EU på dagsordenen

Danske avisers EU-dækning i kritisk diskursanalytisk perspektiv

Speciale i Medievidenskabaf Jacob Falk Ebbekær vejleder: Stig Hjarvard

Afdeling for Film- og MedievidenskabInstitut for Medier, Erkendelse og Formidling

Københavns UniversitetDecember 2009

1

Indhold

1. Summary..............................................................................................................................5

2. Indledning............................................................................................................................6

2.1. Problemfelt og interesse..................................................................................................6

2.1.1. Medierne og den politiske offentlighed........................................................................7

2.1.2. EU, medierne og den politiske offentlighed..................................................................8

2.2. Problemformulering.........................................................................................................9

2.3. Forskningsspørgsmål og hypoteser................................................................................11

2.3.1. Overordnet forskningsspørgsmål................................................................................11

2.3.2. Underordnede forskningsspørgsmål...........................................................................12

2.4. Forskningen i forholdet mellem EU- og medieinstitutionen...........................................13

2.4.1. Europæiske indholdsanalyser af EU-dækningen.........................................................14

2.4.2. Danske undersøgelser.................................................................................................15

3. EU som transnationalt netværkssystem..............................................................................17

3.1. EU i globalt netværk over og på tværs af nationalstaterne............................................17

3.1.1. Den lovgivende magt – EU’s vigtigste institutioner....................................................18

3.1.2. Den udøvende og dømmende magt............................................................................19

3.2. EU og det demokratiske underskud...............................................................................20

4. Medieinstitutionen og mediernes logik i det medialiserede samfund.................................23

4.1. Medialisering..................................................................................................................23

4.1.1. Medierne som redskab for politiske partier................................................................23

4.1.2. Medierne som kulturinstitution: ca. 1920-1980..........................................................24

4.1.3. Medierne som selvstændig institution (1980 -)...........................................................25

4.2. Medielogikken................................................................................................................26

4.2.1. Nyhedskriterier...........................................................................................................26

4.2.2. Nyhedskriterier for EU-dækningen..............................................................................27

4.2.3. Nyhedskriterier og mediepopulisme...........................................................................28

4.2.4. Stereotype fortællinger – aktantmodellen..................................................................28

4.2.5. Medielogikken, EU og den politiske offentlighed........................................................30

5. Om indholdsanalyserne......................................................................................................34

5.1. Sammenhængen mellem tekst og teori – kritisk diskursanalyse....................................34

5.2. Operationalisering – parametre og underhørende analysekategorier...........................37

5.2.1. Kvantitative observationer..........................................................................................37

2

5.2.2. Selektion af emner......................................................................................................37

5.2.3. Aktører og kilder.........................................................................................................38

5.2.4. Aktanter – fortællingen om EU...................................................................................38

5.3. Design.............................................................................................................................41

5.4. Validitet, reliabilitet og generaliserbarhed.....................................................................42

5.4.1. Reliabilitet – pålideligheden af observationer og målinger........................................43

5.4.2. Validitet – gyldigheden af anvendelsen af empirien...................................................43

5.4.3. Generaliserbarhed......................................................................................................44

6. Indholdsanalyse af normaldækningen................................................................................46

6.1. Kvantitative observationer – avisernes prioritering af EU-stof.......................................46

6.2. Selektion af emner.........................................................................................................47

6.2.1. Den konfliktbetonede udenrigsdækning.....................................................................48

6.2.2. De øvrige substanskategorier.....................................................................................48

6.3. Aktører og kilder............................................................................................................ 51

6.4. Aktanter – fortællingen om EU.......................................................................................54

6.4.1. EU som protagonist....................................................................................................55

6.4.2. EU i forhold til nationalstaten og borgerne.................................................................55

6.4.3. Øvrige......................................................................................................................... 57

6.5. Delkonklusion: Sample 1................................................................................................58

7. Indholdsanalyse af valgkampsdækningen...........................................................................60

7.1. Kvantitative observationer – avisernes prioritering af EU-stof.......................................60

7.2. Selektion af emner.........................................................................................................61

7.2.1. Valget og debatten i de andre lande...........................................................................61

7.2.2. Den sparsomme politiske substans.............................................................................62

7.2.3. Debatten om debatten – politikerne og medierne......................................................64

7.2.4. Afstanden mellem EU og borgerne (interesse, demokratisk underskud, m.m.)..........65

7.2.5. Generel strukturel info om EP/EU (grupper, arbejdsmåde og funktion).....................66

7.2.6. Løn, pensioner og diæter (EU-frås).............................................................................67

7.3. Aktører og kilder............................................................................................................ 68

7.4. Aktanter – fortællingen om EU.......................................................................................71

7.5. Delkonklusion.................................................................................................................74

8. At sætte EU på dagsordenen – kvalitative interview...........................................................76

8.1. Præsentation af respondenterne...................................................................................76

8.2. Delkonklusion.................................................................................................................76

3

9. Konklusion.........................................................................................................................78

9.1. Den teoretiske og normative ramme.............................................................................78

9.2. De empiriske resultater..................................................................................................79

9.3. En transnational EU-journalistik? - sammenfatning og diskussion.................................81

9.4. Forskningsmæssige perspektiver...................................................................................84

10. Bilag...................................................................................................................................85

10.1. Bilag 1: Komparativ oversigt med kvantitative resultater af indholdsanalyserne.......86

10.2. Bilag 2: Detailresultater – samtlige kvantitative resultater af indholdsanalyserne.....90

10.3. Bilag 3: Referenceoversigt...........................................................................................106

10.4. Bilag 4: Kandidaternes politiske forslag i valgkampen...............................................110

10.5. Bilag 5: Spørgeguider...................................................................................................112

11. Litteratur..........................................................................................................................119

4

1. SummaryThis thesis examines whether Danish newspapers comply with normative standards of the media’s

role in the public sphere when it comes to the coverage of the European Union (EU) in both

routine periods and the last two weeks prior to the European Parliament (EP) Election on June 7,

2009. The methods include content analyses of 8 newspapers’ EU/EP-coverage in these two peri-

ods and qualitative interviews with, among others, Danish leading candidates.

Based on the main findings of earlier studies, the hypothesis has been that the normative role is

under threat by a incompatibility between the complex, transnational EU-institution and the me-

dia institution in the mediatised society, in which the receivers are not addressed as citizens, but

as consumers calling for news characterized by conflict, proximity, timeliness, and domestication

(national actors and issues) rather than politically significant and relevant news.

The results indicate that a transnational EU-journalism has in fact evolved in the broadsheet pa-

pers’ routine coverage. Domestication at the cost of the transnational perspective is not found as

the selected issues and actors are mainly European, international and not national. Neither is the

journalistic framing nationally dominated; the well-known, unambiguous framing of EU as a threat

to national interests has apparently diminished.

But in the EP-election campaign, as candidates and other politicians become the most prevalent

sources, the focus shifts from political substance to meta-levels like debates on political populism

and low public interest and participation in the election. The candidates’ discourses consist of

political proposals that are not being discussed in depth or in relation with the EU- or EP-agenda.

The debate among the Danish candidates is taking place in Denmark and thus covered by journal-

ists in Denmark. In Brussels, the correspondents inform about the importance, function and struc-

ture of EP and EU, but not in connection with the political debate. The respondents claim that the

correspondents have a much greater insight in the EU than the journalists in Denmark who are not

capable of covering the political debate in a transnational and thus relevant perspective. This can

be and are exploited in the way that irrelevant proposals and misleading portrayals of EP are

made, even by some of the respondents. The relevance and quality of the papers’ EU discourse

5

can therefore, given the lack of journalistic insight, be said to be a matter of political will – which

seems to be rather limited.

2. Indledning

2.1. Problemfelt og interesse

Adskillige meningsmålinger udført for bl.a. EU og danske aviser viser, at både danske og øvrige

europæiske borgeres forhold til EU kendetegnes ved en del skepsis, afstand og mistillid på den ene

side (Eurobarometer 2004:29-32) og manglende viden om unionen på den anden side

(Eurobarometer 2009:33-37). Således mener kun hver fjerde dansker, at EU er demokratisk

(Jyllands-Posten, 29.12.2005, s. 3), over halvdelen føler sig ikke repræsenteret af de danske EU-

politikere (Information, 4.6.2009), og fem dage før Europaparlamentsvalget d. 7.6.2009 var kun

halvdelen bekendte med afholdelsen af valget (politiken.dk, 2.6.20091).

Sammenholdes disse resultater med den kendsgerning, at medierne er primær kilde til borgernes

EU-information (Eurobarometer 2002:86), er det nærliggende at stille spørgsmål ved omfanget og

kvaliteten af mediernes EU-dækning. Flere studier bekræfter, at EU behandles mangelfuldt, hvad

angår både kvantitet (få EU-enheder i dækningen) og kvalitet (en stereotyp, national og

konfliktbetonet vinkling), og forskerne er generelt enige om at forklare disse tendenser med

mediernes institutionelle virkemåde, der indbefatter mediernes rutiner, normer og værdier i form

af fx nyhedskriterier som konflikt, aktualitet og nærhed. Denne virkemåde betegnes også som

mediernes logik, der kendetegner det medialiserede samfund. Det er et samfund, hvor medierne

er blevet en selvstændig og primært modtagerstyret institution, hvis logik andre institutioner og

organisationer tilpasser sig, og som modsat tidligere ikke styres af andre institutioner i samfundet,

men derimod af primært kommercielle hensyn til modtagerne, som medierne adresserer som

segmenter i et marked. Disse hensyn indebærer et mål om at tilfredsstille modtagernes behov for

let tilgængeligt og underholdende stof (eller rettere: mediernes forventning herom), hvilket ofte

har vist sig svært foreneligt med EU, der må karakteriseres som et kompliceret, vidtrækkende og

transnationalt netværkssystem.

Undersøgelserne har ofte karakter af en normativ problematisering af den ringe

overensstemmelse mellem medieinstitutionen og EU-institutionen. En skævvridning af

befolkningens opfattelse af EU er et demokratisk problem, fordi EU er en politisk stadigt vigtigere 1 http://politiken.dk/politik/article723111.ece

6

institution med indflydelse på store dele af den nationale lovgivning.2 Der er derfor i et

demokratisk perspektiv tale om aktører, der gennem åbenhed og debat bør holdes til ansvar over

for vælgerne – der har indirekte eller direkte indflydelse på sammensætningen af Ministerrådet,

Det Europæiske Råd og Europaparlamentet. Konsekvensen af en mangelfuld og misvisende EU-

dækning er derfor nem at se for sig: lavere folkelig legitimitet af en meget vigtig politisk institution

eller legitimitet på den forkerte baggrund.

2.1.1. Medierne og den politiske offentlighedVi kan teoretisk indkredse den normative problemstilling ved at anskue medierne som en vigtig

formidler og et kommunikativt bindeled i den politiske offentlighed (Bondebjerg & Madsen 2008),

et teoretisk relativt nyt begreb, men som fænomen meget ældre.

Ifølge den tyske sociolog Jürgen Habermas (1975) opstod den politiske offentlighed i 1700-tallets

England som opposition til staten og magthaverne og kom til at spille en rolle i udviklingen af

parlamentarisk demokrati og oplysningen. Offentligheden bestod af engagerede og vidende

borgere, der i en rationel og oplyst meningsudveksling debatterede de politiske beslutninger hos

magthaverne, hvilket stadig anses som et demokratisk ideal. På den måde overvåges og diskuteres

magthaverne, hvorved det fremgår, om de er legitime. Politisk offentlighed skal således forstås

som en demokratisk nødvendig, legitimerende mediator mellem det politiske system og det øvrige

samfund (Machill et. al. 2006:58, Nieminen 2008), dvs. som forhandler af offentligt samtykke til

politiske beslutninger (Hjarvard 2008:73).

Mange har ment, at Habermas’ fremstilling er for idealiseret og uden fuldstændigt hold i den

historiske virkelighed, men som normativ teori om mediernes demokratiske rolle er den

overbevisende (Gripsrud 2002:232). Habermas betegner nemlig pressens ideelle rolle som den

ypperste institution for den politiske offentlighed, idet den kan fungere som formidler af politiske

argumenter og information til borgerens meningsdannelse i den politiske offentlighed (Habermas

1975:61). På den baggrund kan borgerne gøre deres holdninger op og på den baggrund træffe

deres afgørelser, når de udøver deres demokratiske ret ved stemmeafgivning eller gennem

ytringer.

2 http://www.eu-oplysningen.dk/dokumenter/ft/euu/arkiv/bilag/2004_200502/almdel_sp/2005_sv7/

7

Dette er de generelle værdier ved den politiske offentlighed. Nogle teoretikere pointerer, at

medierne i de senere årtier er blevet en særlig vigtig del af den politiske offentlighed, fordi denne

offentligheds øvrige fora såsom valgmøder, forsamlingshuse, fagforeninger o. lign. har mistet

betydning (Nieminen 2008:73).

2.1.2. EU, medierne og den politiske offentlighed

Medierne er således en væsentlig del af den politiske offentlighed, fordi de fungerer som formidler

og fortolker mellem de politiske institutioner og borgerne. Denne funktion bliver selvsagt kun

vigtigere, når medierne som i tilfældet EU er det væsentligste kommunikative bindeled i den

politiske offentlighed. Fraværet af en politisk offentlighed er lig med demokratisk underskud

(Gade et. al. 1999, Machil et. al. 2006:59), fordi der da vil mangle en leverandør af relevant

information om disse, der kan danne grundlag for folkelig debat, stillingtagen og legitimering –

eller det modsatte – af EU.

Hvad generelt angår dækningen af politik til den politiske offentlighed, vanskeliggøres

realiseringen af disse idealer af de omtalte medielogikker som konflikt og nærhed og kompliceres i

tilfældet EU yderligere af den kendsgerning, at der her er tale om en ”transnationalisering” og

transcendering af den politiske magt, hvilket ideelt set bør føre til udviklingen af en ny politisk

offentlighed løsrevet fra de nationale offentligheder (Nieminen 2008:67-68). Med andre ord: en

transnational, paneuropæisk offentlighed, hvor de europæiske borgere, der alle er berørt af EU’s

politiske magt, kan informeres om og debattere EU, - helt uomgængeligt med medierne som et

vigtigt redskab (Trenz 2008:53). Det vil sige, at når politisk magt overdrages til EU, og den

nationale politiske magt dermed påvirkes væsentligt af transnationale institutioner, er det

demokratisk nødvendigt, at den politiske offentlighed, herunder mediernes politiske orientering,

udvider perspektivet – ideelt set både i forhold til læsere og indhold: “The more responsibilities the

member states hand over to the European level, the more important Europe-wide debates on EU

policy become” (Machill et al. 2006:80).

En sådan europæisk politisk offentlighed kan opstå som følgende to modeller, der kan ses som

yderpunkter på et kontinuum (Machill et. al. 2006:60, Gade et. al. 1999:11):

8

1) Én paneuropæisk offentlighed uafhængig af nationalstater, dvs. en offentlighed med de samme

deltagere, medier og diskussionsobjekter (de politiske aktører og deres beslutninger) på tværs af

medlemslandene.

2) En europæisk offentlighed, der opstår som følge af en ”europæisering” af de nationale politiske

offentligheder, dvs. deloffentligheder med til dels de samme diskussionsobjekter, men forskellige

medier og deltagere.3

Forskerne er enige om, at ingen af de to modeller er realiserede, både på grund af medierne, idet

medielogikkens kompatibilitet med en kompliceret og (oplevet) fjern institution som EU er for

ringe, og på grund af de europæiske borgere, der ikke taler samme sprog og ikke bekender sig til

nogen fælles kulturel identitet (Trenz 2008:56, Andersen 1998:150). Især den første model virker

helt utopisk, da den ud over fælles sprog og kultur forudsætter tilstedeværelsen af fælles,

tværeuropæiske massemedier. Netop på grund af de store sproglige forskelle landene imellem er

det ikke i en overskuelig fremtid muligt at forestille sig massemedier med rækkevidde til alle

europæere, og de eksisterende medier, der er paneuropæiske i indhold og læserskare, må siges at

være ganske elitære uden rækkevidde til masserne, fx Financial Times (ibid:61). Det må derfor

konkluderes, at ”the European public sphere must always be conceived in plural” (Nieminen

2008:75).

Den anden model, der indebærer omtale af europæiske beslutninger, herunder aktørerne og

emnerne for disse beslutninger, betragtes derimod som opnåelig (Machill et. al 2006:63). En

dækning, der i tilfældet EU bærer transnationale, europæiske træk med relevans for en europæisk

offentlighed eller rettere deloffentligheder, er altså en dækning, der fokuserer på europæiske

temaer og aktører – og vurderer disse fra et ikke-nationalt perspektiv (Gerhards 2000:293).

2.2. Problemformulering

Tesen om den kvantitativt begrænsende og kvalitativt skævvredne dækning er som antydet

empirisk underbygget ved flere studier i alle EU-lande. Set isoleret på landene, herunder Danmark,

er forskningen dog begrænset, hvilket er et argument for et nærmere analytisk blik på de danske

3 For nogle segmenter af den europæiske befolkning vil der kunne være tale om begge modeller, idet de kan benytte sig af tværeuropæiske medier, indgå i virtuelle, transnationale diskussionsfora, men samtidig også benytte sig af nationale medier med europæisk indhold.

9

medier og deres dækning af EU. Nye undersøgelser berettiges desuden af, at feltet ”EU, medier og

demokrati” er i konstant udvikling, både i forhold til EU, der gives stadig flere beføjelser, og

medierne, der undergår store forandringer, bl.a. med betalingsaviserne i tiltagende

vanskeligheder. Blandt disse aviser hører morgenaviserne, der ifølge studierne er de bedste til at

opfylde den skitserede rolle som formidler af den politisk væsentlige aktør EU. Også den politiske

dagsorden ændrer sig og bliver stadig mere transnational, globaliseret og grænseoverskridende; i

disse år med en verdensomspændende finanskrise og klimaforandringer som eksempler. Alle disse

udviklingstræk må jævnligt føre til justeringer i hypoteserne om og de normative krav til det

transnationale islæt i mediernes EU-dækning, og af den grund er der også til stadighed brug for

nye undersøgelser. Sådanne muliggøres af, at datafeltet selvsagt øges konstant, i 2009 fx i form af

mediedækning af den fælles europæiske EU-begivenhed valget til Europaparlamentet (EP), EU’s

mest demokratiske institution.

I rammerne af medialiseringsteorien og hypotesen om medielogikkens ringe overensstemmelse

med EU er det interessant at se nærmere på specifikt aviserne og især de store landsdækkende

morgenaviser, da elementer i deres logik og selvforståelse kan ventes at modvirke nogle af de

nævnte skævvridende tendenser, både i kraft af rester af publicistiske, samfundsorienterede

interesser og kommercielle hensyn, eftersom disse avisers målgrupper ikke er ”laveste

fællesnævner” som fx ved typisk kommercielt tv, men politisk mere interesserede segmenter.

På denne baggrund har jeg valgt at analysere danske aviser i både rutineperioder i 2009 og i

perioden op til EP-valget d. 7. juni 2009. Problemformuleringen er som følger:

Det undersøges, om de danske landsdækkende dagblade i tilfældet EU-dækningen opfylder deres

demokratisk ideelle rolle som formidler af væsentlig og relevant information og argumentation til

den politiske offentlighed. Dette gøres ved hjælp af indholdsanalyser af både avisernes

normaldækning og deres dækning af valget til Europaparlamentet i 2009. Hypotesen er, at EU-

dækningen snarere stemmer overens med elementer af medielogikken i det medialiserede

samfund, såsom nyhedskriterierne konflikt, aktualitet og identifikation, end en transnational

journalistisk tilgang til EU. Med henblik på validering og perspektivering suppleres

indholdsanalyserne af en delundersøgelse med kvalitative interview med tre af valgets

spidskandidater samt tre andre aktører, der bl.a. gennem medierne søger at sætte EU på

dagsordenen.

10

Sammenhængen undersøges ved at analysere både kvantitative variable i dækningen, såsom

antal, længde og ophav for artikler, og mere kvalitative variable som emner, aktører og aktanter –

om de er nationale (danske eller udenlandske) eller transnationale, dvs. tværnationale. Også

databearbejdningen er kombineret kvantitativ-kvalitativ, idet den inkluderer både optællinger og

procentvise fordelinger af resultaterne og mere dybdegående, diskursive analyser.

Da det er ét lands aviser, der analyseres, er det i sagens natur ovennævnte Model 2 af en

transnational europæisk offentlighed, der undersøges – eller rettere en deloffentlighed. Selve

begivenheden lægger da også kun op til europæiske deloffentligheder, snarere end én europæisk

offentlighed, eftersom medlemmerne af EP vælges separat i de 27 medlemslande.

2.3. Forskningsspørgsmål og hypoteser

Ovenstående problemstilling giver anledning til at stille både et overordnet forskningsspørgsmål

og to underordnede spørgsmål.

2.3.1. Overordnet forskningsspørgsmål

Genstand for analyse er først og fremmest sammenhængen mellem medielogikken og danske

avisers EU-dækning, og hvordan denne dækning harmoniserer med det egentlige EU – et

indflydelsesrigt transnationalt netværkssystem.

På baggrund af tidligere studier er hypotesen, at dækningen karakteriseres af ringe omfang og en

vinkling af EU i et nationalt perspektiv (domesticering), således at dækningen ikke indfanger EU’s

komplicerede, transnationale struktur og ikke til fulde omtaler de væsentlige europæiske aktører

og emner. Det teoretisk-metodiske perspektiv for analysen af denne avisernes EU-diskurs er

Faircloughs kritiske diskursanalyse, der inddeler diskurs i en tekstuel, en praktisk og en

sociostrukturel dimension (1995). Det betyder, at artiklerne betragtes som tekster konstitueret af

(men også konstituerende for) en diskursiv praksis (den journalistiske tekstproduktion, herunder

de journalistiske nyhedskriterier), der igen konstitueres af og konstituerer større socioøkonomiske

og -kulturelle rammebetingelser – udviklingen af medieinstitutionen som led i samfundets

medialisering. Det er dog vigtigt at fastslå, at eftersom det primært er den tekstuelle dimension,

der undersøges, kan diskursanalysen ikke siges at belyse en egentlig kausal forbindelse mellem

medieinstitutionen og EU-dækningen, blot en slags korrelation.

11

2.3.2. Underordnede forskningsspørgsmål

I forlængelse heraf vil jeg undersøge to underordnede forhold; det første med et komparativt

aspekt, det andet som metodevalidering, perspektivering og kontekstualisering af

indholdsanalyserne.

Forskelle mellem normaldækning og dækningen af EP-valgkampen

Indholdsanalyser af store EU-events såsom EP-valg og konventets forberedelse af

forfatningstraktaten i 2005 indikerer, at dækningen stiger kraftigt op til begivenheden for siden at

aftage liges så kraftigt. Det er derfor klart, at interessen må knytte sig til både normaldækningen,

da den i sagens natur er bedst repræsentativ for den daglige EU-dækning, og dækningen af særlige

EU-events som EP-valget, da kvantum stiger kraftigt her, sådan at denne type dækning langt hen

ad vejen er EU-dækningen.

At se særskilt på EP-valgkampsdækningen i forhold til normaldækningen er interessant, fordi EP

netop er en af de EU-institutioner, der kan modvirke det demokratiske underskud, som unionen

ofte beskyldes for, og fordi det med traktatændringerne siden 1980’erne har fået større magt. I

lighed med Kommissionen, men i modsætning til Ministerrådet4 forventes EP at arbejde alene ud

fra hensyn til den europæiske helhed og ikke nationale interesser. EP-medlemmerne (MEP) vælges

ganske vist nationalt, og de fleste er opstillet af nationale partier, men i EP arbejder de i

tværeuropæiske grupper efter en højre-venstre skala og med væsentlig indflydelse på

beslutningsprocessen i EU. Valget til EP er derfor en vigtig paneuropæisk begivenhed, der i højere

grad end normalperioder lægger op til en europæisering af de politiske deloffentligheder i form af

en dækning af og debat om transnationale, paneuropæiske emner og aktører. Det indebærer, at

man i et demokratisk ideelt perspektiv kan fordre en mere transnational dækning i denne periode,

også fordi begivenheden i høj grad er politisk afsenderstyret.5 I EP-valgkampen må det ventes, at

de danske politikere i højere grad inddrages, hvilket kan have den positive effekt, at de udnytter

lejligheden til at forklare og debattere EU og EP for borgerne, men også den negative effekt, at de i

en art selvpromovering løber med en populistisk strøm og appellerer til befolkningens EU-skepsis.

Sammenligningen mellem normal- og EP-perioden giver dermed et indtryk af de politiske aktørers

indsats for at sætte en relevant EU-dagsorden eller med andre ord: politikerdiskursen i

mediediskursen.

4 EU’s væsentligste institutioner og aktører gennemgås i Kapitel 3.5 Præmissen for det argument er naturligvis, at man stiller større demokratiske krav til politikerne end medierne.

12

Jeg vil i indholdsanalyserne også se på forskelle mellem aviserne. Undersøgelserne viser generelt,

at de store kvalitetsaviser – i en dansk sammenhæng morgenaviserne Politiken, Berlingske

Tidende, Jyllands-Posten og Information – hyppigere end fx tabloidaviserne dækker EU, hvilket

også vil være hypotesen i nærværende undersøgelse.

Metodetriangulering: Danske EU-aktørers oplevelser af medielogikken

Som en validering og perspektivering vil jeg endelig sammenligne avisernes EU-diskurs med

relevante aktørers oplevelser og erfaringer med medielogikken. Dette gøres via kvalitative

interview med tre af EP-valgets spidskandidater og tre organisationer, der alle har en interesse i,

bl.a. gennem medierne, at sætte EU på borgernes og politikernes dagsorden (Europabevægelsen,

Dansk Industri og Dansk Erhverv). Denne analysedel har det hovedformål, at den skal fungere som

validering (såkaldt metodetriangulering) af indholdsanalysernes resultater, idet jeg dels har spurgt

åbent til disse aktørers erfaringer med den logik, de oplever styrer mediernes selektion og vinkling

af EU-stof, og dels har diskuteret indholdsanalysernes resultater med dem for på den måde at

indhente forskellige fortolkningsperspektiver, bl.a. om konsekvenserne af medielogikken.

Derudover har delundersøgelsen følgende to sekundære formål: For det første kan

respondenterne sætte mine indholdsanalyser i perspektiv, idet de giver deres indtryk af

datamaterialets betydning og rolle i forhold til andre perioder og medier end de valgte. For det

andet kan de give et indblik i den diskursive praksis omkring EU-diskursen, herunder hvordan

avisernes EU-diskurs bliver til i et samspil mellem journalister og politikere, hvilket kan bidrage til

at belyse baggrunden for eventuelle forskelle mellem normal- og EP-valgkampsdækning.

2.4. Forskningen i forholdet mellem EU- og medieinstitutionen

Inden disse empiriske undersøgelser af sammenhængen mellem EU-institutionen og

medieinstitutionen vil jeg i teoretiske afsnit beskrive og analysere disse institutioner – men

allerførst opridse resultaterne af nogle af de relevante undersøgelser inden for feltet udført i

Europa og Danmark i de senere år.

Analyserne peger gennemgående på tre hovedtendenser, der synes at kendetegne

mediedækningen i alle EU-lande før og nu: Kvantitativt set er EU-dækningen beskeden og

overvejende begrænset til særlige begivenheder som topmøder og EP-valg, mens den kvalitativt

13

set er karakteriseret ved dels en national vinkling på både emne- og aktørsiden og dels en negativ

tone.

2.4.1. Europæiske indholdsanalyser af EU-dækningen

Generelt viser de europæiske indholdsanalyser, at kun topbegivenheder som topmøder,

folkeafstemninger og EP-valg for alvor kan sætte EU på mediernes dagsorden (de Vreese et. al.

2006:6, Machill et. al. 2006:76). Når EU så dækkes, er der en tendens til konflikt, negativitet,

politisk spil og proces frem for politisk substans samt en tendens til en national vinkling af EU-

begivenhederne, dvs. et gatekeeperkrav om, at stoffet skal matche den hjemlige dagsorden. Hvad

aktører angår, ses det, at nationalstatssiden udgøres af de store magtfulde lande som

Storbritannien, Tyskland og Frankrig, mens de omtalte EU-institutioner langt overvejende udgøres

af toppen af magthierarkiet – først og fremmest Kommissionen. EP dækkes væsentligt sjældnere.

Nationale protagonister optræder typisk langt hyppigere end EU-protagonister, selv når emnerne

er EU-brede i deres betydning og rækkevidde – et kriterium forskerne benævner domesticering.

De paneuropæiske studier tyder dog på, at de danske medier er mere europæiske i indholdet end

gennemsnittet (Ørsten 2008:149, Tjernström 2008).

Fokuserer vi på EP-dækningen frem for normaldækningen, er det oplagt at fremhæve den

paneuropæiske analyse, der er foretaget af alle EU-landes mediedækning op til EP-valget i 2004,

dvs. studier med samme analysedesign (de Vreese et. al. 2006). Resultatet er ikke overraskende, at

broadsheet-aviser kvantitativt set prioriterer EU og EP markant højere end tabloidaviserne

(ibid.:490), når der ses på andele af deres samlede stof. Kvalitativt er forskellene dog ikke så store:

I begge avistyper ses det, at nationale kilder udgør en større andel end EU-kilder og ”andre”, dvs.

ikke politiske kilder (ibid.:492).

Flere af undersøgelserne valideres og trianguleres via kvalitative interview med og observationer

af journalister, herunder korrespondenter, og redaktører. Disse undersøgelser bekræfter generelt

de omtalte medielogikker for EU-dækningen, hvilket bl.a. gælder en analyse af dækningen af

konventets arbejde med Forfatningstraktaten i 2005 (Gleissner & de Vreese 2005:18).

Undersøgelsen viser, at korrespondenterne ville foretrække at dække EU i et større omfang og

ikke blot ved events, enkeltsager, konflikt og nationalt påtrængende problemer. Men de oplever,

at historierne skal opfylde disse kriterier, især have et link til hjemlandet, for at passere

gatekeeper. Problemet synes således at være redaktørerne, der betragter EU som mindre vigtigt,

14

og stiller krav om en domesticering af stoffet. Andre udfordringer er stoffets kompleksitet og

modtagernes begrænsede viden og interesse, der betyder, at en sag skal forklares fra basis hver

gang.

2.4.2. Danske undersøgelser

Den danske forskning af EU-dækningen er beskeden. Flere af de Vreeses komparative,

paneuropæiske studier inkluderer danske medier, men ellers er medieforskerne Mark Ørsten

(2003) og Anker Brink Lund (2002) de væsentligste bidragsydere.

Ørstens (2003) kvantitative og kvalitative analyse af avis- og tv-nyheder i 1991, 1996 og 2001,

bekræfter, at dækningen af EU fremstiller EU som nationalstaternes EU og ikke som transnationalt

politisk netværkssystem. Den kvantitative undersøgelsesdel af aviserne viser, at omtalen tilfalder

toppen af magthierarkiet (Kommissionen og Ministerrådet) frem for institutionen i hele sin

bredde, dvs. de lovforberedende, implementerende og regulerende komiteer og COREPER6. En

klar domesticering ses i kildevalget, hvor den danske regering er hyppigste kilde sammen med

Kommissionen og danske interesseorganisationer (ibid.:235), og hvor menige MF’er omtales langt

hyppigere end EU-ordførerne (ibid.:231). På emnesiden viser det sig, at hele 31 % af samplet i

både 1991 og 1996 udgøres af serielle nyheder, hvilket vil sige opfølgninger på nyheder i form af

nye vinkler og aktører eller kilder. Dette er et arbejdsbesparende selektionskriterium for

journalisten, men indebærer også, at temaer og begivenheder i EU-stoffet er mindre mangfoldige.

Den kvalitative undersøgelsesdel (ibid.:242-345) viser, at indholdet i aviserne derudover

karakteriseres af konflikt, det politiske spil, herunder uenighed EU-landene imellem, men også ”de

store linjer”, der dækker over både politisk substans, fakta og EU-visioner (ibid.:243). Ved hjælp af

diskursive skel, dvs. sproglige valg, definerer artiklerne ofte EU som magtfuldt oppe- og

udefrakommende ”andethed” i forhold til nationale interesser og aktører, og det er en framing

(eller vinkling7), der bærer en værdiladning med sig. Sympatien ligger gerne hos regeringen, mens

”andetheden”, især Kommissionen, fremstår illegitim, om end der i 2001 ses eksempler på, at EU

optræder konstruktivt og prisværdigt ved at gå imod bl.a. dansk statsstøtte og diskrimination

(ibid.:314).

6 Comité des Représentants Permanents7 Jeg vil for den sproglige variations skyld veksle mellem ’vinkling’ og ’framing’, selvom førstnævnte er en journalistisk og sidstnævnte en akademisk term.

15

Ørsten henfører resultaterne til medieinstitutionen, dvs. dens rutiner, normer og værdier,

herunder nyhedskriterier som konflikt og identifikation og bestyrker dette kausale argument ved

at triangulere med interview og observation inden for journalistisk og redaktionel praksis i

Danmark og Bruxelles (ibid.:396-418). Journalisterne erkender, at konfliktvinklen i forhold til

danske interesser anvendes som en måde at simplificere det komplicerede stof på – ”Dansk

nederlag til EU” er således gode historier – hvilket korrespondenterne oplever som et

problematisk gatekeeper-kriterium fra redaktørernes side. Det betyder også, at EU-direktiverne

først dækkes, når de er vedtaget og skal implementeres, for det er først her, de får konsekvens for

dansk lovgivning.

Identifikationskriteriet fører til udeladelse af MEP’erne som kilder, idet journalisterne og

redaktørerne selekterer ud fra en formodning om, at modtagerne skal kende aktørerne, hvis de

skal fatte interesse for EU. Også aktualitetskriteriet opleves som en hæmsko i forhold til at

formidle relevant om den komplekse institution, der ikke arbejder i takt med det journalistiske

døgn med faste og hyppige deadlines.

Ørstens undersøgelse har især relevans for min analyse af normaldækningen (Sample 1). I

forbindelse med analysen af valgkampsdækningen (Sample 2) er det på sin plads at se lidt

nærmere på analyseresultaterne for tv- og avisdækningen af den forrige EP-valgkamp i 2004 (Lund

& Ørsten 2004). Blandt de interessante resultater fra denne analyse ses høje andele for det

politiske spil, der udgør næsten samme andel som den politiske substans. Under kategorien Det

politiske spil ses en række artikler om en forventet lav valgdeltagelse og om massemediernes

dækning. Substansen er ikke så national, som øvrige undersøgelser generelt viser – fokus er

således på forfatningstraktaten, EU’s udvidelse (emner der dog ikke har meget at gøre med EP) og

EP’s rolle i EU. På aktørsiden finder de, at danske politikere uden direkte relevans for EP, fx

daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, omtales hyppigere end de fleste kandidater og

MEP’er.

16

3. EU som transnationalt netværkssystemFor at besvare spørgsmålet om, hvorvidt medieinstitutionen skildrer det egentlige EU, eller

snarere skævvrider deres EU-fremstilling i overensstemmelse med egen institutionel logik, må der

gives en analyse af EU-institutionen. Dette vil jeg gøre ved kortfattet at gennemgå de vigtigste EU-

aktører og EU-netværket som helhed ved hjælp af forskellige politologiske begreber. I forlængelse

heraf problematiserer jeg afslutningsvis EU’s demokratiske underskud, der siger noget om

betydningen af EP i EU og dermed den demokratiske vigtighed af mediernes EP-

valgkampsdækning.

3.1. EU i globalt netværk over og på tværs af nationalstaterne

Der er bred akademisk enighed om at forstå udviklingen af EU-institutionen i et større globalt

forløb, hvor den politiske styring gradvis overgår fra governments til governance – fra

nationalstater og regeringer til netværksstyring på subnationalt, nationalt og supranationalt plan.

Dette sker i takt med globaliseringen, der indebærer stigende interdependens i form af

grænseoverskridende problemer og fænomener, der lægger op til håndtering på tværs af

nationalstaternes grænser. EU kan i den forbindelse siges at være ”currently the most developed

project in transnational democracy” (Bohman 2007:136), eller det tydeligste eksempel på en

transnational styringsform. Globaliseringen er ikke entydig og indebærer også regionalisering,

hvilket i forhold til politisk styring vil sige decentralisering, der hænger sammen med

liberaliseringer og privatiseringer af markeder og offentlige services. Disse liberaliseringer ses i EU

først og fremmest med det indre, fri marked for varer, arbejdskraft, tjenesteydelser og kapital,

men unionen er i den sammenhæng begyndt at spille en mere intervenerende rolle, idet

liberaliseringer ifølge EU nødvendiggør overvågning og regulering inden for især sundhed, miljø,

forbruger- og arbejdsmarkedspolitik, og det er i det lys, man skal se institutionens stigende

indflydelse (Eberlein & Grande 2005:89).

EU er påbegyndt som nationalstaternes fællesskab, men er i stigende grad blevet en union og sin

egen transnationale institution (Bache & Flinders 2004:1-11) og mere end blot summen af

medlemmerne. Dette ses på flere af magtens niveauer:

17

3.1.1. Den lovgivende magt – EU’s vigtigste institutioner8

Transnationaliseringen i EU ses ved de institutioner og aktører, der ikke er underlagt nationalt

mandat eller nationale hensyn. En sådan institution er Kommissionen, der har eneret på at

fremsætte forslag til EU-lovgivning i form af retsakter, især de såkaldte direktiver, og som sammen

med EF-domstolen overvåger overholdelsen af disse. Kommissionens medlemmer besættes

nationalt af regeringscheferne, således at hvert land har én kommissær med hver sin portefølje,

men Kommissionen skal arbejde i EU-helhedens interesse.

De lovgivende institutioner, der behandler disse forslag, har traditionelt været lig Ministerrådet

(eller blot Rådet), der fx i miljøspørgsmål består af alle medlemslandes miljøministre, og som i

modsætning til Kommissionen repræsenterer nationale synspunkter. I de første årtier efter EF’s

dannelse med Rom-traktaten i 1958 arbejdede Rådet efter princippet om enstemmighed og

dermed muligheden for veto – altså mellemstatsligt samarbejde. Men en bevægelse mod det

overstatslige har fundet sted i kraft af traktatændringer siden Fællesakten i 1987 og i takt med, at

medlemskredsen og EU-politikområderne er udvidet. Det indebærer, at flere politikområder er

overgået til den såkaldte fælles beslutningsprocedure, der indbefatter flertalsafgørelser og krav

om tilslutning fra både Rådet og Europaparlamentet (EP). Denne procedure gælder i dag inden for

alle områder bortset fra dele af det retlige område og udenrigspolitikken. EP’s beføjelser ligger

dermed i at kunne forkaste forslag og fremsætte ændringsforslag, som Kommissionen og Rådet

må tage stilling til, foruden at det skal godkende EU’s regnskab og Kommissionen. EP er

efterhånden blevet et ”rigtigt” parlament med partipolitiske og ikke nationale grupper, dvs. med

venstreorienterede, konservative, liberale, grønne samt EU-skeptiske grupper. En anden aktør, der

også skal arbejde for den europæiske helhed og ikke nationalt er Formandskabet, der hvert halve

år går på skift mellem landene, og som bl.a. har til formål at lede Rådets møder.

Blandt de væsentlige institutioner tæller endelig Det Europæiske Råd med stats- og

regeringscheferne, der holder mindst fire årlige topmøder, hvor de udstikker de overordnede linjer

for de øvrige institutioners arbejde, bl.a. i kraft af traktatændringer.

3.1.2. Den udøvende og dømmende magt

8 Gennemgangen i dette og det følgende afsnit er baseret på Folketingets EU-oplysning, http://www.eu-oplysningen.dk/fakta/institutioner, medmindre andet er angivet.

18

Kan denne politiske beslutningsstruktur synes kompliceret, er den dog for enkel at regne ved siden

af de niveauer, der snarere hører hjemme under den udøvende og ikke lovgivende magt. Dette

bureaukratiske niveau omfatter især komiteerne under Kommissionen og COREPER under

Ministerrådet. Disse består af embedsmænd og eksperter fra både EU-institutionerne og

medlemslandene og har kort sagt til at opgave at forberede, forhandle og implementere EU-

lovgivningen. Det administrative niveau er vigtigt, fordi megen EU-lovgivning reelt forhandles på

plads her – men det er kompliceret.

Det kan være svært at trække grænsen mellem EU-institutionen og andre aktører, mellem det

transnationale og det nationale. Kommissionen har således en lille administration og må

samarbejde med lobbyister og tekniske eksperter (Ørsten 2003:74). Når Kommissionen

påbegynder forberedelsen af forslag, involveres også de nationale regeringers specialudvalg, der

er sammensat af embedsmænd fra forskellige ministerier, og som indhenter høringssvar fra

interesseorganisationer. Den transnationale institution Kommissionen arbejder således også

sammen med nationale og subnationale aktører. Tilsvarende består COREPER’s ca. 300

arbejdsgrupper af repræsentanter fra de nationale centraladministrationer.

Også den dømmende magt er repræsenteret i EU-netværket og det i form af EF-domstolen, der

består af 27 dommere, en fra hvert medlemsland. Retspraksis er, at EU-lovgivningen står over

national lovgivning.

EU-strukturen kan dermed alt i alt siges at ligne Montesquieus tredeling af magten, som

kendetegner mange demokratiske stater. Det komplekse og specielle ved EU er, at der ikke er en

tydeligt hierarkisk sammensætning af nationale, subnationale og supranationale drivkræfter. Det

er vigtigt at bemærke, at nationalstaterne stadig er vigtige aktører, men de skal ikke længere ses

som toppen af et hierarki, snarere som punkter i et polycentrisk netværk. EU-institutionen ligner

dermed ikke et traditionelt, hierarkisk demokratisk politisk system, der arbejder under én

forfatning, men som en institution, der koordinerer (governance) mellem nationale og

subnationale aktører, og hvor proceduren afhænger af politikområdet og de enkelte sager – EU er

med andre ord proces frem for institutioner og netværk frem for konstitutioner (Peters & Pierre

2004:77). Det gælder desuden, at EU som netværk er infiltreret i et større globalt netværk med

mange ikke-statslige aktører som World Trade Organization, Verdensbanken og Den Internationale

Valutafond (Bache & Flinders 2004:4).

19

Netop grundet sammenfletningen af forskellige niveauer betragter man ofte EU som et eksempel

på multi-level-governance (Bache & Flinders 2004), en skole der betoner vigtigheden af både de

statslige, subnationale og overstatslige aktører – der ikke nødvendigvis samarbejder i et hierarki; fx

påvirker lobbyister ofte Kommissionen uden om de nationale regeringer (George 2004).

3.2. EU og det demokratiske underskud

Netop denne komplicerede netværksstruktur er en væsentlig årsag til kritikken vedrørende

demokratisk underskud og manglende åbenhed og folkelig legitimitet. På den demokratiske

plusside tæller, at ministrene i Rådet er afhængige af mandat fra deres nationale parlament, der

som bekendt repræsenterer befolkningerne. For Danmarks vedkommende vil det sige, at

Folketingets europaudvalg fører kontrol med Danmarks mandat i EU. Mere direkte demokratisk er

EP, hvis medlemmer siden 1979 har været folkevalgte i de respektive medlemslande. Set i det lys

har beslutningernes objekter (dem der påvirkes – borgerne) afgørende indflydelse på

beslutningerne.

Men på minussiden gælder, at den meget vigtige EU-institution Kommissionen ikke er valgt af de

europæiske befolkninger. Hvad angår det udøvende niveau, gælder det desuden, at de beskrevne

netværk ganske vist arbejder smidigt, sagligt og med stor ekspertise og konsensus, men samtidig

meget lukket og uden demokratisk kontrol. Funktionaliteten kan derfor siges at være høj,

legitimiteten lav (Eberlein & Grande 2005). Lukkethed karakteriserer også Rådets arbejde (men

ikke EP’s), og kompleksitet er et generelt problem i beslutningsgangen, især med den fælles

beslutningsprocedure, der i en given sag kan strække sig over flere måneder, mens forslaget

behandles og genbehandles i Kommissionen, EP og Rådet. Dette gør selvfølgelig ikke opgaven

nemmere for medierne.

Generelt kan man sige, at EU med sin stigende indflydelse på nationale forhold bevæger sig i en

føderal retning, hvormed EU-lovgivning bliver til indenrigspolitik uden de demokratiske

institutioner, der svarer til nationalstatens (Andersen 1998:148), og vurderet med målestokken for

det velkendte nationale, repræsentative demokrati, rummer EU derfor en fare for et demokratisk

underskud.

Man kan dog også som bl.a. Bohman (2007) og Ørsten (2003) argumentere for, at nationalstatens

magt- og kontroltab i globaliseringen er en uforanderlig kendsgerning – og når problemer og

20

fænomener transcenderer nationalstatens grænser, ligger løsningerne ikke på nationalt plan. Her

kan institutioner som EU endda siges at være demokratisk overskud, da det demokratiske råderum

alligevel er tabt for nationalstaten.

I dette perspektiv er EU blot det tydeligste eksempel på – og en mulig løsning af – en generel

tendens til, at nationalstater taber magt til lobbyister, interesseorganisationer, embedsmænd,

eksperter m.fl. (Ørsten 2003:97-98), hvorfor vi ifølge denne argumentation må udvide og

”transnationalisere” demokratiforståelsen, dvs. hæve den fra forståelsen af demokrati som

nationalt, parlamentarisk og repræsentativt. Ikke forstået på den måde, at den normative teori

skal tilpasses den nuværende EU-institution, der vitterligt må siges at have demokratiske

problemer, men på den måde, at institutionelle ændringer i EU må sikre den demokratiske

legitimitet (Bohman 2007).

Demokratibegrebet skal dog i denne argumentation stadig forstås i sammenhæng med den

politiske offentlighed – som hos Habermas – men forskellen er, at offentligheden nu bør defineres

i pluralis og som transnational. Der er således behov for transnationale offentlige sfærer til at sikre

fuldt demokrati og kontrol med de transnationale magthavere. Medierne er et vigtigt teknologisk

og kommunikativt bindeled i disse deloffentligheder, idet de i kraft af deres funktion som udvidere

af tid og sted kan facilitere en transnational debat (ibid.:73) og en kommunikativ frihed, der er

demokratisk vigtig (ibid.:96).

Det er dermed klart, at det repræsentative, parlamentariske demokrati er blevet udfordret i de

senere årtier, fordi EU som transnationalt netværkssystem ikke fuldstændigt tager højde for

demokratisk kontrol og deltagelse. Den demokratiske legitimitet af disse magtaktører kan altså

diskuteres og bør diskuteres i og af bl.a. medierne – i al fald vurderet i den normative

rammeforståelse af medierne som formidler af offentligt samtykke og legitimering af de politiske

institutioner – eller med andre ord: medierne som en vigtig del af den politiske offentlighed.

Specifikt i relation til EU har medierne en mulighed for gennem omtale, kritik og debat at imødegå

det demokratiske underskud ved at skabe en vis åbenhed om EU og dermed muliggøre, at

vælgerne kan holde de folkevalgte ansvarlige ved at give dem et oplyst grundlag, når EU-aktørerne

er på direkte valg (EP-valg) eller indirekte valg (ministre).

Med denne gennemgang skulle det fremstå, at flere af EU-institutionens vigtigste aktører fungerer

transnationalt og sætter en paneuropæisk politisk dagsorden på tværs af medlemslandene. Dette

21

begrunder den normative forestilling om en dækning, der behandler europæiske, transnationale

(og kun sekundært nationale) emner og aktører. Videre frem kan man også notere sig analysen af

EP’s særlige rolle og vigtighed som den mest demokratiske og åbne EU-institution, idet denne

kendsgerning understreger betydningen af mediedækningen af EP-valgkampen.

4. Medieinstitutionen og mediernes logik i det medialiserede samfundHermed rettes blikket mod den anden institution i undersøgelsen. I det følgende gives en

karakteristik af medieinstitutionen og medielogikken, som den udtrykker sig i

nyhedsproduktionen, men inden da vil jeg kort skitsere de overordnede mediehistoriske

22

udviklingstræk, der har været bestemmende for medieinstitutionen og den logik, medierne

arbejder efter i dag. Denne udvikling er sket som en såkaldt medialisering af samfundet.

4.1. Medialisering

Kort sagt betegner medialisering den proces i primært vestlige samfund siden slutningen af det 20.

århundrede, hvor medierne har selvstændiggjort sig som institution, hvilket indebærer, at dens

organisationer er blevet overvejende uafhængige af andre institutioner og organisationer – som

medierne nu yder indflydelse på (Hjarvard 2008:16-32). Institution må forstås som et system af

normer, værdier, regler og rutiner (logikker), der har rodfæstet sig over tid med regulerende

betydning for store om ikke alle grupper i samfundet, også andre organisationer og institutioner,

hvorimod organisationers regelsæt blot regulerer deres konkrete medlemsskare, fx ansatte i en

virksomhed (fra medieverdenen kan Politiken og TV 2 nævnes som eksempler).

Medialisering indebærer således, at samfundet generelt påvirkes af medieinstitutionens logik.

Hvilket samfundsniveau den akademiske interesse retter sig imod, er dog forskelligt. Der kan

fokuseres på den medialiseringsproces, der indbefatter den mikrosociale brug af stadigt flere

medier, og dermed hvordan medier griber ind i menneskers interaktion og aktiviteter, eller man

kan undersøge medialiseringen i relation til et højere samfundsniveau, makro- eller mesoniveauet,

dvs. medialiseringens konsekvenser for institutioner og organisationer som fx Christiansborg.

Denne tilgang undersøger, hvordan medieinstitutionens logik er blevet et vilkår, andre

institutioner og organisationer, fx politiske aktører og virksomheder, tilpasser sig for at

kommunikere effektivt med interessenter og offentlighed (Schultz 2004:89). Denne tilpasning giver

sig bl.a. udslag i en professionalisering af kommunikationen gennem ansættelse af PR-folk og

spindoktorer.

4.1.1. Medierne som redskab for politiske partier

Medialisering er altså en fase i en mediehistorisk proces, hvor medierne øger deres indflydelse i

samfundet. For at skitsere udviklingen er det nærliggende at begynde, hvor medierne første gang

bliver et samfundsvidenskabeligt interessant fænomen, nemlig som redskab for den politiske

institution,9 hvilket sker i slutningen af 1800-tallet. Medierne indskrænkede sig dengang til bøger,

9 Gennemgangen er tilpasset den danske mediehistorie og baserer sig på Hjarvard 2008 (32 ff. og 65-70). Se også Pedersen 2000.

23

magasiner og aviser, hvoraf sidstnævnte i perioden blev afhængige af de politiske partier og

dermed påvirkelige gennem redaktører med åbenlyse partimedlemskaber. Aviserne kom på den

måde til at indgå for partierne som væsentligt organisatorisk redskab og talerør i kraft af deres

partiloyale og selektive rigsdagsreferater og kommentarer til den politiske agenda. Indholdet blev

således stærkt præget af partipolitiske hensyn – eller i kommunikationsteoretisk terminologi

afsenderorienterede hensyn. Denne periodes aviser kan af disse grunde med rette betegnes som

en partipresse, mens modtagerne blev betragtet som vælgere med samme partitilhørsforhold som

deres avis.

4.1.2. Medierne som kulturinstitution: ca. 1920-1980

I den efterfølgende periode suppleredes massemedierne med radio og tv, der grundet

begrænsninger i teknologisk udbud af sendefrekvenser og en udbredt bekymring for disse nye

mediers stærke publikumseffekt fra starten blev underlagt statslig styring. Disse de æterbårne

medier var stort set lig med Statsradiofonien, senere omdøbt til Danmarks Radio, der i kraft af den

politiske styring gennem public service-forpligtelserne var påtvunget at levere et indhold, der

bidrog til almen oplysning. Der var dermed tale om et medie, der ikke sigtede mod at give seerne

og lytterne fuldstændigt, hvad de umiddelbart ønskede, men derimod, hvad samfundet på

paternalistisk vis mente tjente dem bedst, herunder en orientering om de politiske institutioner;

magtens subjekter (institutioner som Christiansborg) snarere end dens objekter (borgerne).

Programudbuddet var pluralistisk og bestod af både oplysning og underholdning, men med fare

for politisk korrekthed og formynderi.

For aviserne indebar perioden en gradvis løsrivelse fra de politiske partier; fx kappede Politiken i

1970 alle formelle bånd til de Radikale. Politiske holdninger blev i denne fase udtrykt i debatindlæg

og ledere, men der blev skelnet stadigt klarere mellem sådant politisk stof og nyhedsartiklen,

hvilket fortsat er idealerne i dag. Det indebærer, at nyhedsartiklen i sit indhold bør være upartisk

og tilstræbt objektiv, hvilket kræver et standardiseret håndværk. Journalistikken blev således i

perioden professionaliseret med journalistuddannelser, journalistforbund, pressenævn, m.m.

Først og fremmest skulle journalistikken nu informere læseren, der så selv måtte gøre sin holdning

op. Dermed rettede den enkelte avis sig ikke længere mod et enkelt partis vælgere, men derimod

ideelt set alle – og der tales derfor om omnibuspressen.

24

Rester af partipressen ses dog helt til i dag. Morgenaviserne bekender sig fortsat til forskellige

politiske hovedstrømninger, og der kan derfor stadig tales om en slags politisk parallelisme i

indholdet og også læserprofilerne – men ikke længere af organisatorisk art forstået som formelle

bånd til partierne (Hjarvard 2008:77-83). Et levn fra avisernes tætte bånd til det politiske system er

også deres vedholdende orientering mod Christiansborg og den nationale dagsorden (Pedersen

2000:313). Konsekvensen er en tendens til fokus på government frem for governance, nationalstat

og ikke polycentrisk netværkssystem på bekostning af bl.a. EU-dækningen (Ørsten 2003) – hvilket

er omtalt under Tidligere forskning og emnet for min undersøgelse.

Orienteringen mod det nationale parlament hænger også sammen med, at medierne i denne

periode, ca. fra slutningen af 1960’erne, begyndte at agere som fjerde statsmagt og kritisk

vagthund over for magthaverne, hvormed de som dagsordensættere har fået en selvstændig

demokratisk funktion i forhold til den politiske institution. Hjarvard deler derfor fasen op i to

yderligere, når medialiseringen ses i forhold til specifikt den politiske institution, således at Medier

som kulturinstitution først optræder i en fase som politikformidler og dernæst i en fase som

politikundersøger – hvor professionaliseringen finder sted (2008:65-70).

Den brede henvendelse til læserne kombineret med det forhold, at DR tilrettelagde sit indhold ud

fra nogle politiske retningslinjer og idealer om folkets oplysning og kulturopdragelse, berettiger

betegnelsen af medierne som kulturinstitution i disse to faser. Modtagerne kan dermed betragtes

som samfundsborgere.

4.1.3. Medierne som selvstændig institution (1980 -)

Herefter fungerer medierne ikke primært som kulturinstitution. I stedet er de nu en selvstændig

institution med en række selvstændige organisationer, der påvirker andre institutioner og

organisationer som fx Christiansborg, og nu plejer egne interesser og altså ikke primært partiernes

eller samfundets. Medierne kan nu ud fra egen logik bidrage til den offentlige politiske dagsorden,

der er et betydeligt politisk magtmiddel for dem, der formår at sætte den. Dermed er de blevet en

interessent for politiske aktører og lobbyister, som må tilpasse sig deres logik (Pedersen 2000),

men som attraktive kilder har politikerne også et lod i magtspillet, hvorfor man må understrege, at

der er tale om gensidig afhængighed mellem disse to institutioner.

25

Perioden er i den vestlige verden præget af kapitalisme og liberaliseringer af flere markeder,

herunder mediemarkedet. Væsentligste mediepolitiske ændring er ophævelsen af DR’s monopol i

1988, hvilket afføder det delvist kommercielle TV2 og flere rent kommercielle tv-kanaler, hvis

programindhold kun i mindre grad lovreguleres.

Aviserne befinder sig med det stigende medieudbud, der dels opstår gennem andre platforme

(siden slutningen af 1990’erne især internettet), dels gennem nye medier inden for egen teknologi

(gratisaviserne) i hård konkurrence med hinanden og andre medier. Aviserne må derfor søge at

differentiere sig og i samspil med deres annoncører henvende sig til forskellige segmenter i

modtagerskaren og i den forbindelse appellere til deres forskellige værdier, holdninger, interesser,

vaner, forbrug, m.m. Dette indebærer et segmenteret syn på modtageren, der nu bedst kan

karakteriseres som forbruger eller kunde, dels af selve medieproduktet, dels af annoncørernes

produkt. Faren for et belærende og kedeligt indhold er nu afløst af faren for populistisk indhold,

der ikke udfordrer modtageren.

4.2. Medielogikken

Udviklingen af en selvstændig medieinstitution – medialiseringen – sætter i høj grad betingelserne

for mediernes virke, også kaldet deres logik. Denne logik er lig med ”mediernes institutionelle og

teknologiske virkemåder, herunder de måder hvorpå medierne (…) arbejder ved hjælp af formelle

og uformelle regler” (Hjarvard 2008:28). Disse regler og normer kan siges at være bestemt af

følgende niveauer: det institutionelle makroniveau (fx medielovgivning og kommercialisering af

mediemarkedet), det organisatoriske (den enkelte medievirksomhed, dens arbejdsdeling og

positionering), det kulturelle (fx den journalistisk selvforståelse) og det teknologiske (Deuze 2008).

4.2.1. Nyhedskriterier

Medielogikkens modtagerfokus udmønter sig i flere af nyhedskriterierne, der dog også tæller

kriterier beslægtet med den kulturinstitutionelle fase og den dertil knyttede journalistiske

professionalisering og ideelle hensyntagen til almenheden. Kriterierne, der i dag typisk arbejdes

med, omfatter aktualitet, konflikt, sensation, væsentlighed (samfundsmæssig betydning for flest

mulige) og identifikation eller nærhed. Sidstnævnte kriterier dækker over, at nyheden skal have

nærhed til modtager og give identifikationsmuligheder, hvilket ofte skabes gennem kendte

personer eller fokus på det lokale og nationale frem for det internationale (Kramhøft 2000:51-70).

26

Den akademiske interesse for nyhedskriterierne har rod i Galtung & Ruges indholdsanalyse af fire

norske avisers dækning af tre forskellige udenrigspolitiske kriser (Galtung & Ruge 1965). Med

deres studie udledte de 12 kriterier, som bærer fællestræk med de førnævnte 5-6; fx hænger

konflikt tæt sammen med Galtung & Ruges kriterium negativitet, ligesom identifikation kan siges

at hænge sammen med personificering.

4.2.2. Nyhedskriterier for EU-dækningen

Nyhedskriteriernes betydning for EU-journalistikken er omtalt under Tidligere forskning og

undersøges empirisk i de efterfølgende kapitler. Kriterierne, man skal have for øje, er især Galtung

& Ruges kriterium kontinuitet, der foreskriver, at begivenheder, der har opfyldt de øvrige kriterier

og er sat på mediedagsordenen, sandsynligvis vil blive der og dermed udvikle sig til, hvad Ørsten

betegner serielle begivenheder; et kriterium der i tilfældet EU-dækning medfører en ganske

snæver selektion af emner i nyhedsproduktionen (Ørsten 2003:242-345).

En udfordring for EU-dækningen er EU’s komplicerede, transnationale karakter i både den saglige

substans og beslutningsnetværket, hvilket giver vanskeligheder i forhold til aktualitetskriteriet,

fordi beslutningsprocesserne i EU er meget træge og ikke matcher det journalistiske døgn og

deadlines, og i forhold til identifikation, fordi mange af institutionerne er placeret fjernt fra

modtagerne. Manglen på identifikation imødegås således af det beslægtede kriterium

domesticering, der indebærer en prioritering af nationale aktører og emner frem for de

europæiske.

Sammenfattende for kriterierne nærhed, kontinuitet og domesticering kan man sige, at

genkendelighed er et væsentligt nyhedskriterium, der stiller udfordringer til EU-dækningen. Jeg vil

i analysen anvende genkendelighed og identifikation som overbegreber med følgende

underhørende kriterier: journalisternes kriterium nærhed (helt konkret nærhed til modtager, fx i

form af velkendte, nære miljøer eller problemstillinger), EU-forskernes kriterium domesticering

(hjemlige, nationale aktører og emner), Galtung & Ruges begreb kontinuitet (velkendte, serielle

nyhedshistorier og temaer) og endelig deres begreb referencer til elitepersoner og -lande.

4.2.3. Nyhedskriterier og mediepopulisme

27

Flere af nyhedskriterierne, især nærhed og konflikt, kan udmøntes i en slags populisme; hvad

Hjarvard kalder mediepopulisme (2008:108-113). Hjarvards observationer er primært foretaget i

analyser af tv-nyheder, men modtagerfokus gælder ikke blot på tv, og populismen kan således

også spores i flere aviser. Populismen har form af historier, der sympatiserer med folket i

opposition til magthaverne, og historier med flere dikotomier i det hele taget: os/dem,

nærhed/distance, det lokale/det globale, fortiden/moderniteten etc. Det er ikke svært at se, på

hvilken side af disse skel EU er nemmest at placere. Ørstens analyser har som nævnt påvist, at

disse skillelinjer – han opererer i den forbindelse med diskursive skel (2003:174-184) – også gælder

den danske presses EU-dækning, og det er ligeledes analyseobjekt i min undersøgelse.

Mediepopulismen og nærhedskriteriet er ofte i konflikt med væsentlighedskriteriet, der sammen

med mediernes selvforståelse som fjerde statsmagt og deres mål om objektivitet er en væsentlig

del af den professionaliserede journalistiske institution udviklet i den kulturinstitutionelle fase.

Denne journalistiske institution er nu kommet under pres på grund af modtagerstyringens krav om

nærhed frem for det væsentlige, da væsentlige nyheder ofte udspiller sig på de store økonomiske

og politiske dagsordener (Hjarvard 2008:109-111). Rollen som demokratiets vagthund kan dog

kombineres med nærhedskriteriet, som TV 2 Nyhederne har gjort med det såkaldte ”omvendte

OBS”; Oplysning til Samfundet om Borgerne, der tager udgangspunkt i enkelte borgeres problemer

og formidler dem kritisk videre til de ansvarlige politikere (ibid.:111-112).

Flere af nyhedskriterierne må siges at være ganske diffuse og svære at operationalisere, også i

nærværende analyse. De indgår således primært som baggrundsteori i analysekategorierne og

altså ikke som selvstændigt parameter. En operationaliseringstilgang ligger dog i at sammenkæde

konfliktkriteriet med aktantmodellen. Modellen, der i teori og praksis kendes fra både fiktions- og

faktadramaturgi (Kramhøft 2000:226-227), er samtidig velegnet til at belyse, i hvilken grad EU

fremstår som aktør i avisernes diskurs – om denne agens er transnational, og om konsekvenserne

af den vinkles i et nationalt perspektiv, fx som trussel for medlemslandene.

4.2.4. Stereotype fortællinger – aktantmodellen

At skrive konflikthistorier indebærer nemlig ofte for journalisten at definere helte og skurke med

forskellige mål, hvorfor vi kan kategorisere historiernes personer (eller karakterer) som subjekt

(protagonist), objekt (subjektets mål) og modstander. Disse er de vigtigste, men derudover kan der

også optræde hjælper, giver (af objektet) og modtager (ofte subjektet selv). At benytte sådanne

28

arketypiske strukturer er set gennem århundreder, og at de nu også benyttes journalistisk er netop

symptomatisk for de senere årtiers medielogik, fordi de hænger sammen med identifikation og

konflikt. De har vundet frem især inden for tv-nyheder (Larsen 2005), men også journalistik

generelt.

Fortælleformer kan siges at videreføre historien til modtageren på en effektiv og forståelig måde

(Kramhøft 2000:216). Mere psykologisk anskuet er der tale om appeller til modtagers kognitive

frames og skemata (Sotirovic & McLeod 2004), hvilket betyder, at læseren får, hvad

vedkommende forventer og ønsker og ikke skal bruge ressourcer på at sættes sig ind i en unik og

måske kompliceret historien. Tilmed er det nemt og økonomisk hensigtsmæssigt for journalisten

at benytte sådanne ”easily applicable strategic frames” (Trenz 2008:58), fordi det indebærer, at

hver enkelt historie ikke skal skrives på egne unikke præmisser, men kan varieres ud fra velkendte

fortællinger, jf. kontinuitetskriteriet.

Journalistiske fortælleformer, nyhedskriterierne og andre journalistiske regler, normer og værdier

fungerer dermed i sociologisk forstand som en struktur, der sætter en ramme for sociale aktører,

både journalister og mediebrugere, når de hhv. producerer og afkoder fx en avisartikel. Men som

den engelske sociolog Anthony Giddens beskriver i sin strukturationsteori (1986:54 ff.), kan man

også se strukturer som muliggørende rammer, man nemt kan orientere sig efter. For journalisten

betyder det, at de noget forsimplende fortællingsformer er nemme og praktiske at gribe til i den

journalistiske, redaktionelle dagligadag med mange deadlines (Ørsten 2003:125), mens de set for

modtageren er en hurtig vej til overblik over en historie. Strukturationsteorien pointerer samtidig,

at vi reflekterer over institutioner og strukturer og derfor ikke er underlagt dem i et monokausalt

påvirkningsforhold, men i stand til at ændre dem over tid. Spørgsmålet er, om sådanne ændringer

i EU-fortælleformerne er på sin plads nu i en tid, hvor magten og beslutningsprocesserne i

samfundet som omtalt i Kapitel 3 delvist er overgået fra governments til et kompliceret

governance-system, men hvor medierne stadig ser ud til at orientere sig mod det nære, lokale og

nationale og i stigende grad det lette og underholdende. Denne diskussion opridses i det følgende

afsnit.

29

4.2.5. Medielogikken, EU og den politiske offentlighed

At medierne appellerer til modtagerne som forbrugere og ikke som samfundsborgere præger

naturligvis medieindholdet, bl.a. gennem de omtalte nyhedskriterier, og det på en måde, der er

uhensigtsmæssig ifølge den normative opfattelse af mediernes rolle i den politiske offentlighed.

Ifølge den tidlige Habermas har mediernes kommercialisering været et problem længe inden

førnævnte medialisering. Så snart aviser bliver afhængige af annoncører, erstatter

konsumentkulturen den politiske debatkultur i den politiske offentlighed, hævder han.10

Kommercielle aviser henvender sig til modtagerne som private borgere og ikke aktører i den

politiske offentlighed, og de bidrager derfor ikke til en almen politisk debat. Men for Danmarks

vedkommende forbindes kommercialiseringen normalt først mest med medialiseringens

tredjefase, hvor tv-markedet liberaliseres.

Kommercialisering sættes ofte lig med en trivialisering af den politiske offentlighed, idet det er

modtagernes konsumerisme og ikke deres demokratiske engagement, der skal fremmes. (Kaitatzi

& Whitlock 2008:29). Underholdningsstof fandtes også tidligere i medierne, men i balance med

mere kulturelt og politisk oplysende stof; en pluralisme der let går tabt i medialiseringen, fordi

rent kommercielle medier lægger hovedvægt på underholdning også i det politiske stof, der

dermed bliver til infotainment og showbusiness (Trenz 2008:53). Underholdning reducerer

dermed det politiske indhold, hvilket forringer mediernes værdi i landenes politiske offentlighed,

og når disse offentligheder trues, hvordan skal da en transnational politisk offentlighed kunne

opstå? (Trenz 2008:59). Problemet er, at massemedierne ikke forventer en større politisk interesse

hos modtagerne for fjerne og komplekse problemstillinger som EU.11 Trods globaliseringen og

stadigt flere grænseoverskridende problemer er tesen således, at modtagerne fortsat orienterer

sig mod det nære (Golding 2008:125), og i mediernes logik gælder det som bekendt om at give

dem, hvad de ønsker. Vi kan derfor generelt tale om en afpolitisering af den politiske offentlighed,

der i stedet bliver til en slags økonomisk offentlighed (Nieminen 2008:74).

10 Den tidlige Habermas er heller ikke tilhænger af partipressen, fordi partipolitisk afhængighed ikke er bedre end kommerciel afhængighed. Partipressen så han som partiernes kampmiddel til at fastholde magten, og deres indhold som en formidling af fastlåste holdninger uden den rationelle konsensus, der kendetegner den oprindelige politiske borgerlighed og den fri uafhængige presse (Habermas 1975:169 ff.). Dette er dog en forståelse af mediernes skadesvirkning på offentligheden, som Habermas senere har erkendt som værende for pessimistisk (1994).11 Informations redaktør Bent Winther bekræfter dette i en artikel fra EP-valgdækningen: Han ” forventer (…)ikke, at avisens dækning af valgkampen op til Europa-Parlamentsvalget i juni vil score højt på læsernes hitliste: "Europa-Parlaments-valget er vigtigt, men det er ikke det samme som, at det er interessant at læse om. Af samme grund forventer vi ikke, at særligt mange læser artiklerne om valgkampen." (26.5.2009, s.4-5)

30

Medielogikken i et medialiseret samfund tilsiger altså primært kommercielle modtagerhensyn

snarere end publicistiske eller almengyldige hensyn i mediernes redaktionelle valg, men det er

vigtigt at påpege, at kritikken især retter sig mod tv-mediet, og at man må have andre hypoteser

om seriøsiteten i aviserne. For det første kan der fortsat tales om delvist publicistiske interesser

hos de store, landsdækkende morgenaviser, idet deres selvforståelse som vigtigt organ og forum i

samfundet, herunder både kulturlivet og den politiske debat (jf. Politikens fortsatte profilering som

Organet for den højeste oplysning) er ensbetydende med, at hensyn til almenheden og ikke blot

modtagerne er styrende for indholdet. Hjarvard betegner således betalingsaviserne som halvt

kommercielle, halvt publicistiske (2008:117). Man bør desuden ihukomme føromtalte

væsentlighedskriterium, ligesom man bemærker, at morgenaviserne (ifølge deres hjemmesider)

forpligter sig til objektivitetsidealer som balance, saglighed og upartiskhed.12

For det andet indebærer kommercialiseringen, at medierne må positionere sig og henvende sig til

forskellige læsersegmenter med forskellige præferencer til indholdet. Derfor arbejdes der med

forskellige læserprofiler, der bl.a. er defineret ud fra læsernes politiske observans og interesse.

Morgenaviserne må nødvendigvis levere den seriøse og dybdeborende journalistik, af den simple

grund at indhold af den kvalitet er deres eneste berettigelse i et mediemarked, hvor det lette

infotainment-stof er tilgængeligt på internet, kommercielle tv-kanaler og i tabloidaviser.

Forudsætningen er så blot, at nogle segmenter har en interesse i det mere ”tunge” stof, hvilket

tydeligt fremgår af morgenavisernes læserprofiler.13

Det er derfor vigtigt at understrege, at medialiseringen netop i kraft af den ledsagede

segmentering ikke medfører en total trivialisering af den politiske dækning på bekostning af

væsentligheden – det afhænger fuldstændigt af mediet og segmentet, mediet henvender sig til.

Kommercielle og publicistiske hensyn udelukker således ikke altid hinanden, og det er dermed

forkert at hævde, at aviserne entydigt fjerner sig fra den politiske offentlighed – det er måske

mere retvisende at anskue problematikken ud fra en betragtning om, at offentligheden er blevet

til deloffentligheder (Hjarvard 2008:117, Gade et. al. 1999). I henhold til undersøgelsens hypoteser 12 Se http://jp.dk/info/jp_information/journalistik/article927240.ece og http://multimedia.pol.dk/archive/00328/Politikens_journali_328406a.pdfObjektivitet er altså ikke blot et ideal ifølge den normative betragtning om mediernes funktion i den politiske offentlighed – som leverandør af saglig, seriøs og balanceret information om væsentlige politiske anliggender som EU til den offentlige, politiske debat. Det er også et ideal defineret af aviserne selv, og det indgår på den måde i deres selvforståelse og logik.13 Se fx Politikens, især side 12 om ”Interesser”: http://www.printguiden.dk/log/uploaded/3_Laeserprofil%204+1.k.%202005.pdf

31

må morgenavisernes gatekeepere således ventes at have en større modtagelighed over for EU-

stoffet end de øvrige analyserede aviser (tabloidaviserne og metroXpress) og tv-nyhederne (der

ikke undersøges). Omvendt ses der som nævnt i indledningen og under Tidligere forskning også i

morgenaviserne en tendens til at fremstille EU i et modsætningsforhold til nationalstaten og en

ringe gengivelse af EU som mangfoldigt transnationalt netværkssystem (Ørsten 2003).

Den seneste udvikling på mediemarkedet gør ikke vilkårene nemmere. Den økonomiske recession

og den deraf afledte annoncekrise har bragt betalingsaviserne i en alvorlig krise, der allerede tog

fart ved gratisavisernes fremkomst i 2001. Aviserne skærer måske af disse grunde ned på deres

korrespondentbemanding i Bruxelles14, hvilket naturligvis ikke stiller EU-dækningen bedre.

En mulig barriere for en væsentlig EU-diskurs i aviserne er også de udviklinger i samfundet, der er

sket parallelt med medialiseringen, og som påvirker den politiske institution og de politiske

aktørers villighed til at beskæftige sig med upopulære emner i offentligheden. Disse fænomener

benævnes ofte designerpolitik (Hjarvard 2008:117-121) eller politiske marketing, der foreskriver

en tilpasning af produktet, det politiske budskab, til så mange og brede målgrupper som muligt,

undertiden på bekostning af det ærlige og politisk ansvarlige budskab (Newman 1999).

Udviklingen er sket i takt med, at partiloyale vælgere er afløst af troløse vælgere (Jensen 2001

bd.3:15), som nærved alle partier konkurrerer om. Der sker altså en segmentering og

modtagerorientering hos ikke blot medierne, men også de politiske aktører, som muligvis kommer

til udtryk i politikernes og derfor også i avisernes EU-diskurs.

Teoretisk delkonklusion

Der må med afsæt i disse institutionelle betragtninger af EU og medierne siges at være en generelt

ringe overensstemmelse mellem på den ene side det komplicerede, transnationale EU-system,

hvis hovedinstitutioner er placeret i Bruxelles, men som virker som netværk i andre netværk på

både globalt, supranationalt, nationalt og subnationalt plan, og på den anden side

medieinstitutionens logikker, der overvejende er styret af kommercielle modtagerhensyn. Det er

logikker, der rent tekstuelt sætter sig aftryk i form af konflikt, aktualitet og identifikation (nærhed,

domesticering, kontinuitet og referencer til velkendte aktører), og som typisk har ført til en EU-

dækning, der kvantitativt er kendetegnet ved ringe omfang og kvalitativt ved en fremstilling af EU

som fjernt og truende.

14 Information, 27.5.2009, EU-tillæg, s. 50.

32

Om disse forhold også gør sig gældende for EU-diskursen i de danske aviser i 2009, er emnet for

den resterende del af afhandlingen.

5. Om indholdsanalyserneInden indholdsanalyserne vil jeg redegøre for artiklernes sammenhæng med det teoretiske

problemfelt beskrevet i de tidligere kapitler, dvs. empiriens relevans for teori og

forskningsspørgsmål. Denne relevans vil jeg argumentere for ved i teoretisk forstand at betragte

avisartiklerne som en medielogikkens diskurs, dvs. som tekster præget af medieinstitutionens

logikker i det medialiserede samfund, og praktisk ved at gennemgå analysekategorierne og

dermed operationaliseringen af teorien, inden jeg opstiller indholdsanalysernes design. I

33

forlængelse heraf diskuterer jeg endelig validitet, reliabilitet og generaliserbarhed, dvs.

analysernes udsigelseskraft.

5.1. Sammenhængen mellem tekst og teori – kritisk diskursanalyse

For at give et overblik over sammenhængen mellem teksterne (avisartiklerne) og teori i studiet er

det nyttigt at se på sociolingvisten Norman Faircloughs model for den kritiske diskursanalyse

(Fairclough 1995:59). Modellen er relevant for nærværende analyse, fordi den kombinerer

tekstanalyse med makrosociologisk analyse og dermed illustrerer vejen fra avisartikel til

forskningsspørgsmålene om EU- og medieinstitutionen. At diskursprincippet kan anvendes i

medieindholdsanalyser har Fairclough selv demonstreret bl.a. i sin kritiske beskæftigelse med den

journalistiske filtrering (primær diskurs) af fx politiske kilder (sekundær diskurs) og skævvridninger,

som opstår i den forbindelse. Disse skævvridninger ses som symptomatiske for journalistiske

arbejdsnormer som forsimpling og popularisering (ibid.:kap.2).

Den kritiske diskursanalyse afdækker de ideologiske og sociale betydninger af helt konkrete

lingvistiske elementer i ”tekster”, der skal forstås helt bredt som både mundtlige, skriftlige og

visuelle artikulationer og som i denne analyse vil sige artiklerne. Niveauerne fra tekst til sociale

strukturer forbindes og medieres af udøvelsen af teksten, den såkaldte diskursive praksis, der

omfatter produktion, distribution og konsumption af teksten, herunder de sæt af normer, rutiner

og værdier, som gælder for disse praksisser. Niveauerne skal forstås som dimensioner, der er

indlejret i hinanden:

34

Socio-kulturel kontekst

Diskursiv praksis

Tekst

Indlejringen skal forstås sådan, at teksten og dermed også medietekster både afspejler og påvirker

den diskursive praksis (aktørniveauet, herunder organisationer) og derigennem også den

sociokulturelle kontekst (det strukturelle niveau, herunder institutioner), der er foranderlig over

tid.

Overført til denne afhandlings problemfelt vil det sige, at fænomener som medialisering og

kommercialisering, der betragtes som et muligt problem for væsentligheden af mediernes EU-

formidling til den politiske offentlighed, belyses ved at analysere EU-artikler. Præmissen er

dermed, at disse artikler er konstitueret af en diskursiv journalistisk praksis i form af

modtagerorienterede nyhedskriterier og forskellige rutiner og normer for det journalistiske

arbejde, som selv påvirker og påvirkes af de større, makrosociale forhold som samfundets

medialisering, dvs. mediernes selvstændiggørelse som institution. Eller med andre ord:

Strukturelle udviklinger som medialisering på makroniveauet udtrykker sig (bl.a.) i forskellige

praksisser på lavere niveauer, fx i den enkelte medievirksomhed, og i sidste ende i de enkelte

tekster – artikler om bl.a. EU. Men påvirkningen går altså også den anden vej, idet artiklerne ikke

blot afspejler men også – gennem forskellige sociale aktørers brug af teksterne – konstituerer de

to øvrige dimensioner, hvilket bl.a. betyder, at tekster er med til at forstærke de omkringliggende

dimensioner. Det vil eksempelvis sige, at en tekstuel italesættelse af EU som ”andethed” i

opposition til nationale interesser både kan være en afspejling af medielogikken i form af flere af

de omtalte nyhedskriterier, der igen afspejler større udviklingstræk i samfundet, men samtidig

også et bidrag til at disse logikker og denne forståelse af EU opretholdes.

Når modellen oversættes til afhandlingens problemfelt, ser det derfor således ud:

35

Det kritiske islæt i analysen består i dels en afdækning af en problematisk journalistisk praksis i et

medialiseret samfund, dels i den pointe, at artiklerne selv bidrager til disse omgivende

fænomeners opretholdelse. Det må dog fastholdes, at det primært er teksten, altså artiklerne, der

undersøges, hvorfor konklusioner om de øvrige dimensioner ikke bør forstås som udsagn om sikre

kausale sammenhænge (fx at EU fremstilles på en given måde på grund af visse nyhedskriterier).

De kvalitative interview giver dog et indblik i den diskursive praksis, idet artiklerne bliver til i

samspil med EU-interessenter som organisationer og politikere. Hermed belyses det, hvordan

graden af transnational EU-journalistik påvirkes af hhv. den primære og den sekundære diskurs –

mediet selv og politikerne.15

Faircloughs model illustrerer ikke blot en del af den teoretiske, men også den metodiske tilgang til

undersøgelsen, idet han anviser lingvistiske, kvalitative værktøjer til brug i analysen (fx

klassifikationer af metaforer og verber). Indholdsanalyserne er dog, som det vil fremgå, samtidig

kvantitative i den forstand, at de kvalitative fund kvantificeres.

15 En anden måde at opstille modellen på er således at betragte politikernes EU-italesættelse som tekstdimensionen, der kan indikere fænomener på makroniveau som politikerpopulisme, designerpolitik og medialisering af den politiske institution. Her vil man så på tekstniveauet alene se på den sekundære diskurs i artiklerne, mens den diskursive praksis vil være den samme, for så vidt angår den journalistiske mediering og filtrering i form af medielogikken som et vilkår for tekstproduktionen. Sådanne kontekster for politikernes EU-retorik er dog kun sekundære diskussionspunkter i afhandlingen, og politikernes EU-diskurser er primært interessante i deres egenskab af medskabere af avisernes EU-diskurs.

36

Medialisering (udvikling af medie-institution, kommercialiser-ing m.m.)

Det journalis-tiske niveau, herunder

medielogikAvis-artikel

5.2. Operationalisering – parametre og underhørende analysekategorier

Hvorvidt man med rimelighed kan betragte avisartiklerne som indlejrede i – og dermed indikatorer

for – de to omgivende dimensioner, behandles i kapitlets afsluttende diskussion af validitet,

reliabilitet og generaliserbarhed i undersøgelsen. Allerede i det følgende vil jeg dog argumentere

for undersøgelsens validitet, idet jeg vil redegøre for analysens parametre og underhørende

kategorier, og hvilke af de omtalte teoretiske begreber (fx nyhedskriterier og transnational

journalistik), de skal forstås som operationalisering og indikation af.

5.2.1. Kvantitative observationer

For det første er artiklernes antal, længde, placering i aviserne og stedet for deres tilblivelse (deres

journalistiske ophav) registreret. Disse variable ses som indikatorer for dækningens kvantitative

dimension og avisernes prioritering af EU som stofområde.

De øvrige observationer er kvalitative, dvs. tolkningsbaseret, men kvantificeres i

databearbejdningen.

5.2.2. Selektion af emner

Det helt centrale forskningsspørgsmål er som bekendt, hvorvidt emner, aktører og deres

beslutninger er transnationale i avisernes EU-dækning. Emner har jeg valgt at operationalisere ved

hjælp af såkaldt åben kodning, inspireret af Grounded Theory (Boolsen 2006:145-159), der

foreskriver en emnekategorisering, der udspringer af selve analysearbejdet og ikke en

forforståelse, dvs. præfabrikerede kategorier. Kategorierne dækker lidt forsimplet sagt over de to

hovedgrupper: politisk substans og politisk form og proces. Førstnævnte omfatter typisk de

politiske ressortområder som udenrigs-, finans-, sundhedspolitik m.m., mens sidstnævnte

fokuserer på EU-strukturen, beslutningsprocessen, taktik, trivialiteter og politiske metaemner

såsom debatten om debatten. Jf. idealerne har førstnævnte hovedgruppe generelt størst relevans,

idet de enten fremstiller det fungerende EU som væsentlig politisk institution eller forskellige

politiske aktørers visioner for eller imod denne institution. Blandt disse aktører tæller de danske

EP-kandidater, hvis holdninger selvsagt er relevante forud for vælgernes politiske stillingtagen ved

valget. Den anden hovedgruppe kan dog samtidig være relevant, idet den fx kan problematisere

skævheder i debatten og beskrive EP’s funktion i EU. Derfor er det analytisk forsimplet kun at

operere med to hovedgrupper, og jeg har af den grund valgt at kode (single choice) ud fra den

mere præcise selektion af emner i aviserne.

37

5.2.3. Aktører og kilder

Hermed bevæger vi os fra emner til aktører – eller fra hvad til hvem. EU som politisk institution

fungerer som nævnt som et netværkssystem på tværs af nationalstaterne. I relation til

problemstillingen skal det undersøges, om aviserne giver en EU-fremstilling i overensstemmelse

hermed, og til det formål er det relevant at kategorisere tilhørsforholdet for kilder og andre

aktører i artiklerne. Dermed undersøges fordelingen mellem danske, internationale og

transnationale aktører og kilder.

5.2.4. Aktanter – fortællingen om EU

Endelig har jeg vurderet, hvordan disse aktører optræder inden for artiklernes emner.

Nyhedsmediers dækning kan siges at virke ved både en italesættelse af visse emner og aktører på

bekostning af andre (selektion) og en sproglig vinkling (framing) af disse. Selektionen belyses ved

ovennævnte induktive, åbne kodning af artiklernes emner og aktører, mens vinklingen analyseres

ved et parameter, der primært er deduktivt, dvs. med præfabrikerede kategorier.

Jeg vil således analysere vinklingen ved hjælp af det omtalte teoretiske koncept aktantmodellen

for derved at fastslå de roller i historierne, som EU gives, herunder om disse roller hænger

sammen med forestillingen om EU som transnationalt netværkssystem. Med denne analysedel

hæves blikket fra det konkrete emneindhold i artiklerne til de mere generelle, abstrakte

fortællinger om EU, delvist beslægtet med Ørstens (2003) fortællingsrammer. Parameteret er

interessant, når man jf. indledningen fastholder, at en europæiseret dækning må fokusere på

europæiske emner, aktører og deres beslutninger. Spørgsmålet til besvarelse er dermed, om EU i

avisernes dækning overhovedet agerer og i så fald om i nationalt eller transnationalt perspektiv,

hvilket ofte er op til den journalistiske vinkling.

Aktantkategorierne omfatter:

EU som protagonist

38

EU Mål

I disse artikler optræder EU (enten en specifik EU-aktør eller den uspecificerede EU-helhed) som

hovedaktør – i dramaturgisk terminologi som protagonist (eller subjekt). EU er her en slagkraftig

politisk aktør med forskellige mål og modstandere, og perspektivet er transnationalt eller

supranationalt.

EU som hjælper for nationalstaten

eller

Dette er fortællingen om EU som fordel for nationalstaten. Dette forhold kan vises ved at

sammenslutte EU-helheden med nationalstaten, idet der intet modsætningsforhold er i disse

artikler mellem de to aktanter, eller man kan i andre tilfælde bedst anskue dem som forskellige

aktører, hvor EU hjælper nationalstaten mod et bestemt mål. Den ene aktør er således

transnational, den anden national.

EU som nationalstatens modstander

Her fremstår EU i konflikt med nationalstaten eller nationale interesser. I dramaturgisk forstand er

der tale om den klassiske modstilling af subjekt/protagonist og modstander – og så kan man

diskutere, hvem der er hvem. Disse artikler rummer således en konfliktbetonet framing af EU i et

traditionelt nationalt perspektiv – men også delvis transnationalt, da den ene aktør (EU) ikke

handler på nationalt mandat.

39

EU/nationalstat

EU som hjælper Nationalstat

Mål

EU Nationalstat

EU som hjælper for borgerne/forbrugerne

eller

Modellen her er sammenlignelig med EU som hjælper for nationalstaten, bortset fra at

nationalstat er udskiftet med borger, der meget ofte er specificeret som forbruger. Princippet er

det samme: EU optræder i disse artikler som hjælper, men relationen er her rent transnational,

idet nationalstaten ikke optræder som aktant.

EU som borgerne/forbrugernes modstander

Tilsvarende ligner denne model EU som nationalstatens modstander, denne gang med borgeren

eller forbrugeren som modstykket til EU. Perspektivet er som i ovenstående model transnationalt.

EU som splittede aktører

Artikler med denne fremstilling af EU omhandler EU-aktører, der vil i forskellige retninger. I stedet

for at fremstå som en enhed og dermed en samlet politisk aktør består EU i disse artikler af

40

EU/borger

EU som hjælper Borger

Mål

EU Borger

EU-aktør EU-aktør

enheder, ofte nationalstater, med forskellige og konfliktende mål. Perspektivet her er ofte

internationalt, dvs. omhandlende suveræne nationalstater og relationen imellem dem.

EU som ? (andet)

I denne kategori optræder EU i en diffus, ofte passiv rolle, fx som arena snarere end egentlig aktør.

Ofte handler artiklen ikke meget om EU og således heller ikke om EU som transnationalt

netværkssystem. Kategorien er derfor en indikator for begrænset relevans.

Blandet

Endelig er der de artikler, der gengiver to eller flere af ovenstående modeller nogenlunde

ligeværdigt, bl.a. artikler der dækker en uoverensstemmelse mellem hypoteser (fx visioner for EU)

og praksis, eller når kilder kritiserer andres fremstilling af EU.16 Hermed er en væsentlig pointe

antydet til senere brug, nemlig at EU i høj grad er, hvad både medier og politikere gør det til.

5.3. Design

Materialet omfatter dels normalperioder og dels perioden op til EP-valget d. 7. juni 2009.

Normaldækningen (Sample 1) indeholder flere delsamples: perioderne 1.-8. januar 2009, 1.-8.

marts 2009 og endelig artikler fra valgkampperioden, der ikke omhandler EP-valget.17 Disse

delsamples er valgt for at styrke repræsentativiteten for året 2009, der skal ses som univers for

Sample 1. Valgkampen (Sample 2) analyseres i de to sidste uger, dvs. fra d. 25. maj til og med

valgdagen.

Følgende landsdækkende dagblade indgår i analysen: Politiken, Jyllands-Posten (JP), Berlingske

Tidende, Information, B.T., Ekstrabladet, Børsen og metroXpress. Aviserne repræsenterer ikke et

større univers og således ikke nyhedsmedierne som helhed.

16 I de forudgående modeller kan der også være tale om, at der inddrages kilder med andre aktantfremstillinger, men i disse artikler giver journalisten tydeligt én fremstilling forrang – der så er bestemmende for kodningen.17 Dertil kunne man indvende, at et delsample fra valgkampsperioden ikke kan være repræsentativ for normaldækningen, da man kunne forvente, at journalisterne arbejder med EP-valget i denne periode og derfor underprioriterer den øvrige EU-dækning. Men inden jeg gik i dybden med dette delsample, lavede jeg nogle beregninger, der viser, at der tilsyneladende ikke er nogen signifikant forskel her: Artiklerne er i gennemsnit 400 ord lange i dette delsample, mod i 473 i januar/marts. Trækker man EP-artiklerne fra, skrives der i gennemsnit 5,3 EU-artikler per dag i EP-perioden mod 5,9 i januar/marts. Andelen af artikler, der er skrevet af korrespondenter er hhv. 16 og 17 %. En lille skævhed ses dog ved andelen af telegrammerne, idet 20 % af enhederne i marts/januar er telegrammer mod 33 % i EP-perioden. Alt i alt må man dog sige, at korrespondenterne og øvrige journalister tilsyneladende kunne producerer mere EU-stof i normalperioderne – og at begrænsningen formentlig ligger hos gatekeeperen; redaktøren.

41

Dataindsamlingen er foretaget i Infomedia ud fra følgende søgekriterier:

Sample 1: Søgeordet er ”EU” i artikelhovedet (rubrik, underrubrik eller manchet). Genrer:

nyhedsartikler, ledere, analyser/baggrund o. lign. – kun læserindlæg, anmeldelser, navnestof og

interview udelades, da hovedfokus er på den journalistiske italesættelse af EU og EP. Denne

søgning giver for de omtalte perioder et n på 164.

Sample 2: Artikler der indeholder ”EU”, ”Europaparlamentet” eller ”EP” i artikelhovedet og

omhandler valget. Genrerne er de samme som i Sample 1. Her bliver n på 147.

Når jeg har valgt kun at medtage artikler, der nævner EU/EP i artikelhovedet, skyldes det, at

søgninger på EU i hele artikler giver mange artikler, der kun nævner EU henkastet eller

parentetisk, hvilket gør det vanskeligt at fastslå, hvordan disse artikler tilgår EU i forhold til

forskningsspørgsmålet om en transnational journalistik. Fravalget kan dog ikke udelukkes at have

en konsekvens for validiteten af undersøgelsen.

Kodningen er foretaget i Excel og i Word-matricer med de samme kategorier. I matricerne er hver

artikel kort refereret med det formål at kunne se historierne bag tallene i Excel og dermed

muliggøre kvalitative uddybninger i analysen bl.a. ved at citere de diskursive valg hos journalister

og kilder, der har begrundet kodningen (fx ”EU truer…”).

5.4. Validitet, reliabilitet og generaliserbarhed

Inden indholdsanalyserne er det på sin plads at tage nogle forbehold i form af en vurdering af

udsigelseskraften af indholdsanalyserne som konsekvens af de ovenfor beskrevne valg. Denne

diskussion vil berøre de tre typiske kvalitetskrav for empiriske undersøgelser: reliabilitet, validitet

og generaliserbarhed (Kvale 1997:225-246) og besvarer dermed spørgsmålene:

1) Er målingerne pålidelige? (reliabilitet)

2) Siger disse målinger noget gyldigt om det, der skal måles og besvares, altså

forskningsspørgsmålet? (validitet)

3) Er undersøgelsens resultater repræsentative for andet end det undersøgte materiale?

(generaliserbarhed)

42

5.4.1. Reliabilitet – pålideligheden af observationer og målinger

I en større undersøgelse ville det være oplagt at sikre reliabiliteten ved at lade flere analytikere

kode materialet. Det må således stå til troende, når jeg hævder, at kodningen er forløbet uden de

store tvivlstilfælde, i hvert fald hvad angår de første tre parametre. Matricerne er dog vedlagt som

cd-rom, sådan at det ud fra de små artikelreferater er muligt at vurdere mine kodninger inden for

parametrene selektion og aktantmodellen.

Selektion af emner og til dels også Aktører og kilder er inspireret af Grounded Theory’s åbne

kodning og dermed af induktiv karakter, idet kategorierne udspringer undervejs i

databearbejdningen. Brug af induktivt frem for deduktivt genererede kategorier har sikret en

tekstnær tolkning, men forringer i nogen grad den direkte sammenlignelighed med andre

undersøgelser.

Noget større usikkerhed knytter sig til det mere tolkningsbaserede parameter Aktanter –

fortællingen om EU, bl.a. når EU som nationalstatens modstander overlapper med EU på

borgernes/forbrugernes side og i forhold til blandingskategorien – dvs. spørgsmålet om, hvornår to

fremstillinger af EU i en artikel er nogenlunde ligeværdigt gengivet.

Reliabilitet er dog ikke kun et spørgsmål om databearbejdning, hvilket i denne undersøgelse vil

sige kodning, men også selve dataindsamlingen, hvor flere analytikere ville styrke reliabiliteten.

Det er således ikke sikkert, at andre ud fra de givne søgekriterier ville nå frem til præcis samme

materiale. Det må også indskydes, at Infomedia er et mellemled til kilderne, hvilket med en basal

kildekritisk indvending må siges at indebære en lille risiko for datatab.

5.4.2. Validitet – gyldigheden af anvendelsen af empirien

Hvor det for læseren kan være svært og i al fald ressourcekrævende at kontrollere reliabiliteten, er

det umiddelbart ud fra afhandlingen muligt at vurdere validiteten – hvorvidt jeg ved valg af empiri

og analysekategorier har målt det, der ud fra teori, problemformulering og hypoteser skulle måles.

At de rent kvantitative observationer som antal og længde af artikler og anvendelsen af

korrespondenter indikerer avisernes prioritering af EU-stof og omfanget af dækningen, må være

selvindlysende. Mere kompliceret forholder det sig med de øvrige parametre, der

operationaliserer, hvorvidt EU-journalistikken er transnational.

43

I den forbindelse kan man problematisere, at en ren kvantitativ anvendelse af de valgte kategorier

ikke fortæller noget om det konkrete indhold, herunder vinklingen, der gemmer sig bag tallene.

Det er fx ikke muligt ud fra tallene at vurdere, om der inden for ressortområderne (udenrigs-,

finanspolitik osv.) dækkes politisk substans eller proces, eller hvad EU som protagonist helt

konkret dækker over. At det har været muligt at gå i dybden med sådanne indholdsmæssige

forhold ved at henvise til artiklerne på en systematisk måde, skyldes brugen af matricerne.

Jeg vil derfor argumentere for, at det har styrket validiteten at supplere den kvantitative

databearbejdning med en mere kvalitativ tilgang i form af matricer, som kan siges at være en

metode til at systematisere den kvalitative analyse (Miles & Huberman 1994). Den kvalitative

metodes fortolkningsdimension har nemlig ofte ledt til anklager om uredelighed på grund af

subjektiviteten, dvs. forskerens stærke indvirkning på data (der skabes i stedet for blot at

indsamles), hvilket kan betyde, at forskerens forforståelse, hypoteser og interesser modvirker den

videnskabelige distance og systematik (Boolsen 2006:60, Dahler-Larsen 2002). Denne fare kan i

tilfældet indholdsanalyserne reduceres ved systematisk brug af matricerne, idet disse fuldstændigt

modsvarer kategorierne i den kvantitative indholdsanalyse. Dermed muliggør matricerne ikke blot

kvalitative uddybninger og citater fra data; de kan hjælpe til at modvirke bias i udvælgelsen af

sådanne og dermed øge validiteten af resultaterne.

Der er naturligvis også ulemper ved kvalitative analyser, bl.a. manglen på repræsentativitet. Det

betyder i nærværende undersøgelse, at det var matricerne, der satte mætningspunktet for

dataindsamlingen og dermed n. 311 artikelreferater fordelt på de fire parametre prioritering,

selektion, aktører og aktanter fylder knap 100 siders matricer, og det vurderede jeg som grænsen

for overskueligheden. Men det er klart, at et større n ville give mulighed for større

repræsentativitet.

5.4.3. Generaliserbarhed

Dermed skal der knyttes nogle ord til det tredje kvalitetsparameter – generaliserbarhed og

dermed repræsentativitet. Som antydet er dette til dels et spørgsmål om datastørrelse (n), men i

langt højere grad et spørgsmål om velvalgt samplingsteknik. For normaldækningen gælder det, at

universet, som samplet skal repræsentere, er nutidens EU-dækning, hvilket jeg sætter til 2009.

44

Ved at arbejde med tre delsamples modvirkes faren for bias i form af enkelte, unikke

begivenheder, men helt elimineres kan den selvfølgelig ikke.18

Med Sample 2 lader jeg valgkampens sidste to uger (dens hot phase) repræsentere valgkampen.

Erfaringsmæssigt er det først i hot phase, at debatten går i gang, og antal enheder vil her typisk

være langt større end i forudgående uger (Lund & Ørsten 2004). Men det er klart, at en del af

debatten går tabt for analysen, og at denne del jo ikke nødvendigvis kvalitativt ligner samplet,

hvorfor resultatet kunne blive et andet ved at analysere hele valgkampen. Men af størst vigtighed

er formentlig de sidste par uger, netop på grund af dækningens omfang i denne hot phase.

18 Det er fx muligt, at den omfattende dækning af EU-uenighed i udenrigspolitikken er usædvanlig, hvilket i øvrigt understøttes af respondenternes indtryk af normaldækningen.

45

6. Indholdsanalyse af normaldækningenStrukturen for analysegennemgangen er som følger: Først præsenteres for hvert

analyseparameter tabeller med totalresultater, hvorefter tallene analyseres nærmere og

eksemplificeres med referencer til artiklerne. Subpopulationerne med forskellene mellem aviserne

er generelt for små at arbejde med kvantitativt, så dette komparative aspekt behandles primært

kvalitativt. Samtlige kvantitative resultater af indholdsanalyserne inkl. subpopulationerne findes

som detailresultater i bilag, ligesom en komparativ oversigt, der sidestiller tabellerne fra de to

samples.

Der refereres til artikler med hhv. bogstav (A for Sample 1, B for Sample 2) samt et nummer, og en

oversigt over aviser, sektioner og sidetal for disse referencer findes også som bilag.

6.1. Kvantitative observationer – avisernes prioritering af EU-stof

Tabel 1 indikerer, i hvilken grad EU er på avisernes dagsorden, og hvordan EU-stoffet produceres,

idet den viser omfanget af dækningen og brugen af korrespondenter i Bruxelles og telegrammer.

Tabel 6.1 Prioritering af EU-stof

Avis Antal

enheder

Enheder

pr. dag

Antal

ord

Korrespondent-

artikler (Bruxelles)

Tele-

grammer

Total 164 5,5 72.544 15 % 26 %

Jyllands-Posten 46 1,5 25.495 20 % 15 %

Berlingske Tidende 43 1,4 18.378 21 % 12 %

Politiken 22 0,7 8.355 27 % 18 %

Information 21 0,7 13.841 0 % 24 %

Børsen 17 0,6 4.542 0 % 65 %

metroXpress 6 0,2 942 0 % 100 %

B.T. 5 0,2 658 0 % 60 %

Ekstra Bladet 4 0,1 327 0 % 25 %

46

5,5 artikler om dagen i gennemsnit for otte aviser syner ikke af meget, EU’s store betydning taget i

betragtning. Tallene viser, at EU næsten ignoreres af tabloidaviserne, at metroXpress ikke dækker

stoffet med egne journalister, og at morgenavisernes relativt høje prioritering ikke alene udtrykkes

i flere enheder og ord, men også i brug af Bruxelles-korrespondenter.

6.2. Selektion af emner

Med Tabel 2 går vi til indholdet af artiklerne, dvs. emnerne på avisernes dagsorden.

Tabel 6.2 Selektion af emner

Nr. Emne Antal Pct. af n19

1 Udenrigspolitik 32 20

2 Finanskrise og recession 27 16

3 Sundhed, forbrugere og fødevarer 15 9

4 Klima og energi 14 9

5 Økonomi og erhverv 12 7

6 Eventuelle nye medlemslande 11 7

7 Generel holdning til EU 8 5

8 ”EU-lande…”20 7 4

9 EU-organisation (traktater, ledelse21, m.m.) 6 4

9 Landbrug og fiskeri 6 4

9 Flygtninge, udlændinge og integration 6 4

12 Det indre marked 4 2

13 Ligestilling 3 2

13 Andet 3 2

15 Afstanden mellem EU og borgerne (interesse, demokratisk

underskud)

2 1

15 Løn, pensioner, diæter, m.m. (EU-frås) 2 1

15 Retspolitik 2 1

19 Pga. afrunding af de enkelte procenttal er kolonnesummen ikke 100.20 Artikler, der ikke omhandler EU, og hvor EU alene indgår som prædikat til en række lande.21 Fx udnævnelse af kommissærer og kommissionsformand.

47

15 Kultur og medier 2 1

15 Trivialitet (underholdning, personstof o. lign.) 2 1

20 Generel, strukturel information om EP/EU 1 1

20 Arbejdsmarked 1 1

Det ses, at de fem hyppigst optrædende emner er politiske ressorts og omhandler EU’s virke på

disse områder eller forestillinger herom. Det er dermed ved første øjekast den politiske substans,

der præger dækningen. De hyppigst dækkede emner analyseres i det følgende.

6.2.1. Den konfliktbetonede udenrigsdækning

Andelen af EU-udenrigsstof er overvældende (20 %), men dækker over relativt få konflikter, der

dækkes serielt fra dag til dag. Udenrigsdækningen omhandler mestendels EU’s stilling i forhold til

forskellige globale aktører og konflikter og kan umiddelbart synes at være et udtryk for et fuldendt

transnationalt perspektiv – at de europæiske lande fungerer som en supranational enhed, der

taler med vægt i globale anliggender uden at være bundet af nationale mandater. Virkeligheden er

imidlertid, at kategorien i høj grad er fortællingen om et EU, der forsøger at agere som sådan, men

ikke lykkes, primært fordi medlemslandene ikke kan blive enige – med den konsekvens, at de

andre spillere på den globale scene ikke kan tage EU’s rolle seriøst. Denne fortællingsramme

gælder overvejende for konflikten mellem Israel og palæstinenserne i Gaza og striden om gas

mellem Ukraine og Rusland i begyndelsen af januar. Disse historier matcher på flere måder

nyhedskriteriet konflikt: Der er for det første konflikt mellem EU-landene, der fremstår som

handlende på nationale mandater og derfor ikke transnationalt (A147), og for det andet er der af

den grund et konfliktforhold mellem EU’s globale ambitioner og dets reelle formåen for

nuværende, hvilket eksplicit problematiseres i flere analyser og kommentarer i morgenaviserne

(A155). For det tredje er der konflikt, når EU agerer enigt, idet dette som regel sker i internationale

konflikter – ofte uden held (A145).

Konflikterne opfylder også kontinuitetskriteriet, fordi de falder inden for velkendte stridigheder

som Rusland, der ydmyger de tidligere sovjetlande, og den langvarige konflikt i Mellemøsten.

6.2.2. De øvrige substanskategorier

48

Næsten ligeså omfattende dækket (16 %) er EU’s stilling i finanskrisen og den dermed forbundne

økonomiske recession, der for alvor tog fart i begyndelsen af 2009. Problemet er i sig selv udtryk

for stærk globalisering, dvs. global interdependens, men af større interesse her er, hvordan EU i

avisernes diskurs forholder eller bør forholde sig til emnet.

Svaret er, at dækningen ikke lader nogen tvivl om, at der her er tale om et globalt og

transnationalt fænomen, der udvikler sig fra subnationale aktører som banker og kapitalfonde på

tværs af landegrænser til en global krise, som de nationale aktører forsøger og må forsøge at

inddæmme ved bank- og stimulipakker. Netop på grund af interdependensen kan disse nationale

tiltag være uden megen effekt, hvis ikke der sker en overnational koordinering, fortæller aviserne.

Her kommer EU ind i billedet, men igen (som ved udenrigsdækningen) primært som en vision og

ikke et realiseret potentiale. Det er især i første uge af marts, at dækningen af finanskrisens og

dens mulige løsninger finder sted. I netop den uge afholdt Det Europæiske Råd et krisetopmøde

om emnet, hvilket dækkes både før og efter af alle aviser undtagen B.T. og Ekstra Bladet. Vinklen

er konfliktbetonet, da der fokuseres på uenighed mellem på den ene side de nye medlemslande i

øst, der er særligt hårdt ramt, og de gamle medlemslande, der nægter at oprette en særlig

støttefond til østlandene. Sekundært nævnes det, at landene er enige om at holde fast ved det

indre marked og afstå fra protektionisme (A135). JP, Berlingske og Politiken giver i kommentarer

og ledere udtryk for, at krisen bl.a. skal løses i EU-regi for at værne om det forenede Europa, dvs.

undgå nedsmeltning i øst, og i forhold til den vision fremstår EU’s indsats ikke prisværdig: ”Selv om

vi indtil nu har hørt mere til de nationale politikere end til institutionerne i Bruxelles, er

sammenhængskraften i EU helt afgørende” (A151).

Disse endnu delvist publicistiske medier giver således udtryk for en opbakning til EU-projektet som

løsning i transnationale anliggender, men ser måske også gode historier i konfliktforholdet mellem

visioner og realiteter. Både selektionen (krisen og topmødet) og vinklingen (uenigheden og den

manglende slagkraft) lever dog op til væsentlighedskriteriet, så det eventuelt problematiske kan

alene bestå i spørgsmålet om balance – udeladelsen af andre temaer og nyheder, herunder hvad

EU faktisk måtte være enig om.

Artikler om sundhed, forbrugere og fødevarer, nr. 3 på listen (9 %), omhandler EU’s store

indflydelse på de mest borgernære områder. Kategorien er dermed en indikation af nærhed og

omfatter så forskellige områder som ftalater, mobilpriser, lovkrav om datomærkning af frossent

49

kød og standarder for bilers standardudstyr. Modsat de føromtalte emner er der her ikke den

store konsensus i avisernes selektion. De enkelte historier er typisk kun bragt i én avis og det i

korte formater, ofte som telegrammer.

Disse karakteristika gælder også de øvrige ressortområder længere nede på listen. Kategorierne

er, som det fremgår, ikke dækket intenst, men de udtrykker en mangfoldighed af emner, der er

langt større, end det skal ses i Sample 2.

Vurderer vi ovenstående i forhold til nyhedskriterierne og de andre medielogikker, må

domesticeringen generelt siges at være lav, idet det især er grænseoverskridende begivenheder og

emner, der dækkes. Det er derimod kriterier som konflikt, kontinuitet og aktualitet, der

kendetegner de fleste artikler. Aktualitet ses i forbindelse med den omfattende dækning i

forbindelse med EU-topbegivenheder og kommer desuden til udtryk ved, at nyhederne ofte

optræder serielt som opfølgninger inden for de omtalte topemner, altså i kombination med

kontinuitet. Dette er muligt at belyse i kraft af anvendelsen af delsamples – der er således tale om

emner og ”nyheder”, der strækker sig over januar, marts og forsommeren. Hvad emner angår,

drejer det sig især om udenrigs-, finans- og klima- og energipolitik, og hvad angår mere specifikke

nyheder inden for disse emner, handler det især om finansregulering til afværgelse af nye krise. Et

væsentligt nyhedskriterium synes derfor at være, om de enkelte nyheder kan skrives ind i sådanne

serier af megatemaer. Disse temaer dækkes bredt af næsten alle aviserne, mens nyheder, der

falder inden for de andre ressorts, typisk kun dækkes af enkelte aviser og det som små artikler, der

ikke følges op på, ofte telegrammer.

Generelt præges Sample 1 af politisk substans, ofte med det processuelle, taktiske plan i naturlig

forlængelse (Ex: Hvordan ændrer vi Metock-dommen?). Substansen er dog typisk rent deskriptiv

og ikke politisk debatterende – og de aktører, der diskuterer politik, er primært fra EU’s

kerneinstitutioner og gerne udenlandske; mere herom i det følgende.

50

6.3. Aktører og kilder

Tabel 6.3 Aktører og kilder

Nr. Aktør/kilde Antal Pct. af

n22

1 EU (uspecificeret) 146 89

2 International aktør, ikke EU 116 71

3 Kommissionen 74 45

4 Dansk aktør, ikke EU (fx regering, organisation, virksomhed) 68 41

5 Udenlandsk EU-aktør (politiker eller parti/gruppe) 47 29

6 Europaparlamentet 30 18

7 Dansk EU-aktør (politiker eller parti/gruppe) 28 17

8 Formandskabet 27 16

8 Ekspert 27 16

10 Ministerråd (Rådet) 17 10

11 EF-domstolen 17 10

12 Det europæiske råd (stats- og regeringschefer) 16 10

13 Anden transnational europæisk aktør 13 8

14 Lobbyist 9 5

15 Europæisk agentur23 8 5

16 Hypotetisk EU-aktør 6 4

17 ECB (Den Europæiske Centralbank) 4 2

17 Europaudvalget 4 2

19 COREPER (EU-ambassadører) 1 1

20 Specialudvalg, komiteer 0 0

22 Kodningen her er foretaget multipelt, hvorfor kolonnesummen langt overstiger 100.23 Agenturerne er særlige administrative organer, der dækker forskellige områder og som analyserer, overvåger og løser administrative opgaver (fx at udføre EU-programmer eller udarbejde fælles standarder).

51

Også når vi retter blikket fra emner til aktører, er det transnationale, europæiske og globale mere

fremtrædende end det nationale.

Aktør- og kildeanalysen er delvist analog til Ørsten 2003, dvs. med flere overlap af kategorier, og

den viser dermed nogle interessante udviklingstræk. Det ser ud til, at parlamentets stigende

betydning ikke går avisernes dækning forbi. I 2001 optrådte EP i 7 % af artiklerne (Ørsten

2003:231), mens det i 2009 er 18 % (hvilket måske skal ses i lyset af det forestående EP-valg). Den

mest omtalte aktør er dog stadig Kommissionen – EU’s dagsordensættende institution.

Formandskabet har gennemgået en lignende stigning, fra 8 til 16 %, hvilket sikkert hænger

sammen med, at det tjekkiske formandskab i første halvår af 2009 må siges at leve op til megen

medielogik. Tjekkerne og især deres præsident, den EU-skeptiske Vaclav Klaus, giver flere gange

anledning til både konflikt og sensation, især i januar, grundet det åbenlyst kontroversielle i, at EU

nu skal ledes af en EU-skeptiker, der vil kunne spænde ben for mange EU-initiativer: ”Det er

sjældent, at en ny EU-formand indleder seks måneder i spidsen for unionen med at sige, at han

glæder sig til, at det hele er overstået” (A142).

Domstolen dækkes en anelse mere i 2009, mest i sammenhæng med stadfæstelsen af Metock-

dommen, der i flere aviser behandles som en underminering af dansk udlændingepolitik (A84).

Ellers er der en gennemgående overensstemmelse med Ørstens resultater; for de fleste aktører er

procenttallet det samme inden for en margen på 2-3 procentpoint.

Det gælder i 2009 som i 2001 (og 1996 og 1991), at beslutningsnetværket slet ikke indfanges i sin

helhed. Det vigtige lovforberedende og implementerende arbejde i COREPER, specialudvalg og

komiteer dækkes stort set ikke. Aktører på forvaltningsniveauet er også de såkaldte agenturer, der

til gengæld indgår hele 8 gange i samplet, hvilket sker når deres arbejde ligger inden for temaer

som miljø, muslimer og forbrugerbeskyttelse (A43, A61, A69), der som bekendt står højt på

avisernes EU-dagsorden eller den offentlige dagsorden som helhed. Disse omtaler er kendetegnet

ved at omhandle begivenheder, fx ”Ny rapport viser…”, hvormed de opfylder aktualitetskriteriet.

Referencer til elitenationer og deres berømte regeringsledere, dvs. elitepersoner, ses i kategorien

for Det Europæiske Råd: Der gives et klart indtryk af, at det er de store, magtfulde landes

52

regeringschefer Sarkozy, Brown og Merkel, der sætter dagsordenen her (A108), selvom disse lande

ikke alene kan mønstre flertal i Rådet.

Hvad de øvrige aktørgrupper angår, gælder det generelt, at EU ganske tydeligt fremstår som et

transnationalt netværkssystem, der består af og indgår i relationer med aktører med og især uden

nationalt mandat. Dette ses ved agenturerne og flere af aktørerne under International aktør, ikke

EU. Det høje tal, der må siges at indikere, at dækningen er hævet over den hjemlige andedam og

domesticering, dækker over andre lande i Europa eller verden og en række organisationer som

WTO, Greenpeace, Verdensbanken m.fl. (A133, A106, A161), der mere eller mindre formelt agerer

i forhold til EU og i høj grad virker på globalt plan, herunder i samspil med stormagterne. At 41 %

af artiklerne rummer danske ikke-EU-aktører (typisk MF’ere) indikerer måske nok domesticering

og nærhed, men i endnu flere (71 %) indgår internationale ikke-EU-aktører.

At ikke kun det nationale, men også det sub- og transnationale plan indfanges, indikeres ligeledes

af omtalen af lobbyister (oftest danske) og øvrige europæiske, transnationale aktører. Og der er

forslag om endnu flere transnationale aktører på EU-niveau (hypotetiske), især til forhindring af

nye finanskriser (A27).

Ser vi på EU-personerne, Dansk EU-aktør (17 %) og Udenlandsk EU-aktør (29 %), viser

identifikationskriteriet sig. Førstnævnte dækker således overvejende over landbrugskommissær

Mariann Fischer Boel, der henter megen ros (A55), mens sidstnævnte ofte er lig med

kommissionsformand José Manuel Barroso. Danske MEP’er gives dog også omtale, men primært

de, der er kendt fra landspolitikken som fx Poul Nyrup Rasmussen (som dog kan siges at være

særlig vigtig i sin egenskab af formand for de europæiske socialdemokrater), og i de relativt få

politiske diskussioner overskygges de af nationale politikere, fx integrationsordførerne på

Christiansborg (A40).

Hvad forskellene mellem aviserne angår, ses det, at det større kvantum i morgenavisernes

dækning indebærer en større mangfoldighed i aktører. Det er således her – og især i

korrespondentartiklerne – at netværket med lobbyister, agenturer, eksperter m.m. forefindes,

mens de øvrige aviser primært fokuserer på den absolutte EU-top.

53

6.4. Aktanter – fortællingen om EU

Tabel 6.4 Aktantmodellen

Det skal nu analyseres, i hvilke roller de nævnte aktører optræder. Hvor de forrige

analyseparametre indikerer selektion, er der her også tale om vinkling.

At flere vinklinger af samme begivenhed er mulige ses fx ved optakten til topmødet i marts om

finanskrisen. Samtlige morgenaviser vinkler begivenheden i overensstemmelse med det

internationale perspektiv og aktantmodellen EU som splittede aktører ved nemlig at fokusere på

forskellene mellem øst- og vestlande i EU, deres forskellige udfordringer i krisen og risikoen for et

nyt jerntæppe. Derimod dækker metroXpress optakten med et telegram med Barroso (A164), der

udtaler sig konstruktivt om mulighederne for finansiel overvågning og regulering på EU-niveau,

altså det transnationale perspektiv og aktantmodellen EU som protagonist.

Aktantmodellen er dog også et spørgsmål om selektion af begivenheder. Kategorierne gennemgås

i det følgende.

54

EU i aktantmodel Antal Pct. af

n

EU som protagonist 49 30

EU som hjælper for nationalstaten 11 7

EU som nationalstatens modstander 11 7

EU som hjælper for borgerne/

forbrugerne

9 5

EU som borgerne/forbrugernes

modstander

7 4

EU som splittede aktører 25 15

EU som ? 21 13

Blandet 29 18

6.4.1. EU som protagonist

Bag det høje tal 30 %, der egentlig er større, da EU også kan siges at være protagonist i flere af

aktantmodellerne om nationalstaterne og borgerne, gemmer der sig EU-enighed eller visioner om

EU-aktioner på så forskellige områder som biobrændstof (A56), hjælp til USA omkring

Guantanamo-problemet (A16) og de finanspolitiske forslag (A13). I forlængelse af konfliktkriteriet

rummer kategorien dog overvejende forestillinger om EU-agens på den udenrigspolitiske scene;

ofte kommer der ikke meget ud af EU’s aktioner på området, jf. udenrigsdækningens omtale af

den manglende globale slagkraft.

6.4.2. EU i forhold til nationalstaten og borgerne

At fremstille EU i et modsætningsforhold til nationale interesser er som nævnt et af de mest

gennemgående resultater af den tidligere forskning, men analysen viser, at aktantmodellen EU

som nationalstatens modstander med blot 7 % ikke er udbredt i de danske aviser i 2009. Den ses fx

for redningsplanen for TV2, der risikerer at blive underkendt af Kommissionen (A141), og i nogle

artikler om Metock-dommen. I den forbindelse skal det siges, at fremstillingen af Kommissionen

ser ud til at være blevet mere nuanceret og positiv siden Ørsten (2003:242-345), mens det nu er

EF-domstolen, der optræder som udefrakommende trussel mod nationale interesser: ”Ny EU-dom

(Metock) går imod regeringen”, men ”regeringen kæmper ufortrødent videre, siger

integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V)” (A84).

Når EU optræder i den omvendte aktantmodel, dvs. som hjælper for nationalstaten (ligeledes 7

%), handler det overvejende om potentielt nye medlemslande, der søger beskyttelse i den

økonomiske krise, især Island (A66).

Går vi til det rent transnationale perspektiv og dermed uden om nationalstaterne, er der kun 9 %,

der – mere eller mindre eksplicit – omhandler borgerne/forbrugerne, og nærhedskriteriet kan

således være svært at få øje på. Men det er værd at bemærke, at der i disse artikler ikke kan

spores en dominerende fremstilling af EU som truende ”andethed” i forhold til borgerne og

forbrugerne. EU som hjælper for borgerne/forbrugerne ses i 5 % af enhederne og dækker primært

over forbrugerartiklerne, fx når EU stiller skrappere krav til fx ftalater (A69), eller når EU indfører

danske standarder for datomærkning af fødevarer, sådan at der bliver tale om EU-standarder til

55

glæde for forbrugerne i alle medlemslande (A74). I sidstnævnte tilfælde kommer vinklingen af EU

på borgernes side diskursivt til udtryk i mellemrubrikken ”EU til undsætning”.

Den modsatte aktantmodel, EU som borgerne/forbrugernes modstander (4 %), er ofte den direkte

spejlvending af førnævnte problematik inden for forbrugeremnet og ses, når EU’s standarder ikke

kommer forbrugerne til gode, fx ved EU-godkendelse af farlige autostole (A52) og det

hormonforstyrrende stof bisphenol A i plastikprodukter (A40). De to artikler om EU-frås ligger også

i denne kategori, da det er skatteyderne, der må betale.

Det viser det sig, at EU som nationalstatens modstander og EU som borgerne/forbrugernes hjælper

kan være overlappende, eftersom EU kan være imod nationalstaten, men samtidig på borgernes

side. Nationalstat og borger er altså ikke altid på samme side, hvilket i de tilfælde vanskeliggør

kodningen – begge modeller og Blandet kan komme på tale. Enkelte gange fremstår nationalstaten

altså som modstander i forhold til subjektet borgerne, der hjælpes af EU. Det gælder fx, når

Kommissionen vil overvåge, at de nationale hjælpepakker i finanskrisen ikke medfører

protektionisme og støtte af egne industrier på bekostning af det indre, fri marked og ”til ugunst for

forbrugerne” (A114). Her er EU i form af Kommissionen altså en modstander til regeringerne, der

ønsker at beskytte de respektive landes arbejdskraft, men samtidig hjælper for subjektet i form af

alle de europæiske befolkninger og ikke blot enkelte befolkninger.

Det betyder, at avisen ofte kan vælge at vinkle EU-aktørernes indblanding på to grundlæggende

måder:

Eller:

56

EU Nationalstat

Det er disse valgmuligheder, der viser, at aktantmodellen i høj grad udtrykker fænomenet vinkling

i form af journalistisk tolkning og valg/fravalg af kilder og deres udlægning. Dermed er også sagt,

at den sekundære diskurs er vigtig, ikke mindst politikernes retorik. Fx er de danske MF’er ikke

enige om, hvorvidt stadfæstelsen af Metock-dommen skal ses som en trussel mod national

udlændingepolitik eller som en garant for borgernes rettigheder (A119).

Det må i den forbindelse understreges, at fordi den sekundære diskurs som regel er balanceret,

kan disse aktantmodeller ikke problemfrit oversættes til sympatier for den ene eller den anden

part. Det journalistiske håndværk er oftest i orden, idet der gennem kildevalget gives dækning af

andre fremstillinger, dog oftest meget perifert.

6.4.3. Øvrige

Endelig er der aktantmodellerne, hvor EU ikke kan siges at agere i nogen tydelig rolle. For det

første er der EU som splittede aktører (15 %), der udtrykker uenighed om EU som aktør; en

uenighed der ses i de omtalte toptemaer finans-, klima- og især udenrigspolitikken: ”Netop

tragedierne i Irak og Libanon udstillede EU som internt splittet og handlingslammet i vitale

internationale anliggender” (A155). Mange af artiklerne argumenterer for, at EU grundet disse

uenigheder desværre endnu ikke er den stormagt, det potentielt kan blive i kraft af BNP og

indbyggertal (potentielt en masse soft power). EU kommer ganske enkelt til kort, og Israel lytter

mere til USA i Gaza-striden, Rusland og Ukraine holder EU-landes borgere som gidsler i deres

gasstrid, og det tjekkiske formandskab har større interesse i at pleje interesser med USA frem for

at tale med fælles europæisk stemme over for Israel (A157). Det er i høj grad konfliktkriteriet, der

karakteriserer disse artikler.

EU som ? (13 %) dækker typisk over artikler, der ikke handler meget om EU, men om EU-lande i

ikke-EU-sammenhænge, mens Blandet (18 %) oftest omhandler forskellige perspektiver, man kan

57

EU som hjælper

Borger

Mål:At beskytte

borgerens interesser

Nationalstat som

modstander

anskue EU ud fra, dvs. politiske diskussioner som førnævnte blandt forskellige aktører, der i

modsætning til kategorien EU som splittede aktører ikke agerer i de egentlige EU-institutioner som

Rådet, EP og Det europæiske Råd.

Hvad angår forskelle på tværs af aviserne eller inden for den enkelte avis, er det påfaldende, at 44

% af korrespondentartiklerne omhandler det splittede EU og kun 15 % EU som protagonist. Det

styrker altså ikke entydigt graden af transnational dækning, dvs. fremstillingen af agerende,

transnationale EU-aktører, at anvende korrespondenter i Bruxelles. Korrespondenterne dækker

som regel topmøderne, hvor de ofte vælger at fokusere på uenigheden. Samtidig er det dog også

dem, der problematiserer uenigheden og opstiller idealer og visioner.

6.5. Delkonklusion: Sample 1

Normaldækningen er kvantitativt karakteriseret ved en noget sporadisk dækning, dvs. få enheder

per dag, og kvalitativt ved en klar sammenhæng med de fleste nyhedskriterier – med en væsentlig

undtagelse: Det må således konkluderes, at graden af domesticering er overraskende lav. Det

nationale perspektiv fylder mindre end det transnationale og internationale, hvilket ses af den

større andel med internationale aktører end danske aktører, ligesom udenlandske EU-politikere

optræder i flere artikler end de danske EU-politikere. Identifikation og genkendelighed kommer

ganske vist til udtryk på både aktør- og emnesiden, men det er på inter- og transnationalt og ikke

nationalt plan. De store lovgivende EU-institutioner og de store landes regeringschefer optræder

hyppigst, hvorimod beslutningsnetværket i og omkring EU så langt fra gengives til fulde.

Hvad selektionen af emner angår, får man ved læsningen indtryk af kraftig globalisering, der

involverer eller rettere, ifølge morgenaviserne, bør involvere EU. Det er således den finansielle og

økonomiske krise, der ved siden af forskellige klimaproblematikker og velkendte udenrigspolitiske

konflikter dominerer dagsordenen, og som synes at være de megatemaer, som EU-aktører og EU-

begivenheder i 2009 skal skrive sig ind i for at passere avisernes gatekeeper.

Det EU, der skildres, har stor intern slagkraft, men ringe global magt. I førstnævnte type nyheder

ligger der en mulig EU-negativ vinkling i aktantfortællingen om det intervenerende EU mod

nationalstaten og borgerens interesser, men denne vinkel er ikke så fremherskende og entydig,

som tidligere undersøgelser indikerer; den opvejes til fulde af de mere EU-positive aktanthistorier

med EU som hjælper for nationalstater og borgere. I den anden nyhedstype ligger der en mulig

58

negativitet i konflikthistorier om EU’s uenighed – og den kommer til gengæld meget klart til

udtryk. Misforholdet mellem EU’s ambitioner og dets reelle formåen udadtil dækkes således

massivt.

I udenrigshistorierne om det splittede og svage EU ses tendenser til sensation, der udtrykkes ved

brudfladen mellem netop det transnationale og det nationale. Det har i sig selv nyhedsværdi, når

de nationale aktører i den transnationale enhed EU ikke kan enes. Men det får yderligere

nyhedsværdi, når en EU-institution, der var tiltænkt en paneuropæisk rolle, agerer EU-skeptisk,

nationalt og bilateralt – det tjekkiske formandskab. Morgenavisernes kritik ledsages dog af visioner

om et mere forenet EU.

Alt i alt kan væsentligheden af nyhederne ikke bestrides, men balancen kan diskuteres, idet de kan

skævvride billedet af EU som aktør. Ganske vist fremstår EU som en væsentlig transnational aktør

med en vis grad af legitimitet, dvs. ikke som truende ”andethed” fra et nationalt eller borgernært

synspunkt, men institutionens agens er ofte mere hypotetisk og uforløst end reel.

59

7. Indholdsanalyse af valgkampsdækningen

7.1. Kvantitative observationer – avisernes prioritering af EU-stof

Tabel 7.1 Prioritering af EU-stof

Avis Antal

enheder

Enheder pr.

dag

Antal

ord

Korrespondent-

artikler

(Bruxelles)

Telegram

mer

Total 147 10,5 83.347 22 % 10 %

Berlingske Tidende 37 2,6 18.994 27 % 5 %

Politiken 25 1,7 16.890 32 % 0 %

Jyllands-Posten 24 1,6 17.652 54 % 4 %

Information 17 1,2 15.109 0 % 6 %

metroXpress 16 1,1 4.959 0 % 25 %

Ekstra Bladet 11 0,7 3.424 0 % 0 %

Børsen 9 0,6 3.810 0 % 33 %

B.T. 8 0,5 2.249 0 % 13 %

Det bemærkes for det første, at der i overensstemmelse med tidligere undersøgelser og

hypoteserne er en klar kvantitativ forskel mellem normaldækning og dækningen af den særlige

EU-begivenhed EP-valget, idet antal enheder pr. dag er ca. dobbelt så stort. Det ses endvidere, at

korrespondentandelen stiger for alle de tre morgenaviser, der har korrespondenter placeret i

Bruxelles, samtidig med at andelen af telegrammer falder. Disse resultater indikerer alle, at EP-

valget er af større væsentlighed og interesse for aviserne end øvrige EU-begivenheder.

60

7.2. Selektion af emner

Tabel 7.2 Selektion af emner

Nr. Emne Antal Pct. af

n24

1 Valget og debatten i de andre lande 24 16

2 Debatten om debatten (politikerne og medierne) 22 15

3 Generel holdning til EP/EU 20 14

4 Afstanden ml. EU og borgerne (interesse, demokratisk underskud,

m.m.)

15 10

5 Generel strukturel info om EP (grupper, arbejde og funktion ift. EU) 14 10

6 Trivialitet (underholdning, personstof o. lign.) 9 6

7 Løn, pensioner, diæter o. lign. (EU-frås) 8 5

8 Andet 6 4

9 Klima og energi 5 3

10 EU-organisation (traktater, ledelse, m.m.) 4 3

11 Retspolitik 3 2

12 Finanskrise og recession 2 1

12 Landbrug og fiskeri 2 1

12 Sundhed, forbrugere og fødevarer 2 1

12 Økonomi og erhverv 2 1

16

16

Arbejdsmarked

Miljø

1

1

1

1

16 Det indre marked 1 1

16 ”EU-lande…” 1 1

7.2.1. Valget og debatten i de andre lande

Sammenlignet med Sample 1 er det tydeligt, at metaemnerne delvist fortrænger

substansemnerne. Nr. 1 på listen, Valget og debatten i de andre lande, kan dække over begge

typer, men omhandler overvejende metaniveauet, altså det processuelle plan. At dette emne

24 Pga. afrunding af de enkelte procenttal er kolonnesummen ikke 100.

61

topper selektionen er et udtryk for, at tilgangen i dækningen er international – men kun i ringe

grad transnational og paneuropæisk. Den høje andel bryder med tidligere resultater om

domesticering, men artiklerne her er alligevel udtryk for domesticering – i de andre landes

debatter og valgkampe, der ifølge aviserne forløber fuldstændigt separat uden antydningen af en

transnational, europæisk offentlighed.

I kategorien optræder beskrivelser af valgkampen i adskillige EU-lande primært leveret af

Bruxelles-korrespondenterne med fokus på forventet lav valgdeltagelse, nationale regeringer i

problemer, skandaler blandt de nationale politikere, EU-skeptiske politikere på især højrefløjen,

debatter der handler om alt andet end EP, m.m.25 Kriterierne synes at være konflikt, kontinuitet og

domesticering i form af velkendte, nationale politikere i velkendte problemer, fx Berlusconis

skandaler i Italien (B117) og Gordon Browns utallige problemer i Storbritannien (B12).

Debatemnerne er på ingen måde europæiske eller transnationale. Det mest paneuropæiske synes

at være den lave folkelige interesse og den borgerlige skepsis, der kommer til udtryk i britiske

David Camerons ønske om en ny konservativ, mere EU-skeptisk gruppe i EP (B25) og den irske

forretningsmand Declan Ganleys tværeuropæiske, EU-skeptiske bevægelse, Libertas, der dog står

til nederlag (B107). Tilsvarende paneuropæiske bevægelser på den EU-positive side omtales ikke.

7.2.2. Den sparsomme politiske substans

Hvor normaldækningens selektion er præget af substans næsten hele vejen igennem, bemærkes

det i valgkampsdækningen, at man først ved nr. 9 finder et ressortområde. Nr. 3 (Generel holdning

til EP/EU) rummer ganske vist politisk substans, da den oftest dækker over kandidaternes

standpunkter, men artiklerne her er meget overfladiske. Især Berlingske og Politiken oplyser

hyppigt om de danske kandidaters politiske mål og visioner, men det bliver ofte ved kortfattede og

sloganagtige betragtninger af fx Jens Rohde og mange andre, især borgerlige (B71, B4), der

betragter EU i et nationalt perspektiv, idet de vil sætte hegnspæle for EU’s indflydelse, eller en

generel holdning om, at EU skal bruges til bekæmpelse af klimaproblemer og finanskrise uden at

komme det meget nærmere end ”grønne job” (B124), ”klimateknologi” (B113) og ”lønningsloft i

finanssektoren” (B137). I samme forbindelse nævner kandidaterne som regel de politikområder,

25 Disse temaer optræder oftest inden for samme artikel, og derfor har jeg valgt at operere med kategorien Valget og debatten i de andre lande. Det ville således være vanskeligt at kode artiklerne som enten Generel holdning til EP/EU, Debatten om debatten, Afstanden mellem EU og borgerne eller Trivialitet – alle elementer indgår ofte. Ressortkategorierne kan derimod stort set ikke komme på tale i disse artikler.

62

hvor de ønsker sig mindre EU (B120). Denne tobenede retorik kendetegner samtlige lister bortset

fra de Radikale og Folkebevægelsen mod EU, der er hhv. helt for og helt imod EU.

Kandidaterne bliver stort set aldrig afkrævet et svar på midler til opnåelse af deres – meget

overordnede – mål. Hvilke konkrete forslag deres mål kan udmøntes i, hvordan de vil opnå flertal i

EP, og om forslaget overhovedet ligger inden for EP’s beføjelser eller EU’s dagsorden (fx

forestående behandling af direktivforslag fremsat af Kommissionen) diskuteres sjældent og i de

tilfælde overvejende af MEP’erne og kandidaterne (B110) og ikke af journalisterne. 26 Manglen på

en egentlig EU-vinkel betyder, at realiserbarheden af mål og forslag ikke fremgår klart, og det er

derfor svært som læser at vurdere, om der er tale om valgflæsk.27 At udsagnene er overfladiske

understreges ved, at forslagene måske nok falder inden for serielle megatemaer, men sjældent

dækkes serielt, dvs. med opfølgninger i form af politiske diskussioner. Serielle nyheder og

kontinuitet er der til gengæld inden for metakategorierne, fx om den lave folkelige interesse.

At ressortkategorierne står meget svagt kan dårligt begrundes med, at der i en valgkamp naturligt

nok ikke er fokus på det arbejdende EU inden for de forskellige områder. I kodningen er der

nemlig ikke skelnet mellem hypotetiske fremstillinger og realiteter. Der er da også undtagelser,

der bekræfter reglen, fx en relevant debat om en mulig ændring af udstationeringsdirektivet, der

medfører løntrykkeri Danmark (B127) inden for kategorien Arbejdsmarked, eller et radikalt forslag

om fælles europæisk medicingodkendelse (B1) inden for Sundhed, forbrugere og fødevarer. Men

også når forslagene falder inden for ressortkategorierne fremstår realiserbarheden uklar.

Alt i alt bidrager dækningen således ikke i noget stort omfang til at afklare, hvad kandidaterne vil

og kan arbejde for i EP. Mindre end en fjerdedel af artiklerne falder inden for

substanskategorierne (inkl. Generel holdning til EP/EU), og samme tendens viser sig, når man

tæller alle artikler med politiske udmeldinger sammen: Sådanne indgår nemlig kun i 24 % af

enhederne. Den demokratiske relevans for en politisk offentlighed er med andre ord begrænset.

7.2.3. Debatten om debatten – politikerne og medierne

26 Se en samlet oversigt over forslagene i bilag, herunder hvorvidt midler og realiserbarhed diskuteres.27 … vel i modsætning til en national valgkamp, hvor et parti eller en politiker næppe vil kunne profilere sig med forslag og løfter, uden at den politiske gennemførlighed af disse behandles journalistisk. Den journalistiske bearbejdning af politikernes EU-diskurs er i øvrigt ikke bedre i normaldækningen. Fx kritiserer Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti kommissær Fischer Boel for ikke at kæmpe for danske interesser i Metock-sagen – uden at journalisten konfronterer ham med det forhold, at kommissærer arbejder i det samlede EU’s interesser og ikke nationale interesser (A65). Men da politikerne optræder langt hyppigere i Sample 2, bliver det nationale perspektiv tydeligere her.

63

"Historierne (i medierne) handler hele tiden om, at ingen kender os.”, siger V-kandidat Anne

Jensen (B73): ”Det er debat om debatten, og det er rimelig trættende. Der er masser af substans at

tage fat på", uddyber hun. Frustrationen er forståelig, når man læser de landsdækkende

dagblades EP-dækning: Debatten om debatten er emnet for knap en sjettedel af artiklerne – en

andenplads i selektionen – og indgår som sekundært tema i yderligere 5 % foruden i en lang række

af enhederne i Valget og debatten i de andre lande. Artiklerne, der behandler samme

problemstilling som dette speciale, handler generelt om, at debatten er fraværende eller

irrelevant, hvilket man kan kritisere både politikerne og medierne for. Måske knap så

overraskende vælger aviserne næsten ensidigt at betone førstnævntes ansvar, enten gennem den

journalistiske stemme i den primære diskurs eller kildevalget i den sekundære.

De kritiske kilder omfatter især EU-eksperter og politikere, der ikke kandiderer til valget –

overvejende forhenværende EU-politikere. Kandidaterne sjofler debatten ved deres populisme og

skepticisme, der giver sig udtryk i at sætte irrelevante emner og forslag på dagsordenen, fx Bendt

Bendtsens modstand mod tyrkisk EU-medlemskab, der bedrer matcher den hjemlige

værdipolitiske dagsorden end EU-dagsordenen (B20), og direkte misvisende fremstillinger af EU og

EP, lyder kritikken. En leder i JP udtrykker problematikken således: ”Set i det lys (EP’s stigende

transnationale betydning) er det tankevækkende, at flere spidskandidater stadig bygger deres

kampagne op omkring danske budskaber, hvad enten det handler om at få Danmark tilbage, at

være en dansk stemme i Europa eller om et stærkt Danmark i et fælles Europa” (B31).

Kontinuitet ses i Berlingske Tidende, hvor det bliver en seriel begivenhed, dvs. med flere

opfølgninger, at tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og tidligere kommissær Henning

Christophersen, begge Venstre, langer ud efter partifællen Jens Rohde. Problemet er, at han med

sine hegnspæle opstiller et nationalt skel mellem Danmark og EP, hvilket er misvisende, da han

ingen vegne kommer med individuelle, nationale markeringer i et parlament, der i stigende grad

arbejder som andre parlamenter, dvs. i grupper på en klassisk højrevenstreskala, hævder de

(B111).

Der gives dog en sjælden gang også taletid til aktører, der fremhæver mediernes ansvar, og igen er

det både eksperter og tidligere EU-politikere, der markerer sig i debatten. Ellemann-Jensen

hævder i et indlæg i Berlingske (uden for samplet), at medierne svigter deres opgave ved at

negligere EU-stoffet og skære ned på deres bemanding i Bruxelles med konsekvens for

64

dækningens væsentlighed. I en leder (B140) gengiver avisen hans kritik og forklarer sig med

mediernes forretningsmæssige vilkår: ”Det umiddelbare svar er, at aviser også er en forretning, der

skal kunne løbe rundt. Og at den skrevne presse i Danmark lige som i andre vestlige lande i

øjeblikket befinder sig i en eksistenskamp, hvor de gamle principper om at være en »public service«

-funktion må træde i baggrunden.” (B140)

Artiklerne må siges at stå i vejen for en relevant debat, idet de altså ikke omhandler en egentlig

politisk, substantiel debat, men debatten om debatten. Omvendt kan de også fungere som en

afklaring af misforståelser i debatten, hvilket især ses i morgenaviserne, der flere gange slår fast,

hvad valgkampen bør handle om, EP’s funktion taget i betragtning.

7.2.4. Afstanden mellem EU og borgerne (interesse, demokratisk underskud, m.m.)

Forbundet med Debatten om debatten er artikler, der berører afstanden mellem EU og borgerne.

Det er en afstand, der altovervejende består i en lav folkelig interesse for valget, hvilket bl.a.

begrundes med politikernes debatniveau, og som giver sig udslag i utallige forventninger om lav

valgdeltagelse i Danmark og de andre lande. Dette tema er altså primært indhold i 10 % af

enhederne og indgår sekundært eller perifert i yderligere 19 %. Ved læsning af knap hver tredje

artikel mødes læseren altså med en beskrivelse af EP-valget som fjernt og uinteressant, og heller

ikke her kan vi således se antydninger af en europæisk, transnational offentlighed. Man kan sige,

at artiklerne i forhold til politikerne kan fungere som et alvorligt signal til at føre en mere

engagerende debat, men det er omvendt også artikler, der risikerer at skygge for politisk substans

(givet at der måtte være en) og ende som selvopfyldende profeti.

Disse artikler omhandler et ømtåleligt og alvorligt emne for EU, nemlig institutionens

demokratiske legitimitet, og den er ikke stor ifølge aviserne. Referater fra debatmøder omhandler

ofte det lave fremmøde og ikke kandidaternes synspunkter (B66), ligesom der berettes om aflyste

møder (B41), målinger, der viser, at danskerne ikke føler sig repræsenteret af EP (B73), og at de

ikke kender navnene på spidskandidaterne – og igen er det altovervejende politikernes ansvar

(B13).

Artiklerne må dog siges at have den relevans, at morgenaviserne i lederne og Bruxelles-

korrespondenternes artikler ofte analyserer den lave interesse som et paradoks i betragtning af EU

og EP’s store indflydelse. Der skildres dermed et konfliktforhold mellem det egentlige EU, især EP,

65

og opfattelsen heraf: ”EU-parlamentet får stadigt større indflydelse på europæisk lovgivning og

dermed på hverdagen for unionens 500 millioner borgere. Alligevel gider over halvdelen af

vælgerne ikke stemme i næste uge”(B33).

Morgenaviserne viser dermed stadig antydninger af kulturel og ikke blot kommerciel institution,

der tør gå modtagerne imod og fordre demokratisk bevågenhed og deltagelse fra deres side.

Hvorvidt bekymringen er reel, eller begrundet i nyhedskriteriet konflikt i form af en slags paradoks,

siger en tekstanalyse dog intet om.

7.2.5. Generel strukturel info om EP/EU (grupper, arbejdsmåde og funktion)

Den lave folkelige interesse kan altså i den journalistiske vinkling knyttes til information om EU og

EP’s opbygning og arbejdsmåde. Andre (10 %) har dog alene fokus på EU-strukturen uden denne

kobling. Selvom der ikke er tale om politisk substans men struktur, må disse artikler siges at have

relevans i kraft af en vejledende, informativ funktion, idet de bidrager til at fremstille EP netop

som et parlament, en transnational, europæisk aktør og ikke et forum for nationale stemmer

(B82), en institution der efterhånden har indflydelse på 80 % af EU’s politikområder (B141).

Enkelte artikler har næsten encyklopædisk værdi, idet de gennemgår EU’s vigtigste institutioner

(B32), mens andre er mere fokuseret på det generelle politiske spil og samarbejdet i EP, herunder

udvalgsarbejdet, gruppernes ideologiske position i forhold til de danske partier og de danske

listers valgforbund, således at vælgerne ved, hvem deres stemme i sidste ende kan gå til (B14).

Igen er der langt overvejende tale om artikler i morgenaviserne.

Det er dog værd at bemærke, at EU- og EP-systemet udelukkende dækkes netop strukturelt og

ikke politisk; hverken generelt politisk, dvs. som en politisk diskussion af beslutningsprocedurerne,

eller konkret og sagligt, dvs. i tilknytning til de (få) politiske forslag, kandidaterne fremsætter, hvad

jo ellers havde været relevant i forhold til at afklare deres gennemførlighed. Forklaringen på den

manglende sammenbinding af politik og struktur ligger formentlig i, at de politiske udspil dækkes

af journalister i Danmark, mens EU-strukturen gennemgås af Bruxelles-korrespondenterne og i

den sekundære diskurs i de hjemlige journalisters artikler, dvs. i ekspertudsagn. At debatten

primært dækkes af de hjemlige journalister understøttes af detailresultaterne, idet det for hele

Sample 2 gælder, at Danske EU-aktører (langt overvejende EP-kandidaterne) optræder i 68 % af

artiklerne, mens det for korrespondentartiklerne kun er 44 %.

66

7.2.6. Løn, pensioner og diæter (EU-frås)

Blandt de hyppigt repræsenterede emner på meta- og procesniveauet ses endelig de artikler, der

forbinder EU/EP med frås. Med disse historier (5 %) varetager aviserne deres funktion som

demokratiets vagthund i form af den kritiske, undersøgende journalistik. I medielogikkens

terminologi kan der tales om en slags mediepopulisme, der klart markerer det svindlende og

grådige EU/EP som trussel mod borgerne og deres skattekroner.

I Sample 1 repræsenteres kategorien kun af to artikler om en dobbelt pensionsordning til MEP’er,

der har kunnet score millioner ved denne ”jackpot”, mens otte artikler i Sample 2 tilhører

kategorien, der må antages at kompromittere EU og EP’s legitimitet. Det handler i EP-perioden

om misbrug i form af irrelevant anvendelse af blyantspenge (B68), rejsepenge (B138) og

mødediæter, der hæves, uden at MEP’erne har deltaget i møderne (B48).

67

7.3. Aktører og kilder

Tabel 7.3a Aktører og kilder

Nr. Aktør/kilde Antal Pct. af

n28

1 Europaparlamentet 135 92

2 EU (uspecificeret) 107 73

3 Dansk EU-aktør (politiker eller parti) 100 68

4 Dansk aktør, ikke EU (fx regering, organisation, virksomhed) 73 50

5 International aktør, ikke EU 57 39

6 Udenlandsk EU-aktør (politiker eller parti/gruppe) 46 31

7 Ekspert 38 26

8 Kommissionen 26 18

9 EF-domstolen 10 7

10 Formandskabet 9 6

11 Det Europæiske Råd 8 5

12 Ministerråd (Rådet) 6 4

13 Lobbyist 5 3

13 Anden transnational, europæisk aktør 5 3

15 COREPER (EU-ambassadører) 2 1

15 Europæisk agentur 2 1

17 Europaudvalget 2 1

18 Komite (under Kommissionen) 1 1

19 Hypotetisk EU-aktør 1 1

20 Specialudvalg, ECB 0 0

Det forudgående afsnit om selektionen af emner påviser altså en lavere grad af transnational, EU-

orienteret journalistik sammenlignet med normaldækningen. Samme tendens gør sig gældende,

når vi ser på aktørerne.

28 Kodningen her er foretaget multipelt, hvorfor kolonnens sum overstiger 100.

68

Som en væsentlig forskel fra normaldækningen ses det, at de store, lovgivende EU-institutioner

med undtagelse af EP29 træder i baggrunden, hvilket ikke kan legitimeres med det argument, at

valget kun handler om EP. Som omtalt i Kapitel 3 fungerer EP netop i samarbejde med Rådet om

de fleste EU-beslutninger på baggrund af Kommissionens forslag, hvilket da også forklares i de

artikler, der nævner disse to institutioner. Men disse EU’s kerneinstitutioner nævnes

altovervejende i baggrundsartiklerne og analyserne af EU-strukturen, dvs. i den rent journalistiske

og ikke politiske diskurs, hvilket hænger sammen med førnævnte mangel på substans i debatten.

Der er netop tale om generelt, strukturelt og ikke politisk eller konkret sagligt indhold. Havde

debatten fx kredset om aktuelle, væsentlige og borgerrelevante direktivforslag30 som patient- eller

forbrugerdirektivet frem for meget brede megatemaer som klima- og finanspolitik med diffus EP-

relevans, ville tallene have set anderledes ud.

Det ses endvidere, at der sker en domesticering på aktørsiden, idet danske aktører, herunder EU-

aktører, hyppigere er nævnt end i Sample 1. Danske EU-aktører (68 %) dækker altovervejende

over MEP’er og kandidater til valget, især spidskandidaterne. Fokus på disse hjemlige aktører er

klart nok relevant, da det er dem, valget handler om. Mindre væsentlige er de danske aktører, der

ikke har noget med EU at gøre, Danske aktører, ikke EU (50 %). Kategorien rummer enkelte

organisationer og andre aktører, der bl.a. som lobbyister kan siges at spille en rolle i

netværkssystemet, fx Danmarks Naturfredningsforening (B116), men ellers dækker kategorien

over hjemlige politikere, flere af forhenværende art. Disse er omtalt i forbindelse med deres

kritiske ytringer i Debatten om debatten. Ser man på den ringe substans, virker disse aktørers kritik

rimelig, og omtalen kan dermed synes væsentlig nok. Problemet er igen balancen, idet de

forhenværende overskygger nogle af valgets egentlige hovedpersoner, kandidaterne, hvilket en

efterfølgende søgning viser.

Søger man i Sample 2 på frekvensen i omtalen af de 13 danske kandidater, der blev valgt (de er

markeret med fed og efterfulgt af partibogstav), de ikke-valgte spidskandidater (ligeledes med fed

og partibetegnelse), udvalgte forhenværende EU-politikere (markeret med ”fhv.”) og endelig

partilederne på Christiansborg, viser følgende resultat sig:

29 Når ikke alle enheder nævner parlamentet, skyldes det manglende præcision i visse artikler, hvor EP-valget omtales som ”EU-valget”. Som ved EU uspecificeret kan det dække over manglende fortrolighed med EU-institutionens forskellige aktører, og konsekvensen er, at EU fremstår som et stort distanceret hele og ikke en sammensætning af flere aktører. 30 … der som bekendt fremsættes af Kommissionen og behandles i både EP og Rådet.

69

Tabel 7.3b Danske aktører

Nr. Politiker Nr. Politiker

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

10

12

Dan Jørgensen, S, (53 enheder)

Jens Rohde, V, (50)

Bendt Bendtsen, K, (49)

Lars Løkke Rasmussen, (41)

Morten Messerschmidt, DF, (40)

Søren Søndergaard, Folkebev.,

(33)

Helle Thorning-Schmidt, (28)

Margrete Auken, SF, (24)

Uffe Ellemann Jensen, fhv., (20)

Morten Løkkegaard, V, (19)

Sofie Carsten Nielsen, R, (19)

Hanne Dahl, Junibevægelsen

(16)

13

14

14

16

16

18

18

18

21

22

23

24

Christel Schaldemose, S, (15)

Villy Søvndal, (13)

Britta Thomsen, S, (13)

Anne E. Jensen, V (12)

Lene Espersen, (12)

Emilie Turunen, SF, (11)

Bertel Harder, fhv. (11)

Pia Kjærsgaard, (11)

Henning Christophersen, fhv. (8)

Margrethe Vestager, (6)

Ole Christensen, S, (5)

Anna Rosbach, DF, (1)

70

Tallene er udtryk for, at omtalen af de danske kandidater ofte knyttes til landspolitikken, og at

partilederne og de forhenværende blander sig med valgets egentlige hovedpersoner. Dette

resultat er på linje med indholdsanalysen af EP-valget 2004, der som tidligere nævnt viste, at

politikere, der ikke har noget at gøre med EP, omtales hyppigere end mange kandidater og MEP’er

(Ørsten & Lund 2004:15).

Ser vi herefter på EU-aktørerne uden for Danmark, er resultatet som i Sample 1 en høj procentdel

(46), hvilket vil sige, at der i høj grad hæftes konkrete personer til EU-nyhederne. Men hvor

Udenlandsk EU-aktør i normaldækningen i høj grad er lig kommissionsformand Barroso, der

argumenter for EU’s transnationale virke, udgøres kategorien i Sample 2 i høj grad af EP-

kandidaterne i de øvrige EU-lande, og her er EU-kritiske politikere som Declan Ganley og Vaclav

Klaus i klart overtal. I normaldækningen gav det tjekkiske formandskab som bekendt anledning til

paradokser, sensation og konflikt, og det gælder også i valgkampen, hvor Klaus er fremme med det

synspunkt, at EP er ligegyldigt i sammenligning med nationale parlamenter og dermed spild af

folks tid (B26). Denne kollision mellem det transnationale og det nationalpopulistiske omtales i

både JP, Information og Børsen og er dermed et eksempel på, at medielogikken gælder på tværs af

aviserne.

Også Internationale aktører, ikke EU (39 %) indbefatter mestendels de kritiske politikere og

indikerer foruden konflikt også kontinuitet og referencer til velkendte politikere. David Camerons

ambitioner om en ny skeptisk gruppe i EP er nævnt, men det kan tilføjes, at projektet involverer de

polske Kaczynski-tvillinger (B101), som læserne vil kende fra stridighederne ved Lissabon-

traktatens udarbejdelse i 2007. Den hollandske politiker Geert Wilders, der som bekendt ofte

indgår i den hjemlige og vedvarende værdi- og udlændingedebat, nævnes især i slutningen af

perioden, hvor EP-valget i Holland går i gang med udsigt til sejr til Wilders EU-skeptiske parti

(B100).

Ligesom emnerne virker mere afstemt med den større offentlige dagsorden end EU og EP’s

dagsorden, kan man derfor hævde, at det i høj grad er aktører, læserne kender fra ikke-EU-

sammenhænge, og ikke blot de egentlige EU-aktører, der præger dækningen. Nogle af disse

velkendte aktører er ganske vist samtidig også EU-aktører, for så vidt at de kandiderer til valget

71

eller engagerer sig i partier med tilknytning til EP, men i de tilfælde er der næsten udelukkende

tale om politikere, der taler imod det paneuropæiske, transnationale EU-perspektiv.

Sammenfattende må aktøranalysen siges at udtrykke en højere grad af domesticering

sammenlignet med normaldækningen, idet danske politikere med større eller mindre relevans for

valget vinder indpas, mens de institutioner, som EP lovgiver sammen med, træder i baggrunden.

Det handler kort sagt mindre om EU – også når der ikke er tale om dansk domesticering, men om

inddragelse af aktører fra de andre EU-lande.

7.4. Aktanter – fortællingen om EU

Et blik på rollerne for alle disse aktører viser, at journalisterne og deres kilders syn på EU og EP er

mindre konstruktivt end i Sample 1. EU træder i baggrunden og agerer hverken reelt eller

hypotetisk i samme grad som i normaldækningen. Derimod er der en større tendens til at skildre

unionen i et modsætningsforhold til borgerne.

Tabel 7.4 Aktantmodellen

72

EU i aktantmodellen Antal Pct. af

n

EU som protagonist 25 17

EU som hjælper for nationalstaten 2 1

EU som nationalstatens modstander 12 8

EU som hjælper for borgerne/

forbrugerne

8 5

EU som borgerne/forbrugernes

modstander

22 15

EU som splittede aktører 4 3

EU som ? 52 35

Blandet 21 14

Det ses af EU som splittede aktører, at EU fremstår mindre splittet i valgkampsdækningen end i

normaldækningen, hvilket hænger sammen med, at EU-uenighedens domæne udenrigspolitikken

slet ikke omtales i Sample 2, helt i overensstemmelse med EP’s manglende beføjelser på dette felt.

Men ellers indikerer aktantkategorierne et mere passivt EU i valgkampen.

Det er således kun 17 % af enhederne, der skildrer EU som protagonist, hvilket sker i forbindelse

med kandidaternes EU-forslag og i de informative artikler om EU’s institutioner, herunder især EP

og dets mange beføjelser (B33).

I modsætning til normaldækningen argumenteres der stort set ikke for EU/EP som en fordel for

nationalstaten. Derimod sætter 8 % af artiklerne et skel mellem nationalstat og EU, hvilket

primært dækker over de skeptiske partiers og de borgerlige kandidaters generelle holdning til EU

og EP, og så er vi tilbage ved hegnspælene og Metock-dommen (B71, B113).

Ser vi herefter på det transnationale perspektiv, dvs. uden om nationalstaterne, viser der sig kun få

enheder (5 %), der fremstiller EU som hjælper for borgerne/forbrugerne. Dette er overvejende

artikler, der enten gennem kilder, journalisten eller ledere argumenterer for, at EU og EP er

vedkommende og langt hen ad vejen en folkesag, fx artikler der beretter om gode seertal til en

debatudsendelse (B62), eller fortæller om danske Tine, der blev omvendt til EU-begejstring (B78).

De ganske få EU-forslag, hvis realisering vil være til fordel for netop borgerne/forbrugerne (B98)

indgår også her.

Der er betydeligt flere artikler (15 %), der argumenterer for det modsatte forhold mellem EU og

borgerne. Disse er ofte lig emnet Løn, pensioner, diæter o. lign., der diskursanalytisk set giver

nogle af de klareste eksempler på ordvalg, der bl.a. gennem metaforvalget ikke lader tvivl om

framingen af EU som udefrakommende, illegitim magt: ”Politikerne i Europa-Parlamentet har

stadig mulighed for at skovle titusindvis af skattefrie kroner ned i lommen hver eneste måned…

(B68). Eller denne overskrift i Ekstra Bladet: ”Stem på en guldklump: De forgyldes i dag” (B2).

Afstanden mellem EU og borgerne og Valget og debatten i de andre lande er andre hyppigt

optrædende emner inden for aktantmodellen med EU i modsætningsforhold til borgerne. Disse

artikler skildrer den lave interesse, ofte på en resignerende eller legitimerende måde, fx i

forbindelse med kritikken af kandidaternes indsats i debatten (B140), eller den tjekkiske EU-

formands nedsabling af EP (B74). Hvis end ikke EU-politikerne tager valget alvorligt, hvordan skal

så borgerne kunne gøre det samme?

73

Klart størst (35 %) er kategorien med den diffuse, uklare fortælling om EU, EU som ?. Denne

fortælling kommer til udtryk i mange af artiklerne om Valget og debatten i de andre lande, fordi

debatten ifølge korrespondenterne ikke handler meget om EU, bortset fra diffus EU-skepsis (B25).

Kategorien er også repræsenteret ved artikler på det processuelle niveau – danske politikere, der

skændes om valgforbundene (B14), de mange meningsmålinger (B145), Trivialitet (B38) og

Debatten om debatten (B119).

Blandingskategorien dækker især over en slags kamp mellem EU-diskurser, om hvordan man skal

forstå EP: Som arena for nationale markeringer (siger nogle kandidater) eller som et

transnationalt, magtfuldt parlament opdelt i højre og venstre (siger eksperter, korrespondenter og

nogle politikere).

Det må alt i alt konstateres, at aktantanalysen afkræfter antagelser om, at EP-valgkampen af

aviserne og kandidaterne benyttes til i højere grad end i normalperioder at skildre og debattere EU

og EP som de transnationalt agerende aktører, de nu engang er blevet. Tværtimod fremstår EU

især i form af EP mere diffust og fjernt.

7.5. Delkonklusion

Sammenlignet med normaldækningen optræder EU i valgkampsdækningen i mindre grad som en

transnational, europæisk institution bestående af en lang række aktører. Dette hænger sammen

med en udpræget mangel på substans i artiklerne. Sample 2 er således i høj grad fortællingen om

debatten, der trods en i sammenligning med normaldækningen intens dækning aldrig kom i gang i

aviserne – bortset fra overfladiske politikerfraser af overvejende skeptisk art. Artiklerne har mest

relevans på metaniveauet, idet især korrespondenterne, men også de hjemlige journalister

(gennem ekspertkilder), bidrager med kyndig vejledning i, hvad EP er, hvordan grupperne arbejder

med og mod hinanden, hvilke valgforbund de danske partier indgår i, osv., foruden at de

problematiserer den manglende debat og interesse, der er et paradoks i forhold til EP og EU’s

magt.

Den politiske substans og argumentation falder som i Sample 1 inden for temaer som klima,

finanskrise og andre grænseoverskridende problemer, men den egentlige debat er yderst

begrænset. Valgdækningen kan derfor næppe siges at styrke vælgernes informationsgrundlag

forud for valget i form af oplysning om kandidaternes mål og disses egentlige sammenhæng med

74

arbejdet i EU og EP. De få og overfladiske politiske forslag sættes kun sporadisk i relation til EU og

EP’s arbejdsmåder og dagsorden, og dette sker gennem MEP’er og kandidater og ikke

journalisterne, der dog i Debatten om debatten gengiver kilders kritik af misvisende EU- og EP-

budskaber fra kandidaterne. Men det lader ikke til at være en kritisk vurdering, journalisterne selv

er i stand til at udvise i den daglige omgang med kandidaternes EU- og EP-retorik.

Heller ikke når vi ser på artiklerne om debatten i de andre lande, er en EU- og EP-relateret debat

nem at få øje på. Korrespondenternes beretninger giver intet indtryk af en paneuropæisk debat i

de europæiske lande, endsige en europæisk debat i det enkelte land. Ironisk for EU er det således,

at det eneste paneuropæiske parti, der nævnes, er ireren Declan Ganleys EU-skeptiske parti,

Libertas, der skrives ind i en større fortælling om voksende skepsis på især den borgerlige side.

På aktørniveauet ses det, at EU-institutionerne træder i baggrunden til fordel for nationale og

internationale aktører, der angiveligt udvælges ud fra deres match med kontinuitetskriteriet, dvs.

velkendte, serielle temaer og nyheder om fx det problematiske tjekkiske formandskab, Berlusconis

skandaler, den lave interesse og den ringe debat.

Domesticering og national frem for transnational vinkel er også kriterier, der kendetegner

kandidaternes retorik, måske på grund af samme modtagernære, populistiske hensyn som i

mediernes logik. Dette ses ved kandidaternes generelt lunkne forhold til EP/EU, og når EP

reduceres til et forum for nationale aktører i stedet for et transnationalt organ. Sammenhængen

er logisk, da medierne for politikerne er et uomgængeligt bindeled til deres interessenter, men

den kan være problematisk i forhold til at rejse en relevant EU-dagsorden. I den forbindelse

kritiserer samtlige morgenaviser kandidaternes indsats. Med hvilken rimelighed, er et af

diskussionspunkterne i næste afsnit.

75

76

8. At sætte EU på dagsordenen – kvalitative interviewDet er som nævnt under Tidligere forskning en mulighed at triangulere og validere

indholdsanalyser ved hjælp af interview og observation i det journalistiske, redaktionelle miljø,

dvs. den diskursive praksis. Sådanne undersøgelser har hidtil bekræftet de omtalte medielogikker

for EU-dækningen såsom konflikt, aktualitet og domesticering, og jeg har derfor valgt en variant i

trianguleringen ved gennem kvalitative interview at undersøge oplevelserne hos nogle af de

aktører, der dagligt og/eller op til EP-valget har arbejdet med og mod medielogikken i forsøget på

at præge EU-diskursen i medierne generelt og dagbladene specifikt.

8.1. Præsentation af respondenterne

Respondenterne tilhører to kategorier: spidskandidater til EP-valget 2009 og aktører fra

organisationer, der arbejder med at sætte en eller anden form for EU-dagsorden, til hvilket formål

aviserne og øvrige medier indgår som interessenter. De seks respondenter er:

[UDDRAG FJERNET AF HENSYN TIL RESPONDENTANONYMITET]

8.2. Delkonklusion

Om det så er avisernes, politikernes eller en helt tredjes aktørgruppes ansvar, må det konkluderes,

at respondenterne ikke oplever, at de danske avisers EU-journalistik er tilstrækkelig transnational.

Som baggrund for dette tæller både de modtagerorienterede nyhedskriterier og de mere

praktiske, organisatoriske forhold som den journalistiske arbejdsdeling, der er afgørende på grund

af forskelle i hjemlige journalisters og Bruxelles-korrespondenters EU-indsigt. Disse forhold har

især en konsekvens for nærheds- og væsentlighedskriteriet. Journalister i Danmark opleves ikke at

have den tilstrækkelige indsigt til at sikre disse kriterier i dækningen, mens de organisatoriske

forhold hindrer korrespondenterne i det samme, både

1) til daglig, fordi de grundet deres placering ikke er tæt på den danske konsekvens af EU-

lovgivningen,

2) og i valgkampen, fordi de grundet deres placering ikke dækker debatten blandt de danske

kandidater, der i sagens natur fører kampagne i Danmark.

77

Dermed har delundersøgelsen også vist, at en relevant, transnational EU-fremstilling er særdeles

afhængig af den sekundære diskurs – politikernes italesættelse af EU og EP. Denne opleves

imidlertid som mangelfuld og ofte misvisende, og konsekvensen bliver – når det journalistiske

fokus ikke er bedre – dels en kvantitativt set begrænset EU-dækning og dels en til tider kvalitativt

vildledende og irrelevant fremstilling i dækningen.

78

9. Konklusion

9.1. Den teoretiske og normative ramme

51 år efter Rom-traktatens tilblivelse er EU en vigtigere politisk institution end nogensinde før.

Unionen yder indflydelse på stadig flere politikområder fra det indre marked over miljø til

borgernære områder som sundheds- og forbrugerpolitik og påvirker således 500 millioner

europæeres hverdag. Næppe mange, hverken EU-tilhængere, kritikere eller modstandere, vil

argumentere imod, at et sådant politisk virke bør være under demokratisk bevågenhed og debat.

Institutionen rummer i sin struktur demokratiske svagheder, bl.a. fordi Kommissionen, der har

initiativretten til lovgivningen, ikke er folkevalgt, men meget væsentlige EU-institutioner som

Ministerrådet og Europaparlamentet er direkte eller indirekte afhængige af mandat fra vælgerne,

der gør deres indflydelse gældende ved valg af medlemmer til nationale parlamenter og EP.

Spørgsmålet er så, på hvilket oplysningsgrundlag de udøver denne ret. Alle undersøgelser viser

tydeligt, at nyhedsmedier som tv og aviser er altdominerende kilder til denne oplysning, hvilket

understreger vigtigheden af mediernes EU-dækning i både kvantitativ og kvalitativ henseende –

idealer, der også flugter med mere generelle opfattelser af medierne som kommunikativt bindeled

i den politiske offentlighed, dvs. som formidler af offentligt samtykke mellem magtens subjekter

(magthavere) og dens objekter (borgere).

Ser man nærmere på EU- og medieinstitutionen, viser det sig dog tydeligt, at der generelt er

væsentlige barrierer for, at en sådan relevant dækning finder sted. Over de seneste par årtier er

medierne som led i samfundets medialisering blevet en selvstændig institution drevet af en

modtagerorienteret logik. Denne orientering kan være en udfordring for idealet om relevant og

væsentligt politisk stof til offentligheden, fordi den indebærer en redaktionel logik om at

henvende sig til modtagerne som individuelle forbrugere og ikke almene samfundsborgere. Denne

logik indebærer således en tendens til nyhedsdækning, der selekterer og vinkler ud fra kriterier om

det enkle, aktuelle, konfliktholdige, genkendelige og nære – kriterier, der er svære at matche med

den komplicerede og polycentriske, transnationale EU-institution, der i høj grad bryder med

tidligere tiders demokratistruktur med nationale parlamenter i toppen af det politiske

magthierarki. Overgangen fra styring i governments, altså nationale aktører, til governance mellem

nationale, sub- og supranationale aktører, er med andre ord ikke en udvikling, det ligger

medieinstitutionen naturligt at omstille sig efter.

79

Tidligere undersøgelser i Europa generelt og specifikt i Danmark bekræfter misforholdet mellem

de to institutioner, hvilket tekstuelt kan aflæses ved, at EU-dækningen stort set begrænses til EU-

topbegivenheder, og at unionen anskues fra et nationalt domineret, konfliktbetonet perspektiv.

Undersøgelser af den journalistiske, diskursive praksis i form af bl.a. interview med Bruxelles-

korrespondenter bekræfter disse gatekeeper-kriterier.

Men fordi den politiske dagsorden bliver stadig mere global og transnational, og fordi både EU- og

medieinstitution undergår forandringer, er det løbende på sin plads med nye undersøgelser,

hvilket begrunder min analyse af otte danske landsdækkende dagblades EU-diskurs i 2009, dels i

normalperioder (Sample 1) og dels op til valget til Europaparlamentet d. 7. juni 2009 (Sample 2).

Relevansen af dette komparative aspekt begrundes med, at de særlige EU-events som EP-valg øger

mediernes EU-interesse, hvorfor det er interessant at undersøge, om formidlingen af EU til den

politiske offentlighed (her de danske avisers deloffentlighed) kvalitativt ændres, når kvantiteten i

dækningen stiger. Præmissen for kodning og analyse af materialet er, at en relevant, transnational

EU-journalistik defineres på samme måde for begge typer dækning: Hvad enten det handler om

rutineperiodernes EU eller valgkampen, herunder EP-kandidaternes tale om EU og EP, er idealet

for en væsentlig EU-journalistik, at den inddrager transnationale emner, aktører og beslutninger.

9.2. De empiriske resultater

Analysen af normaldækningen og valgkampsdækningen samt interviewene med EP-

spidskandidater og andre EU-relaterede aktører indikerer dog, at flere af de nævnte medielogikker

og kriterier står i vejen for disse idealer. Følgende kriterier virker som de vigtigste:

1) Aktualitet og kontinuitet er oplagte at se i sammenhæng, da et væsentligt kriterium for

EU-nyheder synes at være, at der skal være tale om noget nyt – og så alligevel ikke helt nyt.

Dækningen af både EU til daglig og EP-valget sker således som opfølgninger inden for en

større dagsorden, hvormed serier af nyheder og temaer opstår. Respondenterne

tilkendegiver, at aktører som de selv gennem deres professionelle medieindsatser bidrager

til disse serier, der i 2009 falder inden for megatemaer som økonomisk krise og

klimapolitik, men også mere specifikke – og ældre – EU-temaer som svindel og frås i EU/EP

og lav folkelig interesse for unionen.

Aktualitet kommer desuden til udtryk ved en større interesse hos aviser og medier generelt

80

ved EU’s topbegivenheder, hvilket ses ved den langt større dækning i Sample 2 og ved

respondenternes benyttelse af sådanne lejligheder til at sende et budskab. Endelig viser

respondenternes oplevelser, at aktualitet også er et kriterium i forhold til det journalistiske

døgn, dvs. deadlines og travlhed, der er en udfordring i forhold til EU’s komplicerede

beslutningsprocedurer og de langstrakte sagsbehandlinger. Dette gælder dog primært

journalister i Danmark. Korrespondenterne opleves at have et større overblik og være knap

så dagsorienterede, hvilket bekræftes af den indsigt, de i Sample 2 udviser i omtalen af EU

og EP’s struktur. Der er dog mest tale om generel, strukturel og ikke saglig information,

dvs. ikke koblet til kandidaternes politiske udsagn.

2) Konflikt er en vigtig fællesnævner for de hidtil udførte undersøgelser og fremstår stadig

som et vigtigt kriterium. Det viser sig i normaldækningen som en omtale af globale

konflikter, hvor EU agerer splittet, hvormed der opstår et konfliktforhold mellem EU-

visioner og realiteter. Til gengæld er den velkendte frame med EU som udefrakommende

trussel under opbrud, hvilket ses ved, at EU lige så ofte er hjælper som modstander i

forhold til nationalstaten og dens borgere.

I valgkampen er der sporadisk konflikt på substansniveauet, dvs. uenighed mellem

kandidaterne om deres forslag, men først og fremmest på metaniveauet: Paradokset

mellem på den ene side EU’s vigtighed for alle europæere og på den anden side dels den

lave folkelige interesse og dels den mangelfulde debat generelt i EU-landene. Valget

skildres således som folkeligt fjernt og uinteressant i ikke mindre end knap hver tredje

artikel.

3) Domesticering er ligeledes et hyppigt fastslået fænomen i den tidligere forskning og ses

også i nærværende undersøgelse, men langt overvejende i SampIe 2. I normaldækningen

er både emner og aktører globale og europæiske, mens nationale politikere og

begivenheder spiller en mindre fremtrædende rolle. I valgkampsdækningen falder omtalen

af EU’s kerneinstitutioner i Bruxelles, mens der gives væsentlig mere taletid til de danske

politikere, hvilket må siges at være relevant, for så vidt angår EP-kandidaterne. Der sker

dog samtidig en større inddragelse af nationale aktører uden aktuel tilknytning til EU og EP,

der benyttes som kilder i historierne om den ringe debat og den lave folkelige interesse.

81

Aviserne formår i høj grad at hæve blikket fra den danske valgkamp, men selektionen og

vinklingen af aktører og debatter fra de andre EU-lande må alligevel siges at være mere

national end transnational, idet valget skildres som ubetinget fjernt for disse landes

befolkninger (bl.a. ved nærmest udelukkende at omtale EU-skeptikerne) snarere end som

en begivenhed omhandlende en fælles demokratisk aktør i Europa.

Respondenterne bekræfter den nationale vinkling som en journalistisk måde at arbejde på,

og de forklarer fænomenet med avisernes organisatoriske forhold, såsom arbejdsdelingen

mellem korrespondenter i Bruxelles og journalister i Danmark, der har vidt forskellig viden

om og tilgang til EU-stof. Erfaringen er således, at EU-indsigten stort set begrænser sig til

korrespondenterne i Bruxelles, der, fordi kandidaterne fører kampagne i Danmark, ikke

beskæftiger sig med valgkampens politiske substans i form af kandidaternes forslag.

Netop på grund af Bruxelles-korrespondenterne er det vigtigt at skelne mellem dels aviserne i

samplet og dels de forskellige artikeltyper i den enkelte (morgen)avis. Korrespondenterne skiller

sig ud ved bedst at gengive EU-netværket og ved deres informative artikler om EP- og EU-

strukturen. De og avisernes ledere præsenterer desuden ofte både flere og større europæiske

visioner end politikerne: Der er forestillinger om det transnationale, fx hvordan EU’s

udenrigspolitik kunne og burde være, og hvor stor interesse EU-borgerne burde fatte for valget

uanset deres holdning til unionen – men med den medielogiske pointe i form af konfliktkriteriet,

at disse visioner strider imod den nuværende EU-slagkraft og EU-interesse blandt borgerne.

9.3. En transnational EU-journalistik? - sammenfatning og diskussion

Det må konkluderes, at de nævnte kriterier er en barriere i forhold til at dække europæiske emner,

aktører og beslutninger, navnlig i valgkampen. Væsentlighedskriteriet og kravet om EU-relevans er

med andre ord ofte i konflikt med disse kriterier.

I forhold til aktualitet og kontinuitet er det klart, at begivenheder og udsagn, der ikke rammer

emnerne på avisernes dagsorden, avisernes deadlines og kalenderen for EU’s topmøder sjældent

opnår dækning, hvilket ifølge respondenterne frasorterer en del væsentligt EU-stof. Tendensen til

kontinuitet i form af serielle nyheder og emner indebærer en selektion af mediebudskaber fra

politikere og andre EU-interessenter, der meget ofte er reaktive i forhold til den satte dagsorden i

82

aviserne snarere end egentlig dagsordensættende, hvilket betyder, at også irrelevante EU-

dagsordener opretholdes.

Det stærke fokus på konflikt er ensbetydende med et fravær af nyheder med EU-konsensus, der jo

af den grund ikke nødvendigvis er mindre væsentlige for læserne. Generelt kan man ikke anfægte

væsentligheden af konflikter som uenighed i udenrigspolitikken eller misforhold mellem folkelig

interesse og EU’s betydning, men balancen i dækningen kan problematiseres.

Domesticeringen i valgkampsdækningen har klare konsekvenser for den journalistiske håndtering

af kandidaternes udspil og budskaber. En tendens til at skrive disse ind i den nationale dagsorden

og det nationale parlament uden at forklare deres sammenhæng eller mangel på samme med EP,

lader læseren tilbage uden viden om forslagenes realiserbarhed, dvs. relevans for EP’s politiske

sammensætning, råderum og dagsorden. Den manglende diskussion af gennemførlighed kan

delvist forsvares med, at dækningen er mere kompliceret end i en national valgkamp, grundet

begivenhedens transnationale, grænseoverskridende karakter. Det svært at debattere, fx hvorvidt

de Radikale kan få deres liberale gruppe i EP med på et forslag, da denne gruppes medlemmer i

sagens natur debatterer i 27 forskellige lande. Derimod kan man med større ret stille krav om, at

forslagene diskuteres i relation til EP-beføjelserne og EU-dagsordenen, al den stund at kun

Kommissionen kan fremsætte forslag til lovgivning, som Rådet og i de fleste, men ikke alle, tilfælde

EP dernæst skal forholde sig til.

Især med afsæt i spidskandidaternes oplevelser tyder det på, at aviserne, fordi de i dækningen af

de danske kandidaters kampagne benytter de hjemlige journalister, ikke udgør nogen sikker

stopklods over for mediedesignede eller mindre relevante politiske udspil. De politiske aktører har

professionaliseret deres medieindsats, og på den anden side står journalisterne, der grundet

travlhed, nationalt fokus og manglende indsigt virker meget afhængige af deres kilder, den

sekundære diskurs. Væsentligheden af EU-diskursen er dermed i nogen grad overladt til

politikernes italesættelse af EP og EU, især i valgkampen, hvor kandidaterne gives megen taletid.

Denne italesættelse virker mangelfuld, når man ser på de politiske forslag og respondenternes

ærlighed i forhold til at sætte en relevant EU- og EP-dagsorden frem for blot at reagere på de

større dagsordener i medierne og offentligheden generelt.

Hvordan disse forhold præcist skal henføres til henholdsvis aviserne eller politikerne, er en

interessant diskussion, der må tages med forsigtighed. Den indgår i det sidste afsnit i

83

interviewundersøgelsen, og jeg skal kun kort berøre den her. Opsamlende kan det siges, at

nyhedsmedier besidder en redigerende magt, idet selektion og vinkling er en journalistisk,

redaktionel proces. Dette indikerer medieansvar, men hvorvidt aviserne har haft en EU- og EP-

vedkommende politikerdiskurs at selektere og vinkle i, er et spørgsmål, som en tekstanalyse ikke

kan besvare. Det samme gælder avisernes fremstilling af de andre landes valgkampe som totalt

domesticerede og irrelevante – om andre vinklinger har været mulige, er ikke undersøgt her.

Det er formentlig problematisk at skelne fuldstændigt skarpt mellem de to grupper, medier og

politikere, i spørgsmålet om deres ansvar for at sætte EU på dagsordenen. Manglende

engagement og en populistisk diskurs fra politikernes side flugter med medielogikken, hvilket kan

ses som et udtryk for medialiseringen af den politiske institution. Man kan dermed sige, at

medierne og deres logik ser ud til at påvirke politikernes kampagne – at politikernes EU-diskurs

præges af mediernes EU-diskurs, samtidig med at påvirkningen også må gå den anden vej, idet

den journalistiske selektion og vinkling nødvendigvis må ske ud fra bl.a. politikernes diskurs. Et

andet kausalt perspektiv at anlægge er imidlertid at se medielogikken (den diskursive praksis) som

ét udtryk blandt flere for overordnede, strukturelle samfundsmæssige forandringer som

kommercialisering og afideologisering (den sociokulturelle kontekst om denne praksis). Disse

kommer til udtryk på forskellige felter som fx medierne, men også den politiske institution i form

af fænomener som politisk markedsføring og designerpolitik – som når borgerlige kandidater

tilsyneladende framer deres budskaber som en appel til et formodet EU-skeptisk segment blandt

de borgerlige vælgere. Problemstillingen og kausaliteten er altså kompliceret – og vanskelig at

undersøge empirisk. Forskningsspørgsmålet her har først og fremmest været at afklare

tilstedeværelsen af en transnational EU-journalistik i danske landsdækkende dagblade og dermed i

én blandt mange deloffentligheder.

Svaret på det spørgsmål er i sin korteste form, at en sådan journalistik synes at have vundet frem i

normaldækningen, idet de optrædende emner, nyheder og aktører her er overvejende globale,

europæiske og med tilknytning til EU. Men det er kvaliteter, der kommer under pres i valgkampen,

fordi den politiske debat om EU og EP er generelt fraværende, overfladisk og ofte uden

sammenkobling til EU og EP, med den konsekvens, at læserne næppe bliver ret meget klogere på

kandidaternes standpunkter forud for valget, kun på valgets metaniveau. At kvaliteten synes

lavere i valgkampsdækningen hænger tilsyneladende sammen med, at udfordringerne for

84

journalisterne er større, når de skal agere som formidlere i en politisk debat, herunder håndtere

politiske, designede udspil, frem for blot at skildre det virkende EU.

Skal man på baggrund af ovenstående fremsætte anbefalinger til især morgenaviserne, virker to

forslag oplagte: For det første at hjemkalde Bruxelles-korrespondenterne i valgkampen og for det

andet at opruste Christiansborg-redaktionernes EU-kompetencer. Sidstnævnte løsning har den

fordel, at det også vil gavne normaldækningen, idet der vil kunne lægges en EU-vinkel på det

daglige arbejde på Christiansborg. Sådanne prioriteringer vil flugte med den journalistiske

institution og de publicistiske idealer, da det vil indebære en større sammenbinding af det

europæiske og nationale niveau og dermed muliggøre en mere væsentlig og kritisk journalistik

inden for de mange EU-berørte politikområder, også i EP-valgkampe; bl.a. vil uvedkommende

politisk retorik om EU og EP kunne afdækkes. Men om det også er idealer, der kan realiseres inden

for de kommercielle rammebetingelser for dagblade i en krisetid, er et andet spørgsmål.

9.4. Forskningsmæssige perspektiver

Analysen her omhandler overvejende EU-diskursernes tekstuelle dimension, altså italesættelsen af

EU og EP gennem aviserne. I forbindelse med valideringen gennem de kvalitative interview er der

givet en vis indsigt i praksissen omkring diskursen – med afsæt i oplevelser fra samspillet mellem

journalister og EU-interessenter. Der er dermed givet indikationer af, hvorfor EU-diskursen er, som

den er. Men undersøgelser med disse aspekter som primære forskningsspørgsmål må gå i dybden

med denne den diskursive praksis, hvilket for så vidt angår tekstproduktionen må omfatte

interview og observation blandt journalister, redaktioner og aktører, der arbejder med at sætte EU

på mediernes dagsorden. Som en belysning af diskursens konsekvenser er det desuden relevant at

se på modtagernes konsumption af teksterne, fx gennem receptionsanalyser eller surveys for

derved at afdække, hvad de nævnte karakteristika på tekstniveauet betyder for bl.a. opfattelsen af

og holdningen til EU – både i avisernes og andre mediers deloffentligheder.

85

10.BilagKomparativ oversigt

Referenceoversigt

Detailresultater

Politikernes forslag fra valgkampen

Spørgeguider

86

10.1. Bilag 1: Komparativ oversigt med kvantitative resultater af indholdsanalyserne

Avis Antal

enh.

Enheder

pr. dag

Antal

ord

Korr.-

artikler

Tele-

gram

Antal

enh.

Enheder

pr. dag

Antal

ord

Korr.-

artikler

Tele-

gram

Total 164 5,5 72.544 15 % 26 % 147 10,5 83.347 22 % 10 %

Jyllands-Posten 46 1,5 25.495 20 % 15 % 24 1,6 17.652 54 % 4 %

Berlingske

Tidende

43 1,4 18.378 21 % 12 % 37 2,6 18.994 27 % 5 %

Politiken 22 0,7 8.355 27 % 18 % 25 1,7 16.890 32 % 0 %

Information 21 0,7 13.841 0 % 24 % 17 1,2 15.109 0 % 6 %

Børsen 17 0,6 4.542 0 % 65 % 9 0,6 3.810 0 % 33 %

metroXpress 6 0,2 942 0 % 100 % 16 1,1 4.959 0 % 25 %

B.T. 5 0,2 658 0 % 60 % 8 0,5 2.249 0 % 13 %

Ekstra Bladet 4 0,1 327 0 % 25 % 11 0,7 3.424 0 % 01) Kvantitative observationer: Prioritering af EU-stof

Sample 1 Sample 2

87

2) Selektion af emner

Nr. Emne Sample 1 Antal Pct. Nr. Emne Sample 2 Antal Pct.

1 Udenrigspolitik 32 20 1 Valget og debatten i de andre

lande

24 16

2 Finanskrise og recession 27 16 2 Debatten om debatten 22 15

3 Sundhed, forbrugere og fødevarer 15 9 3 Generel holdning til EP/EU 20 14

4 Klima og energi 14 9 4 Afstanden ml. EU og borgerne 15 10

5 Økonomi og erhverv 12 7 5 Generel strukturel info om EP/EU 14 10

6 Eventuelle nye medlemslande 11 7 6 Trivialitet 9 6

7 Generel holdning til EU 8 5 7 Løn, pensioner, diæter o. lign. 8 5

8 ”EU-lande…” 7 4 8 Andet 6 4

9 EU-organisation (traktater, ledelse) 6 4 9 Klima og energi 5 3

9 Landbrug og fiskeri 6 4 10 EU-organisation (traktater, ledelse) 4 3

9 Flygtninge, udlændinge, integration 6 4 11 Retspolitik 3 2

12 Det indre marked 4 2 12 Finanskrise og recession 2 1

13 Ligestilling 3 2 12 Landbrug og fiskeri 2 1

13 Andet 3 2 12 Sundhed, forbrugere og fødevarer 2 1

15 Afstanden mellem EU og borgerne 2 1 12 Økonomi og erhverv 2 1

15 Løn, pensioner, diæter, m.m. 2 1 16 Arbejdsmarked 1 1

15 Retspolitik 2 1 16 Det indre marked 1 1

15 Kultur og medier 2 1 16 Miljø 1 1

15 Trivialitet 2 1 16 ”EU-lande” 1 1

20 Generel, strukturel info om EP/EU 1 1

20 Arbejdsmarked 1 1

88

3) Aktører og kilder

Nr. Emne Sample 1 Antal Pct

.

Nr. Emne Sample 2 Anta

l

Pct.

1 EU (uspecificeret) 146 89 1 Europaparlamentet 135 92

2 International aktør, ikke EU 116 71 2 EU (uspecificeret) 107 73

3 Kommissionen 74 45 3 Dansk EU-aktør 100 68

4 Dansk aktør, ikke EU 68 41 4 Dansk aktør, ikke EU 73 50

5 Udenlandsk EU-aktør 47 29 5 International aktør, ikke EU 57 39

6 Europaparlamentet 30 18 6 Udenlandsk EU-aktør 46 31

7 Dansk EU-aktør 28 17 7 Ekspert 38 26

8 Formandskabet 27 16 8 Kommissionen 26 18

8 Ekspert 27 16 9 EF-domstolen 10 7

10 Ministerråd (Rådet) 17 10 10 Formandskabet 9 6

11 EF-domstolen 17 10 11 Det Europæiske Råd 8 5

12 Det europæiske råd 16 10 12 Ministerråd (Rådet) 6 4

13 Transnationale europæiske

aktører

13 8 13 Lobbyist 5 3

14 Lobbyist 9 5 13 Transnationale europæiske

aktører

5 3

15 Europæiske agenturer 8 5 15 COREPER (EU-ambassadører) 2 1

16 Hypotetiske EU-aktører 6 4 15 Europæiske agenturer 2 1

17 ECB (Den Europæiske

Centralbank)

4 2 17 Europaudvalget 2 1

17 Europaudvalget 4 2 18 Komite (under Kommissionen) 1 1

19 COREPER (EU-ambassadører) 1 1 19 Hypotetiske EU-aktører 1 1

20 Specialudvalg, komiteer 0 0 20 Specialudvalg og ECB 0 0

89

4) Aktantmodellen Sample 1 Sample 2

90

EU i aktantmodellen Anta

l

Pct. Anta

l

Pct

.

EU som protagonist 49 30 25 17

EU som hjælper for nationalstaten 11 7 2 1

EU som nationalstatens modstander 11 7 12 8

EU som hjælper for borgerne/

forbrugerne

9 5 8 5

EU som borgerne/forbrugernes

modstander

7 4 22 15

EU som splittede aktører 25 15 4 3

EU som ? 21 13 52 35

Blandet 29 18 21 14

10.2. Bilag 2: Detailresultater – samtlige kvantitative resultater af indholdsanalyserne

Sample 1

Tabel 1: Kvantitative observationer – prioritering af EU-stof

n Længde Antal ord Placering Forside Indland/udland Erhverv Tillæg/andet164 Total 72544 Total 6 109 39 11

Gns. antal ord Sample 1 442 Andel af n 4 66 24 7

22 Politiken 8355 Politiken 3 17 0 2I gennemsnit pr. enhed 380 i procent 14 77 0 9

43 Berlingske Tidende 18378 Berlingske Tidende 0 30 12 1I gennemsnit pr. enhed 427 i procent 0 70 28 2

46 Jyllands-Posten 25495 Jyllands-Posten 3 16 24 4I gennemsnit pr. enhed 554 i procent 7 35 52 9

21 Information 13841 Information 0 21 0 0I gennemsnit pr. enhed 659 i procent 0 100 0 0

17 Børsen 4542 Børsen 0 12 2 3I gennemsnit pr. enhed 267 i procent 0 71 12 18

6 metroXpress 948 metroXpress 0 6 0 0I gennemsnit pr. enhed 158 i procent 0 100 0 0

5 B.T. 658 B.T. 0 4 0 1I gennemsnit pr. enhed 132 i procent 0 80 0 20

4 Ekstrabladet 327 Ekstrabladet 0 3 1 0I gennemsnit pr. enhed 82 i procent 0 75 25 0Særudtræk Særudtræk

24 Korrespondenter 16340 Korrespondenter 0 22 2 0I gennemsnit pr. enhed 605 i procent 0 92 8 0

91

Tabel 2: Kvantitative observationer – prioritering af EU-stof

Journalistisk ophav Korrespondent

(Bruxelles)

Danmark eller

ikke-EU-korr.

Telegram

Ukendt

Total 24 85 42 13i procent 15 52 26 8

Politiken 6 10 4 2i procent 27 45 18 9Berlingske Tidende 9 22 5 7i procent 21 51 12 16Jyllands-Posten 9 30 7 0i procent 20 65 15 0Information 0 16 5 0i procent 0 76 24 0Børsen 0 6 11 0i procent 0 35 65 0metroXpress 0 0 6 0i procent 0 0 100 0B.T. 0 1 3 1i procent 0 20 60 20Ekstrabladet 0 0 1 3i procent 0 0 25 75

92

Tabel 3: Selektion af emner

Selektion (Multiple Choice)(1/3)

Generel holdning

til EU

Debatten om debatten

Generel info

om EP/EU

Afstand ml.EU og

borgerne

Evt. nye medlems-

lande

Løn, pensioner,

diæter, m.m.

Valget og debat-

ten i de andre lande

EU-organisation

Total 8 0 1 2 11 2 0 6i procent 5 0 1 1 7 1 0 4

Politiken 2 0 0 0 1 0 0 0i procent 9 0 0 0 5 0 0 0Berlingske Tidende 3 0 0 0 2 0 0 2i procent 7 0 0 0 5 0 0 5Jyllands-Posten 2 0 1 1 1 2 0 1i procent 4 0 2 2 2 4 0 2Information 1 0 0 1 2 0 0 1i procent 5 0 0 5 10 0 0 5Børsen 0 0 0 0 3 0 0 1i procent 0 0 0 0 18 0 0 6metroXpress 0 0 0 0 1 0 0 0i procent 0 0 0 0 17 0 0 0B.T. 0 0 0 0 1 0 0 1i procent 0 0 0 0 20 0 0 20Ekstrabladet 0 0 0 0 0 0 0 0i procent 0 0 0 0 0 0 0 0

SærudtrækKorrespondenter 5 0 0 0 0 1 0 2i procent 19 0 0 0 0 4 0 7

93

Tabel 4: Selektion af emner

Selektion (2/3)

Finanskriseog

recession

Økonomi og

erhverv

Klima og energi

Landbrug og fiskeri

Flygtninge, Udlændinge

Udenrigs-politik

Arbejds-marked

Miljø Retspolitik

Sundhed, forbrugere

og fødevarerTotal 27 12 14 6 6 32 1 0 2 15i procent 16 7 9 4 4 20 1 0 1 9

Politiken 4 0 2 0 0 9 0 0 0 2i procent 18 0 9 0 0 41 0 0 0 9Berlingske Tidende 6 1 5 0 3 11 0 0 0 5i procent 14 2 12 0 7 26 0 0 0 12Jyllands-Posten 10 7 1 4 3 5 0 0 0 4i procent 22 15 2 9 7 11 0 0 0 9Information 1 0 3 1 0 6 1 0 2 0i procent 5 0 14 5 0 29 5 0 10 0Børsen 2 2 3 1 0 1 0 0 0 2i procent 12 12 18 6 0 6 0 0 0 12metroXpress 4 0 0 0 0 0 0 0 0 0i procent 67 0 0 0 0 0 0 0 0 0B.T. 0 1 0 0 0 0 0 0 0 1i procent 0 20 0 0 0 0 0 0 0 20Ekstrabladet 0 1 0 0 0 0 0 0 0 1i procent 0 25 0 0 0 0 0 0 0 25

SærudtrækKorrespondenter 8 0 0 0 2 7 0 0 0 0i procent 30 0 0 0 7 26 0 0 0 0

94

Tabel 5: Selektion af emner

Selektion (3/3)

Det indre marked

Ligestilling Kultur og medier

"EU-lande..."

Trivialitet Menings-måling

Andet

Total 4 3 2 7 2 0 3i procent 2 2 1 4 1 0 2

Politiken 1 0 1 0 0 0 0i procent 5 0 5 0 0 0 0Berlingske Tidende 0 1 1 2 1 0 1i procent 0 2 2 5 2 0 2Jyllands-Posten 2 0 0 1 0 0 1i procent 4 0 0 2 0 0 2Information 1 1 0 0 0 0 0i procent 5 5 0 0 0 0 0Børsen 0 0 0 2 0 0 1i procent 0 0 0 12 0 0 6metroXpress 0 1 0 0 0 0 0i procent 0 17 0 0 0 0 0B.T. 0 0 0 1 0 0 0i procent 0 0 0 20 0 0 0Ekstrabladet 0 0 0 1 1 0 0i procent 0 0 0 25 25 0 0

SærudtrækKorrespondenter 0 0 0 0 0 0 0i procent 0 0 0 0 0 0 0

95

Tabel 6: Aktører og kilder

Aktører (MC) (1/2) KommissionenDet eur.

Råd Formandskabet Ministerrådet Parlamentet Specialudvalg COREPERKomitee

r Domstolen LobbyistTotal 74 16 27 17 30 0 1 0 17 9i procent 45 10 16 10 18 0 1 0 10 5

Politiken 6 2 5 3 5 0 0 0 2 1i procent 27 9 23 14 23 0 9 5Berlingske Tidende 18 6 8 6 8 0 0 0 5 2i procent 42 14 19 14 19 0 12 5Jyllands-Posten 24 4 5 3 8 0 0 0 7 5i procent 52 9 11 7 17 0 15 11Information 10 0 6 3 6 0 1 0 0 1i procent 48 0 29 14 29 0 0 5Børsen 7 2 2 2 2 0 0 0 2 0i procent 41 12 12 12 12 0 12 0metroXpress 5 2 1 0 1 0 0 0 0 0i procent 83 33 17 0 17 0 0 0B.T. 3 0 0 0 0 0 0 0 1 0i procent 60 0 0 0 0 0 20 0Ekstrabladet 1 0 0 0 0 0 0 0 0 0i procent 25 0 0 0 0 0 0 0SærudtrækKorrespondenter 10 7 11 6 9 0 0 0 3 0i procent 37 26 41 22 33 0 0 0 11 0

96

Tabel 7: Aktører og kilder

Aktører (MC) (2/2) Dansk EU-aktør

Udenlandsk EU-aktør

Ekspert Dansk aktør,

ikke EU

International aktør, ikke

EU

Uspecificeret

Agentur ECB Hypotetisk aktør

Øvrig paneuropæ

isk aktør

Europa-udvalget

Total 28 47 27 68 116 146 8 4 6 13 4i procent 17 29 16 41 71 89 5 2 4 8 2

Politiken 3 6 2 8 18 21 0 0 0 3 2i procent 14 27 9 36 82 95 0 0 0 14 9Berlingske Tidende 9 13 6 16 33 35 2 2 2 1 0i procent 21 30 14 37 77 81 5 5 5 2 0Jyllands-Posten 10 10 9 24 27 43 4 1 1 3 0i procent 22 22 20 52 59 93 9 2 2 7 0Information 2 8 9 9 17 20 1 1 2 4 1i procent 10 38 43 43 81 95 5 5 10 19 5Børsen 4 5 1 7 11 16 1 0 1 1 0i procent 24 29 6 41 65 94 6 0 6 6 0metroXpress 0 5 0 1 5 6 0 0 0 1 0i procent 0 83 0 17 83 100 0 0 0 17 0B.T. 0 0 0 1 3 2 0 0 0 0 0i procent 0 0 0 20 60 40 0 0 0 0 0Ekstrabladet 0 0 0 2 2 3 0 0 0 0 1i procent 0 0 0 50 50 75 0 0 0 0 25

SærudtrækKorrespondenter 5 13 4 7 21 22 0 2 2 0 0i procent 19 48 15 26 78 81 0 7 7 0 0

97

Tabel 8: Aktantmodellen

Aktanter EU som protagonist

EU som hjælper for

nationalstaten

EU som nationalstatens

modstander

EU som hjælper for

borger/forbruger

EU som borger/forbrugers modstander

EU som splittede aktører

EU som ?

Blandet

Total 49 11 11 9 7 25 21 29i procent 30 7 7 5 4 15 13 18

Politiken 6 1 2 0 2 6 3 2i procent 27 5 9 0 9 27 14 9Berlingske Tidende 15 1 4 0 1 6 6 9i procent 35 2 9 0 2 14 14 21Jyllands-Posten 14 3 3 5 3 6 3 9i procent 30 7 7 11 7 13 7 20Information 6 2 0 1 1 6 1 4i procent 29 10 0 5 5 29 5 19Børsen 3 1 2 2 0 0 4 4i procent 18 6 12 12 0 0 24 24metroXpress 3 1 0 0 0 1 1 0i procent 50 17 0 0 0 17 17 0B.T. 1 2 0 0 0 0 1 1i procent 20 40 0 0 0 0 20 20Ekstrabladet 1 0 0 1 0 0 2 0i procent 25 0 0 25 0 0 50 0

SærudtrækKorrespondenter 4 2 2 0 0 11 0 5i procent 15 7 7 0 0 41 0 19

98

Sample 2

Tabel 9: Prioritering

n Længde Antal ord Placering Forside Indland/udland Erhverv Tillæg/andet147 Total 83347 Total 5 128 2 12

Gns. antal ord Sample 1 559 Andel af n 3 87 1 8

25 Politiken 16890 Politiken 2 23 0 1I gennemsnit pr. enhed 676 pct. 8 92 0 4

37 Berlingske Tidende 18994 Berlingske Tidende 1 33 1 2I gennemsnit pr. enhed 513 pct. 3 89 3 5

24 Jyllands-Posten 17652 Jyllands-Posten 2 20 0 1I gennemsnit pr. enhed 736 pct. 8 83 0 4

17 Information 15109 Information 0 9 0 8I gennemsnit pr. enhed 889 pct. 0 53 0 47

9 Børsen 3810 Børsen 0 8 1 0I gennemsnit pr. enhed 423 pct. 0 89 11 0

16 metroXpress 4959 metroXpress 0 16 0 0I gennemsnit pr. enhed 310 pct. 0 100 0 0

8 B.T. 2249 B.T. 0 8 0 0I gennemsnit pr. enhed 281 pct. 0 100 0 0

11 Ekstrabladet 3428 Ekstrabladet 0 11 0 0I gennemsnit pr. enhed 312 pct. 0 100 0 0Særudtræk Særudtræk

32 Korrespondenter 23955 Korrespondenter 4 26 0 2I gennemsnit pr. enhed 749 i procent 13 81 0 6

99

Tabel 10: Prioritering

Journalistisk ophav Korrespondent

(Bruxelles)

Danmark eller

ikke-EU-korr.

Telegram

Ukendt

Total 32 91 14 11i procent (af n) 22 62 10 7

Politiken 8 16 0 2i procent 32 64 0 8Berlingske Tidende 10 23 2 2i procent 27 62 5 5Jyllands-Posten 13 10 1 0i procent 54 42 4 0Information 0 13 3 1i procent 0 76 18 6Børsen 1 5 3 0i procent 11 56 33 0metroXpress 0 9 4 3i procent 0 56 25 19B.T. 0 5 1 2i procent 0 63 13 25Ekstrabladet 0 10 0 1i procent 0 91 0 9

100

Tabel 11: Selektion af emner

Selektion (Multiple Choice)(1/3)

Generel holdning til EP/EU

Debatten om debatten

Generel info

om EU/EP

Afstanden ml.

EU og borgerne

Evt. nye medlems-

lande

Løn, pensioner,

diæter, m.m.

Valget og debat-

ten i de andre lande

EU-organisation

Total 20 22 14 15 0 8 24 4i procent 14 15 10 10 0 5 16 3

Politiken 0 2 4 1 0 0 7 1i procent 0 8 16 4 0 0 28 4Berlingske Tidende 7 8 2 2 0 0 7 2i procent 19 22 5 5 0 0 19 5Jyllands-Posten 1 4 2 5 0 2 5 1i procent 4 17 8 21 0 8 21 4Information 6 3 4 2 0 0 1 0i procent 35 18 24 12 0 0 6 0Børsen 1 0 0 0 0 1 2 0i procent 11 0 0 0 0 11 22 0metroXpress 5 0 1 2 0 1 0 0i procent 31 0 6 13 0 6 0 0B.T. 0 1 1 1 0 3 1 0i procent 0 13 13 13 0 38 13 0Ekstrabladet 0 4 0 2 0 1 1 0i procent 0 36 0 18 0 9 9 0

SærudtrækKorrespondenter 1 2 3 3 0 2 15 4

101

i procent 3 6 9 9 0 6 47 13

Tabel 12: Selektion af emner

Selektion (2/3)

Finanskriseog

recession

Økonomi og

erhverv

Klima og energi

Landbrug og fiskeri

Flygtninge, udlændinge, integration

Udenrigs-politik

Arbejds-marked

Miljø Retspolitik

Sundhed, forbrugere

og fødevarerTotal 2 2 5 2 0 0 1 1 3 2i procent 1 1 3 1 0 0 1 1 2 1

Politiken 1 1 1 1 0 0 0 1 1 0i procent 4 4 4 4 0 0 0 4 4 0Berlingske Tidende 0 0 3 0 0 0 1 0 1 0i procent 0 0 8 0 0 0 3 0 3 0

Jyllands-Posten 0 0 0 0 0 0 0 0 1 1i procent 0 0 0 0 0 0 0 0 4 4Information 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0i procent 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0Børsen 1 1 1 1 0 0 0 0 0 0i procent 11 11 11 11 0 0 0 0 0 0metroXpress 0 0 0 0 0 0 0 0 0 1i procent 0 0 0 0 0 0 0 0 0 6B.T. 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0i procent 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0Ekstrabladet 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0i procent 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0

SærudtrækKorrespondenter 1 0 0 1 0 0 0 0 0 0i procent 3 0 0 3 0 0 0 0 0 0

102

Tabel 13: Selektion af emner

Selektion (3/3)

Det indre marked

Ligestilling Kultur og medier

"EU-lande..."

Trivialitet Menings-måling

Andet

Total 1 0 0 1 9 8 6i procent 1 0 0 1 6 5 4

Politiken 0 0 0 0 0 3 3i procent 0 0 0 0 0 12 12Berlingske Tidende 1 0 0 0 0 2 1i procent 3 0 0 0 0 5 3Jyllands-Posten 0 0 0 0 0 2 0i procent 0 0 0 0 0 8 0Information 0 0 0 1 0 0 0i procent 0 0 0 6 0 0 0Børsen 0 0 0 0 0 1 0i procent 0 0 0 0 0 11 0metroXpress 0 0 0 0 5 0 2i procent 0 0 0 0 31 0 13B.T. 0 0 0 0 1 0 0i procent 0 0 0 0 13 0 0Ekstrabladet 0 0 0 0 3 0 0i procent 0 0 0 0 27 0 0

SærudtrækKorrespondenter 0 0 0 0 0 0 1

103

i procent 0 0 0 0 0 0 3

Tabel 14: Aktører og kilder

Aktører/kilder (MC) (1/2) KommissionenDet eur.

Råd Formandskabet Ministerrådet Parlamentet Specialudvalg COREPERKomitee

r Domstolen LobbyistTotal 26 8 9 6 135 0 2 1 10 5i procent 18 5 6 4 92 0 1 1 7 3

Politiken 4 2 1 1 23 0 0 0 0 0i procent 16 8 4 4 92 0 0 0 0 0Berlingske Tidende 6 3 2 1 35 0 0 0 6 0i procent 16 8 5 3 95 0 0 0 16 0Jyllands-Posten 5 2 2 3 24 0 2 0 2 1i procent 21 8 8 13 100 0 8 0 8 4Information 6 1 1 1 14 0 0 0 1 1i procent 35 6 6 6 82 0 0 0 6 6Børsen 1 0 3 0 8 0 0 1 0 2i procent 11 0 33 0 89 0 0 11 0 22metroXpress 2 0 0 0 14 0 0 0 1 1i procent 13 0 0 0 88 0 0 0 6 6B.T. 1 0 0 0 6 0 0 0 0 0i procent 13 0 0 0 75 0 0 0 0 0Ekstrabladet 1 0 0 0 11 0 0 0 0 0i procent 9 0 0 0 100 0 0 0 0 0SærudtrækKorrespondenter 8 5 4 5 32 0 0 1 4 1i procent 25 16 13 16 100 0 0 3 13 3

104

Tabel 15: Aktører og kilder

Aktører (2/2) Dansk EU-aktør

Udenlandsk EU-aktør

Ekspert Dansk aktør,

ikke EU

International aktør, ikke

EU

Uspecificeret

Agentur ECB Hypotetisk aktør

Øvrig paneuropæ

isk aktør

Europa-udvalget

Total 100 46 38 73 57 107 2 0 1 5 2i procent 68 31 26 50 39 73 1 0 1 3 1

Politiken 18 11 10 15 10 21 0 0 0 2 0i procent 72 44 40 60 40 84 0 0 0 8 0Berlingske Tidende 24 19 4 19 15 30 1 0 1 1 1i procent 65 51 11 51 41 81 3 0 3 3 3Jyllands-Posten 16 4 7 13 12 13 1 0 0 1 1i procent 67 17 29 54 50 54 4 0 0 4 4Information 11 5 11 11 6 16 0 0 0 1 0i procent 65 29 65 65 35 94 0 0 0 6 0Børsen 5 3 2 4 6 8 0 0 0 0 0i procent 56 33 22 44 67 89 0 0 0 0 0metroXpress 10 3 0 2 6 11 0 0 0 0 0i procent 63 19 0 13 38 69 0 0 0 0 0B.T. 6 1 1 2 1 4 0 0 0 0 0i procent 75 13 13 25 13 50 0 0 0 0 0Ekstrabladet 10 0 3 7 1 4 0 0 0 0 0i procent 91 0 27 64 9 36 0 0 0 0 0

SærudtrækKorrespondenter 14 19 10 8 22 22 0 0 0 3 1i procent 44 59 31 25 69 69 0 0 0 9 3

105

Tabel 16: Aktantmodellen

Aktanter EU som protagonist

EU som hjælper for

nationalstaten

EU som nationalstatens

modstander

EU som hjælper for

borger/forbruger

EU som borger/forbrugers modstander

EU som splittede aktører

EU som ?

Blandet

Total 25 2 12 8 22 4 52 21i procent 17 1 8 5 15 3 35 14

Politiken 4 1 0 2 0 2 15 1i procent 16 4 0 8 0 8 60 4Berlingske Tidende 6 1 5 2 5 1 13 4i procent 16 3 14 5 14 3 35 11Jyllands-Posten 2 0 1 1 6 1 9 4i procent 8 0 4 4 25 4 38 17Information 4 0 3 1 2 0 2 5i procent 24 0 18 6 12 0 12 29Børsen 2 0 1 1 2 0 1 2i procent 22 0 11 11 22 0 11 22metroXpress 6 0 1 1 1 0 4 2i procent 38 0 6 6 6 0 25 13B.T. 1 0 0 0 3 0 3 1i procent 13 0 0 0 38 0 38 13Ekstrabladet 0 0 1 0 3 0 5 2i procent 0 0 9 0 27 0 45 18

SærudtrækKorrespondenter 4 0 1 0 7 4 13 3i procent 13 0 3 0 22 13 41 9

106

107

10.3. Bilag 3: Referenceoversigt

Sample 1

Nr. Avis Dato, sidetal, sektion

A2 metroXpress 28.5.,s.30A3 metroXpress 26.5.,s.19A4 B.T. 6.6., s.18A5 B.T. 2.6., s.16A6 metroXpress 26.5.,s.13A7 B.T. 26.5.,s.8A8 Jyllands-Posten 29.5.,s.13A9 Jyllands-Posten 28.5.,s.3, erhv.A10 Jyllands-Posten 28.5., s.6, erhv.A11 Jyllands-Posten 28.5.,s.5, erhv.A13 Jyllands-Posten 28.5.,s.10, erhv.A14 Jyllands-Posten 6.6., erhv., s.4A15 Jyllands-Posten 5.6., s.7A16 Jyllands-Posten 5.6., s.11A17 Jyllands-Posten 5.6., s.10A18 Jyllands-Posten 4.6., s.14A19 Jyllands-Posten 4.6.,s.14, erhv.A20 Jyllands-Posten 27.5.,s.5, PulsA21 Jyllands-Posten 3.6., erhv., s.5A22 Jyllands-Posten 26.5.,s.8, erhv.A23 Jyllands-Posten 5.6., s.6A24 Jyllands-Posten 27.5.,s.16,erhv.A25 Jyllands-Posten 27.5.,3, pulsA26 Information 5.6.,s.10-11A27 Information 5.6.,s.12A28 Information 4.6.,s.8-9A29 Jyllands-Posten 2.6., erhv.,s.2A30 Jyllands-Posten 31.5., s.9A31 Information 4.6.,s.10-11A32 Information 3.6.,s.11A33 Information 2.6.,s.20A34 Jyllands-Posten 31.5.,s.8A35 Information 29.5.,s.6-7A36 Information 30.5.,s.21A37 Information 26.5.,s.8-9A38 Information 27.5.,s.40-41,tillægA39 Information 26.5.,s.4-5A40 Politiken 29.5.,s.8

A41 Politiken 29.5.,s.12A42 Politiken 29.5.,s.8A43 Politiken 30.5.,s. 4A44 Ekstrabladet 1.6., biler, s.8A45 Politiken 30.5.,Lørdagsliv,s.13A46 Politiken 31.5.,s.8A47 Politiken 3.6.,s.12A48 Politiken 7.6.,Viden,s.5A49 Politiken 5.6.,s.12A50 Berlingske 26.5.,s.14,BusinessA51 Berlingske 26.5.,s.4A52 Berlingske 26.5.,s.16A53 Berlingske 26.5.,s.16A54 Berlingske 26.5.,s.11A55 Berlingske 29.5.,s.5A56 Berlingske 2.6.,s.13,BusinessA57 Berlingske 31.5.,s.16A58 Berlingske 30.5.,s.10,BusinessA59 Berlingske 30.5.,s.17,BusinessA60 Berlingske 29.5.,s.15,BusinessA61 Berlingske 2.6.,s.4A62 Berlingske 36.,s.27A63 Berlingske 3.6.,s.25A64 Berlingske 6.6.,s.10A65 Børsen 29.5.,s.18A66 Børsen 28.5.,s.22A67 Børsen 28.5.,s.18A68 Børsen 26.5.,s.16A69 Børsen 4.6.,s.30A70 Børsen 4.6.,s.26A71 Børsen 8.1.,s.16A72 Børsen 5.1.,s.26A73 Børsen 5.3.,s.32,FinansA74 Børsen 5.3.,s.46-47,Fødevare-SundhedA75 Børsen 4.3.,s.28A76 Børsen 3.3.,s.8A77 Børsen 2.3.,s.28A78 Børsen 2.3.,s.16,Klima

108

A79 Børsen 2.3.,s.28-29A80 Børsen 2.3.,s.24A81 Børsen 2.3.,s.18-19,KlimaA82 Berlingske 8.1.,s.19A83 Berlingske 8.1.,s.12,BusinessA84 Berlingske 7.1.,s.4A85 Berlingske 6.1.,s.14A86 Berlingske 4.1.,s.14A87 Berlingske 6.1.,s.10,BusinessA88 Berlingske 6.1.s.16A89 Berlingske 6.1.,s.18A90 Berlingske 4.1.,s.13A91 Berlingske 3.1.,s. 4,RejselivA92 Berlingske 2.1.,s.18A93 Berlingske 2.1.,s.20A94 Berlingske 2.1.,s.12,BusinessA95 Berlingske 1.1.,s.18A96 Berlingske 5.3.,s.14,BusinessA97 Berlingske 5.3.,s.20,BusinessA98 Berlingske 5.3.,s.19A99 Berlingske 7.3.,s.2A100 Berlingske 7.3.,s.4A101 Berlingske 8.3.,s.8A102 Berlingske 4.3.,s.17,BusinessA103 Berlingske 3.3.,s.18A104 Berlingske 3.3.,s.16A105 Berlingske 3.3.,s.24A106 Berlingske 1.3.,s.16A107 Berlingske 2.3.,s.18A108 Berlingske 2.3,s.19A109 Ekstrabladet 2.1.,s.24A110 Ekstrabladet 7.1.,s.22A111 Ekstrabladet 8.3.,s.10,BilerA112 B.T. 8.3.,s.9A113 Jyllands-Posten 8.1.,s.6,ErhvervA114 Jyllands-Posten 8.1.,s.4,ErhvervA115 Jyllands-Posten 7.1.,s.1A116 Jyllands-Posten 7.1.,s.6, Erhverv og Øk.A117 Jyllands-Posten 7.1.,s.6,Erhverv og Øk.A118 Jyllands-Posten 7.1.,s.10A119 Jyllands-Posten 6.1.,s.10A120 Jyllands-Posten 5.1.,.s.12A121 Jyllands-Posten 4.1.,s.13A122 Jyllands-Posten 3.1.,s.8

109

A123 Jyllands-Posten 8.3.,s.1,IndblikA124 Jyllands-Posten 8.3.,s.16A125 Jyllands-Posten 8.3.,s.1A126 Jyllands-Posten 7.3.,s.5.,ErhvervsweekendA127 Jyllands-Posten 7.3.,s.14,ErhvervsweekendA128 Jyllands-Posten 6.3.,s.2,Erhverv og Øk.A129 Jyllands-Posten 6.3.,s.14,Erhverv og Øk.A130 Jyllands-Posten 5.3.,s.14,Erhverv og Øk.A131 Jyllands-Posten 5.3.,s.14,Erhverv og Øk.A132 Jyllands-Posten 4.3.s.12A133 Jyllands-Posten 3.3.,s.14,Erhverv og Øk.A134 Jyllands-Posten 3.3.,s.1,ErhvervsejendommeA135 Jyllands-Posten 2.3.,s.5,Erhverv og Øk.A136 Jyllands-Posten 2.3.,s.3,Erhverv og Øk.A137 Jyllands-Posten 2.3.,s.7,Erhverv og Øk.A138 Jyllands-Posten 1.3.,s.18A139 Politiken 8.1.,s.10A140 Politiken 8.1.,s.9A141 Politiken 7.1.,s.11A142 Politiken 7.1.,s.9A143 Politiken 7.1.,s.1A144 Politiken 6.1.,s.1A145 Politiken 6.1.,s.9A146 Politiken 7.1.,s.9A147 Politiken 5.1.,s.5A148 Politiken 4.1.,s.6A149 B.T. 2.1.,s.10,2.sektionA150 Politiken 7.3.,s.9A151 Politiken 4.3.,s.1A152 Politiken 1.3.,s.1A153 Information 8.1.,s.6/7A154 Information 7.1.,s.10/11A155 Information 6.1.,s.24/25A156 Information 6.1.,s.20/21A157 Information 6.1.,s.6/7A158 Information 5.1.,s.10/11A159 Information 2.1.,s.6/7A160 Information 5.1.,s.7A161 Information 4.3.,s.6/7A162 Information 4.3.,s.4/5A163 metroXpress 5.3.,s.23A164 metroXpress 5.3.,s.22A165 metroXpress 2.3.,s.16A166 Berlingske 7.6.,s.6,Business

110

Sample 2 Nr. Avis Dato, sidetal, sektion

111

B1 Jyllands-Posten 25.5.,s.6B2 Ekstrabladet 7.6., s.10B3 B.T. 7.6., s.7B4 metroXpress 25.5.,s.10B5 Politiken 25.5.,s.7B6 Jyllands-Posten 7.6., s. 8B7 B.T. 6.6., s.19B8 Jyllands-Posten 7.6., s.14B9 Jyllands-Posten 6.6., s. 13B10 Jyllands-Posten 6.6., s.12B11 Jyllands-Posten 6.6., s.6B12 Politiken 25.5.,s.7B13 Jyllands-Posten 6.6.,s.1B14 Politiken 25.5.,s.7B15 Berlingske 25.5.,s.6B16 Børsen 25.5.,s.16B20 Jyllands-Posten 4.6., s.8B22 Jyllands-Posten 4.6., s.10B24 Jyllands-Posten 4.6., s.12B25 Jyllands-Posten 4.6.,s.11B26 Jyllands-Posten 3.6., s.11B27 Jyllands-Posten 3.6.,s.5B28 Jyllands-Posten 2.6.,s.10B31 Jyllands-Posten 31.5.,s.18B32 Jyllands-Posten 30.5.,s.10B33 Jyllands-Posten 30.5.,11B35 B.T. 31.5.,s.6B36 Ekstrabladet 7.6., s.12B37 Ekstrabladet 7.6., s.32B38 Ekstrabladet 6.6., s.14B39 Ekstrabladet 4.6, s.30B40 Ekstrabladet 3.6., s.24B41 Ekstrabladet 3.6.,s.24B42 Ekstrabladet 2.6.,s.20B43 Ekstrabladet 1.6.,s.21B45 Ekstrabladet 31.5.,s.17B46 Ekstrabladet 31.5. s.2B47 B.T. 31.5.,s.17B48 B.T. 31.5.,s.6B49 B.T. 29.5.,s.2B50 metroXpress 4.6.,s.26B51 metroXpress 4.6.,s.28B52 metroXpress 3.6.,51B53 metroXpress 3.6., s.38

112

B54 metroXpress 3..6,s.24B55 metroXpress 3.6.,s.24B56 metroXpress 3.6.,s.24B57 metroXpress 3.6., s.20B58 metroXpress 2.6.,s.14B59 metroXpress 29.5.,s.18B60 metroXpress 28.5.,s.18B61 metroXpress 28.5.,s18B62 metroXpress 27.5.,s.19B63 metroXpress 27.5.,s.19B64 metroXpress 26.5.,s.12B65 B.T. 27.5.s.10B66 Jyllands-Posten 29.5.,s.8B67 Jyllands-Posten 29.5.,s.8B68 Jyllands-Posten 28.5.,s.8B69 Information 6.6.,s.28-29,refleksB70 Information 6.6.,s.4-5B71 Information 6.6.,s.8-9B72 Information 5.6.,s.6-7B73 Information 4.6.,s.6-7B74 Information 3.6.,s.10-11B75 Information 2.6.,s.8-9B76 Information 2.6.,s.8-9B77 Information 30.5.,s.50,refleksB78 Information 27.5.,s.44-45B79 Information 27..5,s.28-29,tillægB80 Information 27.5.,s.48,tillægB81 Information 27.5.,s.50,tillægB82 Information 26.5.,s.21B83 Politiken 28.5.s.8B84 Politiken 27.5.s.7B85 Politiken 30.5.,s.5,kulturB86 Politiken 30.5.,s.9B87 Politiken 30.5.,s.8B88 Politiken 2.6.,s.8B89 Politiken 2.6.,s.10B90 Politiken 3.6.,s.9B91 Politiken 3.6.,s.8B92 Politiken 3.6.,s.8B93 Politiken 4.6.,s.9B94 Politiken 4.6.,s.8B95 Politiken 4.6.s.4B96 Politiken 4.6.,s.1B97 Politiken 5.6.,s.9

113

B98 Politiken 5.6.,s.9B99 Politiken 6.6.,s.9,KulturB100 Politiken 6.6.,s.10B101 Politiken 6.6.,s.2B102 Berlingske 26.5.,s.10B103 Berlingske 26.5.,s.11B104 Berlingske 26.5.,s.11B105 Berlingske 27.5.,s.16B106 Berlingske 28.5.,s.22B107 Berlingske 28.5.,s.23B108 Berlingske 28.5.,s.24B109 Berlingske 31.5.,s.12B110 Berlingske 31.5.,s.10B111 Berlingske 30.5.,s.6B112 Berlingske 30.5.,s.6B113 Berlingske 29.5.,s.6B114 Berlingske 29.5.,s.6B115 Berlingske 2.6.,s.4B116 Berlingske 2.6.,s.3B117 Berlingske 2.6.,s.20B118 Berlingske 3.6.,s.14B119 Berlingske 3.6.,s.14B120 Berlingske 3.6.,s.14B121 Berlingske 3.6.,s.15B122 Berlingske 4.6,s.22B123 Berlingske 4.6.,s.18B124 Berlingske 5.6.,s.10B125 Berlingske 6.6.,s.1,DebatB126 Berlingske 6.6.,s.14B127 Berlingske 6.6.,s.4,BusinessB129 Berlingske 7.6.,s.1B130 Berlingske 7.6.,s.9B131 Berlingske 7.6.,s.9B132 Børsen 26.5.,s.20B133 Børsen 4.6.,s.22-23B134 Børsen 2.6.,s.22B135 Børsen 3.6.,s.18B136 Børsen 4.6.,s.21B137 Børsen 4.6.,s.21B138 Børsen 3.6.,s.16B139 Børsen 3.6.,s.20B140 Berlingske 27.5.,s.16,Kultur/DebatB141 Berlingske 30.5.,s.20B142 Berlingske 5.6.,s.17

114

B143 Berlingske 7.6.,s.14B144 Politiken 7.6.,s.6B145 Berlingske 5.6.,s.10B146 Berlingske 4.6.,s.9B147 Jyllands-Posten 31.5.,s.4,IndblikB148 Berlingske 31.5.,s.21B149 Jyllands-Posten 28.5.,s.9B150 Information 28.5.,s.8-9B151 Information 27.5.,s.28-29,tillægB152 Information 27.5.,s.30-31,tillægB153 Politiken 26.5.,s.4B154 Politiken 4.6.,s.8B155 Jyllands-Posten 6.6.,s.4B156 Jyllands-Posten 6.6.,s.12B157 B.T. 30.5.,s.40

10.4. Bilag 4: Kandidaternes politiske forslag i valgkampen

Generelt

Bendtsen vil arbejde for vækst, grønne job og klima i EP – og nuancere opfattelsen af domstolen.

(B124) Intet konkret forslag.

Messerschmidt: Domstolen skal blande sig i mindre. EU kan dog bruges til handel, klima og

terrorbekæmpelse. Mere national grænsekontrol. (B15) Ingen angivelse af midler(hvordan målene

skal gennemføres) eller realiserbarhed.

Interview med Hanne Dahl: EU’s indre marked skal ikke gå ud over det danske velfærdssamfund.

Men EU kan bruges til at sætte grænser for pesticider. (B104) Ingen angivelse af midler eller

realiserbarhed.

115

Rohde vil slås for danske værdier i EP. Nogle gange er MEP’erne for langt fra borgerne, siger han.

Skeptisk over for Domstolen/Metock. Men han har EU-mål inden for klima, infrastruktur,

finanskrise, universiteter og grænseoverskridende krimi. (B113) Konkrete mål, men ingen

angivelse af midler eller realiserbarhed.

Dickow: Der skal være grænser for EU’s beføjelser. EU kan dog bruges til udlicitering af sundhed.

Liberal dagsorden. (B120) Få konkrete forslag, ingen angivelse af midler eller realiserbarhed.

Messerschmidt: Mindre magt til EU – skal ikke blande sig i fx udlændingepolitikken. (B4) Ingen

konkrete forslag.

Klima

Rohde: Jeg vil sætte fokus på energiuafhængighed i EU. Samt: Danmark skal høres i EU. (B154) Et

enkelt konkret forslag, ikke diskussion af realiserbarhed eller midler.

De europæiske socialdemokrater foreslår omfattende vækstpakke med bl.a. miljøteknologi og

infrastruktur, der dog skal godkendes af både råd og EP. Anne Jensen: valgflæsk. (B110) Konkrete

forslag. Deres realiserbarhed diskuteres af kandidaterne, journalisten giver ikke svaret.

Finans og økonomi

D. Jørgensen, Nyrups arvtager, vil bruge EU til at kræve mere åbenhed og lønningsloft i

finanssektoren. Grænser for kapitalismen. (B137) (Det har pga. manglende adgang til genlæsning

af artiklen ikke været muligt at fastslå diskussionen af forslaget og realiserbarheden).

Thorning og Jørgensen foreslår minimum-selskabsskat i EU for at hindre multinationale selskabers

skattely. V imod. Generalisering: Skepsissen er flyttet mod højre; grænser for EU’s beføjelser.

(B90) Konkret forslag. Journalisten nævner, at det ligger uden for EP’s direkte indflydelse.

Retspolitik og krimi

Bendtsen foreslår oprettelse af ny enhed i Europol til bekæmpelse af prostitution. Politiet

skeptiske. Retsforbeholdet i vejen. (B95) Det nævnes, at DK ikke kan deltage, hvis Lissabon træder i

kraft. Ellers ikke diskussion af realiserbarhed.

Forbruger, fødevarer og sundhed

Sofie Carsten Nielsen foreslår, at recepter skal kunne bruges i alle EU-lande, samt at samle

godkendelsen af medicin i europæisk agentur. DF imod. (B1) Det nævnes, at forslaget flugter med

116

patientrettighedsdirektivet – men igen er det op til politikerne at diskutere

relevansen/realiserbarheden.

Uddannelse

Sophie Carsten Nielsen foreslår at alle skal kunne vælge mellem 4000 universiteter i EU –

harmonisering. SF skeptisk. (B98) Midler og realiserbarhed nævnes ikke.

Rohde vil have eliteuniversiteter i EU, hvis vi skal kunne hamle op med andre regioner. Støtte fra

R. (B114) Konkrete midler, men ikke diskussion af realiserbarhed eller midler.

Andet

DI og danske EP-kandidater foreslår at bruge landbrugsstøtten på forskning og innovation i stedet.

30 % af EU-budgettet går til landbrugsstøtte. (B136) (Det har pga. manglende adgang til

genlæsning af artiklen ikke været muligt at fastslå diskussionen af forslaget og realiserbarheden).

Børsting og D. Jørgensen kritiserer, at Tyskland bryder udstationeringsdirektivet, så danske

slagteriarbejdere bliver presset på lønnen (billige polakker). De foreslår kontrolinstans på det indre

marked. (B127) Ingen nærmere diskussion af direktivet eller forslagets realiserbarhed.

S-kandidater vil forbyde au-pair. De andre danske kandidater er uenige (B57) Intet konkret.

Forslaget diskuteres af Folketingets integrationsordførere.

10.5. Bilag 5: Spørgeguider

Spørgeguide: politikere

Orientering om undersøgelsen. To indholdsanalyser samt interview med EU-aktører. Samtalen

optages, citater godkendes. Husk, at det primært handler om de landsdækkende aviser.

Medierne/aviserne som interessent for aktøren

Hvilke dele af dit arbejde som EP-kandidat omfatter medierne, hhv. til daglig og under EP-

valgkampe? Hvor vigtige er medierne som interessenter? Hvilken rolle spiller de landsdækkende

aviser?

Mediernes/avisernes logik – arbejdsmåder og nyhedskriterier

117

Hvilke kriterier gælder tilsyneladende for at passere avisernes gatekeeper? Taler man om andre

emner/på en anden måde over for medier end i andre offentlige fora (i den politiske offentlighed)

og i så fald hvad/hvordan?

Hvordan oplever du avisernes dækning af EU til daglig, dvs. uden om særlige EU-begivenheder?

Har du oplevet at ville sætte et væsentligt emne/begivenhed/case på mediernes dagsorden, uden

det lykkedes? Hvorfor lykkedes det ikke?

Hvordan oplevede du EP-valgkampen, herunder de to sidste uger? (i medierne/aviserne og

generelt) Skilte den sig ud fra tidligere valgkampe? Hvad er forskellen på valgperioder og andre

perioder? Var der relevante EP/EU-emner, du forgæves forsøgte at sætte på mediedagsordenen i

kampagnen? Hvorfor lykkedes det ikke? Var der(andre) væsentlige emner, der blev udeladt fra

dækningen – og hvorfor?

Hvornår lykkedes det at sætte dagsordenen – og hvorfor?

Gav EP-debatten eksempler på debatter, der ikke har at gøre med EP?

- Hvis ansvar er dette – mediernes, jeres eller politikernes? (eller andre)

Synes du, dine medkandidater tog sig mere eller mindre seriøst ud i dækningen sammenlignet

med debatten i øvrigt – eller var der ingen forskel?

Taler du med journalister om emnet – hvad siger de?

(Hjulpet) Om de nyhedskriterier/medielogikker, de ikke selv er kommet ind på - forklar: Betyder

eksklusivitet noget? Domesticering? Kontinuitet? Væsentlighed? Aktualitet? Hvilken logik og

hvilke hensyn driver medierne?

Der er ikke meget omvendt OBS i dækningen (forklar) – kunne man lave det? (nærhed,

konsekvenseksperter)

Er der forskel mellem (morgen)aviser og øvrige medier som tv og web? Forskel mellem

korrespondenter og hjemlige journalister: Hvem korresponderer du med? Er deres indsigt,

perspektiv og kriterier forskellig? Hvordan er arbejdsfordelingen og prioriteringen på aviserne –

hvordan bruges korrespondenterne?

118

Er journalisterne i Danmark velorienterede om EU – ved de, hvad EP har beføjelser inden for, eller

spørger de også om irrelevante forhold? Er de i forbindelse med jeres forslag i valgkampen

orienterede mod Folketinget eller EP?

Kan du nævne et eksempel på en relevant og væsentlig dækning og debat af et EU-emne – i

normalperioder eller op til EP-valget?

De andre aktørers ansvar

EU’s ansvar

Medierne mener sig lovligt undskyldt – EU er for kompliceret med manglende transparens og

demokratisk legitimitet (fx Kommissionen), der nødvendigvis må gøre det uinteressant og fjernt for

folk og dermed modtagerne, siger de (medier er jo også forretning og ikke et organ for EU). Har de

ret?

Er der organisatoriske forhold i strukturen (fx kommunikationsindsatsen), der kunne være bedre?

Aktører – den komplicerede udøvende magt: Er det problematisk, hvis dette magtniveau udelades

af debatten og dækningen?

Politikernes ansvar

Hvor stort ansvar vil du generelt sige, at politikerne har for at sætte EU på dagsordenen? Gør de

det godt nok?

Giver de en retvisende fremstilling af EU/EP? (Hvad siger du fx til ”Danmarks stemme skal høres i

EU”?)

Hvad mener du om de andres kampagne/EU-retorik op til EP-valget?

Hvorfor siger de, som de gør? Hvilke logikker driver politikernes retorik? Gør MEP’erne nok for at

diskutere politisk substans? Gør landspolitikerne? Er der en forskel i deres indstilling og hvorfor?

Hvad tænker nationalpolitikerne (herunder både ja-partier og nej-partier) om EU og borgernes

119

forhold til EU – også historisk set? Er de bange for vælgerne? Er det korrekt, at vælgerne er

skeptiske? Er det et særligt dansk fænomen?

Er det mangel på viden/opmærksomhed/orientering eller mod – eller er de ærlige? Er der nogen

indikationer på, at politikere ikke altid tør melde EU-positive budskaber ud? Eller EU-negative? Har

du holdt dig tilbage? Hvor stor en rolle spiller medierne/aviserne i dette?

Bruger politikerne gennem medierne EU som syndebuk for hjemlige problemer?

Alt i alt: Mener du, at EU/EP er tilstrækkeligt på dagsordenen i den offentlige debat? Hvem har det

største ansvar (politikere, EU, medier, uddannelsesinstitutioner…) – og lever de op til dette? Hvem

er den største bremse i forhold til at sætte EU på dagsordenen? Hvem er den primære

dagsordensætter?

Konsekvenser

Hvilke konsekvenser tror du, alle disse tendenser har for fx befolkningen (viden, holdning og

interesse)? Hvad er dine erfaringer og indtryk her? Virker borgernes opfattelse til at passe med

virkeligheden eller mediernes virkelighed?

Konstruktiv perspektivering

Hvad kunne man gøre/forsøger du/I som politikere at gøre? Kan man gå uden om medierne –

forsøger du det? Hvad er din erfaring?

Brug af direkte kommunikation (møde) eller medieret kommunikation uden journalistisk filter –

new media? Fordele og ulemper?

Er borgerne definitivt uinteresserede (dvs. medierne kan ikke gøre noget) – og hvem er evt.

interesserede?

Spørgeguide: organisationer

120

Orientering om undersøgelsen. To indholdsanalyser samt interview med EU-aktører. Samtalen

optages, citater godkendes. Husk, at det primært handler om de landsdækkende aviser.

Medierne/aviserne som interessent for aktøren

Kort om dit arbejde i virksomheden, herunder: Hvad arbejder du med – i forhold til EU og

medierne? Hvilke interesser har I i forhold til EU, og hvordan indgår medierne i disse interesser (fx

i forbindelse med den offentlige dagsorden)? Hvilke interessenter forsøger I at nå via medierne?

(notér, fx befolkning, landspolitikere, EU-aktører - hvordan er sammenhængen/rækkefølgen?)

Hvor vigtige er medierne som interessenter? Hvor meget pres går direkte på

politikerne/beslutningstagerne, og hvor meget går gennem medierne?

Hvilken rolle spiller de landsdækkende aviser?

Mediernes/avisernes logik – arbejdsmåder og nyhedskriterier

Hvilke kriterier gælder tilsyneladende for at passere avisernes gatekeeper? Taler man om andre

emner/på en anden måde over for medier end i andre offentlige fora (i den politiske offentlighed)

og i så fald hvad/hvordan?

Hvordan oplever du avisernes dækning af EU til daglig, dvs. uden om særlige EU-begivenheder?

Har I oplevet at ville sætte et væsentligt emne/begivenhed/case på mediernes dagsorden, uden

det lykkedes? Hvorfor lykkedes det ikke?

Hvordan oplevede du EP-valgkampen, herunder de to sidste uger? (i medierne/aviserne og

generelt) Skilte den sig ud fra tidligere valgkampe? Hvordan er dit arbejde anderledes i

valgkampen? Hvad er forskellen på valgperioder og andre perioder?

Var der relevante EP/EU-emner, du forgæves forsøgte at sætte på mediedagsordenen i

kampagnen? Hvorfor lykkedes det ikke? Var der(andre) væsentlige emner, der blev udeladt fra

dækningen – og hvorfor?

Hvornår lykkedes det at sætte dagsordenen – og hvorfor? Gav EP-debatten eksempler på debatter,

der ikke har at gøre med EP?

Hvis ansvar er dette – mediernes, jeres, EU’s eller politikernes? (eller andre)

121

Taler du med journalister om emnet – hvad siger de? Hvad forklarer de sig med?

(Hjulpet) Om de nyhedskriterier/medielogikker, de ikke selv er kommet ind på: Betyder

eksklusivitet noget? Domesticering? Kontinuitet? Væsentlighed? Aktualitet? Hvilken logik og hvilke

hensyn driver medierne?

Der er ikke meget omvendt OBS i dækningen (forklar) – kunne man lave det? (nærhed,

konsekvenseksperter)

Forskel mellem (morgen)aviser og øvrige medier som tv og web? Forskel mellem korrespondenter

og hjemlige journalister: Hvem korresponderer du/I med? Er deres indsigt, perspektiv og kriterier

forskellig? Hvordan er arbejdsfordelingen og prioriteringen på aviserne – hvordan bruges

korrespondenterne?

Er journalisterne i Danmark velorienterede om EU – ved de, hvad EP har beføjelser inden for, eller

spørger de også om irrelevante forhold? Er de i forbindelse med gennemførelsen af jeres forslag

orienterede mod Folketinget eller EP?

Kan du nævne et eksempel på en relevant og væsentlig dækning og debat af et EU-emne – i

normalperioder eller op til EP-valget?

De andre aktørers ansvar

EU’s ansvar

Medierne mener sig lovligt undskyldt – EU er for kompliceret med manglende transparens og

demokratisk legitimitet (fx Kommissionen), der nødvendigvis må gøre det uinteressant og fjernt for

folk og dermed modtagerne, siger de (medier er jo også forretning og ikke et organ for EU). Har de

ret?

Er der organisatoriske forhold i strukturen (fx kommunikationsindsatsen), der kunne være bedre?

Aktører – den komplicerede udøvende magt: Er der mere der bliver besluttet i COREPER, komiteer

og anden EU-administration end i tilsvarende behandlinger af dansk lovgivning? Er det

problematisk, hvis denne fase udelades af debatten og dækningen? Hvilke aktører er vigtigst at

dække?

122

Politikernes ansvar

Er politikerne ude eller hjemme gode til at sætte EU på dagsordenen? Gør de det godt nok? Giver

de en retvisende fremstilling af EU/EP? (Hvad siger du fx til ”Danmarks stemme skal høres i EU”?)

Hvad mener du om kandidaternes kampagne/EU-retorik op til EP-valget?

Hvorfor siger de, som de gør? Hvilke logikker driver politikernes retorik? Gør MEP’erne nok for at

diskutere politisk substans? Gør landspolitikerne? Er der en forskel i deres indstilling og hvorfor?

Hvad oplever du, at nationalpolitikerne (herunder ja-partierne) ser på borgernes forhold til EU –

også historisk set? Er de bange for vælgerne? Er det korrekt, at vælgerne er skeptiske? Er det et

særligt dansk fænomen?

Er det mangel på viden eller mod – eller er de ærlige? Er der nogen indikationer på, at politikere

ikke altid tør melde EU-positive budskaber ud? Hvor stor en rolle spiller medierne/aviserne i

dette?

Bruger politikerne gennem medierne EU som syndebuk for hjemlige problemer?

Alt i alt: Mener du, at EU/EP er tilstrækkeligt på dagsordenen i den offentlige debat? Hvem har det

største ansvar (politikere, EU, medier, uddannelsesinstitutioner…) – og lever de op til dette? Hvem

er den primære dagsordensætter? Hvem er den største bremse i forhold til at sætte EU på

dagsordenen?

Konstruktiv perspektivering

Hvad kunne man gøre/forsøger du/I at gøre for at nå interessenterne på anden vis? Kan man gå

uden om medierne – forsøger I det? Hvad er jeres erfaring?

123

11.Litteratur

Andersen, Jørgen Goul (1998). Politik og samfund I forandring. København: Columbus. Bind 2, pp. 137-164.

Bache, Ian & Flinders, Matthew (eds.) (2004). Multi-level Governance. Oxford: Oxford University Press.

Bohman, James (2007). Democracy across borders – from Demos to Demoi. Cambridge: The MIT Press.

Bondebjerg, Ib & Madsen, Peter (eds.) (2008). Media, Democracy and European Culture. Bristol: Intellect Books.

Boolsen, Merete Watt (2006). Kvalitative analyser – at finde årsager og sammenhænge. København: Hans Reitzels Forlag.

Dahler-Larsen, Peter (2002). At fremstille kvalitative data. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

124

Deuze, Mark (2008). “Understanding Journalism as Newswork: How It Changes, and How It Re-mains the Same”. In Westminster Papers in Communication and Culture, June 2008, vol. 5(2): 4-23.

de Vreese, Claes H.; Banducci, Susan A.; Semetko, Holi A. & Boomgarden, Hajo G. (2006). “The News Coverage of the 2004 European Parliamentary Election Campaign in 25 Countries”. In Euro-pean Union Politics, vol.7(4): 477-504. http://eup.sagepub.com/cgi/content/abstract/7/4/477 Besøgt d. 21.11.2009.

Eberlein, Burkard & Grande, Edgar (2005). ”Beyond Delegation: transnational regulatory regimes and the EU regulatory state”. In Journal of European Public Policy, 1466-4429, Vol. 12(1): 89 – 112.

Eurobarometer 56 (2002). Public Opinion in the European Union. Report Number 56.http://ec.europa.eu/public_opinion/archives/eb/eb56/eb56_en.pdf Besøgt d. 21.11.2009.

Eurobarometer 61 (2004). Public Opinion in the European Union. Spring 2004.http://ec.europa.eu/public_opinion/archives/eb/eb61/nat_denmark.pdf Besøgt d. 21.11.2009.

Eurobarometer 70 (2009). Meningsmåling i EU. Efterår 2008.http://ec.europa.eu/public_opinion/archives/eb/eb70/eb70_dk_nat.pdf Besøgt d. 21.11.2009.

Fairclough, Norman (1995). Critical Discourse Analysis: the Critical Study of Language. London: Longman.

Gade, Steen; Corydon, Bjarne; Hansen, Nina Eg; Andersen, Jacob; Dahl, Henrik & Jensen, Kirsten (1999). Europæisk offentlighed – fra utopi til realistisk vision. Nyt Europa: www. steengade .dk/pdf/europaeisk_offentlighed.pdf Besøgt d. 10.12.2009.

Galtung, Johan & Ruge, Mari Holmboe (1965): The Structure of Foreign News. In Journal of Peace Research, Peace Research Institute, Oslo, 2(1):64-91.

George, Stephen (2004). “Multilevel Governance and the European Union”. In Bache, Ian & Flinders, Matthew (eds.): Multi-level Governance. Oxford: Oxford University Press, pp. 107-126.

Gerhards, Jürgen (2000). “Europäisierung von Ökonomie und Politik und die Trägheit der Entstehung einer europäischen Öffentlichkeit”. In Maurizio, Bach (ed.): Die Europäisierung nationaler Gesellschaften. Sonderheft 40/2000 der KZfSS. Wiesbaden: Opladen, pp. 277-305.

Giddens, Antony (1986). The Constitution of Society. Cambridge: Polity, kapitel 1.

Gleisner, Martin & de Vreese, Claes (2005). ”News about the EU Constitution – Journalistic chal-lenges and media portrayal of the European Union Constitution”. In Journalism. SAGE, vol. 6(2): 221-242.

125

Golding, Peter (2008). “European Journalism and the European Public Sphere”. In Bondebjerg, Ib & Madsen, Peter (eds.): Media, Democracy and European Culture. Bristol: Intellect Books, pp.121-134.

Gripsrud, Jostein (2002). Understanding Media Culture. London: Arnold.

Habermas, Jürgen [1962] (1975): Borgerlig offentlighet. Norsk udgave. København: Fremad.

Habermas, Jürgen (1994). Forord til nyudgivelsen af ”Strukturwandel der Öffentlichkeit. In MedieKultur nr. 22: 53-65.

Hjarvard, Stig (2008): En verden af medier. Medialiseringen af politik, sprog, religion og leg. København: Samfundslitteratur.

Jensen, Klaus Bruhn (red.) (2001): Dansk Mediehistorie. København: Samfundslitteratur, Bind 3.

Kaitatzi-Whitlock, Sophia (2008). “The Political Economy of the Media at the Roof of the EU’s Democracy Deficit”. In Bondebjerg, Ib & Madsen, Peter (eds.) (2008): Media, Democracy and Euro-pean Culture. Bristol: Intellect Books, pp. 25-48.

Kramhøft, Peter (2000). Journalistik med omtanke – arbejdsmetoder i udredende og analytisk journalistik. Århus: Forlaget AJOUR, kapitel 3 og 10.

Kvale, Steinar (1997). Interview – en introduktion til det kvalitative forskningsinterview. København: Hans Reitzels Forlag.

Larsen, Peter Harms (2005): De levende billeders dramaturgi. Bind II/TV. København: DR.

Lund, Anker Brink (2002): Den redigerende magt. Århus: Aarhus University Press, kapitel 9.

Lund, Anker Brink & Ørsten, Mark (2004). Nyhedsmediernes dækning af valget til Europa-Parlamentet 2004. Modinet working paper no. 11.http://www.modinet.dk/pdf/WorkingPapers/No11_Nyhedsmediernes_daekning_af_valget_EU_2004.pdf Besøgt d. 22.11.2009.

Machill, Marcel; Beiler, Markus & Fischer, Corinna (2006). “Europe-Topics in Europe’s Media. The Debate about the European Public Sphere: A Meta-Analysis of Media Content Analyses.” In Euro-pean Journal of Communication, vol. 21(1): 57-88.http://ejc.sagepub.com/cgi/content/abstract/21/1/57 Besøgt d. 21.11.2009.

Miles, Matthew B. & Huberman, A. Michael (1994). Qualitative Data Analysis. Thousand Oaks: Sage, kapitel 1, 4, 9-13.

Newman, Bruce (1999): The Mass Marketing of Politics – Democracy in an Age of Manufactured Images. Thousand Oaks: Sage.

Nieminen, Hannu (2008): “Social Networks and the European Public Sphere”. In Bondebjerg, Ib & Madsen, Peter (eds.): Media, Democracy and European Culture. Bristol: Intellect Books, pp. 65-82.

126

Pedersen, Ove Kaj (2000): ”Den demokratiske mellemtid”. In Pedersen, Ove Kaj; Kjær, Peter; Esmark, Anders; Horst Maja & Carlsen, Erik Meier (2000): Politisk Journalistik. Århus: Forlaget Ajour, pp. 274-320.

Peters, B. Guy & Pierre, Jon (2004). “Multilevel Governance and Democracy: A Faustian Bargain?” In Bache, Ian & Flinders, Matthew (eds.): Multi-level Governance. Oxford: Oxford University Press, pp. 75-90.

Schultz, Winfried (2004). “Reconstructing Mediatization as an Analytical Concept”. In European Journal of Communications, vol. 19 (1):87-99. London: Sage.

Sotirovic, Mira & McLeod, Jack M. (2004). “Knowledge as Understanding: The Information Process-ing Approach to Political Learning”. In Kaid, Linda Lee (ed.): Handbook of Political Communication Research. Mahwah: New Jersey: Erlbaum, pp. 357-394.

Tjernström, Vanni (2008). “Rare Birds: The ´Why´ in Comparative Media Studies. Nordic Ideal Types of Good European Journalism”. In Bondebjerg, Ib & Madsen, Peter (eds.): Media, Democracy and European Culture. Bristol: Intellect Books, pp. 177-194.

Trenz, Hans Jörg (2008). “Media: the Unknown Player in European Integration”. In Bondebjerg, Ib & Madsen, Peter (eds.): Media, Democracy and European Culture. Bristol: Intellect Books, pp. 49-64.

Ørsten, Mark (2003). Transnational politisk journalistik. Journalistisk Forskning nr. 1. Roskilde: Roskilde Universitetscenter.

Ørsten, Mark (2008): “The Europeanization of the Danish News Media: Theorizing the News Media as both National and Transnational Political Institution”. In Bondebjerg, Ib & Madsen, Peter (eds.): Media, Democracy and European Culture. Bristol: Intellect Books, pp. 143-156.

127