tænk nu hvis af johanne bille

TÆNK NU HVIS

Tiderne_Tænk nu hvis-3. kor.indd 1 14/02/15 10.12

JOHANNE BILLE

Tænk nu hvisRoman

TIDERNE SKIFTER


Tænk nu hvisCopyright © Johanne Bille/Tiderne Skifter 2015

Forlagsredaktion: Claus ClausenOmslag: Mikkel HensselSats: An:Sats, Espergærde

Tryk: XXXISBN: 978-87-7973-719-8

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København KTlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91

e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk


– 5 –

1.

Jeg bliver nødt til at fortælle dig, hvordan min far døde.

Han havde drukket kaffe i Sound Station, som er en pla-

debutik på Frederiksberg. Snart bliver vi som et museum,

sagde butiksejeren til mig, da jeg besøgte ham dagen efter.

Han tilbød mig en kop kaffe, og jeg sagde ja tak. Han

spurgte, om der skulle mælk i, og jeg sagde nej tak. Jeg har

altid drukket min kaffe sort. Det var min far, der bryggede

den første kop. Kan du huske, når vi drak en kop espresso

om morgenen og hørte musik? Det kan jeg næsten ikke.

Min far kom gående ud af butikken, fortæller jeg, for

det er en smuk historie. Det er sådan, jeg ønsker, den skal

være. Med CD’er i hænderne faldt han om og døde. Som

ramte noget ham fra oven. Eller forneden. I mellemgulvet

måske. Der var musik overalt, da han faldt om på ga-

den. Snublende, svajende og med den melankoli i blikket,

som vi kender så godt. Jeg tror ikke, der var fortrydelse

i hans blik. Måske en smule frygt, men så alligevel ikke.

Snarere en vished om, at det var nu, det skete. Det, han


– 6 –

havde ventet på, siden han ikke var særlig gammel. Din

far var ikke altid lykkelig, sagde min mor. Tværtimod.

Han var heller ikke altid en god far. I hvert fald ikke hver

dag. Men hvem er også det. Jeg var heller ikke altid en

god datter. Men det gjorde ikke så meget. Det håber jeg

ikke, det gjorde. CD’erne ramte fortovet og splintredes i

albumcovers, billeder og spejlende skiver af musik. Min

far splintredes. Sjæl og krop blev revet fra hinanden og

forsvandt. Fordampede i luften og løb ned i fortovet.

Ikke så længe inden min far døde på Gammel Kongevej

med musik i hænderne og ørerne, inviterede han mig ud

at spise. Jeg skulle være et andet sted en time efter, men

alligevel inviterede han mig ud. Som var tiden knap. Jeg

fik boller i karry, og han så på mig spise, mens han drak

sin sorte kaffe. Han virkede fjern. Konverserede lidt, men

det var som om, kontakten var væk.

Jeg var helt sikker på, at jeg så ham på gaden i dag. Så

sikker som man kan blive. Han var på vej ned med flasker.

Poserne var tunge, det kunne jeg se. Hans gang vuggede

fra side til side, som den plejer, men alligevel mere på

grund af vægten i hans hænder. Han har kuskehånd – den

venstre – og det havde han også i dag, så jeg. Selvom hans

hænder var lukkede om de tunge poser. Hans hår havde

flere sølvstænk, end jeg husker, men nu er det også noget

tid siden, jeg sidst så ham. Han så mig ikke. Jeg stoppede

op på gaden. Han gik på den anden side med poserne, på

vej over til flaskecontainerne, som jeg ikke havde bemær-

ket før. Han havde den lidt for slidte jakke på; måske fordi


– 7 –

den nye er for varm til september måned. Lynlåsen var

stadig i stykker. Jeg tror ikke, jeg trak vejret i et stykke tid.

Hele min krop var indstillet på at se. Se ham i live. Da jeg

kom hjem, opdagede jeg, at det havde regnet, selvom jeg

var sikker på, at solen skinnede der i krydset. Tændstik-

kerne på altanen var våde. Jeg forsøgte at tænde én, men

kunne ikke. Alt var vådt. Også håndklædet på IKEA-stolen.

Det var først, da en fremmed mand tog sin grå hat af

og det lyse hår kom til syne, at jeg forstod det. Det var

ikke min far. Han går ikke ned med flaskerne til Rosenørns

Allé. Hvorfor skulle han gøre det, når der står en flaske-

container på Mynstersvej. Min krop føltes pludselig uvant,

der i krydset. Som om den havde forrådt mig. Engang da

jeg var barn, mere barn end nu, tog jeg en fremmed mand

i hånden. Jeg troede, det var min far. Asfalten åbnede sig

under mig, som i et kæmpe hul, da jeg kiggede op og så

ind i en fremmed mands øjne. Hov lille ven, jeg er vist ikke

den, du skal holde i hånden. Jeg begyndte at græde. For

der stod du på den anden side af gaden og ledte efter mig.


– 8 –

2.

Eller måske kom min far gående i krydset mellem Gammel

Kongevej og H.C. Ørstedsvej. Det er bedre, mere drama-

tisk. Den slags historie passer godt til ham. Den slags, hvor

der sker noget. Han går med forventningsfulde skridt, for

min mor venter på ham henne på hjørnet ved Café Ipsens.

Han har det dér glimt i øjet, som han kun har, når han

nærmer sig hende. Med hænderne i lommerne skrider

han ud på vejen – ja, han skrider, for han er forelsket –

og så rammer bilen ham. Han ser den ikke. Han ser ikke

det røde lys. Han ser kun min mor, som står og kigger

søgende efter ham med åben jakke og gummistøvler i

forårsstøvregnen. Han dør med hænderne i lommerne

og et forelsket blik i øjnene. Da redningsarbejderne får

trukket bilen væk, ser de måske det. Hans blik, der nu for

altid er gået i stå midt i forelskelsen. Og min mor kommer

løbende; hun har hørt sirenerne. Nu er det sket. Det hun

har frygtet, siden han så på hende med forelskede øjne for

første gang. Siden hun spurgte, hvor gammel han var og

forstod, at han var ældre end hende. Femten år faktisk.


– 9 –

Hun løber ud i krydset og knæler ved hans krop. Der er

intet blik, kun kroppen. Hun ser den vejrtrækning, der

ikke er der mere.

Eller også skete det ikke dér i krydset. Måske nåede

han over vejen til min mor uden at blive ramt. Hvorfor

blev du så forsinket, spørger hun. Hun er lidt irriteret,

mærker han. Over regnen, over bilernes larm. Jeg skulle

lige høre det nye album med Neil Young nede i Sound

Station, siger han. Og hun smiler, for nu er han her, og

han tager hende i hånden. De går sammen ind på caféen

og bestiller en espresso til ham og en kaffe latte til hende,

sådan som de plejer.

Nej, han døde i sin varme seng. Det er den historie,

jeg har det bedst med. Det er den historie, jeg gerne vil

fortælle. Vi fejrede hans 80 års fødselsdag aftenen inden.

Det var en god dag, selvom han ikke rigtig var sig selv

mere. Han sad lidt med børnebørnene på skødet. Min mor

fik ham til at spise et stykke kage. Jordbærtærten nede fra

Johansens Bageri. Bageren lukkede for længe siden, men

det betyder ingenting. Han var skrumpet ind til sidst.

Han var ikke syg, han var bare mæt. Mæt af det hele, tror

jeg. Jeg har spist og drukket alt det, jeg kunne tænke mig,

sagde han engang grinende til mig. Jeg har oplevet alt,

hvad jeg kunne ønske mig, sagde han bagefter og tømte

langsomt vinglasset. Det er mange år siden nu. De sidste år

gik hurtigt. Han har altid set yngre ud, end han var. Men

pludselig var det som om, at alle de rynker, han aldrig fik,

indhentede ham. Kinderne faldt sammen, og øjnene sank


– 10 –

længere ind i kraniet. Hans knæ svigtede. Han klagede

over gigten i hænderne, når det var koldt. Kuskehånden

betød, at han ikke kunne skrive mere. Han var træt. Min

mor var træt. Vi var trætte. Da vi sagde farvel den aften,

vidste jeg, at det var den sidste aften. Jeg kyssede ham på

panden. Min mor hjalp ham ind i seng, og pludselig var

det som om, at han var til stede igen, har hun siden fortalt

mig. Kom her, sagde han, og hun puttede sig ind til ham.

Dér døde han. Med min mor i armene, og dynen trukket

op om ørerne. Det må være den bedste måde at dø på,

tænker jeg. Og derfor fortæller jeg historien om din død

sådan. Du er her ikke til overbærende at sige, at det vist

ikke helt var sådan, det skete. At det nu engang kun er en

historie. Din død er min fortælling nu, for da du døde,

forsvandt din virkelighed med dig.


– 11 –

3.

Det var faktisk en morgen ligesom alle de andre, jeg så dig

sidste gang. Det er en almindelig historie og så alligevel

ikke. Den er ikke speciel smuk. Den er heller ikke hverken

dramatisk eller tilfredsstillende. Og så alligevel. Jeg var

hjemme med vasketøj, og du hørte musik som altid. Vi

snakkede ikke rigtig sammen, men det gjorde vi alligevel

sjældent. Jeg bilder mig ind, at vi ikke behøvede det. Nu

ville jeg ønske, vi havde gjort det. Du hører den nye Dido.

Du synger med. No freedom without love. Du bliver irri-

teret over, at computeren ikke vil acceptere en CD. Spørger

mig, om jeg kan lægge den ind på min computer i stedet,

så vi kan høre den. Jeg bliver smittet af din irritation,

men gør, som du beder om. Jeg sidder i sofaen og laver

ingenting. Jeg henter lidt mad i køkkenet, tror jeg nok, og

du spørger, om jeg nu også får mad nok derhjemme. Du

siger det halvt i spøg, men jeg kan se bekymringen i dine

øjne. Jeg griner og siger, at selvfølgelig gør jeg det, selvom

det ikke er helt rigtigt. Så går jeg. Jeg kaster et sidste blik

på dig i stuen omgivet af albums og kaffe og lyd. Jeg skal


– 12 –

lige til at give dig et kram. Men jeg gør det ikke. Du stirrer

ind i skærmen, som har du svært ved at se mig i øjnene en

sidste gang. Jeg overanalyserer sikkert øjeblikket. Du var

bare optaget af din tekst. Sikkert. Jeg fortryder, jeg ikke

gav dig et kram, så snart jeg går ud af døren. Du råber

take care efter mig. Det gør du tit.

Du dør dagen efter. Jeg skulle have været til middag,

men skriver til dig, at jeg først kommer til morgenmad da-

gen efter. Jeg er forelsket, og verden drejer sig om ham. Set

i bakspejlet ville jeg ønske, jeg ikke var så ung og forelsket

den dag. At jeg tog til middag hos dig i stedet. At jeg gav

dig et kram. Men det gjorde jeg ikke. Jeg ville jo komme

til morgenmad næste dag. Det kom jeg også. Fyren i 7/11

spørger, hvad jeg kunne tænke mig til morgenmad. Min

far er død, svarer jeg, du bestemmer. Du ligger hjemme

i sengen samtidig med, at du er forsvundet for altid. Jeg

er hjemme hos ham, da du dør. Vi har sex. Og mens vi

har sex, dør du. Imens jeg stønner, udånder du på bade-

værelsesgulvet. Telefonen ringer. Han giver mig sko på.

Han binder mine snørebånd. Han ringer efter en taxa.

Jeg skælder ud på taxachaufføren. Jeg kaster op. Jeg tørrer

mig om munden. Mit spyt smager af mavesyre. Jeg sæt-

ter nøglen i døren. Jeg fjerner den seddel til postbuddet,

du havde sat på døren samme morgen. Aflever pakken i

brillebutikken, hvis jeg ikke lukker op.

Jeg troede, du ville ligge på badeværelsesgulvet. Det

indrømmer jeg. Jeg forestillede mig en dramatisk scene

med ambulancer og redningsfolk og blod. Masser af blod.


– 13 –

Sådan var det ikke. Bare rolig. Selvfølgelig er du rolig; jeg

ved ikke, hvad jeg tænker. Måske sagde jeg det mere for

min egen skyld. Under alle omstændigheder er der stille

i lejligheden. Du ligger i din seng. Mor holder om den

mindste. Stearinlyset brænder i lysestagen. Det ligner et

alterlys, plejede du at sige. Det er det nu. Det ligner, du

sover. Det gør du ikke. Jeg hører musik med dig. Kan du

huske det? Tiny Dancer af Elton John. Mor kommer ind og

forstyrrer. Jeg vil have, de skal gå. Det er en barnlig tanke,

man ikke må have, men sådan har jeg det. Jeg vil have, de

skal gå, så jeg kan være alene med dig. Men der er men-

nesker overalt. Med røde øjne og løbende næser. Loftet

vælter ned over mig, og væggene kommer faretruende tæt

på. Jeg kryber ned under dynen til dig, men du vågner

ikke. Elton John synger videre. Den ene høretelefon falder

ud af dit øre, men du reagerer ikke på, at musikken stop-

per. Jeg tror ikke, du hører det. Jeg hører det heller ikke.

Til min konfirmation skrev du et digt til mig. Da du

kom, lærte vi hinanden at kende ved at lære dig at kende.

Det skrev du. Da du gik, lærte jeg mig selv at kende, ved

at lære en verden uden dig at kende. Det skriver jeg og

smider papiret ud. Det gør både godt og ondt. Jeg samler

papiret op af skraldespanden. Min krop forråder mig, og

jeg skriver ting, jeg egentlig ikke mener. Eller også ændrer

jeg mening meget hurtigt for tiden. Jeg mente, at jeg så

dig på gaden. Men ændrede mening fra det ene sekund

til det andet.


tænk nu hvis af johanne bille

Documents