226 vide verden) · brandenburger tor, når man står på pariser platz, og således få et indtryk...

146

vide verden

peter tudvadFødt 1966, cand.mag. i filosofi, har arbejdet på Søren

Kierkegaard Forskningscenteret ved Københavns Uni-

versitet, været kommentator på Berlingske Tidende,

Information og Kristeligt Dagblad, skribent på det

jødiske tidsskrift Goldberg samt anmelder på Week-

endavisen Bøger og filmmagasinet Ekko, er forfatter

til bøgerne Kierkegaards København, Kierkegaards Jyllands-

rejse, Sygeplejerske i Det Tredje Rige – en danskers historie

og Stadier på antisemitismens vej – Søren Kierkegaard og

jøderne, skriver aktuelt på manuskripterne til I krig og

kristendom – en biografi om den tyske teolog og modstands-

mand Dietrich BonhoeBer, Forbandelsen – en roman om Søren

Kiekegaard og Kierkegaard i Berlin, har boet i Berlin-

Kreuzberg siden 2006.

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

← Indhold Kort →

147

nazismensporene efter det tredje rige

Brandenburger Tor! – Her, ved de prøjsiske kongers

gamle byport, begynder historien om Berlin. Her må

enhver, dansker såvel som tysker, hen for at krone

sit besøg i det genforenede Tysklands hovedstad med

selvsynet af sejrsgudinden, der med tømmerne i den

ene hånd og standarten med jernkors og rigsørn i den

anden styrer sin firspandige stridsvogn oppe på podiet

over de seks doriske søjler. Her, hvor Frederik den

Store, Napoleon, Hitler og Stalin alle, til nogles begej-

string og andres beskæmmelse, er draget igennem i

triumf, genkalder man sig uvilkårligt billeder af tyske,

europæiske og globale skæbnestunder og nulstunder,

der indledte eller afsluttede epoker og krige.

Den 30. januar 1933 var Brandenburger Tor porten til

riget, magten og æren for NSDAP, det nationalsociali-

stiske tyske arbejderparti, og ikke mindst dets 43-årige

fører, Adolf Hitler. Samme dag havde den tyske rigs-

præsident Paul von Hindenburg efter flere års økono-

misk og parlamentarisk krise udnævnt den tidligere

kunstmaler og korporal til leder af en nationalkon-

servativ samlingsregering og dermed til rigskansler,

så opkomlingens brunskjorter i partikorpset SA om

aftenen kunne marchere gennem Brandenburger Tor

med flammende fakler og knejsende kampsange:

Die Straße frei den braunen Batallionen.

Die Straße frei dem Sturmabteilungsmann!

Es schau’n aufs Hakenkreuz voll HoBnung schon Millionen.

Der Tag für Freiheit und für Brot bricht an!

Gaden var i hvert fald ryddet for de brune bataljoner,

sådan som SA’erne krævede på klingende tysk, og der

var vitterligt også millioner af tyskere, der fulde af håb



148

nazismen så hagekorset gå til tops over Rigsdagen og Rigskancel-

liet som tegn på en krænket nations ærefulde genrejs-

ning og et hungrende folks vej til ny velstand. Men

der var også undtagelser som den jødiske olding og

impressionistiske maler Max Liebermann, der boede

på Pariser Platz, hvorfra han kunne se de tusindtal-

lige SA’ere fosse igennem Brandenburger Tor ude fra

Tier garten og strømme op ad Unter den Linden mod

Wilhelmstraße. ”Ick kann jar nich soville fressen, wie ick kot-

zen möchte”, sagde han på originalt berlinerisch, byens

dialekt. Jeg kan slet ikke fortære så mange, som jeg

gerne ville brække op.

Den sure smag af mavesyre får man ikke, når man i

dag står på Pariser Platz, hvor det ikke er SA’ere, der

marcherer, men turister, der promenerer. Måske står

der nogle gøglere midt på pladsen, måske søger en

flok demonstranter at kompensere for deres beskedne

antal ved at stille sig op på den historiske plads og

skandere deres paroler for et ufrivilligt og uanfægtet

publikum, måske brydes seværdighedens ro af et råb,

da en dansker får tømt lommerne i netop det øjeblik,

han koncentrerer sig om at få det bedste foto af Bran-

denburger Tor.

iscenesættelse og bedragDet er det, det hele handler om, når man står på

Pariser Platz, og når man vil se nazismens Berlin: at

skabe billeder, ikke at tage dem, for det kan man ikke,

når Horst Wessel-sangen er forstummet, hagekorsfa-

nerne er gemt bort eller brændt, og bygningerne, hvor

håndlangere og medløbere tjente Hitler, eller hvor

hans modstandere skjulte sig eller konspirerede mod

ham, for længst er bombet sønder og sammen uden at

efterlade sig andet end et par konserverede ruiner og

enkelte renoverede og funktionsomtolkede ministeri-

er. Kast igen blikket op på sejrsgudindens Quadriga på

toppen af Brandenburger Tor, og lad det så glide mod

højre til den stilrene og polerede nybygning umiddel-

bart ved siden af på Pariser Platz 7! Det var her, i et an-

det hus, der blev ødelagt under krigen, at Liebermann

stod i vinduet og fik brækfornemmelser den 30. januar



149

1933. Kig alligevel efter ham deroppe bag ruderne, og

se så, hvad han så!

Men det har vi jo netop set, alle sammen, for bille-

derne af SA’ernes berusede og berusende parade over

Pariser Platz kender vi fra de autoriserede optagelser,

som dengang blev vist i biografernes tyske ugerevy,

Wochenschau, og som siden har talt som et autentisk

aktstykke blandt alle mulige andre i den historiske do-

kumentation af nazitiden. Vel ser vi disse billeder med

andre øjne, end den nyudnævnte rigskanslers begej-

strede klakører gjorde, når de dengang gik i biografen

i UFA-Palast am Zoo, men billederne er de samme, og

vi glemmer let, at vi trods alle forbehold faktisk er ofre

for nazisternes iscenesættelse af sig selv. Det er stadig

deres autoriserede instruktørers billeder, vi labber i os

i vores frådende appetit på Det Tredje Riges storhed og

fald, ligegyldigt hvor meget eller lidt kvalme de giver

os.

Sé igen, hvad Max Liebermann så! Og sé igen in-

struktøren og nazifavoritten Leni Riefenstahls såkaldte

dokumentarfilm om partidagen i Nürnberg i 1934, Tri-

umph des Willens, sé SA’erne marchere i den flotte slut-

sekvens, hør dem synge ”Die Straße frei ...”, og prøv, om

du kan lade være med at nynne med på den dragende

melodi, prøv frem for alt at lade være med at gøre det

på gaden i Berlin!

holocaust og germaniaSkråt over for Liebermanns bopæl, på Pariser Platz 4, lå

og ligger kunstakademiet, Akademie der Künste, hvor

han selv var præsident, indtil han med den nazistiske

magtovertagelse mistede sit embede, fik arbejdsforbud

og alle sine malerier hernet fra de tyske kunstmuseer.

Et par hundrede af værkerne malede han i sit sommer-

hus nede ved Wannsee, den store sø sydøst for Berlin,

hvor han og andre velstående borgere gerne tilbragte

ferierne, mens de knap så velbeslåede nøjedes med at

tage derned for at bade. Huset ligger fortsat på Colo-

mierstraße 3, en blind sidevej til Am Großen Wannsee

ned mod søen, hvor der i dag i den såkaldte Lieber-



150

mann-Villa am Wannsee er udstillet en lang række af

mesterens værker.

Bare 500 meter længere mod nord, på adressen Am

Großen Wannsee 56-58, lå den nazistiske sikkerheds-

tjenestes gæstehus, hvor Reinhard Heydrich som dens

leder den 20. januar 1942 var vært for en hemmelig

konference om ”den endelige løsning på jødeproble-

met”, en eufemisme for det folkedrab, som vi siden er

kommet til at kende som Holocaust. Ligesom Lie-

bermanns villa overlevede Heydrichs gæstehus også

krigens bombardementer, så der har kunnet indrettes

et museum i det, der nu kaldes Haus der Wannsee-

Konferenz. Her kan man se en klinisk udstilling af

dokumenter, men intet, der vidner om den verden,

der gik under, da beslutningerne blev ført ud i livet.

Max Liebermann døde af alderdom i 1935 og blev på

den måde sparet for de rædsler, som hans kone Martha

kun undgik ved at tage en overdosis sovepiller, før hun

i 1943 skulle have været deporteret til Theresienstadt –

sidste stop før Auschwitz.

Hitler havde allerede før krigen i utvetydige vendin-

ger ladet alverden vide, hvad han havde i sinde at gøre

ved jøderne. På årsdagen for magtovertagelsen den

30. januar 1939 holdt han nemlig en tale i Rigsdagen,

hvori han advarede om, at ”hvis det igen skulle lyk-

kes den internationale finansjødedom i og uden for

Europa at kaste nationerne ud i en verdenskrig, så ville

resultatet ikke blive jordens bolsjevisering og dermed

jødedommens sejr, men udryddelsen af den jødiske

race i Europa”. Talen holdt han – meget passende for

hans trang til storladen patos og gestik – i et operahus

og ikke i rigsdagsbygningen, der lå som en sodsvær-

tet ruin i Tiergarten lige uden for Brandenburger Tor.

Det havde den gjort siden den 27. februar 1933, da den

mentalt forstyrrede kommunist Marinus van der Lubbe

meget bekvemt for nazisterne satte ild til den. Efter

attentatet måtte Rigsdagen, der netop med dette som

påskud var blevet renset for både kommunister og

socialdemokrater, holde sine møder i Kroll-Oper, der

lå over for rigsdagsbygningen på den anden side af Kö-

nigsplatz, den nuværende Platz der Republik. Operahu-

nazismen



151

set blev senere ødelagt under allierede bombeangreb

på Berlin, og i stedet blev der efter krigen bygget et

internationalt kulturhus på omtrent samme sted, Haus

der Kulturen der Welt.

Mellem operahuset og rigsdagsbygningen, på Königs-

platz, var i årene 1864-73 blevet rejst en sejrssøjle til

minde om de krige, der ledte til det tyske riges gen-

samling under kejser Vilhelm I, i nazistisk tidsregning

Det Andet Rige, som endte med dets forsmædelige

nederlag i Første Verdenskrig og den republikanske

revolution i 1918. I 1938-39 blev Siegessäule med sin

beklædning af erobrede danske, østrigske og franske

kanoner på foranledning af Hitlers chefarkitekt Albert

Speer flyttet fra Königsplatz til Grosser Stern midt

i Tiergarten, så den kom til at ligge på den såkaldte

Øst-Vest-Akse, der skulle gennemskære Berlin alias

verdenshovedstaden Germania som en 50 km lang

sejrsallé. Derfor kan man nu se Siegessäule gennem

Brandenburger Tor, når man står på Pariser Platz, og

således få et indtryk af det luftkastel, som Speer og

Hitler byggede i deres lykkeligste stunder.

Som det største af alle deres fantasmer udkastede de

planer om en kæmpehal, Große Halle, der under en

kuppel på 250 meter i diameter – volumenmæssigt 17

gange større end Peterskirkens i Rom – skulle kunne

rumme 180.000 mennesker. Große Halle skulle ligge i

Spree-Bogen bag de nuværende regeringsbygninger og

således for enden af Nord-Syd-Aksen, der skulle skære

Øst-Vest-Aksen lidt uden for Brandenburger Tor. I den

modsatte ende af Nord-Syd-Aksen ville Hitler og Speer

som modpol til Große Halle bygge en lige så imposant

triumfbue til minde om de faldne tyskere i Første

Verdenskrig, 117 meter høj, 170 meter bred, med en

bygningsmasse på 2,5 millioner kubikmeter 50 gange

så stor som Arc de Triomphe i Paris. ”Når vi engang

er færdige med Berlin, vil Paris kun være en skygge”,

sagde Hitler til Speer, da han efter den franske kapi-

tulation i juni 1940 besøgte byernes by. Færdige blev

de aldrig, så i dag må man nøjes med i General-Pape-

Straße at se den spæde begyndelse til buen i skikkelse

af en kolossal jernbetonkonstruktion – 21 meter i dia-



152

meter og 32 i højden, heraf 14 over jorden – en Großbe-

lastungskörper, med hvis vægt af ikke mindre end 12.360

tons man ville kontrollere jordbundens bæreevne.

de olympiske lege 1936Fire år før førerens indtog i Paris, i august 1936, havde

de franske deltagere i De Olympiske Lege i Berlin hilst

Hitler med strakt arm, da de gjorde deres entre på

Olympiastadion og passerede ham under førertribu-

nen. Det var de nu ikke ene om at gøre, for alle var im-

ponerede af den orden og organisation, der herskede i

den flagsmykkede rigshovedstad. Over gennemkørsler-

ne i Brandenburger Tor vajede hvide faner med de fem

kulørte OL-ringe side om side med røde faner med et

sort hagekors på en hvid baggrund, da Hitler i sin sorte

Mercedes kørte gennem porten ud til Reichssportfeld i

Charlottenburg for at åbne legene.

Det sidste kan man fortsat se i Fest der Völker, den

første af Leni Riefenstahls to prisbelønnede film om

legene med samletitlen Olympia. Og det mægtige

stadion, der som et andet Colosseum kunne rumme

100.000 mennesker, kan man se i virkeligheden, selv

om det optiske indtryk ikke længere er helt så overvæl-

dende som dengang, da det ikke blev forstyrret af det

halvtag, der i mellemtiden er blevet spændt ud over

tilskuerpladserne. Alligevel er det et af de bedste steder

i Berlin til at få en fornemmelse af de æstetiske midler,

nazisterne brugte til at forføre folket med, nemlig

iscenesættelsen af det selv som en organisme, hvor den

store enkelte – den sejrende kuglestøder nede på valen

eller den triumferende fører oppe i logen – lod sig

hylde og bære af et publikum, der i kraft af sin egen

begejstring gjorde sig til del af et stolt og uovervinde-

ligt fællesskab. Hvem ville ikke gerne være med her?

Derfor ser man ikke bare atleterne i Riefenstahls

film, men også tilskuerne, hører deres jubel, som

ganske vist ikke er autentisk, men af tekniske grunde

indspillet på et separat lydspor efter legene. I den

anden film, Fest der Schönheit, ser man også atleterne

alene sammen i deres intime og privilegerede fælles-

skab, nemlig i den olympiske landsby, hvor mændene

nazismen



153

som andre gladiatorer eller snarere soldater hygger

sig i maskulint samvær under åben himmel eller fuldt

afklædte i den finske sauna. De 500 kvindelige sports-

udøvere boede for sig inde på Reichssportfeld, hvor de

fleste konkurrencer fandt sted, mens de 4.800 mænd

altså tilbragte de to olympiske uger i en særlig landsby,

Olympisches Dorf, ude i Elstal vest for Berlin. Det

550.000 kvadratmeter store område med 161 bygnin-

ger, hvoraf de fleste var bestemt for indkvartering af

atleterne, blev efter legene overtaget af værnemagten,

ligesom også russerne efter krigen brugte det som ka-

serne. Fra sport til krig var der trods nok så meget spil

for galleriet ikke langt.

I dag er stedet temmelig forfaldent og tilgroet, men

som sådan netop et eminent sted at gå rundt og fun-

dere over historiens gang og tidens tand. En enkelt af

bygningerne er indrettet som et museum, hvor man

bl.a. kan se det værelse, hvor Jesse Owens boede, den

I den olympiske landsby i Elstal lidt uden for Berlin kan man stadig se, hvor de mandlige atleter trænede og hvilede sig mellem de konkurrencer, som nazisterne dygtigt brugte i deres propaganda for deres kamp<loso< © Peter Tudvad



154

sorte amerikaner, der trods den nazistiske racelære

høstede fire guldmedaljer i henholdsvis 100 meter,

længdespring, 200 meter og 4 gange 100 meter. ”Den

olympiske landsby er ingen kampplads”, hed det som

punkt 8 i en art husorden for stedet. ”Kampene kan

du udkæmpe på cindersbanen – men glem dem i den

olympiske landsby!” da De Olympiske Lege igen blev

afviklet i 1948, havde Nazityskland i mellemtiden

invaderet en stor del af de 51 lande, der havde deltaget

i Berlin, og var igen blevet fordrevet.

søster ebba i speerbunkerenSovjetunionen boykottede som eneste medlem af

Den Internationale Olympiske Komité legene i Berlin,

mens Danmark gerne deltog, dog uden at lade sine

sportsudøvere hilse legenes protektor med den servile

Hitlergruß, sådan som franskmænd og så mange andre

som nævnt gjorde. Senere var der dog også danskere,

En slidt plint står tilbage i gymnastiksalen i den olympiske landsby, der

efter krigen tjente som russisk kaserne helt frem til 1992 © Peter Tudvad

nazismen



155

der ikke bare strakte armen i vejret, men uden betæn-

keligheder gik i Hitlers tjeneste i krigen mod Sovjet-

unionen, enten som soldater i elitekorpset Waqen-SS

eller som sygeplejersker i Tysk Røde Kors under SS. En

af de sidste var datteren af en falleret maler og vest-

jysk nazist, Ebba Mikkelsen, der som 20-årig oplevede

Det Tredje Riges undergang på nærmeste hold, da hun

gjorde tjeneste på en interimistisk forbindingsplads på

Pariser Platz.

Forbindingspladsen lå først i Albert Speers rustnings-

ministerium og bygningsinspektorat i nr. 3, men da

bygningen den 29. april 1945 blev sat i brand af rus-

siske artillerigranater, blev den i hast flyttet ned i den

såkaldte Speerbunker, der var gravet et par betryg-

gende meter ned under jorden i ministeriets baggård.

Herfra gik hun om morgenen op for at se, om hestene

endnu holdt stand oppe på Brandenburger Tor, der lå

midt mellem det russiske artilleris to foretrukne mål,

Rigskancelliet og Rigsdagen. Og herfra måtte hun i

en kugleregn løbe over på den anden side af Pariser

Platz for at se, om hun i den franske ambassade kunne

finde noget gazebind eller andet, de kunne forbinde de

sårede soldater med.

Tirsdag morgen den 2. maj kl. 6 overgav den tyske

garnison i Berlin sig, og så sad søster Ebba og hendes

kolleger i Speerbunkeren og ventede på det eneste,

hun i løbet af sine to år i korpset havde frygtet, nemlig

soldaterne i Den Røde Hær, hvis systematiske voldtæg-

ter propagandaminister Goebbels hellere end gerne

havde informeret om i radioen og i ugerevyerne. De

første rødarmister var dog kun interesseret i ure og

smykker og til nød ”Gitler” og ”Gimmler”, som de sagde

med slavisk accent, men de næste tog, hvad der var

tilbage, altså de skrækslagne sygeplejersker. Skøns-

mæssigt blev omkring 100.000 tyske kvinder og piger

voldtaget alene i og omkring Berlin, da Den Røde Hær

indtog byen, men det talte man ikke meget om den-

gang. Hvordan kvinderne praktisk og mentalt overle-

vede voldtægterne, kan man læse om i de anonyme

erindringer af en af dem, Eine Frau in Berlin, der er

oversat til dansk som En kvinde i Berlin, og som under



156

samme titel i 2008 blev filmatiseret med den eminente

tyske skuespiller Nina Hoss i hovedrollen.

Efter kapitulationen henlå Pariser Platz den 2. maj

1945 som en militær skrotplads mellem udbrændte

bygninger under en blygrå himmel, der forgæves

prøvede at lægge en regnvåd dæmper på den spontane

russiske jubelfest, som allerede fandt sted lige uden for

Brandenburger Tor, selv om bl.a. danske SS’ere stadig

nægtede at overgive sig inde i den delvist barrikade-

rede rigsdagsbygning. De vidste udmærket, at kampen

var forgæves, men de vidste også, hvilken skæbne der

ventede dem, hvis de overgav sig, så i den sidste ende

gik det ud på ét, om de gjorde det ene eller det andet.

I modsætning til de danske SS’ere overlevede deres

landsmand i Speerbunkeren, så hun efter dagene i

den kvalme og fugtige varme under jorden endelig

kunne dukke op og trække vejret på Pariser Platz. Her

lod hun sig ligesom mange andre betage af de over-

raskende toner, der pludselig vældede ud fra en repos

på Hotel Adlon, hvor to russiske orcerer, en mand

og en kvinde, havde fundet et flygel og sat sig til at

spille firhændigt – Strauß, Bach, Mozart. ”’Nix kultura’”,

spurgte en såret tysker retorisk sig selv, mens han lå

på et nødlazaret inde på hotellet. ”Undermennesker?

Nu er jeg ikke bange mere”.

Måske ikke, men ligesom den tyske kulturnation

kunne producere sin egen antitese, kunne den rus-

siske det også, så samme aften satte andre russere

ild til Hotel Adlon, som brændte helt ned. Vore dages

Hotel Adlon er med andre ord ikke det originale fra

1907, men en Fugl Føniks, der har rejst sig af asken

ligesom det øvrige Berlin, som for to tredjedele af byg-

ningsmassens vedkommende lå hen som ruiner efter

krigens voldsomste luftbombardementer overhovedet.

De britiske og amerikanske bombeangreb på byen

kostede i løbet af krigen 35.000 mennesker livet, mens

antallet af døde under slaget om Berlin fra 16. april til

2. maj 1945 alene nåede op på 80.000 russiske og 50.000

tyske soldater foruden 50.000 civile berlinere. Mange

andre flygtede fra byen for aldrig at vende tilbage, så

nazismen



157

der endnu i dag kun bor 3,4 millioner i Berlin mod 4,2

før krigen.

dér, hvor man brænder bøger ...Afbrændingen af Berlin var for så vidt allerede begyndt

længe før krigen, dog ikke af huse og endnu ikke af

mennesker, nemlig da nazistiske studenter om aftenen

den 10. maj 1933 arrangerede en landsdækkende bog-

brænding. På pladsen ved siden af Staatsoper over for

universitetet en kilometer længere oppe ad Unter den

Linden, dengang kaldet Opernplatz, i dag Bebelplatz,

blev tusindvis af ’utyske’ og især jødiske forfatteres

litteratur smidt på bålet. Iblandt dem var Heinrich

Heines mere end hundrede år gamle tragedie Almansor,

hvori man kunne læse en ildevarslende replik til en

lignende begivenhed: ”Det var kun et forspil, dér, hvor

På S-togs-stationen i Grunewald mindes de ti tusinder af jøder, der blev deporteret til ghettoer og udryddelseslejre i det besatte Østeuropa. For hver transport er der nedsat en smedejernsrist ved spor 17 – Gleis 17 – med oplysninger om dato, antal og destination © Peter Tudvad



158

man brænder bøger, vil man i den sidste ende også

brænde mennesker”. Det originale tyske citat fra tra-

gedien kan man i dag læse på en mindeplade, som er

nedsat blandt brostenene på Bebelplatz, ligesom man

kan se gennem en glasrude ned i et rum under pladsen

med lutter tomme bogreoler.

Ti år efter bogbrændingen var det ikke bare reoler,

der var blevet tømt for bøger, men også ti tusinder af

jødiske lejligheder og huse, så Berlin den 6. juni 1943

orcielt kunne erklæres for ”jødefri”, selv om der

fortsat skjulte sig en del rundt omkring i byen. Hoved-

parten af de såkaldte jødetransporter blev sendt af sted

fra spor 17 på banegården i Grunewald. Her er der nu

indrettet et mindesmærke over transporterne, sådan

at man på en næsten endeløs række af smedejernsri-

ste langs sporet – Gleis 17 – kan læse datoerne for de

enkelte deportationer, antallet af jøder, der blev pres-

set ind i kreaturvognene, og navnet på destinationen.

”18.10.1941 / 1251 Juden / Berlin – Lodz”, står der på den

første. ”12.1.1943 / 1190 Juden / Berlin – Auschwitz”, hed-

der det rutinemæssigt på en senere. Og på den sidste:

”27.3.1945 / 18 Juden / Berlin – Theresienstadt”. Når man

står oppe på perronen og kigger ned ad den rampe,

som de lange rækker af jøder med gule stjerner på

brystet gik op ad, når de ankom til stationen på åbne

lastvogne, så glider blikket uroligt videre ud mod det

velhavende villakvarter, hvor beboerne ikke kan have

undgået at se, hvad der foregik, medmindre de valgte

at trække gardinerne for.

Hvad der foregik i kreaturvognene på den ofte

adskillige dage lange rejse, er det kun de færreste

overlevende, der har vovet at fortælle om, da umen-

neskeliggørelsen her var så total, at det trodser enhver

beskrivelse. Og dog har det tysk-tjekkiske instruktør-

par Joseph Vilsmaier og Dana Vávrová vovet at lave

den tabubrydende og vellykkede film Der letzte Zug om

transporten af 688 jøder den 19. april 1943, der egentlig

skulle have været den sidste, da nazisterne anstrengte

sig for at gøre Berlin jødefri til førerens fødselsdag da-

gen efter. ”19.4.1943 / 688 Juden / Berlin – Auschwitz”.

nazismen



159

mindet om de faldne og modstanden mod hitlerSkråt over for Bebelplatz og Staatsoper, på den anden

side af Unter den Linden, ligger Neue Wache, oprinde-

ligt bygget som hovedvagt for den prøjsiske konges liv-

garde, men efter revolutionen og kejserdømmets fald

i stedet indrettet som mindesmærke over de faldne i

Første Verdenskrig. Som sådan indgik det gnidningsfrit

i den nazistiske statsideologi, der så krigen og neder-

laget som resultatet af et komplot mod Tyskland og

således som en del af sin statsræson, nemlig en fore-

stilling om at stå i en national overlevelseskamp. Den

lille klassicistiske bygning blev indrettet med en rund

åbning i taget mod himlen over en mindesten midt

i det ellers tomme rum, hvor der blot på bagvæggen

var opsat et stort kors. På den nationale sørgedag for

krigens faldne, Volkstrauertag, som nazisterne som en

del af deres mobilisering til en ny krig siden gjorde til

en stort anlagt mindedag for heltene, Heldengedenktag,

blev der foranstaltet stadigt større højtideligheder med

militærparader og kransenedlæggelser, så korset på

bagvæggen fik følgeskab af hagekors på sørgebånd.

De to millioner faldne tyske soldater i Første Verdens-

krig kunne berlinerne nok enes om at hædre, men

efterhånden som tabstallene under Anden Verdenskrig

steg til næsten det dobbelte, kunne det være svært at

stille de efterladte tilfreds med tiraderne om, at deres

mand, far eller søn var død en heltedød. Det er det,

forfatteren Hans Fallada – i Danmark bedst kendt for

Kleiner Mann – was nun? (oversat under titlen Lille mand

– hvad nu?) og den 13 afsnit lange tv-filmatisering af Ein

Mann will nach oben, der blev bragt på DR for en men-

neskealder siden – gør til motiv i sin store modstands-

roman Jeder stirbt für sich allein. Straks på første side

følger vi postbuddet på vej op ad trapperne til Otto

og Anna Quangel, mens hun nervøst kigger på den

maskinskrevne feltpost, hun har med til dem – den

første feltpost til dem i 14 dage og som maskinskreven

næppe med gode nyheder. Deres søn, deres eneste

barn, er død, og hans død vil arbejderparret ikke accep-

tere som en heltedød eller et nødvendigt oqer for fører

og fædreland. Altså begynder de at gøre modstand



160

mod regimet og ender med at blive arresteret, dømt og

henrettet i straqeanstalten Plötzensee, hvor så mange

andre hender af systemet led den samme skæbne.

I virkeligheden hed Falladas modstandspar ikke Otto

og Anna Quangel, men Otto og Elise Hampel, sådan

som man kan læse det på en mindeplade for dem på

deres gamle adresse i Amsterdamer Straße 10 i Wed-

ding nordøst for Berlins centrum. Mindepladen er

ikke i sig selv nogen stor seværdighed, så meget desto

mindre som det oprindelige hus blev ødelagt under

krigen, men sammen med bogen – og filmatiseringen

af den fra 1975 med Hildegard Knef og Carl Raddatz i

hovedrollerne – tjener den til en ikke uvigtig påmin-

delse om, at der vitterligt var tyskere, der reagerede

menneskeligt på umenneskelighederne i Det Tredje

Rige. Efter krigen blev Neue Wache restaureret af det

nye kommunistiske styre og indrettet til mindesmær-

ke over ofrene for fascisme og militarisme, men efter

Tysklands og Berlins genforening er det i stedet gjort

til et minde over alle ofre for krig og voldsregimente,

hvilket meget smukt illustreres af den tyske kunstner

Käthe Kollwitz’ skulptur af en sørgende moder med sin

døde søn i favnen, der nu står under lysåbningen.

Ved siden af Neue Wache følger det tyske national-

museum, Deutsches Historisches Museum, hvor der

naturligvis er en god permanent udstilling, der dæk-

ker de 12 år under nazistisk styre. Men der er også

en anden grund til at besøge museet, da det tidligere

har været tøjhus og som sådan i 1943 gav plads til en

udstilling af erobret sovjetisk krigsmateriel. På den før-

nævnte Heldengedenktag skulle Hitler åbne udstillingen,

og det benyttede den militære modstandsmand Rudolf-

Christoph Freiherr von Gersdorq til at forsøge et selv-

mordsattentat på ham ved som en af hans ledsagere at

tage en bombe med sig derind. Bomben lagde han i sin

frakkelomme og indstillede den til at sprænge efter 10

minutter, men Hitler hastede igennem udstillingen, så

von Gersdorq i stedet måtte skynde sig ud på toilettet

for at demontere bomben, der ellers kun ville have

kostet ham selv livet.

Hitler overlevede flere andre attentater, herunder

nazismen



161

det bedst kendte den 20. juli 1944, da Claus Schenk

Graf von Stauqenberg placerede en taske med en

tidsindstillet bombe omtrent for fødderne af ham i

hans hovedkvarter i Rastenburg i Østprøjsen. Bomben

eksploderede planmæssigt, men Hitler blev kun såret,

hvorimod von Stauqenberg og flere af hans medsam-

mensvorne samme aften blev eqektivt skudt i gården

bag krigsministeriets såkaldte Bendlerblock i den

daværende Bendlerstraße, i dag Stauqenbergstraße,

en god kilometer vest for Potsdamerplatz. På stedet er

der i dag opsat en mindeplade, og i Bendlerblock er

der indrettet et museum for den tyske modstand mod

Hitler, Gedenkstätte Deutscher Widerstand, desværre

med få eqekter og mange tekster, der kun står på tysk.

jøderne og deres ariske hustruer i rosenstraßeFortsætter man fra Deutsches Historisches Museum

over Museumsøen mellem Kupfergraben og Spree og

videre ad Karl-Liebknecht-Straße i retning af Alexan-

derplatz kommer man på venstre hånd til den undse-

lige Rosenstraße lige over for Marien-Kirche. Her kan

man se en skulptur i rød granit af den tyske billed-

hugger Ingeborg Hunzinger til minde om en enestå-

ende protest, som her i gaden blev udført af ’ariske’

hustruer til to tusind jødiske mænd, der hidtil havde

tvangsarbejdet i diverse fabrikker i Berlin, og som SS

og Gestapo den 27. februar 1943 begyndte at internere

i en tidligere jødisk menighedsbygning. Kvinderne

samledes allerede samme aften i hundredvis neden for

bygningen for at hindre, at deres jødiske mænd skulle

blive deporteret, hvad 25 af dem blev den 5. marts,

endda til Auschwitz, men efter få dage blev de hentet

tilbage, ligesom hovedparten af de øvrige mænd blev

sat fri igen og sendt tilbage til fabriksarbejdet. Om

løsladelsen faktisk skete under indtryk af protesten,

diskuterer historikerne fortsat, men tvivlen ændrer

intet ved, at demonstranterne havde en moralsk kon-

sekvens og et kvindeligt mod, som i større stil kunne

have ændret mangt og meget i Det Tredje Rige.

Længere nede ad gaden kan man lade sig informere

om ”Fabrikaktionen” og ”Rosenstraße-protesten” på



162

en plakatsøjle med de relevante oplysninger, men

bedre gør man måske i at se Margaretha von Trottas

prisbelønnede spillefilm Rosenstraße fra 2003, selv om

historikerne heller ikke er helt overbevist om dennes

troværdighed. Instruktøren gør sig i det mindste vel-

lykkede anstrengelser for at overvinde den distance til

begivenhederne, som historikerne sjældent præsterer

andet end at cementere.

jøderne og deres ariske naboer i spandauer vorstadt

Mod nord, på den anden side af højbanen og S-bane-

gården Hackescher Markt, finder man et kvarter, der

engang var udpræget jødisk, Spandauer Vorstadt. Her

kan man meget passende besøge Anne Frank Zentrum

i Rosenthaler Straße 39, hvor der både kan ses en

permanent udstilling om Anne Franks betydning før

og nu og forskellige særudstillinger. Hvad der i øvrigt

foregår af foredrag og andre arrangementer på cente-

ret, kan man erkyndige sig om på plakaterne ude på

gaden – med risiko for at træde på tre små messing-

sten, der er nedsat mellem brostenene foran ejendom-

men. ”Hier wohnte Anita Bukofzer Jg. 1930 Deportiert 1943

Ermordert in Auschwitz”, læser man på den ene, altså et

vidnesbyrd om, at en 13-årig pige engang har boet her,

inden hun blev deporteret til Auschwitz og myrdet.

Den samme skæbne blev Paula Davidsohn og hendes

spæde søn Ury til del.

Hvor var naboerne? Så de intet? Hvorfor aktionerede

de ikke ligesom kvinderne i Rosenstraße? Svaret vil

blæse i vinden til evig tid og evig skam, men spørgs-

målet bør også anfægte en selv, for selv om man som

turist gør sig disse dydige tanker, når man falder over

de såkaldte snublesten, Stolpersteine, så bør man ikke

bilde sig ind, at man ikke som beboer i Berlin hurtigt

ville vænne sig til stenene og bekvemt overse dem,

sådan som de ariske berlinere overså deres jødiske

naboer, når SS eller Gestapo kom og hentede dem. Ich

bin ein Berliner!

Gå videre op ad Rosenthaler Straße, drej til venstre

ad den hyggelige Sophienstraße, der trods krigens

nazismen



163

ødelæggelser stadig har masser af historisk stemning,

fortsæt til venstre ned ad Grosse Hamburger Straße,

og gå forbi det jødiske gymnasium, der ligesom alle

synagogerne i vore dages Berlin bliver bevogtet døgnet

rundt af bevæbnet politi. Således kommer fortiden

nutiden faretruende nær, når jøder heller ikke i dag

kan færdes og leve trygt i Berlin, men sikkert med en

vis reservation må se, hvordan deres ’ariske’ medbor-

gere distancerer sig mere og mere fra Holocaust ved at

plastre byen til med flere og flere mindesmærker over

folkemordet.

En spytklat fra gymnasiet har man midt mellem

gaden og resterne af en mosaisk kirkegård, hvor der

engang lå et jødisk alderdomshjem, opsat en minde-

plade, der meddeler, at Gestapo i 1942 forvandlede det

til en opsamlingsplads for nogle af de 55.000 berlinske

jøder, der blev deporteret og myrdet. Siden 1985 har

man her kunnet se den østtyske billedhugger Will

Lammerts skulpturgruppe til minde om ”fascimens

jødiske ofre”, i alt 13 bronzejøder, der står tavse og

tilsyneladende intetanende og venter på, hvad der skal

ske dem. Intetanende? Næppe! Men hvis de selv vidste,

hvad der ventede dem, så vidste naboerne det også ...

Hvordan skulle man undgå at vide det, efter den gule

davidsstjerne den 5. september 1941 var blevet pligtig

at bære for alle jøder i Berlin, og når man så stadigt

færre og færre af disse stjerner i gadebilledet? Hvor-

dan skulle man undgå at vide det efter Hitlers trusler

i Rigsdagen den 30. januar 1939 og krigens udbrud?

Hvordan skulle man undgå at vide det efter Krystalnat-

ten 9. november 1938, da langt de fleste af byens syna-

goger og jødiske forretninger blev sat i brand eller på

anden vis ødelagt? Grosse Hamburger Straße munder

ud i Oranienburger Straße, hvor man et stykke læn-

gere mod vest kan se Berlins største synagoge, Neue

Synagoge, der også blev ødelagt den nat, men siden er

blevet genopbygget, så dens gyldne kuppel igen stråler

over tagene som et vartegn for kvarteret, der ikke

desto mindre har mistet sit jødiske præg.



164

bomber over berlin og berlinere i bunkereNeue Synagoge blev ikke blot ramt af nazistisk van-

dalisme i 1938, men også af britiske og amerikanske

bombardementer under krigen. Når bomberne reg-

nede ned over kvarteret, kunne beboerne søge tilflugt

i kældrene eller – hvis de ikke var jødiske – i den store

højbunker i Reinhardtstraße, som man stadig kan

se, hvis man et par gader efter synagogen går ned ad

Friedrichstraße og drejer til højre over for Friedrich-

stadtpalast. Kolossen har en grundflade på 1.000 kva-

dratmeter, rager 18 meter op i luften, har fem etager

med omkring 120 rum og op til to meter tykke mure

af jernbeton. Den blev bygget i 1943 som beskyttelse

for maksimalt 2.500 togrejsende, som man forestillede

sig under luftalarmer skulle rende den halve kilometer

herop nede fra Friedrichstraße-Bahnhof på den anden

side af Spree.

Efter krigen har højbunkeren på skift været brugt

som fængsel, tekstil- og frugtlager, teknoklub og meget

andet, indtil den blev købt og renoveret af forretnings-

manden Christian Boros, der nu udstiller sin private

samling af moderne kunst i bunkeren og selv har

indrettet sig en penthouselejlighed på taget. Vil man se

bunkeren, må man tage malerier og skulpturer med i

købet, men ellers kan man se en anden såkaldt Reichs-

bahnbunker ved Anhalter Bahnhof en lille kilometer

syd for Potsdamerplatz, hvor der er etableret et regulært

bunkermuseum – foruden et rædselskabinet til ære for

børn og andre, der ikke har fantasi til at lade sig behø-

rigt skræmme af de forhold, berlinerne levede under,

når de allierede dag og nat kastede så mange bomber

ned over deres by, at man skønner, der stadig ligger et

par tusind eksplosionsfarlige blindgængere i den berlin-

ske undergrund, bomber på 250, 500 eller 1.000 kg, der

af og til går af og koster et par menneskeliv.

Når man nu alligevel er ved Friedrichstraße-Bahnhof,

kan man tage S-toget de få stationer op til Gesund-

brunnen, hvor man kan få en virkelig god rundvisning

af en guide fra Berliner Unterwelten i den velbevarede

bunker under stationen. Bagefter kan man tage tilbage

til udgangspunktet og se den tysk-engelsk-israelske bil-



165

ledhugger Frank Meislers meget fine skulpturgruppe

ved Friedrichstraße-Bahnhof, som forestiller nogle få af

de i alt ca. 10.000 jødiske drenge og piger, der med de

såkaldte børnetransporter blev reddet fra Tyskland til

England før Holocaust, herunder ham selv. En lignende

skulptur af Meisler står på Liverpool Street Station

i London, hvor børnene ankom, dog ikke med den

samme indskrift som den, man kan læse her i Berlin:

Züge in das Leben

Züge in den Tod

1938-1945

Trains to life

Trains to death

Få skridt længere nede ad Friedrichstraße kan man

i nr. 90 gå op i en moderne bogbunker, den næsten

døgnåbne boghandel Dussmann, som på sine fem eta-

ger har et enormt udvalg af bøger og dvd’er om Berlin

i Det Tredje Rige. Med ny litterær og cineastisk næring

kan man snildt spadsere hele vejen til Checkpoint

Charlie, dreje til højre og fortsætte ad Zimmerstraße

langs Berlinmurens gamle forløb til Topographie des

Terrors på den anden side af Wilhelmstraße. Neden for

et bevaret stykke af Berlinmuren ud til den daværende

Prinz-Albrecht-Straße, nuværende Niederkirchner-

straße, kan man se de udgravede ruiner af nogle af

kældrene under Gestapos hovedkvarter, der spredte sig

over et større område. Bag en stor og i enhver forstand

fantasiløs museumsbygning, hvor man kan få øm ryg

og trætte øjne af en uendelighed af dinglende plancher

med sort-hvide fotos og alenlange tekster, har man

markeret beliggenheden af den for længst ødelagte

og bortsprængte bygning, som i kælderen rummede

Gestapos såkaldte husfængsel. I de klamme og kolde

miniceller sad politiske fanger som Helmuth James

Graf von Moltke og Dietrich Bonhoeqer og mange an-

dre indespærret, indtil de for de flestes vedkommende

blev kynisk dræbt i løbet af de sidste måneder og uger

før kapitulationen den 8. maj 1945.



166

nazisternes magtcentral i wilhelmstraßeOver for Topographie des Terrors ligger en stor og

utilnærmelig bygning, der strækker sig langs Wilhelm-

straße helt op til Leipzigerstraße. I dag rummer den

det tyske finansministerium, men fra dens indvielse til

krigsnederlaget i 1945 fungerede den som luftfartsmi-

nisterium og var dermed under den jagtglade rigsmar-

skal Hermann Görings kommando. Altså var det her,

Göring tre dage efter Krystalnatten i 1938 forkyndte, at

de tyske jøder i erstatning for de skader, deres forfølge-

re havde udsat dem for, skulle betale staten 1 milliard

rigsmark. Logikken burde være vanskelig at få øje på,

men det var den til gengæld ikke, når tyskerne senere

kaldte luftsirenerne for hr. Meyers jagthorn, da Göring

nemlig havde sagt, at man måtte kalde ham Meyer –

sådan cirka svarende til Mads – hvis et hendtligt fly no-

gensinde overskred rigets grænser. Urimeligt nok slap

luftfartsministeriet for større skader under de massive

bombardementer af Berlins regeringskvarter.

Wilhelmstraße lagde adresse til adskillige ministerier

og frem for alt til det gamle såvel som et hjørne af det

nye rigskancelli. Det gamle lå oppe på den anden side

af Voßstraße, hvor SA’erne defilerede forbi den 30.

januar 1933, og hvor en begejstret menneskemængde

gerne tog opstilling på gaden og på daværende Wil-

helmplatz for at hylde Hitler, når han havde fødsels-

dag. Hitler var dog utilfreds med det alt andet end

pompøse rigskancelli i Wilhelmstraße, så kort efter sin

magtovertagelse satte han Albert Speer til at tegne et

nyt, der kom til at ligge i Voßstraße, en 421 meter lang

bygning, der nåede fra Wilhelmstraße til Hermann-

Göring-Straße, nuværende Ebert-Straße. Det svulstige

byggeri skulle imponere og indgyde respekt, hvad

Charlie Chaplin med simple midler forstod at latterlig-

gøre i sin Hitler-parodi Diktatoren fra 1940, året efter

indvielsen af det nye rigskancelli. Ikke desto mindre

gjorde bygningens indretning sin virkning, når en

diplomat fik foretræde for Hitler og først måtte gå 300

meter gennem bygningen – og undervejs passere et

146 meter langt marmorgalleri, dobbelt så langt som

spejlsalen i Versailles – inden han endelig kom ned



167

til førerens 400 kvadratmeter store og 10 meter høje

arbejdsværelse, der overalt var beklædt med marmor,

og hvor der selvfølgelig også stod en mægtig globus i

stil med den, Chaplin gjorde dygtigt brug af i sin film.

Det nye rigskancelli blev voldsomt beskadiget under

de engelske og amerikanske bombardementer og den

russiske artilleribeskydning, men først jævnet med

jorden i 1948. Alligevel kan man stadig se noget af det,

nemlig dele af marmorbeklædningen, der er blevet

genanvendt på U-Bahnhof Mohrenstraße ovre på den

anden side af Wilhelmstraße, så her kan man passende

gå ned og dvæle lidt. Oprindeligt blev stationen kaldt

U-Bahnhof Kaiserhof efter det hotel på den daværende

Wilhelmplatz, hvor Hitler og Goebbels i 1930 opslog

deres partihovedkvarter i rigshovedstaden. Den 1.

maj 1945 lykkedes det flere grupper af Hitlers stab at

flygte fra Førerbunkeren gennem U-Bahnhof Kaiserhof,

sådan som man ser det i Oliver Hirschbiegels film Der

Untergang.

Fem år efter krigen, da stationen igen blev taget i

brug, blev den af det kommunistiske styre i Østberlin

omdøbt til U-Bahnhof Thälmannplatz med reference

til den tyske kommunistleder Ernst Thälmann, der

få dage efter rigsdagsbranden i 1933 blev arresteret

af Gestapo og forblev fængslet, til han den 18. august

1944 blev myrdet i kz-lejren Buchenwald. Ti år senere,

i 1954 og 1955, instruerede Kurt Maetzig dobbeltfil-

men Ernst Thälmann for det østtyske filmselskab DEFA,

henholdsvis med undertitlen Sohn seiner Klasse og Führer

seiner Klasse. Det er ikke for deres historiske nøjagtig-

hed, man skal se disse film, men gerne som en påmin-

delse om, at det forfærdende nok var kommunisterne,

der bekæmpede nazisterne og efter krigen kunne

lukrere på deres helteglorie som retfærdiggørelse af et

omtrent lige så totalitært regime. I øvrigt blev mange

af Thälmanns partikammerater interneret, mishandlet

og dræbt i kz-lejren Sachsenhausen nord for Berlin.

førerbunkeren!Er det ikke den, vi alle sammen helst ville se, når vi går

på historisk opdagelse i Berlin? Bunkeren bag Rigskan-



168

celliet, hvor Hitler tilbragte sine sidste dage, giftede

sig med Eva Braun og skød sig en kugle for panden,

mens han for en sikkerheds skyld også bed i en kapsel

cyankalium! Den er væk, bunkeren, og på stedet, hvor

den lå, er der nu en parkeringsplads, som bliver brugt

af beboerne i det elementbyggeri, som det østberlinske

styre civiliserede området med få år før Murens fald.

Man når dertil ved at gå ned ad Voßstraße, dreje til

højre ad Gertrud-Kolmar-Straße og fortsætte, til man

kommer til en stor planche, der oplyser om parke-

ringspladsens undergrund. Historien kender man jo

fra Der Untergang, ligesom man i samme film får et fint

og troværdigt billede af, hvordan der tog sig ud der-

nede, inden bunkeren efter krigen ad flere omgange

blev sprængt væk.

Det er nok vanskeligt i de moderne omgivelser at

forestille sig alt det, der udspandt sig her i april og maj

1945. Man tror vel, at man skal lægge ansigtet i alvor-

lige folder for rigtig at kunne gøre det, men måske er

dette den største hindring for virkelig at begribe, hvad

der skete – hvordan alle de implicerede tænkte og

handlede. For det var jo ikke bare Adolf og Eva Hitler,

Joseph og Magda Goebbels, der her begik selvmord,

men også hundredvis af soldater og sygeplejersker, der

kæmpede mod overmagten, på samme måde som de i

årevis havde vænnet sig til at gøre det. Krigen var, hvor

utroligt det end lyder, blevet så meget hverdag, at end

ikke den totale undergang kunne rive dem ud af den.

Da således den danske sygeplejerske nede i Speerbun-

keren et par hundrede meter fra Førerbunkeren den

1. maj blev kommanderet ud for at vise Goebbels den

sidste ære, mens ligene af ham og hans hustru blev

smidt i et par granathuller, stod hun og snakkede med

en kollega hen over hans grav, så en SS-orcer måtte

tysse på hende. Propagandaministeren var åbenbart

død, men det var der jo så mange, der var.

Ja, rigtig mange, herunder seks millioner jøder, som

hverken sygeplejersken, SS-orceren, propagandami-

nisteren eller ret mange i Berlin bekymrede sig om, da

de blev deporteret og myrdet i udryddelseslejrene. Men

når man nu står på parkeringspladsen og kigger ned

nazismen



169

mod Brandenburger Tor, hvor det hele begyndte, så ser

man ud over 2.711 glatte betonsteler i forskellig højde,

der som orcielt mindesmærke over de myrdede jøder

– Denkmal für die ermordeten Juden Europas – skal

mane til eftertanke. Måske forestiller man sig, at ste-

lerne skal ligne barakker i lejrene, måske en bølgende

skare af fanger på en appelplads, måske en labyrint,

hvor enhver løber forgæves. Eller måske er man lige-

glad med, hvad arkitekten Peter Eisenmann overho-

vedet har tænkt, for som en jødisk veninde af denne

artikels forfatter en dag sagde under et fælles besøg

på stedet, så er jøderne i vore dages Berlin mindre end

nogen tjent med al den opmærksomhed, et så stort

monument giver dem. Måske har hun ret – måske er

det en misforståelse at tro, at fortiden ikke gentager

sig i fremtiden, bare fordi man beskæftiger sig med

den i nutiden.

Mindesmærket for Europas myrdede jøder består af 2.711 betonsteler, der som askegrå skamstøtter står mellem hinanden i forskellige højder og i forskellige vinkler, så øjet ikke kan <nde hvile © Peter Tudvad



170

noter

anne frank zentrum 37Rosenthaler Straße 39. 13127 Berlin. Se www.annefrank.de.

berliner unterwelten Selskabet for forskning i og dokumentation af underjordiske

bygningsanlæg, Berliner Unterwelten, arrangerer nogle me-

get udmærkede guidede ture i undergrunden, hvor man især

ikke må gå glip af turen i den store bunker under U-Bahnhof

Gesundbrunnen. Man køber billetter på stedet og kan alt

afhængigt af tidspunktet få turen på engelsk, dansk, tysk og

mange andre sprog. Der er dog mange andre gode ture, som

man kan orientere sig om på www.berliner-unterwelten.de.

Brunnenstraße 105. 13555 Berlin.

bunkereBerliner Gruselkabinett 38 Anhalter Bahnhof. Schöneberger

Straße 23A. 10963 Kreuzberg. Se www.gruselkabinett-berlin.de.

Sammlung Boros 39 Reinhardtstraße 20. 10117 Berlin. Et besøg

skal bookes via www.sammlung-boros.de.

den olympiske landsby Tag en tur med regionaltoget ud til Elstal vest for Berlin, hvor

der fra stationen er skilte til den olympiske landsby fra 1936,

som man når til efter et kvarters spadseretur.

Se www.dkb-stiftung.de.

deutsche kinemathek 40Vil man blive lidt klogere på Ylmmediets brug og misbrug og

samtidig se et moderne museum med en intet mindre end frem-

ragende formidlingsæstetik, må man endelig aZægge besøg på

det tyske Ylmhistoriske museum, Deutsche Kinemathek lige bag

Potsdamerplatz. Potsdamer Straße 2. 10785 Berlin.

Se www.deutsche-kinemathek.de.

nazismen



171

deutsches historisches museum 20Unter den Linden 2. 10117 Berlin. Se www.dhm.de.

gedenkstätte deutscher widerstand 41Stau\enbergstraße 13-14. 10785 Berlin. Se www.gdw-berlin.de.

mindesmærkerBanegården i Grunewald Am Bahnhof Grunewald. 14193 Berlin.

Den mosaiske kirkegård 42 Große Hamburger Straße 26.

10115 Berlin.

Denkmahl für die ermorderten Juden Europas 12 . Mellem

Cora-Berliner-Straße og Ebertstraße. 10117 Berlin.

neue synagoge Oranienburger Straße 28-30. 10117 Berlin.

Se www.centrumjudaicum.de.

topographie des terrors 43Niederkirchnerstraße 8. 10963 Berlin.

Se www.topographie.de.

wannseeTag med regional- eller S-tog mod sydvest til Wannsee, hvor

der ikke er voldsomt langt at gå fra stationen til Haus der

Wannsee-Konferenz og Liebermann-Villa am Wannsee.

Turen kan passende afsluttes med en tur på Strandbad

Wannsee, hvor berlinerne også under krigens rædsler og angst

yndede at slappe af i sommervarmen. Adresserne er hhv.:

Am Großen Wannsee 56-58, Colomierstraße 3 og

Wannseebadweg 25.



226 vide verden) · brandenburger tor, når man står på pariser platz, og således få et indtryk...

Documents