Valdemar IIs godser i SweciaKarsten Krambs

DET FRISISKE FOLK

© 2015 - Karsten Krambs, version 1.3.

Layout & sats: Aldus, GaramondForside: Det frisiske våbenFoto, kort, grafik og illustrationer generelt: Karin & Karsten Krambs

Alle rettigheder forbeholdes.Fotografisk, mekanisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele deraf erkun tilladt med forfatterens skriftlige tilladelse ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Det frisiske folk

Karsten Krambs

4

Første beretning om landene omkring Nordsøenog de folk - der boede der - er rapporteret af engræsk opdagelsesrejsende Pytheas fra Massalia pe-rioden 330-300 f.Kr. Hans rejseskildring - Peri tou

Okeanos - menes at være urkilden til de senereoverleveringer, som bl.a. Plinius den Ældre i Na-turalis Historia XXXVII, 35 senere refererer til.

Fortolkes oplysningerne fra Pytheas sørejse, hardenne uden tvivl besøgt nordsøkysten og det vi idag kalder for de “De vestfrisiske Øer” (Texel, Vlie-land, Terscelling, Ameland, Schiermonnikoog,Rottumeroog), hvor der findes rav.

Konkret vi ved, at der omkring indsøen Lacus

Flevus (Almere, Zuiderzee) - og som i dag hedderIjsselmeer - levede et proto-germansk folk, derendnu ikke i perioden 400-200 f.Kr. var navngi-vet. Dette folk kan udmærket være Pytheas nævntefolk guionerne. I 300-tallet f.Kr. var der endnuikke tale om en egentlig frisisk stamme, da der iområdet mellem øen Texel i syd og floden Weseri nord ikke eksisterede en homogen kultur.

I perioden 12-9. f.Kr. gennemførte romerne enrække germanerfelttog, hvor det mest kendte erNero Claudius Drusus, der med sin flåde nåedeOceanet og sejlede fra Rhinen til floden Ems. Deter tvivlsomt om flåden sejlede op ad Ems, menromerne trængte åbenbart ind i landskabet, hvordet kom til kamp og romerne sejrede over folketbruktererne. På denne ekspedition fik romernekendskab til det vi i dag kalder de “De østfrisiske

Øer” (Borkum, Juist, Norderney, Baltrum, Lange-oog, Spiekerogg, Wangerogg) og øen de kaldteByrchanis, Burchana, hvis indbyggere satte sig tilmodværge overfor romerne og først overgav sigefter en tids belejring. Plinius nævner denne ø, må-ske Borkum, som den kendteste af 23 øer fraRhinen og op langs Nordsøkysten. På hjemvejenblev flåden overrasket af tidevandet og blevreddet af friserne, der åbenbart allerede da varromernes allierede.

Dette første romerske fremstød til den østfri-siske kyst beredte vejen videre frem for romerne.Drusus havde uden tvivl indsamlet vigtige infor-

Det frisiske folk

mationer med sin flåde om vadehavet, landskabetog stammefolket, der boede i området. Et vigtigtanlægsarbejde var kanalen Drusiana, der forbandtden østlige arm af Rhinen med Yssel og dermedFlevus-søen og Nordsøen. Dermed blev den ro-merske flådes vej til de kystnære støttepunkter(baser) væsentligt forkortet.

Divus Claudius:Drusus … deinde Germanici belli Oceanumseptemtrionalem primus Romanorum ducumnauigauit transque Rhenum fossas naui etimmensi operis effecit, quae nunc adhucDrusinae uocantur

denne Drusus, . . . der var med i den germanske krig

og den første romerske general, der navigerede med skib

på det nordlige Ocean, udførte nye kanalarbejder over

Rhinen, et uhyre værk, der endnu i dag bærer hans

navn.

Kommentar:

Efter at have gransket alle de romerske sørejsernordpå - og den behandlende forskningslitteratur- viser resultatet, at romerne aldrig kom længereend til Elben. Ved floden Ems munding lå romer-nes nordligste landingssted og garnison ved navnBentumersiel, som var sidste led i deres forsynings-kæde. For flåden ville det medføre en stor risiko,at sejle videre mod nord uden mulighed for sup-plerende forsyninger.

Præhistorisk tid

I romertid har hele vadehavskysten fra Rhinen ognordpå ikke set ud som den gør i dag. Efter sidsteistid var hele vadehavsområdet - i neolitisk tid -anselige klitarealer, der rakte ud i havet. I taktmed at isen smeltede begyndte vandstanden iNordsøen at stige og beregninger viser, at havni-veauet steg gennemsnitlig med 0,14 m om året iperioden 5000-1500 f.Kr., hvorefter der indtrådteen regression i yngre bronzealder. I før-romerskjernalder indtrådte pludselig - og på kort tid - envæsentlig forøgelse af vandstanden1.

Bosættelserne på vadehavskysten går langt til-bage i tiden. Her skal omtales den hollandske Ve-luwe-gruppe der givetvis har sat sit præg på ud-

5

viklingen helt tilbage i tiden mellem neolitikumog nordisk bronzealder, hvilket talrige fund vidnerom. Lidt sydvest for Veluwe er der i Wageningenfundet en metalskat fra klokkebærer-folket og endel grave er fundet ved Lunteren ca. 15 km vestfor Veluwe samt i bakkerne ved Utrecht. Dettemaritime folk vandrede over tid langs hele vade-havskysten med endestation i Nordjylland, hvorde fordelte sig til det sydvestlige Thy, i et bredtbælte over øen Mors og halvøen Salling samt detmeste af Himmerland og Djursland.

Hollandske arkæologer har fundet de maritimeklokkebæreres bosteder i Mienakker, Zeewijk ogAartswoud i området ca. 10 km vest for byenMedemblik, på den halvø der i dag kaldes Vest-Frisland. De hollandske forskere mener, at Vest-Frisland har været kontinuerligt beboet i perioden1350-800 f.Kr. - hvorefter koloniseringen modnord begyndte. Talrige fund understøtter arkæolo-gernes konklusion. Der er fundet dyreknogler, pol-len og frø af landbrugsafgrøder, hustomter, plov-spor, grøfter, keramik, værktøj af sten og ben samtnogle metalgenstande.

Her ligger mindst 200 gravhøje fra perioden1300-1100 f.Kr. hvor omkring 30 høje er under-søgt i Zwaagdijk, Oostwoud, Hoogkarspel ogBovenkarspel. Beregninger på befolkningsstør-relsen skønner, at der her har eksisteret 27 gene-

rationer i 550 år - hen ved 20.000 mennesker. Ar-kæologien påviser desuden, at der har været ennogenlunde konstant kontinuitet i folkets udvik-ling og livsstil i denne lange periode.

Vekselvirkningen af geologiske ændringer, æn-dringer i havniveauet samt klimaændringer gjor-de, at havet gennembrød klitrækken flere stederog marskland dannede sig indenfor de opståedeøers rolige flader.

Under bronzealderens periode V (900-700f.Kr.) ændrede klimaet sig to gange i denne peri-ode, første gang i perioden 850-760 f.Kr. og sidst- og mere pludseligt - omkring 650 f.Kr.

Hollandske forskere bekræfter nævnte ændrin-ger, hvor målinger i Vest-Frisland viser, at ca. år850 f.Kr. udgjorde stigningen i grundvandsspejlet12 cm per hundrede år. Fra perioden 850-760 f.Kr.udviser tallet en stigning til 45 cm på 90 år, hvilketfår forskerne til at tale om en klimakrise, der harhaft stor effekt på befolkningen2.

Udgravninger af diger i Enkhuizen i Vest-Fris-land viser tørvelag opstået på grund af en pludse-lig stigning i vandstanden omkring år 850 f.Kr.Årsagen var ikke en stigning i havoverfladen menskyldtes en stærkt forøget mængde nedbør, hvil-ket resulterede i en ferskvandsmose i et område,der havde været beboet i 550 år.

Arkæologien bekræfter denne udvikling, hvorundersøgelser klart viser landmændenes problemer.Først forsøgte de at redde markerne og boede påforhøjede ’terpen’, men efter et par årtier ryddedede området, da det var blevet til én stor sump.

Lignende problemer er konstateret i Midt-Fris-land, hvor nyt marskland efterfølgende opstod ud

Udviklingen i grundvandsspejlet ifølge dr. Bas Van Geel.

Havvandstigning i Nordsøen ifølge Karl-Ernst Behre.

6

for kysten ved Groningen og indenfor øerne, pågrund af den pludselige vandmætning. Samme for-hold gjorde sig gældende i det sydlige Jylland, daklimaændringerne ikke er isoleret alene til Hol-land.

I den mellemliggende periode - efter år 800f.Kr. - fortsætter dette folks stabile levevis påbegge sider af indsøen Zuiderzee, hvilketbekræftes i Vest-Frisland af spor efter beboelser iOpperdoes og Schagen fra før-romersk/keltiskjernalder (500-1 f.Kr.). På kyststrækningen før ogefter indsøen, mødte grækeren Pytheas folket iførste halvdel af 300-tallet f.Kr. på sin sørejse ogkaldte dem for guioner eller guttoner - og at devar naboer til teutonerne.

Historisk tid

De senere romerske sørejser differentierer påstammefolket i forhold til deres bosættelser, hvorder i perioden 12-9 f.Kr. nævnes både frisere ogchaukere. Friserne boede syd/sydvest for Zui-derzee og havde med tiden spredt sig til indsøensøstlige bred og langs nordkysten til floden Ems.Chaukerne opdeltes af romerne i ’små chauker’ iområdet fra Ems til Weser og ’store chauker’ fraWeser til Elben.

Fra den romerske periode 12 f.Kr.-450 e.Kr.findes ingen kendte spor efter beboelser i Vest-Frisland og årsagen skulle være, at området i ettidsrum var blevet en sumpet tørvemose. Detmedførte at denne del af befolkningen flyttedebåde sydpå og nordpå. Først nu ser det ud til, aten fælles kultur var under opbygning i et frisisksø-domæne, der strakte sig nordover 150-200 km.

Tacitus 54 e.Kr..... eoque Frisii iuventutem saltibus aut pa-ludibus, imbellem aetatem per lacus admovereripae agrosque vacuos

Friserne flyttede derpå den unge generation og deres

ikke-kampklare befolkning over søerne og ud i skove

og sumpe, hvor de etablerede sig på flodbanker (Rhi-

nen) i ubenyttede landområder.

Det er romerne der har navngivet både frisereog chaukere muligvis for at lokalisere stammerneversus deres bosættelser. Genetisk er begge stam-mer af samme æt og haplogruppe R1b-U106, sågrundlæggende er der tale om ét homogent stam-

mefolk med ensartet maritim livsstil.

Friserne koloniserede både Brabant og Flan-dern et sted mellem 4. til 7. årh. e.Kr. Brabant erkystområdet der ligger ud for øriget Frisiae et

Seelandiae, hvor Walcheren er den største af øerne.I Brabant har 58% af befolkningen Y-dna typeR1b-U106, mens Flandern ligger 12% lavere. IVest-Frisland og efter år 450 e.Kr. er de tidligsteboliger fundet i det nordøstlige område omkringbyen Medemblik.

Først i karolingertiden og det 8. årh. fandt enstørre udbygning sted under den frisiske konge-slægt og riget Frisia Magna. Den nederste del afhalvøen Vest-Frisland nord for Amsterdam blev ivikingetid kaldt for Kennemerland (Kinhem). Denøverste del var på denne tid en ø - Westerlinga -afskåret mod nordvest på tværs og gennem et parsmåsøer mod havet af floden Richara, der i daghedder Zaan3.

Frisisk vesterhavskyst

De nordfrisiske Øer” - som vi kender dem i dag - erfølgende, nævnt fra syd:

Nordstrand - Pelvorm - Hoge - Halligerne - Lan-

genes - Amrum - Föhr - Sild (Sylt) - Rømø - Mandø -

Fanø.

Tilsvarende den frisiske vadehavskyst, harkystlinjen ved Jyllands sokkel ligeledes bestået afanselige klitarealer, der rakte ud i havet. I dennenordlige del af vadehavskysten medførte geolo-giske og klimatiske ændringer ligeledes, at havet i

Frisiae et Seelandiae.

før-romersk jernalder gennembrød klitrækken ogmarskland dannede sig indenfor de opståede øersflader.

En del af disse sandarealer har stormene vedVesterhavet taget med sig. Et realistisk skøn er atca. 1 m af kysten forsvinder hvert år og hvis derekstrapoleres bagud med 2000 år svarer det til, at2 km kystlinje er forsvundet.

Vadehavskysten består i dag af to typer øer,geest-øer og marsk-øer. Geest-øer som Sild, Föhrog Amrum er dannet over en kerne (geest) afmoræneler og sandaflejringer fra sidste istid.

Flere af øen Silds ældste bronzealderhøje liggeri dag delvis dækket i marsken og et skøn er, atmarsken med stor sandsynlighed blev dannet iyngre bronzealder. Det viser god overensstemmel-se med de hollandske undersøgelser, hvor denregnfulde periode 850-760 f.Kr. samt ændringernei grundvandsspejlet medførte en væsentlig forø-gelse af marskdannelsen. Det er en kendsgerning,at Sild var en del af marsklandskabet de førsteårhundreder efter Kristi fødsel.

Geestøernes lange historik gør, at arkæologiskefund kan spores helt tilbage til neolitisk tid. PåSild er endvidere fundet ligbrændingspladser frabronzealderen (1500-1100 f.Kr.) og et sammen-fald er påvist mellem indførelsen af ligbrændings-skikken i slutningen af det 2. årtusinde f.Kr. ogbrugen af keramik i gravritualerne. For perioden500-250 f.Kr. ses gravpladser med tue-grave påøen - og for tiden Kristi fødsel til 200 e.Kr. er derfundet bopladser med langhuse og stenbrolagtestalde i Wenningstedt og Archsum-Melenknop. PåSild findes desuden et fæstningsanlæg - Tinnum-burg - der er opført omkring Kristi fødsel, menstadig var i brug fra 700- til 900-tallet e.Kr.

Pelvorm, Nordstrand, Mandø, Rømø og Fanø ermarskøer, der alle er født i stormfloder og dermedaf nyere dato. Før år 1000 e.Kr. var f.eks. Rømøkun en sandbanke og i tiden efter begyndte enegentlig marskdannelse, der gjorde øen beboelig.Befolkningen på de uinddigede Halliger bor påopkastede ’terpen’ (værfter), så husene ikke over-svømmes ved stormfloder, hvilket er en generelfrisisk (og chaukisk) praksis helt tilbage fra ca. år500 f.Kr.

Den danske del af vadehavsøerne Mandø, Rømø

og Fanø har tidligere haft endnu et par øer. På æl-dre søkort optræder Utø (Uthoe) og Numit (Mumit)endnu længere mod nord, hvor Numit er detsamme som Nyminde. Sydvest for Mandø ligger idag sandbanken Koresand, der vedhøjvande er15 km2 og ved lavvande er 30 km2. En gang i frem-tiden vil marsken muligvis forme denne sandban-ke til en ny ø.

Riget Frisia Magna

Den først kendte historiske og frisiske konge -Adgisl I - (Aldegisel, Adgilles I, Adgild) regerede iperioden 648-679. I hans regeringsperiode anlæg-ges den frisiske handelsby Dorestad og man me-ner han indgik en alliance med den frankiske kon-ge Dagobert II af merovinger-slægten. Interes-sant er det at biskoppen af Northumbria, Wilfridaf York, besøgte kongen årene 678-79.

Merovingertiden var frisernes storhedstid un-der kongen Radbod I (679-719), hvor riget »FrisiaMagna« rakte fra floden Schelde (Walcheren) tilRibe opdelt i områderne: “Vestfrisland mellemfloden Schelde og Vlie, Midtfrisland mellem Vlieog Lauwerszee, Østfrisland mellem Lauwerszeeog floden Weser og Nordfrisland mellem Weserog Ribe Å”.

Pippin der Mittlere lægger Frisland vest forVlieland ind under Frankerriget årene 690-92 ogfredsbetingelserne var, at friserne skal svare skattil frankerriget og at alle frisere i det tabte territo-rium skal kristnes. Indenfor samme periode fore-tager missionæren Bischof Willibrord en missions-rejse til Frisland (fra England).

Pippin dør år 714-15 og friserne forsøger igenat løsrive sig samtidig med at missionæren Willi-brord fordrives fra kongesædet i Utrecht - indtilKarl Martel år 717 igen bringer orden i tingene.Den sydligste provins af »Frisia Magna« - kaldetFrisia Citerior - bliver aldrig mere en del af friser-riget.

Det frisiske storrige regeres videre af sammeslægt (Poppo, Adgisl II, Gondebald), hvor Radbod II

er sidst kendte historiske konge perioden 754-775.Hollandske krøniker fortæller år 737-38, at Rad-bod II opfostres i en alder af 8-9 år hos familien i’danerland’. Det understøttes af, at Radbod II år

7

754 flygter - netop til ’danerland’ - med hjælp frasakserne og høvdingen Widukind - og efter mordetpå ærkebiskop Bonifacius i Dokkum. Efter at enfrisisk opstand knuses år 784-85, flygter RadbodII atter til ’danerland’.Annalerne skriver således -

Radbodus Frisiae Rex Othildam filiam suam - -Daniae Regi Heraldi filio despondet - - in Daniamtransmittit.

Læg her mærke til Daniae Regi Heraldi - derfortæller, at nord for grænsen regerede en kongHarald4. En dybdegående beretning om den fri-siske kongeslægt fremgår af kapitlet ’Friserne &Fryslân’ i min bog Vikingetidens konger.

~

Frisiske kendetegn

Friserne anlagde sidst i 600-tallet en del handels-og håndværksbyer, såsom Quentowic nær Boulogneog Wyk by Duurstede (Dorestad år 675) ved Rhinen.Man anlagde efter en bestemt struktur, en langs-gående gade parallelt med en svag højderyg ca.10-20 m fra et vandløb. På hver side af gadenblev området opdelt i rimelig ens parceller adskiltaf gærder og grøfter. Handels- eller produktions-enheden vendte mod gaden, mens den bagerstedel af parcellen blev brugt til affaldsdynger. Denvæsentligste håndværksproduktion bestod af me-talsmykker, glasperler, kamme, tekstiler og jern-varer.

Friserne boede i marskområderne hvor landetssænkning krævede en opdæmning og bygning af

Kennemerland (Kinhem) nævnt år 884 i annal Regionis Chronica. Vestfrisland er her gengivet efter Laurent

Philippe C. van den Bergh fra “Handboek der Middel-Nederlandische Geographie”, 2e druk, 1872.

8

diger, hvilket fordrede udvikling af understøt-ninger for digerne i stil med de fundne sænkekas-ser fra Danevirke. Frisernes speciale var digebyg-ning og volde.

Frisernes mest iøjefaldende kendemærker varhandel, marskdyrkning, retssans, fredelig udbre-delse og stædig individualisme. De har mere endnoget andet folk deres overleveringer bundet tillovgivningen, hvilket skyldes, at deres retssans varknyttet til nødvendigheden af et strengt sammen-hold ved digebygning.

Frisernes handelspladser

De frisiske handelsfolks spredning kan aflæses afen række byer med endelsen ’wic’. Den frisiskehandelsplads Wyk by Duurstede (Dorestad) vedRhinmundingen er nok den mest kendte og fra800-tallet kendes desuden Jorvík (York) og Lun-

denwic (London) fra det sydengelske område5. ISønderjylland har vi eksemplet Sliaswich (Slesvig).Det oldfrisiske ord ’wîk’ (wyk, wijk) er muligviset låneord fra det latinske vîcus, som i Karolin-gertiden (ca. 600-1000-tallet) blev anvendt sombetegnelse for markeds- eller handelspladser spe-cielt i Frisland og hele det frisiske kontaktområ-de. Hermed menes hele den nordvesteuropæiskekystregion med Sydskandinavien og Østengland.

I Slesvigs tilfælde er stednavnets betydning såle-des ikke ’Sliens vig’ men derimod handelspladsen

ved Slien, hvor Slien som bekendt er navnet påfjorden.

Det fremgår af litteraturen, at frisiske købmændi perioden 775-85 generelt fik særlige privilegier ihandelsbyerne (f.eks. Quentowic og Dorestad),udarbejdede egne landskabslove (Lex Frisionum),måtte vælge egne ledere, oprettede egne domstoleog indførte egne toldafgifter.

Friserne i Jylland

Langs vestkysten markerer en række elementerindflydelse fra det frisiske område. På de Nordfri-siske øer og langs vadehavskysten findes urnegra-ve indtil 800-tallet, der formodentligt tilhører enfrisisk befolkning6. Muschelgrus-keramik, en vare derer magret med knuste muslingeskaller, forekom-mer hyppigt i de samme områder og findes desudenindført på flere pladser i Sydvestjylland.

Badorf-type keramik fra Köln-området har ensporadisk udbredelse i de samme områder, medundtagelse af handelsknudepunkterne Ribe ogHedeby, hvor de hyppige fund uden tvivl skyldeshandelsrejsende.

Muschelgrus-keramik (firkanter), Badorf-type keramik (trekanter), kværnsten

af Mayen-basalt (cirkler) og huse af trelleborgtype forlænget med ekstra fag til

stald (stjerner). Ref. Sindbæk.

9

Kværnsten fra rhinlandet forekommer mereregelmæssigt i Vestjylland. Produktet, der er ud-ført i materialet Mayen-basalt, er fundet sporadiski alle dele af Danmark og i det vestlige Østersø-område, men deres koncentration langs Vester-havskysten er markant. I andre nordiske områderblev kværnsten fortrinsvis fremstillet af lokale ma-terialer som granit eller i Skåne ofte af sandsten7.

Trelleborghuse - og en ny byggeskik ved at an-vende skrå støttestolper - menes at være opstået idet hollandske eller tyske område. De tidligstkendte huse med skrå støttestolper er uden indre,tagbærende stolper. De kendes fra Westfalen frabegyndelsen af 6. årh. Fra Holland og det frisiskeområde er huse med skrå støttestolper almindeligefra midten af 7. årh. Fra samme område kendesde lidt yngre huse fra 700-tallet og 800-tallet afH.T. Waterbolks type Odoorn C, som trelleborg-husene synes at være nært beslægtede med. En-delig skal et byhus fra Hedeby med ydre skråsti-vere nævnes. Det er dendrokronologisk dateret tilat være opført i 874 eller kort derefter8.

I Vestjylland - og kun her - er der på fire forskel-lige pladser afdækket typiske trelleborghuse, somvar forlænget med et ekstra fag, indrettet somstald. Det er fristende at forbinde dette med etstørre økonomisk og symbolsk fokus på kvæg- ogmåske hesteavl. Et andet eksempel er huskon-struktioner med tørvebyggede vægge i 1000-talletovertaget fra De nordfrisiske Øer, som fandt ud-bredelse langs hele Jyllands vestkyst9.

I Sliaswich er der fundet spor efter handel medprodukter fra de vulkanske Eifel-bjerge ved Rhi-nen, hvor møllesten er et godt eksempel. På entilhørende gravplads fra 700-tallet - beliggendesyd for Hedeby’s senere halvkredsvold - er derudgravet frisiske gravtyper10 og på baggrund afarkæologiske udgravninger, er der nu bred enighedom, at friserne tog del i dette tidlige handelscentersopståen11.

Frisisk mønt

Friserne slog en del mønt i deres storhedstid ogder findes et antal objekter med runepåskrifterfra det 5. til det 9. årh. - der alle er fundet i områ-det mellem Vlie og Ems - der indeholder landska-berne Midtfrisland (Westergo og Ostergo) og Øst-frisland12.

Ældre Futhark var allerede i den første halvdel af400-tallet e.Kr. kendt i det frisiske kerneområ-de. I Bergakker, der ligger ca. 3 km fra byen Tielpå Bataverøen (Batua, Betuwe) og ved floden Rhi-nen, er der fundet en inskription fra ca. år 425,hvor translitteration af teksten kan læses som»haþuþywas ann kusjam logûns«.

SolidusEksempelvis er der i distriktet Wittmund i Østfris-land og byen Schweindorf fundet en guld solidusdateret til 575-625 e.Kr. Mønten er en efterligningaf en solidus slået af kejser Theodosius II (401-450) og runeindskriften er tolket som »wela[n]du«eller »þeladu«. I Harlingen og Midtfrisland er li-geledes fundet en guld solidus fra samme periodemed indskriften »hada«.

TremissisI perioden 650-79 slog friserne egne solidus-guld-mønter kaldet thrymsas (latin: tremissis). En frisisk’tremissis’ havde en vægt på ca. 1.3 g og til tideret reduceret guldindhold. I Kent og Folkestone erder fundet en guld tremissis dateret til ca. 650 ogindskriften »æniwulufu« - og en anden er fundet iNorfolk og Billockby og dateres til ca. 670 samtindskriften »itoed«, som tilhører de tidligste møn-ter i East Anglia.

SceattasSceat er muligvis det oldengelske ord for mønt oger på oldgermansk nævnt som scaz. Sølvmønter-ne ved navn ‘sceattas’ introduceredes ca. 680-700

Solidus fundet i Harlingen, Midtfrisland.

Tremissis fundet i Betuwe.

10

og afløste de tidligere frisiske ’tremissis’. De førstesceattas er designmæssigt meget lig nævnte tre-missis. Efter år 700 kom friserne - fra en ukendtkilde - i besiddelse af meget store sølvressourcer,hvoraf de i storhedstiden - perioden 720-750 -fremstillede millioner af egne mønter slået fleresteder på den frisiske kyststrækning. Mønterneblev spredt til alle handelsstederne. Netop på Ribemarkedsplads er der fundet mere end 160 mønteraf en særlig variant, der menes slået i Ribe om-kring år 720.

Oversigt over fundsteder af frisiske sceattas.

På stranden ud for ringborgen Domburg har dehollandske arkæologer fundet mere en tusindmønter, hvoraf størsteparten er fra Merovinger-tiden bestående af angelsaksiske og frisiske sølv-mønter - denarer og sceattas - dog flest fra andenhalvdel af 700-tallet.

Sceattas fundet i Ribe sammenholdt med an-dre frisiske fund tyder på, at der var en direkteforbindelse mellem Domburg og Ribe i perioden720-750. Ribe blev grundlagt årene 704-10 ogefterfølgende i perioden 721-22 blev handelsplad-sen omlagt efter frisernes urbane parcelstruktur.

11

Sceatta slået i Domburg ca. 695-740.

Sceatta fra ca. år 710 slået i Ribe.

12

Tilsyneladende har en stor del af den jyske vest-kyst - tidligt - været interesseområde for friserneshandel. En skildring fra Knud Lavards tid, op-lyser, at kong Niels (1104-34) grundet fare forVenderoverfald, kun kunne opholde sig i Slesvigby under beskyttelse af friserne. Den holstenskepræst Helmolds såkaldte ’Slaverkrønike’ fra ca.år 1170 refererer en historie, der bekræfter fri-sernes tilstedeværelse i Jylland (Frisones quihabitabant Juthlandie).

Selv Saxo betegner hele området som ’FrisiaMinor’ dvs. Lille Frisland -

“Imidlertid var Knud med de få folk, der havde

fulgt ham i landflygtighed, draget til Lille-Frisland,

der også hører under Danmark. Denne landsdel

har frugtbart agerland og fuldt op af kvæg. Landet,

som ligger ud til havet, er lavt, så at det undertiden

oversvømmes. For at bølgerne ikke skal vælte ind

over det, er kysten helt omgiven af diger, og bryder

havet igennem dem, oversvømmer det markerne tillige

med husene og sæden derpå, der er nemlig lige fladt

alle vegne. Ofte river havet jord op fra grunden af

og fører den anden steds hen, så der bliver en sø,

hvor den lå, og den, hvis ejendom jorden skylles hen

til, bliver så ejer af den. Efter oversvømmelse bliver

jorden meget frugtbar og giver græs i rig fylde. Når

jorden tørres, kan der sydes salt af den. Ved vin-

tertid er den stadig dækket af havet, så markerne

ser ud som en sø, og det næsten ikke er muligt at

sige, hvad naturens mening har været, eftersom man

på en tid af året kan sejle, hvor man på en anden

tid af året kan pløje. Indbyggerne er af naturen

vilde; de er smidige og kaster vrag på svære og tunge

rustninger og bruger kun skjolde og kastespyd. De

omgiver deres marker med grøfter, som de sætter

over ved hjælp af springstokke. Deres huse bygger

de på en forhøjning af græstørv. At de hører til den

frisiske folkestamme, vidner både deres navn og sprog

om; de er tilfældigt komne der til landet, da de søgte

sig ny bosteder, og har så ved langvarig dyrkning

fået hærdet jorden, som fra første færd af var fugtig

og sumpet, og senere er landet så kommet under de

danske konger”.

Afrunding

Allerede år 1187 omtaler et diplom af ærkebiskopAbsalon et grænseområde, der kaldes Utlandia

samt tre herreder, der skulle betale tiende13.

Det bekræftes senere af Valdemars Jordebog,hvor hovedlisten år 1231 beskriver det nordfrisi-ske grænseland som Vtland, et begreb der blevanvendt i ældre danske lovtekster om speciellegrænseområder med et sammenfald af flere land-skabslove. Vtland må derfor ikke opfattes i be-tydningen udland - men refererer til marsklandetudenfor Geest-området - et område der lå uden-for den egentlige sysselinddeling. Her boede fri-serne i grænsemarken, hvor Jyske lov og Frisisklov (Lex Frisionum) mødtes.

Friserteorien er således en gammel sandhed ogdermed ingen ny opfindelse. Professor og rets-historiker Carl Ferdinand Allen (1811-1871) skrevår 1848, at -

I vest havde danerne friserne til naboer. Denne stamme

boede langs Vesterhavets kyst fra Ejderen i syd til Højer

i nord. Tidligere boede de uden tvivl endnu nordligere.

Frisernes rolle er tidligere debatteret14 af ErikArup (1907-25), Knut Stjerna (1909), E. Wadstein(1914) og W. Vogel (1915). Poul Enemarks artikelom friserhandel fra 1959 tog skridtet fuldt ud, dahan mente at det var friserne, der som det førendehandels- og søfartsfolk skulle have grundlagt han-delspladserne langs Østersøen samt desuden bådeHedeby og Birka.

I 1960’erne konkluderede flere lærde, at Dan-mark forud for Vikingetiden ikke har været heltså isoleret som man tidligere mente og eksempel-vis Mogens Ørsnes analyse i 'form og stil' fra 1966hævdede, at der i det 8. årh. opstod en selvstændigsydskandinavisk dyrestil og at kontaktområdetsandsynligvis har været de hollandsk/frisiske kyst-egne omkring Rhinmundingerne.

v

13

Appendix 1 - frisiske konger

Frisernes konge Radbod I mistede år 717 heleVestfrisland og administrationen overgik til defrankiske grevskaber. Poppo, søn af Radbod I, re-gerede Midtfrisland (Frisia Ulterior), men ned-kæmpes år 734 af Karl Martel.

Midt-og Østfrisland (Frisia Ulterior) regeredesaf friserkongen Adgisl II fra omkring år 720 til år754 og sønnen Radbod II var hertug og medkon-ge i Østfrisland fra år 749 og til sin fars død år754.

Den tidligere konge Poppos søn Abba, blev ind-sat som lensgreve i Vestfrisland årene 749-775.

Gondebald regerede Midtfrisland (Frisia Ulte-

rior) årene 734-748 sammen med sin far Adgisl II.Midtfrisland (Frisia Ulterior) blev tabt år 748 - un-der hertug Gondebald. Gondebald opførte år 739en ringvold omkring borgen Dockenburg, hvilketer første kendte viden om en ringborg-lignendekonstruktion.

Radbod II, bror til Gondebald, regerede her-efter fra år 754-775, hvor han tabte et slag til Karlden Store. Han allierede sig med sakserhøvdingenWidukind i den sidste opstand mod Karl den Storeår 785.

14

Frisernes dna knytter sig til haplogruppen - R1b-M269 - der deler sig gennem den “Atlantiske Modal

Haplotype” (AMH) - R1b-L11 - til de to markante undergrupper R1b-P312 - kaldet ’kelterlinje’ - ogR1b-U106 kaldet ’germanerlinje’.

M269-L11 er en relativ ung undergruppe, der må have spredt sig i Europa i bronzealderen.Undergruppen P312 (S116) har en del markører som U152 (S28), L21 (S145), L165 (S68), L238(S182), M153 og M167, der alle defineres som kelter-relateret og meget sandsynligt er spredt i nyeretid fra Hallstatt-kulturen.

Det hollandske ’Brabant dna-projekt’ konkluderer, at friser-genet optræder markant i den tidligereukendte undergruppe U106-R-L48 og er centreret på det europæiske kontinent, specifikt vednordsøkysten udfor Belgien, Holland, det nordlige Tyskland og i Danmark - primært i Vestjylland.Friser-genet forekommer med stor tæthed i kystområderne og sættes meget naturligt i forbindelsemed frisernes kolonisering af Brabant og Flandern et sted mellem 4. til 7. årh. e.Kr. Brabant er mar-kant topscorer, hvor 58% af befolkningen optræder med friser-genet, mens Flandern ligger 12%lavere.

R1b-U106 er kendt som “Frisian (Germanic) Modal Haplotype” (FMH) – men også kendt som S21og M405.

Appendix 2 - frisisk dna

R1a (M420) R1-M173 ---- ǀ R1b-P312 ---- U152 (S28) R1b (M343) ---- R1b-M269 ---- R1b-L11 ---- ǀ R1b-U106 (S21) ---- U106-R-L48

Appendix 3 - vadehavsregionen

15

Vadehavsregionen danner en sammenhængende landskabsmæssig og kulturhistorisk helhed, der strækker sig fra

området syd for Den Helder i Holland til Blåvandshuk i Danmark. Ref. Det hollandske Waddenacademie,

Leeuwarden og Common Wadden Sea Secretariat (CWSS), Wilhelmshaven 2012.

Appendix 4 - terpen, wierden, wurten, værfter

16

Registrering af 'terpen' i hele vadehavsregionen, hvor de tidligste er fra 6.-7. årh. f.Kr. og de seneste fra middel-

alderen. Ref. Det hollandske Waddenacademie, Leeuwarden og Common Wadden Sea Secretariat (CWSS),

Wilhelmshaven 2012.

17

1. Behre, Karl-Ernst, Die Schwankungen des mittlerenTidehochwassers an der deutschen Nordseeküste in denletzten 3000 Jahren nach archäologischen Daten, 2004.

2. Van Geel, Dr. Bas, De klimaatcrisis van 850 v. Chr.(Jaarboek van het Westfries Genootschap, nr.77, 2010,pp. 88-101).

3. Krambs, Karsten, Vikingetidens konger, 2009, s. 81.4. Krambs, Karsten, Vikingetidens konger, 2009, s. 211-

240.5. I Sydengland findes desuden byerne Ipswich, Droitwich,

Leftwich, Middlewich, Nantwich, Norwich, Northwich,Netherwich og Shirleywich.

6. Eisenschmidt S. Grabfunde des 8. bis 11. Jahrhundertszwischen Kongeå und Eider: zur Bestattung derWikingerzeit im südlichen Altdänemark, 2004 s. 302

7. Sindbæk, Søren M. Kulturelle forskelle, sociale netværkog regionalitet i vikingetidens arkæologi, s. 70 2008.

8. Sørensen, Anne Birgitte, Østergård, vikingetid &middelalder, 2011 kapitel 4.1 s. 74. Udgivet af MuseumSønderjylland & Arkæologi Haderslev.

9. Olsen, A.-L., Haack: Af tørvehusets saga. Skalk nr. 4,2005 s. 20-27.

10. Birkebæk, Frank, Vikingetiden i Danmark 2003 s. 139-140.

11. The Frisian trade in the Dark Ages; a Frisian or a Frank-ish - Frisian trade? af Stéphane Lebecq 1992, RotterdamPapers VII, pp. 7-17, s. 2; Haithabu. Ein HandlesplatzDer Wikingerzeit, af H. Jankuhn 8th ed. Neumünster1986; Die Sudsiedlung von Haithabu. Studien zurfrümitteläterlichen Keramik im Nordsee-kustenbereichund in Scheleswig-Holstein af H. Steuer, Neumünster1974.

12. Looijenga, Tineke, Texts and Contexts of the OldestRunic Incriptions 2003 s.302.

13. In Utlandia in tribus navigiis juxta Ederam, scilicetTunninghæret, Gerthinghæret, Holmbohæret. Thorke-lin: Diplom. Arna- Magn. I. 60.

14. Vikingetidens Danmark af Aksel E. Christensen 1969 s.107-111.

Noter