gunhild agger historien og mediekulturen - krimiforsk.aau.dk · storie’, er sikkert, men...

1Gunhild Agger • Historien og mediekulturen

Artiklen introducerer indledningsvist en problematik, fremkaldt af den stigende genreorientering i medie-kulturens historieformidling: Fører den til ’kulørt hi-storie’ eller bliver den udmøntet mere kreativt? På baggrund af denne generelle problemstilling giver artiklen et kort rids af den historiske krimis historie i England/USA og Skandinavien og foreslår en ny ty-pologi. Spørgsmålet om, hvilke funktioner historien kan have i kombination med krimien diskuteres. I sammenhæng med eksempler, der inddrager besæt-telsestiden, vises det, hvordan disse funktioner sæt-ter sig igennem i tre af den historiske krimis hoved-typer. Det konkluderes, at den historiske krimi nok leverer mange eksempler på ’kulørt historie’, men at den også formår at rokke ved stereotype forestil-linger om historien.

Krimi ogkriminal-

journalistiki Skandinavien

www.krimiforsk.aau.dk

Arbejdspapir nr. 11

© Gunhild [email protected]

Aalborg 2010

ISBN: 978-87-91695-20-9

Design og layoutKirsten Bach Larsen

Gunhild AggerHistorien og mediekulturen

den historiske krimi i Skandinavien

Historien og mediekulturenGenrerne er i stigende grad kommet til at dominere mediekul-turen. Det skyldes to sammenhængende faktorer: dels en øget grad af kommercialisering, dels at overordnede genrer som me-lodramaet, komedien og ikke mindst krimien imødekommer et stort publikums smag. I takt med udbredelsen af genreoriente-ringen sker der to ting, som jeg vil belyse med den historiske krimi som omdrejningspunkt. For det første får vi mere historie-formidling, der er tilpasset de populære genrers tonalitet, for-tælle- og konfliktmønstre, in casu krimiens. Denne udvikling kan med rette problematiseres som udnyttelse og trivialisering af historien. Men kritikken rammer ikke alle former. For der sker for det andet også en udvidelse af grundgenrerne, så de ind-går nye alliancer, danner nye varianter og dermed bliver i stand til at levere alternative indfaldsvinkler til både historien og kri-migenren. Det er indfaldsvinkler, der måske nok forvrænger de faktiske historiske begivenheder, men som i kombination med særlige stilistiske og tematiske greb også kan levere et særligt bidrag til fortolkning af historien.

Den amerikanske forsker Robert A. Rosenstone argumente-rer for, at den udbredte alliance mellem historien og genrerne i mange tilfælde fremkalder en stereotyp historieforståelse og dermed bliver udtryk for hvad man kan kalde 'kulørt historie'. Eksemplerne i Hollywood-produktioner er legio – Michael Bays traditionelle og forudsigelige krigsfilm Pearl Harbour (2001), der


sammenfletter krig og kærlighed, er bare ét. Også den traditionelle realisme kan re-præsentere en fælde: ”Too often such works do little more than illustrate the famili-ar”. 1 Men Rosenstone gør også opmærksom på, at der kan være et kritisk potentiale i den nye visuelle historieformidling. Den kan nemlig bruges til for det første at skabe mere vedkommende billeder af historien end de traditionelle historiebøger − ved fx at stille billeder af det individuelle liv over for den store sammenhæng; for det andet at udfordre historien − ved at stille spørgsmål ved traditionelle opfattelser af sam-menhænge; for det tredje at revidere historien − ved at anvende nye synsvinkler eller formidle i stilarter, der afviger fra realismen, men som indfanger noget essentielt.2

Over for Pearl Harbour er det oplagt at anføre Clint Eastwoods dobbelte krigsfilm Flags of our Fathers og Letters from Iwo Jima (fra hhv. okt. og dec. 2006), der leverer et kritisk potentiale. Flags of our Fathers fremstiller den traditionelle heroiske indsats på Iwo Jima ud fra et krigsøkonomisk, indenrigspolitisk perspektiv og stiller samtidig skarpt på propagandaløgne og individuelle omkostninger for deltagerne i det offi-cielle mediecirkus. Letters from Iwo Jima udfordrer det traditionelle billede af de ja-panske soldater som programmerede dræbermaskiner uden anfægtelser og giver der-med et bidrag til revision af historieskrivningen.

At den historiske krimi er blevet meget udbredt i netop den periode, som jeg oven-for har karakteriseret ved sine eksperimenter med historiens anvendelsesmulighe-der i fiktionsgenrer, er kun logisk. At den dominerende del er udtryk for ’kulørt hi-storie’, er sikkert, men spørgsmålet er, om den historiske krimi også benytter sig af nogle af de mekanismer, som jeg netop har skitseret, i sit særlige bidrag til at kombi-nere genreorientering, mediekultur og historie.

Den historiske krimi – definitioner og historisk ridsRent kvantitativt har den historiske krimi ekspanderet voldsomt siden 1980erne. Mest udbredt i engelsk og amerikansk sammenhæng er dels den kulturhistoriske kri-mi, der bevæger sig rundt i mangfoldige perioder og kulturer (græske, romerske, byzantinske, japanske og kinesiske, middelalderen og renæssancen i fx Italien og England, det viktorianske England etc.); dels pasticher over litterære og fiktive per-soner, hvad enten det er forfattere som Jane Austen, William Shakespeare eller Mark Twain eller hovedpersoner som Sherlock og Mycroft Holmes.

Som betegnelsen angiver, er en historisk krimi et værk, der kombinerer to genrer – krimien og den historiske roman. Men hvordan? Kombinationen åbner for et bredt spekter af variationsmuligheder: Forfatteren kan vælge at lægge størst vægt på kri-mielementet eller på den historiske tilgang; at betone det, der ligner i forhold til en nutidig sammenhæng (typisk selve forbrydelsen og dens motiver) eller det, der ad-skiller (typisk opfattelsen af moral og retsvæsenets funktion); forskellige genre- og stil-traditioner kan desuden være på spil − krimielementet kan fx læne sig op ad de klas-siske engelske gådefortællinger eller de amerikanske noir-traditioner og derigen-nem give det historiske stof en særlig toning.

Ligesom i den historiske roman er der visse krav, der skal være opfyldt. Det grund-læggende, faktuelle stof skal være i overensstemmelse med, hvad den historiske forsk-ning kan dokumentere, uden at der nødvendigvis er belæg for alle detaljer. Tids-, per-son- og stedsangivelser skal være korrekte eller sandsynlige. Læseren får gerne nogle

1 I Rosenstone, Robert A.: a): Visions of the Past. Cambridge: Harvard University Press, 1995: 11.

2 I Rosenstone, Robert A. b): Revisioning History. Film and the Construction of the Past. Prin-ceton: Princeton University Press, 1995.


stikord i forord eller efterskrift, der kort angiver fakta om perioden og hovedkilder til fremstillingen. Der er samtidig diverse muligheder for bevidste (eller ubevidste) anakronismer. Helt overordnet adskiller den historiske krimi sig fra den samtidige ved, at signalementet af en bestemt periode og et bestemt miljø er en uundværlig bære-pille. Den indirekte kommentar til vores egen tid kan være et anliggende, der ligger forfatteren på sinde – eller blot udgøre en bonusgevinst.

Der er uenighed om, hvornår fænomenet den historiske krimi begynder. Men det er karakteristisk, at de fleste nyere krimihistorier har et kapitel om det, ligesom der er begyndt at komme selvstændige studier af subgenrer som historisk femikrimi.3 Hans Bertens & Theo D’Haen nævner James M. Cain’s Past All Dishonor (1946), der foregår i Californien omkring 1850 som en af de første historiske krimier, og Robert van Gulik’s serie om Judge Dee, der foregår i Kina i 660-670erne f. Kr. fra1950erne som en af de næste.4 Middelalderkrimien blev bl.a. udmøntet af Ellis Peters, et af flere pseudonymer for Edith Pargeter, i serien om broder Cadfael, der udspiller sig i det 12. århundredes England (1977 ff.). Stephen Knight, der generelt anser den historiske krimi for at være ren spekulation, anskuer denne subgenre som ”A form of internal tourism much loved in England”5. Uanset vurdering må man konstatere, at med Ellis Peters’ bøger og den efterfølgende tv-udgave begyndte den overvældende interesse for middelalderen som scene for kriminalitet, der siden fortsatte i en lang række mid-delalderkrimier af Margaret Frazer, Candace Robb, Bernard Knight og mange andre.

Hvad den vigtigste inspirationskilde er til middelalderkrimiens og i videre forstand den historiske krimis succes er alle forskere enige om. Det er Umberto Ecos Rosens navn (1980) – en middelalderkrimi, der foregår i et klosters lukkede rum og trækker på alle genrens klassiske koder sammensat med stor lærdom. Den valgte periode har ikke bare rollen som kulisse eller baggrund, men er dybt integreret i handlingen – også selv om der er diverse anakronismer og hentydninger til personer og begiven-heder fra et langt senere tidspunkt i historien. Fx hentyder opdagerens navn, William af Baskerville, vittigt til Conan Doyles klassiske The Hound of the Baskervilles (1902).

Hans Bertens & Theo D’Haen beskæftiger sig ikke med en egentlig typologi, men giver gennem punktnedslag et begreb om den historiske krimis periodemæssige, geografiske og kulturelle spredning. John Scaggs inddrager i højere grad typologi-ske overvejelser og skelner her grundlæggende mellem to slags historisk kriminal-fiktion: I den ene – og mest udbredte – finder fiktionen sted i en historisk periode, der adskiller sig fra den, den er skrevet i. I den anden har fiktionen en samtidig de-tektiv, der undersøger en mere eller mindre fjern, historisk hændelse.6 Scaggs betoner i lighed med Rosenstone muligheden for plat historieskrivning, især gennem den ud-bredte indførelse af spektakulære historiske figurer (Marlowe, Jack the Ripper, Jane Austen), der generelt underminerer den historiske korrekthed og resulterer i fiktions-pasticher. Men han fremhæver også mulighederne for nytænkning ved sin betoning af det historiografiske perspektiv i den historiske krimis iscenesættelse af forholdet mel-lem fiktion og historie, fortid og nutid. Han betoner dermed, at det samtidige nær-vær af fortid og nutid i visse former for historisk krimi kan tilbyde et nyt perspektiv på nutiden.

3 Fx Rosemary Erickson Johnsen: Contemporary Feminist Historical Crime Fiction. New York: Palgrave Macmillan, 2006.

4 Hans Bertens & Theo D’Haen: Contemporary American Crime Fiction. New York: Palgrave 2001: 146.

5 Stephen Knight: Crime Fiction 1800 – 2000. New York: Palgrave: 144.6 John Scaggs: Crime Fiction. London: Routledge 2005: 125.


Den skandinaviske udgaveSkandinavien er mest kendt for sine samfundsorienterede, socialt kritiske krimier, der tager stilling til velfærdssamfundet mørke sider. Især svensk krimi er præget af dette image. Men også i Skandinavien er den historiske krimi slået markant igennem siden 1990erne. Den er inspireret af den engelsk-amerikanske periodekrimi frem for fiktionspastichen.

Middelalderkrimien repræsenteres af bl.a. Martin Jensen (f. 1946), der begyndte sin syv-binds-serie med Eske Litle − byfoged i Assens i 1999 og afsluttede den i 2008 med En mand af ære.7 Tiden er de urolige 1330ere, hvor det meste af Danmark er pantsat til holstenske og tyske grever, og hvor loyalitet og moral derfor hele tiden gennem-lyses. Hvem skylder man hvad? Og hvordan håndhæver man lov og ret i en periode, hvor magthaverne skifter hvert andet år?

Birgitte Jørkov (f. 1946) belyser en senere periode af middelalderen i sine romaner fra Helsingør i 1450erne og frem.8 Købmandsenken Eline Jeps mistænkes i Når himlen falder ned for selv at være skyld i en brand, der har hærget flere købmandshuse i Hel-singør, og hendes søn Morten mistænkes for voldtægt af og mord på en ung køb-mandskone Sankthansaften. Byfogeden i Helsingør kan ikke måle sig med Eske fra Assens. Det betyder, at almindelige borgere selv må gøre en indsats for at opklare forbrydelser og rense sig og sine for falske anklager. Det gør Eline Jeps, og dermed indfører hun en kvindelig synsvinkel på historien. Ved at spørge sig for, ikke mindst blandt kvinderne, og kortlægge hvem der har set hvad hvornår afdækker hun en ræk-ke sammenhænge, der viser, at den nærmeste og mest oplagte af de mistænkte også har begået mordet. Men de urolige tider har deres skyld, især i forhold til branden. Dermed integreres historien i plottet.

Middelalderkrimien har indbygget et metodeproblem, nemlig at dét, der var afgø-rende for samtidens retsopfattelse, var tilståelsen. Indicier kunne ikke bruges; obduk-tion og kriminaltekniske metoder var udelukkede, og det bevirker, at en anakronis-me må være indbygget i enhver middelalderkrimi – efterforskeren må være klogere end sin tid for at kunne tilfredsstille moderne læsere, der er opflasket med dedukti-on og teknik fra Sherlock Holmes til CSI. Problemet løses gerne gennem den mid-delalderlige efterforskers sunde fornuft og læsernes accept af og tilgivelse for ana-kronismerne.

Oplysningstiden er set ud fra et kriminalistisk metodesynspunkt mere interessant, fordi den kan bruges til at stille skarpt på opklaringens metode. I norsk sammenhæng vælger Kurt Aust (pseudonym for Kurt Østergaard, f. 1955) 1600-tallet i Vredens dag og begyndelsen af 1700-tallet i Hjemsøkt og Kongefrykt. I De usynlige brødre9 konfron-terer Aust direkte metodeproblemet ved at tage de gådefulde sider op hos én af op-lysningstidens og videnskabens frontfigurer, Sir Isaac Newton. Var det i virkeligheden alkymien, der havde hans hjerte? Hvordan forklare det paradoks, at en af de frem-meste fortalere for den empiriske metode samtidig var optaget af det okkulte og meta-fysiske? Hvor englænderen Philip Kerr i Dark Matters (2002) primært fremhæver det hos Newton, der peger fremad, nemlig hans metode, fokuserer Aust i højere grad på

7 Jensen, Martin: Eske Litle − byfoged i Assens. Århus: Klim, 1999. Jensen, Martin: En mand af ære. Århus: Klim, 2008.

8 Jørkov, Birgitte: Når himlen falder ned. Højbjerg: Hovedland, 2003. Jørkov, Birgitte: Vesten for Øret. Højbjerg: Hovedland, 2006.

9 Aust, Kurt: Vredens dag. Oslo: Aschehoug, 1999. Aust, Kurt: Nest etter Gud, Hjemsøkt. Oslo: Aschehoug, 2003. Aust, Kurt: Nest etter Gud, Kongefrykt. Oslo: Aschehoug, 2004. Aust, Kurt: De usynlige brødre. Oslo: Aschehoug, 2006.


det, der peger tilbage, nemlig hans fascination af alkymien – i hvert fald til et givet punkt.10

Selv om den analytiske metode i princippet er slået igennem i slutningen af 1800-tal-let, forholder det sig anderledes i praksis. Modsætningen mellem konservative og progressive kræfter i politiet og samfundet i øvrigt er hovedtemaet i Mette Winges Novemberlys og Et udestående.11 Klunketiden underkastes her en grundig granskning ud fra de forbrydelser, der begås, og den efterforskning, der er gængs og mulig i tiden. Et kritisk perspektiv på de sociale forhold, kvindernes stilling og mændenes domi-nerende attituder er også indbygget.

Besættelsestiden i Danmark og Norge har siden dens ophør virket dragende på grund af dens evne til at stille tingene på spidsen. Følgelig har den også fået sine egne krimier, fx hos Ole Frøslev (f. 1943). Ole Frøslevs politiromanserie fra besættelsesti-den blev indledt med Den grønne bar. Derefter fulgte Hestetyven, Slagteren fra Ryesgade og Profeten.12 Serien bruger perioden i et signalement af den gråzone mellem legalt og illegalt, der både var afgørende for periodens retsopfattelse og for det senere rets-opgør (se senere).

Den historiske krimis typologi Kombinationsmulighederne i den historiske krimi er mange, og en række subgenrer har allerede udkrystalliseret sig. Scaggs’ skelnen mellem to grundtyper indfanger en vigtig forskel, men er utilstrækkelig over for variationen i materialet. Derfor vil jeg foreslå på et helt overordnet plan at anskue en typologi for det historiske stofs alli-ance med krimiens traditioner som et kontinuum med følgende to yderpunkter og en udstrakt midterdel: 1 Det ene yderpunkt udgør den klassiske historiske krimi, der forlægger handlingen til

fortiden. Denne type har jeg allerede karakteriseret ovenfor: Signalementet af tiden og miljøet er bærende, og den valgte periode har ikke bare rollen som kulisse eller baggrund, men er – hvis det er vellykket − dybt integreret i handlingen.

2 Det andet yderpunkt udgør den historiske roman, der indeholder en kriminalistisk gåde. Der har fundet mange forbrydelser sted i historien, og mange historiske romaner handler om forbrydelser uden at nærme sig krimigenren. Men der er også tilfælde, hvor en kriminalistisk gåde med ledsagende efterforskning og opklaring indgår og har en strukturerende funktion. De allerede nævnte romaner af Mette Winge, Novem-berlys og Et udestående, er snarere historiske romaner med kriminalistisk gåde end klassiske historiske krimier. Deres undertitler − henholdsvis ”En klunketidsroman” og ”En provisorietidsroman” – understreger deres anknytning til perioden. Men det er vigtigt at understrege, at den kriminalistiske gåde er afgørende for plottet. De handler i høj grad om den slags forbrydelser, der skyldes tidens dobbeltmoral, og der indgår også en reel efterforskning i romanerne. Gunnar Staalesens Bergenstrilogi er det mest prominente eksempel på denne form og skal derfor uddybes senere.13

10 Aust og Kerr bygger i øvrigt på en fælles kilde, Michael Whites biografi Isaac Newton: The Last Sorcerer (1997).

11 Winge, Mette: Novemberlys. København: Gyldendal, 2005. Winge, Mette: Et udestående. København: Gyldendal, 2005.

12 Frøslev, Ole: Den grønne bar. København: Lindhardt og Ringhof, 2005. Frøslev, Ole: Heste-tyven. København: Lindhardt og Ringhof, 2006. Frøslev, Ole: Profeten. København: People’s Press, 2008.

13 Staalesen, Gunnar: 1900. Morgenrød. Oslo: Gyldendal, 2002, 1950. High Noon. Oslo: Gyl-dendal, 2002, 1999. Aftensang. Oslo: Gyldendal, 2002.


3 Ind imellem finder vi en lang række krimier, der blander fortid og samtid på forskel-lige måder. Mange aktuelle, samfundsorienterede skandinaviske krimier kobler to tider sammen. Et krigs- og besættelsesspor kan fx gemme nøglen til nutidige forbrydelser i en direkte kausal linje, men fortiden danner under alle omstændig-heder forståelsesramme og resonansbund for den aktuelle forbrydelse og dens opklaring. Kriminalromaner som Jo Nesbøs Rødstrupe, Arne Dahls Dödsmässa og Gretelise Holms Under fuld bedøvelse14 inddrager alle krigen og besættelsestiden i begge egenskaber. Scaggs’ anden type underbetoner kompleksiteten i denne form ved at lade den samtidige detektiv udgøre omdrejningspunktet for den historiske dimension. Det vigtige i denne form er de mange muligheder for dialog mellem historien og samtiden.

Jeg kommer tilbage til disse typer og eksempler, men først vil jeg diskutere, hvilke funktioner historien kan have i kombination med krimien. Denne synsvinkel kan nem-lig bidrage til at profilere det overordnede spørgsmål, som jeg tog udgangspunkt i – spørgsmålet om genreorienteringens bidrag til henholdsvis stereotypisering af og fornyende perspektiver på historien.

Historiens funktioner i krimienDet gælder enhver historisk fiktion, at den ikke kun leverer et billede af fortiden, men også et billede af samtidens fortidsbillede − og dermed et spejl for samtiden. Valget af periode er betydningsfuldt, fordi det signalerer appelfeltet. Men samtidens forståelse vil også altid præge fremstillingen af den valgte periode.

Man kan diskutere, i hvor høj grad historien er mål, og i hvor høj grad den er middel i den historiske krimis forskellige former. I den klassiske historiske krimi vil det oftest være krimiens optik, der er bestemmende for historieformidlingen, og krimielementet er således dominerende. I den historiske roman, der indeholder en kriminalistisk gåde, overtager historien det kriminalistiske plot og bliver selv målet, hvormed krimiele-mentet nedtones. I krimier med et dobbelt eller flerdobbelt tidsplan udgør historien som oftest et middel − til profilering, klarsyn, kontrast. Her leverer den historiske dimension en afgørende brik i forhold til forståelsen af plottet. I alle tilfælde leverer historien en række dimensioner, der forsyner genren med variationsmuligheder. De kan være både stereotype og kulørte, men de kan også bidrage til kritisk refleksion.

På et overordnet plan har historien typisk tre afgørende funktioner i kombination med krimigenren. Den er1 spejl og moralsk målestok for samtiden og dens begreber om, hvad der er tilladt

(dens transgressionsbegreb);2 forum for, hvordan national selvforståelse i samtiden finder et populært udtryk

(der kan medvirke til kulturelt medborgerskab);3 katalysator for den tidsbevidsthed, der er afgørende i spændingsgenrers pendlen

mellem den erindring og den glemsel, jeg indledningsvist beskrev, både i forhold til karaktererne og modtagerne.

Jeg vil kort karakterisere disse funktioner. Derefter vil jeg vise, hvordan de kommer til udtryk, og hvad de betyder i karakteristiske eksempler fra de tre hovedtyper, jeg tidligere har skitseret.

14 Nesbø, Jo: Rødstrupe. Oslo: Aschehoug, 2000. Dahl, Arne: Dödsmässa. Stockholm: Bonni-ers, 2004. Holm, Gretelise: Under fuld bedøvelse. København: Aschehoug, 2006.


1 Spejl og moralsk målestok: Når der så ofte er specielt fokus på 2. Verdenskrig og besættelsestiden, skyldes det,

at det (lidt endnu) er en tid, der befinder sig på grænsen mellem erindring og histo-rie; at det er en periode, der indebar kamp mellem store ideologier, som levede videre under den kolde krig og fortsat lever; at det var en periode, kendetegnet af voldsomme transgressioner, herunder folkemord; og at en række etiske dilemmaer her fremtræder i akut tilspidset form.

I dansk og norsk sammenhæng aktualiserer besættelsestiden et dilemma mellem tilpasning og afvisning, mellem kompromis og modstand. Forholdet mellem den officielle samarbejdspolitik, der klart undsagde frihedskampen, og modstandsbe-vægelsen, hvis aktioner og retsbevidsthed tilhørte den illegale sfære, fungerer sta-digvæk som referenceramme i den aktuelle offentlighed, somme tider med tydelige referencer, somme tider blot underforstået. Ikke mindst i forbindelse med nationale befrielsesbevægelser og deres anvendelse af midler til at komme på dagsordenen i verdensoffentligheden kører argumentet: Er der tale om ’terrorister’ eller om ’fri-hedskæmpere’?15 Med andre ord: Kan en forbrydelse være legitim? Det er et spørgs-mål, den moderne blandingskrimi er stærkt optaget af.

2 Forum for national selvforståelse: Jeg tager her forståelsen af dansk besættelsestidshistorie som eksempel. I sin pe-

riodisering af historieskrivningen om besættelsestiden sætter Hans Kirchhoff be-tegnelsen ”konsensus” på 1. generation af historikere, der først og fremmest prio-riterede at fremhæve enheden i og opbakningen om modstandskampen. Jørgen Hæstrup er her det store eksempel: ”Hans forskning er en hyldest til den danske nations overlevelseskamp og demokratiets overlevelsesevne. Han fremholdt folkets fundamentale enighed frem for splittelsen − også i forholdet mellem modstands-bevægelsen og politikerne. Og bl.a. af den grund blev hans bøger i enestående grad udtryk for en hel generations selvforståelse”.16 Konsensus-historien vil ”fokusere på det der samler nationen eller kollektivet frem for det der splitter”17, og konsen-sus-historien var af mange grunde, både indenrigspolitiske og udenrigspolitiske, mentale og pragmatiske, omdrejningspunkt i den første efterkrigstid og perioden op til 1960-1970.

Konsensusforståelsen blev afløst af konfliktforståelsen, der fokuserer på de mange modstridende interesser, ideologier og hensyn, der gjorde sig gældende under be-sættelsen. Konfliktsynspunktet blev indvarslet i den generation, som Kirchhoff i sin oversigt over måder at skrive besættelsestidens historie på kalder 2. generation, og som altså bl.a. består af Aage Trommer, Ditlev Tamm, Palle Roslyng-Jensen og ham selv.

Med 3. generation kommer der så et fokus på alt det, som begge de første syns-måder har marginaliseret – de danske kollaboratører, frikorpsfolkene, tyskerpiger-ne, de tyske flygtninge etc. − repræsenteret af historikere som fx Anette Warring og Claus Bryld. Marginaliseringssynspunktet repræsenterer endnu et opgør med myten om den nationale enhed, men ud fra en ny vinkel. Lignende diskussioner og standpunkter er kendte fra mange andre lande, fx Norge. Alt efter, hvordan denne historie opfattes, etableres en bestemt ramme for krimien.

15 Se fx forsiden af Information d. 20.9.2007.16 Kirchhoff, Hans: ”Oversigt. Besættelsens historie - forsøg på en status”. I Historisk Tidsskrift

bind 104, Hæfte 1. København: Den danske historiske Forening, 2004: 165.17 Kirchhoff 2004: 170.


3 Katalysator for tidsbevidsthed. Alt i en krimi kan på en vis måde siges at handle om tid og sted − om at være på

det rigtige eller forkerte sted til rigtig eller forkert tid og om at kunne stadfæste begge dele. For forfatteren drejer det sig om at undlade eller sløre enkelte tids- og stedsangivelser uden at vække for meget mistanke. For modtageren drejer det sig omvendt om at opdage det kun antydede. Mange krimier markerer vigtigheden af tid og sted ved at fremhæve dem i overskrifter. Denne generelle tids- og steds-bevidsthed gør det let for den historiske krimi at fungere som katalysator for en tidsbevidsthed, der oftest også har noget med samtiden at gøre, og som derfor understøtter spejlingsfunktionen og dermed nærhedsprincippet. Men tidsbevidst-heden kan også gå på det lange sigt og dermed henvise til en ubestemt tid for længe siden − en mytisk tid, der på et mere distanceret plan kan perspektivere det aktuelle.

Hvordan sætter funktionernesig igennem i grundtyperne?

Den klassiske historiske krimi Ole Frøslevs Den grønne bar og Hestetyven refererer allerede på omslaget til besæt-telsestiden. ”Mørketid” står der på et mærkat, der minder om et rationeringskort. Farverne er holdt i film noir-agtige nuancer, der passer til cottoncoat og hat. Politiar-bejde under besættelsestiden var ikke særlig gloriøst. Transport foregik på cykel og i sporvogn; der var hundekoldt på politistationen; og frem for alt måtte selv grund-læggende banale kriminelle handlinger hele tiden vurderes pragmatisk, i lys af de politiske omstændigheder. De kriminelles relation til besættelsesmagten kunne frem-me eller umuliggøre efterforskningsarbejdet, alt efter art. Politiarbejdet fandt sted i en gråzone mellem national og tysk myndighed, der faldt sammen med en etisk gråzone.

I Profeten (2008) er balancen ved at tippe og gråzonen bliver mere sort/hvid. Pro-vokeret af strejkerne i de større provinsbyer, samarbejdsvanskelighederne i august 1943 og ikke mindst arrestationerne af jøderne i september 1943 begynder de fleste politifolk at føle, at opgaven bliver for vanskelig. Alligevel er det umuligt for korp-set, som det fremstilles hos Frøslev, at se et alternativ: Det er trods alt bedre inden for gældende begrænsninger, der indsnævres hele tiden, at varetage lov og orden over for sine egne end at overlade det til besættelsesmagten. - Men hvor går grænsen? Og hvornår bliver begrænsningerne for snærende?

Dilemmaet bliver konkretiseret i forbindelse med to sager blandt de mange, der verserer på Station 7. Det ene tilfælde handler om en ualmindelig snu bedrager med en tilsyneladende hang til religiøst samvær og sjældent overtalende talenter − profe-ten. Det andet tilfælde handler om mordet på en københavnerjournalist, som er kom-met til at udtale sig lovlig kritisk, mens de forkerte hørte på. I Ole Frøslevs krimier fremstår periodens dilemmaer tydeligt. De bruges til at give et indblik i denne perio-des særlige tonalitet, hvor retsbegreberne var lige så elastiske som det gummi, man måtte undvære. Politiarbejdet og retsbegreberne forbindes med datidens livsvilkår, menneske- og forbrydersyn. Det er besættelsestidens dilemma mellem tilpasning og afvisning, mellem kompromis og modstand inden for politiets rækker og i et hver-dagsperspektiv, der behandles.

I forhold til den nationale selvforståelse under besættelsen er der ingen heroi-serende tendens, men heller ikke det modsatte. Parallelliteten mellem fortid og nutid bunder her i almenmenneskelige forhold og standardelementer i opdagelsesarbejdet. Nuti-den er dermed klart distanceret, og besættelsestiden fungerer kun på et generelt niveau som spejlingsinstans: Forbrydelserne er af samme slags som nu, men omstændighe-


derne er stærkt forskellige. Ikke desto mindre rejser konstellationen spørgsmålet, om der findes universelle regler for moral – og svaret, som det fremgår af Ole Frøslevs kri-mier er, at det gør der. Men det er ikke sikkert, at retssystemet til enhver tid er i stand til at administrere dem.

Værdien i Frøslevs krimier ligger i først og fremmest den underdrejede synsvinkel fra gadeplan og bunden af hierarkiet, som man sjældent ser så gennemført, og i den stilfærdigt registrerende tids- og stedsrealisme, der belyser alle balancegangens di-lemmaer, især for politiet, men også for befolkningen. Dog undgår Frøslev ikke helt stereotyperne.

Den overordnede funktion i Frøslevs krimier er at portrættere perioden med alle dens penible dilemmaer. Den sekundære er at levere en kontrast til nutiden, hvori der dog også gemmer sig et spejl og især en moralsk målestok. På trods af at de tek-nologiske og de politiske omstændigheder er radikalt forskellige, har spørgsmålet om grænsezonen mellem plat, snyd og grov forbrydelse bevaret sin aktualitet.

Den historiske roman, der indeholder en kriminalistisk gåde Prototypen på den historisk roman, der er opbygget omkring en kriminalistisk gåde, er som tidligere nævnt Gunnar Staalesens Bergenstrilogi. Den tager sit afsæt den 1. januar 1900, hvor Konsul Carl August Frimann findes myrdet i sin forgang efter et animeret nytårsselskab hos skibsreder Dünner. Hvem har myrdet ham? Det er den gåde, som vi hele tiden – også gennem de to næste bind – vender tilbage til. Spørgsmålet besvares ikke, før Staalesens legendariske detektivskikkelse Varg Veum i århundredets slutning genoptager sagen. Men det er mordet, der lægger trådene ud i samfundsskildringen og bestemmer perspektivet. Vi følger opklaringsarbejdet i Bergen politikammer. Chefen, politifuldmægtig Wilhelm Krohn-Hansen, er hæmmet af sin omgang med byens bed-ste borgerskab og streng over for alle underordnede. I en hovedposition følger vi poli-tibetjent Christian Moland i samarbejde med kollegaen Berstad. Tilsvarende følger vi den femme fatale, Maren Kristine Pedersen, der ledsagede konsulen til nytårsfest un-der maskeballet. Hun, der er sypige, ekspeditrice og frigjort, er så sexet, at ingen mænd kan modstå hende, og hun ved det udmærket selv. Hun forfægter bevidst kvindens ret til at være og handle som mænd, hvad det seksuelle liv angår.

Udviklingen ses overordnet fra klasseskellenes position. Kontrasten mellem de vel-havende og arbejdere og småfolk på landet, der sender deres overskudsafkom ind til tjeneste i byen, går gennem det hele. Og den grimme sociale historie gentager sig med de 4 fætre − Dünners søn, Alfred Ludvig; konsul Brandts søn Hjalmar; Helgesens søn, Wilhelm Styrk; og Gades søn, Bertil. Med unge Helgesen som anfører voldtager de fredag d. 14.1.1916 den unge barnepige Tordis, der havde tænkt at gemme sin mø-dom til Ole Bruvik. Molands søn er i opposition til denne klike. Moland-slægten op gennem århundredet udgør en udviklingsmæssig hovedlinje.

Som i mange krimier anføres tiden omhyggeligt i begyndelsen af et kapitel, hvor det leder op til handlingen i det følgende: ”Da Torleif Nesbø våren 1904, sytten år gammel” (Staalesen 2002: 100). Den sociale historie tegner som anført udviklingen. Men der er også en markant begivenhedshistorisk linje. Begivenheder af historisk ka-rakter indmonteres konstant i handlingen, fx 1905 og dermed opløsningen af unio-nen med Sverige og grundlæggelsen af Norge som selvstændig nation, åbningen af Bergensbanen i 1909, den store brand d. 15.1.1916, der skildres som et led i en lang historisk kæde af brande, 1. og 2. Verdenskrig osv.

Ind i mord-, opklarings- og slægtshistorien med de mange forgreninger og forvik-linger mellem familier og individer, brødre og søstre, fætre og kusiner, får vi en frem-stilling af Bergen som by. Steder, fx Villaveien, hvor konsulen bor, og Trangesmuget,


hvor Kristine bor. Også samfærdselsmidlerne er med. Dampskibsruterne er de vig-tigste i forhold til omegn og opland. Med Bergensbanen introduceres Torleif og Gud-mund; de er rivaler om samme pige, Katrine Tufte, som vi kender som Trine – tjene-stepigen fra konsulens hus, der blev jaget væk efter mordet. Hendes skæbne er spe-ciel. Hun får to børn med hver sin mand – og gifter sig derefter med Torleif, som hun også får børn med. Dermed etableres forbindelsen til mordet igen, og det er da også i slutningen af 3. del opklaringen, der får lov at afrunde den samlede historie.

Krimigenren har i dette tilfælde rollen som igangsætter, fokaliseringspunkt og luk-kemekanisme. At anskue hele århundredets norske historie ud fra mordets optik le-verer en ekstra pointe til et morderisk århundredes eftermæle. Staalesens trilogi bringer således alle den historiske krimis funktioner i spil, men forfølger dem ud over krimi-genren. Besættelsestiden og brydningen mellem sympatisører, medløbere og mod-standere fremstilles i høj grad ud fra 1920ernes og 30erens kamp mellem de store ideo-logier. Den nationale selvforståelse gennemlyses således primært ud fra konfliktsyns-punktet. Samtidig fungerer den generelle tids- og stedsbevidsthed i trilogien som ka-talysator for en spejlingsfunktion, der har til opgave at fremkalde refleksivitet: Hvor-for gik det så galt i dette kriminelle århundrede, og hvad kan vi gøre for at undgå, at det fortsætter ind i det næste? Hovedfunktionen for trilogien er at levere et forum for national selvforståelse i et kriminelt århundrede.

Krimier, der blander fortid og samtidEn sammenmontering af tider er særdeles udbredt i den moderne krimi, men hvor-for og hvordan? Fortiden figurerer både som årsag og som parallel i Jo Nesbøs Rød-strupe, Arne Dahls Dödsmässa og Gretelise Holms Under fuld bedøvelse. I Rødstrupe og Dödsmässa indgår yderligere et mytisk niveau.

Trods springene i Jo Nesbøs Rødstrupe er det let at følge med i tidsskiftene. Der er en omhyggelig datering i begyndelsen af hvert kapitel. Det mytiske lag refererer primært til Det gamle Testamente med særlig vægt på trekantshistorien om David, Urias og Batseba. Det sætter handlingen ind i det lange tidsstræks perspektiv: et ældgammelt mønster af begær, mord og bedrag, der gentager sig historien igennem. Urhistorien gentager sig generation for generation.

Når tidligere østfrontkæmpere og magtens aktuelle charmører har så let spil, hænger det sammen med den måde, historien er blevet fortolket - og forfalsket - på i officiel norsk sammenhæng. Romanen indfletter dermed en kritisk kommentar til overleverin-gen om den norske modstandsvilje og den enige norske befolkning. Faktisk gør den skævtrækningen af historieskrivningen til omdrejningspunkt. Romanens Rødstrupe an-klager samfundet for ”svik” − bedrag. Hans optik er groft forvrænget, men hans kritik har alligevel brod: Det er fortielsen af de østfront-frivilliges motiver, deres fædrelands-kærlighed og deres velmente antikommunisme, der fremkalder hans spaltning og for-søg på at skrive historien om. Selve temaet – at skrive historien om – giver et bidrag til at debattere historieskrivningen om fortiden ved at tage fat på kontroversielle spørgs-mål. Stereotypt er det ikke. Snarere kan man sige, at det indgår som et led i den omtalte 3. generations generelle bestræbelse på nuancere historieskrivningen og rette søgelyset mod mindre entydige og flatterende aspekter af besættelsestidens historie.

Arne Dahls Dödsmässa anslår tidstemaet fra første linje i prologen: ”FOSSILER, TÄNKTE HAN, ÖVERALLT FOSSILER.” Det er kampen om olien, det gælder i et parallelspor mellem 2. Verdenskrig, der fortolkes som en krig om olien, og et samti-digt nu, hvor indmarchen i Irak i 2003 danner aktuel baggrund. Titlen referer til Mo-zarts Dødsmesse, der giver samme type mytiske tonalitet som Det gamle testamente hos Nesbø, her formuleret gennem de latinske citater: ”Requiem aeternam dona eis, Domine;


et lux perpetua luceat eis” (Dahl 2004: 379).18 Den opgave, fossilet fra fortiden, den tidligere østspion, Andreas Becker, sætter sig for at løse i romanen, ligner Urias’ op-gave hos Nesbø: Han vil skrive historien om ud fra sit perspektiv.

Dette projekt giver anledning til en omfattende gennemlysning af tid i romanen. Tid figurerer som teknologisk samtidsbevidsthed, hvor kommunikation og viden hæn-ger sammen gennem videoovervågning, indbrud i diverse computersystemer, sms, mms osv. Men tid er også opmærksomhed mod historisk tid og historiske begiven-heder. 2. Verdenskrig fortolkes som den første oliekrig, der ledte op til Irakkrigene, som en fortsat historie om ressourcekampe. Dét er vel et nyt synspunkt på 2. Ver-denskrig, der almindeligvis forstås som en krig om ideologier frem for om råstoffer. Også her betones mytisk tid i det lange tidsstræk tilbage. Det er forhistorisk tid, der har lagt grunden til fordelingen af olien i verden og derigennem bestemmer verdens-historien. Det konkretiseres i ortoceratitten på kældertrappens rødlige granit. Dette kombineres med en minutiøs fortællerbevidsthed i romanen, der måler tid i sekunder.

Mange af de nævnte elementer går igen i Gretelise Holms Under fuld bedøvelse. Titlen henleder for det første metaforisk opmærksomheden på den tilstand, Danmark befandt sig i på grund af Irak-krigen, hvor en følgagtig regering og en ukritisk presse ifølge Holm bagatelliserede Danmarks krigsdeltagelse. For det andet refererer den til den tilstand, som tilskuerne i Dubrovka Teateret i Moskva befandt sig i, da en tjetjensk organisation havde taget dem som gidsler i oktober 2002, og modtrækket var fuld bedøvelse af alle 912 − med døden til følge for 129 af dem. For det tredje går titlen på udviklingen af en bedøvelsesgas under kodeordet DREAM. Den lammer ikke åndedrætsorganerne og er derfor et potent produkt i en konfliktsituation.

Romanen inddrager historien gennem indlagte tidsbilleder fra den tyske og tysk-danske historie fra 1945 til 1999. Den dominerende historieskrivning anklages for at underbetone de marginales historie: bombninger af flygtninge og flygtningeskibe i Østpreussen foråret 1945 gik væsentligst gik ud over gamle, kvinder og børn. Og i dansk sammenhæng betød flygtningepolitikken i 1945 døden for de svageste. Også her er de historiske oplysninger og spor tæt indlejret i romanens plot, og også her er der tale om 3. generations synspunkter på historien.

I alle de tre romaner veksler historiske lag, der har deres udspring under krigen og besættelsestiden, med samtidige, og i alle tilfælde lægger sammenkoblingen op til refleksion. Både Nesbø og Holm leverer således deres bidrag til den nationale selvfor-ståelse. Det sker for det første gennem afdækningen af den officielle historieskrivnings harmonisøgende tendenser, for det andet gennem direkte inddragelse af konflikt-linjerne i historieskrivningen og for det tredje gennem betoningen af de marginale gruppers betydning. Dengang som nu er det ikke ligegyldigt, hvordan samfundet forholder sig til magt, minoriteter og autoritære tendenser. Også hos Dahl handler projektet om historieskrivningen. Mulighederne for at skrive historien om lider dra-stisk skibbrud i plottene, men forsøgene virker ansporende på evnen til at forestille sig alternative udgaver af historien. Endelig bidrager sammenfletningen af fortid og nutid til den accentuering af tidsbevidstheden, som krimigenren er så velegnet til, idet der er afgørende at vide, hvem der befinder sig hvor på hvilket tidspunkt.

Kulørt historie eller rum for refleksion?Den foreslåede typologi viser i kombination med de tre hovedfunktioner og de gen-nemgåede eksempler, at den skandinaviske historiske krimi ikke kun henfalder til en stereotypisering af historien, men også rummer muligheder for alternativer.

18 ”Skænk dem evig fred, Herre; og lad det evige lys lyse for dem.”


Den klassiske historiske krimi sætter sig som opgave at gøre fortiden og dens forbry-delser nærværende for et nutidigt publikum. Selv om det historiske miljø i den klas-siske historiske krimi indgår som en uundværlig og integreret del af miljø- og tids-fremstillingen, får denne indbyggede aktualisering som konsekvens, at spørgsmålet om generelle normer og universel moral ganske ofte bliver behandlet − og dermed spørgsmålet om udstrækningen og gyldigheden af vores retsmoral.

At historiefremstillingen overtager krimien i en historisk-kriminalistisk roman som Gunnar Staalesen-trilogien, er konsekvensen af det pres, der kan være resultatet af at beskæftige sig med historien. Men det ændrer ikke ved, at krimielementet spiller en nøglerolle i karakteristikken af tiden, dens udfoldelsesmuligheder og dens begræns-ninger, og at det indgår som strukturerende element i forståelsen af det århundrede, det handler om.

Blandingsformen er mere fri og dermed mere uforudsigelig og uforpligtende. Selv om historiske fakta også i dette tilfælde skal være korrekte, giver montagemodellen større spillerum for tænkte, postulerede og mulige paralleller, der både kan udnyttes til nærhed og distance, men som i alle tilfælde fokuserer på tiden og pointerer dens afgørende betydning. Formen egner sig godt til at give mytisk eller historisk dybde og kan, som vist, også bruges til at stille den type ubekvemme spørgsmål til historien, som 3. generationshistorikerne skriver om. Dermed kan den indgå som et bredere og mere konkretiseret bidrag til den fortsatte debat om vinkler på historien.

Selvfølgelig er der elementer af ’kulørt historie’ i alle de nævnte eksempler, der blander historie og samtid. Men det er samtidig karakteristisk, at inddragelsen af de historiske paralleller lægger op til rum for refleksion på en måde, der bevirker, at de tre grundfunktioner spiller en rolle i dem. Jeg har vist, hvordan både Nesbø og Holm integrerer de marginaliseredes historie i plottet på en måde, der overskrider entydig sort-hvid-tænkning i diskussionen om skyld og ansvar. Og hvordan Dahl meget elegant spidsformulerer tidsbevidsthedens betydning ud fra den historiske sammenhæng. I alle tilfælde indgår centrale spørgsmål om erindring og glemsel i historierne som den historiske krimis særlige bidrag til både krimigenren og historiebevidstheden.

Denne artikel er ved at blive oversat til fransk og vil blive udgivet på Études Germaniques, redigeret af Marc Auchet. Tak til Marc Auchet for tilladelse til at offentliggøre den som ar-bejdspapir.

gunhild agger historien og mediekulturen - krimiforsk.aau.dk · storie’, er sikkert, men...

Documents