Spillested: Koncertkirken på NørrebroSpilleperiode: 9. – 14. marts (turné med afsluttende koncert i København)Anmeldt af: Anja Langhede, Den 4. væg

Hvad er det?Ensemblet Via Artis Konsort har med Escarramán produceret noget så originalt som en ”tegneserie-opera”. Konceptet går kort fortalt ud på, at der veksles mellem en projekteret tegneserie om den fattige hofmusiker Juan de Vado, der lever i 1600-tallets Spanien, og liveoptrædener med musik, opera og flamencodans, bliver historiens forlængelse på selve scenen.Via Artis Konsort beskriver selv musikken som en pastiche-opera – dvs. en historisk opera, som hylder og sammensætter forskellig kunst- og populærmusik fra datidens Spanien. Der er altså tale om en forestilling, der bruger adskillige elementer til at formidle spansk kultur og historie i en langt mere folkelig opera end det man typisk kender fra klassisk musik.

Det gode og det knap så godeTegneserien tager dramaturgisk afsæt i en blind tiggers historiefortælleringer fra et gadehjørne. Den pædagogiske fortællerstemme ledsages af lydeffekter, der understøtter den visuelle grafik med for eksempel lyden af en dør, der smækker, en grædende baby eller menneskemængden på et marked. Når dette akkompagneres med live-musik og sang undervejs, bliver lyden i kirkerummet noget helt specielt. De to fabelagtige kvindelige sopraner, María Altadill og Marta Infante, synger så fortryllende, at publikum simpelthen ikke kan undgå at blive bevæget. Ved hver frasering løber der nye kuldegysninger gennem min krop, og jeg sidder indimellem med en lille tåre i øjenkrogen – så jeg må blankt erkende at operaen sætter gang i de helt store følelser hos mig.

Noget af det der også fungerer super godt ved denne forestilling er de medvirkendes totale tilstedeværelse og dramatiske indlevelse. Tegneserien er en slags ydre ramme, som tilsætter koncerten et narrativ og introducerer de forskellige situationer, hvori tableauerne foregår. Det ses blandt andet når Lars Hedelius-Strikkertsen agerer i rollen som flirtende sigøjner på barokguitar. På samme måde indtager sangerinderne og flamenco-danserinden scenen med temperament og ekspressive følelser, der hver gang sidder lige i skabet. Det er bare helt perfekt oggennemført, at de ikke ”blot” er musikere der lægger lyd til tegneserien, men de med fuld smæk på karismaen også selv tager del i historien.

Selvom jeg synes, det er skønt, at forestillingen tager publikum i hånden og sørger for, at alle forstår handlingen,føles det dog i øjeblikke lidt som om der balanceres på grænsen til børneopera – hvilket så absolut ikke er tilfældet, da der i tegneserien bl.a. figurerer en intens sexscene (og desuden er aldersgrænsen 15 år). Det drejer sig primært om fortællerstemmen, der lidt for ofte tiltaler publikum på den overdrevet begejstret “nu-skal-du-bare-høre”-måde, som forældre bruger, når de skal læse eventyr højt for deres børn. Desuden er jeg ikke synderligt fan af de små opera-replikker, der synges på dansk. Det kommer til at virke unaturligt for forestillingens ellers gennemført spanske stil. Forestillingen sørger ellers for, at der er undertekster undervejs, så alle kan forstå det spanske sprog, og derfor mener jeg, at man med fordel kunne være gået spansk “all the way”i det musikalske udtryk.

Men helt generelt er det altså en særdeles veludført forestilling, der med levende musik og dans gør opera til enlangt mere håndgribelig størrelse. Publikum får serveret et stykke med Spaniens kulturelle fortid, der både er underholdende og samtidigt formår at rumme et par politiske perspektiver til dagens Danmark. En oplevelse derer rørende, intim og helt bestemt anbefalelsesværdig!

Skynd dig ind og se den, hvis …… du ikke i forvejen er opera-entusiast, men har lyst til at opleve en blid introduktion til genren. Så har du her enenestående chance for at se en nærværende tegneserie-opera, der spiller på alle tangenter i både billed- og lyddesign!

Studerende og fattig? Sådan gør duDesværre er forestillingens turné allerede afsluttet for denne gang – men hold øje med Via Artis Konsort og kryds fingre for en genopsætning.

Sanselig spansk barokmusik – tegneserie-operaen Escarramán ****

Af Jan Mygind, Operamagasinet Ascolta, marts 2016, i forbindelse med opførelse af Escarramán,Aalborg Opera Festival den 4. marts 2016

Via Artis Konsort i Intimsalen i Musikken Hus Aalborg 4. marts 2016.Escarramán bliver i programmet omtalt som en tegneserieopera, men er i virkeligheden meget mere end titlen antyder. Man kunne næsten fristes til at kalde det et lille Gesamtkunstwerk for her forenes; musik, sang, dans, tegneserie og lyd- og lyssætning på en ny og spændende måde

Idémanden bag projektet, Poul Udbye Pock-Steen, har skabt en fin forestilling hvor vi igennem 10 tableauer følger den spanske hofmusiker Juan de Vados’ liv og levne. Det bliver en historie om en fattig hofmusiker der i 1600-tallets Madrid, på trods af sit arbejde for samfundets privilegerede, er henvist til at leve på samfundets bund. Fjernt fra hoffets balsale, i samfundets grå skygge, supplerer han sin sparsomme musikerløn med småulovligheder og plattenslageri.

De ti tableauer er stort set opbygget ens, og indledes alle med en tegneserie-sekvens, hvor scener fraJuan de Vados livs udspilles. De akkompagneres nænsomt af ensemblet og af soundscapes (lydkulisser) også recitativer sunget med dansk tekst indgår som historiefortællende. Recitativerne er nykomponeret af Udbye Pock-Steen i en stil, der bekender sig baroktidens idiomatik. Herefter tages vi med i en række autentiske spanske danse og sange som leveres i en enkel iscenesættelse.Til at realisere dette værk var der 3 sangere, 6 musikere og en danser på scenen. På skift blev de trukket frem i rampelyset, og alle indgik i forestillingens dramaturgi. Lad os begynde med sangerne.

Signe Asmussen viste sig hurtig som aftenens hovedperson; hun agerede både fortæller, sang alle recitativerne og en stor del af kunstsangene. Som fortæller var hun nærværende og intens og som sanger brillerede hun flere steder: bl.a i det femte tableau, hvor hun optrådte som en talentløs og tonedøv sanger – en ikke helt nem rolle, når man ikke er det – og i sjette tableau, hvor hun demonstrerede et varmblodet og temperamentsfuldt fuldregister.

Den katalanske sopran, María Altadill, var tydelig på hjemmebane i det spanske repertoire og leverede gennem hele forestillingen på et højt niveau. Hun viste ved flere lejligheder temperament og sanselighed, men skinnede for alvor igennem i den yndige og sarte vuggevise Nana fra andet tableau.

Christina Larsson Malmberg var i første afdeling henvist til en lidt tilbagetrukket rolle, men fik efterpausen lejlighed til at vise sin udtryksstærke stemme og flotte sceneudstråling frem. Danseren Julie Andkjær Olsen, som selv har stået for koreografien, leverede fyrige og medrivende danseoptrin.

Det akkompagnerende ensemble bestod af 2 barokguitarer, Viola da gamba, harpe, cembalo og slagtøj – sammen skabte de en festlig musikalsk kulisse med plads og overskud til leg og improvisation. Ensemblets harpenist Flora Papadopoulos strålede igennem hele forestillingen med sublimt spil; hun var sikkerheden selv i sit continuospil og spillede med et vidunderligt overskud.

Alt i alt følte jeg mig godt underholdt gennem den cirka 2 timer lange forestilling om end at jeg til tider savnede en lidt mere varmblodet fremførelse af den spanske barokmusik som så tydeligt kalderpå rytmisk spændstighed og accentuering. Men når det er sagt, var det en underholdende aften, og Poul Udbye Pock-Steen fortjener stor ros for dette projekt, hvor der leges med og afsøges nye grænser for, hvad opera og musikteater egentlig er og kan anno 2016

Hesbjerg revisited, Mod.Strøm festivalenMikael KrarupFyns Stiftidende 16. september 2017

En koncert? En performance? En stedsspecifik musikinstallation? Et projekt? En video-optagelse? Hvad skalbarnet hedde? Jo, det skal hedde det hele, for det er netop disse betegnelser, der passer fint på Poul Udbye Pock-Steens og hans ensembles bidrag til den fynske kunst- og kulturfestival Mod.Strøm.

Det foregår denne fredag aften på Hesbjerg Slot, den meget faldefærdige renæssancepastiche-bygning fra slutningen af 1800-tallet, godt gemt af vejen herinde i skoven. Andægtigt lukkes vi ind gennem den rustne gitterport, mange bevæbnet med mobiltelefoner og kameraer - det må vi godt, det er en del af projektet - og går i gåsegang op mod slottet, hvor poetiske klokkelyde og fløjtespil lokker. Udenfor halsbrækkende akrobatik på line, TinCanCompany i aktion.

Op ad trappen, ind ad slottets hovedindgang. Indenfor Via Artis Konsort på orgel, guitar, gamber og cello i en ensformig passacaglia, stemningsskabende, stilhedskrævende. En klagende cellostemme tager over og leder os ind i næste rum. Gulvet knager og knaser, ruderne er knuste, tapetet krænger nærmest sig selvned fra væggene, pudset falder. En sopran lader stemmen lyde. Hvor er hun? Vi flokkes, strækker hals, føres atter af andre lyde ind i et stort rum, som er fyldt med en veritabel Storm-P. installation, en domino-maskine, hvor én bevægelse fører til den næste, kugler triller, balloner knalder, skud affyres.

De to klovne, formummet i enorme fuldskæg, sorte frakker og stirrende øjne, er de russere? Eller bare elskede Storm-P.-figurer? Et barns gråd blander sig med cirkusmusikkens sørgmodige og insisterende tonesprog. Vi skal ovenpå. Holder trappen? Rummene på første sal runger af dybe, russisk-ortodokse basstemmer fra musikanlægget, en enkelt gambist spiller til i et nyt rum, mens sopranen og en guitarist diverterer med sorgfuld italiensk skønsang i naboværelset.

......

Nu har vi vænnet os til konceptets idé, det uventede, det paradoksale, kontrastive og anakronistiske, tilsat en spooky blå lysinstallation heroppe på første sal, den virker nu lidt malplaceret. Det gør også nycirkusets indslag med venlig uddeling af vodka og cornichoner og med tombola og præmier til akkompagnement afspinettets sprøde Sarabande.

Et italiensk vokalindslag med hele Via Artis Konsort giver mere mening, inden vi ledes udenfor i det våde græs til lysende fakler og pæleakrobatik til akkompagnement af nydelig korsang fra vinduerne: "Dagen viger". Tusmørket breder sig, vinduerne lukkes, bygningen går til ro, flagermusene tager over.