2

Imam AliDe Troendes Leder

3

Imam Ali - De Troendes Leder1. oplag, 2011ISBN: 978-87-92634-04-7

Skrevet i samarbejde med:Imam Alsadiq CenterHejrevej 38, 2400 København NV.www.alsadiq.net

Udgivet af:Imam al-Mahdi Bogfondwww.almahdi.dk

4

Indholdsfortegnelse

Forord 7 Takkeord 8 Hvad siger ikke-muslimer om Imam Ali (fvmh)? 9

Kapitel 1 Hans ungdom 14 Fødsel i den Hellige Kaaba 14 Imam Alis (fvmh) tidlige liv 15 Den første tjeneste gjort for islam 16

Kapitel 2 Ægteskabet med Profetens datter (fvmd) 18

Kapitel 3 Børn med Fatima (fvmh) 23 Det første barn, Imam Hassan (fvmh) 23 Det andet barn, Imam Hussein (fvmh) 24 Det tredje barn, Zaynab (fvmh) 25 Det fjerde barn, Omm Kolthoom (fvmh) 25 Det femte barn, Mohassin (fvmh) 25

Kapitel 4 Muslimernes retmæssige leder 26 Udnævnelsen i Ghadir Khum 26 Vigtigheden af troen på al-Imamah – en af islams fem søjler 28

Kapitel 5 Nogle glimt fra hans enestående adfærd 35 Askese til den yderste grad 35 Selvofring 37 At oplære ved hjælp af handling før ord 38

5

Altid retfærdig og pålidelig 39 Imam Alis (fvmh) hjælp til de forældreløse 40 Imam Alis (fvmh) adfærd overfor gæster 42 Imam Alis (fvmh) uimodståelige tapperhed 42 Imam Alis (fvmh) ædle opførsel over for sine fjender 43 Andre historier 46

Kapitel 6 En oprigtig slave af Allah 49 Imam Alis (fvmh) udtalelser om Allah 50 Imam Alis (fvmh) tilbedelse 52 Imam Alis (fvmh) duaa 55 Duaa Kumayl 56 De Troendes Leders (fvmh) munajat i Kufas Moske 64

Kapitel 7 Hans udtalelser 68 I skildringen af verden 68 Mennesket 70 Tilbedelse og ulydighed over for Allah 71 Islam og tro 72 God moral og manerer 72 Intellekt og viden 75 Forberedelse til Dommedagen 76

Kapitel 8 Hans omtale i den Hellige Koran 77 1) Renselsesverset (ayat al-Tathir) 77 2) Kærlighedsverset (ayat al-Mawada) 81 3) Verset om gudsdommen (mubahala) 83 4) Verset om velsignelser (salawat) 87 5) Lederskabsverset (al-wilaya) 88

6

6) Verset om de vise (Ahlul-Dhekr) 89 7) Kapitel 76, Mennesket (al-Insan) 92 Andre vers fra den Hellige Koran 95

Kapitel 9 Hans omtale i de hellige beretninger 100 Imam Ali (fvmh) er muslimernes autoritet 102 Alis (fvmh) enestående karakter 103

Kapitel 10 Profetens (fvmh) datter 110 En eksemplarisk familie 110 Fatimas (fvmh) støtte til Imam Ali (fvmh) 111 Fatimas (fvmh) martyrdom 120 Kapitel 11 Hans martyrdom 126

Kapitel 12 Hans sidste ord 129

Ziyarat Aminullah - en hilsen til De Troendes Leder (fvmh) 131

Noter 133 Imam Al-Mahdi Bogfonds andre udgivelser 156

7

Forord

I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges Navn. Al taknemmelighed tilkommer Allah, den prisværdige. Og må Allahs fred og velsignelser være over Profeten Mohammad og hans ufejlbarlige efterkommere.

Dette ydmyge værk er sammensat af en 18-årig ung kvinde fra det muslimske samfund i Danmark, som er blevet inspireret af Imam Alis (fvmh) storslåede personlighed.

Formålet med bogen er at formidle et nuanceret men kortfattet billede af Imam Alis (fvmh) personlighed ved at beskrive hans liv, mission, adfærd og den høje status han har islam.

Han var så ren og oprigtig fra barndommen, at han gjorde sig fortjent til at blive udvalgt som Allahs (swt) repræsentant på jorden efter Profetens (fvmh) bortgang, hvilket også var årsagen til, at han fik titlen: ”De Troendes Leder”.

Denne personlighed har ikke kun inspireret denne unge kvinde men mange andre, også ikke-muslimer, med sine ord, handlinger og forhold til de verdslige anliggender.

Imam Ali (fvmh) er et hav af viden og inspiration til folk, der søger denne, og i denne bog er blot udvalgt en dråbe af det, der er om og fra ham.

Bogen er så vidt muligt struktureret på den måde, at den er opbygget efter hans livsforløb, idet den starter med at fortælle om den enestående begivenhed, hvor hans mor får æren af at føde ham i selve den hellige Kaaba, dernæst hans opvækst hos den hellige Profet og hans ægteskab med Profetens enestående datter, Fatima al-Zahraa, hvorefter der fortælles om hans viden og undervisning og til sidst hans martyrdom.

6. juli, 2009 / 13. Rajab, 1430 AH

8

Takkeord

Først og fremmest lovprist være Allah, den Almægtige, for at give mig æren til at sammensætte denne mindre bog om mit

forbillede og inspiration, De Troendes Leder, Ali (fvmh).

Hernæst takker jeg mine forældre og resten af min familie og bekendte, der har støttet mig hele vejen igennem med at færdiggøre

dette arbejde.

Ikke mindst skylder jeg Imam Al-Sadiq Centeret en stor tak for deres anerkendelse og motivation, som var hovedårsagen til, at denne bog blev skrevet. Uden deres støtte, havde jeg aldrig turdet

starte sådan et projekt.

Sidst men ikke mindst takker jeg Imam Al-Mahdi Bogfond for deres store hjælp til at rette og trykke bogen samt enhver anden,

der på en eller anden måde har bidraget til dette.

Tusind tak til jer alle.

9

Hvad siger ikke-muslimer om Imam Ali (fvmh)?

Professor M.G. Reynolds siger i sin bog “Book on Islam”:”Ali var så populær selv blandt ikke-muslimer, at alle jøderne, zarathus-trianister og de kristne i Kufa sørgede, da han døde, især deres kvinder og børn, som Ali personligt havde sørget for, og de græd over ham, som man vil gøre, (når man mister) sin far. Sorg blev oplevet selv i Jerusalem, og Herren Biskop kunne heller ikke tilbageholde sine tårer.”1

Edward Gibbon2 siger til ære for Imam Ali (fvmh):”Han (Ali) forenede kvalifikationerne for en digter, en soldat og en helgen; hans visdom er stadig levende i en samling af moralske og re-ligiøse udtalelser; og enhver modstander, i kampen med tungen eller sværdet, blev holdt nede af hans retorik og tapperhed. Fra den første time i sin mission til de sidste ceremonier i sin begravelse blev apostlen (Mohammad (fvmh)) aldrig svigtet af en gavmild ven, som han glædede ved at kalde ham sin bror, sin wazir og den troende Aaron (Haroon) af en anden Moses.”

Vedrørende Imam Alis (fvmh) dødS. Ockley iagttager i sin kendte bog ”The History of the Saracens”, at da Ali var ved at forlade sit hus den morgen, før han blev dræbt i moskeen til morgenbøn, begyndte husstandens fugle at lave stor larm, og da én af Alis tjenestefolk forsøgte at få dem til at holde op, sagde Ali: ”Lad dem være, for deres skrig er kun jammerklager i frygt for min (snarlige) død.”

Vedrørende Imam Ali (fvmh) i biblenMen Gud sagde: ”Nej, din kone Sara skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Isak. Med ham vil jeg oprette min pagt som en evig pagt for hans efterkommere. Men med hensyn til Ismael bønhører jeg dig. Jeg vil velsigne ham og gøre ham uhyre frugtbar og talrig. Tolv høvdinge3 skal han blive far til, og jeg vil gøre ham til et stort folk.”4

10

Dwight M. Donaldson skriver om begivenheden ved Haroon Al-Rashids hjortejagt:”I løbet af Ommayyad-kaliffernes regeringstid var hans (Alis) velsignede begravelsessted ikke blevet afsløret, og ligeledes forblev det sådan un-der abbasiderne epoke indtil Haroon Al-Rashids regeringstid. Men i år 175 efter hijrah5 (år 791), skete det, at Haroon gik ud for at jage. Dog søgte den hjort, som han jagede, tilflugt på et bestemt stykke hævet grund. Hvor meget han end prøvede at få sine jagtdyr til at fange byttet, afviste de at gå nær stedet. Han prøvede at få sin hest til at gå til dette sted, men hesten afviste ligeledes. Ved dette blev kaliffen grebet af ære-frygt, og han begyndte med det samme at stille spørgsmål til naboskabet, og de bekendtgjorde for ham den kendsgerning, at denne grund var Ali søn af Abu Talibs grav, den hellige Profets fætter og svigersøn. Haroon beordrede, at et gravkammer blev bygget over graven, og folk begyndte snart at bosætte sig i dens omegn.”6

Uddrag fra en længere artikel om Imam Ali (fvmh)En af de personer, som har berettet om Imam Alis (fvmh) attributter, er George Jordac, der blandt andet skriver: ”Ali var kendt for sin fromhed. Jeg tror ikke, at Alis fromhed var et re-sultat af omstændighederne, som det var for andre fromme personer, der engagerede sig i tilbedelse på grund af deres svage sjæle for at undslippe livets omskifteligheder eller som efterligning af deres forfædre… Kend-sgerningen er, at Alis fromhed var baseret på et solidt fodfæste og var forbundet med det gensidige bånd, som findes i alle dele af skabelsen, og som har forbundet himlen og jorden med hinanden... Ifølge Ali er essensen af fromhed: at ofre sit liv for sandhedens og retfærdighedens skyld. Han har sagt: “Ens tro burde være på et sådant niveau, at man bør foretrække sandheden over løgne, selvom sandheden kan medføre tab, og løgnene kan bringe en gevinst.” Hans fromhed var af samme type som defineret af ham. Han led martyrdøden på grund af denne sandfær-dighed, og hvis det er muligt at give titlen “martyr” til levende personer, kan det siges, at selv mens han levede, var han en martyr for sandheden og retfærdighedens vej.

11

… Sådan en person søger ikke dette liv for verdslige fortjenester og fly-gtige fornøjelser. Tværtimod søger han det for at opnå høj moral og for at opnå efterlivet, som er forenelig med hans natur. Det er derfor, Ali valgte fromhed i denne verden og ikke søgte berømmelse og praleri. Han var oprigtig, når det gjaldt hans fromhed, på samme måde som han var sandfærdig, hvad angår hans handlinger, ord og intentioner. Han var utilbøjelig for livets fornøjelser på samme måde, som han var upartisk, hvad angår lederskab og andre ting, som var meget begæret af andre. Han levede med sine familiemedlemmer i en hytte, som også var hans regeringsplads. Hans lederskab var ikke i form af kongedømme, men i form af kalifat. Han spiste brød bagt af byg og tilberedt med mel, som var malet af hans hustru. Selvfølgelig benyttede hans guvernører og embedsmænd sig af den luksus, som blev tilgængelig fra Syrien, Egypten og Irak. Ofte lod han ikke sin hustru besvære sig med at male med kvær-net men tog sig selv af dette arbejde. Selvom han var De Troendes Leder, spiste han brød, som var så tørt og hårdt, at det kunne brækkes ved at presse det med knæene. Når det blev meget koldt i løbet af vinteren, havde han intet tøj for sæsonen og stillede sig tilfreds med sit tynde sommertøj.

Mandighed var inkarneret i Ali i alle henseender og inkluderede enhver egenskab nødvendig for det. Storsindethed og tilgivelse er de nødvendige egenskaber i mandighed, som begge var inkarneret i hans personlighed. Det var derfor, han aldrig tænkte på at gøre en person noget ondt, selvom vedkommende havde gjort ham ondt; og ikke undertrykte en person, sel-vom han vidste, vedkommende ville dræbe ham… For eksempel da kharijites udstyrede sig selv til krig, foreslog nogle af Alis tilhængere ham, at han skulle angribe dem (dvs. kharijites), før de blev klar til at udkæmpe en krig. Alligevel svarede Ali: ”Jeg vil ikke starte en krig, før de begynder slaget selv…”

Alis ord og handlinger var i overensstemmelse med hinanden. Han var ikke som de andre, der hengav sig i høj tale, som deres handlinger modbe-viste. Han sagde disse ord omgående som følge af sin natur, der dannede grundlaget for hans karakter… Ali var mere venlig over for folket end enhver anden, og han afholdt sig fra at gøre nogen fortræd…

12

Han havde dedikeret hele sit liv til at støtte de undertrykte og hjælpeløse, så han kunne blive klar over deres rettigheder i forhold til tyrannerne, der mente sig berettiget til at bemægtige sig andres rettigheder på grund af ædel afstamning og racediskrimination. Ali modsatte sig Quraysh og kæmpede mod dem, fordi de begærede kalifattet af hensyn til personlig fortjeneste og for at erhverve kalifatembedet, rigdom og lederskab. Han gav afkald på kalifatembedet og selv det jordiske liv og forlod alt, fordi han ikke kunne optræde som verdslige personer og ikke kunne gå med til at give dem mulighed for at udnytte de svage og hjælpeløse…

I sit testamente sagde han til sine sønner Hassan og Hussein: ”Vær fjender af undertrykkerne og (vær) støttere til de undertrykte.” Han sagde også: ”Vær fjender af undertrykkeren, selvom det er din nære slægtning og støt den undertrykte person, selvom han ikke er beslægtet med dig og er en fremmed.” Han bestræbte sig altid på at straffe undertrykkerne og hjælpe folk af med deres svaghed. For at nå dette mål brugte han sit hjerte, sin tunge, sit sværd og sit blod. Han forblev altid en hjælper af den undertrykte og fjende af undertrykkeren. Ved at følge denne gangsti hvilede han aldrig i sit liv...

Man skal ikke blive overrasket over, at Ali var retfærdig. Det ville have været overraskende, hvis han ikke havde været retfærdig. Eksemplerne på hans retfærdighed, der er blevet berettet (i historierne om hans liv), er de mest værdifulde formuer i den menneskelige historie, og mennesket burde være stolt af dem...

Engang så Ali sin rustning i en kristen mands besiddelse. Han tog ham til domstolen, så dommeren Shurayh kunne dømme sagen og således give en afgørelse omkring ejerskabet af rustningen. Da de viste sig foran dom-meren, sagde Ali: ”Denne rustning er min. Jeg har hverken solgt eller foræret den til nogen.” Dommeren spurgte den anden person: “Hvad siger du til den påstand, der er gjort af De Troendes Leder?” Den kristne sagde: ”Denne rustning er min.” Shurayh vendte sig mod Ali og sagde: ”Kan du komme med nogle vidner, som kan bevidne, at denne rustning tilhører dig?” Ali smilte og sagde: ”Shurayh har ret. Jeg kan

13

ikke komme med sådanne vidner.” Dommeren gav en dom til fordel for den kristne, som tog rustningen og gik. De Troendes Leder blev ved med at se på ham bagfra. Efter at have gået nogle få skridt vendte (den kristne mand) sig alligevel om og sagde: ”Jeg bevidner, at sådan en befaling ligner Profeternes befaling, fordi den, der er De Troendes Leder, har vist sig sammen med en person som mig ved domstolen, hvor dommeren også er hans undersåt. Og (alligevel) gav dommeren en dom mod ham (i ov-erensstemmelse med loven).” Derefter tilføjede han: ”Oh De Troendes Leder! Jeg sværger ved Allah (swt), at denne rustning er din, og min påstand var falsk …”

Oprigtighed, tapperhed og frygtløshed er mægtige mænds egenskaber, og Ali var i besiddelse af dem. Oprigtighed, sandfærdighed, tapperhed og modighed og alle andre lignende kvaliteter er indbyrdes forbundne. Derfor udtrykte han ikke noget, som var imod hans virkelige hensigt og beslutsomhed. Han begik ikke bedrageri, selvom han udmærket vidste, at han kunne slippe af med den skade, som hans fjender forårsagede ham ved at gøre dette …

Ali hadede stolthed og var helt fri for egoisme. Han hadede, at nogle af hans venner ophøjede ham for meget, og på samme måde hadede han at få de titler, som han fik af sine fjender. Han har sagt: ”To slags mennesk-er er blevet fordærvet på grund af deres holdning til mig: tilhængerne, som ophøjer mine egenskaber (i en overdreven grad), og de ondsindede fjender.” Han viste hverken stolthed eller gjorde sig selv mere ydmyg uden grund; han foregav ikke at være andet end den, som han var. Han var fri for skabagtigheder og hykleri. Det er svært at finde en ærlig mand som ham. Engang købte han en sæk med dadler og bar den hjemad. No-gle personer iagttog dette og tilbød frivilligt at bære sækken for ham. Han fortalte dem åbenhjertigt, at familiens overhoved var ansvarligt for at bære den selv…”

14

Kapitel 1Imam Ali – De Troendes Leder

Hans ungdom7

Fødsel i den Hellige Kaaba I hele verdenshistorien er kun ét menneske blevet født i Kaabaen. Hverk-en profeter eller andre guddommelige personligheder har været velsignet med sådan en ære. Det var en mageløs begivenhed, der hændte den 13. rajab, 23 år før hijrah (omkring år 597 e.Kr.), hvor Imam8 Ali, søn af Abu Talib, profetens fætter (fvmd)9, blev født og oplyste verden med sit enestående lys.

Abbas søn af Abdul Muttalib10 var en af dem, der var til stede ved Kaabaen og så, da Fatima datter af Asad kom gående mod Kaabaen i en tilstand af forløsningssmerte. Hun knælede foran det Hellige Hus (Kaabaen) og bad ydmygt til Gud. Det er berettet, at hun sagde: ”Oh Gud! Jeg tror på Dig og profeten (dvs. Abraham (fvmh)), som ved Din befaling byggede fundamentet til dette hus. Oh Gud! Jeg sværger ved profeten Moham-mad (fvmh) og sværger ved det barn, der er i min mave, at Du gør denne fødsel ubesværet og nem for mig.” Ikke længe efter at hun rejste sig op, så man, at væggene til det Hellige Hus blev adskilt fra hinanden ved et højtideligt mirakel. Fatima trådte ind i Kaabaen, hvorefter dens vægge lukkede sig om hende og igen fik deres normale position. Abbas og hans ledsagere flokkede sig omkring porten til det Hellige Hus, som var låst. De prøvede forgæves at åbne den. Derefter opgav de, da de indså, at denne mirakuløse og særlige begivenhed skyldtes en guddommelig vilje.

Nyheden om denne mirakuløse hændelse blev snart spredt vidt og bredt i Mekka. Ali blev født inde i Kaabaen med øjnene lukket og kroppen i ydmyg underkastelse til Den Almægtige Skaber. Fatima forblev i Kaa-baen i tre dage, hvorefter hun den fjerde dag gik ud med sit nyfødte barn i armene. Til sin store overraskelse så hun den hellige Profet (fvmh) vente udenfor for at modtage det nyfødte barn i sine ængstelige hænder. Leder-skabet følte den underfundige berøring af profetskabet; Ali åbnede sine øjne og hilste på den Guddommelige Profet (fvmh), idet han sagde: “As-salamu alaika ya Rasolollah” (Fred være med dig, oh Allahs Sendebud).

15

Profeten Mohammad (fvmh) spurgte herefter Fatima datter af Asad, om hun havde valgt et navn til barnet. Hun fortalte ham, at mens hun sad inde i Kaabaen og blev plejet af himmelske kvinder, som hjalp hende i den ubesværede fødsel af barnet, blev hun af en majestætisk stemme fortalt, at dette barn var blevet kaldt Ali, som betyder ”den eksalterede”.

Der er mange shiitiske kilder, som bekræfter sandheden af denne enestående begivenhed. Ligeledes findes der mange sunnimuslimske kilder, der siger det samme. For eksempel berettes det, at Alhakim al-Nisabouri har sagt: ”Beretningerne om, at Fatima bint Asad fødte Ali, må Allah (swt) beære hans ansigt, i Kaabaen, er mutawatir11.”12

Ligeledes beretter Al-Hafedh al-Kenji al-Shafi’i på vegne af Ibn Alnajar af Alhakim al-Nisabouri, som sagde: ”De Troendes Leder, Ali søn af Abu Talib, blev født i Mekka i Guds Hellige Hus natten til fredag den trettende Rajab … og der er ikke blevet født nogen før eller efter ham i Guds Hellige Hus…”13

Imam Alis (fvmh) tidlige livImam Ali (fvmh) tilhørte den samme klan som den hellige Profet (fvmh). De var fra Bani Hashim klanen fra stammen Quraysh. Hans moders navn var Fatima datter af Asad, og hun nedstammede fra profeten Ismael søn af Abraham (fvmd). Hans far var Abu Talib søn af Abdul Muttalib, som var onkel til den hellige Profet Mohammad (fvmd).

Den hellige Profet (fvmh) havde et meget tæt forhold til Imam Alis (fvmh) forældre. Da Profeten (fvmh) var forældreløs og senere også mistede sin bedstefader, Abdul Muttalib, blev han passet og plejet af Abu Talib, indtil han blev voksen. Da Imam Ali (fvmh) senere blev født og af visse grunde ikke længere kunne blive passet af sine egne forældre, tog Profeten (fvmh) ham til sig som 5-6-årig og passede ham som sin egen søn. Således voksede Imam Ali (fvmh) op i profetskabets hus og blev opdraget med Profetens (fvmh) kærlighed og omsorg.

16

Det er berettet, at Imam Ali (fvmh) har sagt: ”Den hellige Profet (fvmh) bragte mig op i sine arme og lod mig spise af det, som han selv bed i. Jeg fulgte ham overalt som en kamelkalv, der følger sin mor. Hver dag viste sig en ny egenskab fra hans ædle per-sonlighed, og jeg accepterede det og fulgte det som lov.”14

Ti års selskab med den hellige Profet (fvmh) gjorde Imam Ali (fvmh) tæt og uadskillelig med ham, idet han blev ét med ham i karakter, viden, sel-vopofrelse, overbærenhed, modighed, venlighed, medlidenhed, talekunst og veltalenhed. Fra barnsben underkastede han sig Allah (swt) sammen med Profeten (fvmh). Imam Ali (fvmh) har udtalt: ”Jeg var den første, der tilbad Gud sammen med Profeten.”

Det er berettet af al-Masudi: ”Ali fulgte Profetens fodspor gennem hele sin barndom.” Gennem langt de fleste af døgnets timer fulgte og hjalp Imam Ali (fvmh) den hellige Profet (fvmh) samt beskyttede ham mod hans fjender. Han var så tæt på Profeten (fvmh), at han var den første, der fik fortalt åben-baringerne, da de blev åbenbaret til Profeten (fvmh) døgnet rundt gen-nem ærkeenglen Gabriel (fvmh). Han nedskrev dem straks og talte med Profeten (fvmh) om deres betydning.

Den første tjeneste gjort for islamDet er ikke til at betvivle, hvorvidt Imam Ali (fvmh) havde dedikeret hele sit liv til religionens tjeneste. Ikke nok med dette var han som tidligere nævnt den første, der omfavnede islam som tiårig og underkastede sig Al-lah (swt), da den hellige Profet (fvmh) i første omgang kun påkaldte sine nærmeste tilhængere til den sande religion. Alligevel kan man påpege en anden situation i den muslimske historie, hvor Imam Ali (fvmh) atter engang gjorde sig bemærket med sin enestående handling. Det var, da Imam Ali (fvmh) fik lejlighed til at yde sin første tjeneste for Guds sag, efter den Hellige Profet (fvmh) blev beordret af Allah (swt) til at prædike islam offentligt. Den hellige Profet (fvmh) havde i de første tre år af sit profetskab

17

udelukkende prædiket islam til sin allernærmeste familie og var under absolut hemmelighed for resten af omverdenen, indtil han ved slutningen af det tredje år modtog en ordre om at prædike budskabet for sine nære slægtninge og formane dem. Han instruerede Ali (fvmh) til at forberede en middag og invitere Abdul Muttalibs sønner og sønnesønner. Omkring fyrre af dem deltog.

Efter de ankom, og den beskedne middag blev serveret, rejste den hel-lige Profet (fvmh) sig, erklærede sin hellige status, lovede evige skat-te i Paradiset til dem, der blev hans disciple, og afsluttede med at sige: ”Hvem af jer vil støtte mig i at bære denne byrde og være min løjtnant og stedfortræder (wazir) som Aaron var til Moses?” Forsamlingen for-blev stumme af forbløffelse, og ingen vovede at acceptere dette farlige embede, som blev tilbudt dem, indtil Ali, søn af Abu Talib (fvmd), rejste sig op og udbrød: ”Oh Profet! Jeg vil, selvom jeg er den yngste blandt de tilstedeværende. Oh Profet! Jeg vil være din wazir.” Ved dette lukkede Mohammad (fvmh) sin arm rundt om ham og pressede ham ind mod sit bryst og sagde: ”Se min bror og wazir og adlyd ham.”

Mange historikere er af den mening, at dette var en afgørende erklæring ved en afgørende begivenhed; den første og mægtigste tjeneste gjort for islams skyld. Hvis den hellige Profets (fvmh) anmodning var blevet efterladt ubesvaret, ville målet om islams udbredelse være faldet til jor-den. Således fortsatte Imam Ali (fvmh) oprigtigt, tappert og ædelt til sit sidste åndedrag med at tjene og forsvare islam.

18

Kapitel 2Imam Ali – De Troendes Leder

Ægteskabet med Profetens datter (fvmd)

Ifølge utallige autentiske shiamuslimske beretninger havde den hellige Profet én datter ved navn Fatima al-Zahraa (fvmh), som overlevede barn-dommen. Hun var det tredje fuldkomne og ufejlbarlige menneske efter den hellige Profet selv og Imam Ali (fvmd). Fatima al-Zahraa (fvmh) var den vigtigste kvinde i sin tid, før sin tid og efter sin tid. Det berettes også i sunnimuslimske bøger, at den hellige Profet (fvmh) gav Fatima al-Zahraa (fvmh) titlen: ”Overhovedet for Verdens Kvinder.”

Den Almægtige Allah (swt) havde skænket hende et enestående sind og begavelse ledsaget af en ubeskrivelig skønhed, elegance og ynde for ikke at nævne hendes gode manerer og gudfrygtighed. Hun var den mest kyn-dige og hæderlige kvinde i sin tid og er stadig forbilledet for mange, der ønsker at blive en succesfuld datter, hustru, nabo eller nyttig samfunds-borger. Historien nævner ikke ingen andre kvinder, som opnåede sådan et højt niveau af uddannelse, viden og sociale ynder, som Fatima al-Zahraa (fvmh) besad i en tid, der er kendetegnet ved samfundets uvidenhed og stærke kvindeundertrykkelse.

På grund af sin fortræffelighed kom der mange for at fri til hende hos den hellige Profet (fvmh).15 Det var både mænd fra velhavende familier og kendte stammeherrer, hvor Abu Bakr og Omar var blandt de mange, som blev afvist af den hellige Profet (fvmh)15. Profeten (fvmh) ventede en ordre fra den Almægtige Allah om hvem, han skulle lade sin datter blive gift med. Således plejede han at svare: ”Hendes sag er efterladt til hendes Herre; når som helst Han vil, vil hun gifte sig.”

Imam Ali (fvmh) ønskede også selv at ægte Fatima al-Zahraa (fvmh) men havde af to grunde skjult dette for Profeten (fvmh). Den første grund var hans generthed over for Profeten (fvmh), og den anden grund var hans svære økonomiske forhold. Han var på ingen måde rig og ejede hverken et hus eller et stykke jord. Dog gjorde han det til sidst.

19

Omm Salamah, Profetens (fvmh) hustru, omtaler i den følgende beret-ning denne hændelse, der skete i hendes hus: ”Han bankede på døren. Jeg spurgte: ”Hvem er det?” Før han kunne nå at svare, sagde Allahs Sendebud til mig: ”Rejs dig, oh Omm Salamah! Åbn døren og bed ham komme ind. Sandelig er han en mand, som elsker Allah (swt) og Hans Sendebud, og ligeledes elsker de ham!” Så spurgte jeg: ”Må min far og mor være ofre for dig, oh Allahs Send-ebud! Hvem er den person, du uden at have set omtaler således?” Pro-feten svarede: ”Oh Omm Salamah! Han er min bror og fætter, og sand-elig er han den mest elskede person hos mig!”

Omm Salamah fortsætter: ”Jeg plagede mig mod døren, snublede over mit mert16 på vejen og faldt næsten. Da jeg åbnede døren, så jeg Ali. Ved Allah! Han trådte ikke ind i huset, før han var sikker på, at jeg var inde i mit kammer. Derefter kom han hen til Profeten og sagde: ”Må Allahs fred, barmhjer-tighed og velsignelser være over dig, oh Allahs Budbringer!” Profeten svarede: ”Og fred være med dig, oh Ali!” Ali satte sig derefter foran ham og så ned i gulvet, som om han ønskede at bede om noget men var for genert til at sige det. Profeten, som vidste, hvad han ville, sagde til ham: ”Oh Ali! Sandelig ved jeg, at du er kommet her med en anmodning. Så fortæl mig, hvad du har i sinde at anmode om.”17

Men Ali forblev stille. Så sagde Profeten: ”Måske er du kommet her for at anmode om Fatimas hånd i ægteskab?” ”Ja!”18 svarede Ali. Jeg så Profetens ansigt lyse af glæde og fryd. ”Oh Ali. Må jeg fortælle dig en god nyhed?” spurgte han. Ali svarede: ”Ja, må min far og mor være dine ofre, oh Allahs Sendebud!” Profeten sagde: ”Vær glad, oh Ali! Sandelig har Allah, den Almægtige, gjort dig og Fatima til mand og hustru i Him-melen, før jeg vil vie jer her på Jorden.”

Det er ligeledes blevet berettet, at den hellige Profet (fvmh) sagde føl-gende, efter Imam Ali (fvmh) havde anmodet om Fatima al-Zahraas (fvmh) hånd: ”Oh Ali! Andre har anmodet om hendes hånd i ægteskab tidligere, og jeg nævnte dem for hende men så uvilje og misfornøjelse i hendes an-sigt. Vent til jeg spørger hende om din anmodning.” Således forlod den

20

hellige Profet Ali, der ventede på svaret, og gik hen til sin datter Fa-tima. Han sagde: ”Oh Fatima! Ali søn af Abu Talib er en person, hvis slægtning, fortjeneste og kvalitet af hans tro du kender. Jeg har sandelig bedt min Herre om at gøre dig til hustruen af Hans bedste skabning og den mest elskede (person) hos Ham, og sandelig har Ali anmodet om dit ægteskab, så hvad siger du?” Hun forblev stille og vendte ikke sit ansigt om. Han så ej heller noget tegn på misbilligelse i hendes ansigt. Derfor sagde han: ”Allah (swt) er størst! Hendes tavshed er hendes accept!”19

Det berettes, at Profeten (fvmh) dernæst spurgte Imam Ali (fvmh): ”Ejer du noget, (som du kan betale som medgift) for at blive gift med Fatima?” Imam Ali (fvmh) svarede: ”Må mine forældre blive dine ofre. Ved Allah, ingen af mine forhold er holdt skjult fra dig; jeg ejer et sværd, skjold og en kamel, som jeg bruger til overrisling.” Åbenhjertet lyttede Profeten (fvmh) til Imam Ali (fvmd) og sagde: ”Ali, du kan ikke klare dig uden dit sværd, for du bliver nødt til at kæmpe med det og forsvare dig selv mod Allahs (swt) fjender. Hvad angår din kamel, har du brug for den til at overrisle palmetræer og forsørge din familie, og du har brug for den som et transportmiddel. Men jeg accepterer skjoldet som en medgift fra dig; derfor sælg det og giv mig pengene.”

Imam Ali (fvmh) havde fået dette skjold fra byttet fra slaget ved Badr. Det blev givet til ham af Profeten (fvmh), som kaldte det alhademah, alt-så ”det ødelæggende”, da det ødelagde alle sværd, som ramte det. Imam Ali (fvmh) solgte således skjoldet for omkring 500 dirhams og bragte pengene til Profeten (fvmh). De var alle enige, og dette blev medgiften for den mest hæderlige og forherligede kvinde. Dette understreger, at en kvindes værdi ikke bestemmes ud fra størrelsen af hendes medgift.

Imam Alis og Fatima al-Zahraas (fvmd) ægteskabsprocedure blev fore-taget af den hellige Profet (fvmh) i moskeen, mens han sad på talersto-len under tilstedeværelsen af muslimerne. På denne måde bekendtgjorde han sammenføringen og havde vidner til ægteskabskontrakten. Samtidigt specificerede han medgiftens størrelse for at tilskynde muslimerne til at følge denne skik i at bede om beskedne medgifter til ægteskaber. Han sagde:

21

”Undgå overdrivelse i (størrelsen af) medgifter, da det skaber fjendskab (mellem jer).”

Ligeledes sagde han: ”De bedste kvinder i min nation er dem med lavest medgift.”

Profeten (fvmh) fortalte, hvor ønskeligt det er i islam at bibeholde stør-relsen af enhver medgift til samme værdi som hans datters (svarende til omkring 500 dirhams dengang), og således gjorde han størrelsen af Fatima al-Zahraas medgift til standard for den rimelige medgift. Ahlul-bayt, Profetens familie (fvmd), overskred aldrig størrelsen på medgiften, både når de selv skulle giftes eller ægte deres sønner og døtre.

Pengene, som Imam Ali (fvmh) havde givet Fatima al-Zahraa (fvmh), blev af Profeten (fvmh) delt i tre dele: en tredjedel skulle bruges på de ting, som deres kommende hus behøvede, en tredjedel skulle bruges på parfume og andre forskønnelser til brylluppet, og den sidste tredjedel skulle hjælpe Imam Ali (fvmh) med at betale for maden til de gæster, der ville deltage i bryllupsceremonien.

Medgiften blev hånet af flere fra Quraysh, som var misundelige over Imam Ali og Fatima al-Zahraas (fvmd) ægteskab. Især dem, der var ble-vet afvist af Fatima al-Zahraa (fvmh) og hendes far, henvendte sig til Profeten (fvmh) og sagde: ”Sandelig har du taget Ali som din svigersøn med en afskyelig ægte-skabsgave!”20

Profeten (fvmh) svarede hertil: ”Det var ikke mig, som gav (Fatima til) Ali i ægteskab, men snarere Allah (swt), som gjorde det ved opstigningsnatten nær Lotus-træet (i den syvende Himmel)…”21

På selve bryllupsdagen oplevede man flere overnaturlige begivenheder og mirakler, som fandt sted i løbet af fejringsceremonien. Nogle af dem er sågar blevet nævnt af sunnimuslimske lærde: ”Englen Gabriel steg ned og sagde til Profeten: ”Oh Moham-

22

mad! Allah (swt) sender dig Sine hilsner, og Han har beordret mig til at hilse Fatima og give hende et himmelsk klæde som bryllupsgave!”22

”Efter brylluppet, da Fatima blev ledsaget til Alis hus, (som bruden) plejer at gøre, gik Profeten foran hende, englen Gabriel gik ved hendes højre side, Mikael gik ved hendes venstre side, og syv tusinde engle gik bag dem, mens de priste og forherligede Allah (swt) indtil daggry!”23

Til brylluppets middag havde Imam Ali (fvmh) ikke inviteret bestemte folk til at deltage i festligheden. Da Imamen (fvmh) kendte mange men-nesker, var det svært for ham at udvælge nogle, som han ønskede at in-vitere, og samtidig blive nødt til at ignorere andre, eftersom det ville gå imod hans moral. Derfor deltog flere tusinde mennesker fra Medina, og selv landmændene fra byens forstad samlede sig til festmiddagen efter en åben invitation. Alle gæster fik rigeligt at spise og fik endda noget med sig hjem. Til trods for alt dette var den lille mængde mad, som ifølge beretningerne kun bestod af ét får og få kilo mel til brødlavning24, ikke spist op.25

Det er blevet berettet af Imam Ali (fvmh), som sagde: ”… Så fortalte Allahs Sendebud mig: ”Inviter, hvem det end behager dig til festmiddagen!” Derefter gik jeg til moskeen og så den overfyldt med ledsagere, og fordi jeg ikke kunne lide at invitere en spe-ciel gruppe og ignorere en anden gruppe, stillede jeg mig på en høj tal-erstol, hævede min stemme og sagde: ”Deltag i Fatimas bryllupsmidd-ag!” Pludselig så jeg gruppe (af folk) efterfulgt af nye grupper komme til middagen, så jeg følte mig dårligt tilpas på grund af det store antal deltagere og den lille mængde mad. Den hellige Profet, som havde følt, hvad jeg tænkte, sagde til mig: ”Oh Ali, jeg vil sandelig anmode Allah (swt) om Hans velsignelser!” Senere spiste og drak de alle sammen og bad (Allah) om (at velsigne) os og gik igen. De var over 4.000 personer, men maden forblev tilbage, som den havde været (i starten) og blev ikke mindre!”26

23

Kapitel 3Imam Ali – De Troendes LederBørn med Fatima (fvmh)

Sammen med Profetens datter (fvmd) fik Imam Ali (fvmh) i alt fem børn. Heraf var to døtre, Zaynab og Omm Kalthoom (fvmd), samt tre sønner, Imam Hassan, Imam Hussein og Mohassin (fvmd).

Det første barn, Imam Hassan (fvmh)Imam Hassan (fvmh) var den fjerde Ufejlbarlige fra Profetens husstands-folk (fvmd), og i rækken af de tolv Imamer var han den anden Imam. Ifølge autentiske kilder blev Imam Hassan (fvmh) født den 15. ramadan i byen Medina år 3 efter hijrah (omkring år 624 e.Kr.). Han døde som 46-årig i Medina tirsdag den 28. safar år 50 efter hijrah og blev begravet på det kendte begravelsessted i Medina ved navn Janatul-Baqi’.

Den dag, Imam Hassan (fvmh) blev født, var Profeten (fvmh) ikke til stede. Da han kom hjem, spurgte han, hvad de havde kaldt barnet, men Imam Ali (fvmh) svarede, at de ikke ønskede at navngive barnet uden Profetens (fvmh) medbestemmelse. På samme vis svarede den hellige Profet (fvmh), at han heller ikke ville gøre det, før Allah den Almægtige gjorde det. Det er blevet berettet, at Guds ærkeengel Gabriel nedsteg i samme øjeblik og sagde: ”Oh Mohammad! Din Herre sender dig Sine hilsner og fortæller dig: Alis position til dig er som Aarons position til Moses dog med den forskel, at der ingen profet er efter dig! Derfor skal du navngive din søn med navnet af Aarons søn.” Derefter sagde Profeten: ”Og hvad hed Aarons søn, oh Gabriel?” Gabriel svarede: ”Shobbar!”27 Profeten sagde: ”Min tunge er arabisk.” Gabriel sagde: ”Så kald ham Hassan!”28

Således blev Imam Hassan (fvmh) givet sit navn af Profeten (fvmh), som læste adhan29 i hans højre øre og iqamah30 i hans venstre øre. På den syvende dag ofrede han (fvmh) to væddere, fra hvilken han gav jordemo-deren et lår og en dinar. Derefter barberede han det nyfødte barns hoved og gav almisse svarende til hårets vægt i sølv. Til sidst smurte han barnets hoved med ”khalou”, som er en speciel parfume lavet af safran.

24

Det er berettet af Albara’a: ”Jeg så Profeten (fvmh) bære Imam Hassan på sine skuldre, mens han sagde: ”Oh Allah, jeg elsker ham – derfor elsk ham.”31

Det berettes også selv af sunnimuslimske historikere, at Profeten (fvmh) sagde følgende om Imam Hassan og hans bror Hussein (fvmd): ”Enhver, som elsker Hassan og Hussein, elsker mig. Og enhver, som hader dem, hader mig!”32

Det andet barn, Imam Hussein (fvmh)Der gik kun seks måneder efter Imam Hassans (fvmh) fødsel, før Fa-tima al-Zahraa (fvmh) blev gravid igen. Sammen med Imam Ali (fvmh) ventede hun nu sin anden søn, som blev født i Medina tirsdag den 3. shaa-ban år 4 efter hijrah (omkring år 625 e.Kr.). Da han blev født, nedsteg ærkeenglen på samme vis igen og beordrede Profeten (fvmh) denne gang at kalde barnebanet Hussein. Dette er den arabiske version af det gamle hebræiske navn Shabbir, som Aarons anden søn var kaldt. Da Gabriel (fvmh) steg ned, ledsagede snesvis af engle ham for at lykøn-ske den hellige Profet (fvmh) men også for at trøste ham for Husseins (fvmh) forudsagte grusomme martyrdom. Profetens hustru, Asma, har berettet: ”Så satte Allahs Sendebud Hussein på sit skød og begyndte at græde. Jeg sagde: ”Må min far og mor være dine ofre, oh Allahs Sendebud! Hvad får dig til at græde?” Han svarede: ”Min søn, oh Asma! Sandelig vil han blive dræbt under hænderne af en gruppe tyranner.”33

Imam Hussein (fvmh) blev dræbt i det kendte slag ved Karbala den 10. muharram år 61 efter hijrah. Karbala er en mindre by, der ligger i Irak. Her blev han også begravet sammen med de andre af hans familiemed-lemmer og ledsagere, som ligeledes mistede livet under fjendernes sværd.

Om betydningen af at elske Imam Hussein (fvmh) har Profeten (fvmh) blandt sine mange udtalelser sagt følgende: ”Hussein er fra mig, og jeg er fra Hussein; Allah (swt) elsker enhver, der elsker Hussein!”34

25

Det tredje barn, Zaynab (fvmh)

Zaynab (fvmh) var Imam Alis og Fatima al-Zahraas (fvmd) første datter og tredje barn. Ifølge autentiske kilder blev hun født den 5. jamad al-awal år 5 efter hijrah (omkring år 626 e.Kr.). Om hendes navngivning er det blevet berettet:

”Da hendes mor (Fatima) bragte hende til Imam Ali og sagde: ”Navngiv hende,” svarede han: ”Jeg vil ikke gøre det før Allahs Send-ebud.” Dog var Profeten på en rejse på dette tidspunkt. Da han kom tilbage igen, bad Imam Ali ham navngive sin datter, men han sagde: ”Jeg vil ikke gøre det før min Herre!” Derefter nedsteg englen Gabriel, bragte dem Allahs (swt) hilsner og sagde: ”Denne nyfødte piges navn er Za-ynab. Sandelig har Allah (swt) valgt dette navn til hende!”35

Zaynab (fvmh) døde den 25. rajab år 62 efter hijrah og er begravet i Dam-askus i Syrien. I løbet af sit liv havde hun været en stærk støtte i famil-ien og havde spillet markante roller i samfundet. Hendes storslåede per-sonlighed kom især til udtryk under slaget ved Karbala og gjorde hende fortjent til titlen: ”Karbalas heltinde”

Det fjerde barn, Omm Kolthoom (fvmh)Omm Kolthoom (fvmh) blev modtaget med samme glæde og forher-ligelse som sine andre søskende, da hun kom til verden år 6 efter hijrah (omkring år 627 e.Kr.). Ligesom sin søster Zaynab (fvmh) delte hun det hæderlige slægtsforhold til den hellige Profet, Imam Ali og Fatima al-Zahraa (fvmd) ud over den fortræffelige opdragelse, hun også fik.

Det femte barn, Mohassin (fvmh)Mohassin (fvmh) var Imam Alis og Fatima al-Zahraas (fvmd) femte og sidste barn. Han fik sit navn givet af Profeten Mohammad (fvmh), før Profeten døde, mens han lå i sin moders mave. Mohassin blev aldrig født på normal vis, da hans mor mistede ham ved spontan abort. Dette skete efter hendes hus blev angrebet, og hun blev af angreberne klemt sammen mellem dør og væg. Angrebet fandt sted få dage efter Profetens (fvmh) martyrdom36, hvor Mohassin var et 6 måneder gammelt foster.37

26

Kapitel 4Imam Ali – De Troendes Leder

Muslimernes retmæssige leder

Udnævnelsen i Ghadir Khum Da den hellige Profet (fvmh) var på vej tilbage til Medina efter sin sidste pilgrimsrejse, halvfjerds dage før sin bortgang, fik han pludselig en ny åbenbaring, da han havde nået Khum-dammen (Ghadir Khum) nær Juh-fa. Det skete den 18. dhul-hijjah år 10 efter hijrah (omrking år 632 e.Kr.). På dette tidspunkt havde Profeten (fvmh) tilkendegivet alle de guddom-melige beordringer til sin nation, som var befalet ham af den Almægtige. Dog nedsendte Allah (swt) dette vers til ham, hvor Han sagde: {Oh du Sendebud, forkynd hvad der er åbenbaret dig fra din Herre, og hvis du ikke gør det, så har du ikke forkyndt Hans budskab. Og Allah (swt) vil beskytte dig mod menneskerne.}38

Øjeblikkeligt efter dette vers blev åbenbaret til den hellige Profet (fvmh), stoppede han rejsen ved Allahs (swt) ordre og bad pilgrimmene, som udgjorde flere end 120.00039 mennesker, om at samle sig ved Khum-dammen. Herefter holdt han sin sidste universelle tale for at fuldbyrde sin mission. Han skulle netop give de sidste guddommelige instrukser, som fuldkommengjorde den sidste sande religion. Blandt andet sagde den hellige Profet til folkemængden: ”Det ser ud til, at tiden nærmer sig den dag, hvor jeg bliver kaldt tilbage af Allah (swt), og jeg skal sandelig besvare dette kald. Jeg vil efterlade hos jer de to tyngder. Holder I fast i dem, vil I aldrig fare vild efter mig. Den ene er mere hellig end den anden. Allahs (swt) bog (Ko-ranen): et reb bundet fra himmelen til jorden; og min itrah, Ahlul-Bayt (husstandsfolk). Så pas på, hvordan I behandler disse to efter mig. Disse to vil aldrig lade sig adskille, indtil de møder mig på Dommedagen.”

Ligeledes sagde den hellige Profet (fvmh): ”Allah, den Almægtige, er sandelig min Leder (mawla), og jeg er leder over de troende og har mere ret over dem, end de har over sig selv.” Så tog han Alis hånd og sagde: ”Ali er sandelig leder over dem, jeg er

27

leder over. Oh Allah, elsk de, som elsker ham, og vær fjende mod de, der viser ham fjendskab, (og bekrig de, som bekriger ham).”

Og han sagde ligeledes i samme tale: ”Sandelig har jeg kun tilkendegivet det, jeg er blevet beordret at tilkendegive til enhver, uanset om de er til stede eller er fraværende, (om de er) direkte vidner eller ikke, og om de allerede er født eller ikke. Således skal enhver, der er til stede, tilkendegive (denne prædiken) til de ikke-tilstedeværende, ethvert forældrepar skal tilkendegive det til deres børn, (og de skal fortsætte med at gøre det) indtil Dommedagen.”40

Imam Mohammad al-Baqir (fvmh), den femte Imam og efterfølger af den hellige Profet (fvmh) har senere sagt: ”Den sidste obligatoriske pligt, som Allah (swt) gav, var al-wilayah (at følge den leder, som Allah (swt) har udvalgt). Herefter nedsendte Han verset: {I dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion for jer og fuldendt Min nåde over jer og valgt Islam som jeres religion.}41, efter Allahs Sendebud grundlagde den (pligten) i Juhfa-området.”42

Der er utallige flere autentiske beretninger, som bekræfter sandfærdig-heden af denne hændelse.43

Denne meddelelse var den mest unikke i hele den hellige Profets (fvmh) mission på grund af åbenbaringen af vers 67 i kapitel 5 i den Hel-lige Koran før hans tale. I denne åbenbaring advarede Allah (swt) Sit Sendebud (fvmh) om, at hvis han ikke videregav dette sidste budskab, så ville hele hans mission være ugyldig: {… Og hvis du ikke gør det, så har du ikke forkyndt Hans budskab}. Denne advarsel uden fortilfælde beviser, at dette sidste budskab var Allahs (swt) vigtigste religiøse ordre til den muslimske nation. Budskabet var afgørende i sådan en grad, at den hellige Profet (fvmh) eftertrykkeligt krævede, at alle de, der direkte eller indirekte havde hørt prædikenen i Ghadir Khum, skulle tilkendegive det til andre folk, som ikke vidste besked om forpligtelsen, og at forældre skulle sige det videre til deres børn gennem generationerne. Således hen-vender denne prædiken sig til hele verdens muslimske generationer indtil Dommedagen.

28

Vigtigheden af troen på al-Imamah – en af islams fem søjlerFundamentet i islamisk tro er følgende fem søjler44. Dette fundament, kaldt Usol al-Deen, er afgørende for menneskets tankegang. For at være muslim skal man anerkende troen på dem alle: 1) Troen på Allahs (swt) Enhed (Tawheed) 2) Troen på Allahs (swt) Retfærdighed (al-Adl) 3) Troen på Profetskabet (al-Nobuwa) 4) Troen på Lederskabet (al-Imamah) Dette er autoriteten af følgende tolv Imamer (fvmd) fra Profeten Mohammads (fvmh) afkom: 1. Ali, søn af Abu Talib, al-Murtadha 2. Hassan, søn af Ali, al-Mujtaba 3. Hussein, søn af Ali, al-Shahid 4. Ali, søn af Hussein, al-Sajjad 5. Mohammad, søn af Ali, al-Baqir 6. Jaffar, søn af Mohammad, al-Sadiq 7. Musa, søn af Jaffar, al-Kadhum 8. Ali, søn af Musa, al-Redha 9. Mohammad, søn af Ali, al-Jawad 10. Ali, søn af Mohammad, al-Hadi 11. Hassan, søn af Ali, al-Askari 12. Mohammad, søn af Hassan, al-Mahdi 5) Troen på Genoplivelsen og Dommedagen (al-Mead)

For at kunne kende Allah (swt) og være i stand til at underkaste sig Ham fuldstændigt er det nødvendigt, at man i første omgang hengiver sig til Hans porte, som er Profeten Mohammad og Imamerne (fvmd). Sandelig skal man kende dem og anerkende den status, som Allah (swt) den Almægtige har skænket dem, før ens tro bliver accepteret. Det er nævnt i adskillige beretninger, at Ahlul-Bayts (fvmd) wilayah (leder-skab) er en forudsætning for monoteisme: ”De, som tror på Allah (swt) og Hans tilbedelse, er kun dem, der kender Allah (swt) og Imamerne fra os Ahlul-Bayt. Ved Allah! De, der kender Allah (swt) og ikke kender os, Ahlul-Bayt, har anerkendt en anden end Allah (swt) og tilbedt en anden end Ham på en uhæderlig måde.”45

29

Engang blev Imam Hussein (fvmh) spurgt om betydningen af at kende Allah (swt), hvortil han svarede: ”At kende Allah (swt) er at kende sin tids Imam, hvis lydighed er obligatorisk for folket.”

Ikke mindst har både shia- og sunnimuslimer berettet følgende fra Pro-feten Mohammad (fvmh), som sagde: ”Enhver, der dør og ikke kender sin tids Imam, vil dø en Jahiliya-død.”46

Jahilia henviser til den præislamiske epoke. Således siger Profeten (fvmh) i denne beretning klart og tydeligt, at den, der dør – naturligvis efter at have accepteret religionen islam, da talen er rettet mod muslimer – uden at have kendt sin tids leder, dør som en fra Jahilia-tiden, altså som ikke-muslim.

Lederskabet (al-wilayah), eller troen på de Tolv Imamers autoritet (al-Imamah), udtrykker et tosidigt forhold mellem den ledende og folket. Hvis man ser på al-wilayah fra folkets perspektiv, så betyder det at adlyde lederen og at anerkende hans autoritet med hjertet, tungen og gennem handling. Fra lederens perspektiv betyder al-wilayah et ansvar om at give sine undersåtter beskyttelse mod det onde, sjælelig hjælp, omsorg, støtte og vejledning. En guddommelig udvalgt leder vil vejlede sine tilhængere fra vildfarelse, spirituel ødelæggelse, forseelser og synder svarende til det omfang, med hvilken de hver især holder sig fast til ham og hans beordringer. At grundlægge al-wilayah har været religionens ultimative mål og frugten af alle de anstrengelser, som den hellige Profet (fvmh) udøvede gennem hele sin mission, for uden wilayah ville det være umuligt for en universel religion at overleve så mange år til Dommedagen uden at blive forandret eller udslettet. Den, som under-kaster sig Allahs (swt) repræsentant og holder fast ved ham, har sandelig anerkendt Allahs (swt) autoritet og lederskab, og på denne måde er man en sand monoteist i at adlyde Allah (swt).

Det er berettet, at Imam Mohammad al-Baqir (fvmh) sagde: ”Islam er grundlagt på fem ting: bønnen, almissen, fasten, pil-

30

grimsrejsen, og al-wilayah. Ingen af dem blev opfordret (så bestemt), som al-wilayah blev opfordret. Alligevel accepterede folket de første fire og forlod al-wilayah.”47

Den gerning, hvor nogle folk afviste at underkaste sig de ledere, som Allah (swt) udvalgte, kan sammenlignes med Satans gerning. Han afviste på samme vis at underkaste sig Allahs (swt) stedfortræder48, Adam (fvmh), og som følge deraf blev han udstødt og udsat for Allahs (swt) forbandelse for evigt, som det er blevet nævnt i den hellige Koran49. Dette var til trods for, at han havde brugt flere tusinde år på at tilbede Ham.

Det er blevet berettet, at Imam Redha (fvmh), den ottende Imam i rækken, sagde: ”Ligheden til de troende, der har accepteret lederskabet af De Troendes Leder (Imam Ali) på Ghadir-dagen, er englene, som knælede foran Adam (underkastede sig ham). Og ligheden til de, der vendte sig bort fra lederskabet af De Troendes Leder på Ghadir-dagen, er Djævelen (Iblis).”50

Således vil man på Dommedagen blive spurgt, om man har anerkendt al-wilayah, som den hellige Profet (fvmh) har opfordret os til at gøre. Der er mange beretninger af den hellige Profet og Imamerne (fvmd), som forudsiger dette. Ligeledes er der vers i den Hellige Koran, der indikerer denne situation på Dommedagen: {Stands dem, thi de skal udspørges.}51

Blandt andet har al-Hafiz al-Wahidi kommenteret det ovenstående vers ved at sige: ”Den wilayah, som Profeten erklærede til Ali, vil vi blive tilspurgt på Dommedagen. Det er blevet fortalt, at det er den wilayah, som Allah (swt) mente i vers 37:24. Det betyder, at folk vil blive spurgt om Alis wilayah. De vil blive spurgt om de virkelig accepterede ham som deres wali (leder), som de blev påbudt af Profeten, eller om de forsømte at holde fast ved hans lederskab og ignorerede det.”52

Det er også berettet af Ibn Abbas, at Allahs Sendebud (fvmh) sagde:

31

”Den, som ønsker at leve og dø som mig og ønsker at komme i Paradiset efter døden, skal anerkende Ali som leder (wali) efter mig og anerkende Imamen efter ham som leder (wali), og (vedkommende) skal følge resten af Imamerne efter mig, fordi de er mit husstandsfolk (Ahlul-Bayt), og de er skabt fra min lerjord, og de er skænket samme viden og forståelse som mig. Må Allahs (swt) vrede være over de, der benægter deres egenskaber, og de, som ignorerer deres forhold og slægtskab med mig, for min forbøn skal aldrig nå dem.”53

Imam Ali (fvmh) sagde selv på årsdagen for Ghadir-begivenheden: ”Allah (swt) accepterer ikke (et menneskes) tro, uden det har anerkendt lederskabet af den, som Han har krævet. Han sørger ikke for midlerne, (der fører) til Hans lydighed, (for et menneske), før det holder fast ved Hans reb og rebene af Hans bemyndigede folk. Således harAllah (swt) nedsendt til Sin Profet (fvmh) på Ghadir-dagen foran det største træ dét, som forklarer Hans vilje over Sine oprigtige og udvalgte tjenere. Allah (swt) beordrede ham til at tilkendegive (budskabet) uden at blive bekymret om hyklerne eller bedragerne, (og Han) garanterede ham beskyttelse mod deres ondskab… Ved Allah! Allah (swt) fuldkom-mengjorde Sin religion og frydede Profetens (fvmh) og de troendes øjne. Nogle af jer bevidnede denne begivenhed, og andre fik hørt nyhederne om den. For de, der besidder tålmodighed, sluttede denne (udnævnelse) Allahs (swt) skønne ord.”

Man kan gå dybere ind i definitionen af ordet ”leder”, som på arabisk er ”mawla”, og undersøge, hvorvidt lederskabet, al-wilayah, dybest set kun refererer til politisk autoritet. Først kan vi starte med en definition af den hellige Profet (fvmh), som sagde følgende, da han blev spurgt om meningen af ”den jeg er mawla af, er Ali mawla af”: ”Allah (swt) er min mawla og har mere ret over mig, end jeg har over mig selv. Det bestrider jeg ikke. Og jeg er mawla af de troende og har mere ret over dem, end de har over sig selv. Det benægter de heller ikke. Derfor, den jeg er mawla af og har mere ret over, end vedkommende har over sig selv, og som ikke benægter det, er Ali også mawla af, og har mere ret over dem, end de har over sig selv. Og dette skal de heller ikke benægte.”54

32

Det er berettet af al-Juwayni, som beretter fra Ibn Abbas, at Profeten (fvmh) sagde: ”Jeg er leder over alle profeter, og Ali er leder over alle efter-følgere/kaliffer, og der vil være tolv efter mig. Den første af dem er Ali søn af Abu Talib, og den sidste er al-Mahdi.”55

På samme måde er der utallige sunnimuslimske koran–, arabisksprogs– og litteraturlærde, der har fortolket ordet mawla som én, der har mere ret, det vil sige mere autoritet, over folket.56

Spørgsmålet er så, om profetens hensigt i Ghadir Khum kun var at vide-regive sin politiske magt. Nogle mennesker låner ubevidst definitionen af den sunnimuslimske forståelse af termen ”kalifat”, som de tolker som en ”herskende efterfølger”. I så fald vil det ikke være forståeligt, hvorfor vi i dag omkring 1400 år efter skulle bekymre os over, hvorvidt Imam Ali (fvmh) var den første eller fjerde kalif, hvis den hellige Profets (fvmh) hensigt i Ghadir Khum i bund og grund var at gøre Imam Ali (fvmh) til en politisk leder efter sin bortgang. Det ville tilmed slet ikke være logisk at skændes om denne sag, da vi alle ved, at man alligevel ikke er i stand til at ændre noget så mange år efter.

Dette synspunkt vil i sidste ende føre til den tro, at forskellen mellem shia- og sunnimuslimerne er begrænset til nogle små historiske uenighed-er, som ikke spiller nogen rolle i livet efter døden, og at begge parters tro i bund og grund er den samme. Ved at betragte sagen om efterfølgerskab som værende et spørgsmål om politisk styre har man forklejnet Profetens (fmvh) og hans efterfølgeres mål og bedrifter; for historiske optegnelser viser, at de på grund af mangel på oprigtige tilhængere ikke var i stand til at implementere deres ideelle guddommelige regering. Desuden forsøgte de fleste Imamer (fvmd) at henvise dem, der satte spørgsmålstegn ved deres position, til Imam Mahdi (fvmh), som vil komme frem i slutningen af tiden og grundlægge Retfærdighedens Kongerige på jorden.

Det er ligeledes interessant at lægge mærke til, at den hellige Profet (fvmh) nævnte titlerne wali og mawla om Imam Ali (fvmh) flere end 27 gange i sin prædiken, mens han anvendte ordet kalif tre gange. Selv ved

33

sunnimuslimers forståelse af ordet kalif (efterfølger), som er begrænset til politisk styre, er det tydeligt, at den hellige Profet (fvmh) fremhævede spirituel lederskab i sin tale, som vil garantere frelse til de, der følger Ima-men, og føre dem til paradiset. Verdslige anliggender fik aldrig fortrinsret hos Profeten (fvmh) eller hans efterfølgere. Imam Ali (fvmh) sagde selv: ”Ved Allah (swt), denne verden er mere foragtelig i mine øjne end et ben fra et svin i en spedalsk hånd.”57

Anerkendelsen af Imam Alis (fvmh) autoritetVi har nu gennemgået diverse beretninger og koranvers om vigtigheden i at anerkendte al-wilayah eller lederskabet af Profetens (fvmh) retmæs-sige efterfølgere. På samme måde er der mange beretninger, som viser vigtigheden i at anerkende selve Imam Ali (fvmh) samt hvilke konsekven-ser, det senere vil have, hvis man benægter Imam Alis (fvmh) autoritet.

Det er berettet af den hellige Profet Mohammad (fvmh): ”Når Allah (swt) samler de første og de sidste (mennesker) på Dommedagen, og Serat al-Mustaqim58 bliver opsat over Helvedet, vil ingen kunne gå over det, hvis vedkommende ikke har en frifindelse (bara’a) med Ali søn af Abu Talibs wilayah.”59

I denne beretning gøres Imam Alis (fvmh) wilayah til en betingelse for, at Allah (swt) lader muslimerne gå over Serat al-Mustaqim. Således under-streges her vigtigheden af Imam Alis (fvmh) wilayah som en afgørende del af vores tro.

Det er ligeledes blevet berettet, at den hellige Profet (fvmh) sagde til Imam Ali (fvmh): ”Oh Ali, du er opdeleren af paradiset og helvedet. Ingen kommer ind i paradiset uden at have anerkendt dig, og du har anerkendt ham. In-gen skal komme ind i helvedet, uden at han har afvist dig, og du har afvist ham. Oh Ali, du og dine efterkommere står på den høje plads (al-A’araaf) på Dommedagen og genkender synderne ved deres mærker samt de troende ved deres tegn. Oh Ali, de troende ville ikke kunne blive skelnet

34

(fra hyklerne og de vantro), efter jeg er gået bort, hvis det ikke var gen-nem dig (og deres tro på eller afvisning af dig).”

At Imamen (fvmh) er opdeleren af paradiset og helvedet indikerer, hvordan Imamen (fvmh) repræsenterer islam på sådan en perfekt og fuld-kommen måde, at dét at anerkende og være som ham er den eneste vej til paradiset, og dét at afvise hans personlighed – den levende personifika-tion af Allahs (swt) ønske til menneskeheden – kun kan føre til helvedet, da man således vil dø uden at have handlet efter Allahs (swt) samtlige befalinger.

Derfor er det vigtigt at lære om Imamens (fvmh) liv og være fortrolig med hans gerninger og udtalelser, så han bliver mere end blot en fjern historisk figur. Man burde ydermere bestræbe sig på at følge hans eksem-pel og hans lærdomme, eftersom de er i fuldstændig overensstemmelse med dét, den hellige Profet (fvmh) bragte fra Allah (swt). Den troendes succes i dette liv og i det hinsidige er, som selveste Profeten (fvmh) understreger, forbundet med vedkommendes anerkendelse af Imamen (fvmh).

Det er blevet berettet, at Mohammad ibn Mansoor sagde: ”Vi var sammen med Ahmed Ibn Hanbal, da en mand spurgte ham: “Hvad synes du om hadithen, hvor der fortælles, at Ali er opdel-eren mellem Helvedet og Paradiset”? Ahmed svarede: “Hvorfor nægter I dette? Har Profeten ikke sagt til Ali: ”Oh Ali! Enhver, der elsker dig, er en troende; og enhver, der hader dig, er en hykler?”De sagde: “Jo” (Så) spurgte Ahmad: “Hvor havner en troende henne?” De svarede: “Para-diset!” Ahmed spurgte: “Hvad med hykleren?” De svarede: “Helvedet!” Så sagde Ahmed: “Jamen så er Ali, opdeleren på dommedagen.”60

35

Kapitel 5Imam Ali – De Troendes Leder

Nogle glimt fra hans enestående adfærd

Ifølge historikere var Imam Ali (fvmh) sandelig en mand, der besad alle de sande islamiske og menneskelige dyder; en mand, som på trods af sin enorme rigdom og mægtighed var en støtte og en ledsager af de svageste; en mand, som ved sin usædvanlig storsindede og barmhjertige natur, fort-satte utrætteligt med at anstrenge sig for at grundlægge retfærdighed på verdensoverfladen og fordømme undertrykkelse.

Til trods for hans status som De Troendes Leder og den muslimske nations Imam førte han et meget simpelt liv. Han boede hverken i store slotte eller overdådige paladser, spiste ikke af det dejligste mad, tog fint tøj på af silke eller bekymrede sig om andre fornøjeligheder. Tværtimod havde han sandelig indset vigtigheden af sin mission og havde for længst anerkendt, at disse verdslige nydelser ikke ville føre ham til den evige lykke. Således havde han dedikeret sit liv til den Almægtige Allah efter at have anerkendt Ham som Skaberen af alt, udover Hvem ingen findes, og Som er den Retmæssige til tilbedelse og lovprisning.

Der er skrevet mange digte om Imam Alis (fvmh) ædle karakterer, som beskriver hans unikke personlighed og enestående dyder. Man kan skrive side op og side ned om hans egenskaber og særpræg uden at løbe tør for ord. Således har det været begrænset, hvad der kunne medtages i denne kortfattede bog. I det følgende vil der blive inddraget nogle små udvalgte anekdoter, som giver eksempler på Imam Alis (fvmh) adfærd og gode manerer over for andre mennesker.

Askese til den yderste gradImam Ali (fvmh) spiste og klædte sig på en sådan beskeden måde, at selv de fattige havde råd til bedre. Det var ikke, fordi han var fattig, men det var fordi, han ville føre et liv som den fattigste og bruge alle de penge, der således blev sparet, på de nødlidende. I det følgende citeres nogle historikere, der fortæller om Imam Alis (fvmh) livsstil i den tidsperiode, han var herskeren over hele det Muslimske Imperium foruden Syrien.

36

Det er berettet af Suwaida ibn Ghaffla: ”En dag gik jeg hen for at se Imam Ali (fvmh) i Darul Imarah (guvernørens hus). Det var ved morgenmadstidspunktet, og foran ham stod et glas mælk og noget brød (lavet af byg). Brødet var tørt og hårdt og indeholdt ikke smør eller olie. Det var ikke nemt at brække det i min-dre stykker. Imam Ali (fvmh) anstrengte sig for at brække og blødgøre det. Jeg vendte mig mod hans tjenestepige Fedha og sagde: ”Oh Fedha! Har du ingen medlidenhed med din gamle herre? Hvorfor giver du ham ikke noget mere blødt brød og tilføje det noget smør eller olie?” Fedha svarede: ”Hvorfor skulle jeg have medlidenhed med ham, når han aldrig har det med sig selv? Han har bedt om ikke at få tilført noget til sit brød, og selv skallerne skal ikke fjernes fra melet. Vi spiser selv meget bedre brød end dette, selvom vi er hans tjenestefolk.” Da jeg hørte dette, sagde jeg til ham: ”Oh mester! Hav medlidenhed med dig selv. Se på din alder, dit ansvar, dit hårde arbejde og din mad.” Han svarede: ”Oh Suwaida! Du har ingen anelse om, hvad den hellige Profet (fvmh) plejede at spise. Han spiste sig aldrig mæt i tre efterfølgende dage.”61

Det er berettet af Abdullah ibn Zurarah: ”Jeg gik hen for at se Imam Ali (fvmh) på en Eid-dag (højtid). Han inviterede mig til at spise morgenmad med ham. Jeg tog imod invi-tationen. En meget beskeden slags mad blev serveret for os. Jeg sagde til ham: ”Oh Herre! Du er sådan en rig mand og kalif. Jeg forventede, at en masse forskelligt ville blive serveret for os, men hvad ser jeg?” Den mægtige Imam svarede: ”Ibn Zurarah, du har hørt om mægtige konger, der har ført et liv i luksus. Lad mig være en hersker, der fører et liv som en fattig og ydmyg person – en ydmyg arbejder.”62

Det er berettet om Ibn Abi Rafe’, der var en af Imam Alis (fvmh) led-sagere: ”Han gik hen til Imam Ali (fvmh) på en Eid-dag, og mens han sad der, blev en pose sat foran Imamen, som han troede indeholdt juve-ler. Imamen åbnede posen. Den indeholdt tørrede stykker brød, som han blødgjorde med vand. Ibn Abi Rafe’ spurgte ham om årsagen til at gemme sådan en slags mad, som selv en tigger aldrig ville bekymre sig om at stjæle. Imamen smilte og svarede: ”Jeg lukker dem inde i posen, fordi

37

mine børn prøver at udskifte dem med blødere brød, der indeholder olie eller smør.” Ibn Abi Rafe’ sagde: ”Har Allah forbudt dig at spise en bedre slags brød?” Han svarede: ”Nej, men jeg vil gerne spise den slags mad, som de fattigste i denne region har råd til mindst én gang om dagen. Jeg skal prøve at forbedre dette, efter jeg har forbedret deres leve-standard. Jeg vil gerne leve, føle og lide som dem.”63

Det er berettet af Zayd ibn Wahab: ”Engang kom Imam Ali (fvmh) ud af sit hus, og der var syet lapper på hans tøj. Ibn Nuaja, der var en kharijet og en fjende, men som havde fået tilladelse til at føre et fredeligt og bekvemt liv i Kufa af Imamen, hånede Imam Ali (fvmh) over den meget fattige og grove slags klæde, han havde på. Han (Imamen) svarede: ”Lad gå med de indvendinger, du har mod mit tøj. Det er den slags, som den almindelige befolkning har råd til. Hvorfor kan du ikke lide deres liv og klæder? Jeg vil forbedre min standard, efter jeg har formået at forbedre deres. Jeg vil fortsætte med at leve ligesom dem. Sådan en slags klæde får en til at føle sig ydmyg og forsagt og til at opgive selvoptagethed, hovmodighed og arrogance.”64

SelvofringDet er ikke til at betvivle, at ethvert menneske finder sig selv og sit liv værdifuldt og sjældent eller snarere aldrig vil lade sig selv ofre for andres skyld. Dette var dog ikke tilfældet med Imam Ali (fvmh), som elskede den hellige Profets (fvmh) sjæl højere end sin egen og aldrig var i tvivl én eneste stund, om han var klar til at ofre sig selv for at frelse hans liv. Der kom også en tid, hvor dette blev nødvendigt. Det var, da polyteisterne i Mekka indså, at de var i fare, efter Profeten Mohammad (fvmh) havde begyndt sin mission. De besluttede sig derfor at dræbe Profeten. Således samlede de sig alle sammen i ”Dar un-Nadva” og udvalgte en person fra hver familie til at udføre opgaven, så alle stammerne blev indblandet i drabet på Profeten Mohammad (fvmh). På denne måde ville ingen mus-lim blive i stand til at tage hævn over drabet senere. Den hellige Profet (fvmh) blev bekendt med denne sammensværgelse gennem åbenbaring. Gud beordrede ham til at migrere fra Mekka i nattens mørke, mens han skulle lade en person sove på sin soveplads. Det skulle være en person,der var klar til at ofre sit liv, og som var pålidelig, således at han kunne

38

holde på hemmelighederne. Denne person kunne ikke være andre end Imam Ali (fvmh), som han havde stærk tillid til. Han fortalte ham: ”Gud har informeret mig om, at de vantro vil bryde ind i huset for at dræbe mig i nat. Kan du sove i mit sted?” Imam Ali (fvmh) indvilgede med et smil, da han vidste, Profetens (fvmh) liv ville blive frelst ved hans handling. Faktisk plejede Imam Ali (fvmh) senere at sige, at denne nats søvn var den bedste nattesøvn, han nogensinde havde fået.

Da det blev aften, lagde Imam Ali (fvmh) sig i Profetens sovested, mens Profeten begav sig på flugt mod Medina. De vantro belejrede huset og havde forberedt sig på at angribe det med deres sværd og spyd. Lige så snart de fik ordrer til det, skyndte de sig ind i huset med sværd i hænderne. Dog opdagede de, at Imam Ali (fvmh) lå i Profetens sovested. Da han vågnede fra sin søvn, forholdt han sig roligt og viste hverken frygt eller lyst til angreb. De forlod herefter huset både fortvivlede og forbavsede og sendte nogle riddere ud for at søge efter Profeten (fvmh). Ikke længe efter kom de dog nedslåede tilbage uden held med at få deres mission fuldført.

Allah (swt) værdsatte Imam Alis (fvmh) handling så højt, at Han åben-barede dette vers om begivenheden i den Hellige Koran: {Og blandt mennesker er der den, der vil sælge sin sjæl for at vinde Allahs velbehag. Og Allah er mild mod sine tjenere.}65

At oplære ved hjælp af handling før ordTidligere var byen Kufa hovedstaden for den islamiske regering. Her plejede folk fra hele verden at samle sig for at få nytte af den viden og de lærdomme, som kunne opnås på byens store islamiske univer-sitet. En dag kom to mænd forbi hinanden i nærheden af byen. En af disse mænd var Imam Ali (fvmh), og den anden var en kristen mand, der ikke genkendte ham. Den kristne mand var på vej mod Kufas for-stadsområde, mens Imam Ali (fvmh) var på vej mod Kufas centrum. De blev enige om at ledsage hinanden noget af vejen og tale sammen, så de ikke blev trætte. Snart nåede de et sted, hvor vejen delte sig i to, og hver især skulle videre ad sin vej. Den kristne sagde farvel og fortsatte ad sin vej, men han opdagede, at hans muslimske

39

ledsager, hvis vej gik i den modsatte retning, bevægede sig hen mod ham. Han stoppede op og spurgte: ”Ville du ikke gå til Kufa?” Imam Ali (fvmh) gav et bekræftende svar. Så sagde den kristne mand: ”Hvorfor kommer du så i denne retning?” Imam Ali (fvmh) svarede: ”Jeg ønsker at ledsage dig et vist stykke af vejen, fordi Profeten (fvmh) har sagt: ”Når to personer følges sammen ad en vej (rejseledsagere), får de en vis ret-tighed over hinanden”. Så nu, hvor du har en rettighed over mig, går jeg sammen med dig et vist stykke af vejen, så jeg kan give dig din ret i denne verden. Derefter vil jeg gå videre ad min egen vej.” Den kristne mand blev meget fornøjet over Imam Alis (fvmh) gerning, hvorefter han sagde: ”Det vil være nyttigt for mig, at jeg også omfavner Islam, som har sådan en kultur og (sådanne) studerende.” Hans forbløffelse og for-bavselse blev kun større, da han opdagede, at hans ledsager ikke var en studerende inden for islam men derimod var selveste lederen over den islamiske nation. Således accepterede han denne tro, som var den Islam, der blev praktiseret under Imam Alis (fvmh) styre.

Altid retfærdig og pålideligDen følgende historie viser et eksempel på hans anstrengelser og bekym-ringer i beskyttelse af Baytul Maal66 og hans retfærdige opførsel i denne sag: En dag besøgte Aqil sin bror Imam Ali (fvmh). Imamen tog imod sin gæst med respekt og ære. Med anmodning fra Imam Ali (fvmh) gav Imam Hassan en af hans egne skjorter og kapper til Aqil. Vejret var varmt, og Imam Ali sad sammen med Aqil på taget af Darul-Imarah (guvernø-rens hus). Mens Aqil forventede at blive tilbudt en farverig middag med forskellige retter, blev der derimod kun serveret ordinær mad. Derefter udtrykte Aqil sin anmodning og sagde: ”Jeg er dybt forgældet og skal vende hjem snart. Jeg vil gerne have, at du skal beordre, at min gæld bliver betalt.” Imam Ali (fvmh) sagde: ”Hvor meget skylder du?” Aqil svarede: ”Et hundred tusinde dinars (sølvmønter).” Imam Ali (fvmh) sagde: ”Det er alt for meget,” og han fortsatte: ”Jeg beklager, at jeg ikke kan betale al din gæld; men når det bliver tid til at give folk deres andele, vil jeg give dig så meget som muligt fra min egen andel.” Aqil sagde: ”Din andel er ikke meget. Hvor meget vil du tage til dig selv, og hvor meget vil du give mig? Giv befalinger om, at de betaler min gæld

40

fra statens skattekammer (Baytul Maal).” Imam Ali (fvmh) sagde: ”Statens skattekammer er ikke min egen ejendom; jeg er værge for folks velstand. Jeg kan ikke give dig penge fra skattekammeret.” Da Aqil blev ved med at insistere, pegede Imam Ali (fvmh) på køb-mændenes kasser, som var synlige oppe fra taget, eftersom man kunne se ud over hele basaren, og sagde: ”Jeg har et forslag til dig. Hvis du efterlever det, vil du være i stand til at betale al din gæld. Disse folk vil efterhånden vende tilbage til deres hjem, og denne plads vil blive tom for folk, men deres kasser, som er fulde, vil forblive her. Så snart folk er gået, kan du gå ned og tømme deres kasser og betale din gæld.” Aqil sagde: ”Oh kære bror! Laver du sjov? Tilbyder du mig at stjæle? Er jeg en tyv, der stjæler folks velstand, mens de ligger og hviler i deres hjem?” Imam Ali (fvmh) svarede: ”Hvilken forskel gør det, at du tager (pengene) fra statens skattekammer uretfærdigt eller stjæler dem fra disse kasser? De er begge eksempler på tyveri.” Derefter fortsatte han: ”Jeg har et andet forslag. Den gamle by Hera, som er centrum for købmænd og rige folk, ligger tæt på Kufa. Lad os gå derhen om natten og stjæle fra dem.” Aqil sagde: ”Oh kære bror! Jeg beder dig om at give mig penge fra statens skattekammer, og du svarer mig med disse ord?” Imam Ali (fvmh) sagde: ”Sandelig er det bedre at stjæle fra ét individ end at stjæle fra hundred tusinde mennesker. Hvordan kan det være, at dét at stjæle fra en person er tyveri, mens dét at stjæle fra offentligheden ikke er det?” På denne måde viste Imam Ali (fvmh) sin bror fejlen i hans tænkemåde ved at give ham simple eksempler, som han kunne forstå, og selvom der er tale om hans egen bror, som har gæld, kunne Imam Ali (fvmh) ald-rig finde på at forsømme sit ansvar og gå imod Allahs (swt) love ved at betale sin broders gæld, selvom ingen kunne forhindre ham i det.

Imam Alis (fvmh) hjælp til de forældreløseSelvom Imam Ali (fvmh) havde et stort ansvar som lederen af den muslimske nation, og ansvaret for at fortsætte Profetens mission var pålagt ham, tog han sig alligevel meget af de nødlidende i samfundet, især enkerne og de forældreløse, netop som Allah (swt) har beordret sinetilhængere i den Hellige Koran. Hver aften, når alle havde lagt sig til

41

at sove, tog han en sæk om bag sin ryg fyldt med forskellige madvarer og delte maden ud til de fattige familier i byen. Familierne havde således væn-net sig til, at en fremmed hver aften bankede på deres hoveddør, hvorefter de ville kunne finde noget at spise lagt bag døren til dem. Mange af familierne troede af naivitet, at det var Gud, som sendte dem deres daglige levebrød ned med en helgen. Det var først efter, at Imam Ali (fvmh) gik bort, at folk indså, at det var denne mægtige Imam, der havde sørget for dem alle disse år uden hverken at forvente gengældelse eller tak af dem. Dette var den ene måde, hvorpå Imam Ali (fvmh) hjalp folk med fuldstændig oprigtighed og hengivenhed til Allah (swt). Andre gange optrådte Imamen som en ordinær person for at oplære samfundets borgere samt de hovmodige herskere gennem sin egen ydmyge handling.

En dag så Imam Ali (fvmh) en kvinde bære en læderbeholder (med vand) på sin ryg. Han tog læderbeholderen fra hende og lagde den på sin egen ryg. Da han spurgte til hendes vilkår, sagde hun, at Ali søn af Abu Talib havde sendt hendes mand til slagmarken, hvor han var blevet dræbt. Nu var hun alene tilbage med sine børn og blev nødt til at arbejde for andre (for at tjene til føden). Imam Ali (fvmh) vendte hjem men havde ingen sindsro hele natten. Om morgenen tog han en kurv og fyldte den med noget kød, mel og dadler, som han købte for at forære det til kvindens familie. Nogle venner foreslog at bære kurven for ham, men Imamen sagde: ”Vil I (også) bære de tunge laster for mig på Dommedagen?” Da han nåede kvindens hus, bankede han på døren. Hun spurgte: ”Hvem er du?” Han svarede: ”Jeg er den mand, der bar læderbeholderen for dig. Nu har jeg bragt noget mad til børnene.” Kvinden svarede: ”Må Allah velsigne dig og dømme mellem os og Ali,” hvorefter hun åbnede døren. Da Imam Ali (fvmh) kom ind, sagde han: ”Jeg ønsker at udføre nogle gode gerninger. Tillad mig enten at ælte dejen og bage det eller at se efter børnene.” Kvinden ville hellere selv ælte dejen, så Imam Ali (fvmh) tilberedte kødet og gav børnene mad med sin egen hånd. Mens han puttede skeen i deres mund, sagde han til hver af dem: ”Min søn, tilgiv Ali, hvis han har forsømt sin pligt over for jer.” Da dejen var klar, spurgte kvinden, om Imam Ali (fvmh) kunne lægge noget brænde i ovnen. Efter han havde gjort det, og flammerne rejste sig, satte han sit ansigt nær

42

ilden og sagde: ”Smag ildens hede. Dette er straffen til de, der forsøm-mer deres pligter over for de forældreløse og enkerne.” Tilfældigvis kom en kvinde fra naboens hus ind. Da hun genkendte Imam Ali (fvmh), råbte hun på kvinden: ”Ve over dig, genkender du ikke denne mand, som hjælper dig? Han er De Troendes Leder!” Enken kom frem og sagde med en skamfuld attitude: ”Forbandelse og skam være over mig. Jeg beder om din undskyldning.” Imamen sagde: ”Nej, jeg beder om din undskyldning, for jeg forsømte min pligt over for jer.”67

Imam Alis (fvmh) adfærd over for sine gæsterEngang besøgte en far og hans søn Imam Ali (fvmh). Da de ankom, gav han dem en varm velkomst og sørgede for husly til dem. Imam Ali (fvmh) holdt dem med selskab og startede en venlig konversation. Herefter blev det tid til frokost, hvor de spiste sammen. Efter maden blev spist, kom Qambar, Imamens tjenestemand, og bragte en balje og en kande fyldt med vand med sig for at vaske gæsternes hænder. Imam Ali (fvmh) tog selv kanden og bad faderen om at strække sine hænder frem, så han kunne hælde vand over dem. ”Hvordan er det muligt, at min herre tjener mig? Det burde være omvendt,” sagde gæsten. Imam Ali (fvmh) svarede: ”Her er din bror i troen ivrig efter at tjene sin bror og opnå Allahs tilfredshed. Hvorfor vil du forhindre ham i dette?” Men gæsten tøvede. Så sagde Imam Ali (fvmh): “Som din herre beder jeg dig om at give mig æren af (at udføre) denne tjeneste.” Da gæsten indvilgede, sagde Imam Ali: ”Lad dine hænder blive vasket grundigt. Skynd dig ikke ved den tanke, at jeg vil blive lettet over at udføre denne opgave hurtigt.” Da det blev sønnens tur, bad Imam Ali (fvmh) sin egen søn Mohammad Ibn Hanafiyyah at holde kanden og vaske gæstens hænder. Herefter sagde han til mandens søn: ”Jeg vaskede din faders hænder. Min søn vaskede dine hænder. Hvis din far ikke havde været min gæst i dag, ville jeg også selv have vasket dine hænder, men Allah kan godt lide at se, at faderen får privilegium og prioriteres, når en far og en søn er til stede samme sted.”

Imam Alis (fvmh) uimodståelige tapperhedIslam er en fredsreligion og kan ikke lide drab, plyndring og blods-udgydelse. Hvis man dræber en anden uden nogen gyldig grund, har islam en streng straf at handle med. Dog hvis en fjende med normal intel

43

ligens og sund fornuft angriber muslimerne, vil selvforsvar, der er en form for jihad, blive nødvendig og uundværlig. Profetens (fvmh) samtlige krige, i hvilke Imam Ali (fvmh) deltog, var selvforsvarskrige. Imam Ali (fvmh) var sådan en tapper og trofast kriger, der aldrig blev frustreret, ked af det eller træt af kampene og slagene. Han frygtede ingen andre end Gud. Således plejede han at sige: “Ved Gud! Hvis jeg ser, at sandheden er på den ene side, og alle mennesker er på den anden side, vil jeg uden at bekymre mig eller lægge mærke til dem, der bebrejder mig, kæmpe mod dem helt alene på sandhedens side.”

Imam Alis (fvmh) ædle opførsel over for sine fjenderNår et menneske er i den normale og naturlige tilstand, er det bedre i stand til at kontrollere sig selv og være herre over sine egne handlinger. Således er det i stand til at holde sig fra at synde eller udføre dårlige handlinger. Dog når flammerne af vrede, raseri eller jalousi tændes, er det kun med besvær, at mennesket kan tænke grundigt og se situationen an ud fra Guds tilfredshed. Derfor bliver de fleste forbrydelser begået på de tidspunkter, hvor mennesket kommer ud over sin normale, naturlige sindstilstand.

Imam Ali (fvmh) havde selv arbejdet sig op og var en sublim person, og således var hans opførsel og adfærd forskellig fra andres. Under enhver tilstand holdt han sin opmærksomhed rettet og fokuseret mod Gud, og han tog afstand fra alt, der ikke havde Guds godkendelse, uanset om han var hjemme eller på slagmarken og både ved glædelige tidspunkter, og når han var vred. Det er bedre at betragte hans opførsel og adfærd ved at se på den måde, han handlede på over for sine fjender på slagmarken. I det føl-gende vil der nævnes nogle krigssituationer fra de forskellige slag, som Imam Ali (fvmh) deltog i.

Ved Khandaq-slaget havde Medinas folk (muslimerne) gravet en skyt-tegrav (khandaq) rundt omkring byen og havde fyldt den op med vand for at blokere fjendens vej. Amro ibn Abduwad, den kendte og tapre ara-biske kriger fra fjendens hær, udfordrede muslimerne til duel. Han bad Profeten sende ham en ligemand, der turde kæmpe mod ham. Tre gange

44

råbte Profeten op blandt muslimerne og lovede den, der tog denne ud-fordring op, paradiset, men hver gang var Imam Ali (fvmh) den eneste, der havde mod til at besvare Profetens kald. Tredje gang gav Profeten Imam Ali (fvmh) lov.

Imam Ali (fvmh) begav sig herefter mod slagmarken. Med et hjerte fyldt med tro sagde han til Amro: ”Oh Amro, pral ikke meget af din tapperhed og manddom. Den, der har styrke og energi til at kæmpe mod dig, står foran dig.” Amro så på ham og sagde: ”Det er bedre, at du går igen. Jeg kan ikke lide at dræbe dig, da jeg var venner med din far.” Imam Ali (fvmh) svarede: ”Ved Allah, jeg kan godt lide at dræbe dig.” Amro blev vred og steg af sin hest for at kæmpe mod Imam Ali (fvmh). De kæmpede mod hinanden, indtil det lykkedes Imam Ali (fvmh) med sit sværd at få Amro til at ligge ned på jorden med et slemt sår. Herefter satte Imam Ali (fvmh) sig på Amros bryst for at dræbe ham. Dog spyttede Amro på Imam Alis (fvmh) ansigt af vrede og raseri. I det samme fjernede Imam Ali (fvmh) sig fra hans bryst og begynde at gå lidt rundt på slagmarken. Snart efter kom han tilbage mod Amro igen. Amro spurgte ham: ”Hvad er meningen med, at du først giver mig et effektivt slag og derefter efterlader mig fri?” Imam Ali (fvmh) sagde: ”Oh Amro! Jeg bruger sværdet for Allahs skyld og ikke for min skyld. På det tidspunkt, hvor jeg så dig falde til jorden, og jeg satte mig på dit bryst, spyttede du på mit ansigt og gjorde mig vred. Havde jeg dræbt dig i den tilstand, ville jeg ikke have fået nogen belønning, fordi jeg var vred.68 Derfor rejste jeg mig op fra din bryst og begyndte at gå, så min vrede og mit voldsomme tem-perament blev kølet ned, således at jeg kan gøre mit arbejde udelukkende for Gud.” Herefter dræbte Imam Ali (fvmh) Amro oprigtigt for Guds sag.

Det er berettet, at den hellige Profet (fvmh) derefter sagde: ”Alis ene slag på Khandaq-dagen er bedre end hele min nations tilbedelse til Dommedagen.”69

Ydermere fortæller Imam Alis (fvmh) enestående handlinger ikke blot om hans oprigtighed i sin tro og hans loyalitet over for den hellige Profet (fvmh), men de viser også, hvilken ædel mand, Imam Ali (fvmh) var; en mand med tapperhed, ydmyghed og tilgivende ånd.

45

En anden personlighed, der ikke blot var en stærk fjende af islam, men også meget fjendtlig over for den hellige Profet (fvmh) og Imam Ali (fvmh), blev kaldt Talha ibn Abi Talha. Hans anstrengelser for at skade dem og deres mission er en historisk kendsgerning. I slaget ved Uhud var han overbringeren for Qurayshs hær. Imam Ali (fvmh) traf ham til en duel og gav ham et stærkt slag, så han vaklede og faldt. Herefter forlod Imam Ali (fvmh) ham og bevægede sig væk. Mange krigere blandt mus-limerne gik over til ham og rådede ham til at dræbe Talha, eftersom han var hans værste fjende. Imam Ali svarede: ”Fjende eller ikke fjende, han kan ikke forsvare sig selv nu, og jeg kan ikke dræbe en mand, der ikke er i stand til at forsvare sig. Hvis han overlever, er han velkommen til at leve så længe, som hans liv varer.”

Under Kamel-slaget kom Imam Alis (fvmh) slave Qambar med noget at drikke til Imamen og sagde: ”Min mester! Solen er meget varm, og du har kæmpet vedvarende. Tag et glas af denne kolde drik for at forfriske dig selv.” Han så sig omkring og svarede: ”Hvordan kan jeg forfriske mig selv, når hundreder af folk rundt om mig ligger sårede og er ved at dø af tørst og skader? I stedet for at bringe noget koldt at drikke til mig, så tag nogle få mænd med dig og giv enhver af disse sårede personer noget koldt at drikke.” Qambar svarede: ”Min mester! De er alle vores fjender!” Imam Ali (fvmh) sagde: “Det er de muligvis også, men de er mennesker. Gå og tag dig af dem.”

I slaget ved Siffin nåede Muawiyyah Eufrat-floden før Imam Alis hær og tog position af floden. Da Imam Ali (fvmh) nåede stedet, fik han at vide, at de ikke ville blive tilladt én dråbe vand fra floden. Imam Ali (fvmh) sendte en meddelelse til Muawiyyah og sagde, at denne handling var imod menneskelighedens normer og islams lære. Muawiyyahs svar var:”En krig er en krig, derfor kan man ikke acceptere menneskelig-hedens principper og islams doktriner. Mit eneste mål er at dræbe Ali og at demoralisere hans hær, og denne nægtelse af vand vil føre mig til disse resultater hurtigt og nemt.” Imam Ali (fvmh) beordrede sin søn Hussein at fortsætte kampen og tage floden tilbage. Kampen fandt sted, og floden blev erobret. Derefter var det Muawiyyahs tur til at bøn-falde om tilladelse til at hente vand fra floden. Hans sendebud ankom

46

til muslimernes hær, og Imam Ali (fvmh) tilbød dem at tage så meg-et vand, som de ville, og lige så ofte, de havde behov for det. Imamen fik herefter at vide af sine officerer, at disse var de samme folk, som havde afvist at give dem vand. Hvorfor skulle de så tillade dem fri brug af floden? Han svarede: ”De er mennesker, men alligevel har de handlet umenneskeligt. Nu kan jeg ikke følge deres eksempel og afvise mennesket mad og drikke, blot fordi vedkommende er min svorne fjende.”

I slaget ved Nahrawan kæmpede Imam Ali (fvmh) også som enhver an-den ordinær soldat. I løbet af dette slag udfordrede en mand ham til duel men tabte sit sværd under kampen. Han indså sin håbløse situation ved at stå foran Imamen uden noget våben i sin hånd. Imam Alis (fvmh) hånd var hævet til slag, men da han så modstanderen dirre af frygt, tog han sit sværd langsomt ned og sagde: ”Løb væk min ven, du er ikke i stand til at forsvare dig selv.” Denne attitude gjorde manden modig, og han sagde: ”Oh Ali! Hvorfor dræber du mig ikke? Det vil betyde en fjende mindre for dig.” Ali svarede: ”Jeg kan ikke dræbe en mand, der ikke kan forsvare sig selv. Du tiggede om dit liv, og det blev sparet.” Modstan-deren blev modigere og sagde: “Jeg har fået at vide, at du aldrig har afvist en tigger. Nu tigger jeg dig om dit sværd. Vil du skænke mig det?” Ali gav ham straks sit sværd. Modstanderen tog sværdet og sagde: “Nu Ali! Hvem vil så bevogte dig og beskytte dig fra mit dræbende slag?” Ali svarede: ”Selvfølgelig vil Allah forsvare mig, hvis Han vil det! Han har udnævnt min død til at være min bevogtende engel. Ingen kan skade mig, før tiden er inde, og ingen kan beskytte mig, når tiden kommer.” Imam Alis storsind og handling påvirkede fjenden, så han kyssede bidslet til-hørende Imam Alis (fvmh) hest og sagde: ”Oh mester! Du er sandelig en mægtig mand. Du er ikke kun i stand til at frelse din fjendes sjæl på en slagmark men endda give ham dit sværd. Må jeg få den ære at handle som din livvagt og kæmpe for dig?” Imam Ali svarede: ”Min ven! Kæmp for sandhed og retfærdighed og kæmp ikke for individer!”

Andre historierForuden sin ædle karakter og sit fredfyldte sind var Imam Ali (fvmh) også kendt for sin hjælpsomhed, når folk spurgte ham om diverse ting, de ikke kunne klare på egen hånd. Og selv hvis deres spørgsmål blev stillet

47

med det formål at udfordre hans evner og efterprøve hans formåen, svarede han sædvanligvis tilbage på en høflig måde. I det følgende vil der gives små eksempler herpå.

Viden om dyrEn dag blev Imam Ali (fvmh) spurgt af en jøde: ”Du har sagt, at du har kendskab til alt i hele verden. Fortæl mig derfor, hvilke dyr lægger æg, og hvilke dyr føder deres unger.” Imam Ali (fvmh) så smilende på ham og sagde: ”De dyr, hvis ører sidder på ydersiden af deres kroppe, føder deres unger, og de dyr, hvis ører sidder indvendigt, lægger æg.”

Imam Alis (fvmh) matematiske evner1. Fordeling af 17 kamelerEngang skrev en mand følgende testamente, da han var ved at dø: ”Jeg har 17 kameler, og jeg har tre sønner. Fordel mine kameler på en sådan måde, at min ældste søn får halvdelen af dem, den mellemste søn får en tredjedel af dem, og min yngste søn får en niendedel af dem.” Efter han døde, læste hans slægtninge dette testamente og blev meget for-virrede og prøvede at vejlede hinanden i, hvordan man kunne dele 17 kameler i overensstemmelse med hans testamente. Efter lang tids overvejelse besluttede de, at der kun var én mand i Arabien, som kunne hjælpe dem. Det var Imam Ali (fvmh). Således besøgte de Imam Ali (fvmh) og frem-lagde deres problem for ham.

Imam Ali (fvmh) sagde: ”Jeg skal nok fordele kamelerne i overensstem-melse med mandens testamente. Først vil jeg dog låne en af mine kameler ud til mængden af kamelerne, så de bliver atten i alt (17+1=18). Nu kan jeg fordele dem, som manden ønsker: Den ældste søn får halvdelen af atten, som er 9. Den mellemste søn får en tredjedel af atten, som er 6. Den yngste søn får en niendedel af atten, som er 2. Nu er det totale antal kameler sytten: (9+6+2=17)Og jeg vil så tage min kamel tilbage igen.”

2. De fem stykker brødZarr, søn af Hubaysh, beretter denne historie:

48

To rejsende satte sig sammen på vej mod deres bestemmelsessted for at spise frokost. Den ene havde 5 stykker brød, og den anden havde 3 stykker brød. En tredje rejsende kom fordi, og da han blev inviteret til at spise sammen med dem, satte han sig ned.

De rejsende brækkede hver af deres brødstykker i tre lige store dele. I alt fik de 24 dele og delte dem mellem sig, så de spiste 8 dele hver. Da den tredje rejsende ville videre efter at have spist, tog han 8 dirhams og gav dem til de to mænd, før han gik. Da de modtog pengene, begyndte de to rejsende at skændes om, hvordan de skulle dele pengene mellem sig. Den mand, som havde haft fem stykker brød, forlangte 5 dirhams, mens den mand, som havde haft tre stykker brød, forlangte mindst halvdelen, det vil sige 4 dirhams. Da de ikke kunne blive enige, forelagde de Imam Ali (fvmh) deres sag, som var kaliffen i Arabien på det tidspunkt. Imam Ali (fvmh) bad manden med de tre stykker brød om at acceptere de tre dirhams, for-di manden med de fem stykker brød havde været mere end retfærdig over for ham. Men dette afviste han stædigt. Så sagde Imam Ali (fvmh): ”Egentlig burde du kun få én dirham. I havde 24 dele i alt. Dine 3 brød-stykker blev delt i 9 dele, hvoraf du spiste 8 og gav et stykke til gæsten. Din ven havde fem brødstykker, som blev delt i 15 dele, hvoraf han spiste 8 og gav 7 til gæsten. Således fik gæsten kun et stykke af dine brød og 7 af din vens, og derfor burde du få en dirham og din ven syv dirhams.”

3. Et helt tal og ingen brøkEn dag kom en jøde til Imam Ali (fvmh) og sagde til ham: ”Imam Ali, giv mig et tal, som altid vil give et helt tal, når man dividerer det med et nummer fra 1 til 10.” Imam Ali (fvmh) svarede: ”Tag antallet af dage i et år og gang det med antallet af ugens dage i en uge, og du vil få dit svar.” Jøden blev meget overrasket over det hurtige svar, men han ville ikke tro på det. Da han ville tjekke efter, blev han endnu mere forbløffet, da han kom frem til dette resultat: Antallet af dage om året er 360 i den arabiske kalender, og antallet af ugens dage er 7. Produktet af disse to tal giver 2520. Prøv nu selv at tjekke efter ved at dividere 2520 med talene fra 1 til 10 for at se, om det i alle tilfælde giver et helt tal.

49

Kapitel 6Imam Ali – De Troendes LederEn oprigtig slave af Allah

Allah (swt) siger i Sin Hellige Bog om Profeten Abraham (fvmh): {Og da Abraham sagde: ”Min Herre, vis mig, hvorledes Du giver liv til de døde.” Han (Allah) sagde: Har du da ikke troet?” Han (Abraham) sagde: ”Jo, men for at mit hjerte bliver beroliget.”}70

Imens udtalte Imam Ali (fvmh): ”Hvis (Allahs) slør bliver fjernet fra mig, vil jeg ikke blive mere overbevist (om Hans eksistens) af det.”71

Han (fvmh) sagde også: ”Selv hvis verdens samtlige syv regioner og alt, hvad der er under himlen, bliver tilbudt mig, for at jeg skal være ulydig mod min Gud ved uretfærdigt at tage skallen af byg væk fra en myre, vil jeg ikke gøre det. I mine øjne er hele verden mindre værd end et blad, der bliver presset i munden på en græshoppe.”

Hvem er denne oprigtige slave af Allah? Hvem er denne helhjertede tro-ende, hvis tillid til Allahs eksistens er uden fortilfælde, og hvis gudfry-gtighed er uden grænser til en sådan grad, at hvis dét at tage skallen af byg væk fra en myre er ulydighed mod Allah, så vil han aldrig kunne finde på at gøre det, skønt han ville blive tilbudt verdens samtlige syv kontinenter og alt, hvad der er under himlen? Hvem er denne slave, som siger i sin bøn til Allah: ”Oh min Herre. Jeg har nok ære ved at være din slave; og jeg har nok stolthed over, at Du er min Gud. Du er, som jeg ønsker, (derfor) gør mig til det, Du ønsker.”72

I dette kapitel vil der kastes et blik på Imam Alis (fvmh) forhold til og viden om Allah (swt).

50

Imam Alis (fvmh) udtalelser om AllahEngang spurgte en af Imam Alis (fvmh) ledsagere ved navn Dheleb al-Yamanee ham om følgende: ”Har du set din Herre, oh De Troendes Leder?” Han svarede: ”Vil jeg da tilbede det, som jeg ikke ser?” Så Spurgte Dheleb: ”Hvordan ser du ham?” Herefter svarede han (fvmh): ”Ve dig, oh Dheleb! Øjnene ser Ham ikke ved direkte at overvære Ham, men hjerterne opfatter Ham gennem virkeligheden af den oprigtige tro. Han er kendt gennem de beviser, der peger på Ham. Han er be-skrevet ved det, der tilkendegiver Ham. Han kan ikke sammenlignes med menneskerne, og Han kan ikke opfattes af sanserne. Oh Dheleb! Min Herre er nær alle ting uden at berøre dem fysisk. Han er langt væk fra dem uden at være adskilt. Han taler men uden behov for refleksion. Han er manifesteret, men ikke fysisk. Han har gjort sig tydelig, men uden at tillade synet (nå Ham). Han er langt væk, men ikke gennem afstand. Han er nær men uden at opgive Sin højhed. Han vil (noget) men uden bestræbelse. Han skaber men ikke (ved hjælp af) lemmer. Han op-når (det, Han vil) uden bedrageri. Han er subtil men kan ikke beskrives som værende skjul. Han er stor men kan ikke beskrives som værende arrogant. Han er mægtig i sin mægtighed, men Han kan ikke tilskrives en anseelig størrelse. Han er majestætisk i Sin herlighed. Han kan ikke beskrives som kraftig. Han er althørende men uden at have høreorganet (øre). Han er altseende men uden at have synssansen. Han er barmhjer-tig men tilskrives ikke hjertets svaghed. Han fandtes før alle ting, derfor kan intet hævdes at have fundet sted før Ham. Og Han findes efter alle ting, derefter kan intet hævdes at finde sted efter Ham. Han findes i alle ting dog uden at være ind-blandet i dem eller være adskilt fra dem. Han eksisterer men uden be-hovet for eksistens. Han handler men uden tvang. Han beslutter Sig men uden behovet for bevægelse. Stederne indeholder Ham ikke, og Han er ikke betinget af tid. Attributter definerer Ham ikke. Behovet for at slumre påvirker Ham aldrig. Hans eksistens gik forud for tiden selv; Hans tilværelse gik forud for ikke-eksistens. Hans evighed gik forud for alle begyndelser. Han var Herre, før der fandtes noget at være Herre over; og Han var Gud, før der var noget at være Gud over.

51

Han var alvidende, før der var noget, der skulle vides; og althørende, før der var noget, der skulle høres. Ansigterne overgiver sig foran Hans storslåethed, hjerterne skælver af Hans frygt, og sjælene stræber des-perat efter at opnå Hans fulde tilfredshed…”73

Det er blevet berettet fra Imam Sadiq (fvmh), som sagde: ”Ras al-Jaloot fortalte andre jøder, at muslimer tror, Ali er den mest veltalende og intellektuelle af alle. (Han sagde): ”Følg mig, og jeg vil tage jer (med over) at besøge ham, så jeg kan stille ham visse spørgsmål, som vil vise, at han tager fejl!” De gik for at se De Troendes Leder, Ali (fvmh), og Jaloot sagde: ”Jeg vil gerne stille dig spørgsmål om en vis sag.” Imamen svarede: ”Spørg hvad end du lyster.” Så fortsatte Jaloot: ”Hvornår kom Gud til at eksistere?’ Imamen svarede: ”Oh jøde! Dette spørgsmål vil være i tilfælde af en, som aldrig har eksisteret før og derefter blev til. Vor Herre besidder en eksistens, der ingen grænser har. Hvordan kan noget have eksisteret før Ham, mens Han altid har præek-sisteret… Alle tings ende er i Hans magt, og efter alt er gået til grunde, vil Han således forblive…”74

Det er blevet berettet, at Imam Ali (fvmh) engang hørte en person sige: ”Jeg sværger ved den Ene, Som skjuler Sig på den anden side af skærmene…” til hvilket Imamen udbrød: ”Desværre! Den Almægtige Gud er for stor til at skjule sig bag noget, eller at noget skjuler sig for Ham. Ren er Han, Som ikke er begrænset til noget sted, og der er intet på jorden eller i himlene, som er skjult for Ham.”75

Da Imam Ali (fvmh) blev spurgt om Allahs tawheed og retfærdighed, svarede han: ”Tawheed er, at du ikke forestiller dig Ham; og retfærdighed er, at du ikke anklager Ham.”76

Engang blev Imam Ali stillet følgende spørgsmål om Allahs Almæg-tighed: ”Er din Skaber i stand til at sætte universet inde i et æg uden hverken at gøre universet mindre eller ægget større?” Imamen svarede: ”Der er intet, vor Skaber ikke kan gøre, men det, du spørger om, er ikke muligt praktisk set.”77

52

Imam Ali (fvmh) siger i sin beskrivelse og lovprisning af Allah: ”Prist være Allah, Hvis eksistens er bevist gennem Hans ska-belse… Sanserne kan ikke nå Ham, og dække kan ikke skjule Ham på grund af forskellen mellem Skaberen og det skabte, Begrænseren og det begrænsede, Forsørgeren og det forsørgede. Han er Én, men ikke den første i optælling; Han er Skaberen men ikke gennem aktivitet eller arbejde; Han er den althørende men ikke ved hjælp af fysiske organer; Han er den altseende men ikke ved at strække sine øjenlåg… Han er adskilt men ikke ved mål af afstand; Han er mani-fest men ikke sådan, at man kan se (Ham); og Han er skjult men ikke på grund af (kroppens) subtilitet. Han er adskilt fra ting, fordi Han over-vælder dem, mens ting er adskilt fra Ham, da de er underlagt Ham… Den, der beskriver Ham, begrænser Ham. Den, der begrænser Ham, nummererer Ham. Den, der nummererer Ham, nægter Hans evighed. Den, der siger ”hvordan”, søger en beskrivelse af Ham. Den, der siger ”hvor”, afgrænser Ham. Han er den alvidende, selv når der ikke er noget at vide. Han er forsørgeren, selvom hvis der intet findes, som kan forsørges. Han er den stærke, selvom hvis der ikke er noget, der kan overvældes.”78

Imam Alis (fvmh) tilbedelseMan skulle tilsyneladende tro, at der intet forhold er mellem tilbedelse og god moral, men i realiteten er der en meget dybtgående forbindelse. Ro-den til rettelse af moral er i virkeligheden selve tilbedelsen. En, der ikke udfører religionens forpligtelser, kan aldrig fuldkommengøre sin moral og omvendt. Den Almægtige Allah siger: {Forlæs det, som er blevet åbenbaret dig (oh Mohammad) af Bogen og oprethold bønnen (i dens rette form), thi bønnen holder visselig (mennesket) borte fra skændige tanker og åbenlyst ondt. Og Guds ihukommelse er visselig stærkere (end alle andre tanker)…}79

Alle ved intuitivt, at skændige tanker og forbudte gerninger er rød-derne til alt ondt. Når bønnen beskytter en fra disse, vil en persons mor-al uden tvivl blomstrer og hæves til et højere niveau. I ordet tilbedelse ligger betydningen”at skabe en forbindelse mellem sig selv og Allah,

53

den Almægtige”. Gennem tilbedelse opnår tilbederen Guddommelig Nåde. Hvad kan man nu sige om fuldkommenheden af en persons moral, der er modtageren af Guddommelig Nåde?

Imam Ali (fvmh) skelner mellem tre niveauer for tilbedelse: 1. At tilbede på grund af ens længsel efter belønning. Dette er forretningsmændenes tilbedelse. 2. At tilbede Allah på grund af frygt. Dette er slavernes tilbedelse. 3. At tilbede Allah på grund af hengivenhed og taknemmelighed. Dette er de fries tilbedelse samt det højeste niveau for tilbedelse.

Han plejede at sige i en af sine kendte bønner: ”Min Herre, jeg tilbeder Dig ikke på grund af frygt for Din ild; ej heller på grund af min lyst til Dit Paradis; men fordi jeg finder Dig værdig til tilbedelse, tilbeder jeg Dig.” Imam Alis (fvmh) tilbedelse udmærkes også ved hans fuldkomne fokus og koncentration under bønnen. Det fortælles, at i slaget ved Siffin havde et pilehoved gennemboret Imam Alis (fvmh) lår. Det var ikke muligt at trække pilen ud på grund af den uudholdelige smerte, den forårsagede. Da Imam Hassan (fvmh) blev konsulteret om dette problem, bad han folket om blot at vente, indtil hans far stod op til bøn, før de fjernede pilen. Således blev pilen fjernet, mens Imam Ali (fvmh) tilbad Allah (swt) og var helt ubevidst om den utålelige smerte. Når Imam Ali (fvmh) stillede sig op for at bede, ophørte verden med at eksistere for ham. Hele hans selv fordybede sig med Skaberen og hans forbindelse til Ham. Vi læser i den Ædle Koran80, hvordan nogle kvinder skar sig i hænderne uden at føle smerte, da Profeten Josef (fvmh) gik forbi dem. Hvis Profeten Josefs (fvmh) skønhed, der er en af den Almægtige Allahs skabelser, kan fjerne smerten, så tænk på Allahs egen skønhed. Kunne den ikke få Al-lahs oprigtige slaves smerter til at forsvinde?

Der er også berettet en anden hændelse, som viser Imam Alis (fvmh) oprigtighed i sin tilbedelse af Allah (swt). Engang blev to store raskekameler foræret til den hellige Profet (fvmh). Profeten (fvmh) spurgte

54

derefter sine ledsagere: ”Kan nogen blandt jer udføre en bøn på to rakaat81 med fuldkommen oprigtighed og med fuldstændig ydmyghed, under hvilken I ikke kommer i tanke om noget verdsligt? Til den, der kan gøre dette, vil jeg forære en af disse to kameler.” Ingen af ledsagerne sagde noget, og der forblev stilhed. Den hellige Profet (fvmh) gentog sin udfordring anden og tredje gang, men alligevel besvarede ingen af hans ledsagere hans anmodning, og de flyttede sig ikke fra deres pladser. Efter dette stod Imam Ali (fvmh) op og accepterede denne udfordring og sagde: ”Oh Allahs Sendebud! Jeg kan udføre en bøn på to rakaat, og i løbet af hele bønnen vil jeg ikke tænke på noget verdsligt, om Allah tillader det!” Den hellige Profet sagde: ”Oh Ali! Stå op og udfør din bøn, må Allah sende sine velsignelser over dig.”

Imam Ali (fvmh) begyndte herefter at bede sin bøn. Da han var ved at afslutte sin bøn, kom englen Gabriel (fvmh) ned til Profeten (fvmh) og hviskede til ham, at den Almægtige Allah befalede ham at give en af kamelerne til Ali. Den Hellige Profet (fvmh) sagde til Gabriel: ”Min bet-ingelse var, at man ikke måtte få tanker om denne flygtige verden i løbet af bønnen. Kun herefter ville jeg give en af kamelerne; men da Ali var i sin tashahud (nær slutningen af bønnen), begyndte han at tænke ved sig selv, hvilken kamel han skulle vælge.” Herefter sagde Gabriel (fvmh): ”Oh Allahs Sendebud! Sandelig tilkendegiver Allah Sine hilsner til dig, og Han siger, at Ali tænkte på, hvilken af de to kameler han skulle tage for at slagte den på Allahs måde og uddele kødet til de nødlidende og hjemløse for Allahs skyld. Således var hans tanker og intentioner om denne (materielle verden) for Allah og ikke af hensyn til sig selv eller sit eget gavn, ej heller var de om denne flygtige verden.” I det samme begyndte den hellige Profet (fvmh) at græde, og han gav begge kameler til Imam Ali (fvmh), som slagtede dem begge og uddelte deres kød til de nødlidende folk.

På denne måde var Imam Ali (fvmh) meget bevidst om at opfylde de fattiges behov, selv når det gjaldt det tidspunkt, hvor han var i sin ful-de koncentration i tilbedelsen af Allah (swt). Som det også er nævnt i den Hellige Koran om Imam Ali (fvmh), er det berettet af Abu Dharal-Ghaffari, der var en af Profetens og Imam Alis (fvmd) trofaste led-

55

sagere, at han en dag var i moskeen for at bede fællesbøn med den hel-lige Profet (fvmh), da en tigger pludselig kom og bad om almisse. Ingen besvarede hans indtrængende bøn. Tiggeren løftede sine hænder op mod himlen og sagde: ”Oh Allah! Vær vidne til, at jeg kom til din Profets moske, og ingen gav mig noget.” På dette tidspunkt bøjede Imam Ali (fvmh) sig i bøn (ruku’), mens han gjorde tegn til tiggeren for at trække dennes opmærksomhed til sin finger, hvorpå han havde en ring. Tiggeren kom hen til Imamen og tog omgående ringen af hans finger, hvorefter han forlod stedet. Med andre ord ventede Imam Ali (fvmh) således ikke med at hjælpe, til han blev færdig med sin bøn. Han var så opmærksom på at hjælpe de nødlidende, at stadig mens han tilbad Allah (swt), fortalte han med sin håndbevægelse tiggeren, at han skulle tage hans ring ud, sælge den samt bruge pengene på det, der opfyldte hans behov.

Profeten Mohammad (fvmh) hævede herefter sine hænder op mod him-len for at læse en bøn for Imam Ali (fvmh), men han havde endnu ikke færdiggjort sin bøn, da englen Gabriel (fvmh) åbenbarede det følgende vers: {Jeres wali (leder) er alene Allah, Hans Sendebud og de troende: de, som holder bøn og betaler almisse, mens de bøjer sig (i bøn).}82

Imam Alis (fvmh) duaaFor at vedligeholde forbindelsen til den Almægtige Allah er det påbudt alle muslimer at bede de fem obligatoriske bønner hver dag. Dog er disse obligatoriske bønner ikke nok for den troende, som arbejder på at hæve sin sjæl for at opnå en større spiritualitet. Herudover skal man jævnligt recitere og lytte til Allahs Hellige Ord, den Ædle Koran, og de såkaldte duaa eller munajat, som er fremsagte bønner, der bliver oplæst uden nød-vendigvis at være knyttet til bestemte bevægelser.

Vi har af Profeten og hans familie (fvmd) fået berettet mange af disse duaa, hvor især Imam Alis barnebarn, Imam al-Sajjad, er kendt for sine enestående duaa og munajat, der er blevet samlet i forskellige bøger, såsom Sahefatul Sajjadia. Han fik også tilnavnet Zaynul-Abedeen, der

56

kan oversættes til ”Den gode tilbeder”. Mange af Imam Alis (fvmh) duaa er også blevet videreberettet og nedskrevet. Heraf er Duaa Kumayl (berettet af ledsageren Kumayl), duaa Mashlool (den lammes duaa), duaa Sabah (morgenduaa) m.m. blandt de mest kendte, der reciteres i løbet af ugen. Hans mange duaa er blevet samlet til en bog kaldt ”Sahifatul Alawiya”.

Disse duaa styrker ikke blot ens forbindelse til Allah, den Almægtige, men de er også fyldt med visdom og viden. De lærer os de islamiske love, teologi, sociologi, politik, moral, sædvaner m.m. De viser os for eksempel, hvad god moral er, og hvad dårlig moral er. Desuden bliver samtalen til Allah (swt) skrevet således, at man virkelig føler en tæt nær-hed til Allah, og man kan virkelig mærke, at Han er til stede hos en og lytter til ens bønner uden den mindste tvivl. Rejsen i en hel ny og spirituel verden beskrives, hvor det gøres klart, at det ikke er belønningen, man er ude efter, eller straffen, man vil flygte fra; det er ens kærlighed og læng-sel, der driver en. I det ene øjeblik overvældes man af frygten for Allahs vrede og straf, men derefter bliver man sikret Allahs Barmhjertighed og Hengivenhed, der i det Hinsidige er bestemt til hans oprigtige slavere.

Duaa KumaylKumayl ibn Ziyad var én af Imam Alis (fvmh) fortrolige ledsagere. Al-lama Majlesi83 (ra)84 beretter, at Kumayl var med til en forsamling i Basras moske, hvor Imam Ali (fvmh) holdt en tale. Imam Ali (fvmh) sagde: ”Enhver, som holder sig vågen i oprigtighed denne nat85 og reciterer Profeten Khidhers duaa, vil utvivlsomt få besvaret sine bøn-ner.” Da forsamlingen spredte sig, gik Kumayl til det hus, hvor Imam Ali (fvmh) opholdt sig, og bad ham om at lære ham Profeten Khidhers duaa. Imamen bad ham tage plads, notere og fæstne i sin hukommelse den duaa, som han ville diktere for ham. Derefter anbefalede han Kumayl at recitere denne duaa hver torsdag aften (natten til fredag), én gang om måneden eller i det mindste én gang om året, og han tilføjede: ”Må Allah beskytte dig fra fjendernes ondskab og bedragernes planer. Oh Kumayl! Taget dit venskab og forståelse i betragtning skænker jeg dig den hæder at betro dig denne duaa.”

57

Duaa’en lyder således:

I Allahs Den Nådiges Den Barmhjertiges navn

Oh Allah, velsign Mohammad og hans efterkommere. Oh Allah, jeg bøn-falder Dig ved Din nåde, som omfatter alle ting, og ved Din magt, med hvilken Du besejrede alle ting og lod alle ting underkaste sig, og ydmyg ved det blev alle ting, og ved Din gevaldighed, med hvilken Du over-vandt alle ting, og ved Din majestæt, som intet kan stå imod, oh ved Din storslåethed, som tog overhånd over alle ting, og ved Din autoritet, som er ophøjet over alle ting, og ved Dit ansigt, der vil vedblive efter alle tings forsvinden, og ved Dine Navne, som tilkendegiver Din magt over alle ting, og ved Din viden, der gennemtrænger alle ting, og ved lyset af Dit ansigt, som belyser alle ting. Oh Du, der er lyset. Oh Du, der er den helligste. Oh Du, der eksisterede førend den første. Oh Du, der vil eksistere efter den sidste.

Oh Allah, tilgiv mig de synder, som krænker afholdenheden. Oh Allah, tilgiv mig de synder, der nedbringer ulykkerne. Oh Allah, tilgiv mig de synder, der ændrer de guddommelige favører (til disfavører). Oh Allah, tilgiv mig de synder, som hindrer bønnerne. Oh Allah, tilgiv mig de synder, som tilbageholder håbet. Oh Allah, tilgiv mig de synder, der nedkalder lidelserne. Oh Allah, tilgiv mig enhver synd, som jeg har begået, og enhver fejltagelse, som jeg har bedrevet.

Oh Allah, jeg stræber imod Dig igennem Din anråbelse, og jeg beder Dig om at gå i forbøn på min vegne, og jeg bønfalder Dig ved Din gavmild-hed at nærme mig Dig og at bevilge mig at være Dig taknemmelig og at inspirere mig til at ihukomme Dig.

Oh Allah, jeg bønfalder Dig underdanigt, ydmygt og fyldt med ærefrygt at behandle mig med mildhed og medlidenhed og at gøre mig fornøjet og tilfreds med det, Du har tildelt mig, og at lade mig være beskeden og fordringsløs i alle forhold. Oh Allah, jeg bønfalder Dig som én, der passerer gennem ekstrem nød, som har brug for Dig for at få sine behov opfyldt, og som har ophøjede håb om, hvad Du besidder.

58

Oh Allah, mægtig er Dit kongerige, og ophøjet er Din værdighed, og hemmelig er Din plan, Din autoritet er åbenbar, Din magt er sejrende, og Din styrke er fremherskende overalt, og det er ikke muligt at flygte fra Dit herredømme.

Oh Allah, jeg kan ikke finde én, der benåder mine synder, skjuler mine modbydelige handlinger eller ændrer mine onde gerninger til dyder udover Dig. Der er ingen andre Gud end Dig, æret og prist være Du, jeg har fået min egen sjæl til at lide, og jeg har haft dristigheden (til at synde) ved min uvidenhed og stolede på min svundne erindring om Dig og Dit ynde over for mig.

Oh Allah, Min Herre, hvor mange af mine modbydelige gerninger har Du dog ikke skjult (fra offentlig stirren), hvor mange af mine bitre plager har Du dog ikke forarmet i hårdhed, og hvor meget af min snublen har Du ikke værnet om, og hvor mange af mine afskyelige gerninger har Du ikke afværget, og hvor mange af mine ufortjenstfulde priser har Du ikke spredt i omløb.

Oh Allah, mine prøvelser og lidelser er tiltaget, og min ondsindethed er forværret, mine gode gerninger er aftaget, og mit åg (af dårlige gerninger) er blevet fast, og afsides håb holder mig tilbage fra at drage fordel (af gode handlinger), og verdenen har bedraget mig med dens fristelser, og mit eget jeg er blevet affekteret af forræderi og opsættelse.

Derfor, min Herre, anråber jeg Dig ved Din herlighed ikke at lade mine synder og mine ugerninger lukke mine bønner ude fra at nå Dit rige og ikke at bringe mig i unåde ved at afsløre det (skjulte), som Du har kend-skab til, ej heller at fremskynde min gengældelse for de fejl og ugerninger begået af mig i hemmelighed, og som er følge af en ond karakter (jeg besidder), uvidenhed, umådeholden vellyst og min forsømmelighed.

Oh Allah, jeg bønfalder Dig ved Din Storhed at have medlidenhed med mig i alle tilfælde og være velvillig over for mig i alle anliggender, min Gud, min Herre, har jeg andre end Dig, som jeg kan søge for at få fjernet mine onder, og som forstår mine problemer?

59

Min Gud, Du dekreterede en lov for mig, men i stedet adlød jeg mine egne lave lyster, og jeg vågede ikke over mig selv imod min fjendes fristelser. Han lod mig narre med forfængelige håb, hvorved jeg kom på afveje, og skæbnen hjalp ham i dette hensyn. Således overtrådte jeg nogle af de grænser, Du satte for mig, og jeg var ulydig mod nogle af Dine bud.

Du har derfor en (retfærdig) sag imod mig i alle disse anliggender, og jeg har ingen påskud imod den dom, du vil afsige imod mig, jeg er derfor blevet (forsvarligt) forpligtet til Din dom og Dine plager.

Men nu henvender jeg mig til Dig, min Herre, efter at være blevet skyldig i forsømmelse og overtrædelse imod min sjæl, undskyldende, angrende, sønderknust, bønfalder indtrængende om tilgivelse og eftergivelse, bekender (min skyld), da jeg ikke kan finde en udvej fra det, som jeg har gjort, og ikke har en tilflugt, som jeg kan vende mig til, undtagen at søge Din accept for min undskyldning og spørge dig om at give mig adgang til det område, hvor Din rummelige nåde vil hvile over mig.

Oh Allah, godtag min undskyldning og hav medlidenhed med mine intense lidelser og frigiv mig fra mine tunge lænker (af onde gerninger). Min Herre, vær barmhjertig ved min krops svaghed, min huds sarthed og mine knoglers skrøbelighed.

Oh Du, der var grundlæggeren til min skabelse og (harmonerede mig) mit særpræg og (sikrede) min opvækst og velfærd (og sørgede for) min næring, (jeg bønfalder Dig) at gengive Din gunst og Dine velsignelser over mig, som Du gjorde i starten af mit liv.

Oh min Gud, min Herre, min Hersker. Vil Du mon se mig straffet i din ild til trods for min tro på Din enhed? Og til trods for den kendsgerning, at mit hjerte har været fyldt med (ren) viden om Dig og når min tunge gen-tagne gange har lovprist Dig, og (når) min samvittighed har erkendt Dig sin kærlighed og til trods for mine oprigtige tilståelser (om mine synder) og min ydmyge bønfaldelse, underdanigt gjort til Din guddommelighed?

Nej, Du er langt mere velvillig og generøs end at tilintetgøre én,

60

som Du selv har forsynet og understøttet, eller at fordrive (fra Dig selv) én, som Du har værnet om, eller at forskrække én, Du selv har givet ly, eller at forlade i lidelse én, Du har ernæret og været barmhjertig imod.

Gid jeg havde vidst, oh min Herre, min Gud og min Hersker. Vil du da lade ilden brænde ansigter, som underdanigt bøjede sig i fornedrelse for Din storhed, eller tunger, der oprigtigt befæstede Din enhed og altid havde udtrykket taknemmelighed til Dig, eller hjerter, der havde vedkendt sig Din guddommelighed med overbevisning, eller sind, der akkumulerede så megen viden om Dig, til de underkastede sig Dig, eller lemmer, der stræbte mod de steder, hvor du bliver tilbedt, for at tilbede Dig villigt og for at søge Din forladelse ydmygt?

Den slags (skånselsløshed) er ikke forventet af Dig, da det er fjernt fra Din nåde, oh Du, der er generøs. Oh Herre, Du er vidende om min svaghed over for at bære bare en af de mindre af denne verdens lidelser, dens følge og modgang, af de lidelser, der rammer beboerne af denne jord, skønt sådanne lidelser er momentane, kortvarige og forbigående.

Hvordan kan jeg så bære gengældelsen og straffen fra det hinsides, som er umådelige og intensive lidelser af langvarige tidsrum og af bestandig varighed, og som aldrig bliver lettet for dem, der gør sig fortjent til det, da det vil være resultatet af Din vrede og Din straf, som hverken himlene eller jorden kan modstå og bære? Min Herre, hvordan kan jeg, (der er) en svag, ubetydelig, ydmyg, fattig og nødlidende skabning (af Dine), være i stand til at bære dem?

Oh min Gud, min Herre, min Konge og Hersker, over hvilke af disse anliggender skal jeg beklage mig til Dig, og over hvilken af dem skal jeg jamre og græde? For lidelserne og smerterne af straffen og deres heftighed eller for længden af lidelserne og deres varighed?

Derfor (min Herre), hvis Du vil henvise mig til (Helvedets) straffe i selsk-ab med Dine fjender og fælde mig med dem, der fortjente Din afstraf-felse og skelne mellem mig og Dine venner og dem, der vil være nær Dig, derpå min Gud, min Herre og Hersker, skønt jeg tålmodigt bar Din

61

afstraffelse, hvordan vil jeg kunne bære at blive holdt væk fra Dig?

Og selvom jeg tålmodigt måtte udholde branden af Din ild, hvordan kan jeg udholde nægtelsen af Din medlidenhed og skånsel? Hvordan kan jeg forblive i ilden, når mit håb er Din tilgivelse?

Oh min Herre, jeg sværger med sandhed ved Din ære, hvis Du vil lade mig beholde min taleevne (i Helvedet), så vil jeg blandt dets beboere råbe jamrende op som råbet på dem, der har tro på Din venlighed og medlidenhed, og jeg vil begræde Dit (afsavn) med jammer som de, der er berøvet (deres kæreste), og jeg vil blive ved med at kalde: ”Hvor er Du, oh Ven af de troende, oh (Du, der er) det sidste håb og udvej for de, der anerkender Dig og tror på Din venlighed og medlidenhed, oh Du, der hjælper dem, der søger Din hjælp, og oh Du, der er Herren over universet.”

Min Herre, æret og prist er Du, ville Du (ønske) at blive set (ignorerende) stemmen af en muslimsk slave, indespærret i (Helvedet) for hans uly-dighed og fængslet i dets fordybninger for hans synder og ugerninger, som jamrer til Dig som én, der tror på Din nåde, og kalder på Dig med sproget af dem, der tror på Din Enhed og søger at nærme sig Dig ved hjælp af guddommelighed?

Min herre, hvordan kan han så forblive i pinsler, når han forhåbnings-fuldt stoler på Din tidligere overbærenhed, medlidenhed og nåde?

Og hvordan kan ilden plage ham, når han håber på Din nåde og barm-hjertighed, og hvordan kan dens brølende flammer forkulle ham, når Du hører hans stemme og ser hans tilstand? Og hvordan kan han modstå dens brølende flammer, når du kender hans skrøbelighed?

Og hvordan kan Helvedets vogtere true ham, når han kalder på dig: ”Min Herre,” og hvordan vil Du forlade ham deri, når han har tillid til, at Din nåde vil sætte ham fri? Ak, dette er ikke, hvad vi tror om Dig, ej heller har Din velvilje sådan et omdømme, ej heller ligner det, hvad Du har tildelt dem, der troede på Din Enhed af venlighed og gavmildhed.

62

Jeg drager en sikker slutning, at hvis Du ikke havde dømt afstraffelse for dem, som ikke tror på Dig og ikke havde bestemt, at Dine fjender skal forblive i Helvedet, (så) ville du have gjort Helvedet koldt og fredfyldt, og der ville aldrig have været bopæl eller plads til nogen som helst i det; men helliggjort er Dine navne, Du har svoret at fylde det med de vantro blandt jinnerne og menneskerne i forening og at anbringe deri de arrogante for evigt.

Men Du, ophøjet være Din pris, sagde tydeligt med Din ædelmodighed og velvilje, at en troende ikke er som en vantro, og de forenes ej heller.

Min Herre og min Hersker, jeg bønfalder Dig derfor ved den evne, som Du har fastsat, og ved det dekret, som Du har afgjort og forordnet, og hvorved Du har fået overhånd over dem, Du har påtvunget det, at skænke mig i denne nat og i denne time tilgivelsen for alle de overtrædelser, som jeg har begået, for alle de synder, jeg har begået, for alle de modbydelige handlinger, som jeg har holdt hemmeligt og for alle de uvidenheder, som jeg har begået, i smug eller åbenlyst, i hemmeligholdelse eller udadtil, og for alle de onde gerninger (af mine), som Du har beordret de to ædle skribenter86 at stadfæste, og som Du har udnævnt til at optegne alle mine handlinger og til at være vidner over mig sammen med mine lemmer, imens at Du var observatøren over mig foruden dem og var vidne til de handlinger, som de ikke så, og som Du ved Din nåde holdt i skjul og igennem Din venlighed tilslørede. Og jeg beder Dig om at gøre min andel rigelig af alle de goder, som Du skænker; og af alle de fordele, som Du bevilger; og af alle de dyder, som Du tillod at blive kendt (af folk); og af alle de forsyninger, som Du udbreder; og af alle synder, som Du tilgiver og af alle de fejl, som Du dækker over, oh Herre, oh Herre, oh Herre.

Oh min Gud, min Herre, min Konge og Herskeren over min frihed, oh Du, der kontrollerer min skæbne og Du, som er vidende om mine lidelser og fattigdom, oh Du, der kender min armod og sult, oh Herre, oh Herre, oh Herre. Jeg bønfalder Dig ved Din pragt og Din hæder, ved Dine i højeste grad ophøjede attributter og ved Dine navne at lade mig udnytte min tid, dag og nat, i din ihukommelse ved at engagere mig i at tjene Din (sag) og at lade mine gerninger være acceptable for Dig i en grad,

63

der gør, at alle mine handlinger og ofringer bliver forvandlet til én vedvarende og uafbrudt anstrengelse, og at mit liv må tage form af uforandret og bestandig tjeneste for Dig.

Oh min Hersker, oh Du, som jeg stoler på, oh Du, som jeg udtrykker mine piner til. Oh Herre, oh Herre, oh Herre. Styrk mine lemmer i Din tjeneste og støt mine hænders styrke for at udholde Din tjeneste og skænk mig iver i at frygte Dig og bestandigt at tjene Dig, så at jeg må føre mig selv hen imod Dig i markerne sammen med fortropperne, som er i de forreste rangklasser og at være hurtig hen imod Dig blandt dem, som skynder sig imod Dig, og beder Dig indstændigt om at være nær Dig som Dem, der oprigtigt drog imod Dig, og at frygte Dig som frygten af disse, der er overbeviste om Dig, og at slutte mig til menigheden af de troende, som er samlet nær Dig (og beskyttet af Dig).

Oh Allah, enhver som tilsigter ondskab imod mig, lad ondskab ramme ham og skuf den, der lægger planer imod mig, og tilskriv mig en plads i Din nærværelse sammen med de bedste af Dine slaver og den nærmeste bopæl til Dig, for sandelig kan denne position kan ikke opnås undtagen igennem Din nåde, og behandl mig velvilligt, og igennem Din storhed skænk mig Din rundhåndethed, og igennem Din nåde værn om mig og lad min tunge betone Din erindring og mit hjerte være fyldt med Din kærlighed og vær gavmild over mig ved Din fornemme og elegante besvarelse og lad mine ugerninger forekomme færre og tilgiv mig mine forseelser.

Du har sandelig beordret Dine slaver at tilbede dig og påbudt dem at bønfalde Dig og har forsikret dem (om Din) besvarelse.

Således, min Herre, ser jeg indtrængende imod Dig, og imod Dig, min Herre, har jeg derfor strakt mine hænder, ved Din hæder, besvar mig mine bønner og lad mig opnå mine ønsker og ved Din gavmildhed, skuf ikke mine planer og beskyt mig fra mine fjenders ondskab, dem blandt jinnerne og menneskene, oh Du, der hurtigt bliver tilfreds, tilgiv den, der ikke ejer andet end bønnen til Dig, oh Du, hvis navn er en hel-bredelse (for alle sygdomme), og hvis ihukommelse er en sikker kur for alle

64

lidelser, og (oh Du, hvis) lydighed tilfredsstiller én; vær barmhjertig over den, hvis eneste kapital er håb, og hvis eneste armering er jammer, oh Du, der fuldkommengør alle gavmildheder, og som afholder alle ulykker.

Oh Lyskilden, der oplyser dem, der er i forvirring, oh (Du) Alvidende, der ved uden (anskaffelse af) viden. Velsign Mohammad og Mohammads efterkommere og gør ved mig, hvad der sømmer sig for Dig, og må Allahs velsignelser være over Hans Apostel og de Retmæssige Imamer af hans (Profetens) afkom og må overflod af Hans fred være over dem.87

De Troendes Leders (fvmh) munajat i Kufas MoskeOh Allah! Skænk Dine velsignelser over Mohammad og Mohammads afkom og forhast deres tilbagekomst. I Allahs navn, den Nådige, den Barmhjertige.

Oh Allah, jeg bønfalder Dig om Din beskyttelse mod {den dag, hvor rigdom og børn ikke vil være til (nogen som helst) nytte, men kun de, som bringer Allah et sundt hjerte (vil blive frelst).}88

Og jeg bønfalder Dig om Din beskyttelse mod {… den dag, når en uret-færdig vil bide sig i fingrene og sige: åh, gid jeg var slået ind på vejen sammen med Sendebuddet.}89

Og jeg bønfalder Dig om Din beskyttelse mod den dag, når {synderne skal kendes på deres mærker, og de skal gribes i deres pandelokker og fødder.}90

Og jeg bønfalder Dig om Din beskyttelse mod {den dag, når en far ikke kan yde retfærdiggørelse for sin søn, og en søn ej heller kan træde i sin faders sted.}91

Og jeg bønfalder Dig om Din beskyttelse mod {den dag, hvor de uretfær-diges undskyldninger ikke vil gavne dem, hvor forbandelsen vil ramme dem, og den onde bolig vil blive deres.}92 Og jeg bønfalder Dig om Din beskyttelse mod {den dag, hvor ingen sjæl

65

formår noget fra en anden, og på den dag tilkommer det Allah alene at befale.}93

Og jeg bønfalder Dig om Din beskyttelse mod {den dag, hvor en mand flygter fra sin bror og sin mor og sin far, og sin ægtefælle og sine sønner. På den dag vil enhver have nok at gøre med sig selv til at være ligegyldig (med andre).}94

Og jeg bønfalder Dig om Din beskyttelse mod den dag, når {de vil se hinanden(s tilstand). Synderen ville ønske, han kunne løskøbe sig fra denne dags straf med sine egne børn og sin hustru og sin bror og sin slægt, som gav ham husly; og alle, der er på jorden, hvis blot han kunne redde sig (på denne måde). Nej visselig. Det er en flamme af ild, som drager huden fuldstændig af.}95

Oh min Herre, oh min Herre! Du er Mesteren, og jeg er slaven; og hvem andre end Mesteren kan være barmhjertig mod slaven?

Oh min Herre, oh min Herre! Du er Ejeren, og jeg er den ejede; og hvem andre end Ejeren kan være barmhjertig mod den ejede?

Oh min Herre, oh min Herre! Du er den Mægtige, og jeg er den ydmyge; og hvem andre end den Mægtige kan være barmhjertig mod den ydmyge?

Oh min Herre, oh min Herre! Du er Skaberen, og jeg er det skabte; og hvem andre end Skaberen kan være barmhjertig mod den skabte?

Oh min Herre, oh min Herre! Du er den Prægtige, og jeg er den elen-dige; og hvem andre end den Prægtige kan være barmhjertig mod den elendige?

Oh min Herre, oh min Herre! Du er den Stærke, og jeg er den svage; og hvem andre end den Stærke kan være barmhjertig mod den svage?

Oh min Herre, oh min Herre! Du er den Rige, og jeg er den fattige; og

66

hvem andre end den Rige kan være barmhjertig mod den fattige?

Oh min Herre, oh min Herre! Du er den, der skænker os, og jeg er den nødlidende; og hvem andre end Ernæren kan være barmhjertig mod den nødlidende?

Oh min Herre, oh min Herre! Du er den Levende, og jeg er den døde; og hvem andre end den Levende kan være barmhjertig mod den døde?

Oh min Herre, oh min Herre! Du er den Evige, og jeg er den døende; og hvem andre end den Evige kan være barmhjertig mod den døende?

Oh min Herre, oh min Herre! Du er den Vedvarende, og jeg er den midlertidige; og hvem andre end den Vedvarende kan være barmhjertig mod den midlertidige?

Oh min Herre, oh min Herre! Du er Forsørgeren, og jeg er den for-sørgede; og hvem andre end Forsørgeren kan være barmhjertig mod den forsørgede?

Oh min Herre, oh min Herre! Du er den Gavmilde, og jeg er den nærige; og hvem andre end den Gavmilde kan være barmhjertig mod den Nærige?

Oh min Herre, oh min Herre! Du er den Frie, og jeg er den plagede; og hvem andre end den Frie kan være barmhjertig mod den plagede?

Oh min Herre, oh min Herre! Du er den Storslåede, og jeg er den ubetydelige; og hvem andre end den Storslåede kan være barmhjertig mod den ubetydelige?

Oh min Herre, oh min Herre! Du er Vejlederen, og jeg er den vildfarende; og hvem andre end Vejlederen kan være barmhjertig mod den vildfarende?

Oh min Herre, oh min Herre! Du er den Nådige, og jeg er den, der vises nådighed; og hvem andre end den Nådige kan være barmhjertig

67

mod den, der vises nådighed?

Oh min Herre, oh min Herre! Du er Myndigheden, og jeg er den, der bliver testet; og hvem andre end Myndigheden kan være barmhjertig mod den, der bliver testet?

Oh min Herre, oh min Herre! Du er Rådgiveren, og jeg er den forvirrede; og hvem andre end Rådgiveren kan være barmhjertig mod den forvirrede?

Oh min Herre, oh min Herre! Du er den Tilgivende, og jeg er synderen; og hvem andre end den Tilgivende kan være barmhjertig mod synderen?

Oh min Herre, oh min Herre! Du er Sejrherren, og jeg er den besejrede; og hvem andre end Sejrherren kan være barmhjertig mod den besejrede?

Oh min Herre, oh min Herre! Du er Gud (Rabb), og jeg er den, der har en Gud; og hvem andre end selveste Gud kan være barmhjertig mod den, der har en Gud?

Oh min Herre, oh min Herre! Du er den Overlegne, og jeg er den under-danige; og hvem andre end den Overlegne kan være barmhjertig mod den underdanige? (...) Oh min Herre, oh min Herre! Hav barmhjertighed over mig ved din venlighed; og vær tilfreds med mig ved Din generøsitet og Din ædel-modighed og Din nåde. Oh Du Gavmilde og Nådige. Oh Du Almægtige og Velgører. Ved din barmhjertighed, Oh Du mest Venlige.

Oh Allah! Skænk Dine velsignelser over Mohammad og Mohammads afkom, og forhast tilbagekomsten (af Imam Mahdi).

68

Kapitel 7Imam Ali – De Troendes Leder

Hans udtalelser

Taha Hussein, den kendte ægyptiske skribent, siger: ”Jeg har ikke hørt noget mægtigere end hans tale!”, idet han refererer til Nahjul-Balaghah, som er en samling af Imam Alis (fvmh) taler, breve og visdomsord.

Ligeledes vil man i indledningen til Sharh Nahjul-Balaghah af den store historiker Ibn Abi al-Haded Mutazali kunne læse, hvordan denne lærd indrømmer og priser Imam Alis (fvmh) fortjenester inden for alle viden-skabens grene. Han siger: ”Hvad kan jeg sige om en mand, til hvem alle fortjenester er tilskrevet, og som er et perfekt forbillede for enhver na-tion, og med hvem enhver ønsker at blive identificeret? Efter hans bort-gang havde enhver, der opnåede en fremtrædende plads, fået gavn af ham, fordi de fulgte ham i hans fodspor.”

Yderligere siger han: ”Se på veltalenheden, og hvordan ordene er plac-eret. Han manipulerer dem på sådan en måde for både at give dem den ydre skønhed af veltalenhed og for at have vældig indflydelse på læser-en.”

Sheikh al-Kulayni siger i sin bog al-Kafi: ”Hvis hele menneskeheden og jinn samledes for at beskrive konceptet af (Guds) enhed på samme måde, som Imam Ali (fvmh) beskriver det, vil det sandelig ikke lykkes dem.”

Imam Ali (fvmh) havde hverken uddannet sig på en skole eller fået un-dervisning af nogle specielt uddannede lærere. Han voksede dog op i selve profetskabets hus, hvor han blev belyst af Allah, den Almægtiges, guddommelige velsignelser og opdraget af den hellige Profet. I det føl-gende vil der blive citeret nogle få udvalgte udtalelser af ham, som ikke svarer til mere end blot nogle få dråber fra store oceaner af viden.

I skildringen af verden”Eksemplet af verden er en slange, som er blød at røre udvendig,

69

men indvendig har den dødelig gift. Den uvidende vil blive charmeret af den, men den vise og fornuftige person vil undgå den.”

”Lev med din krop for denne verden, og arbejd med din tro for den næste.”

”… Sandelig er denne verden sandhedshuset for dem, der ser dybt og forsigtigt i den; et opholdssted for fred og hvile for dem, der forstår dens veje og humørtilstande; og det er det bedste arbejdssted for dem, der gerne vil skaffe belønninger til det hinsidige liv. Det er et sted at tilegne sig viden og visdom for dem, der gerne vil tilegne sig dette; et sted til tilbedelse for Guds venner og for engle. Det er et sted, hvor profeterne modtager åbenbaringer fra deres Herre. Det er et sted for dydige mennesker og helgener til at gøre gode ger-ninger og til at blive tildelt belønninger for dem; kun i denne verden kan de handle med Guds tjenester og velsignelser; og kun mens de lever her, kan de drive byttehandel af deres gode gerninger med Hans velsignelser og belønninger…”

”… Dens [verdens] udseende er tiltrækkende, og dens indre er ødelæggende. Det er et bedrag, en forsvindende illusion og en bøjet søjle. Når dens foragtere begynder at kunne lide den, og de, der ikke er bekendt med den, føler sig tilfredse med den, vil den hæve sig og lægge sine ben ned (med fryd), fange dem i sin fælde, gøre dem til målet for sine pile og lægge rebet til døden rundt om deres halse, tage dem til de smalle grave og frygtelige pladser for at vise dem deres opholdssted og godtgørelsen af deres handlinger. Dette fortsætter fra generation til generation…”

”… Sandelig har denne verden vendt ryggen til og erklæret sin bortrejse, mens den (næste) verden har vist sig frem og bekendtgjort sin fremkomst. I dag er forberedelsesdagen, mens i morgen er kapløbsdagen. Stedet at løbe mod er Paradiset, mens Helvedet er undergangsstedet. Er der ingen, der angrer, før sin død? Eller er der ingen, der udfører dydige handlinger før prøvedagen? Vogt jer! Sandelig er I i håbenes dage, bag hvilke døden står. Enhver, der handler i løbet af håbenes dage før dødens fremkomst, vil have gavn af sine handlinger, og hans død vil ikke skade ham. Men for den, det

70

mislykkes at handle i løbet af håbenes periode før dødens fremkomst, vil handlingerne være et tab, og hans død vil være til skade for ham. Vogt jer! Og handl i løbet af en attraktionsperiode, som I vil handle i løbet af en frygtperiode. Vogt jer! Sandelig har jeg ikke set en begærer af Paradiset sovende, ej heller en ængstelig fra Helvedet sovende. Vogt jer! Den, som sandheden ikke gavner, skal lide skaden af det forkerte; og den, som vejledningen ikke holder fast, vil føres af vildfarelse bort mod ødelæggelse…”

Mennesket”I mennesket er der et stykke kød, som er fastgjort til det. Det er hjertet. Det har visdom og ting modsat visdom. Hvis det ser en stråle af håb, vil ivrighed ydmyge det; og når ivrighed øges, vil begærlighed ødelægge det. Hvis skuffelse overvælder det, vil sorg dræbe det. Hvis vrede opre-jses i det, vil et alvorligt raseri udvikles. Hvis det er velsignet med glæde, glemmer det at være forsigtigt. Hvis det bliver ængsteligt, bliver det lige-glad. Hvis fred fylder det, bliver det forsømmeligt. Hvis det opnår rigdom, vil letheden(s frihed) føre det på det forkerte spor. Hvis vanskeligheder overgår det, vil utålmodighed gøre det ydmygt. Hvis det oplever sult, vil nød overvælde det. Hvis det spiser meget, vil vægten af maven give det smerter. Således er enhver (form for) mangel skadeligt for det, og enhver (form for) overflod fordærvende for det.”

”Folket ligner mere menneskerne fra deres tid, end (de ligner mennes-kerne) fra deres fædres tid.”

”Tving ikke jeres børn til at handle som jer, for sandelig er de skabt i en tid, der er forskellig fra jeres.”

”Mennesket er fjendtligt over for det, som det ikke forstår.”

”Hvis du skælder et barn ud, giv det dernæst noget plads til at vende sig bort fra sin forkerte handling, så du (på denne måde) ikke lader stædighed være dets eneste udvej.”

”Værdien af et menneske er i overensstemmelse med dets mod;

71

dets sandfærdighed er i overensstemmelse med dets humørbalance; dets tapperhed er i overensstemmelse med dets selvrespekt; og dets kyskhed er i overensstemmelse med dets skamfølelse.”

”Hvor er det fornuftsstridigt at have en syg sjæl og en pæn krop.”

”Folket sover, når de er levende; de vågner kun, efter de er døde.”

”Ved overvældende vanskeligheder bliver et menneskes storhed af-sløret.”

”Et menneske uden sind er ikke et menneske; og et sind uden religion er værre end et dyrs instinkt, mere skadeligt og mere farligt. Hengivenhed uden forståelse vil ikke bringe Guds velsignelser; det er nytteløst.”

”Jeg undrer mig over det stolte menneske, som kun var en dråbe sæd den ene dag og vil blive til et lig i morgen. Jeg undrer mig over mennesket, der betvivler Allahs eksistens, selvom det ser Hans skabelser. Jeg undrer mig over ham, der har glemt døden, selvom han ser folk dø. Jeg undrer mig over ham, der benægter det andet liv, selvom han har set det første liv. Jeg undrer mig over ham, som bebor dette midlertidige opholdssted men ignorerer det evige opholdssted.”

Tilbedelse og ulydighed over for Allah”Det mindste, Allah kræver af jer, er, at I ikke benytter Hans velsignelser til at være ulydige imod Ham.”

”Vogt dig fra at være ulydig mod Allah, når du er alene; for sandelig er Den, der ser dig, også Den, der dømmer dig.”

”Bønner (duaa) er nøglen til guddommelig nåde.”

”Enhver udtalelse, hvor Gud ikke er nævnt, er en forfængelighed. Enhver stilhed, hvori der ikke er nogen tanker om Ham, er ligegyldighed. Enhver refleksion, hvori Han ikke tages til overvejelse, er et tidsfordriv.”

72

”Vær barmhjertige imod de svage blandt jer, thi det at vise barmhjer-tighed mod dem er midlerne, med hvilke Allah vil vise jer Nåde.”

”Fald ikke i fortvivlelse over forkerte handlinger, når tilgivelsens dør i tilbagevendelse til Ham altid er åben.”

”At ræsonnere én time (om Allahs skabelse) er bedre end at tilbede 70 år.”

Islam og tro”Jeg vil definere islam for jer på en måde, som ingen andre turde gøre før mig. Islam betyder lydighed over for Gud; lydighed over for Gud betyder at have oprigtig tro på Ham; sådan en tro betyder at være overbevist om Hans magt; en overbevisning om Hans magt betyder at erkende og ac-ceptere Hans Majestæt; at acceptere Hans Majestæt betyder at opfylde forpligtelserne givet af Ham; og opfyldelsen af forpligtelser betyder han-dlinger.”

”Prist være Allah, Som har grundlagt Islam og gjort det nemt for dem, der omfavner den, og har givet styrke til dens søjler mod enhver, der prøver at overmande den. Så vil Allah gøre den (en kilde til) fred for dem, der holder fast ved den; sikkerhed for dem, der omfavner den; bevis for dem, der taler om den; vidne for dem, der kæmper med dens hjælp; lys for dem, der søger lys fra den; forståelse for dem, der tilvejebringer den…”

God moral og manerer”Antænd jeres hjerter med høflig opførsel, som I antænder et bål med brændsel.”

”Storsind af natur består af ti egenskaber: gavmildhed, beskedenhed, oprigtighed, tillid, ydmyghed, selvagtelse, mod, overbærenhed, tål-modighed og taknemmelighed.”

”Den, der gør godt, er bedre end godheden selv; og den, der gør ondt, er værre end ondskaben selv.”

73

”Associer dig med folk med sådan (gode) manerer, at de vil græde efter dig, når du dør, og længes efter dig, når du er levende.”

”Hvis du kan klare dig uden en ting, forlad den så, og tag kun det, som du behøver.”

”Had det hos dig, som du hader hos andre.”

”Nobilitet handler om godt intellekt og god opførsel, ikke om slægt eller nedstamning”

”Ethvert menneskes værdi ligger i det gode, som vedkommende udøver.”

”Tolerance er gravpladsen for mangler.”

”Forråd aldrig en, der stoler på dig; selvom vedkommende forråder dig.”

”At gøre en god gerning er et spørgsmål om valg, men at se den igennem er en forpligtelse.”

”Et selvrespekterende menneske begår aldrig utroskab.”

”Hvis en person har en god opfattelse af dig, lad dennes opfattelse blive til virkelighed.”

”At elske hinanden er halvdelen af visdom.”

”At tie stille, når man har noget klogt og brugbart at sige, er lige så dår-ligt som at dele tåbelige og ufornuftige tanker.”

”Hvis du gerne vil fjerne ondskab fra andres sind, skal du i første omgang selv opgive onde intentioner.”

”Succes opnås ved beslutsomhed; og beslutsomhed rettes af dømme-

74

kraften; og dømmekraften sikres ved at værne om hemmelighederne.”

”Øjnenes blindhed er bedre end sindets blindhed.”

”Et menneske kan blive værdsat gennem sin tale.”

”Luk aldrig en dør, som du ikke er i stand til at åbne igen.”

”Tale er som medicin; en lille dosis vil helbrede, og overflod vil dræbe.”

”Lad gode gerninger være dine ledsagere og lyster være dine fjender.”

”Den, der bringer historier til dig (om andre), bringer sandelig også tale om dig (til andre).”

”At bifalde eller bidrage til en gruppes eller et partis handlinger er som selv at have udført gerningen. Et menneske, der deltager i syndige gerninger, gør sig selv ansvarligt for dobbelt straf; den ene for selv at udføre gerningen og den anden for at bifalde eller tilslutte sig den.”

”Elsk jeres venner til en vis grad; for der vil muligvis komme en dag, hvor vilkårene vil ændre sig, og selvsamme person vil blive din fjende. Og had en fjende til en vis grad; for der vil muligvis komme en dag, hvor vilkårene vil ændre sig, og selvsamme person vil blive din ven.”

”Oh folk! Det, som jeg frygter mest for jer, er to ting – at handle i over-ensstemmelse med lyster og have udstrakte håb. Hvad angår at handle i overensstemmelse med lyster, vil (dette) forhindre en fra sandheden; og hvad angår at have udstrakte håb, vil (dette) lade en glemme den næste verden. I burde vide, at denne verden bevæger sig hurtigt, og intet forbliver tilbage af den foruden de sidste partikler ligesom den sidste dråbe i et kar, der tømmes af nogen. Vogt jer! Den næste verden nærmer sig, og ingen af dem har sønner (det vil sige tilhængere). I burde blive sønner af den næste verden og ikke sønner af denne verden, fordi på Domme-dagen vil enhver søn hænge fast ved sin mor. I dag er handlingernes

75

dag, og der er ingen beregning, mens i morgen er beregningsdagen, men der vil ikke være nogen (mulighed for) handling.”

Intellekt og viden”Intellektet er bedre end lyster, for intellektet gør dig til konge over din skæbne, og lyster gør dig til slave af din skæbne.”

”Hold selskab med folk, der har intellekt, uanset om de er dine fjender eller dine venner, for sandelig er ét intellekt anerkendt af et andet intellekt.”

”Se ikke på den, der taler, men på det, der siges.”

”Der er ikke en sygdom, der er mere ødelæggende end mangel på intellekt”

”Den mest uvidende af de uvidende er den, som snubler over samme sten to gange.”

”Den, der har viden, men ikke handler (i overensstemmelse dermed), er som en bueskytte uden en streng til sin bue.”

”Viden er bedre end velstand, thi viden vejleder dig, men du skal vejlede velstanden; velstanden formindskes, når du bruger den, mens viden forøges, når du bruger den. Resultaterne af velstanden dør, idet velstanden forfalder, mens mennesket med viden opnår lydighed i sin levetid og et godt navn efter sin død. Viden er en hersker, mens velstand bliver hersket over.”

”Der er ingen mægtigere velstand end visdom; ingen mægtigere fattig-dom end uvidenhed; ingen mægtigere arv end kultur; ingen mægtigere ven og hjælper end konsultation.”

”Enhver, der ønsker at blive en anfører og en vejleder, skal uddanne sig selv, før (han) kan uddanne andre. Før han belærer andre om moral, skal han forbedre sin egen moral og karakter. Den, der uddanner sig selv

76

og forbedrer sin egen moral og karakter, er den person overlegen, der prøver at belære og træne andre.”

Forberedelse til Dommedagen”Og husk, I skal gå over stien (al-Sirat), hvor skridtene vakler, fødderne snubler, og der er frygtelige farer ved hvert skridt. Oh Allahs skabelser (mennesker). Frygt Allah, som en vis mand vil frygte Ham. (En vis mand), hvis tanker (om næste verden) har ledet hans tanker om andre ting bort; hans frygt (for Allah) har forårsaget hans krop besvær og smerte; hans optagethed i natbønnen har gjort selv hans korte søvn til opvågnen; håb (om evig godtgørelse) bevarer ham tørstig om dagen; afholdenhed har dæmpet hans lyster; og (versene til) ihukommelse af Allah lader hans tunge være i konstant bevægelse. Han tager imod frygt før farer. Han undgår ujævne veje til fordel for de jævne. Han følger de korteste ruter til at sikre sit mål. Ønsketænkning forvrider sig ikke i hans tanker, og uk-larheder forblinder ikke hans øjne. Han nyder dyb søvn i korte perioder og tilbringer dagen glad ved (at se frem til) gode nyheder og fornøjelser (om evige belønninger).” “At nævne efterlivet er lærdom og helbredelse og at nævne dette liv er sygdom og lidelse.”

“Når mennesket dør, vil folk sige: Hvad har det efterladt? Medens eng-lene vil sige: Hvad har det udrettet? “

77

Kapitel 8Imam Ali – De Troendes Leder

Hans omtale i den Hellige Koran

Den Hellige Koran er den Almægtige Allahs åbenbarede ord til Sin sidste og mægtigste Profet Mohammad (fvmh). Det er en kilde til alle de guddommelige love, som har givet menneskeheden et perfekt system at leve efter. Enhver muslim er indforstået med, at man er forpligtet til at adlyde Koranens instrukser i sit daglige liv og er henvist til dem som vejledning.

Talrige koranvers henviser også til Ahlul-Bayts (fvmh) høje status og instruerer og opfordrer muslimerne til at holde fast ved deres sti. Disse vers kan groft blive klassificeret på følgende vis: • Der er eksempler på direkte henvisninger med direkte tilnavne som for eksempel ordet ”Ahlul-Bayt” i renselsesverset (ayat al-Tathir), i slægtsverset (ayat al-Qurba) eller kærlighedsverset (ayat al-Mawada). Andre gange laver versene indirekte henvisninger, som den Hellige Profet (fvmh) senere har fået forklaret betydningen af til sine ledsagere. • Koranen indeholder også vers om forskellige hændelser og begivenheder, der relaterer til Ahlul-Bayt (fvmd). I mange tilfælde fokuserer disse på Ahlul-Bayts (fvmd) fortjenester og dyder samt giver svar på lederskabsspørgsmålet af det muslimske samfund. Enten referer versene til alle fra Ahlul-Bayt (fvmd) som i verset om gudsdommen (mubahala) eller det ottende vers i al-Dahr kapitlet, eller også bliver der refereret til Ahlul-Bayts (fvmd) medlemmer individuelt som i Wilayah-verset96, der henviser til Imam Ali (fvmh).

I det følgende vil der kastes lys over nogle få af de mange vers, der omtaler den høje status og rang, som Profetens hellige familie (fvmd) var velsignet med af den Almægtige.

1) Renselsesverset (ayat al-Tathir) {Allah ønsker kun at afholde al urenhed fra jer, I Ahlul-Bayt, og rense jer fuldstændigt.}97

78

Alle shiamuslimske lærde er enige om, at ordet “Ahlul-Bayt” eller Profetens “husstandsfolk” i dette vers nedkom om disse fem personer: Profeten (som er en selvfølge), Profetens datter, Fatima al-Zahraa, hendes ægtemand, Ali, og deres to børn, Hassan og Hussein, men den indbefatter også de andre Imamer98, som blev født på et senere tidspunkt, fred være med dem alle.

Den kendte koranfortolker, al-Suyuti, citerer al-Tabaris beretning fra Omm Salamah, Profetens hustru, i sin berømte fortolkning, Dhor al-Manthur, at Profeten en dag bad sin elskede datter om at kalde på sin ægtemand og deres to børn, Hassan og Hussein (fvmd). Da de kom, dækkede Profeten (fvmh) dem med en kappe fra Fadak og strøg sin hånd over dem og sagde: ”Oh Allah! Disse er Mohammads familie derfor skænk Mohammads familie dine velsignelser og barmhjertighed, som Du skænkede Abrahams familie. Du er den Prisværdige, den Herlige.” Omm Salamah siger, at hun løftede kappen for at slutte sig sammen med dem, men Profeten (fvmh) tog den ud af hendes hånd og sagde: ”Du er (også) på det rette spor.”99

En anden beretning fra Omm Salamah fortæller, at Profeten engang lå på en madras i hendes hus og var tildækket med en kåbe fra Khaybar, da hans elskede datter Fatima (fvmh) trådte ind med en ret (i hånden) kaldt al-Khazira. Profeten bad hende om at kalde på sin ægtemand og hendes to sønner, Hassan og Hussein, fred være med dem alle. Således kaldte hun på dem, og idet de alle sad sammen for at spise, åbenbarede Allah (swt) følgende vers for Profeten. {Allah ønsker kun at afholde al urenhed fra jer, I Ahlul-Bayt, og rense jer fuldstændigt.}100 Efter dette dækkede Profeten dem alle med sin kappe og løftede sine hænder mod himmelen og sagde: ”Oh Allah! Dette er min familie og de nærmeste blandt mine slægtninge, hold urenheder fra dem og rens dem fuldstændigt.” Omm Salamah fortæller, at Profeten gentog dette tre gange, og efter hun stak sit hoved under kappen og spurgte, om hun var blandt dem, sagde han to gange med en afvisende håndbevægelse: ”Du er også blandt de ret-skafne.”101

Alle de beretninger, som nævner de fem medlemmer fra Ahlul-Bayt

79

(fvmd) og erklærer udelukkelsen af den hellige Profets (fvmh) hustruer fra Ahlul-Bayt, blev enten fortalt af Aisha eller Omm Salamah. I de ad-skillige beretninger er det blevet formuleret på forskellige måder, hvordan Profetens hustruer er udelukket, men de giver stadig samme betydning.

Andre eksempler herpå er følgende:

”… Jeg gik hen til dem og sagde: ”Er jeg et medlem af jer, Ahlul-Bayt?” Allahs Sendebud sagde: ”Træd tilbage.”102

… ”Og mig?” Men, ved Allah, han (Allahs Sendebud) var ikke enig og sagde: “Du vil have en god ende (altså du vil dø som en god person).”103

…”Er jeg en del af Ahlul-Bayt?” Allahs Sendebud sagde: ”Du er (fra) min familie, og disse er mit Ahlul-Bayt.”104

…”Tæl mig med dem.” Allahs Sendebud sagde: ”Du er et medlem af min familie.”105

… ”Er jeg et medlem af Ahlul-Bayt?” Allahs Sendebud sagde: ”Du er et medlem af min familie.”106

… “Er jeg et medlem af Ahlul-Bayt?“ Allahs Sendebud sagde: ”Du er i din position, og du er god.“107

… ”Er jeg et medlem af Ahlul-Bayt?” Allahs Sendebud sagde: ”Du vil sammen med dine naboer få en god afslutning.”108

… ”Er jeg et medlem af Ahlul-Bayt?” Allahs Sendebud sagde: ” Du vil få en god afslutning, du er en profets hustru.”109

Samme handling med tæppet blev opført adskillige gange af den hellige Profet (fvmh) for på denne måde at bekræfte og gøre det klart for alle, hvem det er, Allah (swt) hentyder til i den Hellige Koran.

80

Ibn al-Abbas beretter ligeledes: ”I løbet af ni måneder var jeg vidne til, at hver dag ved bønti-den, fem gange om dagen, gik Allahs Sendebud til Ali, søn af Abi Talibs, dør, hvor han sagde: ”Assalamu aleikum wa Rahmatullah wa Barakat-tuh (Fred, velsignelser og barmhjertighed være over jer) oh Ahlul-Bayt. Allah ønsker kun at afholde al urenhed fra jer, I Ahlul-Bayt, og rense jer fuldstændigt! Salaat (bøn)! Må Allah være barmhjertig ved jer.”110

Dette er den måde, den Hellige Koran omtaler Ahlul-Bayt (fvmd) og åbenbarer deres ufejlbarlige personligheder, som er fjerne fra al form for urenhed, ulydighed, synder og mangler. Koranen lægger vægt på deres ædle status og høje positioner for at tilskynde den muslimske nation til at følge dem og søge al form for hjælp hos dem efter Profetens (fvmh) bortgang, især når det gælder informationer og vejledning angående gud-dommelige love og beslutninger.

Talrige vers fra den Hellige Koran beviser disse kendsgerninger og efter-lader således ingen tvivl om det, der angår Ahlul-Bayts (fvmd) bemyn-digede ret til lederskabet efter Allahs Sendebud (fvmh). Profetens dagli-ge vane, når han stoppede ved sin datter Fatimas hus og henvendte sig til dem ved at sige: “Ahlul-Bayt,” betyder, at han praktisk forklarede ren-selsesverset fra Koranen til muslimerne. Profeten prøvede at få den mus-limske nations opmærksomhed rettet mod betydningen af Ahlul-Bayt, så de fulgte, elskede og adlød dem.

Hvis vi ser på, hvordan verset rent grammatisk er skrevet på arabisk {…Innama yuridullahu leyudh-heba ’ankumu ur-rejsa Ahlal-Bayte wa yutdaherrakum tatd-hera}, er det allerede gjort klart for de arabisktal-ende, at der er blevet brugt hankønsbøjning ved ordene ”‘ankum” og ”yutdaherakum”, som betyder ”jer” og ”rense jer”. De henviser således kun til Profeten, Fatima, Ali, Hassan og Hussein, hvor de fleste af dem er mænd. Hvis Allah (swt) talte til Profetens hustruer, skulle Koranen, der er et mesterværk i det arabiske sprog, have brugt hunkønsbøjning, ligesom den gør i første del af verset (som ikke er taget med i ovenstående citat). Det vil sige, der skulle have stået ”‘ankunna” og ”yutdaherakunna”, fordi kvinderne vil være flertallet.

81

2) Kærlighedsverset (ayat al-Mawada) {Sig: Jeg beder jer ikke om nogen løn for det foruden kærlighed til mine nære slægtninge ...}111

Både koranfortolkere og historikere fremhæver, at da Profeten (fvmh) forklarede dette vers, sagde han, at ordet “nære slægtninge” her referer til hans Ahlul-Bayt. For eksempel siger den kendte lærd Fakhruddin Razi i sin fortolkningsbog al-Tafsir al-Kabir: ”… Det er berettet, at afgudsdyrkerne samledes i et møde og sagde til hinanden: ”Vil Mohammad bede om belønning for det, han prædiker?” Herefter åbenbarede Allah dette vers for Profeten som et svar. {Sig: Jeg beder jer ikke om nogen løn derfor, men om kærlighed til mine nære slægtninge. Og dem, der handler godt, vil vi give dem mere godt i tilgift.}”112

Al-Zamakhshari tilføjer: ”Det er også berettet, at Allahs Sendebud blev spurgt om føl-gende efter åbenbaringen af verset: ”Hvem er dine nære slægtninge, som vi skal elske?” Han svarede: Ali, Fatima og deres to sønner (Hassan og Hussein).”113

Fakhruddin Razi siger i sin “al-Tafsir al-Kabir” efter at have citeret al-Zamakhsharis nævnte beretning: ”Mohammads slægt er de, hvis opførsel er fuldstændig sammen-flettet med hans egen (Profetens)… og uden tvivl er ingen andre mere nær Profeten end Fatima, Ali, Hassan og Hussein. Det er en velkendt kendsgerning hos alle kæder af beretninger, at disse er hans slægt.”

Muhibuddin Tabari citerer Ibn Abbas i sin bog “Dhakhairul Uqba fi Manaqib Dhawi al-Qurba”, som siger: ”Efter åbenbaringen af kærlighedsverset spurgte folk Pro-feten om, hvem det var fra hans slægtninge, man var beordret at elske. Profeten svarede: Ali, Fatima, Hassan og Hussein.”114

Det er berettet af Ibn Abbas:

82

”Da Allahs ord blev åbenbaret: {Sig: Jeg beder jer ikke om nogen løn derfor, men om kærlighed til mine nære slægtninge ...} blev Allahs Sendebud spurgt, hvem det var af hans slægtninge, som det blev obliga-torisk for muslimerne at have kærlighed til? Profeten svarede: ”Ali, Fa-tima og deres to sønner (Hassan og Hussein).”115

Den Hellige Profet (fvmh) har eftertrykkeligt udtrykt sin kærlighed til sine Ahlul-Bayt (fvmd) og understreget deres høje position hos Allah (swt). Der er ingen tvivl om, at hans eneste overlevende barn, Fatima, blev intensivt elsket af sin far. Profetens (fvmh) kendte ord er et vidneud-sagn til denne kendsgerning, når han sagde: ”Fatima er en del af mig; det angrer mig, som angrer hende, og det fryder mig, som fryder hende.”116

”… Og hun er en del af mig, og hun er mit hjerte og min sjæl, som er mellem mine sider. Derfor har enhver, som irriterer hende, irriteret mig; og enhver, som irriterer mig, har sandelig irriteret Allah.”117

Profeten (fvmh) har ikke kun befalet muslimerne at elske sin Ahlul-Bayt (fvmd) efter Allahs ordre, men han har ligeledes opfordret muslimerne at følge og adlyde dem efter sin bortgang. Således bliver det en pligt for alle, der påstår at være en del af Profetens nation, at efterleve Profetens beretninger med hensyn til hans Ahlul-Bayt. Dette er en klar befaling fra Allah (swt) i den Hellige Koran: {Sig (Oh Mohammad til din nation): Hvis I elsker Allah, så følg mig. Allah vil elske jer…}118

{… og følg ham (Profeten), for at I må være retledede.}119

{… Lad da dem, der går imod hans (Profetens) befaling, tage sig i agt.}120

{I har visselig et smukt eksempel i Allahs Udsending...}121

Allah (swt) lod Profeten (fvmh) selv med sin egen mund udtrykke tydeligt, at han ikke forlangte nogen belønning eller penge af folk for at sprede det

83

guddommelige budskab foruden kærligheden til hans nærmeste slægt-ninge. På denne måde ville Allah (swt) gøre det klart for muslimerne, at loyalitet mod Ahlul-Bayt (fvmd) og accept af deres lederskab er den eneste måde at opnå fremgang og udvikling på i denne verden samt frelse i den næste verden. Samtidig giver Koranen os en smuk påmindelse om, at vi skal være taknemmelige over Profetens opgave, som belyste os med islams budskab. Med andre ord betyder det, at vi vil blive anset som utaknemmelige stakler, der ikke fortjener at blive kaldt muslimer, hvis vi ikke hengiver os til Ahlul-Bayts (fvmd) sti.

3) Verset om gudsdommen (mubahala) {Og den, der strides med dig herom, efter erkendelsen er kommet til dig, (til sådanne) skal du sige: Kom, lad os tilkalde vore sønner og jeres sønner, og vore kvinder og jeres kvinder, og os selv122 og jeres selv, og så bede hengivent og nedkalde Allahs forbandelse over løgnerne.}123

Dette vers omtaler en betydningsfuld begivenhed, som er berettet af mange historikere og koranfortolkere. Det er en begivenhed, som åbenbarede for muslimerne, hvor nær og kær Profetens efterkommere er hos Allah, den Eksalterede. Denne begivenhed, som klart markerer Ahlul-Bayts (fvmh) tydelige status, er kendt i den muslimske histories arkiver som mubahala, der betyder ”at bønfalde Allah om at nedsende sin forbandelse over løgnerne”. Historikere og koranfortolkere har berettet denne begivenhed således:

En delegation124 med 60 kristne fra Najran kom til islams Profet (fvmh) for at argumentere for legitimeringen af deres tro. Den hellige Profet (fvmh) fremsatte modargumenter til dem, som viste, at Jesus (fvmh), søn af Maria (fvmh), var et menneske og en profet, og at det var blasfemi at anse ham for at være Guds søn, da Allah (swt) er hævet over alle menneske-lige karakterer. De spurgte ham så, hvem faderen til Jesus var, siden han ikke skulle være Guds søn. De troede, at siden Jesus var blevet født uden en far, ville den hellige Profet hjælpeløst acceptere

84

Jesu far som værende Gud selv. Som svar på dette spørgsmål, blev dette vers åbenbaret: {Sandelig, med Jesus er det hos Allah ligesom med Adam. Han skabte ham af støv, og så sagde Han til ham: Bliv til, og han blev til.}125

Efter Profeten fuldkomment og overbevisende havde givet dem argu-menterne, og de stadig insisterede på deres falske tro på Profeten Jesu (fvmh) guddommelighed, åbenbarede Allah (swt) dette mubahala-vers. Det var en udfordring til muslimerne og de kristne om, at de skulle bede og bønfalde Allah (swt) om at lade forbandelsen overvælde den gruppe, som insisterede på deres usandhed.126

Tidligt næste morgen, den 24. i måneden thul-hijjah i den muslimske månekalender, mødte den hellige Profet (fvmh) i overensstemmelse med Allahs beordring op på aftalte mødested for mubahala. Profeten bar Hussein i sine arme og holdt Hassan i hans ene hånd som beordret i Koranen {… Kom, lad os tilkalde vore sønner …}. Han blev efterfulgt af sin elskede datter Fatima {… vore kvinder …}, og efter hende gik Imam Ali {os selv}, som bar islams fane.127 Da de så, at Profeten blev ledsaget af sin nærmeste familie og blev overbeviste om, at Mohammad var sandfærdig, for ellers ville han ikke have turdet tage de kæreste af sine slægtninge med, undgik de kristne mubahala-konfrontationen og accept-erede at betale jizya (en form for skat) i stedet.

Al-Zamakhshari siger i sin bog al-Kashshaf: ”(Da dette vers blev åbenbaret) bad Profeten de kristne om at lave en mubahala og anråbe Allah om at nedsende sin forbandelse over løgnerne. De kristne holdt en diskurs mellem sig den nat, hvor deres leder, Abdul Massih, (startede med) at fremføre sine synspunkter: ”Ved Gud! Oh kristne, I ved, at Mohammad er en Profet sendt af Gud, der har bragt jer det sidste budskab fra jeres Herre. Ved Gud, ingen nation turde nogensinde at udfordre en profet til mubahala, uden at sorg overgik dem. Det er ikke kun nationen selv, der vil omkomme, men deres sønner vil også blive påvirket af forbandelsen.” Ved at sige, at det er bedre at indgå et kompromis med Profeten end at udfordre hans sandhed og (derefter)

85

gå under, tilrådede Abdul Massih hans tilhængere at stoppe fjendtlighed og bevare deres religion ved at underkaste sig Profetens betingelser. (Han fortsatte):”Derfor, hvis I insisterer (på en konfrontation), vil vi alle være fortabte. Men hvis I gerne vil bevare jeres tro, skal I afvise (at have et opgør) og forblive, som I er. Derfor skab fred med manden (Profeten) og vend tilbage til jeres land.”

Al-Zamakhshari fortsætter: ”Den næste dag kom Profeten hen til det udnævnte sted, mens han bar Hussein i sine arme, holdt Hassan i hans ene hånd og blev efter-fulgt af sin datter Fatima med Ali gående bag hende. Man hørte (ham) sige (til sin Ahlul-Bayt): ”Når jeg anråber Allah, skal I sige ’Amen’.” Paven fra Najran sagde til de kristne, da han så Profeten og hans Ahlul-Bayt: ”Oh kristne. Jeg ser nogle ansigter, som hvis Allah ønsker det (for deres skyld), vil Han flytte bjergerne fra deres pladser. Accepter ikke deres udfordring til mubahala, for hvis I gør det, vil alle omkomme, og ingen kristne vil forblive på jorden til Opstandelses-dagen.” De kristne tog rådet til sig og sagde til Profeten: ”Oh Abul Qasim (Profeten Mohammads epitet). Vi har besluttet os ikke at holde mubahala med dig. Du beholder din religion, og vi behold-er vores.” Profeten sagde til dem: ”Hvis I afviser at holde (muba-hala), så underkast jer (dvs. accepter islam), og I vil modtage, hvad muslimer modtager, samt (skal) give (af skat), hvad muslimer giver.” Ved at sige, at de ikke havde noget ønske om at bekrige araberne, foreslog de kristne at lave en fredstraktat og undlade at forlade deres religion tvun-gent. Til gengæld gik de med til at betale muslimerne en årlig skat ...”

Profeten (fvmh) accepterede forslaget og bemærkede: ”Ved den Ene, i Hvis hånd min sjæl hviler. Døden lurede (san-delig) over folket fra Najran (hvis de blot havde turdet acceptere ud-fordringen til mubahala). De ville være blevet omdannet til aber og svin, og dalen ville være blevet sat i flammer. Allah ville have ødelagt Najran med dets folk, (og Han ville) ikke engang have skånet fuglene i trætop-pene, og før udgangen af året ville alle kristne have været døde.”128

Al-Zamakhshari lægger vægt på Ahlul-Bayt i fortsættelsen af sine kom-

86

mentarer om mubahala-verset ved at citere følgende beretning fra Pro-fetens hustru Aisha: ”Han nævnte dem, Ahlul-Bayt, før han nævnte ordet ”(os) selv”(i det Hellige Koranvers) for at lægge vægt på deres rang og nærhed (til Allah) og for at understrege deres præference over ”selvet”, som kunne blive ofret for dem. Der er intet stærkere bevis end dette på Kåbens Folks (altså Ahlul-Bayts) fortjeneste. Dette er et bevis på sandfærdigheden bag Profetens mission, fordi ingen partisk har berettet, at de (kristne) turde acceptere (udfordringen til mubahala).”129

Fakhruddin Razi har også nævnt en identisk beretning i sin bog, og efter at have sagt det, som al-Zamakhshari siger, tilføjer han: ”… Læg mærke til, at alle fortolkere (af Koranen) og ber-ettere (af Profetens beretninger) er enige om autenticiteten af denne beretning.”130

Siden konfrontationen var mellem sandheden og falskheden, to direkte modsætninger, krævede situationen, at troen blev repræsenteret af sine bedste tilhængere, på hvem hele islams monument hvilede. Ingen andre var kvalificerede til at ledsage Profeten (fvmh) til mubahala, som islams skæbne skulle hvile på, end hans Ahlul-Bayt (fvmd). Den Almægtige Al-lah havde selv skænket dem renhedskappen tidligere i den Hellige Koran, og nu gjorde Han dem igen attraktive for alle, og Han beviste islams sandhed gennem dem. I virkeligheden oplyste Han muslimerne om, at fortsættelsen af den Guddommelige Mission ikke ville stoppe med Pro-feternes segl, men den ville fortsætte gennem hans Ufejlbarlige efterkom-mere. Ingen af deres bønner ville blive ignoreret eller nogen af deres ord overhørt; selv bjergene ville bevæge sig ved blot deres ytring, hvilket var forstået af selv de kristne. Der er nogle nøjagtige sproglige pointer i dette vers, som er værd at bemærke. Denne gruppe (Ali, Fatima, Hassan og Hussein) er brugt som supplementer og Profeten som indehaveren i en genitiv betegnelse som “vore sønner”, “vore kvinder” og “os selv” (på arabisk: ”vore selve”). Havde Profeten ikke taget Fatima med sig, ville folk have troet, at “vore kvinder” betød Profetens hustruer; og at “vore sønner” refererede til hans børn, det vil sige Fatima, selvom hun var hunkøn; og “os selv”

87

kun angav ham selv. Men ved at tage disse fire personer med sig viste Profeten muslimerne, at det bedste eksempel på kvinder er Fatima, de bedste eksempler på sønner er Hassan og Hussein, og at Ali er hans lige i hans særegenheder på nær profetskabet og på denne måde svarer på spørgsmålet om hans wilayah (lederskab) én gang for alle.

4) Verset om velsignelser (salawat) {Sandelig sender Allah og Hans engle velsignelser over Profeten. Oh I troende, send (også I) velsignelser over ham og hils ham med fredshilsenen.}131

De tidligere vers fra den Hellige Koran åbenbarede, hvem Ahlul-Bayt (fvmd) er, karakteriserede deres rene personligheder og opfordrede mus-limerne at elske dem. Dette vers refererer til hilsenen salawat, som en muslim er forpligtet til at sende over Profeten og hans efterkommere ikke mindst i de fem daglige bønner. Allah (swt) opfordrer muslimerne til at gøre dette, efter Han siger, at han selv og hans engle velsigner Profeten (fvmh).

Da den hellige Profet (fvmh) blev spurgt af nogle af sine tilhængere, hvordan man sender sine velsignelser over ham, svarede han: ”Sig: Oh Allah, send Dine velsignelser over Mohammad og over Mohammads efterkommere, som Du sendte Dine velsignelser over Abraham og over Abrahams efterkommere; og send Din nåde over Mohammad og over Mohammads efterkommere, som Du sendte Din nåde over Abraham og over Abrahams efterkommere. Du er den Prisværdige, den Forherligede.”132

Beretteren af den ovennævnte beretning siger i sin kommentar af verset: ”Det er et bevis fra Shafi’i-skolen, at ordrer betyder forplig-telse133; således er det obligatorisk at sende sine velsignelser over Pro-feten (fvmh), i det mindste i sin tashahud (den afsluttende del af ens ob-ligatoriske bøn) hvis ikke andetsteds.”134

Ydermere argumenterer han:

88

”Hvis Allah og Hans engle sender deres velsignelser over ham (Profeten), hvilket behov er der så for vores velsignelser?”

Hvorefter han selv svarer på spørgsmålet: ”Når vi sender velsignelser over ham (Profeten), er det ikke, fordi han har brug for dem, for han får allerede Allahs velsignelser. Han har ikke engang brug for englenes velsignelser. Men når vi sender dem, for-herliger vi Allah. Det (at sende velsignelser) viser vores taknemmelighed over for Allah, så Han får barmhjertighed med os og belønner os. Det er derfor, Profeten sagde: ”Den, der sender sine velsignelser over mig (én gang), vil Allah velsigne ti gange.”135

Det er dog værd at bemærke, at det ikke nytter noget at velsigne Profeten (fvmh) uden at nævne hans ufejlbarlige Husstandsfolk (fvmd). I mange beretninger har Profeten (fvmh) og Imamerne gjort os opmærksomme på det. I en beretning advarer Profeten Mohammad (fvmh) direkte folk om at sige den ”ikke-fuldstændige velsignelse”. Når han (fvmh) blev spurgt, hvad han mente, svarede han: ”Det er at velsigne mig uden at velsigne min familie (fvmd).”

Ahmad ibn Hanbal og Tirmidhi beretter, at Profeten (fvmh) har sagt: “Den mest nærige person er den, der ikke sender velsignelser over mig, når mit navn nævnes.”

Der er enighed blandt lærde om, at det er obligatorisk at sende vel-signelser over Mohammad og hans familie (fvmd) i samtlige fem obligatoriske bønner. Udeladelsen vil tilmed gøre bønnen ugyldig. Ved at lade dette være en obligatorisk del af bønnen ønsker Allah (swt) at lede muslimernes opmærksomhed mod vigtigheden af Ahlul-Bayt; det skal være som en ubevidst og vedvarende påmindelse om, at det er dem, der er Mohammads (fvmd) retmæssige arvinger.

5) Lederskabsverset (al-wilaya) {Jeres wali (leder) er alene Allah, Hans Sendebud og de troende; de, som holder bøn og betaler Zakat, mens de bøjer sig (i bøn).}136

89

Al-Zamakhshari siger følgende om dette vers i sin al-Kashshaf: ”Det er blevet berettet om Ali (fvmh), at der kom en tigger, som bad ham (om almisse), mens han knælede i bøn, og han gav sin ring væk (i samme position). Det viste sig, den sad løs på hans lillefinger, for han gjorde ikke nogen stor indsats for at tage den af, som ville gøre hans bøn ugyldig. Hvis man spørger sig selv: ”Hvordan kan det være, at den blev sagt til fordel for Ali (fvmh), når formuleringen er skrevet i flertal-sform?” Jeg siger: ”Denne form er flertal, selvom dens ophavsmand er en enkel mand, fordi den skal tilskynde folk til at følge dette eksempel og opnå en lignende belønning men også for at lede opmærksomheden mod (den kendsgerning), at de troende skal være meget opmærksomme og godgørende mod de fattige i en sådan grad, at hvis situationen ikke kan blive udskudt til efter bønnen, så skal man ikke forsinke den.”137

Wahidi siger i sin forklaring om grunden til åbenbaringen af dette vers: ”Den sidste del af dette vers henviser til Ali, søn af Abi Talib, fordi han gav en ring til en tigger, mens han var i ruku’-stillingen i sin bøn.”138

I bogen ”Udnævnelsen i Ghadeer Khum” siger forfatteren følgende som kommentar til verset: ”Verset hentyder til en handling, som fandt sted i den ydre ver-den, og som kom med i Koranen for at pointere denne handling og for at markere denne person. På en indirekte måde ønsker dette vers at fortælle, at denne wali er en speciel wali, hvis autoritet er blevet sat op ved siden af Profetens autoritet, siden de er nævnt sammen. Det betyder, at den autoritet, som Allah (jwa) har, har Allah (jwa) givet Profeten Mohammad (fvmh), og efter ham er den givet videre til Imam Ali (fvmh), som verset siger.”139

6) Verset om de vise (Ahlul-Dhekr) {Spørg da Ahlul-Dhekr, hvis I ikke ved besked.}140

Sunnimuslimske lærde har berettet af Imam Ali (fvmh): ”Da dette vers blev åbenbaret, sagde Ali: ”Vi er Ahlul-Dhekr”141

90

Ligeledes er det berettet fra Imam Baqir (fvmh), som sagde: ”Vi er Ahlul-Dhekr”142

Og det er berettet fra Imam Sadiq (fvmh), som sagde: ”Al-Dhekr har to betydninger: den Hellige Koran og Moham-mad; og vi er Ahlul-Dhekr ved begge definitioner.”143

Under Imam Redhas (fvmh) levetid, som var den ottende Imam, her-skede en abbasid fyrste kaldt Mammon over den muslimske verden. Imam Redha (fvmh) blev tvunget til at rejse væk fra sin hjemby Medina og sin familie og blev draget til Marw, som ligger i dagens Turkmenistan. En dag tilkaldte Mammon en række af de største sunnimuslimske lærde fra Irak og Khorasan til en offentlig forsamling for at udfordre Imam Redha (fvmh) til en heftig diskussion. Det følgende er blot et lille uddrag af det, som Imamen (fvmh) sagde under diskussionen: ”…Vi er Ahlul-Dhekr, om hvem Allah den Ophøjede, den Almægtige siger: {Spørg da Ahlul-Dhekr, hvis I ikke ved besked.} Så spørg os, hvis (der er noget,) I ikke ved.” De (sunnimuslimske) lærde sagde: ”Tværtimod, Allah mente jøderne og de kristne!” Derefter sagde Hassans far (Imam Redha): ”… og dette er muligt? Så vil de invitere os til deres religion og sige, at den er bedre end religionen Islam.” Derefter sagde Mammon: ”Har du en anden forklaring end deres, oh Hassans far?” Så sagde Hassans far: ”Ja, al-Dhekr er Allahs Sendebud, og vi er hans familie (ahl), og dette er meget tydeligt i Allahs Bog, den Ophøjede, den Almægtige, hvor Han i kapitlet ‘Skilsmisse’ siger: {Frygt da Allah, I, der er begavede med forstand, (og) som har troet. Allah har allerede sendt jer (Sin) formaning (Dhekr). (Nemlig) et Sendebud, som forelæser jer Allahs klare tegn.} . Derfor er al-Dhekr Allahs Sendebud og vi er hans familie (ahl).”

Disse to ædle vers befaler muslimerne at henvende sig til visse folk, der har et stort kendskab til alle de spørgsmål, som bringer folk i fortviv-lelse, så de kan skelne mellem den forkerte og sande sti. Allah (swt) har lært og udvalgt disse folk til denne opgave. Deres viden er dybt rod-fæstet, og de kender Koranens fortolkning. Således er verset åbenbaret for at introducere Ahlul-Bayt (fvmd). Den hellige Profet (fvmh) har ved flere lejligheder også kaldt dem blandt andet ”Vejledningsimamerne”,

91

”Lyset til de, der befinder sig i mørke”, ”Folket, der har kendskab” og ”De, som Allah har skænket viden om Bogen”.

Disse beretninger er anerkendte, sande og berettet gentagne gange (mutawatir) af shia- samt nogle sunnimuslimske144 lærde og koranfor-tolkere, som bekræfter, at verset blev åbenbaret angående Ahlul-Bayt.

Således skal det udelukkes, at Ahlul-Dhekr refererer til bogens folk, som er jøder og kristne. Dette bekræftes især af følgende argumenter:

• For det første: Den ædle Koran nævner en række vers, som siger, at jøderne og de kristne forandrede Guds ord og skrev deres bøger med deres egne hænder og påstod, at de var fra Gud. Koranen giver også eksempler på deres forkerte tro samt de dele af troen, hvor de forvrænger sandheden. På denne måde er det umuligt for Allah (swt) at introducere muslimerne til at henvende sig til dem om spørgsmål, de ikke kender svaret på.

• For det andet: Det er berettet, at den hellige Profet (fvmh) sagde: ”Tro ikke på bogens folk og anse dem ej heller for at være løgnere, men sig: ”Vi tror på Gud, og hvad der blev åbenbaret.”145

• For det tredje: Det er blevet berettet, at Ibn Abbas sagde: ”Oh Muslimer! Hvordan kan det være, I spørger bogens folk, skønt jeres Bog, der er åbenbaret for Hans Profet, indeholder seneste informationer fra Allah, og I læser den. (Det er) en bog, som ikke er blevet forvrænget? Allah har åbenbaret for jer, at bogens folk med deres hænder har ændret det, der blev dem åbenbaret, og de har sagt: ”Dette er fra Allah” for derved at opnå nogle verdslige fordele.”146 Ibn Abbas tilføjer: ”Er den viden, der er åbenbaret til jer, ikke tilstrækkelig til at forhindre jer i at spørge dem? Ved Allah, jeg har aldrig set nogen af dem spørge (jer muslimer) om det, der er blevet åbenbaret til jer.”

• For det fjerde: Hvis man i dag spørger kristne (blandt bogens folk) om Jesu status, vil de påstå, at Jesus er Guds søn, mens jøderne vil anse dem for at være løgnere og nægte at acceptere ham selv som en pro-fet.

92

Foruden dette nægter både jøderne og de kristne at tro på islam og kalder islams profet en løgner. Der er således en meget stor uoverens-stemmelse mellem de forskellige trosretninger og islam, og det vil således være umuligt, at Allah (swt) beordrer muslimerne til at spørge dem, hvis de er i tvivl om noget.

7) Kapitel 76, Mennesket (al-Insan){I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn 1. Er der (ikke) kommet en tid over mennesket, da det ikke var noget, der (var værd at) nævnes? 2. Vi skabte sandelig mennesket af en blandet dråbe for at prøve, og Vi gjorde det hørende (og) seende. 3. Vi har san-delig vist det vejen, hvad enten det er taknemmeligt eller vantro. 4. Vi har sandelig beredt lænker og kæder og en flammende ild til de vantro. 5. De retfærdige vil visselig drikke et bæger, der er iblandt kamfer. 6. En kilde, hvoraf Allahs tjenere drikker: de får den selv til at strømme frem. 7. De opfylder deres ofre, og de frygter en dag, hvis ulykke vil være vidt udbredt. 8. Og de bespiser den fattige, den forældreløse og fangne af kærlighed til Ham. 9. (Idet de siger:) Vi bespiser jer kun for (at vinde) Allahs velbehag. Vi ønsker hverken belønning eller tak af jer. 10. Vi frygter sandelig fra vor Herre en streng og ulykkessvanger dag. 11. Derfor vil Allah frelse dem fra denne dags ulykke og lade dem møde (salighedens) stråleglans og glæde. 12. Og (Han) vil belønne dem for deres udholden-hed med Paradis og (klæder af) silke. 13. Deri vil de læne sig tilbage på ophøjede sæder. De vil ikke dér mærke sol(varme) eller isnende (kulde). 14. Og dens skygger vil være lavt over dem, og dens frugter vil være helt nær. 15. Drikkekar af sølv vil gå rundt mellem dem og pokaler (der ligner) krystaller. 16. Krystal af sølv, som de vil måle med (deres eget) mål. 17. Og der vil blive givet dem at drikke dér af en drik, iblandet ingefær. 18. (Fra) en kilde (deri) kaldet Salsabil. 19. Og evige ynglinge vil kredse om dem dér. Når du ser dem, vil du mene, de er spredte perler. 20. Og når du ser (det), vil du se velgerning(er) og et stort rige. 21. Over dem klæder af grøn silke og brokade. Og de vil være smykket med arm-bånd af sølv. Og deres Herre vil give dem at drikke en ren drik. 22. (Og der skal siges til dem:) Dette er sandelig jeres belønning, og jeres slid er blevet modtaget med erkendtlighed. 23. Vi har sandelig selv nedsendt

93

Koranen over dig. 24. Vent derfor tålmodigt på din Herres dom og adlyd ingen syndere eller vantro blandt dem. 25. Og ihukom din Herres navn om morgenen og om aftenen. 26. Og kast dig ned for Ham om natten, og lovpris Ham en lang (del af) nat(ten). 27. Sandelig, disse elsker det nærværende (liv) og efterlader bag dem en tung dag. 28. Vi har selv skabt dem og gjort deres form stærk. Og hvis Vi ønskede, ville Vi bringe andre af samme slags i deres sted (og gøre dem anderledes). 29. Dette er sandelig en formaning. Lad da den, der vil, slå ind på vejen til sin Herre. 30. Men I ville ikke, hvis det ikke havde behaget Allah (at sende jer re-tledning). Allah er sandelig Alvidende (og) Alvis. 31. Han lader den, der vil, indgå i Sin barmhjertighed, og for de uretfærdige har Han beredt en smertelig straf.}

Dette kapitel blev åbenbaret om Ahlul-Bayt efter en begivenhed, der hændte i Fatima al-Zahraas og Imam Alis (fvmd) hus over tre dage. Det er blevet berettet: ”En dag blev Hassan og Hussein syge, derfor gik deres morfar, Profeten Mohammad, sammen med Abu Bakr, Omar og nogle flere led-sagere for at besøge dem. De sagde til Ali: ”Oh Hassans far. Du kunne lave en nedhr (offer), som vil helbrede dine sønner.” Ali svarede: ”Når mine sønner bliver raske igen, vil jeg faste tre dage som tak til Allah.” Derefter sagde Fatima det samme, og Feddah147 sagde: ”Når mine Herrer genvinder deres heldbred, vil jeg (ligeledes) faste tre dage som tak til Allah.” Derefter gjorde Allah de to drenge raske igen. Det var et tidspunkt, hvor Profeten Mohammads efterkommere ingen mad eller penge havde. Således gik Ali til Shamoon, en jøde fra Khaybar, og lånte få kilo byg fra ham. Da han kom tilbage igen, delte Fatima byggen i tre dele. Hun tog den første del, malede den og bagte fem stykker brød af den, et stykke til hver (fastende) person. Da det blev aften og Ali kom hjem efter at have bedt (aftenbøn) med Profeten, satte de sig sammen for at bryde deres faste med brødet. Pludselig var der en, som bankede på døren. En fremmed sagde: ”Fred være med jer, oh Mohammads efterkommere. Jeg er en meget fattig mus-lim! Giv mig noget at spise, må Allah ligeledes forsørge jer med noget himmelsk mad.” De gav ham alle deres stykker brød og nøjedes således

94

kun med vand den aften, efter at de havde fastet hele dagen. Næste dag fastede de for anden gang. Fatima tog den anden del af den lånte byg, malede den og bagte 5 andre stykker brød med den. Om aftenen, da Ali kom hjem efter at have bedt (aftenbøn) med Profeten, satte de sig sammen for at bryde deres anden dags faste. Pludselig bankede det på døren, og en fremmed sagde: ”Fred være med jer, oh Mohammads efterkommere! Jeg er et forældreløst barn fra al-Muhajiren148 min far blev dræbt på Aqabah-dagen. Giv mig noget at spise, må Allah ligeledes forsørge jer med noget himmelsk mad.” De gav ham alle deres stykker brød og havde intet at indtage udover vand. På den tredje dag fortsatte de med at faste. Senere på dagen tog Fatima den tredje portion af den lånte byg, malede den og bagte fem stykker brød med den. På denne tredje aften, da Ali kom hjem efter at have bedt (aftenbøn) med Profeten, satte de sig for at bryde deres (sidste) faste. Pludselig bankede det på døren, og en fremmed sagde: ”Fred være over jer, oh Mohammads efterkommere. Jeg er en slave. Giv mig noget at spise! Må Allah ligeledes forsørge jer med noget himmelsk mad.” De gav ham derefter alle deres stykker brød og havde intet at indtage udover vand. På den fjerde dag, efter at de havde gennemført deres nedhr og var færdige med deres tre dages faste, kom Ali hen til Profeten med Hassan i sin højre hånd og Hussein i sin venstre hånd, mens de rystede af sult som små fugle. Da Profeten så dem, sagde han: ”Oh Hassans far! Hvor er jeg ked af at se dig i denne tilstand. Lad os sammen gå hen til min datter.” De gik hjem, hvor de så hende i sit bedested, mens hendes mave var klistret til hendes ryg af sult, og hendes øjne var svundet ind i hendes hoved. Da Allahs Sendebud så hende, sagde han: ”Oh Allah! Mohammads efterkommere er ved at dø af sult.” Pludseligt steg Gabriel ned og åbenbarede den Hellige Korans 76. kapitel for Profeten.”149

Allah (swt) var så tilfreds med deres gavmildhed, at han lod deres handlinger blive åbenbaret i den Hellige Koran som en vejledning til muslimerne. Disse vers taler ikke kun om Ahlul-Bayts (fvmd) totale underkastelse af Allahs (swt) vilje, men den lader dem fremstå som rene og fejlfrie personligheder, der er lovet agtelse og beundring blandt para-

95

disets beboere. Af deres profetiske karakterer vises ikke mindst det høje niveau af altruisme, beskedenhed, uselviskhed og barmhjertighed over for nødlidende. De fremvises som perfekte forbilleder, hvor enhver, der følger deres sti, vil opnå frelse og blive samlet i deres fremtrædende selskab på Genopstandelsesdagen.

Andre vers fra den Hellige KoranAllah (swt) siger i Sin Hellige Bog: {… Du (oh Mohammad) er kun en advarer, og til ethvert folk er der en retleder.}150

Det er blevet berettet, at da dette vers blev åbenbaret, lagde den Hellige Profet sin hånd over sit bryst og sagde: ”Jeg er en advarer, og for eth-vert folk er der en retleder.” Herefter pegede han på Imam Ali (fvmh) og sagde: ”Du er vejlederen, Ali. Af dig vil de troende blive vejledt efter mig.”151

I en lignende beretning sagde den Hellige Profet (fvmh): ”Jeg er advareren, og Ali er retlederen.”152

Ligeledes siger Allah (swt) i Sin Hellige Bog: {Er da den, som er troende, lig den, som er oprørsk? De er ikke lige.}153

Alle autentiske bøger nævner, at dette vers henviser til Imam Ali (fvmh) som en troende samt beskriver Walid ibn Uqba154 som en oprørsk.

Ydermere siger Allah (swt) i Sin Hellige Bog: {…den, der har et klart bevis fra sin Herre, og hvem et vidne fra Ham skal følge (for at bevidne hans sandhed)…}155

Det er berettet, at ordene {der har et klart bevis fra sin Herre} henviser til Profeten Mohammad (fvmh), mens {et vidne fra Ham} henviste til Imam Ali (fvmh).156

96

{… Allah er visselig hans Hjælper samt Gabriel og de retfærdige blandt de troende ...}157

Alle førende lærde er enige om, at den retfærdige blandt de troende ikke er andre end Ali, søn af Abi Talib (fvmh).158

Og Allah (swt) siger ligeledes: {… Og for at bevarende øren kunne bevare den.}159

Efter at have reciteret dette vers, vendte Profeten (fvmh) sig mod Imam Ali (fvmh) og sagde: ”Jeg bad Allah om at gøre det dit øre.” Ali sagde: ”Jeg har aldrig glemt noget, som jeg har hørt fra Allahs Sendebud.”160

Wahidi citerer i sin “Asbab al-Nuzul” en række berettere ved autoriteten af Buraida og siger om dette vers: ”Allahs Sendebud sagde til Ali: ”Allah har befalet mig at bringe dig tættere (på mig) og ikke holde nogen afstand fra dig og at undervise dig, så du bevarer det, (jeg lærer dig), da det er Allahs løfte at lade dig bevare det.” Derefter blev dette vers åbenvaret: {… Og for at bevar-ende øren kunne bevare den.} {Sandelig, den Nådige vil skabe kærlighed (i deres hjerter), som tror og handler retfærdigt.}161”

Det er også berettet, at den Hellige Profet engang sagde til Ali (fvmh): ”Oh Ali, sig: ”Oh Allah, skænk mig din pagt og bring min kær-lighed i de troendes hjerter.”Herefter blev det nævnte vers åbenbaret om Ali.162

Allah (swt) siger ligeledes: {Sandelig, de, som tror og handler retfærdigt, er de bedste skabninger.}163

Efter åbenbaringen af dette vers sagde den Hellige Profet (fvmh) til sit Husstandsfolk (fvmd): ”Oh familie (ahl), disse er jer og jeres tilhængere.”164

97

Allah (swt) siger ligeledes i den Hellige Koran: {Anser I det at give drikke til pilgrimmene og det at forvalte den Hellige Moské som værende det samme som (de gode gerninger udført af) den, der tror på Allah og den yderste dag og kæmper for Allahs sag. De er ikke lige for Allahs åsyn, og Allah retleder ikke de uretfærdiges folk.}165

Alle førende lærde i islam som Tabari, Fakhruddin Razi, Suyuti, Nisaburi osv. har skrevet i deres fortolkning af dette vers, at Abbas søn af Abdul Muttalib og Talha søn af Shaiba engang pralede stolt foran Ali søn af Abu Talib om hver deres gerninger: De forsyner pilgrimme med vand og bevarer nøglerne til den Hellige Kaaba. Som svar sagde Imam Ali til dem, at han havde bedt i retningen mod Kaaba seks måneder før enhver anden (foruden Profeten), havde aldrig bukket sig i bøn for andre end Allah (swt) og havde aldrig holdt op med at stræbe mod Allahs vej. Det var herefter dette vers blev åbenbaret for Profeten (fvmh) som et bevis på Alis (fvmh) overlegenhed over alle andre muslimer.166

Allah (swt) siger ligeledes i den Hellige Koran: {Og blandt mennesker er der den, der vil sælge sin sjæl for at vinde Allahs velbehag. Og Allah er mild mod tjenerne.}167

Der er enighed blandt lærde om, at dette vers blev, som nævnt tidligere i denne bog, åbenbaret om Imam Ali (fvmh), da han beredvilligt sov i Profetens (fvmh) sted den nat, hvor Profeten efter Allahs vilje skulle udvandre fra Mekka til Medina.168 Den, som ville gå med til at ofre sig selv for den Hellige Profet (fvmh), der var eftersøgt af fjenderne, måtte i sidste ende have haft Profetens sikkerhed prioriteret over sin egen. Imam Alis (fvmh) oprigtighed i sin stræben efter at opnå den Almægtige Allahs samt Hans Profet Mohammads (fvmh) tilfredshed viser sig især her, da han var villig til at gøre alt for det – selv at udsætte sig for fare. Han havde et stort mod, idet han overgav sig frivilligt med den yderste ro i sindet til at sove under sværd, der var parate til at overfalde ham. Og uden tvivl var hans mod styrket af hans store tillid og tro på Guds beskyttelse.

Det er blevet berettet, at Allah (swt) på udvandringens nat åbenbarede til

98

englene Gabriel og Michael: ”Jeg har grundlagt broderskab mellem jer to og har ordineret den enes liv længere end den andens. Er I nu villige til at give det længere liv til den anden?” Men hver af dem foretrak det længere liv til sig selv. Herefter sagde Allah (swt): ”Hvorfor følger I ikke Ali søn af Abu Talibs eksempel? Jeg har grundlagt broderskab mellem ham og Mohammad (fvmh). Han sover nu i Mohammads plads for at beskytte hans (Mohammads) liv ved at ofre sit eget. Nedstig nu begge på jorden og beskyt ham mod hans fjender.” Herefter nedsteg begge engle. Gabriel stod ved Alis hoved og Michael nær hans fødder. Gabriel sagde højt: ”Udmærket! Udmærket! Oh søn af Abu Talib. Der er ingen andre som dig, (som selveste) Allah praler af hos englene.”169

Allah (swt) siger ydermere: {Han giver visdom til den, Han vil. Og den, der gives visdom, er visselig blevet givet mangfoldigt godt. Men ingen vil betænke det undtagen de forstandige.}170

I dette vers referer ordet ”visdom” til den bedste tilegnelse af sand vi-den, med hvilken man kan handle fuldkomment og på den mest korrekte måde efter sin egen erkendelse. Her imens betyder ”sand viden” spir-ituel eller guddommelig vejledning givet af Allah (swt). Det er berettet af mange sunnimuslimske lærde171, at dette vers blev åbenbaret om Imam Ali (fvmh). Det er ikke overraskende, at sådan en unik gave (at være skænket visdom) er en inspiration (ilhaam), der er tildelt de Ufejlbarlige.

Allah (swt) siger ligeledes: {Og hold fast ved Allahs reb [pagt] alle sammen, og lad jer ikke adsplittes…}172

Foruden de shiamuslimske lærde er nogle sunnimuslimske lærde og korantolkere også enige om, at dette vers omhandler Ahlul-Bayt (fvmd).

For eksempel er det blevet berettet fra Imam Sadiq (fvmh), som sagde: ”Vi er Allahs reb, om hvem Allah har sagt: “Hold fast ved Allahs reb…”173

99

Ligeledes sagde den Hellige Profet (fvmh) under sin prædiken i Ghadeer Khum: ”Jeg vil snart kaldes bort og skal rejse fra jer. Men jeg vil efter-lade hos jer de to tyngder. Så længe I holder fast ved dem, vil I aldrig vildledes: Allahs Bog og mine nærmeste af mit Husstandsfolk. De vil ikke adskilles, til de vender tilbage til mig (ved) bassinet (på Dommeda-gen). Derfor overvej, hvordan I vil behandle disse efter mig.”174

100

Kapitel 9Imam Ali – De Troendes Leder

Hans omtale i de hellige beretninger

Alis (fvmh) overlegenhed i videnImam Ali (fvmh) har sagt om sig selv: ”Sandelig har jeg fuldkommen viden om alle begyndelser, og jeg er anklaget for at skjule viden om slutningerne. Jeg er afsløreren af alt det skjulte og de uforklarlige anliggender… sandelig har jeg herredømme over alle ting, stort som småt, og min viden omfatter hele universet.”175

Han har ligeledes sagt: ”Jeg kunne laste sytten kameler med fortolkning om kapitlet al-Fateha (et af de mindste kapitler i den Hellige Koran).”176

Den hellige Profet (fvmh) sagde: ”Jeg er byen til viden, og Ali er dens port. Den, der søger viden, skal komme gennem dens port.”

”Ali er den mest vidende i min nation efter mig.”177

”Visdom er blevet delt i 10 dele, og ni af disse har Ali, mens den sidste del er blevet delt blandt resten af folket.”178

Imam Ali (fvmh) sagde i en af sine prædikener: ”Vi (de Ufejlbarlige Imamer) er profetskabets træ, det sikre bevaringssted for det guddommelige budskab, englenes nedstigningsst-ed, minerne til viden og kilderne til visdom.”179

Ibn Abi al-Hadeed siger i sin kommentering af denne prædiken: ”De hellige Imamer havde naturligvis denne egenskab, siden Allahs Profet har sagt: ”Jeg er byen til viden, og Ali er dens port. Derfor skal enhver, som søger viden, komme gennem porten.”180

101

Hvis vi ser bort fra alle de andre kendsgerninger, der viser Imam Alis (fvmh) status, er disse nævnte beretninger tilstrækkelige eksempler på hans overlegenhed over andre. Han var den rette til at efterfølge den hellige Profet som muslimernes leder. Når det er en indrømmet kends-gerning, at Ali var den mest vidende af alle efter Profeten, er det meningsløst og absurd, at en mindre vidende mand fik retten til at erstatte ham. Der er ikke en eneste person blandt ledsagerne, som blev sammenlignet med Ali (fvmh) i den viden, han besad.

Det er blevet berettet af al-Kalbi, at den store lærd Abdullah Ibn Abbas sagde: ”Den Hellige Profets viden er fra Allahs viden; Alis viden er fra den hellige Profet. Min viden og alle ledsagernes viden er, sammenlignet med Alis, som en dråbe i forhold til de syv have.”181

Den hellige Profet har ligeledes sagt: ”Ali er den bedste dommer blandt jer alle.”182

Dette er også berettet fra Omar søn af al-Khattab som sagde: ”Ali er den bedste dommer iblandt os.”183

Ibn Abi al-Hadeed fortsætter med at sige: ”Færdigheden for at blive en dommer kræver mange slags viden-skaber: Standarden af hans viden var så høj, at ingen kunne være ham lig. I virkeligheden nærmede ingen sig ham. Således fik han ret til at sige: ”Vi er minerne til viden og kilderne til visdom.” Følgelig havde ingen andre større ret til at sige dette om sig selv efter den hellige Profet.”184

Ibn Talha, som er forfatter til Durrul-Munazzam, siger: ”Man skal vide, at den Hellige Koran indeholder alle hemme-ligheder og mysterier fra de guddommelige bøger. Kapitlet al-Fateha indeholder alt det, som findes i den Hellige Koran. Verset ”Bismillah ar-Rahman ar-Rahim” (I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges Navn) indeholder alt det, som findes i kapitlet al-Fateha. B’et fra Bismillah indeholder alt det, som findes i ”Bismillah ar-Rahman ar-Rahim”. Prikken under B’et (det arabiske b med prik) indeholder alt det, som findes i B’et

102

fra Bismillah. Imam Ali sagde: ”Jeg er prikken, som er under B’et fra Bismillah.”185

Således er der enighed blandt muslimerne om, at Imam Ali (fvmh) besad en unik position blandt alle ledsagere, hvad angår hans viden af det usete, som han arvede fra profeterne.

I en længere prædiken sagde Imam Ali (fvmh): ”… Spørg mig, før I mister mig; for ved Allah, i Hvis hånd min sjæl hviler, hvis I spørger mig om noget mellem nu og Dommedagen eller om gruppen, der vil vejlede hundred folk og også lade hundreder af folk fare vild, så vil jeg fortælle jer (det, og jeg vil også kunne fortælle jer), hvem det er, der er ved at bekendtgøre deres march; hvem der går i fronten, og hvem der går bagerst; de faser, hvori deres ridedyr vil stoppe for hvil; deres sidste sted at opholde sig; og hvem af dem vil blive dræbt, og hvem af dem vil dø en naturlig død…”186

I en anden prædiken sagde han: ”Sandelig er vores sag svær og kompliceret. Ingen kan holde det ud foruden en troende, hvis hjerte Allah har testet med tro. Vores beretninger vil ikke blive bevaret af andre end troværdige hjerter og (mennesker med) fast forståelse. Oh folk! Spørg mig, før I mister mig, for jeg er sandelig bekendt med Himmelens passager mere end Jordens passager…”187

Yderligere har Imam Ali (fvmh) sagt: ”Spørg om de usete og ukendte mysterier, for jeg er sandelig arvtageren af de hellige Profeters og Allahs Sendebuds viden.”188

Imam Ali (fvmh) er muslimernes autoritetDet er berettet, at den hellige Profet (fvmh) har sagt: ”Hvis menneskene vidste, hvornår Ali blev kaldt for ”De Troendes leder”, så havde de ikke nægtet ham sin overlegenhed. Han blev kaldt for ”De Troendes Leder”, imens Adam lå imellem sjælen og kroppen.189 Allah (swt) sagde: ”Og da din Herre frembragte Adams børns

103

afkom af deres lænder og lod dem vidne mod sig selv: Er jeg ikke Jeres Herre?” Englene svarede: ”Jo”. Han sagde: ”Jeg er jeres Herre, Mohammad er jeres Profet, Ali er jeres leder.”190

Den hellige Profet (fvmh) har også sagt: ”Den, som adlyder mig, adlyder Allah; og den, som ikke adlyder mig, adlyder ikke Allah; og den, som adlyder Ali, adlyder mig; og den, som ikke adlyder Ali, adlyder ikke mig.”191

Det er ligeledes berettet, at den hellige Profet (fvmh) engang sagde: ”Der er iblandt jer en person, som vil kæmpe for fortolkningen af den Hellige Koran, præcis som jeg kæmpede for den.” Menneskerne omkring Pro-feten stirrede på den hellige Profet og på hinanden. Abu Bakr og Omar var også iblandt dem, og Abu Bakr spurgte, hvorvidt han var den per-son. Profeten svarede nej, og dernæst spurgte Omar, om det var ham, hvorefter Profeten sagde: ”Nej, det er sandelig én, som skal erstatte mig og gå i mit fodspor, det er sandelig Ali.”192

”Ali er med den Hellige Koran, og den Hellige Koran er med Ali. De vil ikke lade sig adskille fra hinanden, indtil de vender tilbage til mig i paradiset.”193

”Den, som adlyder mig, adlyder Allah; og den, som er ulydig over for mig, er ulydig over for Allah; og den, som adlyder Ali, adlyder Allah; og den, som er ulydig over for Ali, er ulydig over for Allah.”194

”Ali har en ret over nationen, ligesom en faders ret over sin søn.”195

”Enhver, der adskiller sig fra Ali, har adskilt sig fra mig; og enhver, der adskiller sig fra mig, har adskilt sig fra Allah.”196

Den hellige Profet (fvmh) har sagt til Imam Ali (fvmh): ”Du er sayed197 i denne verden og sayed i den næste verden. Den, du elsker, elsker jeg; og den, jeg elsker, elsker Allah også. Din fjende er min fjende, og min fjende er Allahs fjende; og ve den, der gør dig vred efter mig.”198

104

Alis (fvmh) enestående karakterDen hellige Profet (fvmh) har sagt: ”Sandelig, at kigge på Ali er tilbedelse (ibada).”199

”At elske Ali er tegn på tro (iman), og at hade Ali er hykleri.”200

”Ali er sandelig den bedste skabning. Den, som tvivler på dette, er vantro.” 201

”Den, der gør Ali fortræd, gør mig fortræd.”202

”Ali er med Koranen, og Koranen er med Ali”203

”Kærlighed til Ali er tro, og had til Ali er hykleri.”204

”Ali er opdeleren mellem paradiset og helvedet.”205

”Ali er den mest elskede af Gud og Hans profet blandt alle skabnin-ger.”206

”At nævne Ali er en form for tilbedelse, og at se på ham er en form for tilbedelse.”207

”De første mennesker, der vil gå ind i paradiset, vil være Ali og Fatima.”208

”Renselsesverset blev åbenbaret for fem personer: mig selv, Ali, Hassan, Hussein og Fatima.”209

”Jeg elsker Fatima mere end dig, oh Ali, og du er mig mere kær end hende.”210

”Hvis hele menneskeheden samlede sig om Ali søn af Abu Talibs kær-lighed, havde Allah ikke skabt Ilden.”211

Anas Ibn Malik beretter, at en dag sad den hellige Profet og skulle spise

105

fjerkræ til middag, idet han bad Allah (swt) om følgende: ”Oh Allah bring mig Din mest elskede person for at spise med mig.”Herefter kom Ali og spiste med den hellige Profet.212

Den hellige Profet sagde: ”Den, som forbander Ali, forbander mig; og den, som forbander mig, forbander Allah.”213

”Alis kød er sandelig mit kød, og Alis blod er sandelig mit blod.”214

På dagen til slaget ved Khaybar sagde Profeten (fvmh): ”Ali elsker Allah og Hans sendebud, og Allah og Hans sendebud elsker Ali.”215

”Jeg græder over hadet i mange folks sjæle til dig (oh Ali), som de først vil udtrykke efter min død.”216

Profeten Mohammed (fvmh) sammenlignede Ali (fvmh) med de øvrige profeter, idet han sagde: ”Den, der ønsker at se Adam i sin viden og Noah i sin forståelse og Abraham i sin overbærenhed og Yahia, søn af Zakaraia, i sin askese og Moses, søn af Imran, i sin gribende (styrke), lad ham se Ali, søn af Abu Talib.”217

Det, som vi kan forstå fra denne beretning, er, at Imam Ali (fvmh) var bedre end de foregående profeter (fvmd), eftersom han besad deres unikke særegenheder; og den, der besidder et folks bedste unikke sære-genheder, er bedre end dem.

Ydermere er det blevet berettet: ”Den mest elskede kvinde hos profeten (fvmh) var hans datter Fatima (fvmh) og af mændene var det Ali (fvmh).”218

Imam Sadiq (fvmh) beretter fra sine forfædre (fvmd), som har fortalt: ”Den Hellige Profet (fvmh) sagde til Ali (fvmh): “Oh Ali, du er fra

106

mig, og jeg er fra dig. Din ven er min ven, og min ven er Allahs ven. Og din fjende er min fjende, og min fjende er Allahs fjende. Oh Ali, jeg er i krig med dem, der bekriger dig; og i fred med dem, der er i fred med dig. (…) Oh Ali, du er opdeleren mellem paradiset og helvedet. Ingen skal komme ind i paradiset uden at have anerkendt dig, og du har anerkendt ham! Og ingen skal komme ind i helvedet uden at have afvist dig, og du har afvist ham. Oh Ali, du og dit afkom skal være på de høje pladser (al-A’raaf) på Dommedagen, (hvor I vil) genkende synderne ved mærkerne (på deres ansigter) og de troende ved deres tegn. Oh Ali, de troende ville ikke have været til at skelne (fra de ikke-troende) efter min bortgang, hvis det ikke havde været for dig (og deres tro på eller afvisning af dig).”

Al-Tabari beretter af Ibn Rafe’ om slaget ved Khandaq: ”Da Ali søn af Abu Talib dræbte (afgudsdyrkernes) fanebærer, så Allahs Sendebud en gruppering af Qurayshs afgudsdyrkere, hvorefter han sagde til Ali: ”Angrib dem.” Så angreb han dem og lod dem flygte hver til sit, og han dræbte Amro ibn Abduwad Aljumhi. Dernæst så Allahs Sendebud en (anden) gruppering af Qurayshs afgudsdyrkere, hvorefter han sagde til Ali: ”Angrib dem.” Så angreb han dem og lod dem flygte hver til sit, og han dræbte Shaiba ibn Malik. Så sagde Gabriel: ”Oh Allahs Sendebud, dette er sandelig trøsten.” Herefter sagde Allahs Sendebud: ”Han er fra mig, og jeg er fra ham.” Så sagde Gabriel: ”Og jeg er fra jer.” [Beretteren] fortæller, at de så hørte en stemme sige: ”Der er intet sværd som Zulfiqar, og der er ingen kriger som Ali.”219

Om kærligheden til Imam Ali (fvmh) berettes der blandt andet af Anas, søn af Malik, som sagde: ”Jeg hørte med mine to ører, at Sendebuddet sagde om Ali søn af Abu Talib: ”Den troendes tegn på Dommedagen er Ali søn af Abu Talibs kærlighed.”220

Ligeledes er det berettet af Ibn Abbas, som sagde: ”Profeten (fvmh) sagde: ”Jeg sværger ved Den, Der sendte mig med sandheden! Allah accepterer ikke fra Hans slave en eneste god gerning, før Han spørger ham om Ali søn af Abu Talibs kærlighed.”221

107

Det er berettet af Imam Baqir (fvmh), den hellige Profets barnebarn, som sagde: ”Allah (swt) har sat Ali som en mand mellem Sig Selv og Sine tjenere. Den, der kender ham, er en troende; og den, der benægter ham, er en vantro; og den, der undervurderer ham, er vildledt; og den, der deler ham (Ali) med Sig (Allah), er polyteist (mushrik); og den, der kom-mer med hans lederskab (på Dommedagen), indtræder i paradiset.”222

Ligeledes er det berettet af Anas ibn Malik fra Profeten (fvmh), som sagde: ”Jeg er lederen over alle profeterne og sendebuddene; og (jeg) er bedre end de tætteste engle (til Allah); og mine efterfølgere er ledere over de (forrige) profeters og sendebuddes efterfølgere; og mine slægtninge er bedre end de (forrige) profeters og sendebuddes slægtninge; og mine ledsagere, som tog min vej (sædvane), er bedre end de forrige profeters og sendebuddes ledsagere; og min datter, Fatima, er overhovedet for ver-dens kvinder; og de rene af mine hustruer, er de troendes mødre; og min nation er den bedste nation for menneskeheden; og jeg er den profet, der har flest tilhængere på Dommedagen… Den, der elsker Ali og adlyder ham i dette liv, vil vende tilbage til mig i morgen, (når vi dør), og han vil have den samme status som min i paradiset. Og den, der hader Ali og er ulydig mod ham, ser jeg ikke på Dommedagen, og de vil tage ham til helvedet.”223

“Almuakhat” - broderskab mellem Imam Ali og Profeten (fvmd)Denne beretning er en af Imam Alis (fvmh) mest berømte og aner-kendte særegenheder, da han som den eneste har fået sit broderskab til den hellige Profet Mohammad (fvmh) anerkendt. Den hellige Profet (fvmh) gjorde sine ledsagere til brødre to og to, og han bestemte dette ved at udvælge de to, der lignede hinanden mest, og lod dem gå sammen. Eksempelvis udnævnte han Abu Bakr og Omar til at være brødre, og han udnævnte Ali (fvmh) til at være sin egen bror. Hvilken ære er det ikke at blive udnævnt til at være den hellige Profets (fvmh) bror af ham selv? Og hvad fortæller dette ikke om vedkommendes status hos Allah og nærhed til Profeten (fvmh)?

108

Det er berettet af Almuheb al-Tabari, som sagde: ”Og et af de største beviser på Alis mægtige status i forhold til Allahs Sendebud (fvmh) er, hvad han gjorde i broderskab(ssagen). Han samlede dem, der lignede hinanden, og føjede (deres hjerter) til hinanden, hvor han gjorde Abu Bakr og Omar til brødre og Ali til sin egen, hvorved (han) fremhævede ham. Derfor hvilken stolthed og sære-genhed er dette ikke.”224

Ibn Ishaq sagde i sin bog ”Sirat ibn Ishaq”: ”Allahs Sendebud gjorde sine ledsagere blandt al-Muhajiren og al-Ansar til brødre og sagde: ”Vær brødre i Allah(s øjne) to (og to).” Så tog han Ali søn af Abu Talibs hånd og sagde: ”Denne er min bror”, hvorefter Ali og Allahs Sendebud blev brødre.”225

Zayd ibn Abi Awfa beretter: ”Allahs Sendebud gjorde sine ledsagere til brødre, og han gjorde Abu Bakr og Omar til brødre… Så sagde Ali: ”Min sjæl gik bort, og min ryg blev brækket, da jeg så dig gøre dette med dine ledsagere foruden mig, og hvis dette er på grund af din vrede over mig, så har du retten og retfærdigheden til det.” Så sagde Allahs Sendebud: ”Ved Den, Der sendte mig med sandheden, jeg har ikke ventet (med at udnævne) dig for andre end (at gøre dig bror til) mig selv. Og du er i forhold til mig, som Aaron var for Moses bortset fra, at der ingen Profet er efter mig, og du er min bror og arving.” Han (Ali) sagde: ”Hvad vil jeg arve fra dig, oh Allahs Sendebud?” Han (Profeten) sagde: ”Hvad profeterne før mig efterarvede.” Han (Ali) sagde: ”Og hvad efterarvede profeterne før dig?” Han (Profeten) sagde: ”Deres Herres Bog og deres Profets sædvane, og du vil være med mig i mit slot i paradiset med min datter Fa-tima, og du er min bror og min ledsager.” Og så reciterede Allahs Sende-bud (fvmh) verset: {Brødre, (siddende) på troner, over for hinanden.}”226

Det berettes, at da Profeten (fvmh) var i sin sygdom, som han døde af, sagde han: ”Kald på min bror! Så kom Abu Bakr, men Profeten (fvmh) ig-norerede ham og sagde: ”Kald på min bror!” Så kom Othman, men

109

Profeten (fvmh) ignorerede ham. Herefter kom Ali (fvmh), og Profeten (fvmh) dækkede ham med sin kåbe og talte til ham. Da Ali så gik ud derfra, blev han spurgt, hvad Profeten (fvmh) havde sagt til ham, og han svarede: ”Han lærte mig tusinde porte (af viden) – fra hver port åbnes tusinde porte.”227

110

Kapitel 10Imam Ali – De Troendes Leder

Profetens (fvmh) datter

En eksemplarisk familieOm Imam Alis ægteskab med Fatima (fvmh) er det blevet berettet: ”I tilfælde af, at Ali ikke var blevet født, så ville ingen have været værdig til at blive Fatimas ægtefælle.”228

De mange beretninger, vi har om Imam Alis (fvmh) og Fatima al-Zahraas (fvmh) liv, viser, at de havde et ideelt ægteskab; det var en forening af to mægtige sjæle. Det var uden tvivl et fuldendt ægteskab, da det blev indviet af selve den hellige Profet (fvmh) i overensstemmelse med Allahs vilje.

Således voksede Fatima al-Zahraa op og blev opdraget i Profetska-bets hus, hvorefter hun blev gift og flyttede til Lederskabets hus. Deres familieliv var en trosskole til de næste generationer, så folk kunne lære af dem og tage dem som eksempler. Hjemme havde ægteparret sådant et samarbejde, at når Ali (fvmh) fik fri fra sit arbejde uden for huset, plejede han at give en hjælpende hånd til Fatima (fvmh) hjemme i huset. På samme måde prøvede Profetens datter (fvmh) også altid at gøre Imam Ali (fvmh) glad. Hun støttede og hjalp ham med hans verdslige og religiøse foretagender og samarbejdede med ham i at opnå sine højtidelige mål. Begge førte de et familieliv i beskedenhed og ydmyghed dirigeret af deres trofaste kærlighed og hengivenhed.

Det er blevet berettet, at Imam Ali (fvmh) sagde efter Fatimas (fvmh) død: ”Ved Allah, jeg gjorde aldrig Fatima vred eller tvang hende til at gøre noget, (hun ikke kunne lide), indtil den dag hun døde; ej heller har hun nogensinde gjort mig vred eller været ulydig mod mig. Snarere blev min depression og sorg glemt, når jeg så på hende.”229

111

Fatima al-Zahraa og Imam Ali (fvmd) forsømte heller aldrig deres børns opdragelse. Altid når de skulle opdrage deres børn, formane dem eller råde dem, gjorde de det med hengivenhed og barmhjertighed. De viste dem vedvarende omsorg og kærlighed og blev aldrig vrede over dem eller retledede dem på en hård og desperat måde. Ligeledes blev børnene vist stor respekt, mens de var små, så de voksede op med forståelsen for menneskets værdighed indgroet i deres sjæle – mennesket er unikt og skal behandles med respekt og behandle andre med selvsamme respekt. For eksempel lærte de deres sønner, Hassan og Hussein, på knap 2 og 3 år at gå til moskeen hver aften med deres far, Imam Ali, for at lytte til profetens prædiken, og da de vendte tilbage, lavede Fatima en talerstol til dem hjemme, hvor hun en efter en lod dem sidde på den og fortælle, hvad de havde lært, mens hun selv sad på gulvet og opmærksomt lyttede til dem. Således voksede børnene op og lærte at opføre sig med gode manerer, respekt og høflighed over for alle ved at tage deres forældre som unikke eksempler. Ligeledes var børnene stadig som små i stand til at hjælpe med at videregive Profetens ord til folket samt lære og hjælpe andre ved brug af visdomsord og gennem eksemplarisk opførsel.

Fatimas (fvmh) støtte til Imam Ali (fvmh)Efter den hellige Profets (fvmh) død, blev kalifatembedet indtaget af Abu Bakr. Sammen med sine tilhængere påstod han, at siden han blev enstemmigt valgt af muslimerne, var han den retmæssige leder af den muslimske nation.

Hvis man kaster lys tilbage på betydningen af kalifatet, indser man, at det er en forlængelse og fortsættelse af Profetskabet dog uden åbenbaring. Derpå er det indlysende, at ligesom Profetskabet kun kan blive tildelt gennem Guddommelig specifikation, kan kalifatet på samme vis ikke blive tildelt nogen person udvalgt af samfundet. Desuden er denne konsensus, som Abu Bakr og hans tilhængere påstår at have opnået, ikke gyldig, da blandt andet al-Ansar (Profetens ledsagere blandt de indfødte i Medina), Bani Hashim-stammen, Ammar, Salman, Miqdad, Abu Dhar og mange andre af Profetens (fvmh) trofaste tilhængere modsatte sig valget af Abu Bakr til det Guddommelige embede, som tidligere var blevet skænket til Imam Ali (fvmh) af selve den

112

hellige Profet (fvmh) under Ghadeer-Khum begivenheden. Alligevel var det muligt for Abu Bakr at indtage magten og udrydde Alis (fvmh) og hans tilhængeres forsøg på at genvinde hans retmæssige embede.

Hvorfor støttede nogle sig til Abu Bakr?Der kan citeres adskillige grunde, som kunne have motiveret muslimerne til at vælge Abu Bakr som deres leder. Det kan blandt andet skyldes, at nogle folk ville have ærgret sig over at se, at både Profetskabet og Imamah-embedet eller kalifatet blev indtaget af Bani Hashim-slægten.

Desuden blev Imam Ali (fvmh) misundt for sine attributter, især af Quraysh-stammen. De svaghjertede af dem kunne ikke holde ud at se, hvordan Imam Ali (fvmh) blev rost og hædret især af den hellige Profet (fvmh) og hans oprigtige ledsagere. At han også skulle blive lederen over dem i så ung en alder kunne de slet ikke acceptere. Desuden ville han lede folket i overensstemmelse med Allahs retfærdighed, hvilket betød, at de som stammeledere og kendte personer ikke ville få nogen privilegier, men snarere ville de blive behandlet som resten af samfundets borgere. Det er også en kendt sag, at folk blev bestukket med penge og andre rigdomme for at give deres troskabsløfte til Abu Bakr, mens de andre gange blev truet, hvis de nægtede at give deres samtykke.230

Dette var blot nogle få antagelser om, hvordan det lykkedes Abu Bakr at tilrane sig kalifatembedet. Efter han havde indtaget magten, var det dog uundgåeligt for ham, at Ali (fvmh) også skulle afgive ham sit troskabsløfte; det er naturligvis vigtigt for enhver slags kup at tvinge oppositionen til at erklære sin støtte til det nye regime. Men hvad skulle de stille op med Ali (fvmh), nu hvor han afviste at afgive sit troskabsløfte til Abu Bakr? Kunne de slå ham? Han var jo den kendte helt, der var i stand til at tilintetgøre arabernes helte, dræbe deres tapre mænd og duellere med deres “ulve”! Var de i stedet i stand til at narre ham? Men Ali (fvmh) var jo den forsigtige og vise mand, der var bevidst om alt, hvad der foregik rundt om ham. De var dog under alle omstændigheder nødsaget til at tvinge troskabsløftet fra ham.

113

Det andet, der bekymrede dem, var, hvad Fatimas (fvmh) indstilling ville være, hvis Ali (fvmh) blev tvunget til at afgive sit troskabsløfte til Abu Bakr? Med andre ord, hvad skulle der gøres, hvis Fatima (fvmh) valgte at forsvare sin mand? Skulle de ignorere alle disse hindringer?

Dette skabte et uløseligt problem for kuppets ledere, som brugte lang tid på at tænke over sagen. I mellemtiden havde Imam Ali (fvmh) indset, at det var nytteløst at anstrenge sig på at genvinde sine rettigheder. I stedet sørgede han for, at den hellige Profets (fvmh) lig blev begravet med hjælp fra de få, som deltog i begravelsesceremonien. Herefter lukkede Imam Ali (fvmh) sig inde i sit hus og var optaget af at udføre de beskeder, han havde fået af Profeten (fvmh) i hans testamente. Han var så godt som afskærmet fra den ydre verden. Denne situation var ugunstig for kuplederne, fordi i Alis (fvmh) afvisning af at afgive troskabsløfte til Abu Bakr lå en dyb mening og en undskyldning for andre til at gøre indvendinger imod Abu Bakrs indtagelse af magten.

Angrebet på Alis (fvmh) og Fatimas (fvmh) husMan kom således frem til, at det var nødvendigt at føre Ali (fvmh) til moskeen med tvang, uanset hvad dette ville koste – især i lyset af den kendsgerning, at han var mere bekymret over islams interesser end sine egne, hvilket altid havde været gældende for Imam Ali (fvmh). Således blev en gruppe af mænd ledet af Qunfudh sendt til Alis (fvmh) hus. Da de ankom, blev de nægtet adgang til huset. Herefter vendte Qunfudh og hans mænd tilbage til moskeen og sagde til Abu Bakr og Omar: ”Vi blev nægtet adgang til huset” Omar sagde: “Gå tilbage, og hvis I bliver nægtet tilladelse igen, så kom ind (i huset) med tvang.” Således vendte de tilbage igen og spurgte endnu en gang om tilladelse, men Fatima (fvmh) svarede: ”I må ikke komme ind i mit hus uden tilladelse.” Da de hørte dette, gik de tilbage til Omar og fortalte ham, hvad Fatimas (fvmh) havde sagt. Dette gjorde Omar vred, og han sagde: ”Hvad har kvinder med denne sag at gøre?” Omar begav sig herefter selv ud for at tvinge Imam Ali (fvmh) til at komme ud af huset. Blandt andet beordrede han, at der blev sat ild til Fatimas (fvmh) hus. En mand gjorde indvendinger mod dette og sagde: ”Men Fatima er indenfor.” Hvortil Omar svarede: ”Og hvad så?”

114

Det er blandt andet blevet berettet: ”Så sendte Abu Bakr Omar, søn af al-Khattab, med det formål at få alle de folk, som havde samlet sig i Fatimas og Alis hus, til at komme ud, og hvis nogen afviste at komme ud, så skulle han kæmpe mod dem. Omar kom med ild i sin hånd for at antænde huset. I dette øjeblik kom Fatima ud og sagde: ”Tør du, oh søn af al-Khattab? Ønsker du at sætte ild til mit hus?” Omar sagde: ”Afgiv troskabsløfte til Abu Bakr og kom deltag i det, som størstedelen af nationen er enige om.”231

”De, som modsatte sig troskabsløftet til Abu Bakr, var Ali, Abbas, Zubayr og Saad ibn Ubada. Af disse sad Ali og Abbas i Fatimas hus. På det tidspunkt sendte Abu Bakr Omar med denne befaling: ”Flyt dem, der er samlet i Fatimas hus, og hvis de afviser at komme ud, så dræb dem.” Omar tog ild med til døren, og Fatima sagde: ”Oh søn af al-Khattab! Er du ankommet for at sætte ild til mit hus?” Omar sagde: ”Jeg er kommet med den intention at få folk til at afgive troskabsløfte til Abu Bakr, som andre har gjort.”232

”Omar, søn af al-Khattab, kom til Alis hus. Talha og Zubayr og nogle af al-Muhajiren233 var også i huset. Omar råbte: ”Ved Gud, enten kommer I ud for at afgive troskabsløftet, eller jeg vil sætte ild til huset.” Zubayr kom ud med sit sværd trukket. Da han snublede (over noget), faldt sværdet fra hans hånd, og de hoppede over ham og overtog ham.”234

Den akademiske og autoritative oversætter, Ismail Poonawalla, skriver i sine fodnoter om begivenheden: ”Selvom det ikke står klart, ser det ud til, at Ali og hans gruppe fik kendskab til Saqifa235 vedrørende det, der var hændt derhenne. Desangående samledes hans tilhængere i Fatimas hus. Abu Bakr og Omar, der var fuld opmærksomme på Alis påstande og var bange for en trussel fra hans tilhængere, tilkaldte ham til moskeen, så han skulle afgive troskabsløfte. Ali afviste (dette), og således blev huset omringet af en bevæbnet gruppe ledet af Abu Bakr og Omar, som truede med at sætte ild til det, hvis Ali og hans tilhængere afviste at komme ud og sværge troskab til Abu Bakr. Situationen udviklede sig voldeligt, og Fatima var rasende…”236

115

Det er blevet berettet af Ibn Khaziba fra Zayd ibn Aslam, som sagde: ”Jeg var en af dem, som gik sammen med Omar med fakler til Fatimas hus. Da Ali og hans mænd afviste at sværge troskab, sagde Omar til Fatima: ”Lad enhver, der er indenfor, komme ud. Ellers vil jeg antænde dit hus og dem, der befinder sig indenfor.” Ali, Hassan, Hussein, Fatima og en gruppe af Profetens tilhængere og Bani Hashim var indenfor. Fatima sagde: ”Vil du sætte ild til mit hus og mig og mine sønner?” Han sagde: ”Ja, ved Allah, hvis de ikke kommer ud og sværger troskabsløfte til Profetens kalif.”237

Fatimas hus blev således angrebet, og hun blev mast mellem dør og væg, således at det forårsagede hendes spontane abort af sin søn, der var opkaldt Mohassin af Profeten selv, før han var gået bort. Ved angrebet fik hun brækket sine ribben, og et søm i døren borede sig gennem hendes bryst. Ligeledes blev hun slået, uden der blev taget hensyn til hendes status eller hellighed. Fatima brast i gråd og råbte: ”Oh far! Oh Allahs Profet! Hvor er det hurtigt efter din bort-gang, at sorg og bekymringer er haglet ned over os under hænderne af søn af al-Khattab (Omar) og søn af Abu Quhafa (Abu Bakr). Hvor er det hurtigt, at de har ignoreret dine ord ved Ghadeer-Khum og din udtalelse om, at Ali i forhold til dig er, som Aaron (Harun) var til Moses.”

Ifølge beretningerne blev Imam Ali (fvmh) herefter under alle om-stændigheder tvunget til moskeen. Efter alt det, der var sket hende, prøvede Fatima alligevel at følge efter sin mand. Imam Ali (fvmh) afviste at afgive sit troskabsløfte i moskeen, hvorefter der blev sagt til ham: ”Ved Allah, du bliver dræbt, hvis du ikke gør, som de andre har gjort.” Imam Ali (fvmh) svarede: ”Vil I dræbe en mand, som er en slave af Herren og en bror til Allahs Profet?” Omar svarede: ”Vi erkender dig ikke som en bror til Herrens Profet!”

Fatima (fvmh) sagde herefter: ”Ønsker du at gøre mig til enke? Ved Al-lah, hvis I ikke lader ham gå fri, vil jeg afsløre mit hoved, flå min trøje, gå til min faders grav og græde til min Herre …” Så tog hun sine søn-ners hænder, Hassan og Hussein, og gik mod sin faders grav. Da Imam Ali (fvmh) så situationens alvor, blandede han sig med det samme

116

og sagde til Salman: ”Forhindr Mohammads datter (i at nå sin faders grav), for sand-elig ser jeg, at udkanten af Medina bliver sunket ned i jorden.”

Salman fortæller senere: ”Jeg var nær Fatima, da jeg, ved Allah, så fundamenterne af moskeens vægge blive hævet fra jorden til et punkt således, at hvis et menneske havde ønsket at gå under dem, ville det have været i stand til at gøre det.” Så sagde jeg: ”Min Frue, sandelig sendte Allah, den Ek-salterede, din far for at være en barmhjertighed (over folket), derfor bliv ikke årsagen til Hans vrede (over dem).”

Denne ædle støtte, som Fatima gav sin mand, tvang Abu Bakr og Omar til at indse Alis (fvmh) sande personlighed. Fatima vendte først hjem efter at have været det mest hæderlige eksempel på trofasthed over for sin ægtefælle. Der er utallige beretninger både i sunni- og shiamuslimske bøger, som beskriver hele denne hændelse. Nogle flere eksempler er som følgende:

Det er berettet af Abu Mohammad, Abdullah ibn Muslim ibn Qutayba, som sagde: ”Da nyhederne nåede Abu Bakr, at folket havde samlet sig i Alis hus og afviste at afgive troskabsløfte, sendte han Omar efter dem. Omar råbte efter Akraan, som befandt sig i Alis hus, men han afviste at komme ud. Omar sagde så: ”Jeg sværger ved Ham, Som har kontrol over Omars liv! Hvis I, oh folk, ikke kommer ud af huset, vil jeg sætte ild til det, og en-hver indenfor vil omkomme.” Folket sagde: ”Oh Abul Hafs (Omar), (men) Fatima (Profetens datter) er også indenfor i dette hus.” Omar svarede: ”Jeg bekymrer mig ikke om dette; folket skal forlade Alis hus og afgive troskabsløfte.” Ali svarede: ”Jeg har sværget, at jeg ikke vil sætte en fod uden for mit hus, førend jeg er færdig med at samle Koranen.”238 Fatima kom hen til døren og sagde: ”Jeg har ingen tilknytning til de individer, som har sådan en moral som at forlade Allahs Sendebuds begravelse (dvs. Abu Bakr, Omar og co.), og for denne sag (lederskabet) udvalgte de sig selv (dvs. indtog retten til kalifatet) og konsulterede ikke engang os. De tog også det, som retmæssigt var vores (jordstykket Fadak).”

117

Omar gik derefter, og han begyndte at strides med Abu Bakr: ”For-lad de, som afviser at afgive troskabsløfte, ikke (i fred).” Herefter sendte Abu Bakr sin tjenestemand Qunfudh for at tilkalde Ali. Qunfudh kom hen til Ali og sagde: ”Allahs Sendebuds kalif tilkalder dig.” Ali svarede (i sin kommentar til Abu Bakrs nye titel): ”Du er gået mod Allahs Sendebuds ord.” Qunfudh videregav disse ord til Abu Bakr, som efter at have hørt dette græd i et stykke tid. På trods af at han sendte sin tjener, kom Ali stadig ikke.

Herefter blev Omar ledsaget af en gruppe mænd hen til Fatimas hus og begyndte at banke på døren. Da Fatima åbnede døren, proklamerede hun højlydt: ”Oh folk, efter Allahs Sendebuds bortgang, (gjorde) søn af al-Khattab …” Da folk hørte Fatimas stemme og hendes pine, for-lod de stedet grædende og med (sådan en stor) sorg, at de frygtede, deres hjerter ville blive revet i stykker. Kun Omar og nogle andre forblev, resten gik tilbage. De tog Ali ud af hans hus med tvang og bragte ham hen til Abu Bakr og sagde: ”Afgiv ham troskabsløfte.” Omar sagde: Ved Allah, som kun er værdig til tilbedelse, (gør det) ellers vil jeg slå din nakke (halshugge dig).” Ali svarede: ”Vil du dræbe en slave af Allah og Profetens bror?” Omar svarede: ”Jeg accepterer, du er en slave af Allah, men ikke at du er Profetens bror (dvs. han anklager Ali for at lyve).” Abu Bakr forblev stille, og Omar sagde: ”Hvorfor afkræver du ham ikke troskabsløftet?” Abu Bakr svarede: ”Så længe Fatima er på hans side, vil jeg ikke presse ham.” Herefter gik Ali til Allahs Sendebuds grav, omfavnede den og græd højt. Han sagde det til Pro-feten, som Aaron havde fortalt sin bror Moses, som det er skrevet i den Hellige Koran:”{Oh min moders søn! Sandelig har folket anset mig for svag og ønsker at dræbe mig.}239”240

(Efter noget tid) sagde Omar til Abu Bakr: ”Ledsag mig til at se Fa-tima, da vi har pådraget hende vrede.” De ville begge se Fatima, så de gik hen til Ali, som tog dem over for at se hende. Han (Ali) lod dem sidde ned, men Fatima vendte sit hoved væk fra dem. De hilste begge på hende med fredshilsenen (salam), men hun svarede ikke. Så sagde Abu Bakr: ”Elskede datter af Allahs Sendebud (fvmh). Jeg elsker dig mere end mine egne døtre, og jeg kan ikke tolerere kendsgerningen, at jeg for-blev levende den dag, din far døde. Jeg kender din ophøjede rang og sta-

118

tus, men jeg indvilgede ikke dit krav om ejendom, da Allahs Sendebud har sagt: ”Vores ejendomme vil ikke blive arvet, uanset om det, vi (profeterne) efterlader, er almisse (sadaqa).” Fatima sagde: ”Hvis jeg husker jer begge på en beretning (hadith), som I er klar over, vil I så handle i overensstemmelse dermed?” De svarede begge: ”Ja, fortæl os.” Hun sagde: ”Jeg vil gerne have jer til at sværge ved Allah, hvis I kan bevidne at have hørt denne beretning (af Profeten): ”Fatimas glæde er min glæde, og hendes vrede er min vrede. Enhver, som bevarer et venskab med Fatima, har bevaret et venskab med mig, og enhver, som gør hende ked af det, har gjort mig ked af det.” De bekræftede begge at have hørt denne beretning fra Allahs Send-ebud (fvmh). Så sagde Fatima: ”Jeg bevidner foran Allah (swt) og Hans engle, at I (Abu Bakr og Omar) har gjort mig ked af det, I gjorde mig ikke glad, og jeg skal klage over dette til Allahs Sendebud, når jeg møder ham.” Så sagde Abu Bakr: ”Jeg søger beskyttelse fra Allahs vrede og din faders (Profetens) vrede.” På det tidspunkt blev Abu Bakrs øjne fyldt med tårer, og Fatima sagde: ”Jeg vil forbande jer i enhver af mine bøn-ner.” Abu Bakr forlod huset hysterisk og råbte ad den folkemængde, som havde samlet sig uden for huset: ”I folk har det (så) nemt og sover fredeligt sammen med jeres hustruer i nat, mens I har overvældet mig med en rædselsfuld krise (af samvittighed). Jeg har ikke brug for jeres troskabsløfter. Tilbagekald troskabsløftet, som er blevet givet til mig.” Folket sagde: ”Oh Allahs Sendebuds kalif! Kalifatet kan ikke virke uden dig ved roret.”241

Ibn Abi al-Hadeed citerer fra Jauhari’s bog, Kitab al-Saqifa, som be-skriver hændelserne i Bani Sa’ads Saqifa242: ”Bani Hashim og Ali var samlet i Alis hus. Zubayr var også med dem, siden han anså sig selv som en fra Bani Hashim. Ali plejede at sige: ”Zubayr var altid med os, indtil hans sønner blev voksne. De lod ham vende sig mod os.” Omar gik hen til Fatimas hus med en gruppe af mænd. Usayd og Salma var også med ham. Omar bad dem om at komme ud og sværge troskab. De afviste. Zubayr trak sit sværd og kom ud. Omar sagde: ”Grib fat i den hund.” Salma ibn Aslam greb sværdet og smed den mod væggen. De slæbte Ali til Abu Bakr. Andre fra Bani Hashim fulgte ham også og ventede på at se, hvad Ali ville gøre. Ali sagde, han var Allahs tjener og den hellige Profets bror. Ingen lyttede til ham. De tog

119

ham til Abu Bakr, som bad ham afgive sit troskabsløfte. Ali sagde: ”Jeg er den, der fortjener denne position mest, og jeg vil ikke sværge tro-skab til dig. Det er dig, som skal sværge troskab til mig. Du tog denne rettighed fra al-Ansar243 baseret på dit slægtsforhold til Profeten. Jeg protesterer på samme basis mod dig. Vær så retfærdig. Hvis du frygter Allah, accepter så min rettighed, ligesom al-Ansar accepterede din. Ellers skal du erkende, at du undertrykker mig med vilje.” Omar sagde: ”Vi vil ikke give slip på dig, før du har sværget troskab.” Ali sagde: ”I har rottet jer godt sammen. I dag støtter du ham, så han i morgen giver kalifatet videre til dig. Jeg sværger ved Allah, at jeg ikke vil rette mig efter jeres anmodning om at afgive troskabsløfte (til Abu Bakr). Han burde give mig troskabsløfte.” Så vendte han sit ansigt mod folket og sagde: ”Oh Muhajiren!244 Frygt Allah. Tag ikke retten til autoritet fra Mohammads familie. Denne ret er blevet ordineret af Allah. Fjern ikke den retmæssige person fra sin plads. Ved Allah, vi Ahlul-Bayt har større autoritet i denne sag, end I har. Der er en mand blandt jer, som har viden om Allahs Bog (Koranen), Profetens sædvaner (sunna) og vores religions love. Jeg sværger ved Allah, at vi (Ahlul-Bayt) besidder alle disse ting. Derfor, følg ikke jer selv (eller jeres begær) for ikke at bevæge jer væk fra sandheden.” Ali vendte tilbage uden at afgive troskabsløfte og afskærmede sig i sit hus, indtil Fatima døde. Herefter blev han tvunget til at afgive troskabsløfte.”245

Omar var skyld i Fatimas (fvmh) abortEn sunnimuslimsk beretning fortæller: ”Allah gav Fatima og Ali følgende fem børn: Hassan, Hussein, Zaynab, Omm Kolthoom og Mohassin, der blev dræbt som følge af nationens undertrykkelse, og denne sygdom og smerte førte til Fatimas død.”246

Her giver beretteren nationen skylden for hendes drab uden at nævne grundlæggeren af dette angreb. Vi ved fra de andre kilder, at det var Omar, som gav hende det dødelige slag. Omar myrdede både Fatimas (fvmh) ufødte barn, Mohassin, og Fatima selv (fvmh), der døde få måneder senere som følge af sine skader.

120

Spørgsmålet er, hvad den islamiske straf vil være for den, der kendes skyldig i Fatimas spontane abort. Hvis man læser i bogen ”Sharh Ibn al-Hadeed” står der: ”Naqeeb Abu Jafer siger, at efter Jaber ibn Asood skræmte Zaynab og forårsagede, at hun fik en abort, erklærede Allahs Sendebud (fvmh) det tilladt (mubah) at udgyde hans blod. Havde Allahs Sendebud (fvmh) været levende, ville han på samme måde erklære det tilladt at udgyde blodet af de folk, som afskrækkede Fatima i den grad, at hun fik en abort.”247

Fatimas (fvmh) martyrdom Da angrebet på Fatimas og Alis hus skete, overværede deres børn hele det tragiske forløb. Både da deres mor fik døren sparket ind i sig, så hun blev mast mellem døren og væggen; og da et udragende søm i døren gennemborede hendes bryst; da hun med det samme fik en abort og bad sin tjenestepige, Feddah, om hjælp; da hun blev slået på gaden, fordi hun ville følge efter sin mand; da faderen, Ali, blev slæbt til moskeen af den voldelige, usympatiske gruppe mænd. Alt dette var børnene vidner til. På denne sørgelige tid var Imam Hassan (fvmh) syv år, Imam Hussein (fvmh) var seks år, Zaynab (fvmh) var fem år, og Omm Kolthoom (fvmh) var fire år.

Fatima al-Zahraa (fvmh) kunne godt føle, at døden var hende nær. Den hellige Profet (fvmh) havde allerede forudset, at hun ville være den første blandt hans nation, som ville dø og forenes med ham ikke mere end få måneder efter hans egen martyrdom.

Det er berettet, at Ali al-Helali fortalte: ”Jeg gik hen til Profeten, mens han lå på sit dødsleje og så hans datter Fatima sidde nær hans hoved. Hun græd voldsomt, så Profeten så på hende og sagde: ”Oh min elskede datter! Hvad får dig til at græde?” Hun sagde: ”Jeg frygter tabet af dig.” Så sagde han: ”Oh min elskede! Ved du, at Allah, den Store og den Almægtige, så på jordens indbyggere, valgte din far og sendte ham med Sit Budskab; så kiggede Han endnu en gang, valgte din mand og åbenbarede for mig at ægte dig med ham?

121

Oh Fatima! Vi er en familie, som Allah, den Store og den Almægtige, sandelig har givet syv gaver, som Han ikke har givet andre før os og ej heller vil give nogen efter os: Jeg er den sidste af Profeterne og den mest beærede hos Allah. Og min wasi248 er den bedste af alle Awseya og den mest elskede hos Allah, den Store og den Almægtige, og han er din ægte-fælle. Og vor martyr er den bedste af alle martyrer, og den meste elskede hos Allah, og han er Hamzah, søn af Abdul Muttalib, din faders onkel. Og fra (vores slægtninge) er den, der har to vinger, som flyver med engle i den retning, han ønsker, og han er din faders fætter og din ægtefælles bror. Og fra os er denne nations to børnebørn, som er dine sønner Has-san og Hussein, og de er Mestrene over Paradisets Unge, og deres far er, ved Ham, Som sendte mig med Sandheden, bedre end dem. Oh Fatima! Ved Ham, Som sendte mig med Sandheden, denne nations Mahdi249 stammer fra dine sønner. Når verden er fyldt med uretfærdighed og kaos, og når uenighed følger uenighed, og når partierne er adskilte, og når folk angriber hinanden, således at ingen ældre har barmhjer-tighed med de unge, og ingen unge har barmhjertighed med de ældre, vil Allah, den Store og den Almægtige, sende fra dine sønner ham, som vil besejre fæstningerne fra afvigelse og de tildækkede hjerter; og han vil reagere i overensstemmelse med religionen i slutningen af tiden, ligesom jeg reagerede i overensstemmelse med religionen i begyndelsen af tiden; og han vil fylde jorden med retfærdighed, netop som den vil være fyldt med undertrykkelse. Oh Fatima! Bliv ikke sørgmodig og græd ikke, for sandelig er Allah, den Store og den Almægtige, mere barmhjertig og medfølende med dig, end jeg er, og dette er som følge af din plads og position i mit hjerte. Sandelig ægtede Allah dig med din ægtefælde, og han er af den ædleste afstamn-ing og med den mest hæderlige position; og han er den mest venlige mod menneskerne og den retfærdigste i lighed og den mest vidende inden for alle slags videnskaber. Og jeg har sandelig bedt min Gud, den Store og Almægtige, om, at du skal være den første, der forenes med mig (i Him-melen). (Sandelig) døde Fatima femoghalvfjerds dage efter Allahs Sendebuds dødsfald.”250

122

Det er berettet af en af Profetens hustruer: ”I løbet af hans sygdom, efter hvilken han døde, tilkaldte Allahs Sendebud Fatima, sin datter, og hviskede i hendes øre, så hun græd. Så tilkaldte han hende igen og hviskede i hendes øre, så hun grinte. Så spurgte jeg hende: ”Hvad var det, Allahs Sendebud hviskede i dit øre, der fik dig til at græde, og derefter igen hviskede i dit øre, der fik dig til at grine?” Hun sagde: ”Profeten fortalte mig, at han ville dø af sin sygdom, så jeg græd. Derefter fortalte han mig, at jeg ville være den første fra hans familie til at forenes med ham, så jeg grinte.”251

Fatima (fvmh) havde levet i en tragisk periode efter Profetens (fvmh) død. Ikke nok med, at de angreb hendes hus, fratog hende sin ret til sin ejendom, Fadak, forbød de hende også at græde i sit hjem, så Imam Ali (fvmh) blev nødt til at bygge ”Baytul Ahzan” (Sorghuset) til hende uden for byen. Dog var det separationen fra sin far og den efterfølgende un-dertrykkelse af Imam Ali (fvmh) samt hans fratagne ret, der bekymrede hende mest. Da Profetens kone, Omm Salamah, engang spurgte hende om hendes tilstand, svarede Fatima (fvmh): ”Hvordan kan det være, du (stadig) spørger mig, hvordan jeg har det, Omm Salamah, når jeg er grebet af så megen sorg og lidelse? På den ene side har jeg mistet min far, Profeten (fvmh), og på den anden side (ser jeg med mine egne øjne, at) der sker uretfærdighed mod hans efterfølger (Ali søn af Abu Talib).”252

Hun blev ved med at støtte sin tids Imam, som en trofast tilhænger, og be-varede sin oprigtige loyalitet over sin ægtefælle, som en hengiven hustru, indtil sidste momenter af hendes liv trods alt det, hun selv blev udsat for: ”Fatima græd før sin død. Så spurgte De Troendes Leder hende: ”Oh min Frue! Hvad får dig til at græde?” Fatima svarede: ”Jeg græder over det, du vil træffe efter min død.” Ali sagde: ”Græd ikke; ved Allah, jeg anser det som let i Allahs sag.”253

Hemmeligholdt begravelseDet er blevet berettet, at Fatima (fvmh) havde ønsket, at hendes begrav-else skulle foregå om natten, så de, der foregav at være muslimer men

123

havde været skyld i hendes tragedie, ikke kunne deltage i begravelsen. Hun bad også om, at hendes gravsted skulle holdes skjult. Kort tid før sindød sagde hun til sin ægtefælde Imam Ali (fvmh): ”Oh fætter! Jeg ser mig selv nærme mig døden, og jeg ved, jeg snart skal forenes med min far. Jeg vil gerne fortælle dig om ting i mit hjerte.” Ali sagde: ”Fortæl mig det, du vil, oh Allahs Sendebuds datter!” Han satte sig ved hendes hoved og bad alle andre om at forlade rummet. Så sagde hun: ”Oh fætter! Du har aldrig kendt mig som en løgner, ej hel-ler forræderisk, og jeg har aldrig været uenig med dig i den tid, du har været sammen med mig.” Ali svarede: ”Må Gud forbyde (dette ske). Du er, ved Allah, for kyndig, god, from, adelig og gudfrygtig til at begå disse bebrejdende handlinger. Sandelig er din adskillelse fra mig og tabet af dig meget hårdt for mig, men det er noget uundgåeligt. Du har visselig, ved Allah, fornyet sorgen over Allahs Profets død for mig, og din død samt tabet af dig er bestemt pinefuldt. {Sandelig, vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage.}254 Hvor smertefuld og hvor pinefuld og hvor bit-ter og hvor sørgelig en ulykke. Dette er et tab, som ikke har nogen trøst; og det er en katastrofe, som ingen ende har.” De græd en stund, og Imamen holdt hendes hoved til sit bryst og sagde: ”Betro mig dit testamente, for sandelig vil du finde mig loyal; jeg vil gennemføre alle dine ordrer og prioritere dine ønsker over mine.” Fatima sagde: ”Må Allah belønne dig for (det, du har gjort for) mig med den bedste belønning… Oh fætter, jeg beder dig om ikke at lade dem, der gjorde mig uret, komme til min begravelse, for sandelig er de mine fjender og Allahs Sendebuds fjender. Og jeg beder dig ikke lade nogen af dem eller deres efterfølgere udføre den Afdødes Bøn over mig, og at du begraver mig om natten, når øjnene hviler og falder i søvn.”255 Da dødsøjeblikket nærmede sig, rejste Fatima (fvmh) sig op fra sit sove-

sted, hvor hun havde ligget længe på grund af sin sygdom og sine smerter. Hun badede sine børn og gav dem deres fine tøj på, før hun sendte dem ud. Herefter gik hun selv i bad og tog sit reneste tøj på. I sit værelse bredte hun sit bedetæppe ud og satte sig på det med ansigtet vendt mod den Hellige Kaaba. Hun fortalte sin tjenestepige Asma, at hun ville sætte sig til at læse højt af den Hellige Koran, men så snart hendes stemme ikke ville kunne høres længere, betød det, at hun havde forladt denne verden.

124

Da Asma ikke kunne høre Fatimas stemme efter en kort stund, be-gyndte hun at kalde flere gange bag værelsets dør: ”Oh datter af den udvalgte Profet! Oh datter af…” Men der kom intet svar, og stilhed overvældede huset. Asma gik ind til Fatima og opdagede, at Fatima sandelig havde forladt denne verden. Efter et kort øjeblik kom Hassan og Hussein (fvmd) hjem og spurgte: ”Hvor er vores mor?” Asma ønskede ikke, at børnene skulle ind i morens værelse og se hende ligge død, så hun forsøgte at holde dem besæftiget med andet. Derfor spurgte hun dem med det samme: ”Skal jeg tilberede noget mad til jer?” De så på hende og sagde med forbløffelse: ”... Har du da nogensinde set os spise uden vores mor?” De gik herefter ind i det værelse, hvor deres mor lå, og fandt hende død. Ved dette vendte Imam Hassan (fvmh) sit ansigt mod Imam Hussein (fvmh) og sagde: ”Må Allah trøste dig ved vores mors død!”, hvorefter han lagde sin kind på sin mors kind. Imam Hussein (fvmh) lagde derimod sin kind mod Fatimas fødder og råbte grædende: ”Oh moder, tal til mig, jeg er din søn Hussein.”

På dette tidspunkt befandt Imam Ali (fvmh) sig i moskeen. Imam Hassan og Hussein (fvmd) gik derefter hen til ham for at give ham nyheden om deres mor. Det berettes, at da Imam Ali (fvmh) fik denne nyhed at vide, faldt han bevidstløs om. Folk var endnu ikke kommet over nyheden om Profetens (fvmh) død, før de nu mistede endnu en stor personlighed. Denne gang var det hans egen elskede datter.

Herom berettes i Bihar al-Anwar: ”Da Fatima døde, græd alle Medinas folk, og kvinderne fra Bani Hashim samledes i hendes hjem, hvor de skreg: ”Oh min Frue! Oh Datter af Allahs Sendebud!” Mændene kom til Ali, der sad med Hassan og Hussein, og de græd alle. Således samledes folket, fældede tårer og ventede på, at begravelsesceremonierne skulle begynde. Abu Dharr kom ud og sagde: ”Gå! Der er sket en udsættelse af (begravelses)ceremoni-erne, og de vil ikke blive holdt i aften.” Således gik folket. Senere, da øjnene hvilede, og en del af natten passerede, bragte Ali, Hassan, Hussein, Ammar, Megdad, Aqel, Zubayr, Abu Dharr, Salman, Boraydah og nogle af Bani Hashim hende ud, udførte de Afdødes Bøn over hende samt begravede hende i nattens mørke.

125

Så lavede Ali nogle falske grave, så hendes grav ikke kunne skelnes. Han jævnede også hendes grav med jorden og fladgjorde snavset på og rundt om den på en sådan måde, så den ikke kunne blive genkendt.”256

Således handlede Imam Ali (fvmh) i overensstemmelse med hendes testamente. Han badede hende, viklede kefaan (dødsklæder) omkring hende og begravede hende i nattens mørke. Hendes grav blev holdt hemmelig, og man ved stadig ikke i dag, hvor Fatima (fvmh) præcist blev begravet, men man formoder, at det muligvis må være et sted i hendes hjemby Medina.257 Fatimas (fvmh) testamente og ønske gør det klart og tydeligt for enhver, både i dag og for fremtidens generationer, at Profetens datter (fvmd) blev udsat for undertrykkelse. Til sidste øjeblik før sin død forblev Fatima (fvmh) trist og irriteret af sine undertrykkere.

Bortgangen af Fatima al-Zahraa (fvmh) var sandelig et stort tab både for hele familien men også for hele samfundet og menneskeheden. Fatima (fvmh) var og vil altid være ”Overhovedet for verdens kvinder”258, en ”menneskelig houri”259 og en eksemplarisk kvinde for alle verdens kvinder, som spillede den perfekte rolle i alle livets aspekter: hun var Profetens (fvmh) elskede datter, Imam Alis (fvmh) hengivne hustru, Imamernes (fvmd) kærlige mor og ikke mindst en loyal tilhænger af sin tids Imam. Hun var den bedste underviser, den tapre reformist, den modige kvinde – som altid kæmpede for retfærdighed for sig selv og for alle. Således satte Imam Ali (fvmh) sig ved hendes grav, læste med lav stemme et sørgeligt digt op for hende, hvorefter han vendte sig mod Profetens (fvmh) grav og sagde: ”Oh Guds Profet! Jeg giver dig dét tilbage, som du har betroet mig. Oh Herre! Spørg Fatima, hvad der skete med os. Hun vil sandelig fortælle dig alt om det.”

126

Kapitel 11Imam Ali – De Troendes Leder

Hans martyrdom

Efter slaget ved Nahrawan blev afsluttet, mødtes en gruppe Khawarij dagligt i Mekka og græd over deres afdøde, som blev dræbt i Nahrawan. En dag var Abdul Rahman ibn Muljim, Amro ibn Bakr Altamimi og Ibn Abdullah, som var nogle af de mest fremtrædende Khawarij, samlet for at diskutere deres folks tilstand. De kritiserede lederne, og derefter nævnte de Khawarij-folket fra Nahrawan (som Imam Ali (fvmh) havde bekæmpet), sendte velsignelser over dem og sagde: ”Hvad skal vi gøre, efter de er døde? De var vores brødre! Det var dem, som plejede at opfordre folket til at tilbede deres Herre… Vi burde ofre vores liv og for-søge at dræbe vildledelsesimamerne for at gøre landene fri for dem og tage hævn over vores brødre.” Abdul Rahman ibn Muljim rejste sig og sagde: ”Jeg vil dræbe Imam Ali.” Ibn Abdullah ville påtage sig drabet af Muawiyah og Amro ibn Bakr Altamimi sagde: ”Jeg vil dræbe Amro ibn Aas.” De svor hinanden troskab i Allahs Navn om, at ingen af dem ville svigte deres opgave, indtil vedkommende enten dræbte den person, han skulle dræbe, eller selv blev dræbt, mens han prøvede. De tog deres sværd og smurte dem med dødbringende gift og forberedte sig på deres mission. De aftalte at udføre planen den 19. Ramadan. Herefter begav hver af dem sig til det sted, hvor de skulle udføre deres opgave den aftalte dato. To af dem opnåede ikke deres mål, mens det lykkedes for Abdul Rahman ibn Muljim at dræbe Imam Ali (fvmh).

Så snart Ibn Muljim kom til byen Kufah, hvor Imam Ali (fvmh) levede sammen med sin familie, kontaktede han sine venner men holdt sine in-tentioner hemmeligt, så de ikke fik noget at vide om hans mission. Der mødte han en utrolig flot kvinde kaldt Qataam bint Asshajinah. Både hendes far og hendes bror var blevet dræbt i slaget ved Nahrawan. Han blev ude af sig selv, da han mødte hende, og han glemte fuldstændigt alt om den mission, han var kommet for at fuldføre. I stedet blev han forlovet med hende. Dog sagde hun til ham: ”Jeg vil ikke gifte mig med dig, før

127

du lindrer min sorg.” Han sagde: ”Hvad vil lindre din sorg?” Hun sagde: ”Drabet af Ali søn af Abu Talib.” Han sagde: ”Så meget som at dræbe Ali? Jeg ved ikke, hvorfor du nævner ham, hvis det er mig, du vil have.” Hun svarede: ”Jo (jeg vil fortælle dig grunden). Sigt efter hans pande, hvis det lykkes dig, så vil du have lindret mig så vel som dig selv, og (herefter vil) livet med mig være behageligt. Hvis du dog bliver dræbt, så vil det, Allah giver dig, være bedre end denne verden...” Han sagde: ”Ved Allah, jeg er ikke kommet til dette sted for andet end at dræbe Ali. Derfor skal du få, hvad du har bedt om.”

Det er berettet i adskillige bøger260, at Ibn Muljim engang under sit ophold i Kufa kom hen til Imam Ali (fvmh) og læste nogle digtvers op for at prise ham foran hans tilhængere. Han sagde: ”Du er den sande vejleder, fri for alle fejl og tvivl. Du er gavmild og venlig, og du er søn af de løve-hjertede og tapre forfædre, som var enestående i deres tapperhed lige fra begyndelsen. Oh efterfølger af Profeten! Allah har givet dig denne rang og skænket dig den dyd og storhed, som er (fremlagt) i den Hellige Koran...” (Imam Alis) tilhængere blev meget forbløffede over denne veltalenhed og brændende kærlighed. Dog svarede Imam Ali (fvmh) tilbage med følgende digtvers: ”Jeg råder dig til at elske mig åbenhjertigt, selvom jeg ved, du er en af mine fjender.”261 Ibn Muljim sagde: ”Måske har du hørt mit navn og hader det.” Imamen svarede: ”Nej, det er ikke rigtigt. Jeg ved uden mindste tvivl, at du er en morder, og der vil ikke gå længe, før du vil plette mit hvide skæg med blod fra mit hoved.” Ibn Muljim sagde: ”Hvis det er tilfældet, kan du dræbe mig.” Tilhængerne insis-terede også på, at han skulle dræbes. Dog sagde Imamen (fvmh): ”Det kan aldrig ske. Min religion tillader ikke straf før udførelse af synd. Jeg ved med sikkerhed, at du er en morder. Men religiøse befalinger gælder for udførte handlinger. Siden du endnu ikke har begået en uretfærdig handling, kan jeg ikke pålægge dig nogen straf.262 Muligvis vil du selv angre efter eget valg.”

Snart blev det den 19. Ramadan år 40 efter hijrah. Denne morgen befandt Imam Ali (fvmh) sig som sædvanligt i Kufas moske i færd med at lede fællesbønnen. Da han kom ned i knælepositionen, nærmede Ibn Muljim sig ham og gav Imamen ét dødeligt slag med sit forgiftede sværd. Det var

128

den morgen, bjerget af tro styrtede sammen og smuldrede bort, mens det fyldte den islamiske verden med sorg.

Efter dette råbte Imam Ali (fvmh) med det samme: ”Ved Kaabaens Herre. Jeg har sejret.” Englen Gabriel råbte derefter: ”Ved Allah, vejledningens søjler er blevet ødelagt. Ali, søn af Abu Talib, er blevet dræbt!” Efter denne tragiske begivenhed blev Imam Ali (fvmh) båret hjem med blodigt ansigt. Triste og bekymrede folk kom i massevis for at besøge ham, og forældreløse børn bragte mælk til Alis (fvmh) hus, da de havde hørt, at mælk ville hjælpe en person, der var forgiftet.

Imam Alis (fvmh) morder blev hurtigt taget til fange og leveret til Imam Hassan (fvmh), Imam Alis (fvmh) ældste søn. Ibn Muljim blev fængslet, om hvilket Imam Ali (fvmh) straks blev underrettet. Han (fvmh) sagde til sin søn: ”Oh søn! Denne mand er min morder og jeres fange. Sørg for mad og drikke til ham og begå ej overgreb imod ham. Hvis jeg overlever, ved jeg, hvad jeg skal gøre med ham; og hvis jeg dør, slå ham ikke med mere end ét slag, (svarende til dét slag, han gav mig).”

Desværre overlevede Imam Ali (fvmh) ikke mere end tre dage efter det dødelige slag. Han vendte tilbage til sin Herre den 21. Ramadan i en alder af 63 år. Hans hellige lig blev begravet i den hellige by Najaf i Irak.

129

Kapitel 12Imam Ali – De Troendes Leder

Hans sidste ord

Det følgende er nogle af de råd, som Imam Ali (fvmh) gav sine sønner, Imam Hassan og Imam Hussein (fvmd), såvel som sine tilhængere, hele den muslimske nation og de kommende generationer, da han lå på sit dødsleje:

”Jeg råder jer til at frygte Allah og ikke gå efter denne verden(s fornøjelser), selvom den skulle gå efter jer. Bliv ikke ked af det over noget, som I mister fra den. Sig sandheden og stræb efter (Allahs) belønning. Bliv fjende af undertrykkerne og hjælperen til de undertrykte.

Jeg råder jer og alle mine børn, min husstand og alle de, der modtager min besked, at frygte Allah og at velplanlægge jeres foretagender og bevare gode relationer mellem hinanden, for jeg har hørt jeres bedstefar sige: “Gode relationer er bedre end (de ikke obligatoriske) bøn og faste.”

(Frygt) Allah ved behandling af de forældreløses sager.263 Lad dem ikke sulte, ej heller tillad dem at bortkomme under jeres tilstedeværelse.

(Frygt) Allah med hensyn til jeres naboer, for dette er jeres Profets tiltro til jer. Han blev ved med at bede os om at passe på dem til den grad, at vi troede, han ville gøre dem til sine arvtagere (af vores arv).

(Frygt) Allah med hensyn til den Hellige Koran. (Pas på), at ingen bliver bedre end jer til at følge dens grundsætninger.

(Frygt) Allah, hvad angår jeres bøn, da det er jeres religions søjler.

(Frygt) Allah, hvad angår jeres Herres Hus (Kaabaen). Lad aldrig stedet stå tomt, så længe I er levende, for hvis I gør, vil I ikke blive set på med respekt.

130

(Frygt) Allah, hvad angår jihad (anstrengelse). Kæmp med jeres rigdom-me, jeres liv og jeres tunger på Allahs vej.

Hav indbyrdes forbindelser og udveksl gaver. Vogt jer for at vende jeres ansigter fra hinanden eller give afkald på hinanden. Stop ikke med at påbyde det gode og forbyde det onde for ikke at lade de ondsindede folk underkende jer, i så tilfælde vil jeres bønner ikke blive besvaret (af Allah).”

131

Ziyarat Aminullah - en hilsen til De Troendes Leder (fvmh)264

Fred være med dig! Oh Allahs trofaste på Sin Jord og Hans bevis for folket.

Fred være med dig! Oh de Troendes Leder.

Jeg bevidner, at du bestræbte dig på Allahs vej en oprigtig stræben, og at du handlede i overensstemmelse med Hans Bog (Koranen). Du efter-levede Hans Profets sædvaner, må Allahs velsignelser være over ham og hans afkom, indtil Allah kaldte dig til Sit nærvær og efter Sit eget valg tog dit liv til Sig. Og (Han) påhvilede dine fjender beviset udover de mange beviser, som du har over alle Hans skabelser.

Oh Allah! Lad mig være tilfreds med den skæbne, (som Du har bestemt mig); fornøjet med Dit dekret; ivrig efter at huske Dig og anråbe Dig; elske Dine udvalgte venner; elsket på Din Jord og i Din Himmel; tålmodig, når Du sender plager ned over (mig); taknemmelig for Din overflod af gaver; opmærksom på Dine talrige velsignelser; længselsfuld efter lykken ved at møde Dig.

(Lad mig være blandt de, der) får større gudfrygtighed for Din Belønningsdag; følger Dine venners sti; tager afstand fra Dine fjenders adfærd; er optaget fra denne verden med at prise og hædre Dig.

Oh Allah! Hjerterne af dem, som føler ydmyghed foran Dig, er fyldt med kærlighed. Stierne for dem, der ønsker Dig, er fæstnet. Tegnene for dem, der opsøger Dig, er klare. Hjerterne af dem, som kender Dig, er tomme for andre end Dig. Lydene af dem, som kalder Dig til sig, ophøjes af Dig, og svarernes porte er åbne for dem. Bønnerne af den, som hvisker til Dig, er opfyldte. Angeren af den, som vender sig mod Dig, er modtaget. Tårerne af den, som græder af frygten for Dig, er blevet behandlet barmhjertigt. Hjælp er tilgængelig for den, som kalder på hjælp fra Dig, og bistand er givet gavmildt til den, som leder efter den. Dine løfter til Dine tjenere er fuldbyrdet. Fejlene af den, som søger at formindske

132

dem, er formindsket. Gerningerne af udøverne af gode gerninger, er bevaret hos Dig, og forsørgelsen til Dine skabelser er nedkommet. Løfterne om forøgelser i forsørgelsen når dem. Synderne af dem, som søger tilgivelse, er tilgivet. Dine skabningers behov er opfyldte. Belønningerne af de bønfaldende er tilgængelige i overflod hos Dig. Forøgelsesløfterne er vedvarende. Gavnlig mad er tilberedt for den sultne, og drikkene er fyldt for den tørstige.

O Allah, besvar mine bønner, og tag imod min lovprisning. Foren mig med mine venner, for Mohammad, Ali, Fatima, Hassan og Husseins (fvmd) skyld. Du er sandelig Herren over mine velsignelser, Hensigten med mine ønsker, Målet med mine håb i min endelige slutning og min faste bopæl.

O Allah, Du er min Gud, min Herre og min Hersker. Tilgiv vores beskyttere. Hold Dine fjender borte fra os, og afled dem fra at besvære os. Lad sandhedens ord blive klart åbenbaret og lad den stå højst, og lad sandhedens ord blive manifesteret, og gør den størst. (Og) lad ordet falskhed blive nægtet, og lad det være lavt, Du er sandelig den som har magt over alle ting.

133

Noter1 Book on Islam/Professor M.G. Reynolds: kapitel 3.2 Han var anset som værende den mægtigste britiske historiker i sin tid.3 De ”Tolv Høvdinge” er profeten Mohammads (fvmh) tolv efterfølgere, hvoraf Imam Ali (fvmh) er den første.4 Første Mosebog: kapitel 17, vers 19-20.5 Hijrah betyder ”udvandring” og henviser til Profeten Mohammads (fvmh) udvandring fra Mekka til Medina. Denne udvandring markerer starten på den muslimske månekalender.6 The Shi’ite Religion/Dwight M. Donaldson.7 Dele af dette kapitel er taget fra bogen: ”A brief history of fourteen infallibles” udgivet af ”World Organization for Islamic Services”.8 I denne bog bliver ordet ”Imam” ikke brugt om personer, der blot er uddan-net i islamisk lære og har fået autoritet til at kunne lede fællesbøn etc. (såkaldt sheikh). Det er snarere titlen givet de 12 særlige personer, der er udvalgt af Allah til at være Hans stedfortrædere efter Profeten Mohammad (fvmd). Disse Imamer er: Imam Ali, Imam Hassan, Imam Hussein, Imam Sajjad, Imam Baqir, Imam Sadiq, Imam Kadhum, Imam Redha, Imam Jawad, Imam Hadi, Imam Askari og Imam Mahdi, fred være med dem alle.9 Fvmh/fvmd: Forkortelse for ”fred være med ham/hende/dem”. Dette skrives, efter en profet eller anden guddommelig person nævnes som respekt. 10 Abbas ibn Abdul Muttalib var Profetens (fvmh) onkel.11 Det vil sige, der er enighed om, at hændelsen fandt sted, idet der er mange beretninger, der tyder på dette.12 Almustadrak ala Alsahhihain: bind 3, side 483. Andre sunnimuslimske kilder: Tathkirat Alkhawas/Ibn Aljawzi: side 7. Rawa’eh Almustafa/Sadrul Dein Ahmad Albardwani: side 10. Kifaiat Altaleb/Mohamad ibn Yusuf Alqurashi Alshafe’i: del 7, side 260. Muruj Althahab/Almasodi: bind 2, side 2. Ithbat Al-wasia: side 155. Siar Alkhulafaa/Abdul Hamid Khan Aldahlawi: bind 8, side 2. Insan Aluyoon/Alhalabi: bind 1, side 165. Matalib Alsauol/Ibn Talha Alshafe’i: side 11. Nuzhat Almajalis/Asafori Alshafe’i: bind 2, side 204. Al-Fosol al-Muhimma/Ibn Sabagh al-Maliki: side 14. Noor Alabsar/Mu’men Alshalabangi Alshafe’i: side 73. Izalat Alikhfaa/Shah waliu Allah Ahmad Aldahwali.

134

13 Alkefaya/Al-Hafedh al-Kenji al-Shafi’i.14 Se Nahjul-Balaghah, som er en samling af Imam Alis (fvmh) udtalelser, breve etc. 15 Majma’ al-Zawaed/al-Haythami. Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 2, side 99.16 Et klædesstykke som dækker hele kroppen fra hoved til tå. Denne slags hijab tog de arabiske kvinder ofte på.17 Fatima al-Zahraa min Qabl al-Melad ela Ba’d al-Estesh-had/al-Hashimi: side 27.18 Mokhtasar Dhakaer al-Oqba/al-Tabari: side 48. Osd al-Ghabah/Ibn al-Athir: bind 7, side 221 og 222.19 Fatima al Zahraa’ min al Mahd ela al-Lahd/al-Qasweni: side 171.20 Man la Yahdhoroh al-Faqeh/al-Sodoq: bind 3, side 401.21 Bihar al-Anwar: bind 6. 22 Nozhat al-Majalis/al-Safori: bind 2, side 226.23 Akhbar al-Dowal wa Athar al-Owal/al-Qermani. Dorar al-Semtayn/al-Zarandi. Al-Fawaed al Majmo’ah/al-Shawkani. Lesan al-Mezan/al-Asqalani. Al-Majro-hen/Ibn Habban. Mezan al-E’tedal/Al-Dhahabi. Mokhtasar Dhakaer al-Oqba/al-Tabari. Tarekh Baghdad/al-Baghdadi. Yanabi al-Mawaddah/al-Qunduzi.24 Mokhtasar Dhakaer al-Oqba/al-Tabari: side 57. Osd al-Ghabah/Ibn al-Athir: bind 7, side 222. Al-Sunan al-Kobra/al-Nasai: bind 6, side 72. Tarekh Demashq/Ibn Asakir: bind 17, side 336.25 Fatima al-Zahraa min al-Mahd ela al-Lahd/al-Qasweni: side 192.26 Bihar al-Anwar/al-Majlesi: bind 43 side 95.27 Shobbar er et hebræisk navn. Oversat til arabisk er navnet Hassan. 28 Mokhtasar Dhakaer al-Oqba/al-Tabari: side 20129 Kaldet til bøn, som bliver læst i den nyfødtes højre øre.30 Respons til bønnekaldet, som bliver læst i den nyfødtes venstre øre.31 Sahih/Muslim: bind 5, side 36. Sahih/Al-Bukhari: bind 2, side 1281. Jami al-Usul: bind 9, side 27, beretning 6552.32 Mokhtasar Tarekh Demashq/Ibn Asakir: bind 7, side 10. Mokhtasar Dhakaer al-Oqba/al-Tabari: side 208. Sharaf al-Nobowwah/Abu Sa’d.

135

33 Mokhtasar Dhakaer al-Oqba/al-Tabari: side 199.34 Mokhtasar Dhakaer al-Oqba/al-Tabari: side 226. Musnad/Ahmad: beretning 3777. 35 Al-Hosayn wa Batalat Karbala/al-Moghneyah (fra en sunnimuslimsk kilde).36 Profeten Mohammad (fvmh) gik bort den 28. safar år 11 efter hijrah, som svarer til omkring år 632 e.Kr.37 Læs mere detaljeret om begivenheden i kapitlet ” Profetens (fvmh) datter”.38 Den Hellige Koran: kapitel 5, vers 67.39 Manaqib/Ibn al-Jawzi.40 Resten af talen kan læses i følgende henvisninger: A’alam al-Wara: side 132-133. Tadhkirat al-Khawas al-Ommah/Sibt Ibn al-Jawzi al-Hanafi. Al-Sirah al-Halabiyyah/Noor al-Din al-Halabi: bind 3, side 383. Sahih/Tirmidhi: bind 2, side 298; bind 5, side 63. Sunan Ibn Maja: bind 1, side 12, 43. Khasaes/al-Nisa’i: side 4, 21. Al-Mustadrak/al-Hakim: bind 2, side 129; bind 3, side 109-110, 116, 371. Musnad/Ahmad ibn Hanbal: bind 1, side 84, 118, 119, 152, 330; bind 4, side 281, 368, 370, 372, 378; bind 5, side 35, 347, 358, 361, 366, 419 (berettet gennem 40 beretningskæder). Fada’il al-Sahaba/Ahmad ibn Hanbal: bind 2, side 563 og 572. Majma’ al-Zawaed/al-Haythami: bind 9, side 103. Tafsir al-Kabir/Fakhruddin Razi: bind 12, side 49-50. Tafsir Dhor al-Manthur/al-Hafiz Jalaluddin Suyuti: bind 3, side 19. Tarikh al-Khulafa/Suyuti: side 169 og 173. Al-Bidayah wal-Nihayah/Ibn Kathir: side 3, side 213; bind 5, side 208. Osd al-Ghabah/Ibn al-Athir: bind 4, side 114. Mushkil al-Athar/al-Tahawi: bind 2, side 307-308. Habib al-Siyar/Mir Khand: bind 1, del 3, side 144. Al-Sawa’iq al-Muhriqah/Ibn Hajar: side 26. Al-Isaba/Ibn Hajar al-Asqalani: bind 2, side 509; bind 1, side 319; bind 2, del 1, side 57; bind 3, del 1, side 29; bind 4, side 14, 16 og 143. Tabarani, berettet på vegne af Ibn Omar, Malik Ibn al-Hawirath, Habashi Ibn Junadah, Jari, Sa’d ibn Abi Waqqas, Anas ibn Malik, Ibn Abbas, Amarah, Buraydah. Tarikh/al-Baghdadi: bind 8, side 290. Hilyatul Awliya/al-Hafiz Abu Nu’aym: bind 4, side 23; bind 5, side 26-27. Al-Este’ab/Ibn Abd al-Barr: bind 2, side 462. Kanzul Ommal/al-Muttaqi al-Hendi: bind 6, side 154 og 397. Al-Mirqat: bind 5, side 568. Riyadh al-Nadirah/al-Tabari: bind 2, side 172. Dhakaerul Uqba/al-Tabari: side 68. Faydh al-Qadir/al-Manawi: bind 6, side 217. Yanabi al-Mawaddah/al-Qunduzi.41 Den Hellige Koran: kapitel 5, sidste del af vers 3.42 Al-Tafsir/Ali Ibn Ibrahim al-Qommi: bind 1, side 162, i sin kommentar af vers 5:3. al-Tafsir/al-Ayyashi: bind 1, side 292 i sin kommentar af vers 5:3. Bihar

136

al-Anwar/al-Majlesi: bind 37, side 112, beretning 5; bind 37, side 138, beretning 27.43 Dhor al-Manthur/al-Hafiz Jalaluddin al-Suyuti: bind 3, side 19. Tarikh/Khatib al-Baghdadi: bind 8, side 290, 596 på vegne af Abu Hurayra. Manaqaib/Ibn Maghazali: side 19. Tarikh Dimashq/Ibn Asakir: bind 2, side 75. Al-Itqan/al-Suyuti: bind 1, side 13. Manaqib/Khawarazmi al-Hanfi: side 80. Al-Bidayah wal-Nihayah/Ibn Kathir: bind 3, side 213. Yanabi al-Mawaddah/al-Qunduzi al-Hanafi: side 115. Nuzul al-Quran/al-Hafiz Abu Nu’aym på vegne af Abu Sa’id Khudri.44 Disse fem søjler er forskellige fra sunnimuslimers definition af islams fem søjler, som ifølge dem er: trosbekendelse, bøn, almisse, faste og pilgrimsfærd. I shiaislam skelner man mellem troens søjler, som er fundamentet af islamisk tro, og troens pligter, der er de obligatoriske tilbedelser såsom pilgrimsfærd, bøn, almisse etc. 45 Usul al-Kafi: bind 1, side 181.46 Usul al-Kafi: bind 1, side 277. Sharh al-Maqasid/al-Taftazani. Sahih/Mus-lim. Sunan/al-Bayhaqi. Majma’ al-Zawaed/al-Haythami. Meshakat al-Masabih/al-Tibrizi. Selselat al-Ommal/al-Albani. Musnad/Ahmad ibn Hanbal. Musnad/Abu Dawod Al-Tayalesi. Sahih/Ibn Haban. Al-Hilya/Abu Nu’aim. Kanzul Om-mal/al-Hendi. Fath al-Bari/Ibn Hajar al-Asqalani. Kitab al-Sunah/Ibn Abi Isam.47 Al-Kafi: bind 2, side 18, beretning nr. 3.48 {Da din Herre sagde til englene: ”Jeg vil sætte en khalifah* på jorden!” sagde de: ”Vil Du sætte nogen dér, som skaber fordærv på den og udgyder blod, når det dog er os, der lovsynger Dig og priser Dig hellig?” Han sagde: ”Jeg ved, hvad I ikke ved!”} Koranen 2:30 *Ordet khalifah kan oversættes som ”efter-følger” eller ”stedfortræder”.49 {(Gud sagde): ”Når Jeg har formet det og indblæst noget af Min ånde i det, så skal I falde ned og tilbede det!” Da kastede englene sig ned, alle sammen, bortset fra Iblis*. Han var hovmodig og en af de vantro. “Iblis!”, sagde Han. “Hvad hindrer dig i at kaste dig ned for det, som Jeg egenhændigt har skabt?

Er du hovmodig, eller skulle du være en højerestående?” Denne sagde: “Jeg er bedre end ham. Du skabte mig af ild, men ham skabte Du af ler.” “Gå ud herfra!”, sagde Han. “Du skal være bortstenet, og Min forbandelse skal være over dig indtil dommens dag.”} Koranen 38:72-78. *Iblis kaldes også ”satan” eller ”djævel”. 50 Iqbal al-A’amal: side 465.

137

51 Den Hellige Koran: kapitel 37, vers 24.52 Al-Sawa’iq al-Muhriqah/Ibn Hajar: kapitel 11, bind 1, side 229, citeret fra al-Wahidi og citeret fra al-Daylami på vegne af Abi Sa’id al-Khudri. Faraed al-Semtayn/Hamawaini: sektion 14. Nudhum Durar al-Samtain/Jaml al-Din al-Zarandi. Al-Rashfah/al-Hadhrami: side 24.53 Hilyatul Awliya/al-Hafiz Abu Nu’aym: bind 1, side 84 og 86. Al-Mustadrak/al-Hakim: bind 3, side 128. Jami’ al-Kabir/al-Tabarani. Al-Isaba/Ibn Hajar al-Asqalani. Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 6, side 155. Al-Manaqib/al-Kharazmi: side 34. Yanabi al-Mawaddah/al-Qunduzi: side 149. Tarikh/Ibn Asakir: bind 2, side 95.54 Shamsul Akhbar/al-Qurashi: side 38. Salwat al-’Arifin/al-Husain Ibn Isma’il al-Jurjani.55 Tadhkirat al-Huffaz/Al-Dhahabi: bind 4, side 298.56 Al-Wasit/Al-Wahidi. Nihayat al-Uqul/al-Akhfash Nahwi. Al-Kashf wal Bay-an/al-Tha’labi. Al-Qurtayan/Ibn Qutaybah: bind 2, side 164. Tafsir al-Kabir/Fakhruddin Razi: bind 29, side 227. Ruhul Ma’ani/al-Alusi: bind 27, side 178. Tafsir/al-Nasafi: bind 4, side 229. Tafsir/al-Tabari: bind 9, side 117. Sahih/al-Bukhari: bind 7, side 271. Tafsir al-Kashshaf/al-Zamakhshari: bind 2, side 435. Tafsir/Qazi Nasiruddin al-Baydawi: bind 2, side 497. Tafsir/al-Khazin al-Bagh-dadi: bind 4, side 229. Tanzil al-Ayat/Muhib al-Din al-Afandi. Sharh al-Mawa-qif/al-Sharif al-Jurjani: bind 3, side 271. Sharh al-Sab’ah al-Mu’allaqah/al-Zu-zani. Tafsir/Ibn Abbas. Dhor al-Manthur/al-Suyuti: bind 5, side 355. Tafsir/Abu al-Saud al-Hanafi. Den er berettet af mange flere, for eksempel: Yahya Ibn Zaid Kufi, Abu Ubaida Basri, Abu Zaid Ibn Aus Basri, Abu Bakr Anbari, Abul Hasan Rommani, Sa’d al-Din Taftazani, Shaba Uddin Khafaji, Hamzawi Maliki, Hu-sain Ibn Mas’d, Abu Baqa Ukbari, Ibn Hajar al-Haythmai, Sharif Jurjani, Abdul Abbas Mubarrad, Abu Nasr Farabi og Abu Zakariya Khateeb Tarizi.57 Nahjul-Balaghah: 236. Ligeledes prædiken 3 (kendt som al-Shaqshaqiyya) for en lignende udtalelse.58 Serat al-Mustaqim er navnet på den bro, der går over helvedet og fører til Paradiset.59 Al-Ferdaws/al-Dulaimi: bind 1, side 255. Al-Fawa’ed al-Majmu’a: side 381. Manaqeb Ali/Ibn al-Ghazali: side 140, 147 og 218, nr. 156, 173 og 289. Al-Riath al-Nathera: bind 3, side 118, beretning nr. 1367. Yanabi al-Mawaddah/al-Qunduzi: side 112. 60

138

60 Tabaqat al-Hanabilah: bind 1, side 320, af Abu Ya’la. Beretningen kan også læses i bogen ”Imam al-Sadiq wa al-Madhahib al-Arba.”61 Beretningen kan blandt andet læses i Musnad/Ahmad ibn Hanbal.62 Beretningen kan blandt andet læses i Matalib Assual/Allama Kamaluddin Mohammad ibn Talha Shafi’i.63 Musnad/Ahmad ibn Hanbal.64 Musnad/Ahmad ibn Hanbal. Der berettes også i Kanzul Ommal/al-Hendi og Riyadh al-Nadirah/al-Tabari om, hvordan Imam Ali (fvmh) købte to trøjer fra Abu Niziyas forretning i Kufa, hvor den ene var af meget god kvalitet, mens den anden var billig og af groft stof. Han gav sin tjener Qambar den dyre og beholdt selv den billige. Ligeledes i Nahjul Balaghah, brev 45 og prædiken 207, kan man læse mere om Imam Alis (fvmh) beklædning og mad.65 Den Hellige Koran: kapitel 2, vers 207.66 ”Baytul Maal” kan oversættes til ”statens skattekammer”. Her blev alle mus-limernes penge bevaret og uddelt til de, som var berettiget til det.67 Al-Amali/al-Mufid: side 467.68 I en tilstand af vrede ville Imam Alis (fvmh) drabshandling motiveres af tank-en om at gøre hævn, fordi Amro spyttede på ham. Således ville hans handling ikke ske udelukkende for Allahs sag. Han valgte derfor at køle sig ned og tømme sin sjæl for enhver form for had eller begær efter hævn, så hans gerning blev udført udelukkende for Allahs skyld. 69 Maqtal Khawarizmi: side 45. Yanabi al-Mawaddah/al-Qunduzi: side 95. Moaraj al-Nabuwwah: bind 4, side 130.70 Den Hellige Koran: kapitel 2, vers 261.71 Almanaqeb/Alkhawarizmi: side 375, beretning nr. 395. Yanabi al-Mawaddah/al-Qunduzi: side 65. Sharh Nahjul Balaghah/Ibn abi al-Haded: bind 7, side 253.72 Mafateh al-Jenan: efter “Imam Alis munajat al-mandhuma”.73 Bihar al-Anwar/al-Majlesi: bind 4, side 27. Den findes også i Nahjul-Bala-ghah og al-Kafi.74 Bihar al-Anwar/al-Majlesi: bind 3, side 286.75Al-Ershaad/al-Mofeed: bind 1, side 224.76 Bihar al-Anwar/al-Majlesi: bind 5, side 52. Bihar al-Anwar/al-Majlesi: bind 4, side 143.

139

77 Bihar al-Anwar/al-Majlesi: bind 4, side 143.78 Naghul-Balaghah: prædiken 151.79 Den Hellige Koran: kapitel 29, vers 45.80 {Da hun nu hørte om deres listige tale, sendte hun bud til dem og beredte et måltid for dem og gav hver enkelt af dem en kniv og sagde (til Josef): ”Kom ud til dem.” Da de så ham, fandt de, at han var (en person) af stor værdighed, og skar sig i hænderne (af overraskelse)…} Koranen: 12:3181Det er en bøn, der svarer til den obligatoriske morgenbøn, som omfatter to knæl. 82 Den Hellige Koran: kapitel 5, vers 55.83 Allama al-Majlesi er samleren af Bihar al-Anwar, den største samling af be-retninger inden for islamisk historie.84 Forkortelse for ”rahmatullah alayh” (må Allahs nåde være over hans sjæl), som siges om en troende, der har forladt verden. 85 Denne nat var natten til d. 15. shabaan i den islamiske månekalender.86 De to engle, som sidder på hver af menneskets skulder og noterer vedkom-mendes gode og dårlige gerninger ned.87 Oversættelsen er hentet fra www.islam-online.dk. På denne hjemmeside kan man læse oversættelser af flere duaa, og der er også mulighed for at høre denne duaa på arabisk med danske undertekster. 88 Den Hellige Koran: kapitel 26, vers 88- 89.89 Den Hellige Koran: kapitel 25, vers 27.90 Den Hellige Koran: kapitel 55, vers 41.91 Den Hellige Koran: kapitel 31, vers 33.92 Den Hellige Koran: kapitel 40, vers 52.93 Den Hellige Koran: kapitel 82, vers 19.94 Den Hellige Koran: kapitel 80, vers 34-37.95 Den Hellige Koran: kapitel 70, vers 11-16. 96 {Jeres wali er alene Allah, Hans Sendebud og de troende, de, som holder bøn og betaler Zakat, mens de bøjer sig (i bøn).} Koranen 5:55.97 Den Hellige Koran: kapitel 33, vers 33. Den Hellige Koran: kapitel 82, vers 19.

140

98 I denne bog bliver ordet ”Imam” ikke brugt om personer, der blot er uddan-net i islamisk lære og har fået autoritet til at kunne lede fællesbøn etc. (såkaldt sheikh). Det er snarere titlen givet de 12 personer, der er udvalgt af Allah til at være Hans stedfortrædere efter Profeten Mohammad (fvmd). De andre Imamer efter Imam Ali, Imam Hassan og Imam Hussein er: Imam Sajjad, Imam Baqir, Imam Sadiq, Imam Kadhum, Imam Redha, Imam Jawad, Imam Hadi, Imam Askari og Imam Mahdi, fred være med dem alle.99 Dette betyder, at Omm Salamah, Profetens (fvmh) hustru, ikke fik lov til at tilslutte sig den gruppe, Profeten (fvmh) havde omtalt som ”Mohammads fami-lie” og blive en del af Ahlul-Bayt (fvmd), men dette skyldtes ikke, hun ikke var på rette spor, altså at hun ikke var en troende muslim. Al-Tirmidhi beretter i Manaqib Ahlul-Bayt: bind 2, side 308, at Omar, søn af Abi Salamah, Profetens adobtivsøn, fortalte: ”Verset {Allah ønsker kun at afholde al urenhed fra jer, I Ahlul-Bayt, og rense jer fuldstændigt} blev åben-baret i Omm Salamahs hus. Så kaldte Profeten Fatima, Hassan, Hussein og Ali til sig, dækkede dem med et tæppe og sagde: ”O Allah! Dette er mit husstands-folk, derfor fjern al urenhed fra dem og rens dem fuldstændigt.” Omm Salamah sagde: ”Er jeg iblandt dem, O Allahs Sendebud?” Han sagde: ”Du er i din position. Du er udmærket.”100 Den Hellige Koran: kapitel 33, vers 33.101 Ghayat al-Maram. Beretningen er citeret af Abdullah ibn Ahmad ibn Hanbal gennem tre berettere fra Omm Salamah. Se også: Tafsir/al-Tha’labi, al-Mizan fi Tafsir al-Quran/Tabatabai, og mange flere.102 Tafsir al-Quran al-’Azem/Ibn Kothayr: bind 3, side 486.103 Tafsir al-Quran al-’Azem/Ibn Kothayr: bind 3, side 485. Jami’ al-Bayan fi Tafsir al-Quran/al-Tabari: bind 22, side 8.104 Al-Mostadrak/al-Naysabori: bind 2, side 451.105 Tafsir al-Quran al-’Azem/Ibn Kothayr: bind 3, side 486. Jami’ al-Bayan fi Tafsir al-Quran/al-Tabari: bind 22, side 8.106 Al-Mo’jam al-Kaber/al-Tabarani: bind 3, side 53. Mo’tasar al-Mokhtasar/Abu al-Mahasin al-Hanafi: bind 2, side 226. Sahih/Ibn Habban: bind 15, side 432.1

07 Al-Mo’jam al-Kaber/al-Tabarani: bind 9, side 25. Sunan/al-Tirmidhi: bind 5, side 351 og 663. Jami’ le Ahkam al-Quran/al-Qurtubi: bind 14, side 183. Jami’ al-Bayan fi Tafsir al-Quran/al-Tabari: bind 22, side 8.108 Musnad/Ahmad: bind 6, side 292.

141

109 Al-Mo’jam al-Kaber/al-Tabarani: bind 3, side 54; bind 23, side 281. Mo’tasar al-Mokhtasar/Abu al-Mahasin al-Hanafi: bind 2, side 267. Tafsir al-Quran al-’Azem/Ibn Kothayr: bind 3, side 485. Jami’ al-Bayan fi Tafsir al-Quran/al-Tabari: bind 22, side 7.110 Dhor al-Manthur/Suyuti: bind 5, side 199. Andre har også fortalt lignende, men det er forskelligt, hvor længe de var sammen med Profeten (fvmh) og så ham udføre denne handling. Nogle af dem beretter, at de bevidnede ham gå til Fatimas (fvmh) dør og recitere renselsesverset hver dag i sytten måneder. For at læse nogle af de omtalte beretninger se de følgende sunnimuslimske kilder: Al-Este’ab/Ibn Abd al-Barr: bind 4, side 1542. Fadael al-Sahabah/Ibn Hanbal: bind 2, side 761. Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 7, side 103. Al-Kona/al-Bukhari: bind 1, side 25. Majma’ al-Zawaed/al-Haythami: bind 9, side 121, 168 og 169. Mezan al-E’tedal/Al-Dhahabi: bind 4, side 47. Al-Mo’jam al-Kaber/al-Tabara-ni: bind 3, side 56; bind 22, side 200 og 402. Mo’tasar al-Mokhtasar/Abu al-Mahasin al-Hanafi: bind 2, side 267. Mosanaf/Ibn Abi Shaybah: bind 6, side 388. Moshkel al-Athar/al-Tahawi: bind 1, side 338. Musnad/al-Homaydi: bind 1, side 173 og 367. Musnad/Abi Ya’la: bind 7, side 59. Musnad/Ahmad ibn Hanbal: bind 3, side 285. Musnad/al-Tayalisi: bind 1, side 274. Al-Mostadrak/al-Naysabori: bind 3, side 172. Osd al-Ghabah/Ibn al-Athir: bind 5, side 521. Seyar A’lam al-Nobala/al-Dhahabi: bind 2, side 134. Sunan/al-Tirmidhi: bind 5, side 352. Tabaqat al-Mohadethen be-Esbahan: bind 4, side 148. Tafsir al-Quran al-’Azem/Ibn Kothayr: bind 3, side 484. Jami’ al-Bayan fi Tafsir al-Quran/al-Tabari: bind 22, side 6. Tahdheb al-Kamal/al-Mazzi: bind 33, side 259; bind 35, side 251.111 Den Hellige Koran: kapitel 42, vers 23.112 Tafsir al-Kabir/Fakhruddin Razi: fortolkning af kapitel 42, vers 23.113 Når der i denne bog nævnes ”Ahlul-Bayt”, refereres der til alle de fjorten Ufejlbarlige, altså Profeten, Fatima og de tolv Imamer (fvmd). Men under Pro-fetens (fvmh) levetid var kun disse 4 nævnte personer født.114 Dhakaerul Uqba fi Manaqib Dhawi al-Qurba: side 25. Manaqeb/Ahmad ibn Hanbal.115 Ghayat al-Maram/Allama Bahrani: afsnittet om fortolkningen af det-tevers. Forfatteren referer til Ahmad ibn Hanbals Musnad, som ved au-toritet af Said ibn Jubair citerer Ibn Abbas gennem en kæde af berettere.

116 Jami’al Sagher/al-Suyuti: bind 2, side 653. Al-Sawa’iq al-Muhriqah/Ibn Hajar: side 188.

142

117 Al-Fosol al-Muhimma/Ibn Sabagh al-Maliki: side 139. Nor al-Absar/al-Shablanji: side 41 og 52. Nozhat al-Majalis/al-Safori: bind 2, side 228.118 Den Hellige Koran: kapitel 3, vers 31.119 Den Hellige Koran: kapitel 7, vers 158.120 Den Hellige Koran: kapitel 24, vers 63.121 Den Hellige Koran: kapitel 33, vers 21.122 Der er intet dansk ord, som svarer til det arabiske ord nafs, som er entalsfor-men af “anfus”. De ord, der nærmest beskriver betydningen af nafs, er “selvet”. I dette Koranvers bliver flertalsformen nævnt: {…anfusana wa anfusakum…}123 Den Hellige Koran: kapitel 3, vers 61.124 Betydningen af delegation er: ”Gruppe af udsendinge med officiel fuldmagt til at tale og træffe beslutninger på andres vegne.” (Definition taget fra Poli-tikkens Retskrivnings- og Betydningsordbog). Denne delegation bestod af tres riddere, hvoraf fjorten var ledere med autoritet til at tage beslutninger. Disse mænd omfattede Abdul Masih al-Aqib, som var en politisk leder; Assayyid al-Ayham, som var deres lærd og rejse- samt forsamlingsleder; og Abu Harithah ibn Alqama, som var deres patriark, præst og religiøse leder. 125 Den Hellige Koran: kapitel 3, vers 59. 126Al-Fosol al-Muhimma/Ibn Sabagh al-Maliki: under forfatterens indledning. 127 Mange kendte berettere har bekræftet, at det var disse medlemmer fra Ahlul-Bayt (fvmd), som Profeten (fvmh) tog med sig til mubahala-konfrontationen. Heriblandt kan nævnes Muslim (i sin Sahih) eller Tirmidhi (i sin Sahih) samt historikere som Tabari, Abul Fida, Ibn Kathir, Suyuti og andre. Et eksempel fra Muslim’s Sahih, bind 4, side 1285 (i den engelske udgave): ”...Da det følgende vers blev åbenbaret: {Lad os tilkalde vore sønner og jeres sønner…} kaldte Al-lahs Sendebud Ali, Fatima, Hassan og Hussein og sagde: ”Oh Allah, disse er min familie.”

128 Al-Fosol al-Muhimma/Ibn Sabagh al-Maliki: under forfatterens indledning.129 Al-Tafsir al-Kashshaf/al-Zamakhshari: fortolkning af kapitel 3, vers 61. 130 Al-Tafsir al-Kashshaf/al-Zamakhshari: fortolkning af kapitel 3. Det samme står i ”Tafsir al-Tha’alibi”, som citerer Mujahid og Kalbi.131 Den Hellige Koran: kapitel 33, vers 56. Al-Tafsir al-Kashshaf/al-Zama-khshari: fortolkning af kapitel 3. Det samme står i ”Tafsir al-Tha’alibi”, som citerer Mujahid og Kalbi.

143

132 Tafsir al-Kabir/Fakhruddin Razi. Lignende beretning er fortalt af Suy-uti i sin ”Dhor al-Manthur”, som citerer Abdul-Razzaq, Ibn Abi Shaiba, Ahmad ibn Hanbal, Abd ibn Hamid, Bukhari, Muslim, Abu Dawud, Tir-midhi, Nisa’i, Ibn Maja, Ibn Mardawaya, som alle har berettet fra Kaab ibn Ujra.133 Den kendte lærd Imam Shafi’i har konkluderet, at når der er ordrer i Koranen eller i beretninger, så bliver det obligatorisk at handle efter dem, medmindre indholdet siger klart, at det blot er en ønskelig handling eller en anbefaling.134 Tafsir al-Kabir/Fakhruddin Razi: fortolkning af kapitel 33, vers 56.135 Det er berettet, at Imam Sadiq (fvmh) sagde til en mand ved navn Ishaq ibn Farukh: ”Den, der velsigner Mohammad og Mohammads familie 10 gange, vil Allah velsigne 100 gange. Og den, der velsigner Mohammad og Mohammads familie 100 gange, vil Allah velsigne 1000 gange. Har du ikke hørt Allah sige: {Han er den, der sammen med sine engle vel-signer jer for at bringe jer ud af mørket og ind i lyset. Han er barmhjertig mod de troende.} Koranen 33:43. Beretningen findes i: Usool/al-Kafi: bind 2, beretning 14.136 Den Hellige Koran: kapitel 5, vers 55.137 Tafsir al-Kashshaf/al-Zamakhshari.138 Asbab al-Nuzul/al-Wahidi: kapitel 5, vers 55. Andre kildehenvisnin-ger til sunnimuslimske lærde, der har berettet, at det er Imam Ali, der menes i dette vers: Tafsir al-Kabir/al-Tha’labi: under vers 5:55. Tafsir al-Kabir/Ibn Jarir al-Tabari: bind 6, side 186, 288-289. Tafsir Jamiul Hu-kam al-Quran/Mohammad ibn Ahmad Qurtubi: bind 6, side 219. Tafsir al-Khazin: bind 2, side 68. Tafsir Dhor al-Manthur/Suyuti: bind 2, side 293-294. Tafsir al-Kashshaf/al-Zamakhshari: bind 1, side 505, 649. As-bab al-Nuzul/Jalaluddin Suyuti: bind 1, side 73, på vegne af Ibn Abbas. Sharh al-Tjrid/Allama Qushji. Ahkam al-Quran/al-Jassas: bind 2, side 542-543. Musnad/Ahmad ibn Hanbal: bind 5, side 38. Kanzul Ommal/al-Muttaqi al-Hendi: bind 6, side 391. Al-Awsat/Tabarani. Andre lignende beretninger se: Tafsir al-Kabir/Fakhruddin Razi: bind 3, side 431. Al-Kashaf/al-Zamakhshari: bind 1, side 422. Dhor al-Manthur: bind 2, side 293. Akham al-Quran/al-Jassas: side 542. Al-Mu’jam al-Kabir: bind 7,

144

side 3, beretning nr. 6228. Asbab al-Nuzul/Suyuti: side 81. Majma’ al-Zawaed/al-Haythami: side 80, beretning nr. 10978. Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 13, side 165. Shawahed al-Tanzil: bind 1, side 209.139 Læs mere: Udnævnelsen i Ghadir Khum/Loai al-Alami: side 22.140 Den Hellige Koran: kapitel 16, vers 43; kapitel 21, vers 7.141 Jami’ al-Bayan fi Tafsir al-Quran/al-Tabari: bind 17, side 5. Jami’ le Ahkam al-Quran/al-Qurtubi: bind 11, side 272.142 Jami’ al-Bayan fi Tafsir al-Quran/al-Tabari: bind 14, side 109. Roh al-Ma’ani/al-Alosi: bind 14, side 147. Tafsir al-Quran al-’Azem/Ibn Kothayr: bind 2, side 571.143 Yanabi al-Mawaddah/al-Qunduzi: bind 1, side 119.144 Se for eksempel: Tafsir al-Kabir/al-Tha’labion: under fortolkningen af ka-pitel 16. Tafsir al-Quran/Ibn Kathir: bind 2, side 570. Tafsir/al-Tabari: bind 14, side 109. Tafsir Ruh al-Ma’ani/al-Alusi: bind 14, side 134. Tafsir/al-Qurtubi: bind 11, side 272. Shawahid al-Tanzil/al-Hakim: bind 1, side 334. Ihqaq al-Haqq/al-Tustari: bind 3, side 482. Yanabi al-Mawaddah/al-Qunduzi: side 51 og side 140. (Beretningen om Imam Redha (fvmh): Oyon Akhbar al-Reda/al-Sadoq: bind 1, side 492. Koranen: 65:10-11)145 Sahih/al-Bukhari: bind 3, side 163.146 Sahih/al-Bukhari: bind 8, side 208.147 Fatima al-Zahraas (fvmh) elev og tjenestepige.148 Al-Muhajiren omfatter Profetens (fvmh) ledsagere blandt de udvandrende fra Mekka.149 I al-Ghadir-leksikonet henvises til over 30 velkendte sunnimuslimske kilder (Al-Ghadir/al-Ameni: bind 3, side 107). Nogle af dem er: Bahjat al-Nofos/al-Hafiz al-Azdi: bind 4, side 225. Dhor al-Manthur/Suyuti: bind 6, side 299. Al-Eqd al-Fared/bn Abderrabbeh: bind 3, side 42. Faraed al-Semtayn/al-Hamoi. Fath al-Qader/al-Shawkani: side 338. Al-Fawaed/al-Hafiz al-Azdi. Al-Esabah/al-Asqalani: bind 4, side 387. Al-Kashshaf/al-Zamakhshari: bind 2, side 511. Al-Kashf wa al-Bayan/al-Thalabi. Kefayat al-Talib/al-Kanji: side 210. Al-Manaqib/al-Kharazmi: side 180. Manaqib Fatima/al-Nisabori. Matalib al-Saol/Abu Salim al Shafe’i: side 31. Riyadh al-Nadirah/al-Tabari: bind 2, side 207. Roh al-Bayan/al-Borisawi: bind 10, side 268. Sharh Nahjul Balaghah/Ibn abi al-Haded: bind 3, side 257. Tadhkerat Khawas al-Ommah/Ibn al-Jawzi. Ma-fateh al-Ghayb/al-Razi: bind 8, side 276. Tafsir/al-Hafiz al-Esbahani. Tafsir al-Khazin/al-Baghdadi: bind 4, side 358. Tafsir/al-Baydawi: bind 2, side 571.

145

Zayn al-Fata fi Tafsir Sorat Hal Ata/al-Hafiz al-Asimi.150 Den Hellige Koran: kapitel 13, vers 7.151 Mustadrak al-Sahihayan: bind 3, side 129. Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 6, side 157. Herudover har følgende givet en lignende beretning i deres for-tolkning af verset: Tafsir/al-Tabari, Tafsir al-Kabir/Fakhruddin Razi og Dhor al-Manthur/Suyuti.152 Al-Mustadrak/al-Hakim: bind 3, side 129, og han siger, dette er en sand beretning. Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 1, side 251. Majma’ al-Zawaed/al-Haythami: bind 7, side 41. Dhor al-Manthur/Suyuti: under fortolkning af dette vers. Tafsir/al-Tabari: bind 13, side 72. Tafsir al-Kabir/Fakhruddin Razi: under fortolkning af verset. Nur al Absar/al Shablanjhi: side 70. Kanzul Haqaeq/al-Manawi: side 42.153 Den Hellige Koran: kapitel 32, vers 18.154 Tafsir/Ibn Jarir al-Tabari. Dhor al-Manthur/Suyuti. Al-Kashshaf/al-Zama-khshari. Asbab al-Nuzul/al-Wahidi: side 263. Tarikh Baghdad. Riyadh al-Na-dirah/al-Tabari.155 Den Hellige Koran: kapitel 11, vers 17.156 Dhor al-Manthur/Suyuti og Tafsir al-Kabir/Fakhruddin Razi under deres for-tolkning af dette verset, samt i Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 1, side 251.157 Den Hellige Koran: kapitel 66, vers 4.158 Dhor al-Manthur. Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 1, side 237. Fath al-Bari/Ibn Hajr Asqalani: bind 13, side 27. Majma’ al-Zawaed/al-Haythami: bind 9, side 194.159 Den Hellige Koran: kapitel 69, vers 12.160 Tafsir/Ibn Jarir al-Tabari under sin fortolkning af verset. Se også: al-Kash-shaf/al-Zamakhshari. Majma’ al-Zawaed/al-Haythami. Dhor al-Manthur/Suyu-ti. Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 6, side 408. Asbab al-Nuzul/al-Wahidi.161 Den Hellige Koran: kapitel 19, vers 96.162 Al-Kashshaf/al-Zamakhshari. Dhor al-Manthur/Suyuti. Majma’ al-Zawaed/al-Haythami: bind 9, side 125. Riyadh al-Nadirah/al-Tabari: bind 2, side 207. Al-Sawa’iq al-Muhriqah/Ibn Hajar: side 102.163 Den Hellige Koran: kapitel 98, vers 7.164 Tafsir/Ibn Jarir Tabari. Suyuti tilføjer i sin bog ”Dhor al-Manthur”, at hver

146

gang Ali (fvmh) kom forbi Profetens (fvmh) tilhængere, plejede de at sige ”den bedste blandt mænd er kommet”. Se også: Al-Sawa’iq al-Muhriqah/Ibn Hajar: side 96. Nur al-Absar/Shablanji: side 77 og 101.165 Den Hellige Koran: kapitel 9, vers 18.166 Asbab al-Nuzul og Dhor al-Manthur. 167

167 Den Hellige Koran: kapitel 2, vers 207.168 Læs mere i kapitlet “Nogle glimt fra hans enestående adfærd” om hans sel-vofring.169 Tafsir al-Kabir/Fakhruddin Razi: bind 2, side 189 (for den nævnte beretning). Mustadrak/al-Hakim: bind 3, side 4. Ghayatul Maryam: side 344-345. Tafsir/Qurtubi: bind 3, side 347. Asadul Ghaba fe Marifatil Sahaba: bind 4, side 25. Tafsir Nisabori/Allama Nisabori: bind 1, side 281. Kifyatul Talib: side 114. Dhakaerul Uqba/al-Tabari: side 88. Noorul Absar: side 86.170 Den Hellige Koran: kapitel 2, vers 269.171 Shawahid al-Tanzeel (Allama Haskani): bind 1, side 106. Albidahiya Wan-nihayiah: bind 7, side 359 med en beretning fra den hellige Profet (fvmh).172 Den Hellige Koran: kapitel 3, vers 103.173 Tafsir al-Kabir/Tha’alibi.174 Musnad/Ahmed ibn Hanbal: bind 3, side 17; bind 3, side 26. Sahih/al-Tir-midhi: beretning nr. 874. Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 1, side 47, beretning nr. 945. Ghayatul Maryam: side 242. Yanabi al-Mawaddah: side 118-119. Al-Sawa’iq al-Muhriqah/Ibn Hajar: bind 1, kapitel 11. Safinatul Biharij (skrevet af Allama Qommi fra Allama al-Zamakhsari): side 193.175 Yanabi al-Mawaddah/al-Qunduzi (fra Dhorul-Munazzam/Shafi’i): i begyn-delsen af bogen.176 Yanabi al-Mawaddah/al-Qunduzi (fra Dhorul-Munazzam/Shafi’i): i begyn-delsen af bogen.177 Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 11 side 614. 178 Kanz al Ommal/al-Hendi: bind 6, side 154. Asadul Bilagha: bind 4, side 22; bind 1, side 22. Kitabul Sagheer: side 15. Manaqib/al-Khawarizmi: side 49. Dhakaerul Uqba: side 78. Musnad/Ahmed Hanbal: bind 1, side 140 og 185. Maqtal Hussain: bind 1, side 43.179 Nahjul-Balaghah: prædiken 108.180

147

180 Sharh Nahjul Balaghah/Ibn abi al-Haded: bind 2, side 236.181 Se blandt andet: Manaqeb/Maghazili Shafi’i. Matalib Assual/Mohammad ibn Talha. Faraed al-Semtayn/Hamwaini. Yanabi al-Mawaddah/al-Qunduzi: kapitel 14. 182 Al-Este’ab/Ibn Abd al-Barr: bind 3, side 38. Matalib Assual/Mohammad ibn Talha: side 23. Mawaqif/Qazi Aiji: side 276.183 Ta’rikhul-Khulafa/Suyuti: side 115. Hilyatul Auliya/Hafiz Abu Nu’aim: bind 1, side 65. Asniul-Matalib/Mohammad Jazari: side 14. Ta’rikh-e-Kabir/Ibn Kathir: bind 7, side 359. Al-Este’ab/Ibn Abd al-Barr: bind 4, side 38.184 Sharh Nahjul Balaghah/Ibn abi al-Haded.185 Yanabi al-Mawaddah/al-Qunduzi.186 Nahjul Balaghah: engelsk udgave, prædiken 92.187 Nogle lærde har forklaret Imam Alis (fvmh) udtalelse således, jordens pas-sager betyder spørgsmål om verdslige anliggender, og himlens passager betyder spørgsmål om religiøse love.188 Matalib Assual/Mohammad ibn Talha al-Shafi’i. Manaqib/al-Khawarizmi. Yanabi al-Mawaddah/al-Qunduzi.189 Det vil sige, at Adam endnu ikke var helt skabt.190 Ferdaws Alakhbar/Aldulaimi: bind 3 side 399.191 Mustadrak ala al-Sahihayn/al-Hakim: bind 3, side 121 (Al-Hakim siger, at denne beretning er sand). Al-Sawa’iq al-Muhriqah/Ibn Hajar: under manaqeb Ali ibn Abu Talib. Riyadh al-Nadirah/al-Tabari: bind 2, side 167. Kunuz al-Haqaeq/al-Manawi: side 63.192 Al-Mustadrak/al-Hakim: bind 3, side 122, (hvori han siger, at denne beret-ning er sand på Bukhari og Muslims betingelser). Talkhis al-Mustadrak/al-Dha-habi, (hvori han også erklærer den sand på Bukhari og Muslims betingelser). Khasaes/al-Nisa’i: side 40. Musnad/Ahmad ibn Hanbal: bind 3, side 32-33. Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 6, side 155. Majma’ al-Zawaed/al-Haythami: bind 9, side 133.193 Al-Mustadrak/al-Hakim: bind 3, side 124. Al-Sawa’iq al-Muhriqah/Ibn Hajar: kapitel 9, sektion 2, side 191 og 194. Al-Awsat og al-Saghir/al-Tabarani. Tarikh Khulafaa/Suyuti: side 173. Fayd al-Ghadir: bind 4, side 356. Kanzul Ommal: bind 6, side 153. Majma’ al-Zawaed/al-Haythami: bind 9, side 134.194 Mustadrak ala al-Sahihayn/al-Hakim: bind 3, side 121. Riyadh al-Nadirah/

148

al-Tabari: bind 2, side 167. Kunuz al-Haqaeq/al-Manawi: side 63.195 Sahih/Muslim: bind 2, side 361. Mustadrak ala al-Sahihayn/al-Hakim: bind 3, side 130. Musnad/Ahmad: bind 3, side 198. Osd al-Ghabah/Ibn al-Athir: bind 3, side 40.196 Ibn Al-Maghazeli: side 45. Yanabi al-Mawaddah: side 181.197 Ordet sayed giver betydningen af en form for overmand.198 Al-Mustadrak/al-Hakim: bind 3, side 127, (hvori han siger, denne er en sand beretning på Bukhari og Muslims præmisser). Tarikh/al-Baghdadi: bind 4, side 41. Tahzib al-Tahzib/Ibn Hajar al-Asqalani: bind 1, side 12. Riyadh al-Nadirah/al-Tabari: bind 2, side 166. Nur al-Absar/al-Shablanjhi: side 73. Marqata/Ali Ibn Sultan: bind 5, side 573. Hilyatul Awliya/al-Hafiz Abu Nu’aym: bind 5, side 59. Al-Este’ab /Ibn Abd al-Barr: bind 2, side 750. Mushkal al-Assar/al-Tahawi: bind 1, side 50. Dhakaerul Uqba/al-Tabari: side 43. Kunuz al-Haqaeq: side 88. Musnad/Ahmad ibn Hanbal.199 Mustadrak/al-Hakim: bind 3, side 141 (Han siger, at denne er en sand be-retning). Hilyatul Awliya/al-Hafiz Abu Nu’aym: bind 5, side 58. Majma’ al-Zawaed/al-Haythami: bind 9, side 119. Riyad al-Nadirah/al-Tabari: bind 2, side 219. Tarikh Bagdad/al-Khatib al-Bagdadi: bind 2, side 51. Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 6, side 152. Fayd al Ghadir/al-Manawi: bind 6, side 299. Kunuz al-Haqaeq/al-Manawi: side 155. Al-Isaba/Ibn Hajar: bind 8, side 183.200 Sahih/Muslim: under kitab al Iman. Sahih/al-Tirmithi: bind 2, side 301. Sun-nan al Khubra/al-Nisa´i: bind 2, side 271. Khasaes/al-Nisa´i: side 27. Sahih Ibn Majha: side 12: under Fadael Ali. Musnad/Ahmad ibn Hanbal: bind 1, side 84, 95 og 128. Al-Tarikh/al-Bagdadi: bind 2, side 255; bind 8, side 417; bind 14, side 427. Hilyatul Awliya/al-Hafiz Abu Nu’aym: bind 4, side 185. Kan-zul Ommal/al-Hendi: bind 6, side 393 (Al-Hamidi, Ibn Shiba, al-Adani, Ibn Abi Asem og Abu Hatem). Mustadrak/al-Hakim: bind 3, side 129. Riyadh al-Nadirah/al-Tabari: bind 2, side 214. Mushkal al-Athar/al-Tahawi: bind 1, side 80. Dhakaerul Uqba/al-Tabari: side 43. Al-Este’ab/Ibn Abd al-Barr: bind 2, side 464. Majma’ al-Zawaed/al-Haythami: bind 9, side 132. Manaqeb/Ahmad ibn Hanbal. Dhur al-Manthur/Suyuti. Ibn Mardawiya og Ibn Asaker i fortolkning af vers 30 i kaptilet ”Mohammad i den Hellige Koran”. Al-Awsat/al-Tabarani. Kunuz al-Haqaeq/al-Manawi: side 63. Nur al-Absar/al-Shablanjhi: side 73.201 Dette gælder selvfølgelig efter den hellige Profet (fvmh). Den sidste del findes i bl.a. følgende kilder: Tarikh Bagdad/al-Bagdadi: bind 3, side 192; bind 7, side 421. Tahzib al-Tahzib/Ibn Hajar: bind 9, side 419. Kunuz al-Haqaeq: side 92. Riyadh al-Nadirah/al-Tabari: bind 2, side 220. Manaqeb/Ahmad ibn Hanbal.

149

Dhakaerul Uqba/al-Tabari: side 97. Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 6, side 398. Majma’ al-Zawaed /Ibn Hajar: bind 9, side 116. Al-Awsat/al-Tabari. Al-Isaba/Ibn Hajar: bind 4, side 217.202 Mustadrak/al-Hakim: bind 3, side 122, (hvor han siger, denne beretning er sand på Bukhari og Muslims præmisser). Musnad/Ahmad ibn Hanbal: bind 3, side 483. Osd al-Ghabah/Ibn al-Athir: bind 4, side 113. Al-Isaba fi Tamyiz al-Sahaba/Ibn Hajar: bind 4, 1. del, side 304. Tarikh/Al-Bukhari. Sahih/Ibn Haban: under Fadael al-Sahaba. Al-Este’ab/Ibn Abd al-Barr: bind 2, side 342. Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 6, side 152. Riyadh al-Nadirah/al-Tabari: bind 2, side 165. Majma’ al-Zawaed/Al-Haythami: bind 9, side 129.203 Al-Bukhari: bind 5, side 19. Muslim: bind 2, side 360. Al-Tirmidhi: bind 5, side 304. Mustadrak Al-Sahihain/al-Hakim: bind 3, side 109. Ibn Majah: bind 1, side 28. Musnad/Ahmad: bind 3, side 328.204 Ibn Al-Maghazeli: side 67. Al-Khawarizmi: side 236. Faraed al-Semtayn. Yanabi al-Mawaddah.205 Mustadrak Al-Sahihain/al-Hakim: bind 3, side 127. Kanzul Ommal: bind 5, side 30. Al-Tirmidhi. Ibn Maghazeli: side 80.206 Kanzul Ommal: bind 5, side 33. Riyadh al-Nadirah/al-Tabari: bind 2, side 211. Ibn Al-Maghazeli: 219.207 Mustadrak al-Sahihain/al-Hakim: bind 3, side 123. Knazul Ommal: bind 6, side 156. Ibn Al-Maghazeli: side 240 og 278. Al-Khawarizmi: side 62.208 Nur Al-Absar: side 52. Noget ligenende kan læses i Kanzul Ommal/al-Hen-di: bind 13, side 95.209 Is’af Al-Raghibeen: side 116. Sahih/Muslim: under Fadael al-Sahaba.210 Majma’ al-Zawaed/al-Haythami: bind 9, side 202. Muntakhab Kanzul Om-mal/al-Hendi: bind 5, side 97. Osd al-Ghabah/Ibn al-Athir: bind 5, side 522. Yanabi al-Mawaddah/al-Qunduzi: bind 2, kapitel 56, side 79. Al-Sawa’iq al-Muhriqah/Ibn Hajar: kapitel 3, side 191.211 Bihar al-Anwar/al-Majlesi: bind 39, side 248.212 Sahih/al-Tirmidhi: bind 2, side 299. Khasaes/al-Nisa´i: side 5. Osd al-Ghabah/Ibn al-Athir: bind 4, side 30. Dhakaerul Uqba/al-Tabari: side 61. Al-Masabih/al-Bagawi. Riyadh al-Nadirah/al-Tabari: bind 2, side 160. Mustadrak/al-Hakim: bind 3, side 130, (hvor han siger, beretningen er sand på Bukhari og Muslims præmisser). Majma’ al-Zawaed/al-Haythami: bind 9, side 125. Al-Awsat, al-Kabir og al-Saghir/al-Tabarani. Hilyatul Awliya/al-Hafiz Abu Nu’aym: bind 6,

150

side 339. Tarikh Bagdad/al-Bagdadi: bind 3, side 171. Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 6, side 406.213 Al-Mustadrak/al-Hakim: bind 3, side 121, (hvor han siger, denne er en sand beretning). Musnad/Ahmad ibn Hanbal: bind 6, side 323. Khasaes/al-Nisa´i: side 34. Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 6, side 401. Ibn Abi Shiba. Dhakaerul Uqba: side 66. Riyadh al-Nadirah/al-Tabari: bind 2, side 166. Nur al-Absar/al-Shablanjhi: side 99. Majma’ al-Zawaed/al-Haythami: bind 9, side 129. Al-Sawa’iq al-Muhriqah/Ibn Hajar: side 117.214 Tarikh Bagdad/al-Bagdadi: bind 2, side 204. Dhakaerul Uqba: side 92. Ma-jma’ al-Zawaed/al-Haythami: bind 9, side 111. Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 6, side 154. Kunuz al-Haqaeq/al-Manawi: side 161.215 Sahih/al-Bukhari: under al-Jihad wal Siyar. Sahih/Muslim: under al-Fadael. Sunan al Bayhaqi: bind 6, side 362, beretning nr. 13058. Hilyatul Awliya/al-Hafiz Abu Nu’aym: bind 1, side 26. Musnad/Ahmad ibn Hanbal: bind 5, side 322. Khasaes/al-Nisa´i: side 6. Tabaqat/Ibn Sa’d: bind 2, side 80. Al-Este’ab/Ibn Abd al-Barr: bind 2, side 450. Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 5, side 284. Riyadh al-Nadirah/al-Tabari: bind 2, side 185. Musnad/Ibn Dawoud: bind 10, side 320. Tarikh Bagdad/al-Bagdadi: bind 8, side 5. Sahih al-Tirmidhi: bind 2, side 300. Sahih/Ibn Majha: under al-Fadael. Al-Awasat/al-Tabarani. Majma’ al-Zawaed/al-Haythami: bind 9, side 124. Mustadrak ala al-Sahihayn: bind 3, side 38. Tahzib al-Tahzib/Ibn Hajar al-Asqalani: bind 7, side 337. Osd al-Ghabah/Ibn al-Athir: bind 3, side 34.216 Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 6, side 40. Tarikh/Ibn al-Jhawzi. Riyadh al-Nadirah/al-Tabari: bind 2, side 210. Manaqeb/Ahmad ibn Hanbal. Mustadrak ala al-Sahihayn /al-Hakim: bind 3, side 139. Majma’ al-Zawaed/al-Haythami: bind 9, side 118.217 Manaqeb/al-Maghazeli: side 72. Khasaes/al-Nisa’i: side 196, beretning nr. 103. Mustadrak/al-Hakim: bind 3, side 123. En lignende version findes i bl.a. Musnad/Ahmad ibn Hanbal: bind 1, side 160, beretning nr. 1377; al-Fadael: bind 2, side 64, beretning nr. 96.218 Sahih/Tirmidhi: bind 2, side 319. Mustadrak/al-Hakim: bind 3, side 155 (hvor han siger, denne er en sand beretning). Al-Khasaes/al-Nisa´i: side 29. Al-Este’ab/Ibn Abd al-Barr: bind 2, side 751. Tarikh/al-Bagdadi: bind 11, side 430. Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 6, side 400. Dhakaerul Uqba/al-Tabari: side 35. Musnad/Ahmad ibn Hanbal: bind 4, side 257. Osd al-Ghabah/Ibn al-Athir: bind 5, side 547. Al-Isaba/Ibn Hajar: bind 8, side 183. Riyadh al-Nadirah/al-Tabari: bind 2, side 161. Al-Kashaf/al-Zamakshari.

151

219 Tarikh/al-Tabari: bind 2, side 65-66. Fathael al-Sahaba/Ahamad ibn Hanbal (berettet af Ibn Abbas). Seerat Ibn Hisham: bind 3, side 52 (berettet af Ibn abi Najih). Alrawdh Alanef/Alkhat’ami: bind 2, side 143. Manaqeb/al-Khawarez-mi: side 104 (berettet af Mohamad ibn Ishaq). Altathkira/Ibn Aljawzi: side 16. Riyadh al-Nadirah/al-Tabari: side 190. Dhakaerul Uqba: side 74. Kitab Sefin/Nasr Ibn Muzahem: side 257.220 Bihar al-Anwar/al-Majlesi: bind 39, side 229.221 Bihar al-Anwar/al-Majlesi: bind 27, side 311.222 Al-Kafi/al-Kulayni: bind 1, side 437.223 Bihar al-Anwar/al-Majlesi: bind 8, side 22.224 Riyadh al-Nadirah Alnathera fi Alashra Almubashara: side 212.225 Alsira Alnabawia/Ibn Sayed Alnas: bind 1, side 200-203.226 Tarikh/Ibn Asaker: bind 6, side 201. Der er også mange andre beretninger, der fortæller om denne begivenhed men med forskellige udtryk. Se for ek-sempel følgende sunnimuslimske kilder: Sunan/al-Tirmidhi: bind 2, side 213. Masabih/Albaghawi: bind 2, side 199. Mustadrak/al-Hakim: bind 3, side 14. Al-Isti’ab: bind 2, side 460. Taysir Alwusul: bind 3, side 271. Meshkat Almasa-bih fi Hamesh Almerqat: bind 5, side 569. Riyadh al-Nadirah: bind 2, side 167. Faraed al-Semtain: del 20. Al-Fosol al-Muhimma/Ibn Sabagh al-Maliki: side 22 og side 29. Tathkirat Alsibt: side 13 og 15, hvori han nævner at al-Tirmidhi erklærede beretningen for for at være sand. Kifayat/Alkenji: side 82, (hvor han siger, at denne er en sand beretning). Alsira Alnabawia/Ibn Sayed Alnas: bind 1, side 200-203. Tarikh/Ibn Kathir: bind 7, side 335. Asna Almatalib/Aljazri: side 9. Matalib Assual: side 18. Al-Sawa’iq al-Muhriqah/Ibn Hajar: side 73 og side 75. Tarikh Alkhulafaa/Suyuti: side 114. Al-Isaba/Ibn Hajar: bind 2, side 507. Almawaqef: bind 3, side 276. Sharh Almawaheb: bind 1, side 373. Tabaqat/Alsha’rani: bind 2, side 55. Tarikh Alqarmani fi Hamish Alkamel: bind 1, side 216. Alsira Alhalabia: bind 1, side 23 og side 101. Hamish Alsira Alnabawia/Zayni Dahlan: bind 1, side 325. Kifayat Alshanqiti: side 34. Imam Ali ibn Abu Talib/Abdel Fatah Abdul Maqsod: side 73. Manaqeb/Ahmad ibn Hanbal. Ta-rikh/Ibn Asaker: bind 6 side 201. Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 6, side 390. Tarikh/Ibn Hisham: bind 2, side 123. Alfatawa Alhadithia: side 42. Tarikh/al-Baghdadi: bind 12, side 268. Musnad/Ahmad ibn Hanbal: bind 1, side 230. Almahasen wal Masawi: bind 1, side 31. Majma’ al-Zawaed/al-Haythami: bind 9, side 111. Manaqeb/al-Khawarezmi: side 8. Shams Alakhbar: side 35. Mesbah Althalam: bind 2, side 56 (på vegne af Altabarani). Hilyatul Awliya/al-Hafiz Abu Nu’aym: bind 1, side 67. Dhakaerul Uqba: side 91. Tarikh Baghdad:

152

bind 11, side 112. Khasaes/al-Nisa’i: side 32. Nuzhat Almajalis: bind 2, side 223. Jami’ al-Saghir/Suyuti: bind 2, side 140. Faith Alqadir/Almanawi: 355. Sunan/Ibn Majah: bind 1, side 57. Alu’qd Alfarid: bind 2, side 275. Tarikh/al-Tabari: bind 2, side 312. Matalib Assual: side 19. Kitab Sefin/Ibn Muzahem: side 133.227 Musnad/Abu Ya’la: bind 1, side 200.228 Kanzul Haqaeq: side 124.229 Bihar al-Anwar/al-Majlesi.230 For flere informationer og kildehenvisninger til sunnimuslimske bøger læs: Fatima – Overhovedet for verdens kvinder/Mustafa Husaini. 231 Tareekh/Abu al-Fida ‘Imad al-Din Isma’il (oversættelse på urdu af Karrem’ud Deen al-Hanafi): side 177-179.232 Iqd al-Fareed/Ibn Abd Rabbah al-Malik: bind 3, side 283.233 Al-Muhajiren omfatter Profetens (fvmh) ledsagere blandt de udvandrende fra Mekka.234 Eqd al-Fareed/Ibn Abd Rabbeh: bind 5, side 12. Tarekh/al-Tabari: bind 3, side 198.235 Saqifa var det sted, Abu Bakr og hans tilhængere havde samlet sig og taget deres beslutninger. Stedet tilhørte Bani Sa’ad stammen, derfor kaldes det også: Saqifat Bani Sa’ad.236 Ansab Ashraf/al-Baladhuri: bind 1, side 582-586. Tareekh Ya’qubi: bind 2, side 116. Al-Imamah wal-Siyasah/Ibn Qutaybah: bind 1, side 19-20.237 Kitab-e-Gharrar/Ibn Khaziba.238 Al-Imamah wal-Siyasa/Ibn Qutayba: bind 1, side 12.239 Den Hellige Koran: kapitel 7, vers 150.240 Al-Imamah wal-Siyasa/Ibn Qutayba: bind 1, side 13.241 Al-Imamah wal-Siyasa/Ibn Qutayba: bind 1, side 18-28.242 Saqifa var det sted, Abu Bakr og hans tilhængere havde samlet sig og taget deres beslutninger. Stedet tilhørte Bani Sa’ad stammen, derfor kaldes det også: Saqifat Bani Sa’ad.243 Al-Ansar omfatter Profetens (fvmh) ledsagere blandt de indfødte i Medina.244 Al-Muhajiren omfatter Profetens (fvmh) ledsagere blandt de udvandrende

153

fra Mekka. 245 Sharh Nahjul Balaghah/Ibn abi al-Haded: bind 1, side 134.246 Muruj al-Nubuwah/al-Muhaddith Shah Abdul Haqq Dehlavi: kapitel 4, be-givenhederne i år 2 efter hijrah, “Tajweez Fatima”.247 Sharh Nahjul Balaghah/Ibn abi al-Haded: side 531 i “Dhikr Badr”.248 En wasi er en profets efterkommer, som er valgt af Allah (swt) og udnævnt af profeten. En wasi er ikke selv en profet. Han kaldes også kalif. Flertal af wasi er awseya.249 Det er den 12. og sidste Imam. Mahdi betyder ”Frelser”.250 Majma’ al-Zawaed/al-Haythami: bind 9, side 165. Al-Mo’jam al-Awsat/al-Tabarani: bind 6, side 327. Al-Mo’jam al-Kaber/al-Tabarani: bind 3, side 57. Tarekh Demashq/Ibn Asakir: bind 42, side 130.251 Al-Ahad wa al-Mathani/al-Shaybani: bind 5, side 368. Dala’el al Nubuwah/Abu Na’aym: bind 1, side 98. Fadhael al-Sahabah/Ibn Hanbal: bind 2, side 754. Fadhael al-Sahabah/al-Nisa’i: bind 1, side 77. Mo’jam al-Kaber/al-Tabarani: bind 22, side 417, 419 og 420. Mo’jam al-Mohaddethen/al-Dhahabi: bind 1, side 14. Mosanaf/Ibn Abi Shaybah: bind 3, side 388. Musnad/Abi Ya’la: bind 12, side 122. Musnad/Ahmad ibn Hanbal: bind 6, side 77, 240 og 282. Sahih/al-Bukhari: bind 3, side 1327 og 1361. Sahih/Ibn Habban: bind 15, side 402. Sahih/Muslem: bind 4, side 1904. Seyar A’lam al-Nobala/al-Dhahabi: bind 2, side 131. Al-Sunan al-Kobra/al-Bayhaqi: bind 5, side 95. Al-Tabaqat al-Kobra/Ibn Sa’d: bind 2, side 247. Tahddheb al-Kamal/al-Mazzi: bind 35, side 253. Dhorreyah al-Tahirah/al-Dolabi: bind 1, side 100.252 Manaqeb/Ibn Shahr Ashoob: bind 2, side 225.253 Bihar al-Anwar/al-Majlesi: bind 43, side 218. 254 Den Hellige Koran: kapitel 2, vers 156.255 Fatima al-Zahraa min al-Mahd ela al-Lahd/al-Qazweni: side 609.256 Bihar al-Anwar/al-Majlesi: bind 43, side 192.257 Det er blevet berettet: ”Fatima fastsatte i sit testamente, at hun ville begraves om natten, og hendes ønske blev gennemført. Derfor er det præcise sted for hendes grav hemmeligt og ukendt. Nogle folk tror, at hun blev begravet i sit hjem, andre tror, at hun blev begravet i al-Baqi’, og andre igen tror, at hun blev begravet i moskeen …”: Tahddheb al-Asma’/al-Nawawi: bind 2, side 353.

154

258 Arabisk: ”Sayedat Nesa’ al-Alamen”. Ansab al-Ashraf/al-Baladheri: side 552. Al-Bedayah wa al-Nehayah/Ibn Kothayr: bind 2, side 61. Al-Esabah/al-Asqalani: bind 7, side 604; bind 8, side 56. Al-Este’ab/Ibn Abd al-Barr: bind 4, side 1895. Fadhael Sayedat al-Nesa/Ibn Shahen: side 5. Fath al-Bari/al-Asqalani: bind 9, side 324. Al-Fath al-Kaber/al-Nabahani: bind 1, side 28 og 249. Al-Fosol al-Muhimma/Ibn Sabagh al-Maliki: side 127. Hilyatul Awliya/al-Hafiz Abu Nu’aym: bind 2, side 40 og 42. Jami’ al-Usul/Ibn al-Athir: bind 3, side 317. Jami’ al-Sagher/Suyuti: side 177. Al-Kamil/al-Jorjani: bind 5, side 152. Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 13, side 95. Khasaes/al-Nisa’i: side 34. Khasaes al-Kobra/Suyuti: bind 2, side 265. Kefayat al-Talib/al-Kanji: side 275. Ketab al-Wafat/al-Nisa’i: bind 1, side 23. Masabeh al-Sunnah/al-Baghawi: bind 2, side 204. Mo’tasar al-Mokhtasar/Abu al-Mahasin al-Hanafi: bind 2, side 247. Moshkel al-Athar/al-Tahawi: bind 1, side 48. Musnad/Ahmad ibn Hanbal: bind 6, side 282. Musnad/al-Tayalisi: bind 1, side 196. Mustadrak/al-Naysabori: bind 3, side 170. Osd al-Ghabah/Ibn al-Athir: bind 5, side 523. Sahih/al-Bukhari: bind 8, side 78. Sahih/Muslim: bind 7, side 143. Sahih/al-Tirmidhi: bind 5, side 660. Al-Sawa’iq al-Muhriqah/Ibn Hajar: side 185. Seyar A’lam al-Nobala/al-Dhahabi: bind 2, side 126 og 130. Sharh Nahjul Balaghah/Ibn abi al-Haded: bind 9, side 193; bind 16, side 457. Sunan/al-Darimi: bind 1, side 37. Al-Sunan al-Kobra/al-Bayhaqi: bind 4, side 251. Tarekh Demashq/Ibn Asakir: bind 1, side 298. Tarekh al-Kholafa/Suyuti: side 114. Tabaqat al-Kobra/Ibn Sa’d: bind 2, side 248; bind 8, side 27. Dhakhaerul Uqba/al-Tabari: bind 42. Dhorreyah al-Tahirah/al-Dolabi: bind 1, side 102. Yanabi al-Mawaddah/al-Qunduzi: 260.259 ”Min datter Fatima er en Menneskelig Houri.”: Es’af al-Raghiben/Ibn al-Sabban: side 188. Fayd al-Qader/al-Monawi: bind 4, side 422. Kanzul Ommal/al-Hendi: bind 13, side 94. Mo’jam al-Shoyokh/al-Saydawi: bind 1, side 359. Al-Sawa’iq al-Muhriqah/Ibn Hajar: side 160. ”Fatima blev skabt som en houri men i en menneskelig form.”: Manaqib Ali ibn Abu Talib/Ibn al-Maghazili: side 296.260 Osd al-Ghabah/Ibn al-Athir: bind 4, side 25.261 Ibn Hajar beretter, at Imamen (fvmh) svarede Ibn Muljim med følgende digtvers: ”Jeg ønsker, at han lever, men han vil dræbe mig. Denne, som udadtil (lader som om at være min) ven, tilhører Murad-klanen.”: Al-Sawa’iq al-Muhriqah/Ibn Hajar: side 82.262 Thomas Carlyle fra England skriver i sin serie af forlæsninger ”Om Helte”, at Ali, søn af Abu Talib, blev dræbt på grund af sin retfærdighed. Hvis han havde hævnet sig før udførelsen af synden, havde han sandelig overlevet dagen.

155

Dette har tit været tilfældet med verdens magtindehavere, som omgående dræber den person, som de formoder er deres fjende, selv hvis vedkommende er en nær slægtning. 263 Ikke en direkte oversættelse.264 Ziyarat Aminullah er en autentisk ”hilsen” berettet af den fjerde Imam, Ali al-Sajjad (fvmh). Den henvender sig til Imam Ali (fvmh), men den kan godt læses som hilsen til andre Imamer (fvmd).

156

Imam Al-Mahdi Bogfonds andre udgivelser

Hussein - Offeret for menneskehedenForfatter: Sayyid Muhammad ShiraziUdgivelsesår: 2010Denne bog indeholder en samling af artikler om et fuldstændigt unikt individ, som gennem det bemærkelsesværdige, han bragte, formåede at ændre historiens forløb og den retning, som men-neskeheden stod for. Han er ingen anden end Hussein (fvmh), barnebarnet af Islams Profet (fvmh), Mohammad, og den anden søn af Fatima og Ali (fvmd). Imam Hussein (fvmh) rejste sig mod tyr-anni og undertrykkelse og gav alt, hvad han ejede, heriblandt sit liv og sine mest elskede sønners og brødres liv, såvel som sine nærm-este allieredes liv, for at vække masserne, reformere samfundet og berigtige den forvrængning, som har været Islam til del.Artiklerne i dette værk dækker nogle aspekter af målene og hen-sigterne med Imam Husseins (fvmh) bevægelse; forskellen mellem hans strategi og hans broders, Imam Hassans (fvmh), strategi om at stå ansigt til ansigt mod tyranni og diktatur; de eksempler, han satte, samt den lære, som kan uddrages af begivenheden i Karbala for fjorten århundreder siden.Foruden udbyttet af Imam Husseins (fvmh) bevægelse bliver hans position også manifesteret igennem Profeten Mohammads (fvmh) mange beretninger og lærdomme.ISBN: 978-87-92634-00-9

Islamisk tro for alleForfatter: Sayyid Muhammad ShiraziUdgivelsesår: 2010

157

I denne bog diskuterer forfatteren Islams fem grundlæggende principper, som er Tawheed (Guds Enhed), Adl (Guddommelig retfærdighed), Profetskab, al-Imamah (Lederskabet) samt Genop-standelsen. Det, som udmærker denne bog, er forfatterens måde at fremlægge de relevante sager på samt de simple eksempler, der gives, for at illustrere diskussionen. Dette autoritative værk er ikke kun vigtigt for muslimer, men vil også være interessant for ikke-muslimer, som søger at udforske Islam og dens doktrin.Denne letlæselige bog vil også kunne bruges som opslagsværk til religiøs uddannelse.

ISBN: 978-87-92634-01-6

Bønnen - Religionens søjleForfatter: Unge Muslimer GruppenUdgivelsesår: 2010Denne bog er en komplet guide til den islamiske bøn, både tilnybegyndere og øvet. Man kan blandt andet læse om hvilke krav, der stilles for den bedende før bøn; hvilke krav der stilles for bønnens korrekt-hed og accept; hvordan de fem daglige obligatoriske bønner udføres; hvordan fredagsbønnen udføres; hvordan Ayat-bønnen udføres; hvordan natbønnen udføres; hvordan den forkortede bøn udføres og hvornår; hvilke fejl ugyldiggør bønnen, og meget mere. ISBN: 978-87-92634-02-3

En spirituel guide til RamadanForfatter: Foreningen SalamUdgivelsesår: 2010

158

Denne bog indeholder en kort introduktion til den muslimske hel-lige måned. Udover dette beskriver bogen de vigtigste tilbedelser, som kan udføres i løbet af de forskellige tidspunkter i Ramadan, såsom tilbedelserne ved daggry, i forbindelse med de obligatoriske bønner eller i Skæbnens nat (Laylat-ul-Qadr) etc. Den indeholder ligeledes en række af de oplæselige bønner og kapitler fra Koranen, der er anbefalet at læse, på det oprindelige sprog, arabisk, med den tilhørende translitteration og danske oversættelse.

ISBN: 978-87-92634-03-0

Historien om AshuraForfatter: Mohammad Saeed BahmanpourUdgivelsesår: 2011Denne tegneserie er en illustration af hændelsen i Karbala, som på trods af dens simple sprog er skrevet udelukkende ud fra originale og autoriserede kilder. Målet med tegneserien er at formidle en pragtfuld del af menneskets historie til de unges hjerter og sind. Den er skrevet af Dr. M. S. Bahmanpour, som er rektor på Islamic College of London, og oversat og udgivet af Imam Al-Mahdi Bog-fond. ISBN: 978-87-92634-12-2

”Han (Ali) forenede kvalifikationerne for en digter, en soldat og en helgen; hans visdom er stadig levende i en samling af moralske og religiøse udtalelser; og enhver modstander, i kampen med tungen eller sværdet, blev

holdt nede af hans retorik og tapperhed.”Edward Gibbon

”Ali var så populær selv blandt ikke-muslimer, at alle jøderne, zarathustrianister og de kristne i Kufah sørgede, da han døde, især deres kvinder og børn, som Ali personligt havde sørget for, og de græd over ham,

som man vil gøre, (når man mister) sin far.” Professor M.G. Reynolds

“Færdigheden for at blive en dommer kræver mange slags videnskaber: Standarden af hans viden var så høj, at ingen kunne være ham lig. I virkeligheden nærmede ingen sig ham. Således fik han ret til at sige: ”Vi er min-

erne til viden og kilderne til visdom.”Ibn Abi al-Hadeed