1

2. Jagddivision og Jagdabschnittführer Dänemark

Luftforsvarsmæssigt var Nordvesttyskland inklusive Danmark underlagt 2. Jagddivision, der havde til huse i

Stade 25 km vest for Hamburg. 2. Jagddivision blev oprettet i vinteren 1942 med personel fra staben fra den

nedlagte Flakscheinwerfer Division 2. Den 1. maj 1942 var 2. Jagddivision operativ. Til at begynde med var

staben ikke ret stor - kun omkring 200 mand, men i løbet af de næste år skulle staben for 2. Jagddivision

vokse til ca. 1000 personer. Til at begynde med var arbejdsforholdene ikke særligt tilfredsstillende for

staben, der skulle operere fra barakker. I løbet af nogle måneder blev der bygget en Gefechtsstand af

mursten og træ, som næsten allerede fra begyndelsen var for lille. I denne bygning opererede man lidt over

et år, før man i november 1943 tog den næste Gefechtsstand i brug. Det var den store bunker Sokrates, blev

2. Jagddivisions føringsbunker Sokrates ved

Stade i sommeren 1944. Bunkeren er forsøgt

sløret med net og kunstige træer på taget,

men det var svært at sløre så stor en

konstruktion. Denne bunker var

knudepunktet i luftforsvaret af Nordtyskland

og Danmark med over 1000

telefonforbindelser til radarstationer,

flyvepladser og kommandostationer.

Bunkeren blev aldrig angrebet selv om Stade

blev bombet et par gange i løbet af krigen.

Hvis bunkeren var blevet ramt af en svær

bombe, der var i stand til at gennemtrænge

det 3.5 meter tykke jernbetontag, ville det

tyske luftforsvar af Nordtyskland have været i

krise i nogen tid. Andre faciliteter kunne

overtage funktionen, men det tekniske og

taktiske personale var ikke så nemt at

erstatte. Et vagthold i bunkeren bestod af

omkring 300 personer, hvoraf 80 var

kvinder.

Bunkeren var en standardtype og lignede

bunkeren for 3. Jagddivision i Deelen og

Jagdabschnittsführer Dänemark i Grove.

Der var dog mindre modifikationer på alle

tre bunkere. Bunkeren i Stade var bygget af

24.000 kubikmeter jernbeton og kostede

omkring 5 millioner Reichsmark at bygge.

2

bygget efter samme skabelon som bunkerne for 3. Jagddivision i Deelen i Holland og Jagdabschnittführer

Dänemark i Grove. Om denne bunkertype berettes senere i bogen.

Den første chef var Generalleutnant Walter Schwabedissen, som stammede fra Pommern. Han havde under

første verdenskrig været Beobachter ved forskellige Flieger-Abteilungen. I oktober 1918 blev han

indstillet til Pour le Mérite, men fik den ikke tildelt på grund af krigens afslutning en måned senere. Som

medlem af Reichswehr holdt han forskellige poster som artilleri- og stabsofficer, indtil han i 1934/35 blev

adjudant for Luftwaffe hos Hitler. I 1936 blev han uddannet som generalstabsofficer og fungerede i de

efterfølgende år som stabschef for forskellige kommandoer, inden han i 1942 blev chef for 2.

Jagddivision ved Stade.

I sommeren 1943 blev Schwabedissen chef for 5. Jagddivision, der i september 1943 blev operativ i Jouy-

en-Josas ved Paris efter, at have absorberet personel fra Höherer Jagdfliegerführer West. Den oprindelige

5. Jagddivision i Schleissheim ved München skiftede navn til 7. Jagddivision. Herefter tilbragte

Schwabedissen en kort tid i Führerreserve OKL, før han blev udnævnt som ‘General der Luftwaffe in

Dänemark'. Schwabedissen blev afløst i Danmark i september 1944 og blev efter en kort tid i

Führerreserve OKL udnævnt til ‘Kommandierender General des Aufbaustabes der königlich-ungarischen

Luftwaffe’. Han faldt i amerikansk fangenskab i maj 1945 - tre uger før han skulle have været udnævnt til

General der Flieger. Schwabedissen døde udenfor München i 1989.

I august 1944 var Generalmajor Max-Josef Ibel chef for 2. Jagddivision. Ibel deltog i Første Verdenskrig

som pionerofficer i den bayerske hær. I mellemkrigsårene var han først pionerofficer, men blev i 1931

uddannet som jagerflyver i Lipezk i Rusland. I 1934 var han lærer ved Jagdfliegerschule Schleissheim

udenfor München. I 1936 blev han blindflyvningsuddannet og overtog I./Jagdgeschwader 232 i Bernburg.

Fra september 1939 var han chef for JG 27, men blev i oktober måned det efterfølgende år chef for

Jagdfliegerschule 4 i Fürth, da man ikke ville have for gamle chefer i jagerenhederne - Ibel var på det

tidspunkt 44 år. Han var netop blevet udnævnt til oberst og havde den 22. august fået tildelt Ridderkorset.

Fra juni 1941 og frem til november 1942 var han chef for Jagdfliegerführer 3 i Deauville. Herefter blev han

chef for Höherer Jagdfliegerführer West i Chantilly ved Paris, som han førte indtil han overtog

kommandoen over 2. Jagddivision den 1. oktober 1943 efter Gen.Lt. Walter Schwabedissen.

Udskiftningen skete efter, at General Kammhuber var blevet afløst som chef for XII. Fliegerkorps,

hvorefter alle korpsets divisionschefer også blev udskiftet. Den 1. januar 1944 blev Ibel udnævnt til

Generalmajor og sad som chef for 2. Jagddivision indtil han i januar 1945 blev afløst af Oberst Gustav-

Siegfied Rödel, der tidligere blandet andet havde været kommandeur for II./JG 27 og Jagdfliegerführer

Grichenland.

Den 1. januar 1945 påbegyndte Ibel en halvandet måned lang ferie (ved Führerreserve OKL) inden han

fik den imponerende titel 'Inspizient für Strahleneinsatz beim Bevollmächtigen für den Strahleneinsatz'.

Generalleutnant Walter Schwabedissen på inspektion på Fliegerhorst Grove i 1944. Han var på dette tidspunkt

General der Luftwaffe in Dänemark. Bemærk Fw 190'eren med droptank i baggrunden. Flyet tilhørte 10./JG 11

og var en del af det operative beredskab, der i sommeren 1944 befandt sig på Grove for blandet andet at

imødegå Mosquitoes..

3

Ibel tilbragte næsten tre år som krigsfange hos amerikanerne og briterne. I denne periode blev han mange

gange afhørt om Luftwaffes operationer og de britiske afhørerere var tydeligvis imponeret over Ibel. Han

havde også som chef ved 2. Jagddivision været en effektiv, men samtidig afholdt officer. Ibel kom efter

krigen igen i Luftwaffe, hvor han fra 1957 til 1961 som brigadegeneral var Kommandeur for 1.

Luftverteidigungs-Division. Ibel døde i Rheinbach i marts 1981 og ligger begravet i München.

Som operationsofficer havde Ibel Oberstleutnant Karl von Knauer, der oprindelig var bombepilot og

blandt andet havde bombet Guernica samt fløjet ved Kampfgeschwader 4 tidligere i krigen.

Flakeinsatzführer var Generalmajor Max Hesse. Hesse er interessant, fordi han som nyudnævnt

Generalmajor i maj 1941 af en krigsret blev dømt til tre måneders fængsel for tjenesteforsømmelse

(mishandling af undergiven).

Generalmajor Max-Josef Ibel under en

inspektionstur. Medens Ibel var chef for 2.

Jagddivision, var han flere gange på

Fliegerhorst Grove, hvor han benyttede

besøget til at indkøbe lidt sortbørs i form af

fødevarer. Så at sige alle de tyskere, som

forfatteren har talt med, havde kendskab til

sortbørshandel på Grove. Et hyppigt

betalingsmiddel for køb af flæsk, æg og

andre landbrugsvarer var et par liter benzin

fra flyets tank. Af samme årsag var

flyvemekanikeren som regel involveret i

sortbørshandlen. (Ibel)

Operationsrummet i 2. Jagddivision. På billedet ses divisionskommandeurens plads midt i billedet med hans Ia

(operatinsofficer) og Flakeinsatzführer i baggrunden. (Ibel)

4

Max Hesse blev født den 8. oktober 1884 i Saarlouis og var professionel officer før første verdenskrig.

Ved verdenskrigens begyndelse var han batterichef, men kom hurtigt til at forrette tjenest ved diverse

divisionsstabe. I 1936 blev han igen officer og forrettede tjeneste som forsyningsofficer ved diverese

stabe før han i marts 1939 blev chef for 1./Flak Regiment 136. Senere blev han chef for Flak Brigade VII

og var netop blev forflyttet til Luftverteidigungskommando 7 i Köln som chef, da han blev stillet for en

krigsret. Han blev dømt til tre måneders 'Festungshaft', hvorefter han blev overflyttet til førerreserven

indtil han i april 1942 blev pensioneret. I maj 1943 blev han genindkaldt og blev ansvarlig for beskyttelse

af industrianlæg under Luftgau XI, Hamburg.. Den 1. april 1944 blev Max Hesse Flakeinsatzführer ved 2.

Jagddivision den 1. april 1944 og fortsatte som dette indtil krigens slutning. Generalmajor Hesse var i

engelsk krigsfangeskab i perioden maj 1945 indtil 21. december 1946, hvorefter han blev løsladt. Han fik

dog ikke lang tid i frihed - han døde i Detmold i 1947.

Hvad lavede så en Flakeinsatzführer ? Han var bindeleddet mellem luftværnsskytset (underlagt Luftgau)

og natjagerne (underlagt Jagddivisionen):

'Zur Steuerung des Einsatzes der Flakartillerie in Verbindung mit der Nachtjagd war ein

Flakeinsatzführer bei der 2. Jagddivision eingesetzt. Ihm oblag bei Einsatz von Nachtjägern

die Regelung der beweglichen Flakfeuerhöhenbegrenzung für alle Flakeinsätzte im

Luftgau. Seine Befehle ergingen unmittelbar an die Division und Brigade. Gegen Herbst

1944 entfiel, infolge der Verstärkerung der Flakartillerie an den Schwerpunktobjekten die

Flakfeuerhöhenregelung, sodass sich die Aufgaben des Falkeinsatzfüherers ledilich auf die

Stillegung des Flakfeuers der durch Überflug eigener Nachtjäger berührten

Flakeinsatzgebiete beschräkte. Hinsichtlich der zusätlichen Luftlageorientierung war der

Flakeinsatzführer ein unentbehrlicher Berater für die Truppe'.

Luftforsvaret af dansk område hørte under 2. Jagddivision, men på Fliegerhorst Grove havde man den 14.

september 1943 oprettet 'Jagdabschnittführer Dänemark'. Jagdabschnittet fungerede som et appendix til 2.

Jagddivision og havde ansvaret for det tyske jagerforsvar af Danmark undtaget det sydlige Sønderjylland og

Bornholm.

Til at begynde med havde Jagdabschnittführer Dänemark ikke særlig gode arbejdsforhold på Grove. Staben

var henvist til at arbejde i barakker på flyvepladsen. Disse barakker havde tilhørt den tidligere

Nachtjagdraumführer 100, som ved oprettelsen af Jagdabschnittführer Dänemark blev nedlagt. I

mellemtiden var man ved at være færdig med at bygge den meget store kommandobunker på Fliegerhorst

'Operationsrummet i Sokrates (2. Jagddivision i Stade) i aktivitet'. I virkeligheden er billedet taget til det tyske

propagandaskrift Signal, hvorfor billedet er doktoreret. Det er dog højst usædvanligt, at man i et magasin viser

billeder af et operationsrum i en Jagddivision og billedet blev da også studeret nøje af den britiske

efterretningstjeneste. (Ibel)

5

Grove, som fik kodenavnet Gyges. I januar 1944 kunne bunkeren tages i brug og den 21. januar 1944

rykkede Oberst Schalk ind som chef for Jagdabschnittführer Dänemark, d.v.s. chef for bunkeren. Oberst

Hans Schalk blev født i september 1903 i Krems i Niederösterreich og gjorde tjeneste i det østriske

flyvevåben som eskadrillechef, før han kom i Luftwaffe. Schalk var i 30erne en kendt kunstflyver. Ved

krigens start var han chef for III./ZG 26 og opnåede fem nedskydninger med Bf 110 under kampene i

Frankrig. Under Slaget om England blev hans tilkendte nedskydninger forhøjet til 11. Dette bevirkede, at

han som første Zerstörerpilot blev udmærket med Ridderkorset den 11. september 1940. Den efterfølgende

måned blev han udnævnt til chef for Zerstörergeschwader 26 og deltog som sådan i overfaldet på

Jugoslavien og Grækenland i 1941 og senere i kampene på østfronten. Her nedskød han yderligere 4 fly, før

han efter nøjagtigt et år som chef for ZG 26 blev udnævnt til Kommandore for NJG 3. I de efterfølgende år

førte han NJG 3, indtil han i september 1943 i et par uger blev chef for NJG 4. Den 1. oktober 1943 blev han

udnævnt til Jafü Deutsche Bucht og som sådan gjorde han tjeneste indtil han tiltrådte i Karup.

Officerer fra de flyvende enheder har oplyst, at Oberst Schalk var en dygtig officer, der havde stor teknisk

forståelse samtidig med, at han var i stand til at sætte sig ind i jagerpiloterens problemer. I det daglige

mærkede de flyvende enheders personale dog ikke meget til Oberst Schalk. Kun forbindelsesofficeren fra

den på Fliegerhorst Grove stationerede natjagerenhed havde direkte daglig kontakt med Jagdabschnittführer

Dänemark.

Natjagerenheder på Fliegerhorst Grove havde pladser i et kontor i Jagdleitzenter Gyges, men ingen af det

flyvende personale brød sig om at opholde sig i bunkeren og foretrak i stedet for deres Gruppenunterstand

ude på flyvepladsen eller den barak, som de havde kontorer i.

I august 1944 havde Oberst Schalk ikke mange flyvende enheder at gøre godt med. På Grove lå kun

skoleenheder fra natjagerne samt en mindre kommando fra 10./NJG 3. Til gengæld havde han masser af

jagerkontrolstationer og radarstationer. Natjagerne ville han få tildelt, hvis der kom store overflyvninger

over dansk område. I august 1944 opererede natjagerne over hele tysk besat område og Jagddivisionerne

havde til opgave at sluse natjagerne ind i strømmen af bombefly. Det vil sige, at natjagere stationeret ved

Düsseldorf sagtens kunne indsættes ved større overflyvning over f.eks. Sønderjylland.

2. Jagddivision havde ansvaret for luftforsvaret, men kunne tildele Jagdafschnittführer Dänemark ledelsen

af de mange natjagere. Hvis der kun var få overflyvninger over dansk område havde Abschnittführeren

ledelsen af operationerne, medens 2. Jagddivision blot bevarede overblikket.

Radarstationer under 2. Jagddivision Luftwaffe var netop i færd med at reorganisere deres radar- og jagerkontrolorganisation.

Reorganiseringen fandt sted i september 1944, men i august så organisationen således ud for de områder

af 2. Jagddivision, der blev overfløjet i de af bogen omtalte raids:

Enhed Placering Dæknavn

Stab Ln.Rgt. 202 (mot) Stade

Oberst Schalk umiddelbart efter sin

udnævnelse til chef for Jagdleitzenter

Gyges. Billedet er taget, da han er på vej

ud fra natjagerhovedkvarteret i Zeist, der

ligger lidt øst for Utrecht i Holland.

(Angersbach)

6

25. (Techn.)/Ln.Rgt. 202 Neumünster

Gerätekolonne Ln.Rgt. 202 Horneburg

Stab I./Ln.Rgt. 202 (o) Stade Sokrates

1.(Fe.u.Fs.Betr.Pers.)/Ln.Rgt. 202 (mot) Stade

2. (Funk)/Ln.Rgt. 202 (o) Stade Sokrates

3. (Ausw.)/Ln.Rgt. 202 Stade Sokrates

4. (Tel.Bau.)/Ln.Rgt. 202 Stade

4. (Tel.Bau.)/Ln.Rgt. 212 Stelle

Ln.Ausbau-Komp. 11 Neukloster

Stab IV./Ln.Rgt. 202 (o) Stade

Ln.Betr.u.Ausw.Zug Jagen 2 Stade

18. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 202 Fallingbosted Zebra

19. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 202 Stade Rohrdommel

21. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 202 Berensch Kuckuck

10. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 212 Helgoland Hummer

23. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 212 Brokstedt Puma

Stab II./Ln.Rgt. 212 (o) Schleswig

Ln.Betr.u.Ausw.Zug Jagen 1 Schleswig

7. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 212 Lütjenhorn Star

11. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 212 Hörnum Auster

12. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 212 St. Peter Pelikan

13. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 212 Tvismark Robbe

14. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 212 Blaavandshuk Büffel

Stab IV./Ln.Rgt. 212 (o) Schleswig

15. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 212 Barsmark Ameise

20. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 212 Schönweide Ente

21. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 212 Kl.-Vollstedt Kiebitz

22. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 212 Fehmarn Ferkel

19. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 222 Ærø Aar

Funkleit-Abt./Ln.Rgt. 202 (o) Stade

5.(Funkleit)/Ln.Rgt. 202 Stade-Lohberg Stachelbeere

FuMG 450 Freya i radarstillingen Lindwurm

ved Fræer. Denne radartype var i stand til at

anvende AN-Verfahren, der var en måde at

dirigere en natjager mod et indflyvende

bombefly. Pejlenøjagtigheden var plus/minus

0.5 grad. Den på billedet viste radar havde

serienummer F54 og havde en rækkevidde på

omkring 180 km. Den var yderst sårbar

overfor forstyrrelser og mistede omkring 30-

50% af sin effektivitet, hvis Bomber

Command anvendte Window. Den var lidt

mindre sårbar overforfor støjsendere. (FHS)

7

Jever Johannisbeere

6. (Funkleit)/Ln.Rgt. 202 Fürstenau Vogelbeere

Deister Dattel

5. (Funkleit)/Ln.Rgt. 212 Bredstedt Brombeere

Heiligenhafen Heidelbeere

Stab Ln.Rgt. 222 (mot) Grove

Stab I./Ln.Rgt. 222 Grove Gyges

1. (Fe.u.Fs.Betr.Pers.)/Ln.Rgt. 222 (mot) Grove

2. (Funk)/Ln.rgt. 222 (o) Grove Gyges

3. (Ausw.)/Ln.Rgt. 222 Grove Gyges

4. (Tel.Bau)/Ln.Rgt. 222 Grove

Stab II./Ln.Rgt. 222 (o) Aalborg

8. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 222 Hjartemaal Habicht

9. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 222 Fræer Lindwurm

10. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 222 Lyngby Hyäne

11. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 222 Skagen Schakal

12. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 222 Søraa Frettchen

Stab III./Ln.Rgt. 222 (o) Herning

13. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 222 Kryle Ringelnatter

Freya FuMG42G i Danmark. Denne radar,

der stod i Jägerleitstellung Ginster ved

Glæsborg på Djursland, var udstyret med

IFF, så betjeningsmandskabet kunne se

forskel på egne og fjendens fly. (FHS)

Appel i radarstilling ved den jyske vestkyst. I baggrunden ses en Freya med IFF. (SES)

8

15. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 222 Hemstok Adler

16. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 222 Thyborøn Lama

16. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 212 Fitting Fledermaus

Funkleit-Abt./Ln.Rgt. 222 (o) Grove

5. (Funkleit)/Ln.Rgt. 222 Lysgaard Goldregen

Glæsborg Ginster

6. (Funkleit)/Ln.Rgt. 222 Thisted Tanne

Hjørring Jasmin

6. (Funkleit)/Ln.Rgt. 212 Ølgod Esche

Kalundborg Kastanie

Stab IV./Ln.Rgt. 222 (o) Strib

20. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 222 Tybjerg Seehund

21. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 222 Søvang Krokodil

24. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 222 Hasselø Faultier

17. (Flum-Mess)/Ln.Rgt. 212 Skovby Faun

Gerätekolonne Ln.Rgt. 212 Strib

Stab IV./Ln.Flugm.Rgt. 101 Hamburg

12./Ln.Flugm.Rgt. 101 Stade luftmeldeposter

13./Ln.Flugm.Rgt. 101 Itzehoe luftmeldeposter

14./Ln.Flugm.Rgt. 101 Hoisdorf luftmeldeposter

15./Ln.Flugm.Rgt. 101 Hittfeld luftmeldeposter

16./Ln.Flugm.Rgt. 101 Veersen luftmeldeposter

26./Ln.Flugm.Rgt. 101 Pinneberg luftmeldeposter

27./Ln.Flugm.Rgt. 101 Husum luftmeldeposter

Stab VII./Ln.Flugm.Rgt. 101 Aarhus

23./Ln.Flugm.Rgt. 101 Kolding luftmeldeposter

24./Ln.Flugm.Rgt. 101 Odense luftmeldeposter

25./Ln.Flugm.Rgt. 101 Aarhus luftmeldeposter

29./Ln.Flugm.Rgt. 101 Vorupör luftmeldeposter

1./Mar.Ln.Flugm.Rgt. 101 Kopenhagen luftmeldeposter

2./Mar.Ln.Flugm.Rgt. 101 Aalborg luftmeldeposter

Fernflugmeldemesszüge:

z.b.V. 1 bei 8./Ln.Rgt. 222 Hjartemaal Habicht

z.b.V. 2 bei 14./Ln.Rgt. 212 Blaavandshuk Büffel

z.b.V. 3 bei 11./Ln.Rgt. 212 Hörnum (Sylt) Auster

z.b.V. 51 bei 10./Ln.Rgt. 212 Helgoland Hummer

z.b.V. 65 bei 11./Ln.Rgt. 222 Skagen Schakal

z.b.V. 66 bei 13./Ln.Rgt. 222 Kryle Ringelnatter

z.b.V. 67 bei 16./Ln.Rgt. 222 Thyborøn Lama

FuMG 65

Würzburg Riese

i Jylland. (SES)

9

Radarstationer inde i landet rådede typisk over en eller to Freya samt to Würzburg Riese. På dette

tidspunkt af krigen anvendte man Y-Linier til føring af jagerne, hvorfor begge Würzburg Riese kunne

anvendes til at forfølge fjendtlige fly.

Radarstationerne langs kysten var bedre udstyret. Her havde man både Wassermann S og M samt

Mammut, der var fjernvarslingsradar. PPI radar af typerne Jagdschloss og Drehfreya var i færd med at

blive opført flere steder, men var endnu ikke operative undtagen nogle ganske få steder, hvor man havde

udført forsøg med dem.

Nogle af de vigtigste radarstationer under de i bogen omtalte raids var Ringelnatter, Lama og Habicht.

Ringelnatter var placeret ved Kryle nord for Søndervig og var betjent af 13./Ln.Rgt. 222 samt

Fernflugmeldemesszug 66, der havde ansvaret for Wassermann udstyret. Radarstationen havde følgende

radarudstyr: Type Nummer Frekvens Max. rækkevidde

Wassermann S S7 125 Mc/s 300 km

Wassermann MII 1268 115-160 Mc/s 300 km

Flamme-Freya 5068 187 Mc/s 500 km

Würzburg Riese M74 570 Mc/s 80 km

m/Gema 140 Mc/s 100 km

Wurzburg Riese M73 570 Mc/s 80 km

I august 1944 var Hauptmann Lampel chef for radarstationen samt første jagerkontrolofficer (1. ILO),

medens Leutnant Preiner var 2. ILO og Oberfeldwebel Weber var Gerätezugführer. To tidligere soldater i

radarstillingen 'Ringelnatter' har oplyst, at Hauptmann Lampel kendte meget til at pudse støvler, men

meget lidt til det tekniske udstyr i radarstationen. Folkene i kompagniet havde ikke meget tiltro til Hptm

Lampel. Flere medlemmer af radarstationen 'Ringelnatter' var iøvrigt i august 1944 tiltalt for at lytte til

engelsk radio og skulle have deres sag for krigsretten i Aarhus. Transporten til og fra krigsretten foregik

pr tog og på vej tilbage fra krigsretten søndag den 27. august blev deres tog sønderskudt af P-51ere fra

20th Fighter Group.

Radartillingen

'Ringelnatter' i 1945

med T-hytte i

forgrunden til

venstre og en Dreh-

Freya radar i

baggrunden.

Bemærk de mange

pæle med el- og

telefonledninger.

Radarstillingen

'Ringelnatter' med

T-hytte til højre i

billedet, Y-linie,

Würzburg Riese og

Freya i bag-

grunden.

Radarstillingen var

en af de vigtigste i

Danmark og var

skyld i utallige

nedskydninger -

især da mange af

de allieede fly

foretog indflyvning

over Ringkøbing

Fjord, der ligger

umiddelbart syd for

'Ringelnatter'.

10

'Ringelnatter' var fuldt udbygget til at lede to natjagere samtidig i ført Nachtjagd, men kunne også

anvendes til at sluse et større antal natjagere ind i bombestrømmen.

Radarstillingen Lama i Thyborøn rådede over en Wassermann MI (1241), en Freya (LZ) (821/2265), en

Würzburg Riese med Gemazusatz (D9) og en Würzburg Riese (R19). Derudover havde stationen en

Freya med 'abges. Spiegel', der var i færd med at blive kalibreret til frekvenser, der endnu ikke var

jammet af englænderne. Det er ikke helt klart, om denne Freya var fuldt operationsklar i sidste halvdel af

august 1944, men noget kunne tyde på det.

Chef for Lama var Oberleutnant Horlitz, der havde Leutnant Thomann som 2. ILO og Feldwebel Briese

som Gerätezugführer.

Radarstillingen Habicht i Hjardemål rådede over en Wassermann MI (1235), en Freya LZ (231/1675), en

Würzburg Riese med Gemazusatz (M70) samt en Würzburg Riese (M71). Derudover havde man en

Mammut i Hanstholm, men denne var p.t. ikke operativ i sidste halvdel af august 1944. Endelig rådede

man over en en Wassermann S (S1) i Nr.Vorupør.

Oberleutnant Carstensen, som var chef for Habicht, var en yderest erfaren jagerkontrolofficer. Som 2.

ILO havde han Leutnant Redslob, der ligeledes var over gennemsnittet af jagerkontrolofficerer.

Gerätezugführer var Oberfeldwebel Fabisch.

AN-Verfahren Allerede i 1940 havde tyskerne forsøg i gang med føring af natjagere med radarapperater af typen Freya og

radioforbindelse mellem fly og jordstation. Det bedste af disse forsøg blev kaldt AN-Verfahren - d.v.s.

Angleichungsverfahren. Det var det første tyske jagerkontrolsystem på basis af radar.

Inden vi skal se på selve måden at føre natjageren på, er det nødvendigt at se lidt på Freya-radaren. Nu om

dage er folk vænnet til PPI-radar, hvor scopet viser radarapparatet stående i midten af en cirkel, og hvor alle

reflekterende objekter så er vist med afstand og retning 350 grader rundt om apparatet. Sådan var det ikke i

begyndelsen. Freyaradaren kunne ganske vist dreje 360 grader, men den kunne ikke afsøge på den måde.

Princippet virkede mere, som når en person lyser ud i mørket med en lommelygte. Freya-radaren kunne

afsøge en smal vinkel ad gangen, og når radaroperatøren havde kontrolleret, om der var noget i denne

vinkel, kunne man så rette Freyaen i siden og afsøge en ny vinkel. Normalt var radaren indstillet til at afsøge

den mest sandsynlige indflyvningsvinkel, og flere radarstationer arbejdede sammen for at overlappe hele

forfeltet.

Fælles for alle Freya apparater var, at deres antennesystem bestod af flere dipoler, der var anbragt i rækker

over hinanden med en plan refelktor bagved. Antennesystemet var til at begynde med (indtil IFF blev

indbygget) delt i en sende- og en modtageantenne.

Sidepejlingen foregik ved masksimumpejling på de første apparater med en nøjagtighed på plus/minus 2

grader. På senere apparater udførtes den som sammenligningspejling (Vergleichpeilung), idet man sendte fra

henholdsvis venstre og højre antennehalvdel. Derved forøgedes pejlenøjagtigheden til plus/minus 0.5 grad.

Freya radar med datoer for deltagelse i

nedskydning af 10 fjendtlige bombefly. Denne

radar har højst sandsynligt fungeret som AN-

Freya. (C. Petersen)

11

På AN-Freyaens anden oversigtsskærm var jagerens kurs til bombeflyet direkte synlig, så

jagerkontrolofficeren kunne videregive kurskorrektioner direkte til jageren pr. radio.

Som ovenfor nævnt var modtageantennen delt to dele, som en antenneomskifter skiftede 75 gange i

sekundet. På det Braunische rør i AN-Zusatzen viste der sig på den lodrette basis måltappe til højre og

venstre. Disse var forskellige alt efter sidemæssig pejling af målene. Målet var pejlet nøjagtigt, når 'toppene'

i dobbelthakket var symmetrisk. Når 'jagerhakket' var over 'fjendehakket', var målet i teorien kun 50 meter

fra jageren. Selv om natjageren ikke var udstyret med radar, skulle det være muligt for piloten at se den

fjendtlige maskine på den afstand. Afstandsnøjagtigheden for en Freya-radar var dog 100-150 m og

sammenholdt med en pejleunøjagtighed på 0.5 kunne målet godt befinde sig et andet sted en formodet.

En Freya-radar blev serviceret af en Trupp bestående af 12 mand, nemlig:

1 Feldwebel (Truppführer)

Principskite for Freya-radarens virkemåde. På dette tidlige tidspunkt var radaren endnu ikke

udstyret med IFF og kunne derfor ikke skelne mellem ven og fjende. Den viste antenneomskiften

blev udført 75 gange i sekundet og resultatet blev vist på det Braunische rør til højre på skitsen.

12

2 Unteroffiziere (chefoperatører)

1 elektronikmekaniker

1 vedligeholdelsesmekaniker

1 vedligeholdelsemekaniker for strømaggregat

6 menige (observatører)

Truppführeren (gruppeføreren) var ansvarlig for at Freya-apparatet altid var i operativ stand og at

besætningen var veltrænet. Ved en operations begyndelse skulle han afgive melding om status til

delingsføreren. Truppführeren havde endvidere til opgave at overvåge mekanikernes vedligeholdelse og

skulle hvis det var nødvendigt bestille reservedele. Under operationer fungerede Truppführeren som

chefoperatør sammen med de to øvrige underofficerer.

Elektronikmekanikeren skulle løbende holde øje med Freya’ens stand og skulle være til stede ved de tre

daglige inspektioner. Via Truppführeren holdt elektronikmekanikeren løbende delingsføreren orienteret om

apparatets følsomhed (hvilket kunne været meget svingende) samt opståede problemer. I tilfælde af nedbrud

skulle han forsøge at lokalisere fejlen, og hvis reservedele var til rådighed, udbedre skaden så hurtigt som

muligt. Hvis reservedele ikke var til rådighed eller hvis fejlen ikke kunne udbedres af

elektronikmekanikeren selv, skulle han øjeblikkelig rapportere dette til Truppführeren.

Vedligeholdelsesmekanikeren havde til opgave at sørge for den generelle vedligeholdelse af Freyaen. Han

skulle blandt andet udføre den nødvendige smøring af rammen og udbedre rustskader på udvendige flader.

Under Postkutsche

interceptin ventede

jageren over et

radiofyr indtil

jagerkontrolofficeren

(JLO) gav piloten en

vektor, d.v.s. en

retning og afstand.

Vektoren kunne JLO

aflæse på AN-

oversigtsrøret og det

var nu op til JLO at

placere natjageren

umiddelbart bag ved

det fjendtlige fly på

dettes kurs. Det blev i

kodesprong kaldt for

'auf Postkutsche'. På

grund af den lille

hastighedsforskel

mellem natjager og

bomber skulle JLO

beregnet stedet for

'postkutsche' meget

nøjagtigt.

13

Han havde ligeledes ansvaret for alle enkeltdele, såsom felttelefon, mikrofon, hovedsæt etc.

Vedligeholdelsesmekanikeren skulle endvidere være i stand til at træde til som observatør samtidig med at

han også skulle kunne assistere generatormekanikeren.

Mekanikeren med ansvar for strømforsyningen skulle hele tiden sørge for, at generator og transformer var i

perfekt stand. Under operationer roterede han sammen med vedligeholdelsesmekanikeren.

Ved operationers begyndelse var Freya’en bemandet af en chefoperatør og to observatører. Chefoperatøren

var placeret foran AN-røret, som dog ikke var tændt. Chefoperatøren modtog ordre om afsøgning og

overvågede observatøreren. De to observatører blev benævnt henholdsvis B.1 og B.2. B.1 sad foran O-

apparatet og afsøgte befalede sektor. Her rapporterede han ‘mål fundet’ og når han fik den nøjagtige pejling

rapporterede han ‘mål pejlet’. Fra dette øjeblik afgav B.2 hver 30 sekund en melding til kontrolhytten om

retning og afstand til målet. B.1 skulle koncentrere sig om pejlingen og B.2 om rapporteringen.

Når så AN-Verfahren skulle anvendes ankom jagerkontrolofficeren til Freya’en. Den største ulempe ved

Freya-radaren var, at man ikke kunne aflæse højden på de indflyvende maskiner - kun retning og afstand. I

løbet af det første års tid blev de fleste tyske radarstationer udstyret med en Würzburg A, C eller D, som var

i stand til at angive højden på det indflyvende mål. Til gengæld var rækkevidden på denne type radar meget

Udslagene på AN-oversigtsrøret på Freya-radaren, hvis det fjendtlige fly kom direkte mod eller fra radarstatioen.

Især ved flyvning direkte mod Freyaen havde jagerkontrolofficeren meget let ved at forveksle de to mål, hvorefter

han var nødt til at bede natjageren om at vende tilbage til venteområdet for så igen at indsætte det som vist på

nederste skitse.

14

begrænset, og jagerkontrolofficeren var stadigvæk anbragt ved AN-Freyaen med den større rækkevidde.

Senere fik radarstationerne Würzburg-Riese, der havde en betydelig bedre rækkevidde og nu kunne

jagerkontrolofficeren få højdemeldinger fra denne.

Flere af radarstillingerne blev også udstyret med yderligere en Freya, da AN-Freyaen udelukkende blev

anvendt til at føre natjageren frem til målet, og man derfor havde brug for yderligere en radar til at give et

overblik over indflyvningerne.

Når AN-funktionen blev slået til, faldt Freyaens rækkevidde med ca. en trediedel. Under AN-operationer

bestod Freya-AN's besætning af tre personer, nemlig en jagerkontrolofficer foran AN-skærmen, en plotter

(befalingsmand - normalt chefoperatøren) ved plottekortet og en observatør (B.1) foran grovoversigtsrøret.

Ovenfor nævnte plotter var udstyret med et kort i størrelsesforholdet 1:300.000 med angivelse af

jagerkortinddeling, angivelse af byer og kystlinie samt magnetisk nord. Derudover havde han forskellige

navigationshjælpemidler til rådighed, såsom kompas, kurstrekant, regnestok og lignende. Ved de dygtigste

radarstillinger var disse hjælpemidler kun i vejen og blev sjældent brugt.

Jagerkontrolofficeren stod i direkte forbindelse med Würzburg-radaren, radiostationen (med FuG 10) og en

assisterende jagerkontrolofficer, som opholdt sig i en barak i radarstillingen. Denne assistent fulgte hele

natjagerkampen på et specielt udarbejdet kort meget lig det kort, som plotteren i AN-Freyaen førte.

Plotteren havde medhør til jagerkontrolofficerens kommunikation samt radiostationens transmissioner til

flyet. Det samme havde operatøren ved grovoversigtsrøret, men denne operatør havde tillige til opgave at

videresende oplysninger til de forskellige implicerede.

AN-Verfahren var mere nøjagtigt end f.eks. den senere Seeburg-Verfahren, idet der ikke var så mange

muligheder for fejl. Hvis Freya-radaren var korrekt kalibreret og der eller ikke opstod tekniske problemer

under operationen, var jagerkontrolofficeren foran apparatet den eneste fejlmulighed. Det tog lang tid at

blive en god jagerkontrolofficer med AN-Verfahren og man tilskønnede blandt andet jagerkontrolofficererne

til at deltage i operative flyvninger sammen med natjagerne for at de kunne få så stor erfaring som mulig.

Man opfordrede endvidere til personlig kontakt mellem natjagerpiloterne og jagerkontrolofficerne, så de

kunne oparbejde en gensidig respekt for hinanden. Man har da også et enkelt eksempel på, at en natjager var

nød til at nødlande i Danmark med en jagerkontrolofficer ombord. Han overlevede dog nødlandingen uden

mén.

Jagerkontrolofficeren benyttede normalt en af fire følgende metoder til interception:

a. Interception af det fjendtlige fly med direkte kurs mod eller fra radarstationen

b. Anpassungs Kurve - d.v.s. interception på en adapteret kurve

c. Postkutsche - d.v.s. at jagerkontrolofficeren dirigerer natjageren til en position direkte bag det fjendtlige

fly.

c. Emil-Emil - d.v.s. at jagerkontrolofficeren dirigerer jageren ind i en vinkel fra det fjendtlige fly, hvor

piloten er oplyst om fjendens kurs, hans egen kurs og afstanden til fjenden.

Freyaens frekvens lå oprindeligt på 125 MHz, og rækkevidden var normalt maksimalt 120 km. Tyske kilder

har ofte efter krigen angivet Freyaens rækkevidde til 200 km og mere, men disse tal må anses for at være

meget overdrevne. Under ‘Exercise Post Mortem’, som RAF afholdt i sommeren 1945 med erobret tysk

materiel og tyske operatører, var største rækkevidde for Freya på 167 km, og denne rækkevidde blev opnået

af en Freya i radarstillingen ‘Adler’ ved Hemstok i nærheden af Ry. Til sammenligning kan det nævnes, at

største rækkevidde for Freya-radaren i radarstillingen ‘Lama’ ved Thyborøn var på 49 km. Tyskerne selv

regnede normalt med, at Freya- radaren kunne række 100-120 km under indflyvning i stor højde.

Den tyske radarekspert Fritz Trenkle angiver rækkevidden for Freya som følger:

Flyvehøjde Rækkevidde

AN-oversigts-røret på en Freya-radar samt betjeningsdækslet til IFF udstyret Gemse/Kuh.

15

50 m 25 km

100 m 30 km

1000 m 60 km

3000 m 100 km

8000 m 120 km

Mammut Tidligt i krigen gik den tyske marine (Nachrichten Vers-Kdo.) og firmaet Telefunken sammen om at

fremstille en radar med større rækkevidde end Freya. Resultatet af disse forsøg blev til FuMo 51 Mammut.

Den første model havde tre gittermaster - de efterfølgende fire gittermaster - og på disse var der monteret et

antennesystem bestående af 16 Freya-antenner. Det sammensatte felt havde en højde af 11.1 meter og en

bredde på 28.5 meter. Den øverste dobbeltrække var sende antenne og den nedereste modtagerantenne.

Tyskerne gjorde sig forhåbninger om, at udstyret kunne have en rækkevidde på ca. 300 km. Et udstyr i

denne størrelse kunne dog ikke gøres drejeligt, og man udtænkte derfor et system, så man med et kunstgreb

kunne sende de elektromagnetiske bølger i den retning, man ønskede. Det kunne gøres ved, at man

faseforskød spændingen i dipolerne.

Ved en normal Tannenbaum-antenne sker sendeenergitilførslen til samtlige dipoler gennem

tilførslelsledninger, der af hensyn til, at der ikke må være faseforskel på energien i de forskellige dipoler, er

nøjagtigt lige lange. Man kunne få faseforskydning frem ved at ændre længden på tilførselskablerne.

Mammut'en målte kun sideretning (ved maksimumpejling og var derfor meget unøjagtig) samt

afstandsmåling. Mammut'en kunne ikke måle højden og blev ved krigens slutning betragtet som forældet.

Tyskerne forsøgte at modificere Mammut'en til at måle højden (Empfangsanlage Malaja), men dette udstyr

har aldrig været anvendt i Danmark.

Mammut M4 218 fra radarstillingen 'Büffel' ved Blåvand. I begyndelsen var denner radar meget værdifuld for

tyskerne, men senere i krigen blev den udsat for kraftig jamming under de større indflyvninger og var næsten

virkningsløs (Flyvevåbnet)

16

Mammut-radar ved Hanstholm. I

krigens sidste del var også denne

Mammut stærkt generet af allieret

jamming og derfor næsten værdiløs,

men den havde tidligere i krigen været

en vigtig fjernvarslingsradar under

forsøg på at nedskyde engelske

kurerfly mellem Skotland og Sverige.

I 1943 udførte tyskerne en række

forsøg med netop denne radar, hvor

man testede en erobret engelsk

støjsender fra et nedstyrtet fly.

Effekten af radaren faldt til 10% af

den normale ydelse under jammingen.

17

Mammut'en var kun i stand til at afsøge et område på 100, og derfor opbyggede man to antennesystemer på

samme masterække - ryg mod ryg. Sende- og modtageudstyret, som var anbragt i en bunker under antennen,

var dog kun i stand til at benytte ét antennesystem ad gangen, så man var nødt til at vælge, som man ville

'kigge' ud over havet eller ind over land.

Mammut-udstyret i radarstillingen ‘Robbe’ var et Lehranlage og blev ofte anvendt til uddannelse og forsøg,

hvorfor udstyret var bedre udrustet end de andre Mammut-udstyr i Danmark. Alt Mammut-udstyr i

Danmark var anbragt ude ved kysten. I Danmark var følgende radarstationerne udstyret med Mammut:

- 'Robbe' på Rømø (serienummer M5 383)

- 'Büffel' ved Blåvand (serienummer M4 218)

- 'Habicht' ved Hjardemål (serienummer M3)

Tyskerne angiver største rækkevidde til 400 km under yderst heldige omstændigheder. Under øvelse Post

Mortem var største rækkevidde 254 km, og den blev opnået af Mammut'en i Stillingen 'Büffel' under øvelse

6. Rækkevidden var naturligvis afhængig af flyvehøjden, og tyskerne angiver rækkevidden til følgende:

Flyvehøjde Rækkevidde

50 m 35 km

100 m 50 km

1000 m 100 km

3000 m 170 km

6000 m 250 km

8000 m 300 km

Som ovenfor nævnt havde den ingen højdemåler og var kun i stand til at afsøge 100 grader. Dertil kom, at

afstandsnøjagtigheden var plus/minus 300 m og pejlenøjagtigheden i siden kun plus/minus 5 (i visse kilder

angivet som 0.5). Alt dette bevirkede, at Mammut'en så absolut ikke var tilfredsstillende for Luftwaffe.

Der var andre minus ved Mammut-udstyret. Det var ikke udstyret med IFF og kunne derfor ikke skelne

mellem ven og fjende. Det var yderligere ret sårbart og skulle ofte kalibreres i længere tid, da man ikke var i

stand til at kalibrere det med kort varsel. Det vides, at Mammuten i Blåvand var ude af drift i længere tid i

Mammut-radaren var imponerende da den

først blev lanceret, men den blev hurtigt

forældet. Den kunne kun afsøge 100

grader og havde ingen mulighed for at

angive højden på det indflyvende mål.

Dertil kom, at den var yderst sårbar

overfor jamming - både i form af chaff og

noise.

18

1944 på grund af beskydning med maskingevær fra et forbipasserende allieret fly. Projektiler klippede flere

kabler og det tog uger før skaden var udbedret og udstyret kalibreret.

Det allerstørste minus ved Mammut'en lå i dens sårbarhed ovefor fjendtlige forstyrrelser. Apparatets

frekvens lå mellem 120 og 138 MHz, men der var ingen mulighed for øjeblikkeligt frekvensskift ved

jamming. Selv om udstyret var forsynet med Freyalaus, var det umuligt at opere med det, hvis Mammut'en

blev udsat for kraftig koncentration af Window (stanniolstrimler). Elektrisk jamming (Mandrel etc.) var

yderst virkningsfuldt overfor Mammut på grund af den manglende mulighed for at skifte frekvens.

I 1943 udførte tyskerne jammingsforsøg med Mammut-apparatet i Hansholm. Man anvendte en britisk

støjsender, som man havde fundet i et nedstyrtet fly og anbragte det i en Ju 86. Jammingsflyet kredsede i en

afstand af ca. 30 km radius omkring Hanstholm. I løbet af meget kort tid blev støjsenderen beskadiget og

effekten faldt til en tiendedel af normal ydelse.

Det var muligt at pejle støjsenderen med en nøjagtighed af plus 1 grad, men andre mål druknede let i ‘støjen’

på oversigtsrøret. Særligt trænet personel udførte forsøget og de kunne til nogen grad kigge igennem

jammingen, men Mammut-udstyrets normale personel var ikke i stand til dette og rapporterede, at de af og

til var udsat for britisk jamming, der umuliggjorde enhver måling. Mammut-udstyret var mere sårbart

overfor jamming end Wassermann S-udstyret i Habicht.

Wassermann Meget tidligt i krigen begyndte Luftwaffe at fremkomme med ønsker om at få en fjernvarslingsradar, som

havde flere gange Freyaens rækkevidde. Det var ikke umiddelbart teknisk muligt at fordoble sendestyrken,

men man forsøgte at forøge rækkevidden ved at anbringe fire Freya-antenner oven på hinanden. Disse blev

anbragt på en 36 meter høj gittermast, som var drejelig. Det var firmaet GEMA, som fremstillede denne

fjernvarsling, der fik kodenavnet Wassermann L (Leicht). Samtidig med at man udviklede Wassermann L,

gik man også i gang med at konstruere en større og tungere udgave, som man kaldte Wassermann S

(Schwer).

Wassermann S ved den jyske

vestkyst. Der var ialt tre

Wassermann S i Danmark, nemlig

ved i 'Schakal' ved Skagen,

'Ringelnatter' ved Ringkøbing og

'Habicht' ved Hjardemål.

Sidstnævnte Wassermann S (S1)

var placeret i Nr. Vorupør, men

tilhørte Habicht. (Flyvevåbnet)

19

På et kraftigt fundament af beton rejste man et 60 meter højt stålrørstårn med en diameter på fire meter.

Dette tårn kunne drejes på en tandhjulskrans og blev forsynet med forskellige mekaniske hjælpemidler til

drejning af antennesystemet, således at de automatisk kunne afsøge en bestemt sektor.

Antennerne bestod af 8 Freya-antennesystemer, der var placeret to og to ved siden af hinanden - fire oven på

hinanden. Øverst anbragte man antennen til IFF (Kennungsgerät) til Erstling FuG 25.

Antennesystemet bestod af indtil 60 vandret liggende Breitbanddipoler over hinanden i 8 lodrette rækker.

herved opnåede man en meget størk koncentration af sendeenergi i et bestemt område. Spredningen var

meget ringe i det lodrette plan. Herved opnåede man, at man ved faseforskydning på en lignende måde som

ved Mammut'en kunne dreje udstrålingsretningen og derved foretage en højdemåling, der ifølge sagens

natur måtte blive meget grov. Denne måling gav dog mandskabet et indtryk af, om flyvehøjden på de

indflyvende maskiner var 1000 eller 5000 meter i en afstand af 200 km. Øvede besætninger kunne

bestemme højden plus/minus 300 meter på større afstand.

Sidepejlingen foregik ved maksimumpejling med en nøjagtighed på plus/minus 1 grad som følge af den

ringe spredning. Ved enkelte forsøg var pejlenøjagtigheden plus/minus en kvart grad i siden og plus/minus

trekvart grad i højden (kun fra 3 til 15 grader). Hvis flyvemaskinerne kom nærmere, anvendes

sammenligningspejling (Vergleichpeilung) ved antenneomskifter (AN-Zusatz) ligesom på den almindelige

Freya. Afstandsmålingen foregik med en nøjagtighed på plus/minus 100 meter (engelsk opgivelse 50 meter).

Oversigtsrøret havde vandret basis og kunne enten vise fjernområdet fra 200 til 300 km eller nærområdet fra

0 til 200 km. Målingerne foregik som ved den almindelige Freya ved hjælp af en Messkette, hvor

måleudsnittene var 30 km.

Wassermann S i Danmark blev efter et stykke tid udstyret, så man kunne anvende AN-Verfahren. Dette gav

de tyske natjagere forbedrede muligheder for interception over Nordsøen samt Skagerrak.

Wassermann M II havde en højde på 40 meter og opererede i frekvensområdet mellem 119 og 156 mc/s. M II

var i stand til at skifte frekvens ved hjælp af et drejeligt håndtag i modsætning til Wassermann S og M I.

20

Wassermann S var dog ikke tilfredsstillende (maksimalrækkevidden var sat til 300 km, men den blev

sjældent opfyldt), og man forsynede flere af dem med en stærkere sender på 100 kW imod en 'normal'

Freyas 20 kW sender.

I løbet af 1942 begyndte firmaet Siemens at fremkomme med en forbedret udgave. Den blev kaldt

Wassermann M I og lignede på mange måder 'L-udgaven', men havde AN-sidepejling. FuMG 402 (som var

den officielle betegnelse) M I var anbragt på en 36 meter høj gittermast og havde 24 rækker med hver 6

dipoler i vandret polarisation.

De første 30 anlæg var forsynet med smalbåndsantenner - de efterfølgende anlæg havde dog

bredbåndsantenner.

Udgaven Wassermann M II havde en 40 meter mast med bredere horisontalt polariseret antenne og blev fast

leveret med 'Kuh/Gemse' (IFF-anlæg) med tilsvarende antenne.

I den seneste udgave M IV havde man anbragt Wassermannens Gerätekabine i midten på den 51 meter høje

mast. Denne udgave - som der blev leveret 150 af - opererede alle i Vollwismar-Bereich I (120-158 MHz)

og havde en 100 kW sender.

Længste rækkevidde med en Wassermann er opgivet til 380 km (med genneløb anden gang på skærmen til

80 km). Største rækkevidde under øvelse Post Mortem (øvelse afholdt af Royal Air Force i sommeren 1945

med tysk personel) var 278 km, og dette blev opnået under øvelse 3 af en Wassermann i 'Robbe' på Rømø.

Tyskerne selv angiver følgende rækkevidde:

Wassermann L 200 km

Wassermann M 280 km

Wassermann S 300 km

Bredden kunne variere fra 6 til 12.4 meter alt efter type og vægten kunne ligeledes alt efter type variere fra

30 til 60 tons. Tårnhøjden var følgende:

Wassermann L 36 m

Wassermann M I 36 m

Wassermann M II 40 m

Wassermann M III 51 m

Wassermann M II havde en 40 meter høj

mast og blev fast leveret med IFF-

anlægget Gemse-Kuh..

21

Wassermann M IV 51 m

Wassermann M V 60 m

Wassermann S 60 m

Under øvelse Post Mortem blev der kun anvendt M I, M II og S, og i den engelske rapport er det angivet, at

S og M I opererede på fixed spot frekvens mellem 120 og 145 mc/s, medens M II havde drejelig frekvens i

området mellem 119 og 156 mc/s. Selv opgiver tyskerne, at deres udstyr opererede i følgende områder:

120-158 MHz - Type M I, M II og M IV

158-205 MHz - Type M III

75-125 MHz - Type M V

Englænderne anvendte normalt støjsendere mod Wassermann-systemet, og en Wassermann kunne ikke uden

videre 'kiggen gennem' en Mandrelskærm. Dog var tyskerne ret dygtige operatører, der forstod at udnytte

mulighederne på deres apparater og gjorde brug af den ellers begrænsede frekvens, hvilket gjorde dem i

stand til at udnytte udstyret fra mellemste afstande og indefter. Kun meget kraftig jamming kunne gøre

udstyret værdiløst.

Under øvelse Post Mortem var Wassermann-kæden i stand til at se igennem Mandrelskærmen, selv om RAF

anvendte den nye Mandrell III. Wassermannen kunne anvendes som early-warning, men til tider havde den

tyske ledelse besvær med at at fastslå angrebets karakter.

Det stammer også overens med resultatet fra f.eks. Mandreljammingen udført i slutningen af august 1944,

hvor RAF angreb Königsberg og Stettin. Her opdagede Wassermann-udstyret i radarstillingen 'Lama' i

Thyborøn de angribende bombefly (på trods af Mandrel).

RAF Bomber Command gjorde stor brug af Mandrel I og i sidste del af krigen også Mandrel III. Begge

udstyr anvendte noise-jamming, men den store forskel var, at medens Mandrel I kun kunne anvendes ved

barrage-jamming, kunne man også spot-jamme med Mandrel III. Her skal kort gøres rede for forskellen, da

det har betydet meget for Wassermannens udnyttelse.

Ved barrage-jamming indsættes nosiejamming over et bredt område af frekvenser. Fordelen er, at jammeren

ikke nødvendigvis behøver at kende den nøjagtige frekvens, og hvis senderen er tilstærkkeligt kraftig, kan

den være effektiv. Under en mission havde man mange sendere til efter tur at sende på hver sin frekvens og

derved dække et bestemt frekvensbånd.

Mandrel I's transmitter (T1408) sendte på et 10 megacycles bredt bånd i Wassermannens frekvensområde,

og for at dække et stort område installerede man sendere i flyene i Main Force. Hver eskadrille havde sit

område at dække, og alle transmittere blev så indstillet på en fast frekvens.

Bemærk antennerne til IFF under

kranen på denne Wassermann M II.

22

I juni 1943 modificerede RAF sine transmittere, så de hvert andet minut holdt inde med at sende. Det blev

gjort, for at de tyske natjagere ikke kunne pejle sig ind på transmissionssignalet.

Mandrel III kunne spot-jamme. Her var en operatør ansvarlig for indstillingen af frekvensen. Han lyttede

efter tyske radarsignaler, og når han fandt et passende signal, tunede han transmitteren ind på frekvensen og

tændte for senderen. Som navnet spot-jamming indikerer, koncentreres nu al til rådighed værende energi i et

smalt frekvensbånd. Dette resulterede i mere styrke pr. Mc/s og gav en mere komplet jamming i dette

frekvensbånd.

Der var dog også mangler ved dette system. Det krævede nemlig, at jammeren var nøjagtigt indstillet, og

den nødvendiggjorde en 'look-through' teknik i jammeflyet. Jammingsoperatøren måtte nemlig kunne følge

radarstationens signal, samtidig med at han jammede, så han kunne skifte frekvens og følge med, når

radarstationen (Wassermannen) skiftede frekvens.

Mandrel anvendte noise-jamming. Den minder meget om atmosfærisk radiostøj, og det var let at tage fejl.

Selve lyden ytrede sig som en kraftig 'kogen', der i værste fald fuldstændigt druknede al anden trafik på

frekvensen.

Window (stanniolstrimler) havde en meget alvorlig effekt på Wassermann-udstyret. Det kunne være umuligt

at skelne mellem chaff (den amerikanske betegnelse for stanniolstrimler og i dag det mest anvendte udtryk

for Window) og fly, og i en sådan situation kunne Wassermann'en kun anvendes til at registere områder med

Window.

Mod effekten fra Window havde tykerne dog en modforanstaltning, nemlig Wasserfloh. Det var en lille

sender, der fremkaldte ligesom et vandfald på oversigtsrøret. Under øvelse Post Mortem var Wasserfloh kun

monteret på udstyret i radarstillingen 'Robbe', og de tyske operatører oplyste, at udstyret kun blev anvendt i

begrænset omfang.

Flere af de tyske radarudstyr i Danmark var i øvrigt modificeret på flere måder. F.eks. var udstyret til måling

af højden pillet ud af Wassermannen i stillingen 'Büiffel'. Om udstyret var pillet ud på grund af manglende

reservedele, vides ikke.

Wassermann M IV var den sidste type

Wassermann, som blev produceret. Den havde

en 51 meter høj mast og var udstyret med

udstyret med Vollmismar i frekvensområdet

120 til 158 MHz. Radarmasten havde en

udstyrskabine monteret midt i masten.

Denne Wasserman IV stod i stillingen 'Bock' på

Bornholm og var et vigtigt element i Luftwaffes

luftforsvarssystem over Østersøen. Radaren

blev blandt andet anvendt til at konstatere

kursændringer i den indflyvende bombestrøm.

23

Almindeligvis var der en 7 mands besætning til en Wassermann (kvinder blev ikke anvendt til betjening af

dette udstyr). Besætningen bestod af en Geräteführer (chef- operatør), 1 mekaniker og 5 mand. En mand var

stand-by, og de fire andre havde følgende opgaver:

a. Grovafstandsoperatør - han adviserede finafstandsoperatøren om kommende mål. Han havde ingen

kontrol over udstyret og kunne ikke dreje tårnet.

b. Finafstandsobservatør - han afsøgte båndet mellem 200 og 300 km, og hvis han fik respons, stillede han

ind på afstandsrøret for aflæsning.

c. Finafstandsoperatør - han udvalgte det 30 km område, som målet befandt sig i. Han indstillede ved hjælp

af håndtag, og samtidig blev målet vist på azimuthrøret. Den femte mand blev ofte anvendt til at

observere dette rør. Finafstandsoperatøren målte afstanden på samme måde som på Freyaen.

d. Meldemand - han overgav oplysningerne til operationsrummet pr. telefon.

Følgende oplysninger om udstyret stammer fra tysk side:

Flyvehøjde Rækkevidde

50 m 35 km

100 m 50 km

1000 m 85 km

3000 m 140 km

6000 m 190 km

8000 m 220 km

På grund af det begrænsede højdepejlingsområde kunne man kun pejle højden af et fly i en vis afstand.

Flyvehøjde Afstand Nøjagtighed

1000 m 4-19 km ± 53 m ± 260 m

3000 m 11-57 km ±150 m ± 780 m

5000 m 19-96 km ±250 m ±1300 m

8000 m 31-150 km ±410 m ±2000 m

Ved krigens slutning fandtes der Wassermann-radarapparater følgende steder i Danmark (Bornholm ikke

medregnet):

Radarstation Type Serienummer

Schakal Wassermann S S6

Wassermann M I 1248

Habicht Wassermann S S1 (placeret i Vorupør)

Wassermann M I 1235

Hyäne Wassermann M I 1244

Wassermann M IV 1293

Med en rækkevidde på op til 280

km gav Wassermann M II

Luftwaffe muligheden for at

opdage allieret indflyvning på et

tidligt tidspunkt. I sommeren

1944 var virkningen blevet

stækket en del på grund af kraftig

jamming udført af No. 100

Group.

24

Ringelnatter Wassermann S S7

Wassermann M III 1268

Lama Wassermann M I 1241

Büffel Wassermann M I 1243

Seehund Wassermann M IV 1301

Robbe Wassermann M I 1250

Det vides ikke, hvornår Wassermann S i Vorupør blev bygget, men den bærer det første serienummer og

blev anvendt forholdsvis tidligt i krigen. Denner radar var kendt for sine mange gode meldinger. De to

Wassermann S i henholdsvis Hyäne og Skagen blev færdige i efteråret 1943. Bunkerne til disse radar var

færdige den 2.8.1943. Atten dage senere var Wassermann S bunkeren i Ringelnatter færdig, og denne

bunker er stadigvæk tilgængelig. Umiddelbart ved siden af Strandfogedgården i Kryle ligger L480 bunkeren,

og man kan tydeligt se, hvor drejekransen sidder.

Würzburg-Riese I sommeren 1941 stod det klart for de ansvarlige i Luftwaffe, at Würzburg D radarapparatet ikke havde

tilstrækkelig ydelse til at kunne indgå i et jagerkontrolsystem. D-modellen havde for kort en rækkevidde til

at være anvendelig under føring af natjagere. Det fjendtlige mål var forsvundet ud af radarapparatets

rækkevidde, inden natjageren kunne nå at komme på skudhold. Derfor konstruerede firmaet Telefunken

sammen med Luftschiffbau Zeppelin en forstørret udgave med forbedrede ydelser.

Resultatet blev FuMG 65 Würzburg-Riese, og det første eksemplar blev i efteråret 1941 opstillet på den

store Flakbunker i Zoo i Berlin. Kort efter begyndte apparaterne at dukke op i radarstationerne i

Himmelbett-systemet.

Anlægget bestod af et maskinhus med en påmonteret parabolsk reflektorkonstruktion. Anlægget kunne

drejes i vandret plan 360 grader, og reflektorkonstruktionen kunne drejes i forhold til maskinhuset fra

vandret stilling til 90 grader.

Radarens målskala gik fra 0-80 km, men almindeligvis regnede man med, at maximal rækkevidde var 70

km, og den var naturligvis afhængig af flyvehøjden.

Pejlenøjagtigheden var i siden plus/minus 0.2 grad og højdepejlingen plus/minus 0.25 grad. Nøjagtigheden

for afstandsmålingen var plus/minus 100 meter.

Følgende er udregnet, hvor flyvehøjden er 3000 meter:

Afstand Højdemålerfejl

5 km ± 80 m

10 km 100 m

20 km 120 m

50 km 160 m

70 km 250 m

Hele anlægget havde en samlet vægt på 15 tons og var 7.9 m i højden og 7.5 m i bredden. Frekvensen var

oprindeligt 53.6 cm (560 MHz), men frekvensområdet blev senere på grund af allieret jamming udvidet til

53-67 cm.

Würzburg D fotograferet

gved et luftværnsbatteri

uden for Ebjerg. Denne

radartype blev anvendt helt

indtil krigens slutning ved

luftværnsbatterierne, men

blev efter megen kort tid

udskiftet i jagerkontrol-

stationerne til fordel for

Würzburg Riese.

25

Apparatet blev under aktion betjent af 6 almindelige operatører samt en chefoperatør. De tre første

operatører betjente håndhjulene til henholdsvis afstandsmåler, sidebevægelse og højdebevægelse, medens de

3 andre kun aflæste og videretelefonerede henholdsvis afstanden, sidevinklen og højdevinklen.

Chefoperatøren, af tyskerne kaldt Geräteführer, var anbragt umiddelbart bag ved operatøren ved

afstandsmåleren. Tyskerne påstod, at de med øvet mandskab kunne afgive en positionsmelding for hvert 4.

sekund. Det synes at være overdrevet - under Exercise Post Mortem vist det sig, at man højest kunne

påregne en melding hvert 10-15 sekund.

For at undgå den telefoniske melding kunne apparaterne udstyres med en installation, der elektrisk kunne

overføre måleresultaterne til Auswerteraum. Disse anlæg blev kaldt Askania og der eksisterde kun få af

dem. De har aldrig været i drift her i Danmark eller Schleswig-Holstein under operationer, da de var for

usikre i driften og derfor alligevel af sikkerhedsgrunde måtte have de tre meldemænd på apparatet.

Observatørerne arbejde under meget dårlige pladsforhold. Der var klemt syv mand ind i kabinen bag på

Würzburg-Riese. Sæderne var meget ukomfortable, og ventilationen var meget dårlig samtidig med, at

aflæsningen på oversigtsrørene overanstrengte øjnene. Alligevel opererede tyskerne kun med to vagthold,

som skulle kunne betjene udstyret alle døgnets 24 timer.

Würzburg Riese i

radarstillingen

Lindwurm ved Færer i

Himmerland. Denne

radarstilling blev

opereret af 9./Ln.Rgt.

222 og var i august

1944 under ledelse af

Leutnant Horst med

Leutnant Freitag som

2. JLO.

I den lille kabine på Würzburg riese var der anbragt 7 mand. Sæderne var ukomfortable og

pladsen så begrænset, at personallet meget hurtigt blev træt. Dertil kom, at der var dårlig

ventilation og skærmene overanstrængte øjnene.To besætninger skiftedes til at have vagt 24 timer

i døget.

26

Den samlede besætning til en Würzburg-Rise så således ud:

- 1 Feldwebel som Truppführer

- 2 Unteroffiziere som Geräteführer

- 12 menige som operatører

- 1 elektronikmekaniker (Gerätewart)

- 2 maskinmekanikere (Maschinensatzwarte)

Truppführeren havde ansvaret for hele radarudstyret samt personellets træningstilstand. Han var ikke selv i

stand til at klare tekniske reparationer, men havde alligevel ansvaret for, at de tre mekanikere hele tiden

holdt udstyret operationsklart.

Elektronikmekanikeren skulle kontrollere udstyret tre gange om dagen sammen med en af

maskinmekanikerne. Alle unøjagtigheder skulle rapporteres til Truppführeren, og hvis han fandt fejl på

udstyret, skulle han forsøge at lokalisere fejlen og så vidt muligt udbedre den. Hvis dette ikke var muligt,

skulle han kunne assistere den tilkaldte ingeniør og om muligt angive fejlen telefonisk, så ingeniøren kunne

medbirnge de nødvendige reservedele.

De to maskinmekanikere havde normalt opdelt tjenesten mellem sig, så den ene tog sig af strømforsyningen

og generator og den anden af Würzburg-Riesens maskindele. Det faldt også i de to mekanikeres lod at male

udstyret og om fornødent sørge for radarapparatets sløring. De Würzburg- Riese, som var placeret ved

Vestkysten, var særligt udsat for salt og sandfygning, og her havde mekanikerne særlige problemer. Sandet

trængte ind i drejekranse, og saltet angreb ubehandlede overflader og forårsagede rust.

Da Würzburg-Riese's udstråling var meget koncentreret og derfor havde vanskeligt ved at pejle sig ind på

målet, udstyrede man, hvor to arbejdede sammen, den ene med et lille Freyaapparat, der pejlede afstande

indtil 150 km. Ikke nok med, at det havde længere rækkevidde end Würzburg-Riese, men hovedfordelen lå

i, at det pejlede genstande indtil 20 grader fra pejleaksen. Dette blev kaldt for en Gema-Zusatz. Den

opererede på en spotfrekvens melle 134 og 174 mc/s.

Würzburg-Riese blev hurtigt udstyret med IFF, og denne anordning, kaldet Kuckuck I, blev indbygget i

toppen af parabolantennen.

Ved krigens slutning havde Luftwaffe følgende Würzburg-Riese operative i Danmark (med

serienummerangivelse):

Würzburg Riese (serienummerD9) i radarstillingen 'Lama' ved Thyborøn. Under Exercise Post Mortem, som

var en øvelse englænderne afholdt med tysk personel i sommeren 1945, havde denne radar en rækkevidde på

130 km som det længste, hvilket var langt over gennemsnittet. Som sammenligning kan det nævnes, at

Würzburg Riese i 'Büffel' ved Blåvand kun havde 67 km som det længste. (Flyvevåbnet)

27

Würzburg Riese FuSE

65 (serienummer M74) i

stillingen 'Ringelnatter'.

Denne radar er udstyret

med Gema-Zusats, der

gjorde det nemmere for

radarbesætningen at

fange de indflyvende

mål.

På det øverse billed ses

tydeligt Gema-Zusatzen,

der er placeret den

roterende dipol midt i

billedet. (RDAF)

28

Radarstilling W.Riese W.Riese/Gema-Zusatz

Lindwurm O75 O74

Schakal A30 R8

Habicht M71 M70

Hyäne M66 M69

Ringelnatter M73 M74

Lama R19 D9

Büffel T40 T39

Faun M2 M1

Adler O67 O66

Fledermaus O35 O59

Seehund A46 A31

Krokodil A83 A86

Faultier A94 A93

Ameise M44 M51

Robbe T36 T35

Stellung Bock på Bornholm rådede ligeledes over to Würzburg-Riese, men det har ikke været muligt at

finde ud af disses serienumre.

Zahme Sau og Seeburg-Lichtenstein-Verfahren I sommeren 1944 var den mest anvendte tyske natjagertaktik Zahme Sau, hvor man førte natjagerne ind i

strømmen af fjendtlige bombefly.

Jagddivisionerne udsendte løbende oplysninger om fjendtlige indflyvninger og underlagte enheder fulgte

med, så de konstant var opdateret på situationen i luften. Gruppe og Staffel førte situationskort i deres

kommandostationer. Når Jagddivisionen udsendte startordre til underlagte enheder alarmerede Gruppe eller

Staffel deres flyvende besætninger over højtalersystem på flight line eller barakker.

Hver dag ved solnedgang udsendte Jagddivisionen befaling om beredskab i løbet af natten baseret på

vejrudsigt, månelys, situationen de sidste døgn samt aktuelle meldinger. Normalt var der fire typer

beredskab for natjagerbesætningerne:

- 60 minutters beredskab, hvor man ikke forventede fjendtlig indflyvning. Besætningerne skal opholde sig

på deres kvarterer, men må klæde sig af og sove.

- 30 minutters beredskab, hvor besætningerne skal opholde sig på deres kvarterer klædt i flyvedragt. Man

skal kunne være airborne i løbet af 30 minutter.

Würzburg Riese i radarstillingen 'Krokodil' ved Kongelunden på Amager. Denne Würzburg Riese også er

udstyret med en Gema-Zusatz samt ekstra Freya-antenne øverst oppe på Würzburgens reflektor.

'Krokodil' blev bemandet af 21./Ln.Rgt. 222 og havde Leutnant Schmidt som chef og leutnant Oelser som 2.

JLO. Gerätezugführer var Feldwebel Gottschild.

29

- 15 minutters beredskab, hvor besætningerne opholder sig i beredskabsbygning ved flight line og klargjort

til flyvning.

- opsiddet beredskab, hvor besætningerne venter i flyene. Take off i løbet af 5 minutter.

Bomber Commands anvendelse af spoof raids, jamming og deception gjorde det svært for Jagddivisionen at

entydigt fastslå tyngdepunktet i en allieret indflyvning og falske scramblinger forekom ofte.

Natjagerbesætningerne var især opmærksomme på spoofs, hvor indflyvningen ikke bestod af bombestyrken,

men i stedet for Mosquitoes - ofte med ventende fjendtlige natjagere over deres flyveplads parat til at

beskyde alt og alle.

Jagddivisionen gav normalt startordre verbalt og ordren blev direkte modtaget af de ventende

natjagerbesætninger. En startordre kunne lyde: 'Startbefehl für 218 (nummer på flyvepladsen) Karusell

(Kreis fliegen) Herzog (radiofyr ved Esbjerg) 5.000 m'.

Normalt blev natjagerne i første omgang sendt til et radiofyr omkring 50 til 100 km fra deres flyveplads.

Herfra fortsatte natjagerne mod den fjendtlige indflyvning. Ofte blev de beordret til at flyve i samme højde

som den fjendtlige styrke, men mange natjagerbesætninger valgte at flyve i lavere højder (som regel

omkring 1.000 m). Under Zahme Sau anvendtes ofte et førerfly, der blev fløjet af en erfaren besætning.

Denne besætning havde ordre til at affyre lyskugler med jævne mellemrum for at gøre navigeringen lettere

for de andre besætninger. Denne opgave var ikke helt ufarlig, hvis Mosquitos opererede i samme område og

opgaven var ikke populær blandt de tyske besætninger. Når førerflyet kom ind i strømmen af fjendtlige

bombefly kastede besætningen en række lysbomber for at markere flyveretning, højde og position.

Førerflyet var som regel udstyret med Naxos, der kunne opfange signaler fra H2S i en afstand af mere end

100 km. Det var nødvendigt for den tyske natjager at flyve i en lavere højde end det britiske bombefly for at

kunne opfange transmissionerne fra H2S udstyret. Når natjageren kom tilstrækkeligt tæt på skiftede

besætningen fra Naxos til SN 2 radar. Herefter fulgte selve angrebet på det fjendtlige bombefly. Der var

normalt tre forskellige måder at gennemføre et angreb på:

- direkte bagfra, som var simpelt at gennemføre med gode mulighed for at ramme nedskyde målet. Til

gengæld var det også den anflyvning, der var nemmest for den fjendlige besætning at opdage og man var

direkte foran agterskyttens maskingeværer. Derfor var denne angrebsposition mindre anvendt i 1944 end

tidligere i krigen. Efter et angreb direkte bagfra gik natjageren normalt ind i et dyk.

- angreb nedefra med Schräge Musik. Denne angrebsform var hyppigt anvendt i 1944 og der var gode

muligheder for at nærme sig målet uden at den fjendtlige besætning anede uråd. Beskydning i en afstand af

omkring 50 meter mod bombemaskinens underside var normalt ødelæggende. Hvis den fjendtlige bomber

fløj undvigemanøvrer kunne det være vanskeligt at følge flyet, men gode natjagerpiloter trak sig så tilbage

og ventede indtil bombemaskinen igen fløj vandret. Efter et angreb med Schräge Musik trak den tyske

natjager sig normalt agterud og dykkede væk til en af siderne.

- angreb udført skråt nedefra agter, men ikke direkte bagfra. Dette var i august 1944 en af de hyppigst

anvendte former for angreb. Normalt manøvrerede den tyske natjager sig til en position lidt lavere og

parallelt med bombemaskinen, hvorefter piloten trak flyet ind mod målet. Ilden blev normalt åbnet i en

T-hytten i radarstillingen Ringelnatter. Indtil oktober 1944 blev alle operationer udført af

Ringelnatter ledet fra denne træbarak, som lå midt i radarstillingen. Herefter blev

opererationscenteret flyttet til en bunker L-487, der både fungerede som kommandocentral for

radarstilligen samt for den bataljon, som Ringelnatter var underlagt.

30

afstand af 100 til 150 meter og natjageren fløj i nogle sekunder stødt og horisontalt for at opnå flest mulige

træffere i målet. Herefter afbrød natjagerpiloten angrebet ved at trække væk fra det brændende fjendtlige

fly og dykke ned i mørket. Ved denne taktik var muligheden for overraskelse stor og forsvar

vanskeliggjort. Til gengæld var denne taktik vanskeligere end de to andre.

I 1944 anvendte de tyske natjagere hovedsageligt Zahme Sau under deres natlige operationer, men i visse

områder var Seeburg-Lichtenstein systemet stadigvæk i anvendelse. Blandt andet blev det brugt af

radarstationer i Danmark og langs Østersøen, når jagten var rettet mod mineudlæggere eller forsyningsfly til

modstandsbevægelserne.

Det grundlæggende for Seeburg-Lichtenstein-Verfahren var radarstationen (Stube) med tilhørende

Nachtjagdgebiet. Et sådant Gebiet (område) dækkede normalt en cirkel med en diameter på 120 km med

radarstationen i midten. Würzburg Riese havde en rækkevidde på ca. 60 km, og denner radarstype bestemte

områdets størrelse. Radarstationen bestod af en Freya-AN, to Würzgurg Riese, et let radiofyr plus et lysfyr

og radioudstyr til forbindelse jager-jord. Jageren havde et radarudstyr og sende-/modtageanlæg til

forbindelse med jordstationen.

Radiofyret var et standardradiofyr på 100 kilowatt og blev normalt kaldt 'Kleine Schraube' af

flybesætningerne. Dette radiofyr blev normalt først tændt efter, at natjageren var startet fra flyvepladsen med

kurs mod radarstationen. Radiofyret udsendte et enkelt bogstav i morse efterfulgt af en kontinuerlig tone i 30

sekunder.

I Holland havde NJG 1 forsøgt sig med en vedvarende tone i kun 10 sekunder, men flybesætningerne fandt

ud af, at det ikke var tid nok til en pejling, og senere var 30 sekunder standard.

Lysfyret blev kun tændt efter direkte ordre fra jagerkontrolofficeren og blinkede altid samme morsetegn som

radioefyret, og det udsendte altid kun hvidt lys.

Selve jagerkontrolstatione blev af flybesætningerne kaldt 'Stube', men det var i virkeligheden kodeordet for

jagerens venterum. Jagerkontrolofficeren var placret i en T-formet bygning, som indeholdt et plottebord

samt signalmateriel. Dette plottebord blev kaldt Seeburg Tisch og bestod af en mat glasplade, hvorpå der var

placeret et gennemsigtigt kort, som viste området omkring radarstationen i en afstand af 36 km. Hvis det var

ønskeligt, kunne dette kort fjernes og erstattes med et andet, der viste området i en radius af 60 km.

Jagerkontrolofficeren var placeret på en platform ved siden af kortet, og han stod i direkte kontakt med alle

dele af jagerkontrolsystemet - deriblandt natjageren og jagerkontrolofficererne i de tilstødende

Nachtjagdgebiete.

31

Mandskabet under radarstillingens Seeburg Tisch. R. blau henviser til Würzburg Riese Blau (ofte også benævnt

Grün), hvilket var den Würzburg, der fulgte natjageren medens den Würzburg, som pejlede det fjendtlige fly,

blev benævnt Rot. De to operatører modtog positonsmeldinger fra de to radarbesætninger og omsatte værdierne

til positioner på bordets glasplade ovenover dem, som de markerede ved hjælp af små spotlights.

Radarstillingens jagerkontrolofficer (i dette tilfælde også stillingens kompagnichef) sammen med sine nærmeste

medarbejdere i færd med at lede en natjager til sit mål. Jagerkontrolofficeren stod i radiokontakt med

natjageren og kunne også kobles op, så han direkte kunne tale med mandskabet (rapportørerne) ved

radarstillingens Freya og to Würzburg Riese.

32

Neden under Seeburg-Tisch'en var der monteret to spotlights, der kunne lyse op på undersiden af glaspladen.

Disse to lys blev betjent af to signaloperatører, som stod i direkte kontakt med rapporterne i de to Würzburg

Riese.

De to Würzburg Riese blev kaldt 'Roter Riese' og 'Grüner Riese' (undertiden også kaldt 'Blauer Riese'). Den

røde fulgte det fjendtlige fly, og den grønne fulgte den ventende natjager. De to spotlights under Seeburg-

Tisch'en havde tilsvarende farver, og jagerkontrolofficeren kunne hele tiden se de to flys position i form af

afstand og retning fra radarstationen. Højden var han nødt til at aflæse på en separat indikator, som var

placeret lodret på bordet.

Udover disse oplysninger fik jagerkontrolofficeren vejrrapporter, så han kunne tage hensyn til vindafdrift,

når han dirigerede jageren.

Jagerkontrolofficeren havde normalt rang af Leutnant eller Oberfeldwebel, og hans næstkommanderende,

der også var fuldt uddannet i rollen som jagerkontrolofficer, var normalt Oberfeldwebel eller Felwebel.

Jagerkontrolofficeren var chef for hele jagerkontrolstationen og samtlige radarapparater, som var tilknyttet

denne. Denne post blev normalt besat af Luftnachrichtenpersonel, men kunne også tildeles piloter, der af en

eller anden grund var grounded.

Personelstyrken kunne variere lidt, men et typisk antal var:

Würzburg Riese (rød) 6 mand

Würzburg Riese (grøn) 6 mand

Freya AN 3 mand

Radiofyr 2 mand

Lysfyr 1 mand

Seeburg Tisch 5-6 mand

Signalpersonel 4-5 mand

Kontorpersonel 3 mand

Vagthavende 1 mand

Vagtposter 8-10 mand

Hvordan virkede så hele systemet? Hver morgen blev natjagerne kontrolleret, tanket og forsynet med

ammunition. Natjagerenheden fik dagens vejrrapport for det område, den var ansvarlig for, og skulle inden

aften angive til Jagdfliegerführer, hvor mange fly den kunne have operative om aftenen.

Jagerkontrolofficer med hovedtelefon

og mikrofon med tasteknap på brystet.

Hele radarstationens mandskab

havde til opgave at fremskaffe en

position på det fjendtlige bomefly

samt egen radar, så JLO'en kunne

føre natjagerpiloten til sit mål. De

tekniske systemer var meget primitive

og der var mange fejlmuligheder

under indrapporteringen, hvorfor

hovedparten af de forsøgte

interceptions fejlede.

33

I løbet af eftermiddagen blev der ofte sendt et par natjagere på træningsmission til et Nachtjagdgebiet. Det

blev gjort for at træne både flybesætningen og personellet på jordstationen. Denne flyvning blev kaldt for

Zieldarstellung, og radiofrekvenser og signaler fra natten før blev anvendt i stedet for de for den kommende

nat gældende signalordrer.

Cirka tre timer før en forventet fjendtlig indflyvning blev alle radarstationer checket af, og resultatet af dette

check skulle meldes til Jagdfliegerführer pr. telefon. Hvis alt var i orden, blev der meldt 'Alles grün', men

hvis f.eks. Freyaen var i uorden, blev der meldt 'Freya rot'.

Hvis tyskerne forvendtede en indflyvning, kunne de f.eks. sende et fly til radarstationen ved Blåvand

(Büffel) fra mørkets frembrud, og hvis det så viste sig, at der ikke var fjendemaskiner i anflyvning, kunne

natjageren foretage øvelsesflyvning under ledelse af jagerkontrolofficeren i Büffel. Første fly blev kaldt for

‘Erste Welle’ og var en eftertragtet flyvning at få. Den næste besætning blev kaldt for ‘2. Welle’ og blev

som oftest givet til mindre erfarne besætninger, hvis der ikke var større aktivitet i luftrummet over Danmark.

Af og til sendte man yderligere en maskine til området, så de to maskiner kunne træne i interception

(opsnapning/afskæring).

Visse områder var mere attraktive end andre. De bedste områder var ‘Büffel’, ‘Ringelnatter’ og ‘Schakal’.

Stationerne længere inde i landet, såsom ‘Adler’ og ‘Fledermaus’ var ikke særligt eftersøgte blandt

natjagerbesætningerne. De fleste natjagerbesætninger brød sig ikke om de mange patruljeflyvninger, hvor

der ikke skete noget, men på langt sigt skulle det vise sig at være disse besætningers overlevelseschance, idet

de fik værdifuld erfaring (i f.eks. navigation og flyvetræning) inden de senere i krigen blev jaget vildt for

britiske Mosquitoes.

Placering af de forskellige operatører i

Auswertung i en radarstation der opererede

med Seeburg-Lichtenstein Verfahren.

Selv om hovedparten af de tyske natjagere i

august 1944 opererede ved hjælp af Zahme

Sau, anvendtes Seeburg Verfahren ofte over

Danmark og Østersøen, hvor man dirigerede

tyske natjagere mod minelægningsfly,

agentenversorgere eller enkeltflyvende

bombefly på vej til eller fra målet. I disse

tilfælde havde Luftwaffe held til en række

nedskydninger ved hjælp af denne metode selv

om den i bund og grund var forældet i 1944.

34

To fly fra hver natjagerstaffel skulle hele tiden være klar til at starte om natten, hvis fjernvarslingsradarerne

meldte om fjendtlig indflyvning.

Hvis det ene fly blev beordret i luften, skulle det andet være klar til at starte, hvis det første fik

motorvanskeligheder eller andre tekniske problemer. Besætningen på det andet fly skulle forblive i

cockpittet, indtil det første fly var ankommet til det tildelte Nachtjagdgebiet. Når det var sket, måtte

besætningen returnere til mandskabsbarakken i flyberedskabet og afvente en eventuel ny ordre.

For bedre at kunne holde sig vågne fik natjagerbesætningerne i begyndelsen tildelt Pervitin, hvilket medførte

søvnløshed og forstyrrelser. Efter et stykke tid blev pillerne ændret til andre mærker, men kun få

besætninger anvendte dem.

Normalt ventede besætningerne i beredskab i deres fly med radioen slukket. Hvis de skulle scramble, blev

der affyret en hvid lyskugle fra en lyspistol uden for eskadrillebygningen, og det var tegn til, at de skulle

tænde for radioen og afvente ordre fra flykontrollen. Flykontrollen ville så give dem startordre og ved hjælp

af et kodeord anvise dem det Nachtjagdgebiet, de var tildelt.

Så snart flyet var startet, gav flykontrollen melding til den jagerkontrolstation, som flyet var på vej til, og

dennes radiofyr blev tændt. Jagerkontrolstationens lysfyr blev kun tændt eller slukket efter direkte ordre fra

jagerkontrolofficeren. Når natjageren ankom til det, cirklede den i en passende afstand omkring radiofyret,

så Würzburg Riese Grün kunne plotte den.

Når det fjendtlige mål kom inden for rækkevidde af Freya-radaren, blev værdierne videregivet til Seeburg

Tisch'en og den røde Würzburg Riese. Når målet var indenfor rækkevidde af Würzburg, overtog den røde

Würzburg Riese målforfølgensen, så Freya-radaren igen blev fri og kunne finde et nyt mål på vej ind i det

tildelte område.

Så snart det fjendtlige fly var opfanget af den røde Würzburg, informerede jagerkontrolofficeren natjageren

om, at han snart ville give denne en vektor (retning og afstand). Hvis natjageren var forsynet med

Lichtenstein- radar, var det på dette tidspunkt, radiooperatøren tændte for udstyrets forvarmer.

Dernæst begyndte jagerkontrolofficeren at give natjageren værdier i form af retning, højde og afstand til

målet over radioen.

Jagerkontrolofficeren forsøgte normalt at placere natjageren umiddelbart bag det fjendtlige fly, men

jagerpiloten kunne bede om at blive placeret til højre eller venstre for målet (for bedre at kunne udnytte lyset

på nattehimlen). Det var ligeledes normalt, at natjageren fik samme højde som bombemaskinen, men også

her kunne piloten bede om en anden højde - f.eks. 150 meter under bomberen, så han bedre kunne se denne

mod den lysere nattehimmel.

Når natjageren var i en afstand af ca. 2000 meter fra bombeflyet, blev Lichtensteinens transformer tændt.

Det var kun sjældent, den blev tændt før, og det skulle være en ualmindelig dygtig radaroperatør, som kunne

finde et mål udover denne afstand.

Så snart natjageren havde kontakt med bombeflyet på Lichtenstein-radaren, udsendtes kodeordet 'Emil-

Emil'. Når piloten kunne se det fjendtlige fly, rapporterede han 'Ich berühre', og selv efter dette tidspunkt

fortsatte radarstationen med at plotte begge fly i tilfælde af, at natjageren igen skulle tabe kontakten med

bombeflyet.

Lærebogen sagde, at det var muligt at lede natjageren til målet i løbet af tre minutter, men det var meget

sjældent og var ofte baseret på held. Sædvanligvis tog en interception mellem seks og ti minutter. Af og til

forfulgte den tyske natjager det engelske fly ud over havet uden for Würzburgens rækkevidde, hvis piloten

havde bombemaskinen på Lichtenstein-radaren, eller han havde visuel kontakt med målet.

Emil-Emil

interception.

Navnet opstod

ved, at natjager-

piloten meldte

Eiml-Emil, når

han kunne se det

fjendtlige mål på

hans radar.

35

I den sidste fase af angrebet fløj piloten efter ordrer fra sin radiomand, som betjente natjagerens radar.

Denne kunne følge målet indtil en afstand af 200 meter, og så skulle piloten flyve de sidste meter pr.

fornemmelse, indtil han i en afstand af 50-100 meter kunne se den fjendtlige maskine.

Systemet var ikke alt for effektivt. For det første kunne man kun føre én natjager pr. Nachtjagdraum.

Teoretisk kunne man indsætte tre natjagere i et Nachtjagdraum, da 'Himmelbett-stationerne' overlappedes

med 50%, men i praksis var det anderledes. Så ville de to naborum være ubesat.

Et andet minus var, at det varede for lang tid, fra en natjager faldt ud, til den næste natjager indfandt sig. De

flyvende enheder ønskede at have en reservemaskine til at kredse i et venterum, men Jagdfliegerführer var

bange for, at det ville forvirre jagerkontrolofficeren.

Nok en ulempe var, at man i begyndelsen ikke havde nogen IFF (Identification Friend or Foe), og dette

bevirkede, at efter hver anflyvning måtte jageren vende tilbage til sit radiofyr, hvor den grønne Würzburg så

igen fangede jageren.

Endnu værre blev det, hvis en utrænet besætning i jagerkontrolstationen under en mission mistede kontakten

med jageren. Det kunne let ske på Seeburg-Auswertetischen, når jageren og bomberen zig-zaggede rundt. Så

var der ikke andet at gøre, end at jageren fik ordren 'Rückkehren zur kleinen Schraube', det vil sige gå

tilbage til venterummet.

Dete problem overkom man nogenlunde ved hjælp af IFF. Den første IFF blev kaldt Erstling. Erstling var

dæknavnet for den del, som var indbygget i flyet. Den officielle betegnelse var FuG 25a, og udstyret i flyet

vejede 12 kg. Udstyret på jorden hed FuS 90 'Kuh-Gemse' eller 'Kuckuck I', alt efter om det drejede sig om

Freya og Wassermann eller Würzburg Riese. På en frekvens (Kuh-Welle) udsendte man en impuls, som

udløste en impuls i Erstling der transsmitterede på Gemse-Welle til modtageren på jorden (Gemse).

Dette billed viser

helt tydeligt de små

projektører som

anvendtes til at vise

positioner på

Seeburg Tisch'en.

Selv den mindste

fejlindstilling kunne

give stor positions-

forskel i virkelig-

heden, hvorfor

operatørerne skulle

være meget

påpasselige med at

indstille deres

apparater - dette

gjorde igen systemet

langsomt (og

indførte en ny

mulighed for fejl på

grund af tidsforskel)

Principskitse for Kuh-Gemse systemet, som var Luftwaffes første brugbare IFF.

36

Inden indførelsen af IFF kunne jagerkontrolstationen bede natjageren om 'Rolf-Lise', hvilket betød, at

jageren skulle lave en højre kurve efterfulgt af en ve