”Måske bedre dengang? - Nietzsche, Dylan og historiesyn”.

”Maybe better then? - Nietzsche, Dylan and the view of history”.

Kandidatspeciale af Martin Lind.

Det Informationsvidenskabelige Akademi.

Vejleder: Hans Elbeshausen.

Jeg vil gerne takke følgende personer for hjælp og assistance i forbindelse med arbejdet med mit speciale:

Marie Læssøe Kendzior, Anna Lind og Rasmus Riise.

Afleveret: 01.07.2014.

Tegn: 165096

1

Bob Dylan

2

3

Abstract

Existing project is the final project, of the Master of Information Science and Culture Education at

the Information Science (IVA), at The University of Copenhagen spring of 2014. The title of the

master thesis is "Maybe better back then? - Nietzsche, Dylan and views of history. ", The project is

prepared by Martin Lind. The project deals with Nietzsche’s thoughts and theory, on the way of

viewing history and treats the way of viewing history compared to the sight on Bob Dylan, in both

selected retrospective literature and selected album reviews respectively. The problem statement of

the project reads:

Which of Nietzsche's view of history is reflected in retrospect literature mentioned in the

introduction?

Is this view on history in the selected reviews of Bob Dylan eventually more titanic (history sight

changes over time)?

And are the reviewers thus become chroniclers / tribute signatories, building on Bob Dylan's

"monument" - and if so, from which the view of history?

It is noticed in the beginning of the project how Bob Dylan is viewed upon in retrospective literature,

looking back to the 1960’s. After that the theories of view of history by Friedrich Nietzsche are

explained. Furthermore background information on Bob Dylan, retrospective literature and on the

review in itself is given along the way. Hereafter 12 reviews of all in all 4 different Bob Dylan records

are presented. Hereby the answers are sought in the theory as well as in retrospective literature and

reviews. The project concludes that there is no direct answer to the first question, as it is not

possible to prove which of two, views of history is dominant.

In the way of viewing on history is in the selected album reviews, in time are getting more and more

titanic. They are not all titanic all the time, as there were signs of the antiquarian and the critical

view on history along the way. However all tend to the titanic view on Bob Dylan over time.

This answer leads to the final question which is that the reviewers are ending up being chroniclers

/tribute signatories, building on Bob Dylan's "monument", whether they like it or not and in this

matter with the monumental way of viewing.

4

Indholdsfortegnelse:

Abstract:……………………………………………………………………………………………………………………………………….4

Indledning og motivation:……………………………………………………………………………………………………………..6

Problemformulering:…………………………………………………………………………………………………………………..10

Specialets struktur:……………………………………………………………………………………………………………………..11

Metode:………………….…………………………………….…………………………………………………………………………….13

Udvælgelseskriterier, forhindringer og albums:…………………………………………………………………………..18

Om Bob Dylan:…………………………………………….………………………………………………………………………………23

Om Nietzsche og historiesynene…………………..……………………………………………………………………………..26

- Samtid og utidssvarende betragtninger:………………………………………………………………………….26

- De tre historiesyn:…………………………………………………………………………………………………………..27

Tilbageblikslitteraturen: …………………………….……………………………………………………………………………….33

Om Anmeldere og anmeldelser:……………….……………………………………………………………………………......38

Udvalgte anmeldelser af Bob Dylan plader:.………………………………………………………………………………..40

Analyse og diskussion:…………………………………………………………………………………………………………………51

Konklusion og afrunding:…………………………………………………………………………………………………………….64

Perspektivering:………………………………………………………………………………………………………………………….69

Litteraturliste:……………………………………………………………………………………………………………………………..71

Internet links:………………………………………………………………………………………………………………………………73

Bilagsoversigt:……………………………………………………………………………………………………………………………..75

5

Indledning og motivation:

Dette speciale omhandler tilbageblik, nærmere betegnet det at se tilbage på noget, og genkalde sig

dette som værende godt, eller bedre end noget tilsvarende nutidigt. Dette vil altså sige den form for

tilbageblik, hvor tilbageblikket udtrykker mere tilfredshed eller positivitet overfor fortiden end

nutidens ditto. Det er altså ikke tilbageblikket i sig selv, men måden hvorpå tilbageblikket sker, der er

i fokus her. Ofte har det undret mig, at nogle mennesker, sommetider jeg selv, ser tilbage på noget

med store tanker omkring det, nu også virkelig var så godt, som det huskes. Som musikinteresseret

er jeg stødt på dette fænomen talrige gange, og sommetider finder jeg selv tidligere udgivelser fra en

kunstner/band bedre, end nyere materiale fra samme. Ved mangt en lejlighed, det være sig med

kolleger eller kammerater synes det, at når talen falder på eksempelvis en ældre udgivelse, at denne

er bedre, nærmest udelukkende i kraft af dens alder, end eksempelvis nyere eller nyt materiale fra

samme kunsternes hånd. Svært er det at påvise, men samme oplevelse har jeg ofte fået ved

diskussion omkring nye og ældre kunstnere/bands.

I denne forbindelse skal det nævnes, at jeg på et tidligere semester af min kandidatuddannelse, en

gang, har beskæftiget mig med hukommelsen om noget fortidigt (gammelt) holdt op imod noget nyt

(nutidigt). Det kan ved første øjekast minde om ovenstående. Dog var arbejdet med dette ud fra

Platons skiftkritik i dialogen Phaidros og anvendt i denne forbindelse blev et album fra hardrock

bandet Guns N’s Roses. Min undren lød da på, om hvorvidt der kunne drages paralleller imellem

kritikken af skriften som metode til hukommelse, og situationen om nyt materiale sat op imod ældre

materiale fra samme band. Her var altså tale om at beskæftige sig med fortidens meritter ud fra

kritikken af skriften, som metode til hukommelse, og med sammenligninger til et større hardrock

bands albumudgivelser - ældre, sat op i mod nyt. Via dette blev min undren og interesse for dette

emne og problematik styrket, og ved nærværende speciale opstod muligheden for at gå et skridt

længere i forhold til denne undren.

Samtidig var førnævnte opgave undersøgt specifikt ud fra Platons skriftkritik og ikke tilbageblikket

som sådan. I nærværende speciale foreligger altså muligheden for nærmere undersøgelse af dette.

Min undren har i tidens løb resulteret i forskellige former for teorier og (lomme) filosofier. Hidtil har

det dog ikke været muligt at gå i dybden og søge svar på spørgsmål, formodninger og hypoteser. For

hvad kan denne form for tilbageblik skyldes? En romantisering af noget fortidigt? Var tingene

simpelthen bare bedre i ”de gode gamle dage”?

Er måden at se skeptisk på nyt eller nyere materiale et udtryk for konservatisme? Skyldes det en

særlig indstilling til tilværelsen? Er det ældre materiale nu engang bare bedre, eller spillede

6

musikerne bedre dengang? Dette kan stadig undre mig, for er det måske ikke bare ren nostalgi?

Forstået som det, at man vemodigt kan længes efter en svunden tid? 1. Dog skal man huske på at

kunstnere, musikere/bands etc., som så mange andre, ofte bedømmes ud fra fortidens meritter, og

at der ikke er noget usædvanligt i det. Alligevel synes der at være en tendens til at fremhæve ældre

værker i forbindelse med nogle kunstnere. Som musikinteresseret og fritidsanmelder (se bilag 1) har

jeg ved talrige lejligheder læst i diverse leksika, opslagsværker og tilbageblikslitteratur, om musikere

og bands etc. I flere af disse bøger synes der at være en tendens til at fremhæve, et eller flere

værker, af en eller flere forskellige kunstnere, og disse værker synes at være ophøjet til

mesterværker, klassikere mv. der nærmest definerer hele perioder og genrer. Særligt er en kunstner

sprunget mig i øjnene, nemlig Bob Dylan.

I Peder Bundgaards bog ”Lykkens Pamfil – dansk rock fra 60’erne til 70’erne” (2005) storroses Bob

Dylan. Han beskrives som rockens første poet, og tre plader han udsendte fra 1965 til 1967 (”Bring It

All Back Home”, ”Highway 61 Revisited” og ”Blond og Blonde” (2LP)) gjorde ham til manden der fik

ungdommen til at se mulighederne i rock n’ roll2 og øvede intellektuel indflydelse og inspiration på

selveste The Beatles3, intet mindre. I bogen ”1001 Album du skal høre før du dør” (udgivet i Danmark

efter amerikansk forbillede i 20094), ikke alene pryder Bob Dylan forsiden, han fremhæves i bogens

forord (bl.a. med albummet ”Blonde On Blonde”, der omtales som et mesterværk) og har samlet set,

hele 7 plader med i bogen. Ingen andre har så mange udgivelser med i bogen, og 3 af de 7 plader er

identiske med dem Peder Bundgaard nævner. Torben Bille (1949 – 2013) og Jan Persson kommer i

fotobogen ”Midt i en Beattid – Verdens største stjerner i Danmark 1964 - 74” (2008) også ind på Bob

Dylan, og nævner ligeledes pladerne ”Blonde On Blonde” og ”Highway 61 revisited”, hvor

førstnævnte sammenlignes direkte med The Beatles ”Sgt. Pepper”:

”Dobbeltalbummet ”Blonde On Blonde”, som gjorde for rocken, hvad Beatles og ”Sgt. Pepper”, skulle

gøre for poppen året efter”5.

Og ifølge Bille hyldede flere kritikkere Bob Dylan som ”… den største rockmanifestation siden Elvis

Presley…”6.

1 http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=nostalgi 2 Bundgaard side 106 -107.3 Ibid side 108.4 Denne udgivelse er ikke at regne for et leksikon som sådan, men dog en seriøs og troværdig udgivelse med dansk bearbejdelse af Jan Sneum og oversættelse blandt andre Per Reinholdt. Forordet er skrevet af Michael Lydon, stiftende redaktør af musikmagasinet Rolling Stone.5 Bille og Persson side 104.6 Ibid side 107.

7

Dette fortsætter hos Dorthe Hygum Sørensens i bogen ”Rock – fra rythm ’n’ blues til mashup” (2007)

hvor Bob Dylans plader fra 1960’erne (bortset fra debuten) beskrives som hørende til hans

hovedværk7. Ud fra de ovenstående udsagn tyder meget på, at flere af Bob Dylans plader fra

1960’erne både er mindeværdige og særdeles kompetente kvalitetsudgivelser.

Med ovenstående undren omkring tilbageblik, kan man passende spørge sig selv, om de nu også

virkelig var så gode? Har synet på, og holdningen til dem og til Bob Dylan ændret sig i tidens løb?

Retfærdigvis bør det her nævnes, at jeg ikke nærer stærke følelser, hverken for eller imod, Bob Dylan

som sådan, men mest af alt er forundret. Mange spørgsmål presser sig på, ikke mindst hvordan

svarene skal søges. Gennem en årrække har jeg fra tid til anden, været interesseret i ovenstående

spørgsmål om tilbageblik mv., og som nævnt har jeg tidligere undersøgt en enkelt gren af dette, dog

bundet teoretisk i form af Platons skriftkritik som overordnet tema. I dette speciale har jeg mulighed

for at undersøge emnet nærmere, og ikke fra starten, være bundet af en særlig teoretisk tilgang.

Valget af teori for specialet er derfor faldet på Friedrich Nietzsche og hans tre historiesyn formuleret

i ”Historiens nytte” (1874). Friedrich Nietzsche er valgt af flere forskellige årsager. Først og fremmest

har jeg igennem længere tid både været bevidst om Friedrich Nietzsche eksistens og tilværelse, dog

uden at have haft lejlighed til mere end et ganske overfladisk bekendtskab. Ved flere forskellige

lejligheder har jeg i tidens løb hørt om Friedrich Nietzsche, og hørt enkelte stærke citater fra hans

side. Dette har været med til at beholde ham i min hukommelse. Da jeg fandt ud af, hvad jeg gerne

ville undersøge i dette speciale, ønskede jeg at valget af teori skulle være anderledes end ved

tidligere nævnte opgave. Samtidig var jeg ikke interesseret i hverken at kaste mig ud i psykologi eller

samfundsteori. Ved begge disse veje ville jeg efter min bedste overbevisning ikke kunne nå at sætte

mig tilstrækkeligt ind i materialet, på så forholdsvis kort tid en specialeskrivningsproces nu engang

er.

I diskussion med vejleder faldt valget derfor på ”Historiens Nytte” af Friedrich Nietzsche. På

baggrund af oplysningerne om Bob Dylans plader, nævnt i tidligere i indledningen, og set i lyset af at

nye ting ofte skal ses an, formoder jeg at historiesynet på og holdningen til Bob Dylans musik har

ændret sig i tidens løb, og hvilket historiesyn der ligger til grund for omtalen ovenfor. Det kan

eksempelvis have været kritisk til at begynde med, være blevet monumentalt hen ad vejen for i de

senere år at være blevet antikvarisk. Hertil finder jeg det interessant, at undersøge indholdet i en

række anmeldelser af Bob Dylans plader i denne forbindelse. Samtidig forstået således, at jeg

formoder at både anmeldernes syn på Bob Dylan og på hans plader har ændret sig i tidens løb. Dette

7 Hygum side 76.

8

da Bob Dylans karriere startede for godt 5 årtier siden, og med ovennævnte forhold omkring albums

fra 1960erne synes det sandsynligt.

9

Problemformulering:

1. Hvilket af Nietzsches historiesyn kommer til udtryk i tilbageblikslitteraturen omtalt i indledningen?

2. Bliver historiesynet i de inddragne anmeldelser af Bob Dylan med tiden mere titaniske (altså ændres historiesynet i tidens løb)?

3. Og er anmelderne herved blevet kronikører/hyldestskrivere, der bygger på Bob Dylans ”monument” - og i så fald ud fra hvilket historiesyn?

10

Specialets struktur:

For strukturen og overblikkets skyld er specialet bygget op af de nedenstående fem dele. Der er

angivet tal ved hver af specialets dele, og ved disse er det endvidere muligt at angive underdele.

1. Metode:

I metodedelen vil jeg gøre rede for hvilke valg og eventuelle fravalg, jeg har truffet med henblik

på specialets opbygning, og ved indsamling af empiri og dertil redegøres for valgte

arbejdsmetoder. Ydermere er metodelen udbygget med et særskilt afsnit omkring researchen til

udvælgelse af dele af den inddragne empiri, i form af pladeanmeldelser.

2. Teoridel:

I teoridelens første afsnit vil jeg redegøre for Bob Dylans karriere i korte træk for at give et

billede af en af specialets hovedpersoner. Dernæst præsenteres kort, Friedrich Nietzsches

forfatterskab og de tre historiesyn med eksempler på, hvordan disse skal forstås. Hertil vil jeg

ganske kort præsentere baggrunden for historiesynene, og i hvilken kontekst de er skrevet.

Dernæst vil jeg præsentere og karakterisere den anvendte tilbageblikslitteratur og dertil

beskrives perioden hvori denne litteratur udgaves. Herefter vil jeg ganske kort forklare og

definere anmelderfeltet. Dette som led i forståelsen af inddragelsen af anmeldelser. Slutteligt vil

teoridelen indeholde et afsnit, der gennemgår de udvalgte anmeldelser af Bob Dylans plader.

3. Analysedel:

I analysedelen behandles de frembragte empiriske materialer/resultater. Herefter følger en

analyse af materialet holdt op imod den inddragede teori. I analysen vil jeg diskutere forskelle og

ligheder mellem empiri og teori i forhold til min undren i indledningen. Dette med henblik på at

frembringe et så klart billede som overhovedet muligt, om hvordan spørgsmålene i

problemformuleringen skal besvares.

4. Konklusion og afrunding:

Vil indeholde en besvarelse af mine, i problemformuleringen stillede spørgsmål, og således give

resultaterne af specialets undersøgelser. Afsnittet fungerer samtidig som afrunding af specialet

og leder videre til perspektivering herudover.

11

5. Perspektivering:

Specialets afsluttende del hvor jeg kommer ind på yderligere undersøgelsesmuligheder ud fra

nærværende speciale. Dette både ud fra de nye/andre muligheder og praktiske erfaringer gjort

undervejs.

12

Metode:

For at besvare ovenstående spørgsmål, har jeg, som nævnt i specialets indledning, valgt at benytte

mig af en del af Friedrich Nietzsches filosofi. Jeg vil fokusere på værket ”Historiens Nytte” (oprindelig

kaldt ”Historiens nytte og ulempe for livet”), og de i dette værk tre historiesyn, Det monumentale,

Det Antikvariske og Det Kritiske. I nedenstående afsnit om Friedrich Nietzsches baggrund og

baggrunden for ”Historiens Nytte”, vil jeg med eksempler forklare hvert af de tre historiesyn. Ud fra

disse tre historiesyn vil jeg søge svar på problemformuleringens første spørgsmål. Her vil jeg således

bruge Friedrich Nietzsches historiesyn til at afdække og undersøge, hvorvidt der er tale om, at man i

tilbageblikslitteraturen ser et bestemt historiesyn fra forfatternes side, og i så fald hvilket? På

problemformulerings andet spørgsmål, vil jeg ligeledes søge svar ud fra Nietzsche historiesyn, her vil

jeg dog undersøge og afdække dette igennem en række anmeldelser.

Således vil jeg qua analyser af indholdet i en række anmeldelser, belyse hvorvidt historiesynet

ændres med tiden eller ej, og om det samtidig sætter sig fast på et bestemt historiesyn. Slutteligt vil

jeg, for at besvare problemformuleringens tredje spørgsmål, vurdere svar givet på spørgsmål to.

Herudfra vil det være muligt at give svar på, om anmelderne i de behandlede anmeldelser i tidens

løb er blevet kronikører eller hyldestskrivere, og i så fald hvilket historiesyn det i så fald måtte

vedkende sig. Historiesynene anvendes altså i dette speciale til undersøgelse af mine

problemstillinger i musikrelateret henseende. Således vil de (historiesynene) anvendes som metode

til at vurdere og reflektere over holdningen til musikken og musikeren i årenes løb. Altså i dette

tilfælde Bob Dylan, dennes musik og karriere, og hvorledes forfattere af tilbageblikslitteratur og

anmeldere af albums ser på hans musik, og om dette syn ændres undervejs (dette både ved

udgivelsen, qua anmeldelser, og i et historisk perspektiv/ i tidens løb).

Før ovenstående kan begynde vil jeg, som nævnt, komme ind på Friedrich Nietzsches baggrund,

baggrunden for ”Historiens Nytte” (begge ganske kort) og derefter redegøre for de tre historiesyn.

Dette for at få klarhed over deres oprindelse og betydning. Oplysninger om Friedrich Nietzsche er

fremfundet i Peter Thielst’ bog ”Nietzsches Filosofi – En Indføring” (1999.). Friedrich Nietzsches

historiesyn er fremfundet i ”Historiens Nytte” i Gyldendals serie ”Moderne Tænkere”, (1994), på

dansk ved Helge Hultberg med forord og tekst revision ved Jens Erik Kristensen og Lars-Henrik

Schmidt. En præcision skal her være at værket i Peter Thielst bog refereres til som ”Historiens Nytte

og Skade for Livet” og ovenfor kaldtes ”Historiens Nytte og ulempe for Livet”. Uanset variationer i

undertitel er benyttede værk her benævnt ”Historiens Nytte”, som i ovenstående beskrivelse.

13

Litteraturen der har forsaget min undren, beskrevet i specialets indledning, er hentet i fotobogen

”Midt i en beattid – Verdens største rockstjerner i Danmark 1964 – 74. (2008.). Af Torben Bille

(forfatter) og Jan Persson (fotograf). I Peder Bundgaards ”Lykkens Pamfil – Dansk rock fra 60’erne til

70’erne” (2.udgave, 1.oplag 2005.). I ”1001 album du skal høre før du dør”. (Original titel: ”1001

Albums You Must Hear Before You Die”) af Robert Dimery m.fl. Samt Dorthe Hygum Sørensens bog

”Rock – fra rythm ’n’ blues til mash up”. (2007.). De anvendte teorier vil hver især blive præsenteret

og forklaret løbende, og anvendt i specialets analyse del. I den anvendte tilbageblikslitteratur

fokuseres der særligt på kapitler og afsnit vedrørende Bob Dylan og dennes udgivelser og meritter

mv. citaterne fra indledningen uddybes og behandles endvidere i et særskilt afsnit om

tilbageblikslitteraturen.

Som undersøgelsesmetode, udover Friedrich Nietzsche, er valget til 2. spørgsmål faldet på den

dokumentariske undersøgelsesmetode. Oplysninger omkring den form for arbejdsmetode er

fremfundet i ”Videnskabsteori og metodelære - bind 1, introduktion”, kapitel 3 ”Forskningsmetoder”,

af Vilmer Andersen og Peter Gamdrup. Redigeret af Heine Andersen (4.udgave, 2.oplag, 2002.). Den

dokumentariske undersøgelsesmetode beskæftiger sig med indirekte at iagttage sociale

fænomener8. Dette i modsætning til eksempelvis de observerende eller spørgende

undersøgelsesmetoder, hvor der via interviews eller observationer foretages indsamling af data.

Iagttagelsen, indirekte af sociale fænomener som dokumentarisk metode, vil sige at den sociale

handling der er interesse for, ikke direkte undersøges, men indirekte ved at studere overleveret

materiale/produkter af handlingen, eller meddelelser om handlingen. Eksempelvis mundtlige,

skriftlige eller trykte. Den dokumentariske metode anvendes ofte når det kommer til undersøgelser

af fortiden, da muligheder herfor kan være begrænsede. En svaghed ved denne undersøgelsesform

er at materialet der undersøges er fastlagt på forhånd. Grunden til at anvende denne metode er, at

der kan være en mangel på alternativer, f.eks. vil interviews kun være brugbare i mindre omfang og

en observerende metode er her meningsløs.

Jeg satte spørgsmålstegn, ved om disse udgivelserne omtalt i indledningen var af så høj kvalitet som

denne litteratur foreslog, og spurgte om der kunne knyttes et bestemt historiesyn hertil. I

forbindelse med indsamling af empiri har jeg fravalgt interviews som mulighed. For ved at interviewe

en eller flere personer, der kunne kaldes ”øjenvidner” til de omtalte udgivelser, risikerer jeg at

respondenterne vil give ikke-sandfærdige oplysninger i det, at de er nødt til at benytte egen

hukommelse for at finde svaret. Det var jo netop på grund af tvivl om holdbarheden af

tilbageblikslitteraturens udsagn, at problemformuleringen ser ud som den gør. Altså leder jeg her

efter beretninger om disse udgivelser på udgivelsestidspunktet. Det vil her sige at min empiri er, 8 Andersen og Gamdrup, 2002. Side 63.

14

udover tilbageblikslitteraturen nævnt i indledningen, arkivmateriale i form af anmeldelser, der skal

tjene til nærmere undersøgelser. Aspekter om kvantitativ og kvalitativ indsamling med den

dokumentariske metode vedrører her de kvalitative. Dette forstået således, at jeg indsamler min

empiri ud fra kriterier om hvor anmeldelserne har været bragt. Til trods for at jeg vil bryde de

fremfundne elementer ned i mindre stykker kan aspektet om kvantitet ikke reelt gøre sig gældende

her, da der her kun er tale om i alt 12 stk. (se nedenfor). Anmeldelserne udvælges på baggrund af

bladets størrelse og seriøsitet på musikområdet. Således vil jeg eksempelvis forholde mig til en

anmeldelse bragt i dagbladet Politiken fremfor en anmeldelse bragt i et af de såkaldt kulørte blade

som f.eks. Her og Nu eller på personlige/private blogg’s, hvis dette skulle forekomme (dog er to

anmeldelser fremfundet i musikmagasinerne Wheel (1968-1970)9 og Soundvenue (2002 -)10).

Samtidig med dette vil jeg antage at sagligheden og seriøsiteten i det skrevne er i orden. Mit ærinde

er at se på disse anmeldelsers indhold, positivt eller negativt, antal stjerner etc. Ydermere tjener

inddragelsen af anmeldelser også til at afklare, hvorvidt anmeldernes historiesyn på Bob Dylan måtte

have ændret sig i tidens løb. Som udgangspunkt antager jeg, at anmelderne havde, og har viden, på

deres felter og dermed er seriøse, også i det forhold at det netop ikke er tilfældige steder

anmeldelserne er fremfundet, som nævnt ovenfor. Anmelderne anses i udgangspunktet heller ikke

for værende kronikører eller på anden måde hyldestskrivere, der har en interesse i at opbygge eller

vedligeholde et eller flere monumenter. Anmeldere er ansat til at anmelde.

Dertil mener jeg, at det i anmeldelserne er det mest sandfærdige sted at lede efter svar. Nytteløst vil

det være at lede i bøger, film mv. produceret senere end perioden – der vil jo i så fald være tale om

en form for tilbageblik. Ligeledes vil det være usagligt at lede efter svaret hos eksempelsvis fans eller

personer/kilder der ved at svare, ser tilbage og skal benytte sig af egen hukommelse. Grunden til at

benytte anmeldelser som metode er flere. Udover at være historisk kildemateriale, kan anmeldelser

have en enorm indflydelse på hvordan og hvorledes udgivne værker klarer sig, og også vil blive

vurderet for eftertiden. Naturligvis findes der flere eksempler på kunstnere, der sælger dårligt på

trods af fine anmeldelser og vice versa. Men gode anmeldelser kan ofte tjene som indikator for en

hvis form for kommerciel og kunstnerisk succes. Som nævnt er jeg er selv anmelder, og finder det på

dette grundlag yderligere interessant at se på det ud fra anmeldelserne.

Min arbejdsmetode var som nævnt den dokumentariske, og måden hvorpå jeg vil fremfinde de

anmeldelser der bringes, er derfor at fremfinde anmeldelser af de til specialet udvalgte albums, som

bragtes i forbindelse med udgivelserne af disse i tidens løb. Dette vil sige datidens anmeldelser af

9 Lokaliseret den 22.05.2014 på: http://da.wikipedia.org/wiki/Wheel 10 Lokaliseret den 22.05.2014 på: http://da.wikipedia.org/wiki/Soundvenue

15

disse albums og ikke reklamer, omtaler, tilbageblik, erindringer eller lignende. Måden hvorpå jeg vil

forholde mig til indholdet i disse anmeldelser vil således være, at anmeldelserne gennemgås i et

særskilt afsnit. Derpå vil de uddragne elementer af hver anmeldelse blive viderebehandlet, i

specialets analysedel, ud fra Friedrich Nietzsches tre historiesyn og i forhold til

problemformuleringens spørgsmål.

Noteres bør det i denne forbindelse, at jeg ikke forventer at anmeldere, der har behandlet værker i

begyndelse af Bob Dylans karriere, nødvendigvis stadig er at finde i anmelderkorpset ti, tyve, tredive

eller fyrre år senere. Der kan være mange grunde til at den/de samme anmeldere, ikke er at finde

som ophav til anmeldelser både for fyrre år siden og for eksempelvis ti år siden. Blandt andet

karrieskifte, pension etc. Og af disse årsager må hovedvægten for udvælgelsen, af anmeldelser til

videre behandling altså ligge på udgiveren af anmeldelsen og dennes seriøsitet, og ikke selve

anmelderen som sådan. I et særskilt afsnit redegøres kort for anmelderens rolle, overordnet

udvikling mv.

Termen anmelder skal i dette speciale forstås som, at det er anmelderen som funktion og ikke

person, der undersøges og behandles. Forstået således, at det ikke er personerne bag anmeldelserne

der er i fokus her, men det anmelderne fortæller qua deres anmeldelser gennem tiden. Dog er

anmelderne i de fremhævede anmeldelser omtalt ved navn. Dette for at give

anmelderen/funktionen et mere levende præg.

Oplysninger omkring anmelderen er fremfundet i ”Begejstring & brutalitet – en guide til

anmelderens rolle” (2012), af Anne Middelboe Christensen. Tilhørende definitioner, i samme afsnit,

af ordene musikkritikker og anmelder er fundet på henholdsvis www.ordnet.dk og

www.denstoredanske.dk.

Af anmeldelserne behandlet i nærværende speciale er 4 stk. fundet på mikrofilm på Det Kongelige

Bibliotek i København (bilag 3, 9, 10 og 11), 5 stk. i antologien ”Der gror aldrig mos på en rullesten –

rock præk” (1970.) (bilag 4, 5, 6, 7 og 8), og de sidste tre på henholdsvis Soundvenue’s hjemmeside,

www.soundvenue.dk , Politikens hjemmeside www.politiken.dk og Informations hjemmeside

www.information.dk. Af pladshensyn og for læsevenlighedens skyld vil jeg holde fokus på én

anmeldelse af hver plade til at starte med. Denne anmeldelse vil så vidt muligt være situativ og

dermed repræsentere den overordnede mening fra de udvalgte anmeldernes side for

udgivelsestidspunktet. Skulle der forekomme modstridende meninger anmeldelserne af pladerne i

mellem, vil disse gøres opmærksom på samme sted, og kan samtidig læses i vedlagte bilag. Hver

16

inddragen anmeldelse vil blive forklaret i forhold til citaterne om anmelderens holdninger, og hvilket

historiesyn denne peger i retning af, og om der eventuelt er monument-bygning.

Som omtalt ovenfor har jeg valgt at kigge på indholdet at de udvalgte anmeldelser. I forhold til den

dokumentariske arbejdsmetode kunne dette minde om en kvantitativ indholdsanalyse. Dog er den

her mere kvalitativ, da jeg behandler i alt 12 anmeldelser og ikke alle anmeldelser af alle albums

(mere herom i afsnittet nedenfor). Således minder min omtalte tilgang til anmeldelserne indhold, om

en indholdsanalyse der er kvantitativ. Da dette speciale hverken i tid eller omfang tillader at

gennemgå hele Bob Dylans karriere og samtlige udgivelser har jeg valgt at fokusere på i alt fire

udgivelser og tre anmeldelser på udgivelse (se udvælgelseskriterier i særskilt afsnit nedenfor).

I nærværende speciale ses der på indholdet i de udvalgte anmeldelser på en måde der nærmere kan

kaldes kvalitativ end kvantitativ netop på baggrund af udvælgelsen. Den kvantitative tilgang ville

spille ind hvis der var tale om at udvælge anmeldelser fra f.eks. hver eneste plade i Bob Dylans

karriere og se på indhold i hver.

Udvælgelsesprocessen omkring hvilke plader der skulle behandles, beskrives nærmere i et særskilt

afsnit nedenfor. Alle anmeldelser er vedlagt som bilag både i fysisk form og digitalt på vedlagte usb-

nøgle. Samtlige af de behandlede albums af Bob Dylan forefindes på samme usb-nøgle. Således kan

læseren lytte til de udvalgte og behandlede albums, via filerne på vedlagte usb-stik og ved samme

lejlighed selv bedømme pladernes kvalitet og retfærdigheden af anmeldelserne af disse.

Specialet indeholder et kort biografisk afsnit om Bob Dylan. Grunden til at bruge spalteplads på

oplysninger og detaljer om Bob Dylans karriere og meritter, er, udover at det er denne der er i fokus,

også for overblikkets skyld er og at jeg ikke kan forvente at læseren har viden eller interesse herom, i

forvejen.

Til det biografiske afsnit om Bob Dylan er oplysninger fremfundet via Karsten Jørgens ”Bob Dylan

Leksikon” (2000) og Marin Scorsese’s dokumentarfilm om Bob Dylan ”No Direction Home”(2005).

Yderligere oplysninger er fremfundet via www.allmusicguide.com, www.b.dk, www.billboard.com ,

www.bobdylan.com, www.denstoredanske.dk, www.dr.dk, www.gaffa.dk , www.imdb.com, ,

www.udfordringen.dk, www.ultimateclassicrock.com. Definitionen af ordet standard er i det

biografiske afsnit om Bob Dylan fremfundet på

http://www.merriam-webster.com/dictionary/standard . Oplysninger om den ringeste udgivelse fra

Bob Dylans side er fremfundet på henholdsvis www.rollingstone.com og www.gaffa.dk. Som metode

til valg af Bob Dylans ringeste plade undersøgtes dette via simpel internet søgning. Dette blev

indirekte bakket op af et opslag i ”Politikens Store Rock Leksikon”, om perioden for udgivelsen.

17

Udvælgelseskriterier, forhindringer og albums:

Hvor den i indledningen omtalte tilbageblikslitteratur var let tilgængelig og ingen forhindringer

bragte for frembringelsen, viste de ønskede anmeldelser sig at være en anden sag. Afsnittet her

fortæller om udvælgelseskriterier, forhindringer mv. Datasættet skulle vise sig mere voluminøst for

de fremfundne anmeldelser end først antaget, og således er pladsmængden ikke strengt ligeligt

fordelt på hvert af specialets tre spørgsmål.

Overordnet må de udvalgte plader være studiealbums. Jeg har i min tid som musikinteresseret og

anmelder aldrig hørt om et band/en kunstner der debuterer med en live eller opsamlingsudgivelse

eller lignende. Det handler her overordnet også om, at udvælge en eller flere plader der ikke alle

ligger for tæt op ad hinanden ved årstal for udgivelsen. Og samtidig må en eller flere af disse plader

gerne have været udgivet for mange år siden, da det herved er lettere at forhold sig til et eventuelt

historiesyn i forbindelse med kunstnerens tidligere udgivelser. I indledningen omtaltes en række

plader, hvor en eller flere af dem ved tilbageblikslitteraturens udgivelse havde mindst 30 år på

bagen. Optimalt havde det været, hvis det var muligt at undersøge spørgsmålene i

problemformuleringen ud fra samtlige anmeldelser af alle Bob Dylans plader. Dog tillader specialets

omfang og tiden der her er til rådighed ikke dette. Efter lange overvejelser omkring

udvælgelseskriterier og antal af albums og anmeldelser, fandt jeg følgende fremgangsmåde:

Udvælgelsen måtte foretages af mig selv og kriterier opstilles af mig selv. For objektivitetens skyld

ville jeg ikke, i udgangspunktet, påvirkes af andre til at udvælge bestemte plader. Jeg ville ikke

nødvendigvis gøre det der var oplagt og ikke lade udvælgelsen ske på baggrund af mere eller mindre

tilfældige ”Voxpop’s” 11. Behandles i specialet skulle fire plader, og disse fire skulle

udgivelsesmæssigt være spredt over en lang årrække. Det må herved regnes for mere sandsynligt, at

et eventuelt historiesyn er tillagt og måske også ændret. At valget faldt på dette antal måtte anses

for værende rimeligt i forhold til spredning med hensyn til udgivelsestidspunkt og evt. historiesyn.

Men samtidig også for i princippet, at så mange forskellige anmeldelser som muligt behandles. Fire

plader øger chancerne for forskellige holdninger til disse, og et antal herunder synes at være for

tyndt et grundlag at bedømme på. Samtidig syntes fire plader at være et passende antal, specialets

omfang taget i betragtning. Hertil skal lægges at antallet af anmeldelser valgtes til blive tre

anmeldelser pr. plade, det vil sige alt i alt 12 anmeldelser. Grunden til at benytte tre anmeldelser pr.

plade er, udover ovennævnte, også at sandsynligheden for større forskellighed af holdninger til

pladen øges. At anvende en eller to er indholdsmæssigt for lidt, både kvantitativt og kvalitativt, så

valget faldt på 3 anmeldelser pr. plade. Flere end dette vurderedes at være for stort et antal til at

11 Lokaliseret 26.05. 2014: http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Sprog/Fremmedord/vl-v%C3%A5/voxpop

18

kunne behandles seriøst. Som metode til afgrænsning af perioder og antal plader, var der mange

fornuftige muligheder at gå ud fra.

En mulighed var at behandle en plade pr. årti i Bob Dylans karriere, det vil her sige hele 6 plader, og

med tre anmeldelser pr. plade vil dette også være for meget til at kunne presses ind i dette speciale.

At behandle de plader, der omtales i indledningen ville være oplagt og i princippet har forfattere af

denne tilbageblikslitteratur været med til at bygge et monument, uanset hvilke plader de måtte

omtale og hylde i denne litteratur. Mit eget krav om en vis spredning over år blev derfor

grundlæggende. Pladerne nævnt i indledningen bliver ikke behandlet, da deres monument allerede

er etableret (om det er reelt eller ej) og at disse udgaves på en ganske kort årrække af tre år. En

anden overvejelse var at afgrænse for tidsperioder i karrieren. Eksempelvis fra 1965 til 1975 under

overskriften ”Flippede tider og Vietnamkrig”, i 1980’erne ”Forvirring og yuppier” og så fremdeles

gøre dette for alle perioder i Bob Dylans karriere. Herved kunne man igen have problemer med at

udvælge og blive tvunget til at udvælge qua tidligere eller general omtale og anmeldelser af

pladerne. Der er altså fare for at komme til at udvælge via tilbageblikslitteratur og hermed

problemer med objektiviteten. Svært er det at træffe kvalificerede valg i denne forbindelse, da der

er mange muligheder og samtidig også begrænsninger (spalteplads f.eks.). Af forskellige

udvælgelseskriterier for de fire plader var bl.a. Bob Dylans debutplade, gennembrudspladen, den der

ansås for den bedste og den seneste. Det kunne også have været den bedste, den ringeste, den

første og den seneste etc. etc. Det var aldrig planen at udvælge pladerne tilfældigt, da dette ikke var

en seriøs måde at gå til værks.

Egentlig var valget faldet på gennembrudspladen, en comebackplade, den ringeste og den seneste.

Med denne udvælgelse in mente var kriterierne for spredning, og en mere interessant og mindre

tilfældig udvælgelse, således opfyldt. Gennembrudspladen ville her kunne fungere som et

holdepunkt for anmeldere, historieskrivere mv. til at se tilbage på, på godt eller ondt. En

comebackplade er udtryk for en form for fraværd og kan her benyttes til at se på den ny vundne

opmærksomhed/status i forhold til tidligere tider - gode som mindre gode. Den seneste udgivelse er

et naturligt valg med henblik på vurdering af eventuelle ændringer over tid. Herved kunne man

eksempelvis se, om der var paralleller til eks. gennembrudspladen osv.

En enkelt undtagelse i objektivitet i udvælgelsen, sniger sig dog ind i denne forbindelse. Undtagelsen

består heri af at pladen der betegnes som Bob Dylans ringeste plade, er fundet ud fra en offentligt

tilgængelig afstemning. Denne, fundet via simpel internetsøgning, blev foretaget af det amerikanske

19

musikmagasin Rolling Stone, og senere bragt på musikmagasinet Gaffa’s hjemmeside i maj måned

200712.

Afstemningen er således ikke bedømt eller foretaget på baggrund af anmeldelser men qua

forespørgsel af magasinets læsere. Om denne bedømmelse bakkes der indirekte op i Politikens Rock

Leksikon, der om perioden for dette albums udgivelse (1988) skrev at:

…Dylan i slutning af 1980’eren ikke var nogen succes i eget navn, hverken rent kommercielt

eller hos kritikkerne,…13

På dette ene punkt afviger jeg fra min metodiske fremgangsmåde. Dette sker dog da jeg ikke fandt

det muligt på andre måder hurtigt at finde frem til hvilken plade, der måtte være den ringeste fra

Bob Dylan’s hånd. Alternativt kunne dette have krævet en gennemlæsning af samtlige værkers

anmeldelser, og dette kunne ydermere besværliggøres af, at anmelderne muligvis vil have forskellige

holdninger til hvilken udgivelse der er ringe eller den ringeste. Denne metodiske afvigelse sker i

specialets tjeneste, da jeg anser det for mere sandsynligt, at der kan være tegn på eller ændringer i

et historiesyn på Bob Dylan, hvis man ser på denne kombination af udgivelser, især med den ringeste

i blandt dem, og ikke bare tilfældigt udvalgte plader. Hertil må det nævnes at udvælgelseskriteriet

omkring den ringeste udgivelse, ikke er medtaget i forventningen om et specifikt historiesyn knyttet

hertil. Ydermere virker det naturligt set i sammenhængen med gennembruds eller comebackpladen.

En uforudset, og helt og aldeles overraskende forhindring opstod imidlertid ved frembringelsen af

anmeldelser på dansk af de tidligste værker af Bob Dylan.

Anmeldelser af Bob Dylans seneste plader er fremfundet via internetsøgninger. Det var først i løbet

af 1990’erne at omtaler, pressemeddelelser, anmeldelser etc. blev mere og mere tilgængelige på

Internettet. Anmeldelser af de første plader søgtes ud fra den simple antagelse, at når en plade

udgaves i U.S.A, må den forventes at udkomme nogenlunde samtidig, eller en uge eller to senere,

her i landet. Således burde anmeldelserne af disse være tilgængelige på mikrofilm og være at finde

på Det Kongelige Bibliotek i København. Denne antagelse viste sig at være langt fra korrekt. Efter

mange timers søgninger og kombinationer af dagblade og sandsynlige udgivelsesdatoer i Danmark,

måtte søgningen indstilles. Talrige kombinationer af internetsøgninger blev naturligvis afprøvet,

uden held, i søgen efter en udgivelsesoversigt, konkrete datoer, eller de ønskede anmeldelser.

Efterfølgende kontaktede jeg en lang række af datidens og nutidens anmeldere, musikeksperter eller

på andre måder relevante kultur personligheder. (Værd er det her at bemærke at ingen af de

adspurgte parter her, så meget som antydede eller foreslog at de ønskede var tilgængeligt online).

12 Lokaliseret 22.05.2014 på: http://gaffa.dk/nyhed/10021 13 Sneum, 2004. side 413.

20

Blandt dem to af forfatterne til bøgerne omtalt i indledningen (se bilag 2 med listen over alle de

kontaktede personer, institutioner og deres svar).

Dorthe Hygum Sørensen kunne desværre ikke hjælpe mig videre. Peder Bundgaard kunne meddele

mig at, det jeg søgte ikke fandtes og at der tilmed ingen konsistens omkring, omtaler, udgivelser,

anmeldelser mv. var før tidligst i 1967. Det samme fortalte både Asger Schnack og Erik Kramshøj

uafhængigt af hinanden. Noteres bør det her, at Claus Hagen Petersen, kunne oplyse mig seriøse

bud på årstal for seks udgivelser fra 1965 til 1970. Desværre var han ikke i stand til at bidrage med

måned eller ca. dato for udgivelse, og jeg var derfor reelt ikke bedre stillet end før. Samtidig kunne

Statsbiblioteket i Århus meddele mig, at pladeanmeldelser ikke er dækket af artikelbasen for

1960’erne. Det Kongelige Bibliotek kunne hertil meddele, at man her ikke har registreret

musikanmeldelser før 1983 (se bilag 2).

Morten Michelsen, lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet

Amager, kunne efter at være forelagt situationen, endvidere fortælle at:

Det ekstremt lidt der måtte findes, er det ikke muligt at opdrive via moderne arkiv metoder.

- Morten Michelsen maj 2014.

På denne baggrund blev udvælgelseskriterierne ændret til først og fremmest at gælde, hvad der var

muligt at fremfinde anmeldelser på, hvis disse overhovedet eksisterer (og det samtidig i tre styk på

dansk). Således blev kriterierne ændret til at være den første plade, hvor der med sikkerhed var tre

anmeldelser på dansk, (det viste sig at være den plade jeg oprindeligt at kvalificeret som

comebackpladen). Den næste blev også valgt ud fra, om der var anmeldelser til den, og det skulle

være en tidlig plade i karrieren, for at kunne se på dem over en lang periode (samlet set). Samtidig

blev denne udvalgt da den markerer en stilskifte fra Bob Dylans side og tilmed indeholder denne

plade den første duet i albumform for Dylans vedkommende. Pladen det drejer sig om her er

efterfølgeren til før nævnte.

Det lykkedes imidlertid at fremfinde en bogudgivelse indeholdende en række anmeldelser fra

slutningen af 1960’erne. Antologien, nævnt ovenfor, ”Der gror aldrig mos på en rullesten” fra 1970,

indeholder anmeldelser af mange kunstner og både af plader og koncerter mv. Præcise datoer for

disse fremgår ikke for alle de fremfundne anmeldelser fra slutningen af 1960’erne. Dog forefindes

oplysninger om udgiver og måned for anmeldelsen. Efter mange overvejelser og forhindringer blev

de udvalgte plader, med tre anmeldelser pr. plade således: ”John Wesley Harding” fra 196714,

udgivet i slutningen af 1967 op anmeldt i begyndelsen af 1968 (se bilag 3, 4 og 5). 2: ”Nashville

14 Jørgensen, 2000. side 157.

21

Skyline”, fra 196915, anmeldt i maj/juni 1969 (bilag 6, 7 og 8). 3: ”Down In The Groove”, udgivet i maj

1988 og anmeldt i juni 1988 (bilag 9, 10 og 11 ). og 4: den seneste, ”Tempest” fra 2012, udsendt

11.9.2012 og anmeldt i dagene omkring udgivelsen (bilag 12, 13 og 14). Forventeligt var det, at

oplysninger om udgivelsesdatoer og anmeldelser af de tidligste plader måtte være svære at finde på

internettet, eller endog på mikrofilm. At ”tidsforskydelsen” og spredningen på anmeldelser og

udgivelser er så omfattende var en stor overraskelse. Det samme var, at der ingen oversigter,

registrer eller lignende forefindes for denne periode i bibliotekssammenhæng. Hertil kunne Peder

Bundgaard og Erik Kramshøj fortælle, at man i 1960’erne i den danske presse ej heller anså moderne

musik som folkemusik for noget særligt, der skulle bruges nævneværdig tid og plads på. En anden

overraskelse var beretningerne fra henholdsvis Peder Bundgaard og Asger Schnack, der uafhængigt

af hinanden kunne berette om tilfældigheder og en direkte mangel på struktur i udgivelsesøjemed.

Asger Schnack kunne fortælle at årsagen til sit første møde med Bob Dylans musik var tilfældig, i det

en kammerats far i midten af 1960’ern, netop hjemvendt fra forretningsrejse til U.S.A., bragte noget

af landets mest populære musik til Danmark i form af en LP med Bob Dylan. Peder Bundgaard kunne

fortælle, at rettighederne til import/salg af Bob Dylans musik i Danmark lå hos pladeselskabet CBS

som ikke foretog sig noget som helst af betydning. Samtidig fortalte Peder Bundgaard, dog om Elvis

Presley, at det i en periode i 1960’erne var en automekaniker, der havde fået rettigheder til at

importere plader med Elvis Presley til Danmark.

En uforudset opdagelse er her det manglende register/oversigt og en lære af denne proces er, at

datidens presse ikke havde samme bredde interesse for musik. Samtidig må det betegnes som højst

overraskende, at man fra pladeselskabets side ikke har udgivet med megen konsistens før i

slutningen af 1960’erne (det kan der ikke være mange penge tjent ved). Historierne om importen til

Danmark og om rettigheder til dette, som med Elvis Presley, virker surrealistiske anno 2014 (set i

denne kontekst, giver det en smule mere mening, at anmeldelser på dansk ikke foreligger før tidligst

i 1967).

Om Bob Dylan.

15 Jørgensen, 2000. side 196.

22

Bob Dylan ((herefter omtalt BD), født Robert Allen Zimmerman 24.5.1941), er en stadig aktiv

amerikansk sanger, musiker, sangskriver, filmskuespiller, filmskaber, forfatter mv. Hans indflydelse

på moderne populærmusik er enorm. BD flyttede i en ung alder til Greenwich Village i New York, i

1961, BD blev tidligt inspireret af navne som Hank Williams og Woody Guthrie og karrieren tog stille

og roligt fart, hvor BD begyndte som protest sanger16. Han blev inspireret til sit kunstnernavn af den

walisiske digter Dylan Thomas og ændrede i 1962 officielt sit efternavn til Dylan. Samme år, i 1962

(marts måned), udkom hans debutplade ”Bob Dylan”17. Han havde i efteråret 1961 indgået en

pladekonkrat med Columbia Records, og indspillet sit debutalbum bestående primært af såkaldte

”standards”18 og kun to kompositioner i eget navn.

Dylan har siden taget afstand fra debutalbummet, og mener ikke at det er repræsentativt, blandt

andet grundet de 8 måneders ventetid fra indspilning til udgivelse. Albummet kostede i omegnen af

402 dollars og var ikke nogen salgssucces (omkring 5000 solgte eksemplarer)19. Dylans anden plade,

”The Freewheelin’ Bob Dylan”, udkom i 1963 og bestod i modsætning til debuten, af to covernumre

og resten var egne kompositioner20. Denne plade blev Dylan gennembrud21 og der blev siden lavet

coverversioner af blandt andre Peter, Paul and Mary (”Blowin’ in the wind”).

Efter udgivelsen af ”The Freewhelin’ Bob Dylan” var der ingen vej tilbage og Dylans produktivitet,

som ikke kan påstås nogensinde at have været lav, var i 1960’erne særlig høj, og i denne periode

udkom hele 9 studiealbums22. I peioden 1964 -1966 har mere end 100 andre kunstnere lavet

coverversioner af BD’s musik. Ud af mange, kan kunstnere med store hits skrevet af BD, nævnes

blandt andet The Byrds’ med ”Mr. Tambourine Man”23 og Jimi Hendrix med ”All Along The

Watchtower”24. I slutningen af 1960erne satte et motorcykeluheld dog en midlertidig stopper for

BD’s aktiviteter, da han den 29. juli 1966 styrter og kommer skade. Uheldet holder ham ude mange

måneder og ikke før i december året efter udgiver han et nyt album.

16 Lokaliseret 29.04.2014 på: http://www.billboard.com/artist/293235/bob-dylan/biography 17 Lokaliseret 29.04.2014 på: http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Musik/Rytmisk_musik/Folk/Bob_Dylan 18 Lokaliseret 29.04.2014 på http://www.merriam-webster.com/dictionary/standard 19 Jørgensen, 2000, side 39.20 Lokaliseret 29.04.2014 på: http://www.allmusic.com/album/the-freewheelin-bob-dylan-mw0000198752 21 Lokaliseret 29.04.2014 på: http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Baggrund/2011/05/24/145628.htm 22 Lokaliseret 29.04.2014 på: http://www.bobdylan.com/us/albums/studio 23 Lokaliseret 01.05.2014 på: http://www.billboard.com/artist/293235/bob-dylan/biography24 Lokaliseret 01.05.2014 på: http://ultimateclassicrock.com/45-years-ago-jimi-hendrix-records-all-along-the-watchtower/

23

BD-eksperter, de såkaldte ”Dylanologer”, mener at uheldet blev et vendepunkt i karrieren. Et

eksempel på en ”Dylanolog” er danske Michael Krogsgaard, der i mange år har kortlagt BD’s

studieoptagelser25.

Om det virkelig er korrekt kan være svært at afgøre. Men et sikkert vendepunkt i BD’s karriere var

hans optræden på Newport Folk Festival i maj måned 1966. BD optræder ved denne lejlighed med et

større og elektrisk backing band - The Paul Butterfield Blues Band, og det ryster publikum. BD kaldes

for ”Judas” og folk er vrede over hans brug af elektrisk guitar i folkemusikken.

I Martin Scorsese’s dokumentarfilm om BD, ”No Direction Home” (2005), vises klip (disk 1, min.:

15.43) fra begivenheden og forskellige skuffede fans mener at:

Han (Bob Dylan)ændrede sig bare alt i alt. Han ændrede sig fra hvad han var…han var ikke den samme som han

var til at begynde med…Man genkendte ham ikke..

- Bob Dylan fan, årstal ukendt.

Og (disk 1, min 16.07):

Jeg tror han giver efter for den populære smag, det er en dårlig ting og jeg mener… jeg mener han har

prostitueret sig selv.

- Bob Dylan fan, årstal ukendt.

Og kritikken fortsætter (disk 1, min 16,33) og (endnu)en skuffet fan fortæller:

”Jeg kan lide hans tidligere plader som hans ”Freewheelin’” lp’er osv. men det her kan jeg ikke holde ud”.

- Bob Dylan fan, årstal ukendt.

Senere i samme dokumentarfilm (på disk to efter 1 time, 15 min og 37 sekunder) på et pressemøde,

spørger en journalist Dylan:

Synes du ikke at dine første plader var meget bedre end dem du laver nu?

- Ukendt journalist, årstal ukendt.

Årstallet for dette pressemøde fremgår desværre ikke på optagelsen, men et kvalificeret bud vil lyde

på sidste halvdel af 1960erne, bedømt ud fra påklædning og tiltale former mv. Endvidere fortæller

BD om starten af karrieren (efter 19min, 37sekunder) at:

25 Lokaliseret 25.05.2014 på: http://jyllands-posten.dk/kultur/ECE4533390/absolut-dylan-noerd/?page=1

24

”Jeg var musikalsk opdagelsesrejsende. Jeg havde ikke rigtig nogen nævneværdig fortid, intet

at skulle tilbage til, ingen at læne mig op af”.

- Bob Dylan 2005.

Om det kan tillægges motorcykeluheldet kan ikke direkte hverken be-eller afkræftes, men BD (som

er jødisk) har som flere andre musikere også fundet Gud i løbet af sin karriere26. Han meddelte i 1978

offentligheden, at han var blevet genfødt som kristen. Således har BD udgivet tre studiealbums med

kristendom som hovedtema i mellem 1979 og 1982, som dog alle blev modtaget mere eller mindre

negativt. Herefter besøgte han Israel og vendte i 1983 tilbage til at lave ikke-religiøs musik og

albums27. Udgivelserne og turneerne fortsætter trods en sløj periode i firserne og ind i halvfemserne.

Siden BD begyndte at bruge elektrisk guitar har han aldrig helt lagt den fra sig igen. Han har skiftet

stil flere gange i løbet af karrieren og er også blevet mere end accepteret af fans af rock og pop. Ikke

mindst ved udgivelsen singlen ”Like A Rolling Stone” (kladden til denne tekst er netop solgt for hele

11 millioner28). Denne single brød normerne for singlers tre minutters længe og varer ca. 6 minutter.

En anden speciel ting ved BD er, at han er brudt igennem som sanger i det hele taget, sin

sangstemme til trods29. Igennem karrieren har han udover sine i alt 35 studiealbums indtil nu,

udgivet flere livealbum, soundtracks og modtaget et væld af priser. Hertil skal lægges et hav af

uofficielle udgivelser af diverse slags. Der er lavet flere dokumentarfilm om ham, og i 2007 kom der

også en spillefilm30. Mange har en mening om BD og meget er sagt om ham i tidens løb. I den mere

farverige ende kan det nævnes at samfundsforsker, og lektor ved Ålborg Universitet, Johannes

Andersen, i 2012 udgav en plade med dansksprogede fortolkninger af udvalgte BD sange31. Tidligere,

allerede i 2009, mente en gruppe litterater på Syddansk Universitet, at BD skulle have nobelprisen i

litteratur32. BD’s seneste studiealbum ”Tempest” udkom i 201233. Han giver koncert i Danmark

senere i år34, og har lige nu også en række malerier udstillet på Frederiksborg Slot i Hillerød35.

26 Lokaliseret 01.5.2014 på: http://udfordringen.dk/2007/08/flere-kendte-finder-gud/27 Lokaliseret 01.5.2014 på: http://www.allmusic.com/artist/bob-dylan-mn0000066915/biography 28 Lokaliseret 27.06.2014 på: http://jyllands-posten.dk/kultur/ECE6829061/dylans-kragetaeer-har-sat-ny-rekord?ref=lokalavisen29 Lokaliseret 01.05.2014 på: http://www.billboard.com/artist/293235/bob-dylan/biography30 Lokaliseret 20.05.2014 på: http://www.imdb.com/title/tt0368794/ 31 Lokaliseret 20.05.2014 på http://gaffa.dk/nyhed/60016 32 Lokaliseret 20.05.2014 http://www.b.dk/kultur/bob-dylan-skal-have-nobelprisen 33 Lokaliseret 01.05.2014 på: http://politiken.dk/kultur/musik/cd-beat/ECE1747337/bob-dylan-er-sprudlende-paa-sit-maaske-sidste-album/ 34 Lokaliseret 01.05.2014 på: http://gaffa.dk/nyhed/81403 35 Lokaliseret 01.05.2014 på: http://politiken.dk/kultur/kunst/ECE2210856/frederiksborg-slot-udstiller-portraetter-af-bob-dylan/

25

Nietzsche & historiesynene:

Friedrich Wilhelm Nietzsche (herefter Nietzsche) (15.10.1844 – 25.8.1900) tysk filolog og filosof.

Nietzsche var i en lang årrække inspireret af Arthur Schopenhauer (en form for pessimisme hvor

verden er en forestilling og man må søge at opnå en tilstand svarende til hinduismens nirvana etc.36)

men brød senere med dette syn. I sin levetid nåede Nietzsche at udgive en lang række værker bl.a.

”Tragediens Fødsels Af Musikken Ånd” (bl.a. om det apollinske og dionysiske), ”Utidssvarende

Betragtninger” (herunder ”Historiens Nytte”) og ”Ecco Homo”.

Mange af disse forblev dog udenfor det brede publikums opmærksomhed og interesse, indtil Georg

Brandes (1842 – 1911), en af datidens mest kendte litteraturkritikkere, afholdt en række

forelæsninger om/af Nietzsches værker og tanker. Nietzsche udgav som det sidste inden sin død,

”Ecco Homo”, for selv at forklare sig og sørge for at han ikke blev misforstået.

Samtid og utidssvarende betragtninger:

Nietzsche påbegyndte arbejdet med sine Utidssvarende Betragtninger i 1873, det blev til 4 i alt,

”David Strauss bekenderen og forfatteren”, ”Historiens Nytte og Skade for livet”, ”Schopenhauer som

opdrager” og ”Richard Wagner i Bayreuth”37. I tiden omkring disse udgivelser herskede der naiv

optimisme og forkærlighed for historie og historisk bevidsthed. Et opgør med dette kunne for

Nietzsche give en konkret kritik af kultur og tidsånd38. Nietzsche kritiserer med ”Historiens Nytte”

denne tidsånd og

”historismen: den overdrevne brug af historie-gørelse af tilværelsen39.

Navnet, Utidssvarende betragtninger, hvori denne serie den indgår, er derfor netop passende.

Ifølge Nietzsche må den historiske fokus og bevidsthed ikke forhindre livet, og skal stå i tjeneste til

livet. Det historiske fokus kan nemt være en hæmsko og derved direkte skadelig for livet og det

levende, og det er her Nietzsches kritiks sætter ind (formuleret i de tre forskellige historiesyn

nedenfor). I ”Historiens Nytte” indleder Nietzsche dog med at fortælle om dyret og dets evne til

glemsel, og til at leve uhistorisk. Herved skelner Nietzsche mellem glemsel og erindring, hvor dyret

som levede uhistorisk grundet dets natur (intet sprog, erkendelse og lever i nuet etc.) ikke bekymrer 36 Lokaliseret den 11.05.2014 på: http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Filosofi_i_1800-_og_1900-t./Filosoffer_1800-t._-_Tyskland_-_%C3%98strig_-_Schweiz_-_biografier/Arthur_Schopenhauer 37 Thielst. 1999, side 32.38 Thielst. 1999, side 37.39 Thielst. 1999, side 40

26

sig om glemsel og erindring. Mennesket er anderledes og kan derimod leve i begge disse

dimensioner, således at mennesket kan leve det uhistoriske liv i nuet, hvor glemslen kommer før det

at glemme, og fralægge sig noget tillært. Mennesket kan derimod også leve det historiske liv, hvor

der via erindring bindes bånd fra det levede (liv) til det der kommer, og således optager nuet med

anskuelse over det forgangne40 + 41. Nietzsche er interesseret i det uhistoriske liv og evnen til at være

uhistorisk er, for ham, enorm vigtig. Nietzsche er glad for det uhistoriske som han mener, er

fundamentet for at noget kan gro, være ægte, sundt og menneskeligt.

Nietzsche mener, at den historiske sans har taget overhånd og det kan ende med at skade det

levende og for meget historie-fokusering vil undertrykke det uskyldige, spontane og skabende.

Problemet er ifølge Nietzsche, at der er meget vi ikke ved, men at den historiske viden fylder så

meget, erstatter dannelse med overfladiskhed, og på denne måde risikerer man at komme for sent

til livet selv42. Nietzsche formulerer og skriver altså ”Historiens Nytte” som en formaning og advarsel

om ikke at overhistorisere og derved gøre skade på livet.

De tre historiesyn

De tre historiesyn, der redegøres for i dette afsnit, indeholder både positive og negative sider.

Overordnet skriver Nietzsche at dette er i kraft af at han (den levende) er ”Handlende og stræbende,

af bevarende og beundrende, af lidende, der trænger til befrielse”. Hertil svarer disse funktioner til

tre slags historie(syn), det monumentale, det antikvariske og det kritiske43.

Det monumentale historiesyn genkendes således:

Historien tilhører først og fremmest den handlende og mægtige, den, der kæmper en stor

kamp, der har brug for forbilleder, lærere, trøstere og ikke er i stand til at finde dem blandt sine

fæller og i samtiden44.

Han lærer deraf, at det det store, der engang eksisterede, i hvert fald engang var muligt og

derfor vel også endnu engang kan blive muligt45.

Thi de vil ikke, at det store skal opstå: deres metode er at sige; ”Se, det store er her allerede!” I

virkeligheden interesserer det store, der allerede er her, dem lige så lidt som det der opstår:

40 Thielst 1999, side 4041 Historiens Nytte 1994. side 41 -43.42 Thielst 1999 side 4143 Historiens Nytte, 1994. side 50.44 Historiens Nytte, 1994. side 5045 Historiens Nytte, 1994. side 52

27

derom aflægger deres liv vidnesbyrd. Den monumentale historie er den maskering, ved hjælp af

hvilken de udgiver deres had mod deres egen tids mægtige og store for lykkelig beundring over

forgange tiders mægtige og store….som om deres valgsprog var: lad de døde begrave de

levende46.

I første af ovenstående citater fremgår det at historien tilhører den store mand/kvinde eller

personlighed. Den der udretter og kæmper for at udrette noget (stort) og også samtidig har brug for

fikspunkter at støtte sig til i form af forbilleder etc. som i kvalitetsmæssig henseende ikke eksisterer i

nutiden, men i fortiden. Det er altså nogen eller noget man skal se bagud, for at finde støtte eller

inspiration i. Som en general, der forud for en kommende slag finder inspiration, tro og succes, i

kilder om dennes forgængere. Dette udtrykker i første omgang dog ikke noget entydigt positiv eller

negativt. De store personligheder er jo netop dem der huskes af en eller flere årsager. Dog kan man

også sagtens markere sig som en person der huskes, en historisk person, på en negativ baggrund.

Næste citat er positivt og opmuntrende, i det man ved at se på fortidens storhed eller meritter, nok

kan lade sig imponere, men sandelig også inspirere. Eksempelvis kunne en ung og ukendt

folkesanger lade sig inspirere af en ældre, mere anerkendt og rutineret af slagsen. Så den unge i

stedet for at tænke på, at han aldrig kommer i nærheden af den ældre. Snarere burde tænke på, at

når andre har opnået dette før mig, må det også være mig en mulighed, i hvert fald teoretisk.

Den sidste beskrivelse af hvad det monumentale historiesyn kan indeholde, er det mest negative og

det der i sidste ende kan være til skade for livet. Det mest farefulde. Citatet er langt, men alene

ideen om, at de døde ender med at begrave de levende opsummerer det ganske fint. Det

monumentale historiesyn bliver her en fastholdelse af det store der engang var, og som man kender

særdeles godt. Det er en fokus på, det forgange store, som om det er det eneste store, der er reelt

og har fandtes. Denne fokus og fastholdelse af det forgangne giver ingen hverken chancer eller plads

til andet eller nyt, der er eller kan blive lige så stort. Det vil sige, at nok kan noget nyt eller nyere i

virkeligheden sagtens være lige så godt som det ældre, men grundet historiesynet får det nye aldrig

en chance i livet. Den monumentale musikfan vil således finde det umuligt at acceptere nye skud på

stammen af en velkendt genre er gode, eller overhovedet nogensinde kan blive noget der bare

minder om lige så gode, som de i genren allerede kanoniserede og vedtagne helte. Det er altså her

særdeles skadeligt for de unge eller det nye, at samtiden har dette historiesyn, da de her uanset hvor

gode, eller måske meget bedre, de end måtte være, ikke har en reel chance.

46 Historiens Nytte, 1994. side 56

28

Det antikvariske historiesyn bestemmes således:

Idet han med nænsom hånd plejer det fra gammel tid bestående, vil han bevare de betingelser,

hvorunder han er blevet til, for dem, der skal komme efter ham – og således tjener han livet47

Men den højeste værdi har denne historisk-antikvariske pietet, hvor den udbreder en simpel

rørende glæde og tilfredshed over de beskedne, ublide, ja selv kummerlige tilstande, i hvilke et

menneske eller et folk lever;48

Når et folks sans på denne måde stivner, når historien tjener det fortidige liv på en sådan vis, at

den undergraver det levende live og dermed netop det højeste liv, når den historiske sans ikke

mere konserverer men mumificerer livet…49

Og så overværer man et modbydeligt skuespil: en blind samlemani, en rastløs skraben sammen

af alt, der engang har været til…

Det lykkes ham ved den antikvariske metode at afsvække selv et værdifuldt anlæg, et ædlere

behov umættelig nysgerrighed, eller rettere gammel-gerrighed; ofte synker han så dybt, at han

til sidst er tilfreds med enhver kost og med lyst æder selv bibliografiske quisquiliers støv.

Den evner alen at bevare ikke at avle liv; derfor undervurderer den altid det kommende, fordi

den ikke har noget instinkt for det – som for eksempel den monumentale historie har …50

Skelnen mellem den positive og negative side af det antikvariske historiesyn er her tydelig. Ved de

første to citater er her tale om at tjene livet. Først ved det at antikvaren tager sig af og passer på det

der er her nu, det han kender og er vokset op med. Det der for ham er, om ikke tilværelsen selv, så

en betydelig del af tilværelsen. Han gør det fordi han naturligvis holder af det han beskytter, men

også for at kunne give det videre, til de der kommer efter ham. Som ham der flytter hjem til

fødestedet med familien, da det i sin tid var et godt sted for ham selv at vokse op. Og han derved vil

give det samme til sine egne børn. Eller netop antikvaren, der passer godt på bøgerne han som

holder så meget af, der en skønne dag videreformidles. I samme stil er det, når der ved dette

historiesyn vises og udbredes en respekt eller agtelse overfor det der for andre måtte være

uværdigt, men for de der er der, herved bliver til glæde og velbehagelighed. En glæde og tilfredshed

47 Historiens Nytte, 1994. side 5848 Historiens Nytte, 1994. side 5949 Historiens Nytte, 1994. side 60-6150 Historiens Nytte, 1994. side 61

29

ved det (lidt) man har, i stedet for konstant at søge videre og en tilfredshed og opmærksomhed ved

nuet og ikke i morgen.

Negativt kan det dog også blive hvis dette historiesyn i stedet for ovenstående ender med at holde

personen fast i en tidslomme og fokus forbliver i denne lomme. Der er en søgen tilbage til det

fortidige. Hermed kan personen risikere at gå glip at det gode, der må være for øjnene af ham. Han

kan således ikke se det positive eller brugbare i noget nyt, da han sidder fast i det gamle. Det er også

her at dette kan ende med at blive til en indsamling, hvor alt hvad man foretager sig på den ene eller

anden måde viser tilbage til det man hænger fast i. På samme måde kan antikvaren hurtigt falde i et

hul, hvor han ender med at blive opslugt at tidslommen og kun se og leve i denne. Dermed kan han

låse sig fast og gå glip at muligheder foran ham. Samtidig magter antikvaren kun at bevare og ikke

frembringe liv, det ses i sidste citat. Hertil kommer at han netop derfor også vil undervurdere det der

måtte komme. Er man besat af ”arkiver” og begravet i disse, kan man ikke se fremtiden og

udviklingen for sig. Hvor den monumentale kunne lære og finde inspiration i historien, kan

antikvaren kun passe på den og ikke se udvikling. Man beskæftiger sig altså med det der har været

og ikke det skal komme eller det der er. Et godt eksempel på en antikvar er de såkaldte

”Dylanologer” altså BD-eksperterne der ved alt om BD, mere end han selv gør eller kan huske.

”Dylanologer” har, eller er i gang med at (over)analysere og minutiøst registrere ethvert komma i en

sangtekst eller ethvert hævet øjenbryn på et fotografi. Et eksempel på en ”Dylanolog” er den i

afsnittet om Bob Dylan omtalte Michael Krogsgaard. Han er til daglig ortopædkirurg fra Bispebjerg

Hospital, men har i sin fritid brugt år på at registrere Bob Dylans studieoptagelser - også dem der

ikke er udgivet (endnu)51. Antikvarens synsflet er indskrænket og hans livsnysgerrighed erstattet med

art forblindet besættelse af fortiden.

Det antikvariske historiesyn kan i kraft sin fokus på historien og fortiden, minde om det

monumentale historiesyn. Forskellen er dog at det monumentale kan, hvis brugt rigtigt, være med til

at avle eller være til nytte for livet. I den forstand, at det kan virke inspirerende og ikke som det

antikvariske, kun bevarer liv eller mindet om det.

Det kritiske historiesyn identificeres således:

51 Lokaliseret 25.05.2014 på: http://jyllands-posten.dk/kultur/ECE4533390/absolut-dylan-noerd/

30

Mennesket må have kraft til fra tid til anden at sønderbryde og opløse en fortid for at kunne

leve: dette opnår han ved at drage den til ansvar, underkaste den et pinligt forhør og endelig

domfælde den; og enhver fortid fortjener at domfældes52

Så bliver dens fortid underkastet en kritisk betragtning, så går man løs på dens rødder med en

kniv, så tilsidesætter man grusomt enhver pietet.

Thi da vi nu engang er resultatet af tidligere slægter, er vi også resultatet af deres vildfarelser,

lidenskaber og fejltagelser, ja, forbrydelser; det er ikke muligt helt at løse sig fra denne kæde.

Hvis vi fordømmer hine vildfarelser og tror os hævet over dem, så er den kendsgerning dog ikke

overvundet, at vi nedstammer fra dem.

Det er et forsøg på ligesom a posteriori at give sig selv en fortid, som man gerne ville

nedstamme fra, i modsætning til den, man faktisk nedstammer fra: - altid et farligt forsøg,

fordi det er så svært at begrænse afvisningen af fortiden…

…man bliver alt for hyppigt stående ved at erkende det gode uden at gøre det, fordi man også

kender det, der er bedre, uden at kunne gøre det53.

Det sidste historiesyn, det kritiske, adskiller sig fra de to foregående. Hvor de to øvrige på hver deres

måde skuer tilbage med mulighed for både positive og negative indflydelser, er det kritiske

historiesyn mere ensartet. Det første citat fortæller, at man for at leve må løsrive sig fra fortiden, og

tage et opgør med denne. Således kan man ved dette undgå at gro fast og i samme moment

forsætte en (positiv) udvikling. Dette opgør nås ved at holde fortiden ansvarlig og eksaminere den

for derefter at fælde en eller anden dom over fortiden. Dette historiesyn skuer tilbage for at tage et

opgør, det er altså dømmende. For enhver tid bør ifølge dette historiesyn domfældes. Dette må ske

for at forholde sig til fortiden, positivt eller negativt. Det næste citat fortæller således, at man her

skal bryde med og forkaste fortiden, uden hensyn til agtelse eller respekt for den eller dens indhold.

Videre fra dette er en erkendelse af, at man er et produkt af fortiden og dens indhold og

begivenheder, uanset om man vil det eller ej, og man vil, hvis man er overkritisk have en fare, for at

man fornægter den historie man har. Det leder videre til næste citat der fortæller, at der ved

forsøget på at give sig selv en ny fortid at stamme fra, er en fare for mytedannelse og dermed en

tilbagevende til det store og monumentale. Det betyder altså, at man i iveren efter at konstruere

eller rekonstruere sin egen fortid kan risikere at falde i det hul det hedder romantisering, nostalgi,

52 Historiens Nytte, 1994. side 6253 Historiens Nytte, 1994. side 63

31

mytologisering og selektiv hukommelse. På den måde er der en fare for at se med længsel på

fortidens monementer og dermed er ringen af synsmåderne på historien så at sige sluttet. Endelig, i

sidste citat, ses det at man også kan blive handlingslammet ved at have alle de store ambitioner.

Ambitionerne bliver til en hæmsko, og man kommer aldrig videre end drømmen om ambitionens

resultat.

Ud fra ovenstående definitioner og forklaringer kan vi se, at der er både positive og negative sider af

hvert historiesyn og de derfor ikke kan tolkes eller udlægges entydigt. Således var der ved det

monumentale historiesyn positive elementer i form af at kunne finde forbilledlig inspiration i

fortiden eller hos forgængere samt de store nutidige. På den negative side var her, at netop fortiden

nemt ville kunne overskygge enhver form for positivitet eller inspiration mv., da det monumentale

historiesyns negative side ikke levner nogen plads for noget nyt. Her ansås det store for at være her

allerede, eller have fundet sted, og at vi i nutiden aldrig kan opnå noget, der minder om at være lige

så stort som det, der allerede har været før os.

For antikvaren var der ved de positive sider både at give det han holder af videre til de næste

generationer eller andre, og samtidig kunne (han godt) finde glæde i og vise respekt overfor hvad

andre måtte finde uværdigt. Glæden ved det (måske lidt) man har, var stor og en tilfredshed med

nuet og ikke en konstant jagt på i morgen og det fremtidige.

På den negative side var her dog den store fare for at hænge fast i fortiden og drukne i denne, hen

ad vejen. Dette ville ske ved den antikvariske ”søgen tilbage til det fortidige” og man beskæftiges

konstant af, det forgange. Herved ville han gå glip af de muligheder for livet der måtte ligge for

øjnene af ham. Forskellen mellem det monumentale og det antikvariske lå ydermere i at det

monumentale var i stand til at avle liv og se fremad, hvorimod det antikvariske ikke var i stand til

dette.

Det tredje og sidste historiesyn, det kritiske, var mere ensartet. Det kritiske vil løsrive sig fra og gøre

op med fortiden, altså dømme fortiden. Det måtte ske for at for at forholde sig til fortiden, på godt

og ondt. Dog må man erkende, at man er et produkt af fortiden, på en eller anden vis. Samtidig vil

det kritiske historiesyn bryde med fortiden uanset agtelse, respekt mv. Et negativt element

heromkring var de farer der lurer ved at være kritisk i overmål. Således ville der ved dette være stor

fare for at se med for store beundring på fortiden, mens man rekonstruerede sin egen historie og

dermed kunne ende med at blive for monumental. Slutteligt var et problem med det kritiske

historiesyn også at de ambitioner man måtte have ville vokse sig så store, at de ville blive en

belastning og drømmen og ambitionen ende med at forblive dette.

32

Alle tre historiesyn in mente, bør man huske på vigtigheden i ikke at have et overmål af et

historiesyn i sig. De må alle tre begrænses og doceres, således at ingen af dem ender med at være til

gene eller skade for tilværelsen. De er heller ikke entydige og indeholder bare positive og negative

sider alle tre. De udelukker heller ikke hinanden endegyldigt og minder snarere om hverandre. Ej

heller skal man være historieløs, for historien er nødvendig den skal bare ikke indtages i overmål.

Men samtidig var Nietzsche også interesseret i det at leve uhistorisk og kunne være upåvirket af

historie, erfaringer og erindringer, for at kunne skabe.

Tilbageblikslitteraturen:

I indledningen bragtes korte citater fra fire bøger, der overordnet må betegnes som

tilbageblikslitteratur. Jeg vil her karakterisere tilbageblikslitteratur som værende en form for

litteratur der ser bagud. Præmissen er overordnet, fortiden og beskrivelsen af fortiden. Bøgernes

indhold og omdrejningspunkt ligger altså i fortiden. Og i bøgerne, særligt i ”Lykkens Pamfil – dansk

rockfra 60’erne til 70’erne” og ”Midt i en beattid – Verdens største rockstjerner i Danmark 1965 - 74”,

gælder det, at perioden er afgrænset fra 1960erne til ind i 1970erne. ”Rock – fra rythm ’n’ blues til

mash up” og ”1001 album du skal høre før du dør”, er også begge tilbageblikslitteratur. Dog er disse

to bøger, mere periode oversigter/beskrivelser fra 1950’erne og frem til 2000’erne. ”1001 album du

skal høre før du dør” der indeholder anbefalinger og en del omtaler af udvalgte plader, er en

beskrivelse af hvert 10-år og dette 10-års store navne med referencer trukket til periodens hverdag

og begivenheder. ”1001 album du skal høre før du dør” har som med ”Rock – fra rythm ’n’ blues til

mash up” også inddraget en række tidsbestemmende faktorer (stikord etc.) i forbindelse med

omtalerne af hvert årti. ”Lykkens Pamfil – dansk rock fra 60’erne til 70’erne”var ved udgivelsen i

2005 en nyrevideret udgave (inklusive cd) og er således et genoptryk (første udgivet i 1997). ”Midt i

en beattid – Verdens største rockstjerner i Danmark 1965 - 74” udkom i 2008, ”Rock – fra rythm ’n’

blues til mashup” udkom i 2007 og ”1001 album du skal høre før du dør” i 2009. Disse fire udgivelser

er alle, udover at være tilbageblikslitteratur, mere eller mindre uddybende beskrivelser af fortiden

(og evt. brydningstider). Samtidig er det litteratur om rockhistorie og kan betragtes som

supplementer til rockleksika. Denne form for litteratur kan ikke siges at forudsætte, at forfatteren

selv var tilstede enten før, under eller omkring perioden for det beskrev tilbageblik.

Om perioden for udgivelserne af disse bøger (2005 – 2008) var der flere kendetegn. Udover en

begyndende selvrealisering, mad og motions-fetichisme, Muhammed - og finanskrise bragte

2000’erne også andet med sig, da der både i musik og bogbranche sås flere forandringer.

33

Uanset erfaringer med succes herved - eller mangel på samme, var midten af nullerne en periode

med rekord mange gendannelser af tidligere store bands54 og samtidig skyldtes denne

efterspørgsmål på aldrende bands, formodentlig en mangel af gennemslagskraft fra periodens

(2000’ernes) kunstnere55. På bogfronten sås tendenser til at virkelighedens verdens indgik i

udgivelserne på den ene eller anden måde og samtidig også skrivestil med selvbiografisme56. Ganske

kort er der i denne periode altså en stigende opmærksomhed på biografiske elementer og

relancering af flere store kunster/grupper, hvor af nogle havde været væk i flere årtier inden

gendannelsen. Det er i denne periode den anvendte tilbageblikslitteratur udgaves. Intet tyder på at

ovennævnte bøger er bestillingsarbejde i forbindelsen med relancering af kunstnere eller

stil/periode. Dog kan forfatternes motiver være mange og forskellige. Hvad der samtidig skete i

perioden for udgivelserne, var, at de i tilbageblikslitteraturen beskrevne aktører, og denne litteraturs

forfattere var ved at nå en moden alder. En bemærkelsesværdig tilfældighed er i sammenhæng med

tilbageblikslitteraturen at både Torben Bille (1949 – 2013) og Dorthe Hygum Sørensen var/er

anmeldere57. Om bidragsyderne i ”1001 album du skal høre før du dør” er det fælles overordnede

deres kyndighed og ekspertise. De gjorde sig ved udgivelsen, for størstedelens vedkommende som

anmeldere eller skribenter mv. ved en lang række seriøse medier58. Om bidragyderne til BD’s plader i

1960’erne omtales tre ud af fire som bl.a. skribenter, mens en enkelt omtales som anmelder.

Om sidste inddrage forfatter, Peder Bundgaard, kan tilføjes at han var en del af det københavnske

rockmiljø i dettes begyndelse og var ligeledes tegner59 og medstifter af et musikmagasin60. Hvor

Torben Bille var født i 194961 var Peder Bundgaard født i 194562, og de har begge således oplevet den

tid de skriver om til trods, for at de var ganske unge i samme periode. Dorthe Hygum Sørensen63 er

derimod først født i 1961, og kan derfor ikke påstås at have oplevet perioden på samme måde. Om

bidragydere til omtalen af BD i bogen ”1001 album du skal høre før du dør”, har det desværre ikke

været muligt at fremfinde oplysninger om fødselsår. Derfor kan det ikke hverken be – eller

afkræftes, om bidragyderne har været til stede i den omtalte periode eller ej.

54 Lokaliseret den 12.06.2014 på: http://www.avisen.dk/comeback-bands-flopper-naesten-altid_7850.aspx 55 Lokaliseret den 12.06.2014 på: http://www.b.dk/kultur/gammel-graa-og-genforenet 56 Lokaliseret den 12.06.2014 på http://www.koldingbib.dk/inspiration/temaer/nyere-danske-forfattere-tendenser-litteraturen-00erne 57 Se bagside omslaget i ”Rock – fra Rythm ’n’ blus til mashup” og næstsidste side i ”Midt i en beattid - Verdens største rockstjerner i Danmark 1964 - 74”.58 Dimery m.fl. 2009 side 12 -15.59 Lokaliseret 17.06.2014 på: http://da.wikipedia.org/wiki/Peder_Bundgaard 60 Lokaliseret 17.06.2014 på: http://da.wikipedia.org/wiki/Wheel 61 Se næstsidste side i ”Midt i en beattid – Verdens største rockstjerner i Danmark 1964 - 74”.62 Se bagsiden af Lykkens Pamfil – Dansk Rock 60’erne til 70’erne.63 Se bagerst, på bagsideomslaget af ”Rock – fra Rythm ’n’ blus til mashup”.

34

I specialets indledning citeres henholdsvis Peder Bundgaard, Torben Bille, og her refereredes til den

yderligere omtale af BD i bøger ”Rock – fra rythm ’n’ blues til mash up” og ”1001 album du skal høre

før du dør”.

Peder Bundgaard skriver som bekendt om hele perioden, og udover citatet fra indledningen skriver

Peder Bundgaard også at:

Bob Dylans poesi og stemme var lammende.

og

Det lyder så banalt over 30 år senere at sige det. Men disse tre albums var noget af det mest

bevidsthedsudvidende rock, verden endnu havde hørt64.

Inden da kommer Peder Bundgaard ind på, at BD er at regne blandt de helt store og originale i den

periode, der blandt andre tæller The Beatles, Jimi Hendrix m.fl. og at det var BD der kom med de

gode tekster65.

Hos Torben Bille beskrives mestendels et af BD’s korte ophold i Danmark i 1965, samt detaljer og

historier omkring pladeindspilninger i 1960erne. Blandt andet omtales det, at musikerne ved

indspilningen af ”Nashville Skyline” intet kendte til BD før indspilningerne begynder, og da de er

countrymusikere der er hyret af BD selv, er det to forskellige verdener, med flere gode historier til

følge. Yderligere fra indledningen må det her tilføjes at:

Torben Bille kalder BD for

Folkemusikkens Messias66

… tidens mest kontroversielle sanger. Bob Dylan var i fuld gang med at forny pop-musikken…67

Og

Men sangene fra Blonde On Blonde var med til at forandre rocken fra teenagekultur til noget, der året efter

skulle vokse til et ungdomsrør, som Dylan blev gjort til talsmand for. Meget mod sin vilje. Typisk nok.68

64 Bundgaard, 2005 side 107.65 Bundgaard, 2005 side 105.66 Bille og Persson, 2008 side 103.67 Bille og Persson, 2008, side 10468 Bille og Persson, 2008, side 107

35

Både hos Peder Bundgaard og Torben Bille ses at BD’s musik og plader var at regne i den absolutte

top og elite af musikere og bands. Dertil kommer at BD igen kaldes for poet og en plade fra hans side

var med til at forandre rockmusikken.

Dorthe Hygum Sørensen beskriver BD i kapitlet ” 1960 – 1969” hvor han, på linje med 10 andre

bands/kunstnere fra perioden roses og sættes ind i periodens kontekst. BD får dog her hele 5 sider i

modsætning til kapitlets andre kunstnere der alle, bortset fra The Beatles med ca. 6 sider, har

omtrent 2 sider hver. Om BD skrives, udover det nævnte i indledningen, blandt andet at hans plade

”The Freewhelin’ Bob Dylan” indeholder flere klassikere og:

… gav han status som de unge, hvide, politisk bevidstes protestsanger69

Videre at pladen ”Highway 61 Revisited” er en

banebrydende inspirationskilde for utallige musikere…

at:

Han tilførte musikken et poetisk og intellektuelt niveau, hvilket ikke betyder, at hans tekster skal læses om lyrik.

Det er i sammenhæng med musikken, de bliver meningsfulde og ofte mytiske70.

og

Af alle Dylan udgivelser er countrypladen ’Nashville Skyline’ fra 1969 en af de mest imødekommende og

overraskende71.

Hos Dorthe Hygum Sørensen ser vi også et tilbageblik på BD i perioden, som værende legendarisk i

sin produktion både i kvalitet og kvantitet.

I ”1001 album du skal høre før du dør” står, udover beskrivelsen i indledningen et samlet billede af

BD, må det tilføjes, at bare det at bidrage som kunstner til en sådan udgivelse må betragtes som

værende ærefuldt og en blåstempling i kvalitetsmæssig henseende. Som med de plader og den

periode både Torben Bille, Peder Bundgaard og Dorte Hygum Sørensen omtaler, er det som nævnt

også tilfældet i ”1001 album du skal høre før du dør”. Perioden i 1960’erne roses BD’s plader hvor

”The Freewhelin’ Bob Dylan”, ”Highway 61 Revisited”, ”Bringing It All Back Home” og ”Blonde On

Blonde” roses udvalgt i bogen. Eksempelvis kaldes ”The Freewhelin’ Bob Dylan” her som værende:

… Med til at cementere ham som den perfekte sanger og sangskriver.

69 Sørensen. 2007 side 74.70 Sørensen. 2007 side 75 – 76.71 Sørensen. 2007 side 76.

36

og tre af pladens sange sammenfattes til at være en trilogi der

… Synes at sammenfatte en hel generations længsel efter forandring72.

Pladen ”Blonde On Blonde” fra 1966 kaldes bl.a.

… Et regulært mesterværk.

og pladen omtales som rockens første dobbeltalbum med tekster der er

… Poetiske observationer.

og pladen omtales samtidig som dannende forbillede

… udvikling og eksperimenter blev nøglebegreber i rocken73.

Eftersom pladerne netop er udvalgt til bogudgivelsen, er den positive omtale i sig selv, ikke

overraskende. Dog er mængden af superlativer og ros stor, og ligger forbløffende tæt på de tre

andre bøgers holdning.

Om anmeldere og anmeldelserne:

72 Dimery m.fl. 2009 side 60.73 Dimery m.fl. 2009 side 87.

37

Selve ”anmeldelsen” som sådan, har ændret sig meget siden den i 1700tallet så dagens lys for første

gang. Bl.a. er den fra at være indvortes analyse, henvendt til forskellige ligesindede, gået hen og

blevet fælles formidlende, og dens udseende har ændret sig på mange områder74. Blandt mange

overordnede forandringer ses anmeldelses størrelse og antallet af ord, der er skåret ned. Fra i 1900-

tallet at være på ca. 200 - 2000 ord, til i det 21. århundrede at ligge på ca. 200 – 800 ord.

Anmeldelser i 1900-tallet var mere rapporterende, informerende og formidlende, med anmelderens

mening i fokus.

Anmeldelser i det 21. århundrede er mere i retning af beskrivende, fortolkende og perspektiverende,

med anmelderen som debat-deltager, der opsummerer ved at tildele et antal stjerner eller

lignende75. For en historisk og kronologisk gennemgang af anmeldelsens historie, se Anne Middelboe

Christensens bog ”Begejstring & Brutalitet”76.

Ifølge Den Danske Ordbog er anmelder en:

Person der beskæftiger sig (erhvervsmæssigt) med at anmelde aktuelle bøger, film, teaterforestillinger el.lign., fx i en avis eller et tidsskrift77

Anmelderen er altså ansat, på en eller anden vis, til at udarbejde anmeldelser af forskellige former

for kulturstof, der videreformidles i et dagblad eller lignende. Om det er fuldtid eller deltid er ikke

det afgørende her, men det er derimod den erhvervsmæssige relation, der gør vedkommende

troværdig. Anmelderen er ansat, og en ansat må have viden på sit felt. Altså her en form for

autoritet hvorpå man kan regne med en seriøs vurdering. Dertil kommer at anmeldelser, både

positive og negative, i den grad kan være debatskabende78 og i så fald skabe mere omtale til det

anmeldte værk. Positivt eller negativt, så er omtale også opmærksomhed og hermed potentiale for

salg etc. Det giver sig selv, at der også i denne verden, kan være visse situationer, hvor der opstår

troværdighedsproblemer på den ene eller anden måde. En ting der kan påvirke troværdigheden af

en anmeldelse, er at anmelderen er usaglig og benytter spaltepladsen til at tilsmudse det/den

anmeldte. En anden mulighed er habilitetsproblemer i forhold til relationer, kunstner og anmelder

imellem. Anmeldelser tages ofte ganske seriøst, da disse er en eksponering og et indirekte

kvalitetsstempel, uanset omtalens ordvalg eller antallet af stjerne. Kvalitetsstempel i den forstand at,

med mængden af udgivelser har meget få, hvis nogen overhovedet, tid og mulighed for at anmelde

74 Christensen 2012, side 9575 Christensen 2012, side 100 – 104.76 Christensen 2012, side 97.77 Lokaliseret 26.05.2014 på: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=anmelder&tab=rel 78 Christensen 2012, side 35.

38

alt, hvad de får tilsendt eller tilbudt79. Hermed tvinges aviserne etc. til at udvælge, hvad de kan bruge

tid, spalteplads og opmærksomhed på.

Selve anmeldelsen er ifølge ”Den Store Danske”:

Musikkritik, musikanmeldelse, journalistisk genre, der formidler musik og musikliv ud fra en

personlig vurdering. Formålet er at orientere, at uddybe musikoplevelsen og stimulere til kritisk

eftertanke ved at beskrive og fortolke musik som kunst, samt at påvirke publikum og

musiklivets aktører gennem en forbrugervejledning, der forsvarer kunstneriske hensyn over for

andre interesser80.

Anmeldesen er altså en videreformidlende skriftlig vurdering af et kunstværk. Vurderingen er

personlig og meningen med vurderingen er, udover videreformidlingen, at give stof til inspiration,

vejledning(er) og stimulere til eftertanke. Samtidig kan anmeldelsen påvirke både de agerende

(musikbranchen/miljøet) og offentlighed, og forsvare de hensyn kunstneren eller værket måtte have,

overfor eksterne påvirkninger eller interesser. Modtagere af anmeldelser er forskellige alt efter

anmeldte værker og medier, hvori de bringes.

Ud fra begge ovenstående citater gælder anmelderen stadig som værende vidende på sit felt og en

autoritet i den specifikke kulturhenseende. Om man som kunstner, efter læsning af anmeldelsen,

stadig er tilfreds er en anden sag, men man kan ikke ignorere at omtalen der kan genereres via

anmeldelser kan være meget værd for kunstnere generelt. Dette særligt for mindre navne der endnu

har et gennembrud, med (formodentlig) mere eller mindre faste indtægter, til følge, til gode. Via

vurderingen og orientering handler en anmeldelse også om hvorvidt det anmeldte værk skal

bedømmes positivt eller negativt, og i sidste ende anbefales eller frarådes. Som nævnt i specialets

indledning er det ikke ualmindeligt at bedømme kunstnere ud fra fortidens meritter og det er en

nem og smart måde, at forholde sig til det nutidige på. En anmeldelse er i modsætning til tilbagebliks

eller hyldestlitteraturen ikke som sådan retrospektiv, da den skal beskæftige sig med det nutidige

(udgivelse, koncert etc.) som udgangspunkt. En anmeldelses referencer er her anderledes ved det, at

der tages stilling til det aktuelle og kun muligvis refereres her til det/noget forudgående. En

anmeldelse er altså nutidig, i en nutidig kontekst, hvor der dog i denne kontekst kan ses på fortiden.

79 Christensen 2012, side 35.80 Lokaliseret 26.05.2014 på: http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Musik/Klassisk_musik/Musikud%C3%B8velse/musikkritik?highlight=musikkritik

39

Udvalgte anmeldelser af Bob Dylan plader:

Som forklaret i specialets metodedel, vil jeg i de udvalgte anmeldelser lede efter tegn og indikationer

på et eller flere historiesyn fra anmelderens side. Disse er således positive eller negative udsagn,

sætninger og/eller ord, der hver i sær peger i retning af et eller flere af de i det særskilte afsnit

beskrevne historiesyn. Udvalgt er her en anmeldelse af hver af de fire plader. Anmeldelsen er søgt at

være situativ for de samlede anmeldelser pr. plade, hvor et eller flere historiesyn og eventuel

monumentopbygning springer i øjnene (citaterne nedenfor er eksempler herpå). De resterende

anmeldelser inddrages som eksempler på enten modsætninger eller opbakkende holdninger.

Da BD udgav comeback pladen, ”John Wesley Harding”, i Danmark i begyndelsen af 1968, blev den

anmeldt i Politiken, Information og Ekstra Bladet.

Anmeldelsen i Information (bilag 4), er den af de fremfundne der indeholder flest eksempler på

forskellige historiesyn. Her indleder anmelder Erik Wiedemann under overskriften ”HVAD TÆNKER

BOB DYLAN?”, med at spørge:

Måske er det ungdomsrevoltens alvorligste problem, at den på så mange områder er henvist til at fungere på

det systems betingelser som den angriber.

Herefter følger en kritik af konkurrencesamfund og kommercialitet og The Beatles kritiseres også før

turen kommer til BD:

Ja, og hvad tænker Bob Dylan, når han finder sig selv som kommercielt produkt, der skal afsættes til højest

mulige pris?

At anmelderen begynder med en kritik af ungdommens revolte, dens betingelser generelt,

kommercialitet og konkurrencesamfund, for derefter at drage en direkte parallel til kunstneren, er i

sig selv store ord og temaer i en musikanmeldelse. Dette kan være med til at løfte anmeldelsen og

dens indhold i vejret. Det står klart, at anmelderen her ser negativt på kunstneren og ikke er tilfreds.

Det er altså en BD, der har forandret sig til det værre her, fra noget til noget nyt og andet og det

monumentale syn er således repræsenteret.

Dog kommer anmelderen mere ind på udgivelsen også, og mener at det:

På mange måder en ny Bob Dylan man møder her. En sikrere, mere udviklet sanger, hvis

stemme har vundet betydeligt i fleksibilitet og udnyttes med meget større alsidighed end

tidligere. En mere diskret instrumentalist…

40

En komponist og tekst forfatter med øget kontrol over samspillet mellem musik og poesi i den

enkelte sang. I en række henseender altså: en mere moden Bob Dylan. Men også, det lader sig

ikke nægte en mindre intens og mindre direkte engageret Bob Dylan.

Og sangene er ikke, som på de nærmest foregående plader, lyrisk subjektive, men objektivt

fortællende episke.

Her er han trådt et skridt tilbage, blotter intet eller kun meget lidt af sig selv, vælger i stedet at

synge om noget.

Også rent musikalsk er pladen noget af et maskespil…

(sangen) Dear Landlord bliver næsten en parodi på negroid sangstil…

At Dylan i John Wesley Harding viser sig som en mere moden kunstner end før, synes jeg altså

at han også er en meget mindre vedkommende kunstner…

Af tegn og indikationer på historiesyn ses her flere. Der en mere positiv kritisk holdning i form af ros

for sang og sangskrivning og det, at det er en mere udviklet BD gør, at førnævnte positive kritik er et

vidne om kritiske historiesyn. Derudover ses, at anmelderen er bevidst om og fortvivlet over, at

ungdommens opgør hæmmes alvorligt af de præmisser det samtidig skal virke under (og hermed

synes det kritiske historiesyns opgør kun at være halvhjertet og problematisk). Dette skal dog ses

som en indirekte kommentar til pladen og direkte til BD.

Det monumentale kommer her til udtryk via referencerne tilbage i tiden til bedre tekster, og i det at

den samlede musik kaldes for ”maskespil”, og at et nummer kaldes for ”en parodi” er mildest talt en

hentydning til at det ”oprindelige” og ”noget tidligere”, er bedre end det nye. Paradoksalt nok kaldes

BD nu mere både moden (positivt), men samtidig mindre interessant (negativt) end tidligere og

efterlader et antikvarisk historie. Et yderligere tegn på det antikvariske historiesyn er her

bemærkningen omkring de nye sanges manglende subjektivitet og det giver færre muligheder for at

gå dybere ned i teksterne, altså mindre ”Dylanologisk” fortolkningsmateriale her.

Anmelderen spekulerer herefter i hvad Dylan mon havde tænkt at man som lytter, skulle lede efter, i

den nye plade og:

Problemet er ikke at det er denne Dylan man savner, men at man ikke får nok til gengæld.

Lidt efter kalder det en bestræbelse på at:

Afværge et image.

og slutter med at konstatere at:

41

Af Bob Dylan kan man forvente mere end undvigelse og resignation.

Det at man ikke får nok til gengæld, viser her at resultatet ikke er tilfredsstillende, målt i mod

tidligere ting og at ændringer fra forrige plade til nuværende, ikke er godt nok. Det peger på det

monumentale historiesyn igen, således også eksemplificeret i den afsluttende kommentar. Inden da

mener anmelderen, at BD forsøger at afværge et image og således er denne plade altså, ifølge

anmelderen et opgør fra BD’s side og hermed kommer det kritiske historiesyn igen. Denne gang dog

påklistret kunstneren, af anmelderen.

Samlet set er her flere tegn og indikationer på det monumentale og antikvarisk historiesyn end det

kritiske. Hvor det monumentale ses hele seks steder, er det antikvariske repræsenteret tre steder og

det kritisk kun to steder.

Anmeldelserne bragt i henholdsvis Politiken (bilag 3) og Ekstra Bladet (bilag 5) er mere entydige end

ovenstående. Samtidig er Politikens anmeldelse mere neutral og Ekstra bladets mere positiv. Ingen

af dem er overordnet i direkte modstrid med anmeldelsen fra Information. Anmeldelsens

tidstypiskhed bakkes her op af de resterende anmeldelser af pladen. De er alle tre beskrivende,

malende og kan ej heller udtrykke enkelt om hvorvidt de mener, at pladen er entydigt positiv eller

negativ. En ting er de dog alle tre fælles om, og det er BD’s storhed og monument som kunstner, da

ingen af dem på nogen måde betvivler ham mere end eksempelvis i ovenstående anmeldelse, hvor

der jo sandelig også er positive elementer at hente. Hos Politiken gættes der på symbolik til Gud og

Jesus og en sang kaldes for ”Et Dylansk High Noon”. Hos Ekstra Bladet skrues yderligere op, hvor han

kaldes en ”universel cowboy” og det skrives om hans stemme at den

Altid har kunnet få alt andet til at forsvinde og derfor er den absolutte magi.

I de samlede overskrifter er her med ordlyden for Ekstra Bladet ”Den Troende Bob Dylan” og

Politikens ”Lys På Bob Dylan” ikke yderligere at komme efter.

Efterfølgeren til ovennævnte album var ”Nashville Skyline” og udkom allerede året efter, i 1969 og

anmeldelser bragtes i Aktuelt, Information og Wheel.

Hos Information (bilag 8) fik anmeldelsen af Hans-Jørgen Nielsen karakter af et spørgsmål ved

overskriften ”HVORFOR SMILER BOB DYLAN?”.

Flere steder i denne anmeldelse er der tegn på det monumentale historiesyn og der vises med

mistro til nærværende udgivelse, tilbage i tiden. Dette både til den forrige plade men herefter også

længere, til de dengang, åbenbart bedre ting fra BD.

42

Ja, ja man husker godt I’ll be your baby tonight fra Dylans sidste LP. Men alligevel. Ens første reaktion, når man

hører hans nye plade Nashville Skyline er, at det her, det er altså løgn.

og

Det er ikke Dylan.

Samme Dylan som har lavet de store skurrende surreale ballader.

Hvis man kun tager efter ordene og tonerne, er det bare country og western. Banalt og ligetil som så meget

andet c og w.

Pladens første nummer og samtidig BD’s første duet, beskrives som:

… bare er en kærlig hilsen til en fordums kærlighed.

Udover det monumentale vises endnu engang tilbage med sætningen om fordums kærlighed, til

noget tidligere og fint. Ved første øjekast minder det om det monumentale, men der er snarere tale

om det antikvariske set ud fra at anmelderen så klart kan fortolke det. Dette kræver viden/indsigt.

Derefter pilles pladens musikstil yderligere ned da anmelderen gennemgår sangene og fastslår at:

Dette kunne godt være et referat af en hvilken som helst c og w-LP. Men det er altså Dylan. Det er vigtigt.

Flere tegn på det antikvariske historiesyn er her også flere steder, og anmelderen refererer videre til,

hvad en amerikansk anmelder mener:

…at den nye Dylan-plade er den første plade, der ubetinget forlanger, at man forstår Dylan. De tidligere plader

lod sig til en vis grad forstå, uden at man forstod manden bag dem.

og konkluderer yderligere

Det er måske derfor en del tidligere Dylan-fans allerede begyndte at springe af med den forrige plade.

43

Dette fortsætter med kommentaren om:

I det at mennesket Dylan, som i sin tid lavede Blonde On Blonde, nu pludselig synger sådan, og i

det, dette indebærer. I det, at Dylan er nået frem til en holdning, der gør, at han tilsyneladende

kan bo i denne simple og ømme musik. De sidste tre Dylan-LPer kan aflæses som en eksistentiel

udviklingsroman, hvor John Wesley Harding betegner en slags overgangszone mellem Blonde

On Blonde og Nashville Skyliner.

Det antikvariske kommer her til udtryk qua anmelderens indsigt i BD’s tekster og univers, der gør

anmelderen i stand til at kigge dybere ind i den ”sag” der hedder BD. Indlejret i ovenstående er her

samtidig tegn på en stor respekt for BD og han omtales som ”mennesket Dylan” og hans tre

forudgående plader sammenlignes med en eksistentiel udviklingsroman.

Samtidig kommer der et eksempel på det kritiske historiesyn ved beskrivelsen af sangen ”I Threw It

all away” som nøglen:

…der rummer det definitive opgør med Blonde On Blonde-holdningen…

Opgøret er her et opgør med pladen før ovennævnte, ”John Wesley Harding”. Siden vurderer

anmelderen at:

Det er meget svært verbalt at indkredse den store, skønne følelse af befrielse, ja, lykke, denne

plade udløser. I samme grad som Dylans musik på overfladen er blevet mere og mere

endimensionel, er den menneskelige dimension vokset. ”kunsten” er forsvundet hos Dylan. Han

har ligesom ikke mere brug for den og siger, at han kun laver plader, fordi han har en kontrakt.

I denne kunstløse musik er det livet, der er blevet en ”kunst”.

Pludselig går anmelderen, i samme anmeldelse, den modsatte vej og nu hyldes nærværende

udgivelse i store vendinger og samtidig i et kritisk historiesyn. Det kommer til udtryk i at anmelderen

mener at BD har taget et opgør både med pladebranche og egen musikstil.

De resterende anmeldelser af ”Nashville Skyline” minder begge om ovenstående. Begge

kommenterer de på både sang, tekst og musikstil. Begge nævner også den tidligere plade ”Blonde on

Blonde” i positive toner. Dog er anmeldelsen i musikmagasinet Wheel (bilag 6) alt i alt mere positiv

end Aktuelt’s ditto (bilag 7). Samtidig er anmelderen her ikke hverken chokeret eller forarget over

BD’s sangstil mv.

Ovennævnte behandlede anmeldelse indeholder flest forskellige elementer på historiesyn. I begge

de andre anmeldelser beskrives BD’s person dog også i store positive vendinger og Wheel fortæller,

at han både tidligere har været ”politiker” og ”profet”, og nu ikke længere ønsker at være symbol.

44

Hos Aktuelt kalder anmelderen ham bl.a. for ”den største nulevende ungdomsoprører”. Begge steder

støtter bygningen af monumentet i konstateringen af meritter. Samtidig konstateres det i Aktuelt,

denne plade ikke indeholder muligheder for at fortolke teksterne. Således er der ikke plads til megen

antikvarisk historiesyn på BD i denne omgang.

I Wheel springer dog et citat i øjnene, nemlig er BD selv citeret for at sige:

”Disse nye, er sange jeg altid har haft lyst til at skrive, og de afspejler mere af mit virkelige jeg end de gamle”.

Her ser det altså ud som om kunstneren selv er interesseret i et opgør med egen fortid og dette er

manifesteret i pladen ”Nashville Skyline”. Anmeldelsernes overskrifter peger ikke i retning af hverken

historiesyn eller monumenter med ordlyden ”Smilet Bliver Større” og ”Dylan Til Hest”. Af historiesyn

gør sig her gældende, at det er det antikvariske der er repræsenteret fire steder står stærkest, og det

monumentale med tre, og det kritiske to er begge svagere. Som med anmeldelserne af ”John

Wesley Harding” skriver anmelderne langt og malende, og her er ikke meget decideret negativitet.

Derimod roses BD også her.

Albummet ”Down In The Groove” blev udgivet i midten af 1988. Ved udgivelsen af pladen blev den

anmeldt i Berlingske Tidende (bilag 9), Morgen Avisen Jyllands-Posten (bilag 10) og Politiken (bilag

11).

I Politiken skrev Anders Rou Jensen bl.a. under overskriften ”Kuet og famlende Dylan”, at:

Man savner Dylan’s tidligere brændstof, for lp’en er en ørkenvandring af skitser, løse ender og

noget der højest burde rangere som samleobjekter.. på den måde er Down In The Groove

præcis lige så kedelig og katastrofal som 1986-udspillet Knocked Out Loaded.

og videre:

DER ER tilløb til Dylan’s klassiske slidstærke, fortættede og guitar-knastede rock n’ roll på bidrag som Sally Sue

Brown…

Anmelderen forholder sig til sangene ”Had A dream About You Baby” og ”Ugliest Girl In The World”,

der har et par gæster med:

…men sat op mod den hidtidige udgave af hans Samlede Værker er der ikke én mindeværdig sang på Down In

The Groove.

Her er den monumentale historiesyn tydelige i alle tre citater, og det at der i første citat nævnes at

pladens indhold nærmere burde være reduceret til samleobjekt, altså også en ubevidst hentydning

45

til det antikvariske. Monumentet roses yderligere med tilbageblikkene til Dylans samlede værker, og

selvom han har en lang række af tidens store navne med som gæster, gør det ikke indtryk.

Anmelderen nævner de på pladen mange gæster ved navn, og disse tæller bl.a. Mark Knopfler, Paul

Simonon, Eric Clapton, Jerry Garcia, Ron Wood m.fl. men:

Anstrengelserne er frugtesløse, for den udfarende inspiration mangler, og de sange, der ikke løber ud i sandet,

løber ud i det selvparodiske. Dylan har som sanger sjældent lydt mere kuet og famlende.

Anmeldelsens afslutning lyder:

Down In The Groove er med lethed en af de dårligste lp’er, der nogensinde er lavet af betydningsfuld kunstner.

Endnu engang refereres der bagud til bedre tider i det at Dylan både nærmest er en parodi på sig

selv og lyder kuet og falmende. Ikke nok med det, så er sidste kommentar ikke alene en

sønderlemmende kritik, men faktisk også underbyggende for BD’s fortid og monument.

Pladens resterende anmeldelser er i modsætning til ovenstående monumentale, af ret forskellig

karakter. I Morgen Avisen Jyllands-Posten (bilag 10) er anmelderen ikke begejstret for pladen, men

det bliver aldrig negativt i samme forstand som hos Politikens ditto. I Morgen Avisen Jyllands-Posten

kaldes pladens første nummer (et cover nummer) en ”uinspireret version” men herudover er der

ikke meget negativt. Positive kommentarer, i et kritisk historiesyns henseende (og en hilsen til det

antikvariske) er her at pladens sange er ”… uegnede til den form for overfortolkning som Bob Dylan

ofte er udsat for” og pladen er ”befriende fri for de store fordybelser”. Kort forinden roses nogle af

pladens gæster:

…Grateful Death som baggrundskor liver lidt op på lyden og gør Dylan forfriskende sjov at lytte til denne.

Hos Berlingske Tidende (bilag 9) kan anmelderen ikke rigtig beslutte sig for om pladen er rigtig god,

eller en blød mellemvare. Anmelderen bliver aldrig rigtig negativ og tvært imod kaldes pladen for

…en venden tilbage til gamle dage, samtidig med at musikken er frisk og nutidig.

og

Numrene rock’er glade af sted, eller hviler stille i sig selv, som i de bedste af hans ballader.

Her refereres også langt tilbage i tiden, i positiv henseende, til en plade fra midten af 1960’erne.

Referencerne anvendes til at underbygge nærværende plades kvalitet. Af hentydninger til bygning

eller bevaring af kunstnerens monument, er her i modsætning til tidligere ikke meget af hente. BD’s

karriere og meritter som sådan, bruger anmelderen ikke voldsomt meget energi på. Det sker kun i

46

form af de indirekte roser og tilbageskuende positive referencer. Overskrifterne i Berlingske Tidende

og Morgen Avisen Jyllands-Posten var henholdsvis ”Med Løst Håndled” og ”Sange Til Lejrbålet”. I

modsætning til ovennævnte overskrift i Politiken peger disse to ikke retning af meget andet end

eventuelle spydigheder fra anmelderens side, og her er ikke mange tegn andet en negativt indhold

overordnet, i anmeldelserne.

Slutteligt konkluderer anmelderen dog med monumentalt historiesyn og monumentbygning at:

Med tanke på hvad der ellers plager os på hit-listerne i dag, kan man kun hilse denne nye Bob

Dylan-lp med begejstring.

Et fællestræk for de tre anmeldelser er, at de er markant kortere og ordlyden skarpere med et sprog

og udtryk, der er mere direkte og konstaterende end i anmeldelserne fra 1960erne. Det

dominerende historiesyn er her det monumentale, der ses hele otte steder, mens det kritiske ses tre

steder. Det antikvariske er at regne for fraværende her.

Sidste album i rækken er her det hidtil seneste, ”Tempest”, fra 2012. Ved denne udgivelse er

anmeldelserne bragt hos musikmagasinet Soundvenue (bilag 12), i Politiken (bilag 13) og i

Information (bilag 14).

I Information beskrev Klaus Lynggaard pladen som ”Dylan i ursuppen”:

Indledningsvis roses pladen med:

Skarpe og poetisk prægnante tekster serveret i en musikalsk ursuppe.

Anmelderen beskriver kort efter sin egen situation ved møder med Dylan fans og IKKE-fans af Dylan:

Som én, der har fulgt Bob Dylans karriere i fem-seks årtier, havner jeg indimellem i krydsilden

mellem Dylan-forsagerne, altså dem, der simpelthen ikke kan snuppe manden og intet (INTET!)

forsonende kan se ved hverken manden eller værket, og så Bob-fundamentalisterne, der som

bekendt ikke blot ville investere i mandens fækalier, men også påstå at de både lugter bedre

end alle andres og er rigtig rare at røre ved, tilmed. Ingen af parterne er synderligt befordrende

for hverken dialog eller kritisk stillingtagen. Til gengæld er begge fløje lige irriterende i deres

mangel på nuancer. Det er derfor værd at få med, at man faktisk sagtens kan sætte pris på

manden, uden man derfor skulle være ude af stand til at værdsatte anden musik. Ligesom det

er muligt at mene, at han laver såvel gode som dårlige plader og spiller ditto koncerter – uden

at man af den grund tilnærmelsesvist er hater.

Overordnet roses og respekteres kunstneren (BD), og anmelderens beskrivelse af egen situation, kan

roligt kaldes bemærkelsesværdig. Mens de beskrevne ”Bob Dylan-fundamentalister” er indehavere

47

af det antikvariske historiesyn, gælder det at nogle fans har det svært med at anmelderen kan lide

både BD og andet musik og samtidig erkende at han (BD), både har lavet gode og mindre gode ting.

Efterfølgende roses kunstneren igen humoristisk:

Så her er fakta – den efterhånden 71-årige Bob Dylan er en af alle tiders største sangskrivere.

Bare listen over hans mest geniale kompositioner er alenlang. Læg dertil dem, der bare er

gode: den liste er vitterlig lang som et ondt år. Det sagt har der i den over 50 år lange karriere

været perioder, hvor han kunstnerisk har været helt ude i tovene, hvad angår såvel

pladeudgivelser som koncerter. Dem kunne man snildt dvæle ved, hvis man ledte efter

ammunition til at skyde ham med, men så melder problemet sig, idet hans geni ad flere

omgange har udmøntet sig i tre på hinanden følgende plader af så høj kvalitet, at de fleste

andre sangskrivere taknemmeligt burde kysse deres skabers fødder, hvis de blot kunne levere

et enkelt af slagsen…

Anmelderen nærmest evaluerer BD’s karriere og når hurtigt frem til at de store bedrifter er både

flere og mere fokus værd end det modsatte. Hele anmeldelsen er nærmest én stor ros af BD’s fortid

og meritter.

Dog spørger anmelderen sig selv:

Spørgsmålet er så, hvordan den sene Dylan vurderes? Som han fremstår fra og med det efter

min mening sidste rendyrkede mesterværk fra hans hånd, Time Out of Mind? Her lagde han sig

til rette i en retrostil, han har dyrket siden, til gengæld var produktionen lagt i Daniel Lanois’

hænder, hvilket gav dyret et flot klangligt løft, man ikke har hørt meget til siden. For siden

årtusindskiftet har Dylan (under aliasset Jack Frost, på dansk Fader Vinter!) selv stået for

produktionen, og den er så bagstræberisk, at det skriger til himlen.

Og

Som tekstforfatter har han genvundet gløden som både poet og historiefortæller, men som

melodiskaber bevæger han sig i udpræget grad rundt på det jævne. Når han da ikke bare i

bedste folkemusikstil planker melodier fra sange som »Rollin’ and Tumblin’« og »Red Sails in

the Sunset«.

Og videre:

…Så som vi efterhånden har vænnet os til med Bob Dylan, er hans seneste studiealbum,

Tempest, (og det er så nr. 35 i rækken) musikalsk set et behageligt og kompetent miks af de

genrer, han hørte i sin ungdom.

48

Anmeldelsen slutter med følgende bemærkning:

Og der udvises selvfølelse nok til at hugge titlen fra ham Shakespeare. Cool. Som pladen i

øvrigt. Hvis man ikke forventer et Uomgængeligt Mesterværk er der masser af stof til

eftertanke at hente her.

Det åbenlyst skrevne er at BD ikke lever op til et tidligere album, især ikke hvad angår produktionen,

der her kaldes for bagstræberisk. Dog har han tekstmæssigt genfundet formen, uden alt for gode

melodier, og BD blander behageligt de genrer han selv hørte i sin ungdom. Set ud fra ovenstående,

er anmelderens historiesyn her monumentalt, i det han refererer til tidligere tiders gode plader mv.,

og selvom om pladen kaldes cool og med stof til eftertanke, betegnes den ikke som noget

mesterværk. At produktionen er bagstræberisk er absolut ikke en kompliment og fortæller at BD

selv, ifølge anmelderen, er taget tilbage i tiden for at hente og anvende en tidligere succes, og det er

ikke lykkedes.

Anmeldelserne af samme plade foretaget i Politiken og hos Soundvenue er i samme stil, men hvor

Information ikke benytter sig af at tildele stjerner i anmeldelserne, får pladen 5 ud af 6 både hos

Politiken og Soundvenue. Både Politiken og Soundvenue er selvsagt rosende, om end med færre

superlativer, end hos Information. Som hos Information hvor ”Dylanologerne” nævnes som

fundamentalister, nævner også Politiken denne gruppe. Her kaldes de dog ”Menigheden” og hos

både Information og Politiken spekuleres i, om nærværende plade er den sidste fra BD overhovedet.

Dette gøres på storladen vis qua ligheden mellem pladetitel og titlen på William Shakespeares sidste

værk ”The Tempest”. Hos Soundvenue berører anmelderen ikke dette emne, og her er anmeldelsen

samtidig betragteligt kortere. Ydermere ser alle tre anmeldelser tilbage på BD’s karriere og meritter i

positive og rosende vendinger og bygger på monumentet. Sproget i anmeldelserne varierer. Hos

Soundvenue er det mere direkte end hos Politiken og Information, der begge er mere malende og

beskrivende. Her har man hos både Politiken og Information prioriteret at bruge mere plads på

anmeldelsen end hos Soundvenue. Det er med til at underbygges BD’s monument. Dog springer et

par linjer fra anmeldelsen i Politikken i øjnene:

…71-årige Bob Dylan i de senere år modbevist den ofte fremsatte påstand om, at sangskrivere er bedst i ungdommen.

Siden han i 1997 udgav ’Time Out Of Mind’ har Dylan holdt et højt niveau og udfordret sin egen alder, sin mytologiske status og den død, der lurer et sted derude, i sine stærkt vedkommende sange.

Pludselig er her et kritisk historiesyn involveret i form af et opgør med påstand eller opfattelse

omkring BD’s person. Anmeldelsen virker en smule selvmodsigende og anmelderen, der ser tilbage

49

på noget stort og godt, altså monumentalt og samtidig en godkendelse af de nye sange som

værende ”stærkt vedkommende”. Hos Soundvenue spørger anmelderen i samme stil om

… albummet kan leve op til bagkataloget, eller er det hele blot opblæst Dylan-Hype?

Ikke desto mindre fik pladen 5 ud af 6 stjerner begge steder. Det monumentale historiesyn er her

overrepræsenteret, og er stilstede i hele fire ud af syv citater. Hvor det kritiske og antikvariske kun

ses et sted hver.

50

Analyse og diskussion:

I specialets indledning fremgik det, qua citater og henvisninger, at BD’s plader udgivet i 1960’erne

regnes for værende både mindeværdige og kompetente kvalitetsudgivelser. Citaterne og

henvisningerne var hentet i fire forskellige bøger. Disse bøger hører ind under den overordnede

kategori der kaldtes tilbageblikslitteratur. I afsnittet herom karakteriseredes tilbageblikslitteraturen

ved at have det bagudskuende element som grundpræmis, og beskrivelser af fortiden som

hovedtema. Dertil var det fælles for alle fire bøger, at de beskæftigede sig med samme periode, to af

dem udelukkende og to af dem som led i bogens helhed og opbygning. Citater og henvisninger

uddybedes i det særskilte afsnit ovenfor om Tilbageblikslitteraturen, og i forfatter Peder Bundgaards

bog, ”Lykkens Pamfil – dansk rock i 60’erne og 70’erne var”, fremgik det, at BD roses yderligere med

sammenligninger til tidens andre store bands og kunstnere, og at han flere gange kaldes for poet.

Samtidig sås det i citatform, at forfatteren ser ud til at vedkende sig (en smule af) tilbageblikkets

romantisering og fortæller, at det med 30 års afstand kan være banalt at rose, som han gør.

Hos Torben Bille, i ”Midt i en beattid – verdens største rockstjerner i Danmark 1964 - 1974” gør det

rosende sig i høj grad gældende. Torben Bille går skridtet videre og kalder BD for ”folkemusikkens

Messias”, og beretter at BD var i gang med at forny popmusikken. Endvidere fortæller Bille

andetsteds også, at BD er med til at forandre rocken. Hos Dorte Hygum Sørensen fortsætter dette,

og her beskrives en plade som værende banebrydende, perioden for hans hovedværk og også her

kaldes Dylan for poetisk. Ikke overraskende kunne skribenterne i bogen ”1001 Album du skal høre

før du dør” følge de resterende roser til dørs.

Her kaldtes BD både perfekt sanger og sangskriver og en plade for et mesterværk. Således fremgår,

at man ud fra de samlede billeder fra denne udgivelse også ligger påfaldende tæt opad de øvrige

bøgers budskaber. Som min undren beskrevet i indledningen, er helhedsbilledet også ved et

nærmere eftersyn af tilbageblikslitteraturen entydigt positivt overfor BD’s karriere i 1960’erne. En

enkelt kommentar fra Peder Bundgaard stopper imidlertid de mange roser en anelse, Peder

Bundgaard erkender at, det at rose med så mange års afstand, kan virke lidt fladt eller søgt. Om det

er intenderet eller ej, så vedkender Peder Bundgaard sig ved denne kommentar, noget der minder

om et romantisk tilbageblik som foreslået i indledningen. Kommentaren kan ses som en måde at

tøjle en ellers løssluppen personhyldest på.

Dog er kommentaren ikke decideret negativ, og i forhold til det samlede billede nærmere neutral.

Interessant er det i denne sammenhæng, da en sådan kommentar faktisk er med til at trække en

anelse i bremsen af den ellers entydige ros af BD i denne periode. Selvom Peder Bundgaard som

51

nævnt, nærmest kun har store roser tilovers for BD. Derudover forekommer der ingen lignende

kommentarer, og resten var alle positive tilbageskuende og helhedsbilledet er temmeligt. Et fælles

træk for alle fire bøger var udover, periodebeskrivelserne, at de alle udkom i sidste halvdel af

2000’erne. Peder Bundgaards bog var dog en genudgivelse i en ny revideret udgave. Bøgerne var for

de to førstes vedkommende begge skrevet af forfattere, der havde været unge i perioden for

beskrivelsen. For de to sidstnævnte bøgers vedkommende var Dorthe Hygum for ung til dette og of

bidragyderne i den sidste bog kunne deres alder ikke umiddelbart fastslås.

Ligeledes fremgik det at Peder Bundgaard var født i 1945 og Torben Bille i 1949. Således har de

været henholdsvis 60 og 59 år ved henholdsvis 2005 og 2008 ved udgivelserne af hver deres bog.

Bøger slutter henholdsvis i 1973 og 1974 og giver dem begge rundt regnet mellem 30 og 40 år fra

beskreven periode til bogudgivelse. Peder Bundgaard har endda fået et forsøg mere til at reflektere

over perioden, da hans bog er genudgivelse. Mellem 30 og 40 år er i alle henseender lang tid og en

lang periode hvor meget skete ikke bare med musik men i det hele taget. Med ovenstående årrække

in mente synes det bemærkelsesværdigt at begge skriver påfaldende ens om perioden og BD. Er der

tale om plagiat? (Næppe, det har aldrig været temaet her og den slags bliver ofte opdaget med

større officielle udgivelser og alene faren for at blive afsløret vil holde mange fra den slags).

Dorte Hygum Sørensen var som nævnt først født i 1961, og herved væsentlig yngre end begge

ovenstående forfattere, og kan derfor ikke regnes for at have oplevet perioden på samme måde som

Peder Bundgaard og Torben Bille. Hendes bog udkom i samme periode som de resterende, men

grundet aldersforskellen har hun ”kun” reelt haft 20 – 30 år fra periode til udgivelse. Hermed må det

udelukkes at hun har skrevet ud fra erindring og formodes, at hun har forhold sig til overleveringer,

arkivmateriale, evt. generelle opfattelser af perioder etc. men bogen bakkede op om ovenstående.

Om den bogen ”1001 Album du skal høre før du dør”, var det desværre ikke muligt at be – eller

afkræfte bidragydernes aldre. Hvilket reelt ikke efterlader meget at gå efter, når det kommer til om

forfatterne selv har oplevet perioden. Således må gisninger og sandsynligheder ses bort fra, og

bogen må betragtes som enten en blanding af ovenstående eller som værende sammenlignelig med

de to første bøger. Uanset hvorvidt forfattere eller bidragsydere har oplevet perioden selv, er

tilbagebliksbøgerne, alle som en, roser BD’s musik i samme periode. ”1001 Album du skal høre før du

dør” ser på BD på samme måde som hos Peder Bundgaard og Torben Bille. Hertil er alle fire bøger

også enige om BD’s storhed, når det kommer til helheden af det tekstmæssige indhold og udgivelser

i denne periode som værende banebrydende, legendariske eller lignende.

52

I modsætning til anmelderne (se afsnittet ovenfor om de udvalgte anmeldelser) er forfatterne ikke

fortolkende mht. til tekster som sådan, de går ikke i detaljer på samme måde. Derimod giver

forfatterne kun en mere overordnet omtale af teksterne og deres indhold. Af eksempler herpå et

det, at BD kaldes for poet og med poetiske observationer, og dertil også for en kontroversiel sanger.

Ydermere beskrives han samtidig som protestsanger for de politisk bevidste, og på den musiske side

betegnedes han flere steder som banebrydende og mindst et album som værende forbilledligt og et

mesterværk. Forfatterne er ligeledes i modsætning til anmelderne heller ikke bedømmende på

samme vis, hvor anmeldernes ærinde var at forholde sig til og bedømme pladerne i detaljer, nøjes

forfatterne med et lidt større billede, dog forholder de sig til kunstner og udgivelse. Om det er en

forklaring af perioder, en personlig beretning eller lignende, er ikke det det centrale her. Hvor

anmelderne orienterer, vurderer, fortolker etc. giver forfatterne et tilbageblik der er beskrivende,

fortællende mv. hvor ros, ris og vurderinger ikke er udelukket, men ej heller er formålet. BD roses og

fremhæves som en del af periodebeskrivelsen.

I specialets indledning spurgtes til en bestemt måde at se - og forholde sig til fortiden på og samtidig

betvivledes tilbageblikslitteraturens sandfærdighed. Dertil sås i ovenstående afsnit om Nietzsche og

hans baggrund også de tre forskellige historiesyn.

Det monumentale, der på den positive side så muligheden for at finde inspiration i fortiden qua

tidligere store bedrifter. I en mere neutral retning var det at se bagud på et monument en, måde at

finde støtte til det nutidige i fortiden grundet i at støtten der er behov for, ikke forefindes i nutiden.

Og på den negative side sås det tydeligt at monumentet man betragter, eller hylder, ender med at

skygge eller stå i vejen for andet/nyt. Det var således de store helte, der har været her, og i BD’s

tilfælde stadig er her, der forbliver det prisværdige og gode. Denne fokus på det forgangne store gav

ingen plads eller chancer til noget nyt eller nyere uanset om det nyes kvalitet reelt var lige så god

som det i forvejen vedtagne stores.

Ved det antikvariske fremgik det i positiv forstand at antikvaren var i stand til at passe særdeles godt

på det han holdt af, og også kunne glædes ved det han besad, fremfor eksempelvis konstant at se

fremad efter nyt. På den negative side var det ganske tydeligt, at antikvaren kunne ende med at

sidde fast i en tidslomme, og det at passe på, blev overgjort og til sidst til den, for antikvaren, reelle

nutid, hvor antikvarens synfelt er indskrænket til en form for forblindet besættelse af fortiden.

Forstået således at antikvaren endte med at sidde fast i det gamle, og herved gå glip af livet eller

ikke kunne se det positive nye.

53

En forskel på de to var, at det monumentale var i stand til at avle liv i form af inspirationselementet

og se udvikling og ikke bare bevare dvæle ved/i fortiden.

Det kritiske historiesyn adskilte sig på flere måder fra de to øvrige og det fremgik, at det kritiske

stillede fortiden til regnskab, gjorde op med denne og var altså dømmende. Opgøret med fortiden

skulle findes i nødvendigheden for kunne leve, det vil her sige at opgøret er gavnligt ved at tingenes

tilstand har godt af at blive rystet en gang imellem og revet op med rødderne, så man ikke gror fast.

Det kritiske historiesyn fortalte også mere end det. Det fortalte, at man skulle bryde med fortiden

uden agtelse fortidens indhold, men samtidig også at alle i større eller mindre grad er et produkt af

fortiden, om man vil det eller ej. Faren var her at være overkritisk overfor fortiden og ved dette

ledtes videre til, at der også var en fare ved at give sig selv en ny fortid. Faren bestod i at man i

iveren efter konstruktion eller rekonstruktion kunne falde i de huller, der kan ende med eksempelvis

at hylde fortidens monumenter. På den måde kunne ringen af historiesyn sluttes og endeligt kunne

man ved overkritik risikere en handlingslammelse, grundet alle de store ambitioner.

Dertil kommenteredes på disse positive og negative sider, og det sås at historiesynene ikke

nødvendigvis hverken er entydige eller udelukker hinanden. Dog skulle de alle doceres fornuftigt så

ingen af dem tog overhånd, og dermed var til gene eller skade for livet. Samtidig sås det, at

historiesynene opstår i en periode, hvor der i Europæisk historie er et stort fokus på historisme (der

skadede det spontane og skabende) og Nietzsches skrift om historiesynene var en kritik heraf. Før

historiesynene forklaredes, sås ligeledes Nietzsches begejstring for dyret og dets evne til glemsel og

det at leve uhistorisk/i nuet. Dyret bekymrede sig ifølge Nietzsche ikke om erindring og glemsel i

modsætning til mennesket. Mennesket var derved anderledes og kunne både fralægge sig det

tillærte, og leve det uhistoriske liv i nuet ligesom dyret. Samtidig kunne mennesket og leve et

historisk liv, hvor erindring fra det levede liv bindes til, det der kommer. Altså lever man i nutiden,

men med erindring på fortiden, til det der kommer i fremtiden. Eller, at man lever i nutiden og går -

klog af fortiden, fremtiden i møde. Eksemplet med dyret og mennesket gav tilmed mindelser om de

tre historiesyn.

Således er erindringen om det allerede levede, peger på det monumentale historiesyn og optages

nuet af det forgange, er vi tættere på det antikvariske historiesyn. Det kritiske kommer dog kun til

udtryk qua det at leve uhistorisk. Her er intet decideret opgør eller tilbageskuenhed og det er derfor

ikke reelt det kritiske historiesyn i dette tilfælde.

Ud fra de tre historiesyn må tilbageblikslitteraturen vurderes, og flere ting springer i øjnene. De i

indledningen og i det separate afsnit bragte citater/omtaler af BD, var alle positive og hylder både

54

BD’s karriere og værk, i den periode de beskrev. Men flere ting gør sig gældende ved dette, bl.a.

sprogbrug og overordnet indtryk der gives fra forfatter til læser af BD. Man var efter ganske kort tids

læsning ikke i tvivl om BD’s kvaliteter bedømt de mange år senere. Én enkelt bemærkning var tilmed

alt, hvad der her kunne frembringes af ikke-direkte positiv holdning til BD, og denne bemærkning var

end ikke decideret negativ. Herved kan det udelukkes at forfatterne her besidder det kritiske

historiesyn, for fortiden og BD stilles netop ikke til kritisk ansvar/opgør og her ruskes ikke noget op

ved rødderne (ej heller dømmes fortiden og BD i denne forstand). Det tætteste man her kommer på

en bedømmelse er jo netop en særdeles positiv bagudskuende bedømmelse, altså et tilbageblik på

noget godt og stort. Tilbage står det monumentale og antikvariske historiesyn til beskrivelsen af BD.

Det at han kaldes messias, poet, en banebrydende inspirationskilde, en perfekt sanger og

sangskriver, og med status af protestsanger for politisk bevidste. Ydermere hyldes flere af hans

værker fra denne periode i særdeles pladen ”Blonde On Bonde” flere steder og udgivelserne herfra

hører til hans hovedværk. Sammenholdes dette med de rosende ord fra indledningen bliver det

samlede udfald ikke mindre. Det står også her klart, at BD betragtes som en kæmpe for perioden og

at dette tydeligvis ikke har ændret sig i årenes løb. Ved simpel sammentælling af rosende ord der

bygger på monumentet (messias, poet etc.), holdt op imod detaljefokus og rigdom, der begraver sig i

perioden eller omkring kunstneren er der her mest der fortæller, at det historiesyn der udtrykkes i

tilbageblikslitteraturen er det monumentale. Kigger man derimod nærmere på netop omtalens

detaljer, der bemærker at han ændrede musikken og var banebrydende med udgivelser, ses her

klarere tegn på det antikvariske historiesyn. Dette da det antikvariske historiesyn netop fokuserer på

en tid eller periode og detaljerigdommen herved forstørres, ud fra begejstringen for perioden eller

tingen der holdes fast, i fra antikvarens side.

I afsnittet om tilbageblikslitteraturen findes yderligere en indirekte, dog en anelse svagere,

opbakning af både det monumentale og det antikvariske historiesyn. Dette da der i perioden for

bogudgivelserne sås en decideret bølge af comeback bands. Disse bands kom ikke nødvendigvis fra

samme periode som litteraturen omhandlede, men fælles for comebackbandsne var, at alle som et

havde været store navne tidligere. Til trods for at det havde været i forskellige perioder, havde de

alle haft store hits, masser af koncerter og succesrige udgivelser i ryggen. Der er altså i perioden for

udgivelsen af tilbageblikslitteraturen en tendens i musikverdenen, der peger i retning af disse

historiesyn. Tilmed sås det, at en af forklaringer på denne bølge og dens manglende succes var, at

der ikke var noget i nutiden der var godt nok(!). Konstateres kan det altså at tilbagebliklitteraturen er

tendentiøs, og der i denne periode var en begejstring for fortiden, men dette kommer vi ikke

nærmere et helt klart svar af. Det må her søges i at to af forfatterne, Peder Bundgaard og Torben

Bille, begge var tilstede i perioden. Begge som bekendt med store roser til følge, men også begge en

55

vis viden og detaljerigdom om både kunstner og periode. Nok kan man researche meget frem, men

den slags viden kan også opstå ved en i forvejen stor interesse for og beskæftigelse med det

beskrevne. Således kan det her være et eksempel på det antikvariske historiesyn hvor antikvaren er

endt med at sidde fast i en tidslomme. Meget tyder på at de er indehavere af det antikvariske

historiesyn, i det fortiden står i positiv fokus men uden at være direkte monumental. Om de sidste

to bøger er det uklart, begge pegede på samme måde, som bekendt også i retning af både

monumentalt og antikvarisk historiesyn. I modsætning til foregående bøger, var Dorthe Hygum

Sørensen dog for ung til at have oplevet perioden, og samtidig skriver hun om flere perioder. Det

samme gør sig gældende for ”1001 album du skal høre før du dør” hvor her var tale om flere

perioder også. Dog var det ikke muligt at bedømme bidragydernes aldre. Ikke desto mindre var

ovenstående kommentarer om ordene der benyttedes til at bedømme historiesyn også fra disse to

udgivelser og således befinder de sig også begge i samme område mellem det monumentale og

antikvariske, hældende mod det antikvariske, som hos Peder Bundgaard og Torben Bille. At de tre

historiesyn ikke skulle opfattes som værende enten eller, gør sig gældende i dette tilfælde. Om

historiesynene her er doceret ordentligt eller om de har taget overhånd, synes det sidste at være

tilfældet. Historiesynene var som bekendt ikke i udgangspunktet hverken negative eller hinanden

udelukkende. Om forfatterne qua deres historiesyn blokerer for noget nyt/ikke- nutidigt omkring

kunstnere/BD. Eller om de blokerer eller har blokeret (ved simpelthen at udelade andre der minder

om BD) vides ikke, da disse jo ikke er levnet meget plads. Sikkert var det dog, at begejstringen for BD

og hans værker i perioden er stor og ovenstående bakker undertegnedes opfattelse og holdning, fra

indledningen til BD op, også uden et klart svar. Erindringen om BD er her tilmed menneskets i denne

henseende, da forfatterne (Peder Bundgaard og Torben Bille) i en eller anden forstand, jo bevidst

husker fortiden, og optager nuet med anskuelsen af det forgangne. Og i de to resterende værker

kunne ikke udelukkes, at det samme var tilfældet i det ene. I det andet sås, at det ikke kunne være

tilfældet. Anskuelsen var i sig selv ikke nødvendigvis et problem da præmissen for

tilbageblikslitteraturen jo netop var fortiden. Men i dette tilfælde er der tale om at leve det historisk

bevidste liv. Tilbageblikslitteraturen forudsatte ej heller, at man som forfatter havde deltaget i, eller

oplevet den beskrevne periode selv. Aldersaspektet synes at pege imod det antikvariske historiesyn

bedømt ud fra tegnene herpå fra to ud af fire bøger. Ikke desto mindre er det ikke nok til endegyldigt

at fastslå det ene frem for det andet. Bemærkelsesværdigt er det her at der i perioden for

tilbageblikslitteraturens udgivelser (udgivelser der på sin vis omhandler brydningstider i historien)

synes at være en tendens til historisme. Netop historisme advarede Nietzsche imod, da denne kunne

være til skade og gene for livet, da det vil undertrykke det skabende og spontane, i dette tilfælde de

56

på datidens (2000’ernes) nutidige bands/kunstnere. På det tidspunkt kunne det således nærmest

være utidssvarende at lytte til nutidig bands og ikke de genopstandne/genopfundne.

I det ovenstående afsnit omkring anmeldelser af udvalgte BD plader sås i alt en anmeldelse pr. plade

med opbakkende eller modsigende oplysninger hertil, fremfundet i to anmeldelser yderlige i samme

plade. Ved første behandlede plade, ”John Wesley Harding” (1968), var variationen af historiesyn

nogenlunde ligelig anmeldelsen igennem og alt i alt var der hos Informations anmelder to tegn på

det kritiske historiesyn, seksklare tegn på det monumentale historiesyn og tre på det antikvariske.

Ingen af de sammenhørende anmeldelser (se evt. bilag 3, 4 og 5) var i modstrid med dette og ved et

kig på alle tre anmeldelsers overskrifter, var der ikke yderligere at hente her. Dog var her udover

historiesyn også flere tegn på monument-byggelse af eller omkring BD’s person og musik. Her var

også et eksempel på en anmelder, der mener at vide BD vil afværge et image, det synes at

anmelderen måske ved mere om BD end BD selv gør eller giver udtryk for. Herved tyder det på, at

ikke anmeldelsen som sådan men snarere at anmelderen er antikvarisk i sin interesse.

I forbindelse med ”John Wesley Harding” var der enighed blandt anmelderne omkring BD’s storhed,

ingen af dem betvivlede ham, ingen af dem var direkte negative, og hos Ekstra Bladet var han en

”universel cowboy” (bilag 5) der sang fantastisk. Hos Politiken drages sammenligninger i tekster til

Gud og Jesus og en sang kaldes storladent for et ”Dylansk High Noon”(bilag 3). Hertil lagde

Informations anmelder ud med at trække anmeldelsen i vejret ved at drage sammenligninger til

ungdoms revolte og konkurrencesamfund mv., og må her siges at trække i samme retning opad. I

anmeldelserne af ”Nashville Skyline” (1969) ses et lidt anderledes billede. Her var der alt i alt mere

der pegede i retning af det antikvariske historiesyn. Således var der hele fire af citaterne der

karakteriseredes som antikvariske, tre som monumentale og to som kritiske historiesyn, og det

endda medregnet de supplerende anmeldelser. Også her var de supplerende anmeldelser lig den

citerede, dog var den ene (Wheel, se evt. bilag 6) alt i alt en smule mere positiv stemt i sin helhed.

Og også her mener anmelderen at vide, hvad BD selv vil eller mener. I Aktuelt (se evt. bilag 7)

konstateres, det at der nu på denne plade ikke længere er mulighed for at fortolke teksterne. Det

tyder umiddelbart på at anmelderen har opdaget, at der ikke længere er plads til ham (antikvaren) i

denne forbindelse.

På monumentbebyggelsen stod ingen af anmelderne her tilbage for forrige plades konstateringer og

rosende ord. For de er her ikke blege for at udråbe BD til forhenværende politiker, profet og største

nulevende ungdomsoprører. I anmeldelsernes samlede overskrifter er her ikke meget andet end

eventuelle spydigheder at hente i.

57

På pladen fra 1988, ”Down In The Groove”, findes det hidtil mest negative billede på BD. Hos

Politiken er anmeldere gennemgående negativ og størstedelen af citater refererer til det

monumentale historiesyn. Inkluderet her er dog også to ubevidste hentydninger til det antikvariske

historiesyn, i det anmelderen peger på at denne udgivelse burde være samleobjekt, og at sangene

her er uegnede til overfortolkning. Citat om overfortolkning, er dog overordnet at regne for et kritisk

historiesyn som dermed også er med to steder her. Anmeldelsens overskrift og de supplerende

anmeldelsers overskrifter pegede i forskellige retninger. Den citerede anmeldelse havde overskriften

”Kuet og famlende Dylan”, og er derfor betvivlende overfor BD. Berlingske Tidende mener at plader

er ”Med løst håndled” og Morgen Avisen Jyllands-Posten kalder det for ”Sange til Lejrbålet”. Hvor

den første er klart negativt ladet, er de to næste mindre konkrete, når det kommer til positiv eller

negativ indstilling, og andet end bemærkelsesværdige og måske spydige kan de ikke kaldes. Om

videre bygning af BD’s monument må her siges at give udsving i forhold til de to tidligere pladers

anmeldelser. For her er ikke mange direkte henvisninger, men fortrinsvis indirekte. De indirekte skal

her ses ud fra, hvad der ovenfor kunne siges om anmeldernes historiesyn på BD ved denne plade. Og

således er der tale om en videre bygning om end knap så eksplicit for hidtil.

Sidste plade var ”Tempest” (fra 2012). Den seneste indtil videre. Her har Informations anmelder en

bemærkelsesværdig måde at karakterisere den hårde kerne af BD fans og ikke-fans anmelderen

møder fra tid til anden. Anmeldelsen bærer umiddelbart et tydeligt resultat med sig, nemlig det

monumentale syn på BD. I alle citaterne, undtagen to, er her tale om et monumentalt historiesyn.

Her er kun et enkelt udsving der peger i den antikvariske retning og det er kommentaren om

teksterne med referencer til tidligere melodier. Ses der imidlertid lidt dybere i citaterne fremgår, det

også at anmelderen udover at have stor respekt for BD’s musik, karriere og produktion også er

enormt vidende herom. Anmelderen fortæller oveni købet, at han har fulgt BD i fem til seks årtier og

beretter, at der er masser af eksempler på både gode og dårlige ting fra BD i tidens løb. Anmelderen

bruger mange linjer på at argumentere for BD’s gode ting og sider, både direkte og indirekte, og

detaljerigdommen er større end forventet, med viden om BD’s ungdommelige musikalske

genrepræferencer, produktionsforhold ved en godt 15 år gammel udgivelse (”Time Out Of Mind” fra

1997) mv. Det virker komisk at anmelderen indleder med en nedgørende, men dog humoristisk,

beskrivelse af de såkaldte ”Dylanologer” (se evt. afsnit om BD ovenfor), her kaldet

fundamentalisterne. Disse kan uden tvivl betegnes som havende det antikvariske historiesyn, hvor

intet andet end BD tæller. Det komiske er her at det mest af alt ser ud til at anmelderen selv bærer

det antikvariske historiesyn. Dette bakkes op af anmeldelsens overskrift ”Dylan i ursuppen”, der

efterlader indtrykket af, at BD nærmest er en bestanddel af om ikke universet, så jordens historie og

udvikling, i hvert fald i et musiskperspektiv. De supplerende anmeldelser er henholdsvis uden

58

overskrift, og Politiken fortæller at ”Dylan er sprudlende på sit måske sidste album”. I denne

anmeldelse refereres også til ”Dylanologerne” (her kaldet ”menigheden”), men ikke i samme omfang

som hos Information. Begge anmeldelser minder i positivitet om ovenstående anmeldelse. Begge er

dog mere beherskede i brugen af superlativer, men begge giver pladen 5 ud af 6 mulig stjerner. Dog

springer et par ting i øjnene ved nærmere eftersyn. Hos Politiken sås, at anmelderen mener at BD’s

sangskriverevner er fine, alderen til trods, og trods andre meninger om ungdommelige gode evner

heri. Samtidig har han ifølge anmelderen også udfordret sin egen mytologiske status. Men opgøret

med påstanden er også et tegn på det kritiske historiesyn, der her gør anmelderen kritisk nærmest

på vegne af BD og det opgør kommentaren er. Hermed minder det lidt om lignende selvbestaltede

viden om BD set i tidligere behandlede anmeldelser. Hos Soundvenue spørger anmelderen derimod

om albummet kan leve op til bagkataloget og samtidig direkte til ”Dylan-hype”, og er i en og samme

sætning både monumental og kritisk. Af monumentbygning er nærmest hele anmeldelsen i

Information præget af dette og de supplerende anmeldelser supplerer dette fint. Alle tre

anmeldelser roser BD, hans bagkatalog og meritter i det hele taget. Slutteligt har både information

og Politiken flere linjer med storladne spekulationer om hvorvidt ”Tempest” er karrierens sidste

plade og BD har her givet dem brændstof. Ingen ringere end William Shakespeares sidste produktion

minder med titlen ”The Tempest” om anmeldte plade fra BD.

Flere interessante ting kan aflæses ud fra anmeldelserne af BD. Først og fremmest at anmeldernes

historiesyn på ham her langt mere i en retning end i tilbageblikslitteraturen. I anmeldelserne af ”John

Wesley Harding” var det samlet set det monumentale historiesyn, der dominerede efterfulgt at det

antikvariske og det kritiske. Ved næste plade, ”Nashville Skyline”, er vægtskålen tippet over til en

dominans hos det antikvariske historiesyn med det kritiske i samme begrænsede omfang som før.

Længere fremme i tiden, på pladerne ”Down In The Groove” og ”Tempest” er situationen imidlertid

den, at det her er det monumentale historiesyn der er altoverskyggende. Det eneste der stikker ud

her er få antikvariske elementer, og det endda kun som en slags side bemærkninger. Fraværet af det

kritiske historiesyn er nærmest komplet i anmeldelsen af ”Tempest” mens det svagt bemærkes i

anmeldelsen af ”Down In The Groove”. Ved simpel sammenlægning vil det monumentale historiesyn

repræsenteres i alt 20 steder, det antikvariske 10 steder og det kritiske kun 6 steder, inklusive de

steder hvor både det antikvariske og kritiske reelt måtte regnes for sidebemærkninger eller

indirekte. Ved eventuelt vægtning af citaternes indhold, som med tilbageblikslitteraturens ditto, er

en sådan unødvendig. Udover resultatet ved sammenlægningen var anmeldelsernes inddragne

citaters historiesyn også klarere. Tillægges skal det her, at det ovenfor ikke reelt var brugbart. En ting

der må udledes af et nærmere eftersyn her er, at det fremgår af citaterne, at der flere steder er

stærke tegn på at anmelderne besidder det antikvariste historiesyn (uden at de dog ved det). I

59

forhold til samme vægtning hos tilbageblikslitteraturens forfattere, har dette dog ikke den store

effekt eller betydning, for det anmelderne, reelt skriver og mener i deres anmeldelser og

slutresultatet ændres ikke af denne grund. Det virker dog ironisk eller ligefrem komisk, (som

ovenfor) at Informations anmelder bruger tid på at være nedladende.

Om musiske paralleller pladerne imellem, er der ikke mange ting at hente. De to første er her

countryplader eller country-inspirerede, mens den tredje ikke genre-omtales på samme måde, men

er at regne for at et rockalbum, og den fjerde for det samme. I anmeldelsen af den anden plade viste

denne direkte tilbage til første, og således fortsatte dennes musiske stil. Anmelderens mening har vi

været forbi, og ved fjerde plade var der som bekendt også forskellige referencer til tidligere

udgivelser.

I forhold til anmeldelsernes tidstypiskhed må det antages, at de alle er repræsentative for

perioderne. Dette, da alle tre anmeldelser ved alle fire plader er nærmest ens, hvad angår

sprogbrug, udformning og længde ved deres udgivelse. Eneste undtagelse er ved anmeldelsen fra

2012 hos Soundvenue, hvor der ingen overskrift var, og samtidig var anmeldelsen betragteligt

kortere end de andre fra samme plade. Overordnet set var også den generelle enighed hos

anmelderne. Med undtagelse af pladen fra 1988, hvor en enkelt var decideret negativ, var de

resterende alt i alt ganske enige om at alle pladerne i værste fald nogenlunde neutrale tenderende

til gode. Et fællestræk anmeldelserne i mellem er, at anmeldelserne af ”Down In The Groove” er

korte og konstaterende, og ligner her anmeldelsen i Soundvenue af ”Tempest”. Anmeldelserne af

”John Wesley Harding” og ”Nashville Skyline” har også flere ting tilfælles med anmeldelserne af

”Tempest”, årrækken til trods. Først og fremmest var anmeldelser fra slutningen af 1960’erne lange

og malende, men også meget respekterende overfor kunstnere. Ej heller gav de pladerne karakterer.

Det samme gælder for anmeldelserne af ”Tempest”, hos Politiken og Information. Begge

anmeldelser er lange, malende og respekterende, og giver ikke karakterer. Ydermere ses en tendens

i begge perioder til at være mere bagudskuende i forhold til anmeldelserne af ”Down In The Groove”,

der som bekendt var mere konstaterende. Her var bagudskuendhed også, men slet ikke i samme

grad som ved de resterende anmeldelser. Med hensyn til anmeldelsernes generelle udformning

nævnt i det særskilte afsnit ovenfor, kan vi samtidig se, at de inddragne anmeldelser følger tidens

retningslinjer. Dertil kan der ikke ses nogen tegn på, at anmelderne har været usaglige eller uden

kendskab til opgaven, og habilitetsproblemer kan ikke ses direkte. Om anmeldelserne her ligefrem er

tænkt som debatskabende elementer eller lignende, er dog svært at afgøre, men det kan opstå alt

efter overskrifter og anmeldelsers indhold.

60

I forbindelse med det særskilte afsnit ovenfor om anmeldere og anmeldelser konstateres at

anmelderen var fagperson og en autoritet på sit felt. Anmelderens ros opfattes som et

kvalitetsstempel og har/kan have stor betydning for kunstnere. Samtidig kunne der opstår

habilitetsproblemer grundet eksempelvis for nært et forhold anmelder og kunstner i mellem. Et træk

som var gennemgående og ganske almindeligt ved anmeldelser, var at anmelderen ofte bedømte ud

fra kunstnerens meritter. Det afgørende her er, at anmelderen bedømmer værket positivt eller

negativt, og herved råder/fraråder andre til at lytte til det.

Med blikket på de tre historiesyn og måden at leve som mennesket eller dyret, er det tydeligt at

anmelderen lever som mennesket, historisk. Anmelderen erindrer BD’s fortid og meritter qua de

retrospektive og monumentale aspekter. Ved tilbageblikslitteraturen var det historiske liv også

tydeligt, altså som mennesket. Men ved tilbageblikslitteraturen var det en præmis og derfor ikke

overraskende. Men hos anmelderen dømmes der tilmed. Det er i sig selv ingen overraskelse, men

bemærkelsesværdigt er det, at anmelderen i sig selv synes at have fortiden som grundpræmis eller

evigt udgangspunkt i de inddragne anmeldelser. Som bekendt er det retrospektive nærmest en

præmis for en anmeldelse men det er ikke decideret et krav. Ikke desto mindre ses det i de

inddragne anmeldelser, at alle som en er retrospektive. Der tages naturligvis stilling til det aktuelle,

men med tiden fylder det retrospektive element mere og mere.

At kalde det et habilitetsproblem virker voldsomt og men det (kvalitetsstempel) anmelderen

dømmer til godt/skidt virker nærmest til at være givet på forhånd, ved læsning af anmeldelserne af

”Tempest”.

Ses der på de monumentbyggende referencer fra anmeldernes side, til BD, var der kun et sted disse

ikke var tydelige og det var i anmeldelserne af ”Down In The Groove”. Det var den dårligst modtagne

plade og her var negativiteten størst men ikke over hele linjen generelt.

Samtlige andre anmeldere er med til at rose og ophøje BD. Det begynder, ikke overraskende i det

små tidligt i karrieren og fortsætter nærmest uhindret frem til og med udgivelsen af ”Tempest”. Den

dårlige omtale og manglende på-bygning ved ”Down In The Groove” virker som et bump på vejen i

denne sammenhæng. Anmelderne lever op til beskrivelsen og omtalen af anmeldere og anmeldelser

i det særskilte afsnit herom. De omtaler, bedømmer vurderer i høj grad med anmeldelsen som

”arbejdsområde”. Om anmelderne her agerer en form for debatdeltagere står ikke lysende klart,

men det virker som udgangspunkt sandsynligt. En overskrift kan i sig selv vække til debat og er man

uenig i overskrift/indhold er der et udgangspunkt for debat.

61

Går vi videre til, hvad der kan betegnes om intertekstuelle referencer tilbageblikslitteratur, BD,

historiesyn og anmeldelser imellem, bydes på flere gode eksempler. Referencerne må betegnes som

indirekte og ikke bevidst intenderede, da de sker og foregår over lange perioder. I

tilbageblikslitteraturen er der, udover de åbenlyse og allerede behandlede om historiesyn fra

forfatterne, ikke mange direkte tegn på intertekstualitet bøgerne eller forfatterne imellem. Det ses

ved det, at der i bøgerne flere steder som nævnt refereres til flere af BD’s tidligere plader og disse

plader ligger forud for de roste. Ud fra det biografiske afsnit om BD ses der flere indirekte, men

interessante eksempler på i forhold til de tre historiesyn. Ikke alene fortæller BD selv at han i

karrierens vorden så sig selv som en opdagelsesrejsende i musikken, ikke bundet af fortiden eller

noget at læne sig op af. Her en klar reference til det at, leve uden erindring og samtidig i retning af et

kritisk historiesyn. I denne forbindelse kan de negative udtalelser fra flere fans tillægges et kritisk

opgør med fortiden fra BD’s egen side. Vi så, at han har skriftet musikalsk retning flere gange i

karrieren, og derved kommer der uundgåeligt en opgør med tidligere retninger og fans etc. I samme

moment er skiftet af musikalsk retning også et kritisk syn på egen musik og karriere. Ved et stilskifte,

uanset hvilken vej det peger, gør han jo op med det han samtidig skifter væk fra. At fansene mener,

han ændrede sig til det værre, og at tidligere materiale var bedre, peger også på et monumentalt syn

fra deres side. Endnu et tegn herpå ses i, at der fra en journalist spørges kritisk til BD’s på det

tidspunkt nye plade, om han ikke selv synes de gamle plader var bedre. Årstallet kunne desværre

ikke præciseres, men det centrale var her, at synet peger på det monumentale historiesyn fra

journalistens side også. Et eksempel på at historien gentager sig, sås i en tilbagevenden af

historisme, tidligere beskrevet og kritiseret af Nietzsche, i perioden for udgivelsen af

tilbageblikslitteraturen. Med henblik på intertekstualitet anmeldelserne imellem er her ingen

direkte referencer. Alle anmeldelser har naturligvis retrospektive elementer i form af

sammenligninger og bagudsyn etc., ej heller er her nogle referencer, anmeldelser og bøger imellem.

En bemærkning bør dog falde om en anmeldelse af seneste plade, ”Tempest”, i Information i 2012.

Som ovenfor tålte anmeldelserne af ”Tempest” sammenligning med anmeldelserne fra slutningen af

1960’erne. Men en ting mere står her klart. Hvor to af anmeldelserne mente at BD ”afværgede et

image” (”John Wesley Harding”) og at han andetsteds skrev de sange han ønskede (”Nashville

Skyline”) fremstod anmelderen begge steder som værende mere antikvarisk. Ved anmeldelsen af

”Tempest”, mente anmelderen ikke selv han var ”Dylanolog”, og karakteriserede humoristisk og

nedladende disse. Samtidig bar anmeldelsen præg af stor og indgående viden omkring

hovedpersonens karriere musik etc. Anmelderen var egentlig ganske monumental i sit syn på BD,

men i virkeligheden fremstår anmelderen mest af alt som værende en antikvar. Dette udledes netop

via den store viden og klare udmeldinger om karriere og bagkatalogets dybde og herligheder.

62

Af ikke intenderede ting og opdagelser er flere interessante. Som udgangspunkt for

tilbageblikslitteraturen var det ikke medregnet, at forfatterne samtidig var, eller havde været

anmeldere. Dette må anses for værende uden reel betydning, da det ikke anses som værende en

forhindring eller ekskluderende. Hertil ses det yderligere, at en af anmeldelserne, der er indregnet

som supplement for til anmeldelsen af ”Nashville Skyline”, tilmed er skrevet af Peder Bundgaard.

Dette er overraskende på flere måder. Ikke alene er han ene om at være repræsenteret med så stor

en tidsforskydning, men han er også ene om at være repræsenteret i anmeldelser og

tilbageblikslitteratur. Om hans holdning qua sin tidligere beskæftigelse som anmelder, kan tolkes

forudindtaget og hermed afspejlet i tilbageblikslitteraturen må betegnes som en mulighed, men

svær at be - eller afkræfte. Han står ikke opført som anmelder/tidligere anmelder i bogen, og

samtidig er der gået mange år fra anmeldelse til bogudgivelse. Ydermere er hans anmeldelse også

kun anvendt som supplement. En eventuel fratrækning af anmeldelsen vil heller ikke ændre det

samlede billede. Oveni dette udviste Peder Bundgaard i sin bog og det eneste der mindede om

skepsis til BD. Ydermere fremkom at to af forfatterne selv havde været tilstede i eller omkring

perioden for tilbageblikket. Dette på baggrund af deres fødselsår. Disse oplysninger kunne imidlertid

ikke bidrage afgørende. Dertil var det med de resterende bøger enten ikke tilfældet, eller muligt at

bevise en alder for forfatter eller bidragydere.

Afslutningsvis kan det ud fra ovenstående vurderes om historiesynene var doceret korrekt og ikke

tog overhånd og var til skade. I sig selv var historiesynene ikke som sådan hverken entydige eller

udelukkende positive eller negative og kan således både være til skade og gavn (se evt. særskilte

afsnit om historiesyn). Ovenstående resultater om historiesyn fortæller at brugen af dem overordnet

er blandet og ikke entydig. Hvor det i tilbageblikslitteraturen placerede sig et sted i mellem det

monumentale og antikvariske historiesyn er det er i en negativ henseende.

Dette da historiesynene for tilbageblikslitteraturens vedkommende netop viste sig monumentalt og

antikvarisk og i rosende og ophøjende omkring BD. Men om de decideret fravalgte eller blokkerede

for andet herved, kunne af gode grunde ikke ses (fokus ligger jo på BD). Ved det kritiske historiesyn

må siges, at det på det nærmeste glimrer ved sit fraværd og her tages ikke mange opgør med

fortiden i det hele taget. For anmeldelsernes vedkommende er billedet nærmest det samme, her er

bare mere af det i det hele taget. En forskel er her at det i anmeldelserne langt tydeligere ses hvilket

historiesyn der gør sig gældende, og at der tilmed er en udvikling at spore. Men også her blev

historiesynet anvendt i negativ forstand, ikke overfor andre, men overfor det nutidige kontra det

fortidige.

63

Konklusion og afrunding:

I specialets indledning bragte jeg eksempler på, hvad jeg anså for værende en højtlydende ros og

respekt for BD’s produktion i 1960’erne. Dertil undredes jeg over, om dette kunne skyldes en

bestemt holdning eller lignende fra forfatternes sider. Præsenteret i indledningen, blev ligeledes

Nietzsches tre historiesyn og ideen om at anvende disse til at undersøge tilbageblikslitteraturen,

samt at tilføje anmeldelser af plader fra perioden, til denne undersøgelse. Spørgsmålene formuleres

således om, hvilket historiesyn kommer til udtryk i tilbageblikslitteraturen omtalt i indledningen? Om

disse historiesyn i de inddragne anmeldelser af BD med tiden blev mere titaniske (altså ændres

historiesynet i tidens løb), og slutteligt om anmelderne var herved blevet kronikører/hyldestskrivere,

der bygger på Dylans ”monument” - og i så fald ud fra hvilket historiesyn?

Min arbejdsmetoder var flere og udover at søge svar qua Nietzsches tre historiesyn togs anvendtes

den dokumentariske metode som fremgangsmåde og arbejdsmetode. Historiesynene skulle altså

anvendes til undersøgelse af mine problemstillinger i musikrelateret henseende. Således, at de

(historiesynene) anvendtes som metode til at vurdere og reflektere over musikken og musikeren i

årenes løb. Anvendt blev den i indledningen omtalte tilbageblikslitteratur, hvor første spørgsmål

knytter sig til specifikt. Denne litteratur var udover at være udgangspunkt for min undren også

anledning til specialeemnet. Samtidig var den som beskrevet i metodeafsnittet ved hånden fra

starten. I specialets indledning fremgik fra min side ligeledes en formodning om, at historiesynene

ville have ændret sig i årenes løb, da det syntes ganske naturligt.

BD præsenteredes i et særskilt biografisk afsnit, der kort redegjorde for hans karriere i store træk.

Meningen med dette afsnit var at give læseren et kort overblik over BD’s karriere da jeg ikke

forventede at læseren nødvendigvis vidste meget om ham i forvejen, og at dette afsnit i givet fald

ville hjælpe på den samlede læsning og forståelse.

Umiddelbart før dette præsenteredes Nietzsche og de tre historiesyn. Dette af samme årsag som

omkring BD. Det samme, gjorde sig gældende ved de teoretiske afsnit og der anmeldere og

anmeldelser. Hvor Nietzsches tre historiesyn ligger det teoretiske grundlag for dette speciale er

tjener afsnit om anmeldere og anmeldelser det formål som afsnittet om BD.

Om tilbageblikslitteraturen var ligeledes et særskilt afsnit der forholder sig til og redegør for

perioden, hvor i den er udgivet. Samtidig opdagedes det, at der var ligheder forfatterne imellem.

Disse ligheder var ikke der ikke kalkuleret med på forhånd, og der drages ikke direkte konklusioner

eller resultater fra, da det dette grundlag viste sig ikke holdbart. Hvad der derimod var i

øjenfaldende, var at der i perioden for udgivelserne af tilbageblikslitteraturen sås en

64

gendannelsesbølge i musikindustrien og sammenfaldet må siges at være påfaldende. Mit ærinde var

ikke at bevise sammenhæng herimellem men set i lyset af sammenfaldet og oplysningerne om

historiesyn og disses oprindelse virker påfaldende tilfældigt. Om end i noget mindre skala end i

Nietzsches tid, var der tale om en historiefokusering.

Svaret på problemformuleringens første spørgsmål vil således være at det historiesyn der kommer til

udtryk i tilbageblikslitteraturen må betegnes som en kombination af det monumentale og

antikvariske. Det var desværre ikke muligt med sikkerhed at konkludere at forfatterne af

tilbageblikslitteraturen besad et bestemt historiesyn, trods fremgangsmåden og flere forskellige

forsøg på at finde et endeligt svar (se analysen ovenfor). Dette er både overraskende og

frustrerende. Overraskende i det, at min fornemmelse var at, der sås på BD med klar afveksling af

historiesyn i tidens løb. Dette var imidlertid ikke muligt at påvise. Frustrerende, i det at jeg ledte

efter et svar, men fandt en ”mellemvej” i stedet, men som nævnt flere steder undervejs udelukker et

historiesyn heller ikke her et andet. Hvad der dog fremgik, var at forfatterne her levede det

historiske og menneskelige liv i forhold Nietzsches teori, nævnt umiddelbart før præsentationen af

historiesynene. Qua bøger erindrede de fortiden.

For anmeldelserne vedkommende var oplysninger om det at anmelde blevet præsenteret og i

samme moment forklaret hvad en anmeldelse er/kan være. Dette afsnit tjente lignende formål som

med afsnit om Nietzsche og BD, da jeg til problemformuleringens andet spørgsmål valgte at arbejde

med alt i alt 12 anmeldelser af BD plader fra slutningen af 1960’erne og frem til 2012.

Anmeldelserne var præsenteret i et særskil afsnit og behandlet i analysedelen. Det sås hertil at

anmelderne levede historisk og forholdt sig i den grad til det retrospektive element og det blev i

tidens løb tydeligere. Om anmelderne dertil var debatskabende gættedes kvalificeret herpå i positiv

retning. Særligt interessant er det at anmelderne vurderer og bedømmer positivt eller negativt om

værket, og derved også om det er til skade eller gavn (i dette tilfælde mest det sidste).

I anden del af metoden fremgik det, hvordan og hvorledes udvælgelseskriterier hertil var

fremkommet og valg truffet. Min arbejdsmetode var her den dokumentariske, og der redegjordes

for denne i metode afsnittet. Denne arbejdsmetode gav en retning at gå i, og passede særdeles godt

til indsamlingen af yderligere empiri. Denne empiri var her, som omtalt i metodens første del, en

række anmeldelser på dansk af BD’s plader fra 1960’erne og frem til i dag. De specifikke

udvælgelseskriterier diskuteredes og fremsattes i metodens anden del. Dette førte til påbegyndelsen

af en omfattende research og overraskende var det, at denne ingen resultater gav. Således fremgår

det af metodeafsnittets anden del, hvilket arbejde der udførtes i forsøget på at holde mig til mine

opstillede kriterier i forbindelse med udvælgelsen af pladeanmeldelser til videre behandling. Det

65

skulle det vise sig at den dokumentariske metode som arbejdsmetode, i denne forbindelse ikke var

fyldestgørende. Men at kalde arbejdsmetoden for uholdbar eller hullet, er i dette tilfælde at tage

munden for fuld. At anvende en anden af de nævnte metoder ville ikke have ændret udfaldet og det

var ikke den dokumentariske arbejdsmetode i sig selv, der var problemet. Derimod stod det klart,

efter at jeg havde kontaktet en lang række fagpersoner, at det ønskede ikke fandtes eller var muligt

at fremfinde. På denne måde kunne jeg i princippet og noget imod forventning, godt bruge

fagpersonernes beretninger, baseret på hukommelse, til videre research. Samtidig bekræftedes

deres udmeldinger imidlertid, både direkte og indirekte, af de resterende kontaktede personer og

institutioner.

Qua resultaterne i specialets analysedel kan jeg på problemformuleringens andet spørgsmål

konkludere, at svaret her er at historiesynet i de inddragne anmeldelser med tiden bliver mere

titaniske og men uden at de ændres i voldsomt i historiesyn undervejs. De udvalgte anmeldelser

fremstillet i afsnittet herom og behandlet i analysen bliver således mere og mere monumentale i

deres syn på og fremstilling af BD i tidens løb. De er ikke udelukkende monumentale og der var flere

steder med det kritisk og antikvarisk historiesyn. En overraskelse var at allerede de første frembragte

anmeldelser var stærkt monumentopbyggende. Men at det forsætter nærmest ufortrødent og

kulminerer, indtil videre i, hvad der er en anmeldelse, men mest af alt minder om en decideret fest-

hyldest-tale til BD, eksemplificeret i Informations anmeldelse af ”Tempest” var ikke forudset. Den

eneste anmeldelse der fremkom bremsende for denne udvikling var den negative omtale af pladen

”Down In The Groove”. I det store billede var dette nærmest kun at regne for et bump på vejen.

Dette giver samtidig muligheden for at svare på problemformuleringens tredje spørgsmål i samme

omgang om anmelderne var herved blevet kronikører/hyldestskrivere, der bygger på Dylans

”monument” - og i så fald ud fra hvilket historiesyn? Således vil svaret på spørgsmål tre, (udledt af

spørgsmål to) være at anmelderne i dette tilfælde faktisk er blevet kronikører, om de vil det eller og

om det er bevidst eller ej. Dertil har anmelderne faktisk været det længe, at dømme ud fra

ovenstående. Det monument der konstant udbygges, og hyldes sker samlet set via det monumentale

historiesyn. Det kommer mestendels til udtryk i rosende vendinger til fortiden, ikke direkte relateret

til nærværende udgivelse i de forskellige anmeldelser, men der var tegn på dette også (tydeligst i

bilag 11, ”Down In The Groove”). Det er samtidig meget tydeligt, at anmelderen er her i tidens løb er

blevet mere og mere begejstret for BD’s musik, karriere og storhed i det hele taget. Endnu engang

må der henvises til ovenstående monumentopbygning i anmeldelserne. Der skal her huskes på, at

der i specialets metodedel gjordes opmærksom på og argumenteres herfor, at anmelderen skulle

betragtes som funktion og ikke person. Samtidig syntes det udelukket, at anmeldelser foretaget i

66

1960’erne og i eksempelvis 2010’erne af samme anmelder ville forekomme, grundet den store

afstand i år.

Flere interessante ting kom med utilsigtet op i arbejdet med specialet. I forbindelsen med svaret på

spørgsmål tre og formodningen om at anmeldere ikke ville være aktive over en lang periode, tyder

på at være korrekt, med en undtagelse. Taget med i den betragtning skal dog være, at det ikke var

en del af specialets præmis og derfor ikke er blevet yderligere undersøgt. Hvad der derimod fremgik

i analysen var, at en forfatter af den anvendte tilbageblikslitteratur også var at finde som anmelder

af pladen ”Nashville Skyline”(Peder Bundgaard i Wheel). Dette var tilfældigt og kan ikke siges at være

påvirket resultater af nogen art. En anden ting fremkom i analysen, nemlig at BD flere gange selv

indirekte, er blevet påklistret et historiesyn. Ydermere har han selv taget flere opgør med egen fortid

og er blevet udsat for kritik igennem tiden for sine ændringer og herved bar kritikken både præg af

det monumentale og kritiske historiesyn.

En sidste pudsig opdagelse var her at der var flere tegn på at anmelderen der syntes at besidde det

monumentale historiesyn, faktisk også besad det antikvariske historiesyn, omend uvidende herom.

Det fremgik flere steder men tydeligst eksemplificeret i Informations anmeldelse af ”Tempest”. En

smule ironisk blev det da anmelderen gjorde et stort nummer ud af at more sig på de antikvariske

fans bekostning. Om referencer plader imellem fremkom, det at der var musikalske paralleller ved

de første to plader og ikke direkte referencer ved de sidste to.

Om historiesynene fremgik det også, at disse ikke var entydigt positive eller negative og samtidig at

de skulle doceres korrekt. Hvad der dog kommer til udtryk flere steder, var at historiesynene ikke

nødvendigvis var hinanden udelukkende eller kun kunne eller skulle anvendes i enten positiv eller

negativ forstand. Dette blev der redegjort for i det særskilte afsnit herom. I løbet af skriveprocessen

er en side af historiesynene fremkommet automatisk via anmeldelserne. Nemlig den ikke-positive

eller negative side. Selvom det ikke var en bevidst mål for dette speciale, kun at undersøge

tilbageblikslitteratur og anmeldelser mv. ud fra en ikke-positiv side af historiesynene, kom analyse og

resultater til at pege i denne retning.

Dertil må man spørge sig selv om anmeldere og forfatterne af tilbageblikslitteraturen, står i direkte

tjeneste for eller gør skade på livet? Det vil være et indirekte ja for tilbageblikslitteraturens

vedkommende og et direkte ja for anmeldernes vedkommende. I dette regnestykke gøres

opmærksom på at det for tilbageblikslitteraturens vedkommende gøres i form af historismeaspektet

der bidroges til. Og i for anmeldernes vedkommende mere direkte overfor BD’s nyere ting. De

skader således ikke andre end BD’s nyere materiale ved deres overdosering af historiesyn, men det

67

kan jo være slemt nok i sig slev. Doseringen af historiesynene er således fejlslagen, da der alt i alt

enten er forsvindende lidt eller et overdrevent brug af historiesyn.

Hvordan skal doseringen foregå og hvem skal docere ud over en selv. Det viser sig ikke altid fra

starten hvem/hvad der har været holdbart. For man er vel ikke til skade for livet hvis man er ny fan,

og bliver opslugt af det nye, man er fan af. Ej heller, hvis man er genfødt fan, og går ud og

generhverver sig hele bagkataloget af BD (nu på vinyl eller mp3) og starter forfra med at lytte til det

hele. Det kan jo være man nu lytter med andre ører til materialet og måske tager et eller flere opgør

med tidligere meninger herom.

Det, at jeg selv er anmelder, blev der ikke brugt tid på overhovedet, men det var en del af

motivationen som forklaret. Det var heller ikke meningen og bilaget var med som bevis for at jeg er

hvad jeg udgiver mig for. Set ud fra ovenstående oplysninger om anmeldelser og anmeldere, hvor af

langt størstedelen ingen overraskelse var, og kombineret med de tre historiesyn så er

anmelderopgaven ikke nødvendigvis blevet nemmere fremover. For hvem tjener man bedst, og i

forhold til hvad? Forstået således, at jeg nu er fuldt bevidst om de tre historiesyn, deres

forudsætninger og deres eventuelle følge-resultater. Om anmelderopgaven må det fremover være

sådan at det også her gælder om ikke at være for fastlåst, forudindtaget og docere bare nogenlunde

ligeligt, når det kommer til historiesynene. Anmelderen foretager jo en vurdering om et værk kan

anbefales eller frarådes, altså om det er til nytte eller skade (ofte sås der bagud for at kigge frem).

Hvad vil konsekvenserne blive for anmelderens vedkommende? Resultater af anmelderens, eller for

dens sags skyld forfatterens eventuelle historiesyn ses ovenfor. Det må derfor være en selv der skal

være opmærksom på ikke at være for monumental, for antikvarisk eller for kritisk i tilgangen til de

værker, der skal behandles. Det samme vil i udgangspunkt gøre sig gældende overordnet i

hverdagen, hævet over musik, kunst og anmeldelser.

Som med så meget andet i tilværelsen, kan de tre historiesyn med rette tolkes som værende en

måde at sige ”alt med måde”, og at overdreven brug og fanatisme er skadeligt, farligt eller i bedste

fald ikke-givtigt for videre debat i det hele taget, uanset indstilling eller historiesyn. Svaret på hvorfor

Nietzsche mente at det skulle doceres ses tydeligt ovenfor. Vi har jo set, hvad en konsekvens kan

blive ved hvert historiesyn, og det kan gøre mere skade end gavn.

68

Perspektivering:

Fokus i mit speciale har ligget i de tre historiesyn, hvorvidt disse kom til udtryk, og på hvilken måde

det skete i henholdsvis tilbageblikslitteratur og anmeldelser. Jeg foretog tidligt flere valg og fravalg i

forhold til empirien og hvilke anmeldelser, der skulle behandles. Dette var der i sig selv intet

overraskende i som sådan. Hvad der derimod viste sig at være overraskende var de besværligheder

der efterfølgende indtraf i forbindelse med fremsøgningen af den empiri, der skulle anvendes. Ikke i

min vildeste fantasi havde jeg forudset besværlighederne omkring dette arbejde. Og mindst lige så

langt væk fra min forestilling om struktur og konsistens lå virkelighedens verden på dagblade og

pladeselskaber etc. i 1960’ernes Danmark. Denne åbenlyse mangel på struktur og konsistens er et

nærmere studie værd i sig selv. Tanken om hvordan specialet havde set ud hvis disse besværligheder

ikke var opstået, og empirien uden videre problemer kunne findes og anvendes, er ofte vendt tilbage

i processen med specialet. Om det ville afspejle sig i de endelig resultater er svært at svare på, men

interessant havde det været med yderligere tid, og mulighed for at grave endnu dybere, og gå endnu

længere, hvis overhovedet muligt, i jagten på materialet.

I forbindelsen med førnævnte fravalg fremkommer dog også et ny tilgang til emnet om historiesyn i

tilbageblikslitteratur og anmeldelser. Således finder jeg det særdeles interessant at vide nærmere

om hvorvidt tendenserne og resultater i nærværende speciale enten kan videre - eller overføres til

tilbageblikslitteratur om musik og musikanmeldelser generelt. Ydermere er en anden spændende

mulighed i forlængelse heraf, at søge svar på samme spørgsmål ud fra den samlede

tilbageblikslitteratur om perioden på dansk, og sætte dette forhold til samtlige danske anmeldelser

af samtlige udgivelser af BD. Hertil fremkommer endnu et aspekt ved denne litteratur, disse

anmeldelser og anmelderen som funktion. Det kunne yderligere være spændende at lede efter

forklaringer i eksempelvis et psykologisk perspektiv sammenholdt med historiesynene. Det samme

vil gøre sig gældende med ovenstående i set i et eksistentialistisk perspektiv, som jeg her ikke

berører nærmere, men kun flygtigt spørger til afslutningsvis og i det små. Dette kan tage

historiesynene i en helt anden retning, og op på et helt andet plan, både hvad angår deres betydning

og anvendelse.

Afslutningsvis kan jeg konstatere flere ting. Først og fremmest lykkedes det mod forventning ikke at

give et klart svar på problemformuleringens første spørgsmål. At historiesynene ikke var gensidigt

udelukkende var ingen overraskelse, men det udeblevne svar var. Samtidig har jeg ved min research

og dokumentariske fremgangsmåde, tilfældigt har fundet, hvad der kan kaldes en ”hvid plet på

landkortet” i forbindelse med bibliotekariske registrer og oversigter. Dette har jeg både

Statsbibliotekets og Det Kongelig Biblioteks ord for. Om denne plet nogensinde vil forsvinde, kan

69

man kun gisne om, for arbejdsprocessen må forventes anselig i denne forbindelse. Dog vil resultatet,

hvis det udmønter sig i en komplet oversigt/register - over hvilke plader der er anmeldt hvor og

hvornår. Være særdeles brugbart for andre i en situation der ligner den, jeg stod i tidligere. Men

arbejdet med dette synes allerede på forhånd, at være enormt og det kan jo i sidste ende, være med

til at lægge en dæmper på udførelsen. Og skulle det gøres om, eller foretages lignende

undersøgelser er det nu værd at erindre sig erfaringer gjort her.

70

Litteraturliste:

Andersen, Vilmer og Gamdrup, Peter. (2002). Forskningsmetoder I: Andersen, Heine. M.fl.

Videnskabsteori og metodelære - bind 1, introduktion (kapitel 3). 4.udgave, 2.oplag, side 58 - 80.

Forlaget samfundslitteratur. 302 sider.

Bille, Torben og Jan Persson. (2008). Midt i en beattid – Verdens største rockstjerner i Danmark 1964

– 74. København.: Gyldendal. 290 sider.

Brasso, Paul. (1988, 7.juni.). Sange til lejrbålet. Morgen Avisen Jyllands-Posten, 3. sektion. Side 7.

Bundgaard, Peder. (2005). Lykkens Pamfil – Dansk rock fra 60’erne til 70’erne. 2.udgave, 1.oplag.

København.: Lindhardt og Ringhof. 457 sider.

Bundgaard, Peder. (1969). Smilet bliver større. I: Bengtsson, Laus (red.) (1970): Der gror aldrig mos

på en rullesten – rock-præk. Side 122 – 125. København.: Borgens Forlag. 343 sider.

Dimery, Robert m.fl. (2009). 1001 album du skal høre før du dør. 2. udgave, 1. oplag. København.:

JP/Politikens Forlagshus A/S 2008. (949 sider). Side 6 – 9., side 60., side 74., side 81., side 87., 347.,

816., 822.

(Original titel: 1001 Albums You Must Hear Before You Die. Quintet Publishing Limited 2005. I

Danmark: Udgivelsesår i Danmark: 2009. Dansk bearbejdelse ved Jan Sneum.

Fredensborg, Rene. (2008, 5. marts): Comeback-bands flopper næsten altid. www.avisen.dk.

Lokaliseret den 12.06.2014 på: http://www.avisen.dk/comeback-bands-flopper-naesten-

altid_7850.aspx

Grolin, Carsten. (1969): Den troende Dylan. I: Bengtsson, Laus (red.) (1970): Der gror aldrig mos på

en rullesten – rock-præk. Side 114 – 116. København.: Borgens Forlag. 343 sider.

Hellmann, Helle. (1968, 4.februar.). Lys på Bob Dylan. Søndags-Politiken, De Unges side (kultur

sektionen). Side 34.

Jensen, Erik. (2012, 8.september). Bob Dylan er sprudlende på sit måske sidste album.

www.Politiken.dk. Lokaliseret den 23.05.2014 på:

http://politiken.dk/kultur/musik/cd-beat/ECE1747337/bob-dylan-er-sprudlende-paa-sit-maaske-

sidste-album/

71

Jørgensen, Karsten. (2000): Bob Dylan Leksikon. København.: Borgens Forlag. 305 sider.

Larsen, Steffen. (1969): Dylan til hest. I: Bengtsson, Laus (red.) (1970): Der gror aldrig mos på en

rullesten – rock-præk. Side 126 – 128. København.: Borgens Forlag. 343 sider.

Lynggaard, Klaus (2012, 11. september). Dylan i ursuppen. www.information.dk. Lokaliseret den

23.05.2014 på: http://www.information.dk/310610

Middelboe Anne, Christensen. (2012): Begejstring & brutalitet – En guide til anmelderens rolle.

København.: Informations Forlag. 140 sider.

Nielsen, Hans – Jørgen. (1969): Hvorfor smiler Bob Dylan? I: Bengtsson, Laus (red.) (1970): Der gror

aldrig mos på en rullesten – rock-præk. Side 117 – 122. København.: Borgens Forlag. 343 sider.

Nietzsche, Friedrich. (1994). Historiens Nytte. København.: Nordisk Forlag, Gyldendalske Boghandel.

134 sider. Oversat fra tysk efter ”Vom Nutzen und Nachteil der Historie für das Leben”. På dansk ved

Helge Hultberg. Forord og tekstrevision ved Jens Erik Kristensen og Lars-Henrik Schmidt.

Rossander, Ebbe. (1988, 7.juni.). Med løst håndled. Berlingske Tidende, 3. sektion, kultur. Side 4.

Rou Jensen, Anders. (1988, 5.juni.). Kuet og famlende Dylan, Politiken, 3.sektion. side 11.

Sneum, Jan. Mfl. (2004): Politikens Store Rock Leksikon.4.udgave., 1.oplag. København.: Politikens

Forlag. (1655 sider). Side 411 – 414.

Scorsese, Martin. (2005). Bob Dylan – No Direction Home. Musikdokumentar. Dobbelt DVD, samlet

spilletid: 3 timer og 24 min.

Sølberg, Jonas. (2012, 10. september). Bob Dylan ’Tempest’. www.soundvenue.dk. Lokaliseret den

23.05.2014, på: http://soundvenue.com/musik/2012/09/bob-dylan-tempest-33574

Sørensen, Dorthe Hygum. (2007). Rock – fra rythm ’n’ blues til mash up. København.: JP/Politikkens

Hus A/S 2007. 310 sider.

Thielst, Peter. (1999). Nietzsches Filosofi – en indføring. Frederiksberg.: Det Lille Forlag. 158 sider.

Wiedemann, Erik. (1969): Hvad tænker Bob Dylan på? I: Bengtsson, Laus (1970): Der gror aldrig mos

på en rullesten – rock-præk. Side 111 – 113. København.: Borgens Forlag. 343 sider.

72

Internetlinks:

Alle links er efterprøvet den 28.6.2014.

Definition af anmelder:

http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=anmelder&tab=rel

Definition af musikkritik:

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Musik/Klassisk_musik/Musikud%C3%B8velse/

musikkritik?highlight=musikkritik

Definition af ordet nostalgi:

http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=nostalgi

Definition af ordet Voxpop:

http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Sprog/Fremmedord/vl-v%C3%A5/

voxpop

Liste over ringeste plade:

http://gaffa.dk/nyhed/10021

Definition af ordet ”Standard” i musik øjemed:

http://www.merriam-webster.com/dictionary/standard

Om Bob Dylan:

http://www.allmusic.com/artist/bob-dylan-mn0000066915/biography

http://www.allmusic.com/album/the-freewheelin-bob-dylan-mw0000198752

http://www.b.dk/kultur/bob-dylan-skal-have-nobelprisen

http://www.billboard.com/artist/293235/bob-dylan/biography

http://www.bobdylan.com/us/albums/studio

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Musik/Rytmisk_musik/Folk/Bob_Dylan

http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Baggrund/2011/05/24/145628.htm

73

http://gaffa.dk/nyhed/10021

http://gaffa.dk/nyhed/60016

http://gaffa.dk/nyhed/81403

http://www.imdb.com/title/tt0368794/

http://politiken.dk/kultur/musik/cd-beat/ECE1747337/bob-dylan-er-sprudlende-paa-sit-maaske-sidste-album/

http://www.information.dk/310610

http://soundvenue.com/musik/2012/09/bob-dylan-tempest-33574

http://politiken.dk/kultur/kunst/ECE2210856/frederiksborg-slot-udstiller-portraetter-af-bob-dylan/

http://udfordringen.dk/2007/08/flere-kendte-finder-gud/

http://ultimateclassicrock.com/45-years-ago-jimi-hendrix-records-all-along-the-watchtower/

http://jyllands-posten.dk/kultur/ECE6829061/dylans-kragetaeer-har-sat-ny-rekord?ref=lokalavisen

Om ”Dylanologen” fra Bispebjerg Hospital:

http://jyllands-posten.dk/kultur/ECE4533390/absolut-dylan-noerd/

Om litteraturtendenser i 2000’erne:

http://www.koldingbib.dk/inspiration/temaer/nyere-danske-forfattere-tendenser-litteraturen-

00erne

Om Musikmagasinet Soundvenue:

http://da.wikipedia.org/wiki/Soundvenue

Om Arthur Schopenhauer:

http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Filosofi_i_1800-_og_1900-t./

Filosoffer_1800-t._-_Tyskland_-_%C3%98strig_-_Schweiz_-_biografier/Arthur_Schopenhauer

Om Peder Bundgaard:

http://da.wikipedia.org/wiki/Peder_Bundgaard

Om Musikmagasinet Wheel:

74

http://da.wikipedia.org/wiki/WheelBilagsoversigt:

Bilag 1: Oversigt over anmeldelser skrevet af Martin Lind.

Bilag 2: Personer og institutioner, opsøgt /forespurgt i forbindelse med indsamling af empiri.

Bilag 3: Anmeldelse af pladen John Wesley Harding. Skrevet af Helle Hellmann. Politiken, 1968.

Bilag 4: Anmeldelse af pladen John Wesley Harding. Skrevet af Erik Wiedemann. Information, 1969.

Bilag 5: Anmeldelse af pladen John Wesley Harding, Skrevet af Carsten Grolin. Ekstra Bladet 1968.

Bilag 6: Anmeldelse af pladen Nashville Skyline. Skrevet af Peder Bundgaard. Wheel, 1969.

Bilag 7: Anmeldelse af pladen Nashville Skyline. Skrevet af Steffen Larsen. Aktuelt, 1969.

Bilag 8: Anmeldelse af pladen Nashville Skyline, Skrevet af Hans-Jørgen Nielsen. Information, 1969.

Bilag 9: Anmeldelse af pladen Down In The Groove. Skrevet af Ebbe Rossander. Berlingske Tidende,

juni, 1988.

Bilag 10: Anmeldelse af pladen Down In The Groove. Skrevet af Paul Brasso. Morgen Avisen Jyllands-

Posten, juni, 1988.

Bilag 11: Anmeldelse af pladen Down In The Groove. Skrevet af Anders Rou Jensen. Politiken, juni,

1988.

Bilag 12: Anmeldelse af pladen Tempest. Skrevet af Jonas Sølberg. Soundvenue, september 2012.

Bilag 13: Anmeldelse af pladen Tempest. Skrevet af Erik Jensen. www.Politiken.dk , september 2012.

Bilag 14: Anmeldelse af pladen Tempest. Skrevet af Klaus Lynggaard. www.Information.dk september 2012.

Bilag 15: Dylan topper listen over dårlige plader. Skrevet af John Fogde, www.Gaffa.dk, 2007.

75