NR. 1 # MARTS 2011

1. Å

RG

. #

NR

. 1 #

MA

RTS

201

1

Pastor R. Stanley fra Australien – et godt eksempel på en aktiv senior, der selv om han er fyldt 90 år, deltager i sommerens se-niorstævne.

Den tilgivende far

Hjælpen kom i rette tid

Tag med på årets busture

For ni måneder siden blev bestyrelsen for Danske Adventistseniorer enige om, at det var på tide at kontakte vore venner i Norge med et forslag om, at vi sammen skulle forsøge at undfange et barn [læs:blad], der på passende vis kunne tjene som både talerør og inspira-tionskilde for seniorer i begge lande.

Vore norske venner tog vel imod denne til-nærmelse og lyttede interesseret; men meldte alligevel tilbage, at man havde så stor venera-tion for deres eget barn – Aktiv Pensjonstid, så man ikke fandt tiden moden til redaktionelle eksperimenter.

I Danmark kvitterede man så for denne ”kurv“ ved at fastholde ønsket om fornyelse. Når ikke dette kunne lade sig gøre gennem en genfødsel af et fælles produkt, så måtte man i stedet forsøge at skabe noget rent dansk.

Et nyt barn bliver ikke til fra den ene dag til den næste. Slet ikke når det er seniorer, der skal være forældre. Mange forhold skal være i orden, når man gerne vil præsentere et levedygtigt barn. Nu er svangerskabsperioden imidlertid ovre. En martsbaby er blevet født. Du sidder med den nyfødte: Aktive Seniorer – et talerør for dem, der vil være ved, at de er ved at være gamle. Tag vel imod den nyfødte. Ønsk hende: Velkommen til verden – og vær selv med til at gøre det til et smukt og leve-dygtigt barn!

CVNaturligvis kan man ikke forvente et indholds-rigt curriculum vitæ for en nyfødt, men redak-tøren har selvfølgelig gjort sig nogle tanker, som enhver nybagt far vil gøre det.

Aktive Seniorer – AS – skal være et blad, der beskæftiger sig med nogle af de problemstil-linger, som møder 60+ generationen både som medlemmer i Adventistkirken og i storsamfun-det omkring os. Det skal orientere sine læsere om, hvad der rører sig i vort kirkesamfund både her og der. Det skal opmuntre seniorer til aktiv indsats i den globale landsby, som vor verden efterhånden har udviklet sig til. Det skal søge at inspirere den enkelte senior til et så nært fællesskab med vor himmelske far, at det skaber balance i tilværelsen og fjerner frygten for fremtiden. Intet bør være for stort – og intet for småt – til at AS kan beskæftige sig med det.

Aktive Seniorer vil udkomme fire gange om året og vil blive sendt gratis til alle husstande, hvor der findes medlemmer af Foreningen for Danske Adventistseniorer. Alle andre er natur-ligvis velkomne til at læse med. Det koster 75 kr. årligt at få det tilsendt.

EN BØN FOR AS – OG FOR DIGI mange af vore kirker citeres ordene fra Sl 121,8: ”Herren bevarer din udgang og indgang fra nu og til evig tid!“ Præsterne forbedrer det gerne og siger: ”Gud velsigne din udgang af dette liv og din indgang i det næste“. Hvad der i virkeligheden menes læses måske bedst i 5. Mos 28,6: ”Velsignet skal du være, når du går ind, og velsignet skal du være, når du går ud!“ – Enten vort liv bliver langt eller kort færdes vi mellem døre. Vi er født indendørs – som også det nye blad er det. Derfor lover Gud os i sin ubegribelige nåde og barmhjertighed, at vi skal være under hans velsignende hænder, når vi går ud og når vi går ind, når vi rejser ud og når vi kommer hjem.

Det ønsker jeg for dig, men jeg ønsker det også for det nye blad.

Walder Hartmann,Ansvarshavende redaktør

DET BLEV EN MARTSBABY!

AKTIVE SENIORERudgives af Foreningen for Danske Adventistseniorer

Redaktion: Walder Hartmann (ansvh.), tlf. 7589 5619, walder@hafnet.dk

Birthe Bayer, Doris Jørgensen, Inge Kjeldal, Harry Sættem

Deadline for næste blad: 1. april 2011

Næste blad udkommer: Maj 2011

FORENINGEN FOR DANSKE ADVENTISTSENIORER

Formand: Bent Nielsen, tlf. 6590 2570

Kasserer: Hanne Essendrop, tlf. 5783 4622

Bestyrelsesmedlemmer: Birthe Bayer, Ann-Britt Fejersen, Walder Hartmann, Randi Oyre, Harry Sættem

GUD LOVER OS, AT VI SKAL VÆRE UNDER HANS VELSIGNENDE HÆNDER, NÅR VI GÅR UD, OG NÅR VI GÅR IND...

Verden er fyldt med fortabte søn-

ner og døtre, folk, der er villige til at

bruge tid, penge og energi på alle mu-

lige usunde måder – åndeligt, fysisk

og følelsesmæssigt. Hvad stiller vi op,

når vi møder problemet? Hent inspi-

ration fra dette ekstrakt af en artikel i

Adventist Review.

Lignelsen i Luk 15,11-32 er en af de mest vel-kendte i hele Bibelen. Den kaldes ofte lignelsen om den fortabte søn. ”En fortabt“ er en, der øder sit liv bort. Her er det den yngste søn i en familie, som til sidst må tage arbejde hos en svineavler. Her finder den unge mand til sidst sig selv og bestemmer sig for at drage hjem igen.

Lignelsen kunne også kaldes ”den tilgivende far“. En god del af lignelsen fortæller jo om, hvor kærlig, tålmodig og tilgivende den unge mands far er.

Beretningens tredje person, får mig imid-lertid til at tænke på, at den jo også kunne kaldes ”den vrede bror“. Når man tænker på Jesu tilhørere, da han fortalte lignelsen, var det måske i virkeligheden broderens handling, han ville fremhæve.

Farisæerne og de skriftkloge var vrede på Jesus, for hvordan kunne han vise så megen kærlighed og venlighed mod skatteopkrævere og toldere, der samarbejdede med den romer-ske besættelsesmagt? Hvordan kunne Jesus spise med syndere, der i den grad var i konflikt med god moral?

Set i lyset af de tre personer, der optræder i lignelsen, kunne den måske også bære samme titel som artiklen her.

DEN ANGRENDE SØNDet er nemt at identificere sig selv med den yngste søn. Vi har alle prøvet at gøre, hvad vi havde lyst til. Vi har måske følt, som den yngste søn, at faderen var lidt krævende og diktato-risk. Rammerne for livet derhjemme føltes lidt for snævre, og alle de negative tanker begyndte at dukke op. Min far er et problem. Hvis bare jeg kunne slippe væk, ville jeg være glad. Som-metider ønsker jeg bare, at han var død. Jeg kunne måske få min del af arven allerede nu.

”Far, må jeg godt foreslå dig noget. Du har altid sagt, at det her er en familievirksomhed, som vi skulle dele, når du engang dør. Jeg ved godt, at du har sagt sådan, fordi vi skal gøre en indsats, så vi kan fortsætte det hele siden hen. Jeg har bare ikke lyst til at blive. Jeg vil hellere ud og forsøge at starte noget selv. Kan jeg ikke få min del af arven nu, så jeg kan komme til at stå på egne ben?“

Faderen behøvede naturligvis ikke at efter-komme sønnens ønske, men han vidste også godt, at denne ikke trivedes derhjemme. Måske er dette, det bedste jeg kan gøre for ham netop nu. Når han får lov til at høste følgerne af sit eget valg, vil han måske begynde at åbne op overfor mig. Men ser jeg ham i det hele taget igen, hvis jeg opfylder hans ønske?

Den unge mand kunne næsten ikke tro, hvad han hørte. Hans drøm var ved at gå i opfyldelse. Alt betalt! Faderen

TILGIVENDE FAR ANGRENDE SØN VRED BROR

NR. 1 # MARTS 2011 3

havde givet efter. Og så var sønnen på vej ud i den store verden. Jesus bruger bare nogle få ord for at beskrive den videre handling: ”Han soldede hele sin formue væk i et udsvævende liv.“

Verden er stadig fyldt med ”fortabte sønner og døtre“, der er villige til at bruge tid, penge og energi på et udsvævende liv, men det fører altid til nogle drastiske følger. Vi har nok alle

været fortabte, for vi har alle syndet, men heldigvis har vi en tilgivende

far, der elsker os og rækker ud efter os uanset.

DEN LÆNGTENDE FARFaderen elsker sine sønner af hele sit hjerte. Det er let at læse mellem linjerne i lignelsen, at faderens tanker ofte følger sønnen. Han spekulerer på, hvordan det går ham, og håber, at han vil vende tilbage.

En dag ser han ham komme! Han løber

ham i møde for at byde ham

velkommen hjem. In-

gen bebrejdelser, kun tilgivelse. Nyt tøj, en kostbar ring og nye sandaler. ”Du er stadig min søn!“ Og så en strålende fest, der fejrede søn-nens hjemkomst. ”Min søn var fortabt, men nu er han fundet.“

DEN VREDE BRORDen ældre bror, der havde været ude i marken, undrer sig over musikken derhjemme. ”Din bror er kommet hjem, din far har slagtet fede-kalven, og nu er der fest!“

Broderen har bare ikke lys til at feste. Heller ikke selv om faderen opfordrer ham til det. Han er bare vred – både på sin bror og på sin far. ”Nu har jeg i årevis slidt og slæbt… du har aldrig givet mig så meget som et gedekid, så jeg kunne holde fest sammen med mine venner… Ham der har bare ødslet dine penge bort sam-men med prostituerede kvinder, og så snart han viser sig, slagter du gårdens bedste kalv for ham!“

Faderens næste ord har vægt og betyder noget: ”Søn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men i dag må vi feste og være glade, for din bror var død, men har fået nyt liv. Han var fortabt, men er blevet fundet.“

Med andre ord: ”Min kærlighed er altid den samme. Intet kan fjerne den kærlighed. Alt mit er stadig dit, men vi må glæde os over, at din bror er kommet hjem. Kom nu og del min glæde.“

DEN BARSKE AFSLUTNINGLignelsen i Luk 15 slutter med den ældre bror, der står udenfor og nægter at fejre broderens hjemkomst. Men den store historie ender ikke der. Evangelierne afslører, at den ældre bror fokuserer mere og mere på sin vrede og misundelse. Jo mere han tænker over fade-rens handling, og hvor let broderen igen blev genstand for dennes kærlighed, desto vredere bliver han.

Som jeg forestiller mig det, ender beretnin-gen med, at den ældre bror braser ind i festen, griber faderen og banker ham for til sidst at nagle ham til et kors.

Den ældre bror repræsenterer dem, der har knurret: ”Denne mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.“ I virkeligheden ønskede begge sønner faderen død. Den ene angrede bare, mens den anden korsfæstede ham.

Clinton Meharry, præst ved Adventistkirken i Carmel, Indiana, USA

4 AKTIVE SENIORER

5NR. 1 # MARTS 2011

Nu spørger du måske: Hvorfor endnu en, kan vi ikke klare os selv? Jo absolut. Men at styrke fællesskabet og gøre seniorårene bedre og mere meningsfyldte kan have en god, positiv betydning og blive til velsignelse for adventist-menigheden i hele Danmark.

Hvad skal jeg gøre? Jeg skal gøre noget for dig, jeg skal gøre noget for adventistmenighe-den. Først vil jeg sige til dig, alder behøver vi ikke at tale om – om du er 60 eller 100 år bety-der mindre. Vi er forskellige, vi tænker forskel-ligt, vi arbejder forskelligt. Nogle føler, at når de går på pension, er de færdige og kan ikke mere. Men sådan skal du ikke se på dig selv. Du har lov til at få så meget ud af din seniortid, som det er muligt.

Vi, der har nået senioralderen, er i de fleste tilfælde fyldt med mange livsresurser. Vi er ikke færdige ved de 60. Nej, her begynder måske mange nye muligheder. Vi kan gøre det, vi er bedst til, og det vi kan lide at gøre. Det er ikke sikkert, vi kan leve flere år, men de år vi får, kan blive bedre og mere meningsfyldte. Jeg er blevet fortalt, at vi kan leve længere ved at være aktive og tænke positivt.

Netop det at være aktiv i forskellige gøremål og at komme hinanden ved – begge dele vil hjælpe os til at få en god hverdag – for os selv og hverandre. Det er en del af det arbejde, jeg vil gøre sammen med dig.

Vi er ca. 1.100 medlemmer i Adventistkir-ken, der er fyldt 60 år. Ud af denne gruppe har vi ca. 260 medlemmer i Foreningen for Danske Adventistseniorer. Nu er det ikke blot denne gruppe jeg vil stå til rådighed for, men for alle.

Der foregår mange ting i Foreningen for Danske Adventistseniorer. Ved at læse vort blad, Aktive Seniorer, vil du se, hvad vi har på programmet i 2011. Vi har endnu flere tanker og ideer for 2012. Det vi gør i Foreningen for Danske Adventistseniorer, vil jeg være med til at gøre for alle.

Alle vi, som er i denne aldersgruppe, er fyldt med erfaring og ideer, der kan blive til gavn og glæde for andre og for Adventistkirken. Ved vor aktive indsats, alt efter de kræfter og mulighe-der vi har, kan vi være til hjælp.

Vi ønsker, at tilgodese Adventistkirkens arbejde. Adventistkirkens mål er at sætte alle mennesker i forbindelse med Gud. Det kan gø-res på forskellige måder. Jeg minder dig om, at der ingen frelse er uden gennem Jesus Kristus. Hvad gør vi så? Vort eget liv må vise den tro, vi har på Jesus, og vi må være parate til at lede andre til den gode tro og det store håb, vi har. Det gøres naturligvis på forskellige måder. Det er en del af det, vi skal tale om og arbejde sam-men om i fremtiden. Vi har alle gode resurser. Det tror jeg på. Vi kan alle folde vore hænder og sige Gud tak for livet. Vi kan frimodigt bede om hjælp til os selv og for andre, vi kan alle bede om at blive bevaret i troen på Gud.

Mange prædikanter har brug for en hånds-rækning i deres arbejde. Spørg dem bare og sig, hvad kan jeg hjælpe til med... Adventistkirken har mange bygninger, og en del af dem, trænger til en kærlig hånd. Er du en af dem, der kan give en hjælpende hånd sammen med andre? Du kan få mange gode timer sammen med dine venner.

Adventistkirkens økonomi er dårlig, derfor behøver den mange frivillige timer – dine og mine. Kan du hjælpe Adventistkirkens økonomi på en god måde? Vi kan gøre store ting for Gud sammen. Du vil være meget velkommen til det.

Jeg vil gerne minde dig om, at du og jeg er en vigtig del af adventistmenigheden – Guds menighed. Lad os stå sammen ved at bede for andre og arbejde sammen.

Jeg ønsker at arbejde for Gud og for dig. I næste nr. af Aktive Seniorer vil jeg fortælle dig lidt mere om min egen seniortid – hvordan jeg fylder mit liv med et positivt indhold.

Bent Nielsen

SENIORKONSULENTENS TANKERNoget nyt i Danmark. Ved Adventistkirkens generalforsam-

ling på Himmerlandsgården i maj 2010 blev det foreslået

og ved-taget, at der skulle være en seniorkonsulent i Dan-

mark. Siden

har Unionsbestyrelsen spurgt undertegnede om at være

Under Adventistkirkens generalfor-

samling på Himmerlandsgården i

pinsen 2010 blev det vedtaget, at den

nye unionsbestyrelse skulle udpege

en seniorkoordinator. Det blev gjort

ved unionsbestyrelsens møde i be-

gyndelsen af december. Valget faldt

på Bent Nielsen.

Hvad går opgaven ud på? Generalforsamlingens vedtagelse lyder som følger: Seniorkoordina-toren får adgang til unionsbestyrelsen på linie med andre afdelingsledere. Videre står der: Seniorkoordinatorens fornemste opgave er at benytte de ressourcer, der ligger i det grå guld til vækst for menigheden... Vi glæder os over valget og ser frem til at høre, hvad det kommer til at betyde for vores kirke.

Året har budt på mange hyggelige arrange-menter. Traditionen tro var der udflugter for seniorerne i maj måned, både i Vestdanmark og Østdanmark. Turen i Vest gik til Viborg til Skovgaardmuseet, som husede en udstilling af Dronning Margrethe II’s værker. Udstillingen var et hit, især dronningens decoupagebilleder,

som ikke kan undgå at fange beskueren. En-kelte af deltagerne nåede også at kaste et blik på Skovgaards billeder i domkirken, som ligger nogle få skridt fra museet. Middagen (et vigtigt punkt på programmet) blev indtaget på den gamle, traditionsrige hærvejskro Rindsholm. Turen sluttede med et besøg på Blichermuseet i Thorning præstegård. (Vidste du forresten, at Blicher er den forfatter fra 1800-tallet, som er den mest læste næst efter H.C. Andersen?)

I Østdanmark mødtes en gruppe på 40 delta-gere til frokost på Jensens Bøfhus på Trianglen. Derefter gik turen til Amalienborg, nærmere betegnet Frederik VIII’s palæ. Det krævede tålmodighed at stå i kø i over en time for at se kronprinseparrets nyrenoverede palæ, men det var absolut umagen værd. Det var en stor oplevelse – smukt og betagende at se, hvordan moderne kunst kunne harmonere med omgi-velserne. Efter besøget i palæet havde enkelte af deltagerne mod på at gå lidt mere for at opleve Amaliehaven – når man nu alligevel var i nærheden.

Midt i juli måned strømmede danske og norske SDA seniorer til Lillehammer, nærmere beteg-net Skogli, til sommerens stævne med ca. 140 deltagere. Det var den nye formand for senior-foreningen i Norge, Kjell Elvejord, der styrede

HVAD ER DER SKET I SENIORFORENINGEN I 2010?

6 AKTIVE SENIORER

2010set i bakspejlet

NR. 1 # MARTS 2011

slagets gang. Vi havde nogle dejlige dage på Skogli med fin forplejning. Ugens tema var ”Min bedste ven, Jesus“ ved Terje Bjerka. Der var taler, sang og musik, udflugter og underhold-ning, men frem for alt – samvær med gamle venner og bekendte. ”Vort liv kan ikke være fuldkommens uden venner,“ sagde Terje Bjerka i et af sine foredrag. Det er så sandt, som det er sagt. Siden Skodsborg-æraen har der været nære bånd mellem Danmark og Norge. Vi kan slet ikke undvære hinanden. Stævnerne giver os inspiration, fællesskab og et åndeligt løft. Vi glæder os allerede til at mødes igen den kom-mende sommer på Skarrildhus ved Herning.

Og så er der de årlige julemiddage. De er blevet en tilbagevendende tradition. Den 14. novem-ber mødtes ca. 70 seniorer i Nærum til jule-komsammen. Hovedtaleren ved arrangementet var Morten Øster, som berettede om sit arbejde på Heri hospital i Afrika. Heri er et privat ho-spital, der drives af Adventistkirken i Tanzania. Morten arbejder ulønnet i 3 måneder hvert år, men bruger meget af sin tid hjemme i Danmark på at holde foredrag om sit arbejde, indsamle hospitalsudstyr og midler fra støttemedlem-mer, forskellige fonde og firmaer. Foreningen er godkendt af Skat og større gavebeløb er derfor fradragsberettiget. Mange enkeltpersoner og firmaer støtter arbejdet på forskellig vis. En del SDA seniorer er for øvrigt støttemedlemmer. Det var et medrivende foredrag. Og så var der en dejlig julemiddag, som Ole Essendrop stod for. Ellers bød programmet på forskellig under-holdning. Bent Olsen og Leila Kipper glædede gæsterne med deres sang, og Inger Mortensen læste en Selma Lagerlöf legende. Som sædvan-lig var det bedste af det hele at træffe gamle og nye venner.

Den 28. november skulle 75 seniorer i Vest mødes til julemiddag i Lille Nørlund Adventkir-kes dejlige lokaler, men vinteren var grum, og fremmødet blev derfor lidt reduceret, men alle de fremmødte nød samværet omkring en dejlig

julemiddag, som Per Nielsen stod for. Efter middagen fik vi en interessant gennemgang af Lille Nørlund menigheds historie ved Hans Arne Rasmussen. Eftermiddagens hovedtaler var John Pedersen. Vi fik en uhyre interessant

præsentation af Adventistkirkens virke i Grøn-land. De mange billeder gjorde beretningen levende og fængslende. Man kunne mærke, at Johns hjerte banker for Grønland og grønlæn-derne. Ligesom i Øst var der konkurrencer og underholdning, også her en Lagerlöf legende – læst af Lise Nielsen. Et meget interessant ind-slag var en præsentation af seniorforenin-gens planer for 2011. Forenin-gens formand Bent Nielsen og Walder Hartmann fortalte om de spændende planer for tiden fremover, herun-der også ture med Aage Bech i samarbejde med seniorforeningen. Det blev en dejlig eftermiddag på trods af sneen.

Nu glæder vi os til seniorstævnet på Skarrildhus 26.-31. juli 2011.

På gen-syn!

Birthe Bayer

VI KAN SLET IKKE UNDVÆRE HINANDEN. STÆVNERNE GIVER OS INSPIRATION, FÆLLESSKAB OG ET ÅNDELIGT LØFT. VI GLÆDER OS ALLEREDE TIL AT MØDES IGEN...

7

Det er stævnefotografen Harry Sættem, der har fanget de forskellige hyggestunder med sit kamera.

8 AKTIVE SENIORER

I 1951 stiftede jeg bekendtskab med

bogen: Den store Adventbevægelse.

Den gjorde et stort indtryk på mig og

var med til at fortælle mig, at jeg net-

op var blevet medlem af noget stort

og underfuldt. Tænke sig – 10.000

menigheder med 756.000 medlemmer

spredt ud

over hele jordkloden.

Siden fandt jeg ud af, at Den store Adventbevæ-gelse også kunne forstås i overført betydning. Selv flyttede vi til 10 forskellige steder i vore første 11 år som ægtepar.

I dag tilhører vi så én af de 70.000 menighe-der som rummer 18 mio medlemmer plus et ukendt antal venner. En broget skare, som det også er fremgået af den seneste verdenskon-gres i Atlanta, USA.

De fleste af jer tilhører også Den store Ad-ventbevægelse – og mange af jer har levet op til det ved at flytte og rejse meget. Når man gør det, opdager man, at uanset hvor man kommer hen i verden, så møder man tre fænomener. Coca Cola, McDonald og Syvende dags Ad-ventistkirken. Ingen sammenligninger eller konklusioner på den baggrund – og dog.

TAG F.EKS MCDONALDDer findes 32.000 McDonalds restauranter i hele verden. Disse betjenes af ca 1,5 mio

ansatte. McDonald ejer sit eget hamburger-universitet i Chicago, som uddanner ledere til kædens mange restauranter.

Jeg er ikke selv en hyppig gæst hos McDo-nald, selv om 50 mio spiser hos dem hver dag. Har du spist en menu hos dem én gang, så ved du nøjagtig, hvordan den samme menu tager sig ud, hvor på kloden du end måtte vælge at spise den. Mål og vægt er præcis det samme overalt.

Den eneste overraskelse jeg har fået hos McDonald var, at jeg , under et besøg på vor hollandske skole, blot skulle bevæge mig 100m hen til nærmeste gadehjørne, for at få serveret en gedigen vegeburger.

Det er trygt og godt at besøge nye steder, hvor alt fungerer nøjagtig som hjemme i ens eget nabolag!!!

BØR VI SÅ IKKE TILSTRÆBE EN MCDONALDISERET KIRKE?Ville det ikke være behageligt, at uanset hvor i verden vi kom på besøg i en adventkirke, ville indretningen, salmesangen, forkyndelsen være som hjemme i Daugård.

DET ØNSKER DU IKKE?Ved du, at du tilhører en kirke, der på nogle områder stadig synes at hylde McDonaldise-ringens kvalitets- og identificeringsprincipper? Da man sidste sommer behandlede en mindre justering af teksten i Church Manual beretter Adventist Today: ”Discussion began in earnest Sunday and Monday on the business agenda, with its 76 items – below average for a normal

GC Session, though several items are calling for lengthy discussion, as in today’s lengthy

discussion and subsequent overwhelming passage of a Church Manual provision that ordination to the Adventist dea-conate be done in identical fashion for both men and women“. (Der blev brugt lang tid på at diskutere om menighedstje-

nere og menighedssøstre kunne ordineres på lige fod). Det kendte skaber ganske vist

NEJ TAK!McDonaldiseret kirke?

OM ENIGHED, ENSARTETHED OG ENHED I ADVENTISTKIRKEN

9NR. 1 # MARTS 2011

tryghed, men også stagnation. Tryghed synes bare for nogle at være et mål i sig selv.

Måske er flg. hændelse symptomatisk. En besøgende prædikant skulle prædike i en me-nighed i det midtvestlige USA. Han havde aldrig besøgt denne kirke før og havde besvær med at finde frem til den. Forsinket nåede han frem til kirken, der lå i et industrikvarter. Sabbats-skolen var i gang – og en hed debat forsøgte at løse spørgsmålet: Hvor skal vi flygte hen, når forfølgelserne kommer?

”Bliv bare her, der er ingen, der aner I er her“, lød svaret fra den frustrerede gæst.

DET RELATIVE SAMMENHOLD ~ NY INSPIRATIONDet relative sammenhold i kraft af ensartet-heden indadtil har også sine negative sider: janteloven trives, genier og profeter kanøfles, hvis de ikke kender kunsten at underspille – og de fremmede accepteres først efter generatio-ner, når de er blevet ”ligesom os“.

I den danske folkekirke taler man i disse år om kulturkristendom, kirkekristendom og karismatisk kristendom. De samme begreber kan sagtens bruges om os, som kirkesamfund – i alt fald i Danmark, men sikkert også i Norge. Beskrivelsen bruges som grundlag for at over-veje kirkens situation og opgave, som i praksis er bundet til samspillet mellem de tre nævnte former for kristendom.

Kulturkristen er man, når det hele er blevet en tradition, som man ikke kunne forestille sig at forlade. Ens værdinormer er præget af kristendom, men man har alligevel en afslappet holdning til doktriner og principper. Adventist fra barnsben af – et eller andet sted skal man da høre til.

Kirkekristne kommer regelmæssigt i kirke. De fornemmer, at menighedsliv og gudstje-nester hører til kirkens centrale opgaver. De sidder der, når der kaldes til gudstjeneste, så der vil altid være noget levende og mere eller mindre ajourført at komme til, når de kultur-kristne endelig kommer – f.eks. for at opleve et bryllup eller lignende.

De kirkekristne er med til at bære kristen-dommen og dens udtryk videre, men de er samtidig med til at sætte kristendommen i bås.

”Hvis Jesus og disciplene havde lanceret evangeliet med samme mangel på entusiasme, som kan opleves i nogle kirker, havde vi ingen kristendom haft i dag“, sagde Lone Hertz til Jyl-landsposten for et par år siden.

Den første kristne menighed bestod af karis-matiske kristne. Der var både glød og ild i evange-liet, sådan som det blev forkyndt af disse, og det

var dette, der prægede de gudelige vækkelser i 19-hundred tallet. Kristendommen fik lov til ikke blot at brænde sig fast i det enkelte menneske, men den brændte sig vej gennem mennesker, der strømmede over med vidnesbyrdet om kristen-dommens betydning i deres liv.

Karismatisk kristendom er altså ikke bare pinsebevægelse og lovsang, men det er entu-siasme og kreativitet, der resulterer i levende menigheder.

De forskellige grupper har imidlertid brug for hinanden, for det er kun ”sammen med alle de hellige“ at vi som kristne ”får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås.“ Ef 3,18.

En kirke for nutiden og frem-tiden kalder Kaj Pedersen, Adven-tistkirken – i sin bog: Syvende Dags Adventistkirken i Danmark.

Historisk kan det anføres, at verdens-kirkesamfundet blev organiseret i maj 1863, den danske afdeling i maj 1880 og den første norske menighed blev registreret i 1879.

På verdensplan er kirken opbygget som en pyramide: Øverst har vi generalkonferensen, der med delegerede fra hele verden samles til generalforsamling hvert femte år. Her vælges på demokratisk vis formand og viceformænd, sekretærer og kasserere samt en række afde-lingsledere for samfundets forskellige missi-onsafdelinger.

Generalkonferensen består af 13 regioner, hvis ledelser også vælges ved GC Regionerne igen er opdelt i unioner, hvoraf de fleste har konferenser. Konferenserne består af i alt 47.000 menigheder, hvor mindre end 100 findes i Danmark og Norge.

Syvende dags Adventistkirken er altså en de-mokratisk enhed med det mål at bringe evan-geliets glade budskab ud til hele verden. Hver division, union og konferens har sit specielle arbejdsområde. Med den nære forbindelse, der er mellem kirkesamfundets forskellige led, er det muligt at være til indbyrdes hjælp og opmuntring for hinanden.

Alligevel er der grund til at spørge, hvor længe én region – Nordamerika – med 1 mio medlemmer - i den grad kan præge en verdens-kirke med 18 mio medlemmer. Ud af de ca 40 topledere i kirken kommer næsten halvdelen fra denne ene region. Og hvor medlemmerne for 2/3 vedkommende er kvinder, kan antallet af kvindelige topledere tælles på én hånd.

Taler vi om aldersfordeling – kan vi hel-ler ikke tillade os at tale om repræsentativt demokrati.

STRUKTUR OG MISSIONI bogen Advent Mission in the 21st century fremsætter Bruce L. Bauer flg. hjertesuk: ”Unge Adventister i Nordamerika, der studerer ved

adventistskoler og universiteter, bliver hvert år skuffede, når de opfordres til tjeneste i den årli-ge inspirationsuge. Kun få får muligheden for at tjene, for de fleste kald til missionstjeneste går til halvgamle mennesker med store eksaminer og mange års erfaring. Samtidig bliver de sat til at arbejde på adventistinstitutioner og får sjældent mulighed for at gøre noget direkte for ”the unreached people“ i vor verden…

Det er en bedrøvelig kendsgerning, at det ikke er let for folk fra Mellem- eller Sydamerika at blive missionærer. Kirkens struktur gør det ikke muligt – og policy opmuntrer ikke til det.“

Struktur skal være med til at skabe lige mu-ligheder for alle!!!

EN KIRKE PÅ VEJTillad mig at citere Mark 4,36-22: ”Med Guds rige er det på samme måde som med en bonde der har sået korn på sin mark. Dagene går. Han står op og går i seng, og kornet spirer og vokser op uden at han ved hvordan. Jorden giver af-grøde af sig selv. Først kommer der et græsstrå, så et aks, og til sidst kommer der modne kerner på akset. Så snart kornet er modent, er det tid til at bonden går i gang med at høste.

Hvordan kan vi ellers beskrive Guds rige? Hvilken sammenligning kan vi bruge? Fortsatte

han. Sennepsfrøet er et godt billede. Når det bliver sået i jorden, er det det mindste af alle frø, men når det vokser op, bliver sennepsplan-ten større end alle andre planter og får så store grene at himlens fugle kan komme og bygge rede i skyggefulde grene.“

I Cambridge findes en sigende gravtekst: Vi rækker faklen videre med svigtende hænder. Nu er det jeres tur til at hæve den højt.

Vi vil gerne række faklen videre, men af og til gribes vi af undren over, hvem vi skal række faklen til. Vi ville så gerne se vore kirker myldre af unge, der kunne bringe adventbudskabet videre, som Matteson gjorde det. Den sæd, der blev sået, har spiret og er blevet høstet, men Gud venter endnu en høst, før alle ting bliver

afsluttet og Gudsriget oprettet.Matteson var Guds mand til

rette tid for Danmark og Norge. Han satte Adventisterne på Skandinavienskortet, og vi har været der siden.

Skal kirken også i dag – som Matteson – gå i clinch med samfund og kultur. Ja, det skal den da, men det er sværere, fordi kirke og tro har en stor

fortid i vore lande, og det gør samtidig det med kirke til noget musealt og distant. Vi har tabt nyhedens interesse – og skal vi igen gøre kirken nærværende, må vi til at gennemtænke, hvordan den som en selvfølge kan være saltet i vort samfund i form af en naturlig ramme, hvori samfund og enkeltindivider kan udfolde sig. Kirken skal derfor være til stede i den måde vi laver institutioner på, holder fri på, spiser på, varetager vore sociale forpligtelser på, lever med hinanden på etc.

Vi har fået sennepskornet betroet. Af dette vil der engang vokse grene frem, som breder sig også i vore lande. Vi skal ikke så meget hige efter disse grene, som vi skal sørge for frøkor-net. Der er blevet sået meget, og der høstes meget. Sennepsfrøet vokser i dag over hele ver-den, men ikke nødvendigvis på samme måde.

Materialisme, kynisme og skepsis er noen af udfordringene i Europa. Det er også en udfordring, hvordan en verdensomspændende kirke skal forholde sig til kulturelle forskelle. Vi skal ikke tænke og tale nedsættende om andre kulturer, selv om de er anderledes end vor. Vi skal være ét, men ikke nødvendigvis ens. ”Gør alt for at fastholde den enhed, som Helligånden skaber, og den fred, som binder os sammen.

Walder Hartmann

AKTIVE SENIORER10

11NR. 1 # MARTS 2011

En dag satte en mand sig ned for at tælle de resterende timer i et menneskes liv. Imens han noterede og regnede nåede han frem til sit personlige resultat: 40 år tilbage er lig med 300.000 timer at leve i.

Han hed Joe Dominguez, en fremgangsrig amerikansk børsmægler, der måtte stoppe sit aktive liv på grund af stress. Hans nye karriere blev påbegyndt med udgivelse af bogen ”Your money or your life“ (Dine penge eller dit liv).

Denne bog er en af grundpillerne i det verdensomspændende og hastigt voksende netværk: Simple Living (enkel levevis). Tilhæn-gerne nægter at acceptere den stressede tilvæ-relse som samfundet påfører os, og de vil søge tilbage til en mere rolig og enkel tilværelse, hvor man skaber overensstemmelse imellem den ydre og indre verden, så livet igen kan føles godt helt ind i hjerte og sjæl.

For mange af os forjagede mennesker opleves en ufrihed bundet op på den 2 kg tunge aftale-kalender og computeren samt mobiltelefonens evindelige kaldesignaler. Når det hele således tårner sig op, kan ufriheden afløses af en indre tomhedsfølelse. Journalist Gitte Jørgensen beskriver det i sin bog ,”Simple-living.dk“, således: ”Det begynder som regel som tomhed. En følelse af, at der er et hult rum inde i sjælen, der mangler at blive fyldt ud. Er det virkelig det her, der er meningen med livet? Findes der ikke en anden form for liv, der ikke kun drejer sig om arbejde, opvask og alt det man skal hele tiden?“

Den jødiske Rabbiner Marcus Melchior ud-trykte det for mange år siden i sin bog, ”Tænkt og talt“, således: ”Syge sind og sønderslidte nerver præger bestan-dig flere mennesker. Jagede af angst og plagede af neuroser slæber masser af mennesker sig gennem tilværelsen. I en tid hvor lægekunsten står højere end nogensinde, dør et væld af mennesker, ikke af svage men af brudte hjerter. Menneskets hvilebehov er i vir-keligheden langt mere sindets end kroppens.

Én nats sund søvn kan få bugt med selv det mest udasede legemes træthed, men skal sjæ-len komme sig må der oplevelser til – modsat alle dem man har til daglig.

Sabbatten skaber stilhed midt i støjen, ensomhedens velgørende fred midt i den forcerede selskabelighed , der aldrig giver en chance for at være sig selv og komme til sig selv. Sabbatten giver balance i sjælen, når der iøvrigt rives i den fra højre og venstre.“

Hvad skal et midaldrende menneske bruge sine sidste 300.000 timer på jorden til, spurgte Joe Dominguez. ”Ønsker du at bruge det meste af dine timer på arbejde, eller vil du hellere bruge dem på noget der vil synes meningsfuldt, når du en dag ligger på dit yderste?“

Hvad var Guds tanke med sabbattens ugent-lige gave? Tilbedelsens anledning og påbudet om at lægge ugens arbejdet væk baner vejen for et langt aktivt liv. Blandt moderne menne-sker vil vi opleve en stigende modstand mod den mentale og teknologiske online-tilstand. Mod altid at skulle være på i de fleste af livets forhold. Vi vil af igen. Giv os tiden tilbage.

Hvilken gave sabbatten er. Brug den. Del den med andre. Tue Westing

PAS GODT PÅ DIG SELVGiv os tiden tilbage

Sig aldrig om dig selv, at du er filosof og udbred dig ikke for

lægfolk om filosofiske læresætninger, men gør således som læ-

resætningerne påbyder. Til eksempel: Når du er til gilde, så hold

ikke foredrag om, hvorledes man bør spise, men spis således,

som man bør.

Citatet:

12 AKTIVE SENIORER

HJÆLPEN kom i rette tid

Niels Henrik Øster blev født den 15. maj 1927 i Sierra Leone som søn af danske missionærer, Ida og Jacob Øster. Som 3-årig kom han til Danmark, hvor han boede re-sten af sin barndom og en del

af sin ungdom. Han blev student fra Randers Statsskole, og efter et par års studier i Dan-mark rejste han til USA for at studere videre. Han fulgte i en anden Randers drengs fodspor, nemlig Carl Jørgen Houmann, som havde ud-dannet sig til læge på Loma Linda University.

I mellemtiden var Niels Henrik blevet gift med en pige fra Århus, Tove Møller Sørensen. Niels Henrik arbejdede som læge i Tappahan-noch, Virginia i mange år. Da han nåede pen-sionsalderen, og hans og Toves 6 børn var kom-met godt i vej og havde fået deres egne familier, syntes han det var på tide at gøre noget for det land, han var født i. Derfor rejste han til et lille hospital ”Heri“ i Tanzania.

Det var et lukningstruet hospital, som Niels Henrik fik på fode. Han gav hospitalet 12½ år af sit liv og var kun hjemme hos familien i Virginia på korte ferier. I alle de år gav han sine evner og kræfter til Afrika! Det var sommetider meget strengt og ensomt, men han gav ikke op!

Han rejste hjem for at blive hjemme i 2005, men var derude igen som afløser i 2006/7 i en kortere periode.

I januar 2008 rejste han sammen med sin

hustru Tove og deres præst til et helsestævne i Florida. Præsten kørte den lange vej. Velan-kommet til Orlando fandt Tove og Niels Henrik frem til deres logi. Der var imidlertid noget i vejen med nøglen, så Niels Henrik gik for at få en anden nøgle. Da han gik tværs over parke-ringspladsen faldt han om med hjertestop. I det samme kommer en stævnedeltager og ser ham ligge der. Han var blevet forsinket ½ time, men nåede frem i rette tid til at hjælpe. Som hjerte-stopsinstruktør ved han, hvad der skal gøres.

Nu var det alvor og ikke bare øvelse. Da han ikke finder nogen puls, går han i gang med hjertemassage. En sygeplejerske kommer lidt senere til stedet og spørger:”Kan jeg hjælpe? Jeg er intensivhjertesygeplejerske og arbejder til hverdag på en intensiv hjerteafdeling!“ Hun var også af en eller anden grund kommet ½ time for sent af sted. De to fortsætter nu at arbejde med oplivning. En forbikørende bil standser og chaufføren spørger, om hun kan hjælpe? ”JA, RING EFTER EN AMBULANCE“ bliver der råbt. Før den ankommer, kan hjælperne mærke liv og Niels Henrik bliver hurtigt kørt til et adventist-hospital. Han er stadig bevidstløs, men i live.

Efter nogle undersøgelser siger lægen, at han fortjener en chance og skal overføres til et større hospital, og han bliver med helikopter fløjet til det vist nok bedste hjertecenter i USA, hvor de allerbedste hjertekirurger arbejder. Også dette hospital ejes af adventister. Her sidder overlægen på sit kontor og slapper af.

Min bror Niels Henrik Øster blev reddet ved et mirakel i januar 2008

Landsbyhospitalet Heri Heri, hvor Morten Jørgen Øster, tre måneder om året, viderefører den indsats, som storebror Niels Henrik har ydet tidligere. (Læs mere om dette i næste nr. af Aktive Seniorer).

Han ved faktisk ikke, hvorfor han ikke var taget hjem, hvilket han normalt ville have gjort på dette tidspunkt. Han var der, da Niels Henrik kom og i løbet af kort tid fik han samlet sit operationshold. Det plejede at tage 2 timer, at få det samlet, men alt blev hurtigt gjort klar og Niels Henrik kom på operationsbordet og fik en by-pass operation.

I mellemtiden venter Tove på, at Niels Hen-rik skal dukke op på deres værelse. Hun tror, at han er faldet i snak med nogle bekendte! Hun fik dog rede på, hvad der var sket og deres præst kørte hende først til det ene hospital og senere til det næste. Det viste sig, at Carl Jørgen Houmanns søn, Lars er direktør på dette ho-spital, og da hans forældre bor i Florida, ringer han og fortæller dem om Niels Henrik.

Det gik godt med operationen, men der gik nogle dage før Niels Henrik kom til bevidsthed og lægerne var spændte på, om hans hjerne havde taget skade. Omsider vågnede han op og lægerne undrede sig over, at han talte to sprog, dansk og engelsk. Lars Houmann havde nemlig talt til Niels Henrik på dansk, og han svarede Lars på dansk. Til at begynde med gjorde han langsomt fremskridt, og da han var så rask, at han skulle hjem til Virginia, spurgte han den

søde dame, som var om ham, så meget hun fik lov til, hvor hun skulle hen?”Jeg skal da også til Virginia, vi bor da sammen!“

Carl Jørgen Houmann, som på det tidspunkt var over 90 år besøgte Niels Henrik hver dag og var til stor hjælp for hele familien, både for Tove og børnene, samt Niels Henriks søskende. Han sendte dagligt e-mail til Heri Hospital, hvor vores yngre bror Morten (inspireret af storebror) arbejder 3 mdr. hvert år. Morten sendte disse mails videre til sine søskende i Danmark og Sverige. Det var vi alle meget taknemlige for.

Der blev bedt mange bønner for Niels Henrik og hans familie i den for os alle svære tid. Gud greb ind. Optræningen virkede. 6 uger efter, at Niels Henrik kom hjem, fik han lov til at køre bil, og kort tid efter blev han spurgt, om han ville arbejde frivilligt på en klinik for ube-midlede. Det sagde han ja, til og arbejdede der i 3 år. Nu har han trukket sig helt tilbage – det er vel også på tide at blive pensionist??

TAK TIL GUD FOR HANS HJÆLP!! Ida Christensen

(nr. 4 af 8 søskende)

I januar måned udkom bogen De ti Bud under angreb på dansk. Flere af seniorforeningens medlemmer har medvirket til at muliggøre dette bogprojekt, idet én opdagede bogen i forbindelse med en serie udsendelser på 3ABN tv, som betog ham meget. Kort efter søgte han kontakt med den amerikanske tv-station og fik lov til at oversætte og udgive den på dansk. Et andet medlem stillede sig til rådighed som oversætter af teksten, mens en tredje bidrog med aktuelle redaktionelle ændringer.

Der har været arbejdet ihærdigt med udgi-velsen gennem hele efteråret 2010, og takket være Lifestyle tv’s velvilje kunne den så præsenteres i forbindelse med tv-stationens 10 års jubilæums-stævne i Malmø for nogle få uger siden.

Den private sponsor af bogen stiller hele oplaget til rådighed for missionsaktiviteter i Danmark. Både enkeltpersoner og menig-hedsgrupper er velkomne til at benytte den til uddeling blandt venner og interesserede.

Min personlige læsning af denne bog har

øget min egen tak-nemmelighed over at ”sabbatten blev til for menneskets skyld“, men den har samtidig skærpet min fornem-melse for, at Bibelens autoritet vil være under fortsat angreb lige til det sidste.

Forhåbentlig vil rigtig mange af jer først læse bogen selv, og dernæst bruge den i jeres indsats for at lede flest mulige til at studere

Bibelen selv frem for blindt at følge den offent-lige mening eller dårligt begrundede tradi-tioner. ”For dette er kærligheden til Gud, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke tunge.“ (1 Joh 5,3)

Walder Hartmann

DE TI BUD UNDER ANGREB

Bogen kan bestilles ved henvendelse til:

Bent Olsen, tlf. 4793 8081, bent@lbolsen.dk

13NR. 1 # MARTS 2011

14 AKTIVE SENIORER

Tilfældighed eller

Den nys udklækkede præst og hans kone skulle betjene en menighed i en forstad til New York. De ankom tidligt på efteråret og var meget spændte. Da de så menighedens lille kirke, fandt de en udslidt bygning, der krævede en ihærdig indsats, men menigheden havde ikke mange ressourcer til rådighed. Deres første mål blev derfor selv at tage fat, så kirken kunne tages i brug juleaften.

De arbejdede hårdt. Bænkeraderne blev repareret. Hullerne i væggene blev fyldt ud. Alt blev malet og sat i stand. Den 18. december var de næsten færdige, så de sidste dage kunne bruges til at forberede selve gudstjenesten, hvor kirken skulle genindvies.

Den 19. december blev det et frygteligt uvejr. Regn og blæst hærgede området, og det varede i to dage.

Den 21. december tog den unge præst hen til kirken. Da han åbnede døren, mistede han næsten modet, for taget viste sig at være utæt, og der var en stor plamage på væggen lige bag prædikestolen.

HVAD GØR MAN SÅ, LILLE PRÆST?Præsten tog fat på at gøre rent. Det hele så dog så umuligt ud, så han bestemte sig for at tage hjem for at aflyse gudstjenesten. På vejen hjem, kom han forbi et sted, hvor der afholdtes lop-pemarked til fordel for fattige familiers jul. Der var nok lige tid til at købe et eller andet.

Et af loppefundene var en smuk, håndbro-deret dug. Den havde fine farver og midt på den var broderet et kors. Den havde lige en størrelse, så den kunne dække plamagen på væggen i kirken. Han købte dugen og skyndte sig tilbage til kirken.

Vejret havde i mellemtiden ændret sig. Det var begyndt at sne. Imod ham kom en ældre dame ”løbende“. Hun skulle nå bussen, men kom for sent. Den næste bus gik først tre kvarter senere, så præsten inviterede kvinden indenfor i den lune kirke.

Kvinden satte sig i kirken. Hun lod sig ikke forstyrre af præsten, der skramlede med stige og værktøj, mens han forsøgte at dække pla-

magen på væggen med den nyerhvervede dug. Den passede perfekt, og præsten var ganske godt tilfreds med sin indsats.

ET LILLE MIRAKELPludselig bemærkede han, at den ældre kvinde var på vej op gennem kirken. Hendes ansigt var helt blegt. ”Hvor har du den dug fra?“ spurgte hun undrende.

Præsten forklarede, og kvinden bad ham checke det nederste, højre hjørne af dugen, for at se, om bogstaverne EBG var broderet der. Det var de. EBG var kvindens initialer, og hun havde syet denne dug 35 år tidligere i Østrig.

Kvinden fortalte, at før krigen levede hun og hendes mand i Østrig. De tilhørte de højere sociale lag, men da nazisterne kom, blev hun nødt til at rejse fra Østrig. Manden skulle følge efter en uges tid senere. Han blev imidlertid arresteret, sendt i fængsel, og hun havde ikke set ham siden.

Præsten ville gerne forære hende dugen, men hun fik ham til at bevare den i kirken. Så tilbød han at køre hende hjem. Hun boede på den anden side af Staten Island og havde kun været i Brooklyn, fordi hun skulle gøre rent hos en familie.

ENDNU ET MIRAKELDet blev en fantastisk julegudstjeneste. Kirken var næsten fyldt. Musikken lød godt, og følel-sen af noget stort prægede alle. Da præsten og hans kone tog afsked med kirkegængerne ved døren, sagde mange, at de ville komme igen.

En ældre mand blev dog siddende i kirken og ventede. Præsteparret undrede sig og gik hen til den gamle for at hilse på ham. Manden spurgte, hvor de havde fået udsmykningen bag prædikestolen fra, for den lignede en dug, som hans kone havde syet mange år tidligere, mens de boede i Østrig. Kunne to ting ligne hinanden så meget? For øvrigt havde han mistet kontakt med sin kone for 35 år siden, da han blev smidt i fængsel og hun måtte flygte ud af landet.

Præsten spurgte, om han måtte byde på en lille køretur. De kørte tværs over Staten Island

Måske har du allerede hørt nedenstående erfaring, da den har cirkuleret

som e-mail, men vi gengiver den her, til fordel for dem, der trænger til lidt

opmuntring. Måske den også kan hjælpe dig til at forstå, at der er en mening

med næsten alt.

15NR. 1 # MARTS 2011

til det hus, hvor præsten havde sat kvinden af tre dage tidligere. Han hjalp manden op ad trapperne til kvindens lejlighed, og blev øjenvidne til det ømmeste knus, han kunne forestille sig.

Gud virker på mange forunderlige måder. Hans kærlighed følger dig altid. Hans løfter er

sande, men skulle du støde på vanskeligheder i din tilværelse, så er han der stadig.

Fader, du kender vore behov også i dag. Giv os, hvad vi har brug for – og fyld vort liv med din fred, fremgang og styrke. Styrk vort forhold til dig – så længe vi er til.

MARTS

19. Seniordag i Fakse. Programmet tilrettelæg-ges af seniorer fra Roskilde.

APRILBustur til Berlin – se annonce på bagsiden af dette blad.

MAJ OG JUNILæs eller lyt til bøgerne: Den radikale bøn og Jesu radikale lære. (Se mere på adventist.dk)

JULI

26.-31. juli Omkring 200 danske og norske seniorer samles til stævne på Skarrildhus v. Her-ning.

• Hovedtaler ved stævnet er rektor Niels- Erik Andreasen fra Andrews University.

• Desuden tilbydes 7 interessante kurser og seminarer.

• Overnatning finder sted på Skarrildhus eller Danhostel, Herning.

• Udflugter til Brunkulslejerne og til Silke borg.

• Pris for deltagelse kr. 2.700,- • Yderligere information hos Bent Nielsen,

tlf. 6590 2570

AUGUST

27. Seniordag i Østervrå – Programmet tilret-telægges af seniorer fra Silkeborg.

SEPTEMBERDer arrangeres sensommertur m. bus i samar-bejde med Aage Bech.

OKTOBER

1. Seniordag i Randers. Programmet tilrette-lægges af seniorer fra Vejlefjord.

18.-23. oktober Seniorretræte på Skarrildhus v. Herning

• 5 dage med indhold, inspiration og indsigt.

• En god anledning til at invitere venner og bekendte.

• Kaj Pedersen taler hver dag over emnet: Vi og de andre…

• Temadag: Vi og vore medier… • Udflugtsdag: Lær Vestjylland at kende • Temadag: Vi og vor sundhed… • Pris for deltagelse kr. 2.700,- • Tilmelding snarest til Bent Nielsen,

tlf. 6590 2570

NOVEMBER

13. Seniortræf i Adventkirken, Nærum20. Seniortræf i Adventkirken, Ll. Nørlund

DECEMBERLæs eller lyt til Adventnyt – så kan du altid følge med i, hvad der rører sig indenfor dit kirkesamfund.

Seniorkalenderen 2011Her finder du en samlet oversigt over seniorforeningens aktiviteter

2011. Gem bladet eller kalenderen, så du ikke går glip af oplevelser,

der kan være med til at fylde din seniortilværelse med indhold og give

inspiration

SDA

2011BUSFERI-

FOR AKTIVE SENIORER OG ANDRETAG VENNER MED I GODT SELSKAB

5 DAGE TIL BERLIN 10.-14.04.2011. Pris: DDK. 3.800,-

10 DAGE TIL SCHWEIZ 29.08.- 07.09.2011. Pris: DDK. 7.500,- Prisen er pr. person i dobbeltværelse, ½-pension. Enkeltværel-se mod tillæg. Alle udflugter er incl. Entrebilletter og drikkeva-rer er for egen regning. Minimum deltagerantal: 35 personer.

BERLIN TYSKLANDS HOVEDSTAD – EUROPAS NYE METRO-POLSøndag køres fra Fredericia og via den gamle østzonegrænse ved Gudow til Berlin. Dagene i Berlin vil vi opleve sammen med dansktalende guide Frank Pietch. Frank er fra det tidligere Øst-tyskland, bosiddende i Berlin og Aalborg, nogle kender ham fra tidligere Berlinture. Vi skal besøge Potsdam, Char-lottenborg, Sanssouci, Berlinmurens rester. Byrundtur til Daimlerbyen, Regeringsbyen, Angela Merkels skri-vebordsudsigt. Mulighed for museumsbesøg og meget mere. Ja - og så Berlin på egen hånd.

SCHWEIZ BIEL – TRAMELAN – ADVENTISMENS VUGGE I EUROPAMandag køres fra Fredericia og sydpå. Der bliver 2 overnatninger undervejs. Trediedagen, onsdag ankom-mer vi til hotel i Schweiz. Følgende mandag påbe-gyndes hjemkørsel, her bliver igen 2 overnatninger, hjemkomst onsdag. Udflugter i Schweiz til bl.a. Jung-frau, Grindelwald m.m. Om Sabbatten vil vi besøge Ad-ventistkirken i Biel, som ligger ca. 15 km. fra Tramelan, et lille skønt sted i Jurabjergene. Hertil kom de første adventistmisionærer til Europa fra USA.

Henvendelse: Foreningen for Danske AdventistseniorerFormand Bent Nielsen, tlf. +45 6590 2570

Dansk Bogforlag, Concordiavej 16, DK-2850 Nærum