Et eneståendedokument blCIndtDødehavsrullernelAf Alon Millord, professor, Liverpool, Englond

Oversættelse: Poul Nyborg og Corsten Vong

I 19a4 fik offentligheden for første gangkendskab til en interessant tekst fra Qum-ran. Den var rekonstrueret af fragmenterog blev af udgiverne kaldt "MiqsatMa'aseh Ha-Torah", forkortet MMT (pådansk: "Udvalg af Lovens Gerninger"). 10år senere offentliggiorde Elisha Qimron oglohn Strugnell deres officielle udgave afdenne tekst med omfattende noter ogkommentarer'. De havde identificer€tstykker af 6 forskellige manuskripter afværket (4Q394-399), 5 skrevet på læder,ligesom størstedelen af Dødehavsrullerne,og 1 skrevet på papyrus i en lidt mere kur-siveret håndskrift end de andre 5. lngenaf kopierne er komplette.

Om rituel renhedDet største håndskrift begynder med ordene:"Dette er nogle af vore regler", hvorved denintroducerer en mængde forordninger omkringrituel renhed i forskellige situationer, særligtangående Jerusalem og templet. Som f.eks.:"Hunde bør ikke bringes ind i den hellige lejr,

for de kunne finde på at spise nogle af benenefra tlemplet mens] kødet (fra ofrene) stadig erpå dem. For Jerusalem er den hellige leir, og deter det hellige sted, som Han har valgt ud af allelsraels stammer, fordi jerusalem er hovedet foralle lsraels leire" (tekst B 58-62). Værket sluttermed et udsagn om forfatternes renhed og ret-færdiqhed samt en formaning om at følge derespåbud for derved at erhverve sig Cuds velviljeog undgå hans forbandelser, "for dit eget bedsteog for lsraels" (tekst c).

Streng fortolkning af Lovenlndholdet af denne skriftrulle har forbindelse mednogle af de grundlæggende Iæresætninger ogprincipper, der har været gældende i den menig-hed, som ejede skriftrullerne. Den rummer en

meget stringent lære, der følger Lovens bogstave-lige betydning. Dermed adskiller den menighedenfra hovedstrØmmen i den tidlige jødedom. Dennelære findes der eksempler på i andre skriftruller fra

Qumran, hvoraf Tempelrullen er særlig bemær-kelsesværdig.

De læremæssige afgørelser er iadskillige sager

blevet nedfældet for at imødegå en anden grup-perings slandpunkter. Denne anden grupperingbliver ikke identificeret, men standpunkterne blevsenere forsvaret af rabbinske lærere, sådan somMishnah oq Talmud beskriver dem. F.eks. kunneen renset spedalsk først erklæres ren efter solned-gang på den foreskrevne dag, siger MMT (tekst B71-72; jfr. 3 Mos 22,7). Mishnah fortæller os,

hvordan rabbinerne modsatte sig dette stand-punkt og energisk fastholdt, at der ikke var nogengrund til at vente med at erklære den spedalske

ren til efter solnedgang.

Rent og urentEn af de for et moderne menneske mest besynder-lige forskrifter i hele MMT drejer sig om væske,

der bliver hældt fra 6n beholder over i en anden(tekst B 55-58). Logisk nok bliver den rene væske,

som løber ned i et rituelt urent kar, urent; men tilvores forbløffelse lyder kendelsen her, at "væske-

strømmene adskiller ikke det urene fra det rene,

fordi væsken, der løber ned og væsken, der er i

beholderen, er det samme, er 6n samlet væske". )

11 t_

< Det er det samme som at sige, at urenheden fradet urene kar bevæger sig op imod væskestrøm-men og gør den rene beholder, som væsken kom-mer fra, uren. Det forlyder i Mishnah, den tidligstesamling af rabbinske tolkninger, at dette var ensaddukæisk lære, som blev modsagt af rabbinerne(traktaten Yadaim 4,7). Udsagnet er så mærkvær-digt, at en velorienteret forsker i det 19. århundre-de kunne kommentere det med ordene: "det kankun have været skrevet for al gØre nar, for saddu-kæerne ville bestemt ikke være enige i ... at'strå-len' skulle erklæres for uren, når den løb, fra etrent kar ned iet urent"r. Nu viser MMT os imidler-tid, at dette virkelig var et standpunkt, der blevtaget seriøst før år 70 e.Kr.!

Et brev?MMT er karakteristisk i sin stil. Det er formet somen henvendelse fra 6n gruppering til en anden, ogsamtidig har den opmærksomheden rettet moden tredje gruppe, som er uenig. Først kaldte udgi-verne af MMT skriftet for et brev på trods af atder manglede både en indledning, som kunnehave givet oplysninger om adressat og afsender,og enhver form for hilsen, sådan som det normaltvar praksis for breve'. De afsluttende formaninger i

dokumentet kunne passe både til et brev og tilandre slags dokumenter Desværre har vi ingenhebraiske breve fra den tid. Det nærmeste, vikommer, er korte personlige beskeder så som debreve, der er forbundet med Bar Kochba og hansoprør imod romerne i år 132-35 e.Kr. Derfor er

Qumran-bebyggelsen, set fra luften. Her blev monge ofD ødehavsteks te rn e formode n tlig f rem s till e t.

der intet grundlag, som man kan foretage direktesammenligninger på.

Anderledes end andre skrifterAfstanden mellem skriftrullerne, især MMT, ograbbinernes opførsel, sådan som den fremgår afde kendelser, som vi har citeret ovenfor, rækkerlængere frem, helt frem til selve eksistensen afdokumentet. MMT eksemplificerer præcis det,som rabbinerne normalt forbød ved lov.

Det rummer en lærers nedfældede kendelser i

en bog, og det går videre end lovene for templetog den hellige by, som vi kender dem fra Qum-ranskrifter som Tempelrullen, og længere end for-skrifterne for menigheden i Menighedshåndbogenog Damaskusdokumentet, også med hensyn tildets personlige stil. Det første af disse tre andre

Qumrandokumenter (Tempelrullen) er karakterise-ret ved guddommelig tale; kendetegnende for detandet dokument (Menighedshåndbogen) er detsanonymitet, og det tredie (Damaskusdokumentet)har ial væsentlighed en upersonlig form.

MMT derimod er skrevet fra "os" til " jer" , oqden refererer til nogle andre "dem". Vendingersom "vi går ud fra" eller "efter vores mening", "visiger" (tre gange), "vi giver", "vi anerkender", "vihar skrevet" forekommer. Der er inqen mærkbarnuance, der dikterer brugen af "vi anerkender"frem for "vi siger", og udgiverne oversatte dembegge med "efter vores mening". Om dette er enenkel persons røst eller dækker over en gruppesholdninger, kan diskuteres. Den rolle, somRetfærdighedens Lærer spillede i samfundets histo-rie, kunne tyde på, at det var en enkel persons

rØst, men forskellige overvejelser peger på, atdokumentet præsenterer synspunkterne hos enmindre gruppe, som er knyttet til eller anført afham'.

Talt med en indre autoritetlkke desto mindre udtaler MMT sig om omdisku-terede emner uden at henvise til, at den får støttefra eksterne autoriteter. Det holder sig simpelthentil Skriften og tolker den. Der er ingen påberåbelseaf tidligere lærere, hverken ved navne eller vedhenvisning til en traditionskæde, sådan som detsker i adskillige rabbinske tekster. Det forventes aftilhørerne, at de anerkender rØsten i skriftet som

rTT

en røst, de bør adlyde. Dog er dokumentet ikkeen række forordninger, men mere et forsøg på atdemonstrere forfatterens overlegenhed med hen-syn til læren. Dette kommer klart til udtryk i denafsluttende sektion: "Vi har skrevet til jer om nogleaf lovens gerninger, som vi mener er til gode forler og jeres folk, for vi har s[e]t, at I har visdom ogindsigt i loven" (tekst C 26-28). Den gruppe, derbliver skrevet til, er hverken i direkte opposition tilafsenderne eller, måske, helt på deres side.

Forholdet til LovenLigesom mange andre af Dødehavsrullerne hvilerMMT på Torahen. Den er ikke en omskrivendeoversættelse, som forklarer teksten vers for vers,og heller ikke en kommentar, der afdækker, hvor-dan Skriften skal forstås og anvendes i den nuvæ-rende, anderledes tidsalder. Den falder snarere indunder kategorien "lov" eller "regulativer for retadfærd" (kaldet halaka). Forfatterne til MMT for-udsætter kendskab til den hellige tekst; der citeres,hentydes og parafraseres jævnligt. Der refereresspecifikt til Skriften med udtryk som "der står skre-vet", eller lignende vendinger a la "som det stårskrevet", sådan som vi kender det fra den hebrais-ke Bibel selv og fra andre skriftrullef. Det er densamme fremgangsmåde, somNy Testamentes forfattere harbrugt for at henvise til Skriften,og MMT afslører således de he-braiske ord, som modsvarer degræske udtryk, der anvendesved citater fra CammelTestamente'.

Religiøse instrukserFor at fastsætte, hvilken slags

tekst MMT er, må vi se den i etlidt bredere perspektiv. Camalielog religiøse ledere efter ham i

Jerusalem sendte igennem det1. og det 2. århundrede instruk-ser ud til Jødiske menigheder,både indenfor Det Hellige Lands

'l/,'

En of de co. 850 Dødehovstekster,sam blev fundet mellem 1947-56. Deter ikke den i ortiklen omtolte MMT.Det nederste manuskript er et uddrogof den berømte Esqiosrulle, der blevfundetihulel.

grænser og udenfor, f.eks. i Babylonien og i

Medien. De få eksempler, der er bevaret isenereværker, er korte direktiver uden yderligere forkla-ring eller skrifthenvisninger, som kunne underbyg-ge deres krav. De er ganske vist meget anderledesend MMI men de viser os, at breve blev sendt fra6n menighed til en andeno.

Selvom vi ikke kender til nogen hebraisk tekstfra den herodianske periode, som kan sammen-liqnes med MMT, har udqiverne bemærket visseligheder med hensyn til form imellem MMT ognogle af Ny Testamentes breve. De fleste af NTs

breve er nemlig en særlig type breve, som ikkeindeholder nogen personlig meddelelse, men erformaninger og råd sendt til grupper af menne-sker, nemlig til kirkerne iKorinth, Rom, Kolossæ,etc. Det er nærliggende at sammenligne medPaulus' 1. brev til Korintherne. Her imødegårPaulus visse menneskers forestillinger om, hvor-dan man kan opføre sig i kirken, og han sættersin autoritet op mod dem, som ønskede at gåderes egne veje. Begge skrifters forfattere intro-ducerer et nyt emne med et sammenfaldendeudtryk på hebraisk og på 9ræsk, hvilket kan gen-gives som "hvad angår..." (we ap al i MMT ogperi de tån hos Paulus).

ct," / i:l-'.å#

< MMT og lesu Iærel\4ere interessant for denne undersøgelse er detimidlertid at sammenligne med en anden typemateriale fra 1. århundrede, nemlig evangeliernesgengivelser af Jesu lære. Bjergprædikenen indehol-der de mest åbenlyse eksempler. Matthæus citererher lesus for at sige: "l har hørt, at der er sagt tilde gamle ... lVen jeg siger jer ..." (Matt 5,21, jfr.w 27 -28. 31-32. 33-34. 38-39. 43-44)'. Det vardet standpunkt, som han tydeligt fremførte i al sin

undervisning, hvad enten han omformuleredeLoven, som i Matt 5, eller han modsagde jødiske

traditioner, som var blevet til for at beskytte folkimod at bryde Loven, men siden var blevet en

tung byrde, sådan som det står beskrevet i Mark7. Denne holdning fra lesu side ansporede deniagttagelse, som Markus anfører, " ... for han lærtedem som en, der har myndighed, og ikke som deskriftkloge..." (1,22). Markus kom også med denkommentar, at "folkeskaren hørte gerne på ham"(12,37).

lesus var tydeligvis ikke en lærer efter detnormale rabbinske mønster. Han levede ogunderviste ikke på 6t sted, han havde sin kredsaf disciple, men der var derudover en størregruppe af tilhængere og skarer, som - bliver detsagt flokkedes for at høre ham tale. Han udlag-de Skriften og anvendte den på den aktuellesituation, ligesom farisæerne og forfatteren/for-fatterne til MMT gjorde det. Men hans lære varikke koncentreret om detaljer i Loven og densanvendelse, sådan som deres lære var det. Hans

ord omhandlede bredere og dybere aspekter afvor handlemåde over for Cud og over for men-nesker: han kom "for at opfylde Loven" (Matts,17).

Et andet forhold til lesu læreblandt disciplene?Hvis lesu lære ivirkeligheden befinder sig på etandet plan iforhold til rabbinernes sædvanligepraksis, betyder det så ikke, at de metoder, som

hans tilhængere brugte for at bevare og at sprededenne lære, også fulgte en anden vej? Det erværd at lægge mærke til, at hans disciple ikke

spredtes efter hans død, ej heller gav sig til atfølge en anden lærer elier blev uafhængige, sådan

som rabbinernes disciple g1orde det. De holdt fastved deres sammentømrede gruppe og udvidededen''. Kunne nogle af dem, som hørte ham tale,

og som så ham hjælpe de svage, have skrevethans ord ned og have noteret sig, hvad de lagde

mærke til? De, som kom fra jødiske sammenhæn-ge, ville have været fortrolige med regelmæssige

læsninger fra autoritative tekster i synagogerne.De kunne derfor uden videre have givet sig til atlæse det, som måtte fremkomme om ham, som

de regnede for "større end Moses", og som defulgte.

Tidlig nedskrivningI en anden undersøgelse har jeg påvist den omfat-tende udbredelse af skrivekunsten i det førsteårhundredes Palæstina, mangfoldigheden i skrive-materialer og skriftformer, og de mange forskelligeomstændigheder, under hvilke folk skrev". De fles-

te Ny Testamente forskere, som arbejdede i det20. århundrede, har tillagt den mundtlige tradi-tion en overordentlig stor vægt, når de skulle be-gynde at afdække, hvordan evangelierne blev dan-net. Men dette udgangspunkt er forfellet. 5am-tidige dokumenter fra Qumran har afsløret enstørre variation inden for jødiske kredse, end mantidligere har troet.

Hvornår disse tekster først blev skrevet ned, ved

vi ikke. lngen af manuskripterne blandt Dødehavs-rullerne rummer nogen dato, og der er ikke nogenmåde, hvorved vi kan identificere nogen af demsom en forfatters personligt skrevne manuskripteller en kopi, som han har godkendt. Vi kan imid-lertid citere den jødiske forsker 5hemarjahu Talmonskonklusion vedrørende Damaskusdokumentet:"Hvis disse taler virkeligt kan tilskrives lRetfærdig-hedensl Lærer, kan vi med stor sindsro formode, attalerne blev skrevet ned næsten samtidig med eller

kort tid efter, at de blev fremført mundtligt". Ogidet han bemærkede den omhyggelige behandling,som man gav manuskripterne iQumran, fortsattehan med at udtale, "og ibetragtning af Lærerens

enestående position imenigheden og den uhyrevægt, som medlemmerne tillagde hans lære, er detindlysende, at hans udtalelser blev samlede og skre-

vet ned, mens hans endnu levede". Talmon formo-dede også, at MMTs tekst stammede fra en voksbe-

lagt tavle (pinax, en skrivetavle)r'], svarende til hvad

en anden jødisk forsker tidligere havde foreslået om

Jesu udsagn.

Skrivekunstens udbredelse i NTEvangelierne selv bevidner, hvordan skrivemateria-le var umiddelbart tilgængelig: Da Zakarias bad

om en lille tavle for at kunne skrive sin søns navn,

var den iet at få fat på (Luk 1,63), og i lignelsenom den uærlige godsforvalter anmoder forvalteren

,-ttt

skyldnerne om straks at skrive i deres gældsbeviserog ændre dem (Luk '16,6'7).

lesu tilhængere ogtilhørere omfattede folk af forskellige professioner,

som kunne skrive, skatteopkrævere, otficerer, som,

hvis de ikke selv kunne skrive, havde sekretærer.

Johanna, som var hustruen til en højtståendeembedsmand hos Herodes Antipas (Luk 8,1-3), oguden tvivl andre unavngivne hofmænd ogembedsmænd i både den indfødte og den romer-ske administration ville have været vant med skri-

vekunsten sammen med de skriftkloge, farisæere

og medlemmer af Synedriet.

Samtidige notater og evangelierneDet vil være absurd at forestille sig, at nogen afdisse skulle gå omkring med en papyrusrulle, pen

og blæk for at nedfælde en omrejsende prædi-kants ord. Omvendt kan det sagtens lade sig gøre

at forestille sig, at nogle af dem åbnede de notes-bøger, som de havde med sig til deres dagligegøremå|, måske hængende ved bæltet, og kradse-

de nogle af de slående udsagn ned, som de netophavde hørt. Eller de skrev en sammenfatning af,

hvad de havde erfaret, mens det endnu var ifriskerindring''. Det, som ieg argumenterer for, er, atman havde nedskrevne notater af individuelleudsagn eller af en samling udsagn, og af beret-ninger om bemærkelsesværdige hændelser Detbetyder ikke, at evangelisterne begyndte at formeevangelierne, mens Jesus stadigt levede, men atnoget, måske meget, af deres kildemateriale forelåi nedskrevet form fra den periode, og at det i sær-

lig grad gælder beretninger om Jesu eneståendelære og gerninger.

Skrivekunsten i dagligdageni MellemøstenMan kan her sammenligne med papyri fn del føt-ste århundrede e.Kr., som har overlevet i Egypten.Officielle optegnelser var tilgængelige for konsul-tering. Det ses bl.a. deraf, at der ifru Babathaspapirer, en 1ødisk kvinde fra det tidlige andet årh.,bliver henvist til referatet fra et møde i Petras

byråd. Det ses også af en episode, hvor veteran-soldater havde deres egne kopier af papirer, somvar vigtige for dem.

En anden gruppe tekster, som øste af lignendekilder, er den samling papyri, der kendes som De

Alexandrinske Martyrers Akterr'. De græske ind-byggere i Alexandria sendte udsendinge for ind-trængende at anmode om genindførelsen af detbyråd, som keiser Augustus i sin tid havde afskaf-

fet. Andre tekster, som omtaler disse appeller,afslører en så dybtgående anti-romersk modvilje,at det fik nogle borgere iAlexandria til at gøre så

megen modstand mod kejserne, at de blev hen-rettede. lgen andre papyri, som har med desamme emner al gØte, h måske forbindelse meddisse Akter De er dog kontorfrembringelser snare-

re end litterære skrivelser. I 6t tilfælde rummer deøjensynligt en notits med henvisning til den doku-mentliste iarkiverne, hvorfra den blev kopieret.

De ufuldstændige optegnelser om de gange,hvor indbyqqerne fik foretræde for kejserne ogderes agenter for at fremlægge deres sag, sådan

som vi ser det i De Aleksandrinske Martyrers Akter,

synes i al væsentligt at være historiske, fordi deøser af officielle rapporter ligesom disse andre pa-

pyri. De bliver omskrevet inden for en delvist fiktivramme og bliver formet med et tilsyneladendepropagandistisk formå1. De blev skrevet tæt på

den tid, som de beskriver. Noqle af dem kan have

været pamfletter, som gik fra hånd til hånd som

en slags nyhedsblad.Produktionen af disse papyri hørte op, da byrå-

det blev genetableret i slutningen af det andet år-

hundrede. En ledende papyrusforsker kommentere-de en bestemt tekst, der var udformet på baggrundaf begivenhederne i år '18-19 e.Kt og skrevet kortefter begivenheden. Han funderede over, om denqentagne forekomst af sætningen "skaren råbte" i

teksten og ievangeliernes skildring af retssagen

mod Jesus kunne være "troværdigt vidnesbyrd om,at der kort tid efter begivenhederne var private for-tællinger om Jesu domfældelse i omløb"".

En ny forståelse afevangeliernes tilblivelseHvis ieg har brugt mest tid på at tale om dennesærlige tekst fra Dødehavsrullerne, beder jeg omoverbærenhed. Den har været genstand for minopmærksomhed over mange år, fordi ieg vil hæv-

de, at den ændrer hele vores måde at gå til ned-skrivningen af lesu ord og gerninger på. Hvis deter således, at nedskrevne beretninger om demblev foretaget allerede, mens han levede, og atdisse blev givet videre til evangelisterne, er sand-

synligheden for, at de er nøiagtige, større, endhvis der er tale om traditioner, som har væretoverleveret mundtlig gennem tre eller fire årtier.Hvis bibelsk arkæologi kan hjælpe med at vise tro-værdigheden af evangelisternes portræt af Jesu

karriere, så vil det bestemt være dens stØrste for-t,eneste. I [se noter næste side] >

T5r,

NotewI Det følgende afsnit er taget fra min undersøgelseReading and Writing in the Time of lesus (Sheffield:

Sheffield Academic Press 1999).

2 Qumran Cave 4. V. Miqsat Ma'ase Ha-Torah

(DJD X; Oxford: Clarendon Press 'i994).

3 E. Schrirer, A History of lhe lewish People in theAge of Jesus Christ ll. 2 ( Edinburgh: T. & I Clark;

2. eng. udg.l890) 36, n 96; kommentaren er fastholdt i den reviderede engelske udgave, Schtirer,bind ll (1979) 410, n 31 .

4 D. Pardee, Handbook of Ancient Hebrew Letters(Chico: Scholars Press 1982).

5 Se j. Strugnells diskussion i Qumran Cave 4. V(DjD X), 1 1 6-2r .

6 Se C. Brooke, "Luke-Acts and the Qumran Scrolls:

The case of MMT", i: C.M. Tuckett (udg.), Luke's

Literary Achievement (lournal for the Study of theNew Testament. Supplements 1 16; Shetfield: Shef-

field Academic Press I 995), 72-90 (89); samme, "TheExplicit Presentation of Scripture in 4QMMT", i: M.Bernstein, J. Carcia Martinez and l. Kampen (udg.),

Legal Texts and lssues, 67-88 (70-71).

7 I.A. Fiumyet, "The Use of Explicit Old Testament

Quotations in Qumran Literature and in the NewTestament", New Testament Studies 7 (1960-61),297-333, genopltykt iJ.A. Fitzmyer, Fssays on thesemitic Background of the New Testament(London: Geoffrey Chapman 1971), 3-58.

8 Hvad teksterne angår, se 5.D. Sperling, i: D.

Pardee, Handbook of Ancient Hebrew Letters, 183-96; K. Beyer, Die aramåischen Texte vom TotenN4eer, (Cdttingen; Vandenhoeck & Ruprecht 1984),359.

9 M. Weinfeld bemærkede denne lighed i en dis-

kussion, da MMT første gang blev giort offentlig

,t 16

kendt, i: A. Biran (udg.), Biblical Archaeology Today(jerusalem: lsrael Exploralion Sociely 1985), 430;en yderligere kommentar kan ses hos l. Kampen,"The Sectarian Form of the Antitheses within theSocial World of the Matthaean Community",Discoveries in the ludean Desert 1 (1994), 338-63(343-s7).

l0 P Alexander lagde vægt på dette isin "Oralityin Pharisaic-Rabbinic judaism at the Turn of theEras", i: H. Wansborough (udg.), lesus and the OralCospel Tradition (Journal for the Study of the NewTestament. Supplements 64; Sheffield: SheffieldAcademic Press 1991), 159-84 (163).

I l Sml. note 1.

12 5. Talmon, "Oral Tradition and Written Trans-

mission, or the Heard and the Seen Word injudaism of the Second Temple Period", i: lesus andthe Oral cospel Tradition, 1 21 -58 (1 58, 148).

l3 Den teori, at Mattæus skrev noter, som hanlagde til grund for sit evangelium, bliver fastholdtaf R.H. Cundry The Use of the Old Testament in St.

lvlatthew's Cospel (Leiden: E.). Btill 1967), 182-83.

14 H.A. Musurillo, The Acts of the Pagan Martyrs(Oxford: Clarendon Press 1954). Med hensyn tilandre papyri, se E.C. Turner i: E. Lobel og E.C.

Turner (udg.), Oxyrhynchus Papyri XXV (London:

Egypt Exploration Society i 959), 102-12 (ff. 2435)og PJ. Parsons i Oxyrhynchus Papyri 42 (London:

Egypt Exploration Society 1974), 69-76 (nr. 3020,3021).

l5 5e E.G. Turner, Greek l\y'anuscripts of theAncient World, (revideret og udvidet udgave ved

PJ. Parsons; lnstitute for Classical Studies BulletinSupplement 46; London: lnstitute for Classical

Studies 1987), nr. 57 (P.Oxy 25.2435) og samme,Creek Papyri (Oxford: Clarendon Press 1968), 151.