1

Vallensbæk Skolevæsens Historie

i

Første Halvdel af 1800-tallet

Den danske skoles udvikling

og aktuelle situation.

29. april 1980

Birthe Willumsen

Hyrdeengen 373

2620 Albertslund

Vallensbæk Kommune er beliggende ca. 16. km syd for København i

Køgebugt området. Den har som størstedelen af området oplevet en voldsom

udbygning i de sidste 20 år, således at den nu består af 3 områder: et

bebyggelsesmæssigt blandet område ved stranden, en landsby med gårde og enkelte

parcelhuse samt et større parcelhusområde nord for landsbyen op mod Roskildevej.

Kommunen udmærker sig ved områdemæssigt helt at dække Vallensbæk sogn, og

man har derfor kirke- skole- og kommunehistorie fælles for området fra

middelalderen til i dag.

Den store udbygning i de sidste par årtier har naturligvis haft stor betydning for

skolevæsenet i kommunen. Vallensbæk skole har været kommunens eneste skole fra

dens oprettelse formentlig i 1700-tallet og indtil 1966. Den er udbygget flere gange

og udbygges netop i år - 1980 - til 10 årgange i to spor, mod indtil nu 7 årgange.

Desuden opførtes i 1966 Egholmskolen ved Vallensbæk strand og i 1969

Pilehaveskolen i Vallensbæk nord. Desuden fik kommunen i 1969 statsgymnasium.

At Vallensbæk skole til så sent som i 1966 er eneste skole, har inspireret mig til at

undersøge dens historie. At perioden er valgt, som den er, skyldes i første omgang, at

det viste sig, at en og samme mand har stået som ansvarlig for skolen fra 1801 - 1845.

Dernæst byder denne periode på flere aspekter af skolehistorisk interesse: Skoleloven

af 1814 indføres og med den bl.a. undervisningspligt og tilsyn. Det er samtidig en

bevæget periode i Danmarks historien med krigen med England, Statsbankerotten og

gryende demokrati, for blot i flæng at nævne noget.

Jeg fandt det interessant at undersøge, hvordan indførelsen af skoleloven forløb i det

dengang lidt isolerede landsbysamfund, hvordan skolens hverdag tegner sig og

ændres i takt med tidens gang, og i hvilket omfang tidens politiske begivenheder

influerer på skolens liv. Endvidere fik jeg lyst til at søge tegnet et billede af den

person, der i så lang en periode var degn og skolelærer.

2

I 1977 udkom et lokalhistorisk værk om Vallensbæk. I det afsnit der omhandler

skolen, er omtalt en gammel Document protokol fra 1808. Denne protokol er det

lykkedes mig at låne fra kommunens arkiv, som netop i dette forår er under

indretning i bibliotekets kælder. Gennem arbejdet med protokollen blev det mig klart,

at der måtte eksistere mere materiale fra perioden, og efter adskillige forsøg hos

forskellige instanser fandt jeg, ved et nyt besøg i bibliotekskælderen, midt i marts

måned d. å. yderligere forsømmelsesprotokoller, skolejournaler og

skolekommissionsprotokoller alle fra perioden 1808 - 1862. Jeg fik lov at låne dette

materiale - samt den i litteraturlisten nævnte fattig-væsensprotokol - indtil mine

undersøgelser afsluttes, senest i april måned. Det er indlysende, at havde man været i

besiddelse af dette materiale på et langt tidligere tidspunkt, ville det have fået

betydning for indholdet af denne lille undersøgelse. Som det nu ligger rent

tidsmæssigt, har jeg valgt at lægge vægten på, hvad der har kunnet udledes af den

Document protokol, som jeg først har haft lejlighed til at læse, suppleret med

oplysninger fra kirkebøger og visitatsprotokoller fra landsarkivet. De øvrige

protokoller bidrager således, at der fra dem er hentet supplerende viden i det omfang,

det tidsmæssigt har været muligt.

Jeg kan ikke lade være med her at udtrykke ønske om, at Vallensbæk kommune må få

både lyst til og økonomisk mulighed for at bringe system i sit arkiv. I førnævnte

bibliotekskælder findes ikke blot kilder til skolehistorien, men også til flere andre

sider af kommunens liv i dette og forrige århundrede, Det ville være trist om alle

disse gamle protokoller skulle gå til, og det er der fare for, hvis ingen interesserer sig

for dem.

Jeg skal i dette lille arbejde først forsøge at give en tidshistorisk ramme, dernæst søge

– bl.a. ved hjælp af overnævnte kildemateriale - de stillede spørgsmål besvaret og

endelig drage en sammenligning mellem Vallensbæk skoles forhold i perioden og et

par andre skolevæsener inden for samme tidsrum.

3

A. DET DANSKE SAMFUND I FØRSTE HALVDEL AF 1800-TALLET

1. Træk af den politiske historie.

Dansk udenrigspolitik er i århundredets første år karakteriseret af en kramp-artig

holden fast ved den neutralitetspolitik, som man havde forfægtet i århundredet før.

Selv efter slaget på Reden 1801, som kunne ses som en advarsel fra England om, at

det var nødvendigt at vælge side i Europas kamp med eller mod Napoleon, fortsætter

anstrengelserne for at bevare neutraliteten, en holdning, man tvinges ud af gennem

englændernes belejring og bombardement af København i 1807. Af begivenhederne

føres Danmark til tilslutning til Napoleon, hvoraf følger Kanonbådskrigen,

spaniolernes hærgen i Jylland og endelig ved freden i Kiel med tabet af Norge,

afslutningen på 13 - 14 års krig og uro, som nok kunne påvirke selv et stillestående

landsbysamfund og ikke mindst unge menneskers uddannelse. At degnen i

Vallensbæk i 1801 kommer til sognet i degnekald som stud.theol. og således aldrig

gør sit studium færdigt, kan have sin forklaring - eller en del af den - i de urolige

tider.

Økonomisk set er tiderne, særligt i periodens første 10 - 20 år, særdeles urolige.

Statsbankerotten i 1813 er et resultat af flere års inflation, og selv om de

foranstaltninger, som skulle rette landets økonomi op igen, stort set karakteriseres

som hensigtsmæssige og velfungerende, skaber de økonomiske vanskeligheder

naturligvis problemer for den reelle gennemførelse af skoleloven af 1814. Det

væsentligste ved loven var indførelsen af undervisningspligten, men da krig og dårlig

økonomi fører til landbrugskrise, og skolepligtige børn var gratis arbejdskraft, er det

næste indlysende, at skolelovens indførelse strider mod interesser af daglig, vital

karakter i hvert fald på landet. - Yderligere spiller kravet om sparsommelighed

naturligvis også ind på skolens indre liv, på materialemængden og på lærerlønnen.

Den første halvdel af 1800-tallet er samtidig de sidste halvtreds år af enevælden, og

perioden er helt domineret af Frederik d. 6., der havde reel regeringsmagt allerede

som kronprins siden 1784. Han bliver konge i 1808, og da han regerer til sin død i

1839, er det hans mænd, der kommer til at sætte det afgørende præg på tiden.

Samtidig med at billedet af Frederik d. 6 som landsfader, - spadserende på voldene,

roende i Frederiksberg Have, modtagende nøglen til byen ved aftenstid - står i

erindringen fra skoletiden, må man huske den gryende liberalisme. Folk som Dr.

Dampe og Orla Lehmann lever kummerligt under Landsfaderen. Han huskes ikke

netop for vidsyn og mod på nye tanker. Nu er det også ude i Europa revolternes tid,

og deres forløb var vel ikke netop sådan, at de indbød en type som Frederik d. 6 til

eksperimenter.

Selv indså han vel næppe, at netop bondefrigørelsen og undervisning af alle børn, er

4

elementer til en begyndelse til folkestyre. Længere end til Rådgivende

Stænderforsamlinger 1831 kommer man ikke på Frederik d.6. s tid. Først i de sidste

år af den her beskrevne periode, hjulpet på vej af den voksende idealisme, finder de

liberale ideer en form i den nationalliberale bevægelse. Denne kolliderer med statens

helstatspolitik og med de nationale strømninger i hertugdømmerne, og det fører til en

problemstilling, som midt i 1800-tallet udløser den 1. sønderjyske krig 1848 - 50.

Samtidig udløser de folkestyret, som fandt udtryk i den første grundlov af 5. juni

1849. Man bør naturligvis have in mente, at der slet ikke kan tales om folkestyre i

moderne forstand. Det er ikke her stedet til at gå nærmere ind på dette, især da det

landsbysamfund, som beskrives, ifølge kilderne er helt upåvirket af tidens debat. Det,

man her har fornemmet, om ikke i landsbyen og i gårdene, så dog i præstegård og

degnebolig, er det knirkende statsmaskineri, som det udtrykker sig i love,

forordninger og skrivelser, som kommer til byen, skal afskrives, viderebringes og -

ikke mindst - efterleves.

2. Sociale forhold på landet.

I 1801 tæller den danske befolkning i flg. Statistisk Tabelværk 925.680 personer, og

af disse bor 734.788 på landet. Befolkningen vokser gennem perioden, således at man

i 1840 regner med et befolkningstal på 1.283.027, men stadig anses ¾ eller derover

for hørende til landbefolkningen.

Det danske bondeland var ejermæssigt således fordelt, at man regner med, at ¾ af

jorden før udskiftningen hørte under godsejerne, mens en mindre del af den sidste

fjerdedel hørte under kronen. Det er - som det senere skal omtales - tilfældet med det

meste af jorden i Vallensbæk sogn. Fæstejordens overgang til selveje, hensigten med

landboreformerne, forløber meget langsomt i første halvdel af 1800-tallet, stærkt

hæmmet af krigsuro og deraf følgende landbrugskrise, som især præger 1820’erne.

Eksempelvis kan det nævnes, at af de i 1835 værende ca. 67.000 bondegårde, er de

42.000 i selveje eller arvefæste, mens resten er egentlige fæstegårde. Bøndernes evne

til at drive rentabelt landbrug kritiseres jævnligt og skarpt f. eks. i 1822 af J. Chr.

Drewsen, som siger: “ofte brakkes ikke engang, Sædfølgen er slet, Kløveren saas

enten ikke eller først, når Jorden er uskikket til at bære den. I Egne med mange Sten

ligger disse roligen på den plet, hvor Århundreder har set dem, ofte er Vandet end

ikke afgravet, sjældent Jordene indhegnet, for Ævret strides som for Bondestandens

Palladium, og til det forsuttede, ofte forkvaklede Kvæg avles ikke tilstrækkeligt

Foder.” Man hører i udsagnet ikke egentlig medynk, men kraftig irritation over

bøndernes selvbevidste holden fast ved gammel skik, en holdning, der fører til

driftsmæssig slendrian - sagt med et af tidens modeord. Den udviklingsmæssige

konservatisme, der præger landbefolkningen, hæmmer naturligvis samme

landbefolknings økonomiske fremgang, og som altid er problemet størst for den del

af befolkningen, der befinder sig nederst på rangstigen. Blot afgrøderne slår fejl et år,

5

eller sygdom hindrer arbejdet, står fattigdommen for døren. En ny befolkningsgruppe

opstår i disse år på landet, nemlig landarbejdere og husmænd, som i landsbyerne har

gadehuse med en lille have til, og som ernærer sig som daglejere. Der var stor

sæsonarbejdsløshed blandt disse landarbejdere, og tiggeri rundt på gårdene var

almindeligt i arbejdsløshedsperioder.

I 1801 - lige før det offentlige fattigvæsen reorganiseres - regnes med ca. 17.000

under forsorg. At der kun er midler til underhold af 15.000, siger noget om, at

reorganiseringen er tiltrængt. I løbet af årene 1802 - 03 gennemføres reorganiseringen

således, at befolkningen pålægges en fattigskat, og det kræves, at der i hvert sogn

findes en fattigkommission, som skal tage sig af at tilrettelægge sognet fattigvæsen.

Langsomt formindskes herefter tiggeriet, uden dog helt at forsvinde.

Med til at karakterisere bondestandens forhold i 1800-tallet er også en omtale af

nogle af de pligter, der af det offentlige var pålagt den. Bønderne har pligt til

fremmøde ved ildebrand, snerydning og byggearbejde i det offentliges tjeneste, f.eks.

ved skolebyggeri. Hertil kommer husmænds pligtige høstdage for præsterne, og

nævnes skal det også, at værnepligten var pålagt bondestanden. Begrebet ‘ægt’ bør

også nævnes. Det dækker pligtarbejdet og bruges ofte om pligtkørsel, kørsel med

standspersoner på gennemrejse og arbejdskørsel. Her nævnes specielt ’skoleægt’, der

forstås som kørsel med dertil hørende arbejde i forbindelse med skolebygningers

opførelse og vedligeholdelse, eller ved tilkørsel af skolebrændsel, sand mv. - Af

økonomiske forpligtelser nævnes tienden, hvorved befolkningen i et sogn lønner

præst og skolelærer efter bestemte fordelingsregler. I denne forbindelse bruges ordet

’redsler’ om det, der skal udredes af ydelser. Ordet ’nannest’ bruges om småredsler,

som var naturalieydelser, som regel æg, kage eller brød, idet ordet betyder ‘daglig

kost‘. Knud Ottosen fortæller i sine erindringer fra 1820’erne: “Præsterne fik deres

tiende in Natura og deres Nannest, Degnene deres Fourage, Brændsel og Smaaredsel,

Smedene deres Smedekorn og Græsning til en Ko, Jordmoderen Græsning og

Fourage til en Ko og lidt til Jul osv. “

3. Degneinstitutionen

Folkeoplysning på landet før 1800-tallet opretholdtes via gudstjenester og

Konfirmations forberedelse - siden 1736 - og ved degnens undervisning af børnene.

Denne undervisnings hensigt var ikke at lære børnene at læse og skrive, for at de

kunne mestre disse færdigheder i landbrugets eller anden interesse, men den skulle

fremme evangeliets udbredelse og gode sæders opretholdelse. Således var skolen

kirkens datter og degnen en kirkens mand.

Ordet degn stammer fra før reformationen i 1536 og hører sprogligt sammen med

ordet diakon. Der skelnedes mellem sædedegne med fast bopæl i sognene og

6

løbedegne, latinskoledisciple med den opgave at beklæde degneembederne i

landsognene nær de købstæder, hvor de gik i latinskole. Da man, hvor der var

løbedegne, ofte ikke kunne nøjes med dem til undervisningens opretholdelse, kunne

man sådanne steder ansætte såkaldte substitutter for degnene.

I forordning af 27 marts 1629 læses: “Præster, Degne og Substitutter skal undervise i

Børnelærdom én Gang om Ugen i hvert Sogn. Kan det ej ske om Søndagen, da om

Onsdagen eller en anden Eftermiddag”. Bestemmelserne skærpes i Danske Lov i

1683: “Degnene i Landsbyerne skal foruden den Undervisning, der sker om

Søndagen, også en Gang om Ugen undervise Ungdommen i Børnelærdommen. “

Sognet har pligt til at stille bolig med jordlod til degnens rådighed, hvor der er tale

om en sædedegn. Han fritages for landgilde og pligtkørsel og -arbejde. Til gengæld

lønnes han med den såkaldte degnetrave, som er en kornafgift svarende til præstens

korntiende. Dertil kommer forskellige ydelser for medvirken ved kirkelige

handlinger, såkaldte accidenser. Alt i alt anses degnens indkomst at have ligget

mellem 1/5 og 1/7 af præstens samlede indkomst.

De, som kaldedes til degne, har almindeligvis været teologiske studenter. Den

kaldende myndighed har været den samme, som havde kaldsret til præsteembedet,

som oftest den godsejer, som ejede kirken. Hvor der oprettedes skoler til

degnelæsningen, blev degnen samtidig skoleholder. I begyndelsen af 1800-tallet

begynder man at afvikle degneembedet, og efter 1814 med skolelovens indførelse

afskaffes det helt, og de indtægter, der tilfaldt degnekaldet, overførtes til

skolelæreren. Dog afskaffedes degnene kun ved såkaldt naturlig afgang. Hvor der,

som f. eks. i Vallensbæk var en yngre degn, blev han i embedet til sin afsked eller

død. I Vallensbæk bevaredes således degneinstitutionen til 1845.

4. Den store skolekommission

a. Kommissionens nedsættelse.

Siden Chr. d. 6.s skolelov af 1739 havde det været degnene pålagt, at de i stedet for

ugentlig undervisning skulle “holde ordentlig dansk Skole Sommer og Vinter”.

Imidlertid har flere af degnene angiveligt ikke været særligt kvalificerede til opgaven.

Der fortælles adskillige steder om degne med dårlige skolekundskaber, uheldige

moralske vaner og i øvrigt dårligt ry. At de samme tekster samtidigt beretter, at

lærerarbejdet var ringe anset og elendigt lønnet, siger noget om, at loven af 1739 ikke

havde store muligheder for at gøre almindelige folks børns undervisning til et

folkeligt engagement.

I toneangivende kredse omkring hoffet havde der i 1700-tallet været en del

optagethed af Rousseau’s ideer om opdragelse af barnet på dets egne præmisser.

7

Disse kredse, som kaldte sig ‘filantroperne’ eller ’filantropinerne’ gjorde sig til

talsmænd for en reform af almueskolevæsenet. Flere af disse filantroper var de

godsejere, som også stod for landboreformtankerne, og de indrettede i tilknytning til

godserne skoler efter de nye pædagogiske strømninger. Dette, at det blev en modesag

at interessere sig for børns skoleundervisning, skabte det politiske klima, der i 1789

førte til nedsættelse af “Kommissionen til de danske Skolers bedre Indretning” - eller

i almindelig omtale “Den store Skolekommission”. Kronprinsens interesse for

skolesagen var naturligvis den drivkraft, der skulle sætte kommissionsarbejdet i gang,

og den var da også til stede.

b. Læreruddannelsen

Kommissionens første tiltag gjaldt læreruddannelsen, og her var, som nævnt ovenfor,

nok at tage fat på. Som et direkte resultat af dette åbnedes i marts 1791 Blågårds

Seminarium i København. Særligt stort anlagt var det ikke. L. Koch fortæller: “Da

Seminaristernes Antal i 1791 var naaet op til 41, blev det bestemt, at dette Antal ikke

måtte overskrides, så længe der kun var to Lærere.” Efterhånden oprettedes flere

seminarier rundt om, bl.a. i præstegårdene. Den hjælpelærer, som degnen i

Vallensbæk ansatte, var uddannet på seminariet i Lyngby i Århus Stift, men da er vi

også helt fremme ved slutningen af 1820’erne.

Et andet tiltag for at bedre skoleforholdene er kommissionens anstrengelser for at

give lærerne bedre økonomiske vilkår. Det er i forbindelse med disse bestræbelser,

man får den tanke at overføre degneindkomsterne til skolelærerne, da tidens

økonomiske situation ikke giver mulighed for at pålægge folk øgede udgifter.

c. Betænkningen af 1799

Den store skolekommission kaldes jævnligt ’den lange’, idet den kom til at sidde i

samfulde 25 år. Dens arbejde sinkes af tidens vanskelige vilkår - krig, økonomisk uro,

dårlige tider for reformer -, men også af politisk uenighed og strid inden for

kommissionen. Den deltes i en radikal og mere rabiat fløj. Den betænkning, der kom i

1799, var et kompromis mellem fløjene, hvoraf de radikale stod for de af Rosseau

prægede tanker, mens de moderate - med Sjællands biskop Balle i spidsen - tegnede

en linje, der snarere var en forlængelse af det bedste i den hidtil værende skole præget

af katekismus undervisning og færre fag, end de radikale ønskede. Selv om

betænkningen var et kompromis, blev den ved sin fremkomst stærkt kritiseret, og der

blev ikke tale om nogen lovgivning som en direkte følge af den.

Betænkningen forudsætter obligatorisk skolegang fra 5 - 6 års alderen. Børnene

foreslås delt i 2 klasser, som skal gå i skole hver dag, henholdsvis formiddag og

eftermiddag. Der foreslås oprettet skolekommission ved hvert skolevæsen, Den skulle

bestå af præsten og mindst to menige medlemmer. Mange nye fag, bl.a. naturlære,

8

historie og geografi foreslås indført. Specielt er det værd at nævne landmåling og

lovkendskab som fag, den nye tids bonde kunne få direkte gavn af. - Læreren

opfordres til at anvende metoder, der kan sætte fantasien i sving. Man tænker

uvilkårligt på vore dages tale om motivation. Vedr. disciplinære foranstaltninger

forbydes korporlig revselse, og man anbefaler bl.a. hjemsendelse fra skole og

berøvelse af legetid. Her må man mindes cirkulæret af 1967 om god orden i skolerne.

Var betænkningen end nok så meget et kompromis, var den dog for vidtgående i

forhold til, hvad der i tiden var politisk muligt. Krigen med England i 1801 har nok

også vendt tankerne i en anden retning. I hvert fald lægges den på hylden.

5. Det provisoriske reglement af 10 okt. 1806

a. Forhold, der førte til dets indførelse.

Kun enkelt linje ofrer Politikens Danmarkshistorie på Der provisoriske reglement. Da

denne opgave drejer sig om en lokalitet, for hvilken reglementet var gældende, skal

det kort omtales generelt.

Sjællands biskop Balle, som havde siddet med i den store skolekommission,

erklærede sig 1804 utilfreds med, at kommissionens arbejde ikke fik nogen betydning

for landsbyskolen, der trængte så hårdt til fornyelse. Han fik som følge af sin

henvendelse til opgave i samarbejde med amtmanden i Sorø at gennemarbejde

betænkningen, så den kom til at passe til forholdene på landet.

De to arbejdede hurtigt og indsendte deres bemærkninger allerede i oktober 1804,

men først i 1806 blev det bearbejdede forslag udsendt fra Danske Kancelli med

Kronprinsens underskrift og med titlen Det Provisoriske Reglement af d. 10. okt.

1806. Det blev gældende for Sjælland, Lolland-Falster og Fyn og kom til at virke

som forsøgslovgivning og forløber for Skolelovgivningen af 1814. Øjensynlig har det

taget et par år at indføre nyordningen i sognene, idet i hvert fald Vallensbæk Sogns

skolevæsen først er nyordnet pr. 23. maj 1808.

b. Problemer vedr. undervisningstid.

Reglementet fastsætter skolealderens begyndelse til fra 7 års alderen, altså et år

senere, end betænkningen foreslår. Fagrækken er stort set bibeholdt, ligesom

undervisning hver dag fastholdes. Om det sidste er der dog uenighed blandt

kommentatorerne, idet amtmanden ikke mener, at der i befolkningen kan skabes

forståelse for mere end hver anden dags undervisning. I det hele taget tyder meget på,

at man ikke har taget nok hensyn til landbefolkningens mulighed for at forslå

nødvendigheden af f. eks. undervisningstid og fagkreds. Det er dog nok med sådanne

sager ofte tilfældet, at fagfolk og politikere taler et andet sprog end den brede

befolkning. Man kan blot tænke på debatten omkring integration i forbindelse med

9

Skoleloven af 1975.

Det blev da også ret hurtigt klart, at skolegang hver dag ikke kunne vinde

befolkningens bifald. Dertil var det i tiden for vanskeligt at skaffe billig arbejdskraft

på landet. Allerede i 1809 må man opgive og Kancelliet tillade, at man går over til

hverandendags undervisning. Balle får dog ret i, at man ved skolegang hver dag

lettere skaber respekt om skolearbejdet, idet ulovlige forsømmelser i årene herefter er

et dagligt problem. Ideen med hverandendags skolegang vinder dog hævd for mange

år. Personlig oplevede jeg, da jeg i 1960 blev ansat ved en landsbyordnet skole i

Vestjylland, at denne først da overgik til skolegang hver dag for klasserne over 1. - 2.

klasse. Det var også på det sted i 1960 - 63 almindeligt, at de store drenge fik fri i

høst- og roeoptagningstiden, henholdsvis i august og oktober.

c. Tilsyn med skolevæsenet.

Med hensyn til tilsynet med det nyindrettede skolevæsen følger provisoriet

indstillingen fra Den store Skolekommissions betænkning. Det betyder, at tilsynet i

det daglige påhviler de lokale folk. Der dannes i hvert sogn en skolekommission, hvis

leder er sognepræsten, som pålægges jævnligt, ca. hver 14. dag, at besøge skolen. De

øvrige medlemmer er samtlige skolepatroner, hvilke er gårdmænd med ejendomme

på over 12 tdr. hartkorn, samt en eller to skoleforstandere udpeget af

Amtsskoledirektionen. Findes ingen gårdejer med så stor en gård som nævnt, er den

største gårdejer skolepatron. Kommissionen skal modtage forsømmelseslister fra

skolen, og det tilkommer den at dømme, hvorvidt der skal mulkteres. Indkrævningen

af mulkt påhviler skolepatronen. Det har ikke været nogen rar bestilling at opkræver

bøder hos sine bysbørn. - Yderligere skal skolekommissionen fastsætte datoer for de

halvårlige eksaminer og modtage og videresende eksamenslister til

amtsskoledirektionen. Der skal senere i det lokalhistoriske afsnit redegøres nærmere

for skolekommissionens arbejde.

Amtsskoledirektionen bestod af amtmanden og provsten - fra 1806 - 22

amtsprovsten. Hans opgave blev i første række at medvirke ved ny indretningen af

skolevæsenet. Stillingen får stor betydning, ikke mindst i Vallensbæk, hvor man

sorterer under amtsprovst Eiler Hammond, der i årene 1802 - 18 har seminarium i

præstegården i Brøndbyøster, og som meget flittigt har udøvet sit tilsyn med skolerne

i Københavns stift. Amtsprovstens embede nedlægges i 1822, hvorefter

skolekommissionen kommunikerer direkte med amtsskoledirektionen, som - kort

fortalt - er forbindelsesled mellem skolekommissionen og Kancelliet.

Tilsynet, som her beskrevet, lovfæstes i skoleloven af 1814 i dens § 34 - 43.

6. Anordning for Almueskolevæsenet på landet i Danmark 29. juli 1814.

10

Da skoleloven endelig kommer i 1814, virker den på flere måder næsten reaktionær

sammenlignet først med Betænkningen af 1799 og dernæst med Det Provisoriske

Reglement af 1806. Men den udformning, loven fik, er sikkert realistisk. Den

pålægger undervisningspligt, ikke skolepligt, idet der i lovens. §18 står, at

“Forpligtelsen til at lade Børn eller Tyende søge Almueskolerne, bortfalder for dem,

som ved Student eller seminaristisk oplært Skolelærer, eller paa anden Maade,

saaledes drage Omsorg for deres Børns, Myndlinge eller Tyendes Undervisning, at

Amtsskoledirektionen, efter indhentet Oplysning hos Sognekommissionen, finder

anden Skolegang for disse ufornøden.” Om fagene hedder det i § 23, at der skal

undervises i religion, skrivning og regning samt læsning. Der udover kan man tage

sang, historie og geografi og - hvis forholdene er til det - også gymnastik. Der er ikke

længere tale om en lang fagrække som Betænkningen af 1799.

Eleverne, som er undervisningspligtige fra det fyldte 7. år, skal ifølge § 8 deles

i to klasser og bør undervises 3 dage om ugen. Der indføres mulkt, evt. korporlig

afstraffelse af forældre til børn, der ulovligt holdes hjemme fra skole.

Lovens § 22 angiver, hvad der svarer til senere skoleloves formålsparagraf: “Ved

Børnenes Undervisning skal der i Almindelighed tages Hensyn til at danne dem til

gode og retskafne Mennesker, i Overensstemmelse med den evangelisk christelige

Lære, samt til at bibringe dem Kundskaber og Færdigheder, der ere dem nødvendige

for at blive nyttige Borgere i Staten.” - Man kunne dvæle længe ved de enkelte ord

og de begreber, der dækkes af dem, og man kunne sammenligne med senere loves

ord. Her skal blot nævnes, at formålsparagraffens solide forankring i kirkens lære

holder sig helt frem til loven af 1975. Først i følge den er skolen løsgjort fra

bundetheden til den bestemte trosopfattelse, som er folkekirkens, og dens funktion

begrundet i samfundets sekulære interesser.

Lovens første fire kapitler drejer sig om skolevæsenets indretning, om det daglige

arbejde i skolen og om undervisningspligten. § 5 drejer sig om disciplinen i skolen,

og man har her fulgt betænkningens indstilling. Kap. 6 er, som ovenfor nævnt, møntet

på tilsynet og dets funktion. Så følger i § 7, 8 og 9 bestemmelser vedr. lærernes

ansættelsesvilkår, lønning og bolig samt vedr. skolebygningerne og skolens økonomi.

Mange forhold, der omtales i det lokalhistoriske afsnit, belyses via disse kapitler i

loven, hvorfor nærmere omtale henlægges hertil. - Sammen med loven udsendtes 3

bilag med instrukser for lærer, skolekommission og amtsskoledirektion. Også disse er

der senere rig lejlighed til at omtale.

7. Pædagogiske ideer i tiden

a. Den pædagogiske debat op til skolereformerne.

Når skoleundervisning indtil 1800-tallet var degnens opgave, hang det sammen med,

11

at undervisningens motiv var folkets kristelige oplæring. Den enkeltes stillingtagen til

troen var med pietismens indflydelse blevet altafgørende. Den nødvendiggjorde den

enkeltes oplæring specielt i katekismus stof. Ordet ‘katekismus’ betyder egentlig

undervisning via spørgsmål og svar, og den metode var også i tiden indtil reformerne

den gængse i almueskolerne. Det er på denne baggrund, man skal forstå den følgende

tids stærke optagethed af Rosseau’s tanker, en optagethed, som fandt udtryk i den

bevægelse, som kaldtes Filantropinismen, og som tidligere er omtalt. Her er i en grad,

som virker tiltalende på den, der er lærer i 1980, tale om, at barnet skal forstås på dets

egne præmisser, og det skal lære med glæde og optagethed, ikke med terperi og

udenadslæren. I Grev C. Reventlows reglement for skolerne på Christianssæde

(1791) tales der om undervisning og opdragelse for “Hjertet og Forstanden”, og

terperi kaldes at “bebyrde Hukommelsen og forvirre Hjertet og Forstanden”. Det er et

udtryk for tidens tanker, at der i 1804 oprettes en Pestallozzi-skole i København. At

tiden ikke er moden til pædagogiske eksperimenter i en sådan stil, fremgår af, at

denne forsøgsskole nedlægges allerede i 1808. Der var ikke rigtigt grundlag for

reformer af radikal natur. Dels var der, som før omtalt, ikke folkelig opbakning til

bred pædagogisk vækkelse, dels krævede radikale reformer er korps af pædagoger, og

her var man mildest talt ikke forberedt.

b. Lærerproblemet

Det er ikke så få anekdoter, der findes fra tiden, om lærere, der ikke kan læse, som

bare er lærere, fordi de ikke kan klare andet, og om fordrukne gamlinge rundt om i

skolerne. Når man samtidig læser om lærerlønnen på den tid, forstår man grunden til

standarten. Man kan ikke forvente gode lærere uden at ville betale for deres arbejde,

og en lærerløn omkring 1800 kunne være så lav som 20 Rdl. årligt. Der er således

mindst to problemer omkring lærerne: deres uddannelse og deres aflønning.

Som tidligere nævnt, havde Den store Skolekommission set en opgave i

læreruddannelsen. Dog vovede man ikke ved loven af 1814 at kræve, at lærerne

skulle være seminarieuddannede, men blot, at de have et mindstemål af almindelige

skolekundskaber. Seminarieuddannelsen er ikke så udviklet, og seminarierne ikke så

produktive, at man kan mønstre det fornødne antal uddannede lærere. At det er et

stort problem, ses f. eks. af en kancelliskrivelse af 6. februar 1810 - altså i

provisoriets tid - hvor man beder præsterne tage sig af den fornødne uddannelse af de

lærere, der rundt om ikke er seminarieuddannede.

Da ideen om den indbyrdes undervisning, som om lidt skal omtales, i udpræget grad

finder myndighedernes interesse, skal det derfor også ses på baggrund af manglen på

egnede lærere. Denne metode kunne, mente man, ved sin udprægede systematik,

virke besparende på lærerforbruget og desuden anvendes af lærere, som ikke selv

vidste meget mere end eleverne.

12

Det er allerede et par gange nævnt, at man så en udvej for at give en mere anstændig

løn til lærerne i at nedlægge degneembederne og overføre degne-tienden til lærerne,

hvis man da ikke, som det er tilfældet i Vallensbæk, har en degn, som man skal svare

tiende, og som man derfor kan sætte til skolearbejdet. Som det senere skal omtales,

fremgår det af Vallensbæk skoles degneprotokol, at man allerede under det

provisoriske reglement har lønnet efter samme regler, som er omtalt i 1814-lovens §

55. Det fremgår heraf, at læreren får stillet bolig med stalde og udhuse samt jord til

rådighed. Dernæst er angivet, hvilke retningslinjer skolemyndighederne skal følge,

når de fastsætter den egentlige løn. Der er tale om løn i form af korn og brændsel og

foder, alt i alt svarende til, hvad degnen fik, hvilket igen gav en levefod, som var

højst 1/3 af præstens. - Der var sikkert ikke noget at blive rig af, selv om man vel nok

hævedes over eksistensminimum. Umiddelbart virker det som en svaghed ved

systemet, at lønnen fastlægges på det lokale plan, og at bestemmelserne i loven er ret

flydende. Man har i nævnte paragraf udtryk som “efter Omstændighederne” og “efter

rimelig Beregning”.

I årene efter lovens gennemførelse sker der ingen virkelige forbedringer i

lønvilkårene. En bestemmelse i 1839 giver nogen bedring, men samtidig drøftes

meget på de lokale steder, hvilke skatter, der er pålagt skolejorden og hvilke man kan

slippe for, noget der selvsagt er af stor betydning for lærernes økonomiske forhold.

En kilde til evindelige skriverier til myndighederne er i følge kancelliskrivelserne de

forpligtelser til levering af korn og brændsel, der er pålagt et skoledistrikts beboere.

Man diskuterer næsten til bevidstløshed, hvor, hvordan og hvor meget, der skal

leveres. Den, der lider ved den slags, er naturligvis den, der skal have leverancerne.

Det må have betydet ikke så lidt, også direkte lønmæssigt, da man gik over til

pengeløn.

c. Den indbyrdes undervisning.

Som overfor nævnt så myndighederne, angiveligt i særlig grad kongen, Frederik d. 6.,

en løsning på lærerproblemet og en udvej for hurtig og effektiv gennemførelse af

skolelovens forønskede hensigt i et undervisningssystem, som i England var blevet

kendt som den Ball-Lancasterske undervisningsmetode. Her i landet lanceredes den

ved en major Abrahamson, som af kongen fik i opdrag at oprette en forsøgsskole,

hvor metoden skulle anvendes. Skolen fik succes, og man nedsatte en kommission,

der skulle undersøge, hvordan metoden kunne anvendes i skolerne. Kommissionen

arbejder hurtigt, idet den afslutter sit arbejde i august 1819, efter kun to måneders

undersøgelser. Fra 1822 pålægges det skolerne at bringe metoden i anvendelse, og

den kommer til at præge undervisningen i de næste 20 år.

Det, der giver metoden dens danske navn, er, at den indebærer, at eleverne underviser

13

hinanden efter et nøje fastlagt system. Læreren skulle udnævne et antal af de ældste

og dygtigste elever til bihjælpere - ’monitører’ - som så underviste kammeraterne i

hold. Man forestillede sig, at en enkelt lærer ved hjælp af dette system kunne

undervise 60 - 70 børn ad gangen, heraf det lærer-besparende. Hvad der ydermere

tiltalte den militærglade konge, var, at under-visningen af de mange hold skulle

foregå i stram militærstil, med fløjten og march fra aktivitet til aktivitet.

Undervisningsmidlerne til læsning, skrivning og regning samt til geografi, var i første

række tabeller med læreremser. Til eksempel nævnes, at læseskolen bestod af 80

tabeller, som man først måtte lære at stave og læse godt, hvorefter man fik læsebøger.

Lærerens opgave var dels at overvære undervisningen og dirigere med grupperne ved

fløjten og kommandoråb, dels at bistå de unge hjælpelærere, og endelig at føre bøger

over hver enkelt elevs præstationer.

Metoden pålægges skolerne med megen ihærdighed. D. 31. okt. 1822 tilsendes hvert

skolevæsen et eksemplar af grundbogen, hvori metoden beskrives samt et antal

læsetabeller. I 1813 oprettes i hvert provsti den såkaldte tabelkasse, hvortil kongen

yder en startkapital på 50 Rdl., og hver skole årlig skal yde 2 Rdl. Af denne kasse

skaffes tabeller til skolerne. Der føres i årene herefter lister over, hvilke skoler, der

abonnerer på tabellerne, ligesom der går skrivelse ud med tilskyndelse til at tage

metoden i anvendelse. En skrivelse med anvisning på fernisering og papning af

tabeller, for at de skal holde så længe som muligt, hører til den mere pudsige slags.

Den indbyrdes undervisningsmetode fandt ikke tilslutning fra samtlige skole-folk, og

enkelte steder indførtes den aldrig. Men kongens store iver for den, - den

systematiske registrering, der førtes over, hvilke skoler, der var med, og hvilke ikke, -

den kendsgerning, at ingen metode før den rigtigt kunne yde den modstand, alle disse

og flere ting gjorde, at den blev helt afgørende for undervisningen i børneskolen

indtil begyndelsen af 1840’erne. Eftertiden fordømmer metoden. Således skriver H.

Rützebeck: “Skolen fik ikke lov at øge sin vækst i fred og ro. Der stak et larmende

uvejr op over den med signalpiber og militærmarch. ’Den indbyrdes undervisning’

holdt sit indtog i de fredelige skolestuer.” Det lidt svulstige udsagn viser afsky for

systemet, og umiddelbart må man også finde det latterligt med det militære præg.

Man må desuden naturligvis afvise et system, der udelukkende lægger vægt på

udenadslæren.

Det viste sig også hurtigt, at de fag, der kræver samtale, led under det. De såkaldte

‘forstandsøvelser’: en art forstadie for den anskuelsesundervisning, der kendes fra

1937-loven, holdtes udenfor. Systemet brugtes kun i 1. kl. - de 7 - ca. 10-årige. Et

cirkulære af 16. Maj 1824 udtaler, at metoden er skyld i, at yngste klasse er gået

tilbage i religionskundskab, hvorfor det pålægges lærerne at give en halv times

14

religionsundervisning, før den indbyrdes undervisning begynder. Det er klart, at den

megen eksercits, kommanderen og fløjten har givet uro i timerne. Afliringen af

læreremserne i sig selv har været slem nok, og når man i et cirkulære af 2. juli 1836

læser, at man kan anskaffe sig et “simplificeret Syngeapparat bestaaende af 10

Tabeller, 2 Ark Choral-melodier, en Anvisning og en Floite for 3 Mk. og 3 Sk. eller 2

for 4 Mk. og 7 Sk.” - ja, så bekymrer man sig for, hvordan de svage elever har klaret

sig i klimaet.

Man må dog huske på de små skolestuer rundt om på landet. Det kan ikke være

blevet til alverden med den militære eksercits. I bogen “En Landsbylærer ser tilbage”

af Knud Ottosen, fortæller forfatteren, hvordan han oplevede systemet i sin barndom.

Han finder det bedre end sit rygte, især for de alleryngste elever, som morede sig ved

eksercitsen, og som fik en meget grundig indlæring af det første elementære stof. Han

skriver dog også, at så snart man kunne læse, var metoden uheldig, idet “lærerens tid

optages af tabellerne, og den højrøstede læsning og stavning forstyrrede.”

d. Gymnastikundervisningen.

Med i billedet af Frederik d. 6. skoleideer hører også hans interesser for gymnastik og

badning som skolefag. Tanken om gymnastikkens gavnlighed havde været fremme

siden skolereformerne, men det havde i starten knebet med den brede forståelse, også

fordi lærerne ikke var uddannede til det, og skolerne ikke havde passende

træningsplads. Sidst i 1920’erne fremkom imidlertid en lærebog med et nyt system.

Den var skrevet af Fr. Nachtegall, og hans system blev normgivende for

undervisningen i en lang årrække fremover. Fra da af begyndte skolerne at anlægge

gymnastik øvelsespladser, og lærerne sendtes på kursus i gymnastik. Også i

Vallensbæk er man i en lang periode optaget af at iværksætte gymnastik

undervisningen, som det senere vil fremgå.

e. Idealer og realiteter.

Som det anes af det foregående, er der en vældig afstand mellem tankerne hos

filantroperne i 1700-tallet og den skole, der i løbet af første halvdel af det følgende

århundrede blev landets folkeskole. Hvor man havde forestillet sig pædagogisk

nybrud og opdragelse efter Rosseau’ske idealer, fik man en lov, der ikke bedrede

meget på fagkredsen i 1739-loven. Man fik terpeskole ved den indbyrdes

undervisning, og man fik - hvad også det lokalhistoriske afsnit vil vise - et uendeligt

vrøvl med befolkningen, der ikke forstod nytten af undervisningspligten.

Vilkårene var heller ikke gode. Der var mange økonomiske problemer, lærerne var

ikke tilstrækkeligt forberedte, og ude i skolerne manglede materialer, bygninger,

bøger, penge. Man havde i skolerne bibel, katekismus og salmebog. Egentlige

15

lærebøger fandtes ikke, man læste i bibelhistorier, eller i “Mallings store og gode

Gerninger”. I begyndelsen af århundredet blev alt-i-et-bogen kendt, læsebogen, der

rummede stof af historisk, geografisk, moralsk og samfundskundskabsmæssig art.

“Børneven” kaldtes sådan en bog. Mest kendt blev Peter Hjorts “Den danske

Børneven”, der kom i 1838, og som kom i mange oplag op gennem århundredet.

Nogle regne-, historie- og geografibøger kom efterhånden til. Man skrev i sand, eller

med griffel på tavle. Papir skulle der i det meste af perioden spares meget på.

At samfundet og vilkårene ikke er forberedt på en ny skolelov, er en situation, der

genfindes op gennem Danmarkshistorien, ikke mindst i den allernyeste tid med 1975-

loven. Det mest positive, der i korthed kan siges om 1814-loven, er, at med den

indførtes effektivt undervisningspligten. Op gennem 1800-tallet slås den mere og

mere fast. At læreruddannelsen bedres, og lærerlønnen gør erhvervet mere

respekteret, er med til at slå loven fast som landets første egentlige skolelov, på

hvilken de følgende love mere eller mindre bygger.

B, Vallensbæk sogn og skole ca. 1800 - 1850

1. Af sognets geografi og historie.

I en beskrivelse fra 1814 fortælles, at sognet, som er en del af Smørum herred,

“grænser mod Nord til Herstedvester Sogn, mod Øst til Brøndbyvester Sogn, mod

Syd til Kjøge Bugt, mod Vest til Iishøj og Højetostrup Sogne, mod hvilke Store Vejle

Aa danner Grændsen”. Som nævnt i indledningen er disse grænser stadig gældende.

Beskrivelsen fortæller videre, at sognets areal er 1580 tdr. land af en sådan samlet

bonitet, at vurderingen af 1802 fastsættes til 550 Rdl. pr. td. Hrtk. Jorden er fordelt

mellem Præstegården, hvortil hører 1 fæstegård, 22 selvejergårde, hvoraf den største

ejer lidt over 14 tdr. Hrtk. samt 6 selvejer-huse med jordlod. Desuden er der 26

jordløse selvejerhuse, og 6 fæstehuse hørende under præstegården og de store

bøndergårde.

Vedr. ejerforholdene før udskiftningen har jorden i hovedsagen hørt under kronen,

idet dog en del siden 1771 hørte under den såkaldte “Nissenske Stiftelse” også kaldet

“Det Nissenske Fideicommis”. Omtalte Nissen er i 1738 fuldmægtig ved Sjællands

Stifts skatteskriverkontor, bliver i 1745 Rådmand i København og stiger derefter i

graderne, til han i 1768 udnævnes til Etatsråd og i 1770 til Viceborgmester i

København. Han samler undervejs en betydelig formue, og han erhverver for en del

heraf i 1775 Glostrup og Vallensbæk kirker med tilhørende jorder og dermed kaldsret

til præste- og degneembeder. Da han var barnløs, oprettede han før sin død den

ovenfor omtalte stiftelse, hvis midler skulle gå til kirkerne. Sognebeskrivelsen skriver

under omtalen af Glostrup sogn: “Om denne Stiftelse vil det være tilstrækkeligt her at

bemærke, at den er oprettet af Etatsråd N. N. Nissen, der ved Fundats af 1760

bestemte, at de til samme henlagte Indtægter skulle uddeles til 10 fattige enten ægte

16

eller uægte Børn, indtil de have fyldt deres 15. Aar, men Mødrene maa sortere under,

eller have sorteret under Staden Kjøbenhavns borgerlige Jurisdiction. Børn af

Testators Familie eller af Præster og Degne i Vallensbæk have Fortrin frem for

andre.” Som det vil fremgå af afsnittet om degnen, er både han og den præst, der fra

1805 residerer i Vallensbæk beslægtede med etatsråden. Der er naturligvis en nøje

sammenhæng mellem dette og ejerforholdene i byen, en sammenhæng så nøje, at det

har været naturligt og selvfølgeligt for byens beboere i 1800-tallet og derfor kun

sporadisk omtalt i kilderne til sognets og skolens historie.

Sognets kirke stammer fra 1100-taller, er bygget i romansk stil og kendt for en del

kalkmalerier. Den er temmelig lille, 100 pladser, men har angiveligt altid været

rigelig stor til menigheden. Præsterne i den her behandlede periode spiller

selvfølgelig en stor rolle for skolehistorien, og de skal derfor nævnes her:

1798 - 1805: Niels Schousboe

1805 - 1821: Andreas Svendsen

1824 - 1828: Elias Fohlmann Finchsenhoff

1828 - 1841: Nicolai Rafn

1841 - 1858: Carl Frederik Stub

Af disse fremhæves Pastor Svendsen, som har betydning for nyordningen af skolen i

1808, og hvis kone var en søster til degnen, samt pastor Rafn, som i særlig grad har

sat sit præg på skolehistorien.

Sognebeskrivelsen kalder jorderne for gode, næsten overalt muld-lerede, når undtages

strandområdet. Der er ingen skove og søer, men en mose, hvis tørv dog ikke er

særligt egnede til brændsel. Der opregnes som særlig produktion fra sognet: “1050

tdr. Rug, 1720 tdr. Byg, 1820 tdr. Havre, 565 tdr. Ærter, 345 tdr. Vikker, 800 tdr.

Kartofler, 1420 tdr. Mælk og 1500 tdr. Fløde”. Fløde-fabrikationen giver forfatteren

anledning til følgende betragtning, der dog er møntet på Smørum Herred som sådan:

“om Beboernes Karakter lader sig ikke sige mere, hverken til Ros eller Dadel, end

om Sjællændernes Karakter i Almindelighed. Skyggesiderne synes imidlertid at

overgaa Lyssiderne, især har der i de senere Aar ytret sig en overhaandtagende

Ligegyldighed for Religionen og sammes Lærere. Den Klasse af Beboere, hvis

Forhold er mindst rosværdige, er Tjenestetyendet, der ikke sjældent er unøjsomt,

studst, trodsigt og selvraadigt. Dette gælder især de Egne, hvor Flødehandelen drives.

“ Dette noget mavesure udsagn fra 1830’erne har ikke nogen mulighed for at blive

målt på andet end provste- og bispeudsagn fra visitatserne. Disse er holdt i et

tilsyneladende stereotypt sprog, og situationen omkring visitatserne er heller ikke helt

almindelig og dagligdags. Lad mig alligevel bringe et eksempel: “1837, d. 7. Aug.

visiterede jeg i Vallensbæk Kirke. Jeg fandt i Kirken en smuk Forsamling og fandt

17

megen Glæde af at underholde mig med den opvakte Ungdom, som er særdeles

veloplyst og viste megen Opmærksomhed og Eftertanke. Kirkens agtværdige og

omhyggelige Lærer tilønskes fremdeles al Kraft og Velsignelse.” Sådan skrev Biskop

Dr. J. P. Mynster i kirkens Liber Daticus, som findes på Landsarkivet.

Det er fremgået af ovenstående, at den overvejende del af befolkningen er gård- eller

husmænd. Dertil kommer et antal tyende, karle, piger samt de gængse håndværkere,

hjulmænd, tømrere, smede, skomagere, skræddere og vævere. Ja, og så naturligvis

embedsmændene, præst, degn, klokker og jordemoder. Perioden byder på fire

folketællinger, der fortæller følgende:

1801: 311

1834: 370

1840: 393

1845: 417

Tallet for 1834 kan udspecificeres sådan: 98 er mellem 0 og 10 år, i alt er 164 under

20 år, mens 11 er mellem 71 og 80. Børne- og ungdomsgruppen udgør altså knap

halvdelen af befolkningen, tallet på over 70-årlige fortæller om gode kår. Man holdt

længere her end f. eks. i Vestjylland.

Ved fattigvæsenets nyordning 1802 - 03 dannedes her som overalt en fattig-

kommission. Noget egentligt fattighus kommer først til i 1856. Man har indtil da

benyttet to små jordløse huse i byen. At de har kunnet rumme dem, der var under

forsorg, siger noget om, at behovet ikke var overvældende stort. Fattig-væsenets

protokol noterer for året 1825, at der er 7 personer under forsorg, heraf 1 over 70 år,

og 4 børn mellem 4 og 9 år. Sogneskrivelsen fra 1834 udtaler, at fattigvæsenet er i

stigen, idet der 1830 er 3 familier under forsorg, i 1833 8 familier samt “3 - 4

Familier, der nøde interimistisk Understøttelse”. (23). Stort set må man vist sige, at

sognet må anses for velstående, sammenlignet med andre egne af landet med

dårligere jorder og derfor ringere indtjeningsmuligheder.

Af særlige begivenheder for sognet i perioden er der ikke grund til at nævne andet

end en stor brand, der i 1824 raserede 2/3 af byen, deriblandt præstegården. Om

brandens årsager har det ikke været muligt at finde noget. Hverken skole- og

kirkeprotokoller har været ført fra pastor Svendsen rejser i 1821 og til pastor

Finchenhoff kommer i 1824. Præstegården står antagelig også tom i perioden.

Derimod er der udtalelser, der viser, at byens gårde og huse er forbedret efter

branden. Således skriver Biskop Mynster: “Præstegaarden brændte i 1824 tilligemed

en stor Del af Byen. Den er nu grundmuret med gipsede Værelser, men lav og fugtig -

meget vel vedligeholdt, ------- Byen har efter Branden meget anseelige Gaarde.”

18

Af de store begivenheder, som præger danmarkshistorien i år som 1801 og 1807

findes intet spor i Vallensbæks historie. I Amtshistorisk Årbog fra 1963 findes en

artikel med titlen “Folkeminder om englænderne i Københavns Amt 1807”. Her

fortælles om engelske soldaters huseren i egnen mellem København og Roskilde,

men Vallensbæk er slet ikke nævnt. Sognet ligger mellem Køgevej og Roskildevej,

lidt afsides for trafik og nyhedsstof. Man fornemmer et statisk samfund, som i tiden

begyndelsen af forrige århundrede er ganske isoleret fra livet udenom.

2. Frederich Wilhelm Pechüle - Sognedegn og Skolelærer i Vallensbæk 1801- 1845

Som nævnt i indledningen var den samme mand ansvarlig for skolen i Vallensbæk fra

1801 til 1845. Grundet hans lidt specielle navn har det været muligt at oplede

nulevende medlemmer af hans slægt. Hos disse fandtes en stamtavle, i hvilken

degnen optræder. I kirkebøgerne kan man finde hans og hans families data, ligesom

omtale af ham kan findes rundt om i visitatsbøger og skoleprotokoller. Jeg skal på

denne baggrund forsøge at tegne et billede af ham.

Etatsråd Nissen, som levede fra 1701 til 1771 var gift med Eva Catrine Pechüle.

Parret havde ingen børn. Stamtavlen angiver derimod, at etatsrådindens broder

Henrik Pechüle, der var skræddermester i Kiel, havde en søn, J. P. H. Pechüle.

Dennes datter blev gift med Andreas Svendsen, der blev præst i Vallensbæk, og hans

søn, Frederich Wilhelm Pechüle, født 1778 kaldtes i 1801 til degn i Vallensbæk. Det

ligger umiddelbart nær at antage, at der er en forbindelse mellem etatsrådens

ejerforhold og kaldsret til Vallensbæk kirke, og det, at hans nevøs søn og svigersøn

får embederne som degn og sognepræst.

Af Vallensbæks kirkebøger læses, at Pechüle, som er kaldet og indsat som degn d. 25.

12.1801, i 1810 bliver gift med Marie Sofie Clemens, som er født i 1793 og altså på

det tidspunkt 17 år. Kirkebogen fortæller også, at degnen er stud. theol. fra

København. I de næste ti år får ægteparret 5 børn. Marie Sofie dør allerede i 1821, 28

år gammel. Kun for de tre af børnene er det muligt at finde konfirmationsdatoerne,

hvilket giver grund at antage, at de to er døde som små.

Sjællands Stifts Degnehistorie lægger hertil, at han blev student i 1797. Hvad er

bevirker, at studiet afbrydes, kan man kun gætte på.

Om degnens boligforhold indtil 1806 kan ikke findes noget oplyst. En redegørelse i

Document-protokollen fortæller i 1808, at skolebygningen er opført to år før, altså i

1806. I denne er der bopæl for skolelæreren. Boligen angives at være i god stand med

udhus og plads til brændsel og afgrøder. Der er tilliggende jord på 3 tdr. land. Hans

løn består af 2 dele: 1. som skolelærer i penge 12 Rdl. sølv eller dertil svarende

19

naturalier og brændsel. 2. som degn den såkaldte degnetrave samt offer og accidenser,

dvs. løse indtægter for kirkelige handlinger. En sognebeskrivelse fra 1777 (26)

fortæller desuden, at kirkeejeren har hensat “100 Slettedalere i Degneboligen til

Lettelse for Vedkommende” (14). Det sidste giver formodning om, at han er bedre

stillet end de fleste af hans samtidige. At han først etablerer sig med familie i 1810 og

efter 9 år i embedet støtter yderligere antagelsen. I 1812 kommer der nye regler for

aflønningen. (Se bilag I). Bestemmelserne følges af en anmærkning: “Nærværende

Degn Pechüle i Vallensbæk, der ved sin Beskikkelse ikke er forpligtet til at

underkaste sig de Forandringer, som denne Plan i Henseende til Loven bestemmer,

bør selv have frit Valg, om han helst vil vedblive som Degn og Skolelærer med hidtil

faste Indtægter eller som Skolelærer og Kirkesanger tiltræde den her i Planen for hans

Eftermand i Fremtiden bestemte Lønning.” - Det fremgår ikke, hvilket valg Pechüle

traf. Det må formodes at have været en skønssag, afhængig af de stadig skiftende

kornpriser, af kvalitet på brændsel mv. Som før omtalt (se s. 15), bedres lønnen op

gennem Pechüles embedstid, og senere udtalelser om ham røber også, at det

økonomiske ikke var hans problem, som det var så mange andre læreres.

Vallensbækbogen (27) fortæller i sin omtale af perioden, at en eksamens udtalelse fra

1908 “maa siges at være en meget fin Ros til Skolens Lærer, degnen Frederich

Wilhelm Pechüle”. Ganske vist omtaler Amtsprovst Hammond ved omtale lejlighed,

at Vallensbæk skole grundet børnenes fremgang, må anses at høre til amtets “meget

gode skoler“; i 1811 udtaler han derimod, efter en bemærkning om, at Pechüle er

degn og skolelærer, at der i Vallensbæk endnu er mange “mådelige og slette børn“,

hvorfor han giver skolen karakteren “ret god”. Det tyder på, at den første udtalelse

bygger på et for løst grundlag. Hvad man mere kan fremdrage at oplysninger gør, at

man må sætte spørgsmålstegn ved Vallensbækbogens meget positive udtalelse.

Biskop Münter er på visitats i 1820 og giver der læreren prædikatet ‘duelig‘. Kalder

hans opførsel ‘upåklagelig’ og undervisningen i det hele ’ret god’. I 1829 kommer

han igen. Han er da tilfreds med overhøringen i kirken, men noget negativ i sin

vurdering af skolen, især over den måde, hvorpå den indbyrdes undervisning foregår.

Han nævner, at sognedegnen Pechüle, som er 51 år, har ansat en substitut, J. W.

Hansen, som er seminarist fra Lyngby.

Pastor Rafn redegør i et brev til Amtsskoledirektionen for en ansøgning om fritagelse

for skolearbejdet, fremsendt af Pechüle i dec.1829. I Document-Protokollen er

afskrift af brevene sagen vedrørende. Rafn fortæller her i vidtløftige vendinger,

hvordan et bud fra skolen kom med degnens ansøgning og forlangte omgående

attestation fra præsten, idet degnen selv ville have brevet med til København den

følgende dag. “Jeg havde”, fortæller Rafn, “vel længe vidst, “at han som en

formuende Mand ønskede sig fri fra Skolebryderiet, men da jeg ikke i slig Hast og

20

saadant Jag kunde faa Kommissionens Medlemmer forsamlede og indså, at min

private Attestation ville være utilstrækkelig ligesom jeg også dertil kunne behøve

nogen Betænkningstid, saa sendte jeg ham med Ansøgningen vedlagte private Brev --

--”.

Det er helt tydeligt, at præsten ikke er meget for det arrangement, som Pechüle

foreslår, nemlig at hans søstersøn, J. W. Hansen, som han har ansat som hjælpelærer,

skal overtage ansvaret for skolen, idet Pechüle angiveligt ikke føler sig rask. Præsten

finder ikke, at sygdommen er særlig alvorlig, og han er især ikke tilfreds med

Hansen, som “vel er brugbar for Skolen, men som dog gerne kan trænge til nogen

mere Øvelse, idet hans vanføre Haand hindrer ham for en Del paa Undervisning i

Skrivning.” Imidlertid viser svaret fra skol-kommissionen, at Pechüle har fremsendt

en lægeerklæring, hvorfor man ikke vil afvise ansøgningen. Dog skal Pechüle også i

tiden fremover have det officielle ansvar for skolen.

I årene herefter ser det ikke ud til, at Pechüle har taget sig af skolearbejdet, men

overladt alt til den handicappede nevø, som ganske vist er seminarie-uddannet, men

vel ikke har haft alt for let ved at få ansættelse andet steds.

D. 7. aug. 1837 visiterer Biskop Mynster kirke og skole og udtaler sig i den anledning

om skolen: “Her findes endnu en Sognedegn, F. W. Pechüle, 56 Aar, Student. Han er

rig og fornem, laaner ud paa Pant, men befatter sig ikke med Skolen og negligerer

Kirken, hvilket endog viste sig ved Visitatsen. Hans Hjælpelærer, J. V. Hansen er

Seminarist fra Lyngby, forvoxen (vanfør). Han er ret duelig, men temmelig ligegyldig

og gider gerne sidde omkring i Byen og spille Kort.” (28). - Det er denne oplysning,

som Nedergaard i sin sogne-historie får til: “Han negligerer Kirken og spillet helst

Kort rundt i Byen.” (29). Oplysningen er her møntet på Pechüle. Der er dog næppe

tvivl om, at det sidste er under Pechüles værdighed. Sådan bærer en rig ågerkarl, som

han synes at have været, sig næppe ad. I 1845 er Münster igen på visitats og fortæller

nu, at Pechüle, som er 64 år, er syg og har søgt sin afsked. Hansen har forbedret sig,

skriver han, han fører nu et ordentligt levned, er meget vanfør men arbejder med

troskab og flid.

Skoleprotokollerme har ikke mere at sige om Pechüle efter 1829, hvorfor det må

formodes, at han ikke længere spiller nogen rolle for skolen, og da angiveligt knap

nok for kirken. Derimod har han haft held til at sikre sig rent privat. Man kan tvivle

på, at han har lønnet Hansen anstændigt i den periode, det var hans ansvar at gøre det.

Kirkebogen fortæller, at han dør af apopleksi den 9. marts 1847 og begraves fra

Vallensbæk kirke.

Mit indtryk, som det gennem arbejdet med oplysningerne har dannet sig, er, at den

mand, i hvis tid skoleloven gennemførtes, og som havde ansvar for skolen i næsten

21

50 år, aldrig virkeligt lod sig inspirere af sit arbejde, men kun påtog sig, hvad han

absolut skulle. Derimod er der nok ingen tvivl om, at ethvert menneske har kendt

ham og haft noget med ham at gøre. Myndighederne har han tilsyneladende været til

en del besvær, og pastor Rafn kan åbenbart ikke lide ham. I tiden er der nid og nag

mellem præster og lærere. Her er man tilbøjelig til at synes bedst om præsten.

3. Af skolens hverdag

a. Skolens elever

Både Dokument- og Skolekommissionsprotokollen starter med foråret 1808. Man

kan kun gætte på, hvordan skolen har fungeret i de første år af Pechüles embedstid.

Materialelistens bilag II siger lidt om midler til undervisningen, desuden er der som

før nævnt bygget ny degnebolig og dermed skolestue i 1806. Det har vel været

tiltrængt.

Skolekommissionsprotokollen starter meget veloplagt med en livfuld beskrivelse af

den 1. skoledag, efter at det provisoriske reglements bestemmelser er bekendtgjort fra

prædikestolen i Vallensbæk kirke af daværende pastor Svendsen. Her tilsiges børnene

at møde i skolen d, 23. maj. Man undersøger kundskaberne hos de fremmødte med

udgangspunkt i en deling i 2 klasser, som reglementet foreskriver. Nogle under 10 år

har været flittige til at møde i skolen og kan derfor gå i 2. kl., mens nogle over 10 år

grundet mange forsømmelser må gå i 1. kl. Det bemærkes, at “uagtet nogle af de

ældres maadelige Fremgang, er det kun gørligt, at de kunne møde de befalede 2

Dage, da deres Forældre og Husbonde enstemmigt havde beklaget, at det var dem

umuligt at undvære dem mere i nærværende Tid, da saa mange af Folkene var borte,

og de derfor havde dem nødig til Arbejde.” - Dermed er vi midt i det i tiden alt

dominerende problem omkring forsømmelserne. Man hører i udsagnet en vis passiv

modstand mod skolepligten og læser også - mellem linierne forståelse hos

kommissionsmedlemmerne. Samtidig er det klart, at der slet ikke kan være tale om

skolegang hver dag. (Se s. 11). Mærkeligt nok fortæller protokollen ikke, hvor mange

der mødte, udover dette at “nogle var syge og mødte derfor ikke”. Ved amtsprovstens

visitats var der 50 børn i skolen. Dette tal holder sig jævnt de næste 10 - 20 år! 1834

er der ifølge et indberetningsskema 65 elever fordelt med 16 drenge og 13 piger i 1.

Kl., og 17 drenge og 19 piger i 2. Kl. Det ser ud til, at elevtallet i 1. halvdel af 1800-

tallet svinger mellem 50 og 70.

b. Mødetider og forsømmelser.

Det er tydeligvis blevet til mest skolegang for de små elever. Omkring 1809 har 1. Kl.

i Vallensbæk været i skole alle ugens dage i månederne januar - maj og september -

midt oktober. I juni og juli har de gået tirsdag, torsdag, fredag og lørdag. I månederne

november - december har de kun været i skole mandag og onsdag. Dette giver plads

til, at 2. Kl. i november til midt i april kan gå i skole tirsdag, onsdag, fredag og

22

lørdag, mens de i juni og juli kun skal møde mandag og onsdag. 2. Kl. går slet ikke i

skole fra august til midt i oktober, og heller ikke fra midt i april til midt i naj. Der er

slet ingen skolegang i august måned. De perioder, hvor der slet ikke er nogen videre

undervisning, er så- og høsttid. Ordet ’ferie’ i moderne forstand optræder ikke, men

nu og da i forbindelsen “høstferie” og da i august måned. Derudover har man kun

haft fri på søn- og helligdage, hvis læreren ikke lukkede skolen af private årsager,

noget der i flg. protokollerne af om til forekommer.

Da loven af 1814 kommer, fastsætter den antallet af ugentlige skoledage med visse

modifikationer på årstider, hvor landarbejdet kræver arbejdskraft.

Skolekommissionen får ret til indflydelse på, hvilke klasser, der møder hvornår, men

Vallensbæk skole har, så vidt det kan opledes af protokollerne, fulgt lovens bogstav.

Mødetiderne har fra 1808 - 1810 været følgende: om sommeren fra 8 - 11 og fra 16 -

18. I 1810 ændres mødetiderne om sommeren til 13 - 16 i stedet af hensyn til

børnenes mulighed for at kunne hjælpe hjemme. Om vinteren møder børnene fra 9 -

12 og fra 13 - 15. Således er bestemmelserne også i 1814- loven. I Liber Daticus -

kirkens embedsbog - kan man læse, at skoletiden i 1837 har været fra november til

februar fra 9 - 12 og fra 13 - 15, i marts til oktober fra 8 - 11 og fra 13 - 16, dog i maj

- juli fra 7 - 10 og fra 13 - 16. Man har søgt at udnytte de lyse timer i højsommeren,

men ellers er der ikke nogen variation i forhold til loven.

Som nævnt er forsømmelserne et problem her som overalt på landet. Skole

Kommissions protokollerne er ret triviel læsning, for de handler næsten ikke om

andet end forsømmelser og mulktopkrævning. Således fra 21. Juli 1808: “Blandt de

til 1. Klasse henhørende Børn havde adskillige nogen Gange været fraværende,

hvoraf nogle havde været anmeldt som syge, om andre havde Forældrene ladet

melde, at de af forskellige Aarsager ikke stadigt havde kunnet undvære dem, nogle

var udeblevet uden anmeldte Aarsager.” - Endnu værre stod det til med de store, trods

det at præsten to gange fra prædikestolen har beklaget sig over problemet. Endnu vil

man dog ikke “skride til Mulktering”, da man håber, advarsler hjælper. Det går bedre

med mødeprocenten om vinteren, hvad ikke kan undre. Efterhånden bliver

skolekommissionen mere kor-fattet. Alt bliver jo med tiden trivielt. Fra et møde d. 2.

marts 1820 står der blot: “I Skolekommissionens Forsamling d. 2. marts 1820 blev

Protokollerne eftersete, og nogle Børn mulkteredes for Forsømmelser. Alting fandtes

i øvrigt i tilbørlig Orden, og da ingen havde noget at erindre, sluttede saaledes

Kommissionen Forsamlingen for denne Gang.” Behandlingen af problemet skifter

dog med skiftende kommissionsmedlemmer, specielt vel med skiftende præster. Ved

midten af 1820’erne ser det ud til, at skolegangen for de store elever er mere nominel

end egentlig. I september 1826 konstaterer man, at 2. Klasse overhovedet ikke har

vist sig i skolen hele sommeren, hvorfor man forlanger nøjagtig indberetning fra

23

degnen med navnelister, som så skal tilstilles Amtsskoledirektionen.

Går man til forsømmelsesprotokollen, ser man, at f. eks i juni 1839 forsømte 25 børn

tilsammen 92 dage. Heraf er der 4 egentlige sygedage, 2 uden angivet årsag, Resten

er mark- eller tørvegravning arbejde. Under listen læses, at den kun gælder til 15.

juni, altså en halv måned. Der har ikke været meget at holde skole for. Går man til en

vintermåned, er billedet naturligvis straks anderledes: I november samme år er 10

børn fraværende i alt 44 dage. 1 på 7 år i 6 d age af ’fattigdom’ - mangler han mon tøj

at tage på i kulden? - 1 i 4 dage på grund af slemt føre, de restende fravær skyldes

sygdom. Går vi frem i året 1849 og der tager marts måned, er der 18 børn fraværende

i 103 dage. 1 pige har med præstens tilladelse fri i 14 dage. Alle de øvrige

forsømmelser er angivet ulovlige i protokollen. Naturligvis er det værst i ældste

klasse. I 1. Klasse er kun 4 børn væk i ialt 10 dage.

Det er åbenbart, at problemet er stort gennem hele perioden, og mulkterne har ikke

været så store, at de har virket afskrækkende. Loven 1814 §17 fastsætter mulkten til 3

sk. for første ulovlige forsømmelsesdag. Bøden stiger efterhånden, men der kan højst

betales 24 skilling pr. dag. Da 16 skilling er 1 Mark, og en landarbejders dagløn

omkring 1810 er 3 Mark - 1 Rdl. foruden kosten (30) forstår man, at 3 sk. ikke slår

bunden ud af økonomien. For nogen kunne det dog blive problematisk, hvis der var

vedvarende forsømmelser og dertil dårlige økonomiske forhold. Der kunne blive

nødvendigt at afsone mulkten. Derfor findes der også en bestemmelse om, at det er

hjemstedskommunen, der skal afholde udgifterne ved forældres ophold i arrest på

vand og brød for skolepligtige børn forsømmelser. Denne afgørelse er fra 1825. Fra

1832 stammer en afgørelse om, at en 13 årig dreng, der idelig forsømmer, må straffes

med ris af læreren. Det fremgår dog ikke af protokollerne, om disse straffe har været

bragt i anvendelse i Vallensbæk, hvor skolekommissionen i hvert fald i starten tog

lempeligt på problemet. Bortset fra præsten var medlemmerne jo selv landmænd.

Da jeg selv i begyndelse af 1960’erne var lærer på landet og forargedes over de

mange forsømmelser især blandt de store drenge i høsttiden, forklarede førstelæreren

mig, at det var noget selvfølgeligt, som man måtte acceptere.

Men naturligvis lå der 1800-tallet også bag det en mangel på respekt for skolen, som

nok kunne skade undervisningen meget, - en ting, der afspejles i visitatsernes

vurdering af undervisningsniveauet.

c. Lokaliteter og inventar.

Som før nævnt, holdes der de første mange år af perioden skole i degneboligen, som

er ny opført i 1806. Amtsprovst Hammond aflægger i flg. Document-protokollen

besøg i Vallensbæk i 1808 og danner sig der et overblik over forholdene. Angående

lokaliteter noteres der, at skolebygningen indeholder skolestue, som er “rimelig stor,

24

lys og anstændig, med Bræddegulv og oplukkelige vinduer, forsynet med de

nødvendige Borde, Bænke, Hylder og Kakkelovn”. Lidt længere henne i teksten efter

en omtale af degneboligen læses: “udenfor Skolen er der en rummelig og bequem

Legeplads for Børnene”

Hvad man skal lægge i ordene ‘rimelig‘ og ‘rummelig og bequem’ er ikke godt at

vide. Der er på dette tidspunkt ca. 50 skolepligtige børn, skriver amtsprovsten. Da

man har indtryk af, at han er ret omhyggelig med sit tilsynsarbejde, er lokaliteterne

antagelig efter tidens krav gode. I kirkens arkivalier findes en fortegnelse (Bilag II),

som fortæller, at der 1808 er 7 lange borde, 2 mindre borde, 3 bænke, 1 boghylde

under loftet og en stor tavle. Nu begynder man at kunne se skolestuen for sig, og man

kan ikke lade være at undre sig over forholdet mellem borde og bænke. Stod børnene

op?

Den skoleplan, der godkendes - approberes - d. 25. Jan. 1812, skriver om

skolebygningerne tilstand: “Her er et for faa Aar siden af Distriktet opbygget

Skolehus med velindrettet Skolestue”.

Fra de næste mange år, finder der ingen efterretninger om indkøb af inventar eller

ændring af bygninger. Der meldes ikke om, at der på den omtalte legeplads er nogen

gymnastikapparater, så det fag er der åbenbart ikke gjort meget ud af, hvor meget det

end lå myndighederne på sinde i tiden. I året 1829 får man imidlertid lejlighed til at

købe en grund, som indrettes til gymnastikplads. Grunden, der drejer sig om, er et

jordstykke med et fæstehus på hørende under Den Nissenske Stiftelse, som også

skolens jorder hører under. Ved fæstehusmandens død får skolekommissionen

lejlighed til at erhverve jorden, og man forhandler herom med Københavns Magistrat,

som bestyrer stiftelsens midler. Selve handelen er temmelig omstændelig pga.

bestemmelser i stiftelsens fundats, og ydermere kommer der et mageskifte til. Dette

sidste er til alles fordel, men trækker sagen i langdrag, også fordi man er uenige om,

hvem der skal opsætte hegn. Først i foråret 1831 er sagen i orden, og man har fået sin

- som man skriver - “Gymnastiske Øvelsesplads”. (Se bilag 111).

I mellemtiden er skolebygningen efterhånden mindre tidssvarende og

tilfredsstillende. Biskop Mynster skriver i sin visitatsbog fra året 1837:

“Skolebygningen er meget maadelig, En ny skal opføres næste Aar, hvortil den

fornødne Sum mestendels haves.” I følge Vallensbækbogen (31) er den nye bygning

“14 Alen lang og 11 bred indvendigt maalt. Højden fra Gulv til Loftsbjælker 4 Alen.

Vinduerne 1 ¾ Alen høje og med 8 Ruder i hvert Fag. Bygningen opføres i

Egebindingsværk med sædvanligt Straatag og klinede Vægge.” - Skolens

forsømmelsesprotokol røber, at den nye bygning er færdig i sommeren 1839, idet

følgende bemærkning står ved 1839: “Formedelst den gamle Skoles Nedbrydning og

den nyes Opførelse holdtes ingen Skole i denne Maaned.” Der var fra Kancelliet

25

udsendt forslag til Skolebygninger Dette er ikke bindende, anfører en medfølgende

skrivelse. Man må dog forstille sig, at det har været normgivende. (Se bilag IV).

I 1845 skriver Biskop Mynster: “Skolehuset er særdeles godt, og ny, smuk Skolestue

er opført.” Den nye bygning lå på samme sted som den gamle. Bilag V viser

byggeregnskabet. Der tales om egestolper, tømmer, mursten, langmalm og tækkegarn,

med intet om inventar. Man må dog tro, at der købt noget.

d. Undervisningen og materialerne.

Bilag II viser, at skolen ved ny indretningen i 1808 havde en smule bøger og andet

materiel. Der købes i 1808 - 09 lidt flere bøger til læseundervisningen, f. eks. 8 stk.

Rasmussens ABC og 8 stk. Rønnes Læsebog, men også geografi- og

naturhistoriebøger, samt den i tiden meget anvendte Thonboes Bibelhistorie. (32).

Endvidere købes tavler og grifler, papir og penne. Skolekommissionsprotokollen

udviser ingen regnskaber fra før 1830’erne, men ind imellem remser man op, hvad

man oplever, når man besøger skolen, og det kan give et begreb om, hvilke bøger der

anvendes. F.eks. følgende fra 1817: “D. 15. Juli holdtes Forsamlingen for Juni.

Protokollerne fandtes i Orden. Undervisningen havde kun været for faa Børn i 2. Kl.,

som i afvigte Maaned ustadigt havde søgt Skolen, og de repeterede endnu af det i

Vinter gennemgaaede. 1. Kl. 2. Afd.: Af Rønnes Læsebog og Birchs Bibelhistorie

med Opmærksomhed paa Indhold. Udenadstavning i det læste. Hovedregning i de

fire Specier med enkelte Tal til 100, Skrivning og Skriftlæsning fortsat, Katekismus

med Forklaring kateketisk gennemgaaet. Forstandsøvelser efter Jørgensen. 1. Afd.:

Stave- og Læseøvelser efter Rasmussens ABC og Birchs Bibelhistorie. Hovedregning

i de 3 Specier med enkelte Tal til 30. Skrivning på Tavle med Tal og Bogstaver.” - For

at få er indtryk af, hvad 2. kl. bestiller, læser vi en skolekommissions-overhøring fra

4. Februar 1819: “2. Kl. 2 Afd.; Læsebog 4. og 5. Del, Bibelhistorie, Skrive og

Regneøvelser som sædvanlig. 1. Afd.: de tre første Bøger af Læsebogen, de 20 første

Kapitler af det gl. Testamente. Regne- og skriveøvelser. - 1. Kl. : de sædvanlige

Skrive- og Staveøvelser i Rochows Børneven og Birch Bibelhistorier. Rasmussens

ABC. Hovedregning i de fire Specier med enkelte Tal til 40”. - Det lyder ikke særlig

oplivende, og man klarer sig øjensynlig med materiale af samme type, som Bilag II

udviser.

Fra første del af 1820’erne presses der på for at få Den indbyrdes Undervisning

gennemført. Kancelliets skrivelser desangående føres trolig ind i Document-

protokollen, men det er vanskeligt at konstatere, hvornår man går over til systemet.

D. 15, marts 1826 fortæller præsten i kommissionsmødet, at han har modtaget et sæt

læsetabeller, og man betaler ved også sine 2 Rdl. Til tabelkassen, men der bliver

øjensynlig ikke gjort meget ved det i Pechüles aktive tid. En indberetning fra 29. Juli

1834 fortæller: “Læsebøger: Med 1. Kl. er brugt Indb. Und. Tabeller, og med dem,

26

som kan læse i Bog “Hallagers Danske Læsebog” og “Boisens (?) Levnedshistorier”.

Med 2. Kl.: bemeldte og det nye Testamente.” Biskop Mynster giver ved visitatsen i

1837 karakteren tg - for Indbyrdes Undervisning. I 1845 fortæller han, at systemet

ikke bruges, men da er vel de fleste gået fra det. En forklaring på de manglende

oplysninger kan ligge i, at protokollerne er ført fra dec. 1821 til jan. 1825.

Fra juli 1829 foreligger opgørelse over indkøb af 2 Thonboes Bibelhistorier, 6

Læsebøger, 4 katekismer samt 50 grifler. Så følger denne afgørelse: “at det skulle i

Fremtiden forbydes Skolelæreren at gøre Indkøb af Papir, Grifler, Bøger osv. til

Skolebørnenes Brug, og at han i Tilfælde af Mangel på Bøger osv. havde blot at

henvende sig til Kommissionen”.(!). Det har ikke været så helt nemt at være

hjælpelærer Hansen, med om end uofficielt så dog egentligt ansvar for skolen, og

samtidig ganske stramme tøjler, hvad almindelig daglig drift angår.

I februar 1833 købes 12 nye regnetavler, 12 stk. Brolunds læsebogstabeller, 4

Cramers regnebøger, 1 sæt indb. Und. Skrivetabeller og 1 hefte med forskrifter

Skal man tro regnskaberne i protokollen, er der i Vallensbæk skole op til 1840 blevet

undervist i religion, læsning, regning og skrivning, især skønskrift må der have været

en del af, når man konstaterer, hvor mange flasker blæk, der er købt. Det er jo også,

hvad skoleloven i § 23 forlanger. Der er så kun at håbe, at der ved læsning i

læsebøgerne er tilført børnene lidt begreb om geografi og historie, som det i samme

paragraf anbefales.

Noget egentligt skema har der næppe været tale om. Kommer vi op i 1840’ erne, har

læreren ført et skema, som viser skiften mellem emner, alt en art skoleskema. Her

optræder faget geografi, og man kan se dagens forsømmelser, idet der i

vedkommende rubrik er anført, hvad man antager er børnenes numre. Den kendte

Hjorts Børneven har været benyttet, og der er kun læst 1 side ad gangen, hvorfor man

må antage, at stoffet i bogen har været brugt til samtale.

Enkelte steder i Skolekommissionsprotokollen finder man beslutninger om, at fattige

børn får penge til skolebøger, ligesom det også et sted er fortalt, at religionsbøgerne

må gives til fattige børn, når de forlader skolen. Dette er i overensstemmelse med §

67 i loven, som taler om, at der skal betales skolebøger til fattige børn. Det forstås

altså, at de øvrige selv har bidraget til køb af bøger til skolen.

Gymnastikundervisningen kræver særlig omtale, dels fordi myndighederne har lagt

vægt på den, dels fordi skolen som nævnt i 1831 erhverver gymnastik-plads. I året

1831 skal der udfyldes et skema vedrørende gymnastikundervisningen. Her angives,

at der bruges “militære Øvelser”, og at lærer Hansen har været på kursus på

normalskolen 1831 og derfra fået attest. Dog påføres skemaet, “at Seminarist Hansen

er vanfør paa den højre Haand og den ene Fod, som er en stor Hindring”. Igen i 1833

27

skal der udfyldes skema. Heraf fremgår, at gymnastikken kun er for drenge (34). Som

hindring anføres “Bøndernes Genstridighed i at lade Børnene møde. Børnenes

Mangel paa Skotøj. Pladsen er ej planeret.” Se bilag VII. Man hører tydeligt lærerens

irritation, Skemaet stammer fra Document-Protokollen og er skrevet med særdeles

fornem skrift, antagelig af lærer Hansen med den vanføre højre hånd.

e. Tilsynet med Vallensbæk Skole

Som nævnt før, ligger det daglige tilsyn med skolevæsenet hos skolekommissionen,

som består af sognepræsten, skoleforstanderen og skolepatronen. Vallensbæk har

ingen ejendom af en størrelsesorden, så der er selvskrevne skole-patroner. Derfor er

her aldrig mere end en ad gangen, og han er udpeget efter reglerne. (Lovens § 37).

Det har ikke været til at undgå, at skolekommissionens daglige arbejde jævnligt har

været omtalt i det foregående, da kommissionens protokoller har bidraget til

belysning af flere ting. Denne særlig omtale kan derfor blive relativ kort.

Det er helt tydeligt, at præstens rolle er altafgørende. Kun når han er hjemme og tager

initiativet, bliver der møde, og det er sandsynligvis også ham, der har ført

protokollerne. Landmændene, der beklæder de to andre embeder, er jævnligt - især

om sommeren - ligeså forsømmelige som de store skolebørn.

Skolekommissionsmødet er flere gange refereret som dette: “Anno 1826, d. 27. Juni

var Skolekommissionen tilsagt at møde udi Vallensbæk Skole, men ingen af

Forstanderne var til stede. Præsten eftersaa Skolejournalen og bemærkede deraf, at

kun enkelte Børn af 1 Kl. eller underste Klasse havde søgt Skolen. Vallensbæk Skole.

Datum et supre. Fohlmann Finchsenhoff”. - Men trods alt findes der mange om end

korte referater, der fortæller, at man var fuldtallige. Møderne har været holdt ca.1

gang hver måned, og for det meste har referaterne tre underskrifter. De civile

medlemmer er i følge loven pligtige at sidde i kommissionen i 2 år, og det

nogenlunde hvad man klarer i Vallensbæk. Der er med jævne mellemrum skrevet om

udskiftning af medlemmerne. Underskrifterne i protokollen er ofte tilføjet “med

paaholdt Pen” under nogle meget kantede bogstaver, Det fortæller noget om

skolekundskaber hos byens gårdmænd.

Det fordres i loven, at kommissionens medlemmer, i hvert fald præsten og

skoleforstanderen, skal besøge skolen hver 14. dag. Det er umuligt at blive klar over,

i hvor høj grad, dette er sket fyldest i Vallensbæk. Men det fremgår, at møderne

jævnligt har været holdt i skolen, og ved de halvårlige eksaminer har man naturligvis

været der.

Skolekommissionens forretninger på møderne har, som det har været nævnt i det

foregående, været at efterse og vurdere forsømmelseslister fra skolen, at opkræve

mulkter, at se skolejournalen efter og derved bedømme, hvad der har været arbejdet

28

med, og endelig at bestyre skolekassen. Af lovens § 65 - 70 fremgår, at skolen daglige

økonomi holdes via skolekassen, som får penge fra mulkter, fra de såkaldte kirke-

lysepenge, som også jævnligt er nævnt i Vallensbæk skoleprotokoller, fra kollekter i

kirken, samt fra afgifter fra gårdene. Skolens daglige udgifter udredes af kassen, som

det har været omtalt tidligere. Adskillige regnskaber er nedfældet i

kommissionsprotokollerne i tilknytning til mødereferaterne.

En anden form for tilsyn, skolen er undergivet, er visitatserne, indtil 1822

amtsprovstens, siden provsters og biskoppers. Disse visitatser former sig altid dels

som kirkevisitatser og dels som skolevisitatser, eftersom - hvad der ikke i så høj grad,

som tidsbilledet måske kræver, er kommet frem i dette arbejde - kirke og skole hører

nøje sammen. I forsømmelsesprokokollerne føres kirkeforsømmelser såvel som

skoleforsømmelser, og der mulkteres for begge. Lørdag eftermiddag holdes der

katekisation i skolen for de store elever, og gode skolekundskaber var, som det siden

skal fremgå,, en betingelse for konfirmation, som igen var en betingelse for, at man

kunne få plads, blive gift mv., hvad der hører til at være en voksen, myndig person.

Derfor er visitatsudstedelserne møntet på både kirke- og skoleoverhøringen, men

tydeligst er disse to bedømt hver for sig. I Vallensbæk er bedømmelsen oftest mest

positiv, når det gælder kirkeoverhøringen. Det er dog tydeligt, at især biskoppen er en

sjælden gæst, der ikke kender særlig meget til de lokale forhold. Det er også givet, at

samme lokale forhold er pyntet op, når der skal være visitats. Sådan er det ifølge

anekdotestof andre steder, så hvorfor ikke også i Vallensbæk. En rest af det gejstlige

tilsyn var i øvrigt endnu til stede i 1937-loven, hvor præsten skulle have indseende

med religionsundervisningen.

f. Udtalelser ved visitatser og eksaminer.

Bag i skolekommissionsprotokollen findes udtalelser skrevet ved besøg af provst

eller biskop. Deraf fremgår, at den meget flittige Eiler Hammond i 1809 har fundet

sig nogenlunde tilfreds med skolen, men han er mindre tilfreds med den måde,

skolekommissionen passer sit tilsynsarbejde på. Det er, som om han finder, at alt

endnu er så nyt, at det må foreholdes myndighederne, såfremt tingene ikke er i orden.

- Biskop Münter udtaler sig i 1912 særdeles rosende om skolen og om Peschüle, som

“med Flid og Lyst har arbejdet på Ungdommens Undervisning.” - I 1820 er Münter

her igen og er nu veltilfreds med “Boglæsning og Religionskundskab”. Skrivning er

han derimod utilfreds med, I 1829 tilskynder samme biskop “Sognedegnen til

tilbørlig Flid”. Det er på den tid, hvor Peschüle er i færd med at overlade

undervisningsansvaret til sin nevø, hjælpelærer Hansen.

Denne Hansen vokser tilsyneladende med sin opgave, men må i de første mange år

slås med flere problemer: Han er handicappet, hans onkel lønner han antageligt

usselt, han er, gætter man, slet ikke respekteret af folk. Det er ikke så sært, at han har

29

svært ved at bestride skolearbejdet. Der er flere udtalelser, der røber manglende orden

i skolen, og biskop Mynster siger i 1837 rent ud, at han er “ligegyldig” over for

skolearbejdet. Det er svært at se, hvad der er årsag og virkning, givet er det

imidlertid, at skolen passes dårligt i 1830’erne, endskønt skolekommissionen i 1830

sender hjælpelæreren på Normalskolen i København “for at perfectioneres i

indbyrdes Undervisning og Gymnastik”. - Men billedet skifter: Ved en provstevisitats

i 1843 roses skolen for “betydelig Fremgang” og “ønskelig Orden”. At de store børn

er “noget tilbage”, må skyldes deres forsømmelser. Det ser i hvert fald ud til, at

Hansen har fået greb om tingene. Det er, som nævnt tidligere, også Mynsters indtryk i

1845.

Resultater fra halvårlige eksaminer kan give et billede af skolens kvalitet set fra en

anden vinkel.

I oktober 1808, i Pechüles energiske periode, udtaler Amtskoledirektionen:

“Examenslisterne, hvori 28 Børn er betegnede med Karaktererne ‘meget godt’ og

‘godt‘, men kun 1 Barn meget karakteren ‘slet‘, og hvori Børnene i alle Rubriquer har

erholdet meget gode Karakterer, sætter Vallensbæk Skole blandt Amtets meget gode

Skoler”.

Egentlige eksamenslister i afskrift findes ikke længere tilbage end til 1826. Da ser det

således ud: Af 1st kl.s 18 børn, får 1 ’meget godt’, 7 ’godt’, 5 ’temmeligt’ og 4

’mådeligt’, 1 er fraværende. Af 2.kl. gælder eksamen kun de børn, der er begyndt

konfirmationsforberedelse. - Er det mon de eneste, man har kunnet få i skole ved den

lejlighed? - Det drejer sig om 8 børn, hvoraf 1 får ’meget godt’, 4 ‘godt’, 2

’temmelig’ og 1 ’mådelig’. Der er i listen karakterer for hvert fag samt for

’sædelighed“. Jeg har brugt, hvad der er betegnet som ‘Hovedkarakterer i

Kundskaber’. Resultaterne ser ikke alt for gode ud. Det er dog svært at blive klar over

bedømmelsesgrundlaget og andre ydre omstændigheder, hvorfor en udtalelse om

årsager undlades.

Går vi til 1837, året for Biskop Mynsters hårde ord om lærer Hansen, finder vi her, at

2. kl.s elever, 39 i alt, har opnået 14 meget godt, 8 godt, 8 temmelig og 2 mådeligt. Er

det nu så dårligt, som biskoppens udtalelser lader ane? Skolekommissionen har jo

været til eksamen og underskrevet listerne. Kan børnene få de karakterer, hvis

læreren slet ikke passer skolen? Man tvivler.

Fra årene 1842 - 1845 findes en såkaldt flid- og sædelighedsjournal for øverste

klasse. Den er ført med karakterer og anmærkninger hver eneste skoledag. Det tyder

på orden og påpasselighed fra lærerens side. Der er i april 1844 32 elever i øverste

klasse. Ser vi på fliden, er der 9, der får mg, 9, der får g, 5 får tg. I anmærkningerne er

30

15 betegnet med ‘flittig‘, 5 med ’temmelig flittig’, 2 med ’doven’, 1 med

’efterladende’ og 1 “kunne aldeles ikke sine Lexier’. Af de fraværende er 6 på

markarbejde, 1 er syg, og 1 har “Kopper i Huset”.

Man får af listerne indtryk af en almindelig god skole, ikke med mange meget

dygtige, men heller ikke med mange meget dårlige. Problemet med forsømmelserne

hos de store børn er naturligvis af afgørende indflydelse på resultaterne. Man må

være i skolen for at få lært noget. Om karakterskalaen tillader jeg mig at formode, at

karaktererne, som er brugt - mg, g, tg og mdl - har deres pålydende værdi i højere

grad end 100 år senere, hvor jeg som barn i 5. kl. ville føle mig højst utilfreds med et

g, der på det tidspunkt var alt andet end godt.

4. Karen Kirstine - et “hjælpeskolebarn” i 1833

Document-protokollen meddeler over mange sider fra årene 1833 - 1834 breve

vedrørende en nittenårig, ukonfirmeret pige. Disse breve, samt oplysninger fra

fattigvæsenets protokol, giver et farverigt billede af, hvordan man efter 1814-loven

behandlede en elev med store indlæringsvanskeligheder. Således oplever jeg via

oplysningerne pigen:

Karen Kirstine er, ifølge pastor Rafn, født som uægte barn i straffeanstalten på

Christianshavn d. 31. Juli 1814 af Ingeborg Olsdatter, siden gift med husmand

Rasmus Pedersen. Pechüle kalder hende ganske vist Karen Rasmusdatter, idet han

altså lader hende være født i ægteskab, men man må antage, at præsten har ret. Han

har jo skullet indføre de sande oplysninger i kirkebogen. Det er ikke muligt at finde

hende i skolens forsømmelsesprotokol, som ikke findes længere tilbage end 1826,

hvor Karen Kirstine har været 12 år. Protokollen er nøje ført, så hun kan ikke have

gået i skole på det tidspunkt. Heller ikke fattig-væsenet, som hun i følge skrivelserne

fører under, fortæller i sin protokol, som starter i 1825, noget om familien før i 1831.

Årsagen til, at hendes sag kommer i offentlighedens søgelys, er, at pastor Rafn, der

kom til sognet i 1828, gerne har villet konfirmere hende, men har måttet opgive det.

Han skriver i februar 1833, at hun “vel tidligere har frequenteret Skolen, men er af

Skolelæreren Pechüle erklæret at have en kendelig Mangel paa sund Forstand og at

være aldeles uimodtagelig for al Skoleundervisning.” Rafn prøver nu at have hende

sammen med de andre konfirmander, samtidig med at han beordrer hende i skole. I

forsømmelsesprotokollen er hun netop i maj 1828 ført under 2. Kl. som “16. Karen

Rasmusdatter. Hmd. Rasmus Pedersens datter, svær mangel på forstand.” Hun står

som indtegnet i november, og der er sat en streg over hendes navn. Det passer med en

meddelelse fra Rafn om, at læreren har sagt, at han intet kan udrette med hende.

Præsten må også opgive, da “hun kun var til Spot og Latter for de andre Børn, og

derfor virker forstyrrende”. - Man bliver ved præstens bemærkning lidt bekymret for,

31

hvordan konfirmandundervisningen foregår. Må Karen Kirstine opgives, for at

disciplinen kan reddes? - De næste to - tre år forsømmer hun skolen, hvad man

næsten forstår. Det kan næppe have været særlig rart at sidde som 16 - 17 årig på

skolebænk med 12 - 14 årige og være til “Spot og Latter”.

Rafn fortæller i sin indberetning til amtsskoledirektionen videre, at man har søgt at

lade hende “tjene sit Brød”, men det gik heller ikke, og derfor går hun nu hos

moderen “i Fattighuset”, og hvis hun ikke er syg, går hun rundt i byen og tigger.

Pechüle mener ganske vist, at hun muligvis mundtlig “kan bibringes de vigtigste

Religionsgrundsætninger og Sandheder og derpaa antages til Confirmation“, da hun i

den senere tid taler “nogenlunde fornuftigt”, men hertil siger Rafn, at det “ikke er saa

let, som man tror, ja, det blev næsten det samme som at omskabe, og at antage hende

til Confirmation, forekommer mig at drive Spot med Kristendommen”. Han mener

derfor, og det er hans ansøgnings ærinde - at man bør anbringe pigen i en stiftelse

eller anstalt, for at hun kan arbejde lidt under beskyttede forhold, for ellers er der fare

for, at hun “bliver Offer for de værste Laster og bliver en Skandale for Menneskene”.

Vedlagt ansøgningen er en erklæring fra Pechüle, som bekræfter præstens vurdering,

dog med ovennævnte moderation.

I fattigvæsenets protokol møder man første gang Karen Kirstines mor, da hun d, 22.

marts 1831 søger om husly, da hun og hendes mand og børn vil være husvilde efter

påske. Man giver familien lov til at bo i et lille hus, kommunen ejer, ovenfor benævnt

‘fattighuset’. I juni 1831 får hun tilskud til fnatsalve til børnene. I oktober samme år

dør Rasmus Pedersen og samtidig en lille pige af familien. Fattigvæsenet betaler

kisterne, og fra 1832 tilkendes enken Ingeborg Olsdatter “en hel Portion, som er: 12

Pund Brød, 1 Pund Flæsk, 6 Skp. Gryn, 1 Skp. Ærter og en Snes Mosetørv pr. Tdr.

Hartkorn og 4 Rdl.” Samtidig får hun tilhold om at lade børnene søge skole. Der er 3

børn i familien. Senere i protokollen ser man jævnligt hendes navn ved ansøgning om

ekstra hjælp, da hun selv eller et af børnene er syge.

Man får indtryk af en lille, truet familie, som i de vanskelige landbrugskriseår

rammes af alle de uheld og ulykker, som helst rammer de svage. Det er ikke så

mærkeligt, at det kan være svært at klare sig i skolen, hvis ulykkerne ramler ned over

hjemmet, mens man er halvvoksen, især da, hvis man ikke har så let med at lære.

Karen Kirstines situation er i februar 1833, hvor hun er 19 år, den, at hun rundt i byen

er blevet kendt som en halvtosset analfabet, hvis familie bor i fattighus, og som går

rundt og tigger. Hun kan på grund af manglende skolekundskaber ikke blive

konfirmeret, hvorfor hun ikke kan få sin skudsmålsbog, som er det ‘papir’, som man

skal have for at kunne søge plads og blive anerkendt som en selvstændig voksen.

Præsten og læreren har måttet opgive hende og håber nu, at det offentlige vil tage sig

32

af hende,

Imidlertid afvise amtsskoledirektionen præstens ansøgning. Provsten kommer selv til

byen og taler med Karen Kirstine, og hans indtryk er, at der ikke er nogen grund til

anbringelse i stiftelse eller anstalt. Det pålægges skolen at undervise hende mundtligt

“kjærligt og vedholdende”, så hun kan antages til konfirmation. Der er et lille ekstra

vink til præsten: “i hvilken Henseende vi ikke paatvivler, at Deres Velærværdighed jo

selv vil lade det være Dem magtpaaliggende at sørge for, at det fornødne bliver

iværksat”. Man beder om indberetning om, hvordan det går, “efter et passende Tid”.

Nu er man tvunget til at gå i gang igen, og det viser sig, at amtsskoledirektionens

holdning er til stort held for Karen Kirstine. Hun kommer nu i skole igen, og da

læreren ikke ved, hvordan man skal gribe sagen an, laver pastor Rafn “et kort Udtog

paa 4 Oktavblade med de vigtigste Spørgsmaal og Gjensvar af Religionens

Lærdomme”. Denne lektie gentager læreren nu for hende, hver gang hun kommer i

skole, og præsten gør det samme de to gange om ugen, der er

konfirmandundervisning, og efter 14 dage kan hun så nogenlunde svare om end

mekanisk. Det besluttes så, at hun kan blive konfirmeret 1. Søndag efter Påske.

Derom ansøger Rafn d. 16. Marts. Brevets slutning er streget over i protokollen, men

gengives her som et karakteristisk surt opstød overfor den direktion, der er gået imod

hans forslag: “Og denne Directionens gunstige Tilladelse vil være mig beroligende og

fornøden, dersom, som Gud forbyde, dette Subjekt skulle begaa nogen Forbrydelse,

der er underkastet Lovens Straf”.

Nu kan Karen Kirstine jo ikke klare det sædvanlige pensum, hvorfor både biskoppen

og Kancelliet skal søges om dispensation. Offentlig sagsbehandling er og var

langsommelig. Rafns ansøgning skrives d. 16. Marts, og konfirmationen er d. 14.

April. Påskens helligdage går imellem. Der er dårlig tid til, at brevene kan nå frem og

tilbage. Ydermere udbeder biskoppen sig flere oplysninger sammen med en erklæring

fra Rafn om, at han “efter Pligt og Samvittighed” kan foretage

konfirmationshandlingen, selv om Karen Kirstine ikke har de lovbefalede

kundskaber. Rafn sender det ønskede d. 9. april. Da har der allerede d. 2. april været

eksamen i skolen, og her svarer Karen Kirstine bedre end forventet. Den samlede

skolekommission er efter overhøringen enige om, at hun skal indstilles til

konfirmation. I skoleprotokollens eksamensliste læses ganske vist: “Karen Kirstine,

19 år, halvt vanvittig, meget maadelig”, men sådan er det naturligvis, når der ved

eksamen skal sammenlignes med de øvrige. Sammenlignet derimod med, hvad hun

tidligere har præsteret, er alle glædelig overraskede.

Der hænder yderligere det, at det lykkes Ingeborg Olsdatter at skaffe Karen Kirstine

en malkepigeplads i Hvidovre til 1. maj. Nu er Rafn sikker på, at han har handlet

33

rigtigt: skoledirektøren har tilskyndet ham til det, pigens nærmeste fremtid er sikret,

og overhøringen i skolen går bedre, end man havde forventet. Den officielle tilladelse

er ganske vist ikke nået frem, men da selve konfirmationsdagen oprinder, står Karen

Kirstine på kirkegulvet, og “den tilstedeværende menighed syntes endda, at hun

svarede ret godt”.

Denne sidste udvikling i sagen forklarer Rafn i et brev d. 11. maj, idet biskop Müller

da skriver, at han foreslår sagen opsat til næste provstevisitats. Heldigvis for Karen

Kirstine kommer dette brev for sent. På grund af biskoppens død forlægges sagen og

finder først sin afslutning i dec. 1834, næsten to år efter dens start, idet

skoledirektionen da gerne vil vide, hvordan det går med pigens undervisning. Pastor

Rafn er noget bestyrtet, men nu også sikker i sin sag. Han redegør for hele forløbet en

gang til og slutter med denne erklæring: “Jeg trøstede mig imidlertid med at have

gjort alt efter Pligt og Evne med Hensyn til dette voksne og elendige Menneske og at

have bidraget til at vise hende ud af den lidet opbyggelige Kurs, hvoraf hun vandrede

og tillige givet hende med Hensyn til hendes Legemsvækst og Kræfter, Lejlighed til

at fortjene sit Brød blandt Fremmede paa lovlig Maade”. Brevet er underskrevet af

alle tre skolekommissionsmedlemmer samt Pechüle og lærer Hansen.

Man har svært ved at befri sig for en fornemmelse af, at der bag alles glæde over, at

det ender så godt med Karen Kirstine, gemmer sig en lettelse over at slippe af med et

problem, der har karakter af samvittighedsbyrde. Sagens forløb virker ganske vist lidt

omstændeligt, men det er jo tidens stil. Til gengæld er det hurtigt: Ansøgning om

anbringelse skrives d. 6. februar, og konfirmationen foregår d. 14. april. På kun to

måneder bevæger Karen Kirstine sig fra være opgivet som underviselig og til at få

skudsmålsbog og plads i Hvidovre. Lad mig vælge at tage historien som den

solstrålehistorie, den oplevedes som, da jeg første gang læste den: ved hjælp af

tilpasset undervisning, ved opmærksomhed, hjælp og tillid fra præst og lærer, lysner

tilværelsen for en pige, som alle havde opgivet. Det giver hende en chance, som hun

forhåbentlig i den efterfølgende tid har fået støtte til at udnytte. I vore dage havde der

ved været sat ind på et langt tidligere tidspunkt. Ingen kan dog derfor udtale sig om,

hvorvidt resultatet var blevet værre eller bedre.

C. Vurdering og konklusion

1. Sammenligning mellem Vallensbæk skole og et par andre skoler i samme periode.

Det må her på slutningen af afhandlingen ses som noget selvfølgeligt og rimeligt, at

man søger at drage sammenligning mellem Vallensbæk skole og andre, der har

tilsvarende forhold. Jeg har hertil udsøgt landsbyskoler i nærheden, idet de har flere

forhold fælles med Vallensbæk: Skolevæsenet nyordnes ved det provisoriske

Reglement, sociale og økonomiske forhold ligner hinanden, og sidst, men ikke

mindst, man er fælles om de personer, der har det over-ordnede tilsyn. Det siger

34

dernæst sig selv, at denne sammenligning må blive ganske overfladisk. Mens jeg til

Vallensbæk skoles historie har kunnet bruge primært kildemateriale, kan jeg fra andre

steder kun skaffe sekundært. Hverken tid eller plads tillader en dybtgående

sammenligning.

I første omgang vender vi os til nabokommunen Glostrup, som er så udstrakt, at den

en overgang har fire skoler. Reglementet siger jo, at ingen børn må have mere end ¼

mil til skole. I Hvissinge var der i 1722 blevet bygget en Rytterskole. Den var i

mange år hovedskole i Glostrup kommune, og den havde i 1806 120 elever. Da dette

var rigeligt, og skolevejen for mange var for lang, oprettedes i 1807 en såkaldt

Interimsskole eller Biskole i Glostrup by, mens der i 1814 oprettedes skole i Ejby.

Biskolen i Glostrup nedlægges imidlertid allerede i 1818, og indtil 1876 er der ikke

skole her. Til dette kommer skolen i Avedøre sydligt i kommunen. Allerede disse

forhold er ganske anderledes end i Vallensbæk, hvor skolevæsenets ydre rammer

grundet sognets lidenhed er anderledes rolige.

Lærerne er tilsyneladende bedre end lærerne i Vallensbæk i perioden. Amtsprovst

Hammond taler positivt om dem. Mynster, som vist er meget kritisk, udtaler ved en

bispevisitats om Hvissingelæreren, at “han skaber sig lidt, men er ellers brav og

duelig”. Begge lærere i Hvissinge i første halvdel af 1800-tallet er

seminarieuddannede, og det samme gør sig gældende i Ejby. I Avedøre er læreren

ustuderet, og ham synes biskop Mynster så afgjort ikke om: “han er lidt drikfældig og

stivsindet, katekiserer slet.” I Glostrup biskole sidder en Madam Lassen, der kan

minde om H. C. Andersens læremor, enke efter en tidligere lærer i Avedøre. Hun

afskediges, da “hun er flittig, men ikke undervisningen voksen”. I Glostrup holdes i

øvrigt læreren af en degn, der først går af i 1817. Han lønner læreren. Derved minder

forholdene lidt om Vallensbæk. Glostrup kirke og degnebolig hører som Vallensbæks

under den Nissenske Stiftelse, og man har herved de samme fordele og forpligtelser.

Det ser ud, som om de undervisningsmæssige forhold i disse 4 skoler svarer ret nøje

til Vallensbæk. Heller ikke her slår den indbyrdes undervisning synderligt an.

Avedøre skole får af Mynster i 1837 karakteren g, Ejby g+, mens Hvissinge får tg?

Forsømmelsesproblemet er helt det samme som i Vallensbæk.

Det andet udkig i sammenligningen er vendt mod Greve-Kildebrønde kommune, hvor

man i 1800 - 1850 har 3 skoler: Greve, Kildebrønde og Hundige. I Greve har man i

periodens løb seks lærere, hvoraf de sidste fire er seminarie-uddannede. Her slår den

indbyrdes undervisning bedre an. Mynster visiterer her i 1835 og er usædvanlig

tilfreds med lærer og undervisning. I Kildebrønde ser det derimod ikke så godt ud.

Skolekommissionen må i 1809 indberette læreren for amtsskoledirektionen, for

læreren kan ikke undervise i ‘udenads bogstavering og forstandsøvelser’, da “han

35

selv deri er aldeles tilbage”. Man pålægger ham at holde hjælpelærer, men han kvier

sig ved udgiften, Man overvejer hans afskedigelse, men hans død i 1813 befrier

skolekommissionen for problemet. De næste lærere, 3 i alt i de næste 30 år, er bedre.

Ved Hundige skole har man i 1817 en 80årig husmand. Han begyndte i 1700-tallet at

holde skole for Hundigebørnene, antagelig for at forbedre sin økonomi, da han er

jordløs. Disse børn havde ellers søgt Kildebrønde skole. Særlig meget kan han ikke

have tjent, idet hans kone må søge og får almisse af sognet. Efter ham er der indtil

1850 tre lærere på skift, alle seminarieuddannede. Man har indtryk af, at embederne

som lærere i Greve-Kildebrønde har været dårligt lønnede, da der er så hyppige

lærerskift. Dette problem kommer ikke frem i Vallensbæk, hvor den endog meget

velhavende degn har adskillig anden indkomst. Heller ikke i Glostrup giver omtalen

af lærerne dette indtryk. Antagelig er embederne under Den Nissenske Stiftelse federe

end ordinære landsbylærerembeder på Sjælland i første halvdel af 1800-tallet.

Indtrykket af undervisningen er ret broget. Som man må vente med de hyppige

lærerskift. Biskop Mynster har, som det er fremgået under gennemgang af

Vallensbæk skolehistorie, 2 visitatsperioder, der falder indenfor tidsrummet: en i

slutningen af 1830’erne og en midt i 1840’erne. Vallensbæk skole og Glostrup-

skolerne besøges i 1837 og 1845, mens skolerne i Greve-Kildebrønde har deres

visitatser i 1835 og 1843. Udtalelserne i 1835 giver Greve skole karakterer fra mg i

læsning til mdl i indbyrdes regneundervisning. Kildebrønde skole får samme

karakterer. Det fremgår, at biskoppen besøger de to skoler lige efter hinanden, og det

er jo erfaringsvis svært at skelne nært beslægtede oplevelser, når man skal beskrive

dem. Hundige er han derimod begejstret for: “Fremgangen er meget god, i Skrivning

endog fortrinlig. Ind, Und, meget godt i Alt, endog nogen Geographie lært”.

I 1843 er Greve skole en del bedre, derimod er Kildebrønde på samme stade som i

1835. Læreren i Hundige, som biskoppen i 1835 var så tilfreds med, forlod embedet i

1841. Den nye er “en ringe Lærer, uden Liv og Lyst”, skriver Mynster i 1843.

Karaktererne er tilsvarende dårlige, fra g+ i skrivning til tg? “eller egentlig kun

nogenlunde” i Indbyrdes Undervisning. Det har altså været til skade for skolen at

skifte lærer.

Dog må man huske, at biskoppens person spiller ind i karaktergivningen. Man får

gennem læsningen af hans visitatsbøger indtryk af en temmelig ilter personlighed.

Moderne tiders drøftelser omkring eksamen og karaktergivning lærer os, at en

karakter altid rummer mange andre aspekter end lige netop elevens, her skolens,

faglige kvaliteter. I forbindelse med dette arbejde møder vi amtsprovst Hammond,

biskop Münter og biskop Mynster. De tre herrer giver helt forskellige bedømmelser

og har helt forskelligt ordvalg. Af disse tre træder Mynster klarets og mest markant

frem. At hans visitatsbøger er red-gerede og trykt, er en meget ligefrem årsag til, og

36

hans bedømmelse slår så klart igennem. Det behøver ikke at betyde, at eftertiden får

et sandt billede af skolerne gennem disse visitatsudtalelser. Med i dette skal også, at

visitatssituationen er helt unaturlig i forhold til skolernes hverdag.

Beskrivelsen af Greve-Kildebrønde siger ikke noget om forsømmelsesproblemer,

men de har uden tvivl været der. Problemet var jo landsomfattende. Om

skolebygninger hører man derimod en del. Det forholder sig her som i Vallensbæk, at

der om- og udbygges en del især i 1820’erne. Det er naturligt, at Kancelliets

anvisning i 1820 spiller en rolle her. At Vallensbæk først får ny skole i 1839, kommer

jo af, at Pechüle får ny degnebolig med skolestue i 1806.

Alt i alt ser det ved sammenligningen mellem Vallensbæk og disse seks skoler i

omegnen ud til, at Vallensbæk skole har levet et roligere liv end de andre, idet man

ikke har de hyppige lærerskift. Derimod er flere af de lærere, man hører om, en del

mere samvittighedsfulde og i hvert fald bedre uddannede end Pechüle og Hansen,

hvorfor undervisningen kan have været ringere i Vallensbæk end de andre steder.

Disse formodninger må dog tages med stort forbehold. Man kan reelt ikke vide noget

egentligt om andet end Vallensbæk skole, hvorfra man har primært kildemateriale.

2. Ubesvarede spørgsmål.

Det har, som nævnt i indledningen, været opgavens hovedhensigt at søge at give et

helhedsbillede af Vallensbæk skole. Er det nu blevet et helhedsbillede? I rent ydre

forstand er billedet helt. Kildematerialet har vist skolen, som myndighederne så den

og til en vis grad, som læreren så den. Her kommer allerede det første ubesvarede

spørgsmål. Hvordan var lærerens hverdag i skolestuen med hensyn til disciplin?

Protokollerne siger intet om det. Havde der været grund til skriftlig klage til

amtsskoledirektionen, havde det vel fremgået af Documentsprotokollen, i hvert fald i

perioden 1808 - 1837, som protokollen dækker. Den indeholder ikke noget af den art.

Man gætter på, at skolen også på dette område har været bedst i periodens seneste år,

altså efter 1840. Fra disse år findes de nøjagtigt førte ugeskemaer og

forsømmelseslister. Det er en almindelig erfaring, at når lærerens planlægning er

omhyggelig, at disciplinen bedre, end hvis den ikke er det. Men noget virkeligt kan

man ikke vide om det, og om egentlige disciplinære foranstaltninger ved vi slet intet.

Hvordan foregik den daglige undervisning? Heller ikke herom kan man vide noget,

udover at de yngste børn i nogle år blev undervist efter Indbyrdes Undervisnings

metode. Den er jo særdeles bundet, det det kan man så nogenlunde gøre sig

forestillinger om.

Hvordan havde børnene det i skolen? Havde de frikvarterer? Officielt

eksisterer begrebet ikke, men man har vel haft visse legetimer, eftersom disse som

37

straf kunne inddrages. Gymnastikundervisningen foregik jo udendørs, men da den

kun er for drenge, og de ydermere ikke passer den synderligt godt, har man lidt ondt

af skolens piger, der ikke får denne lejlighed til udendørs undervisning, men de skal

måske plukke ærter og frugt af anden art i lærerens have? Hvem mon passer den have

i øvrigt og løber ærinder for læreren? Givetvis de halvstore børn. Man får det bare

ikke at vide. Og hvordan har det været med de problemer, der især er de små elevers:

Skolens toiletforhold, muligheden for vand, når man bliver tørstig? Og hvordan med

mobning på skolevejen? Alle sådanne ting spiller en stor rolle for barnet, men er ikke

noget, der kommer frem i protokoller og indberetninger.

Det er vanskelige tider i første halvdel af 1800-tallet. Det har fremgået flere steder.

Alligevel ved vi ikke meget om børnenes hverdag hjemme, kun at de skal bestille

noget mere, end moderne børn forestiller sig. Noget af, hvad de hjælper med, fremgår

af forsømmelseslisterne: plovkøring, høst, tørvegravning og markarbejde i

almindelighed. Men vi ved, at krisen satte gang i megen husflid og også i

hjemmebryggeriet. Det må påvirke hverdagen, vel især i fattige hjem, som der trods

alt var nogen af i Vallensbæk, hvor man ellers er ret vel-stillet. Og så kan man endda

ikke hjemmefremstille alting. D. 17. nov. 1832 er i forsømmelsesprotokollen noteret

4 forsømmelser med begrundelsen “Mangel paa Fortøj”. Det gør også indtryk, at der

af og til ud for et barns navn står ordet “død”. Det er aldrig let at være lille og svag i

de voksnes samfund. I 1800-tal-lets første år var det dog uendelig meget sværere end

nu, når man da ser på rent elementære, fysiske behov.

En enkelt ting, der spiller en vis rolle i Document-protokollen, er med vilje ikke

medtaget: Degnens pligt til at bære provstetasken, den officielle post, til nabosognet.

Det fremgår naturligt nok, at Pechüle finder denne pligt utålelig, især da han ikke må

bruge eleverne til dens opfyldelse. Gad vidst, om han ikke har gjort det alligevel? Jeg

har ikke fundet, at dette havde nogen særlig betydning for selve skolen. Derfor er det

ikke nævnt.

Slutning

Det er fristende her til sidst at spørge: Var Vallensbæk skole en god skole?

Spørgsmålet er naturligvis banalt, idet det ikke kan besvares så enkelt, som det er

stillet. Klart kan siges, at det for Vallensbæk er en umiddelbar fordel at ligge inden

for det område, hvori Det provisoriske Reglement blev gældende. Det gør, at sognets

skolevæsen er genstand for opmærksomhed og stilles over for krav i næsten ti år, før

et tilsvarende skolevæsen i Jylland bliver det. Det må betyde bedre og mere ordnede

skoleforhold for børn i Vallensbæk i 1800-tallet, end man havde andre steder. Sognets

beboere er velstillede. Det gør, at man har råd, så langt som man har vilje til at

forsyne skolen med materiel og holde skolebygningerne i orden. Viljen har været

skiftende med konjunkturerne. Alligevel er man, hvad angår skolens økonomi, bedre

38

stillet, end de fleste andre skoler. Det burde være til gavn for skolen.

Var degnen Fr. W. Pechüle et gode for skolen, eller havde den været bedre stillet uden

ham? Man kan ikke svare på et sådant spørgsmål heller. Som nævnt i indledningen er

det noget særligt, at han er der og har ansvar i over 44 år. Man får indtryk af, at han er

en efter tidens målestok udmærket lærer i sine første år, men også af, at han siden

svigter skolen. Nevøen, Hansen, som han ansætter, har en meget svag start i

Vallensbæk, men vokser med sin opgave. Han bliver da også kirkesanger og

skolelærer officielt i 1845 efter Pechüles afsked.

Ser man til naboskolerne, forekommer Vallensbæk skole, som nævnt overfor, at have

haft en forholdsvis rolig, fremadskridende udvikling gennem provisorie årene og

årene for skolelovens gennemførelse. Lad os antage, uden at kunne spørge nogen

implicerede, at Pechüle, alle anløbne karaktertræk til trods, har gavnet skolevæsenet

mere, end han har skadet det.

Tilbage er kun at sige, at tidens store begivenheder, nævnt i et indledende afsnit:

liberalismens gennembrud med folkestyrets indførelse, de nye strømninger i den

pædagogiske og kirkelige debat med Grundtvig og den folkelige og kirkelige

vækkelse, altsammen ting, der har afgørende indflydelse rundt om i landet, ikke

fornemmes ved undersøgelsen af periodens skolehistorie. Lad os håbe, at senere

tiders lærere har slået vinduerne ud til verden op for børnene i sognet. Det er skolens

pligt, ikke alene at give børnene kundskaber, men også at give dem lejlighed til at

“opøve evne til selvstændig vurdering og stillingtagen”, for at tale med loven af 1975,

og sådanne evner opøves kun der, hvor tidens debat bliver en naturlig del af skolens

undervisning.

Bemærk: Den her gengivne skolehistorie er uden noter og bilag.