Taghit, Algier – d. 11/11-1985.

Så er vi her igen – denne gang fra Algier.Vi er i en lille oase et par hundrede kilometer inde i Sahara.Der er ubeskriveligt smukt her. Masser af dadelpalmer langs Ouedenfloden, klippebjerge langs den ene side, og fantastiske smukke sanddyner ( sandbjerge ) flere op til 200 meter høje i røde og brune farver , til den anden side.

Men tilbage til Portugal. Vi var i Peniche da vi slap sidst. Pladsen lå mellem klitterne med kig til Atlanterhavet, det er blevet køligere , selv om solen skinner, og om natten er det ganske koldt, allerede ved 6 tiden må vi trække ind.Vi møder Susan her. Hun er dansker, men har mødt en brasiliansk fyr i Paris og rejser nu rundt med ham.De er ganske vist lige blevet uvenner og er ved at dele al deres habengut, men har problemer med benzinen på bilens tank. Det er en pige med gang i, hun har rejst i store dele af verden, og er nu på vej til Spanien – Marokko inden hun midt i Januar skal være tilbage i Danmark for at starte en styrmandsuddannelse.Winnie og Susan går til byen en af dagene og køber en stor kasse fisk som vi griller om aftenen.Vi er mange samlede om bålet, både fra Brasilien, Spanien ,Portugal, U.S.A. og Danmark. Efter tre dage her fortsætter vi til Lissabon. Det er et trist og ensformigt landskab, og efter 150 km når vi byen tidligt på eftermiddagen. Som sædvanligt er det svært at finde ind til centrum når man ikke kommer ad de store motorveje.Vi får set det meste af Lissabon`s omegn, og det er ikke noget opløftende syn. Der er meget slum, snavset og beskidt overalt, døde hunde og bilvrag.Vi får parkeret tæt på centrum og går rundt og kigger. Det bliver sent inden vi er tilbage ved bilen, og beslutter at købe et par pizzaer og overnatte på p-pladsen. Der er ingen problemer i det, vi finder endda frisk brød næste morgen i en af de små forretninger i en af sidegaderne.Vi forlader byen ad den nye kæmpe bro mod Setubal, der er ikke meget at se på ad vejen mod Santiago, hvor vi kører fra mod kysten til Sines. Der ligger et stort olieraffinaderi her, med 4 sporet motorvej de sidste 30 km men ikke en bil.Det er en kommunal c-plads der ligger her, så den koster som sædvanlig ingen penge.Mange af de portugisiske c-pladser er fyldt med folk som bor her fast hele året. Det er små hele sommerhuse med haver omkring, en masse børn og vasketøj ,cykler og knallerter.Vi får at vide at det er folk der har fået arbejde i byen og raffinaderiet men som ikke har kunnet finde nogen bolig.Vi får os en lang sludder med et engelsk par i en fin lille mobilhome, som også har været længe undervejs. De fortæller os om en fodboldkatastrofe i Holland mellem England og Italien og har ikke følt sig særlig populære i Europa siden da. I Italien havde de endda set deres bil på vej op i biltransporter, selvom det nok havde mere prosaiske årsager.Vi fortsætter ned mod Algarve kysten, men omkring 30 kilometer fra Portugal`s sydligste by Sagresbliver vi stoppet af politiet. Vejen forude er spærret af brand. Der har også været sorte røgskyer de sidste mange kilometer, og vi får at vide at vi skal ca 100 kilometer tilbage for at komme udenom eller vente et par dage. Til sidst finder vi dog en lille markvej, som vi følger 15-20 km og kommer helskindet igennem.I Sagres ligger der en stor gammel borg ( Henrik Søfarendes ) på en stor klippe ude i havet.Det er Europas sydligste og vestligste punkt. Der er kæmpebølger her og en meget flot brænding.Vi kan ikke overnatte her, men må fortsætte langs kysten, indtil vi finder en lille grusvej med skilt til stranden.

Sagres – Portugal`s horn . Europas syd-vestligste punkt. Henrik Søfarende lod opføre et stort borganlæg her.

Campingpladsen i Vila Real- umiddelbar inden den Spanske grænse- ganske tomt her.

Da vi kommer frem, er der andre der har fået samme ide. Der er hel lille koloni her, mest tyskere. Vi har ellers ikke mødt så mange turister de sidste dage, så det er lidt overraskende.Der er bl.a en skæg tysk fyr her , med en gammel ,gammel halvstor bus. Hver måned kører han til Tyskland og fylder bussen op, 10-12 passagerer kan han have hver gang. De bliver så sat af her på stranden og må klare sig som de kan. Nogle sover i telt, men de fleste bare på stranden eller oppe i,klipperne. Der holder også nogle gamle tyske kassevogne her, og vi finder hurtigt ud af at der er en livlig handel med hash her. Folk vandrer ind og ud af bilerne, gardiner bliver trukket for, og folk kommer ud med tågede slørede øjne. Men alle er søde og rare , og vi føler os helt trygge her. Der er i øvrigt også ganske dejligt. En lang fin strand der er afgrænset af høje klipper i begge ender, kæmpe høje bølger dagen lang og som sædvanlig sol i lange baner.Vi bliver her nogle dage, men på 3`die dagen kommer politiet og siger det er forbudt at campere her, og at det i øvrigt er usundt for os at være her. Vi er ikke helt enige, men havde i forvejen besluttet at køre videre, så vi giver dem bare ret og fortsætter med at pakke sammen.Vi snakker en del med tyskeren fra bussen i disse dage. Dels køber vi et 88 amp. Batteri af ham for 50 mark( som har fungeret helt siden og løst vore strømproblemer ) og dels kan han give os mange oplysninger om turen gennem Sahara som han har passeret med forskellige køretøjer.Han mener vi skal have større dæk af typen sanddæk, men ellers nok skal komme igennem, selvom det sikkert bliver en lærerig tur efterhånden som vi får gravet os igennem. Det sidste med et smøret grin..

Vi fortsætter langs Algarve kysten, det er omkring 1. oktober, så vi har stadig god tid men ikke oceaner. Vi er inde omkring Albufeira, men det kan ikke friste os. I det hele taget finder vi Algarve kysten temmelig trist, der er nogle få dejlige strande, men hele baglandet er kedeligt og ensformigt.Vi overnatter på en dødssyg campingplads i Faro og næste dag i grænsebyen Vila Real. I receptionen ligger der to danske andre pas, men selvom vi går meget rundt og kigger finder vi dem ikke.Vi ligger over her en dag og går i gang med udstødningen. Vi har også fået smadret et sidespejl.Der skal mingeleres lidt før vi får monteret de reservespejle vi har med og som vi købte hjemmefra hos en ophugger for HT busser. Vore fjedre har det ikke for godt igen. Vi er også begyndt at miste en del vand og det drypper med olie når vi holder stille. Jeg har en mistanke om toppakningen, men vi beslutter at se tiden an.I Vila Real skal vi færges over til Spanien på en lille færge. Igennem tolden opdager vi at mit pas mangler. Tilbage til campingpladsen hvor vi ikke fik det det sammen med de andre. Fremme igen viser det sig desværre at overfarten koster mere end vi havde fået at vide på turistkontoret i Vila Real, så vi må til at veksle lidt igen.Som sædvanlig når vi kører fra et land til et andet er vi stærkt i tvivl om vi mon burde have fyldt bilen op med et eller andet som enten er meget dyrt eller ikke til at få i det nye land.Her på færgen er der da også en masse spaniere med indkøbsposer der er fyldt op med varer fra Portugal, men da vi kommer i land vælter der en masse portugisere ind med varer købt i Spanien, så det er nok hip som hap. Selve turen tager kun 15 minutter.Vi kører mod Huelva og La Palma. Efter vort kort og optegnelser skulle der omkring floden Guadalquivir ligge en af Europas største naturparker og fuglevildtreservater. For at komme derind skal vi ned gennem Almonte og El Rocio. Det er for resten en overraskende og skæg lille by, som skåret ud af en westernfilm. Alle gaderne var anlagt vinkelret på hinanden og med grus eller sand.Ved de fleste af husene var der bomme, hvor æsler og heste stod bundet og en masse barer med folk udenfor.

Det viser sig at naturparken er indhegnet og man skal henvende sig i en reception først.

Vi passerer Rio Guadiana, grænsen mellem Portugal og Spanien.

På vej mod Naturreservatet Guadalquivir kommer vi igennem en lille cowboyby El Rocio.

Her får vi at vide at man kun kan komme ind ved at købe en 4 timers tur med landrover til omkring 300 kr. så det opgiver vi.I stedet finder vi en lille skov at overnatte i og fortsætter næste morgen mod Sevilla.Vi går rundt og får set den store domkirke og mange af de gamle palæer som alle er bygget i maurisk stil. Vi går også rundt i den gamle jødiske bydel med små krogede gader.Fra Sevilla til sherrybyen Jerez er der kun små 150 km, og vi er fremme sidst på eftermiddagen.Alle de kendte sherryhuse ligger her side om side, men alle er lukket, så vi må vente til næste dag med besøg. Vi fortsætter mod Puerto de Santa Maria og videre langs kysten til Rota for at finde et sted at overnatte, men det er helt umuligt. Vi kører nordpå, men hele kysten er optaget af en kæmpe Amerikansk militærbase, så klokken bliver mange inden vi endelig finder et lille stykke beskidt strand.Næste dag tilbage til Jerez. Vi kan ikke komme ind hos Gonzales Byass uden at have bestilt tid, men i stedet møder vi pludselig en dansker fra Åbenrå, som er på et ½ års studieophold på den spanske rideskole i Byen. Han tilbyder at vise os rundt i staldene og ride huset. Alt er stadset op, for man venter besøg af den spanske kongefamilie samme aften.Sidst på eftermiddagen får vi besøgt Williams & Humbert ( Dry Sack ) og bliver vist rundt i bodegaen.Vi er færdige med Jerez og tager sydpå igen mod Algeciras og Gibraltar.Et stykke udenfor San Fernando finder vi pludselig en ophugger med et Mercedes vrag. Vi forsøger os og finder også en ikke alt for medtaget bagfjeder samt en gammel rusten fælg der passer.Vi får det hele efter at have pruttet lidt for 3.500 pst. ( 210 kr ). Vi beslutter , vi ligeså godt kan få det overstået og tager ind på nærmeste campingplads.Ved den Portugisiske/Spanske grænse havde vi lige nået at hilse påen dansk dame. Senere overhalede vi en dansk bil med campingvogn på vejen mod Sevilla, og her på campingpladsen møder vi dem så pludselig igen. Vi er de eneste der er her, så det er let at overskue.De er fra Grenå og har en fabrikation af fiskeredskaber hvoraf noget bliver lavet på licens i Spanien. Vi får en lang snak og lover at besøge Dem i Grenå på vej hjem , hvis det ikke er på et tidspunkt hvor de stadig er i Spanien. De har en lejlighed på Østkysten og er åbenbart ligeså meget der som i Grenå.Næste morgen går vi i gang. Vi tager bag fjederne af i begge sider. Sætter det nye hovedblad på samt et extra blad på i begge sider.Det hele går ret smertefrit, tager 4-5 timer og resultatet er virkeligt godt. Bagdelen har løftet sig fint, og vi ser ud næsten som da vi kom ud fra fabrikken. De ville nu nok fralægge sig et hvert ansvar for de ting som er sket med bilen siden da.Der er endnu 4 dage til den 9. oktober, så egentlig har vi god tid, men Winnie er lidt rastløs og vil nødig komme for sent.Vi kommer til Algeciras og Gibraltar. Der er kommet mange bjerge her på det sidste, stejle klipper ned mod havet og en flot udsigt mod Afrika fra Tarifa. Vi slår et smut indenom Gibraltar og det er en skæg lille koloni. Efter at have passeret grænsen, fører vejen over en stor flyveplads, med skilte om at passe på krydsende jumbojet.Vi har lidt svært ved at komme rundt i byen. Alt er småt og stejlt og ender blindt. Vi havde fået at vide , der skulle ligge en campingplads ude på spidsen, men den er nedlagt får vi at vide af en engelsk Bobby. Der er Pub’er på hvert en hjørne og det hele er ægte britisk.Det er for sent på dagen til at vi kan parkere bilen og klatre op i bjergene for at hilse på aberne, så vi må tilbage til Spanien og videre langs kysten.

Vi overnatter på stranden som igen er så tilsvinet at vi dårligt kan kan træde ud af bilen om morgenen uden at vade i dynger af affald. Ak ja .

Vi er gået i gang med fjedrene.

Parkeringspladsen udenfor Hotellet i Malaga.

Badeferie i Malaga

De sidste 150 km til Malaga er det rene turist paradis.Marbella , Fuengirola, Torremolinos og endelig Malaga. Hotel ved Hotel og lejlighedskomplekser ind i mellem. Skulle der blive plads tilovers anlægger man straks en golfbane eller et kæmpetivoli.Vi tager ind på campingpladsen i Torremolinos for at se om det her vi skal overnatte de næste 8 dage. Men det er det ikke. Her er trist og støvet. W.C. forholdene er fantastisk ringe., rotterne titter frem af alle huller, ofte fra det store i midten af gulvet. ( vi ha stort set ikke oplevet sidde w.c er siden vi passerede den 50. breddegrad ) og så vil de have ca 80 kr pr nat. I stedet tager vi op i bjergene. Omkring 60 km nord for Malaga ligger et naturreservat – Guadalhorce - meget smukt og øde. Her er nogle opdæmmede søer en kæmpedæmning og et stort nærmest underjordisk kraftværk. Det er bygget så turbinerne sender det brugte vand 60-70 meter op i luften i et gigantspringvand. Vi kører lidt rundt heroppe og har nogle dejlige dage.Onsdag d 9. oktober skal vi være i lufthavnen i Malaga kl 14,30. Som sædvanlig når vi det først i sidste øjeblik. Efterhånden bliver vi hver/hver anden dag stoppet af folk som vil høre hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen o.s.v. Normalt er det meget hyggeligt, men da et ældre norsk ægtepar i dag vil have hele historien er det altså ved at gå galt.Det er dejligt at se vore forældre igen. De har også post med hjemmefra, fra mange af vennerne, så der sker meget på en gang.Det bliver otte dejlige dage. Vi overnatter på Hotellets parkeringsplads og tilbringer nogle af dagene ved swimmingpoolen og andre med udflugter i omegnen, og slutter af med en dejlig middag ude i byen.Onsdag er vi igen i lufthavnen, denne gang for at vinke farvel.I Guadalhorce havde vi mødt et hollandsk ægtepar med to små børn. De havde i mange år rejst rundt i verden, bl.a. en fem års bryllupsrejse i biler som de havde købt på et kontinent og solgt igen inden de med fly eller båd var rejse videre til det næste. De var blevet ret kendte under den rejse, med fjernsyn, avisreportager og ugeblade ( vi så deres scrapbog senere ) og optagelse i Guiness rekordbog. Senere var de begyndt at arrangere og lede rejser gennem afrika, og puslede nu med tanken om at åbne en campingplads i Cameroun på Transafrika ruten mellem Kenya og Niger. Men det havde vist lange udsigter, så nu havde slået sig ned i Malaga hvor hans broder havde en fabrik. Hvor de i øvrigt fik penge fra havde vi svært at få at vide. Nå , de havde inviteret os hjem, hvis det passede en aften, så efter lufthavnen kørte vi efter Deres adresse i udkanten af Malaga. Det blev også en god aften med mange billeder og gode råd, Jais , som han hed mente nok vi skulle komme igennem Sahara, det ville blive et slid men ikke umuligt. Først og fremmest burde vi dog have større dæk bak og især foran for at kunne styre gennem sandet.Vi kører med 6,50 x 16 foran og 7,00 x 16, og han mente vi burde have mindst 7,50x16 og gerne 8,50 – 9,00 hvis der var plads. I øvrigt burde vi også have yderligere 4-6 sandstiger , men dem kunne vi sikkert købe af nogle på vej hjem. Det lød jo meget let, selv om vi havde vore tvivl.Prisen for sandstiger i Tyskland og for så vidt også Danmark ligger på omkring 800-1000 kr stykket så det var ikke noget der lå og flød langs pisten.

Vi sov på Deres parkeringsplads og startede næste morgen mod Algeciras. Vi havde bestemt os for ruten Algeciras – Ceuta som er Spansk frihandelsområder med billig brændstof, spiritus og alt muligt andet toldfrit. Billetten kostede 15.600 pst. Næsten 1000kr og det må vel siges at være nok for de 1½ times sejlads enkelt tur.Hen på eftermiddagen satte vi dækkene på afrikansk jord, selvom det jo er spansk og ikke meget anderledes end det vi forlod.

Forretninger er lukkede så vi må overnatte for at kunne købe ind næste dag. Vi havde besluttet at have et lager af alt til mindst 3 uger, og fået at vide det var billigst i Ceuta.

Men de folk der sagde det må have levet af whisky og videoudstyr, for det var stort set hvad der var billigt her. Udvalget af dåsemad og pulver mad var dyrt og dårligt, så selv om det lykkedes os at købe hvad vi havde planlagt var det ikke 3 uger vi glædede os til.Vi fylder også op med små 400 liter diesel og 20 liter olie og håber det nok til Marokko rundt.

Der er ikke langt fra centrum til grænsen, og her kører vi ind i det værste gedemarked vi endnu har oplevet. Der er en hulens ,masse mennesker , men de fleste står åbenbart bare og venter på os for at hjælpe os gennem toldlabyrinten. Vi fornemmer hurtigt, at det ikke er ren muhamedansk næstekærlighed men kan komme til at koste mange dirhams så vi forklarer at vi godt kan selv.2½ time tager det for os at komme igennem, men det går ikke hurtigere for de europærere der betaler sig fra det,blot meget dyrere. I mange af passene ligger der penge og der bliver langet gaver over bordet til tolderne, som har store kufferttasker stående til at opbevare det hele i.Det er en ubehagelig oplevelse her, og da endelig får vores kridtkryds på forruden og kan køre igennem, er det med løfter og spådomme om en dårlig tid for os i Marokko, når vi sådan nægter at accepterer det almindelige system med bestikkelse og betaling for hjælpsomhed.

Det er blevet mørkt inden vi når Chechaouen et stykke oppe i Rifbjergene. Det har været en øde og bjergrig tur fra grænsen og nu efter solen er gået ned, er det blevet rigtig råkoldt.Næste morgen stopper vi i byen for at handle ind, og ser os straks omringet af børn og unge. Den ene halvdel tilbyder at vise os rundt i byen for en el. anden sum og den anden vil sælge hash i partier fra 100gr. Til 10 kg. Vi prøver at være venlige og afvisende på en gang, men har stadig en større flok efter os rundt på det lille grøntsags marked.Vi har nok for travlt med at komme ud af byen for vi hører senere fra andre at der er ganske rart og hyggeligt her.

Vi skal til Fes hvor vi har poste restante adresse. Mette har længe gået og håbet på brev fra sin klasse. Det gik i fisk første gang i Grækenland, men nu kan det da være.Det er fredag og arabisk helligdag, så alt er lukket. Vi tager ind på campingpladsen. Det koster kun 11 kr pr nat, men her er også som sædvanlig utrolig svinet. Der går bevæbnede vagter rundt på pladsen for at passe på os, og alligevel får vi den første nat stjålet en gryde med vasketøj, som vi havde sat under bilen.

Vi skifter olie på bilen og diverse filtre. De sidste dage har vi mistet en del vand og det er også tydeligt at se at det pibler ud ved top pakningen. Vi har top dækslet af, men skal bruge specialværktøj til topstykket , så vi beslutter os for at spørge om prisen på det originale MB værksted nede i byen.

Da vi tidlige på dagen nåede udkanten af Fes, var vi blevet indhentet af nogle unge fyre på knallert, der kørte foran for at vise vej til c-pladsen. Da vi stoppede tilbød de at vise os rundt i byen og medinaen for et beskedent beløb. Vi havde af andre fået at vide at vi ligeså godt kunne tage en guide, idet vi ellers ikke ville kunne gå 5 minutter i fred. Især i Medinaen i Fes ville det være nødvendigt, idet vi enten ikke ville komme særlig langt ind eller også aldrig komme ud igen.Medinaen er den gamle bydel, her i Fes fra det 9. århundrede, med et netværk at små smalle gyder, forretninger og værksteder og et mylder af mennesker og æsler. Medinaen dækker vel et område på

ca 1½ km på hver led og vi får senere at vide , at man regner med der bor ca 1 million mennesker herinde( det officielle indbyggertal for hele Fes er 499.000 ) så der er ikke meget plads.Fes er på mange måder et knudepunkt. Alle Marokko turister og transafrika- farer kommer igennem her og overnatter en el. flere dage. Det er mest landrovere vi ser og gamle ombyggede lastbiler, men også nogle af de store overlands ekspeditions køretøjer. Det er engelske firehjulstrukne Bedford med alt tænkeligt udstyr og plads til 24-28 personer på ladet. Nogle af dem er på 1-2 måneders tur i Marokko, men nogle skal videre til Østafrika og en enkelt endda til Cape-Town.Vi møder sandelig også en dansk bil her, en MB 406 kassevogn med Karsten ved rattet og Lotte og Muss der er med som passagerer.Karsten kører i mere el. mindre fast rutefart mellem Danmark og Marokko med gamle danske vægte og symaskiner som han så sælger hernede. Fortiden er på visse punkter lidt dunkel, men det sikkert også svært for nogle at holde fingrene væk fra de indbringende grønne planter oppe i bjergene.

Næste formiddag kl 10 havde vi aftalt med vores guide at skulle på tur rundt i byen, men da kommer udenfor pladsen, er han i fuldt skænderi med de officielle guider, så vores aftale må vist annulleres. Karsten og de to piger skal derimod ind til Medinaen lidt senere og besøge hans ” familie ” ( han er konverteret til islam ) så han lover at vise os rundt. Det bliver en dejlig og spændende eftermiddag inde i Medinaen hvor vi også bliver budt på frokost hos den Marokkanske familie.

Vi bliver i Fes en lille uges tid. Vi skal vente nogle dage inden der kommer en toppakning ned fra Casablanca, og yderligere et par dage på værksted med at få den skiftet. Vi giver 650 kr for det hele så det er billigt sluppet.Vi er også på posthuset, hvor der er flere breve men desværre ikke til Mette.

Vi spiller fodbold på campingpladsen i Fes .Den ene vagt er med ,mens den anden passer på geværerne.

Fes er ikke nogen rar oplevelse for os. Vi kan ikke gå mange meter udenfor campingpladsen uden at blive antastet enten af tiggere eller unge der vil have penge for at vise rundt

Medinaen i Fes . efter sigende bor her over 1 million herinden.

Endelig er bilen færdig og vi tager fra Fes med retning mod Marrakech nord om Atlasbjergene. Der er omkring 500 km så vi overnatter undervejs på parkeringspladsen til et flot nyt hotel.De vil have penge for at vi holder der og sandelig om de ikke også vil have penge for en vagt til at passe på os om natten.Det har været et øde landskab vi har kørt igennem, små typiske araberlandsbyer med lerklinede huse og et netværk af små passager. Vi føler os meget anderledes og ikke særlig trygge i disse byer og er for længst blevet enige om at skiftes til at blive og passe bilen mens de andre handler.

Næste dag kører vi væk fra hovedvejen og ind i bjergene for at se vandfaldene ved Ouzoud.Det er også flot , men ikke så imponerende som vi så det i Jugoslavien.Det bliver mørkt inden vi når Marrakech. Der ingen belysning på vejene, og et mylder af mennesker til fods eller på cykel og knallert, alle ind og ud mellem hinanden så det tager lang tid inden vi finder den kommunale campingplads.Om morgenen skal vi ud for kigge på byen, men på vej ud møder vi et dansk/svensk ægtepar i campingvogn som hvert år overvintre i Marrakech. Vi slår os ned igen og sidder og småsludrer hele formiddagen.Om eftermiddagen tager vi ind til Medinaen hvor vi bliver” fundet ” af en guide som vil vise os rundt.Det bliver et kedeligt besøg, han vil kun vise de butikker hvor det på forhånd er aftalt han får provision hvis vi køber noget. Men vi får da set nogle af de små håndværkere bl.a. en drejer der laver skakbrikker på en lille hånddrevet drejebænk, hvor han må bruge både hænder og fødder for at have styr på det hele.Om aftenen går vi rundt på den store plads lige udenfor Medinaen. Her er slangetæmmere og naturdoktorer med levende og tørrede dyr og en masse tingeltangel. Der er historie og nyhedsfortællere med en kreds af tilhørere og en masse boder med sammenkogte retter til et par kroner hvis man har mod på det.Det er mandag d. 28. oktober. Vi kører igen sydpå for at krydse Atlasbjergene mod Ouarzazate. Vi stopper nogle gang for at finde bjergkrystaller, men har ikke rigtig heldet med os. De store flotte må vi købe eller bytte os til for gammelt tøj ved en af boderne langs vejen. Vi når Ouarzazate ved solnedgang, og det er flot syn, med alle palmerne og ørkenen og bjergene i baggrunden. Byen er en af de sidste store oaser inden det store intet, og der er også en fin lille campingplads.Der ligger 2-3 andre foruden os og om morgenen kommer der et ungt schweizisk par over for at høre om vore planer. De har kurs mod vestafrika, og har netop taget hul på et helt års rejse. Vi bliver enige om at mødes om en uge i Fes, og om alt går vel følges ad gennem Sahara.De kører i en halvgammel MB 406 ( men på benzin, hvordan man så bærer sig ad med at støve sådan en op)Så bil mæssigt passer vi meget godt sammen. De har 4 sandstiger og mange extra dæk og købt mad til et helt år hjemmefra.Det passer også fint for os med Fes igen . ( sådan da ). Vi har de sidste dage snakket meget frem og tilbage om hvor vi skulle krydse grænsen til Algier. Den eneste officielle åbne grænseovergang er oppe nordpå ved Oujda. Men på det sidste har vi hørt om flere der er kommet over 500 km sydpå ved Figuig. Fra Ouarzazate til Figuig er der kun ca 600 km, men de sidste 300 km er på ørkenasfalt/pist gennem ingenting og som vi skal tilbage af hvis grænsen er lukket. Turen op over Oujda og ned til Figuig er på ca 1600 km så der ville være meget at spare. Det der gør udslaget er imidlertid at da vi vil efterspænde top pakningen, finder vi flere løse møtrikker inde under ventilerne som vi ikke kan komme til, så den eneste mulighed er at tage tilbage til Fes og få det ordnet.Fra Ouarzazate kører vi mod Dades kløften, en næsten 25 km lang oase ind i bjergene. Der er utroligt frugtbart og grønt her. Masser af dadelpalmer med dadler og grøntsager i bunden på begge sider af floden. Efter kortet og en beskrivelse vi fik engang i Ankara af en tysker skulle det være muligt at fortsætte op gennem bjergene og komme ned gennem Todra kløften, men et stykke oppe må vi opgive.Vejen er alt for dårlig og smal og vi kan ikke være i svingene. Vi kan heller ikke vende så det bliver en lang tur tilbage i bakgear hvor drengene må løbe i forvejen og dirigere. I stedet må vi tage de 70 km ad landevejen til Todrakløften. De sidste 10 km er vejen utrolig dårlig og nogle gange går vejen gennem floden der løber ved siden af os. Tilsidst bliver vi stoppet af en lille interimistisk stenbro,

men vi er også midt i kløften nu. 150-200 meter høj kun få meter bred og vores bil i bunden der syner af ingenting. Det er her der skal tages billeder, magen til dem der findes i Marokko ekspeditionsbeskrivelserne som vi har med.Helt så øde som der ser ud på billederne er her nu ikke, en fin lille cafe med værelser og hotel og campingskilt ligger midt i det hele, men den behøver jo ikke komme med på billedet. Fra Todra videre mod Erfoud og Rissani det absolut sidste inden det store øde ingenting. Det er også 150 km ørken vi kører igennem her. Ingen mennesker el landsbyer ingen træer el. anden bevoksning kun en kamel hist og her og så ellers sten og sten og atter sten. Og knag`me om vi så ikke møder en dansk bil her, en Toyota landcruiser, vejen er kun i et spor så vi stopper helt da vi ser nummerpladen, men de kanter sig udenom os og fortsætter og vi ser dem forsvinde i bag spejlet noget forbavset og skuffet.I Erfoud køber vi ind, og en ung araber spørger om vi har lyst til en tur ud i ørkenen til nomadelandsbyen Merzourga. Han siger han har familie derude han skal, besøge, og vil godt vise vej uden vederlag. Vi er godt klar over, at når det kommer til stykket skal det nok koste noget alligevel, men er det en god tur er det vel lidt penge værd.

Gorges de Dades , en utrolig frugtbar floddal

Vi fulgte floden så langt ind i bjergene som muligt, et fantastisk smukt natursceneri.

Vi er nået frem midt i Todra kløften efter

At have kørt gennem floden og kantet os Gennem klippeblokke.

Vi køber små 35 km ud i Sahara ad en ganske god pist. Ikke meget sand og skulle pisten blive for dårlig kører vi bare 10-20 meter længere ud hvor ingen har kørt før.Vi ender ude ved en lille cafe, og nogle kæmpemæssige sanddyner. Sanddyner er store – ja op til flere hundrede meter høje sandbjerge formet i alle mulige faconer og smukke gule og røde farver.

Det er blevet lidt halv sent på dagen og vi kan godt se det kan knibe med at komme tilbage inden det bliver mørkt, så vi beslutter at overnatte her og følge rådet og stå tidligt op og nyde solopgangen ovr sandhavet.Der er et par andre turister her og en franskmand har lånt et par slalom ski som han slæber med sig om i bakkerne, og sandelig om der ikke bliver løbet på ski her midt i Sahara. Carsten og Asger prøver også ned af nogle af de stejle sider og det ser helt mærkeligt og sjovt ud.Da vi kommer tilbage til bilen tager de andre turister af sted, men i mellemtiden er der kommet en bil med 4 spaniere- 3 piger og en fyr. De er også blevet lokket herud på falske forudsætninger og har nu svært ved at beslutte om de skal overnatte eller prøve at finde tilbage på egen hånd.De har hafr flere dårlige oplevelser med Marokkanere de sidste dage. Nogle der skulle vise vej og siden stjal eller truede dem til at aflevere spiritus og andet. Et dyrt tæppe var også pludseligt forsvundet.

Da de hører vi bliver , beslutter de sig også for at blive, selvom de ikke har telt med , men skal sove i et åbent nomadetelt.Der er en del marokkanere her , dels vore guider og 5-6 andre. Om aftenen spiser vi sammen og sludrer lidt. Da vi vil i seng bliver der lidt ballade, marokkanerne vil have spiritus eller og kan ikke forstå vi er så afvisende. Til sidst bliver jeg sur og vred og skælder ud , og som sædvanlig med arabere bliver de bange og flove og går slukøret til sig selv.Spanierne er ikke helt trygge så vi kører bilen helt op til deres telt så vi kan passe på hinanden.Ved 4 – tiden om morgenen bliver vi vækket af en masse landrovere med turister fra Erfoud som har været tidligt oppe og som nu skal op i sanddynerne for at se solen stå op. Det bliver en tam fornøjelse for netop i dag er det overskyet så vi får kun et enkelt glimt af solen.Turisterne og landroverne er taget af sted, og vi siger farvel til spanierne og får lodset vor guide ombord for at komme tilbage til Erfoud. Men efter en ½ time kan vi godt se vi er på gal vej.Pisten er blevet meget dårligere og jeg stopper og spørger gutten hvad meningen er. Han forklarer frejdigt at vi er på vej mod Rissani , 30 km sydpå hvor han gerne vil besøge noget familie.Jeg bliver rasende og skælder ud på fransk og engelsk og dansk og truer med tæsk og Politi. Han er nok mest bange for Politiet for han begynder at svede og stamme og resten af turen går langt bedre selv om der er mange klipper og vandløb hvor vi må måle vanddybden.I Rissane vil vor ven gerne af , men jeg forklarer at bussen ikke stopper her og kører ham langt udenfor byen hvor vi lader ham slippe. Han har helt glemt sit guidehonorar.

Vi har været tidligt oppe så sidst på formiddagen er vi fremme ved oasen i Meski. Der er campingplads mellem palmerne, og et stort svømmebassin med vand fra et naturligt kildespring. Der er masser af fisk i bassinet og det er ret koldt , så vi føler os ikke fristet. Hen på dagen bliver det også sandstorm , så det er umuligt at være ude. Vi møder nogle franskmænd og italienere på motorcykel her (den ene har ventet en måned på et gearhjul )Og de mener at vores bil bedre vil kunne klare den vestlige pist fra Reggane til Gao i Mali end turen over Tamantasset. Vi har det i tankerne indtil vi skal planlægge sammen med Schweizerne.Vi når de 350 km fra Meski til Fes på en dag. Det er smuk tur over Atlasbjergene. Vi møder kamelkaravaner og nomader og ellers ikke andet .Vi er tilbage i Fes. På campingpladsen har man sat prisen op fra fra 11 kr til 22 kr og der er stadig ikke gjort rent nogen steder.Ved indgangen møder vi fire danske gutter fra Kolding. De er på vej i landrover med anhænger til Kenya, og skal altså hele turen igennem.Dagen efter ser den Toyota landcruiser der kørte forbi os for en uge siden ude i ørkenen og Mette løber hen for at fortælle at vi Danskere holder til her. Men de gider dårligt svare hende og siger kun de hellere vil campe i den anden ende af pladsen. Det var altså ikke nogen fejltagelse de kørte forbi dengang.

Vi får efterspændt top pakningen på værkstedet, og jeg justerer bremser igen. Samtidig opdager jeg at et af baghjulene er næsten totalt ødelagt. Der er lange flænger i gummiet og også begyndende revner i det ved siden af. Disse to hjul har vi endnu ikke haft lappet, og vi ser nu at der hjemmefra ikke har været monteret slanger selvom det ikke er slangeløse dæk( vi er ret trætte af Bjørns Auto efterhånden) , Vi har kun en extra slange tilbage, så vi tager ned til byen og får sat slange i det ene hjul. Næste dag er vi også punkteret på et af forhjulene, så vi laver dæk næsten to dage i træk. Vi tager det mest ødelagte dæk og skifter med reservehjulet , og satser på vi kan købe nye i Algier. Jais i Malaga og flere andre har fortalt det skulle være muligt især på det sorte marked, så vi håber på at kunne få nogle lidt større sand dæk der.

Der er flere andre små reparationer og under en af dem kommer jeg til at ramme køleren med boremaskinen så der kommer et fint hul. Klokken er henad 6 om aftenen og det helligdag de næste 2 dage, så vi er heldige med at finde et værksted der piller køleren af, bringer det hen til en der fortinner hullet og sætte det hele sammen igen. Et par timer tager det og koster lidt over 200 dirhams nok i overkanten af den normale tarif men det det koster når man dummer sig.De fire danske gutter er taget videre mod Algier, Schweizerne kom som aftalt mandag eftermiddag og vi har aftalt at følges ad så længe vi hver især har lyst.Vi møder også Bruno her, også fra Schweiz. Han er i Folkevognsbus med en masse sufere på taget, og vil gerne følges med os et stykke af vejen gennem Algier. Han er på vej tilbage til Europa, og vil prøve at nå Tyrkiet inden han skal være tilbage i Januar.Vi er i det hele taget mange omkring bålet i aften. Tyskere, Hollændere, Schweizere og os , så der bliver udvekslet mange rejseoplevelser og erfaringer.Onsdag morgen d. 6 november forlader vi Fes. Tre biler i række. Vi har de sidste måneder følt vi var frygtelige langsomme, men nu viser det sig at det er os der må vente på de andre.Vi overnatter et stykke udenfor Oujda i en lille træ bevoksning, og spiller volleybold over et net udspændt mellem bilerne og får besøg om aftenen af nogle englændere fra en overlandsekspedition der har camperet på den anden side af vejen.

Omkring middagstid næste dag når vi grænsen. De fire danskere er også nået hertil, og på den sidste del af den langsommelige toldprocedure.Det tager tid at komme ud af Marokko. Politi og Toldere er frække og arrogante, og mens jeg er inde og ordne papier, kommer Winnie nærmest op og slås med Marokkansk Politi som er ved at ødelægge vores verdenskort i vrede over at vi efter Deres mening har aftegnet grænsen mellem Marokko og Mauritanien forkert.Ved den Algieriske toldstation tager det endnu længere tid. Til gengæld er folk flinke og venlige her.Ud over den almindelige afstempling af pas og papier, skal der udfyldes et hav af andre dokumenter. Deklaration af penge og alle andre værdier. Tegning af bilforsikring som obligatorisk ( 200 kr for 20 dage )Tvangsveksling af ca 4000 dkr. Til 2000 dinarer hvilket også er obligatorisk for alle som ikke hat et internationalt studenterkort. Vi finder senere ud af vi vist nok er de eneste der så naive. Alle selv agtværdige 60 årige franksmænd i mercedes kan fremvise nydelige ” studentscard ” . vi finder også senere ud af at på det sorte marked kan 1 dinar købes for 50 øre så det er nogle dyre dinarer vi er nødt til at købe her.Endelig mangler kun det sædvanlige eftersyn af bilen, men igen slipper vi som familie let igennem.De roder lidt i vores pibeudkrads og spørger med et smil om vi har nogle pistoler og til sidst vil de da gerne have en øl hvis det findes. Der gør der ikke og vi får lov til at køre ud i friheden.Anderledes går det med Bruno og Ernest og Christine, De skal have splittet bilen ad og alt skal ud, så der går yderlige 2 timer inden de er ude. Næsten 4½ time tog det så det er halvmørkt inden vi kan fortsætte- Vi tør ikke køre ud i sandet langs vejen for at overnatte, så vi fortsætter mod campingpladsen i Tlemcen.

Der løbes på ski ned af sanddynerne.

Grænseovergangen mellem Marokko og Algier.

Her koster det det desværre over 100 kr, så vi ender alligevel på en lille plads udenfor byen,

Næste morgen skal vi skilles fra Bruno , han skal videre nordpå, og vi skal mod syd, over Ain-Sefra , Figuig og Becar i alt ca 575 km. Det er bjerge og øde ørkenstrækninger vi kører igennem. Ingen huse eller mennesker og næsten ingen traffik. Kun militærposter for hver 150 km hvor vi må vente 15-20 minutter for at blive shrevet ind i små bøger. Vi snakker med nogle af soldaterne et sådant sted og de fortæller at de er værnepligtige og er udstationeret dette sted i et ½ år. 10-12 unge fyre i et 15 m2 stort skur, med over 100 km til nærmeste by og 3-4 biler om dagen der passerer.I de få byer vi har været igennem har vi spurgt efter vand og dæk, men det er umuligt. Vandhanerne er tørlagte og dæk findes ikke. Vi køber også lidt ind, men alting er fantastisk dyrt. For 100 kr fik vi den ene dag 5 kg kartofler, 1 kg gulerødder og tomater , 1 sodavand og 4 brød. Så vores 4000 kr skal nok få ben at gå på, selvom diesel er meget billigt, kun 1,40 kr efter den officielle kurs. ( hvis man veksler sort omkring 0,35 kr pr lt. )Men indtil videre har vi også mad nok medbragt fra Ceuta.Vi skifter mellem ris, spaghetti og kartoffelmos og et eller andet brev pulversovs. Det er ikke nær så slemt som det lyder, vi skiftes med Ernest og Christina til at lave mad og får gode ideer af hinanden. De har tørrede svampe og soja protein og flere andre gode ting.I Becar får vi vand på og fyldt op med diesel. Vi beslutter at blive til vi har fundet nogle dæk. Men det er stadig lige besværligt, vi bliver sendt fra det ene sted til det andet. Til sidst spørger vi to mænd med et reservehjul på ladet i den rigtige størrelse om vi kan købe deres. Det viser sig at den ene har en tankstation i Taghit små 100 km sydpå, og godt mener han kan skaffe 4-6 dæk til os. De koster nok mellem 600-800 dinarer stykket, men han vil hellere have forskellige ting end penge, så de bliver bænket inde i bilen og vi finder alt vort gamle ragelse frem. Mine gamle skjorter og noget af Mettes tøj er mange penge værd.Børnene købte walkman i Tyskland og bliver nu takseret til det dobbelte. Også den gamle radio fra vores røde Toyota i Danmark går højt o.s.v. Til sidst bliver vi enige, og vi skal mødes senere på dagen i Taghit.Det sidste stykke af vejen mod Taghit er omgivet af sanddyner og meget spændende, og da vi runder en bakketop ligger byen pludselig nogle kilometer foran os, med en masse palmer små lerklinede huse og er kæmpe sandhav i baggrunden. Et helt overdådigt syn.Vi finder tankstationen men Muhammed er ikke kommet tilbage fra Bechar endnu, så vi går på opdagelse Der findes en lille campingplads her, d.v.s. der er ingen der passer den og heller ingen vaske el. toiletforhold men masser af frisk dejligt vand så vi beslutter at blive her og vente.På vor vej rundt i byen var vi nede af en lille grusvej og sad pludseligt fast i sandet. Det er første gang, så vi griner lidt og kigger på hinanden og alt sandet omkring os som ellers så hårdt og fast ud da vi kørte ud på det. Vi får skovle og sandstiger frem og begynder at grave. I mellemtiden har der samlet sig et stort opløb af børn og unge som hjælper med at grave og skubbe og til sidst lykkes det at komme fri.Vi er flere gange ude på tankstationen uden resultat 0g næste dag på samme måde.Vi møder et lille Tv hold fra det Algieriske fjernsyn som gerne vil lave et interview, men da vi ikke kan tilstrækkeligt fransk nøjes de med at filme.Ernest og Christina er fra Bern området og taler tysk og lidt engelsk og kun en smule fransk.Vi får vasket tøj, og lader bilen køre så alle kan få et varmt bad og går også i gang med at skrive.

På 4 dagen i Taghit var Muhammed stadig ikke kommet tilbage fra Bechar, så vi fornemmer der må være fusk i foretagenet. Den sidste dag her i Byen var heller ikke så let. Alle ved vi er her og der bliver fjernet klistermærker fra Bilen, pillet og regeret og lagt glasskår under dækkene og andre mærkelige ting, så vi beslutter at tage videre sydpå.

Der er 700 km til Reggane og kun to byer undervejs Beni-Abbes og Adrar. Vi har rigeligt med vand og diesel og mad 0g vejen er ganske god, så der er ingen problemer i det.I Beni-Abbes spørger vi igen efter dæk, men alle ryster blot på hovedet og siger at i Adrar er alt muligt. Der er et lille museum her og sågar også en lille Zoo. Der er ganske vist ikke mange dyr, og det er et trist syn at se ørne og gribbe sidde afpillede i små bure.

Det er en lang tur til Adrar, på samme tid spændende og ensformigt. Sand og sten så langt øjet rækker , ind i mellem afbrudt af bjerge i baggrunden og sanddyner langs vejen, men ingen mennesker eller dyr, kun kadavere af kameler eller geder og antiloper . En enkelt gang ser vi endda en endnu levende hest ligge og sprælle på vejen i de sidste krampetrækninger.Vi overnatter i sanddynerne eller langs vejen, og når Adrar på et par dageEndnu en gang går jagten ind på dæk, men stadig uden held. Prøv i Reggane får vi blot at vide.Det er også blevet svært at købe mere almindelige ting. Tændstikker har vi længe været på jagt efter, pibetobak er et ukendt begreb ,selvom der er piber til salg i de små boder. Smør kan vi få nogle steder helst tidligt på dagen og brød skal vi ofte stå længe i kø efter. Vi er begyndt at bage brød selv , men mel kan heller ikke købes længere, kun hos bagerne hvor vi ikke skal betale for det, så det bliver højst et par kg ind i mellem. Men softice kan man få , store softice til 1 kr stykket.Vi køber også et kraftigt ståltrådsnet til at sætte foran lygter og køler, for at beskytte mod stenslag. Det ene lygteglas er allerede gået og der er mange ødelagte køleribber.

Vi kører de sidste 140 km til Reggane. Der er ikke meget by her, kun en stor militærforlægning med lidt landsby omkring, men der også meget langt herfra til nogen ting. Mod vest, syd og øst flere tusind kilometer ørken og kun mod nord en smal forbindelse til omverdenen.

Hos byens vulkanisør finder vi to gamle sand dæk 7,50 x 16 som vi kan bruge. Det ene er meget pænt men det andet er slidt helt ned. Han vil have 900 kr for dem, og vi køber selvom det er dyrt. Vi monterer dem på forhjulene og håber det vil lette os at styre gennem sandet.

Der er kun to ruter gennem Sahara. Den vestlige Tanezrouft pist som går gennem Raggane og 1317 km gennem absolut ingenting over grænseposten Bojd Moktar til Gao i Mali.Og så den østlige rute , med skiftevis asfalt og pist fra ElGolea over Insalah til Tamanraasset ca 100 km og derefter pist ca 600 km til Arlit i Niger.

Langt de fleste vælger Tamanrasset ruten, selvom Tanezrouft skulle være lettere at komme igennem.Det er nok de 1300 km der skræmmer det er de færreste der har kapacitet til vand og brændstof så langt.Her i Reggane møder vi et fransk par og en tysker der netop er kommet ind fra pisten og de fortæller at turen fra Gao ikke har voldt dem de store problemer bortset fra sand, mens der på turen fra Tamanrasset og sydpå er 100 km sten pist hvor alt falder fra hinanden. De mener i øvrigt at vi med så stor akselafstand vil få svært med at komme gennem hullerne.De fortæller også det nu er muligt at købe brændstof i Bojd Moktar ca halvvejs.

Vi snakker frem og tilbage med Ernest og Christine og bliver til sidst enige om at vælge Tanezrouft til Gao.

De har ca 360 liter benzin og kan normalt køre ca 1500 km på det. Vi 500 liter diesel og nok til 2500 km, så selvom der går mere til på pisten skulle det nok række. Vi har også vand til 12-14 dage og rigeligt med mad.

Desværre viser det sig at når vi skal den vej skulle vi have fortoldet ud i Adrar, så vi må de 140 km tilbage.Her bliver vi registreret i små bøger, også med forældres navn og adresse.Der hænger mange efterlysningsplakater her, med folk der er blevet væk undervejs, så det er om ikke at komme for langt væk fra pisten.Tilbage til Reggane. Her skal vi checkes af civilpolitiet, der undersøger om vi har vand og brændstof nok med og vist egentlig også undersøger bilerne .Inden vi forlader byen skal vi også hos det almindelige politi og endnu engang skrives ind i små bøger.

Adrar den sidste by inden Reggane og det store ingenting.

Der købes brød. Som altid når der er brød lange køer og mange mennesker..

Vi aftaler de sidste detaljer inden pisten.

Foran os 1317 km til Gao i Mali.

Vi kører udenfor byen og slår lejr hvor asfalten stopper og pisten begynder.Der er et skilt her med Niamey 1769 km ,Gao 1317 km og Bojd Moktar 640 km. Lange afstande uden civilisationNæste morge starter vi. Det første stykke er frygteligt.Stenpist med hårdt vaskebræt- små sten og jordvolde på tværs af vejen, og efter 10-15 km er alt nærmest rystet fra hinanden. Vi kommer heller ikke meget længere før et af vore baghjul eksploderer.Det er reservehjulet vi har kørt på siden Fes, der ikke længere kan holde til stenene. Vi må skifte til et af de dårligere af vor oprindelige, men slangen er også gået så vi må købe en af Ernest.Vi søger væk fra pisten, men sidder nu i stedet fast i sandet. Det er knapt så slemt for os men værre for Ernest og Christine. De har stadig små dæk på 600x 16 og så snart der er løst sand synker forhjulene i og baghjulene graver sig ned i sandet.Der er ikke mange kilometer imellem vi må stoppe og hjælpe hinanden fri. Vi er trætte efter den første dag. Kun små 70 km har vi tilbagelagt. Solen bager og der er ulideligt varmt inde i bilen, mens det blæser koldt med en masse sand i luften udenfor.Så snart solen går ned bliver det rigtig koldt.I begyndelsen af pisten blev vi overhalet af 10-12 personbiler , mest peugeot oog et par mercedes i fuld fart med en lang bred støvsky efter sig, men ellers så vi kun et par biler langt ude i det fjerne.

Hovedpisten er ellers fint afmærket. For hver 10 km er der en lygtepæl med solfanger som blinker om natten, og ellers cementopstandere og olietønder med ujævne mellemrum.I øvrigt ligger der ofte bilvrag smadrede dæk og andre smådele så man er sjældent i tvivl om hvor hoved pisten er .

Næste dag går det langt bedre. Ernest og Christine bliver på pisten og bliver rystet endnu bedre sammen, mens vi kører 200-300 meter ude til højre. Der er ikke de store problemer herude.Vi skal styre udenom de største sten og sandsamlinger, men så længe vi har fart på kan vi komme gennem ganske meget løst sand.Hvis vi derimod først stopper , skal der ikke meget til før vi graver os ned og må i gang med sandstigerne. Der er ikke meget at kigge på herude, alt er øde, kilometervis af ingenting, og kun nogle gang en bil langt ude i det fjerne.Selve hoved pisten er kun 5-10 meter bred, men på grund af vaskebrættet på pisten trækker alle ud til siden indtil der også er vaskebræt her o.s.v. Mange steder er sporet op til flere kilometer bredt, så man skal holde godt øje med lygtestanderne i det fjerne.Det bliver en god dag. Vi kører små 300 km og er kun ude at grave nogle få gange. Vi møder to franskmænd på vej nordpå. Det er to fra de 10 biler som overhalede os dagen før. De har knækket en kilerem til den ene mercedes, og er på vej de 500 km tilbage til Adrar efter en ny. De to vi har med er desværre for store så vi kan desværre ikke hjælpe. Hen under aftenen finder vi de øvriges lejr, og vi slår os ned sammen med dem.

De skal til Lome i Togo, hvor bilerne skal sælges , hvorefter de flyver hjem. Nogle af dem har kørt turen et utal af gange en 83 gange og andre 50-60 gange. De påstår det ikke giver penge, blot dækker udgifterne og altså en gratis ferie.Vi laver et stort bord til os alle, og bænke af sandstigerne, og franskmændene disker op med gåsepate og andre lækre sager, vin i kassevis, Bordeauxvin , dessertfrugter og cognac og whisky.Det bliver en større fest, og vi labber i os af al det vi ikke har set i månedsvis. Derimod er der ingen der rigtig rører vores brasekartofler med stegte løg.De kender naturligvis pisten fremover og kan fortælle at det gode nu er overstået, og der er meget sand det næste stykke, og lange strækninger med klippe og store sten. Strækningen fra Bojd Moktar og ca 100 km frem er især vanskeligt med sand boomeraner og dyner man ikke kan komme ud af hvis man først er havnet der.Næste morgen tager vi afsked med dem og fortsætter sydpå.Det bliver en frygtelig dag. Ustandselig sidder vi fast i sandet og må til sidst søge ind på pisten. Også her sidder vi fast mange gange, og må ofte lave vej af sandstiger mange meter frem.Ved tre tiden stopper vi og ser opgivende på hinanden.Vi spiser frokost og snakker om tingene . Vi er ikke i tvivl om at vor bil egner sig dårligt til Sahara. Den er for tung og mangler motorkraft til at pløje sig gennem sandet. Vores dæk er for små og hænger ofte med hele bunden, så der er bjerge af sand der skal flyttes. Vi har kørt 30 km på 6 timer og med for mange af disse dage har det lange udsigter.Vi har passeret Krebsens vendekreds og er omkring 420 km fra Reggane og 220 fra Bojd Moktar. Vi bruger også betydeligt mere brændstof end beregnet. Schweizerne kører ca 2½ km på literen og vi ca 3½ gennem sandet.

Vi fem er mest stemt for at vende om. Vi har 900 km endnu og skal igennem det hele en gang til om 2-3 måneder. På den anden side føler si os forpligtet over for schweizerne, som ikke har nogen mulighed for at komme igennem alene. De har haft det langt sværere end os og kan ikke klare det , de to alene.Heldigvis kommer de ind til os for at fortælle at de er mest stemt for at vende om. De er bange for deres bil vil bryde sammen og finder også sliddet alt for stort. Det er godt at vi uafhængigt af hinanden er kommet til samme resultat, selv om det har været værre for dem at beslutte. De har et helt år foran sig, som de skulle have tilbragt i Afrika, ofret penge på visa og meget planlægning.

Det er tvivlsomt om de har benzin nok til turen tilbage, men ellers må vi køre det sidste stykke og hente til dem..Vi slapper af resten af dagen og får besøg af 3 på motorcykel som vi byder på the og kaffe.Personligt er jeg glad for at turen sydpå stopper her. Vores bil er uegnet og vores udstyr for dårligt.

Næste dag kommer franksmændene forbi, og kan godt forstå os selvom de synes vi burde forsætte en dag endnu. Vi vinkel farvel til dem og begynder turen tilbage. Det er ikke blevet lettere fordi vi nu kender vejen, men vi er ikke så pressede og får også tid til at lege lidt, Carsten og Asger prøver begge at køre bilen på de lette stykker.Vi kan ikke køre særlig stærkt. Det meste foregår i 3. el 4 . gear. 5 gear kommer vi aldrig op i. der kan motoren ikke trække, så ca 50 km/t er max.

En af mange gange vi må grave os fri .Christine er efterhånden helt færdig.

Vi passerer Krebsens vendekreds

Lejrplads efter en lang udmattende dag.

Vi er punkteret endnu en gang. Det er baghjulet vi fik lavet i Fes, hvor slangen er gået, og vi må købe endnu en slange af Ernest. Små 30 km fra Reggane punkterer vi endnu en gang. Denne gang på forhjulet. Heldigvis kan vi nøjes med at lappe, men det tager lang tid at få dæk af og på og så pumpe op med vores lille fod pumpe.Schweizerne når ind på de sidste liter, og vi får fyldt vand på og alle kan få et varmt bad. Det er ikke blevet til meget vask de sidste dage og vi er utrolig snavsede og sandede alle steder.

Vi skal tilbage til Adrar for 3.die gang for at ordne papier, men halvvejs eksploderer det ene af vore nykøbte forhjul. Både dæk og slange er blevet til ingenting, så det var en kort og dyr fornøjelse. Vi skifter til et af de gamle og krydser fingre, for nu er der ikke mere at skifte til.Vi får ordnet hvad vi skal i Adrar, og kører på tværs af Sahara over Timioun mod El Golea. Vi bliver et par dage i Timioun og forsøger at skaffe dæk men uden held.Vi er også nødt til at forlænge vor forsikring her. De første 20 dage er gået, men nu koster forsikringen det dobbelte ca 450 kr fordi vi ikke er ved grænsen. Vi må bide i det sure æble, da vi ellers kan få alvorlige problemer næste gang vi løber ind i en politikontrol.

Små 70 km udenfor Timiuon sker det igen , vi punkterer på et af baghjulene. Dækket er nu så ødelagt at selv om vi har sat store lapper indvendigt kommer der sten igennem revnerne og flækker slangen.Schweizerne har 6 reservehjul på taget. De er gamle og i forskellig størrelse og betydeligt mindre end vi kører på, men det er den eneste løsning, så vi låner 4 af dem til at køre videre på.Der er 450 km fra Adrar til El Golea, det meste ensporet, ganske vist asfalteret men med mange store huller, og en høj kant vi skal ud over hver gang vi møder en modgående bil.

Vi kommer ud på hovedvejen El Golea - In Salah og her er det igen godt. Til gengæld ligger der ofte store sanddyner på vejen som vi skal passe på. Vi møder et ungt fransk par som aftenen i fovejen var kørt ind i sådan en dyne og landet langt nede af en skrænt. De er ved at få bilen hejst op da vi kommer forbi og der er ikke meget bil tilbage.Vi møder dem dagen efter, blaffe på vej til Tunis med al deres habbengut, helt slået ud over oplevelsen af tabet af en næsten helt ny bil.Vi slår lejr i El Golea og regner med at blive 4-5 dage.Vi vil have ordnet vore dæk problemer, skrevet breve og skal også have kigget på bremserne da vi er begyndt at tabe bremsevæske.Det viser sig vi har knækket et bremse rør, lige ved en sammenføjning. Vi prøver at lappe med plastik padding, men det holder ikke, så sætter vi sammen med forskellige gummislanger, endda en lille stålarmeret, men alle sprænger som en ballon. Til sidst er vi heldige , vi har fået besøg at 3 arabere, som vil se hvad vi er for nogen. Den ene er mekaniker og tager røret med ind til byen og får det lappet sammen.Vi har lagt os 5-6 km udenfor byen mellem sanddynerne og palmerne, så det kunne godt være blevet lidt besværligt selv at komme frem og tilbage uden bremser. Men dæk er stadig lige umuligt. Vi finder ganske vist 2 hos en vulkanisør lidt brugte, men han vil have 1200 dinarer ca 2400 kr så vi kvier os lidt.De 4000 kr vi skulle tvangsveksle ved grænsen, brugte vi resten af inden vi kørte ud på pisten fra Reggane. Siden har vi klaret os ved at tuske lidt. Vi har solgt mine gamle skjorter som skulle have været gaver i AfrikaLidt af Mettes tøj hun er vokset fra, børnenes walkman, en batteri lader, som vi ikke rigtig har kunnet bruge og nogle andre småting. Alt i alt har vi fået ca 2400 dinarer – 48oo kr ind , så det er jo meget godt selv om det ikke rækker til så dyre dæk.Alting er stadig meget dyrt. Men det er heldigvis meget lidt vi kan få så det giver sig selv.På en af vore dæk ekspeditioner ind til byen , møder vi igen de fire danskere i landrover, så de tager med ud til vor lejr. Vi har nogle hyggelige dage sammen. Vi er midt i et område med sandroser. Fine forstenede sandformationer som ligger ½ meter nede i sandet. De koster let 30-50 kr stykket langs vejen, men her kan vi selv finde dem når vi graver lidt. Vi finder faktisk så mange at vi efterlader en hel del. Da vi er på vej derfra kommer der nogle børn som samler de efterladte sandroser op og håbefuldt prøver at sælge dem til os.Vi får også besøg en aften af et tysk par som arbejder ved den tyske ambassade i Rabat i Marokko. De har set vor lejr, og er ikke så meget for at ligge alene. Så der er mange ved bålet den aften. Det er ellers blevet koldt så snart solen er gået ned, så man skal pakkes godt ind.Tyskerne fortæller at vi nok vil løbe ind i problemer hvis vi tager tilbage til Marokko. Der er kommet et regulativ om at man ikke vil lade biler passere ind i landet som kan tænkes at kunne anvendes i krigsøjemed.. For at komme ind skal man medbringe et brev fra sin ambassade i Marokko, der tilkendegiver at man er en god reel statsborger, der ikke påtænker revolution , og samtidig skal ambassaden indestå for at bilen udføres af Marokko igen.Han har friske gruopvækkende historier, bl.a. om en turistbus med 40 tyske turister, som i 4 dage holdt i ingenmandsland og ikke måtte forlade stedet indtil det frigivende brev ankom fra ambassaden. En forsøgte selvmord, og måtte hentes ud med røde kors fly hvilket havde voldt lige så stort besvær. Ak ja- og det hele fordi to lande ikke kan blive enige om rettighederne til en stor sandkasse.Det giver os lidt problemer med hensyn til fremtiden.Vi havde regnet med at tage til Tamanrasset, hvis vejen tillod det og derefter til Agadir i Marokko, for at slå os ned til et godt stykke efter jul. Det vil nok tage en rum tid for os at få den Danske ambassade i Algier til at skrive til ambassaden i Rabat og bede dem sende et sådant brev, så vi

pusler lidt med tanken om tage til Tunis og derfra videre til Sicillien. Vi kender desværre ikke færgepriserne den vej, så inden vi bestemmer os , skulle vi helst have snakket med nogle med friske oplysninger.Så det ender nok med vi holder jul i Algier med kartoffelmos og den sidste dåse pølser hvis den holder så længe.Vi har stadig ikke fået dæk. Vi beslutter os til at køre de 270 km til Ghardia og prøve lykken der. Og her er heldet med os. Ganske vist ikke 7,00x 16 som vi kører på men 6,50 x 16 og det kan nok gå an. Vi skal kun give 560-580 dinarer stykket, så efter have vekslet lidt dollar sort og solgt en dukke går puslespillet op. Endelig lykkes det, i morgen skal vi bage have sat dem på fælge, og så skulle vi være kørende igen. Vi har ganske vist ikke kunnet få fat i slanger, men man skal jo ikke hænge sig i bagateller.Jeg har snakket meget om dæk de sidste sider, men vores tur på pisten kostede os 4 dæk , 5 slanger samt 7-8 lapninger, så vi har ikke haft meget andet i hovedet.Det er blevet sent, og det er meget koldt og jeg vil slutte nu. Vi er taget tilbage fra Ghardia mod El Golea, og så snart vi har dækkene på videre mod Tamanrasset og Saharas navle.Slut for nu, vi har det alle fint, humøret er højt og beder hver aften en lille bøn om at dette aldrig må ende.

Sahara d. 6 . december Tom

Vores lejrplads lidt udenfor El Golea. Med schweizerne og de fire danske drenge i landrover,Torben, Poul, Klaus og Søren. Bemærk sandroserne nederst på billedet.

Endnu en punktering. Vi havde lagt et tæppe ud for at undgå at få sand ind til slangen.Det kom så i klemme mellem dæk og fælg, så på`’en igen.

Vi slår lejr mellem El Golea og Timioun op ad sanddynerne. Et dejligt sted vi blev et par dage og legede i sandet.

Oasen Timioun. Algiers navle.

Hovedgaden i Timioun.