vuc.wikispaces.comvuc.wikispaces.com/file/view/lektion9.docx · web viewmuseet består af den gamle...

Hjerl Hede

Frilandsmuseet Hjerl Hede 1

INDHOLDSFORTEGNELSE

Om Hjerl Hede..............................................................................................................................2

Protektor..................................................................................................................................2

Museets historie.......................................................................................................................3

Mindestenen............................................................................................................................4

Samlinger.....................................................................................................................................4

Den gamle landsby.......................................................................................................................5

Bageriet....................................................................................................................................5

Bomhuset.................................................................................................................................6

Grenåhuset...............................................................................................................................7

Kirken.......................................................................................................................................7

Mjesinghuset............................................................................................................................8

Jysk Skovmuseum.........................................................................................................................9

Dampsavværk...........................................................................................................................9

Skyttegården..........................................................................................................................10

Mosebrugsmuseum....................................................................................................................11

Tørvebanen............................................................................................................................11

Materiellet.............................................................................................................................11

Stenalderbopladsen...................................................................................................................11

Bondestenalder ca. 4000 – 1800 f.Kr.....................................................................................12

Bopladsens historie................................................................................................................12

Haver og hegn............................................................................................................................12

Kroens have............................................................................................................................13

Vinkelgårdens have................................................................................................................14

Husdyr........................................................................................................................................15

Genetiske ressourcer..............................................................................................................15

Udvikling af husdyr.................................................................................................................15

Brune landhøns......................................................................................................................16

Jysk gråbroget kvæg...............................................................................................................17

Vejanlæg....................................................................................................................................17

Brolagt vej og bro...................................................................................................................17

Milesten.................................................................................................................................18

Litteratur....................................................................................................................................19

Kilde: www.hjerlhede.dk, september 2007

http://www.hjerlhede.dk/


Om Hjerl Hede Hjerl Hede er et af Danmarks smukkeste naturområder, hvor vidtstrakte heder og næsten uvejsomt egekrat omkranser Danmarks største hedesø – Flyndersø. Midt i dette unikke vestjyske hedelandskab er Hjerl Hedes Frilandsmuseum placeret.

Hjerl Hedes Frilandsmuseum er et statsanerkendt, kulturhistorisk specialmuseum, organiseret som selvejende institution.

Museet består af Den Gamle Landsby, Jysk Skovmuseum og Mosebrugsmuseum. Bygningssamlingen på Hjerl Hedes Frilandsmuseums omfatter mere end 50 forskellige bygninger, der dels belyser byggeskik og boligindretning på landet, dels en række af de elementer, der er karakteristiske for det ældre, danske landsbymiljø herunder landhåndværk.

Midt i Den Gamle Landsby ligger gadekæret, der omkranses af gårde i forskellige størrelser, samt af karakteristiske elementer fra det gamle landsbymiljø såsom smedje, kro, skole, landhandel, præstegård, kirke og mølle. Blandt bygningerne findes bl.a. Vinkelgården, der er Danmarks ældste bondegård. Alle gårde og huse i landsbyen er fuldt indrettede med møbler, husgeråd og tekstiler fra det gamle landbosamfund. For at vise et så varierende og levende billede af et gammel dansk landsbymiljø, er der anlagt gamle tidstypiske haver ved de enkelte bygninger, ligesom bygningernes umiddelbare omgivelser er genskabt med møddinger, hønsehuse og brønde. Herudover har museet en stor bestand af gamle husdyrracer såsom gråbroget kvæg, danske landfår, danske landgæs, geder og heste, der indgår som et naturligt oprindeligt element i landsbymiljøet.

Skovmuseet og mosebrugsmuseet belyser menneskets udnyttelse af disse to landskabstyper. I Skovmuseet følges træets vej fra frøets spiring i planteskolen til forarbejdning af det færdigvoksede tømmer i dampsavværket. Mosebrugsmuseet viser, hvorledes tørvemassen for to menneskealdre siden blev forvandlet til æltetørv, der blev anvendt som brændsel i de træfattige områder.

Protektor

Hans Kongelige Højhed Prins Joachim er protektor for Hjerl Hedes Frilandsmuseum.

Mandag den 27. juni 2005 besøgte prinsen for første gang museet, og det var en veloplagt protektor, der gæstede den gamle landsby i anledning af museets 75-års jubilæum.

Prinsen havde god tid til at tale med levendegørelsens deltagere og stillede mange spørgsmål til de professionelle håndværkere og aktører.

Hos landsbymaleren overtog han sågar det seje arbejde med at rive farver og afslørede godt kendskab til nogle af de gamle maleteknikker.

I det lille mejeri fordybede Prinsen sig i fremstilling af smør, der foregår efter de metoder og med de maskiner, der anvendtes i 1880'erne, da mejeriet blev etableret på Mandø. Også Limfjordsfiskerne fik et besøg, og der blev diskuteret maskestørrelse i garnene og vist, hvordan man syr ruser.




Ved landsbysmedien blev der ringet vognhjul, dvs. at jernringene blev varmet i det åbne ildsted, så de udvidede sig så meget, at de let kunne sættes på de nyfremstillede træhjul. Derefter blev jernringene afkølet og kom til at sidde fast.

I den gamle kgl. privilegerede kro fik H.K.H. Prins Joachim en smagsprøve på en kartoffeltærte, bagt i tærtepande. Opskriften var efter Carl Müllers kogebog fra 1785.

Prinsen sluttede besøget med at sige, at han meget gerne kom igen næste år for at se resten af den omfattende levendegørelse.

Museets historie

I 1930 flyttede Hans Peter Hjerl Hansen (1870-1946) Danmarks ældste bondegård, Vinkelgården, til Hjerl Hede, som han havde købt 20 år tidligere og lagde dermed grunden til landets mest levende museum.

I 1931 blev det 1.200 hektar store område overdraget til Hjerl-Fonden, der i 1939 lod området frede.

H. P. Hjerl Hansen havde skabt sin formue som direktør for to af Danmarks største smørhandelsfirmaer, Esmann og Det Sibiriske Kompagni. I 1930’erne grundlagde han også Plumrose, der eksporterede konserves til det meste af verden.

Hjerl Hedes Frilandsmuseum havde levendegørelse på programmet fra begyndelsen. Museets store folkefest i 1932 var museumsverdenens første forsøg på at skabe liv i og omkring et frilandsmuseums gamle bygninger. Først var det husflid og håndværk i vore tipoldeforældres landsby, som gæsterne kunne opleve ved et besøg på Hjerl Hede. Det kan de stadig, men senere kom også andelsmejeriet, skov- og mosebrugsmuseet, landbageriet og håndværkerbygningerne til, så de besøgende nu også kan opleve mekaniseringens tid på museet, når mejeriets centrifuge, lokomobilet1 i skovbrugsmuseet og rørovnen i bageriet bliver sat i gang.

Hjerl-Fonden drev frilandsmuseet frem til 1979, hvor museet blev udskilt fra fonden som et statsanerkendt kulturhistorisk specialmuseum.

Hjerl Hedes Frilandsmuseum lægger ikke bare vægt på levendegørelsen. Det lagde også fra begyndelsen vægt på at bevare kulturarven fra den gamle danske landsby, der allerede var blevet overhalet af udviklingen i 1930. Museets store samling af bygninger fra 1500-1800-tallet vidner om denne indsats.

At levendegøre og at bevare går også hånd i hånd i de bestræbelser museets håndværkerafdeling har gjort for at uddanne nye håndværkere inden for næsten døde fag som de gamle bødker- og karetmagerhåndværk. Det er ud fra den filosofi, at den bedste måde man kan formidle viden om de gamle håndværk på, ikke er ved blot at udstille redskaber og genstande, der vidner om hvordan det var, men ved at uddanne nye håndværkere, der kan bringe det håndelag og den tavse viden videre, som er essensen i de gamle håndværk, og som ikke lader sig oversætte til andre medier. Håndværkene skal til stadighed udøves, og de kvalitetsprodukter, som de frembringer, skal bruges, enten til restaureringsopgaver eller som salg af kvalitetsprodukter til private.

At bevare kulturarven og holde fast ved traditionerne er kommet i fokus i vores tidsalder, hvor det er globaliseringen, der vender op og ned på alt det kendte. At bevare forbindelsen tilbage

1 En transportabel dampmaskine




til det gamle samfund var imidlertid lige så vigtigt for 75 år siden, da Hjerl Hansen grundlagde museet på Hjerl Hede.

Mindestenen

Mindestenen er rejst af grundlæggeren af Hjerl Hedes Frilandsmuseum, Hans Peter Hjerl Hansen.

Teksten lyder:

Du som nøjsomt brød det sorte danske Brødog mellem Husbond, Børn og Hjem Dit Hjerte delteDu som kun kendte Kravet rettet mod Dig selvsom ammed Børn, malked Ko og skætted Hørsom bryggede Øl, støbte Lys og kærned Smørog karted, Hoser bandt og vævedbrugte Tærskel, Manglebræt og Spinderoksom bandt Neget op bag Leens skarpe Klingeog dog fik Tid at sende Himlen Tankerfor Dig, hvis Minde evigt lever i mit Hjærteog for enhver, som trofast røgted Kvindens stille Gærningfor Dig og dem jeg rejste denne tavse Mindeby.

H.P. Hjerl Hansen

Samlinger Et frilandsmuseum giver unikke muligheder for at formidle en helhed. Landskabet omkring hver enkelt bygning genskabes alt efter den historiske tidsperiode, oprindelsessted og sociale status.

Der anlægges haver med egns- og tidstypiske planter, og der opsættes hegn i forskellige udformninger: tørvediger, stensætninger eller levende hegn.

Oprindelige genstande som brønde, drikketrug og redskaber opstilles uden for bygningerne for at fuldføre billedet.

I Den Gamle Landsby på Hjerl Hede er der desuden genskabt et gadekær og en gammel vej med milepæle. På markerne kan man se de gamle danske dyreracer.

Hermed skabes der en helhed, der øger forståelsen af den miljømæssige enhed, bygninger og deres omgivelser har udgjort i det gamle landbosamfund.




Den gamle landsby

Bageriet

Landbageriet fra Ravnkilde

Bageriet stammer fra landsbyen Ravnkilde i Himmerland. Bygningen er fra 1882 og opført i grundmur.

Bageriet er et typisk landbageri fra begyndelsen af 1930'erne, hvor der hovedsagelig blev bagt rugbrød, der blev kørt ud til omegnens bøndergårde i en hestetrukken bagervogn. Bagervognen fra Ravnkilde kører rundt i Den Gamle Landsby om sommeren.

Bageriets interiør er domineret af den store rørovn fra Strømmen i Randers. Hertil kommer et fyrrum, samt to lagerrum. Det største lagerrum blev anvendt til opbevaring af råvarer. I det mindste opbevarede man det færdige rugbrød.

Landbageri Almindeligvis bagte de fleste landboere selv deres brød langt op i 1800-tallet, nogle steder endda indtil begyndelsen af 1900-tallet. Dette gjaldt dog ikke de fattige landarbejdere, og i 1790’erne blev der gjort et fremstød for at skaffe den dårligst stillede del af landbefolkningen billigere livsfornødenheder. Ved reskript1 8/7 1796 blev der således givet tilladelse til, at rugbrødsbagere sammen med ølbryggere måtte nedsætte sig overalt på landet. Landbagerier var dog endnu i begyndelsen af 1800-tallet sjældne. Med næringsloven i 1857 voksede antallet af landbagerier, men først i begyndelsen af 1900-tallet blev antallet af bagere på landet så stort i forhold til folketallet, at de fleste landboere kunne betragtes som kunder for bagere.

1 I ældre dansk ret en kongelig befaling stilet til en myndighed eller person; vedrørte oftest konkrete sager, men kunne også indeholde almindelige retsforskrifter.




Mekanisering I løbet af 1800-tallet skete der en mekanisering af brødfremstillingen. I 1860’erne begyndte man i de største bagerier i København at tage dejæltningsmaskiner i brug og kort tid herefter opslåningsmaskiner, de såkaldte rugbrødssprøjter. I slutningen af 1800-tallet begyndte de større bagerier i byerne at anvende nye ovntyper. Disse kunne ophedes fra et særskilt fyrrum, og varmen ledtes derpå gennem kanaler omkring selve det rum, hvor brødene stod til bagning. På denne måde undgik man, at brændslet kom ind i det rum, hvor brødene skulle stå. Endvidere havde de nye ovntyper den fordel, at de kunne holdes varme kontinuerligt. Endelig kunne de kombineres med udtræksherder1, således at man kunne sætte brødene på herden uden for ovnen, hvorved arbejdet kunne foregå hurtigere, mere præcist og mere bekvemt end tidligere. Disse tekniske fremskridt vandt i de følgende årtier indpas også i mindre bagerier.

Rugbrødsbagning Ravnkilde Bageri var i 1933 blevet overtaget af Daniel Christiansen, og han virkede som bager samme sted i 50 år. Han ændrede ikke væsentligt på bageriets inventar, og ved museets overtagelse stod bageriet således næsten intakt med bageriinventar og bageovn fra perioden 1920-30. Daniel Christensens virke er godt belyst og giver et solidt grundlag for rekonstruktionen af arbejdsgangen i bageriet i 1930’erne. Museet havde fået kontakt til 15 pensionerede bagere, der i museets levendegørelse viste, hvorledes rugbrødsbagning med rugbrødssprøjte og udtræksherd forgik anno 1930.

Bomhuset

Ved kongelig forordning af 15. februar 1786 under Christian den Syvende blev det bestemt, at der skulle betales bompenge for hver mil ved nyanlagte veje. Derfor blev der landet over bygget et antal bomhuse.

Vejene var blevet opmålt af Ole Rømer2 på foranledning af Christian den Femtes forordning fra 1692, og der var sat milepæle op for hver kvarte mil.

Bomhuset i Grenaa blev nedrevet i 1876, men er genopført ud fra fotografier. Det er nu indrettet med toiletter og puslerum til publikum.

Bomhuset blev oprindelig opført i 1841 som bolig for byens bom- og blegemand3. Byens ret til at opkræve bompenge blev ophævet i 1860 og huset blev nedrevet i 1879.

1 En udtræksherd er en ovnbund (herd), der kan trækkes ud.2 Levede 1644-1710. Dansk astronom, ingeniør og politidirektør. Fandt ved studier af Jupiters måner lysets “tøven”, dvs. at lyset bevæger sig med endelig hastighed. Indførte den gregorianske kalender i Danmark og standardiserede mål og vægt.3 Efter tørringen blegedes tøjet. Blegningen kunne foretages af professionelle blegemænd eller blegekoner. Blegekoner kendes fra slutningen af 1500-tallet til omkring år 1900.


Den store rørovn er brændefyret



Bomhuset indgår i et samlet vejanlæg, der blev anlagt gennem Den Gamle Landsby i forbindelse med Hjerl Hedes 30-års jubilæum i 1960. Vejanlægget blev udarbejdet af arkitekt Ejvind Draiby, Ringkøbing og der indgår udover bomhuset, også en brolagte vej og bro, samt flere milesten.

Bomhusenes historie i Danmark er knyttet til de store vejreformer i slutningen af 1700-tallet. I 1760’erne besluttede Frederik V at anlægge helt nye hovedveje i Danmark for at fremme agerbrugets og handelens vilkår, og for at lette de rejsendes genvordigheder på de dårlige danske veje.

Som et led i vejreformerne blev det i forordningen af 15. februar 1786 bestemt, at det nye vejnet delvis skulle finansieres af brugerne. For hver mil skulle der opstilles en bom med tilhørende bomhus, hvor bompengene blev opkrævet efter et fastlagt takstsystem. Opkrævningen overlod kongens regering til højestbydende forpagter ved en auktion.

Der blev således opsat bomme og bomhuse på alle landeveje på Sjælland, og i 1820’erne også på Fyn, da de nye hovedlandeveje her blev taget i anvendelse. Ifølge Topsøe-Jensen er bomhuse i Jylland kun kendt fra Sønderjylland, hvor man begyndte at opføre dem i 1840’erne. Bomhuset i Grenå synes at modbevise denne antagelse. Ifølge Mogens Møller var opførelsen af bomhuset i Grenå også et resultat af de store vejreformer, og det blev opført samtidig med de sønderjyske, i 1841.

I forbindelse med vejreformerne blev der i 1791 udstedt et kongeligt cirkulære, der vedtog at vedligeholdelsen af alle landevejsbroer også skulle foregå ved opkrævning af bompenge. Denne ordning bifaldt bystyret i Grenå i første omgang ikke, da det kunne indebære, at byen måtte etablere en kostbar døgnvagt ved bommen. Byen måtte dog bøje sig for cirkulærets bestemmelser. Med undtagelse af købstadens egne borgere skulle der fremover kræves afgift efter fastlagte takster, af alle der passerede broerne. Afgiftsindtægterne blev bortforpagtet til private bommænd, mens selve vedligeholdelsen var pålagt byen.

Det var dog først i 1841, at der blev opført et hus til bommanden i Grenå, og det skulle opføres så billigt som muligt. Derfor blev det opført i bindingsværk og med stråtag. I 1845 blev bomhuset bortforpagtet for en 10-års periode, nu som et ”bom- og blegehus”. Bommanden blev nu tillige blegemand, og fik således i tilgift indtægterne af blegedammen, blegepladsen mellem åløbene. Allerede fra midten af 1700-tallet blev retten til at solblege tekstiler bortforpagtet af byen. Denne ret eksisterede også efter 1845, hvor bom- og blegemanden mod betaling, tog imod lærred til blegning. Byens borgere kunne ligeledes leje en gruekedel af bommanden til at koge tøj i, og det var også muligt at skylle tøj ved åens vaskebro og herefter lægge det til blegning på blegeengen

Bom- og blegehuset fik en kort levetid. Liberaliseringen af næringslivet efter1849 indebar også et nyt syn på opkrævning af bompenge, som en afgift der hindrede handelens og næringslivets frie udfoldelse og opretholdt købstadborgernes privilegier på bøndernes bekostning. På amtets opfordring blev afgiften for passage af broen afskaffet i 1860 og amtet overtog broernes vedligeholdelse.

I 1879 blev bomhuset i Grenå nedrevet, da byen ikke ville bekoste en hovedistandsættelse på 318 kr. for så i 1960 at genopstå i den gamle landsby på Hjerl Hedes Frilandsmuseum.




Grenåhuset

Tidligere fungerede Grenåhuset som museets billetsalg og kiosk

Grenåhuset blev opført i 1600-tallet. Det var en del af en gård, som i 1700-tallet bestod af flere bygninger langs gaden, og ved den bagved liggende gårdsplads var der også bygninger. Her har foruden landbrug været drevet flere forskellige slags håndværk og handel igennem tiderne.

Længe før 1700 var Grenåhuset en del af byens farvergård med store arealer ned til Grenåen. Adgang til rigelige mængder af vand var nyttigt for en farver, der også havde behov for arealer, hvor de farvede stoffer kunne blive tørret. I sidste halvdel af 1700-tallet var den Grenås apotekergård.

I første de første årtier af 1800-tallet blev gården drevet af en driftig mand, der begyndte som bødker efter at være blevet gift med apotekerens enke. Med et godt handelstalent blev han en driftig købmand og brygger, så han i 1835 var byens største avlsbruger med vidtstrakte jordarealer.

Sidst i 1800-tallet deltes jorden ud i flere parceller til nye bebyggelser, og gårdens landbrugslænger blev ombygget til beboelse. I 1900-tallets første årtier havde Grenåhuset dog stadig plads til en håndværker, da bygningerne blev anvendt af en karetmager.

Igennem de omkring 300 år i Grenå blev stuehuset ombygget flere gange. Da det i 1961-62 kom til Hjerl Hede blev det placeret, så det passede ind ved siden af Sorringladen, der genopførtes samtidig. Huset fremtræder i dag efter oplæg fra arkitekt Hans Henrik Engqvist (1912-2003), der var lærer på arkitektskolen i København og konsulent for såvel Nationalmuseet som flere andre bygningshistoriske institutioner.

Efter genopførelsen i 1961-62 blev Grenåhuset straks taget i brug som servicebygning med billetsalg, kiosk og kontor til administration og formidling. I 2006 flyttedes kiosk og billetsalg op i det nybyggede publikumscenter ved parkeringspladsen, men museumsinspektørerne har stadig kontorer i huset.




Kirken

Museumskirken er opført som en rekonstruktion af den romanske kirketype, der blev bygget her i landet i 1100-tallet. Som forbillede har man haft Tjørring Kirke nord for Herning. Ifølge traditionen er kirken opført med mandsdør mod syd og kvindedør mod nord.

Kirken på Hjerl Hede

I sommeren 1985 påbegyndte Kunstakademiets Konservatorskole en forsøgsrække med romanske kalkmalerier og deres teknologi. Hertil er kirken på Hjerl Hede velegnet, idet den er uopvarmet med små vinduer og med meter tykke stenmure, hvor kalkmalerierne bliver udsat for både frost og fugt.

Motiverne er fra omkring 1125, hentet fra Råsted kirke ved Randers, og er som de oprindelige malet i fuld farvestyrke. Forsøget er blevet gennemført under ledelse af kalkmaleriekspert mag. art. Ulla Haastrup.

På vægen indenfor dørene ses vievandskar, og midt på gulvet står en østjysk døbefond fra 1200-tallet. Denne originale granitfont er i 1992 blevet bemalet i stærke farver. Det er et rekonstruktionsforsøg, udført på grundlag af farvespor, som er fundet på andre romanske fonte.

På alterbordet, der er en kopi fra Tømmerby Kirke, står et par stager fra Visby samt en kristusfigur, der er en kopi af et krucifiks i Åby Kirke.

Kirkens klokke er en afstøbning af klokken i Smollerup, der er Danmarks ældste.

Mjesinghuset

Mjesinghuset stammer fra landsbyen Mjesing ved Skanderborg. Huset blev bygget i 1770 som byens første skole. Oprindelig indeholdt huset blot to rum, en skolestue og et beboelsesrum. I 1822 blev skolen nedlagt og huset blev husmandsbolig.

Fra 1936 blev huset anvendt som museumsbygning i Mjesing, hvor det indtil 1968 var rammen om den i sin tid kendte samler, skomager Ansgar Andersens samling.

I husets østgavl er indrettet et landsbymalerværksted fra omkring år 1900. I værkstedet fremstillede maleren sine materialer, mens selve malerarbejdet mest foregik hos de forskellige bønder i omegnen.




Landsbymaleren Som andet håndværk var også malerfaget i ældre tid hovedsageligt knyttet til købstæderne. I 1700- og langt op i 1800-tallet var det maleren fra købstaden, der blev hentet til finere malerarbejde på landet. Men i anden halvdel af 1800-tallet begyndte købstadsmalere at nedsætte sig på landet.

Meget af malerens arbejde foregik af gode grunde uden for værkstedet, men på værkstedet fremstillede maleren selv sine strygefarver og malede mindre genstande. Malerværkstedet skulle gerne være rent og ordentligt, da der ikke måtte komme snavs i farven, penslerne eller farvebøtterne.

Fremstilling af strygefarver skete ved hjælp af farvestoffer og bindemidler. Først blev farvestofferne findelt i en farvemølle, hvorefter rivningen kunne foregå. Til dette formål blev der anvendt en flise og en løber. Flisen var en flad stenplade, mens løberen kunne være kegleformet tilhugget af granit. Ved rivning blandes farvestoffet med bindemidlet ved at gnide det sammen med løberen på flisen. Jo mere der gnides, jo mere lind bliver farven.

Aktiv indsamling Da museets samlinger kun indeholder få genstande fra malerfaget, indrykkede museet i januar 2005 en annonce i bladet Dansk Malermester. I annoncen eftersøgtes gamle malergenstande, og museet har med taknemmelighed modtaget en farvemølle, gamle pensler og andet malerværktøj, samt løbere. Der forestår dog endnu meget arbejde med at dokumentere maleren som landsbyhåndværk.

Jysk Skovmuseum I 1964 påbegyndte man en hel ny afdeling af frilandsmuseet på Hjerl Hede, nemlig Jydsk Skovmuseum.

Et af formålene med oprettelsen af skovmuseet var at vise træets vej fra frøbed til færdigt tømmer og planker.

Der er således anlagt en planteskole, hvor man kan se, hvordan træfrøet er sået i bede, hvorefter det et eller to år senere prikles ud i andre bede ved brug af forskellige primitive redskaber.

I de nærliggende områder ses, hvordan man med hakke eller hestetrukne redskaber frembragte de nye kulturer, dvs. plantede de tre- eller fireårige planter ud i skovene. Endelig er der mulighed for at se, hvordan træerne bliver savet op i savværket.

I området er samlet en række bygninger, som er karakteristiske for de jyske skove og deres drift, ligesom en lang række skovbrugsredskaber kan ses.




Dampsavværk

Lokomobilet er bygget af Marshall & Sons Co. i England i 1911.

Skovmuseets hjerte er dampsavværket, hvor den store bloksav trækkes af et lokomobil bygget af Marshall & Sons Co. i England i 1911.

Lokomobilet har været brugt som trækkraft for både tærskeværk, tørvepresser og savværk.

Når stammer skal saves op, bliver de anbragt på den kraftige blokvogn, og så snart saven er i gang, bliver blokvognen langsomt trukket frem på skinner mod den vandretliggende klinge.

Da Hjerl Hedes eget lokomobil fra Marshall & Sons Co. er ved at gennemgå en større kedelreparation, og vi derved ikke har det klar til sommerens levendegørelse, har vi fra Simon Moos lånt et køreklart lokomobil.

Lokomobilet Lokomobilet er bygget i 1911 i England af Marshall & Sons, Gainsborough og har byggenummer 56957.

Lokomobilet er forsynet med tysk tekst (skilte), da det er bygget for det tyske marked. Lokomobilet blev første gang godkendt 5. juli 1911 hos A. Lythall i Hamborg.

I 1922 blev lokomobilet registreret første gang i Danmark, hvor det var ejet af Midt Snogbæk Tærskeselskab.

I 1930 var det ejet af gdr. H. Andersen & Chr. Sandager, Vester Sottrup, der i 1933 solgte det til A/S Apotekerskoven ved Hobro.

Lokomobilet blev synet af Arbejdstilsynet sidste gang i 1951 og var således udløbet af syn i 1955.

I sin tid under A/S Apotekerskoven trak det dels tærskeværker og dels et savværk.

I 1979 startede E. Dinesen en restaurering i samarbejde med Damptromleklubben, og i 1983 blev lokomobilet atter godkendt.

I 1989 købte Hjerl Hede det køreklare lokomobil, og nu anvendes det som trækkraft i savværket.

Tekniske data:

Vægt: 5 ton

Ydelse: 8 hk




Cylinderboring: 200 mm

Glider: Fladglider

Slaglængde: 300 mm

Kedel: Røgrørskedel, 8 bar fra ny, nu nedsat til 4 bar.

Hedeflade: 9,8 m²

Ristareal: 0,43 m²

Waterloo damplokomobil

I sommeren 2007 gennemgår Hjerl Hedes lokomobile en større kedelreparation, og vi har derfor af Simon Moos lånt et canadisk damplokomobil, der er bygget i staten Ontario, Canada i 1902 af Waterloo Manufacturing Co. Ltd.

Det er specielt konstrueret til brug som trækkraft for et af de utallige savskærerier, som fandtes spredt over det meste af Canada. Det er, modsat de fleste europæiske lokomobiler, bygget med en meget lang fyrkasse beregnet til træstykker i op til 3 fod i længden.

Simon Moos, der ejer maskinfabrikken Simon Moos A/S i Hørup ved Sønderborg, har specialiseret sig i produktion af store slamsugere, der eksporteres overalt.

Ved afslutningen af en handel i Canada for 10–11 år siden var Simon Moos langt inde i en skov i Canada, og her stod det med forhjulene halvt nedsunket i jorden og med træer groende op gennem maskineriet. Moos fik det gravet fri, anbragt i en 20 fods container og sendt hjem til fabrikken i Danmark. Her blev det restaureret over en periode på fire år og har siden ”optrådt” ved mange lejligheder i Danmark og Tyskland.

I de mellemliggende år er kedeltrykket nedsat til 4,7 bar, og ved dette tryk udvikler lokomobilet ca. 10 hk. Det er senest godkendt af Arbejdstilsynet i april 2005.

Skyttegården

Gården fra Gjerrild på Djursland har hørt under godset Sostrup og var oprindelig bolig for herregårdsskytten.

Stuehuset er bygget omkring 1800-tallet. Laden er fra ca. 1850, og udhuset er fra slutningen af 1700-tallet.

Gården er med sine hvide striber, der adskiller bindingsværket fra de gulkalkede mure, typisk for egnen. På laden ses en såkaldt stokmølle, der stammer fra Hulsig. Møllen har trukket gårdens kværn og hakkelsemaskine.

Herregårdsskyttens væsentligste opgave bestod i vildtpleje på godsets jorder samt at levere det fornødne vildt til godsets husholdning. I bynære skove havde skovens personale ofte en bifortjeneste ved at drive traktørsted, hvor folk kunne spise den medbragte mad og købe kogende vand til kaffen.

Skyttegården blev opført på Hjerl Hede til åbningen af Skovmuseet i 1964.

Bygningerne er nu indrettet til restaurant og cafeteria, og udhuset er indrettet med toiletter.




Mosebrugsmuseum I mosebruget vises tørvefremstillingen, som den foregik for to menneskealdre siden.

Tørvemassen graves op af tørvemosen med maskinspade. Derefter bringes den til det hestetrukne tørveæltekar. Den æltede masse bliver formet i en træramme inddelt i mindre felter og tørres på tørrepladsen. Når tørvene er faste, bliver de rejst og senere skruet i tørvestakke.

Ælteværket med vandpumpe stammer fra Vinderupegnen, hvor der før i tiden lå mange mosebrug.

Tørvemosen er bemandet hver dag i levendegørelsen med børn og voksne og illustrerer på en fin måde, hvordan tørven blev forarbejdet til brændsel.

Med det lille hestetrukne ælteværk fra omkring 1900 fremstillede fire personer i løbet af en 10 timers arbejdsdag ca. 10-12.000 tørv.

Fra tørvemosen er der anlagt en tørvebane, hvor publikum i forbindelse med museets levendegørelser kan køre med damplokomotiv.

Tørvebanen

I forbindelse med mosebrugsmuseet er der anlagt en tørvebane, hvor publikum i den store sommerlevendegørelse og julelevendegørelsen kan køre med damplokomotiv. Turen går gennem en del af Hjerl Hedes plantager. Man gør holdt ved udsigtspunktet ved Flyndersø og nyder den storslåede udsigt over Danmarks største istidssø, hvorefter turen går tilbage til mosen.

Banen er anlagt i 1975 med en sporvidde på 700 mm og lagt om til 785 mm i efteråret 1988.

De brugte skinner og sveller er fra Vandbygningsvæsenets nedlagte smalsporede (785 mm) industribane. Ved den jyske vestkyst blev banen anvendt til transport af materiale og mandskab ved reparation af høfderne.

Skinnerne er boltet sammen med lasker og fastgjort til svellerne med spiger. Spiger er kraftige søm med et specielt hoved.

Banen på Hjerl Hede er ca. 800 meter lang.

Materiellet

På Hjerl Hede findes der tre damplokomotiver, et motorlokomotiv, to lukkede personvogne, en halvåben personvogn og fire roevogne.

Stenalderbopladsen Stenalderbopladsen på Hjerl Hede er en rekonstruktion af en boplads fra bondestenalderen ca. år 2800 f.Kr.




På bopladsen udføres eksperimentel arkæologi – hvilket betyder, at der ved praktiske forsøg afprøves forskellige teknikker og redskaber, baseret på arkæologiske fund. De praktiske forsøg er med til at give en bedre forståelse for levevilkårene i bondestenalderen.

I de seneste ti år har eksperimenterne primært bestået i rekonstruktionsforsøg omkring produktion af flinteredskaber, keramik, garvning af skind, stammebådsfremstilling, kopifremstilling af oldtidstøj, fremstilling af bue og pil, bueskydning og andre jagtteknikker, samt madlavningsmetoder.

Stenalderbopladsen har været beboet siden 1955, og hver sommer i museet levendegørelse vises, hvorledes dagligdagen på en boplads kan have formet sig for ca. 5000 år siden.

De nuværende huse på bopladsen er, i samråd med Nationalmuseet, rekonstrueret i 1989 og 1994, ud fra arkæologiske fund fra Limensgaard og Grødbygaard på Bornholm.

Bondestenalder ca. 4000 – 1800 f.Kr.

Omkring år 4000 f.Kr. nåede kendskabet til agerbrug og kvægavl til Danmark. Fra at være omstrejfende jægere bosatte menneskene sig et fast sted.

Bopladserne lå i områder med varieret landskab, hvor der både var mulighed for agerbrug, husdyrhold, jagt, fiskeri og indsamling af vilde planter og bær.

Dyrkningen af jorden foregik ved svedjebrug, hvor skoven blev ryddet og afbrændt. Fund viser, at der blev anvendt en primitiv plov arden, og at der blev dyrket byg og hvede.

Af husdyr havde stenalderbonden svin, kvæg, får og geder. Fra arkæologiske udgravninger ses, at agerbruget krævede nye redskabstyper som slebne flintøkser, flintsegl og lerkar.

Bopladsens historie

Bopladsen blev startet som et arkæologisk forsøgscenter i 1952 på initiativ af tidligere rigsantikvar P. V. Glob, og der blev opført to stenalderhytter.

Hustømmeret til hytterne blev hugget med stenøkser, og brugen og slibningen af økserne blev dokumenteret.

I 1967 og 1970 blev der opført to nye stenalderhuse.

Haver og hegn Siden museets begyndelse er der blevet arbejdet på at genskabe det kulturhistoriske miljø omkring hver enkelt bygning, således at det bliver muligt at formidle helheder inden for forskellige tidsperioder, samt regionale og sociale egnsforskelle.

Dette gøres blandt andet ved at anlægge historiske haver ved de enkelte bygninger, og allerede i 1933, da kroen fra Skovsgaarde på Fyn blev hjemtaget, blev der ved bygningen anlagt en tids- og stedstypisk humlehave.




I begyndelsen af 1980’erne udformede to konsulenter fra Havebrugshistorisk Selskab et forslag til en have ved museets Præstegård, og haven fremstår i dag som en frodig østjysk have fra anden halvdel af 1800-tallet.

Senest blev der i 2004 anlagt en lille vestjysk kålgård ved hedegården fra Kvosted, og i 2006 anlagdes en renæssancehave ved Vinkelgården.

De ældste haver, der kendes i Danmark, er de middelalderlige klosterhaver. Fra syd hentede munkene frø og planter og anlagde haver ved klostrene. Det var hovedsaligt med lægeurter og grønsager, men også det vi i dag vil kalde rene prydplanter. Klosterhaverne var anlagt med kvadratiske bede, omkranset af kantplanter. Typisk var haven opdelt i tre dele: kålgård, abildgård og blomstergård. Denne form gik igen i renæssancens haver og de efterfølgende århundreders landbohaver.

Helt op til begyndelsen af 1800-tallet var landbohaverne hovedsaligt anlagt med henblik på selvforsyning. Nytteværdien har været det centrale, og der har ikke været forudsætning for egentlige prydhaver. Landbohaverne var enkle og funktionelle, mens udformning og beplantning kunne variere. Egns- og landsdelsvariationerne var dels bestemt af lokale skikke, men også af de forskellige jordbunds- og klimaforhold.

Ændringerne i det danske landbosamfund i 1800-tallet satte også sit præg på landbohaverne. Haverne blev større og prydhaver mere almindelige. Under indflydelse fra den engelske landskabshave gik man bort fra de rette linjer og over til mere buede gange og bede. Der kom mange flere forskellige planter, og i slutningen af 1800-tallet blev der udlagt græsplæner med pæne revne havegange.

Ordet have stammer fra det gamle ord haghi, som oprindelig betød hegn og siden selve det indhegnede sted. Indhegningen af haven var af stor betydning, da den skulle værnes mod løsgående dyr. Det var ligefrem påbudt i Danske Lov fra 1683. I udformningen af hegnene var der egnsvariationer, blandt andet kunne der anvendes tang, tørv, jord eller sten, og de kunne være med eller uden beplantning. Variationerne var ofte bestemt af de tilgængelige resourser i området. I de stenfattige egne af Nordjylland blev der for eksempel udelukkende anlagt jorddiger, og i de vestjyske hedeegne anlagde man diger af tørv.

Kroens have

Kroens have er anlagt som en frodig fynsk have fra 1800-tallet. Haven er inddelt i prydhave, frugthave og humlehave.

Prydhaven Prydhaven er præget af idealerne fra barokhaverne, som var på mode hos den europæiske overklasse i 1600-1700-tallet. Barokhaverne havde symmetrisk anlagte havegange og sirlige blomsterbede indrammet af lave klippede buksbomhække. Denne type haveanlæg kom i modereret udgave på mode i almindelige danske haver i løbet af 1800-tallet.

Frugthave På Fyn var det almindelig at have en stor frugt- og bæravl, både til eget forbrug og til salg. Man avlede især æbler og stikkelsbær.

Humlehave Man dyrkede meget humle på Fyn, hvorfra humlekræmmere drog ud til resten af landet for at sælge humle til ølbrygning.




I de fynske haver kunne man finde de lange karakteristiske stænger med reb, hvorom humlerankerne snoede sig til vejrs. Til ølbrygning bruger man humlens koglelignende rakler, som kaldes kopper.

Bistade De fynske haver var endvidere karakteriseret ved at have mange bistader. Man producerede honning til eget forbrug og solgte den til andre landsdele. Den ældste form for bikube var naturens eget værk. Man fældede et hult træ med bier og tog ”stokken” med hjem. Senere fik man løbbundne halmkuber, og fra 1860´erne blev det almindeligt med bistader af træ.

Vinkelgårdens have

Vinkelgårdens have er i 2006 anlagt som en renæssancehave. Kendetegnende for renæssancens haver var de firkantede bede og rette linjer, som havde deres forbillede i middelalderens klosterhaver.

Jorddige Haven ligger på nordsiden af stuehuset og er omkranset af et jorddige, der giver læ for vinden og beskytter mod husdyr. På jorddiget vokser gråpil, hvilket er et karakteristisk jysk træk. Ind i mellem pilen gror humle, hyld og røn samt et upodet vildt æbletræ.

Krydderurter og lægeplanter Langs indersiden af jorddiget mod vest og nord er der plantet en række krydderurter og lægeplanter fx. peberrod, gul sennep, kamille og malurt. I det gamle landbosamfund havde mange planter flere anvendelsesmuligheder, og der fandtes lægeplanter mod stort set alverdens dårligdomme.

Kvadratur Op mod bygningen er der fire små bede, et kvadratur på i alt cirka 4 x 4 meter. Bedene er kantet med lave hække af småbladet buksbom, og mellem hvert bed findes jordtrampede stier.

I to bede findes en række af det, vi i dag ville kalde rene prydplanter. Flere af prydplanterne kunne anvendes som duftmiddel. I tørret tilstand blev de lagt mellem linned eller anvendt til røgning af stuerne, hvilket foregik ved at lægge tørrede blade på en glød, hvorefter duften blev frigivet. I de to andre bede findes merian, isop, kørvel, krusemynte, timian, kommen, koriander og karse - planter der alle har været anvendt til at sætte smag på den kogte og salte mad.

Kålgården Mod vest ligger kålgården med de grønkål, der overalt i det gamle landbosamfund var kålgårdens vigtigste plante. Grønkål kunne stå ude vinteren over og var et meget betydningsfuldt bidrag til bondebefolkningens vinterkost.




Husdyr Husdyrene er del af vor kulturarv, og de gamle husdyrracer kan opleves i levende live på Hjerl Hede. Her har vi heste, kvæg, får, geder, grise og forskellige slags fjerkræ.

Bevaring af de gamle husdyrracer står overfor særlige udfordringer, når målet er at formidle den levende kulturarv i levende live og bevare den uændret til de kommende generationer. Dyrene skal ikke kun have foder og pleje. Der skal også til stadighed foregå et systematisk avlsarbejde, der sikrer sunde dyr og forebygger indavl med deraf følgende sygdomme.

Genetiske ressourcer

Levende husdyr af de gamle racer fortæller kulturhistorie, og de rummer værdifulde genetiske ressourcer. Der er mindst to gode grunde til at bevare de husdyrgenetiske ressourcer: Den ene er kulturhistorisk og handler om at forstå vor egen omgang med naturens ressourcer igennem historien. Den anden er erhvervsøkonomisk og handler om fortsat sikring af fødevareproduktionen. Vor tids husdyravl foregår i et meget højt tempo, og det kan ske, at avlerne bevæger sig ind i en blindgyde med usunde dyr til følge. I sådanne situationer vil den levende kulturarv være værdifuld, da avlerne kan springe nogle led tilbage og begynde forfra på stabilt grundlag.

I Danmark begyndte arbejdet med bevaring af de gamle husdyrracer i begyndelsen af 1980'erne på hobbyplan hos nogle få privatpersoner. Sidst i 1980'erne anskaffede en del museer gamle husdyrracer. Sammen skabte de to grupper en forøget interesse for bevaringsarbejdet og derfor har også Hjerl Hedes Frilandsmuseum i dag en fin samling af gamle danske husdyrracer.

Parallelt med denne udvikling nedsatte Landbrugsministeriet i 1985 Udvalget til Bevarelse af Genressourcer hos Danske Husdyr, der i daglig tale er kendt som Genressourceudvalget (GRU). Det rummer repræsentanter fra fødevare-, miljø- og kulturministerierne, landbrugserhvervet, universiteter og fem avlerforeninger. Udvalget varetager blandt andet sikringen af den biologiske mangfoldighed og den kulturhistoriske arv. Siden 1986 har Danmark haft en strategi for bevaring af den levende kulturarv. Desuden deltager GRU i internationalt samarbejde om bevaring af nationale husdyrracer.

Udvikling af husdyr

For cirka 12.000 år siden var menneskene endnu jægere og samlere. I Mellemøsten blev de første tamdyr skabt ved tæmning af vilde ulve, der var nyttige hjælpere både under jagt og som vagter ved menneskenes opholdssteder. Hunden er det første tamdyr.

For omkring 10.700 år siden begyndte mennesket at dyrke jorden systematisk, og så blev det nødvendigt at holde flere tamdyr. De gav gødning til agrene og mad til husholdningerne, men de var også nyttige på andre måder. Ikke mindst var nogle af dem effektive som trækdyr.

Fra Mellemøsten bredte husdyrene sig op igennem Europa langs floderne. For ca. 6.000 år siden nåede husdyrene til Danmark. Det skete omtrent samtidig med, at agerdyrkningen vandt indpas her.




Gennem udvælgelse og målrettet avlsarbejde opstod forskellige varianter af de forskellige dyr. På den måde formede mennesket dyr, der var tilpasset klima, fodermuligheder og menneskelige behov. Mennesket udviklede flere tamme racer af hvert vilddyr, end naturen selv havde kunnet frembringe.

De fleste mennesker levede på landet af selvforsyning indtil pengeøkonomien vandt udbredelse i 1800-tallet. Samtidig blev husdyravlen effektiviseret. Det skete ved rendyrkning af husdyrracer med veldefinerede kendetegn. På den måde opstod de nu så velkendte gamle danske husdyrracer.

Konkurrencen på de stadig større markeder førte imidlertid til løbende produktforbedringer. For eksempel skulle køerne yde mere mælk, svinene skulle levere mere kød, og de skulle alle sammen kunne klare sig med mindre foder. På den måde opstår nye racer. Bagsiden af den historie er, at de gamle racer forsvinder eller reduceres til et meget lille antal. Når ingen længere interesserer sig for fortsat systematisk avlsarbejde trues en stadig mindre gruppe af dyr af indavl og forringede overlevelsesmuligheder.

På denne baggrund har vi andre husdyrracer i dag end for 100 eller 200 år siden. Derfor er de gamle husdyrracer tæt på at forsvinde. Moderne landbrug, der skal leve af husdyrproduktion, bevarer ikke de gamle husdyrracer.

Brune landhøns

Oprindelse Hønsene nedstammer fra den indiske junglehøne, Bankivahønen, og det var sandsynligvis romerne, som spredte kendskabet til tamhønsene i Europa. De første fund af hønseknogler i Danmark er fra jernalderen.

Historie Racen Dansk Landhøns nedstammer formentlig fra de oprindeligt indførte høns i jernalderen. Det er en race, som igennem århundreder har tilpasset sig et nøjsomt liv og det danske klima. Før i tiden drev man ikke nogen egentlig avl på racen, som fandtes over hele landet. Med indførslen af større og bedre æglæggende hønseracer i 1800-tallet blev de Danske Landhøns efterhånden udkonkurreret. I 1950'erne var racen nær ved at uddø, men heldigvis blev den reddet. Racen er i dag på listen over bevaringsværdige danske husdyrracer.

Udseende De Danske Landhøns er brune med en bred hale med god rejsning. De har små øreskiver, skifergråt næb og en lille opretstående enkeltkam. Kyllingerne er ikke gule, men har brunt camouflagemønster.

Anvendelse De Danske Landhøns lægger relativt små æg med stor blomme. Skalfarven er hvid. Før i tiden gik hønsene frit på gårdspladsen, hvor de levede af husholdningsaffald og spildkorn. I husholdningen anvendtes æggene til bagværk, og tjenestefolkene fik æg som gave ved påsketid. Man slagtede hanekyllinger og gamle høns til husholdningen.




Jysk gråbroget kvæg

Oprindelse Stamformen for det tamme kvæg er en nu uddød urokse, som var udbredt i Europa, Mellemasien og Kina. Uroksen fandtes også i Danmark, hvor den indvandrede efter istiden. Kvæget blev tæmmet for ca. 8.000 år siden i Mellemasien. Man holdt tamkvæg i Danmark i bondestenalderen.

Udseende Farven på det Jyske Kvæg varierer fra lys gråbroget til meget mørk, næsten sortbroget. Det er gennemgående forholdsvis små dyr med en udvokset vægt for køer på omkring 500 kg.

Historie Det Jyske Kvæg stammer fra det oprindelige sort- og gråbrogede kvæg, som var udbredt i Jylland i 1600-, 1700-, og 1800-tallet. Det Jyske Kvæg var grundlaget for den store eksport af stude til det nordtyske marked. Kvæget blev enten holdt som kød- eller malkekvæg, hvor malketypen gennemgående var mindre end kødtypen. I første halvdel af 1900-tallet udvikledes racen til en egentlig malkerace, og man begyndte at indkrydse med sortbroget hollandsk kvæg. I 1955 eksisterede det Jyske Kvæg officielt ikke mere. Enkelte avlere havde imidlertid undgået indkrydsning med hollandsk kvæg.

I 1987 gik Genressourceudvalget ind i arbejdet for at bevare det Jyske Kvæg, og i et samarbejde med frilandsmuseer og private avlere har man reddet racen. Racen er i dag på listen over bevaringsværdige danske husdyrracer.

Vejanlæg Ved at vandre ad den brolagte vej og bro gennem Den Gamle Landsby på Hjerl Hede kan man opleve vigtige træk af den danske samfærdsels og de danske vejes historie mellem 15- og 1800-tallet. Den brolagte vej er rekonstrueret ud fra et stykke fredet, brolagt vej i Nyrup Hegn på Sjælland. Originalen i Nyrup hegn repræsenterer et unikt vejhistorisk fænomen, kongevejene, der eksisterede fra 1500-tallet til slutningen af 1700-tallet som kongemagtens private veje.

Den brolagte vej og bro indgår i et samlet vejanlæg, der blev anlagt gennem Den Gamle Landsby i forbindelse med Hjerl Hedes 30-års jubilæum i 1960. Vejanlægget blev udarbejdet af arkitekt Ejvind Draiby, Ringkøbing, og der indgår udover den brolagte vej og bro også flere milesten samt et bomhus.

Brolagt vej og bro

Den brolagte vej i museet er en tro kopi af den brolagte vej i Nyrup Hegn i Nordsjælland, der efter al sandsynlighed er en rest af den gamle kongevej fra Frederiksborg til Helsingør. Vejen er 300 m. lang, og brolægningens udformning har stor lighed med middelalderlige brolægninger,




der er kendetegnet ved, at der som en midterstribe i brolægningen, er lagt en, let forhøjet, regelmæssig række sten. To regelmæssige rækker kantsten afslutter vejen i begge sider.

Kongevejene, som blev påbegyndt af Frederik II i slutningen af 1500-tallet, vidner om et særligt stykke dansk vejhistorie, der ikke kendt fra andre lande i Europa. Den første blev anlagt i 1585, og nettet af kongeveje blev udbygget under Christian IV. Vejene forbandt de kongelige slotte, og blev anlagt på grund af alfarvejenes slette tilstand, samt ud fra et ønske om, at kongen og hans hus på rejser rundt i landet, kunne komme hurtigt frem mellem kronens slotte og godser. Derfor lå næsten alle kongeveje på Sjælland, mens kun en enkelt, mellem Haderslev og Jelling, er kendt fra Jylland.

Kongevejene var, i modsætning til hvad man før troede, ikke brolagt i deres fulde udstrækning, men kun hvor de gik gennem fugtige områder eller vejen af andre årsager var ustabil.

Kongevejene var kongens private veje, som det var undersåtterne forbudt at benytte. I de to hundrede år, hvor kongevejene eksisterede, var kongemagten involveret i gentagne kampagner mod illegitim færdsel på vejene. Kongevejene var forsynet med aflåste bomme, og for at kunne færdes på vejene, var det nødvendigt at være udstyret med nøgler til disse. Nøglerne var forbeholdt en snæver kreds omkring kongen, men alligevel er der talrige eksempler på falske nøgler og mange vidnesbyrd om hærværk på porte og bomme. Straffen for sådanne retsbrud kunne være hård, og der var ansat opsynsmænd langs vejene til at overvåge forbuddet. Allerede i 1660’erne begyndte kongen at opgive kampen mod den ulovlige færdsel, og i løbet af de næste hundrede år blev de fleste givet fri til offentlig færdsel, men helt frem til de store vejreformer i slutningen af 1700-tallet blev de nordsjællandske kongeveje opretholdt som kongeveje.

Broen

Broen ligger fra mellem den gamle smedje og gadekæret

Den genopførte granitbro ved den ene ende af museets brolagte vej er 200 år gammel og blev fundet ved en tilfældighed. Under arbejdet med sin bog ”Gamle danske milepæle” fandt arkitekt Ejvind Draiby, ved studier af Videnskabernes Selskabs kort fra 1790, ud af, at der måtte have været en bro over Baunbæk bæk på det gamle vejstykke mellem Holstebro og Ulfborg, lidt øst for Ulfborgs gamle kirke. Broen var, da den blev fundet i 1960, styrtet sammen en del år forinden.




Broen er en enkelt opbygget granitbro, der i sin konstruktion minder meget om den hærvejsbro, der fører over Haller å ved Kong Knaps dige.

Milesten

Langs en kopi af en brolagt vej gennem Hjerl Hedes Frilandsmuseum er der opstillet fire milesten. De fire milesten er Ole Rømer milesten, flyttet til museet fra deres oprindelige placeringer i det midt- og vestjyske. De blev oprindelig opstillet langs de danske landeveje i slutningen af 1600-tallet, som den enevældige stats forsøg på, via opmåling, at få mere system i vedligeholdelsen af de misligholdte veje.

På museet kan man ligeledes studere en milesten, der blev opstillet i Ålborg amt o. 1830, og flyttet til Hjerl Hede i 1938. Det er en senere og mere monumental type af milesten, som blev sat op langs vejreformernes nye veje.

Milestenene indgår i et samlet vejanlæg, der blev anlagt gennem Den Gamle Landsby i forbindelse med Hjerl Hedes 30-års jubilæum i 1960. Vejanlægget blev udarbejdet af arkitekt Ejvind Draiby, Ringkøbing og der indgår udover milestenene, som nævnt også en brolagte vej, en bro, samt et bomhus.

På Hjerl Hedes Frilandsmuseum står fire Ole Rømer milesten, der alle er blevet flyttet til museet. I 1938 blev en ¾ milesten flyttet til museet fra Tjørring på Herning-Holstebro vejen. Senere kom yderligere to sten til, da en kvartmilesten og en helmilesten (med påskriften 3 (mil)) i 1958-59 blev flyttet til Hjerl Hede fra deres oprindelige placering vest for Hagebro Kro ved vejen mod Haderup. Hertil er yderligere kommet en halvmilesten, der i 1960 blev flyttet til museet fra den oprindelige placering ved Mejrup lige øst for Holstebro. Museet rummer således en komplet samling milesten, der er opstillet langs den brolagte vej i målestoksforholdet 1:24.

Som et led i enevældens forsøg på at modernisere det danske vejvæsen, pålagde Christian V den berømte danske videnskabsmand Ole Rømer at opmåle og forsyne de større danske veje med vejsten. Vejene blev målt op ved hjælp af en af Rømer konstrueret milevogn, hvorefter milesten af råt tilhugget granit blev opstillet for hver kvarte mil. Afstandene blev markeret på stenene som udhuggede fordybninger. Én fordybning markerede en kvart mil, to fordybninger en halv mil, tre fordybninger ¾ mil, mens hele mil blev afmærkede som tal. Milestenene blev placeret på små jordhøje, milepælshøje, der var omkranset af en række kampesten.

Fra 1691-97 udførte Ole Rømer det store opmålingsarbejde, men det er usikkert om alle sten blev placeret som angivet på Ole Rømers kort fra 1697. Den enevældige monarks forordninger blev ikke fulgt op af handling overalt i landet. Ejner G. Pedersen henviser til en rapport på landsarkivet i Viborg, der anfører, at Rømerstenene i Vestjylland først blev placeret hundrede år efter Rømers opmålinger, som et led i den energiske amtmand Christian Frederik Hansens oprydning efter årtiers slendrian.

Den femte milesten på Hjerl Hede repræsenterer en noget senere udvikling i det danske vejvæsens historie, og har en helt anden udformning end Rømerstenene. Den høje, obelisk-formede milesten er af bornholmsk sandsten og er forsynet med Frederik IV’s monogram, et posthorn og indskriften ”2 miil fra Aalborg”. Den blev opstillet i Aalborg amt i 1830’erne og flyttet til Hjerl Hede fra en placering ved Aalborg Slot i 1938.




Denne nye type milesten blev opstillet som et led i de store vejreformer i slutningen af 1700-tallet, oprindelig i norsk marmor. Senere gik man over til sandsten, da marmor kun dårligt tålte frosten og mange revnede og forvitrede i løbet af få årtier.

Litteratur Møller, Mogens, ”Bom- og Bleghuset ved Sønderbro”, Grenå og omegn før og nu, 1987.

Svenstrup, Carl, Grenaa bys historie, Bind A, Den almindelige byhistorie, 1. halvbind – tiden før 1800, Eget forlag: Grenå, 1939-48.

Svenstrup, Carl, Grenaa i fortid og nutid, Grenaa bys historie fra år 1800 til nutiden, Århus 1945.

Topsøe-Jensen, Torben, Ad hjulspor og landeveje, Steen Hasselbalchs Forlag: København, 1966.

Topsøe-Jensen, Torben, Claus Bjørn og Georg Christiansen, Om vejforordningen af 13. december 1793, Dansk Vejtidsskrift, særtryk , nr. 4-11, 1993.

Høgsbro, Karen-Elizabeth, ”Veje og broer i renæssancen”, Hikuin, 18, 1990.

Wittendorff, Alex, Alvej og kongevej, Akademisk Forlag, 1973.

Wittendorff, Alex, Det danske vejnets historie, Dansk Vejtidsskrift, årg. 60, nr. 3, 1983.

Draiby, Ejvind, Gamle danske milepæle, Miljøministeriet, Skov- og naturstyrelsen, 1990.

Pedersen, Ejner G., ”Milepæle”, Skalk, nr. 2, 1989.



vuc.wikispaces.comvuc.wikispaces.com/file/view/lektion9.docx · web viewmuseet består af den gamle...

Documents