Betænkning fra udvalget om udlægning afåndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg

Betænkning nr. 781, 1976

Særforsorgensudlægning

ISBN 87-503-2027-05000-244-bet

Indholdsfortegnelse

SideKapitel I. Indledning 7

A. Udvalgets nedsættelse og kommissorium m. v 7B. Nogle af udvalgets hovedsynspunkter 8

Kapitel II. Baggrunden for udvalgets nedsættelse 11A. Kommunalreformen 11B. Socialreformkommissionens generelle overvejelser om opgavefordelingen på det

sociale område 11C. Specielt om åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg 12

Kapitel III. Andre udlægningsbestræbelser 15A. Indledende bemærkninger 15B. Statshospitalernes overførelse til amtskommunerne 15C. Børne- og ungdomsforsorgens døgninstitutioner 18

Kapitel IV. Beskrivelse af særforsorgen 21A. Indledning 21B. Forsorgens administration 21C. Foranstaltninger for børn og unge 23

a) Rådgivning og vejledning 23b) Økonomiske ydelser 23c) Praktisk bistand i hjemmet 23d) Hjælpemidler 23e) Børnehaver, fritidshjem 230 Skoleundervisning 24g) Erhvervsmæssig optræning m. v 25h) Sygehusmæssig bistand, klinikker 26i) Anden sundhedsmæssig bistand 26j) Døgnpleje m. v 27

D. Foranstaltninger for voksne 27a) Rådgivning og vejledning 27b) Økonomiske ydelser 28c) Praktisk bistand i hjemmet 28d) Hjælpemidler 28e) Undervisning 28f) Erhvervsmæssig optræning m. m 29g) Beskyttede virksomheder m. v 29h) Hospitalsmæssig behandling, klinikker 30i) Anden sundhedsmæssig bistand 30j) Døgnpleje m. v 30

3

SideE. Statistisk belysning af særforsorgen 31F. Visitation 32

a) Hvordan kommer klienten i kontakt med den visiterende myndighed? 32b) Hvordan visiterer man ind i forsorgsgrenen betragtet som en helhed, samt til

og mellem forskellige foranstaltningstyper inden for forsorgsgrenens rammer? 36c) Hvordan udskriver man fra forsorgsgrenen, betragtet som en helhed? 38

Kapitel V. Den fremtidige ansvarsfordeling m. v 40A. Indledning 40B. Social rådgivning og vejledning 40

a) Arbejdsdelingen mellem kommuner og amtskommuner 40b) Arbejdsdelingen mellem udvalgene på henholdsvis kommunalt og amtskom-

munalt plan 43c) Rådgivningsfunktionens organisation under de kommunale og amtskommu-

nale udvalg 43C. Økonomiske ydelser 46D. Praktisk bistand i hjemmet 47E. Hjælpemidler 47F. Daginstitutionsfunktionen m. v 48

a) Arbejdsdelingen mellem kommuner og amtskommuner 48b) Arbejdsdelingen mellem udvalgene på henholdsvis kommunalt og amtskom-

munalt plan 51c) Daginstitutionsfunktionens organisation under de kommunale og amtskommu-

nale udvalg 52d) Visitation 53

G. Undervisning for børn 54a) Arbejdsdelingen mellem kommuner og amtskommuner 54b) Arbejdsdelingen mellem udvalgene på henholdsvis kommunalt og amtskom-

munalt plan 57c) Undervisningens organisation under de kommunale og amtskommunale udvalg 57d) Visitation 58

H. Undervisning for voksne 58I. Erhvervsmæssig optræning 59J. Beskyttede virksomheder m. v 60K. Sundhedsmæssig bistand 61L. Døgnpleje m. v. for børn og unge 66M. Døgnpleje m. v. for voksne 67N. Institutionsledelse 68

Kapitel VI. De af udlægningen nødvendiggjorte samarbejdslinier 70A. Indledning 70B. Gennemførelsesudvalg 70C. Planlægning 72D. Forbrugerindflydelse 75E. Indberetningsordninger m. v 78

Kapitel VII. Finansiering 79A. Indledning 79B. Gældende finansieringsregler 80C. Udvalgets forslag 81

a) Generelt 81b) Specielt om sociale bistandsfunktioner 82c) Specielt om skoleundervisning 82d) Overgangsproblemer ved udlægningen 83

4

SideKapitel VIII. Ankeregler (Retsbeskyttelse) 84

A. Gældende ankeregler pr. 1. april 1976 84B. Synspunkter om og forslag til fremtidige ankeregler 85

a) Generelle bemærkninger 85b) Særligt om børn 85c) Afgørelser om optagelse og ophold i særforsorgens dag- og døgninstitutioner

og udskrivning herfra 85d) Forsorgens udøvelse 86e) Specielt om de særlige tvangsregler i åndssvageforsorgsloven vedrørende voks-

ne personer (18 år og derover) 86C. Straffelovgivningen 88

Kapitel IX. De eksisterende institutioners fordeling på driftsherrer 89Underbilag a) 91Underbilag b) 102

BILAGSAFSNITBilag 1. Socialminister Eva Gredals tale ved åbningen den 25. september 1975 af de

samvirkende invalideorganisationer« konference om særforsorgens fremtid. 157Bilag 2. Skrivelse af 19. januar 1976 fra Foreningen af Medarbejdere ved Særforsor-

gen. 159Bilag 3. Skrivelse af 19. januar 1976 fra Landsforeningen af Vanføre. 161Bilag 4. Skrivelse af 19. januar 1976 fra Dansk Blindesamfund. 168Bilag 5. Skrivelse af 28. januar 1976 fra Danske Døves Landsforbund. 172Bilag 6. Notat af 28. januar 1976 fra Dansk Epilepsiforening. 176Bilag 7. Skrivelse af 28. januar 1976 fra Landsforeningen Evnesvages Vel. 178Bilag 8. Skrivelse af 8. marts 1976 fra Samfundet og Hjemmet for Vanføre. 181Bilag 9. Skrivelse af 11. marts 1976 fra Åndssvageforsorgens Personaleforbund. 186Bilag 10. Skrivelse af 12. marts 1976 fra Landsforeningen Evnesvages Vel. 191Bilag 11. Skrivelse af 12. marts 1976 fra Fællesrådet for Lærerforeninger ved Særfor-

sorgens og Åndssvageforsorgens institutioner. 196Bilag 12. Skrivelse af 17. marts 1976 fra Landsforeningen for Læbe-ganespalte. 198Bilag 13. Skrivelse af 17. marts 1976 fra Forældreforeningen BONAVENTURA. 199Bilag 14. Skrivelse af 22. marts 1976 fra Landsforeningen for Bedre Hørelse. 201Bilag 15. Skrivelse af 30. marts 1976 fra Forældreforeningen ved Statens Institut for

Talelidende i Århus. 213Bilag 16. Skrivelse af 8. april 1976 fra Landsforeningen af Vanføre. 214Bilag 17. Redegørelse fra overlæge, dr. med. Henning Skydsgaard, øjenklinikken i Hel-

lerup. 220Bilag 18. Skrivelse af 27. april 1976 fra Undervisningslederkollegiet ved åndssvagefor-

sorgen. 224Bilag 19. Udtalelse fra P-Club, forening af stammere i Danmark. 227Bilag 20. Skrivelse af 18. maj 1976 fra De Samvirkende Invalideorganisationer. 230Bilag 21. Skrivelse af 11. juni 1976 fra Københavns overborgmester. 233Bilag 22. Meddelelse om skrivelse af 18. juni 1976 fra Frederiksberg kommune. 235Bilag 23. Skrivelse af 25. juni 1976 fra Foreningen for Spastisk Lammede. 236

5

Kapitel I

Indledning

A. Udvalgets nedsættelse og kommissoriumm.v.

/. Udvalget om udlægning af åndssvage-forsorgen og den øvrige særforsorg blev ned-sat af socialministeren den 21. oktober 1975med følgende kommissorium:

»Folketingets socialudvalg udtalte i sinbetænkning af 31. maj 1974 over forslag tillov om social bistand, at det efter udvalgetsopfattelse vil være særdeles ønskeligt, omdecentralisering af åndssvageforsorgen ogden øvrige særforsorg så vidt muligt kunnefindested 1. april 1978.

Forberedelsen af den omhandlede decen-tralisering skal finde sted i et udvalg med re-præsentanter for kommunerne, amtskommu-nerne og de berørte ministerier og styrelser.

Udvalgsarbejdet skal finde sted på grund-lag af den samlede særforsorgs mangeårigemålsætning, hvorefter det skal tilstræbes atgive de handicappede en tilværelse så nærdet normale som muligt, hvad enten dennetilværelse helt eller delvis må blive på en in-stitution eller ude i samfundet.

Man er endvidere af den opfattelse, atdenne målsætning bedst imødekommes, hvisman som foreslået af socialreformkommissi-onen i videst muligt omfang forlader tankenom en organisatorisk, finansielt og begrebs-mæssigt afgrænset særforsorg. Man findersåledes, at den handicappedes interesserbedst tilgodeses, hvis han eller hun i videstmuligt omfang betjenes med de tilbud, somsamfundet i øvrigt stiller til rådighed forborgerne, således at man om fornødent sup-plerer denne bistand med andre hjælpefor-anstaltninger, tilpasset den enkelte handi-cappedes behov.

Udvalget skal på dette grundlag udarbejdeindstilling om den fremtidige arbejdsdelingmellem kommunerne, amtskommunerne og

staten for så vidt angår den fremtidige bi-stand til åndssvageforsorgens og den øvrigesærforsorgs klienter. Det skal herunder over-vejes, om og i hvilket omfang det må ansesfor hensigtsmæssigt, at visse former for bi-stand fortsat udøves i statsligt regie.

Det skal i denne forbindelse belyses, påhvilken måde bistand til de handicappedekan udøves under kommunal og amtskom-munal administration, og man skal som led ien sådan belysning overveje mulighedernefor at udøve bistanden inden for rammerneaf de i dag kendte foranstaltningstyper udenfor forsorgens regie.

Socialstyrelsen har i samarbejde med soci-alministeriet igangsat en udbygningsplanlæg-ning for så vidt angår åndssvageforsorgen ogden øvrige særforsorg. Det forudsættes, atresultaterne fra det hidtidige arbejde meddenne planlægning indgår som en del af ud-valgets arbejdsgrundlag, og at udvalget søgerat formidle en koordination mellem denneplanlægning, kommunernes og amtskommu-nernes udbygningsplanlægning i henhold tilden sociale styrelseslovs § 11, og i det for ar-bejdet fornødne omfang ligeledes en koordi-nation i forhold til anden statslig, amtskom-munal og kommunal planlægning.

Derudover skal udvalget overveje de afdecentraliseringen nødvendiggjorte samar-bejdslinier mellem staten, amtskommunerneog kommunerne såvel i overgangsfasen om-kring udlægningen som på længere sigt.

I det omfang, hvori det skønnes nødven-digt for arbejdet, kan udvalget tilkalde sag-kyndig bistand, repræsentanter for interesse-rede organisationer m. v. Udvalget bemyndi-ges endvidere til at modtage deputationer,der ønsker at fremføre sine synspunkter medhensyn til gennemførelsen af den nævnte ud-lægning.

Det skal være en forudsætning for arbej-

7

det, at spørgsmålet om personalets overgangfra statsligt til kommunalt og amtskommu-nalt regie drøftes i et særskilt udvalg.«

2. Udvalget fik følgende sammensætning:

Udpeget af socialministeriet:Kontorchef Ole Asmussen (formand).

Udpeget af De samvirkende invalideorgani-sationer:Formanden, Svend Jensen,(suppleant: Landsretssagfører Albert Chri-stensen).

Udpeget af Amtsrådsforeningen i Danmark:Viceamtsborgmester Peter Gorrsen(suppleant: Amtsborgmester P. E. Eriksen).

Udpeget af Kommunernes Landsforening:Socialudvalgsformand Knud Hansen.

Udpeget af Københavns og Frederiksbergkommuner:Kontorchef Niels Frederiksen.

Udpeget af socialstyrelsen:Forsorgschef N. E. Bank-Mikkelsen(suppleant: Planlægningschef Ole Høeg).

Udpeget af undervisningsministeriet:Undervisningsinspektør I. Skov Jørgensen.

Udpeget af indenrigsministeriet:Fuldmægtig Anne Birte Pade.

Udpeget af sundhedsstyrelsen:Overlæge, dr. med. Erik Wamberg.

Samtlige suppleanter har deltaget i udval-gets møder.

Fuldmægtig Bent Elkjær Hansen, social-ministeriet, har ledet sekretariatsarbejdet.Endvidere har kontorchef Ernst Andersen,ekspeditionssekretær Elisabeth Bunken, eks-peditionssekretær A. Døssing, undervis-ningsinspektør Jørgen Hansen og kontorchefR. Mac, socialstyrelsen, samt ekspeditionsse-kretær T. Tejsen, socialministeriet, deltaget isekretariatsarbejdet.

Vicekontorchef T. Brøgger Jensen, amts-rådsforeningen i Danmark, samt kontorchefGert Hansen, Kommunernes Landsforening,har været sekretariatets kontaktmænd i dekommunale organisationer. De har i denneegenskab deltaget i udvalgets møder.

3. Udvalget har modtaget deputationer fraDansk Blindesamfund, Danske DøvesLandsforbund, Dansk Epilepsiforening, For-eningen af Medarbejdere ved Særforsorgen,Fællesrådet for Lærerforeninger ved Særfor-sorgens og Åndssvageforsorgens institutio-ner, Landsforeningen for Bedre Hørelse,Landsforeningen Evnesvages Vel, Landsfor-eningen for Spastisk Lammede, Landsfore-ningen af Vanføre, samt Åndssvageforsor-gens Personaleforbund.

Derudover har udvalget modtaget enrække skriftlige henvendelser. Herom henvi-ses til indledningen af bilagsafsnittet.

4. Udvalget har afholdt 8 moder. Betænk-ningen er tiltrådt af samtlige medlemmer,idet der dog henvises til pkt. 13.

B. Nogle af udvalgets hovedsynspunkter.5. Udvalget om udlægning af åndssvagefor-sorgen og den øvrige særforsorg har groftsagt haft til opgave at overveje, hvordan sær-forsorgens eksisterende tilbud bedst kan ind-placeres administrativt, sådan at man opnåren større harmonisering med tilgrænsendealmene og specielle foranstaltninger i kom-munalt og amtskommunalt regie.

Det har altså ikke været udvalgets opgaveat overveje det, som mange mennesker umid-delbart tænker på ved ordet »decentralise-ring« - nemlig en udstykning af de eksiste-rende institutioner med en afdeling i hveramtskommune, eller måske endda i hverkommune.

Desuden har det ligget uden for udvalgetskommissorium at tage stilling til spørgsmålom institutionernes antal, kapacitet og kvali-tet. Udvalget har heller ikke skullet tage stil-ling til, om der bør indføres nye ydelser ellerbehandlingsmetoder. Det har i det hele tagetikke været udvalgets job at foreslå aktivitets-ændringer.

Derimod har det været afgørende for ud-valget, at udlægningen ikke i sig selv må be-tyde en forringelse af de tilbud, som i dag eråbne for særforsorgens klienter.

6. Det var socialreformkommissionen, deri sin tid pegede på en udlægning af særfor-sorgsområdet. Begrundelsen var først ogfremmest, at udviklingen havde gjort det

8

mindre frugtbart at se på den enkelte særfor-sorgsgren som en blokmæssig enhed, mensdet var mindre afgørende for kommissionenstankegang, om en særforsorgsgrens instituti-oner var mere eller mindre jævnt fordelt udover landet.

Inden for den enkelte særforsorgsgrenkan man identificere en hel række af foran-staltninger, der hver for sig har sit mod-stykke i særforsorgens omverden. I åndssva-geforsorgen kan man f. eks. pege på, at derforegår socialrådgivning (modsvares af råd-givning og vejledning efter bistandsloven),der findes daginstitutioner for børn (dagin-stitutioner efter bistandsloven), der findesskoler (folkeskolen med dens specialunder-visning).

7. I kapitel V har udvalget derefter stilletforslag om, hvorledes ansvaret for de enkeltefunktioner bedst kan fordeles på kommunaleog amtskommunale myndigheder, ligesomman har gjort sig nogle overvejelser om,hvordan dette ansvar i praksis kan honore-res.

Hovedprincippet har været, at ansvaretplaceres i så nær sammenhæng som muligtmed ansvaret for den modsvarende funktionuden for særforsorgen. Samtidig har manlagt vægt på stadig at bevare det værdifuldetværfaglige samarbejde, som man hidtil harhaft inden for særforsorgen. I denne forbin-delse er udvalget stødt på to særlige pro-blemstillinger:

For det første ligger en række af de mod-svarende funktioner i dag helt eller overvej-ende hos kommunerne. Det gælder f. eks. pådaginstitutionsområdet, på skoleområdet ogfor specialinstitutioner for voksne og ældrehandicappede, jfr. kapitel V, delafsnit M. Ialle disse tilfælde har udvalget peget på enløsning, hvor det er amtskommunens ansvar,at den fornødne service fra disse specialinsti-tutioner er til stede. Det er ikke ensbety-dende med, at kun amtskommuner skalkunne drive den slags specialinstitutioner.Hvis noget af amtskommunens ansvar hono-reres ved, at nogle kommuner selv løser op-gaverne, vil det ofte være en fordel.

For det andet eksisterer der inden for deenkelte særforsorgsgrene en indsigt i de en-kelte handicap og et fagligt miljø, som manmå forsøge at bevare efter udlægningen.Dette er bl. a. baggrunden for forslaget om

at opretholde nogle særlige konsulentordnin-ger inden for blindeforsorg, døveforsorg,tunghøreforsorg og vanføreforsorg. Desudenmå det understreges, at de specialiserede in-stitutioner får en vigtig opgave med at opret-holde den eksisterende specialviden på om-råderne og deltage i en videreudvikling afden faglige indsigt.

Kapitel V lægger altså op til, at kommu-nerne og amtskommunerne får et udvidetansvar for de borgere, der i dag er særfor-sorgsklienter. Det må imidlertid understre-ges, at en sådan udlægning ikke er ensbety-dende med, at staten fraskriver sig sit ansvarover for disse borgere. Staten vil bl. a. hono-rere dette ansvar gennem lovgivning, ret-ningslinier, deltagelse i planlægningsproces-sen (kapitel VI), og uddannelse af perso-nale. Det er også et udtryk for det fortsattestatslige ansvar, at borgeren kan klage overkommunernes og amtskommunernes afgørel-ser (kapitel VIII).

8. De nuværende ordninger på sundheds-området, undervisningsområdet og socialom-rådet stiller allerede betydelige krav til sam-arbejdet mellem kommunerne, amtskommu-nerne, staten og forbrugerne. Udlægningenvil yderligere forstærke kravene til dette sam-arbejde, og derfor behandler betænkningen ikapitel VI spørgsmålet om samarbejdslinier.Der lægges op til- et gennemførelsesudvalg, der skal sikre, at

den praktiske udlægning forløber hen-sigtsmæssigt,

- en planlægningsprocedure med særligeprocedurer i tiden omkring udlægningen,

- en ordning vedrørende forbrugerindfly-delse.

9. I kapitel VII understreges det, at udlæg-ningen bygger på totalbalanceprincippet,dvs. at amtskommuner og kommuner fårkompensation over de generelle tilskud forde byrder, som udlægningen medfører. Ud-valget har endvidere skitseret de finansie-ringssystemer, som tænkes at folge i udlæg-ningens kølvand.

Hovedhensynet har været at undgå økono-miske tilskyndelser til handlingsmønstre, derstrider mod tankerne i kapitel V. Derfor harudvalget foreslået, at de udlagte sygehus-funktioner fremover finansieres efter de gæl-

9

dende regler på sygehusområdet, medens desociale funktioner finansieres i overensstem-melse med bistandslovens principper. Angå-ende undervisningsfunktionerne har manfundet, at finansieringsspørgsmålet bør over-vejes nøjere i et særligt udvalg.

10. I kapitel VIII har man som nævnt op-stillet de garantier for retsbeskyttelse, somsærforsorgsklienterne efter udvalgets meningbør have efter udlægningen.

Systemet går bl. a. ud på, at klager overdet sociale udvalgs afgørelser kan indbringesfor amtsankenævnet, medens amtskommu-nale afgorelser kan ankes til den sociale an-kestyrelse.

// . Endelig har man i kapitel IX skitseret,hvor de eksisterende særforsorgsinstitutionerplaceres den dag, hvor udlægningen findersted.

Der er bl. a. foreslået udlægning af enrække lands- og landsdelsdækkende special-institutioner. Forslaget herom må dels sespå baggrund af kapitel V, og dels på bag-grund af den overvejende stemning i udval-get, hvorefter det næppe er hensigtsmæssigt- hverken for klienterne, personalet, kom-munerne, amtskommunerne eller staten - atsådanne institutionsenheder bevares i stats-ligt regie, medmindre specielle og afgørendehensyn taler for det.

12. Det skal endelig nævnes, at udvalgethar arbejdet ud fra den forudsætning, at ud-lægningen skulle finde sted pr. 1. april 1978.Det kommunale regnskabsår er nu rykket tilkalenderåret, og det må anses for mest hen-sigtsmæssigt, at udlægningen finder stedmed et regnskabsårs begyndelse. Udvalget eraf den opfattelse, at det er væsentligt, at ud-lægningen finder sted så hurtigt, som det eradministrativt forsvarligt efter afgivelsen afdenne betænkning. Et flertal i udvalget harpeget på, at man bør tilstræbe, at udlægnin-gen finder sted pr. 1. januar 1979, men re-præsentanterne for Kommunernes Landsfor-ening og Københavns og Frederiksberg kom-muner mener, at udlægningen tidligst børske pr. 1. januar 1980.

13. Medlemmet fra Københavns og Frede-riksberg kommune kan på det foreliggendegrundlag ikke tiltræde den foreslåede an-svarsfordeling og den deraf følgende finansi-eringsform, idet en stillingtagen hertil måforudsætte, at der foreligger analyser af deøkonomiske konsekvenser af den foreslåedeudlægning af åndssvageforsorgen og den øv-rige særforsorg.

Medlemmet skal i øvrigt i det hele henvisetil skrivelse af 11. juni 1976 fra Kobenhavnsoverborgmester til udvalget og til skrivelseaf 18. juni 1976 fra medlemmet til udvalgetmed citat af Frederiksberg kommunes hen-vendelse af 18. juni 1976 til medlemmet.

Kobenhavn, den 18. juni 1976.

Ole Asmussen(formand)

P. Gorrsen

I. Skov-Jørgensen

N. E. Bank-Mikkelsen

Knud Hansen

Anne Birte Pade

Niels Frederiksen

Svend Jensen

Erik Wamberg

B. Elkjær Hansen

10

Kapitel II

Baggrunden for udvalgets nedsættelse

A. Kommunalreformen.1. Som udgangspunkt for udvalgets ar-bejde er det fundet hensigtsmæssigt at ind-drage nogle administrative udviklingsten-denser i overvejelserne - først og fremmestde administrative nydannelser, der fulgte ikølvandet på den kommunale inddelingsre-form i l970.

Kommunallovskommissionen fandt således, atgennemforeisen af en kommunalreform i et vistomfang ville nødvendiggøre en omlægning af op-gavefordelingen og byrdefordelingen mellem statenog kommunerne, og at fastlæggelsen af en ny kom-munestruktur og en ny kommuneinddeling efter deaf kommissionen anførte retningslinier i det heleville åbne nye perspektiver i arbejdet for tilrette-læggelsen af en mere hensigtsmæssig fordeling afopgaver og ansvar mellem stat og kommuner.

I den kommunale inddelingsreform lå så-ledes dels en forudsætning om, og dels enforbedret mulighed for, at kommunerne ogamtskommunerne fremover kunne overtagedet umiddelbare ansvar for en række hidtilrent statslige opgaver.

Inden for flere offentlige opgaveområderhar man derfor i årene efter inddelingsrefor-men foretaget udlægning til kommuner ogamtskommuner af hidtil statslige opgaver,institutioner og foranstaltninger, jfr. kapitelIII.

Socialreformen kan bl. a. anskues som etskridt på vejen til realiseringen af en sådanopgavefordelingsreform.

B. Socialreformkommissionens generelleovervejelser om opgavefordelingen på detsociale område.2. Det var da også i lyset af den tilstun-dende kommunalreform, at socialreform-kommissionen førte sine indledende, princi-pielle drøftelser om opgavefordelingen pådet sociale område.

Kommissionen hæftede sig ikke mindstved de perspektiver, der åbnede sig ved enadministrativ placering af sociale opgaverunder samme myndighed som opgaver på detil socialsektoren grænsende områder.

Den fremhævede således, at kommunalreformenog de strukturreformer på flere samfundsområder,der står i forbindelse hermed, vil medføre en vidt-gående samling under kommunalbestyrelsernes an-svar af funktioner på brede områder, der har enindre sammenhæng. Kommissionen nævnede enrække eksempler på den sammenhæng, som findesmellem de forskellige sociale foranstaltninger ind-byrdes og mellem sociale foranstaltninger og andreforanstatlninger. Den antog endvidere, at en struk-turmæssig sammenlægning, der henlægger fleresociale opgaver til kommunerne, ikke alene frem-mede koordinationen mellem de forskellige socialeforanstaltninger, men også koordinationen til flereandre kommunalt administrerede foranstaltninger,som har sammenhæng med de sociale opgaver.

På tilsvarende måde fandt socialreformkommis-sionen, at henlæggelsen af sociale opgaver til denye amtskommuner kunne give muligheder for atfremme såvel den fælles planlægning af forskelligesociale foranstaltninger som den indbyrdes koordi-nation af disse foranstaltninger i indsatsen over forborgeren. Den fandt endvidere, at en henlæggelseaf opgaver på tilgrænsende forvaltningsområder tilamtskommunerne må antages at kunne fremmesocialsektorens koordination med disse områder.Der pegedes bl. a. på sygehusvæsen og vigtigefunktioner på skole- og uddannelsesområdet.

Socialreformkommissionen lagde såledesvægt på de fordele, som kunne opnås for kli-enten derved, at man gennem en udlægningaf opgaver til kommuner og amtskommunerfår bedre muligheder for en nødvendig sam-ordning af den sociale indsats med indsat-sen på de tilgrænsende områder.

Umiddelbart kunne man forestille sig, at dettehensyn kunne tilgodeses ved etablering af lokalestatsmyndigheder, hvis geografiske områder faldersammen med kommune- eller amtskommunegræn-serne. Socialreformkommissionen tillagde imidler-tid ikke dette synspunkt vægt, idet den fandt, atder formentlig er betydelig forskel på, om en be-

l l

føjelse er placeret hos en ansvarlig folkevalgt myn-dighed med bevillingsansvar eller hos et lokalt ud-valg eller nævn uden et sådant ansvar.

Som en betydningsfuld fordel ved kommunallokaladministration fremhævedes dennes betydeligtstørre mulighed for at sikre planlægning og sam-menhængende og tværgående koordinering mellemde forskellige kommunalt administrerede eller støt-tede opgaver. For de sociale og sundhedsmæssigeopgaver havde dette synspunkt efter kommissio-nens opfattelse ganske betydelig vægt.

Socialreformkommissionen gik såledessom opgavefordelingens hovedprincip indfor, at forsorgsudøvelsen skulle henlægges tilkommuner og amtskommuner. Det må dogunderstreges, at kommissionen også lagdevægt på, at man inden for denne ramme sik-rede en vis social mindstestandard ud overlandet. Noget sådant er ikke mindst etspørgsmål om planlægning m. v., jfr. be-tænkningens kapitel VI. I denne forbindelsemå man derudover fremhæve kommissio-nens påpegning af behovet for, at der forpersonalet etableres landsomfattende uddan-nelsesordninger, for hvilke hovedlinierne erfastlagt i samarbejde mellem centrale myn-digheder og repræsentanter for lokale myn-digheder m. fl.

5. Derudover drøftede socialreformkom-missionen de principper, hvorefter fordelin-gen af de sociale opgaver kunne finde stedmellem på den ene side kommunerne, og påden anden side amtskommunerne.

Kommissionens ret omfattende behand-ling af dette spørgsmål kan opsummeres der-hen, at den gik ind for en kommunal place-ring af opgaverne i relation til den enkelteborger, medmindre særlige hensyn taler foren amtskommunal placering.

Som et forhold, der taler for en amtskom-munalisering af klientbehandlingen nævnerkommissionen - særlig for så vidt angår deneksterne virksomhed - at visse funktionerskal varetages af et specialuddannet perso-nale, som der i hvert fald i en lang årrækkevil være knaphed på. 1 denne forbindelsenævnes generelle vejledningsfunktioner, somudfores over for institutioner og andre myn-digheder, såsom f. eks. børneværnskonsulen-ternes virksomhed.

Som et andet forhold nævnes institutio-ner, hvis virksomhed i almindelighed rækkerud over den enkelte kommune, dvs. instituti-oner der kræver et befolkningsunderlag, som

kommunerne i almindelighed ikke kan præ-stere.

Endvidere peger kommissionen på dennære sammenhæng, der er i planlægningeninden for sygehus-, skole- og socialvæse-nerne. Denne sammenhæng findes ikke blotfor så vidt angår den generelle planlægningaf institutions- og foranstaltningskapacite-ten. Den gor sig også gældende, når manskal tilrettelægge det offentliges bistand tilden enkelte klient.

C. Specielt om åndssvageforsorgen og denøvrige særforsorg.4. Det var et grundlæggende synspunktbag loven af 5. juni 1959 om forsorgen foråndssvage og andre særlig svagtbegavede, atåndssvageforsorgen må søge at skabe en til-værelse for den enkelte så nær det normalesom muligt, hvad enten denne tilværelse helteller delvis må blive på en institution ellerude i samfundet.

Denne målsætning sammenfattes ofte i be-grebet »normalisering«. Det må imidlertidunderstreges, at det aldrig dermed har væretet mål i sig selv, at klienten kun skulle haveden sociale og anden bistand, som samfun-det stiller til rådighed for ikke-handicappedeborgere. Målsætningen må snarest forstås påden måde, at målet med bistanden til denhandicappede er i videst muligt omfang atsikre, at hans eller hendes hele livssituationikke unødigt forringes på grund af de symp-tomer, som et handicap indebærer. En så-dan målsætning sigter bl. a. på den handi-cappedes erhvervsmæssige muligheder. Denindebærer også andre aspekter, f. eks. dennemmest mulige adgang til almindelig, men-neskelig kontakt med de handicappedes med-borgere.

Det vil være i strid med målsætningen,hvis den handicappede - blot ved at værerubriceret under en bestemt handicapgruppe- afskæres fra en hensigtsmæssig bistand frasamfundets side, som ellers står til rådighedfor landets borgere.

På denne måde indebærer åndssvagefor-sorgens målsætning en række grundtanker,der i en længere periode stiltiende har væretogså de øvrige særforsorgsgrenes arbejds-grundlag. Dette forhold slås udtrykkeligtfast i kommissoriet for udvalget om udlæg-ning af åndssvageforsorgen og den øvrigesærforsorg.

12

5. Socialreformkommissionens overvejel-ser om særforsorgens fremtid kan med fuldret ses som bestræbelser, der tager sigte påat forstærke en udvikling i overensstem-melse med denne målsætning.

Kommissionen så selv sine overvejelser ilyset af en udvikling fra en i princippet totalsærforsorg, der omfattede fuld forsørgelsefor klienten inden for afgrænsede institutio-ner og eventuelt under tilsyn herfra, heni-mod en virksomhed præget af målsætningerom normalisering og revalidering. Forsorgs-udøvelsen har især i tiden efter anden ver-denskrig i stigende grad tilsigtet at skabe etvarieret sæt af tilbud for den enkelte, tilret-telagt ud fra dennes særlige forudsætningerog behov.

Efter kommissionens opfattelse har mandog selv i den nyeste udvikling måttet væreopmærksom på faren for, at forsorgen tilret-telægges ud fra en fejlagtig forestilling om,at vedkommende handicapgruppe generelthar behov for en særlig og for denne gruppeensartet udformet service. Kommissionenfandt i overensstemmelse hermed, at behovetfor specialservice til handicappede ikke kanbedømmes ud fra enkeltstående kriterier,men kun opgøres på baggrund af en samletvurdering, der inddrager en række forholdhos personen selv, og hans forhold til familieog lignende.

Disse tanker falder i tråd med to socialpolitiskeprincipper, der kan siges at være grundlæggende isocialreformen. Det drejer sig om totalitetsprincip-pet (dvs., at der skal være mulighed for at tagealle familiemedlemmers, og ikke blot den enkeltes,problemer op til en samlet vurdering) og behovs-eller lighedsprincippet (dvs., at alle, der har sammebehov for bistand, også skal have samme adgangtil hjælp, uanset hvad der er årsag til, at behoveter opstået). Disse principper er for det sociale bi-standsområde - bortset fra særforsorgen - udmøn-tet i lov om social bistand.

Man kan således sammenfatte socialre-formkommissionens synspunkter om særfor-sorgen derhen, at den nuværende admini-strative organisation af særforsorgen inde-bærer en risiko for, at administrative barrie-rer bliver en hæmsko for opfyldelsen af sær-forsorgens målsætning, jfr. punkt 4.

Det var med henblik på at fjerne sådanneadministrative barrierer, at socialreform-kommissionen pegede på en udlægning afåndssvageforsorgen og den øvrige særfor-sorg. Dette forslag må således ses som en

konsekvens af kommissionens omtaltetankegang (punkt 2), hvorefter udlægningaf sociale opgaver indebærer bedre mulig-hed for en koordineret indsats af alle sam-fundets servicefunktioner, til gavn for denenkelte klient.

6. Det ligger endvidere i denne tankegang,at særforsorgen, eller den enkelte særfor-sorgsgren, ikke nødvendigvis behøver at an-skues som en særlig enhed. Den kan også an-skues som et konglomerat af foranstaltnin-ger, der hver for sig har paralleller på de tilsærforsorgen grænsende områder.

Inden for særforsorgens rammer kan mansåledes identificere en række undervisnings-funktioner og en række sygehuslignendefunktioner. Parallellerne i det øvrige sam-fund til disse funktioner hører under andreministerier end socialministeriet, og på kom-munalt og amtskommunalt plan under andreudvalg end social- og sundhedsudvalget.

Socialreformkommissionen førte derforsærskilte drøftelser om den fremtidige, ad-ministrative placering af disse funktioner.

7. Afgrænsningen mellem den samledesærforsorgs specialskoler og folkeskolensspecialundervisning blev drøftet i en ar-bejdsgruppe, der afgav beretning til socialre-formkommissionen .

Arbejdsgruppen anbefalede, at der i for-bindelse med decentralisering af forsorgsom-råderne søges etableret en sammenhængendeopbygning under undervisningsministerensområde af de samlede specialundervisnings-tilbud inden for folkeskolens almindeligeklasser, specialklasser og specialskoler, sam-men med forsorgsområdernes specialklasserog specialskoler.

8. Socialreformkommissionen anbefaledeligeledes, at særforsorgens decideret hospi-talslignende funktioner blev indpasset i detamtskommunale sygehusvæsen.

For åndssvageforsorgens vedkommendepåpegede kommissionen, at der inden fordenne forsorgsgren kun i meget begrænsetomfang findes institutionsenheder, som kansidestilles med sygehusvæsenets foranstalt-ninger. Kommissionen understregede, at denlæge- og tandlægebetjening, der svarer til depraktiserende lægers, skolelægers, tandlæ-gers, institutionslægers (huslægers) virk-

13

somhed, ikke bor henføres som et led i ved- drages ind i overvejelserne i udvalget om ud-kommende sygehusvæsen. lægning af åndssvageforsorgen og den øvrige

særforsorg.9. I det foregående er der refereret en Disse synspunkter har således været ud-række synspunkter, specielt fra socialre- gangspunktet for de forslag, som stilles iformkommissionen, som skønnes at måtte denne betænknings kapitel V ff.

14

Kapitel III

Andre udlægningsbestræbelser

A. Indledende bemærkninger.

1. Som nævnt må overvejelserne om ud-lægning af åndssvageforsorgen og den øvrigesærforsorg ses som et udslag af socialreform-kommissionens generelle, overvejende soci-alpolitisk motiverede princip for opgavefor-delingen mellem stat og kommune.

Det indebærer, at udlægning af en rækkesociale foranstaltninger sker i medfør af bi-standslovens ikrafttræden.

Det har endvidere været nævnt, at manfra kommunalreformens første færd harværet opmærksom på, at man ved etablerin-gen af større og mere bæredygtige kommu-ner lagde grunden til en generel opgavefor-delingsreform i forholdet mellem staten,amtskommunerne og kommunerne. Man måsåledes forvente en fortsættelse af den ten-dens, der allerede har betydet oprettelse afen lang række institutionstyper i kommu-nalt og amtskommunalt regie. Man kan såle-des nævne plejehjem, daghjem, dagcentre,forsorgshjem, revalideringsinstitutioner, dag-institutioner for børn og unge, folkeskoler,gymnasier, sygehuse, museer og biblioteker.

Det har derfor været naturligt for udval-get om udlægning af åndssvageforsorgen ogden øvrige særforsorg at inddrage træk fravisse andre udlægningsbestræbelser i grund-laget for sine overvejelser.

Man har set på et udlægningseksempel fradet sociale område samt et eksempel udenfor det sociale område.

Uden for det sociale område har manvalgt at beskæftige sig med statshospita-1erne, allerede fordi der her er tale om de se-nere års største institutionsudlægning.

Fra det sociale område har udvalget valgtat beskæftige sig med døgninstitutioner forbørn og unge, idet området - som det frem-går af det følgende - frembyder en række

paralleller til problematikken på særforsorgs-området.

B. Statshospitalernes overførelse tilamtskommunerne.

2. Ved fremsættelsen af lovforslaget omstatshospitalernes overførelse til amtskom-munerne anførte indenrigsministeriet ud-trykkeligt, at forslaget var et led i den igang-værende omlægning af byrde- og opgavefor-delingen mellem staten og amtskommu-nerne.

Sideløbende hermed anførtes imidlertiden række motiver, der udsprang af tankerneom den service, som man ønskede at ydestatshospitalsvæsenets patienter, og den poli-tik, som man i det hele anså for ønskelig påsygehusområdet.

Før det første motiveredes overførelsenmed den stedfundne udvikling på det lægevi-denskabelige område, og de deraf flydendeændringer i de undersøgelses- og behand-lingsmæssige hensyn. Den lægevidenskabe-lige udvikling har i de senere år i realitetennedbrudt de skarpe forskelle mellem be-handlingen af psykiske og somatiske lidelser.På denne baggrund fandt man det vanskeligtat begrunde, at samfundets indsats for un-dersøgelse og behandling af sindslidelserikke skulle følge samme regler, som gælderfor det almindelige sygehusvæsen, men be-tragtes som en forsorgsopgave.

En tilsvarende lægevidenskabelig udvik-ling må også siges at have fundet sted påsærforsorgsområdet. Derudover har udvik-lingen på dette område været præget af etstadig mere optimistisk syn på de mulighe-der, som udviklingen har givet for værdi-fulde resultater af en undervisningsmæssigog social indsats på særforsorgsområdet.Denne udvikling har været fulgt af en glid-

15

ning i særforsorgens målsætning, der harværet betegnet med udtryk som revalidering,normalisering og integration. I denne udvik-ling og tankegang, der som nævnt var ud-gangspunktet for socialreformkommissio-nens overvejelser om særforsorgens admini-strative fremtid, ligger der en klar parallel tilden omtalte tankegang på statshospitalernesområde.

For det andet angav man som motiv forlovforslagets fremsættelse ønsket om en sam-let prioritering og styring af sygehusvæsenet.På denne baggrund fandt man det rationelt,at det psykiatriske hospitalsvæsen blev ind-korporeret i det almindelige sygehusvæsenmed henblik på, at begge kan underlæggessamme regler for planlægning og daglig ad-ministration.

Tankerne om fjernelse af uhensigtsmæs-sige administrative barrierer omkring sær-forsorgen, samt hele socialreformens grund-tanke om tildeling af sociale ydelser ud fraet behovsprincip, må siges at indebære nød-vendigheden af en samlet prioritering på detnuværende særforsorgsområde og de til for-sorgen grænsende sektorer. Også på dettepunkt kan der således påvises en parallellitetmellem problematikken på særforsorgs- ogstatshospitalsområdet.

For det tredie pegede man på mulighedenfor, at statshospitalernes overførelse til amts-kommunerne kan medvirke til et mere for-domsfrit syn på sindslidelser, idet det på in-stitutionelt plan fastslås, at disse er at be-tragte som almindelige sygdomme på liniemed de øvrige lidelser, der behandles af sy-gehusvæsenet.

En parallel tankegang har ikke været eks-plicit udtrykt i socialreformkommisionensovervejelser. F. eks. på åndssvageforsorgensområde kan man dog næppe frakende detbetydning, at klienten, hvis forsorgen admi-nistrativt integreres i det kommunale ogamtskommunale system, ikke på sammemåde som nu slet og ret kan rubriceres som»åndssvag«. En af ideerne bag udlægnings-bestræbelserne har netop været håbet om, atklienten måske i højere grad vil komme til atstå for medborgerne som en person, der - iprincippet som alle andre - har behov for eneller anden kombination af såvel undervis-ningsmæssig, som sundhedsmæssig og socialindsats.

Det må således anses for berettiget at

slutte, at der i henseende til de principiellebegrundelser, der er baggrunden for beslut-ningen om i det hele taget at overføre stats-hospitalerne til amtskommunerne, er en vidt-gående parallellitet mellem henholdsvisstatshospitalernes og særforsorgens område.

3. Med hensyn til spørgsmålet om aktivite-ternes art og omfang kan man fremhæve føl-gende:

For det første forekommer statshospitals-væsenet at rumme et ret homogent sæt afforanstaltninger med hovedvægten lagt påen lægelig indsats i hospitalsregie. Det for-rykker ikke dette billede væsentligt, at derunder statshospitalerne blev drevet 7 pleje-hjem. Efter udlægningen måtte indsatsen pådette område derfor ret entydigt høre underde amtskommunale sygehusudvalg.

Som det fremgår af beskrivelsen i betænk-ningens kapitel IV er særforsorgen et langtmere heterogent foranstaltningsområde, derindeholder en række typer af undervisnings-mæssig, sundhedsmæssig og social indsats.På de tilgrænsende områder er der derfortale om såvel en vertikal arbejdsdeling mel-lem kommuner og amtskommuner, som enhorisontal arbejdsdeling mellem ministerierog styrelser samt kommunale og amtskom-munale udvalg.

På dette punkt er der således ikke paral-lellitet mellem statshospitalerne og særfor-sorgen.

For det andet findes der ikke et statsho-spital i samtlige landets amtskommuner.Dertil kommer, at sikringsanstalten vedstatshospitalet i Nykøbing S. er landsdæk-kende.

Tilsvarende ligger der ikke et forsorgscen-ter for åndssvage i samtlige amtskommuner,og på den øvrige særforsorgs område ersamtlige institutioner lands- eller landsdels-dækkende.

For det tredie var statshospitalerne, daoverførelsen overvejedes i et udvalg underindenrigsministeriet, inde i en udbygningspe-riode. Man havde således et nybygget hospi-tal i Ålborg, og der var hospitaler under op-førelse i Hillerød og Odense.

På åndssvageforsorgens område tyder deprognoser, der i dag er grundlaget for plan-lægningen på området, på et fortsat fald idet totale klienttal og bestræbelserne på ud-

16

slusning af klienter fra intern til ekstern for-sorg trækker yderligere i retning af et for-mindsket behov for centralinstitutionsplad-ser (omend det fremtidige institutionsklien-tel gennemsnitlig må forventes at være »tun-gere« end det nuværende). I de foreliggendeudbygningsplaner for åndssvageforsorgenregner man således for 1975-80 med en ned-gang fra 9.472 til 8.866 i behovet for pladserved interne bo-foranstaltninger ved åndssva-geforsorgen. For indeværende er der afstørre institutioner kun Irlandsvej-institutio-nen i Kobenhavn under opforelse. Opførel-sen af denne institution må dels ses på bag-grund af den forholdsvis ringe dækning medinstitutioner for åndssvage i København, ogdels på baggrund af et behov for erstatningfor forældede institutonspladser. Ca. 3/4 afpladserne på Irlandsvej forventes såledesbesat med københavnske klienter fra Ebbe-rødgård.

Inden for den øvrige særforsorg er der forde nærmeste år ikke tanker om væsentligeændringer i institutionsmassen.

På dette punkt er der således ikke paral-lellitet mellem problemstillingen på hen-holdsvis statshospitalernes og særforsorgensområde.

For det fjerde skal det nævnes, at Køben-havns kommune har dækket sine indbygge-res behov for psykiatrisk service ved egneinstitutioner, idet staten med hjemmel i for-sorgslovens § 70 har ydet tilskud til driftenaf disse kommunale institutioner. Dertilkommer, at dækningen med psykiatriskesenge pr. 1.000 indbyggere i København var6,1 i 1973-74 mod 1,6 i det øvrige land. Til-svarende var driftsudgiften pr. indbygger570 kr. i København mod 105 kr. i det øv-rige land.

En parallel problemstilling kendes ikke pååndssvageforsorgens og den øvrige særfor-sorgs område.

Det må således anses for berettiget atslutte, at for så vidt angår aktiviteternes art,omfang samt administrative og geografiskefordeling, der må være afgørende for en ud-lægningsordnings praktiske udformning, erder på en række væsentlige punkter ikke pa-rallellitet mellem henholdsvis statshospita-lernes og særforsorgens område.

4. Ved lov nr. 328 af 26. juni 1975 omstatshospitalernes overførelse til amtskom-

munerne blev det pålagt amtskommunerneog Københavns og Frederiksberg kommunerpå disses psykiatriske sygehuse eller sygehu-safdelinger at modtage nøjere specificeredepersonkredse, der har behov for psykiatriskbistand. Heri ligger bl. a., at ansvaret for, atden fornødne psykiatriske kapacitet er tilstede, fra 1. april 1976 påhviler amtskom-munerne.

Desuden blev driften af de hidtidige stats-institutioner overdraget til amtskommu-nerne. Dette gælder for samtlige institutio-ner, altså også for den landsdækkende sik-ringsanstalt i Nykøbing Sjælland.

Udgifterne til behandling m. v. af patien-ter, der har ret til at blive modtaget på en in-stitution, der tilhører en anden amtskom-mune, afholdes af den amtskommune (Fre-deriksberg kommune), hvor de pågældendehar bopæl eller midlertidigt opholdssted. Af-regningen af de nævnte udgifter sker efterregler, der fastsættes ved overenskomst mel-lem de pågældende amtskommuner (Frede-riksberg kommune).

De fremtidige finansieringsregler på detpsykiatriske område er parallelle med reg-lerne på det øvrige sygehusområde, dvs. ud-gifterne afholdes endeligt af amtskommu-nen.

I overensstemmelse med totalbalanceprin-cippet beregnes en pulje, svarende til statensbesparelse ved overførelsen, som blev for-delt som bloktilskud til amtskommunernesamt Københavns og Frederiksberg kommu-ner. I en overgangsperiode bliver ikke helepuljen fordelt efter de sædvanlige objektivekriterier. I denne periode bliver der tagethensyn til de nævnte, særlige forhold i Kø-benhavns kommune samt variationerne i detgeografiske mønster for statens investeringerpå det psykiatriske område. Endvidere blevder inden for totalbalancepuljen givet amts-kommunerne kompensation i anledning af,at psykiatrisk forskning og uddannelse samtgrønlandske patienters behandling m. v.fortsat blev betragtet som en statsopgave.

Loven om statshospitalernes overførelsebehandlede således tre af de forhold, somogså indgår i kommissoriet for udvalget omudlægning af åndssvageforsorgen og den øv-rige særforsorg: Ansvarsfordelingen, drifts-funktionernes fordeling samt finansierings-spørgsmål.

De øvrige problemstillinger, som det er

17

pålagt nærværende udvalg at tage op, er påstatshospitalernes område i vidt omfangtaget op i et udvalg under indenrigsministe-riet.

C. Borne- og ungdomsforsorgensdøgninstitutioner.5. Efter lov om borne- og ungdomsforsorgkunne børne- og ungdomshjem drives af sta-ten, som selvejende institutioner, af kommu-ner og anerkendte foreninger for børne- ogungdomsforsorg.

Socialministeren fastsatte regler om børne-og ungdomshjems indretning, ledelse ogdrift, om det opdragende arbejde i institutio-nerne, om lægetilsyn, lægebehandling ogtandpleje, og om løn-, bolig- og pensionsfor-hold samt uddannelse og øvrige ansættelses-vilkår for ledere og medarbejdere. Ministe-ren fastsatte endvidere regler om plejepenge-nes størrelse.

Efter lov om social bistand skal amtsrådetsørge for, at der er det nødvendige antalpladser på institutioner, herunder pensioner,til børn og unge. der skal anbringes uden forhjemmet. Institutionerne kan oprettes og dri-ves af en eller flere amtskommuner, kommu-ner eller som selvejende institutioner, medhvilke amtsrådet indgår overenskomst.

Socialministeren fastsætter vejledenderegler for institutionernes ledelse og drift.Desuden fastsætter ministeren regler om be-taling for ophold på disse døgninstitutioner.

Lov om social bistand medførte således ensådan amtskommunalisering på området, atder må tales om en udlægning på et instituti-onsområde, der herefter behandles i nærvæ-rende sammenhæng.

6. Som en begrundelse for overførelsen afdøgninstitutionerne for børn og unge lagdesocialreformkommissionen for det førstevægt på, at barnet eller den unge anbrin-ges så nær ved forældrene og eget miljø sommuligt.

På åndssvageforsorgens område forekom-mer det - ikke mindst for Københavnsområ-dets vedkommende - at klienterne optagespå institutioner, der ikke hører under dereshjemstedscenter. Hvis åndssvageforsorgenudlægges til kommuner og amtskommuner,må man forvente en fortsat svækkelse afdenne tendens, i det mindste på lidt længere

sigt. Dette nærhedsprincip har ikke væretganske uden betydning i argumentationenfor forsorgens udlægning, omend det påingen måde har været eneafgørende.

For så vidt angår den øvrige særforsorg,hvor samtlige institutioner i princippet erlands- eller landsdelsdækkende (jfr. punkt7), har dette nærhedssynspunkt næsten ikkehaft betydning i debatten om udlægning.

For det andet burde der efter socialre-formkommissionens opfattelse lægges vægtpå, at børne- og ungdomsforsorgens døgnin-stitutioner søges indpasset i det stedlige soci-ale bistandsarbejde i samarbejde med til-grænsende områder inden for sundheds- ogskolevæsen. Kommissionen påpegede, at an-bringelse udenfor forældrehjemmet kun eren af de muligheder, børne- og ungdomsvær-net kunne betjene sig af, og at den er denmindst anvendte. Anbringelse af barnet ellerden unge på en døgninstitution er såledeskun en begrænset del af det foranstaltnings-spektrum, der på dette område står til de so-ciale myndigheders rådighed. Man har i desenere år stræbt frem mod et sæt samvir-kende støtteforanstaltninger, hvori der ogsåindgår familievejledning, adgang til daginsti-tution eller ungdomsklub, samt støtte fraskole eller uddannelsessted.

Kommissionen noterede sig, at et integreret lo-kalt arbejde af denne art allerede har fort til etfaldende behov for anbringelse uden for hjemmet.Efter kommissionens opfattelse var der endvideregrund til at regne med en yderligere udvikling idenne linie, efterhånden som der med socialcentre-nes oprettelse tilvejebringes en mere systematiskkoordinering mellem de forskellige opdragende ogstøttende organer. Ud over denne stabiliserings-opgave over for børn ned adfærdsvanskelighederpegede socialreformkommissionen på, at der stræ-bes mod gennem arbejde med familien at skabemulighed for tilbagevenden til det naturlige familie-forhold så snart som muligt.

Dette sammenhængende sæt af foranstalt-ninger, der tilbydes såvel klienten som hanseller hendes familie, består i vidt omfang afen kommunal indsats, ofte suppleret med bi-stand fra det amtskommunale socialcenter.

I disse overvejelser i socialreformkommis-sionen kan der således spores en klar paral-lel til den tankegang, hvorefter uhensigts-mæssige administrative barrierer om særfor-sorgsområdet bør fjernes.

For så vidt angår de forsorgsmæssige tan-kegange, der i administrativ henseende har

18

ført til ønsket om en udlægning på døgnin-stitutionscmrådet for børn og unge, kan dersåledes påvises betydningsfulde parallellertil tankegangen bag udlægningsbestræbel-serne på åndssvageforsorgens og den øvrigesærforsorgs område.

7. Med hensyn til spørgsmålet om aktivite-ternes art og omfang m. v. kan man frem-hæve følgende forhold, der forelå, da derblev truffet beslutning om udlægningen:

For det første findes der ikke inden fordøgninstitutionerne på børne- og ungdoms-området en så bred vifte af foranstaltnin-ger, som tilfældet er på særforsorgsområdet.

På den anden side er døgninstitutionsom-rådet ikke et homogent sæt af foranstaltnin-ger. Inden for området tinder man både ensocial indsats, der rummer flere af de i kapi-tel IV anvendte funktionstyper, og en under-visningsmæssig indsats.

Inden for disse to delforanstaltninger teg-ner der sig også et ganske heterogent billede.På institutioner under børne- og ungdoms-forsorgen havde man således visse steder enskoleundervisning for normalt begavedebørn, der i indholdsmæssig henseende ikkeadskilte sig fra den sædvanlige folkeskoleun-dervisning. Man havde imidlertid også un-dervisning for børn, der er udviklingshæm-mede med hensyn til evner og undervisnings-muligheder, dvs. en ofte ret intensiv special-undervisning - eller, om man vil, en vis pa-rallel til undervisningsproblematikken pååndssvageforsorgens og den øvrige særfor-sorgs område.

For så vidt angår institutionernes socialeindsats findes der eksempler på korttidsan-bringelser under sygdom i hjemmet - altsåen indsats, der ikke nødvendigvis adskillersig særlig meget fra indsatsen i en daginstitu-tion. Der findes imidlertid også lukkede af-delinger for stærkt truet klientel, herunderstofmisbrugere. Inden for disse områder kander med rette tales om en ganske omfattendesocial indsats, og disse foranstaltninger - dervedrører en meget lille minoritetsgruppe -må siges at være den sociale sektors yderstegrænseområde i forhold til kriminalforsor-gen.

På dette punkt betegner døgninstitutio-nerne for børn og unge således snarere enparallel til særforsorgen end til statshospita-lerne.

For det andet findes der formentlig døgn-ninstitutioner for børn og unge i samtligelandets amtskommuner, men kapaciteten påområdet er alligevel ikke jævnt fordelt. Ka-paciteten i Københavns kommune er såledesvæsentlig mindre end det antal børn og ungefra kommunen, der er anbragt uden forhjemmet. Til gengæld har Ringkjøbing amts-kommune væsentlig flere pladser, end manhar børn, hjemmehørende i amtskommunen,der er anbragt på døgninstitution.

Dette billede tegner sig endnu klarere, nårder sondres mellem forskellige typer af døgn-institutioner. Da socialreformkommissio-nen afgav sin anden betænkning, var detsåledes kun Fyns og Århus amtskommuner,der havde samtlige institutionstyper repræ-senteret. Der manglede således behandlings-hjem i 8 amtskommuner, skolehjem i 2 amts-kommuner, ungdomshjem i 3 amtskommunerog ungdomspensioner i 7 amtskommuner.

En række af institutionerne, specielt insti-tutioner der ydede en relativt »tung« bistandtil klienterne, var således landsdelsdæk-kende.

Ud fra denne synsvinkel kan der såledespåvises en parallel mellem på den ene sidedøgninstitutioner for born og unge og på denanden side institutionerne inden for åndssva-geforsorgen og den øvrige særforsorg.

For det tredie kan det anføres, at man vedafgivelsen af socialreformkommissionensanden betænkning kunne spore en tendenstil at finde andre anbringelsesmetoder endinstitutionsanbringelsen. Anbringelsen i pri-vat pleje steg i årene op til betænkningensafgivelse - en udvikling, som amtskommu-nerne i øvrigt i forbindelse med udbygnings-planlægningen synes at forudsætte accellere-ret. Som andre anbringelsesmulighedergjorde skoler og professionelle plejehjem siggældende.

På denne baggrund fandt kommissionendet vanskeligt at bedømme det fremtidigebehov for døgninstitutionspladser. Bl. a. påbaggrund af en forventning om, at institutio-nernes funktion var ved at ændre sig, fandtkommissionen ikke grundlag for at regnemed et mindre behov end de daværende ca.6.000 institutionspladser.

I det grundlag, hvorpå udlægningen afdøgninstitutionsområdet blev besluttet, ind-gik der således ikke - så lidt som i beslut-ningsgrundlaget vedrørende særforsorgens

19

udlægning - forventning om en forøgelse afden totale institutionskapacitet.

For det fjerde er døgninstitutionsområdetfor børn og unge i vid udstrækning prægetaf selvejende institutioner.

Efter lov om børne- og ungdomsforsorgskal disse institutioner enten af socialmini-steren anerkendes som tilskudsberettigede,eller - hvis der er tale om institutioner, derkan modtage 5 eller flere børn og ungeunder 18 år - have forudgående tilladelse tiloprettelse og drift fra socialstyrelsen.

Ifølge lov om social bistand kan selv-ejende institutioner kun drives, såfremt deindgår overenskomst med amtsrådet.

Forhandlinger med amtsrådene om indgå-else af overenskomst har således været etvæsentligt element i udlægningsforhandlin-gerne på dette område.

Selv om de selvejende institutioner ikkelængere udgør så stor en del af instutitons-billedet på særforsorgsområdet, er fænome-net ikke ukendt. Hvis bistandsloven i med-for af særforsorgens udlægning ændres, såle-des at der indføres en tilsvarende bestem-melse for særforsorgsinstitutioner, vil derogså opstå tilsvarende problemer i udlægnin-gens praktiske gennemførelse.

Selv om der ikke er 100 pct. lighed i pro-blemstillingen på de to områder, må det ansesfor berettiget at konkludere, at der for såvidt angår aktiviteternes art, omfgang og

geografiske fordeling er en ikke ubetydeligparallellitet mellem problematikken om ud-lægning af henholdsvis døgninstitutioner forbørn og unge og på den anden side udlæg-ning af åndssvageforsorgen og den øvrigesærforsorg.

8. Med ikrafttrædelsen af lov om social bi-stand fik amtskommunerne ansvaret for, atder er det fornødne antal pladser på institu-tioner, herunder pensioner, til børn og unge,der skal anbringes uden for hjemmet.

De påfølgende overførsler af driftsfunkti-onerne vedrørende de eksisterende institutio-ner var præget af, at der - i modsætning tilsærforsorgen - kun i meget begrænset om-fang var tale om statsinstitutioner, men i højgrad om selvejende institutioner. En amts-kommunal overtagelse af de statslige drifts-opgaver måtte derfor som regel ske ved, atamtsrådet indgik overenskomst med den på-gældende institution. Det skal nævnes, atman på denne måde fik overført samtlige deca. 300 institutioner på nær én til amtskom-munal t regie.

Af udgifterne til ophold på en sådan døgn-institution - også udgifterne til ophold påstatsinstitutionen — afholder pågældendesopholdskommune 50 pct., medens resten af-holdes af amtskommunen. De merudgifter,der herved blev pålagt kommunerne ogamtskommunerne, blev kompenseret via degenerelle tilskud.

20

Kapitel IV

Beskrivelse af særforsorgen

A. Indledning.

1. Særforsorg er en fælles betegnelse foren række foranstaltninger for de grupper afhandicappede, der er opregnet i bistandslo-vens § 116, dvs. åndssvage, epileptikere, van-føre, talelidende, blinde og svagsynede samtdøve og tunghøre, som ikke er egnede tilindlæggelse på sygehus eller ophold i almin-delige plejehjem.

Behandlingen og omsorgen for de nævntegrupper af handicappede finder da også ividt omfang sted ved klienternes optagelsetil ophold på særforsorgsinstitution, men derydes i højere grad, end man umiddelbart fårindtrykket af ved gennemlæsningen af be-stemmelserne i bistandslovens §§ 117-119,bistand til klienter, der har ophold uden foren institution. Af de børn, der modtager un-dervisning på særforsorgens skoler, bor stør-stedelen således i eget hjem, og det sammegælder for langt de fleste af eleverne på for-sorgens børnehaver.

Særforsorgens tilbud er i de senere år i sti-gende grad ændret til tilbud om vejledningog bistand til placering i normalt miljø og tilgennemførelse af uddannelse og optræninginden for det almindelige uddannelsessy-stem. F. eks. ydes der i vidt omfang gennemkonsulenter og på anden måde støtte tilsvært handicappede, der har ophold i egenbolig.

B. Forsorgens administration.

a) Lovgrundlag.2. Ifølge bistandslovens § 115 påhviler detstaten at sørge for oprettelsen og driften afsærlige institutioner til varetagelse af behand-lingen og omsorgen for åndssvage, epilepti-kere, vanføre, talelidende, blinde og svagsy-nede samt døve og svært tunghøre, som ikke

er egnede til indlæggelse på sygehus eller op-hold i almindelige plejehjem.

De nærmere regler for udøvelsen af for-sorgen findes i de særlige love om åndssvageog andre særlig svagtbegavede, blinde ogstærkt svagsynede samt døve og tunghøre.Endvidere er der ved bistandsloven fastsatbestemmelser om behandling af talelidendeog tunghøre uden for institution.

b) Regeldannelse.3. Medens det for åndssvageforsorgen medde store relativt ensartede områder harværet muligt i vidt omfang at fastsætte gene-relle retningslinier for forsorgens udøvelseved cirkulæreskrivelser til forsorgscentrene,har det ikke inden for den øvrige særforsorgmed de indbyrdes vidt forskellige områderværet muligt eller hensigtsmæssigt at fast-sætte sådanne generelle retningslinier. For-sorgens udøvelse har inden for dette områdehvilet på mangeårig tradition og på konkreteafgørelser i en række principielle enkeltsa-ger.

c) Finansiering.4. Den største del af særforsorgen drivesdirekte af staten, der dækker de fulde an-lægs- og driftsudgifter for institutionerne.Dette gælder således for åndssvageforsorgenog for alle pædagogiske institutioner underblinde-, døve-, tunghøre- og taleforsorgen.

Under den øvrige særforsorg er bo-institu-tionerne anerkendte selvejende institutioner,der modtager fuldt tilskud af staten til dæk-ning af det årlige driftsunderskud. For disseinstitutioner dækkes anlægsudgifter gennemstatslån.

Visse specielle forsorgsopgaver løses helteller delvis af de handicappedes organisatio-ner med støtte fra staten over særlige kontipå finansloven. Dette gælder f. eks. for høj-

21

skolekurser m. v., for blinde og døve og forfremstilling af film og videoprogrammer fordove.

d) Ledelsesfunktioner.5. Særforsorgen udøves under socialmini-sterens ledelse af socialstyrelsen eller af be-styrelser for de foran nævnte selvejende in-stitutioner. I praksis har socialstyrelsen dogsamme ansvar for administrationen af og til-synet med de underskudsdækkende instituti-oner som for de egentlige statsinstitutioner.

Til behandling af principielle spørgsmålvedrorende blinde, dove og tunghore er der ihenhold til lovene om foranstaltninger forde nævnte handicapgrupper nedsat særligenævn - blindenævnet, døvenævnet og tung-horenævnet.

Det påhviler disse nævn at følge udviklin-gen inden for forsorgen og over for socialsty-relsen at fremsætte forslag om sådanne for-anstaltninger, som udviklingen måtte gorepåkrævet. Formand for nævnene er chefenfor socialstyrelsens særforsorgsafdeling. Iøvrigt findes i nævnene repræsentanter forinstitutionerne, for forældre og personale ogfor de handicappedes organisationer, derderved er sikret indflydelse på forsorgensudøvelse og udvikling. Til bistand for social-styrelsen ved udovelse af forsorgen for ånds-svage er nedsat et centralt vejledende råd.Formand for rådet er chefen for socialstyrel-sens særforsorgsafdeling. Endvidere findes irådet særligt sagkyndige, repræsentanter foramtskommunerne og Københavns og Frede-riksberg kommuner samt for personalet ogfor Landsforeningen Evnesvages Vel.

Det påhviler rådet at følge udviklingeninden for området og fremkomme med for-slag til sådanne foranstaltninger, som udvik-lingen gor ønskelige.

6. Til udovelse af forsorgen for åndssvageer oprettet 10 lokale forsorgscentre, hvisgeografiske områder i det væsentlige svarertil amternes.

Ved hvert forsorgscenter er oprettet et lo-kalt vejledende råd, der har til opgave atfølge udviklingen inden for forsorgscentretsområde og over for centerledelsen at frem-sætte forslag til sådanne foranstaltninger,som udviklingen gør ønskelige. Rådet, sombeskikkes af socialstyrelsen, har repræsen-tanter for Landsforeningen Evnesvages Vel,

for personaleorganisationerne og for ved-kommende amtsråd, for Københavns og Fre-deriksbergs vedkommende dog for kommu-nalbestyrelserne.

Hvert forsorgscenter ledes af en overlæge,en inspektør, en socialleder og en undervis-ningsleder. Lederne samarbejder om for-sorgscentrets daglige drift og er ansvarligeover for socialstyrelsen for ledelsen af for-sorgscentret. Sager forelægges for socialsty-relsen af den samlede centerledelse.

Overlægen er ansvarlig for behandlingenog det daglige liv på forsorgens centralinsti-tutioner og lokalinstitutioner. Det påhvileroverlægen at drage omsorg for, at iværk-satte hjælpeforanstaltninger bringes tilophør, når betingelserne for deres oprethol-delse ikke længere er til stede. Det påhvilerligeledes overlægen at tage stilling til begæ-ring om hjælpeforanstaltningers ophør.

Inspektøren er chef for en række afdelin-ger med fælles faciliteter, kantiner, køkke-ner, depoter m. v. Forsorgscentrenes årligebudgetter udarbejdes af inspektøren, der foralle afdelinger har ansvaret for overholdelseaf budgetter og for, at de af de andre chefervedtagne dispositioner foretages økonomiskrigtigt.

Sociallederen er ansvarlig for klienternesarbejde og praktiske oplæring på centralin-stitutionen. Han er desuden øverste chef forde eksterne værksteder og er ansvarlig for deforskellige former for social bistand til eks-terne klienter - herunder pensionater og be-skyttede boliger.

Undervisningslederen er chef for al under-visning på centralinstitutionen og for under-visningen på eksternatskoler og eksternebørnehaver.

Uanset, at der er udformet detaillerederegler om ansvars- og kompetencefordelingmellem centerlederne, har der til tider ipraksis vist sig vanskeligheder i afgrænsnin-gen.

For så vidt angår den øvrige særforsorgvirker de egentlige statsinstitutioners ledereunder direkte ansvar over for socialstyrelsenog har således større selvstændighed end lo-kale institutionsledere under åndssvagefor-sorgen og for de anerkendte institutioner, jfr.nedenfor.

De anerkendte selvejende institutionerstår under ledelse af bestyrelser, der beskik-kes af ministeren, der udpeger et eller flere

22

medlemmer. I bestyrelserne findes endvidererepræsentanter for de handicappedes organi-sationer, for kommuner og for forskellig sag-kundskab.

Alle større sager vedrørende de enkelte in-stitutioner forelægges af bestyrelserne for so-cialstyrelsen, der således kun i begrænsetomfang har direkte kontakt med institutio-nernes ledere.

C. Foranstaltninger for børn og unge.a) Rådgivning og vejledning.7. Der ydes navnlig for så vidt angår sanse-handicappede børn fra særforsorgens skolervejledning til forældre til førskolepligtigeborn. Vejledningen tilbydes i vidt omfanguden hensyn til handicappets sværhedsgrad,således at vejledning også tilbydes for børn,der på forhånd skønnes at kunne klare sig ifolkeskolens specialundervisning. Vejlednin-gen tilbydes i de fleste tilfælde ved besøg ihjemmet og tager sigte på at hjælpe foræl-drene til at forstå det handicappede barnsspecielle problemer og at hjælpe barnet til atklare sig bedst muligt trods handicappet.

Forældrevejlederne virker som konsulen-ter for almene børnehaver, der påtager sig atmedtage handicappede børn.

For så vidt angår døve og svært tunghørebørn udøves vejledningen i området øst forStorebælt af en særlig institution, statens un-dersøgelses- og vejledningsklinik for døve ogtunghøre børn, Børneklinikken i Køben-havn.

Under vanføreområdet ydes støtte og vej-ledning til familier med hjemmeboendesvært vanføre børn og unge af Samfundet ogHjemmet for Vanføre og for åndssvage børnaf forsorgscentrene.

Medens forældrevejledningen under døve-og blindeforsorgen udøves af lærere ellerbørnehavepædagoger, virker under vanføre-forsorgen og åndssvageforsorgen også social-rådgivere og omsorgsassistenter og enkeltesygeplejersker som vejledere. Rådgivernekan således være familierne behjælpeligemed løsningen af praktiske problemer i bar-nets daglige tilværelse og med støtte til ac-cept og erkendelse af barnets handicap. Derydes endvidere støtte til løsningen af proble-mer i forbindelse med placering i børnehave,skolegang og erhvervsvalg.

Ved bistandslovens ikrafttræden har kom-

munerne fået et øget ansvar over for handi-cappede, når de opholder sig i eget hjem.Det må forudses, at kommunerne på dennebaggrund i videst muligt omfang påtager sigden generelle forpligtelse til at yde rådgiv-ning til familier med handicappede børn idet omfang, det drejer sig om rådgivning ide sociale spørgsmål, der rejser sig i forbin-delse med handicappet, jfr. bistandslovens§28.

b) Økonomiske ydelser.8. Efter bistandslovens ikrafttræden er derkun i begrænset omfang tale om økonomiskeydelser inden for særforsorgsområdet.

Der ydes dog fortsat lommepenge til in-terne elever, der desuden modtager beklæd-ningshjælp.

For unge, der uddannes efter en af særfor-sorgen tilrettelagt plan, ydes der kontanthjælp dels til forsørgelse, dels tit dækning afudgifterne ved selve uddannelsen. Disse reg-ler svarer nogenlunde til de for uddannelseunder revalideringsloven gældende. Denævnte regler anvendes af blindeinstituttet iHellerup, Håndværksskolen og inden foråndssvageforsorgen.

c) Praktisk bistand i hjemmet.9. Behovet for praktisk bistand til hjem,der forsørger et handicappet barn, vil kunnedækkes gennem ydelse af økonomisk hjælpefter bistandslovens § 48, hvorefter der ydesdækning for nødvendige merudgifter somfølge af handicappet.

d) Hjælpemidler.10. Der ydes af særforsorgens skoler enrække hjælpemidler, som ikke er omfattet afbistandslovens § 58. Det drejer sig i førsterække om hjælpemidler i undervisningensom f. eks. de af blindeinstitutterne fremstil-lede reliefkort m. v. Sådanne hjælpemidlerstilles i et vist omfang vederlagsfrit til rådig-hed for svagsynede elever i folkeskolen.

I øvrigt henvises til afsnittet om hjælpe-midler i beskrivelsen af forsorgen forvoksne.

c) Børnehaver, fritidshjem.11. Der er under åndssvageforsorgen op-rettet ca. 50 børnehaver med godt 1.000pladser og et personale på ca. 330 personer.

Børnehavernes primære opgave er at

23

iværksætte en pædagogisk behandling, dersætter børnene i stand til at opnå en jeg-be-vidsthed, en oplevelse af sig selv som et selv-stændigt væsen. Der er således tale om et forhvert enkelt barn tilrettelagt udviklingspro-gram, der tager sigte på at opnå det bedstmulige funktionsniveau. Dette vil få afgø-rende betydning for barnets muligheder forat få fuldt udbytte af den senere skoleunder-visning.

Arbejdet i åndssvageforsorgens borneha-ver er præget af, at de nu modtager et klien-tel, der er sværere handicappet end tidligere.Dette skyldes igen, at det lettere klientel, dedebile børn, nu stort set modtages i de al-mene daginstitutioner samtidig med, at deeksterne børnehaver nu modtager børn, dertidligere var henvist til ophold på en centra-linstitution. Der er derfor tale om udvidetsamarbejde med de almene daginstitutioner.

Under den øvrige særforsorg findes derkun enkelte selvstændige børnehaver. Dertilstræbes, hvor det er muligt, en anbringelsei almen børnehave med støtte fra skolerneshjemmevej ledere. For de sværest handicap-pede småbørn er der under døveforsorgen ogblindeforsorgen oprettet interne børnehaverog børnehaveklasser. Også på kolonien Fila-delfia er oprettet en børnehave. Børnehave-arbejdet ved skolerne virker i den grad somet integreret led i disse institutioners ar-bejde, at der på disse institutioner i dag van-skeligt kan peges på klart afgrænsede insti-tutionsenheder, der kan betegnes som børne-haver.

Under åndssvageforsorgen har man trodsstærkt forældrepres af bevillingsmæssigegrunde ikke haft mulighed for oprettelse affritidshjem i tilknytning til eksternatsko-lerne. Da der ved skolerne er ansatbørnehave/fritidspædagoger, har man somen nødløsning ved visse skoler klaret sigmed forlænget åbningstid. Under den øvrigesærforsorg er der ved enkelte skoler oprettetfritidshjem.

f) Skoleundervisning.12. For børn og unge under åndssvagefor-sorgen er der fastsat en særlig undervisnings-og oplæringspligt fra det 7. til det 21. år.

Foruden skoler ved centralinstitutionerne(centerskoler) findes der knapt 90 skolerfor børn og unge, fortrinsvis eksternatskoler.Af disse skoler er 7 ungdomsskoler og 4 ung-

domskostskoler. En del af eleverne bor i sko-lehjem.

Åndssvageforsorgens eksterne skoler harindtil for nylig været delt op i debilskoler ogtræningsskoler. På debilskolen gives til debedst fungerende elever en undervisning,der ligner folkeskolens, således at de vigtig-ste fag her er dansk, regning og orientering.Som følge af udbygningen af folkeskolensspecialundervisning modtager åndssvagefor-sorgen i de seneste år færre og færre af disseelever. På træningsskolen undervises børnmed et gennemgående meget lavt funktions-niveau. Undervisningen tager derfor i førsterække sigte på optræning i de mest elemen-tære færdigheder i dagliglivets funktioner.

Skellene mellem de 2 nævnte skoleformerer i de seneste år blevet udvisket mere ogmere, idet man i stigende grad går over til atomdanne skolerne til distriktsskoler, dvs.skoler, der modtager samtlige åndssvagebørn inden for et givet geografisk område.

Under den øvrige særforsorg findes indenfor døve-, blinde- og vanføreforsorgen skolermed fuldt gennemført skolemæssig undervis-ning, der omfatter barnets hele skoleforløb.

Skolerne under blinde- og døveforsorgener statsinstitutioner, medens Geelsgård kost-skole for vanføre drives af Samfundet ogHjemmet for Vanføre som anerkendt institu-tion med fuldt statstilskud.

Der findes 4 barneskoler for døve ogsvært tunghøre. Skolerne virker som lands-delsskoler for områderne for Nordjylland,Sydjylland med øerne vest for Storebæltsamt området øst for Storebælt. De 2 skoleri København for henholdsvis døve og sværttunghøre børn dækker begge sidstnævnteområde.

Ved døveloven af 1950 er der fastsat enundervisningspligt på 9 år fra det kalen-derår, i hvilket barnet fylder 7 år. Pligtenomfatter børn, der er så hørehandicappede,at de ikke kan følge folkeskolens specialun-dervisning.

Døveforsorgens skoler er med undtagelseaf skolen for svært tunghøre i Københavnkostskoler, men de modtager alle eksterneelever, der befordres til og fra skolen ved etomfattende skolebussystem.

Ved opførelse af en ny døveskole i Frede-ricia vil der blive indrettet en special afde-ling til modtagelse til kortere ophold af høre-hæmmede elever fra folkeskolen.

24

Statens jortsættelsesskole for tunghøre ogdøve i Nyborg er en landsdækkende skole,der fortrinsvis modtager elever, der er ud-gået fra døveforsorgens barneskoler til en er-hvervsforberedende undervisning. Skolenmodtager endvidere i begrænset omfang hø-rehæmmede elever fra folkeskolen.

Ved blindeloven af 1956 er der for børn,der er blinde eller så svagsynede, at de ikkekan følge folkeskolens specialundervisning,fastsat en undervisningspligt, der normaltvarer 10 år fra barnets 7. år. 1 særlige til-fælde kan undervsiningspligten udstrækkes,indtil eleven fylder 18 år. Der undervises idag i folkeskolen et betydeligt antal stærktsvagsynede elever med dispensation fra blin-delovens bestemmelser.

På statens kostskole for blinde og svagsy-nede, Refsnæsskolen, optages blinde ogsvagsynede småbørn og børn i skolealderen.I alderen 15-17 år overgår elever med debedste udviklingsmuligheder til undervis-ning i efterskoleafdelingen på statens institutfor blinde og svagsynede i Hellerup, medenssvagt begavede og multihandicappede eleverforbliver på Refsnæsskolen til langtidsrevali-dering indtil ca. 21 års alderen. Efterskoleaf-delingen på instituttet i Hellerup, der har ca.20 pladser, modtager også elever fra folke-skolen.

I tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidtet barn må optages til undervisning på Refs-næsskolen, eller om det kan klare undervis-ning i folkeskolen, vil barnet kunne optagestil observationsophold på Refsnæsskolen.

For elever, der er forblevet i eget hjem ogden lokale folkeskole, har Refsnæsskolenudfoldet en rejselærervirksomhed, som dognu er under afvikling, idet støtte til syns-hæmmede elever i folkeskolen nu ydes affolkeskolens egne synskonsulenter. Der ydesendvidere fra blindeinstituttet en omfattendestøtte i form af specielle undervisningsmate-rialer.

Fra blindeinstituttet i København ydes derpå tilsvarende måde støtte til elever i folke-skole, gymnasier, HF m. v.

Under vanføreforsorgen findes én kost-skole for stærkt fysisk handicappede børn iden skolepligtige alder. En del elever er dogældre (18-20 år). Der modtages også eks-terne elever til undervisning og behandling.

Skolen har ca. 150 elever, hvoraf overhalvdelen er eksterne.

Langt de fleste af eleverne kommer fraKøbenhavns og Frederiksberg kommuner ogFrederiksborg amt. For det allersværest fy-sisk handicappede klientel er skolen doglandsdækkende.

Skolen optager elever, som i princippetkan følge folkeskolens læseplan med special-undervisning, men som på grund af dereshandicap ikke kan modtages i folkeskolen ogdennes specialundervisningscentre. Når kun6 elever kommer fra området vest for Store-bælt, må det dog erkendes, at folkeskolen idette område rent faktisk påtager sig under-visningen af svært fysisk handicappede ele-ver, som ville være blevet optaget på Geels-gård kostskole, dersom de havde boet i nær-heden.

De børn, der har ophold på de 5 børne-hjem under vanføreforsorgen, modtager un-dervisning i folkeskolen.

På statens institutter for talelidende givesder foruden behandling af selve handicappetskolemæssig undervisning af svært ord-blinde og hjerneskadede elever. I denne for-bindelse skal endvidere nævnes den selv-ejende institution Ordblindeinstituttet i Hel-lerup, der har et nært samarbejde med tale-forsorgen. Denne institution er ikke formelten statsanerkendt institution, men er at side-stille med private ordblindepædagoger, dermodtager elever efter henvisning fra talefor-sorgen. Reelt modtager institutionen dogfuld underskudsdækning af staten.

For epileptiske børn, som i kortere ellerlængere tid er indlagt på Filadelfia, er deroprettet en skole i tilknytning til koloniensbørnehospital.

g) Erhvervsmæssig optræning m. v.13. I modsætning til, hvad der er tilfældeti flere andre lande, er der i Danmark kun ibegrænset omfang tilrettelagt specielle er-hvervsmæssige uddannelsesordninger forhandicappede. Man lægger fra særforsorgensside i stedet vægt på at støtte handicappedeunge i gennemførelse af erhvervsmæssig ud-dannelse inden for det almindelige uddan-nelsessystem. Det kan således nævnes, atblindeinstituttet i København i modsætningtil tidligere kun i begrænset omfang gennem-fører afsluttende uddannelser inden for insti-tuttet. Medens uddannelse af organister ogmusikpædagoger for få år siden fandt stedpå blindeinstituttet, foregår en del af uddan-

25

nelsen nu på konservatoriet. De fleste ungeblinde gennemgår nu med støtte fra blinde-instituttet og efter en af instituttet lagt planuddannelser på universitetet, fysioterapeut-skole, børnehaveseminarium m. v. Blindein-stituttet dækker i sådanne tilfælde normaltudgifterne ved uddannelsen og yder hjælp tilunderhold efter regler svarende til dem, derhar været gældende efter revalideringsloven.

Det har imidlertid inden for de andre om-råder været et hovedprincip, at uddannelseaf handicappede unge, der er udgået fra sær-forsorgens skoler, skulle ske med godken-delse efter revalideringsloven, således at sær-forsorgens bistand har været af praktisk artmed konsulentbistand til gennemførelse afrevalideringssagen eller ved tolkbistandm. v. under selve uddannelsen.

Under doveforsorgen har man på enlandsdækkende fortsættlelsesskole en retvidtgående direkte erhvervsforberedende ud-dannelse.

5 af værkstederne under åndssvageforsor-gen er erhvervsoptræningsværksteder, sommodtager unge åndssvage med henblik påoptræning til beskæftiglse på det almindeligearbejdsmarked.

Den eneste særforsorgsinstitution med enomfattende og fuldstændig praktisk uddan-nelse er Håndværksskolen under Samfun-det og Hjemmet for Vanføre. For unge van-fore, der på grund af deres handicap ikke eri stand til at gennemgå den traditionelle me-sterlære på det private arbejdsmarked, giverdenne skole mulighed for oplæring inden foren række fag. Det er dog også for unge van-fore et hovedprincip, at de unge så vidt deter muligt skal uddannes indenfor det almin-delige uddannelsessystem. Den erhvervsfag-lige grunduddannelse for Håndværksskolenselever foregår således på de almindelige tek-niske skoler m. v., forinden den praktiskeuddannelse på skolen påbegyndes.

h) Sygeluismæssig bistand, klinikker.14. Man skal ikke her komme nærmereind på behandlingen på de ortopædiske hos-pitaler og kolonien Filadelfia, idet spørgsmå-let om disse områders overgang til sygehus-væsenet er taget op af indenrigsministeriet.

På åndssvageforsorgens central- og lokal-institutioner foregår kun i begrænset om-fang egentlig sygehusmæssig behandling. Pånæsten alle centralinstitutioner findes små

sygeafdelinger med sygeplejerskepersonale.Disse afdelinger benyttes visse steder somobservationsafdelinger for komplicerede til-fælde. På nogle centralinstitutioner findesmedicinske laboratorier, medens man andresteder benytter laboratoriet på det stedligesygehus eller private laboratorier.

Som en speciel behandlingsopgave kannævnes behandling for stofskiftelidelsen Fol-lings sygdom, som finder sted på eller i sam-arbejde med Kennedy-Instituttet, og hvorvedman med en særlig diætbehandling forebyg-ger åndssvaghed.

Ved ortopædisk hospital i København eroprettet en klinik for cerebral parese og bør-neneurologi. Denne klinik modtager spastisklammede born i hovedstadsområdet til am-bulant behandling.

Blindeinsiitutternes øjenklinik i Køben-havn modtager til undersogelse og behand-ling elever fra begge blindeinstitutter, menogså efter lægehenvisning patienter uden forforsorgen. Klinikken omfatter foruden am-bulatorium med særlig svagsynsklinik etoperationsafsnit og sengeafdeling.

i) Anden sundhedsmæssig bistand.15. Ved åndssvageforsorgens central- oglokalinstitutioner er ansat et lægeligt perso-nale på henved 100 personer. Foruden denforan nævnte sygehuslignende behandlingforegår der på institutionerne en omfattendelægelig behandling og tilsyn af det sværthandicappede klientel.

Der ydes endvidere konsultativ bistandfra læger, der ikke er ansat i forsorgen. Detdrejer sig dels om speciallægelig service,dels om huslæge- og skolelægevirksomhed.

Udvalget er opmærksom på, at overførel-ser af egnede klienter fra åndssvageforsor-gens centralinstitutioner til den eksterne so-ciale og pædagogiske sektor medfører, atdet på institutionerne tilbageværende klien-tel ændrer sammensætning i retning af etmeget tungt klientel, som vil have behov forvedvarende speciallægelig, sygeplejemæssigog fysioterapeutisk behandling, og indsatsenbliver langvarig, fordi klientelet opnår enhøjere levealder end tidligere.

For den øvrige særforsorg er det karakte-ristisk, at adskillige bo-institutioner selv medet meget behandlingskrævende klientel ikkebeskæftiger heltidsansatte læger, men betje-

26

ner sig af lægelig konsulentbistand. Dettegælder således for skolerne og statens insti-tutter for talelidende.

Såvel ved åndssvageforsorgens som vedden øvrige særforsorgs skoler er beskæftigetskolelæger. Deres funktioner og ansættelses-forhold er højst forskellige, idet nogle eregentlige skolelæger - nogle er såvel skole-som huslæger, og andre en mellemting. En-delig er der mange af åndssvageforsorgensskoler, som slet ingen skolelæge har, men erhenvist til at benytte forsorgscentrets speci-allæger.

Disse særordninger skal efterhånde afvik-les, idet man i 1972 fik en lov om skolelæger,som automatisk skulle omfatte alle skoler.

Det bemærkes, at herefter er en skolelæ-ges funktioner alene af den i loven be-skrevne art - kontrollerende og henvisende- således at al behandling enten må vareta-ges af praktiserende læger eller speciallæger.

På åndssvageforsorgens centralinstitutio-ner er indrettet tandklinikker med tandlægermed ansættelse under forsorgen. Disse kli-nikker betjener i begrænset omfang forsor-gens eksterne klienter.

Under den øvrige særforsorg er kun i be-grænset omfang oprettet tandklinikker, sombetjenes af privat praktiserende tandlæger.

I de kommuner, hvor der er skoletandlæ-geordning i henhold til loven om børnetand-pleje, er handicappede børn omfattet heraf.

Specielt skal nævnes behandlingen på sta-tens institutter for talelidende af børn medgane/læbespalte. Den operative behandlingaf disse patienter foregår på Diakonissestif-telsen i København, medens der på de 2 tale-institutter foregår en omfattende efterbe-handling med kompliceret tandbehandlingog protesebehandling.

Der er ved en række særforsorgsskoler ogandre institutioner beskæftiget fysio- og er-goterapeuter til behandling af bevægelses-hæmmede elever. Dette gælder ikke alenefor vanføreforsorgen.

j) Døgnpleje m. v.16. De fleste åndssvage børn bor i dereseget hjem i et vist omfang med forskelligestøtteforanstaltninger fra forsorgen.

Der er dog stadig børn, der af behand-lingsmæssige eller andre grunde ikke kan bohjemme.

De fleste af disse er optaget på centralin-

stitutioner og lokalinstitutioner, der altså irelation til disse klienter fungerer som pleje-hjem eller børnehjem.

Endvidere findes under åndssvageforsor-gen 14 børnehjem, hvoraf de 11 er de tidli-gere ventetidshjem.

Under vanføreforsorgen findes 5 børne-hjem, hvoraf 2 drives af Samfundet ogHjemmet for Vanføre, medens de andre erselvejende institutioner med godkendelseefter bistandsloven. De skolepligtige børn pådisse hjem undervises næsten alle i det al-mindelige undervisningsvæsen.

Kolonien Filadelfia driver et plejehjem forbørn i skolepligtig alder.

17. Åndssvageforsorgens skolehjem modta-ger bom, der har for lang vej til skole, ellersom af sociale grunde ikke kan være i egethjem.

Der findes 19 skolehjem. Skolehjemmenesorterer under centralinstitutionernes under-visningsledere, men har selvstændige ledere.De hører således ikke under vedkommendeskoleleders ansvar.

Under den øvrige særforsorg er skolerneskostafdelinger ej heller placeret på selve sko-lerne, som det var tilfældet i tidligere tid.Man tilstræber så vidt muligt elevernes pla-cering i et normalt miljø. Det er imidlertidskolernes forstandere, der har ansvaret forelevhjemmene, hvorved må erindres, at sko-lefunktionen og bo-funktionen må anses somintegreret i hele institutionen, selv om bo-af-snittene rent faktisk er placeret udenfor.

18. En del børn, som ikke kan være i egethjem, har ved særforsorgens mellemkomstfået ophold i døgnpleje hos plejefamilier.

Endelig findes der et antal ferie- og aflast-ningshjem, der tilbyder ophold i indtil 3 må-neder, og hvor opholdet kombineres med ob-servation, behandling og optræning.

D. Foranstaltninger for voksne.

a) Rådgivning og vejledning.19. En forudsætning for, at den handicap-pede kan klare sig uden for en institution,vil ofte være, at der fra særforsorgens sideydes støte og vejledning på forskellig måde.Gennem konsulentordninger inden for ånds-svage-, døve-, tunghøre-, blinde- og vanføre-forsorgen ydes der således handicappede

27

rådgivning om boligforhold, henvendelse tiloffentlige myndigheder, bistand ved opnå-else af beskæftigelse samt en mere personligrådgivning.

Administrationen af disse konsulentord-ninger er indbyrdes ret forskellige. Forblinde og vanføre administreres konsulent-ordningerne således af de handicappedes or-ganisationer med tilskud fra staten oversærlige konti på finansloven. En tilsvarendefinansieringsordning gælder for erhvervs- ogvcjledningskontorerne for tunghore og døv-blevne, der ledes af en bestyrelse med repræ-sentanter for organisationer, forsorgens insti-tutioner samt socialstyrelsen. Døvekonsulent-ordningen er henlagt under institutionen forvoksne og unge dove og svært tunghøre.

Under åndssvageforsorgen findes der ikkeen tilsvarende konsulentordning.

b) Økonomiske ydelser.20. Der henvises til det tilsvarende afsnit ibeskrivelsen af forsorgen for børn og unge.Specielt for så vidt angår voksne klienterkan tilføjes, at klienterne på åndssvagefor-sorgens eksterne værksteder næsten alle erinvalidepensionister. De aflønnes, hvor deter muligt, med akkordløn, men indtjeningenpå værkstederne er som altovervejende ho-vedregel ikke af en størrelsesorden, der kanerstatte pensionen.

c) Praktisk bistand i hjemmet.21. Som nævnt i det tilsvarende afsnit ved-rorende børn og unge er behovet for prak-tisk bistand i hjemmet til handicappede ble-vet tilgodeset gennem den almene sociallov-givning.

Ved bestemmelserne i bistandslovens §§52og 53 er der tilvejebragt grundlag for envidtgående praktisk bistand til handicap-pede med ophold i eget hjem.

d) Hjælpemidler.22. I tilfælde, hvor en handicappet har op-hold på en særforsorgsinstitution, ydes hjæl-pemidler med visse undtagelser af vedkom-mende institution, der også afholder den der-med forbundne udgift.

Til klienter uden for institution ydes hjæl-pemidler i de fleste tilfælde af kommunerne

efter bistandslovens § 58. Ved socialministe-riets cirkulære om ydelse af hjælpemidlerm. v. efter bistandsloven er det imidlertidfastsat, at visse specielle hjælpemidler fort-sat skal udleveres af centrale institutioner,idet udgiften også i disse tilfælde dækkes afkommunen. Dette gælder således høreappa-rater, der fortsat udleveres af de 3 statshøre-centraler og af audiologiske klinikker på cen-tralsygehuse landet over. Den hidtidige cen-traliserede udlånsordning vil endvidere bliveopretholdt for båndoptagere, punktskriftma-skiner og førerhunde til blinde.

Endelig er til statens trykken og bibliotekfor blinde knyttet en hjælpemiddelcentral,der forhandler en række tekniske og prakti-ske hjælpemidler for blinde. Disse hjælpe-midler falder for en del ind under den i soci-alministeriets cirkulære nævnte bagatel-grænse og må derfor anskaffes af den blindefor egen regning.

e) Undervisning.23. Undervisningstilbuddet til voksneåndssvage er forskelligt udbygget i de en-kelte forsorgscentre, idet kun enkelte centrehar selvstændige skoler for voksne. I andrecentre gives tilbud til voksne i begrænsetomfang på centerskoler for børn. Undervis-ningen tager i første række sigte på at støtteklienternes udslusning fra centralinstitutio-nen.

På kolonien Filadelfia er oprettet en skolefor voksne epileptikere med et undervis-ningstilbud nærmest svarende til høj- og ef-terskolernes.

Også for døve er der på de interne institu-tioner forskellige former for undervisningfor klienterne med henblik på en fortsat per-sonlig udvikling.

Foruden den beskrevne undervisning forinterne klienter byder visse institutioner påforskellige former for kortvarige ophold medkoncentreret undervisning, der tager sigte påat hjælpe klienten til at klare sig i hverdageneller på en arbejdsplads.

På høreinstituttet i Fredericia modtagessåledes hørehæmmede med psykiske og sær-lige sociale eller erhvervsmæssige problemer.Høreinstituttet modtager endvidere laryngec-tomerede (strubeløse), der ikke kan under-vises ambulant.

Endvidere skal nævnes, at blindeinstitut-

28

tet i Hellerup i de senere år har taget den op-gave op at yde senblinde bistand gennem in-terne senblindekurser af 3-5 måneders va-righed for at råde bod på de betydelige over-gangs- og omstillingsvanskeligheder, der føl-ger med blindhed eller stærkt svagsynethed,der indtræder i voksenalderen. I disse kursergives syns- og sansetræning, oplæring i dag-liglivets færdigheder samt træning i mobi-lity, som er evnen til at kunne færdes påegen hånd både indendørs og udendørs.

Den mest omfattende undervisning afvoksne handicappede er dog den ambulanteundervisning under tale- og høreforsorgen afklienter, der kun modtager en kortvarig ogbegrænset bistand af forsorgen.

På horeinstituttet i København og de 2 hø-reinstitutters i alt 18 lokale afdelinger landetover gives således undervisning i høreappa-ratets brug, mundaflæsning og høretræningtil hørehæmmede, der har fået udleveret hø-reapparat på hørecentral eller høreklinik.

På taleinstirutterne og deres afdelingergives ambulant behandling af stemmelidel-ser, svigtende sprogfunktion og ordblindhed.

Det bemærkes, at den ambulante under-visning under høre- og taleforsorgen i et vistomfang finder sted hos pædagoger med an-sættelse uden for forsorgen efter henvisningfra forsorgen.

Der ydes over særlige konti på de årligefinanslove, Dansk Blindcsamfund, DanskeDøves Landsforbund og Landsforeningenfor Bedre Hørelse tilskud til afholdelse afhøjskolekurser, aftenskolekurser m. v.

Uden for forsorgen finder undervisning afhandicappede i vidt omfang sted med hjem-mel i loven om fritidsundervisning.

Ved specialundervisning forstås i loven etkursus, der tilbyder undervisning til handi-cappede. X)er sondres mellem kompenserendespecialundervsisning, der tager sigte på at af-hjælpe handicappet eller de direkte følgerheraf og hensyntagende specialundervisning,som omfatter de almindelige aftenskolefag,men hvor der ved små holdstørrelser og påanden måde tages særligt hensyn til ele-verne.

For så vidt angår klienter under åndssva-geforsorgen er der ved forhandling mellemsocialstyrelsen og undervisningsministeriettruffet aftale om, at forsorgen påtager sigden kompenserende specialundervisning ogafholder udgifterne hertil, medens den hen-

syntagende specialundervisning finder stedunder fritidsloven.

Det kan endvidere nævnes, at der findes 2højskoler for fysisk handicappede og en ef-terskole for ordblinde.

f) Erhvervsmæssig optræning m. v.24. Som anført i det tilsvarende afsnit i be-skrivelsen af forsorgen for børn og unge fin-der erhvervsmæssig uddannelse af handicap-pede kun i begrænset omfang sted inden forforsorgen, idet man lægger afgørende vægtpå støtte til uddannelse inden for det almin-delige uddannelsessystem.

Den i det nævnte afsnit beskrevne bistandfra forsorgen står også til rådighed forvoksne og er ikke forbeholdt elever, derudgår fra særforsorgens barneskoler.

g) Beskyttede virksomheder m. v.25. Under særforsorgen er kun oprettet be-skyttede virksomheder for åndssvage og enenkelt virksomhed for døve. Der findes dogpå enkelte interne institutioner for andrehandicapgrupper beskyttet beskæftigelse forbeboerne.

Under åndssvageforsorgen er oprettet i altgodt 50 eksterne beskyttede værksteder, derfortrinsvis beskæftiger klienter bosat udenfor forsorgens central- eller lokalinstitutio-ner. Produktionen på disse værksteder be-står fortrinsvis i underleverancer til træ-,metal- og tekstilindustrien. For de svagesteklientgrupper er på flere værksteder indret-tet lokaler til såkaldt dagcentervirksomhedmed en hobbypræget beskæftigelse.

Ligheden mellem åndssvageforsorgens be-skyttede værksteder og de beskyttede værk-steder, der falder ind under bistandsloven,er stor, og socialstyrelsen tilstræber udbyg-ning af samarbejde mellem de to systemermed gensidig henvisning.

Under døveforsorgen er på institutonenfor voksne og unge døve og svært tunghøre iHerlev oprettet vaskeri og beskyttet værk-sted. Her beskæftiges dels beboere på insti-tutionen, dels udeboende døve.

Når der under særforsorgen - bortset fraåndssvageforsorgen - kun i enkelte tilfældeer oprettet egentlig beskyttet virksomhed,hænger dette sammen med, at selv sværthandicappede har kunnet finde plads i de al-mene beskyttede virksomheder.

29

h) Hospitalsmæssig behandling, klinikker.26. Da indenrigsministeriet allerede be-handler spørgsmålet om overgang til det al-mindelige sygehusvæsen af de af Samfundetog Hjemmet for Vanføre drevne ortopædi-ske hospitaler og sengeafdelinger, skal manikke her give nogen nærmere beskrivelse afdette område.

På kolonien Filadelfia foregår stationærlangtidsbehandling af sværere tilfælde afepilepsi og pleje af de sværeste tilfælde. Etudvalg under indenrigsministeriet har stilletforslag om en vidtgående decentraliseringmed henlæggelse til det almindelige sygehus-væsen af denne behandlingsvirksomhed.

Ansvaret for beboelsesafdelingerne pååndssvageforsorgens central- og lokalinstitu-tioner påhviler lægerne. Det er dog vigtigt atunderstrege, at disse institutionsenhederikke desto mindre på ingen måde kan sam-menlignes med sygehuse, men snarere medplejehjem.

Som anført side 188 i sociaheformkommissio-nens 2. betænkning foregår der imidlertid på dissedøgninstitutioner kun i begrænset omfang egentlighospitalslignende behandling, f. eks. svarende tilhospitalers langtidsbehandling. I visse af forsorgensenheder foregår der en egentlig behandlingsvirk-somhed, men langt den største del af aktiviteterneer udøvelse af socialpædagogiske funktioner kom-bineret med undervisningsmæssige funktioner ogværkstedsfunktioner samt en vidt forgrenet virk-somhed på pædagogiske, pleje- og omsorgsmæssigeog sociale områder.

Over en særlig konto på finansloven ydersocialstyrelsen fuld dækning af underskud-det for en klinik i København til behandlingaf patienter med lammelser på grund af syg-domme i nervesystemet.

På statens hørecentraler, der ledes af over-læger og er placeret på hospitaler, foretagesambulante undersøgelser af hørehæmmedemed henblik på udlevering af høreapparat.

En tilsvarende virksomhed udøves af au-diologiske klinikker på centralsygehuse lan-det over. Disse klinikker hører alleredeunder det almindelige sygehusvæsen.

Blindeinstituternes øjenklinik i Køben-havn modtager til undersøgelse og behand-ling tidligere og nuværende elever underblindeforsorgen, men også efter lægehenvis-ning patienter uden for forsorgen. Klinikkenomfatter foruden ambulatorium med særligsvagsynsklinik et operationsafsnit og en sen-geafdeling.

i) Anden sundhedsmæssig bistand.27. Ud over det foran beskrevne hospitals-mæssige og kliniske behandlingsapparat erder til særforsorgens institutioner knyttet enomfattende lægelig ekspertise, fortrinsvis iform af konsulentbistand inden for en rækkeforskellige specialer.

Som tidligere nævnt er der ved centralin-stitutionerne oprettet tandklinikker, somkun i begrænset omfang kan betjene eks-terne klienter.

Det kan endelig nævnes, at der på enrække bo-institutioner gives behandling affysio- og ergoterapeuter.

j) Døgnpleje m. v.28. De i dette afsnit beskrevne institutio-ner kan i vidt omfang sidestilles med de i bi-standslovens §§ 79-86 nævnte plejehjem ogbeskyttede boliger.

Det bemærkes, at der under særforsorgenstort set ikke findes egentlig institutionsfor-sorg for tunghøre, talelidende og vanføre.

I den følgende beskrivelse er ikke medreg-net voksne talelidende, tunghøre og blinde,der i forbindelse med en korterevarig be-handling, optræning eller uddannelse harophold på en særforsorgsinstitution.

Under åndssvageforsorgen findes følgendehovedtyper af institutioner, der giver opholdfor klienter, der ikke kan klare en tilværelseude i samfundet.

a. 11 centralinstitutioner. (Heraf 1 børne-institution og 1 vokseninstitution, medensde øvrige er blandede institutioner). Cen-tralinstitutionerne er bo-institutioner. For-uden plejehjemslignende afdelinger er derher det mest intensive og alsidige under-søgelses- og behandlingsapparatur i for-sorgscentret til rådighed. Der er endvi-dere tilbud om oplæring, undervisning,beskæftigelse, beskyttet arbejde, fritids-aktiviteter m. v. Centerledelsen og for-sorgscentrets centrale administration erplaceret på centralinstitutionen.

b. 27 lokalinstitutioner for klienter, der harbehov for omsorg og pleje i det daglige.Der gives som på centralinstitutionerneklienterne behandling og pleje og tilbudom optræning, beskæftigelse, undervis-ning m. v.

30

c. 15 lederejede institutioner (plejecentra-ler). En plejecentral er en intern institu-tion, som ejes af lederen, med hvemåndssvageforsorgen har indgået overens-komst. De kan sammenlignes med lokal-institutionerne.

Foruden de nævnte institutioner med va-rigt ophold for klienterne findes under ånds-svageforsorgen 2 ferie- og aflastningshjemfor voksne.

Som en særlig bo-form må nævnes pensio-naterne, der er mindre interne institutioner,der enten tilbyder varig beskyttet bolig elleroplæring til at klare sig i en mere selvstæn-dig tilværelse. Beboerne vil som regel havearbejde uden for pensionatet.

Man gør opmærksom på, at visse bo-afsnitunder åndssvageforsorgen omfatter klienter,der ikke har behov for egentlig pleje, mensom på grund af den stærkt reducerede intel-ligens - eventuelt kombineret med psykiskevanskeligheder - ikke kan klare sig uden foren institution. Det bemærkes, at nogle bo-af-snit nærmest er beskyttede boliger for klien-ter. Endvidere skal nævnes de kriminelleåndssvage, som udgor en helt speciel klient-gruppe.

På kolonien Filadelfia, der udøver forsor-gen for epileptikere, findes foruden hospitals-afdelinger plejehjem for klienter, der harbehov for permanent omsorg og pleje, ogsom må være under konstant lægeligt tilsyn.

Uden for institutionen driver Filadelfia 5plejehjem for kroniske plejepatienter.

Under blindeforsorgen findes kun én in-stitution, der byder på egentlig institutions-forsorg. Det drejer sig om den selvejendeanerkendte særforsorgsinstitution Brede-gård, der har til formål at sørge for under-hold og beskæftigelse, optræning, behand-ling og pleje for unge og voksne, fortrinsvissynshandicappede, der har behov for særligbistand. Institutionen står åben for personermed andre handicap.

Under døveforsorgen findes Institutionenfor unge og voksne døve og svært tunghøre iHerlev. Under denne institution, der blevoprettet i 1974, henhører nogle mindre insti-tutioner, der tidligere var selvstændige aner-kendte særforsorgsinstitutioner.

På hovedinstitutionen i Herlev findes såle-des en beboelsesafdeling for svært handicap-pede døve. I Hellerup har institutionen et

hjem for svagt begavede og i Nærum et hjemfor døvblinde samt et plejehjem. I Nyborg erder et hjem for døve mænd og et plejehjem.Desuden har institutionen ved Vamdrup ethjem for døve mænd.

Endelig skal under vanføre forsorgen næv-nes de specielle selvejende institutioner Re-valideringshjemmet Østerskoven i Hobro, dermodtager klienter med cerebral parese ellerhjerneskader, der kan sidestilles hermed, tilfysisk behandling, undervisning, optræningog oplæring, samt Institutionen for respirati-onspatienter i København, der giver bolig ogbehandling til ca. 15 åndedrætslammede pa-tienter. De 2 institutioner må vel nærmest si-destilles med de i bistandslovens § 112nævnte særlige plejehjem.

29. En del voksne har ophold i fremmed-pleje, dvs., at særforsorgen har skaffet demophold i pleje hos en plejefamilie, som forbetaling, der enten udredes af klientens inva-lidepension eller af kommunen, yder den på-gældende kost, logi m. v. og nødvendig om-sorg efter nærmere aftale (bistandslovens §68). I visse tilfælde yder klienten en ar-bejdsindsats i hjemmet.

E. Statistisk belysning af særforsorgen.30. På grundlag af den eksisterende stati-stik er der i tabel 1 og 2 foretaget en opde-ling af klienter og personale på funktionsom-råder på henholdsvis åndssvageforsorgen ogden øvrige særforsorg pr. 1. april 1975.

Det har ikke været muligt helt at afgrænsefunktionsområderne, som er anvendt i be-tænkningen. Dette gælder især afgrænsnin-gen mellem døgnpleje og sundhedsmæssigbetjening, hvor sygeafdelinger eventuelt am-bulatorievirksomhed samt ergo- og fysiote-rapi ikke i visse tilfælde har kunnet udskil-les fra døgnplejen. Det er imidlertid hensig-ten ved opgørelsen april 1976 at tilpasse sta-tistikken til den i betænkningen anvendtefunktionsopdeling.

Tabel 1 omhandler åndssvageforsorgen ogviser antallet af klienter og pladser fordeltpå forsorgscentre, samt personalet på de en-kelte funktionsområder.

Personalet ved hjemmesygeplejen er med-taget under rådgivning og vejledning, denøvrige sundhedsmæssige betjening er medta-get under døgnpleje. Centerlederkontorerneer medtaget under administration. Døgnpie-

31

jen er ekskl, klienter og personaler på pleje-centraler og ventetidshjem. Antallet af klien-ter på plejecentraler og ventetidshjem varpr. 1. april 1975 526.

Tabel 2 omhandler den øvrige særforsorgog viser antallet af klienter og personaletfordelt på de enkelte forsorgsgrene.

Antallet af klienter og personalet er ikkehelt sammenligneligt, idet oversigten ikkemedtager klienter, der får hjælpemidler fraforsorgen og klienter, der mere kortvarigtfrekventerer og konsulterer forsorgen.

Doveforsorgen er opgjort ekskl. Special-skolen i Torshavn.

Vanforeforsorgen er opgjort ekskl, de or-topædiske hospitaler og afdelinger, de fysi-urgiske hospitaler i Hornbæk og Hald samtklinikken på Thorvaldsensvej, København,og de særlige plejehjem i Ry og Haslev.

De ortopædiske og fysiurgiske hospitalermed i alt 511 sengepladser under vanførefor-sorgen havde et personale, marts 1975, på817 heltidsansatte og 371 deltidsansatte.Herudover rådes over ca. 400 sengepladserpå ortopædiske afdelinger ved almindeligesygehuse. Klinikken på Thorvaldsensvejhavde et personale på 14 fuldtidsbeskæfti-gede. De særlige plejehjem i Ry og Haslevhavde et personale på 56 fuldtidsbeskæfti-gede.

Horcinstitutterne havde i alt 101.120 kon-sultationer, og hørecentralerne og hørekli-nikkerne undersøgte tilsammen 52.122 pati-enter i finansåret 1974-75.

F. Visitation.a) Hvordan kommer klienten i kontakt medden visiterende myndighed?31. Åndssvageforsorgen: I socialministeri-ets cirkulære af 8. december 1959 er det på-lagt en række personer og instanser at fore-tage indberetning til åndssvageforsorgen(vedkommende forsorgscenter eller i tvivls-tilfælde åndssvageforsorgens centrale le-delse) af personer, der formodes at væreåndssvage, eller hvis tilstand formodes gan-ske at kunne ligestilles med åndssvaghed, ogsom skonnes at have behov for de hjælpefor-anstaltninger, som forsorgen råder over.

Cirkulæret nævner som indberetningsplig-tige læger, sociale udvalg, børneværnsud-valg, ledere af særforsorgsinstitutioner, op-dragelseshjem og institutioner for forebyg-

gende børneværn. Endvidere gives der medhensyn til indberetning af børn særlige reg-ler for skolemyndighederne: skolekommissi-oner, skoleledere, konsulenter for særunder-visning, skolepsykolog og skolelæge, herun-der skolepsykiater.

I praksis er forholdet det, at relativt fåbørn (0-3 år) trods indberetningspligten vi-siteres til åndssvageforsorgen, i 4—6 års alde-ren sker en vis procentuel stigning, mensden helt store tilgang finder sted i 7-10 årsalderen, hvor skolens krav overstiger deåndssvages funktionelle muligheder. I ung-doms- og voksenalderen inddrages kunmeget få personer under åndssvageforsorg,idet der dog finder en mindre tilgang sted i15-16 års alderen (tidspunktet for en even-tuel tilkendelse af invalidepension).

På denne baggrund er det forståeligt, atskolemyndighederne står for langt de flesteindberetninger (af børn i skolepligtigalder), mens ansvaret for indberetning afbørn i førskolepligtig alder ligeligt delesmellem hospitaler, praktiserende læger ogkommunernes sociale udvalg (hvorunderbørnehavesektoren administreres).

Blinde forsorgen: Indberetning til statensblindevæsen finder i praksis sted fra hospi-taler, øjenlæger, sundhedsplejersker, børne-haver eller skoler, og i nogle tilfælde fra for-ældre. Stort set må man sige, at indberetnin-gerne sker tilfredsstillende tidligt, og at isærhospitaler i den senere tid har været op-mærksomme på at få indberettet selv megetsmå børn, omkring 3 uger efter fødslen. Derfindes kun få eksempler på anmeldte, dermå antages at have gået med øjensygdommei flere år, uden at have modtaget hjælp frablindeforsorgen.

Indberetningen sker enten til blindeinsti-tutternes øjenklinik i Hellerup eller til Refs-næsskolen, Statens kostskole for blinde ogsvagsynede. Det er uden betydning for for-sorgens foranstaltninger, hvor indberetnin-gerne sker, idet de to institutioner gensidigtorienterer hinanden om indberetninger. Så-fremt indberetningen ikke er ledsaget af enøjenlægeundersøgelse, foranlediger blinde-forsorgen indledningsvis en sådan foretaget,enten lokalt eller på øjenklinikken i Helle-rup. Når denne foreligger, vurderes den medhensyn til, om øjenlidelsen bør berettige tilblindeforsorgens foranstaltninger, ikke alenemedicinsk, men også pædagogisk og socialt.

32

Der oprettes journal, og journalen forelæg-ges for hjemmevejleder, 0-7 år, eller syns-konsulent, 7-14 år, og der foretages besøg ihjemmet normalt inden en måned efter an-meldelsen.

Høreforsorgen: Sædvanligvis er det en un-dersogelse på hørecentral eller høreklinik,der åbner adgang til bistand fra høreforsor-gen som helhed.

Enhver borger, der føler sig generet af enhorenedsættelse, kan uden lægehenvisningsoge om undersøgelse/tildeling af høreappa-rater) ved at udfylde og indsende en særligansogningsblanket til en hørecentral eller enhøreklinik.

Epileptikerforsorgen: Henvisning til Kolo-nien Filadelfia og de dertil knyttede pleje-hjem finder overvejende sted fra praktise-rende læger og speciallæger eller sygehusaf-delinger (især neurologiske og pædiatriskeafdelinger), desuden fra revalideringsinstitu-tioner og fra revaliderings- og pensionsnæv-nene. Sjældnere fra skolepsykologer, ånds-svageforsorgen og anden særforsorg. Mangepatienter genindlægges fra Filadelfias efter-behandlingsambulatorium.

Vanføreforsorgen: Der er ikke fastsatnærmere regler for indberetning til vanføre-forsorgen. Optagelse på en institution underSamfundet og Hjemmet for Vanføre findernormalt sted, efter at klienten har været un-dersøgt på og er taget under lægelig kontrolunder de ortopædiske hospitaler og afdelin-ger og de ortopædiske ambulatorier. Hen-visning kan dog også finde sted fra en andensærforsorgsinstitution eller fra sygehus, prak-tiserende læge, sundhedsplejerske, skolevæ-sen eller børnehave, hvorfra henvisning lige-ledes finder sted til de ortopædiske hospita-ler og afdelinger.

Taleforsorgen: Indberetning til taleforsor-gen af børn i førskolepligtig alder findernormalt sted fra læger eller børnehaver.

Læger, jordemødre og sundhedsplejersker,der i deres virksomhed konstaterer, at etbarn fødes med eller lider af ganespalteog/eller læbespalte, må snarest muligt afgiveindberetning herom til et af statens institut-ter for talelidende.

Hvad angår talelidende og ordblinde børni skolealderen finder den første undersøgelsested ved folkeskolens talepædagoger ellerskolepsykologer. Videre visitation til talefor-

sorgen finder sted i de sværeste tilfælde, somikke kan behandles i folkeskolen.

De fleste indberetninger af voksne skerved læger, hospitaler, plejehjem, patienter-nes eget initiativ eller ved pårørende og om-handler fortrinsvis stemmelidelser, sprogligeog talemæssige vanskeligheder efter hjerne-skade (afasi) og læsevanskeligheder (dys-lexi) - også kaldet ordblindhed.

Desuden henvises fra sygehuse patienter,der har fået bortopereret strubehovedet (la-ryngectomerede).

Døveforsorgen: Uanset bestemmelsen idøveloven om indberetning til det socialeudvalg sker henvisning i dag i praksis nor-malt til statens hørecentraler eller en af de11 høreklinikker. Indberetning foretages aflæger, sundhedsplejersker, skoleledere, le-dere af daginstitutioner samt af de øvrigesærforsorgsi nstitutioner.

Forældre til høreskadede småbørn kanuden lægehenvisning henvende sig direktemed anmodning om vejledning til statens in-stitutioner for døve og tunghøre børn.

b) Hvordan visiterer man ind i forsorgsgre-nen betragtet som en helhed, samt til og mel-lem forskellige foranstaltningstyper indenfor forsorgsgrenens rammer?

32. Åndssvageforsorgen: Ved åndssvage-forsorgen tager forsorgscentrets overlægestilling til, om den indberettede er åndssvag,eller om den indberettedes tilstand efter etlægeligt skøn ganske må sidestilles med ånds-svaghed. Derefter tager overlægen i samrådmed sociallederen og undervisningslederenefter et konkret skøn i det enkelte tilfældestilling til, om hjælp kan ydes.

For så vidt angår overførelse af børn frafolkeskolen gælder dog den særlige regel, ativærksættelse af hjælpeforanstaltninger iform af undervisning på en af åndssvagefor-sorgens skoler kan ske alene på grundlag afen erklæring fra skolepsykolog, men det for-udsættes, at sådanne henvisninger behandlespå sædvanlig måde i centerledelsen, jfr.foran, og at man kun i undtagelsestilfældelader skolepsykologens erklæring alenedanne grundlag for optagelsen i skolen. For-sorgscentret har i så fald pligt til snarest atforetage nærmere undersøgelse af barnet; forså vidt det herved konstateres, at betingel-serne for iværksættelse af hjælpeforanstalt-

36

ninger (åndssvagelovens § 5) ikke er op-fyldt, skal barnet foranlediges tilbageført tilfolkeskolen på det for barnet mest hensigts-mæssige tidspunkt.

Når det drejer sig om tvungen iværksæt-telse af hjælpeforanstaltninger, træffer over-lægen i samråd med sociallederen og under-visningslederen beslutning om eventuel an-vendelse af de i åndssvagelovens § 8, stk. 2,og § 9, stk. 5, omhandlede tvangsmidler ogom betingelsen i åndssvagelovens § 10, stk.1 (jfr. stk. 2), skønnes opfyldt.

Afgørelse om første placering (visitation)træffes af overlægen i samråd med socialle-deren og undervisningslederen under for-nøden hensyntagen til de forhold, der harbegrundet henvendelsen om hjælp, den på-gældendes primære behandlingsbehov, denpågældendes og/eller de pårørendes ønsker,forsorgens muligheder for at hjælpe m. v.

Afgørelse om senere ændret placering (vi-sitation) træffes af vedkommende centerle-dere).

Specielt for placering på lukket afdelinggælder særlige regler.

Blinde forsorgen: For det lille barn vil enegentlig inddragelse under forsorg med opta-gelse på Refsnæsskolen være en absolut und-tagelse. Der tilbydes i stedet forældrene bi-stand med vejledning og besøg i hjemmet ogi almindelig børnehave. Der kan endvidereblive tale om besøg på øjenklinikken i Helle-rup. I visse tilfælde tilbydes kortvarige ob-servationsophold på Refsnæsskolen.

Ved skolealderens indtræden afgøresspørgsmålet om det synshæmmede barns pla-cering primært af folkeskolen, normalt isamråd med Refsnæsskolen. Da der ifølgeblindeloven er skolepligt under blindeforsor-gen for blinde børn, vil en placering i folke-skolen i vidt omfang være betinget af dis-pensation fra blindelovens bestemmelser,men der finder i alle tilfælde forhandlingsted med folkeskolen.

For så vidt angår eleverne på Refsnæssko-len varer skolegangen normalt indtil 15 årsalderen. I de fleste tilfælde overføres elevenherefter til videre undervisning og uddan-nelse på blindeinstituttet i Hellerup.

For så vidt angår senblinde afgør blinde-instituttet i Hellerup, hvorvidt der er grund-lag for optagelse på instituttet til optræningm.v.

Hore forsorgen: Voksne klienter, der får

tildelt høreapparat på en hørecentral ellerhøreklinik visiteres rutinemæssigt til et høre-institut eller en lokal høreinstitutafdelingmed henblik på hørepædagogisk vejledningog behandling, dvs. accept, betjening af ogtilvænning til høreapparat samt forskelligeformer for specialundervisning efter behov.Hørehæmmede kan, såfremt den nævnte pæ-dagogiske behandling ikke skønnes tilstræk-kelig, henvises til ophold på høreinstituttet iFredericia. Hørehandicappede, der bor i ho-vedstadsområdet, kan visiteres til intensivoptræning på høreinstituttet i København.Efter behov kan også denne gruppe henvisestil ophold på høreinstituttet i Fredericia.Hørehæmmede, der har behov for en merepersonlig rådgivning eller for vejledning ierhvervsmæssige spørgsmål, henvises tiltunghørekonsulent.

Epileptikerforsorgen: Henviste patienterindlægges næsten uden undtagelse (for såvidt pladsforholdene tillader det). Alle pati-enter indlægges primært på Kolonien Fila-delfia. Visitationen til de forskellige afdelin-ger foretages af overlægerne i samråd medrelevante faggrupper (oversygeplejerske, so-cialrådgiver, erhvervskonsulent, pædagog).Visitation til plejehjem og familiepleje fore-tages af overlægerne i samarbejde med rele-vante faggrupper og plejehjemsforstanderenog i samråd med patienten og dennes fami-lie.

Vanf&resforsorgen: Samfundet og Hjem-met for Vanføres bestyrelse har delegeret sitformelle ansvar for optagelser og beslutningom den videre behandling til de respektiveinstitutionsledere og Central Social Service.Der findes i de enkelte institutioner visitati-onsteam med repræsentanter for de forskel-lige faggrupper. Den endelige afgørelse omoptagelse, behandling og bistand træffes forså vidt angår børn på grundlag af den af vi-sitationsteamet afgivne rapport af CentralSocial Service. Beslutning om optagelse påHåndværksskolen træffes af skolens for-stander.

Er der tale om optagelse på GeelsgårdKostskole, undersøges muligheden for lokalskolegang, eventuelt specialundervisning,ved kontakt med det stedlige skolepsykologi-ske kontor.

Taleforsorgen: På grundlag af indberet-ningspligten undersøges på institutterne

37

børn i førskolealderen og voksne, således atbehandling søges iværksat ved taleforsorgen,medmindre der ved undersøgelsen findestegn på forhold, der nødvendiggør oriente-ring, undersøgelse og evt. behandling andet-steds (f. eks. høreforsorg, døveforsorg, ånds-svageforsorg).

Skoleelever, der indberettes med sværeretale- og sproglidelser, indkaldes til undersø-gelse eller observationsperiode med henblikpå rådgivning af specialundervisningen vedden lokale skole eller behandling ved tale-forsorgens skoleafdelinger.

Døve forsorgen: Efter undersøgelse på hø-recentral eller på høreklinik henvises detførskolepligtige høreskadede barn i områdetøst for Storebælt til børneklinikken (statensundersøgelses- og vejledningsklinik for døveog tunghøre børn) og i området vest for Sto-rebælt til døveskolernes vejledningsafdelin-ger.

Når barnet er 4 år, sendes rapport omdets høremæssige og sprogmæssige stade tildet skolepsykologiske kontor i hjemkommu-nen, idet folkeskolen primært træffer afgø-relse om det høreskadede barns skolemæs-sige placering. Ved skolealderens indtrædengives vejledning til forældrene om den opti-male skolemæssige placering i samarbejdemellem de skolepsykologiske kontorer og dø-veforsorgens institutioner.

Ved afslutningen af skolegangen i døve-forsorgens barneskole ved 16 års alderenhenvises eleven normalt til en videre er-hvervsorienteret 1-3 års undervisning påstatens fortsættelsesskole for døve og tung-høre i Nyborg.

Efter afslutningen af undervisningen påskolen tilbydes den unge bistand fra døve-konsulent, først og fremmest med henblik påerhvervsvalg og uddannelse.

Voksne døve, der ikke kan klare en tilvæ-relse uden for en institution, henvises nor-malt ved døvekonsulentens bistand til insti-tutionen for unge og voksne døve og sværttunghøre.

c) Hvordan udskriver man fra forsorgs-grenen, betragtet som en helhed?32. Åndssvageforsorgen: For så vidt angårudskrivning efter begæring tager overlægen isamråd med sociallederen og undervisnings-lederen efter et konkret skøn i det enkeltetilfælde stilling til begæringen.

Herudover påhviler det den enkelte cen-terleder for sit område at påse, om betingel-serne for opretholdelse af hjælpeforanstalt-ninger er til stede.

Blindeforsorgen: For elever optaget påRefsnæsskolen foretages der én gang årligstatus, hvor samtlige medarbejdere beskriverelevens situation, og hvor der ved et status-møde træffes beslutning om, i hvilket om-fang den pågældende elev har behov for sær-forsorgens foranstaltninger i det næstføl-gende år. På dette møde tages der altså stil-ling til, om eleven fortsat bør være instituti-onsanbragt eller vil kunne klare sig med an-dre foranstaltninger med bopæl i hjemmet.

Høreforsorgen: For voksne hørehæmmedevil der i forbindelse med modtagelse af bi-stand fra forsorgen med udlevering af høre-apparat og videre pædagogisk behandlingnormalt ikke være tale om inddragelse underforsorg. Afslutningen af den pædagogiskebehandling finder sted uden egentlig ud-skrivning af forsorg. Klienter, der har væretoptaget til ophold på Statens Høreinstitut iFredericia, udskrives efter forstanderens be-stemmelse efter afsluttet behandling, idetder dog i visse tilfælde sker henvisning til vi-dere ambulant pædagogisk behandling ellertil tunghørekonsulent.

Epileptikerforsorgen: Udskrivning af epi-leptikerforsorgen besluttes af overlægerne isamarbejde med relevante faggrupper (somnævnt under punkt b) og i samråd med pati-enten og eventuelt dennes familie. Ud-skrevne patienter tilbydes kontrol i efterbe-handlingsambulatorium. Udvalgte patienter,som skønnes at have et særligt behov derfor,tilbydes efterværn med besøg i hjemmet afsygeplejerske og/eller socialrådgiver.

Vanføreforsorgen: Udskrivning fra en in-stitution under Samfundet og Hjemmet forVanføre godkendes efter indstilling fradenne for så vidt angår børn af Central So-cial Service. Udskrivning fra Håndværkssko-len sker efter forstanderens beslutning.

Tale forsorgen: Taleinstitutternes forstan-dere træffer afgørelse om afslutning af be-handling på et taleinstitut. Klienter, dermodtager ambulant behandling, betragtesikke som inddraget under forsorg. Ledelsenaf taleinstitutterne og disses lokale afdelin-ger træffer afgørelse om behandlingens af-slutning.

38

Døve forsorgen: Som foran omtalt henvi- fremmest med henblik på erhvervsvalg ogses de fleste elever i statens skoler for døve uddannelse.og tunghøre børn ved skolegangens afslut- Der vil kun i få tilfælde blive tale om ud-ning til fortsættelsesskolen i Nyborg. Ved af- skrivning af voksne døve fra institutionsfor-slutningen af undervisningen på fortsættel- sorg. Der finder dog i visse tilfælde udskriv-sesskolen må eleven betragtes som udskrevet ning sted i forbindelse med indlæggelse påaf forsorg, men der tilbydes normalt den statshospitalet i Glostrup, der modtagerunge bistand fra døvekonsulent, først og sindslidende døve fra hele landet.

39

Kapitel V

Den fremtidige ansvarsfordeling m.v.

A. Indledning.

/. Dette afsnit behandler først og fremmestspørgsmålet om, hvilke myndigheder der hardet umiddelbare ansvar for, at den fornødnebistand står til rådighed for borgerne.

Denne problemstilling må ikke forvekslesmed spørgsmålet om, hvilke myndighederder har hjemmel til at varetage den rentpraktiske drift af foranstaltningerne (bud-gettering, anlæg, ansættelse og lignende).Forestiller man sig f. eks. ansvaret for en bi-standsfunktion henlagt til en kommune, kanman i princippet tænke sig, at kommunenhonorerer ansvaret ved efter overenskomstat trække på en anden kommunes, en amts-kommunes eller for den sags skyld på enstatsdreven institution. Denne problemstil-ling er ligeledes taget op i kapitel V.

Som en tredie problemstilling må nævnesspørgsmålet om, hvem der umiddelbart over-tager driften af de eksisterende særforsorgs-institutioner den dag, da udlægningen fin-der sted. Herom henvises til kapitel IX.

2. Som det er fastslået i kapitel II, hardette udvalg ikke til opgave at gå ind i for-sorgens indhold, men kun at stille forslagom ændringer i dens administration.

Det betyder, at udvalget må have som ud-gangspunkt, at det samlede udbud af bistandtil den hidtidige særforsorgs klienter frem-over skal kunne rumme samtlige de funktio-ner, som hidtil har været indeholdt i særfor-sorgen.

Denne begrænsning betyder derimodikke, at de hidtidige særforsorgsinstitutionerblokmæssigt skal overføres til kommuner ogamtskommuner, således at arbejdsdelingenmellem disse institutioner og den øvrige(amts)kommunale indsats bevares - snareretværtimod. Hvis en given bistandsfunktionlige så godt kan udføres via det almene bi-

standssystem, vil et forslag herom være i godoverensstemmelse med tankerne bag bi-standsloven og i socialreformkommissionensbetænkninger, som netop er grundlaget forudvalgsarbejdet.

Begrænsningen er således heller ikke tilhinder for, at klienterne får et bredere tilbudved, at de i højere grad får adgang til det øv-rige bistandssystem i forbindelse med ned-brydelsen af det administrative skel mellemdette system og særforsorgen.

3. De følgende overvejelser er herfter sy-stematiseret på den måde, at man har over-vejet fordelingen af ansvaret for hver af deservicefunktioner, der er beskrevet i kapitelIV.

Da disse spørgsmål ikke kan vurderesuden sammenhæng med visitationsspørgsmå-let, er denne problemstilling her taget op iforbindelse med hver enkelt funktion.

Det skal her fremhæves, at man i enrække tilfælde har fundet det naturligt athenlægge visitationskompetencen til detamtskommunale regie. I disse tilfælde harman peget på social- og sundhedsudvalgetsom den formelt kompetente myndighed,svarende til den sociale styrelseslovs system,hvorefter dette udvalg forvalter amtskom-munens sociale og sundhedsmæssige anlig-gender uden for sygehusvæsenet. Det drejersig om ret talrige sager om enkeltpersoner,der ydermere i nogle tilfælde kan kræve hur-tig behandling. Udvalget går derfor ud fra,at det i praksis vil være socialcentret, dersom hidtil løser de amtskommunale opgaverom visitation til sociale institutioner.

B. Social rådgivning og vejledning.a) Arbejdsdelingen mellem kommuner ogamtskommuner.4. Udgangspunktet for disse overvejelser

40

må være, at rådgivning og vejledning alle-rede i dag er en kommunal forpligtelse. Denforpligtelse, der påhviler kommunen efterbistandslovens § 28, gælder også i forholdettil særforsorgens klienter.

5. Et andet udgangspunkt må være, atamtskommunen ligeledes allerede har etmedansvar for rådgivningen i medfør af bi-standslovens § 29, hvorefter amtskommu-nens socialcenter til støtte for det kommu-nale vejlederpersonale kan stille sagkyndigetil rådighed, eller i specielle tilfælde selv på-tage sig rådgivningsarbejdet.

Amtskommunens hovedandel i rådgiv-ningsarbejdet drejer sig således navnlig områdgivning til andre myndigheder, men manvaretager også visse specialfunktioner vedrø-rende rådgivningen til den enkelte klient.

6. Mellem kommunerne og amtskommu-nerne er der således etableret en arbejdsde-ling på rådgivningsområdet, hvor fordelin-gen af den faktiske indsats over for en givenklient sker efter for det første et behovsprin-cip. Jo større klientens behov for speciel råd-givning er, jo større er amtskommunensandel af det konkrete rådgivningsarbejde.

For det andet er arbejdsdelingen afhængigaf kvantiteten, kvaliteten og specialiseringeninden for det rådgiverpersonale, som den på-gældende kommune råder over.

Det er udvalgets opfattelse, at dette prin-cip om arbejdsdeling på grundlag af et be-hovskriterium efter en udlægning også mågælde i forhold til særforsorgens klienter.Det ligger således i selve tanken om at fjernede administrative skranker om særforsorgen,at rådgivning skal gives efter en konkret vur-dering af behovet, idet den handicappedesrådgivningsbehov ikke synes at være af fuldtud speciel karakter.

Man har derfor ikke fundet det hensigts-mæssigt at foreslå en ufravigelig grænse for,hvad der kan etableres på henholdsvis kom-munalt og amtskommunalt plan. I hvert faldfor klienter uden for institutioner vil detvære uhensigtsmæssigt at afskære mulighe-den for, at en stor kommune i princippetkunne opbygge et så effektivt rådgivningssy-stem, at bistand fra socialcentret på dettepunkt bliver overflødig.

Derimod har man fundet det nødvendigtnærmere at overveje, i hvilket omfang ud-

lægningen indebærer behov for, at der tilstøtte for de kommunale vejledere indpassessærlig sagkundskab i rådgivningssystemet.

7. Det er ikke ganske afklaret, i hvilketomfang der er specielle aspekter i rådgiv-ningsarbejdet i relation til handicappede.

I en betænkning af 15. juni 1972 fra densociale arbejdsgruppe under socialstyrelsen(oprindelig statens åndssvageforsorg) hed-der det således:

»Arbejdsgruppen er nået til det standpunkt, atder ikke omkring de åndssvage findets sociale ar-bejdsopgaver, der er specielle, og mener såledesikke, at man kan formulere en speciel social meto-dik i dette arbejde.«

Arbejdsgruppen så ikke dermed bort fra, at ar-bejdet med den åndssvage klient måtte være præ-get af hans eller hendes lavere intelligensniveau.

Arbejdsgruppens synspunkter kan derimod sam-menfattes således, at den åndssvage vel har behovfor en mere intensiv social indsats end gennem-snitsborgeren, men at indsatsen over for disse kli-enter ikke er kvalitativt særegen. Gruppen fandtdet således diskriminerende over for den åndssvageat udarbejde vejledning til kommunerne om be-handlingen af åndssvage, idet man derved villeoverføre det hidtidige båsesystem til kommunalt ogamtskommunalt plan.

Derimod fandt arbejdsgruppen det vigtigt at på-pege, at handicappede generelt er en socialt truetgruppe, som har behov for særlig opmærksomhedpå så tidligt et tidspunkt som muligt.

På den anden side er det imidlertid givet,at visse rådgivningsfunktioner forudsætter etspecielt kendskab til et specifikt handicap.Det drejer sig f. eks. om de grupper indenfor særforsorgen, hvor handicappet først ogfremmest går på den fysiske mulighed for atkommunikere med omverdenen - f. eks.døve, blinde, svært tunghøre og svært fysiskhandicappede.

På disse områder er der opbygget konsu-lentordninger, der ikke mindst yder rådgiv-ning og vejledning til klienten i forbindelsemed valg af uddannelse og erhverv og til of-fentlige myndigheder vedrørende uddannel-sesvæsenets specielle hensyntagen til det på-gældende handicap. Denne form kræver tokvalifikationer hos rådgiveren. For det før-ste et overblik over uddannelses- og er-hvervsmuligheder, som særforsorgskonsulen-terne selvfølgelig ikke har monopol på. Menfor det andet kræves der en evne til at sættesig ind i, hvilke konsekvenser netop det spe-cielle handicap medfører for klientens mu-ligheder for at fungere i et givet erhverv.

41

Udvalget nærer ingen illusioner om, at detvil være let for den ikke-handicappede atfatte et handicaps fulde konsekvenser. Manfinder imidlertid, at netop de her nævntehandicaps medfører helt specielle problemeri relation til rådgivning og vejledning. Hvisman fortsat går ud fra situationen med er-hvervs- og uddannelsesrettet rådgivning, vileksempelvis blinde og døve ikke kunne klaretilpasningen til erhvervslivet uden mere ellermindre intensiv bistand, f. eks. fra en dertilansat person - henholdsvis en sekretær ogen tolk, der i det sidste tilfælde endda nød-vendigvis skal specialuddannes.

Det kan endvidere i visse tilfælde værehensigtsmæssigt, at socialrådgivning af merealmindelig karakter ydes af en person, somhar særligt kendskab til den pågældendehandicapgruppes særlige problemer, mensom herudover har til opgave at virke forforbindelsen til det almene sociale rådgiv-ningssystem, der står til rådighed.

Det må derfor anses for nødvendigt, at so-cialcentret i fornødent omfang selv eller isamarbejde med andre sektorer råder overvejlederpersonale, der kender de forskelligehandicaps til bunds. Det må på den andenside anses for uheldigt at begrænse rådgiv-ningen over for handicappede til at blivegivet ved »specialister«, således at man der-ved fastfryser den nuværende rådgivnings-struktur.

8. På denne baggrund finder udvalget, atrådgivningen til klienter i egen bolig ogforældre til klienter, herunder klienter i be-skyttede boliger og lignende, bør forestås afbopælskommunens socialforvaltning.

Det skulle herefter være kommunens an-svar at sørge for, at der i fornødent omfangtrækkes på socialcentrets sagkyndige bag-grundsteam, både i forbindelse med rådgiv-ning til de kommunale myndigheder selvsamt til kommunale institutioner, og i forbin-delse med direkte rådgivning til klienten.

Amtskommunen skulle herefter have an-svaret for at opbygge et sikkerhedsnet - af-passet efter den kommunale indsats på råd-givningsområdet - som kan træde til i detomfang, hvor kommunens ressourcer på råd-givningsområdet ikke rækker til at opfyldeklientens behov.

En sådan ansvarsfordeling stiller øgedekrav til samarbejdet mellem amtskommunen

og kommunerne på rådgivningsområdet. Deter af væsentlig betydning, at amtskommunenhar reel mulighed for at tage stilling til, ihvilket omfang en udbygning af socialcen-trets rådgivningsteam er nødvendig for ifornødent omfang at kunne støtte de kom-munale socialforvaltninger.

Udvalget finder derfor, at amtskommunenmed henblik herpå bør have en formaliseretadgang til at foretage undersøgelser og ydevejledning med hensyn til den kommunalerådgivningsvirksomhed.

9. Den samme model kan hensigtsmæssigtanvendes, når klienten opholder sig på amts-kommunale institutioner i hjemkommunen.

Modellen lader sig til gengæld vanskeligtanvende, når klienten opholder sig på enamtskommunal institution, der måske liggerlangt fra hjemstedet, eller i øvrigt såfremtklienten har nær tilknytning til en sådan in-stitution, f. eks. i forbindelse med for- ellerefterbehandling.

I en sådan situation kunne man forestillesig, enten at institutionens beliggenhedskom-mune påtager sig arbejdet, eller at rådgivnin-gen varetages af amtskommunen.

Løsningen med beliggenhedskommunenville medføre en sådan forvridning og op-svulmning af dennes rådgivningsarbejde, attanken allerede af den grund må opgives.Dertil kommer, at løsningen yderligere vilvanskeliggøre det afgørende samarbejde mel-lem amtskommunens specielle og hjemkom-munens mere almene rådgivningsindsats.

Tilbage står således kun den mulighed, atamtskommunen påtager sig at rådgive disseklienter.

10. Et væsentligt formål med udlægnings-bestræbelserne er at skabe en administrativramme, der så vidt muligt sikrer mod enufornøden institutionalisering af klienterne.Hvis en klient derfor optages på en amts-kommunal institution, må det være af betyd-ning at sikre en sagsgang på rådgivningsom-rådet, der gør det lettere at give ham/hendefornøden bistand ved institutionsopholdetsafslutning, hvor hjemkommunen efter dennemodel igen skal stå for rådgivningsarbejdet.

På denne baggrund finder udvalget, atamtskommunen løbende må underrettehjemkommunen om rådgivningsarbejdets

42

forløb. Det betyder, at kommunen som mini-mum må have adgang til efter anmodning atmodtage en rapport om den hidtidige rådgiv-ning over for klienten. Denne ordning ernæppe tilstrækkelig til at opnå det omhand-lede formål, og det må derfor anses for væ-sentligt, at amtskommunen og kommunernetræffer en fast aftale om de procedurer, derskal følges på dette område.

Denne ordning vil medføre, at man et sted- nemlig på den pågældendes hjemkommune- har mulighed for at have et samlet over-blik over rådgivningsprogrammet for den en-kelte klient før, under og efter institutions-opholdet. Dette har så meget større betyd-ning, som det netop først og fremmest vilvære hjemkommunen, der skal varetage kon-takten med klienten under forsøg på i højeregrad at integrere ham i det øvrige samfundog det almene, offentlige servicesystem.

b) Arbejdsdelingen mellem udvalgene påhenholdsvis kommunalt og amtskommunaltplan.11. Udvalget finder, at den sociale rådgiv-ning og vejledning både på kommunalt ogamtskommunalt plan ansvarsmæssigt børplaceres under henholdsvis det sociale ud-valg og social- og sundhedsudvalget.

Udvalget er opmærksom på den næresammenhæng, der ofte er mellem socialråd-givning og aktiviteterne i sygehusvæsenet ogunder de kommunale og amtskommunaleundervisnings- og kulturudvalg. Man finderimidlertid ikke, at denne sammenhæng børgive sig udslag i den formelle ansvarsforde-ling mellem udvalgene. Derimod kan dervære grund til også på rådgivningsområdetat se nærmere på samarbejdet mellem de for-skellige forvaltningsgrene, jfr. nedenfor.

c) Rådgivningsfunktionens organisation un-der de kommunale og amtskommunale ud-valg.12. En udlægning skønnes ikke at voldesådanne problemer for rådgivningens organi-sation inden for de kommunale socialforvalt-ninger, at udvalget skal tage dette spørgsmålop.

Sagen stiller sig imidlertid anderledes foramtskommunernes vedkommende, fordi enbetragtelig del af amtskommunernes rådgiv-

ning efter foranstående model vil komme tilat ske på institutioner.

Efter modellen skulle amtskommunen fåtre opgaver på rådgivningsområdet: For detførste sagkyndig baggrundsstøtte til det kom-munale serviceapparat, for det andet direktedeltagelse i kommunens specialprægede råd-givning til klienter uden for amtskommunaleinstitutioner og forældre til klienter, og fordet tredie den direkte rådgivning til klienterpå amtskommunale institutioner.

Som berørt under punkt 7 kræver rådgiv-ningsarbejdet groft sagt navnlig et kendskabtil de spørgsmål, der rådgives om. Det kanangå ethvert forhold, der berører den handi-cappedes samlede situation, og der vil oftekunne blive behov for samarbejde medandre sektorers sagkundskab (undervis-nings- og skolerådgivningen (skolepsykolo-ger), sundhedsområdet, arbejdsformidlin-gen), ligesom der vil kunne være behov forformidling af bistand fra den sociale sektortil andre sektorer. Det er imidlertid ogsåutvivlsomt, at rådgivningsarbejdet i et vistomfang - men på ingen måde alt rådgiv-ningsarbejde over for den handicappede -kræver en viden om mulighederne for atbegå sig med det givne handicap.

Det må derfor anses for væsentligt, at deamtskommunale rådgivere placeres således isystemet, at disse hensyn tilgodeses.

Udvalget finder derfor, at nogle af rådgi-verne i amtskommunen bør tilknyttes éneller - hvis der er tale om små institutioner- flere institutioner.

Det bemærkes, at der heri bl. a. ligger, at vand-førerådgivningen på ortopædisk hospital kan be-vare sin fysiske sammenhæng med sygehusvæsenet.

Man finder imidlertid også, at alle socialerådgivere under amtskommunen - ogsårådgivere med fast tilknytning til én ellerflere institutioner - bør tilknyttes det amts-kommunale socialcenter og deltage i dettværfaglige samarbejde inden for centretsrammer.

En sådan samling af rådgivere direkteunder socialcentret skulle formentlig kunnemodvirke eventuelle tendenser i retning afsocialt båsesystem i medför af visse rådgi-veres tilknytning til institutionerne. Dennetilknytning skulle på den anden side styrkedet samlede rådgiverpersonales mulighed forat trække på speciel viden om det enkelte

43

handicap, ligesom socialcentret med de insti-tutionstil knyttede rådgiveres bistand skullevære rustet til at give de kommunale social-forvaltninger den fornødne assistance vedrø-rende rådgivning og vejledning.

Sammenfattende synes der at være mulig-hed for, at en sådan ordning understøttermulighederne for, at de specialiserede insti-tutioner yder assistance til det almene, amts-kommunale og kommunale bistandsapparat.

13. I forbindelse med en sådan organisati-onsform vil der af og til opstå problemer,når det drejer sig om rådgivning og vejled-ning til en meget lille gruppe af handicap-pede.

I visse tilfælde vil der i dag være så fåspecialrådgivere på disse områder, at deresantal langtfra svarer til amtskommunernes.Det bemærkes i denne forbindelse, at en ind-stilling om en for amtskommunerne obliga-torisk forøgelse af rådgivernes antal liggeruden for udvalgets kommissorium - hvilketpå den anden side ikke er ensbetydendemed, at udvalget må forudsætte det nuvæ-rende rådgiverantal uforandret for stedse.Udvalgets opgave består imidlertid i at ind-passe ansvaret for den nuværende rådgiv-ning i det amtskommunale system.

Hvad enten der er en rådgiver pr. amts-kommune eller ej, vil der på visse områdervære så få rådgivere, at der må tages særligthensyn til problemet med at uddanne demsamt at bevare og udvikle deres særlige eks-pertise. Tilsvarende synspunkter er under-streget fra nogle af de organisationer af han-dicappede, som udvalget har haft kontaktmed.

Dansk Blindesam f und har således påpeget, atden af socialministeriet nedsatte blindekonsulent-ordning i dag i sin fysiske form er decentraliseret,idet ordningens 9 medarbejdere betjener hver sitgeografiske område. Denne fysiske decentraliseringkan efter blindesamfundets opfattelse fungere, fordiordningen indholdsmæssigt fungerer som en cen-tral institution. Blindesamfundet har endvidere an-fort, at de 9 medarbejdere i realiteten er det cen-trale systems forlængede arm men en integreret delaf det centrale system, samtidig med at konsulent-ordningen på klienternes vegne kan drage fuldnytte af de private ressourcer på området.

Bestyrelsen for konsulentvirksomheden for tung-høre og døvblevne, hvis synspunkter er tiltrådt afLandsforeningen for bedre hørelse har peget på enuddannelse af et nyt korps af rådgivere på tung-høreområdet, bestående af pædagoger. Man næv-

ner i denne forbindelse, at opgaven med en fortsatuddannelse og gensidig koordination, informationsamt organisering af faglige møder m. v. mest hen-sigtsmæssigt kan henlægges til et landsdækkendehøreinstitut.

De omhandlede synspunkter må også til-lægges vægt for så vidt angår udlægningenaf særforsorgens sociale rådgivningsfunktio-ner, og de har været udgangspunkt for ud-valgets overvejelser om de nuværende ord-ningers indpasning i det kommunale ogamtskommunale regie.

14. Hvis kvantitativt små rådgiverordnin-ger fremover organiseres ved, at rådgiverneslet og ret indpasses i socialcentrene, vil hen-synene bag udvalgets generelle model forden amtskommunale rådgivning blive for-skertset, og det gælder i endnu højere grad denævnte organisationers synspunkter. Ensådan ordning vil kunne komme til at isoleredisse rådgivere fra deres kolleger, og i endnuhøjere grad fra sagkundskaben på institutio-nerne, der på de omhandlede områder erlands- eller landsdelsdækkende.

En håndfast indplacering på institutio-nerne, f. eks. i forbindelse med disses ufor-andrede förbliven i statsligt regie, ville påden anden side ikke tilgodese hensynet bagudvalgets generelle model for den amtskom-munale rådgivning, hvorefter man skal sikrerådgivernes deltagelse i det tværfaglige sam-arbejde på amtsbasis og dermed mulighedenfor at trække på det samlede rådgivningsap-parat til gavn for klienter med specielle han-dicaps.

Udvalget finder derfor, at de omhandlederådgivningsordninger må baseres på de ek-sisterende lands- og landsdelsdækkende in-stitutioner, således at institutionerne sørgerfor uddannelse samt faglige møder og kursermed henblik på at videreudvikle disse medar-bejderes specialviden. En sådan ording vilsamtidig kunne være rammen om en gensi-dig udveksling af erfaringer og lignendeinden for disse små specialiserede rådgiver-korps.

Rådgiverne på socialområdet forudsættesderudover ansat på de amtskommunale soci-alcentre. Hvor korpset er mindre end antal-let af amtskommuner, skal man pege på denløsning, hvor rådgiveren ansættes på et soci-alcenter og tilknyttes andre centre på konsu-lentbasis.

44

15. Indpasningen af disse højt specialise-rede rådgivningsordninger - nærmere beteg-net de 9 blindekonsulenter, de 15 døvekon-sulenter (heraf to deltidsbeskæftigede), de 4tunghørekonsulenter og de 4 vanførekonsu-lenter - i det amtskommunale system vil be-tyde, at den enkelte amtskommune ved ud-lægningen i almindelighed højst får én kon-sulent af hver type i sin rådgiverstab.

Dette kan indebære særlige problemer foramtskommunen, dels når der skal fremskaf-fes et beslutningsgrundlag for de folkevalgteved nybesættelse af konsulentstillinger, ogdels med henblik på at sikre den enkeltekonsulentordnings indre sammenhæng i rela-tion til det nødvendige faglige og organisato-riske bagland.

F. eks. på blindekonsulentområdet sikresdette i dag ved, at konsulentordningen følgesaf et af socialministeren nedsat udvalg, p. t.bestående af forstanderen for Blindeinstitut-tet samt to repræsentanter for Dansk Blinde-samfund.

Det må være en forudsætning bag den fo-reslåede indpasning i det amtskommunalesystem, at der principielt ikke bør fore-komme afskæring af de folkevalgtes indfly-delse på administrationsapparatet, herunderheller ikke for så vidt angår ansættelseskom-petencen. Som et andet hensyn, der målægges til grund, skal man pege på udvalgsar-bejdets generelle forudsætning, dvs. at manefter en udlægning skal have varetaget samt-lige de funktioner, der i dag varetages af denstatslige særforsorg.

Hensynet til de folkevalgtes ledelse af om-rådet må fore til, at opslag af og ansættelse ide nævnte stillinger bør ske ved den amts-kommune, hvortil konsulenten skal knyttes.Hensynet til bevarelsen af ordningens nuvæ-rende funktioner tilsiger, at der må sikresden fremtidige ansættelsesmyndighed et ligeså godt beslutningsgrundag, som den nuvæ-rende har med hensyn til ansøgernes egnet-hed til at virke i den pågældende klient-gruppe. Det må understreges, at denne virk-somheds fortsættelse kræver et så dybt-gående og alsidigt kendskab til de pågæl-dende små handicapgruppers problemer, atdette kendskab i det amtskommunale systemformentlig kun vil findes hos netop konsu-lenten.

En ordning, der tilsigter at forsyne ansættelses-myndighederne med det fornødne, faglige beslut-

ningsgrundlag, kendes ved ansættelse af ledendelæger.

Ifølge lægelovens § 14, stk. 1, skal der indenbesættelse af en stilling som ledende læge ved syge-hus eller anden større helbredelsesinstitution ind-hentes en udtalelse fra sundhedsstyrelsen om, hvilkeansøgere der er kvalificerede til stillingen. Forin-den denne udtalelse afgives, indhenter sundheds-styrelsen en sagkyndig vurdering af ansøgernes kva-lifikationer. Til at afgive denne vurdering vælgerhvert af de lægevidenskabelige selskaber for 4 årad gangen et råd på 3 medlemmer, af hvilke mindstet medlem skal have tjenestested uden for Stor-København.

Langt den største andel af de omhandlede stillin-ger udgøres af overlægestillingerne ved det amts-kommunale sygehusvæsen. I disse tilfælde er ved-kommende amtskommune altså forpligtet til viasundhedsstyrelsen at indhente en sådan udtalelseom ansøgernes lægefaglige kvalifikationer. Amts-kommunen er imidlertid ikke formelt bundet afdisse udtalelser, og har altså i princippet frihed tilat vælge enhver af ansøgerne til stillingen.

Udvalget finder herefter, at ansøgningervedrørende de omhandlede konsulentstillin-ger bor forelægges et sagkyndigt organ, dermed henblik på ansættelsesmyndighedens vi-dere overvejelser udtaler sig om ansogernesegnethed.

For så vidt angår blindekonsulenterne kandenne virksomhed udføres af det nævnte ud-valg, der dog med henblik herpå bør tiltræ-des af en repræsentant for amtsrådsforenin-gen. En tilsvarende ordning bør etableres forså vidt angår den konsulentvirksomhed, deri dag drives af vanføreforeningen. For såvidt angår døve- og tunghørekonsulenternekan virksomheden udføres af bestyrelsernefor henholdsvis institutionen for voksne ogdøve i Herlev, samt bestyrelsen for tunghø-rekonsulentordningen. Når de omhandledespørgsmål skal drøftes, bør disse bestyrelserdog tiltrædes af en repræsentant for amts-rådsforeningen.

Med hensyn til spørgsmålet om sikring afde nævnte ordningers faglige bagland skalman for det første henvise til forslaget ipunkt 14, hvorefter konsulentordningernebaseres på de lands- og landsdelsdækkendeinstitutioner. For det andet finder man, at denævnte organer - som det f. eks. i dag er til-fældet med blindekonsulenterne - bør følgekonsulentordningernes virksomhed og af-lægge beretning herom til samtlige amtskom-muner. En sådan ordning, der tænkes at in-debære udarbejdelsen af et statistisk materi-ale, må antages at kunne være et ikke uvæ-sentligt beslutningsgrundlag for den enkelte

45

amtskommune med henblik på tilrettelæg-gelsen af den stedlige konsulentvirksomhed.

16. Udvalget skal endvidere pege på, atder uden for socialsektoren ofte findes enekspertise, som man hensigtsmæssigt kantrække på i rådgivningsarbejdet. En sådanekspertise vil ofte kunne findes inden for despecialiserede lærerkorps, og udnyttelsenheraf har måske særlig betydning på områ-der med få stærkt handicappede, hvor perso-nalet dermed på landsbasis er lille.

Kontakten til dette personale må forment-lig først og fremmest knyttes via de rådgi-vere, der er specialister vedrørende det på-gældende handicap.

Endvidere skal man generelt understregeden nære sammenhæng, der er mellem påden ene side den sociale rådgivning, og påden anden side det øvrige sociale arbejde,undervisningsarbejdet (herunder den pæda-gogisk-psykologiske rådgivning og uddannel-sesvejledningen i undervisningssektoren)samt sundhedsmæssig indsats og rådgivning(herunder f. eks. genetisk rådgivning).

C. Økonomiske ydelser.17. Som det fremgår af kapitel IV, givesøkonomiske ydelser til særforsorgens eks-terne klienter efter den almene sociallovgiv-nings regler.

Den administrative placering af dissespørgsmål falder således uden for udvalgetskommissorium. Man skal dog påpege, atproblemstillingen om disse ydelser skifter ka-rakter set fra kommunernes og amtskommu-nernes synsvinkel, hvis der sker udlægningpå særforsorgsområdet.

I dag må økonomiske ydelser til mangesærforsorgsklienter fra denne synsvinkeltage sig ud som et supplement til eller en er-statning for en hel blok af ydelser, der givesuden for det (amts)kommunale regie, og ien helt anden administrativ sfære.

Efter en udlægning vil særforsorgsbegre-bet principielt være ophævet, og de økono-miske ydelser vil være en blandt flere be-standdele i det bistandsprogram, som kom-munen og amtskommunen tilrettelægger forden enkelte handicappede ud fra hans ellerhendes behov.

18. Udvalget skal herefter alene tage stil-

ling til den fremtidige ansvarsfordeling ved-rørende lommepenge og beklædningshjælp,uddannelseshjælp m. v., samt løn i beskyt-tede virksomheder.

19. Spørgsmål om lommepenge og løn bli-ver på det almene socialområde reguleretved regler, fastsat af socialministeren.

Udvalget finder, at disse ydelser samt be-klædningshjælpen må ses som en integreretdel af det bistandskompleks, som stilles tilrådighed for klienten i og med visitationentil en specialinstitution.

Man finder derfor, at sådanne ydelserefter bistandsloven til handicappede frem-over bør gives på institutionen efter reglernei den nævnte lovs §§ 95 og 96, stk. 3.

20. Dette er imidlertid ikke tilfældet for såvidt angår uddannelseshjælpen, og problem-stillingen på dette punkt er således enanden.

Udgangspunktet må på den ene side være,at hjælp til uddannelse og erhvervsmæssigoptræning, i det omfang der ikke kan ydeshjælp hertil af Statens Uddannelsesstøtteeller andre regler uden for den sociale lov-givning, efter bistandslovens § 42 tildeles afkommunernes sociale udvalg. Det gælderogså uddannelseshjælp til revalidender, ogkommunerne har således allerede ansvaretfor uddannelseshjælp til personer med ofteganske indgribende handicaps.

På den anden side vil optagelse på en spe-cialinstitution i sig selv være et indicium for,at klientens handicap er af dybtgående be-tydning for hans eller hendes muligheder forat begå sig i uddannelses- og erhvervssam-menhæng. Specialinstitutionen må derfor ihøjere grad end kommunens socialudvalgantages at have kendskab til konsekvensernefor klienten af det pågældende handicap.

21. Hvis man fortsætter det hidtidige sy-stem, hvorefter uddannelseshjælpen gives afvedkommende institution - eller for densags skyld på amtskommunens ansvar - vilspørgsmål om uddannelseshjælp til særfor-sorgsklienter blive afgjort i et andet forumend den store mængde af denne type sager.På denne måde vil man ganske vist have letadgang til institutionernes ekspertise, menman vil til gengæld afskære sig fra den eks-

46

pertise, som opbygges i kommunerne i for-bindelse med afgørelse af almene sager - dersom nævnt kan vedrøre ganske svært handi-cappede personer.

Disse ulemper vil ikke optræde i et sy-stem, hvor ansvaret henlægges til det kom-munale socialudvalg. En blot og bar indpla-cering i bistandslovens system vil imidlertidi nogen grad kunne afskære institutionernesekspertise fra belysningen af de pågældendesager. Det skal dog bemærkes, at denne ten-dens allerede vil blive svækket af de underA. omtalte rådgivningsmodeller, der bl. a.tilsigter at give kommunen og klienten forstå-else for konsekvenserne af klientens handi-cap, ikke mindst i uddannelses- og erhvervs-sammenhæng. Derudover kan man henvisetil socialcentrenes generelle pligt til at ydekommunerne sagkyndig assistance.

22. Udvalget finder herefter, at ansvaretfor de omhandlede typer af uddannelses-hjælp m. v. bør henlægges til de kommunalesocial- og sundhedsudvalg, dvs. gives medhjemmel i bistandslovens § 42.

Man finder det imidlertid væsentligt, atsammenhængen med institutionernes eksper-tise i fornødent omfang bevares ved afgørel-sen af de pågældende sager. Udvalget finderderfor, at der med henblik herpå bør etable-res et hensigtsmæssigt samarbejde mellemsocialforvaltningen og vedkommende institu-tion. Dette behov for samarbejde kan f. eks.være tilgodeset, hvis institutionen sammenmed klienten har taget initiativet i sagen.

Udvalget finder endvidere at kommunenpå nærmere fastsatte tidspunkter af klien-tens levnedsforløb - og i hvert fald i god tidfør undervisningspligtens ophør - får enpligt til at tage klientens forhold op til ensamlet vurdering, bl. a. med henblik på til-deling af uddannelseshjælp m. v.

D. Praktisk bistand i hjemmet.

23. Som det fremgår af kapitel IV, er der idag ingen regler i særforsorgslovgivningenom praktisk bistand i hjemmet. Denne bi-stand ydes i dag efter bistandslovens regler,og det falder således uden for udvalgetskommissorium at overveje denne bistandsfremtidige, administrative placering.

Udvalget ønsker dog at påpege, at prak-tisk bistand i hjemmet efter en udlægning -

ligesom økonomiske ydelser - i højere gradvil fremstå som en blandt flere tråde i detmønster af almene og specielle hjælpeforan-staltninger, som kommunen og amtskommu-nen tilrettelægger for den handicappede udfra hans eller hendes behov.

E. Hjælpemidler.

24. Udgangspunktet for disse overvejelsermå være, at det kommunale sociale udvalgefter reglerne i bistandslovens § 58 har an-svaret for tildeling af hjælpemidler. Afgø-relse om støtte til motorkøretøjer træffes dogaf revaliderings- og pensionsnævnene efterindstilling fra det sociale udvalg. Efter soci-alministerens bestemmelse kan afgørelserom støtte til andre bekostelige hjælpemidlerhenlægges til disse nævn, men socialministe-riet har hidtil ikke fundet anledning til atanvende denne bestemmelse.

25. Et andet udgangspunkt må være, atspørgsmål om hjælpemidler til særforsorgensklienter allerede i dag i vidt omfang falderind under reglerne i bistandslovens § 58, så-ledes at ansvaret altså påhviler det kommu-nale socialudvalg.

I det omfang, hvor dette ikke er tilfældet,må der sondres mellem for det første hjælpe-midler til klienter uden for institution, ogfor det andet hjælpemidler til klienter medophold på en særforsorgsinstitution.

26. For klienter uden for institution gæl-der der for tiden kun særlige regler for såvidt angår høreapparater. Disse særlige reg-ler indebærer imidlertid, at det kommunalesocialudvalg har ansvaret også for tildelingaf høreapparater, for så vidt som det påhvi-ler udvalget at yde hjælp til udlån og vedli-geholdelse af høreapparater samt batterier tilpersoner med nedsat hørelse, når det pågrundlag af undersøgelse på hørecentraleller en anerkendt audiologisk klinik ergodtgjort, at ansøgeren har behov herfor.

Procedureforskellen i forhold til tildelingaf almene hjælpemidler består deri, at denhørehæmmede kan rette henvendelse direktetil en særforsorgsinstituion, således at denførste henvendelse ikke nødvendigvis skalrettes til den kommunale socialforvaltning.

Landsforeningen for Bedre Hørelse har over forudvalget understreget, at man lægger vægt på, at

47

de handicappede også fremover kan henvende sigdirekte til tunghøreforsorgens institutioner.

Udvalget har - ud over på de handicappe-des synspunkt - lagt vægt på, at høreappara-ter tildeles på et medicinsk-teknisk grundlag,således at man allerede har fundet det ube-tænkeligt at lade kommunerne være bundetaf hørecentralens eller den audiologiske kli-niks diagnose.

På denne baggrund finder man ikke, atder med en udlægning af særforsorgen i sigselv sker en sådan ændring af problemstillin-gen på dette område, at det kan begrunde enændring af den nuværende ansvarsfordelingog procedure.

27. Til personer med ophold på en særfor-sorgsinstitution ydes hjælpemidler derimodaf vedkommende institution for statens reg-ning. Det gælder dog ikke, hvis hjælpemid-ler efter endt institutionsophold er beregnettil erhvervsmæssig brug - i så fald ydes støt-ten af det sociale udvalg.

Socialreformkommissionen påpegede, at når manfor bistandslovens gennemførelse havde en rækkeforskellige bestemmelser om f.eks. afgørelseskom-petencen vedrørende hjælpemidler i de enkeltelove, så var baggrunden til dels historisk betinget.Kommissionen forklarede endvidere eksistensen afsærlige regler om hjælpemidler til institutionsan-bragte med det forhold, at afgørelsen dengang somregel lå hos den pågældende institutions ledelse.

Ud fra hensynet til en koordinering ogsamling af området samt på baggrund af øn-sket om at stille den bistandsydende myndig-hed så frit som muligt, foreslog socialreform-kommissionen en samling af afgørelseskom-petencen vedrørende hjælpemidler hos kom-munernes sociale udvalg.

Dette forslag blev fulgt ved udarbejdelsenaf bistandsloven. Det indebærer bl. a., atogså sager om hjælpemidler til borgere medophold på institution (bortset fra særfor-sorgsinstitutioner) skal afgøres af socialud-valget, for så vidt udgifterne dækkes medhjemmel i bistandsloven.

Udvalget finder herefter, at den nuvæ-rende ordning vedrørende hjælpemidler tilinstitutionsoptagne særforsorgsklienter - ud-over de af socialreformkommissionen nævntehistoriske forhold - først og fremmest harderes begrundelse i, at den interne særfor-sorg inden udlægningen er et fra det øvrigesocialvæsen adskilt, administrativt system.

Denne administrative skranke om særforsor-gen vil netop falde væk ved en udlægning.

Man finder endvidere, at den handicappe-des behov for hjælpemidler ikke fuldt udkan bedømmes med udgangspunkt i hanseller hendes handicap alene. I sager omhjælpemidler forekommer det derfor hen-sigtsmæssigt for klienten, at der bliver øgetmulighed for, at henvendelsen om hjælpe-midler automatisk bringer ham eller hende ikontakt med den almene ekspertise på hjæl-pemiddelområdet.

Herefter er det således udvalgets opfat-telse, at ansvaret for tildeling efter sociallov-givningen af hjælpemidler til handicappedepå institution bør påhvile de kommunale so-cial- og sundhedsudvalg.

På den anden side skal man ikke se bortfra, at en institution har en mere tæt og dag-lig kontakt med beboerne, end socialforvalt-ningen kan opbygge. Allerede af dennegrund anbefaler udvalget, at afgørelsen af deomhandlede sager sker bl. a. på grundlag afen erklæring fra den institution, som klien-ten er optaget på. Denne erklæring kaneventuelt fremkomme ved, at institutionen ifællesskab med klienten tager initiativet iden pågældende hjælpemiddelsag.

28. Det bemærkes, at spørgsmålet om vide-reførelse af de særlige »hjælpemiddelcentra-ler« og lignende på særforsorgsområdet erbehandlet i kapitel IX, (underbilag a)) .

F. Daginstitutionsfunktionen m. v.a) Arbejdsdelingen mellem kommunerog amtskommuner.29. Ifølge bistandslovens § 69 skal kom-munalbestyrelsen sørge for, at der er detnødvendige antal pladser på daginstitutionerfor børn og unge, herunder socialpædagogi-ske fritidsforanstaltninger.

Endvidere fører kommunalbestyrelsen til-syn med den daglige drift af daginstitutioneri kommunen, ligesom bestemmelse om opta-gelse i en daginstitution træffes i kommunaltregie af det sociale udvalg.

30. Det må således erkendes, at spørgsmålom daginstitutioner m. v. efter bistandslovenstort set er et kommunalt anliggende. Derfindes således ikke daginstitutioner i amts-kommunalt regie.

48

På den anden side er der også på detteområde i princippet en vis arbejdsdelingmellem kommuner og amtskommuner, idetamtsrådet efter bistandslovens § 71, stk. 2,yder vejledning og kan foretage undersøgel-ser i forbindelse med driften af daginstitutio-ner i amtskommunen.

I tilknytning til spørgsmålet om den pæ-dagogiske indsats i daginstitutionerne må dettages med i betragtningerne, at amtsrådetskal sørge for, at der er mulighed for under-søgelse og behandling i rådgivningscentrefor børn og unge med adfærdsvanskelighe-der (sociale og emotionelle vanskeligheder).

31. Når man skal beskrive indsatsen i da-ginstitutionerne i dag, foretager man ofte engrov sondring mellem opfyldelsen af hen-holdsvis et pasningsbehov og et pædagogiskbehov.

Det er en selvfølge, at handicappede børnsom andre børn har såvel pasningsbehovsom behov for pædagogisk indsats. Indsat-sen må såvel i almene som specielle daginsti-tutioner afpasses efter det enkelte barnsbehov og herunder i samspil med andre for-anstaltninger, f. eks. af familiestøttende art,jfr. f. eks. bistandslovens § 48 om økono-misk bistand til forældre (forsørgeren) medhandicappede børn i hjemmet samt bestem-melserne om rådgivning og vejledning.

Det er udvalgets opgave at overveje, hvor-ledes disse behov kan tilgodeses under kom-munal og amtskommunal administration.

Udvalgets overvejelser er derfor først ogfremmest koncentreret om den problemstil-ling, der vedrører mulighederne for i kom-munalt og amtskommunalt regie at sikre op-fyldelsen af disse behov i det omfang, deikke kan honoreres fuldt ud ved den ind-sats, som man i dag byder på i den almenedaginstitutionssektor. Det må herunder sik-res, at den fornødne specialservice af dagin-stitutionskarakter sker i et samspil mellemalmene og specielle foranstaltninger førstog fremmest for børn (og deres familier)med fysiske, psykiske eller sociale vanskelig-heder i alderen 0-6 år, men også for børnover denne alder (fritidshjems- eller aflast-ningsfunktioner).

32. Som nævnt lægger bistandsloven alle-rede op til en vis arbejdsdeling på det social-

pædagogiske område, også i relation til dag-institutionerne. Amtskommunerne må velallerede siges at have en pligt til i fornødentomfang at yde kommunerne en generelt præ-get vejledning om daginstitutionsdrift, ogder må i særlig grad være behov for ensådan indsats, hvor det drejer sig om sam-ordning m. v. af daginstitutionernes indsatsover for handicappede børn. Endvidere haramtsrådet altså til opgave i relation til en-keltpersoner - adfærdsvanskelige børn - attræde til med tilbud om undersøgelse og be-handling.

Ikke desto mindre er daginstitutionssekto-ren klart kommuneorienteret. Det er kom-munalbestyrelsens ansvar, at det fornødneantal daginstitutioner er til stede, og dagin-stitutioner efter bistandsloven kan aldrigvære amtskommunale.

Udvalget finder, at en tilsvarende skarparbejdsdeling ikke kan bevares, hvis særfor-sorgen udlægges. Det er næppe realistisk atforvente, at enhver kommune har bærekrafttil at tilgodese de mest intense behov for dag-institutionsindsats, som enkelte i kommu-nen kunne have behov for. Når den enkeltekommunes kræfter i så henseende ikke slårtil, vil det være i god overensstemmelse medsocialreformens tankegang, at amtskommu-nen træder til.

Heri ligger imidlertid også, at der ikkekan etableres en fuldkommen klar grænsefor, hvilken indsats der skal ydes på hen-holdsvis kommunalt og amtskommunaltplan. Hvis en kommune selv er i stand til atopbygge en sådan dækning med specialbør-nehaver, at amtskommunen ikke behøver attræde til, finder udvalget ingen grund til atafskære muligheden herfor. Tværtimod vildet være i god overensstemmelse med soci-alreformens grundtanke at tilrettelægge denadministrative ordning således, at vejenbanes for et samvirke, hvor de specielle dag-institutioner og den hertil knyttede eksper-tise medvirker til at udvikle specialindsats ide almene daginstitutioner.*)

Amtskommunens rolle bliver herefter attilvejebringe et sikkerhedsnet - afpassetefter den daginstitutionsservice, som kom-munerne har opbygget - som kan træde til,

*) Der henvises til rapport afgivet af en undersocialstyrelsen nedsat arbejdsgruppe vedrørendehandicappede børns optagelse i daginstitutionerne.

49

hvor den kommunale bistand ikke rækker tilat opfylde det pågældende barns behov.

Udvalget finder herefter, at amtsrådet børhave ansvaret for, at der er den fornødneservice fra sociale specialdaginstitutioner tilbørn og unge med særligt behov for støtte.Man finder samtidig, at specialdaginstitutio-ner bør kunne drives af amtsrådet, af eneller flere kommunalbestyrelser i fællesskabeller som selvejende institutioner, medhvilke amtsrådet indgår overenskomst.

33. Udvalget har endvidere søgt lidt nær-mere at skitsere, hvori denne specialindsatspå daginstitutionsområdet skal bestå.

Det må indledningsvis understreges, atgrænsen mellem almene og specielle dagin-stitutioner - der i øvrigt hverken kan ellerbør blive for skarp - må trækkes ud fra,hvor intenst et behov for specialindsats, in-stitutionen kan opfylde. Det ville efter ud-valgets opfattelse være uheldigt og i stridmed socialreformens principper, hvis man ide centralt udstedte retsregler hæftede eti-ketter på institutioner som reserveret for»blinde«, »døve«, »åndssvage« eller lig-nende. Man har derfor i punkt 32 i stedetlagt op til placeringen af ansvaret for, at derfindes den fornødne specielle daginstituti-onsservice, der kan tilgodese funktionshæm-mede børns behov for særlig støtte inden forden almene daginstitutionssektor.

Man skal i denne forbindelse pege på, atman i de institutioner, der i dag må betegnessom åndssvageforsorgens børnehaver, har etpersonale, der er trænet i at yde bistand tilklienter med også andre handicaps end redu-ceret intelligens. De har således træning i atundersøge og behandle forskellige formerfor funktionshæmninger og samtidig forud-sætninger for at samarbejde med forskelligelægelige, specialpædagogiske og socialfag-lige specialister. Bl. a. på basis af disse insti-tutioner er der således mulighed for at eta-blere dækning med specialdaginstitutioner.

Specialinstitutionerne må efter en udlæg-ning ses som et integreret led i den samlededaginstitutionsmasse. Deres opgaver skulleherefter blive dels observation og pædago-gisk behandling, dels støtte til indsatsen forfunktionshæmmede børn og deres familier ialmene daginstitutioner eller i daghjem.

Ved observation forstås her, at barnet op-tages på specialinstitution i en tidsbegrænset

periode med henblik på at kortlægge detsbehov for social og anden bistand. Denneobservationsopgave tænkes i første rækkeudført af det personale, der direkte er knyt-tet til specialinstitutionen. Man må imidler-tid regne med, at opgaven forudsætter støttefra den eksperstise, som socialcentret råderover eller i øvrigt kan trække på eller for-midle samarbejde til (socialrådgivere, læger,fysioterapeuter, skolepsykologer, talepæda-goger og andre lærere ved specialundervis-ning m. v.). Der er selvfølgelig intet i vejenfor, at man udnytter kommunalt personale idet omfang, hvor kommunen er rustet medden fornødne ekspertise.

Denne observationsfunktion må såledesses i nær sammenhæng med visitations-spørgsmålet, som er nærmere behandletunder punkterne 40 ff.

Ved pædagogisk behandling forstås ind-satsen for at udvikle de daglige færdighederog befordre den sociale og personligheds-mæssige udvikling i de tilfælde, hvor nogetsådant ikke forventes at komme af sig selveller udvikles gennem den almene indsatsfra de almene daginstitutioner, der findes iområdet.

Man må forvente, at denne pædagogiskebistand efter en udlægning i et vist omfangvil blive ydet inden for specialinstitutionen.Udvalget finder imidlertid ikke, at detteuden videre skal være tilfældet for alle depågældende børn. Udvalget skal pege på, atdisse institutioner netop kan være basis foren rådgivning eller konsulentvirksomhed tilde almene institutioner, ligesom man skalpege på muligheden for, at der kan oprettesspecialgrupper ved de almene daginstitutio-ner med udstationeret personale fra special-institutionerne.

Ved støttefunktionen forstås forskelligeformer for konsulentvirksomhed, der udøvesi de almene daginstitutioner (udgående ellerekstern service) i form af vejledning af per-sonale og forældre. Hertil kommer internefunktioner i form af kursusvirksomhed ellertræning for personalet ved daginstitutio-nerne, dagplejen, og forældre til born medfunktionshæmninger.

I det omfang, hvor man fra amtskommu-nens side træder ind i den direkte rådgiv-ning over for forældrene, kan det være hen-sigtsmæssigt at lade dette ske ved personaletfra specialdaginstitutionen - ikke mindst.

50

hvor barnet er optaget på specialinstitutio-nen til observation eller pædagogisk behand-ling.

Om disse spørgsmål henvises i øvrigt tilden rådgivningsmodel, der er skitseret underpunkterne B. 4-16. Som det fremgår heraf,vil det være socialcentrets opgave at trækkepå ekspertisen i disse daginstitutioner samtpå anden (f. eks. specialpædagogisk) sag-kundskab som led i en samlet, koordineretstøttefunktion.

Et sådant samvirke mellem den almene ogden specielle bistandssektor forekommer atvære af afgørende betydning for barnets in-tegration i almeninstitutionerne i det om-fang, hvor det efter en konkret vurdering afbarnets behov - herunder samråd med for-ældrene - skønnes at være i overensstem-melse med barnets tarv.

b) Arbejdsdelingen mellem udvalgene påhenholdsvis kommunalt og amtskommunaltplan.34. Fællesrådet for Lærerforeninger vedSærforsorgens og Åndssvageforsorgens Insti-tutioner har over for udvalget fremført denopfattelse, at særforsorgens specialbørneha-ver bør overføres til undervisningsministeri-ets regie.

Til støtte for denne opfattelse har Fællesrådetanført, at disse institutioners funktioner først ogfremmest dækker over en specialpædagogisk ind-sats, og at de mere socialfagligt orienterede funk-tioner i realiteten kommer i anden række.

Rådet har endvidere understreget, at man finderdet væsentligt, at specialbørnehaverne også frem-over kan fungere som en faglig referensramme iforhold til de øvrige særforsorgsinstitutioner.

Det er endvidere anført, at indsatsen i special-børnehaverne kræver en vidtgående sagkundskab,således at lærerne ved særforsorgen i realiteten måtræde til. Efter Fællesrådets opfattelse har man påden anden side ikke den fornødne sagkundskab pådet specialpædagogiske område.

Endelig har Fællesrådet lagt vægt på, at indsat-sen i specialbørnehaverne er af afgørende betyd-ning for, at børnene til sin tid kan få det maksi-male udbytte af skoleundervisningen.

35. Udvalget er enig i, at indsatsen i denspecielle børnehavesektor bl. a. har betyd-ning for barnets muligheder for at dragenytte af den senere skoleundervisning. Maner endvidere enig i, at det er vigtigt, at denspecielle børnehavesektor i fornødent om-fang kan trække på den ekspertise, der fin-des inden for den skolepsykologiske rådgiv-

nings og specialundervisningens rammer.Endelig finder udvalget, at specialdaginstitutioner bør være en faglig referensramme fordet øvrige bistands- og undervisningssystem,f. eks. ved at kunne fungere som basis vedudøvelsen af den omhandlede støttefunk-tion.

36. Derimod finder udvalget ikke, at dissehensyn - hvorom der altså stort set er enig-hed mellem lærerorganisationen og udvalget- kan stå alene ved bedømmelsen af, hvor-vidt den specielle daginstitutionsfunktion børindplaceres under undervisningsudvalgenes(og dermed undervisningsministeriets) ellersocial- og sundhedsudvalgenes (og dermedsocialministeriets) ansvarsområde.

For det første betyder en udlægning somnævnt en ophævelse af særforsorgsbegrebet,en nedbrydelse af administrative skel om-kring indsatsen over for en gruppe klienter,der i dag ikke fuldt ud er afgrænset ud fraen behovssyns vinkel, men ud fra et »båse-princip« karakteriseret ved et givet handi-cap.

Det ville derfor være i strid med socialre-formens grundprincipper, hvis man lagde optil en skarp institutionel afgrænsning mellemden specielle og den almene børnehavesektor.Indsatsen i specialbørnehaverne må efter ud-valgets opfattelse ses som en del af den sam-lede specialpædagogiske indsats på daginsti-tutionsområdet. Den samlede specialpæda-gogiske indsats må endvidere ses som en del-funktion inden for den samlede daginstituti-onssektor, der må anskues som en helhed -en specialfunktion, der til det enkelte barndoseres og sammensættes efter en konkretvurdering af dette barns behov.

For det andet er et af hovedformålene bagudvalgets nedsættelse, at de handicappedeklienter skal have mulighed for at modtagederes bistand via samfundets almene service-tilbud, idet disse almenfunktioner i fornø-dent omfang støttes med speciel sagkund-skab. Heri ligger ikke en forudsætning omen »integration« af alle handicappede - envurdering af integrationsmulighederne måbaseres på en vurdering af den enkelte kli-ents behov, herunder klientens egen vurde-ring af behovet. Der ligger derimod en for-udsætning om, at en sådan integration ikkemå være hæmmet af de rent administrativerammer.

51

Efter udvalgets opfattelse er der en risikofor, at integrationsmuligheden kunne blivehæmmet, hvis denne del af den samlede ind-sats på daginstitutionsområdet afgrænses in-stitutionelt og overføres til et andet admini-strativt regie end den øvrige daginstitutions-sektor.

37. Udvalget er herefter af den opfattelse,at den specielle daginstitutionsfunktion m. v.må henlægges under de kommunale og amts-kommunale social- og sundhedsudvalgs an-svarsområde, og dermed fortsat have social-ministeren som øverste, administrative myn-dighed. Det gælder samtlige de funktioner,der er opregnet under punkt 33.

Det skal dog bemærkes, at nogle af detankegange, som Fællesrådet for Lærerfor-eninger ved Særforsorgens og Åndssvagefor-sorgens Institutioner har fremført, har væretgrundlaget for udvalgets nedenfor omtalteovervejelser om funktionens organiseringunder de kommunale og amtskommunaleudvalg.

c) Daginstitutionsfunktionens organisationunder de kommunale og amtskommunaleudvalg.58. Selv om relationerne til skolevæsenetkun er en af specialdaginstitutionernes kon-taktflader, må det erkendes, at indsatsen pådette område kan være af afgørende betyd-ning for barnets muligheder for at få udbytteaf den senere skoleundervisning, og derigen-nem for barnets senere muligheder i samfun-det.

Udvalget finder det derfor væsentligt, at desamarbejdslinier, der i dag består mellemsærforsorgens skoler og børnehaver, ikkeskæres over ved en udlægning.

Hvor en kommune er i stand til at driveen specialdaginstitution, kan man med rime-lighed gå ud fra, at den samtidig kan driveundervisning på et tilsvarende specialise-ringsniveau. I så fald findes der altså ensagkundskab inden for den kommunale sko-lesektor, og daginstirutionssektoren skulle iså fald ikke have svært ved at trække påskolesektorens ekspertise - og vice versa -da begge sektorer forestås samlet af kommu-nalbestyrelsen.

Sagen stiller sig imidlertid anderledes,hvis barnet er optaget på en mere alment

præget daginstitution under forudsætning af,at der ydes støtte fra specialfunktionerne iamtsrådets regie. I så fald bliver spørgsmåletom skolesektorens samarbejde med daginsti-tutionssektoren i realiteten et spørgsmål områdgivning via socialcentret til andre myndig-heder og institutioner. Herom må henvisestil punkterne 4.-16. Man skal særlig henvisetil, at udvalget under punkt 16. har under-streget nødvendigheden af at udnytte special-undervisningssektorens sagkundskab i råd-givningsarbejdet, ligesom man pegede på, atdet kan være en fordel, at socialcentret fårmulighed for at formidle samarbejde medden specialpædagogiske sagkundskab, somfindes inden for amtskommunens skolesek-tor. Også i denne situation foreligger derderfor en skitse til administrativ ramme,inden for hvilket det ønskværdige samar-bejde mellem skole- og daginstitutionssektorkan udbygges, bl. a. fordi begge sektorerfungerer under samme arbejdsgiver (amts-råd eller kommunalbestyrelsen).

39. Et andet problem opstår i forbindelsemed videreførelsen under (amts)kommunaltregie af visse funktioner, der i dag varetagesaf børnehaver inden for den øvrige særfor-sorg. Langt de største grupper af førskole-børn, som kan henføres til disse forsorgsområ-der, er anbragt i almindelige daginstitutionermed eller uden støtte fra vedkommende for-sorgsinstitutioner, men for en mindre del erder tale om specialbørnehaver for døve ellervanføre m. fl. Der er i disse tilfælde tale ominstitutioner, som betjener klientgrupper,der på landsbasis er meget små.

Det må naturligvis i den fremtidige udvik-ling undersøges, i hvilket omfang dissemeget specielle daginstitutioner kan indpas-ses i forbindelse med de forannævnte special-institutioner, der henhører under amtskom-munens ansvar.

I det omfang, dette ikke kan blive tilfæl-det, er der tale om så små grupper, at for-mentlig ingen amtskommuner vil have befolk-ningsunderlag til selv at drive institutionermed de tilsvarende specialfunktioner.

En mulighed var, at ansvaret for dissesærlige specialfunktioner forblev i statsligtregie. Denne løsning vil imidlertid medføreulemper og herunder især, at der herved kanopstå administrative skranker, som kansætte en bom for det foran beskrevne sam-

52

arbejde mellem den almene og den speciellebistandssektor, dvs. grundtanken bag udval-gets nedsættelse.

Man finder derfor, at også disse special-daginstitutioner bør drives i amtskommunaltregie, og således at der skabes mulighed for,at specialdaginstitutioner kan drives af flereamtskommuner i fællesskab.

Det betyder, at specialinstitutionen ind-placeres i organisationen under amtsrådet iden amtskommune, hvori den er beliggende.Institutionen skulle derigennem opnå en ind-placering i det tværgående samarbejde iamtskommunen, herunder også det social-faglige samarbejde omkring amtskommu-nens socialcenter, hvad der må anses forønskvædigt også ud fra hensynet til indsat-sen over for institutionernes egne klienter.

d) Visitation.40. Som nævnt er det i dag kommunens so-ciale udvalg, der træffer afgørelse om opta-gelse i sociale daginstitutioner for børn ogunge.

Udvalgets tanker om indplacering af sær-forsorgens daginstitutionsfunktioner indebæ-rer imidlertid, at spørgsmålet om visitationpå daginstitutionsområdet nu må underka-stes fornyede overvejelser, idet man med enudlægning af særforsorgen givet vil skabe enamtskommunal daginstitutionssektor.

41. Udvalget finder, at der ikke med enudlægning af særforsorgen sker en sådan ud-vikling, at det kan begrunde en ændring af vi-sitationskompetencen vedrørende den alle-rede kommunale, almene daginstitutionssek-tor.

Hvor man i kommunalt regie selv kan ud-vikle et specialiseret daginstitutionstilbud,må man holde det for overvejende sandsyn-ligt, at man med henblik på bl. a. visitationogså på andre områder råder over den for-nødne sociale og pædagogiske sagkundskab.Dertil kommer, at det med den ovenfor skit-serede model for samspillet mellem almeneog specielle funktioner på daginstitutionsom-rådet vil være umuligt at pege på, hvor denalmene daginstitutionsvirksomhed hører opog den specielle begynder.

På denne baggrund finder udvalget, at be-slutning om optagelse i sociale daginstitutio-ner i kommunalt regie også efter en udlæg-

ning af særforsorgen bør træffes af det kom-munale social- og sundhedsudvalg, men medfornøden støtte fra amtskommunen (jfr.f. eks. punkt 33 in fine).

Man skal imidlertid understrege, at mulig-heden af, at amtskommunens ansvar for til-vejebringelse af service fra specialdaginstitu-tioner i et vist omfang kan være opfyldt ved,at kommunen selv løser opgaverne, samt denflydende grænse mellem det almene og detspecielle, vil stille øgede krav til samarbejdetmellem kommuner og amtskommune ogsåfor så vidt angår visitation på daginstituti-onsområdet.

Man skal i denne forbindelse henvise til,at det i forbindelse med den årlige revisionaf udbygningsplanlægningen efter den soci-ale styrelseslovs § 11 vil være nødvendigt atdrøfte en samordning af den kommunale ogamtskommunale visitiationspolitik med hen-syn til daginstitutionsområdet og dagplejenm. v. Det skal endvidere nævnes, at amts-kommunen efter bistandsloven yder vejled-ning og kan foretage undersøgelse i forbin-delse med spørgsmålet om driften af daginsti-tutioner i amtskommunen.

Tilbage står spørgsmålet om visitation tildaginstitutioner i amtskommunalt regie.

Udgangspunktet må være, at kommunenhar den overvejende sagkundskab for så vidtangår bistandsmulighederne inden for kom-munens egne rammer, samt det direkte kend-skab til klienten.

På den anden side vil amtskommunenråde over en mere specialiseret sagkundskabpå det sociale og andre områder, over sag-kundskaben vedrorende bistandsmulighe-derne i amtskommunalt regie, samt i vissetilfælde over et direkte kendskab til klienten(ved udskrivning fra specialdaginstitution).

Udvalget finder herefter, at beslutning omoptagelse på specialdaginstitution bor træf-fes af det amtskommunale social- og sund-hedsudvalg efter indstilling fra hjemkommu-nens sociale udvalg.

Udvalget finder endvidere, at i princippetsamme procedure bør følges ved udskrivningfra specialdaginstitution. Initiativet kan herudgå fra institutionen (via socialcentret), frasocialcentret eller fra kommunen.

Man finder det væsentligt, at barnets situ-ation nøje følges med henblik på vurderingaf mulighederne for - eventuelt med special-bistand - at integrere barnet i den almene

53

daginstitutionssektor. Det betyder f. eks., atførstegangsoptagelse på en specialdaginsti-tution i princippet altid bør ske med henblikpå observation.

G. Undervisning for børn.1)

a) Arbejdsdelingen mellem kommuner ogamtskommuner.44. Udgangspunktet må her være, at derefter lov om folkeskolen allerede er etablereten vis arbejdsdeling mellem kommuner ogamtskommuner.

Efter folkeskolelovens § 19 påhviler detkommunen at sørge for undervisning igrundskolen og 10. klasse, herunder special-undervisning, af børn og unge under 18 år,der bor eller opholder sig i kommunen, oghvis forældre ønsker dem optaget i folkesko-len.

I henhold til lovens § 20, stk. 5, kan spe-cialundervisning indrettes af amtskommu-nen.

Sagt på en anden måde kan kommunenaltså honorere sin forpligtelse til at sørge forbarnets specialundervisning derved, at bar-net modtager undervisning på en amtskom-munal skole. I øjeblikket går ca 18.000 børni kommunale specialskoler eller specialklas-ser på almindelige skoler, medens ca. 1.000børn går på amtskommunale undervisnings-centre, etableret som specialklasser på almin-delige skoler.

45. Et andet udgangspunkt må være, atspecialundervisning efter folkeskoleloven til-deles ud fra et behovskriterium. Efter lovens§ 3, stk. 2, gives der til børn, hvis udviklingkræver en særlig hensyntagen eller støt-te, specialundervisning eller anden special-pædagogisk bistand. Undervisningsministe-ren kan i denne forbindelse bl. a. dispenserefra lovens §§ 4, 7 og 14 (om den fagkreds,der skal tilbydes i folkeskolen på de forskel-lige klassetrin).

') En arbejdsgruppe under socialreformkommis-sionen overvejede i sin tid spørgsmålet om afgræns-ning mellem særforsorgsskolerne og folkeskolensspecialundervisning.

Arbejdsgruppens beretning, der er optrykt sombilag til socialreformkommissionens 2. betænkning(Bet. nr. 664/72), har været en væsentlig del afgrundlaget for udarbejdelsen af delkapitel G.

46. På undervisningsområdet som påandre områder må man gå ud fra, at de han-dicappedes behov for indsats ikke entydigter bestemt af det handicap, som deres særligetilfælde i dag rubriceres under.

Tager man f. eks. udgangspunktet i denødvendige kvalifikationer hos de lærere, derunderviser de handicappede, kan kvalifikati-onerne groft beskrives som bestående af 2elementer: det jaglige element og det pæda-gogiske element.

Med det faglige element tænkes på dybdenog aktualiteten i lærerens kendskab til detstof, der undervises i. Det er en selvfølge, aten lærer ved særforsorgen og specialunder-visningen i øvrigt i almindelighed har sammebasisuddannelse som lærerne i den almenefolkeskole.

Det pædagogiske element dækker over deindlæringsmetoder m. v., hvorved detnævnte stof formidles til eleverne. På dettepunkt kan man måske ikke uden videre gåud fra, at der er fuld kongruens mellem kra-vene til lærerne inden for henholdsvis denalmene folkeskole og specialundervisningen.På den anden side er det klart, at specialun-dervisningen går ud fra almene pædagogiskeprincipper.

Hvis man til belysning af det sidstnævntespørgsmål tager sit udgangspunkt i de be-hov, der kan begrunde, at der gives special-undervisning, herunder undervisning indenfor særforsorgens skolevæsen, så må det an-ses for givet, at der er en glidende overgangmellem handicapfaktorernes (funktionshæm-ningernes) intensitet under henholdsvis sær-forsorgens skoler og folkeskolens special-undervisning. Inden for folkeskolen er deri de seneste årtier sket en sådan udvikling,at der i dette regie kan gives specialunder-visning til både læseretarderede, svagtbega-vede, børn med talevanskeligheder, tunghøre,svagtseende og invalide børn.

Tager man udgangspunktet i de pædagogi-ske, lægelige eller sociale diagnoser, der ergrundlaget for at henføre barnet til en be-stemt kategori af handicappede, er der englidende overgang mellem eleverne i sko-lerne inden for den enkelte særforsorgsgrenog eleverne i folkeskolens specialundervis-ning.

Arbejdsgruppen under socialreformkommissionenvedrørende spørgsmålet om afgrænsning mellemsærforsorgsskolerne og folkeskolens specialunder-

54

visning anførte, at man ved et generelt overblikover de samlede specialklassetilbud fandt, at denmest dybtgående differentiering ikke syntes at gåmellem de 2 organisationsformer (folkeskolen ogsærforsorgen). Der kunne snarere tales om diffe-rentiering mellem på den ene side foranstaltningerfor elever med begavelseshandicap (herunder regi-strerede åndssvage) og på den anden side elevermed sensoriske (tale-, høre- eller synsvanskelighe-der) eller med motoriske handicap (bevægelses-handicap, herunder spasticitet m. v.).

De senere års udvikling i folkeskolensspecialundervisning har således gjort, at detskarpe administrative skel på skoleområdetmellem særforsorg og folkeskole efterhån-den synes at være rent historisk begrundet,dvs. udspringe af den oprindelige tanke omtotalforsorg (forsørgelse, undervisning, op-læring, behandling m. v.) for visse afgræn-sede grupper af handicappede.

Bl. a. på grundlag af den nævnte arbejds-gruppes beretning må man sige, at detsamme til en vis grad er tilfældet for så vidtangår skellet mellem undervisningen til dekategorier, som de handicappede normaltopdeles i.

Som anført af bl. a. arbejdsgruppen må det i daganses for utvivlsomt, at den herskende kategorise-ring af specialundervisningens elever i høj gradhviler på en differentiering efter medicinske diag-noser (lægeligt-kliniske beskrivelser af sygdoms-billeder, årsagforløb og evt. planer for den medi-cinske behandling), som kun i begrænset omfanghar betydning for tilrettelæggelsen af undervisnin-gen for den enkelte elev (handicappede) med ved-kommende elevs specielle forudsætninger.

Det er for så vidt et udtryk for samme tanke-gang, når Danske Døves Landsforbund og DanskBlindesamfund over for nærværende udvalg harunderstreget, at den handicappedes sociale situa-tion langt fra udtømmende kan bedømmes ud fraalene den medicinsk-tekniske klassificering af kli-enten som henholdsvis døv eller blind. Den nævntearbejdsgruppe hæftede sig endvidere ved, at under-søgelser har vist ganske betydelige ophobninger afforskellige handicapfaktorer hos eleverne inden forde forskellige kategorier. Det er således påvist, atde sensoriske og motoriske handicapfaktorer findesi betydeligt omfang hos de begavelseshandicappedeog omvendt.

Til overvejelserne om denne funktions ad-ministrative struktur har udvalget herefterfor det første lagt til grund, at et administra-tivt skel mellem undervisningen til forskel-lige kategorier af handicappede må anses foruhensigtsmæssigt ud fra hensynet til den op-timale bistand til eleverne.

For det andet går udvalget herefter ud fra,at den samlede specialundervisning - inden

for såvel som uden for særforsorgen - heref-ter må anskues fra en helhedssynsvinkelsammen med den almene undervisning, idetder er en glidende overgang fra denne un-dervisning til den mest specialiserede under-visning for de sværest handicappede.

Det indebærer, at specialundervisnings-indsatsen til den enkelte elev må doseresefter en konkret vurdering af hans eller hen-des behov. Ved tilrettelæggelsen af denfremtidige administration må det derforpåses, at noget sådant ikke hæmmes af admi-nistrative eller finansielle barrierer inden fordet samlede skoletilbud.

47. Langt de fleste af de elever, der modta-ger specialundervisning i folkeskolen, mod-tager undervisningen på kommunale skoler.Allerede af den grund finder udvalget, atkommunen fortsat bør have ansvar for, atder tages initiativer til at give hver enkeltelev det mål og den type af specialundervis-ning, der opfylder hans eller hendes behov.

På den anden side må man heller ikke sebort fra, at en udlægning efter socialreform-kommissionens og dette udvalgs model vilvære ensbetydende med overførelse til folke-skoleområdet af et antal elever med særligsvære funktionshæmninger og med et derafflydende behov for så specielle specialpæda-gogiske foranstaltninger, at man må spørgesig selv, om nogen kommune vil være i standtil at opfylde disse elevers behov ved egneforanstaltninger. Undervisningsministeriethar ved betænkningens afgivelse endnu ikketilendebragt sine overvejelser.

Efter udvalgets opfattelse bør det væreamtsrådets ansvar at sørge for, at der er denfornødne kapacitet på specialskoler og vedandre specialpædagogiske foranstaltningerfor handicappede elevér med særlige behovfor specialpædagogisk indsats.

Det betyder, at amtsrådet skal sørge forvidereførslen af funktionerne inden for skole-væsenet i åndssvageforsorgen, forsorgen fordøve og tunghøre, blindeforsorgen, vanføre-forsorgen samt taleforsorgen.

Det er af væsentlig betydning, at det i ka-pitel VI nævnte gennemførelsesudvalg såhurtigt som muligt søger at lægge placerin-gen af særforsorgens skoler i faste rammer.Det må herefter aftales, hvilke skoler derskal henlægges til kommunal drift, således atskolerne - hvor andet ikke aftales - placeres

55

under amtskommunal drift. Man finder såle-des, at der bør være et vist spillerum for atoverlade driften af sådanne skoler til enkommune, hvis det skønnes at være en for-del. Der kan især være behov herfor i deganske enkelte tilfælde, hvor en særforsorgs-skole for udlægningen drives i nær sammen-hæng med en folkeskole.

Også under den fremtidige udvikling afdisse undervisningsfunktioner bør amtsrådethave mulighed for at træffe aftale med enkommune om overdragelse af driften af deomhandlede foranstaltninger, når amtsrådetfinder en sådan ordning hensigtsmæssig. Detvil i det hele taget være af afgørende betyd-ning, at amtsrådet ved disse funktioners vi-dereudvikling sørger for et tæt samvirkemed de kommunale myndigheder med hen-blik på at opfylde socialreformkommissio-nens målsætning om at tilstræbe en smidigog glidende overgang fra den almene folke-skoleundervisning til den mest specialiseredespecialundervisning. Det er i den forbindelseaf betydning, at amtsrådet er opmærksom påudviklingen i det kommunale skolevæsen,ligesom amtsrådet bør have pligt til at til-byde vejledning om tilrettelæggelsen af spe-cialundervisningen .

48. Udvalget har endvidere søgt lidt nær-mere at skitsere, hvori den nævnte special-indsats på skoleområdet skal bestå.

Parallelt med behandlingen af daginstituti-onsområdet (pkt. 33) kan man på dette om-råde hensigtsmæssigt sondre mellem 3 speci-alfunktioner inden for undervisningsområ-det: Observation, egentlig specialundervis-ning og støttefunktionen.

Observation kan bl. a. foregå ved, atbarnet optages i en specialskole (eller -klas-se) i en tidsbegrænset periode for, at mankan kortlægge behovet for specialundervis-ning m. v. En sådan observationsperiode,der allerede er et kendt fænomen indenfor folkeskole- og særforsorgsområdet, kanformentlig ofte hensigtsmæssigt bruges tilsamtidig at kortlægge elevens behov for an-den bistand. Man må derfor regne med, atobservationen ofte bør forudsætte medvir-ken af andre personalekategorier end lærere(psykologer, socialrådgivere, læger, talepæ-dagoger, fysioterapeuter m. v.), herundersamarbejde med social- og sundhedsforvalt-ningen.

Observationsfunktionen må således ses inær sammenhæng med visitationsspørgsmå-let, jfr. pkt. 52 ff.

Specialundervisning kan defineres somundervisning, hvorved der kompenseres foreller tages hensyn til den pågældende elevshandicap på en måde og i et omfang, dergår ud over mulighederne i den almenefolkeskoleundervisning, jfr. folkeskolelovensnævnte § 3, stk. 2.

En del af denne undervisning må udentvivl i et vist omfang ydes på specialskoler(svarende til særforsorgens skoler), men ud-valget finder det vigtigt at understrege, atdette ikke fuldt ud behøver at være tilfældetefter en udlægning, lige så lidt som det i dager tilfældet inden for folkeskoleområdet.Snarere må man forestille sig et kontinuumaf almene og specielle undervisningsforan-staltninger, der kan sættes ind på grundlag afen løbende vurdering af barnets behov oguddannelsens krav.

Den nævnte arbejdsgruppe under socialreform-kommissionen pegede på en række forskellige ram-mer om specialundervisningen, der betegnede englidende overgang fra integration til segregation.Dette kontinuum rummer almindelig klasseunder-visning, støtteundervisning, klinikundervisning, spe-cialklasse ved den almene skole, specialskole indenfor folkeskolen og specialskole inden for særfor-sorgen (efter en udlægning specialskole for engivet handicapgruppe f. eks. en døveskole).

Ved støttefunktionen forstås dels rådgiv-ning og vejledning over for elever og foræl-dre samt andre skoler og myndigheder (jfr.rådgivningsmodellen under B.), dels direk-te deltagelse i undervisningen fra vandre-lærere eller lærere ved centre og specialsko-ler. Hertil kommer instruktioner til lærereved almene skoler eller forældre til handi-cappede børn.

Det har i mange år været en målsætningpå skoleområdet så vidt muligt at integrerede handicappede elever i almenskolerne, nårdet - bl. a. efter samråd med forældrene(eleverne) - findes i overensstemmelse medbarnets tarv. Dette har for så vidt også i desenere år været en målsætning for særforsor-gen, og det må siges at være netop begrun-delsen for, at man nu overvejer en udlæg-ning af særforsorgens skoleundervisning. Detskal derfor understreges, at netop et sådantsamvirke mellem almene og specielle under-visningsforanstaltninger er en væsentlig for-

56

udsæting for, at denne målsætning kan reali-seres.

b) Arbejdsdelingen mellem udvalgene påhenholdsvis kommunalt og amtskommunaltplan.49. Som nævnt under pkt. 46 må manefter udvalgets opfattelse anskue den almenefolkeskoleundervisning, folkeskolens special-undervisning og særforsorgens specialunder-visning som et organisk sammenhængendehele.

Udvalget må herefter gå ind for, at under-visningsfunktionen inden for særforsorgenhenføres til undervisningssektoren, dvs. un-der de (amts)kommunale undervisnings- ogkulturudvalg.

c) Undervisningens organisation under dekommunale og amtskommunale udvalg.50. Når udvalget går ind for en overfør-sel af særforsorgens skolefunktion til under-visningssektoren, sker det som nævnt fordiman giver første prioritet til samordningenaf skolevæsenet for bl. a. at give de bedstemuligheder for normalisering og integration.

Udvalget er opmærksom på, at man i daginden for den enkelte institution har mulig-hed for et tværfagligt samarbejde mellemlærere, socialfolk og sundhedspersonale. Ud-valget finder det væsentligt, at disse etable-rede samarbejdslinier ikke skæres over veden udlægning. Der skulle imidlertid ogsåvære gode muligheder for at bevare demunder kommunal og amtskommunal ledelse.

Man skal således pege på, at udvalgets for-slag til administrativ struktur ikke er til hin-der for, at f. eks. sociale og undervisnings-mæssige aktiviteter foregår under sammetag, hvis det skønnes hensigtsmæssigt. Ud-valget har tværtimod lagt vægt på at sikre, atekspertisen inden for de forskellige sektoreranvendes til gensidig støtte. Også på skole-området er det således væsentligt at bevarede værdifulde samarbejdslinier, der er ud-viklet inden for særforsorgen, og udstrækkedem i forhold til den større sammenhæng,som særforsorgen efter udvalgets forslag ind-går i.

Det indgår endvidere i den under B opstil-lede rådgivningsmodel, at socialcentret skalkunne trække på sagkundskaben i den amts-kommunale specialundervisning, bl. a. i råd-givningen til den kommunale socialsektor.

Inden for henholdsvis det kommunale ogdet amtskommunale regie skulle der såledesvære gode muligheder for et samarbejde påtværs af sektorgrænserne, allerede fordi deforskellige sektorer fungerer under sammearbejdsgiver (amtsråd, kommunalbestyrelse).

5/. Et andet problem opstår i forbindelsemed videreførelsen af visse funktioner, der idag udføres inden for den øvrige særforsorg.

Grundtanken bag udvalgets forslag er gan-ske vist at skabe en administrativ struktur,der ikke i sig selv indebærer for stor risikofor uhensigtsmæssig segregation.

Alligevel må det erkendes, at der ogsåefter en udlægning vil være behov for speci-alskoler for elever med visse specielle, relativtsjældne funktionshæmninger. Hvor dette ertilfældet, vil den enkelte amtskommunenæppe have et tilstrækkeligt befolknings-underlag til at drive denne højt specialise-rede undervisning. En bevaring af enkeltestærkt specialiserede skoler må desuden til-lægges betydning, fordi man derigennem fården nødvendige basis for personaleuddan-nelse samt for bevaring og udvikling af sag-kundskab vedrørende undervisning af megetsmå minoriteter - bl. a. med henblik på ind-sats i og støtte til de mere alment prægedeundervisningsforanstaltninger.

Lader man disse skoler forblive i statsligtregie, vil der opstå en af de administrativeskranker, der kan sætte bom for det foranbeskrevne samvirke mellem almene og speci-elle undervisningsforanstaltninger, dvs. selvegrundtanken bag udvalgets nedsættelse.

Man finder derfor, at også disse special-skoler bør drives i amtskommunalt regie.Der bør derfor efter udvalgets opfattelseskabes hjemmel for, at specialundervisningkan indrettes af en amtskommune på statenseller flere amtskommuners vegne.

Det betyder, at de omhandlede specialsko-ler placeres i den administrative organisa-tion under den amtskommune, hvori denenkelte skole er beliggende. Institutionenskulle derigennem opnå en indplacering idet tværgående, faglige samarbejde underamtsrådet. Derigennem skulle den bl. a. let-tere kunne modtage nye impulser fra de øv-rige undervisningsforanstaltninger underamtsrådet, hvad der må anses for ønskvær-digt, også ud fra hensynet til indsatsen overfor skolens egne elever.

57

d) Visitation.52. Udvalget finder, at en udlægning af sær-forsorgen ikke kan begrunde ændring af dennuværende ordning, hvorefter visitation tilkommunal specialundervisning er et kom-munalt anliggende.

Imidlertid indebærer udvalgets forslag enrealistisk mulighed for, at udlægningen med-forer oprettelse af en udvidet og højere spe-cialiseret amtskommunal undervisningssek-tor.

Dette samt forslaget til fordelingen af an-svaret for specialundervisningen betyder, atsporgsmålet om visitation til amtskommunalspecialundervisning nu fremtræder i et nytlys.

55. Argumenterne vedrørende visitation pådette område må i princippet være parallellemed de hensyn, der ligger bag udvalgets for-slag om visitation til amtskommunale speci-aldaginstitutioner (pkt. 42).

Den specialiserede sagkundskab, som inogle tilfælde må komme til at ligge i amts-kommunalt regie, medfører efter udvalgetsopfattelse, at beslutning om optagelse tilamtskommunal specialundervisning må træf-fes af elevens hjemamtskommune. Hvor detdrejer sig om visitation til en lands- ellerlandsdelsdækkende skole, bør uenighed mel-lem skolen og hjemamtskommunen om opta-gelse afgores af undervisningsministeriet.

På den anden side vil kommunen have detnære og tidlige kendskab til klienten, samt enviden om undervisningsmulighederne indenfor sine egne rammer. Optagelse til amts-kommunal specialundervisning bør derforske efter indstilling fra hjemkommunen viaskolepsykologinstttutionen (det skolepsyko-logiske team). Endvidere bør kommunenhave adgang til at forelægge visitations-spørgsmålet for amtskommunen (amtssko-lepsykologen) til sagkyndig udtalelse, lige-som der må etableres tætte samarbejdsliniermellem kommunen og de forskellige special-institutioner i visitationsproceduren, bl. a.om spørgsmål vedrørende behov for obser-vation.

H. Undervisning for voksne.

54. I dette delafsnit behandles spørgsmåletom videreførsel efter en udlægning af de un-dervisningstilbud, der er omtalt i kapitel IV,

pkt. 23. For så vidt angår elevkredsens al-dersmæssige sammensætning kan der derforforekomme overlapninger i forhold til denelevkreds, der frekventerer de under G om-talte foranstaltninger.

55. Efter § 7 i lov om fritidsundervisningm. v. kan kommunen oprette spcialundervis-ning inden for ungdomsskolen. Kommunenhar pligt til at oprette dels specialundervis-ning, der tager sigte på at kompensere etgivet handicap, og dels specialundervisning,der er tilrettelagt under hensyntagen til del-tagernes handicap, når der har meldt sighenholdsvis 2 og 5 deltagere til den pågæl-dende undervisning.

Specialundervisning, der er tilrettelagtunder hensyntagen til deltagernes handicap,kan af kommunen godkendes med mindreend 5, men dog mindst 2 deltagere.

Har der meldt sig lavere deltagerantal endde nævnte, har kommunen pligt til at hen-vise de tilmeldte unge til den pågældendeform for undervisning i en anden kommune.Modsvarende har enhver kommune, der haroprettet ungdomssskoleundervisning i detomfang, hvor pladsforholdene tillader det,pligt til at modtage elever med hjemsted ikommuner, der ikke har oprettet undervis-ning i den pågældende fagkombination.

Under tilsvarende forudsætninger medhensyn til holdstørrelsen skal kommunerneoprette specialundervisning som fritidsun-dervisning for voksne, dog skal oprettelsengodkendes af amtsrådet. Deltagelse i under-visningen kan ikke gøres betinget af bopæl iden kommune, hvor undervisningen opret-tes.

Begge former for undervisning er veder-lagsfri for deltagerne.

56. I kapitel IV, pkt. 23, er der givet enbeskrivelse af de undervisningstilbud, der idag stilles til rådighed for handicappedevoksne inden for særforsorgens rammer.

Disse specialundervisningstilbud er i reali-teten af en noget anden karakter end de til-bud, der i dag er til rådighed efter lov omfritidsundervisning m. v. Det skal i denneforbindelse bl. a. bemærkes, at der inden forforsorgen findes specielle institutionsenhe-der, der giver den omhandlede specialun-dervisning for voksne.

De i delafsnit G omhandlede principper,

58

hvorefter der må anlægges en helhedsbetragt-ning m. v. på det samlede udbud af under-visning til børn, må finde parallel anvendelsepå problemstillingen om undervisning afvoksne. Det indebærer, at der ikke bør eta-bleres et administrativt eller finansielt skelmellem de specialundervisningstilbud forvoksne, som i dag gives efter henholdsvissærforsorgslovgivningen og lov om fritids-undervisning m. v.

Det er herefter udvalgets opfattelse, atordlyden i de under pkt. 55 omhandlede be-stemmelser i lov om fritidsundervisningm. v. også kan give plads for de aktiviteter,der i dag findes inden for særforsorgen.

Det er imidlertid som tidligere nævnt engrundlæggende forudsætning bag alle udval-gets forslag, at der i intet tilfælde ved en ud-lægning må ske bortfald af tilbud, der i daggives af forsorgen.

En overførsel af disse aktiviteter til under-visningssektoren finder udvalget såledesprincipielt ønskelig under den forudsætning,at der i denne lov tilvejebringes den for-nødne hjemmel til, at de hidtidige undervis-ningstilbud under særforsorgen kan videre-føres uden kvantitativ eller kvalitativ forrin-gelse.

Det indebærer bl. a. en forudsætning om,at der i loven må skabes hjemmel til at an-vende heltidsansatte lærere i specialunder-visningen efter denne lov, hjemmel til under-visning af en enkelt person, samt hjemmel tildrift af lands- og landsdelsdækkende foran-staltninger.

Ud fra hensynet til samspillet mellem deher omhandlede foranstaltninger og de øv-rige foranstaltninger for handicappede fin-der udvalget det ønskeligt, at amtskommu-nerne får hjemmel til at oprette specialun-dervisning inden for ungdomsskoleundervis-ningen og fritidsundervisningen for voksne.

Man finder endvidere, at amtsrådet børhave pligt til at oprette denne undervisning,når der i amtskommunen tilmeldes de nævn-te elever, hvis eleverne ikke på anden viskan få dækket behovet for specialundervis-ning.

57. Sammenhængen med den øvrige speci-alundervisning indebærer, at også dennefunktion henføres under de kommunale ogamtskommunale undervisnings- og kulturud-valg.

I. Erhvervsmæssig optræning.

55. Som det fremgår af kapitel IV, finderder kun i meget begrænset omfang erhvervs-mæssig optræning sted inden for særforsor-gens rammer. Det sker i virkeligheden kunpå Blindeinstituttet i Hellerup og på Hånd-værksskolen i København, samt i et vist om-fang på åndssvageforsorgens værksteder.Det bemærkes, at den erhvervsfaglige grund-uddannelse allerede varetager den teoretiskeuddannelse af Håndværksskolens elever, me-dens praktikoplæringen styres fra socialsek-toren.

Udvalget skal således udelukkende tagestilling til, hvorledes denne specialiseredeform for social bistand kan opretholdes ikommunalt og amtskommunalt regie.

59. Udgangspunktet må være bistandslo-vens § 91, hvorefter amtsrådet skal sørgefor, at invaliderede og andre erhvervshæm-mede har mulighed for optagelse på instituti-oner til erhvervsmæssig optræning og ud-dannelse m. v.

Det betyder, at der i det amtskommunaleregie må udvikle sig en ekspertise med hen-syn til almene, erhvervsrettede bistandsfor-mer. Det er som nævnt udvalgets udgangs-punkt, at den handicappedes behov for bi-stand ikke er fuldt ud defineret ved hanseller hendes handicap. Disse to ting i fore-ning indebærer, at der findes behov for enadministrativ ramme, der tillader det for-nødne samspil mellem almene og specielleforanstaltninger for så vidt angår bistandentil den enkelte klient. Impulserne fra det al-mene system kan således blive af positiv be-tydning også for de nævnte optræningsinsti-tutioner, der i dag hører under særforsorgen,og impulserne fra dennes specialinstitutionerkan give forøgede muligheder for integreringaf klienten i det almene bistandssystem,eventuelt med støtte fra specialinstitutio-nerne. Der henvises herom til det under B.anførte om rådgivning m. v. tit andre institu-tioner og myndigheder.

Udvalget finder derfor, at den omhand-lede virksomhed bør være omfattet af bi-standslovens nævnte bestemmelse. En fortsatstatslig placering vil ikke indebære denævnte, for begge parter fordelagtige sam-spilsmuligheder mellem det almene og detspecielle.

59

60. På baggrund af det under punkt 59 an-forte finder udvalget for så vidt angår prak-tikoplæringen, at videreførslen bør ske efterden administrative ordning, jfr. bistandslo-vens § 91, hvorefter amtsrådet har ansvaretfor, at invaliderede og andre erhvervshæm-mede har mulighed for optagelse på instituti-oner til erhvervsmæssig optræning m. v.

61. Det bemærkes endvidere, at en sådanindplacering efter bistandsloven ikke voldervanskeligheder, selv om den omhandledefunktion inden for særforsorgen foregår påen landsdækkende institution.

Efter bistandsloven kan revalideringsinsti-tutioner m. v. allerede oprettes og drives afen eller flere amtskommuner i fællesskabeller som selvejende institutioner, medhvilke amtsrådet indgår overenskomst.

62. Udvalget finder, at visitation bør skeefter samme regler som gælder for de tilsva-rende almenforanstaltninger. Efter bistands-lovens § 94 træffes beslutning om optagelsepå revalideringsinstitutioner af socialcentreti klientens hjemamtskommune efter indstil-ling fra hjemkommunens sociale udvalg. Ud-valget går dog ud fra, at der på dette punktmå ske overvejelser i anledning af, at man idenne betænkning generelt har peget på hen-læggelse af den amtskommunale visitations-kompetence til social- og sundhedsudvalget.

Hvis en amtskommune må henvise klien-ten til en institution i en anden amtskom-mune, kunne man i princippet forestille sig,at »modtagerne« kunne spærre klientens vejtil en hensigtsmæssig bistand. Da al socialbistand til voksne er frivillig - og visitationtil de nævnte optræningsinstitutioner såledesforudsætter, at klienten ønsker det - skalman herom henvise til kapitel VIII om anke-regler.

J. Beskyttede virksomheder m.v.63. Som nævnt i kapitel IV har det vistsig, at klienter med de fleste af de handi-caps, der svarer til de enkelte særforsorgs-grene, har kunnet finde plads i almene be-skyttede virksomheder. Udvalget skal heref-ter alene overveje, hvorledes den hidtidigebistand inden for åndssvageforsorgens, dø-veforsorgens og epilepsiforsorgens rammervil kunne videreføres i kommunalt og amts-kommunalt regie.

64. Udgangspunktet må være bistandslo-vens § 91, hvorefter amtsrådet skal sørgefor, at personer, der af fysiske eller psykiskeårsager m. v. ikke er i stand til at fastholdeeller opnå normal beskæftigelse i det almin-delige erhvervsliv, har mulighed for beskæf-tigelse på beskyttede virksomheder eller vedandre erhvervsmæssige foranstaltninger.

I det amtskommunale regie udvikler dersig altså allerede nu en ekspertise med hen-syn til erhvervssubstituerende bistand. Der-til skal man føje, at de under punkt 7 cite-rede synspunter fra den sociale arbejds-gruppe under socialstyrelsen gik på alt soci-alt arbejde for åndssvage - altså også aktivi-teter i beskyttede virksomheder m. v. Det eraltså et spørgsmål, i hvilket omfang denneforsorgsfunktion er af speciel karakter, nårdet gælder åndssvage (jfr. dog punkt 65).

Dette indebærer, at klienter fra åndssva-geforsorgens værksteder ofte hensigtsmæs-sigt vil kunne optages på almene beskyttedevirksomheder, ligesom åndssvageforsorgenseksisterende beskyttede virksomheder velhensigtsmæssigt kan stå til rådighed for alle.der ad denne vej kan få opfyldt et behov forsocial bistand.

Dertil kommer, at det kan være en fordelmed en koordineret ledelse af værkstedssek-toren med hensyn til indtagning af ordrer fraarbejdsmarkedet og koordinering af værk-stedsaktiviteterne i øvrigt.

65. Dansk Epilepsiforening har over forudvalget peget på en almindelig erfaring,hvorefter et ikke ubetydeligt antal ikke-åndssvage epileptikere vanskeligt kan ind-passes i de bestående beskyttede virksomhe-der.

Epilepsiforeningen pegede på, at disse klienterhar for ringe arbejdsevne til at kunne accepterespå de almene beskyttede værksteder, men at de påden anden side er for gode til anbringelse på dag-centre.

En tilsvarende problemstilling findes forså vidt angår en række af de klienter, der idag er beskæftiget på åndssvageforsorgensværksteder. Visse af klienterne inden forsærforsorgen har en så ringe arbejdsevne, atindsatsen nærmer sig dagcentervirksomhed.

Det må dog understreges, at disse dagcen-terfunktioner på ingen måde kan sidestillesmed kommunale dagcentre i henhold til bi-standslovens § 74. Særforsorgens »dagcen-

60

tre« er bl. a. en indslusningsforanstaltningtil mere produktionspræget beskyttet be-skæftigelse, og det er derfor vigtigt at bevaredenne »dagcenterfunktion« som en integre-ret del af værkstedssektoren.

Det er udvalgets opgave at undersøge,hvorledes de nuværende bistandstilbud ogsåvil kunne gives under kommunal og amts-kommunal administration.

Derfor er det en forudsætning bag udval-gets nedenstående forslag, at der også frem-over står tilbud til rådighed for klienter, derhar behov for beskyttet beskæftigelse udenat kunne klare den arbejdsmængde, der nor-malt forudsættes i den almene værkstedssek-tor.

66. Udvalget finder herefter, at dennævnte bistand bør videreføres efter den ad-ministrative ordning i henhold til bistandslo-vens § 91, hvorefter ansvaret for, at disseforanstaltninger er til rådighed, ligger hosamtsrådet. Efter udvalgets opfattelse mådette område klart høre under det amtskom-munale social- og sundhedsudvalgs opgaver.

67. Også på dette område findes der i daglandsdækkende institutioner. Opmærksom-heden samler sig her navnlig om de særligebeskyttede virksomheder for døve. Det skyl-des, at selv om døvhedens konsekvenser i be-tydeligt omfang afhænger af en række fakto-rer hos klienten selv og hos hans eller hendesomgivelser, så er der tale om et principieltobjektivt konstaterbart og i erhvervsmæssigsammenhæng dybt indgribende handicap.

Man kunne på denne baggrund forestillesig, at de omhandlede institutionsafsnit for-blev i statsligt regie.

Det må på den anden side påpeges, atman derved i administrativ henseende villeisolere en meget lille del af de beskyttedevirksomheders område fra den øvrige del afsektoren. Dette ville vanskeliggøre et samar-bejde mellem den almene og denne specielleværkstedssektor med henblik på, at klienten- hvis det i øvrigt findes ønskeligt - kan op-tages på almene beskyttede virksomhedermed støtte fra den landsdækkende specialin-stitution. Herom henvises i øvrigt til detunder B anførte om rådgivning til andremyndigheder og institutioner.

Endvidere ville en sådan isolering afskære

specialinstitutionerne fra det samarbejdeinden for værkstedssektoren m. v., der jfr.punkt 64 vil være en fordel også for special-institutionerne.

En sådan indplacering af landsdækkendespecialinstitutioner bør derfor efter udval-gets opfattelse ske efter de administrativeretningslinier i bistandslovens § 91, hvoref-ter ansvaret for, at de fornødne foranstalt-ninger er til rådighed, påhviler vedkom-mende amtsråd, medens institutionerne kandrives af flere amtskommuner i fællesskabeller som selvejende institutioner, medhvilke amtsrådet indgår overenskomst.

65. Udvalget finder endvidere, at visitatio-nen bør ske efter samme regler, som gælderfor de tilsvarende almenforanstaltninger.Efter bistandslovens § 94 træffes beslutningom optagelse på revalideringsinstitutioner afsocialcentret i klientens hjemamtskommuneefter indstilling fra hjemkommunens socialeudvalg. Udvalget går dog ud fra, at der pådette punkt må ske overvejelser i anledningaf, at man i denne betænkning generelt harpeget på henlæggelse af den amtskommunalevisitationskompetence til social- og sund-hedsudvalget.

K. Sundhedsmæssig bistand.

69. Spørgsmålet om videreførelsen af densundhedsmæssige bistand adskiller sig påflere måder fra ansvarsproblematikken forså vidt angår de øvrige funktioner, som manhar sondret imellem i dette kapitel, måskebortset fra rådgivning og vejledning.

Det skyldes først og fremmest, at dennefunktion har en langt mere heterogen sam-mensætning end tilfældet er for de andrefunktioners vedkommende. Det gælder medhensyn til personalets faglige baggrund, mendet gælder ikke mindst i henseende til denrolle, som den sundhedsmæssige bistandspiller inden for særforsorgen.

Som det fremgår af kapitel IV kan maninden for særforsorgen pege på institutions-enheder, der kan sidestilles med sygehus-funktionen.

Det gælder især de ortopædiske og fysiur-giske hospitaler, men også hørecentralerneog f. eks. sygeafdelinger og fysioterapiafde-linger under åndssvageforsorgen. Disse haren sådan sammenhæng med den samlede so-

61

matiske og psykiatriske sygehusfunktion, aten placering af disse institutionsenheder i sy-gehusvæsenets regie må anses for naturlig.Der er her tale om funktioner, som forud-sætter speciallægeledelse, og som derformest hensigtsmæssigt må indpasses underdet samlede sygehusvæsen.

Om den fremtidige placering af de ortopædiskehospitaler og hospitalsafdelinger under vanførefor-sorgen er i socialreformkommissionens 2. betænk-ning, kapitel III, ad punkt 15 og 16, side 181-82,anført, at spørgsmålet senest har været overvejet iet særligt gennemførelsesudvalg med henblik påområdets overførelse til sygehusvæsenet.

Et af indenrigsministeriet med sigte på områdetsovergang til sygehusvæsenet pr. 1. april 1976 ud-arbejdet forslag er dog foreløbig blevet stillet ibero med henblik på en afklaring af visse særligeforhold omkring Ortopædisk Hospital i København,som det er hensigten at søge overført til Rigshospi-talet.

Overvejelserne om områdets overførelse vil imid-lertid efter det for udvalget oplyste af indenrigs-ministeriet blive søgt fremmet mest muligt medhenblik på fremsættelse af lovforslag i samlingen1976-77.

For så vidt angår de af vanføreforsorgen drevne2 fysiurgiske langtidsbehandlingsinstitutioner (Fy-siurgisk hospital i Hornbæk og i Hald), fremgårdet af de nævnte bemærkninger i socialreformkom-missionens 2. betænkning, at der hidtil ikke er ble-vet taget endelig stilling til den fremtidige admini-strative placering af disse hospitaler, men at deunder alle omstændigheder bør henføres under in-denrigsministeriets område, og at en eventuel over-førelse til amtskommunal driftsansvar antagelig børovervejes.

Efter det for udvalget oplyste, agtes spørgsmåletaf socialministeriet taget op til drøftelse med in-denrigsministeriet med henblik på en integration idet almindelige sygehusvæsen.

Det fremgår imidlertid også, at indsatseninden for sådanne sygehuslignende instituti-onsenheder langt fra udgør den fulde sund-hedsmæssige indsats inden for særforsorgen,og at disse institutionsenheder indgår i etsnævert samarbejde med de andre særfor-sorgsfunktioner. Endelig har særforsorgensmedicinalpersonale en række opgaver, derikke kan behandles under ét ved en drøftelseaf den fremtidige ansvarsfordeling, bl. a.fordi de er beskæftiget med opgaver, somkan sammenlignes med tilsvarende opgaverinden for tilgrænsende institutioner indenfor social- og sundhedssektoren. Det gældersåledes indsats inden for ældresektoren(f. eks. på plejehjem), som for en væsentligdel beskæftiger sundhedspersonale sammenmed andre personalegrupper.

I det følgende har det derfor været nød-vendigt én for én at gennemgå forskelligefunktioner, som udøves af medicinalperso-ner og herunder i særlig grad af speciallæ-ger.

70. Det må indledningsvis understreges, atdet falder uden for udvalgets kommissoriumat tage stilling til, hvorvidt der bør opretteset lægeligt speciale i oligofrenologi, såledessom det er foreslået i en betænkning fra enplanlægningsgruppe under dansk selskab foroligof reniforskning*).

På dette som på andre områder må detimidlertid være et udgangspunkt, at klient-grupperne inden for den enkelte særfor-sorgsgren ikke har et behov for speciallæge-lig eller anden sundhedsmæssig betjening,der entydigt defineres ved den pågældendeshandicap - hvad ingen vel i øvrigt nogensinde har hævdet. Dertil kommer, at nogleaf de patologiske fysiske og psykiske til-stande, som i særlig rigt mål synes at fore-komme inden for den enkelte særforsorgs-gren, også kan forekomme hos andre grup-per af særforsorgsklienter, og for den sagsskyld også uden for særforsorgsklienternesrækker.

Det kan således nævnes, at der i den nævntebetænkning fra oligofreniselskabet peges på føl-gende eksempler på sygdomskategorier blandt ånds-svage: Svære fysiske handicaps, herunder atetoseog spasticitet, vanskelig traktabel epilepsi, langva-rige psykotiske tilstande, voldsom uro og adfærds-forstyrrelser, sansedefekter, hvoriblandt svagsyn,blindhed og døvblindhed, insufficient respiration,spise- og synkevanskeligheder.

Dette indebærer, at det vil være frugtbartat overføre den socialpolitiske tankegang omsamvirket mellem forskellige faggrupper, så-ledes som det i vidt omfang finder stedinden for social- og sundhedssektorens ram-mer, men som yderligere forudsættes udbyg-get i sammenhæng med sygehussektoren,ikke mindst for så vidt angår forskellige for-mer for speciallægelig indsats.

71. Efter en udlægning af særforsorgen vilde hidtidige særforsorgsklienter selvfølgeligsom alle andre borgere have adgang til den

•) Se bl. a. INGE KROGH, BODIL MØLLER,ERIK NIEBUHR, BØRGE NIELSEN & ERIKWAMBERG: Fremtidens lægearbejde med oligo-frene patienter. Ugeskrift for læger, 136. årg., nr. 1.

62

sundhedsmæssige betjening, der er opbyggetunder amtskommuner (herunder sygehusvæ-senet), kommuner samt i praksissektoren.

Udvalget må herefter overveje, hvorledesman kan bevare den i særforsorgen opbyg-gede sundhedsmæssige ekspertise og samti-dig indplacere den i et samarbejde, der inde-bærer forbedrede muligheder for samvirkeog gensidig støtte mellem denne ekspertiseog den øvrige sagkundskab, som virkerinden for særforsorgens områder og i denøvrige sundhedssektor.

Efter udvalgets opfattelse må ansvaret foropretholdelse af og udbygningen af den for-nødne sundhedsekspertise efter en udlæg-ning ligge hos amtsrådet. Denne ekspertiseskal udnyttes for det første til at dække be-hovene for speciallægelig og anden sund-hedsmæssig undersøgelse, behandling ellerpleje, som finder sted på de specialinstitutio-ner, som drives under amtskommunens an-svar. For det andet skal denne ekspertisedække behovene for speciallægelig konsulta-tiv bistand til sociale, socialpædagogiske ogundervisningsmæssige funktioner, idet dervil være et fortsat behov for sådan konsulta-tiv indsats. Heri indgår deltagelse i visitati-onsarbejdet, der i vidt omfang må ske påtværfagligt grundlag og herunder med speci-allægelig medvirken. For det tredie bør denspeciallægelige indsats fortsat kunne stå tilrådighed for den primære social- og sund-hedstjeneste med individuel og mere generelvejledning. Dette kan der f. eks. være behovfor i forbindelse med problemer om tidlig op-sporing og stimulering eller i forbindelsemed oplysende virksomhed.

72. Udvalget har herefter overvejet dennærmere indplacering af følgende sundheds-funktioner i det amtskommunale regie: Spe-ciallægelig diagnostisering, lægelig forskning,skole- og huslægefunktionen samt andenspeciallægebistand.

73. Speciallægelig diagnosticering m. v.Herved forstås den proces, hvorved mankortlægger det lægelige beslutningsgrundlagmed hensyn til den sundhedsmæssige be-handling, der skal ydes klienten. Til dennediagnosticering regnes også selve beslutnin-gen om, hvilke former for sundhedsmæssigbistand den handicappede har behov for.

Medens den speciallægelige diagnostice-

ring selvfølgelig er primær med henblik påbeslutningen om klientens sundhedsmæssigebetjening, er dette ikke tilfældet med hen-blik på spørgsål om social, socialpædagogiskeller undervisningsmæssig indsats.

Udvalget finder det imidlertid væsentligtat understrege den betydning, som diagnosti-ceringen har for mulighederne for både atfremme den sundhedsfaglige behandling afsærforsorgens klienter, men herudover atmedvirke i den tværfaglige indsats for disseklienter. På åndssvageforsorgens område kanman f. eks. pege på, at de senere års forsk-ning har afdækket flere hundrede årsager tilåndssvaghed og samtidig fremhævet betyd-ningen af tidlig opsporing og stimulation,repsektive specifik (causal) behandling. Itakt hermed er behovet for diagnose og dif-ferentialdiagnostik, herunder klarlæggelse afætiologiske faktorer, vokset.

Den speciallægelige indsats med hensyntil undersøgelse og behandling, som hidtil ervaretaget af læger, som er ansat inden forsærforsorgens rammer, bør derfor efter ud-valgets opfattelse efter udlægningen vareta-ges under sygehusvæsenets (sygehusudval-gets) ansvar. Dette må som nævnt medføre,at visse institutionsenheder enten direkte måindgå som et led i vedkommende sygehus(f. eks. hørecentralerne) eller indpassesunder sygehusudvalgets styring og planlæg-ning (sygeafdelinger og fysioterapeutiske af-delinger under åndssvageforsorgen). Herfortaler, at der i en række situationer vil værebehov for speciallægelige undersøgelser, somvil kræve specialapparatur og lignende, ogsom enten kan foregå på disse institutionsen-heder og i så fald ofte i samarbejde med etsygehus, eller som i visse tilfælde må ske påen egentlig sygehusafdeling. Samtidig måden nævnte speciallægelige bistand til andreinstitutionsenheder, herunder til institutio-ner, som varetager plejeopgaver, samt til so-cialcentret, udøves af de læger, som er knyt-tet til disse institutionsenheder. Der vil her-ved også lettere kunne etableres samarbejdef. eks. med børnepsykiatriske og pædiatriskeafdelinger om forundersøgelser og løbendekontrolundersøgelser m. v. af tidligt er-kendte fysiske og psykiske handicap.

74. Inden for særforsorgen forgår der i dagen lægelig forskning, hvis fortsætelse må til-lægges afgørende betydning.

63

Således har forskning inden for åndssvageforsor-gen, ikke mindst i åndssvaghedens ætiologi, i desidste 2-3 årtier frembragt kolossal ny viden afstor betydning for både prævention og terapi.

Forskningen er navnlig centreret om kromosom-laboratorierne og de biokemiske laboratorier påJohn F. Kennedy-instituttet og centralinstitutioneni Brejning. Også i andre forsorgscentre finder forsk-ning i begrænset omfang sted.

Udover den generelle forskning yder de nævnteforskningsinstitutter genetisk rådgivning og andenvejledning til den enkelte klient og familien, typiski tilfælde af kromosomanomalier og medfødte stof-skiftesygdomme.

Det er udvalgets udgangspunkt, at forsk-ning i princippet er en statsopgave.

På den anden side må det erkendes, atvisse forskningsopgaver vanskeligt fysiskkan adskilles fra de institutioner, hvor klien-terne findes.

Der findes imidlertid eksempler på, atforskning udfores i amtskommunalt regie påstatens vegne. Det er f. eks. tilfældet indenfor sygehusvæsenet, og en parallel problem-stilling var i øvrigt aktuel i forbindelse medstatshospitalernes overførelse til amtskom-munerne.

I de tilfælde, hvor institutioner med til-knyttede forskningsfunktioner skifter drifts-herre ved udlægning, bør der efter udvalgetsopfattelse skabes mulighed for, at den nyedriftsherre viderefører forskningen på sta-tens vegne.

75. Skole- og huslæge funktionen samtanden speciallægebistand m. v.Ved skole- og huslægefunktionen forstås denalmene lægebetjening af institutionerne, derikke kan rubriceres som speciallægelig diag-nosticering eller behandling. Hertil kommerimidlertid den speciallægebistand for institu-tionerne, der varetages af læger, som ikke eransat i særforsorgen, men som udøver en afsærforsorgen lønnet deltidsfunktion.

Da den tilsvarende virksomhed på til-grænsende institutioner i dag henhørerunder social- og sundhedssektoren, foreslårudvalget styringen af disse opgaver udført afamtsrådet via social- og sundhedsudvalget.Social- og sundhedsforvaltningen overtagerhermed ansvaret for, at den hidtidige særligelægebisand videreføres i fornødent omfangog på en sådan måde, at denne bistand kanudøves af kvalificerede læger, herunder aflæger ansat ved amtskommunale institutio-ner. Det er herunder udvalgets ansvar, at

den fornødne skole- og speciallægelige bi-stand fortsat står til rådighed for de skoler ogandre institutioner, som henlægges underundervisnings- og kulturudvalgets ansvar,med mindre der er tale om enkeltståendespeciallægeundersøgelser eller lignende, somrekvireres ved vedkommende undervisnings-institutions egen foranstaltning.

Det må herudover tages i betragtning, atder som nævnt indgår et behov for special-lægelig bistand til amtsrådets social- ogsundhedsforvaltning til udøvelsen af de visi-tationsbeføjelser (optagelse og udskriv-ning), der foreslås henlagt til social- ogsundhedsudvalget. Dette behov vil ikkemindst foreligge for visitation til og fra insti-tutionsenheder, som i dag henhører understatens åndssvageforsorg. I disse situationerforudsættes det som nævnt, at socialcentretkan trække på bistand fra de læger, som iøvrigt foran er foreslået ansat under syehus-væsenet. Også herudover må der imidlertidforudsættes mulighed for, at socialcentretkan indhente speciallægelig vejledning fradet amtskommunale sygehusvæsen, og det ersåledes ikke tanken, at samtlige de i dag isærforsorgen heltidsansatte læger skal an-sættes under socialcentret, jfr. f. eks. det un-der N. anførte.

76. Om sundhedsmæssig behandling i øv-rigt. Herved forstås enhver behandlings-eller plejeindsats, der sker ved medicinalper-sonale - dvs. ved læger, tandlæger, sygeple-jersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter ogsygehjælpere m. fl.

Handicappede har selvfølgelig som alleandre borgere adgang til behandling vedpraktiserende medicinalpersoner.

Det her behandlede spørgsmål drejer sigsåledes om den sundhedsmæssige bistandeller pleje, der skal kunne træde til, nårpraksissektorens tilbud ikke rækker.

Der er altså her tale om et bredt konti-nuum af aktiviteter, der rækker fra enkelt-stående sygebehandling til behandling af pa-tienter med intense og livslange behand-lings- eller plejebehov.

Den virksomhed af denne karakter, som idag finder sted inden for særforsorgen, kansammenlignes med tilgrænsende virksom-hed, som i dag henhører under social- ogsundhedssektoren (f. eks. plejehjems- og om-sorgsforanstaltninger) og kun i meget be-

64

grænset omfang med sygehusvirksomhed. Ioverensstemmelse hermed er det foran fore-slået, at kun nogle få institutionsenheder børhenlægges under sygehusudvalgets ansvars-område.

Man skal i den forbindelse pege på, at hensynettil bevarelsen af den fornødne ekspertise sammen-holdt med, at udlægningen forventes at finde stedi løbet af en kort årrække, medfører, at man umid-delbart efter udlægningen stort set vil være nødt tilat anvende de institutioner, som særforsorgen i dagråder over, selv om disse foreslås henlagt undersygehusudvalgets regie. Det ligger uden for udval-gets opgave at skitsere, hvorledes disse enheder pålængere sigt skal indgå i det samlede somatiske ogpsykiatriske sygehusvæsen, og herunder om dersom foreslået i oligofreniselskabets betænkning børstiles mod udbygning af særlige afdelinger, dernavnlig står til rådighed for oligofrene patienter.Dette må afhænge af udviklingen i det samledesygehusvæsens planlægning og de vejledende ret-ningslinier herfor.

Udvalget er endvidere opmærksom på, at visselidelser er så sjældent forekommende, at behand-lingen af dem - bl. a. under hensyn til bevarelsenaf videreudviklingen af den faglige ekspertise -formentlig som hidtil må ske ved lands (dels) dæk-kende foranstaltninger. Som eksempler kan manbl. a. pege på behandlingen af paraplegikere, børnfødt med rygmarvsbrok, respirationspatienter, pa-tienter med medfødt grøn stær, den operative læbe-ganespaltebehandling, samt håndkirurgi.

Udvalget går således ud fra den alleredehævdvundne opfattelse, hvorefter indsatsenover for særforsorgens klienter (herunderåndssvage), kun i meget begrænset omfangkan sidestilles med sygehusbehandling. I detilfælde, hvor en sådan behandling findersted, vedrører den for det første på et givettidspunkt kun en meget lille del af klien-terne, og for det andet er den selv da kun endel af den samlede service, som det offent-lige stiller til klientens rådighed.

Dette forhold belyses måske bedst ved nogle eks-empler.

Som et første eksempel kunne man anføre enklient, der er visiteret til beskyttet bolig og beskyt-tet værksted, og som har behov for ambulant be-handling. Boligen og værkstedet forudsættes atvære geografisk placeret på en af de centralinsti-tutioner, som man kender i dag, og den ambulantebehandling tænkes udført på en sygeafdeling medsamme beliggenhed.

Indsatsen i den beskyttede bolig og i værkstedetvil efter denne betænknings model blive styret fraf. eks. amtskommunens socialcenter. Det vil her-efter kun være den del af indsatsen, der består iden ambulante, sundhedsmæssige behandling, derstyres fra sygehusvæsenet i form af en konsulent-tjeneste.

Som et andet eksempel kan nævnes de åndssvage

klienter, som i overvejende grad må betragtes somplejepatienter med et begrænset behov for medi-cinsk behandling.

Omsorgen for denne klientgruppe vil kunne til-godeses enten på almindelige plejehjem eller f. eks.på dertil indrettede plejeafdelinger på centralinsti-tutionerne, styret af socialcentret og med en spe-ciallægelig bistand, som ydes i form af konsulent-tjeneste fra sygehusvæsenet.

Som et tredje eksempel kunne man anføre en afde (få) åndssvage klienter, der har behov for livs-lang og intens speciallægelig og plejemæssig ind-sats. Den speciallægelige del af indsatsen må eftermodellen her styres fra sygehusvæsenet, og patien-ten må formentlig indlægges på en plejeafdeling,der er en specialinstitution henhorende under so-cial- og sundhedsudvalget, og hvortil der ydes denfornødne speciallægelige bistand fra sygehusvæse-net. Man kan imidlertid også tænke sig en sådanpatient anbragt på en behandlingsafdeling, somforeslås henlagt under sygehusvæsenet. Den sam-lede indsats på denne institution, der må betragtessom en udstationeret del af sygehusvæsenet, vil så-ledes henhøre under sygehusudvalgets regie, idetdog den fornødne undervisningsmæssige og beskæf-tigelsesmæssige indsats over for den pågældendemå kunne forudsættes ydet fra henholdsvis skole-og værkstedssektoren.

Specielt med hensyn til tandlægevirksom-hed har udvalget noteret sig, at tandbehand-ling af åndssvage som helhed frembyder væ-sentligt større vanskeligheder end tandbe-handling i almindelighed. Det skyldes bådeen relativt hyppigere forekomst af specielle,specifikt odontologiske problemer, og pro-blemer, der udspringer af klientens almentil-stand.

Udvalget har endvidere noteret sig, atman fra flere sider har stillet spørgsmålstegnved tilstrækkeligheden af den eksisterendetandbehandling for åndssvage. Det falderuden for udvalgets kommissorium at tagestilling til kapaciteten i tandbehandlingen,men udvalget lægger vægt på, at udlægnin-gen ikke i sig selv betyder en forringelse afden eksisterende service. Man skal derforunderstrege nødvendigheden af i mange til-fælde at benytte centralinstitutionernes tand-læger også ved behandlingen af hjemmebo-ende åndssvage. Det vil i øvrigt være i godoverensstemmelse med denne betænkningsgenerelle princip om støtte fra specielle tilalmene foranstaltninger. Det kan samtidigvære praktisk i de relativt hyppige tilfælde,hvor tandbehandlingen af åndssvage krævernarkose, hvilket indebærer et behov for ettæt samarbejde mellem centralinstitutioner-nes tandklinikker og sygehusvæsenets anæ-stesiologiske sagkundskab.

65

Med hensyn til indplaceringen under denamtskommunale administration har udvalgetlagt vægt på, at offentlig tandbehandling iøvrigt ligger i social- og sundhedssektoren(den kommunale børnetandpleje). Man fin-der derfor, at den omhandlede tandbehand-ling bor henlægges under de amtskommu-nale social- og sundhedsudvalg, omend manogså på dette område må understrege beho-vet for samarbejde på tværs af sektorgræn-serne, i dette tilfælde således som nævntsamarbejde med sygehusvæsenet.

L. Døgnpleje m. v. for børn og unge.77. Ifølge bistandslovens § 96 skal amtsrå-det sørge for, at der er det nødvendige antalpladser på institutioner, herunder pensioner,til børn og unge, der skal anbringes uden forhjemmet. Endvidere skal amtsrådet sørge for,at der er det nødvendige antal pladser ogmulighed for ambulant behandling på insti-tutioner for born og unge med sociale ad-færdsproblemer.

På området er der endvidere efter bi-standsloven etableret en arbejdsdelingmellem amtskommunerne og kommunerne.Det er amtskommunernes ansvar, at der alt ialt er pladser nok på de omhandlede institu-tioner, men en kommune er bemyndiget tilat drive døgninstitutioner for børn og unge.

78. Disse institutioner ligger inden for etbredt spektrum i henseende til intensiteten iden sociale indsats, som stilles til rådighed.Institutionerne opfylder et kontinuum afbehov, der spænder fra behov for korttidsan-bringelse på grund af sygdom i hjemmet tilbehov for en yderst intensiv social indsatsfor socialt stærkt truede børn - indsatsenstrækker sig bl. a. lige til kriminalforsorgensgrænse.

På kommunalt og amtskommunalt plan erder således allerede en omfattende ekspertisemed hensyn til indsatsen over for børn ogunge med et sådant behov for social bistand,at de bor fjernes fra hjejmmet. Dertil kom-mer, at den omhandlede indsats må ses i nærsammenhæng med den socialpædagogiskeindsats i daginstitutionssektoren, jfr. detunder F. anførte.

Udvalget finder derfor, at den omhand-lede virksomhed på særforsorgsområdet børvidereføres efter reglerne i bistandslovens

§ 96. Det gælder for den døgnpleje m. v. forbørn, der i dag gives på åndssvageforsorgenscentral- og lokalinstitutioner, på særforsor-gens børnehjem samt åndssvageforsorgensskolehjem og ferie- og aflastningshjem.

79. Det er endvidere udvalgets opfattelse,at den omhandlede virksomhed, ligesomdøgninstitutionerne efter bistandsloven, måhøre under social- og sundhedsudvalgenes ogdermed socialministeriets ressort.

Et særligt problem i så henseende udgøresaf kostafdelingerne ved særforsorgens sko-ler, der vanskeligt kan sidestilles med nogentype af døgninstitutioner under bistandslo-ven.

Det må i denne forbindelse erindres, atdette kapitel er et udtryk for, at udlægnings-problematikken ikke først og fremmest kananskues som fordelingen af ansvaret for idag eksisterende institutioner, men om for-delingen af ansvaret for nogle servicefunktio-ner. I det omfang, hvor der på elevhjem-mene foregår socialpædagogiske aktiviteter,må det administrative ansvar for aktivite-terne derfor påhvile social- og sndhedsudval-gene, uanset at ansvaret for undervisningenligger hos undervisnings- og kulturudval-gene.

80. Institutionerne kan efter bistandslovenoprettes og drives af flere amtskommunereller som selvejende institutioner, medhvilke amtsrådet indgår overenskomst.

Særforsorgens lands- og landsdelsdæk-kende institutioner vil altså kunne viderefø-res i fornødent omfang efter bistandsloven.

81. Efter bistandslovens § 99 træffes be-stemmelse om optagelse på en døgninstitu-tion af det sociale udvalg i barnets opholds-kommune. Ved anbringelse af børn ellerunge, som trænger til særlig støtte, skal derdog - så vidt muligt forud for anbringelsen -indhentes en udtalelse fra socialcentret i denamtskommune, hvor opholdskommunen erbeliggende. Uenighed mellem det sociale ud-valg og institutionens ledelse om optagelseafgøres af socialstyrelsen.

Denne regel anvendes uanset hvilket soci-alt behov, der har ført til ønsket om optagelsei en døgninstitution. Den anvendes såledesogså, når der er behov for en så intens bi-

66

stand, at optagelse sker på en landsdækkendedøgninstitution efter bistandsloven.

En udlægning af særforsorgen i overens-stemmelse med socialreformens principperindebærer, at de hidtidige forsorgsskel fal-der væk - man kan altså ikke derefter ud-skille særlige døgninstitutioner for f. eks.åndssvage børn. Visitationsspørgsmålet -herunder spørgsmål om visitation til enlands- eller landdelsdækkende institution -må herefter afgøres ud fra en totalvurderingaf barnets behov, ligesom princippet er vedoptagelse på døgninstitutioner efter bistands-loven.

På dette område bør man efter en udlæg-ning følge den visitationsregel, som måttegælde i bistandsloven. Det må dog under-streges, at samarbejdet med socialcentret måhave en fast og veletableret udformning,således at visitationen i alle tilfælde skerunder medvirken af socialcentret på grund-lag af kommunens indstilling, jfr. bistandslo-vens § 99.

M. Døgnpleje m. v. for voksne.82. Kommunalbestyrelsen skal efter bi-standslovens § 79 sørge for, at personer, hvishelbredstilstand bevirker, at de ikke med bi-stand efter reglerne i samme lovs afsnit IVog V kan klare sig i eget hjem, får mulighedfor optagelse på plejehjem. For personer, derikke kan klare sig i en almindelig bolig, menhvis tilstand dog ikke nødvendiggør opta-gelse i plejehjem eller daghjem, skal dervære mulighed for indflytning i en beskyttetbolig, der er særligt indrettet for personermed vedvarende lidelser.

Amtsrådet har efter bistandslovens § 80hjemmel til at oprette og drive plejehjem ogbeskyttede boliger. Endvidere yder amtsrå-det efter lovens § 82, stk. 2, vejledning ogkan foretage undersøgelser i forbindelse medspørgsmål om driften af plejehjem og beskyt-tede boliger i amtskommunen.

Socialministeren skal efter bistandslovens§ 112 sørge for, at der findes særlige pleje-hjem for yngre og personer med lidelser, derenten forudsætter en bestemt indretning afplejehjemmet eller gør periodevis indlæg-gelse til rekreation eller behandling påkræ-vet. Socialministeren kan indgå overens-komst med selvejende plejehjem, der findesegnet til disse særlige formål.

83. Som det fremgår af kapitel IV, minderaktiviteterne inden for særforsorgens pleje-sektor i vidt omfang om aktiviteterne i hen-hold til bistandslovens § 79.

Udvalget har endvidere lagt vægt på, at enoptagelse på et plejehjem principielt skermed henblik på opfyldelsen af nøjere vurde-rede behov, og altså ikke nødvendigvis forresten af livet. På ældreområdet har det såle-des i lang tid været målsætningen, at klien-terne skal have mulighed for at forblive ieget hjem, så længe de ønsker det, og det fin-des forsvarligt. Parallelt hermed har man ide senere år inden for åndssvageforsorgentilstræbt en forstærket udslusning af klienterfra intern til ekstern forsorg.

Disse institutionsenheder kan således sessom en station på klientens vej ud i egenbolig, eller dog beskyttet bolig, hvis en sådanudvikling i det konkrete tilfælde skønnes atharmonere med klientens behov. En sådanudvikling kan tænkes at indebære et behovfor støtte fra den pågældende institution ellerklientens udslusning, jfr. f. eks. hvad der eranført under B. om rådgivning til andremyndigheder og institutioner.

Det indebærer igen, at tankegangen omsamarbejdet mellem almene og specielle for-anstaltninger kan finde parallel anvendelsefor så vidt angår døgnplejefunktionen m. v.for voksne og ældre.

På denne baggrund finder udvalget, at vi-dereførelsen af særforsorgens døgnpleje-funktioner m. v. for voksne og ældre bør skei så nær som mulig en sammenhæng medden almene plejehjemssektor, og med denøvrige socialsektor.

Det må imidlertid erkendes, at en stor delaf særforsorgens klienter ikke vil kunne fåderes behov dækket inden for den almeneplejehjemssektor, som man kender i dag,men at der i bistandsloven må skabes hjem-mel til en specialfunktion med henblik påfuldt ud at dække behovene for social ind-sats.

Det må imidlertid understreges, at dernetop bliver tale om en funktion, der ikkerestriktivt bør begrænses til bestemte institu-tioner. Det må tværtimod anses for væsent-ligt for de førnævnte udslusningsbestræbel-ser, at der fra specialinstitutionerne blivermulighed for at yde støtte til klienter, der op-holder sig uden for disse institutioner, lige-som der bør kunne oprettes specialbehand-

67

lingsenheder i funktionelt samarbejde medandre institutionsenheder, f. eks. i form af etbygnings- og driftsmæssigt fællesskab.

Hvis man i kommunalt regie kan få op-fyldt sine borgeres behov for specialinstituti-oner, kan det formentlig kun anses som enfordel i lyset af de målsætninger, der bl. a.har ført til udvalgets nedsættelse, og som erlagt til grund i denne betænkning. Man fin-der imidlertid, at amtskommunerne også pådette punkt bør have til opgave at etablere etsikkerhedsnet, således at den fornødne kapa-citet er til rådighed på - kommunale elleramtskommunale - specialinstitutioner.

Amtsrådet bør derfor have ansvaret for, atder er den fornødne kapacitet af service fraspecialinstitutioner for voksne og ældre han-dicappede, hvis behov for social indsatsikke fuldt ud kan tilgodeses inden for detovrige, sociale institutionsområde.

Det bemærkes, at der ikke hermed ertaget stilling til spørgsmålet om etablering afplejehjem efter bistandslovens § 112, idetdette spørgsmål falder uden for udvalgetskommissorium. Man går imidlertid ud fra, atspørgsmålet om eventuelle ændringer vedrø-rende de institutioner, der er godkendt efterdenne regel, søges løst senest i sammenhængmed hele spørgsmålet om udlægning.

84. Udvalget finder endvidere, at der herer tale om en funktion, der oplagt hørerhjemme i socialsektoren.

85. Efter bistandsloven træffes beslutningom optagelse i et plejehjem eller indflytningi en beskyttet bolig af det sociale udvalg.Medmindre det modsatte er aftalt med amts-rådet, indhenter det sociale udvalg en udta-lelse fra et af amtsrådet nedsat udvalg til be-dømmelse af en persons plejebehov. Detteudvalg består af repræsentanter for amts-kommunens socialcenter og sygehusvæsen ogembedslægevæsenet.

Beslutning om optagelse på et særligtplejehjem efter bistandslovens § 112 træffesdog af socialstyrelsen efter indstilling fra detsociale udvalg.

56. Udvalget finder, at beslutning om opta-gelse på de omhandlede specialinstitutioner,såfremt de ligger i amtskommunalt regie, børtræffes af det amtskommunale social- og

sundhedsudvalg efter indstilling fra det soci-ale udvalg i klientens hjemkommune.

For alle andre sociale døgninstitutionerfor voksne og ældre bør visitation ske efterde gældende regler i bistandsloven.

Det skal særligt fremhæves, at de eksiste-rende centralinstituioner for åndssvage setunder denne betænknings synsvinkel må an-skues som ikke én, men flere institutioner påsamme matrikelnummer. En flytning indenfor centrets institutioner - herunder over-flytning til lukket afdeling - må anses for etspørgsmål om visitation og forudsættes der-for behandlet af socialcentret.

N. Institutionsledelse.

87. De forslag, som udvalget har stillet idette kapitel, indebærer en administrativindpasning af de forskellige funktioner isærforsorgen i nær sammenhæng med demodsvarende sektorer inden for de almeneservicetilbud, som det offentlige stiller tilborgernes rådighed.

Man er imidlertid opmærksom på, at flereaf disse funktioner i dag udøves inden forrammerne af én institution. For så vidt angåråndssvageforsorgens centralinstitutioner be-tyder forslagene ligefrem, at man vanskeligtkan opretholde forestillingen om centralin-stitutionen som én institution - den må sna-rere ses som flere institutioner, der p. t. harsamme matrikelnummer, hvilket bl. a. bety-der, at en flytning mellem disse institutioner(hidtil: afdelinger) må betragtes som en nyvisitation. Ikke mindst for centralinstitutio-nerne er det vigtigt at understrege dette for-hold, fordi man i modsætning til tidligere ti-ders tanker om totalforsorg i de senere århar tilstræbt at give klienten et dobbeltmiljø- således at han f. eks. bor et sted, men ar-bejder eller undervises et andet sted. Denforeslåede ændring af forsorgsfunktionernesadministrative indplacering må antages atgøre det lettere fremover at styrke denne ten-dens.

Udvalget skal imidlertid understrege, atman ikke dermed har set bort fra, at indsat-sen for den funktionshæmmede ofte forud-sætter et multidiciplinært samarbejde mel-lem de socialpædagogiske, undervisnings-mæssige og sundhedsmæssige fagområder.Det har derfor også været et hovedpunkt forudvalget at dokumentere, hvorledes de hidti-

68

dige samarbejdslinier inden for særforsorgenkan bevares under kommunalt og amtskom-munalt regie, og dertil udbygges på tværs afde hidtidige særforsorgsgrene, samt i forholdtil samfundets almene servicetilbud.

Da det tværfaglige samarbejde efter udval-gets forslag må opbygges om de kommunaleog amtskommunale forvaltninger, er grund-laget for den hidtidige, kollektive ledelse afåndssvageforsorgens centralinstitutioner fal-det bort.

Selve det forhold, at en række instituti-onsenheder indtil videre har samme matri-kelnummer, medfører imidlertid, at de hen-sigtsmæssigt kan bevare visse fællesfunktio-ner. Med henblik på ledelsen af disse funkti-oner skal man henvise til behandlingen afspørgsålet om »husadministration« i kapitel

VI, der også på andre punkter beskæftigersig med ledelsen af institutioner med funkti-oner, der efter kapitel V hører under flereforvaltningsgrene.

Dette princip vil indebære, at de fleste le-delsesfunktioner inden for den øvrige sær-forsorgs institutioner kan fortsætte nogen-lunde uændrede. Det må imidlertid anses fornaturligt, at medlemmerne af de nuværende,kollektive ledelsesorganer på åndssvagefor-sorgens forsorgscentre indpasses i vedkom-mende amtskommuners respektive forvalt-ningsområder, dvs. overlægen i sygehus-regie, inspektøren og sociallederen henholds-vis i social- og sundhedsforvaltningens insti-tutionsadministration og socialcentret, samtundervisningslederen under vedkommmendeundervisnings- og kulturforvalting.

69

Kapitel VI

De af udlægningen nødvendiggjortesamarbejdslinierA. Indledning./. Et afgørende synspunkt bag udlægnings-bestræbelserne er som bekendt at skabe nyesamarbejdslinier på det sociale, det under-visningsmæssige og det sundhedsmæssigeområde. Det gælder både samarbejdslinierpå tværs af de traditionelle sektoropdelingeri de kommunale og amtskommunale forvalt-ninger, og samspillet inden for de enkeltesektorer og delsektorer mellem almene ogspecielle foransaltninger.

2. 1 kapitel V har udvalget peget på de mu-ligheder, der skonnes at ligge i en indplace-ring af de hidtidige særforsorgsfunktionerunder kommunalbestyrelser og amtsråd, dersamtidig har ansvaret for indsats inden forflere sektorer. Allerede fordi særforsorgensinstitutioner og foranstaltninger i betydeligtomfang vil være et nyt bekendtskab for dissenye arbejdsgivere, har udvalget fundet detvigtigt at sikre, at de muligheder, som harfået udvalget til at pege på en udlægning,ikke tabes på grund af praktiske vanskelig-heder og arbejdspres under udlægningensgennemforelse. Udvalget har derfor overve-jet sporgsmålet om etablering af gennemfø-relsesudvalg.

3. En udlægning af særforsorgsområdetefter modellen i kapitel V stiller yderligerekrav til samarbejdet mellem kommunerne,amtskommunerne og staten.

På bistandslovens område var det social-reformkommissionens tanke, at dette sam-arbejde skulle centreres omkring en udbyg-ningsplanlægning, jfr. nu den sociale styrel-seslovs §11.

Udvalget har derfor overvejet, i hvilketomfang udlægningen indebærer et behov forudbygning af samarbejdslinierne mellem sta-

ten, amtskommunerne og kommunerne ved-rørende planlægning.

4. I dag deltager repræsentanter for visseorganisationer af handicappede i et formali-seret samarbejde med de statslige myndighe-der gennem medlemsskab af åndssvagefor-sorgens lokalt og centralt vejledende råd,blindenævnet, døvenævnet og tunghørenæv-net. En tilsvarende, legaliseret adgang til for-brugerindflydelse har ikke været kendt påtaleforsorgens, epileptikerforsorgens og van-føreforsorgens område.

Udvalget har derfor også ment at burdeberøre spørgsmålet om forbrugerindflydelse.Spørgsmålet må vurderes dels på baggrundaf de muligheder for forbrugerindflydelse,der ligger i gennemførelsesudvalget og plan-lægningen. Endvidere må man vurderespørgsmålet om, hvorvidt den hidtidigenævnsstruktur vil være egnet efter en udlæg-ning.

B. Gennemførelsesudvalg.5. Det er som nævnt udvalgets opfattelse,at der i forbindelse med særforsorgens ud-lægning efter modellen i kapitel V skullevære mulighed for at bevare det tværfagligesamarbejde, som i dag findes inden for deenkelte særforsorgsområder. Desuden vil enudlægning efter udvalgets opfattelse give nyemuligheder for et samarbejde udover de en-kelte, hidtidige særforsorgsgrene, herundersamarbejde mellem almene og specielle for-anstaltninger.

Hvis disse muligheder skal udnyttes fuldtud, forudsætter det efter udvalgets opfat-telse, at der inden for de enkelte amtskom-muners geografiske områder foreligger sam-stemmighed om arbejdsgrundlaget mellemsåvel amtskommune og kommuner, som mel-

70

lem de enkelte sektorer inden for det kom-munale og amtskommunale serviceapparat.

Udvalget finder, at disse forhold ikkefuldt ud kan reguleres centralt, men at de ibetydeligt omfang må klares ved aftaler pådet kommunale og det amtskommunale plan,samt mellem disse to niveauer. Som for-hold, der kan begrunde sådanne afvigelserfra sted til sted, skal man pege på forskelle ibæredygtighed hos de forskellige områderskommuner; forskelle i mængden, sammen-sætningen og kvaliteten af det overtagne in-stitutionsapparat; samt eventuelt forskelle iallerede etablerede samarbejdslinier.

Man må imidlertid lægge afgørende vægtpå at sikre sig, at de nævnte aftaler træffes,og at de kommunale og amtskommunalemyndigheder har det fornødne grundlag attræffe aftalerne på.

6. Nærværende udvalg anser sig ikke for atvære det rette forum for en nærmere overve-jelse af disse detaillerede, praktiske proble-mer.

Man finder derfor, at der bør nedsættes etgennemførelsesudvalg med repræsentationfra kommunerne, amtskommunerne og deberørte ministerier.

Som arbejdsmark for et sådant gennemfø-relsesudvalg skal man - idet der dog ogsåhenvises til kapitel IX - pege på kriterier ogprocedurer for:

- supplering af den kommunale socialråd-givning til klienterne,

- indsats af støtte fra special- til almenfor-anstaltninger inden for de i kapitel V om-handlede foranstaltningskategorier,

- visitation - navnlig hvor en given foran-staltningstype kan tænkes drevet både ikommunalt og amtskommunalt regie,

- samarbejde og indbyrdes støtte mellemundervisningssektoren, sundhedssektorenog socialsektoren,

- organisatorisk indplacering i kommunerog amtskommuner af det personale, somovertages ved udlægningen.

I relation til alle disse spørgsmål bør manformentlig gøre sig særlige overvejelser i an-ledning af, at visse foranstaltninger i dag erlands- eller landsdelsdækkende. Man kan så-ledes komme ud for, at en kommune ikkeblot skal hente støtte fra sin egen amtskom-

mune, men via denne også fra en andenamtskommune.

Det skal endvidere påpeges, at en sådangennemførelsesgruppe med den deri repræ-senterende praktiske sagkundskab vil kunnevære en støtte for socialministeriet med hen-blik på udarbejdelsen af forslaget til denoverførelseslov, som udvalget har peget på ikapitel IX. Udvalget bør - også af dennegrund - nedsættes snarest muligt efter be-tænkningens afgivelse.

For så vidt angår særforsorgsklienter påog fra Færøerne og Grønland gør der sigsærlige forhold gældende i forbindelse meden udlægning af åndssvageforsorgen og denøvrige særforsorg.

Der er således spørgsmål med hensyn tilden stedlige bistand til særforsorgsklientelletpå Færøerne og Grønland. Det må afgøres,hvem der har ansvaret for, at den fornødnestedlige bistand (institutioner m. v.) er tilstede, og hvem der skal være driftsherre forinstitutioner m. v. I forbindelse hermed måfinansieringsspørgsmålet afklares.

Der er imidlertid også spørgsmål medhensyn til færøske og grønlandske særfor-sorgsklienters ophold i Danmark. Det må af-gøres, i hvilket omfang der skal være modta-gelsespligt på institutioner m. v. i Danmark,og hvilken betalingsordning der skal etable-res.

Udvalget har ikke anset sig for kompetenttil at tage stilling til disse specielle forhold.Man finder det rigtigst at gennemførelsesud-valget optager disse spørgsmål til behand-ling ved drøftelse med de berørte ministerierm.fl.

Endelig bør de berørte ministerier infor-mere et sådant udvalg om udviklingen i ar-bejdet med den lovgivning samt de cirkulæ-rer og vejledninger, som må forventes i for-bindelse med udlægningen.

Det væsentlige er, at der gennem et sådantudvalg kan ske en samlet styring af alle depraktiske problemer, som en gennemførelseaf betænkningens forslag nødvendiggør.Men det betyder ikke, at udvalget nødven-digvis selv skal løse problemerne - idetmange af udvalgets opgaver vil være egnedetil opgaver for underudvalg, administrativeorganer og eventuelle lokale udvalg.

Det ville formentlig være hensigtsmæssigt,om det i kommissoriet bebudede persona-leudvalg blev indplaceret som et underud-

71

valg under et sådant gennemførelsesudvalg.Personaleorganisationerne vil herigennem fålejlighed til at udføre den opgave, de må an-tages at have på medlemmernes vegne, hvil-ket er baggrunden for, at de ikke forudsæt-tes repræsenteret i selve gennemførelsesud-valget.

7. Som nævnt kan man næppe gå ud fra,at de omhandlede spørgsmål fuldt ud kan af-klares centralt, heller ikke i et sådant gen-nemførelsesudvalg. Selv om der formentlighensigtsmæssigt kan gives plads for en visvariation på dette punkt, bør det fra gen-nemførelsesudvalget sikres, at man på lokaltplan kan få tilstrækkelig inspiration ogstøtte ved udarbejdelsen af sådanne procedu-rer og aftaler, samt at aftalene træffes.

C. Planlægning.

8. Ifølge § 11 i loven om styrelse af socialeog visse sundhedsmæssige anliggender (jfr.socialministeriets bekendtgørelse nr. 392 af22. juli 1975) skal der for hver amtskom-mune og for Københavns og Frederiksbergkommuner årlig udarbejdes en plan for deefterfølgende 5 års udbygning af den socialeog sundhedsmæssige virksomhed.

Planen indsendes til de centrale sociale ogsundhedsmæssige myndigheder, der påser, atde for planlægningen fastsatte regler erfulgt, at kommunernes og amtskommunernespligt efter lovgivningen til at tilvejebringesocial og sundhedsmæssig service kan ansesfor opfyldt, samt at de samfundsmæssigehensyn til forbrug af ressourcer i fornødentomfang er tilgodeset. Med henblik på dettekan socialministeren bestemme, at en udbyg-ningsplan efter førstkommende revision helteller delvis skal godkendes af socialministe-ren efter forhandling med indenrigsministe-ren og de berørte amtskommuner og kom-muner.

Planlægningsbestemmelsen, som blev ind-ført med vedtagelsen af den sociale styrelses-lov (lov nr. 227 af 27. maj 1970) byggedepå socialreformkommissionens 1. betænk-ning. Bestemmelserne ligger på linie med lig-nende bestemmelser inden for en rækkeandre områder, f. eks. sygehusvæsen, skole-væsen og fritidsundervisning.

9. Baggrunden for planlægningsbestemmel-serne var bl. a. de forventede ændringer iopbygingen af væsentlige dele af det socialeinstitutionsapparat og en stadig mere påkræ-vet koordinering af forskellige institutionersog foranstaltningers indsats. Endvidere øn-skede man at fremme en vis ensartethed i deenkelte amtskommuners udbygning af deressamlede social- og sundhedsvæsen.

Man mente dengang, at der fortsat villevære behov for en statslig indflydelse, særligpå institutionsbyggeriets område med hen-blik på at sikre tilvejebringelsen af lige mu-ligheder for institutionsbehandling m.v. i alleegne af landet. Ministeriet skulle med hen-blik på godkendelse af de sociale udbyg-ningsplaner ikke foretage en detailgennem-gang af planen, men blot påse, at hovedlini-erne stemte med det beregnede behov, atlandsdels- eller landsomfattende koordine-ringshensyn blev varetaget, og at en nogen-lunde ensartet mindstestandard ud over lan-det blev sikret.

10. Formålet med udbygningsplanerne ernærmere beskrevet i den vejledning, social-ministeriet udarbejdede i samarbejde med dekommunale organisationer1).

Det fremhæves bl. a. i vejledningen, at en decen-tralisering af den sociale bistand, hvor kommunernevaretager den direkte kontakt med klienterne, ogamtskommunerne varetager de mere specialiseredefunktioner, skaber et behov for en samordning afindsatsen på det kommunale, det amtskommunaleog det centrale niveau.

Den sociale styrelseslov forudsætter denne op-gave løst gennem en planlægningsproces, hvor hveraf parterne redegør for de påtænkte dispositioner,der binder udviklingen på længere sigt, så man itide kan indrette sig efter hinanden og undgå res-sourcespild.

Det er grundtanken med udbygningsplanlægnin-gen, at man én gang om året formulerer sine syns-punkter på den fremtidige udvikling inden for detsociale og sundhedsmæssige område for de kom-mende 5 år.

Endvidere er det et hovedformål, at der gennemudbygningsplanerne skal ske en koordinering afdet sociale og visse dele af det sundhedsmæssigeområde i samme udbygningsplan og på en sådanmåde, at koordinering med udbygningsplanerne forsygehusvæsen og en eventuel planlægning af læge-praksis bliver så hensigtsmæssig som mulig.

En af udbygningsplanernes væsentligste funktio-ner er, at kommuner og amtskommuner, interntsåvel som indbyrdes, får anledning til en alminde-

*) Om udbygningsplaner på det sociale og sund-hedsmæssige område, København, juli 1974.

72

lig drøftelse og konkretisering af målsætningernepå området.

Det betyder, at man inden for de i lovgivningenog på anden måde fastsatte generelle retningsliniermå formulere en lokal social- og sundhedspolitik,hvor man sikrer en samordnet anvendelse af deformer for indsats, der kan supplere hinanden.

Endvidere må der under planlægningen foretagesde fornødne valg mellem de hjælpeformer, der kanbetragtes som alternative muligheder for at imøde-komme et forventet behov.

Under samarbejdet mellem kommunerne og amts-kommunerne må man forvente, at der i fornødentomfang sker en tilpasning af de forskellige bidragtil planen. Man kan således forestille sig, at detved et påtænkt institutionsbyggen sikres, at insti-tutionen bliver hensigtsmæssigt placeret - ikke blotunder hensyn til de lokale forhold i værtskommu-nen, men også i forhold til nabokommunerne.

Udarbejdelsen af udbygningsplanerne forudsæt-ter nødvendigvis, at man forinden forsøger at af-grænse og nærmere definere de foranstaltningsbe-hov, som social- og sundhedsforvaltningen skalimødekomme i planperioden. Kilderne til dennevurdering vil være lovgivningen og de øvrige rets-regler samt prognoser over befolkningsudviklingen,fordelt på aldersklasser.

Derudover vil man måske på lidt længere sigtfra centralt hold redegore for de mål, som mangerne ser fulgt i planlægningen.

Endvidere må det understreges, at den politik,som vælges under planlægningen, selvsagt også måafhænge af en vurdering af de ressourcer, somkommunen råder over. Her tænkes både på per-sonale, institutionsmasse og økonomiske midler.Herunder er det vigtigt, at udbygningsplanerneindpasses i kommunernes og amtskommunernestværgående fysiske og økonomiske planlægning.Det må derfor være en forudsætning, at kommu-nalbestyrelser og amtsråd tager ansvaret for, atdette er sket, inden udbygningsplanen indsendestil socialstyrelsen. I modsat fald vil udbygnings-planen ikke være udtryk for en lokal prioritering,men snarere for en social- og sundhedspolitisk øn-skeseddel.

Indpasningen i den tværgående planlægning tje-ner altså blandt andet det formål, at den i udbyg-ningsplanen påpegede politik bliver realistisk un-der hensyn til de ressourcer, der forventes at væretil rådighed. Men samtidig må det påses, at mål-sætningen i udbygningsplanen er koordineret medmålsætningerne på andre områder. Man har somnævnt skønnet, at hensynet til koordinationen mel-lem det sociale område og visse sundhedsmæssigeområder er så væsentlig, at disse områder skalindgå i den samme udbygningsplan. Men derud-over er der behov for en koordinering med andreområder, fordi ydelserne i et vist omfang kan sup-plere og erstatte hinanden. Således må der navnligpeges på behovet for en koordinering med plan-lægningen på sygehusområdet og med skole- ogfritidsområdet.

Arbejdet med udbygningsplanerne vil såledesresultere i en beslutning om sammensætningen afindsatsen på institutions-, service- og sikringsydel-ser.

Det fremgår af ovenstående, at udbygningspla-

nen må blive til gennem en afvejning af social- ogsundhedspolitiske med økonomiske hensyn. Detmedfører, at udbygningsplanen vil være et egnetgrundlag for den kommunale og amtskommunalebudgetlægning, herunder for de flerårige drifts- oganlægsbudgetter. Derimod indeholder planerne ikkenogen binding i forhold til kommunalbestyrelsensbudgetlægning.

Planen for det enkelte år vil således være udtrykfor en målsætning, der på grund af den årligejustering mere og mere nærmer sig det konkrete,indtil valget af konkret disposition foretages ende-ligt ved indføjelse på det etårige budget.

Udbygningsplanerne vil blive et væsentligt infor-mationsmiddel for de centrale instanser med hen-syn til arbejdsgrundlaget i kommunernes og amts-kommunernes social- og sundhedsforvaltninger.Man vil således gennem udbygningsplanerne mod-tage oplysninger om social- og sundhedssektorensforventede ressourceforbrug inden for planperi-oden. Endvidere vil det forventede ressourcefor-brug kunne specificeres både på forskellige typeraf social- og sundhedsmæssig indsats og på forskel-lige dele af landet.

I det decentraliserede system, som vil bestå eftersocialreformens gennemførelse, kan udbygningspla-nerne derfor danne grundlag for de centrale myn-digheders forpligtelse til at følge udviklingen indenfor sit sagsområde.

På det centrale niveau vil der, ligesom på detkommunale og amtskommunale niveau, foregåovervejelser med hensyn til målsætningen på social-og sundhedsområdet. Socialministeriet påtænkersåledes fremover sammen med socialstyreslen atudarbejde 15-årsplaner, der vil betegne en videre-førelse af principperne i perspektivplanlægningen.Disse 15-årsplaner, der jævnligt vil blive taget optil revision, skal indeholde skitser til alternativemålsætninger for de forskellige dele af den sam-lede socialpolitik. Endvidere skal de rumme oplys-ninger om de ressourcemæssige konsekvenser afde foreslåede, alternative målsætninger samt oplys-ninger om konsekvenserne for andre områder enddet sociale.

Det må anses for nødvendigt, at kommunernefår en rimelig oplysning om de målsætninger, somman opererer med på centralt hold. Det kan skepå flere måder. Man kunne således tænke sig, atstaten på grundlag af de konkrete oplysninger,som man efterhånden vil få gennem udbygnings-planerne, samt på grundlag af 15-årsplanerne, gørkommunerne bekendt med sine tanker om denkurs, som man vil foreslå fulgt i udbygningspla-nerne. Sådanne anbefalinger vil i givet fald bliveudsendt så betids, at kommunerne har en realistiskmulighed for at tage hensyn hertil ved arbejdetmed udbygningsplanerne.

11. Som det vil være fremgået af det fore-gående, er udbygningsplanerne tænkt som enomfattende informationsformidling om denfremtidige udvikling inden for det sociale ogsundhedsmæssige område. Men dertil kom-mer, at socialministeren gennem reglerne omat planerne efter forhandling med de berørte

73

amtskommuner og kommuner kan be-stemme, at planerne forelægges til god-kendelse, har mulighed for at påse, at kom-munernes og amtskommunernes pligt efterlovgivningen til at tilvejebringe social- ogsundhedsmæssige service kan anses for op-fyldt.

Det har ikke været tanken med udbyg-ningsplanlægningen, at et krav om godken-delse skulle finde sted i et omfang af betyd-ning, snarere har det været hensigten atsikre, at de centrale og lokale myndighederfik alle muligheder for at forhandle sig tilrette om den fremtidige udvikling.

Mens dette hovedprincip gerne skulle fast-holdes efter en udlægning af åndssvagefor-sorgen og den øvrige særforsorg, må det påden anden side fremhæves, at der på områ-der, hvor klientelet udgør så små minorite-ter, som tilfældet er inden for dette område,bør eksistere en særlig forpligtelse for destatslige myndigheder til at sikre en rimeligstandard for klienterne. En sådan forplig-telse vil formentlig være specielt nødvendig ide første år efter en decentralisering.

12. Socialstyrelsen har i det sidste år for-beredt en udbygningsplan for åndssvagefor-sorgen1), byggende på en klientprognose ogen deraf følgende konkret vurdering af be-hovet for foranstaltninger fordelt på bofor-anstaltninger med forskellig personaleinten-sitet, pædagogiske foranstaltninger fordelt påbørnehaver, børneskoler og ungdomsskoler,værksteder og »dagcentre«, ferie- og aflast-ningshjem, samt højskoler.

Inden for en statslig åndssvageforsorgville denne planlægning formentlig værekommet til at danne grundlag for finanslovog budgetoverslag, idet der dog i lighed medde senere år formentlig ville blive foretagetnogle korrektioner, inden den endelige ved-tagelse af finansloven. Imidlertid er planerneudtryk for de tanker, som staten på udarbej-delsestidspunktet har haft med udviklingeninden for åndssvageforsorgen.

Inden for den øvrige særforsorg forbere-der socialstyrelsen et lignende planlægnings-arbejde, der må formodes at kunne dannegrundlag for en tilsvarende detaillering af

') Se »Redegørelse for åndssvageforsorgens ud-bygningsplaner 1975-80«, socialstyrelsen, april 1976.

behovet for foranstaltninger hos befolknin-gen i den enkelte amtskommune

Naturligvis er selve grundtanken med sær-forsorgens udlægning, at det i videre omfangskal være muligt at indbygge de foranstalt-ninger, som gives til særforsorgens klienter, idet almene system. Det vil derfor i hvert faldi en overgangsperiode formentlig være hen-sigtsmæssigt, at de af staten udarbejdedeplaner i princippet bør danne udgangspunktfor forsyningen med særforsorgsinstitutionerog personale. Dette betyder naturligvis ikke,at man ikke lokalt skal kunne afvige fra defremlagte planer både som følge af tanker omintegration af det tidligere særforsorgsklien-tel i de almene institutioner og som følge afovervejelser om at nedlægge institutioner,som der ikke længere findes tilstrækkeligtbehov for. Det betyder blot, at der må fore-ligge en særlig argumentation for at ændrede statslige planer.

13. Udvalget skal derfor foreslå, at afvigel-ser fra de af staten udarbejdede udbygnings-planer for de første 5 år efter udlægningenskal godkendes af socialministeren, efter for-handling med undervisningsministeren forså vidt angår de undervisningsmæssige insti-tutioner, og efter forhandling med indenrigs-ministeren for så vidt angår de sundheds-mæssige institutioner. En sådan godkendel-sesbestemmelse for hele udbygningsplanenfandtes i den sociale styrelseslov inden æn-dringen i 1975.

Reglen betyder, at man i en overgangspe-riode på 5 år sikrer mod, at kommuner ogamtskommuner foretager ændringer i forsor-gens institutionsapparat og personale, somikke allerede var forudsat på udlægningstids-punktet, uden at dette sker i forståelse mel-lem de kommunale myndigheder og staten.

14. De foregående bemærkninger drejersig, som det fremgår, om planlægningspro-ceduren efter udlægningen. Med henblik påat give de bedst mulige betingelser for sam-ordningen mellem den statslige og (amts)-kommunale planlægning har udvalgetimidlertid også i overensstemmelse med sitkommissorium overvejet planlægningsproce-duren i overgangsfasen indtil udlægningsda-toen.

74

15. Denne procedure må efter udvalgetsopfattelse tilgodese to hensyn:

For det første vil særforsorgsforanstaltnin-gerne - som det f. eks. fremgår af kapitel V- i rigt mål kunne erstatte og supplere al<menforanstaltningerne uden for særforsor-gen. Ikke mindst i lyset af en tilstundendeudlægning, der er motiveret i et ønske om atfjerne uhensigtsmæssige skel mellem almen-og specialforansaltninger, må planlægningenfor særforsorgsområdet være et væsentligtbeslutningsgrundlag for den enkelte amts-kommune med henblik på dens egen plan-lægning. Planlægningsproceduren må derfortilrettelægges således, at den enkelte amts-kommune i tide orienteres om den påtænkteudvikling af særforsorgsforanstaltninger in-den for sine grænser.

For det andet er det særlig fra amtsråds-foreningens side blevet understreget, at manlægger vægt på orientering og så vidt muligsamstemmighed om planlægningen på et om-råde, som staten påtænker at overdrageamtskommunerne inden for et kortere tids-rum. På særforsorgsområdet må man derforindtil udlægningen anvende en planproce-dure, der giver mulighed for de nødvendigekontakter med henblik herpå.

Sagt på en anden måde: På den ene sidemå staten give amtskommunerne det for-nødne beslutningsgrundlag med henblik påderes planlægning, og på den anden side måamtskommunerne give staten det fornødnebeslutningsgrundlag med henblik på densplanlægning.

16. Hvad angår statens bidrag til den amts-kommunale udbygningsplanlægning må detvære udgangspunktet, at planlægningen ind-til udlægningen må ske på den centrale soci-alforvaltnings ansvar. Hverken for stateneller amtskommunerne vil det derfor væreden rigtige løsning, at beslutningsgrundlagetfor amtskommunen tilvejebringes ved frem-sendelse af det enkelte forsorgscenters ud-kast til udbygningsplan for sit vedkom-mende. En sådan procedure ville i øvrigt hel-ler ikke løse problemet i relation til den øv-rige særforsorgs foranstaltninger.

Med henblik herpå bør tidsplanen for denstatslige planlægning strammes, således atsocialstyrelsens redegørelse for udbygnings-planerne på særforsorgsområdet udsendes tilamtskommunerne hvert år senest den 1. fe-

bruar, første gang pr. 1. februar 1977. Amts-kommunen vil således modtage redegørelsensamtidig med de kommunale bidrag til densociale udbygningsplanlægning.

Endvidere lægger udvalget vægt på, at so-cialstyrelsen fortsætter bestræbelserne på atgøre denne statslige udbygningsplanlægningså let sammenlignelig som muligt med plan-lægningen på social- og sundhedsområdet,skoleområdet og sygehusområdet.

17. Med hensyn til det amtskommunale bi-drag til det statslige beslutningsgrundlag fin-der udvalget, at der hvert år i april kvartal -efter indsendelsen af de amtskommunale ud-bygningsplaner på socialområdet, men førudsendelsen af socialstyrelsens retningslinierfor revision af særforsorgsplanlægningen -bør ske en drøftelse på grundlag af den fore-liggende redegørelse med henblik på den fo-restående revision af særforsorgsplanerne.

I denne drøftelse bør deltage repræsentan-ter for amtsrådsforeningen, kommunerneslandsforening, Københavns og Frederiks-berg kommuner, socialministeriet, socialsty-relsen, undervisningsministeriet og inden-rigsministeriet.

Endvidere skal udvalget pege på, at dersidder amtsrådsmedlemmer i de lokalt vejle-dende råd i åndssvageforsorgens forsorgs-centre. Ad denne vej skulle der yderligerevære muligheder for at kanalisere oplysnin-ger om vedkommende amtskommunes plan-lægning ind i den statslige planlægningspro-cedure. Det er imidlertid lige så vigtigt, atden viden, som staten får om den enkelteamtskommunes planlægning på de til sær-forsorgen grænsende områder - f. eks. gen-nem den sociale udbygningsplanlægning -indgår i grundlaget for socialstyrelsens over-vejelser med henblik på den løbende revisionaf udbygningsplanlægningen på særforsorgs-området.

D. Forbrugerindflydelse.18. Det skal indledningsvis bemærkes, atman på skoleområdet allerede har et etable-ret, formaliseret system for forbrugerindfly-delse, såvel via skolenævn som via forældre-repræsentationen i skolekommissionerne.

Udvalget går ud fra, at disse samarbejds-former også bringes til anvendelse for såvidt angår de særforsorgsfunktioner, der

75

overføres til undervisningssektoren. De føl-gende bemærkninger sigter derfor først ogfremmest på socialsektoren.

19. Udvalget har her hæftet sig ved tre ek-sempler på forbrugerindflydelse, som skøn-nes at burde overvejes nærmere. Det drejersig om den eksisterende nævnsstruktur påsærforsorgsområdet, bistandslovens systemfor forbrugerindflydelse, samt de svenskehandicapråd.

20. På det område, der indgik i bistandslo-ven, fandtes der visse paralleller til dennævnsstruktur, som i dag findes på vissedele af særforsorgsområdet. Der tænkes herpå revalideringsnævnet og institutionsudval-get på revalideringsområdet, samt på børne-forsorgens område det pædagogiske og detøkonomiske nævn.

Alle disse nævn blev imidlertid nedlagtved bistandslovens ikrafttræden, først ogfremmest fordi det umiddelbare driftsansvarfor de berørte institutioner overførtes tilamtsskommuner og kommuner.

For så vidt angår forbrugerindflydelseover for disse myndigheder skal man henvisetil socialministeriets cirkulære af 15. august1975 om bistandslovens almindelige bestem-melser, hvor ministeriet har henledt kommu-nernes opmærksomhed på muligheden af atetablere en egentlig forbrugerrepræsenta-tion, f. eks. i form af et eller flere forbruger-råd, der repræsenterer forskellige interesse-grupper, som kommunalbestyrelsen vilkunne høre i spørgsmål af mere generel ka-rakter. Det er den enkelte kommunalbesty-relse, som skønner, om der er behov for atinddrage en sådan bredere kreds af forbru-gere i behandlingen af spørgsmål af mere ge-nerel karakter, og det understreges i cirkulæ-ret, at forbrugerråd kun kan være rådgi-vende, og at de ikke kan inddrages i behand-lingen af sager om bestemte personer.

Derudover er der i henhold til den socialestyrelseslov nedsat et styrelsesråd, der errådgivende for socialstyrelsens chef.

21. I Sverige kanaliseres forbrugerindfly-delse gennem et system af handicapråd, hvorder findes råd på såvel det kommunale plan,landsplanet som på statsligt niveau.

Handicaprådene varetager på alle tre niveauerkontakten mellem handicaporganisationerne og de

offentlige myndigheder, navnlig i relation til spørgs-mål på det sociale område, undervisningsområdet,arbejdsmarkedsområdet og boligområdet.

Beslutning om nedsættelse af kommunale handi-capråd træffes af kommunalbestyrelsen (kommun-fullmäktige). De har ingen beslutningskompetence,og de lokale handicapråd kan ikke drøfte sagervedrørende enkeltpersoner.

Handicapråd - både på länsplan og kommunaltplan - har til opgave at holde sig orienteret ombehov og ressourcer på handicapområdet. De skalherunder indsamle erfaringer og følge udviklingeni bistanden til de handicappede, og de kan frem-sætte forslag og skal afgive udtalelser (remissyt-rande).

Det statslige handicapråd virker - udover gen-nem møder i selve rådet - via en referencegruppe,der skal varetage forbindelsen med handicaporga-nisationerne. Man afholder konferencer, varetageren omfattende informationsvirksomhed og afgiverudtalelser (remisser). Rådet har nedsat arbejds-grupper om en række spørgsmål vedrørende handi-cappede, man har startet undersøgelsesprojekter(f.eks. projekt angående friluftsområdens og an-läggningars användbarhet för människor med han-dicapp), og man deltager i internationalt samar-bejde.

22. Når de hidtidige nævns og råds virk-somhed skal vurderes i relation til et fremti-digt system, må det konstateres, at der kunhar været tale om en i formelle former eta-bleret forbrugerindflydelse på en meget be-grænset del af det, der efter en udlægning,jfr. kapitel V, vil være bistandslovens om-råde. Det vil næppe være realistisk at fore-stille sig, at man i det lange løb kan opret-holde en række nævn på de hidtidige sær-forsorgsområder, endda kun på en del afområdet.

23. Udlægningen af særforsorgen må - li-gesom bistandsloven - bl. a. ses som udtrykfor et nærdemokratisk princip, hvorefter defolkevalgte kommunalbestyrelser og amtsrådovertager ansvaret for lovgivningens admini-stration.

Det vil være en naturlig konsekvens afdisse nydannelser, at borgerne, enkeltviseller organiseret i foreninger, søger at gøreindflydelse gældende direkte over for de fol-kevalgte råd.

24. De sociale særforsorgsfunktioners frem-tidige placering som en ressourceniæssigtset lille del af bistandslovens område inde-bærer, at spørgsmålet om forbrugerindfly-delse på dette område ikke kan betragtes løs-

76

revet fra den større sammenhæng. Udvalgethar noteret sig, at socialstyrelsens styrelses-råd ikke efter bistandslovens ikrafttrædenforventes at fortsætte sin hidtidige, tilbage-trukne tilværelse, men at dets virksomhedog struktur må tages op til fornyet overve-jelse.

På denne baggrund finder udvalget detikke rigtigt på indeværende tidspunkt atfastlåse langsigtede losninger, før man harhaft tid til at vurdere mulighederne for enindpasning i den nævnte, større sammen-hæng, som nu er i støbeskeen.

25. For så vidt angår spørgsmålet om for-brugerindflydelsen på lokalt plan, finder ud-valget på grund af synspunkterne i punkt 23og 24, at der for indeværende ikke er grund-lag for at fastfryse strukturen for indflydelsefra en talmæssigt stærkt begrænset del af bi-standslovens forbrugergrupper.

Udvalget er i denne forbindelse gået udfra, at ordene om forbrugerindflydelse i cir-kulæret om bistandslovens almindelige be-stemmelser lige så vel finder anvendelse påforholdet til amtskommunen, og at der ikkeer noget til hinder for, at kommunerne ogamtskommunerne opretter forbrugerråd, derspecifikt beskæftiger sig med handicappedesproblemer. Udvalget kan anbefale nedsættel-sen af disse forbrugerråd, og som inspirati-onskilde i så henseende skal man henvise tilde nævnte svenske handicapråd, samt til detforslag, som udvalget har modtaget fraLandsforeningen Evnesvages Vel (bilag 10).

I landsforeningens forslag opereres med en sær-forsorgskommission på amtskommuneplan, et nævnved hver selvstændig institution, samt et samrådved hver afdeling inden for en institution.

Særforsorgskommissionen foreslås sammensatmed 6 medlemmer valgt af amtsrådet, og 5 med-lemmer udpeget af de handicappedes organisatio-ner. Landsforeningen finder, at man ved udform-ning af regler om disse kommissioner bor tilstræbeen væsentlig styrkelse i forhold til de for de lokaltvejledende råd gældende regler.

Nævnene foreslås oprettet med en sammensæt-ning, der har lighed med de for folkeskolen gæl-dende bestemmelser og regler for skolenævn. Somet princip for nævnenes opgaver har landsforenin-gen peget på etablering af rettigheder over for til-syn, udtaleret om arbejdsfordeling, budget m.v.

Samrådene bor efter landsforeningens opfattelsehave forbrugerflertal, og deres beføjelser bør fast-lægges med udgangspunkt i de kendte samråd in-den for åndssvageforsorgen og de hermed indhø-stede erfaringer.

26. Man anerkender imidlertid forbruger-organisationernes interesse i ikke at tabedet, man allerede har opnået, på gulvet. Detmå navnlig erkendes, at en større nydannelseinden for forsorgen som udlægningen kanskabe usikkerhed og utryghed hos forbru-gerne.

Udvalget anser det følgelig for rigtigt, atde handicappedes organisationer også frem-over skal have rimelig del i forbrugerindfly-delsen på det sociale område. Man menerendvidere, at der bør sikres en særlig inten-siv forbrugerindflydelse i overgangsfasen,hvor kommunerne og amtskommuerne læg-ger linien for deres indsats over for den hid-tidige særforsorgs klienter.

Man finder derfor, at der - udover detnævnte om indflydelse på lokalt plan - børåbnes følgende kanaler for forbrugerindfly-delse fra de handicappedes organisationer:

27. For det første bør de samvirkende in-valideorganisationer repræsenteres i det gen-nemførelsesudvalg, som man har peget påunder B. Man forudsætter endvidere, at dehandicappedes organisationer repræsenteres ilokale gennemførelsesudvalg i det omfang,det findes hensigtsmæssigt at oprette så-danne.

Ad denne vej skulle de handicappedes or-ganisationer få direkte indflydelse på de cen-trale spørgsmål i forsorgens fremtidige admi-nistration.

28. For det andet bør de samvirkende in-valideorganisationer i den under C. nævnte5-årsperiode hores over den planlægning,der drives under socialministeriets auspicier,herunder også den omhandlede udbygnings-planlægning for de hidtidige særforsorgsin-stitutioner.

Dette indebærer bl. a., at de samvirkendeinvalideorganisationer en gang om året børhøres over udbygningsplanerne efter, at soci-alstyrelsens redegørelse om planerne er af-givet til ministeren, men inden der udsendesretningslinier m. v. med henblik på kommu-nernes og amtskommunernes næste ordinærerevision af planlægningen.

29. For det tredie er udvalget som nævntbekendt med, at der foregår overvejelser omen optrapning af virksomheden i socialsty-

77

reisens styrelsesråd, herunder en udbygningmed underudvalg.

Udvalget finder, at DS I bør repræsenteresi styrelsesrådet, men også i fornødent om-fang i de forventede underudvalg underrådet.

E. Indberetningsordninger m. v.30. Som det fremgår af kapitel IV, afsnitE., er der for de forskellige klientgrupperetableret en række ordninger med indberet-ning til centralt placerede særforsorgsinsti-tutioner, uanset at der kun i begrænset om-fang er fastsat nærmere retningslinier herfor.

Som eksempel kan nævnes den for blindegennemførte ordning, hvorefter hospitaler,øjenlæger, sundhedsplejersker, børnehavereller skoler, når de får kendskab til tilfældeaf stærk svagsynethed eller blindhed, foreta-ger indberetning til blindeinstitutternes øjen-klinik i Hellerup eller i mere begrænset om-fang til Refsnæsskolen. Uanset at der ikkesom forudsat i blindeloven er fastsat nær-mere regler for indberetning til blindevæse-net, har den nævnte ordning virket fuldt til-fredsstillende som en frivillig ordning, derhar sikret, at så godt som alle tilfælde afblindhed eller stærk svagsynethed er kom-met til såvel blindevæsenets som til andre

sagkyndiges kundskab med henblik på eta-blering af tidlig vejledning og behandling.Som et andet eksempel kan nævnes betyd-ningen af indberetningsordningen for læger,jordemødre m. fl. om læbe- og ganespaltetil-fælde. En sådan indberetningsregel harværet med til at sikre en højt kvalificeret fo-rebyggende og behandlende - herunder ope-rativ - indsats på dette område.

For udvalget er det væsentligt, at sådannefordelagtige indberetningsordninger kan le-veres i et decentraliseret system, og det måderfor anses for at være af betydning for enfremtidig forsvarlig bistandsordning for han-dicappede, at der tilvejebringes det fornødnegrundlag for videreførsel af sådanne hen-sigtsmæssige indberetningsordninger. Manskal i denne forbindelse pege på bestemmel-sen i bistandslovens § 19, som i givet faldmå udvides for at give det fornødne grund-lag for fastsættelse af de fornødne retningsli-nier.

I denne sammenhæng må også peges påbetydningen af, at der tilvejebringes det for-nødne statistiske grundlag både med henblikpå bistandsordningens udvikling og medhensyn til at tilvejebringe det fornødnegrundlag for lokal og central planlægning.De fornødne ændringer i statistikproduktio-nen, som følge af udlægningen, må forud-sættes tilrettelagt i socialstatistikudvalgetsregie.

78

Kapitel VII

Finansiering

A. Indledning.

/. Det skal indledningsvis nævnes som enforudsætning bag udvalgets nedenståendeforslag, at udlægningens finansielle aspekterordnes inden for rammerne af det såkaldtetotalbalanceprincip, hvorefter det beløb,som staten sparer ved overførsel af statsopga-ver til kommuner og amtskommuner, skaloverføres til disse via refusioner og bloktil-skud. Udvalget forudsætter, at man i rela-tion til finansieringsspørgsmålet anvenderden sædvanlige procedure i forbindelse medopgavefordelingsreformer. Man går såledesud fra, at man - efter at der er taget stillingtil de principielle spørgsmål jfr. denne be-tænkning - som konsekvens heraf under in-denrigsministeriets auspicier beregner stør-relsen af de kompesationsbeløb, der viabloktilskuddene skal overføres til den en-kelte kommune og amtskommune. Man gårendvidere ud fra, at disse spørgsmål på sæd-vanlig vis drøftes mellem regeringens byrde-fordelingsudvalg, de kommunale organisati-oner samt Københavns og Frederiksbergkommuner.

Det betyder således, at kommunerne ogamtskommunerne ved en udlægning umid-delbart vil få tilført et beløb svarende til,hvad staten bruger på særforsorgsområdet.De nuværende udgifter på området fremgåraf nedenstående tabel.

2. Derudover er grundlaget for behandlin-gen af finansieringsproblemet de forslag omden fremtidige ansvarsfordeling, som findesi kapitel V. Det må tillægges afgørende be-tydning, at finansieringsreglerne ikke i reali-teten kommer til at sætte bom for realiserin-den af de socialpolitiske principper, der harligget bag forslagene til ansvarsfordeling, ogbag selve tanken om særforsorgens udlæg-ning.

Kilde: Drift: FFL 1976/77 (excl. beskæftigelses-arb.). Anlæg: Sidst revideret anlægsovcrsigt.

') Hospital, 134,5 mill. kr.

Selvom bistandslovens neutralitetsprincipderfor - jfr. punkt 4ff. - har været en væ-sentlig inspirationskilde for udvalget, så harman ved udmøntningen heraf samtidig taget

79

hensyn til, at finansieringsspørgsmålene vedudlægning af dette totalt set ret lille områdeikke bør trække uforholdsmæssigt admini-strativt besvær med sig.

I kapitel V er det lagt til grund, at detsamlede udbud af foranstaltninger til denhidtidige særforsorgs klienter i fremtidenskal kunne rumme samtlige de funktioner,der hidtil har været indeholdt i særforsor-gen, men at de enkelte funktioner i fremti-den skal administreres sammen med de pa-rallelle funktioner i særforsorgens omver-den.

3. Som det fremgår af det foregående, kander inden for særforsorgsområdet identifice-res en social, en sundheds- og en undervis-ningssektor. Inden for disse tre sektorer ope-reres der uden for særforsorgen med forskel-lige finansieringssystemer. En udlægning afsærforsorgen efter udvalgets model må derforindebære, at finansieringssystemet i medføraf særforsorgens udlægning tilrettelægges udfra finansieringssystemerne i særforsorgensomverden, således at man ad denne vej ikkelægger hindringer i vejen for det tilstræbtesamspil mellem almene og specielle foran-staltninger.

B. Gældende finansieringsregler.4. I socialreformkommissionens betænk-ning blev finansieringsproblematikken gjorttil genstand for omfattende og principielleovervejelser. Ved udformningen af den soci-ale bistandslov er der lagt stor vægt på, at fi-nansieringssystemet kunne støtte de omlæg-ninger, som i øvrigt tilsigtedes med refor-men. Dette førte til neutralitetsprincippet ifinansieringen af bistandslovens almindeligeydelser, jfr. dog nedenfor om rådgivning ogvejledning.

Det betød, at de hidtil forskellige refusi-ons- og tilskudsprocenter, som var knyttet tilog nødvendiggjorde en skarp opdeling af kli-enterne i bestemte kategorier, blev afløst afet ensartet finansieringssystem på tværs afbistandslovens foranstaltninger.

Formålet var at sikre, at hensynet til refu-sionsprocenter ikke kunne forvride en hen-sigtsmæssig sammensætning af tilbuddet tilden enkelte klient eller vanskeliggøre samar-bejdet mellem forskellige sociale instanser.Risikoen for forvridning fra forskelle i fi-

nansieringsregler foreligger i princippet,hvor man ikke har absolutte kriterier for atdele modtagerne i kategorier eller foranstalt-ningerne efter helt afgrænsede formål ogvirkninger - eller hvor det ikke er ønskeligtat gøre det.

5. I praksis udformedes bistandslovens fi-nansieringssystem sådan, at klientens hjem-stedskommune i alle tilfælde bærer 50 pct.af udgiften ved den sociale bistand svarendetil hjemstedkommunens generelle ansvarover for klienten.

Hvor kommunen tillige har ansvar for for-syningen med, og driften af den pågældendeforanstaltning, betaler den i første omganghele udgiften, men modtager 50 pct. heraf irefusion fra staten, således at kommunen en-deligt bærer 50 pct.

Hvor bistandsloven pålægger amtskom-munen ansvar for forsyningen med og drif-ten af den pågældende foranstaltning, beta-ler kommunen som takst 50 pct. af udgiftenfor benyttelsen heraf og uden refusion frastaten, medens amtskommunen som ansvar-lig for forsyning og drift bærer den andenhalvdel af udgiften.

For særlige plejehjem, hvor staten er an-svarlig for forsyning og drift, bærer kommu-ne og stat hver 50 pct. af udgiften somtakst for benyttelsen.

6. Hjemstedskommunen, der har det umid-delbare ansvar over for klienten for sam-mensætningen af et hensigtsmæssigt foran-staltningstilbud, bærer altså i alle tilfælde 50pct. af udgiften herved, således at dens valgaf en egnet foranstaltningssammensæting ide konkrete tilfælde hverken forvrides afforskellige refusionsprocenter eller udløseren utilsigtet ekstrabelastning af kommunensøkonomi.

Denne regel betyder tillige, at hjemsted-kommunens holdning til, om en given foran-staltning, f. eks. en institution, skal drives afkommunen selv, som selvejende, fælleskom-munal eller af amtskommunen, vil kunnebestemmes af andre kriterier end de finansi-elle.

7. Som undtagelser fra bistandslovens ge-nerelle regel kan nævnes den rådgivning ogvejledning, som præsteres i tilknytning til so-cialforvaltningerne.

80

Udgiften hertil bæres fuldt ud af den in-stans, der yder rådgivningen, i almindelig-hed kommunen. Det var især vanskelighe-derne ved at afgrænse og bestemme dette ar-bejdes omfang og de dermed forbundneudgifters størrelse, som - sammen med ud-gifternes forventede begrænsede vægt - mo-tiverede denne undtagelse.

8. For det almindelige sygehusvæsen gæl-der, at udgiften fuldt ud bæres af den en-kelte amtskommune.

9. For folkeskolen påhviler alle udgifterkommunen endeligt, for så vidt der ikke erudtrykkelig lovhjemmel for, at udgifternehelt eller delvis påvhiler staten, amtskommu-nerne eller andre.

I medfør af folkeskolelovens § 3, stk. 2,gives der specialundervisning eller andenspecialpædagogisk bistand til børn, hvis ud-vikling kræver særlig hensyntagen ellerstøtte.

Efter reglerne i samme lovs § 20, stk. 5,kan specialundervisning indrettes af amts-kommunen. Den enkelte kommune kan her-efter selv vælge, om den vil honorere pligtentil at tilbyde specialundervisning ved egneskoler, ved skoler under amtskommunen,eller ved andre skoler (efter overenskomst).

Hvor specialundervisning opbygges iamtskommunalt regie, påhviler udgiften her-til fuldt ud amstskommunen, således at dertil spørgsmålet om driftsansvar er knyttet etspring i den finansielle byrde.

C. Udvalgets forslag.

a) Generelt.10. Særforsorgens udlægning tilsigter enbedre samordning mellem de nuværendesærforsorgsforanstaltninger og samfundetsalmindelige tilbud til gavn for den enkelteklient, jfr. socialreformens totalitetsprincip.

I konsekvens heraf skal også særforsorgs-grupperne primært have samme adgang tilsamfundets almindelige tilbud som andremennesker og på samme vilkår.

Nogle af særforsorgens foranstaltninger erparallelle med samfundets almindelige til-bud og tilsigtes med udlægningen integreretheri.

Men herudover tilbyder særforsorgen for-anstaltninger, som mere specielt tager sigte

på klientens særlige behov og dermed sup-plerer samfundets almene foranstaltningstil-bud.

Det må tillægges afgørende betydning, atfinansieringssystemet ikke i praksis kommertil at lægge hindringer i vejen for en sådansupplering af de almene foranstaltninger, til-passet den enkeltes behov.

Som et andet væsentligt hensyn skal manpege på, at der i bistandslovens almindeligesystem - som i socialreformen i øvrigt - erlagt vægt på, at den enkelte delsektor dragernytte af andre sektorers og delsektorers spe-cialviden og særlige forudsætninger. Somnævnt flere gange i kapitel V er det ved be-tjeningen af særforsorgens klienter afgø-rende at sikre et hensigtsmæssigt samspilmellem undervisnings-, sundheds- og social-sektoren. Det er derfor vigtigt at under-strege, at der i kapitel V ikke er foretaget enfordeling af ansvaret for institutioner, menfunktioner. Dette princip bør derfor ogsåvære grundlaget for at afgøre, om en udgiftskal afholdes efter den ene eller den andensektors finansieringsregler. Hvis finansie-ringsreglerne i stedet gik på institutioner,kunne det tilskynde til forvridninger, f. eks.ved at visse sektorer af rent økonomiskegrunde tilstræbte en »selvforsyning«, dersom nævnt ikke kan anses for ønskelig afbehandlingsmæssige årsager, og som også vilvære uheldigt ud fra en samfundsøkonomisksynsvinkel.

11. Udvalget skal derfor pege på den ho-vedregel, hvorefter de i kapitel V omhand-lede delfunktioner efter en udlægning fi-nansieres efter samme regler som de paral-lelle funktioner i de sektorer, hvortil de i detnævnte kapitel foreslås henført. Hvor klien-ten optages på en institution uden for denkommune eller amtskommune, der efter ka-pitel V har ansvaret for tilvejebringelsen afden pågældende foranstaltning, forudsættesværts(amts)-kommunens udgift fuldt uddækket, således at udgiften deles mellemhjemkommunen og -amtskommunen efter deherom gældende regler. Det bemærkes, at så-danne regler allerede kendes ved døgninsti-tioner for børn og unge, jfr. også bistands-lovens §11.

Der kan i visse tilfælde argumenteres foren afvigelse fra disse hovedregler, jfr. neden-for.

81

b) Specielt om sociale bistandsfunktioner.12. Et særligt problem rejser sig i de til-fælde, hvor en funktion kan tilbydes i såvelkommunalt som amtskommunalt regie. Detgælder i socialsektoren først og fremmestdaginstitutioner og plejehjem.

Hensynet til, at finansieringsproblemerikke må øve indflydelse på behovsvurderin-gen, når der skal tages stilling til visitationtil henholdsvis kommunale og amtskommu-nale foranstaltninger, indebærer nødvendig-heden af en finansiel neutralitet set fra kom-munens synsvinkel. Udvalget mener derfor,at kommunen skal bære 50 pct. af udgiftentil en klients ophold på de omhandlede insti-tutionstyper, hvadenten der er tale om enkommunal eller en amtskommunal institu-tion.

Hvor der er tale om en amtskommunal in-stitution ligger visitationskompetencen -dvs. muligheden for at disponere bindende -i amtskommunalt regie efter forslagene i ka-pitel V. Udvalget finder derfor, at amtskom-munen bor bære 50 pct. af udgiften ved op-hold på daginstitutioner og specialinstitutio-ner under amtskommunens ansvarsområde.

Dette forslag indebærer en parallel pro-blemstilling i forhold til døgninstitutionerefter bistandsloven for børn og unge. Pådette område må amtskommunen bære enudgift i det øjeblik, hvor indsatsen af kom-munale foranstaltninger ikke kan forebyggeen fjernelse af barnet fra hjemmet.

I relation til de to omhandlede instituti-onstyper skal man pege på, at amtskommu-nen undgår denne udgift i det omfang, hvoriden gennem støtteforanstaltninger er i standtil at sikre, at klientens bistandsbehov kandækkes ved optagelse på kommunale institu-tioner, og denne løsning er i god overens-stemmelse med grundtankerne bag udvalgetsnedsættelse. Det skal i denne forbindelsepåny understreges, at den kommunale udgifter uafhængig af, om en given foranstaltningydes i kommunalt eller amtskommunaltregie, således at kommunen ikke har nogetøkonomisk motiv til at modsætte sig en opta-gelse på en kommunal institution med amts-kommunale støtteforantaltninger.

c) Specielt om skoleundervisning.13. Problemstillingen omkring udlægnin-gen af særforsorgens skolevæsen kan tal-mæssigt belyses ved at nævne, at der er ca.

18.000 børn i kommunale specialskoler ogspecialklasser, medens ca. 1.000 går i amts-kommunale centerskoler. Heroverfor står, atder i det samlede skolevæsen under den stør-ste særforsorgsgren - åndssvageforsorgen -går ca. 5.500 børn, svarnde til godt 30 pct.af specialklassernes børnetal.

Udvalget lægger vægt på, at finansierings-ordningen heller ikke for denne sektorsvedkommende kommer til at lægge hindrin-ger i vejen for realiseringen af udlægningensmålsætninger - herunder for det første denglidende overgang og det smidige samvirkemellem almene og specielle funktioner, ogfor det andet princippet om at udlægningenikke i sig selv må betyde en forringelse afservicetilbuddene til klienterne.

Som det er nævnt i punkt 9 er finansie-ringsordningen for skolevæsenet ikke sam-menfaldende med den anvendte finansie-ringsordning inden for bistandslovens om-råde. Baggrunden for skolevæsenets finansie-ringsordninger er bl. a. ønsket om at mini-mere det administrative besvær med beta-lingsordninger mellem offentlige myndighe-der.

Ved valget af finansieringsordning på deher omhandlede områder må der derfor fore-tages en afvejning af de administrative hen-syn og de hensyn, der ligger bag neutralitets-princippet.

Drøftelserne i udvalget har således afdæk-ket et behov for, at denne problemstillingbehandles særskilt.

Da finansieringsproblemerne berører væ-sentlige spørgsmål, der ligger uden for ud-valgets kommissorium, finder udvalget, atspørgsmålet snarest efter betænkningens af-givelse bør tages op til drøftelse mellemKommunernes Landsforening, amtsrådsfore-ningen, København og Frederiksbergs kom-muner, indenrigsministeriet, finansministe-riet, undervisingsministeriet og socialmini-steriet.

I disse drøftelser må foruden overvejelserom en hensigtsmæssig finansieringsordning iforbindelse med udlægningen af særforsor-gens undervisningsfunktioner også indgåovervejelser om sammenhængen med oghensigtsmæssigheden af finansieringsordnin-gen på det sociale bistandsområde, navnligfor så vidt angår institutionerne og betalings-ordninger mellem kommuner og amtskom-muner.

82

d) Overgangsproblemer ved udlægningen.14. De ovennævnte forslag indebærer -jfr. f. eks. bistandslovens § 11 - at udgiftenved bistanden til den enkelte klient, der erunder særforsorg, på udlægningsdatoen måhenføres til den pågældendes hjemkommu-ne og -amtskommune.

Selv om et finansieringssystem som herskitseret for de specielle foransaltningernetop er gennemført for bistandslovens øv-rige område, vil der naturligvis kunne opstålidt andre problemer ved dets anvendelse påde nuværende særforsorgsområder. Der vilsåledes være tilfælde med ældre klienter,som for mange år siden er blevet anbragt påen særforsorgsinstitution, hvor tilknytningentil deres retlige hjemstedskommune og -amts-kommune må forekomme meget formel.

På den anden side vil det efter en udlæg-ning være helt nødvendigt, at enhver klient

får tilknytning til en kommune og amtskom-mune for at afværge, at nogen klient tabes afsystemet og særligt med hensyn til at placereet ansvar over for den pågældende klient.

Selv om tilknytningen til hjemstedskom-munen og amtskommunen nok i enkelte til-fælde vil fremstå som lidt søgt, må den dogantages i det samlede billede at give en merehensigtsmæssig ansvars- og byrdefordelingend det alternativ at placere udgiften hosden kommune og amtskommune, hvor denpågældende klient engang er blevet anbragtpå institution. Dette sidste ville koncentrereuforholdsmæssige byrder på kommuner ogamtskommuner, hvor store institutioner i ti-dens løb er blevet placeret, medens den før-ste fremgangsmåde dog kan antages at havestørre sammenfald med fordelingen af detkompensationsbeløb, der forudsættes over-ført via puljen for generelle tilskud.

83

Kapitel VIII

Ankeregler. (Retsbeskyttelse)

1. I dette kapitel gives under A en oversigtover de pr. 1. april 1976 gældende ankereg-ler inden for særforsorgens og herunderåndssvageforsorgens områder.

Under B fremsættes synspunkter om og for-slag til fremtidige regler på området.

Under C omtales kort straffelovgivningen.

A. Gældende ankeregler pr. 1. april 1976.

Ankeregler for anbringelse under særforsorgeller tildeling af andre hjælpeforanstaltnin-ger i henhold til bistandsloven, som ydes tilpersoner under særforsorg.

2. Særligt om born.a°. Det sociale udvalgs beslutning om an-

bringelse uden for hjemmet uden sam-tykke kan indbringes for den sociale an-kestyrelse, hvis beslutning kan krævesforelagt for landsretten. (Bistandslovens§§ 128 og 129).

b°. Såfremt det sociale udvalg undlader ativærksætte påkrævede hjælpeforanstalt-ninger, kan amtsankenævnet træffe be-slutning herom og pålægge udvalget atgennemføre beslutningen; tilsvarende be-føjelser har den sociale ankestyrelse. (Bi-standslovens § 35).

3. Afgørelser om optagelse og ophold isærforsorgens dag- og døgninstitutioner ogydelse af bistand i forbindelse hermed.(Voksne).a°. Modtagelse af særforsorg er principielt

frivillig, se dog under 5 og 6.b°. Institutionsledelsens afgørelse kan ind-

bringes for socialstyrelsen, hvis afgørelse

kan indbringes for socialministeren. (Bi-standslovens § 119).

4. Klager over forsorgens udøvelse.Her gælder samme regler som foran

nævnt under pkt. 2, dvs. at klager kan ind-bringes for socialstyrelsen og socialministe-riet. Specielt om de formelle betingelser forophold på lukket afdeling, isolering og fikse-ring er givet administrative regler ved cir-kulæreskrivelse nr. 18 af 1. juli 1968 foråndssvageforsorgen.

5. Specielt om klage over ydelser efter bi-standsloven til personer under særforsorg.a°. Det sociale udvalgs afgørelser kan ind-

bringes for amtsankenævnet (i Køben-havns og Frederiksberg kommuner forden sociale ankestyrelse). Amtsankenæv-nets afgørelse kan normalt indbringesfor den sociale ankestyrelse. (Bistandslo-vens § 15).

b°. For så vidt angår den kontanthjælpo. lign., der i dag kan ydes af særforsorgs-institutioner, gælder reglen i bistandslo-vens § 119, hvorefter institutionsledel-sens afgørelse kan indbringes for social-styrelsen, hvis afgørelse kan indbringesfor socialministeren.

6. Særlige regler om iværksættelse af ånds-svageforsorg uden samtykke.a°. Der findes i åndssvagelovens § 10 føl-

gende tvangsbestemmelse: Enhver per-son over 18 år, der er åndssvag, ellerhvis tilstand ganske kan ligestilles her-med, og som ikke er omfattet af reglernei åndssvagelovens kapitel III (særligeforanstaltninger vedrørende børn ogunge), er forpligtet til at modtage hjælp imedfør af åndssvageloven, for så vidt

84

vedkommende overlæge skønner, at på-gældende må anses som farlig for sigselv eller andre. (»Farlighedskriteriet«).Ankeadgangen er her den sociale anke-styrelse, hvis afgørelse kan forlanges ind-bragt for landsretten.

b°. I Danske Lov 1-9-7 er der hjemmelfor overøvrigheden til at afsige farlig-hedsdekreter. Denne bestemmelse er sta-dig gældende, men den er ikke blevet an-vendt for så vidt angår åndssvage, hvistilstand rummer fare for retssikkerhe-den, i al fald siden 1934.

7. Særlige regler om afslag på anmodningom at blive udskrevet af åndssvageforsorgen.

Der findes her i åndssvageloven 2 tvangs-bestemmelser:a°. Udskrivning af åndssvageforsorgen kan

nægtes på grundlag af »farlighedskrite-riet«, jfr. pkt. 2.a°. foran.

b°. Herudover kan udskrivning af åndssva-geforsorgen nægtes, hvis det må antages,at foranstaltningernes ophør vil medførevæsentlige ulemper for pågældende selv.(»Ulempekriteriet«).

I begge tilfælde er ankeadgangen den so-ciale ankestyrelse, hvis afgørelse kan forlan-ges indbragt for landsretten.

B. Synspunkter om og forslag til fremtidigeankeregler.

a) Generelle bemærkninger.8. Som det fremgår af udvalgets betænk-ning i øvrigt og udvalgets kommissorium,søger man så vidt muligt ved udlægningen atindpasse særforsorgen i bistandslovens al-mindelige retlige og administrative system.

En konsekvens heraf vil være, at bl. a. bi-standslovens §§ 115-120 ophæves (ellerændres) sammen med de særlige love foråndssvageforsorgens og den øvrige særfor-sorgs områder.

Det er også en konsekvens heraf, atspørgsmålet om visitation til foranstaltningerog tildeling af ydelser inden for den hidti-dige særforsorgs område i videst muligt om-fang må underlægges de klageregler, der ge-nerelt findes i bistandsloven.

Specielt må det vurderes, om der bør bi-beholdes særregler (administrative tvangs-

regler) for den personkreds, der hidtil harværet omfattet af åndssvageforsorgslovensbestemmelser.

b) Særligt om børn.9. Det er udvalgets opfattelse, at bistands-lovens ankeregler for så vidt angår anbrin-gelse af børn uden for hjemmet uden sam-tykke som hidtil også må være gældende forden nuværende særforsorgs områder.

Udvalget forudsætter i denne forbindelse,at åndssvage børn ligestilles med andre børni henseende til undervisning.

c) Afgørelser om optagelse og ophold i sær-forsorgens dag- og døgninstitutioner og ud-skrivning herfra.10. Udvalgets udgangspunkt er, at modta-gelse af særforsorg principielt er frivillig.

11. Som tidligere nævnt er der i bistands-lovens § 15 fastsat regler, hvorefter afgørel-ser, der træffes af det sociale udvalg, kanindbringes for amtsankenævnet og derefter -med visse undtagelser - for den sociale an-kestyrelse. Bistandsloven indeholder imidler-tid ikke regler om, hvorledes der skal forhol-des med hensyn til klager over afgørelsertruffet af amtsrådets social- og sundhedsud-valg (socialcentret) om optagelse på institu-tion (og udskrivning).

I socialministeriets cirkulære af 18. marts 1976er der i punkt 86 (klageadgang m. v. vedrorendepersoner under revalidering) givet regler for, hvor-ledes der skal forholdes i tilfælde af klage overbeslutning om optagelse på revalideringsinstitutio-ner og beskyttede virksomheder, truffet af amts-kommunens socialcenter efter indstilling fra det so-ciale udvalg.

Af cirkulæret fremgår, at disse beslutninger måanses for et led i behandlingen af den erhvervs-hæmmedes sag. Beslutningernes hensigtsmæssighedvil derfor kunne undersøges af socialstyrelsen ogsocialministeren, jfr. pkt. 24 i socialministeriets cir-kulære af 15. august 1975 om bistandslovens almin-delige bestemmelser.

Udvalget finder imidlertid, at den socialeankestyrelse også bør have adgang til at tagestilling til sådanne afgørelser, lige så vel somde kommunale socialudvalgs afgørelse omoptagelse på institution kan indbringes foramtsankenævnet. Afgørelser truffet af so-cial- og sundhedsudvalget (socialcentret)om optagelse på institution (og i forbindelsemed udskrivning) foreslås derfor at skulle

85

kunne indbringes for den sociale ankesty-relse. I denne forbindelse bemærkes, at detmå pålægges udvalgene rutinemæssigt at for-syne ankestyrelsen med oplysninger om detsaglige grundlag for den visitationsbeslut-ning, som indankes, ligesom ankestyrelsenmå have adgang til at indhente bedømmelserfra socialstyrelsen om det saglige grundlagfor beslutningen.

Specielt med hensyn til primærkommu-nens (det sociale udvalgs) medvirken i visi-tationsprocessen er det vigtigt, at indstillin-ger fra det sociale udvalg ikke kan virke for-sinkende specielt i tilfælde, hvor anbringelseunder en specialforanstaltning er mere akutpåkrævet. Det sociale udvalgs henvisningangår derfor også især førstegangsanbringel-ser under en specialforanstaltning, men kuni særlige tilfælde spørgsmål om ændret an-bringelse inden for en specialinstitutionsrammer o. lign. Det må derfor i alle tilfældepåhvile det sociale udvalg at viderebringehenvisningen om anbringelse på specialinsti-tution til socialcentret, selvom det socialeudvalg ikke mener, at optagelse på specialin-stitution kan anbefales. Til trods herformener udvalget imidlertid, at der i henholdtil den allerede gældende regel i bistandslo-vens § 15 må være adgang til, at et social-udvalgs afgørelse om at afslå en anmodningom at indstille anbringelse på specialinstitu-tion skal kunne indbringes for amtsanke-nævnet.

d) Forsorgens udøvelse.12. Udvalget skal endvidere foreslå, at deri medfør af bistandslovens § 14 fastsættesregler om klager over forsorgens udøvelse,der skal ske til den, der fører tilsynet med in-stitutionen. Dette vil for det amtslige regievære amtsrådet og for det kommunale regievære kommunalbestyrelsen.

Disse afgørelser kan indbringes for social-styrelsen, hvis afgørelse kan indbringes forsocialministeren.

Under forsorgens udøvelse henhører alleafgørelser eller dispositioner, som de erhenlagt til institutionernes afgørelse, hvori-mod afgørelser, som træffes af socialudvalgeller social- og sundhedsudvalg (socialcen-tret) kan indbringes for de særlige ankeorga-ner (amtsankenævnet og den sociale anke-styrelse).

I denne forbindelse henvises specielt til

reglerne i socialministeriets bekendtgørelseaf 29. marts 1976 om magtanvendelse, isola-tion, sikrede afdelinger, fratagelse af besøgs-ret og brevkontrol i døgninstitutioner forbørn og unge. Tilsvarende regler må udar-bejdes bl. a. som en udbygning af de gæl-dende regler i åndssvageforsorgens nævntecirkulæreskrivelse af 1. juli 1968, og der måheri indgå regler, der fastslægger såvel amts-rådets som socialstyrelsens tilsynsforpligtel-ser og regler om løbende indberetninger omanbringelse på lukket afdeling, isolation, fik-sering o. lign.

For disse funktioner vil det være særligvigtigt at sikre klientens rettigheder ved ud-førlige og klare regler.

Socialstyrelsen er ved at færdigbehandle materi-elle retsregler om disse restriktive foranstaltninger,der bl.a. er blevet aktualiseret ved kritiske be-mærkninger fra folketingets ombudsmand om be-hovet for klare regler på dette område. Styrelsenregner med over for socialministeriet at kunnefremsætte forslag til sådanne regler i løbet af efter-året 1976.

Som yderligere sikkerhedsgaranti foreslåsen ordning svarende til den ordning, somfindes i socialministeriets førnævnte be-kendtgørelse, hvorefter socialstyrelsen følgerudviklingen på området og med dette formålfor øje lejlighedsvis aflægger besøg på insti-tutionerne og i særlig grad har opmærksom-heden henvendt på de sikrede afdelinger.

På samme måde skal socialstyrelsenkunne sikre sig en vis kontrol med klientersophold på lukkede afdelinger, således at op-holdet ikke udstrækkes længere end nødven-digt, og ligeledes blive orienteret om anven-delsen af isolering og fiksering.

Endvidere bør socialstyrelsen have adgangtil at pålægge amtsrådet at optage en klage-sag til behandling.

e) Specielt om de særlige tvangsregler iåndssvageforsorgsloven vedrørende voksnepersoner. (18 år og derover).13. Åndssvageforsorgens nuværende sy-stem med hensyn til tvangsregler (og der-med ankeregler og retsbeskyttelse) er i dagkarakteriseret ved navnlig følgende 3 for-hold:a°. Klienten kan administrativt tvinges ind

i forsorgen. (»Farlighedskriteriet«).b°. Der er imidlertid ikke blot dette ene,

men yderligere eet tvangskriterium, der

86

kan forhindre, at klienten udskrives afforsorgen. (»Farlighedskriteriet« og »u-lempekriteriet«). Det vil rent praktiskbetyde, at selv om klienten frivilligt ergået ind i forsorgen, vil navnlig »ulem-pekriteriet« kunne forhindre udskriv-ning.

c°. Det er kun selve optagelsen i åndssva-geforsorgen og udskrivning af åndssvage-forsorgen, der er beskyttet med den stør-ste retskontrol. (Den sociale ankestyrelse- domstolene). Hvordan klientens place-ring sker eller ændres inden for åndssva-geforsorgen, er efter nugældende regleralene beskyttet af administrative klage-regler.

14. Klienter, der ikke er på døgninstitu-tion. Der vil ikke være behov for særligeankeregler for denne personkreds, idet dealmindelige gældende regler fuldt ud kan an-vendes.

15. Klienter på døgninstitutioner. Udval-get finder, at principielt bør også institutions-ophold for åndssvage være baseret på frivil-lighed.

16. Udvalget kan, for så vidt angår perso-ner, der er ude af stand til at drage omsorgfor deres person, og for hvem et institutions-ophold vil være påkrævet, henvise til myn-dighedslovens regler om umyndiggørelse -herunder § 46, hvoraf fremgår, at for så vidtretten skønner, at den umyndiggjorte er udeaf stand til selv at drage tilbørlig omsorg forsin person, påhviler dette værgen. Værgenvil i kraft heraf kunne træffe beslutning omden umyndiggjortes opholdssted.

17. Efter udvalgets opfattelse vil der dogikke kunne undværes regler, hvorefter per-soner, der skønnes farlige for sig selv ellerandre, kan indlægges på institution.

Lov nr. 118 af 13. april 1938 om sinds-syge personers hospitalsophold med senereændringer indeholder regler om tvangsan-bringelse af tilnærmelsesvis samme indholdsom åndssvageforsorgsloven.

Udvalget vil foreslå, at i de tilfælde, hvoren person skønnes farlig for sig selv ellerandre, og hvor man hidtil ville have foran-

staltet tvangsindlæggelse efter åndssvagefor-sorgslovens regler, foretages tvangsanbrin-gelse efter sindssygelovens regler på et af dei dennes § 1 omhandlede hospitaler eller hel-bredelsesanstalter, der af justitsministeren erautoriserede til behandling.

For dette forslag taler, at der praktisk taltikke har fundet tvangsindlæggelser sted efteråndssvageforsorgslovens regler, således atder ikke synes at være fornødent grundlagfor at opretholde en sådan enkeltståendetvangsregel inden for bistandslovens ram-mer.

Konsekvensen af at optage åndssvagefor-sorgslovens »farlighedskriterium« og i stedetanvende sindssygelovens bliver, at tvangs-indlagte »farlige« personer skal behandlesefter sindssygelovens regler, hvilket betyder,at de, hvis de ikke udskrives, når farligheds-tilstanden er overstået, vil kunne tilbagehol-des på et psykiatrisk hospital i medfør afsindssygelovens tvangsregler, hvoraf der fin-des 2: et ulempekriterium og et helbredelses-kriterium. Disse 2 kriterier har begge rela-tion til personens sindssygdom og vil derfor iøvrigt være naturligt anvendelige på alle per-soner uanset deres intelligensmæssige status.

Denne konsekvens er således i overens-stemmelse med anvendelse af det almene sy-stems regler. I praksis vil der kun fore-komme meget få af disse indlæggelser medden nævnte konsekvens, og forslaget om an-vendelse af sindssygelovens regler sigter ikkepå at overføre flere klienter til de psykiatri-ske hospitaler, men kun på at sikre mulighe-den for at kunne indlægge »farlige« perso-ner.

På tilsvarende måde bør »ulempekriteriet«i åndssvageloven efter udvalgets opfattelseikke overføres til bistandsloven. Det ville isig selv volde nærmest uoverstigelige van-skeligheder at beskrive i lovteksten, hvilkenpersongruppe et sådant kriterium skulle om-fatte, men det må i øvrigt anses for tilstræk-kelig beskyttelse, at der - udover mulighe-derne for anbringelse i henhold til særligtfastsatte regler under isolerede forhold - vilvære adgang til at anvende umyndiggørelses-instituttet, hvis der eventuelt i særlige situa-tioner skulle vise sig behov herfor.

18. For så vidt angår spørgsmålet om æn-dret placering inden for døgninstitutionsom-rådet er visitationen i kapitel V henlagt til

87

socialcentret. Det foreslås, at indbringelse afklager herover til ankestyrelsen skal haveopsættende virkning, medmindre ganskesærlige forhold gør sig gældende.

19. Endelig bemærkes, at de forannævnteforslag vedrører de områder, som henhørerunder socialsektoren (bistandsloven). Ud-valget går ud fra, at de inden for andre om-råder, herunder skolevæsenet, gældende kla-geregler får tilsvarende anvendelse på deområder, som udlægges hertil.

88

C. Straffelovgivningen.

20. Navnlig vedrørende åndssvage børnævnes, at problematikken omkring perso-ner, som i medfør af straffeloven dømmes tilåndssvageforsorg - evt. til anbringelse på in-stitution - i stedet for fængselsstraf, behand-les i et særligt under justitsministeriet nedsatudvalg. Når begrebet »åndssvageforsorg«ophæves, må der eventuelt kunne blive taleom konsekvenser for straffelovens formule-ringer (eller eventuelt for domstolenes prak-sis).

Kapitel IX

De eksisterende institutioner fordelt pådriftsherrer1. Medens kapitlerne V-VIII behandler deadministrative rammer om videreførelsen afsærforsorgens opgaver fra udlægningsdatoenog på længere sigt, så har dette kapitel ennoget anden karakter.

Det indeholder udvalgets overvejelser om,hvilke driftsherrer der skal overtage de eksi-sterende institutioner på udægningsdatoen.Det må understreges, at kapitlet således kunvedrører et praktisk spørgsmål, der skal kla-res på netop denne dato. Hvorledes billedetskal udvikle sig efter denne dato, må efterudvalgets opfattelse afgøres inden for de ikapitel V nævnte rammer under anvendelseaf bl. a. de samarbeidsliner, der omtales i ka-pitel VI.

2. Udgangspunktet for udvalgets overvejel-ser herom er herefter de i kapitel V omhand-lede principper, samt socialreformkommissi-onens principper for opgavefordelingen mel-lem kommuner og amtskommuner (jfr. kapi-tel II).

Socialreformkommissionens præmissermå efter udvalgets opfattelse føre til, at deeksisterende institutioner inden for åndssva-geforsorgen og den øvrige særforsorg somhovedregel overføres til drift ved de amts-kommuner, hvori de er beliggende. Manskal dog ikke udelukke, at det i forbindelsemed den praktiske udlægning kan vise sighensigtsmæssigt, at enkelte institutioner påskole- eller børnehaveområdet overføres tilkommunal drift. Der tænkes her på instituti-oner, hvis klienter udelukkende eller heltovervejende kommer fra en enkelt kommune.Endvidere kunne noget sådant være hen-sigtsmæssigt hvor den pågældende institutionligger i en kommune, der allerede har en vel-udbygget og specialiseret service på de på-gældende områder. Det forudsættes, at det ikapitel VI omhandlede gennemførelsesud-

valg påser, at aftaler herom er indgået indenudlægningen finder sted.

For enkelte landsdækkende institutionerhar man skønnet, at deres virksomhed er såvæsensforskellig fra den kommunale ogamtskommunale virksomhed, at en udlæg-ning ikke indebærer de fordele, som efterudvalgets opfattelse tilsiger en udlægning aflangt den overvejende del af åndssvagefor-sorgen og den øvrige særforsorg. I disse til-fælde har man fundet det rigtigst at undladeat pege på udlægning. Det drejer sig om føl-gende institutioner: John F. Kennedy-insti-tuttet, øjenklinikken i Hellerup, Statens bib-liotek for blinde, statens trykkeri for blinde,statens hjælpemiddelcentral for blinde, døve-film og laboratoriet for teknisk-audiologiskforskning.

3. I underbilag a) har udvalget givet enskitse til, hvilke myndigheder der ved udlæg-ningen bør overtage de enkelte institutioner.

Det bemærkes, at denne liste, inden denpraktiske udlægning finder sted under gen-nemførelsesudvalgets auspicier, bør udmøn-tes konkret amtskommune for amtskom-mune, således som det eksempelvis skitse-mæssigt er gjort i underbilag b).

4. Som nævnt flere steder i kapitel V, vare-tager den samme særforsorgsinstitution i dagofte funktioner, der efter en udlægning vilbringe institutionen i kontakt med mere endén amtskommunal forvaltningsgren.

I underbilag a) har udvalget peget på,hvorledes de forskellige funktioner indenfor institutionen kan fordeles på forvalt-ningsgrenene. Når en funktion henføres tilen forvaltningsgren indebærer det, at funk-tionens udøvelse sker efter den pågældendesektors regelsæt, at funktionen indgår i den

89

pågældende sektors planlægningssystem, atfunktionens udøvelse er undergivet den på-gældende forvaltningsgrens faglige tilsyn, ogat personalet ansættes under den pågæl-dende forvaltningsgren. Endvidere betyderdet, at finansieringen sker efter reglerne fordet pågældende område.

Hvis en sådan ordning ikke skal blive forvanskelig at administrere, bør selve husad-ministrationen ved institutionen efter udval-gets opfattelse henføres til én forvaltnings-gren. Ved »husadministration« forstås ad-ministration af og betaling for bygningerm. v. og andre rent praktiske spørgsmål medhensyn til den samlede institutions drift.

Udvalget har fundet det rigtigst som ud-gangspunkt for overvejelser herom i under-bilaget at angive, hvilken funktion inden forden enkelte institution der skønnes at værehovedfunktionen.

5. Udvalget går ud fra, at en udlægning måmedføre forslag om ændring af en rækkelove, herunder lov om social bistand, i med-før af de beslutninger, som træffes på grund-lag af forslagene i kapitel V. Derudover skaludvalget anbefale fremsættelse af forslag tillov om udlægning af åndssvageforsorgen ogden øvrige særforsorg, bl. a. med henblik påat fastslå, hvilke driftsherrer der skal over-tage statens rettigheder og forpligtelser ved-rørende driften af institutionen, således somtilfældet også var ved statshospitalernesovergang til amtskommunerne.

Drejer det sig om selvejende institutioner,der udgør langt den mindste del af den eksi-sterende institutionsmasse inden for særfor-

sorgen, bør det angives, hvilken kommu-ne eller amtskommune der ved udlægningenskal indgå overenskomst med institutionen.Det forudsættes i denne forbindelse, atoverenskomstindgåelsen sker ved standardo-verenskomster udarbejdet af den centrale so-cialforvaltning. Det forudsættes videre, atdisse standardoverenskomster forinden for-handles med de kommunale organisationerog institutionerne

Udvalget forudsætter endvidere, at over-førslen bliver vederlagsfri for kommunerneog amtskommunerne. Man finder i det heletaget, at de driftsøkonomiske spørgsmål om-kring overførselen må afklares efter reglernei § 143 i lov om social bistand.

Man går ud fra, at overførselsloven - lige-ledes efter modellen vedrørende statshospi-talernes udlægning - kommer til at inde-holde regler om personalets overgang tilkommunalt og amtskommunalt regie. Heromhenvises i øvrigt til det udvalg, der jfr. nær-værende udvalgs kommissorium skal ned-sættes for at drøfte personalespørgsmålet.

6. En overførsel af de eksisterende insti-tutioner vil medføre, at visse amtskommunervil være underforsynet med - eller sommetider helt mangle - visse institutionstyper.

Det forudsættes, at disse amtskommunerindgår overenskomst med andre amtskom-muner, således at de har adgang til et antalpladser, der er tilstrækkeligt til at honorerederes ansvar efter kapitel V. Det forudsættesendvidere, at gennemførelsesudvalget påser,at de fornødne overenskomster er indgået,inden udlægningen skal træde i kraft.

90

Underbilag a. til kap. IX:Institutionernes fordeling på driftsherrer

Åndssvageforsorgen.

I. Centralinstitutioner (samt Rødby gård). Amtskommunen, social- og sundheds-forvaltningen.

Centralinstitutioner er bo-institutioner. Foruden plejehjemslignende afdelinger er derher det mest intensive og alsidige undersøgelses- og behandlingsapparatur i forsorgscen-tret til rådighed. Der er endvidere tilbud om oplæring, undervisning, beskæftigelse,beskyttet arbejde, fritidsaktiviteter m.v. Centerledelsen og forsorgscentrets centraleadministration er placeret på centralinstitutionen. - Der findes i alt 11 centralinstitu-tioner med pladsantal varierende fra 185 til 1.080.

Nedenfor er der foretaget en opsplitning af funktionerne på en centralinstitution. - Endelvis tilsvarende opsplitning kan foretages for Rødbygård, der er den største af lokal-institutionerne, og muligvis for enkelte andre større lokalinstitutioner. (Plejehjem).

1. Bo-afdelinger Social- og sundhedsforvaltningen.2. Sygeafdelinger Sygehusforvaltningen.3. Skole- og voksenundervisning Undervisnings- og kulturforvaltningen.4. Værksteder Social- og sundhedsforvaltningen.5. Fysioterapiafdelinger Sygehusforvaltningen.6. Tandklinikker Social- og sundhedsforvaltningen.7. Socialrådgivning m. v. Social- og sundhedsforvaltningen.8. Administrationskontor samt tekniske Social- og sundhedsforvaltningen,

afdelinger (køkken, maskinhus m. v.)

II. Andre institutioner.

1. Ferie- og aflastningshjem. Amtskommunen, social-ogsundhedsforvaltningen.

Ferie- og aflastningshjem er bo-institutioner, der modtager - fortrinsvis hjemmeboende- åndssvage i ferie- og aflastningsophold i indtil 3 måneder. - Der findes i alt 7 ferie-og aflastningshjem med pladsantal varierende fra 14 til 20.

2. Børnehjem. Amtskommunen, social- ogsundhedsforvaltningen.

Børnehjem er bo-institutioner for børn, som af behandlingsmæssige eller andre grundeikke kan bo hjemme. Nogle af børnehjemmene er specialbehandlingshjem. Endvidereer nogle af børnehjemmene de tidligere ventetidshjem ved børneforsorgen m. v.; dissehjem er selvejende e. lg. - Der findes i alt 15 børnehjem med pladsantal varierendefra 10 til 26.

91

3. Skolehjem. Amtskommunen, social- ogsundhedsforvaltningen.

Skolehjem er bo-institutioner, der modtager børn, der har for langt til åndssvagefor-sorgens skole fra deres eget hjem. Skolehjemmene ligger i nærheden af en skole, hvorskolehjemsbørnene går sammen med andre åndssvage børn fra området. På skolehjembor endvidere børn, som af sociale grunde ikke kan være i eget hjem. - Der findes i alt19 skolehjem med pladsantal varierende fra 10 til 60.

4. Lederejede institutioner. Amtskommunen, social- og(Plejecentraler). sundhedsforvaltningen.

Plejecentraler er bo-institutioner, som ejes af lederen, med hvem åndssvageforsorgenhar indgået overenskomst om belægning af alle pladserne. Der er for tiden kun pleje-centraler med voksne beboere. Plejecentralerne kan i hovedsagen sammenlignes medplejehjem. Der findes i alt 15 plejecentraler med pladsantal varierende fra 9 til 60.(I bilag b medregnet under plejehjem).

5. Plejehjem. Amtskommunen, social- og(Lokalinstitutioner). sundhedsforvaltningen.

Plejehjem er bo-institutioner for voksne åndssvage, som har behov for pleje og omsorgi det daglige. Der er som regel tilbud om nogen værkstedsbeskæftigelse og anden be-skæftigelse, om oplæring i selvhjulpethed i den daglige tilværelse og om fritidsaktivi-teter. - Der findes i alt 28 plejehjem med pladsantal varierende fra 11 til 390.

6. Pensionater. Amtskommunen, social- ogsundhedsforvaltningen.

Pensionater er bo-institutioner for voksne, der her tilbydes enten varig beskyttet boligeller oplæring til at klare sig i en mere selvstændig tilværelse. Beboerne vil som regelhave arbejde uden for pensionatet på det almindelige arbejdsmarked eller i et beskyttetværksted. - Der findes i alt 33 pensionater med pladsantal varierende fra 10 til 75.

7. Klientværksteder. Amtskommunen, social- ogsundhedsforvaltningen.

Klientværksteder er daginstitutioner for voksne åndssvage, der fortrinsvis bor i egenbolig, hos familie eller på åndssvageforsorgens pensionater. Herudover er der klient-værksteder på centralinstitutioner og visse (navnlig større) plejehjem. De fleste klient-værksteder er beskyttede værksteder for åndssvage, der ikke kan klare normalt erhverv.3 klientværksteder er erhvervsoptræningsværksteder, som modtager unge åndssvagemed henblik på optræning til beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked. På nogleklientværksteder er der desuden indrettet lokaler til dagcentervirksomhed. - Der findesi alt 73 klientværksteder med pladsantal varierende fra 21 til 130.

8. Skoler. Amtskommunen. (Kommunen).Undervisnings- og kulturforvaltningen.

Skoler er daginstitutioner for åndssvage børn; disse børn bor som regel enten hjemmeeller på skolehjem. På centralinstitutioner (og visse større plejehjem) findes endviderecenterskoler for børn og/eller voksne. - Der findes i alt 90 skoler med pladsantalvarierende fra 18 til 150.

9. Ungdomsskoler. Amtskommunen, undervisnings- ogkulturforvaltningen.

Ungdomsskoler er daginstitutioner for unge åndssvage. Undervisningen er hovedsagelig

92

af erhvervsforberedende og boforberedende karakter. - Der findes i alt 7 ungdoms-skoler med pladsantal varierende fra 12 til 80.

10. Ungdomskostskoler. Amtskommunen, undervisnings- ogkulturforvaltningen.

Ungdomskostskoler er en kombination af ungdomsskoler og skolehjem. - Der findesi alt 4 ungdomskostskoler med pladsantal varierende fra 18 til 28.

a. Skolen Undervisnings- og kulturforvaltningen.

b. Bo-afdelinger Social- og sundhedsforvaltningen.

11. Børnehaver. Amtskommunen. (Kommunen).Social- og sundhedsforvaltningen.

Børnehaver er daginstitutioner for åndssvage børn under skolealderen. Der er tale omsåvel pædagogiske funktioner som pasningsfunktioner samt forældrevejledning. En en-kelt børnehave er specialbørnehave for spastiske børn. 2 børnehaver er lederejede ellerselvejende. Ved 2 børnehaver er der etableret week-end boophold for et mindre antalåndssvage børn (aflastningsophold m. v.). - Der findes i alt 50 børnehaver med plads-antal varierende fra 12 til 38.

12. John F. Kennedy-Instituttet. Staten, socialstyrelsen.

John F. Kennedy-Instituttet er en landsdækkende specialinstitution for forskning ogbehandling specielt omkring prænatal diagnostik og forebyggelse af åndssvaghed. Her-udover ydes der råd og vejledning i så stort et omfang, at hovedparten af opgave-området er service over for åndssvage eller potentielt åndssvage eller disses forældreog familier. I instituttet er der en bo-afdeling med 10 pladser.

Institutioner m.v. Driftsherrer((x) = Selvejende institutioner)

Blindeforsorgen.

1. Refsnæsskolen. 1. Vestsjællands amtskommune, under-visnings- og kulturforvaltningen.

Landsdækkende kostskole for blinde og stærkt svagsynede børn.

a. Undervisningen. a. Undervisnings- og kulturforvaltningen.

b. Bo-afdelingerne. b. Social- og sundhedsforvaltningen.c. Til skolen er knyttet en afdeling til c. Undervisnings- og kulturforvaltningen,

langtidsrevalidering af unge multi-handicappede synshæmmede ialderen indtil 21 år.

d. Skolen har en intern børnehave og d. Social- og sundhedsforvaltningen,giver vejledning til forældre til blindeog stærkt svagsynede småbørn overhele landet.

e. Skolen fremstiller specielle e. Undervisnings- og kulturforvaltningen,undervisningsmaterialer også tilsvagsynede elever i folkeskolen.

93

2. Statens institut for blinde og 2. Københavns kommune, social- ogsvagsynede. Hellerup. sundhedsforvaltningen.

a. Ved instituttets foranstaltning a. Social- og sundhedsforvaltningen,gennemgår blinde og stærkt svag-synede uddannelse inden for detalmindelige uddannelsessystem.

b. Instituttet giver desuden uddannelse b. Social- og sundhedsforvaltningen,på enkelte specielle områder (pro-grammorskole, pianostemmerskolem. v.).

c. Specielt for senblinde gives c. Social- og sundhedsforvaltningen,undervisning i at tilpasse sigtilværelsen som blind.

d. Instituttet har en kostafdeling d. Social- og sundhedsforvaltningen,for elever.

e. Instituttet har en efterskoleafdeling e. Undervisnings- og kulturforvaltningen,for elever fra Refsnæsskolen.

3. Ojenklinikken. 3. Socialstyrelsen, evt. Rigshospitalet.

Ambulatorium med særlig svagsynsklinik, operationsafsnit og sengeafdeling.

4. Statens bibliotek for blinde. 4. Staten, socialstyrelsen.

Udlåner punktboger og lydbånd.

5. Statens trykkeri for blinde. 5. Staten, socialstyrelsen.

Fremstiller punktbøger og lydbånd.

6. Statens hjælpemiddelcentral 6. Staten, socialstyrelsen,for blinde.

Leverer punktskriftmaskiner, som ydes efter bistandsloven, samt en række mindrehjælpemidler.

7. Blindehjemmet Bredegård (x). 7. Frederiksborg amtskommune, social-og sundhedsforvaltningen.

Plejehjem.

8. Blindekonsulenterne. 8. Vedkommende amtskommune, social-og sundhedsforanstaltningen (i samar-bejde med Dansk Blindesamfund).

Udøver konsulentbistand til løsning af sociale og personlige problemer.

Døveforsorgen.

1. Statens skole for døve. 1. Københavns kommune, undervisnings-Kobenhavn, og kulturforvaltningen.

Dækker området øst for Storebælt.

a. Varetager undervisningen af døve a. Undervisnings- og kulturforvaltningen,og multihandicappede svært tung-høre børn.

94

b. Skolen har elevhjem for elever,der på grund af afstanden eller andreforhold ikke kan bo hjemme.

b. Social- og sundhedsforvaltningen.

2. Statens skole for svært tunghørebørn. København.

Skolen er en ren eksternatskole.

2. Københavns kommune, undervisnings-og kulturforvaltningen.

3. Ålborgskolen.

a. Skole for døve og svært tunghøresamt døv-blinde børn fra Nord-jylland (Viborg, Århus og Nord-jyllands amter). For så vidt angårdøv-blinde er skolen doglandsdækkende.

b. Skolen har et landsdækkendematerialelaboratorium.

c. Skolen råder over elevhjem forelever, der ikke kan bo hjemme.

d. Skolen har en børnehave og givervejledning til forældre til høre-hæmmede småbørn.

3. Nordjyllands amtskommune, under-visnings- og kulturforvaltningen.

a. Undervisnings- og kulturforvaltningen.

b. Undervisnings- og kulturforvaltningen.

c. Social- og sundhedsforvaltningen.

d. Social- og sundhedsforvaltningen.

4. Fredericiaskolen.

a. Skole for døve og svært tunghørebørn for det sydlige Jylland og Fyn(Fyns, Vejle, Sønderjyllands, Ribe,Ringkøbing og Århus amter).Skolen modtager elever fra folke-skolen til kortere observationsophold.

b. Skolen har elevhjem for elever,der ikke kan bo hjemme.

c. Der er ved skolen oprettet en special-børnehave, og skolen giver vejledningtil forældre til hørehæmmede små-børn.

4. Vejle amtskommune, undervisnings-og kulturforvaltningen.

a. Undervisnings- og kulturforvaltningen.

b. Social- og sundhedsforvaltningen.

c. Social- og sundhedsforvaltningen.

5. Nyborgskolen.

a. Landsdækkende erhvervsforbere-dende fortsættelsesskole fortrinsvisfor elever, der er udgået fra døve-forsorgens barneskoler.

b. Skolen har en kostafdeling(kollegium) med ca. 80 pladser.

5. Fyns amtskommune, undervisnings-og kulturforvaltningen.

a. Undervisnings- og kulturforvaltningen.

b. Social- og sundhedsforvaltningen.

95

6. Barneklinikken, København.

a. Foretager pædagogisk-psykologiskeundersøgelser af hørehæmmede ogtalelidende børn i underskolealderen.

b. Udøver vejledning over for forældretil hørehæmmede småbørn. Dækkerområdet øst for Storebælt.

7. Institutionen for unge og voksnedøve og svært tunghøre, Herlev (x).

a. Institutionen omfatter forudenHjemmet for Døve i Herleven række plejehjemslignende insti-tutioner, herunder et hjem fordøvblinde.

b. Institutionen tilbyder endviderebeskyttet beskæftigelse i første rækkepå vaskeri og beskyttet værksted vedinstitutionen i Herlev.

c. Institutionen har i dag den øversteadministration af de nedenfor underpunkt 8 nævnte erhvervs- ogvejledningskontorer.

6. Københavns kommune, social- ogsundhedsforvaltningen.

a. Social- og sundhedsforvaltningen.

b. Social- og sundhedsforvaltningen.

7. Københavns amtskommune, social- ogsundhedsforvaltningen.

a. Social- og sundhedsforvaltningen.

b. Social- og sundhedsforvaltningen.

c. Social- og sundhedsforvaltningen.

8. Erhvervs- og vejledningskontorernefor døve.

8. Vedkommende amtskommune, social-og sundhedsforvaltningen (i samarbejdemed institutionen for voksne døve).

Udøver konsulentbistand til løsning af erhvervsmæssige, sociale og personlige proble-mer.

9. Døvefilm. 9. Socialstyrelsen, evt. Danmarks Radio.

Fremstiller film og videobånd til døve. - Administreres i dag af Danske Døves Lands-forbund med tilskud over en særlig konto på de årlige finanslove.

Tunghøreforsorgen.

1. Statens hørecentraler. 1. Vedkommende amtskommune, syge-husforvaltningen.

Er placeret på hospitaler i København, Odense og Århus. Foretager udlevering af høre-apparater til hørehæmmede.

2. Laboratoriet for teknisk audio- 2. Staten, socialstyrelsen,logisk forskning.

Laboratoriet, der er knyttet til statens hørecentraler, foretager forskning for statensinstitutioner for tunghøre og døve, specielt med hensyn til udvikling af undersøgelses-og målemetoder samt høreapparater og andre tekniske hjælpemidler for hørehandicap-pede.

(Laboratoriets struktur er under overvejelse; der kan blive tale om placering under

96

Odense Universitet, evt. Danmarks Tekniske Højskole eller förbliven under socialsty-relsen) .

3. Statens høreinstitut, Fredericia. 3. Vejle amtskommune, undervisnings-og kulturforvaltningen.

a. Landsdækkende kostskole for voksne a. Undervisnings- og kulturforvaltningen,hørehæmmede med kompliceredevanskeligheder. Modtager høre-handicappede til korterevarige op-hold til løsning af specielle høre-apparatproblemer og psykiske ogspecielle sociale problemer. Instituttetbehandler døvblevne og meget sværthørehæmmede og hørehæmmedemed et undervisningsmæssigt be-handlingsbehov, der ikke kan til-godeses lokalt.

b. Institutionen modtager endvidere b. Undervisnings- og kulturforvaltningen,efter aftale med taleforsorgen strube-løse (laryngectomerede), der ikkekan behandles ambulant.

4. Statens høreinstitut, København. 4. Københavns kommune, undervisnings-og kulturforvaltningen.

Giver ambulant undervisning i høreapparatets brug, mundaflæsning og høretræningm. v. til voksne hørehæmmede i Københavns og Frederiksberg kommuner, efter at depågældende har fået udleveret høreapparater fra Statens Hørecentraler eller fra deaudiologiske klinikker. Derudover tilbydes intensiv optræning af døv-blevne og sværthørehæmmede fra hele hovedstadsområdet.

5. De lokale afdelinger af statens 5. Vedkommende amtskommune, under-høreinstitutter, visnings- og kulturforvaltningen.

Giver ambulant undervisning i høreapparatets brug, mundaflæsning og høretræningm. v. til voksne hørehæmmede, der har fået udleveret høreapparater fra statens høre-central eller fra audiologiske klinikker.

6. Konsulentvirksomheden for 6. Vedkommende amtskommune, social-tunghøre og døvblevne. og sundhedsforvaltningen (i samarbejde

med Landsforeningen for Bedre Hørelse).Udøver konsulentbistand til løsning af erhvervsmæssige, sociale og personlige proble-mer, der har relation til hørehandicappet, og i samarbejde med behandlende institu-tioner.

Taleforsorgen.

1. Statens institut for talelidende, 1. Københavns amtskommune, under-Hellerup. visnings- og kulturforvaltningen.Landdelsdækkende institution til undersøgelse, diagnosticering, behandling og under-visning af talelidende og ordblinde.

97

a. Instituttet foretager undersøgelser,diagnosticering og i et vist omfangbehandling af børn og voksne medstemmelidelser og sprogforstyrrelser.

b. Instituttet giver i begrænsetomfang egentlig skolemæssigundervisning til børn, der i længeretid må opholde sig på instituttet.

c. Instituttet formidler i vidt om-fang placering af talelidendesmåbørn i almindelige børne-haver og giver taleundervisningtil disse børn samt vejledning tilbørnehavernes personale.

d. For børn, der på Diakonissestiftelsener blevet opereret for gane- ellerlæbespalte, foretages på instituttetstandklinik en kompliceret ogomfattende tandlægelig behandling.

e. Instituttet har et elevhjem medca. 10 pladser.

a. Undervisnings- og kulturforvaltningen.

b. Undervisnings- og kulturforvaltningen.

c. Undervisnings- og kulturforvaltningen.

d. Social- og sundhedsforvaltningen.

e. Social- og sundhedsforvaltningen.

2. Statens institut for talelidende,Århus.

2. Århus amtskommune, undervisnings-og kulturforvaltningen.

Landdelsdækkende institution til undersøgelse, diagnosticering, behandling og under-visning af talelidende og ordblinde.

a. Instituttet foretager undersøgelser,diagnosticering og i et vist omfangbehandling af børn og voksne medstemmelidelser og sprogforstyrrelser.

b. Medens svære tilfælde af ordblindhedi området øst for Storebælt henvisestil undervisning på Ordblindeinsti-tuttet i Hellerup, må taleinsti-tuttet i Århus påtage sig under-visningen af disse elever, der formanges vedkommende tilbringerhele deres skoletid på instituttet.

c. Instituttet formidler i vidt om-fang placering af talelidende små-børn i almindelige børnehaverog giver taleundervisning tildisse børn samt vejledning tilbørnehavernes personale.

d. For børn, der på Diakonisse-stiftelsen er blevet opereret forgane- eller læbespalte, foretages påinstituttets tandklinik en kom-pliceret og omfattende tandlægeligbehandling.

a. Undervisnings- og kulturforvaltningen.

b. Undervisnings- og kulturforvaltningen.

c. Undervisnings- og kulturforvaltningen.

d. Social- og sundhedsforvaltningen.

98

e. Instituttet har elevhjem med i alt45 pladser.

3. Taleinstitutternes lokaleafdelinger.

e. Social- og sundhedsforvaltningen.

3. Vedkommende amtskommune, under-visnings- og kulturforvaltningen.

De lokale afdelinger er ikke så vidt udbyggede som de 2 taleinstitutter. Afdelingerneforetager selv undersøgelser og lægger behandlingsplaner, men alt efter tilfældets svær-hedsgrad og afdelingens muligheder finder der henvisning sted til de 2 institutter forså vidt angår mere komplicerede tilfælde.

4. Ordblindeinstituttet i Hellerup (x). 4. Københavns amtskommune, under-visnings- og kulturforvaltningen.

Instituttet modtager stort set kun elever fra Københavns kommune, Københavns amtog Frederiksborg amt. Giver behandling af svært ordblinde og hjerneskadede børn,som henvises fra taleinstituttet i Hellerup. I det omfang, handicappet gør det muligt,gives i begrænset omfang en egentlig skolemæssig undervisning.

Epileptikerforsorgen.

1. Kolonien Filadel f ia vedDianalund (x).

Modtager epilepsipatienter fra hele landetning, oplæring og pleje.

a. Hospitalsafdelinger.

b. Plejeafdelinger.

c. Skole for børn med 50 pladser.

d. Børnehave med 10 pladser.

e. Skole for voksne med undervisningnærmest svarende til høj- ellerefterskolernes.

2. Plejehjem under KolonienFiladel f ia.

a. Plejehjemmet Attruphøj,Vodskov (x).

b. Bromme Plejehjem,Munke Bjergby (x).

c. Plejehjemmet Stormly,Juelsminde (x).

d. Plejehjemmet Sells Minde,Over Vrigsted, Stouby (x).

3. Plejehjemmet Pedersborghjemmet,Sorø (x), under Kolonien Filadelfiafor skolesøgende børn.

1. Vestsjællands amtskommune, sociol-og sundhedsforvaltningen.

til observation og behandling samt undervis-

a. Sygehusforvaltningen.

b. Social- og sundhedsforvaltningen.

c. Undervisnings- og kulturforvaltningen.

d. Social- og sundhedsforvaltningen.

e. Undervisnings- og kulturforvaltningen.

2. Vedkommende amtskommune, sociol-og sundhedsforvaltningen.

a. Social- og sundhedsforvaltningen.

b. Social- og sundhedsforvaltningen.

c. Social- og sundhedsforvaltningen.

d. Social- og sundhedsforvaltningen.

3. Vestsjællands amtskommune, social-og sundhedsforvaltningen.

99

Institutionen er et hjem for 17 epileptiske børn i skolepligtig alder, som ikke kan til-passe sig i det naturlige hjem. Børnene går i de lokale folkeskoler. Hjemmet er princi-pielt landsdækkende, men af de nuværende 14 elever er kun 3 bosat uden for områdetøst for Storebælt.

Vanføreforsorgen.

1. Fysiurgisk Hospital, Hornbæk (x). 1. Frederiksborg amtskommune,sygehusforvaltningen.

Giver lægelig efterbehandling, fortrinsvis af patienter med eftervirkninger efter ulyk-kestilfælde.

2. Fysiurgisk Hospital, Hald (x). 2. Viborg amtskommune, sygehus-forvaltningen.

Giver lægelig efterbehandling, fortrinsvis af patienter med eftervirkninger efter ulyk-kestilfælde.

3. Klinikken på Thorvaldsensvej (x). 3. Frederiksberg kommune,sygehusforvaltningen.

Modtager til ambulant behandling patienter med lammelser opstået på grund af syg-domme i nervesystemet, herunder bl. a. patienter med dissemineret sclerose.

4. Klinikken for cerebral parese og 4. Bør følge Ortopædisk Hospital,børneneurologi ved Ortopædisk (Sygehusforvaltningen).Hospital, København.

5. Solbakkens ungdomsafdeling, 5. Århus amtskommune, social- ogHøjbjerg (x). sundhedsforvaltningen.

Behandlings- og plejehjem for svært fysisk handicappede unge i alderen 16-27 år.

6. Revalideringshjemmet Østerskoven, 6. Nordjyllands amtskommune,Hobro (x). social- og sundhedsforvaltningen.

Institutionen, der har ca. 30 pladser, modtager klienter med cerebral parese eller hjerne-skader, der kan ligestilles hermed, i alderen 16-27 år til fysiurgisk behandling, under-visning, optræning og oplæring.

7. Institutionen for respirations- 7. Københavns kommune, social- ogpatienter, København (x). sundhedsforvaltningen.

Giver beskyttet bolig til ca. 15 åndedrætslammede.

8. Børnehjemmet i Søllerød (x). 8. Københavns amtskommune,social- og sundhedsforvaltningen.

9. Børnehjemmet Kildehøj, Nivå (x). 9. Frederiksborg amtskommune,social- og sundhedsforvaltningen.

10. Børnehjemmet i Odense (x). 10. Fyns amtskommune,social- og sundhedsforvaltningen.

11. Invalidebørnehjælpens Børnehjem, 11. Frederiksborg amtskommune,Hørsholm (x). social- og sundhedsforvaltningen.

100

12. Børnehaven ved Solbakken,Højbjerg (x).

13. Børnehaven ved klinikken forcerebral parese og børneneurologi,København (x).

12. Århus amtskommune,social- og sundhedsforvaltningen.

13. Københavns kommune,social- og sundhedsforvaltningen.

14. Geelsgård Kostskole, Virum (x). 14. Københavns amtskommune,

undervisnings- og kulturforvaltningen.

Landsdækkende skole for svært multihandicappede vanføre børn.

a. Undervisningsafdeling. a. Undervisnings- og kulturforvaltningen.

b. Behandlingsafsnit. b. Sygehusforvaltningen.

c. Fritidshjem. c. Social- og sundhedsforvaltningen.

d. Elevhjem. d. Social- og sundhedsforvaltningen.

15. Håndværksskolen, København (x).

a. Giver oplæring inden for enrække fag.

b. Skolen har elevhjem med ca.30 pladser.

16. De ortopædiske hospitaler iKøbenhavn og Århus samt deortopædisk-kirurgiske afdelingerved en række sygehuse.

15. Københavns kommune,social- og sundhedsforvaltningen.

a. Social- og sundhedsforvaltningen.

b. Social- og sundhedsforvaltningen.

16. Vedkommende amtskommune,formentlig sygehusforvaltningen.

101

Underbilag b. til kap. IX:Institutionernes fordeling på driftsherrer

1. Københavns kommune2. Frederiksberg kommune3. Københavns amt4. Frederiksborg amt5. Roskilde amt6. Vestsjællands amt7. Storstrøms amt8. Bornholms amt9. Fyns amt

10. Sønderjyllands amt11. Ribe amt12. Vejle amt13. Ringkøbing amt14. Århus amt15. Viborg amt16. Nordjyllands amt17. Grønland18. Færøerne19. Staten

20. Åndssvageforsorgens forsorgscentres områder pr. 1. august 1976

Bemærkninger til oversigten:

1. I mange tilfælde vil postadressen angive navnet på den kommune, som institutionenligger i. Hvor dette ikke er tilfældet, er - for så vidt angår åndssvageforsorgen -kommunens navn anført. (I overskriften eller i parentes).

2. (x) angiver, at institutionen er selvejende, privat e. lg., og at der altså skal indgåsoverenskomst om driften.

3. (o) angiver, at ejendommen, hvori institutionen drives (eller dele af ejendommen,f. eks. grunden) ikke ejes af åndssvageforsorgen, men er lejet. (Der er ikke anførttilsvarende angivelse for så vidt angår den øvrige særforsorg, hvor der også findeslejemål).

102

Københavns kommune

I. Fra åndssvageforsorgen.

a. Centralinstitution Ingen.

b. Børnehjem Se side 116 under Vestsjællands amt:

Tølløse Børnehjem.

c. Skolehjem Ingen.

d. Ungdomskostskoler Ingen.

e. Pensionater 1. Pensionatet (o), Amagerbrogade 268,2.,2300 København S. - 16 pladser.(Mænd og kvinder).

2. Pensionatet (o), Spaniensgade 15,2300 København S. - 75 pladser.(Mænd og kvinder).

f. Plejehjem 1. Karens Minde, Wagnersvej 19,2450 København SV. - 92 pladser.(Voksne).

2. Se side 111 under Frederiksborg amt:Kysthjemmet.

3. Ingeborg Erlangs Hjem (x),Backersvej 150, 2300 København S. -11 pladser. (Kvinder).

g. Ferie- og aflastningshjem 1. Se side 112 under Frederiksborg amt:Karolinelund.

2. Se side 117 under Vestsjællands amt:Feriehjemmet Fyrregården.

3. Se side 120 under Storstrøms amt:Ferie- og aflastningshjemmetStrandholm.

4. Se side 120 under Storstrøms amt:Feriehjemmet Enø.

h. Centerskoler Ingen.

i. Ungdomsskoler Højskolen i Spaniensgade (o), Spaniens-gade 15, 2300 København S. - 30 pladser.(Mænd og kvinder).

j. Klientværksteder, dagcentre m. v 1. Værkstedet (væveriet) (o),Svanevej 24, 2400 København NV. -70 pladser. (Mænd og kvinder).

103

2. Værkstedet (o), Amager Strandvej 122,2300 København S. - 30 pladser.(Mænd og kvinder).

3. Værkstedet/daghjemmet (o),Jydeholmen 15, 2720 Vanløse. -61 pladser. (Mænd og kvinder).

4. Værkstedet (o), Frederikssundsvej 246,I., 2700 Brønshøj. - 60 pladser.(Mænd og kvinder).

5. S. Å. Industriservice (o), Lyongade 19,1., 2300 København S. - 55 pladser.(Mænd og kvinder).

6. Erhvervsoptræningsværkstedet (o),Amager Strandvej 122B, 1.,2300 København S. - 36 pladser.(Mænd og kvinder).NB! Institutionen er et specialværk-

sted for erhvervsoptræning afåndssvage.

k. Børnehaver 1. Børnehaven Rosenvænget (o),Rosenvængets Allé 28, 2100 Koben-havn 0 . - 2 4 pladser.

1. Skoler

2. Børnehaven Svenskelejren (o), Skanse-bjerg 3, 2700 Brønshøj.

3. Den lille børnehave (o), Wagnersvej 19,2450 København SV. - 12 pladser.

4. CP-børnehaven, Wagnersvej 19,2450 København SV. - 24 pladser.NB! Institutionen er en specialbørne-

have for spastiske børn.Endvidere anvendes institutioneni week-end'en som bo-institutionfor åndssvage børn. - 5 pladser.

Strandparkskolen (o), Amager Strandvej122, 2300 København S. - 72 pladser.

II. Fra den øvrige særforsorg.

a. Blindeforsorgen 1. Statens institut for blinde og svagsynede,Rymarksvej 1, 2900 Hellerup.

2. Blindekonsulent Helene Jakobsen (x),Strandboulevarden 114, 2. tv,2100 København 0.

3. Blindekonsulent Ole Jørgensen (x),Vognmandsmarken 48, st. tv.,2100 København 0.

104

b. Døveforsorgen

c. Tunghøreforsorgen

1. Statens skole for døve, Kastelsvej 58,2100 København 0.

2. Statens skole for svært tunghøre børn,Randersgade 12, 2100 København 0.

3. Børneklinikken, Statens undersøgelses-og vejledningsklinik for døve og tung-høre børn, Kristianiagade 13,2100 København 0.

4. Erhvervs- og vejledningskontoret fordøve (x), Brohusgade 17,2200 København N.NB! Kontoret vil i øvrigt bevare til-

knytning til Institutionen for ungeog voksne døve, Herlev, hvorunderdet i dag hører, jfr. nærmerekapitel V.

1. Statens hørecentral, Bispebjerg Hospitalog Dr. Tværgade 7, 1302 Kobenhavn K.

2. Statens høreinstitut, Dr. Tværgade 7,1302 København K.

3. Konsulentvirksomheden for tunghøreog døvblevne (x), Tordenskjoldsgade11, 1., 1055 København K.

d. Forsorgen for talelidende og

ordblinde Ingen.

e. Epileptikerforsorgen Ingen.

f. Vanføreforsorgen 1. Ortopædisk Hospital (x), HansKnudsens Plads 3, 2100 København 0.

2. Klinikken for cerebral parese og børne-neurologi ved Ortopædisk Hospital (x).

3. Institutionen for respirationspatienter(x), Kollektivhuset, Hans KnudsensPlads 1, 2100 København 0.

4. Børnehaven ved klinikken for cerebralparese og børneneurologi (x).

5. Håndværksskolen (x), Borgervænget5-7, 2100 København 0.

105

Frederiksberg kommune

I. Fra åndssvageforsorgen.

a. Centralinstitution Ingen.

b. Børnehjem Ingen.

c. Skolehjem Ingen.

d. Ungdomskostskoler Ingen.

e. Pensionater 1. Pensionatet (o), Amicisvej 17,1852 København V. - 16 pladser.(Mænd).

2. Pensionatet (o), Frydendalsvej 13,1809 København V. - 18 pladser.(Mænd og kvinder).

f. Plejehjem Se side 111 under Frederiksborg amt:Kysthjemmet.

g. Ferie- og aflastningshjem 1. Se side 112 under Frederiksborg amt:Karolinelund.

2. Se side 117 under Vestsjællands amt:Feriehjemmet Fyrregården.

3. Se side 120 under Storstrøms amt:Ferie- og aflastningshjemmet Strand-holm.

4. Se side 120 under Storstrøms amt:Feriehjemmet Enø.

h. Centerskoler Ingen.

i. Ungdomsskoler Ingen.

j. Klientværksteder, dagcentre m. v Værkstedet, Svanemosegårdsvej 10,1967 København V. - 36 pladser.(Mænd og kvinder).

k. Børnehaver Børnehaven (o), Kongensvej 4,2000 København F. - 24 pladser.

I. Skoler Skolen på Ingemannsvej (o), Ingemannsvej21,1964 København V. - 60 pladser.

II. Fra den øvrige særforsorg.

a. Blindeforsorgen Ingen.

b. Døveforsorgen Ingen.

106

c. Tunghøreforsorgen Statens høreinstitut, afdelingen på Set.Knudsvej 36, 1903 København V.

d. Forsorgen for talelidende og

ordblinde Ingen.

e. Epileptikerforsorgen Ingen.

f. Van f øre forsorgen Klinikken på Thorvaldsensvej (x), Thor-valdsensvej 26, 1871 København V.

107

Københavns amt

I. Fra åndssvageforsorgen.

A. Til amtskommunen.

a. Centralinstitution .. 1.

2.

b. Børnehjem 1.

2.

3.

c. Skolehjem 1.

2.

3.

4.

Børnehospitalet i Vangede, Sognevej 40,2820 Gentofte. - 280 pladser (Born).

Centralinstitutionen Lillemosegård,Buddingevej 163, 2860 Søborg. (IGladsaxe kommune). - 337 pladser.(Voksne).

Børnehjemmet Damsager, Damsagervej9, 3500 Værløse. (I Ballerup kom-mune) . - 10 pladser.NB! Institutionen er et special-

behandlingshjem for psykotiske,åndssvage børn.

Børnehjemmet Gersonshoj (x),Gersonvej 1, 2900 Hellerup. (I Gen-tofte kommune). - 16 pladser.

Børnehjemmet Pilehuset (x),Diakonissehuset, Sankt Lucas Stiftelsen,Bernstorffsvej 20, 2900 Hellerup. (IGentofte kommune). - 12 pladser.

Skolehjemmet, Brøndbyøstervej 166,2650 Hvidovre. (I Brøndby kommune).- 20 pladser.

Skolehjemmet, Brøndbyøstervej 168,2650 Hvidovre. (I Brøndby kommune).- 20 pladser.

Skolehjemmet, Brøndbyøstervej 170,2650 Hvidovre. (I Brøndby kommune).- 20 pladser.

Skolehjemmet, Brøndbyøstervej 172,2650 Hvidovre. (I Brøndby kommune).- 20 pladser.

d. Ungdomskostskoler Ingen.

e. Pensionater Pensionatet (o), Tårnvej 97, 2610 Rødovre- 14 pladser. (Mænd).

f. Plejehjem Se side 111 under Frederiksborg amt:Kysthjemmet.

g. Ferie- og aflastningshjem 1. Se side 112 under Frederiksborg amt:Karolinelund.

108

2. Se side 117 under Vestsjællands amt:Feriehjemmet Fyrregården.

3. Se side 120 under Storstrøms amt:Ferie- og aflastningshjemmetStrandholm.

4. Se side 120 under Storstrøms amt:Feriehjemmet Enø.

h. Centerskoler 1. Centerskolen på Børnehospitalet iVangede, Sognevej 40, 2820 Gentofte.

2. Centerskolen (Socialpædagogisk Træ-ningscenter) , Sandtoften 7, 2820Gentofte. (I Gladsaxe kommune).

i. Ungdomsskoler Ingen.

j. Klientværksteder, dagcentre m. v 1. Centerværkstedet, Sandtoften 7,2820 Gentofte. (I Gladsaxe kommune).- 125 pladser. (Mænd og kvinder).

2. Værkstedet (systuen) (o), Biblioteks-vej 68, 2650 Hvidovre. - 40 pladser.(Kvinder).

3. Værkstedet, Hesselager 7, 2600 Glo-strup. (I Brøndby kommune). - 124pladser. (Mænd og kvinder).

B. Til amtskommunen. (Kommuner).

a. Rødovre kommune.1. Børnehaven, Hvidovrevej 13,2610 Rødovre. - 30 pladser.

NB! Institutionen anvendes i week-end'en som bo-institution for åndssvagebørn. - 9 pladser.

2. Skolen på Mose Allé (o), Mose Allé 8,2610 Rødovre. - 36 pladser.

b. Gladsaxe kommune.1. Børnehaven (o), Taxvej 20,2880 Bagsværd. - 18 pladser.

2. Gammelmoseskolen, Gammelmosevej 51,2800 Lyngby. - 92 pladser.

3. Skolen på Taxvej, Taxvej 25, 2880 Bagsværd - 80 pladser. - (Tages i brug1. august 1976).

c. Tårnby kommune.1. Børnehaven, Tårnbyvej 20, 2770 Kastrup. - 24 pladser.

2. Chr. IV's Børnehave (o), Løjtegårdsvej 116, 2770 Kastrup. - 24 pladser.

d. Hvidovre kommune.Børnehaven (o), Idrætsvej 34, 2650 Hvidovre. - 15 pladser.

e. Gentofte kommune.Gentofte Børnevenners daghjem Birkegården (x), Søgårdsvej 11, 2820 Gentofte.- 26 pladser.

109

f. Brøndby kommune.1. Skovagerskolen, Brøndbyøstervej 156,2650 Hvidovre. - 117 pladser.

2. Specialskolen i Brøndbyerne, Brøndbyøstervej 174, 2650 Hvidovre. - 20 pladser.

g. Ballerup kommune.1. Børnehaven (x), Torvevej 16,2740 Skovlunde. - 14 pladser.

2. Skolen ved Magiemosen, Magieparken 1,2750 Ballerup. - 95 pladser.

h. Søllerød kommune.Børnehaven, Rudegårds Allé 39,2840 Holte. - 24 pladser.

II. Fra den øvrige særforsorg.

A. Til amtskommunen.

a. Blindeforsorgen Ingen.

b. Døveforsorgen Institutionen for unge og voksne døve ogsvært tunghøre (x), Generatorvej 2A,2730 Herlev.NB! Under institutionen hører foruden

beskæftigelsesafdelinger og beboelses-afdelinger på institutionen i Herlevfølgende hjem og beboelsesafdelinger:

Beboelsesafdeling, Bernstorffsvej, Hellerup.Hjem for døv-blinde, Nærum.Pleje- og alderdomshjemmet, Nærum.Institutionen Bønstrupgård, Vamdrup.Gamle Døves Hjem Sølyst, Nyborg.Hjemmet ved Nyborg for døve mænd.

c. Tunghøreforsorgen .'.. Statens høreinstitut, Gentofte afdeling,Anemonevej 50, 2820 Gentofte.

d. Forsorgen for talelidende ogordblinde 1. Statens institut for talelidende,

Rygårds Allé 45, 2900 Hellerup.

2. Ordblindeinstituttet (x),

Callisensvej 34, 2900 Hellerup.

e. Epileptikerforsorgen Ingen.

f. Vanføreforsorgen 1. Geelsgård Kostskole (x),Kongevejen 352, 2830 Virum.

2. Børnehjemmet i Søllerød (x),Søllerødvej 10, 2840 Holte.

B. Til kommuner.

Ingen.

110

Frederiksborg amt

I. Fra åndssvageforsorgen.

A. Til amtskommunen.

a. Centralinstitution Centralinstitutionen Ebberødgård,3460 Birkerød. - 879 pladser.(Voksne og børn).

b. Børnehjem Ingen.

c. Skolehjem 1. Skoleobservationshjemmet Tårnborg,Ravnsnæsvej 22, 3460 Birkerød.- 11 pladser.

2. Skolehjemmet, Skovstien 4,3400 Hillerød. - 16 pladser.

3. Skolehjemmet, Skovstien 10,3400 Hillerød. - 16 pladser.

d. Ungdomskostskoler Ingen.

e. Pensionater Pensionatet Strandgården (o),Strandvejen 46, 3300 Frederiksværk.— 14 pladser. (Mænd).

f. Plejehjem 1. Kysthjemmet, Ndr. Strandvej 194,3140 Alsgarde. (I Helsingør kommune).- 40 pladser. (Voksne).NB! Institutionen hører i dag til For-

sorgscentret for København m. v.(afdelingen for voksne).

2. Gribsholm, Frydenborgvej 37, 3400Hillerød. - 22 pladser. (Kvinder).

3. Ellenhus, Funkelvej 29, 3400 Hillerød.- 27 pladser. (Kvinder).

4. Følstrup, Nødebovej 38, 3480 Fredens-borg. (I Hillerød kommune).- 66 pladser. (Mænd og kvinder).

5. Egevænget, Strandvejen 226, 3070Snekkersten. (I Helsingør kommune).- 19 pladser. (Mænd).

6. Dalsborg (x), Lokkerupvej 4, 3070Snekkersten. (I Helsingør kommune).- 19 pladser. (Mænd og kvinder).

111

g. Ferie- og aflastningshjem 1. Karolinelund (o), Sandlodden 8,Kikhavn, 3390 Hundested. - 20 pladser.(Drenge og piger).NB! Institutionen hører i dag til For-

sorgscentret for København m. v.(afdelingen for børn). - Vilmuligvis blive nedlagt i 1977.

2. Feriehjemmet Granbohus, Hillerødvej43, 3480 Fredensborg. (I Fredensborg-Humlebæk kommune). - 18 pladser.(Drenge og piger).

h. Centerskoler 1. Birkeskolen, centerskole (voksne),Ebberødgård, 3460 Birkerød.

2. Centerskolen (børn),Ebberødgård, 3460 Birkerød.

i. Ungdomsskoler Husholdningsskolen Birkehjem, Hestkøbvej9, 3460 Birkerød. - 12 pladser. (Kvinder).

j. Klientværksteder, dagcentre m. v 1. Centerværkstedet på Ebberødgård,3460 Birkerød.

2. Værkstedet, Bygmarken 26, 3520 Farum.- 94 pladser. (Mænd og kvinder).

3. Værkstedsgården, Gydevej 17, Esbønde-rup, 3230 Græsted. (I Græsted-Gillelejekommune). - 80 pladser. (Mænd ogkvinder).

B. Til amtskommunen. (Kommuner).

a. Frederikssund kommune.

1. Børnehaven, Abjergvej 30, 3600 Frederikssund. - 24 pladser.

2. Skolen ved Kæret (o), Oppe Sundby, 3600 Frederikssund. - 52 pladser.

b. Karlebo kommune.

Børnehaven, Lerbakkevej 3, Karlebo, 2980 Kokkedal. - 24 pladser.

c. Helsingør kommune.

Nyrup Skole (o), Kongevejen 196,3490 Kvistgård. - 60 pladser.

d. Farum kommune.

Bygmarkskolen, Bygmarken 26,3520 Farum. - 30 pladser.

e. Hillerød kommune.

Skolen ved Skoven, Skovledet 14, 3400 Hillerød. - 113 pladser

112

II. Fra den øvrige særforsorg.

A. Til amtskommunen.

a. Blindeforsorgen 1. Blindehjemmet Bredegaard (x),3480 Fredensborg.

2. Blindekonsulent Peer Andersen (x),Syrenhaven 4,3450 Allerød.

b. Døveforsorgen Ingen.

c. Tunghøreforsorgen Statens Høreinstitut, Hillerød-afdeling,Slangerupgade 27B, 3400 Hillerød.

d. Forsorgen for talelidende ogordblinde Statens institut for talelidende, afdeling

Helsingørgade 57, 3400 Hillerød.

e. Epileptiker forsorgen Ingen.

f. Vanføreforsorgen 1. Børnehjemmet Kildehøj (x), 2990 Nivå.

2. Invalidebørnehjælpens Børnehjem (x),Skovvænget 36, 2970 Hørsholm.

3. Fysiurgisk Hospital (x), Havnevej 23,3100 Hornbæk.

B. Til kommuner.

Ingen.

113

Roskilde amt

I. Fra åndssvageforsorgen.

A. Til amtskommunen.

a. Centralinstitution Ingen.

b. Børnehjem Ingen.

c. Skolehjem Ingen.

d. Ungdomskostskoler Ingen.

e. Pensionater Ingen.

f. Plejehjem Bramsnæsvig, 4070 Kirke Hyllinge. (IBramsnæs kommune). - 37 pladser.(Kvinder).

g. Ferie- og aflastningshjem Ingen.

h. Centerskoler Ingen.

i. Ungdomsskoler Birkegårdens Ungdomsskole, Egøjevej 34,4600 Køge. - 18 pladser.NB! Ledes fra Frihedsvejens Skole,

Frihedsvej 12, 4600 Køge.

j. Klientværksteder, dagcentre m. v 1. I. T. C, Industrileddet 4, Svogerslev,4000 Roskilde. - 100 pladser. (Mænd ogkvinder).

2. Værkstedet (o), Tangmosevej 87,4600 Køge. - 54 pladser. (Mænd ogkvinder).

B. Til amtskommunen. (Kommuner).

a. Roskilde kommune.

1. Børnehaven (o), Bondetinget 22,4000 Roskilde. - 30 pladser.

2. Storehede Skole, Københavnsvej 266,4000 Roskilde. - 65 pladser.

b. Koge kommune.

1. Frihedsvejens Børnehave, Frihedsvej 12,4600 Køge. - 18 pladser.

2. Frihedsvejens Skole, Frihedsvej 12,4600 Køge. - 5 1 pladser.

114

II. Fra den øvrige særforsorg.

A. Til amtskommunen.

a. Blindeforsorgen Ingen.

b. Døveforsorgen Ingen.

c. Tunghøreforsorgen Statens høreinstitut, Roskilde-afdeling,Set. Pedersstræde 2, 4000 Roskilde.

d. Forsorgen for talelidende ogordblinde Statens institut for talelidende, Roskilde-

afdeling, Bondetinget 7, 4000 Roskilde.

e. Epileptikerforsorgen Ingen.

f. Vanføreforsorgen Ingen.

B. Til kommuner.

Ingen.

115

Vestsjællands amt

I. Fra åndssvageforsorgen.

A. Til amtskommunen.

a. Centralinstitution Centralinstitutionen Andersvænge,Rosenkildevej 47, 4200 Slagelse.- 531 pladser. (Voksne og børn).

b. Børnehjem 1. Børnehjemmet Gudrunsminde (x),Kongsted, 8293 Dianalund. - 12 pladser.

2. Tølløse Børnehjem (x), 4340 Tølløsestationsby. (I Tølløse kommune).- 23 pladser.NB! Overenskomst ved Københavns

kommune.

c. Skolehjem 1. Korsevad, Sorøvej 49, 4100 Ringsted.- 14 pladser.

2. Højbo, Valentin Jensensvej,4400 Kalundborg. - 29 pladser.

3. Kaassassuk, Peder Madsensvej 2,4291 Ruds-Vedby. (I Dianalundkommune). - 10 pladser.NB! Institutionen er et hjem for

åndssvage børn fra Grønland.

d. Ungdomskostskoler Holbæk Husholdningsskole, Kalundborg-vej 133,4300 Holbæk. - 18 pladser.

e. Pensionater 1. Skovsøgård (o), Sorøvej, 4200 Slagelse.- 14 pladser. (Mænd).

2. Elmegården, 4572 Nr. Asmindrup.(I Trundholm kommune). - 24 pladser.(Mænd).

3. Vimarhus, Slagelse Landevej 119,4241 Vemmelev. (I Korsør kommune).- 38 pladser. (Mænd og kvinder).

f. Plejehjem 1. Sorø Hvilehjem, Slagelsevej 5,4180 Sorø. - 30 pladser. (Kvinder).

2. Niløseholm, Niløse, 4293 Dianalund.- 24 pladser. (Voksne).

3. Skarridsøhjemmet, Slagelsevej 21,4450 Jyderup. (I Tornved kommune).- 40 pladser. (Voksne).

116

4. Skovridergården (x), Nyrup,4700 Næstved. - 48 pladser.(Mænd og kvinder).

g. Ferie- og aflastningshjem 1. Feriehjemmet Fyrregården (o),Matoliovej 14, Gudminderup Lyng.(I Trundholm kommune). (Drengeog piger).NB! Institutionen hører i dag til For-

sorgscentret for København m. v.(afdelingen for børn).

- Bliver nedlagt 1. oktober 1976.

2. Feriehjemmet Lynghuset,Bjerge Nordstrand, 4480 Store Fuglede.(I Gørlev kommune). - 20 pladser.(Mænd og kvinder).

h. Centerskoler Centerskolen på Andersvænge4200 Slagelse.

i. Ungdomsskoler Ingen.

j. Klientværksteder, dagcentre m. v 1. Centerværkstedet, Andersvænge,4200 Slagelse. - 105 pladser.

2. Værkstedet (o), Jernbanegade 11,4200 Slagelse. - 105 pladser.(Mænd og kvinder).

3. Værkstedet, Venusvej 1,4500 NykøbingSj. (I Nykøbing-Rørvig kommune).- 60 pladser. (Mænd og kvinder).

4. Værkstedet (o), Blindestræde 1,4300 Holbæk. - 90 pladser.(Mænd og kvinder).

B. Til amtskommunen. (Kommuner).

a. Trundholm kommune.Børnehaven i Tengslemark, 4500 Nykøbing Sj. - 22 pladser.

b. Tornved kommune.Børnehaven Ellebjerg (o), Parkvej 16,4450 Jyderup. - 2 4 pladser.

c. Ringsted kommune.1. Set. Bendts Børnehave (o), Søndervang 26, 4100 Ringsted. - 12 pladser.

2. Korsevadskolen, Vestervej 27,4100 Ringsted. - 40 pladser.

d. Slagelse kommune.1. Børnehaven, Benediktevej, 4200 Slagelse. - 18 pladser.

2. Hellig Anders Skolen, Sverigesvej, 4200 Slagelse. - 86 pladser.

117

e. Jernløse kommune.Skolen i Søstrup (o), Søstrup, 4300 Holbæk. - 20 pladser.

f. Kalundborg kommune.Sigrid Undset Skolen, Frederik Andersensvej, 4400 Kalundborg. - 69 pladser.

g. Holbæk kommune.Brunhøjskolen, Holbæk Have, 4300 Holbæk. - 70 pladser.

h. Korsør kommune.Skolen i Hemmeshøj, 4241 Vemmelev. - 26 pladser.

II. Fra den øvrige særforsorg.

A. Til amtskommunen.

a. Blindeforsorgen Refsnæsskolen, Statens kostskole for blinde

og svagsynede, Kystvejen, 4400 Kalundborg.

b. Døveforsorgen Ingen.

c. Tunghøreforsorgen 1. Statens høreinstitut, Holbæk-afdeling,

Blindestræde 2, 4300 Holbæk.2. Statens høreinstitut, Slagelse-afdeling,

Centralsygehuset, 4200 Slagelse.d. Forsorgen for talelidende og

ordblinde 1. Statens institut for talelidende,Ringsted-afdeling, Set. Bendtsgade 10,4100 Ringsted.

2. Statens institut for talelidende,Holbæk-afdeling, Smedelundsgade 37,4300 Holbæk.

e. Epileptikerforsorgen 1. Kolonien Filadelfia (x).4293 Dianalund.

2. Pedersborghjemmet (x), Søholm,4180 Sorø.

3. Bromme Plejehjem (x), Bromme,4190 Munke-Bjergby.

f. Vanføreforsorgen Ingen.

B. Til kommuner.

Ingen.

118

Storstrøms amt

I. Fra åndssvageforsorgen.

A. Til amtskommunen.

a. Centralinstitution Behandlingscentret, Munkebo Allé 3,4700 Næstved. - 475 pladser. (Voksne ogbørn).

b. Børnehjem Ingen.

c. Skolehjem 1. Skolehjemmet i Nykøbing F, NielsHemmingsensvej 4, 4800 Nykøbing F.- 60 pladser.

2. Skolehjemmet i Stubbekøbing, Alslev-vej 25, 4850 Stubbekøbing. - 15 pladser.

d. Ungdomskostskoler Ingen.

e. Pensionater 1. Pensionatet Volshave (o), 4920 Sølle-sted. (I Højreby kommune).- 20 pladser. (Mænd og kvinder).

2. Kaj Munk Kollegiet (o), Kaj Munks-gade 6, 4930 Maribo. - 18 pladser.(Mænd og kvinder).

3. Pensionatet, Nørregade 21,4800 Nykøbing F. - 40 pladser.(Mænd og kvinder).

4. Pensionatet Skandinavien (o),Vejlegade 33, 4900 Nakskov.- 29 pladser. (Mænd og kvinder).

5. Ungdomskollegiet, Stubbekøbingvej 83,4800 Nykøbing F. - 10 pladser.(Mænd og kvinder).

6. Pensionatet, Kindhestegade 16,4700 Næstved. - 16 pladser.(Mænd og kvinder).

f. Plejehjem 1. Rødbygård, Rødbyhavn, 4970 Rødby.- 390 pladser. (Mænd og kvinder).

2. Evensølund, 4720 Præstø.- 85 pladser. (Mænd og kvinder).

3. Østergård, 4735 Mern. (I Langebækkommune). - 47 pladser. (Mænd).

4. Vindbyvold, Vindbyholt, 4640 Fakse.- 27 pladser. (Kvinder).

119

5. Hanemosegaard (x), 4891 Toreby L.(I Nykøbing F kommune).- 30 pladser. (Mænd).

6. Klinten (x), 4673 Rødvig Stevns.- 35 pladser. (Kvinder).

7. Rosengaarden (x), Sværdborg,4750 Lundby. (I Vordingborgkommune). - 9 pladser.(Mænd og kvinder).

8. Marjatta (x), Skovvænget,4733 Tappernøje. (I Fladså kommune).- 60 pladser. (Mænd og kvinder).

g. Ferie- og aflastningshjem 1. Ferie- og aflastningshjemmet Strand-holm (o), 4673 Rødvig. (I Stevnskommune). - 14 pladser.(Mænd og kvinder).NB! Institutionen hører i dag til For-

sorgscentret for København m. v.(afdelingen for voksne).

2. Feriehjemmet Enø, Enø,4736 Karrebæksminde. (I Næstvedkommune). (Drenge og piger).NB! Institutionen hører i dag til For-

sorgscentret for København m. v.(afdelingen for børn).

h. Centerskoler Kobberbroskolen (centerskole),Munkebo Allé 2,4700 Næstved.

i. Ungdomsskoler Ungdomsskolen på Hasselø, 4873 Vægger-løse. (I Sydfalster kommune). - 42 pladser.

j. Klientværksteder, dagcentre m. v 1. Centerværkstedet, Behandlingscentret,Munkebo Allé 3,4700 Næstved.

2. Værkstedet Bindernæs, Rødbygård,4970 Rødby.

3. Værkstedet, Evensølund, 4720 Præstø.

4. Værkstedet, Gåbensevej 108,4800 Nykøbing F. - 114 pladser.(Mænd og kvinder).

5. Værkstedet (o), Kattesundet 3,4900 Nakskov. - 45 pladser.(Mænd og kvinder).

6. Værkstedet Volshave (o),4920 Søllested. (I Højreby kommune).- 63 pladser. (Mænd og kvinder).

120

7. Værkstedet, Fabriksvej 78,4700 Næstved. - 80 pladser.(Mænd og kvinder).

B. Til amtskommunen. (Kommuner).

a. Nykøbing F kommune.1. Børnehaven Solsikken (o), P. Freuchensvej 11, 4800 Nykøbing F. - 18 pladser.

2. Skolen ved Guldborgsund, Skovboulevarden 1, 4800 Nykøbing F. - 66 pladser.

b. Næstved kommune.1. Børnehaven Tumlingen, Nellikevej 13,4700 Næstved. - 24 pladser.

2. Hylleboskolen, Sterkelsvej 38,4700 Næstved. - 21 pladser.NB! Ledes fra Skolen på Rosenhøj, Næstved.

3. Ungdomsafdelingen (o), Stenstrup gi. Skole, Stenstrup, 4700 Næstved. - 18pladser.NB! Ledes fra Skolen på Rosenhøj, Næstved.

4. Skolen på Rosenhøj, Slagelsesvej 47,4700 Næstved. - 44 pladser.

c. Rødby kommune.Digeskolen, 4970 Rødby. - 32 pladser.

d. Nakskov kommune.Skolen på Skandsen, Skandsen 11,4900 Nakskov. - 42 pladser.

e. Stubbekøbing kommune.Grønsundskolen, GI. Landevej, 4850 Stubbekøbing. - 34 pladser.

f. Fakse kommune.Vemmetofteskolen, Vemmetofte, 4640 Fakse. - 20 pladser.

II. Fra den øvrige særforsorg.

A. Til amtskommunen.

a. Blindeforsorgen Konsulent C. P. Christiansen (x),

Heimdalsvej 16, 4700 Næstved.

b. Døveforsorgen Ingen.

c. Tunghøreforsorgen 1. Statens høreinstitut, Næstved-afdeling,Balticagården, Axeltorv 5,4700 Næstved.

2. Statens høreinstitut, Maribo-afdeling,Østergade 51, 4630 Maribo.

3. Konsulentvirksomheden for tunghøreog døvblevne (x), Balticagården,Axeltorv, 4700 Næstved.

121

d. Forsorgen for talelidende ogordblinde Statens institut for talelidende,

Nykøbing F-afdeling, Øster Allé 34,4800 Nykøbing F.

e. Epileptiker forsorgen Ingen.

f. Vanføreforsorgen Ortopædisk-kirurgisk afdeling (x),Centralsygehuset, 4700 Næstved.

B. Til kommuner.

Ingen.

122

Bomholms amt

I. Fra åndssvageforsorgen.

A. Til amtskommunen.

a. Centralinstitution Ingen.

b. Børnehjem Ingen.

c. Skolehjem Ingen.

d. Ungdomskostskoler Ingen.

e. Pensionater Pension Dana (o), Østergade 54, 3700Rønne. - 19 pladser. (Mænd og kvinder).

f. Plejehjem 1. Strøbyhus, 3720 Åkirkeby. - 65 pladser.(Voksne.)

2. Se side 111 under Frederiksborg amt:Kysthjemmet.

g. Ferie- og aflastningshjem 1. Se side 112 under Frederiksborg amt:Karolinelund.

2. Se side 117 under Vestsjællands amt:Feriehjemmet Fyrregården.

3. Se side 120 under Storstrøms amt:Ferie- og aflastningshjemmetStrandholm.

4. Se side 120 under Storstrøms amt:Feriehjemmet Enø.

h. Centerskoler Ingen.

i. Ungdomsskoler Ingen.

j. Klientværksteder, dagcentre m. v 1. Værkstedet Centrumgården (o),Borgergade 19, 3700 Rønne.- 26 pladser. (Mænd og kvinder).

2. Værkstedet, Strøbyhus,3720 Åkirkeby. - 30 pladser.(Mænd og kvinder).

B. Til amtskommunen. (Kommuner).

a. Neksø kommune.Børnehaven i Neksø (o), Havnegade 44, 3730 Neksø. - 12 pladser.

b. Rønne kommune.Skolen på Sveasvej, Sveasvej 8, 3700 Rønne. - 40 pladser.

123

c. Allinge-Gudhjem kommune.Skolen i Østermarie, Kirkeskolen, Almindingsvej 31, 3751 Østermarie. - 24 pladser.

II. Fra den øvrige særforsorg.

A. Til amtskommunen.

a. Blindeforsorgen Blindekonsulent Guldborg Christoffersen(x), Strandvejen 46, Tejn, 3770 Allinge.NB! Deltidsbeskæftiget.

b. Døveforsorgen Ingen.

c. Tunghøreforsorgen Statens høreinstitut, Bornholmsafd.,Møllebakken 9, 3740 Svaneke.

d. Forsorgen for talelidende og

ordblinde Ingen.

e. Epileptikerforsorgen Ingen.

f. Vanføreforsorgen Ingen.

B. Til kommuner.

Ingen.

124

Fyns amt

I. Fra åndssvageforsorgen.

A. Til amtskommunen.

a. Centralinstitution Centralinstitutionen Strandhøj,Skaboeshusevej 110, 5800 Nyborg.- 228 pladser. (Voksne og børn).

b. Børnehjem Børnehjemmet Nislevgård (x),5450 Otterup. - 26 pladser.

c. Skolehjem 1. Æblegården (o), Æblevej 21,Refsvindinge, 5800 Nyborg.(I Ørbæk kommune). - 12 pladser.

2. Bøgehøj (o), Dyrehavegårdsvej 29,5771 Stenstrup. (I Svendborgkommune). - 12 pladser.

3. Humlehaven, Sommersgyde 18,Sønderby, 5631 Ebberup.(I Assens kommune). - 15 pladser.

4. Palleshave, Hedebovej 48,5750 Ringe. - 20 pladser.

d. Ungdomskostskoler Brangstrupskolen, Volstrupvej 18,5750 Ringe. - 24 pladser.

e. Pensionater Pensionatet (o), Rolighedsvej 3,5750 Ringe. - 12 pladser. (Mænd).

f. Plejehjem 1. Fælleshåb, Bogensevej 123,5467 Røjle. (I Middelfart kommune).- 36 pladser. (Kvinder).

2. Åruplund, Lindebjerg 12, 5560 Årup.62 pladser. (Mænd og kvinder).

3. Skovbakken, Stationsvej 24,5464 Brenderup. (I Ejby kommune).- 32 pladser. (Mænd).

4. Østruplund. Klintebjergvej 75,6450 Otterup. - 32 pladser.(Mænd og kvinder).

5. Pilebakken, Pilehaven 84,5610 Assens. - 60 pladser.(Mænd og kvinder).

6. Bromsmae (x), Kirkevej 16,5464 Brenderup. (I Ejby kommune).- 20 pladser. (Mænd).

125

7. Kelleruphus (x), Volstrupvej 1,5750 Ringe. - 10 pladser. (Kvinder).

8. Eskebjergkollegiet (x), Eskebjergvej 9A,5762 Vester-Skerninge. (I Egebjergkommune). - 34 pladser. (Mænd).

9. Birkeholm (x), Ravnebjerggyden 70,5491 Blommenslyst. (I Odensekommune). - 16 pladser. (Kvinder).

10. Ellerup Plejehjem (x), MullerupHowej 18, 5892 Gudbjerg. (I Gudmekommune). - 37 pladser. (Kvinder).

g. Ferie- og aflastningshjem Ingen.

h. Centerskoler Strandhøjskolen (centerskole),

Skaboeshusevej 110, 5800 Nyborg.

i. Ungdomsskoler Ingen.

j. Klientværksteder, dagcentre m. v 1. Beskæftigelseværkstedet, Bygning B,Provst Hjortsvej 1, 5800 Nyborg.- 35 pladser. (Mænd og kvinder).

2. Industriværkstedet, Bredbjergvej 40,5000 Odense. - 40 pladser.(Mænd og kvinder).

3. Industriværkstedet, Tværgade 13,5750 Ringe. - 40 pladser.(Mænd og kvinder).

4. Værkstedet Skovgården,Skovgårdsvej 16, 5000 Odense.- 45 pladser. (Mænd og kvinder).

5. Beskæftigelsesværkstedet (o),Gestelevvej 31, Gestelev, 5750 Ringe.- 56 pladser. (Mænd og kvinder).

6. Industriværkstedet, Peder Skramsvej 19,5000 Odense. - 100 pladser.(Mænd og kvinder).

7. Industriværkstedet, Odensevej 2,5610 Assens. — 60 pladser.(Mænd og kvinder).

B. Til amtskommunen. (Kommuner).

a. Odense kommune.

1. Børnehaven (o), Jagtvej 80, 5000 Odense. - 38 pladser.

2. Enghaveskolen, Roesskovsvej 125, 5200 Odense V. - 125 pladser.

3. Lundhaveskolen, Dockers Lundsvej 186, 5000 Odense. - 70 pladser.

126

b. Svendborg kommune.

1. Børnehaven Tved Søndermark, Hellet 5, Tved, 5700 Svendborg. - 24 pladser.

2. Fruestræde Skole (o), Fruestræde 11, 5700 Svendborg. - 25 pladser.

3. Byhaveskolen, Ørbækvej 47, 5700 Svendborg. - 70 pladser.

c. Nyborg kommune.1. Lindholmskolen, Provst Hjortsvej 1, 5800 Nyborg. - 38 pladser.

2. Christianslundskolen, Skovbrynet 17, 5800 Nyborg. - 45 pladser.

d. Middelfart kommune.1. Skrillinge gi. Skole (o), Kålsbjergvej 35, 5500 Middelfart. - 20 pladser.

2. Skrillingeskolen, Kålsbjergvej 36, 5500 Middelfart. - 29 pladser.

e. Assens kommune.Pilehaveskolen, Pilehaven 4, 5610 Assens. - 44 pladser.

II. Fra den øvrige særforsorg.

A. Til amtskommunen.

a. Blindeforsorgen Blindekonsulent Arne Vedel Eriksen (x),Allesøvej 21, 5270 Næsby.

b. Døveforsorgen 1. Statens fortsættelsesskole for tunghøreog døve, Vestergade 7, 5800 Nyborg.

2. Erhvervs- og vejledningskontoret fordøve, Abigaelsvej 12, 5000 Odense.

c. Tunghøreforsorgen 1. Statens hørecentral, Odense sygehus,5000 Odense.

2. Statens høreinstitut, Odense afdeling,Vindegade 22, 1., 5000 Odense.

d. Forsorgen for talelidende ogordblinde Statens institut for talelidende, Odense

afdeling, Odense sygehus, 5000 Odense.

e. Epileptikerforsorgen Ingen.

f. Vanføreforsorgen 1. Børnehjemmet i Odense,Platanvej 15, 5000 Odense.

2. Ortopædisk-kirurgisk afdeling iOdense (x), Ambulatoriet m. v.,Heden 9, 5000 Odense.- Sengeafdeling: Odense sygehus.

B. Til kommuner.

Ingen.

127

Sønderjyllands amt

I. Fra åndssvageforsorgen.

A. Til amtskommunen.

a. Centralinstitution Ingen.

b. Børnehjem Ingen.

c. Skolehjem 3kolehjemmet, Kystvej 22,6200 Åbenrå. - 14 pladser.

d. Ungdomskostskoler Ingen.

e. Pensionater Ingen.

f. Plejehjem Løgumgård, 6240 Løgumkloster.

- 210 pladser. (Voksne og børn).

g. Ferie- og aflastningshjem Ingen.

h. Centerskoler Ingen.

i. Ungdomsskoler Ingen.

j. Klientværksteder, dagcentre m. v 1. Værkstedet Søndervang (o),Stenager 9, Ulkebøl, 6400 Sønderborg.- 60 pladser. (Mænd og kvinder).

2. Værkstedet Kilen,Østermadevej 3, 6200 Åbenrå.- 60 pladser. (Mænd og kvinder).

3. Værkstedet Hjortebo (o),Hirsevej, 6100 Haderslev.- 50 pladser. (Mænd og kvinder).

B. Til amtskommunen. (Kommuner).

a. Sønderborg kommune.1. Børnehaven (o), Skovvej 4,6400 Sønderborg. - 30 pladser.

2. Tansbjærgskolen, B.S. Ingemannsvej 1, 6400 Sønderborg. - 88 pladser.

b. Rødding kommune.Børnehaven i Stenderup, 6630 Rødding. - 26 pladser.

c. Åbenrå kommune.1. Børnehaven, Vestermarksvej, 6200 Åbenrå. - 24 pladser.

2. Bramsbjergskolen, Posekærvej, 6200 Åbenrå. - 60 pladser.

128

d. Løgumkloster kommuneSkolen på Løgumgård, 6240 Løgumkloster.NB! Skolen ledes i dag fra Vidåskolen i Tønder (Sønderjyllands amt).

e. Tønder kommune.Vidåskolen, Ludw. Andresensvej 39A, 6770 Tønder. - 40 pladser.

f. Haderslev kommune.Skolen ved Stadion, Louisevej, 6100 Haderslev. - 72 pladser.

II. Fra den øvrige særforsorg.

A. Til amtskommunen.

a. Blindeforsorgen Ingen.

b. Døveforsorgen Ingen.

c. Tunghøreforsorgen Statens høreinstitut, Åbenrå-afdeling,Svinget 3, 6200 Åbenrå.

d. Forsorgen for talelidende ogordblinde Statens institut for talelidende, Åbenrå-

afdeling, Callesensgade 16, 6200 Åbenrå.

e. Epileptikerforsorgen Ingen.

f. Vanføreforsorgen Ortopædisk-kirurgisk afdeling i Sønderborg(x), Ambulatoriet m. v.: Brorsonsvej 1 A,6400 Sønderborg.- Sengeafdeling: Sønderborg Sygehus.

B. Til kommuner.

Ingen.

129

Ribe amt

I. Fra åndssvageforsorgen.

A. Til amtskommunen.

a. Centralinstitution Centralinstitutionen Ribelund medNørrelund, Tangevej 4, 6760 Ribe.- 700 pladser. (Voksne og børn).

b. Børnehjem Ingen.

c. Skolehjem Ingen.

d. Ungdomskostskoler Ingen.

e. Pensionater 1. Pensionatet Østbo (o), Exnersgade 4,6700 Esbjerg. - 22 pladser.(Mænd og kvinder).

2. Pensionatet Vestbo (o),Drost Pedersvej 8, 6760 Ribe.

- 13 pladser. (Mænd og kvinder).

f. Plejehjem Ingen.

g. Ferie- og aflastningshjem Ingen.

h. Centerskoler Centerskolen på Ribelund,Tangevej 4, 6760 Ribe.

i. Ungdomsskoler Ingen.

j. Klient værksteder, dagcentre m. v 1. Centerværkstedet på Ribelund,Tangevej 2, 6760 Ribe.

2. Værkstedet Højvang (o),Marievej, 6700 Esbjerg.- 100 pladser. (Mænd og kvinder).

3. Værkstedet Industrigården (o),Ørstedsvej, 6760 Ribe.- 37 pladser. (Mænd og kvinder).

B. Til amtskommunen. (Kommuner).

a. Esbjerg kommune.1. Børnehaven, Kornvangen, 6700 Esbjerg. - 24 pladser.

2. Vesterhavsskolen, Kornvangen 1-5, 6700 Esbjerg. - 96 pladser.

b. Grindsted kommune.1. Børnehaven (o), Brinken 3, 7200 Grindsted. - 12 pladser.

130

2. Åvangsskolen, Lindevej 4, 7200 Grindsted. - 40 pladser.

3. Dalsmoseskolen (o), GI. Vejlevej 15, 7200 Grindsted. - 24 pladser.

c. Ribe kommune.Set. Jørgensskolen, Obbekærvej 15, 6760 Ribe. - 48 pladser.

II. Fra den øvrige særforsorg.

A. Til amtskommunen.

a. Blindeforsorgen Blindekonsulent Niels Blendstrup Petersen(x), Skrænten 124, 6700 Esbjerg.

b. Døveforsorgen Ingen.

c. Tunghøreforsorgen Statens høreinstitut, Esbjerg-afdeling,Høreklinikken, Jyliandsgade 79 B,6700 Esbjerg.

d. Forsorgen for talelidende ogordblinde Statens institut for talelidende, Esbjerg-

afdeling, Hjertingvej 62, 6700 Esbjerg.

e. Epileptikerforsorgen Ingen.

f. Vanføreforsorgen Ingen.

B. Til kommuner.

Ingen.

131

Vejle amt

I. Fra åndssvageforsorgen.

A. Til amtskommunen.

a. Centralinstitution Centralinstitutionen Brejning, Brejning,7080 Børkop. - 1080 pladser.(Voksne og børn).

b. Børnehjem 1. Engvejens Børnehjem, 7130 Juelsminde.- 14 pladser.

2. Børnehjemmet Ulbækhus,8721 Daugård. (I Vejle kommune). -18 pladser.

3. Hovedgård Børnehjem (x),8732 Hovedgård. (I Gedved kommune).- 20 pladser.

c. Skolehjem Ingen.

d. Ungdomskostskoler Ungdomskostskolen Koldingfjord, 6000Kolding. - 24 pladser. (Unge piger).

e. Pensionater 1. Pensionatet Urkleven, Ndr. Villavej 11,7100 Vejle. - 11 pladser. (Mænd).

2. Pensionatet i Gauerslund, 7080 Børkop.- 22 pladser. (Mænd og kvinder).

3. Fuglekærgård, Brejning, 7080 Børkop. -24 pladser. (Mænd og kvinder).

4. Pensionatet Kolding Øst, Koldingfjord,6000 Kolding. - 10 pladser.(Mænd og kvinder).

f. Plejehjem 1. Afdelingen på Koldingfjordskolen,6000 Kolding. - 76 pladser.(Voksne og børn).

2. Alderdomshjemmet i Børkop, Sønder-gade 16, 7080 Børkop. - 25 pladser.(Mænd).

g. Ferie- og aflastningshjem Ferie- og aflastningshjemmet Skovbrynet,7140 Stouby. (I Juelsminde kommune).- 16 pladser. (Mænd og kvinder).

h. Centerskoler 1. Skolen på Kellersvej, centerskole(voksne), Brejning, 7080 Børkop.

2. Skolen på Kellersvej, centerskole(børn), Brejning, 7080 Børkop.

132

i. Ungdomsskoler Ingen.

j. Klient værksteder, dagcentre m. v 1. Centerværkstedet, Brejning,7080 Børkop.

2. Værkstedet Ref o (o), Grejsdalsvej 230,7100 Vejle. - 40 pladser.(Mænd og kvinder).

3. Værkstedet Ellehøj, Ellehammersvej 8,7100 Vejle. - 100 pladser.(Mænd og kvinder).

4. Værkstedet Horshøj, Islandsvej 17,8700 Horsens. - 100 pladser.(Mænd og kvinder).

5. Værkstedet Nordhøj, Niels Bohrsvej 6,6000 Kolding. - 60 pladser.(Mænd og kvinder).

B. Til amtskommunen. (Kommuner).

a. Kolding kommune.

1. Børnehaven (o), Hertug Abelsvej 50, 6000 Kolding. - 12 pladser.

2. Lykkegårdens Børnehave (o), Eliassensvej 46, 6000 Kolding. - 12 pladser.

3. Koldingfjordskolen, 6000 Kolding. - 80 pladser.

4. Markdannerskolen (o), Strandhuse, 6000 Kolding. - 32 pladser.

b. Horsens kommune.

1. Børnehaven (o), Torvet 4, 8700 Horsens. - 24 pladser.

2. Børnehaven (o), Teglgårdsvej 22, 8700 Horsens. - 12 pladser.

3. Bygholmsskolen, Fuglevangsvej, 8700 Horsens. - 80 pladser.

4. Skolen i Tyrsted (o), Nordrevej 14-18, Tyrsted, 8700 Horsens. - 27 pladser.

c. Vejle kommune.1. Børnehaven (o), Søndermarksvej 53, 7100 Vejle. - 18 pladser.

2. Petersholmsskolen, Petersholms Allé 50, 7100 Vejle. - 95 pladser.

d. Fredericia kommune.1. Børnehaven (o), Anders Billesvej 26, 7000 Fredericia. - 12 pladser.

2. Slesvigsgades Skole (o), Sjællandsgade 3, 7000 Fredericia. - 38 pladser.

II. Fra den øvrige særforsorg.

A. Til amtskommunen.

a. Blindeforsorgen Ingen.

b. Døveforsorgen 1. Fredericiaskolen, Statens skole fortunghøre og døve, Dronningensgade 99,7000 Fredericia.

133

2. Erhvervs- og vejledningskontoret fordøve (x), Nørrebrogade 2,7000 Fredericia.

c. Tunghøreforsorgen 1. Statens høreinstitut, Østervoldgade 26,7000 Fredericia.

2. Statens høreinstitut, Vejle-afdeling,Ørstedsgade 13, 7100 Vejle.

3. Konsulentvirksomheden for tunghøre ogdøvblevne (x), Statens høreinstitut,Østervoldgade 26, 7000 Fredericia.

d. Forsorgen for talelidende ogordblinde Statens institut for talelidende, Vejle-

afdeling, Ørstedsgade 13, 7100 Vejle.

e. Epileptikerforsorgen 1. Plejehjemmet Stormly (x), Juelsminde.

2. Plejehjemmet Sells Minde (x),Over Vrigsted, Stouby.

f. Vanføreforsorgen Ortopædisk-kirurgisk afdeling i Kolding(x), Ambulatoriet m. v.: Skovvangen, 6000Kolding. - Sengeafdeling: Set. HedvigsHospital, Damhusgade 22, 6000 Kolding.

B. Til kommuner.

Ingen.

134

Ringkøbing amt

I. Fra åndssvageforsorgen.

A. Til amtskommunen.

a. Centralinstitution Ingen.

b. Børnehjem Ingen.

c. Skolehjem Ingen.

d. Ungdomskostskoler Ingen.

e. Pensionater 1. Skovbrynskollegiet (o), Fasan vej,6900 Skjern. - 20 pladser.(Mænd og kvinder).

2. Nørholmkollegiet (o), Lillelundvej 24,7400 Herning. - 19 pladser.(Mænd og kvinder).

3. Marienlundskollegiet (o),Kirkegade 102, 7430 Ikast. - 26 pladser.(Mænd og kvinder).

f. Plejehjem 1. Fovsing Plejehjem (x), 7600 Struer. -18 pladser. (Mænd).

2. Plejehjemmet Saustrup (x),Saustrupvej 12, 7500 Holstebro. -29 pladser. (Mænd).

g. Ferie- og aflastningshjem Ingen.

h. Centerskoler Ingen.

i. Ungdomsskoler Ingen.

j. Klientværksteder, dagcentre m. v 1. Værkstedet (o), Skovbrynet,6900 Skjern. - 21 pladser.(Mænd og kvinder).

2. Værkstedet Tre Birke, Dueoddevej,7400 Herning. - 100 pladser.(Mænd og kvinder).

3. Værkstedet (o), Tværgade 4,6900 Skjern. - 30 pladser.(Mænd og kvinder).

4. Værkstedet, Byskellet, Rindum,6950 Ringkøbing. - 60 pladser.(Mænd og kvinder).

135

5. Holstebro Montageværksted,Niels Ebbesensvej 6, 7500 Holstebro.40 pladser. (Mænd og kvinder).

B. Til amtskommunen. (Kommuner).

a. Ikast kommune.Børnehaven (o), Sønderparken 42, 7430 Ikast. - 18 pladser.

b. Herning kommune.1. Børnehaven (o), Teglvænget 95, 7400 Herning. - 18 pladser.

2. Lindegårdsskolen, Herluf Trollesvej, 7400 Herning. - 65 pladser.

3. Teglparkskolen (o), Teglvænget 95, 7400 Herning. - 48 pladser.

c. Skjern kommune.1. Børnehaven (o), Kongevej 46, 6900 Skjern. - 18 pladser.

2. Skjernåskolen, Fredensgade 34, 6900 Skjern. - 55 pladser.

d. Holstebro kommune.1. Børnehaven, Lægårdsvej, 7500 Holstebro. - 18 pladser.

2. Skolen på Beringsvej, Beringsvej 19, 7500 Holstebro. - 57 pladser.

II. Fra den øvrige særforsorg.

A. Til amtskommunen.

a. Blindeforsorgen Blindekonsulent Bent Hermannsen (x),Elkjærsvej 131, Mejrup, 7500 Holstebro.

b. Døveforsorgen Erhvervs- og vejledningskontoret for døve,Jyllandsgade 3, 7400 Herning.

c. Tunghoreforsorgen Statens høreinstitut, Herning-afdeling,Søndergade 6, 7400 Herning.

d. Forsorgen for talelidende ogordblinde Statens institut for talelidende, Herning-

afdeling, Bredgade 11, 7400 Herning.

e. Epileptikerforsorgen Ingen.

f. Vanføreforsorgen Ortopædisk-kirurgisk afdeling i Holstebro(x), Centralsygehuset, 7500 Holstebro.

B. Til kommuner.

Ingen.

136

Århus amt

I. Fra åndssvageforsorgen.

A. Til amtskommunen.

a. Centralinstitution Centralinstitutionen Sølund, 8660 Skander-borg. - 380 pladser. (Voksne og børn).

b. Børnehjem 1. Elev Børnehjem (x), Elev, 8520 Lystrup.(I Århus kommune). - 26 pladser.

2. Børnehjemmet Granbakken (x),8961 Allingåbro. (I Rougsø kommune).- 20 pladser.

3. Hadsten Børnehjem (x), 8370 Hadsten.- 16 pladser.

4. Børnehjemmet Solbo (x), Resenbro,8600 Silkeborg. - 22 pladser.

c. Skolehjem Skolehjemmet Fjellerup Østergård (o),Fjellerup, 8584 Tranehuse. (I Nørre-Djurskommune). - 16 pladser.

d. Ungdomskostskoler Ingen.

e. Pensionater 1. Lyngåkollegiet (o), Graham Bellsvej 4,8200 Århus N. - 36 pladser.(Mænd og kvinder).

2. Pensionatet, Høvejen 23, Vorup, 8900Randers. - 25 pladser.(Mænd og kvinder).

3. Pensionatet, Kirketoften 6, 8260 Viby J.(I Århus kommune). - 18 pladser.(Mænd og kvinder).

4. Pensionatet Møllen (o),Ny Grenåvej 100, Kristrup, 8900 Ran-ders. - 25 pladser. (Mænd og kvinder).

f. Plejehjem 1. Sødisbakke, 9550 Mariager. -215 pladser. (Voksne).

2. Vejlsøhus, 8600 Silkeborg. -185 pladser. (Voksne).

g. Ferie- og aflastningshjem Ingen.

h. Centerskoler Centerskolen på Sølund, 8660 Skanderborg.

i. Ungdomsskoler Ungdomsskolen i Århus, Lyngåskolen,Graham Bellsvej 1, 8200 Århus N. -80 pladser.

137

j. Klient værksteder, dagcentre m. v 1. Centerværkstedet, Søtof ten,8660 Skanderborg.

2. Værkstedet i Skanderborg Øst (x).NB! Ledes fra Centerværkstedet,

Søtoften, 8660 Skanderborg.

3. Værkstedet på Sødisbakke,9550 Mariager.NB! Ledes fra Centerværkstedet,

Søtoften, 8660 Skanderborg.

4. Værkstedet på Vejlsøhus,8600 Silkeborg.NB! Ledes fra Centerværkstedet,

Søtoften, 8660 Skanderborg.

5. Værkstedet, Elmetoften 1,8361 Hasselager. (I Århus kommune).- 50 pladser. (Mænd og kvinder).

6. Værkstedet, Tøjhushavevej 28,8900 Randers. - 125 pladser.(Mænd og kvinder).

7. Erhvervstræningen, Nr. Allé 46,8000 Århus C. - 90 pladser.(Mænd og kvinder).NB! Institutionen er et specialværksted

for erhvervsoptræning af ånds-svage.

8. S. Ä. Industriservice, Vestergade 7,9550 Mariager. - 80 pladser.(Mænd og kvinder).

9. Værkstedet, Fabriksvej 8, 8500 Grenå.- 80 pladser. (Mænd og kvinder).

10. S. Å. Industriservice, Lillehøjvej 30,8600 Silkeborg. - 80 pladser.(Mænd og kvinder).

B. Til amtskommunen. (Kommuner).

a. Århus kommune.

1. Børnehaven Villa Kampen, Strandvejen 104, 8000 Århus C. - 24 pladser.

2. Dagplejen, Strandvejen 98, 8000 Århus C. - 22 pladser.

3. Kroghsgade Skole (o), Kroghsgade, 8000 Århus C. - 84 pladser.

4. Stensagerskolen, Stensagervej, 8260 Viby J. - 150 pladser.

b. Silkeborg kommune.1. Børnehaven (o), Skolegade 18, 8600 Silkeborg. - 24 pladser.

2. Skolen på Vejlsøhus, 8600 Silkeborg.NB! Ledes fra Centerskolen på Sølund, 8660 Skanderborg.

3. Lysbroskolen (o), 8600 Silkeborg. - 45 pladser.

138

c. Randers kommune.

1. Børnehaven, Lucernevej 61, 8900 Randers. - 24 pladser.

2. Parkskolen, Bakkevej 1, Hornbæk, 8900 Randers. - 53 pladser.

3. Bakkeskolen, Udbyhøjvej 170, Dronningborg, 8900 Randers - 65 pladser.

d. Mariager kommune.Skolen på Sodisbakke, 9550 Mariager.

NB! Ledes fra Centerskolen på Sølund, 8660 Skanderborg.

e. Midt-Djurs kommune.1. Marie Magdalene Skole (o), 8550 Ryomgård. - 30 pladser.

2. Djurslandskolen, Tøstrup, 8581 Nimtofte. - 55 pladser.

f. Skanderborg kommune.Vestergades Skole (o), Vestergade 12, 8660 Skanderborg. - 54 pladser.

II. Fra den øvrige særforsorg.

A. Til amtskommunen.

a. Blindeforsorgen Blindekonsulent Arne Dvirr (x), Åbrovej,8870 Langå.

b. Døveforsorgen Erhvervs- og vejledningskontoret for døve(x), Nørre Allé 42, 8000 Århus C.

c. Tunghøreforsorgen 1. Statens hørecentral, Århus kommune-hospital, 8000 Århus C.

2. Statens høreinstitut, Århus-afdeling,Nørregade 42, 8000 Århus C.

d. Forsorgen for talelidende ogordblinde Statens institut for talelidende,

Tjørnevej 6,8240 Risskov.

e. Epileptikerforsorgen Ingen.

f. Vanføreforsorgen 1. Ortopædisk Hospital (x), Randersvej 1,8200 Århus N.

2. Solbakken (x), Egebæksvej 26,8270 Højbjerg.

B. Til kommuner.

Ingen.

139

Viborg amt

I. Fra åndssvageforsorgen.

A. Til amtskommunen.

a. Centralinstitution Centralinstitutionen Hald Ege,Egeskowej 2, Hald Ege, 8800 Viborg. -185 pladser. (Voksne og born).

b. Børnehjem Ingen.

c. Skolehjem Nørresø Skolehjem, Set. Knudsvej 5,

8800 Viborg. - 12 pladser.

d. Ungdomskostskoler Ingen.

e. Pensionater Ingen.

f. Plejehjem Resenlund, 7800 Skive. - 150 pladser.

(Mænd og kvinder).

g. Ferie- og aflastningshjem Ingen.

h. Centerskoler Centerskolen på Hald Ege, 8800 Viborg.

i. Ungdomsskoler Skivefjord Ungdomsskole (o), Smøgen 7,7800 Skive. - 25 pladser.

j. Klientværksteder, dagcentre m. v 1. Værkstedet (o), Jegstrupvej 17,8800 Viborg. - 56 pladser.(Mænd og kvinder).

2. Værkstedet Nymo (o), N. A. Kristen-sensvej 10, 7900 Nykøbing Mors.(I Morsø kommune). - 36 pladser.(Mænd og kvinder).

3. Thy-værkstedet (o), Industrivej,7700 Thisted - 34 pladser.(Mænd og kvinder).

4. Grundfos A/S beskyttede værksteder(x), 8850 Bjerringbro. - 24 pladser.(Mænd og kvinder).

B. Til amtskommunen. (Kommuner).

a. Thisted kommune.1. Børnehaven Højtofte (o), Højtoftevej 19, 7700 Thisted.

2. Østermølleskolen, Fjordlystvej 4,7700 Thisted. - 40 pladser.

140

b. Viborg kommune.1. Børnehaven Nørrehus (o), Set. Laurentiivej 16a, 8800 Viborg. - 18 pladser.

2. Rosenvængets Skole, Rosenvænget, 8800 Viborg. - 79 pladser.

c. Skive kommune.Egerisskolen, Arvika vej, 7800 Skive. - 48 pladser.

d. Morsø kommune.Morsøskolen (o), Alsted, 7900 Nykøbing Mors. - 30 pladser.

II. Fra den øvrige særforsorg.

B. Til amtskommunen.

a. Blindeforsorgen Ingen.

b. Døveforsorgen Ingen.

c. Tunghøreforsorgen Statens høreinstitut, Viborg-afdeling,Grønnegade 3, 8800 Viborg.

d. Forsorgen for talelidende ogordblinde Statens institut for talelidende, Viborg-afde-

ling, Set. Mathiasgade 48, 8800 Viborg.

e. Epileptikerforsorgen Ingen.

f. Vanføreforsorgen Fysiurgisk Hospital, Hald (x), Hald Ege,8800 Viborg.

B. Til kommuner.

Ingen.

141

Nordjyllands amt

I. Fra åndssvageforsorgen.

A. Til amtskommunen.

a. Centralinstitution Centralinstitutionen Vodskov, Pitsvej 2,9310 Vodskov. (I Ålborg kommune). -606 pladser. (Voksne og børn).

b. Børnehjem Brønderslev Børnehjem (x), Tolstrupvej 2,

9700 Brønderslev. - 25 pladser.

c. Skolehjem Ingen.

d. Ungdomskostskoler Limfjordsskolen, Granlyvej 5, 9670 Løgstør.- 28 pladser. (Piger).

e. Pensionater 1. Pensionatet (o), Wibroesvej 16, Hasse-ris, 9000 Aalborg. - 16 pladser. (Mænd).

2. Pensionatet (o), Norgesvej 12,9670 Løgstør. - 28 pladser.(Kvinder og mænd).

f. Plejehjem 1. Gunderuplund, Rønnovsholmsvej 12,Hæstrup, 9800 Hjørring. - 40 pladser.(Kvinder og mænd).

2. Kommunegården i Langholt (x),9310 Vodskov. (I Aalborg kommune).- 16 pladser. (Mænd).

g. Ferie- og aflastningshjem Ingen.

h. Centerskoler Skolen i Bakkerne (centerskole),Storemosevej 19, 9310 Vodskov.(I Aalborg kommune).

i. Ungdomsskoler Ungdomsskolen Dalgården (o),Oustrupvej 8, 9600 Års. - 15 pladser.NB! Ledes fra Vestermarkskolen i Års

kommune.

j. Klientværksteder, dagcentre m. v 1. Centerværkstedet, 9310 Vodskov.(I Aalborg kommune).

2. Limfjords værkstedet, Sundsholmen 21,9400 Nørresundby. (I Aalborg kommu-ne) . - 100 pladser. (Mænd og kvinder).

3. S. Å.-Værkstedet, Georg Jensensvej 12,9800 Hjørring. - 130 pladser.(Mænd og kvinder).

142

4. S. Å.-Værkstedet (optræningsværkste-det) i Gravsholt, 9310 Vodskov. (I Aal-borg kommune). - 30 pladser. (Mænd).NB! Institutionen er et specialværksted

for erhvervsoptræning af ånds-svage.

5. S. Å.-Værkstedet, Anholtvej 10,9900 Frederikshavn. - 60 pladser.(Mænd og kvinder).

6. S. Å.-Værkstedet (o), Jyllandsvej 4,9670 Løgstør. - 60 pladser.(Mænd og kvinder).

7. S. Ä.-Værkstedet, Anders Mørchs Vej 1,9400 Nørresundby. (I Aalborg kommu-ne) . - 75 pladser. (Mænd og kvinder).

B. Til amtskommunen. (Kommuner).

a. Ålborg kommune.

1. Børnehaven (o), Konvalvej 47, 9000 Aalborg. - 18 pladser.

2. Børnehaven (o), Sankt Peders Gade 14, 9400 Nørresundby. - 18 pladser.

3. Sohngårdsskolen, Borgmester Jørgensens Vej 2, 9000 Aalborg. - 100 pladser.4. Ny skole (oprettes den 1. august 1976), Studievej, 9400 Nørresundby. - 80

pladser.

b. Hjørring kommune.1. Børnehaven, Kongensgade 9, 9800 Hjørring. - 12 pladser.

2. Elsagerskolen (o), Elsagervej 25,9800 Hjørring. - 88 pladser.

c. Frederikshavn kommune.Møllehusskolen, L. P. Houmøllersvej 28, 9900 Frederikshavn. - 77 pladser.

d. Års kommune.Vestermarkskolen, Vestre Boulevard 17, 9600 Års. - 68 pladser.

e. Skørping kommune.Skibstedskolen, Skibsted, 9293 Kongerslev. - 46 pladser.

II. Fra den øvrige særforsorg.

A. Til amtskommunen.

a. Blindeforsorgen Blindekonsulent Harry M. Olsen (x),Nylandsvej 12, Kærby, 9000 Aalborg.

b. Døveforsorgen 1. Aalborgskolen, Statens specialskole forNordjylland, Kollegievej 1,9000 Aalborg.

143

2. Erhvervs- og vejledningskontoret fordøve (x), Vesterbro 70, 9000 Aalborg.

c. Tunghøreforsorgen 1. Statens høreinstitut, Aalborg-afdeling,Aalborg Sygehus Syd, Hobrovej 18,9000 Aalborg.

2. Statens høreinstitut, Hjørring-afdeling,Hjørring Sygehus, 9800 Hjørring.

3. Konsulentvirksomheden for tunghøre ogdøvblevne (x), Statens høreinstitut,Aalborg-afdeling, Aalborg Sygehus Syd,Hobrovej 18, 9000 Aalborg.

d. Forsorgen for talelidende ogordblinde Statens institut for talelidende, Aalborg-

afdeling, Umanakvej 1, 9000 Aalborg.

e. Epileptikerforsorgen Plejehjemmet Attruphøj (x),9310 Vodskov.

f. Vanføreforsorgen 1. Ortopædisk-kirurgisk afdeling i Aalborg(x), Ambulatoriet m. v.: Urbansgade 32,9000 Aalborg. - Sengeafdeling: Set. Jo-sephs Hospital, Kastelvej 33, Aalborg.

2. Revalideringshjemmet (x), Østerskoven,9500 Hobro.

B. Til kommuner.

Ingen.

144

Grønland

I. Fra åndssvageforsorgen.

a. Centralinstitution Ingen.

b. Børnehjem Ingen.

c. Skolehjem Ingen. (Se dog side 116 under Vestsjællands

amt: Skolehjemmet Kaassassuk).

d. Ungdomskostskoler Ingen.

e. Pensionater Ingen.

f. Plejehjem Ingen.

g. Ferie- og aflastningshjem Ingen.

h. Centerskoler Ingen.

i. Ungdomsskoler Ingen.

j. Klientværksteder, dagcentre m. v Ingen.

k. Børnehaver Ingen.1. Skoler Ingen.

II. Fra den øvrige særforsorg.

a. Blindeforsorgen Ingen.

b. Døveforsorgen Ingen.

c. Tunghøre forsorgen Ingen.

d. Forsorgen for talelidende og

ordblinde Ingen.

e. Epileptikerforsorgen Ingen.

f. Vanføreforsorgen Ingen.

145

Færøerne

I. Fra åndssvageforsorgen.

a. Centralinstitution Ingen.

b. Børnehjem Ingen.

c. Skolehjem Ingen.

d. Ungdomskostskoler Ingen.

e. Pensionater Afdeling 74 på Statshospitalet i Torshavn(o). - 11 pladser.

f. Plejehjem Afdeling V på Statshospitalet i Torshavn

(o). - 20 pladser. (Børn og unge).

g. Ferie- og aflastningshjem Ingen.

h. Centerskoler Ingen.

i. Ungdomsskoler Ingen.

j. Klientværksteder, dagcentre m. v Værkstedet i Torshavn (o), Tinghus-

vegur 18,3800 Torshavn.

k. Børnehaver Ingen.

1. Skoler Ingen.

På Færøerne findes endvidere en social afdeling (o), Tinghusvegur 18, 3800 Torshavn.

II. Fra den øvrige særforsorg.

Statens specialskole i Torshavn overgår fra den 1. august 1976 til at være en selvejendeinstitution, Færøernes specialskole. Den er fælles for særforsorgen (herunder åndssvage-forsorgen) og folkeskolen til undervisning og pleje af handicappede.

Den selvejende institution ledes af en bestyrelse der tæller repræsentanter for Færøerneslandsstyre, skolens forældreforening samt Rigsombudsmanden på Færøerne.

Udgifterne til skolens drift vil blive dækket med 75 pct. af statskassen og 25 pct. af defærøske myndigheder.

Efter de af Færøernes landsstyre, socialminsteriet og undervisningsministeriet god-kendte vedtægter står skolen under tilsyn af Færøernes landsstyre, socialministeriet ogundervisningsministeriet.

146

Staten

I. Fra åndssvageforsorgen.

1. Børnehjemmet til forskningsafdelingerne på John F. Kennedy-Instituttet, GI. Lande-vej 7-9,2600 Glostrup. (I Albertslund kommune). - 10 pladser.NB! Institutionen er et landsdækkende specialbehandlingshjem.Driftsherre: Socialstyrelsen.

2. Forskningsafdelingerne på John F. Kennedy-Instituttet, GI. Landevej 7-9, 2600Glostrup. (I Albertslund kommune).Driftsherre: Socialstyrelsen.

II. Fra den øvrige særforsorg.

a. Blindeforsorgen 1. Øjenklinikken, Rymarksvej 1,2900 Hellerup. Driftsherre: Social-styrelsen, evt. Righospitalet.

2. Statens bibiotek for blinde,Rønnegade 1, 2100 København 0.Driftsherre: Socialstyrelsen.

3. Statens trykkeri for blinde,Rønnegade 1, 2100 København 0.Driftsherre: Socialstyrelsen.

4. Statens hjælpemiddelcentral for blinde,Kastelsvej 60, 2100 København 0.Driftsherre: Socialstyrelsen.

b. Døveforsorgen Døvefilm, Bryggervangen 11,2100 København 0.Driftsherre: Socialstyrelsen evt. DanmarksRadio.

c. Tunghøreforsorgen Laboratoriet for teknisk-audiologiskforskning, Odense Sygehus, 5000 Odense.Driftsherre: Laboratoriets struktur er underovervejelse. Der kan blive tale om placeringunder Odense Universitet, evt. DanmarksTekniske Højskole eller förbliven undersocialstyrelsen.

d. Forsorgen for talelidende og

ordblinde Ingen.

e. Epileptiker forsorgen Ingen.

f. Vanføreforsorgen Ingen.147

Åndssvageforsorgens forsorgscentres områder pr. 1. august 1976.

FC.I. Forsorgscentret for København m. v. (Afdelingen for børn og afdelingenfor voksne).Københavns kommune.Frederiksberg kommune.Københavns amt.Bornholms amt.

FC.II. Forsorgscentret for Nordsjælland.Frederiksborg amt.Roskilde amt.

FC.III. Forsorgscentret for Vejle amt m. v.Vejle amt.Følgende kommuner i Ringkøbing amt: Åskov, Brande, Egvad, Herning,Ikast, Skjern og Videbæk. (Øvrige kommuner i dette amt: Se forsorgs-center X).

FC.IV. Forsorgscentret for Ribe og Sønderjyllands amter.Ribe amt.Sønderjyllands amt.

FC.V. Forsorgscentret for Nordjyllands amt.Nordjyllands amt.

FC.VI. Forsorgscentret for Storstrøms amt og Færøerne.Storstrøms amt.Færøerne.

FC.VI I. Forsorgscentret for Vestsjællands amt og Grønland.Vestsjællands amt.Grønland.

FC.VI 11. Forsorgscentret for Fyns amt.Fyns amt.

FC.IX. (Nedlagt).

FC.X. Forsorgscentret for Viborg amt m. v.Viborg amt.Følgende kommuner i Ringkøbing amt: Aulum-Haderup, Thyborøn-Harbo-øre, Holmsland, Holstebro, Lemvig, Ringkøbing, Struer, Thyholm, Trehøje,Ulfborg-Vemb og Vinderup. (Øvrige kommuner i dette amt: Se forsorgs-center III).

FC.XI. Forsorgscentret for Århus amt.Århus amt.

148

Skematisk oversigt til underbilag b for så vidt angår åndssvageforsorgen.

I skemaet er anført antallet af institutioner i de enkelte amter m. v. - Endvidere er iparentes anført antallet af pladser på disse institutioner.

Særlige bemærkninger.

A. 4 ferie- og aflastningshjem og 1 plejehjem er ikke medtaget i oversigten. Det drejersig om nedennævnte institutioner, der i dag hører til forsorgscentret for København(afdelingen for børn og afdelingen for voksne). Dette forsorgscenter omfatter Kø-benhavns kommune, Frederiksberg kommune, Københavns amt og Bornholms amt.De nævnte institutioner ligger imidlertid i andre amter, og det fremtidige drifts-herreansvar er ikke endeligt placeret.

a. Kysthjemmet i Ålsgårde i Frederiksborg amt. (Underbilag b, side 111).

b. Karolinelund i Frederiksborg amt. (nderbilag b, side 112).

c. Feriehjemmet Fyrregården i Vestsjællands amt. (Underbilag b, side 117).

d. Strandholm i Storstrøms amt. (Underbilag b, side 120).

e. Feriehjemmet Enø i Storstrøms amt. (Underbilag b, side 120).

B. Tølløse Børnehjem i Vestsjællands amt (underbilag b, side 116 er i denne oversigtplaceret under Københavns kommune, idet denne kommune i dag har overenskomstmed institutionen.

C. Skemaet omfatter ikke Grønland, Færøerne og Staten. (Underbilag b, side 145-47).

D. For centerskoler foreligger der ikke pladsantal.

E. Markeringen: x angiver følgende:

1. Ved skolehjem: Blandt de 3 skolehjem i Vestsjællands amt er 1 hjem med 10pladser udelukkende for åndssvage børn fra Grønland.

2. Ved klientværksteder: De anførte pladsantal er ikke fuldstændige, idet dermangler pladsantal for centerværksteder m. v.

3. Ved skoler: De anførte pladsantal er ikke fuldstændige, idet der mangler plads-antal for visse skoler på institutioner m. v.

149

151

Bilagsafsnit

Nedenfor er opregnet de henvendelser og lignende, som udvalget har modtaget. Et (x)betyder, at henvendelsen er optaget som bilag i betænkningen. Det må dog understreges,at samtlige henvendelser har været udsendt til medlemmerne.

I Betænkning fra planlægningsudvalget under dansk selskab for oligofreni-forskning.

II Skrivelse af 14. november 1975 med bilag fra et udvalg af børnehave-ledere inden for åndssvageforsorgen.

III Skrivelse af 15. januar 1976 med bilag fra formanden for åndssvagefor-sorgens overlægekollegium til udvalgets formand.

IV Skrivelse af 19. januar 1976 fra Dansk Blindesamfund, (x)

V Skrivelse af 19. januar 1976 fra Foreningen af Medarbejdere ved Særfor-sorgen, (x)

VI Skrivelse af 19 januar 1976 fra Landsforeningen Evnesvages Vel.

VII Skrivelse af 19. januar 1976 fra Landsforeningen af Vanføre, (x)

VIII Redegørelse af 19. januar 1976 fra Åndssvageforsorgens Personalefor-bund, (x)

IX Skrivelse af 19. januar 1976 med bilag fra Landsforeningen for BedreHørelse.

X Skrivelse af 19. januar 1976 med bilag fra Hørehæmmede Børns For-ældreforening.

XI Skrivelse af 28. januar fra Danske Døves Landsforbund, (x)

XII Notat af 28. januar 1976 fra Dansk Epilepsiforening, (x)

XIII Skrivelse af 28. januar 1976 fra Landsforeningen Evnesvages Vel. (x)

XIV Skrivelse af 8. marts 1976 fra Samfundet og Hjemmet for Vanføre, (x)

XV Referat af De samvirkende Invalideorganisationers konference om sær-forsorgens fremtid.

XVI Skrivelse af 2. marts 1976 fra Åndssvageforsorgens Personaleforbund.

XVII Skrivelse af 11. marts 1976 fra Åndssvageforsorgens Personaleforbund, (x)

XVIII Skrivelse af 12. marts 1976 fra Landsforeningen Evnesvages Vel. (x)

XIX Skrivelse af 12. marts 1976 fra Fællesrådet af Lærerforeninger ved Sær-forsorgens og Åndssvageforsorgens Institutioner, (x)

XX Skrivelse af 17. marts 1976 fra forældreforeningen BONAVENTURA. (x)

155

XXI Skrivelse af 22. marts 1976 med bilag fra Landsforeningen for BedreHørelse, (x)

XXII Skrivelse af 17. marts 1976 fra Landsforeningen for Læbe-ganespalte, (x)

XXIII Skrivelse af 8. april 1976 fra Landsforeningen af Vanføre.

XXIV Referat af mødet den 11. april 1975 i Åndssvageforsorgens Centralt Vej-ledende Råd.

XXV Referat af mødet den 9. maj 1975 i Tunghørenævnet.

XXVI Referat af mødet den 21. maj 1975 i Blindenævnet.

XXVII Referat af mødet den 28. maj 1975 i Døvenævnet.

XXVIII Referat af mødet den 10. oktober 1975 i Åndssvageforsorgens CentraltVejledende Råd.

XXIX Rapport fra arbejdsgruppen vedrørende handicappede børns optagelse idaginstitutioner.

XXX Skrivelse af 30. marts 1976 fra Forældreforeningen ved Statens Institut forTalelidende i Århus.

XXXI Skrivelse af 30. marts 1976 fra Statens Institut for Talelidende i Århus.

XXXII Skrivelse af 8. april 1976 fra Landsforeningen af Vanføre, (x)

XXXIII Skrivelse af 27. april 1976 fra undervisningslederkollegiet ved Åndssvage-forsorgen, (x)

XXXIV Redegørelse fra overlæge, dr. med. Henning Skydsgaard. (x)

XXXV Skrivelse af 18. maj 1976 fra De samvirkende Invalideorganisationer, (x)

XXXVI Skrivelse af 3. maj 1976 fra samarbejdsudvalgene ved Statens Institutter forTalelidende.

XXXVII Skrivelse af 17. maj 1976 fra Læge-tandlægeteamet, Statens Institut forTalelidende, Hellerup.

XXXVIII Redegørelse fra P-Club, foreningen for stammere i Danmark, (x)

XXXIX Skrivelse af 11. juni 1976 fra Københavns overborgmester, (x)

XXXX Skrivelser af 21. maj og 27. maj 1976 fra Foreningen af Talepædagogerved åndssvageforsorgen.

XXXXI Meddelelse om skrivelse af 18. juni 1976 fra Frederiksberg kommune, (x)

156

Bilag 1.

Socialminister Eva Gredals tale ved åbningen den 25. september 1975 af de samvir-kende invalideorganisationers konference om særforsorgens fremtid.

Som alle her sikkert ved, fremkom socialreformkommissionen med tanker om betragte-lige administrative omlægninger inden for åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg,og vi står nu over for overvejelserne om, hvorledes socialreformens principper på detteområde kan føres ud i livet.

Når så vigtige overvejelser står for døren, er det af stor betydning at vide, hvilke tan-ker de handicappedes egne organisationer gør sig i den anledning.

Socialreformkommissionen lagde afgørende vægt på at fremme en udvikling, hvorforsorgen mister noget af sin absolutte karakter og i stedet fremtræder som en kombina-tion af almene og specielle tilbud, afpasset efter den enkeltes behov. Kommissionen gikendda så vidt, at den ikke ville afvise, at en organisatorisk, finansielt og begrebsmæssigtafgrænset forsorg kan være med til at forhindre, at visse af klienterne opnår den bedstmulige service på lige fod med andre.

Det var som et middel til at afhjælpe den slags svagheder, at kommissionen pegedepå muligheden for at decentralisere forsorgen.

Da folketinget i sin tid behandlede bistandsloven, kunne socialudvalget tiltræde minforgængers tanke om, at en afklaring om denne decentralisering først kunne ske i sidstetrediedel af 1970'erne. Socialudvalget fandt det dog særdeles ønskeligt, om decentralise-ring så vidt muligt kunne finde sted 1. april 1978.

Det har herefter været min opgave som minister at få gang i overvejelserne om, hvor-dan socialreformkommissionens principielle synspunkter kan omsættes i praksis, og deter derfor, at jeg har nedsat et udvalg om udlægning af åndssvageforsorgen og den øv-rige særforsorg.

Socialudvalget pegede på en ret hurtig decentralisering, så derfor fandt jeg det natur-ligt, at udvalget ikke blev for stort og tungtarbejdende. Nu er en udlægning af forsorgenjo i sig selv et administrativt spørgsmål, fordi man ikke direkte sigter på at ændre ind-holdet af den bistand, der ydes de handicappede. Derfor er udvalget sammensat medhenblik på at løse administrative problemer i forbindelse med decentraliseringen. Detbestår udover DS I af repræsentanter for stat, amtskommuner og kommuner.

Overskriften over socialreformens tanker kunne passende være: »Normalisering«.Det er en helt afgørende socialpolitisk opgave at give de handicappede en tilværelse,hvor den enkeltes chancer så lidt som muligt ødelægges af hans handicap. Derfor måman nøje overveje, på hvilken måde de handicappede kan betjenes med de tilbud, somsamfundet også stiller til rådighed for andre borgere. En isolation på særlige, afgræn-sede institutioner er desuden næppe fremmende for befolkningens forståelse for de han-dicappedes problemer.

Jeg tror altså, at det er sundt, at vi kommer så langt væk som muligt fra den gamle,skarpt afgrænsede særforsorg. Men det betyder naturligvis ikke, at de handicappedeskal afskæres fra noget af den bistand, som de hidtil har modtaget. En normalisering aftilværelsen vil bestemt ikke sige, at de handicappede kun skal have den bistand, som

157

alle andre også kan få. Men det betyder en nedbrydelse af de administrative barrierer,der har hæmmet deres adgang til hensigtsmæssig bistand fra samfundets side, og somogså menneskeligt kan gøre dem isolerede i forhold til deres medborgere.

Det er med sådanne formål i tankerne, og ikke af koldt administrationstekniske årsa-ger, at der tales om en udlægning af åndssvageforsorgen. Det er derfor, at vi må over-veje, hvorledes særforsorgsopgaverne kan indplaceres hos kommunerne og amtskommu-nerne, der jo netop har ansvaret for de tilgrænsende sociale, sundhedsmæssige og under-visningsmæssige områder.

Det er mig imidlertid magtpåliggende at slå fast, at staten hverken kan eller vil fra-skrive sig ethvert ansvar for de handicappedes velfærd ved at overføre det umiddelbareansvar for særforsorgsopgaverne til kommuner og amtskommuner. Selv om udlægnin-gen forekommer mig ønskelig af socialpolitiske årsager, må den ikke ske på en sådanmåde, at man glemmer de særlige hensyn, der udspringer af, at de handicappede grup-per udgør en meget beskeden del af befolkningen. Det er ikke acceptabelt for nogenparter, at handicappede nogetsteds i landet lades i stikken. Derfor kan jeg meget velforestille mig, at vi vil være nødt til at opbygge styringsmidler inden for en udlagt sær-forsorg. Jeg har også pålagt udvalget at overveje »de af decentraliseringen nødvendig-gjorte samarbejdslinier mellem staten, amtskommunerne og kommunerne.

Spørgsmålet om særforsorgens fremtidige administration er således for kompliceret til,at vi kan klare det ved bare at sige »ja« eller »nej« til decentralisering. Der er uendeligmange muligheder mellem på den ene side en fuldstændig statslig særforsorg og på denanden side en særforsorg, der udelukkende styres af amtskommuner og kommuner. Ogder er også et stort og nuanceret register af mulige løsninger på udlægningsspørgsmålet.Det vil derfor efter min mening være forkert på nuværende tidspunkt at låse sig fast pået for firkantet svar, og jeg kan heller ikke tro, at det ville være til gavn for klienterne.

Jeg håber derfor på et frugtbart udvalgsarbejde, der kan give os et solidt grundlag forat løse problemerne om den administrative fremtid for åndssvageforsorgen og den øv-rige særforsorg.

158

Bilag 2.

FORENINGEN AF 19. januar 1976.MEDARBEJDERE VED SÆRFORSORGENBrolæggerstræde 14,2.,1211 København K.

Til udvalget om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorgSocialministeriet, Slotsholmsgade 6, 1216 København K.

Til brug ved udvalgets arbejde og især med henblik på mødet den 29. ds. skal forenin-gen udtrykke nogle hovedsynspunkter omkring udlægning af den øvrige særforsorg.

Til orientering skal lige oplyses, at FMS dækker hovedparten af alle medarbejderka-tegorier (undtagen lærere og enkelte andre) inden for forsorgen for blinde og svagsy-nede, døve og tunghøre, talelidende, dele af vanføreforsorgen, Kolonien Filadelfia samten række private specialinstitutioner. Desuden også specialskoler på Færøerne.

Først vil vi gerne nævne, at vi i foreningens kommentarer til udkastet til bistandslo-ven støttede den forenkling og de hovedprincipper, som loven byggede på. Desuden støt-ter foreningen forslaget om at overføre særforsorgens skoler og specialundervisning tilundervisningsministeriet.

Det må stærkt understreges, at man ikke kan tale om decentralisering af den øvrigesærforsorg uden også at tale om integrering. Forsorgens størrelse og specifikke karaktergør, at disse to begreber er knyttet uløseligt til hinanden. Og der skal ikke herske tvivlom, at foreningen naturligvis mener, at alle de handicappede, i hvis tarv det er at leveog virke blandt ikke-handicappede, også skal forsøges integreret. De almindelige institu-tioner skal udbygges, så de kan fungere bedst i forholdet til at integrere handicappede.Som den anden part i dette vigtige arbejde står særforsorgens specialinstitutioner, hvorvi tidligere i kommentarerne til bistandsloven har peget på, at vi savnede en lovmæssigbaggrund for en intensivering netop af dette arbejde.

Vi vil bede udvalget være meget opmærksom på, at særforsorgen langsomt er ved atændre klientel, således at de lettere handicappede integreres, og særforsorgen optager etklientel, der på grund af dobbelt eller multihandicap tidligere var forkert anbragt i for-hold til mulighederne for udvikling og trivsel (f.eks. døve under åndssvageforsorgen).

Foreningen og dens medlemmer er klart imod en decentralisering, idet vi ikke finder,at den tjener noget formål i de handicappedes tarv, og deler denne opfattelse med enlang række andre fagorganisationer, klientorganisationer, forældreforeninger og eksper-ter inden for området.

De steder i udlandet, hvor en egentlig decentralisering har fundet sted, er det sket nedtil en størrelsesorden af den særforsorg, vi har her i landet. Man må betænke forsorgensringe størrelse og meget forskelligartede og specifikke klientel.

For klienterne må bevares et sikkerhedsnet for de, hvor integrering ikke lykkes ogmiljøer for de, der behøver specialpleje. Der må være en tilstrækkelig identifikations-gruppe af de enkelte handicaps, så de handicappede kan bevare deres identitet og inte-gritet.

For særforsorgens medarbejdere må bevares mulighederne for uddannelse af både ba-sismedarbejdere og specialister, hvor opsamling og gensidig udveksling af erfaringer, forbåde medicinsk, undervisningsmæssig og socialpædagogisk forskning.

En styrkelse af mulighederne og en intensivering af arbejdet med integrering af sær-forsorgens klientel er hensigtsmæssigt og forsvarligt.

159

En decentralisering af den øvrige særforsorg kan kun fremkomme som et ønske i bre-dere politisk sammenhæng med økonomiske besparelser for øje og de endelige tabere vilvære de handicappede, der i endnu højere grad må indrette sig på andres præmisser.

Der findes ingen kommunale eller amtskommunale instanser, der med et realistisk ogsagligt udgangspunkt ønsker at overtage det fulde ansvar for dette forsorgsområde,hvorimod de selvfølgelig ønsker at medvirke ved løsningen af problemerne omkringdisse medborgere. Derfor bør der fortsat findes en central særforsorg med tilhørendenødvendige institutioner i statsligt regie.

Med venlig hilsen

Bent Klausen.

/ Jørgen Andersen.

160

Bilag 3.

LANDSFORENINGEN AF 19. januar 1976VANFØREHansKnudsens Plads I10

2100 Kobenhavn 0.

Til udvalget om udlægning af Åndssvageforsorgenog den ovrige særforsorg.

Specielt om problemer vedrørende vanføreforsorgen.

I. Decentralisering contra central styring:Vanforeforsorgen har - som andre grene af særforsorgen - sin rod i forrige århundredesfilantropi. Velbjergede borgere kastede deres kærlighed på en bestemt gruppe handicap-pede, satte foranstaltninger i værk for den og rejste institutioner.

Ved socialreformen i 1933 blev særforsorgen bevaret, vel mest fordi det ikke var mu-ligt for staten at etablere et behandlingsapparat, der kunne aflose de hidtidige private.Langs ad vejen har det udviklet sig til, at enten udoves særforsorgen under socialmini-steriets ledelse af socialstyrelsen eller af selvejende institutioner, som ministeren har be-myndiget hertil.

Imidlertid er der dog - især efter den 2. verdenskrig - fundet en udsivning sted af deopgaver, som oprindeligt blev varetaget af særforsorgen. Som eksempler kan nævnessærlige handicapbørnehaver, folkeskolens specialundervisning, oprettelse af ortopæ-disk-kirurgiske afdelinger i provinsen med tilknyttede bandagerier samt den omforde-ling af beskæftigelsen med de vanfores problemer, der skete som folge af revaliderings-og omsorgslovens bestemmelser.

Selv om visse dele af arbejdet omkring de vanføre fremdeles befinder sig i vanførefor-sorgens regie, må det vel erkendes, at der for længst er taget hul på en udvikling, dersom sin logiske konsekvens må få, at væsentlige dele af områder, som hidtil er varetagetaf vanføreforsorgen, for fremtiden må løses på primærkommunal eller amtskommunalbasis.

Det vil derfor være urealistisk politik at votere for en vanforeforsorg af det nuvæ-rende omfang. Dertil er for mange funktioner allerede nu overgået til andre instanser,ligesom Samfundet og Hjemmet for Vanføres egne decentralisations-initiativer gennemårene faktisk har foregrebet overdragelse af visse funktioner til amts- og primærkommu-ner.

Hvad der bør drøftes i det følgende, er, hvilke områder der ikke kan decentraliseres,uden at nogle i den gruppe, som Landsforeningen af Vanføre repræsenterer, kommeralvorligt i klemme i behandlings-, undervisnings- og uddannelsesmæssig henseende.

Det må kunne forventes, at vanføre med lette eller middelsvære handicaps under dennye opgavefordeling mellem staten og kommunerne vil få deres problemer lost lige sågodt som under den eksisterende ordning. Men tilbage bliver en gruppe, hvis særligeproblemer kun vil kunne løses ved etablering af lands- eller landsdelsdækkende institu-tioner.

Om disse specielle arrangementer skal sortere direkte under staten, eller om dele afvanføreforsorgen skal bevares og eventuelt udbygges til varetagelse af disse særlige op-gaver, er et vanferepolitisk spørgsmål, som det vel i øvrigt er for tidligt at tage endelig

161

stilling til, da det i høj grad vil bero på, hvilke udspil der kommer fra statens (socialmi-nisterens) side.

Efter bedste skøn vil der være rimelige chancer for, at specialer, der fordrer et stortbefolkningsunderlag, kan forblive i statsligt regie. Selv om den dominerende idé i daghedder decentralisering af socialpolitikken, erkendes det dog, at der findes sådanne sub-specialer, at de ikke vil kunne løses af en amtskommune.

Socialreformkommissionens 2. betænkning diskuterer problemet. Der er ojensynligstor kærlighed til decentraliseringstanken, men samtidig en erkendelse af, at den ikkepå alle felter er praktisabel, jfr. pag. 177 og 178 i ovennævnte betænkning.

II. Kommissoriet i socialministerens skrivelse af 16. juni 1975:Kommissoriet er så til pas rummeligt, at det ikke umiddelbart giver anledning til æng-stelse. Man skal dog være opmærksom på, at det meget vel kan ske, at kommissionsar-bejdet munder ud i en forcering af total decentralisering, hvorved vor gruppes specielleinteresser ikke vil blive tilgodeset.

Udvalgets sammensætning kan vel begrunde en sådan frygt, da udvalget er domineretaf embedsmænd fra styrelser og ministerier samt repræsentanter for amtskommuner ogkommuner, mens de samvirkende invalideorganisationer kun får 1 repræsentant, samti-dig med at ingen af de forskellige særforsorgsområder er repræsenteret. 1 skrivelsen frasocialministeren nævnes det ganske vist, at »i det omfang, hvori det skønnes nødvendigtfor arbejdet, kan udvalget tilkalde sagkyndig bistand, repræsentanter for interesseredeorganisationer m.v. Udvalget bemyndiges endvidere til at modtage deputationer, derønsker at fremføre sine synspunkter med hensyn til gennemførelsen af den nævnte ud-lægning«.

Men disse muligheder er ikke det samme som direkte repræsentation i udvalget. Deter næppe nogen overdrivelse at sige, at de vanføres gruppe rummer så mange aspekteraf både behandlings-, undervisnings- og uddannelsesmæssig art, at Vanføreforeningenkun dårligt kan lade sig repræsentere af en repræsentant fra en anden handicapgruppe,som af naturlige årsager ikke kan have den nødvendige indsigt i vores helt specielle pro-blemer.

Når hertil så lægges, at den gruppe af medarbejdere, som har sit virke inden for van-føreforsorgen, ikke er repræsenteret i udvalget og derfor ikke umiddelbart kan kommetil orde, må det meget befrygtes, at vore problemer og synspunkter vil være uden tals-mand, hvorfor de let vil blive overset eller direkte ignoreret.

I ministerens skrivelse hedder det om »målsætningen«:»Udvalgsarbejdet skal finde sted på grundlag af den samlede særforsorgs mangeårige

målsætning, hvorefter det skal tilstræbes at give de handicappede en tilværelse så nærdet normale som muligt, hvad enten denne tilværelse helt eller delvis må blive på eninstitution eller ude i samfundet«.

I sit svar af 17. juni 1975 til Eva Gredal påpeger Svend Jensen,»at særforsorgens målsætning om normalisering principielt også må gælde i et nyt sy-

stem, men vel at mærke en normalisering på den handicappedes forudsætninger og øn-sker. I hvert fald nogle særforsorgsgrupper er sig ganske bevidst, hvilke ønsker man hartil systemet i den retning . . . «

I denne forbindelse var det måske en overvejelse værd enten i form af et spørge-skema eller på anden måde at spørge et udsnit af tidligere og nuværende klienter ogpatienter, hvad de er tilfredse med, og hvad de er utilfredse med i den nuværende orga-nisation. Ved en sådan undersøgelse kunne der måske også komme ting på bordet, somfortalte noget om, hvordan fremtidens vanføreforsorg burde organiseres.

III. Bistandslovens paragraffer vedrørende særforsorgen:

Når bistandsloven overhovedet har paragraffer, der omhandler særforsorgsforanstalt-ninger, må det sikkert ses i sammenhæng med, at det ikke har været muligt at få skabt

162

en ny struktur på området, hvorved amts- og primærkommunerne i højere grad kom indi billedet eller helt overtog den tidligere forsorgs funktioner.

Problemerne ved at få en sådan ny-ordning op at stå er der allerede redegjort for iafsnittet om decentralisering contra central styring. Det betyder imidlertid ikke, at reg-lerne om særforsorg er overført til bistandsloven i uændret skikkelse. Der er indført æn-dringer, som er affødt af bistandslovens grundprincipper i øvrigt, mens man på andreområder stort set har bevaret den eksisterende særforsorgs status.

Men generelt kan det siges om bistandslovens særforsorgs paragraffer, at de er at op-fatte som overgangsbestemmelser, indtil en permanent løsning bliver skabt.

Reglerne for omsorgen for det hidtidige særforsorgsklientel findes i bistandslovens §§115-20. I § 115 bestemmes det, at »staten sørger for oprettelsen og driften af særligeinstitutioner til varetagelsen af behandlingen og omsorgen for (...) vanføre . . . «

Denne paragraf svarer til bestemmelserne i lov om offentlig forsorg § 70 og 71. Be-stemmelsen vil blive opretholdt, indtil en hel eller delvis overflytning af disse opgavervil kunne finde sted til kommuner og amtskommuner.

§ 116 fastslår, at »forsorgen for (...) vanføre (.. .) udøves under socialministerensledelse af socialstyrelsen eller af selvejende institutioner, som ministeren bemyndigerdertil«, hvad der svarer til bestemmelsen i lov om offentlig forsorg § 70.

»Personer med behov for særforsorg modtager efter denne lov (...) behandling, op-læring, beskæftigelse samt særlig pleje og bistand på statens dag- og døgninstitutionereller tilsvarende statsanerkendte institutioner«, hedder det i bistandslovens § 117, mensdet i stk. 2 siges, at »socialstyrelsen fastsætter med socialministerens godkendelse reglerom ydelse af arbejdsvederlag, lommepenge, beklædning samt befordring og kostgodtgø-relse m. v. til personer på forsorgens dag- og døgninstitutioner«.

Mens der ikke med det første sker ændringer på institutionsområdet, ophører denkontrollerede familiepleje med bistandslovens ikrafttrædelse, idet personer, der hidtilhar været optaget i kontroll, familiepleje under Samfundet og Hjemmet for Vanføre,skal oppebære økonomisk hjælp på lige fod med alle andre efter de almindelige reglerom offentlige tilskud eller ydelser i bistandsloven (§ 48, stk. 2, som omhandler merud-gifter ved forsørgelse af personer, der i eget hjem er under vedvarende tilsyn fra en sær-forsorgsinstitution). Endvidere skal der oppebæres hjælp efter de sociale pensionslove,og i tilfælde, hvor f. eks. en invalidepension ikke dækker plejebetalingen, vil forskellenformodentlig kunne udredes som personligt tillæg til pensionen. Men det er vigtigt atunderstrege, at det ikke længere er Samfundet og Hjemmet for Vanføre, som kan be-vilge tilskud, men den stedlige primærkommunes socialudvalg (social- og sundhedsfor-valtning).

§ 119 beskæftiger sig med ankemulighederne, dersom man er utilfreds med en afgø-relse truffet af en særforsorgsinstitutions ledelse, mens § 120 omhandler betalingsbe-tingelserne for ophold på en af forsorgens institutioner.

Konsekvensen af ovennævnte paragraffer - og da især efter at de ortopædiske-kirur-giske afdelinger er indsluset i det almindelige hospitalsvæsen - kan komme til at betydeopsplitning af et system, som hidtil har fremtrådt for brugerne som en helhed, vel sær-ligt for forældrene til vanføre børn og unge. Efter den nugældende ordning kan en van-førs problemer, både når det drejer sig om det behandlingsmæssige, det rådgivende ogdet økonomiske, klares af Samfundet og Hjemmet for Vanføre.

Når (og hvis) de nye principper træder i kraft, skal den sygdomsmæssige side af van-førheden drøftes med den ortopædisk-kirurgiske afdeling, mens de økonomiske proble-mer, som er affødt af vanførheden, sorterer under primærkommunens social- og sund-hedsforvaltning, samtidig med at Samfundet og Hjemmet for Vanføres sociale serviceskal optræde som koordinator, da det er særforsorgen, som ifølge bistandslovens § 48sidder inde med indstillingsretten til den stedlige primærkommune.

163

IV. Problemer i forbindelse med vanføreforsorgens indskrænkning eller direkte nedlæg-gelse:I dette afsluttende afsnit skal det drøftes, hvilken konsekvens en indskrænkning ellerdirekte ophævelse af Samfundet og Hjemmet for Vanføres aktiviteter vil få for vanføre-gruppen, og hvilke minimumskrav Landsforeningen må stille på gruppens vegne, for atdens vilkår ikke skal blive forringet i behandlings-, undervisnings- og uddannelsesmæs-sig og økonomisk henseende.

a) økonomien:For nærværende er det overhovedet det vanskeligste punkt at udtale sig om. Dels kaningen vide, hvor mange eller hvor få aktiviteter der forbliver under Samfundet og Hjem-met for Vanføre, og om der vil være fuld statsrefusion for udgifterne på disse områder,og dels er det endnu uigennemskueligt, hvad kontrolleret familieplejes konvertering tiltilskud ifølge bistandslovens § 48 og i primærkommunalt regie vil komme til at betyde:forringelse, forbedring eller en fastholden af den nu eksisterende status.

b) de ortopædisk-kirurgiske afdelinger, ambulatorierne og bandagerierne:Når (og hvis) de ortopædisk-kirurgiske afdelinger integreres i det amtslige (eller kom-munale) hospitalsvæsen, vil der opstå en række problemer.

Den »klassiske« eller »kolde« ortopædi var oprindeligt de ortopædiske afdelingersvirkeområde, hvilket vil sige, at det var de gængse typer af vanførhed, man beskæfti-gede sig med. Ved formuleringen af det ortopædisk-kirurgiske speciale udvidedes feltetmed »varm« kirurgi, hvad der betød, at skader pådraget ved færdselsulykker og lign.også blev ortopædens domæne.

Tendensen mod, at kirurgiske afdelinger prioriterer friske tilfælde højere end gamle,er øjensynlig. Det kan derfor befrygtes, at det vil gå på samme måde med den ortopædi-ske kirurgi, når denne incorporeres i det almindelige hospitalsvæsen. For at tage højdefor denne udvikling vil det være nødvendigt, at der stilles et antal senge eller direkte etsengeafsnit til disposition for de klassiske, ortopædiske patienter på de respektive afde-linger.

Det vil dog næppe være alle former for ortopædiske lidelser, der vil kunne klares iamtsligt regie. Der vil fremdeles forekomme tilfælde, som er mere sjældne og mere kom-plicerede, og som vil kræve tilstedeværelsen af særlige specialafdelinger, der kan klarede forskellige subspecialer.

Problemet kan her meget vel blive af økonomisk art, dersom hjemkommunen skal be-tale for indlæggelse i specialafdeling. Det kan da befrygtes, at kommunen vil vige til-bage for at betale for et eventuelt dyrt ophold, hvorefter patienten må lade sig nøje meden ringere behandling i et hospital inden for egen amtskommune.

Derfor må der etableres en ordning, så staten ikke alene har ansvaret for oprettelsenaf disse afdelinger, men også betaler den fulde takst for indlæggelse i dem.

De ortopædiske ambulatorier har andre og flere funktioner, end almindelige hospi-talsambulatorier har. Sidstnævnte optræder gerne som visitator for indlæggelse i en afhospitalets sengeafdelinger samt foretager efterkontrol, når patienterne er udskrevet,mens de ortopædiske ambulatorier ved de ofte tilbagevendende - og måske livsvarige -besøg kan tilbyde patienterne socialrådgivning og konsultation hos ortopædisk special-læge.

Der bør derfor på de ortopædisk-kirurgiske afdelinger i amtsligt regie forefindes am-bulatorier af en tilsvarende alsidighed og kvalitet som de i dag eksisterende, hvis ikkeden ortopædiske patient skal se sine vilkår forringet.

I øvrigt er de ortopædisk-kirurgiske afdelinger bedre forsynet med socialrådgivere,ergo- og fysioterapeuter, end det er almindeligt inden for det amtslige hospitalsvæsen.Foruden at betjene sengeafdelinger og ambulatorium, påtager disse personalekategoriersig også opsøgende arbejde hos tidligere patienter, hvad der heller ikke er tradition fori det almindelige hospitalsvæsen.

164

Skal de ortopædiske patienter derfor ikke fremover stilles ringere, må der ikke findenogen reduktion sted af personalet, ligesom dets funktionsområde ikke må indskrænkes.

Bandagerierne har hidtil været drevet som en privat forretning under Samfundet ogHjemmet for Vanføre. Da amterne ikke har ønsket at gå sammen med institutionen omet fælles selskab, er det vel tænkeligt, at bandagerivirksomheden i forbindelse med eksi-sterende og eventuelt nye ortopædisk-kirurgiske afdelinger kan blive på Samfundet ogHjemmet for Vanføres hænder.

Men det er ingenlunde givet. Institutionen skal nemlig i høj grad ud at konkurrere pådet frie marked, og en afdeling kan lige så godt samarbejde med en privat bandagistsom med Samfundet og Hjemmet for Vanføre. Det vil imidlertid sikkert i de fleste til-fælde bero på et skøn af afdelingens overlæge. I dag er, så vidt det har kunnet oplyses,den ortopædiske afdeling ved sygehuset i Randers den eneste, der bliver betjent af enprivat bandagist.

Både af hensyn til et ensartet og kvalitativt godt produkt og under hensyntagen tilden fortsatte forskning på området er det afgørende nødvendigt, at bandageri-virksom-heden ikke i tiltagende omfang bliver underkastet de almindelige markedsmekanismer.

Det bør i sammenhængen understreges, at det også for fremtiden må være et ufravi-geligt krav, at bandagist og skomager indgår i den ortopædisk-kirurgiske afdelings be-handlingsteam.

c) undervisningen:Undervisningen af vanføre børn og unge finder i dag sted både på vanforeforsorgensspecialskole Geelsgaard og inden for folkeskolens specialundervisning.

I forbindelse med socialreformkommissionens arbejde blev der nedsat en arbejds-gruppe, der skulle drøfte afgrænsningen mellem den samlede særforsorgs specialskoler ogfolkeskolens specialundervisning. Arbejdsgruppen anbefalede, at kommissionen traf prin-cipbeslutning om, »at der i forbindelse med decentraliseringen af forsorgs-områdernesøges etableret en sammenhængende opbygning under undervisningsministeriets områdeaf de samlede specialundervisningstilbud inden for folkeskolens almindelige klasser,specialklasser og specialskoler sammen med forsorgs-områdernes specialklasser og speci-alskoler, hvad enten der er tale om eksterne eller interne special undervisningsforan-staltninger for børn i skolealderen eller for før skolepligtige børn«. (Socialreformkom-missionens 2. betænkning, pag. 186). Kommissionen anbefalede arbejdsgruppens ind-stilling, samme betænkning, pag. 191.

Selv om beslutningen om at samle al specialundervisning under undervisningsministe-riets regie er i god overensstemmelse med de pædagogiske bestræbelser, der gennem deseneste år er gået ud på at placere enhver form for undervisning i undervisningsministe-riet, af hvilken art den end måtte være, forekommer det dog, at der i forbindelse medspecialundervisningen står et par åbne spørgsmål tilbage.

Det er for det første et åbent spørgsmål, om det er en god idé, dersom en specialskolesom Geelsgaard assimileres i det almindelige skolevæsen og ikke bevarer sit tilhørsfor-hold til staten som en landsdækkende specialskole for vanføregruppen.

Om dette forhold har arbejdsgruppen følgende almindelige betragtninger, pag. 186:» . . . arbejdsgruppen skønner, at sammenhængende organisation af specialundervis-

ningsforanstaltningerne nu bør forberedes og søges gennemført i sammenhæng med de-centraliseringen af forsorgsomraderne i øvrigt. Arbejdsgruppen lægger vægt på, at de-centraliseringen sker samlet for forsorgsområderne som helhed og ikke isoleret, for såvidt angår f.eks. specialundervisningsfunktionen. Indpasningen i de kommunale syste-mer bør nemlig ske på en sådan måde, at det hidtil etablerede tværfaglige samarbejdeikke alene videreføres, men udbygges inden for den kommunale struktur«.

Både dette udsagn fra arbejdsgruppens side og lignende tilsvarende lader en ane, atgruppen ikke forestiller sig, at det bliver nødvendigt at bibeholde landsdækkende speci-alskoler. At kommissionens medlemmer har haft sine betænkeligheder, vil fremgå af føl-gende passus (pag. 183):

165

»Der er i nævnte beretning (arbejdsgruppens) ikke taget stilling til, hvorvidt særfor-sorgens stærkt specialiserede skoler bør forblive i statsligt regie, eller om de skal decen-traliseres til vedkommende amtskommunale skolevæsen. I overvejelserne om, hvad derer mest hensigtsmæssigt, må der (...) lægges vægt på visse praktisk-administrative hen-syn, idet der på disse specialområder må antages fortsat at være behov for foranstaltnin-ger med landsdels- eller landsdækkende distrikter, både af hensyn til skole, observation,udgående støtte, materialefremstilling osv. En evt. amtskommunalisering måtte derforunder alle omstændigheder følges op af en samordnet landsplanlægning (central sty-ring)«.

Og sluttelig hedder det:»Såfremt der også på længere sigt er tale om klare specialfunktioner, der bedst kan

udøves på landsbasis, må det erkendes, at der kan blive tale om, at de pågældende funk-tioner må drives i statsligt regie«.

Det andet spørgsmål drejer sig om, hvilke funktioner i forbindelse med særforsorgs-skolerne det er, man tænker sig overført til undervisningsministeriet. Drejer det sigalene om undervisningsfunktionen, må overflytningen anses for rimelig. Men drejer detsig desuden om en særforsorgsskoles mangehånde sociale funktioner, melder betænke-lighederne sig, da der i undervisningsministeriet hverken er tradition eller erfaring forsådanne opgaver endsige ressourcer til at påtage sig dem.

d) uddannelsen:Gennem mangfoldige år har oplæringen og uddannelsen af unge vanføre været Samfun-det og Hjemmet for Vanføres mærkesag frem for nogen. Indtil etableringen af revalide-ringscentrene var Håndværksskolen stort set alene om at påtage sig denne opgave, fordidet kun var et fåtal, der på Invalideforsikringsrettens foranstaltning - eller på andenmåde - blev placeret umiddelbart i det almindelige erhvervsliv.

Efter at revalideringscentrene havde virket i nogle år, og efter at det blev mere almin-deligt, at vanføre gik ind i videregående boglige uddannelser, var søgningen til Hånd-værksskolen ikke længere så stor. Et forhold, der også må ses i sammenhæng med destigende gode erhvervsmuligheder på arbejdsmarkedet under tressernes boom.

Derfor rejser det spørgsmål sig, om der fremover vil være brug for et særligt oplæ-ringssted for vanføre. Betragter man imidlertid unge vanføres muligheder for at opnålæreforhold i det almindelige erhvervsliv - og især i en afmatningsperiode - tegner situ-ationen sig noget anderledes, end man måske umiddelbart skulle tro.

For mens intellektuelt velfungerende vanføre næsten på lige fod med alle andre ud-dannelsessøgende har adgang til de videregående teoretiske uddannelser, er den direkteadgang til lærepladser - på grund af mesterlæren - som oftest blokeret. 1 de fleste til-fælde vil en læremester hverken have lyst eller mod til at påtage sig oplæring af en van-før.

Dette forhold skulle klart indicere, at der fremdeles vil være behov for en særlig insti-tution til oplæring og tillæring af unge vanføre. Så længe de erhvervsfaglige grundud-dannelser kun er i deres vorden, og så længe unge vanføre ikke har meget lettere ved atslippe ind på EFG-kurser end hos private mestre på grund af det store pres på dissegrunduddannelse, er det nødvendigt med en Håndværksskole specielt for vanføre.

Forst når EFG-uddannelsen helt har afløst mesterlæren, og når den vanføres adgangtil en faglig oplæring er lige så friktionsfri som adgangen til de mere teoretisk betonedevidereuddannelser, vil en nedlæggelse af Håndværksskolen måske komme på tale. Mennæppe før.

I forbindelse med uddannelsesproblematikken skal der peges på, at Samfundet ogHjemmet for vanføre i forbindelse med sine ortopædisk-kirurgiske afdelinger gennemårene har uddannet adskillige vanføre i kontorfaget. Når disse afdelinger overgår tilamtskommunerne, falder denne mulighed bort.

Der bør derfor sikkert med den enkelte amtskommune - subsidiært med Amtsråds-foreningen - træffes den bindende aftale, at amtskommunerne tager på sig at uddanne

166

vanføre i kontorfaget i et tilsvarende omfang, som Samfundet og Hjemmet for Vanforehidtil har gjort.

e) Vanføreforsorgens øvrige aktiviteter:I det tidligere omtalte er børnehaverne, behandlingsbornehjemmene, spastiker-klinikkenog de to fysiurgiske hospitaler m. v. ikke specielt behandlet. Men for disse områder måden samme grundholdning, som har præget forholdet til de Samfundet og Hjemmet forVanfore-institutioner og -initiativer, der er blevet udførligere behandlet, være gældende:at ingen nedlæggelse eller overgang til primær- eller amtskommunalt regie kan findested, uden at der ikke sker forringelse af de vanføres eksisterende vilkår, hvad angårbehandling, omsorg, undervisning og uddannelse.

LANDSFORENINGEN AF VANFØRE

Kobenhavn, den 19. januar 1976.

Erik Knudsen,

landsformand.

167

Bilag 4.

DANSK BLINDESAMFUND 19. januar 1976.Randersgade 682100 København©.

Til udvalget om udlægning af åndssvageforsorgenog den øvrige særforsorgSocialministeriet, Slotsholmsgade 6, 1216 København K.

I anledning af udvalgets drøftelser omkring mulige ændringer i den nuværende statsligeblindeforsorg tillader Dansk Blindesamfund sig herved høfligst at fremkomme med føl-gende synspunkter om dette spørgsmål.

Den nuværende blindeforsorg har sit udspring mere end hundrede år tilbage i tiden,idet staten i 1858 påtog sig ansvaret for undervisning og uddannelse af blinde. Detteskete samtidig med åbningen af det Kgl. Blindeinstitut i København. Den statslige blin-deforsorg udvidedes i 1898, hvor der etableredes en forskole for blinde småborn - dennuværende Refsnæsskole.

Parallelt med denne udvikling udvikledes i øvrigt Dansk Blindesamfund, stiftet 1911,der er interesseorganisation og serviceorganisation for voksne blinde.

Den nuværende blindeforsorg hviler i hovedsagen på lov om foranstaltning for blindeog stærkt svagsynede, der trådte i kraft i 1956, efter et forudgående kommissionsar-bejde.

Den statslige blindeforsorg omfatter i dag Refsnæsskolen, Statens Institut for Blindeog Svagsynede i København for unge og voksne, Institutionen Bredegård, træningsinsti-tution for voksne, Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde samt den af socialministerenetablerede konsulentordning for blinde.

Disse statsinstitutioners funktioner og sammenhæng er belyst i det af socialstyrelsentil brug for socialministeriet indsamlede og bearbejdede materiale, og denne redegørelseskal derfor ikke i detaljer belyse virksomheden.

Med i vurderingen af det samlede billede af blindeforsorgen må Dansk Blindesam-funds virksomhed inden for visse områder indgå, idet Dansk Blindesamfund på det of-fentliges vegne, administrerer forskellige serviceydelser for voksne blinde, ligesom enrække af Dansk Blindesamfunds »private serviceydelser« har en nøje sammenhæng medforskellige offentlige ydelser.

Ifølge lov om foranstaltning for blinde og stærkt svagsynede har blinde under 18 årpligt til at modtage undervisning på de af staten drevne skoler, men loven åbner mulig-hed for dispensation fra denne hovedregel. Gennem de sidste 10-15 år er dispensations-mulighederne blevet anvendt stedse hyppigere i forbindelse med den stigende interessefor integreret undervisning af blinde børn. Dette har bl. a. sin baggrund i folkeskolensændrede muligheder for at meddele undervisning til handicappede, og i konsekvens afdenne udvikling er der i amtsligt regie etableret en særlig serviceorganisation bemandetmed synskonsulenter med tilknytning til de amtslige skolepsykologiske kontorer.

Interessen for integreret skolegang må forventes fastholdt mindst på det nuværendeniveau, men som det vil fremgå af det efterfølgende, vil denne »decentralisering af kli-entelet« efter vort skon ikke kunne modsvares af et decentraliseret system i alminde-lighed.

168

I den almene opinion såvel som i lovgivningsmagten har der i de seneste 15-20 årkunnet noteres en klar tendens til større forståelse for samfundets minoritetsgruppe, ogherunder også en større forståelse for visse aspekter i handicappedes tilværelse. Dettehar bl. a. givet sig udslag i en holdning, der sigter mod at indrette samfundet og »sam-fundets færdselsregler«, så de passer til handicappede. Herved er mange positive frem-skridt opnået, men samtidig har man mistet noget af sansen for det enkelte handicapshelt specielle problematik.

Det er klart, at blindhed, og de deraf følgende problemer, i en vis udstrækning kanafbødes gennem samfundets generelle handicapvenlige foranstaltninger, men tilbage vilder altid blive en række problemer, der kræver en helt speciel indsats.

Synssansen er i det moderne samfund helt uundværlig, hvis man skal leve op til deforventninger, samfundet stiller til sine borgere, og hvis man skal have chance for atudnytte de goder samfundet stiller til rådighed. Manglen på synssansen betyder derformeget stor indskrænkning i pågældendes muligheder for at etablere en tilværelse sva-rende til den almindelige.

Blindhed betyder f. eks., at man må anvende et særligt skriftsprog. Blindhed betyder,at dagligdagens tusinde gøremål må gøres på en særlig måde. Blindhed betyder, at denerfaringsrigdom, der hentes ind gennem synet, må tilvejebringes på anden måde, ogsådan kan en uendelig række af problemer opstilles, men fælles for dem alle er, at pro-blemerne eller afhjælpningen af de værste ulemper forudsætter bistand fra særligt sag-kyndige. Det påregnes, at der her i landet findes ca. 10.000 personer i alderen fra 0 årog opefter, der opfylder de i den officielle definition opstillede forudsætninger for atkunne karakteriseres som blinde. Ca. 70 pct. af disse personer er mere end 60 år gamle,og det helt overvejende antal befinder sig naturligt nok i voksengruppen.

Hver årgang blinde børn er følgelig af meget beskeden størrelse og danner derforikke underlag for decentraliserede servicesystemer, såfremt disse servicesystemer skalhave samme kvalitet som de centrale systemer, vi kender i dag.

Uanset at folkeskolen gennem en særdeles effektiv indsats har gjort integreret skole-gang for blinde mulig, må det slås fast, at denne integration kun kan fungere med cen-trale landsdækkende institutioner som serviceapparat, herunder personalemæssig bi-stand, for arbejdet ude i lokalområderne. Den faglige erfaring, der til enhver tid måvære til stede, vil næppe kunne opretholdes, endsige videreudvikles, uden et centraltlandsdækkende system.

Dansk Blindesamfund må derfor være af den opfattelse, at den service, der skal tilby-des blinde børn samt unge og voksne under uddannelse, uanset om det drejer sig omintegrerede eller segregerede, har som nødvendig forudsætning opretholdelse af såvelRefsnæsskolen som Statens Institut for Blinde og Svagsynede i København som cen-trale landsdækkende institutioner.

For så vidt angår Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde skal følgende bemærkes.Institutionen er landsdækkende og betjener blinde og stærkt svagsynede med littera-

tur og andet læsestof på punktskrift og på lydbånd. Der findes for tiden registreret ca.6.500 lånere. Begge de nævnte produktionsformer er for det første betinget af special-medarbejdere og for det andet overordentlig ressourcekrævende. Det vil næppe alene udfra et økonomisk synspunkt være hensigtsmæssigt at decentralisere denne service, mendet skal herudover påpeges, at specielt fremstillingen af punktskrift forudsætter tilstede-værelsen af særligt sagkyndige, og disse særligt sagkyndiges arbejde er i dag og forment-lig også i fremtiden så beskedent, at decentralisering af denne produktionsgren kun vilkunne gennemføres med den yderste vanskelighed.

Dansk Blindesamfund finder serviceniveauet på dette område helt utilstrækkeligt al-lerede under det nuværende system, og da en decentralisering efter vor opfattelse udenfor enhver tvivl vil betyde en niveausænkning, må vi være af den opfattelse, at det nu-værende system bør opretholdes.

Hvad angår Institutionen Bredegård skal vi pege på, at man netop i samarbejde medsocialstyrelsen og finansieret af staten har gennemført et nybyggeri til afløsning af de

169

helt forældede bygninger, institutionen rådede over. Det har samtidig været Tilsynsrå-dets opfattelse, at institutionen burde have et nyt indhold, idet blindeforsorgen harværet enig om, at der i forsorgen savnedes en institution med et aktivt pædagogisk ind-hold, der kunne betjene et klientel, der udviklingsmæssigt må karakteriseres som nogetretarderet. Institutionen må altså til trods for øjeblikkelige økonomiske problemer ansesfor at være en værdifuld brik i den samlede mosaik, og den bør derfor fortsat være tilrådighed for blindeforsorgen.

Socialreformkommissionen har som ledetråd bag planerne om en ny social tilstandønsket om styrkelse af totalitetsbegrebet i forbindelse med sociale tilbud til borgerne.

For de særlige ydelser, der er til rådighed for blinde, er dette totalitetsprincip af sær-lig stor betydning, idet den blinde på grund af handicappet ofte vil være afskåret fra påegen hånd at drage nytte af samfundets differentierede muligheder.

Den af socialministeriet nedsatte konsulentordning for blinde er i dag i sin fysiskeform decentraliseret, idet ordningens 9 medarbejdere betjener hver sit geografiske om-råde. Denne fysiske decentralisering kan fungere, fordi ordningen indholdsmæssigt fun-gerer som en central institution. De 9 medarbejdere er i realiteten det centrale systemsforlængede arm, men en integreret del af det centrale system, samtidig med at kon-sulentordningen på klienternes vegne kan drage fuld nytte af de private ressourcer påområdet.

Blindeforsorgen er altså i dag opbygget som en såkaldt totalforsorg med de fordele ogulemper, der kan følge heraf. En generel vurdering ud fra Dansk Blindesamfunds syns-punkter må imidlertid give til resultat, at systemet funktionelt er det bedst tænkelige.

Tænker man sig dele af forsorgen udlagt til lokale ansvarsområder, må vi derfor be-frygte, at den sammenhæng, der i dag karakteriserer forsorgen, vil gå tabt. Sammen-hæng i systemet er imidlertid vigtig, fordi de enkelte arbejdsopgaver trinvis afløser hin-anden efter en nøje afstemt helhedsplan.

Decentralisering af større områder vil betyde en spredning af specialistressourcernemed den konsekvens, at specialerne vil forfalde som følge af områdets lidenhed.

Blindeforsorgen har hidtil været varetaget under socialministeriet, bl. a. med den mo-tivering, at der ikke kun er tale om undervisning og uddannelse, men også i vid ud-strækning om socialpædagogisk og anden behandling.

For så vidt angår de egentlige undervisningsmæssige funktioner, må det erkendes, atudviklingen i nogen grad taler for at overføre disse funktioner til undervisningsministe-riet, vel navnlig på grund af det nære samarbejde mellem specialskole og folkeskole, derer en forudsætning for den integrerede undervisning. Det synes dog allerede under denuværende ressortforhold at være lykkedes at gennemføre samarbejdsformer, der påfuldt forsvarlig måde kan sikre bistanden til den enkelte, og såfremt disse samarbejds-former kan opretholdes, må det anses for hensigtsmæssigt at bevare systemets indresammenhæng og altså ikke skifte ressort for visse dele heraf.

Virksomheden, og herunder naturligvis navnlig virksomheden for ungdoms- og vok-sengrupperne, er af helt overvejende social karakter, og funktionerne kan derfor ikkeflyttes ud af det sociale område.

Blindeforsorgen er i dag fuldt ud finansieret af staten, hvilket betyder, at forsorgsudø-velsen er gratis for den enkelte klient, og det betyder ligeledes, at den enkelte klientshjemkommune ikke har udgifter i forbindelse med særforsorgsanbringelse.

En decentralisering til kommunalt eller amtskommunalt plan må have til forudsæt-ning, at udgifterne ved forsorgsudøvelsen flyttes tilsvarende. Dette kan indebære en ri-siko for forkerte løsninger, idet der her er tale om meget store økonomiske konsekven-ser. F. eks. er udgiftsforskellen mellem institutionsanbringelse og förbliven i eget hjemmeget stor.

De samlede udgifter til blindeforsorgen er i sammenligning med statsbudgettet af be-skedent omfang, og budgetteringen ligger i øjeblikket så stramt, at selv små nedskærin-ger har indgribende virkninger. Skal et budget af lignende størrelse sammenstykkes aflokale budgetter, vil overblikket naturligvis gå tabt, men hvad værre er, budgetlægnin-

170

gen vil dels være langt mere usikker og dels i høj grad være præget af lokalpolitiskeforhold på helt andre områder.

Konkluderende skal det herefter slås fast, at Dansk Blindesamfund ikke anser en æn-dring i blindeforsorgens nuværende organisation for hensigtsmæssig. En decentraliseretblindeforsorg vil ikke, hverken indholdsmæssigt eller funktionelt, kunne fastholde for-sorgens nuværende niveau, og vi skal i den sammenhæng pege på, at socialministerenklart har givet udtryk for, at eventuelle ændringer i forsorgens organisation ikke måmedfore faldende niveau.

Dansk Blindesamfund er ikke af den opfattelse, at den statslige blindeforsorg er ideel,men vi er af den opfattelse, at den kunne være ideel i sin nuværende form, såfremt denødvendige ressourcer blev stillet til rådighed.

Svend Jensen.

171

Bilag 5.

DANSKE DØVES LANDSFORBUND 28. januar 1976.Brohusgade 17, 2200 København N.

Til udvalget om udlægning af åndssvageforsorgenog den øvrige særforsorg.Socialministeriet, Slotsholmsgade 6, 1216 København K.

Under henvisning til udvalgets skrivelse af 18. december 1975 skal Danske DovesLandsforbund herved høfligst fremkomme med følgende synspunkter omkring deneventuelle udlægning af døveforsorgen.

Vore synspunkter er udfærdiget efter følgende disposition:

1. Definition af begrebet døvhed og en redegørelse for vores specielle situation.2. Danske Døves Landsforbund som interesse- og serviceorgan.3. Vor nuværende forbindelse til socialministeriet (Døvenævnet) og onskct om tilsva-

rende kontakt i fremtiden.4. Generelle synspunkter omkring den eventuelle decentralisering.5. Specielle synspunkter omkring de enkelte områders förbliven i statsligt regie.6. Konklusion.

ad 1. Definition af begrebet døvhed og en redegørelse for vores specielle situation.

I Danske Døves Landsforbunds vedtægter (§ 3) er ordet »dov« udtryk for en sociolo-gisk definition. Definitionen dækker over et adfærdsmønster i den høreskadedes liv(skole, erhverv, familie og fritid). En høreskadet kan, uanset graden af horetabet, fun-gere som »en døv« i en eller flere situationer.

En høreskadet kan være født døv (egentlig døv) eller have fået høretabct senere ilivet (døvbleven).

Vore medlemmer er således personer, der er undervist i henhold til kap. II. § 3 i lovnr. 21 af 27. januar 1950 som er ændret ved lov nr. 227 af 27. maj 1970 (Doveloven),såvel som personer, der har været undervist i folkeskolens centre eller specialklasser,jfr. den »grønne« betænkning (nr. 277/1961).

At være døv betyder ikke blot »ikke at kunne høre«, men også, at man trods en størreeller mindre hørerest, og trods anvendelse af høreapparat ikke uden mundaflæsning kanskelne ordene fra hinanden (vi kan altså ikke bruge telefon, forstå TV og radio). End-videre kan man, selv om man i visse situationer kan bruge telefon, være fortabt i kom-munikationen i en gruppe på flere end 2-3 personer.

Til forskel fra andre handicapgrupper har vi kommunikationsproblemet. Vi kan afdenne simple grund ikke integreres på samme måde som andre handicappede - vi kanikke integreres i et lydmiljø!

Denne simple kendsgerning er man tilbøjelig til at overse. Man behover ikke at læseret meget af socialminister Eva Gredals artikel i »Blindesagen« nr. 8 i 1975: »Detstore sikkerhedsnet« før man spørger sig selv: Hvorledes vil man sikre sig, at på eet ogsamme sted (det enstrengede system) kan kommunikere med den døve borger?

Det er ganske afgørende, at en rimelig grad af forståelse for vor specielle situationogså vil føre til en erkendelse af kommunikationsproblemet, som er det største og afgø-

172

rende i den døves og svært tunghøres tilværelse. En verden uden lyde medfører enanden personlighedsudvikling, hvilket blot skal tilføjes for en sikkerheds skyld, idet enredegørelse herfor vil blive af en anseelig længde.

Et eksempel på en løsning af kommunikationsproblemet vil være udvalget bekendt,idet vi ved vort møde den 29. januar 1976 med udvalget må have assistance af en tegn-sprogstolk. At beherske vore særlige meddelelsemidler kræver en lang og stadigt va-rende uddannelse.

ad 2. Danske Døves Landsforbund som interesse- og serviceorgan.

Danske Døves Landsforbund blev stiftet i 1935. Forud for stiftelsen virkede »Døvstum-meforeningen af 1866« med hovedsæde i København tillige som landsorganisation. Dø-veforeningen af 1866 er nu en lokal døveforening for Storkøbenhavn, men det er altså i1976 110 år siden de døve selv fandt sammen og stiftede verdens ældste handicaporga-nisation.

Landsforbundets virksomhed har gennem årene berørt en lang række områder,hvoraf flere har forbindelse til institutionerne for døve, navnlig voksenforsorgen. I desenere år har Landsforbundet i stigende grad interesseret sig for skoleområdet, og ergået ind i en nær kontakt med såvel forældre- som skolerepræsentanter.

Mange af vore serviceydelser over for voksne døve har nær sammenhæng med detoffentliges ydelser. Eksempelvis er den nuværende konsulentordning startet af Lands-forbundet, og vi er nu ved at få en tilsvarende tolkeordning op at stå (der er bl. a. ansatet par tolke ved Døves Center for Total Kommunikation).

Landsforbundet har ligeledes startet institutionen »Døvefilm«, der nu udelukkendevirker med fuld økonomisk støtte fra socialstyrelsen, og hvis virksomhed er planlagt ud-bygget kraftigt i de kommende år.

ad 3. Vor nuværende forbindelse til socialministeriet (Døvenævnet) og ønsket om til-svarende kontakt i fremtiden.

Fra 1950 indtil 1970 havde Døvenævnet direkte reference over for ministeren, mensnævnet siden etableringen af socialstyrelsen har haft forsorgschefen som formand, ogdermed kun reference til styrelseschefen.

Vi har siden denne ændring følt, at vi savnede kontakt til ministeriet, ligesom vi ikkeføler, at vi gennem nævnet har haft mulighed for at gøre vor indflydelse gældende ifornødent omfang.

På den anden side har vi udbygget kontakten til socialstyrelsens embedsmænd, hvil-ket har været os til megen hjælp.

Landsforbundet ønsker en videreførelse af Døvenævnet under den ene eller andenform. Det er den eneste måde, vi kan sikre os, at ministerierne også i fremtiden viltrække på den fornødne ekspertise. Det er muligt, at Døvenævnet i sin nuværende formikke vil være det rigtige forum, når døveskolerne til sin tid flyttes til undervisningsmini-steriets regie, men vi vil pege på muligheden af under en eller anden form at få oprettethandicapråd.

ad 4. Generelle synspunkter omkring den eventuelle decentralisering.

Selv om den nuværende døveforsorg kan forbedres på adskillige punkter, mener vi dog,at den skal bevares i statsligt regie. De forskellige institutioner og døveskoler sidderinde med en viden om vore særlige problemer, og dér findes den nødvendige ekspertise,der er så nødvendig netop i døveforsorgen.

At vi slår så kraftigt til lyd for at bevare de bestående institutioner, er ikke ensbety-dende med, at vi er tilhængere af »lukkede, isolerede institutioner«. Nej, døveforsorgensinstitutioner er netop rede til at åbne sig, at lade andre - ja, alle, der har behov derfor -trække på deres erfaringer.

Vi ønsker ikke, at man splitter institutionerne ud på amter/kommuner, men at man

173

giver dem de nødvendige bevillinger, således at deres serviceniveau kan hojnes til gavnfor såvel amternes som kommunernes borgere.

En eventuel decentralisering forudsætter, at man fra centralt hold afstikker retningsli-nierne, idet vi i givet fald ønsker garanti for følgende:

- At den særlige ekspertise og bistand, der ydes døve og tunghøre born, unge ogvoksne, skal bevares.

- At denne særlige sagkundskab hentes ved de eksisterende institutioner (der tænkesher på det særlige arbejdsmiljø, der er etableret på institutionerne, og som vil væreforudsætningen for fortsat udvikling af sagkundskaben).

- At der sikres de døve og tunghøre børn, unge og voksne, valgmuligheder i integratio-nen (til såvel normalt hørende som ligestillede). På skolerne forudsætter dette, at derer et elevgrundlag, der sikrer den enkelte elev et grundlag for valg af ligestillede kam-merater (dvs. eet spor med 5-8 elever på samtlige alderstrin).

- At tolkning under uddannelsen og andre hjælpeforanstaltninger (herunder bl. a. reva-lidering) ikke skal være afhængig af kommunernes skøn, men en lovbunden udgiftfor det offentlige.

- At voksenforsorgen bevares som en central institution, idet den nuværende ordning,hvor døvekonsulenterne i stor udstrækning samarbejder med lokale bistandsmyndig-heder, må være en forudsætning for, at døve og tunghøre sikres den rigtige bistand(kommunikationsvanskelighederne).

Endnu en ting, der ikke må overses: Skal en decentralisering af døveforsorgen ske,vil den økonomiske byrde for samfundet under ét blive betydeligt større!

ad 5. Specielle synspunkter omkring de enkelte omraders förbliven i statsligt regie.

F ør skoleområdet omfatter undersøgelse af børn og vejledning af forældre. Dette arbejdeforudsætter særlig ekspertise, og en decentralisering af de eksisterende institutioner påområdet vil efter vor opfattelse betyde en ganske enorm forringelse af servicemulighe-derne. Vi ønsker endda sådanne forbedringer på disse eksisterende institutioner, at detmå forudsætte bevarelse af centrale enheder.

Skoleområdet er allerede inde i en udvikling, der vil give os ret i tidligere fremsatte på-stande. Flere og flere centerskoler erkender nu kommunikationsvanskelighederne. Derer simpelt hen ikke elevgrundlag nok til et undervisningscenter for døve og tunghøre ihvert amt. Der må fremover tages helt anderledes fat på centralt hold, således at mananvender ressourcerne bedst muligt. De nuværende døveskoler må bevares som statsin-stitutioner, således at der sikres en aldersmæssig sammenhæng og kontinuitet i skoler-nes arbejde. Såfremt der alligevel sker en administrativ overførsel til amterne, må derskabes sikkerhed for, at det nuværende funktionsniveau kan opretholdes.

Unge under uddannelse kræver ligeledes en central styring. Ud over fortsættelsesskoleni Nyborg må der etableres en tolkeordning, der sikrer enhver døv og tunghør adgang tiluddannelsesinstitutionerne på lige fod med normalthørende. Dette er i dag - forudsatden fornødne tolkebistand er tilstede - den bedste illustration af, hvad integration er.

Voksne- og ældreområdet omfatter dels institutioner (bo-institutioner) dels døvekonsu-lentordningen. Der er ingen tvivl om, at de få institutioner vil blive bevaret i statsligtregie, men med hensyn til døvekonsulentordningen må vi også kræve, at denne styrescentralt, både hvad angår ansættelse og uddannelse. En kommune eller et amt har ingeneller kun få forudsætninger for at bedømme en døvekonsulentsstillings indhold og krav.Tanken om at ville decentralisere denne ordning uden mulighed for central styring måafvises.

Det skal nævnes, at vi også på dette område ønsker en tolkeordning etableret. Vi

174

døve og tunghøre skal leve blandt normalthørende også, og med den udvikling samfun-det har oplevet, er det nødvendigt at være velorienteret, at kunne kommunikere, og herer det nødvendigt med tolkebistand i et større omfang end det hidtil har været tilfældet.

ad 6. Konklusion.

Det er Danske Døves Landsforbunds opfattelse, at en decentralisering af døveforsorgenvil være uhensigtsmæssig, ud fra den betragtning, at den lille gruppe, døve og sværttunghøre, der her er tale om (ca. 3.500 personer), udgor et alt for lille grundlag til, atman i kommunerne og amterne kan sikre den nødvendige ekspertise og bistand.

Skulle man trods alt alligevel vælge at decentralisere dele af døveforsorgen, må manefter vor mening følge de betragtninger og anvisninger, der er givet i det foran frem-førte om de enkelte områder.

En decentralisering af døveforsorgen uden hensyntagen til netop vort særlige handi-cap - kommunikationsvanskelighederne - vil betyde en ulykkelig udgang for den en-kelte døve, og på længere sigt medføre betydelige vanskeligheder for de offentlige myn-digheder.

Den hidtidige udvikling inden for specielt centerskole-området bestyrker os kun i voropfattelse af, at døveforsorgen bør bevares i statsligt regie og styres fra centralt hold.

Vi har her i korte træk forsøgt at redegøre for vore synspunkter omkring døveforsor-gens fremtidige placering, og skal sluttelig pege på, at socialministeren gentagne gangehar udtalt, at eventuelle ændringer i forsorgen ikke må medføre et lavere niveau!

Selv om Landsforbundet er af den opfattelse, at den nuværende, centralt styrede, dø-veforsorg ikke er fuldkommen, mener vi dog, at den kunne være det, såfremt de nød-vendige ressourcer var til stede!

Med venlig hilsen

p. 1. v.

Ole Munk Plum,formand.

/ Knud Søndergaard,næstformand.

175

Bilag 6.

DANSK EPILEPSIFORENING 28. januar 1976.Admiralgade 151066 København K.

Synspunkter fremført af Dansk Epilepsiforening ved møde den 29. januar 1976 i det afsocialministeriet nedsatte udvalg om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrigesærforsorg.

Dansk. Epilepsiforening (D.E.) har været repræsenteret i det af indenrigsministerennedsatte udvalg vedrørende behandlingen af og forsorgen for epileptiske patienter oghar medunderskrevet den eenstemmige rapport, der p. t. befinder sig i indenrigsministe-riet.

På den givne foranledning finder D.E. dog grund til at fremhæve respektive uddybenogle af de i nævnte rapport fremsatte forslag med relation til forberedelsen af decen-traliseringen af forsorgen for de epilepsilidende.

Der er grund til at klargøre, at den lægelige og sociale behandling af det store flertalaf landets ca. 34.000 epilepsilidende forlængst er overtaget af det almindelige sundheds-væsen og foregår hos praktiserende læger, speciallæger, børneafdelinger og neurologiskeafdelinger samt ved de amtskommunale sygehusvæsener bortset fra Bornholms amtsambulant arbejdende epilepsiklinikker. Den socialmedicinske, herunder revaliderings-mæssige indsats gives i samarbejde med revalideringscentrene respektive de kommunalesocial- og sundhedsforvaltninger.

Særforsorgen har i hovedsagen kun omfattet den stationære behandling i KolonienFiladelfia og dens tilknyttede plejehjem og ambulante konsultationer.

D.E. tilslutter sig principielt planerne om ophævelse af den afgrænsede særforsorg forde epilepsilidende, især ud fra den betragtning, at særforsorgens institutionelle, centrali-serede karakter principielt tenderer til diskriminering og kan vanskeliggøre bestræbel-serne for integrering.

Den decentralisering, som følger af ophævelsen af særforsorgen, kan imidlertid for-svarligt kun iværksættes under en række forudsætninger.

I Filadelfia og dens plejehjem findes flere hundrede plejepatienter, der har opholdtsig der i en lang årrække, og hvis forbindelser med samfundet er mere eller mindre op-hævet. De har fundet deres hjem der, og det vil være åbenbart inhumant at flytte dem.

En anden nødvendig forudsætning for decentralisering er oprettelse af 4 epilepsicen-tre. Filadelfia har på landsbasis hidtil taget sig af de svært medtagne og ofte multihandi-cappede patienter, der i nævnte rapport er betegnet som gruppe II og gruppe III. Detdrejer sig om patienter, der har behov for langtidsindlæggelse, respektive om kroniskepatienter, som kræver langvarige og gentagne hospitalsindlæggelser i perioder, mensom dog ikke kan karakteriseres som plejepatienter. Disse to patientgrupper tænkesfremtidig behandlet ved epilepsicentrene.

Ved et epilepsicenter forstås en overregional, differentieret hospitalsenhed, der er istand til at varetage diagnosticeringen, den medicinske og sociale behandling samt med-virke ved revalidering af epilepsilidende i alle aldre og af alle sværhedsgrader, og somkan tilgodese den nødvendige uddannelse af personnel og den nødvendige forskning påområdet. Et epilepsicenter tænkes tilknyttet den neuromedicinske afdeling ved et fuldtud specialiseret amtskommunalt sygehus. Det skal arbejde tæt sammen med psykiatrisk

176

afdeling og neurofysiologisk laboratorium. Et center skal dels behandle friske og letteretilfælde i for-ambulatorium, ved kortere indlæggelser og ved ambulant efterbehandling,dvs. fungere som en af de nuværende epilepsiklinikker for sit lokale opland. Derudoverskal det fra pågældende landsdel kunne modtage og behandle de nævnte to grupper pa-tienter med behov for langtidsbehandling, respektive gentagne indlæggelser.

D. E. ønsker stærkt at understrege, at en tredie forudsætning for gennemførelsen afdecentraliseringen vil være etableringen af et differentieret kontinuum af beskyttede bo-liger og beskyttede arbejds- og beskæftigelsesforanstaltninger. Dette er nødvendigt, hvisman fremtidigt vil undgå den »produktion« af segregerede, institutionaliserede pleje-patienter, som man hidtil har set. Mere positivt sagt: Det er nødvendigt for at fremmeden integrering i samfundet af de handicappede, som er ønskelig.

D. E. kan slutte sig til den beskrivelse af de forskellige former for beskyttede boligerrespektive beskyttet beskæftigelse, der er beskrevet i nævnte rapport til indenrigsmini-steren, men ønsker at understrege følgende:

De epilepsilidende, der har behov af den nævnte art, vil, hvor det drejer sig om insti-tutioner, i hovedsagen kunne bo respektive beskæftiges sammen med personer medandre former for handicap. Dette kan endda i visse henseender betragtes som ønskeligt.

I tæt befolkede områder, det vil først og fremmest sige i hovedstadsområdet, hvor derer et tilstrækkeligt antal epilepsilidende til fuldt at belægge alle en institutions pladser,vil det dog være ønskeligt at oprette respektive bevare institutioner alene for epilepsili-dende. Dette er først og fremmest af hensyn til den socialmedicinske forskning og tilpersonaleuddannelsen. Som et mønstereksempel herpå skal fremhæves Dansk Epilepsi-forenings dagcenter i Avedøre Stationsby, Hvidovre.

D. E. ønsker særligt at pege på, at det er en almindelig erfaring, at der findes et ikkeubetydeligt antal ikke åndssvage epilepsilidende, der kun vanskeligt kan indpasses i debestående, beskyttede værksteder. De har for ringe arbejdsevne til at kunne accepteresder og er på den anden side for gode til anbringelse på dagcentre. Utvivlsomt findes derogså blandt andre handicap-grupper et tilsvarende behov for, hvad der kunne kaldespladser på særligt beskyttede værksteder.

I den nævnte rapport til indenrigsministeriet behandles Filadelfia's epilepsiafdelin-gers situation efter decentraliseringen af behandlingen af forsorgen for de epilepsili-dende. Der peges i denne forbindelse på, at disse afdelinger fremtidig vil kunne indgåsom en del af et af de foreslåede 4 epilepsicentre. D. E. ønsker at støtte denne tanke.Der er igennem et par generationer samlet en betydelig specialviden og erfaring på om-rådet på disse afdelinger.

Med henblik på patientbehandlingen og forskningen og formentlig også i økonomiskhenseende må det være rationelt at etablere et af epilepsicentrene her.

Med venlig hilsen

DANSK EPILEPSIFORENING

Mogens Lund

Overlæge, dr. med.Formand.

177

Bilag 7.

LANDSFORENINGEN EVNESVAGES VEL 28. januar 1976.Vester Voldgade 961552 København V.

Udvalget om udlægning af åndssvageforsorgenog den øvrige særforsorg,c/o Socialministeriet, Slotsholmsgade 6, 1216 K.

Under henvisning til Landsforeningen Evnesvages Vel's skrivelse af 19. januar 1976skal vi overfor udlægningsudvalget nærmere redegøre for indholdet af de hovedpunk-ter, som vi anførte i vor skrivelse:

Pkt. 1.

Landsforeningens stillingtagen til foreslåede decentralisering af åndssvageforsorgen ihenhold til socialreformkommissionens første betænkning.I forbindelse med socialreformkommissionens første betænkning havde Landsforenin-gen Evnesvages Vel lejlighed til foretræde for folketingets sociale udvalg, og vi udtalteved denne lejlighed vor meget stærke skepsis overfor tilpasningen af åndssvageforsor-gen i det såkaldte »eenstrengede system« og en decentralisering af forsorgen, idet vi varaf den overbevisning, at åndssvageforsorgen ville være bedst tjent med fortsat at være istatslig regie.

Landsforeningens betænkeligheder drejede sig i det væsentlige om den uensartede ud-bygning, der var af åndssvageforsorgen i de enkelte forsorgsområder, og at udbygningenikke ville blive tilgodeset på en ønskelig måde ved decentralisering.

Pkt. 2.

Landsforeningens nuværende stilling til decentraliseringen.I socialreformkommissionens anden betænkning udtales det blandt andet, »at åndssva-geforsorgen på længere sigt skulle overgå til den kommunale administration, formentligunder amtskommunal ledelse. Dette vil først kunne ske efter en overgangstid, i hvilkenen ensartet opbygning af åndssvageforsorgens standard over hele landet havde fundetsted under statens ledelse. Det måtte derfor i de kommende år overvejes, hvorledes ensådan overgang kunne gennemføres«.

På baggrund af denne udtalelse har landsforeningen kunnet acceptere, at der finderen udflytning af åndssvageforsorgen sted, men det må på den anden side være en abso-lut forudsætning for denne udflytning, at der finder en ensartet udbygning sted af for-sorgen i hele landet.

Endvidere må det være et krav, at der fra statens side stilles et minimumskrav tilamter og kommuner om forsorgstilbud på et så acceptabelt grundlag, at forsorgen for deåndssvage ikke bliver ringere, snarere bedre end dens nuværende stade.

178

Pkt. 3.

Landsforeningens holdning til en total decentralisering/integrering af åndssvagefor-sorgen.Socialreformkommissionen har udtalt, at »det ville være ønskeligt, om decentraliserin-gen af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg så vidt muligt kunne finde sted pr.1. april 1978«.

Dette opfatter landsforeningen som en realitet, men det må vel erkendes, at socialsty-relsen og socialministeriet ikke siden 1970, hvor socialstyrelsen blev etableret, har for-mået at udbygge forsorgen for de åndssvage i den takt, som af Landsforeningen Evne-svages Vel var ønskeligt.

Landsforeningen må derfor se i øjnene, at decentraliseringen skal finde sted, men fin-der det ønskeligt, at alle åndssvageforsorgens hjælpeforanstaltninger decentraliseres påen gang, og at for eksempel samtlige elever, der i dag hører til i åndssvageforsorgensundervisningsregie, overføres til undervisningsministeriet.

Da der efter landsforeningens opfattelse ikke vil forekomme særlige sygehuslignendeforanstaltninger under åndssvageforsorgen ved en decentralisering, er vi enige med soci-alreformkommissionen i, at de foranstaltninger under åndssvageforsorgen, som ikkeskal henføres under skole- eller undervisningssektoren, overføres til social- og sundheds-forvaltningerne i kommunerne.

Landsforeningen kan også være enig med socialreformkommissionen i dens forslagom at gennemgå selve ledelsesfunktionerne af de enkelte institutionsenheder indenforforsorgen, jvf. side 189 i socialreformkommissionens anden betænkning.

Landsforeningen tror ikke på, at en total decentralisering/integrering er mulig foråndssvageforsorgen, og det er derfor landsforeningens opfattelse med hensyn til opgave-fordelingen mellem amtskommunerne og primærkommunerne, at åndssvageforsorgenved decentraliseringen stort set placeres på amtskommunalt plan, idet vi ikke mener, atder normalt er befolkningsunderlag nok på primærkommunalt plan til at løse opgavernepå en tilfredsstillende måde.

Pkt. 4.

Landsforeningens stillingtagen til decentraliseringens økonomiske aspekter, herunder re-fusionsordning for amter og kommuner.Med hensyn til de økonomiske aspekter i forbindelse med decentraliseringen må detvære en absolut forudsætning, at der finder en refusionsordning sted, således at lands-foreningen kan få garanti for, at udviklingen i forsorgen ikke standses i forbindelse meddecentraliseringen, men at den tværtimod hæves.

Staten må efter vor formening være villig til at yde den fornødne refusion, således atforsorgsudøvelsen for de åndssvage bliver hævet til et acceptabelt niveau.

Pkt. 5.

Muligheden for landsforeningen at følge udviklingen efter decentraliseringen og for atbevare de nuværende rettigheder som anerkendt forhandlingsberettiget forældreorgani-sation.Landsforeningen Evnesvages Vel har siden sin start i 1952 varetaget de åndssvage ogderes pårørendes interesser, også i forbindelse med det offentliges forsorg for de ånds-svage, og ved ændringen af åndssvageloven af 1959 i 1970 blev landsforeningen aner-kendt som en forhandlingsberettiget forældreorganisation.

I forbindelse med loven af 1959 udpegede landsforeningen dels en repræsentant tilbestyrelsen for Statens Åndssvageforsorg dels repræsentanter til de tilsynsråd, der ikraft af loven blev oprettet i de enkelte forsorgscentre.

179

Ved ændringen af åndssvageloven i 1970, i forbindelse med etableringen af socialsty-relsen, har landsforeningen udpeget dels to medlemmer af det af socialministeriet ned-satte centralt vejledende råd og dels to medlemmer til hvert af de i de respektive for-sorgscentre oprettede lokalt vejledende råd.

Gennem disse instanser har landsforeningen haft mulighed for at følge udviklingenindenfor åndssvageforsorgen, og landsforeningen må anse det som en ret, at vi fortsat, iforbindelse med decentraliseringen af forsorgen, får samme mulighed for at følge udvik-lingen af forsorgen, for derigennem ved vor »advokatvirksomhed« for de åndssvage atsikre disse en medindflydelse på forsorgen.

Landsforeningen mener, at der bør oprettes organer i lighed med de nuværende lokaltvejledende råd og med samme eller udvidede beføjelser.

Til orientering for udlægningsudvalget kan landsforeningen oplyse, at foreningen harnedsat et udvalg, der har fået til opgave at fremkomme med forslag til etablering aforganer, som vil kunne tilgodese landsforeningens ønsker og krav med hensyn til med-indflydelse på åndssvageforsorgens udøvelse i det decentraliserede system.

Når dette udalg har afsluttet sit arbejde, vil landsforeningen tillade sig at sende resul-taterne heraf til udlægningsudvalget.

Alb. Christensen,landsformand.

Børge W. Olsen,forretningsfører.

180

Bilag 8.

SAMFUNDET OG HJEMMET 8. marts 1976.FOR VANFØREBorgervænget 5-7, 2100 København 0.

Til udvalget om udlægning af åndsvageforsorgenog den øvrige særforsorgSocialministeriet, Slotsholmsgadc 6, 1216 K.

Den af socialstyrelsen i samarbejde med socialministeriet igangsatte udbygningsplanlæg-ning af særforsorgen vil på en lang række områder påvirke Samfundet og Hjemmet forVanføres aktiviteter, således at den af institutionen opnåede særforsorgsanerkendelseved socialreformens ikrafttræden i 1933 stort set vil blive afviklet ved den foreståendedecentralisering af opgaverne. Denne afvikling er en naturlig følge af de senere års be-stræbelser på at incorporerc den handicappede i en tilværelse så nær de normale sommuligt.

Fra Vanførehjemmets side kan man fuldt ud gå ind for bestræbelserne henimod fuld-stændig decentralisering af forsorgen og den handicappedes integrering i samfundet pålige fod med landets øvrige borgere.

Vi er imidlertid af den opfattelse, at der kan være områder af forsorgen, hvor smågrupper af handicappede vil få et ringere serviceniveau, medmindre amter og kommu-ner løser opgaverne ved fælles aktiviteter. Dette særlige problem vil vi komme nærmereind på nedenfor under behandlingen af Vanførehjemmets enkelte aktiviteter.

Samfundet og Hjemmet for Vanføre startede sin virksomhed i 1872 under meget be-skedne former i København, og en større indsats med henblik på lægelig behandling,bandagering, skoleuddannelse og oplæring i håndværksfag af de vanføre børn og ungeblev først mulig omkring århundredskiftet, da man købte ejendommene på Toldbodvej(Esplanaden), hvor hospitalsvirksomheden og bandagerierne havde til huse indtil 1934,da man opførte Ortopædisk Hospital i København. Barneskolen fortsatte på Esplanadenindtil 1955, da man byggede Geelsgaard Kostskole.

I 1975 flyttede endelig håndværksskolen og centraladministrationen til en nyopførtbygning bag ved Ortopædisk Hospital i Kobenhavn, hvorefter samtlige aktiviteter påEsplanaden er nedlagt, når bortses fra en kollegieafdeling med plads til ca. 30 elever.

I 1940 tog man det ortopædiske hospital i Århus i brug, og fra omkring 1950 udvi-dede man Vanførehjemmets aktiviteter med ortopæd-kirurgiske afdelinger og bandage-rier i 6 provinsbyer, fysiurgiske hospitaler i Hornbæk og Hald samt børnehjem iOdense og Søllerød.

Samtlige ovennævnte aktiviteter med undtagelse af badagerierne drives for statensregning i henhold til lov om offentlig forsorg.

Ved en decentralisering af særforsorgen skal vi henlede udvalgets opmærksomhed påde nedennævnte forhold ved følgende afdelinger:

1. De ortopædiske hospitaler og klinikker i København, Århus, Ålborg, Holstebro,Kolding, Sønderborg, Odense og Næstved.

2. Behandlingsbørnehjemmene i Odense og Søllerød.3. Klinikken for cerebral parese og børneneurologi v. OH.K.4. De fysiurgiske hospitaler i Hornbæk og Hald.

181

5. Geelsgaard Kostskole i Virum.6. Håndværksskolen i København.7. Den sociale rådgivningsvirksomhed.

ad 1. De ortopædiske hospitaler og klinikker i København, Århus. Ålborg, Holstebro,Kolding, Sønderborg. Odense og Næstved.I 1968 forelå Indenrigsministeriets betænkning om de ortopædiske hospitalers og kli-nikkers overgang til det amtskommunale sygehusvæsen, og i 1970 blev der af indenrigs-ministeren nedsat et udvalg, der skulle tage stilling til de praktiske problemer ved incor-poreringen af afdelingerne.

Man er i udvalget stort set enig om fremgangsmåden ved afviklingen, når bortses fraOrtopædisk Hospital i København, hvor der gør sig særlige forhold gældende med hen-syn til spørgsmålet om hospitalets incorporering i statsligt eller kommunalt regie.

Ved de forhandlinger, der gennem årene er foregået i udvalget, har der været enighedom, at patienter med ortopædiske lidelser lige så vel kunne behandles i amtskommunaltregie som hos Samfundet og Hjemmet for Vanføre. Man bør imidlertid være opmærk-som på, at der findes en mindre gruppe af vanføre med medfødte lidelser og misdannel-ser af vidt forskellig art. De pågældende patienter, de såkaldt klassisk vanføre, har somregel behov for lægelig kontrol og behandling gennem hele livet. Det må være en forud-sætning, at disse hjælpeforanstaltninger opretholdes i det nye regie.

ad 2. Behandlingsbørnehjem i Odense og Søllerød.Børnehjemmet i Odense har en belægning på ca. 30 børn, hvoraf ca. -/s er externe ogVs bor på institutionen. Børnene, der er i alderen fra 2 til 8 år, har deres hjem på Fynog omliggende øer.

Børnehjemmet i Søllerød har en belægning på 20-25 børn, der stort set alle bor påinstitutionen. Her er børnene i alderen fra ca. 2 til ca. 11 år. Tidligere var alle børneneunder skolealderen, men i de senere år har det ikke været muligt at få de større børnfuldt ud overført til andre institutioner. En væsentlig del af børnene er hjemmehørendei det storkøbenhavnske område.

For begge institutioner gælder, at der er tale om meget svage, behandlingskrævendebørn, således at et stadigt tilsyn af speciallæger er absolut påkrævet. Ved udlægning afsærforsorgen vil disse institutioner formentlig henhøre under henholdsvis Fyns amt ogKøbenhavns amt, en udvikling man gerne ønsker tilgodeset for den øvrige del af landet.

Da decentraliseringen vil bevirke, at forbindelsen til Samfundet og Hjemmet forVanføres læger ophører, må der opnås sikkerhed for, at der i stedet bliver fast tilknyt-ning med hensyn til lægelig kontrol og behandling til de amtskommunale sygehuse.

ad 3. Klinikken for cerebral parese og børneneurologi ved Ortopædisk Hospital, Koben-havn.Klinikken blev oprettet som en afdeling af Ortopædisk Hospital, specielt med henblikpå fysiurgisk optræning af spastisk lammede børn, ofte børn, der har fået foretaget ope-rationer på Ortopædisk Hospital for at stabilisere gang og bevægelse.

Det lægelige arbejde ved klinikken ledes af en overlæge. Det lægelige arbejde har isærdeleshed omfattet børneneurologisk diagnosestilling samt evt. behandling, dels afbørn, der er optaget i klinikkens børnehave, der tæller ca. 25-30 bom, dels af børn, derkommer til ambulant behandling.

I 1975 er der til klinikken blevet nyhenvist 128 børn i alderen 0 til halvvoksen alder,hvoraf ca. 35 pct. er hjemmehørende i København og Frederiksberg kommune, ca. 35pct. i Københavns amt og resten ca. 30 pct. er hjemmehørende på Sjælland, Lolland-Fal-ster og Grønland.

Ved decentraliseringen af de ortopædiske hospitaler ville man finde det praktisk afhensyn til den bedst mulige behandling af børnene, at der bliver et samarbejde med

182

Rigshospitalets børneafdeling med henblik på en mulig sammenslutning af dette stortset landsdækkende, meget specialiserede arbejde, som udføres ved de 2 afdelinger. Detskal dog bemærkes, at arbejdet ved Rigshospitalet med spastiske børn i væsentlig højeregrad end ved Ortopædisk Hospital har omfattet børn også fra områder vest for Store-bælt.

For så vidt angår klinikkens børnehave er det nok tvivlsomt, om denne ville kunneinddrages under Rigshospitalet, men det skal bemærkes, at der i børnehaven udføres etbetydeligt småbørnspædagogisk arbejde, og da dette omfatter behandling af neuroligiskhandicappede børn, skal man fra Samfundet og Hjemmet for Vanføres side henstille, atbørnehaven videreføres under en eller anden form, evt. under Københavns kommune ilighed med børnehaverne på Tuborgvej og Jyllingevej. Det måtte imidlertid beklages.hvis det nære og givtige samarbejde, der i mange år har bestået mellem læger og pæda-goger i klinikken, skulle afbrydes.

Det var ønskeligt, at den kirurgiske spastikerbehandling kunne overføres til Rigsho-spitalet samtidig med en flytning af spastikerklinikken.

ad 4. De fysiurgiske hospitaler i Hornbæk og Hald.I den forannævnte betænkning fra 1968 er anført, at de fysiurgiske hospitaler skullefortsætte endnu nogle år under ledelse af Samfundet og Hjemmet for Vanføre. Antalletaf fysiurgiske hospitaler skulle samtidig udvides med 3 for at yde den bedst mulige ser-vice på dette område. Tiden er imidlertid løbet fra denne ide, idet amterne i vidt om-fang allerede har oprettet og fortsat opretter fysiurgiske afdelinger. Det må derfor ansesfor rigtigst, at institutionens 2 fysiurgiske hospitaler nedlægges.

Samfundet og Hjemmet for Vanføre har som et særligt speciale påtaget sig behandlin-gen af paraplegi- og tetraplegi patienter, idet der på hvert af de fysiurgiske hospitaler tilstadighed er indlagt ca. 10 patienter af denne meget behandlingskrævende patient-gruppe.

I Samfundet og Hjemmet for Vanføres bestyrelse har man ved flere lejligheder drøf-tet muligheden for, at paraplegi- og tetraplegi patienterne kunne samles på 2 landsdæk-kende afdelinger, f. eks. på Rigshospitalet og på Århus kommunehospital, idet behand-lingen kræver stor expertise og samling af mange specialafdelinger inden for sammehospital. Det er under alle omstændigheder absolut nødvendigt, at der også fremoverskabes muligheder for effektiv behandling af disse patienter - en opgave, der forment-lig bedst løses i statsligt regie.

ad 5. Geelsgaard Kostskole i Virum.Som foran nævnt blev Geelsgaard Kostskole oprettet i 1955 ved udflytning af barnesko-len fra Esplanaden. Skolen blev indrettet til 96 interne elever og ca. 50 externe elever. I1965 blev skolen udvidet ved tilbygning af 4 elevhjem, hvorefter den samlede norme-rede belægning androg 140 interne og 100 externe.

Børnene kom fra hele landet, dog med overvægt af børn fra det storkøbenhavnskeområde. I de senere år har belægningen været stærkt faldende. For tiden er belægnin-gen 110 børn, dvs. noget over halv belægning, hvoraf ca. halvdelen er interne. Detstærke fald i belægningen skyldes oprettelse af centerskoler. De svageste børn er blevettilbage på Geelsgaard Kostskole, hvorfor skolen efterhånden kan få karakter af et be-handlende og pædagogisk plejehjem. Det er bemærkelsesværdigt, at der fra Jylland-Fynområdet efterhånden kun er enkelte elever på skolen. Den største del af eleverne kom-mer nu fra det storkøbenhavnske område, og da der her er oprettet centerskoler, er detsandsynligt, at belægningen vil falde yderligere.

Tilbage bliver herefter en lille gruppe af meget svage børn, der bør blive på skolen.Undervisningen på skolen bør overtages af skolevæsenet i Lyngby/Tårbæk kommunemed udgiftsdækning fra stat eller amt. Hvorvidt elevhjemmet fortsat skal henhøreunder staten eller overføres til amtskommunen er mindre væsentligt, for så vidt børnkan optages uanset hjemstedskommune.

183

ad 6. Håndværksskolen i København.Håndværksskolen er i 1975 flyttet fra Esplanaden til nybygning ved Ortopædisk Hospi-tal. Elevnormeringen er fastsat til 130, hvoraf ca. 30 bor på skolens kollegium.

Håndværksskolens væsentligste opgave vil formentlig også i fremtiden være at givefuld faglig oplæring først og fremmest til vanføre, men også til andre handicappede. Dervil naturligt blandt disse være en del, som har behov for ekstra støtte såvel af fagteore-tisk som almen skolemæssig art. En sådan støtte gives naturligvis også på håndværks-skolen. Eventuelt vil det være hensigtsmæssigt tillige at tage et vist antal elever, somikke er handicappede, ind på skolen, såfremt pladsforholdene muliggør dette.

I visse faglige områder gives en tillæring, som ikke sigter mod svendeprøve.Håndværksskolen har også stillet sig som opgave at bidrage til afklaring af erhvervs-

valg for de elever, der står usikre over for afgørelse herom, uanset om sigtet er oplæ-ring på skolen eller ej. En væsentlig del af håndværksskolens elever har gennem de sene-ste år gennemført en kortere praktikperiode i relevante fag, førend endelig beslutningom oplæring blev truffet.

Vi anser det for tvivlsomt, om håndværksskolens oplærings- og praktikmuligheder kanopretholdes ved en eventuel decentralisering af skolen. Det vil næppe heller være prak-tisk muligt at lade funktionen indgå som led i andre revalideringsvirksomheders om-råde. I den almindelige uddannelsessektor findes ikke tilsvarende institutioner, somkunne overtage håndværksskolens opgaver, således som det f. eks. er tilfældet i det sven-ske uddannelsessystem. Vi finder det rimeligt, at håndværksskolen forbliver en enhed istatsregie for at sikre munghed for, at ikke mindst unge handicappede kan få en oplæ-ring under egnede forhold.

ad 7. Den sociale rådgivningsvirksomhed.Med henblik på social vejledning af patienter og elever samt deres pårørende har Sam-fundet og Hjemmet for Vanføre drevet en betydelig social rådgivningsvirksomhed. Derer således for tiden ansat ca. 30 socialrådgivere ved institutionens afdelinger, jævnt for-delt over hele landet. Udgifterne ved denne virksomhed er blevet dækket dels i henholdtil bestemmelserne i forsorgslovens paragraf 70 og dels af institutionens private midler,hvor der er tale om rådgivning vedr. institutionens private sektor, herunder institutio-nens legatmidler. Ca. halvdelen af rådgivningsvirksomheden vedrører den kontrolleredefamiliepleje, idet der til stadighed er ca. 900 børn inddraget under ordningen. Socialråd-giverne giver indstilling om optagelse i kontrolleret familiepleje, og når optagelsen harfundet sted, er det socialrådgivernes opgave at støtte forældrene dels gennem hjemmebe-søg og dels ved forældrenes henvendelse at rådgive med henblik på iværksættelse af denødvendige pædagogiske og erhervsmæssige foranstaltninger.

Ved bistandslovens ikrafttræden pr. 1. april 1976 afløses bestemmelserne i forsorgslo-vens paragraf 70 om kontrolleret familiepleje med bistandslovens paragraf 48, stk. 1,hvorefter de nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et handicappet barnbetales af primærkommunerne. En del af socialrådgivernes funktioner overgår såledestil de sociale udvalg. Så længe de ortopædiske hospitaler og afdelinger har særforsorgs-status fortsætter socialrådgiverne ved Samfundet og Hjemmet for Vanføre, og spørgsmå-let om optagelse i familiepleje i henhold til bistandsloven afgøres af primærkommu-nerne efter indstilling fra vedkommende særforsorgsinstitution. Nyordningen pr. 1. april1976 skulle således ikke berøre institutionens rådgivningsvirksomhed væsentligt. Når ho-spitalernes særforsorgsstatus bortfalder, ophører Samfundet og Hjemmet for Vanføressocialrådgivning i vidt omfang, og rådgivningsvirksomheden overgår til kommunerne.

For gruppen af vanføre, med kroniske lidelser, der skal behandles med mellemrumgennem hele livet, har den faste stab af socialrådgivere ved Samfundet og Hjemmet forVanføre haft meget stor betydning, idet man ved gentagne henvendelser om støtte harkunnet henvende sig til en og samme socialrådgiver. Denne meget nære tilknytning mel-lem patient og socialrådgiver vil ved ophævelse af det nuværende system svække den

184

vanføres mulighed for hurtig og effektiv hjælp, medmindre de kommunalt ansatte soci-alrådgivere får fast og varig tilknytning til hospitalerne.

En mindre stab af socialrådgivere vil forhåbentlig fortsat kunne beskæftiges ved Sam-fundet og Hjemmet for Vanføre, når hospitalerne overgår til amtskommunalt regie, ogman vil naturligvis fortsat yde social bistand i det omfang, midlerne hertil måtte kunneopnås, således at de vanføres muligheder for social bistand så vidt muligt opretholdes.

Med venlig hilsen

Fr. Knudsen.

St. Nielsen.

185

Bilag 9.

ÅNDSSVAGEFORSORGENS 11. marts 1976.PERSONALEFORBUNDStudiestræde 15,1.1455 København K.

Socialministeriets udvalg for udlægning afåndssvageforsorgen til amterne.

Att.: Hr. kontorchef Ole Asmussen.

Åndssvageforsorgens Personaleforbund fremsender herved nedenstående redegørelse forvore synspunnkter vedrørende åndssvageforsorgens udlægning til amterne, idet vi henvi-ser til møde i udvalget den 29. januar 1976.

Personaleforbundet forudsætter, at særforsorgsinstitutioner efter bistandslovens § 117udlægges til amterne efter en lovændring.

Vi henviser til bilag I, vor redegørelse vedrørende antal klienter i åndssvageforsor-gens forskellige sektorer.

Åndssvageforsorgens målsætning.

Personaleforbundet kan være enig i målsætningen: - Så nær det normale som muligt -men må dog påpege, at normalisering for dybt udviklingshæmmede ikke må være»slagord« -.

Vi vil derfor henvise til en målsætning udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat i juli1970 fra landsforeningen Evnesvages Vel, Personaleforbundet og Statens Åndssvagefor-sorg.

I denne formulering lyder målsætningen således:Udfra disse forskellige hensyn har arbejdsgruppen formuleret følgende målsætning

for et samarbejde mellem forældre og forsorgens medarbejdere:»Disse to parter må i fællesskab - som et led i forsorgsudøvelsen - medvirke til at

skabe de bedst mulige trivsels- og udviklingsmuligheder for de åndssvage børn ogvoksne under harmoniske forhold, således at de åndssvage kan opnå en livsførelse, derpasser deres muligheder, evner og behov bedst.«

Det er en målsætning, som Personaleforbundet stadig kan vedstå.

Åndssvageforsorgens indpasning i bistandslovens sociale system og målsætning.Personaleforbundet finder, at åndssvageforsorgens institutioner og tilbud udmærket vilkunne tilpasses og indføres i det sociale system i amterne.

Vi må dog, jvf. vor tidligere for udvalget fremlagte redegørelse, forlange sikkerhed for,at de store mangler, navnlig i boligsektoren, forbedres, og at vi får sikkerhed for, atdette sker.

Som det bl. a. fremgår af rapport fra folketingets ombudsmand, er visse af vore interneafdelinger så ringe, at de direkte modarbejder klienternes udvikling.

Personaleforbundet har som de første her i landet taget initiativ til byggeri af småinstitutioner.

Vi ønsker denne udvikling fortsat, men er enig med socialminister Eva Gredal i, atder er klienter, der aldrig kan bo i almindeligt byggeri og har behov for specialbehand-ling med udvikling for øje.

186

Personaleforbundet ønsker derfor ikke ensidigt, men et mangesidigt bo-tilbud tilvore klienter.

Åndssvageforsorgens ledelsesforhold.

Som alle forsorgsgrene her i landet er åndssvageforsorgen startet som private, godtgø-rende foretagender.

Efter 1959 loven fik vi en kompromisløsning med den nuværende opbygning i centre,der stort set svarer til amtsgrænserne og den velkendte firedelte ledelse, inspektør, over-læge, socialleder og undervisningsleder.

Denne ordning har Personaleforbundet aldrig været tilfreds med, den har afsløretuheldige forhold.

Disse er bl. a. følgende:a. Den virker centralistisk og usmidig.b. Tilsidesætter det udøvende basispersonales muligheder og initiativ.c. Fremmer kompetancestridigheder og svækker dermed forsorgens udøvelse.

Personaleforbundet foreslår derfor en ansvarsfordeling, der minder mest om ledelses- ogadministrationsforhold ved amters og primærkommuners mindre institutioner.

Personaleforbundet må påpege, at situationen i dag er en helt anden end i 1959. Der eropbygget en udmærket 3-årig uddannelse for vort basispersonale og en god efteruddan-nelse, samt videreuddannelse.

Et tilsvarende godt uddannet personale har vi i vore børnehaver og værksteds/dagcentre.

Der, hvor dette personale har fået en større selvstændighed, er der sket en overor-dentlig positiv udvikling af klienterne.

Socialstyrelsen har i øvrigt foreslået en sådan decentralisering af ledelsesforholdeneved vore afdelinger.

Personaleforbundet må derfor foreslå, at man allerede nu og senest ved udlægning tilamterne selvstændiggor enhederne ved åndssvageforsorgen.

Dette gælder:

a. Boafdelinger på vore lokalinstitutioner og centralinstitutioner.b. Mindre boenheder, såsom skolehjem, pensionater, kollegier og aflastningshjem.c. Værksteds/dagcentre og tilsvarende beskæftigelses- og revaliderende optræningsste-

der.d. Daghjem.e. Børnehaver.

Personaleforbundet onsker ikke de nævnte enheder gjort til selvejende institutioner,men vi onsker dem gjort til selvstændige enheder under amtets socialudvalg.

Ved hver af de fra a. til e. nævnte enheder bør oprettes et tilsynsråd, hvori følgenderepræsenteres:

1. Folkevalgte, udpegede af amtsrådet.2. Forbrugerorganisationer. F. eks. Evnesvages Vel.3. Den ansvarlige leder. Eventuelt uden stemmeret.4. Repræsentanter for medarbejderne.

Det vil ses, at disse forslag ikke afviger stort fra det nuværende lokale vejledenderåd. Tillige afviger det ikke væsentligt fra ledelsesforhold, under beskyttede værkste-der, revalideringsværksteder, børnehaver og børnehjem i amter og primærkommuner.

187

Fordeling af de nuværende arbejdsområder for inspektør, overlæger, socialleder og un-dervisningsleder.

1. De store fælles administrative opgaver på lokal- og centralinstitutioner giver mereend rigelige opgaver til inspektørerne, hvis arbejdsbyrder er meget store.I erkendelse af basispersonalets betydning har der i mange år været ansat omsorgs-instruktører.Vi foreslår, at man ansætter en socialpædagogisk uddannet forstander ved hver lo-kalinstitution og ved hver centralinstitution for at samordne og koordinere arbejdet.

2. Lægerne må virke som konsulenter i deres hidtidige område og i amtets socialcenterog sygehussektoren.

3. Sociallederen må virke ved konsultative sociale opgaver i amtets socialcentre, derun-der rådgivning til primærkommunerne.

4. Personaleforbundet foreslår, at undervisningslederen og åndssvageforsorgens skoleroverflyttes til folkeskolen.

Der må oprettes et visitationsudvalg i hvert amt.

I henhold til bistandslovens almene målsætning må man forudse en mere smidig ogfleksibel visitation, i nogen grad på tværs af det nugældende »båsesystem« til de for-skellige enheder, f.eks. værksteds/dagcentre, beskyttet værksted, revaliderende værk-sted, og forskellige børne-, dag- og døgninstitutioner, aldershjem, boliginstitutioner m. v.

Sådanne visitationsudvalg er med held oprettet i amterne, f. eks. for aldershjem ogbørneinstitutioner.

I et sådant visitationsudvalg bør - efter vor opfattelse forefindes følgende:

1. Folkevalgte.2. Forbrugerorganistionen.3. Sagkundskab og ekspertice.4. Repræsentation for enhederne (medarbejderindflydelse).

De forskellige områder ved åndssvageforsorgen i det sociale system.

Vi fremsætter her et kort beskrivende forslag i rækkefølge som nævnt i bistandsloven.

a. Dag- og døgnpleje.Personaleforbundet er principielt tilhænger af, at den åndssvage medborger, nårhan/hun når til voksen alder skal have botilbud så selvstændigt som muligt.Vi er modstandere af, at den åndssvage skal være »evighedsbarn« og bo hos familie,der kan blive afhængige af den åndssvages invalidepension.

b. Daginstitutioner for børn.Vi har oparbejdet en god forsorg og udviklingsmuligheder for det åndssvage barn.Desværre får ikke alle handicappede børn den tidlige stimulering, som er nødvendigfor deres udvikling til selvhjulpenhed.Nedskæringer i børnesektoren har fremmet denne negative udvikling.Vi må foreslå, at vore nuværende børnehaver fortsætter som særdeles gode og rele-vante behandlings- og udviklingstilbud til alle handicappede børn. Vi har personale,der igennem år har opnået stor erfaring og ekspertice på disse områder.

c. Åndssvageforsorgen har udviklet en række gode tilbud på værksteds/dagcenter om-rådet.Vi må foreslå, at disse tilbud ikke blot opretholdes, men yderligere udvikles. Vi hen-

*/, viser her til den af Socialstyrelsen udarbejdede rapport om værksted/dagcentre.

188

De heri opstillede forslag om samarbejde med de i amterne værende beskyttede pa-ragraf 10 værksteder, paragraf 5 værksteder kan vi fuldt ud tiltræde. Vort tilbud pådette område er meget righoldigt og hele området er i stadig udvikling.

d. Revaliderende institutioner.Åndssvageforsorgen har erhvervsoptræningsvirksomheder, husholdningsskoler ogtilbud på vore værksted/dagcentre med revalidering og optræning for øje.Imidlertid har Personaleforbundet gentagne gange foreslået, at denne virksomhedsystematiseres, særligt med henblik på alle handicappede unge, der efter vor opfat-telse bør have uddannelse for »livet« mellem barneskolen og voksen tilværelsen.Et sådant forslag har Personaleforbundet udarbejdet. Det tiltrædes af de andre til-svarende personaleorganisationer på de andre handicapområder.Vi vedlægger forslaget som bilag og forventer, at man vil stille sig velvillig over for • /dette initiativ.

e. Daghjem.Disse institutioner med mere omsorgskrævende klientel er blevet udviklet meget vedåndssvageforsorgen de senere år.Det foregår dels med udvikling til selvhjulpenhed som formål og dels som aflastningfor hjemmene.Vi foreslår dette arbejde både fortsættes og udvides.

f. Åndssvageforsorgens mange boligtilbud til vore klienter er blevet udvidet medårene.Vi nævner den ringe standard på lokal- og centralinstitutioner.Målsætningen er en række gode boligtilbud, der fører klienten længst muligt frem tilselvhjulpenhed som endemål, helst som endemål udslusning til egen bolig og egenarbejdsplads.Målet er at sanere og modernisere de enkelte central- og lokalinstitutioner, så at defremtræder som moderne behandlingscentre.I åndssvageforsorgens boligtilbud må boliger som f. eks. i boligselskab under stadighjemmevejlederhjælp indgå.

g. / amternes socialcentre og rådgivningscentre for børn og unge må ikke savnes denekspertice, som er oparbejdet ved åndssvageforsorgen.Vi har i hvert center ansat sociale medarbejdere og hjemmevejledere med omsorgs-eller anden socialpædagogisk uddannelse.Disse medarbejderes virke er forudsætningen for, at mange klienter kan bo selvstæn-digt.Der foretages af disse medarbejdere et stort opsøgende og forebyggende arbejde. Vimå derfor foreslå, at dette arbejde fortsættes og udvides.

h. Døgninstitutioner for børn og unge.Blandt de tilbud, som åndssvageforsorgen har udviklet, er skolehjemmene, der ermindre selvstændige institutioner. De har opnået særdeles gode resultater.

Personaleforbundet vil gerne over for udvalget begrunde forslagets enkeltheder, entenskriftligt eller ved drøftelse.

189

Bilag:

Oversigt over institutioner, pladser og antal klienter i åndssvageforsorgen.Rapport om revalideringen og åndssvageforsogens værksteder/dagcentre.Rapport om det omsorgsmæssige arbejde omkring klientboliger og personaleindsat-

sen.Forslag til EFG-uddannelse af handicappede.

Med venlig hilsenp. f. v.

V. Marker,forbundsformand.

190

Bilag 10.

LANDSFORENINGEN EVNESVAGES VEL 12. marts 1976.Vester Voldgade 96,DK 1552 København V.

Udvalget om udlægning af åndssvageforsorgenog den øvrige særforsorg,

c/o Socialministeriet, Slotsholmsgade 6, 1216 K.

Under henvisning til aftale på udlægningsudvalgets møde med landsforeningen den 29.januar 1976, jfr. referat af 24. februar 1976, kan vi oplyse, at det udvalg, som landsfor-eningen har nedsat med henblik på at fremkomme med forslag til sikring aflandsforeningens/de lokalt vejledende råds forhandlingsret, når åndssvageforsorgen pr.1. april 1978 eller eventuelt 1. januar 1979 decentraliseres til amts- og primærkommu-nalt regie, nu har fremlagt sine forslag for landsforeningens kompetente forsamlinger.

Efter endte drøftelser fremsender Landsforeningen Evnesvages Vel hermed sine for-slag til udlægningsudvalget, dels bilag A og dels bilag B, idet vi indledningsvis skal un-derstrege, at forslagene er prioriteret i den nævnte rækkefølge.

Udover fremsendelsen af vore forslag har vi følgende kommentarer:Landsforeningens forslag, hvori vi efterligner skolekommissionernes opbygning, er

stort set bygget op omkring en decentralisering til amtskommunalt regie med udgangs-punkt i enheder/institutioner, hvor der er overvægt af klienter, der lider af åndssvag-hed, og vi mener, at man derigennem sikrer de åndssvage/pårørende mulighed for med-indflydelse.

Vi forestiller os endvidere, at nogle åndssvage vil blive integreret i amternes/kom-munernes almindelige tilbud til borgerne, og vi mener, at man de fleste steder (børne-haver - skoler) gennem de eksisterende samarbejdskanaler kan sikre klienternes/pårørendes interesser varetaget.

Vi vil imidlertid gerne pege på, at det må forudses, at nogle åndssvage vil blive inte-greret på institutioner, f. eks. værksteder eller lignende, hvor man ikke har formaliseretet samarbejdsforhold, og at der her må indføres regler, der sikrer disse samfundsborge-res forbrugerindflydelse.

Forklaringen på, at Landsforeningen Evnesvages Vel og de øvrige særforsorgsorgani-sationer udpeger medlemmer af »kommisionen«, er den, at det, efter vor formening, ermere praktisk at gøre det på denne måde end at lade repræsentanter til »kommissionen«blive udvalgt på samme måde, som man i dag gør for medlemmer til skolekommissio-nerne.

I landsforeningens forslag er det foreslået, at der i hvert amt oprettes en stilling somkonsulent, lønnet af landsforeningen, men med refusion fra det offentlige.

Baggrunden herfor er den, at vi med den erfaring, vi sidder inde med, dels fra foræl-drearbejde her i landet og dels med erfaring fra åndssvageforsorgens decentralisering iSverige, med en til vished grænsende sandsynlighed må forudse, at der vil opstå en ko-lossal utryghed såvel hos de åndssvage som disses pårørende i forbindelse med overgan-gen til et nyt system - nemlig på det amtskommunale og primærkommunale regie medmange forsorgsudøvere i forhold til det hidtidige - ligesom der utvivlsomt vil opstårådvildhed og ikke få vil føle afmagt.

191

Det er derfor meget vigtigt for landsforeningen, at man gør de åndssvage/pårørendetrygge ved den ændring, der skal ske, og det mener vi, man kan gøre ved at lade en aflandsforeningen ansat konsulent - som er de pårørendes garanti for uvildighed - værerådgiver for forældrene og tillige bindeled mellem de åndssvage/ pårørende og amter-nes/kommunernes administration, herunder også institutionerne.

Baggrunden for at landsforeningen ønsker at udpege 3 medlemmer, mens de øvrigehandicaporganisationer kun skal udpege 2, er den, at landsforeningen repræsenterercirka 3 gange så mange handicappede som den øvrige særforsorg.

Ved fremsendelsen af vedlagte forslag har det været landsforeningens mål at kunnemedvirke til en konstruktiv løsning af det omhandlede spørgsmål, men det er vigtigt foros at understrtege, at vort forslag sigter på nogle principper i en struktur og ikke pådetaljerede regler for enhedernes funktion og kompetence i denne struktur. Det drejersig altså ikke om nyskabelser, men om allerede velerhvervede rettigheder.

Vi går imidlertid ud fra, at der bliver lejlighed til en drøftelse, når de nærmere reglerskal udformes. Landsforeningen er endvidere rede til på et hvilket som helst tidspunkt iudlægningsudvalgets arbejde at fortsætte drøftelserne og i givet fald medvirke til atbygge videre på de af os her fremsendte forslag.

Til slut vil vi gerne præcisere, at vi med vore forslag kun har taget stilling til forældre-indflydelsen i relation til den decentraliserede del af åndssvageforsorgen. Med hensyn tilen forbrugerindflydelse - herunder forældreindflydelse - i et centralt system vil Lands-foreningen Evnesvages Vel gerne vende tilbage til dette spørgsmål, såsnart der tegnersig noget, der kan bygges videre på.

Med venlig hilsen

Landsforeningen Evnesvages Vel

Alb. Christensen,landsformand.

/ Børge W. Olsen.forretningsfører.

192

Bilag A.

LANDSFORENINGEN EVNESVAGES VELVester Voldgade 96,1552 København V.

Forslag fra landsforeningen vedr. forhandlingsret efter decentraliseringen 1. april 1978.

»Særforsorgskommission«:Der oprettes på amtsplan en »særforsorgskommission« bestående af 11 medlemmer, derudpeges, som følger:

6 medlemmer valgt af amtsrådet, hvoraf mindst 3 skal være medlemmer af amtsrådet,og mindst 2 skal være medlemmer af udvalg (f. eks. på primærkommunalt plan), derbehandler særforsorgens forhold.

3 medlemmer indstilles af Landsforeningen Evnesvages Vel.2 medlemmer indstilles af øvrige handicaporganisationer.

Opgaver:Opgaverne for ovennævnte kommission skal først på et senere tidspunkt udarbejdes idetaljer, men det er landsforeningens absolutte opfattelse, at reglernes udformning skalindeholde en væsentlig styrkelse i forhold til de for de lokalt vejledende råd gældendeforeløbige regler.

Honorar:De til kommissionen indstillede medlemmer kan tildeles honorarer.

Konsulent:Med henblik på at sikre at såvel de åndssvage som disses pårørende ved overgangen tildet decentraliserede system kan føle sig trygge, foreslås det, at landsforeningen i over-gangsperioden i hvert amt og med refusion fra staten får mulighed for at ansætte enkonsulent, der kan være bindeled mellem de åndssvage/pårørende og amterne/kom-munerne.

Nævn:Der oprettes ved hver selvstændig administrativ enhed (særforsorgsinstitution) etnævn, hvis sammensætning skal have lighed med de for folkeskolen gældende bestem-melser og regler for skolenævn.

Opgaver:Princippet for disse nævn må være, at der etableres rettigheder overfor tilsyn, udtaleretom arbejdsfordeling, budget m. v.

Samråd:Ved afdelinger, der henhører under en større enhed (særforsorgsinstitution), oprettesder et samråd, hvis sammensætning skal have lighed med de nu kendte samråd underforsorgen, men med forbrugerflertal.

Opgaver:Reglerne for samrådene bør have lighed med de regler, der er udarbejdet i socialsty-relsens cirkulære nr. 27, samt udbygget med de erfaringer, der indtil nu er indhøstet frade etablerede samråd i forsorgen.

193

Institution med flere underafdelinger.

194

Bilag B.

LANDSFORENINGEN EVNESVAGES VELVester Voldgade 96,1552 København V.

Alternativt forslag fra landsforeningen vedr. forhandlingsret efter decentraliseringen 1.april 1978.

Som et alternativt forslag til den i bilag A foreslåede »særforsorgskommission« foreslårlandsforeningen, at der på amtsbasis nedsættes en »kommission«, der kun skal varetagede åndssvages interesser.

Dette alternative forslag følger i det store og hele det i bilag A nævnte forslag, menden »kommission« der foreslås i bilag A, skal derefter bestå af 7 medlemmer i stedetfor 11.

Disse 7 medlemmer udpeges, som følger:4 medlemmer vælges af amtsrådet, og heraf skal mindst 2 være medlemmer af amts-

rådet, og mindst 2 skal være medlemmer af udvalg (f. eks. på primærkommunalt plan),der behandler særforsorgens forhold.

3 medlemmer indstilles af Landsforeningen Evnesvages Vel.

195

Bilag 11.

FÆLLESRÅDET 12. marts 1976.for Lærerforeninger ved Særforsorgensog Åndssvageforsorgens InstitutionerKompagnistræde 32,1208 København K.

Udlægningsudvalget v/hr. Ole AsmussenSocialministeriet, Slotsholmsgade 6,1216 København K.

Ved udvalget om udlægningen af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorgs 2. mødehavde Fællesrådet lejlighed til ved et foretræde at fremføre sine synspunkter vedrørendeden administrative placering af førskoleområdet.

Der af tal tes, at Fællesrådet skriftligt skulle redegøre for sine synspunkter.På særforsorgens institutioner undervises børn, unge og voksne handicappede.På disse institutioner undervises vore sværest handicappede børn, unge og voksne.

Der er inden for de enkelte særforsorgsgrene opbygget undervisningsteam, som underden nuværende struktur er i stand til at stille en differential-diagnose som en forudsæt-ning for den optimale undervisning og revalidering.

Særforsorgens institutioner fungerer samtidig i væsentlig grad som personaleuddan-nelsesinstitutioner, samt centre for forskning og oplysning.

Ved at opretholde og udbygge disse funktioner har man en mulighed for at yde enoptimal undervisning på det centrale plan og effektivt at udbrede kendskab til teknik-kens og videnskabens fremskridt til det lokale plan.

Såvel indenfor åndssvageforsorgen som indenfor den øvrige særforsorg findes delsselvstændige børnehaver med undersøgelses- og undervisningsfunktioner for forskole-pligtige bom, dels børnehaveklasser indenfor institutionerne.

En tidlig stimulering i form af undervisning med det formål at træne det nuværendeforsorgsklientel både socialt, perceptuelt, kommunikatorisk og psykisk er en nødvendigforudsætning for at give disse anstændige udviklingsbetingelser. Hertil kommer forsor-gens absolut nødvendige sideløbende undervisning af forældre og/eller pårørende.

En klinisk rutine er betinget af et tilstrækkeligt klientunderlag, og desuden forudsæt-ter den muligheden for daglig, faglig kommunikation om konkrete tilfælde - en fagligreferencegruppe.

Specielt må det fremhæves, at institutionerne bør stå som pædagogiske forskningsste-der, som kan optage projekter og meddele pædagogiske erfaringer til undervisere.

Til trods for den nuværende organisatoriske enhed af forsorgen må vi erkende, atforsorgens ekspertise ikke anvendes fra det tidspunkt et behov konstateres.

Samfundet henfører traditionelt opgaver til visse forvaltningsmæssige enheder og stil-ler i overensstemmelse med denne tradition ressourcer - økonomiske som personale-mæssige - til rådighed.

Et brud på denne tradition forudses at forringe vilkårene for arbejdet i den del afundervisningsområdet, der har specialpædagogiske behov og aldersmæssigt ikke place-res i »skolealderen«.

Til udlægningsudalgets videre overvejelser, skal her anføres nogle områder, der udfraFællesrådets opfattelse er behæftet med betydelige risici ved ændring af den administra-tive placering af undervisningsområdet for den her omtalte gruppe, der ikke aldersmæs-sigt kan henføres til den undervisningspligtige alder.

196

Vi forudser

- et uundgåeligt fald i niveauet af specialpædagogisk undervisning (funktionsmulighe-der), idet en række opgaver må forventes at blive overtaget af ikke specialpædago-gisk uddannede,

- at socialforvaltningernes udprægede decentrale struktur medfører, at disse befolk-ningsmæssigt ikke vil være bæredygtige for varetagelsen af den specialpædagogiskeundervisning,

- at arbejdet i førskoleområdet vil miste den nuværende sammenhæng med det efterføl-gende skoleforløb, såvel i folkeskole som i specialskole,

- at det nu etablerede samarbejde mellem personale i børnehaver og skoler vil lideskade, såfremt man adskiller det administrative tilhørsforhold.

På denne baggrund må Fællesrådet opfordre til, at alle undervisningsopgaver henføresadministrativt til samme enhed.

Med venlig hilsen

Leif Klinte.

197

Bilag 12.

LANDSFORENINGEN 17. marts 1976.FOR LÆBE- GANESPALTE

Til udvalget vedrørende udlægning af åndssvageforsorgenog øvrige særforsorg.

I anledning af udvalgets arbejde med decentralisering af særforsorgen i forlængelse afbistandslovens ikrafttræden den 1. april 1976 vil Landsforeningen for Læbe-Ganespaltebede Dem medtage nedennævnte betragtninger i Deres overvejelser omkring den del afforsorgen for talelidende m.v., der omfatter patienter født med læbe- og/eller gane-spalte.

1. Registreringen af patienter med læbe- og/eller ganespalte bør bevares centraliseret.

Registreringen af patienter med læbe- og/eller ganespalte, hvoraf der årligt fødes ca.140, sker i øjeblikket straks efter fødslen i medfør af bestemmelsen i § 1 i lov nr. 197 af11. juni 1954 fastsat indberetningspligt til Statens Institutter for Talelidende. For atundgå at nye tilfælde »falder ud«, bør denne indberetning ikke lægges ud i amtskommu-nalt regi.

2. Behandlingen af patienter med læbe- og/eller ganespalte bør bevares centraliseret.

Behandlingen af patienter med læbe- og/eller ganespalte, som udgør et forholdsvis lilleklientel, sker ved et snævert samarbejde mellem plastikkirurg, tandlæge og talepæda-gog, og den hidtil gældende centraliserede behandling har været af væsentlig betydningfor opnåelse af gode behandlingsresultater, hvorfor den ikke bør overgå til amtskommu-nerne.

Konklusion:

I forbindelse med udlægningen af særforsorgen som konsekvens af bistandslovensikrafttræden den 1. april 1976 er det af største betydning for Landsforeningen for Læ-be-Ganespalte, at den centrale indberetning og behandling af patienter med læbe-og/eller ganespalte bevares, idet dette er meget væsentligt såvel for det endelige resultataf behandlingen af patienterne som for den forskning, der pågår omkring denne med-fødte misdannelse.

Kirsten Vilting,formand.

198

Bilag 13.

17. marts 1976.FORÆLDREFORENINGENBONAVENTURAfor dove og svært tunghøre børn.

Til udvalget vedrørende den eventuelle udlægning af åndssvageforsorgenog den øvrige særforsorg.

BONAVENTURA der er landsforeningen for forældre til døve og svært tunghøre børn,vil gerne hermed bringe vore synspunkter vedrørende de dele af udvalgsarbejdet, sommå have vores umiddelbare og stærke interesse - nemlig de fremtidige forhold for vej-ledning og undervisning af de sværest hørehandicappede børn.

A. Børn i den skolepligtige alder.

Der findes i øjeblikket i den alder ca. 300 svært hørehandicappede børn, hvor vi forsø-ger at tale i forældrenes interesse og til børnenes tarv. Det helt fundamentale for os erher, at de fremtidige undervisningstilbud struktureres på en sådan måde, at følgende -for horende selvfølgelige - for døve svært opnåelige - ting opfyldes:1. Barnet skal have mulighed for at få kammerater.2. Barnet skal have mulighed for at udnytte sine evner.

Det helt afgørende i et kammeratskabsforhold er evnen til og muligheden for at ud-trykke sig overfor kammeraterne og tilsvarende modtage fra dem. For en enkelt døvblandt hørende er denne mulighed næsten aldrig til stede - integration i et lydmilieu erikke mulig - placering af en enkelt døv blandt hørende vil efter vores mening næstenaltid føre til integrationens grelle modsætning - isolation.

Vi finder det nødvendigt, at den svært hørehandicappede elev i sin skole har engruppe at identificere sig med, at føle tryghed i, at samle kræfter i til at modstå de ende-løse udfordringer og tåle de mange nederlag, som det hørende samfund ustandselig vilgive. Skolen bør derfor kunne give det døve barn en 5-6 kammerater, der så nogen-lunde er ligestillet med det efter alder og handicap. Man ser, at antallet af skoler, derskal forsøge at tilgodese pkt. 2, med det eksisterende elevgrundlag nødvendigvis måblive lille - der er næppe mulighed for flere end de eksisterende 4 specialskoler.

Vi har oplevet stærkt, at det er meget svært for mennesker, der ikke selv i meget langtid har levet med handicappet på nært hold, at forstå konsekvenserne af døvhed; også afden grund må vi advare mod spredning af kræfterne. Den ekspertise på området der eropstået ved de eksisterende specialskoler må ikke ødelægges, men må med fortsat forsk-ning udbygges, så disse skoler kan komme til at virke som inspiration og kraftcentre foral undervisning af horehandicappede; vi ser gerne enhver af sådanne specialskoler i etnært samarbejde med en folkeskole, sådan at døve børns samvær med hørende blivernaturligt inden for en del aktiviteter, formning, idræt etc. (tvillingsskoletanken). Mensopfyldelsen af ovenstående ønsker er afgørende for os, har vi vanskeligere ved at gen-nemskue hvilken administrativ struktur, der bedst tilgodeser ønskerne.

Umiddelbart synes dog skolernes lille antal at tale for at overføre skolerne som stats-skoler i undervisningsministeriets regi. Vi så gerne her skolerne placeret under et særligtdirektorat for specialundervisning under hvilket også uddannelsen af det nødvendige

199

antal speciallærere (her tale-tunghørepædagoger) ville blive en meget vigtig opgave. Viser gerne en afløser for de eksisterende nævn (døvenævn, blindenævn etc.) i et centraltspecialundervisningsråd for et sådant direktorat med sektioner for de forskellige handi-caps.

B. Efterskolen.

Den mur som døvhedens handicap i form af kommunikationsbrist stiller op for udvik-ling af de barnet iboende muligheder finder sin næsten eneste bearbejdning gennemskolens undervisning; undervisningen skal altså udover sit almindelige fra folkeskolenkendte formål tjene dette andet inden for samme afmålte tid. Det må være klart at dealmindelige mål er næsten uopnåelige. Vi finder bl. a. af denne grund, at det bør væreen selvfølge, at det tilbud om 12 års undervisning samfundet giver normalt hørendeogså må blive de døve til del, således at fortsættelsesskolen i Nyborg gives ressourcer tilat tilbyde alle høre-handicappede tre års efterskole med stadigt mere differentieredeefterfølgende erhvervstilbud. Vi finder det rimeligt om denne skole som en landsdæk-kende skole efter overførsel til undervisningsministeriet forbliver statsskole.

C. Forskolevejledningen

Det er almindeligt anerkendt, at de første 5 leveår er meget afgørende for et menneskesudvikling. Den vejledning som kan gives til forældre med et hørehandicappet barn vilvære af meget stor betydning. Vi finder det derfor vigtigt, at vejledningen etableres gen-nem centrale enheder, der har mulighed for at huse den nødvendige ekspertise på områ-det. At vi som forældre til de sværest hørehandicappede børn ønsker vejledningen tilret-telagt sådan, at disse børns udvikling i hvert fald tilgodeses er en anden sag, som viogså tror bedst løses gennem centrale enheder.

Slutteligt skal det anføres, at denne henvendelse fra foreningen har fuld tilslutningfra forældrerådene ved de to skoler i København, Aalborgskolen, Fredericiaskolen ogNyborgskolen.

Med venlig hilsen

p. f. v.

Birgit Eriksen,næstformand.

200

Bilag 14.

LANDSFORENINGEN 22. marts 1976.FOR BEDRE HØRELSE(Dansk Tunghøreforening)Tordenskjoldsgade 111,1055 København K.

Til Udvalget om udlægning af åndssvageforsorgenog den øvrige særforsorgSocialministeriet, Slotholmsgade 6, 1216 København K.

I anledning af udvalgets drøftelser af den nuværende statslige tunghøreforsorg, skal vihøfligst tillade os at fremsende nedenstående bemærkninger og synspunkter.

Definition og antal. Der findes i Danmark ca. 175.000 hørehæmmede mennesker (tidli-gere kaldt tunghøre). I denne gruppe findes alle grader af hørenedsættelser lige fra let-tere hørehæmmede over middel- og svært hørehæmmede til og med døv-blevne. Dissehar almindeligvis et normalt udviklet sprog. Denne handicapgruppe er organiseret i vorforening, Landsforeningen for Bedre Hørelse.

Døve mennesker født uden hørelse eller med så lille en hørerest, at de ikke har kun-net udvikle et normalt sprog, er organiseret i Danske Døves Landsforbund. Der er såle-des tale om to forskellige handicapgrupper, hver med sine særlige problemer, som måløses selvstændigt. Den nugældende tunghøreforsorg hviler på lov nr. 21 af 27. januar1950 om foransaltninger vedrørende døve og tunghøre samt lov om revalidering af 29.april 1960 specielt § 3.

Tunghøreforsorgen i sin helhed. Tunghøreforsorgen består af tre hovedsektorer, som eraf lige stor betydning: en medicinsk, en pædagogisk og en teknisk. Selv om mange høre-hæmmede kan hjælpes godt med høreapparat, er dette dog aldrig fuld kompensation.Det er nødvendigt med pædagogisk assistance ved tilvænning til høreapparatet samt tiltræning i mundaflæsning, høretræning og meget andet, afhændigt af handicappets stør-relsesorden.

Den medicinske betjening af de hørehæmmede forestiller vi os lagt ind under sund-hedssektoren med mindst en høreklinik i hvert amt med funktion som man kender det idag. Dvs. måling af hørelse, diagnosestillelse, vurdering og tildeling af høreapparattypeosv. Der må i denne forbindelse peges på nødvendigheden af, at klinikkerne råder overså mange høreapparattyper som muligt, således at man kommer nærmest muligt den på-gældendes behov. Udvælgelse af høreapparattype bør altid foregå i nøje samarbejdemed den pædagogiske sektor.

Den pædagogiske funktion kunne vi tænke os organiseret i undervisningssektoren,som det er i dag, med et høreinstitut i hvert amt som har til opgave at betjene de høre-hæmmede så nær deres bolig som muligt. F. eks. ville et sådant amtsligt institut kunneløse mange opgaver i samarbejde med kommunerne. Dette kunne bl. a. ske gennem an-vendelse af høreomsorgshjælpere, som da skulle arbejde under ledelse af og med ansvaroverfor hørepædagogen.

Der må være et snævert samarbejde mellem de medicinske og pædagogiske funktio-ner. Men de bør indplaceres i hver sin sektor som ovenfor anført.

Vi vil gå stærkt ind for bevarelse af de to statslige institutter hhv. Kobenhavn ogFredericia til varetagelse af særlige opgaver og koordinering af arbejdet i de amtsligeinstitutter for at sikre ensartet behandling.

201

En af de ansatte i den pædagogiske sektor i hvert amt skal gøre tjeneste som det, der idag kaldes tunghørekonsulent og have som opgave at bistå ved løsning af hørehæmme-des soiale, erhvervsmæssige og uddannelsesmæssige problemer. Derudover skal konsu-lenten specielt tage sig af døv-blevne klienter, f.eks. ved at virke som tolk i MHS(mund-hånd-systemet) og inden for opsøgende arbejde.

Teknisk audiologisk laboratorium (i dag: Laboratoriet for Teknisk AudiologiskForskning, Odense) må bevares i statsligt regie. Det må have til opgave - som hidtil -at drive forskning på det tekniske område. Desuden må det kunne give responsa samtopstille og ajourføre lister over hjælpemidler, som kan tildeles sammen med eller i ste-det for høreapparat. Det må være en opgave, som ligger hos dette laboratorium. Vi kanikke acceptere, at denne opgave lægges ud i et hjælpemiddelråd udenfor landets græn-ser, f. eks. et nordisk råd, således som det har været foreslået.

Endvidere bør man tilstræbe indførelse af begrebet »klinisk tekniker« i hvert amt,hvorved forstås en person med en passende mellemteknisk uddannelse, som bl. a. efterbesøg i hjemmet sammen med hørepædagogen kan finde alternative løsninger.

Vi går ind for Tunghørenævnets bevarelse, fordi det er nødvendigt med et styrendeorgan for bevarelse af ensartethed og formidling af udviklingen indenfor området. Næv-net skal være rådgivende for socialministeren f. eks. ved udfærdigelse af cirkulærer m. v.Nævnet bør sammensættes af repræsentanter fra høreinstitutter og Teknisk AudiologiskLaboratorium samt fra lægerne (Medicinsk Audiologisk Selskab) og brugerne (Lands-foreningen for Bedre Hørelse) desuden fra socialstyrelsen eller socialministeriet, samtamtsrådforeningen.

Angående børnenes problemer henvises til bilag A.Høreinstitutter: Bilag BKonsulentvirksomheden: Bilag C.

LANDSFORENINGEN FOR BEDRE HØRELSE

H. M. Møller,landsformand.

202

Bilag A.

LANDSFORENINGENFOR BEDRE HØRELSE(Dansk Tunghøreforening)Tordenskjoldsgade 111,1055 København K.

Særlige bemærkninger om børnene fra 0-18 år.

Vedrørende den kommende decentralisering af også høreforsorgen fra 0-18, vil vi gernefremhæve nogle synspunkter:

Statens Undersøgelses- og Vejledningsklinik for svært tunghøre og døve børn i Kø-benhavn, samt børneklinikkerne i Aalborg og Fredericia finder vi absolut bevarelses-værdige i deres nuværende form, både med hensyn til undersøgelse og vejledning ogsom selvstændige institutioner. Den store koncentration af pædagoger og psykologersamt andre fagfolk på disse klinikker muliggør en rig udveksling af erfaringer til gavnfor børnene og deres familier. Den direkte adgang »lige fra gaden« uden henvisningog visitation andet steds fra gør, at forældrene selv kan henvende sig til undersøgelse,og det store samarbejde børneklinikken og sundhedsplejerskerne imellem gør det muligtat henvise potentielle risikobørn. Man har ingen lang venteliste, undersøgelserne foreta-ges straks og de modløse forældre får råd. På klinikkerne i observationsbørnehavernehar man mulighed for under betryggende forhold at se, hvordan børnene leger medandre børn, hvordan deres adfærd er, deres sprog, deres motorik og meget andet, lige-som man tager børnene ud til høreprøver, modenhedsprøver, sprogprøver m. m.

På grundlag af disse undersøgelser starter man til vejledning i den samme institutionog børnene er trygge derved. Forældrene udveksler erfaringer i venteværelset, i samtale-grupper, i materialeværkstedet, ved forældremøder o. a. Tillige kan man besøge klinik-kens lekotek med sit barn, hvor man får udleveret legetøj og materialer til låns.

Man har et udbygget samarbejde med de skolepsykologiske kontorer, som så ofte sommuligt besøger klinikkerne.

Alt dette, og meget mere, kan ikke decentraliseres.Med hensyn til skolebørnene og den kommende decentralisering tillader vi os at hen-

vise til vedlagte forslag af 16. januar 1973 fra Hørehæmmede Børns Forældreforening,som er en underafdeling af vor forening. (Bilag D).

203

Bilag B.

LANDSFORENINGENFOR BEDRE HØRELSE(Dansk Tunghøreforening)Tordenskjoldsgade 111,1055 København K.

Særlige bemærkninger om høreinstitutterne.

Den kommunale styrelseslov angiver en opgavefordeling mellem de 3 sektorer:

1. sundhedssektoren (praktiserende læger og hospitalsvæsenet)

2. socialsektoren (sociale udvalg og forvaltninger)

3. undervisningssektoren (kommissioner og undervisningsinstitutioner)

Socialreformen tilstræber et enstrenget system pä det sociale område og et nært samar-bejde mellem de 3 sektorer.

Høreforsorgen har i statsligt regie netop været opdelt i de nævnte sektorer og haftopgaverne fordelt mellem disse. Gensidig visitation og snævert samarbejde har på for-billedlig måde kendetegnet denne forsorgsgren, siden den blev etableret ved lov af 27.januar 1950. De seneste års samarbejdsproblemer har alene været forsårsaget af enskævhed i kapacitet og ressourcer mellem undersøgelsessted (HC/HK) og behandlings/undervisningssted (HI), specielt et permanent udækket behov for pædagogisk arbejds-kraft, hvorved Hl'erne ikke har kunnet bistå HC/HK i det omfang, disse har ønsket det.

Det største mål er ensartethed i tilbud om hørepædagogisk behandling og specialun-dervisning vil givet vis bedst kunne sikres i et fortsat centraliseret system i statligt regieunder ledelse af høreinstitutterne i København (landsdelsdækkende) og Fredericia(lands- og landsdelsdækkende), da disse har opbygget et særdeles nært samarbejde ogfastlægger - med løbende revision - ensartede retningslinier for den pædagogiske virk-somhed landet over.

Såfremt en decentralisering af høreforsorgen må foretrækkes, vil der være konse-kvens i at lade høreklinikker indgå i amtets sygehusvæsen og søge Hl-afdelinger knyttettil amtets specialundervisningsvæsen, hvortil i forvejen forvaltningen af folkeskolensundervisningscentre for svært handicappede børn og den kompenserende specialunder-visning for voksne handicappede under fritidsundervisningen er henlagt.

Til et amts-høreinstitut vil der - ud over interne pædagogiske medarbejdere - væreknyttet pædagoger bosiddende spredt over hele amtet. Herved vil en væsentlig del afamts-høreinstituttets konkrete og mangeartede opgaver hensigtsmæssigt kunne løses lo-kalt i de enkelte kommuner så nær den enkelte klient som muligt. Ligeså vil samarbej-det med de lokale socialinstitutioner herved kunne styrkes.

Amts-høreinstituttet må kunne varetage de forekommende hørepædagogiske opgaver,der tager sigte på dels at bistå enhver voksen hørehandicappet med henblik på at opnåoptimal kommunikationsevne dels at bidrage til størst mulig forståelse af og hensynta-gen til hørehandicappede i samfundsmiljøerne som helhed.

Amtets høreinstitut må dels påtage sig registreringen og koordinationen af samtligepædagogiske foranstaltninger over for såvel hørehandicappede børn og unge somvoksne i amtet, dels varetage den hørepædagogiske behandling, undervisning og service,men alene over for hørehandicappede voksne.

Høreinstituttets amtsafdeling skal (ligesom måske taleinstituttets amtsafdeling) knyt-tes til det amtslige rådgivningskontor. Undervisningslederen skal stå med ansvaret fortilsynet med al pædagogisk behandling af hørehæmmede fra »vugge til grav«.

204

Småbørn: Organisere hjemmevejledning i samråd med specialundervisningscentre ogdøveskoler.

Skolebørn: Henvise til skolepsykologisk rådgivning - talehørekonsulent.

Fritidsundervisning: Rådgive konsulenten for fritidsundervisning med hensyn til hen-syntagende og kompenserende undervisning for hørehæmmede.

Kompenserende specialundervisning og behandling af voksne hørehæmmede:Stå direkte for denne undervisning - (ansætte nødvendige lærere m. v.) som høreinsti-tutafdelingen nu.

Instituttets leder skal fortsat arbejde i nær tilknytning til amtets høreklinik, sørge forden fornødne pædagogiske assistance på høreklinikken - såvel til småbørn, skolebørnsom til voksne - deltage på høreklinikken i drøftelse af den aktuelle behandling. Herkan eksempelvis nævnes: Høreapparat-ændring, tekniske hjælpemidler, pædagogisk be-handling, problemer, der måske kræver medicinsk behandling.

Instituttet må råde over ekspertise til løsning af sociale og erhvervsmæssige proble-mer (tunghørekonsulent-virksomhed).

Instituttet må kunne anskaffe og fordele specielle tekniske hjælpemidler (Hjælpemid-delcentral?) og må være orienteret om alle foranstaltninger for hørehæmmede i amtetaf alle aldersgrupper.

Undervisningslederen må stå for den kompenserende undervisning af voksne indenfor høreområdet og være visitator for undervisning af småbørn og skolebørn.

Det er ikke tanken, at han skal have direkte indflydelse på skolebørnenes specialun-dervisning, det må ligge på det skolepsykologiske kontor, men af hensyn til kontinuitetenmå han være orienteret (ved kopi af pædagogblad), og han må med jævne mellemrumafholde møder med alle behandlingsgrupper for drøftelse af mulighederne, ligesom hanmå have kontakt med socialcentret.

Institutterne i København og Fredericia ønskes bevaret i statsregie (under samme re-sort som institutterne i amterne), førstnævnte dækkende hovedstadsområdet, sidst-nævnte som fortsat landsdækkende indlæggelsesinstitution, begge fortsat landsdækkendetil forvaltning af en række fagligt koordinerede opgaver, f. eks.:

a) pædagogisk konsulentvirksomhed over for virksomheden på amternes høreinstitut-ter.

b) planlægning og medvirken i uddannelse og efteruddannelse af hørepædagoger ogandre audiologiske fagfolk,

c) koordinering af forsørgsundervisning, udvikling af undervisningsmaterialer og med-virken i forskningsprojekter.

d) varetagelse af tværfaglige og organisatoriske opgaver i samarbejdet med beslægtedefag-institutioner i ind- og udland, hvilket vil kunne ske i samarbejde med Inspektio-nen for specialundervisning.

Høreinstituttet i København.Der har i de pågående drøftelser været tale om en overføring af dette til Københavnskommune, dog således at det tillige skulle varetage opgaverne i Frederiksberg kom-mune.

Når man imidlertid betragter det stor-københavnske område (Københavns og Frede-riksberg kommuner samt hele Københavns amt), ser man, at 2 hørecentraler og 3 høre-klinikker er placeret her. De henviser tilsammen op imod 6.000 klienter til høreinstitut-tet i København og et par af dets afdelinger. Men i modsætning til høreklinikker i lan-dets øvrige område dækker de københavnske klinikker ikke fast afgrænsede områder,men overlapper hinanden geografisk. I løbet af et par år forventes yderligere oprettet enhøreklinik i Københavns kommunes hospital i Hvidovre til betjening af formentlig bor-gere fra København.

205

Denne grænseflydning for undersøgelsesinstitutionernes vedkommende taler for encentral journalregistrering i efterbehandlingsleddet på et enkelt høreinstitut dækkendehele området.

Også for så vidt angår betjeningen af klienterne, vil en centralinstitution for Stor-Kø-benhavn med en koncentreret pædagogisk administration og et relativt stort og fleksibeltpædagogisk personale, der efter omstændighederne kan sættes ind i områdets lokale di-strikter, være at foretrække frem for en opdeling af hele området i 2-3 uafhængige hø-reinstitutområder knyttet til et tilsvarende antal kommunale/amtskommunale forvalt-ninger.

Modellen svarer til, hvad taleforsorgen forestiller sig for taleinstituttet i Hellerup, deranbefales at skulle dække de to city-kommuner samt hele Københavns amt.

Et alternativ til denne model kunne være, at et høreinstitut knyttet alene til Køben-havns kommune for så vidt angår den mere langvarige og intensive pædagogiske optræ-ning af de relativt få hørehandicappede med dette behov, tillige måtte varetage denneopgave for Frederiksberg og kommunerne i Københavns amt mod refusion fra disse tilKøbenhavns kommune.

En sådan intensiv afdeling kunne ydermere stilles til rådighed for svært hørehæm-mede og døvblevne fra hele det østsjællandske område, hvori visse anliggender er hen-lagt til hovedstadsområdets kompetence. Dette område rummer 40 pct. af hele landetsbefolkning og omfatter foruden de 2 city-kommuner Københavns, Frederiksborg ogRoskilde amter, hvorfra der er hurtige og relativt billige transportforbindelser til Kø-benhavn.

Under alle omstændigheder må det anses for naturligt - såvel strukturmæssigt som afhensyn til den store koncentration af hørehæmmede i hovedstadsområdet, at der vedhøreinstituttet i København udvikles en intensiv afdeling. Dennes pædagogiske perso-nale må formodes - i kraft af de nære forbindelser til forskningsmiljøer og et relativtstort klienttal - at kunne høste erfaringer i behandlingsarbejdet og opnå en ekspertise,der såvel vil komme klienterne til gode som bidrage til en udvikling af den pædagogiskeaudiologi (audiopæda).

Høreinstituttet i Fredericia.er den eneste landsdækkende institution, som behandler hørehæmmede med særligeproblemer, som ikke kan klares ambulant.

Det drejer sig om følgende kategorier:1. Døvblevne og meget svært hørehæmmede.2. Hørehæmmede med særlige høreapparatsp rob lemer.3. Hørehæmmede med et undervisningsmæssigt behandlingsbehov, der ikke kan tilgo-

deses lokalt.4. Hørehæmmede med psykiske komplikationer.5. Hørehæmmede med sociale eller erhvervsmæssige problemer.6. Hørehæmmede, hvis audiologiske status skal vurderes med henblik på tildeling af

invaliditetsydelse eller invalidepension.

Opholdet varer fra 14 dage til flere måneder - afhængig af den enkeltes behov. Høre-hæmmede i alle aldersgrupper ud over folkeskolealderen optages.

Vi argumenterer for förbliven i statsregie - under samme ressort som de decentralise-rede institutafdelinger, idet det alt taget i betragtning bedre vil muliggøre realiseringenaf den opgave, instituttet har. Bliver instituttet underlagt Vejle amt, vil refusionsproble-mer mellem de øvrige amter og kommuner kunne blive ret vanskelige.

Det største problem for klienterne er nok, at de enkelte amter eller kommuner pågrund af økonomiske overvejelser kan have den opfattelse, at de lokale foranstaltningermå anses for tilstrækkelige, således at enkelte hørehæmmede vil kunne hindres i at fåden miljøændring, døgnobservation og -behandling, som vil være nødvendig for denbedst mulige høremæssige revalidering (høreapparattilpasning i de specielle tilfælde

206

kræver »indlæggelse« ligesom instituttet også kan komme i vanskeligheder med aktivite-terne ud over det rent undervisningsmæssige).

Behandlingen omfatter ikke alene specialundervisning i gængs forstand, men i mangetilfælde har den sin største styrke i gruppearbejdet, ikke alene i den daglige undervis-ning, men også ved specialkurser for særlige grupper, f. eks. unge under uddannelse.

Instituttet skulle gerne fortsat kunne virke som et sikkerhedsnet for de hidtidige høre-institutafdelinger i amterne, hvorfor det er vigtigt, at det bevares som et tilbud uafhæn-gig af økonomiske overvejelser på lokalt plan og kun afhængig af en horepædagogiskvurdering.

Vi må som sagt foretrække statsregie, men skulle man alligevel ønske en overflytningtil Vejle amt, vil en øremærkning af tilskuddet være eneste mulighed.

Der behandles ca. 300 klienter årligt på instituttet i Fredericia og det interne budgeter på godt 2 mill. kr. I en stor sammenhæng et ret beskedent beløb.

Dette klienttal dækker landsbehovet for intern specialbehandling, og det vil på grundaf lokale foranstaltninger formentlig ikke stige væsentligt i de kommende år.

207

Bilag C.

LANDSFORENINGENFOR BEDRE HØRELSE(Dansk Tunghøreforening)Tordenskjoldsgade 111,1055 Kobenhavn K.

Særlige bemærkninger om konsulentvirksomheden for tunghøre og døvblevne.

I. Klientelets afgrænsning.

For at klargøre, hvilken personkreds det drejer sig om, er en definition af hørehandicap-grupperne nødvendig. Skønt der findes mange varianter, kan følgende hovedgrupperopstilles:

a. Dove.Født uden eller med så ringe hørelse, at de ikke kan lære sproget gennem øret.

Sproget er begrænset, og talen ofte vanskelig at forstå.Kommunikationen sker skriftligt, ved mundaflæsning og tegnsprog, bedst formidlet

gennem døvetolk.

b. Døvblevne.Født hørende, men har efter sprogets tilegnelse mistet hørelsen totalt.

Har oftest normalt sprog og i reglen normal tale.Kommunikationen må foregå skriftligt eller ved mundaflæsning, undertiden bedst

formidlet ved tolk i mund-hånd-systemet.

c. Partielt hørehandicappede. (Den største gruppe).Høretabet kan delvis afhjælpes med høreapparat.

Sproget og talen er afhængig af hørenedsættelsens omfang og varighed.Kommunikationen foregår på normal vis ved en kombination af hørelse og mundaf-

læsning.Denne gruppe omfatter personer med høretab, der spænder fra næsten døvhed til let-

tere hørenedsættelse.

NB. Pkt. a. hører under døveområdet.

II. Tunghørekonsulenternes nuværende arbejdsopgaver.

Til forståelse af de specifikke behov for bistand, som de hørehæmmede har ud over dealmene, der er fælles med andre handicapgruppers, må tunghørekonsulenternes nuvæ-rende arbejdsopgaver omtales. De falder således i tre afsnit:

1. at tilgodese den høremæssige faktor i de hørehæmmedes uddannelses- og erhvervs-planlægning,

2. follow up arbejdet for at sikre, at dette sker i praksis, og3. specielle sociale opgaver, hvor høreproblemet er involveret.

I praksis foregår samarbejdet for tiden således, at tunghørekonsulenterne har fasteaftaler og møder med folkeskolens amtsskolepsykologer og hørekonsulenter samt ydervejledning til de kommunale socialforvaltninger og arbejdsformidlingskontorer om dehørehæmmede, der bor i de regionale arbejdsområder. Hver sag drøftes individuelt, ogsamarbejdsformer aftales således, at det sikres, der tages de fornødne høremæssige hen-syn, og at der ikke sker arbejdsmæssig overlapning.

208

Erfaringerne gennem årene har vist, at follow up arbejdet er meget vigtigt, idet derkun alt for ofte sker fejlvurderinger og forglemmelser med hensyn til hørehandicappet ide individuelle tilfælde enten ved over- eller undervurdering af handicappets virkninger.

De middelsvært hørehæmmede, der kun kan opnå delvis kompensation med høreap-parat, fejlvurderes oftest af audiologisk ukyndige og har derfor i særlig grad behov forbistand af sagkyndige.

Tunghørekonsulenterne må ofte udføre en art »ambulancetjeneste« og rykke ud ententil uddannelses- eller arbejdssteder for at give den høremæssige vejledning, der netop idet enkelte tilfælde er påkrævet, når der opstår kommunikationsproblemer.

For at kunne yde denne bistand må tunghørekonsulenterne være nøje inde i, hvilkehjælpemidler der er til rådighed for de hørehæmmede, kende disses specielle psyke ogreaktioner samt mestre mund-hånd-systemet for at kunne kommunikere med de døv-blevne og stærkt tunghøre.

Udviklingen inden for audiologien foregår så hurtigt, at det ikke er en viden, der kanindlæres på kort tid og udnyttes uforandret fremover. Det kræver års indlæring og erfa-ringer at kunne fungere effektivt som tunghørekonsulent. Ikke mindst må man kunneudlægge de medicinske, pædagogiske og tekniske data fra den øvrige høreforsorg, somer det grundlag, hvorpå tunghørekonsulenterne bygger deres arbejde.

Desuden er der de sociale opgaver, hvor høreproblemer er involveret, såsom redegø-relse for horetabet i ansøgninger om pensioner, bistand for at undgå misforståelser vedde horehæmmedes forhandlinger med offentlige kontorer m. v. samt egentlig tolkebi-stand (ved hjælp af mund-hånd-systemet) til døvblevne og svært tunghøre.

III. Forslag til kosulentvirksomhedens udlægning.

De under pkt. II nævnte arbejdsopgaver foreslås tildelt det amtskommunale høreinsti-tut, til hvilket der er knyttet nødvendig ekspertise, nemlig en specialuddannet hørepæ-dagog eller socialrådgiver.

En forudsætning for, at opgaverne kan løses forsvarligt, er, at de tildeles en bestemtmedarbejder, der - hvis det bliver en hørepædagog - fleksibelt kan frigøres fra det pæ-dagogiske arbejde efter behov, men således at konsulentarbejdet prioriteres højere enddet pædagogiske arbejde for denne medarbejder.

Det er ligeledes en forudsætning, at vedkommende medarbejder oplæres til konsu-lentarbejdet ved forudgående deltagelse i kurser, der giver fornøden indsigt i sociallov-givningen og de betingelser, der må være for et effektivt samarbejde med kommunalesocialforvaltninger, arbejdsformidling, uddannelsessektoren og arbejdsmarkedet. Medar-bejderen må løbende deltage i efteruddannelse for at være ajourført på disse områder.

Den opgave at sørge for fortsat uddannelse og for gensidig koordination, informationsamt organisering af faglige møder m. v. kan mest hensigtsmæssigt henlægges til detlandsdækkende høreinstitut.

I overgangstiden, indtil det fornødne antal specialuddannede medarbejdere er til rå-dighed og en fast form etableret, bør oplæringen tillige indeholde praktik hos de nuvæ-rende tunghørekonsulenter, således at deres erfaringer og ekspertise udnyttes.

Det forekommer naturligt, om de nuværende fire tunghørekonsulenter indplaceres ide nævnte amtskommunale høreinstitutstillinger.

Af hensyn til vejledningen til kommunerne i arbejdet med de hørehæmmede vil detvære ønskeligt, at en redegørelse i overensstemmelse med foranstående kommer til atindgå i et cirkulære fra socialministeriet, eventuelt socialstyrelsen.

209

Bilag D.

HØREHÆMMEDE BØRNS 16. januar 1973.FORÆLDREFORENING

I forbindelse med de overvejelser, der pågår vedrørende samling af al specialundervis-ning under undervisningsministeriet og den hermed forbundne decentralisering til kom-munalt og amtskommunal t regi, har Hørehæmmede Børns Forældreforening udarbejdetmedfølgende forslag til koordination af specialundervisning. Forslaget er skematisk ud-trykt i vedlagte organisationsdiagram. HBF repræsentanter har drøftet skitsen med ud-valget til samarbejde mellem Fredericiaskolen og folkeskolens specialundervisning i Fre-dericiaskolens distrikt, der i princippet er enige om forslaget.

HBF foreslår:1. at der oprettes et direktorat for specialundervisning.2. at lands- eller landsdelsdækkende institutioner underlægges dette direktorat.3. at der tilknyttes direktoratet et fællesapparat for al specialundervisning.4. at der oprettes et specialundervisningsråd.5. at der oprettes lovfæstede tilsynsråd.

For at kunne forklare disse forslag har HBF fundet det hensigtsmæssigt at opstille etorganisationsdiagram, der udtrykker den sammenhæng og de funktioner, der efter vormening er væsentlige for gennemførelsen af en koordineret specialundervisning, nårdenne i forbindelse med den pågående socialreform overgår til at være et ansvar, somunderlægges undervisningsministeriet.

For at kunne sikre og koordinere specialundervisningen foreslås der oprettet et direk-torat for specialundervisning direkte under undervisningsministeriet.

Direktoratet for specialundervisning samvirker med sundhedsstyrelsen og socialstyrel-sen ved oprettelsen af et specialundervisningsråd.

Specialundervisningsrådet tilsigter koordination af lovgivningsarbejdet og følgevirk-ninger. I rådet bør der bl. a. findes repræsentanter fra Direktoratet for specialundervis-ning, Sundhedsstyrelsen, Socialstyrelsen, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsfor-ening, Invalideorganisationen og forældreforeningerne.

Direktoratet for specialundervisning har ansvaret for de funktioner, som indgår i fæl-lesapparatet, nemlig:1. Inspektionen for specialundervisningen, som foretager inspektion i hele specialunder-visningsområdet, således at undervisningstilbuddet til samtlige handicappede er af enensartet standard afhængig af de enkelte amters eller kommuners økonomi og politik.

2. Planlægning og koordination, som er et nødvendigt led i tilrettelæggelsen af denlandsdækkende specialundervisning.

3. Specialpædagogisk Institut, der er det centrale uddannelsessted for specialpædagog-uddannelsen, og som skal sikre, at denne opnår en kvalitet og kvantitet, der svarer tilbehovet.

Instituttet kan enten oprettes som en afdeling ved Danmarks Lærerhøjskole under be-tingelse af, at den får sit eget professorat, eller der oprettes et selvstændigt institut medegen økonomi baseret på særligt lovgrundlag. Det foreslås, at specialpædagogisk in-stitut udnyttes som det centrale forskningssted, der stiller forskningsresultater til rådig-hed for hele undervisningsområdet.

210

4. Lands- og landsdelsdækkende specialskoler, f.eks. Statens skoler for tunghøre ogdøve, som i øvrigt ønskes placeret i integreringen, således at man opnår et samarbejde ilighed med det, der er peget på i »Fredericiaskitsen« (Socialreformkommissionens 2. be-tænkning, nr. 664, bilag 14, underbilag 3).

Ved de lands- og landsdelsdækkende specialskoler bør de nuværende forældreråd af-løses af lovfæstede skolenævn eller tilsynsråd.

Direktoratet for specialundervisning samvirker med amts- og primærkommuner. Deretableres lovfæstede tilsynsråd.

Tilsynsrådene tilsigter opfølgning af den specialundervisning, der gennemføres i amts-kommunalt og kommunalt ansvarsområde henholdsvis i centerundervisningen og i denintegrerede undervisning i folkeskoleklasserne.

Tilsynsrådene påpeger eventuelle ulemper eller problemer over for amt eller kom-mune, og bør i øvrigt kunne henvende sig direkte til direktoratet for specialundervis-ning. I tilsynsrådene bør der i lighed med skolenævnene findes repræsentanter for debevilgende skolemyndigheder, dvs. folkevalgte medlemmer af amts og kommunale sko-leudvalg, og forældre med børn under specialundervisningen. Som tilforordnede fore-slås repræsentanter fra administrationen, specialpædagoger t. ex. amtsskolepsykolog, cen-terleder m.fl., der har ansvaret for specialundervisningens gennemførelse. Herudoverforeslås det, at forældrerepræsentanter for de enkelte handicapgrupper kan tilforordnes.

Hørehæmmede børns forældreforening

Kirsten Jensen.

211

212

Bilag 15.

FORÆLDREFORENINGEN 30. marts 1976.VED STATENS INSTITUT FOR TALELIDENDE I ÅRHUSc/o Lars Viby MogensenKrusåvej 28, 8600 Silkeborg

Udvalget for udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorgc/o Sekretær Bent Elkjær HansenSocialministeriet, Slotsholmsgade 6, 1216 København K.

I forbindelse med udvalgsarbejdet vedr. eventuel udlægning af åndssvageforsorgen ogden øvrige særforsorg til amtskommunalt regie, ønsker forældreforeningen ved StatensInstitut for talelidende i Århus at udtale følgende:

Forældreforeningen anser det for vigtigt, at de 2 landsdækkende centralinstitutter,S. I. T. i Hellerup og i Århus, videreføres som statsinstitutter samt udbygges til at kunneløse de opgaver, der nu er dem pålagt.

Endvidere mener foreningen at taleinstitutternes nuværende amtsafdelinger bør vide-reføres, videreudvikles og bevares som talepædagogiske enheder med organisatorisk til-knytning til de 2 centralinstitutter.

En eventuel opsplitning af taleinstitutterne og deres amtsafdelinger med efterfølgendeudskilning og fordeling af de forskellige funktioner på andre sektorer i samfundet anserforældreforeningen for at være ødelæggende for opretholdelse og videreudvikling afden ekspertise og kompetence inden for undersøgelses-, behandlings-, konsulent- og ud-dannelsesvirksomhed som taleinstitutterne besidder i dag.

Med venlig hilsen

Lars Viby Mogensen.

213

Bilag 16.

LANDSFORENINGEN AF VANFØRE 8. april 1976.Hans Knudsens Plads I10,2100 København 0.

Til udvalget om udlægning af åndssvageforsorgenog den øvrige særforsorg.

I. Landsforeningen af Vanføres principielle stilling til udlægning af vanføreforsorgen.

Landsforeningens stilling til den påtænkte udlægning af vanføreforsorgen til primær- ogamtskommuner er principielt den samme, som meddelt udvalget ved skrivelse af 19. ja-nuar d. å., idet vi fremdeles mener,

at »det må kunne forventes, at vanføre med lette eller middelsvære handicaps underden nye opgavefordeling mellem staten og kommunerne vil få deres problemer løst ligeså godt som under den eksisterende ordning. Men tilbage bliver en gruppe, hvis særligeproblemer kun vil kunne løses ved lands- eller landsdelsdækkende institutioner«,

og at »ingen nedlæggelse eller overgang til primær- eller amtskommunalt regie kanfinde sted, uden at der ikke sker forringelse af de vanføres eksisterende vilkår«.

Vi erkender klart, at de vanføre er en såre diffus og lidet homogen gruppe i modsæt-ning til de fleste andre handicap-kategorier, der omfattes af samfundets særforsorgsfor-anstaltninger. Det betyder dels, at det kan være svært ganske præcist at påvise, hvilkeforanstaltninger der nødvendigvis må forblive under staten, for at der ikke skal blivetale om en standard-forringelse for vor gruppe. Det vil nemlig i høj grad bero på, hvilkeaf de eksisterende særforsorgsforanstaltninger, der bevares rundt i amtskommunerne oghvilke nye initiativer der vil blive taget efter amtskommunaliseringen.

Men samtidig må det klart siges, at skal landsforeningen kunne acceptere en megetomfattende udlægning, må der gives os mulighed for at kunne følge, hvad der sker iprimærkommuner og amtskommuner, og for at kunne træde til med råd, vejledning oghenstilling over for kommunerne og deres vanføre klientel - ud fra den indsigt i ogviden om de vanføres problemer, som vi sidder inde med.

Dette spørgsmål vil blive taget op under punkterne IV-VI.

II. Bemærkninger til »udkast til betænkning om udlægning af åndssvageforsorgen ogden øvrige særforsorg«, kap. I-IV.

På udkastets side 8 anførtes det, at socialreformkommissionen lagde vægt på, at ved athenlægge forsorgsudøvelsen til primær- og amtskommuner måtte der sikres »en vis so-cial mindstestandard ud over landet«. Vi er enige i kommissionens synspunkt ud fraden betragtning, at ca. 150 primærkommuner har et befolkningsunderlag på mindre end10.000, ligesom amtskommunerne er meget forskellige, både hvad udstrækning, befolk-ningstæthed og velhavenhedsniveau angår. En blot rimelig lighed for forbrugerne i formaf en acceptabel ensartethed i behandlingen af disse beror nemlig ikke kun på »dengode vilje« eller fraværet af samme, men i mindst lige så høj grad på eksistensen af denødvendige ressourcer.

Senere i udkastet (pag. 10) hedder det:

214

»Det vil være i strid med målsætningen, hvis den handicappede - blot ved at værerubriceret under en bestemt handicapgruppe - afskæres fra en hensigtsmæssig bistandfra samfundets side, som ellers står til rådighed for landets brugere«.

Landsforeningen deler principielt dette synspunkt, dog med den tilføjelse, at det ikkelangs ad vejen må komme til at betyde, at de støtteforanstaltninger af social og andenart, som er tilstrækkelige til at løse normalbefolkningens problemer, også må blive ansetfor dækkende for det tidligere særforsorgsklientel. Særfærsorgsforanstaltningerne skaljo bl. a. ses som et udtryk for en erkendelse af, at det almindelige sociale, undervisnings-mæssige og sundhedsmæssige beredskab ikke slog til over for særforsorgens klienter.

Udkastets kap. IV beskæftiger sig en del med støtte og vejledning, nu og i fremtiden.På side 26 kan man således læse: »F. eks. ydes der i vidt omfang gennem konsulenter ogpå den anden måde støtte til svært handicappede, der har ophold i egen bolig«. Og påside 31 redegøres der for, hvordan der ydes støtte til familier med hjemmeboende sværtvanføre børn eller unge af Samfundet og Hjemmet for Vanføre. Afsluttende hedder det:

»Ved bistandslovens ikrafttræden har kommunerne fået et øget ansvar over for han-dicappede, når de opholder sig i eget hjem. Det må forudses, at kommunerne på dennebaggrund i videst muligt omfang påtager sig den generelle forpligtelse til at yde rådgiv-ning til familier med handicappede børn i det omfang, det drejer sig om rådgivning, jfr.bistandslovens § 28«.

I sammenhængen omtales på side 32 praktisk bistand i hjemmet efter bestemmelsen i§ 48, som senere hen (pag. 42) sammeholdes med §§ 52 og 53. Endelig beskrives sær-forsorgens konsulentordninger (pag. 41) således:

»Gennem konsulentordninger inden for åndssvage-, døve-, tunghøre-, blinde- og van-føreforsorgen ydes der således handicappede rådgivning om boligforhold, henvendelsetil offentlige myndigheder, bistand ved opnåelse af beskæftigelse samt om mere person-lig rådgivning«.

Sluttelig skal det nævnes, at der under omtalen af hjælpemidler efter § 58 markeres,at »visse specielle hjælpemidler fortsat skal udleveres af centrale institutioner«. Det dre-jer sig om hjælpemidler til blinde, døve og tunghøre, mens vanføre skal have deres leve-ret på lokalt plan. Naturligvis må denne sondring ses i sammenhæng med de forskelligehandicapgruppers størrelse og deres behov for ensartede eller uensartede hjælpemidler,men det fortæller også noget om, hvilke grupper der er homogene, og hvilke der ansesfor heterogene.

Der skal i øvrigt ikke på dette sted tages stilling til, om de omtalte arrangementer iprimærkommunalt regie er tilstrækkelige til at dække de vanføres behov fyldestgø-rende, når de ortopædiske hospitaler amtskommunaliseres, og når den sociale rådgiv-ning under Samfundet og Hjemmet for Vanføre kraftigt indskrænkes eller helt ophører.I stedet for henvises til afsnittene III, IV, V og VI.

III. Paragraffer i bistandsloven, der er af særlig betydning for vanføregruppen.

Selv om landsforeningen erkender, at ifølge udlægningsudvalgets kommissorium skaldette entydigt beskæftige sig med den samlede særforsorgs udlægning til amts- og pri-mærkommuner, anser vi det alligevel for adækvat kort at gennemgå de paragraffer ibistandsloven, som er af særlig betydning for vanføregruppen - for på den måde bedreat kunne vurdere de vanføres totalsituation på bistandslovens betingelser og efter bort-fald af vanføreforsorgen.

§§ 30 og 42 kan vel med rimelighed kaldes revalideringsparagraffer, da deres ind-holdt stort set svarer til bestemmelserne i revalideringsloven. Vor bekymring går herprimært på den store kompetence, der er tillagt arbejdsformidlingen. Landsforeningener så gammel, at den kan erindre tiden før revalideringslovens ikrafttræden. Dengangvar arbejdsanvisningen for erhvervshæmmede for os at se et rudimentært appendix til

215

anvisningen for fuldt arbejdsføre. Og dengang havde vi dog statsinstitutionen Invalide-forsikringsretten og den selvejende institution Samfundet og Hjemmet for Vanføre.

§ 48 (kontanthjælp til familier, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med ved-varende fysisk eller psykisk lidelse eller til personer, der i eget hjem er under vedvarendetilsyn af en særforsorgsinstitution), § 52 (lejlighedsvis hjemmehjælp) og § 55 (varighjemmehjælp) er allerede omtalt under afsnit II.

Kontanthjælp efter § 48 er beskrevet i cirkulæret om kontanthjælp, afsnit D, punkt51-55. Umiddelbart synes betingelserne mere rigoristiske end efter de gældende regler.Men det skal naturligvis indrømmes, at en realistisk vurdering først kan foretages, nårvi har erfaring for kommunernes fortolkning af bestemmelsen.

§ 58 (hjælpemidler, herunder biler), § 59 (hjælp til indretning af boligen), § 60(støtte til omsorgsarbejde) og § 61 (tilskud til abonnement til kollektive transportmid-ler eller til befordring med individuelle transportmidler) er alle fire af vital betydningfor mange i vanføregruppen. Derfor foruroliger det os, at der på disse områder ikke fore-ligger mulighed for anke ifølge § 62. Set fra vores synsvinkel kan det meget vel tænkes,at der i nogle primærkommuner hverken findes vilje til positiv og forstående indsatseller den nødvendige ekspertise, som ofte er den afgørende forudsætning for en forstan-dig afvikling af de enkelte sager.

§ 68 (anbringelse i pleje i private hjem under tilsyn af en særforsorgsinstitution), §74 (daghjem og dagcentre), § 79 (plejehjem og beskyttede boliger) og § 91 (revalide-ringsinstitutioner og beskyttede virksomheder) omhandler foranstaltninger, der entenhar deres basis i primærkommunen eller i amtskommunen - og med begrænset indfly-delse fra socialstyrelse og/eller socialministerium.

Også i disse tilfælde bliver det svært for landsforeningen og dens lokale afdelingerrundt i landet at følge med i tingene, når tingene sker. På de givne konditioner og medde foreliggende økonomiske og menneskelige ressourcer bliver det uhyre vanskeligt atholde forholdene under observation, vurdere initiativerne eller manglen på samme eller idet hele taget komme med rimelige indsigelser eller konstruktive forslag.

I flere af de i dette afsnit nævnte paragraffer har Samfundet og Hjemmet for Vanføreenten indstillingsret eller tilsynspligt. Såfremt institutionen indskrænkes væsentligt ellerganske ophører med at fungere, eksisterer der ikke længere en instans, der kan væreden vanføre behjælpelig i konkrete situationer eller for vanføregruppen som sådan vedprincipielle afgørelser.

I ovenstående er taget stilling til de paragraffer, som direkte beskæftiger sig med devanføre som enkeltindivider og som gruppe. Men vi erkender samtidig, at bistandslo-vens øvrige bestemmelser handler om eller kan komme til at handle om de vanføre, alden stund de - som enhver anden - er borgere i det danske samfund. Men når det kankonstateres, at de paragraffer, som især omhandler de vanføre, kun yder betingede ga-rantier for en vejledning og støtte tilsvarende den hidtil kendte, er det svært at fæste lidtil, at bistandslovens bestemmelser som sådan, der jo sigter på befolkningen i det heletaget, umiddelbart vil kunne honorere vanføregruppens særlige behov, dersom der ikkeetableres et serviceorgan på landsbasis.

I afsnittene IV, V og VI vil forslag sigtende herpå blive fremlagt.

IV. Amtskommunal konsulentordning under Landsforeningen af Vanføre.

Af Samfundet og Hjemmet for Vanføres skrivelse af 8. marts d. å. til udlægningsudval-get fremgår det, at »når hospitalernes (de ortopædiske) særforsorgsstatus bortfalder,ophører Samfundet og Hjemmet for Vanføres socialrådgivning i vidt omfang, og råd-givningsvirksomhed overgår til kommunerne«.

Landsforeningen er enig med SHfV i denne vurdering, da institutionens sociale råd-givningsvirksomhed så åbenbart har haft sin basis i de ortopædiske hospitaler, og nårdisse amtskommunaliseres, er de sociale medarbejderes umiddelbare kontakt til de van-føre klienter og patienter næsten ophørt at eksistere.

216

Samtidig må vi dog mene, at den kommunale rådgivning ikke kan gå i stedet for denhidtidige af SHfV foranstaltede. Det skyldes flere forhold: 1) det vanføre klientel erikke vant til at henvende sig i kommunen, 2) kommunernes social- og sundhedsforvalt-ning sidder ikke inde med den nødvendige ekspertise på området, fordi de almindeligvistidligere har henvist vanføre klienter til det nærmeste ortopædiske ambulatorium, og 3)der vil i alt fald gå en rum tid, inden de kommunale forvaltninger erhverver sig denneekspertise.

I det tomrum, som uvægerligt vil opstå, inden kommunerne bliver fuldt fortroligemed og fuldt kvalificerede til denne nye opgave, finder vi det ikke hensigtsmæssigt, atvanføregruppen lades i stikken, hvorfor vi vil foreslå, at den formidlende opgave at eta-blere kontakt mellem klient og kommune overdrages til landsforeningen, ligesom denendvidere vil kunne påtage sig at rådgive kommunerne i spørgsmål, der er specifikkefor vanføregruppen.

Se endvidere nedenfor under afsnit V.Hidtil har landsforeningen udøvet en begrænset, rådgivende virksomhed for vanføre

klienter og offentlige myndigheder. Denne virksomhed har hidtil været varetaget af 4vanførekonsulenter. Der er fra statens side ydet et tilskud til opgaven, mens restbeløbeter blevet finansieret af landsforeningens egne midler.

Vi er bekendt med, at institutioner og organisationer - repræsenterende andre handi-capgrupper - har fået dækket deres udgift til konsulentvirksomhed fuldt ud af staten.Når vi ikke tidligere har kunnet opnå en tilsvarende ordning, går vi ud fra, at det skyl-des, at Samfundet og Hjemmet for Vanføre som anerkendt særforsorgsinstitution harmodtaget fuld underskudsdækning, der også har omfattet institutionens sociale rådgiv-ningsvirksomhed .

Vores konkrete forslag går ud på, at der i hvert amt ansættes en vanforekonsulentsamt i det stor-københavnske område to konsulenter. Disse vanførekonsulenter, der skalvære fortrolige med alle aspekter i vanføreproblematikken, får som opgave at assistereprimær- og amtskommunerne i ønsket omfang vedrørende vanførespørgsmål samt ifornødent omfang rådgive og støtte vanføre individuelt.

Konsulentordningen finansieres fuldt ud af det offentlige, og Landsforeningen afVanføre forpligter sig til ved hvert finansårs afslutning at afgive en samlet rapport omkonsulentvirksomheden i den forløbne periode.

Vi har bemærket os, at Landsforeningen Evnesvages Vel i skrivelse af 12. marts d. å.har givet udtryk for lignende tanker for åndssvages vedkommende.

V. Basisgruppe i landsforeningens regie i samarbejde med de sygdomsbekæmpende for-eninger på vanføreområdet.

Bistandslovens afsnit V, kap. 13, §§ 58-62 omhandler hjælpemidler, herunder biler ogindretning af boligen.

Hidtil har hjælpemiddelområdet, når det har drejet sig om vanføre, været splittet oppå 3 udvalg, nemlig

Boligudvalget for Bevægelseshæmmede,Hjælpemiddeludvalget for Handicappede,Motorudvalget for Invaliderede.I disse 3 udvalg har landsforeningen i samarbejde med de sygdomsbekæmpende for-

eninger udført et servicebetonet arbejde, der dels har været rettet mod den enkelte van-føre forbruger, men som i lige så høj grad har henvendt sig til offentlige myndighedermed tilbud om service på områderne boliger, biler og hjælpemidler i almindelighed.

Der har til hvert af udvalgene været knyttet en mindre stab af lønnede funktionærer,der har taget sig af de udadrettede funktioner.

Det har længe været under overvejelse at slå de tre udvalg sammen og give dem etfælles sekretariat. En tværgående gruppe arbejder for tiden med spørgsmålet.

217

Efter at bistandsloven har samlet alle former for hjælpemidler i et fælles afsnit ersammenlægningen af udvalgene blevet yderligere aktualiseret. Men hertil kommer, atmed den decentralisering af hjælpemiddelområdet til vurdering og beslutning i primær-og amtskommunalt regie, som bistandsloven har betydet, er det blevet mere nødvendigtend nogensinde før med et forenklet, funktionelt og effektivt apparat, der kan yde denenkelte vanføre forbruger og de primær- og amtskommunale instanser en kvalificeret ognøgtern rådgivning og assistance.

Da det nye hjælpemiddelsekretariat også skal være til rådighed for de lokalt place-rede vanføre konsulen ter, ville det desuden være en fordel om sekretariatet var forsynetmed særlig socialpolitisk ekspertise, der kunne dække alle områder inden for den soci-ale sektor.

Der er ikke for nærværende truffet nogen endelig afgørelse om hjælpemiddelsekreta-riatets struktur, udformning og omfang, ligesom landsforeningens forslag ikke i enkelt-heder er drøftet med de involverede, sygdomsbekæmpende foreninger. I øvrigt vil vigerne drøfte dette løse skitseforslag med udvalget samt, om ønskes, med socialministe-riet og/eller socialstyrelsen.

Idet vi henviser til næstsidste punktum i afsnit III, skal det bemærkes, at efter lands-foreningens bedste overbevisning vil det være af uvurderlig betydning, om et sådant -helt eller delvist offentligt finansieret - hjælpemiddelsekretariat bliver etableret. Denneetablering er alene nødvendiggjort af bistandslovens generelle principper om decentrali-sering, men accentueres yderligere ved vanføreforsorgens indskrænkning eller ophæ-velse.

VI. Udviklingsarbejde for hjælpemidler.

I hjælpemiddelcirkulærets punkt 3 henstilles det, at der i amtskommunalt regie opretteshjælpemiddelcentraler. Disse amtshjælpemiddelcentraler skal både være rådgivende forprimærkommunerne som i påkommende tilfælde for den enkelte bruger, ligesom de skalvære depot for amtets overskydende bestand af hjælpemidler.

Når det tages i betragtning, hvilket enormt udbud af hjælpemidler til handicappededer reelt finder sted, vil amtshjælpemiddelcentralerne efter landsforeningens opfattelsekunne komme alvorligt i klemme - dels med at være tilstrækkeligt forsynet med de for-skellige tilbud og dels med at kunne vurdere deres kvalitet og anvendelighed.

Ganske vist er der efter bestemmelserne i hjælpemiddelcirkulærets punkt 12 nedsat etafgrænsningsnævn, som skal tage stilling til, hvilke hjælpemidler der kan ydes delvisstatsrefusion til efter bistandslovens § 133. Men selv med denne vejledende fortegnelse ihånden kan det være vanskeligt at vurdere, hvor nuanceret et udvalg af hjælpemidleren amtscentral skal rumme.

Hertil kommer imidlertid, at hjælpemidler ikke er statiske størrelser. Nogle forældes,mens nye komme til. Foruden at tage stilling til, hvilke hjælpemidler der skal bevilgesvia sygehusvæsenet og hvilke efter § 58 i bistandsloven, bliver det nævnets opgave atvurdere nye hjælpemidler. I denne forbindelse nævnes det direkte i hjælpemiddelcirku-læret, at »nævnet vil om nødvendigt kunne foranledige, at der foretages afprøvning afnye hjælpemidler og nyt behandlingsapparatur«.

Det er landsforeningens principielle opfattelse, at en sådan afprøvning bør finde stedaf allerede eksisterende hjælpemidler og af ny-tilkomne. Det er nemlig ikke småbeløb,som af det offentlige investeres i hjælpemidler. Er der således for ofte tale om fejlinve-steringer, enten fordi produktet er for ringe, eller fordi valget var forkert til formålet,betyder det unødigt besvær for brugeren og en fejlagtig investering for det offentlige.

Landsforeningen skal derfor foreslå, at der oprettes et udviklingsinstitut for hjælpe-midler, hvor disse kan blive afprøvet og deres kvalitet og anvendelighed bliver takseret.Efter vor formening skal instituttet ikke alene foretage afprøvninger af hjælpemidler påafgrænsningsnævnets foranledning, men bør også kunne optræde som konsulent for deenkelte, amtslige hjælpemiddelcentraler.

218

Hvorvidt opgaven skal henlægges til Samfundet og Hjemmet for Vanføre, om derskal oprettes et særligt statsligt institut, om det skal ske ved et samarbejde mellem amts-kommunerne, eller om man vil overdrage vor forening opgaven, skal vi ganske hen-stille. Vigtigst for os er det, at problemet finder en løsning, som er til gavn for den en-kelte forbruger og til glæde for de offentlige kasser.

København, den 8. april 1976.

Landsforeningen af Vanføre

Erik Knudsen,landsformand.

219

Bilag 17.

REDEGØRELSE FRAOVERLÆGE DR. MED. HENNING SKYDSGÄRDUd lægningsudvalget vedr. åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg,Slotsholmsgade 6, 1216 København K.

Til udvalgets orientering skal jeg tillade mig at fremsætte nedenstående redegørelse ang.Blindeinstituttets øjenklinik.

Siden oprettelsen af Det Kongelige Blindeinstitut i 1858 ses øjenlæger at være knyttettil blindeforsorgen. I mange år var øjenlægen ved Blindeinstituttet tillige instituttetshuslæge, en kombination der var nødvendiggjort på grund af den tids fremtrædende al-mensygdomme hos Blindeinstituttets beboere og blinde i det hele taget.

I 1938 blev lægegerningen ved Blindeinstituttet delt. Der indførtes fast huslægeord-ning og oprettedes en central særlig øjenklinik for blindeforsorgen. Denne havde i deførste 30 år derefter til huse i forhåndenværende men stadig udvidede lokaler på detgamle Blindeinstitut på Kastelsvej, siden 1968 i specielt dertil indrettede nye lokaliteteri en fløj i det nybyggede »Statens Institut for Blinde og Svagsynede« på Rymarksvej.Den nævnte centralisering af alle oftalmologiske problemer i forbindelse med visuellehandicap er siden da gennem årene videreført og intensiveret i takt med den megetstærke udbygning af blindeforsorgens omfang og effektivitet, ikke mindst gennem densidste halve snes år.

Øjenklinikken omfatter et ambulatorium, et operationsafsnit samt en sengeafdeling,også til rådighed for huslægen, med ialt 14 sengepladser. Klinikken råder over et fuldtmoderne oftalmologisk instrumentarium, tilstrækkeligt ikke blot til daglige rutinemæs-sige undersøgelser, men også til specielle undersøgelser i videnskabeligt øjemed. Til am-bulatoriet er siden 1958 knyttet en afdeling for svagsynsoptik med henblik på tildelingaf specielle optiske hjælpemidler (kikkertbriller, stærke læseglas, lupper o. 1.), hvorvedudnyttelsen af selv meget små synsrester, hvor traditionelle synshjælpemidler er udeneffekt, har kunnet bedres betydeligt. Denne afdeling omfatter også tilpasning af kon-taktlinser til patienter med synsinvaliderende øjensygdomme, fortrinsvis hornhindesyg-domme. Det drejer sig dels om rent optiske kontaktlinser, der i en række tilfælde, hvoralmindelig brillekorrektion har ingen eller beskeden effekt, giver betydelig undertidenslående synsforbedring, dels om terapeutiske resp. beskyttende kontaktlinser, der indgårsom et undertiden afgørende led i behandlingen af komplicerede hornhindelidelser afforskellig oprindelse (betændelse, traume, følger efter hornhindetransplantation, misdan-nelser o. a.). Dette arbejde kræver selvsagt dagligt samarbejde mellem øjenlæger og op-tikere.

Klinikken modtager til undersøgelse og behandling følgende patientkategorier:

1. Alle nuværende elever og revalidender på Blindeinstituttet i København og Refs-næsskolen.

2. Tidligere elever har adgang til fortsat kontrolundersøgelse og behandling. Denneordning er gennem årene benyttet i udstrakt grad, således at klinikken i mange tilfældehar et livslangt kendskab til den pågældende og som regel også til familiemedlemmer,

220

hvad der har betydning for vurdering af arvelighed og sygdomsforløbet i de enkelteslægter.

3. Beboere fra alle statsdrevne hjem og institutioner for blinde.

4. Børn og unge henvist fra blindeinstitutternes pædagogiske tilsynsførende og hjem-mevejledere vedr. henholdsvis skolepligtige og førskolepligtige børn og fra amtskommu-nale synskonsulenter. Dertil kommer personer henvist fra Dansk Blindesamfunds konsu-lenter.

5. Fremtidigt alle obligatorisk anmeldte blinde og svagsynede i alderen 0-18 år.Hidtil har ca. 70 pct. af denne gruppe passeret klinikken.

6. Efter lægehenvisning modtages i øvrigt alle synshæmmede i alle aldre med henblikpå diagnostik og stillingtagen til behandling og/eller forsorgsmæssige foranstaltninger:placering (multihandicap), undervisning, erhvervsvejledning, revalidering, kurser forsenblinde, eugenisk og anden personlig vejledning; ikke mindst skal man understregeden eugeniske rådgivning, der i disse år søges yderligere intensiveret. Undersøgelser afny dato har vist, at svære synshandicap hos børn og unge i 90 pct. af tilfældene er op-stået dels i graviditeten dels under eller i umiddelbar tilslutning til fødslen. Ca. halvde-len af disse tilfælde er arveligt betinget.

7. En betydelig gruppe, ikke mindst af ældre ålderskategorier, modtages efter henvis-ning af landets ojenspecialister med henblik på særlige optiske hjælpemidler. Fra øjen-læger og landets øjenafdelinger henvises i stigende grad patienter til klinikkens kontakt-linseservice, se ovenfor.

8. Yderligere modtager klinikken patienter fra andre særforsorgsinstitutioner (døve,svært tunghøre, spastikere) til rutinemæssige undersøgelser. Dovblinde udgør en ganskesærlig exclusiv patientgruppe, hvor undersøgelsen er særlig tidskrævende, og med hvemkontaktformidlingen er overordentlig vanskelig. Denne etableres med uvurderlig hjælpfra døvblindekonsulenter.

9. Ud over de nævnte patientkategorier modtager øjenklinikken efter henvisning fraskolelægerne børn fra Københavns kommunes skoler med henblik på evt. overflytningtil Københavns kommunes svagsynsskole, hvis elever efter gammel aftale mellem statenog kommunen behandles og kontrolleres her.

Der modtages således synshæmmede personer i alle aldersgrupper fra stort set helelandet.

Øjenklinikken drives konformt med andre øjenafdelinger. Der er nært samarbejdemed instituttets huslæge, men der gøres i fuldt fornødent omfang brug af div. medicin-ske specialdiscipliner og nødvendig laboratorieassistance i diagnostisk og terapeutiskøjemed. Samarbejdet med andre øjenafdelinger og kontakten f. eks. med diabetikerho-spitaler og kolonien Filadelfia tillægges stor betydning.

På ojenklinikken forefindes et ajourført diagnosekartotek af stor betydning for regi-strering af blindhedsårsager i Danmark.

Alle lovpligtige anmeldelser af børn og unge under 18 år skal ske hertil, og øjenkli-nikken fører således et centralregistrer for alle anmeldte blinde og svagsynede i Dan-mark.

På klinikken findes et ret beskedent men stedse voksende bibliotek med medicinsk ogsocial-oftalmologisk litteratur af relevans for dette specielle område.

Sidst men ikke mindst skal understreges øjenklinikkens nære relation til blindeinsti-tutternes andre medarbejdergrupper, der varetager blindeforsorgens pædagogiske, psy-kologiske, erhvervsmæssige, sociale og humanitære opgaver. Det er ikke mindst detteorganisatoriske princip, som klinikkens udenlandske besøgende hæfter sig ved somnoget ganske særlig hensigtsmæssigt og attraktivt.

Arbejdet blandt blinde og stærkt svagsynede forudsætter et interdisciplinært team,hvor al fornøden sagkundskab samarbejder. Ved instituttet i København deltager øjen-

221

klinikkens læger i ugentligt fastlagte samrådsmøder, hvor der tages stilling til optagelseog udskrivelse af elever, revalidender og kursister, uddannelsesplaner og erhvervsplace-ring samt bevilling af hjælpemidler. Oplysninger om øjensygdommenes sværhedsgrad,natur og prognose kan undertiden være af afgørende betydning for vurderingen, lige-som klientens almentilstand også må tages i betragtning. Uden for samrådsmøderne kankonferencer med øjenklinikkens medarbejdere finde sted praktisk talt nårsomhelst tilafvikling af øjeblikkelige medicinsk/pædagogiske eller andre social /medicinske proble-mer. Dette samarbejde tillægges fra begge sider stor betydning. Dersom en person pri-mært er henvist til øjenklinikken, og man her har fundet grundlag for socialrådgiverassi-stance kan denne som regel umiddelbart etableres.

Refsnæsskolen er reserveret en ugentlig dag, hvor rutinemæssig kontrol af alle eleverog undersøgelse af nyoptagne finder sted. Der aflægges månedlige besøg på Refsnæs medrundgang i klasserne, konferencer og øjenundersøgelser i skolens lægeværelse. Konfe-rencer sker også uden for disse tidspunkter. Efter undersøgelse af eleverne i Køben-havn tilsendes Refsnæsskolen resumé af undersøgelsesresultatet, ligesom klinikken mod-tager referat af de tilsynsførende pædagogers og hjemmevcjlederes besøg i skole oghjem. Drejer det sig om integrerede børn i amtskommunerne modtager den pågæl-dende synskonsulent ligeledes besked, ligesom denne indberetter alle relevante svagsy-nede i området til øjenklinikken. Synskonsulentordningen er som bekendt af relativt nydato, og en mere fastlagt praksis er under indkøring i disse år, også under indflydelse afde nye administrative principper.

Øjenklinikken og svagsynsoptikken har årligt ca. 5500 konsultationer fordelt på godt1900 patienter (1974-75).

Ud over det rent lægelige arbejde bidrager øjenklinikken i undervisningsvirksomhedmed foredrag for blinde- og svagsynspædagoger, synskonsulenter, blindekonsulenter, in-ternt personale, forældregrupper m. fl., og deltager i øvrigt ved kurser for skolelæger ogpostgraduat undervisning af vordende øjenlæger. Det skal i denne forbindelse nævnes,at reservelægetjenesten ved Blindeinstituttets øjenklinik »tæller« med indtil 1 år ved ud-dannelse til øjenspecialist. Der kan ikke være tvivl om, at ansættelsen i reservelægestil-ling ved Blindeinstituttets øjenklinik er af stor værdi for fremtidige øjenlæger, når desenere skal tage stilling til synshæmmedes problemer af humanitær, social og erhvervs-mæssig karakter.

Klinikkens overlæge kontaktes i overskønssager fra Invalideforsikringsretten og Densociale Ankestyrelse og bistår tillige ved bedømmelse af ansøgninger om optagelse iDansk Blindesamfund, med hvem der også består et nært samarbejde.

Det skal endelig tilføjes, at klinikkens medarbejdere gennem årene har deltaget i vi-denskabeligt arbejde i videst mulig udstrækning. Der er således siden 1939 udgået ca.130 publikationer (deriblandt 2 disputatser) med emner overvejende fra øjenklinikkensspecielle fagområde.

De synshæmmedes særlige oftalmologiske og socialmedicinske problematik må sigesat have udviklet sig til et subspeciale inden for oftalmologien, hvor centraliseringen gan-ske analogt med andre områder inden for dette speciale er af helt afgørende betydningfor at udvikle, opretholde og udnytte fornøden erfaringsbaggrund og expertise. Det harda også vist sig, at klinikken i stigende grad konsulteres i spørgsmål vedr. synshæmme-des problemer både fra lægelige og ikke-lægelige instanser.

Oprettelsen i sin tid af en speciel øjenklinik inden for blindeforsorgen har vist sig atvære et helt rigtigt initiativ. Kun gennem en sådan centralisering er det muligt at hono-rere de stærkt stigende krav til det lægelige arbejde, der ikke blot som ovenfor beskre-vet må medvirke ved løsningen af blindes sociale problemer, men også må følge blinde-sagens anden store hovedopgave op: blindhedsbekæmpelsen. Denne er ifølge sagensnatur ikke knyttet alene til en enkelt specialistgruppe eller en enkelt institution. Imidle-tid vil Blindeinstituttets øjenklinik ifølge sin konstitution og centrale funktion og medbaggrund i sit omfattende journalarkiv kunne yde vægtige bidrag her. Når blindhedsfor-årsagende sygdomme, der i daglig øjenlægepraksis og i lokale og regionale øjenklinikker

222

kun iagttages sporadisk eller i hvert fald reltivt sjældent, kanaliseres som tilfældet er tilBlindeinstituttets øjenklinik, vil jo netop denne opsamling af tilfælde kunne give enlangt bedre baggrund for kvantitativ og kvalitativ klinisk analyse, end studiet af enkelt-tilfælde giver mulighed for. Derfor er den obligatoriske anmeldelse og dermed registre-ring af sådanne tilfælde af uvurderlig betydning og må fremtidigt effektiviseres mestmuligt. En sådan registrering har også pædagogisk betydning, idet den giver mulighedfor vurdering af den geografiske spredning af synshæmmede børn og dermed også forvurdering af behovet for ressourcer til undervisning og erhvervsuddannelse.

Registreringen og klarlæggelsen af de synsinvaliderende øjensygdommes karakter er affundamental betydning, dels fordi de med deres gennem årene skiftende karakter tiltider har haft afgørende betydning for blindeforsorgens praktiske dispositioner, delsfordi kendskabet til øjenlidelsernes art og frekvens er en forudsætning for enhver ratio-nel blindhedsbekæmpelse. Det tidligere omtalte langvarige kendskab til store dele af kli-nikkens patientklientel giver mulighed for at vurdere øjenlidelsernes prognose og sen-komplikationer, ligesom også den erhvervsmæssige prognose i relation til de enkelteøjenlidelser kan gøres op. Sådanne studier, som øjenklinikken allerede har gjort, har be-tydning for den fremtidige erhvervsvejledning for klienter med sygdom af samme ka-rakter.

Det gennem årene samlede journalmateriale på Blindeinstituttets øjenklinik må reg-nes for ret enestående i sin art - de ældste journalnotater stammer fra 1858 - og giverbidrag til løsningen af komplicerede oftalmologiske problemer, ikke mindst de arveligesygdommes natur og bekæmpelse.

Praktisk øjenlægevirksomhed omfattende alle dennes sociale og humanitære relationerog videnskabelig oftalmologi må til enhver tid søge at løse deres del af blindeforsorgenssociale og medicinske problemer.

Blindeinstitutternes øjenklinik må fortsat arbejde, bestå og yderligere udvikles underdenne devise. Med dens nuværende status udfylder øjenklinikken utvivlsomt et behov iden medicinske (oftalmologiske) miljø og indgår som et nødvendigt led i det multidis-ciplinære team (tværfaglige unit), hvis sammenhold hidtil har været retningsgivendefor varetagelsen af blindeforsorgens mangeartede funktioner og opgaver.

Man kan ikke forestille sig, at »en udstykning« af øjenklinikkens specielle funktionerog en udtynding af dens mangeårige empiriske baggrund skulle kunne tjene blindefor-sorgens formål i positiv retning.

Henning Skydsgaard.

Overlæge, dr. med.

223

Bilag 18.

UNDERVISNINGSLEDERKOLLEGIET 27. april 1976.Formand H. LindbergCentralinstitutionen BrejningBrejning 7080 Børkop.

Udlægningsudvalget v/hr. kontorchef O. Asmussen,Socialministeriet, Slotsholmsgade 6, 1216 København K.

Undervisningslederne, ansatte i åndssvageforsorgen, vil med denne skrivelse gerne hen-lede Udlægningsudvalgets opmærksomhed på problemer omkring specialundervisnings-trængende forskolebørn. Vi gør det i bevidstheden om, at vore problemer med ånds-svage førskolebørn måske snart bliver Folkeskolens problem, men først og fremmestfordi også Folkeskolen i dag erkender, at løsning af specialundervisningsproblemer medskolebørn må tage sin begyndelse langt tidligere end ved skolealderens indtræden.

Der er de senere år fremkommet mange tanker og nogle handlinger om tidlig stimule-ring. Det arbejde har som mål ved meget tidlig indsats at hindre eller formindske fejlud-viklingen og fremme den naturlige udvikling hos små risikobørn. Det er en omfattendeog klar tværfaglig indsats, der skal foretages; en del undersøgelser viser, at indsatsen,såvel menneskeligt som økonomisk, kan svare sig.

Åndssvageforsorgens børnehavearbejde har de senere år gennemgået en rivende ud-vikling fra et arbejde, hvor hjemmene blev aflastet og børnene fik pasning og pleje tilnu, hvor børnehaven i samarbejde med hjemmene bevidst arbejder på en målrettet,planlagt udvikling af barnet.

Der er flere årsager til denne udvikling:

1) Et interesseret, energisk og dygtigt personale.

2) Det tværfaglige team, som åndssvageforsorgen er bygget op på (lægelig - social -pædagogisk), præger de enkelte institutioners daglige arbejde.

3) Den nære tilknytning mellem åndssvageforsorgens førskolearbejde og børneskolear-bejde. Forsorgscentrenes børnehavepersonale og skolepersonale har det pædagogiskeansvar for udvikling af åndssvage børn. Dette medfører samarbejde om praktiske,pædagogiske opgaver, om udvikling af specialpædagogisk viden og om vidensfor-midling. Hvor specielt børnehaveenhederne har været for små, er de smeltet sam-men med skolerne. Dette samarbejde er nyttigt for begge parter.

4) Der er på centerplan fælles ledelse af børnehaver og skoler (Undervisningslederensressort).

5) Inspiration fra de mange projekter i ind- og udland vedr. udvikling af risikobørn(udenfor som indenfor åndssvageforsorgen).

Undervisningslederne har med tilfredshed bemærket, at Socialreformkommissionenhar fastslået specialundervisningsbarnets ret til specialundervisning fra det øjeblik, han-dicappet erkendes, - altså principielt fra 0 år.

Det arbejde, der skal udføres med førskolebarnet/barnets forældre, er:

224

1) Stimulering af barnet:a) Give barnet mulighed for fri leg.b) Give barnet omsorg og pleje.c) Give barnet specialundervisning (hensyntagende undervisning).d) Give barnet specifik træning (kompenserende undervisning).e) Give forældrene vejledning i barnets udvikling.f) Sørge for, at barnet får nødvendige lægelige undersøgelser og behandlinger.

2) Aflastning af forældrene.

3) Sørge for, at barnet/hjemmet får nødvendig social støtte.

Specialundervisning/specialbehandling er nødvendig for at dække handicappedebørns behov såvel i førskole som skolealder.

Alle de nævnte opgaver må løses i sammenhæng, så de optræder som en givendehelhed for barnet/børnene. Derfor er det nødvendigt, at alle opgaverne foranstaltes/formidles af specialpædagoger. Undervisningslederne forstår og bifalder Socialreform-kommissionens princip om, at almen og special service skal udgå fra samme forvalt-ningsgren. Vi har i høj grad været medvirkende til den pædagogiske integration, somhar fundet sted i børnehaver og skoler, såvel i den betydning, at almensystemet i dager rummeligere, som i den betydning, at forsorgen er ophørt (ved at ophøre) med båse-ring af åndssvageguppen.

Vi glæder os derfor over, at åndssvageforsorgens skolevæsen skal overflyttes til Un-dervisningsministeriet og udlægges til amtskommunal eller primærkommunal forvalt-ning og foranstaltning. Men vi er bekymrede for vore børnehaver og dermed for helearbejdet med udvikling af handicappede småbørn i alderen 0-6 år.

Bekymringen har sin baggrund i:

1) Det handicappede barns behov for specialundervisning er ens, uanset hvilket systemdet betjenes i.

2) Vi ser gerne tæt forbindelse mellem det almene system og det specielle, herved frem-mes fleksibilitet og bedre brug af hinanden.

3) Specialundervisning er så stort et undervisningsområde i Folkeskolen, at områdetuafladeligt vidensfornyes, og der sker nødvendig vidensformidling gennem omfat-tende efteruddannelse og et udbygget konsulentsystem.Specialundervisning er så lille et område i det samlede børnehavearbejde, at områ-det visner hen. Hertil kommer, at børnehavernes eksistensberettigelse i dag meresynes at være af social art (aflastning) end af pædagogisk. Dette er så meget merebeklageligt, som fagfolk netop i disse år retter blikket mod det profylaktiske arbejdegennem bl. a. tidlig pædagogisk indsats.

4) Det ser for os ud til, at der er stærke kræfter i gang med at udlægge børnehavearbej-det for åndssvage børn til de sociale udvalg. Herved besværliggøres en ønskelig for-bindelse mellem specialundervisning af førskolebarnet og skolebarnet, såvel fagligt(vidensudvikling og vidensformidling) som gennem det forhold, at barnet ved 7-årsalderen skal skifte »system«.

Vi har fra åndssvageforsorgen positive erfaringer med tværfaglig teamarbejde om-kring arbejdet med udvikling af åndssvage børn. Dette ønsker vi gerne videreført ogsåefter åndssvageforsorgens ophør og arbejdets udlægning til forvaltning i amter ellerkommuner.

Vi ser derfor gerne, at udlægningsudvalget i sit arbejde fastsætter nødvendige samar-bejdsrelationer omkring arbejdet med handicappede børn.

225

Da der imidlertid for opgaverne med åndssvage førskolebørn skal »vælges side«, ogda vi som ovenfor anført - skønner, at arbejdet først og fremmest er specialpædagogisk,skal vi anbefale, at arbejdet henlægges til Undervisningsministriet og forvaltes og foran-staltes af Undervisnings- og kulturudvalgene på amtskommunalt eller primærkommu-nalt plan.

Vi anbefaler det af hensyn til arbejdet med det åndssvage barn, men tillige for dervedat anvise en brugbar vej for behandling af andre risikobørn.

På undervisningsledernes vegne

H. Lindberg.

226

Bilag 19.

P-CLUB,FORENING FOR STAMMERE I DANMARK

P-Club Foreningen for Stammere i Danmark havde generelforsamling den 8. maj 1976og vedtog her at lade udarbejde en udtalelse, rettet dels til udlægningsudvalget og delstil Skov Jørgensen udvalget, hvori vi som forbrugerorganisation gør rede for vore syns-punkter og ønsker.

Det er ikke vor hensigt at tage parti for den ene eller den anden af de dybt forskelligemetoder, der bruges til behandling af stammen her i landet - alene af den grund, at derpå dette punkt næppe hersker enighed blandt foreningens medlemmer.

Når vi alligevel mener at kunne kritisere de for tiden herskende forhold, både medhensyn til uddannelsen af stammebehandlere og med hensyn til det regie under hvilketbehandlingen foregår, og at kunne betegne dem som klart utilstrækkelige, skyldes detflere grunde:

1. Altfor mange stammere kommer slet ikke i terapi (ca. 1 pct. af befolkningen stam-mer).

2. De voksne stammere der kommer i terapi, er positivt skævt fordelt i forhold til so-cial status.

3. Også geografiske forhold spiller ind, tyndt befolkede egne bliver gennemgående dår-ligere betjent.

4. Den enkelte stammer har for få behandlingsalternativer at vælge imellem.I de sidste årtier er der gjort erfaringer i udlandet, både med hensyn til rammer forog indhold af terapi, der i alt for ringe grad har præget dansk logopædi.

5. Øst for Store Bælt dominerer en behandlingsform, vest for Store Bælt en anden.Begge områder burde naturligvis vise alsidighed.

6. Den vejledning, der gives stammeres forældre og hele miljø er ikke tilstrækkelig ogikke tilstrækkelig god.Der ligger nok bag den en prisværdig hensigt om at få forældrene til at afdramati-sere problemet - men alt for ofte gives vejledningen overfladisk (»han vokser signok fra det«), og når situationen efter nogle år ikke har bedret sig, føler forældrenesig svigtet, og til en vis grad med rette. Det er i øvrigt også medvirkende til, at derkommer for få stammere i behandling.

Som taleundervisningen er organiseret i dag, både i skoler og børnehaver, er der eftervor opfattelse alvorlige hindringer for en tilfredsstillende behandling af stammen. Denenkelte talepædagog arbejder med omfattende tale- og høreproblemer, hvis behandlingtraditionelt er undervisnings-orienteret og tager sigte på at fjerne det isolerede problem.Der levnes for lidt tid til hver elev, bl. a. fordi talepædagogerne skal dække et stort di-strikt på alle måder. Hver enkelt af disse tendenser er uheldig - og deres sammenstillinger katastrofal.

Overalt hvor det er muligt, bør uddannelsen af talepædagoger, behandling af taleli-dende og forskning inden for området gå hånd i hånd. Lærerhøjskole, skolepsykologiskekontorer, taleinstitutter og hospitalsklinikker har hver deres naturlige opgaver, men derskal skabes en koordinerende myndighed, der kan fordele disse opgaver på en sådanmåde, at forebyggelse, behandling, uddannelse og forskning kan udvikle sig.

227

Ikke blot for voksne, men også for børns vedkommende bør behandlingen have fore-byggende muligheder, den bør tage sigte på patientens totale situation, og den bør væreterapeutisk organiseret.

Hvad angår talelidende over den skolepligtige alder, ønsker vi Statens Institutter forTalelidende opretholdt med de nuværende lokalafdelinger og distriktspædagoger.

Samarbejdet mellem taleinstitut og hospital, som vi kender det fra Odense, anser vifor en lykkelig løsning. Også henvisningssystemet bør bevares, særligt i tyndt befolkedeegne af landet.

For at systemet skal komme til at fungere tilfredsstillende, bør også uddannelsen tagesop til revision:

1. På de to kurser for talepædagoger får ingen kursist tilstrækkelig indføring i mereend en metode. Der foregår derudover en præsentation - på få timer - af andre syste-mer, men på ingen måde nok til at en samvittighedsfuld talepædagog efter fuldendelsenaf kursus tør begynde at praktisere et af de systemer, han kun har haft overfladisk kon-takt med.

Selv et forsøg på at kombinere elementer fra forskellige metoder, evt. kombineredem forskelligt for de forskellige elever, er dømt til fiasko p. gr. af uddannelsernes ensi-dighed.

2. Men værre er, at kursisterne i de nuværende rammer heller ikke får tilstrækkeligkyndighed i den metode de ser mest til. Dette hænger sammen med et forhold som en-hver stammer kender til af erfaring, og som fagfolk næppe heller vil benægte, nemligat stammen er tæt knyttet til psykologiske forhold.

Måske kun derved, at stammen griber ind i stammerens sjæleliv - men den griberdybt ind, og man må kende de deraf følgende resultater indgående, for at kunne give enbehandling af nogen værdi. En sådan psykologisk indsigt - og færdighed i at hjælpestammeren til øget indsigt - er det umuligt at erhverve sig på et 14 måneders kursus,der omfatter alle logopædiske discipliner. Hvor uacceptabelt forholdet er, ses af at deter muligt at blive talepædagog helt uden at have haft lejlighed til at behandle stammereunder supervision.

Foreningen anser det ikke for sin opgave at tage stilling til hvor uddannelsen af kom-mende talepædagoger skal foregå (lærerhøjskole, universitet og/eller andre uddannel-sesinstitutioner) . Vi har derimod nogle forslag til afhjælpning af den ovenfor beskrevnesituation.

Man kunne f. eks. gå den vej som adskillige andre lande har valgt, at forlænge uddan-nelsen radikalt. I Sverige er logopæduddannelsen treårig, i Finland er den en del afkomplet universitetsuddannelse og i USA er den en magistergrad. Danmark, som en-gang var et foregangsland på talepædagogikkens område, er blevet overhalet af det eneland efter det andet.

Man kunne også vælge at etablere en speciel uddannelse for stammeterapeuter, ellerat lade den nuværende uddannelse fungere som basis for en specialisering inden for eteller flere af logopædiens område. Vi mener, at f. eks. stammen, kun bør behandles affolk med en sådan specialistuddannelse.

Der er endnu et forhold vi gerne vil gøre opmærksom på. I Sverige har man flereeksempler på, at stammere med særlige forudsætninger (lang terapierfaring, praktisk ogteoretisk viden) med held er blevet inddraget i aktiv stammeterapi og i enkelte tilfældehar været banebrydende. Måske var det værd at overveje, om der kunne skaffes ad-gang til uddannelse for folk af tilsvarende art.

Uanset hvilken ramme man vælger for uddannelsen, bør indholdet være så omfattende,at den færdiguddannede talepædagog kan sætte sig ind i den enkelte stammers proble-mer og vurdere de forskellige behandlingsalternativer.

228

Dette forudsætter en bred orientering om de respektive symptomer, om forekomst ogfordeling, fakta og teorier og ætiologi, samt om de psykologiske-pædagogiske og desociale aspekter af syndromet og dets behandling.

Det er derfor vigtigt, at der gives en grundig undervisning i:

1. Legeterapier for børn.2. Psykoterapier.3. Afbetingningsterapier.4. Terapier baseret på indlæringsteori.5. Terapier baseret på servoteori.6. Symptomatiske terapier.7. Acceptterapier.

Undervisningen bør tilgodese både miljøterapi, gruppeterapi, individuel terapi og op-følgning. Det er ligeledes vigtigt, at talepædagogerne lærer at forstå, at stammen ikke eren forstyrrelse, som man fjerner udelukkende i behandlingsværelset, men at man må ar-bejde med sin stammen i realistiske hverdagsagtige situationer, dels sammen med tera-peuten, dels med andre stammere og dels på egen hånd.

Vi ønsker endvidere, at der lægges megen vægt på at orientere de studerende om,hvor og hvordan man holder sig å jour på området, samt at der sker en intensiv erfa-ringsudveksling mellem landsdelene og med udlandet.

Som forbrugerorganisation vil vi gerne understrege de særdeles positive erfaringer densvenske P-Club har gjort med »Statens Handikappråd«. Sverige har udbygget systemetmed handicapråd i de enkelte amter og kommuner, hvilket vi kun kan bifalde, idet vianser det for vigtigt, at de handicappedes synspunkter kommer til orde så tidligt i plan-lægningsarbejdet som muligt.

At Norge opbygger sit system på lignende måde, nævnes kun for fuldstændighedensskyld.

Man vil således sikre fremtidig god kommunikation mellem forbrugerorganisation ogmyndigheder.

Med venlig hilsen

P-Club, Forening for Stammere i Danmark.

229

Bilag 20.

DE SAMVIRKENDE 18. maj 1976.INVALIDEORGANISATIONERRandersgade 682100 København 0.

Til Udvalget om udlægning af åndssvageforsorgenog den øvrige særforsorg.

Overvejelserne omkring åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorgs udlægning tagersom naturligt er udgangspunkt i den allerede gennemførte del af socialreformen.

Udlægningsplanerne sigter følgeligt mod at opfylde socialreformkommissionens prin-cipper om let adgang dl service for alle.

Det er derfor klart, at særforsorgen eller sagt på en anden måde de nødvendige sær-foranstaltninger for handicappede må etableres i et nyt system på en sådan måde, atsocialreformkommissionens hovedmålsætning kan imødekommes, men samtidig på ensådan måde at de specielle hensyn affødt af selve handicappet fortsat kan tilgodeses.

Det må således sikres, at det offentlige bistandssystem, der er til rådighed for alle bor-gere, også er til rådighed for handicappede, idet specialforanstaltningerne må indgå idette system på en sådan måde, at der ikke lægges hindringer i vejen for handicappedesudnyttelse af det almene system, men at der tværtimod skabes mulighed for, at det al-mene system let og smertefrit kan udnytte specialforanstaltningerne og derigennemsikre, at alle handicappede, herunder også de meget små handicapgrupper, også kannyde godt af totalitets princippet.

De sværere handicap stiller selvsagt krav om en række særforanstaltninger, og dettekrav om særforanstaltninger accentueres naturligvis, hvor der er tale om små minori-tetsgrupper. De fleste af disse særforanstaltninger for minoritetsgrupperne er da ogsåindtil nu varetaget inden for et statsligt system bestående af landsdækkende eller lands-delsdækkende institutioner.

Dette system bør opretholdes, idet klientunderlaget aldrig vil kunne blive tilstrække-lig stort til etablering af særforanstaltninger på amtskommunalt eller kommunalt plan.

Det er selvsagt vigtigt, at den primære kommunale indsats på det sociale område ogsåkommer til at omfatte handicappede, men da det primære og sekundære kommunalesystem ikke vil besidde den nødvendige ekspertise på feltet, må denne tilvejebringes vedat udnytte specialisterne fra de statslige systemer.

Det vil i denne sammenhæng være det absolut mest hensigtsmæssige, at disse syste-mers nuværende administrative opbygning fastholdes, således at man ikke alene sikrerdet nuværende faglige miljø, men også sikrer en effektiv og smidig koordinering de for-skellige administrative systemer imellem.

Det skal i denne forbindelse understreges, at der allerede nu på adskillige områdereksisterer et velfungerende samarbejdssystem mellem specialister og det almene bi-standssystem.

Kommuner og amtskommmuner må derfor have al mulig adgang til at rekvirere bi-stand fra særforsorgens specialister, og denne bistand må ikke alene have form af bi-stand ved personrådgivning, men må også bestå i deltagelse i teammøder o. 1. Såfremtsærforsorgens specialister og særforsorgens erfaring skal kunne nyttiggøres så effektivtsom muligt, er det imidlertid en forudsætning, at disse medarbejdere ikke kun bringesind i sagen i katastrofesituationer. Skal effektiv hjælp tilvejebringes, forudsætter det, at

230

specialisten har haft mulighed for at følge klienten også i de perioder, hvor tingene for-løber problemfrit.

Dette system bør sikres derved, at der gennem bistandslovens § 19 tilvejebringes etindberetningssystem, der sikrer, at alle under 18 år med sværere handicap indberettes tilet centralt register.

Indberetningen bør derefter umiddelbart følges op af kontakt mellem det almene bi-standssystem og de særligt sagkyndige for at nødvendige initiativer kan tilrettelæggesgennem fælles drøftelser.

For så vidt angår skole- og uddannelsesforløbet må lignende samarbejdssystemer op-bygges. Der må dog ved tilrettelæggelsen af samarbejdslinier selvsagt tages højde for, atder i dag allerede findes specialister inden for det almene skolesystem.

For alle børn vil det i øvrigt gælde, at systemet bør opbygges således, at barnet tilenhver tid tilbydes den bedst mulige behandling og undervisning. Dette kan ske derved,at man løbende overvejer, om den aktuelle situation (hjemmeboende - institutionerede)giver det mest optimale tilbud.

For så vidt angår voksengruppen (den øvrige særforsorg) skal det først og fremmestpåpeges, at disse klienter udenfor institutionerne har kontakt med særforsorgen gen-nem forskellige konsulentordninger. Disse konsulentordninger, der i vid udstrækningsamarbejder og har sammenhæng med forskellige handicaporganisationer, virker somforbindelsesled og serviceorgan både mellem klienten og det almene bistandssystem,mellem klienten og særforsorgen og mellem klienten og handicaporganisationerne.

Erfaringerne omkring konsulentordningernes arbejde har klart vist, at de forskelligehandicapgrupper har behov for en særlig kvalificeret rådgivning og vejledning, isærhvor det drejer sig om kontakt med det almene bistandssystem. Denne kvalificerederådgivning forudsætter et dybtgående handicapkendskab, idet handicappets art og virk-ning griber ind i alle forhold af betydning for rådgivningssituationen. Der findes i dagfire sådanne særlige rådgivningsordninger, nemlig blindekonsulenter, døvekonsulenter,tunghørekonsulenter og vanførekonsulenter. De sidstnævnte findes i og for sig i to for-skellige systemer, nemlig vanførekonsulenter administreret af Landsforeningen af Van-føre, og sociale medarbejdere i de ortopædiske ambulatorier, indtil nu administreret afSamfundet og Hjemmet for Vanføre. Den særlige ekspertise må bevares, og det må sik-res, at alle klienter inden for de respektive handicapområder får adgang til direkte kon-takt med konsulentordningerne.

Fra de berørte organisationers side må det klart siges, at konsulentordningerne er afvital betydning for den enkelte handicappede, og det vil derfor være mest hensigtsmæs-sigt at bevare disse ordninger i nuværende regie. Når der må lægges så stor vægt pådette forhold, er det ud fra hensynet til ordningernes fortsatte funktionsdygtighed. Kon-sulentordningerne er alle personalemæssigt af beskedent omfang, og det er derfor vigtigtat sikre et fagligt og uddannelsesmæssigt bagland. Dette er i dag sikret enten i centraleinstitutioner eller i organisationer. Det må ligeledes understreges, at den personalemæs-sige bemanding i hvert fald for visse af konsulentordningerne stiller krav om ganskesærlige forudsætninger, og det må derfor anses for nødvendigt, at en central instans kanfastlægge disse forudsætninger. Som foran anført, anses det for nødvendigt at etablereen egentlig indberetningspligt for personer under 18 år. Det kan derimod ikke anses forrimeligt at forlange indberetningspligt for voksne. Gennem visse af konsulentordnin-gerne er der som et produkt af virksomheden alligevel etableret centrale registre, somindtil dato er de eneste eksisterende. Sådanne centrale registre bør fortsat gennem kon-sulentordningerne kunne opretholdes. På nogle af de her berørte områder findes ikkeubetydelige private ressourcer, der kan stilles til rådighed for den enkelte klient og altsåindgå som et led i eller som eneste ydelse til en klient. Gennem det nære forhold mellemkonsulentordningerne og handicaporganisationerne må dette system fortsat opretholdes.

De Samvirkende Invalideorganisationer må herefter være af den opfattelse, at detnødvendige specialapparat til betjening af handicappede bør opretholdes i en sådanform, at den indre sammenhæng kan bevares, men at systemet på den anden side er

231

indrettes på en sådan måde, at de specialfunktioner, systemet kan levere, kan rekvi-reres og udnyttes af det almene bistandssystem. Kun herved sikres særforsorgensnuværende klientel optimal service, både på det specielle og det almene område og kunherved sikres et forsvarligt fagligt niveau på alle bistandssystemets niveauer.

Svend Jensen.

232

Bilag 21.

KØBENHAVNS MAGISTRAT 11. juni 1976.OverborgmesterenRådhuset, 1599 København V.

Til udvalget om udlægning af åndssvageforsorgenog den øvrige særforsorg.

Overborgmesteren har sammen med borgmestrene for de berørte magistratsafdelinger -magistratens 1., 2. og 3. afdeling - gennemgået og drøftet det foreliggende betænknings-udkast fra udvalget om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg ogskal udtale, at man på det foreliggende grundlag ikke kan tiltræde den i betænkningenskapitel VII foreslåede finansieringsform.

Som allerede påpeget under udvalgsarbejdet må man være af den formening, at der,forinden det er muligt at tage stilling, må foreligge analyser af de økonomiske konse-kvenser for de enkelte kommuner af den foreslåede ansvarsfordeling og den deraf føl-gende finansieringsform.

Med hensyn til den foreslåede fordeling efter hjemstedskriterier af udgifterne vedrø-rende det nuværende klientel inden for åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorgskal man pege på, at Københavns kommune med et faldende befolkningstal i en læn-gere periode vil komme til at afholde forholdsmæssigt større udgifter end de øvrigeamts- og primærkommuner.

Det skal i den forbindelse fremhæves, at stillingen for Københavns kommune, hvad-enten det drejer sig om det primærkommunale eller det amtskomunnale tilskud efter ob-jektive udgiftsbehovskriterier (bloktilskud) ikke kan anses for tilfredsstillende med denugældende kriterier og vægte.

Såfremt betænkningen afgives, forinden beregninger af de økonomiske konsekvenserfor de enkelte kommuner foreligger må de nødvendige undersøgelser og beregningersnarest iværksættes, ligesom der må optages forhandlinger mellem de implicerede par-ter, således at disse forhandlinger kan være endelig afsluttede, inden lovforslag udarbej-des og fremsættes i folketinget. Først når sådanne beregninger foreligger, vil der væremulighed for at vurdere det foreliggende forslag.

I tilknytning hertil skal man for så vidt angår undervisningsfunktionen bemærke, atder indtil nu ikke foreligger oplysninger om opgavens art og omfang, såldes at man ikkehar klarhed over på hvilke institutioner, undervisningen skal være underlagt det almin-delige skolevæsen og heller ikke over, hvor mange elever det kan dreje sig om. Det erheller ikke muligt at danne sig noget skøn over de påregnede elevers handicap oggraden heraf.

Ved undervisningsfunktionerne vil der i øvrigt være en vanskelighed ved at sættegrænsen for, hvad der for dette klientel må anses for almindelig oplæring og egentligundervisning, hvilket gør det særlig vanskeligt at skønne over opgavens forventede om-fang.

For så vidt angår overtagelsen af de enkelte institutioner m. v. går man ud fra, at sta-ten på tilsvarende måde som ved amtskommunernes overtagelse af statshospitalerneoverdrager institutionerne m.v. vederlagsfrit til de amts- og primærkommuner, hvorivedkommende institution er beliggende, at der til projekter, der omfattes af statens

233

planlægning medfører de med deres realisering forbundne omkostninger, og at spørgs-målet om etablering af en finansieringsfond til udligning af den forskel, der i øjeblikketråder kommunerne imellem på særforsorgsområdet på tilsvarende måde, tages op.

Specielt med henblik på de projekter, der er under udarbejdelse, eller som vil blivepåbegyndt, inden udlægningen finder sted, skal man bemærke, at man forudsætter, atde kommuner, der til sin tid skal overtage institutionerne, omgående inddrages i plan-lægningsarbejdet.

Det skal tilføjes, at de administrative principper, der er indeholdt i betænkningsudka-stet må give anledning til betænkelighed, idet ansvarsfordelingen synes mindre hen-sigtsmæssigt ikke mindst i et område, hvor en kommunal enhed dækker såvel amts-kommunale som primærkommunale opgaver. Det må tillægges vægt, at ansvarsfordelin-gen over for de enkelte institutioner er så entydig som vel mulig.

Endelig skal man udtale, at man under hensyn til det omfattende planlægningsar-bejde og budgetteringen må gå ind for, at udlægningn tidligst sker pr. 1. januar 1980.

Weidekamp.

førgen Paldam.

234

Bilag 22.

SOCIAL- OG SUNDHEDSFORVALTNINGEN I KØBENHAVN 18. juni 1976.Direktoratet for børne- og ungdomsinstitutionerneNjalsgade 13, 2300 København S.

Til udvalget om udlægningen af åndssvageforsorgenog den øvrige særforsorg.

Undertegnede har d. d. modtaget sålydende skrivelse af 18. juni 1976 fra Frederiksbergkommunes socialdiretorat:

»Man skal herved meddele, at Frederiksberg kommune kan tiltræde den af Køben-havns kommune udarbejdede mindretalsindstilling til betænkningen vedrørende udlæg-ning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg, samt at man i øvrigt for Frede-riksberg kommunes vedkommende kan tilslutte sig de af Københavns overborgmesterfremførte betragtninger i skrivelse af 11. juni 1976. Med hensyn til de i skrivelsen inde-holdte bemærkninger vedrørende de nugældende kriterier og vægte, der indgår ved be-regningen af de objektive udgiftsbehovskriterier, skal man erklære sig enig i, at de ikkesynes ganske tilfredsstillende«.

sign. V. Futtrup.

/ sign. A. Nitschke.

Med venlig hilsen

Niels Frederiksen,

kontorchef.

235

Bilag 23.

FORENINGEN FOR 25. juni 1976.SPASTISK LAMMEDEVangehusvej 12,2100 København 0.

Til udvalget om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg.Socialministeriet, Slotsholmsgade 6,1216 København K.

Som henstillet af udvalget den 29. januar d. å. ved fremlæggelsen af foreningens syns-punkter på problemerne omkring en decentralisering af særforsorgen skal foreningenherved tillade sig at fremsætte følgende udtalelse:

Socialministeren har forudsat, at en udlægning af forsorgen til kommuner og amterikke må medføre forringede vilkår for klienterne. Hvis denne forudsætning skal ansesfor overordnet alle andre hensyn, må hver eneste ændring i det hidtidige system over-vejes meget nøje - såvel isoleret betragtet som set i en større sammenhæng. Foreningenkan således ikke umiddelbart og generelt acceptere den passus i udvalgets kommiso-rium, hvori det hedder, »at man finder, at den handicappedes interesser bedst tilgode-ses, hvis han eller hun i videst muligt omfang betjenes med de tilbud, som samfundet iøvrigt stiller til rådighed for borgerne, således at man om fornødent supplerer denne bi-stand med andre hjælpeforanstaltninger, tilpasset den enkeltes behov«.

En meget væsentlig forudsætning for, at en decentralisering kan ske uden, at »forbru-geren« får ringere vilkår, må være, at forsorgen i en ændret organisationsform sikresmindst de samme økonomiske rammer som hidtil. Såfremt der ved omlægningen kanopnås besparelser ved f.eks. bedre udnyttelse af ressourcer, bør sådanne »gevinster«komme de handicappede til gode ved forbedring af forsorgen/omsorgen.

Cerebral parese - spastikere.Den handicapgruppe, som i daglig tale kaldes spastikere, omfatter følgende lidelser op-stået i svangerskabet, under fødslen eller i nyfødtperioden under diagnoserne: Paradiple-gia, hemiplegia, tetraplegia, monoplegia, athetosis og ataxia.

Der er i Danmark ca. 10.000 spastikere. Antallet af nye tilfælde er 2-300 årlig sva-rende til ca. 2 promille af alle levendefødte. En stor del af disse 10.000 spastikere harforuden et fysisk handicap også en så afgørende mental retardering, at de hører hjemmeunder åndssvageforsorgen. Denne gruppe udgør groft taget ca. 25 pct.

De øvrige ca. 7.500 spastikere uden for permanent institutionsforsorg har periodiskeller konstant behov for hjælpeforanstaltninger af forskellig art. Dette behov undergårtil stadighed ændringer forårsaget bl. a. af, at flere og flere reddes over fødslen og denumiddelbart efterfølgende periode, men desværre ofte med meget alvorligefysiske/mentale handicap. Der er således en tendens til, at klientelet bliver »tungere«med deraf følgende større behov for hjælp.

Foreningen for Spastisk Lammede påbegyndte i 1967 en systematisk registrering afalle personer i de nævnte diagnosegrupper. Dette CP-register skal udover at tilveje-bringe løbende oplysninger om opståelsen af nye tilfælde af cerebral parese være grund-lag for forskning inden for området og medvirke til en kontinuerlig påvisning af beho-vet for hjælpeforanstaltninger af enhver art.

236

Forskning.Indenfor et så afgrænset område, som cerebral parese udgør, må forskningen naturnød-vendigt koncentreres nogle få steder i landet. Siden 1950'erne har den lægevidenskabe-lige forskning da også navnlig været koncentreret omkring Rigshospitalets børneafde-ling og Ortopædisk hospital i København, hvor man som forskningsgrundlag hvert stedhar haft et relativt stort patientmateriale.

Ved oprettelsen i 1967 af CP-registret fik man for første gang et landsdækkende ma-teriale, der iøvrigt både kvalitativt og kvantitativt er enestående i hele verden.

Foreningen kan ikke ubetinget tilslutte sig den i udvalget fremsatte tanke, at viden-skabelig forskning udelukkende er et statsanliggende. Den ekspertice, som f. eks. mangesygdomsbekæmpende foreninger råder over, bør absolut tages med i betragtning.

Da forskningen er af afgørende betydning for fremskridt i bekæmpelsen af cerebralparese og i vilkårene for denne handicapgruppe, bør det i forbindelse med en omlægningaf særforsorgen overvejes, hvorledes den praktiske og kliniske forskning kan placeres isystemet, formentlig gennem et samarbejde mellem staten og Foreningen for SpastiskLammede. Det kan i den forbindelse tilføjes, at CP-registret er anerkendt af sundheds-styrelsen og på dennes anbefaling nu drives med økonomisk støtte fra SygekassernesHjælpefond.

Spastikerteam.Foreningen for Spastisk lammede påviste for mange år siden nødvendigheden af en de-centralisering af den del af forsorgen, som omfatter den personlige rådgivning og vejled-ning af forældre med spastisk lammede børn. Man foreslog da oprettet et såkaldt spasti-kerteam i hvert amt. Dette består af følgende lægelige ekspertice: Pædiater, neurolog,fysiurg og ortopæd. Til teamet er knyttet en spastikerkonsulent, der af uddannelse erfysioterapeut. Spastikerteamet arbejder på den måde, at børnene i dets område jævnligtindkaldes til kontrol med henblik på tilrettelæggelse af den rigtige behandling (evt. ho-spitalsindlæggelse) , og det er så konsulentens opgave at følge de givne retningslinier opi barnets hverdag og formidle kontakten til andre hjælpeforanstaltninger.

Spastikertcam med tilknyttet konsulent er oprettet i Fyns og Nordjyllands amtskom-mune, og foreningen ser meget gerne, at tilsvarende ordninger etableres i de øvrigeamtskommuner i forbindelse med en omlægning af særforsorgen.

Behandlingsbørnehaver.Behovet for behandlingsbørnehaver/behandlingsbørnehaveafdelinger for fysisk handi-cappede er utvivlsomt så stort, at der i hver amtskommune bør være mindst en sådaninstitution.

Disse har hidtil i de fleste tilfælde været drevet om almindelige daginstitutioner (selv-ejende institutioner) men med underskudsdækning i medfør af § 72 i den nu ophæ-vede lov om børne- og ungdomsforsorg.

Foreningen kan anbefale, at denne linie videreføres således, at der på længere sigt kanetableres et samarbejde mellem spastikerteam/behandlingsbørnehave/hjælpemiddelcen-tral/specialundervisningscenter.

Hjælpeforanstaltninger, der bør forblive i statsregie.Der vil være institutionsformer så specielle, at behovsunderlaget udgøres af en landsdeleller måske endog hele landet. Det må derfor være naturligt, at disse oprettes og drivesfor statsmidler, og er der tale om selvejende institutioner da med repræsentation i besty-relsen for den pågældende ressortmyndighed.

Af de i dag under særforsorg værende foranstaltninger for fysisk handicappede skullesåledes følgende videreføres i statsregie:

BehandlingsbørnehjemArbejdsprøvningshjemHåndværksskole.

237

Placeringen af sådanne institutioner bør kunne ske helt frit, således at det f. eks. kanske under hensyntagen til, hvor den nødvendige ekspertice findes, og hvor institutionenkan glide ind i et nødvendigt samvirke med andre foranstaltninger.

Et typisk eksempel herpå er behandlingsbørnehjemmet Kildehøj, der er landsdæk-kende og visitations- og behandlingsmæssigt har et nært samarbejde med Rigshospitalet,

For så vidt angår Revalideringshjemmet Østerskoven henvises til vedlagte af instituti-onen udarbejdede redegørelse.

Det kan til supplering af denne anføres, at de hidtil udskrevne klienter fordeler sigsåledes:

32 til plejehjem150 til pårørende (forældrehjem)

9 til skoler67 til egen bolig (kollektiv)11 til andre institutioner.

1 forbindelse med vedtagelsen af bistandsloven blev der politisk truffet beslutning omdecentralisering af særforsorgen til amtskommunalt regie, idet man dog i forbindelsehermed samtidig skal søge afgrænset de områder, som det ikke vil være hensigtsmæssigtat decentralisere. Man har altså stedse været opmærksom på, at der næppe kan blive taleom en total decentralisering. Som det fremgår af det ovenstående, er foreningen enigheri.

Uanset hvorledes de forskellige områder placeres administrativt i fremtiden, må detvære påkrævet, at der etableres en formaliseret overordnet planlægning, hvori sygdoms-bekæmpende foreninger på deres respektive felter inddrages, således at den viden ogekspertice, som disse besidder, kan bidrage til opbygningen af den til enhver tid opti-male forsorg/omsorg uden ressourcespild.

Med venlig hilsen

Foreningen for Spastisk Lammede

Leif Sørensen

kontorchef.

238

ARBEJDS- OG BEHANDLINGSHJEMMET Bilag A.FOR VOKSNE SPASTIKEREFORENINGEN FOR SPASTISK LAMMEDEØsterskoven, 9500 Hobro.

12. februar 1976.

Udvalget om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg.

Idet vi henviser til udvalgets møde den 19. januar 1976, hvor institutionens formand ogforstander havde lejlighed til at fremkomme med nogle synspunkter vedrørende Spasti-kerhjemmets fremtidige placering i det sociale system efter den påtænkte decentralise-ring af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg, skal vi herved - således som detblev bestemt på mødet - forelægge sagen skriftligt.

Som det blev nævnt på mødet, optager Spastikerhjemmet elever i aldren 16-27 årmed cerebral parese eller hjerneskader, der giver lignende symptomer. Eleverne optagesfor en to-årig periode, som kan forlænges, hvis der er mulighed for fortsat udviklingeller oplæring.

Spastikerhjemmet har nu fungeret i 15 år, og godt 300 elever har i dette tidsrumværet optaget på institutionen. For størstepartens vedkommende gælder, at de har væretmultihandicappede, og adskillige har derfor været henvist hertil fra andre forsorgs-grene. Det drejer sig især om åndssvageforsorgen og døveforsorgen, men samtlige for-sorgsgrene har i årenes løb haft elever på institutionen.

Formålet med et ophold på Spastikerhjemmet er at bedre elevernes tilstand og/ellerat give dem en bedre social placering.

Dette søges nået ved iværksættelse af individuelle træningsprogrammer hvori indgår:Arbejdstræning dels i form af ergoterapi med behandlingsmæssig sigte og dels ved ar-

bejde i institutionens produktionsværksted.Færdighedstræning herunder ophold i en i institutionen specielt indrettet træningslej-

lighed.Fysioterapi omfattende individuel behandling samt evt. ridning og svømning.Undervisning i almene skolefag herunder orientering.Tilrettelæggelse, revision og koordinering af disse træningsprogrammer foregår på re-

gelmæssig afholdte konferencer.Spastikerhjemmet er landsdækkende. Alle amter (incl. Grønland og Færøerne) har

været repræsenteret, og det har vist sig, at normeringen - 30 pladser - er passende.I tilfælde af en udlægning til amtskommunalt regie, vil det ikke være muligt, at be-

lægge institutionen med elever fra Nordjyllands amtskommune, såfremt det nuværendeformål med ophold på hjemmet fortsat skal være gældende.

Vi håber dette må blive tilfældet af følgende grunde:Før Spastikerhjemmets start var vor klientgruppe som oftest henvist til ophold i eget

hjem, når de nåede voksenalderen, for derefter at blive flyttet til nærmeste plejehjemeller alderdomshjem, når forældrene ikke længere var i stand til at klare plejeproble-met.

Dette forhold er for manges vedkommende blevet ændret efter Spastikerhjemmetsibrugtagen. Vi har haft den glæde, at vi i årenes løb har kunnet oplære eller optræneadskillige elever af den omhandlede kategori til at klare sig i egen bolig - ofte kom-bineret med beskæftigelse på beskyttet værksted.

239

Andre har kunnet gå i gang med videregående skoleuddannelser - Gymnasium, han-delsskole eller højskole, og i enkelte tilfælde har dette ført til placering på det normalearbejdsmarked.

Når vi nu udtrykker bekymring for vor handicapgruppes fremtid, er det fordi vi ved,at ingen amtskommuner har en specialindrettet institution som Spastikerhjemmet til atløse disse opgaver.

I tilfælde af en total udlægning af særforsorgen frygter vi derfor, at den gruppe han-dicappede, hvorfra vi henter vore elever, igen skal blive glemt eller overset, og vi be-grunder denne frygt med, at der i bistandsloven - således som vi har fortolket den -ikke er taget højde for denne gruppes specielle problemer.

I afsnittet vedrørende revalideringsinstitutioner m. v. er der tale om erhvervsmæssigoptræning, uddannelse, arbejdsprøvning og omskoling.

Det er vore elever først egnet til efter et ophold her, og selv da er det usikkert, om deer egnede.

I afsnittet vedrørende institutioner under staten er omtalt særlige plejehjem for yngre,og her vil en del af vore e ever nok kunne placeres.

Dog må vi påpege, at plejehjemsanbringelser er en løsning, der med de muligheder, vihar i det nuværende tilhorsforhold, kun kommer på tale, når vi uden held har forsøgtalt andet for at skaffe eleverne en mere selvstændig og dermed mere normal tilværelse.

Vi håber, at vi hermed har belyst vore specielle problemer på fyldestgørende måde,og vi håber samtidig, at de nævnte forhold må blive taget i betragtning under sagensvidere behandling.

Med venlig hilsen

Karl Hansen.

/ N. P. Kold.

240