Der er lang vej fra et nordjysk hønsehus i 1964 til et kontor på Christiansborg i 2007. Men måske løber der en understrøm af saltvand hele vejen imellem de to steder. Vi møder tidligere kultur-minister og nuværende folketingsmedlem for det radikale venstre Elsebeth Gerner Nielsen til en snak om dette at sejle.

EN HELHED, DER RÆKKER UD OVER DIG SELV

Elsebeth Gerner Nielsen om at opsøge havet:

12 13S T A R F I S H E R F R A K R . 3 7 5 . 0 0 0 , -

Vi har længe ønsket en stærk, velbygget motorbådsserie. Noget med charme, stil og styrke.

Helst i en størrelse på 24 til 34 fod med lukket salon, skydedøre ud mod et stort agterdæk og en

gennemtænkt, funktionel indretning. Den skal naturligvis også være godt udrustet med fast skrueaksel.

Starfisher har opfyldt alle vores ønsker og mere til. Lad os bare sige, at sejlegenskaberne er præget

af mange års traditioner ved middelhavet og sydlandsk temperament: Sikre og stabile når det kræves,

hurtige og sjove når det ønskes. Si senôr, Starfisher har udseende og

kvaliteter til stjernegode oplevelser. Kom selv og se!

FLOOR MARINE-CENTER A/S

WWW.FLOOR.DK

NYHED 2007

Sejleravisen halv samlet 225x162 mm 13/02/07 14:47 Side 1

Ude ved hønsehuset var der klar bane. Fra den lille bakke derude, var der frit udsyn mellem husene, helt ud så langt øjnene rakte. Helt ud i det blå. På den anden side af mar-

kerne nedenfor gården kunne man se kysten bugte sig i en lang bue mellem Frederikshavn og Skagen. Og længere ude strakte havet sig helt ud til horisonten. Elsebeth var fire år gammel og huskede en historie som bedsteforældrene havde fortalt. Under krigen måtte man ikke have lys om aftenen. Det havde tyskerne bestemt. Men på den anden side af havet lå Sverige. Dér var der ingen tyskere, som bestemte. Der var man fri. Og i klart vejr kunne man se lysene derovre fra.

Havet var verdenVi sidder overfor hinanden på Elsebeth Gerner Nielsens kontor på Christiansborg. Der er gået mere end fyrre år, siden hun stod der ved hønsehuset. Men på en eller anden måde er der måske en forbindelse mellem alle disse års politiske arbejde i magtens korri-dorer og dette børneblik ud over havet. ”Jeg kom til at forbinde den udsigt med verden,” fortæller hun. ”Når jeg så ud over havet, så var det verden. Mine bedsteforældre, de forbandt lysene der på den anden side med friheden, der var håb, man kunne se det der over vandet. Så jeg har egentlig altid forbundet havet med frihed. Og håb.”

Nordjysk bondegårdDet er der måske ikke så mange, der ved. Men den tidligere kul-turminister har livet igennem sejlet og har i alle årene opsøgt hav og vand i egne fartøjer sideløbende med sin politiske karriere. Det har været en vigtig inspirationskilde for hende, hvilket er årsagen til vores møde. Men Elsebeth Gerner Nielsen blev ikke ligefrem født ind i det – hverken sejladsen eller politikken. Hun er opvokset på en bondegård i det nordjyske. Og der pjattede man i hvert fald ikke rundt i både. Fra gården var der omkring 10 km ned til Bratten strand. Det var langt, og desuden var der jo altid arbejde, der skulle laves. Så det at tage til stranden var ikke rigtig noget, man brugte. ”Første gang jeg kom ned til det der vand,” fortæller hun, – ”som jeg kunne se oppe fra hønsehuset – det var med vores naboer, som var byfolk. De havde jo en helt anden tilgang til livet, end det jeg havde været vant til. De holdt fri, de havde ferie – de havde endda

været ude at rejse … min søster og jeg havde lidt svært ved at snakke med dem, vi talte jo vendelbomål, og de talte rigsdansk. Alligevel fik vi en stærk tilknytning, det var sådan en åben familie.”

På stranden med naboerne”Så en dag inviterede de os ned til stranden. Vi har været 4-5 år. Vi havde aldrig været ved stranden før. Og det var simpelthen … Elsebeth Gerner Nielsen griner højt ved tanken … fantastisk! Solen, stranden, sandet, saltet – vandet var så salt! Jeg tror simpelthen, det er en af mine største oplevelser, det der med at se vandet, mærke vandet og bade i det.” Der er faldet en ekstra lille jysk tone i hendes sprog nu, og hun klukler ved tanken. ”De havde en lille robåd. Og vi fik lov til at sidde der i den båd, mens konen roede den – bare det! At en kvinde kunne det. Det var virkelig en øjenåbner for mig. Senere ville vi jo der ned hele tiden. Min mor brød sig ikke om vand – men vi plagede jo om det, og så kom vi derned. Som jeg husker det, var det altid om eftermiddagen. Jeg tror aldrig, jeg som barn har været ved stranden om formiddagen. Tit var det sådan, at vi kom til stranden som belønning, når vi havde hakket så og så mange rækker roer. Det var sidst på dagen, at man tog til stranden. Og så skulle man alligevel hjem, før grisene skulle fodres.” Det radikale folketingsmedlem ler igen. Det gør hun tit, mens hun snakker.

'Solen, Stranden, Sandet, Saltet – vandet var Så Salt! Jeg tror

Simpelthen, det er en af mine StørSte oplevelSer,

det der med at Se vandet, mærke vandet

og bade i det'

Elsebeth foran sin daglige arbejdsplads, Christiansborg.

ville være med til at forandre verden. Og der er noget, som jeg (og igen kommer hun til at le) rigtig gerne vil lave om. Og det startede med miljø. Og natur. Jeg kunne simpelthen ikke tåle at tænke på,

at havet blev ødelagt for eksempel, eller at skoven forsvandt. Vores kollek-tive gode det er havet. Og vi har en forpligtelse til at levere havet videre lige så smukt og dejligt, som vi selv har modta-get det. Det er det ene. En anden ting jeg også altid har brændt for, det er fællesskaber. Altså; hvordan sikrer, vi at vi får nogle gode fælles-skaber. Vi har i hele det

20. århundrede været båret af en enorm trang til individualisme. Resultatet er altså også blevet, at vi er blevet meget frie, og min generation af kvinder har fået nogle muligheder, som ingen andre

generationer har fået – så på den måde har individualismen været god. Men bagsiden af medaljen har været, at rigtig mange men-nesker har haft svært ved at finde ud af det, fordi alt er frit, og du skal vælge dig selv hver eneste dag. Så ensomhed er bagsiden af medaljen. Og vi kan ikke komme tilbage til de gamle måder at bygge fællesskaber på. Det drejer sig om at finde en moderne måde at styrke fællesskaberne på. Så hvis du vil vide, hvad jeg vil med mit politiske arbejde, så lyder den korte version sådan: Natur har interesseret mig til alle tider. Fællesskaber har interesseret mig til alle tider. Og det tredje område, som er kommet til de senere år, det er hele udlændingeområdet. Det har at gøre med minoritetsgruppernes placering i samfundet – jeg vil et samfund, hvor der er plads til os alle sammen. Uanset forskelligheden.”

Se, røre, sejleFørst handlede det om at se havet, langt væk, ude fra hønsehuset. Senere blev det muligt at røre det, bade i det og være ved stranden. Men at bevæge sig ud på havet, sejle ud på det, i egen båd, det var noget, som først kom til at ske mange år efter den første dukkert ved Bratten Strand i 1964. Elsebeth Gerner Nielsen kom igennem gymnasietiden og læste efterfølgende socialvidenskab ved Odense

Miljø, fællesskaber, udlændingeEt blik på Elsebeth Gerner Nielsens CV afslører hurtigt, at der er bestemte spørgsmål, der har fyldt meget. Det, der har fyldt mest, er måske miljø dette at passe på naturen. ”At holde det kørende i højt gear i så mange år, siger jeg, – det kræver jo meget lidenskab, meget benzin så at sige. Hvor kommer det fra? Hvad er drivkraften? Hvad har du egentlig gerne villet opnå med alt det her politik?” Hun kigger på mig og skal ikke tænke så meget som et sekund. Det er åbenbart spørgsmål, som der falder hende uhyre let at svare på. ”At gøre verden til et bedre sted,” siger hun kort og kontant. ”Det lyder lidt banalt, men jeg har altid haft en fandenivoldsk tro på, at jeg kunne … at jeg gerne

'og Jeg må Sige, at Jeg ogSå har været glad for at

prøve noget helt andet, nemlig at tøffe rundt i

københavnS havn og opdage alle mulige mærkelige afkroge og kanaler'

universitet. Her havde hun en kæreste, der ejede en Folkebåd. Og det var den, der sidst i 70’erne blev adgangsbilletten til det virke-lige sejlerliv. Her blev hun fuldbefaren. ”Den båd brugte vi mange somre i,” fortæller hun. ”Vi sejlede til Bornholm, Göta kanal, Smålandshavet … vi havde den i hele den tid, vi studerede. Og vi sejlede rigtig, rigtig meget. Det var først der, jeg virkelig fik smag for at sejle. Indtil da havde det bare været fascinationen af havet. Min familie – altså den jeg selv har skabt – har altid haft båd. Først en folkebåd og senere en Trident. Trident, som er en trimaran, er en enormt praktisk båd, når man har børn. Fordi den ligger fladt på vandet. Og man kan sejle enormt stærkt. Jeg synes, det er en fantastisk båd at sejle i! Folk er slet ikke klar over de store fordele, der er i en trimaran. Det der med at sejle 16 knob, samtidig med at du har din øl stående på rælingen … det er der altså (ny latter) en vis fornøjelse i. Senere fik vi en stor 37 fods kølbåd. Så blev jeg skilt – og fik en lille motorbåd. Og jeg må sige, at jeg også har været glad for at prøve noget helt andet, nemlig at tøffe rundt i Københavns havn og opdage alle mulige mærkelige afkroge og kanaler. Vi har sejlet rigtig meget i ”Silden”, som den hedder, og børnene har også nydt det.”

En mindre motorbåd har givet hende mulighed for at udforske Københavns kanaler.

God samvittighed på havet?Så gå ind og køb din nye bundmaling direkte påwww.biolocus.com

CoatZymeNATURENS EGEN METODE

CoatZymeNATURENS EGEN METODE

Kan man sejle sammen …Vi får en tår kaffe. Jeg noterer lidt på blokken. ”Og jo,” udbryder hun ”der er for resten en ting jeg ikke har nævnt med hensyn til at sejle: Man finder ud af, hvordan andre mennesker er. Der er intet der er bedre end at sejle sammen med folk, man skal arbejde sam-men med eller måske leve sit liv sammen med. For hvis man kan holde til at sejle sammen med dem, så kan man også holde ud at arbejde sammen med dem eller at være familie sammen med dem. Man finder virkelig ud af, hvordan folk er, når man kommer ud, og det for eksempel er dårligt vejr, for så er det, at det værste kan komme op i folk. Altså hvis de virkelig er af den type, der bare går ned og smører en mad til sig selv og ikke stikker en op til den, der står ved roret og så videre … ja men så ved man, hvad man er oppe i mod også i andre sammenhænge.”

Carpe Diem”Man har jo interesser der kommer og går, siger jeg. Men det virker som om dette at sejle ikke er noget, man forlader. Får man først smag for det, bliver man gerne ved resten af livet. Og du er jo altså også blevet ved med at opsøge det igennem hele dit voksne liv – på trods af et arbejdsliv og en karriere, som sikkert har fyldt meget mere end 37 timer om ugen – hvorfor tror du, at du har prioriteret det at sejle? Hvad er det, der gør det?” Heller ikke nu nøler Elsebeth Gerner Nielsen så meget som et sekund. ”Jeg tror, det hænger sam-men, med at vores biologiske design som mennesker simpelthen ikke er gearet til digitalisering. Altså, jeg tror at grunden, til at vi bliver psykisk syge og stresset og så videre, er, at vi passer ikke til de omstændigheder vi byder os selv. Og det at komme ud på havet – det er en måde sådan at koble af fra hele den digitale verden. Og presset. Forventningerne. Racet. Når du kommer ud på havet, især hvis det er en sejlbåd, er du nødt til at acceptere, at du indordner dig naturen. Og det der med at indordne sig en kraft, som er større end én selv, det synes jeg altså, der er en enorm fornøjelse ved.” ”Ja, indskyder jeg, man er ligesom ude af verden?” ”Ja, siger hun – præcis! Man er ude af verden, og man lever i nuet. Man er virkelig … altså, man eksisterer. Det er Carpe Diem. Det elsker jeg. Det opsøger jeg.”

Pludselig er den der, aftenbrisen”Desuden, fortsætter den jyske bondedatter, er man jo nødt til at være ydmyg overfor naturen. Og man kan sige … det er jo ikke det, man er opdraget til. Altså hele kristendommen går jo ud på at opdrage os til at være naturens betvinger. Når du er på havet i en sejlbåd, så lærer du somme tider på den hårde måde, at du er nødt til at indordne dig naturen, det vil sige, lære at manøvrere i den og være en del af den. Du kan ikke vende strømmen. Og det der med at man som menneske lærer at være en del af en større helhed og oplever det – det giver en meget stor tryghed. Det giver en meget stor tryghed at vide, at man ikke er centrum for alting. At du er en del af en helhed, der rækker ud over dig selv. Nu for eksempel det der med at ligge og vente på aftenbrisen. Vide at den næsten med sikkerhed kommer. Det er der altså en… en glæde ved. Og så kom-mer den, og der er samtidig hele den her stilhed – og pludselig er der vind i sejlene, og du sejler måske en tre-fire knob, hvor du lige før bare har ligget og ikke kommet nogen steder. Lige pludselig er den der, aftenbrisen, og du kan glæde dig over, at der er lidt fart i båden, og solen er ved at gå ned, eller den er måske gået ned, og du har

det der orange skær hen over himmelen, og … fuglene der trækker lavt hen over vandet – det er glæde.” Siger hun. Og efter vores snak på vej ud af Folketingets kringlede indre tænker jeg, at der ganske rigtigt må have været noget om det: At alt det blå saltvand, man kan se oppe fra Pikkerbakkerne vest for Frederikshavn, alligevel kom til at lægge kursen for den tidligere kulturminister måske mere end det sorte, jyske muld. ■

Liggepladsen midt i København medfører at det ofte er nødvendigt at rengøre bådene.

1616