Indhold

Indledning....................................................................................................................................3

Problemformuleringen.................................................................................................................5

Underspørgsmål.......................................................................................................................5

Metode.........................................................................................................................................6

Om den særlige situation jeg står i, hvad angår kilder..............................................................6

Hvordan jeg vil besvare opgavens problemformulering?.........................................................7

Hvilke afspændingspædagogiske kilder er brugt i denne opgave?...........................................8

Validering af afspændingspædagogiske kilder.....................................................................8

Hvilke kilder om placebo er brugt i denne opgave?.................................................................9

Validering af kilder om placeboeffekten..............................................................................9

Teori og begrebsdefinition.........................................................................................................10

Et aberdabei hvad angår definitionen af AMB.......................................................................10

Vigtige citater fra nogle af fagets autoriteter, der eksemplificerer AMB................................11

Grethe Jørgensen – Om det første møde med klienten.......................................................11

Ruth Ryborg – Om den passive behandling.......................................................................11

Jan Ivanouw – Kropsterapeutiske behandlingserfaringer og afspændende kropsbehandling...........................................................................................................................................12

Ingrid Røder – Hvad der kan forventes af en AMB............................................................13

- Beskrivelse af et punktgreb..............................................................................................13

Behandlingsmanualen med bilag (som udleveret på SfP) – Typer af AMB.......................13

Den Roger’ske inspiration – Hvordan afspændingspædagogen lærer at relatere til klienten...........................................................................................................................................14

En definition af AMB, som begrebet bruges i denne opgave, baseret på ovenstående citater og sammendrag...........................................................................................................................15

Placeboeffektens historie........................................................................................................16

Tro, overbevisning og fantasi, en art placebobegreb før moderne medicin (-1890)............16

Moderne medicin (1890-1955)...........................................................................................17

1

Beechers placebo (1955-2007)...........................................................................................17

Placebobegrebet opblødes (1997-2007)..............................................................................18

På vej mod et brugbart placebobegreb, en meaning response?...............................................19

Eksempler på den Moerman’ske meaning response...............................................................20

Kan det siges at være af betydning hvilken psykoterapeut du går til?................................20

At skrive sin egen historie, er det nødvendigt med en mellemmand?.................................21

Kan branding af en særlig type behandling påvirke dens effektivitet?...............................21

Kan en uvirksom behandling, udløse stærke fysiologiske reaktioner?................................22

Hvor går de fysiologiske grænser? Kan f.eks. mavesår påvirkes af meaning response?.....23

Diskussion..................................................................................................................................25

Om den samtaleprægede del af AMB: Afspændingspædagogen, en meningsskaber?............25

Lighederne mellem AMB og psykoterapi...........................................................................25

Om den manuelle del af AMB: Afspændingspædagogen, fire store røde placebotabletter?...27

Men hvad er sammenhængen mellem ultralyd og AMB?...................................................28

Hvad kan vi ellers lære af forsøgene med ultralyd?............................................................28

Punktgrebet, et eksempel på bestemte grebs validering eller mangel på samme................29

Forskningen der desværre ikke rigtigt sagde noget................................................................30

Men er vi så bare kvaksalvere?...............................................................................................31

Konklusion.................................................................................................................................33

Hvad har jeg fundet frem til?..................................................................................................33

Perspektivering...........................................................................................................................34

Et par bud på at komme uden om placeboeffekten i undersøgelsen af effekten af AMB........35

Generelt for kliniske forsøg der skal validere noget som helst...........................................35

Et tværkulturelt studie........................................................................................................36

Den falske AMB.................................................................................................................37

En sidste etisk krølle på halen og stof til adskillige nye opgaver............................................37

Kildekritik..................................................................................................................................38

2

Indledning

Det er mit indtryk at flere dele af den afspændingspædagogiske manuelle behandling

[AMB] kunne tænkes at være effektiv alene på grund af behandlingssituationens

placebogene natur. Fra min egen praksis både som afspændingspædagog og som massør

igennem sammenlagt 5 år, er det min erfaring at effekten af behandlingen, ofte i langt

højere grad, beror på min personlighed, min professionelle fremtoning, klientens

forventninger til behandlingen og min evne til at forstå og gennem samtale at skabe

mening i klientens situation, end på specifikke afspændingspædagogiske interventioner.

Det lader altså i min erfaring til, som udgangspunkt, ofte at være underordnet om jeg

f.eks. benytter mig af f.eks. muskelprovokation til at aktiverer underspændt muskulatur,

så klienten bliver bevidst om uudlevet liv og fortrængte impulser til bevægelse

(Jürgensen 2007), eller om jeg benytter mig af en god gammeldags svensk massage med

hak og klem, så længe at klienten og jeg sammen skaber en kontekst hvori klienten kan

opleve sine særlige problematikker som meningsfulde.

Jeg antager at flere afgørende dele af det som sker med mine klienter under AMB, det

som klienten og jeg oplever som effektivt, skyldes det man i den kliniske forskning,

ville kalde placeboeffekten [PE] og ikke nødvendigvis det jeg som studerende ved

Skolen for Psykomotorik [SfP] har lært at forklarer mine interventioners effekt og

virkemåde med.

Grundlæggende vil jeg mene at det var uhensigtsmæssigt, at bruge tid på at lære og

derefter praktisere en bestemt teknik med dertilhørende nomenklatur og parafernalia,

hvis det viser sig at denne teknik ikke er den udslagsgivende faktor, men at det derimod

i højere grad er klientens forventninger til resultatet, støttet af konteksten som

behandleren formår at skabe omkring behandlingen, som faciliterer lindring eller sågar

helbredelse.

Jeg oplever at det for mig skaber et loyalitetsproblem overfor såvel mine betalende

klienter, som overfor mit fag og mine kolleger, dels at jeg tænker sådan og dels at det

måske kunne forholde sig således. Derfor er det personligt interessant for mig at

undersøge hvordan afspændingspædagoger overfor andre fagfæller og overfor klienter

3

forklarer deres interventioners berettigelse og virkemåde, samt den effekt behandlingen

opleves af klienten at have og sammenligne den forklaring og effekt med hvad der kan

forventes ved en PE.

Selvom at det virker som en stærk påstand om et gammelt og velprøvet fag, som

afspændingspædagogikken, så mener jeg dog at uanset hvilken sammenhæng jeg finder

mellem placeboforskningens resultater og AMB, så vil mine fund være af interesse for

afspændingspædagoger, fordi at studiet af PE i høj grad er studiet af sammenhængen

mellem krop og sind.

Det vil altså sige, ganske kort, at du her i denne opgave vil blive præsenteret for en

række teorier om effekten af AMB, sat op overfor resultater fra placeboforskningen, for

at belyse hvorvidt der kan siges at være en effekt af AMB, som strækker sig ud over det

som kunne forventes af PE alene, samt en diskussion af hvad mine fund kunne betyde

for det afspændingspædagogiske fag.

Afgrænsning

Det skal her tilføjes, at der er mange dele ved AMB, som jeg ikke umiddelbart sætter

spørgsmålstegn ved effekten af. Bl.a. hele den del af behandlingen, som sigter mod at

give klienten råd omkring træning, hensigtsmæssige arbejdsstillinger, undervisningen i

konkrete fysiologiske og anatomiske forhold og selve berøringens betydning for

velvære etc., mener jeg ikke umiddelbart at der er grund til at sætte spørgsmålstegn ved,

i samme grad, som til de elementer af behandlingen, som jeg peger på med resten af

denne opgave. Det vil forhåbentligt fremstå tydeligere senere i opgaven, hvordan jeg

skelner.

4

Problemformuleringen

Hvilke dele af effekten af den afspændingspædagogiske manuelle behandling kunne

tænkes i højere grad at hidrøre fra en placeboeffekt frem for en effekt af de specifikke

afspændingspædagogiske interventioner?

Underspørgsmål

I fald at der kan sandsynliggøres at være en sammenhæng mellem effekten af den

afspændingspædagogiske manuelle behandling og placeboeffekt, som stiller

placeboeffekt over eller på lige fod med effekten af specifikke afspændingspædagogiske

interventioner, hvor stiller det så vores fag og hvilke overvejelser kunne det tænkes at

vi, i så fald, kunne gøre os omkring vores metoder og den måde hvorpå vi dokumenterer

og forklarer effekten af vores behandling?

5

Metode

Om den særlige situation jeg står i, hvad angår kilder

Der findes ingen forskning, som jeg har kunnet få fingre i, indenfor det

afspændingspædagogiske felt, som kunne af- eller bekræfte min hypotese, endsige

besvare min problemformulering fyldestgørende, hvilket gør at den forskning jeg i

denne opgave primært trækker på, ikke er udført i afspændingspædagogisk regi.

Derudover så findes der, som jeg vil argumentere for senere, ingen præcis definition af

PE, som både kan være tro mod sig selv og samtidig beskrive det som man, både i

daglig tale og i fagterminologi, forsøger at beskrive. Bl.a. denne manglende præcise

definition og begrebet placebos stormfulde historie, gør at det meste forskning der

foreligger omkring PE, ikke er forskning i PE selv, men forskning i andre ting, som kun

accessorisk peger på PEs effekt og virkemåder. Der er dog en række forsøg, som alene

har til hensigt at afdække PEs effekt og virkemåde og dem vil jeg i den udstrækning det

er muligt, inddrage.

Dette sætter mig i en situation, hvor jeg, hvad afspændingspædagogik angår, må tage til

takke, overvejende med forskning fra beslægtede fag.

Hvad placebo angår, så mangler der ikke undersøgelser som påviser at der findes en

række faktorer, der giver en helbredende effekt, som har mere med kontekst og

overbevisning at gøre, end den konkrete medicin eller anden specifikke terapeutiske

intervention man søger at finde effekten af. Men mængden af disse undersøgelser er

enorm og breder sig fagligt over et vældig stort område, som f.eks. neurologi,

immunologi, fysiologi, psykologi, antropologi, psykoneuroimmunologi, biologi,

psykiatri og farmakologi, for bare at nævne nogle få.

Så når jeg nedenfor fremhæver og forsøger at validere bestemte artikler, bøger og

forfattere, så er det, i den teoretiske opgaves ånd, det generelle frem for det specifikke,

som jeg beskæftiger mig med. Derfor er forfatterne, i de fleste tilfælde, ikke selv dem

der har drevet forskningen i PE, men dem der har sammenfattet information fra et meget

stort forskningsfelt. Hvor det er muligt vil jeg selvfølgelig henvise til de oprindelige

forsøg, men overvejende henviser jeg altså til de nedenfor nævnte forfattere i en, om

end ikke særlig højtaksonomisk, tillid til at de har gjort deres research ordentligt.

6

Hvordan jeg vil besvare opgavens problemformulering?

Dette er en teoretisk opgave. Med teoretisk mener jeg, som allerede antydet ovenfor, at

der ikke indgår forskning, som jeg selv har drevet, men at jeg udelukkende forholder

mig til hvad der af andre indenfor selve faget (afspændingspædagogik), indenfor

relaterede fag (fysioterapi, ergoterapi, massage, kropspsykoterapi, psykoterapi etc.) og

indenfor videnskaber som beskæftiger sig med undersøgelsen af PE, allerede er skrevet

og forsket i, som er relevant for besvarelsen af min problemformulering.

Jeg starter med en gennemgang af den tilgængelige behandlingslitteratur, hvor jeg ved

at fremhæve en række citater vil forsøge at tegne et billede af AMB, sådan som jeg

personligt og i denne opgave forstår den. Hvor det ikke er muligt direkte at citere, på

grund af tekstens længde eller kompleksitet, vil jeg forsøge at sammendrage en essens

af det skrevne.

Jeg fortsætter herefter med en beskrivelse af PEs historie, i det at jeg skønner det

nødvendigt for at forstå mit valg af teorier til at beskrive PE med. Derudover vil jeg

bruge specifikke forsøgseksempler fra placeboforskningen for at illustrere hvad der

menes med begrebet placebo, samt hvilke fysiologiske såvel som mere overordnede

psykologiske reaktioner man kan forvente at kunne opnå ved placebo.

Gennemgangen af både placebo- og afspændingsteori vil, på grund af emnernes

størrelse og, vil det vise sig, flygtighed, have en eklektisk og fænomenologisk karakter i

højere grad end en endelig deskriptiv karakter. Jeg forestiller mig at de nævnte

eksempler tilsammen vil tegne konturerne om de begreber jeg forsøger at indkredse.

Ved i diskussionsafsnittet at sammenligne de resultater som placeboforskningen har

frembragt, med det som den kliniske praksiserfaring blandt afspændingspædagoger har

frembragt, vil jeg sætte teorierne op overfor hinanden, analysere og undersøge hvad de

kan betyde for hinanden og hvordan de kan belyse min problemformulering.

Senere i konklusionen sammenfatter jeg resultatet af mine fund og i perspektiveringen

vil jeg bl.a. forsøge at lægge op til ny forskning med et bud på en forsøgsopstilling, som

måske kunne tage højde for den placeboeffekt som kunne udspille sig i AMB, således at

man måske kunne nærme sig definitionen af en realeffekt af AMB.

7

Men allerførst en gennemgang af mine kilder…

Hvilke afspændingspædagogiske kilder er brugt i denne opgave?

I jagten på et svar på min problemformulering vil de afspændingspædagogiske kilder

jeg gør brug af komme fra bøgerne: Afspændingspædagogik – Tekster om faget 1946-

2003, Grethe Jørgensens Afspænding og Ingrid Røders Holistisk Afspænding – Teori og

Metode, samt den på SfP udleverede behandlingsmanual og bilag i det omfang det

skønnes relevant. Læg til dette den tilgængelige teori som afspændingspædagoger på

SfP i psykologifaget introduceres til af Carl Rogers og hans klientcentrerede

psykoterapi.

Validering af afspændingspædagogiske kilder

Jeg benytter mig af disse kilder, fordi jeg formoder at de i kraft af at være enten

obligatorisk eller anbefalet litteratur på SfP, da jeg blev undervist i Klinisk Praksis, må

indeholde en rimelig præcis karakteristik af AMB og alle dens delelementer. Både

Grethe Jørgensen, Ingrid Røder og forfatterne til artiklerne i bogen

Afspændingspædagogik anses af mange, både indenfor og udenfor det

afspændingspædagogiske miljø, som værende autoriteter indenfor faget.

Carl Rogers gør jeg brug af fordi hans klientcentrerede psykoterapi er en stor inspirator

for den afspændingspædagogiske dialog og behandlerens accepterende nærvær.

Egentlig er valideringen af de afspændingspædagogiske teorier og forfattere ikke

bydende nødvendig idet at de jo netop står som de står. Det er disse teorier, som jeg

forholder mig kritisk til, sådan som de undervises i og vægtes på SfP. Jeg mener at det

må række med at validere teorierne ved at henvise til faget Klinisk Praksis pensum på

uddannelsen.

Hvilke kilder om placebo er brugt i denne opgave?

Yderligere vil jeg benytte mig af litteratur om PE. Til dette formål har valgt bøgerne

Placebo – The Belief Effect af Dylan Evans og Meaning, Medicine and the Placebo

Effect af Daniel Moerman og Placebo – Historie, Biologi og Effekt af bl.a. Asbjørn

Hróbjartsson og Lars Ole Andersen, samt en artikel af sidstnævnte fra Ugeskrift for

Læger.

8

Validering af kilder om placeboeffekten

Evans benytter jeg mig af fordi han i sin bog Placebo – The Belief Effect giver den, efter

min vurdering, til dato mest plausible evolutionspsykologiske og fysiologiske forklaring

på hvorfor at PE er til og hvorfor at den virker som den gør. Evans er cand. phil. med

Ph.d. i filosofi fra London School of Economics.

Hróbjartsson benytter jeg mig af fordi han i sin kontroversielle doktorafhandling Are

placebo interventions associated with clinically important effects? og tilsvarende i

bogen Placebo- Historie, Biologi og Effekt som han er medforfatter til, problematiserer

det gængse syn på PE og tegner et, set med mine øjne, mere realistisk billede af hvad

man kan påstå at den udretter. Hróbjartsson er seniorforsker og overlæge ved Nordic

Cochrane Centret.

Andersen benytter jeg mig af dels fordi han er medforfatter til ovenfornævnte bog og

dels fordi han har skrevet en udmærket artikel til Ugeskrift for Læger med titlen Tiltro

og Mistillid til PE, som jeg senere vil citere fra for at beskrive problematikken med at

definere PE klart. Lars Ole Andersen er ph.d. i medicinhistorie og underviser på

Medicinsk Museion under Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet.

Moerman benytter jeg mig af fordi han giver den, for mig at se, for

afspændingspædagogen, mest relevante definition af PE. Moerman bevæger sig i højere

grad end nogle af de andre forfattere i et forskningsfelt som nemmere lader sig

oversætte til afspændingspædagogiske termer. Moerman er doktor i antropologi fra

Michigan-Dearborn universitetet.

9

Teori og begrebsdefinition

De mest centrale begreber som behandles i denne opgave og som det er vigtigt at være

enige om definitionen af, er dels PE og dels AMB. Herefter følger et forsøg på en

definition af de to begreber, sådan som jeg benytter dem i denne opgave.

Et aberdabei hvad angår definitionen af AMB

Som nævnt i metodeafsnittet gør jeg i det følgende brug af dele af den på SfP

obligatoriske og anbefalede litteratur til faget Klinisk Praksis (tidl. Behandling).

Der er, som man vil erfare ved gennemlæsning af den anførte litteratur, mange måder at

gribe AMB an på. Dybden og bredden af behandlingen kan yderligere illustreres ved at

alle fagene på uddannelsen (psykologi, pædagogik, fysiologi, anatomi, biomekanik,

samfundslære o.m.a.) forventes at kunne bruges indenfor rammerne af en AMB. Det er

en hyperkompleks, multifacetteret størrelse vi her har med at gøre. Læg til dette at hver

afspændingspædagog har sin særlige tilgang og personlighed, som også er med til at

nuancerer (eller forvirre, bare tænk på hvor svært det har været at blive enige i

faggruppen, om begreberne kropsbevidsthed og kropsoplevelse jf. Vithard 2006 og

Jørgensen 2006) en endelig definition af begrebet. Det gør det meget svært præcist at

definere hvad der udgør en AMB. I hvert fald så præcist, som jeg ville foretrække for

denne opgaves sigte.

Men det skal ikke afskrække mig fra at forsøge alligevel.

Vigtige citater fra nogle af fagets autoriteter, der eksemplificerer AMB

Følgende citater mener jeg dels eksemplificerer den forståelse af AMB, som jeg er

blevet undervist i på SfP og dels virker som gode udgangspunkter for analyse med min

udvalgte placebolitteratur.

Grethe Jørgensen – Om det første møde med klienten

I praksisdelen af sin bog skriver Grethe Jørgensen generelt om arbejdet i enetimerne

med eleven (det jeg ellers i opgaven kalder klienter):

10

”… det [er] blevet klart for mig, hvor stor betydning enhver af

afspændingspædagogens handlinger og udsagn har for, om forløbet bliver

vellykket eller ej.”

Jørgensen fortsætter i beskrivelsen af første behandlingsgang:

”Det afgørende for behandlingsforløbet er, at eleven kommer til at føle sig

så tryg som muligt… Mange elever giver udtryk for, at ingen nogen sinde

før har givet sig tid til at lytte til en samlet beretning om et sygdomsforløb

og om sammenhænge mellem symptomer og livssituation, som eleven selv

føler.”

Ruth Ryborg – Om den passive behandling

I artiklen Afspændingspædagogik – midler og praktisk erfaring fra 2001

decembernummeret af Afspændingspædagogen beskriver Ryborg bl.a. den passive

behandling (det som jeg i denne opgave kalder AMB) således:

”Den passive behandling er en manuel behandlingsform, hvor pædagogen

ved palpation og forskellige greb observerer og behandler hyper- og

hypoton muskulatur. Behandlingen gives hele kroppen, hvorved

pædagogen får et billede af klientens totale tonusmønster og ændringer

heri. Ved behandlingen opnås en fuldstændig eller delvis

tonusnormalisering… Klienten lærer at registrere uhensigtsmæssig

tilpasning til givne situationer, så klienten kan handle hensigtsmæssigt.”

Jan Ivanouw – Kropsterapeutiske behandlingserfaringer og afspændende

kropsbehandling

Ivanouw beskriver i sin artikel Kroppen og det ubevidste – nogle aspekter af forholdet

mellem muskeltonus og psyke fra 1992 visse kropsterapeutiske behandlingserfaringer,

således:

”Der kan anvendes forskellige slags behandlingsgreb, som anvendt på de

forskellige typer af muskulatur, har forskellige virkninger. Ved en hel

kropslig behandling med bestemte greb kan personen bringes i en

afslappet tilstand. Klienten er passivt modtagende, og kan komme i en

11

tilstand af frit flydende bevidsthed, eller kan endog nærme sig en

hypnagog tilstand… Klienten verbaliserer kropslige oplevelser, hun har

under behandlerens manuelle påvirkning… kropsbevidsthed[en] kan

udvides med en træning i at bruge kropslige fornemmelser som tegn på

egne reaktioner i forskellige livssituationer og til at understøtte målrettet

handling i situationerne… Behandleren opholder sig længere tid ved

bestemte let over- eller underspændte (førfunktionelle) muskler og

anvender bestemte greb for at påvirke muskelreceptorerne og fremkalde

aktivitet i musklen og tilsvarende psykiske reaktioner hos klienten.

Ivanouw beskriver yderligere i sin artikel Hvad er en afspændingspædagog? i

Afspændingspædagogen i oktober 1994 ikke overraskende hvad en

afspændingspædagog er, men beskriver også generelt hvori AMB består, således:

”Det er den traditionelle arbejdsform, vi kalder afspændende

kropsbehandling. Her arbejdes der med… forholdet mellem muskulatur og

psyke… at give klienten en tydeligere perception af sin egen muskulatur

og et sprog til at beskrive muskelfornemmelser. Det kalder vi at arbejde

med kropsbevidsthed… Det kan gøres ved hjælp af behandling, øvelser,

bevægelsesinstruktioner og samtale.”

Ivanouw uddyber og forklarer at klienten gennem en øget kropsbevidsthed har mulighed

for at lære at handle anderledes, mere hensigtsmæssigt og øge klientens modstandskraft

i psykologisk vanskelige situationer. Afspændingspædagogen arbejder også i den

manuelle behandling med at fremkalde diverse følelsesmæssige tilstande hos klienten

med det sigte at øge klientens selverkendelse og give klienten redskaber til

selvrefleksion.

Ingrid Røder – Hvad der kan forventes af en AMB

Ingrid Røder skriver i sin bog Holistisk Afspænding bl.a. følgende om hvad der sker på

det fysiologiske og anatomiske plan under en afspændingspædagogisk behandling, i

forhold til en gruppe af klienter som afspændingspædagoger ofte støder på; de stressede

eller angste klienter:

12

”Forhold, der sænker gammaaktiviteten i muskeltenene og derved

mindsker tonus i en muskel, kan blandt andet opnås ved ro, varme,

lukkede øjne og langsom udspænding af muskulaturen – netop hvad den

afspændingspædagogiske behandlingssituation tilbyde.

- Beskrivelse af et punktgreb

Røder beskriver i slutningen af bogen Holistisk Afspænding et særligt greb, som hun

kalder punktgreb. Punktgrebet benyttes ifølge Røder som en direkte impuls (tryk) ned i

et triggerpunkt (en myose, hård muskulatur eller peritendinose) med en enkelt finger.

Røder indleder lidt senere en beskrivelse af hvordan dette punktgreb forventes at

fungere, således:

”Ved et punktgreb kunne det tænkes, at der fysiologisk sker følgende…”

Fremhævelsen både her og nedenfor er min. Røder tilføjer yderligere om triggerpunkter:

”Det vides ikke, hvad et triggerpunkt er. Der er ikke fundet specielle

forhold i muskulaturen eller i de nervemæssige strukturer…”

Behandlingsmanualen med bilag (som udleveret på SfP) – Typer af AMB

I behandlingsmanualens bilag 1A udfoldes og forklares nogle af de konkrete metoder

som tages i brug under AMB. Meget af den konkrete viden om disse metoder og deres

praktiske applikation kommer udelukkende af praktisk erfaring i mesterlærer og ved

egen erfaring.

Kort kan det siges at der ifølge behandlingsmanualen er fem slags behandlinger: 1)

Kropsbevidsthed, 2) Kropsoplevelse, 3) Tonusbevarende, 4) Afspændende og 5)

Symptombehandling.

For både kropsoplevelse- og kropsbevidsthedsbehandlingerne gælder at

afspændingspædagogen samtaler en del med klienten undervejs og som bl.a. Ivanouw

ovenfor peger på, er med til at give klienten et sprog at tale om sin krop med.

Udover det består forskellene i de nævnte behandlingstyper mest i hvilket tempo og

med hvilken kvalitet grebene, strækkene eller berøringerne finder sted med (dybde af

tryk, hårdhed, hastighed af det enkelte greb etc.). Det antages at disse forskellige tempi

13

og greb, har forskellige bestemte måder at påvirke dels muskler, men også psyken på

(jf. Ivanouw som citeret ovenfor).

Den Roger’ske inspiration – Hvordan afspændingspædagogen lærer at relatere til klienten

Samtalen er en vigtig del, af alle behandlingstyper, på nær den afspændende, hvor fokus

er mere på den frit flydende og afslappede bevidsthedstilstand som Ivanouw tidligere

citeredes for. Af alle de teorier som kunne tænkes at danne rammen om den

afspændingspædagogiske samtale, så er det mit indtryk at Carl Rogers klientcentrerede

psykoterapi, bedst beskriver det som sker under AMB.

Den Roger’ske inspiration til samtalen i AMB kan kort skitseres ved at fremhæve de

centrale virkemidler i den klientcentrerede psykoterapi, som Rogers beskriver i sin bog

A Way of Being fra 1980.

Kongruens

Ved at være åben og ærlig i nuet, uden at holde noget tilbage eller at sætte en facade op,

forsøger terapeuten at gøre sig gennemskinnelig. Det formodes at terapeutens

gennemskinnelighed er med til at åbne op for at klienten selv kan tillade sig at være

gennemskinnelig.

Ubetinget positiv agtelse

Når klienten kan opleve terapeuten som værende helt accepterende for hvad klienten

lige i dette nu er og føler, så formodes det at klienten i højere grad vil være i stand til at

ændre på de ting som han ønsker forandret. Ved at klienten ikke oplever at der rynkes

på næsen af eller på anden måde tages afstand fra det som klienten er og føler lige nu,

skabes en tillid til egne evner og validiteten af egne oplevelser.

Empati

Er med Rogers egne ord:

"...the therapist senses accurately the feelings and personal meanings that

the client is experiencing and communicates this understanding to the

client… can clarify not only the meanings of which the client is aware but

14

even those just below the level of awareness… listening, of this very

special kind, is one of the most potent forces for change that I know."

To vigtige elementer ved empatisk forståelse er refleksion og afklaring. Refleksion sker

når terapeuten gentager dele af hvad klienten har sagt med en et lidt andet ordvalg og

derved overfor klienten på en ikke-dømmende måde formidler sin forståelse af klientens

udsagn. Afklaring sker når terapeuten drager en essens ud af en række af klientens

udsagn (Wikipedia: Person-centered psychotherapy 2007).

En definition af AMB, som begrebet bruges i denne opgave, baseret på

ovenstående citater og sammendrag

Vi har som afspændingspædagoger en pletora af interventionsmuligheder og helt

centralt for alle disse muligheder er, at der arbejdes med forholdet mellem muskeltonus

og psyke.

Den måde der arbejdes med disse forhold på er, som vist ovenfor, gennem samtale,

massage og berøring med bestemte greb, som enten kun er beskrevet og begrundet i

dybden hos Jørgensen og Røder, er beskrevet overfladisk i behandlingsmanualen eller

grundlæggende kun læres gennem praksiserfaring i mesterlære på bl.a. SfP. Disse

bestemte greb og rytmen hvormed de applikeres, på bestemte typer af muskulatur, som

objektivt eller ej, undervises at have forskellige mærkbare tonusgrader, menes helt eller

delvist at kunne normalisere kroppens muskulære tonus, med henblik på at

uhensigtsmæssig stress og spænding mindskes og velvære, afslapning, overblik og

muligheden for selvrefleksion øges.

Derudover er der en række af interventioner, som er af mere pædagogisk art; at

afspændingspædagogen lærer bestemte færdigheder og handlemåder fra sig. Men som

jeg antydede i indledningen under afgrænsningen, så handler denne opgave ikke

specifikt om disse dele, fordi det empiriske materiale, der lægges til grund for deres

berettigelse, ikke har de samme slagsider, som jeg mener at andre dele af AMB har.

Hvilket bl.a. vil blive tydeligere i opgavens diskussionsafsnit.

Denne opgave beskæftiger sig altså grundlæggende kun med de dele af behandlingen,

som har med effekten af de bestemte typer af berøring, som menes at have en særlig

effekt på muskeltonus og psykisk tilstand, at gøre, samt effekten af den Roger’sk

15

inspirerede dialog. Det er disse delelementer af AMB, som jeg med den placeboteori,

jeg om et øjeblik vil introducere, vil forholde mig kritisk med.

Jeg håber at det trods det, efter min mening, noget ukonkrete teoretiske materiale jeg har

at gå ud fra, er blevet tydeligere hvilke dele af AMB jeg vil forholde mig kritisk til med

min placeboteori. Så nok om den fænomenologiske afdækning af definitionen af AMB

og videre til PEs historie og selve definitionen af begrebet placebo.

Placeboeffektens historie

Begrebet placebo har ændret sig gevaldigt gennem tiden. Fra at være en bredt

accepteret, men alligevel stort set usagt måde, hvorpå at læger og behandlere kunne

udøver paternalisme, henover en art skraldespand hvor man hældte stort set alle

usikkerhedsmomenter ved kliniske undersøgelser ned i, til i dag, hvor flere prominente

stemmer indenfor forskningen i PE ytre sig om at opløse begrebet og finde nye og mere

præcise betegnelser for det man hidtil har placeret under én hat; PE. (Hróbjartsson 1997,

Andersen 2005, Moerman 2002, Evans 2003, Bausell 2007 o.a.)

Tro, overbevisning og fantasi, en art placebobegreb før moderne medicin (-1890)

I tiden før den moderne medicin var det blandt helbredere af alle slags en udbredt

forståelse at et afgørende element i lindring eller helbredelse af sygdomme var

individets overbevisning om at behandlingen virkede. Således skriver f.eks. Paracelsus

(1493-1543) om effekten af sin egen opfindelse; magnetterapi:

“The spirit is the master, the imagination is the instrument, the body is the

plastic material. The moral atmosphere surrounding the patient can have

a strong influence on the course of the disease. It is not the curse or the

blessing that works, but the idea. The imagination produces the effect.”

Moderne medicin (1890-1955)

Efter at den moderne medicin begyndte at dukke op i slutningen af 1800-tallet er kravet

til evidens steget gevaldigt. Man har indenfor forskning i medicin i højere og højere

grad forsøgt at raffinere den del af behandlingen, som ansås for at være virksom, om det

så var en pille eller et kirurgisk indgreb.

16

Den moderne evidensbaserede medicins raffineringsproces har blandt andet bestået i at

finde ud af hvad PE er og hvordan den kontaminerede resultatet af kliniske forsøg.

Selvom at en håndfuld andre videnskabsfolk før ham egentlig opfandt begrebet i den

betydning som det indtil for nyligt har haft, så er der nok ikke nogen andre, som har

været med til at forme videnskabens, men i særdeleshed lægmands forståelse af

placebobegrebet i moderne tid, som Henry K. Beecher. (Beecher 1955, Wikipedia:

Placebo 2007)

Beechers placebo (1955-2007)

Beecher var militærlæge under Anden Verdenskrig og observerede at soldater der var

sårede og havde brug for morfin til at stilne smerterne, nogle gange kunne reagere ligeså

kraftigt på saltvandsindsprøjtninger, som på morfin. Han opdagede denne overraskende

effekt ved et tilfælde, da de var løbet tør for morfin og en sygeplejerske i desperation

gav saltvand til soldaterne i stedet for. Beecher vendte hjem fra krigen og påbegyndte en

lang række forsøg og meta-analyser af tidligere undersøgelser, for at finde ud af hvad

dette fænomen egentlig betød for klinisk forskning.

I 1955 publicerer Beecher en af de for forståelsen af PE mest betydningsfulde artikler

The Powerful Placebo, hvori han argumenterer for nødvendigheden af at lave kliniske

forsøg med placebogrupper, for at sikre at effekten af en testet behandling ikke ”bare”

skyldes PE. Artiklen gav altså fødsel til en vigtig del af udformningen af den kliniske

forsknings ”gyldne standard”, nemlig det dobbelt-blændede, placebo- og

kontrolgruppekontrollerede forsøg.

Selvom at Beecher med denne artikel pegede på en meget vigtig fejlkilde ved kliniske

forsøg, og at kvaliteten af klinisk forskning efterfølgende blev endnu mere præcis end

tidligere, så var den også med til at skabe forestillingen om at placebo bare var en

generende fejlkilde som så vidt muligt skulle elimineres ved de kliniske forsøg, i jagten

på den mest præcise vurdering af en ny medicins effekt. (Wikipedia: Placebo 2007)

Efterhånden som flere og flere fejlkilder i den kliniske forskning er blevet afdækket er

det også blevet tydeligere, at PE som Beecher havde påvist, ikke bare var én effekt, men

mange forskellige faktorer som kunne kontaminere resultaterne af de kliniske forsøg.

17

Dette illustreres meget godt af en undersøgelse fra 1997 af Beechers resultater, hvor det

konkluderes at stort set ingen af de forbedringer som Beecher oprindeligt tilskrev PE

skyldtes PE. Meget pegede på at den effekt der var opnået i mange af patienterne

skyldtes andre usikkerhedsfaktorer ved den kliniske forskning og dets

undersøgelsesobjekter bl.a.

“…spontaneous improvement, fluctuation of symptoms, regression to the

mean, additional treatment, conditional switching of placebo treatment,

scaling bias, irrelevant response variables, answers of politeness,

experimental subordination, conditioned answers, neurotic or psychotic

misjudgment, psychosomatic phenomena, misquotation, etc.”

Og altså ikke, som det blev antaget af Beecher, PE (Kienle GS, Kiene H. 1997).

Placebobegrebet opblødes (1997-2007)

Som Lars Ole Andersen beskriver i Ugeskrift for Læger i artiklen Tiltro og Mistillid til

Placeboeffekten (2005;167(50):4726) så er den nyligt omfattende begrebsdannelse der

udvikler sig rundt om begrebet placebo et tegn på at ordet placeboeffekt er begyndt at

være for upræcist til egentligt at betyde noget, hvorfor at man søger efter andre og mere

beskrivende og meningsfulde ord, som f.eks. »medfølgende elementer«,

»helbredsresurser«, caring effects, meaning response, belief effect og posttherapeutic

response.

Begrebet har altså udviklet sig således at vi i dag står i en opbrydningstid og må finde

stadig mere præcise ord til at beskrive det som tidligere bare var kendt som placebo. Så

ud af de nye bud på definitioner af PE, er der så noget der kan henvende sig særligt til

den afspændingspædagogiske forklaringsramme? Lars Ole Andersen er lidt inde på det

når han refererer til Daniel Moermans meaning response [MR], som jeg vil gå mere i

dybden med nu.

På vej mod et brugbart placebobegreb, en meaning response?

I denne nye begrebsdannelsesproces mener jeg, at antropologen Daniel Moerman og

hans begreb MR, er af særlig interesse for afspændingspædagogen.

18

Daniel Moerman er forfatter til bogen Meaning, Medicine and the Placebo Effect, fra

2002, hvori han argumenterer for at redefinere forståelsen af placebobegrebet. Hans bud

på en sådan redefinering er hans begreb MR.

Moerman går imod placebobegrebets historie, som har defineret effekten som en gene,

en fejlkilde som skulle udraderes med sirligt designede forsøgsopstillinger, og

argumenterer for at vi bliver nødt til at forstå placebobegrebet anderledes. Klinisk

forskning har gennem mere end 50 år vist at der med PE kan opnås en lang række af

virkninger, som ikke bare er generende placebo (eng. A mere placebo) der forplumrer

forsøgsresultater. Men fordi at man i lang tid har anset PE for en fejlkilder har den fået

et dårligt ry og man bruger gerne ordet derogatoriske om alle slags behandlinger, vis

effekt ikke kan bevises: Det er bare placebo.

Moerman forklarer det ved at dele det således op: Mennesket responderer på at blive

skadet på tre niveauer. Der er en autonom respons, som er den vigtigste del af

helbredelsen af en skade (immunsystemet, udskillelse af antistoffer, feber, blodets

koagulering osv.). Der er en specifik respons, som består i det vi gør ved skaden

(forbinder såret, effekten af penicillin på bakterier, effekten af salicylsyre på smerter

osv.). Sidst men ikke mindst er der ifølge Moerman en menings respons, der følger af

interaktionen med konteksten hvori helbredelsen sker (Størrelsen eller farven på pillen

man tager, lægens hvide kittel eller dybe autoritære stemme osv.) (Moerman 2002)

Den første type respons vil jeg ikke beskæftige mig direkte med i denne opgave, men

den anden type respons, den specifikke respons, kan nemt i den

afspændingspædagogiske kontekst forstås, som det vi i AMB gør med hænderne for at

faciliterer en eller anden normalisering af eller påvirkning af muskeltonus etc.

Den sidste type respons, the MR, bruger Moerman resten af sin bog til at uddybe. I den

raffineringsproces af placebobegrebet, som jeg tidligere har nævnt, mener Moerman at

vi har tabt sigte af den del af enhver behandling som består i den menneskelige kontakt

og den betydning det har for individets helbredelse, ikke bare at modtage en virksom

medicin, men også at deltage i en ”behandlingsceremoni”, som skaber mening med

individets lidelse. Man har tilsyneladende, som den historiske udvikling af begrebet

peger på, i jagten på en mere ”ren” effekt af medicin, vendt ryggen til kunsten at

helbrede og næsen mod videnskaben at helbrede.

19

Moerman mener at vi både er biologiske og kulturelle væsner, som i lige så høj grad

helbredes eller ødelægges af den mening vi læser ind i livet, hvilket Moerman med

henvisningerne til en bred vifte af undersøgelser fra mange forskellige fag, forsøger at

underbygge.

Eksempler på den Moerman’ske meaning response

Nedenfor vil jeg bringe et lille udsnit af nogle af de undersøgelser Moerman og mine

andre kilder henviser til, som støtter op om Moermans begreb MR og som senere kan

være med til at kaste lidt lys over min problemformulering.

Kan det siges at være af betydning hvilken psykoterapeut du går til?

I 1979 udførte Hadley og Strupp et interessant forsøg med psykoterapi.

Strupp og Hadley identificerede en række studerende, som de karakteriserede som

”forstyrrede” (eng.: disturbed) og tildelte dem enten en psykoterapeut eller en

universitetsprofessor. Psykoterapeuterne havde i gennemsnit 23 års erfaring, som

terapeuter, hvor professorerne (indenfor engelsk, filosofi, historie og matematik) ingen

terapeutisk erfaring havde overhovedet. Professorerne blev dog udvalgt på baggrund af

deres omdømme som troværdighed, varme og interesse for de studerende.

To andre grupper af studerende blev brugt som kontrolgrupper. En gruppe modtog

minimal behandling og en modtog kun en diagnostisk undersøgelse. Over en periode på

et år viste det sig at de to grupper som modtog behandling klarede sig signifikant bedre

end dem som ingen eller kun minimal behandling fik.

Det interessante ved dette forsøg er at der ikke viste sig nogen forskel på effekten af

terapien, uanset om de ”forstyrrede” studerende modtog behandling af en garvet

psykoterapeut eller en, terapeutisk set helt grøn, universitetsprofessor. (Moerman 2002,

Strupp & Hadley 1979)

At skrive sin egen historie, er det nødvendigt med en mellemmand?

I 80’erne udførte James Pennebaker en række forsøg med sine psykologistuderende på

University of Texas. De studerende blev bedt om at bruge 15 minutter fire dage om

ugen på at skrive om et tildelt emne. De studerende blev tilfældigt udvalgt til én af to

grupper: 1) kontrolgruppen blev bedt om at skrive om dagligdags fænomener; f.eks. at 20

beskrive det rum de befandt sig i. 2) testgruppen blev bedt om at skrive om deres

allerdybeste tanker og følelser omkring deres mest traumatiske oplevelser ned.

Pennebaker fulgte derpå alle de studerendes færd i gennem resten af skoleåret og fandt

at de studerende der var i testgruppen, dem der havde skrevet om dybt personlige tanker

og følelser, langt sjældnere søgte læge.

Udover at testgruppen generelt rapporterede at det at skrive deres traumatiske oplevelser

ned, hjalp dem og var en positiv erfaring, så viste der sig altså også en korrelation

mellem det at ”udtømme sig” på skrift (Moerman kalder det disclosure, måske man

kunne sammenligne det med en art katarsis?) og et godt fysisk helbred.

Denne type undersøgelse er gentaget adskillige gange i andre lande (Mexico, Holland,

Belgien, USA og New Zealand) og med andre slags målgrupper og resultaterne er de

samme. Pennebaker, Barger og Tiebout konkluderede i 1989: “[the]… degree of

disclosure during interview was found to be positively correlated with long-term health

after the interview.”

Kan branding af en særlig type behandling påvirke dens effektivitet?

Braithwaite og Cooper udførte i 1981 et interessant forsøg for at undersøge brandings

indflydelse på effekten af medicin. Forsøget gik ud på at finde ud af hvordan

produktnavnet på et smertestillende præparat ændrede effekten af medicinen. Der deltog

835 kvinder. Alle deltagerne havde fortalt at de når de havde hovedpine brugte Aspirin.

Disse kvinder var blevet inddelt i 4 grupper, hvor hver gruppe fik tildelt en pakke med

tabletter. Der var fire slags tabletter, én til hver gruppe. I den første gruppe fik

deltagerne placebopiller uden brandnavn. Den anden gruppe fik placebopiller med

brandnavn. Den tredje gruppe fik Aspirin, men uden brandnavn. Den fjerde gruppe fik

Aspirin med brandnavn.

Det viste sig at dem der fik den største effekt var den fjerde gruppe der fik Aspirin med

brandnavn på, og altså interessant nok en større effekt end dem der fik den samme

medicin, bare uden at vide præcis hvilken slags smertestillende medicin det var de

modtog.

21

Selve det at tage et medicinmærke som man har tidligere gode erfaringer med og kender

fra reklamer, film og mange andre steder, giver altså en større effekt end når man bare

indtager det konkrete stof uden at behæfte en masse meninger til det. (Moerman 2002)

Kan en uvirksom behandling, udløse stærke fysiologiske reaktioner?

I 1988 udførte Wilson Harvey et al. en række undersøgelser af hvorvidt

ultralydsbehandlinger for smerte virkede på patienter der havde fået trukket

kindtænderne ud. Harvey mente ikke at der var objektive beviser nok for ultralydens

effektivitet og at mekanismen hvormed ultralyden skulle virke var ukendt.

Forsøgsdeltagerne blev inddelt i fire grupper: 1) Kontrolgruppe uden behandling, 2)

Modtager ”ultralyd” uden at apparatet er tændt, samtidigt med at der masseres med

apparatet på kæben, 3) Modtager ”ultralyd” uden at apparatet er tændt, men modtager

ingen massage, 4) Patienten masserer sig selv på kæben, med et falskt ultralydsapparat.

Af disse grupper, oplevede gruppe 3, altså dem der bare havde apparatet tændt, uden

massagen, den bedste smertelindring. Udover smertelindring oplevede deltagerne også

bl.a. at hævelse og trismus1 faldt.

Man teoretiserede i udvikling af dette forsøg også om hvorvidt det at påsmøring af den

kølige creme, enten af patienten selv eller af en ”professionel”, som skulle få

ultralydsapparatet til at glide over huden, kunne have en effekt på hævelse og smerte,

men da man justerede for dette i forsøgsopstillingen, fandt man ingen særlig effekt af

denne del af interventionen.

Alt i alt lød konklusionen på undersøgelsen, at ultralyd ikke i sig selv kunne siges at

have nogen effekt, men at smertelindringen og faldet i hævelse og trismus, måtte

formodes at være placebomedieret. (Evans 2003, W. Harvey et al 1988)

Mange senere undersøgelser peger på at der ikke er klinisk dokumenterbare effekter af

ultralydsbehandlinger. En af de nyere undersøgelser af Kerry G Baker et al. Fra 2001

konkluderer:

1 Trismus er også kendt som låsning af kæben kan skyldes mange forskellige ting. I dette tilfælde med udtrækning af kindtænder skyldes trismus en inflammation i kæbemusklerne.

22

“This review indicates that the biophysical effects of ultrasound are

unlikely to be beneficial. This conclusion is based on the absence of

evidence for a biological rationale for the use of therapeutic ultrasound.”

Hvor går de fysiologiske grænser? Kan f.eks. mavesår påvirkes af meaning response?

Dylan Evans argumenterer i sin bog Placebo – The Belief Effect, for at PE, eller som

han analogt til Moermans MR kalder den, overbevisningseffekten, er et udslag af at

mennesket gennem evolutionen har udviklet evnen til at undertrykke akut fase

responsen. Uden her at skulle gå i dybden med de fysiologiske spidsfindigheder og det

evolutionsbiologiske rationale bag, så fremlægger Evans sagen nogenlunde således, at

mange af de tilstande som PE (mødet med en særlig art social kontakt eller oplevelsen

af mening i en situation) lader til at have en indvirkning på er tilstande, som har med

akut fase responsen at gøre, det vil sige med kroppens reaktion på inflammation.

Evans fremdrager i løbet af sin bog adskillige undersøgelser, som understøtter denne

antagelse; at kroppen svarer på en placebogen situation ved at undertrykke akut fase

responsen. Således beskriver han bl.a. hvordan at depression og mavesår kan påvirkes af

at kroppens reaktion på inflammation, dæmpes (eksemplet med mavesår henter Evans i

øvrigt fra Moerman).

F.eks. forklarer Evans om Moermans undersøgelse af helbredelsen af mavesår, at i to

forskellige grupper af forsøgsdeltagere, én hvor deltagerne skulle tage to placebopiller

om dagen mod mavesår i en måned, og en anden hvor deltagerne skulle tage fire piller

om dagen, var helbredelsen, altså ved placebo alene, for den første gruppe 33 % og 38

% for den sidste. Helbredelsen er ikke bare en subjektiv vurdering, men blev fastslået

objektivt, ved at endoskopere deltagerne.

Dette peger dels på at det at tage flere piller (eller f.eks. større piller, røde piller frem for

hvide etc.) giver en større oplevelse af at modtage en virksom behandling med derpå

følgende stærkere meaning respons, men interessant nok også på at mavesår i mange

tilfælde helt kan helbredes ved meaning respons alene.

Jeg vil lige slutte dette afsnit af med at nævne en række af tilstande, som man ved, er

placeboresponsive, for at tegne grænserne op for hvad PE kan siges at udrette. Listen er

23

stykket sammen af alle de nævnte eksempler på hvad PE i de bøger jeg henviser til i

min teori og på min litteraturliste, kan udrette.

Placebomedicin og behandlinger har vist sig virksomme overfor tilstande så forskellige

som: Astma, allergi, eksem og udslet, depression, angst, anspændthed, trismus,

mavesår, parkinsonismens tremor, inflammation af forskellig art, fibromyalgi,

Meniéres, tinnitus, leddegigt, såvel som slidgigt og andre former for gigt, stress,

smerter, forhøjet blodtryk, mavesår og angina pectoris.

Hermed ender min fænomenologiske og historiske afdækning af placebobegrebet og nu

er det blevet tid til at diskutere teorier og begreber.

24

Diskussion

Om den samtaleprægede del af AMB: Afspændingspædagogen, en

meningsskaber?

Jeg mener at Jørgensen i de tidligere fremdragne citater, med al tydelighed understreger,

nødvendigheden af, at skabe tryghed hos klienten, for et godt behandlingsforløb. Hun

går endda så langt, som til at sige, at enhver af afspændingspædagogens handlinger og

udsagn, har stor betydning for om forløbet bliver vellykket eller ej.

Det er jo ikke fordi at der er noget overraskende eller odiøst i det, for garvede

behandlere, men interessant er det da om denne færdighed som afspændingspædagogen

skal tilegne sig; at kunne skabe tryghed, og dens succesfulde applikation i en

behandlingssituation, er den primære helbreder og ikke, som afspændingspædagogen

måske tror, de konkrete afspændingspædagogiske teknikker (særlige greb, rytme,

vurdering af tonus, trykdybde etc.).

Lighederne mellem AMB og psykoterapi

Det er min formodning, at der er så mange lighedspunkter mellem AMBs samtaledel og

klientforståelse, og den tidligere beskrevne klientcentrerede psykoterapi, at

forskningsresultater fra det ene felt i langt de fleste tilfælde uden videre lader sig

applikere problemfrit til det andet. Denne formodning bakkes delvist op af Ivanouw

andetsteds i den tidligere citerede artikel Hvad er en afspændingspædagog?

Jeg mener at Carl Rogers med sin klientcentrerede psykoterapi, som jeg har vist, helt i

tråd med Jørgensen, netop har med at indgyde tryghed, ikke bare skaber rammerne om

en succesfuld terapisession, men også skaber nogle ideelle rammer for at igangsætte en

MR.

Vi har set på Strupps resultater, som kunne tyde på at en empatisk lytter, et almindeligt

og engageret medmenneske, uden særlige forkundskaber, kan opnå de samme resultater

som en erfaren psykoterapeut. Nogle af de faktorer, som vi i høj grad kunne forvente

var udslagsgivende for effekten af den psykoterapeutiske behandling, bl.a. terapeutens

erfaring med sit fag og selve typen af psykoterapi (kognitiv, freudiansk, jungiansk etc.),

viser sig dybest set ikke at spille nogen rolle for effekten af behandlingen.

25

Ydermere peger Pennebakers resultater på, at selv ikke den direkte menneskelige

kontakt er bydende nødvendig for at opnå en endog markant effekt på psykisk og fysisk

velbefindende af det, at fortælle sin historie.

Noget kunne i lyset af disse undersøgelser pege på at det mere er processen, at

”fortælle” eller ”skrive” sig selv, og derved intellektuelt og emotionelt at organisere sin

selvforståelse, som er helbredende for kroppen og sindet, end det er effekten af nogen

egentlig specifik type psykoterapeutisk intervention.

Som jeg tidligere har vist med eksempler fra den afspændingspædagogiske

behandlingslitteratur, særligt Ivanouw, men også Ryborg og Jørgensen er inde på det,

består meget af vores opgave som behandlere i, sammen med klienten, at skabe mening

i de signaler klienten får fra sin krop, at skabe et sprog sammen med klienten om

klientens krop.

Det at skabe et sprog, enten at klienten selv sætter sine egne ord på kropslige

fornemmelser, eller i fald at klienten ikke selv kan, så at afspændingspædagogen,

hjælper klienten på vej med sin særlige terminologi, er i allerhøjeste grad at skabe

mening.

Som resultaterne fra de undersøgelser jeg har nævnt i opgavens teoriafsnit, så lader det

til at afspændingspædagogen i sin kliniske praksis vil kunne observere, endog store

forbedringer, alene ved det at klienten oplever at behandlingssituationen giver mening

til klientens sansning (kropsbevidsthed) og oplevelse (kropsoplevelse) af sin krop. Dette

upåagtet hvorvidt den mening vi skaber for og sammen med klienten har rod i nogen

objektiv virkelighed eller om de specifikke greb og øvelser vi tager i brug, egentlig er

det som giver effekten.

Kunne det tænkes at afspændingspædagogens skoling i den Roger’ske accept, empati og

genuine nærvær og det på SfP generelle fokus på opbygning af relationskompetencer,

når disse udspiller sig i en behandlingssituation, udløser en MR, som derefter tolkes af

afspændingspædagogen som værende et udslag af særlige afspændingspædagogiske

metoder?

Kunne det tænkes at den samtaleprægede del af AMB, analogt med psykoterapien, som

bl.a. Strupp beskriver den, er én ud af hundredvis af forskellige måder at gribe

26

interesseret lytning og rådgivning an på, som uanset hvilken tilgang man vælger,

frembringer den samme effekt; at størstedelen af modtagerne føler sig mødt, får skabt

mening og sammenhæng i sin historie og derved udløser en MR, altså med både

subjektive og for mange tilstandes tilfælde objektive forbedringer til følge?

Om den manuelle del af AMB: Afspændingspædagogen, fire store røde

placebotabletter?

Der er ingen tvivl om at berøring er af stor betydning for menneskets velbefindende.

Det viser bl.a. Bowlby (1952), Harlow (1968), Tollefsen (2002) og Moberg (2007) med

deres undersøgelser og bøger, udover enhver rimelig tvivl. Så selve effekten af den

almenmenneskelige berøring, er ikke til debat, men spørgsmålet som denne opgave

forsøger at besvare, er om der kan siges at være en effekt af AMB, som strækker sig ud

over det som kunne forventes alene ved placebo.

Uden at kunne sige med sikkerhed, at der er en forbindelse mellem PE og berøringens

effekt, så synes jeg at det er nærliggende at formode, at der i hvert fald kan være et

overlap de to områder imellem.

Derfor tænker jeg i denne sammenhæng at et svar på om berøringen i AMB har en

effekt der strækker sig ud over det man kunne forvente af almenmenneskelig berøring

alene, kunne overføres mere eller mindre intakt til om den terapeutiske berøring i AMB

har en effekt som strækker sig ud over det man kunne forvente af en placebo. Altså er

spørgsmålet her, kort sagt: Kan der skelnes mellem effekten af almen berøring og

effekten af den terapeutiske berøring, som den forsvares og forklares af

afspændingspædagogen?

Med dette spørgsmål i baghovedet går vi videre til at finde ud af hvad uvirksomme

ultralydsbehandlinger og AMB kunne have med hinanden at gøre.

Men hvad er sammenhængen mellem ultralyd og AMB?

Det er min formodning at der, i tråd med lighederne fra ovenstående eksempel med

berøring, er ligheder mellem AMB og ultralydsbehandlingen mod smerter, som den er

beskrevet hos bl.a. Wilson Harvey et al., som vi i denne sammenhæng kan bruge i

forhold til min problemformulering.

27

Begge interventionstyper er når de er mest virksomme udført af en behandler, som

klienten forventer, kan formidle en virksom behandling mod de gener vedkommende

har henvendt sig med. Begge interventionstyper har en ceremoniel karakter (i ordets

bredeste forstand vel at mærke), med dertilhørende redskaber og teknikker, som kan

være med til at faciliterer en MR.

Afspændingspædagogen har særlige greb, bolde, puder, rundstokke etc. hvor, i det

benyttede eksempel, en tandlæge (det kunne lige så godt være en fysioterapeut), har en

fin skinnende og bippende ultralydsmaskine, en hvid kittel etc. Begge interventionstyper

involverer berøring og i nogle tilfælde massage eller masserende bevægelser.

Vi har her et udmærket eksempel på dels at berøring og dels at troen på at modtage en

helbredende berøring, bærer muligheden for at udløse markante fysiologiske og

psykologiske helbredende reaktioner, i sig.

Hvad kan vi ellers lære af forsøgene med ultralyd?

Jeg ser at vi yderligere kan lære, i hvert fald, to ting af de forsøg jeg har beskrevet eller

henvist til omkring ultralyd og dens effekt. Dels kan vi lære at selvom forklaringen af

en særlig terapeutisk praksis ikke har den mindste rod i virkeligheden, og at forskellige

forskere i mere end 20 år har påpeget dette, så kan den pågældende praksis stadig leve i

bedste velgående. Dels kan vi lære at flere autonome fysiologiske reaktioner kan sættes

i gang og selv store smerter lindres og måske endda fjernes helt, bare fordi at klienten

modtager en behandling som han tror på og oplever som meningsfuld. Men hvilken

relation kunne det tænkes at have til den afspændingspædagogiske praksis?

Ingrid Røder skriver i slutningen af sin bog Holistisk Afspænding:

”Via de mange års [mere end 40 skriver Røder andetsteds i teksten]

grundige iagttagelser af menneskers kropsreaktioner i forbindelse med

afspændingsbehandling og disse menneskers fortællinger om deres

kropsoplevelser, er vi nået frem til nogle lovmæssigheder, der danner

grundlag for vores teori.”

Jeg kan til dette, med ultralydsforsøgene in mente, kommentere, at man sagtens i

gennem mange år kan have en klar oplevelse af at det man laver har en dyb effekt på

ens klienter, uden at det virker af den grund man i alle de år har antaget. Der er ikke 28

nødvendigvis en sammenhæng mellem dét man gør og tror på virker og det som reelt

sker i klienten. Det mener jeg i hvert fald at forsøgene med ultralyd antyder ganske

godt.

Der er altså som jeg mener at have vist, rigtig god grund til at forholde sig

overordentligt skeptisk overfor ens egen evne til at drage korrekte konklusioner på egne

kliniske erfaringer. Det gælder særligt et så subjektivt fag som

afspændingspædagogikken. Så selvom at vi har mere end 40 års erfaring omkring

menneskers kropsoplevelser, så betyder det desværre ikke at vi kan bruge det til særligt

meget, hvis ikke, at det forsøgsmetodologiske grundlag er i orden.

Punktgrebet, et eksempel på bestemte grebs validering eller mangel på samme

Læg til denne forståelse, beskrivelsen af punktgrebet fra Røders bog Holistisk

Afspænding, som jeg fremdrog i opgavens teoretiske del. Punktgrebet kunne tænkes, at

gøre noget, ved et triggerpunkt, som man ikke ved hvad, er. Hvis det er

forklaringsniveauet for de enkelte greb, så kunne det måske række, bare at sige, som

antydet ovenfor, at berøring, på grund af MR og den almene berørings betydning, har

den gavnlige effekt som det har.

Alternativt til den forklaring der suppleres på grebets effekt i Røders bog kunne man

måske forestille sig at hårdheden af grebet ikke var mere vigtig end den betydning som

klienten lagde i at det gjorde ondt? Der er jo en tendens i vores samfund til at tro at det

skal gøre ondt før det gør godt. Det ville i hvert fald passe godt ind med teorien om MR.

Kunne det tænkes at afspændingspædagogen gennem sin berøring alene, altså uden alt

det fagtekniske omsvøb, var med til at give klienten den nærende følelse af nærvær og

accept, som selv Harlows rhesusaber valgte frem for at spise, og at det, frem for noget

andet i AMB var med til at give en effekt af behandlingen?

Kunne det tænkes at afspændingspædagoger som i Braithwaite og Coopers forsøg med

Aspirin, har brandet sig således, at effekten af vores berøring og behandling, virker

endog bedre end f.eks. en tilsvarende fysioterapeut eller massørs? At

afspændingspædagogen måske er at ligne med Moermans mavesårsforsøg, hvor fire

røde placebopiller virkede bedre end to hvide.

29

Forskningen der desværre ikke rigtigt sagde noget

Ingen af de undersøgelser, som endnu er blevet udført i afspændingspædagogisk regi,

uanset deres størrelse og antallet af år der er gået med indsamling af

forskningsresultater, giver, set med mine øjne, en særlig sikker vurdering af vores

særlige typer interventioners effekt. Af den simple grund, som også Røder og Ivanouw

selv er inde på, at der ikke i et eneste af disse studier er inkluderet hverken placebo-

eller kontrolgruppe.

Af alle de fejlkilder, som endnu er kendt, indenfor den kliniske forskning, så er netop

manglen af både placebo og kontrolgruppe, nogen af de værste.

Åreladning, opkastninger, tarmskylninger, indgift af kviksølv og påsætning af igler, for

bare at nævne et par af heltemedicinens artefakter, overlevede hundredvis, vis ikke

tusindvis af år, alene fordi at man ikke havde gjort sig den ulejlighed (og selvfølgelig

fordi man ikke den gang de blev opfundet vidste bedre) at inkludere placebo- og

kontrolgrupper. I hvilket tilfælde man havde set at ingen behandling eller enhver anden

(og mindre invasiv) behandling, havde virket lige så godt (i fald, at patienten troede på

behandlingens effekt).

Som bl.a. Røder er inde på, når hun kommenterer på det empiriske materiale hun lægger

til grund for sin bog:

Svagheden ved undersøgelser af denne art er, at det er

afspændingspædagogen selv, der vurderer effekten… Ligeledes mangler

der en kontrolgruppe for at vurderer placeboeffekt, og hvor mange af

klagerne, der ville være forsvundet igen uden intervention.

Der er altså, set med mine øjne, et mildest talt gabende hul i vores empiri, nemlig at vi

ikke kan sige at effekten af det vi gør foranlediges af det vi gør og ikke af den

forventning som klienten har til eller får skabt gennem behandlingen, endsige regression

to the mean, høflighedsrespons, skaleringsbias eller en hvilken som helst af de mange

fejlkilder og faldgruber, som er strøet ud på vejen til videnskabeligt underbygget viden.

Når jeg så groft indleder dette afsnit med titlen forskningen der desværre ikke rigtig

sagde noget så er det selvfølgeligt for at provokere og sætte det lidt på spidsen, men

30

faktum er at vi med den nuværende forskning på området tilsyneladende ikke har noget

håndgribeligt bevis for at det netop er den måde vi gør tingene på som er

udslagsgivende. Derfor er det set med mine øjne ikke hensigtsmæssigt at sætte

lighedstegn mellem effekten af vores særlige interventioner og den måde vi forklarer

dem på.

Men er vi så bare kvaksalvere?

Hvad betyder det for vores fag og vores selvforståelse, at der ikke er særligt meget

evidens til at bakke op omkring vores formodning (eller tør jeg sige påstand?), at

effekten af vores behandling må strække sig ud over det man kunne forvente af placebo

alene?

Den situation vi lærer at skabe omkring vores behandling, den særlige måde vi

kommunikerer med klienten på og den måde vi berører klienten, er alle uløseligt

forbundet med at fremmane en MR. En MR som kan kurere smerter ved at kickstarte

kroppens endorfinudskillelse (bl.a. Beecher et al 1955, Benedetti 1997) og som kan

dæmpe inflammation og derved påvirke en lang række af tilstande i kroppen, alt fra gigt

til feber, henover mavesår, depression og trismus (Harvey 1988, Evans 2003, Moerman

2002). En MR som vel at mærke ikke er afhængig af den konkrete interventions

formodede effekt, men udelukkende er afhængig af hvad klienten tror, er virksomt. Ja i

nogle tilfælde kan man, opleve bedring hos patienter alene fordi de har siddet på

venteliste til en behandling de forventer, kan helbrede dem (Hróbjartsson 1999, Brody

1980).

Noget kunne tyde på, at klienten, i fald at han troede på behandlingen, ligeså godt kunne

have besøgt en heksedoktor eller måske efterhånden lidt mindre eksotisk og lidt mere

hjemligt: En zoneterapeut eller en akupunktør.

Men hvis jeg skal yde mit fag, som jeg i øvrigt elsker meget højt, retfærdighed, så skal

det, som jeg allerede har peget på tidligere i opgaven, pointeres at den

afspændingspædagogiske behandling består af mange flere elementer end dem jeg

forholder mig kritisk til med denne opgave, elementer som jeg ikke ser nogen grund til

at tvivle på effekten af.

31

Faktisk forholder det sig måske ikke meget anderledes med et fag, som ellers sjældent

sættes i den slags tvivl, som jeg her sår om mit eget, nemlig lægestanden. I en

undersøgelse fra 2003 af Hróbjartsson hvor han havde adspurgt 772 tilfældigt valgte

praktiserende læger i Danmark om de i det seneste år havde benyttet sig af

placebobehandling af deres klienter. Godt 500, dvs. 65 % af de adspurgte læger valgte

at svare. 86 % af de læger der svarede tilkendegav at de mindst én gang havde udskrevet

medicin, som de vidste, var virkningsløst mod den sygdom det blev udskrevet imod (eg.

antibiotika imod virusinfektioner). Hele 48 % af lægerne tilkendegav at de indenfor det

sidste år havde udskrevet placebomedicin mindst 10 gange. Samme undersøgelse

pegede på at ca. 30 % af lægerne mente at placebointerventioner kunne have en objektiv

målbar effekt og næsten 50 % fandt generelt brugen af placebo etisk forsvarlig

(Hróbjartsson og Norup 2003).

Og som flere undersøgelser af psykoterapiens effekt, konkluderer, bl.a. Smith og Glass i 1977,

på en stor sammenligning af 375 studier af forskellige slags psykoterapi, følgende:

”…convincing evidence of the efficacy of psychotherapy. On the average, the

typical therapy client is better off than 75 % of the untreated individuals.”

Sammenholdt med den tidligere præsenterede teori om at effekten af psykoterapi kunne

forstås som et udslag af MR, samt alle de objektive fysiologiske forandringer, som jeg

har vist at en sådan MR kan afstedkomme, så viser dette, at det, at noget er placebo, selv

hvis det er en ren placebo, som i eksemplet med lægerne og antibiotikaene ovenfor, ikke

er så skidt endda. Hvilket da også er Moermans og min egentlige pointe.

Så selv hvis vi er os bevidst at MR kan være endog en stor del af effekten af AMB, så

tror jeg at vi trygt kan fortsætte vores virke, uden at modtage beskyldninger om

kvaksalveri, fra andet end den lille flok, som stadig kunne finde på, at placerer

uddannelsen under krigs- eller kirkeministeriet.

32

Konklusion

Hvad har jeg fundet frem til?

Jeg har, baseret på det materiale jeg har gennemgået, analyseret og forholdt mig til,

fundet at AMB i høj grad lader til at være placebogen og at afspændingspædagoger gør

brug af mange midler som i sig selv ikke kan bevises at have en terapeutisk effekt af de

årsager som ellers gives for deres effekt, men som bærer en mening eller bliver indgivet

en mening, som effektuerer MR hos klienten og derfor kan opleves som virksom.

Jeg har vist at PE ikke bare er en gene, men at den kan bruges og er blevet brugt bevidst

af alternative behandlere (i denne opgave noget anakronistisk eksemplificeret ved

Paracelsus magnetterapi), såvel som nutidens læger, for at skabe eller forøge effekten af

en behandling. Ved at forstå PE, som en MR, og ikke bare som en gene eller

kvaksalveri, kan vi gøre brug af den og forøge effekten af de dele af AMB, som vi ved

virker.

Jeg har i diskussionsafsnittet ud fra de fremlagt teorier, givet nogle bud på hvilke

overvejelser vi kan gøre os omkring AMBs virkemåde og jeg vil senere under

perspektiveringen foreslå nogle måder vi bedre kan dokumentere AMB på.

Så i fald at man tager denne opgaves fund for gode varer og kan se rationalet i mine

sammenligninger af eksemplerne fra placeboforskningen og AMB, så mener jeg at man

må holde sig det bevidst, at selve den form vi giver vores behandling og den måde vi

forklarer den på, ikke endnu kan siges at være valideret gennem klinisk forskning og

derfor muligvis ligeså godt kunne være erstattet med enhver anden form og forklaring,

som gav mening for behandler og klient.

Jeg vil slutte denne del af opgaven af med et citat fra Ivanouw, som jeg synes er lige så

sandt, nu, som det var for mere end 10 år siden, hvor han skrev det i artiklen Hvad er en

afspændingspædagog?

”Vi må også erkende, at den videnskabelige baggrund for vort eget fag er

mindre entydig end for mange andre faggrupper… Vi skal være åbne

overfor forskning, som kan forøge vores videnskabelige baggrund.”

33

Hvilket naturligt leder mig til i perspektiveringen at give mit bud på en række måder

hvorpå man kunne lave forsøg med afspændingspædagogikken, og samtidigt inddrage

placebogrupper.

Perspektivering

Af alle de ting, som min research har bragt på banen, er et af de mest interessante

områder, for mig at se, hvordan man strikker et forsøg sammen, så der bliver taget

hensyn til placebo- og kontrolgruppe. Det vil jeg nedenfor forsøge at gøre med AMB,

således at denne opgave ikke bare står som en kritik, men at den peger mod fremtiden

og anviser nye måder at handle på indenfor den forskning, som forhåbentlig vil forøge

vores videnskabelige baggrund.

Et af de største problemer ved valideringen af AMB, er at komme uden om

placeboproblematikken. Det håber jeg er blevet klart, ovenpå resten af opgaven. For

hvordan skaber man en placebobehandling, som ikke lader sig skelne fra den ægte vare?

Det er jeg nu ikke sikker på helt lader sig gøre, men jeg har hentet noget inspiration fra

bl.a. Bausell, Moerman og Evans, således at jeg kan foreslå et par mulige måder at

komme udenom placeboproblematikken alligevel.

Jeg har tidligere i opgaven argumenteret for at placeboeffekten er af det gode, så længe

man som behandler er sig dens muligheder og virkemåder bevidst. At jeg her forsøger at

komme uden om den med flere sindrige forsøgsopstillinger, kan måske virke lidt

selvmodsigende, men uanset hvor godt en eller anden behandling virker, så mener jeg,

som denne opgave bl.a. har argumenteret for, at det er vigtigt at vide præcis hvordan,

den virker. Det præcise hvordan, finder man ikke uden en placebo- og kontrolgruppe,

som det tidligere blev demonstreret ved bl.a. Beechers artikel.

Et par bud på at komme uden om placeboeffekten i undersøgelsen af

effekten af AMB

Ingen af følgende bud er helt uddybende, men kan forhåbentligt give en idé om hvilke tanker

jeg har gjort mig om projektet, samt give en fornemmelse af hvad der skal til for at tilnærme sig

den ønskede præcision af forsøget.

34

Generelt for kliniske forsøg der skal validere noget som helst

Der skal være mere end 50 deltagere i hver gruppe.

Der må ikke i forløbet være et frafald på mere end 25 % fra hverken den samlede

mængde deltagere eller fra en enkelt gruppe alene.

Forsøgsdeltagerne skal være fordelt tilfældigt mellem grupperne

Forsøget skal være dobbeltblændet

Forsøget skal inddrage mindst én kontrolgruppe der ikke modtager nogen behandling

Forsøget skal inddrage mindst én placebogruppe (bl.a. Brodys forsøg fra 1980, peger på

at det kan være nødvendigt at have flere skalerede placebogrupper, alt efter den

forventede placeboeffekt, af f.eks. at være på venteliste eller bare det at få stillet en

diagnose uden at få en behandling.)

Forsøget skal være multicentreret, hvilket betyder at forsøget gerne skal gentages flere

steder rundt om i verden og komme til samme konklusioner.

Om end at dette sidste kriterium virker som lidt overdrevet, så kan det ikke skade at

bestræbe sig på at nå denne standard: Forsøgsopstillingen og forsøgets resultater skal

godkendes og peer-reviewes til en prestigefyldt naturvidenskabelig journal.

Vi skal altså have os en samlet deltagergruppe på over 150 mennesker. Højst 25 %, men helst

ingen af deltagerne skal falde fra. Vi skal finde en måde at fordele deltagerne mellem grupperne

tilfældigt. Her kan det være godt at overveje, at mænd og kvinder har forskellig fysiologi og

ikke mindst psyke, så måske vi skal lave to forsøg, ét med kvinder og ét med mænd? (Det meste

medicinske forskning holder sig til mænd, hvilket faktisk har vist sig på det seneste at være et

problem.)

Så skal forsøget være dobbeltblændet, dvs. at både behandler og klient skal være uvidende om

hvorvidt der gives rigtig eller placebobehandling, men det er simpelthen umuligt med AMB, for

ingen behandler, falsk eller ægte, vil ikke kunne vide om den behandling han gav, var den ægte

vare. Så den del af den gyldne standard kan vi ikke opfylde, uanset hvor meget vi gerne vil.

Så kommer vi til sidst til inddragelsen af kontrol og placebogrupperne. Bortset fra at de skal

være der, så er der ikke umiddelbart noget særligt ved udvælgelsen, andet end at de skal matche

den gruppe der modtager den rigtige behandling, så godt som muligt.

35

Sidst men ikke mindst vil det være en fordel hvis forsøget kunne køre i samarbejde med

afspændingspædagoger fra andre dele af verden, som havde den samme behandlingsform som

os. På den måde kunne vi gøre forsøget multicentreret og højne kvaliteten af det og samtidigt

høste fordelen af et tværkulturelt studie.

Et tværkulturelt studie

Inspireret af flere af de forsøg som Moerman behandler i sin bog, hvor det viser sig at

graden af placeboreaktion for f.eks. mavesårs- og hjertemedicin er vidt forskellig i

henholdsvis Tyskland og Brasilien. Med flere andre eksempler gør Moerman det

tydeligt, at det giver mere mening at kalde det en meaning response, fordi folk reagerer

på den mening de lægger i behandlingen. Kort kan f.eks. nævnes hvordan oplevelsen af

effekten af en pille kan ændres blot ved at variere farven på pillen, og endnu mere

interessant at placebovirkningen af en bestemt farve pille kan skifte fra land til land,

men sågar også fra køn til køn, indenfor samme land. (Moerman 2002 og Lola

Romanucci-Ross)

Med disse eksempler in mente, tænker jeg at det er oplagt, at lave et tværkulturelt studie

af effekten af AMB. Hvis AMB viser sig at have den samme objektive effekt på en

aboriginer fra Australiens outback, en østkyst canadier, en hvid sydafrikaner og en

laplænding, så er der god grund til at antage at placeboeffekten spiller en mindre rolle i

AMB, end det antages her i denne opgave.

I den strikse form af dette eksperiment vil det selvfølgelig være at foretrække at man

havde fundet nogle objektive kriterier at bedømme effekten af behandlingen ud fra,

såsom med endoskoperingen af mavesårspatienterne, fra Moermans forsøg, såsom EMG

eller noget lignende, men med lidt snilde kunne man sikkert også udtænke en række

mere subjektive kriterier, såsom f.eks. oplevelsen af arousalniveau, før og efter

behandlingen.

Den falske AMB

Man kunne i et forsøg på at imødekomme den ene side af blændingen, optræne ”falske”

behandlere. Behandlere, som på den ene eller den anden måde var i stand til med meget

få midler lånt fra AMB og den teori der ligger bag, at give en ”lade som om”

behandling, der for en uindviet ville opleves som ”at være hos afspændingspædagog”.

36

En anden måde hvorpå at man kunne finde en, om end relativ placeboeffekt vurdering,

ville være ved at finde nogle objektive kriterier at sammenligne andre (tilnærmelsesvis)

beslægtede behandlingssystemer og AMB ud fra. Disse andre behandlingssystemer

kunne være Body-Self Development, Bodynamic, Alexanderteknik, kranio-sakral

massage, akupunktur, zoneterapi eller måske fysiurgisk massage.

Hvis der kunne opstilles nogle kriterier, hvorpå at en eller flere af disse kunne

sammenlignes, så ville man med al sandsynlighed internt kunne finde en relativ

placeboeffekt. Men selvfølgelig kun såfremt, at man indenfor de systemer også kunne

stille op med en falsk behandling.

En sidste etisk krølle på halen og stof til adskillige nye opgaver

Jeg har kun lige ridset i lakken af den etiske dimension af det at sigte specifikt mod at

fremmane en MR, med eksempler som f.eks. lægerne som trods at de ved at antibiotika

ikke virker mod vira, alligevel udskriver det mod influenza eller Paracelsus og hans post

moderne ”medicinerslæng” (ikke at forveksle med post-moderne) der tilsyneladende

ikke var bleg for at indrømme, ja endog byggede teorier omkring forestillingen om hvad

fantasien kunne udrette af mirakler (f.eks. Mesmer 1734-1815).

Spørgsmålet er om det overhovedet er etisk forsvarligt, at praktisere en art behandling,

vel vidende at den overvejende er baseret på placebo? Jeg ville gerne have været inde

omkring det i denne opgave, hvilket jeg også kort beskriver i min indledning, når jeg

taler om min loyalitetsfølelse overfor mine betalende klienter, men det må altså blive

stof til den eller de næste opgaver.

37

Kildekritik

Et problem jeg har haft med mine kilder og de teorier og metoder de har bidraget med

til denne opgave, er ligeledes at der på den ene side har været placeboforskningen, som

primært har udspillet sig i et positivistisk, reduktionistisk miljø med fokus på det

kvantitative og objektive, og på den anden side al den praksiserfaring fra

afspændingspædagogikken, som udelukkende befinder sig i det fænomenologiske og

hermeneutiske med fokus på det kvalitative og subjektive.

Det har været enormt svært at passe disse to verdener sammen, hvilket jeg også

fornemmer, fremgår under overfladen igennem hele opgaven.

Derudover, så er der selvfølgelig, i kølvandet på ovenstående, også mængden af teori.

Da jeg på et tidspunkt i min litteratursøgningsproces blev nødt til at konkludere, at

hverken AMB, PE eller MR lod sig særligt nemt definere, mens det samtidigt var en

definition, som kunne gøres til genstand for analyse, besluttede jeg mig for at min

begrebsdefinition og min teori skulle flettes sammen, i den fænomenologiske

afdækningsform som de har nu. På den måde har jeg forsøgt, at slå to fluer med et

smæk.

En anden, om end mindre problematik, mener jeg ligger i det at jeg klandrer den

afspændingspædagogiske ”forskning” for at være gammel, alt imens, at mange af de

konkrete undersøgelser, som jeg har valgt at drage frem for at illustrere

placebobegrebet, og kritisere den afspændingspædagogiske teori og metode med, også

er temmelig gammel. Jeg mener dog at jeg kan forsvare mit valg, dels ved at jeg nogle

få gange også kortfattet har henvist til nyere forskning, dog uden at gå i dybden med

den, og dels at de resultater som min udvalgte placeboforskning er fremkommet med er

af en langt større lødighed, end det er tilfældet for den afspændingspædagogiske. Det

burde give den lidt mere stayingpower, så at sige.

Til sidst må jeg indrømme at jeg er lidt ked af at jeg endte med ikke at have inddraget

hverken Bunkan, Sundsvold, Lillemor Johnsen, Nic Waal eller sågar Marcher, som alle

har bidraget med megen viden indenfor muskelpalpation og diagnostik, som yderligere

kunne hjælpe med at belyse det som sker under en AMB. Også Kerstin Uvenäs Moberg

38

som jeg lige overfladisk nævner tidligere, kunne være interessant at gå mere i dybden

med.

Men jeg kan desværre ikke sige at det helt var et bevidst valg, at netop de blev udeladt,

men et eller andet sted måtte jeg sætte grænsen, for hvad jeg ville tage med og den

grænse trak jeg primært ved det der i 2005 stod på min pensumliste for faget Klinisk

Praksis. Jeg er ikke klar over præcis i hvilken stand at deres forskning er, men jeg kan

forstå at i hvert fald Sundsvold og Bunkan ofte er blevet citeret i videnskabelige artikler

om muskeltonustest og palpation, hvilket plejer at bøde for en vis kvalitet. I den

forstand tænker jeg at et senere projekt, kunne vinde i kvalitet ved at trække på netop

disse autoriteters forskning.

39