Nummer 2 • September 2003

30. årgang

--------------------->=-IX8Yl;Menighedsf<lkullctcts studenterblad. Udgives af Studenterrådet ved MF

RedaktionenStud. theo!' Magnus N. Sørensen (ansv. red.), Tammerisve:i 38, 8240 Risskov, 21837730

Stud.theol. Søren Overby Christensen, Wi11cmoesgade 82, st.mf., 8200 Arhus N, 86-166327

Stud.theo!. Jacob Bank Møller, Kalendervej 28, 8210 Arhus V, 86-\53402

Lay-out og satsSøren Uverby Christensen

AdresseIXBYE, Mcnighedsfakultctcl, Katrinehjergvcj 75, 8200 Arhus N, 86-166300

ichtys@mcnighedslakultetet.dk

www.teologLdk

TrykSvend Age Tolstmp, Frihedsvej 60, 6700 Esbjerg, 75-133182

Deadlinel. februar; 15. april; 1. september; 1. november

IXØYE, Menighcdsfakultetets studenterblad, ønsker at være et bibeltro teologisk tidsskrifl, der udkommer fire gan­

ge årligt, og som primært henvender sig til teologiske studenter.

Enhver er velkommen til at indsende artikler og debatindlæg for optagelse i bladet, dog er redaktionen ikke forplig­

tet til at bringe alt, ligesom den forbeholder sig retten til at forkorte. Anonyme og pseudonyme artikler og indlæg

kan bringes, dog skal redaktionen have navn og adresse. Artikler og indlæg fra Menighedsfakultetets studenter pri­

oriteres.

Artikler tilsigtes en længde på ea. 10 A4-sider, debatindlæg 3-5 A4-sider (3200 anslag (ind. mellemrum) pr. side).

Det foretrækkes at artikler foreligger i Microsoft Word format. Andet er også velkomment.

Redaktionen er ikke ansvarlig for de i artikler og debatindlæggene anførte synspunkter, ligesom de ikke nødven­

digvis er lIdttyk for redaktionens mening. Relevante artikler optages i flg. indeks: ElenchllS I3ibliographiclIs Bibli­

cus; Internationale Zeitsehriftenshcau fOr Bibelwissenschaft und Grenzgebiete~ New Testament Abstraets og Did

Testament Abstracts. Endvidere oploades artiklerne på internettet på vores webside (se adresse ovenfor).

OmslagHenrik Wurtz (grafisk designer)

CopyrightIX8YI; 200]

IX8YE nr. 2, 2003

Leder- =< --------------------

Gud er nu ikke længere vred

- Sådan skriver Brorson i en julesalme. - det kan vi derafvide/ at han har sendt Sh1 søn her­ned/for os at dø og lide - fortsætter han. Det er det, der er evangeliet: At Jesus Kristus vedsin stedfortrædende lovoverholdelse og straflidelse har forsonet Gud med os. Brorson skri­ver ikke, at Gud ikke længere er vred, fordi Guds vrede ikke længere skal prædikes, menfordi evangeliet netop er, at Guds vrede er opslugt og afVendt ved det sonoffer, han selv harfremstillet, skal og må evangeliet prædikes på baggrund af Guds vrede, hvis det fortsat skalvære evangeliet. Det er evangeliet om syndernes forladelse til den, der ved, at han er ensynder. Hvis kirken skal overleve som Kristi kirke, må dette evangelium holdes fast, det erfra dette evangelium om den korsfæstede, kirken henter sin kr~fl.

Evangeliet henter ikke sin kraft fra kirkeil. Kirken henter sin kraft fra, at den er blevet tilved ordet om korset, dåbens begravelse med Kristus og delagtigheden i det en gang fuld­bragte sonoffer ved nadverbordet. Disse nådemidler er de midler, hvorigennem Kristus fort­sat kommer til sin kirke, styrker og bevarer den og kalder flere til.

Derfor skal vi fortsat prædike om Guds vrede. Gud er vred, ikke blot på synden, men påsynderen, som har gjort oprør mod sin skaber. Mennesker kan af naturen ikke se behovet forsyndernes forladelse. Vi skal selvfølgelig også vise syndens konsekvenser, men altid meddet mål for øje at føre mennesker derhen, hvor de ser, at deres dybeste behov er, at Gud måvære dem nådig og tilgive dem deres synd. Gud virker selv ved sit ord, også lovens ord, oghan vil gennem lovens dom knuse gamle Adams stenhjerte.

Vi skal også faItsat prædike evangeliet. Vi skal måske blive bedre til at lade evangeliet fåden største plads. Vi skal grunde over korsets mysterium og prædike om det, så det ikke blotbliver noget, der forekommer antydningsvist i bisætninger i vore prædikener.

Nej, vi skal læse og grunde over, hvordan Gud holdt dommedag over sig selv, hvordan hanvendte sit nådige ansigt væk fra dine og mine synder i Kristus, hvordan Jesus tømte vredensbæger i lydighed mod sin fader og af kærlighed til os, hvordan Faderen, da Jesus havdefuldbragt forsoningen på tredjedagen oprejste ham fra de døde og derved erklærede verdenretfærdig i ham. Det skal gentages og indprentes, for det er det evangelium, kirken lever afog vokser ved. Det er det evangelium, der skal styre vores sange, gudstienester, prædikener,undervisning osv.

Der er ikke andet evangelium. Evangeliet er syndsforladelse og frelse. Det skaber selv tro­en, når det høres.

Evangeliet om syndernes forladelse er kirken materialprincip, Hovedhjørnestenen.

Skriftprincippet er formalprincippet, grundvolden. Disse to kan ikke skilles ad. Kampen fordet rette kristne formalprincip har længe stået i centrum. MF er blevet til med udgangspunkti denne kamp. Men vi må spørge os selvom vi i kampen for skriftprincippet glemmer ma­terialprincippet, retfærdiggørelsen i Jesus Kristus. Har vi indgået uhellige alliancer medforkyndere af et andet og fremmede evangelium, som ikke er et evangelium, men en tilba~

IX0Y.E nr.2, 2003 49

Leder

---------------------k:>-gevenden til loven. Jeg mener, det er tilfældet i f.eks. \Villow-Creek-sammenhællg. F.eks.benægter den populære bog "Smittende tro" implicit, at Jesus vandt syndernes forladelse påkorset, når den skriver at Gud er villig til at tilgive uanset hvad. Jesu død er blot blevet enskadeserstatning og ikke en virkelig forsoning afGuds vrede.

Hvis Guds vrede fortones og evangeliet gøres til først og fremmest et svar på almenmenne­skelige behov, selvværd, skyldskomplekser, stress osv., så er evangeliet blevet et andet.Disse menneskelige behov er ofte konsekvenser af syndefaldet, men Gud vil ikke nøjes medat afsløre og læge syndens konsekvenser, han vil afsløre vores dybeste og egentlige behov,at finde en nådig Gud - og så vil han fortælle os, hvordan han har forbarmet sig over os i sinelskede søn, som' han gav hen for vore synder, og give os del i den syndsforladelse,

Dette evangelium er beskrevet på mange måder i Bibelen og kan forklares på flere måder,men det er nødvendigt for menneskers frelse, at det er det evangelium og ikke et evangeli­um, der handler om, hvordan de kan få det bedre eller blive bedre. Gud ønsker også at stillevore andre behov, og Han helliggør os ved Kristus, når vi tror, men evangeliet i sig selv erikke evangeliet om, hvordan vi får det bedre eller bliver bedre. Det er evangeliet om, hvor­dan Gud har fået det bedre med os.

Bibelen spørger os ikke først og fremmest, hvordan vi har det med Gud, men den fortæller,hvordan Gud har det med os, den fortæller om vores skyld og ansvar og hans vrede, og denfortæller os om nåden og frelsen i Jesus Kristus, som han giver os i sit hellige ord, i denhellige dåb og i den hellige nadver. Derigennem kommer Kristus til sin menighed og giverden del i syndernes forladelse og det evige liv. I disse nådemidler er Guds og Kristi nærværpå jorden. At fornægte disse nådemidler er også at fornægte evangeliet.

Vi skal gå ud i al verden med det evangelium, men ændrer vi det, bliver det til fordømmelseog evig fortabelse. At holde fast ved en ret skelnen mellem lov og evangelium og en retbibelsk lære er derfor mission. At gøre til disciple vil sige at lære mennesker ait, hvad Jesushar sagt om dom og frelse, at døbe i den treenige Guds navn til frelse og syndsforladelse ogat uddele Herrens eget legeme og blod, hvori han er hos os indtil verdens ende. Det er Gudsmission. Lad os holde fast ved den, for det er derigennem, han holder fast ved os.

SIIld.lheol. A1agl111s Norgaard Sorensen (Ans-v. reel)

so IX0Yl: nr. 2, 2003

En familie af søstre og brødre- <:>< --------------------

En familie af brødre og søstre

Af cand.theol Rene V. Jensen

Resume: Søskendetermer indtager en central placering i NT's ·beskrivelse af del kristnefællesskab. Del fælles farlw/d li/ Glid gal' de krisIIIe til brodre og soslre på ell ilY og balle­blJ1dende måde. De forste kristne var ligeværdige, selv 0/11 menighede1'1le bestod affolk fraalle samfimdslag. Delte kendte man ikke i samtiden.I NT beskrives de kristnes .'laskendestatlIs som en realitet. Samtidig er det også et ideal, for­di det endnu ikke er realiseret fiddt ud Paullis formaner de kristne til at leve som de sOøskende, de allerede er. Forholdet mellem Fi/emon og Onesimos viser, hvor problematiskdette \'ar. Fi/emon skulle modtage slaven Onesimos som sin bror. Da Onesimos kom til tro,blev han en bror til Palllus og sin herre Filemon. Del/Ol' skulle Filemon modtage ham sometfllldgyldigt medlem afmenigheden.

Det er vanskeligt at afgore, hvor konkret NT's .'laskendetermer skal forstås. l det sidste af­snit redegorjegfor, hvordan kristne kan betegnes som lige så reelle brødre og søstre sombiologiske søskende er det. Denned bliver de kristne på en særlig mådef01pligteltil at tagesig afhinanden.

Kristne el' brødre og søstre

Brødre i KristusUdtrykket H aoE).,q>6t;laoE).,lfJo(" bruges i NT for det meste som en betegnelse for en person, derer med i det kristne fællesskab. Der er enkelte steder, hvor det betegner biologiske brødre,men især hos Paulus er der et klart ekklesiologisk indhold i tennell. Det vigtigste udgangs­punkt for at forstå, hvordan de kristne er søskende er, at de har Gud SOI11 deres fælles far.Gud binder som far de kristne sammen på en særlig måde. Dermed skaber søskendefælles­skabet et tæt forhold mellem de kristne. Allerede tidligt blev det klart for de kristne, at devar brødre og søstre. De kunne som søskende forenes i bøn til deres fælles Far i himlen, ogpå mange måder levede de som en familie i dagligdagen.

Det kristne broderfællesskab har sit grundlag i Jesus Kristus. I ham er de kristne forenet påen særlig måde. De kristne har allerede i ndgangspunktet et tæt fællesskab med hinanden.Når de kristne så lærer hinanden bedre at kende, er det blot en uddybelse af det søskende­fællesskab, som allerede er til stede. Man er brødre og søstre, fordi man har et forhold tilGud. DeUe trosforhold gør de kristne til søskende; det ses i Kol 1,2: "Til de hellige i Kolos­sæ, de troende brødre i Kristus." l dette vers præciseres brødrene som "troende lt og ikke blotsom brødre, 50111 det ses andre steder i NT. Dermed er der en klar parallel til Mark 3,31 ~35,

hvor det fremhæves, at brødrene og søstrene er dem, SOI11 gør Guds vilje. Fordi man sommenneske lever i et forhold til Gud, får man del i et søskendeforhold til sine medkristlle,

IX0Yl; nr. 2, 2003 51

Rene V. Jensen

--------------------->=-En \'ig/ig term i NTTermen bror/brødre er et almindeligt forekommende ord i NT. Det bruges over 340 gange,hvoraf det 73 gange er brugt som en betegnelse for biologiske brod re. Udtrykket "iti"A<floQc(('idqJOl" bruges især, når Paullis adresserer sine brevmodtagere. Dels viser det hvor in­timt et forhold der er mellem afsenderen og læseren, og dels siger det noget om det indbyr­des forhold mellem læserne. Brodertermen er kun en lille del af de familietermer, man brug­te på Jesu tid. Alligevel fik den en prominent plads i beskrivelsen af det kristne fællesskab.Dette forhold må skyldes, at brodertermcn er særdeles præcis til at karakterisere de kristnesforhold til hinanden. I sig selv siger hyppigheden af en terms optræden i en tekst ikke nogetom tennens vigtighed. Dog tyder meget på, at søskendemetaforerne spiller en vigtig rolle iPaulus' teologi. Paulus forstod det kristne fællesskabs egenart ud fra familietermer.

E/ ny/fællesskabVed sin nye definition af, hvad det vil sige at være søskende, har Jesus og Paulus ændret pågrundlæggende familiebegreber. En familie består ikke længere kun af mennesker, SOI11 bio­logisk er i familie med hinanden. Fra og med de nytestamentlige forfattere kan en familieogså bestå af mennesker, som har et fader-barn forhold til Gud - og som dermed er hinan­dens søskende. Paulus har brudt de tidligere grænser for at være i familie med hinanden.

Det er afgørende vigtigt for det kristne fællesskab, at de kristne indser, hvordan de er hinan­dens søskende. De skal ikke blive brødre og søstre engang, for det er de allerede. Hvis dekristne får øjnene op for dette, vil det påvirke den måde, hvorpå de omgås hinanden. Dettegjaldt især for de første kristne, for hvem det var helt nyt, at det kristne fællesskab var etfamiliært fællesskab.

Begrebe/s opståenSøskendetennen var en af de første termer, som i den ældste kirke blev brugt til at betegneen medkristen. Allerede tidligt fik termen stor udbredelse - det ses især i NT's brevlitteratur.Derfor blev de første kristne ret hurtigt fortrolige med at omtale deres medkristne som sø­stre og brødre.

Hos de forskere, der undersøger Paulus og hans breve, anføres det ofte, at Paulus indførerfamilietermerne for at vise brevlllodtagerne, hvordan de kristne skulle forholde sig til hin­anden. Lewis mener, at Paulus kalder de kristne "family ofGod H for at vise dem en alterna­tiv social struktur (Lewis, 196). Den sociale sikkerhed, som tidligere fandtes i den biologi­ske familie, kan de kristne nu finde i det kristne fællesskab. Efter min mening fremholderLewis her en vigtig pointe. Mange af de første kristne havde mistet kontakten til den biolo­giske familie. Derfor var det vigtigt for Paulus at vise, hvilket ansvar menigheden havde forhver enkelt kristen,

Jeg mener, at Aasgaard har ret, når han siger: "Paul uses them [familiemetaforer] and thesibling metaphor in particular to shape t!Je rela/ions af his co-Christians to him and vis-å­vis one GIw/her." (Aasgaard, 289). Man kan ikke bevise, at Paullis indfører søskendetermentil at beskrive de kristne, men det er tydeligt, hvorfor Paulus anwnder tennell. De kristnelæsere af Paulus' breve ved sandsynligvis, at de er brødre og søstre. Paulus onsker, at læser-

52 IX0YE nr. 2, 2003

En larnilic afsostrc og brodre

- =< ---------------------Ile skal blive endnu mere overbeviste 0111, at de er brødre og søstre - og at de skal begyndeat leve som de soskende, de allerede er. Paulus bruger søskendetermer, når han formaner dekristne. De kristne skal virkeliggøre det søskendefOl'hold til hinanden, som allerede er en re­alitet.

Brodre er ligeEt af de mest centrale aspekter ved det forhold, at kristne er brødre er, at de er lige. Dettevar også et kernepunkt i Jesu undervisning af sine disciple. Ingen blandt de kristne brødre erhævet over de andre (Matt 23,8). Søskendetermer kan kun bruges om kristne, som er lige.

I de første kristne menigheder mødtes man i private huse. En af de vigtigste udfordringer idisse menigheder var at realisere denne egalitet blandt de kristne. Ofte bestod fællesskabetaf kristne fra forskellige samfundslag, så det var en stor udfordring at fjel'l1e de skel blandtde kristne, som man kendte fra samfundet. Når man samledes, forsøgte man at fokusere pådet, man var fælles om. Som det fremgår af Paulus' breve, lykkedes det ikke altid. Alligeveler der meget der tyder på, at man i de første menigheder faktisk fonnåede at være et fælles~

skab af lige søskende, som havde baggrund i forskellige samfundslag.

Nåde mænd og kvinderI forskningen er der uenighed om, hvorvidt Paulus' udtryk f1&OEAefJOt ll dækker over bådemænd og kvinder, eller om det skal forstås eksklusivt 0111 mænd. De fleste forskere mener,at kvinder er inkluderet, når Paulus taler til lIaoEJ..efJot II. Det tyder på, at det er et bredt udtryk,som rummer både kvinder og mænd. Der var kvinder i de første menigheder - det ses tyde­ligt i Rom 16 og andre steder. Desuden er der ikke noget, der taler for, at Paulus ønskede atudelukke kvinder fra sin tilhorerskare, I f,eks. Rom 14,10 og I Kor 8,11 bruger Paulus I<t"iEAefJOt-termen som en generel vending, der sandsynligvis rummer både mænd og kvinder.

Ideal og realitet

Ideal eller realitetPaulus tager i sine breve ofte udgangspunkt i et problem i den pågældende menighed og be­handler et emne derudfra. Misforståelserne i menigheden dannede grundlag for Paulus' un­dervisning i, hvordan de kristne skulle leve sammen i hverdagen. Paulus ville vise sine læ­sere, at de allerede var brødre og søstre, og at de derfor skulle leve sammen som sådanne.

Netop ved at bruge søskendetermer til at beskrive det kristne fællesskab, taler PaulliS bådeom noget ideelt og om en realitet: "By his [Paulus'] use ofthis metaphor he says somethingabout tlle relationship af Christians, what it is like, and \\'hat it sIlOuld be Iike" (Aasgaard,8). Både ideal og realitet er vigtige for at forstå, hvordan det kristne fællesskab kan beskri­ves som og sammenlignes med en familie. Paulus ønsker at rette op på en forkert realitet imenighederne. Idealet er den situation, Paulus ønsker skal være den fremherskende i sinelæseres menigheder.

Forholdet mellem ideal og realitetDet kan være svært at skelne mellem, hvad der var en realitet i den ældste kirke, og hvadder kun beskrives SOI11 en ideel tilstand, som ikke er til stede. Sandnes giver udtryk for, at

IX0YE nr. 2. 2003 53

Rene V. Jensen

--------------------- >=-det ikke er muligt at holde de to ting fuldstændig adskilte, når man undersøger materialet iNT (Sandnes 1994, 113). Det mest korrekte er følgelig at sige, at både ideal og realitet fordet kristne fællesskab findes i NT.

Når man undersøger, hvordan bestemte forhold var i realiteten, er det svært at få præcise re­sultater. Derimod er det nemmere at lave en model. Dette gælder f.eks., når man undersø­ger, hvordan de kristne var søskende for hinanden. Nogle tekster taler tydeligt om, at detkristne fællesskab af brødre og søstre var et egalitært fællesskab. Princippet er klart. Men dadette egalitære fællesskab opstod i et samfund, hvor der var stærke patriarkalske idealer,kom det egalitære elem.ent ikke altid lige stærkt til udtryk. Også kristne var så påvirkede afat tænke patriarkalsk om fællesskaberne, at det var vanskeligt at leve som ligeværdige sø~

skende.

Aasgaard mener, at der i den ældste kirke var et udpræget misforhold mellem ideal og reali­tet. Det høje ideal kunne ikke realiseres i det konkrete fællesskab, og det førte til spændin­ger mellem de kristne. Der opstod problemer i det kristne fællesskab, som var vanskelige atløse: "the high expectations 011 siblingship inevitably led to problems, There often occurredan incongruity between ideal and reality" (Aasgaard, 336). Denne inkongruens kom f.eks.til udtryk i menigheden i Korinth, som var i intern strid. Nogle i menigheden sagsøgte end­da deres kristne brødre og søstre ved den lokale domstoL Aasgaard lægger vægt på at vise,at realiteten i de kristne fællesskaber ikke kunne leve op til idealet.

Et grundvilkårJeg mener, at det er ufrugtbart at stille ideal og realitet op imod hinanden, således som Aas­gaard gør det. Det kristne fællesskab vil aldrig blive fuldkomment her på jorden, så længemennesker er en del af det. Mennesker begår fejl og synder imod hinanden. Det er efter minmening mere præcist at sige, at det kristne søskendefællesskab er en realitet. Det er etgrundvilkår i de kristnes forhold til hinanden, at de er brødre og søstre, Efterfølgende kanman undersøge, hvordan dette grundvilkår er blevet praktiseret i de kristne menigheder. I deførste fællesskaber lykkedes det ofte at leve som søskende, men der var også mange steder,hvor det var svært at få øje på det inderlige broder/søster-forhold til hinanden. Det er merefrugtbart at se på, hvordan ideal og realitet korresponderer med hinanden og finde tegn på,at det reelle liv blandt de kristne også afspejlede det ideal, som Paulus skitserer.

Sandnes har modsat Aasgaard en positiv tilgang i sin betragtning af forholdet mellem idealog realitet. En af Sandnes' konklusioner er, at når Paulus formaner de kristne til at leve sombrødre og søstre, er det ikke kun et ideal, han frembærer. Paulus vil gøre det omsorgsfuldekristne fællesskab til en realitet - eller mere præcist: Styrke den realitet, SOI11 allerede er tilstede i menigheden (Sandnes 1994, 113). De kristne skal leve som brødre og søstre, fordi deallerede er brødre og søstre, Jeg mener, at Sandnes i dette afsnit har en konsistent fremstil­ling af Paulus' formaninger. Idealet er allerede tilstede som et grundvilkår, men alligevelskal det realiseres i praksis i det kristne fællesskab afbrødre og søstre.

Realitet og e/faringUnderstregningen af, at det kristne søskendefælJesskab allerede er en realitet, kommerstærkt til udtryk hos Bonhoeffer. Han anskuer det fra en lidt anden vinkel og taler i stedet

54 JX0Y~ nr. 2. 2003

En familie afsostre og brødre

- =< --------------------om forholdet mellem realitet og erfaring: "Nicht die Erfahrung der christlichen Bru­derschaft, sondern der feste und gewisse Glaube an die Bruderschaft halt uns ZUSallll11en."(Bonhoeffer, 34). Det er afgørende før Bønhøeffer, at de kristne allerede el' et fællesskab afbrødre og søstre. De kan ikke have et ideal, der er højere og bedre i kvalitet end den realitet,som findes blandt de kristne. Der er plads til mere kvantitet i de kristnes indbyrdes kærlig­hed, men ifølge Bonhoeffer skal de kristne ikke fokusere på, hvor meget indbyrdes kærlig­hed der er imellem dem. l stedet skal de kristne fokusere på, at de er et søskendefællesskab,Når deres fokus er på det, vil det indbyrdes forhøld vokse i kærlighed på en l11åde, SOI11 erdelvist skjult for mennesker (Bonhoeffer, 26).

Filcmoll og Onesimos

BaggrundSandsynligvis var Onesimos en slave i Filemons hus, som formodentlig lå i Kolossæ. Af eneller anden grund er Onesimos stukket af fra huset. Det er ikke muligt at afdække årsagen tildenne flugt. På et tidspunkt har Onesimos opsøgt Paulus i Rom for at få hjælp i tvisten medFilemon. Onesimos må have vidst, at der var et tæt forhold mellem Paulus og Filemon.Onesimos har fået hjælp, men det er sket på en anden måde, end han havde regnet med:Onesimos er kommet til tro på Jesus som Kristus ved Paulus' hjælp. Dermed har han fået etnyt forhold til både Paulus og Filemon, Selvom han er en slave, har han herefter været enbror til begge. Dette nye søskendefællesskab har været grundlaget for, at Onesimos kunnehåbe på en løsning af konflikten med Filemon. Herefter har Paulus skrevet brevet til File­mon i håb om, at han ville modtage Onesimos som en bror og møde ham med tilgivelse.

Det er tydeligt i brevet, at der også er et tæt forhold mellem Paulus og Filemon. Tidligerehar Paulus været medvirkende til at Filemon er kommet til tro. Derfor står Filemon i gældtil Paulus: "For slet ikke at tale 0111, at du skylder mig dig selv" (v 19). Både Onesimøs ogFilemon er altså blevet Guds børn ved Paulus' I~ælp. Dette er med til at understrege det nyejævnbyrdige broderforhold mellem Filemon og hans slave Onesimos,

Al11iggcndeBrevet er først og fremmest adresseret til Filemon, selvom både Appia og Arkippos også ernævnt som modtagere. I de følgende vers er det tydeligt, at der især tales i ental til en per­son, SOI11 må være Filel11on, Desuden er menigheden i Filemons hus blandt modtagerne afbrevet. Dette må skyldes at sagen ikke kun er et anliggende for Filemon. Menigheden er etsøskendefællesskab; de skal også tage imod Onesimos som en broder, selv 0111 han tidligereer stukket af fra dem. Filemon står til regnskab for den menighed, der samles i hans hus.Han Cl' over for dcm forpligtet til at reagere på en værdig måde over for Onesimos - ellersvil han selv være utroværdig.

Kærlighed er et centralt tema i brevet. Det er kærlighed til Jesus og Onesimos, der skal faFilemon til at tage imod sin b0l11øbne slave. Samtidig er den indbyrdes kærlighed i menig­heden også vigtig. Filemons kærlighed til de hellige har været en del af det at være et fæl­lesskab. Det tyder på, at der var et godt indbyrdes forhold blandt menighedsmedlemmerne.Paulus knytter til ved denne indbyrdes kærlighed for at fa Filemon til at være venlig overfor

IX0YL: nr. 2, 2003 55

Rene V. Jensen

--------------------->c>-Onesimos (Aasgaard, 270), Hvis Filemon ser vigtigheden af kærlighed i det kristne fælles~

skab, vil han sandsynligvis tage imod Onesimos.

Få ham li/bage som en brorI vers 15 overvejer Paulus, om der ligger en guddommelig indgriben bag Onesimos' flugtfra Filemon. Måske tjener flugten til et bedre formål for Filemon. Han får mulighed for at fåen anden Onesimos hjem end den, der stak af. Filemon og Onesimos har Hiet et nyt forholdtil hinanden, og derfor kan de nu være sammen for altid ((d(~vtov). Dette udtryk skal sand­synligvis forstås således, at Filemon og Onesimos nu er blevet brødre på en måde, som vilvare evigt. De er blevet brødre i troen på Jesus Kristus, og derfor vil deres søskendeforholdfortsætte resten af deres liv og ind i evigheden. Jesus sætter sine efterfølgere i et nyt bro w

der/søster-forhold til hinanden, som døden ikke kan sætte en stopper for.

,"fere end en shl\'eVers 16 er det centrale vers i min undersøgelse af Filemonbrevet. Her kommer det tydeligsttil udtryk, hvad det betyder, at Filemon og Onesimos er blevet brødre. Onesimos har indtilnu været slave hos Filemoll, og det tyder på, at han skal fortsætte med at være det efter sintilbagekomst til Filemons hus. I verset beskrives det, hvordan Filemol1 skal modtage One w

simos: 1I0UKEtl (Ik OOOAOV &AA' UTTEr 00010v" (ikke længere som en slave, men som mereend en slave).

Det lille ord HWS" er vigtigt. Paulus skriver sandsynligvis ikke, at Onesimos nu skal ophøremed at være en slave og frigives. I stedet skal Onesimos ikke længere kun behandles som enslave.

Selv 0111 Onesimos er blevet en bror for Filemon, fortsætter han med at være en slave iFilemons husholdning: !IAIso the expression 'more than a slave' may illdicate that Onesimosmay remain a slave, but is to be treated more thoughtfully than is customary \Vith a slave."(Aasgaard, 277). Dette tror jeg er den rette forståelse af vers 16a. Havde der været tale om,at Onesimos skulle ophøre med at være slave og frigives, ville det sandsynligvis have væretmere tydeligt beskrevet i dette vers. Den foreliggende formulering kan vanskeligt forståssom en slavefrigivelse.

811 kæl' broderI brevindledningen bliver Filemon beskrevet som en elsket person: 'Til vor kære medarbej­der Filemon" (vers I). Den danske oversættelse er en noget afsvækket udgave af den græsketekst "eptA~flO])t t(~ aY(OTllt(~". Ifølge 0092 er det Paulus og Timotheus, der er glade forFilemon. I den græske tekst giver den passive form udtryk for, at Filcmon er elsket af Gud.Filemon har mødt Gud og hans kærlighed. Det er den kærlighed, Filcmon skal gengældeved at tage godt imod Onesimos.

I vers 16 er det Onesimos, der beskrives SOI11 elsket "c'diEAt:PC)lI c.:ymTlltOJ1". "Ayct1TlltOV" erSOI11 i v I en passiv form, der angiver, at det er Gud, der er subjekt for kærligheden. Onesi­mos er elsket af Gud på sanlIne måde SOI11 Filemon. De har begge mødt Guds kærlighedsom en realitet i deres liv. Det forhold, at Onesimos er ell bror, som Gud elsker, er et afgø­rende teologisk argument i brevet. Paulus ønsker, at Filcl110n skal se Onesimos som en

56 lX0YE nr. 2, 2003

Eli familie afsoslre og brødre

-=<hjemvendt, bortløben slave, der er elsket af Gud på trods af det, han har gjort imod Filcmon.De to står i den Sanl1lle situation over for Gud. Fra nu af er de ligeværdige personer i me­nigheden og overfor Gud, selvom Onesimos stadig er Filemolls slave. Målet med at frem­hæve Filemons kærlighed i vers 5 er at gøre det klart for Filemon, at han må vise den sam­me kærlighed for Onesimos,

Onesimos er en elsket bror for Paulus: Hwt>,tom EflO(" (vers 16). Paulus sætter stor pris på athave fået Onesimos som sin bror. Det er Paulus' ønske, at Filemon også må se Onesimossom sin elskede broder. Når han er det for Paulus, er det endnu mere naturligt, at han er detfor Filemon: lliToocy OE fliiAAOV OOlll, Selvom der er opstået en konflikt mellem Filemon ogOnesimos på grund afOnesimos' flugt, har de to haft et nært forhold til hinanden. Derfor erder grundlag for et godt og kærligt forhold til hinanden igen, hvis Filemon kan tilgive One­simos,

Da Onesimos kom til tro på Jesus, opstod der et nyt forhold mellem Filemon og Onesimos.Ved hans genfødsel blev Onesimos en broder til Paulus, Filemon og øvrige kristne. Der eraltså herefter et søskendeforhold mellem Filemon og Onesimos. Det afgørende er, om File­111011 vil acceptere Onesimos som en broder, eller om han kun kan anerkende ham SOI11 enslave. I og med at Onesimos er blevet kristen, skal han modtages afFilemon som en broder.Hvis Filemon ikke vil acceptere Onesimos som en broder i huset og menigheden, acceptererhan defll1ed heller ikke, at Onesimos er blevet kristen, De kristne er per definition hinandenssøskende.

Det er selve brevets anliggende, der kommer frem i vers 16. Filemon skal modtage Onesi­1110S som en broder, der er kommet i et søskendeforhold til Filemon og de andre i menighe­den i Filemolls hus. Onesil11os og Filemon er brødre, fordi de begge tilhører Jesus Kristus.Det er deres personlige forhold til Jesus, der gør dem til brødre. Er man brødre, vil man iudgangspunktet holde af hinanden. Konflikten mellem Filemon og Onesimos kan overvin­des, hvis de begge - og især Filemon - accepterer hinanden som brødre, der nu er kommet iet tæt, jævnbyrdigt forhold til hinanden.

Filemon skal ikke blot modtage Onesimos, som om han var en broder. Han skal modtageham som en reel broder. Paulus siger til Filemon, at han skal modtage Onesimos på sammemåde, som han ville modtage Paulus (vers 17). Ved hermed at sætte Onesimos lige medPaulus ses det, at også Filemoll og Onesimos er lige. Der er ikke noget hierarkisk forholdmellem dem, når det gælder deres forhold til hinanden S0111 kristne.

[ verden og i HerrenVers 16 slutter med en beskrivelse af, hvordan Onesimos skal være en broder for Filemon:"Kcd lov aapKl Kcd Eli Kupi:cy" (både i denne verden og i Herren). At Filemon og Onesimoser brødre i Herren viser, at det er en status, de ikke selv har fortjent sig til. Det er en gave fraGud, at de er kommet til tro og har fået hinanden som brødre. Derfor har de fået et nyt, lige­værdigt forhold til hinanden. Deres broderforhold er forankret i deres forhold til Gud.

Det var ikke til diskussion, om Filcmon og Onesimos nu også var blevet brødre. Således vardet, uanset hvordan Filemon end reagerede på Paulus' brev: tIsøskenskap ... var en nødven­dig ekklesiologisk konsekvens av rettferdiggjorelsen av tro alene." (Saudlles 1996,213). De

lX0Y~ nr. 2, 2003 57

Rene V. Jensen

-------------------k>-to mænd var blevet søskende åndeligt, fordi de begge havde et trosforhold til Gud. Samtidigvar de også blevet reelle søskende, når Paulus kan omtale Onesimos som en broder i kødet:"ikke bare er [de] åndelige søsken, men til og med brødre i virkelig mening." (Sandnes1996, 213). Denne beskrivelse af to kristne som kødelige brødre er anderledes end andre be­skrivelser i NT. Ingen andre steder bruges aclp~ til at beskrive forholdet mellem to kristne,som ikke biologisk er i familie med hinanden. En af de nærmeste paralleller er i Mark 3,34,hvor Jesus siger om sine disciple: ilSe, her er min mor og mine brødre.'!

Ved at beskrive Onesimos som både en broder i Herren og en broder i kødet viser Paulus, atOllesimas' omvendelse må få praktiske konsekvenser. Filemon og de kristne i Kolossæ kanikke nøjes med at sige, at der nu er opstået et åndeligt fællesskab mellem dem og Onesimos.Også det praktiske liv i menigheden må nu ændres. Onesimos kan deltage i gudstjenester pålige fod med de andre. Ingen kan udelukke ham fra nogle dele af menighedens liv, fordi hanikke er værdig til det. I dagliglivet i menigheden skal Onesimos regnes som et fuldgyldigtmedlem af menigheden. (Sandnes 1994,76).

Hvis der i vers 16 kun havde stået, at han var broder i Herren, kunne Filemon forsvare kunat behandle Ollesimos som en broder, når det var i menighedens sammenhæng. Men når dereksplicit står, at Onesimos er broder !lEV aapKt" (i kødet - vers 16), filr det ikke kun konse­kvenser for forholdet mellem de to mænd, når de er med i det kristne fællesskab. Det harogså betydning for deres dagligdag.

Metafol'søsI{ende eller ægte SøSI{Emde

k/eta/or eller realitetEr de kristne rigtige soskende, eller er de kun soskende i billedlig betydning? Bruger NTkun metaforer til at beskrive de kristnes forhold til hinanden, eller taler NT også reelt om dekristne som brødre og søstre? Ud fra biologiske definitioner kan man kun være brødre ogsøstre, hvis man har den samme mor eller far. Hvis de kristne er reelle søskende, vil detkræve en ny måde at definere søskendebegrebet på, da de for det meste ikke biologisk er ifamilie med hinanden.

Paulus tiltaler ofte sine brevmodtagere som "aoEAtPOt flOU" (mine brødre - Fil 3, l). Ingensteder modificerer Paulus sine udtalelser i retning af lIgodt nok ikke mine rigtige brødre,men kun brødre i overført betydning". Formentlig giver Paulus udtryk for, at der er et reeltfamiliært forhold mellem de kristne.

flere teologer mener, at der i NT ikke tales om reelle brødre, når brodertennen bruges til atbetegne de kristne. I stedet skal udtrykkene forstås metaforisk. Aasgaard lægger vægt på, atPaulus selv har brugt søskendetermer som metaforiske udtryk: "The influence an Paul fromnations af siblingship should not be viewed as a mechanical process of adoption, however.Atler all, he \Vas fully aware that his use oftlle family language \Vas metaphorical. H (Aas­gaard. 337). Der er altså ifolge Aasgaard ikke noget, der tyder på, at Panlus bruger bro­derlsøsterMbegreberne til at vise, at de kristne er reelle søskende.

Ud fra materialet i NT kan det være vanskeligt at vurdere, om de kristne er brødre og søstre,eller om de blot har et forhold til hinanden, der kan sammenlignes med søskende. Man kan

58 IX0YE nr. 2, 2003

En familie afsoslre og brod re- <=< ---------------------sammenligne med øvrige metaforer, som anvendes om de kristne. F.eks. i l Kor 12,27 sigesdet, at de kristne er Kristi legeme: "I er Kristi legeme og hver især hans lemmer." Dette erikke kun et billede på forholdet mellem Kristus og menigheden - det siger også noget om,hvordan forholdet rent faktisk er: "Menigheten kan sammenlignes med et legeme fordi denel' Kristi legeme!" (Skjevesland, 88 - min kursivering). Hvis man mener, at 1 Kor 12,27 kuner et billede på menighedens forhold til Kristus, får man teksten til at sige mindre, end denrent faktisk siger. Det samme må gælde, når Paulus taler om de kristne som brødre. Paulus'beskrivelse af de kristne som brødre må nødvendigvis tages for pålydende, da han ikke selvsiger andet.

Flere forskere giver udtryk for, at søskendetermerne i NT netop ikke skal forstås konkret.Blandt andre Meeks viser i sin afhandling, at familiesproget i NT skal bruges til at beskrivede kristne som noget, de reelt ikke er: "Especially striking is the language that speaks of themembers af the Pauline groups as if they lI'el'e a fami/y" (Meeks, 86 - min kursivering). INT fremslår det krisIne fællesskab altså som et familiefællesskab, uden al de kristne egent­lig er i familie med hinanden.

Anderledes er det hos Sandnes. Han mener, at de kristne er søskende, da det er lien nødven­dig ekklesiologisk konsekvens av rettferdiggjørelsen av tro alene." (Sandnes 1996,213).Når man bliver kristen og dermed Guds barn, betyder det, at de kristne er brødre og søstre.De har Gud som deres fælles fader, og det gør dem til søskende.

Gnesimos og FilemonNår det gælder forståelsen af forholdet mellem Filemon og Onesimos, lægger Sandnes vægtpå, at brodertermen skal forstås som mere end metaforisk; teksten taler om det egentligeforhold mellem Onesimos og Filemon: I1Fellesskapet mellom husherren [Filemon] og hanstjener [Onesimos] er gjennom troen blitt slik at de to ifølge Paulus ikke bare er åndeligesøskell, men til og med brodre i virkelig mening." (Sandnes 1996,213 - min kursivering).Ifølge Sandnes er det altså ikke nok at have nogle biologiske kriterier (fælles mor eller far),hvis man ønsker at afgøre, om to personer er søskende på en reel måde. To kristne personer,som ikke biologisk er i familie med hinanden, kan være lige så virkelige brødre, som biolo­giske søskende er det.

Biologisk kriterium og åndeligt kriteriumDer er altså to forskellige kriterier for, hvornår man kan betegne to personer som reelle sø­skende. Alle er enige om det biologiske kriterium: Hvis man har den samme mor eller far,er man søskende på en virkelig måde. Man har fælles gener osv. Det fælles ophav gør, at deto personer har det som et grundvilkår i deres liv, at de er hinandens søskende. Dette kanikke ophæves på nogen måde.

Uenigheden opstår, når man vil afgøre, om dette biologiske kriterium er den eneste mulig­hed for at være reelle søskende. Hvis man kun anerkender det biologiske kriterium, kankristne aldrig blive virkelige brødre og søstre. Hvis man derimod også opererer med et ån­deligt kriterium, kan kristne være reelle søskende. Det åndelige kriterium bygger på menne­skers forhold til Gud. Er man kristen, har man Gud som sill. far. Dermed har man også allekristne som sine søskende.

IX0YE nr. 2. 2003 S9

Rcnc V. Jcnscn

----------------------- ><:>-

Et trosforhold til Kristus medfører, at man også får et forhold til de andre kristne. Udsagne­ne hos Jesus og Paulus i NT er grundlaget for det åndelige kriterium. De omtaler begge di­sciplene/de kristne SOI11 søskende. Intet tyder på, at det kun er symbolsk tale. Især i Filem 16bliver det klart, at Paulus også taler om de kristne som reelle søskende: Efter at Onesimos erblevet kristen, er Filemon og Onesimos blevet brødre i Herren og i kodet. Del"Jlled må deressøskendeforhold betegnes som en reel, fysisk virkelighed.

Vanskeligheder og konsekvenserDet er oplagt, hvorfor nogle teologer kun anerkender det biologiske kriterium: l samfundeter det det almindelige og eneste grundlag for at afgøre, om to personer er søskende. Desu­den kan det i dag efterprøves, om man biologisk er i familie med hinanden. Man har altså etsikkert grundlag at bedømme ud fra. Men når man kun anerkender det biologiske kriterium,vil det give visse vanskeligheder. Hver gang NT taler om de kristne som søskende, må manfinde en symbolsk/ikke-konkret måde at forstå udtrykket på. Når Jesus eller Paulus beskri­ver disciplene/de kristne som søskende, er det ikke reel tale. Derved bliver Filem 16 vanske­lig at forstå. Netop når Paulus taler om at være "brødre i kødet" er det ikke oplagt at forstådet symbolsk. Hvis Paulus ville have beskrevet Filemoll og Onesimos som symbolske brød­re, havde hanllæppe anvendt udtrykket IIkød".

Hvad angår det åndelige kriterium, medfører det også vanskeligheder. Godt nok er det ioverensstemmelse med de relevante tekster i NT, som betegner de kristne som brødre ogsøstre. Man behøver ikke at tillægge teksterne en symbolsk betydning, som ikke fremgår afteksterne selv. Men det medfører den vanskelighed, at man ikke kan bevise eller efterprøveforholdet. Grundlaget for søskendeforholdet mellem kristne er ikke en biologisk test men deudsagn, der findes i NT.

Når man anerkender det åndelige kriterium og anser kristne for at være reelle søskende, fårdet positive konsekvenser. Det bliver klart, at Filemon i en særlig grad var forpligtet til attage godt imod Onesimos. Onesimos var ikke blot en symbolsk/ikke-reel broder, som File­mon kunne fortsætte med at ringeagte som sin slave. Onesimos var en reel broder, der hav­de krav på FiIemons kærlighed. Der var skabt et stærkt bånd mellem dem, som kunne givedem et nyt forhold til hinanden - både i dagligdagen og i menighedens forsamling. Nårkristne er reelle søskende, bliver forholdet mellem dem mere forpligtende, fordi de knyttestæt sammen. De kristne lader ikke blot som om (as if) de er i familie med hinanden. De er ifamilie med hinanden; de er søskende, og som sådanne lever de sammen i menigheden.

Litteratur:

Aasgaard, Reidar: 1998. My beIollecl brothel's and s;stersl Oslo: University of Oslo,upubliceret doktorafhandling.Bonhoeffer, Dietrich: 1987. GemeinsClmes Leben Dietrich I3onhoeffer Werke, Band 5, (I.udg. 1939), MUnchen: ehr. Kaiser Vel'lag.Lewis Jr'" Uoyd Alexander: 1985. "As Cl Belol'ed Bl'othel''', New Haven: Yale University,upubliceret ph.d. afhandling.

60 IX0YE nr. 2, 2003

En familie afsostre og brødre--q

Meeks, Wayne A.: 1982. 71,e First Urball Christialls: 11,e Social IVorid af the ApostlePaul. New Haven: Yale University Press.Sandnes, Karl Olav: 1994. A Nell' Family. Studien zur interkulturellen Geschichte desChristentllll1S band 91. Bern.Peter Lang: 1996. "I have called you fri ends", The Nell' Testament in Its Hellen;sticContext.Guunlaugur A. Jonsson: Studia Theologica Islandica IO. Reykjavik: Gudfrædistofnun.SI<jevesland, Olav: 1976. Kirken i Det nye Testamente. Oslo: Andaktsbokselskapet.

Forfatter:Cand. theol. Rene V. JensenPublilmtioner: Kristologien hos lrenæus, IX0YZ; 2001, ur 4Adresse: Tornebakken 62. 8240 Risskov. 86 21 9121

IX0Y~ nr. 2, 200] 61

Hans-Ole Bækgaard

>=-

Augustins eskatologi (II)'

Af Stud. theol Haus-Ole Bækgaard

Esl{atologiDette leder os frem til at se nærmere på den mere konkrete eskatologiske fremstilling hosAugustin, som fik afgørende betydning for udformningen afkirkens eskatologi.2 Her tænkessærligt på den katolske kirke, som dog udviste usikkerhed og spekulatiou i uogle sporgsmål(fx om tusindsåisriget, tidspunktet og tegnene for Kristi genkomst, og mellemtilstanden).Ligeså fik hans fremstilling også grundlæggende betydning for en række punkter i den klas­siske lutherske teologis eskatologi,3

Kristi genkomst til domNår Augustin vover at udtale sig om hele dette store spørgsmål, sker det af den årsag, at»hele den sande Guds Kirke fastholder i sin bekendelse for Gud og mennesker, at Kristusvil konune fra Himlen for at dønlIne levende og døde.« (civ. XX, l). Sådan udtrykkes det iTrosbekendelsen, og 2 Tim 4, I. Dette skal ske på den yderste eller sidste dag, deu gud­dommelige doms dag.4 Gud har dog tidligere fældet dom, nemlig da han dømte mellem eng­lene før det menneskelige syndefald. Dengang skånede han ikke de engle, der syndede i de­res hovmod. Gud har siden dømt j tideu - både lykkelige og ulykkelige, og straffet bådedæmoner og mennesker åbenlyst og i det skjulte. Han har dømt og straffet deres gerningerenten her i tiden eller vil gøre det på dommens dag.

Ved dommen på den yderste dag, når Kristus kommer igen, skal den endelige dom fældes. 5

Ikke om hvorfor den og deu uretfærdige er lykkelig, og den og den retfærdige er ulykkelig,men om hvem der er hhv. tde godelog 'de andelslette'. Hvem der ved tro på Kristus og ikraft af Guds nåde fOItjeller den sande og fulde lykke, og hvem der har fornægtet troen påKristus og gaven i Guds nåde og derfor opnår den fortjente og højeste ulykke.

1 Første del af denne artikel blev bragt i lX0Y}; nr. 1·2003

2 Sc fx dcn teologi historiske fremstilling hos Vnlen-Sendstad ss 571-83. 1I0s Augustin er der særligt fire hoved­punktcr, som kendetegner hans eskatologi: l) dod, 2) dom, 3) evig straf, og 4) evig salighed. Dettc sknl ses i lyset aftroen på Kristi genkomst (if. Dalsgaard Larsen (1996) s 27). Augustin har sa-rligt to hovcdfronter i sin frcmstilling:1) den hedenske kritik og 2) forkerte eller tvivlsomme opfattelser blandt de kristne selv. Udover værket De cil'itateDei findes Augustins eskatologiske tanker særligt i skriftet »Enchiridion«, især 23,84-93 (se Shaw), som ikke ermedtaget direkte i min præsentation (dog se sammenstilling af disse to skrifter i artiklen af Jacobsen: »Augustin ommenneskets opstandelse«).

J Det er vanskeligt at tage 'patent' på den genuine udformning af en sådan. Jeg skonner, at bibelteologisk og ifi.)lge dclutherske bekendelsesskrifter kommer Valen-Sendstads fremstilling nænnest (se ss 584-622).

.. Augustin bestemmer 'dag' som 'tid'; sådan finder han det sædvanligvis anvendt i de hellige skrifter (i f. eiv. XX,I).

5 Det er nfgorende vigtigt for Augustin at fastholde Guds retfærdighed og b:mnhjertighed i denne dom; det liggerimplicit i Guds væsen, at det forholder sig sådan, selvom det kan være en umiddelbar gåde for mennesket (se eiv.XX,2-3; XXI,24). Guds retfærdighed er Kristus. som skænkes af nåde uden fortjenester, og heri findes Guds storemildhed; denne har 'de onde/slette' ikke taget imod, da de har hall nok i deres egen retfærdighed (if. begrebet »amorsui«).

62 IX0Y}; nr. 2. 2003

Augustins eskatologi (Il)

-=<l de hellige skrifter gøres der tydeligt rede for Kristi genkomst til dom, mener Augustin. Ibog XV-XVIII har han redegjort for, at frelsen knyttes til troen på Kristns ved at gennemgåfrelseshistorien i de gammeltestamentlige skrifter og peget på, at sådan bliver de tolket i denytestamentlige. Og når det gælder genkomsten og dommen, er dette lige så tydeligt frem­stillet i Skriften. Han påviser dette ved at gennemgå en række centrale eskatologiske teksterfra hhv. GT og NT Uf. eiv. XX,4).' Nogle vil indvende, at der i de gammeltestamentligetekster ikke tales direkte om, at det er Kristus, der skal holde dom. Men Augustin tilbagevi­ser denne påstand ganske udførligt Uf. eiv. XX,30) ved bl.a. at udfolde det indre forhold iTreenigheden, som kommer til udtryk i de bibelske tekster. Ved at stille sig afvisende overfor Helligåndens kald fornægtes Kristus, og dermed benægtes Guds ord og løfter, dvs. atGud ikke er sandhed. Derfor bliver dommens grundlag i egentligste forstand, om det enkeltemenneske har anset Gud som en løgner eller som sandheden!

Tusindårsriget og kirkens tidBaggrunden7 for at tale om et 'tusindårsriget,8 har flere årsager, men hænger umiddelbartsammen med en fortolkning af kapitel 20 i Abenbaringsbogen. Allerede i kirkens første tidblev der givet forskellige bud på forståelsen af dette eksegetisk og teologisk vanskelige sted.Hvad menes der med 'tusind l? En del var af den opfattelse, at verdens tid var 7000 år, og atherlighedstiden for de udvalgte var de sidste tusinde år af denne periode. Denne forståelsekunne føres tilbage til en jødisk forventning om en messiansk tid med politisk magt og l11a~

teriel velstand. Der ville komme en første opstandelse for de retfærdige, og disse ville deref­ter herske med Kristus i tusinde år før den sidste dom og verdens afslutning.

Blandt kristne teologer for Augustin fandtes del' fortrinsvis to retninger: I) tusindårsrigetville medføre en overvældende rigdom på jordiske goder og sanselige nydelser; 2) tusind­årsriget ville blive en periode, der var rig på åndelige goder.' Når Augustin gør op med dis­se to retninger, skyldes det hans opfattelse af, at Guds stad og kirken ikke væsentligt er endennesidig virkelighed. Hans sigte er at frigøre den kristne eskatologi fra jødisk messianis­me og fra hedensk sekularisme ved grundlæggende at forstå 'de tusinde år' som tidens fyldemellem Kristi første komme og Kristi genkomst - altså kirkens tid. Hans sigte er endvidereat modsætte sig dem, der afviser en evig fortabelse, og som mener, at der vil ske en altingsgenoprettelse ('apokatastasis') til sidst - sådan en fremstilling findes bl.a. hos Origenes" Uf.eiv. XXI,I?). Argumentationen foregår dels ud fra bibeltekster, dels i gendrivelsen af for­skellige påstande.

(, !vlau 24-25 (dv XX,5); Ab 20-21 (civ. XX,7·17 om 'tusindårsrigct', se næste alsnit): 2 Pet3 (civ. XX,18); 1 Thess4,[3·17 og 2 Thcss 2,1-12 (dv. XX,19·20); Jcs 26,19; 65,17-19; 66,12-24 (dv. XX,21-22); Dan 7,15·28; 12,1*3(dv. XX,23) Ps 50,3-5; 102,26-28 (dv. XX,24); Mal 3 (dv. XX,25-29).

7 Til denne indledende forståelse af 'tusindårsriget' trækker jeg på Dalsgaard Larsen (1996) s 30ll ellers fra civ.XX.6-17.8 På latin er tennCll »millcnarisme« og på græsk »khiliasmc«- efter ordct 'tusind'.

O) Tilhængere afden forste forståelse var bl.a. biskoppen i Hierapolis, Papias, og gnostikeren Kerinthos; af den andenbl.a. Justin, Ircnæus, Tcrttlllian - af denne havde Augustin tidligere været tilhænger,.if. hans udsagn i dv. XX,7.

IO Se tolkning og gennemgang af Origenes' eskatologiske teologi hos Jacobsen (2002) s 254fT. Augustin hævder. atdenne lorståelse bunder i en misforståct og fejlagtig opfattelse af Guds retfærdige og barmhjertige væsen Uf. note48)

IX(-W}; nr. 2, 2003 63

IJans-Ole Bækgaard

>c>-

Augustin tolker talen om de to opstandelser Uf. Ab 20,4-6; civ. XX,6) sådan, at den forsteskal forstås om sjælenes opstandelse (her i tiden) og den anden om legemernes opstandelse(ved Kristi genkomst). Dette gælder alle mennesker! Sjælene har deres død i gudløshed ogsynder, mens legemerne har deres død i fordømmelse og evig fortabelse. Sjælenes død kanafvendes i dette liv ved dåben i tro på Kristus" (retfærdiggøres fi'a gudløshed), mens lege­mernes dod er en uigenkaldelig og evig straffedom. Ud fra Joh 5,19-30 peger Augustin påden første opstandelse, som udelukkende inkluderer dem, der vil være salige for evigt; i denanden opstandelse inkluderes både salige (opstår til liv) og ulykkelige (opstår til død), hvorGuds dom kaldes hhv. barmhjertighedens og dommens. Ved at være inkluderet i den førsteopstandelse er man gået fra døden over til livet, dvs. at man ikke vil møde fordømmelse påden yderste dag. Denne forståelse hævder Augustin, at han finder i Abenbaringsbogen (civ.XX,7ff).

Hvordan skal termen 'tusind' forstås? Augustin afviser både den bogstavelige forståelse ogden allegoriske, åndelige fortolkning. Ud fra matematiske overvejelser fremfører han, at tal­let må angive fuldkommenhedens tal, et tal for 'tidens fyldel. I denne periode er djævelenkastet i afgrunden. Med afgrunden menes den utallige skare af gudløse, hvis hjerter er me­get dybe i deres ondskab mod Guds kirke. Djævelen er der dog i forvejen, men når det hed­der, at han Ikastes i afgrundeni, skyldes det, at han begynder at besidde de gudløse mere l2

,

da han udelukkes fra de troende! At der Isættes segl' for djævelen betegner, at Gud vil, detskal være skjult, hvem der hører til på djævelens side, og hvem der ikke gør. Il I denne tids­alder er dette helt skjult (skal døg være synligt på dommens dag) for menneskene, da det erusikkert, om nogen vil falde fra eller rejses (igen) til trø. Djævelen skal i kirkens tid (øgdermed helt frem til den anden opstandelse ved Kristi genkomst)'4 ikke have magt til at for­føre de udvalgte, der er forudbestemt til evigt liv (dog mulighed for at friste!), men det ude­lukker ikke, at han forfører øvrige folkeslag og fører dem med sig til evig straf. 15

II Augustin omtaler dette forhold bl.a. på følgende måde: »Der cr altså to genfodelscr. .. Cll cller troen, som ml skerved dåben, en anden cfter kodet, som vil komme med kodcts uforkrænkelighed og udodelighed gennem den storc ogsidste dom. (fm sidst i dv. XX.6). I egclltligstc forstand undgår Augustin bestemt ikke den allegoriske tolkning afAb20!

12 Hermed mencs, nt de gudlosc nu ikkc blot cr kommer bort fra Gud, men også uden grund hadcr dem, der ticnerGud.

13 Dc udvalgte cr nIlerede i kirkens tid en del af Kristi kongedoll1me (de er hellige, præster og konger), og de ndskil­les ikkc hcrfra ved den jordiske dod: »For /lår de gudflygtige dal'. skilles deres sjæle ikkeji-a Kirken, salli også 111I erKrisfi kongedømme. Ellers ville de ikke bliver ihukommet ved GI/ds alter i delagligheden i Kristi legeme ... Se1l' omde derfor elldllll ikke er forenede /lied deres legemer, så har deres sjæle dog kongedomme sammen med ham, mensde tusinde år forlober.« Uf. dv. XX,9). Skcllet mellem dc slettelande og de godc i kirkcns tid sammcnlignes medI~nelscn om rll,jgræsset og hveden.I Ilermed mener Augustin, at også når djævelen loses på dcn yderste dag efter de 1I1sindc år (Ab 20,3.711). skal kir­ken bestå her på jordcn. og han skal ikkc havc magt over dCl1- trods hans vold og ondskab - i den 'korte tid'. Djæve­len lar så at sigc lov til sit endelige voldsomme virke eller de tusinde år, tor at hans store ondskab skal stå som tyde­lig kontrast til den hellige Guds evigc studs hcrlighed. Dermcd vises menneskene. at Gud bfllger ondskaben til atfrcmme dct godc (if. dv. XX,8.II).

l:; Augustin tolkcr ikke 'Gog' ("" taget, dvs. IJenden indesluttet i dcm) og 'Magog' (= fra taget, d\'s. når de bryder ud iabent had fra det skjultc) som konkretc folkeslng, mcn som folkeslag hvori djævclen er indelukkct som i en afgrund,og som han forer i den sidste store torforeIse Uf. ei\'. Xx, Il). Gud vil stml1e dem for forfolgelsen med fortærcnde

64 IX0Y~ nr. 2, 2003

Augustins eskotologi (II)

-=<Legemets (kodet,\~ opstandelseNår den sidste forførelse er forbi, skal den store dom fældes. Men før det sker, og før dom­mens adskillelse virkeliggøres, finder opstandelsen sted, For Augustin er troen og håbet pålegemets opstandelse noget helt særligt,16 og her danner han på sin egen måde front modsamtidens filosofiske traditioner. 17 Han hævder, at grundlaget for at tale om en legemlig op­standelse findes i Skriftens tale om Kristi legemlige opstandelse. Denne hævdelse har singrund i Augustins syn på Kristi inkarnation - særligt mod doketismen, traditioner omkringreinkarnation eller fx Origenes1 tale om, at mennesket får et andet legeme i opstandelsen ­hvor han ville fastholde Kristi sande guddom og sande menneskenatur (sjæl/legeme), ogdermed fastholde et helhedssyn på mennesket. Både sjæl og legeme er skabt Uf. afsnittet omantropologien) af Gud og ikke tænkt dualistisk (himmelsk/jordisk), sådan som platonislll.enm.fl. påstod. Det er det 'hele menneske', som enten frelses eller fortabes. Faktisk mener Au­gustin, at den kristne tro ikke modsiges så voldsomt, vedholdende, indædt og polemisk somi spørgsmålet om kødets opstandelse. ls

I'vienneskets død indtræffer, når sjælen forlader legemet. Det afsjælede legeme går til grun­de, mens sjælen, som er udødelig, bevares i døden. Døden, hvor sjæl og legeme adskilles,sker som et indgreb mod naturens orden (civ. XIII,6.IO); døden er en straf for den, der fø­des, fordi der fortsat er tale om afstamning fra det første menneske (arvesynden), men er enhæder for den, der genfødes, hvis det sker i hellighed og retfærdighed - for herefter skal deraldrig mere gores gengæld for synden! Uf. clv. XlIl,6).

Efter dødens indtræffeIse og inden legemets opstandelse er mennesket (sjælen) i døden,hvor de både kan omtales som døende i døden, eller som levende i døden, eller SOI11 døde idøden (civ. XIII,II). Dette skal ses i lyset af, at der må skelnes i brugen af »i døden«. Derkan peges på døden i 'tilstanden mellem menneskets død og opstandelse' eller 'den evigedød, hvor døden ikke dør'. I denne 'mellemtilstand' skelner Augustin mellem døden ogdødsriget Uf. Ab 20,13). Ved opstandelsenmhp. donlInen skal døden og dødsriget give sinedøde tilbage, mens 'havet' skal fi·emholde. 19 Døden rummer de gode, som kun har kunnet li-

ild; dette er dog ikke den sidste straf, da dcn forstl1ndcr sted ved legemernes opstandelse og derefter en evig slraf(scdv. XX,12). Denne sidste forfolgelse i 'tre år og seks måneder' vil ske fra Antikrists side og ligger inden for de 'tu­sinde år', dvs. kirkens tid, men dog som afslutning, hvor de kristne stadig har del i Kristi kongedomme, efter at djæ·velen slippes los fra sit fængsel (se eiv. XX,I3).16 For Augustin er det til stor undren, at nogle/mange (hcriblandt vise og lærde) ikke er kommet tiltro på kodets op-­stnndelse, når nu verden (vel forst~et som kirkens O\'crtagclsc af romerriget) er kommet til tro på Kristus og dermcdhåbet om kodets opstnndelse. Dette er endda bekræftet ved tnlrige undere og mirakler. Se hans argumentntion fordette i dv. XXII,5-1O.25.17 Se Dalsgaard Larsen (1996) ss 28-30 og (1982) ss 116-22, hvor han peger'på den historiske og teologiske situati­on, Augustin stod i, og som er med til at danne bnggnllld for Augustins udtbldelse af sine teologiske tanker omkringsjæl/legeme i opstandelsen. Augustins kamp skildres bl.a. i dv. XIfI,16-19; sml. XXII,4.11.IS Diskussioncn om lcgemctslkodets opstandelse i den kristne tradition horer vi fx allerede om i Acta 17,22-33, hvorPaulus er i AthenJAreopagos. lian udfolder dette nærmere bl.a i 1 Kor 15, som for Oldkirkens kirkefædre blev cnvigtig tekst i forståelsen af opstandelsestanken.19 Augustin tbrtolker Abenbaringsteksten sfld'lll, at de, der er i hhv. doden og dodsriget, er dode, når Kristus kommerigen, mens 'havet' er et billede på denne tidsalder (5ml. Ab 21,1). Augustin skelner imellem, at doden og dodsrigetgm' de døde tilbage, som de havde i sig, mens 'havct'fremholdt de dmle (sjæleligt), som var i det, dvs. mennesker idenne tidsalder (dv. XX, 15.17). Om forholdctmclJem de gode og de onde, se [x dv. XX,21-22.

IX0YI: nr. 2,2003 65

Halls-Ole Bækgaard

de døden (de venter kun på at mødtage deres legemer øg de gøder, de har fortjent), mensdødsriget flimmer de onde, som både har lidt døden og også lidt strafmæssigt.20 Som en im~

plicit del af dommen kastes døden og dødsriget i ildsøen, dvs. djævelen og hele hans sam­fund af dæmøner, da djævelen er ophav til døden og straffene i dødsriget (jf. Ab 20,10.14).

Den legemlige opstandelse gælder både de gode og de onde. Sjælene Jar deres eget legemeigen, men Augustin skelner her mellem de helliges opstandelseslegemer og de fortabtes le~

gemer i opstandelsen?!

De helliges opstandelseslegemer er substantielt identiske med de jordiske legemer, mens de­res ydre skikkel~e er kvalitativt transformeret, så de jordiske legemers mangler og svag~

heder er taget bort. På denne måde fremstår opstandelseslegemet i fuldkommen skikkelse;ikke som et sjæleligt legeme, men som et åndeligt (forvandlet) i Kristus! Det åndelige (spi­ritalia) legeme vil være uforgængeligt (sine ulla corrnptione), præget af lethed (facilitas) oglykke (feHeitas). I denne forbindelse understreger Augustin, at opstandelseslegemets legem­lighed ikke skal forblive kødeligt i den forstand, at forgængeligheden - at kodet begæreråndens modsætning - består. Han henviser til 1 Kor 15,50a, hvor Paulus siger, at kød ogblod ikke skal arve Guds rige. Dette betyder dog ikke, at opstandelseslegemet ikke skal for­blive kødeligt i den forstand, at legemet substantielt forbliver kød (sml. Luk 24,39); der måskelnes mellem kod (hhv. som snbstans eller kvalitet) og kødelig."

Om det konkrete opstandelseslegeme finder vi hos Augustin nogle til tider enfoldige, menogså detaljerede svar på, hvordan det vil være - han fremkommer med dette som reaktionpå kritikernes forhånelser af de kristnes tro på kødets opstandelse. l civ. XXlI,12 trækkerhan tre skriftsteder frem, som spiller en væsentlig rolle for ham: »ikke et hår på jeres hovedskal gå tabt« (Luk 21,18), »indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen afGuds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst ('alder'!), som kan rumme Kristifylde« (Ef4,13)2J og »For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at for­mes efter sin søns billede« (Rom 8,29). Augustin vedkender sig, at legemet kan gå tabt på

20 Denne tanke bancr vej for læren om 'skærsilden' i den katolske kirke. Hvordan Augustin næmlere rorst~r dctte,uddybe-s under afsnittet om den evige strafnedcnfor.

21 De fortabte skal opstå med deres legemer (som evige opstandelseslegemer) for at undergå evig straf, men vi vedikke, mener Augustin, om deres legemer vil forvandle.s, så mangler og deformitcter forsvinder. Vi ved, at deres for­dommelse er evig, og derfor vil der ikke være tale om opstandelse til et sandt liv og en sand uforgængelighed, når destadig er underkastet ulykke og pine Uf. Jacobsen i sin artikel s 15).

22 Min fremstilling af dette afsnit bygger særligt på artiklen af Jacobsen ss I ~I 7, hvor dette udfoldes næmlere, oghvor Augustins svar til kritikeme (fx Platon, Porphyrius) gnmdigt forklafCs - Augustin siger bl.a., at »/II'is Platon ogPorphyrills harde kunIlet lære o/hinanden, så de så at sige mrl1lodtes midtvejs, kUJJne de begge I'ære nået til sand~heden om/orholdelmellem sjæl og legeme i det hiJlSidige. Plalol/hævdede nemlig, al selv de I'ises sjæle vil veJ/delilbage til legememe dog eJler lang tid. PorplJyrius hæl'dede derimod ifo/ge Augl/sOn, at en/uldkol1lJllen sjæl a/drigl'iI vende lilhage Iii det onde i denne verden, når den en ga/lg er \"eJ/dt tilbage til Faderell.« (Jacobsen s 5; se ogsåciv. XXIl,26-28). Om legememes åndeliggorelse peger Dalsgaard Larsen (1982) ss 202-12 på, at delle allercde lin­der sted for opstandelsen (en helliggorelse aflegemet bundet til sjælen). ( De eil'i1C/te Dd behandler Augustin særligtsr~rgsmålet i XIIl,22-24; XXII,2I.2 Det græske ord 'helikia' kan betyde alder eller bmges om legemsslorrelse. Augustin folger samtidens græske oglatinske tekst og udbrcdte fortolkning af termen: 'alder' (betydning: et udtryk for den storrelse, som Kristi legemehar, når Kristus har nået sin/u/de alder).

66 IX0YE nr. 2, 2003

Augustins eskntologi (II)

-<:>(--------------------mange måder: afklippet hår og negle her i tiden, legemets nedbrydeise og opløsning til støv,fordampning i luften, fortæres af dyr eller af ild, omkommer på havet og rådner i det vådeelement eller kød spist af kød (kannibalisme), men Gud vil genrejse hele legemet og lege­mets masse, uden at det vil skæmme menneskets skønhed i opstandelsen. Intet vil gå tabt(Luk 21,18) for den, der genopstår, men vil vende tilbage til det sanune kød for at indtageen hvilken som helst plads i legemet, idet delenes harmoni bibeholdes under omflytningenaf stoffet, så legemet udgør en samlet skønhed Uf. eiv. XXII,19-20). Til spørgsmålet om,hvilken størrelse, hvilken alder, hvilket køn, hvilke eventuelle misdannelse opstandelses­legemet skal have, svarer Augustin i henhold til Ef 4,19 og Rom 8,29, at idealet for men­neskets alder og styrke i opstandelsen er Kristi alder (som også Adam havde, da han blevskabt). Kristi fylde skal ikke forstås om ideal-størrelsen for legemet, da enhver vil opståmed sit eget legemes stofmængde. Ikke sådan at forstå, at nogle vil være fede eller magre ­som her i tiden - men Gud vil skabe harmoni imellem legemets dele, så legemets forskelligemisdannelser vil være fjernet, uden at der gøres indgreb i stoffets mængde (jf. civ. XXII,15­16.18~ 19). I denne sammenhæng fastslår Augustin, at denne opstandelse og legemets her­lighed også inkluderer fostre, der er døde i moders liv, eller børn, som er døde (jf. civ.XX.lI,13_14).24 Manden vil opstå som mand og kvinden som kvinde (ingen af dem somengle!, men i lighed ved udødelighed og lykke), da den som har indstiftet begge køn ogsåvil genrejse begge køn. »Kvindens køn er ikke en fejl, men hendes natur, og den vil til dentid være urørt af samleje og af fødseL Dog vil de kvindelige organer være der, ikke tilpasse­de den gamle brug, men til den nye pryd, som ikke vil vække betragterens begær, for der vilikke være noget begær, men Guds visdom og godhed vil blive prist, fordi han både harskabt, hvad der ikke var før, og befriet fra forkrænkelighed, hvad han har skabt.« Uf. eiv.XXII, I?).

VerdensdolJlmen (forudbestemmelse)Siden Adams fald har menneskeslægten været under fordømmelse, hvilket har vist sig kon­kret på mangfoldige måder i menneskers oprør mod Gud (fx optegnelsen i dv. XXIl,22;smL XII,28; XXI, 12), og Gud har ikke i sin tale til menneskeheden skjult, at der kommer endag, hvor den endelige dom skal fældes - en dom til evig salighed eller til evig fortabelse."På dommens dag skal livets bog åbnes, og de døde skal dønlInes efter deres gerninger (Ab20,11-15). »Denne bog minder ikke Gud om noget, for at han ikke skal begå fejl af glem­somhed, men den angiver deres forudbestemmelse, som det evige liv skal gives til. For demer Gud ikke uvidende om, og han skal ikke læse denne bog for at kende dem. Men det ersnarere selve hans ufejlbarlige forudviden om dem, der er livets bog, hvori de er indskrevet,dvs. kendte på forhånd.« (civ. XX,15). Selvom det ikke er alle, der bliver frelst (gælder bå­de engle og mennesker), ændrer det ikke ved Guds almagt, forudvidenhed, forsyn, evige og

24 Augustin hcnviscr hcr til 'fonnprincippet', der er indgivet i det legemlige stof hos enhver, og siger: »/ detleform­princip er baJ'}fel delfor allerede lille eller slort, således som det senere vi! blive lille eller stor/.« (eiv. XXn,14).25 Se <lfsniltet om 'Kristi genkomst til dom'. At Gud dommer, står ifolge Augustin ved magt (if. dv.XXI. I 8.23.24.26-27 m.fl.).

IX(-)Y}; nr. 2. 2003 67

Hans-Ole I3ækgaard

--------------------p-uforanderlige vilje (jf. eiv. XXII,!-3)." Guds kærlighed er det overordnede og afgorende iforudbestemmelsen - et kærlighedens mysterium.

Et centralt skriftsted for Augustin om Guds dom er I Tim 2,4: »SOIll vil, at alle menneskerskal frelses og komme til erkendelse af sandheden.«, Hvis det virkelig er Guds vilje, at allemennesker skal frelses, hvorfor sker det så ikke? Intet kan forhindre Guds vilje. Jeg for w

nemmer her en ægte anfægtelse hos biskoppen, som ikke ønsker et nemt svar eller blotumiddelbart lader sporgsmålet ligge uberørt i teologisk ligegyldighed. Augustin når ved stu­diet af Skriften frem til, at Gud af ren nåde har udvalgt og forudbestemt dem, der indgår ihans stad, som ved endemålet 'skal gå ind til deres Herres glæde1

,27

På regnskabets dag for menneskeheden vil Guds plan og det skjulte blive fuldt ud åbenba­ret. Efter denne dom vil denne verdens skikkelse forgå i en verdensbrand, hvor de forgæn­gelige elementers kvaliteter vil gå fuldstændigt til grunde i flammerne, men selve substan­sen vil få de kvaliteter - ved en forunderlig forvandling - som passer til menneskets udøde­lige legemer (se civ. XX,16).

Den evige straf (0111 /-fe/vede)Guds straffedom (den anden død) er evig. Hertil dømmes de mennesker, som ikke tar ad­gang til Guds stad og saligheden. Menneskets fordømmelse er at være i den evige ild, somer beredt djævelen og hans engle (Matt 25,41). I en forstand kan der ikke tales om liv her,da mennesket er fjernt fra Guds liv, men alligevel er der tale om 'liv' hos de fordømte, somikke kan afsluttes med døden, og hvor smerten forbliver, så den martrer, og naturen, så denmærker det. Straffen skal være uophørlig (jf. civ. XIX,28).

26 Augustin placerer ansvaret for dommens straf hos mennesket selv, soml11ed sin frie vilje i hovmod fravalgte Gud.II<ln opererer tor mig <lt se ikke med en dualisme i Guds væsen, fordi nogle n·clses og andrc fortabes, som det kalihævdes. Nogle ser hos Augustin en frelsesdualisme, hvor Guds nåde suverænt er grunden til frelse og Guds viljealene er års<lg til evig straf. Er dette virkelig Guds sande nåde? (if: Jacobsen i sin artikel ss 14·17). Augustin sigerselvom domsbeslutningen og Guds vilje: })Del \'lir GI/ds afgorelse, der, se!l' om dell er s~i/{/I, dog er relfærdig. Foreftersom der står skrevet: Alle Herrens veje er barmhjertighed og sandhed, kall hverken hallS nåde 1'ære urelfærdigeller hans relfærdighed1'ære grusom.« (citat fra civ, XII,28).

27 Sporgsmfilet om prædcstinationcn hos Augustin er omdiskuteret i teologihistorien og i den teologiske forskning(den folgende udfoldelse er i det lys ganske kortfattet). Finder vi hos Augustin tanken om prædestination eller dob­belt prædestination - altså om forudbestemmelse til hhv. frelse og lorttlbelse, sfidan som Calvin læste ham? Ud framin egen læsning af De civilate Dei kan jeg tblge Dalsgaard Larsen (1996) s 32fT, som peger på, at Augustin kanudtale sig på en mfide, så at det encr bogstaven ser ud til, at han antager dobbelt prædestination. Men Augustin præ­ciserer selv i sin tcologi, at fortabelsen skal ses ud fra menncskets eget syndefald, som menncsket alenc er skyld i,lordi det af egen fri vilje valgte at sige nej til Gud for selv at være gud. Gud ville ikke syndefaldet, men tillod det, da11<111 vidste, hvad godt han vilJe bmge dette onde til. For Augustin er Guds nåde den eneste og absolutte lomdsætningfor frelsen (selvom der om den kristne i nådestanden udfoldes tanken om synergisme!) - ikke mennc-skels lrie vilje.som Imr taget skade i syndetnidet. Når Augustin skal SV<lre mere konkret på, hvordan det kan lorenes i en vilje hosGud. at Gud ri/ alles/relse. men ikke al/e b/iI'erfre/sl, Immer vi i et mysterium, som vi ikke kan forvente at Hmtå(Rom 11,33). Vi kml slå fast, at den, der H:ke tror. selv er skyld i det, og <lt den, der tror, gor det af Guds nåde. Vikun slå fast, at den, der 1:1Ider, gor det <lI' egen fri vilje, og <lt den, der står, står i kran af Guds vilje. Vi kan også videsikkert. at vi ikke ved, hvem der er lonidbestemt til frelsen, og hvem der vil gå tabt (if. afsnittet om 'tusindårsriget'),og at der derfor cr grund til og brug tor <lt bede for alle. Guds nfide ophæver ikke Guds rctlærdighcd, og sådan stårGuds gode vilje Inst. Luther fastholder prædestinationstanken, men vender sig imod Augustins tale om den frie viljehos det luldne menneske coram Dea og mod talen om synergisme i retfærdiggorclsen/nådcn.

68 IXØYl: nr. 2, 2003

Augustins cskatologi (II)

- =< ---------------------På den ene side forstår Augustin godt dem, der ikke kan tro, at straffen og smerterne (ilden)kan være evige for legemer, men på den anden side taler Guds Ord om det, og der findesogså flere eksempler på, at legemer kan tåle smerte, brænde i ild og straffes på anden måde- uden at forgå. Hvorfor så ikke i det evige? Dette argumenterer han for og uddyber medflere eksempler (eiv. XXI,I-8).

Beskrivelsen af den evige straf (Helvede) gives ofte med dette udsagn: »Deres orm dør ik­ke, og deres ild slukkes ikke« (Jes 66,24). Også Jesus taler om den undslukkelige ild og omormen, der ikke dør (se Mark 9,43-48 m.fl.; jf. eiv. XXI,9-1O). Denne straf går ikke kun påsjælens straf, men også legemets Uf. at mennesket genopstår med både sjæl og legeme).

Hvis et menneske først er dømt til evig straf, ændres denne dom ikke Uf. civ. XXI,II), mennår det gælder længden af straffen i Helvede, taler Augustin om en graduering af straffen(»ved at ildens kraft og glød varierer efter den straf, enhver har fortjent, eller ved, at ildenbrænder lige meget, men ikke føles lige byrdefuld for alle«; jf. civ. XXI,16)! Endvidere ta­ler han om, at før den eskatologiske dom, kan straffen hos en fordømt ændres (ved at tageimod Guds nåde) eller mildnes ved 'rensende straffe'. Dette gælder også den retfærdige, daingen er undtaget fra fristelse (kødets begær), førend man er nået frem til den evige, saligefred, hvor den frie vilje ikke kæmper mod ånden Uf. eiv. XXI,13-16)."

Hvor den evige ild - helvede - præcist er (dvs. fYsisk), ved ingen ifølge Augustin.

Den evige stad (det nye Jerusalem)Frelsen kaldes den evige stad, freden, saligheden osv. Den skal stige ned fra Himlen (Ab21, l ff), fordi nåden, hvorved Gud har skabt den, er fra Himlen. Nåden fra Himlen har Gudrakt til mennesker i delllluværende tidsalders periode (ved genfødelsens bad i Helligånden),men ved Kristi genkomst og donll11en skal nåden fremtræde i en glans så stor og så ny, atder ikke vil være noget spor af det gamle tilbage. Her skal der herske udødelighed og ufor­krænkelighed for legemerne. Der skal der ikke længere være lidelser osv., da »Gud vil tølTehver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej hellerpine skal være mere.« (Ab 21,4; jf. civ. XX,17).

Tallet på de frelste og borgerne i den himmelske stad, kender vi ikke. Dette er et fuldendttal, som kun Gud kender i sit forsyn. l den forbindelse gør Augustin sig nogle overvejelserom, at tallet på de frelste udfylder antallet af de faldne engle, ja de både udfYlder og fornyerden del, som de udgjorde, og muligheden er til stede for, at delen eller antallet kan bliveendnu fYldigere Uf. eiv. XXII,!).

Vi ved ikke, hvordan livet vil være for dem, der findes i Guds fred (saligheden), men Au~

gustin hævder, at de bestemt lever i den fred, der overgår al forstand ~ selv englenes. I civ.XXIl,29 udfolder han denne tankegang, som hele tiden kredser om, at })vi skal se ham, somhan er« (Guds ansigt forstås som hans tilsynekomst). Denne 'skuen af Gud' Uf. l Kor 13,9~

28 Augustin inkorporcrer _ for mig at sc - spørgsmålet om 'renselse' i det timelige liv og/eller ener dodell for dom­men dels på baggmnd af fortolkningcn uf Mal 3 (if. dv. XX,25), dels for at imødegå platonikcmc-s påstand OlU, atingcn synd lades ustrall'ct, og at alle stra[lc har forbedring som fonnål (if. eiv. XXI, 13). Denne tænkning i Augustinstcologi banede vej for udlbnnningen aflærcl1 om skærsilden i den katolske kirke.

IX0Y~ nr. 2, 2003 69

Ilans-Ole Bækgaard

---------------------k:>-12) skal ske i det hellige åndelige legeme med legemlige øjne, og livet i evigheden skal væ­re præget, at man kan se Gud med lysende klarhed - overalt nærværende og styrende.

I denne stad skal lykke være, da intet er skjult, og alt er godt. Meunesket skal være frit til atprise Gud, og Gud vil være alt i alle Uf. I Kor 15,28). Legeme og ånd vil ikke bekrige hin­anden. Den frie vilje vil være uden skade og nu også uden mulighed for at synde. Detteskyldes ikke dens egen natur, men Guds gave. Da synden ikke vil være til stede, vil dødenheller ikke være en mulighed. Augustin slutter værket med at sige: »)Der vil vi være frie ogse, vil se og elske, vil elske og prise. Se, hvad der vil være til sidst for evigt. For hvad andetmål har vi end at nå frem til det rige, der varer for evigt?« (civ. XXIl,30).

KonklusionJeg har i denne artikel forsøgt at danne et billede aftællknillgen og teologien hos en afOld­kirkens store og betydningsfulde kirkefædre - ikke mindst en forståelse af hans eskatologi­ske teologi.

For Augustin har de bibelske skrifter en afgørende betydning for kirken og teologien, oghan bruger Skriften som begrundelse. Samtidig fornemmer man også tydeligt, at samtidensfilosofiske traditioner får indflydelse i hans tænkning; også selvom han ofte skriver som re­aktion mod disse.

Jeg kan følge Augustin på en række punkter og mener, at han har givet en værdifuld arv,men kan samtidig også følge Luthers opgør med Augustin i nogle af de centrale spørgsmål(det skal ses i lyset af, at Luther flere steder er enig med Augustin).

Forståelsen af Augustins eskatologi er ikke mindst relevant for den aktuelle debat i både kir­kelige og teologiske kredse om alles frelse eller dobbelt udgang. Hvis man vil hævde detsidste, kan man finde en række argumenter hos Augustin for dette.

70 IX0Y.E nr. 2, 2003

Augustins eskatologi (II)- q --------------------

Litteraturliste1982 Dalsgaard Larsen, Bent. Menneske og samfund, Forlaget Aros1984 Dalsgaard Larsen, Bent. Om Guds Stad 1.-5. bog, Gads forlag1986 Dalsgaard Larsen, Bent. Om Guds Stad 6.-10. bog, Gads forlag1989 Dalsgaard Larsen, Bent. Om Guds Stad 11.-14. bog, Gads forlag1991 Dalsgaard Larsen, Bent. Om Guds Stad 15.-18. bog, Gads forlag1996 Dalsgaard Larsen, Bent. Om Guds Stad 19.-22. bog, Gads forlag1999 Damsholt, Torbell. Augustins filosofiske dialoger bd. I, Forlaget Anis2000 DamshoIt, Torben. Augustins filosofiske dialoger bd. 2, Forlaget Anis2002 Damsholt, Torben. Augustins filosofiske dialoger bd. 3, Forlaget Anis200 I Eriksen, Trond Berg. Augustin - det urolige I~erte, Universitetsforlaget i Oslo1995 Hayslrup, Helge. Augustin-studier VII , CA Reitzels Forlag A/S2002 Jacobsen, Anders~Christian Lund. Kødets opstandelse? - Mennesket og målet hos

Irenæus og Origenes, Forlaget Anis2002 Jacobsen, Anders~Chrjstian Lund. Augustin om menneskets opstandelse; art. udgivet

i Dansk Teologisk Tidsskrift 65. årg. 20021993 Shaw, J.F. St. Augustin: The Enchiridion; or On Faith, Hope, and Love; art. i The

Nicens and Post-Nicen Farthers, first series vol. III (reprini)200 I Teske, Roland. Augustinels theory of soul; art. i The Cambridge companion to

Augustine, ed. E. Stump & N. Kretzmann, Cambridge University Pl'ess1996 Valen-Sendstad, Aksel. Troens fundamenter, Forlaget Kolon1979 Theologische Realenzykloplldie (TRE), band 4

lXey~ nr. 2, 2003 71

Georg S. Adamsen

---------------------)C>-Prøv ånderne

- hvordan skal vi vurdere forkyndelsen?'

Af lektor, dr.theol. Georg S. Adamsen

Forkyndelsen og sakramentsforvaltningen er det absolut vigtigste, som kirken har taet tilopgave. For Gud har indstiftet prædikeembedet, for at mennesker skal komme til tro på Kri­stus og derigennem få evigt liv. Netop fordi det er vigtigt, bør man ikke lægge øre til hvadsom helst. Faktisk forbyder Skriften os at lægge øre til vranglærere og falske profeter. Detrejser det vigtige spørgsmål om, hvordan vi skal vurdere forkyndelsen. På sin vis handlerdet "blot" om at lære Bibelens indhold og vurdere forkyndelsen herpå. Men i praksis er deten stor fordel at have en systematiseret sammenfatning af, hvad kristen teologi går ud på.De oldkirkelige og de lutherske bekendelsesskrifter er udmærkede redskaber til denne brug.Men lad os alligevel se lidt nærmere på nogle af de spørgsmål, som rejser sig, når vi talerom at vurdere forkyndelsen: Hvem skal vurdere forkyndelsen (afsnit I); hvad skal forkyn­delsen vurderes på (afsnit 2); hvilke krav stiller Skriften bl.a. til forkyndelsen (afsnit 3 og4): hvilke forudsætninger skal man have for at vurdere forkyndelsen (afsnit 5); og endelignærmere om lov og evangelium (afsnit 6).

I. Hvem sl{al vurdere forkyndelsen?Det er selvfølgeligt, at forkyndere skal vurdere deres egen forkyndelse (if. ApG 20,27ff og1 Pet 4, II). Men menighederne har også pligt til at vurdere forkyndelsen. Jesus formaner iBjergprædikenen måske først og fremmest disciplene (Matt 5,1), men uden tvivl også de til­stedeværende skarer (if. 7,28) til at tage sig i agt for de falske profeter, der kommer til me­nighederne i fåreklæder, men indeni er glubske ulve (7,15). Paulus siger i Romerbrevet føl­gende: "Men Gud ske tak, fordi I, som har været trælle under synden, nu af hjertet er blevetlydige imod den læreform, til hvilken I blev overgivet" (Rom 6, I7; egen oversættelse). Se­nere i brevet formaner Paulus modtagerne, brødrene, til at holde sig fra al anden lære, somvil gøre dem ulydige: "Jeg formaner jer, bl'odre, til at holde øje med dem, der i modstridmed den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem!Den slags mennesker tiener ikke vor Herre Kristus, men deres egen bug, og med søde ogindsmigrende ord forleder de troskyldige mennesker. Men jeres lydighed er kOlllmet alle forore, så jer glæder jeg mig over" (Rom 16,17-19a; I992-overs.). Det er her helt tydeligt, at alanden lære end Paulus' lære, som de har fået overleveret, per definition skaber splittelse ogfører til fald. Pointen i denne sammenhæng er, at denne enkle og skarpe formaning er rettetikke blot til menighedernes prædikanter, men til menigheden: brødrene. Tilsvarende sigerHebræerbrevet: "Lad jer ikke fore på afveje af alle mulige fremmede lærdomme, for det ergødt, at hjertet styrkes af nåden ..." (Hebr 13,9). Den forpligtelse har alle kristne. Man kan

l Denne artikel er en bearbejdet udgave af en del af et oplæg, som blev holdt pa et seminar om emnet på KFS's på­skclcjr 2003. Del er sikkcrt l Kor 12,10 og/eller l Joh 4,1, dcr har givet anledning til seminarCllll1ct og dcrmed tildennc mtike1.

72 IX0yr; nr. 2, 2003

Prøv ånderne - hvordan skal vi vmdere forkyndelsen?

- =< --------------------altså ikke undskylde sig med, at pastor dit eller dat, doktor et eller andet eller blot ens kam­merater jo da går i kirke der eller der. Forkyndelsen skal vurderes på Guds ord og intet an­det, og det er alles ansvar. Det er følgeligt også alles ansvar at "holde sig fra dem", der for­kynder i modstrid med den apostoliske lære og derved skaber splittelse.

I Kor 12, IOtaler om nådegaven til at prøve ånderne. Denne formaning kan forstås sådan, atikke alle kan bedømme forkyndelsen, men at nogle tal' evnen til det givet af Helligånden.Helligåndens gaver gives ikke løsrevet fra Guds ord og sakramenterne. Det gælder hellerikke bedømmelse af forkyndelsen. Tværtimod er det sådan, at Gud udruster gennem Ordetsforkyndelse og sakramenternes forvaltning og gennem studier af Guds ord i denne kontekst.Det er derfor klart, at selvom det særligt er lærerne og hyrderne, der skal værne menighe­den mod vranglærere, er det ikke kun dem. De, der har fået nådegave dertil, skal bruge den­ne gave til fælles gavn (I Kor 12,7.25.27).

Men menighedens hyrde og lærer har et helt specielt ansvar, og er derfor ideelt set også op­lært særligt grundigt i De hellige Skrifter læst på grundsproget. l Tit 1,9 fastslår Paulus, atmenighedens ældste/tilsynsmand/biskop (disse ord er synonymer i denne sammenhæng)"skal holde fast ved lærens troværdige ord, så han er i stand til både at formane med densunde lære og at gendrive dem, der siger imod". Han skal altså ikke alene kunne lærens tro­værdige ord, så han kan fonnane med det, men han skal også gendrive dem, der siger imod.At være "en god lærer" betyder altså bl.a., at man skal kunne Bibelen så godt, at man vedpræcist, hvad den siger og ikke siger. Hvordan skal læreren og hyrden ellers kunne forkyndeog fonllalle med den sunde lære? og hvordan skal han kunne gendrive dem, der siger imod?Og hvordan skal han ellers kunne oplære menigheden til at varetage sit ansvar? Også me­nigheden har som ovenfor anført ansvar for, hvad de lægger øre til, og det ansvar skal hyr­den hjælpe dem med at varetage.

2. Hvad slml forkyndelsen vurderes på?Som bekendt kommer troen ifølge Paulus af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraftaf Kristi Ord (Rom 10,17). Eller med Luthers oversættelse: "So kommt der Glaube aus derPredigt, das Predigen aber durch das \Vort Gottes". Forkyndelsen skal være i overensstem­melse med Guds Ord, Bibelen, fordi det budskab, del' forkyndes, ellers ikke kan frelse. Der­for siger apostlen Peter, at "Den, der taler, [skal tale] som Guds [åbenbarede] ord" (l Pet4, l 1). I brevet til Titus pålægger Paulus på samme måde denne at "sige det, der slemmermed dell sIlIIde lære" (Tit 2, I). Årsagen hertil er altså, at det er Guds Ord og den sunde lære,som Guds Ord indeholder, der kan virke tro og frelse og afvise vranglære. Derfor skal dervære overensstemmelse mellem Guds ord, den sunde lære og vores forkyndelse. l sit førstebrev til thessalonikerne skriver Paulus nemlig: "For da I modtog Guds ord, som I hørte afos, tog I ikke imod det som menneskeord, men som del, det i sandhed er, Guds ord, og delvirker ;jer, somll'O}," (I Thess 2,13). Vore tilhørere skal kunne sige det sanlIne som thessa­10llikerne. Skal vi altså kunne tro, at vores forkyndelse kan virke til tro i bibelsk forstand,skal vi tale som Guds ord. Enhver teolog og enhver forkynder skal med god samvittighedkunne sige eller skrive: "Så siger Herren!". I modsat fald er der tale om forkyndelse afmennesketanker, og de skaber måske nok en tro, men ikke' på Kristus, og derfor frelser deikke. Det ser vi tydeligt i l Korintherbrev.

IXGYE nr. 2, 2003 73

Georg S. Adamsen

---------------------~-I I Korintherbrev har Paulus' således en længere udredning af, at den Guds visdom, somfrelser, ikke alene er åbenbaret, men at de ord, som Paulus taler, er 'ord, som Anden har lærtdem' (1 Kor 2, 13). Vil vi forkynde visdom til frelse, må vi gå til disse ord. Tilsvarende sigerPaulus til Timotheus: "fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdomtil frelse ved troen på Kristus Jesus. Ethvert skrift er indblæst afGud og nyttigt til undervis­ning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed osv." (2 Tim 3,151). Den vis­dom, vi skal prædike, fordi den kan gøre os vis til frelse, er altså den visdom, som vi finder iDe hellige Skrifter, dvs. de hellige Skrifter, der er 8COTfJlEUOto(. Jesus selv lærte apostlene, atderes ord skal tjene til at bringe folk til tro. Han bad for dem, der ved apostlenes ord skullekomme til tro på Jesus (Joh 17,20). Netop i Johannesevangeliet selv fremgår dette tydeligt: IJoh 20,31 hedder det nemlig: "Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus,Guds son, og for at I,når I tror, skal have liv i hans navn". Den prædiken, hvoraf den sandeog frelsende tro kommer, skal følgelig være i overensstemmelse med bl.a. dette skrift, Ellerskommer der måske nok en tro ud af forkyndelsen, men ikke den tro, Johannes nævner: Den,tro, der frelser og giver evigt liv. SOI11 vi skal se nedenfor, er Paulus afsamme mening.

I modsætning til vor tids ofte nonchalante teologi og forkyndelse ser Den hellige Skriftyderst alvorligt på læreafvigelser. Det fremgår med særlig tydelighed i apostlen Johannes'andet brev: "Enhver, som går Ild over Kristi lære og ikke bliver i den, har ikke Gud; menden, der bliver i hans lære, har både Faderen og Sønnell. !O Hvis nogen kommer til jer og ik­ke fører denne lære, så tag ikke imod ham i jeres hus, og byd ham ikke velkommen" (2 Joh9f; min fremhævelse). Så alvorligt er det at gå ud over Kristi lære og ikke blive i den, at Jo­hannes fastslår, at så har man ikke Gud. Og derfor skal menigheden (jf. 2 Joh I) ikke tageimod falske lærere og forkyndere, For har man ikke Gud, har man heller ikke Sønnen og gårfortabt.

Den konklusion, der kan drages på grundlag af disse tekster, Cl', at det ganske enkelt er etufravigeligt krav, at forkynderne skal forkynde ait, hvad Skriften lærer, og ikke noget somhelst, SOI11 Skriften ikke lærer. Nu er det i praksis ikke så "ganske enkelt", men netop derforskal forkyndere være ordentligt oplært, og derfor er det også en hellig forpligtelse for me Ø

nighedens lærere og hyrder at oplære menighederne, så de kender Skriften og kan værne sigmod vranglære, For i bedste fald betyder vranglære, at man risikerer at gå fortabt; men imange tilfælde er konsekvensen, at de mennesker, der tror vranglæren, faktisk går fortabt.Det er dette forhold, der gør, at der i Skriften findes formaninger til at vurdere forkyndelsen,for med forkyndelsen afGuds Ord står og r.,lder den snnde og frelsende tro.

Naturligvis skal Bibelen gøres tilgængelig for alle, således at Bibelens ord kan få lov at gøresin gerning: At gøre vis til frelse, Men Guds Ord skal også gøres tilgængelig for alle, for atman selv kan læse det og på den baggrund vurdere forkyndelsen. Men det er, som vi alleved, en stor og tidkrævende opgave, I praksis er det derfor en stor hjælp for såvel forkynde­re som tilhørere at have gode, korrekte sammenfatninger af den kristne tro og præcise afvis ø

ninger af den vranglære, som gor, at man ikke har Sonnell.

74 IX8VE nr. 2, 2003

Prov ånderne - hvordan skal vi vurdere forkyndelsen?

- o< ---------------------

Det er, hvad vi har i den lutherske kirkes bekendelser.2 Her holdes sandheden frem, og herer der en pålidelig vejledning for prædikanter og tilhørere i, hvad den aktuelle forkyndelseskal indeholde, Det hedder i Den Augsburgske Bekendelse ikke, at menighederne på papirethar den og den opfattelse, men derimod, at menighederne lærer sådan og sådan om den ogden trosartikel. Hermed meJles der, at det er, hvad der faktisk prædikes og læres af menig~hedernes prædikanter og derfor, hvad menighederne tror, bekender og lærer. En kirkes be­kendelse er aldrig noget blot og bart teoretisk, Påstår man det, er sandheden desværre blot,at man i praksis tror, lærer og bekender noget andet, end hvad Skriften og de lutherske be~

kendelser gør. 3 Og vore bekendelsesskrifter går foran i at give vejledning i, hvilke syns­punkter "der går ud over Kristi lære og ikke bliver i den" og derfor 'ikke har Gud' (2 Joh 9).Menighederne må ikke blot (oplæres til at) bekende den sande tro, men de må også afvise alvranglære, der helt sikkert skaber splittelse og fører til frafald. Det er den forståelse, der lig­ger bag såvel Den Athanasianske Bekendelses m1ikel 1-2 som fordømmelserne i Den Augs­burgske Bekendelse. De mange, der er beklemte ved eller direkte forkaster disse fordøm­melser, har ikke forstået, hvor alvorlig og farlig vranglære er. Eller de ønsker ikke en for­dømmelse, der rammer deres egen teologi.

Vore bekendelsesskrifter er således en god og særdeles praktisk vejledning og målestok forsåvel prædikanter som tilhørere, fordi de sandt og troværdigt gengiver Bibelens lære. Ja, ipraksis bliver jeg mere og mere klar over, at bekendelsesskrifterne er nocl\'eltcJ;ge for alleparter, hvis man vil være luthersk. Vil vi altså være lutherske og oplære vore menigheder tilat være lutherske - dvs, Bibeltro~, må vi oplære vore prædikanter og vore menigheder i denlutherske bekendelse. Vil vi ikke det, skulle vi hellere holde op med at kalde os lutherske­dvs. bibel- og bekendelsestro.

Det er ikke til at komme uden 0111, at det er et særdeles alvorligt ansvar at være prædikantog lærer og hyrde. Som Jakob siger: "Mine brødre, kun få afjer skal være lærere; I ved, atvi ml' en særlig hård dom" (Jak 3,1). Det ansvar må vi lærere og prædikanter tage alvorligtsom den hellige forpligtelse, det er ud fra Skriften. Eftersom det er prædikanternes forplig w

telse, så skal vi også holdes fast på den. Det er der otle ikke andre end lægfolket til at gore.De har til gengæld også både ret og pligt til såvel at høre den gode hyrdes røst som at flygtefra enhver anden røst - evt. efter behorigt at have advaret de vranglærende og -forkyndendeprædikanter. Spørgsmålet bliver da, hvad der i praksis skal værei forkyndelsen, for at detvirkeligt er den gode hyrdes røst, der lyder.

3. Slu'iftens indholdsmæssige lu'av til forl\.yndclsenAfSkriftens mange formaninger til at vurdere forkyndelsen vil jeg i det følgende tage noglefa af de vigtigste frem, som viser, hvad forkyndelsen af evailgeliet, dvs. troen og dens for-

2 Jf Kjell Olav Sonnes. Hmd er luthersk tro: HOl'edpunkter i Den AIIgsburgske Bekendelse. Tmnslated by Jakob[3rellm Halller, and Claus L. Munk. Hillerod: Dansk Luthersk Forlag, n.d.•p. 7. En let tilgængelig udgave af de lutherske bekendelsesskrifter er: Mæhmd, Jens Olav, ed. Konkordieboken: Dellevangelisk-lutherske kirkes bekjelluelsesskrtfier. !I~' norsk OI'e1"setfelse. Oslo: Lunde Forlag. 1985.

3 Det er svært at frigore sig fra, at der er meget Imlgt fra den enighed, som mere end 8000 prædikanter og teologerhekendte med Konkordiebogen (157811580), til den uenighed, der hersker om snart ikke så få sporgsmål. selv på"hojretlojen".

lX0Y.E nr. 2, 2003 75

Georg S. Adnmsen

--------------------->=-skellige artikler ifølge Skriften, skal være. De ånder, SOI11 omtales i I Kor J2, IO, er forment­lig de ånder, som PaullIs taler om i 2 Kor 11,4: "I finder jer jo kønt i, at der kommer nogenog prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, og at l får en anden ånd end den, l fik,og et andet evangelium end det, I tog imod". 2 Kor 11,4 viser altså, at man kan kende denfalske ånd, "en anden ånd" på, at der prædikes en anden Jesus, end Paulus prædikede, og atdet er et andet "evangelium", end det korintherne og alle andre tog imod fra Paulus. Kriteri­et er altså ikke, om man følte sig underholdt eller pint i gudstjenesten. Humor kan jo væregodt, men ikke hvis den træder i stedet for en sand forkyndelse. At lade sig pine af en loviskforkyndelse, fordi man så kan trøste sig ved det, har bestemt heller ikke Paulus' tilslutning.Det er afgørende. at prøve ånderne, fordi den Jesus, der prædikes, den ånd, som forkyndel­sen giver, og det evangelium, som man på den baggrund tager imod, hænger uløseligt sam~men. Prædikes en anden Jesus end Bibelens Jesus, får man en anden ånd og kommer derfortil tro på et andet evangelium, der jo som bekendt ifølge Gal I ,6ff slet ikke er noget evange­lium. Hvad Paulus siger er altså, at det er muligt at skelne mellem den falske, antikristeligeånd og Guds And; mellem det evangelium, der slet ikke er noget evangelium, og det sandeevangelium; og mellem den sande Kristus, som Bibelen lærer os at bekende, og den falskekristus, som altså hverken tager loven eller evangeliet alvorlig. Det er indlysende, at det der­for også er livs-vigtigt, ja, evigt livs-vigtigt at kunne skelne, så der ikke forkyndes falskt. 4

Kærlighedens apostel, Johannes, har en tilsvarende formaning til alle kristne: "Mine kære,tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeterud i verden. 2 Derpå kan I kende Gilds find: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus,kommet i kød, er afGud; 3 men enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke afGud, og deter Antikrists ånd, som I har hort skal komme, og den er allerede nu i verden" (1 Joh 4,1-3;jf. Matt 7,15; 24,24). Hel' advares vi mod falske profeter og Antikrists ånd. Johannes fast­slår, at der er falske profeter såvel som sande profeter og forkyndere; der er ånder fra Gud,og der er ånder, som Satan/Antikrist har sendt. Enhver ånd, der bekender, at Jesus for detførste er den frelser og Messias, som GT profeterer om, og for det andet er kommet i kød,dvs. virkelig er Guds inkarnerede Søn, dvs. virkelig er sand Gud og sandt menneske, er afGud. Enhver ånd, der ikke bekender Jesus (på bl.a. denne måde), er ikke af Gud, men el'Antikrists ånd, som skal komme, men som allerede nu virker i verden. En sådan ånd skal dekære brødre ikke tro på, for den forkynder en falsk kristus, der ikke kan frelse. Antikristsånd leder folk væk fra den bibelske Kristus og denned væk fra den frelsende tro, eftersomder kun er frelse ved tro på den Jesus Kristus, som vi lærer at kende i Bibelen. Også ifølgedenne tekst er det altså nødvendigt at vurdere forkyndelsen på bl.a. det kristologiske ind­hold.

Et særskilt alvorligt udsagn om forkyndelsen af selve evangeliet finder vi i Galaterbrevet. IGalaterbrevet indleder Paulus ikke som normalt med en tak, men går direkte til sagen. "Jegundrer mig over, at I så hastigt lader jer vende bort fra ham, som kaldte jer ved Kristi nåde,til et andet evangelium, som slet ikke er el el'ongelillll1; der er bare nogle, som forvirrer jerog søger at forvrænge Kristi evangelium. Men 0111 så vi selv eller en engel fra himlen for-

4 Det tåler gentagelse nt sige, nt det er derfor, den lutherske bekendelse ikke <Ilene f.'ls\slår, hvnd Skriften siger, men

også <lfviser <Il1e de vmnglærer, der er i sirid med Skrilkn.

76 IX0YE nr. 2, 2003

Prov åndeme ~ hvordan skal vi vurdere forkyndelsen?

-<::>{--------------------kyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer,jorbandel være hall. Som vi al­lerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis Ilogen forkynder jer el midel evangelium end del, llog imod, forbandet være han" (Gal 1,6 M 9). Et tilsvarende alvorligt ord findes i ovrigt i Ez3, 16ff. Eftersom kun evangeliet kan frelse, må der forkyndes til syndserkendelse og tro påevangeliet om syndernes forladelse for Jesu Kristi døds skyld. Intet andet end troen på Kri­stus kan frelse. Derfor forbander Paulus den, der vil forkynde et andet evangelium. Vil mantage ansvaret for en forkyndelse, der kan sende eller lade folk forblive i deres synd, så dekan imødese dom og fortabelse, kommer man også til at bære dette ansvar. Paulus' hensigter naturligvis at advare imod dette. Denne advarsel gælder forkynderne, men den gælderogså menigheden. Galaterne havde hørt evangeliet og var komme til tro (GaI3,1ff). Nu ad M

varer Paulus dem så stærkt som overhovedet muligt mod at lytte til et andet evangelium.

Også i vore dage er der særligt grund til at påpege, at et anderledes evangelium ikke er nO M

get evangelium, men tværtimod et falsk evangelium. At ændre lidt i evangeliet har konse­kvenser for, hvor tilhorerne og prædikanten selv skal tilbringe evigheden. I Galaterbrevethandler det konkret om nogle, der ville føje omskærelsen til som hjælp for helliggørelsen,men Paulus' ord i Gal 1,6-9 er mere omfattende end lige præcist dette konkrete problem.Paulus gør et generelt forbud mod at ændre i evangeliet gældende i en konkret sammen­hæng. Men der er også andre måder, hvorpå man kan ændre evangeliet. Bliver evangelietændret til noget andet end evangeliet 0111 Kristi sonedød for vore, ja, for hele verdens synder(1 Joh 2, l f), er der ikke længere tale om evangeliet. Det sker f.eks., hvis man direkte, indi­rekte eller blot ved ikke at forkynde loven, gør evangeliet til noget andet end evangeliet omfrelsen i syndernes forladelse.5 Det vil vi se nærmere på nedenfor.

Derudover taler NT som bekendt om, at fornægtelse af opstandelsen er ødelæggende for alkristen forkyndelse og Gudstjeneste og efterlader mennesker i synd og fortabelse (jf. l Kor15,1 ff). Det sal1l1ne sker ifølge Abenbarillgsbogen, når Jesu genkomst forties eller forkyn­des og læres i strid med Skriften (if. f.eks. Ab 22,17-20).

Det et altså hævet over enhver tvivl, at forkyndelsen skal vurderes på en lang række områM

der. Den skal faktisk være i fuld overensstemmelse med Skriften. Det er det, der kommerfrem, når bestemte teologiske loci (artikler i troen) udtrykkeligt anføres som kriterium i NT,sådan som der ovenfor er givet eksempler på.

4. Forpligtelsen til ikke at fortie noget, men forkynde alt, hvad del' Cl' Guds viljeSkriften har endvidere diverse generelle udsagn, der direkte eller indirekte indeholder kravtil forkyndelsens og oplæringens alsidighed.G Når Kristus i Matt 28)0 taler om at lære demat holde all det, som han har befaleIos, så er det jo tydeligt, at prædikenerne ikke må væreensidige, men må indeholde alt, hvad Kristus har befalet os at lære og forkynde. Det inklu­derer, men er naturligvis ikke begrænset til hele det evangelium, hvori dette udsagn fore­kommer. Det er heller ikke kun begrænset til evangeliet i snævrere forstand, men omfatteruden tvivl også loven (jf. iVlatt 5, 17 M 20). Pauhis siger da også, at han ikke har fortiet noget,

5 .Ir f.eks. Luk! ,77; 24.47; ApCi 2.38; 10.43; 13.38; 26, 17r; Kol 1,14 og Romerbrevet.

(, Oplæringen bn feks. ske i !hstctidells kalekisll1uspncdikcl1er, s~ledes som del skete p~ relorll1ationstidell.

IX(-)Y~ nr. 2, 2003 77

Georg S. Admllsen

--------------------->=-som kunne være efeserne til hjælp, ja, at han ikke har fortiet noget, men har forkyndt demalt, hvad der er Guds vilje eller råd (ApG 20,20.27).

At Paulus i Romerbrevet dels taler om romernes lydighed mod den læreform, som de harfået overleveret (Rom 6,17), dels formaner de romerske brødre til at holde øje med dem, deri modstrid med den lære, dc har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald, og på w

lægger dem at holde sig fra disse (16,17), har som sin forudsætning, at Paulus havde oplærtdem i den kristne tro og dens artikler. En konsekvens heraf må være, at det påhviler menig w

hedens lærer og hyrde at oplære menigheden i alle troens artikler, så de dels kan kOllllne tiltro og være lydige mod den læreform, Paulus har overleveret os, dels kan holde sig borte fraenhver vranglærer og falsk profet, der ændrer på læren, om det så blot er på et tilsyneladen­de mindre vigtigt område. Alene ved at afvige fra Skriften skaber man nemlig splittelse iforhold til dem, der af hjertet vil være lydige mod den i Skriften overleverede lærefofIn.Hyrdens kontinuerlige forkyndelse og oplæring er altså en væsentlig forudsætning for, atmenigheden kan lære den gode hyrdes røst at kende og kan værne sig mod falsk lære. Om w

vendt er det svært at komme udcn om, at forsømmelighed med oplæringen kaster menighe­den i armene på vranglærere. Men henned har vi allerede taget hul på næste afsnit.

5. Forudsætninger, der siml til fol' at kunne vurdere forl<.yndelsenNår nu såvel præsterne som menighederne har en forpligtelse til at tro og lære det, Kristushar befalet, og holde sig væk fra al anden lære, så kan der heraf udledes nogle forudsætnin­ger, der må til for at kunne vurdere forkyndelsen. Der sættes egentlig en dagsorden for en­hver kristen, men selvfølgelig ikke mindst for dem, der har taet eller skal have lærer og hyr­deembedet betroet.

Først og fremmest må der bibelkundskab til. Hvordan skal man ellers kunne "tale som Gudsord" og vurdere, om prædikanterne forkynder Guds ord? Bibelkundskab handler om atkende de enkelte tekster og da ikke mindst de steder, hvor Skriften belærer os særligt tyde~

ligt om troens artikler (de såkaldte sedes docfJ'inae). Men det handler også om strukturer idet bibelske budskab. Sådanne strukturer er f.eks. opbygningen af evangelierne, som be­gynder med Jesu fødsel eller offentlige fremtræden og ender med hans lidelse, død og op­standelse sall1t befalingerne om at bringe evangeliet til hele verden. Den mest fundamentale"struktur" er imidlertid lov og evangelium, som mest struktureret forklares i Romerbrevet,men i øvrigt findes overalt i Skriften.

En bibelkundskab som nævnt her kan tas gennem kommentarer og gennem bøger, dcr gen­nemgår Bibelens syn på diverse emner, naturligvis som altid under den forudsætning, at derer tale 0111 gode kommentarer og bøger. At skelne ret mellem lov og evangelium læres førstog fremmest ved at sidde under en god præsts prædikestol og ved at benytte sig af skrifte­nUllct, hvori synden bekendcs og tilgives. Men der er også gode bøger, der gennemgår dettc.Ikke mindst måjeg nævne Luthers Store Galaterbrevskommentar og C.F.W. Walther's riteProper Disfillctioll IJefll'eeu Lall' ond Gospel (eller den tyske original). Eftersom vigtige bi­belske strukturer som f.eks. lov og evangeliulll fi"emgår ikke mindst af Romerbrevet og Ga w

laterbrevet, er gode kommentarer hertil og bøger herom at anbefale. Et grundigt studium afLuthers Store Galalerbrcvskommentar vil give et godt grundlag for at vurdere, hvilke bøger

78 IX0YE nr. 2, 2003

Prov fllldeme - hvordan skal vi vurdere forkyndelsen?

- =< -----------------------der er gode udlægninger af Romerbrevet og Galaterbrcvet. Endelig burdc vi begynde at læseLuthers egne prædikener igen.

Fra oldkirkens dage har det imidlertid været klart, at man har brug for mere systematiske,men også kortere fi·emstillinger. De oldkirkelige bekendelser sammcnfatter, hvad der ernødvendigt at tro og bekende, hvis man vil frelses.7 Luther skrev Den lille Katekismus tilbrug for oplæringen i hjcmmet og den Store Katekismus som vejledning for bl.a. prædikan~

terne. Den Augsburgske Bekendelse og de øvrige lutherske bekendelsesskrifter i Konkor­diebogen (1578; udgivet 1580) handler som nævnt tilsvarende ikke blot om, hvad man trorpå papiret, men om, hvad der faktisk bliver forkyndt og skal forkyndes, og hvad der faktisker og skal være indholdet i undervisning og sjælesorg. Bekendelsesskrifterne er derfor ogsåudmærkede vejledninger i, hvordan forkyndelsen som helhed og i de enkelte trosartikler,der prædikes om og over, bør være. De kan (læs: bør) også fint lægges til grund, når detgælder om at vurdere den litteratur, Illan i øvrigt skal læsc. Derudover findes der andcn godlitteratur - og et bibelskoleophold, hvor alt dette gennemgås, er heller ikke at foragte! Fornår man tager i betragtning, hvor vigtig troen og forkyndelsen er, kan man ikke lære formeget herom.

6. Lov og evangeliumDet vigtigste kriterium for en ret forkyndelse er en korrekt skelnen mellem lov og evangeli­um. Uden en sådan forkyndes evangcliet nemlig ikke rent og purt. Med en korrekt skelnenmenes ikke, at dcr nodvendigvis skal være lovforkyndelse i begyndelsen og dernæst for~

kyndelse af evangeliet i mindst halvdelen af prædikenen. Så skematisk skal det ikke være.På den anden side er der indbyggct en vis orden i den præsentation af kristendommen, somvi tar i Romerbrevet. Eftersom retfærdiggørelsen af tro handler Olll, at troen på Kristus somham, der har sonet alle vore, ja, hele verdens, synder, regnes os fortabte syndere til retfær­dighed, må forkyndelsen nødvendigvis gøre det klart for os, at vi er syndere, og tilsige syn­dernes forladelse til enhver synder. Den synder, der ikke vil vedgå sin synd, skal ikke havetilsagt syndernes forladelse, men høre loven. Til gengæld skal syndernes forladelse strakstilsiges den, som loven har gjort urolig og nedbøjet Uf. Joh 20,23).

Det vigtigste spørgsmål er således: Hvordan bliver jeg frelst? - hvordan tar jeg en nådigGud? Nu er det imidlertid ikke et selvindlysende spørgsmåL Det er præcist det, vi ofte hører,når det siges, at situationen på Luthers tid ikke er den sanlIne som i dag. Nu er selv det ikkehelt korrekt, for allerede Luther opdagede hurtigt, at den evangeliske forkyndelse blev enanledning for syndere til at undskylde synden og leve i den. Derfor varede det ikke længe,førend Luther forlangte loven forkyndt, og han måtte med sorg se nogle af sine tidligerevenner vende ryggen til ham, fordi de ikke ville forkynde loven (såledcs Johann Agricola).Men Paulus lærer os i Romerbrevet, at loven skal forkyndes. Netop fordi syndere fremtureri synden, må loven forkyndes, så synden afsløres og erkendes. Det er nemlig lovens opgavc.

7I den nlhanasinnske lrosbekendelse hedder del således, nt QUiClIl1l]Ue vull salvlIs esse, ante o1l111ia opus esl, ul le-

neat calholica!ll Hdem: Qunm llisi quisqlle iniegram inviolalmnque servnvcril, absque dllbio in aeternam peribit. (Forenhver. der vil frelses, er det fremlor alt noovclldigt at fnslholde den katolske lro; den, som ikke bevarer den hel ogubrudt. vil uden tvivl gå I\H1abt.) (LeifGnllles oversættelse)

lXØVE nr. 2, 2003 79

Gcorg S. Adamsen

---------------------~-

Spørgsmålet om, hvordan vi får en nådig Gud, må altså forkyndes frem ved, at loven afslø­rer for os, at vi er syndere, der er under Guds vrede og dom Uf. Rom 3, 19f; Joh 16,9).

Er der ingen lovfol'kyndelse, er del" derfor tale om en falsk forkyndelse, for det ændrerevangeliet fra at være tilsigelse af syndernes forladelse til at være noget andet. Dette andethandler ikke så sjældent om forklaring på sygdom og lidelse og om trøst i sygdom og lidel­se. Eller det bliver det syndige og verdslige livs udfoldelse med eller uden et stænk from­hed.'

Er der ingen lovforkyndelse, vil den afgørende forudsætning for at tage imod evangeliet omsyndernes forladelse mangle. Ja, den, der ikke vil forkynde loven også for syge og lidende,fordi de er "i en sårbar situation" og "ikke kan tåle at høre loven", de lader folk forblive un­der Guds dom og vrede eller, dersom der er tale om troende, de giver dem en falsk forståel­se af, hvordan dåbs- og troslivet bestandig er et liv under lov og evangelium, et liv i dødeiseaf det gamle menneske ved loven og oprejsning af det nye menneske ved evangeliet. Natur­ligvis har mennesker i sygdom og lidelse brug for trøst og fællesskab, men den største trøst ialle former for trængsler og modgang er evangeliet i Ordet og Sakramenterne.

9

Er der en "slap" lovforkyndelse, er der ligeledes tale om en falsk forkyndelse. Det skyldesnemlig, at dersom lovforkyndelsen på en eller anden måde gøres opfyldelig, fører den ikketil erkendelse afsynd.1 stedet sker der el af to. For det forste kan den falske forkyndelse fø­re til farisæisme og hykleri og/eller til et liv, hvor man tror sig i sikkerhed med sine syn w

der. JO Men falsk forkyndelse i form af en slap lovforkyndelse kan også føre tillavtrældom.For går det ikke for alvor op for os, at vi ikke kan og aldrig kommer til at kunne holde lo~

ven, vil vi blive ved med at prøve at gøre loven - i al fald bare lidt - fordi vi tror, at vi kanog skal forbedre os lidt, inden Kristus vil tage imod os og høre vores bøn om tilgivelse ogfrelse. l'vlen det er intet andet end en ~ ganske vist subtil- gerningsretfærdighed. Den afskæ­rer øs fra Kristus og frelsen Uf. Gal 5,4).

Falsk forkyndelse kan altså betyde, at folk ikke kommer til tro eller mister den frelsende tro.Derfor er NT konsekvent i sin fordollll11else af falsk forkyndelse og i sine formaninger til atholde sig væk fra falsk forkyndelse Uf. f.eks. Gal 1,6ff; Rom 16,17). Derfor må vi ikke væremere "barmhjertige" end Jesus selv, for det er i virkeligheden det mest hjerteløse og ubarm-

8 Se vedr. den såkaldte skabelsesleologi Per Damgaard Pedcrsens nrtikler. (se Hlt.listcn)

') Se hertil ogsn MucJlcr, Norbert H. and George Kraus. eds. Pas/oral Theolog}'. SI. Louis, Montana: ConcordiaPublishing House, 1990, pp. 76~7R. Se ogsålllin lilie artikel "Lidelse, sjælesorg og kristen tro." Nyhed og J/lSpira/ioll(Ag(/p~rorelliJlgell). 2003.

10 Et eksempcl hcrpå er den rige mand i l\'lark 1O,l71r Hall tror faktisk. <It han har holdt budenc. Jesus må derforforkynde 100'en i al sin skarphed. Dct gar hnn ved nt n\dc den rige mnnd til at sælge alt og så komme og falge Jesus(10,21). Her er (jct altså ikke evnllgclict, mcnlovcn . .Icsus forkynder. Den rige mand må bringes til at se, at llllns rig­dom er hans (aOgud, hvis han skal frelses_ Dd ser hnn nok også, mcn han vil stadig ikke boje sig. Derfor forkynderJesus ikke evangelict for ham. [I<lvde Kristus gjort det, villc hun have forkyndt ham ind i en falsk sikkerhcd i hanssynder.

80 IX0YE nr. 2, 2003

Pmv åndeme ~ hvordan skal vi vurdere forkyndelsen?

- =< -----------------------hjertige, der kan tænkes. At tilsige en ubodfærdig synder syndernes forladelse kan ganskeenkelt fastholde ham i synd og under dOJllmen og Guds vrede. 11

Det er imidlertid ikke kun loven, der skal forkyndes ret. Også evangeliet skal forkyndes rentog purt. Evangeliet har to aspekter. For det første handler evangeliet om, hvad Jesus hargjort for at frelse mig. Det er forkyndelsen af Jesu stedfortrædende lidelse, død, opstandelseUf. f.eks. 2 Kor 5,14; Gal 3,13) og forsoning (f.eks. Kai 1,20). I denne sammenhæng er dethelt afgørende, at det forkyndes, at Jesus bar al verdens synd (f.eks. Joh 1,29.31; Kai 1,20og I Joh 2,2). Der må ikke skabes lIsikkerhed om, at Jesus faktisk døde for alle og at Gudderved forsonede alt med sig. Enhver antydning af, at Jesus kun døde for de udvalgte, defromme eller de "hellige", risikerer at tage freisesvisheden fra mennesker og er derfor reelten afskaffelse af evangeliet og en hån mod Kristi stedfortrædende lidelse og død.

Men dermed er evangeliet ikke forkyndt fuldt ud. Det må forkyndes, hvad Jesus gor for atfrelse mig. For selvom Jesus objektivt har forsolIet Gud med alt og alle (Kai 1,20; jf. I Joh2,2), så må der forkyndes, så vi kali komme til tro og blive tilregnet Kristi retfærdighed. Detsker, når prædikanten ger det klart, at han ikke forkynder på egne vegne, men på Kristi be­faling, på hans vegne, ja, i hans sted. Det er den korsfæstede og opstandne selv, der senderog selv går med sine repræsentanter, som han hal' givet fuldmagt til at tilgive synd eller til~

bageholde sylid (Matt 28,18-20; Joh 20,21-23). Jesus er selv til stede (Matt 28,20; 2 Kor5,20) og handler i og igennem sine stedfortrædere, dvs. lærere og hyrder, når de forkyndersandt og ret, når de forvalter dåb (Matt 28,19) og nadver (26,26ffparr.; I Kor 11,17ft) efterde anvisninger, som Jesus har givet selv og gennem sine disciple (Matt 10,40; Joh 15,20;17,20). Forkyndelsen og sakramentsforvaltningen skal derfor foregå således, at Jesu Kristireelle, omend usynlige nærvær, ikke dementeres. Sker det, er der i virkeligheden i bedstefald tale om en afsvækkelse af evangeliet, i værste fald om en dementi af det.

Forkyndelsen har et ganske bestemt, uforanderligt indhold. I særdeleshed er det sådan, atGud virker til frelse gennem Ordet om korset. Det er evangeliet om Kristi korsdød (og op­standelse), der er Guds kraft til frelse (Rom 1,16; I Kor 1,18; 2 Kor 2,15f; 5,1411). FordiKristus døde som ovenfor anført kan syndernes forladelse uddeles til dem, der er begyndt atse deres synd og er blevct U1'olige i deres samvittigheder for Guds dom. For dem derimod,der stadigvæk lever i sikkerhed og tror, at de ikke er syndere, eller at det intet betyder, fordem kan og må det gøres klart, at evangeliet først og sidst er evangeliet om syndernes forla­delse for Jesu Kristi skyld. Til gengæld må der heller ikke på nogen måde opstilles krav omcn særlig dyb og langvarig anger som forudsætning for evangeliets forkyndelse.

Fordi det ikke er menneskers, Illell Guds visdom, der lærer os at kende Ham, SOI11 hanegentlig er (I Kor I, 18ft). og fordi c1et er De hellige Skrifter, der kan gøre os vis til frelseved tro på Jesus Kristus (2 Tim J,ISft), er det klart, at Gud faktisk virker gennem Skriften.Det er baggrunden for, at <lpostlen Peter formaner os til at tale som Guds ord (I Pet 4,11).Dcr skal være fuld overensstemmelse mellem Guds ord og forkyndelsen, ellers virker Gudog Kristi Ånd ikke gennem forkyndelsen.

Il Ingen kan naturligvis ~ slet ikke på kort sigt - \'tl'me sig lllod en hykler, der foregiver nt være bodfærdig. En så­dnn, kan man dog håbe på, kllækh's afforkynddsl'll aflov og evangelium sondag efter sondag.

IXGYE nr. 2, 2003 81

Georg S. Adamsen

-------------------->=-7. AfslutningDer er også andre spørgsmål, man med rette kan vurdere en prædiken på. Det væsentligsteer imidlertid, at man holder fast ved, at prædikerne skal vurderes ud fra Skriften og hvadden har at sige, Alle har pligt til at vurdere forkyndelsen og holde sig Ii'a falsk og dårlig for­kyndelse. Det bør man også gøre, fordi det kan have konsekvenser for evigheden, hvis manlytter til uevangelisk forkyndelse, dvs. forkyndelse, hvor hverken loven eller evangeliet for­kyndes efter Skriften og vores lutherske Bekendelse.

Nogen let sag er det ikke at vurdere forkyndelsen, men vore prædikanter bør faktisk oplæremenighederne, dels fordi de har brug for at lære, hvad de skal bekende, dels fordi de harbrug for at kunne afvise vranglære og værne sig mod falske forkyndere. De lutherske be­kendelsesskrifter udgør imidlertid en god og i praksis nødvendig hjælp for at få det med, derer nødvendigt. Derfor bor vi også oplære menighederne i disse. Er det sandt, at man ikkekan være luthersk imod I<.onkordiebogens bekendelsesskrifter, må man naturligvis vide,hvad der står i dem.

Men allervigtigst er det at lære at skelne mellem lov og evangelium. Det drejer sig dels 0111

den enkeltes personlige trosliv, dels om flt kunne værne sig selv og andre mod forkyndere,der ved ikke at skelne klart i bedste t'lld gor folks tro svag og anfægtet, men i værste faldrisikerer at prædike dem ud i uføre. Det kan føre til sikkerhed i synden. Men det kan ogsåføre til en ørkesløs vandring under et forgæves forsøg på at forbedre sig, inden man tørkomme til Jesus, hvad der i virkeligheden er gerningsretfærdighed.

I stedet skal der skal prædikes lov og evangelium, så Helligånden, hvor og hvornår Han vil,kan skabe tro i vore hjerter, så vi kan blive retfærdiggjort. Dernæst vil Helligånden også vedevangeliet drive os til gode gerninger, et liv i bon og gudstjeneste. Derfor er der al muliggrund til at søge hen, hvor loven og evangeliet forkyndes ret, og modsat flygte fra de prædi­kestole, hvor dette ikke sker. Det cr l'relse og fortabelse, det handler 0111. Derfor skal vi vur­dere forkyndelsen.

82 IX0YE nr. 2. 2003

Pmv åndcme - hvordan skal vi vurdere forkyndelsen?- =< --------------------LitteraturPedersen, Per Damgaard. liDet er som om der mangler noget! - hvad er det præsten vil læreos?" No pages. April 10,2003. Online: hltp://www.teologi.dk/FAQ/baggrnnd/PDP·hvad·praedker·praesten·O I.html.

Luther, MartiIl. Store Galaterbrevskommentar I + II. Overs. af Helge Haystrup. Køben­havn: Credo Forlag.

Om Kristi nadver. Bekendelse (1528), som findes i Martin Luther. Skrifter i udvalg: Troensevangelium. Ord og sakrament, overs. af Helmer Hedegaard-Jensen og m. ind!. af ErikBennetzen, pp. 89·347. København: Credo Forlag, 1994.

Store Katekismus og Luthers lil/e Katekismus. København: Credo Forlag.

Sannes, Kjell Olav. HWl(J er luthersk tro: Hovedpunkter i Den Augsburgske Bekendelse.Translated by Jakob Breum Hou ler, and Claus L. Munk. Hillerød: Dansk Luthersk Forlag,n.d.

Skjevesland, Olav. Broen over 2000 år: Bidrag til preken/æren. Oslo: Luther Forlag, 1981.

Walther, C.F.\V. Gud<; nei og Guds ja: om å skjelne rell mellom lov og evangelium.Translated by Gudmund Oldereide. Originally published as God's No and God's res: TheProper Distinction Betll'een LaH' and Gospel. [Stavanger]: Chronos, 1977.

\Valther, C.F.W. The Proper DistiJlction Between Lall' and Gospel: Thirty-Nine EveningLee/nres. Translated by W.H.T. Dall. 1928. Repr. St. Louis, Montana: Concordia PublishingHouse, 1980.

WislølT, Carl Fr. Ordet i'i'a GI/ds MI/I1II. 4th ed. Oslo: Luther Forlag, 1978.

A.. tii<elfo..fatte..Student 1982, Viborg Katedralskole. Cand. theol. 1993, Arhus. Kandidatstipendiat Menig·hedsfakultetet, Arhus 1996, adjunkt sanlIlIe sted 1999. Dr.theol. 2002, Det teologiske Me·nighetsfakuitet, Oslo. Lektor v. MF, Arhus, I. august 2002. Ved... liste over publikationer,se www.georg.stubkjaer-adamsen.dk. '

JX8Y1: nr. 2. 2003 83

-----------~$-----------

Boganmeldelser

Pastor Nør og dåbssagenJan Pierre JensenLyngholm business, 200246 siderKr. 59,-

I 1973-74 blev sindene i dansk kirkeliv sat i bevægelse af ensag om folkekirkens dåbspraksis, for<llllecliget nl' pastor FrankV. Nor i Emmersbæk ved Hirtshals. Denne, en ung præst ogdygtig teolog, hævdede den teologiske srlll1l11Cnhællg mellemdåb og oplæring og fastholdt dette over for den daværendeAalborg-biskops og det daværende kirkeministeriums firkantet-juridiske tanke, 0111 at folke­kirkemedlemmer har krav på at fa deres born dahl.

Denne sag har Jan Pierre Jensen belyst ved at citere og optrykke gamle sagsakter i kronolo­gisk rækkefølge, så man kan følge -drI1maets udvikling. Det netop nystartede MF var i øvrigtogså involveret i sagen, idet 27 stlld.tl1eol.'er herfra blandede sig i sagen. Det er værdifuldt,at dette materiale nu er blevet samlet og gjort lcttilgængeligt. Man kunne dog have ønsket,at der havde været noter og kildehcllvisninger, sådan som tilfældet er, hvor sagen beskrivesi Kirkel1istoriske Samlinger 1974, 1975 og 1976 og i Kritisk Fonlm for Praktisk Teologi1988.

En perspektivering af sagen i en storrc sammenhæng er der ikke tale om i pjecen. At Nørmed sin egen og sine medstrideres kvalificerede teologiske redegørelser reelt besejrede de­partementchefens og biskop Erik Jensens holdning, således at der ikke mere tales om ube­tinget dåbspligt, fremgnr ikke. Heller ikke, at Nul' fik igangsat en proces, der har ført til me­get større vægtlægning på di\bssallltalcr, d;'\.bsoplæring og kirkelig undervisning inden forfolkekirken. Disse falger ville heller ikke understotte forfatterens anliggende, der fremgår afdet afsluttende efterskrift. Som medlcm af en evangelisk-luthersk frimenighed mener han, atden eneste vej frem for bibeltro teologer i Danmark er at udtræde af folkekirken. Det er etærligt anliggende at have, men Nor-sngcll er ikke det mest oplagte argument for synspunk­tet, idet Nøl' selv onskede at blive i f'olkekirken llled sit standpunkt, virkede der indtil sintragiske død ved et ulykkestilfælde og faktisk har formået at præge folkekirken indefra i po­sitiv retning.

Hvordan man nu end vurderer folkekirken, er det værdifuldt at have fået beskrevet Nør­sagens gang i lettilgængelig form. Som s~dan anbefales pjecen SOI11 et spændende stykkenyere dansk kirkehistorie.

Lektor, Ph.D. KlIrt E Larsen

84 IX0YE nr. 2. 2003

------~------

Flyvefisken

En Idiche vendt på hovedet

I lang tid har jeg godt kunnet tænke mig at argumentere for følgende: Når man forkynder0111 almenmenneskelige problemer er det ikke åndeliggørelse, der er den store fare. Det ermanglende menneskeliggørelse.

Faktisk har jeg siddet sammen med op til flere fine fyre og argumenteret lidt frem og tilbagefor den her tese. Vi blev ret enige om, at det jævnt hen er noget sludder at tale om 'åndelig­gørelse af problemer' eller om 'falsk åndeliggørelse'. For alle problemer har el åndeligt ud­spring. Både psykologiske, legemlige og materielle problemer er indbefattet i åndelige pro­blemer, og de vil blive endeligt løst, når del store åndelige problem endelig løses.

Hvad der mangler, er menneskeliggørelsen, blev vi vist nok ret enige om. Nogle kunne ikkedy sig, men begav sig ud i at tale om evangeliets inkarnatoriske karakter (det var KFSerne),andre om kirkens legcmlighed SOI11 Kristi krop (OASEfolkene), og atter andre om at Kristusstiftede kirken som el kærlighedsfællesskab. De lagde slor vægt på, at netop dette kulmine­rer i nadveren (det var de højkirkelige, naturligvis; jeg har allid benndret den følelsesfuld­hed, hvormed de kan udtale ordet 'koinonia' . Man bliver jo helt varm om hjertet!). Der varogså et par stykker fra missionsforeningerne tilstede, men de havde ikke noget særligt at bi­drage med til samtalen.

Den manglende menneskeliggørelse, altså. Vi fandt ud af, kan man godt sige, at her er fæl­den. Åndeliggørelse er en fin ting. Det er vel netop vores opgave at turde være åndelige ogvise hen til den åndelige dimension i tilværelsen i det hele taget, var vi enige om. Så det kander ikke være noget galt i. Men manglende menneskeliggørelse, det er fælden som vi og deprædikanter, hvis teologi vi kan identificere os med, er så vant til at falde i, at vi ligefremfinder det naturligt, at der bliver rejst indvendinger mod dem, som ikke falder i.

Det er sådan set pointen i det følgende. Jeg siger det allerede nu til at begynde med, for i af~

ten hvor jeg skriver dette, har jeg ikke så meget lyst til at argumentere. Det kan man jo godtblive lidt træt af i længden, øgjeg gør det dag ud og dag ind. Jeg har mere lyst til at fortælleen historie og lave et tankeeksperiment. Sådan kan man vel også godt gå frem, hvis mangerne vil pege på en sag, man synes trænger til at blive tænkt igennem, og som man selv fø­Icr påtrængende, men ikke er kommet til ende med endnu. Det er nemlig tilfældet her.

Lad mig fortælle 0111 en prædiken, jeg har hørt, der tematiserer skyldsproblemet. Det er jo etgodt almenmenneskeligt problem, som man sagtens kan sige noget åndeligt om. Prædikenenhar folgende skabelon.

85 IX0YI: nr. 2, 2003

Flyvctlskcn

-------------§S-I) Prædikanten genfortæller beretningen om David og Batseba fra 2. Sam II og 12. Prædi­kantens pointe er: Det var jo forfærdeligt, hvad David gjorde. Hor og mord.

2) Så går prædikanten videre og spiller sin trumf. Han tager meget passende SI 51 frem ogsætter fingeren ved vers 6: "Mod dig alene har jeg syndet, jeg har gjort hvad der er ondt idine øjne". Det er jo det, der er det helt forfærdelige ved synden, siger prædikanten. At dener synd mod Gud. Man bliver jo fordømt og går fortabt. Her når prædikanten højdepunktet.Dette er i virkeligheden problemet. Så radikalt er det, så rædselsfuldt dets konsekvens.

3) Nu når vi til vendepunktet, her kommer løsningen af problemet: Men Gud har gjort, hvaddu ikke kunne gøre. Han sendte sin søn og tog din skyld, idet han naglede det anklagendeskyldbrev til korset.

4) Gud tilgiver synd. Amen og halleluja.

Sommetider har man sådan en underlig oplevelse af, at ting gentager sig selv og går i ring.Dejåvu! Den her prædiken har jeg hort en hel del gange efterhånden. Af forskellige prædi­kanter, lærde og læge. I forskellig form, kortere eller længere. Isprængt et varierende antalanekdoter og eksemplificeringer, men,aJtid med eksakt de samme skrifthenvisninger og ek­sakt de samme pointer. - Nå, nu skal jeg ikke overdrive, prædikenerne var forskellige, så­dan SOI11 prædikener nu er, men de havde de samme pointer og skrifthenvisninger på de vig­tige knudepunkter i prædikenens forløb. Og det er denne enshed, der er interessant. Der eren hej del prædikener, som på grund af denne lighed i grunden er en og samme prædiken.Sådan kan man koge dem ned og uddestillere essensen. Dette kunstgreb vil jeg foretage,men man forstår, det er faktisk kun en ringe kunst.

Ifølge min erfaring er den her prædiken en tilbagevendende begivenhed i vores miljø, så atsige et fast element i den kollektive bevidsthed i bibeltro kredse. Jeg går ud fra, at den ogsåer velkendt for de læsere, der stadig hænger på og endnu ikke er sprunget videre til en mereinteressant artikel. Spørgsmålet er, om ikke en prædiken af denne type også fungerer SOI11 etslags uudtalt ideal, et monster for god forkyndelse, sådan at har man holdt en prædiken meddisse pointer, kan man glæde sig over at have gjort et gedigent stykke arbejde! Jeg ved detikke rigtig, måske er det at gå for vidt at udnævne den til et ideal. Det er muligvis ikkemange, der udtrykkeligt vil sige det. Men ikke desto mindre bliver den her prædiken holdtaf så mange, så ofte og med en sådan grad af selvfølgelighed, at man ligefrem kan sige denholder sig selv. Den er en kliche. Derfor er det oplagt at se lidt nøjere på den.

Gad vide hvad David ville synes 0111 den? Ville Davids nød være tilfredsstillet af en sådanprædiken? Ville han føle, at hans problem blev forstået, at prædik.nten var i stand til .t levesig ind i det? Og ville han mene, at prædikantens forkyndelse var en løsning på hans pro­blem?

Det tvivler jeg på.

Hvor er omtalen af alle de menneskelige komponenter i sagen? Det fuldstændigt forkludre­de forhold til Batseba, ødelagt .f David, der først lokker hende og dernæst forsoger at fåhende til at lokke sin mand, som om hUIl var en billig prostitueret? Det forkludrede forhold

86 IX0YE nr. 2. 2003

Flyvefisken

-§j------------til Joab, hans tab af tillid og respekt fra den general, han tvinger til at være med til mord?Davids forkludrede forhold til sig selv, hans selvforagt, når erindringsbilledet af den tapreUri as, den tro soldat, der vil ofre sig for sin konge, toner frem? Alt dette ikke så meget somantydes i den ovenfor omtalte prædiken. Hvad i alverden bliver der af Davids skam, hanssøvnløse nætter og hans fortvivlede grubien for at finde en udvej? Han prøver jo en, to, tregange at torre problemet afpå Urias, og det tager en god del tid inden det endelig lykkes.

Intet af dette er med. Alle disse menneskelige ting bliver liggende til fordel for den åndeligepointe, at det gril1111le jo er, at det er over for Gud, han har syndet. De menneskelige pro­blemer, som er vævet sammen med synden, er ligegyldige. Kun det åndelige problem gøresgældende som et problem. De menneskelige ting bliver ikke viet nogen opmærksomhed. Defungerer kun som afsæt for en forkyndelse, der ikke bidrager til løsningen af de menneske­lige problemer. Som trampolin.

For at tydeliggore hvad jeg mener, kan vi kigge på teksterne igen. SI 51,6 bliver tolket somen annullering af syndens menneskelige sider: "mod dig alenen, Og ikke som en pointeringaf, at dette er den dybeste dimension ved synden. At dette er det problem, som omfatter (ogikke: annullerer!) alle de andre problemer.

Det bliver overset, hvad der i salmen også bedes om. Nemlig ikke kun syndsforladelse, menmeget mere, som ikke alene inkluderer den åndelige dimension, men også den menneskeli­ge: visdom (som gør det muligt at vandre i verden og omgås andre på en kompetent og livs­fremmende måde), fryd og glæde (lykke, slet og ret), heling af kroppen (når David taler omsine knogler, er det ikke blot billedsprog, men et udtryk for at synd har somatiske følger,som helbredes, idet synden fjernes, se SI 32), et rent hjerte og en fast og villig ånd (indrestyrke og kraft til at genoptage livet, og denne gang på en måde så Guds vilje virkeliggøres).

Så konkrete rent menneskelige ting er det, David beder om. De her menneskelige ting blan­der han fuldstændig uadskilleligt sammen med det rent åndelige, Guds tilgivelse af hansskyld. - Nå ja, det er jo et spørgsmål, om det overhovedet er meningsfuldt at bruge udtryk­ket' det rent åndelige', når jeg nu peger på, at det hos David er blandet uadskilleligt sammenmed det menneskelige.

I forhold til den anden tekst, den fra 2. Sam 12, bliver der i sådan en prædiken ikke lagtmærke til de folger, skyldstilgivelsen har for David som menneske. Hvordan David, efter atdet åndelige er bragt i orden med Gud, bliver et helt andet menneske. Han græder over denlille, som er syg. For syntes han, det var oplagt at lade en stærk og modig mand lide dodenfor selv at kunne nyde sine fornøjelser i fred og skjule sin skurkagtighed. Nu faster han pågrund af et spædbarn, giver afkald på fornøjelser og lider sammen med ham. Før intrigeredehan. Nu beder han.

Endnu en ting. Beretningen i 2. Sam er fuldstændig nøgtern med hensyn til syndens konse­kvenser. Davids synd vil få konkrete følger fremover i halls liv med andre mennesker. Detmangler sådan set også i den ovenfor genfortalte prædiken. Her var pointen jo, at syndeningen konsekvenser får; det er selve den befriende pointe i prædikenen. I alt fald ingen kon­sekvenser, der var en omtale værd. For David gik det imidlertid sådan, at han videre frem isit liv måtte bære de forbandede følger af synden, SOI11 Gud pålagde ham. At sværdet nemlig

IXBY}; nr. 2, 2003 87

Flyvefisken-------------B-ikke skal vige fra hans hus. Og det må man nok sige bliver virkelighed! Men David bærerfølgerne i tillid til Gud. Han er trøstet og båret af Gud, han bliver hjulpet af Gud også i for,hold tillangtidskonsekvenserne af sin synd, vil man opdage, hvis man læser videre. Så kon­kret og menneskelig er beretningen om Davids skyld.

Lykkedes det for prædikenen at aftegne disse menneskelige sider af sagen? At give håb omgenoprettelse af de brndte forhold mellem menneskene, helbredelse af det ødelagte selvfor­hold, tillid til at Gud vil gøre det muligt at leve med langtidsfølgerne af synden?

Næh, ikke rigtig. Prædikenen havde en fin åndelig pointe. Men den sluttede lidt vel hurtigt.Nemlig før den fik arbejdet sig tilbage til den kønkrete David.

Dertil kommer to ting. For det første det, at prædikanten mener, at han spiller en trumf ud,når han siger at synden i virkeligheden er synd mod Gud. Han mener, at han dermed sigernoget uhørt! Og dermed taler han i den grad ned til tilhørerne. Ethvert menneske, som er ba­re nogenlunde almindeligt oven i hovedet, vil undre sig. Selvfølgelig er det da synd modGud! Hvad ellers? Tror prædikanten måske jeg regner med at Gud synes godt om utroskabog mord? Hvad tænker han på, prædikanten?

Sådan kan en god luthersk og paulinsk bevidsthed om, at ingen mennesker søger Gud, menalle er afvegne og fordærvede, føre til, at prædikanten i grunden ikke taler til nogen.

Den anden ting er spørgsmålet onq)rædikenen ovenfor i 3) svarer på I). Hvad jeg mener erfølgende. Når man berører så velkendte fænomener som utroskab, mord og ødelagte forholdmellem mennesker, der ødelægger hinanden, så vækker det hos tilhørerne en hel række op­levelser og en hel masse følelser til live. Selv en ganske svag antydning sætter en overvæl­dende reaktion i gang inde i tilhørerne. Spørgsmålet bliver, om prædikenen, når den præsen­terer løsningen 3), forholder sig til alt det, den satte i gang i 1). Om den svarer på despørgsmål, den selv stiller. Det gør denne lille artikel ikke. Det har læseren sikkert bemær­ket. Det er frygteligt irriterende, den slags, og man kan i grunden slet ikke tillade sig sådannoget. Men artikler er et, prædikener noget andet. Når det sker i prædikener er det katastro­falt. Hvis ikke prædikenen viser en vej til løsning af de problemer, den gør påtrængende, viltilhørerne gå hjem med et større og mere påtrængende problem, end de havde, før de kom.Prædikenen vil trække dem ned.

Det tror jeg desværre, den her prædiken gør. Den har en fin objektiv forsoningslære. Menspørgsmålet er ØIH den gør det arbejde færdigt, den begyndte på.

Vi kunne vende hele sagen på hovedet. Hvad ville der mon ske, hvis en prædikant for ek­sempel holdt en prædiken med salllIlle tema og samme tekster, men gjorde det på følgendemåde?

I) Prædikanten genfortæller beretningen om David og Batseba fra 2. Sam II og 12. Poin­terne er: Forfærdeligt hvad David gjorde. Hor og mord. Forfærdeligt som han og hans omRgiveiser led tIllder det. De brudte forhold mellem mennesker.

88 lXeYE nr. 2. 2003

Flyvefisken

-§3-----------2) Prædikanten tager SI 5 J frem. David bekender sin synd over for Gud og hele sin for w

kludredted og elendighed. I salmen taler han ikke om de mennesker, han har ødelagt forhol­det til. Det kan måske nok undre. Prædikanten tror, det måske er fordi David er så led vedsig selv, at han har mistet tilliden til, at han vil kunne indgå i et forhold til andre menneskerigen. Han ødelægger dem jo bare ved sin synd. Det er hans smertelige erfaring.

3) Men her hvor han har isoleret sig og er alene med Gud, bliver der vendt op og ned på dethele. Gud tilgiver hans synd og renser ham for skyld. David beder om visdom og indre styr~

ke. Og prædikanten mener, der er grund til at tro, at han får det. Se blot hvordan David nu erblevet en anden mand. Han beder for spædbarnet og faster. Hvordan var det, han før be­handlede en person, der var i vejen for ham? Han lod ham lide døden. Nu lider han selvsammen med barnet.

4) Gud tilgiver og giver dermed nye kræfter til at starte på en frisk, til at bære langtidskon­sekvenserne af vores synd og til at leve et nyt liv sammen med de mennesker, som står osnær. Ved gaven helbreder han ligefrem naturen, som en klog mand engang udtrykte det.Amen og halleluja.

Man kan jo hurtigt slå fast, at denne prædiken er ret forskellig fra den første, jeg omtalte.Forskelle er noget af det mest interessante, der findes. For de åbner spørgsmål. Men lad miglige understrege at denne prædiken er et ægte tankeeksperiment. Et rent fantasifoster. Jeghar til dato ikke hørt nogen holde en prædiken over de her tekster med en skabelon som den,jeg har optegnet ovenfor. Gad vide om læseren har? Men lad os nu forestille os, at det ske­te. Hvordan ville reaktionen så være?

Det kunne vel tænkes, at der blandt tilhørerne var et par temmelig lutheranske personer,dem møder manja af og til. Måske er de teologer, men det behøver ikke nødvendigvis væretilfældet. Også til personer, som ikke har studeret noget videre, har Luther tilsyneladendeofte et meget nært og fortroligt forhold. Under prædikenen vil de begynde at sidde og skra­be lidt uroligt med fødderne. Her er da vist atter et udbrud af den reformerte syge, er debange for. For hvis man nu virkelig analyserer helt i bund og drager de mest vidtgåendekonsekvenser, bliver der så ikke sagt nogle ting, der kunne tydes som et symptom på noget iden retning?

Bagefter ville en af dem sikkert - ydmygt og omsorgsfuldt, naturligvis - give prædikantenen heftig omgang prygl med den dogmatiske knortekæp. Det er jo hvad Gud har gjort for os,der er det væsentlige, ikke hvad vi gør, vil han indvende. Det er nåden alene, ikke nådensvirkninger! Det er Kristus for os! Den fremmede retfærdighed! Det objektive! Det saligebytte! Retfærdiggørelsen ligger jo før - førud for! - helliggørelsen, vil han påpege, og de toting er jo noget helt forskelligt, ikke øgså!? De to ting skal holdes adskilt, ikke også!? Deskal ikke sammenblandes, skal de vel1?

Sådan ville det ganske sikkert gå.

IXBYE nr. 2. 2003 89

Flyvefisken

-------------§j-Men de øvrige tilhørere, hvordan ville de reagere? De ville se på hinanden og smile når de­res blikke mødtes. Og hvad med David? Han ville skynde på Batseba og være meget utål­modig efter at komme hjem. For han havde lige fået ideen til salme 40.

ealld theol Per Damgaard Pedersen

90 lX0YE nr. 2, 2003

Flyvefisken-§j------------

De billige - og de dyre points

Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det ogsagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede,gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som ud­gydes for mange til syndernes forladelse ...« (Matthæusevangeliet 26,26-28)

Om Herrens nadver lærer [menighederne], at Kristi legeme og blod i sandhed ertil stede og bliver uddelt i nadveren til dem, som spiser. (Den Augsburgske BeM

kendelse, art. IO).

»Grosbøll sl<aber tvivl om folkeidrkens bekendelse«Som bekendt er der i dagspressen og andre steder en heftig debat om sognepræst ThorkildGrosbøll, Taarbæk. Nogle (fil) har meldt sig ud af den danske folkekirke, andre truer meddet, mens atter andre mener at kunne blive. Mange anklager Grosbøll, fordi han omtolkertrosbekendelsen og skaber tvivl om folkekirkens bekendelse. Det er nu en venlig udlægningaf noget, der snarere er en fornægtelse af al kristendom, synd mod det første bud, gudsbe~

spotteIse og alltikristelig tale. Men, anfører nogle: der er ikke grundlag for at forlade folke­kirken, for der er ikke noget galt med folkekirkens bekendelse(r). Det har faktisk også væretmin holdning i mange år. Jeg er nu imidlertid kommet mere og mere i tvivl, for nu ikke atoverdrive, de sidste par år. Hvis Grosbøll(-sagen) skaber tvivl om folkekirkens bekendelse,gælder det ikke mindre underskrivelsen af Leuenberg-konkordien d. 13. maj 2001. Forskel­len er blot, at selv såkaldt almindelige mennesker kan se, hvor utroværdigt det første er,mens det andet åbenbart er svært at se selv for biskopper og andre, der burde kunne antagesat have mere styr på, hvad folkekirken står for, end gennemsnittet.

Undcl'sl<l'ivelscll af Lcuenbcl'g-lmnkordicllLeuenbergMkonkordien blev underskrevet af bl.a. biskop Arendt, en reformert præst og for­manden for Det mellemkirkelige Råd, og skete efter forudgående høring ibispemødet.Mens biskopperne ikke havde indvendinger mod underskrivelsen af Leuenberg-konkordien,afviste de at underskrive Fælleserklæringen om retfærdiggørelse. Det sidste var rigtigt, mendet første var forkert.

Er der rokket ved den danske foll<eldrkes grundlag, dvs. Bibelen og den luthersl<e be­kendelse?Det er ikke så ligetil at afgøre, om folkekirkens bekendelsesgrundlag er uændret.Det kommer an på, hvad man mener. Hvis man mener, at det er de sanune bogstaver ogsætninger, og at der ikke formelt er føjet nye bekendelser til eller fjernet nogle af de gamle,så er det nok rigtigt. Men en kirkes bekendelse handler ikke først og fremmest om, hvad derstår på papiret, men om, hvordan det, der står på papiret, bliver tolket og anvendt i kirken,lige fra de overordnede mellemkirkeJige aftaler til den konkrete forkyndelse og sakraments­forvaltning 0111 søndagen og hvornår det nu foregår. Man kan også vende det om og sige, aten kirkes bekendelse egentlig ikke ses af, hvad der står i officielle dokumenter, men i, hvad

IX0Y.E nr. 2, 2003 91

_FI_y_",_fi_,k_,'_n B _der fcut faktisk prædikes og undervises og i, hvordan man forvalter kirke~ og læretugt. An­lægges det sidste perspektiv, er det ikke så indlysende, at folkekirkens bekendelsesgrundlager uanfægtet. Det ses af to forhold.

Hvem lian gøre altertjcllcste efter underskrivelsen af Leucllberg-lwulwl'dien?Som nævnt har jeg det Illere og mere besværligt med at fastholde, at der ikke er rokket vedfolkekirkens bekcndelsesgrundlag. Den første grund er denne: Underskrivelsen af Leuen­berg-konkordien maj 2001 betyder for mig at se, at det nu er eitel' bliver gældende kirkeret,at bl.a. reformeJ1e teologer kan blive ansat i folkekirken og i al fald kan deltagei nadvertjeneste llden at konvertere til lutherdommen, hvilket som bekendt vil sige bibelskkristendom. Man kan måske indvende, at egentlig ansættelse som præst i realiteteten medfø­rer, at de må konvertere, for præsteløftet, som de skal underskrive, taler om at !IforkyndeGuds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vordanske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger [dvs, i de lutherske bekendelses­skrifter: Den lille Katekismus, Den Augsburgske Bekendelse samt de tre oldkirkelige be­kendelser]". Den taler imidlertid også om at "bekæmpe sådanne lærdomme, som stridermod folkekirkens trosbekendelse". Biskopperne, juristerne i kirkeministeriet og/eller stifter­ne, og medlemmerne af Det mellemkirkelige Råd mener altså åbenbart ikke længere, at deter i strid med den danske folkekirkes grundlag og præsteløftet (som de fleste af dem har af­lagt) at tillade en reformert præst at blive præst i folkekirken eller i det mindste at deltage inadvertjenesten for alteret. Det er en de facto omtolkning (eller negligering) af den luther­ske bekendelse og dermed af folkekirkens grundlag, Og deuue de facto omtolkning er lagttil grund for en mellemkirkelig aftale, som af kil'keretsIige grunde ikke tidligere har kunnetunderskrives. Tydeligere kan det vel ikke siges, at der er tale om en kirkeretslig aftale.

Hvcm l{an deltage i nadveren efter Ululcl'sl{l'ivclscn af Lcuellbcl'g-Iwnlwl'dicn?Uanset hvordan det forholder sig med præsteallsættelse, gælder det, at medlemmer af re­formerte og unerede kirker nu kan deltage i nadveren i folkekirken og omvendt, uden atkonveliere og tilslutte sig den nye kirkes teologi efter at være blevet oplært i den. Det visertydeligere end noget andet, at folkekirken ikke længere tror på og fastholder sin egen be­kendelse, Ifølge Den hellige Skrift og vores lutherske bekendelse (Augsburgske Bekendel­se, art. IO) er Jesu Kristi legeme og blod virkeligt tilstede i brødet og vinen (termen realpræ­sens refererer til dette) og gives til enhver, der spiser og drikker, uanset om de tror (det) ei­ler ej. Men det betyder ikke, at det nødvendigvis bliver til gavn. Paulus advarer i I Kor11,17.27.29[34 om, at man kan deltage i nadveren til skade, dvs. til dom, for en selv. Trorog bekender man alt dette, er det helt udelukket, at man kan åbne nadverbordet for menne­sker, der personligt eller via deres kirkemedlemskab bekender, at Kristi legeme og blod ikkeer tilstede i nadverens brød og vin. Disse gør jo nemlig Kristus, Paulus og de øvrige, dermodtager sakramentet i tro på og tillid til, at Kristus taler sandt, tillognere. Det burde væreendnu mere umuligt at forestille sig, at præster, der fornægter realpræsensen, kan blive ansati en luthersk kirke eller blot forrette aitertjeneste ved et luthersk alter eller rettere: ved Herø

rens alter. Men det er altså sket alligevel, og dermed har man officielt tilkendegivet, at manikke længere står fast på den lutherske bekendelse, og på den baggrund indgået mellemkirw

kelige aftaler, der kimi fornægter den lutherske nadverlære og Kristi egne indstiftelsesord.

92 JX0YE nr. 1,2003

FlyvefIsken

-§J-------------LJnderslo'ivelsen af Leuenberg-lwl1lwnlien er en fonnel og juridisl{ belu'æftelse på enuluthersk teologiDet må altså konstateres, at folkekirken med underskrivelsen af Leuenbergwkonkordien haraccepteret at tilsidesætte den lutherske bekendelse. Om man vil forklare det med, at man"biotIl ignorerer folkekirkens bekendelsesgrundlag, eller med, at man omtolker bekendelses M

skrifterne, komlner ud på eL Folkekirken har ikke længere det bekendelsesgrundlag, sommange - undertegnede inklusive - har hævdet.

Eftersom Det mellemkirkelige Råd efter forudgående tilladelse fra biskopperne har under­skrevet Leuenberg-konkordien, må man altså konstatere, at der foreligger en af to situatio­ner: Fol' detfol'ste kan det tænkes, at biskopperne, juristerne i kirkeministeriet og/eller stif­terne, og medlemmel'l1e af Det mellemkirkelige Råd ikke længere anser folkekirkens beken­delsesskrifter for at være bindende. Det er i den forbindelse underordnet, om man ignorerereller omtolker dem.

Alternativt er der kun en anden forklaring. Underskrivelsen er da et groft brud på præsteløf­tet og den bekendelsestroskab, man der forpligter sig på. I så fald burde samtlige biskopper,der godkendte det, og de præster, der på Det mellemkirkelige Råds vegne skrev under, ell­lell tilbagekalde deres godkendelse og underskrift og forlade Leuenberg-konkordien og reelttro, lære og bekende, hvad de er forpligtet til ifølge præsteløftet og den lutherske bekendel­se. Eller de bør indklages for den gejstlige læredomstol med krav om afskedigelse. Der kandet jo tænkes, at de bliver frikendt. Sker det - eller indklages de ikke - synes der ikke at væ­re andre mulige konklusioner end den, at den danske folkekirke har forladt sit bekendelses­grundlag og er blevet en vranglærende kirke - også formelt.

Problemet er imidlertid, at kun biskopperne og kirkeministeren kan nedsætte en gejstlig læ­redomstol. Måske sidstnævnte vil gøre det - hun kunne måske dermed skaffe sig af med allebiskopperne på en gang; det kunne måske være attraktivt for en minister, der gang på ganghar haft alle biskopper imod sig. Biskopperne derimod vil næppe indklage sig selv for enlæredomstol.

I praksis tvivler jeg derfor ikke på, at underskrivelsen af Leuenberg-konkordien faktisk do­kumenterer, at

præsteløftet ikke længere tolkes således, at man skal bekæmpe fornægtelse af den lu­therske nadveriære, dvs. den bibelske nadverlære. Det svarer i øvrigt også til den prak­sis, der SOI11 helhed har været i den danske folkekirke i årtier

bl.a. biskopperne altså ikke længere ved, hvad luthersk kristendom er, og derfor nu tol­ker de lutherske bekendelsesskrifter anderledes end tidligere - eller blot ignorerer dem

der i praksis og altså også formelt og juridisk set er tale 0111, at folkekirkens bekendel·sesgrundlag er ændret og tilsidesat

IXØYE nr. 2, 2003 93

Flyvefisken

------------E]-Hvill<e konsekvenser bør modstandere af Leuenberg-Iwnkordien drage?Man må naturligvis forvente, at der er såvel præster som medlemmer af folkekirken, der ik­ke kan tilslutte sig Leuenberg-konkordien og den fornægtelse af den lutherske teologi, her­under ikke mindst nadverlæren, som underskrivelsen af Leuenberg-konkordien er udtrykfor. Man må imidlertid forudsætte, at de folkekirkemedlemmer, herunder præster og bi­skopper, der ikke protesterer, og de folkekirkepræster, der ikke forbyder ikke-lutheranereadgang til alteret, faktisk tilslutter sig Leuenberg-konkordien. Skal det være troværdigt, atder er folkekirkepræster, der stadigvæk er lutherske, må man som minimum forvente føl­gende:

at de ledere, herunder biskopper, der har underskrevet eller forudgående har godkendtunderskrivelsen, formenes adgang til nadveren i folkekirken og hos de bekendelsestropræster, idet disse ledere jo klart har fornægtet sakramentet og dermed gj0l1 Kristus tilen løgner. Sådanne kan naturligvis ikke gives adgang til nadverbordet

at folkekirkemedlenllner, der fornægter den lutherske nadverlære, ligeledes formenesadgang til Herrens nadver. Det vil nok kræve en eller anden form for kontrol, sådansom det faktisk fandt sted og finder sted i bekendelsestro lutherske kirker

at alle ikke-døbte og ikke-lutherske formenes adgang

at alle, der ved offentligt at leve i grov synd gør klart, at de ikke kan være troende,formenes adgang til Herrens bord, idet de ellers spiser og drikker sig en dom til, ogidet præsterne ved ikke at formene dem adgang ikke forvalter sakramenterne efter Kri­sti indstiftelse

at det kræves, at folkekirken tilbagekalder sin underskrift på Leuenberg-konkordien,og i forkyndelse, undervisning, nadverpraksis og kaldelse af præster faktisk tilsluttersig og efterlever den lutherske bekendelse

Grosbøll og LeuenbergFolkekirkens bekendelsesgrundlag er stadigvæk de sanlIne skrifter (og det er sikkertdet, man ofte refererer til, når vi siger, at den danske folkekirkes bekendelse er i orden),men de må nu nødvendigvis tolkes på en anden måde eller blot anses for at være et uforplig­tende historisk levn, hvad der kommer ud på et. I modsat fald er underskrivelsen af Leuen­berg-konkordien bekendelses-stridig og vranglære (hvad det under alle omstændigheder er)og burde/bør derfor forkastes som ugyldigt. Underskrivelsen af Leuenberg-konkordien ska­ber altså ikke alene tvivl om folkekirkens bekendelse, men den skaber tvivl om det, som ercentrum og højdepunkt i Gudstjenesten. Ja, underskrivelsen dementerer det.

Det er fint - og fuldt berettiget - at gå efter Grosbøll. Men det er jo lige så alvorligt - eller ivirkeligheden langt alvorligere - at benægte realpræsensen, for denned gør man Kristus tilen løgner, fordi indstiftelsesordene fornægtes, og man tolker desuden PauhIs både Bibel~ ogBekendelsesstridigt og gør ham til en løgner. Men værre er, at man benægter evangeliet ogfratager syndere den trøst, som Kristus vil give gennem det ret-forvaltede sakramente. Oglige så slemt er det, at Kristus berøves den tilbedelse, som vi skylder ham, fordi han efter sitord er til stede i det konsekrerede brød og vin på alteret. Når jeg siger, det er alvorligere end

94 IX0YE nr. I, 2003

Flyvefisken

-§3-------------det, Grosbøll gør, så er det jo, fordi selv såkaldt almindelige mennesker kan se, at Grosbøller i strid med, hvad kristendommen tror og lærer. Leuenberg-vranglæren er derimod ikke sånemt gennemskueligt. Det skulle man i al fald tro, siden så få har protesteret. Den mulighed,at det er gennemskueligt, men at de fleste præster og folkekirkemedlemmer egentlig er godttilfredse med denne tilsidesættelse af den lutherske teologi og nadverlære, er forhåbentligblot en teoretisk mulighed.

Underskrivelsen af Leuenberg~konkordiener således et problem både mht. til vor kirkesoverordnede bekendelse og på menighedsniveau. Det første, fordi den lutherske bekendelseog dermed også Bibelen tolkes i strid med, hvad de faktisk siger, elier i praksis ignore~

res. Det andet, fordi vi ikke længere kan værne vore menigheder mod vranglære - ikke en~

gang i teorien, og fordi mange ikke vil og kan tage konsekvensen af den rette lære, hvis eI­lers man har den. I al fald ikke uden at risikere sit embede. Men det er måske også det, derskal til.

Billige points og de dyreEftersom folkestemningen for tiden er med os, når det gælder kampen mod Grosbøll, er detjo billige point at score i kampen for bekendelsestroskab. Men skal vi fastholde, at voreskirkes bekendelse er ok formelt og reelt, så må vi i gang med en aktion, SOI11 ikke skal væremindre end den mod Grosbøll. Det handler nemlig om at fastholde en bibelsk og evange­lisk-luthersk nådemiddelkristendom. Er der ingen, der vil med i en sådan aktion, mener jegikke, at vi har nogen som helst mulighed for at forsvare at blive i folkekirken. Vi har snarerepligt til at forlade den, for så er vores kirke en vranglærende eller måske snarere en frafal­den kirke.

Kan kampen kun gælde en mand som Grosbøll og en biskop, der nu har vist sig at være så­vel teologisk som ledelsesmæssigt svag, men ikke det, der ifølge Bibelen og den lutherskebekendelse er evangeliet (evangeliet), så har folkekirken og vi mistet al troværdighed ogfrivilligt accepteret at forråde evangeliet.

Nu er jeg så spændt på, om der er nogle i folkekirken, der vil kæmpe for denne sag. For dis­se points handler også om folks evige frelse, men de er uden tvivl dyrere, end dem, man kanfa ved at gå efter en mand, som allerede er afsløret og ynkeliggjort i pressen. For her må vipå forhånd antage, at alle de biskopper, der accepterede underskrivelsen af Leuenberg­konkordien, vil stå sammen og forsvare, hvad de gjorde (omend de måske gjorde det halv~

vejs i dølgsmål). Det skulle naturligvis glæde mig, øm jeg tøg fejl. Og man skal ikke tagefejl af, at nogle (forhåbentligt ikke mange, men hvem ved?) på den såkaldte højrefløj i reali­teten har "ret" til deres præsteembeder i kraft af den indirekte formelle godkendelse af denhævd, det reformerte nadversyn allerede længe har haft.

Hvad folkekirken i realiteten står for, ses af, hvad der prædikes og bekendes hver søndag iforkyndelse og sakramelltsforvaitning, og af, om man afgrænser sig over for benægtelsen ogforvrængningen heraf. Det gælder først og fremmest adgangen til prædikestol og alter i denlokale kirke, men efter reformatorisk opfattelse er det hævet over enhver tvivl, at det ogsågælder kolleger og foresatte i andre menigheder i ens kirke,

IX0Y1: nr. 2, 2003 95

_r1_y,_,c_li_,k_,'_n §l-

Er der mon lutherske teologer tilbage i den danske folkekirke, som tager Kristi og Paulus'ord alvorligt? Så alvorligt, at de vil kæmpe imod dem, der benægter og fornægter disse ord,som de på Kristi vegne og i hans sted bruger hver søndag? Velvidende, at det sikkert vil bli~

ve dyre points? Eller vil vi hellere samle på de små billige point, mens vi accepterer dem,der benægter og fornægter Kristi Ord, når det gælder nadveren?

Vil vi mon drage nogle konsekvenser i del hele laget?

Lektor, dr. theol. Georgs. Adamsen

96 lX0YE nr. 1,2003

Ig), fam"ruby@mai!l.stofaneulk

14), aeh@menighedsfakultetet.dk

-q--------------------KontoretMenighedsfakultctcts kontor: Katrinebjergvej 75, 1::200 Arhus N, 86-!66300

FOl'e!nillgsforer: Walther Plauborg Hansen, Islandsgade l, 8370 Hadsten, 86-982317, (loklIf IO). wph@mcnighedsf:lkultctct.dk

Sekretær: Kit Johansen, Marstrandsgade 18, 3. sal, 8000 ArhusC, 86-121414, (lok.nr. 11), kj@mcllighedsfakulle!eLdk

Lincl'atursekrclær: Karin CJu-istensen, Eckersbcrgsgade 29, st., 8000 Arhus C, 86-760041, (lok nr. [5), kc@menighcdsf:1kultctct.dk

Landssekretær: Nils Andersen, MunkcllIoscvcj 9, 8210 Århus v., 86-750757, (Ioknr. 24), Is@mcnighedsfakulte!cLdk

Lokalll11lllre: Ring 86-166666 + Jokull1llllll1\Cret i parentes

SfudcntcJtelcfon: 86- J66143

FakultetslederCalld.theoL Ingolf Hcnoch Pedersen, Takslunden 22, Romalt, 8900 Randers, 86"403855, (lok.nr. 12), ihp@menighedsfakultetet.dk

Formand for MPs repræsentantskabAme Norgaard, A.S. Ørstedsvej 39, 8800 Viborg, 86623059, antorp@wanlladoo.dk

Lærerrådet ved MFFonnaml: Docent, prof. dr.theol Peler V Legal1h, Vonegårdsalle 77, lQOO Arhus N, 86-161818, (Iok.nr. 22),

pvl@lllelliglledsfakultetet.dk

La::rcrrådssekretær: Slud.lheoL frede Ruby østergaard, Emlllasvej 8, Uh., 86254773, (lok.lIr

Lektor, theo1.dr. AsgerCll1'. Højlund, Mol1evangsalle 172, 820n Arhus N, 86-105092, (lok.nr

Professor, Agne Nordlander, Sverige

Lektor, cand.theol. Carsten Vang, Elmsager 62, 8240 Risskov, 86-2 J5404, (lok.m. 20), cv@lmellighedsfakultetel.dk

Professor, dLtheol. Aksel Va1cn-Sendslad, Rosenberg Ringgate 28, N-4790 LilIesalId, Norge, 0047-37273242

Docent, duheoL Kl1l1 Christensen, Enemærket 19, 8240 Risskov, 86-212810, (Iok.nr. 19), kch@mellighedsfakultetet.dk

Teologisk lærer, eand.lheoL Leif Andersen, Le. Lembrechts Alle 30, 2650 Hvidovre, 36-776535, la@menighedsfakultetct.dk

Leklor, phD. KUlt E. Larsen, JVhtivej 32, 8210 f\rhlls V, 86_751504, (lok.nr. 23), kl@l1Ienighedsfakultetet.dk

Lektor, dr.theoL Georg S. Adamsen, Febnlarvej 28, &210 ArIuls V, 86"156828, (lok.nL 17), gsa@lllellighedsfakuJtetet,dk

Studenterrådet ved MFFonnalld: Karstcn Game, Sllogebæksvej 140, 1.7, 8210 Århus V, 86·752516, game@tiscalLdk

Anders Moberg, WiJlemoesgade 80, !. tv., 8200 Arhus N, &6-102413, am@stlld.mellighedsfakultetet.dk

Christian Raslllussen, Fuglesangsalle 61, 8210 Arhus V, 86-107915, mSlllusseu@israeLdk

Maiken Eriksen, Slennehoj Alle 56, I, 8270 Højbjerg, .21736857, mae@stud.1l1enighedsfakllltetel.dk

Studienævnet ved MFFonnand: Torben Jensen, Næringcn 13, &240 Risskov, &6-211427, torlene@teliamaiLdk

Peter V, Legal1h, VOlTegårdsalle 77, &200 Arhus N, 86-161818, pvl@rnenighedsfakultetel.dk(LR-follnand)

Erik HOllgaard, Vestenual'ksvej 4, 7300 Jelling, 76-80!209, ehougaard@hotmaiLeolll(studievejlederteologi)

Lene Jensen, Mollevangs Alle 149, 2.mf, 8210 Århus V, 86-164540, lellej@get2llet.dk(studievejlederreligion)

Karslell Game, Snogebæksvej 140, 1,7,8210 Århus V, 86-752516, gallle@tisealLdk

Kamilla LUlldager Laursen, Katl'illcbjergvej 140, 1-2, 8200 Aarhus N, 28940710, kamilla@!l900.dk (studievejleder teologi)

IXBYE nr. 2, 2003

rx8YL: Nummer 2· Sepæmber2003

Indhold

Leder:

Gud er nu ikke længere vred 49

Jensen, Rene VejenEn familie af brødre og søstre 51

Bæ/(gllard, Hans-OleAugustins eskatologi (II) 62

Adamsen, Georg StubkjærPrøv ånderne - hvordan skal vi vurdere forkyndelsen? 72

Bogllllmelde/ser:Pastor Nør og dåbssagen 84

FLyvefis/iell:

En kliche vendt på hovedet 85

De billige - og de dyre points 91

ISSN 0105-4791

J".u