På grund af min mands sclerose havde han ofte fejlsynkninger, der medførte lungebetændelse. Vagtlægen indlagde ham af denne grund onsdag den 28. januar. Han medbringer opdateret medicinskema fra Hjemmeplejen, og jeg beder Falckredderne sørge for, det afleveres ved indlæggelsen. Jeg ser efter udskrivningen den 6. februar, at dette skema ignoreres, og han får medicin, han ellers var trappet ud af. Han er under hele indlæggelsen meget utryg og bange, har smerter i benene, er desuden ret konfus og har svært ved at formulere sig. Han modtager penicillinbehandling og udskrives tirsdag den 3. februar.

Allerede onsdag den 5. februar må vagtlægen genindlægge ham. Han udskrives så dagen efter, torsdag den 6. februar, og da jeg på grund af spørgsmål om hans medicin, henvender mig på afdelingen og bemærker, at det var en meget syg mand, de udskrev, svares der: ”Hans tal var fine, og så kan vi ikke have ham her”. Jeg forespørger, om der er andre muligheder for ham, som for eksempel at overflytte ham til Ældremedicinsk Ambulatorium, men får at vide, at det er der ikke. Der er ingen yderligere kommunikation.

Allerede sent torsdag aften den 6. februar må vi igen tilkalde vagtlægen, der kan konstatere, at min mand nu er terminal patient. På dette tidspunkt begynder han at glide ind og ud af bevidsthed, og fredag aften er den sidste bevidste kontakt med ham efter et døgn med uro, smerter, angst og delirium.Han dør hjemme onsdag den 11. februar.

Der var overhovedet ingen kommunikation med mig under indlæggelserne, til trods for at jeg besøgte ham flere gange dagligt. Han evnede ikke selv at udtrykke sig særligt tydeligt, så det endte med, at jeg måtte lægge en udførlig liste på hans sengebord om, hvordan han fx skulle ligge i sengen for at undgå smerter og tryksår. Han havde mange spasmer i benene og kunne kun ligge på én bestemt måde. Jeg bad personalet notere på denne liste, hvad han spiste og drak, og hvordan han generelt befandt sig, for han var så diffus, så han ikke selv kunne fortælle mig det, men der blev kun noteret en enkelt gang om væskeindtag. I det hele taget var der meget lille forståelse for hans sclerose og hans tilstand som meget sygt, meget forvirret, meget bange, meget smerteplaget og meget frustreret menneske.

Var jeg blevet inddraget, kunne vi have taget stilling til hospice eller ekstra hjælp fra Hjørring Kommunes Hjemmepleje efter udskrivning til hans sidste tid. Min mand ville være sluppet for mange dage med usikkerhed, angst, smerter og frustrationer og ville have fået et værdigt endeligt.

Det må ikke komme som en overraskelse for personalet, at han var så syg, og min klage går på, at man udskriver et døende menneske til hjemmet uden på noget tidspunkt at have inddraget hans pårørende.