NEW YORK, USA

Og der står han på stationen i Hud-

son, New York, Terningemandeni egen høje person. 77 år, om-kring to meter høj, hvidhåretunder en bredskygget, grå hat,men stadig Terningemanden.

Manden bag kultromanen af sammenavn, en bog, der som i 1970’erne og1980’erne fik mange læsere til at finde enterning frem, klar til at lade sig styre af til-fældet. I mit tilfælde dog i en ret tam udga-ve, hvor terningens magt begrænsede sig tilat bestemme, hvilken pizza jeg skulle vælgeeller hvilken fodboldkamp, som jeg skulle

smide penge på – milevidt fra bogens ho-vedperson, Luke Rhinehart, der tyer til vold-tægt, personlighedsskifte og i sidste endemord for at udføre terningens befalinger.

Så jeg er en smule lettet over at finde vir-kelighedens Luke Rhinehart på stationen –jeg har læst, at han selv har levet efter ter-ningen, så jeg fandt det ganske sandsynligt,at terningen ville have dikteret ham ikke atmøde op, eller måske fået ham til at ageresagtmodig Jesus, døvstum åndssvag ellerhæmningsløs sexdyr. Sidstnævnte refererertil en scene i Terningemanden, hvor hoved-personen under et cocktailparty for den an-erkendte tyske psykiater Dr. Krum skifterpersonlighed hvert tiende minut.

Men han er tilsyneladende ikke underindflydelse af terningen og er imødekom-mende, gæstfri og snaksalig - det er selvføl-

gelig også muligt, at en femmer besluttede,at et mildt væsen skulle være dagens udgaveaf Luke Rhinehart.

Det er knap 40 år siden, at Luke Rhinehartsatte sig til at skrive ”Terningemanden”,men bogen er tilsyneladende lige så rele-vant i dag, som dengang de første ord blev

nedfældet på en skrivemaskinepå Mallorca. Hvem skulle havetroet, at så simpel en idé villevære så langtidsholdbar og djæ-velsk lokkende selv i dag?

Luke er George»Få bøger kan ændre dit liv. Denne vil.«

Sådan lyder undertitlen til Terningeman-den, og der er tilsyneladende noget om det.Udover de tusindvis af læsere verden over,som har slået sig på terningen efter at have

Husker du TERNINGEMANDEN?Livets valg: »Terningerne får folk til at indse de utrolige muligheder, som livet har,«siger forfatteren bag 1970’er kultromanen ”Terningemanden”, en bog der i dag ermere populær, end da den udkom. Indblik har mødt Luke Rhinehart, der i virkelighe-den slet ikke hedder Luke Rhinehart.

SOLE BUGGE MØLLER (Tekst og foto)Jyllands-Postens udsendte medarbejder

indblik@jp.dk

”Terningemanden”Terningemanden fortæller historien omden succesfulde psykiater Luke Rhinehart,som er i midten af 30’erne og har kone ogto børn, men finder sit liv umådelig kedeligt.Som han beretter:»Livet er øer af ekstase i et ocean af ked-somhed, og efter det fyldte tredivte år serman sjældent land.«

Indtil han en dag lader en terning træffebeslutninger for sig og går ned og voldtagersin bedste vens kone, der dog ikke yder denhelt store modstand. Derfra går det slag islag mod stadig mere farceagtige og komi-ske episoder, indtil Luke Rhinehart har kom-plet fremmedgjort sig selv for sin familie,kolleger og venner og udvisket sit eget jeg.

Virkelighedens Luke Rhinehart hedder slet ikke LukeRhinehart, men derimod George Cockcroft. Pseudo-

nymet tog han for at forstærke indtrykket af, at”Terningemanden” er en selvbiografi. Det er den ikke.

Men terningelivet har han prøvet på egen krop. Herses han i Canaan på sit landsted med egen sø, lidt

skov og et smukt, hvidt træhus med en stor veranda.

læst bogen, har den inspireret dokumentar-filmen ”Diceworld” om folk, der lever deresliv i terningens vold, inspireret et rejsepro-gram på Discovery, hvor terningen bestem-mer, hvor værterne rejser hen, adskillige te-aterstykker og er blevet kaldt en af århund-redets 50 mest indflydelsesrige romaner afBBC og århundredets bedste af det engelskeblad Loaded Magazine.

Terningelivet er blevet beskrevet som atspille russisk roulette med seks patroner,hvilket dog ikke holdt den britiske journa-list Ben Marshall fra at gå all in, da han be-sluttede at leve efter terningens tilfældigeindskydelser for en historie til Loaded Ma-gazine.

Resultat: Han mistede sin kæreste - efterat have fået hende til at strippe på en nat-klub i Los Angeles - og tog en heroindosis,

der kunne have kostet ham livet.Manden der har skabt alt postyret, virker

dog ganske hyggelig, som han senere sidderforan ildstedet med sin døve hund i hjem-met i Canaan, en lille landsby af den slags,hvor man ikke låser døren, og hvor det erhelt rimeligt at køre bil med et glas whiskeyi kopholderen. Her bor han sammen medsin kone, Ann, på et landsted med egen sø,lidt skov og et smukt, hvidt træhus med enstor veranda.

Virkelighedens Luke Rhinehart hedder iøvrigt slet ikke Luke Rhinehart, men der-imod George Cockcroft. Pseudonymet toghan for at forstærke indtrykket af, at ”Ter-ningemanden” er en selvbiografi. Det er denikke. Men terningelivet har han prøvet påegen krop.

»Terningerne får folk til at indse de utroli-

ge muligheder, som livet har. Men du behø-ver ikke kaste en terning. Alt, du behøver atgøre, er, at sætte dig ned en dag, afbryde dinnormale rutine og sige ”næste uge vil jeg gø-re noget anderledes” og så skrive seks ting

ned. Bare at gøre det vil få dig tilat tænke over, hvor ensformigtdit liv er blevet, og hvor mangeandre ting du kunne gøre,« sigerGeorge Cockcroft.

Fascination og afskyGeorge Cockcroft var aldrig født til at væreforfatter. Faktisk interesserede han sig over-hovedet ikke for litteratur eller for at skrive,da han var yngre, men skulle i stedet væreelektronikingeniør. Indtil han blev træt afdet og skiftede til psykologi. Da han var istarten af 20’erne, begyndte han at skrive

nogle små historier. Han tog natarbejde på etsindssygehospital ved siden af studierne, ognår der ikke var noget at lave, skrev han påen roman, der handlede om, at Jesus komned på Jorden igen og udtrykte sine holdnin-ger og derfor blev låst inde på et sindssyge-hospital.

En af psykiaterne på hospitalet var enmand ved navn Luke Rhinehart, der praktise-rede terningeterapi, men ellers var en mindrefigur i bogen. Hovedpersonen var en vis EricCannon, som har en mindre rolle i bogen”Terningemanden”. Efter omkring 100 sideropgav George Cockcroft dog romanen, lagdeden til side og glemte alt om den.

Indtil han et årti senere med en ph.d. i lit-teratur på sit cv underviste et seminar om fri-hed på Universidad de las Americas i MexicoCity. Under en time sagde han henkastet, atden ultimative frihed selvfølgelig ville væreat træffe alle sine beslutninger ved at kasteen terning. De studerende reagerede så kraf-

tigt på ideen med enten fascina-tion eller afsky, at der i en alderaf 33 år gik et lys op for GeorgeCockcroft. Han måtte skrive enbog om Terningemanden.

Terningen gav ham en koneGeorge Cockcroft havde formet et makker-skab med terningen adskillige år tidligere. Af-talen mellem de to var, at George listede enrække muligheder for, hvad han skulle for-drive dagen med, og så besluttede terningenfor ham. Som dreng spillede han fantasi-ba-seballkampe, hvor terningen dikterede, hvorsuccesfuld batteren var, men snart udviklededet sig til, at han spurgte terningen til råds idet virkelige liv. Et lige antal øjne betød ja,ulige et nej. Han øvede sig også i at udtrykkefølelser som had eller kærlighed mod en be-stemt person - selvfølgelig dikteret af ternin-gen.

Den unge George havde dog aldrig overve-jet, at der skulle være noget banebrydendeover hans lille leg. Det var blot en måde somen ellers lidt genert dreng kunne krænge sigud af sin skal på.

»Jeg var en meget stiv og hæmmet personsom ung og havde brug for at bryde fri. Ogdette gimmick virkede for mig. Det var et på-fund til at gøre ting, jeg ikke ellers kunne gø-re,« siger han.

Faktisk ville han aldrig have mødt sin konegennem mere end 50 år, hvis det ikke havdeværet fordi terningen den dag i 1954 landedepå en treer. George Cockcroft havde netopfået fri fra det psykiatriske hospital, da hankørte forbi to nydelige, unge sygeplejersker.Nu var George jo et lettere sky element ogstoppede ikke op, men eftersom en af ternin-gens funktioner var at få ham til at gøre ting,som han ikke ville gøre instinktivt, lod hanterningen bestemme, om han skulle vendeom og tilbyde dem et lift. Ulige: ja, lige: nej.

Den grønne terning kiggede op på hammed sine tre hvide øjne, han vendte bilen,gav pigerne et lift og aftalte at spille tennismed dem dagen efter. Og da han så sin frem-tidige kone hoppe omkring på tennisbanen ikort nederdel, var han solgt. Så da han sattesig til skrivemaskinen og gav Terningeman-

den liv kunne han trække på si-ne egne erfaringer. Men hanhavde også opdaget, hvordanterningen kunne lede til farligereog farligere situationer.

Tilfælde på MallorcaSom så meget andet i George Cockcrofts livvar det et tilfælde, at ”Terningemanden” blevudgivet.

Godt nok var han begyndt at skrive på ro-manen, men eftersom terningelivet havde

Bøger af George CockcroftTerningemanden (1971)Matari* (1975) (senere genudgivet som White Wind, Black Rider)Long Voyage Back* (1983)Adventures of Wim* (1986) (senere genudgivet som Whim)Jagten på Terningemanden (1993)The Book of the Die* (2000)Naked Before the World* (2008)Jesus Invades George* (2008)* Ikke oversat til dansk

Fortsættes E

dræbt enhver ambition for en mere tilbage-lænet livsstil (sammenholdt med det fak-tum, at han praktiserer zen), havde han ik-ke specielt travlt med at skrive. Faktisk hav-de han kun skrevet 220 sider på fire år.

Men så skete det, at han i 1969 sammenmed sin kone og tre børn flyttede til Mal-lorca for at undervise i litte-ratur på universitet. Her leve-de han et afslappet terninge-liv i hippiekolonien Deya ogstødte en dag på en ung knøspå 21 år, der selv havde enspirende forfatter i maven.Han plagede George om at fålov til at læse det foreløbigemanuskript til ”Terninge-manden” og foreslog deref-ter, at de to slog pjalternesammen og skrev en historie om sex, stof-fer og hippier. Det var jo 1969. Så de be-gyndte at skrive en såkaldt potboiler – enbog skrevet udelukkende med profit for øjeuden kunstnerisk formål overhovedet. Også skete det, at de mødte en englænder påden lokale pub, der netop havde startet siteget forlag og derfor ledte efter materiale.

Han fik det foreløbige manuskript til”Terningemanden” og potboilerens første200 sider med tilbage til England og snartefter modtog George et telegram, der med-delte, at forlæggeren med glæde ville udgi-ve ”Terningemanden”. George fik endda etforskud på 5.000 dollars, hvilket var enganske pæn sum for en uudgivet forfatterdengang.

Samtidig var George ravet uklar med le-deren af universitetet, fordi han havde rø-get pot med de studerende, hvilket lederenbestemt ikke syntes var en god idé. Til gen-

gæld syntes de begge, det var en god idé,at George Cockcroft tog orlov et

halvt år. Og så kunne han ligeså godt bruge tiden på at skri-ve de to bøger færdig.

Hvor de første 220 siderhavde været fire år undervejs,

så blev de næste 500 sider spyttet ud på firemåneder – vel at mærke samtidig med, athan skrev potboileren færdig ved siden afsammen med sin ven (den blev knap 30 årsenere til Rhineharts bog ”Naked Beforethe World”). Derpå sendte han begge bøgertil forlæggeren, som var yderst tilfreds med”Terningemanden” og knap så tilfreds medpotboileren, men George var glad og regne-de ikke med at bogen ville få den store op-

mærksomhed, og så købte hanen sejlbåd, en 30 fods katama-ran, tog konen og børnene medpå dæk og sejlede Middelhavettyndt i et par måneder.

Uproduktiv forfatterTilbage i USA modtog George Cockcroft endag et telegram. Det var af den slags, hvor

man først blev ringet op af Western Union,der så læste beskeden op. I røret berettedeoperatøren, at de amerikanske rettigheder til”Terningemanden” var blevet solgt for50.000 dollars, en uhyrlig sum for en uni-versitetsprofessor, så George var nødt til atbede manden i røret om at gentage, for han

måtte bestemt have læst for-kert. Men den var god nok.Indenfor et par år købte Para-mount filmrettighederne tilbogen. Den virkelige Ternin-gemand sad i held.

Og selv om Terningeman-den aldrig havde samme suc-ces i USA som i Europa (Dan-mark, Sverige og England erde lande, hvor den har solgtbedst), så kvittede George

Cockcroft lærergerningen og blev forfatterpå fuld tid.

»Selv om der var nogle økonomisk inter-essante år i starten af 1980’erne, har jeg le-vet af at skrive lige siden, selv om jeg er enmeget uproduktiv forfatter,« siger han.

Så uproduktiv, at han kun har udgivetyderligere syv bøger på de 38 år, der er gåetsiden ”Terningemanden”. Han er ikke denslags forfatter, der ikke kan lade være med atskrive. George Cockcroft kan sagtens ladevære. Faktisk lader han være det meste af ti-den. Så nyder han bare livet. Læser lidt. Sid-der i gyngestolen. Der kan gå måneder og årmed knasende tørke i skriveland. Og så ligepludselig åbner himlen sig og inspirationen

regner ned over ham og han tap-per løs på maskinen hver dag imånedsvis, indtil bogen er fær-dig og inspirationen igen tørrerud. Sådan flyder årene forbi.

Genoplivet popularitetI begyndelsen af dette årtusinde skete derdet mystiske, at ”Terningemanden” pludse-lig begyndte at blive populær igen. Efter 30års relativ stilhed omkring bogen ville tilfæl-det, at den pludselig blev langet over diskenmed større hast end nogensinde. Og GeorgeCockcrofts agent blev nu kontaktet af for-læggere i lande, der aldrig havde udgivet bo-gen tidligere, lande hvor den havde væretudsolgt fra forlaget i 20 år, lande der ikke en-gang eksisterede i 1971. Fra oprindeligt atvære trykt i seks lande – heriblandt Dan-mark – bliver bogen nu trykt i over 25 landefra Thailand til Brasilien og Bulgarien tilTyrkiet.

Terningemanden har altid været det, manvil kalde en kultroman – det vil sige, at denikke er blevet promoveret på anden vis endgennem folk, der har læst den og anbefaletden til vennerne. Og så blev internettet op-fundet og folk anbefalede ikke længere kunbogen til vennerne, men til hele verden.

»Langt størstedelen af de fanbreve, somjeg får, er fra unge under 23 år, der ikke en-

gang var født, daden udkom. Så enbog man skulle trovar forældet, appel-lerer paradoksaltnok til flere menne-sker i dag end no-gensinde før,« sigerGeorge Cockcroft.

Og selv om hanikke er en person,der dvæler ved forti-den , så nager detham tydeligvis, atder aldrig er blevetlavet en film over”Terningemanden”.Det er ikke fordi, detikke har været for-søgt.

Faktisk har Para-mount, som ejer ret-tighederne, fåetskrevet ikke mindreend 15 filmmanu-skripter gennem ti-den, heraf det ene afCockcroft selv, og etenkelt der ikke hav-de en eneste figur el-ler scene fra bogen,men projektet er al-tid strandet. Måskefordi ”Terninge-manden” er forblasfemisk for ame-rikanerne, hvem

ved. Derfor forsøgte George Cockcroft sam-men med en gruppe producere i 2008 atkøbe rettighederne tilbage fra Paramountfor en million dollars for at lave en film ba-

seret på hans eget filmmanu-skript, men Paramount afbrødpludselig forhandlingerne udenforklaring. Han håber dog på, atder snart vil ske noget.

Gådefuld mystikerDer hersker en vis mystik omkring GeorgeCockcroft, måske fordi han gemmer sig bagnavnet Luke Rhinehart, måske fordi hanfor det meste lever et tilbagetrukket liv ogtil tider kunne hans forlægger ikke engangfå fat i ham. Han giver ikke særlig mangeinterviews og gør ikke noget for at afmysti-ficere sig selv. Der er ingen af de lokale bog-handlere, der har hans bøger på hylden,ganske enkelt fordi de ikke ved, om han ek-sisterer. Og han føjer til mystikken medsvar som disse:

Fik terningerne dig nogensinde til at gørevanvittige ting?

»Jeg må hellere være påpasselig med atbesvare det spørgsmål. Men i bund oggrund, nej.«

Men …?»Nej.«Men de fik dig til at gøre ting, du ikke ellers

ville have gjort?»Ja.« Og så breder der sig et gådefuldt smil på

hans læber. Men han siger ikke mere.Han forsikrer dog om, at han mest brugte

terningen til uskyldige beslutninger som,»hvilken bog skal jeg læse«, »hvilket kapitelskal jeg skrive nu« og så videre. Terninger-ne lagde han på hylden efter at have skre-vet ”Terningemanden” færdig, og hans tropå terningefilosofien er blødt lidt op påhans ældre dage.

»I bogen følte Luke, at det var hans livs-mission at se, hvor langt han kunne køreterningelivet ud og se, hvad konsekvenser-ne var. Jeg har aldrig følt den trang, så jegbrugte den mest til at træffe beslutninger,når jeg var ubeslutsom,« siger han.

Men af og til hiver han stadig sine grøn-ne yndlingsterninger frem - han har en storglaskrukke fyldt med terninger i forskellige

størrelser og farver stående på sitkontor - og overlader sin fri viljetil dem. F.eks. når han handlermed aktier. Helt glemt er ternin-gerne ikke.

Har ikke noget jegFælles for de fleste af George Cockcrofts bø-ger er, at de leger med tilfældet, og hvordanvi i vores moderne samfund har lukketspontanitet og kreativitet inde til fordel foralvor og fornuft. Vi er låst fast i én bestemtpersonlighed.

»Mange vestlige filosoffer tror, at vi haret sandt jeg. Men deres jeg er fyldt medselvmodsigelser, hvis du ser på den måde,de handler og tænker. Jeg har ikke nogetjeg, men jeg ser blot en række tanker og fø-lelser, der flyder fra min bevidsthed, der le-der til handlinger. Luke bruger terningernetil at udforske, hvor påvirkeligt sindet er ogtil at se om mennesker vil være lykkeligere,hvis de var befriet fra at tro, at de har et jeg.Og jeg mener, at han påviste sit argument,«siger han.

Vil det være sundt at gå så langt, som Lukegør med terningeterapien?

»Nej, og jeg tror ikke, at der er nogen, derkan gøre det. Det har nogle hårde konse-kvenser for Luke, at han bruger terninger-ne, men hvis du raflede så meget i virkelig-heden ville dit liv falde fra hinanden rethurtigt, og du ville miste dine venner ogdem du holder af ret hurtigt.«

Derfor mener han, at terningelivet ho-vedsageligt er en gimmick for unge menne-sker. De kan eksperimentere mere med li-vet, fordi de ikke har formet permanenteforhold.

»Forhold kræver nærmest per definitiontid og pålidelighed. Men jeg tror, at sam-fundet ville være en smule mere spænden-de, hvis det var antaget, at alle var upålide-lige og en lille smule gale af og til. Så trorjeg, at vi alle ville føle os en smule friere.«

Note:Dele af denne artikel er skrevet under indflydelse af terningen. Udvælgelsen af afsnit, citater og formuleringer i den endelige artikel er derfor tilfældigt valgt af terningen.

Terningespil til læserneHvis du har fået lyst til at lege med terningerne,har George Cockcroft et forslag til hvilke mulighe-der, du kan give terningen:

»Jeg havde ikke tid til at rette i "Terningemanden", så jeg tror, at det første udkast, som jeg skrev det forår, aldrig er blevet rettetigennem. Jeg hader at tænke på, hvor dårligt den er skrevet, for jeg skrev den i hvert fald i hast,« siger George Cockcroft. Derfor harhan aldrig haft behov for at læse "Terningemanden" igen i sin helhed, men har dog læst enkelte afsnit, da han skrev filmmanuskriptetover bogen.

Fortsat E

ge.

Træd tilbage fra den menneskelige race. Begynd

at gøre tingene på din måde frem for verdens måde.

har lyst til at a j

Tag en færge til et eller andet sted

inden for de næste tre dage.

Brug dagen på at skabe – ord, kunst, mad, annoncer,

humor, skitser, hvad du har lyst til at arbejde på.

er hende.

Lad terningen vælge mellem seks

destinationer for din næste ferie.

Brug da

Fortæl en eller anden som du har været falsk overfor, hvad du virkelig

mener om ham eller hende.

Tag fri fra arbejde i morgen.

List seks ting du kan gøre i stedet

og lad terningen bestemme.

l en eller anden som du har

d du virkeli

»Få bøger kan ændre ditliv. Denne vil.«Fra undertitlen af bogen