miljøjuridisk grunduddannelse modul vi (2) - envina · 2017. 12. 4. · dette modul er nr. 6 ud af...

Miljøjuridisk grunduddannelse Modul VI Den 04. oktober 2016 Specialistadvokat Jacob Brandt og advokatfuldmægtig Mark Christian Walters

2

Velkomst og præsentation

Hvem er vi?

Hvem er I?

Hvorfor er vi her?

EnviNa & Bech-Bruun sætter fokus på jura i den kommunale natur-, plan- og miljøforvaltning.

Dette modul er nr. 6 ud af i alt 8, hvor vi vil give jer en indføring i regler om naturbeskyttelse i bred forstand.

3

Program - formiddag

Kl. 09.00 – 09.30 Ankomst og kaffe/the med rundstykker

Kl. 09.30 – 09.45 Velkomst og introduktion

Kl. 09.45 – 10.15 Introduktion til naturbeskyttelsesloven

Kl. 10.15 – 11.00 Beskyttelse af bestemte naturtyper

Kl. 11.00 – 11.20 Pause

Kl. 11.20 – 12.10 Fredningsreglerne

Kl. 12.10 - 12.30 Beskyttelseslinjerne

4

Program – Eftermiddag

Kl. 12.30 - 13.15 Frokost

Kl. 13.15 - 13.45 Beskyttelseslinjerne (fortsat)

Kl. 13.45 - 14.05 Offentlighedens adgang

Kl. 14.05 – 14.15 Natura 2000 og habitat (indledning)

KL.14.15 – 14.30 Kaffe/the med brød

Kl. 14.30 - 15.45 Natura 2000 og habitat (indledning)

Kl. 15.45 - 16.00 Opsamling, evaluering og diskussion

Introduktion til naturbeskyttelsesloven

6


Historiks indføring i naturbeskyttelsesloven

Den gældende lov har sin rod i lov nr. 9 af 3. januar 1992 om naturbeskyttelse

Loven trådt i kraft 1. juli 1992

Loven sammenfattede og forenklede følgende love:

Naturfredningsloven

Sandflugtloven

Lov om naturforvaltning

Ændring af betydning:

Udvidelse af den generelle naturtypebeskyttelse

Forbedring af offentlighedens adgang til færdsel og ophold i naturen

Reducering af fredningsnævnets kompetencer

Naturklagenævnet blev født som erstatning for overfredningsnævnet

7


Historisk indføring i naturbeskyttelsesloven

1992-loven er sidenhen ændret et utal af gange, men hovedprincipperne er dog de samme.

Ændringerne omfatter bl.a. implementering af forskellige EU-direktiver, herunder habitatdirektivet, ændringer af klagesystemet m.m.

Kernen i naturbeskyttelsen har siden 1937 været, og er stadigvæk erstatningsfri regulering

Biotopbeskyttelse startede i naturfredningslovens regi i 1978, hvor der blev indført regler om tilstandsændringer for nærmere beskrevne naturtyper, herunder søer, heder, moser, strandenge m.v.

Biotopbeskyttelsen er sidenhen blevet udvidet og omfatter i dag søer, vandløb, heder, moser og lignende, strandenge og strandsumpe, ferske enge og biologiske overdrev under nærmere angivne omstændigheder.

8


Formålsbestemmelsen i lovens § 1

Loven skal medvirke til at værne landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.

Stk. 2. Loven tilsigter særligt

at beskytte naturen med dens bestand af vilde dyr og planter samt deres levesteder og de landskabelige, kulturhistoriske, naturvidenskabelige og undervisningsmæssige værdier,

at forbedre, genoprette eller tilvejebringe områder, der er af betydning for vilde dyr og planter og for landskabelige og kulturhistoriske interesser, og

at give befolkningen adgang til at færdes og opholde sig i naturen samt forbedre mulighederne for friluftslivet.

9


Formålsbestemmelse (fortsat)

Stk. 3. Der skal ved lovens administration lægges vægt på den betydning, som et areal på grund af sin beliggenhed kan have for almenheden.

(§ 2) Lovens beføjelser skal tillige anvendes med sigte på at bekæmpe sandflugt og forøge skovarealet samt på at genoprette vådområder og ådale, som skal medvirke til at forbedre vandmiljøet.

10


Formålsbestemmelsen

Fastsætter brede rammer for hvilke hensyn, der kan varetages efter loven.

Bestemmelsens stk. 2, nr. 1 til nr. 3 fastsætter, hvad der kan betegnes som værende lovens hovedformål.

Bestemmelsen i stk. 2 er ikke udtømmende.

Stk. 3 indeholder det såkaldte beliggenhedskriterie, hvorefter der ved lovens administration lægges vægt på den betydning, som et areal pga. sin beliggenhed kan have for almenheden

11

Naturbeskyttelse i bred forstand

De elementer vi har valgt at sætte fokus på i dag

Biotopbeskyttelse

Fredning

Adgangsregler

Beskyttelseslinjer

Natura 2000 og habitat

Beskyttelse af bestemte naturtyper

13

Biotopbeskyttelse

Naturbeskyttelseslovens § 3

Der må ikke foretages ændring i tilstanden af naturlige søer, hvis areal er på over 100 m² eller af vandløb eller dele af vandløb, der af miljø- og fødevareministeren efter indstilling fra kommunalbestyrelsen er udpeget som beskyttede. Dette gælder dog ikke for sædvanlige vedligeholdelsesarbejder i vandløb.

Stk. 2. Der må ikke foretages ændringer i tilstanden af heder,

moser og lignende,

strandenge og strandsumpe samt

ferske enge og biologiske overdrev,

når sådanne naturtyper enkeltvis, tilsammen eller i forbindelse med de søer, der er nævnt i stk. 1, er større end 2.500 m² i sammenhængende areal.

Stk. 3. Der må heller ikke foretages ændring i tilstanden af moser og lignende, der er mindre end 2.500 m², når de ligger i forbindelse med en sø eller et vandløb, der er omfattet af beskyttelsen i stk. 1

14

Biotopbeskyttelse

Grundlaget for § 3 administrationen

Den vejledende registrering

Amterne foretog de vejledende registreringer fra 1992 frem til 2007, hvorefter kommunerne overtog

De vejledende registrerede områder kan findes på www.arealinfo.dk

De vejledende registreringer skal løbende opdateres af kommunerne

Den vejledende registrering af beskyttet natur er dog ikke bindende for ejere eller myndigheder.

Det afgørende er således ikke, om arealet er registreret som en beskyttet naturtype, men derimod om arealet på tidspunktet for indgrebet faktisk opfylder de biologiske kriterier for at være en beskyttet naturtype.

http://www.arealinfo.dk/

15

Biotopbeskyttelse

Grundlaget for § 3 administrationen

Skal lodsejeren underrettes om en vejledende registrering?

Ikke noget direkte krav. God forvaltningsskik? Partshøring?

Konsekvenser af manglende underretning?

I de tilfælde, hvor kommunen efterfølgende træffer konkret afgørelse om, at et område er omfattet af beskyttelsen, er der tale om en afgørelse, som er retlig bindende for den pågældende grundejer, og som træder i stedet for en eventuel vejledende registrering.

Partshøring ? – MAD 2012.1586 NMK

16

Biotopbeskyttelse

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 27. april 2012 (NMK-510-00303) - Registreringssag

En kommune træffer efter besigtigelse af en ejendom afgørelse om, at en del af ejendommen er omfattet af § 3-beskyttelsen, idet der er strandeng på arealet.

Kommunen har i sagen haft et eksternt konsulentfirma til at gennemgå et større område som led i kommunens generelle § 3-registrering.

Kommunen foretager en besigtigelse af arealet og vurderer på baggrund heraf samt luftfotos fra 2004-2010, at arealet er omfattet af § 3-beskyttelsen.

Der lægges ved afgørelsen vægt på, at det fremgår af luftfotos, at arealet ikke har været i omdrift i en årrække samt, at der ved besigtigelsen blev konstateret en række plantearter karakteristisk for strandenge.

Kommunens afgørelse påklages. Det bl.a. anføres at lodsejeren skulle have været hørt. Lodsejeren var endvidere ikke på forhånd informeret om datoen for besigtigelsen.

17

Biotopbeskyttelse

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 27. april 2012 (NMK-510-00303)

Kommunen bemærker vedrørende spørgsmålet om høring:

"Aglajas § 3 registreringer omkring Onsevig er del af en større kortlægning af kommunens § 3 natur. Det er ikke praksis, at kommunen informerer hver enkelt lodsejer ved besøg, samt evt. registrering af § 3 natur i denne forbindelse. Lodsejere kan til enhver tid kontakte kommunen og få nærmere informationer om mulig § 3 natur, eller bede om en tilkendegivelse, hvis der er tvivl om et områdes status”

NMKN Kommunen har i henhold nbl § 76, stk. 1, uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme for at udøve de beføjelser, der er tillagt dem loven, herunder foretage undersøgelser af betydning for lovens formål.

18

Biotopbeskyttelse


NKNN henviser dog tillige til håndhævelsesvejledningen, hvorefter en besigtigelse så vidt muligt skal varsles , medmindre formålet vil gå tabt ved at varsle.

NMKN Kommunens afgørelse var bl.a. baseret på iagttagelserne af vegetationen konstateret på den gennemførte besigtigelse. Klager har som part i sagen således ikke haft mulighed for at udtale sig om vegetationen på ejendommen forud for afgørelsen.

Hvad er konsekvensen ?

Forvaltningslovens § 19 – garantiforskrift, der skal sikre, at en forvaltningsmyndighed træffer en lovlig og rigtig afgørelse. Manglende partshøring vil derfor som udgangspunkt medføre, at en afgørelse er ugyldig.

19

Biotopbeskyttelse


NMKN:

”Som sagen er oplyst, finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at kommunens registrering af vegetationen på ejendommen ikke skulle være sket på forsvarlig vis. Henset hertil idet klager har haft lejlighed til at kommentere kommunens besigtigelse under nævnets behandling af klagesagen, finder Natur- og Miljøklagenævnet ikke, at den manglende partshøring medfører afgørelsens ugyldighed.”

NKKN om registreringen som strandeng: ”På baggrund af luftfotos og det af kommunen oplyste om vegetationens karakter, finder Natur- og Miljøklagenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at arealerne har karakter af strandenge, som er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3.”

20

Biotopbeskyttelse

Naturtypebekendtgørelsens § 10 - Forespørgselsordningen

Kommunalbestyrelsen giver efter anmodning fra offentlige myndigheder, berørte ejere, brugere m.v. oplysning om, hvorvidt en bestemt foranstaltning, areal, sø eller vandløb er omfattet af beskyttelsesordningen.

Formålet med forespørgselsordningen er i tvivlstilfælde at sikre den enkelte ejer m.v. en hurtig afklaring af, om en påtænkt ændring af tilstanden af et areal m.v. kræver dispensation.

Frist – udgangspunkt inden 4 uger efter forespørgslen er fremsat.

Manglende overholdelse af fristen medfører som udgangspunkt, at den ønskede ændring kan gennemføres uden dispensation.

21

Biotopbeskyttelse

Dispensationskompetencen

Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde meddele dispensation fra beskyttelsen, jf. NBL § 65, stk. 3.

Det er i forarbejderne forudsat, at dispensationsadgangen ikke udnyttes i væsentligt omfang.

En dispensation fra bestemmelsen i § 3 kan meddeles på vilkår.

Vilkårene, der kan stilles, er begrænset af rammerne i formålsbestemmelserne i §§ 1 og 2 og under hensyn til almindelige specialitetsprincipper.

Af bemærkningerne til § 3 i den oprindelige Naturbeskyttelseslov fra 1992 fremgår, at der bør udvises tilbageholdenhed med at stille krav om etablering af erstatningsbiotoper som vilkår for dispensation i situationer, hvor der foreligger en forudgående ansøgning, da det normalt er langt at foretrække, at de oprindelige naturområder bibeholdes.

22

Biotopbeskyttelse

Dispensationskompetencen (fortsat)

Administrativ praksis er i overensstemmelse hermed restriktiv.

Der kan være behov for at stille vilkår om etablering af erstatningsbiotoper, genopretning af eller pleje på eksisterende biotoper i tilfælde, hvor der er sket en lovovertrædelse, og man afstår fra at stille krav om egentlig retablering af den pågældende biotop,

Det vil navnlig være relevant når det er forbundet med uforholdsmæssigt store udgifter at forlange den oprindelige biotop retableret, eller hvor en retablering er umulig eller i hvert fald uigennemførlig inden for en overskuelig årrække.

Der vil således specielt i forbindelse med lovliggørelsessager stilles vilkår af ovennævnte karakter

23

Biotopbeskyttelse

Klassiske § 3-sager

Registreringssager

Dispensationssager

Lovliggørelsessager

24

Biotopbeskyttelse

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 18. maj 2016 (NMK-510-00753) - Dispensationssag

Aabenraa Kommune meddelte dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til at fjerne beskyttet hede.

Dispensation var meddelt bl.a. på vilkår om, at der skulle udlægges erstatningsnatur, og at flere områder fremadrettet skulle indgå i et samlet naturområde, der skulle plejes med græsning eller slet uden gødskning og sprøjtning.

Grunden var ejet af kommunen selv.

Baggrunden for ønsket om dispensation var bl.a., at mulighederne for byudvikling var begrænset af råstofgravning, naturbeskyttelsesinteresser samt en miljøkonsekvenszone omkring en foderstofforretning.

25

Biotopbeskyttelse

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 18. maj 2016 (NMK-510-00753) - Dispensationssag

Kommunen forudså således et behov for udstykning af den konkrete ejendom til parcelhusgrunde.

Matriklerne var beliggende indenfor et regionalt graveområde, og der var derfor et ønske om, at råstoffer bortgraves, og området efterfølgende bebygges.

Aabenraa Kommune meddelte dispensation på vilkår af, at der blev udlagt et område med erstatningsnatur.

NMKN:

”Etablering af en erstatningsbiotop kan ikke i sig selv føre til, at der gives en dispensation, som der i øvrigt ikke er grundlag for. Dette gælder også selvom erstatningsbiotopen på sigt forventes at have bedre naturkvalitet. Der er i den forbindelse lagt vægt på hensynet til præcedens i fremtidige sager”

26

Biotopbeskyttelse

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 18. maj 2016 (NMK-510-00753) – Dispensationssag

Nævnet tager herefter stilling til, hvorvidt der i sagen foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde en dispensation.

NMKN:

”Det forhold, at arealet ligger i et udlagt råstofgraveområder, kan ikke i sig selv begrunde en dispensation fra forbudsbestemmelsen i naturbeskyttelseslovens § 3.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke foreligger en ansøgning om råstofindvinding, og at kommunen som dispensationsansøger ikke har redegjort for, om der er et aktuelt behov for råstofindvinding på stedet, samt hvorfor det er afgørende, at der råstofindvindes på netop det § 3-beskyttede hedeareal”.

27

Biotopbeskyttelse

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 18. maj 2016 (NMK-510-00753) – Dispensationssag

Det bemærkes i den forbindelse, at arealet udgør ca. 2,5 hektar ud af hele råstofgraveområdet Hønkys Nord på 808 hektar. Nævnet har videre lagt vægt på, at etablering af et erstatningsareal ikke i sig selv kan føre til, at der gives en dispensation, som der i øvrigt ikke er grundlag for.

”Det forhold, at der efter kommunens oplysning sandsynligvis på længere sigt opstår et behov for at udstykke matriklen, kan efter nævnets opfattelse ikke føre til et andet resultat.”

28

Biotopbeskyttelse


Ringkøbing Skjern Kommune meddelte den 27. august 2009 tilladelse til anlæggelse af et ca. 1000 m2 vandhul på en ejendom.

Kommune oplyste i tilladelsen, at ”vandhullet bliver beskyttet af § 3 i naturbeskyttelsesloven, når der efter typisk 2-4 år har indfundet sig et naturligt planteliv og dyreliv”

Kommunen træffer 26. oktober 2015 afgørelse om, at vandhullet er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.

Det fremgår af afgørelsen, at vandhullet er på ca. 900 m2, og at vandhullet er blevet manuelt renset hvert år, og at der rundt om søen er sået og plantet forskellige naturligt hjemmehørende planter.

Afgørelsen påklages til Natur- og Miljøklagenævnet.

29

Biotopbeskyttelse


Klager anfører, at formålet med etableringen af vandhullet var at udvide haven og lave en naturskøn grund, både af hensyn til at øge ejendommens værdi og til familiens interesse for udelivet.

Klager ønsker derfor ikke at være underlagt de restriktioner og begrænsninger i klagers handlefrihed, som følger af beskyttelsen i naturbeskyttelseslovens § 3.

Klager henviser endvidere til. at kommunen ved 3 andre lignende tilladelser efter planlovens § 35, stk. 1, til etablering af vandhuller, har undladt at stille krav om, at vandhullet vil blive beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3 efter 2-4 år.

30

Biotopbeskyttelse


Beskyttelsen efter § 3 omfatter både naturligt forekommende søer og søer, vandhuller og damme, som helt eller delvis er blevet til ved menneskelig indsats.

Søer i haver er således omfattet af beskyttelsesbestemmelserne, forudsat at de opfylder kriterierne herfor.

31

Biotopbeskyttelse


”Natur- og Miljøklagenævnet vil normalt tillægge luftfotos betydelig vægt, således at der træffes afgørelse om, at området er omfattet af beskyttelsen, hvis fotomaterialet på overbevisende måde sandsynliggør, at der er tale om en beskyttet naturtype.”

”På baggrund af kommunens oplysninger, der understøttes af billedmateriale i form af luftfotos, finder Natur- og Miljøklagenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at det pågældende vandhul er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3.”

”Beskyttelsen efter § 3 følger direkte af områdets tilstand som tilhørende en naturtype omfattet af bestemmelsen. Derfor vil også de søer, der er etableret med de af klager omtalte tilladelser, med tiden kunne ”vokse” ind i § 3-beskyttelsen. Dette gælder, uanset om kommunen eventuelt ikke måtte have orienteret om det i de konkrete sager.”

32

Biotopbeskyttelse

Vester Landsrets dom af 1. juni 2016 – TfL2016.326

Ejeren af en ejendom blev tiltalt for overtrædelse af naturbeskyttelseslovens regler, idet han på et tidspunkt i 2008 havde gennemført en ulovlig opfyldning af en sø og nægtede at efterkomme et påbud om lovliggørelse.

Området bestående af flere arealer var i løbet af 1970’erne blevet udlagt til råstofindvinding. Tilladelserne til råstofindvinding blev givet med vilkår om at de enkelte arealer efter råstofindvindingen skulle retableres til landbrugsmæssig drift

På et areal var der i forbindelse med råstofindvindingen blevet oprettet en kunstig sø. Da man stoppede med at indvinde råstoffer på arealet havde man ikke tilstrækkelig jord til at fylde søen op, og derved retablere området til landbrugsmæssig drift. Man besluttede derfor at vente med at fylde søen op til det driftsmæssigt kunne betale sig

33

Biotopbeskyttelse


Da man endelig begyndte at fylde søen op, fremstod den midlertidige sø som en naturlig sø med dyre- og planteliv. Opfyldning af søen blev derfor anset som værende i strid med nbl § 3. Ejeren af søen blev derfor påbudt at lovliggøre søen

Ejeren af ejendommen bliver dømt i byretten – bøde 15.000 kr., tvangsbøder indtil opfyldelse af påbud.

Landsretten afgjorde sagen til fordel for arealets ejer. Ifølge landsretten var ejeren i medfør vilkårene til råstofindvindingstilladelsen forpligtet til at retablere arealet til anvendelse til landbrugsmæssig drift, herunder at opfylde midlertidige søer på arealet

Landsretten udtalte, at råstoflovens særlige bestemmelser går forud for naturbeskyttelseslovens generelle bestemmelser

Nbl § 3 kunne derfor ikke tilsidesætte de oprindelige vilkår efter råstofindvindingstilladelsen om retablering af arealet til landbrugsmæssig drift

34

Biotopbeskyttelse


Vestre landsret:

”Råstofloven bygger således på den forudsætning, at eksisterende landbrugs- og naturområder ødelægges i forbindelse med råstofindvindingen, og derefter i henhold til en efter råstoflovens § 10 forud fastlagt plan skal føres tilbage til landbrugs- og naturmæssige formål.

(…)

Råstoflovens særlige regler, der også tager højde for de samlede miljømæssige hensyn, der skal varetages i forbindelse med påbegyndelse og afvikling samt efterbehandling i forbindelse med råstofindvinding, går i den forstand forud for naturbeskyttelseslovens generelle bestemmelse i § 3 inden for det samlede af råstofmyndigheden fastlagte stadigt aktive indvindingsområde.”

35

Lovliggørelsessager

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 18. december 2015 (NMK-510-00751)

En kommune meddeler den 7. november 2014 påbud om fjernelse af en tennisbane med henblik på reetablering af et § 3-areal.

Adressaten påklager påbuddet og søger samtidig om lovliggørende dispensation.

Klageren anfører primært, at der foreligger myndighedspassivitet, og at der er skabt en berettiget forventning hos klager om at beholde tennisbanen.

36

Fysisk eller retlig lovliggørelse?


Sagens historik:

Ejendommen ejere erhvervede grunden i 1997.

Amtet blev i maj 2000 opmærksomme på, at der var etableret en tennisbane på et areal, der var registret som § 3-areal.

Amtet rettede henvendelse til ejeren den 22. maj 2000 og meddelte, at banen skulle lovliggøres (retligt/fysisk).

Den 9. august 2000 søger ejeren om og retlig lovliggørelse.

37



Sagens historik (fortsat):

Den 25. januar 2001 meddeler amtet afslag på lovliggørende dispensation og påbud om fjernelse.

Afslaget påklages til Naturklagenævnet, der efter besigtigelse stadfæster afgørelsen den 5. november 2001.

Ejeren anlægger sag ved Vestre Landsret, der frifinder nævnet den 11. august 2004.

Ejeren anker til Højesteret, der frifinder nævnet ved dom af 6. september 2006.

38



Sagens historik efter 2006:

Efter Højesterets dom sker der ikke noget i sagen, hverken fra ejerens eller myndighedernes side.

Ringkøbing-Skjern Kommune overtager med kommunalreformen den 1. januar 2007 myndighedskompetencen fra amtet.

Kommunen bliver først opmærksom på sagen i august 2010.

Den 29. marts 2011 meddeler kommunen ejeren, at de er blevet opmærksom på tennisbanen stadig eksisterer. Kommunen meddeler, at tennisbane skal fjernes om området reetableres senest den 1. juli 2011.

39



Sagens historik efter 2006 (fortsat):

Den 31. august 2011 anmelder kommunen ejeren til politiet. Politiet meddeler den 23. september at strafansvaret for etablering er forældet.

Kommunen varsler påbud den 24. oktober 2011.

Herefter langvarig korrespondance og møder mellem kommunen og ejeren.

Den 25. november 2013 (ca. 1 år og 8 måneder) fra den forrige e-mail meddeler kommunen, at de vil fortsætte sagsbehandlingen med henblik på fysisk lovliggørelse.

Herefter følger en kontinuerlig korrespondance mellem kommunen og ejeren indtil kommunen den 23. september 2014 varsler et nyt påbud om fysisk lovliggørelse.

40



Kommunen meddeler den 7. november 2014 påbud om fjernelse og reetablering med frist den 1. februar 2015.

Den 4. december 2014 påklager ejeren påbuddet til nævnet. Den 6. maj 2015 stævner ejeren kommunen.

Sagen for Natur- og Miljøklagenævnet: har kommunen mistet retten til at kræve fysiske lovliggørelse på grund af passivitet?

”Der skal i hvert enkelt tilfælde foretages en samlet, konkret vurdering. I vurderingen indgår det bl.a., om ejeren har haft grund til at tro, at kommunens tavshed i forhold til den konstaterede ulovlighed er udtryk for en form for accept af det ulovlige forhold.”

41



På baggrund af sagens behandling ved myndigheder og domstole må det lægges til grund, at ejerne i hvert fald efter højesteretsdommen i 2006 har været vidende om, at det ulovlige forhold skulle lovliggøres ved fjernelse af tennisbanen.

(…)

Efter Natur- og Miljøklagenævnets opfattelse kan der således ikke lægges afgørende vægt på tidsforløbet, da ejerne har været vidende om, at forholdet skulle lovliggøres ved fjernelse af tennisbanen. Det af klager anførte om, at amtets og kommunens manglende reaktion efter 2006 indikerer, at reglerne ikke ville blive håndhævet, fordi myndighederne vurderede, at der var tale om et forhold af underordnet betydning, kan ikke føre til en anden bedømmelse.

(…)

Der kan endvidere ikke lægges afgørende vægt på, at tennisbanen er ulovligt anlagt for nu mere end 15 år siden, allerede fordi myndighederne har søgt forbuddet håndhævet i væsentlige dele af perioden.

42


Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 1. juli 2016 – NMK-510-00749

Billund Kommune meddelte den 3. februar 2015 lovliggørende dispensation til opdyrkning af hedearealer på en ejendom.

Dispensationen blev meddelt på vilkår om, at der skulle etableres to erstatningsarealer.

Kommunen havde på baggrund af luftfotos og data indsamlet fra en besigtigelse vurderet, at det vil være uladsiggørligt at genoprette heden, og at der kunne etableres et areal med samme eller højere naturværdi, hvis placering og pleje var målrettet.

Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen og anførte navnlig, at der ikke forelå de nødvendige formildende omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation, og at vilkår om erstatningsnatur blot ville belønne en ulovlig opdyrkning.

Billund Kommune anført for nævnet, at området ikke kunne genoprettes, hvis proportionalitetsprincippet skulle overholdes.

43



Det forhold, at en tidligere ejer har foretaget et ulovligt indgreb i et § 3-beskyttet areal, har ikke betydning i forhold til vurderingen af, hvorvidt der kan meddeles en nuværende ejer lovliggørende dispensation. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af naturbeskyttelseslovens § 74, stk. 1, at det påhviler den til enhver tid værende ejer at berigtige et ulovligt forhold.

Etablering af en erstatningsbiotop kan således ikke i sig selv føre til, at der meddeles en dispensation, som der i øvrigt ikke er grundlag for. Dette gælder også, selvom erstatningsbiotopen på sigt forventes at have bedre naturkvalitet. Der er i den forbindelse lagt vægt på hensynet til præcedens i fremtidige sager.

Afgørelse om fysisk eller retlig lovliggørelse skal foretages efter en afvejning af hensynet til de naturmæssige værdier m.v. og til den effektive håndhævelse af naturbeskyttelseslovens regler over for hensynet til ejeren af ejendommen, herunder proportionalitetsbetragtninger.

44



Natur- og Miljøklagenævnets vurderede, at der – såfremt der var blevet ansøgt om dispensation, forinden den foretagne opdyrkning - ikke ville være givet dispensation hertil.

Kommunen havde meddelt dispensation, idet kommunen vurderede, at retablering ikke var proportional, da fjernelsen af den næringsrige jord var omfattende, og da der ikke var spredningsmuligheder. Kommunen anslog, at udgifterne til fjernelse af jordlag og tilførelse af afhøstet hedemateriale ville beløbe sig til 46.000 kr. plus udgifter til leje af lastbil til 550 kr. i timen, samt udgifter til deponering til nærliggende mark eller jordflytning af anslået 100 læs.

Et flertal på 5 medlemmer vurderede, at en retablering var mulig med fjernelse af jordlag og spredning af afhøstet hedemateriale andetsteds fra. Flertallet bemærker i den forbindelse i øvrigt, at arealet i forbindelse med et krav om retablering som alternativ til at flytte den næringsrige overjord, kunne tænkes gjort næringsfattigt ved over en længere periode at foretage slæt eller afgræsning, eventuelt kombineret med udspredning af en hedefrøblanding eller lignende.

45

Biotopbeskyttelse

Naturtypebekendtgørelsens § 2, stk. 1.

”Søer, moser og lignende, heder, strandenge og strandsumpe samt ferske enge og biologiske overdrev, der er dannet, fordi der efter aftale med en offentlig myndighed i en nærmere angiven periode er gennemført en særlig driftsform på et areal, herunder braklægning og/eller pleje af dette, er undtaget fra bestemmelserne i naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1-3, medmindre andet er bestemt i aftalen. Undtagelsen gælder indtil et år efter aftaleperiodens udløb.”

Naturtyper, der er dannet, fordi der i en periode er gennemført en særlig drift, som følge af en aftale med en offentlig myndighed, er således undtaget fra § 3-beskyttelsen indtil 1 år efter aftalens udløb. (f.eks. MVJ-aftaler)

Formål: grundejerne skal tilskyndes til af egen drift at foretage naturforbedringer.

Der skal foreligge en aftale med en offentlig myndighed.

46

Biotopbeskyttelse

Naturtypebekendtgørelsen

Der bør ideelt set være foretaget en registrering af, om der i forvejen findes beskyttede områder på det areal, hvor en sådan aftale indgås.

Hvis arealer på forhånd er § 3 –beskyttet vil det også være det, når aftalen ophører.

Hvis arealet udvikler sig til § 3-natur på grund af aftalen, kan lodsejeren i et år efter aftalens ophør genoptage den tidligere drift, medmindre andet er bestemt i aftalen.

Det skal være på grund af den særlige drift, at området udvikler sig til § 3.

47

Biotopbeskyttelse

Naturtypebekendtgørelsen

Skov- og Naturstyrelsen udtalte i 1994 i et brev til Amtsrådsforeningen i Danmark, at en situation, hvor et areal, mens det var omfattet af en miljøaftale, blev omfattet af en generel beskyttelsesordning som følge af gennemførelse af ny lovgivning, måtte sidestilles med de tilfælde, som var omfattet af naturtypebekendtgørelsens § 2, stk. 1.

Naturklagenævnet traf den 26. september 2006 afgørelse i en sag, der er omtalt i NKO 400, hvor nævnet fandt, at:

”Naturklagenævnet finder ikke, at den foreliggende situation, hvor arealet som følge af ny lovgivning bliver omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, er omfattet af ordlyden til bekendtgørelsens § 2, stk. 1, idet den ferske eng ikke er dannet, fordi der har været gennemført en særlig driftsform efter aftale med en offentlig myndighed. En sådan yderligere undtagelse har således ikke hjemmel i bekendtgørelsen.”

Fredningsreglerne

49

Fredningsreglerne

NBL § 33, stk. 1-3 og stk. 5:

”Fredningsnævnet kan til varetagelse af de formål, der er nævnt i § 1, gennemføre fredning af landarealer og ferske vande efter reglerne i dette kapitel.”

Fredningsnævnets beslutning om fredning kan efter reglerne i § 43 indbringes for

Natur- og Miljøklagenævnet som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet. Natur- og Miljøklagenævnets beslutning om erstatning kan indbringes for Taksationskommissionen efter reglerne i § 45.

En fredningssag kan rejses af miljøministeren, kommunalbestyrelsen eller Danmarks

Naturfredningsforening”

”For det tab, som en fredning påfører en ejer, bruger eller indehaver af en anden

rettighed over en fredet ejendom, ydes der erstatning efter reglerne i § 39.”

50

Fredningsinstituttet

Fredninger

Hvad er en fredning?

Konkrete begrænsninger i ejendomsrettens udøvelse over en fast ejendom i form af fredningsbestemmelser, mod erstatning, med henblik på at sikre en bestemt beskyttelse eller udnyttelse af en ejendom

Fredninger går historisk set tilbage til den første naturfredningslov fra 1917 – hvor kernen i fredningsinstituttet var det samme som i dag nemlig konkrete indgreb i ejendomsretten mod erstatning for at bevare bestemte landskabelige, naturmæssige, rekreative eller kulturhistoriske værdier m.v.

51


Fredninger

Fredning har normalt form af status quo, hvilket pålægges de pågældende ejendomme ved servitut

Der kan dog også være tale om ekspropriation til offentlig adgang, anlæg af parkeringsplads, og der kan pålægges bestemte former for vedligeholdelse.

Fredninger kan gennemføres til at varetage alle de formål, som naturbeskyttelsesloven indeholder, herunder beskyttelse af landskab, dyr og planter og deres levesteder, kulturhistorie, naturhistorie og undervisningsmæssige værdier, ligesom en fredning kan fastsætte bestemmelser om forbedring og genopretning af naturen.

52


Fredninger

Siden fredningsinstituttets indførelse har instituttet dog fået konkurrence i forhold til at være det instrument, der sikrer den mest varige sikring af naturmæssig værdier.

Fredninger er således blevet mindre hyppigt anvendt, idet beskyttelsen af landskabelige og naturmæssige værdier i stigende grad vedtages gennem planlægning og generelle beskyttelsesbestemmelser i naturbeskyttelsesloven og i den øvrige lovgivning.

Fredning må dog stadigvæk betegnes som værende den mest effektive sikring af visse af de værdier som naturbeskyttelsesloven varetager f.eks. værdier af kulturhistorisk karakter.

53


Fredninger

Fredninger kan principielt fortrænge næsten enhver form for regulering af fast ejendom, der generelt fastlægger dennes udnyttelse og benyttelse.

Undtagelse fredninger kan ikke fortrænge krav til den enkelte ejendom, der følger umiddelbart af lovgivningen.

Et byggeforbud i en fredning kan således ikke fortrænge landbrugslovens bestemmelser, hvorefter en landbrugsejendom skal holdes forsynet med en passende beboelsesbygning i overensstemmelse hermed.

Fredninger har dog prioritet i forhold til afgørelser truffet i medfør af anden lovgivning f.eks. en forudsat anvendelse i en vedtaget lokalplan eller en tilladelse til råstofgravning.

54

Myndighedernes rolle og opgaver

Kommuner og Miljø- og Fødevareministeren ved Styrelsen for Vand og Naturforvaltning

Miljø- og Fødevareministeren eller kommunalbestyrelsen kan tage initiativ til en ny fredning, jf. nbl. § 33, stk. 3

og nedlægge et foreløbigt 1-årigt forbud mod anvendelse af en ejendom eller forhold, der strider mod en påtænkt fredning, jf. nbl § 34.

I forbindelse med nye fredningssager skal miljø- og fødevareministeren - ligesom kommunen - udtale sig om budgetoverslag for fredningsforslaget samt vurdere om fredningsforslag, som indeholder naturgenopretning, kan anbefales, jf. nbl § 36, stk. 6.

55

Fredningsforslaget – NBL § 36

En fredningssag rejses ved indsendelse af et fredningsforslag til Fredningsnævnet

Fredningsforslaget skal indeholde:

Forslag til fredningsbestemmelser for et nærmere angivet område

Oplysning om matrikelbetegnelsen for de omfattede ejendomme

Redegørelse for forslagets baggrund

Hvis fredningen vedrører et Natura2000-område skal forslaget redegøre for,

hvordan fredningen bidrager til at opfylde formålet med disse regler.

Hvis fredningen ligger uden for et Natura2000-område skal forslaget redegøre for, at fredningen ikke forringer naturtyper og levesteder i området

Forslag til budget for forventede omkostninger med fredningens gennemførelse

skal vedtages

Kommunerne og miljø- og fødevareministeren skal have haft anledning til at udtale sig om budgettet, og udtalelser medsendes ved fremsendelse af forslaget

56

Fredningsforslagets bestemmelser – NBL § 38

Forslaget skal indeholde bestemmelser om:

Fredningens formål

Indenfor Natura 2000-områder skal det fremgå af formålet, at fredningen skal medvirke til at sikre en gunstig bevaringsstatus for arter og naturtyper i udpegningsgrundlaget

Formål:

Bevaring af nuværende tilstand

Tilvejebringelse af bestemt tilstand, der herefter skal bevares

Regulering af offentlighedens færdsel i området

I hvilket omfang, at fredningen træder i stedet for bestemmelser i NBL eller anden

lovgivning.

57

Fredningsforslagets bestemmelser – NBL § 38

Forslaget kan indeholde bestemmelser om:

Bestemmelser om påbud og forbud nødvendige for at opnå fredningens formål

Bestemmelser om afståelse af fast ejendom til det offentlige

Bestemmelser om, at § 3 og beskyttelseslinjerne ikke skal gælde i det omfang, at

forholdene er reguleret af fredningen

58

Fredningsforslaget - NBL § 37

Den videre proces:

Fredningsnævnet foretager offentlig bekendtgørelse af sagens rejsning

Orientering tilgår

ejerne og brugere af de berørte matrikler

statslige og kommunale myndigheder med interesse i forslaget

Organisationer mv. med væsentlig interesse i forslaget

Efter offentliggørelse indtræder midlertidig virkning af de foreslåede

fredningsbestemmelser

Indgreb i aktuel drift eller udnyttelse af ejendom træder dog først i kraft, når det er endelig afgjort, at fredningen skal gennemføres

medmindre forslaget fordrer øjeblikkeligt indgreb heri

Forslagets bestemmelser kan ophæves under fredningssagens behandling, hvis

fredningsnævnet vurderer, at de ikke er nødvendige for at opnå formålet med fredningen

59

Fredningsforslaget – NBL § 37 a

Den videre proces:

Et fredningsforslag bortfalder 2 år efter rejsning, hvis fredningsnævnet ikke har truffet afgørelse

Fristen kan i særlige tilfælde forlænges med op til 2 år

En fredningssag kan én gang genrejses inden 2 måneder fra bortfald

60

Fredningsforslaget – NBL § 40 og § 41

Den videre proces:

Processen afsluttes med en afgørelse

Der sker offentlig bekendtgørelse og orientering

Der sker tinglysning på de relevante ejendomme

Alle skal herefter overholde fredningsbestemmelserne

61

Dispensation – NBL § 50

Fredningsnævnet kan meddele dispensation, hvis det ansøgte ikke strider mod fredningens formål

Administrationen af dispensationsadgang skal respektere Natura2000-

reglerne

Hvis en dispensation ikke kan meddeles, skal der gennemføres en egentlig

fredningsproces, som helt eller delvist ophæver fredningen

62


Fredningsnævnene

Fredningsnævnene er uafhængige domstolslignende organer, der kan gennemføre fredninger og tage stilling til ansøgninger om dispensationer fra fredninger.

Der er i alt 13 fredningsnævn fordelt med 2 fredningsnævn i Region Nordjylland og i region Midtjylland samt 3 fredningsnævn i hver af de øvrige regioner.

Et fredningsnævn består, jf. nbl § 35, stk. 3, nr.1 til 3, af en formand, der er dommer, samt et medlem, som er udpeget af ministeren og et medlem valgt af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori det pågældende areal er beliggende.

Fredningsnævnene kan efter anmodning modtage teknisk bistand af Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning (tidligere Naturstyrelsen).

63


Natur- og Miljøklagenævnet

Natur- og Miljøklagenævnet er ligesom fredningsnævnene et uafhængigt domstolslignende organ

Natur- og Miljøklagenævnet består af en formand, der skal være jurist, to medlemmer, der udpeges af Højesteret blandt rettens medlemmer, og syv medlemmer, der udpeges af Folketinget.

Nævnet får forelagt alle fredninger, hvor den samlede erstatning og godtgørelse i anledning af en fredning overstiger 500.000 kr. Nævnet skal i disse sager efter prøve fredningsnævnets afgørelse, i dens helhed, uanset om afgørelsen rent faktisk påklages jf. nbl § 42.

64


Natur- og Miljøklagenævnet

Herudover er nævnet klageinstans for de typer afgørelser, hvor fredningsnævnets afgørelse kan påklages.

Natur- og Miljøklagenævnet kan for nye fredninger, jf. nbl § 44, ændre fredningsnævnets afgørelse om afgrænsningen, fredningsbestemmelserne og erstatningen. Natur- og Miljøklagenævnet er endvidere klageinstans for fredningsnævnets afgørelser om dispensation fra fredninger.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af et erstatningsspørgsmål kan med visses undtagelser, jf. nbl § 45, påklages til en særlig taksationskommission nedsat af miljø- og fødevareministeren jf. nbl § 46

65

Fredningssager fra Natur- og Miljøklagenævnet

Assistens Kirkegård - NMK-520-00029 af 6. maj 2014

Assistens Kirkegård blev oprettet i 1760. I 1879 blev rammerne for kirkegårdens fremtidige anvendelse fastlagt ved en kongelig resolution. Herefter skulle kirkegården efter 1980 omlægges til park for Nørrebros befolkning.

I 1989 tiltrådte Københavns borgerrepræsentation et dispositionsforslag 2020, hvorefter en stor del af Assistens Kirkegård i fremtiden skulle anvendes til park, som den gamle resolution foreskriver.

Kirkegården fremstår i dag som en velfungerende blanding af kirkegård og park med gamle træer, nærmest med skovpræg, vekslende med lysåbne arealer.

Kirkegården er stadig i funktion. Store dele af kirkegården fungerer i dag som museumsområde og mindepark. Ca. 1/3 af området skal i 2020 omdannes til park. Lokalkirkegården skal bestå frem til år 2150.

66



Danmarks Naturfredningsforening rejste i samarbejde med Landsforeningen for Landskabs- og Bygningskultur den 15. december 2010 en fredningssag for Assistens Kirkegård.

Formålet med fredningsforslaget var at fastholde Assistens Kirkegårds ca. 20 ha i sin helhed og sikre kirkegården som et grønt åndehul i bydelen.

Fredningsnævnet for København afviste den 27. august 2012, at frede Assistens Kirkegård.

67



Afvisning skete under henvisning til, at fredningsnævnet fandt, at kirkegårde i forvejen er underkastet omfattende regulering og beskyttelse i kirkegårdslovgivningen med behørig hensyntagen til kirkegårdsformålet.

Fredningsnævnet fandt endvidere, at kirkegårdslovgivningen i et vist omfang også varetog hensyn, der ligeledes kunne være omfattet af naturbeskyttelsesloven, herunder f.eks. landskabelige, kulturhistoriske og rekreative hensyn, hvorfor fredningsnævnet ikke fandt, at der var grundlag for at iværksætte en hel eller delvis fredning.

68



Den specifikke lovgivning på området har bl.a. til formål at sørge for, at der er tilstrækkelig plads til begravelser på folkekirkens kirkegårde, og at disse fungerer som værdige og vel vedligeholdte begravelsespladser og at sikre, at der ikke sker en forringelse af de kulturværdier, der er knyttet til kirkebygninger og kirkegårde.

Herudover er kirkegården i kommuneplanen udpeget som O1 område - område til offentligt formål. I erkendelse af kirkegårdens store værdi som levende kulturarv er den også udpeget som et værdifuldt kulturmiljø og omfattet af de retningslinjer, der sikrer dens beståen og udvikling i overensstemmelse med de væsentlige kulturelle værdier, den rummer.

69



Fredningsnævnet opfordrede på baggrund af det ovenstående DN til at trække fredningsforslaget tilbage.

Kirkeministeriet henviste til den kirkelige lovgivning og anførte, at folkekirkens kirkegårde ikke kan fredes efter naturbeskyttelsesloven.

Kommunen anførte bl.a., at kirkegårde er beskyttet gennem kirkegårdslovgivningen. En fredning efter naturbeskyttelsesloven vil stride mod den beskyttelse og de kompetencer, der er reguleret af disse regler.

70


Assistens Kirkegård

Danmarks Naturfredningsforening bemærkede i klagen til Natur- og Miljøklagenævnet:

at Assistens Kirkegård er et af de sidste grønne åndehuller i København, som endnu ikke er fredet.

at ca. 5 % af kirkegården i dag er inddraget til byggeplads i forbindelse med byggeriet af Metro Cityringen, hvilket er et eksempel på den fragmentering af Assistens Kirkegård, der i dag er mulig, fordi kirkegården kun er omfattet af den generelle lovgivning.

DN rejste fredningssagen for at undgå andre former for fragmentering, f.eks. til cykelstier, caféer eller børneinstitutioner og for at fastholde parken som det rekreative område, den oprindelig var tiltænkt.

DN foreslog for at undgå konflikt mellem kirkegårds- og fredningsinteresserne, at lokalkirkegården udtages af fredningen.

Kommunen og Kirkeministeriet gentog i alt væsentlighed deres tidligere bemærkninger i forbindelse med sagen for Natur- og Miljøklagenævnet.

71


Assistens Kirkegård

Naturstyrelsen:

”En fredning af den del af Assistens Kirkegård, der består af park og mindepark, kan have betydning for den fremtidige sikring af kirkegården som park og som sikring af de kulturhistoriske og rekreative værdier.”

En fredning skal efter Naturstyrelsens opfattelse ikke forhindre, at Assistens Kirkegård fortsat udnyttes som kirkegård, men styrelsen ser ikke nødvendigvis modstrid mellem fredning og kirkegårdsdrift. En fredning kan f.eks. træde i kraft efterhånden som kirkegårdsdriften ophører.”

72



Natur- og Miljøklagenævnet:

”Natur og Miljøklagenævnet skal bemærke, at den omstændighed, at kirkegårde er omfattet af den kirkelige lovgivning ikke i sig selv fører til, at kirkegårde ikke kan fredes.

Hvis en fredning konkret kan begrundes i de hensyn, som fremgår af naturbeskyttelseslovens formålsbestemmelse - og disse hensyn ikke i tilstrækkelig grad ses varetaget gennem den kirkelige lovgivning - vil der således kunne ske fredning efter naturbeskyttelseslovens regler.”

73




”Kirkegårde med deres grave, beplantninger, stendiger m.v. vil normalt være tilstrækkeligt sikret gennem den kirkelige lovgivning, hvorfor fredning af kirkegårde yderst sjældent kommer på tale.

Det er imidlertid Natur- og Miljøklagenævnets vurdering, at Assistens Kirkegård er af en helt særegen karakter, idet den udover at fungere som kirkegård indeholder en række historiske gravminder af stor kulturhistorisk værdi og i vid udstrækning benyttes som park for de lokale beboere. Dertil kommer områdets naturmæssige værdier.

Nævnet finder på den baggrund, at der er behov for en varig sikring af Assistens Kirkegårds særlige værdier som ikke alene er af lokal, men også af åbenbar national betydning. Disse værdier ses ikke i tilstrækkelig grad beskyttet gennem den kirkelige lovgivning.”

74

Retspraksis i fredningssager

Højesterets dom af 22. august 2005

Klager/Sagsøger havde i 1992 opført en helårsbeboelse på 150 m2 i 1 ½ plan uden at ansøge om byggetilladelse, landzonetilladelse og uden tilladelse fra fredningsnævnet.

Fredning var fra 1955 og var en såkaldt frivillig fredning, som blev pålagt ejendommen af den tidligere ejer, der til gengæld fik tilladelse til at udstykke tre parceller til villabebyggelse.

Huset blev opført delvist på fundamenterne fra en hestestald, der havde et areal på 70 m2, men som fredningsnævnet i 1976 havde meddelt tilladelse til udvidelse af til i alt 125 m2.

Fredningsnævnet havde endvidere i 1973 tilladt en funktionærbolig på 35 m2, opført uden tilladelse i 1961, anvendt som bolig.

Fredningsnævnet for København meddelte den 29. juni 2000 afslag på en ansøgning om lovliggørende dispensation fra fredningen, og krævede huset nedrevet.

75



Formålet med fredningen var at opretholde arealernes landskabelige tilstand følgende fremgik således af fredningen:

”Arealerne fredes således, at deres landskabelige tilstand opretholdes med park, frugtplantage (med kirsebærtræer, æbletræer osv.), granplantage og anden landbrugsmæssig eller gartnermæssig udnyttelse.

Der må ikke på arealerne opføres bygninger, skure, master eller indretninger, der kan virke skæmmende. Der skal dog kunne opføres de for driften af ejendommen samt parken fornødne bygninger, herunder et drivhus i forbindelse med det eksisterende.”

Fredningsnævnets afgørelse blev påklaget til det daværende Naturklagenævn, hvor

klageren bl.a. anførte, at nævnet skulle meddele en lovliggørende dispensation bl.a. på betingelse af fjernelse af den ældre funktionærbolig.

76



Klageren anførte bl.a. for nævnet, at den opførte bygning var nødvendig for ejendommens drift.

Klager begrundede dette med, at myndighederne i 1973 havde acceptereret, at der var behov for en funktionærbolig på ejendommen, og at dette behov stadig eksisterede.

Herudover anførte klager, at huset fra 1992 i hvert fald måtte være lige så lidt skæmmende som den hestestald, der blev godkendt udvidet i 1976.

Der var i forbindelse med ansøgningen om lovliggørelse foretaget besigtigelse, hvor det bl.a. blev konstateret, at ejendommen ikke blev anvendt til beboelse, men derimod erhvervsvirksomhed i form af en designvirksomhed.

Klagers advokat oplyste i forbindelse hermed, at ejerens datter pt. anvendt huset til designvirksomhed, men at dette alene var et overgangsfænomen.

77



Naturklagenævnet fandt det ikke godtgjort, at den i 1992 opførte bygning var nødvendig for ejendommens drift.

Herudover fandt nævnet ikke, at et ønske om dispensation ville have blevet imødekommet på opførelsestidspunktet.

Hertil kom, at ejendommen på tidspunktet for sagen var omfattet af et nyt fredningsforslag og hermed de foreløbige retsvirkninger og dermed et generelt forbud mod bebyggelse, som nævnet ikke fandt, der kunne dispenseres fra.

Nævnet fandt herefter ikke grundlag for at meddele en lovliggørende dispensation til trods for værdispildsbetragtningerne i sagen.

78



Der blev med sagen for landsretten foretaget syn og skøn, hvoraf det bl.a. fremgik, at den ældre funktionærbygning i enhver henseende var nedrivningsmodent.

Herudover blev genopførelsesværdien af bygningen vurderede til at være ca. kr. 4 mio.

Landsretten fandt ikke, at det var godtgjort, at den bygning der blev opført i 1992, ved opførelsen eller på tidspunktet for lovliggørelsessagen, var nødvendig for driften af ejendommen, hvorfor opførelsen forudsatte dispensation fra fredningen.

Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse om ikke at meddele lovliggørende dispensation.

79



Højesteret:

”Formålet med fredningen var at opretholde arealernes landskabelige tilstand. Fredningen er herved til hinder for andet byggeri end det, der er tilladt efter deklarationen. Efter deklarationens ordlyd og formål og sammenhængen mellem deklarationens enkelte led tiltræder Højesteret, at fredningen i hvert fald er til hinder for opførelse af bygningen fra 1992.

Højesteret tiltræder endvidere, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Naturklagenævnets skønsmæssige afgørelse, hvorefter nævnet ikke har fundet grundlag for at meddele dispensation til den ulovligt opførte bygning”

80


Vestre Landsrets dom af 15. februar 2001

Den 31. oktober 1969 rejste Fredningsudvalget for Vejle og Skanderborg Amter en fredningssag for arealer på i alt 75,46 hektar på østsiden af Skanderborg Sø.

Forinden fredningssagen havde 6 grundejere inden for det område, der blev foreslået fredet, modtaget tilladelse til sommerhus og helårsbeboelse.

Overfredningsnævnet fastsatte bl.a. følgende generelle bestemmelser for de fredede arealer:

”De fredede arealer skal bevares i deres nuværende tilstand, dog med de nedennævnte under særbestemmelserne anførte undtagelser.

På de fredede arealer må ikke opføres bygninger, skure, boder, master og hegn med undtagelse af nødvendige kreaturhegn.

Om- og tilbygninger af de eksisterende lovligt opførte helårs- og sommerhuse, hvorved bygningens ydre fremtræden ændres væsentligt, må kun finde sted efter forud indhentet godkendelse af fredningsnævnet”

81



Herudover fremgik det af kendelsen, at byggetilladelserne meddelt forud for fredningsforslaget ikke blev opretholdt samtidig med, at ca. 20 sommerhuse på lejet grund skulle fjernes når lejer eller dennes ægtefælle opsagde lejemålet.

A var ejer af en grund omfattet af fredningen fra 1976. På grunden var der tæt ved søbredden en forfalden træhytte fra 1965.

Fredningsnævnet meddelte den 18. juni 1998 A tilladelse til at opføre en hytte på 33 m2 på den øvre del af grunden under forudsætning af en række vilkår, herunder om fjernelse af den eksisterende hytte samt anlæg af slørende beplantning.

A modtog ligeledes landzonetilladelse samt dispensation fra søbeskyttelseslinjen efter naturbeskyttelsesloven.

Danmarks Naturfredningsforening indbragte alle afgørelserne for Naturklagenævnet, der stadfæstede dem.

82



En række grundejere i området anlagde herefter sag mod Naturklagenævnet og A med påstand om, at de skulle anerkende, at nævnets afgørelser var ugyldige.

Alle myndighederne i sagerne havde i forbindelse med behandlingen vurderet, at den ansøgte placering af det nye fritidshus i sammenhæng med fjernelse af den eksisterende hytte udgjorde en forbedring med hensyn til bevarelse af de natur- og landskabelige værdier, som fredningen, landzonereglerne m.m. tilsigter at beskytte.

Vestre Landsret:

”Ifølge Overfredningsnævnets kendelse af 15. juni 1976 er baggrunden for gennemførelsen af Vestermølle-fredningen blandt andet, at området er af særlig geologisk og vildtbiologisk interesse og også efter en landskabsæstetisk betragtning af stor værdi”

83



Vestre Landsret:

”Varetagelsen af disse hensyn udmøntede sig i de generelle fredningsbestemmelser i kendelsen, hvorefter det som altovervejende hovedregel er forbudt at opføre nyt byggeri i området. Fredningens restriktive karakter kom også til udtryk ved, at ejerne af andre grunde i det fredede område fik inddraget allerede meddelte byggetilladelser, ligesom et antal ejere af sommerhuse på lejet grund blev pålagt at fjerne husene ved ejerskifte.

Dispensationen fra fredningsbestemmelserne, der er stadfæstet ved Naturklagenævnets afgørelse af 21. september 1998, har ubestridt ikke haft hjemmel i de dispensationsbestemmelser, der findes i Overfredningsnævnets fredningskendelse.

Efter det oplyste om baggrunden for fredningen og indholdet af fredningsbestemmelserne samt forløbet siden fredningskendelsen kan meddelelse af dispensationen ikke betegnes som et spørgsmål, der ikke vil stride mod fredningens formål. Der er derfor heller ikke i naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 1, den fornødne hjemmel til at meddele dispensationen.”

84

Case: Græssletten i Gl. Skagen

Helikopterlandinger ved Ruths hotel

Skagen er i uge 29 et tilløbsstykke for jetsettet

Specielt Ruths Hotel i Gl. Skagen er populært

De senere år er flere og flere gæster begyndt at benytte sig af helikopter, som

lander på en græsslette lige uden for Ruths Hotel

De faste beboere finder støjen fra landinger og overflyvninger væsentlig

85


86


87

Græssletten i Gl. Skagen

Helikopterlandinger

Miljøgodkendelse – og evt. VVM?

Kræver (nok) 100 landinger om måneden

Miljøbeskyttelseslovens § 42

Påbud om foranstaltninger til at nedbringe støjen

Landzonetilladelse?

Mere end 30 landinger om året

Naturbeskyttelseslovens § 3 – beskyttet overdrev

Tilstandsændring?

88

Græssletten i Gl. Skagen

Helikopterlandinger

Fredning fra 1937:

”Køberen forpligter sig og senere Ejere af den købte Parcel til ikke at lade den bebygge, opdyrke, indhegne eller benytte til Parkeringsplads eller Kampering eller at lade den gennemskære af Veje, men at lade den til Stadighed henligge i Naturtilstand til fri Færdsel for alle.”

”Arealet skal i det hele taget henligge i den samme naturtilstand som nu og skal udelukkende kunne benyttes på samme måde som hidtil. Det må som følge heraf heller ikke anvendes til parkeringsplads og campering, teltslagning og båltænding må ikke finde sted, ligesom der på arealet ikke må anbringes master, boder, skure eller andre indretninger, der kan virke skræmmende”

Er helikopterlandinger forenelig med fredningen?

Er der grundlag for dispensation?

Beskyttelseslinjerne

90


Generelt

Naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttelseslinjer (§§ 15-19) er udtryk for en generel beskyttelse af en række markante landskabselementer.

De forskellige linjer fastlægger forskellige beskyttelsesniveauer og er således langt fra alle lige restriktive.

Fælles for alle bygge- og beskyttelseslinjerne er dog, at der er tale om forbudsbestemmelser.

Administrationen af dispensationskompetencen ligger for så vidt angår §§ 16-19 hos kommunerne.

91


Generelt

Dispensationskompetencen for § 15 (strandbeskyttelseslinjen) er fra 1. januar 2016 overført til Kystdirektoratet fra Naturstyrelsen.

Det følger af naturbeskyttelseslovens § 69, at Miljø- og fødevareministeren kan bestemme, at reglerne i §§ 8 og 15-18 ikke skal gælde for nærmere angivne områder, Miljø- og fødevareministeren kan ændre grænserne for beskyttelsen efter § 18, såfremt det beskyttede areal ikke derved forøges.

92


Fortidsmindebeskyttelseslinjen ( § 18)

Efter naturbeskyttelseslovens § 18, stk. 1, må der ikke foretages ændring i tilstanden af arealet inden for 100 meter fra beskyttede fortidsminder. Der må ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende.

Efter § 18, stk. 2, nr. 1, gælder forbuddet ikke for landbrugsmæssig drift, bortset fra tilplantning.

Efter § 18, stk. 3, gælder forbuddet ikke for fortidsminder, der ikke er synlige i terrænet.

Enhver ændring i tilstanden omfatter bl.a. terrænændringer, tilplantning, bebyggelse, herunder om- og tilbygning, hegning samt opsætning af skilte mv

93


Fortidsmindebeskyttelseslinjen ( § 18)

Formålet med fortidsmindebeskyttelseslinjen er at sikre fortidsmindernes værdi som landskabselementer. Både den generelle betydning af fortidsminderne i landskabsbilledet samt indsyn til og udsyn fra fortidsminderne.

Herudover skal bestemmelsen sikre de arkæologiske lag i området omkring fortidsminderne, idet der ofte er særlig mange kulturhistoriske levn i områderne tæt ved de fredede fortidsminder.

Fortidsmindebeskyttelseslinjen administreres i praksis meget restriktivt.

Ved vurdering af om, der kan meddeles dispensation indgår primært en bedømmelse af det ansøgtes påvirkning af det beskyttede fortidsminde.

En afgørelse om dispensation fra § 18 kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet.

94

Fortidsmindebeskyttelseslinjen

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 19. februar 2013 (NMK-503-00034)

Ejeren af en landbrugsejendom havde i perioden 2000-2007 med byggetilladelser fra kommunen opført tre landbrugsbygninger, en gyllelagune og en kornsilo indenfor fortidsmindebeskyttelseslinjen – to gravhøje.

Kommunen blev i forbindelse med en ansøgning om opførelse af en svinestald opmærksom på, at der skulle have været truffet afgørelse efter naturbeskyttelseslovens § 18 i forhold til de tidligere opførte bygninger.

Kommunen meddeler lovliggørende dispensation til det opførte den 4. januar 2012. Afgørelsen blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet af Kulturstyrelsen og Holstebro Museum.

98



Faktiske omstændigheder i sagen:

Afstanden fra nærmeste bygning til de to gravhøje var henholdsvis 30 og 62 meter.

Kommunen oplyser, at de er enige i, at ejeren er uden skyld i, at de relevante dispensationer ikke er meddelt.

Oplyses og understøttes med billedmateriale, at der ikke er indsigt til gravhøjene fra sydvest, vest eller nordvest på grund af nåleskovsbevoksning omkring højene.

Tvivl om, hvorvidt kornsilo ligger indenfor beskyttelseslinjen.

Mulighed for placering af bygningerne andetsteds på ejendommen

99



NMKN:

”Natur- og Miljøklagenævnet lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at nævnet ikke ville have meddelt dispensation til opførelse af landbrugsbygningerne, såfremt sagen var blevet forelagt nævnet inden opførelsen. Der henvises til den generelt meget restriktive praksis på området og til de konkrete forhold på stedet, herunder muligheden for en placering af bygningerne udenfor fortidsmindebeskyttelseslinjen.”

100



Nævnet lægger vægt på:

Formålet er at sikre fortidsmindernes værdi som landskabselementer. Både den generelle betydning af fortidsminderne i landskabsbilledet, indsyn til og udsyn fra skal sikres med bestemmelsen. Sikring af de arkæologisk lag i området.

Effektiv håndhævelse samt præcedensvirkning i forhold til lignende sager

Økonomisk tab må antages at skulle bæres helt eller delvist af kommunen

God tro (byggetilladelser)

Bygninger udgør hele det reelle produktionsanlæg på ejendommen (økonomisk uoverskueligt for ejeren)

101



Flertallet (7 medlemmer) –finder på grundlag af en samlet afvejning ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om fysisk lovliggørelse. Kommunens dispensation ændres til et afslag.

Mindretallet (3 medlemmer) – hensynet til ejeren taler for, at ændre kommunens

afgørelse til en tidsbegrænset dispensation indtil 2020.

Sagen hjemvises til fornyet behandling for så vidt angår kornsiloen.

102



• Ejeren anmodede ved brev af 13. oktober 2015 via kommunen om genoptagelse.

• Ejerens primære argumenter for genoptagelse:

En nedrivning af staldbygningerne står ikke i rimeligt forhold til de konsekvenser, det vil medføre. Indsigten til gravhøjene generes ikke af staldbygningerne. En alternativ placering uden for beskyttelseslinjen vil forringe indsigten til gravhøjene.

Anslået udgifter på mellem 10 og 15 mio. kr. for nedrivning og genopførelse.

Kommunen bestrider at være erstatningsansvarlig, idet kravet er delvis forældet.

Fremlægger syns- og skønserklæring fra verserende retssag mellem ejer og nævnet. Konklusion staldbygningern begrænser alene indsigten i yderst begrænset omfang.

103



”Oplysningen i genoptagelsesanmodningen om, at kommunen ikke anser sig for erstatningsansvarlig er ikke en væsentlig ny oplysning. Om kommunen må anses for erstatningsansvarlig er - og har hele tiden været - et spørgsmål, som må afgøres af domstolene.

Det bemærkes, at nævnet kan, jf. U.2000.2412H, lægge til grund for en afgørelse, at en ejer - som følge af en kommunes oplysninger om ejerens gode tro/at ejeren - kan være uden skyld i, at de relevante dispensationer ikke er meddelt, uanset nævnets bedømmelse af et sådant spørgsmål er forbundet med en principiel usikkerhed.

I afgørelsen af 19. februar 2013 foretog nævnet en samlet afvejning af hensynet til effektiv håndhævelse af fortidsmindebeskyttelseslinjen overfor hensynet til ejeren, herunder med inddragelse af proportionalitets- og værdispildsbetragtninger.”

104


Skovbyggelinjen (§ 17)

Bestemmelsen om skovbyggelinjen gælder private skove med et sammenhængende areal på mindst 20 ha og for alle offentlige skove.

Ved skove forstås arealer, der er bevokset med træer – også selvom skoven er ganske ung – med mindre der er tale om landbrugsafgrøder, såsom juletræer og pyntegrønt.

Bestemmelsen omfatter også skove, der ikke er pålagt fredskovspligt.

Formålet med linjen er at sikre det frie udsyn til skoven og skovbrynet og bevare skovbrynene som værdifulde levesteder for plante- og dyreliv

105



Der må ikke placeres bebyggelse, campingvogne og lignende inden for en afstand af 300 m fra skove. For privatejede skove gælder dette kun, hvis arealet udgør mindst 20 ha sammenhængende skov

I bestemmelsens stk. 2, nr. 1 til nr. 8, er der dog fastsat en række undtagelser til hovedreglen.

F.eks. gælder forbuddet i stk. 1 ikke for bebyggelse, campingvogne og lignende i landzone, hvortil der er meddelt landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1.

Bestemmelsen i stk. 2, nr. 6, blev indsat i 2013 og gør, at der ikke længere skal træffes af gørelse efter begge regelsæt.

Der er ligeledes en undtagelse i stk. 3, der bestemmer, at forbuddet i stk. 1 kun gælder mellem bebyggelsen og skoven på strækninger, hvor der allerede findes væsentlig lovlig bebyggelse nærmere skoven end 300 m.

106



Bestemmelsen i stk. 3 finder anvendelse alle steder, hvor der på strækninger ligger væsentlig, lovlig bebyggelse inden for linjen, uanset hvornår bebyggelsen er opført.

Bestemmelsen medfører, at der i sådanne områder vil være en reduceret beskyttelseszone, således at denne er mindre end 300 m, og kun omfatter området mellem skoven og husrækken.

107

Skovbyggelinjen

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 23. november 2011 (NMK-502-00023, MAD2011.2690)

• Aarhus Kommune meddelte den 2. november 2010 dispensation fra skovbyggelinjen til opførelse af op til 37 boliger.

• Kommunen havde forud herfor udarbejdet en lokalplan for et boligprojekt på en ejendom, hvor et eksisterende enfamiliehus og en erhvervsbygning skulle erstattes af op til 37 rækkehuse med tilhørende friarealer.

• Bebyggelsen skulle placeres i en afstand på mindst 30 m til skovbrynet, hvilket var mellem 3 til 20 m længere fra skovbrynet end den eksisterende lagerhal.

• Aarhus Kommune havde forud for den meddelte dispensation anmodet Miljøcenter Århus om reduktion af skovbyggelinjen til 30 m, hvilket Miljøcentret afslog bl.a. med henvisning til betydelig lokal uenighed om projektet.

108

kommunen vurderer, at bebyggelsen ikke vil virke dominerende i forhold til skoven, da der er tale om relativ lav bebyggelse, som vil blive placeret lavere i terrænet end skovbrynet.

Skovbyggelinjen


Skov- og Naturstyrelsen havde tidligere udtalt sig negativt omkring den ønskede reduktion, styrelsen havde bl.a. udtalt, at det var styrelsens erfaring, at jo tættere byggeri placeres på fredsskoven, jo større negativ påvirkning kan der forventes på selve skoven i form af slid, henkastning af haveaffald, selvtægt ved hugst og hærværk m.v. og jo større negativ påvirkning vil der være på den flora og fauna, der er knyttet til skovbrynet og den bagved liggende skov.

Kommunen begrunder dispensationen med:

at skoven i dag er omgivet af bebyggelse på alle sider og fungerer som bynær, rekreativt skovområde for beboerne m.fl.

kommunen vurderede at en afstand på 30 m ville forbedre forholdene/afstanden til skoven i forhold til den nuværende situation.

109

kommunen vurderer, at bebyggelsen ikke vil virke dominerende i forhold til skoven, da der er tale om relativ lav bebyggelse, som vil blive placeret lavere i terrænet end skovbrynet.

Skovbyggelinjen


Skov- og Naturstyrelsen havde tidligere udtalt sig negativt omkring den ønskede reduktion, styrelsen havde bl.a. udtalt, at det var styrelsens erfaring, at jo tættere byggeri placeres på fredsskoven, jo større negativ påvirkning kan der forventes på selve skoven i form af slid, henkastning af haveaffald, selvtægt ved hugst og hærværk m.v., og jo større negativ påvirkning vil der være på den flora og fauna, der er knyttet til skovbrynet og den bagved liggende skov.

Kommunen begrundede dispensationen med, at:

at skoven i dag er omgivet af bebyggelse på alle sider og fungerer som bynær, rekreativt skovområde for beboerne m.fl.

kommunen vurderede at en afstand på 30 m ville forbedre forholdene/afstanden til skoven i forhold til en nuværende situation.

110

Skovbyggelinjen


Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening.


”Hovedformålet med skovbyggelinjen er at sikre skovenes værdi som landskabselement samt at opretholde skovbrynene som værdifulde levesteder for plante- og dyreliv. Den konkrete afgørelse om dispensation fra forbuddet skal træffes på grundlag af de landskabelige hensyn det pågældende sted, og der må ske en afvejning af disse hensyn i forhold til det konkrete projekt. I vurderingen indgår tillige overvejelser om, hvilken betydning afgørelsen kan få for fremtidige lignende sager.

Ved dispensation fra skovbyggelinjen kan hensynet til skovens interesser og en beskyttelse af selve skoven mod byggeri for tæt på indgå. Bebyggelse op ad skovgrænsen kan være problematisk i forhold til skovens drift og forpligtelser.”

111

Skovbyggelinjen


Hovedprincipperne for ophævelse reduktion omfatter bl.a.:

at ophævelsen kun kan ske, hvis det ikke er i strid med landskabelige eller andre naturbeskyttelsesmæssige interesser,

at ophævelsesbeføjelsen i denne henseende administreres efter tilsvarende principper som dispensationsbeføjelsen og

at ophævelsen kun kan ske, hvis der kan opnås en administrativ forenkling.


”Den snævre sammenhæng mellem dispensations- og ophævelsesreglerne, jf. de nævnte hovedprincipper, indebærer bl.a. at hvis ophævelse nægtes på grund af landskabelige eller andre naturbeskyttelsesmæssige hensyn, vil der normalt - uanset at afgørelsen ikke er bindende for Natur og Miljøklagenævnet - heller ikke blive meddelt dispensation (og omvendt).”

112

Skovbyggelinjen


• Natur- og Miljøklagenævnet:

”I den foreliggende sag finder Natur- og Miljøklagenævnet det uhensigtsmæssigt at behandle den foreliggende ansøgning vedrørende 37 boligbebyggelser som en dispensationssag. Projektet indebærer en massiv tilsidesættelse af skovbyggelinjen. Nævnet finder derfor, at sagen bør behandles som en sag om ophævelse eller reducering af skovbyggelinjen.”

113


Strandbeskyttelseslinjen

Princippet om offentlighedens adgang til at færdes langs strandbredden blev introduceret ved den første naturfredningslov i 1917.

Ved ændringen af naturfredningsloven i 1937 blev der indført et generelt forbud mod nyt byggeri samt mod hegn og beplantning, som kunne genere udsigten inden for de nærmeste 100 meter.

Forbuddet blev ved en ændring af naturfredningsloven i 1969 udvidet til at omfattet et forbud mod skure, campingvogne og terrænændringer samt et generelt forbud mod beplantning og hegn.

Reglerne blev videreført som § 15 i naturbeskyttelsesloven fra 1992.

114



Med den såkaldte Kystlov fra 1994 blev linjen udvidet til 300 meter

Strandbeskyttelseslinjen er fastlagt af Miljø- og Fødevareministeren ved bekendtgørelse.

Naturbeskyttelseslovens § 69 indeholder hjemmel til, at ministeren kan bestemme, at beskyttelsen efter § 15 ikke skal gælde for nærmere angivne områder.

Hovedreglen i naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1:

”Der må ikke foretages ændring i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Der må ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel”

115



Der er en række undtagelser til hovedreglen, der er fastsat i § 15, stk. 3 – forbuddet gælder således f.eks. ikke i forhold til sædvanlig hegning på en jordbrugsejendom jf. § 15, stk. 3, nr. 3.

Det er en betingelse, at der er tale om jordbrugsmæssig hegning. Se NMK-500- 00264.

Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede et afslag på lovliggørende dispensation til et læhegn,.

Nævnet bemærkede i sagen, at der ifølge lovbemærkningerne kunne opnås dispensation til plantning af læhegn, hvis det var af afgørende betydning for landbrugsdriften og ikke var i strid med landskabelige hensyn.

Nævnet fandt dog, at et lille dyrehold (et par kvier og frilandsgrise) på en ca. 3 ha ejendom havde en så hobbypræget karakter, at det ikke var omfattet af den lempeligere praksis for landbrugsdrift.

116



Naturstyrelsen var 1. instans i sager om strandbeskyttelseslinjen indtil 1. januar 2016.

Kompetencen er herefter overført til Kystdirektoratet.

Natur- og Miljøklagenævnet er klageinstans.

Nævnet fører en restriktiv praksis, som er tiltrådt af domstolene.

Er dog flere kritiske røster, der mener at Natur- og Miljøklagenævnet fortolker forbuddet udvidende – se f.eks. TFM 2015.83 – Professor Peter Pagh - Er det forbudt at placere bænke, bålpladser og legeredskaber inden for strandbeskyttelseslinjen?

117



Generelt forbud mod ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Der må ikke etableres bebyggelse, foretages beplantning, terrænændringer m.v.

Generel formulering fra Natur- og Miljøklagenævnets afgørelser på området:

”Naturbeskyttelseslovens bestemmelse om strandbeskyttelseslinjen er en restriktivt administreret forbudsbestemmelse, hvis hovedformål er at sikre en generel friholdelse af kystområderne imod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse.

(…)

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, dispenseres der kun, når der foreligger en særlig begrundelse herfor, og når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen. Bestemmelsen administreres i praksis meget restriktivt.”

118


Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 19. maj 2015 (NMK-500-00581)

Ejeren af ældre villaejendom i 1 ½-plan, med høj kælder, havde søgt om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til opførelse af en hævet terrasse midt på ejendommens nordside.

Ejendommen havde allerede en hævet terrasse på ejendommens sydside, men anvendelsen af denne var begrænset grundet støjgener fra trafik.

Naturstyrelsen havde meddelt afslag til det ansøgte, men havde dog tilkendegivet, at styrelsen ville være indstillet på at meddele dispensation til en terrasse i niveau med terræn på ejendommens nordside.

Ejeren påklagede afgørelse til Natur- og Miljøklagenævnet og anførte bl.a., at en terrasse i niveau med terræn ikke var muligt grundet husets høje kælder og en kældertrappe, der lå lige op ad huset.

Ejendommens facade lå ca. 96 meter fra kysten.

119


120


121


122




”Formålet med bestemmelsen er at sikre en friholdelse af strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse.

Efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1, kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der kan derfor kun dispenseres, hvis særlige forhold taler for det, herunder hvis der er tale om et nødvendigt formål, som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning i strid med det generelle formål med reglerne. Bestemmelsen administreres i praksis meget restriktivt.

Efter nævnets praksis meddeles almindeligvis afslag på dispensation til hævede terrasser. Der dispenseres dog almindeligvis til mindre terrasser i niveau med terræn og i tilknytning til den eksisterende bebyggelse.”

123


NMK-500-00581 af 19. maj 2015


Det er Natur- og Miljøklagenævnets vurdering, at der i sagen gør sig sådanne særlige forhold gældende, at der dispenseres til en hævet terrasse som ansøgt (i stil med den eksisterende).

Nævnet finder således, at det er et rimeligt hensyn, at ansøger ønsker at kunne opretholde tilsvarende forhold (med direkte adgang fra stueplanet) som ved den eksisterende hævede terrasse, som er uanvendelig pga. støj. Herudover vil den ansøgte terrasse på grund af sin placering på husets nordside ikke få nogen reel indflydelse på kystlandskabet, da bebyggelsen ikke kommer nærmere kysten, ligesom motorvejsbroen - der ligger umiddelbart op til ejendommen - i forvejen er et meget dominerende element i kystlandskabet.

En evt. præcedensvirkning må endvidere bedømmes som ringe på grund af sagens særlige og konkrete omstændigheder.

124

Den nye strandbeskyttelseslinje

Udkast til lovforslag om strandbeskyttelseslinjen sendt i høring (19/9-16)

Essensen er:

1. En administrativ forenkling i form af ophævelse af krav om dispenstion i sager, hvor der i dag allerede gives dispensation, samt fjernelse af krav om dispensation til enkelte andre anlæg

2. Muligheden for at få dispensation lempes for en række faciliteter og anlæg, som det i dag ikke eller kun sjældent er muligt at få dispensation til

3. Kommunerne får mulighed for at søge miljø- og fødevareministeren om at få strandbeskyttelseslinjen ophævet på havne og arealer mellem byen og havnen

Hovedreglen er lettere omformuleret, og så er foreslået nogle

undtagelsesbestemmelser

125


Den nye formulering af NBL § 15, stk. 1:

”Der må ikke foretages ændring i tilstanden af strandbredder eller af de arealer, der ligger mellem strandbredden og den i stk. 2, nævnte strandbeskyttelseslinje. Der må f.eks. Ikke placeres bebyggelse, etableres beplantning og ske terrænændringer., herunder etableres eller placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

Bemærkningerne:

”Tilstandsændringer omfatter som hidtil og i overensstemmelse med administrativ praksis og domspraksis opførelse af bebyggelse, herunder om- og tilbygning, små og større skure, master, hegn, terrænændringer og beplatning mv., samt også større og mindre anlæg, indretninger og konstruktioner, som terrasser, højbede, trapper, bassiner, tennisbaner, større legeredskaber som rutsjebaner og lignende, samt midlertidige mindre indretninger mv., som kun opstilles f.eks. I sommersæsonen, f.eks. Opstilling af strandstole eller boldnet”.

”Efter årelang praksis anses også anvendelsesændringer som omfattet af forbuddet”

126


De nye undtagelser (§ 15 a)

”Forbuddet i § 15, stk. 1, gælder ikke for:

7) arealoverførsel i jordbrugserhvervet ved mageskifte eller ved salg af mindre jordlodder på op til 2 ha,

8) plantning af enkeltstående træer uden for haver

10) læskure til græssende dyr til brug for kogræsserlaug og tilsvarende foreninger og til dyrehold i forbindelse med naturpleje, jf. stk. 5”

”Uanset forbuddet i § 15, stk. 1, kan en bolig genopføres i eksisterende sokkel, hvis

boligen har samme dimensioner som den bolig, den erstatter”

127


De nye undtagelser (§ 15 a)

”I lovligt eksisterende haver, jf. stk. 4, kan der uanset forbuddet i § 15, stk. 1,

placeres mindre installationer og faciliteter i tilknytning til boligen og højst 15 m fra denne, som er terrasse etableret i niveau med og i sammenhæg med beboelsen, et gyngestativ, højbede, et mindre skur på op til 10 m2 i forbindelse med helårsboliger”

”Ved haver forstås bygningsnære arealer i forbindelse med boliger og tilsvarende

bebyggelse til beboelse, der undergives en vis kultivering eller vedligeholdelse og ikke længere dyrkes eller anvendes landbrugsmæssigt”

128


De nye undtagelser (§ 15 b, stk. 2)

Stk. 1: Forbuddet gælder ikke for arealer udlagt til havneformål

”Forbuddet i § 15, stk. 1, gælder ikke i følgende tilfælde, uanset om der er tale om

havneformål:

1) placering og udvidelse af klubhuse, opbevaringskure, omklædningsfaciliteter samt anlæg og indretninger til brug for foreninger og klubber med tilknytning til havet og kysten, f.eks. roklubber, sejlklubber, lystfiskerforeninger og kajakklubber og lignende,

2) placering og udvidelse af mindre anlæg, som f.eks. legepladser, shelters, bålhytter, madpakkehytter og bålpladser til brug for børneinstitutioner, daginstitutioner og folkeskoler og lignende, og

3) ændret anvendelse af overflødiggjorte havnebygninger til formål, der kan fremme turismen”.

129


Lempeligere dispensationspraksis (§ 65b)

Kompetencen fortsat hos staten (formentlig Kystdirektoratet)

Stk. 1: ”særlige tilfælde”

Stk. 2: ”realisere en lokalplan om udbygning med vindmøller”

Stk. 3:

1) Mindre bygninger, anlæg og installationer uden tilknytning til beboelsen

og andre mindre anlæg og installationer, som f.eks. Drivehuse (10 m2) og hævede terrasser

2) Handicapboliger

3) Modernisering af toilet og badeforhold i sommerhuse

4) Mindre bænke uden for haver

130


Lempeligere dispensationspraksis (§ 65b)

Stk. 3:

5) Selvstændig udstykning og matrikulering af flere sommerhuse på fælles grund

6) Kommunale træfortove

7) Mindre anlæg til eksisterende turismevirksomheder

Pavillon, tennisbane, pool, petanque, borde og stole

8) Faciliteter til brug for eksisterende turismevirksomheder

Nærmere regler fastsættes af ministeren

Stk. 5:

Mindre faciliteter langs stranden til brug for klubber, foreninger og institutioner, som f.eks. Omklædning, bålhytte, shelter

Skal opføres i tilknytning til eksisterende anlæg (parkeringsplads el.lign.)

Skal være muligt efter lokalplan

Offentlighedens adgang

132


Reguleringen af offentlighedens adgang – Naturbeskyttelseslovens kapitel 4

Naturbeskyttelseslovens § 22 – offentlig adgang til strande

Naturbeskyttelseslovens § 23 – offentlig adgang til skove

Naturbeskyttelseslovens § 24 – udyrkede arealer

Naturbeskyttelseslovens § 25 – klitfredede arealer

Naturbeskyttelseslovens § 26 – Veje og stier

133



Bestemmelserne i naturbeskyttelseslovens kap 4 suppleres af reglerne i bekendtgørelse nr. 852 af 27. juni 2016 om offentlighedens adgang til at færdes og opholde sig i naturen

Natur- og Miljøklagenævnet og Naturklagenævnet har truffet en række afgørelse på området se bl.a. NoMO nr. 7, nr. 46, nr. 95, nr.153 og NKO nr. 17, nr. 177, nr. 230, nr. 272, nr. 398, nr. 453, nr. 518

134



Naturbeskyttelseslovens § 22, stk. 1

”Strandbredder og andre kyststrækninger er åbne for færdsel til fods, kortvarigt ophold og badning på arealer mellem daglig lavvandslinje og den sammenhængende landvegetation, der ikke er domineret af salttålende planter eller anden strandbredsvegetation. Adgang sker på eget ansvar. Det er tilladt kortvarigt at have en båd uden motor liggende på strandbredden. I perioden 1. april-30. september skal hunde føres i snor. Hunde skal altid føres i snor, hvor der er græssende husdyr. I perioden 1. september-31. maj er ridning tilladt på den ubevoksede strandbred og direkte ned dertil, hvis der er lovlig adgang til stranden”

135


NBL § 22, stk. 2:

Reglen i stk. 1 omfatter ikke arealer, der inden den 1. januar 1916 er udlagt som have eller inddraget under en erhvervsvirksomhed, der drives på ejendommen. Det samme gælder forsvarsanlæg og havneanlæg

NBL § 22, stk. 3:

Offentlighedens adgang må ikke forhindres eller vanskeliggøres.

NBL § 22, stk. 4:

På privatejede strandbredder og kyststrækninger må ophold og badning ikke finde sted inden for 50 m fra beboelsesbygninger.

NBL § 27, stk. 1:

Kommunalbestyrelsen, for statsejede arealer miljø- og fødevareministeren, kan bestemme, at arealer, der er omfattet af §§ 22-26, helt eller delvis lukkes for offentlighedens adgang, hvis særlige forhold taler derfor.

136

Praksis fra Natur- og Miljøklagenævnet

Offentlighedens adgang i Gentofte Kommune – NMK-512-00006

Gentofte Kommune havde i begyndelsens af 2010 anmodet Kammeradvokaten Poul Schmith om at foretage en vurdering af, om der på kyststrækningen mellem Hellerup Havn og Charlottenlund Fort fandtes hindringer etableret i strid med naturbeskyttelseslovens § 22, og om der er grundlag for at meddele påbud om lovliggørelse af evt. ulovlige hindringer.

Kammeradvokaten foretog som led i sagsoplysningen besigtigelser af kyststrækningen den 8. oktober, den 12. november, den 1. december samt den 9. december 2009.

Kommunen foretog selv besigtigelse af dele af strækningen den 1. februar 2010.

Ved besigtigelsen af den 9. december 2009 identificerede Kammeradvokaten forhold på 8 ejendomme, som fremstod som hindringer for strandgangsretten.

137



Luftfotos af strækningen og fotos taget af Kammeradvokaten Poul Schmith viste, at strandbredden på strækningen varierede og at det forekom, at der ud for enkelte ejendomme var strandbred på visse tidspunkter, mens det ikke er tilfældet på andre tidspunkter.

Luftfotos af kyststrækningen fra 1954, 1964, 1974, 1981, 1987, 1992, 1997, 2001, 2005, 2006, 2007, 2008 og 2009 viste, at der i hele perioden havde været opsat en række badebroer langs kyststrækningen.

138



Kammeradvokaten Poul Schmith konkluderede, at det ikke var muligt at kræve lovliggørelse af badebroer, hegn m.v. på 6 af de 8 ejendomme, som lå på den omhandlede kyststrækning, enten fordi broerne/hegnene m.v. havde eksisteret på de pågældende ejendomme i så lang tid, at myndighederne havde fortabt mulighed for at kræve lovliggørelse eller fordi der var givet tilladelse eller lignende til den pågældende foranstaltning.

For én konkret ejendom viste Kammeradvokatens redegørelse, at strandbredden langs med ejendommen ved besigtigelsen den 8. oktober 2009 var meget smal/ikke eksisterende, mens der ved besigtigelsen den 12. november 2009 var en relativ bred strandbred. Ved besigtigelsen den 9. december 2009 var der også strandbred og ved besigtigelsen den 1. februar 2010 havde strandbredden en bredde på 3-5 meter.

139



Der fandtes en badebro på ejendommen som efter Kammeradvokaten Poul Schmiths vurdering udgjorde en hindring for offentlighedens adgangsret til stranden, idet det ikke var muligt at komme bag om badebroen.

Badebroen var synlig på luftfotos fra 2006 og senere. Der havde ikke tidligere været en badebro på stedet, dog bortset fra en badebro, der kunne ses på luftfoto fra 1964.

Kommunen varslede herefter påbud om lovliggørelse for at sikre adgangsretten på strækningen ud for ejendommen.

140


141


142


143


144



Ejeren anførte bl.a. hertil:

Er ikke en konstant tilstedeværelses af strandbred, hvilket kræves før adgangsretten efter nbl § 22 kan håndhæves

Badebroen har været på ejendommen siden 1964

Kommunen har haft kendskab til broen i minimum 4 år

Kommunen bør bringe lovens § 27 i anvendelse, idet det kun få steder på strækningen er muligt at færdes.

145



Det følger af naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, 2. pkt. at tilsynsafgørelser efter § 73, stk. 5, ikke kan påklages.

Natur- og Miljøklagenævnet antager dog, at nævnet har kompetence til at prøve, om der foreligger et ulovligt forhold, hvis et lovliggørelsespåbud påklages af adressaten.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der var strandbred for ejendommen store dele af året og dermed strandgangsret efter naturbeskyttelseslovens § 22.

Nævnet vurderede endvidere, at badebroen ud for ejendommen vanskeliggjorde offentlighedens færdsel i strid med lovens § 22, stk. 3, idet det ikke var muligt at komme bag om broen, der kun vil kunne passeres, hvis man bukker sig.

146



Nævnet fandt endvidere ikke efter en samlet vurdering, herunder en afvejning af den samfundsmæssige interesse i lovliggørelse over for hensynet til klager, at der var udvist en sådan myndighedspassivitet, at kommunen af den grund havde fortabt retten til at håndhæve strandgangsretten.

Natur- og Miljøklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens beslutning om ikke at bringe bestemmelsen i § 27 i anvendelse, idet:

Det meddelte påbud vil muliggøre færdsel langs kysten på store dele af strækningen.

Kommunen havde meddelt naboejendommen et lignende påbud der vil sikre adgang til en større strækning

Efter kommunens vurdering ville det være muligt at forbedre adgangsforholdene på strækningen, når ældre broer skulle udskiftes.

147



Herefter og idet det er muligt at færdes langs kysten på store dele af strækningen finder Natur- og Miljøklagenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens beslutning om ikke at bringe bestemmelsen i anvendelse.

148


Offentlighedens adgang færdsel ad veje og stier i det åbne land (§ 26)

Stk. 1 - Adgangen til færdsel ad veje og stier i det åbne land kan, for så vidt angår færdsel til fods eller på cykel, af ejeren ved skiltning efter bestemmelserne i mark og vejfredslovens § 17 kun helt eller delvis forbydes, hvis færdslen er til gene for den erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen, hvis den i særlig grad generer privatlivets fred, eller hvis der er behov for beskyttelse af plante- og dyreliv. Adgang sker på eget ansvar.

§ 26a, stk. 1:

Nedlæggelse af gennemgående veje og stier, nedlæggelse af veje og stier, der i øvrigt fører til de naturtyper, der er omfattet af §§ 22-25, og nedlæggelse af veje og stier, der fører til særlige udsigtspunkter, kulturminder og lignende, må tidligst ske 4 uger efter, at ejeren har givet skriftlig meddelelse herom til kommunalbestyrelsen.

149


Offentlighedens adgang over en ejendom – NMK-512-00115

En Kommune traf den 6. november 2014 truffet afgørelse om, at der i medfør af naturbeskyttelseslovens § 26 var offentlig adgang over en ejendom, og at adgangen ikke måtte forhindres ved skiltning, hegn m.v.

Det var i den indledende henvendelse til kommunen oplyst, at adgangsvejen til skoven på de nederste ca. 20-30 meter var spærret af og lavet om til have. Det var endvidere, at der tidligere havde været lygtestandere og hækbeplantning, så vejen var tydeligt afgrænset fra den private have på klagers ejendom, men at lygtestanderne var gravet op, og vejarealet sløret af forskellige bede, affaldsbunker, gamle byggematerialer, havemaskiner og trailere.

Ejeren af ejendommen havde erhvervet denne i 2008, og oplyste over for kommunen, at der ikke var sti på arealet, da hun overtog ejendommen i august 2008. Ejeren oplyste endvidere, at færdsel ville være til stor gene for privatlivets fred og for den erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen til terapeutisk klinik.

150



Kommunen vurderede på baggrund af oplysninger i sagen, herunder luftfotos, foto fra kommunens besigtigelse den 25. juni 2014 samt oplysninger fra den tidligere ejer, at der var tale om en menneskeskabt, permanent færdselsbane, som førte fra [adresse1] til skoven, og dér var forbundet med skovens stisystem.

Derfor var adgangsvejen efter kommunens vurdering omfattet af naturbeskyttelseslovens § 26. Kommunen fandt ikke, at der var en tilfredsstillende alternativ adgangsvej.

Ejeren påklagede kommunens afgørelse og gjorde gældende, at der ikke var en sti eller vej over ejendommen. Det var klagers opfattelse, at en tidligere vej var lovligt nedlagt, fordi vejarealet for mere end 25 år siden blev tilsået med græs og inddraget som privat have.

Ifølge klager vat ønsket om færdsel ikke begrundet i et ønske om adgang til natur, men af chikanøs karakter. Efter klagers erhvervelse af engarealet har naboerne som noget nyt udvist stor interesse for at gå ad strækningen på græsplænen foran klinikkens vinduer.

151



Der er behov for fred og ro omkring terapien, og klienterne havde krav på at kunne være anonyme. På den baggrund havde klager ønsket at opsætte skilte og hegn. Færdsel over ejendommen var uforenelig med terapivirksomheden.

Ifølge forarbejderne til bestemmelsen i § 26 antages det, at "der under veje (og stier) henregnes permanente, menneskeskabte færdselsbaner, og at f.eks. dyrespor, dyreveksler, brandbælter, indkørsler til gårdspladser, havegange og lignende ikke er omfattet af reglen.”

Et vejareal der tilsås med græs kan efter omstændighederne udgøre en nedlæggelse af den pågældende vej. Herunder hvis et vejareal tilsås med græs og inddrages som haveareal.

Natur- og Miljøklagenævnet fandt, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger, herunder luftfotos og oplysninger fra den tidligere ejer, måtte lægges til grund, at den tidligere vej på matr.nr. [...1] var tilsået med græs før 1. oktober 2004 ( § 26 a).

152



Det var i sagen ubestridt, at der aktuelt ikke var spor efter den tidligere vej eller efter færdsel ad den omhandlede færdselsbane over græsarealet på ejendommen.

I den påklagede afgørelse var der refereret delvis modstridende oplysninger om færdslen over græsarealet.

Den tidligere ejer af ejendommen havde over for Silkeborg Kommune oplyst, at der siden hun var tre år og frem til hun solgte huset i 2008 var gået folk forbi huset for at komme ned til skoven, og at hun ikke havde været generet af færdslen.

Klager - der erhvervede ejendommene i 2006 og i 2008 - havde oplyst, at hun stort set ikke havde oplevet færdsel over ejendommen. Hun anførte, at arealet efter tilsåning med græs ikke havde været benyttet som offentlig adgangsvej. Ifølge hende havde en nabo oplyst, at folk blev hindret adgang allerede i den tidligere ejers tid.

153



Som sagen var oplyst, fandt nævnet, at det måtte lægges til grund, at der i perioden efter tilsåningen med græs fortsat havde været en vis færdsel over græsarealet med daværende ejers samtykke, men at der - også før klager erhvervede ejendommen i 2008 - havde været tale om færdsel af meget begrænset omfang.

Spørgsmålet i sagen var herefter, om der på dette grundlag - at det tidligere vejareal er tilsået med græs, men at der med ejers samtykke fortsat havde været en begrænset færdsel over arealet - kunne siges fortsat at være en vej eller sti omfattet af naturbeskyttelseslovens §§ 26.

Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder - herunder at det må lægges til grund, at der senere kun har været en meget begrænset færdsel over græsarealet - er det Natur- og Miljøklagenævnets opfattelse, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at der trods tilsåningen med græs aktuelt er en vej eller sti i lovens forstand.

154



Selv om det må lægges til grund, at der med den tidligere ejers samtykke har været en vis, begrænset færdsel over ejendommen efter tilsåningen - formentlig primært af naboer - kan dette efter nævnets vurdering ikke føre til en anden bedømmelse.

Nævnet ophævede på ovenstående grundlag kommunens afgørelse.

Natura 2000 og habitat

156

Habitatdirektivet

Historik og overordnede formål

Habitatdirektivet er fra 1992 (Rådets direktiv 92/43/EØF)

Direktivet har overordnet til formål at fremme biodiversiteten i medlemsstaterne ved at definere en fælles ramme for beskyttelsen af arter og naturtyper, der er af betydning for EU.

Dette sker hovedsagligt gennem udpegning af særlige bevaringsområder, habitatområderne.

I habitatområderne skal der sikres eller genoprettes en gunstig bevaringsstatus for de arter eller naturtyper som området er udpeget for.

Herudover indeholder direktivet bl.a. strenge beskyttelsesregler for de såkaldte bilag IV-arter såvel indenfor som udenfor Natura 2000-områder.

157

Den danske implementering

Habitatbekendtgørelsen

Habitatdirektivet er i dansk ret bl.a. implementeret i bekendtgørelse nr. 926 af 27. juni 2016 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelses af visse arter (habitatbekendtgørelsen)

Direktivet er herudover implementeret i en række sektorlov, der kan bl.a. henvises til de særlige regler vedrørende regulering af husdyrbrug.

Habitatbekendtgørelsens udpeger internationale naturbeskyttelsesområder og fastsætter reglerne for administrationen af disse.

I praksis er det bestemmelserne i bekendtgørelsens §§ 6 og 10, der giver anledning til problemer.

158

Beskyttelsen af Natura 2000-områder

Habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1 og 2

”Før der træffes afgørelse i medfør af de bestemmelser, der er nævnt i § 7, skal der foretages en vurdering af, om projektet i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt. De projekter, der omfattes af kravet om vurdering, er projekter som ikke direkte er forbundet med eller nødvendige for Natura 2000-områdets forvaltning.

Hvis myndigheden vurderer, at projektet kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles tilladelse, dispensation eller godkendelse til det ansøgte.”

159

Natura 2000-områder

EU-domstolens fortolkning af habitatdirektivets artikel 6

Tretrinsmodel:

EU-domstolen fortolker bestemmelsen sådan, at myndigheden skal foretage en vurdering af, om det kan udelukkes, at projektet i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke den udpegede lokalitets gunstige bevaringsstatus væsentligt.

Hvis en sådan påvirkning på baggrund af objektive kriterier ikke kan udelukkes, skal der, såfremt projektet ønskes fremmet, foretages en nærmere vurdering (konsekvensvurdering). Denne vurdering skal omfatte alle aspekter af projektet, som kan påvirke den omhandlede lokalitet, og vurderingen skal ske på baggrund af den bedste videnskabelige viden på området.

Der kan således kun gives tilladelse, såfremt der er opnået vished for, at aktiviteten ikke har skadelige virkninger for den omhandlede lokalitet. Det forholder sig således, når det ud fra et videnskabeligt synspunkt uden rimelig tvivl kan fastslås, at projektet ikke har skadelige virkninger for den omhandlede lokalitets integritet.

160

Natura 2000-områder

EU-domstolens fortolkning af habitatdirektivets artikel 6

En vurdering (6.3) kan ikke anses for tilstrækkelig, såfremt den indebærer mangler og ikke indeholder fuldstændige, præcise og endelige konstateringer og konklusioner, der kan fjerne enhver rimelig videnskabelig tvivl for så vidt angår virkningerne af de arbejder, som er påtænkt i den omhandlede lokalitet.

I den danske vejledning til habitatbekendtgørelsen anføres det, at forsigtighedsprincippet indebærer, at hvis der er videnskabelig tvivl om skadevirkninger, dvs. at skade ikke kan udelukkes, skal denne tvivl komme Natura 2000-området til gode. Hensynet til de udpegede områder skal vægtes højest.

Videre fremgår det af vejledningen, at forsigtighedsprincippet anvendes f.eks. i tilfælde, hvor videnskabelige oplysninger er ufuldstændige, foreløbige eller usikre samt i tilfælde, hvor en foreløbig videnskabelig vurdering viser, at der er risiko for eventuelle skadelige indvirkninger på arter eller naturtyper.

161


NMK-10-00361 og NMK-34-00074 - Langsand Laks

Nedlæggelse af ørred- og åleproduktion samt etablering af et recirkuleret indpumpningsanlæg til årlig opdræt af 1000 tons laks (saltvandsdambrug)

Kommunen i forbindelse med ansøgning om miljøgodkendelse ikke VVM-pligtigt

Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund påklagede afgørelserne.

Hovedklagepunkt i sagen påvirkningen af Skjern Å-laksens vandringsmønster som følge af feromonforstyrrelser (duftstoffer).

Dambruget lå lige ved slusen til Ringkøbing Fjord, hvor laksene skal passere i deres vandring fra Grønland for at kunne komme til Skjern Å og gyde. Der er i Ringkøbing Fjord ikke andre passagemuligheder for laksen.

162



Langsand Laks udledte til Ringkøbing Fjord – ca. 1.2 km nordvest for Natura 2000- område nr. 69 og ca. 20 km nordvest fra Natura 2000-område nr. 68.

Udpegningsgrundlaget for begge habitatområder er bl.a. laks.

163



Kommune havde vurderet, at det ud fra et videnskabeligt synspunkt uden rimelig tvivl kunne konstateres at projektet ikke ville påvirke integriteten af Natura 2000- områderne.

Kommunen havde i forbindelse med vurderingen bl.a. konsulteret DTU-Aqua samt spurgt Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen om ”sammenlignelige” forhold (hormonelle stoffer fra byspildevand) samt inddraget adskillige eksisterende rapporter.

Dambruget havde også bestilt en rapport hos NIVA (Norsk Institutt for vannforskning)

Vurderede på baggrund heraf, at det ud fra et videnskabeligt synspunkt uden rimelig tvivl kunne fastslås, at projektet ikke ville påvirke Natura 2000-områderne væsentligt.

164



Kommunen – Ikke videnskabeligt belæg for, at der skulle være et reelt problem i forhold til en eventuel udledning af feromoner.

Nævnet fandt ikke, at det med den fornødne videnskabelige sikkerhed kunne konkluderes, at udskillelse af feromoner fra dambruget ikke kunne have skadelige virkninger på Skjern Å-Laksen, der er en del af udpegningsgrundlaget i de nærliggende habitatområder nr. 68 og 69.

Konsekvens Afgørelse om miljøgodkendelse såvel som afgørelse om ikke VVM-pligt ophævet

165

Kompensations- eller beskyttelsesforanstaltninger

Vurdering i henhold til habitatbekendtgørelsens § 6

Hvorfor er det væsentligt, hvorvidt der er tale om en kompensations- eller beskyttelsesforanstaltninger?

Kan og skal begge inddrages i forbindelse begge dele inddrages i forbindelse med en vurdering i henhold til habitatbekendtgørelsens § 6?

166

Praksis fra EU-domstolen

EUDC2014.C-521/12 – Briels

Udvidelse af A2 motorvejen mod Hannover, der går gennem et Natura 2000-område i Holland.

Der blev foretaget en indledende ”Naturtest A” med henblik på at vurdere A2- motorvejsprojektets skadelige indvirkninger på miljøet på Natura 2000-lokaliteten.

Denne test konkluderer, at betydelige negative virkninger for lokalitetens beskyttede naturformer og arter som følge af kvælstofaflejringer ikke kunne udelukkes, og at der måtte foretages en nærmere vurdering

Vurderingen ”Naturtest B” viste, at projektet havde betydelige negative virkning for lokalitetens beskyttede arter og naturtyper som følge af kvælstofaflejringers skadelige virkning på Molina eng.

167



For at imødegå disse skadelige virkninger, skulle der som led i projektet udvikles et større areal med Molina enge af bedre kvalitet end det eksisterende areal, hvilket ifølge de hollandske myndigheder ville sikre områdets bevaringsmålsætning.

Er der hjemmel i artikel 6, stk. 3 til at tillade et projekt på vilkår af, at der etableres erstatningsbiotoper, når dette sker inden for projektets rammer, eller er erstatningsbiotoper kompensationsforanstaltninger?

EU-domstolen - Et projekts påvirkning af et Natura 2000-område skal vurderes under hensyntagen til bevaringsmålsætningerne og beskyttelsesforanstaltningerne som er en integreret del af projektet.

168



EU-domstolen - Kompensationsforanstaltninger i et projekt kan derimod ikke tages i betragtning ved vurderingen af et projekts påvirkning af et Natura 2000-område.

Kompensationsforanstaltninger vil være en omgåelse af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, og de deri nævnte procedurer.

I stedet må procedurerne om kompenserende foranstaltninger i artikel 6, stk. 4, anvendes – EU-kommissionen skal underrettes, bydende nødvendige samfundshensyn mv.

Dommen er et opgør med brugen af erstatningsbiotoper ved projekter, der potentielt medfører betydelig, varig skade på Natura 2000-områder.

169


NMK-10-00807 og NMK-34-00371 - Endelave Havbrug

Miljøstyrelsen meddelt den 8. maj 2014 afgørelse om godkendelse (miljøgodkendelse og VVM-tilladelse) af en årlig produktion på op til 2.105 tons regnbueørreder i 15-20 cirkulære netbure med en diameter hver på 24 m og en dybde på 16 m.

Miljøstyrelsen havde med miljøgodkendelsen og en VVM-tilladelsen til Endelave Havbrug givet tilladelse til årlig udledning af op til 88 tons kvælstof, 9,6 tons fosfor og 463 tons organisk stof ca. 1,3 km syd for et Natura 2000-område.

Vandplanens miljømål for farvandet omkring Endelave er god økologisk tilstand. Den økologiske tilstand på tidspunktet var ringe og næringsstofbelastning var en trussel.

I Natura 2000-planens afsnit om vurdering af bevaringsstatus/prognose var prognosen ugunstig eller vurderingen ugunstig for sandbanker, vadeflader, laguner, bugter og rev på

grund af stor belastning af næringsstoffer samt invasive arter.

170



Såvel Natura 2000-konsekvensredegørelsen som VVM-redegørelsen indeholdt en række modelberegninger (MIKE 3-modellen) - 2005 var modelår.

Nævnet:

”Næringsstofbelastning udgør en trussel mod de marine naturtyper sandbanker, vadeflader, laguner, bugter og rev og bjergand, edderfugl, fløjlsand, hvinand, stor skallesluger og skarv påvirkes også negativt. Prognosen eller vurderingen er ugunstig for de nævnte naturtyper. Målsætningen for de marine naturtyper er en gunstig naturtilstand.”

Nævnet - En modellering med gennemsnitlige værdier betyder, at der i perioder vil forekomme en større negativ effekt af havbrugets udledninger på miljøparametrene, end modelleringen viser.

171



Nævnet - Det kan ikke med tilstrækkelig sikkerhed udelukkes, at der vil ske en negativ påvirkning af habitatområdet.

Modelberegningerne, som var udført af DHI, var baserede på fuldskalaproduktion i havbruget, samt fuld kompensation primært ved produktion af blåmuslinger i Horsens Fjord området, på tre etablerede muslingeopdrætsanlæg, der alle var placeret udenfor Natura 2000 området.

Nævnet – uklart hvorvidt muslingeopdræt som fangkultur for kvælstof var inddraget

som en del af projektet eller som en kompensationsforanstaltning.

Afstanden mellem de tre muslingebrug og tangkulturen var ca. 12-16 km. Muslingebrugene var endvidere ikke placeret i den nordlige strømretning fra havbruget mod Natura 2000-område nr. 56.

172



Nævnet: Etablering af muslingeopdræt som fangkultur for kvælstof kunne ikke indgå i habitatkonsekvensvurderingen – ikke fornøden sammenhæng mellem udledningen fra havbruget og optagelsen i muslingeopdrættet – idet ingen effekt i forhold til den konkrete udledning.

Nævnet ophævede herefter Miljøstyrelsens afgørelse om miljøgodkendelse, idet såvel habitatkonsekvensvurderingen og VVM-redegørelsen var mangelfulde.

173


NMK-500-00672 – Nordals ferieresort

Planlovens § 5 medfører, at erhvervs- og vækstministeren på en række nærmere vilkår kan meddele op til 10 tilladelser til planlægning og til meddelelse af landzonetilladelser til konkrete fysiske projekter indenfor kystnærhedszonen.

Erhvervs- og vækstministeren har bl.a. meddelt en såkaldt forsøgstilladelse til Nordals ferieresort.

Naturstyrelsen meddelte den 15. december 2015 i medfør af naturbeskyttelseslovens § 65 a, stk. 1, dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til Sønderborg Kommunes forsøgsprojekt efter forsøgsordningen for kyst- og naturturisme til projektet Nordals Ferieresort.

Styrelsen havde indledningsvis meddelt dispensation den 9. november 2015, men tilbagekaldte denne, idet det ikke i tilstrækkeligt omfang fremgik, at styrelsen havde vurderet forholdet mellem det ansøgte og det nærliggende Natura 2000-område m.m.

174



Det fremgik af Naturstyrelsens afgørelse, at projektet omfattede etablering af et ferieresort på Nordals, beliggende i området mellem Lillebæltskysten i øst og oplevelsesparken Universe Science Park i vest.

Ferieresortet består af en række delelementer, som omfatter:

Et hotel integreret med vandoplevelser med op til 200 værelser,

Et boutiquehotel i tilknytning til marina med op til 40 værelser,

Op til 400 ferieboliger, heraf ca. 295 sommerhuse fordelt på tre nye sommerhusområder,

Campingpladser med 200 pladser,

”Glampingplads” med 20 pladser,

Butikker, retail- og restaurantfaciliteter, marina ved kysten med 100 bådpladser samt rekreative stisystemer.

175



I alt er ferieresortet dimensioneret til 860 overnatningsenheder på land. Hertil kommer marinaen med op til 100 bådpladser

Sønderborg Kommune har i et høringssvar til Naturstyrelsen præciseret, at Nordals Ferieresort skal udformes som et feriecenter med tilknyttede feriehuse.

Naturstyrelsen redegjorde i sagen for, at projektområdet i det væsentligste var marker, levende hegn, småskove og vandhuller, og at området grænser op til Natura 2000- området N197 hvis relevante udpegningsgrundlag var bilag II og IV arten marsvin, der har vigtige levesteder i det marine område.

176



Naturstyrelsens vurderede samlet, at den del af forsøgsprojektet – bl.a. hotellet ved den nye havn, ferieboliger og campingplads – som forudsatte dispensation i forhold til strandbeskyttelseslinjen, ikke ville medføre negativ påvirkning på marsvinebestanden, da aktiviteterne knyttet til disse anlæg var landbaserede

Naturstyrelsen angav i sagen, at projekter under forsøgsordningen for kyst- og naturturisme ikke var udformet i detaljer, og først kan forventes realiseret indenfor en årrække, herunder først når kommunens planlægning eller øvrig sagsbehandling er afsluttet.

Det betyder, at forholdene på arealerne kan ændre sig væsentligt, inden projekterne skal realiseres. Derfor er dispensationen meddelt på en række vilkår.

177



Det fremgår af sagen af Sønderborg Kommunes, der havde indgivet ansøgningen om forsøgstilladelsen vurderede, at forsøgsprojektet havde et omfang, der i forbindelse med detailplanlægningen af projektet vil kræve udarbejdelsen af en VVM-redegørelse, da ferieby/hotelkomplekset er på mere end 50.000 m².

Kommunen oplyste således i sit ansøgningsmateriale, at forsøgsområdet var rammelagt i Kommuneplan 2013 til feriecenter/ferieresort. Realisering af projektet krævede udarbejdelse af en eller flere lokalplaner samt VVM.

Af ansøgningsmaterialet fremgik bl.a., at et konsulentfirma havde beregnet, at Nordals Ferieresort vil kunne tiltrække 560.000 gæster om året, eller lidt mere end 10.000 gæster om ugen.

178



Det var endvidere beskrevet som en del af ansøgningen, at naturen – og ikke mindst kysten – vil være det helt store trækplaster på Nordals.

Således var det for ca. 68 % af de adspurgte turister naturoplevelser og særligt oplevelser ved strand, kyst og hav, der motiverer til at vælge Danmark som feriedestination.

”Sønderborg området har et særligt potentiale i forbindelse med maritime aktiviteter, og Lillebælt og Alssund danner en unik ramme om oplevelser til søs, da man blandt andet kan få øje på den lille hvalart marsvinet. Man kan således opleve hvalarten på egen hånd fra land eller på vandet på fjordsafari, som arrangeres med naturvejleder. Især september og oktober fremhæves som gode måneder til dette. Als har desuden sin egen kajakrute, og Sønderborg området byder ligeledes på spændende oplevelser for dykkere.

Endelig afsluttes ansøgningsmaterialet med at beskrive, at der fra Nordals Ferieresort indenfor kort afstand findes en række tilgængelige oplevelser, herunder bl.a. fiskeri, sejlsport, kajak, dykning og kanoer”

179



Natura 2000-området er udpeget for naturtypen sandbanke og rev og for arten marsvin og trækfuglene ederfugl og hvinand.

Området har et areal på knap 65.000 ha, ligger rundt om Als og er rent marint. Undersøgelser viser, at der er en høj koncentration af marsvin i området året rundt.

Den overordnede målsætning for Natura 2000-området er bl.a. at sikre god høj artstilstand for områdets udpegningsarter. Naturtyperne skal sikres gunstig bevaringsstatus.

Området sikres som et godt levested for marsvin, ederfugl og hvinand.

Den konkrete målsætning for de udpegede naturtyper er, at disse på sigt skal opnå en gunstig bevaringsstatus.

180



Efter Naturbeskyttelseslovens § 65 a stk. 1, kan miljø- og fødevareministeren gøre undtagelse fra bestemmelserne i §§ 8, og 15, når det er nødvendigt for at realisere en tilladelse til gennemførelse af projekter, der er tilladt efter § 5 i lov om planlægning.

Der foreligger i den forbindelse ikke noget krav om, at der skal være tale om et særligt tilfælde.

Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 4, bestemmer, at afgørelser truffet efter § 65 a kun kan efterprøves for så vidt angår retlige spørgsmål.

Nævnet kan ikke, som tilfældet normalt er ved klager over dispensationer fra strandbeskyttelseslinjen, tage stilling til hensigtsmæssigheden af det nærmere indhold i forsøgsprojektet, herunder placeringen eller udformningen.

181



Dispensationer meddelt efter naturbeskyttelsesloven skal administreres under hensyntagen til Danmarks internationale forpligtelser, herunder habitatdirektivet.

Naturbeskyttelseslovens § 65 a, der blev indsat i naturbeskyttelsesloven d. 1. januar 2015, er ikke nævnt i habitatbekendtgørelsen.

Det fremgår direkte af habitatdirektivets art: 6(3), at vurderingen skal foreligge før, der gives tilslutning til projektet.

Ligeledes fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget om naturbeskyttelseslovens § 65 a, at myndigheden forud for meddelelse af tilladelser, godkendelser og dispensationer fra regler i bl.a. naturbeskyttelsesloven og planloven skal foretage en vurdering af, om projektet i sig selv i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt.

182



Kumulative effekter skal inddrages i vurderingen af påvirkningen på udpegningsgrundlaget, dvs. de arter og naturtyper som Natura 2000-området er udpeget for at bevare.

Nævnet:

”Ferieresortet, der i ansøgningen benævnes ”Nordals Ferieresort,” udgøres ifølge ansøgningen af hoteller, ferieboliger, campingpladser, marina ved kysten, vandaktivitetsområder inden/og udendørs og retail- og restaurantfaciliteter i tilknytning til resorthotellet og marinaen. Forsøgsområdet dækker 158 ha. Man regner med en øget brug af forsøgsområdet i størrelsesordenen 560.000 gæster om året, set i forhold til i dag, hvor området ligger i landzonen og udgøres af marker og natur.”

183



Nævnet:

”Natur- og Miljøklagenævnet skal hertil bemærke, at myndighederne ved deres vurdering af, om et projekt kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, også skal foretage en vurdering af, hvorvidt projektet kan skade ind i et udpeget område på trods af, at projektet ligger udenfor det udpegede område.

”Nordals Ferieresort” udgøres af hoteller, ferieboliger, campingpladser, marina ved kysten, vandaktivitetsområder inden/og udendørs og retail- og restaurantfaciliteter i tilknytning til resorthotellet og marinaen.

Der er tale om et anseeligt område, og kommunen regner med en massiv brug af området med godt en halv million gæster årligt – set i forhold til i dag, hvor området henligger som marker og natur. Kommunen har beskrevet, hvorledes Alssund forventes at danne ramme om oplevelser til søs og har herunder som oplagte muligheder for turisterne fremhævet fjordsafarier, hvor man vil kunne se marsvin, og kajakruter, dykkermuligheder, fiskeri, sejlsport og kanomuligheder. Hertil kommer, at der skal anlægges en marina med 100 bådpladser.”

184



Nævnet (fortsat):

”På denne baggrund finder Natur- og Miljøklagenævnet, at de aktiviteter, der vil ske indenfor Natura 2000-området i høj grad hænger sammen med de landbaserede anlæg, som Naturstyrelsen har meddelt dispensation til. En vurdering af de landbaserede anlægs påvirkning af Natura 2000-området skal således tillige indeholde en vurdering af de indvirkninger på Natura 2000-området, som vil ske i forbindelse med brugen og driften af de landbaserede aktiviteter.”

185



Nævnet:

”Naturstyrelsen har angivet, at styrelsen ikke har forholdt sig til selve havneanlægget og de for havnen nødvendige konstruktioner i sin afgørelse, idet havneanlæg er undtaget naturbeskyttelseslovens § 15.

Hertil skal Natur- og Miljøklagenævnet bemærke, at en myndigheds væsentlighedsvurdering skal indeholde en vurdering af de kumulative effekter. Myndigheden skal således vurdere, om projektet i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt. Natur- og Miljøklagenævnet finder ikke, at Naturstyrelsen har vurderet projektets kumulative påvirkning af udpegningsgrundlaget i overensstemmelse med habitatreglerne.

Natur- og Miljøklagenævnet finder på baggrund af ovenstående, at Naturstyrelsens afgørelse er truffet i strid med habitatreglerne og dermed i strid med forudsætningerne for, at en dispensation efter § 65 a kan meddeles.”

186



Nævnet bemærker afslutningsvist:

”Det fremgår af ansøgningsmaterialet, at det er Sønderborg Kommunes vurdering, at forsøgsprojektet har et omfang, der i forbindelse med detailplanlægningen af projektet vil kræve udarbejdelsen af en VVM-redegørelse.

Eventuelt kan 1. instansen afvente den nærmere planlægning – herunder en samlet miljøvurdering af projektet - før der træffes endelig afgørelse i forhold til dispensation fra strandbeskyttelseslinjen.”

187

Generel beskyttelse af visses arter

Beskyttelse af bilag IV-arter

Af habitatbekendtgørelsens § 11 fremgår bl.a.:

Ved administration af de i §§ 8 - 9 nævnte bestemmelser kan der ikke gives tilladelse, dispensation, godkendelse mv., hvis det ansøgte kan

1) beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er optaget i habitatdirektivets bilag IV, litra a), eller

2) ødelægge de plantearter, som er optaget i habitatdirektivets bilag IV, litra b) i alle livsstadier.

Stk. 2. Planforslag efter planloven kan ikke vedtages, hvis gennemførelse af planen har virkninger som nævnt i stk. 1.

188

Generel beskyttelse af visses arter

Beskyttelse af bilag IV-arter

Den kompetente myndighed kan fravige § 11, hvis fravigelsen ikke hindrer, at den pågældende bestands bevaringsstatus opretholdes i dens naturlige udbredelsesområde. Fravigelse kan kun ske i de situationer, hvor det ansøgte har til formål at,

1) beskytte vilde dyr og planter og bevare naturtyperne,

2) forhindre alvorlig skade navnlig på afgrøder, besætning, skove, fiskeri, vand og andre former for ejendom,

3) sikre hensyn til den offentlige sundhed og sikkerhed eller af andre bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social og økonomisk art, og hensyn til væsentlige gavnlige virkninger på miljøet, eller

4) fremme forskning og undervisning, genopretning af en bestand, genudsætning af disse arter og opdræt med henblik herpå, herunder kunstig opformering af planter.

189

Natura 2000 og generel beskyttelse af visse arter

Råstofgravning i et beskyttet overdrev – NMK-510-00725

Morsø Kommune havde den 18. december 2014 meddelt dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til råstofgravning i et beskyttet overdrev på en ejendom over en 10 årig periode.

En lokalforening klagede over den meddelt dispensation.

Foreningen gjorde bl.a. gældende, at der ikke forelå en fyldestgørende redegørelse for negative påvirkninger af bilag IV-arter, særligt markfirben.

I den påklagende afgørelse, var der ikke taget nærmere stilling til konsekvenserne af den mulig forekomst af markfirben.

Selvom det allerede af den oprindelige miljørapport i sagen fremgik, at det var overvejende sandsynligt, at arten fandtes på arealet, havde kommunen anført i afgørelsen, at ”Der er ikke kendskab til forekomst af EF-habitatdirektivets Bilag IV arter i området”.

190



På baggrund af en oprindelige miljørapport, kommunens egen redegørelse af 17. januar 2016 og supplerende udtalelse af 19. marts 2015 samt en reviderede miljørapport, lagde nævnet til grund, at det var sandsynligt, at bilag IV-arten markfirben fandtes på det beskyttede areal, og at det var sandsynligt, at arealet tjente som yngle- og/eller rasteplads.

Nævnet fandt ikke, at kommunen havde sikret sig, at yngle- eller rasteområder for bilag IV dyrearter ikke beskadiges eller ødelægges som følge af den meddelte dispensation.

Afgørelsen var således ikke truffet i overensstemmelse med reglen i habitatbekendtgørelsens § 10, jf. § 7, stk. 3, nr. 1.

Det i kommunens supplerende udtalelse anførte om, at der stilles vilkår i dispensationen om afværgeforanstaltninger i markfirbenets yngleperiode, kan ikke føre til et andet resultat, da vilkåret ikke fremgår af afgørelsen.

191



Nævnet ophævede tillige den meddelte dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, idet nævnet ikke fandt, at der var foretaget en konkret afvejning af hensynet til råstofinteresserne overfor hensynet til overdrevet, som særlig sjælden beskyttet og særlig artsrig natur i forhold til den særligt restriktive dispensationspraksis, der gælder for sådanne lokaliteter.

Nævnet bemærkede i sammenhængen, at såfremt kommunen efter en fornyede vurdering fortsat fandt, at der bør meddeles dispensation:

”må kommunen sikre sig, at yngle- eller rasteområder for bilag IV dyrearter ikke beskadiges eller ødelægges som følge af den meddelte dispensation. Kommunen må i den forbindelse overveje, om der er behov for feltundersøgelser til nærmere fastlæggelse af markfirbens tilstedeværelse på arealet, eller i stedet ud fra et forsigtighedsprincip lægge til grund, at arealet rent faktisk tjener som yngle- og rasteområder for bilag 4- arten, og fastsætte de nødvendige vilkår til at sikre den økologiske funktionalitet af yngle- og rasteområderne.”

192


Ændring og nedlæggelse af beskyttede natur ved anlæg af vej – NMK-510-00031

Vejdirektoratet havde i sagen fremsendt en ansøgning om dispensation til at ændre eller nedlægge i alt 24 naturbeskyttede områder.

Skov- og Naturstyrelsen meddelte den 19. november 2007 i medfør af naturbeskyttelseslovens § 20 godkendelse af motortrafikvej 21.

Ifølge naturbeskyttelseslovens § 20 skal offentlige anlæg i det åbne land placeres og udformes således, at der i videst muligt omfang tages hensyn til de landskabelige værdier og de øvrige interesser, der er nævnt i naturbeskyttelseslovens § 1.

Styrelsen havde ved godkendelsen bl.a. lagt vægt på en række rapporter om forekomst af bilag IV-arter i projektområdet og om mulighederne for at integrere afværgeforanstaltninger i projektet.

193



Der var i en række rapporter og notater, som der var henvist til i ansøgningen fra Vejdirektoratet, foretaget en registrering af bilag IV-arter i området og en vurdering af afværgeforanstaltninger.

Odsherred Kommune meddelte dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til indgreb i beskyttet natur og dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 16 til anlæg af broer, vej og beplantning ved anlæg af motortrafikvejen.

Kommunens afgørelse indeholdte en række generelle vilkår for hele strækningen samt specifikke oplysninger og vilkår for de enkelte delstrækninger, herunder vilkår om anlæg af erstatningsbiotoper på arealer ejet af tredjemand.

194



Følgende vilkår fremgik bl.a.:

”At Vejdirektoratet sørger for, at erstatningsbiotoper for bilag IV-arter anlægges under tilsyn af sagkyndige, således at de sagkyndige, over for Odsherred Kommune, med beediget erklæring står inde for den økologiske funktionalitet af erstatningsbiotoperne.”

Klager i sagen havde bl.a. gjort gældende, at en foranstaltning eller aktivitet, i overensstemmelse med EU-domstolens fortolkning af habitatdirektivets artikel 12, må anses som skadelig, hvis den kan skade den gunstig bevaringsstatus af den beskyttede art i den pågældende biotop.

195



Nævnet:

”Ved vurderingen af, om et yngle- eller rasteområde beskadiges eller ødelægges, jf. habitatbekendtgørelsens § 11 og naturbeskyttelseslovens § 29 a, er det afgørende, om den økologiske funktionalitet kan opretholdes på mindst samme niveau som hidtil. Der kan ikke gives klager medhold i, at Odsherred Kommune ved afgørelsen fejlagtigt har lagt vægt på kriteriet økologisk funktionalitet.

Som det bl.a. fremgår af lovbemærkningerne til naturbeskyttelseslovens § 29 a, jf. ovenfor, betyder anvendelsen af denne økologiske forståelse af yngle- og rastepladser, at det vil være muligt inden for rammerne af habitatdirektivet at nedlægge/beskadige en lokalitet, hvis dette modsvares af forbedringer et andet sted i samme økologiske netværk.

(…)

Natur- og Miljøklagenævnet finder ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at den økologiske funktionalitet af de berørte lokaliteter opretholdes”

196


Vindmøller ved Skaføgaard - NMK-33-01230

Vedtagelse af kommuneplantillæg og lokalplan med tilhørende miljørapport for opstilling af 3 vindmøller i Syddjurs Kommune med tilhørende VVM-tilladelse

Afgørelserne blev påklaget af omboende til de kommende vindmøller.

Klagerne var omfattende og vedrørte bl.a. tilstedeværelsen af bilag IV-arter (flagermus), herunder det forhold, at der ikke var foretaget nogen egentlig undersøgelser af flagermus i området.

Kommunen havde i de trufne afgørelser lagt til grund, at der potentielt kunne forekomme 5 flagermusarter i eller nær opstillingsområdet.

197



Vedtagelse af kommuneplantillæg og lokalplan med tilhørende miljørapport for opstilling af 3 vindmøller i Syddjurs Kommune med tilhørende VVM-tilladelse

Vurderingen af forhold vedrørende bilag iV-arter

Dansk Pattedyratlas – potentielt 5 flagermusarter i eller nær opstillingsområdet

En generel vurdering af projektområdets egnethed for de forskellige flagermusarter

En generel vurdering af hvad flagermus er særligt følsomme overfor med hensyn til yngle- og rasteområder (forringelse af bygninger, fældning af hule træer m.m.)

198



Vurderingen af forhold vedrørende bilag IV-arter

Der var således ikke foretaget egentlige undersøgelser af flagermus i området samt ingen stillingtagen til, hvorvidt der var yngle- eller rasteområder i eller nær lokalplanområdet.

Nævnet fandt ikke, at kommunens afgørelse var truffet på et tilstrækkeligt oplyst grundlag og det var således ikke med den fornødne sikkerhed godtgjort, at en gennemførelse af planerne ikke ville kunne beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder.

Såvel lokalplan som miljøvurdering og VVM-redegørelse og VVM-tilladelse blev ophævet på dette grundlag.

199


Anmodning om genoptagelse af Vindmøller ved Skaføgaard - NMK-33-02186

Kommunen anfører, at den foretagne vurdering tager udgangspunkt i det mest følsomme scenarie, nemlig at alle de potentielt forekommende arter er til stede i nærheden af projektområdet.

Herudover bemærker kommunen, at det er vurderet at yngle- og rastområder ikke vil blive påvirket under henvisning til følgende afsnit:

"Med hensyn til yngle- og rastepladser generelt er flagermus særligt følsomme overfor: forringelse af bygninger, fældning af hule træer med revner og sprækker, restaureringsarbejder, der fjerner revner i broer, sten eller andre strukturer, brud på eller nedlæggelse af landskabelige ledelinjer, større ændringer af skovkanter, plantning af nåletræer eller afdrift af gammel løvskov, forurening eller formindskelse af vådområder, der nedsætter insektproduktionen, forringelser af miner, kældre o. lign., der anvendes som vinterkvarter (Søgaard & Asferg 2007). Projektet ved [...] indebærer ingen af disse eller tilsvarende aktiviteter."

200



Kommunen mener, at det er uproportionelt og en væsentlig retlig mangel ved nævnets afgørelse at ophæve godkendelsen uden at begrunde, hvorfor vindmøllerne alligevel mod kendt viden vurderes at kunne skade yngle- og rasteområder.

Kommunen bemærker desuden, at nævnet har tillagt det vægt, at der ikke er sikkerhed for, at der ikke vil være en effekt som nævnt i naturbeskyttelseslovens § 29a, stk. 1.

Kommunen oplyser herefter om en foretaget besigtigelse, der understøtter den tidligere vurdering af at projektet ikke vil skade yngle eller rasteområder eller være i strid med § 29a.

201



Nævnet finder ikke, at der er grundlag for at genoptage sagen:

Kommunen havde således ikke foretaget egentlige undersøgelser af forholdene til trods for, at kommunen indledningsvis havde vurderet, at der potentielt kunne forekomme 5 flagermusarter i eller nær lokalplanområdet.

Nævnet tillagde det betydelig vægt, at der ikke i miljørapporten var taget stilling til, hvorvidt der var yngle- eller rasteområder i eller nær projektområdet/lokalplanområdet.

Nævnet finder, at vindmøller godt vil kunne påvirke yngle- eller rasteområder for flagermus selvom et vindmølleprojekt ikke indebærer forringelse af bygninger, fældning af hule træer med revner og spækker m.v.

202



Naturbeskyttelseslovens § 29a, stk. 1, bestemmer, at de dyrearter, der er nævnt i bilag 3 til loven, ikke må forsætligt forstyrres med skadelig virkning for arten eller bestanden. Forbuddet gælder i forhold til alle livsstadier af de omfattede dyrearter.

Kommunalbestyrelsen er i sin rolle af tilsynsmyndighed forpligtet til at underrette miljøministeren om ulovlige forhold, der kommer kommunalbestyrelsen til kundskab, som vedkommer miljøministerens tilsynsområde.

Heri er forudsat, at kommunalbestyrelsen er kompetente til at foretage en umiddelbar vurdering af om noget er i strid med/ulovligt i forhold til f.eks. § 29a.

Kommunalbestyrelsen er derfor ud i sin planlægning forpligtet til at oplyse sagen tilstrækkeligt således, at det er muligt at foretage en umiddelbar vurdering af, om f.eks. et påtænkt projekt kan være i strid med § 29a, med henblik på eventuelt at underrette miljøministeren.

203



En myndighed er ifølge det forvaltningsretlige udgangspunkt forpligtet til at genoptage en sag, hvis der i forbindelse med anmodningen om genoptagelse fremkommer nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen havde fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse med den oprindelige behandling af sagen.

Nævnet:

”Om en sag kan genoptages som følge af nye oplysninger, afhænger dog som tidligere nævnt også af de konkrete regler for den type sag, der aktuelt er tale om.”

204



Der er tale om oplysninger, der jf. habitatbekendtgørelsens § 11, stk. 3, skal fremgå af redegørelsen til planen allerede på forslagsstadiet.

Hensynet til de beskyttede arter skal således inddrages så tidligt som muligt i beslutningsprocessen, hvorved mulige konflikter mellem artsbeskyttelse og en plan eller et projekt eventuelt vil kunne afværges.

Oplysningerne bliver på denne måde også en del af den offentlige debat i forbindelse med offentlighedsfasen efter planloven.

Der er tillige tale om oplysninger, der burde have indgået i offentlighedsfasen for miljørapporten efter reglerne herom i VVM-bekendtgørelsen og miljøvurderingsloven.

205



Nævnet finder på baggrund af det ovenstående ikke, at de nye oplysninger kan danne grundlag for genoptagelse.

Nævnet tillægger det vægt, at der er tale om oplysninger, som kommunen kunne have valgt at tilvejebringe på ethvert givet tidspunkt, herunder forud for, at plangrundlaget og miljørapporten blev sendt i høring.

206

Tak for i dag

Jacob Brandt

Specialistadvokat · København

Offentlig virksomhed

T +45 72 27 33 63 M +45 25 26 33 63 E [email protected]

Mark Christian Walters

Advokatfuldmægtig · København

Offentlig virksomhed

T +45 72 27 33 92 M +45 25 26 33 92 E [email protected]

mailto:[email protected]

mailto:[email protected]

miljøjuridisk grunduddannelse modul vi (2) - envina · 2017. 12. 4. · dette modul er nr. 6 ud af...

Documents