1

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4 K

ina

i ver

den

2

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4Ko

lofo

n Faglig redaktion på dette nummer:

Hatla Thelle og Erik Beukel

Layout:Allan Lind Jørgensen

Tryk:Handy-Print A/S, Skive

Dansk Institut forInternationale Studier

(DIIS)Strandgade 56

1401 København KTlf. 3269 8642Fax 3269 8600

E-mail publications@diis.dk

ISSN 0029 6775ISBN: 978-87-7605-266-9

Salg:Den Ny Verden udkommermed 4 numre i hver årgang.

Abonnement koster245 kr

Enkeltnumre koster85 kr

Adresseændringer skalmeddeles til

publications@diis.dk

www.diis.dk > publikationer

: Tianxia betyder direkte oversat

‘(alt) under himlen’. Udtrykket bruges i klassiske

skrifter både om Kina og om verden. Den dobbelte

betydning afspejler den traditionelle opfattelse, at Kina var hele verden i den forstand, at Riget

repræsenterede den eneste egentlige civilisation, mens resten af jorden

var beboet af barbarer.

7

25

913

3

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4In

dhol

d

Morten Kjærum & Nanna HvidtForord

Hatla Thelle & Erik BeukelIndledning: Kina i verden

Clemens Stubbe ØstergaardHvad betyder en partikongres fra eller til? Når indenrigspolitik bliver til udenrigspolitik

Den 17. partikongres i Kinas regerende parti i efteråret 2007 stod over for store problemer efter næsten 30 år med voldsom økonomisk vækst, bl.a. regionale uligheder, øget kløft mellem land og by, miljø-forringelser og svag miljølovgivning, vildtvoksende marked og kor-ruption. For at formindske disse problemer, udstak partiets ledelse en ‘genopretningspolitik’, der, for at bidrage til at skabe det ‘harmoniske samfund’, bl.a. satser på videnskab og teknologi og lægger større vægt på social-, miljø- og sundhedsområderne. Udenrigspolitisk bliver der lagt vægt på FN, folkeretten og universelle normer for internationale relationer.

Erik Beukel Social uro, nationalisme og regimestabilitet i Kina: samspillet med omverdenen

De seneste tiårs kraftige økonomiske vækst og store ændringer i de økonomiske strukturer har på lokalt niveau været ledsaget af talrige masseprotester mod myndighederne. Det er lykkedes Kinas kommuni-stiske parti (KKP) at afgrænse disse proteser og undgå, at de har bredt sig til det centrale niveau. Samtidig er der vokset en stærk nationalisme frem, der i et vist omfang har begrænset regeringens udenrigspolitiske handlefrihed og gjort regimet usikkert. Også tabuer og mørke pletter i det kommunistiske Kinas historie kan blive en trussel mod regimets stabilitet.

Indhold

35

45

57

67

4

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4In

dhol

d Bjørn MøllerRiget i Midten og verden omkring det: Kinas nationale identitet og udenrigspolitik

Det historiske tema om Kina som verdens eneste civilisation, ‘Riget i Mid-ten’, blev fra midten af det 19. århundrede suppleret med et andet tema, som beskriver Kina som et svagt, uskyldigt offer for imperialismen. De nationalistiske narrativer om storhed, uretfærdig ydmygelse og befrielse blev efter Folkerepublikkens dannelse filtret sammen i et ideologisk nar-rativ. Efter Deng Xiaopings overtagelse af magten er Kinas modernisering blevet det centrale. Konsekvenser for udenrigspolitikken sammenfattes i sikringen af et samlet, uafhængigt og stærkt Kina, der behandles med behørig respekt af omverdenen.

Yong Chen & Jørgen DelmanKinas energi og klima i en globaliseret verden

Kinas tørst efter energi er umættelig, og forbruget dækkes først og fremmest af kul og olie. Kina er samtidig verdens største udleder af CO2. I modsætning til tidligere synes den kinesiske topledelse nu at have accepteret, at Kina må slutte sig til den internationale kamp for at begrænse energiforbruget og klimaforandringernes konsekvenser. Kinas stigende energiforbrug har dermed fået den kinesiske ledelse til at erkende, at Kina må integrere sig endnu mere internationalt og opføre sig som en mere ansvarlig partner i globale energi- og klima-spørgsmål.

Henrik EgelyngKina spiser grønt

Årtier er gået, siden stifteren af Worldwatch Institute, Lester Brown, spurgte: Hvem skal ernære Kina? Skrækscenariet var et dagligt æg til hver kineser, hvilket ville kræve alverdens korn. Stigende fødevare-priser synes nu at bekræfte Browns logik. Men Kina producerer og eksporterer masser af mad, samtidig med at miljøproblemer plager land og by. Stigende miljøbevidsthed og urbanisering har også frem-met udviklingen af en ‘grøn’ produkt-standard og bidraget til, at Kina nu er en betydende spiller på verdensmarkedet for certificerede økologiske fødevarer.

Peter Kragelund & Anders BastholmKinesiske investeringer i Zambia. Den kinesiske stats indflydelse og betydningen af strategiske interesser

Kinesiske virksomheder har de seneste år investeret kraftigt i alle sek-torer af de afrikanske økonomier. Artiklen ser på motiver og strategier

77

87

97

5

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4In

dhol

dfor kinesiske investeringer i tre sektorer af Zambias økonomi: minedrift, bygge- og anlæg og landbrug. Alt afhængigt af motiver og strategier kan investeringerne have både positive og negative konsekvenser for lokale virksomheder. Det konkluderes, at den kinesiske stat bakker op om og styrer disse investeringer på højeste politiske niveau. Ikke mindst er investeringer i minesektoren vigtige for Kina.

Christian Barse & Marie Navarana BiisgårdRiget i midten af Darfur-konflikten

Kinas rolle i FNs Sikkerhedsråd i forbindelse med Darfur-konflikten viser tydeligt, at Kinas olie-interesser ikke hindrer landet i at gå aktivt ind i at påvirke regimet i Khartoum med henblik på at finde en løsning. Der kan argumenteres for, at Beijing arbejder på de diplomatiske linier og har lagt pres på den sudanesiske regering – omend bag lukkede døre. Kina har i det hele taget ændret sin indsats i Sikkerhedsrådet for at vise, at landet ønsker at tilpasse sig de normer, der eksisterer i det internationale system, og omverdenen bør tage et medansvar for, at denne tilpasning kan foregå på en konstruktiv måde.

Hatla ThelleI offentlighedens interesse. Retshjælp som katalysator for social forandring

Den berømte åbning over for omverdenen, som den kinesiske regering har gennemført siden 1980, åbnede også for en strøm af nye ideer, som gradvist er i færd med at omforme samfundets grundtræk. Blandt disse er ideen om et retssamfund, hvor staten er forpligtet til at beskytte individet. Bestræbelserne for at skabe en større retsbeskyttelse kommer til udtryk både i officiel retorik og i en gryende retsbevidsthed i befolkningen. Samtidig er et omfattende net af institutioner blevet opbygget og, selvom der stadig er problemer, er den enkeltes muligheder for at kræve sin ret i dag langt større end før.

Dorrit Kjær ChristiansenDødsstraf og tortur i Kina i et menneskeretligt perspektiv

Kina har underskrevet både FNs Konvention om Civile og Politiske Rettigheder og Torturkonventionen. Begge forbyder tortur og fraråder dødsstraf for alt andet end forbrydelser mod liv og legeme. Alligevel er tortur jævnligt forekommende, og dødsstraf bruges mere i Kina end i andre lande i verden. Disse to forhold har afstedkommet stærk interna-tional kritik af den kinesiske regering. Artiklen gennemgår kravene i de internationale konventioner i forhold til den kinesiske virkelighed og påpeger, at der sker fremskridt, men der er stadig lang vej igen, før Kina helt lever op til sine internationale forpligtelser.

109

119

6

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4In

dhol

d Paul DaltonRetfærdighed for alle. Hvordan ser fremtiden ud for Kinas menneskerettighedsadvokater?

Advokaterne i Kina har traditionelt været marginaliseret i retssystemet og har haft meget vanskelige kår i forsvaret af sigtedes rettigheder. De har haft langt lavere status end både politiet, dommerne og anklagerne. Selv i befolkningen er der en udbredt mistillid til advokatstanden. Dette forhold er gradvist ved at ændre sig, og der er opstået en ny gruppe af advokater, som arbejder fokuseret med at forsvare ofre for overgreb fra statens side. Myndighederne har et dobbelt forhold til denne gruppe, idet man på den ene side har brug for deres tjenester og på den anden side vil kontrollere hvilke overgreb, der skal afsløres.

Mads Holst JensenDet kinesiske fagforeningssystem og de vestlige virksomheder

Kina er blevet ‘verdens fabrik’ og hermed er vilkårene for fabrikkens ansatte – de kinesiske arbejdstagere – blevet et anliggende, som verdenssamfundet bør tage stilling til. Det kinesiske fagforeningssystem er kommet højt på den internationale dagsorden, og diskussionen om det er blevet et vigtigt moment i Kinas integration i den økonomiske globalisering. De vestlige virksomheder og de internationale faglige organisationer bruger forskellige tilgange i forhold til det specielle kinesiske arbejdsmarked, spændende fra ‘ingen kontakt’ til ‘konstruktiv dialog’.

7

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4Fo

rord

Stadig flere unge vælger at lære engelsk og kinesisk som henholdsvis første og andet fremmedsprog. Det er den form for fremsynethed, som alle kan deltage i, for man behøver ikke en krystalkugle for at se Kina som en endnu mere central global aktør om nogle få år.

På trods af det er relationerne til Kina stadig ukoordinerede, sporadiske og uden strategisk fokus, når det gælder den forskningsmæssige indsats, den politiske interageren samt de erhvervsmæssige relationer. Viden om Kina er i mange tilfælde båret af stereotyper, politiske rygmarvsreaktioner eller ønsketænkning. Med dette temanummer af Den Ny Verden håber vi at kunne bidrage til at stimulere en lyst til at grave dybere i forhold til en række centrale problemstillinger vedrørende kinesiske forhold.

I forbindelse med afholdelsen af de olympiske lege er menneskerettigheds-situationen i Kina med rette på ny kommet i fokus. Selv om forholdene på en række menneskerettighedsområder er bedre i dag end for bare ti år siden, er der stadig lang vej til, at forholdene kan karakteriseres som tilfredsstillende. Hvad angår ytringsfriheden, så kan man i dag tale og skrive om dødsstraf, anvendelse af tortur og den udbredte korruption, hvorimod direkte systemkritik og diskussion om Falun Gong er ude-lukket, ligesom censurering af internettet lægger grænser for adgang til information. I forhold til dødsstraf sker der fremskridt i disse år, men antallet af dømte og eksekveringer er stadig ikke tilgængeligt, og rets-sagerne foregår under tvivlsomme procedurer, hvor tortur ofte har været en del af efterforskningen.

Nogle menneskerettighedskrænkelser er politisk motiverede, som f.eks. undertrykkelsen af religiøse grupper, hvorimod andre er karakteristiske for udviklingslande, som f.eks. anvendelsen af tortur som erstatning for et veluddannet politi, som kan foretage en professionel efterforskning. Skal dialogen med kinesiske forskere, politikere og andre være meningsfuld og bidrage til en højere beskyttelse af den enkelte kinesers rettigheder, er det vigtigt til stadighed at søge det nuancerede billede af Kina og ikke kun tale i absolutter uden øje for de enkelte komponenter.

Forord

Morten Kjærum & Nanna Hvidt

8

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4M

orte

n Kj

æru

m &

Nan

na H

vid

t Det er ikke kun de olympiske lege og menneskerettigheder, der sætter Kina på dagsordenen. I de seneste år har den kinesiske økonomiske udvikling været i fokus. Især tre elementer synes at være tilbagevendende: For det første tidsperspektivet. Hvor længe kan den eksplosionsagtige udvikling fortsætte? Den stadige økonomiske udvikling hænger tæt sammen med fortsat stabilitet og indre accept af det eksisterende system. For det andet bæredygtighed. Kina har været vidne til en af de største folkevandringer i moderne tid, og spørgsmålet er, hvilke konsekvenser dette får for det enkelte menneske og for demografien i de nye megabyer. Til bæredygtigheden knytter sig også spørgsmål om, hvornår miljøet for alvor siger fra over for den kolossale belastning fra det økonomiske boom. Endelig for det tredje vores egen interesse. Hvordan må Danmark indrette sig i en fremtidig økonomisk verdensorden med Kina som en af hovedaktørerne?

Andre spørgsmål presser sig på i lyset af Kina som ny aktør på bistands-feltet, især med fokus på Afrika. Mange i Vesten har spontant reageret negativt på denne indtrængen på Vestens traditionelle områder. Men er det nødvendigvis negativt? Kunne det tænkes, at kinesiske investeringer kan bidrage med noget af den dynamik, som stadig mangler i afrikansk økonomi? Endelig er der spørgsmålet om Kina og sikkerhedspolitikken. Verden har på bare 20 år bevæget sig fra et bipolært til et monopolært sikkerhedsbillede og er nu på vej mod det multipolære. Det er uklart, hvilken rolle Kina vil spille i den fremtidige sikkerhedspolitik, for vi kender knap nok spillet endnu.

Over for alle disse spørgsmål og usikkerheder står én ting klart, og det er at Kina må vies meget større dansk interesse, både forskningsmæs-sigt, politisk, erhvervsmæssigt m.v. Gør vi ikke det, lukker vi øjnene for fremtidens muligheder og udfordringer. Så vi kunne jo starte med at lære lidt kinesisk!

Med dette fælles temanummer af Den Ny Verden markerer vi, at samar-bejdet mellem Dansk Institut for Internationale Studier og Institut for Menneskerettigheder i det administrative fællesskab DCISM kan fejre sin femårsdag. Vi synes, de forskellige artikler viser, at de to institutioner er forskellige, men at vi beriger hinanden.

Morten Kjærum er direktør for Institut for MenneskerettighederNanna Hvidt er direktør for Dansk Institut for Internationale Studier

9

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4In

dle

dni

ng

Forskere, journalister og politikere verden over har karakteriseret det 21. århundrede som Asiens århundrede. De store asiatiske lande er i dag de mest dynamiske og vil med tiden blive verdens førende økonomier. Kina er den største af disse og udråbt til at blive en gigant på verdensmarkedet såvel som i international politik. De vældige økonomiske og samfunds-mæssige forandringer i landet gennem de seneste 30 år har været nært forbundet med grundlæggende ændringer forholdet til omverdenen. Mens Kina under Mao (1949-76) lagde stor vægt på, at landet skulle klare sig selv i opbygningen af en socialistisk økonomi, støtter dagens kinesiske ledere udviklingen af en markedsøkonomi og dennes integra-tion i verdensøkonomien. Kinas aktive deltagelse i den globale økonomi opfattes af landets ledere som en forudsætning for økonomisk vækst og som en nødvendighed for at sikre Kinas fremtid og Kommunistpartiets (KKP) legitimitet og fortsatte magtmonopol.

Overgangen til markedsøkonomi har givet store resultater, men også en række alvorlige problemer. Siden de første økonomiske reformer blev igangsat i 1979, er mere end 400 millioner mennesker løftet ud af absolut fattigdom, og denne historisk set enestående udvikling har styrket over-bevisningen om, at Kina kan generobre sin centrale placering i verden som Riget i Midten. Samtidig er den økonomiske ulighed vokset til en af de største i verden, tidligere privilegerede grupper har mistet deres status, en omfattende korruption er groet frem, og miljøproblemerne er mange steder uoverskuelige. Protester og social uro hører til dagens orden, også på grund af et ureguleret arbejdsmarked hvor specielt den overskydende arbejdskraft fra landområderne er udsat.

Som følge af den øgede kontakt med omverdenen er nye ideer og insti-tutioner blevet optaget og integreret i samfundsstrukturen på en måde, der har lagt spiren til et retssamfund og et begyndende demokrati. Vigtigt er, at et retssystem er opbygget fra grunden, at valg af ledere nu finder sted på de laveste niveauer, og at borgerne kan engagere sig i en mere åben offentlig debat. Problemet og paradokset er, at spiren til et retssamfund skal udvikles samtidig med, at KKP søger at fastholde

Indledning

Hatla Thelle & Erik Beukel

Kina i verden

10

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4H

atla

The

lle &

Erik

Beu

kel sit magtmonopol. Et andet problem er, at som reaktion på den nye

tingenes tilstand har forskellige former for nationalisme fået en ny rolle i kinesisk politik og præger forholdet til omverdenen. Blandt kinesiske eliter er der udviklet en stærk overbevisning om, at Kina skal indtage sin retmæssige rolle som stormagt, og også på det bredere folkelige ni-veau er der sket en genopvågnen af patriotiske og nationale holdninger. Den kinesiske åbning har således medført en kæde af reaktioner og modreaktioner, hvor det nationale og det internationale hastigt væves tættere og tættere sammen.

Dette temanummer har vi valgt at kalde Kina i verden. De ti artikler gennemgår forskellige aspekter af Kinas udvikling siden planøkono-miens begyndende afvikling sidst i 1970erne og lægger vægt på denne sammenhæng og den gensidige vekselvirkning mellem det nationale og det internationale. Forfatterne har været stillet over for følgende spørgsmål:

Hvordan påvirker Kinas indre forhold udenrigspolitikken og relationerne til omverdenen? Modernisering har skabt et kolossalt behov for energi, som nødvendiggør adgang til råstoffer i andre lande, og der satses i den forbindelse blandt andet på olie fra Afrika, hvilket har skabt en speciel kinesisk indsats på det afrikanske kontinent. Energipolitik og Kinas for-hold til Afrika er specielt valgt ud som nogle af de brændpunkter, hvor spændingsfeltet mellem det indre og det ydre manifesterer sig.

Hvordan påvirker den internationale dagsorden og den økonomiske globalisering de indre økonomiske, sociale og politiske systemer? Den internationale udvikling i de sidste tre årtier, hvor Kina har vokset sig stærkt, har været præget af debatter om demokrati, retsbeskyttelse og menneskerettigheder. De kinesiske ledere har mere eller mindre frivilligt accepteret disse præmisser for at blive en vigtig spiller på den internationale scene uden for alvor at give afkald på deres monopol på den politiske magt. Inden for rammerne af etpartistaten er der sket en gradvis tilpas-ning til internationale normer for god regeringsførelse. Opbygningen af et uafhængigt retssystem og øget opmærksomhed på beskyttelse af udsatte grupper er to vigtige elementer i denne tilpasning og diskuteres i detaljer i flere af bidragene.

De to spørgsmål hænger uløseligt sammen, som det aktuelle scenarie omkring afholdelsen af de Olympiske Lege i Beijing viser. Afholdelsen af legene er ledsaget af voldsom international kritik af Kina for landets politik i Afrika – specielt forholdet til Sudan; af det kinesiske styre i Tibet; og af overgreb imod intern opposition. Ikke mindst kan undertrykkel-sen af Tibet og bestræbelserne på at kontrollere al kommunikation med omverdenen blive et stort problem for regimet i Beijing. Den kinesiske regering står i et dilemma, hvor man på den ene side ønsker at opnå international anerkendelse og status ved at acceptere de internationale

11

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4In

dle

dni

ngspilleregler og på den anden side prøver at opretholde sit autoritære styre ved hjælp af mekanismer, som delvis strider imod samme spilleregler. Det er en vanskelig balancegang, og resultatet ligner sjældent det ‘har-moniske samfund’, som Kinas politikere har sat som den officielle vision for deres samfund.

RedaktionenHatla Thelle, IMR og Erik Beukel, DIIS

12

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4H

atla

The

lle &

Erik

Beu

kel

13

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4H

vad

bet

yder

en

par

tiko

ngre

s fr

a el

ler t

il?

Hvert femte år holder Kinas regerende parti sin kongres. Det er en formel affære, med 2213 delegerede, som er sammensat ud fra mange hensyn. De skal repræsentere regioner, provinser, store byer, økonomiens sektorer, de væbnede styrker, vigtige bureaukratier, herunder partiets egne, samt ikke mindst magtbalancen mellem grupper med forskellige interesser og syn på Kinas udvikling. Det er en langstrakt proces at udvælge dem, og den forestås af den siddende ledelse i partiet, som i sig selv repræsenterer mange forskellige interesser. Selve forløbet af kongressen er normalt gennemkoreograferet.

Det betyder, at de spændende perioder i og for sig ligger mellem kongres-serne. Her udformes ny politik, og der arbejdes på at skabe konsensus omkring den, sådan at den i sidste ende kan vedtages af partiets formelt øverste myndighed, partikongressen. På kongressen udpeges også de kommende fem års ledelse, og dens indstilling er naturligvis en vigtig forudsætning for, at den nye politik overhovedet bliver gennemført. Er der ikke fuld opbakning, kan en politik ‘sygne hen’, fordi den tilsidesæt-tes af lokale ledere.

Parti- og regeringsledere i Kina sidder i to gange fem år: De vælges på en kongres, får normalt fornyet mandatet på den næste, og har så endnu en femårsperiode at regere i. Til sammenligning har en amerikansk præsident jo normalt to gange fire år. I de øverste beslutningsorganer i partiet, lige ‘neden under’ ledelsen, er der stor udskiftning, f.eks. 50 procent, hver gang der er kongres. Men samtidig tegner der sig et mønster, hvor det trods personudskiftning alligevel er omtrent de samme interesser, der løbende repræsenteres, nemlig provinser, sektorer, bureaukratier og institutioner. Det, der kan skifte, er, på hvor fremtrædende pladser de kan gøre sig gældende. Da partiet med sine 73,4 millioner medlemmer har fastholdt sit monopol på den politiske magt i Kina, er det alfa og omega at arbejde for sine interesser igennem det. Det lader sig ikke gøre udenfor.

De to nye ledere, som kom til på den forrige kongres i 2002, Hu Jintao og Wen Jiabao, stod over for store problemer. Efter næsten et

Hvad betyder en partikongres fra eller til?

Clemens Stubbe Østergaard

Når indenrigspolitik bliver til udenrigspolitik

14

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4C

lem

ens

Stub

be

Øst

erga

ard kvart århundrede med tordnende økonomisk fremgang var der opstået

mange af de følger af høj vækst, som vi kender andre steder fra: Re-gionale uligheder, øget kløft mellem land og by, miljøforringelser når man industrialiserer i høj fart med et endnu svagt reguleringsregime, manglende rammer til at regulere et vildtvoksende marked, korruption og svage ledelser. Efter opgøret med folkekommuner og statsejede virk-somheder var sundheds-, social- og uddannelsessektoren også blevet svigtet, især på landet.

Hu-Wen-ledelsen valgte at angribe disse stabilitetstruende problemer gennem en ‘genopretningspolitik’. Den sigter på at genskabe ‘harmo-nien’ i samfundet ved for det første at skabe en mere balanceret vækst, hvor bundlinjen ikke er det eneste afgørende, men kvaliteten af væk-sten tæller; for det andet ved at mindske uligheden mellem landsdele og mellem land og by; for det tredje ved økologisk og ressourcemæssig bæredygtighed; for det fjerde ved at investere i ‘nytænkning’ – nemlig innovation og teknologi; og for det femte ved at gøre social retfærdighed til et selvstændigt mål.

Det koster næsten alt sammen penge, og over de 25 år var der op-stået mange velkonsoliderede og stadigt mere styrkede interesser i den vækstfokuserede udvikling. Derfor var det ikke nogen given sag at kunne lægge politikken om, at trække lidt mod ‘venstre’ i den fortsatte reformproces. Hu-Wen-ledelsen valgte at gøre det ved en usædvanlig kombination af vægt på sagkundskab og politisk udvælgelse. På den ene side gjorde man, hvad man kunne for at kaste lys på de opståede socioøkonomiske problemer og de mange folkelige reaktioner på dem, herunder det voksende antal demonstrationer. Sådan prøvede man at vise dem, der nød mest gavn af den skæve udvikling, at situationen ikke var holdbar i længden. Et af midlerne var at lade samfundsvidenskabelig forskning afsløre problemernes dybde, og ligefrem indkalde professorer til at forelæse for Politbureauet, partiets (næst)vigtigste organ. En vi-denskabelig tilgang, som også kan trække på den traditionelle kinesiske respekt for den lærde.

På den anden side ville man også finde de folk i partiet, der ville ar-bejde for en sådan ny politik, og så forfremme dem og placere dem på nøgleposter. Det skete ved hjælp af et organisatorisk værktøj fra partiets historie, en korrigeringskampagne. Over 18 måneder skulle alle medlemmer nærmest ‘generhverve’ deres medlemskab. Igennem talløse møder blev den enkeltes gerninger og holdninger blotlagt. Derved skaffede partiledelsen sig en omfattende viden om, hvem man kunne bygge på, og hvem det f.eks. ville være en god idé at få med på den næste kongres, i oktober 2007.

Samtidig med disse to træk gik Hu-Wen-ledelsen i gang med det politiske arbejde med at hamre en ny politik ud. Partiets tredjevigtigste organ,

15

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4H

vad

bet

yder

en

par

tiko

ngre

s fr

a el

ler t

il?Centralkomiteen, holder møde ca. en gang om året. Fra 2003 fik de 204 medlemmer serveret elementer af den nye politik til vedtagelse. På Centralkomiteens femte møde i oktober 2005 var opgaven at vedtage den 11. femårsplan, 2006-2010 – det nærmeste man kommer et par-tiprogram – som netop lagde vægt på lavere vækst, et skift fra fart til kvalitet, fra investering til forbrug. Men også på at bygge en ‘innovativ stat’ med fokus på videnskab og teknologi. Sundhed, social forsorg, miljø og uddannelse blev prioriteret højt. Det er endnu ikke lykkedes at få en lavere vækst, men der er allerede sket meget på de prioriterede områder (Consumption 2008) Bevillingerne til landbruget er fordoblet siden 2004. Til gengæld er ulighedsudviklingen kun bremset, ikke vendt (McGregor 2008).

Den 17. partikongres i 2007 skulle så være stedet, hvor den såkaldte ‘menneske-centrerede politik’ baseret på en ‘videnskabelig tilgang til udvikling’ blev endeligt vedtaget. Det lykkedes også delvist. Måske på grund af det seje forberedende politiske arbejde, der var gjort, måske fordi også de hidtil stærkt begunstigede dele af landet og befolkningen kunne indse, at bæredygtigheden i bredeste forstand var truet og dermed også partiets magtmonopol. Det er adfærd og ikke ord, der bliver afgørende for, hvor godt det lykkes, men faktisk er der dels før, dels efter kongressen fremkommet megen konkret politik med tilhørende budgetressourcer til forbedring af landområdernes vilkår, regionalpolitikken, fattigdomsbe-kæmpelsen, jordpolitikken, sundhedsområdet, socialpolitikken, osv. For første gang flyder der ressourcer fra by til land. Hovedproblemet bliver imidlertid, om de lokale instanser, dvs. ledelsen af storbyer og provinser – som let kan være lige så store som de større europæiske lande – vil rette sig efter ledelsen i Beijing og loyalt gennemføre politikken, eller om de følger deres egne dagsordener.

Kongressen repræsenterede altså en slags konsensus om et skift i udvik-lingsmodel. Fra 1949 til 1979 forsøgte Kina sig med en planøkonomi, de seneste tre årtier har vækst og markedsøkonomi domineret næsten som i USA i de første årtier af 1900-tallet, nu skal wild west-kapitalismen tæmmes med en politik, der kan minde om den kompenserende new deal-politik, som præsident Roosevelt i 1930erne med held brugte til at rette op på Amerikas problemer.

Men hvilke udenrigspolitiske følger har denne nye model? Og hvilken udenrigspolitisk betydning har de personvalg, som fremgår af kongressen, og den i marts 2008 afholdte femårlige Nationale Folkekongres – som udgør Kinas parlament? Er de ideologiske principper fra partikongressen meningstomme, eller kan der også i dem ligge følger for Kinas uden-rigspolitiske adfærd? Endelig ligger der i kongressens forskellige doku-menter, samt i nogle vigtige taler lige før og efter den, en del konkrete udenrigspolitiske retningslinjer, f.eks. omkring FN, Taiwan, folkeretten og Nord/Syd-kløften (Hu 2007a, 2007b).

16

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4C

lem

ens

Stub

be

Øst

erga

ard Virkninger af skiftet i udviklingsmodel

Der er mindst ti relevante punkter ved den model, som fik opbakning på den 17. kongres. For dem alle gælder, at der kan være problemer med iværksættelse og gennemførelse. Men der er allerede tydelige tegn på, at de bakkes op af budgetter og politisk vilje. Det sås blandt andet på det budget, som blev fremlagt på den 11. nationale folkekongres i marts 2008 (Budget 2008). Bag flere af punkterne ligger i øvrigt påvirkningen fra den internationale dagsorden, og især den økonomiske globalisering.

1. Et skift fra den nuværende vægt på investering og til øget forbrug vil få konsekvenser for den internationale økonomi. Det vil mindske det kinesiske efterspørgselspres på cement, stål, aluminium, energi og produktionsmidler. Kinas økonomi er i øjeblikket investeringsdrevet, med en samlet investeringsrate på omkring 45 procent. Det er bl.a. muliggjort af den ekstremt høje opsparingsrate, som kinesiske hus-stande, virksomheder og myndigheder præsterer. En øget indenlandsk efterspørgsel på forbrugsvarer vil mindske eksportafhængigheden yderligere. Samtidig vil både nabolande og Vesten dog kunne drage fordel af det større marked, også for de dyrere varer, som den voksende middelklasse foretrækker. Men det betyder en omkonfigurering af de økonomiske interesser hos Kinas handelspartnere, og det kan have konsekvenser for de bilaterale politiske forbindelser. Positivt i retning af mindsket pres for protektionisme i f.eks. USA, negativt hvor f.eks. et naboland i Sydøstasien var indstillet på leverancer af investeringsrelaterede produkter.

2. Et skift i prioritering fra by til land har også mulige konsekvenser for omverdenen. Som landområdernes vilkår forbedres, bliver der færre ‘udvandrere’ derfra. Migrantarbejdernes antal vil dale. Det betyder stigende lønninger for at tiltrække arbejdskraft og dermed også en tendens til mere højteknologisk virksomhed, dvs. at Kina bevæger sig opad i værdikæden. Et alternativ er, at udenlandske samleindustrier flytter længere ind i landet, tættere på den billige arbejdskraft. Under alle omstændigheder bliver de nederste trin i de udenlandske investe-ringer trængt, og det vil f.eks. sige kapital fra Sydøstasien, Taiwan og Korea. Som løn- og arbejdsvilkår forbedres, vil andre lande fremstå som mere attraktive placeringer. Når kinesiske eksportvarer bliver dyrere, kan det i nogle lande, måske også USA, betyde, at inflationen bliver vanskeligere at tøjle.

3. Vægten på miljø og bæredygtighed vil også medvirke til at drive de mest udprægede lavteknologiske investeringer ud. Ofte har det været en konkurrenceparameter, at de lokale myndigheder var villige til at se gennem fingre med manglende overholdelse af miljølovgivningens krav. Men den øgede bevidsthed – hos både regering og befolkning – om forurening og energispild har også gunstige følger for Kinas deltagelse i de internationale klimapolitiske forhandlinger. Den igangværende effektivisering af energianvendelsen og en stærk understregning af

17

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4H

vad

bet

yder

en

par

tiko

ngre

s fr

a el

ler t

il?alternative energikilder får også på sigt følger for energiefterspørgslen, der måske vil stige lidt mindre dramatisk og dermed lette samarbejdet med andre lande i Asien på dette område, f.eks. Indien og ASEAN (se Jørgen Delman og Yong Chens artikel).

4. Den omfattende satsning på videnskab og teknologi, som et led i opbygningen af en ‘innovativ stat’, har allerede påvirket kinesisk udenrigspolitik. Forholdet til de mest avancerede teknologileveran-dørlande bliver overordentlig vigtigt, og det samme gør deltagelsen i det globale videnskabelige samarbejde. På visse forskningsområder er Kina allerede i front, men på de fleste er landet i en ‘indhente-situa-tion’. Her er en meget konkret begrundelse for vægten på samarbejde frem for konfrontation med USA og Japan, samt den store interesse i samarbejde med EU. Danmark har været fremsynet nok til at udnytte dette i en Kina-strategi på det forskningsmæssige område, som vil give et stærkt forskningssamarbejde, efterhånden som kinesisk forskning tager fart.

5. Den vægt, som den nye udviklingspolitik lægger på social-, miljø- og sundhedsområdet, er medvirkende til, at Kina ser sig om i verden efter egnede modeller på disse områder. Det har betydet en øget interesse for nordeuropæiske samfundssystemer og løsninger. Den bredes ud til en interesse for de politiske systemer i f.eks. Tyskland og Skandinavien – lande, som (set fra Kina) ser ud til at have kombineret markeds-økonomi og kapitalisme med bæredygtighed og social retfærdighed. Også arbejdsmarkedsrelationer i disse lande er genstand for studier. Kina bruger allerede kollektive overenskomster, men er interesseret i ideer og knowhow på dette område. I den nye politik ligger der også en vægt på forbedring af arbejderes vilkår, som allerede afspejler sig i flere lovkomplekser – forbedringer, som med skam at melde i nogen grad blev søgt modarbejdet af de udenlandske virksomheders handels-kamre i Kina (se også Mads Holst Jensens artikel i dette DNV).

6. Balance i væksten omfatter som nævnt også en ny politik over for forskellige regioner i landet. Kystprovinserne, hvor de fleste uden-landske investeringer ligger, får ikke noget, mens der startes store regeringsprogrammer i Vestkina og de nordøstlige provinser. Det vil selvfølgelig kunne mærkes i nabolandene, især i Centralasien, som allerede er fokus for meget kinesisk diplomati, bistand og energisam-arbejde. Men også de fjernøstlige russiske provinser op til Nordøstkina vil blive påvirket, når naboområderne styrkes, og grænsehandel og uformel immigration får en tand til.

7. Øget ‘transparens’ og et forbedret retssystem er ligeledes på programmet. Begge dele kan måske få en udenrigspolitisk dimension. Det er svært at forestille sig, at man kan begrænse ‘gennemsigtigheden’ til at være et nationalt anliggende – der kommer også flere og flere ‘hvidbøger’ samt en overgang til ‘e-government’, det vil sige elektronisk adgang til myndighederne. Tilsvarende vil udlandet dels have konkret glæde af et bedre og mere uafhængigt fungerende kinesisk retssystem til løsning af de utallige tvister, som samarbejde indebærer, dels betragte

18

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4C

lem

ens

Stub

be

Øst

erga

ard det som et led i den ‘good governance’, som Vesten utrætteligt søger

at fremme. 8. Det ‘harmoniske samfund’ har allerede fået en international aflægger,

den harmoniske verden, som kan nås gennem diplomati. Visionen går ud på, at alle skal respektere andre politisk, træffe beslutninger på grundlag af ligebyrdig konsultation og fremme demokrati i inter-nationale relationer. Men også at lære af andres kulturer, respektere civilisationernes mangfoldighed og styrke samarbejdet, så stridigheder kan løses ad fredelig vej (Tang 2007). Visionen er tydeligvis et forsøg på at styre uden om krig og bygge på ‘blød magt’ og økonomi, som på den internationale dagsorden er ved at erstatte traditionel militær magt og territorialspørgsmål.

9. Hvis det lykkes at få kineserne til at spare mindre op, f.eks. ved en bedre socialpolitik og gratis uddannelse, samt fordi de demografisk set får flere ældre borgere, så har USA et problem. Når Kina forbruger selv i stedet for at eksportere, så falder dets gigantiske valutareserver, og det vil ikke længere være muligt at låne 1 milliard USD om dagen, som man gør nu.

10. Mens det ikke fremgik særlig tydeligt på kongressen, er der alligevel sket en opstramning på det industripolitiske område. Regeringen har besluttet at holde fast i visse vigtige firmaer, og i syv sektorer vil staten fortsætte med at dominere, dvs. have over 50 procent ejerskab. På den måde håber man at stabilisere den resterende offentlige sektor over for privatisering og udenlandske opkøb. Men det begrænser naturligvis transnationale selskabers muligheder for at overtage kinesiske koncer-ner. Det er samtidig svært at kritisere, når man f.eks. fra amerikansk side blokerer for kinesiske forsøg på, som led i gå ud-politikken (se Kragelund & Bastrups artikel i dette DNV), at købe virksomheder som Unocal eller 3Com.

De mange omlægninger har generelt store og ikke helt forudsigelige konsekvenser for global politik og økonomi. Det har de, fordi Kina nu er en fuldt integreret ‘vækstmotor’, som leverer ca. en tredjedel af væk-sten i den internationale økonomi. Et fald i denne vækst, f.eks. fra 11 procent til 6 procent årlig vækst i BNP, ville have uoverskuelige følger, især i en situation, hvor amerikansk økonomi er i recession. Derfor er det også afgørende, om man med den nye politik kan håndtere de voksende samfundsmæssige problemer som følge af 30 års uhæmmet vækst, så de ikke fører til ustabilitet og dermed lavvækst (Wen 2008).

Valg af en ny ledelse påvirker udenrigspolitikken

I måneder, undertiden år, før en kongres kæmpes der i partiet om, hvem der skal have vigtige poster. De ‘valg’, kongressen foretager, er udtryk for, at der (omsider) er opnået enighed om, hvordan holdet skal sættes. Den ofte langvarige proces ledes af partiets top, men der skal (som tidligere

19

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4H

vad

bet

yder

en

par

tiko

ngre

s fr

a el

ler t

il?nævnt) skabes en balance, som repræsenterer de mange magtbaser, der findes i samfundet – fra militærpersoner til milliardærer, fra Shanghai til Shenzhen. Når partiet, som det sker i øjeblikket, øger graden af de-mokrati inden for sine egne rækker, vil denne proces kompliceres yder-ligere. Til gengæld er den blevet forenklet af de regler om to gange fem års embedstid samt en pensionsmæssig overgrænse på 70 år, som Deng Xiaoping indførte.

Personskift har en betydning, og udlandet kigger på en række topposter med særlig interesse. På den 17. partikongres og den efterfølgende folke-kongres i marts 2008 skete det, at:

a) Generalsekretæren Hu Jintao og hans nr. 2 (Wen Jiabao) genvalgtes, som forventet. Især Hu er meget central for udenrigspolitikkens ledelse og meget aktiv i topmødediplomati. Men også premierminister Wen rejser meget.

b) Der valgtes to ‘unge’ ind i det, som nogle kalder ‘koncernledelsen’, nemlig Politbureauets ni mand store stående udvalg, som står for den daglige ledelse af Kina. De to er godt ti år yngre end de andre, som har en gennemsnitsalder på 61½ år. Derfor forventer man, at de er aspiranter til de to ledende poster, når næste partikongres afholdes i 2012. Nu er de i lære, som de to nuværende ledere også var det, og det viser noget om, hvor stor vægt der lægges på kontinuitet. Xi Jinping og Li Keqiang er begge højtuddannede, de er begge pro-business, men har i øvrigt stærkt forskellige cv’er og tilknytninger, så de tilsammen repræsenterer flere af de eksisterende politiske interesser i landet. De har ingen særlig udenrigspolitisk erfaring, men det vil de få i de kommende år. Xi’s far skabte de ‘særlige økonomiske zoner’, som blev starten på Kinas vækstmirakel, og Xi var i øvrigt en overgang personlig sekretær for en vigtig leder, Geng Biao, som havde været Kinas ambassadør i Danmark.

c) Næste niveau er de vicepremierministre/statsråder, som har ansvar for udenrigspolitik og udenrigsøkonomi og som regel er i spidsen for en ‘ledende smågruppe’ på feltet. En stor og kompetent personlighed med ansvar for hele det udenrigsøkonomiske område, Wu Yi, gik af. Hun er svær at erstatte. En seniorrådgiver på det udenrigspolitiske felt, med særlig Japanekspertise, Tang Jiaxuan, gik af i marts 2008 og erstattes af Dai Bingguo, som er en all-rounder. Udenrigsminister Yang Jiechi er nyligt udnævnt og blev siddende. Han er uddannet på London School of Economics, men hele hans arbejdsliv har været USA-centreret.

d) Endelig spiller det selvfølgelig en vigtig rolle, hvordan karakteristika og kvalifikationer er hos medlemmerne af de nyvalgte ledelsesorganer. Det er den yngste, bedst uddannede, mest teknisk kvalificerede og professionelle ledelse, Kina har haft i sin lange historie. Den er business-venlig og har også større udlandserfaring end nogensinde, som regel i forbindelse med uddannelse. Der er et skift fra dominans af ingeniører

20

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4C

lem

ens

Stub

be

Øst

erga

ard til flere med samfundsvidenskabelig baggrund. Der er kun meget få

militære. Efterhånden som der kommer mere intra-parti-demokrati, vil vi nok se en tendens til, at det bliver ‘politiker-typer’ snarere end teknokrater og økonomer, som kommer frem til de ledende poster. Det vil ikke være entydig godt, hverken for forudsigeligheden eller for udlandserfaringen, og endelig er det en mulig vej ind for populisme.

Overordnede ‘ideologiske’ principper efter kongressen

Den politiske rapport, som Hu Jintao aflagde til kongressen, er et doku-ment, som har gennemgået flere redigeringer end de fleste internationale traktater (Hu 2007b). Den kan nå gennem 15-20 udkast, efterhånden som den gennem måske et år cirkuleres til høringer og kommentarer ude i partiapparatet. Derfor er den heller ikke, som en medarbejder i DRs tv-avis sagde, ‘verdens kedeligste tale’, men altså tværtimod udtryk for regeringspartiets enighed om, hvor problemerne ligger, og hvad verdens største land skal koncentrere sig om de næste fem år.

Alligevel er der nogle formuleringer med nærmest kodeagtigt præg, som vi bør se på, fordi de kan have udenrigspolitisk betydning. Igen er det konstateringen af konsensus omkring allerede eksisterende ideer. Den første og mest centrale er en videnskabelig tilgang til udvikling, som har verseret siden 2003/2004 og nu kom med i partivedtægterne som Hu’s teoretiske bidrag (Resolution 2008). Princippets indhold er at tage udvikling som det essentielle, med en kerne der sætter mennesket først, og et basalt krav om omfattende, balanceret og bæredygtig udvikling, samt at have et helhedssyn som sin fundamentale tilgang. Det er vigtigt, fordi det også udenrigspolitisk maner til pragmatisme og inddragelse af sagkundskab. Man skal f.eks. videnskabeligt analysere muligheder og udfordringer i globaliseringen. Den anden er udtrykket det harmoniske samfund, som også bliver et nøgleord for denne ledelses forsøg på at overvinde de vækstskabte spændinger. Det er samtidig et knæfald for den konfucianske tradition.

Når rapporten også var nødt til at lægge vægt på frigørelsen af tanken, viser det, at der fortsat er modstand fra partiets (konservative) venstrefløj, og fra ‘det nye venstre’ mod fortsættelsen af reformpolitikken og den omfat-tende åbenhed over for udlandet (Yu 2007a). De igangværende reformer af banksystem og offentlige finanser, såvel som af statsforvaltningen, har dog stærk støtte i ledelsen. Den er også pro globalisering og frihandel, men må tydeligvis argumentere for sin sag over for venstrefløjens popu-listiske appeller til ‘reformramte’. Derfor er balancepolitikken og dens omfordelingsside helt central for fortsat reform.

Disse slagordsagtige formuleringer kom ikke med i tv-avisen, men de kan godt få større betydning for verdens udvikling end alle de mange

21

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4H

vad

bet

yder

en

par

tiko

ngre

s fr

a el

ler t

il?andre nyheder den dag. Der er flere, men de er dækket andetsteds, f.eks. bæredygtighed, det harmoniske samfund, den innovative stat og ‘fredelig udvikling’.

Konkrete udenrigspolitiske udspil

Der var også mange udenrigspolitiske budskaber, der ikke var kodede, nemlig de mange konkrete politikker i den vedtagne politiske rapport med direkte eller indirekte betydning for internationale forbindelser. De vil ofte være påvirket af, eller måske ligefrem svar på, internationale agendaer og globaliseringen. Der er en stadig vekselvirkning mellem det globales effekt på det nationale, og det nationale niveaus globale effekter.

Allerførst var der et forhandlingsudspil til Taiwan – som siden er blevet yderligere udbygget – og for første gang ingen omtale af eventuel brug af magt over for det, der fortsat betragtes som en kinesisk provins. Eller som den sidste rest af kolonitidens opdelinger af Kina.

Dernæst var der lagt meget vægt på FN og anden multilateralisme, folkeretten og de universelt anerkendte normer for internationale rela-tioner. Den globale orden skal demokratiseres og præges af win-win (fælles fordele) frem for nulsumsspil. Ifølge Kina skal kulturel diversitet respekteres, konflikter løses med fredelige midler, og der skal samar-bejdes om miljøet.

For Kinas egen politik gjaldt princippet om fredelig udvikling. Alle lande er lige og har ret til uafhængigt at vælge deres egen udviklings-vej og styreform. Her tager man afstand fra f.eks. USAs ønske om at udbrede sit eget system. Fredelig udvikling udlægges sådan, at Kina skal arbejde for:

• fredelige løsninger på internationale konflikter og brændpunkter• øget sikkerhedssamarbejde og modstand mod terror i enhver form • en defensiv forsvarspolitik, som søger at undgå våbenkapløb eller

brug af militære trusler• at gå imod supermagtspolitik, der vil dominere andre, og magtpolitik

i det hele taget• selv at undgå at søge hegemoni og ekspansion • åbenhed og liberalisering på det udenrigsøkonomiske felt, men med

særhensyn til ulande, så Nord/Syd-kløften mindskes.

Ideen om ‘fredelig udvikling’ har været flere år undervejs. Den er et led i den måde, Kina prøver at passe sin voksende størrelse og betydning ind i det eksisterende internationale system på en ‘ikke-foruroligende’ måde. Det præger også den foreskrevne politik over for forskellige typer af

22

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4C

lem

ens

Stub

be

Øst

erga

ard lande. Med de udviklede lande må man øge tilliden, samarbejde og føre

strategiske dialoger. Med ulandene må man huske solidaritet, traditionelt venskab, praktisk samarbejde og bistand, og om nødvendigt forsvare deres legitime krav. Med nabolandene skal man indgå partnerskab, bygge på nabovenskab og praktisk samarbejde. For regionen som sådan energisk arbejde for regionalt samarbejde. I andre multilaterale sammenhænge: påtage sig internationale forpligtelser, spille en konstruktiv rolle, arbejde for en mere fair og lige international orden.

Også miljø, menneskerettigheder og demokratisering blev nævnt i rap-porten. Der var sluttelig ikke helt så kategorisk vægt på suverænitet og ikke-intervention som tidligere, og gennem de sidste par år har Kina da også revideret sin politik over for tvivlsomme regimer (Small 2008). Også på dette felt slår intentionen om at optræde som en ‘ansvarlig stormagt’ gradvist igennem.

Afslutning

Hovedindtrykket efter kongresserne er kontinuitet og stabilitet. Prag-matisme styrer både indenrigs- og udenrigspolitik, og der er lagt en ‘populisme light’-linie for de næste fem eller femten år. Den lover mere lighed, færre spændinger, mindre korruption og fortsat solid økonomisk fremgang for flertallet. Den indebærer også det centrale mål at holde partiet ved magten og fortsætte med langsigtet planlægning af landets udvikling og bestræbelserne på at indhente industrilandene. Udenrigs-politisk er landet stærkt koncentreret om at forebygge, at USA skal føle sig udfordret eller truet. Men for det tilfælde, at det ikke skulle lykkes, moderniserer man også reaktivt og i langsom takt militæret. Samtidig har nye indenrigspolitiske beslutninger, som vi har set, store konsekvenser udenrigspolitisk.

Clemens Stubbe Østergaard er lektor ved Institut for Statskundskab,Aarhus Universitet

23

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4H

vad

bet

yder

en

par

tiko

ngre

s fr

a el

ler t

il?Litteratur

Budget. 2008. Report on the implementation of the central and local budgets for 2007 and on the draft central and local budgets for 2008, 11th NPC, March 5. Beijing: Ministry of Finance.

Consumption. 2008. Consumption edges ahead as the most powerful engine of China’s economic growth. Xinhua, January 30.

Hu Jintao. 2007a. Hu Jintao’s speech at party school, June 25, full text. Xinhua News Agency.

Hu Jintao. 2007b. Hold high the great banner of socialism with Chinese character-istics and strive for new victories in building a moderately prosperous society in all respects. Report to the 17th National Congress of the CPC, October 15, 2007.

McGregor, Richard. 2008. China’s economic growth passes its peak. Financial Times, February 7.

Resolution. 2007. Resolution on amendment to CPC constitution. Peoples Daily, October 22.

Small, Andrew. 2008. China’s new dictatorship diplomacy. Foreign Affairs vol. 87, no. 1: xx.

Tang Jiaxuan. 2007. Working together to pursue peaceful development and build a harmonious world. Speech at November 8.

Wen Jiabao. 2008. Report on the work of the government, delivered at the first session of the 11th National Peoples Congress, March 5, 2008.

Yu Keping. 2007a. On harmonious diplomacy. China Dail. www.xinhuanet.com 10.5.2007.

Yu Keping. 2007b. Democracy and political progress in China. Beijing Daily Xinhua Online, September.

24

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4C

lem

ens

Stub

be

Øst

erga

ard

25

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4So

cial

uro

, nat

iona

lism

e og

regi

mes

tab

ilite

t i K

ina

Den stærke økonomiske vækst og de voldsomme forandringer i de øko-nomiske strukturer i Kina gennem de seneste 30 år har været ledsaget af en cocktail af problemer, ikke mindst korruption og myndigheds-misbrug, stærke forskelle mellem fattige og rige samt omfattende mil-jøødelæggelser. Problemerne resulterer i social uro, masseprotester og demonstrationer, som de seneste 5-7 år er vokset stærkt og har nået et omfang af op mod 100.000 masseprotester om året med mere end 100 deltagere. Denne udvikling fremgår direkte af officiel kinesisk statistik (Lum 2006; Østergaard 2005). Kinesiske ledere erkender offentligt, at protesternes omfang og baggrund bringer det kinesiske samfunds stabi-litet i fare, og myndighederne er i langt højere grad end tidligere villige til at se uroen som en konsekvens af dybtgående økonomiske og sociale forandringer snarere end som fremkaldt af fjendtlige sammensværgelser (Tanner 2004). Hos de kinesiske ledere er der uden tvivl stor bekymring for udviklingen og indgående overvejelser og diskussioner om, hvordan man skal forholde sig: Skal man være imødekommende eller slå hårdt ned på social uro og protester?

Masseprotesterne er kombineret med en egenartet regimestabilitet, hvor det er lykkedes Kommunistpartiet (KKP) at hindre, at protesterne ud-vikler sig til opposition mod partiets eneherredømme. Det særlige ved den kinesiske samfundsmodel er, at udviklingen i retning af en mar-kedsøkonomi er kombineret med, at KKP har bevaret sit magtmonopol, samtidig med at partiet indadtil har mere åben diskussion end traditionelt i kommunistpartier. Partiet har bevaret sit eneherredømme bl.a. ved at appellere til den kinesiske selvbevidsthed og slå på, at det repræsenterer Kinas nationale interesser. Samspillet mellem Kinas integration i den globale økonomi, de voldsomme interne forandringer og en ny kinesisk nationalisme har således både givet nye muligheder for at fastholde KKPs magtmonopol og medført en samfundsmæssig uro, der potentielt kan bringe styret i fare.

I Kina-studier formuleres forholdet mellem økonomiske strukturer, so-cioøkonomiske problemer, masseprotester og regimestabilitet i forskellige

Social uro, nationalisme og regimestabilitet i Kina

Erik Beukel

– samspillet med omverdenen

26

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4Er

ik B

euke

l scenarier for Kinas fremtid, som forenklet kan inddeles i tre hovedgrupper: Kina vil udvikle sig til et demokrati, Kina vil fortsat have en autoritær styreform med begrænsede borger- og frihedsrettigheder, og Kina vil kol-lapse (Gilley 2004; Chang 2001; Whyte 2000). Under hver hovedgruppe findes et stort antal varianter, som samlet set udtrykker den mangfoldighed af muligheder og tendenser, som ligger gemt i Kinas udvikling gennem de seneste årtier. Det centrale problem vedrører forholdet mellem på den ene side en pluralistisk markedsøkonomi, hvor der hele tiden sker om-fattende forandringer, og på den anden side udviklingen i et autoritært politisk system. Det første af de tre scenarier – at Kina vil udvikle sig til et demokrati – bygger på, at der er en indbygget modsætning i Kinas udvikling, og at den decentraliserede økonomi nødvendigvis må føre til et demokratisk politisk system. Det autoritære scenarie ser en fortsat pluralistisk markedsøkonomi udvikle sig side om side med fastholdelsen af et autoritært politisk system, mens sammenbrudsscenariet forudsæt-ter, at Kinas økonomiske og politiske systemer er så uforenelige, at det enevældige kommunistparti og centralstyret gradvist bliver lammet. En del studier inddrager også nationalismefaktoren, som især spiller en rolle i de to sidstnævnte scenarier, idet det autoritære scenarie forudsætter, at det lykkes KKP at udnytte patriotismen til at styrke sit magtmonopol, mens sammenbrudsscenariet forudsætter, at KKP overspiller nationalis-mekortet med fatale følger for styret.

Denne artikel kan alene se på nogle få aspekter af de problemer, som i de kommende år kan skabe spændinger og konflikter i Kina og uvægerligt vil påvirke forholdet til omverdenen. Først behandles tre temaer, nemlig korruptionen, de store økonomiske og sociale forskelle og nationalismen, og derefter omtales, hvordan Kinas ledere prøver at imødegå problemerne og de masseprotester, de giver anledning til. Til sidst diskuteres samspil-let med omverdenen.

Korruption

Korruption er i sagens natur vanskelig at måle, og der findes ikke stati-stiske opgørelser af korruptionens omfang i forskellige samfund baseret på præcise og troværdige kriterier, i samme forstand som en række andre samfundsfænomener kan beskrives ved hjælp af empiriske data og analyseres med udgangspunkt heri. Fænomener som bestikkelse, pengeafpresning, bedrageri, ulovlig handel, myndighedsmisbrug og erhvervsrelaterede begunstigelser til familie, slægt og venner udfolder sig uden for lovens rammer og uden for offentlighedens umiddelbare søgelys, hvad enten der er tale om lande med en fri presse eller ej. Derfor må vurderingen af korruptionsniveauet i et samfund og dets omfang sammenholdt med andre lande baseres på udvalgte iagttageres indtryk og bedømmelser, det såkaldte ‘Corruption Perceptions Index’ (http://www.icgg.org/corruption.cpi_2005_faq.html).

27

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4So

cial

uro

, nat

iona

lism

e og

regi

mes

tab

ilite

t i K

inaBaseret på sådanne opgørelser samt en stort antal analyser og beskri-

velser af det kinesiske samfund er billedet imidlertid temmelig klart, nemlig at korruptionen blandt parti- og statsembedsmænd har nået så omfattende dimensioner, at den truer med at ødelægge det kinesiske samfund. Umiddelbart set er korruptionen i vidt omfang en følge af indførelsen af de økonomiske reformer, som har været kombineret med mangelfulde kontrol- og reguleringsmekanismer, især mht. klart definerede ejendoms- og kontraktrettigheder, og en politisk-økonomisk kultur, som på mange måder har stået fremmed over for, at mennesker selv kan tage et initiativ uden statslige direktiver. Derfor har udviklin-gen af et markedsøkonomisk system været præget af nære forbindelser mellem ukontrolleret magt og velstand. Efter indførelsen af de første reformer og op gennem 1980erne var der en stærk stigning i antallet af korruptionssager, men fra omkring 1995 forblev selve antallet af sager nogenlunde konstant. Derimod ændredes karakteren af de enkelte sager, idet korruptionen i de første år især fandtes som en ‘lille’ korruption blandt menige embedsmænd, men fra midten af 1990erne udvikledes den ‘store’ korruption, hvor de enkelte korruptionssager blev mere omfat-tende, intensive og organiserede og fandtes på højere niveauer i parti- og statsbureaukratierne (Wedeman 2004b).

Kombinationen af omfattende korruption og stærk økonomisk vækst i Kina er ikke enestående, men fandtes også tidligere i Frankrig og Stor-britannien og i USA i slutningen af det 19. århundrede eller i asiatiske lande som Japan og Sydkorea i sidste halvdel af det 20. århundrede (Wedeman 2004a). Det er også værd at bemærke, at korruptionen i Kina synes at være nogenlunde på niveau med korruptionen i andre udviklingslande, som Brasilien, Indien og Mexico. I mange af disse lande med et korruptionsniveau svarende til Kinas har kampen mod korruption imidlertid fordelen af en reel demokratisk magtdeling, idet eksistensen af politisk konkurrence mellem forskellige partier ved frie valg samt en fri presse forøger chancen for afsløring af korruption. I Kina iværksættes der derimod på myndighedernes initiativ og under deres kontrol stort anlagte anti-korruptions- og renselseskampagner, hvor tusinder af partimedlemmer afsløres, udstilles, udstødes eller retsforfølges. I alvorlige tilfælde straffes korruption med dødsdomme (Holm & Lykketoft 2006: 80-81 og 134-135). Der er også inden for KKP etableret et særligt organ til at lede kampen mod korruption, og anti-korruptionskampagnerne følges ofte op af markante taler af par-tiledere, hvor der advares om, at partiets position trues, hvis der ikke gøres noget effektivt imod korruptionen. Det specielle ved korruptionen i Kina er således ikke så meget omfanget, som at den søges bekæmpet som en del af monopolpartiets forsøg på at styre og kontrollere så mange sider af samfundets udvikling som muligt. Vurderet ud fra det hidtidige erfaringsgrundlag synes sådanne anti-korruptionsmidler at kunne holde en vis kontrol med korruptionen på lavere niveau, men ikke på højere.

28

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4Er

ik B

euke

l Økonomiske og sociale uligheder

Forskellene mellem rige og fattige i det kinesiske samfund er blevet markant større, siden de økonomiske reformer blev påbegyndt for 30 år siden. Især siden begyndelsen af 1990erne er den økonomiske vækst blevet koncentreret hos færre personer, hvorimod der i begyndelsen af 1980erne var en vis udvikling i retning af større lighed mellem forskellige indkomstgrupper, dvs. lavere Gini-koefficient.1 Mens næsten alle kinesere under Mao var fattige – omend ikke lige fattige – kan forandringerne siden sammenfattes i fire punkter: For det første er der sket en kraftig reduktion i antallet af absolut fattige, jf. indledningsartiklen; for det andet har der været en stærk indkomstforøgelse for alle; for det tredje er der vokset en middelklasse frem, som er koncentreret i byerne i kystom-råderne, og som med familier udgør omkring 300 millioner mennesker, med Kinas yuppier i toppen – supermoderne og superaktive byboere; for det fjerde findes der nu en lille gruppe af meget rige, der udgør nogle få procent af byernes husstande (Østergaard 2008). I disse forskelle ligger, at der i dag er en kløft mellem indkomstniveauerne i by og på land, især byer i kystprovinserne og landområder i de indre og vestlige provinser. Også provinserne i det nordøstlige Kina med de mange gamle statsejede virksomheder (Kinas ‘rust-bælte’), der nu er forældede og under nedlæg-gelse, hører til de fattigste. Alt i alt er den gennemsnitlige indkomst for byboere i kystområderne i dag mere end tre gange højere end for folk i landområder, hvor den for godt 20 år siden kun var knap dobbelt så høj. Virkningerne af indkomstulighederne forstærkes af mangelen på et ud-dannelses- og sundhedssystem, som kan bruges af den brede befolkning, og forskellene mellem velfærdsniveauerne i byer og landområder i Kina er blandt de største i verden (Chandrasekhar & Ghosh 2006).

Med andre ord har den stærke økonomiske vækst i Kina været ulige, i den forstand at nogle er blevet rige – eller mindre fattige – langt hurtigere end andre. Denne udvikling svarer i store træk til den ulige økonomiske udvikling under industrialiseringen i mange andre samfund på kloden. For at sætte udviklingen i Kina yderligere i perspektiv bør det bemærkes, at Gini-koefficienten i Kina stadig er klart lavere end i f.eks. Brasilien og Chile, mens den er højere end i andre asiatiske lande som Indien, Indonesien og Sydkorea samt ikke mindst Japan. Noget mere specielt kinesisk er, at det i en del år var officiel statslig politik i Kina at favorisere de områder, som i forvejen var bedre stillet. Således fik kun kystprovinserne i mange år tilladelse til at bruge særlige finansielle incitamenter for at tiltrække udenlandske investorer. Denne specielle vækst- og fordelingspolitik, hvis kerne var, at centralregeringen skulle tilskynde og hjælpe dem med de bedste muligheder til at blive rige først, blev iværksat og forstærket op gennem 1980erne. Fra 1993-94 begyndte de mindre begunstigede provinser i det centrale og vestlige Kina imidlertid at udtrykke deres utilfredshed med udviklingen, og fra 1995 ændrede centralregeringen politik og lagde fra da af stor vægt

29

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4So

cial

uro

, nat

iona

lism

e og

regi

mes

tab

ilite

t i K

inapå udvikle infrastrukturen også i de vestlige provinser (Wang 2006;

Østergaard 2008):

Sideløbende med disse markante økonomiske forskelle findes der op mod 200 millioner migrantarbejdere, som fra landområder søger ind til byerne for at søge arbejde, først og fremmest fordi de som i andre samfund under industrialisering ikke mere kan leve af landbruget. Migrantarbejdere har et særdeles hårdt og snavset arbejde, som dog stadig er bedre end de vilkår, de kan se frem til ved at forblive i landområderne. Samtidig er der en tendens til, at de mest aktive og uddannede i denne gruppe – ofte yngre og kvindelige arbejdere – søger mod mere acceptable arbejdsforhold i specielt kystområderne, hvor mange udenlandske virksomheder har etableret sig, og at de er opmærksomme på de rettigheder, de faktisk har ifølge kinesisk lovgivning (se Hatla Thelles artikel i dette DNV). Denne bevægelse hæmmes imidlertid af mangelen på selvstændige fagforeninger. Alt i alt er det dog klart, at der også findes en betydelig underklasse på mere end 100 millioner mennesker, som især lever i afsides landområder (Cheng & Ngok 2004: 168; Østergaard 2008).

Den nye nationalisme

Sideløbende med disse politisk-bureaukratiske og økonomiske udviklings-tendenser er der de seneste årtier vokset en ny og pragmatisk nationalisme frem, som med sin vægt på økonomisk modernisering, og hvad der fungerer i forhold hertil, er meget forskellig fra den indadvendte og ideologisk be-tonede nationalisme under Mao, såvel som andre former for nationalisme i tidligere perioder af Kinas historie. Den nye nationalisme manifesterer sig først og fremmest på det statslige niveau og i kommunistpartiet, hvor der er enighed om, at økonomisk åbenhed i forhold til den vestlige verden er det centrale, mens alle ideologiske principper, inkl. marxisme, liberalt demokrati og menneskerettigheder, er underordnede. Nationalismen findes også blandt kinesiske intellektuelle på tværs af holdningsforskelle, hvor den bl.a. har givet sig udslag i mange skrifter og bøger, der bygger på temaet om, at ‘Kina kan sige nej’. Sådanne holdninger afspejler i vidt omfang holdninger i den brede kinesiske befolkning, men antager da andre former med større vægt på traditionel mistro til og fjendtlighed over for fremmede, der bl.a. er baseret på erfaringer fra europæernes og japanernes adfærd i Kina. Det centrale er, at de forskellige former for nationalisme kan være i konflikt med hinanden, og at samspillet mellem dem kan have uberegnelige konsekvenser, jf. afslutningen på denne artikel (Zhao 2004).

Den nye nationalisme kan ses som et resultat af den kommunistiske ideologis faldende appel og som en modreaktion mod den sympati for og fascination af vestligt liberalt demokrati, der brød frem hos en del kinesiske intellektuelle og studerende i 1980erne og derefter hurtigt igen forsvandt. Efter nedkæmpelsen af studenterdemonstrationerne på

30

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4Er

ik B

euke

l og omkring Den Himmelske Freds Plads i maj-juni 1989 havde KKP brug for et effektivt propagandatema, og i den situation fik patriotiske appeller og fremhævelse af Kinas historie og kultur stor betydning for accepten af det kommunistiske partis ledende rolle som varetager af Kinas nationale arv og interesser. KKP blev set som den eneste institution, der kunne afværge det kaos og anarki, mange anså som en nærliggende fare i et Kina midt i voldsomme forandringer. National stolthed og patriotisme er blevet en legitimitetskilde for KKP og identificeres med støtte til den eksisterende statsmagt i striden med USA og andre vestlige lande for at få Kina accepteret som en ligeberettiget stormagt. Ikke mindst udenlandske belæringer om mangelen på demokrati og menneskerettigheder afvises med foragt (Zhao 2004: 75f.).

Myndighedernes reaktioner

Myndighedernes reaktioner på protester og samfundsmæssig uro er meget afhængige af de specielle træk ved de enkelte krav og protester. I forhold til specifikke økonomiske eller sociale krav fra arbejdere og bønder afledt af akutte problemer er reaktionen forsigtig og imødekommende, og ofte tolereres sådanne afgrænsede og lokale protester tydeligvis for at ‘lukke dampen ud’. Den vigtigste baggrund for uro blandt kinesiske bønder er tunge skattebyrder og grove myndighedsmisbrug, bl.a. som følge af vilkårlige beslaglæggelser af jord til udviklingsprojekter. Til tider har de centrale myndigheder imødekommet protester fra vrede bønder ved at rette skytset mod lokale embedsmænd, som stilles til ansvar for deres skalten og valten (Cheng & Nogok 2004: 168-73). Men KKP frygter mest masseprotester, der kan være rettet mod manglende lønudbeta-linger, vilkårlige produktionskvoter eller afskedigelser og andre udslag af manglende regelbestemt beskyttelse af arbejdskraften. Især frygtes masseprotester fra byernes arbejdere, der tenderer mod at være mere uddannede og have bedre adgang til kommunikationsmidler og andre organisatoriske ressourcer end Kinas hundreder af millioner af fattige bønder. Derfor anvendes guleroden snarere end pisken over for krav fra denne gruppe, bl.a. ved at protesterne rettes mod lokale embedsmænd og ikke mod den politiske ledelse i Beijing.

Derimod er man fra officiel side klart afvisende i forhold til videregående politiske ønsker og krav, f.eks. om demokratiske reformer. Ikke mindst gøres der meget for at hindre, at arbejderes og bønders utilfredshed orga-niseres og udvikles på centralt niveau, i et samarbejde mellem forskellige lokalområder eller i samarbejde med sådanne enkeltpersoner og grup-per, som måtte sigte på at formulere direkte politiske krav. Selvstændige organisationer og uafhængige fagforeninger med det formål at varetage arbejderes og bønders interesser uden for kommunistpartiets kontrol bekæmpes skarpt, og som et minimum søger man at indoptage tilløb hertil i partikontrollerede rammer. Den kinesiske ledelse har lært meget

31

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4So

cial

uro

, nat

iona

lism

e og

regi

mes

tab

ilite

t i K

inaaf udviklingen i Sovjetunionen og specielt Polen under kommunismens

sidste år, hvor Solidaritet blev opbygget i nært samarbejde mellem arbej-dere og intellektuelle. Hidtil har KKPs strategi over for protester været effektiv, men på trods af alle bestræbelser på at kontrollere de seneste årtiers revolutionerende udvikling i informations- og kommunikati-onsmidlerne bliver det efter alt at dømme stadigt vanskeligere at lukke kommunikationskanaler, der artikulerer og samler uønskede politiske krav (Østergaard 2007: 115). Med andre ord er det kinesiske civilsam-fund at ligne med en ‘flyvefærdig unge’, hvis eksistens er et resultat af de kinesiske lederes intense ønsker om at være med i den globale økonomiske og teknologiske revolution, men hvis adfærd ikke alene vækker alvorlige betænkeligheder, men til tider også ses som en frygtindgydende udfor-dring for magthaverne (Moore 2001; Yang 2003; Holm og Lykketoft, 2006: 285). Som bekendt er det imidlertid ikke alle flyvefærdige unger, der faktisk kommer til at flyve!

Er KKPs og myndighedernes reaktioner over for social uro fyldt med problemer, gælder dette i endnu højere grad, når det drejer sig om at rea-gere på folkelige udslag af nationalismen. Kinesiske lederes lejlighedsvise appeller til patriotisme og nationale følelser er et tveægget sværd, der kan ende med at blive en trussel mod KKPs legitimitet. Når patriotiske demonstrationer flettes sammen med andre former for social uro og mere eller mindre direkte bruges som politisk instrument, kan det være vanskeligt for KKP at kontrollere virkningerne, og resultatet bliver en begrænsning af en pragmatisk orienteret ledelses handlefrihed. Den bedste illustration af dette er forholdet til omverdenen.

Afslutning: nationalisme, social uro og forholdet til omverdenen

De mest nærliggende muligheder for sammenstød mellem en pragmatisk udenrigspolitik og kinesisk nationalisme er forholdet til Taiwan, Japan og USA. I tilfælde af en uafhængighedserklæring fra Taiwan vil Kinas regering komme i alvorlige vanskeligheder, og mht. Japan er der tale om et dybtliggende modsætningsforhold, hvis folkelige klangbund i Kina ikke bør undervurderes. I forholdet til USA var krisen i foråret 1999 et klart eksempel på problemerne for de pragmatisk orienterede kinesiske ledere. Efter den amerikanske bombning af den kinesiske ambassade i Beograd, der efter det foreliggende at dømme var forårsaget af forældede bykort, var der omfattende demonstrationer foran den amerikanske ambassade i Beijing og indædt antiamerikanske reportager i medierne. Den kinesiske regering valgte i situationen at lægge en dæmper på medierne og demon-strationerne for at bevare et nogenlunde forhold til USA, men den følte sig uden tvivl sårbar over for protester mod en for ‘blød’ udenrigspolitisk linje, der i værste fald kunne smelte sammen med protester mod partikor-ruption og store økonomiske uligheder (Zhao 2004: 79f).

32

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4Er

ik B

euke

l I relation til den interne økonomiske, sociale og politiske udvikling er der mange muligheder for, at der kan udvikle sig en situation, hvor KKP og myndighederne føler sig usikre. Eksempler er en økonomisk krise forårsaget af et sammenbrud i den sårbare banksektor eller andre sårbare sektorer i kinesisk økonomi, strejkeprotester der vokser som en rullende snebold, nye og opsigtsvækkende korruptionsskandaler, splittelse i KKP svarende til 1989 eller andre begivenhedsrækker, som vanskeligt kan forudses i dag (Dickson 2000; Whyte 2000). Der er også mørke pletter i det kommunistiske Kinas historie, f.eks. de millioner af menneskeliv der gik tabt som følge af Maos ‘Store Spring Fremad’ i slutningen af 1950erne, begivenhederne under Kulturrevolutionen eller i foråret 1989, som i dag officielt er tabu. Sådanne tabuer kan i bl.a. en økonomisk kri-sesituation blive taget op og få deres eget liv med alvorlige konsekvenser for regimestabiliteten, f.eks. ved at nye former for nationalisme udvikler sig til en kritik af KKP.

Når man prøver at forestille sig sådanne mulige tilløb, er det centrale, at der ikke i dag findes ansatser til en blot nogenlunde organiseret politisk bevægelse, som kan udgøre et alternativ til valget mellem regimestabilitet under det kommunistiske partis eneherredømme og kaos i det kinesiske centralstyre. I den forstand er regimet stabilt. KKP har vist en eminent dygtighed og pragmatisme – nogle vil sige kynisme – i sin evne til styre kæmpelandet med 1,3 milliarder mennesker gennem 30 års økonomiske omvæltninger. Når der tales om sammenbrud som det eneste mulige alternativ til det eksisterende autoritære regime, kan det dog ikke uden videre afvises, at KKPs ledelse i en situation præget af voldsom social uro, hvor forskellige masseprotester begynder at løbe sammen og organisere sig horisontalt, kan havne i en situation, hvor man må vælge mellem på den ene side international isolation og dermed opgivelse af en af de centrale forudsætninger for fortsat økonomisk modernisering, og på den anden side en højere grad af politisk pluralisme og frihed i Kina. For iagttagere og lande i omverdenen er det ligetil at kræve af Kinas ledelse, at den da træffer det rigtige valg. Men det er ulige vanskeligere at finde frem til, hvilke politiske handlinger der i en given situation vil betyde andet end en marginal forbedring af chancerne for en udvikling i retning af demokrati i Kina.

Erik Beukel er seniorforsker ved DIIS

33

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4So

cial

uro

, nat

iona

lism

e og

regi

mes

tab

ilite

t i K

inaNote

1 Gini-koefficienten er et mål for graden af ulighed i indkomstfordelingen i et land, idet 0 udtrykker maksimal lighed (alle har samme indkomst), mens 1 står for maksimal ulighed (én person har 100% af samfundets indkomst).

Litteratur

Baum, Richard. 1996. China after Deng: ten scenarios in search of reality. The China Quarterly no. 145: 153-75.

Chandrasekhar, C.P. & Jayati Ghosh. 2006. Rising inequality in China. Business Line, January 3.

Chang, Gordon G. 2001. The coming collapse of China. New York: Random House.

Gilley, Bruce. 2004. China’s democratic future. How it will happen and where it will lead. New York: Columbia University Press.

Holm, Mette & Mogens Lykketoft. 2006. Kina drager. København: Gylden-dal.

Lum, Thomas. 2006. Social unrest. Congressional Research Service, May 8.

Mooer, Rebecca R. 2001. China’s fledgling civil society. World Policy Journal, Spring: 56-66.

Shambaugh, David, ed. 2000. Is China unstable? London: M.E. Sharpe.

Stalley, Phillip & Dongning Yang. 2006. An emerging environmental move-ment in China? The China Quarterly no. 186: 333-56.

Tanner, Murray Scot. 2004. China rethinks unrest. The Washington Quarterly vol. 27, no. 3: 137-56.

Tubilewicz, Czeslaw. 2006. Stability, development and unity in contemporary China. In Critical issues in contemporary China, ed. Czeslaw Tubilewicz. New York and London: Routlege.

Wang, Shaoguang, 2006. Uneven economic development. In Critical issues in contemporary China, see Czeslaw Tubilewicz.

Wedeman, Andrew. 2004a. Great disorder under heaven: endemic corruption and rapid growth in contemporary China. The China Review vol. 4, no. 2: 1-32.

Wedeman, Andrew. 2004b. The intensification of corruption in China. The China Quarterly no. 180: 895-921.

Whyte, Martin King. 2000. Chinese social trends: stability or chaos. In Is China Unstable?, see Shambaugh.

Yang, Guobin. 2003. The co-evolution of the internet and civil society in Chi-na. Asian Survey vol. 43, no. 3: 405-22.

Yu-shek Cheng & K.L. Ngok. The Potential for Civil Unrest in China. I Search-ing for Peace in Asia Pacific. Annelies Heijmans, Nicola Simmonds, and Hans van de Veen, eds. 2004. Boulder, London: Lynne Rienner Publishers.

34

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4Er

ik B

euke

l Zhao, Suisheng. Chinese Nationalism and Pragmatic Foreign Policy Behavior. I Chinese Foreign Policy. Pragmatism and Strategic Behavior. Suisheng Zhao, ed., 2004. Armonk, New York and London: M.E. Sharpe.

Østergaard, Clemens Stubbe. 2008. Kinas eksperimenter. Reformer og storma-gtsstatus? København: Columbus (rev. udg.).

Østergaard, Clemens Stubbe. 2007. Kinas globaliseringsstrategier. Ræson årg. 1, nr. 2: 106-15.

35

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4Ri

get

i M

idte

n og

ver

den

om

krin

g d

et

Stat, identitet og national interesse

Uanset hvad selvudnævnte ‘realister’ inden for studiet af international politik måtte mene, er der ikke nogen vej uden om at antage, at stater er forskellige, og at de kan forandre sig. En måde at inkorporere denne type forskelle i studiet af staters udenrigspolitik på er at antage, at både identiteter og nationale interesser som alle andre sociale fæno-mener er socialt konstruerede. Dette er illustreret i fig. 1, der skal vise, hvorledes identitet via interesser og målsætninger danner baggrund for konkrete politikker – med perceptioner og indenrigspolitiske forhold som formidlende variable.

Riget i Midten og verden omkring det

Bjørn Møller

Kinas nationale identitet og udenrigspolitik1

��������

��������

��������

��������������������������

�����������

�������������������������������������������������

��������������������

����������������������������������������������������

Figur 1: Fra identitet til politik

36

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4Bj

ørn

Møl

ler De udenrigspolitiske målsætninger hviler i sidste ende på en definition af,

hvad den ‘nationale interesse’ er, hvilket igen afhænger af samfundets og statens kollektive identitet – og de er alle socialt konstruerede over tid. Man kan således opfatte identitet og national interesse som ‘træge variabler’, idet de ganske vist kan forandres, men sjældent fra dag til anden. På et hvilket som helst givet tidspunkt udgør de derfor en slags spilleregler eller rammebetingelser for udformningen af konkrete politikker.

Der er dog principielt altid forskellige identiteter at vælge imellem, ligesom der er grupper i et hvilket som helst samfund, der vil promovere bestemte identiteter – men mulighederne for at gøre dette med held afgøres dels af magtrelationerne i samfundet, dels af hvor meget disse gruppers foretrukne identitet adskiller sig fra den etablerede. Valget mellem disse muligheder er aldrig definitivt i den forstand, at det ikke kan ændres – og der vil næsten altid være grupper i befolkningen, der sætter spørgsmålstegn ved den gældende identitet – men den er ikke desto mindre relativt varig og forandrer sig som hovedregel kun langsomt. Historien – eller rettere den dominerende fortælling (‘narrativ’) om, hvordan man blev, hvad man er, spiller en stor rolle i både reproduktionen og den eventuelle forandring af den nationale fortælling.

Selv om man accepterer realisternes påstand om, at stater altid for-følger deres nationale interesse – enten i form af magt eller sikkerhed – er det langtfra givet, hvad denne nationale interesse er, bl.a. fordi det afhænger af identiteten, der bestemmer, hvad der i givet fald skal forsvares: selve det nationale territorium eller også en diaspora, dvs. en del af nationen (som et ‘forestillet fællesskab’), der befinder sig uden for statens grænser? Identiteten og den nationale interesse bestemmer også hvilke overordnede mål, staten skal forfølge i sin udenrigs- og sikkerhedspolitik. Skal man blot stræbe efter uafhængighed eller til-stræbe dominans over andre, måske en stilling som global stormagt? Alle disse valg er naturligvis også påvirket af de ydre omstændighe-der – eller rettere af opfattelsen (perceptionen) af disse. Vi skal i det følgende med udgangspunkt i Kinas definition af sin egen identitet og nationale interesse analysere nogle dominerende temaer i landets udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Riget i Midten

De fleste sinologer er enige om, at historien spiller en endnu større rolle for kineserne end for de fleste andre folkeslag. På forskellige tidspunk-ter kan det imidlertid være forskellige kapitler af historien, der især fokuseres på, og udvælgelsen foretages bl.a. ud fra de implikationer for nutiden og fremtiden, som bestemte aktører ønsker at promovere. Der har tidligere foreligget autoritative versioner af denne ‘konstruerede historie’ – f.eks. i form af beslutninger fra kommunistpartiet fra hhv.

37

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4Ri

get

i M

idte

n og

ver

den

om

krin

g d

et1945 og 1981, men i dag er situationen noget mere åben, også hvad angår udviklingen siden 1949.

Et historisk tema eller ‘narrativ,’ der ofte bliver bragt i spil, er det om ‘Riget i Midten,’ der stammer tilbage fra Zhou-dynastiet (ca. 1122-255 f.Kr.). ‘I Midten’ er ikke så meget et geografisk eller geopolitisk begreb, men henfører til betydning og rangorden. Riget i midten var verdens centrum og lige under himlen, og dets hersker, Kejseren, derfor ‘Himlens Søn’ med en Gudgiven ret til at regere. Andre nationer havde efter kine-sernes opfattelse ikke meget at byde på, men blev betragtet som barbarer, der dog skulle være velkomne til at vise deres respekt som vasaller og til at yde tribut til Riget i Midten. Denne periode var også en kulturel blomstringstid med tænkere som f.eks. Konfutse og Laotse, der stadig holdes i hævd og influerer på selv udenrigspolitikken. Temaet om Riget i Midten er aldrig helt forsvundet, og Kina har i lange perioder følt sig (og reelt også været) både kulturelt, teknologisk og økonomisk overlegent, f.eks. i forhold til Europa.

Selv Zhou-dynastiet oplevede dog også perioder af svækkelse, f.eks. under ‘de stridende staters periode’ (ca. 475-222 f.Kr.), der i dag ses som en advarsel om, hvad splittelse kan betyde. Dette har også tjent som påmindelse om betydningen af en stærk leder, der kan drage nytte af den loyalitet over for magthaverne, der er et centralt element i konfucianismen. Herskerens ‘mandat fra himlen’ er dog ikke betingelsesløst, men kan forskertses ved et misregimente, der giver folket ret til – dog kun i ekstreme tilfælde – at vælte regimet og indsætte et nyt.

Over for dette narrativ om storhed og dens forudsætninger står et andet narrativ om svaghed og rollen som uskyldigt offer. Gennem historien er Kina blevet løbet over ende talrige gange, både af Mongoliet og Manchuriet, samt senere af Japan, de europæiske stater og til en vis grad USA. Disse lande udnyttede den kinesiske svaghed og splittelse til med våbenmagt at påtvinge kejserriget ydmygende traktater. De første skridt i denne retning var Opiumskrigen (1839-1842), hvor England angreb Kina for at sikre sig ikke blot retten til at sælge opium til kineserne, men sågar et monopol på denne lukrative handel! Hertil kom militære invasioner, som Kina har oplevet adskillige af, fra mongolerne og manchuerne til japanerne, senest i optakten til 2. Verdenskrig.

Denne offer-identitet har affødt andre og mere heroiske narrativt kon-struerede identiteter, hvor man har heroiseret de gentagne oprør mod overmagten, f.eks. i form af Taiping- og Boxeropstandene i hhv. 1850-1864 og 1899-1901. I det nationalistiske narrativ bliver begge disse fejlslagne opstande fremstillet som glorværdige og heroiske forløbere til den nationale revolution, der i 1911/1912 bragte Sun Yat-sen (1866-1925) til magten. Hans nationalisme byggede paradoksalt nok bl.a. på konfucianismen og var tilstrækkeligt tvetydig til, at han den dag i dag kan holdes i hævd af

38

DEN

NY

VERD

EN 2

007:

4Bj

ørn

Møl

ler både kommunisterne i Folkerepublikken og af det tidligere regeringsparti

på Taiwan, Kuomintang, der blev grundlagt af Sun Yat-sen i 1912.

Disse nationalistiske narrativer om storhed, uretfærdig ydmygelse og be-frielse er naturligvis ikke uden indbyggede modsætninger, men et effektivt ‘master-narrativ’ har ikke desto mindre formået at binde de forskellige ender sammen til en fortælling om storhed, fald og genoprejsning til fordums storhed, dog i to versioner: den ene med Kuomintang og den anden med Kommunistpartiet i rollen som helt.

Nationale interesser og verdensrevolutionen

I Folkerepublikken er dette nationale narrativ i det 20. århundrede blevet suppleret af et ideologisk, dog tæt sammenfiltret med det nationalistiske. Mens de øvrige narrativer søgte at konstruere en kinesisk identitet som partikularistisk, er denne ideologiske identitet mere universalistisk, idet den går ud på at konstruere de kinesiske kommunister som spydspidsen i en verdensomspændende revolution. Dette narrativ tager udgangspunkt i Maos ‘redning’ af Kommunistpartiet fra udslettelse gennem ‘Den Lange March,’ hvorefter partiet for en tid lagde revolutionen på hylden for at hellige sig kampen mod de japanske invasionstropper. Dette havde den bekvemme dobbeltbetydning både at være en national opgave og angi-veligt at fremme verdensrevolutionen.

Efter en kort periode med nogenlunde harmonisk samarbejde med Sovjet-unionen under Stalin, hvor Kina måtte nøjes med rollen som nr. 2, kom det hurtigt til rivalisering om rollen som lederen af den kommunistiske lejr. Rivaliseringen udkæmpedes i første omgang