ÅRBEJ DERH|S'I'ORIE3O

MEDUELELSEB0M FORSKNING l ARBEJDEBBEVÆGELSENS HISTORIE APRIL 1988

April 1988 - udgivet af Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie, Rejsbygade 1,1759 København V - Redaktion: Gerd Callesen, Teglgårdsvej 341 st.tv., 3050 Humlebæk,02 19 15 94; Niels Ole Højstrup Jensen, Maglehøjen 2, 4320 Lejre, 02 38 12 48; Steen Bille

Larsen, Åbenrå 33 1.th., 1124 København K, 01 15 04 61; Anne-Lise Walsted, Arbejdermuseet,Rømersgade 22, 1362 København K, 01 93 33 88 - Sats: Werks Fotosats ApS - Tryk: Werks

Offset - ISSN 0107-8461. Articles appearing in this journal are annotated and indexed in

HISTORICAL ABSTRACTS

ArbejderbevægelsensIndholdsfortegnelse Bibliotek og Arkiv

Artikler

Flemming Mikkelsen: Fra proletarisering til klassesamfund ............... ..

Uffe J akobsen: Karl Kautsky og socialismen i Sydeuropa ................... .. 21

Peter Holm og Lars Boye Olsen: Socialdemokratiet,russiske flygtninge og internationalisan 1905-09 ........................... ..

_

29Hans Søde-Madsen: Kommunister, krig og flygtninge ........................ .. 40

Henning Tjørnehøj: Detaljer og ømme pletter? ................................... .. 47

Anmeldelser....................................................................................... .. 55

Forskningsmeddelelser ....................................................................... .. 97

Lokalhistorieudvalgets seminar 1987. - SF AHs seminar Arbejderklassensbørn. - Linzer konferencen 1988. - Danmarks kommunistiske Ungdom.Arkiv. - Tidsskrifter 1987. - Årbøger1987 - Afhandlinger under udarbej-delse.

Index for nr. 1 - 15 findes inr. 16

Forside: E. Rosenstand: Typer fra et Fælledmøde. (Illustreret Tidende,17. januar 1886)

Flemming Mikkelsen

Fra proletarisering til klassesamfund

Industrialisering, urbanisering og fremvæksten af en arbejderklasse og arbej-derbevægelSei Skandinavien ca. 1750-1900

Artiklen er en undersøgelse af den industrielle arbejder-klasses opståen i de skandinaviske landet' 1800-tallet. Søg-

ningen efter arbejde og vandringen fra land til by foregiksom en gradvis og planlagt udnyttelse af eksisterende soci-

ale strukturer og netværk og altså ikke som en proces med

social disintegration og identitetstab til følge.

Arbejderklassens fremvækst er af historikere og sociologer blevet sat i forbin-

delse med kapitalisme, industrialisering og urbanisering. En af de første i

Skandinavien til at fremlægge en sammenhængende argumentation var den

norske historiker Edvard Bull, den ældre.

I en artikel fra 1922 om »Arbeiderbevægelsensstilling i de tre nordiske lan-

de 1914-1920« opstiller Bull en række centrale hypoteser, der går på, at den

sene og hastige industrialisering (i Norge) skabte en ny arbejderklasse uden

klassetradition; at denne klasse i overvejende grad bestod af ufaglærte arbej-dere; at de store industribedrifter havde en større radikaliserende virkning på

arbejderne end de mindre virksomheder; at en svag integration i lokalsam-

fundet og familien, som en følge af stor geografisk mobilitet, havde en radika-

liserende effekt, og at den tætte urbanisering (i Danmark) lettede organisa-tionsarbejdet.1

Bulls 'teser er senere blevet taget op af amerikaneren Walter Galenson, som

i den nu omtalte Bull-Galenson hypotese særlig understreger eksistensen af

en positiv sammenhæng mellem hastig industrialisering og radikalisme2 eller

med Galensons egne ord: »... eksplosiv industrialisering (...), rekruttering af

industriarbejdere fra mindre landbrug uden tidligere erfaring med regelmæs-

sig beskæftigelse samt de ringe arbejdsbetingelser og leveforhold, som mødte

dem i de hastigt etablerede industrielle byer bidrog til dannelsen af en ekstrem

radikal ideologi«.Det, som særlig har Galensons interesse, er rekrutteringen til den nye indu-

strielle arbejderklasse især »de arbejderes sociale baggrund, som udgjorde de

oprindelige industrielle kohorter«.

Arbejderklassens sociale oprindelse, det miljø arbejderne kom fra, hører, i

følge Galenson, blandt de vigtigste faktorer til bestemmelse af arbejderbevæ-gelsens politiske profil og forklareri hovedtræk forskellen mellem de skandi-naviske arbejderbevægelser:Den danske (industrielle) arbejderklasse3 re-

krutteredes overvejende fra jordløse landarbejdere (farm laborers) men drogogså et vist antal faglærte håndværksarbejderebosat i byerne til sig. De ungemænd og kvinder, som blev fabriksarbejdere var således vant til at arbejde forandre og på forhånd tilpasset en streng arbejdsdisciplin. For dem betød ind-

vandringen fra land til by ikke den store forarmelse, tværtom. For den sene

og langsomme industrialisering gjorde, at byerne havde let ved at opsamlebefolkningstilvæksten samtidig med, at byarbejderne gradvis kunne forbedrederes økonomiske og sociale kår: »Det var lidet sandsynligt, at disse mm, som

fik en forbedret, skønt ingenlunde behagelig stilling i byerne, skulle slutte sigtil yderliggåendepolitiske bevægelser«.4

I diamentral modsætning til udviklingen i Danmark befinder sig Norge.5Den eksplosive industrialisering, rekrutteringen af industrielle arbejdere framindre selvejerbønder(independent yeomanry) og deres familier uden forud-

gående erfaring med disciplineret regelmæssigt arbejde samt de dårlige ar-

bejds- og leveforhold, de fandt i de hastig opbyggede industrielle byer, bidrogtil dannelsen af en ekstrem radikal ideologi. Fortroppen i den norske radika-lisme bestod af anlægsarbejdere, som drog fra arbejdsplads til arbejdsplads.

De svenske erfaringer placerer Galenson som liggende mellem de danske

og norske. Arbejderklassen rekrutteredes som i Norge fra mindre bønder,hvoraf nogle dog havde arbejdet hos de i landistrikterne placerede industri-virksomheder. Industrialiseringsprocessen forløb mindre hastigt end i Norge,og industriens decentrale lokalisering forhindrede, at der opstod egentligeslumområder i byerne, hvad der fik til følge, at den svenske radikalisme blevmere moderat.

Galensons radikalismeforklaring siger i korthed, at hastig industrialiseringfører til opbrud fra vante landbomiljøer og en faktisk og oplevet forarmelseaf de til byerne indvandrede, hvad der gør dem modtagelige for radikale ideo-logier.

Galensons diskontinuitets- og disintegrations argument, men ikke hans

forarmelsestese, blev taget op af S. M. Lipset6 og ført videre af William M.

Lafferty i hans to bøger om arbejderklassen og arbejderbevægelseni Skandi-navien.7 Sidstnævnte giver Bull-Galeson hypotesen en yderligere sociologiskdimension, når han siger:»Jegvil begrebsliggørearbejdermodstand som væ-

rende negativ (radikal) over for hele udviklingsprocessen, og jeg betragterdenne negative respons som værende først og fremmest motiveret af de an-

omiske følger af hastig og intens industrialisering«.8Dermed menes, at hastigindustrialisering fører til disintegrative forandringer i det traditionelle/præindustrielle samfunds symbolske integritet/ sociale organisation. Disse

psyko-sociale opløsningstendensergør, at mennesker griber til radikale alter-

nativer i et forsøg på at genskabe deres symbol-verden og aflaste deres usikrestatus.

Denne opfattelse af industrialiseringens opløsende og splittende virkning,

3

som Bull, Galenson, Lipset, Lafferty og andre lagde op til, har sat sit præg påbåde samfunds- og historieforskningen. Kontrasten mellem det rurale og ur-

bane livsmønster har fået mange til at tale om »et kulturelt chok« et tab af

identitet og orientering i forbindelse med indvandringen fra land til by.9Fremstillinger af arbejderklassens levevilkår i byerne får derfor ofte karakter

af en social patologisk beskrivelse af brudte familieforhold, prostitution, al-

koholisme, slumbebyggelse, 0.1., hvor de faglig-politiske aktioner og den po-

litiske deltagelse bliver til udslag af nogle psykologiske frustrations- og stress-

mekanismer.

Problemets rod ligger i en analyse af selve rekrutteringen til arbejderklas-sen: Fra hvilke sektorer af samfundet kom de - i hvilke sektorer blev de ind-

sluset, og ikke mindst hvordan organiseredes selve indvandringen herunder

søgningen efter arbejde.For at komme så tæt på en besvarelse som muligt har jeg i det følgende

begrænset analysen til den egentlige industrielle arbejderklasse. To problem-felter har i den henseende været vejledende for undersøgelsens disposition,nemlig proletariseringsprocessen og dannelsen af nye arbejdsmarkeder. Ikke

anskuet i et tomrum, men sat i forbindelse med produktionens organisering,de sociale klassers opståen og arbejdernes kollektive aktioner.

I denne sammenhæng er det nødvendigt med en præciseringaf, hvad der

menes med begrebet proletarisering. Proletariseringsprocessen defineres som

»de processer, der fører til en vækst i antallet af personer, som ikke er i besid-

delse af kontrol over produktionsmidlerne, og som overlever ved at sælge de-

res arbejdskraft«,hvormed hentydes til (a) adskillelsen af arbejdere fra kon-

trol over produktionsmidlerne (ekspropriering), og (b) arbejdernes voksende

afhængighed af at skulle sælge deres arbejdskraft (lønarbejde).'°Charles Tilly anser proletariseringen for at være den mest omsiggribende

og dybtgåendeforandring i den vestlige verden - mere fundamental end æn-

dringer i indkomst, formue og livsstil. Begrebet refererer indirekte til ændrin-

ger i det agrare produktionssystem, de agrare ejendomsforhold, markedsdan-

nelse og kapitalstrømme, til nye sociale og demografiske strukturer foruden

kapitalkoncentration herunder industriel produktion og lokalisering.I sin historiske version viser denne tese hen til en proletariseringsproces,

der udkrystalliseredes mellem det 16. og frem til midten af det 19. århundrede

i de europæiske landområder og som i det 19-20. århundrede koncentreredes

til byerne.

Økonomiske, demografiske og sociale forandringer i det agrare samfund

Proletarisering, befolkningspres og fattigdom kom fra l730erne til at præge

de nordvesteuropæiskelandbrugsområderfra Norge til Frankrig, og fra Eng-land til Slesvig-Holsten.Opløsningen af godssystemet i Danmark i slutningen af l700-tallet og be-

gyndelsen af 1800-tallet skabte en ny samfundsklasse af selvstændigegård-

mænd, samt et stigende antal afhængigehusmænd og jordløse daglejere. I

Sverige og Norge foregik en tilsvarende og om muligt endnu voldsommere

4

ændring. Mellem 1751 og 1850 var antallet af jordløse steget fra 51% til 71%af den mandlige svenske landbobefolkning, og mens tallet for gårdmænd i

Norge steg med 27% i perioden 1801-1855, så fordobledes andelen af hus-

mænd, og de jordløses antal tredobledes.ll

Denne proces, der førte til bondens »frigørelse«,større differentiering og

klassedeling i landdistrikterne og resulterede i et fald i reallønnen for jordløsearbejdere og mindre bønder mellem 1755 og 1850, skal sættes i forbindelse

med udskiftningen, et stigende befolkningspres og en omlægningaf produk-tions- og markedssystemet. Hvad der nærmere lå bag fremgår af en række

nyere detailstudier.

I en typisk dansk landsby »Gørslev« faldt i perioden 1787 til 1880 antallet

af bondehustande fra 20 til 18, alt imens gruppen af jordløse landarbejdere oghusmænd steg fra 38 til 77 husstande'2 Det 18. århundrede blev også vidne til

en samling omkring hovedgårdeneaf hidtil spredte bondegårdeforuden en

standardisering af fæstegårdene.Det vil sige alle gårdene i landsbyen blev af

nogenlunde samme størrelse. Denne strukturomlægning, iværksat af godse-jerne, lettede bøndernes senere organisering og samlede optræden. Med det

stigende befolkningspres skærpedes modsætningerne mellem de jordløse ogde jordejende bønder. Især de mere frugtbare landområder i Østjyllandog påøerne/ Sjælland (og for den sags skyld også i Sydsverige og Østnorge) blev

genstand for en kraftig proletarisering af landbefolkningen. Salg af arbejds-kraft og udnyttelse af de ressourcer, bønderne ikke tog i anvendelse, var ofte

de jordløse og mindre husmænds eneste eksistensmulighed.13Den voksende klassedeling forplantede sig til gårdmandshusstanden.Her-

om siger P.O. Christiansen, at »skønt forskelle længe havde eksisteret hvad

angår den interne indflydelse og prestige i landhusholdningen såvel som i

landsbyen, var det først i perioden med voksende »landbrugskapitalisme«,at

forholdet mellem medhjælpere og bondefamilien udkrystaliseredes i et rent

»dem og os« forhold«.'4 Bondens deltagelse i det daglige arbejde ændredes:fra på mange måder at have deltaget i produktionen på lige fysiske vilkår med

hjælperne, overtog han en mere administrerende og kontrollerende rolle.Bonden lærte at omsætte den rurale »overbefolkning«til egen profit i vare ogpenge indenfor en stadig mere markedsorienteret økonomi. Forskelle i ar-

bejdsvilkår, levestandard og livsstil blev således mere og mere markante; af-

hængighed, udbytning og udstødning blev resultatet af denne proletarise-ringsproces.

En af de bedste og grundigste undersøgelser af de vilkår, hvorunder arbej-derne blev skilt fra produktionsmidlerne, er Winbergs mikrodemograñskestudie af et distrikt i det sydvestlige Sverige (Västergötland) i perioden ca.

1776 til 1883.15 Winberg afviser i det store og hele, at den jordløse klasse skul-

le have reproduceret sig selv, dertil var fødselstallet for 1th (3.44 mod bon-

dens 4.36 levendefødte). Stigningen i antallet af jordløse har derimod mere at

gøre med nedadgående social mobilitet. Det fremgår nemlig, at i 1850 var

40% af overhovederne i jordløse hustande af bondeoprindelse, mens 0m-

vendt kun 20% af bønderne rekrutteredes fra den jordløse landbefolkning.

Under strejkerne i Skåne 1907-08 blev der udgivet en række postkortserier, som solgtes til for-

del for de strejkende. På Bergsjöholm trækker de strejkende flyttelæsset for den afskedigedeHans Jönsson. Afskedigelsen betød, at stataren mistede både arbejde og bolig. Forrest gårlandarbejderafdelingens formand.

Forklaringen ligger i »den agrare revolution«, hvormed hentydes til om-

lægningen af dele af godssystemet, der blandt andet indebar salg af jord til

bønder, en vis koncentration af jord blandt dele af bondebefolkningen samti-

dig med en kommercialisering og intensivering af markedet, hvorunder beho-

vet for en gruppe af jordløse daglejere steg.

Reorganiseringen af godssystemet skabte også sine steder i Sverige en ny

arbejdsorganisation det såkaldte statarsystem og dermed en ny gruppe af

jordløse landarbejdere (statarne var en gruppe af fastboende jordløse landar-

bejdere ofte aflønnet i naturalier, de udgjorde ca. 42% af den agrare befolk-

ning). Herom siger Eriksson og Rogers: »Statar-systemet som en del af prole-tariseringsprocessen, var resultatet af en bevidst indsats fra de store godsejerefor at skabe et jordløst proletariat, som ville kunne levere billig og effektiv

arbejdskraft, og som let kunne kontrolleres«.'6 Andre steder var det ikke så

meget omlægningen af det agrare produktionssystem, godsejernes og bøn-

dernes markedsmanipulation, der skabte en ny klasse af jordløse landarbej-dere, men derimod savværksindustrien (i mindre grad mineindustrien), som

under 1850-tallet i mange områder overtog ejendomsretten til store skovom-

råder. Derved sikrede de sig vedvarende råvaretilførsler og skaffede sig en

fast arbejderstamme af de i området tidligere bosatte selvejere.l7Alle tre nordiske lande gennemgik en udvikling, der fra midten af det 18. til

slutningen af det 19. århundrede førte til dannelse af et stort jordløst proleta-

6

riat. De endnu spredte mikrodemograflske undersøgeler peger på nedadgå-ende social mobilitet som den væsentligsteårsag.Proletariseringen førte ikke

umiddelbart til fattigdom. Indtil slutningen af det 18. århundrede var forskel-

len i levestandard mellem småbønder, husmænd og daglejere ikke stor. Fra

omkring 1800 derimod begyndte profitten at stige og bønderne konsolidere-

de deres position'8Det var proletariseringen, som i længden førte til afhængighed, fattigdom

og ufrivillig mobilitet. De muligheder, som i princippet stod åbne for gruppen

af afhængige arbejdere, omfatter i al korthed:

- emigration,- det primære rurale arbejdsmarked,- det industriel-rurale arbejdsmarked,- det urbane arbejdsmarked, og- det industriel-urbane arbejdsmarked.

Den oversøiske emigration til Amerika står for mange som den sikkerheds-

ventil, der frelste de nordiske lande fra udbredt fattigdom og social uro og det

måske ikke helt med urette. For som det fremgår,var effekten på den hjem-meblevne befolkning meget stor. Mellem 1864 og 1914 mistede Norge op til

40% af sin naturlige vækst, sammenlignet med Sveriges 25% og Danmarks

10%. Til at begynde med (i l840erne og 50erne) var det overvejende mindre

bønder med familie, der emigrerede, siden fra 1860erne dominerede enkelt-

vandrerne, og langt de fleste korn fra afhængige proletariserede befolknings-grupper. Med til billedet hører også, at ikke så få vendte tilbage, hvoraf nogleved hjælp af opsparet kapital formåede at etablere sig som selvstændige(min-dre) gårdejere.19

En del af de proletariserede landarbejdere, deres døtre og sønner, forblev

landarbejdere livet igennem. Nogle som daglejere, statare, bondepiger eller

bondekarle, andre søgte til lokale økologiske og økonomiske nicher. Af disse

drog flere ud mod kystområderne,hvor de ernærede sig som primitive fiskere

støttet af et mindre jordtilliggende (husmandsñskere). Der kan være grund til

at betragte arbejdere, der opretholdt eksistensen via nicheproduktion og sæ-

sonarbejde, som hørende til en såkaldt »dual-økonomi«. En sektor præget af

skjult arbejdsløshed og »under-beskæftigelse,en marginal produktivitet lave-

re end den traditionelle eller konventionelle løn« og »lønningerfastsat per tra-

dition og ikke af de konkurrerende markedsmekanismer«.2°

Både Sverigeog Norge havde en omfattende industri beliggende i landdi-

strikterne.” I Danmark var den rurale-industrielle sektor af langt mindre be-

tydning. I 1872 var således 22% af den industrielle arbejdsstyrke placeret i

landdistrikterne, hovedparten i tegl- og kalkværker.22

Der er således al mulig grund til for Sveriges og Norges vedkommende at se

på industrialiseringen som en proces, adskilt fra urbaniseringen, at skelne

mellem et industriel-ruralt arbejdsmarked, et industrielt-urbant arbejdsmar-ked samt et særskilt ikke-industrielt arbejdsmarked fremdeles i de større by-er.

Det rurale-industrielle arbejdsmarkedAfgørende for industriens lokalisering var hensynet til drivkraft, arbejds-kraft, markedet foruden befordringsmidler. Den industrielle ekspansion fra

omkring 1870 ændrede ikke totalt lokaliseringsmønstret. Der var stadigvæk

eksistensmuligheder for mindre fabrikker, men nye var kommet til. I Norgeelektrometallurgi- og elektrokemisk industri, mens svensk industri over en

bred front placeredes i landdistrikterne. Således voksede det absolutte antal

arbejdere i landområderne fra 17.039 i 1870 til 223.000 i 1930 svarende til hen-

holdsvis 38% og 49% af den samlede industrielle arbejdsstyrke i Sverige. Ikke

så få af disse arbejdede i den stærkt ekspanderende trævareindustri og mine-

drift (gruvedrift), der overvejende producerede for eksportmarkedet. Disse to

omfattende industrigrene lokaliseredes til de store vandveje og ikke alt for

langt fra kysten af hensyn til udførslen. De større bedrifter havde som »bruks-

samhälle« (overvejende inden for papir- og glasindustrien, savværksindustri-en og minedriften) gamle traditioner på landsbygden. Deres delvis isolerede

beliggenhed og hierarkiske opbygning ændrede sig alt efter som ny teknologiog en større arbejdsstyrke kom til.

Brukssamhällets voksende behov for tjenesteydelser, underholdning og

udendørs fritidsaktiviteter tiltrak grupper af handelsmænd, håndværkere,

kroejere, folkebevægelsesagitatorer, løsarbejdere mv., der bosatte sig nær

8

Hargs bruk i Uppland nord for Stock-

holm. Eksempel på arbejdermiljø uden

skarpt skel mellem land og by.

bruket og blev årsag til hvad M. Hellspong har kaldt et »komplementsamhäl-le«, hvis tilstedeværelse betød et skridt i retning af decentralisering af de øko-

nomiske og sociale funktioner i det ellers ret så homogene patriarkalske lo-

kalsamfund. (Eksempler herpå er Borlänge udenfor Domnarvet, Landviken

udenfor Högbo og Timraa udenfor Vivstavarv).23 Ikke så få industrier blev

derfor ophav til tæt bebyggelse og senere regulær bydannelse. Mange indu-

strier heriblandt savværksindustrien etableredes nær byer eller bylignendeområder. Dette Viser tillige, hvor kompliceret det bliver over tid at skelne

mellem byindustri og rural industri, mellem arbejder på land og i by.Rekrutteringen af arbejdskraft til industrien i landdistrikterne er kun nød-

tørftigtbelyst. Bedst for trævareindustriens vedkommende både når det gæl-der Sverige og Norge.24

En principiel forskel synes at gøre sig gældende mellem virksomheder, der

havde en længere tradition på stedet, og dem, som nylig var kommet til og

ekspanderede kraftigt efter 1850. Førstnævnte kunne trække på en kerne af

»indfødte«, som var født og opvokset i området og som på forhånd var be-

kendt med virksomheden. Ikke sjældent havde mindst et familiemedlem ar-

bejdet på »bruket«, og ikke sjældent ser man »søn følger far«.

De stærkt voksende savværksindustrier gjorde ogsåi stigende grad brug af

selvrekruttering, men måtte derudover supplere med sæsonarbejdere og ind-

9

flyttere. Sæsomarbejderne25kom fra fattige og overbefolkede områder, lands-

byer med ringe jordtilliggende. Nedgangskonjunkturerne for trævareindu-

strien efter 1900 samt øgede alternative beskæftigelsesmulighederreducerede

imidlertid kraftigt arbejdsvandringernes betydning.At bestemme fjernindflytternes geografiske og erhvervsmæssigeoprindelse

rummer store problemer. En del havde tidligere arbejdet i samme branche,andre havde været beskæftiget i anden industri samt håndværk og serviceer-

hverv, mens det var overraskende få, der kom direkte fra jordbrugsarbejdet.Måske burde man ikke drage mange konklusioner på dette løse grundlag,

men det kan ihvertfald vise, hvor fejlagtigt det er at slutte fra geografisk op-

rindelse til erhvervsmæssigbaggrund. For fjernvandrerne gælder, at selvom

de mistede de daglige kontakter med udgangsmiljøet/opvækstmiljøet,opret-holdt de forbindelser bagud ved at holde sig underrettet gennem breve, velin-

formerede arbejdsvandrere og sæsonarbejdere.Nogle indflyttere kom grup-

pevis fra samme by eller sogn, og det var almindeligt, at mænd og kvinder fra

samme eller nærtbeliggende opvækstsogne indgik ægteskab.26 Eller sagt påen anden måde: overgangen til beskæftigelse i den rurale industri indebar ik-

ke noget socialt eller psykisk brud, men skete som en bevidst rationel tilgang/tilpasning til et skiftende arbejdsmarked.

lndustrialisering og urbaniseringHverken i Danmark, Sverige eller Norge kan man sige, at urbanisering og

industrialisering forløb parallelt, dermed være ikke sagt, at de var uafhængi-

ge af hinanden. Urbaniseringen i Danmark var allerede temmelig fremskre-

den før industrien slog igennem. Fra omkring 1870 foregik der en kraftig in-

dustrialisering med tyngdepunkt i hovedstaden. Antallet af industriarbejderefordobledes fra 1873 til 1897, ligesom provinsbyerne og de største købstæder

(de mellemstore byer) blev mere og mere præget af industri. Når fabrikkerne i

så høj grad samledes i de større gamle byer hang det sammen med, at dansk

industri i overvejende grad var en hjemmemarkedsindustri baseret på uden-

landske råstoffer. Virksomhedernes krav om nærhed til markedet, råstoffer,

arbejdskraft og kapital trak store dele af industrien i retning af de større hav-

nebyer, som foruden København omfattede Odens, Århus,Ålborg,Vejle og

Helsingør.Til trods for denne forskel i lokaliseringsmønstret mellem på den ene side

Danmark og på den anden side Sverige og Norge, havde de dog det til fælles,

at industrialiseringen fra anden halvdel af det 19. århundredegreb afgørendeind i urbaniseringsprocessen og omformede byernes nærings- og erhvervs-

struktur tillige med deres sociale og demografiske mønster.Fra at drage sammenligninger mellem de enkelte lande kan der være me-

ning i at supplere med antagelser, der lægger vægt på en opdeling af byerne i

et hierarki af oplandsfunktioner og dermed indbyggerantal. Her skilte Kø-

benhavn, Stockholm og Christiania (Oslo) sig ud fra de øvrige byer ved at

have en større offentlig sektor, flere liberale erhverv foruden en større alsidig-hed i fag inden for håndværk og industri, hvortil kommer et anseeligt antal

10

tjenestefolk og daglejere. Hovedstæderne og de større byer førte også an i den

funktionelle opdeling i bolig- og erhvervskvarterer og den deraf følgende so-

ciale adskillelse og de udstrakte klasseskel. De middelstore og mindre byervar mindre socialt differentieret og deres udvikling afhang ofte af nogle få

næringsgrene.Industriens behov for arbejdskraft (det industrielt-urbane arbejdsmarked)

blev tilgodeset gennem:

(l) proletariserede håndværkere,(2) (stor)byens mange daglejere og tjenestefolk,(3) folk tidligere beskæftiget i landbrug,(4) arbejdere fra den rurale industri, og

(5) andengenerations arbejdere.

Håndværkets og håndværkernes indlemmelse i den industrielle sektor havde

sine forudsætninger i lavsvæsnets opløsning fra midten af det 19. århundrede.

En del håndværk forsvandt helt (nålemagere,lysestøbere, bødkere, vævere,Skomagere, m.fl.) andre såsom bryggeri-, garver-, snedker-, jern- og metalfa-

gene udkonkurreredes kun delvist af industrien. Nogle svende måtte tageufaglært arbejde, men de fleste kunne søge til de fabrikker, som havde over-

taget den håndværksmæssigeproduktion.27 Den gradvise overgang fra hånd-værk til fabriksmæssig drift i en lang række fag gjorde, at svendene kunnefortsætte som faglærte arbejdere, men som mekaniseringen skred frem redu-

ceredes deres erhvervs- og jobfunktioner tillige med deres faglig selvstændig-hed. Det bør tilføjes, at en del håndværk fortsatte som underleverandører tilindustrien eller ligefrem ekspanderede. Men heller ikke disse håndværksfagforblev dog upåvirket af koncentationstendenserne i erhvervslivet. Flere

svende og arbejdsmænd på samme 'arbejdsplads øgede afstanden og spæn-

dingerne mellem svende/ arbejdsmænd og mestre, som det tydelig ses inden-for byggebranchen.Nærmere dokumentation for de øvrige rekrutteringskanaler giver to studi-

er fra henholdsvis Sagene, en forstad til Christiania, og den noget mindre

Oskarshamn, der i 1900 havde 7077 indbyggere. Jan Eivind Myhre læggervægt på, at de arbejdere, der blev tiltrukket af beskæftigelsen i den opvoksen-de industri (tekstilindustri og mekaniske værksteder) på Sagene omkring1874 ikke bestod af 'indvandrede tjenstekarle og tjenestepiger fra landdistrik-

terne, men derimod kom som faglærte og ufaglærte fra Christiania. Specielthvad angår arbejderne på Myrens mekaniske værksted fremgårdet, at et in-

formelt kontaktnet i form af familie, bekendte og naboer, spillede en udstrakt

rolle og i det væsentligstestod for de kanaler ad hvilke nytilkomne rekruttere-

des til industrien.28

Arbejderne ved Oskarshamns mekaniske værksted i 1899 er i nedenståen-

de tabel blevet fordelt efter faderens erhverv og hvorvidt de var født før eller

efter 1850.29

11

Socioøkonomisk gruppe Født før 1850 Født 1850

og senere

Fabrikanter og handelsmænd- 8

Håndværkere 7 47

Embedsmænd, akademikere - -

Lavere tjenestemænd 2 8

Civile og kommunale betjente 3 13

Fabriks- og håndværksarbejdere 10 74

Jordbrugere, gårdejere 37 23

Ukendt - 4

Total 59 177

Håndværk, industri og jordbrug bidrog med det største antal. Interessant er

også, at arbejdere født efter 1850 for størsteparten kom fra håndværker- og

industrimiljøet.Selvrekrutteringens voksende rolle bekræftes af lignende un-

dersøgelser fra Kockums mekaniske værksted i Malmö og Lindholms meka-

niske værksted i Göteborg. Regionale afvigelser kan selvfølgelig spille ind,men samme tendens i retning af større selvrekruttering genfindes blandt

23.000 værkstedsarbejderefra omkring århundredskiftet3° og en undersøgel-se af den sociale mobilitet i Århus.31

Med til billedet af rekrutteringsforholdene hører ligeledes arbejdernes(Oskarshamns mekaniske værksted 1899) forudgående beskæftigelse.32

Næringsgren Antal

Industri 87 (hvoraf 22 kom fra

værkstedsindustrien)Håndværk 18

Handel 46

Jordbrug 41

Total 192

Denne opstilling støtter antagelsen om industri, og i langt mindre grad jord-

brug som væsentligste rekrutteringsgrundlag. Sammenlignes med foregåen-de tabel over faderens erhverv er det mest slående håndværkernes faldende

andel, hvilket tyder på, at mange håndværkersønner ikke kunne få plads i

faderens erhverv eller inden for håndværkerfageti det hele taget. Mange har

givetvis for en tid taget arbejde inden for handel og jordbrug, der ikke kræve-

de særlige kvalifikationer. Hvad den geografiske mobilitet angårviser denne,

at de fleste kom fra Oskarshamns nære opland, men desværre mangler oplys-ninger, som direkte sammenholder geografisk oprindelse med erhverv. Dogangiver öhngren,at den mekaniske værkstedsindustri nok rekrutterede en

12

Anker Heegaards jernstøberi på Nørrebro (den senere Blågårds Plads). Industri og arbejder-boliger i tæt bebyggelse.

del arbejdere fra landdistrikterne, men at mange af disse kom fra landsbyin-dustrien.

Disse resultater hvad angår rekrutteringen til det industrielt-urbane ar-

bejdsmarked svarer godt til den såkaldte »trappetrinsmodel« i følge hvilken,den indvandrede (ufaglærte)arbejdskraft optog byens dårligstejobs (det ur-

bane arbejdsmarked af daglejere, tjenestepiger, kørekarle m.v.), alt imens de

bosatte lagde beslag på de bedre jobs og avancerede i takt med indvandrin-

gen.33 Nylig indvandrede landarbejdere skulle ikke blot overskride en rural-

urban barriere, som hævdet af flere, men også en rural-industriel tærskel. Ik-

ke p. ga. kulturelle forskelle, men fordi de relativt set var ressourcefattige og

stod sig dårligt i konkurrencen om de bedre jobs på det industriel-urbane ar-

bejdsmarked. Industri- og fabriksarbejderklassen nød i samtiden en vis sta-

tus, der skilte dem fra håndværkere, fra daglejere og løsarbejdere i henseende

til arbejdsvilkår (højere løn og regelmæssigt arbejde) arbejdspladsorganisa-tion foruden levevilkår. Industriarbejderklasen adskildte sig fra den før-indu-

13

strielle arbejderklasse ved at have et større antal yngre mennesker, næsten li-

geså mange kvinder som mænd, hvoraf mange, især blandt kvinderne, var

ugifte.34Ændringer i landdistrikternes produktionsstruktur i overensstemmelse

med godsejernes, bøndernes og savværksindustriensbehov for en løs afhæn-

gig arbejdskraft, fik flytningerne til at stige blandt jordløse landarbejdere. De

fleste arbejdsvandringer begrænsede sig til kendte omgivelser, de var med an-

dre ord nok hyppige, men også korte og lokale. Industrialiseringen på land ogi by, byernes stigende økonomiske betydning ændrede måske ikke så megetselve flytningsintensiteten, men derimod flytningsmønstret. Industriområ-derne og byerne blev mål for en del familier og enkeltindivider. Disse van-

dringer og denne søgen efter arbejde, der ofte foregik i etaper, støttedes i

mange tilfælde af yngre familiemedlemmer eller bekendte, der var taget af-

sted på forhånd for at sondere mulighederne.Det urbane og industriel-urbane arbejdsmarked trak mange mennesker til

sig, nogle vendte tilbage, omend ikke altid til deres udgangspunkt, mens an-

dre bosatte sig permanent i tilflytterområdet eller tog det store spring til

USA. De som bosatte sig permanent assimileredes i en bystruktur, der fra

omkring 1870 var under hastig forandring. Et fåtal lykkedes det at stige soci-

alt,” de fleste optoges i gruppen af daglejere, løsarbejdere og tjenestefolk, el-

ler de indgik som ufaglært arbejdskraft i anlægs- og fabriksvirksomheder.

Indvandringen til (stor)byerne, et stigende fødselsoverskud og den indu-

strielle ekspansion sprængte den ældre præindustrielle bystruktur. Funk-

tionsdifferentieringen og den sociale adskillelse satte først ind i de større byer.Med en fordobling af Københavns indbyggerantal og en tidobling af indu-

striarbejdere i perioden 1840 til 1911 ændredes byens geografiske rammer.36

Industrien havde i perioden 1840-70 været henvist til det indre København,

men med en samling af produktionen på større ofte stærkt mekaniserede en-

heder, lokaliseredes industrien omkring 1914 til byens udkantområder. Den

indre by blev overladt til den lette industri og omformedes gradvist til et servi-

ceområde. Denne udflytning førte til en opsplitning af arbejdsplads og boligog adskillelse mellem de sociale klasser. De »rige og fornemme«, »den vel-

stående middelklasse« flyttede ud fra den indre by, mens den »bedrestillede

del af arbejderklassen«kom til at dominere den sociale sammensætning i ud-

kantområdernes nybyggeri (i København Nørrebro og Vesterbro). Beboerne

var her overvejende faglærte arbejdere, mindre selvstændigeog lavere funk-

tionærer. Småkårsfolk, daglejere 0.1. bosatte sig fortsat i det indre Køben-

havn i de ældre arbejderkvarterers baghuse, lofter og kælder. Siden 1910-15

er der foregået en stadig udtynding af arbejderkvartererne i det indre Køben-

havn og brokvartererne, mens forstæder i vest- og sydegnen mere og mere er

kommet til at ligne rene arbejderkvarterer.Miljø- og kvartersudviklingen i de mindre byer viser sig i en overgang fra

den koncentriske til den radiære by. Etnologen Peter Dragsbo fastholder

klassedelingens rædiære form for de fleste danske byer, »nord, syd, øst og

vest blev begreber med et socialt indhold«, hvorimod kvartersdannelsen op-

14

stod på flere måder: Ombygning af byens ældre håndværkerkvarterer og dan-

nelse af arbejderbyggeforeninger, men mest almindeligt blev det at søge en

løsningpå den voksende arbejderklasses boligproblemer gennem udlejnings-huse for arbejdere i byernes udkantområder.37

Arbejdernes bosættelse i socialt homogene kvarterer fulgtes i tiden frem til

århundredskiftet af andre fundamentale ændringer. Indkomsterne blev mere

regelmæssige,der kom større tryghed i ansættelsen, arbejdspladsfluktuatio-nerne mindskededes, alt imens boligstandarden og levevilkårene gradvist be-

redes. Dertil kommer, som bemærket af U.Gustafson,38 et fald i dødelighe-den, stigende giftermålstal, lavere giftermålsalder,faldende nativitet og øget

geografisk stabilitet. Alle faktorer der bidrog til en stabilisering af kernefami-

lien. Føjes dertil økonomisk nivellering som følge af større krav til den ikke-

faglærte arbejdskraft og forandringer i arbejdets organisering (voksende ar-

bejdsdisciplin, større produktionsenheder og ensartethed i arbejdsprocesser-ne) hvorved afstanden mellem faglærte og ufaglærte samt faglærte arbejdereindbyrdes mindskedes, tyder en del på, at industrialiseringen og som ledsage-fænomen urbaniseringen ikke alene førte til en vis demografisk, økonomiskog social stabilisering af samfundet, men ligeledes bevirkede, at de geografi-ske og sociale afstande indenfor arbejderbefolkningen aftog i perioden frem

til århundreskiftet.

Fra hungerrevolter og opløb til strejker og demonstrationer

Proletariseringsprocessen slog også igennem i underklassens protestformer.Rolf Karlbom har i værket »Hungerupplopp och strejker 1793-1867. En stu-

die i den svenska arbetarrörelsens uppkomst« (1967) givet en skildring af de

protesterende gruppers kampmetoder, deres sociale sammensætning, inspi-rationskilder og motiver.

Et stort antal aktioner fremstod som opløb, tilsyneladende uorganiserededemonstrationer og beslaglæggelsesoptøjer (dvs. konfrontationer mellem

toldere/ embedsmænd, smuglere og sympatiserende befolkningsgrupper).Det var afhængige proletariserede befolkningsgrupper og håndværkersven-

de, som rettede deres protester mod myndighederne, og som i tilfælde med

hungeropløb tillige mod borgerskabet, først og fremmest dem, som tog sig afat opkøbe, sælge og videretransportere basale fødevarer. Egentlige hunger-opløb forekom i tider med stærkt stigende priser, hvorimod strejker skal ses

som en reaktion mod almen dyrtid og nye arbejdsregler ofte kombineret med

krav fra arbejdsgiverne om lønsænkning.'

Næsten alle protester vidner om tilstedeværelsen af en eller anden form for

informel organisation, planlagt forberedelse og kommunikation sat iværk påforanledning af visse aktive og toneangivende personer fra den lokale arbej-derbefolknings egne rækker. Nok var protesterne »lokale« i form og indhold,men inspirationen kom ikke sjældent fra udenforstående personer såsom sæ-

sonarbejdere, vandrende svende og sømænd/ havnearbejdere. At de fleste

konflikter kan stedfæstes til kystbyerne og andre vigtige færdselsårer kan fø-

res tilbage til konfrontationen mellem fattigfolk, handelsfolk og myndighe-

15

derne i forbindelse med udskibningen af korn, men kan også sættes i forbin-

delse med de inspirationskilder arbejderbefolkningen kunne hente sig fra an-

dre byer i landet og fra internationale revolutionære bevægelser og begiven-heder.

Karlbom har med inspiration fra G. Rudé og G. Lefebvre givet den'til dato

mest dybtgående studie af præindustrielle aktioner. Der foreligger enkelte

delstudier fra både Danmark og Norge,39 som på udmærket vis supplererKarlboms resultater. Således viser Thomas B. Ravn, at håndværkersvendene

i København fra overvejende at have stredes indbyrdes for at holde standen

»ren og ærlig« gradvis retter deres aktioner mod mestrene i et forsøg på at

opnå organisatorisk selvstændighed,efterhånden som de kapitalistiske mar-

kedsprincipper slår igennem inden for byggesektoren.40I 1820 opstår »danmarkshistoriens første egentlige lønstrejke« (Ravn) i

København, og man kan med nogenlunde sikkerhed slå fast, at en mere orga-

niseret og socialistisk inspireret protest- og strejkeaktivitet begynder at mani-

festere sig i Skandinavien fra omkring 1848 givetvis på foranledning af politi-ske agitatorer og vandrende danske og tyske svende med nyheder fra det uro-

lige Europa.De revolutionære begivenheder omkring 1848 i Stockholm, Oslo og (evt.

København) havde et større indslag af arbejdere end tidligere,” og efter en

forholdsvis rolig periode i 1850erne og 60erne begynder strejkeaktiviteten at

tage fart. En nedgangskonjunktur fra midten af halvfjerdserne stækker for en

tid strejkevåbnet,men derefter er aktiviteten stigende frem til århundrede-

skiftet, godt hjulpet på vej af en bedring i konjunkturerne, industrialiserings-

processen og arbejderklassens organisationsbestræbelser.Det har altid været mere opportunt for arbejderne at strejke i tider med

knaphed på arbejdskraft og fyldte ordrebøger hos arbejdsgiverne. Industria-

liseringsprocessen øgede ikke blot antallet af potentielle strejkedeltagere,

Antal arbejdakonflikter

KILDE, Georg Nørre-

gaard: Arbejdsforhold in-

denfor dansk håndværk

og industri 1857-1899

(Kbh. 1943) 182;367.Arbetsinställelser i Sveri-

ge 1859-1902 (Arbetssta-mo tistik E.I) 328.

16

men gav tilsammen med de kapitalistiske markedsforholds gennemslagskraftstødet til at først og fremmest de faglærte håndværksarbejdereorganiseredesig i et forsøg på at forsvare deres selvstændige status over for mestrenes/ ar-

bejdsgivernes omsiggribende kontrol med og styring af arbejdsprocesserneog lønningerne. Eller sagt med andre ord: organiseringen opstod som en

umiddelbar følge af en proletariseringsproces sat igang på initiativ af kapital-stærke grupper i samfundet, godt hjulpet af de internationale markedsfor-

hold.

Men det er ikke hele historien om den tidlige foreningsdannelse. Det er

muligt at pege på socialistiske idéstrømninger,borgerlige arbejderforeningerog inspirationen fra folkebevægelserne især afholdsbevægelsenf'2 hvorimod

det er mest nærliggende at fremhæve håndværkertraditionen: forstået som et

informelt netværk af fagbevidsthed, statusbevidsthed, lagsskikke, svende-

, vandringer og svendeforeninger.43 Ensbetydende med organisatoriske fær-

digheder og solidariske ressourcer, der gjorde det lettere for de faglærte hånd-

værksarbejdere ikke blot at oprette egne autonome foreninger, men også at

føre an i strejkeplanlægningen.Det var de faglærte, som strejkede hyppigst, holdt strejkemøder,valgte

strejkeledelse, oprettede strejkefonde, støttede fagfæller indenlands som

udenlands. Det ses endvidere, at som fagforeningerne styrkedes, søgte de at

hindre »uoverlagte« strejker, og de indførte særlige strejkeregler, der var med

til at øge forbundsledelsens indflydelse.44 I Jane Cederqvists detaljerede ana-

lyse af strejker i Stockholm fra 1860 til 1909 ses konsekvenserne af de ufag-lærtes dårligt organiserede strejkerz45 Frem til midten af 1890erne omfattede

de sjældent mere end een arbejdsplads, de var korte og med mange deltagere,der blev ikke oprettet strejkekasse eller valgt nogen strejkekomité. Strejke-kravene var begrænset til tilfældige lønforhøjelser. Først med etableringen af

fagforeninger for de ufaglærte ændrede strejkerne form. De blev længereva-rende med færre deltagere, mere offensive i deres lønkrav og mere succesfulde

således, at de faglærte og ufaglærte arbejderes strejker frem mod århundred-

skiftet kom til at ligne hinanden mere.

Nogle tentative konklusioner

Jeg har i denne artikel søgt at vise, hvorledes godsejerklassen, gruppen afstørre og mellemstore bønder, eksportindustrien, større købmænd og mel-

lemhandlere i overensstemmelse med statsmagten bevidst gennemtvang en

omkalfatring af produktionssystemet og effektuerede en økonomisk politik,der proletariserede store dele af landbefolkningen og senere håndværkerstan-

den. Imidlertid skulle fortsat agrar markedsekspansion, industrialisering,proletarisering og urbanisering forandre arbejderbefolkningens interne soci-

ale struktur i en retning, som - i det 19. århundredes anden halvdel- gjordedet muligt at organisere sig omkring nogle strategier til forsvar og fremme af

arbejderklassens interesser.

En nærmere bestemmelse af disse udviklingsprocesser må nødvendigvistage sit udgangspunkt i arbejderklassens fremvækst.

17

For det første må det afvises, at konstitueringen af en (industriel) arbejder-klasse direkte kan sættes i forbindelse med en proletarisering af dele af be-

folkningen og dermed forbundne tab af status. Proletariseringsprocessenhavde allerede sat sit umiskendelige præg på befolkningsstrukturen i landdi-

strikterne, i perioden før industrialiseringen slog igennem. Endvidere kan det

delvis afvises, at den industrielle arbejderklasse overvejende korn fra selv-

stændige mindre bønder eller andre landboere; rekrutteringen var derimod

langt mere differentieret, og nogen brat overgang til »the satanic mills«, er der

næppe tale om. Til støtte for det argument taler også, at søgningen efter ar-

bejde og vandringer fra land til by foregik som en planlagt og gradvis udnyt-telse af eksisterende sociale netværk.

På dette grundlag kan man i det store og hele afvise Galensons redegørelsefor arbejderklassens oprindelse tillige med Laffertys disintegrationsargumentog andres påstande om identitetstab, rodløshed eller anomi som følge af in-

dustrialisringen. Men også når det drejer sig om organisering og kollektive

aktioner/ strejker, er det mere frugtbart i analysen at lægge vægt på stabilitet

og kontinuitet og dermed menneskers 0g gruppers udnyttelse af eksisterende

sociale organisationer.Den tidlige faglige organisering kan til en vis grad ses som en reaktion på

ændringer i produktionens organisering eller mere præcist som en kamp om

kontrollen med produktionsprocessen. Disse kampe blev først og fremmest

udkæmpet af faglærte grupper med stærke traditioner for solidarisk organi-seret optræden, som strækker sig tilbage til lavstiden. At svendeorganisatio-nerne overvejende havde deres tilhørssted i byerne har givetvis lettet kommu-

nikationen og dermed fremmet den fælles fysiske optræden i situationer,hvor det har været påkrævet at demonstrere enighed og solidaritet.

Det har med denne artikel ikke været meningen at modbevise Bull-Galen-

son hypotesen i sin helhed. Derimod har jeg peget på nogle centrale sociale

processer, som, hvis de finder yderligere bekræftelse på mikro- og makro-

plan, må ændre vor opfattelse af arbejderklassens fremvækst, levevilkår og

kollektive aktioner.

Noter

l. Edvard Bull, den ældres, artikel blev første gang trykt på tysk i Archiv für die Geschichte

des Sozialismus und der Arbeiterbewegung, bind 10, l922. Den udkom på norsk samme

år på Det norske Arbeiderpartis forlag i Kristiania, sidenhen i Tidsskrift for Arbeiterbeve-

gelsens Historie 1, 1976.

2. Walter Galenson: »Scandinavia«, i Walter Galenson (ed.) Comparative Labor Move-

ments 1952 side I47-152.

Jvf. tillige Walter Galenson: »Arbejder og arbejdsgiver i Danmark« Kbh. 1955 pp.27-29.Samme p. 30.

Walter Galenson: »Labor in Norway« Camb.Mass, Harvard Uni.Press 1948.

Seymon Martin Lipset: »Political Man«, Lond. 1969 pp. 68-72.

William Lafferty: »Economic Development and the Response of Labor in Scandinavia«

(Universitetsforlaget, Oslo 1971) og William Lafferty: »lndustrialization, CommunityStructure, and Socialism. An Ecological Analysis of Norway, 1875-1924«, Oslo l974.

søwkw18

.°°

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

26a

William Lafferty (1971) opus cit. p. 19.

Jvf. John Westergaard: »Scandinavian Urbanism« Kbh. 1966 pp. 6-7.

Denne definition, som lægger sig tæt op af Marx's, er taget fra Charles Tilly: »Proletaria-nization« Theory and Research», Center for Research on Social Organization Paper no.

202, Uni. of Michigan 1979, p. 1 jvf. endvidere Charles Tilly: »States, Taxes, and Proleta-

rians«, i Charles Tilly: As Sociology Meets History Academic Press, N.Y. 1981.

De overordnede udviklingslinier findes udførligt beskrevet hos Øyvind Østerud: Agrarianstructure and peasant politics in Scandinavia (Oslo 1978) og D. G. Grigg: PopulationGrowth and Agrarian Change (Camb.Uni.Press 1980) kap. 15 - Annette Vasström: »Et-

nologien og studie af lokal kultur« i Nye strømninger i dansk lokalhistorie (Forlaget Hi-

storia 1, Aarhus 1981. Begge med fyldige litteratur- og forskningsanvisninger.Jvf. Palle Ove Christiansen: »The Household in the local Setting. A Study of Peasant

Stratification« in Chance and Change. Social and economic studies in historical demo-

graphy in the Baltic areas ed. S. Åkerman 3.0. (Odense Uni.Press 1978).Orvar Löfgren: »The Potato People. Household Economy and Family Patterns amongthe Rural Proletariat in the Nineteenth Century Sweden« in Chance and Change (1978)opus cit.

P. 0. Christiansen in Chance and Change (1978) opus cit. p. 57.

Chr. Winberg: Folkökning och proletarisering. Kring den sociala strukturomvandling påSveriges landsbygd under den agrara Göteborg (revolutionen 1975) Winberg: »Popula-tion Growth and Proletarianization, i Chance and Change (1978) opus cit.

Ingrid Eriksson & John Rogers: Rural Labor and Population Change. Social and demo-

graphic Developments in East-Central Sweden during the ninteenth Century (Uppsala1978( p. 242.

Mats Rolen: Skogsbygd i omvandling. Studier kring befolkningsutveckling, omflytningog social rörlighet i Revsunds tingslag 1820-1977 (Upp, 1979) og Lars-Göran Tedebrand:

Västernorrland och Nord-Amerika 1875-1913 (Upp. 1972).Fattigdom som et specielt problem behandles af Olle Lundsjö: Fattigdom på den svenska

landsbygden under 1800-tallet (Stockholm 1975).For Danmarks vedkommende jvf. K. Hvidt: Flugten til Amerika (Århus 1971). Sverigedækkes af H. Runblom & H. Norman (eds.): From Sweden to America (Minnapolis 1976)og Norge af Festskrift til Ingrid Semmingsen: Vandringer (Oslo 1980).Jvf. Fritz Hodne: An Economic History of Norway 1815-1970 (Bergen 1975) pp. 9-15.D. S. Thomas: Social and Economic Aspects of Swedish Population Movements 1750-1933 (N.Y. 1941) kap. 3: Industrialization, samt Michael Drake: Population and Societyin Norway 1735-1865 (Camb. 1969) pp. 80-82.Rich. Willerselv: Studie i dansk industrihistorie 1850-1880 (Kbh. 1952) tabelværk, bilag 3.

Hellspong/ Löfgren: Land och stad. Svenska samhällstyper och livsformer från medeltidtill nutid (Lund 1974) kap.5: Bruk och industrisamhällen, der tillige indeholder en fyldigbibliografi. Specielt om »komplementssamhällets« fremkomst se Hellspongs, Borläng,studie av ett brukssamhälle (Falun 1973).For Sveriges vedkommende jvf. udover Hellspong/ Löfgren (1974) opus cit. Bo Gustavs-son: Den Norrländska Sagverksindustrins Arbetare 1890-1913 (upp. 1965), Björn Ren-

dahl: Emigration, folkomflyttning och saesonarbete i ett sagverksdistrikt i Södra Hälsing-land 1867-1910 (Upp. 1972), Anders Norberg: Sagernas O. Almö och industrialiseringen1860-1910 (Upp. 1980). Hvad Norge angår jvf. Edv. Bull: Arbeidermiljø under det indu-

strielle gennombrudd (Oslo 1958) stadigvæk det mest dybdegåendestudie over trævarein-

dustriens arbejdere i Norge.Sæsonarbejde i Sverige er grundigt behandlet af Göran Rosander: Herrarbete. Dalfolkets

saesonvisa arbetsvandringer i jämförande belysning (Upp. 1967).A. Norberg (1980) Opus cit. pp. 79-80.

En oversigt over den urbane arbejderbefolknings levevilkår i Skandinavien gives i Flem-

ming Mikkelsen: »Arbejderkultur. Skitse til en hverdagslivets socialhistorie« (Århus1981).

19

27.

28.

29.

30.

31.

32.

33.

34.

35.

36.

37.

38.

39.

40.

41.

42.

43.

45.

20

Visse håndværks overgang til fabriksdrift omtales for Danmarks vedkommende i Georg

Nørregaard: Arbejdsforhold indenfor dansk håndværk og industri 1857-1899 (Kbh. 1943)

og Flemming Mikkelsen: »Industrielle foretagere i Odense omkring 1870« i Erhvervshi-

storisk Årbog1980 og for Sverige se Bo öhngren:Folk i rörelse (Upp. 1974).Jan E. Myhre: Sagene - en arbeiderforstad befolkes 1801-1875 (Oslo 1978).David Papp & B0 öhngren:Arbetarna vid Oskarshamns varv kring sekelskiftet (Rapport3 fra Sjöhistoriska Museet 1973) p. 23.

B. öhngren:»Mikrohistoria på makroniveau. Den svenske verkstadsindustriarbetaren i

riksperspektiv kring sekelskiftet« i Historieforskning på nya vägar. Festskrift til Sten

Carlsson 1977 (ed.) Lars-Göran Tedebrand.

Th. Geiger: »Soziale Umschichtungen in einer dänischen Mittelstadt« i Acta Jutlandica

1951.

Papp & öhngren(1973) opus cit. p. 29.

B. öhngren:»Urbaniseringen i Sverige 1840-1920« i Urbaniseringsprocessen i Norden bd.

3 bd. 3 opus cit. og Tom Rishøj: »Udviklingen i den sociale mobilitet idet storkøbenhavn-

ske område i perioden 1850-1950« i Sociologiske Meddelelser, 13 serie, 1969.

Myhre (1978) opus cit. kapitel 16.

Om sammenhængen mellem geografisk og social mobilitet jvf. B. Kronborg og T. Nils-

son: »Social Mobility, Migration and Family Building in Urban Environments«, i Chance

and Change (1978) opus cit.

Om København bemærk især Per Boje og Ole Hyldtoft: »Økonomiske, geografiske og

demografiske aspekter«, i Urbaniseringsprocessen i Norden, bd. 3.

Peter Dragsbo: »Mennesker og huse i Aabenraa« (Esbjerg 1978).Uno Gustafson: »lndustrialismens storstad. Studier rörande Stockholms sociala, ekono-

miska och demografiska struktur 1860-1910 (Stockholm 1976).Tidsskrift for Arbeiderbevegelsens Historie no. 1/ 1981, tema »Fra matopprør til streik«.

Thomas Bloch Ravn: »Oprør, spadseregange og lønstrejker i København for 1870», i

Flemming Mikkelsen: Protest og oprør. Kollektive aktioner i Danmark 1700-1985 (Mod-

tryk, Århus 1986).Jvf. Peter Grabosky, L. Persson, S. Sperlings: »Stockholmz The Politics of Crime and

Conflict, 1750 to the 19705«, i Ted Roberts Gurr, Grabosky, Hula: The Politics of Crime

and Conflict (Sage Pub., Lond. 1977) p. 242. Og Tore Pryser: »Mars-urolighetene i Kristi-

ania 1848«, i Tidsskrift for Arbeiderbevegelsens Historie nr. 1 / 1981.

Sven Lundkvist: »Folkrörelserna i det svenske samhället 1850-1920« (Uppsala 1977) og

Inge Bundsgaard & Sidsel Eriksen: »Hvem disciplinerede hvem«, i Fortid & Nutid 1986

hefte 1.

Thomas Bloch Ravn: »Fra svendelav til fagforening. Brud eller kontinuitet?«, i Arbejder-historie 18 og Flemming Mikkelsen: »Workers and Industrialization in Scandinavia,

1750-1940«, 1 Michael Hanagan & Charles Stephenson: Proletarians and Protest. The

Roots of Class Formation in an Industrializing World (Greenwood Press, New York

1986).Jvf. Kurt Klaudi Klausen: »Industrielle konflikter«, i Flemming Mikkelsen: Protest og

oprør (Århus1986).Jane Cederqvist: »Arbetare i strejk. Studier rörande arbetarnas politiska mobilisering un-

der industrialismens genombrott. Stockholm 1850-1909« (Stockholm 1980).

Ujfe Jakobsen

Karl Kautsky og socialismen i Sydøsteuropa

Artiklen diskuterer med udgangspunkt i den for nylig ud-

givne korrespondence mellem Kautsky og sydøsteuropæi-ske socialdemokrater spørgsmål om udenlandsk indfly-delse på den socialdemokratiske arbejderbevægelses teo-

retiske selvforståelse og praktiske politik, dvs. en central

bestanddel af internationalismens indhold. Disse spørgs-mål har betydning langt udover Sydøsteuropa. Der har de

i korrespondencen berørte spørgsmål til dels stadigvækaktuel betydning.

Fremkomsten og udviklingen af arbejderbevægelsenog marxismen i Sydø-steuropa, der her skal forstås som det geografiske område, der i dag består af

Bulgarien, Jugoslavien, Rumænien og Ungarn, indtager kun en marginalplads i litteraturen om den internationale socialistiske bevægelse.

Dette hænger naturligvis sammen med denne regions økonomiske, klasse-

mæssige, politiske og ideologiske udvikling i det hele taget. Sydøsteuropaspolitiske historie er bl.a. kendetegnet af relativt nye statsdannelser i forbin-

delse med opløsningen af det tyrkiske rige i midten af 1800-tallet og af Østrig-Ungarn efter 1918. Regionens økonomisk-sociale struktur var i perioden helt

op til 2. verdenskrig kendetegnet af en dominerende landbrugssektor, der be-

skæftigedeop mod 80% af befolkningen, af en langsom industriel udviklingog derfor af en relativt lille arbejderklasse. Det politiske klima i disse lande,især i Rumænien og Ungarn, var fra starten præget af repressioner fra stats-

magtens side, og de socialistiske partier havde en begrænset vælgermæssigtilslutning, delvis pga. begrænset valgret; i Bulgarien, hvor der var almen

valgret, opnåedes den langt største tilslutning på 20% af stemmerne ved val-

get i 1913. Efter 1918/ 1919 var der tale om yderst reaktionære politiske syste-mer, og arbejderbevægelsen havde en lidet fremtrædende plads. I mellem-

krigstiden havde de kommunistiske partier i Sydøsteuropa, bortset fra Un-

garn, en langt større tilslutning end de socialdemokratiske. De sydøsteuro-

pæiske socialdemokratier stiftedes i løbet af 1890'erne; det serbiske parti dogførst i 1903. Det gælder i øvrigt, at partierne dannedes på grundlag af de na-

tionalitetsmæssige forhold, og ikke fulgte de statslige afgrænsninger; ud over

21

det ungarske, det bulgarske, det rumænske og det serbiske parti eksisterede

der også et slovensk og et koratisk.

På grund af den sene udvikling af en kapitalistisk økonomi og en industriel

arbejderklasse i Sydøsteuropa var disse landes socialistiske partier så at sigehenvist til at søgoholdepunkter og inspiration udefra -fra socialistiske bevæ-

gelser og teorier i lande, der i denne henseende var mere udviklede. Formelt-

organisatorisk var denne mulighed til stede, i og med at partierne tilsluttede

sig 2. Internationle. Samtidig havde imidlertid personlige kontakter til uden-

landske socialister' reelt stor betydning. Blandt de ledende personer i 2. Inter-

nationale var det først og fremmest Karl Kautsky, som de sydøsteuropæiskesocialister havde kontakt med.

Dette er nu blevet dokumenteret i form af en udgivelse af korrespondancenmellem sydøsteuropæiskesocialdemokrater og Kautsky - en 649 sider stor

bog med titlen: Karl Kautsky, una' die Sozialdemokratie Südosteuropas.

Korrespondenz 1883-1938, redigeret af Georgs Haupt, J anos Jemnitz og Leo

van Rossum, udgivet af IISG (Internationalt institut for socialhistorie) i Am-

sterdam' Formålet med udgivelsen er for det første at »bidrage til et bedre

kendskab til socialdemokratiet i Sydøsteuropa«, og for det andet at »behand-

le det generelle spørgsmål om ekstern ideologisk og organisatorisk påvirk-ning«af disse partiers teoretiske udvikling og praktiske politik (s. 9). Det kan

tilføjes at udgivelsen desuden belyser en del af Kautskys teoretiske og prakti-ske aktivitet, som ikke tidligere har været behandlet i et sådant omfang.

Anmodninger om stillingtagen til teoretiske og konkrete spørgsmålDenne artikel er en kort behandling af udgivelsen af denne korrespondance,samt en fremdragelse af nogle eksempler på indholdet i brevene af mere prin-

cipiel eller generel betydning.Karl Kautsky førte en ganske omfattende korrespondance med en række

personer og organisationer i hele Europa. (Og også med enkelte uden for Eu-

ropa.2 I Kautsky-arkivet ved IISG befinder der sig således i alt omkring12.000 breve. En (lille) del af disse er tidligere blevet offentliggjort. Kautskyselv udgav breve, han havde modtaget fra Engels; senere er denne udgivelseblevet udvidet til også at omfatte brevene fra Katusky.3 Endvidere er brev-

vekslinger mellem Kautsky og Victor Adler samt August Bebel udgivet.4 For

tiden forberedes ligeledes en udgivelse af brevvekslingen mellem Kautsky og

Bernstein.5 Endelig kan det nævnes at IISG - i samme serie som korrespon-dance med sydøsteuropæiskesocialdemokrater - tidligere har offentliggjortKautskys såkaldte »russiske dossier« - en omfattende korrespondance i for-

bindelse med Kautskys hverv som opmand i de finansielle stridigheder :hel-lem fraktionerne i det russiske socialdemokrati.6

Man kan selvfølgeligstille spørgsmåletom, hvilken interesse for offentlig-heden og hvilken værdi for forskningen i arbejderbevægelsenshistorie sådan-

ne breve har. I lighed med udgivelsen af Kautskys »russiske dossier« har bo-

gen her imidlertid et socialhistorisk sigte, og har således yderligere til formål

at øge kendskabet til arbejderbevægelseni Sydøsteuropa og dette områdes

22

økonomiske, politiske og ideologiske historie generelt; breve af ren privat ka-

rakter er derfor udeladt. Desuden gælder, at en stor del af korrespondancener skrevet til eller på vegne af organisationer, avis- eller tidsskriftredationer

og lignende, hvorved den har en slags semi-offentlig karakter. Korrespon-

Fotografi af Karl Kautsky, formentlig fra 1912. Kautskys indflydelse på sydøsteuropæisk ar-

bejderbevægelse var forbavsende stor. I 1890-1914 udkom der i Serbien, Bulgarien og Rumæ-

nien flere værker og artikler af Kautsky, end af Marx og Engels tilsammen.

23

dancens historiske værdi skyldes i øvrigtdet relativt store antal og den hyppi-ge frekvens, der er tale om, samt det forhold at stort set alle politiske retningeride pågældendelandes arbejderbevægelse- i hvert fald frem til 1918 - er re-

præsenteret.I bogen offentliggøres i alt 372 breve. Den langt overvejende del er breve til

Kautsky. I Kautsky-arkivet findes kun kopi af ét brev fra Kautsky. Ud givernehar derudover fundet 43 svarbreve i en række sydøsteuropæiske arkiver. Des-

uden bringes 21 svarbreve som blev offentliggjort i socialistiske aviser eller

tidsskrifter i disse lande. Der foreligger således ikke noget svar fra Kautsky påomkring 260 af brevene. At Kautsky faktisk har besvaret de fleste af brevene

fremgår af henvisninger til sådanne svar i flere af brevene til Kautsky. Disse

breve må derfor formodes at være gået tabt. Da mange af brevene er anmod-

ninger om stillingtagen til forskellige generelle og konkrete teoretiske og takt-

iske spørgsmål vedrørende marxismen og arbejderbevægelsen,betyder dette

at Kautskys opfattelser af netop disse spørgsmål beklageligvis ikke kan bely-ses yderligere ved hjælp af korrespondancen. Udgiverne formoder endvidere,at heller ikke alle brevene til Kautsky foreligger. Alt i alt antages det (s. 10), at

Kautsky har modtaget 600 breve og at han har besvaret 400 af disse. Brevene

er opdelt i fire afsnit efter deres oprindelsesland, og hvert af disse afsnit indle-

des med en kort, ca. 10 sider lang, kronologisk fremstilling af det pågældendeområdes politiske og sociale udvikling. De enkelte breve er forsynet med om-

fattende annotationer, som indeholder konkrete baggrunds- og sagsoplys-ninger samt biografier over afsenderne og personer nævnt i brevene. Desuden

er bogen forsynet med en indledning (s. 13-58), der søger at sætte spørgsmåletom ekstern påvirkning i en større sammenhæng. Bogen indeholder derfor et

væld af information, og det er ganske tydeligt, at der ligger et omfattende

forskningsmæssigt forarbejde til grund for udgivelsen.Arbejdet med udgivelsen har da også været langvarigt. Inden sin død i 1978

har Georges Haupt annoteret brevene fra Rumænien (bortset fra 15 breve der

først er fundet senere) og Bulgarien; i bogen bringes i øvrigt et »Geleitwort«

(s. 7-8), der kort skitserer Haupts liv og faglige indsats og dennes store betyd-ning. Endvidere fremgår det af en notehenvisning, at arbejdet med indsam-

ling af oplysningerne har været i gang siden 1969. Haupt har tidligere i en

artikel behandlet samme problemstilling som udgivelsen her - i samme arti-

kel loves desuden en snarlig publicering af korrespondancen.7

HovedspørgsmålBrevene til Kautsky giver mange faktuelle oplysninger om sociale og politiskeforhold i de enkelte lande og indblik i de politiske diskussioner inden for de

enkelte partier; flere af brevene omhandler dog blot anmodninger om optag-else af artikler i Die Neue Zeit, som Kautsky redigerede fra 1883 til 1917, eller

om oversættelse af Kautskys værker.I flere af brevene opfordres Kautsky til at tage stilling til partistridigheder.

l Bulgarien var der fra den socialistiske bevægelses start uenighed om hvor-

vidt man, pga. landets økonomisk-sociale struktur, skulle organisere »alle

24

produktive kræfter« eller om man, ud fra en antagelse om at landet ville ud-

vikle sig til en industrialiseret stat i lighed med de vestlige lande, skulle organi-sere den egentlige arbejderklasse. Denne uenighed førte i 1903 til en organisa-tiorisk splittelse mellem hhv. de såkaldte »Breite« og de såkaldte »Enge«. Den

hyppigste bulgarske afsender er J. Sakazov (25 ud af 78 breve, hvoraf de 5 er

fra Kautsky), medlem af »die Breiten«. Men der er også et stort antal breve fra

ledende medlemmer af »die Engen«, og det er påfaldendeat begge fraktioner

søger at opnå Kautskys opbakning bag deres respektive synspunkter. Brev-

samlingen kan på dette punkt derfor afkræfte det synspunkt i den sovejtiskehistorieskrivning at »die Engen« skulle være inspireret af bolsjevikkerne; det

gælder fx et brev fra 1910 fra D. Blagoev, der i en biografisk note beskrives

som »ubestridt leder og cheñdeolog« for »die Engen«, hvor Kautsky anmodes

om at have tiltro til og bistå denne fraktion med råd og dåd (s. 129); endvidere

kritiserede Blagoev, ifølge de faktuelle oplysninger i noterne til et brev fra S.

Avramov, der var »die Engen«s repræsentant på ISB”s (det internationale so-

cialistiske bureau) møde i oktober 1908, denne for på dette møde at have

stemt med Lenin og mod Kautsky (s. 113). I flere breve fra Sakazov bliver

Kautsky opfordret til direkte at mægle mellem de to fraktioner. Der forelig-ger ikke direkte noget svar på disse opfordringer, men på et af brevene har

Katusky skrevet: »afvist« (s. 132). Den sammen intention om offentligt at for-

holde sig neutral til partiuenigheder kommer også til udtryk i et brev til den

ungarske partiledelse (s. 426-427). Udgiverne gør samtidig opmærksom på,at Kautsky privat tog stilling til uenighederne, bl.a. iet brev til Engels.

Et andet gennemgående tema er det agrarpolitiske spørgsmål. I et brev fra

1902 spørger A. Prepuluh, der udarbejdede et forslag til et agrarprogram for

det slovenske socialdemokrati, om Die Agrarfrage (som Kautsky udgav i

1899) er skrevet specielt med henblik på forholdene i Tyskland, og beder sam-

tidig Kautsky tage stilling til, hvorledes det slovenske parti bør forholde sig til

bønderne (s. 222). Kautsky svarer, at bogen vedrører alle lande med kapitali-stisk produktionsmåde, og at socialdemokratiet må søge at organisere land-

arbejdere og småbønder, samtidig med at partiet fastholder sin rent proletari-ske karakter, men at det er en umulig opgave at vinde en del af den »besidden-

de klasse« for socialismen (s. 223-224). Dette må siges, at være i overensstem-

melse med Kautskys traditionelle opfattelse på dette område. Det står imid-lertid i modsætning til indholdet i et forord, som Kautsky i 1899 skrev til en

bulgarsk oversættelse af værket; dette forord har hidtil ikke været offentlig-gjort på andre sprog, og har heller ikke været inddraget i litteraturen om

Kautsky, men bringes i tysk oversættelse som et tillæg her i bogen (AnhangA, s. 615-617). Her fremfører Kautsky nemlig, at værket først og fremmest er

skrevet med tyske forhold for øje, dog især hvad angår den del, der handler

om konkret socialdemokratisk agrarpolitik, og fremfører endvidere, at i

modsætning til, hvad der gælder for vesteuropæiskelande, kan bønderne i de

østeuropæiske lande med svagt udviklet industri udgøre en vigtig samfunds-

mæssig kraft - under forudsætning af eksistensen af et stærkt socialdemokra-

ti kan bønderne derfor udgøre »hjælpetropper« i den proletariske klasse-

25

kamp. Samme synspunkt om bønderne som en »revolutionær faktor« i østeu-

ropæiske lande udtrykkes desuden i et brev fra 1906 (s. 477-478), der blev of-

fentliggjort som artikel i det første nummer af det ungarske tidsskrift Szocia-

Iizmus. På baggrund af disse og andre udsagn fra Kautskys side om agrar-

spørgsmålet i Østeuropa konkluderes det i bogens indledning, at Kautskysvidereudvikling af synspunkterne i Die Agrarfrage ikke udgjorde nogen

»ubetinget argumentatorisk enhed«, og endvidere at svaret til Prepuluh må

betragtes som »arrogant« og ikke som et meningsfyldt bidrag til den sloven-

ske debat (s. 41 og 47). En mulig forklaring herpåkan være Kautskys modvil-

je mod de øvrigesynspunkter, der kommer til udtryk i Prepuluhs-brev.Også synspunkter på mere generelle teoretiske spørgsmål kommer til ud-

tryk i brevene. Det gælder fx synspunkter på den materialistiske historieop-fattelses anvendelighed, spørgsmålet om individets rolle i historien, etc. I bre-

ve (s. 146-153) fra den bulgarske økonom D. Todorov, der i 1912 skrev en

afhandling om »Spørgsmåletom produktivt og uproduktivet arbejde«, resu-

meres debatten i Bulgarien om folkeskolelæreres produktive status og

spørgsmåletom deres tilhørsforhold til socialdemokratiet, og Kautsky an-

modes om enten en omtale af afhanlingen i Die Neue Zeit eller om en stilling-tagen til spørgsmålet.Kautsky svarer med et kort brev, hvor der for det første

gøres opmærksom på, at Marx's bestemmelse af begrebet uproduktivt arbej-de er forskellig i hhv. Das Kapital og Theorien über den Mehrwert, men at

Marx aldrig har udtalt, at kun produktive arbejdere kan føre (proletarisk)klassekamp; og for det andet at det afgørende politiske spørgsmål er om så-

danne sociale lag tilslutter sig socialdemokratiske principper, og at de i så fald

bør organiseres i partiet. Todorov betragter dette svar »så værdifuldt og be-

lærende for bulgarske socialdemokrater«, at han offentliggør det.

Positive vurderinger af KautskyEt karakteristisk træk i korrespondancen som helhed er de talrige yderst po-

sitive vurderinger af Kautsky.Det ligger måske i sagens natur, når det drejer sig om breve til Kautsky.

Men det er også et gennemgåendetræk i offentlige udsagn i de sydøsteuro-

pæiske dokumenter; fx indledes Kautskys ovenfor omtalte brev, der blev

bragt i tidsskriftet Szocializmus, fra redaktionens side med ordene: »/.../ fra

Marx's og Engels' videnskabelige efterfølger,den mest kompetente repræsen-tant for den konsekvente marxisme, har vi modtaget følgende«:(5. 478, note

1). I indledningen beskriver et afsnit (5. 20-25) Kautskys rolle mht. udbredel-

sen af marxismen i Sydøsteuropa. En diskussion af spørgsmåletom hvorvidt

Kautskys marxismefortolkning var i overensstemmelse med Marx's og En-

gels”opfattelser udelades her bevidst, fordi det afgørende for bogens tema er

at 2. Internationale overtog Kautskys marxismeopfattelse og at Kautskys au-

toritet som fortolker af marxismen var ubestridt.8 Det gælder generelt, men

måske i endnu højere grad for Sydøsteuropa. Dette kommer fx til udtryk, nåret brev til Kautsky i 1895 indledes med: »Friedrich Engels er død og jeg ved

ikke, hvem jeg ellers kunne henvende mig til for at få råd i et spørgsmål,der

26

angår det rumænske socialdemokrati«. Det kommer også til udtryk i den

kendsgerning, at Kautskys værker blev hyppigere oversat og udgivet i Sydø-

steuropa end Marx's og Engels'; det kan nævnes, at der i perioden 1890 til

1914 i fx Serbien blev publiceret 12 bøger og 54 artikler af Kautsky, mens der

blev publiceret 4 og 7 bøger og 16 og 10 artikler af hhv. Marx og Engels.I bogen bringes desuden en bibliograñ(s. 572-602) over bøger og artikler af

Kautsky offentliggjort i de fire lande, inkl. anmeldelser af Kautskys værkersamt artikler om Kautsky. Det er et ganske imponerende antal, spændendefra 69 i Rumænien til 190 i Bulgarien. Bemærkelsesværdigt - i forhold til den

gængse vurdering af Kautsky i de østeuropæiske stater - er, at flere oversæt-telser er udgivet efter 2. verdenskrig. I Ungarn er interessen for Kautsky må-ske ligefrem aktuel; således er Kautskys kommentar til Erfurtprogrammet(skrevet i 1892) og Vejen til magten (1909) udgivet i hhv. 1982 og 1984, og tre

artikler om Kautsky - heraf to af Janos Jemnitz - er offentliggjort i 1979 og1981. Endvidere findes en bibliografi (s. 603-612) over artikler i Die Neue Zeit

om Sydøsteuropa, samt et tillæg (s. 615-632) hvor tekster af Kautsky, der kun

har været publiceret i Sydøsteuropa, for første gang offentliggøres på tysk;ud over det nævnte forord til den bulgarske udgave af Die Agrarfrage, drejerdet sig om en artikel fra 1930 med titlen »Die Sozialisten in ökonomisch rück-

ständigen Ländern« og et forord skrevet i 1933 til en serbuisk udgave af Kaut-

skys Die materialistische Geschichtsauffassung (1927).

Aktiv indflydelse eller passiv efterligningIndledningen, der er skrevet af Leo van Rossum, søger at besvare spørgsmå-let om graden og arten af den eksterne påvirkning på de sydøsteuropæiskesocialdemokratiers teoretiske opfattelse og praktiske politik. Konkret under-

søges dette spørgsmål på tre områder: partiprogrammer, agrarspørgsmåletog forholdet parti - fagforening. Problemstillingen specificeres (s. 19-20) til,om der enten er tale om en aktiv indflydelse fra udenlandske partier og en

tilsvarende passiv »reception«og efterligning i Sydøsteuropa, eller om der er

tale om en aktiv og selvstændig reception, hvor de udenlandske partier har

fungeret som forbilleder, tilpasset de lokale omstændigheder.Det konklude-

res (s. 55ff), at det sidste hovedsageligt er tilfældet, og at den første form for

ekstern indflydelse først og fremmest gør sig gældende mht. partiprogram-mer. Et andet spørgsmål er, hvilke udenlandske partier der fungerede som

forbillede. Her søger indledningen at tilbagevise den gængse opfattelse - pri-mært i sovjetmarxistisk litteratur, men også hos vestlige historikere (bla.Erick Hobsbawn) - at det var det russiske socialdemokrati, der spillede en

sådan rolle, samt at dokumentere at det var det tyske socialdemokrati, der

havde »nærmest eksklusiv præference«og at de sydøsteuropæiske partier ori-

enterede sig mod specielt Kautskys generelle opfattelse af den marxistiske te-

ori. Også indledningen er meget informativ, og desuden turde problemstillin-gen også have relevans for andre lande, hvor spørgsmåletom eventuel på-virkning fra udenlandske partier er nærliggende.

27

Noter

l.

28

Georges Haupt, J anos Jemnitz, Leo van Rossum (H g.): Karl Kautsk y und die Sozialdemo-

kratie Südosteuropas. Korrespondenz 1883-1938, Frankfurt/New York: Campus Verlag,1986 (Quellen und Studien zur Sozialgeschichte.Herausgegeben vom Internationalen In-

stitut für Sozialgeschichte, Amsterdam, Band 5). Sidehenvisninger til denne bog er i det

følgende angivet direkte i teksten.

Jf Yamanouchi, Akito: Unpublished letters of Sen Katayama to Karl Kautsky, 1907-1915,i: Memoirs of the Faculty of Education, Miyazaki University, No. 58, september 1985, s. 1-

25.

Karl Kautsky: Aus der Frühzeit des Marxismus. Engels'Briefweehsel mit Kautsk y heraus-

gegeben und erläutert, Prag: Orbis, 1935; [Benedikt Kautsky (Hg.)] Friederieh Engels'Bri-efwechsel mit Karl Kautsky. Zweite, durch die Briefe Karl Kautskys vervallständigte Aus-

gabe von _»Ausder Frühzeit des Marxismus«. Herausgegeben und bearbeitet von Benedikt

Kautsky, Wien: Danubia, 1955.

[Friedrich Adler (Hg.)]: Victor Adler. Briefweehsel mit August Bebel und Karl Kautsky.Gesammelt und erläutert von Friedrich Adler, Wien: Wiener Volksbuchhandlung, 1954;

[Karl Kautsky Jr. (Hg.)]: August Bebels Briefwechsel mit Karl Kautsky, Assen: van Gor-

cum, 1971.

Jf oplysningen herom i Ingrid Gilcher-Holtey: Das Mandat des Intellektuellen. Karl Kaut-

sky und die Sozialdemokratie, Berlin: Siedler Verlag, 1986, s. 318.

Dietrich Geyer: Kautskys Russisches Dossier. Deutsche Sozialdemokraten als Treuhänder

des russischen Parteivermögens 1910-1915, Frankfurt/ New York: Campus Verlag, 1981

(Quellen und Studien zur Sozialgeschichte. Herausgegeben vom Internationalen Institut

für Sozialgeschichte, Amsterdam, Band 2; anmeldt i Arbejderhistorie 21, s. 58-62).Georges Haupt: »Führungspartei«?Die Ausstrahlung der deutschen Sozialdemokratie auf

den Südosten Europas zur Zeit der Zweiten Internationale, i: IWK. Internationale wissen-

schaftliche Korrespondenz zur Geschichte der deutschen Arbeiterbewegung, 15. J g. (1979),s. I-25; her 3. 4, note 12. Artiklen er oprindeligt udgivet på italiensk i 1978, og er nu også

udgivet i engelsk oversættelse (Model party: the role and influence of German social demo-

cracy in South-East Europe) i [Georges Haupt]: Aspects of International Socialism 1871-

1914. Essays by Georges Haupt, Camhridge& Paris: Cambridge University Press & Mai-

son de la Sciences de 1”Homme, 1986, s. 48- 80.

En gennemgang og diskussion af forskellige opfattelser af Kautskys marxismefortolkningfindes i Uffe Jakobsen: Karl Kautsky: »renegat« og »krypto-revisionist«- eller marxist? En

oversigt samt nogle kommentarer til litteratur der behandler Kautskys politisk-teoretiskeudvikling, i: Arbejderhistorie 25, 5. 3-29.

Peter Holm og Lars Boye Olsen

Socialdemokratiet, russiske flygtninge oginternationalismen 1905-09*

Arbejderbevægelsens interesse for den revolutionære be-

vægelse i Rusland havde været påfaldende stor siden

I880erne. Det fremgår tydeligt af Social-Demokraten og

af partiets øvrige udgivelser. Denne interesse var en del afpartiets udprægede internationalisme. Understøttelsen afflygtningene efter den første russiske revolution var såle-

des en naturlig og selvfølgeligopfølgning af den teoretiske

holdning.

Fra efteråret 1905 startede en immigrationsbølge, som var væsentlig forskel-

lig fra de tidligere arbejdskraftvandringer. Danmark var på grund af sin geo-

grafiske placering blevet transitland for et stort antal russiske flygtninge, som

på grund af politisk eller etnisk undertrykkelse forlod Rusland efter den før-

ste revolution i 1905.

Flygtningene skulle i Danmark behandles efter principperne i Fremmedlo-

ven af 1875. Loven var relativt liberal og nærmest udformet til regulering af

de omtalte arbejdskraftimmigrationer. Folketingsflertallets intentioner med

loven havde været, at politiske flygtninge skulle kunne opnå opholdstilladel-se i Danmark uden at frygte at blive udleveret til det land, de havde forladt.

Da de russiske flygtninge for alvor begyndte at strømme til Danmark var

myndighedernes praksis overfor disse mennesker derfor ikke særlig restrik-

tiv.

Omkring 1906 skete en ændring,og det kan konstateres at danske og russi-

ske myndigheder stik mod fremmedlovens intentioner havde et tæt samarbej-de m.h,p. registrering af immigranterne. Man skred til udvisning flere gange,

og det er tydeligt at myndighederne på dette tidspunkt var bekymrede ved

udsigten til at et større antal revolutionære skulle slå sig ned i København.

Det socialdemokratiske hjælpearbejdeudviklede sig i denne periode på fle-

* Artiklen er baseret på specialet »Velkommen til Danmark. Dansk flygtningepolitik 1904-09

med specielt henblik på forholdet til Rusland«, ÅlborgUniversitets Center, april 1987 (Ha-ves på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv).

29

Politiethjesomloren russiskllesemr.

Et Optrinmmm igaar.

BC uldne Pllnfoncg.

Vor Tog-ner bu her skildret et dramatisk Flest!.

. non inn

fandt Sted -nd Elm kort toñndn nmwuc'r t Afnjn tilTegning af P°ütiken 2"

naar n« and.. mm nu' .du man,« .. u.

marts 1906- Socialdemo- muilk Militær-Doesn't. r :Mm Øjeblik ion-gh Hmmm .c

kratiet anerkendte en- undgu .in Skæbne vd; n spring' over Bord. merl Fluztimrs't:ni-' ' lykkedes. Skibet: Styrmend greb 'han ved Rølmgeu. og '011 e tex-

hver russ'sk.nygtnlngi.. de. Ulykkelige. itm Haudjorn. i .c .5 sur«, Rum.

som "Vor rUSS'Ske kamp' Eu udførliuen Beretning om det uhyggelige Oplrin findes S. 3.

fælle«.

re niveauer. Man forsøgte at iværksætte et bredt hjælpearbejdefor »alminde-

lige«poltiske flygtninge, og samtidig forsøgte man i enkelte sager_ der ofte

havde pressens bevågenhed - at intervernere til fordel for det russiske social-

demokratiske parti, eller personer med direkte tilknytning dertil.

Den første personsag omhandlede den russiske jøde Wulf Kasdan, der var

flygtet fra Minsk for at undgåmilitærtjeneste.Efter at have opholdt sig i

Danmark i længere tid blev han i marts 1906 arresteret i Århus som subsi-

stensløs. Efter en forespørgsel hos politiet i København blev han udvist, og

først da han stod på færgen til Windau i Letland (Rusland) i København blev

sagen opsporet af journalister fra Socialdemokraten og Politiken, der straks

bragte sagen frem for offentligheden.I Århus var vreden specielt stor, da det var den århusianske politimester,

30

der stod bag udvisningen. Sagen blev taget op i byrådet af Peter Sabroe, hvor

han »harmdirrende« angreb det århusianske politi. Et stort protestmøde blev

arrangeret med op imod 4000 deltagere, og ifølge Social-Demokraten slutte-

de mødet med »mægtigeHurraraab for en ny Retsreform, for vore russiske

Brødre og for Socialdemokratiet«. Herefter gik sagen i sig selv igen, men viser

alligevel hvorledes Socialdemokratiet og store dele af befolkningen på dette

tidspunkt støttede de russiske flygtninge og deres kamp.I efteråret 1906 begyndte flygtningestrømmen for alvor at tage til, og det

socialdemokratiske hjælpearbejde blev bedre organiseret. I september 1906

udsendte Socialdemokratisk Forbund (SF) og De samvirkende Fagforbund(DSF) på opfordring fra »Det internationale socialistiske Bureau i Bryssel« en

skrivelse til samtlige faglige og politiske arbejderoganisationer i Danmark.

Der var tale om en opfordring til at samle penge ind til de russiske arbejde-re, og brevet indeholdt desuden en beskrivelse af »vore russiske Kampfællerog Brødres« situation i Rusland, et kort historisk rids samt en skildring af

hvorledes den nyvalgte Duma var blevet styrtet af Zaren. Man opfordredesåledes de faglige og politiske organisationer til at støtte de russiske revolutio-

nære, da: »... det Maal, de søger at naa, ogsaa er vort Maal, nemlig ArbejdetsFrigørelse fra Kapitalens økonomiske og politiske Tyrani«.

Brevet, der var underskrevet af P. Knudsen og C. M. Olsen, var en generelfølgeskrivelse, der udsendtes sammen med mere konkrete anvisninger på,hvorledes indsamlingen skulle organiseres. Disse anvisninger udsendtes til al-

le lokale hovedbestyrelser for SF og til samtlige Fællesorganisationer med

opfordring til at videresende indsamlingslisterne til de forskellige afdelinger.Også partiorganet Social-Demokraten deltog i agitationen. Den 11. sep-

tember 1905 bragtes således Skrivelsen fra SF og DsF i sin fulde ordlyd, ogsenere på måneden bragtes i forbindelse med de første indsamlingsresultaterendnu en opfordring til at støtte de russiske arbejdere og flygtninge.

Der udsendtes 1200 indsamlingslister til ialt 59 lokale afdelinger af Fælles-

organisationerne; i det afsluttende regnskab fra 1908 viser det sig at der blev

indsamlet ialt 29.288,63 kr., hvoraf de lokale fagforeninger tegnede sig for ca.

25.600 kr. af beløbet. Pengene blev indsamlet overalt i landet, men de størstebeløb er hentet i København - helt enestående er 1. afdeling af Smede- og

Maskinarbejderforbundet, der alene gav 2.500 kr., mens Murerforbundet iKøbenhavn gav 2000 kr.

Ifølgeet brev og et internt notat blev ca. 26.580 kr. overført til »Det inter-nationale Bureau i Bryssel«, og udover dette beløb kom DsF med et ekstra

tilskud af ukendt størrelse. Man sendte samtidig ca. 3.200 kr. af de indsamle-

de penge til strejkende partifæller i Lodz.

Ialt blev der altså indsamlet omkring 30.000 kr., men da formålet som om-

talt var at sende pengene til Bryssel, og at de ikke skulle gå til de russiske flygt-ninge i Danmark, måtte man altså andetstedsfra skaffe disse penge. Hvorfra

de midler, der blev fordelt i Danmark, er kommet, fremgår ikke tydeligt, men

de stammer sandsynligvis fra Socialdemokratisk Forbund. Det fremgår dog,at der 1. juni 1908 var udbetalt 9.824,85 kr., og at langt de største beløb til

31

understøttelse af de russiske flygtninge er udbetalt efter medio 1906. Denne

oplysning passer udmærket' sammen med den stigning i antallet af russiske

flygtninge som viser sig netop i midten af 1906.

Af et brev af P. Knudsen til en udenlandsk partifællefra 21. november

1909 fremgårdet endvidere, at partiet i forbindelse med det russiske socialde-

mokratis kongres i 1907 havde samlede udgifter på ikke mindre end 8000 kr.

(se senere), og at den nationale og internationale støtte over en 4-årigperiodevar løbet op i ca. 50.000 kr. - et anseeligt beløb på dette tidspunkt.

Udover den direkte hjælp til de russiske flygtninge støttede partiet i en

kortere periode et blad i Berlin ved navn »Russisk Bulletin«, der ifølge korre-

spondancen mellem P. Knudsen og Karl Liebknecht nærmest var et organ

GOTEBORGS HRBETHREKOMMUNEXPEDITIONSKOLGRTIIN 55 :: TEL. 26 66

Göteborg den 12 Januari 19m.

Till

Soc ialdemokret islæt för-eningen .

Köpenhamn.

Under det eiet gångna året har ett etort antal tyske flyktin

gar blifvit öhereände från Köpenhamn hit till Göteborg föreedda med

rekomendationeeh'ifvelee från Eder. :Deeea har äfven i regel af os:

erhållit hJelp, men på grund at den store tilletrömningen har våra

resurser blifvit uttömda, så vi kunne. :lcke hädanefter hJelpe videre.

Får derför hemetälln att Ni icke videre öfversänder flere. hit

12111 Göteborg, då. vi inte se oss i etând att tage. hand om dem.

Med part ihelsn ir- g

Brev fra de svenske socialdemokrater, som beklager at de danske partifællerudsteder så man-

ge anbefalingsskrivelser til russiske flygtninge.(Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv).

32

for det russiske socialdemokratis ledelse. Men da Liebknecht i 1909 rykkedefor yderligere bidrag fra danskerne, afslog P. Knudsen med begrundelse i

partiets »pekuniærestilling« - stor arbejdsløshed i Danmark de sidste 3 år,

generalstrejke i Sverige, hvortil partiet havde ydet et beløb af næsten 1 mil-

lion kr., samt de udgifter man stadig måtte udrede til russere i Danmark.

Et andet eksempel på de økonomiske problemer i forbindelse med hjælpe-arbejdet ser vi udtrykt i et brev fra henholdsvis »Arbetarekommun i Malmö

fra 1906 og »GöteborgArbetarekommun« fra 1907. Heri beklagede svensker-

ne sig over, at de danske partifæller sendte et stort antal russiske flygtningemed anbefalingsskrivelser til Sverige. Disse anbefalingsskrivelser betød, at de

russiske flygtninge var berettiget til understøttelse i Sverige. Brevet fra Göte-

borg slutter af med at meddele, at man ikke her kan modtage flere flygtninge,da »vi inte se oss i stånd til at taga hand om dem«. I brevet fra Malmö spørger

man, om det ikke er muligt at skaffe arbejde til flygtningene i København, og

kundgør i stil med brevet fra Göteborg, at man ikke kan hjælpe mere.

Endnu et eksempel på at der var stadig større økonomiske problemer i for-

bindelse med hjælpearbejdetses i sagen om de såkaldte Potemkin-flygtninge.Der var tale om »søfolk«, der under revolutionen i 1905 havde gjort oprør påen russisk panserkrydser. Efter oprøret flygtede de til Rumænien. Her op-holdt de sig indtil 1908 hvor de blev nødt til at flygte igen, denne gang til Eng-land. I et brev beder det tidligere medlem af den russiske Duma A. Aladin om

de danske socialdemokraters støtte til at sende de russiske søfolk til en af de

engelske kolonier, men på trods af brevets indtrængendeopfordringer måtteP. Knudsen afvise at yde rejsehjælp.Han gjorde opmærksom på de hjemligeforpligtelser og til at partiet allerede havde støttet via det Internationale Bu-

reau i Bryssel.I 1905, hvor antallet af russiske flygtninge og immigranter ikke var så over-

vældende stort, var det sandsynligvis ikke forbundet med de store problemerat få udbetalt understøttelse af det danske Socialdemokrati. Uden direkte at

kunne dokumetere denne påstand er der meget i kildematerialet, der tyder på,at man har været særdeles rundhåndet ikke mindst med udstedelse af anbefa-

lingsskrivelser, der som bekendt gav flygtningene ret til hjælp hos de fleste

europæiske socialdemokratier.I den vedlagtefølgeskrivelse til indsamlingspapirerne taltes der i meget ge-

nerelle vendinger om de russiske arbejdere og det tyder på at socialdemokra-terne omkring 1906 ikke rigtigt skelnede mellem russiske arbejdere og med-

lemmer af det russiske Socialdemokrati. For det danske broderparti var en

russisk flygtning det samme som et partimedlem - han/ hun behøvede ihvert-

fald ikke at kunne dokumentere at være politisk flygtning. Det var således

ikke forbundet med store problemer at få udbetalt understøttelse eller at få

udstedt en anbefaling, der ude i Europa nærmest blev opfattet som et bevis

for, at man havde været medlem af det russiske Socialdemokrati.

Det var ikke mindst disse anbefalingsskrivelser, der førte til udenlanske re-

aktioner på det danske partis flygtningepraksis. Første gang Socialdemokra-

tiet udsattes for kritik er i et brev fra oktober måned 1906, hvor en schweizisk

33

afdeling af BUND (en russisk jødisk socialistisk organisation) betvivler de

danske anbefalingers ægthed, og hvor man direkte spurgte om det kunne pas-

se, at partiet udstedte så stort et antal. Grunden til »Schweizernes« brev var

den, at man der kun understøttede bevisligt forfulgte personer, og de flygt-ninge, der kom fra Danmark .kunne alle stille med de nødvendigepapirer. P.

Knudsen svarede i et brev en måned senere, at anbefalingerne ikke var falske

og beskrev derefter proceduren når en russisk flygtning ankom til Køben-

havn. Inden den nødvendige hjælp kunne udbetales, skulle de nyankomnegodkendes som politiske flygtninge, noget de danske socialdemokrater des-

værre ikke selv kunne forestå på grund af sprogvanskelighederne. Istedet

havde man indgåeten aftale med den i København værende forening af russi-

ske socialdemokrater, som derefter undersøgte om der virkelig var tale om

medlemmer af det russiske parti, og om flygtningene også havde været for-

fulgt i Rusland. Hvis de anerkendtes som »rigtige«flygtninge, blev de derefter

sendt tilbage til det danske socialdemokrati, der på det foreliggende grundlagydede understøttelse.

Partiet forsøgte samtidig at skaffe dem arbejde, men hvis dette ikke lykke-des, kunne der udbetales rejsepenge, samt omtalte anbefalingskrivelse. P.

Knudsens brev slutter iøvrigt ironisk med, at han vender anklagen mod

»schweizerne« selv, idet han skrev at de danske socialdemokrater følte det

som deres pligt at hjælpe flygtningene, og han fortsatte: »Vi er endvidere gaa-

et ud fra, at den samme Følelse er til Stede hos vore Partifæller også i de øvri-

ge Lande«. Knudsen mente tydeligvis, at »schweizerne« forsøgte at omgåde-

res internationalistiske pligter.Kritikken fik ingen direkte konsekvenser i København, og heller ikke da

der i december måned 1906 kom et tilsvarende brev fra den socialdemokrati-

ske partiafdeling i Hamburg, skete der noget. I dette brev klagedes der over,

at de fleste russere, der ankom til Tyskland fra Danmark, ikke var i besiddelse

af nogen form for klassebevidsthed, samt at de ihverfald ikke havde deltaget i

den russiske revolution. Man afsluttede kritikken ved at konstatere: »Når der

ikke foreligger en tvingende grund til at måtte flygte fra Rusland, må disse

folk blive der«.

De danske socialdemokrater nægtede desuden at »øremærke« pengene og i

en sag fra 1907, hvor man i Hamburg afviste at yde understøttelse til et rus-

sisk medlem af det Socialrevolutionære parti, skrev P. Knudsen til sine tyske

partifæller at: »Vi anser det her i Danmark at være vor Pligt at understøtte

politiske Flygtninge fra Rusland, selvom de ikke i snævreste Forstand tilhø-

rer vort eget Parti, naar det blot konstateres, at de har virket i Revolutionens

Tjeneste ...«Alt tyder således på, at hjælpearbejdetandre steder i Europa blev forvaltet

væsentligt mere restriktivt end i Rømersgade 22, og vi skal da også helt frem

til 1908, før der for alvor strammes op i København. Det fremgår af en brev-

veksling mellem Socialdemokratisk Forbund og »Foreningen for Understøt-

telse af russiske Flygtninge«(som godkendte flygtningene på dette tidspunkt)i 1908, at man nu kun ville udbetale understøttelse til partifæller, og at det på

34

grund af den omfattende arbejdsløshed i Danmark ikke længere var muligt at

få almindelig understøttelse. Hjælpen blev begrænset til kun at dække rejse-omkostninger til et andet land. Desuden gør partiet opmærksom på, at for-

holdene i Rusland er bedre end tidligere, og at man derfor undrer sig over, at

antallet af flygtninge stadig er stigende. Brevet slutter med at opfordre fore-

ningen til at oplyse de russiske flygtninge om at de ikke længere kunne for-

vente hjælp i Danmark. Kun virkelige politiske flygtninge kunne forvente at

få del i Socialdemokratiets midler.I svaret fra den russiske forening i København gjorde man opmærksom på,

at det udelukkende var politisk forfulgte partimedlemmer, der modtog anbe-

falingerne, samt at påstanden om, at forholdene i Rusland var forbedrede,ikke var rigtig. Forfølgelsen foregik på en anden måde end tidligere, og da

Finland, som før havde været et »fristed« for flygtningene, nu også var bleveten del af »forfølgelsesområdet«,var det ikke så mærkeligt, at antallet af flygt-ninge steg. Foreningen beklagede nedskæringen af understøttelsen, og man

opfordrede partiet til i det mindste at yde et fast beløb på 6 kr. til hver flygt-ning udover rejsehjælpen.

Der er således et tydeligt skifte i det danske hjælpearbejde.I 1905-06, hvorantallet af flygtninge ikke havde været overvældende stort, ubetalte man en

rimelig understøttelse, ydede rejsehjælpog var rundhåndet med anbefalings-skrivelserne. Allerede fra 1906 begyndte de første klager at komme fra ud-

landske partiafdelinger, der mente, at de mange danske anbefalinger påførtedem unødigt store udgifter. I Danmark reagerede man ikke på disse klager,og partiet gjorde endog i 1907 opmærksom på, at det ikke kun var partifæller,der var understøttelsesberettigede,men alle der havde kæmpet for revolutio-nen.

Klagerne blev imidlertid ved med at komme, og først i 1908 ændrede Soci-aldemokratiet sin flygtningehjælp.Presset på Socialdemokratisk Forbund iKøbenhavn blev stadig større, og da det danske samfund samtidig ramtes afen konjunkturnedgang, ændrede partiet omsider signaler. I et notat fra Kø-benhavns politis arkiv omkring Bulotti-sagen (en polsk landarbejders mord

på en dansk godsejer i 1908) kan vi se, at politiet havde arresteret en polsk-russisk Skomager ved navn Neumann. Han var anklaget for bl.a. at forsynesine landsmænd med falske papirer, der gjorde det muligt at hæve understøt-

telse hos Socialdemokratiet. Det er ikke utænkeligt at et sådant organiseretfalskeneri havde betydning for opstramningen.

Den udbetalte hjælp til russiske flygtninge fra den 1. april 1908 til 31. marts

1909 faldt til ca. 2500 kr. mod ca. 4000 kr. de to foregående år. Der var altså

tale om noget nær en halvering af bidragene.I denne periode havde det danske Socialdemokrati også forsøgt at hjælpe

det russiske søsterparti ved afholdelsen af deres kongres i 1907. De danske

myndigheder med justitsminister Alberti i spidsen var i forvejen blevet adva-

ret af de russiske myndigheder om, at de russiske socialdemokrater sandsyn-ligvis ville afholde deres kongres i København, og Alberti havde derfor allere-

35

Qt "slim öocicllmotçsm(Om

Socialdemokratiet sørgede for at

de russiske partifæller fik mulig-hed for gennemrejse i Danmark i

1907 på vej til kongres i London.

Tegninger fra Social-Demokra-

ten l3. maj 1907. Øverst ses Plek-

hanof ved hovedbestyrelsesmø-

det i Rømersgade i København.

de inden de første russeres ankomst forbudt kongressens afholdelse i Dan-

mark.

Da russerne i starten af maj måned 1907 begyndte at strømme til Køben-

. havn, udvistes de lige så hurtigt til Sverige, men heller ikke der kunne de blive.

36

Ved P. Knudsens indgriben gav Alberti dog lov til at russerne kunne rejsegennem Danmark til England, men så nægtede DFDS at sejle russerne fra

Esbjerg'til Harwich. Selskabet frygtede, at England ville nægte russerne ind-

rejsetilladelse, og dermed lade DFDS stå med flere hundrede flygtninge, som

ikke kunne anbringes noget sted. Endnu engang måtte P. Knudsen gribe ind

til fordel for russerne, men først da han havde skaffet indrejsetilladelse fra de

engelske myndigheder, accepterede DFDS at befordre russerne.

lnden afrejsen mødte to af de mest fremtrædende russere op i partiets loka-

ler i Rømersgade for at takke for hjælpen. Ikke nok med at man havde skaffet

dem gennemrejsetilladelse og overnatningsmuligheder i København - de

danske socialdemokrater havde desuden understøttet dem med rejsehjælpmv., og de samlede udgifter for Socialdemokratiet i Danmark løb op i ca.

8000 kr.

Ved dette møde talte Plekhanov til den danske forsamling om det russiske

partis kamp, og Sigvald Olsen besvarede talen, idet han bl.a. udtrykte håbom, at en snarlig demokratisk udvikling i Rusland måtte blive til gavn for

socialismen.

Social-Demokraten bragte en detaljeret artikel om mødet, og heri hed det:

»Det var et gribende Øjeblik, som ingen der oplevede det, nogensinde vil

glemme. Det var et Pust fra Verdenshistorien, der gik igennem den gamle Rø-

mersgadesal. Alle følte sig løftede af det internationale Fællesskab, der for-

binder Frihedens Forkæmpere i alle lande«.

Undervejs på rejsen til Esbjerg er russerne på flere stationer blevet hyldetkraftigt. I Kolding blev de modtaget af ca. 300 arbejdere, der hyldede dem

med tale og musik. En pudsig episode opstod, idet orkesteret i første omgangville have spillet den russiske Zarhymne (!), men dette blev dog forhindret i

sidste øjeblik.

Også i Esbjerg var en stor folkemængde mødt frem, men her forløb det me-

re stille h ifølge Esbjerg avis den 8. maj var de fleste kun »nysgerrige«.Dagenefter var dette dog ændret. Esbjerg Avis beretter om russernes afrejse, at flere

tusinde mennesker var mødt frem for at tage afsked, og at der blev sunget,holdt taler og råbte »Hurra«!.

Da russerne endelig fik indrejsetilladelse til England forløb alt stille og ro-

ligt, og hele historien endte da ogsåmed, at de fleste aviser kunne referere, at

kongressen blev afholdt uden problemer i London.

Også i andre tilfælde greb socialdemokratisketoppolitikere ind til fordel

for russiske flygtninge, der var kommet i myndighedernes søgelys. I forbin-

delse med den meget omtalte Bulotti-affære i 1908 arresterede politiet 10 rus-

sere uden dog at have konkrete beviser, og man valgte efter nogen tid at udvi-

se dem alle.

Den socialdemokratiske rigsdagsgruppe samledes i denne forbindelse for

at drøfte hvilke forholdsregler, der skulle tages for at hindre noget sådant i at

gentage sig. Gruppen var enig om, at de politiske flygtninge skulle kunne op-holde sig frit i Danmark, og man krævede at Danmark indførte samme asyl-ret som England.

37

I forbindelse med et par af disse russeres udvisning havde Sigvald Olsen og

Stauning henvendt sig til myndighederne for at forhindre, at de blev sendt

tilbage til Rusland. Men politiinspektørHenrik Madsen havde ifølge Politi-

ken udtalt, at han kun gjorde sin pligt, og det havde tilsyneladende ikke gjortindtryk på inspektøren,at Socialdemokratiet var villig til at betale russerens

rejse til tredieland. En senere henvendelse til justitsminister Høgsbro (derhavde afløst Alberti) fik imidlertid det ønskede resultat, idet han lovede at

forhindre en udvisning til Rusland. Men på dette tidspunkt var de to allerede

sendt med skib til Åbo i Finland.

6 af de andre russere blev efter P. Knudsens indgriben »kun« udvisttil Eng-land, mens vi ikke har oplysninger om de to sidstes skæbner.

Et andet tilfælde er fra 1909, hvor den svenske general Beckmann var ble-

vet myrdet af en ung svensk anarkist. I denne forbindelse havde det svenske

politi arresteret 8 russiske immigranter, men da myndighederne ikke kunne

finde bevis for deres forbindelse til mordet, valgte man at udvise dem fra Sve-

rige. Russerne kunne frit vælge, hvorhen de ville rejse, og da de 7 ønskede at

komme til Antwerpen via Danmark, men blev nægtet indrejsetilladelse, tråd-te P. Knudsen og Stauning endnu engang hjælpende til. Det fremgår såledesaf et telegram fra Knudsen til Stauning, at de 7 russere skulle hjælpes Videre

til England - om nødvendigt på partiets regning. Ifølge Social-Demokraten

havde Stauning samtaler med såvel politidirektøren som justisministeriet for

at sikre, at flygtningene blev sendt til et »sikkert« land. De danske myndighe-der var stejle, og sagen endte med, at russerne på Socialdemokratiets regningblev sendt til Lübeck, hvor de blev modtaget af tyske partifæller.

Hele dette forløb 1905-1909 viser tydeligt, hvorledes Socialdemokratiet i

denne periode var meget internationalistisk orienteret. Russiske flygtningefik megen økonomisk hjælp og moralsk opbakning, selvom situationen efter

konjunkturnedgangen 1907/08 kompliceredes væsentligt. Partiet havde

mange internationle kontakter i disse år i forbindelse med flygtningearbejet,og det var ikke mindst partiets internationale orientering, deri 1907 fik parti-et til at hjælpe de russiske socialdemokrater i forbindelse med deres kongres.Partiet og dets hjælpearbejdevar altså på dette tidspunkt tydeligt præget af

den internationale situation, og partiet tog i disse år begrebet »klassehjælp«

meget bogstaveligt - hvis man aktivt havde deltaget i klassekampen (dvs. re-

volutionen), var man også berettiget til hjælp uden smålig skelen til partihen-

syn. Denne holdning blev dog ændret, da økonomien begyndte at stramme,

og kritikken fra udlandet voksede, men i nogle få år fastholdt det danske soci-

aldemokrati et omfattende hjælpearbejdefor alle arbejdere, der havdet stået i

revolutionens tjeneste.

38

Kilder

Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.- Socialdemokratiets arkiv ks. 608. Russiske flygtninge l906-I925.

Rigsarkivet- Justitsministeriets l. kontor. Journalnr. H-2960 og l-8926

Landsarkivet for Nørrejylland- Aarhus Byfoged B-56 73l0/7558 l906

Landsarkivet for Sjælland- Københavns politis arkiverjournalnr. 2752 7 I907

- Københavns politis l. kriminalkammer. Journalnr. 484 r |908.

Politiken og Socialdemokraten I905-l909.

Abstract. Holm, Peter og Lars Boye Olsen: Die Sozialdemokratie, die

russischen Flüchtlinge und der lnternationalismus 1905 - 1909. Arbej-derhistorie, 30 (1988).

In Weiterführung ihres lnternationalismus und des lnteresses für die re-

volutionäre Bewegung Russlands unterstützte die dänische Arbeiterbe-

wegung teils die Sammlung des Internationalen Sozialistischen Bure-

aus zugunsten der Flüchtlinge, teils die nach Dänemark geflüchtetenRevolutionäre. Die dänische Hilfe unterschied dabei nicht nach Partei-

zugehörigkeit sondern unterstützte alle vom Kopenhagener Komitee

der russischen Partei anerkannten Flüchtlinge. Weiterhin trug die däni-

sche Partei die Kosten für den in Kopenhagen verbotenen Kongress der

russischen Partei, der dann in London stattfand. Auf Grund anderer

Verpflichtungen (der schwedische Gross-Streik 1909) wurden die Mög-lichkeiten die Russen zu unterstützen geringer.

39

Hans Søde-Madsen

Kommunister, krig og flygtninge.1

Den nordiske arbejderbevægelsessamarbejdskomité 1932-46

Efter en mangeårigepause blev et formaliseret samarbejdemellem de skandinaviske socialdemokratier genoptaget i

1931. Artiklen belyser de mest centrale forhandlingstema-er partierne imellem med betydelig vægt på forløberne forde nordiske forsvarsforhandlinger i efterkrigsårene,flygt-ningeproblematikken 0g krigstruslen.

I dagene 7.-9. juni 1931 holdt Socialdemokratiet sin 60 års jubilæumskongresi København. Blandt gratulanterne var de svenske og finske partiformændPer Albin Hansson og H. K. Wiik, og statsminister Thorvald Stauning benyt-tede lejligheden til at foreslå en genoptagelse af samarbejdet mellem de skan-

dinaviske socialdemokratiske partier. Som gæsterne vidste, havde det liggetbrak i mere end 10 år, men udviklingen ikke mindst i Tyskland var en påmin-delse om sammenholdets nødvendighed.

Det organiserede samarbejde de nordiske arbejderbevægelser imellem

strakte sig tilbage til 1886, hvor den første kongres afholdtes i Göteborg.Frem til krigsudbruddet i 1914 afholdtes i alt 8 kongresser, fra 1913 organise-ret som Den skandinaviske Samarbejskomité. Den bestod af de socialdemo-

kratiske partiformænd eller -sekretærer og formændene for landsorganisa-tionerne i Danmark, Norge og Sverige. Blandt de emner, man tog op på de

årligemøder, dominerede fredssagen, arbejdet i Anden Internationale samt

praktiske organisations- og taktikspørgsmål.Inspireret af den russiske l9l7-revolution oplevede Norge en omfattende

arbejder- og soldaterrådsbevægelse.Den syndikalistiske venstreoppositionovertog magten i Arbeiderpartiet, forlod den socialdemokratiske Anden In-

ternationale og indtrådte i den kommunistiske Tredje Internationale, Ko-

mintern. Hermed faldt den grundlæggende forudsætning for samarbejdsko-miteen bort. Den sidste skandinaviske arbejderkongres fandt sted i januar1920, nu uden norsk deltagelse, og l920”erne igennem lå arbejdet stille.

Såvel Per Albin Hansson som K. H. Wiik støttede helhjertet Staunings ini-

tiativ. Den 10. august 1932 holdt Den nordiske Samarbejdskomté sit første

møde i København, indtil videre uden norsk deltagelse, men til gengæld med

repræsentanter fra Finland og Island - deraf navneskiftet fra skandinavisk til

40

nordisk. Ved en konference i august 1934 mellem samarbejdskomiteen og Ar-

beiderpartiet samt den norske fagbevægelse enedes man om, at nordmænde-

ne skulle tilbage i den socialdemokratiske internationale, Socialistisk Arbej-der-Internationale. Indtil da kunne de som gæster deltage i møderne. Først

da landsorganiationen i 1936 og Arbeiderpartiet i 1938 havde opfyldt denne

betingelse, kunne samarbejdet optages i fuld udstrækning.Når samarbejdskomiteen mødtes i 30'erne, bestod den af mænd, der havde

mulighed for at gennemføre de beslutninger, der kom ud af diskussionerne,såvel indenrigspolitisk som udenrigspolitisk. Stauning blev som bekendt

statsminister i 1929. Tre år efter kom de svenske socialdemokrater til rege-

ringsmagten med Per Albin Hansson som statsminister, og tre år senere igen,i 1935, stod Johan Nygaardsvold i spidsen for en norsk socialdemokratisk

ledet regering. Også de finske socialdemokrater fik ved dannelsen af en koali-

tionsregering i 1937 del i regeringsmagten. Det var altså særdeles magtfuldepersoner, der diskuterede tidens mest påtrængende problemer: Den økono-

miske rutschetur efter Wall Street krakket i 1929, massearbejdsløsheden, fa-

scismens fremmarch - også indenfor egne landegrænser -

og den stadig sti-

gende trussel om krig.De nu udgivne mødereferater er et vigtigt og fascinerende kildemateriale,

dette på trods af at nogle af dem er ret komprimerede. Referaterne starter

med konferencen i København 1931, optakten til samarbejdskomitéens før-ste møde året efter. I årene 1941-1944 afholdtes ingen møder. Danmark og

Norge var besat af det Tyskland, som finnerne støttede militært ved invasio-nen af Sovjetunionen i 1941. Kun Sverige formåede at holde sig uden for kri-

gen og kunne som neutralt land være vært ved et par »reducerede« møder i

begyndelsen af 1943. Ved disse var landene fortrinsvis repræsenterede ved

fagbevægelsens udsendinge. Det sidste referat er fra mødet i Københavnsommeren 1946, ikke fordi samarbejdskomiteen ophørte, den eksisteredefrem til 1972, hvor den afløstes af Nordiske faglige Samarbejdsorganisation,men af pladshensyn. Man kan så håbe på et bind 2. Desværre stiller forordetikke denne mulighed i udsigt.

Udgivelsens titel »Samråd i kristid« er overordentlig dækkende. På mødet iKøbenhavn i september 1933 var bl.a. følgende punkter på dagsordenen: Na-zismen i Tyskland og arbejderbevægelseni Norden, herunder de politiskeflygtninge og boykot af tyske varer, den fascistiske bevægelse i de nordiskelande og kampen derimod, samt de uorganiserede arbejdere og deres forholdtil fagforeningerne og den socialdemokratiske bevægelse.

Ikke mindst boykot af tyske varer voldte bryderier og appellerede til diplo-matiske konklusioner. Staunings personlige opfattelse var, »at Danmark påbaggrund af dets særlige stilling ikke kunne skride til en etablering af vare-

boykot«. Også Per Albin Hansson var betænkelig. Til al held kunne man hol-

de sig til, at da den internationale faglige kongres i Bruxelles august 1933 op-fordrede til almindelige købe-boykot mod tyske varer og produkter, var der

netop tale om en henstilling ud fra de forhåndenværende muligheder. Da den

41

varme kartoffel dukkede op på bordet året efter, var der enighed om, at »den-

ne boykot arbejder bedst, hvis man ikke taler for meget om den«.'

Både i 1933 og i 1934 taltes der til gengæld meget om de hjemlige fascistiske

bevægelser: Nazisterne i Danmark og Sverige, Lappo i Finland og Quisling-folkene i Norge. I 1934 havde den værste nervøsitet lagt sig og de højtråben-de, marcherende højre- ekstremister kunne betragtes med distance. De øko-

nomisk-sociale hjælpeforanstaltningertil fallittruede landmænd og arbejds-løse i industri, handel og håndværk formindskede grobunan for politisk ek-

stremisme - herunder de forhadte kommunister. Udviklingen i Tyskland ef-

ter Hitlers magtovertagelse i begyndelsen af 1933 havde vakt en sådan afskyude omkring, at nazisternes lunkne sympatisører fortrak. Og endelig opnåe-de de nordiske socialdemokratier i disse år markant vælgertilslutning,i Dan-

mark og Norge således ikke mindre end 42%. Man følte en styrke og tiltro til,at politiske og økonomiske fortrædeligheder trods alt kunne overvindes. Når

alt kom til alt var de nordiske nazister krusninger på tidens politiske hav, ikke

faretruende bølger. Faktisk opfattede man vedblivende, nærmest pr. rygrad,kommunisterne som en større trussel.

Derimod antog den nazistiske fare en anden og mere ubehagelig dimension

i disse år. Efter Hitlers magtovertagelse blev den tyske udenrigspolitik særde-les agressiv. Fra dansk side frygtede man et krav om tilbagegivelse af dele af

Sønderjylland, og i lyset heraf ændrede fredssagen og forsvarspolitikken ka-

rakter. De tidligere krav om nedrustning ændredes til ønsket om et tværpoli-tisk samarbejde om uændrede militærudgifterfor så at ende med en tværpoli-tisk enighed om forøgede forsvarsbudgetter. Den danske og svenske hold-

ning til Tyskland var her sammenfaldende, og også i Finland var der bred

stemning for oprustning, bortset fra at fjenden her befandt sig mod Øst. Her-

med ikke sagt, at fredssagen blev mindre påtrængende,men atter forkludrede

forholdet til kommunisterne arbejdet. Som Per Albin Hansson udtrykte det i

1937: »Vi har konsekvent afstået fra at medvirke i organisationer og komite-

er, hvor kommunisterne er repræsenterede«.

Netop samarbejdskomiteens møde i Stockholm august 1937 var mere end

normalt interessant. På et møde i studenterforeningen i Lund den 8. marts

havde Stauning temmelig bramfrit udtalt sig om det dansk-svenske forhold.

Således måtte han klart afvise svenskernes kritik af dansk handelspolitik.Danmark havde ikke brug for rådgiverei udlandet! Norden som en selvforsy-nende enhed, en sag, der havde rumlet på samarbejdskomiteens møder siden

1933, var en umulighed i betragtning af Danmarks afhængighed af det engel-ske og tyske marked. Og endelig afviste Stauning den svenske kritik af nyord-ningen af det danske forsvar som en ukaldet indblanding i indre danske for-

hold. Danmark var ikke Nordens lænkehund og et forsvarsforbund var en

utopi. Blandt tilhørerne i Lund var Per Albin Hansson.

Da Stauning lå på hospitalet med brækket ankel, var det den mere iltre

Alsing Andersen, der måtte stå for skud. l mødereferatet optræder debatten

om et nordisk samarbejde økonomisk og militært imidlertid ikke. Tanken

om, at de strengt fortrolige meningsudvekslinger skulle falde i de forkerte

42

På et møde i Lund i marts 1937 udtalte Stauning sig ret bramfrit om det dansk-svenske for-

hold. Blandt tilhørerne var Per Albin Hansson. Men i august var det Alsing Andersen, der

måtte tage til Stockholm og tage diskusssionen; Stauning lå på hospitalet med en brækket an-

kel.

hænder -

pressen f.eks.! - var åbenbart så ubehagelig, at det skriftlige sporblev slettet. Sådan da. For referentens notater er nemlig bevarede og aftryktsom bilag. Og bølgerne gik i sandhed højt. Alsing Andersen var vred på den

svenske og norske socialdemokratiske presse (underforstået partiledelserne i

de to lande). De havde svigtet Staunings realistiske vurdering og ladet skinne

igennem, at et angreb på et af de nordiske lande ville udløse militær hjælp fra

de andre. Verden måtte ikke bibringes en sådan illusion, konkluderede Al-

sing Andersen. Per Albin Hansson ræsonnerede frem og tilbage, om frivillighjælpfra arbejderne i broderlandene, om neutralitetspolitikkens muligheder,erfaringer fra den spanske borgerkrig o.s.v. Spørgsmålet om et forsvarsfor-

bund var ikke overhængende aktuelt, men burde stå åbent for videre overve-

jelser. Dette var de to positioner. Finnerne hældede mod den danske hold-

ning og nordmændene mod den svenske. Tilbage blev en klar dansk fornem-

melse af at stå alene, hvis frygten om det tysk overfald skulle blive til virkelig-hed. I referatet af Alsings udtalelser skinner irritationen og frustratioen over

den svenske både-og-holdning tydeligt igennem. Ti år senere, i 1947, stod

man ved det samme sporskifte.I disse år rykkede storpolitikken ubehagelig tæt på de nordiske lande. Fa-

43

scismens agressive 0rd omsattes i handling. Italien annekterede Etiopien1935, den spanske borgerkrig brød ud året efter og Hitler havde stort held

med sin salami-taktik: Saar-land 1935, Østrig og Sudeterland 1938. Allerede

fra begyndelsen af 1933 havde man modtaget tyske flygtninge, politisk og

fagligt aktive socialdemokrater og kommunister. På samarbejdskomiteensmøde i Oslo maj 1938 drøftedes en fælles holdning til det stigende antal an-

modninger om opholdstilladelse fra tyskere, østrigere, tjekkoslovaker og jø-der. Den beklemmende anledning var en henvendelse til de svenske flygt-ningsorganisationer om at modtage 300 tyskere og østrigere,som Tjekkoslo-vakiet ikke turde beholde på grund af den spændte politiske situation. Både

Norge og Sverige var indstillet på at modtage 15, eksklusive kvinder og børn!

Danmark måtte sige nej. »Danmark har, særlig fra Tyskland, fået en strøm af

flygtninge. Et vanskeligt problem at regulere tilgangen. Vi har fået henven-

delser fra hundredvis af jøder som ville ud af Tyskland mere af rasemæssigeend af politiske grunde. Vi vil gerne deltage i drøftelserne af disse spørgsmål,men vi må som udgangspunkt sige, at vi kan ikke tage flere flygtninge«kon-

kluderede Hans Hedtoft. Han anbefalede, at der blev nedsat et lille udvalg til

at drøfte sagen, hvilket skete. Imidlertid ændredes der ikke i de meget besked-

ne tilsagn - bortset fra', at man anbefalede sine regeringer at stille penge til

rådighed for emigration til Sydamerika.Efter at Hitlers Tyskland og Stalins Sovjetunion i august 1939 havde slut-

tet ikke-angrebspagt, stod Anden Verdenskrig for døren. De to stormagterhavde givet hinanden frie hænder til at udvide deres territorier i Østersø-om-

rådet. Polen deltes i september, og i oktober blev udenrigsministrene fra Est-

land, Letland, Litauen og Finland på skift inviteret til Moskva for at for-

handle politiske og økonomiske spørgsmålaf fælles interesse. I alle tilfældene

drejede det sig imidlertid om russiske ønsker af rent militær art, nemlig baser i

de baltiske lande og for Finlands vedkommende betydelige landafståelser og

en russisk flådebase på den finske Hangö. Mens de baltiske lande følte sig så

klemt mellem Tyskland og Sovjet, at de fulgte de russiske »ønsker«, sagdeFinland nej. Kort tid efter brød den finske vinterkrig ud.

Da komiteen mødtes i Stockholm de sidste dage af marts 1940 havde fin-

nerne sluttet fred og bøjet sig for de russiske territorialkrav. På baggrund af

Väinö Tanners redegørelse for krigens gang og udfald drøftedes udsigternefor de små landes mulighed for at opretholde neutralitet under en forestående

stormagtskonflikt, udsigterne for et forsvarsforbund og endelig et nærmere

økonomisk samarbejde.Den tyske besættelse af Danmark og Norge 9. april 1940 og svenskernes

mere eller mindre tvungne godkendelse af tysk militærtransport gennem lan-

det viste med al tydelighed, at neutralitet, forsvarsforbund og økonomisk

samarbejde havde været ønsketænkning. Kun Sverige formåede at holde siguden for krigens ragnarok, for da Tyskland invaderede Sovjetunionen i 1941,

gik finnerne med på tysk side.

Men Stockholm kunne give husly til et par indskrænkede komitémøder i

begyndelsen af 1943. På dette tidspunkt anede man, at krigslykken var ved at

44

vende. Svenskerne havde derfor råd til at diskutere det ømtålelige emne:

Transport af soldater ogjernmalm fra og til Norge gennem Sverige. Og nord-

mændene genoptog tanken om økonomisk- og forsvarspolitisk samarbejdeintegreret i et større europæisk fællesskab. Ja, man kunne endda forestille sigen samling af Norden i en forbundsstat. Den danske repræsentant, DSFS Ei-

ler Jensen, konstaterede forbeholdent, »at man også i Danmark flittigt disku-

terede spørgsmålet om det nordiske samarbejde« Og ellers, at russernes

fremrykning på østfronten havde givet anledning til visse kommunistiske

strømninger blandt arbejderne. Dog ikke flere, end at arbejderbevægelsensom sådan var stabil. Sabotageaktionerne anså han for »i betydelig grad« at

være provokatoriske!På det første møde efter befrielsen i Stockholm midt på sommeren 1945

optog forholdet til kommunisterne atter en væsentlig del af debatten. Møde-

referaterne viser ganske klart, at man ikke følte sig tryg ved det påtrængendeønske om forbrødring i arbejderbevægelsen,som kommunisterne nu førte sigfrem med. Hans Hedtofts tillid kunne ligge på et meget lille sted: »Vi kan ikke

komme uden om dem, og deres såkaldte enhedsparoler er en af anledninger-ne til, at vi har optaget forhandlinger om dannelsen af arbejderenhed. Vi vil

prøve deres virkelige samarbejdsvilje. Vi nærer dog ingen overdreven forhåb-

ninger om noget positivt resultat. Kommunisterne driver enhedsspillet i den

gamle stil, med parolen om enhedsfront nede fra« Heller ikke Sovjetunionenvar man tryg ved. Påfaldende mange gange nævnes det, at de vestlige demo-

kratier nu må stå sammen.

Året efter kunne Hans Hedtoft byde venner og kammerater hjertelig vel-

kommen til Christiansborg. De store samtaleemner var omstillingen tilfreds-

økonomi og- endnu engang

- kommunisterne. Problemet for fagbevægelsenvar, at deres medlemmer krævede ret så store lønforhøjelser oven på de smal-

le krigsår,at produktiviteten og produktionsmidlerne var sløje.Og endelig at

der i dele af industrien var mangel på faglært arbejdskraft. Men også spørgs-målet om indførelse af økonomisk demokrati som led i en rationalisering af

produktionen blev lagt frem.

Rigsdagsvalget i efteråreet 1945 gav i øvrigt anledning til en del bitre kom-

mentarer fra Hans Hedtofts side. Socialdemokratiet var gået 18 mandater til-

bage, og de var blevet afleveret til DKP. Programmet »Fremtidens Dan-

mark« havde været godt, men det var lykkedes de borgerlige partier at mobi-

lisere en socialiseringsskrækog kommunisterne at proñtere på enhedsfor-

handlingerne. Hedtoft fandt det ligeledes uheldigt, at det ikke var lykkedes at

opstille en kvindelig kandidat i en sikker kreds. Nu havde man altså fået en

regering bestående af det bondeparti, der havde tjent penge på krigen. Ved

næste valg Ville Socialdemokratiet dog atter være det største og det ledende

parti, spåede Hedtoft til slut i sit indlæg. Som bekendt gik der ikke mere end

et par år, før statsministerens navn var Hans Hedtoft.

»Samråd i krisetid« er en meget spændende kildesamling. Mødereferaterneåbner døren for de mænd og de ideer, der skabte Socialdemokratiets epoke i

krise- og krigstider. Og man får et glimrende indtryk af, hvor lang en tidshori-

45

sont, der arbejdes med i politik. Netop af denne grund ville det ikke skade,om bogen blev læst af ledelsen af det Socialdemokrati, der mere og mere

fremstår som en bevægelse uden historisk bevidsthed.

46

Artiklen er baseret på de nu udgivne kilder til den nordiske arbejderbevægelses samar-

bejdskomité i tiden fra 19324946.: »Samråd i krisetid. Protokoll från den Nordiska Arbe-

tarrörelsens Samarbetskommitté 1932-1946. Udgivet af Krister Wahlbäck og Kersti Bild-

berg. Kungl. Samfundet för utgivande av handskrifter rörande Skandinaviens historia.

Handlinger del 12. Stockholm 1986, 363 s., ca. kr. 450,-«.

Henning Tjørnehøj

Detaljer og ømme pletter?

Replik vedrørende TV-serien om den danske arbejderbevægelses historie,1871-1938

I 'Arbejderhistorie' nr. 29 har Niels Ole H. Jensen og Bodil Redder kommen-

teret TVs serie fra foråret om den danske arbejderbevægelseshistorie 1871-

1936 og den debat, der fulgte. Der var efter de tos mening tale om to hoved-

tendenser i denne debat - en seriøs baseret på »stærk, faglig indsigt« og en

anden, der efter deres skøn dårligt nok fortjente betegnelsen debat, fordi den

var baseret på »det gode, gamle kold-krigsprincip«,dvs. person-mistænkelig-gørelsen, fordi den »rakkede voldsomt ned på serien for detaljer, den ikke

havde med«, og fordi den var »et orgie i flueknepperi for at finde småfejl«.-

Nogen indsigt må den nedrakkede kritiker dog altså have haft!

Lad os nu tage dette sidste med fejlene i TV-serien først. M.h.t. fortolknin-

gen af, hvad der er sket i tidens løb, kan der som bekendt ikke stilles egt.objektivitetskrav til historikeren. Der eksisterer ikke een historisk sandhed -

hvad der dog ikke er ensbetydende med, at alle fortolkninger så er lige rigtige.Men der eksisterer historiske kendsgerninger. Og de bør - efter mit indsigtlø-se skøn - gengives korrekt. På mig gør det derfor et pinligt indtryk, når to

'folk af faget' bagatelliserer TV-seriens mange fejl, ja, ovenikøbet latterliggørmin fejlfinding som »et orgie i flueknepperi«.Når Niels Ole H. Jensen og Bodil Redder dernæst - stadig uden navns næv-

nelse - hævder, at jeg »rakkede voldsomt ned på serien for detaljer«,må jegfor det første afvise, at der skulle være tale om »detaljer«og for det andet, at

jeg skulle have foretaget en »nedrakning«- ja, ovenikøbet en voldsom sådan.

En nedrakning er der tale om, når nogen uartikuleret - dvs. uden argumenta-tion - fremfører kritik. Men jeg anførte i mine anmeldelser i Aktuelt så man-

ge argumenter, som spaltepladsen overhovedet tillod -

og jeg har yderligereudbygget dem i en artikel i 'ny politik', april/ maj 1987. Lad os derefter se på,hvad det var for »detaljer«,jeg kritiserede i TV-serien. I min anmeldelse af

den 2. af TV-udsendelseme og i TV-diskussionen med Ebbe Reich og BjørnErichsen den 30.4.1987, gav jeg eksempler på, at deres og andres påstand om,

at Pio var revolutionær, mens efterfølgerne var stadig mere borgerligt re-

47

formistiske, er forkert. - Er det en »detalje«?Ingenlunde, det var faktisk ho-

vedlinien for TV-serien. Så glæder det mig, at også Niels Ole H. Jensen og

Bodil Redder erklærer denne påstand for en »vildfarelse«. Så er vi daenigeom det!

I forlængelse af dette synspunkt beklagede jeg i min anmeldelse af den 4.

udsendelse, at man intet hørte til den 'Augustlov'i 1914, der vel er en af år-hundredets væsentligste, fordi den for første gang i et vist omfang gav staten

mulighed for at gribe regulerende ind i erhvervslivets økonomiske forhold.

De borgerlige fortrød da også 5 år senere, at de havde rakt Socialdemokratiet

denne lillefinger, hvad der førte til den såkaldte ”Statslånskrise'i 1919.

Nuvel, 'Augustloven' var ikke en lov, der i sig selv førte til socialisme. Soci-

aldemokratiets 18. pkts. program fra nov. 1918 var heller ikke revolutionært

socialistisk. Men det udtrykte dog kravet om »en vidtgående økonomisk

demokratisering af vort samfund«. At Socialdemokratiet havde vilje til æn-

dringer i samfundet, der pegede væk fra den liberalistisk-kapitalistiske sam-

fundsmodel, turde fremgå af, at partiet i denne periode stillede forslag om:

nationalisering af monopol-virksomheder, banker, forsikrings-selskaber og

godser og dannelse af et 'erhvervsråd', der ud fra overordnede målsætningerskulle se til, at virksomhederne blev drevet »i overensstemmelse med samfun-

dets tarv«, ligesom der skulle gives arbejderne medbestemmelse i kraft af så-

kaldte 'bedriftsråd'.

Hvad hørte man nu til disse »detaljer«i TV ? - Ikke en lyd! Forklaringenherpå var formentlig den, at Reich og Erichsen frygtede, at de ved at nævne

disse forslag kunne komme til at svække deres påstand om, at Socialdemo-

kratiet under og efter 1. verdenskrig tog de første afgørende reformistiske

skridt i retning af bekræftelsen af kapitalismen. Men ved at fortie de socialde-

mokratiske reformforslag efter 1. verdenskrigs afslutning blev Reich og

Erichsen ude af stand til at forklare den egt. baggrund for den mest dramati-

ske begivenhed i dansk parlamentarismes historie: Statskuppet i 1920.

Det leder mig frem til en anden af mine »detalje«-indvendingermod TV-

serien: at den overhovedet ikke gav noget indtryk af, hvor vanskeligt det helt

frem til bruddet på VK's Landstingsflertal i 1936 - altså præcis frem til det år,

hvor TV-serien, lidt umotiveret, sluttede - var for Socialdemokratiet at få si-

ne reformforslag på bolig-, uddannelses-, arbejdsmarkeds- og socialområdet

gennemført.

Det var aldrig kampen mellem reform og revolution, der blev afgørende for

arbejderbevægelsen i Danmark.

DKP kom aldrig til at betyde noget politisk i Mellemkrigstiden._Nej,det var

kampen mod arbejdsgiverne, de konservative og- især - Venstre, der var ar-

bejderbevægelsensstore udfordring - også dengang. Ja, i endnu højere graddengang, fordi Venstre - ikke mindst under Madsen-Mygdal 1926-29 -

op-trådte ufatteligt kynisk og udfordrende. F.eks. inddrog Venstre-regeringen i

1927 - dvs det år, hvor 20'ernes arbejdsløshedkulminerede - al ekstraordinær

arbejdsløshedsunderstøttelse. Efter 90 dage var de arbejdsløse derfor henvist

48

til fattighjælp med heraf følgende tab af stemmeret. Ide tre år, hvor Madsen-

Mygdal var ved magten, steg antallet af fattighjælpsmodtageremed ca.

20.000. Men denne borgerlige modstand mod den socialdemokratisk reform-

politik har aldrig haft de revolutionære historikeres interesse. Da jeg under

TV-debatten den 30.4.1987 fremførte spørgsmålet om denne borgerlige ob-

struktion overfor den socialdemokratiske reformpolik svarede Bjørn Erich-

sen, at det ikke havde været tanken med TV- serien »at fortælle Danmarks-

historien« - Som om arbejderklassen levede i et reservat.

Fra resten af TV-serien skal jeg - af pladsmæssige grunde - kun nævnt to

»detaljer«:for det første Reichs beklagelse af, at Fr. Borgbjerg i 1918 »kørte

det tunge skyts i stilling mod bolsjevismen«og for det andet Reichs mageløst,

demagogiske og historisk uvederhæftigepåstand om, at kritikken af fascis-

men »udviklede sig uden om Socialdemokratiet. Hartvig Frisch udgjor-de undtagelsen fra denne rege1«.- Så var der da een hæderlig Socialdemokrat

i 30'erne.

Jamen, forbød Stauning ikke Hans Bendix at udsende det anti-facistiske

tidsskrift ”Aandehullem J 0, det gjorde han, for han havde den tyske gesandtrendende i tide og utide med kritik af, hvad b1.a. ”Social-Demokratien” skrev

om nazismen. Derfor har Stauning vel følt, at han for at berolige psykopateni Berlin måtte tilkaste ham enkelt lunser - i håbet om at holde Danmark ude

af en kommende væbnet konflikt.

lTV-serien var det Elias Bredsdorff, der fortalte om Staunings forbud med

'Aandehulleti Men hvorfor hørte vi intet om den »detalje«,at Bredsdorff -

ogandre af 30'ernes venstreorienterede intellektuelle -fuldkommen ukritisk ac-

cepterede stalinismen? Hvorfor hørte vi ikke noget til den »detalje«,at Aksel

Larsen i en af sine første taler i Folketinget fremhævede, at DKP ville brugeTingets talerstol til at »afsløre hulheden i parlamentarismen, som mangfol-dige arbejdere tror på«,

Parlamentarismen var altså i 30,erne ikke bare truet af KU, LS, Bondepar-tiet og nazisterne. Den var også truet af DKP! Denne »detalje«er da langt,langt værre end Staunings forbud mod 'Aandehulleti Alligevel blev den ikke

.nævnt i TV-serien? Og hvorfor fik Bredsdorff ikke lov til at forklare, hvad der

på ham og de andre unge venstreorienterede intellektuelle virkede så tiltræk-kende ved stalinismen i 30'erne?

Måske bekymrede denne »detalje«, at demokratiet var alvorligt truet i

30,erne - slet ikke TV-seriens forfattere? Måske ligger også de under for på-standen om, at demokratiet blot er et »borgerligt illusionsmageri« - som Gert

Petersen beklagende fremførte det, på VS' seneste kongres (Land og Folk,20.1 1.1987). I hver fald tog Ebbe Reich som nævnt afstand fra Fr. Borgbjergskritik af bolsjevismen. - Borgbjerg var nu ikke alene om denne kritik. OgsåRosa Luxemburg -

og med hende alle andre demokratiske socialister - frem-

førte den.

I TV-udsendelsen den 30.4 bad jeg derfor Reich om en nærmere uddybelseaf denne »detalje« - dvs. af hans beklagelse af, at Borgbjerg tog afstand fra det

leninistiske diktatur. Men det var alligevel for stærkt for TV. Mit spørgsmål

49

Ny Politik

fra april/maj 1987

hvor tv-serien diskuteres

indgående,bl.a. rummer nummeret et

mere uddybende indlæg fra Henning Tjørnehøj

0g Reichs ynkelige svar blev klippet ud! Nej det er jo også kun en »detalje«,om man er med til at forsvare eller til at undergrave demokratiet. - Ikke

sandt, Niels Ole H. Jensen og Bodil Redder?

Så mener de to i øvrigt, at der i TV-serien blev sparket for meget til person-

en Stauning, og at det var uheldigt, fordi det - efter deres skøn - begrundelsenfor, at så mange socialdemokrater for i blækhuset -

»og det siger unægteligen

del om Socialdemokratiet i dag« - Jamen, det er jo fantastisk. Den socialde-

mokratiske kritik af TV-serien skulle skyldes, at personen Stauning blevikri-

tiseret. Ja, prof. Jens Engberg har endog ment at jeg skulle ønske at dyrke

Stauning som andre dyrker kongerøgelse. Nej, det der virkede provokerendevar den »detalje«,at Reich og Erichsen gjorde Socialdemokratiets politik i

Mellemkrigstiden til et forrædderi - hverken mere eller mindre - mod arbej-

derne, fordi partiet og dets formand efter deres opfattelse - var yderst tilfreds

med blot at kunne få lov til at »administrere det kapitalistiske samfund«, som

Ebbe Reich udtrykte det. Men det passer ikke!

Hvad Stauning personligt mente om socialisme og kapitalisme aner jeg ik-

ke. Men da han i sin egenskab af formand for Socialdemokratiet -

og det er

den egenskab, der har interesse i historisk og i TV-seriens sammenhæng - togordet på partiets kongres i 1935, fremhævede han bl.a., at 30'ernes økonomi-

50

ske verdenskriäe var »produktet af den kapitalistiske samfundshusholdning«,og at man ikke kunne »få bugt med denne krise uden at overmande kapitalis-men«. Og han tilføjede,at Marx' »økonomiske principper fremdeles (er)det led i udviklingen, hvortil vi vil komme«,

Man kom bare aldrig dertil fordi der ikke kunne skabes et bæredygtigt fler-

tal for at ændre den kapitalistiske produktionsform i socialistisk retning. Det

var altså ikke af veneration overfor kapitalismen, at Stauning accepterede»tilpasningsøkonomien«- som han selv kaldte den - det var i respekt for den

»detalje«,der hedder folkestyret og parlamentarismen. Eller med Stauningsegne ord i 1935: »Da kræfterne ikke er samlede til den opgave (at overmande

kapitalismen) forsøger det kapitalistiske samfunds forvaltere (hvortil han alt-

så ikke regnede sig selv) at lappe på forholdene«.Det var efter mit skøn en flot, flot præstation, at det både lykkedes Social-

demokratiet at holde Danmark fri af de anti-demokratiske strømningers

overvægt i 30 'erne og- trods VK-flertallet i Landstinget frem til 1936 - at

læggegrunden til det velfærdssamfund,som selv venstrefløjen nu er begyndtat tale pænt om efter Schlüters 5-årigehærgen. Hvori bestod da det forræde-

riske i denne socialdemokratiske politik? Jeg spurgte flere gange herom i TV-

debatten den 30.4. 1987 - men jeg fik ikke noget svar af hverken Reich eller

Erichsen.

Hvad var det forresten Aksel Larsen sagde om »detaljen«*Socialreformen*i 1933 - et af de smukkeste reformværker i dansk parlamentarisk historie? J 0,Aksel Larsen mente, at denne Reform ville gøre »yderligeremasser af menne-

sker politisk retsløse«, skønt det helt modsat nu blev reglen: at de socialun-

derstøttede ikke længere mistede deres stemmeret, hvor det forud havde væ-

ret undtagelsen. Og hvad var det Aksel Larsen sagde om DKPs rolle i Folke-

tinget? J o, han sagde - som allerede nævnt- at han ville bruge Tingets taler-stol til at »afsløre .. hulheden i parlamentarismen, som mangfoldige arbejderetror på«.

Jeg forstår da udmærket, at Reich og Erichsen fortier disse to synspunkterfra Aksel Larsens side. De afslører ham jo klart som anti-parlamentarist.Men er det redeligt at de fortier dette samtidig med, at de groft mistænkelig-gør Socialdemokratiet på et meget skrøbeligt grundlag?

Det er på denne baggrund glædeligt at læse, hvordan Gert Petersen på VS-

kongres for nylig fremhævede, at »det revolutionære parti herhjemme (ender)idet man tit hånligtkalder ”venstrereformismei Det samme gælder alle revo-

lutionære partier i Vesteuropa, der vil andet end at snakke. For hvad betyderden famøse 'borgerliggørelse' (af arbejderne) egentlig?«spurgte Gert Peter-

sen. Hans udmærkede svar lød: at arbejderklassen for det første »idaghar an-

det end sine lænker at tabe« og for det'andet »at demokratiet' er blevet dybtrodfæstet i arbejderklassen«.Netop! Derfor har jeg også savnet SFs reaktio-

ner på TV-seriens mistænkeliggørelse af den parlamentarisk, reformistiskevej til ændringer i samfundet.

Så mener Niels Ole H. Jensen og Bodil Redder endelig, at »reaktionsmøn-

stret« også viste, »at TV-serien har ramt nogle temmelig ømme pletter hos

51

mange socialdemokrater«. - Ømme pletter? Det var dog en højst besynderligformulering. Er det udtryk for en øm plet, at man reagerer på TV-seriens ig-norering af Socialdemokratiets kamp for demokratiet og mod fascismen,

samtidig med at det i serien blev beklaget, at Borgbjerg tog afstand fra det

leninistiske diktatur og samtidig med at det stalinistiske DKP fremstod som

det ærlige, modige og sandt socialistiske parti? Er det udtryk for en øm plet,at man reagerer på revolutions-reformismetesen om Socialdemokratiets ud-

vikling, på tavsheden om Socialdemokratiets økonomiske strukturændrings-

forslag fra 1918-19, tavsheden om den massive borgerlige modstand mod

mange af Socialdemokratiets reformforslag og på udhængningen af Stau-

ning som en forrædder overfor arbejderklassen, fordi han var blevet så gladfor kapitalismen, at han blot administrerede den samtidig med, at det stalini-

stiske DKP holdtes fri af noget, der blot kunne minde om kritik.

Det er glædeligt, at venstrefløjen i dag bekender sig så entydigt til parla-mentarismen og tager afstand fra den måde socialismen 'virkeliggøres' på i

Sovjet og dets vasal-stater - som socialdemokrat - bebrejdes, at man forsva-

rer dette partis kamp for parlamentarisme og fordelingspolitik? Hvorfor skal

den parlamentariske reformisme i den grad mistænkeliggøres,som det skete i

TV-serien? Og hvorfor skal man af Niels Ole H. Jensen og Bodil Redder have

at vide, at man har ømme tæer, at man rakker voldsomt ned, at betjener sig af

det gamle koldkrigsprincip, og at man er ude på i et og alt at forsvare person-

en Stauning. »Det siger unægtelig noget om Socialdemokratiet i dag«.

Nej, kære kritikere: det siger faktisk mere om jer og jeres evne til at høre,

hvad der blev sagt (også selvom det blev sagt vredt) og læse, hvad der blev

skrevet. Hvem er det i grunden, der har ømme tæer i denne sag? Det er de

venstrefløjs-kritikere, der i en snes år - efter 1968 - har tegnet et ensidigt nega-

tivt billede af socialdemokratiet, og som nu reagerer med insinuationer af un-

derlødig eller fornærmende karakter, når der søges tegnet et mere nuanceret

billede af Socialdemokratiet end TV-seriens. Dette parti skal naturligvis ikke

hæves over kritik. Men det skal heller ikke svines til og mistænkeliggøres,som det skete i TV-serien. Det ene er ligesåusagligt som det andet.

PS. Claus Bryld har i en lille pjece om 'Formidling af arbejderhistorie i masse-

medierne', RUC 1987 også gennemgåetTV-serien. Han er ret kritisk, og ho-

vedparten af hans kritikpunkter er de samme, som nogle af dem, jeg har frem-

ført. Alligevel kan han gøre det af med min kritik på to linier: »I partibladet(l) 'Aktuelt' fremkom hurtigt vrede reaktioner og heftigt-kritiske anmeldelser

skrevet af Henning Tjørnehøj.Både Tjørnehøj og andre mente, at udsendel-

serne bevidst nedvurderede Socialdemokratiets politiske indsats«. - Ja, vi var

et par stykker, inklusive Claus Bryld.Endelig har DKP-historikeren Kurt Jacobsen - der fortjenestfuldt har prø-

vet at gøre op med sit partis stalinistiske lig i lasten - i en anmeldelse af Bryldspjece ment, at jeg »anslog næsten stalinistiske toner i (mine) angreb på de for-

mastelige opkomlinge, der rokkede ved Socialdemokratiets vedtagne histori-

ebillede« (Land og Folk 5.11.87).

52

Hvornår er det blevet »vedtaget«,og hvad går det ud på?Og siden hvornår

er det blevet ensbetydende med stalinisme at forsvare frihedsrettighederne?Det er dog den mest bagvendte argumentation, jeg længe har hørt. Så kunne

man jo ligeså godt kalde Reagan marxist. Mon ikke det historiebillede, der

blev rokket ved med mine anmeldelser af TV-serien i Aktuelt, var det venstre-

fløjsbillede,der i årene efter 1968 er blevet tegnet af Socialdemokratiet som et

korporativistisk, halvfascistisk (i en diskussion med Kurt Jacobsen fornylig i

Nørrebrog DKP, mente han forresten at SD i 39°erne var helfascistisk) parla-mentsfikseret, borgerligt reformistisk parti.

PPS. Bjørn Erichsen har forresten fået hele 6 muligheder for ved offentligediskussioner at kommentere min kritik af TV-serien. Men han har afvist en-

hver diskussion! - Hvad mon han frygter?

53

Anmeldelser

Udo Achten, Matthias Reichelt, Reinhard Schultz (red): Mein Vaterland ist Inter-

national. Internationale illustrierte Geschichte des 1. Mai 1886 bis hente, Asso Ver-

lag, Oberhausen 1986, 331 s.

1 1990 er det 100 år siden 1. maj blev indstiftet som arbejdernes internationale

Kampdag. Beslutningen blev taget i Paris i 1889 af repræsentanter fra arbejderbe-

vægelsen i Europa. Kampdagen skulle markere arbejderbevægelsenskrav om indfø-

relse af 8-timers arbejdsdagen og andre forbedringer af arbejderklassens vilkår. Den

danske arbejderbevægelse tilsluttede sig Pariserkongressens opfordring og arrange-

rede den første 1. maj demonstration på Nørrefælled i 1890.

Det lykkedes for mange lande både i Europa og den øvrige verden at holde første

maj, men ikke uden sværdslag. I nogle lande bl.a. Frankrig fik dagen et blodigt for-

løb med kampe mellem arbejdere, politi og militær.

Hvorledes 1. maj forløb i 1890 og de følgende år i forskellige lande kan man læse

om i »Mein Vaterland ist International« med undertitlen »Internationale illustrierte

Geschichte des 1. Mai 1886 bis heute«. Bogen er redigeret af Udo Achten, Matthias

Reichelt og Reinhard Schultz, og markerer som en af de første hundredåret for den

1. maj som international kampdag.I bogen er samlet bidrag fra knapt 40 lande om 1. majs historie. Udover lande i

Øst- og Vesteuropa er de øvrige verdensdele repræsenteret bl.a. ved Argentina, Chi-

le, Mexico, USA, Kina, Indien og Australien. Også fra Danmark er der ydet bidrag.l artiklerne gennemgåsi korte træk majdagens historie ide enkelte lande fra star-

ten og frem til i dag. Da arbejderbevægelsensudvikling og mærkesager og majda-

gens historie hænger tæt sammen, får man samtidig et kort indblik i arbejderbevæ-

gelsens historie i lande, som man måske ikke almindeligvis beskæftiger sig med. Det

internationale præg viser, hvor forskelligt historien har udviklet sig, men også, at

der er mange fælles træk i arbejderbevægelsnesudvikling.Det danske bidrag er skrevet af Flemming Hemmersam og Gerd Callesen og be-

skriver majdagens historie fra den første gang blev afholdt i 1890 frem til 1980'erne.

Fremstillingen må nødvendigvis blive kortfattet, men afspejler bl.a. den skiftende

betydning kampdagen har haft for generationer af arbejdere. Samtidigfremdragesnogle af de traditioner, som har været fast bestanddel af 1. maj festlighederne siden

starten. Det er f.eks. 1. maj mærker, faner, sange og for Københavns vedkommende

Fælledparken.

Bogen er utrolig flot. Den er gennemillustreret med sort/ hvide fotografier, og far-

vetryk af plakater, 1. maj emblemer, postkort og illustrationer fra bøger. Billedsiden

er et studie værd i sig selv, idet den både viser variationer fra land til land, men også

54

det fælles kunstneriske gods, som arbejderbevægelsensillustratorer har betjent sigaf op gennem århundredet.

Mange af fotografierne viser demonstrationer og paroler, men en del skildrer og-

så arbejderklassens vilkår i de forskellige lande fra århundredskiftet og fremad.

Bogen kan derfor bruges på mange niveauer, hvor man ikke nødvendigvis behø-

ver at mestre det tyske sprog til fuldkommenhed.

»Mein Vaterland ist International« tager således på en meget spændende og inspi-rerende måde hul på de markeringer af lOO-årsjubilæetfor første maj, der vil kom-

me i de følgende år, hvor også Danmark vil deltage.

Anette Eklund Hansen

Richard Albrecht: Der militante Sozialdemokrat Carlo Mierendorff - 1897 bis

1943. Eine Biografie. Verlag .1. H. W. Dietz Nachf., Bonn 1987, 464 sider, 48 DM

Opbygningen af Richard Albrechts biografi om Carlo Mierendorff er lige så klar

som enkel: En Prolog (s. 9-15) og en Epi10g(s. 231-238) danner rammen om en bio-

grafisk fremstilling, der er kronologisk anlagt. Den tyske forfatter og SPD-politi-kers livsforløb (1897-1943) er delt op i syv perioder, der svarer til de syv kapitler i

bogens hoveddel.

Støttet til talrige indtil nu ukendte dokumenter af og om Mierendorff, har Al-

brecht udarbejdet den første politisk- litterære biografi om en intellektuel socialde-

mokrat i Weimarrepublikken og i Det tredje Rige.Forfatteren hævder ikke at have givet et fuldstændigt billede af denne »idealisti-

ske aktivist«, som han kalder ham, men han lokaliserer hullerne i kildematerialet påMierendorff, og tager desuden stilling til de overordnede samfundsmæssige sam-

menhænge, der har givet anledning til disse huller.

Mierendorff voksede op i Darmstadt. Han var krigsfrivillig under 1. verdenskrig,og hans første litterære forsøg stammer fra denne periode. I Weimarrepublikken ar-

bejdede han som forfatter og journalist, udgav et tidskrift, læste i Heidelberg, hvor

han blev Dr.phil i 1923. Derefter blev han fagforeningsreferent i Berlin, politisk sek-

retær i SPD-rigsdagsgruppen, og i 1930 socialdemokratiets yngste medlem i Rigsda-gen. Mierendorffs kamp for at få SPD ind på en mere militant kurs imod Hitler &Co. mislykkedes dog.

Han var ikke kun en intelligent politiker, en begavet analytiker, han var også mo-

dig og optrådte dristigt. Efter nazisterne havde fået overdraget magten i januar1933, blev han anholdt efter nogle få måneder. Efter fem års KZ-lejr i Osthofen,Börgermoor, Lichtenberg og sidst i Buchenwald blev han overraskende frigivet i

1938. Sidenhen, på trods af politiets overvågning,lykkedes det ham at etablere kon-

takt til modstandsbevægelsensgrupper omkring W. Leuschner, K. Goerdeler ogGraf von Moltkes »Kreisauer Kreis«. Han døde i Leipzig i 1943 under et bombean-

greb.Mierendorffs programopråb til en »Socialistisk aktion«, forfattet kort før hans

død, må anses for at være hans politiske testamente.

Epilogen ender på side 238, men dermed er man faktisk kun nået frem til bogensmidte - de resterende 226 sider udgør 2. halvdel. Det er ikke mindst i denne del, at

man kan aflæse bogens grundighed, dens videnskabelige perspektiv og dens tilsigte-de brugervenlighed. Albrechts noter (s. 239-324) er ikke kun rige i omfang, men ogsåpå information om SPD, om tysk arbejderbevægelseshistorie, om litteraturen i Kej-

55

serriget og i Weimarrepublikken, om tiden efter 1933 og om modstanden under na-

zismen.

Bibliografie Carlo Mierendotjf (s. 325-336) omfatter 208 titler fra Mierendorffs

litterære og politiske produktion. Den er i al sin tilsyneladende selvfølgelighedud-

tryk for biografens eminente arbejdsindsats og udholdenhed. Mere end 100 tids-

skrifter - især fra Weirmarrepublikken - er blevet gennemarbejdet for at finde frem

til de bibliografiske informationer.

Efter flere siders oversigt over arkiver, som har hjulpet forfatteren på sporet (deri-blandt ABA i København) og over informanterne (s. 337-340) følger den vældigebibliografi (s. 341-453). Denne kvantitative »styrke« er bogens svage punkt. Afspej-ler den på den ene side forfatterens flid, slid og opdagelseslyst, så vidner den dogogså om, at forfatteren anser alle informationer for at være lige værdige.Bibliografi-en kunne have været skåret ned til mindst det halve - uden at den havde mistet sin

brugsværdi - tværtimod.

I en vigtig bog har Albrechts biografidog genskabt en usædvanlig skikkelse i den

tyske arbejderbevægelse og et usædvanligt liv. Han kommer ind på spørgsmål, som

oftest ikke tages op i SPD-politiker-biografier, spørgsmål om hvordan et menneske

i sin tid har forsøgt at klare sig i livet. Dette liv belyses med dets »svage og stærke

sider, modsigelser, angst og forhåbning i et socialt handlingsnet«(s. 13). Det er imid-

lertid også objekt for spørgsmål til mulighederne i livet, for spørgsmål til en livshi-

stories »Möglichkeitssinn« - som Albrecht udtrykker det med et citat fra Robert

Musil (s. 13).Albrecht viser i sin fremgangsmåde og stillingtagen til Mierendorffs livs »Mög-

lichkeitssinn«, at det ikke kun drejer sig om det forgangne liv, det udslettede liv, men

at det drejer sig om mulighederne i dag - biografisk historieskrivning når den er

bedst: Vi erfarer noget om en anden, og vi bliver klogere på os selv og vore mulighe-der.

Ernst- Ullrich Pinkert

Arbeiderhistorie 1987. Årbok for Arbeiderbevegelsens Arkiv og Bibliotek, Oslo

1987, 272 sider

Som videreførelse af det norske Tidsskrift for Arbeiderbevegelsens Historie, der er

ophørt i 1986, har Arbeiderbevegelsens Arkiv og Bibliotek nu udsendt det første

bind af årbogen Arbeiderhistorie. Temaet for l987-bindet er Eksil i Norge. Ved si-

den af indholder årbogen en række artikler, nogle forskningsmeddelelser og en kilde

til det norske arbejderpartis (DNA) historie.

Selv om artiklerne udenfor bindets tema ikke har en egentlig fælles overskrift,omhandler de alligevel på forskellig vis spørgsmål vedrørende arbejderbevægelsen

og solidariteten.

Einar A. Terjesen: Begrenset solidaritet eller solidaritet uten grenser?, der er ble-

vet til på baggrund af en udstilling i Arbeiderbevegelsens Arkiv og Bibliotek om det-

te emne i anledning af DNA°s 100 års jubilæum, behandler forskellige historiske

aspekter ved arbejderbevægelsens internationalisme, internationale solidaritet og

engagement. Artiklen kommer ind på udviklingen af norsk arbejderbevægelsesin-

ternationale forbindelser i det 19. og 20. årh., det faglige og politiske solidaritetsar-

bejde, norsk arbejderbevægelses særlige forhold til SAI og KI, arbejderbevægelsenunder den kolde krig og dens forhold til befrielseskampen i udviklingslandene. Ar-

tiklen er imidlertid ikke en lang opremsning af enkelte spørgsmål,men den undersø-

56

ger kritisk, hvordan bevægelsens internationale engagement har forandret sig både i

form og indhold. Selv om det med rettes påpeges,at flere elementer indenfor inter-

nationalismen fortsat er de samme i dag, som de var i arbejderbevægelsensførste år,munder artiklen ud i en konstatering af, at den »tradisjonelle solidaritet« indenfor

den socialdemokratiske bevægelse og Socialistisk Internationale »så godt' som full-

stendig (er) forsvunnet og erstattet med statslig interessepolitik«.Finn Olstad: Internasjonal solidaritet, politikk og idrett bygger på forfatterens

bog: Forsvar, sport, klassekamp. Norsk idrettens historie 1861-1939, Oslo 1987. I

artiklen behandles forholdet og spændingerne mellem solidaritet, politik og idræt

med udgangspunkt i forsøgene på at skabe en boykot mod Hitler-Tyskland påidrættens område. Og hvorfor det var så vanskeligt at udvikle denne aktion succes-

fuldt.

Under fællesoverskriften Innvandrere og solidaritet bringes to artikler, der kan

ses som indlæg i den - også i Norge - aktuelle debat om flygtninge og indvandrere,selv om man efter min mening bør være forsigtig med at udviske væsentlige forskelle

mellem indvandrer- og flygtningepolitikken. Den første artikel af Arne Kolstad ogPer Arnt Pettersen tager udgangspunkt i en opinionsundersøgelse af norske vælger-es holdning til spørgsmålet, om der skal gives flere statslige midler til indvandrernes

selvstændige kulturelle virke. Forfatteren fremlægger interessante iagttagelser med

hensyn til den rolle som de adspurgtes køn, alder, erhverv, uddannelse og politiskeholdning spiller for besvarelsen af det stillede spørgsmål. I forlængelse heraf bringerårbogen et interview med en chilensk kvinde, der siden 1976 har levet i eksil i Norge.Interviewet formidler påny et klart indtryk af landflygtighedens og eksilets pro-blemer.

Fra det stiftende møde i det norske arbejderparti i Arendal i august 1887 aftryk-kes en helt central kilde. Det drejer sig om et referat af mødet, der er forfattet af

Tønnes Tønnesen Lode (se artiklen om denne i Tidsskrift for arbeiderbevegelsenshistorie nr. 2/ 1986), og som selv deltog i mødet. Referatet blev i sin tid offentliggjorti Fædrelandsvennen. Det giver et - ifølge Einhart Lorenz - objektivt billede af de-

batten på det stiftende møde og rummer desuden oplysninger om fordelingen af mø-

dets repræsentanter.

Som en slags forskningsmeddelelser bringes to mindre artikler om dels Arbejder-museet i København og om Arbeiderbevegelsens Arkiv for Nord-Norge ved Univer-

sitetet i Tromsø.

Endelig indholder årbogen to kortere nekrologer over Aksel Zachariassen og Ed-

vard Bull, der især beskæftiger sig med deres rolle for forskning i og skrivningen af

arbejderbevægelsenshistorie.

Årbogenstema Eksil i Norge rummer foredrag fra konferencen om dette emne,

som ArbeiderbevegelsensArkiv og Bibliotek gennemførtei marts 1987, og som hav-

de historikere, politologer, litteraturforskere, politikere og journalister fra Norge,Danmark, Sverige, BRD og DDR som deltagere.

Ved konferencens åbning holdt den norske justitsminister, Helen Bøsterud en ta-

le, der blandt andet mundede ud i følgende betragtninger: »Det er viktig å lære av

erfaringer, og det er viktig å øyne paralleller og se helheten i utviklingen av verdens-

samfunnet. Historiens erfaringer er skremmende. Men de førte altså til formulerin-

ger av de menneskerettighetsidealer som er vårt viktigste kompass for framtidens

asylpolitikk. Vi må aldri akseptere at vår politikk bryter disse menneskerettigheter.Et slikt brudd vil alt for lett vise seg å bli et nytt »München« for både vårt nasjonaleog internasjonale arbeid«. Det er vanskeligt at forestille sig, at den danske justitsmi-

57

nister ville fremlægge et lignende klarsyn, hvis han i det hele taget kunne tænkes at

deltage i en konference om det antifascistiske eksil 1933-1945. '

Af konferencens foredrag bringes: Einhart Lorenz: Den antifascistiske emigra-

sjon til Norge og Willy Brandt i Norge; Harald Skjønsbjerg:Norsk politikk overfor

jødiske flyktninger 1933-1940; Leo Eitinger: Flyktningenes psykologiske problem-er; Hermann Weber: Tyske sosialdemokrater og kommunister i eksil; Jan Foitzik:

Venstresosialistiske småorganisasjoner i motstand og eksil og Werner Röder: Om

forholdet mellom eksilledelse og indre motstand i Tyskland.Af de nævnte oplæg omhandler imidlertid kun de tre første og i meget begrænset

omfang Foitziks oplæg Norge som eksil- og tilflugtsland for Hitler-flytningene. De

øvrigebidrag indgår til gengæld i den generelle, internationale eksilforskning. Årsa-

gen hertil er, at Norge hidtil har været en hvid plet i eksilforskningen. Det skyldesflere forhold: Norge har som eksil ligget i skyggen af såvel Danmark og Sverige som

de afgørende tilflugtslande som Czekoslovakiet, Frankrig, England, USA mv. På

samme måde som i Sverige og Danmark har andelen af Hitler-Flygtningene, der

hørte til de kendte personligheder indenfor politik og litteratur, været yderst beske-

dent, mens eksilforskningen netop er præget af en prioritering af det litterære eksil

og biografisk orienterede undersøgelser. Desuden har Norge - igen i lighed med

Sverige og Danmark - heller ikke spillet nogen afgørende rolle som tilflugtsland for

Hitler-flygtninge af jødisk afstamning. Mens de, der gik i eks'il som følge af deres

deltagelse i den antifascistiske kamp, kun menes at have udgjort 10% af den samlede

flygtningestrøm, var deres andel af det samlede antal Hitler-flygtninge i Norge mel-

lem 3-5 gange så stort (det er i øvrigt et væsentligt træk ved Norges rolle som til-

flugtsland for Hitler-flygtninge).De foredrag, der direkte vedrører eksilet i Norge, er således på mange måder nye

og første forskningsresultater. Skjønsbjergs oplæg, der baserer sig på forfatterens

hovedopgave fra Universitetet i Oslo om den norske politik overfor Hitler- flygtnin-gene 1933-1940, belyser - som titlen angiver - myndighedernes politik overfor jødi-ske flygtninge. Den dokumenterer klart, at man også i Norge fulgte den opfattelse,at jødiske flygtninge ikke var politiske flygtninge, hvilket gav dem betydelige van-

skeligheder med hensyn til at opnå anerkendelse som flygtninge og dermed del i den

meget betingede beskyttelse, som asylretten gav. Forfatteren viser, hvordan man og-

så i Norge især i årene 1938-39 søgte at holde sig fri af det skærpede flygtningepro-blem efter Østrigs besættelse, den antisemitiske pogrom i november 1938, den så-

kaldte »rigskrystalnat« og besættelsen af Sudeterområdet og det øvrige Czekoslo-

vakiet.

Lorenz' første oplæg giver en samlet oversigt over det antifascistiske eksil i Norgemed hensyn til hjælpearbejdetfor de landflygtige, de landflygtiges organisationer og

deres virke i og fra Norge. Centralt står her udnyttelsen af arkivets samling af mate-

riale vedrørende SAP, mens feks. oplysningerne om KPD i det norske eksil kilde-

mæssigt står meget svagere. Når SAP på denne måde indtager en særlig stilling,

hænger det sammen med, at Norge som følge af DNA's egen politiske udvikling i

langt højere grad tiltrak venstresocialistiske/venstre-socialdemokratiske antifasci-

ster end medlemmer af SPD/ SOPADE. En SOPADE-eksilgruppe blev således

først dannet i foråret 1939. Endvidere spillede det selvsagt også en rolle, at en WillyBrandt allerede i 1933 kom til Norge. SAP's rolle i det norske eksil bekræfter det

forhold, der også gør sig gældende i andre eksillande. Det betød f.eks. i Danmark, at

Socialdemokratiet ikke kun grundet sin styrke, men nok så meget som følge af sine

58

politiske holdninger i forhold til den antifascistiske kamp tiltrak socialdemokrati-

ske Hitler- flygtninge, der havde lignende opfattelser.Lorenz' andet oplæg om Willy Brandt i det norske eksil er ikke kun interessant

som følge af personen Brandt, der i sig selv ville være en rimelig begrundelse for at

undersøge emnet. Spændende er det, at Lorenz fremlægger et billede af WillyBrandts arbejde indenfor rammerne af det antifascistiske eksil og af hans virke in-

denfor og i forhold til norsk arbejderbevægelse, det vil sige: DNA, Arbeidernes

Ungdomsfylking og dens venstrefløj og gruppen Mot Dag. Lorenz' undersøgelser

viser, at Brandts og SAPs forhold til DNA ikke var så harmonisk, som det hidtil er

blevet fremstillet i den historiske litteratur, og at hans forhold til Mot Dag ikke kun

var af rent humanitær art. På denne måde er oplægget både et væsentligtbidrag til

norsk arbejderbevægelseshistorie og til Willy Brandts biografi.De tre her omtalte indlæg understreger samtidig en udtalt mangel. Både med hen-

syn til den officielle flygtningepolitik, Hitler-flygtningenes sammensætning og det

politiske eksil er der behov for dels at inddrage forbindelserne mellem eksilet i de tre

nordiske lande, dels at få kortlagt ligheder og forskelle i Norges, Sveriges og Dan-

marks flygtningepolitik. Med andre ord er det ønskeligt, at der blev gennemført no-

get sammenlignende forskning og et fælles seminar om det antifascistiske eksil og

Hitler-flygtningenes forhold i de tre lande. Der er stof nok til det.

På denne baggrund skal der her heller ikke knyttes nærmere bemærkninger til

konferencens øvrige oplæg, selv om både Röders og Eitingers fortjener opmærk-somhed med hensyn til de videre perspektiver for eksilforskningen. Hvad angårFoitziks oplæg skal der henvises til hans bog om samme emne: Zwischen den Fron-

ten, Bonn 1986, der repræsenterer et første forsøg på en samlet fremstilling af de

venstresocialistiske (små- )organisati0ners rolle i den antifascistiske modstands-

kamp i Hitler-Tyskland og det politiske eksil.

Betragtet under et er dette første bind af den nye årbog meget vellykket. Man kan

kun håbe, at udgivelsen videreføres på denne måde. Et bidrag hertil ville det være,

om man støttede årbogen ved at bestille eller abonnere den. Begge dele gøres hos:

Arbeiderbevegelsens Arkiv og Bibliotek, Folkets Hus, Youngsgatan ll C, N-0181

Oslo l, tfl.: 095-45-02-40 l7 58.

Hans Uwe Petersen

Arbejdets Mænd. En historie om de ufaglærtes liv og arbejde. SID afd. F, Middel-

fart 1927-1987 60 år. lndsamlet, bearbejdet og redigeret af John og Sanne Hansen.

SID, Middelfart 1986, 192 s.

Det seneste l0-års øgede interesse for lokalhistoriske studier, der bl.a. er inspireretaf »Grav hvor du står«- bevægelsen,har sat sine markante positive spor i kvaliteten

af de historiskejubilæumsskrifter, der er blevet udgivet i de senere år. Og det gælderikke mindst det foreliggende jubilæumsskrift fra SlD i Middelfart i anledning af 10-

kalafdelingens 60 års fødselsdag.

Arbejdets Mænd er i virkeligheden en slags byhistorie. Middelfarts udvikling bli-

ver skildret op gennem de sidste knap 100 år, men udfra en synsvinkel, der tilhører

arbejdsmændene.Det vil sige, at udviklingen af forholdene på arbejdspladser, i fag-lige foreninger, arbejdskampe, fagenes fester, arbejdsforhold i fredstid og under be-

sættelse, boligforhold, osv. bliver de bærende elementer i beskrivelsen af en bys ud-

vikling. Når så mange forskellige enkeltdele af hverdagens historie skal beskrives

sammenhængende og meningsfuldt, stiller det store krav til styringen af stoffet. Der

59

skal på den ene side redigeres med betydelig stramhed for at bevare overskuelighe-den, mens der på den anden side skal være plads til de mange forskellige facetter af

hverdagens livsudfoldelser. John og Sanne Hansen har klaret denne opgave på for-

nem vis i Arbejdets Mænd. Fremstillingen er som helhed inddelt i nogle kronologi-ske hovedafsnit, der ikke er inddelt efter specielle forhold i Middelfart, men oriente-

ret efter almene danske forhold. Der skilles således efter ca. 1920, hvorefter springetgår frem til 1940, besættelsen behandles meget naturligt for sig, og det sidste hoved-

afsnit rækker fra 1945 frem til 1987.

Indenfor de enkelte hovedafsnit er det udviklingen på arbejdspladserne og i arbej-dernes foreninger, der helt naturligt står som det bærende element, men bogens to

forfattere har evnet at udvide dette perspektiv til at omfatte arbejdsmændeneshver-

dagsforhold i et så stort omfang, at det enkelte hovedafsnit kommer til at fremtræde

som en velkomponeret mosaik, der efterlader læserens med et godt indtryk af en tid

og dens mennesker. Det er ikke nogen fuldstændig beskrivelse af arbejderklassenssociale historie i Middelfart, men det er heller ikke meningen med bogen. Det er der-

imod et dygtigt lavet indblik i en levende verden, sådan som den tog sig ud for det

store flertal.

Når det er lykkedes at få tingene til at hænge så godt sammen mellem organisa-tionshistorie og socialhistorie, som tilfældet er, skyldes det i meget stor grad en dyg-tig brug af erindringer. I stort omfang anvendes interviews med gamle aktive fagfor-eningsfolk, men også her er der foretaget den nødvendige beskæring, så den gen-

nemgående linie og præget af en harmonisk helhed i dispositionen fastholdes. Hertil

kommer så, at forfatterne har et vågent øje for gode fortællere. De bragte erin-

dringsklip er præget af fortælleglæde og af, at fortælleme har noget på hjerte.Afslutningsvis skal bogen roses for sin fornemme lay-out. Bogen er en nydelse at

læse og se. For udover teksten rummer den et meget omfattende og spændende bil-

ledmateriale fra hele den behandlede periode. Udvælgelsen, behandlingen og place-ringen af billedmaterialet er naturligvis John og Sanne Hansens fortjeneste. Men

det er værd at gentage, hvad forfatterne selv meddeler i bogens efterskrift, nemlig at

Arbejderbevægelsens Lokalarkiv i Middelfart har været en vigtig positiv faktor for

arbejdet med bogens tilblivelse. Arbejdets Mænd er bl.a. derfor blevet et eksempelpå et lokalhistorisk jubilæumsskrift, når det er virkelig vellykket.

Niels Ole H. Jensen

ASRA NYT nr. 4. 1987. Arbejderhistorisk Støttekreds irRingkøbingAmt. ASRA

1987, 55 s.

ASRA NYT er medlemsblad for en forening i Ringkøbing Amt, der arbejder med

og intereserer sig for arbejderhistorie. Med dette fjerde nummer af foreningens med-

lemsskrift har foreningen ændret sit ansigt mod omverdenen. Både indholdsmæs-

sigt og i sin lay-out er bladet ændret meget i forhold til de tre foregående. Det sidste

nummer af ASRA har lagt vægt på at præsentere arbejderhistorien bredt i forholdtil både læserskare og geografiske lokaliteter indenfor amtet. Og man må sige, at

dette er lykkedes. ASRA NYT nr. 4 dækker på sine få sider så forskellige emner som

personhistorie, arbejdspladsbeskrivelse, landarbejderforhold og tidsskildring fra li-

vet i en lokal fagforening. Desuden er der kommet en række spændende fotografierog andre illustrationer med i medlemskriftet. Alt sammen forhold, der gør, at AS-

RA nr. 4 er blevet et meget præsentabelt lille tidsskrift.

Det er klart, at der er forskel på de små artiklers kvalitet, hvis man vælger at måle

60

dem ud fra en videnskabelig synsvinkel. Sådan må det nødvendigvisvære i et arbej-de af denne karakter. Men det der er nok så interessant og væsentligt,er, at der i et

amt som Ringkøbing, der ellers opfattes om noget af det fjerneste, man kan komme

fra arbejderbevægelseog arbejderklasse, eksisterer en så livskraftig interesse for ar-

bejderhistorie, som tilfældet er. ASRA NYT kommer således i et oplag på 500, hvil-

ket må siges at være imponerende.Arbejderhistorisk Støttekreds i Ringkøbing Amt er et spændende eksempel på

den brede interesse for arbejderhistorie, der er vokset frem stille og roligt i takt med,at den akademiske interesse synes at være stagneret. Både foreningens publikatio-ner, og dens talrige aktiviteter, der spænder over studiekredse, udstillinger, radioud-

sendelser, foredragsrækker, mm. er håndfaste beviser herfor. I Ringkøbing Amt

har man gjort sig nogle værdifulde erfaringer med denne form for foreningsarbejdegennem efterhånden ca. et halvt dusin år - det er erfaringer andre må kunne trække

på, når og hvis tilsvarende lokale initiativer sættes i værk. Kontakt til ASRA kan

opnås ved henvendelse til foreningens forkvinde, Bodil Fjendbo, Aulum - nærmere

adresse er desværre ikke opgivet i medlemsskriftet.

Niels Ole H. Jensen

Bjørn Bjørnsen: Arbeiderbladet 100 år. Bd. 1: Har du hjerte? Tusener lider! Bd. 2:

Har du frithet og sommersol kjær? Oslo 1984-86, 272 og 336 s. NKr. 295 (direkte fra

avisen)Norge er de mange avisers land. Ikke noe annet land i verden har tilnærmet så man-

ge lokale aviser sett i forhold til folketallet. Ikke noe annet land har overhodet så

mange sosialdemokratiske aviser. Rundt om i by og grend vokste arbeideravisenefram hakk i hæl med fagforeningene, partiavdelingene og forsamlingslokalene. Avi-sene var arnesteder for mange av de personlighetene som skulle komme til å prege

arbeiderbevegelsen, slike som Christian Holtermann Knudsen, Carl Jeppesen, Mar-

tin Tranmæl og mange flere.

Det var derfor med atskillige forventninger jeg tok fatt på Bjørn Bjørnsens to bø-

ker 0m Arbeiderbladet (tidligere Vort Arbeide og Social-Demokraten). Kritikkenhadde vært overveldende, og forfatterens bakgrunn i flere medier og som en sentraldeltaker i den aktuelle mediadebatten lovte det beste. Hovedstads- og riksavisen Ar-

beiderbladet kom første gang ut i 1884, og har vært den sentrale arbeideravisen hele

veien.

Forfatteren skildrer med brei penn hvordan den moderne arbeiderbevegelsenvokser fram og tar form i et gryende industri- og klassesamfunn med økende socialuro. I sentrum står Arbeiderbladet og de mange fargerike personlighetene som drev

arbeidet fram, ofte med friheten som innsats og om nødvendigmed egne midler -

om de hadde noen. I Arbeiderbladet møttes også spenningene og motsetningene i

den unge bevegelsen: håndverkerne, industriarbeiderne og de intellektuelle, bohe-

mene '0g socialistene, de ytterst forsiktige, og de utålmodige og rastløse. Denne

fengslende beskrivelsen av miljøet og personlighetene er bokas beste side.

Etter et par kapitler tar forfatteren oss med helt inn i avisspaltene. »Ettertidens0rd blir for tørre for å formidle den brusende framskrittstro som drev pionerenefram«. Med en skrivekunst som på sitt beste er glitrende, river han leserne med i en

virvelvind av begivenhedter og menneskeskjebner, seirer og nederlag. Vi følger avi-sen og bevegelsen gjennom indre strid og splittelser, fram til politisk makt 0g sam-

funnsansvar. Framstillinga mister i det lange løp mye av sitt grep på leseren. Etter

61

noen hundre sider av denne strømmen av levd og skrevet historie blir for mange

spørgsmål ubesvart, og behovet for i større grad å gå i dybden blir for sterkt. Den

skildringa som først så sterkt reiv leseren med, blir etter hvert mer og mere ei trede-

mølle. At forfatteren mot slutten kommer med interessant og tildels nytt materiale

om det omstridte redaktørskiftet i 1963, da drakampen om Gerhardsens etterfølgervar i full gang, og også kommer nær inn på EF-striden og andre viktig stridsemner

de siste par tiåra, retter ikke opp dette inntrykket.At arbeiderpressa og Arbeiderbladet i særdeleshet spilte en ytterst viktig rolle for

utviklinga av arbeiderbevegelsen i Norge, det kan en forstå. Men arbeideravisenes

helt spesielle funksj oner - ikke minst sammenlignet med andre land, og avisenes be-

tydning og utvikling som medier, forblir i stor grad ukjent landskap. Derfor sitter

ihvertfall denne leseren igjen med en følelse av at norsk arbeiderbevegelse har fått en

ny historikk, og på mange måter en ytterst fascinerende sådan, mens Arbeiderbladet

og arbeiderpressa fortsatt må vente på å få si historie skrevet.

Det var allikevel med en viss følelse av ny innsikt og forståelse, og ikke minst nys-

gjerrighet, at jeg neste gang åpnet Arbeiderbladet og lot øjnene gli over de velkjentespaltene.

Arnjinn Malme

Paul Buhle: Marxism in the United States: Remapping the history of the American

left. Verso, London 1987, 299 s., Eng. pnd 8,95Som det fremgår af titlen, er det Paul Buhles hensigt at »kortlægge« den amerikan-

ske venstrefløjs historie på ny. Det lykkes ikke helt, selv om der i bogen er flere

spændende synsvinkler på udviklingen i den amerikanske arbejderhistorie. Paul

Buhle har valgt at koncentrere sig om den politisk- ideologiske udvikling, og inddra-

ger i sin bog kun i begrænset omfang den amerikanske fagbevægelse, og de forhold,der var afgørende for udviklingen i denne. Hermed er forfatterens dilemma for så

vidt allerede ridset op. Det er på den ene side helt i orden at ville beskæftige sig med

eksempelvis den politisk- ideologiske udvikling i den amerikanske arbejderbevægel-se uden samtidig at skulle levere en kulegravning af fagbevægelsens brogede og uho-

mogene historie. Men på den anden side er det svært, for ikke at sige umuligt, at

forklare den politisk- ideologiske bevægelses manglende evne til at slå igennem i den

amerikanske arbejderklasse, hvis man ikke netop går ind i fagbevægelsens histori-

ske udvikling.Buhle opdeler udviklingen i fire epoker, der rummer situationer, hvor venstreflø-

jen - eller »radikalismen«, som er Buhles foretrukne begreb om venstrefløjen - be-

fandt sig i offensive positioner, men fejlede at bryde afgørende igennem.Den første periode placeres i 90'erne, hvor immigrantbølgerne bragte den marxi-

stiske ideologi med til den nye verden. I modsætning til den traditionelle vurderingaf immigranterne som værende befolkningsgrupper, der i alt væsentligt var domine-

ret af konservative ideologiske holdninger, mener Buhle, at der i disse store gruppereksisterede meget betydelige radikale tendenser, der blev skærpet og udviklet gen-nem konfrontationen med det overvældende amerikanske industrisamfund. Når

disse revolutionære kræfter ikke kom til at påvirke den amerikanske arbejderklassepå afgørende vis, skyldtes det, at de radikale immigranter var for doktrinære i deres

ideologiske opfattelser, og ikke evnede at tilpasse deres teori til de specifikke ameri-

kanske samfundsmæssige forhold. Bl.a. var man i disse kredse ikke opmærksomme

på,at den sproglige isolation var af afgørende betydning. I stedet for bevidst at satse

62

på at udgive engelsksprogede socialistiske aviser og tidsskrifter fortsatte man i man-

ge år med en broget udgivelse af publikationer pådiverse sprog, der henvendte sig til

de etniske mindretal, først og fremmest på tysk. Med tiden smuldrede disse radikale

grupperinger hen, for til sidst helt at forsvinde. Det er Buhles opfattelse, at immi-

grantbølgerne reelt var modtagelige for revolutionær agitation, men at chancen blev

forpasset.Opfattelsen af, at de nye masser af indvandrere skulle være radikalt sindede hol-

der næppe stik. Men det er naturligvis vanskeligt at måle noget sådant. Kun synes

det ikke at være noget overbevisende argument, at der blandt de store immigran-tionsbølger rent faktisk befandt sig mange personer med betydelig teoretisk indsigtog politisk erfaring. Drømmen om jord og dermed om en tilværelse som selvstæn-

dig, fri bonde, har uden tvivl været helt central for en meget stor del af indvandrer-

ne, der fortrinsvis havde en baggrund som ludfattige, forkuede landarbejdere oghusmænd. Er man optændt af et sådant håb for fremtiden, er der ikke megen pladstil revolutionær begejstring og samfundsmæssigt undergravende arbejde.

De første to årtier i det 20. årh. udgjorde storhedsperioden for Socialist Party of

America, der med Eugene Debs i spidsen havde en politiker af virkeligt format. Par-

tiets grundlag var nok principielt set marxistisk, men dets baggrund var samtidig en

samling af forskellige smågrupper,der tidligere havde ligget i intern strid med hin-

anden, bl.a. foranlediget af teoretiske spørgsmål. Disse uenigheder, der som centralt

stridsemne bl.a. rummede forholdet til fagbevægelsen, blev ved med at eksistere op

gennem partiets historie og kom til at give partiet dødsstødet som bevægelse af be-

tydning i løbet af 30'erne. Paul Buhle argumenterer for, at Socialist Party på afgø-rende vis forpassede chancen for et massegennembrud, fordi partiet ikke formåede

at gøre sig til talerør for det radikaliserede småborgerskab, der netop i disse årtierblev stadigt hårdere presset af den hastigt ekspanderende monopolkapital.

Med dette synspunkt går Buhle ind i en diskussion, der rasede med stor heftighed i

Socialist Party i årene efter århundredskiftet. Men med til diskussionen hører over-

vejelser over, på hvilken måde et sådant engagement ville have påvirket partiet som

arbejderparti - med andre ord spørgsmålet om, hvorvidt et arbejderparti, der be-

vidst satsede på også at tale småborgerskabets sag, reelt ville være i stand til at fast-holde sit eget ideologiske ståsted, der i sagens natur kun kan være i objektiv mod-

sætning til småborgerskabets klassemæssige interesser i det større perspektiv. Disse

ideologiske problemer får ikke tilstrækkelig forståelse fra forfatterens side i den el-lers spændende diskussion af forholdene i Socialist Party omkring partiets førstefortumlede leveår.

De sidste to såkaldte højdepunkter i den amerikanske marxismes udvikling til-

lægger forfatteren 30'erne og ungdomsoprøret i sidste del af 60'erne og begyndelsenaf 70'erne. I 30'erne focuseres der på det lille amerikanske kommunistiske parti, der

havde omkring 100.000 medlemmer, hvoraf en betydelig del var intellektuelle, men

hvor partiet også indtog forholdsvis mange centrale positioner i en række fagfor-bund. Det er almindelig anerkendt, at det kommunistiske partis indflydelse i 30'erne

langt oversteg dets medlemstal, og også at partiet i flere store fagforbund opnåedestor anerkendelse og opbakning for dets indsats i de faglige kampe, der især inden-

for CIO førte frem til en massiv organisering af de ufaglærte arbejdere i den industri-

elle masseproduktion. Men herfra er der et meget stort skridt til at hævde, at der

reelt eksisterede en mulighed for et bredt gennembrud for partiet i den amerikanske

arbejderklasse.Ifølge Paul Buhle var arbejderklassen radikaliseret, og desuden arbejder Buhle

63

med en noget svævende opfattelse af en permanent eksisterende radikalisme i den

amerikanske befolkning, der tilsyneladende ligger lige under overfladen i den ameri-

kanske kultur og hele levevis. Det kommunistiske parti var i 30*erne ikke i stand til

at forstå, at den leninistiske og stalinistiske fraseologi ikke passede ind i amerikan-

ske samfundsforhold.

Argumentationen holder ikke. Trods en meget skærpet faglig radikalisme, der re-

sulterede i en lang række voldsomme konfrontationer med både politi og militær,

var der ikke tale om nogen politisk eller ideologisk radikalisering af den amerikan-

ske arbejderklasse i 30'erne. Tværtimod stod præsident Roosevelt overordentligstærkt - også i arbejderklassen, pga. den såkaldte »new deal« politik, der rent fak-

tisk bl.a. indeholdt et radikalt gennembrud i juridisk henseende for arbejderbevæ-

gelsen, idet man for første gang slog fast, at amerikanske arbejdere var sikret ret til

faglig organisering under den amerikanske forfatning.Når Buhle opfatter den radikale studenterbevægelse i 60'erne og 70'erne som en

del af den marxistiske bevægelse i USA, er der al grund til at hæve brynene en smule

og bryde ud i et lille spørgsmålstegn.Nok eksisterede der deciderede marxistiske

grupperinger i visse universitetsmiljøer, men i sammenligning med den nymarxisti-ke bevægelse i Europa, var deri USA tale om ganske små lommer af studerende, der

langtfra var toneangivende i det såkaldte ungdomsoprør. Her var det først og frem-

mest fredsbevægelsen og den moralske indignation over Vietnamkrigen, der var det

centrale. Men givet er det, at hele denne bevægelse medførte udviklingen af en bred

subkultur, der stadig lever, og hvis mest markante udtryk i dag er kvindebevægel-sen. Denne brede og vildtvoksende alternative kultur regner Paul Buhle med som en

del af venstrefløjen i USA. Man kan altid diskutere graden af det at være venstreori-

enteret, og Buhle har altså valgt en særdeles bred definition i dette tilfælde. Det er

Buhles tese, at det venstreradikale ungdomsoprør langt fra er dødt. Tværtimod fun-

gerer det i kraft af en alternativ kultur og et progressivt livssyn, der nu har udfordret

den gamle amerikanske kultur gennem medierne og gradvist vinder indflydelse her-

igennem.Indflydelse på det amerikanske samfunds normer og livskvalitet gennem det mo-

derne samfunds masseforbrug af f.eks. film, tv, radio, musik, osv. vil udvikle en ny

massekultur, hvor 60'ernes radikalisme vil slå igennem gradvist. Et konkret udtrykfor denne udvikling skulle være græsrodsbevægelserne og andre udtryk for radikale

grupperingers livsaktiviteter, hvis nye og relativt stærkt udvidede rammer omkringdet enkelte individs personlige frihed og hele gøren og laden kan ses som eksempel

på stadig voksende indflydelse.Paul Buhle giver sig ikke tid til mange overvejelser om, at det hele måske kunne gå

hen og udvikle sig lige modsat. At den moderne underholdningsindustri m.m. vil

kvæle radikalismen. Og det er nu ellers nok en tanke værd, hvis man i fuldt alvor

mener, at en radikal venstreorienteret udvikling i USA kan finde sted via popmusik

og andre udtryk for den såkaldte massekultur i det moderne industrisamfund, for

nu at sætte sagen på spidsen.Paul Buhles behandling af det såkaldte »nye venstre« viser med tydelighed, at

Paul Buhle selv er et ægte barn af den amerikanske venstreradikalisme, som den ud-

viklede sig i 60'erne. Der forekommer at være en del fuldstændig løsreven ønske-

tænkning i diskussionen om fremtidens udvikling, som det er vanskeligt at tage helt

alvorligt. Men til trods for det, er der alligevel mange spændende træk i bogen. Ikke

mindst diskussionen omkring Socialist Party og Eugene Debs er værd at stifte be-

kendskab med. Men som helhed må bogen siges at lide under én gennemgående

64

svaghed, nemlig en begrebsmæssig sammenblanding af termerne »marxisme« og

»radikalisme«. Disse to begreber bliver alt for ofte sammenblandet, hvilket betyder,at det klassemæssige perspektiv forsvinder ud af analysen i alt for mange tilfælde.

Det er bogens store svaghed, og så er det ligeledes et irritationselement, at bogen er

skrevet i et desværre alt for velkendt »overakademisk« sprog, der gør tilegnelse af

dens indhold helt unødvendig vanskelig.

Niels Ole H. Jensen

Willy Buschak: Das Londoner Büro. Europäische Linkssozialisten in der Zwischen-

kriegszeit. Amsterdam: Internationaal Instituut voor Sociale Geschiedenis 1985 (=Sozialhistorische Quellen und Studien, 1), 359 s., DM 64.-

Jan Foitzik: Zwischen den Fronten. Zur Politik, Organisation und Funktion linker

politischer Kleinorganisationen im Widerstand 1933 bis 1939/40 unter besonderer

Berücksichtigung des Exils. Bonn: Verlag Neue Gesellschaft 1986 (= Forschungsin-stitut der Friedrich-Ebert-Stiftung. Reihe Politik- und Gesellschaftsgeschichte, 16),364 s., DM 58,-Steen Bille Larsen: Mod strømmen. Den kommunistiske »Højre«- og »venstre«-0p-

position i 30'ernes Danmark. København: Selskabet til forskning i arbejderbevægel-sens historie (=SFAH's skriftserie, 17), 3205., Kr. 150 (medlemspris kr. 120,-)Siden Wolfgang Abendroths elever Hanno Drechsler, Karl H. Tjaden, Werner

Link, Kurt Kliem og Olaf Ihlau fra 1957 og utover offentliggjorde sine studier av

Tysklands sosialistiske arbeiderparti (SAP), den tyske kommunistiske opposisjo-nen (KPO), det internasjonale sosialistiske kampforbund (ISK), gruppene »Neu Be-

ginnen« og »Rote Kämpfer«, er historien om de tyske venstresosialistiske og høire-

kommunistiske smågruppene og - partiene kjent. Studiene konsentrerte seg om

Weimarrepublikkens sluttfase. Det var viktige bidrag til den vesttyske arbeidermot-

standens historiografi, selv om de bare streifet utviklingen etter den nasjonalsosiali-stiske maktovertakelsen. Senere avhandlinger om disse gruppers/ partiers eksil- og

motstandspolitikk - som f.eks. Jörg Bremers om SAP og Jutta v. Freybergs om de

Revolusjonære Sosialister - var snarere et tilbakefall som ikke nådde nivået til

Abendroths elever. Det en savnet var fram for alt bredt anlagte studier av den politi-ske, organisatoriske og ideologiske interaksjonen med beslektede organisasjoner og

strømninger i andre land.

I denne sammenheng fyller Buschaks, Foitziks og Larsens avhandlinger et sårt

følt desideratum. Selv om de tyske Studiene preges af å være doktoravhandlingermed alle ingredienser av det akademiske spillet (særlig Foitziks arbeid skjemmes av

en unødig bruk av fremmedord), kan en bare ønske dem et stort publikum. Alle tre

bidrar gjennom sitt enorme kilde- og litteraturtilfang, til å gi oss nye kunnskaperikke bare om småorganisasjonene,men også om kommunistiske og sosialdemokra-

tiske partier.Buschaks arbeid favner videst: Med et deskriptiv organisasjonssosiologisk ut-

gangspunkt undersøker han det internasjonale spektrum av opposisjonelle strøm-

ninger innen kommunismen og sosialdemokratiet i hele mellomkrigsperioden.Tyngden ligger ved »London-byrået«,som dannet det organisatoriske og politiskesentrum for de venstresosialistiske partiene i l930-åra. I 11 kapitler gir Buschak et

detaljert og nyansert bilde av utviklingen fra et internasjonalt arbeidsfellesskap(IAG) til London-byrået, av de interne diskusjoner (i begynnelsen først og fremst

mellom Trotskij og Walcher om' organiseringen av en ny internasjonale, senere stri-

65

den om enhetsfront, folkefront, den spanske borgerkrigen og POUM), men dessu-

ten også av de enkelte medlemspartier og- organisasjoner. Her finner vi et bredt

spektrum fra det norske Arbeiderparti som det desidert største, til småorganisasjo-ner med et dusin medlemmer. Tyskland var representert ved SAP, Hugo Urbahns

Leninbund og den trotskistiske venstreopposisjon (LO), England ved IndependentLabour Party, Holland med to partier (OSP 0g RSP), Sverige med Kilbom-kom-

munistene, Frankrike med PUP, italienerne med det maximalistiske eksil-PSI. Mot

slutten av 1930-åra var det bare rester igjen: SAP hadde forlatt byrået i oktober

1938. POUM, lLP, PSI, KPO og de øvrige medlemmene var organiasjoner i mot-

gang og uten nevneverdig forankring verken i arbeiderklassen eller i den politiskevirkeligheten. Navneforandringene kunne heller ikke gi ny liv. Borgerkrigen i Spa-nia hadde ikke blitt arbeiderbevegelsens vendemerke. Krigen ble avgjort i Moskva,London og Paris, - uten den samlede arbeiderbevegelsens medvirkning. Det eneste

som venstresosialistene kunne gjøre, var å forsøke å redde sine kadre og ideer for

gjenoppbyggningsfasen etter krigen.Fluktuasjonen blandt London-byråets medlemmer, deres høyst forskjellige fore-

stillinger om byråets karakter, om folkefronten, holdningen til Sovjetunionen, ogsåderes ulike fascisme-analyser, gjenspeilte deres intellektualisme og den manglendeforankring i en politisk virkelighet. De var for det meste politisk-ideologisk splittet,ofte i eksil eller i en politisk ytterst perifer situasjon. Dette bidro sterkt til realitets-

tap. Ser en på resultatet, må en med rette spørre seg om de virkelig fortjener omfat-

tende studier. Buschak viser her med rette til, at ideene er det avgjørende kriterium,ikke organisasjonenes størrelse. Det kan være på sin plass å minne om politiske ana-

lytikere som Sternberg, Thalheimer og Trotskij. Deres skrifter hører til fundamen-

tet for all fascisme-forskning. Vi kan også minne om Maurin, Falk, van der Goes og

Goldenberg, - for å nevne noen. Alle søkte de og fant vesentlige svar på sosialdemo-

kratenes immobilitet og Komintern-kommunismens degenerasjon.Også J an Foitzik stiller spørgsmåletom »nødvendigheten«av et arbeid om ven-

stresosialistiske og høyrekommunistiskesmåorganisasjonerog -partier. For ham er

det indikatorer på politiske kriser. Han ser framfor alt deres betydninger i deres

overproporsjonale betydning i den antifascistiske motstanden - både i Tyskland og i

eksil. Konkret undersøker Foitzik følgende partier/ grupperinger: SAP, KPO, Neu

Beginnen (»Org.«),Rote Kämper, ISK, trotskistene, anarko-syndikalistene og de re-

volusjonære sosialistene i RSD i den tyske motstandskampen og deres funksjon og

organisasjon i eksil. Videre drøfter boka den politisk-strategiske dimensjonen av de-

res motstandsveiledning samt deres politiske struktur og funksjon. Boka avsluttes

med ca. 600 korte biografier og en oversikt over kampnavn og pseudonymer. F oitzik

viser med stor innsikt i stoffet hvordan den indre tyske motstandskampen fjernet seg

fra eksil - og omvendt og hvordan internasjonale strategiske målsettinger og forbin-

delser determinerte eksilpolitikernes trekk. For et nordisk publikum er her uten

tvivl eksil-SAPs agering mellom det norske Arbeiderparti, Mot Dag og Kilbom-

kommunistene av størst interesse - selv om han her feiltolker Walchers opphold i

Norge sommeren 1933.

Foitzik understreker at det var »linstrukturerte interne stridigheter som karakte-

riserer smågruppene«,og at mange kamper og rivninger bare kan forstås ved hjelpaf innsikt i aktørenes personlighet og livshistorie. Steen Bille Larsen er inne på sam-

me tanken når han i sin studie av de danske høyre- og venstre- kommunistiske miljø-er siterer Torben Kirstein: »Metz og Boserup stod ikke til hinanden«. I motsetningtil Foitzik utdyper han dessverre ikke dette poenget videre, et poeng som etter min

66

mening er viktig for år forstå politisk »uforståelige«splittelser. Ser en på størrelsenav de gruppene som Larsen behandler (Boserup-gruppen, Metz-gruppen og KPO-

emigrantene på høyrekommunistisk side, Moth-gruppen, Leninistisk Arbejdsgrup-pe, Socialistisk Samvirke og trotskistiske emigranter rundt Georg Jungclas som de

viktigste på venstrekommunistisk side), kan en føle seg hensatt til entomologien. Li-

kevel er også Larsens nitidige studie et viktig bidrag både til forståelsen af DKPs og

sosialdemokratenes politikk og til forståelsen av samhandling, påvirkning og mulig-hetene og grensene for solidaritet over landegrensene. En kan her bare understreke

Leninistisk Arbejdsgruppes og »Arbejdet«sbetydning for å analysere og få frem

motsigelsene i Moskva-prosessene. Det kan også minnes om Boserup-gruppens og

Bøggilds solidaritet med politiske flyktninger, videre Mot Dags betydning for tids-

skriftet »Frem« eller det bildet av Frem og Broby Johansen som Mot Dag formidlet

videre til tyske emigranter. Larsen understreker imidlertid med rette det spesiñkkdanske ved de venstre- og høyrekommunistiske gruppene. Emigrantene skapte dem

ikke, men de støttet dem - ut fra egne interesser - politisk og praktisk. Det kan for-

resten være av interesse å henvise til tyskernes problemer med danskenes mentalitet.

I et hjertesukk fra Bobzien fra september 1933 heter det bl.a.: »Det vanskeligste her

er å vende seg til befolkningens mentalitet. Bortsett fra Wien finnes det neppe i hele

verden så mye flegma, så mye selvfordypelse, klossethet og ubevegelighet som her«.

I en internasjonal, også i en nordisk sammenheng, spilte de danske høyre- og ven-

strekommunister ingen rolle. Ingen av dem fikk tilnærmelsesvis den betydningensom f.eks. Mot Dag eller Kilbom-kommunistene hadde. Deres problemstillinger ble

styrt av Komintern og selv definerte de sin politikk »i motsetning«til Komintern,men også de var uttrykk for spenninger innen arbeiderbevegelsen, - på samme måte

som f.eks. KPO, SAP, Leninbund osv. Uten deres bidrag hadde den sosialistiske ogkommunistiske debatten vært fattigere.

Naturligvis kan det reises en rekke detaljinnvendiger mot de tre bøkene. Få for-

skere på de tre forfatteres nivå er helt fortrolig med en rekke lands arbeiderbevegel-ser. Dessuten står de overfor vanskelige kildemessige problemer og

- Fotizik er mest

oppmerksom på det og derfor mest tilbakeholdende - overfor kilder med en ekstrem

heterogen kvalitativ proveniens. Personlig hadde jeg hos Larsen ønsket meg større

forsiktighet når det gjelder Jungclas utsagn. »Held« - det riktige navnet er Heinz

Epe - kan heller ikke bare framstilles som et offer for Brandts eksklusjon. Til det var

Epe en altfor trent fraksjonspolitiker (jfr. Buschak, s. 116). Jeg hadde også ønsketmeg, at han hadde gått inn på SAP-emigrantenes rolle i det danske miljøet. Ikkebare hadde Franz Bobzien som SAPs første representant i København kontakt med

Bøggild (i november 1933 reiste de sammen til Jylland) og J ungclas sommeren 1933;men i 1937 hadde også SAP, KPO og IKL et samarbeid og inntok felles standpunk-ter når det gjaldt Spania, og i 1937 fulgte SAP-gruppens leder Günther Hopf(f)e ogen rekke SAPere gruppen »Neuer Weg«, En nærmere drøftig av SAP hadde ikke

minst vært av interesse fordi partiet i sin selvforståelse i all fall i 1933 og 1934 ville

være et kommunistisk parti, og fordi det internasjonalt hadde som mål å skape en nykommunistisk internasjonale.

Mot Foitziks arbeide kan det også reises enkelte innvendinger. Mange av biogra-ñene er ufullstendige (Beck, Behm, Buchheister, Schöler, Strobl, Taurer - for å nev-

ne noen »nordiske« emigranter), mens andre viktige navn (f.eks. Gertrud Meyer,Heinz Thelen, Hertha Walcher og Paul Wassermann) mangler. Opplysningene om

SAP i Danmark, Holland, Belgia er ufullstendige og de om hjelpeorganisasjonene i

de nordiske landene får ikke karakteriske forskjeller fram. Her trengs det atskillig

67

mer komparativ forskning. SAP-arkivet i Oslo kan her gi mange nye svar når det

gielder tyske emigranters 'engasjement i nasjonale arbeiderbevegelser og i det inter-

nasjonale fellesskap av venstre-sosialistiske organisasjoner. Hele debatten om det

norske Arbeiderparti, som ble ført innen SAP, og mellom SAP og trotskistene, Wil-

ly Brandts omfattende fraksjonelle engasjement i Norge, og SAPs forsøk på å få Ar-

beiderpartiet til å betale et SAP-medlems fraksjonsarbeid i det britiske ILP, motbe-

viser forresten Buschaks utsagn, nemlig at SAP ikke var interessert i å få innflytelsepå sine samarbeidspartnere.

Slike og andre innvendiger har imidlertid ingen innvirkning på min innledende

bemerkning: Vi har her med tre studier å gjøre som trass i sin tilsynelatende periferetematikk gir vesentlige nye bidrag til forståelsen av arbeiderbevegelsen som en diffe-

rensiert og fasettert helhet.

Einhart Lorenz

Niels Finn Christiansen: Arbejderbevægelsens forhistorie. Træk af den tidlige dan-

ske arbejderbevægelses politiske og sociale udvikling 1848 til 1880. Udgivet af Sel-

skabet til forskning i arbejderbevægelsens historie 1986, 188 5, kr. 120.- (medlems-

pris 100.- kr.).»Arbejderbevægelsensforhistorie« er et grundigt studie i dansk arbejderklasses op-

rindelse og i den tidlige organisering af arbejderne. Bogen er illustreret med en ræk-

ke illustrationer, hvoraf de fleste er affotograferede samtidige portrætter, artikler

m.m.

Indholdsmæssigt består bogen af to hoveddele. Første del omhandler feudalsam-

fundet, dets klasser og sociale forhold og dets udvikling frem mod en kapitaliseringaf produktionsforholdene. De økonomiske og sociale rammer for arbejderklassens

opståen indkredses. Fremstillingens anden del er en analyse af arbejderbevægelsensførste tiår.

Blandt hovedtrækkene i bogens indhold kan nævnes, at forfatteren redegør for

spændingsforholdene mellem samfundets feudale, småborgerlige og kapitalistiskeelementer i den politiske og sociale udvikling i l800-tallets første halvdel. Det frem-

hæves bl.a., at det var omkring disse spændinger,at en borgerlig, liberal bevægelse

og bondebevægelsen opstod, samt at disse to klassebevægelser var med til at skabe

nogle af rammerne for en arbejderklasse og -bevægelse.Videre opridses arbejderklassens etableringsfase ca. 1840-80. Den domineredes

af, at andre samfundsklasser forsøgte at organisere arbejderklassen, samtidig med

at klassen forsøgte at organisere sit eget liv. Det er bogens tese, at denne modsæt-

ning udmøntedes i 3 politiske, organisatoriske og ideologiske tendenser: 1) En sen-

feudal, restaurativ tendens, der stræbte efter at fastholde de laugsprægede former.

2). En borgerlig eller småborgerlig tendens, hvorunder adskillige arbejderforeningerså dagens lys med det formål at disciplinere arbejdere til borgere.

Den tredie tendens var antikapitalisk og socialistisk og analyseres nærmere i res-

ten af bogen. Her berøres den internationale udviklings indflydelse på den danske

arbejderbevægelse,bevægelsens organisationsstruktur og program. Bevægelsens

første arbejdskampe i 1871-72, der fandt sted under borgerskabets og statsmagtensmassive modstand, ledernes fængsling og slaget på Fælleden 1872 beskrives. Andre

temaer er forholdet til bondebevægelsen og partiet Venstre, arbejderbevægelsens

opfattelse af staten, forholdet til internationalismen og Gimleprogrammet 1876.

Analysen afsluttes med beskrivelsen af, hvordan oprettelsen af fagforeninger og

68

lønkampene kulminerede 1874-75, hvorefter bevægelsen gik tilbage bl.a. på grundaf den internationale krise. Til slut omtales Pios og Geleffs afrejse til USA 1877 og

reorganisering af bevægelsens struktur.

Bogens indhold har helt sikkert baggrund i en omfattende indsigt i arbejderklas-sens og -bevægelsens oprindelse. Den er da også, som nævnt i bogens forord, »ud-rundet af et langvarigt forskningsarbejde«, og den har derfor nydt godt af de senere

års forskning i arbejderklassens og -bevægelsens historie. Det er alt i alt også en bog,der måtte interessere folk med generel interesse for arbejderbevægelsens historie.

Hvis man ser på bogens form, er det glædeligt,at der er gjort en del ud af billedsi-

den - omkring 20 sider med illustrationer. En herlig ting er aftrykket af en artikel fra

Illustreret Tidende om et besøg på et pantelånerkontor som et eksempel på en appeltil den filantropisk indstillede del af borgerskabet. Desværre kommer noget af bil-

ledmaterialet til at virke løsrevet fra teksten. De gælder f.eks. billedet s. 140 af Aug.Neuberts mekaniske væveri, der ikke umiddelbart har sammenhæng med den omgi-vende tekst. Efter min opfattelse måtte der gerne være gjort endnu mere ud af bille-

derne, og helst skulle der have været mange flere.

Med hensyn til den skriftlige form er den ikke alt for akademisk, hvilket normalt

er med til at afskrække mange læsere. Alligevel fremstår bogen desværre som lidt

kedelig og lidt »for pæn«, hvilket kan skyldes at skrivemaskinetrykket ikke er så læ-

sevenligt.Det er også med til at gøre læsningen lidt træg, at læseren skal igennem en længere

generel indføring i feudalsamfundets afvikling, før det efter 50 sider kommer til at

handle om arbejderklassens organisering og kampe. Derudover mangler der også i

min udgave en overgang mellem teksten på side 61 og til side 64. Der er illustration i

de mellemliggende sider, så noget må være faldet ud. Det gælder også for s. 145-146.

Bogen starter ellers ganske spændende op med udgangspunkt i Pios »SocialistiskeBlade« og en række spørgsmål, der vil blive besvaret i resten af bogen. Det bliver

spørgsmålene også, men det kunne være ønskeligt, hvis svarene på de opstillede pro-

blematiseringer var trukket tydeligere op. Det ville lette læsbarheden.En forklaring på dette kunne være, at manuskriptet er skrevet med andet formål

for øje. Forfatteren skriver nemlig i sit forord, at manuskriptet »har haft en omtum-

let tilværelse« og har skullet indgå i flere kuldsejlede planer. Hvis manuskriptet hav-de været mere målrettet, tror jeg også, at bogen kunne nå videre ud end til en kredsaf arbejderhistoriskinteresserede historikere.

Anne Cornelius

Chris Cook/ Geoff Pugh: Sources in European Political History, Vol. 1. The Euro-

pean Left, Macmillan Press, London 1987, 237 s., i 35.00

Titlen på ovennævnte bog kan misforstås, da der i virkeligheden er tale om en guidetil en helt bestemt type kilder, nemlig dem der findes i private personarkiver, dvs.

primært personlige breve og manuskripter. Der er tale om en alfabetisk guide over

mange (ca. 1.000) betydningsfulde personer i eller med tilknytning til arbejderbevæ-gelsen. Heldigvis er begrebet »European Left« defineret bredt. Man kan altså finde

anarkister, syndikalister, socialdemokrater, kommunister, folkesocialister mm.

Det øger naturligvis bogens værdi.Hvor findes kilderne: arkivalierne, brevene, manuskripterne? Det spørgsmål er

altid relevant for fagfolk -

og for dem som interesserer sig for den internationale

arbejderbevægelse er denne bog afgjort af interesse. Der er jo mange kendte og

69

ukendte, glemte og stadig aktuelle personligheder, der engang har spillet eller stadigspiller en rolle i og for arbejderbevægelsen.Man kan finde »store« og »små« navne i

denne bog - hvis de altså har efterladt sig noget, der kan kaldes privatarkiv.Heldigvis er der mange der har, men det betyder samtidig, at det i høj grad er de

enkelte institutter og arkivinstitutioner, der sætter grænserne for, hvem der er med-

taget i bogen. Selvfølgelig ville det være nonsens at lave en arkivguide til privatarki-ver, som ikke findes. Men det kan også virke besynderligt at medtage folk, blot fordi

de har efterladt sig papirer i et arkiv. En overvejelse i forordet af kriterierne for ind-

dragelsen fra forfatternes side havde været rimelig.Forfatternes afgrænsninger og udeladelser forekommer rimelige, selvom en vigtigafgrænsning i bogen er irriterende. Bogen medtager nemlig ikke personer fra en-

gelsk og irsk arbejderbevægelse,men henviser til et specielt værk, hvor disses arki-

ver er registreret. Bogen er dermed ikke blevet det helhedsværk, man kunne ønske

sig, hvad den kunne været blevet, hvis forfatterne havde valgt mere kvalitativt frem

for kvantitativt. Man har også mistet den enestående mulighed til at fortælle ikke-

englændere, hvor markante engelske og irske socialister har efterladt deres papirer.Naturligvis kan man købe guiden til de engelske arkiver, men man kan jo også købe

guider til de tyske, franske osv. og dermed undlade at købe dette værk.

En anden begrænsninger, at personarkiver i østeuropæiske lande ikke er medtag-et, da de hævdes normalt ikke at være tilgængeligefor vestlige forskere. Det har nok

været tilfældet, men er det blevet undersøgt i forbindelse med denne bog? Er det et

faktum eller en fordom? Er forholdet i givet fald det samme i alle østeuropæiske sta-

ter? Som bekendt er der en forskel på statslige arkiver og f.eks. partiarkiverne -

og

også østeuropæiske forskere har ikke umiddelbart adgang til de sidste. Det lader til

at Cook og Pugh har gjort sig det lidt for let.

Men tilbage til bogen. Den indeholder en mængde værdifulde oplysninger. F.eks.

er der en bred repræsentation af danske personligheder fra' Pio til Gert Petersen.

Dog er f.eks. Frederik Dreier ikke kommet med, da forfatterne har koncentreret sigom ABA. K. B. Andersens og Ernst Christiansens arkiver er imidlertid ikke kommet

med, da deres arkiver ikke var modtaget, dengang forfatterne besøgte ABA. Det

kunne tyde på, at bogen snart burde kunne udkomme i et nyt oplag.Men ellers er det naturligvis de udenlandske arbejderpersonligheder, der må have

interesse. Det er ikke overraskende, at et flertal af de internationalt meget kendte

socialisters papirer findes i lISG i Amsterdam. Dette institut er en guldgrube for den

historiske forskning og i ordets egentlige betydning. Her findes de dyrebare breve

fra og til bl.a. Kautsky, Bebel, Bakunin, Becker, Engels og Marx. Sidstnævntes ho-

vedsamlinger hævdes dog at befinde sig i Instituttet for Marxisme-leninisme i Mos-

kva (s. 134).Der er dog også overraskelser. Hoover-Instituttet i Californien har f.eks. en sam-

ling Zetkin-breve og andre vigtige arkiver, bl.a. også en samling breve fra GeorgiDimitrov. Lev Trotskys arkiv findes på Harvard, mens Alexandra Kollontai har en

pæn brevsamling i Arbetarrörelsens Arkiv i Stockholm. Hovedparten af hendes pa-

pirer findes dog (utilgængelige?)i Moskva. Rigspræsident Friedrich Eberts papirerer derimod mere eller mindre forsvundet eller bortkommet efter 1933, og Alexander

Helphand Parvus ødelagde selv sine papirer inden sin død i 1924. Man kan dog fin-

de enkelte breve i Berlin og Californien. Det kan man også i Danmark, men den

oplysning er ikke kommet med.

Generelt kan man sige, at forfatternes oplysninger om indhold er gode og anven-

delige, men deres henvisninger er alt for tilfældige. Et ret væsentligtproblem - som

70

kun er omtalt for de danske privatarkivers vedkommende -

er, at mange prominen-te personers korrespondencer ligger i institutionsarkiver og ikke i privatarkiver. Det

gælder vel først og fremmest for partiledere, hvor grænsen mellem privatperson/partiperson så at sige er umulig at drage. Det ses ikke omtalt ved de andre lande,men det kan næppe være et enestående dansk tilfælde. Inddragelse af dette ville have

givet mange supplerende oplysninger. F.eks. står der om russerne Abramovic og

Akselrod, at deres papirer findes i 1180. Der er imidlertid fyldige korrespondencerfra deres hånd i det danske Socialdemokratis arkiv, som ikke er omtalt. Naturligvishavde det været en uoverkommelig opgave for forfatterne at gennemføre en sådan

registrering konsekvent, men bare et forsøg ville have øget bogens værdi. Også her

havde kvalitet været at foretrække for kvantitet.

Hovedindtrykket er en bog, der i sin nuværende form kan bruges til en første ori-

entering. Derefter må man « som bogen selv anbefaler - skrive efter oplysninger hos

de relevante institutioner. Det der er nyt er, at man nu ved, hvem man skal henvende

sig til, og svarene vil forhåbentlig være udførligere end bogens oplysninger.

Henning Grelle

Christiane Eisenberg: Deutsche und englische Gewerkschaften. Entstehung und

Entwicklung bis 1878 im Vergleich - Kritische Studien zur Geschichtswissenschaft

72 - Vandenhoeck & Ruprecht, Göttingen 1986, 391 s., DM. 75,-Afhandlingen er en dissertation, der består af 4 dele. Eisenberg vil forsøge at sam-

menligne de faglige organisationers udvikling i England og Tyskland ud fra de for-

skellige samfundsmæssige forhold. Med det formål for øje går hun langt tilbage i

historien -

og som det viser sig med rette - for at få disse forskelle frem. Hun tagerudgangspunkt i forskellige erhverv og lægger speciel vægt på skrædderne.

I første afdeling diskuterer hun håndværkstraditionerne, for at finde ud af hvilken

betydning de havde som igangsætter hhv. det modsatte ved oprettelsen af egentligefagorganisationer. I anden afdeling undersøger hun håndværkersammenslutninger-ne (laugene), og herunder især om de var forløbere for fagorganisationerne i perio-den op til l848-revolutionen. 3. afdeling er helliget en undersøgelse af sammenhæn-

gen mellem den faglige og politiske arbejderbevægelse i perioden mellem ca. 1830 ogca. 1860, og endelig undersøges i den 4. afdeling fagbevægelsens struktur og funk-tion i l860'erne og I870'erne.

Kildegrundlaget er bredt, specielt hvad angår den tyske del; der er også en ret 0m-

fattende litteraturfortegnelse, men hun har dog stort set undladt at inddrage under-

søgelser fra DDR, hvad der er beklageligt for forståelsen af den tyske fagbevægelse.Ejheller benytter hun sig af Michael Vesters undersøgelse (Proletariatets opståensom læreproces),hvad der må sigesat være en alvorlig fejl, fordi Vesters undersøgel-se har betydning for hendes egen og med fordel kunne have været brugt. Ejheller er

oplysningerne om engelske studier af fagbevægelsensopståen specielt omfangsrige,i forhold til hvad der er udkommet.

Den engelske fagbevægelse er ældre end den tyske (og den øvrige europæiske fag-bevægelse); den engelske fagbevægelsevar mere fagorienteret end den tyske og der-

med mere opsplittet - et forhold der også er kendt i dag - mens organisationsgradenvar væsentlig højere i England. Den afgørende forskel ser hun i forholdet til politi-ske organisationer; hun ser de engelske faglige organisationers udvikling som uaf-

hængig af politik, hun opfatter dem som partipolitisk neutrale. De tyske derimod

opstod som følge af politiske organisationers indgriben. Her befinder hun sig i mod-

71

sætning til en nyere tendens i især vesttysk historieskrivning, specielt Ulrich Engel-hardt, som hævder håndværkertraditionens betydning.

Der må her rejses to indvendinger. For det første var de engelske faglige organisa-tioner ikke alle politiske neutrale - tværtimod var de politisk meget aktive som en

slags massebasis for det liberale parti. Den engelske arbejderbevægelse havde efter

chartismens nederlag åbenbart ikke kraft til at udvikle en selvstændig arbejderpoli-tik og samarbejdede derfor i meget lang tid med de Liberale. Først efter århundred-

skiftet blev den tvunget til at bryde dette samarbejde og også arbejde selvstændig pådet politiske område. Fagbevægelsen i England blev altså ikke socialistisk, som vi

kender det fra Tyskland og Skandinavien, dvs. den brød ikke eller først sent med det

gamle samfund. Eisenbergs opfattelse af politik er altså ret snæver. For det andet

bør modsætningen mellem tradition og politik næppe opfattes så bastant, som hun

gør. Dette historievidenskabelige problem - som gør sig gældende i Tyskland - har

nok mere sin årsag i en uudviklet forskning (hun gør selv opmærksom på, at den

tidlige fagbevægelses forhistorie kun er undersøgt i ansatser) end i virkeligheden.Der er naturligvis tale om både et brud og en videreførelse af traditioner. Spørgsmå-let er, hvor man vil lægge hovedvægten. Eisenberg opfatter tydeligvis bruddet som

det afgørende -

og hvad angår Tyskland - også med rette. Bruddet er politisk betin-

get, den tyske fagbevægelse var en socialistisk bevægelse på samme måde som den

danske (derudover fandtes der i Tyskland en liberal og en katolsk splittelsesbevæ-gelse).

To af de problemer, man åbenbart diskuterer i Tyskland, er, om den tyske bevæ-

gelse var for tidligt ude (i forhold til politisk stillingtagen) og iøvrigt var forsinket i

oprettelsesprocessen i sammenligning med England. Problemstillingen forekommer

at være ret tåbelig,hvis ikke det ekspliciteres, hvad der er ment med dette. Det, deri

virkeligheden spørges om, er, om arbejderbevægelsen blev integreret i samfundet pået tidligt tidspunkt eller ej, med andre ord, skulle arbejderbevægelsenanerkende ka-

pitalismen eller ej. Det, der imidlertid ikke er forstået af Eisenberg og åbenbart an-

dre, er, at de engelske arbejdere kunne integreres politisk, mens det ikke var muligt i

Tyskland. Årsagenvar naturligvis ikke det engelske hhv. tyske bourgeoisis godehhv. onde vilje, men de objektive omstændigheder.

Eisenbergs undersøgelse er ganske givet et fremskridt overfor den fremherskende

tendens i vestysk historieskrivning. Men hun er hæmmet af, at hun ikke forstår ar-

bejderbevægelsenssprog (s. 141 nævner hun »Klassenkampfrhetorik«, ligeledes s.

210, s. 147 lader hun engelske arbejdere foregive, at de er klassebevidste, »gaben sich

klassenbewusst«), at hun ikke kan strukturere de kendsgerninger, hun selv fremdra-

ger (f.eks. 5. 218 nævner hun, at man for at kunne gennemføre strejker i Tyskland,hvor man ikke havde store fagforeningskasser, måtte gennemføre indsamlinger -

det er i en periode de socialdemokratiske fagforeningers hovedfunktion, men har i

hendes interpretation ingen betydning. Den organisationspolitiske og demokratiske

skoling, som arbejderne fik i sådanne aktioner, er åbenbart uden betydning for hen-

de). Endelig kan hun ikke vurdere den tyske arbejderbevægelsesudvikling,hun op-fatter åbenbart Lassalleanere og Eisenachere som havende en ensartet opfattelse af

fagbevægelsens betydning (smlg. s. 177-84 og s. 259 f).Hendes vigtigste resultat, at fagbevægelsens opståen i Tyskland ikke er tænkelig

uden en politisk inspiration, er imidlertid indlysende og godt underbygget. Sam-

menligningen med den samtidige engelske udvikling tydeliggør dette aspekt og for-

klarer en væsentlig forskel i de to landes udvikling på det faglige område.

Gerd Callesen

72

Elibieta Ettinger: Rosa Luxemburg - A Life, Harrap, London 1987, XV + 286 s., S

10.95

Enhver trosretning, hvad enten der er tale om en religion eller en politisk overbevis-

ning med tilhørende verdensbillede, har foruden sine fundamentale forestillinger el-

ler dogmer, en række myter, legender, helte og skurke. Blandt de centrale temaer

finder man ogsåmartyrskikkelserne stående midt i deres egen-

og deres bevægelses- tragedie. Den socialistiske bevægelse, arbejderbevægelsen, er på dette område in-

gen undtagelse. Når man ser bort fra den kendsgerning, at de fleste af socialismens

forkæmpere rent faktisk fik en tilværelse -

og en afgang fra Jtilværelsen- som man

ikke ville unde sin værste fjende, er der alligevel enkelte skikkelser, som bedre end de

andre synes at udfylde helte/ martyr-rollen. I Danmark kan man se, at Louis Pio er

bedre ikonmateriale end Peter Sabroe, bland stalinismens ofre er Bukharin bedre

end Trotzky, og Che Guevara er Oluf Palme overlegen med hensyn til tragisk myte-dannelse.

For mig personlig har Rosa Luxemburg altid stået som den socialistiske heltemo-

dige martyr nr. 1. Sammen med Pariserkommunens nedkæmpelse, Februarkampe-ne i Wien, og afslutningen på Den spanske Borgerkrig har mordet på Rosa Luxem-

burg i forbindelse med Den tyske Revolutions sammenbrud, hvorunder flere end

blot dens ledere blev myrdet, været den begivenhed/ legende, der presser indignatio-nens tårer frem i øjnene og fylder mig med (vikariært) revolutionært raseri.

Efter at have læst Elibieta Ettingers Luxemburg-biografi er jeg sikker på, at hun

har haft det på nogenlunde samme måde. Rosa er Elibietas helt. I bogen, som er

opbygget kronologisk følger Vi Rosa Luxemburg i henseende til tid, sted, psykolo-gisk og politisk udvikling. Vi bevæger os fra forældre, fødsel og barndom i det tre-

delte Polen (1870-1889) over ungdom, studier, forståelse af marxismen og forelskel-

se i Leo Jogiches i Schweiz (1889-1898) til parti, klassekamp, sejre, nederlag og død i

Tyskland (1898-1919). Samtidig forsøger forfatteren at give os et udtømmende og

på en gang præcist og facetteret psykologisk billede af mennesket Luxemburg.Skal man pege på bogens hovedtema, er det ikke så meget Luxemburgs politisk-

teoretiske udvikling, for hvilken der ikke gives nogen stringent redegørelse, men

derimod historien om Rosa og Leo. Der er brugt megen energi, plads og detailbe-

skrivelse på at fremstille og forklare det tilsyneladende utroligt komplicerede for-

hold mellem disse to mennesker, hvis skæbner både i liv og død var uløseligt knyttetsammen. Og det er da interessant læsning - det er altid spændende at få et kig ind

bag sovekammerets og sjælens gardiner hos fremmede folk. Der er bare det ved sa-

gen, som vist enhver, der har prøvet det, har måttet sande, at ingen opgave er så

umulig som at give et plausibelt -7 for slet ikke at tale om et udtømmende - billede af

forholdet mellem to mennesker. Det ved Ettinger naturligvis også godt, og hun

kommer da heller ikke med nogen overforsimplet og nagelfast konklusion, men ha-

gen er bare, at hun ikke kommer sagen nærmere end at tillægge aktørerne en række

Freud-inspirerede psykologiske hang-ups, der så gør det ud for forklaringskategori-er. Rosa var en intellektuel gigant, på den ene side præget af idealistisk/ romantisk/social retfærdighedshunger og fuldstændig på det rene med sin egen intellektuelle

overlegenhed og dermed sin ret til »at bestemme farten«, og på den anden side en-

ikke-rigtig-polsk, ikke-rigtig-jødisk, ikke-rigtig-smuk kvinde med en pæn portionlibido - alt sammen noget, der godt kan give mindreværdskomplekser.

Leo havde en moderbinding, en dårlig samvittighed over at være rig samt en na-

turlig tilbøjelighed til at konspirere. Beskrivelsen af forholdet mellem de to overgåskun af Strindberg. Hertil kommer, at når ens nyfigenhed er tilfredsstillet, sniger den

73

tanke sig uvægerligt ind, at denne her historie måske kun er lige så vigtig som histo-

rien om Karl Marx og Helene Demuth, den om Friedrich Engels og Mary Burns

eller den om Louis Pio og den skønne Sylvia. Men det er trods alt nok at undervur-

dere forholdets, eller rettere samarbejdets, betydning for både Luxemburgs og Jogi-ches politisk/ teoretiske udvikling. Det er desværre bare ikke muligt at se, hvem der

lærte hvad af hvem, og hvordan luxemburgianismen ville være blevet uden J ogichesikke altid lige velforklarede eller -dokumenterede bidrag.

I hele dette forsøg på at udrede de følelsesmæssige og psykologiske irgange undla-

der forfatteren at pege på i hvert fald en ting, som for mig bidrager til at forklare,hvorfor, den ofte utroligt øretæveindbydende, Rosa holdt fast ved den som regelhelt utåleligeLeo, og det er, at det af bogens glimrende billedmateriale tydeligt frem-

går, at Leo var en flot fyr. Også flottere end de andre - ikke særligt talrige - kærester

Rosa havde gennem tiden efter Leo.

Og hermed er vi så nået til en af bogens virkelige kvaliteter, nemlig at den bidragertil på dokumenteret vis at aflive nogle af de mange røverhistorier, der eksisterer bl.a.

om Luxemburgs familiemæssige baggrund; hun kom fra et a-intellektuelt, assimile-

ringsstræbende jødisk småborgerhjem - det var ikke sådan, at familien i de stille af-

tentimer diskuterede Spinoza, Hegel og Karl Marx. Rosa havde livet igennem et

mildest talt uafklaret forhold til sin baggrund og familie, og dette førte til en masse

følelsesmæssige og praktiske komplikationer. Visse af bogens passager, der beskri-

ver Rosas krumspring, når hun overfor familien skulle redegøre for sit forhold til

Leo, kalder ligefrem på latteren. Det samme gælder iøvrigt beskrivelsen af Rosas

tyrkertro på kakaoens helsebringende virkninger og andre af hendes helt idiosyn-kratiske forestillinger om livskvalitet. Hvis bare det ikke var fordi, man ved nærme-

re eftertanke alligevel får en klump i halsen ved tanken om, hvorfor disse komiske

ideer måtte opstå hos hende.

Ligeledes må man efter Ettingers bog forlade tanken om den vildt promiskuøse

Rosa, og ditto for Leo J ogiches. Det gik såmænd ret ærbart og fredsommeligt til -i

hvert fald lader det til, at de mest intense erotiske passioner i hovedsagen har udspil-let sig på brevpapir. Det ville nu også være underligt, om de hver på sin side havde

haft tid til ret meget af »den slags« i betragtning af den mængde tid, de begge investe-

rede i teoretisk arbejde og politisk praksis.Hvis sandheden skal frem, og det synes Ettinger den skal, var der kun yderligere

to mænd, der spillede en erotisk rolle i Rosa Luxemburgs liv, nemlig Konstantin

(Costia) Zetkin og Paul Levi. Udover disse var der naturligvis massevis af mænd og

kvinder, der var vigtige for hendes udvikling og karriere, men selvom der loyalt re-

degøres for dem, bruger Ettinger ikke nær så megen plads og dokumentation på alle

disse. Eksempelvis må det beklages, at redegørelsen for Luxemburgs uenighed med

Lenin er så summarisk. Fjendskabet til Radek nævnes, men forklares næsten ikke,

og Karl Liebknecht forbliver en skygge i kulissen.

Bogens hovedkvalitet er imidlertid, at den er ualmindeligt velskrevet. Det er en af

den slags bøger, man virkelig læser af lyst. Den holder en perfekt balance mellem det

kedsommelige og det sensationssøgende. Den er forbilledlig i sin kronologiske form

og i sin fremstillingsmæssige klarhed. For læsere, der ikke interesserer sig for men-

nesket bag »skikkelsen« vil den være alt for spekulatin psykologiserende. Men for

os, for hvem Rosa Luxemburg er en af bevægelsens store helte, der lod sig myrde ogkaste i Landwehr-kanalen, fordi kampen for socialismen syntes hende det værd, er

Ettingers bog et »must«.

Lena Fluger

74

Henning Grelle og Anette Eklund Hansen: Arbejdsmandens historie i 100 år, Bind

4: Gartneri, land- og skovbrug »Kampen mod uretten«, Fremad, København 1986,135 s. kr. 188,-Da de tidligere bind i serien har handlet om byarbejdsmændenes vilkår, er dette

bind om landarbejdere (mænd og kvinder) særlig velkomment, og nødvendigt for at

tegne et billede af hovedparten af de ufaglærte danske arbejdere.De to forfattere har lagt stærk vægt på at skildre hverdagslivet, og ofte med brug

af citater fra arbejdererinderinger. Men derudover fortælles også om organiseringenaf en del af landarbejderne, både politisk og fagligt, og om den historiske baggrundfor dannelsen af det store landproletariat d.v.s. landboreformerne, mv.

I skildringen af hverdagslivet er det arbejdet, der næsten udelukkende fokuseres

på, og det er synd. Men arbejdet er - især i landbruget - meget fint beskrevet, og for

byboere, er der megen indsigt at hente.

Fokuseringen på arbejdet betyder, at den teknologiske udvikling bliver for cen-

tral, og desværre kommer til at fremstå, som den eneste drivkraft og udvikling, der

er værd at tale om i dette århundrede.

Med hensyn til skildringen af det politiske og faglige bliver der for meget plads til

de store agitatorer, og for lidt plads til kampen, modstanden m.v. nede fra. Endvide-

re omtales syndikalister og kommunister ikke, og det politiske indhold i arbejderbe-vægelsen kommer indirekte til at fremstå som entydigt socialdemokratisk.

Hvad angår klassemodparten, godsejerne og bønderne, så er de skildret nogetunuanceret som henholdsvis de gode og de onde arbejdgivere, og den holder altså

ikke hele virkeligheden rundt.

Landarbejdernes liv er også beskrevet for unuanceret trist og hårdt. Man savner

sjov, sex og ballade. Udtryk for livskraft og klassebevidsthed. Hovedparten af land-

arbejderne var jo unge kvinder og mænd.

Men bortset fra de kritiske bemærkninger er hovedindtrykket særdeles godt. Bo-

gen kan varmt anbefales som spændende læsning, og dens utallige billeder og illu-

strationer må fremhæves som velfungerende både som historisk dokumentation og

oplevelse.

Erik Bartram Jensen

Michael Seidelin Hansen: Arbejderbevægelsen i Frankrig. Enhed og splittelse.ABA/ AOF/ Fremad, København 1987, 86 s., 78,- kr.

Michael Seidelin Hansens bog »Arbejderbevægelsen i Frankrig. Enhed og splittel-se« er udgivet i serien International Arbejderbevægelse i samarbejde mellem Arbej-derbevægelsens Bibliotek og Arkiv, AOF's Forlag og Forlaget Fremad, med støtte

fra LO, og er dermed den syvende bog i denne serie. Bogen beskriver fransk arbej-derbevægelses historie fra 1848 til l986 på en meget overskuelig og indbydende må-

de med brug af et stort og godt illustrationsmateriale, hvilket bl.a. gør den egnet til

brug i undervisningen.Beskrivelsen er delt i to store kapitler, det første om perioden fra 1848 til 1956, det

andet om tiden fra de Gaulle's magtovertagelse til i dag (1958 til 1986). Fremstillin-

gen er kronologisk, og tematisk bevæger den sig frem og tilbage mellem enhed og

splittelse. Første del gør rede for baggrunden for arbejderbevægelsens opståen,dens

rolle under revolutionen i 1848 og under Pariserkommunen i 1870. Derefter beskri-

ves kampene for at få politisk indflydelse, og hvordan venstrefløjen trods sit større

_ og større tag i befolkningen er dybt splittet. Parallelt med de politiske partiers op-

75

ståen udviklede fagforeningerne sig og med dem strejkebevægelserne.Med krigsud-bruddet i 1914 og mordet på socialistlederen Jean J aures, som havde forsøgt at m0-

bilisere arbejderne imod krigen, blev forskellene mellem partierne på venstrefløjenmere markante, og først i 1936 kunne kommunister, socialister og radikale samles

om at bekæmpe faseismens fremmarch. Denne enhed førte en del reformer med sig,bl.a. indførelse af to ugers betalt ferie og 40 timers arbejdsuge. Perioden fra 1940 til

1956 beskrives dernæst først og fremmest set ud fra kommunistpartiets synsvinkel,fra dets dominerende rolle på den politiske skueplads ved valget i 1945, hvor det fik

26% af de afgivne stemmer, til krisesituation i 1956, hvor det støttede den sovjetiskeintervention i Ungarn og dermed afskrev sig mulighederne for samarbejde med an-

dre partier.Bogens anden del redegør for venstrepartiernes vej til politisk sejr, deres rege-

ringsperiode fra 1981 til 1986 med reformer og skuffelser og de perspektiver, som

åbner sig med den nu siddende borgerlige regering. De forskellige socialistpartiersopståen og hendøen i perioden 1958-86 beskrives detaljeret, og især kommunistpar-tiets vej gennem kriser og modstand anskueliggøres.

Fremstillingen er generelt set meget klar. Som den nødvendigvis må være det in-

den for rammerne af denne serie (oversigtspræget indføringi hefteform), er den da

også forenklende, og netop dybdegåendeargumentation er der ikke tale om. Netopforenklingen og den narrative fremstillingsform med brug af udsagn af typen: »som

skulle komme til at spille en meget vigtig rolle« gør den umiddelbart let tilgængeligog fængslende at læse. Også bogens klare lay-out med små afsnit, brug af farve og

mange billeder med tekst bidrager til dette indtryk. Stoffet gøres nærværende bl.a.

ved at der ind imellem sammenlignes med danske forhold. Bogen er således egnet til

brug i gymnasieundervisningen og som indføring i fransk arbejderbevægelseshisto-

rie på højere niveauer.

Fremstillingen har dog i denne sammenhæng nogle svagheder, som man må være

opmærksom på, hvis man bruger den i undervisningen. Frankrigs almene politiskehistorie forudsættes bekendt, og der er en noget overfladisk 0g indforstået omtale af

både franske og europæiske begivenheder og personligheder. Der refereres f.eks.

uden kommentarer til Louis-Philippe. Zimmerwald-konferencerne og den 5. repu-

blik, og første gang de Gaulle nævnes er det som en person i kulisserne: »de Gaulles

agressive højreekstremistiske parti, RPF« (p. 36). Dette kunne der have været rådet

bod på ved et person- og »fakta«register,der gav konkrete oplysninger i leksikon-

form. Også en liste over akronymer, som Frankrig jo er storforbruger af, ville være

en hjælp til den læser, der skal bruge bogen som en indføring. Det faktum, at frem-

stillingen altid er meget positiv i sit syn på kommunistpartiet og dets handlinger, bør

også nævnes. Bogen må derfor i undervisningen benyttes sammen med andet mate-

riale om Frankrigs historie. Selv om bogen ikke lover mere end en beskrivelse af

fransk arbejderbevægelses historie, er emnet trods alt set med danske øjne så speci-fikt, at der kræves enten en god portion baggrundsviden eller en hjælpende hånd i

selve bogen. Bogens anden del, 1958-1986, belyses af et faktaafsnit bagest i bogenmed uddrag af statistiske oversigter. Ikke alle statistikkerne omfatter hele perioden,hvilket ville have gjort dem mere spændende. For tal og henvisninger til belysning af

1. del henvises til den kommenterede litteraturliste, som overskueligt er inddelt efter

hvilket sprog, værkerne er affattet på.Disse indvendinger forhindrer dog ikke, at bogen vil være god at få forstand af for

både gymnasieelever og lærere, og den kan danne udgangspunkt for en bredere ori-

entering om Frankrig. For den, der i forvejen er velorienteret i Frankrigs historie,

76

giver den en klar fremstilling af en udviklingsproces inden for et specifikt hjørne af

Frankrigs historie, et hjørneder ikke mindst heri 1980'erne er fundamentalt for for-

ståelsen af det moderne Frankrig.

Barbara Melchior

Den internationale arbejderbevægelse, ved USSR”s videnskabsakademi, Institut for

international arbejderbevægelse. Første bind. Proletariatets tilblivelse og udviklingtil revolutionær klasse (1830-1871), 707 sider. kr. 250,-. Andet bind. Arbejderbevæ-

gelsen i overgangsperioden til imperialismen (1871-1904). Forlaget Progres Moskva

1986, 696 sider, kr. 250,-Det er med blandede følelser, man sætter sig til rette med »Den internationale arbej-derbevægelse« - alene vægten af de enkelte bind gør, at man synker dybere ned i

lænestolen.

Forventningens glæde blandes maliciøst med bitre erfaringer fra læsning af andre

sovjetværker, hvor dogmatisk tomgang og stereotyp sprogbrug går op i en højere

kedsommelighed. Men vig bort du gruelige mistanke og gør plads for en stakkels

recensents uhildede, sandhedssøgende bestræbelse.

Værket, der vil udkomme løbende i otte bind, er opdelt kronologisk og skrevet i

samarbejde mellem en lang række forfattere - en sovjettisk skik, som vore hjemligearbejderhistorikere nok burde skrive sig bag øret. Forfatterkollektiverne bag de to

første bind, som her skal omtales, kan tage pusten fra enhver. De dækker tilsammen

perioden 1830-1904 med 1871 som skelsår.

I første bind gøres der rede for marxismens idehistoriske forløbere, især den uto-

piske socialisme i første halvdel af 1800-tallet. Mindre vægter der lagt på den tyskeñlosoñs betydning. Således kommer Hegel nærmest til at spille statistens rolle.

Sammenhængen mellem ideernes udvikling og arbejderklassens opståen males

med bred, illustrativ pensel. Vi følger proletariatets første opstande fra alliancerne

med borgerskabet mod adelen og dens feudale samfund over arbejderopstandenevendt mod borgerskabet i 1800-ta11ets første halvdel i England, Frankrig og Tysk-land og deres betydning for både ideudviklingen og de første organiseringer, der ses

som pegende frem mod 1. Internationales oprettelse i 1864. Ofte bliver det vel enty-digt anskuet, som »skridt op på et nyt, højere trin«.Første bind slutter i 1871 før Pariserkommunen, der indleder andet bind. Igenfølges gangen i den internationale arbejderbevægelses historie som en vekselvirk-

ning mellem klassekamp og teoriudvikling. Stor plads får Pariserkommunen, prole-tariatets første selvstændige erfaring og dette, proletariatets diktaturs, betydning for

den maxistiske teoris videreudvikling.Herefter følges arbejderbevægelsensog den socialistiske bevægelsesudvikling i

Vesteuropa over 2. Internationales oprettelse i 1889 frem til århundredskiftet. Sidste

halvdel af bind to behandler udviklingen på verdensplan og i Rusland med vægt på

bolsjevikpartiets grundlæggelse og første udvikling.Det siger sig selv, at ambitionen om at dække arbejderbevægelsens udvikling på

verdensplan medfører en overfladiskhed, der undertiden udarter til en mere eller

mindre tilfældig opremsning af begivenheder, som det kan være vanskeligt at relate-

re til den generelle udvikling. Det gælder omtalen af de skandinaviske landes arbej-derbevægelser. De behandles i perioden fra grundlæggelsen til århundredskiftet -

over en god side (bd. 2, s. 245/46). Det er vanskeligt at se, hvad der har styret udvæl-

gelsen ligesom litteraturvalget forekommer noget pauvert, der henvises til to - også

77

for ti år siden, da værket blev til - forældede bøger: Jörgen Westerståhl: Svensk

fackföreningsrörelse (1945) og Ib Nørlund: Det knager i samfundets fuger og bånd

(1966). Hvis det er prototypebehandlingen af mindre betydningsfulde arbejderbe-vægelser, hvad meget tyder på,må man konstatere, at fremstillingen nærmer sig det

meningsløse.Foruden et 30 siders langt forord indledes hvert bind med grundige redegørelser

for sociale, økonomiske og politiske almene forhold, der karakteriserede perioden.Der er mange fine socio-historiske iagttagelser og pointer, men de får en underlighul klang på baggrund af den meget firkantede og håndfaste stadieinddeling, der

udgør værkets grundlæggende struktur.

Begge bind afrundes med en historiografisk oversigt. For den læser, der endnu

måtte være i tvivl,.ekspliciteres historiesynet i, hvad der er blevet kaldt sovjetmarxis-men. »De sande marxister-leninister« afgrænser sig i forhold til »den borgerlige hi-

storieskrivning af reaktionær og radikal observans«, »den socialreformistiske histo-

riografiske skole«, »den højrereformistiske strømning«, »småborgerlige“ultrarevo-lutionære' strømninger fra *det nye venstre' til trotskister, neoanarkister og andre«

og »rabiate borgerlige antikommunister« (bd. 2, s. 674-681). Det bliver til en blan-

ding af indsigter og trivialiteter.

Forundring og beundring blander sig til en sær mixture, den mætter godt, men

brænder svært på tungen. Der er nedlagt megen viden, baseret på omfattende læs-

ning og forskning. Det er tung, koncentreret kost uden billeder. Til gengæld lettes

læsningen ved, at noterne er anbragt nederst på hver side.

Men hvad får forlaget til at udgive dette mamutværk på dansk af alle sprog. Ja,man kan næppe mistænke forlaget for, at det er udsigten til fortjeneste, der har lok-

ket. Begge bind bærer præg af, at de oprindelige er udkommet i 1976 og altså må

være skrevet før midten af l970”erne. Det kommer bl.a. frem i de historiografiskeafsnit, hvis seneste litteraturhenvisninger er fra begyndelsen af 1970'erne. Når man

udgiver et sådant kæmpeværk på dansk, hvorfor så mere end 10 år efter dets tilbli-

velse? Det betyder, at de sidste 10 års debatter og forskningsresultater ikke kommer

med, det er ærgerligt.Bindene er hver især forsynet med navneregister. Det ville have været rart med et

sagregister også. Oversættelsen går i et ubesværet og letflydende dansk.

Til slut et surt opstød. Det ligner ikke noget at spare på tryksværten, eller hvad

man måtte have sparet på, for at få side 658-59 og 670-71 i første bind til at blive

delvist ulæselige.

Søren Federspiel

Palle Jørgensen: Arbejderbevægelsen i Spanien. En historie skrevet med blod. Ud-

givet i et samarbejde mellem ABA, AOF og Forlaget Fremad, København 1986, 75

s., kr. 68,-Det fortælles, at USA's ambassadør i Madrid for lidt over 100 år siden havde en

samtale med en spanier om verdenssituationen. Repræsentanten for de nordameri-

kanske fristater lovpriste den demokratiske styreform og forudsagde demokratiets

uafvendelige sejrsgang udover hele jorden. Spanieren tænkte sig længe og grundigtom, hvorpå han svarede: »Ja, ogsåjeg tror, demokratiet kommer hér til Spanien en

dag, men de første 500 år bliver de værste!«.

Af flere grunde kom jeg til at tænke på denne ordveksling under læsningen af Pal-

le Jørgensens bog om den spanske arbejderbevægelse. Først og fremmest fordi et

78

væsentligt træk ved Spaniens nyere historie, der adskiller dette land fra så godt som

alle andre lande i Vesteuropa indenfor det samme tidsrum, er sammenfaldet af den

demokratiske og den socialistiske bevægelse. Kun hvis man var socialist, var man

for demokratiet, og kun hvis man var demokrat, var man for socialismen. Det for-

midlende mellemled, der ellers kendes i landene nord for Pyrenæerne, lSOO-tallets

liberale og demokratiske borgerskab fik på den iberiske halvø aldrig styrke til at

spille nogen selvstændig rolle i forhold til det jordejende aristokrati og den centrali-

serede statsmagt. Den spanske arbejderbevægelse stod dermed stort set alene med

den gigantiske opgave: afviklingen af den mere eller mindre oplyste enevælde og

indførelsen af et demokratisk system, der kunne tilfredsstille de meget forskelligar-tede lande og folk indenfor rammerne af den spanske stat.

Men stod og står den spanske arbejderbevægelse alene med opgaven, så stod og

står den også alene med æren. Og endnu vigtigere i denne sammenhæng: så stod -

og

står - den så sandelig også alene med problemerne. Palle Jørgensen berører dette

historiske handicap, der kun vanskeligt kan overvurderes; men bruger han det ogsåirimelig grad, når han skal bedømme den spanske arbejderbevægelses problemer og

resultater historisk og aktuelt? Jeg synes det ikke. Dertil er han for optaget af arbej-derbevægelsens indre forhold, der behandles som om de ydre forhold i Spanien i det

væsentligste var identiske med forholdene andre steder i Vesteuropa. Hvad de altså

absolut ikke var -

og stadig heller ikke er!

Jeg kom også til at tænke på bemærkningen om demokratiet i Spanien og de 500

år, fordi Palle Jørgensen så fortræffeligt beskriver den spanske arbejderbevægelseslabyrintiske udvikling fra l870-erne og op til i dag. Først den anarkistiske strøm-

ning, der til og med borgerkrigen var den talrigeste, men derefter gik i opløsning og i

dag kun er en betydningsløs sekt. Dernæst den socialistiske bevægelse, der begyndteså småt, men som langsomt og sikkert voksede sig stærkere op til borgerkrigens ud-

brud; derefter Franco-tidens voldsomme svækkelse, der først blev overvundet i be-

gyndelsen af 1970'erne og siden 1982 har gjort PSOE til landets regeringsparti. Ogendelig Spaniens kommunistiske Parti, der forblev en sekt op til omkring 1934,voksede kraftigt under borgerkrigen, modstod efterkrigstidens repression og blev

diktaturets bedst organiserede modstander, men som derefter gik i indre opløsningog i dag er delt op i tre konkurrende småpartier.

0g var arbejderbevægelsen dybt splittet politisk, så var den det ikke mindre på det

faglige plan. Før 1936 stod rivaliseringen mellem det socialistiske forbund UGT oganarkisternes CNT-FAI, der stort set afspejlede modsætningerne imellem de faglær-te industriarbejdere og funktionærer på den ene side og de ludfattige småbønder ogde jord- og arbejdsløse landarbejdere på den anden. Men fra slutningen af 1950'erne

ændrede billedet sig, da CCOO, de såkaldte arbejderkommissioner, begyndte at

dukke op. Med deres gode forbindelser til kommunistpartiet udviklede de sig snart

til det vigtigste faglige modstykke til UGT, der i den samme periode var ude i store

vanskeligheder. Mens CCOO med stor sukces arbejdede indenfor Franco-regimetsvertikalt opbyggede »fagbevægelse«,havde UGT stort besvær med at gøre sig gæl-dende udenfor. Samtidig smuldrede anarkisternes CNT i takt med landets industri-

alisering og den deraf følgendevandring af arbejdskraften fra land til by. For blot at

nævne nogle hovedlinjer i den faglige broderstrid, der er så karakteristisk for den

spanske arbejderbevægelse både i fortid og nutid.

Dette indviklede forløb både på det politiske og faglige plan beskriver Palle J ør-

gensen kompetent og overskueligt. De teoretiske forskelle forklares og vurderes,men endnu vigtigere gennemgås nogle af de afgørende begivenheder siden 1870'er-

79

ne, hvor modsætningerne imellem de forskellige strømninger fik katastrofale følger,først for arbejderbevægelsen selv, senere for Spanien som helhed. Af disse behand-

les borgerkrigen naturligvis mest indgående, hvor forfatteren absolut ikke lægger

skjul på den »borgerkrig«i borgerkrigen, der udkæmpedes på den republikanske si-

de. Man kan selvsagt diskutere hans opfattelse af skyldsspørgsmålet,hvor der især

langes ud efter kommunisterne, men et usminket billede fremstår, der står i skarpkontrast til efterkrigstidens og venstrefløjens ofte heroiserende skønmaleri af den

spanske borgerkrig. Med andre ord var det ved denne lejlighed - som ved så mange

andre -ikke kun demokratiets fjender til højre, men også dets tilhængere til venstre,der gjorde udviklingen i Spanien så vanskelig. Eller som Palle Jørgensen selv skri-

ver: »Den spanske arbejderbevægelses interne modsætninger bar ved til Francos

sejrsbål«(s. 21).›

Endelig kom jeg til at tænke på ordvekslingen om demokratiets særlige vilkår i

Spanien, når Palle Jørgensen gang på gang tør fortælle os, hvem der i Spaniens nye-

re historie har ret, og hvem der ikke har det, hvem der gør det rigtige, og hvem der

ikke gør det. En egentlig linje kan det dog være svært at få fat i, når han uddeler sine

karakterer. Det er altså ikke sådan, at én person, ét parti eller én organisation efter

forfatterens mening altid har ret -

og alle de andre dermed uret. Nej, det er snarere

sådan, at så godt som alle både har lidt ret og lidt uret - naturligvis ikke altid påsamme tid, men så i skiftende situationer. Palle Jørgensen kan tydeligvis godt lide en

fast og konsekvent ledelse, men han kan ikke lide centralisme og forstening. Han

kan også godt lide spontanitet, improvisation og vovemod, men han kan ikke lide

opportunisme, planløshed og dumdristighed. Kunsten er, mener han vistnok nok, at

finde balancepunktet imellem hensynet til ledelsens muligheder for at lede på den

ene side og hensynet til »gulvets«muligheder for at påvirke på den anden.

Men netop i en spansk sammenhæng kunne dette standpunkt nemt forveksles

med ham, der både vil blæse og have mel i munden. I hvert fald kommer Palle Jør-

gensen alt for let om ved det helt afgørende problem for den demokratiske og socia-

listiske bevægelse i Spanien. Nemlig dette, at de regionale, sociale, politiske og kul-

turelle modsætninger er så omfattende og dybtgåendepå den iberiske halvø, at de-

mokratiske fremstød altid er endt i anarki - hér som synonym for opløsning, vilkår-

lighed og lovløshed. Og denne triste kendsgerning er vel at mærke ikke alene reak-

tionens og ondskabens ansvar, men i meget høj grad også de progressive kræfters

eget. Valget for det spanske folk gennem de sidste' par hundrede år har derfor ikke

stået imellem frihed og undertrykkelse, imellem demokrati og diktatur, som vi ken-

der det andre steder fra. Valget har langt snarere stået imellem uorden eller orden -

eller imellem anarki og hierarki, som en berømt historiker har udtrykt det. Så dybtstikker dette problem i landets historie og bevidsthed, at man efter min opfattelsekun med den yderste forsigtighed kan tillade sig at uddele ris til de spanske forkæm-

pere for demokrati og socialisme. Omvendt synes jeg dog ikke, man skal spare på

rosen, når der ind i mellem er grund til det, netop fordi de virkelige fronter i den

spanske klassekamp er så vanskelige at få øje på.Trods dette forbehold må bogen selvfølgelig anbefales. Naturligvis ikke alene for-

di den er den eneste på dansk om dette emne, der p.gr.a. af den spanske borgerkrigvist nok stadig interesserer mange danske; men langt mere, fordi den giver et godt og

nuanceret overblik over en hovedkraft i Spaniens nyere historie, der påvirker og for-

håbentlig i forstærket grad vil påvirke den samfundsmæssige udvikling i landet.

Specielt vil jeg fremhæve dens muligheder på gymnasier, HF-kurser, seminarier og

lignende uddannelsessteder, hvor dens tilgængelighed, overskuelighed og seriøsitet

80

gør den særdeles anvendelig. Med andre ord føjer den sig smukt ind i rækken af kva-

litetsbøgerom den internaionale arbejderbevægelseshistorie, der i disse år er under

udgivelse.

Claus Larsen

Arthur Marsh & Victoria Ryan: Historical Directory of Trade Unions, Volume 1,Gower Publishing Company 1980, 228 s., Eng. pund 19,50. - Volume 2, Gower Pu-

blishing Comapany 1984, 379 s., Eng. pund 22,50. - Volume 3, Gower PublishingCompany 1987, 525 s., Eng. pund 39,50.Med udgivelsen af det tredie bind af Historical Directory of Trade Unions har det

stort anlagte projekt med en kortlægning af den britiske fagbevægelses organisatori-ske udvikling antaget sin endelige form. Der mangler endnu et bind af dette store

værk, der, som det ofte går, er svulmet op, mens arbejdet har stået på. Dette vokse-

værk har bevirket, at fastlæggelsen af indholdet i de sidste bind først er blevet ende-

lig med udgivelsen af det tredie bind.

Det store værk om den britiske fagbevægelse består af en registrering af en række

udvalgte faktuelle forhold vedrørende eksisterende og ikke-eksisterende fagforenin-ger og fagforbund. Der er i sagens natur yderst forskellige mængder oplysninger til

stede om de enkelte foreninger. Visse foreninger kendes kun gennem forbigåendeomtale i en tredie parts korrespondence - i andre tilfælde eksisterer ikke engang for-

eningens fulde navn, men blot dens kaldenavn. Det afgørende kriterium for værketsto forfattere, har været en vurdering af, om foreningen må antages reelt at have re-

præsenteret lønarbejdere i forhold vedrørende arbejdsforhold og arbejdsbetingel-ser. l Storbritannien er et sådan kriterium ensbetydende med registrering af tusind-

vis af foreninger, og i sagens natur kan man aldrig være helt sikker på, at alt og alleer medtaget, hvilket også erkendes af forfatterne.

Værket er disponeret efter hovedområder. Således omfatter første bind udeluk-kende foreninger for lønarbejdere, der har udført såkaldt ikke-manuelt arbejde.Bindene nr. 2, 3 og 4 rummer forskellige hovedområder indenfor de industrielle pro-

duktionssektorer, mens de blandede foreninger er medtaget i en gruppe for sig selv ibind 4, der må formodes at udkomme omkring 1990.

Hvert enkelt hovedområde - eksempelvis et område som tobaksarbejdere - indle-des med en kortfattet almen beskrivelse af tobaksindustriens start og udvikling iStorbritannien på typisk to til fire sider. Derefter følger i alfabetisk orden de forskel-

lige foreninger indenfor tobaksindustrien, som det har været muligt at samle oplys-ninger om. Foreningerne beskrives efter en fælles gennemgåendemodel. Først fore-

ningens navn og datoen for dens oprettelse. Derpå følger eventuelle navneforan-

dringer, fusioner, opløsningereller nedlæggelsermed datoangivelse, hvis det er mu-

ligt. Disse faktuelle oplysninger efterfølges af en kort beskrivelse af foreningens ty-piske medlemmer og deres antal i forskellige år, i det omfang det er muligt, samt

oplysninger om foreningens ledere, dens politik og om evt. større begivenheder såsom afgørende arbejdskampe, større interne stridigheder, osv. Endelig afsluttes be-

skrivelsen af den enkelte forening med en udførlig angivelse af de kilder, som de an-

førte oplysninger stammer fra.

Historical Directory of Trade Unions er en guldgrube af oplysninger om den briti-

ske fagbevægelse.Den er velorganiseret og derfor overskuelig, og der er næppe no-

gen tvivl om, at den vil komme til at indtage en position som uomgængelig håndbogindenfor forskningen i den britiske arbejderbevægelses historie, der kan sidestilles

81

med et andet monumentalt værk på flere bind indenfor dette område, nemlig Dictio-

nary of labour Biography af Joyce BeIIamy og John Saville, der handler om den

britiske arbejderbevægelses enkeltpersoner, og som udkommer løbende.

Niels Ole H. Jensen

Henry Mogensen: Et er sikkert - alt forandres. Erindringer fortalt til og red. af Kir-

sten Folke Harrits og Ditte Scharnberg, Husets Forlag, Århus 1987. 164 5., kr. 140,-En gruppe i Århus tog i 1982-83 initiativ til at starte et projekt som gik ud på at sam-

le og forsøge udgivet en række arbejdererindringer. Det er blevet til en række udgi-velser på henholdsvis Husets forlag - AOF's Forlag og på Forlaget SOC. HenryMogensens bog er den 6. i rækken. Det oplyses, at over 100 personer er blevet inter-

viewet, og at materialet opbevares offentligt tilgængligt på Gellerup Bibliotek. Hen-

ry Mogensens erindringer er fortalt til og redigeret af Kirsten Folke Harrits og Ditte

Scharnberg.Når man læser bogen, tænker man ikke et øjeblik på, at andre end Henry Mogen-

sen har været involveret. Der fortælles levende om opvæksten i Haldum nordvest

for Århus,på det tidspunkt i 1915 et lille sogn- centreret om Kirken og Kroen. Far”-

en var murer, men havde købt et lille husmandssted på en halv snes tønder land, som

familien så drev, medens faderen ved siden af tog det arbejde i faget, som var at op-

drive. Henry var den ældste af 6 børn - 3 drenge og 3 piger, og han har fra sin tidlig-ste barndom haft pligter, som man i dag ikke ville pålægge mindre-årige,men, som

Henry fortæller, var nødvendige for at klare bedriften.

Da han var 16 år, kom han i lære som smed på Jægers Pengeskabsfabrik i Århus,

og han boede i læretiden hos en faster og hendes mand, som havde skaffet ham lære-

pladsen. Far'en havde som murer været uorganiseret, men Henry blev medlem af

smedenes lærlingeafdeling - uden at turde fortælle far'en det. Efter udstået læretid

var der ikke mere arbejde, men hans medlemsskab af lærlingeforeningenberettigedeham til understøttelse. Der er mange fine iagttagelser fra den første arbejdsløsheds-

periode, hvor han efter et par uger oplever ikke at være fysisk overanstrengt - at føle

sig legemligt ovenpå.Henry fortæller med lune og indsigt om sine mange forskellige jobs på århusian-

ske smede- og maskinarbejdspladser - om faglige aktiviteter, som i adskillige tilfæl-

de medførte black-listning - om sine tillidsmandsjob og- i perioder - medlemsskab

af Århus- afdelingens bestyrelse. Han fortæller med skiftende sympati og antipatiom Metals århusianske formænd. Hans erindringer vidner - med de mange fagligedetailler - om hans store interesse for faget, og der er ingen tvivl om, at han er en

yderst kompetent fagmand. Mange faglige aktive folk vil kunne genkende mange

situationer og forløb i hans erindringer.Århus-gruppensinitiativ er velkomment.

Børge Pedersen

lver Hornemann Møller: »Arbejderflertallet«og 70lernes socialreform. Socialistiske

Økonomers Forlag, Skriftserie nr. 12, København 1986, 141 5., kr. 75,-

Bogen er det foreløbigt sidste værk fra forfatterens side til temaet »klassekamp og

sociallovgivning«.I den første bog »Klassekamp og sociallovgivning 1850-1970« blev

det politiske niveau i henseende til sygelovgivningen, arbejdsløshedslovgivningen og

ulykkesforsikringslovgivningen undersøgt. I den anden bog »Klassernes magt 1850-

82

1970« er der især foretaget en undersøgelse af samfundsklassernes indbyrdes styrke-forhold på det økonomiske område. I den her foreliggende tredie bog ses især påsamspillet mellem det økonomiske og det politiske niveau. I stedet for at behandle

problemstillingen for det lange tidsrum 1850-1970 udvælges én konkret reformpe-riode, nemlig den tredie socialreforms periode i 1970'erne. Den første reformperiodevar 1890'erne og den anden periode var 1930'erne. I kapitel 1 (pp. 9-28) fremlæggerIHM sin vision og metode for studiet. Han har forlængst distanceret sig fra »Grand

Theories« til fordel for eklektisk sammenstilling af delteorier, partielle analyser og

konkrete studier af empiriske sammenhænge (p. 22). Men hovedvisionen hos forfat-

teren er dog fortsat, at konfliktperspektivet er basalt og klassekampene er historiens

dynamiske drivkræfter (p. 21). Nærmere bestemt har han den antagelse, at i perio-der, hvor de undertrykte og udbyttede klasser har stået særlig svagt, er der sket for-

ringelser i de socialpolitiske loves indhold og omfang. Og omvendt i perioder, hvor

de pågældende klasser har stået mindre svagt (p. 9).I kapitel 11 (pp. 29-71) foretager forfatteren sin statsteoretiske undersøgelse. Hans

hensigt er ikke at give en oversigt over eksisterende teorier, men at arbejde for at

konstruere »værktøjer«til forståelse af statens struktur og aktiviteter i forhold til det

øvrige politiske niveau og andre niveauer. Det understreges, at hans betragtningerkun vedrører den moderne monopolkapitalistiske fase af kapitalismens udvikling(pp. 30-31). Et hovedsynspunkt i kapitlet er, at strukturerne (ejendomsforhold, ka-

pitalforhold og magtforhold i øvrigt) bestemmer de generelle retningslinier for de

statslige aktiviteter. I Danmark er det nu ifølge IHM således, at den storindustrielle

kapital dominerer staten (pp. 40-41). Den daglige klassekamp drejer sig ikke om

strukturerne, men om aktiviteterne indenfor denne struktur. Der tegnes herefter et

billede af et lov- og politikudformningssystem med forholdsvis svage og svækkede

politikere både inden for partierne og i Folketinget, forholdsvis stærke embeds-

mænd og regeringer og meget stærke klasseorganisationer repræsenterende især ka-

pitalfraktionernes interesser (p. 69).Endelig har vi kapitel [11 (pp. 73-131), som omfatter den konkrete analyse af70”ernes socialreform. Her fortælles dels de mere konkrete begivenhedsforløb, dels

forsøges disse forstået ud fra de ovenfor skitserede teorier. Der gøres opmærksompå det interessante forhold, at initiativet til den tredie socialreform blev taget af par-tierne Venstre og Det konservative Folkeparti i fællesskab, som i 1964 foreslog ned-sat en socialreformkommission. Socialdemokratiet blev taget på sengen med dette

initiativ, fordi det havde svært ved at vælge mellem skabelsen af et rationelt og sam-

menhængende opbygget socialapparat på den ene side og de mange hensyn partiethavde i forhold til sygekasserne og a-kasserne på den anden side (pp. 84-85). Men da

forslaget så forelå, reagerede partiet dog hurtigt og iik drejet kommissoriet til ét,som fratog V og K initiativet.

I forhold til lHM's hovedproblemstilling bliver det nu af interesse at få bestemt

den klassemæssige situation og dennes betydning for lovgivningen. Den klassemæs-

sige situation karakteriseres om relativt gunstig for arbejderklassen, fordi der var

tale om en historisk set meget lav arbejdsløshed(p. 76). Der var samtidig tale om en

gunstig situation for den storindustrielle kapital (p. 75). Småborgerskabets udvik-

ling var modsætningsfyldt med tilbagegang for nogle dele og fremgang for andre.

Mellemlagene voksede med et uhørt stort antal, men da fagforeningsorganisations-graden var konstant, mener lHM ikke at gruppens styrke voksede (pp. 77-78). I hen-

seende til socialreformhistorien er det nu interessant, at det ikke var klasseorganisa-tionerne eller deres enkelte medlemsorganisationer, som ytrede sig eller tog initiati-

83

ver på området. Der var tale om en proces, som foregik på det parlamentariske plan

og hvor det oven i købet frem til nedsættelsen af kommissionen var V og K, som var

de initiativrige (pp. 85-86).Forfatteren forsøger nu at anvende sin teori på de tre love han især studerer nær-

mere. Konklusionerne er følgende.Med hensyn til sygelovgivm'ngen bliver konklusionen, at den industrielle storka-

pital fik nogle, omend mindre, fordele ved ændringen, idet omkostningerne stort set

forblev uforandrede ved omlægning samtidig med at de ansatte blev knyttet tætteretil virksomhederne. Arbejderklassen fik betydelige gevinster i form af karenstidens

afskaffelse og forøgede dagpengeydelser. Mellemlagene tabte fordi de ikke fik æn-

drede ydelser, men kom til at betale reformernes omkostninger. Småborgrskabetsstatus var uændret (pp. 97-99).På arbejdsløsheds- og arbejdsanvisningslovgivningsområdetvar det også således,

at de stærkeste klasser fik gevinsterne mens de svageste tabte. Industrikapitalen fik

skabt et offentligt anvisningssystem med eneret på anvisning. Dette ønske fik den

opfyldt uden at give noget til gengæld. Arbejderklassen fik også noget, idet ekstra-

udgifterne til understøttelse blev dækket af staten. Karenstiden blev afskaffet. Mel-

lemlagene fik naturligvis også gevinsterne ved reformen, men i langt mindre om-

fang, fordi de er mindre udsatte for arbejdsløshed. Desuden kom de som skatteyde-re til at betale meromkostningerne. Småborgerskabet blev stort set ikke berørt af

omlægningen (pp. 113-121).Endelig anføres, at omlægningen på ulykkesforsikringslovgivningen minder me-

get om forholdene på sygelovgivningen.I slutningen af kapitlet konkluderes generelt. En af disse konklusioner er, at for de

tre love betragtet under ét er der proportionalitet mellem en klasses magt og dens

gevinster og tab. Men dette gælder ikke for de enkelte love. Og der er her ikke tale

om en opgørelse gjort over et længere tidsrum bagefter, men opgørelsen som den ser

ud i samme periode (pp. 125-126).Der opstilles følgende mere generelle hypoteser om restriktioner for det politiske

niveaus autonomi: a) Regeringen og Folketingetkan altid gribe ind til fordel for

den/ de hegemoniske klasser og lag.b) Regeringen og Folketinget kan gribe ind til fordel for andre klasser og lag i det

omfang, indgrebene ikke er til ugunst for de stærkeste klasser og lag. Der er således

alene tale om en omfordeling mellem de svagere og de svageste.

0) Ved omfordeling mellem de svagere og de svageste lag og klasser vil de stærke-

ste blandt de svagere få gevinsterne og de allersvageste få tabene.

d) Grænserne for Folketingets og regeringens indgreb går der, hvor de herskende

klasser/ lag opfatter disse som muligvis systemtruende (p. 129).Efter at jeg indtil nu kun har refereret så loyalt som muligt, vil jeg nu gå over til

mine egne vurderinger. For det første mener jeg ikke, at forfatteren overbevisende

argumenterer for det synspunkt, at det er den storindustrielle kapital, der dominerer

staten og sætter grænserne for, hvad der er politisk muligt. I et lille samfund som det

danske med få råstoffer og med restriktioner på landbrugseksportmulighederne og

serviceydelserne er det vel næppe underligt, at hensynet til industriens konkurrence-

evne bliver vigtigt. Dette vil også gælde for enhver tænkelig industrisocialisme. Der

kan lige så vel argumenteres for det synspunkt, at socialreformen først og fremmest

var udformet ud fra nogle fælles interesser i arbejderklassen, industrikapitalen og

mellemlagene i det socialpolitiske apparat.For det andet synes jeg det er meget sympatisk, at IHM gør op med diverse

84

»Grand Theories«, der har været præsenteret som forklaringer på det socialpolitiskeområde. Det er den konkrete analyse i kapitel III, der gør bogen læseværdig.Efter

min opfattelse ville bogen have vundet meget ved at kapitlerne I og II var skåret ned

til det synspunkt, at arbejderne og mellemlagene får mere igennem socialpolitisk og

vel politisk i det hele taget, når der er mangel på arbejdskraft, end de gør i situatio-

ner med arbejdsløshed. Til slut vil det være nødvendigt at kritisere forfatteren og

forlaget for sjusk. Forfatteren tillader eksempelvis en formulering som følgende at

gå i gennem: »De politiske partier optræder også som overførelsesorganer for be-

slutninger truffet af regeringen og topembedsmænd til formel godkendelse i parla-mentet (folketinget) og er herudover i stand til at erobre og beherske dele af stats-

administrationen for kortere eller længere perioder« (p. 39). Der kan næppe være

tvivl om, at partierne bag en regering er forholdsvis loyale over for denne. Men sæt-

ningen siger to helt forskellige ting på samme tid - partierne er overførselsorganerfor beslutninger truffet af blandt andet topembedsmænd, men samtidig kan partier-ne erobre og beherske statsadministrationen for kortere eller længere tid. Hvad me-

ner forfatteren?

Endelig til allersidst: det er for ringe, at der er mere end én korrekturfejl pr. side.

Det er også for ringe, at litteraturlisten hører op midt i det hele ved bogstavet »r«,når Valentin og Westergaard synes at have været nogle af de mere interessante refe-

rencer.

Jørgen Lindgaard Pedersen

Ib Nørlund: Oktober. Født i 1917, Tiden, København 1987, 83. s. ill., kr. 95,-På opfordring har Ib Nørlund »fordristet« sig til at skrive sine erindringer. Det sker i

det år, hvor Ib Nørlund fylder 70 år, hvilket altså betyder, at han har fødselsdagsamme år som Oktoberrevolutionen i Rusland fandt sted. Deraf denne erindrings-bogs titel.

lb Nørlund har været med i politisk arbejde for DKP i mange år. Siden sin gym-nasietid har han været aktiv i det kommunistiske partis rækker og fra et tidligt tids'-

punkt blev han en central skikkelse i partiet. Der er ingen tvivl om, at Ib Nørlund må

have været tæt på en lang række politiske begivenheder med Sprængstof i, og at han

har en politisk viden om mange forhold vedrørende Sovjetunionen og Kominform

med relation til dansk historie, som endnu ikke er kommet til offentlighedens kend-

skab. Havde Ib Nørlund villet, ville han uden tvivl have kunnet skrive en endog sær-deles spændende erindringsbog. Men det vil Ib Nørlund ikke. Bogen er forudsigeligi enhver henseende. Det virker som Nørlund ikke har noget som helst på hjerte. Stil-

le og roligt fortæller Nørlund om de store linier i udviklingen i Sovjetunionen, sådansom han nu opfatter den. Det er en fortælling om fremskridt på fremskridt iblandet

nogle enkelte svipsere og fejltagelser, der i den store sammenhæng nærmest må være

at betragte som historisk underordnede. Der er ingen grund til at gå ind i en større

diskussion om Nørlunds historiesyn eller mangel på samme på dette sted. Blot skal

der udtrykkes en stille undren over, at Sovjetunionens historiske udvikling har fået

lov til at fylde så meget som tilfældet er i en i forvejen meget lille bog om et ellers

givetvis begivenhedsrigt liv.

Ib Nørlund er ikke nogen dreven fortæller. I sproglig henseende er hans erindrin-

ger lige så kedelige og uinspirerende, som de begivenheder, der er fundet væsentligenok til at være medtaget i bogen. Nørlund har næsten truffet alle de store kanoner

fra de skiftende epoker i Sovjetunionens historie fra 30”erne og frem, og mange an-

85

dre fremtrædende politiske skikkelser fra de kommunistiske partier i Europa. Pro-

blemet er, at der ikke synes at være sket noget som helst i forbindelse med alle disse

møder og samtaler, der som regel har handlet om »kampen for freden«.

Det er ikke overraskende - lige så lidt som noget andet i bogen - at Nørlund flit-

tigt citerer den nye sovjetiske leder, Gorbatjov. Citaterne handler stort set alle om

fred og ansvaret for menneskehedens overleven i fremtiden. Det er altsammen serve-

ret i en form, der er så gammelkendt, at det næsten virker som et ufrivilligt angreb påden nye linie i Sovjetunionen under Gorbatjov. Forstået på den måde, at Nørlunds

form og indhold konstant minder om solidaritet med et samfundssystem, der er

præget af lukkethed og konformisme. Brejsnev omtales ganske kortfattet i bogen.Nærmest kun i forbifarten, hvor Nørlund nævner, at han har mødt ham flere gange,både før og efter han blev generalsekretær for SUKP. Det er ikke fordi jeg specieltsavner en indgående beskrivelse af Brejsnev i en erindringsbog af Ib Nørlund, hvis

han ikke har spillet nogen større rolle for begivenhederne i Nørlunds liv. Men man

kommer nu alligevel til at tænke over, hvilken rolle Bresj'nev ville have indtaget i

bogen, hvis han havde levet endnu og stadig havde været ved magten. Det ville givet-vis have været en ganske anden end den beskedne, som han nu må tage til takke

med. For ikke at tænke på de mange udmærkede citater om fredens bevarelse, som

det i så fald ville have været relevant at fremhæve i en bog om lb Nørlunds begiven-hedsrige liv.

lb Nørlunds bog om hans 70-årige liv indeholder ikke noget, der har nyhedensinteresse, set ud fra en arbejderhistorisk synsvinkel, og det er i grunden en skam.

Niels Ole H. Jensen

De nordiska arbetarekongresserna under 100 år. Arbetarrörelsens framväxt och ut-

veckling i de nordiska länderna. Utgiven av SAMAK - Arbetarrörelsens nordiska

samarbetskommitte', [Stockholm] 1986, 320 s. ill.

Denna förtjänstfulla jubileumsbok utgavs av Arbetarrörelsens nordiska samarbets-

kommitte' (SAMAK) til 100-årsjubileet av den första skandinaviska arbetarkong-ressen 1886. Den innehåller å ena sidan en kort inledning av utgivaren Lennart

Svensson och hans sammanställning av de 16 hittills avhållna skandinaviska resp

nordiska arbetarkongressernas ställningstagandenoch beslut (drygt 100 sidor) och

å andre sidan fristående sammanfattande översikter (på ca. 170 sidor) över den soci-

aldemokratiska arbetarrörelsens utveckling i Danmark, Finland, Norge, Sverige,på Färöarna, Island och Åland. Grönland är representerat genom en hälsingsad-ress. Biografiska uppgifter och en komprimerad litteraturlista kompletterar den

med en mängd fotografier illustrerade boken. Den valda uppläggningenär förståe-

lig.Arbetarkongresserna presenteras genom utförliga sammanfattningar av de olika

resolutionerna och genom avtryck av vissa beslut och manifest. Vidare anges antal

deltagare från de olika länderna vilket var enklast att få fram för de skandinaviska

kongresserna. Denna sammanställning kompletteras med fem fotografier, tre från

arbetarkongresserna 1912 och 1979 och två från samarbetskommittéerna. Det är ett

överraskande magert bildmaterial. En rättelse: bilden från 1914 (s. 73) visar Skandi-

naviska samarbetskommitténs möte den 10-11 oktober och inte det följande mötetden 24 oktober. Lennart Svensson har här sammanställt ett utmärkt och lätthanter-

ligt hjälpmedel.Men det ersätter inte ett studium av kongressprotokollen. Där finns

en mängd ytterligare information som man delvis hade kunnat hänvisa till i kom-

86

mentarer, t.ex. grupperingen efter representation från den politiska resp fackliga rö-

relsen eller organisationernas berättelser som förmedlar en samlad bild av de social-

demokratiska och fackliga arbetarrörelsernas situation i de nordiska länderna. I

Krister Wahlbäcks och Kersti Blidbergs dokumentation Samråd i Kristid (se Hans

Sode Madsens artikel i dette nummer) omnämns rapporterna och andra handlingarsom förelåg på kommittésammanträdena men i övrigt förekommer även där bara få

förklarande kommentarer.

Studerar man på samtliga arbetarkongresser så framträder på de skandinaviska

arbetarkongresserna en ämnesmässig kontinuitet med tyngdpunkt på skandinavisk

inrikes- och arbetarpolitik, även om kongressernas funktion förändrades och deras

betydelse minskades i takt med organisationernas tilltagande styrka. På de nordiska

kongresserna efter Andra världskriget skedde en utökning av katalogen politiskamål allt enligt de socialdemokratiska partiernas och fackföreningsrörelsens förän-

drade roll i samhället och i politiken. Från l970-talet framträder t.ex. påtagligt kon-

kreta internationella frågor: södra Afrika 1973 och 1976, Nicaragua 1979, Israels

invasion i Libanon 1982 v och på jubilcumskongresscn 1986 Sydafrika. Detta vore

värt en ingående undersökning. Det gäller i än högre grad frågan om arbetarskandi-

navismens och samarbetets betydelse och konkreta inflytande på de nationella orga-

nisationerna. l bidragen om de olika länderna är denne frågeställning tyvärr inte

den vägledande »röda tråden«. Det hade annars kunnat göra denna avdelning av

boken till någonting nytt. Ett undantag är kanske det danska bidraget (av Hans Lar-

sen-Bjerre) där det åtminstone görs ett försök att knyta den danska socialdemokra-

tins politik till arbetarkongresserna som »en værdifuld inspirationskilde«(s. 149).Åven i de norska (av Reiulf Steen) och isländska bidragen (av Helgi Sküli Kjartans-son) antyds samarbetsaspekten. Den senare översikten liksom den utmärkta färöi-

ska (av Jöannes Dalsgaard) var för mig mest värdefulla genom sin information om

okända eller mindre kända förhållanden. Kontakterna och konflikterna med den

danska socialdemokratin hade dock kunnat behandlas tydligare.Med den begränsade målsättningen - att »peka på några utvecklingsdrag inom

den nordiska arbetarrörelsen« (förordet) - och med den valda uppläggningen har

SAMAK genom Lennart Svensson publiceret en tilltalande och användbar jubi-leumsbok. Jag hoppas att den hjälper till att öppna ögonen för detta intressanta

men försummade område inom arbetarrörelsens historia.

Martin Grass

Dörte Putensen: Nordeuropa und die SAI. Zum internationalen Wirken der sozial-

demokratischen Parteien Nordeuropas in der Sozialistischen Arbeiter-Internatio-

nale (SAI) und im nordischen Zusammenarbeitskomitee sowie deren Stellung zu

Grundfragen des Kampfes um Frieden (1930-1940), i: Hallesche Studien zur Ge-

schichte der Sozialdemokratie, 14, 1986, 115 s.

1 »Hallesche Studien« 10, 1983, s. 15-49, skrev Dörte Putensen en längre uppsats om

Nordiska samarbetskommittén och arbetarrörelsens nordiska samarbete till 1940.

Det var en förstudie till hennes i januari 1985 vid universitetet i Greifswald framlag-de B-dissertation (föreligger i stencilerad form) som nu till största delen har publice-rats i »Hallesche Studien« 14, 1986. 1984 utkom Kersti Blidbergs avhandling som

huvudsakligen behandlade samma ämne fast inklusive krigsperioden fram till 1945.

Blidberg och Putensen skrev sina avhandlingar parallelt. Hänvisningar till varan-

dras projekt saknas. I den tryckta versionen borde Putensen åtminstone ha kunnat

87

hänvisa till existensen av Blidbergs bok. I den faktiska beskrivningen av det till

Nordiska samarbetskommittén knutna samarbetet och de nordiska socialdemokra-

tiska partiernas återgång till en neutralitetspolitik under l930-talets andra hälft

kommer Putensen knappast längre än Blidberg, med ett viktigt undantag: agerandeti Socialistiska arbetarinternationalen (SAI). Det otryckta källmaterialet har varit

tillgängligt i begränsad omfattning, bortsett från några protokoll från Nordiskasamarbetskommittén ur ABA har bara finska arkiv kunnat utnyttjas. Denna slagsi-da märks ibland. Det handlar exempelvis mycket om Finland kapitlet 0m ställnin-

gen till fascismen. Men dessa avsnitt är en givande komplettering till Blidbergsframställning. Åven litteraturförteckningen uppvisar begränsningar. Där saknas

exempelvis en del relevant svensk litteratur, Lex. Blidbergs uppsats i »Scandia« 1979och avhandlingarna av Karl Molin, Yvonne Hirdman, Klaus Misgeld, Klas Åmark,Torsten Nybom. I fråga om SAI anknyter Putensen enbart till DDR-forskningen påområdet, främst forskningsgruppen »Internationale Sozialdemokratie« vid univer-sitetet i Halle-Wittenberg.

Bortsett från tidsramen ligger skillnaden mellan de båda bearbetningarna främst i

utgångspunkterna och förklaringsmodellen. För Blidberg år den säkerhetspolitiskaaspekten och de utrikespolitiska förutsättningarna av stor betydelse. Putensen ser

den inrikespolitiska, dvs ekonomiska och sociala och internationella dimensionensom en enhet, och hon utgår ifrån en given premiss: De socialdemokratiska arbetar-

partierna i de nordiska länderna övergav med sin inriktning på reformpolitik, gen-om krisprogram och klassamarbete samt genom regeringsinnehavets »statsbäran-

de« funktioner »klasspositioner [...] til förmån för förment överordnade nationella

intressen« (s. 10). Regeringspolitiken fick »entydigt ett primat före den internatio-

nella klassolidariteten« (s. 17), och de socialdemokratiska partierna underordnade

sig regeringspolitikens givna begränsningar. Deras internationalism (ordet sätts ba-

ra inom citationstecken) avvek därför »grundläggande från den proletariska inter-

nationalismen« (s. 4). Ett riktigt förhållningssätt till den fascistiska frammarschen

på l930-talet blockerades. Putensen antyder visserligen skillnader mellan de enskil-

da partierna men betraktar dessa till sist ändå bara som variationer »inom ramen för

lika ideologiska grundpositioner«(s, 47).Blidberg f örklarar det återupptagna institutionaliserade samarbetet mellan de so-

cialdemokratiska arbetarrörelserna i de nordiska länderna i början av l930-talet

med hänvisning till internationella resp utrikespolitiska faktorer. Putensen däremot

framhåller tydligare och riktigt samarbetskommitténs inriktning på nordisk inrikes-

och arbetarpolitik vilken knyts samman med det internationella engagemanget,även om hon i enlighet med sin frågeställning inte behandlar den förra aspekten.Arbetet inom Nordiska samarbetskommittén återupptogs enligt Putensen å ena si-

dan för att med störra framgång kunna möta och övervinna den ekonomiska kri-

sens följder och för att därmed stärka de socialdemokratiska positionerna samt

motverka ett tilltagande kommunistiskt inflytande. Genom den återinrättade sam-

arbetskommittén skulle det för det andra skapas förutsättningaräven för en för-

stärkt ställning inom SAI. Där skulle den i de skandinaviska länderna förebildligttillämpade reformistiska konceptionen genomdrivas som betraktades samtidigtsom ett värn mot fascismen. Flera gånger påstås att de nordiska partierna strävadeefter »en ledande positon« inom SAI (Lex s. 22, 28, 99, 100, en gång talas om »mer

inflytelserika positioner«, s. 2]). Som ett belägg citeras Per Albin Hanssons yttrandei Nordiska samarbetskommittén i augusti 1934 att de nordiska arbetarpartierna »nu

efter händelserna på kontinenten« bildar »kärnan« i SAI och får »ett större ansvar

88

[...] för upprätthållande av de internationella förbindelserna«. Efter Hitlers maktö-

vertagande i Tyskland 1933 och februari-händelserna 1934 i österrike är detta ett

rätt så självklart uttalande som dessutom anknyter till en tradition, de neutrala soci-

aldemokraternas »historiska mission« under Första världskriget. Putensen gör sighär skyldig - milt formulerat - till en övertolkning, och det är inte det enda exem-

plet. Inom SAI efter 1933 hörde de legala nordiska partierna dock otvivelaktigt till

»kärnan«. Bara om man viktar rent efter antalet organisationer kan man missvisan-

de räkna dem till en »minoritet« som fö mysteriöst nog 1933 och 1935 lyckades »på-tvinga« majoriteten »sin antikommunistiska ståndpunkt«(s. 83, 84).

Kampen mot fascismen förde de nordiska socialdemokratiska partierna enligtPutensen visserligen av övertygelse men partiledningarna praktiserade inte »en kon-

sekvent antifascistisk strategi och taktik« (s. 46). Utifrån »en klassindifferent jämfö-relse mellan diktatur och demokrati« jämställdes kommunism och fascism. Parti-

ledningarna i Norden identifierade sig i stället med den borgerliga demokratin. De

begrep exempelvis aldrig att Sovjetunionen egentligen var deras »starkaste bunds-

förvant i kampen om säkerheten och freden« (s. 95, 100). Putensen nämner här åt-

minstone att »den felaktiga bedömningen av socialdemokratin från kommunistiskt

hål« förstärkte »den antikommunistiska grundinställningen« (s. 76, 78). Sovjet-unionens pakt med Hitlertyskland omtalas däremot inte. Inom SAI försökte man

att »utan skrupler« förhindra »en vänsterorientering och en radikalisering« genomatt öppet hota om splittring, missbruka sin starka ställning som legala partier, att

intrigera mot illegala partier och mot enhetsfrontvänliga krafter (s. 31). övertygan-de belägg för dessa omdömen saknas. Precis som de nordiska (socialdemokratiska)regeringarna drog sig undan från sina förpliktelser mot NF följde de socialdemokra-

tiska partierna inte längre SAI:s beslut, t.ex den av SAI tillsammans med Fackföre-

ningsinternationalen beslutade bojkotten mot tyska varer eller hjälpen til] det repu-blikanska Spanien. Denna politiska omsvänging som antyds helt riktigt visade »bri-

stande internationalistiskt ansvar« (s. 43, 102) och bekräftade bara att regeringspoli-tiken hade »företräde« (s. 92). På det viset bidrog enligt Putensen ledningarna av de

nordiska socialdemokratiska partierna till SAI:s »inre sönderfall«. I själva verket

får dem tillskrivas »huvudansvaret för SAI:s tilltagande handlingsförlamning«(s.88). SAl vars viktigaste mål hade varit att förhindra kriget fick »vanmäktigt«upp-leva krigsutbrottet (s. 97, 101).

En viktig premiss i denna argumentering är SAI:s bindande beslutsfunktion. Denär inte alls så entydig som görs gällande. Det skapades ju inte heller organisatoriskaförutsättningar för att garantera ett genomförande av besluten. Medlemsorganisa-tionerna var som bekant inte beredda att avstå ifrån sin autonomi. Detta problemdiskuterar Putensen självfallet inte, inte heller den påtagliga konflikten mellem

SAI:s - och NF:s - faktiska aktionsmöjligheteroch den viktiga målsättningenför de

nordiska länderna och de socialdemokratiska partierna att inte bli indragen i ett

krig. Detta mål nämns på flera ställen och betecknas -inte entydigt men med nega-tiv tonvikt v både som »en huvuduppgift« (s. 68), som »den viktigaste uppgiften« (s.102) och som den »enda uppgiften« (s. 41) för de nordiska socialdemokratiska parti-

ernas »ledande representanter«. Att det resulterade i en »flykt in i neutralismen« (s.38) och i »en isolationistisk neutralitetspolitik«(s. 88) är riktigt även om formulerin-

garna redan uttrycker en negativ värdering. Men Putensens avslutande bedömning,styrd av utgångspremissen,är minst sagt diskutabel. Neutralitetspolitiken fördöms

kort och gott som en »bourgeoisins isolationistiska kurs«, en politik som var »för-

ståelig [...] ur de härskande kretsarna i de små länderna i Norden« och gav till känna

89

till vilken grad man »redan på l930-talet identifierade sig med den borgerliga natio-

nen och bourgeoisins intressen i sina länder« (s. 43, 101, 102). Den bedöms inte i

relation till konkreta och realistiska politiska alternativ för ett internationellt age-

rande, inte heller dess fredsbevarande funktion. Det diskuteras inte heller alternati-

va politiska uppfattningar i de nordiska länderna, alltså de borgerliga partiernas (in-bördes olika) neutralitetsuppfattningar, och hur de skiljde sig från socialdemokra-

ternas, det socialdemokratiska försvaret av neutraliteten under Första världskriget.Etc.

Det finns många övertygande och beaktansvärda synpunkter i Putensens avhand-

ling. Hon har markerat - om än kritiskt - sambandet mellan den nationella (reform)politiken och den internationella politiken, internationalismens begränsninggenomde nationella socialdemokratiska partiernas förutsättningar, den reformistiska

»modellens«, den demokratiska grunduppfattningens och antikommunismens bety-delse för de nordiska arbetarpartierna. Det senare pekar också framåt mot dessa

partiers starka position i efterkrigsperioden. I många avseende är resonemangen

tydligare än hos Blidberg men trots detta och trots olika utgångspunkter är vissa

bedömningar, t.ex. av neutralitetspolitiken och den internationella solidariteten un-

der andra delen av l930-talet, rätt så lika. Men det finns mångaoklarheter och tvive-

laktiga tolkningar som främst får tillskrivas de väglädande premisserna. Mest in-

tressant är Putensens avhandling kanske därför att den förmedlar en sammanhållen

bedömning av de socialdemokratiska arbetarpartierna i de nordiska länderna under

l930-talet ur DDR-synvinkel.

Martin Grass

Steffen Steffensen: På flugt fra nazismen. Tysksprogede emigranter i Danmark efter

1933. (Udgivet af Henriette Riskær Steffensen et al., redigeret af Willy Dähnhardt

og Birgit S. Nielsen), C. A. Reitzels Forlag, København 1986, 650 sider, kr. 325.

Der er tale om en bearbejdelse af det materiale, professsor Steffensen efterlod sigved sin død 1984 som resultat af et mangeårigtprojekt med emnet.

Værket rummer en rigdom af oplysninger om de tyske emigranter i Danmark,men er desværre kun svagt struktureret. Det er fordi det er opbygget som en biogra-fisamling, hvor der ikke skelnes mellem politisk og kulturel emigration, eller rettere:

værket omhandler alene den kulturelle emigration. Kriteriet for optagelse har ikke

været politisk aktivitet, men indsats inden for videnskab og kunst (selvom politiskvirke så har betinget indsatsen). SPD-politikeren Philipp Scheidemann er (s. 179)således optaget under »Historie og samfundsvidenskab«, og at Fritz Bauer (s. 133-

38) også var aktiv i det udogmatiske »Sozialistische Arbeiter-Partei« (SAPD) næv-

nes ikke, så lidt som Karl Raloffs andel - som arkivar i ABA - i transporten af de fra

Berlin til Danmark udsmuglede Marx-Engels-papirer til Amsterdam i 1938. Aktive

(SPD-)politikere som Raloff, Hans Reinowski, Karl Rowold, Otto Piehl og Walter

Hammer er ikke optaget qua politikere, men fordi de har virket som forfattere og/eller journalister (skønt der i tilfældet »Forfatteren Otto Piehl« ikke anføres én arti-

kel af ham). Side om side med dem biograferes - i alfabetisk rækkefølge - rent skøn-

litterære forfattere, der ikke først og fremmest var politikere, men dog stod på ven-

strefløjen som A. H. Ostermoor og Jonny Rieger samt mere a-politiske forfattere.

Artiklerne er meget uensartede, idet næsten 30 forskellige forfattere har udarbej-det de over dobbelt så mange levnedsrids. Nogle er formelige afhandlinger som Per

Øhrgaards biografi af forfatteren og orgelbyggeren Hans Henny Jahnn, fra 1934 bo-

90

ende på Bor holm (s. 457-81), om hvem det har været stærkt betvivlet (fx på det 3.

eksilsymposion 1.-2. okt. 1984 i København), at han var egentlig emigrant, - hvilket

han da ej heller selv mente. Alligevel støttede Harald Bohr ham i 1937 økonomisk.

Skønt a-typisk er det godt, J ahnn er kommet med. Han var et typisk »grænsetilfæl-de«, hvoraf der er nogle - mindre »typiske«i værket.

Også biograñerne af de venstreorienterede forfattere Walter Kolbenhoff og Ma-

ria Lazar (s. 483-514) bør fremhæves. I romanform gav de hver deres bud på nazis-

mens opståen. Maria Lazars fascismekritik »No Right to Live« (London 1934) og i

»Die Eingeborenen von Maria Blut« (skrevet 0. 1935, udg. i Berlin/ DDR 1958) fore-

kommer mere overbevisende end Kolbenhoffs i »Untermenschen« (Kbh. 1933 /dansk 1934), skønt de begge byggede på psykoanalysen (Kolbenhoff dog på Wilh.

Reichs radikale psykoanalyse-version).Andre af bogens biografier er derimod nærmest kun leksikonartikler.

Hans Chr. Nørregaards udførlige og- skønt lettere kålhøgne - fortrinlige af-

handling (s. 337-97) om »Bertold Brecht og Danmark« med tilsluttede biografier af

filosoffen Walter Benjamin, politologen Karl Korsch og komponisten Hanns Eisler

(s. 398-442) er ligeledes stærkt personcentrerede. Vigtigt er det, at stykkerne demon-

strerer Brechts frisind i samværet i huset på Skovbostrand med »kætterne« Korsch,Eisler samt tegneren George Grosz. Biografien om Korsch nævner desværre intet

om hans kætteri som ekskluderet »venstre«-kommunist efter 1926, og biografenJohs. Witt-Hansens kritik af hans »logiske empirisme« forekommer noget uretfær-

dig.Der er i bogens biografier stadige krydshenvisninger til andre biografier i bogen,

idet der naturligvis var en indbyrdes forbindelse mellem de fleste af emigranterne.Nogle af oplysningerne kunne være indarbejdet i S. Steffensens oversigtsartikler om

eksilet og hjælpekomiteerne (5. 1-20). Artiklerne er meget belærende, omend frem-

medpolitiets behandling af emigranterne, hele den danske emigrantpolitik og hjæl-pearbejdet kunne være blevet skarpere belyst. »Scandia-Hjælp«,der 1936 arrangere-de ferieophold heroppe for børn af forfulgte tyskere, er fx ikke nævnt så lidt som de

kvinder, der stod bag, bl.a. Lis Groes, Ellen Kirk og Bodil Begtrup, de mindes af

emigranter med taknemmelighed. Ej heller hjælpearbejdet i provinsen er omtalt. I

Århus blev således et par emigranter, særlig Kurt Vieweg og kæreste (jvf. s. 531 og

537), i 30'erne hjulpet af en mindre kreds bl.a. bestående af Albert Olsen, Gerda Gil-

boe og Ad. Stender-Petersen (ifl. samtale med prof. Niels ÅgeNielsen i Århus 21.

sept. 1970). l Åbenrå vides amtmand Kr. Refslund Thomsen og på Als forstanderin-

de Johanne Hansen at have været aktive i hjælpearbejdet.I stedet for den »personlige«indfaldsvinkel kunne man have tænkt sig værket op-

bygget som Helmut Müsseners »Deutsches Exil in Schweden. Politische und kultu-

relle Emigration nach 1933« (München 1974) med kapitler om de politiske eksil-

grupper, SPD, KPD og »Splitter«-eller »Zwischengruppen«(KPD-O, SAPD, ISK,

trotskijster o.a.), ligesom Otto Strassers »Schwarze Front« så også kunne være

nævnt. Det borgerlige »Zentrum«-partivar i Danmark repræsenteret ved rigsdags-manden Hugo Neumann.

Man undrer sig over, hvorfor just de biograferede er kommet med (selvom de fle-

ste levnedsrids forekommer højst relevante) og ikke fx den dynamiske, men om-

stridte SPD-sekretær fra Kiel Rich. Hansen - forretningsfører i Matteotti-Komite-

en (s. 10) -- eller SPD- og fagforeningsfunktionæren, fhv. minister Gustav Steinbre-

cher (s. 549). lngen fagforeningsleder er biograferet. Fritz Tarnow, emigrant her

1933-40, og Kurt Heinig, udgiver af den danske udgave (1936-39/ 40) af SoPaDe's

91

»Deutschland-Berichte« (1934-39) nævnes blot i forbifarten (dog ikke publicistvirk-somheden). Tilgængeligt stof om to ikke uvigtige emigranter fra Slesvig-Holsten,politimanden Karl Faden og fagforeningslederen Anton Peters (jvf. »Arbejderhisto-rie« 24/ 1985, s. 70ff.), foruden om den fremtrædende arbejderleder, venstresocialde-

mokraten Otto Buchwitz (jvf. min afhandling om KPD-emigrationen i Danmark

1933-45 i »Meddelelser om Forskning ...« 10/ 1978, s. 6 f.) kunne med held være ud-

nyttet. Der savnes i bogen overhovedet omtale af dem. Det samme gælder Alfons

Heising, KFD-emigrant her 1934-40, senere soldat i Wehrmacht og partisan i Hellas

1944. Han var en begavet kunstner, kunstnerisk beslægtet med Ernst Barlach, Ma-

sereel, Käthe Kollwitz og den fortrinlige emigrant-grafiker Heinz Kiwitz (s. 300ff.)og emigrantmaleren Rudi Lesser (s. 303 ff.). Heisings første skulpturer opstod i Ves-

tre Fængsel, hans Værker blev Vist på Kastrupgårdsamlingen 1986. (Jvf. min anmel-

delse af hans erindringer i »Meddelelser om Forskning ...« 12/ 1979, s. 78f. og i »Frit

Danmark« 11. februar 1979).Ingen skuespiller er biograferet i værket. Jeg tænker specielt på Max Hansen.

Derudover rummer værket som berørt glimrende afhandlinger. Det gælder må-

ske om de fleste af dets biografier, at man ikke kan læse dem andetsteds på dansk,ofte ej heller på fremmedsprog.Birgit S. Nielsens artikel (s. 230-51) om eksil-Nel-

son-skolen, fra 1934 på Østrupgård på Fyn, er superb. Her kan man også finde op-

lysning om Leonard Nelsons ikke-marxistiske, men dog ateistiske »Splittergruppe«af 1926 »Internationaler Sozialistischer Kampf- Bund« (ISK), der stod bag skolen.

Den frie forsøgsskole blev gennem Willi Eichler et forbindelsesled mellem ISK-emi-

granterne med centrum i Paris og det illegale ISK i Tyskland (5. 234), indtil den 1938

flyttede til England. ISK-bureauets forbindelse fra London med cellerne i Tysklandunder krigen bl.a. ved Eichlers tyske udsendelser i BBC og endog med en særlig fald-

skærmskurér 1944 kunne være nævnt (i note).Forskerne har haft adgang til de båndlagte arkiver i Rigsarkivet, Tilsynet med

Udlændinges og politiets akter. Det er en fordel. Materialet er godt udnyttet, uden

at arkivsignaturer dog altid er angivet.Børge Houmanns afhandling om Martin Andersen Nexø og emigranterne (s. 21-

32) opvejer en lettere antikommunistisk tendens i andre stykker, og Birgit S. Niel-

sens om Karin Michaëlis' enorme, uselviske kontakt med og bistand til emigranter-ne (s. 33-58) rummer utrolig meget nyt.

Vigtig er også oplysningen i Henriette Riskær Steffensens biografi af SPD-funk-

tionæren Karl Rowold om dennes illegale virksomhed i 30'erne: indsmugling af ille-

gale skrifter med »66-Bådene« til nordtyske havnebyer (s. 578 f.). Per Kristensens og

Elo Nielsens artikel om Wilh. Reich og arbejderklassens betydning for ham (s. 205-

17) ville man ej heller have været foruden ligeså lidt som Henriette R. Steffensens

biografi af den særegne emigrant dr. jur. Joseph T. Simon (s. 223-29). De fem mu-

sikerbiografier (s. 309-30) viser, at der også indenfor denne emigrantgruppe var folk

af verdensry som blandt den af fagfæller s. 62-127 biograferede snes folk fra naturvi-

denskaberne, alle med kontakt til Niels Bohr og hans forsikring.Værket afsluttes med en glimrende, koncis »Epilog« af lektor Jef Jefsen om det

illegale emigrant-blad »Deutsche Nachrichten« (1943-45), der fra november 1945 i

tre år var »Zeitung für deutsche Flüchtlinge in Dänemark«, dvs. de titusinder af for-

trinsvis østtyske flygtninge, der som følge af krigsbegivenhederne 1945-49 opholdtsig i lejre i Danmark. Jefsen bygger i høj grad på undertegnedes forskning, hvad an-

går bladets mission i modstandskampen, men kommer i sin skildring af bladet efter

1945 udførligt ind på tyske emigranters oplysningsarbejde blandt de mange krigs-

92

flygtninge, et arbejde, i hvilket »Deutsche Nachrichten« spillede en central rolle. I

øvrigt har Henrik Havrehed i sin disputats »De tyske flygtninge i Danmark 1945-

1949« (Odense 1987) et illustreret kapitel s. 124-36 om »Deutsche Nachrichten«s be-

tydning både som illegalt blad og som flygtninge-organ, da det blev legalt. Også det-

te afsnit bygger bl.a. på undertegnedes forskning, men er afsluttet før det anmeldte

værk forelå.

Alt i alt demonstrerer det for al videre emigrantforskning uundværlige værk med

al ønskelig tydelighed tyske og østrigske emigranters indsats i og betydning for

dansk forskning og kulturliv, en indsats, der desværre langtfra altid blev værdsat

efter fortjeneste.

Ole Stender-Petersen

Vive la France! Vive la République! Politisk kultur og politiske traditioner i Frank-

rig 1789-1986, Den Jyske Historiker. Nr. 38-39, Modtryk 1986. 285 s., kr. 195,-Den franske arbejderbevægelse har traditionelt stået -

og gør det stadig - i udkanten

af det franske samfund. Arbejderpartierne har kun haft magten eller del i den i få år i

dette århundrede. Men samtidig er den franske arbejderbevægelse stærkt knyttet til

den republikanske kultur, udsprunget af revolutionen i 1789, som også andre politi-ske kræfter har som baggrund. I den republikanske kultur med dens forskellige tra-

ditioner finder man som fælles filosofisk grundlag oplysningstidens tro på fornuften

som ledetråd og eksempel, et minimum af demokrati og social retfærdighed og en på

mange måder fælles politisk adfærd. Når denne reelle, men uerklærede alliance har

kunnet holde sammen, også selvom dens forskellige komponenter ofte har bekæm-

pet hinanden, skyldes det bevidstheden om en fælles fare. Denne fare har i Frankriggivet sig udtryk i et autoritært, stærkt katolsk højre, der senest manifesterede sigstærkt i perioden 1940 til 1944.

Med andre ord har den franske arbejderbevægelse kun i korte perioder institutio-

nelt været inde i statsapparatet. Ideologisk derimod har fransk arbejderbevægelse -

i flere perioder også den kommunistiske del af den - som politisk, kulturel og ideolo-

gisk reference haft »republikken« og den »republikanske tratiditon« fælles med

f.eks. dele af borgerskabet.Det forhold er helt afgørende for at forstå fransk arbejderbevægelses historie, for

ikke at tale om dens nutid. Lad os give et enkelt eksempel: for kun godt et år siden

tog den organiserede venstrefløj i Socialistpartiet, PS, navneforandring. Fra for-

kortelsen CERES (Center for socialistiske studier, forskning og skoling), er man

nået til »Démocratie et République«. Fra midten af tresserne til 1985 og især efter

under vanskelige betingelser at have deltaget i udøvelsen af magten vender den tidli-

gere så doktrinære venstrefløjtilbage til solide og altfavnende begreber i den franske

politiske bevidsthed, nemlig demokrati og republik.Det generer ikke - for det er netop en del af traditionen - at de to største borgerli-

ge partier begge har ordet republikansk i deres navne.

Som et andet -

og fjernere - eksempel, kunne man nævne kommunisternes be-

sværgelser til republikken, og dens idealer under folkefronten i trediverne og i de

første efterkrigsår, hvor alle kommunistiske frontorganisationer ñk betegnelsen »re-

publikanske«.Den franske arbejderbevægelse er gennemsyret af denne republikanske kultur si-

deløbende med en socialistisk tradition. For forståelsen af fransk arbejderbevægel-

93

ses udvikling er det derfor glædeligt, at Den Jyske Historiker nu har helliget den

republikanske kultur i Frankrig et helt bind.

De enkelte artikler er samtidig gode bidrag til studiet af forskellige perioder i nye-re fransk historie. En enkelt, Uffe Østergaards artikel om Marianne-symbolikken,giver samtidig en introduktion til den omfattende franske forskning af den overleve-

rede symbolik. Artiklen er ovenikøbet skrevet sjovt og veloplagt (i det hele taget er

artiklerne i bindet skrevet på et rimeligt dansk, hvilket fortjener at blive bemærket).De grundige litteraturorienteringer efter hver artikel gør samtidig dette bind af

Den Jyske Historiker til en historiografisk oversigt over centrale temaer i nyerefransk historie. Flere af artiklerne har samtidig historiografiske afsnit eller indfalds-vinkler. Det gælder f.eks. en udmærket artikel om »Revoluti0n, politik og socialtransformation i Frankrig ca. 1750-1840«. Her er ikke mindst afsnittet om revolutio-

nen 1789 og en gennemgang og diskussion af revolutionsforskningen og de forskelli-

ge skoler nyttig, samtidig med at forfatteren samtidig får antydet, i hvor høj gradhistorieforskningen i Frankrig har været og stadig er en politisk kampplads. Henrik

Halkier, der har skrevet artiklen, får også langet nogle næsestyvere ud. Men han

kommer i gennemgangen af Francois Furets opgør med den marxistiske revolu-

tionsforskning, som Lefebvre, Soboul og nu Michel Vovelle repræsenterer, ned med

begge ben på jorden i en måske ikke særlig original, men meget fornuftig konklusion

om, at begge fortolkninger af den franske revolution har givet anledning til en forsk-

ning af en sådan værdi, at man står godt rustet til det videre undersøgelsesarbejde.En artikel berører specielt arbejderbevægelsen. Den handler om socialistpartiet,

PS, i den 5. republik.Der er tale om en klar og udmærket introduktion til det nye franske socialistparti.

Carsten Løfting, der har skrevet artiklen, redegør for partiets baggrund i 1) det gam-le socialistparti, SFIO, 2) venstre-republikanere som Francois Mitterrand, der først

og fremmest markerede sig som modstandere af general de Gaulle, 3) det nye ven-

stre, der klassemæssigt havde sin rod i de hastigt voksende mellemlag.Denne baggrund har gjort PS til en helt unik kraft i den vesteuropæiske socialisti-

ske bevægelse. Løfting stiller spørgsmålet, om det franske socialistparti kan beteg-nes som et socialdemokrati i f.eks. dansk forstand. Han redegør for en del af den

franske diskussion, men besvarer ikke selv spørgsmålet.Det kunne have været spændende at få et bud, men lad så anmelderen blande sig

med en opfattelse af, at det er meningsløst at karakterisere PS som et socialdemo-

kratisk parti. Hele dets baggrund er en anden, dets stil er fundamentalt anderledes,dets funktion i det franske samfund og i det franske politiske system er en anden end

de gamle socialdemokratiske partiers i Nordeuropa, og dets selvforståelse er en helt

anden.

Hvor fjernt vi er fra de traditionelle socialdemokratier fremgår også af Løftings

gennemgang af diskussionerne i PS om venstrefløjens politiske kulturer. I disse dis-

kussioner trækkes linierne også tilbage til 1789 og den republikanske kulturs udvik-

ling med socialistlederen Michel Rocards konstatering af, at siden 1789 har to kul-turer stået overfor hinanden: den jacobinske, centralistiske og autoritære kultur ogden girondinske, demokratiske, anti-autoritære og selvstyrende tradtion.

Det har på den danske venstrefløj været god tone at trække på skulderen af dissediskussioner. De har imidlertid bidraget til at rejse nogle meget centrale spørgsmålom arbejderbevægelsensudvikling i en situation, hvor den i store dele af Vesteuropahar mistet sin tiltrækningskraft ikke blot på de unge, men også på dens egne kerne-

grupper. Danske socialdemokrater, der måske mere end deres partifæller i de øvrige

94

vesteuropæiske lande burde høre alarmklokkernes ringen, kunne lære meget. Nu

har de i hvert fald muligheden for at stifte bekendtskab med det franske socialistpar-ti på en kvalificeret måde takket være Løftings artikel.

Det er noget problemat'isk, at Carsten Løfting i gennemgangen af socialistpartietsudvikling ikke beskæftiger sig med samspillet med de ø_vrigekræfter på venstreflø-

jen. Et parti udvikler sig ikke i en lufttom osteklokke, ejheller det franske socialist-

parti. Det er således umuligt at forstå diskussionerne og udviklingen uden at sam-

menholde den med kommunisternes aktivitet. Det er f.eks. kommunisterne, der fra

1958 til 1964 holdt liv i modstanden mod de Gaulle, bl.a. gennem massestrejker i

1963 og 1964. Det var kommunisterne, der i 1965 nærmest opfandt den temmeligtskrammede, borgerlige politiker Mitterrand som venstrefløjens fælles præsident-kandidat. Det var kommunisterne, der drev enhedsprocessen frem mellem 1962 og

1972. Etc.

Det var også kommunisterne, der blev ofre for den og derfor saboterede den i

1977. På det tidspunkt havde partiet spillet sig en række politiske og ideologiskekort af hånden, som socialistpartiet formåede at samle op og spille ud.

Det er derfor socialistpartiet, der skal bære den franske arbejderbevægelse og

venstrefløj frem. Vi har nu med Carsten Løftings artikel og hele dette nummer af

Den jyske Historiker de bedste betingelser for at følge og forstå det videre forløb,

ligesom der også er lagt godt op til 200 - året for den franske revolution, der forhå-

bentlig også i Danmark vil give anledning til udgivelser og videnskabelige aktivite-

ter.

Michael Seidelihn

Henrik Yde: Før selv de mindste af de små får del i livets glæde Grundtvigsk fol-

keoplysning og socialistisk arbejderbevægelse - et historisk rids, Kolding Højskolesforlag, Kolding 1987, 53 s., 40.- kr. (Temanr. af Kolding Højskoles tidsskrift TRYK)Henrik Yde er ved at skrive en bog om »Grundtvig i Martin Andersen Nexøs liv ogværk« og er i den forbindelse faldet over en klasseforsonende udtalelse af Nexø om

folkehøjskolen, at den nemlig skulle »hjælpe den Enkelte, saa han ikke lader sigindsnævre af Race- eller Klassefordomme ...«. Hvad Nexø men kan have ment får

står hen i det uvisse. Man kan lave så meget med citater. Det er muligt, at han har

ment det, da han sagde det, men det stemmer ikke godt overens med hans øvrigeholdning. Men selvmodsigelser hos mennesker er jo ikke noget nyt.

I det mindste: socialisme og grundtvigianisme har ikke ret meget med hinanden at

gøre, og så er det lige meget, hvad Ejvind Larsen kan finde på. På tysk har man et

udmærket ord for folk af den type: Klugscheisser. Det har ikke forhindret, at arbej-derbevægelsenhar opbygget folkehøjskoler, men de højskoler har haft og har et an-

det indhold end de grundtvigske. Pio har allerede i »Socialistiske Blade« l gjort op

med de grundtvigske dannelsesforestillinger (citeret her s. 120, og da hans kritik for-

mentlig længst var glemt, fulgte arbejderne den alligevel, fordi de ikke havde brugfor det snik-snak grundtvigianerne ønskede at fylde dem med. Deres intelligens var

der ikke noget i vejen med, åbenbart var det nemt for dem at gennemskue klasseind-

holdet i bragesnakken. Hovedparten af den lille pjece handler om de forgæves for-

søg, grundtvigianerne gjorde for at få fat i arbejderne.Pjecen gør det overordentlig klart, at en virkelig grundig fremstilling af arbejder-

oplysningens historie fra de tidligste tider til i dag er et hård tiltrængt projekt. Det

kan næppe løses af en enkeltperson, der er mange forhold der bør diskuteres i sam-

95

menhængen. Sådan set har altså også Henrik Ydes pjece et formål, fordi den kan

bruges i et sådant projekt. Et andet bidrag fra den senere tid er Henrik A. Bengtsensartikel om Den socialdemokratiske Arbejderskoles første år - omend den bestemt

ikke behandler sit emne udførligt nok (ABAs årsskrift 1986, s. 30-37). Men der skal

flere forstudier til, inden vi vil have et bare nogenlunde rimeligt billede af arbejder-oplysningen indtil 1924, hvor oprettelsen af AOF helt forandrer billedet (uden at vi

dog kender nok til det).

Gerd Callesen

SPØRGESKEMA

ArbejderhistorieArbejderbevægelsensBibliotek og Arkiv

Rejsbygade l

1759 København V

»Arbejderhistorie«vil med dette spørgeskema søge at skabe et overblik over

den forskning i arbejderbevægelsens historie, som finder sted for øjeblikket.Derved muliggøres en kontakt mellem folk, der arbejder med beslægtede em-

ner, således at erfaringer kan udveksles og dobbeltarbejde undgås.Skemaerne bedes sendt til Arbejderhistories redaktion og skemaets oplysnin-ger vil blive bragt i næste nummer.

NAVN

ADRESSE

PROJEKTETS TITEL (evt. arbejdstitel)

NÆRMERE BESKRIVELSE AF PROJEKTET

(problemstilling, kildemateriale etc.)

PROJEKTETS ART (speciale, artikel, monograñ etc.)

HVORNÅR PÅBEGYNDTES OG FORVENTES PROJEKTET

AFSLUTTET

96

Forskningsmeddelser

Lokalhistorieudvalgets seminar 1987

SFAHs lokalhistorieudvalg afholdt lørdag den 5. september 1987 sit andet

éndags-seminar. Emnet var »Arbejderhistoriens formidling i folkeskolen«.

Seminariet blev afviklet i Stakladen i Århus fra kl. 12 til kl. 18.30.

Cand.pæd. Helge Stavnsbjerg talte om »Undervisningsmidlerog formid-

ling af lokal arbejderhistorie i folkeskolen«. Efter en kort præsentation af ud-

givet materiale, tog HS fat på at opstille nogle generelle retningslinier for 10-

kalhistorie i undervisningen i folkeskolen. Til selve materialet var kravet, at

det skulle være ufattelig lettilgængeligt. HS gav følgende (prioriteret) liste

over materialeudformning: 1) film/ video. 2) foto/ dias. 3) genstande. 4) inter-

views med foto. 5) trykte kilder (bearbejdede). Ved materialeudformningenskal man præcist vide, hvilke elevgrupper, der er modtageren. Ligeledes skal

der udfærdiges hjælpekommentarer til læreren. HS pointerede, at tendensen

i folkeskolen går henimod det tværfaglige.Udfærdigelsen af undervisningsmateriale kræver tid og penge, uden det

bliver det ved indsamlingen. Processen fra indsamling til bearbejdning og ud-

givelse er lang og sej. HS kom derfor til sidst i sit foredrag ind påmulige kana-

ler til fremskaffelse af »tid og penge« herunder mulighederne på Danmarks

Lærerhøjskole, kommunen, amtscentralerne, museer, arkiver og Skolekon-

taktudvalg.Under diskussionen af foredraget kom man ind på hverdagshistoriens po-

sition. Kunne denne fokusering på hverdagen ikke let betyde, at holdninger-ne blegnede? Der var bred enighed om, at holdninger skulle med. Ligeledesvar det ønskeligt, at det lokalhistoriske var eksemplarisk og blev sammen-

holdt med rigshistorien. Til undervisningsbrugville det ogsåvære relevant at

benytte sig af fiktion f.eks. børnehistoriske romaner.

Fællestillidsmand, Søren Christiansen, Dalum Papirfabrik fortalte om si-

ne erfaringer som gæstelærer i folkeskolen. SC havde indtil nu ikke inddragetarbejderbevægelsens historie i denne undervisning. Det havde hidtil gået påat præsentere fagbevægelsen og dens aktuelle positioner. SC fastslog, at fag-bevægelsen selv havde ligget under for historieløsheden, her burde man lære

af landbruget. Børnene skal gøres historisk interesseret for derigennem at gø-

re dem politisk interesseret. Fagbevægelsen skulle selv udfærdige sit under-

visningsmateriale for derved at sikre, at fagbevægelsens synspunkter blev

97

korrekt fremlagt. Papirarbejderne i Dalum har lige nu fået skrevet deres hi-

storie i bogen »Papirarbejdemeshistorie i Dalum« af Ernst Trap Olsen. SC

vil fremover bruge denne bog som gæstelærer.Diskussionen efter oplæggetgik hovedsageligt på: 1) kontakten til lærerne

og 2) uddannelse af gæstelærere herunder specielt de mange pensionister, der

kunne berette om deres arbejderliv.Lærer Ann Thorsted, Randers fortalte om et konkret undervisningsforløb

i en 10. klasse. Emnet var generalstrejken i Randers 1922. Hun havde været så

heldig at have en fortræffelig bog som udgangspunkt: Iben Melbye: »Det be-

gyndte på havnen« (1985). Eleverne var glade for fiktionen og hovedpersonenMarie. AT ønskede med undervisningen 1) at fortælle eleverne om statens

indgreb i en lovlig varslet strejke og 2) at fortælle om hvordan mennesker rea-

gerer i kamp (konfliktberedskab). Undervisningsforløbet kunne realiseres,fordi hun havde klassen i 6 timer om ugen. AT pointerede, at man skulle pas-

se meget på med ikke at gøre undervisningen for boglig. Eleverne havde væ-

ret glade for temaet, selv om der selvfølgeligvar variationer i begejstringen.Den følgende diskussion var snarest en begejstring over denne solstrålehi-

storie, der virkede meget inspirerende og appellerede til efterfølgelse.Birthe Kayser, Arbejderbevægelsensskolekontaktudvalg, holdt oplæg om

»Ideer og muligheder for at formidle arbejderhistorie«.Det var et nøgtemt

oplæg, der tog fat på udvalgets organisation, skolepolitik og materialefrem-

stilling. Generelt kneb det for udvalget at tage historiske emner op. Hoved-

vægten har klart været lagt på en aktuel præsentation af fagbevægelsen og

dens synspunkter i en række enkeltsager. BK henviste til en intern undersø-

gelse i udvalget, der viste, at arbejderhistorie var noget af det sværeste »at sæl-

ge« som gæstelærer.Den følgende diskussion havde to, hovedtendenser. Først en forundring

over fagbevægelsensringe prioritering af Skolekontaktudvalget. Til stor for-

bløffelse for de fleste seminardeltagere blev det oplyst, at LOs skolekontakt-

udvalg kun havde 21⁄2fastansat til arbejdet. Dernæst var der stor utilfredshed

med udvalgets »historieløshed«. Der var enighed om, at man ikke kunne få

klarlagt arbejderbevægelsensegenart og position uden det netop blev forkla-

ret historisk.

Ind imellem havde man diskuteret nødvendighedenaf at prioritere valgenetil skolenævn mm., at støtte de lokale skolekontaktudvalg og at skabe en

større koordinering og viden om hinandens arbejde. Ved afrundingen af se-

minaret var der enighed om, at lokalhistorieudvalget skulle fortsætte med et

årligt seminar.

Om søndagen deltog flere af seminardeltagerne i et besøgpåDet arbejden-de fabriksmuseum, Bruunshåb gamle Papfabrik i Viborg, hvor Erik Bartram

Jensen viste rundt.

Keld Dalsgaard Larsen

98

SFAH's seminar ARBEJDERKLASSENS BØRN, 13.-15. november 1987

på Andebølle UngdomshøjskoleSeminarets første foredrag var af Lars Olsson, Lunds Universitet, der talte

om »Da barn var lönsamma« - om børn i den tidlige industrikapitalisme.I sit projekt om arbejderklassens børn havde Lars Olsson valgt at anlægge

et helhedsperspektiv, og se på børnene i arbejde, skole og fritid. Der var me-

get lidt litteratur om emnet. Oprindelig mente man ikke, at børnearbejde i

Sverige var særlig omfattende i sammenligning med England.Børnearbejde i landbruget havde til opgave at socialisere børn ind i arbej-

det. De var ikke blot arbejdskraft, men de lærte at organisere arbejdet. Det

var ligesådan i håndværk, her skulle lærlingen både lære at fremstille varen

og sælge den.

Med den omfattende proletarisering fra 1750 til 1850 kunne de svenske

bønder ikke længere regne med at deres børn blev i landbruget. Men efter-

spørgslen på letdisciplinerbar arbejdskraft var stor, og blev opfyldt af udbud-

det af billig arbejdskraft fra fattige familier. Det var ikke alle steder, det var

muligt at bruge børnenes arbejdskraft, men i tekstil-, glas- og tobaksindustrikunne man plukke arbejdsmomenter ud til dem. Desuden var der arbejde tilbørn i de mange 'brukssamhälle°i landdistrikterne. En af grundene til at børn

var efterspurgt var også, at det var svært at disciplinere de voksne arbejdere,fordi de tog førkapitalistiskevaner med sig ind på fabrikkerne. Børn var lette-

re at socialisere.

En af Olssons konklusioner var, at nedgangen i børnearbejdet kom langttidligere end lovene om regulering af børnearbejde i 1881. Hovedtendensen

var, at tekniske forandringer formindskede behovet for faglærte, men samti-

dig blev børn overflødige.Ny teknologi og ikke omsorg for børnene var altså

årsag til at børnene forsvandt fra fabrikkerne.

Arbejderbørnene blev isoleret fra voksenverdenen, og var nu i stedet et s0-

cialt problem. F.eks. havde man arbejdsstuer, hvor man beskæftigede »ar-bejdsløse« børn. Og i stedet for børnearbejdsløshed fik man skubbet pro-blemet opad, så det nu gjaldt om at få de unge beskæftiget.

I diskussionen blev det klarlagt, at børnearbejde afskaffedes før fagfore-ningerne fik styrke. Børnearbejdet blev i realiteten flyttet fra fabriksarbejdetil serviceerhverv. Man kom også ind på, at der var en slående parallellitetmellem Danmark og Sverige m.h.t. lovgivning. På Nordisk Industrimøde

1871 var der forslag fra kapitalisternes side om begrænsningaf børnearbej-det, fordi det tillod en utilladelig nedslidning af fremtidig arbejdskraft. Denne

ængstelse gav sig udslag i, at fabriksejerne også stort set fulgte lovgivningenom børnearbejdet.

Annette Eklund Hansen holdt næste indlæg, der handlede om landarbejder-børnenes vilkår 1880-1940.

Med udgangspunkt i undersøgelsen fra 1872 om arbejderfamiliers vilkårblev det slået fast, at kvinder og børn var tvunget til at arbejde af social nød.

Hjemmearbejde kunne ikke give nok. Familien kunne dog supplere indtæg-

99

ten ved at tage børn i pleje, eller vise opfindsomhed m.h.t. maden, bl.a. ved at

fortære kogt pindsvin, som det fremgik af en erindring.En undersøgelse fra 1908 viste, at 140.000 af 240.000 børn arbejdede for

fremmede, mest ved vogtning af kreaturer og lignende landbrugsarbejde.Blandt argumenterne for indførelse af visse landbrugsarbejder, feks. sukker-

roedyrkning var, at kvinder og børn her kunne tjene penge-

og at arbejde i fri

luft var sundt. Men det var et utroligt hårdt fysisk arbejde, og arbejdsdagenvar lang. Der var også mange mishandlingssager - i det hele taget holdt den

grundtvigianske idyl ikke.

En af pointerne ved landarbejderbørns arbejde var, at de ved at arbejde for

fremmede lærte at arbejde med dyr, som de ikke havde hjemme. Derved soci-

aliseredes de til voksenlivets landbrugsarbejde.Børnearbejdet begyndte ofte i 7-årsalderen, og det gik ud over skolegan-

gen. Lovgivningen på skoleområdet rettede sig i store træk efter, hvor stort

behovet for børnearbejde var. Tyendelovgivningen indeholdt oprindeligt ik-

ke noget om børnearbejde, først efter stigende protester føjes børnene ind i

1921. Men det er kun i form af begrænsninger i arbejdet, hvor det kolliderede

med pasning af skolegangen. Først i 1958 kom der samme skolelov for land

og by.Det ser ud som om børnearbejde i landbruget tager af i 1920”erne og 30'er-

ne p.g.a. bedre økonomiske vilkår. Den teknologiske udvikling havde også

betydning, bl.a. medførte indhegning af markerne at vogtning af kreaturer

var et overstået kapitel fra 1930'erne.

I diskussionen blev det drøftet, hvilke psykiske virkninger, forholdene hav-

de for børnene. Desuden kom man ind på det forsvarlige i brugen af erindrin-

ger til at tegne et bevisthedshistorisk billede af børnenes vilkår.

Anden sektion omhandlede arbejderbørns socialisering i familie og institu-

tioner.

Margit Thomsen og Pia Ravn fortalte om deres specialeundersøgelseaf

mor-datterforhold på Nørrebro og Vesterbro i København (jvf. Årbogfor ar-

bejderbevægelsenshistorie 1985). Inspireret af de engelske sociologer Young

og Wilmotts påvisning af moderlokaliseret bosættelse i et London- arbejder-kvarter i 1950'erne tog undersøgelsen fat på en eftersporing af døtres og søn-

ners bosættelse i brokvartererne via folkeregisterdata. Tesen om døtres bo-

sættelse i samme nærkvarter som moderen blev bekræftet. Interviews med to

generationer af døtre om indholdet i deres relationer til moderen dannede

grundlaget for en netværksanalyse med elementerne strukturgrundlag (d.v.s.

køn, klasse, lokalitet), relationstyper, aktiviteter, netværkstyper og funktio-

ner. Det bærende for begge generationer af døtres forhold til moderen viste

sig at være gensidig hjælp med småbørn og opretholdelse af et identitetsfæl-

leskab. Der kunne i praksis være tale om delt moderskab, hvor mormoderen

og moderens søskende danner sikkerhedsnet og netværk omkring småbørns-

familien.

Anne Løkke og Anette Faye Jacobsen gennemgik udviklingen i børnefor-

100

sorgen fra 1890-1950. Børneværnsloven i 1905 gav et kommunalt sammen-

værgeråd myndighed til at fratage forældre myndigheden over deres børn,

hvis børnene havde begåetnoget kriminelt eller skønnedes at blive vanrøgtet i

hjemmet. En gennemgang af sådanne værgerådssagerfra København for pe-

rioden 1910-1920 viste, at anmeldelsen til værgerådetoftest skyldtes småtyve-rier eller vanrøgt i hjemmet. Halvdelen af de fjernede børn havde enlige mød-re og derudover var det især børn af ufaglærte arbejdere, der blev fjernet fra

hjemmet. Begrundelsen for disse indgreb i arbejderfamilierne var angsten for

at socialiseringen af arbejderbørnene skulle slå fejl. I årene efter lovens ikraft-

træden kritiseredes opdragelsesanstalterne for brutalitet og misrøgt. I

19301erne kaldte en omfattende forældreorganisering med rod i arbejder-kvartererne til modstand mod, at en stor del af arbejderklassens børn krimi-

naliseredes på denne måde. Lov af 1958 ændrede børneforsorgens ide fra

kontrol til tilbud om behandling. Spanskrøret var i disse år blevet overhalet

af den voksende mængde behandlere og eksperter som middel til kontrol med

de uvorne unger.

Svend Sødring J ensen: Arbejderbørn i litteraturen dvs. i historiske romaner

om perioden 1870-1914 skrevet for børn.

Svend Sødring Jensen mente, at der var tre gode grunde til at arbejde med

fiktion. For det første er produktionen af fiktion langt større end produktio-nen af faglitteratur. For det andet har ñktionen langt større gennemslags-kraft. For det tredje er det kun gennem fiktionen, at man kan beskrive det,der ligger ud over samfundsforandringernes historie, menneskelivets historie.

Børnelitteraturen er præget af en høj grad af institutionalisering. Gennem-

brudet for den masseproducerede børnebog kom omkring 1900 (Chr. Erich-

sen). Folkeskolelærere virkede som kolportører, senere blev skolebiblioteker

og folkebiblioteker en Vigtig del af institutionaliseringen. Bibliotekerne har

en meget fremtrædende plads i formidlingen af børnelitteratur i forhold til,hvad tilfældet er i andre lande. Dermed har de voksne sat nogle valgmulighe-der for børnene.

Før 1970 udkom der meget få børnebøger omhandlende perioden 1870-

1914, fordi perioden ikke opfattedes som historie.

1 børnebøgerne, der er udkommet før 1970, defineres arbejderbørn som

fattige børn, de kaldes ikke arbejderbørn.I disse bøger skildres arbejderbørngenerelt i overensstemmelse med én af

tre modeller: 1) som trofaste hjælpere for hovedpersonerne 2) som usympati-ske bipersoner 3) eller de er eksempler på fattige børn, der holder op med at

være fattige (den fattige dreng, der vinder direktørens datter).Der er to undtagelser fra dette generelle billede. I Maria Andersens Tude-

marie (1939) idylliseres fattigdommen godt nok; men forholdet mellem de

fattige og de velgørende er konfliktfyldt og hovedpersonen problematisk.Romanen rummer ingen løsning på det problem, at hovedpersonen er fattig,det bliver hun ved med at være. Den anden undtagelse er Chr. Christensen:

101

En rabarberdreng vokser op (1961). Heri er løsningen på nøden de mange

sejre, som hovedpersonen og kammeraterne vinder.

Efter 1970 oplever den historiske roman en opblomstring. Det er hverdags-livet, der skildres, ikke nationalromantiske dramaer. Nu bliver de fattigebørn arbejderbørn; men det er en respektabel arbejderhistorie.Wernström danner en enkelt arbejderistisk undtagelse fra det generelle bil-

lede. Hos ham er de fattige gode og de rige onde.

Gerd Rindel og Hjørdis Varmer er eksempler på det generelle billede. De

forfalder ikke til at løse fattigdomsproblemet gennem individuel opstigning;men hovedpersonerne er inaktive og reflekterende, løsningen på fattigdoms-problemet skubbes ud i fremtiden. Der er mere tale om forklædte lærebøgerend om skønlitteratur.

Svend Sødring Jensen sluttede af med nogle spørgsmål og et par forslag.Skal arbejderhistorie have arbejdere som genstand eller er arbejderhistorie en

synsvinkel? Skal børnebøger absolut have børn som hovedpersoner? Skal

man give børn digterisk kvalitet? Der bør skrives bøger, der kan danne ud-

gangspunkt for børnenes egen fantasi.

En rabarberdreng og Tudemarie er gode, fordi de indeholder en utopi, no-

get forskeligt fra nutiden, uden at udstikke et lukket socialt og politisk pro-

gram.

Den korte diskussion drejede sig om, hvorvidt man bevidst skal forsøge at

give børnene en historisk bevidsthed.

Anette Westrup: Hvordan får man arbejderbørn til at interessere sig for ar-

bejderbevægelsenshistorie? r

I folkeskolens formålsparagrafhedder det, at børnene skal opdrages til at

være aktive og demokratiske borgere, og de udsættes konstant for indoktri-

nering. De udsættes for allehånde former for bedømmelser udefra.

De bedømmes ud fra erhvervslivets målestok, og de føler sig presset til at

leve op til lærernes parcelhusværdier,der er forskellige fra børnenes normer.

Ungerne er magtesløse over for disse bedømmelser udefra - de kan stort set

kun gøre, hvad der bliver sagt og derved opnå gode karakterer.

Børnene føler hele dette pres, men har svært ved at udtrykke frustrationer.

Derfor begejstres de, når de møder tekster, der kan udtrykke den - Jess Øms-

bo, moderne lyrik og Kim Larsens »Vi er dem, de andre ikke vil lege med«.Annette Westrup nævnte derefter en række punkter, der kan politiseres:

politiets fremfærd, vold, grønjakker, grov underbetaling og fremmedarbej-derproblemet. Hvad det sidste angår,mente Annette Westrup iøvrigt,at ar-

bejderbevægelsen har svigtet totalt - den har ikke hjulpet ungerne med at

tackle dette problem.Da skolerne næsten ikke køber bøger mere, er man næsten nødt til at foræ-

re dem de bøger, man gerne vil ud med. Videoer og diasserier, med lyd, i kom-

bination med et lille hæfte, det hele udarbejdet med skyldig hensyntagen til,at en lektion er på 45 minutter, er hensigtsmæssigeformer for formidling;

102

men uanset hvilken form, man bruger, er det vigtigt, at emnet på den ene eller

anden måde skal belyse deres nutid.

l diskussionen berørtes bl.a. fagbevægelsens gæstelæreres rolle. Oplægs-holderen mente, at de er utroværdige i børnenes øjne.Medens lærerne kritise-

redes for ikke at bruge nok tid på at forberede gæstelærernes besøg.Andre emner i den korte diskussion var: Hvor tidligt kan man præsentere

børnene for arbejderbevægelsens historie? Hvordan kan man motivere dem

for historie? Gider børnene stadig se på billeder? Vender børnene sig totalt

mod uddannelse i og med at de har gennemskuet folkeskolen?

Linzer konferencen

Den 24. [TH-konference i Linz afholdes i dagene fra den 6.-10. september1988. Emnerne er I) Probleme der Herausbildung und politischen Formie-

rung der Arbeiterklasse (det må være arbejderklassens konstitueringsproces)og 2) Arbeiterbewegung und ökologie.Sidste frist for aflevering af skriftligeoplæg og for tilmelding er den 15. maj. Konferencesprogene er som tidligeretysk, engelsk og fransk. Det er ikke muligt at arrangere oversættelser fra an-

dre sprog.

Der er truffet beslutning om at udgive protokollerne i en ny form, idet det

har vist sig at være for kompliceret med den nuværende form. For fremtiden,dvs. fra og med l988-konferencen, vil protokollerne kun indeholde dagsor-den, deltagerliste og korte gengivelser af de skriftlige indlæg og diskussionsbi-

dragene. Til gengæld skal der udgives samlebind med de mest interessante

bidrag fra konferencen. Kriterierne for udvælgelsen skal være bidragenes vi-

denskabelige kvalitet og genspejlingen af ITHs politiske bredde. Bindene skal

sammenstilles under konferencen af en redaktionskommittee, som udpegesaf ITHs generalforsamling. Det kan jo give anledning til mange gode diskus-

sioner._

Emnerne for konferencen i 1989 er ligeledes vedtaget og de bliver 1) Die

Zweite Internationale in der Geschichte der internationalen Arbeiterbewe-

gung og 2) Arbeiterbewegung und technischer Wandel als historisches Pro-

blem.

Tilmelding til l988-konferncen og indlevering af de skriftlige bidrag skal

ske inden 15. maj. Da SFAH er medlem af ITH er den sikreste vej for dansk

deltagelse via SFAH.

Danmarks kommuniske UngdomArkiv

For et par år tilbage blev DKUs hovedarkiv gennemgåetog registreret. Det

fremtræder i dag i en stand, der gør det muligt for historikere og andre at be-

nytte den række værdifulde materialer, arkivet rummer.

Som bekendt strækker DKUs historie sig tilbage til 1906. Der findes derfor

rigeligt stof for perioden fra forbundets start til afslutningen af 1. verdens-

krig. Vel at mærke protokoller, blade, småskrifter og breve, som ikke findes

andetsteds.

103

Arkivet er tilgængeligt for alle interesserede.

Adgang opnås gennem skriftlig henvendelse til DKUs forretningsudvalg,Dr. Tværgade 3, 1302 København K.

NRJ

Tidskrifter 1987

Rubrikken er først og fremmest tænkt som en information. Det er et subjek-tivt skøn af, hvad der måske kunne være af interesse for Arbejderhistorieslæsere. Der er kun medtaget udenlandske tidskrifter og årbøger; der er lagtvægt på at tidsskrifterne har et hovedsageligt videnskabeligt tilsnit, dvs. tids-

skrifter udgivet af politiske eller faglige organisationer vil normalt ikke blive

Forsiden på første nummer af det

nye franske tidsskrift Actuel

Marx.

104

undersøgt og registreret til denne rubrik. Der vil ikke blive givet en vurderingeller begrundelse for, hvorfor en artikel eller et særnummer bliver nævnt. Ho-

vedsagen er, at den/ det formodes at være af interesse af den ene eller anden

grund.

Actuel Marx

l 1987 begyndte et nyt fransk tidsskrift »Actuel Marx« at udkomme. Det første

nummer havde et Dossier »Un Etat du Marxisme«, Dosier”et er åbenbart hvert num-

mers hovedemne. Derudover findes en oversigt over de videnskabelige udgaver af

Marx's værker og en Chronique om Marx-debatten 1983-86 i Italien, Kina, Englandog Latinamerika af svingende værdi samt en meget omfangsrig anmeldelsessektion.

Tidsskriftet har såvidt det kan ses en hældning mod en mere »ny venstre«-Marx-

forståelse; det udgives i samarbejde med Universitet Paris-X Nanterre. Nr. 2 skal

efter planen have »Marxisme i Japan« som emne og derudover kommer de faste ru-

brikker.

Arbetarhistoria

Meddelande från Arbetarrörelsens Arkiv och Bibliotek. Nr. 4] indeholder de 3

svenske bidrag til temaet: »Arbetarrörelsen i Norden, forskning och utbildning«,som var et af hovedemnerne på den 6. Nordiska konferensen för forskning i arbetar-

rörelsens historia. Det andet hovedtema: »Den nordiska arbetarrörelsens relationer,samarbete och friktioner« tages op i nr. 42, hvor de svenske og finske bidrag hertil

bringes.Nr. 43 beskæftiger sig først og fremmest med hændelserne i Stockholm i 1917, den

såkaldte Stockholmskonference. Martin Grass' artikel er det første mere udførligevidenskabelige bidrag på svensk om »Stockholmskonferencen 1917«, med hoved-

vægten på, hvordan konferencen afspejlede sig i den socialdemokratiske presse i

Skandinavien. r

Nr. 44-45 er et temanummer om »Kvinnohistoria och kvinnopolitik« - selvsagt er

det arbejderkvinderne hhv. de i arbejderorganisationerne organiserede kvinder det

drejer sig om. Nummeret har forskellige rubrikker: om kvindeorganisationer i ar-

bejderbevægelsen, om 4 fremtrædende kvinder - deriblandt en artikel om Clara Zet-

kins korrespondance med bl.a. Stauning om kvindernes deltagelse i Stockholm-

konferencen 1917 - kvinder i arbejderlitteraturen, kvinder interviewes. Endelig er

der oversigter over arkivets hhv. bibliotekets bestand af materialer fra og om kvin-

der og flere anmeldelser og omtaler af kvindelitteratur.

Das ArgumentTidsskriftet Das Argument, som spillede en betydelig rolle fra midten af 1960'erne

og frem som teoretisk vejleder for dele af »studenteroprøret«, har nu proklameret en

ny form med en delvis ny redaktion. Denne nye linie er startet fra 29. årg. 1987, men

en gennemgang af årgangens numre viser, at forskellen ikke er så stor endda. Tidli-

gere tiders beskæftigelse med arbejderbevægelsens historie er endnu ikke genoptag-et udover nogle enkelte anmeldelser.

105

Beiträge zur Marx-Engels-ForschungI tilknytning til udgivelsen af det 30. bd. af Marx-Engels-Gesamtausgabê (MEGA)afholdt Institut für Marxismus-Leninismus beim ZK der SED og Wissenschaftli-

cher Rat für Marx-Engels-Forschung' der DDR konferencen: »Die weitere Heraus-

gabe der Marx-Engels-Gesamtausgabe (MEGA) und die Perspektiven der Marx-

Engels-Forsehung«. Alt materialet fra denne konference bringes i numrene 21 til 23.

Communisme. Revue d'études pluridisciplinaires.Hovedtemaet i nr. l4 er: »Le communisme en Asie du Sud-Est«, artiklerne behand-

ler især Philippinerne, Cambodga, Indonesien og Singapore. En af de større artikler

beskæftiger sig med, hvorvidt de kommunistiske partier i disse lande er et udtryk for

klassekamp eller for nationalisme.

Critique. A Journal of Socialist Theory.Nr. 18-19 er et særnummer og består i virkeligheden af en bog, nemlig den første

engelske oversættelse af Roman Rosdolskys »Engels and the »Nonhistoric« Peo-

ples: The National Question in the Revolution of 1848«,som først udkom i Archiv

für Sozialgeschichte i 1964. Udgaven her er imidlertid blevet korrigeret for fejl og

forsynet med en indledning af John-Paul Himka.

Hallesche Studien zur Geschichte der Sozialdemokratie

Nr. 15 indeholder to artikler om det franske socialdemokrati: Johannes Glasneck:

Die Entstehung und Entwicklung der französisçhen Sozialistischen Partei S.F.I.0.

bis 1920 und die Rolle des Opportunismus samt Hans-Dieter Klein: Die französi-

sche Sozialistische Partei als demokratischer Faktor im politischen System Frank-

reichs (1971-1986).

International Labor and Working Class History1 nr. 31 fortsættes udforskningen af arbejderklassens social- og kulturhistorie med

artiklen »Sexuality in »Red Vienna«: Socialist Party Conception and Programs and

Working-class life, 1920-34« af Helmut Gruber.

Fra nr. 32 startes en ny artikelserie »Reports from Foreign Editors« om især nye

retninger (tendenser) i de enkelte lande. Der startes med Tyskland med en artikel af

Michael Schneider: In search of a »new« historical subject: The end of working-classculture, the labor movement, and the proletariat.

International Review of Social HistoryInternationaal Instituut voor Sociale Geschiedenis har i 31 år udgivet sit tidsskrift

International Review of Social History. Med 32. årg. 1987 har det som led i de for-

andringer og omorganiseringer, som instituttet har været tvunget til at foretage, og-

så ændret udseende og især selvfølgeligfået en ny redaktion. Denne består nu halvt

af instituttets medarbejdere og halvt af hollandske universitetslærere. Redaktionen

skal sidenhen udvides med et internationalt advisory board. Ændringen skal også

106

medføre ændringer på indholdssiden, de er dog ikke slået igennem i den nye årgangsførste nummer.

Internationale wissenschaftliche Korrespondenz zur Geschichte der deutschen Ar-

beiterbewegungAf større artikler kan nævnes:

Christia Hempel-Küter: Die Tages- und Wochenpresse der KPD im deutschen

Reich von 1918 bis 1933. Mit einem Titelverzeichnis und einem Personenregister - i

nr. 1 Werner Müller: Sozialdemokratische Politik unter sowjetischer Militärverwal-

tung, Chancen und Grenzen der SPD in der sowjetischen Besatzungszone zwischen

Kriegsende und SED-Gründung - i nr. 2.

Franz Walter: Jugend in der sozialdemokratischen Solidargemeinschaft. Eine orga-

nisationssoziologische Studie über die Sozialistische Arbeiterjugend Deutschlands

(SAJ) - i nr. 3.

The Journal of Communist Studies

The Journal of Communist Studies er et kvartalstidsskrift af videnskabelig karak-

ter, der begyndte at udkomme i 1985. Numrene indeholder 1) større artikler, 2) kort-

ere proñler og 3) anmeldelser. Proñlerne er som regel kortere aktuelle emner om

f.eks. det franske KP°s kongres, det engelske KP's udvikling, det etiopiske arbejder-parti osv. De har høj informationsværdi.

Nr. 3-4 1985 er et særnummer om »MilitaryMarxist Regimes in Africa«, Genereltset har tidsskriftet et svag hældning mod venstre og ingen »kremlologiske« tenden-

ser.

Labour/ Le Travail

Nr. 19 indeholder bl.a. 3 bidrag fra »Winnipegmeetings of the Canadian Historical

Association«i 1986.

David Montgomery: Trends in working-class history. Bettina Bradbury: W0-

men's history and working-class history. Bruno Ramirez: Ethnic studies and wor-

king-class history.

Mitteilungsblatt des Instituts zur Erforschung der europäischen ArbeiterbewegunglGA

Nr. 8 indeholder bl.a. Willy Buschak: Bibliographie der deutschsprachigen Veröf-fentlichungen zum Spanischen Bürgerkrieg.

Le Mouvement Social

Hver nummer har et tema. 1 nr. 138 var det Industries en crise og Crises d'un Empi-re, i nr. 139: Communisme et traditions (1920- 1934) og Ouvriers américains, i nr.

140: Métiers des femmes og i nr. I4l: Les Prud'hommes XlXé-XXé siécle.

107

Newsletter of International Labour Studies

Nr. 32/ 33 er et dobbeltnummer om »Labour and the new social movements interna-

tionally« samt en bibliografi om dette emne. I nr. 34 opfølges dette tema af Andre

Gunder Frank og Marta Fuentes i artiklen »Nine theses on social movements inter-

nationally«.For anden gang bringer NILS et særnummer - nr. 35/ 36 - om Solidarnosc, første

gang var i 198l. Særnummerets titel er »Solidarnosc and international solidarity«.

Socialism in the world International Journal of Marxist and Socialist Thought. Fra

nr. 58 og de følgende 5 numre bringes alle bidragene fra »Round Table '86« i Cavtat,Jugoslavien samt uddrag af diskussionerne. Konferencens emne var »Socialism and

the economy«.

Synthesis Philosophica.Det kroatiske filosofiske tidsskrift Filozofska Istraiivanja begyndte i 1986 at udgiveen international udgave »Synthesis Philosophica«. De enkelte bidrag er oversat til

engelsk, tysk eller fransk med resumeer i de to andre sprog. I nr. 3 / 1987 er der 4

store rubrikker »Ideologie - Entfremdung», »Denken und Werk von Friedrich En-

gels«,»Philosophy of Science« og »On Oriental Philosophies«.Artiklerne om Engels beskæftiger sig hovedsageligt med den ældre Engels og spe-

cielt med forholdet mellem Marx og Engels, dvs. de diskuterer problemer som er

blevet rejst i de senere år, hvor bl.a. de såkaldte kapitallogikere har afvist Engels og

hans indsats.

Zeitschrift für Geschichtswissenschaft Zi'G.

Nr. 6 er et temanummer om Berlin i anledning af byens 750 års jubilæum. Nr. 8 brin-

ger en større artikel af Friedrich Hauer og Wolfgang Küttler om Max Weber -

»Max Weber - Wirkung, Werk, Methode«.

Nr. l0 er et temanummer i anledning af 70. året for oktoberrevolutionen.

SPW. Zeitschrift für Sozialistische Politik und Wirtschaft.

Hvert nummer indeholder »Diskussionsschwerpunkt« hvor enkelte emner tages op.

Emnerne i 1987 var:

Nr. 34 - Nach der Wahl: Rot-grüne Zukunft? Nr. 35 - Kritik des SPD-Program-mentwurfs. Nr. 36 - Linke Deutschlandpolitik. Nr. 37 - Jugend. Nr. 38 - Sowjetu-nion 2017.

Årbøger1987

Arbeiderhistorie 1987. Årbok for Arbeiderbevegelsens Arkiv og Bibliotek.

Arbeiderbevegelsens Arkiv og Bibliotek's nye årbog »Arbeiderhistorie« er en fort-

sættelse af deres »Tidsskrift for arbeiderbevegelsens historie«, som udkom med to

numre årligt i tidsrummet 1976-86.

108

Temaet i årbogen er: Eksil i Norge » artiklerne er et optryk af indlæggene fra et

seminar som AAB afholdt i marts 1987. Endvidere indeholder årbogen tre artikler

om international solidaritet og holdninger til indvandrerne.

Archiv

Verein für die Geschichte der Arbeiterbewegung i Wien har i mange år udgivet et

ganske fremragende lille kvartalsskrift »Archiv«, som for nu 3 år siden blev afløst af

en årbog med samme navn. Årbogenindeholder forskellige artikler, anmeldelser,

dokumentationer, nekrologer og et »Kalendarium« med artikler i anledning af for-

skellige årsdage. Årbogensartikler er ikke emnecentreret, men beskæftiger sig bredt

med arbejderklassen og- bevægelsen ikke kun i Østrig.

Archiv für die Geschichte des Widerstandes und der Arbeit. Nr. 8, 1987.

En tredjedel af årbogen er helliget den spanske borgerkrig og de 4 artikler forsøger

på forskellig måde at behandle dette emne. Endvidere kan nævnes en artikel om Ro-

bert Bek-gran.

Archiv für Sozialgeschichte. Bd. XXVII, 1987.

Årbogenbeskæftiger sig helt overvejende med arbejdsløshed specielt i Tyskland fra

1870'erne til 1980'erne, men indeholder også en artikel om arbejdsløsheden i Eng-land og om et særligt problem: lærerarbejdsløsheden.

Desuden er der en artikel om arbejdstiden og arbejdstidsstatistik. Flere af artik-

lerne er på engelsk. Årbogensanmeldelsessektion indeholder bl.a. en ca. 80 sider

lang oversigtsanmeldelse om teknikhistorie. Anmeldelsessektionen fylder ialt små

450 sider.

Cahiers Georges Sorel. Nr. 4, 1986.-

4. årgang af Cahiers Georges Sorel er opbygget som de tre tidligere med 4 faste ru-

brikker: l. Etudes, 2. Documents, 4. Lectures og 4. Bibliographie. Det største afsnit

er documents og indeholder breve fra Georges Sorel til Edouard Berth i årene 1909-

10. Breve fra årene 1904-08 blev bragt i nr. 3, 1985.

Demokratische Geschichte II. Jahrbuch zur Arbeiterbewegung und Demokratie in

Schleswig-Holstein.Årbogenindeholder resultatet af den historiske forskning, kildemateriale og anmel-

delser. Af større artikler kan nævnes: Gerd Krämer: Mann der Arbeit aufgewacht «

Die Altonaer und Ottensener Gemeinden des Allgemeinen Deutschen Arbeiterve-

reins. Hans-Heinz Brandt: Der Freiheit eine Gasse - Erste demokratische Anfänge1918 bis 1921 im Landkreis Oldenburg in Holstein. Irene Dittrich, Wilfried Kalk:

Wir wollen nicht länger Menschen zweiter Klasse sein - Der Metallerstreik in

Schleswig-Holstein 1956/ 57.

109

Exili'orsehung. Ein Internationales Jahrbuch. Bd. 5, 1987.

Titlen på årbogen er: Fluchtpunkte des Exils und andere Themen. Bogen er opdelt i

to afsnit. 1. Fluchtpunkte des Exils og 2. Fixierungen der »inneren« Exilgeographie.

Gulliver. Bd. 21, 1987.

Årbogenstitel er: Amerik(k)a. »The Sixties«, og behandler som titlen siger . 60'erne

i USA. Artiklerne beskæftiger sig med bl.a. kvindebevægelsen,Vietnam og film,borgerrettigheder og litteratur.

Jahrbuch für Geschichte. Nr. 35, 1987.

Årbogener helliget Berlin i anledning af byens 750-års jubilæum. Titlen er: »Studien

zur Geschichte Berlins« og består af 18 artikler.

Lateinamerika. Analysen und Berichte 10.

10. årgang af »Lateinamerika« har titlen: Aussichten auf die Zukunft. Artiklerne be-

skæftiger sig bl.a. med mulighederne for en forhandlingsløsning i Mellemamerika,udsigterne for en »ernæringssikkerhed« for Latinamerika og med Latinamerikas

stilling i den internationale arbejdsdeling.

Marx-Engels-Jahrbuch 9, 1986.

Årbogener inddelt i 4 afsnit: 1. artikler, 2. videnskabelige meddelelser, 3. dokumen-

ter og materiale og 4. beretninger og anmeldelser.

Af større artikler kan nævnes: Erich Kundel: »Der Bürgerkrieg in Frankreich« -

ein zeitgenössischer Report über das reaktionäre Komplott der deutschen und der

Versailler Regierung zur Vernichtung der Pariser Kommune og Winfried Schröder:

Die Entfaltung des industriellen Kapitalismus und der Epochenwechsel im ästheti-

schen Denken. Zu den Notizen von Karl Marx über »griechischeKunst und Epos«.

Marxistische Studien. Jahrbuch des IMSF 13.

Årbogenstitel er: Umbrüche: Beherrschbarkeit der Technik, Rationalisierungstypund Technologiepolitik, Tendenzen politischer Kultur«. Artiklerne er inddelt i 5 af-

snit - l. Produktivkraftentwicklung: Fortschritt, Deformation, Beherrschbarkeit.

2. Tendenzen im Produktivkraftsystem der BRD. 3. Neue Technik, Rationalisie-

rung, Arbeit. 4. Klassenauseinandersetzungen und technologiepolitische Positionen

og 5. Tendenzen politischer Kultur in der BRD.

Saothar. Journal of the Irish Labour History Society. Nr. 11, 1986.

Saothar nr. 1] indeholder bl.a. Enda McKay: Changing with the tide. The Irish La-

bour Party, 1927-1933 - Daniel G. Bradley: Speeding the plough. The formation of

the Federation of Rural Workers, 1944-1948 samt Ronnie Muck: The formation of

the working class in Belfast, 1788-1881.

Envidere findes følgende bibliograñei':1. Lesser Marxist movements in Ireland.

A bibliography, 1934-1984. 2. A bibliography of Irish labour history, 1984.

110

The Year Left 2. An American Socialist Yearbook.

The Year Left er en årbog om »The American Left«, Første års temaer var: 1984U.S. elections og Politics and culture in Central America.

Anden årgang har titlen: Toward a rainbow socialism. Essays on race, ethnicity,class and gender.

Hannah Lindén

Afhandlinger under udarbejdelseNedenstående er modtaget som svar på det spørgeskema, som fast bringes i hvert

nummer af Arbejderhistorie. Numrene refererer til skemaets spørgsmål: 1. Navn, 2.

Adresse, 3. Projektets titel (arbejdstitel), 4. Nærmere beskrivelse af projektet, 5.

Projektets art, 6. Hvornår påbegyndtes og forventes projektets afsluttet?

l. Bergholm, Tapio2. Käsityölisentie 17 D 30

3. Transportarbetar-Förbundets historia 1905-1930 i Finland4. Varför var hamnarbetare organisationerna så starka i Finland? (Andra förbun-

dena var svaga). Andelsocialismen i fackföreningar, Åkarna och partihatet1900-1912.

5. Monograli för förbundet. Licentiat avhandling för Universitetet (Hamnarbetar-nas organisationer 1905-1912). Artikel i Historisk tidsskrift för Finland.

6. Artiklen er udkommet. 1988 för förbundet. 1987 lic.av.

l. Callesen, Gerd

2. Teglgårdsvej 341 st.tv., 3050 Humlebæk

3. Forsknings-/litteraturoversigt over dansk arbejderbevægelsei perioden 1870-1914

4. Del af et projekt initieret af IlSG Amsterdam. Tilsvarende oversigter skal ogsåskrives for de andre lande, hvor der fandtes en arbejderbevægelse.Om de skal

samarbejdes er uklart.

Artikel

6. Jan. 1988 -

aug. 1988 eller aug. 1989

.U'

Callesen, Gerd

Se ovf.

Diskussionerne om militærspørgsmåleti Socialdemokratiet 1908

Udgivelse af korrespondence med andre landes socialdemokrater

Dokumentation/ artikel

Udkommer i Jahrbuch für Geschichte i 1988: »... eine für unsere Sache frucht-

bringende Debatte«, Die Stellung der dänischen Sozialdemokratie zur Abrü-

stung 1908

95*99*19:-GreIIe, HenningOlesvej 9, 2830 Virum

Sangens betydning i arbejderbevægelsenBeskrivelse af sangens betydning i arbejderbevægelsensom et af mange midler til

udbredelse af arbejderbevægelsens idegrundlag. Beskrivelse af anvendelsen af

sangen som udtryksform i den politiske og faglige strategi, samt beskrivelse af

kære.-lll

95-"

531"

FPN?.OMV'

.Al-"Nr-

.05"

:APN:-

95":“PNT'.Al-"Ni"

9999W:-

arbejderbevægelsens historiske brug af sangen som arbejdsredskab paralleltmed andre aktiviteter. Perioden: midten af 1850'erne til i dag.Monograñ (red. sammen med AOF)Udkommer i løbet af 1989

Grelle, HenningSe ovf. ›

Arbejderoplysningens historie

Arbejderoplysningens og AOFs historie 1850'erne til i dagMonografi (red. sammen med AOF)Udkommer i løbet af 1989

GreIIe, Henningse ovf.

Arbejderbevægelsen i LyngbyDen politiske og faglige arbejderbevægelses konstituering i Lyngby og omegn

med særlig henblik på den politiske udvikling i kommunen fra 1871-1988.

J ubilæumsartikel til Lyngby-Bogen 1988

November 1988

Hansen, Anette Eklund

Kirkebjergalle 156, 2605 Brøndby

Børnearbejde og arbejderbørn på landet ca. 1850-1914

En undersøgelse af arbejderbørns erhvervsarbejde i landbruget 1850-1914, bl.a.

med henblik på ændringer i arbejdsprocesserne.artikel/ studiekredsmateriale

1988-

Hansen, Poul

Korsgade 35 IV, 2200 København N

Medbestemmelse ved ny teknologi?Udvides eller indskrænkes medbestemmelsesretten ved indførelsen af teknologi

og efter? Dette ønskes belyst i historisk perspektiv i DK

Integreret projekt modul I hist/ samf. ved RUC

Sept. 1987 -juni 1988

Jensen, Niels Ole Højstrup

Maglehøjen 2, 4320 LejreFerdinand Hurop biografi _

v

En undersøgelse af Ferdinand Hurops politiske arbejde i USA

Artikeli'

'

i

'

Jan. 1988-jan. 1989

Philippeit, Sabine

Koppel 80, D - 2 Hamburg l

Arbejderungdomsbevægelsen i Hamborg i kejserrigetDe 3 retningers (Mannheim, Berlin, Hamborg) udvikling indtil 1908; derefter

»Jugendpflege«ved partiet og fællesorganisationen; konflikter med SPD efter

krigsudbruddet; opløsning i marts 1916; den frie ungdomsorganisation; den nye

112