Af Ole Weber

Jeg husker det endnu. Joseph bankede på vores dør en sen aftentime og spurgte om jeg ville med ham ud i nat-ten og lede efter gadebørn. Den gang kendte jeg ham knap nok, men fra de få samtaler jeg havde haft med ham, forstod jeg, at han virkelig brændte for at hjælpe de mange børn, der levede rundt om på Sumbawangas gader.

Vi gik rundt i gaderne den nat, Joseph og jeg, og det gjorde frygtelig ondt at se de mange små drenge der lå og sov, under træerne, i grøfterne og i gamle

faldefærdige ruiner. Nogle havde et stykke gammelt plastik over sig, andre intet.

En af dem var Michael. Både mor og far var døde af AIDS. Han havde nogle søskende, men vidste ikke, hvor de var. Han var helt alene i verden. Men han var en af de heldige, vi fi k samlet op og fi k med blandt de 34 drenge, som vi fi k indlogeret i det første Bethania-hjem.

Vi har fulgt Michael siden da. Han kom i skole og klarede sig godt. I nyhedsbrevet nr. 2, juni, fortalte vi om Michael. Dengang var han, som den første i fl okken, fl yttet ”hjem-mefra” og var begyndt på en højere skoleuddannelse. Han fi k penge fra Fremtid og Håb og stod selv for at betale husleje for sit lille værelse nær ved skolen, samt for mad.

Hver weekend kom han hjem til Bethania hjemmet og var et strålende eksempel for de nye og mindre børn på hjemmet.

I dag har Michael også gennemført dette næste skoleforløb og venter nu på adgang til næste uddannelsesniveau. Men han er ikke gået i stå. Nu er han hjælpelærer for de mindre kammerater på hjemmet og bruger hver dag tiden til at hjælpe dem med lektier og skolearbejde. Michael vil gerne være kemiingeniør, og han skal nok nå målet.

Han fi k chancen, fordi gode venner i Danmark støttede ham økonomisk. •

Michaeler kommet et skridt videre

Nyhedsbrev nr. 1, marts 2011

Michael hjælper nogle af drengene med at klare lektierne.

www.fremtidoghaab.dk

Jeanette og Heidi er de nye volon-tører på børnehjemmene i Sumba-wanga. Starten har budt på en del praktisk besvær, men nu er de kom-met godt på plads, og arbejdsglæ-den har for alvor meldt sig, skriver de i dette brev.

Mandag d. 10/01 ankom vi til Bethania Girlshome. Det var noget, vi havde set frem til

i et halvt år. Turen hertil var hård, og ikke mindst var vi uheldige med bilen, der gik i stykker fl ere gange. En utrolig irriterende start, men typisk Afrika.

Da vores arbejds- og opholdstilladelse først skulle laves, da vi kom hertil, kunne vi ikke rigtig komme i gang med arbejdet. I mellemtiden tog Joseph os med rundt i Sumbawanga. Vi så læge-huset, markedet, mødte Mr. Angelo (vores swahiliærer) og det danske mis-sionærpar i byen, Peter og Anne-Lene Olufson.

De første uger har været utrolig hårde. For det første har Tanzania været noget af et kulturchok, og mange ting er anderledes. Afrikanerne gør tingene på deres langsomme måde, hvorimod vi i Danmark ville have klaret det med det samme.

Vi kom lidt dårligt fra start. Fordi arbejds- og opholdstilladelsen ikke var ordnet, kunne vi ikke gå i gang

med arbejdet. De fl este af mamaerne her kan heller ikke engelsk, så vi følte os en smule ensomme, når der ingen kommunikation var. Samtidig fungerede den timetabel, vi fi k fra starten af, ikke. Vi var sat på til at arbejde og gøre rent om morgenen og havde fri, når pigerne kom hjem klokken 5-6. Derfor var kon-takten mellem pigerne og os ikke god. Det, vi egentlig var kommet for, var jo børnene.

Vi fi k heldigvis snakket med Joseph og Maria om de første ugers frustrationer. Vi fi k ændret vores timetabel, så den nu passer til os. Nu har vi vagter, når børnene er hjemme på de forskellige hjem. Det går fremad, og vi nyder børnenes selskab.

Blandt andet har vi fået det arrangeret sådan, at vi hver lørdag tager børnene fra drop-in-centeret til en nærlig-gende fodboldbane, hvor vi kan spille.

Drengene elsker at spille fodbold og få brændt noget af deres krudt af.

En af dagene gik vi og vagten på pige-hjemmet, Musa, i gang med at rydde et rum fyldt med skrammel og affald. Ideen var at hænge tøjsnore op i rum-met i stedet, så pigerne kunne hænge deres vasketøj op i et tørt rum, nu da det er regntid. Arbejdet og resultatet var både til glæde for vagtmanden, børnene og mamaerne, der stolt viste det frem til forbipasserende. Rummet er nu til glæde og gavn for pigerne og bliver fl ittigt brugt.

Den 7. februar fyldte Jeanette 20 år. Det skulle selvfølgelig fejres, og derfor valgte vi at invitere drengene og pi-gerne med til en fest. Vi havde med-bragt balloner og pynt fra Danmark, og pigerne hjalp til med at gøre det hele festligt. Vi havde bagt danske kageko-ner og chokoladekage og købt slik og sodavand til alle. Der blev danset og sunget i gården, og man kunne tydeligt mærke på børnene, at de hyggede sig. Det gjorde vi også. Vi havde også invi-

En hård start vendt til ny arbejdsglæde

Du kan følge Heidi og Jeanette på deres blog:

heidiogjeanetteisumbawanga.blogspot.com

Fremtid og Håb | Nyhedsbrev nr. 1 | Marts 2011

Den 1. april 2011 kan Karin og Ole Weber fejre deres guldbryllup.

Som 8-årig i 2. klasse fi k Ole en dag et lille brev fra Norge. ”Hallo Ole, jeg heter Karin og vil gjerne blive pennevennen din!”, stod der i brevet. Fire år efter,

da de var blevet 12 år, besøgte Ole Karin i Norge for første gang. Han fortalte hende bl.a., at hans bedstefar havde væ-ret med til at starte ydremissionsselskabet Sudanmissionen i Danmark (nu Mission Afrika), og at han selv gerne ville til Afrika som missionær, når han blev voksen. Karin kvitterede med at betro Ole, at hun aldrig skulle giftes, fordi hun selv også ville være missionær i Afrika.

Karin blev dog gift, endda med sin barndoms penneven Ole, og sammen rejste de til Afrika, til Nigeria, som missionærer for Sudanmissionen i 1964.

Lige siden hjemkomsten nogle år senere har de været enga-geret i ydremissionsarbejdet her i Danmark, og i 2000 - som efterlønnere - rejste de så tilbage til Afrika. Denne gang til Tanzania som missionærer for BDM. Her mødte de gadebør-nene i Sumbawanga, og efter endnu fi re år under Afrikas sol kom de hjem til Danmark og stiftede Fremtid og Håb. Siden har dette arbejde optaget dem fuldt ud, men nu har de over-ladt såvel kontoret som det daglige arbejde til andre.

”Men vi har lovet at hjælpe disse børn og deres leder, Jo-seph Kassaila, så længe vi lever og har kræfter til det, og det agter vi at holde”, siger guldbrudeparret, der fejrer dagen sammen med børn, børnebørn og nærmeste familie.

Fremtid og Håb ønsker guldbrudeparret hjerteligt tillykke. •

Der var fest på Bethania-hjemmet 2. juledag. Seks unge, fi re drenge og to piger, blev konfi rmeret. Det var sognepræsten, pastor

Israel Moshi, der også er medlem af bestyrelsen for Fremtid og Håb i Sumbawanga, der foretog kon-fi rmationen. Som sædvanlig får konfi rmanderne en Bibel fra Fremtid og Håb i konfi rmationsgave.

Efter gudstjenesten var der middag på Bethania-hjemmet, hvor alle børn og ledere deltog. Der var også mødt nogle slægtninge til nogle af konfi rman-derne op til fest. En festlig dag, og en glæde for os i Danmark over at se, at indsatsen for børnene i Sumbawanga nytter. •

Guldbryllupog 65 års jubilæum som pennevenner!

Sda de var blevet 12 år, besøgte Ole Karin i Norge for første gang. Han fortalte hende bl.a., at hans bedstefar havde væ-ret med til at starte ydremissionsselskabet Sudanmissionen i Danmark (nu Mission Afrika), og at han selv gerne ville til Afrika som missionær, når han blev voksen. Karin kvitterede med at betro Ole, at hun aldrig skulle giftes, fordi hun selv også ville være missionær i Afrika.

Karin blev dog gift, endda med sin barndoms penneven Ole, og sammen rejste de til Afrika, til Nigeria, som missionærer for Sudanmissionen i 1964.

Lige siden hjemkomsten nogle år senere har de været enga-

Konfi rmation i

Den Lutherske

Kirke

Guldbryllup

teret Peter Olufson med familie, som kom og lærte børnene ”ååh, wuggi wuggi wuggi”. Det var en succes, og de synes godt om denne sangleg.

Vi nyder nu at være her og ser frem til at lære både dren-gene og pigerne bedre at kende. Tak for forbøn og tanker.

Hilsen Jeanette og Heidi •

GadebørnsprojektetFREMTID OG HÅBJohannebjergparken 17, 7120 Vejle ØT: +45 5217 8009 E: kontakt@fremtidoghaab.dkW: fremtidoghaab.dkCVR nr. 31 90 87 01Daglig leder Maria StougaardT: +45 6076 5458E: mstougaard@teliamail.dk

NYHEDSBREVET

Redaktør: Maria Stougaard

Journalist: Morten Mørch

Layout: Dan Møller Freehand.dk

Distribution: Holger Iversen

Fremtid og Håb er en dansk organisation,

der hjælper gadebørn i Sumbawanga i det

sydvestlige Tanzania. Nøden blandt ga-

debørnene er stor, og resurserne er små.

Derfor arbejder vi på at få etableret hjæl-

pecentre og børnehjem i samarbejde med

de lokale myndigheder i Sumbawanga.

INDBETALING AF GAVEROG KONTINGENT

Danske Bank

Reg. nr. 1551

Konto nr. 10320739

Husk at angive formålet.

Fremtid og Håb søger volontører og praktikanter, der har lyst til at tage til Sumbawanga.

Frivilligt arbejde er vigtigt både for arbejdet ude i verden, men også som den livsforandrende betydning, et volontørophold kan have for den

frivillige. Mange volontører beskriver det at have været volontør som noget, der har sat et uudsletteligt mærke på deres liv.

Som volontør får du mulighed for at komme helt tæt på befolkningen og deres kultur og bidrage med din indsats. Din arbejdsopgave vil vi defi nere sammen med Fremtid & Håb i Sumbawanga ud fra dine forud-

Volontører og praktikanter søges

sætninger og de lokale muligheder.

Som studerende kan du også tage et semester i praktik i Sumbawanga. Her kan du få mulighed for at afprøve teorien i praksis ved at udarbejde et projekt i samar-bejde med Fremtid & Håb. Det kunne for eksempel være et landbrugsprojekt, et sundhedsprojekt eller noget helt tredje.

For Sumbawanga og børnenes skyld og ikke mindst jeres egen håber vi, at der sidder nogle derude, der gerne enten vil være volontør eller vil bruge et seme-ster i Sumbawanga. I meget velkomne til at kontakte os for at høre mere. •

Informationsmødepå Bornholm

Lørdag d. 27.november havde de to volontører, Heidi og Jeanette, arrangeret et informationsmøde om Fremtid og Håb på Davidskolen, Aakirkeby, Bornholm.

Heidi og Jeanette, der netop er rejst til Sumbawanga for at arbejde som volontører, havde inviteret deres venner og familie til at komme og høre om Fremtid

og Håb. Selvom om Kong Vinter havde meldt sin ankomst med masser af sne og frost, fandt en del mennesker vej til Davidskolen. Her havde de nogle rigtig hyggelige timer sammen, hvor der blev fortalt om Fremtid og Håbs arbejde blandt gadebørn i Sumbawanga. Stor tak til Heidi og Jeanette for deres initiativ og engagement. •

Nye børnDe ansatte på drengehjemmet har budt to nye drenge velkommen.

De to nyankomne hedder Crispin Gervas og Noel Katuli og har samme mor, men forskellige fædre. Forældre-ne er døde, og derfor har drengenes skole gennem

længere tid forsøgt at tage sig af dem. Men skolen kunne end ikke klare at give Crispin og Noel daglige måltider, så derfor besluttede rektoren at ansøge om plads til drengene på dren-gehjemmet, hvor de altså nu har fået en plads. •

Lektilæsning på drengehjemmet