sted, men først lige benzin på, hov hvor er Ivan? Nogen siger han kørte til venstre, da vi andre kørte til højre. Det viser sig, at han er på vej til Marrakesh. Men han vender heldigvis om og finder os igen. Vi

kører mod Lahamadat på motorvejen, hvor vi passerer adskilligefårehyrder med flok ved vejkanten, nogen sågar i midterrabatten.Folk, indhyllet i tørklæder og gemt væk i jallabas, står ved vejen og glor. Hvor længe mon de står der? Ufærdigebetonhuse med

stål stænger, der stikker op, lerklinede huse i støvede brunlige farver. Æsler og hestevogne i de små byer, mylder af mennesker og trafik. Lahamadat, - cykler med stakke af ukrudt, folk sidder ved vejen eller foran husene og kikker på os. Sadia, med åbne arme, fade med frugt, nødder og dadler. Citrontræer med modne citroner og duftende blomster, hibiscus blomster lyser rødt, skoene af, velkommen. Pigerne får Sadias fine første sal, og hov toilettet

37

ligger inde i et klædeskab, det må være ”Narnia”. Det andet toilet er et hul. Ned på hug, tissestrålen styres ned i hullet, ok det er ikke så slemt, men hvordan skyller man ud? Tagterasse med sol og udsigt til bjergene, wow. Så er der mad, vi sidder på gulvet, 6 om et fad. Sadia viser hvordan, et stykke brød samler mad op fra fadet og ind i munden. Højre hånd!!! Spis spis siger hun, og propper maden i munden på Kristina og andre, der tøver for

længe. Abdel sender os ud på gåtur med Sadia, men hvor vil hun hen? Vi går og går langt ude på grusveje mellem marker, hvor kornet står 30cm højt og dufter af forår. Længere og længere væk fra landsbyen, vi vil tilbage, men

det forstår hun ikke. Alt for mange er kommet af sted i badetøfler, det gør ondt, Troels humper af sted med sit træben. Pludselig, en mand ligger på vejen, er han død? Vi kikker spørgende på Sadia, hun markere med tegnsprog, at han er tosset, vi skal lade ham ligge. Genvej hjem, tror vi, over vandløb over marker og ildelugtende rensningsanlæg. Hjemme, politiet er der, vi udfylder papirer om vores forfædre, hvad er det nu de

hedder... Hvorfor skal vi det? Det får vi aldrig svar på, men det er godt at politiet passer på os. Dagene går med oplevelser og overraskelser. Vejret svinger fra styrtregn til bagende sol. Havet er stort og brusende, bølgerne

38

kæmpe store, surfere rider på bølgerne, stranden stinkende beskidt, kameler kikker på os. Bjergene mægtige og øde. Store vandmængder i vinteren har skyllet dele af vejene væk, vi kører med stor forsigtighed. Pludselig en Palmelund, og så en dejligforfriskendeflod at bade i. Abdel kører hurtigt hjem fra bjergene, vi kan knap følge med, hårnålesvingmed speed, endeligindhenter vi ham, men hov, det er ikke Abdel.... Du godeste, hvor er han så? Smart med mobil telefoner. Vi finder hinanden igen. Seværdig souk, unge drenge tilbyder at vise os rundt, mon de vil ha penge? Alle handlende er mænd. De elsker at prutte om prisen. Hvor langt ned tør jeg byde. Han ryster på hovedet over mit bud, hvad tænker jeg på, han har kone og børn at skulle forsørge, og så byder jeg sådan en pris! Men han vil gerne handle, vi gi`r os lidt hver især og ender på en rigtig god pris for mig, og en endnu

bedre pris for ham. Pludselig er Clara blevet klædt ud, som skulle hun giftes. Vi aftaler 100 kameler, men det vil Clara ikke være med til. Vi bydes ind til te hos en mand, der handler med krydderier og andre dufte. Hyggeligt. Skolebesøg, vi er

spændte, hvad mon det er for nogle unge.... Først må vi ikke komme ind,

skoleinspektøren kommer først en time senere, og ingen gæster må komme ind på skolen, hvis ikke han er der. Han dukker op, vi bydes velkommen. 30 unge smilende marokkanere og en masse officials, et dårligt lydanlæg med skrattende mikrofoner, et overdådigt kagebord, vi bydes velkommen af et skoleband iklædt de fineste 1001-nats dragter. Velkommen taler, Takke taler. Vi er venner. Vi

39

spiller teater – eventyr af H.C. Andersen, de spiller teater – om en mand, der har 3 koner og gifter sig igen. Vi synger sange, de synger med, de vil synge mere. Læreren har et program, siger han, men de unge marokkanere er så ivrige og glade, at det eneste rigtige at gøre for dem, er at spille mavedanse musik og hive alle os stive nordboere ud på dansegulvet (selv Ivan og Klaus), og så var det ellers om at svinge hofterne. En time efter, svedige og forpustede, de unge danskere deles ud i de marokkanske familier. Bye bye. Næste formiddag. Alle har haft det godt. Nogen har spist fra de kom til de gik, nogen har været i

byen by night, nogen har været til forlovelsesfest. Skal vi ikke være sammen med dem lidt længere...? Ok, vi tager dem med i souk. Hyggeligt. Hjemme hos Sadia igen. Hammam venter. Sadia tager pigerne med. Af med tøjet på nær trusserne, sauna agtig varme, spande med skoldhedt vand renser gulvet, hvor vi sidder, vi smøres ind i brun sæbe, og så bliver vi skrubbet en for en. Sadias ansigt ser ud som hun aldrig har set så meget skidt på en pigekrop før. Beskidte døde hudceller gnubbes af. En spand iskoldt vand over kroppen gør godt efter denne omgang. Henna damen er ankommet. Der er

40

mange ønsker til henna tatoveringer. Fire timer tatoveres vi. Det svier, men kun i starten. Vi ser sku godt ud!! Selv drengene. Sidste aften, vi er trætte. Den sidste energi vrides ud af os, der er mavedans. Sadias 3 unge piger, der har stået i køkkenet hele ugen, er oplagte og ryster med hofter, bagdel og bryster. Vi forsøger at følge med, men det er svært. Sidste dag. Klokken er 10.45, flyet letter, vi er på vej hjem. Vi får en flot tur hjem, vi kan se bjerge og store byen hele vejen. Men skuffelsen er stor, da vi når ind over DK. Øv, der er stadig sne, vi vil tilbage. Der er dog ingen, der vender om, alle finder toget af sig selv, mættet af

oplevelser og indtryk, når vi Svendborg.

Jo, man er klar til en kæmpe kulturoplevelse, når man ”kun” går i 9. kl. Man er i den grad klar. De unge i 9.kl. har mod på livet. Mod på at møde nyt, - nye mennesker, nye tanker, nye måder at leve på. Tak for en fantastisk tur, som overgår al fantasi. Særlig tak til Abdel og hans familie, som har været utrolig søde og gæstfri. Uden dem, kunne vi slet ikke få sådan en enestående oplevelse. Mon ikke at denne rejse har været en rejse for livet for de 22 unge i 9. klasse. Veni – Vidi -Vici

41

Besøg hos Svend Åge Madsen

af Anna Andersen, Clara Grøndahl og Josephine Christensen.

Som en del af det store projekt i overbygningen i december 2009, var vi ude at interviewe den kendte forfatter Svend Åge Madsen. Vi skrev om fremtidslitteratur, og da han skriver meget om fremtiden, var det oplagt at vælge ham.

Han bor i Århus, og da Lene K også gerne ville opleve ham, ville hun gerne være vores chauffør. Vi takkede selvfølgelig ja, og så gik turen til Århus. Vi kom 10 minutter for tidligt, og for at være høflige ville vi

vendte i bilen uden for hans hus indtil klokken blev 10. Det var en god måde at falde ned på, inden det store møde, men det blev kun til et halvt minut, da Lene pludselig sagde: ”Okay, vi kan godt gå ind, han har set os.” Vi ærgrede os over dette, da vi var meget nervøse. Svend Åge Madsen åbnede døren med et smil og førte os ind i hans stue. Interviewet gik som smurt, og vi fik en masse nye indtryk. Han var utrolig venlig, og var

rigtig god til at svare på voresspørgsmål.Han havde nogleinspirerendeholdninger, som vi lærte meget af. Det var også fedt at høre, hvad han havde at fortælle om sine bøger. Vi fik et indblik i,

hvordan det er at være forfatter. Vi vil anbefale hans bøger, da de er helt specielle, og giver en masse stof til eftertanke.

42

Skånstrøm og Frostholm sagde farvel med manér

44