Dagmar Carstens var rektor for detdaværende Montessoriseminarium(1971-88) i København.Hendes erindringer rummer enmosaik af barndoms- og ungdoms-oplevelser, hvor forholdet mellemvoksen og barn er gennemgående.Det leder tanken hen på hendessenere beskrivelse af mødet medMaria Montessoris ideer og metoder,som hun hele sit arbejdsliv har søgtat udbrede.

Udover Dagmarsfortælling, er derindsat afsnit omMontessoribevægel-sens start, og mindreberetninger oganekdoter fra folkmed tilknytning tilNordisk MontessoriKursus (1940-1971).

Maria Montessori

Indledningen om Montessoribevægel-sen i Danmark er skrevet afseminarielektor Helga Schwede.

Dansk Pædagogisk Historisk ForeningSmåskriftserie nr 23 2011

ISBN 87-91866-05-7

MontessoriDagmar Carstens

Træk af Montessoribevægelsen i Danmark

Et liv med

fortæller ombarndom ogarbejdsliv

1

MontessoriEt liv med

Dagmar Carstens fortæller om barndom og arbejdsliv

Træk af Montessoribevægelsen i Danmark

Redigeret af Ulla Fischer

Dansk Pædagogisk Historisk ForeningSmåskriftserie nr 23 2011

2

Et liv med MontessoriDagmar Carstens fortæller om barndom og arbejdslivRedigeret af Ulla FischerDansk Pædagogisk Historisk Forening 2011Lay-out: Birgit LerstrupTryk: toptryk grafiskISBN 87-91866-05-7

Hæftet er nr. 23 i Dansk Pædagosisk Foreningssmåskriftserie, og kan bestilles viawww.paedhist.dk

eller tlf 39653764

TakFlere har bidraget til dette skrift, ved at fortællederes historier til mig eller finde oplysningerfrem, og det vil jeg gerne takke dem for.Det er tidl. Seminarielektor Helga Schwede, tidl.børnehaveleder Inge Bøjle, tidl. børnehavelederEllen Hauberg, tidl. barn i frk. Hoffs børnehaveJesper Wederkinck Andersen og tidl. underviserpå Montessoriseminariet, Inga Axelsen.

Også en tak til Dagmars to børn, Jan og Birgittefor deres imødekommenhed ved samtalerne, ogendelig tak til Dagmar Carstens og Birgit Lerstrupfor godt samarbejde.

Ulla Fischer

3

Forord

For at få begyndelsen af begyndelsenmed, har vores “hjemlige Fröbel-og Mon-tessori-ekspert”, Helga Schwede, i en ind-ledning introduceret Montessoripædago-gikkens start i Danmark omkring 1915-17, en utrolig spændende tid, hvor nyepædagogiske strømninger tager fat og fårafgørende betydning for vores pædago-giske historie.Måske skulle denne INDLEDNING tilDagmars beretning i stedet have været enafslutning... fordi den sætter nogle ting påplads, som man støder på under læsnin-gen; men det vil jeg lade være op til læse-ren at afgøre.

Ulla Fischer, marts 2011

For nogle år siden foreslog jeg DagmarCarstens, mangeårig leder af Montessori-seminariet, at skrive sine erindringer.Jeg, som selv var seminarielærer, syntes,vi manglede noget om Montessoripæda-gogikken der var oplevet og beskrevet,noget “af kød og blod” som supplementtil den almindelige faglitteratur.Det duer jeg ikke til var svaret.

Jeg gentog mit forslag et par år senere ogfik samme nej, der var ganske enkeltikke noget at gøre.

Så kom overrækkelsen af årets ERNA-pris i 2010. Den tilfaldt Dagmar Car-stens, og på Årsmødet fortalte Dagmarlevende om sin opvækst og sit pædago-giske arbejde.Her fremkom jeg med et fornyet forslag:Jeg kommer hjem til dig med en bånd-optager, du fortæller løs, og jeg skriver!Det blev en aftale.

Og her foreligger så Dagmar Carstensberetning om sit liv - fra barndommen iFåborg, med en kærlig, og en for den tidusædvanlig, antiautoritær far, - til mødetmed Montessoripædagogikken ogarbejdet med at uddanne pædagoger påMontessoriseminariet.Dagmars erindringer er suppleret mednogle oplysninger om tiden fra NordiskMontessori Kursus´ start i 1939, tilDagmar Carstens overtagelse af semina-riet efter Ragnhild Hoff i 1970-71. Dertilogså nogle erindringer fra folk omkringfrøken Hoff.

4

5

Indledning

af Helga Schwede

og Rosbach får foreløbig kun lov til atudstille de dyrt købte Montessorimate-rialer på Dansk Skolemuseum!

I 1918 opsiger de deres stillinger, efter22 års ansættelse, og med Rosbach somforstander starter de “Egelundshuset”, enlille døgninstitution ved Frederikssund.(2)

Thora Constantin-Hansen får i 1921,med statsstøtte til rejsen, mulighed forat deltage i Maria Montessoris tiende 4-måneders uddannelseskursus i London,et ophold hun beskriver megetindgående i sin bog, Et Skoleliv i Strid ogFred, 1939. Hun oprettede senere sinegen lille “hjemskole” i Himmelev - ogen af hendes første elever og medarbej-dere er Sofie Madsen, som senere bliverkendt for sit banebrydende arbejde medautistiske børn.

Det danske Montessoriselskab når igrundlæggelsesåret 1917-18 op på 156medlemmer, og i de følgende år blivermedlemskaren udvidet til 271 (i 1921-22).En del af medlemmerne ser ud til atvokse frem af grundlæggernes netværk ibåde friskole og højskolekredse samtkunstnere. Således ser vi malerne L.Find, Joakim og Niels Skovgaard, KristianZartman, Olivia Holm Møller, endvidereThoras Constantin-Hansens søstre,maleren Elise og tekstilkunstrerenKristiane, der driver virksomhed medgobelinvæversken Johanne Bindesbøll.

Den tidlige danskeMontessoribevægelse

Det danske Montessori-Selskab bliverstiftet den 26. februar 1917. Selskabetsformål er - at søge Dr. Montessoris Grundsætnin-ger for Opdragelse og Undervisning over-ført på dansk Grund og derved gøre detmuligt for stadigt flere Hjem selv at over-tage deres Børns Opdragelse og Undervis-ning, og bidrage til at Skolen, hvor denikke kan undværes, bliver en hjemlig Skole,der rummer Betingelser for Barnets friUdvikling og Opdragelse gennem Selv-virksomhed. (1)

Initiativtagerne er lærerne Thora Con-stantin-Hansen og Johannes Rosbach,som i deres arbejde med handicappedebørn på Samfundet og Hjemmet for Van-føres skole får tilladelse til at brugeMontessoris materialer og principper påforsøgsbasis i 1915.De har på en studierejse stiftet bekendt-skab med Jan Ligtharts frie og hjemligekommuneskole i Haag og mødt denbegyndende interesse for Maria Montes-soris metoder i Holland og England.De indkøber kostbare materialer fra Lon-don, men møder megen modstand påSkolen for Vanføre. Deres eksperimen-teren foruroligede ledelsen. Dels er deruenighed om, hvad de handicappedebørn skal kvalificeres til, dels diskutererman, om børnene før den egentligeskolegang skal mødes af andet endfysisk behandling. Så Constantin-Hansen

6

Meget tyder på, at der ikke skabes etmodsætningsforhold til den eksisterendebørnehaveverden.Blandt Montessoriforeningens førstemedlemsårgang ser vi bl.a. tre lærere fraFröbel-Højskolen, og i det nordiskeFröbel-orienterede fællesskab kan manse, at Maria Moberg fra Fröbelinstituttet iNorrköping, i 1921 tager Montessori-uddannelsen i London (samme år somThora Constantin-Hansen) oven i sinFröbel-uddannelse fra Berlin.Bertha Wulff, med-forstander på Fröbel-højskolen, holder foredrag om Montes-sori i det Svenske Fröbelforbund i 1922 ogpå det første store Nordiske Fröbelmøde iKøbenhavn i 1925 indgår Karen Arnfreds(Askov Højskole) foredrag om Montes-sori samt besøg i Ellen MarstrandsMontessoribørnehave på la CourvejensSkole.Det må betyde, at Montessori opfattessom et nyt skud på stammen, - en pæda-gogik med vægt på en anden side afbarnets udvikling.

Den internationaleMontessoribevægelseEfter at Maria Montessori har grundlagtdet første Casa dei bambini (børnehus) iSan Lorenzo-kvarteret i Rom den 6.januar 1907 og udgivet Il Metodo dellapedagogica scientifica i sommeren 1909,spredes ideen også til udlandet.Der bliver oprettet nationale Montes-sori-selskaber i Paris, New York ogBoston og mange lande i de følgende år.

Maria Montessori rejste meget. Hunspreder selv ideen om en videnskabeligtbaseret børneopdragelse ved foredrags-virksomhed og fire måneders kursermange steder i verden.Hun betinger sig, at kun hun må afholdeuddannelseskurserne. Alle Montessori-pædagoger indtil hendes død i 1952 erblevet uddannet af hende selv efter ethelt fastlagt program bestående af 50timers foredrag, 50 timers undervisning imaterialernes brug, 50 timershospitanttjeneste som observatør i enMontessoriinstitution. (3,s.76).Afgangsbeviset er klausuleret med, atpædagogerne ikke selv må uddanneandre. Nogle af hendes nære medarbej-dere er ikke enige i denne strammekurs, bl.a. Helen Parkhurst der mener, atbevægelsen vil kunne stivne.Parkhurst udvikler i USA Dalton-planen,en kombination af Montessoris ogDecrolys tanker. Disse planer fremlæggerhun på verdenskongressen i Helsingør i1929, hvor Montessori fremlægger sine.

På verdenskongressen, The New Educa-tion Fellowships Verdenskongres iHelsingør i 1929 holder Maria Montes-sori oplæg og et kort kursus, ogMontessoriarbejdet introduceres afforskellige praktiserende Montesso-ripædagoger, bl.a. Miss R.Joosten-Chotzen,Principal of the Montessori ElementarySchool, Amsterdam som der senere idette småskrift refereres til.På kongressen bliver Det InternationaleMontessoriforbund grundlagt.

7

Hvad skete der medDet danske Montessori-selskab fra 1917?Herhjemme opretter psykologen SofieRifbjerg og psykoanalytikeren SigurdNæsgaard i 1928 “Kursus for Småbørns-lærerinder” udfra Montessoris tanker.Men hvis Montessori står stærkt påKursus hvorfor grundlægger RagnhildHoff så en ny Montessoriuddannelse i1940?En forklaring kan være, at hun, som flereandre Montessorifolk og også Montessori

selv, ikke er tilhængere af Freud ogpsykoanalysen, sådan som Rifbjerg ogNæsgaard er det, og som præger Kursusfor Småbørnslærerinder.

Også Thora Constantin-Hansen læggerafstand til psykoanalysen , og i særdeles-hed Sigurd Næsgaard, og skriver om deti sin bog, Et skoleliv i strid og fred 1939(om Sigurd Næsgaard):Jeg føler mig baade i Arbejdsfællesskabmed ham og i Modstrid til ham. .Men ofte,naar han stod som Taler for at forfægte

Der arbejdes med Montessori materialer.

Det øverste foto er fra en reportage i “Tidens Kvinder”fra Danmarks første Montessoribørnehave.(Det er Birthe Serveiz Bentsen til højre.)

Det nederste er fra Casa dei Bambini i Rom

8

Litteratur

1. Thora Constantin-Hansen Et Skoleliv i Strid og Fred Povl Branners Forlag, København 1935

2. Sigurd Næsgaard Egelundshuset, en dansk Montessoriskole Martins Forlag, København 1926

3. Helmut Heiland. Maria Montessori, Monographie RoWolt Verlag, Hamburg, 1991

4. Sofie Rifbjerg (red) Bogen om Montessori Rosenkilde og Bagger, København 1950

den frie Skoles Sag, har jeg ønsket atkunne lukke Munden paa ham, fordi jegsyntes, at baade Form og Indhold gjordeden stik modsatte Virkning paa mig – ogformodentlig endnu mere paa fjernerestaaende. Den altovervejende Indflydelse,han tillægger det sexuelle, hans Sværgentil de freudske Teorier, synes mig ikke atvære forenelige med en fordomsfri,ædruelig Iagttagelse af det enkelte Barn,men en forud fastlagt Opfattelse af alle,og en Overførelse af sygelige TilstandesNødhjælp til alle. (Et Skoleliv...s.182).

Det ser også ud som om, Det danskeMontessoriselskab bliver opløst -måske kort efter verdenskongressen,hvor det kan ses, at nogle af deoprindelige forkæmpere går ind i nyeforeninger.

Senere finder de fire danskeMontessori-uddannede (hos MariaMontessori) sammen, nemlig SofieRifbjerg, Thora Constantin-Hansen,Inger-Kristine Mortensen og RagnhildHoff, og beskriver deres arbejde i Bogenom Montessori.(4)

Jeg har ikke kunnet opspore, hvornårDet danske Montessoriselskab bliveropløst, men Dagmar Carstens forsøgte i1980´erne at få en ny forening Lands-foreningen Montessori Børnevenner op atstå, som dog gik i sig selv igen i løbetaf et par år på grund af hendes mangearbejdsopgaver.

Helga Schwede

9

Dagmar Carstensog Montessori

Jeg er født i Fåborg 29. januar 1931 ogjeg var virkelig et ønskebarn.Mine forældre blev gift i oktober 1923på min mors 19 års fødselsdag. Min farhavde haft en meget fattig opvækst. Hanvar et ud af 14 børn fra et husmandsstedi Diernæs ved Fåborg. Min gamle farmor,der hele sit liv havde slidt og slæbt, varen meget stærk kvinde, og hun levede, tilhun blev 93 år. Alle hendes børn blevvoksne, hvilket langtfra var tilfældet påden tid. Alle børnene blev gift og bedste-mor fik 41 børnebørn.De var som sagt fattige, så 5 af dem emi-grerede til USA. Resten blev hjemme, ogde blev omkring Fåborg, så har jeg enstor familie.

Min mor var vokset op i en helt andensamfundsklasse. Min morfar havde væretstorkøbmand og eksporterede til Tysk-land under første verdenskrig, men tabtesenere enormt mange penge på bank-krakkene; så fra at være meget rig, blevhan fattig. Mor havde en storesøster, dervar lærerinde, og så havde hun to brødre,der begge døde, den ene efter militær-tjeneste som ganske ung mand og denanden i en tidlig alder af tuberkulose påOdense sygehus.Derfor ville morfar, at mor skulle lære sigmange ting, for hun skulle overtagefirmaet.

Mor havde gået i privatskole og lærtengelsk og tysk, og så havde hun gået påhandelsskole, hvilket var ret usædvanligtfor en pige omkring 1900.

Til gengæld havde hun ikke lært nogetsom helst praktisk, hun var opvoksetmed hjælp i huset og havde aldrig haftnoget at gøre med det praktiskehusarbejde, det så jeg hende heller ikkegøre senere hen.

Hun læste meget for os, vi havde enmasse børnebøger. Hver gang der varskuespil og andre ting, som hun syntesvar godt for os, tog hun os med tilOdense. Hun ville gerne have, at viskulle have den samme form for kulturelbaggrund, som hun selv havde.Både hun og min mormor kunne alleH.C.Andersens eventyr, som de fortalteos. Min bror skønnede meget på det,men jeg syntes ærligt talt det mangegange var noget forfærdeligt vrøvl.Mors oldefar var den lærer Carstens, somhavde H.C.Andersen i sin pogeskole, iøvrigt den eneste lærer somH.C.Andersen syntes om; så der varpædagogik i slægten.

Jeg vil sige, at jeg havde

Alle tiders barndomDa min far og mor blev gift, lejede de etlille bitte hus i Fåborg, hvor mor åbnedeen chokoladebutik, og så boede debagved.Far fik byens første taxa. Hans ældstebror var post og havde købt en bil, ogden overtog min far, da folk begyndte atville betale for at blive kørt.Mor hjalp min far og langsomtudbyggede de til to taxaer, så fire, og så

10

begyndte far som kører-lærer, fik ogsåsin egen benzin-station, lejede biler udog lavede værksted, hvor han kunnereparere bilerne. Han var dynamisk ogaktiv - og mor styrede det hele.

Et års tid efter jeg blev født, købte mineforældre et fallitbo oppe på hovedgadenmed en kæmpestor grund til, og der gikfar så og byggede om og lavede garager.Min 1.års fødselsdag skulle fejres iordentlige lokaler!

I årene før jeg blev født, blev min fardrillet med, at der var så mange ting,han kunne, bare ikke sætte børn i ver-den. Men sagen var den, at min far ikkeville sætte børn i verden, før han kunnese, at der var en fremtid for dem, deskulle ikke være så fattige, som han selvhavde været. Han tog mange væddemålpå, om han blev far inden en bestemtdato. Gevinsten var ikke penge mennaturalier som kød, grøntsager oghjemmebrygget øl, som skulle indgå ien stor dåbsfest, hvad det så ogsågjorde. Det var marts 1931.

Jeg fik en bror godt halvandet år efter.Under graviditeten og efter fødslenhavde min mor det ikke så godt, ogmin far trådte til og passede mig meget.Så flyttede min mormor ind. Hun varenke, og hun blev boende hos os ogpassede os. En elskelig gammel dame.Og chokoladebutikken voksede til enisbar og senere også til en pølse-bar.Mor var meget aktiv, bare ikke med det

huslige. Der var to unge piger til athjælpe med det, også som hjælp i ibutikken, og der var to chauffører, derfor det meste også boede hos os. En giftchauffør, der havde to børn, byggede faret hus til oven på garagerne, og vi børn

Dagmar Carstens mor interesserede sig foropdragelse og havde f.eks. gemt en artikel omMaria Montessori, der var i Danmark i 1937

(for 2. gang) for at arrangere en kongres med titlen“Opdragelse til fred”. (Pol. 27. juli 1937)

11

legede herligt i de heltideelle omgivelser: Engammel hestestald vi måttelege i, en gammel gård meden rampe vi kunne løbe på,mulighed for at gå ned tilstranden og lege der - ogaltid med folk omkring os.Jeg havde meget frieforhold, og der var altidbørn at lege med.Mor kom af og til medlækkerier til os, hun havdejo en slikbutik; men det varnu ikke derfor, de andrebørn kunne lide at kommeover til os, det var fordi, vihavde så frie forhold.Jeg havde også gode ting atlege med hjemme. Min farhavde bygget et fint dukkehus, som nuer givet til Fåborg museum, et to-etageshus hvor taget kunne tages af, ogsiderne åbnes, og hvor der var elektrisklys. Det legede jeg meget med, ikkemindst, når mine forældre om aftenenskulle ordne regnskab, og jeg skullevære helt stille.

Forældrenes indbyrdesforhodMin far havde en ide om, at min morskulle holde styr på regnskaber og altomkring driften, mens han byggede ogudvidede. Han havde jo kun 7 års skole-gang og havde kun gået i skole hveranden dag, og han beundrede min mor.Jeg kan kun huske, at de to havde det

fantastisk godt sammen. Når far kom udfra værkstedet, nogen gange helt sort påhænderne, og mødte mor i gården, eller ientreen mellem forretningen og “priva-ten”, så tog han altid om hende og kysse-de hende og sagde noget som du er sguså køn, du er så klog eller det er godt, jeghar dig, og mor sagde genert Emil, nogenkan se os!. Til det svarede far jeg erfanneme ligeglad, jeg er glad for min koneog det vedkender jeg mig.Sådan noget så og hørte jeg ikke andresteder. Jeg så aldrig nogen af de andresforældre røre ved hinanden, endsigekysse hinanden - eller at moren blevløftet op i luften. - Og var jeg der ogsagde osse mig, så fik jeg samme omgang.Jeg kan heller ikke huske, at der har

Min mors chokoladebutik. ”Jo” stårfor Johansen

12

været så meget som en hård toneimellem dem eller de ansatte, og vi varjo mange menneske sammen hver dag.

Så kom krigen, og vi delte, hvad vihavde. Vi gik til bageren med ratione-ringsmærker hver eftermiddag, for dervar eftermiddagskaffe til alle, og morbagte jo ikke, kunne vel ikke, og jeg harmeget sjældent set hende lave mad; menhun kunne organisere det hele, og detvar et stort hus, hvor alle skulle havemad på skift.

Mor var altid så fin og gik ofte til frisø-ren, for far havde fået en frisørsalon ind ihuset, som jo også gav lidt penge.Hun var helt, helt anderledes end minemange fastre, der jo også boede i ogomkring byen.

Opdragelse uden strafJeg beundrede hende, men jeg var ogsåmeget anderledes end hende, og detkunne far se.Når jeg havde lavet nogle numre - og jeglavede mange numre, for jeg var et livligtbarn - så blev jeg ikke straffet, men dethed at det skal vi tale om når far kommer.Og så snakkede vi alle tre om, hvad jeghavde lavet, og hvorfor jeg havde gjortdet, og som regel sagde far til mor nogetom, at Dagmar er altså ikke værre endmine søstre var, men du og din søster, I haraltid været sådan nogle velopdragnedydsmønstre, og du kan slet ikke forventedet samme af Dagmar.Jeg havde indtryk af, at de ikke talte om

mig, uden at jeg selv var tilstede, ogsåselvom det drejede sig om uenighederdem imellem.

Nej, jeg blev aldrig straffet af mineforældre - og de trøstede mig, når jegbagefter græd over det, jeg havde gjortforkert. Det var f.eks. at rive min kjoleitu, fordi jeg skulle kravle ud af et vinduei havehuset, eller da jeg havde invitereten hel flok børn op på udhustaget for atplukke vindruer, eller dengang jeg faldtned fra det jernrør, jeg havde brugt somtrapez og slog mig meget slemt påstenbroen. Det sidste var jo affødt af, atvi fik gratis cirkusbilletter, fordi min morhængte plakater op når et cirkus kom tilbyen, og det gav naturligvis stor inspira-tion til lege. Min mor sagde jamen hvork a n du finde på det? men min farsreaktion var at gå hen og købe en rigtigtrapez og bygge et stativ til den.

Der var hverken straf eller kritik fra minfars side, af det jeg gjorde, men accept afat sådan var jeg altså.Altid fik jeg opbakning fra min far. Måskeogså fordi jeg var den førstefødte, og såstærk og sund, i modsætning til min bror,der var mere sart. Når tågen kom ind fravandet og lagde hele Fåborg i “skyer”, låhan i damptelt, og min mor var lidt pyl-ret med ham. Han var et meget bliderebarn og let at have med at gøre, villehelst sidde og læse bøger eller tegne,hvor jeg gerne ville ned og være hos minfar på værkstedet.Jeg elskede at bruge mine hænder og

Benzintanken i Fåborg,malet af en lokal maler

13

ville gerne lave alverdens ting. Og minfar syntes, at jeg skulle kunne alt muligtpraktisk, også det huslige. Så når vihavde vaskekone i kælderen, som stodder med gruekedelen, sagde min far nedog hjælp til! - og min mor, der aldrig vistesig i vaskekælderen, sagde Emil, der er joikke nødvendigt. Det sagde hun hvergang, far ville have mig til nogetpraktisk, men her var de uenige. Min farssvar var man ved jo ikke, hvordan tøsensliv bliver, og får hun ikke selv brug for atkunne det, så kan hun i hvert faldpåskønne det arbejde der er, hvis hun skalsætte andre til at gøre det.

Jeg kan huske, at han også ville lære migat flå en hare. Den havde hængt på enkrog i flere dage og jeg havde gået ogkigget på den, men det kunne jeg altsåikke lide.

FarmorMin farmor, hende der blev 93 år, havdefødselsdag midt i maj måned, og hvertår fejrede vi den med et enormt gilde,hvor vi alle først var ude for at plukkebøge-grene til at pynte loen med, og såvar der fest. Hver familie medbragte sinegen mad. En mand spillede violin ogingen - ingen - måtte danse, før bedste-

14

mor havde danset med den ældste søn,der var hjemme på det tidspunkt. Når såde var på gulvet, måtte alle vi andredanse. Det var fest. Min fars slægt kommeget sammen og kom hinanden ved,og jeg havde jo en bunke fætre og kusi-ner. Det var lige noget for mig.

Der var det særlige ved bedstemor, athun aldrig havde slået nogen af sinebørn, hvilket var ualmindeligt på dettidspunkt. Man sagde jo, at uden kløkunne der aldrig komme et godt menne-ske ud af det; men hun gjorde det ikke.Hun sagde, at man slog jo heller ikkesine dyr - og at børn var fattigmandsrigdom. Det medførte nok, at ingen osbørn nogensinde blev straffet.Farfar har jeg aldrig kendt, han døde, dahan var omkring de 60 år, har sikkertslidt sig ihjel, men jeg ved, at hans slægtvar stavnsbønder under Holstenshusslot udenfor Fåborg. Han havde væretskovarbejder og fik så, da jordene blevudstykket, et husmandssted.

Min farmor havde fået 2 børn uden forægteskab, før hun blev gift med minfarfar. Det første barn kaldte hun altid“mit kærlighedsbarn”. Hun fik det gan-ske ung og det andet barn fik hun, menshun var ansat på en gård. Dette barnhørte vi aldrig noget om, vel nok fordigårdman-den havde taget det til sig påen eller anden måde - formentlig fordihan var far til det.Min farmor var noget særligt. Jeg kanhuske, da jeg var teenager og havde min

lille skolekæreste, at jeg en dag gik opover bakkerne for at besøge hende, oghan fulgte mig. Så snakkede jeg medbedstemor, og det var altid bare sagen,men da jeg skulle gå hjem, blev detregnvejr, og bedstemor sagde: Enten gårdu ud til ham knægten, jeg har godt set, athan står dernede ved vejen, og så går Ihjem i regnvejr, - eller også henter du ham,og så kommer I ind til mig her i tørvejr.Men jeg havde på fornemmelsen, at dentype måske ikke lige var noget forbedstemor, så jeg valgte regnvejret. Mendet sidste hun sagde var: Det si´r jeg dig,dine mænd (i flertal) i dit fremtidige liv,skal du behandle godt!Jo, jeg var oppe hos hende mange gangei mine teenageår, ofte for at beklage migover min fine mor, som ville have, at jegskulle opføre mig sådan, som jeg ikkelige var minded for at gøre.

Bedstemor sagde aldrig noget dårligt ommin mor, men hun fortalte mig engang,at hun ikke havde kunnet forstå min far,dengang han kom med den “fine frøken”,for hvad ville han dog med hende? Menhun havde lært at skønne på hende.Min mor holdt ofte en tale eller skrev ensang, og hun sang for, når der var særligeanledninger til familiefesterne hosbedstemor. Men mor havde været megetbange for bedstemor i starten.

Det var jo to verdener, der mødtes, ogligesom jeg følte, at jeg 100% hørte til imin bedstemors verden, så hørte minbror til i min mors. Han kom så at sige

15

aldrig hos bedstemor, mens jeg var derhver gang, der var ting i mit liv, jeg villedrøfte med nogen.

Jeg kom i skole i 1938, og min elskedelillebror, bare 20 mdr. yngre end mig, togjeg med mig.Min mor vidste det ikke Hun troede,han var hos mormor, der jo boede hosos, og først efter et stykke tid, blev detopdaget. Nemlig da skolen gav hendebesked om, at min lillebror jo ikke barekunne begynde i skole nu. Men jeg lærteham at læse.

Min mor syntes altid, jeg skulle være såfin, og det brød jeg mig ikke spor om.Jeg ville gerne i skole, men jeg ville altsåikke have sløjfe i håret, så dét undgikjeg i hvert fald.

Krigens årOg så kom krigen. Jeg husker den dagDanmark blev besat 9. april 1940, datyske flyvemaskiner fløj ind over Fåborg,og min lillebror og jeg stormede hen tilvinduet. Mens jeg åbnede vinduet oghang ud af det for at se, hvad derforegik, havde min lillebror fundet sinbog om flyvemaskiner frem og kunneoplyse mig om mærket, og at der vartale om tyske maskiner.

Tyskerne tager en del af vores skole ibrug og færdes rundt i byen. Min mor fårat vide, at hun endelig ikke må tilkende-give at hun kan tale tysk, når hun får

kunder i butikken, for så risikerer hun atblive brugt som tolk; så hun bliver ikkeinvolveret, men senere i krigen hjælpermin far og en farbror modstandsfolkmed at hente nedkastede våben.

I krigsårene får alle børn i skolen gule-rødder og mælk til frokost. Vi er nu i1942, og der skal tages beslutninger om,hvem der skal i 5. klasse, og hvem derskal i mellemskolen.Mange forældre er nervøse for, at deresbørn ikke består prøven, som beslut-ningen hviler på, men jeg tænker ikkesærlig meget på det. Jeg går dog for ensikkerheds skyld ind til damefrisørenved siden af mors butik og siger tilhende, at hvis jeg nu ikke kommer op imellemskolen, kan jeg så ikke bliveuddannet til damefrisør?Det, synes hun nærmest, er en vittighed,og hun fortælle mor det, som blivermeget vred. Ikke voldsom og opfarende,men som altid, sådan vred med kultur,og hun siger, at selvfølgelig kommer jegi mellemskolen, jeg er jo en af de dygtig-ste i klassen. At jeg kan handle så dumt,kan hun slet ikke forstå.

Jeg går så i mellemskolen og bagefterkommer realeksamen, og jeg bliver klarover, at nu er det snart slut med at gå iskole. Det kan jeg ikke rigtig acceptere,for jeg holder meget af at gå i skole, såjeg får overtalt min mor, ikke min far, forhan interesserer sig kun for, at jeg erpraktisk dygtig, til at gå over for at talemed skoleinspektøren. Det var skole-

16

inspektøren, der skulle anbefale, omman kom videre på gymnasiet, der lå iSvendborg.Det møde kan jeg huske endnu, helttydeligt.

“Lille fru Johansen”Inspektøren starter med at sige lille fruJohansen til min mor, hvilket jeg tænkerer uforskammet. Dernæst siger han, athan ikke kan indstille mig til gymnasiet,for jeg ved jo ikke, hvad jeg vil, og jegkommer jo heller ikke fra et akademiskmiljø. Ja, mor kan bare komme over påhans kontor og se mig i frikvarteret iskolegården, så kan hun se, hvordan jegbestemt ikke hører til de stille børn, tilden boglige type. Jeg er aktiv og jegorganiserer, og han er med sit storekendskab til børn sikker på, at jeg vilblive gift meget tidligt og mener ikke,der er grund til, at jeg skal optage enplads for nogen andre.Og han går over og klapper mor påskulderen - men lille fru Johansen, deressøn, om to år, ham skal jeg hjælpe, det eroplagt! - og så går resten af samtalenellers på min bror.

Jeg er rasende, da vi kommer hjem, ogmin far siger, at den mand sgu ikke harforstand på børn, han står der med sinehvide handsker af frygt for at komme til atrøre skolebørnene, når de kom ind iskolegården, og jeg kan blive lige, hvadjeg vil, han skal nok betale, og jeg skalkomme på de bedste skoler, det skal jeg!Og han bander over den inspektør, for

hvad duer han til.Men der var bare ikke noget at gøre. Ogfar mener jo faktisk, at det mest vigtigetøsen får lært er at være en god husmor.Det er lidt mærkeligt, synes jeg, for minmor lavede jo aldrig husligt arbejde, jegså hende aldrig rede en seng eller tørrestøv af eller noget som helst - heller ikkeda hun blev gammel. Og når hun havdeselskaber, var det med kogekone.

Så far forhører sig ude i byen om, hvadder er den bedste husholdningsskole iDanmark og får anbefalet Sorø Hushold-ningsskole. Der bliver jeg optaget efteren samtale med forstanderinden, derpointerer, at min opførsel er afgørendefor, om jeg får hele kurset. (Lise Nørgaardskriver i øvrigt om sit kursus på SorøHusholdningsskole i bogen “Kun enPige”).

Om sommeren inden husholdnings-skolen starter, bestemmer min mor, atjeg skal gå på sy- og tilskærerkursus iOdense, så jeg kan lære at klæde migordentligt på - noget jeg er komplet lige-glad med. Jeg er ikke interesseret i tøj,men selvfølgelig kan jeg da lære det, ogda jeg ikke vil være i min mors butiki tre måneder (alternativet), tager jeg påkurset i Odense.

Jeg bliver glad for at gå på husholdnings-skolen. Der er mange af pigerne, som erfra hjem, hvor de ikke er vant til at lavepraktisk arbejde, hvad jeg jo er, så for-standerinden, frøken Vestergaard, bruger

17

ofte mig som eksempel for de andre.På husholdningsskolen foreslår de, atjeg går videre og bliver husholdnings-lærerinde på Ankerhus, for de mener, jeger dygtig og god til at lære fra mig, mendet vil jeg under ingen omstændigheder.Håndarbejdslærerinden mener, jeg harsans for håndarbejdet, for farvesammen-sætninger og til at finde på særprægedeting, så hun anbefaler, at jeg fortsættermed en væveskole efter husholdnings-skolen.

Jeg har ikke helt besluttet mig, da der påhusholdningsskolen går en liste rundt,hvor der spørges, om der er nogle af deunge piger, der kan tænke sig om som-meren at være oppe på Gurrehus, et stedhvor københavnske enlige mødre frameget dårlige miljøer kan komme opmed deres børn. Man skal passe børne-ne og får kost og logi, men ingen løn, ogjeg tænker det er altså lige mig.

Jeg skriver under på det, og mor blivervred - på sin egen rolige måde. Det kanslet ikke komme på tale, jeg skal hjem iforretningen, før jeg skal på væveskolen.Men far kommer mig til undsætningselvom tøsen kun er 17 år, skal hun lære,at hvad hun skriver under på, det gælder!.

Jeg har i Fåborg altid nydt at passe demindre børn og lege med dem, men påGurrehus er det jo ligefrem min opgave.Der er dog en verden til forskel.Aldrig før har jeg mødt så dårlige for-hold, og oplevet hvor ringe mødrene ertil at tage sig af deres børn, og så dårligttøj de har til dem. Jeg har set mangefattige mennesker før, men aldrig mødtdenne fuldstændige mangel på at kunnetage sig af et barn. Det er nyt for mig oggør et meget stort indtryk.

Jobbet er for mig det helt rigtige, og jegbliver klar over, at det nok er den vej,

Samtidigt foto fta SorøHusholdningsskole.

(Dagmar carstens er ikkemed på billedet)

18

jeg vil. Sammen med de andre ungepiger, der er hjælpere på Gurrehus,cykler jeg om aftenen til KrogerupHøjskole, hvor vi hører foredrag ganskegratis (det eneste min mor syntes godtom). Det er i sommeren 1948.

Efter husholdningsskolen starter jeg påvæveskole på Als og kommer hjem, damine forældre holder sølvbryllup.Det bliver en stor fest med dans, og jeger vild med at danse.

Det har jeg i øvrigt altid været - lige frajeg som 4-årig gik til ballet og senere tildans.Danselærerinden boede tæt ved os, oppei Adelgade, og jeg kunne gå derhen ogtræne i barren og øve mig i at gå ned ispagat, lige så tit jeg ville.På et tidspunkt rejser min lærerindespørgsmålet overfor min far, om ikke jegskulle søge optagelse på balletskolen iKøbenhavn, og der huske jeg reaktionenfra min far. Han skoggerler og siger, atnu har han været så mange år om at fåmig, og han ka´ sgu´tte undvære mig. Nejdet kan overhovedet ikke komme påtale!Men jeg går til dans i mange år, og iteenageårene er jeg konkurrencedanser.Hver gang, der er turnering i en elleranden by, stiller min far med en taxa,som bliver fyldt med unge, og så kører viaf sted.

Men tilbage til sølvbryllupsfesten. Minmors kusiner fra Svendborg tager en

nevø fra København med, der er kommetuventet på besøg. Nevøen hverken kaneller vil danse, så jeg må snakke medham i stedet for. Og det gør jeg længe.Den unge mand er 27 år og jeg 17.Da jeg næste dag får pålagt at vise hambyen, sker der det, at jeg bliver fuldstæn-dig betaget af manden. Jeg har aldrignogensinde mødt en, der vidste såmeget. Han har været et år i USA, og hankan svare mig på så mange ting. Det erlige sagen for mig.

Efter sølvbrylluppet skal jeg tilbage tilmin væveskole på Als. Manden jeg harmødt, Louis, kommer og besøger migder. Han er civilingeniør og tjener penge,så han rejser bare til Sønderborg og borpå hotel og besøger mig på skolen. Derer ikke noget, som det ville være i dag,med sex. Det var på en hel anden måde.Man skulle opføre sig ordentligt og væreen pæn pige.

Så finder jeg ud af, at jeg også vil besøgeham - i København. Jeg har lommepengeog jeg væver ekstra og tjener lidt pengepå det. Jeg sælger også nogle af mine finekjoler (det havde min mor ikke rigtigstyr på, så det gjorde jeg bare).Så tager jeg til København og bliver ind-kvarteret i Louis´ forældres 8-værelseslejlighed.Min mor og hans far er fætter og kusine,og vi har faktisk mødtes to gange før,første gang da han var 14 og jeg 4 år. Dasyntes han, jeg var en lille irriterendeunge der for rundt og skulle alting.

19

Ti år efter ses vi igen, da er han 24 ogjeg 14. Han besøger os med sine foræl-dre i Fåborg, i deres lystbåd. Her kanhan huske, at jeg kommer ned og vilhave alt at vide om deres båd, for jeghar jo aldrig været ombord i sådan enfør. Han synes, jeg spørger for meget, ogat jeg i det hele taget er ret uopdragen.

Vi ses fortsat, og da jeg en dag siger tilmin far, at jeg gerne vil gifte mig medham, svarer han, at det kan der over-hovedet ikke være tale om - det er dusgu alt for grøn til.Jeg spørger far, om han da ikke synesLouis er vidunderlig, og om min far kannævne en eneste ting, der er galt vedham. Så siger far: Der er 3 ting: Han erakademiker, han er overklassekøbenhav-ner, og det allerværste, I er sgu i familie!Næ, jeg skulle se at komme på andretanker.

Og med min mors kunnen og min farsvilje finder de sammen ud af, at når jeger 18 år, kan jeg få lov til at rejse 1 år tilUSA, til min gudfader (min fars bror).Min far mener, at jeg nok bliver klogere,og hvis manden virkelig holder af mig,kan han vente et år til.

Oplevelser i USASå efter at have afsluttet min væveskoletager jeg kørekort og så med båden tilNew York.Jeg besøger slægtninge mange steder, jeglærer at tage læbestift på, og jeg får et

job, hvor jeg skal passe børn. Det er enfamilie med 4 børn, en baby, en to-årig,en 4-årig og en 6-årig, så bedre kan detikke være. Det er et rigt hjem udenforNew York, hvor forældrene spiser sam-men ved spisebordet, og jeg spiser etandet sted i stuen ved et mindre spise-bord sammen med børnene.

En gang imellem er vi en flok barnepiger,der får lov til at mødes med “vores børn”,og igen bliver jeg rystet over, hvordanman kan behandle børn - og de er dogbarnepiger, tænker jeg. De overvåger alt,giver forbud og finder ikke på at legemed børnene overhovedet. Jeg kan ikkelade være med at blande mig og fortælle,hvad det er, jeg synes er forkert i mådenat behandle børn på.Det tager de sig nu ikke meget af, menjeg er jo også fra “en anden kultur” ogdet er i orden, at jeg leger med børnene(det er jo også “deres” børn jeg dervedpasser).

Jobbet er ren lykke for mig, og familienvil gerne søge om at forlænge minarbejdstilladelse, men det vil jeg ikke, forjeg vil se mere af USA.Jeg får alle tiders anbefaling, og så rejserjeg med Greyhoundbus til Iowa, hvor jeghar en faster. Hun har giftet sig med enanden dansker derovre, og vi går i dan-sker-klubben og her kan man danse. Jeghar det sådan med min faster, som jegkun har set som ganske lille, at jeg for-står alt det hun gør og vil, fuldstændigsom jeg har det med min bedstemor - og

20

med de andre fastre hjemme i Fåborg. Såjeg glider nemt ind i familien, og jeghjælper dem i landbruget og i køkkenet;men jeg vil ikke blive der, jeg vil videretil Californien, i hvert fald vil jeg opleveSan Francisco.

Jeg kender ikke nogen i San Francisco,så jeg finder et billigt hotel og går strakstil et agency og finder en dame, dersøger en barnepige, og kun til børnepas-ning, så det søger jeg.Jeg fortæller i telefonen, at jeg kommerfra Danmark, som damen ikke ved, hvorer, så jeg siger Europa, og damen spørgerså hvad race er du?. Og jeg lille Fåborg-pige på 18 år, jeg har da aldrig tænktover, at der var racer, så jeg svarer, at jeghører til de skandinaviske, det er deteneste, jeg kan finde på. Det, tror jegikke, siger hende noget, men hun spør-ger til anbefalinger, som jeg jo har, såhun vil gerne se mig.Da hun åbner døren til sin villa, ser hunforfærdet på mig og siger: Jamen du er joikke neger! Og jeg svarer at det, har jegda aldrig sagt. Men hun siger, at hun kunvil have neger-barnepiger. Jeg spørger,om jeg da ikke kan komme ind, så hunkan se mig sammen med hendes børn,men hun siger: Nej, aldrig a blond andblueeyed girl over my doorstep og smæk-ker døren i.

Jeg forstår ikke noget af det, og jeg følermig i den grad kasseret. Jeg har ikkemange penge og har jo ingen kontakter idenne by, så jeg tager til Los Angeles -

hvor mor har en kusine. I Los Angelestager jeg også ind på et bureau, finderen familie, der søger 1 eller 2 unge piger,til én løn, til at passe 4 børn + mad-lavning.Jeg ved, at jeg er god til at arbejde, så jegvil have stillingen alene, for jeg vil tjeneså meget som muligt til at købe udstyrfor. Der er nemlig to ting, jeg ved, og deter, at hvis Louis stadig vil have mig, ogjeg ham, når jeg kommer hjem, så vil jeggiftes, og så vil jeg have børn - og ellersvil jeg have en uddannelse med børn.Det er jeg 100 % sikker på.

Jobbet får jeg, jeg er glad for det - og jegbliver udnyttet til det sidste. Jeg bagerog laver mad og lærer børnene at spilleklaver, og jeg spiser for mig selv ude ikøkkenet (har min egen ration af brød,mælk og smør i mit eget skab, som skalrække til hele ugen). Om aftenen kom-mer jeg ind i stuen, hvor de andre spiser,får udleveret på min tallerken, hvad jegmå spise af den middag, og går så ud ikøkkenet og spiser.En mærkelig kontrast til hvad jeg haroplevet hjemme, hvor der jo aldrig varforskel på folk - heller ikke under krigen,hvor vi delte alt, hvad vi fik.

Konen har den ide, at når hun og man-den er ude om aftenen, hvad de ofte er,så må jeg ikke sove, lige meget hvorsent de kommer hjem. Der er tre børne-værelser, og jeg skal sidde lige uden fordem, med åbne døre ind til dem. Jeg måikke sove, for jeg skal kunne høre

21

børnene, de må ikke komme noget til.Hun fortæller, at hun har haft enbarnepige, der flirtede på stranden - også havde hun mistet en søn. Mere får jegikke at vide, men jeg tager påbuddetmeget, meget alvorligt. Hun kan stole100% på mig.Jeg har en fridag om ugen og den brugerjeg i byen. Jeg har fundet en kineserre-staurant, hvor jeg for en dollar kan spisemig fuldstændig mæt, for jeg vil ikkevære bekendt at komme til min morskusine og være så sulten. Og sulten erjeg, som aldrig hverken før eller senere imit liv.

Tilbage i DanmarkEfter et år rejser jeg tilbage til Danmark.Louis og jeg finder lynhurtigt ud af, at vibegge stadig er forelskede, og om som-meren bliver vi gift. Det er 1950, og jeger 19 år, han 29. Jeg kan huske, at jeg pået tidspunkt spørger ham hvorfor egentligmig, og ikke en af pigerne i København(som jeg jo senere møder, og som jegfølte foragtede sådan en lille provinstøssom mig). Hans svar er, at han ikke harstået overfor så meget liv og energi sam-let på ét sted.

Vi kan få en lejlighed i Østersøgade 98,som er mine svigerforældres ejendom,men jeg vil ikke ind og bo i byen menbo der, hvor der er frit og hvor der erhave. Og da min mand har sparet pengeop, køber vi et hus i Vangede.Vi får to børn, og i 1956 flytter vi til et

større hus i Gentofte, mine børn er da 2og 4 år. Under indflytningen, hvor minmand er på rejse, tilbyder min svigermoren dag at hente børnene, så jeg kan fånoget fra hånden. Jeg afslår, idet jeg sigerjeg kan ikke undvære Jan, for han er nødttil at hjælpe mig, og den lille går ogpudser kældervinduerne udefra, så hunskal heller ikke hentes.Det var noget min svigermor aldrigglemte.

Min far kommer ofte fra Fyn, når derskal laves noget i huset og min søn Janhjælper og bliver i det hele taget vant tilpraktisk arbejde. Da han spiller fodbolden dag og smadrer et kældervindue,tager vi sammen mål af vinduet med etstykke pap, som han skal gå hen til glar-mesteren med, så jeg kan kitte en nyrude på. Men min far, der er på besøg,siger at knægten da er gammel nok til selvat ordne den rude - han er 6 år.Jeg vil enormt gerne have flere børn,men min mand synes at to børn er nok.- Også min svigerfar plæderer for, at 2-børns-systemet er det rette. Hans datterhar 7 børn, og han ville aldrig have mereend 2 børn på besøg ad gangen.

Jeg er kun 23 år, og beslutter mig så forat få en uddannelse som børnehave-lærerinde, når nu jeg ikke skal have flerebørn. Jeg husker, hvordan min far, da hanhører jeg ville uddanne mig, trækker migtil side og siger sig mig, tøs, vil du skilles?

22

Ragnhild Hoff, 1909-1993,hendes børnehaveog Nordisk Montessori Kursus(del 1)

Det følgende er baseret på ensamtale med Inge Bøile, derarbejdede sammen med frk. Hoff i40 år. Ragnhild Hoff var førsthendes lærer, så hendes arbejds-giver og kollega, og som årene gikhendes nære veninde

Ragnhild Hoff var ud af en megetfremskridtsvenlig familie. Hendes farvar kontorchef i en af de storebanker, moren var af en kendt, tyskadelsslægt. Det sidste var ikke noget,hun talte meget om, for i den tid, hunlevede, var der jo to store krige sombegge havde med tyskere at gøre, sådet var ikke noget, man gik ogpralede med. Men hendes baggrundog miljø var væsentlig forskelligt fradet liv, som hun valgte at leve.Ragnhild var nr. to ud af 4 børn, trepiger og en dreng. Alle børneneskulle have en uddannelse. Alle 4blev studenter, og herefter måtte deselv vælge, hvad de ville være, menen uddannelse skulle de have, det varkravet hjemmefra.Den ældste søster blev fysioterapeut,den yngre bror translatør og denyngste søster pædagog. Overraskendenok for en pige, valgte Ragnhild atblive snedker. Hun tog en fulduddannelse som møbelsnedker ogvar meget glad for det. Hendes hjemvar præget af smukke møbler, hunselv havde lavet.

Uddannelse tilbørnehavelærerindeJeg tager en rundtur til de Københavnskeseminarier og får en meget blandet mod-tagelse. Igen og igen hører jeg, at jeg viloptage en plads, og jeg skal jo ikkeskilles - og jeg er jo civilingeniør-frue oghar 2 børn. Hvad skal jeg med den ud-dannelse?Forstanderinden på et af seminariernesiger det direkte: Deres plads er hos deresmand og deres to børn!

Min svigermor siger, at jeg skal på Mon-tessori-kursus, for hun havde selv væretmed til at starte en børnehave ovre iMoltkes Palæ i Bredgade, hvor minmands lillesøster havde gået, og selv læstom Montessoripædagogik. Hun brydersig slet ikke om, at jeg ville ud at arbej-de, men et Montesorri-kursus er ok attage.

Optagelse på NordiskMontessorikursusDet sidste seminarium, jeg besøger, erNordisk Montessori Kursus, som det johed, på Svanemøllevej i Hellerup. Hermøder jeg forstanderinden, frøken Hoff,der siger det stik modsatte af, hvad jegellers har hørt. Hun siger at en modenkvinde med et godt ægteskab og to børn -det skal der bestemt være plads til.

23

Den mand, som Ragnhild forlovede sigmed og troede, hun skulle leve sit livsammen med, får tuberkulose og dør.Påvirket af, at hun nu står alene, og atlillesøsteren læser til pædagog, beslutterhun, at hun også vil være pædagog.Formodentlig som en slags kompensa-tion for de børn, som hun ikke selvkunne tænke sig at få med nogen andenmand end denne ene, som hun ikkehavde mere.

På det tidspunkt har Montessoribevægel-sen fået rigtig godt fat i Europa. Den harhovedsæde i Amsterdam, efter at MariaMontessori to gange har forladt et landpå grund af fascismen, først ved at flyttefra Rom til Barcelona, og dernæst i 1936fra Barcelona til Amsterdam.Ragnhild Hoff rejser ned og tager sinuddannelse i Amsterdam hos Maria Mon-tessori, som selv underviser, sammenmed nogle få andre, og selv leder uddan-nelsen.Efter Montessorikurset skal man arbejdei 2 år i en Montessoribørnehave, før manselv kan åbne en Montessoribørnehave,det er betingelserne fra “AccociationMontessori International” (AMI).

Efter 2 år vender Ragnhild Hoff hjem.For sine sidste penge har hun købt Mon-tessorimaterialer, og efter hjemkomstenfår hun fat i en lokal snedker, som laverde træmaterialer til hende, som hun ikkehavde penge til at købe i Amsterdam.

Hun bruger sin uddannelse til i 1939 atstarte en lille, privat halvdags Montesso-ribørnehave i Søborg, i en lejet villa. Hunhar ikke penge nok til at etablere en fær-dig børnehave, så hver gang, hun får ind-skrevet et nyt barn, tager hun ind iDaells Varehus og køber et lille træbordfor 3 kroner og en lille stol for 1 krone.I Montessorisystemet er det sådan, athvert barn har sin egen lille plads, hvordet altid har helle, altid har lov til atvære i fred.Det er svære år i 30´erne, med økono-miske kriser og starten på 2. verdens-krig, men alligevel lykkes det hende at fåoparbejdet en lille succes-børne-have,som i starten kun er lokal kendt, menefterhånden bemærket i lidt viderekredse. Unge piger, som hører omMontessorisystemet, henvender sig tilhende og spørger: hvor kan man lære dether? Og Ragnhild Hoff, der altid er hurtigtil både at se fremtiden for sig og tænke,svarer hos mig!Det er starten på Nordisk MontessoriKursus.

Raghnhild Hoff starter med 6 elever pådet første hold 2.oktober 1940.Hun er den eneste underviser det førsteår. Krigen er brudt ud, Danmark besat,og hun oplever desværre, at tre afhendes elever må flygte til Sverige, fordide er politisk aktive i forholdeneherhjemme, så hun får kun de andre treelever færdiguddannet.

Herefter følger en række gode år, hvorhun to gange skifter til større og bedrelokaler, først fra Søborg til Svanemølle-vej 116, hvor seminariet med børne-have lejer et hus af KTAS indtil 1960.

24

Forst erfaring i praktik!Jeg har aldrig været i en børnehave, ogdet forlanges inden optagelsen.Så min mand går med mig hen til denlokale børnehave og spørger, om hanshustru kan få noget praktik der, for detkræves af seminariet (ja, min mand førerordet, vi var jo i 50´erne).Jeg får at vide, at jeg godt kan arbejdeder, men at jeg ikke kan få løn.Min mand er rystet over den bemærk-ning, for han havde da slet ikke forestil-let sig, at hans hustru skulle have løn.Men jeg går i gang der om sommeren.

Min søn Jan har vinteren før gået i enhalvdagsbørnehave, men jeg bryder migbestemt ikke om den måde, de behand-ler ham på der. Han får at vide, at hanikke må synge med, når de andre synger,for mor, jeg kan jo ikke synge som hansiger. Det ryster mig. Så jeg får ordnet, atJan kan være i Fåborg den sommer, ogden lille kommer med mig i børnehave.

Jeg starter så på Nordisk Montessori-kursus på Svanemøllevej i Hellerup.Her går jeg fra 1959 til 1961, og jeg erbegejstret. Jeg har aftalt med frøkenHoff, at min datter skal med mig i prak-tik. Det foregår jo om formiddagen, hvorvi er på seminariet om eftermiddagen.

Jeg husker fra praktikken i en børnehavei Hellerup, at jeg en dag har nogle børninde i et rum med Montessorimaterialer,sammen med min egen Birgitte i øvrigt,og da vi skal rydde op, mangler der

nogle perler. Nu er det sådan, at der ikkemå sættes noget tilbage på hylden, derikke er i orden, så lederen fortæller mig,at vi ikke kommer ud, før vi har fundetde perler! Vi kan ikke finde dem, og tilsidst må hun jo så lukke os ud.Fra den dag sørger jeg for at eje et heltsæt Montessori-perler, så noget lignendeikke mere kan overgå mig.Nogle dage senere kommer hun og siger,at perlerne er fundet af rengøringsdamenpå et panel ved gulvet. Lederen var ikkealene streng, det skete også, at hun slogbørnene, faktisk med forældrenes billi-gelse. Da min datter fortæller sin far omsådan en hændelse, siger han, at hvisfrøkenen også slår hende, så vil hankomme ned og slå frøkenen.En lille dreng, der ikke kunne spise sinmad, og børnene skulle jo spise op, gem-te sin leverpostej under tøjet, og når vivar ude at gå tur, så lettede han trøjenog smed maden ud. Og hans mor kunneikke forstå, hvorfor hans tøj var såfedtet. Næ, Montessorinavnet har aldrignogensinde været en garant for, at prin-cipperne er blevet efterlevet! Og jeg vilvove den påstand, at nogle af de institu-tioner, der var i Gentofte dengang, varpræget af, at facaden var i orden, menresten var ikke.

På seminariet stortrives jeg. Nogle af deunge studerende er bange for frøkenHoff, når de f.eks. skal vise “materialer”,men det er jeg aldrig, for jeg er jo meremoden - og har i øvrigt min egen be-grundelse for, hvordan jeg gør.

25

I træsløjd laver jeg flere af Montessorismaterialer efter. Også min far går i gangog fremstiller selv de fire cylinder-blokke.

Dagmar Carstens erindringer fortsættes side 30

Ragnhild Hoffs bog med gode råd til forældre udkom i 1947med forord af børnelæge Svend Heinild

Annoncer (1939) for Montessoribørnehaverne

i henholdsvis Søborg hvor Ragnhild Hoff varleder og Hellerup, ledet af søsteren MereteHoff.

Billedteksten til annoncens øverste billede :

“Dr. Maria Montessori besøger Børnehaven påAssumptionsklostret og iagttager de Smaa underArbejdet.”

26

Ragnhild Hoff uddanner Inge Bøile oghun bliver straks ansat til at ledebørnehaven om formiddagen og værepraktikforstander på seminariet omeftermiddagen med besøg på semina-riets praktiksteder og undervisning i“Børnehavelære”.

Efter Svanemøllevej køber RagnhildHoff en villa på Hellerupgårdvej 13,hvor to lokaler på 1.salen bruges tilundervisning, og børnehaven indrettesi stueetagen med garderobe i kælderen.Om børnehavens arbejde fortæller IngeBøile:

Når børnene arbejdede med Montesso-rimaterialerne, sad de ved deres egnesmå borde, på deres egne stole, med deresmaterialer.Foruden dette fandtes der fællesborde,hvor man kunne klippe-klistre eller laveandre ting, og så var der tæpperne pågulvet, hvor børnene kunne lege medmaterialerne. Et tæppe var en lille måtte,som barnet, eller flere børn sammen kun-ne tage og rulle ud, mens de arbejdedemed materialerne - det betød at “herlåner jeg noget af vores fællesareal, og sålænge, jeg sidder her, er det mit”, og detvar noget, børnene var rigtig gode til atrespektere.I vores lille spisestue havde vi altid frispisetid, som betød, at når et barn syntes,at det havde nået til vejs ende med noget,det godt ville lære eller finde ud af, så togman sin mad og gik ud for at spise i

spisestuen. Det kunne også afhænge af,hvornår børnene havde spist morgenmadog var sultne.

Seminariet kører med børnehavepraktikom formiddagen fra 9 til 13 og under-visning på seminariet om eftermiddagenfra kl. 14. - Det er den ordning, RagnhildHoff har valgt, samme ordning somFrøbelseminariet i øvrigt, mens andreseminarier har perioder med praktikafløst af perioder med teori.Seminariet har tre klasser i alt, idet derhvert år skiftevis optages en klasse og toklasser, - der er ikke plads til flere elever.Det er I perioden på Svanemøllevej atRagnhild Hoff ved siden af seminarie-arbejdet læser psykologi på KøbenhavnsUniversitet, hvor hun bliver færdig i1963.

Senere udvider seminariet og flytter tilKronprinsesse Sofiesvej, med DagmarCarstens som rektor, og villaen brugesalene til børnehave.

Om lederskiftet siger Inge Bøile, der iøvrigt var den eneste udover familien,der kaldte Ragnhild Hoff for Ranke:

Ranke er ved lederskiftet i 60-erne, ogdette skift giver noget godt nyt til semina-riet.Hvis Ranke havde valget mellem at gå tilet møde eller undervise sine elever, såvalgte hun at blive hjemme ved eleverne.På den måde kan man godt sige, at hun

Ragnhild Hoff, 1909-1993,hendes børnehaveog Nordisk Montessori Kursus(del 2)

27

Ragnhild Hoff bevarer kontakten tilMaria Montessori, hun hører til “inder-kredsen” og er jævnligt til studiekonfe-rencer og kongresser. I starten rejserhun alene, senere er Inge Bøile ogsidenhen Dagmar Carstens med. Af ogtil besøger hun i en weekend eller etpar feriedage Maria Montessori privat.

En af de gange hun gør det, er Montes-soris søn hos hende - Mario, som imange år ledede Montessoribevægel-sen efter sin mor. Besøget finder sted iMaria Montessoris lille hus i Noord-wijk, en mindre by oppe i det nordvest-lige Holland.Efter en god dag med dem begge tagerRagnhild den følgende dag toget hjemtil Danmark. Da hun ankommer tilHovedbanegården, undrer det hende,at hun bliver mødt af nogle af sinelærere fra seminariet. De siger til hende,at de ikke ville have, hun skulle høredet i radioavisen, men at Maria Mon-tessori netop er død.

manglede en smule i den udadvendtekommunikation, hvor Dagmar Carstensvar meget mere åben for omverdenen oggod til at skabe kontakter.Men når vi rejste ud til kongresser, kunnejeg se, at alle kendte hende og snakkedemed hende. Det var f.eks. “gamle” Montes-sorifolk som fru Joosten, som var en storformidler af Montessori i Holland, ogsom holdt fast i den én gang givne Mon-tessorimetode, der efter hendes meninghverken kunne gøres bedre eller anderle-des end foreskrevet.

Maria Montessori foretog mange rejser,herunder også til Danmark. Hunafholde 8 internationale kongresser ogendnu flere studiekonferencer. Ved ensådan lejlighed modtog Ragnhild Hoffen medalje af sin gamle læremester.Den hænger i en kæde, og ligner et lilleemblem, vistnok med Montessorismonogram. Hun gik dog aldrig medden, for sådan noget lå hende fjernt,husker Inge Bøile.

Men Ragnhild Hoff får lavet emblemertil sine egne elever, i blå emalje med etM for Montessori, og fem stjerner,symboliserendede fem nordiskelande - i lillestørrelse sålænge maner elev, såkan manreklamerefor sagende år, mangår på seminariet- og et større emblem,når man har taget sin eksamen.

28

Det var sådan, at da Ragnhild var tagetaf sted, havde mor og søn snakketvidere. Maria Montessori var oplivet afat have fået besøg, hun er 81 år gam-mel, og på et tidspunkt snakker hunom, at hun og sønnen skal tage pårejse sammen igen. Mario siger, at detvil han gerne, men at han synes, athans mor nok ikke skal rejse så megetmere. Han går ud i køkkenet for at laveen kop te til dem og på vej ud, råberhun efter ham: Ja du, men en skønnedag rejser jeg hen et sted, hvor du i hvertfald ikke skal med!Da han kommer ind, finder han hendedød i stolen. Det var i maj 1952.Disse oplevelser fortalte Ranke mangegange til Inge Bøile og adskillige årefter, står den i øvrigt at læse i “ReadersDigest”(Det Bedste).

Til huset på Hellerupgårdsvej får Ragn-hild Hoff lavet et meget stort relief afMaria Montessori (ca. 1m.x1,70). Det eri brændt ler, og udført af billedhugge-ren Troels Lübecker.Desværre er det gået tabt, som mangeandre ting, da Ragnhild Hoffs villabliver solgt efter hendes død såledesogså et skab, der stod i børnehaven, ogsom Maria Montessori havde brugt i sitbørnehus i Rom, Casa dei Bambini, ogsom Ragnhild Hoff havde fået transpor-teret hele vejen op til Danmark.Det var et skab, som Montessori havdetegnet og fået en snedker til at lave.Det hed “husholdningsskabet”, og detkunne slås ud i flere etager, så man

havde et totalt køkken, hvor alle husligegøremål kunne forekomme.

Men både det og alt andet går tabt to årefter Ragnhild Hoffs død, hvor ensagfører på familiens vegne overtagerhele boet oglukker børnehavenefter en lang,forgæves kamp fraInge Bøile ogbørnehavens andrepædagoger for atbevare den. Det varhelt imod Rankesideer, for ligesomseminariet jo kørtevidere med DagmarCarstens som leder,skulle børnehavenhave kørt videremed mig, mensådan gik det ikke, siger Inge Bøile i dag.

Der er ingen tvivl om, at Ragnhild Hoffvar en autoritet, og at hun var skarp. Dervar næppe nogen, udover Inge Bøile, derkendte Ragnhild Hoff som privat-person,og selv Inge Bøile siger der var ingen, dervar helt tæt på Ranke.Og derfor var der heller ikke mange, dervidste, at Ragnhild Hoff komponerede.Hun skrev flere melodier, som regel små,fine vuggeviser eller melodier tilforskellige børnevers/rim, mange af demengelske. De var virkelig gode, huskerInge Bøile. Hun komponerede et stykke

29

SundhedsplejerskeInga Axelsen var ansat nogle år omkring1970 på seminariet som underviser isocialmedicin (samtidig med undervisningpå Kursus for Småbørnspædagoger ogKøbenhavns Børnehavesemi-narium).Hun beskriver frk. Hoff sådan:

Frk. Hoff var en meget speciel dame.Hun var høj - jeg er 1,80, og hun varhøjere end mig - med stor næse og enmeget bestemt udstråling - megetaristokratisk. Og så var hun jokatolik, hvad hun nu ikke skiltedemed.Der er ikke meget, jeg kan sige omhende, men jeg oplevede, at hunhavde en forunderlig humor, idethun pludselig en dag fortalte mig envittighed. Jeg husker den stadigvæk,nok fordi jeg blev så overrasket:

En dame havde fået et barn - og fiken pakke fra en veninde i USA - enstor pakke, som viste sig at være enkravlegård. Og damen skrev tilbagetil veninden i USA: ”Tusind tak forden pragtfulde gave - jeg sidder iden flere timer om dagen!- Og det syntes frk. Hoff var såmorsomt, måske fordi det lige var,hvad hun syntes om kravlegårde - atder, skulle man ikke holde børn inde.

bolig, flyttede hun hjem til Inge Bøileog boede hos hende de sidste 2½år,før hun døde, i 1993.

musik til det svenske kongeparsførstefødte. Det blev sendt og velmodtaget i det svenske kongehus.Da Ragnhild Hoff kom ud for etulykkes-tilfælde i en alder af 80 år oghavde svært ved at klare sig i sin

30

Færdiguddannet- hvad så?Så er jeg færdig Montessori-børnehave-lærerinde og jeg har nogle tanker omaktiviteter for 6-årige børn (inden børne-haveklasserne rigtig slår igennem i1965), som jeg vil lave i mit eget hus,men det får jeg ikke lov til.Servitutterne kan forhindre en institu-tion, men ikke børn i dagpleje, så jegtager 7 børn i dagpleje. Det er jo kunhalvdags, om formiddagen, og jeg fånabo-pigen til hjælp hjemme i min egenvilla. Jeg begynder at købe Montessori-materialer, de er svære at få og megetdyre, men jeg er heldig at have råd tildet.

Sådan har jeg “børnehave” i et års tid, ogen dag ser jeg, at Gentofte Kommuneannoncerer en villa til leje i Jægersborg,som har været en frøbelbørnehave. Devil have den lejet ud - igen som børne-have.

Jeg får den, det er i 1962, og min farkommer og hjælper med at gøre den istand og lave en ordentlig legeplads,med gynger, klatrestativer og små haverog fliser, så børnene kan cykle. “De over-klassebørn skal sgu osse ha´ en ordentliglegeplads” siger han.Ellers er interiøret gammelt og slidt, bl.a.med “asyl-langborde”, men alt overtagerjeg, dvs. jeg køber det, ligesom alt andeter noget, man køber og “ejer” som lederi sådan en privat halvdagsbørnehave. Jegkasserer det efterhånden og køber nyt.

Jeg ansætter en, som jeg selv har væretmed til at uddanne på seminariet, idetjeg er begyndt at undervise nogle timerom ugen hos frøken Hoff i børnehave-lære og Montessorimaterialer. Og så harjeg en ung pige samt en rengøringshjælpansat. Børnehaven bliver normeret til 36børn fra 3 til 7 år. Børnene skal værerenlige, når de bliver optaget.

Vi er nu henne i 1962, og der er pres fraforældreside for at supplere børnehavenmed et lille eftermiddagshold, så jegstarter et nyt hold børn fra kl. 13-17hver dag. Sådan var det jo ikke, da jegstartede børnehaven, hvor jeg måtterundt til de andre børnehaver og høre,om de havde børn på venteliste, som jegkunne overtage, for at få fyldt op.

Forældrene er glade for Montessori-pædagogikken, vi har nok betydeligmere leg og frihed end i mange af deandre halvdagsbørnehaver, og børnenebager i køkkenet og vi bruger naturenmeget. Enkelte af de børn, der går ibørnehaven hører jeg fra mange år efter,hvor de er voksne og tilkendegiver, atbørnehaven har betydet noget for dem,og det er jo altid dejligt.Efter nogle år kommer jeg på Årskursusfor Børnehave- og fritidspædagoger “ påDanmarks Lærerhøjskole. Vi er sidst i60´erne.

Børnenes TrafikklubRådet for større Færdselssikkerhed harlanceret “Trafikklubben” og laver det

31

32

første kursus for børnehavepædagoger.Det går jeg meget aktivt ind i, og jegunderviser børnehavepædagoger, idetjeg tager nogle af mine egne børnehave-børn med hver gang og viser, hvordanman kan “undervise” dem. Jeg fremstillerselv materiale til færdselsundervisnin-gen, for det har min Montessoribag-grund lært mig, og igen hjælper min farmig med det praktiske. Det går godt ogvi får startet Børnenes Trafikklub.Chefen for Rådet, Ulrik Duurloo, vil havemig ansat som konsulent, men jeg harnetop fået i udsigt at overtage Montes-soriseminariet.

Det gør jeg så i 1970, dvs. jeg begynderat optage studerende til den ny 3-årigeuddannelse i -70, men først i 1971 til-træder jeg som rektor.

Ny rektor - og nye lokaler påDuntzfelts AlléFrøken Hoff afvikler den 2-årige uddan-nelse selv, idet de elever, der er startetpå den 2-årige uddannelse, bliver påHellerupgårdsvej, dem har jeg ikke no-get at gøre med, mens jeg rykker over inye lokaler med de nyoptagne, i Handels-højskolens lokaler på Duntzfelts Alle iHellerup.Det hele er nøje tilrettelagt fra RagnhildHoffs side.

I 1969 bliver der ikke taget nye eleverind, der er nok at gøre med økonomien,bl.a. med overgangen fra det statstil-

Dagmar Carstens genkender endag i en boghandel drengen foranpå Jens Christian Grøndals sidstebog. Det er en af hendes børn ibørnehaven for en menneskealdersiden. Hun køber bogen, læserden og skriver et brev tilforfatteren, der svarer hende:

Kære fru Carstens - ja, sådanhusker jeg dig, og jeg husker digtydeligt!......Som du ved fra min bog,har jeg for anden gang små børn iførskolealderen, men din indlevelseog dit engagement står for mig somen målestok den dag i dag......Jeghusker, hvordan der helt fra Indienkom en dame på besøg på Skovvej isin fine sari for at se hvordan Iengagerede os i den frie ogfantasifulde vekselvirkning mellemleg og læring, som én pædagogik.Det er dejligt, så mange år efter, atfå lejlighed til at takke dig varmtfor de rammer, du gav mig for mineførste skridt, både som barn og som“vordende fortæller.....

33

skud, som den 2-årige uddannelse havdefået og den ny uddannelse med 100%statstilskud.Jeg har det fint med frøken Hoff, der erfra starten en gensidig forståelse imellemos, og jeg overtager efterhånden de flesteaf frk. Hoffs gøremål. Da rektorforsam-

Jesper WederkinckAndersenvar i starten af 70´erne barn ifrøken Hoffs børnehave, det vilsige, hun havde på det tids-punkt kun lidt at gøre i børne-haven, og seminariet havdehun trukket sig helt bort fra.Det var Inge Bøile og assistentKirsten Agerbo, der stod fordet daglige arbejde.Jesper var født blind, og opta-gelsen i institutionen var an-befalet af hans sundheds-plejerske, der selv havde børn ien Montessoribørnehave ogtænkte, at netop Montessoriville egne sig for synshandi-cappede. Det var jo en pæda-gogik med fokus på krop ogsanser og masser af materialerfor føle- og høresansen.I dag, som voksen, husker hantydeligt sine år i børnehaven:

Frk. Hoff var meget ovenpå, på 1.salen, og kunsjældent nede i børnehaven.Dvs. hun tog altid imod børnene om morgenen,når forældrene afleverede dem. Vi mødte hvermorgen kl. 9,00 - og kl. 9,04 blev dørene lukket.Der var ingen pardon, man skulle være der - ogdet var man også. - Ind ad kælderindgangen,a l d r i g ind ad stueindgangen (den var kuntil at gå ud ad), tøj af, bamsemærket var mit, ogop i stuen, hvor vi samledes i rundkreds.Børnene fortalte løs, hvis de havde noget at sige,og vi sang, og dagens program blev præsenteret.Herefter legede vi med materialer på nogletæpper/måtter på gulvet.- Og det var godt og overskueligt for en syns-handicappet, for der var ingen, der stødte ind imig, mens jeg legede.I børnehaven lavede vi også billedlotteri medting i stedet for billeder - noget de andre børnogså syntes var sjovt.

Jeg fik tilknyttet Kirsten Agerbo, som havde fåetkurser på Refnæsskolen og lærte mig punktskrift.Hun inviterede mig hjem på weekend i Korsør,hvor hun boede (og hvorfra hun tog til børne-haven i Hellerup hver dag), og jeg havde kon-takt med hende, indtil jeg var omkring 19 årgammel.

Ingen af pædagogerne vidste i øvrigt, hvor gam-mel frk. Hoff var, fortalte Kirsten senere.Der var masser af praktikanter i børnehaven -og en italiensk dame, som hed Nella, der havdeboet her i mange år.

lingen af rektorer fra alle pædagogsemi-narierne bliver stiftet, vil frk. Hoff ikkedeltage, det skal jeg, og hvis der skalforhandles inde i ministeriet, det varmed Inger Oldenborg dengang (tidligereforstander på Frøbelhøjskolen), så senderhun også mig.

34

Ellen Hauberg startede som 18-årigpå Nordisk Montessori Kursus i 1948,efter en optagelsessamtale, som hunog hendes mor var til hos frk. Hoff.

Jeg havde realeksamen, men ”manglede”et år i huset, men jeg vidste, at jeg villeha´ med børn at gøre.Frøken Hoff spurgte min mor ”grædEllen meget, da hun var barn?””Jah, sagde min mor, jeg havde jo trestore børn - og så kom hun - og jeghavde jo meget at lave, så det kan dagodt være, at hun har grædt.””Ja, for det synes jeg, jeg kan se påhendes underlæbe” sagde frøken Hoff.Om det var fordi jeg så lidt mut ud,aner jeg ikke, men jeg blev da optagetog startede på seminariet. Seminariet var netop blevet anerkendt,og vi gik i børnehavepraktik om morge-nen og var på seminariet på Svanemøl-levej 116 om eftermiddagen - nogengange omvendt. Jeg kan huske, at vielever var lidt knotne over, at vi nogengange skulle gøre rent i lokalerne, nårvi kom til seminariet. Men vi gjorde joikke modstand. Jeg var i praktik to gange i en børne-have på Frederikkevej, i et fint lille hus,

I August 1972 flytter seminariet til Kron-prinsesse Sofiesvej, da der på DuntzfeltsAlle ikke er plads til at optage 3 klasser.Der er nu 9 klasser i alt. Navnet erMontessoriseminariet, det “nordiske” ervæk, og uddannelsen følger denalmindelige 3-årige uddannelse tilpædagog, men Montessoriseminariet erstadigvæk det eneste seminarium iNorden, hvor man kan uddannes iMontessoris metoder, samtidig med atman får den almindelige, nu 3-årige,uddannelse til pædagog.Jeg er glad for seminariearbejdet, det haraltid været et mål i mit arbejde, atudbrede kendskabet til Montessori.

Seminariet er meget søgt af især sven-skere. De udenlandske studerende ved,at jeg har fået en aftale med det inter-nationale AMI (Assosiation MontessoriInternational) hvor seminariets logo erblevet godkendt (de to små børn), og atde så rundt omkring i verden vil kunnearbejde i en Montessoribørnehave, hvisde ellers taler landets sprog. Mange kantale engelsk og det tiltrækker dem, at dekan arbejde i USA eller England. De kanaltså få en uddannelse, der både gælderi deres eget land og iMontessorinstitutioner i andre lande.En overgang er mellem en tredjedel oghalvdelen af de studerende svenskere.Det ændres dog, da der kommer et kravom, at en svensk statsborger skal haveto “tilknytninger” til Danmark for atblive optaget.Jeg underviser selv i Montessori, ved

siden af det administrative arbejde somrektor. Jeg har lige fra jeg var barn væreten “organisator”, og det at organisere,administrere og lede har jeg ingenproblemer med. Jeg har mit Montessoriligesom værkstedslæreren har sitværksted, musiklæreren sin musik ogprykologilæreren sin psykologi. Jegblander mig ikke i deres arbejde.

35

Montessoriseminarietnedlægges - eller“sammenlægges”Da Montessoriseminariet i 1988 blivernedlagt - eller “sammenlagt” medKøbenhavns Pædagogseminarium - harjeg et ønske om at få det personlige,internationale AMI-diplom, for så kan

jeg fortsætte med at kunne give kurser iMontesorripædagogik (den tidligereaftale jeg havde fået i stand med AMIgjaldt kun Montessoriseminariet). Såjeg taget den internationale eksamen i1988 fra AMI i London, og vil så gernefortsat afholde kurser; men det erKøbenhavn Børnehaveseminariumsbestyrelsesformand Egon Weidekamp

Man diskuterede det ikke.Nogen gange var vi sammen med elever-ne fra de andre seminarier, Frøbelsemi-mariet og Kursus for Småbørnspædago-ger, og det var tydeligt, at de ikke regne-de os for noget. Det, de fortalte om deresuddannelse, var slet ikke noget, vi ople-vede. Vi var anderledes, og vi følte detselv. Jeg kan huske, der en enkelt gang var enlille smule oprør i os i forhold til en slags”tegne-figur”, der skulle bruges på én heltbestemt måde, hvor vi ikke kunne forstå,at det skulle være så ensidigt. Men ellersvar det senere, efter uddannelsen, vi hverisær fandt ud af, hvordan vi ville gøre, ogjeg havde f.eks. lejlighed til at kigge nær-mere på flere Montessoriskoler, da jeg vari Holland senere, og så hvordan enMontessoripædagogik kunne være fuld afbåde liv og leg. Men jeg så også nogle,der virkede mekaniske og ufrie, især pånogle katolske skoler styret af nonner. Jeg har nu ikke været ked af, at jeg togmin uddannelse hos frk. Hoff, for dengjorde mig undersøgende og kritisk, jegkiggede mig meget omkring for at findeud af, hvor der var noget spændende;men jeg må sige, at jeg ikke havde denstolthed over min uddannelse som jegmødte hos folk fra andre seminarier.

hvor lederen boede ovenpå sammen medsin gamle mor og med børnehaven i stuen.Der havde de en stue kun med Montessori-materialer, og så var der stuer med altmuligt andet.Et andet praktiksemester var jeg i eninstitution, der intet havde med Montessoriat gøre, vi skulle jo osse se noget andet.Her sad assistenterne og flettede Frøbel-fletteblade - for det kunne børnene ikkefinde ud af, og det skulle jo vises frem - ogher var det en af elevens opgaver, at holdestyr på børnene, når de stillede op ogskulle ud at tisse inden frokosten, og tørretoiletsæderne af for hver gang, de blevbrugt. Ragnhild Hoff underviste os i ”Montessori-psykologi”, det foregik ved, at hun dikteredeos, og vi skrev det op i et stilehæfte. Jeg hardesværre smidt det ud.

Frøken Hoff havde en søster, der havdebørn, og et af dem, Anita, blev brugt som”Montessori-model”. Frk. Hoff havde envending, hun brugte når hun havdeafsluttet en fremvisning af nogle materia-ler for os: ”- og så er barnet fuldkommenlykkeligt”, og det var dét vi skulle opleve.Frk. Hoff var jo overbevist om, at dettesystem var det allerbedste, der overhovedetfandtes. Jeg selv følte nu, at det var alt forstrikt, men det sagde jeg jo ikke noget om.

36

imod. Der skal overhovedet ikke værenoget Montessori knyttet til KøbenhavnsPædagogseminarium.Undervisningsminister Bertel Haarderkræver imidlertid, at der fortsat skalvære noget Montessori at finde på semi-nariet, så jeg får da et lokale til materia-lerne. Jeg kan huske, at han var ude påseminariet, og at han interesserede sigfor sagen og så lokalet.Men der kommer ikke til at stå nogetom det nogen steder, og det betyder bl.a.at ingen mere kan få et “Montessori-besvis”, som f.eks. svenskerne benyttede.Siden da er der ikke blev optaget nogen,der skulle have noget med Montessori atgøre, og det går tilbage med interessenfor Montessori - her i landet.

Ellers går sammenlægningen rigtig godt,der er ingen uoverensstemmelser mellemrektor Kirsten Haugaard og mig, og jegpraktiserer at udbrede Montessoripæda-gogikken i det omfang, det er muligt.

37

38

“Af og til bliver jeg bedt om at holdeforedrag i Sverige, det er som regel nogleaf mine gamle studerende fraMontessoriseminariet der sender budefter mig.”

39

40

Marian Montessori er Italiensførste kvindelige læge,født i 1870 og død i 1952.

Efter afslutningen af sit læge-studium, fortsætter hun medat læse psykiatri og antro-pologi, og hun bliver kendtover hele Italien, da hun gårrundt på børnehjem til børn med allemulige forskellige handicaps, leger meddem og omgås dem ved at give demforskellige tilbud. Disse børn bliverherefter i stand til at bestå den alminde-lige optagelsesprøve til skolegang, nogetman troede ikke var muligt.Alle de børn, man bare havde opgivet,viser sig i stand til at fungerer normalt.Det er en sensation.

Maria Montessori får i 1907 tilbud at fået lokale i San Lorenzo-kvarteret i Romsudkant, i et nyt boligområde for mindrebemidlede, hvor hun skal forsøge atvende den dårlige udvikling som bebyg-gelsen allerede er inde i, ved at arbejdemed børnene. Hun får en lille sum pen-ge, som hun får lavet møbler af i forskel-lige børnestørrelser, sågar små lænestole.Forældrene giver ikke noget for at havebørnene hos Maria Montessori og dethele kører ved små donationer, bl.a. afmad.Maria Montessori er klar over, at børne-ne skal have god mad, og de skal selvhjælpe med at lave den, og hun får lavetnogle klatrestativer, så børnene også kanfå fysisk træning.

Kort introduktiontil Maria Montessori- af DagmarCarstens

Hun er overbevist om, at det fysiske ogpsykiske i barnet er en helhed og atbegge dele skal styrkes, og hun mener,at alt i barnets miljø kan bruges i pæda-gogikken.

Maria Montessiri tager børnene medrundt i Rom og ser ikke bare på kunst-værker, men også boligkvarterer, så bør-nene oplever hvordan andre bor, ogf.eks. har haver med planter i. Det fårhun dem til at blive interesseret i ogtage ansvar for, så de kan holde haven iCasa dei Bambini i stedet for at rasereområdet.

Det viser sig at være en succes, også forboligselskabet, der sparer mange penge,og børnene bliver i stand til at blive

41

optaget i en almindelig skole, selvommange af deres forældre er analfabeter.Montessori nedskriver alle sine resul-tater, og især måden hun bruger forskel-lige materialer på.

Hun er overbevist om, efter sine iagtta-gelser, at det er vidt forskelligt hvordanbørn lærer bedst, men at det generelt ersådan, at de først skal være interesseret,og de skal gøre deres egne erfaringer.Nogle ser, nogle hører og nogle gørbegge dele, men de har også brug for atrøre ved tingene. Børn kan ikke baresidde på en stol og tage imod hvad derbliver sagt.Hun begynder selv at fremstille materi-aler og som årene går udvikler hun flereog flere materialer på en naturviden-skabelig baggrund, og hendes pæda-gogik bliver kendt over hele verden.

42

Korte Montessori kurser inordisk regiI vinteren 1992-93 laver jeg et kursus påDen internationale Højskole i Helsingøri samarbejde med repræsentanter forSvenska Montessoriförbundet og NorskMontessoriforbund. Der er både sven-skere og nordmænd blandt de tilmeldte,og kort tid efter starter jeg med at under-vise på et efteruddannelseskursus iMontessoripædagogik i Kristianstad.Der er et kursus for førskolelærere ogskolelærere på 10 måneder, som foregårfredag aften og lørdage. Nogle tager etudvidet kursus, men det er mest skole-lærerne.

Disse kurser afholder jeg lige til 2004,hvor kursusvirksomheden lukker.

Rejsende “Montessori-ambassadør”Der er også bud efter Montessori fra enhelt anden kant, nemlig fra Letland.Efter at landet har opnåede selvstændig-hed, får det danske udenrigsministeriumen henvendelse fra en ung lærer. Han harlæst en bog om Montessori, og spørgerom han kan få undervisning i pædago-gikken.Brevet bliver videresendt til mig, jegskriver tilbage, og aftalen bliver, at jeg i1992 skal undervise en uge på hansskole i en lille by udenfor Riga. Hansørger for et sted jeg kan bo, restenbetaler jeg selv, det foregår jo i min ferie.Ikke overraskende møder jeg en stor

interesse fra lærernes side. Det, et havebarnet i centrum for læringen, er jo denvej de vil gå, og de er ikke bare interes-seret i Montessori, men i alt, hvad der ipædagogisk praksis peger i den retning.

Året efter kommer jeg igen. Det er på detider svært at få fremskaffet mad, så dajeg kommer for anden gang, medbringerjeg selv noget - i så rigelige mængder atder er nok til både mig og kursisterne.Jeg er der igen for at undervise i 1994(dog uden madproblemer).Jeg inviterer de, der kan, en uge til Dan-mark, men kun 2 kommer: En kvindehvis mand har tjent dollars som hånd-værker, og en som arbejder i en børne-have i Letland, hvor der er blevet samletpenge ind til hendes rejse.De er mine gæster under opholdet, og dekom i praktik i Montessoribørnehaver,og begge har jeg stadigvæk kontaktmed.

Da Kirsten Haugaard går af som rektorfor Københavns Pædagogseminariumi,ønsker jeg ikke at afløse hende, som jegkan ifølge aftalen om sammenlægning.Jeg har nået pensionsalderen og føler joheller ikke rigtigt at det er “mit” semi-narium.Et par år efter, i 1998 da jeg er 67 år,stopper jeg. Der er også et lille barne-barn, jeg skal passe, inden han skalbegynde i vuggestue; men efter kun ½ årbliver han optaget i institution, og jeg

43

må finde noget andet at bruge minenergi på.

Aktivt pensionist-livJeg besøger Thailand, hvilket jeg hargjort et par gange før, idet jeg har fleregamle studerende, som arbejder iMontessoribørnehaver der. Jeg har i dethele taget besøgt mange Montessoribør-nehaver rundt omkring i verden.

I 2008 er jeg i Australien for at besøgeen hollænder, som vi i mit barndoms-hjem havde taget os af efter krigen, ogbåde i Sidney og i Brisbane slår jeg bareop i telefonbogen og finder to forskelligeMontessoribørnehaver, som begge erfantastisk gode. En af dem, der modtagermig i børnehaven, er også uddannet iEngland og vi har fælles gamle lærere.Det er jo sådan at Montessoribevægel-sen er verdensomspændende stadigvæk,og mange steder i verden kan man findeMontessoribørnehaver eller skoler; mennavnet Montessori er jo ikke “beskyttet”,så man kan komme ud for lidt af hvert.

Dvs. svenskerne har autoriseret deresMontessoribørnehaver. Her kræves,udover en Montessoriuddannelse, et vistantal Montessori-materialer og antalkvadratmeter for at blive godkendt. Desteder får pædagogerne en højere løn,også selvom det er i kommunalt regi.Foreningen Svenska Montessoriföbundet,som i dag tæller omkring 8000 med-lemmer, står for kurser og eksamina-

tioner i Montessoripædagogik, og de hari øvrigt gjort mig til æresmedlem, hvilketjeg naturligvis er utrolig glad for.

På vejen til Australien gør jeg stop enuge i Bangkok. Denne gang skal jeg ogsåbesøge nogle andre, tidligere thailandskestuderende, som jeg har undervist, da devar i København.De har oprettet en Montessoribørne-have i Bangkok, og jeg har lovet at bruge

Montessoribevægelsen er stadig aktiv i norden.

Norge har i dag omkring 500 Montessoriskoler.

I Sverige udgives Tidskrift for svenska Montes-

soriforbundet, der udkommer 6 gange årligt i

8.800 eksemplarer.

Stockholms universitet har en uddannelse i

Montessoripædagogik, der hedder ‘Utbilding i

lärandets konst.’

Og både Folkuniversitetet og Maria Montessori

Instituttet AB i Uppsala uddanner eksaminerede

Montessori-småbarnspedagoger.

44

en uge der til at undervise. De er AMI-uddannet i London, og Montessori-materialerne til børnehaven har de købti henholdsvis Holland og London (forprivate midler).- Og jeg bliver begejstret, ja, jeg jubler.Det er en fantastisk børnehave. Jeg gårblandt børnene til daglig, og når arbejds-dagen er slut, holder jeg kursus forpersonalet.

Da jeg tager derfra, har jeg lovet at villekomme igen for at holde kurser, og det

gør jeg så også. Denne gang tager jegmin søn, Jan, med mig, han er ogsåseminarielærer, og vi afholder kursersammen.Det er vel nok det sidste Montessori-arbejde, jeg har udført.

Jeg har aldrig mødt Maria Montessoriselv, men jeg har mange gange snakketmed hendes søn, Mario, og det at arbej-de med Montesorri-pædagogikken harværet med til at give mig et heltigennem dejligt liv.

Dagmar som akriv Montessori-pædagog

45

Dagmar Carstens fotograferet foran sin “sommerbolig” i haven

hos hendes datter, januar 2011- stadig aktiv “Montessori-ambassadør”

Dagmar Carstens modtager ERNA-prisen 2010

46

ske “Montessoripædagoger”, nogle fåuddannet hos Maria Montessori selv,skete der det, at de fleste også tog andretanker til sig, der var oppe i tiden,nemlig Freud og psykoanalysen.

De blev fortalere for den antiautoritæreopdragelse, med bl.a. forsøg på at ændreden danske folkeskole i 1920´erne (desåkaldte “Vanløseforsøg” på tre skoler iVanløse). De startede børnehavesemina-riet “Montessorikursus for Småbørnslæ-rerinder” i 1928, og de lagde grunden tilsenere initiativer som f.eks. oprettelse afde første frie “lilleskoler” i 1949 (Berna-dotteskolen og Den lille Skole). Og flerebørnehaver, drevet i denne ånd, havdeMontessori med i deres navn.Montessoris ideer og metoder blev hosdem integreret med andre pædagogisk-psykologiske tanker.

Andre Montessoritilhængere, somRagnhild Hoff, der fik sin uddannelsehos Maria Montessori i midten af 30´-erne, havde mere fokus på den metodi-ske del af Montessori. Her var det mate-rialerne og deres anvendelse omkringbarnets læring som var det helt centrale.Nogle har holdt sig strikt til denne op-rindelige Montessorimetode, mens andreogså har taget ideer ind andetsteds fra,men stadig med Montessorimaterialernesom omdrejningspunktet. Maria Mon-tessori var i øvrigt selv ikke meget for at“blande”, og der var en hel del hos Freudog i psykoanalysen hun var meget kri-tisk overfor. Denne Montessoribevægel-

Efter læsningen af dette “småskrift”kunne man stille spørgsmålet: Hvorforer Montessoripædagogikken ikke synligi Danmark i dag? Vi har ingen Montes-soriskoler og kun få Montessoribørne-haver tilbage, og selvom Danmark vardet nordiske land der først tog Montes-sori til sig, er det Sverige og Norge derhar bevaret og stadigvæk praktisererMaria Montessoris ideer og metoder.Hvorfor?

Når bevægelsen ikke eksisterer mere iDanmark, mener nogen det er, fordi denhar været for sekterisk, eller den harværet for vanskelig at holde i gang, bl.a.på grund af de meget dyre Montessori-materialer.Andre mener årsagen er, at materialersom ideer allerede er indgået i dendanske pædagogik, og at der derfor ikkelængere er bud efter den oprindeligeMontessoripædagogik.

Det er nok umuligt at sige hvad hoved-årsagen har været, men tager manMontessoris tanker om barnets frihed,evne til at lære gennem sanser og erfa-ringer og udvikling i egen rytme osv., såer der ingen tvivl om, at Montessori harpræget dansk børnehavepædagogik.

Lige fra de første reformpædagogerherhjemme begejstret bragte Montes-soris pædagogik til Danmark tidligt i1900tallet, som beskrevet i HelgaSchwedes indledning, har påvirkningenfundet sted. Men hos disse første, dan-

Efterskrift

47

se har haft stor genklang i Sverige og imange andre lande, og har det den dag idag.

Til gengæld fik de danske reformpæda-gogers ideer om den frie opdragelse ogbarnets frit skabende arbejde, slet ikkesamme fodfæste i Sverige som herhjem-me. Omvendt var svenskerne de førstetil at introducere en mere indlæringsori-enteret småbørnspædagogik i 70´erne,som danskerne herefter tog op mangesteder.

Hvorfor den pædagogiske historie harudviklet sig forskelligt hos os og i vortnaboland, og specifikt Montessorisplacering i denne, skal jeg ikke kunnebesvare. Men jeg kunne ønske at fååbnet en dør mere til denne del af denpædagogiske historie, ved f.eks. at senærmere på konferencen i 1929 i Hel-singør, New education fellowship worldConference 1929.Her blev Montessoris ideer diskuteret afpædagogiske tænkere og praktikere frahele verden, og der findes mødereferatpå flere hundrede sider fra denne kon-ference. - Måske et kommende skrift fraDansk Pædagogisk Historisk Forening?

Ulla Fischer, marts 2011

Træskål, fremstillet af Dagmars far

En pudsig ting, som de to Montes-sorifolk, Dagmar Carstens ogRagnhild Hoff, havde tilfælles, varderes fascination af træarbejde.

Dagmar elskede at se sin far drejeskåle som barn og senere frem-stillede hun selv Montessori-materialer i træ.Ragnhild Hoff blev uddannetmøbelsnedker før hun begyndtemed pædagogikken og psykologien.Om Montessoripædagogikken ellershar med dette at gøre, skal væreusagt.

48

Litteratur

Dagmar CarstensMontessori pædagogikGennemgang af pædagogikken ved brugaf Montessori-materialerne, fremstillet tilinternt brug først i 70-erneHæfte på 48 siderFindes i ét eksemplar (kopi) i DPHF’s samlings

bibliotek

Maria MontessoriBarndommens gåde,Borgens forlag 1963

Sofie Rifbjerg (red)Bogen om MontessoriRosenkilde og Bagger, København 1950

Maria Montessori:Håndbog i Montessori Metoden,Pios forlag, 1919

Thora Constantin-Hansen,Et Skoleliv i Strid og Fred,Povl Branners Forlag, 1935.

Sigurd NæsgaardEgelundshuset, en dansk Montessoriskole.Martins Forlag, 1926.

Links

www.montessoriforbundet.se- en sammenslutninmg af 250 lokaleMontessori-foreninger i Sverige

www.mmi-institutet.se ogwww.montessoricenter.se- begge sider om uddannelse tilMontessoripædagog. (Den sidste medmottoet “hjälp mig at göra det sjelv”)

Hvis man vi søge yderligere oplysningom Montessori-pædagogik på nettetkan man med fordel bruge Google ogsøge på ‘Casa dei bambini’

Youtube har flere interessante filmklipom praktiseret Montessoripædagogik frahele verden. Søg filmklip’ og‘Montessori’

Dagmar Carstens var rektor for detdaværende Montessoriseminarium(1971-88) i København.Hendes erindringer rummer enmosaik af barndoms- og ungdoms-oplevelser, hvor forholdet mellemvoksen og barn er gennemgående.Det leder tanken hen på hendessenere beskrivelse af mødet medMaria Montessoris ideer og metoder,som hun hele sit arbejdsliv har søgtat udbrede.

Udover Dagmarsfortælling, er derindsat afsnit omMontessoribevægel-sens start, og mindreberetninger oganekdoter fra folkmed tilknytning tilNordisk MontessoriKursus (1940-1971).

Maria Montessori

Indledningen om Montessoribevægel-sen i Danmark er skrevet afseminarielektor Helga Schwede.

Dansk Pædagogisk Historisk ForeningSmåskriftserie nr 23 2011

ISBN 87-91866-05-7

MontessoriDagmar Carstens

Træk af Montessoribevægelsen i Danmark

Et liv med

fortæller ombarndom ogarbejdsliv