gabrielles fjerde rejsebrev - uge 4
DESCRIPTION
Rejsebrev skrevet under Hollandspraktik i forbindelse med social- og sundhedsassistentuddannelsen på SOSU C GladsaxeTRANSCRIPT
Kære venner
Nu kan man virkelig mærke at det snart bliver forår, selv om blomsterne er dækket af rim de fleste morgener. Tiden
går hurtigt, og 5-ugers praktikken er allerede ved at være slut. Jeg skal snart sige farvel til min praktikplads nummer
seks i denne uddannelse og det bliver lige så vemodigt som de andre gange. Hvor kan man knytte sig tæt til
mennesker på ganske kort tid. Jeg er kun glad for at afskeden er lidt trist, for det betyder at vi har haft det rigtig godt
sammen, mine kollegaer, beboerne og jeg. Mine to piger har allerede sagt farvel til skolekammeraterne. De har
vinterferie i uge 9 og skal tilbringe en dejlig uge hjemme hos farfar og farmor. Min store pige har givet kage sidste
skoledag, min lille pige har givet bamser. Det var en rigtig smuk afskedsfest.
Rejsebrev fra Holland Nr. 4 – 21.02.2015
Af Gabriëlle Beelen-Beeftink
Min vejleder Ruth har lånt mig to skønne bøger om arbejdet med
mennesker med demens, skrevet af sygeplejerske Gerke de Boer.
Kernen i hans fortællinger er: Vi kan have nok så fine fysiske
rammer, hjælpemidler og ressourcer, men hvis vi ikke arbejder med
respekt for vores borgeres integritet og selvbestemmelsesret, så er al
den flotte udsmykning nytteløs. Jeg synes det er en meget væsentlig
konstatering, som er værd altid at have i baghovedet. Jeg har selv ofte
tænkt de samme tanker på for eksempel mit nuværende praktiksted. Der er virkelig dejlige
fysiske rammer; især de små, overskuelige, rolige leve-bomiljøer er lykken i mine øjne.
Men i forhold til at arbejde personcenteret er man stadig meget søgende her. Der er meget
kærlighed og nærvær, men der sker også mange former for ondartet socialpsykologi, uden at der fra en leders eller
kollegaers side bliver grebet ind. Det er hovedsageligt fordi man ikke er bevidst om den skadelige virkning af egen
eller kollegaens adfærd. Jeg synes at vi i Danmark (eller i hvert fald de steder, hvor jeg har arbejdet) er nået længere
i forhold til den personcentrerede tilgang. Vi er bedre til at danne et minisamfund på plejehjemmet, hvor beboere og
medarbejdere er ligeværdige medlemmer. Men med hensyn til de fysiske rammer synes jeg at vi i Danmark fortsat er
søgende. Vi bygger stadigvæk nye plejehjem der ikke er helt optimale med hensyn til indretning. Afdelingerne er ofte
for store og fællesstuen fungerer tit samtidig som gennemgang for mange medarbejdere, hvilket giver megen uro for
beboerne. Jeg kender kun ét sted, der har formået at lære alle medarbejdere og frivillige at være nærværende og
respektfuld over for beboerne, samtidig med at der er temmelig ideelle fysiske rammer. Det sted er
demenslandsbyen De Hogeweyk i Holland, hvor jeg selv har arbejdet i 1990’erne og hvor jeg i efterårsferien 2014 var
tilbage som deltager i et studiebesøg med Vibeke Drevsen Bach som oplægsholder. Du kan se mere om
demenslandsbyen på Youtube: ”CNN’s World’s Untold Stories: Dementia Village”.
Et eksempel på ondartet socialpsykologi har jeg tidligere givet jer i form af kollegaen, der behandlede vores beboer
John på en respektløs måde. Hun skældte ham ud for at råbe, mens denne adfærd skyldtes hans sygdom. Hun
kommanderede ham som om han var en hund. Denne medarbejder lod heller ikke John være med i plejesituationer,
men slidte og slæbte og trak og skubbede ham rundt i sengen som en stor træklods. Også det er ondartet
socialpsykologi (objektificering), og derudover er det både psykisk og fysisk en skadelig måde at arbejde på for
medarbejderen selv. Da jeg ville øve mig med Sygeplejeprocessen, har jeg derfor valgt at skrive om John. Som
målsætning har jeg valgt: John deltager aktivt i plejesituationerne (se mere detaljeret beskrivelse på næste side). Det
er et meget væsentligt emne, som vi som social- og sundhedsassistenter ofte
har med at gøre. Borgerens aktive deltagelse handler om rehabilitering,
motivation, forebyggelse af opståen eller forværring af sygdom eller handicap,
at bevare eller styrke borgerens ressourcer, at tilgodese borgerens behov for
at yde egenomsorg (Kari Martinsen), at give borgeren medejerskab over disse
vigtige øjeblikke i dagligdagen (følelse af delagtighed, Antonovsky), og sidst
men ikke mindst at skåne medarbejderens krop. Den valgte problemstilling har
virkelig mange tråde til vores kompetenceområder som sosu-assistenter.
Samtidig har den noget at gøre med Vibeke Drevsen Bachs Blomstermodel. I
De Hogeweyk, Weesp, Holland (www.vivium.nl)
det følgende beskriver jeg Sygeplejeprocessen og evaluerer den; derefter vil jeg anvende Blomstermodellen på
samme problemstilling og forklare, hvorfor jeg synes at den kan være en værdifuld tilføjelse til Sygeplejeprocessen.
John – Dataindsamling
John er 69 år. Han er født og opvokset i Kampen, hvor han nu bor på plejehjemmet Myosotis. Hans bedstefar var
læge i den lille by; faren var rektor på gymnasiet i Kampen og desuden biolog og ornitolog (fuglekender). Familien
holdt meget af naturen og tog ofte ud i fuglemosen, hvor faren studerede skægmejser. John
havde tre søstre, som var meget ældre end ham, og som allerede havde gennemført gymnasiet
med udmærkede resultater, da John blev født i 1946. John selv havde dog svært ved at lære og
droppede ud af skolen i sit tredje år på gymnasiet. Han har aldrig taget nogen uddannelse siden.
Familien havde svært ved at tackle denne ”skuffelse”. John har aldrig fået partner eller børn. Han
fik et arbejde som inspektør ved ”Rijksdienst voor IJsselmeerpolders (koge)”. John har diagnosen ”autisme” (årstal og
hvilken form for autisme er ikke nærmere defineret i journalen). John har gennem hele sit liv lidt af bipolar affektiv
lidelse. Han er adskillige gange blevet indlagt med enten svær depression eller mani. John lider som følge af hans
psykiske sygdom, som gør det svært for ham at begrænse sin madindtag, af svær overvægt: han har et BMI på 36. I
1985 gik John i en alder af 39 år på førtidspension som følge af hans maniske og depressive episoder.
John tager dagligt Citalopram (mod depression) og Valproat (mod epilepsi; anvendes bl.a. til forebyggelse af maniske
episoder ved bipolar lidelse). John har i mere end 20 år lidt af hypertension (får Metoprololsuccinat mod bl.a.
hypertension). I 2010 blev han ramt af apopleksi efter dyb venetrombose og fik kontraktur i højre hånd.
Kontrakturen veksler i styrke; jeg rakte ham f.eks. en gang en sammenrullet vaskeklud til at have i den kontraherede
hånd – og han tog til min overraskelse imod kluden med udstrakt og fuldt åbnet højre hånd. John får stadigvæk
Acetylsalicylsyre (trombocythæmmende) og Pravastatinnatrium (mod forhøjet kolesterol). I 2012 fik han collum
femoris fraktur efter et fald. John kan ikke gå, men han kan støtte på benene; han skal ind imellem guides til at stille
højre fod helt rigtigt på gulvet. John får
dagligt 3x 1000 milligram Paracetamol mod
smerter. John bruger Omeprazol mod
mavesår. John taler i korte sætninger om
konkrete emner. Han kan lide at spørge ind
til de oplysninger, han får: ”Bor du i
Danmark?” ”Hvor i Danmark bor du?” John
kan også gentage det samme spørgsmål
mange gange: ”Er det mandag i dag?”
”Spiser vi kl. 5?” ”Hvad spiser vi?” Om
natten og om morgenen råber John ofte højt
og vedholdende: ”Hallo! Hallohallo! Jeg vil
op! Hjælp mig! Hallohallohallo!” Hans
stemme kan derved lyde panisk, men når man kommer ind, træffes han roligt og afslappet i sengen. John kan ikke
Gymnasiet i Kampen i 1941. Johns far, rektor, sidder side om side med digter og latin- og græsklærer Ida Gerhardt (omcirklet) (måske husker I Gerhardts digt fra mit første rejsebrev). To af Johns tre ældre søstre står også på billedet (omcirklet). Ida Gerhardt, som er blevet berømt og elsket for sine protestdigte mod besættelsesmagten, skrev i starten af Anden Verdenskrig om rektoren: ”Han er en svag personlighed, der vil holde med det stærkeste parti”. Johns far har åbenbart haft svært ved at få respekt fra nogle af hans medarbejdere, samtidig med han havde en vanskelig position som skoleleder i de første besættelsesår. Døtrene havde en fin skolekarriere, som måske har givet faren lidt stolthed. Lillebror John, befrielsesbarnet der skulle føre slægtens navn videre, blev først født 5 år efter ovenstående optagelse. Han kunne ikke følge med i skolen og fik ikke nogen fin position. Det har åbenbart givet dårlig stemning i hjemmet. Hænger disse begivenheder sammen med Johns sygdom? Jeg ved det selvfølgelig ikke, og det er heller ikke så vigtigt. Vigtigt er, at jeg lige har sat mig ned et øjeblik og fordybet mig i Johns identitet. For én, vi kan se som person, vil vi aldrig behandle som genstand.
huske aftaler om at han ikke skal råbe eller stille det samme spørgsmål mange gange. Han kan heller ikke aktivt
huske, hvad han har arbejdet med, eller om han har haft partner eller børn. Han kan godt huske at han har boet
langs floden IJssel. John er glad for øjenkontakt og nyder nærvær og socialt samvær/hygge. Han er hjælpsom og vil
gerne bidrage til aktiviteten. Han søger bekræftelse: ”Gør jeg det rigtigt?” Han har behov for en struktureret
hverdag, hvor han kan følge med i dagens plan. John bruger kørestol med hjælpemotor. Ved forflytning fra seng til
toilet-/kørestol har John hidtil anvendt stålift, men i den seneste tid er det blevet sværere for ham at stå rigtigt på
benene, og derfor bruger han nu også ind imellem den passive lift.
Identifikationsfasen/Data-analyse/Problemstilling
Problemstillingen, som jeg har valgt, sammenfattes rigtig godt i den sætning som min kollega sagde til mig, da hun
fortalte mig om John, og som jeg fandt alarmerende i forhold til hendes samarbejde med ham:
“Han ligger i sengen som en stor baby.”
Kollegaens udtalelse var selvfølgelig grov og uprofessionel, men problemstillingen er faktisk meget passende at tage
fat i, fordi den indeholder forskellige fokusområder fra vores arbejde som sosu-assistent:
Rehabilitering: Forbedring af ressourcer, vedligeholdelse af ressourcer.
Forebyggelse af sengelejekomplikationer som trombose og dekubitus.
Motivation: Fra overtaget motivation (jeg gør det fordi omsorgsgiveren synes jeg skal) til identificeret motivation
(jeg gør det fordi det holder mig rask).
Deltagelse i eget liv (Antonovsky og Orem): Fra kompenserende sygepleje tilbage til delvist kompenserende /
understøttende sygepleje.
Ligeværdig relation (Martinsen): Samarbejde i plejen frem for håndtering af en inaktiv beboer.
Op på niveau 3 i Maslows behovspyramide: Han befinder sig i rummet som menneske og interagerer med andre
mennesker.
Jeg-støttende sygepleje: Sætte grænser, stille krav, anerkendelse (fokus på ønsket adfærd), bæredygtig kontakt
mellem John og omsorgsgiver; anvendelse af mindstemiddelprincippet (dialog frem for bebrejdelse).
Ergonomi/arbejdsstillinger/forflytningsteknik.
Planlægningsfasen
Mål: John deltager aktivt i plejesituationer.
John kan selv:
Vende sig på siden og ryggen i sengen
Løfte fødder og ben i sengen og i stolen
Vaske og tørre sig foroven
Barbere sig
Børste tænder
Tage øvre tøj på
Læne sig frem i stolen
Omsorgspersonalet opnår ovenstående ved:
Verbal guidning (Konkret sprog, korte sætninger)
Øjenkontakt
Passende tempo
Passende krav (udfordre, men undgå nederlag)
Udførelsesfasen
Jeg har udført ovenstående og fortalt kollegaerne om mine erfaringer med John. John kunne faktisk alle de ting, som
står ved ”John kan selv”. Han var bare ikke vant til at gøre det.
Evalueringsfasen
Elementer fra ovenstående stod forskellige steder i handleplaner Johns journal. De var altså blevet nævnt for
personalet, men blev ikke udført. Den største omvæltning i denne proces var faktisk ikke, at John begyndte at
deltage aktivt i plejesituationer. Det var, at personalet flyttede fokus fra hans diagnose (”han er autist”) til hans
identitet (”han er John”). Det skete helt naturligt ved at jeg udviste interesse for ham og gav udtryk for at jeg syntes
han var en rar mand. Det åbnede ligesom øjnene på mine kollegaer. Jeg har ikke fortalt dem noget, de ikke vidste i
forvejen, men de havde bare kigget i en anden retning indtil da. Jeg syntes det var dejligt at se den omvæltning. Jeg
har ikke talt om personcentreret arbejde og ondartet socialpsykologi i forbindelse med John, men jeg har vist
mennesket John til kollegaerne. Det var dejligt at se hvordan man som enkeltperson kan påvirke kulturen. Dog må
jeg sige, at det kun er dem, der udviser meget kærlighed over for beboerne, der er begyndt at arbejde med John på
den nye måde. Der er stadigvæk to kollegaer – inklusive hende, der sagde at han lå som en stor baby – der arbejder
på den gamle måde. Jeg synes ikke, at disse to kollegaer egner sig særlig meget til deres job – ”I should say that
nursing is not their calling”.
Sygeplejeprocessen kan være en god måde at forbedre samarbejdet med beboeren på. Omsorgsgiverens relation
med borgeren er dog ikke med i sygeplejeprocessen, selv om den er meget vigtig for samarbejdet og kvaliteten af
omsorgen. I Vibeke Drevsen Bachs Blomstermodel, som er en detaljeret udarbejdelse af Kitwoods teorier, er der
fokus på omsorgsgiverens socialpsykologi.
Mit håb er, at Blomstermodellen kan hjælpe os med at holde os til den planlagte personcentrerede tilgang hos
borgeren. Blomstermodellen er en lektion i empati og medmenneskelighed; den introducerer borgeren for os med
alle aspekter af dennes liv, og den lader os bogstaveligt talt sætte os ind i borgerens situation.
Blomstermodellen
I Blomstermodellen er borgeren blomsten. Vi som omsorgsgivere giver blomsten lys, varme og næring, så blomsten
kan trives: det er vores socialpsykologi (på tegningen kan du se at der i solens stråler står elementer af
personcentreret omsorg: f.eks. omfavner, leger, faciliterer, validerer, samarbejder, anerkender).
Blomstermodellen: ”Dataindsamling”
Blomstermodellen starter ligesom Sygeplejeprocessen med en
Dataindsamling. Tænk på Kitwoods Demensligning: Blomstens
(borgerens) rødder er hans biografi, personlighed, helbred og
neurologiske forandringer. Allerførst går vi på opdagelse i disse rødder.
Derefter ser vi på blomstens blade og spørger os selv,
hvorvidt vi opfylder behovene for trøst, tilknytning, tilhør, identitet, beskæftigelse og
kærlighed. Vi giver svar ved hjælp af Blomsterbarometret: Den visne blomst, som ligger på
jorden, betyder ingen opfyldelse overhovedet. Blomsten til venstre, som står stærk og fuld af
liv mellem andre blomster, er den bedst tænkelige opfyldelse.
Nu beskriver vi problemstillingen. Helt konkret sætter vi ord på det, der foregår under plejesituationen: Vi knokler og
hiver og skubber; John ligger i sin seng og er passiv som en baby på 124 kilo. Vi beskriver, hvad vi gør, hvad vi siger og
hvad vi tænker. Vi beskriver, hvad John siger og gør. Hvordan har vi det i situationen? (Vi giver igen svar ved hjælp af
Blomsterbarometret.)
Så forsøger vi at finde svar på, hvordan John har det i situationen. Vi forestiller os, at vi er John. Vi bliver vasket og
påklædt i sengen som en stor baby. Vi fortæller ved hjælp af Blomsterbarometret, hvordan vi har det. Vi sætter ord
på vores følelser som om vi er John.
Planlægningsfasen
Hvad er vores drøm for ham? Hvad er hans drøm? Det kan sammenlignes med Planlægningsfasen. Vi formulerer et
mål for John. John vil gerne blive set og anerkendt. Han vil gerne få bekræftet, at han er god nok, at han kan. Han er
ikke en hund, men en mand, der gerne vil hjælpe os og der gerne vil tage aktivt del i sit eget liv. Vi skal invitere ham
til at være med, høre ham, samarbejde med ham.
Hvordan vil vi gøre det? Nu planlægger vi vores handlinger: Vi bruger øjenkontakt, samarbejder, giver ham mulighed
for at deltage ved hjælp af guidning og et passende tempo.
Udførelsesfasen: Udførelse af de planlagte handlinger.
Evalueringsfasen
Med Blomstermodellen når man hen til det samme resultat som med Sygeplejeprocessen, men man går en tur
gennem hjertet og dermed kommer den personcentrerede omsorg indefra. Som sagt, én man kender, behandler
man ikke som en genstand.
Blomstermodellen forholder sig udelukkende til den psykiske del af plejen og beskæftiger sig ikke med den fysiske
del. Derfor kan vi ikke udelukkende bruge Blomstermodellen i vores demensomsorg, for ældre mennesker med
demens har ofte samtidigt forskellige sammenhængende fysiske lidelser (Olympiadesyndromet). Dog giver
Sygeplejeprocessen ikke nok støtte, hvis vi vil give vores borgere en pleje med respekt for borgerens integritet og
selvbestemmelsesret.
Blomstermodellen er den smukkeste model og teori jeg har set indtil nu. Et lille minus er (ligesom i
sygeplejeprocessen), at den borger, som vi siger vi har i centrum, er så tavs i disse modeller. Det hele handler om
vores handlinger og holdninger. Kun i Sygeplejeprocessens dataindsamling nævnes borgeren som primær kilde.
Derefter, f.eks. ved målsætning og planlægning, nævnes borgeren ikke. Der er i modellerne ingen hvide pletter på
kortet, som borgeren får lov at udfylde. I forhold til især Blomstermodellen er det en underlig paradoks.
Selvfølgelig arbejder vi i praksis meget ud fra borgerens egne målsætninger og handlingspræferencer og har vi ofte
en undervisende/rådgivende rolle. Det ville være smukt hvis det blev mere synligt i vores arbejdsmodeller.
Til næste gang!
Gabriëlle