TilfældeT ViNCeNT fRANKe

Christoffer Carlsson

T i l f æ l d e T V i N C e N T f R A N K e

Oversat fra svensk af Rikke Toft Kleemann

CiCero

Copyright © 2010 Christoffer Carlsson

originaltitel: Fallet Vincent Franke

Published by agreement with

Pontas Literary & Film Agency, Spain

Sats: Cicero, København

Tryk: CPi – Clausen & Bosse, Leck

omslagsfoto: © Hans Neleman / Stone+ / Getty images

omslagslayout: eric Thunfors

iSBN: 978-87-7079-111-3

Første danske udgave 2011

Printed in Germany 2011

Til mine forældre og min brorTak for jeres grænseløse kærlighed og al jeres støtte!

CiCero

er et forlag i rosinante&Co

Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk

„oh my, how the world still dearly loves a cage.“ – Maude, Harold and Maude (1971)

7

eT

JeG Ser MiG SeLV i butiksrudens mørke glas. Det er sådan her, det begynder. Billedet er flimrende, usandt. Mine hænder blafrer som fugle. Famlende tager jeg en halvtom pakke cigaretter frem fra inderlommen, trækker én ud og studerer den. Så place-rer jeg den mellem læberne og tænder lighteren, som om jeg aldrig har været i tvivl. Jeg har ikke sovet med lukkede øjne i to uger. Jeg har formodentlig slet ikke sovet. Manglen på søvn har gjort mig usikker på mig selv, på min egen krop. Begynder at gå. Mit mørke spejlbillede følger mig ud over butiksvinduets kant og forsvinder. På en løbeseddel står der SÅDAN SKAL DU Se UD i År. Cigaretten har en for-tryllende effekt på mig, og jeg bliver langsomt menneske igen. Jeg føler mig ren og sval som lugten af nye penge, fri fra det, der var engang. Bevægelser og tanker bliver fly-dende. Det er sådan her, det begynder.

en busholdeplads ved Gullmarsplan, vil ikke tage metro-en. Jeg har været ude i friheden i mindre end to timer, og

8

nu står jeg her, som alle mulige andre, og venter på en bus. Jeg er lige ved at falde i søvn. Vekslen mellem eufori og ubeskrivelig træthed er farlig, det ved jeg. Jeg er ubarbe-ret og vil slet ikke tænke på, hvordan mit hår ser ud. Min skosål kvæler cigaretten. Lugten af diesel. Buschaufføren ligner en frø med læbe-stift tværet ud over den underste del af ansigtet. i aften-skumringen går turen sydpå. På sædet ved siden af mig ligger en avis med overskriften VAGTVÆrN SLoG TiL iGeN. Dagen er en hvilken som helst dag. De andre passagerer i bussen forsvinder, stiger af undervejs. Da jeg er næsten alene, ringer jeg til Marko. Han er typen, der tager telefo-nen med et ‘tittit’. „Tittit.“ „Gæt hvem.“ „Vincent.“ Marko hiver efter vejret. „For helvede,“ hvæ-ser han. i denne her verden er en anholdt person værre end radio-aktivt affald. ingen vil have noget med dig at gøre, før du er renset for mistanke, og Marko lyder chokeret og rystet over at høre min stemme. Det bruser i røret, som om han befinder sig ved havet. „De havde ingenting på mig,“ siger jeg for at berolige ham. „Hvor er du?“ „Ude.“ „Skal vi mødes?“ „ikke lige nu.“ Jeg vil først hjem og se resultatet af ugens ransagning. og eventuelt sove et par døgn. „Men du vil da i gang igen, ikke? Jeg har ting, der ligger

9

og venter på dig.“ Han lyder unaturlig og stresset. Jeg over-vejer, om han har en pistol for panden. „Absolut,“ siger jeg. „Fuldstændig som jeg plejer.“ Jeg afslutter samtalen og ser ud ad vinduet. Verden farer forbi som en filmstrimmel.

Hjemme, og jeg står og fumler med nøglen. Af en eller an-den årsag er jeg nervøs. en erindring fra Kronoberg-fængs-let. Jeg stirrer på nogle sorte tuschbogstaver. De SKiDeriK-

Ker er UDe eFTer MiG. efter et par dage indser jeg, at det kan være mig selv, der har skrevet det. På dette tidspunkt er jeg i gang med at blive afgiftet. Jeg har lidt af frygtind-gydende mareridt flere nætter i træk, der har gjort mig suicidal, og jeg kravler rundt i mit eget opkast. Det har ef-terhånden forvandlet sig til vandet galde. Forstoppelsen, som morfinen har forårsaget, går over, og de må indlæg-ge mig på sygeafdelingen. Jeg har feberrystelser, skider og brækker mig i ét væk, skriger, at de er ude efter mig, at de vil stikke mig til politiet. Det lykkes mig at smække en af vagterne én lige i ansigtet, og på gulvet bag os er der pla-mager af galde, blod og sygelig grøn afføring. Det er ikke smukt, men den blødende vagt, en tyk mand med et ansigt som en bulldog, så på mig med medlidenhed og undlod at anmelde mig for vold, og det var jeg taknem-melig for. en sygeplejerske tog sig af mig, lagde drop og sørgede for, at jeg ikke forsøgte at sluge min egen tunge. Hun hed Lisbeth eller elisabeth. Jeg kan ikke huske navnet, men jeg kan huske, at jeg forsøgte at bestikke hende til at give mig Ketogan, en syntetisk form for morfin, som jeg egentlig

10

ikke engang bryder mig om. Hun nægtede, og jeg hadede hende. To anstrengende uger er overstået, og jeg har behov for ro, søvn og for at gøre noget, der kan få mig til at tænke på noget andet end mine indre dæmoner. Det blå-hvide bånd er rykket af dørkarmen, men jeg kan se, hvor det har siddet. Huset, jeg bor i, er et af den slags huse, der findes overalt i svenske byer. Det ligger to minutter fra Björkhagens Metrostation, har samme farve som min håndflade og fire etager op mod himlen, er bygget i koldt beton og uden elevator. De folk, der bor her, hed-der Pettersson, Szopek og Yang. De har familie og børn, og indimellem ser jeg dem udenfor i gården. ejendommen er så stille, at det ikke er umuligt, at alle andre end jeg herinde er faldet døde om. Jeg købte lejligheden for seks måneder siden, da jeg hav-de tjent så mange penge, at jeg kunne lægge en udbetaling på hundred tusind. Døren går op med en hvislen.

Det ser ud, som om der er sprunget en bombe i min lejlig-hed. enhver idiot kan forstå, at hvis du ernærer dig som pusher og har lageret hjemme, så ryger du ind på et tids-punkt. Ulempen ved at have det et andet sted er, at lejlig-heden ligner en krigszone efter en ransagning, fordi poli-tiet ikke finder en skid. i køkkenet har de tilmed brækket en af fliserne i gulvet op. Mærkerne, fra hvad jeg tror, må være et koben, kan tydeligt ses på de tilstødende fliser. De-res desperation er åbenbar. Dette får mig til at grine.

11

Jeg åbner alle vinduerne, lukker verden ind i min lejlig-hed. Her er beklumret og stinker, og den friske luft renser mit hoved, beroliger mig. Min bogreol er tømt. Bøgerne ligger i en bunke på gul-vet som et bogbål, der er klart til at antændes. Alt mit tøj ligger spredt foran skabet, der stadig står åbent. Smadre-de tallerkner og glas i køkkenet. Det minder mig om en kæreste, jeg havde for et par år siden. Hun havde en gan-ske særlig servicefetich. Hver gang vi var oppe at skændes, kastede hun tallerkner og glas efter mig. Det var et dyrt forhold, og jeg var kun sammen med hende for at vriste penge ud af hende. Jeg gjorde det forbi ved at undlade at svare, når hun ringede. Sengen er vendt på hovedet, benene peger op mod loftet som antenner, og den ligner et dødt insekt. Jeg begynder at rydde op, men mister hurtigt interessen for projektet. Jeg vender sengen om, stiller bøgerne tilbage i reolen og lukker skabsdøren. At tøjet ligger fremme, er måske bare praktisk. Jeg er for træt til at tænke logisk, og min hud fø-les elektrisk og ladet, som om jeg har ligget for længe ude i solen. Jeg lukker vinduet, betragter himlen et øjeblik og lægger mig på ryggen på sengen. Loftet bevæger sig. Billedet af himlen, alt for stor til at kunne rummes på en og samme tid, er fastbrændt på min nethinde, da jeg falder i søvn.Søvnen bliver til bevidstløshed, dyb som en midlertidig død. Dørklokken ringer, jager mig op til overfladen igen. Ved ikke, hvor længe jeg har sovet. Det kan være et kvar-ter, det kan være et døgn. Marko. Hans krøllede brune hår ligner hundepels, og

12

hans blik flakker frem og tilbage. Han har en grøn army-jakke på, slidte cowboybukser og støvler, der ser ud, som om de har været en tur gennem en mudderpøl. „For fanden, hvor er det godt at se dig, Vincent.“ Hans øjne fejer hen over mig. „Du ser træt ud.“ „Jeg sover. Tror jeg.“ Da jeg blinker, svider det bag øjen-lågene, og i mit bryst buldrer hjertet mod rygraden. „Jeg er ikke helt sikker.“ „intet er sikkert, når det gælder dig, Vincent,“ siger Marko, og jeg har svært ved at afgøre, om han er glad for at se mig eller nervøs. Han lyder stadig stresset, og det irri-terer mig, men det er ham, der forsyner mig med det, jeg sælger. Jeg er nødt til at holde mig på god fod med ham. Mine tanker vender langsomt tilbage til virkeligheden. Han holder en brun pakke frem, på størrelse med en sko-æske og tapet med gaffa. „Ugens forsyninger,“ siger han. „og?“ Han smiler. Markos tænder er lige så skæve som grav-stenene på en gammel kirkegård, og når han griner, ligner det en død mands gab. Han fisker en lille sort beholder frem, stor nok til at kunne rumme en filmrulle. „og til dig,“ siger han og lægger den i min hånd. ende-lig. To uger er virkelig lang tid. Der sidder et hvidt klister-mærke på den med russisk tekst, måske ukrainsk. Jeg har ingen anelse om, hvad der står. Med en vis nervøsitet spør-ger jeg Marko, om det er syntetisk. Syntetiske præparater er sværere at få fat i og derfor mere attraktive. Sådan er logikken. Jeg bryder mig bare ikke om syntetisk morfin. Jeg har taget det et par gange, og det eneste, der sker, er, at

13

min tunge bliver følelsesløs, og jeg får svært ved at tale for-ståeligt og kan smage det i flere dage efter. Det kan næppe være sundt. „Nej,“ svarer han. „Nej, det her er det gode gammel-dags skidt.“ Jeg nikker og siger, at jeg er nødt til at få noget søvn. At jeg ikke har sovet i to uger. „Det kan jeg forestille mig.“ Han nikker langsomt. „Fængslet er noget lort.“ Det får mig til at grine, modfaldent. „Som om du ved noget om det.“ Marko trækker på skuldrene og slår ud med hænderne. „Jeg bliver måske nødt til at komme igen i aften,“ siger han. „Der er noget, vi skal have ordnet, og hvis det går galt, får jeg nok brug for din hjælp.“ Hjælp betyder flere stoffer, og det betyder flere penge, hvilket er godt, for jeg er fattigere end en kastreret porno-stjerne. „Selvfølgelig,“ gentager jeg og trækker på skuldrene. Marko ser ud til at være i tvivl. Han lægger hovedet på skrå, ser på den sorte beholder i min hånd og så ned i gulvet. „Så hold dig clean,“ siger han til sidst bedende og nik-ker mod beholderen. „i det mindste til i morgen.“ „Selvfølgelig.“ Jeg lukker døren efter ham og lægger pakken ved siden af sengen, så jeg husker at få den væk herfra, så snart jeg vågner. Marko burde vide bedre end at give mig en beholder, jeg ikke må røre. Jeg tager en pille fra den og lægger mig

14

på ryggen. Blunder og vejer pillen i hånden. Jeg burde over-veje konsekvenserne af det her, men en mærkelig følelse bemægtiger sig mig som et håbefuldt glimt af sølv på øjen-lågene, og jeg indser, at alt snart, bare for et kort øjeblik, vil føles okay. Alt vil ordne sig, hvis bare jeg sluger den. Pillen bevæger sig gennem mit system, og min tomme mavesæk svier, da morfinen finder sit hjem et eller andet sted i mørket dybt indeni. rusen, den euforiske ro, kommer, efter hvad der føles som en hel nat, men ikke kan være mere end et par minut-ter, trætheden bliver til stilhed, og jeg forsvinder, forsvin-der.

Vågner ved, at en hammer slår mine tindinger i stykker. Jeg tror stadig, at jeg befinder mig i fængslet, og mærker den klaustrofobiske følelse af at være indespærret. Ang-sten fejer ind over mig som røg. Så indser jeg, at jeg befin-der mig i min lejlighed, og lettelsen er ubeskrivelig. Synet flimrer, et drømmefragment af min far, hans tom-me ansigt, en erindring, der får mig til at stivne. Døren. Bankelydene kommer fra døren. Der er mørkt omkring mig, men de få farver, jeg kan se, er chokerende skarpe. et smukt kunstværk. Jeg er stadig ufattelig høj. Jeg stavrer endnu en gang hen til døren og åbner, uden over-hovedet at tænke over det. Marko skubber én ind i min lejlighed, en sort skikkel-se. Den forsvinder lydløst forbi mig. „Vincent,“ hvæser han. „Jeg sagde det jo.“ Hans åndedrag er tungt som en rabiessmittet hunds. Det krøllede hår glinser af regn eller sved. eller både og.

Jeg ser skamfuldt ned på mine fødder. „Du skal tage dig af hende,“ fortsætter han. „Maksi-mum en uge, til der er ro på igen. Jeg giver lyd fra mig, så snart jeg kan. Men lad hende ikke forlade lejligheden, okay? er du med?“ i denne her tilstand føles det, som om jeg vil gøre hvad som helst, bare jeg får lov til at sove videre. Jeg kan ikke kontrollere mine nakkemuskler, mit hoved sidder på en løs fjeder. „er du med, Vincent?“ „Hva’?“ „er du med?“ „Ja, selvfølgelig.“ Hvad som helst, bare han går. Han ser tvivlende på mig en sidste gang, inden han vender sig om. Da jeg lukker dø-ren, kan jeg høre hans trin på trappen, hurtige og tunge. På vej tilbage i seng undrer jeg mig over, hvad der egent-lig sker, inden jeg igen falder i søvn med en tåget forestil-ling om, at en tavs, sort silhuet befinder sig i min lejlighed.