ordskælv! - pure.iva.dkpure.iva.dk/files/38490518/speciale_ordskaelv_annemn.… · web...

Et svar på kulturformidlingens udfordringer?

Speciale af: Anne Mølgård Nielsen

Vejleder: Beth Juncker

Afleveret 2. marts 2015

Det Informationsvidenskabelige Akademi

Antal tegn 177.334

”Jeg er, altså skriver jeg.”

- Vibeke Nørgaard Rønsbo

Tak til alle jer, der har støttet mig i specialeprocessen – og til Beth og Karen for at have lært mig, at alt er muligt.

AbstractThis thesis looks upon challenges regarding cultural communication in a library context and

examines whether the non-profit organization Hygge Factory’s project concept Ordskælv!

(Wordquake!) can be seen as an answer to these challenges. Anthony Giddens’ late modernity, Joli

Jensen’s instrumental and expressive logics, and Henry Jenkins and Vanessa Bertozzi’s

participatory culture are some of the central concepts used to discuss the challenges that libraries

are facing.

In the midst of all of this, Hygge Factory’s Ordskælv! challenges young people preferably between

13 and 20 to write personal stories and become authors. Their stories are published with the

intension of throwing light on young peoples’ perspectives on subjects like death and alcoholism.

During the writing process – which may take place in a library – the young authors meet

professional authors, editors and artists as well as mentors who help nurture the young voices and

the stories they tell to grow strong.

Danish libraries have been part of two Ordskælv! so far. From an aesthetic perspective, their

participation can be seen as an example of how libraries can take part in a form of cultural

communication based upon an expressive logic – a logic that underlines the importance of aesthetic

dimensions and presence effects of cultural lives. The conclusion addresses Ordskælv! as one way

of meeting the challenges regarding cultural communication in a late modern library context.

Ordskælv!

- et svar på kulturformidlingens udfordringer?

Speciale af Anne Mølgård Nielsen

Indholdsfortegnelse

Indledning og problemformulering.................................................................................................................1

Disposition.........................................................................................................................................................6

Min egen position..............................................................................................................................................6

Teoretiske overvejelser.....................................................................................................................................7

Metodiske overvejelser.....................................................................................................................................8

Begivenheder: Mit eget Ordskælv!-projekt som case.................................................................................10

Afgrænsning...............................................................................................................................................12

Del 1: Forandringer og tendenser – hvad udfordrer kulturformidlingen målrettet børn og unge?.......13

Den senmoderne usikkerhed og kulturelle frisættelse.................................................................................13

Biblioteket i det senmoderne samfund........................................................................................................16

Mellem en instrumentel og ekspressiv logik...............................................................................................17

Rapporten og den nye biblioteksmodel.......................................................................................................22

Udfordringen fra unges deltagerkultur........................................................................................................25

Afrunding...................................................................................................................................................32

Del 2: Hygge Factorys Ordskælv! – hvilke bud og svar på udfordringerne tilbyder konceptet?...........34

Hygge Factorys projekter...........................................................................................................................34

Proces- og produktorienteringen i Ordskælv! – låner fra, supplerer og begrænser sig i forhold til deltagerkulturen..........................................................................................................................................38

Er Ordskælv! kulturformidling?.................................................................................................................46

Et bud på ekspressiv kulturformidling........................................................................................................55

Begivenheder, der greb mig – Mit Ordskælv! som case.............................................................................60

Begivenhed 1: Forfatterbesøg og skriveøvelse.......................................................................................61

Begivenhed 2: Ida og mentor-vikaren.....................................................................................................63

Begivenhed 3: Oplæsningen...................................................................................................................65

Begivenhederne set med Gumbrechts øjne.................................................................................................67

Afrunding...................................................................................................................................................72

Konklusion.......................................................................................................................................................73

Perspektivering...............................................................................................................................................75

Referencer........................................................................................................................................................79

1

Ordskælv!



Bilag..................................................................................................................................................................84

Bilag 1: Interview med Karen Siercke i Hygge Factory, november 2012...................................................84

Bilag 2: Interview med Karen Siercke i Agenda på P1.............................................................................102

Bilag 3: Plan over workshops...................................................................................................................108

Bilag 4: Referat fra workshop 16-3-14 med Louis Jensen........................................................................115

Bilag 5: Evalueringer af Ordskælv! fra alkoholikerens børn....................................................................117

Forfatter 1:............................................................................................................................................117

Forfatter 2:............................................................................................................................................119

Forfatter 3:............................................................................................................................................123

Bilag 6: Mail til Karen Siercke 1..............................................................................................................126

Bilag 7: Mail til Karen Siercke 2..............................................................................................................127

Bilag 8: Mail til Tommy Heisz.................................................................................................................128

Bilag 9: Hygge Factory Modellen............................................................................................................129

2

Ordskælv!



Indledning og problemformuleringDette speciale skal handle om Hygge Factorys Ordskælv!-projekter og de muligheder konceptet

åbner for folkebiblioteket, der i disse år slås med at markere sig som en relevant kulturinstitution i

Danmark. Det moderne projekt om oplysning og dannelse gennem formidling af den gode bog og

læsning kan ikke længere alene legitimere institutionens eksistens (Hvenegaard Rasmussen og

Jochumsen 2007). Vi befinder os i et komplekst, globaliseret og digitaliseret senmoderne videns- og

oplevelsessamfund, der stiller krav til både individer og til samfundets institutioner.

En senmoderne virkelighed er præget af en grundlæggende usikkerhed og foranderlighed,

aftraditionalisering og kulturel frisættelse – traditioner mister autoritet og fodfæste og skal

legitimeres, forskningen og produktionen af viden fører ikke nødvendigvis til mere sikker viden.

Identitet på både på individ- og institutionsniveau er i høj grad blevet et refleksivt projekt, dvs. et

spørgsmål om valg og dermed også en viden om og refleksion over, at disse valg i grunden kunne

være anderledes (Hvenegaard Rasmussen og Jochumsen 2007 og Kaspersen 2001).

I 2010 udkom rapporten Folkebiblioteket i vidensamfundet (Styrelsen for Bibliotek og Medier

2010), der kan ses som et forsøg på at legitimere folkebibliotekets fortsatte relevans og betydning

som medspiller i et samfund, hvor både viden og oplevelser er blevet konkurrenceparametre.

Rapporten indeholder forskellige bud på, hvilken rolle biblioteket kan spille i samfundet.

I rapporten præsenteres der en model for folkebiblioteket, som består af fire rum: Læringsrummet,

Inspirationsrummet, Møderummet og Det performative rum. Sidstnævnte er betegnelsen for

”kreativt skabende aktiviteter, der udfoldes af brugerne. Det sigter således mod aktiv skabelse, men

det er også et kreativt og æstetisk læringsrum.” (Styrelsen for Bibliotek og Medier 2010, s. 48)

Modellen udtrykker bibliotekets forskellige muligheder, og den peger på, at biblioteket kan bygge

sin identitet og formidling på to slags rationaler eller logikker. For det første kan man tale om at

bygge formidlingen på en instrumentel logik, når biblioteket fx skal understøtte udviklingen af

uddannelsesorienterede kompetencer eller støtte sociale formål. I den forbindelse bruges kulturen

som et middel frem for et mål i sig selv. For det andet kan biblioteket bygge sin formidling på en

ekspressiv logik, hvor kulturen ikke bruges som instrument til at nå mål til gavn for samfundet eller

dets borgere set i et socialt eller uddannelsesmæssigt perspektiv, men hvor oplevelserne med

3

Ordskælv!



forskellige kunstneriske, kulturelle udtryk og aktiviteter er målet og har værdi i sig selv (Jensen

2003 og Skot-Hansen 2006).

Midt i den globale konkurrencesituation og senmoderne usikkerhed har den teknologiske og digitale

udvikling ændret børn og unges omgang med kunst og kultur. Folkebiblioteket skal imødekomme

nogle andre forventninger og behov, hvis det vil have legitimitet og relevans blandt de yngre

generationer – børn og unge, der kan betegnes som digitale indfødte (Hanke 2010 og Palfrey og

Gasser 2008). Det er de generationer, som lige nu vokser op eller er vokset op med teknologier, der

gør dem i stand til selv at forme, skabe og distribuere kunst- og kulturprodukter (Hanke 2010,

Juncker 2011 og Jenkins og Bertozzi 2008). Aktiviteterne foregår – har forskere observeret – ofte i

online fællesskaber eller såkaldte participatory cultures, som er kendetegnet ved aktiv deltagelse og

udvikling eller finpudsning af evner, der gør deltagerne i stand til at udtrykke sig selv gennem

æstetiske processer og produkter.

I dette landsskab af begreber og tendenser placerer Hygge Factorys skriveprojekter Ordskælv! sig.

Hygge Factory er en non-profit organisation, der ”udfordrer unge til at skabe kulturprodukter med

udgangspunkt i deres egne personlige oplevelser” (www.hyggefactory.org). I 2010, 2012 og

efteråret 2014 udkom resultaterne af de første tre Ordskælv!: personlige fortællinger skrevet af unge

fra Nørrebro, unge i sorg og unge vokset op med alkoholiske forældre. Ordskælv!-konceptet

handler om at løfte unges fortællestemmer, så de rumler, skælver og giver genlyd i samfundet.

Stemmerne løftes af møder med professionelle og frivillige – og af tillid og ambitioner. Unges

fortællinger er i Hygge Factorys optik ”en fremkaldervæske, der får alle samfundets nuancer frem.”

(Siercke 2012, s. 4).

Nørrebro Bibliotek og BIBLIOTEKET på Rentemestervej greb begge muligheden for at være med

til at skabe Ordskælv! (Andersen 2009 og Dressler-Bredsdorff 2014). De var ikke de eneste, der

greb en chance. Det gjorde jeg også selv som kandidatstuderende i informationsvidenskab og

kulturformidling og som barn af en alkoholiker. Ordskælv! fra alkoholikerens børn er det første

Ordskælv! skabt af studerende og med Hygge Factorys stifter Karen Siercke tilknyttet som

konsulent. Hvis man ser bort fra en lang forberedelsesproces, løb projektet af stablen fra

skriveprocessens begyndelse på Rentemestervej i marts og frem til bogudgivelsen i september 2014.

4

http://www.hyggefactory.org/

Ordskælv!



Min interesse for Hygge Factorys projektkoncept blev for alvor vakt tilbage i efteråret 2012, hvor

jeg fik mulighed for at skrive en opgave om de første Ordskælv!. Jeg læste i den forbindelse Det ser

sort ud – men det er det ikke!, den seneste bogudgivelse skrevet af unge, der havde mistet en mor

eller far. Historierne gik lige i hjertet på mig og tvang mig til at mærke og reflektere over noget, jeg

frygtede meget: at miste min mor. Min mor havde været tæt på at dø af druk og abstinenser i julen

2011. Min reaktion – og protest – havde været at skrive fiktion. Jeg har beskrevet mødet med

Ordskælv!-bogen på følgende måde:

”(…) Bogens cover var fuld af farver – også sort, men det mørke syntes at være trådt i baggrunden,

fordi den hvide, røde, gule, grønne og blå farve også ville være med. Alle farver. Nuancer. Det ser

sort ud – men det er det ikke! Jeg åbnede bogen og forsvandt ind i en verden af sorg, vrede, angst,

håb og kærlighed. Der var det hele. Jeg fik en klump i halsen og var for en stund tilbage hos min

mor på gulvet i min fars lejlighed. Det gjorde ondt, men jeg følte også et håb. Disse unge

mennesker overlevede tabet af deres mor eller far. Særligt én sætning i bogen ramte mig:

I grimme tider er skønhed den eneste sande protest.

Jeg havde ikke tænkt på mine egne skriverier som en protest eller som en kunstnerisk proces før,

men der var kommet noget fint og meningsfuldt ud af noget, der var grimt og ubehageligt for mig at

gå igennem.” (Benz Dideriksen et al., 2014, s.92-93)

Jeg kategoriserer læseoplevelsen som et slags erkendelsesmæssigt vendepunkt for mig, selvom det

var en proces, der havde været i fuld gang fra det øjeblik efter min mors tilbagefald, hvor jeg satte

mig ned og begyndte at skrive fortællinger med udgangspunkt i tanker, oplevelser og følelser

knyttet til min mors druk.

Det var altså af både personlig og faglig interesse, at jeg kastede mig ud i at prøve kræfter med

Hygge Factorys projekt-koncept. Konceptet kan ikke realiseres uden en solid platform, og det er

her, bibliotekerne kommer ind i billedet. Det interesserer mig at undersøge, hvilke muligheder

Ordskælv!-konceptet åbner for en kulturformidlende institution som folkebiblioteket, der – som

skitseret i begyndelsen – er udfordret af både samfundsmæssige vilkår og nye generationer vokset

op i en digitaliseret verden. Derfor vil jeg i dette speciale spørge til:

5

Ordskælv!



Kan Hygge Factorys Ordskælv!-koncept ses som et svar på kulturformidlingens udfordringer i

en senmoderne folkebibliotekskontekst?

Der stilles i den forbindelse følgende underspørgsmål:

Hvad udfordrer kulturformidlingen målrettet børn og unge?

Hvad er Hygge Factorys Ordskælv! og hvilke svar og bud på kulturformidling målrettet børn og

unge rummer projektkonceptet?

DispositionSpecialet er en analytisk opgave, der udover teoretiske og metodiske overvejelser er delt op i to

dele. Første del handler om grundlaget: forandringer og tendenser, som udfordrer folkebiblioteket. I

denne del undersøges og besvares underspørgsmålet: Hvad udfordrer folkebibliotekets

kulturformidling målrettet børn og unge? Anden del tager fat på Ordskælv!-konceptet. Herved

undersøges og besvares andet undersøgelsesspørgsmål: Hvad er Hygge Factorys Ordskælv! og

hvilke svar og bud på kulturformidling rummer projektkonceptet? Opgaven afsluttes med en

konklusion, der vender tilbage til problemformuleringen, og en perspektivering, som peger fremad.

Min egen positionDet er ikke uproblematisk at skulle skrive speciale om noget, jeg selv har været en del af. Jeg har

som projektleder på et Ordskælv! engageret mig både fagligt og personligt i Ordskælv!-ideen, i

forløbet og i menneskene tilknyttet projektet. Det har været nødvendigt for mig at have ’JA-hatten’

på og bevare en stålfast tro på projektets værdi og styrker hele vejen til endestationen:

bogudgivelsen. Men jeg er også klar over, at hvis dette speciale skal løfte sig, er jeg nødt til at

kunne træde ud af projektlederrollen og ind i en kritisk udforskende og reflekterende forskerrolle.

Jeg har brug for andre blikke på Ordskælv! end mit eget projektlederblik – eller mine egne

fordomme for at bruge et begreb hentet fra Hans-Georg Gadamer og hermeneutikken (Højberg

2003). Centralt hos Gadamer er mennesket som et fortolkende væsen samt begreberne den

hermeneutiske cirkel, forståelseshorisont og horisontsammensmeltning (ibid.). Helt kort fortalt

mener Gadamer, at forståelse og erkendelse altid opstår i en vekselvirkning mellem subjekt og

6

Ordskælv!



objekt – og mellem del og helhed. I denne sammenhæng sker vekselvirkningen mellem mig som

projektleder og specialestuderende og Hygge Factorys Ordskælv!-projekter som genstand for min

søgen efter forståelse og mening. Imidlertid kan vekselvirkningen også ske i samspillet mellem

mine forståelser og personlige erfaringer og teoretiske begreber og perspektiver, der tilbyder

bestemte forståelser af verden og dermed også bestemt briller, jeg kan kigge på Ordskælv! med. Jeg

kan herigennem få nuanceret – potentielt provokeret – og udvidet min forståelseshorisont, det vil

sige min forståelse af projekterne. Det sker ved en horisontsammensmeltning, hvor jeg bliver i stand

til at begribe de forståelser, teorierne tilbyder til at tage de nye erkendelser og blikke med mig ind i

mødet med Ordskælv!.

Jeg har med andre ord brug for teorier og begreber, som sætter mig i stand til at fortolke og forstå

Ordskælv! ud fra perspektiver, der ikke kun bygger på mine egne erfaringer. Ifølge Gadamer vil jeg

aldrig kunne undersøge noget neutralt (Højberg 2003), men sigtet bliver at undersøge Ordskælv!-

konceptet fra en teoretisk funderet distance, der gør mig i stand til at få øje på både styrker og

svagheder ved det.

Teoretiske overvejelserFor at kunne undersøge og indfange Ordskælv! som svar på kulturformidlingens udfordringer i en

senmoderne folkebibliotekskontekst får jeg brug for at få flere forskellige optikker i spil. Først og

fremmest skal der dannes et samfunds- og biblioteksteoretisk grundlag, der belyser, hvilke

udfordringer bibliotekernes kulturformidling står over for. Da jeg har det senmoderne bibliotek med

i min problemformulering, kommer jeg ikke uden om samfundsteoretikeren og sociologen Anthony

Giddens og hans begreber om senmodernitet, aftraditionalisering og refleksivitet (Kaspersen 2001).

Giddens kan, som biblioteksforskerne Henrik Jochumsen og Casper Hvenegaard Rasmussen har

vist (Jochumsen og Hvenegaard Rasmussen 2007), bl.a. bruges til at teoretisere og belyse nogle af

de samfundsmæssige vilkår, som påvirker og udfordrer biblioteket som dannelsesinstitution, i

traditionel forstand, med læsningen som omdrejningspunkt. Biblioteksforsker Dorte Skot-Hansen

bidrager ligeledes til at karakterisere bibliotekernes situation ved at slå ned på de rationaler, som

bibliotekerne i et senmoderne samfund bygger tilbud og formidling på. Hun taler med begreber

hentet fra kulturforsker Joli Jensen (2003) om en række rationaler, der bygger på enten en

instrumentel eller en ekspressiv logik.

7

Ordskælv!



Jeg kommer heller ikke uden om samfundsbetegnelserne videns- og oplevelsessamfund, hvoraf især

førstnævnte spiller en afgørende rolle i rapporten Folkebibliotekerne i vidensamfundet (Styrelsen

for Bibliotek og Medier 2010). Rapporten sætter fokus på bibliotekernes udfordringer og

muligheder i samfundet som inspirationsrum, læringsrum, møderum og performativt rum. Især

begrebet performativt rum kan afspejle en bevidsthed om nye muligheder i den digitale verden, som

de yngre generationer har grebet. Det er adgangen til teknikker, der giver dem mulighed for selv at

skabe, forme og eksperimentere med forskellige kulturelle udtryksformer. Medieforskerne Henry

Jenkins og Vanessa Bertozzi (Jenkins og Bertozzi 2008) har indfanget disse aktiviteter med

begrebet participatory culture og stiller skarpt på, hvordan den digitale udvikling og nye

muligheder for deltagelse udfordrer kulturformidlingen målrettet børn og unge.

Jenkins og Bertozzis participatory culture kan belyse, hvilke tendenser Ordskælv!-konceptet griber

ind i, men medieforskerne siger ikke noget om, hvilket bud på kulturformidling Ordskælv!-

konceptet kan ses som udtryk for. De gør os heller ikke i ret høj grad i stand til at forstå, hvorfor det

har betydning for børn og unge at beskæftige sig med æstetiske processer og udtryk, som det at

skrive personlige fortællinger i Ordskælv! er et eksempel på.

Jeg får brug for hjælp til at kigge på Ordskælv! som kulturformidlingsprojekt. Hjælpen får jeg fra

forskellige sider: Primært fra medieforsker Kirsten Drotner (2006 og 2011), der definerer både

kultur og forskellige typer kulturformidling, fra børnekulturforskningen i form af Fleming

Mouritsen (1998) og hans tre former for børnekultur, fra Beth Juncker og hendes forskning om børn

som æstetisk formgivende beings (2006a, 2006b og 2011), fra kulturforsker Joli Jensen og hendes

begreb ekspressiv logik (2003) og fra litteraturforsker Hans Ulrich Gumbrecht og hans begreb om

presence eller tilstedevær (2004).

Jeg vil ikke gå yderligere ind i de forskellige teoretiske optikker her, men de vil blive uddybet og

diskuteret, når de tages i brug i specialets forskellige dele.

Metodiske overvejelserJeg har i dette speciale brug for briller at kigge på Ordskælv! med, men jeg har også brug for noget

at kigge på. Dette noget er dokumenter, der viser, at Ordskælv! fandt sted, materiale der fortæller

om processen eller sætter ord på ideen med projekterne.

8

Ordskælv!



Jeg baserer min undersøgelse på både primær og sekundær empiri. Den primære empiri er materiale

om Ordskælv!, som er blevet skabt i forbindelse med gennemførelsen af mit Ordskælv!-projekt eller

indsamlet i forbindelse med opgaver om Hygge Factorys projekter, jeg har skrevet i løbet af

kandidatuddannelsen. Der vil være tale om et transskriberet interview med Karen Siercke, Hygge

Factorys grundlægger, som en medstuderende og jeg foretog i efteråret 2012 i forbindelse med en

opgave om Ordskælv! (Bilag 1), Ordskælv!-bogudgivelsen … og jeg er barn af en alkoholiker –

personlige fortællinger (Benz Dideriksen et al. 2014), e-mails udvekslet i løbet af processen (Bilag

6, 7 og 8), en plan over workshopforløbet (Bilag 3) et referat fra en workhop (Bilag 4), evalueringer

af projektet (Bilag5) og billedmateriale.

Desuden vil jeg gøre brug af beskrivelser af begivenheder fra mit projekt, som jeg erindrer dem. Det

vil jeg uddybe i afsnittet Begivenheder: Mit eget Ordskælv!-projekt som case nedenfor.

Den sekundære empiri er materiale om Ordskælv! skabt af andre. Der er tale om en skriftlig artikel

om Hygge Factory udarbejdet af Karen Siercke (Siercke 2012), Karen Sierckes speciale om

etableringen af Hygge Factory (Siercke 2009), de første to Ordskælv!-bogudgivelser: 2200 N –

Orakler, shawarmaer og bristede fordomme (Siercke og Jørgensen 2009) og Det ser sort ud – men

det er det ikke! (Siercke og Jørgensen 2012), evalueringer af de første Ordskælv! udarbejdet af

Karen Siercke og frivillige (Hygge Factory 2010 og Siercke og Ellebæk Sivertsen 2012) samt et

interview med Siercke foretaget af andre end mig selv (Bilag 2). Der er tale om et transskriberet

interview fra Agenda på P1 fra december 2012, som belyser bestemte forestillinger hos Karen

Siercke, der ikke kom så præcist frem i mit eget interview. Interviewet bruges i mindre grad, da der

fokuseres mere generelt på Karen Sierckes holdninger og ideer som projektmager – der zoomes af

den grund ikke direkte ind på Ordskælv!-konceptet, som har primær interesse i mit eget interview.

Ulempen ved at inddrage andres interviewmateriale er, at jeg ikke selv har været med til at styre

formål og fokus eller udforme spørgsmålene i interviewguiden. Til gengæld undgås mulige

vanskeligheder med at opretholde en kritisk distance i interviewsituationen, idet jeg nu kender

Karen Siercke og Ordskælv!-konceptet personligt. Det interview, der inddrages som primær empiri,

blev foretaget før jeg blev en del af Hygge Factorys projekter.

9

Ordskælv!



Begivenheder: Mit eget Ordskælv!-projekt som case

Jeg bruger empirien på to forskellige måder i analysen af Ordskælv!-konceptet. Den sekundære og

store dele af den primære empiri (interviewet med Karen Siercke, Ordskælv!-bogen og

evalueringerne) analyseres først med henblik på at få indblik i, hvad Ordskælv! er, og hvordan

forskellige elementer af konceptet opfattes og opleves af både ophavskvinden og af deltagere fra

projekterne.

Dele af den primære og sekundære empiri kan med andre ord indfange, hvad andre siger, der er på

spil i Ordskælv!, men hvad sker der, når man prøver Karen Sierckes tænkning og ideer af i praksis?

Mine egne erfaringer med at lave et Ordskælv! er en anden del af min primære empiri og giver mig

mulighed for at illustrere og nuancere, hvad der var på spil i Ordskælv!-processen, som jeg som

deltager oplevede den: Hvad slog mig som betydningsfuldt? Hvornår løftede processen sig?

Det kan undersøges ved at casegøre mit Ordskælv!-forløb. Kravet er, at jeg er i stand til at definere

en ”afgrænset og observerbar genstand for undersøgelsen” (Ramian 2007, s. 25). Jeg har et forløb

på BIBLIOTEKET på Rentemestervej og et udgivelsesevent i Rødovre i forlængelse heraf som

afgrænset og observerbar genstand.

Casestudier beskrives af Knud Ramian i bogen Casestudier i praksis (2007) som ”skræddersyet til

dybtgående undersøgelser af komplekse, aktuelle, måske enkeltstående fænomener, som forskeren

ikke kan kontrollere.” (Ramian 2007, s. 18)

Jeg ville i udgangspunktet gerne have haft kontrol over mit Ordskælv!-projekt. Min projektgruppe

og jeg planlagde og forberedte forløbet på livet løs, men som vi reflekterer over i en praktikrapport

om forløbet (Mølgård Nielsen og Airlie Dichmann 2014), så er kontrol ganske enkelt ikke muligt i

et Ordskælv!, fordi alt kan ske, når man har med mennesker, frivillige kræfter og skriveprocesser at

gøre.

Knud Ramian understreger i sin bog, at casestudiet handler om dokumentation:

”Casestudiet minder på mange måder om politiets opklaringsarbejde. Man leder efter

dokumentation for, hvad der faktisk foregår.” (Ramian 2007, s. 26)

10

Ordskælv!



Min casegørelse af Ordskælv!-forløbet vil centrere sig omkring observationer eller nærmere min

egen registrering af begivenheder under forløbet, og disse kan sammen med billeder og uddrag fra

e-mails (Bilag 6 g 8) fungere som dokumentation for, hvad der foregik under mit Ordskælv!. Det er

umuligt ikke at påvirke de personer, man observerer, i et eller andet omfang (Harboe 2010), og

eftersom jeg både har været med til at planlægge Ordskælv!-forløbet og aktivt har været en del af

det, kan der næppe være nogen tvivl om, at jeg har påvirket både deltagere og selve processen. Jeg

har som projektleder ikke siddet og taget observationsnoter under forløbet, og af den grund giver

det bedre mening at tale om registrering af begivenheder frem for egentlige observationer. Etnograf

og professor Kirsten Hastrup definerer begivenheder som:

”(…) en hændelse, der er betydningsfuld fra den definerede verdens synsvinkel; det er det, der

adskiller den fra simple hændelser. (…) Det er begivenhederne, der er etnografens primære

materiale, fordi det er gennem begivenhederne, det vil sige identifikationen af de kulturelt

betydningsfulde hændelser, at kulturen viser sig som det, den er. ” (Hastrup 1992, s. 32-33)

Begivenhederne kan dermed være med til at synliggøre og illustrere, hvad der er på spil i et

Ordskælv!-projekt. I et etnografisk eller antropologisk perspektiv, der opfatter mennesket som en

betydningsproducerende og kulturformende art, og hvor formålet er at udforske og forstå en given

kultur (Hastrup 1992), er det en fordel, at jeg har selv har været en del af Ordskælv!-forløbet:

”Etnografens opgave i felten er at opnå en så høj grad af fortrolighed med den pågældende kultur,

at hun kan genkende en begivenhed, når hun møder den. Denne fortrolighed opnås gennem

erfaring og refleksion; den kan ikke opnås udelukkende gennem information. Kulturen må mærkes

af etnografen selv, den kan ikke læres alene gennem udspørgen, måling, vejning eller tælling af

hændelser. Det indebærer, at etnografen (…) bliver sin egen informant. Det bliver man ikke ved

blot at være fysisk til stede i den anden kultur, men ved at overgive sig til den (…).” (ibid, s. 33)

I Hastrups optik kan casegørelsen af mit Ordskælv!-projekt og fokuseringen på begivenheder ses

som et vigtigt supplement til eksisterende informationer om projekterne i form af for eksempel

interviewene med Karen Siercke og evalueringer af de første Ordskælv!. Jeg har under mit

Ordskælv!-forløb prøvet kræfter med både projektlederrollen, mentorrollen, workshoplederrollen og

forfatterrollen – jeg har med andre ord ikke kun været fysisk til stede – og de begivenheder, jeg

peger på, udvælges både på baggrund af erfaringerne ved at deltage i forløbet og ud fra en

11

Ordskælv!



refleksion over begivenhedernes betydning i nuet, hvor de opstod, og i forhold til projektet som

helhed.

Opsummerende kan siges, at styrken ved en kvalitativ metode som casestudiet er muligheden for at

komme i dybden med undersøgelsesfeltet og få tegnet et nuanceret billede af det fænomen, der

undersøges, som kvantitative undersøgelser ikke giver mulighed for (Harboe 2010). En svaghed ved

min måde at undersøge Ordskælv! på er til gengæld, at min undersøgelse ikke kan gentages med

visheden om, at forskeren eller projektmageren vil gøre de samme erfaringer, registrere de samme

begivenheder, fokusere på de samme dele af processen og dermed nå de samme konklusioner. Til

gengæld kan mine analyser bidrage til at illustrere og nuancere forståelsen af, hvad der sker i et

Ordskælv! og på nye måder diskutere projekternes betydning for kulturformidlingen i en

bibliotekskontekst.

AfgrænsningJeg har valgt at afgrænse specialet til kulturformidlingens udfordringer i en folkebibliotekskontekst.

Jeg kunne have spurgt mere generelt, da de traditionelle kulturinstitutioner, fx museerne, ligeledes

forsøger at gøre sig relevante for de yngre generationer – og legitimere deres eksistensgrundlag over

for politikere og i samfundet (Hanke 2010 og Skot-Hansen 2008). Jeg har dog valgt at holde mig til

bibliotekerne, fordi flere Ordskælv!-projekter som nævnt er blevet realiseret i samarbejde med dem;

fordi Karen Siercke fra Hygge Factory har givet udtryk for en drøm om at kunne bruge

bibliotekerne som Ordskælv!-platform (se Bilag 1), og fordi jeg gennem hele min uddannelse – der

indtil for få år siden hed biblioteks- og informationsvidenskab – er blevet præsenteret for forskning

og viden om folkebiblioteket, der har klædt mig på til at kunne beskæftige mig med området.

12

Ordskælv!



Del 1: Forandringer og tendenser – hvad udfordrer kulturformidlingen målrettet børn og unge?

Som nævnt indledningsvist er kulturformidlingen målrettet børn og unge udfordret. Jeg vil i denne

del af specialet uddybe og diskutere de vilkår og tendenser, der udfordrer det grundlag, som

folkebibliotekerne traditionelt har bygget kulturformidling på.

Den senmoderne usikkerhed og kulturelle frisættelse

Biblioteksforskerne Henrik Jochumsen og Casper Hvenegaard Rasmussen griber i artiklen

Problems and possibilities – the public library in the borderline between modernity and late

modernity (2007) fat i samfundsteoretikeren Anthony Giddens og hans begreber senmodernitet,

aftraditionalisering og refleksivitet i forsøget på at beskrive og diskutere de udfordringer og

muligheder, som folkebiblioteket og kulturformidlingen står overfor. I en senere artikel om samme

emne skrevet sammen med biblioteks- og kulturforsker Dorte Skot-Hansen (Jochumsen,

Hvenegaard Rasmussen og Skot-Hansen 2012) inddrages også begrebet kulturel frisættelse, som

ungdomskulturforsker Thomas Ziehe er ophavsmand til. Lad os få begreberne på plads, før vi går

ind i biblioteksforskningen.

Lars Bo Kaspersen, der er professor i statskundskab, har i flere sammenhænge beskæftiget sig med

Anthony Giddens (Kaspersen 2001og Kaspersen 2007), og det er hans udlægning af Giddens’

omfattende samfundsdiagnose i bogen Anthony Giddens – Introduktion til en samfundsteoretiker

(2001), jeg gør brug af i det følgende.

Anthony Giddens er sociolog og anses for værende en af de førende samfundsvidenskabelige

tænkere (Kaspersen 2001). Det vestlige samfund betegner Giddens som senmoderne eller

posttraditionel frem for postmoderne. Han mener ikke, at vi i disse år tager endeligt afsked med

moderne samfundstendenser. I stedet peger Giddens på, at samfundet, som vi kender det i dag, er en

radikalisering af det moderne samfund:

”Den post-traditionelle verden må stadig betegnes som en ’moderne verden’. De radikaliserede

konsekvenser af moderniteten har transformeret samfundsordenen hinsides traditionen, men ikke

hinsides moderniteten.” (Kaspersen 2001, s. 135)

13

Ordskælv!



Kendetegnende ved moderniteten, der udvikles i begyndelsen af 1600-tallet og frem til 1960’erne,

er ifølge Giddens samfundets dynamiske karakter set i forhold til et præmoderne samfund. Med

andre ord er det moderne samfund præget af bevægelse og forandring:

”Det moderne samfund forandrer sig med en hastighed, dybde og intensitet, som er unik.

Selvfølgelig har præmoderne civilisationer oplevet forandringer, men ingen, der i styrke og omfang

kan måle sig med dem, verden med stigende intensitet har gennemgået de sidste 200 år.”

(Kaspersen 2001, s. 212).

Det foranderlige moderne samfund præges af forskellige dimensioner – fx industrialismens og

kapitalismens indtog, urbaniseringen og udviklingen af samfundets institutioner – men mest centralt

i denne sammenhæng er begreberne refleksivitet og aftraditionalisering. En stigende refleksivitet

betegnes som et af de mest dynamiske aspekter ved moderniteten – som ifølge Giddens

radikaliseres i det senmoderne samfund. Med refleksivitet skal forstås ”den regelmæssige brug af

viden, som vi, det vil sige institutioner og individer, konstant foretager om betingelserne for

samfundets organisation og forandring.” (Kaspersen 2001, s. 125)

Refleksivitet er bevidstheden eller en viden om, at vores handlinger, valg og beslutninger i grunden

kunne være anderledes. Viden, der berører os og får os til at reflektere over – og måske kritisere –

vores måde at handle og være til på, kan medføre forandring hos både mennesker og institutioner,

men den kan også medføre tvivl og usikkerhed. I et senmoderne samfund, hvor mængden af viden

hele tiden vokser uden at gøre os sikre på, om den holder på sigt; hvor vi oplever, at vi – lidt sat på

spidsen – den ene uge må ”køre med blyfri benzin, den næste er det kræftfremkaldende” (ibid., s.

127) – kan usikkerhed og tvivl betegnes som et grundvilkår for mennesket:

”Den øgede refleksivitet skal ikke forveksles med, at vi har opnået en større og bedre viden og

dermed er blevet i stand til at ’kontrollere’ historien. (…) Vores refleksivitet medfører nemlig en

grundlæggende usikkerhed om den ny videns sandhed. (…) Denne tvivl er blevet et eksistentielt

træk ved det moderne menneske med konsekvenser for vores identitet.” (Kaspersen 2001, s. 127)

Refleksiviteten er ifølge Giddens tæt forbundet med modernitetens begyndende opgør med

traditioner, som i senmoderniteten når nye højder. Giddens forstår traditionen som ”en orientering

mod fortiden, der samtidig guider og influerer fremtiden.” (ibid, s. 135) Traditionen indeholder kort

14

Ordskælv!



fortalt en slags sandhedsformular, der ikke kan modsiges. Traditionen siger altså noget om, hvad

der er sandt eller rigtigt at tro på eller handle efter i samfundet. Religionen er et eksempel på en

tradition, der både orienterer sig mod fortiden og guider udøverne af religionen i forhold til

fremtiden. Religion er også et eksempel på en tradition, der i moderniteten udfordres af troen på

videnskaben og fremskridtet (Hvenegaard Rasmussen og Jochumsen 2007). Det er værd at

bemærke, at videnskaben hermed får sandhedsstemplet og bliver en ny rettesnor for det (korrekt)

oplyste menneske i det moderne samfund. Ifølge Giddens er det først i vores senmoderne eller

posttraditionelle samfund, at opgøret med traditionen for alvor slår igennem – der finder med

Giddens’ ord en aftraditionalisering sted:

”Afgørende for vor tids samfund er, at tradition er blevet antastet, problematiseret og undermineret

på en sådan måde, at ingen sociale handlinger i dag kan foretages på baggrund af tradition i

traditionel forstand. Hvis vi handler med udgangspunkt i en tradition, sker det altid med en viden

om, at det kunne gøres anderledes. At handle traditionelt i dag kræver en retfærdiggørelse, en

forklaring eller en grund. (…) Traditionen aftraditionaliseres så at sige. Aftraditionaliseringen

indebærer en form for frisættelse. (Kaspersen 2001, 137-38)

Som jeg kommer ind på inden længe, påvirker aftraditionaliseringen ikke kun det enkelte individ,

men også en kulturinstitution som biblioteket, der udvikledes som et moderne projekt. Før vi

kommer til bibliotekerne, vil jeg afslutningsvist knytte nogle ord til frisættelsen fra ovenstående

citat, da det også er interessant i forbindelse med Ordskælv!-projekterne.

Anthony Giddens har ikke specifikt fokus på store børn og unge, som er projekternes målgruppe,

men de yngre generationer interesserer derimod kulturforsker og pædagog Thomas Ziehe. I bogen

Øer af intensitet i et hav af rutine (2007) tales der om en frisættelse i forbindelse med

aftraditonaliseringen i det senmoderne samfund – en kulturel frisættelse, som i høj grad påvirker de

yngre generationer i samfundet:

”Den kulturelle frihed gør, at vi går fra et skæbnesamfund ind i et valgsamfund; identitet skabes i

stedet for at arves.” (Jacobsen 2007, s. 14)

Når identitet er noget, vi selv skaber, er identitet altså hverken givet på forhånd eller en sikker

størrelse, hvilket Giddens i øvrigt også pointerer (Kaspersen 2001). Den kulturelle frisættelse

15

Ordskælv!



handler om friheden til selv at vælge, hvem man vil være og selv finde en mening med livet, da

”den sociale baggrund, familien og bostedet ikke længere giver den unge selektionshjælp i

udformningen af værdier og målsætninger.” (Jacobsen 2007s. 14)

Pointen hos både Giddens og Ziehe er, at de mange muligheder og valg, der skal træffes, på den ene

side er frigørende, men muligheden – og ansvaret – for at forme sin egen identitet lægger også et

pres på det enkelte menneske, som kan være både udfordrende og angstprovokerende på et

eksistentielt plan (Kaspersen 2001). Denne dobbelthed kaldes i Ziehes terminologi for et ambivalent

vilkår i det senmoderne samfund (Jacobsen 2007).

Biblioteket i det senmoderne samfund

Nu vender vi blikket mod bibliotekerne. Som tidligere nævnt gør biblioteksforskerne Henrik

Jochumsen og Casper Hvenegaard Rasmussen brug af Giddens’ begreber i artiklen Problems and

possibilities – the public library in the borderline between modernity and late modernity (2007),

hvor de forsøger at beskrive og diskutere de udfordringer, som bibliotekerne står overfor i et

senmoderne samfund.

Forskerne påpeger, at folkebiblioteket som kulturinstitution udvikledes som en del af det moderne

projekt i 1800- og 1900-tallet. Biblioteket havde i udgangspunktet en klar og tydelig funktion og

rolle i det moderne samfund, der byggede på oplysningsprojektet og udviklingen af samfundet

gennem dannelsen af myndige samfundsborgere. Forskerne henviser til den tyske filosof Immanuel

Kant og hans artikel fra 1783 Hvad er oplysning?1, når man skal forstå, hvad der menes med

oplysning:

”Here Kant argues in favor of enlightenment being man’s liberation from his self-inflicted state of

submissiveness. The means by which man can empower himself is reason (…). He sees man as a

creature of reason, but the development of reason is not, according to Kant, an automatic process,

and this is where enlightenment must intervene. It is in fact a question of interplay between reason

and enlightenment. On the one hand, enlightenment can lead to reason, and, on the other hand,

reason can be used critically in relation to that which one is being enlightened about.” (Hvenegaard

Rasmussen og Jochumsen 2007, s. 47)

1 Se Kant (1993) under referencer.

16

Ordskælv!



Oplysningprojektet handler altså i Kants optik om at udvikle fornuften, den rationelle tænkning og

erkendelse hos det umyndige menneske, så det bliver myndigt og potentielt i stand til at kritisere det

eksisterende og herigennem skabe forandring i samfundet. Frem til 1960’erne var målet med

bibliotekernes formidling at støtte op om det moderne oplysningsprojekt. Midlet var bogen og

læsningen:

”At the beginning of the 1960s the public libraries where characterized by one defining function:

enlightenment; one medium: the book.” (Hvenegaard Rasmussen og Jochumsen 2007, s. 53)

Man kan sige, at oplysningsprojektet var en tradition i Giddens’sk forstand – altså en slags

sandhedsformel i det moderne samfund. Den øgede refleksivitet og aftraditionaliseringen i det

senmoderne samfund skaber som tidligere omtalt tvivl og usikkerhed og betyder, at der i disse år

stilles spørgsmål ved bibliotekets funktion i samfundet. Biblioteket har i det senmoderne samfund

påtaget sig flere forskellige opgaver udover oplysningsarbejdet, og bogen er ikke længere det

eneste, der formidles, hvilket ifølge Hvenegaard Rasmussen og Jochumsen gør det svært for

biblioteket at bevare en klar og tydelig rolle:

“Apart from the function of enlightenment, the library is also a meeting place; it acts as a cultural

center and provider for smaller businesses in the local community. The book is now one medium

among several. (…) In relation to the development in the public library, the increased reflexivity

forms the basis for a deep-rooted uncertainty that can make it difficult for the institution to

maintain a concrete identity.” (Hvenegaard Rasmussen og Jochumsen 2007, s. 53-54)

Usikkerheden omkring bibliotekets rolle – og hermed også institutionens formidlingsgrundlag – kan

ydermere spejles dels i kultur- og biblioteksforsker Dorte Skot-Hansens artikel Biblioteket i

kulturpolitikken – Mellem instrumentel og ekspressiv logik (2006) og i rapporten Folkebibliotekerne

i vidensamfundet – Rapport fra Udvalget om folkebibliotekerne i vidensamfundet udarbejdet af

Styrelsen for Bibliotek og Medier (2010).2

Mellem en instrumentel og ekspressiv logik

Biblioteksforsker Dorte Skot-Hansen er i artiklen Biblioteket i kulturpolitikken – Mellem

instrumentel og ekspressiv logik (2006) i fin tråd med Casper Hvenegaard Rasmussens og Henrik

Jochumsens pointer, når hun skriver, at det er et ” særkende ved kulturinstitutioner i det sen- eller 2 Der nu er smeltet sammen med Kulturstyrelsen.

17

Ordskælv!



postmoderne samfund, at de opererer i et krydsfelt mellem forskellige rationaler. Her kæmper ikke

mindst bibliotekerne for at legitimere deres virksomhed i forhold til politiske beslutningstagere og

at tydeliggøre deres identitet i forhold til brugere i en tid, hvor mange opgaver leder til en uklar

identitet.” (Skot-Hansen 2006, s. 27)

Skot-Hansen præsenterer i artiklen de rationaler eller formål, som biblioteket i det senmoderne

samfund baserer sine formidlingsopgaver på – og dermed legitimerer sin relevans og synliggør sin

identitet på baggrund af. Der er primært tale om rationalerne oplysning, social forandring,

underholdning og økonomisk vækst, men også rationalet oplevelse nævnes som væsentligt til trods

for, at det ikke prioriteres ret højt kulturpolitisk.

Det første rationale kender vi – det er oplysning, som har rødder tilbage til oplysningstiden og

bibliotekets udgangspunkt. Oplysning og dannelse skal ifølge dette rationale ”styrke den

demokratiske proces, og det kan kendskab til kunst og kulturarv eller med andre ord den nationale

enhedskultur bidrage med. Kunsten og dannelseskulturens budskab betragtes som et almengyldigt

budskab til hele befolkningen.” (ibid., s. 28)

Det næste rationale, der omtales, er social forandring, og det handler ifølge Dorte Skot-Hansen om

at ”bruge kulturen til at myndiggøre borgere, især dem som af den ene eller anden grund er lukkede

ude af fællesskabet og til at styrke den demokratiske proces.” (Skot-Hansen 2006, s. 28)

Man kan sige, at jeg tidligere sammenkædede rationalet om social forandring med det moderne

oplysningsprojekt i forbindelse med inddragelsen af Kants tænkning. Ifølge Dorte Skot-Hansen har

bibliotekerne en lang tradition for at påtage sig sociale opgaver, så det er nok ikke helt ramt ved

siden af at kæde de to ting sammen i nogen grad. I dag tales der ofte om biblioteket som det tredje

sted – et begreb lånt fra sociolog Ray Oldenberg (1999), som skal forstås som et mødested eller

frirum mellem arbejdspladsen og hjemmet, hvor mennesker mødes og diskuterer, udveksler

forståelser og inspireres eller udfordres af hinanden.

Kan (og skal?) kulturen og bibliotekerne indgå som et parameter for byudvikling og branding?

Muligvis i nogles øjne, skriver Skot-Hansen om rationalet økonomisk vækst: ”Image er som begreb

indoptaget i det kulturpolitiske sprog i senfirserne, hvor kulturen nu skulle bruges som løftestang

for økonomisk udvikling og synliggørelse af kommunerne,” (ibid., s. 31). Skot-Hansen stiller sig dog

18

Ordskælv!



kritisk over for bibliotekets økonomiske effekt uden hjælp fra andre aktører: ”Har bibliotekerne i

sig selv en økonomisk effekt, der kan måles i kroner og ører? Er det et flagskib? Kan det brande

kommunen? Tiltrækker det turister og tilflyttere? Næppe, i al fald ikke alene.” (Skot-Hansen 2006,

s. 31)

I de senere år synes Skot-Hansen dog at være blevet en større fortaler for, at biblioteket kan spille

en rolle i byudviklingen (Hvenegaard Rasmussen, Jochumsen og Skot-Hansen 2011). Prestigefyldte

biblioteksbyggerier i fx Københavns nordvestkvarter (BIBLIOTEKET Rentemestervej), Helsingør

(Kulturværftet) og Aarhus (Urban Media Space Aarhus) afspejler under alle omstændigheder en

satsning på biblioteket og kulturen som udviklingsfaktor og brand i byrummet.

Underholdning har Dorte Skot-Hansen også med i oversigten over rationaler, selvom hun pointerer,

at rationalet ikke officielt benævnes som et formål med kulturinstitutionernes formidlingsarbejde –

spørgsmålet om hvorvidt oplysning og underholdning kan gå hånd i hånd er til evig diskussion, men

det afholder ikke bibliotekerne fra at investere i såkaldt ’rene’ underholdningsmaterialer:

”I forhold til biblioteksvæsenet er diskussionen aldrig afsluttet, selvom underholdning i dag næppe

opfattes som fy-ord set i forhold til bibliotekernes tilbud. At børnebiblioteker indkøber rene

underholdningsspil som Playstation og Gameboy får ingen kulturudvalgsmedlemmer til tasterne.”

(ibid., s. 34)

En væsentlig pointe hos Dorte Skot-Hansen er, at alle ovenstående rationaler er instrumentelle, det

vil sige, at biblioteksrummet og bibliotekets kulturformidling bruges som middel til at opnå noget

andet – rationalerne er ikke mål i sig selv. Det gælder også oplysningsrationalet, mener Skot-

Hansen:

”Også oplysningssynspunktet med sin vægt på dannelsen som vejen til det oplyste demokrati gør

kulturen til et middel. [Rationalerne] handler dybest set alle om, hvad kulturen gør for det enkelte

individ og for (lokal)samfundet, frem for hvad det betyder.” (Skot-Hansen 2006, s. 34)

Den instrumentelle logik kan findes i alle rationaler på nær én, jeg endnu ikke har uddybet. Det er

oplevelsesrationalet. Rationalet bygger på en ekspressiv logik, som Skot-Hansen låner fra

kulturforsker Joli Jensen (2003). Den ekspressive logik har fokus på, hvad kulturen betyder for os –

hvad oplevelser i vores kulturliv giver os som mennesker:

19

Ordskælv!



”Frem for at se på kultur og kunst som et middel, der gør os til ’bedre’ mennesker, rigere

skatteborgere, mere aktive medborgere eller mere afstressede fritidsbrugere, kan den ses som

noget, der er værdifuldt i sig selv på grund af den æstetiske oplevelse, den giver os, dvs. som noget,

der giver vores liv dybde og intensitet.” (Skot-Hansen 2006, s. 34)

Både Dorte Skot-Hansen og inspirationskilden Joli Jensen trækker på filosoffen John Dewey i

forståelsen af æstetiske oplevelser. Dewey mener, at den æstetiske oplevelse er en indre, dyb

menneskelig og meningsfuld impuls, som er i alle mennesker, og som kan opstå, når mennesker

møder kunst og kultur – men vi kan i Deweys optik også få oplevelserne i andre sammenhænge:

“The arts, for Dewey, are forms of social inquiry and action that are deeply human and deeply

meaningful. But they are intrinsic proclivities, rather than extrinsic forces. These proclivities exist

in all of us, not just the gifted few. Dewey (...) presumes that aesthetic experience encompasses

everyday activity.” (Jensen 2003, s. 76)

Ifølge John Dewey kan vi få æstetiske oplevelser i mødet med hverdagslivets aktiviteter,

udfordringer og begivenheder. Dewey mener dog, at mødet med kunsten og kulturen potentielt kan

igangsætte en stærkere eller mere intens og meningsfuld udgave af den almenmenneskelige

æstetiske impuls. Dorte Skot-Hansen uddyber Deweys pointe:

”Den æstetiske oplevelse kan vi få, når vi selv synger, danser eller udfolder os kreativt på mange

planer. Den ’professionelle’ eller ’høje’ kunst er simpelthen (…) en mere kompleks form.” (Skot-

Hansen 2006, s. 34)

Der findes altså muligvis forskellige grader af den meningsfulde, æstetiske oplevelse, men Jensen er

imod at sætte kunsten op på en piedestal som værende bedre for os end andre former for kultur. Den

vigtigste pointe hos Jensen og Dewey er i denne sammenhæng, at evnen til æstetisk erfaring og

oplevelse ikke er forbeholdt de få, der får noget ud af finkulturen på kunstmuseer eller i mødet med

litterær kunst på bibliotekerne.

Dorte Skot-Hansen efterspørger et større fokus på, at kulturen har værdi i sig selv – altså et større

fokus på oplevelsesrationalet og en ekspressiv logik i formidlingstiltagene, hvis biblioteket for alvor

skal markere, hvor det gør en forskel – og dermed også legitimere sin fortsatte eksistens i et

samfund under forandring – eller forvandling:

20

Ordskælv!



”Her står formidlingen af en mangfoldighed af æstetisk oplevelse i form af symbolsk udveksling af

betydning og sansemæssig erfaring i centrum. Skal biblioteket blive et forvandlingsrum, må det

derfor åbne op for det irrationelle, kaotiske, følelsesladede og mangfoldige og i endnu højere grad

eksperimentere med nye interaktive formidlingsformer i det fysiske og virtuelle rum.” (Skot-Hansen

2006, s. 38)

Skot-Hansen understreger, at det bør være kulturpolitikkens vigtigste mål at støtte aktiviteter, der

opfylder behovet for meningsfulde æstetiske oplevelser for alle grupper i samfundet. Hun påpeger

dog også, at bibliotekerne – og de traditionelle kulturinstitutioner generelt – er udfordret af

konkurrencen om synlighed og opmærksomhed i et senmoderne samfund, der også kan gå under

betegnelsen oplevelsessamfund. Hun henviser til Joseph Gilmore og James H. Pines

oplevelsesøkonomi3 og krav om oplevelsesværdi i jagten på kundernes gunst:

”Vi lever i et overkommunikeret samfund, og når vi bombarderes med oplevelser allerede fra

cornflakespakken på morgenbordet, får de egentligt oplevelsesproducerende og -formidlende

institutioner kamp til stregen.” (ibid., s. 38)

I forbindelse med oplevelsessamfundet kan oplevelsesaspektet let få et instrumentelt formål, men

Skot-Hansens budskab er ikke, at bibliotekerne bør satse på at eksperimentere med ekspressive

formidlingsformer og på en mangfoldighed af kunst- og kulturformer alene af den grund, at de

hermed kommer med i kampen om synlighed og opmærksomhed. Kulturen har værdi og betydning

i sig selv.

Kigger man på rapporten Folkebibliotekerne i vidensamfundet, som udkom for nogle år siden

(Styrelsen for Bibliotek og Medier 2010), bliver man i tvivl, om biblioteksverdenens aktører har

fanget Skot-Hansens eller Joli Jensens budskaber. Dog indeholder rapporten også en model for

biblioteket, der peger på, hvad biblioteket potentielt kan – også som æstetisk oplevelses- og

læringsrum. Modellen med de fire rum inkluderer – blandt andet – oplevelsesaspektet som en

mulighed for bibliotekerne. Derudover afspejler modellen – især med tanke på ét af de fire rum –

den nok største udfordring for bibliotekernes kulturformidling målrettet de yngre generationer i

samfundet.

3 Oplevelsesøkonomi bygger på tendensen til, at der knyttes oplevelsesdimensioner til varer og produkter i konkurrencen om kunderne. Se Pine og Gilmore (1999).

21

Ordskælv!



Rapporten og den nye biblioteksmodel

Rapporten Folkebibliotekerne i vidensamfundet – rapport fra udvalget om folkebibliotekerne i

vidensamfundet (Styrelsen for Bibliotek og Medier 2010) blev udarbejdet af et udvalg bestående af

en række direktører og ledende skikkelser indenfor biblioteksverdenen. Det var aktører med

forskellige interesser fra kulturpolitiske til biblioteks- og bibliotekarfaglige, som blev sat sammen –

herunder formanden for den daværende Styrelse for Bibliotek og Medier, direktøren for Danmarks

Biblioteksforening, formanden for Bibliotekarforbundet, chefen for Børne- og Kulturchefforeningen

og bibliotekschefen for Centralbibliotekerne.

Udvalget havde til opgave at vurdere bibliotekets rolle i samfundet i forlængelse af

kommunalreformen, der medførte mange bibliotekslukninger. Opgaven var også at have særligt

fokus på bibliotekernes betjening af børn og unge, hvilket er meget interessant taget specialets emne

i betragtning.

Med Skot-Hansens rationaler og den instrumentelle og ekspressive logik in mente springer

rapportens valg af samfundsbetegnelse i øjnene – vidensamfundet. Det beskrives i rapporten som

”et samfund, hvor viden er den største enkelte bidragyder til frembringelse af værdi” (Styrelsen for

Bibliotek og Medier 2010, s. 18). Det kan diskuteres, hvad det er for en slags viden, der er brug for i

samfundet (Wackerhausen 2008), men i rapporten lægges vægten på en form for viden, der kan

omsættes til ny værdi i et globalt konkurrencesamfund. Behovet for viden og kompetencer til at

navigere i og gøre brug af viden i udviklingen af nye ideer og koncepter – kreativitet og innovation

med andre ord – gør bibliotekerne vigtigere end nogen sinde før, lyder det i rapporten:

”I vidensamfundet er folkebibliotekets indsats for at fremme oplysning, uddannelse og kulturel

aktivitet vigtigere end nogensinde før. Samfundets værdiskabelse baseres i stigende grad på

borgerens evne til at omsætte information til viden og til at udnytte denne viden til at skabe ny

værdi. I kraft af den øgede konkurrence, der er et resultat af globaliseringen, bliver denne

værdiskabelse endnu mere central.” (Styrelsen for Bibliotek og Medier 2010, s. 9)

Umiddelbart får man indtryk af, at bibliotekernes formidling skal tjene instrumentelle formål til

gavn for samfundet og dets borgere nu og i fremtiden, hvor vi skal leve af viden og kompetencer.

Dette indtryk styrkes blot af udvalgets fokus på borgernes – og her tænkes nok især børn og unges –

udvikling af it- og informationskompetencer samt læsefærdigheder:

22

Ordskælv!



”Det er udvalgets opfattelse, at bibliotekerne fortsat bør satse på et bredt spektrum af lærings- og

inspirationsaktiviteter, men at de i særlig grad bør fokusere på at hjælpe borgere med at udvikle

grundlæggende it- og informationskompetencer samt læsefærdigheder.” (ibid., s. 13)

Ovenstående citat rummer dog også en opfordring til bibliotekerne om at satse på lærings- og

inspirationsaktiviteter af forskellig art, som levner plads til noget andet end kompetenceudvikling.

Kigges der nærmere på rapportens model for biblioteksbetjeningen i et (senmoderne)

vidensamfund, som de tidligere omtalte biblioteksforskere Henrik Jochumsen, Casper Hvenegaard

Rasmussen og Dorte Skot-Hansen blev bedt om at udarbejde, åbnes der for, at biblioteket har

forskellige muligheder på formidlingsområdet. Selvom udvalgets anbefalinger peger på, at et

instrumentelt fokus er det vigtigste for bibliotekerne, udelukker modellen ikke ekspressive tiltag:

Figur 1. Biblioteksmodellen med de fire rum (Styrelsen for Bibliotek og Medier 2010, s. 48)

Modellen består af fire rum, som potentielt kan overlappe hinanden og spille sammen. Hvert rum er

knyttet til formål, som biblioteket kan understøtte eller styrke. Der er tale om formålene

erkendelse/erfaring, engagement, empowerment og innovation:

23

Ordskælv!



”Hvor de to første formål især handler om at støtte det enkelte individs erkendelse, erfaring og

engagement i dets søgen efter mening og identitet i et komplekst samfund, understøtter de to sidste

formål i højere grad samfundsmæssige mål: Empowerment drejer sig om udviklingen af stærke og

selvstændige medborgere, der selv kan løse hverdagens problemer, mens innovation handler om at

give nye svar på praktiske problemer eller at udvikle helt nye koncepter, metoder eller kunstneriske

udtryk. Begge dele er forudsætninger for, at vi som nation klarer os i den globale konkurrence.”

(ibid., s. 91)

Man kan sige, at nogle af formålene klart afspejler en instrumentel logik – at bibliotekets formidling

og kulturen bruges som instrument til at nå samfundsmæssige mål, men formålene om erkendelse,

erfaring og engagement i den enkeltes søgen efter mening og identitet siger snarere noget om, hvad

kulturen og kulturlivet potentielt kan betyde for den enkelte – at kulturen har værdi i sig selv,

hvilket er kendetegnende for den ekspressive logik.

De fire rum i biblioteksmodellen omtales i det følgende – men vægten lægges på et af rummene i

modellen, som er mest interessant i forhold til både Ordskælv! og kulturformidlingens udfordringer:

Første rum er Læringsrummet, hvor man kan opdage nyt. Det indeholder ”f.eks. uformelle

læringskurser, e-læringsfaciliteter, foredrag, adgang til videnressourcer og spørgetjenester.” (ibid.,

s. 116)

I Inspirationsrummet er der fokus på meningsfulde æstetiske oplevelser, der potentielt opstår i

mødet med bibliotekets materialer og tilbud. Rummet vil ”typisk indeholde adgang til materialer

med litteratur, kunst, film, musik, underholdning og spil, til arrangementer med kunstnere og

lignende.” (ibid., s. 118).

Møderummet bygger på ideen om det tredje sted – på engagement og deltagelse og ”spænder fra at

deltage i arrangementer om (lokal)politiske spørgsmål eller aktuelle problemer over læse- og

studiekredse til facilitering af communities og netværk.” (ibid., s. 119).

Det sidste rum er Det performative rum:

”I det performative rum kan brugerne i samspil med andre få inspiration til at skabe nye kreative

udtryk i mødet med kunst og kultur. Her kan brugerne få adgang til værktøjer, der understøtter

deres kreative udfoldelser gennem interaktive spil og skrive-, lyd- og videoværksteder, og de kan få

24

Ordskælv!



støtte til deres kreative udfoldelser gennem workshopper med professionelle kunstnere (…) mv.

Endelig kan det performative rum fungere som en platform for formidling ved at udgive og

distribuere brugernes værker og produkter og ved at stille scener til rådighed for deres udfoldelse.”

(ibid., s. 93)

Det performative rum betegnes et andet sted i rapporten som et ”kreativt og æstetisk læringsrum”

(ibid., s. 123), hvilket gør, at jeg mener, at formålene erkendelse/erfaring potentielt også hører

hjemme i dette rum – ligesom mulighederne for (æstetisk) oplevelse gør det, hvis vi hiver fat i John

Deweys forståelse af æstetisk oplevelse som værende en almen menneskelig impuls, der blandt

andet kan igangsættes, når vi udfolder os kreativt. Rummet skiller sig ud fra de andre rum, fordi

bibliotekets formidlingsopgave i det performative rum er at sætte gang i børn og unges egne

skabende aktiviteter og processer – eller skabe rum for, at børn og unge selv eller med hjælp fra

biblioteksrummet kan formidle resultatet af deres kreative processer. Det må være rimeligt at

antage, at børn og unges skabende processer og deres kreationer – eller fortællinger i fx ord, billeder

eller lyd – tildeles betydning og værdi i dette rum. Det performative rum er interessant og væsentlig

at bruge plads på, fordi det både kan afspejle senmoderne udfordringer, en ekspressiv logik samt

være et forsøg på at imødekomme en udfordring for bibliotekernes kulturformidling, som den

teknologiske og digitale udvikling har ført med sig. Sidstnævnte er en tendens til skabende aktivitet

blandt børn og unge, der finder sted uden for de traditionelle kulturinstitutioner. Aktiviteterne

foregår ofte online og er af medieforskere blevet døbt participatory culture.

Udfordringen fra unges deltagerkultur

”Der kan ses, lyttes, komponeres og skrives, redigeres, designes, layoutes, kommunikeres, søges,

iscenesættes. Og det bliver der.” (Juncker 2011 s. 206)

Sådan omtaler børnekulturforsker Beth Juncker aktiviteterne på et børneværelse i 00 eller 10’erne.

Det performative rum i biblioteksmodellen kunne meget vel være et udtryk for, at

biblioteksforskerne er bevidste om, hvad der foregår rundt omkring på børneværelserne, som

bibliotekerne ikke bør eller kan ignorere, hvis bibliotekets kulturformidling skal have relevans for

børn og unge.

Andre observatører bruger ord som ”co-creators” eller ”samskabere” (Connor 2008), ”unge

kunstnere” (Jenkins og Bertozzi 2008) og ”digitale indfødte” (Hanke 2010 og Palfrey og Gasser

25

Ordskælv!



2008) til at betegne de generationer, der er vokset op med computerteknik og internetadgang, og

som kan indtage både konsumerende og producerende roller i omgangen med kunst og kultur. Med

kulturdebattør Peter Hankes ord er der tale om generationer af børn og unge, som er ”blevet

selvstændige individer og unge voksne i slut 1990’erne og senere, og som alle har oplevet, at

mobiltelefoner, internetforbindelse, sociale websites, Wikipedia og enorme mængder af information

er lige så selvfølgeligt som varmt vand i hanerne.” (Hanke 2010, s. 51)

Hankes pointe er, at disse generationer føler sig hjemme i den digitale verden i modsætning til

såkaldt digitale immigranter fra ældre generationer, der har opdaget fordelene ved de nye

teknologier uden at være vokset op med dem. De er dermed sjældent på hjemmebane i den digitale

verden i samme grad som tilfældet er med de digitale indfødte.

Medieforskerne Henry Jenkins og Vanessa Bertozzi har ligeledes interesseret sig for de digitale

indfødtes aktiviteter. I Artistic Expression in the Age of Participatory Culture – How and Why

Young People Create (2008) peger forskerne på, at der eksisterer en form for uformel læringskultur

knyttet til muligheder på internettet, som hverken har med skolelivet eller de traditionelle kunst- og

kulturinstitutioner at gøre. Jenkins og Bertozzi betegner denne form for kultur participatory culture

– på dansk deltagerkultur – og definerer den med følgende ord:

”A participatory culture might be defined as one where there are relatively low barriers to artistic

expression and civic engagement, where there is strong support for creating and sharing what one

creates with others, and where there is some kind of informal mentorship whereby what is known

by the most experienced is passed along to novices. It is also a culture where members feel their

contribution matter and where they feel some degree of social connection with each other at least

to the degree to which they care what other people think about what they have created.” (Jenkins og

Bertozzi 2008, s. 174)

Der er altså tale om en kultur og et fællesskab, hvor deltagelse, engagement og skabende aktivitet er

i højsædet, og hvor deltagerne i samspil med uformelle mentorer – erfarne deltagere i fællesskabet –

har mulighed for at udvikle eller finpudse evnen til at udtrykke sig gennem forskellige medier og

kunstneriske udtryk. I unges deltagerkulturer har det betydning, hvad fællesskabet mener om det,

der skabes og cirkuleres blandt deltagerne.

26

Ordskælv!



Jenkins og Bertozzi fremhæver en række cases omhandlende aktiviteter blandt unge amerikanere

mellem 13 og 28 år som eksempler på, hvad der foregår og skabes i deltagerkulturerne. Vi møder fx

Chloe på 17 år, der er stor fan af japansk rockmusik og japanske tegnefilmsserier – også kendt som

anime. Chloe dyrker cosplay, en aktivitetsform, hvor hun skaber kostumer baseret på personer fra

favoritterne blandt de japanske bands eller tegnefilm. Som navnet cosplay antyder, er der også et

legende element involveret i aktiviteten, hvor Chloe offentligt optræder i sine kostumer og dermed

spiller de personer, hvis kostumer hun har brugt sin fritid på at efterligne. Chloe deler billeder af

sine kreationer med andre fans online og mødes også med ligesindede uden for skærmen til

sammenkomster. Det pointeres desuden hos Jenkins og Bertozzi, at Chloe med afsæt i interessen for

cosplay også er begyndt at interessere sig for professionel japansk kunst og kultur:

”Chloe has been inspired by her participation in cosplay to learn more about Japan. Frustrated by

the limits of her own high school, she now takes Japanese conversation classes at Smith College.

She can speak at length about traditional Japanese poetry and fiction. (…) She has moved onward

from her initial interest in popular culture to embrace traditional literary and artistic practices.

She has in the process moved from being a consumer to an active participant, shaping the flow of

these materials and educating other Westerners about Japanese culture.” (Jenkins og Bertozzi 2008

s. 171)

Man kan sige, at Chloe udvider sin viden og sit udtryksmæssige repertoire i takt med, at hun får lyst

til og øjner mulighed for at kunne bidrage og deltage på flere og nye måder i det fællesskab og den

kultur, hun er en del af. Det fremgår ikke tydeligt af ovenstående citat, om Chloes proces og

kreative evner er blevet anerkendt og støttet af andre fans, som har hjulpet Chloe til at udvikle sine

kostumedesign eller inspireret hende på anden vis til fx at opsøge den professionelle kunst og

kultur. Det omtales dog et andet sted hos Jenkins og Bertozzi, at møderne med fans online og

offline har givet Chloe mulighed for at lære nye teknikker til brug i sine kreationer og få feedback

på de ting, hun har lavet. ”She gets recognition for what she has accomplished,” understreger

forskerne (ibid., 2008, s. 185). Interessen for japansk kultur og lysten til at skabe og dele det skabte

og formidle kulturen synes at være det, der har drevet Chloe og gjort hende til et aktivt medlem af

en fan- og deltagerkultur.

27

Ordskælv!



Det er ligeledes lysten til at skabe, der kendetegner de andre cases hos Henry Jenkins og Vansessa

Bertozzi. Vi møder Josh, en ung Star Wars-fan og animator, og en fyr med kunstnernavnet

TheSidDog, som er gamer, fan af spillene The Sims og i forlængelse heraf producerer såkaldte

machinima – film baseret på optagelser fra Sims-spillene; vi møder Ed, en ung musiker og

komponist, Ariel, der laver tegneserier, multimediekunstneren Petey, og vi møder Antonia, der

betegnes som costumer og performance kunstner med udgangspunkt i Harry Potter-universet.

Gruppen af unge har opnået anerkendelse for det, de gør – blandt medlemmerne af deres online- og

offline fællesskaber og i nogle tilfælde af professionelle, der har opdaget deres kreationer.

Casene tegner et billede af en tendens, hvor fokus er på det personlige udtryk. Enten i traditionel

forstand, hvor værket skabes fra bunden – hvor der ikke direkte lånes indhold fra eksisterende

kunst- og kulturprodukter (som fx hos tegneserieforfatteren Ariel) – eller hvor det personlige udtryk

skabes ud af eksisterende kunst- og kulturprodukter (fx TheSidDogs Sims-film). Casene antyder, at

der er mange forskellige udtryksformer og medier i spil i unges deltagerkulturer. Derudover vil

Henry Jenkins og Vanessa Bertozzi med casene illustrere, at de traditionelle skel mellem amatør og

professionel kunstner udfordres af unges deltagerkulturer:

”At one time, Western culture would have drawn a sharp line between amateurs and professionals

and would have reserved the word artist for someone who produced art – if not for a living than as

a significant part of their lives. (…) Today, these distinctions between amateur and professional,

hobbyist and artist are blurring: These young people are getting their work in front of a public at a

much earlier age, are developing reputations within a larger community, and are defining their

identities to no small degree through what they create.” (Jenkins og Bertozzi 2008, s. 172-173)

Den teknologiske og digitale udvikling har givet børn og unge lettere adgang til værktøjer og

muligheder for at eksperimentere med at skabe personlige, kunstneriske udtryk, nye kanaler til

distribution og dermed en øget chance for at nå et publikum og opnå anerkendelse. Ud fra syv cases

med unge talenter er det ikke muligt at konkludere, at flertallet af dem, der er en del af en

deltagekultur, slår igennem som fx musikere, animatorer eller som tegneserieforfattere. Det er –

som det også pointeres af forskerne selv – heller ikke den centrale pointe. En central pointe er

snarere, at muligheden for at skabe personlige udtryk i høj grad fungerer som byggesten i

identitetsskabelsen hos de unge og opleves som en væsentlig del af deres liv – ”a vital part of their

28

Ordskælv!



lives”, som forskerne udtrykker det (ibid., s. 173). Henry Jenkins og Vanessa Bertozzi forsøger med

andre ord at sætte fokus på, hvad det forandrede medielandskab betyder for børn og unge og for de

traditionelle kunst- og kulturinstitutioner:

”These young people are passionate about emerging forms of expression (...). They are dubious

about being told what artworks matter. They have grown up in a world where tools for media

making have been widely available: Why should they sit and watch when they can roll up their

sleeves and make something? They are entering spaces where there are no established masters and

where it is possible to grab some spotlight for themselves – if the community values what they

make.” (Jenkins og Bertozzi 2008, s. 177)

Kunst- og kulturinstitutionerne er altså udfordret af, at de yngre generationer i højere grad end ældre

generationer går uden om de traditionelle institutioner i søgen efter det, der skaber mening og

betydning i deres kulturliv – og som er forbundet med muligheden for skabende aktivitet, udvikling

af evner og anerkendelse i fællesskabsorienterede online og offline kulturer. Den professionelle

kunst og kultur kan sagtens spille en rolle i unges deltagerkultur, men rollen udspilles på de unges

præmisser og hermed på baggrund af deres egne præferencer og interesser. Den professionelle kunst

kan fungere som råstof og inspirationskilde og rumme viden, der kan sætte gang i unges egne

kreative processer – og dermed blive et brandstof til deltagelse i fællesskabet.

Det performative rum fra biblioteksmodellen virker i lyset af den digitale udvikling og

deltagerkulturens muligheder dermed som et relevant og vigtigt indspark. I rapporten

Folkebibliotekerne i vidensamfundet (Styrelsen for Bibliotek og Medier 2010) nævnes

undergrundsbiblioteket Demoteket som et eksempel på, hvordan man kan skabe et performativt

rum, hvor resultatet af unges kreative eksperimenter synliggøres og anerkendes:

”Idéen med projektet er, at unge kan indsende deres demoer – værker i form af musik, litteratur og

film til Demoteket, der gør de fysiske demoer tilgængelige på Københavns Biblioteker og digitalt på

bibliotekernes hjemmeside Demoteket.dk. Projektet vil desuden give de unge mulighed for at vise

og udvikle deres værker ved at arrangere koncerter, udstillinger og workshops med fokus på DIY

(Do IT Yourself) inden for musik, litteratur og film. (...) Biblioteket positionerer sig som væksthus

for kommende kunstnere og for det kreative miljø.” (Styrelsen for Bibliotek og Medier 2010, s. 122)

29

Ordskælv!



Demoteket er ikke et skabende rum, men et rum for det, unge har skabt. Ideen er i god tråd med

nogle af tendenserne i deltagerkulturen, men det er ifølge en undersøgelse af initialet (Møller Jensen

2012) lettere sagt end gjort at blive et væksthus for kommende kunstnere og et kreativt miljø, der i

udgangspunktet ikke har brug for institutionelle rammer og regler for at spire, vokse og blomstre.

Demoteket blev imidlertid etableret i København og senere også i provinsen, hvilket afspejler en

klar interesse og engagement fra bibliotekernes side. I begyndelsen af 2014 valgte man dog at lukke

Demoteket på hovedbiblioteket i Aarhus med følgende udmelding:

”Selvom der har været mange gode events, workshops og ideer i DemotekAarhus, så lader det

alligevel til, at det er svært at få konceptet til at fungere stabilt og derfor vælger Hovedbiblioteket

nu at stoppe Demoteket.” (Kunze 2014)

Man ledes til at tænke, at initiativet ikke er nytænkende eller stærkt nok i sin nuværende form til at

kunne indfange deltagerkulturens unge for alvor. Det er muligt, at bibliotekerne vil have større

succes med et initiativ som Demoteket, hvis den mest centrale del af deltagerkulturen – den

skabende proces, hvor de unges personlige udtryk formes og bliver til – også kommer i fokus. Hvis

bibliotekerne kan tilbyde skaberlystne unge noget, de ikke allerede kan finde og få andre steder, vil

de måske i højere grad lykkes i rollen som væksthus for kommende kunstnere og for det kreative

miljø.

Henry Jenkins og Vanessa Bertozzi peger ligeledes på, at kunst- og kulturinstitutionerne skal turde

tænke nyt og spille sammen med deltagerkulturens muligheder og forandringer:

”Art institutions need to keep up with these changes or they will be left behind. (…) If participatory

culture changes the way people engage with art, then art institutions have to shift how they operate.

(…) Art institutions need to rethink their traditional roles as curators of the arts and instead

embrace a potentially unfamiliar role as facilitators of participatory culture.” (Jenkins og Bertozzi

2008, s. 176 og s. 192)

Der er ingen tvivl om, at Jenkins og Bertozzi føler, at de har set lyset, og deres pointer omkring den

digitale udvikling og unges deltagerkulturer er meget relevante for dette speciale. Dog skal det

påpeges, at fremvæksten af deltagerkulturer i det nye medielandskab ikke er ensbetydende med, at

der ikke længere er behov for professionelle kunstnere og formidlere af kunst og kultur. I en verden

30

Ordskælv!



uden professionelle vil erfaringer og specialiseret viden om kunst- og kulturformer forsvinde – og

hermed også muligheden for at inspirere til og supplere børn og unges egne skabende processer og

oplevelser med kunst og kultur.

I deltagerkulturen er der sjældent eller ingen møder med professionelle. De unge har de

professionelles eksisterende værker at tage udgangspunkt i til inspiration eller som råmateriale til

nye udtryk. Kulturdebattør Peter Hanke pointerer i bogen Kulturens skjulte styrker (2010), at der i

de digitale indfødtes omgang med kunst og kultur kan trækkes tråde til adfærden og tankegangen

hos såvel internetpirater som open source-kulturen på nettet, der domineres af en såkaldt

Gaveøkonomi. Denne form for økonomi har intet med kommercielle interesser at gøre og bygger på

værdier som gensidig loyalitet, taknemmelighedsgæld, accept, mangfoldighed og samhørighed.

Både i pirat- og open source-kulturen ønskes fri og lige adgang til information, kunst og kultur,

selvom man kan være uenig i metoderne, hvorpå målet bliver nået. Især i open source-kulturen ses

en kollektiv indsats for at forbedre eller skabe alternativer til eksisterende tilbud – fx indenfor

computerspil-verdenen. Talent og anerkendelse i et afhierarkiseret fællesskab af frivillige

medskabere er centralt i open source-kulturen.

Hanke påpeger, at digitale indfødte i højere grad end ældre generationer lærer gennem erfaring –

ved at eksperimentere og prøve sig frem. Hans pointe i denne forbindelse er, at kulturinstitutionerne

bør gribe og kultivere de digitale indfødtes selveksperimentsteknikker og deres ”stræben og

utålmodige aktivisme” (ibid., s. 67) ved at trække på open source-princippet og inddrage de yngre

generationer i kvalificeringen og raffineringen af kulturinstitutionernes udspil. Hvordan det helt

konkret kan gøres, siger Hanke ikke noget om, men han mener, at kulturinstitutionerne har chancen

for at få ”fat i en ny slags værdiskabelse og dannelsesopgave” (Hanke 2010, s. 67), som i

biblioteksregi kalder på andre vurderingskriterier end besøgs- og udlånstal.

Henry Jenkins og Vansessa Bertozzi (2008) er inde på noget i samme spor. De mener, at

uddannelses- og kunst- og kulturinstitutionerne skal sætte fokus på den viden og de teknikker, der er

nødvendige at beherske, når man skal kunne agere i det nye medielandskab og være en del af

deltagerkulturerne:

”At a time when funding for the arts education is endangered, we reject the idea that art education

is not needed because kids can do it on their own at their home. Rather, the present research points

31

Ordskælv!



toward an even greater need for arts and media literary education to bridge the participation gap.”

(Jenkins og Bertozzi 2008, s. 191)

Jenkins og Bertozzi kan i ovenstående citat opfattes som uddannelses- og skolefokuseret – og

dermed i nogen grad instrumentelt orienteret – men jeg forstår deres formål som byggende på

tanken, at børn og unge skal have lige mulighed for at være en del af deltagerkulturer, der kan have

stor betydning og værdi i deres online og offline liv og identitetsskabelse. Forskerne ser det som

nævnt ikke kun som uddannelsessektorens opgave at klæde børn og unge på til et liv præget af nye

medier og deltagelses- og udtryksmæssige muligheder. Det er også en rolle, som kunst- og

kulturinstitutionerne bør påtage sig, hvis de vil være relevante for generationerne af digitale

indfødte.

Afrunding

Den senmoderne usikkerhed, der er et resultat af aftraditionaliseringen og den øgede refleksivitet,

gør, at formål og opgaver i livet og i samfundet er blevet et spørgsmål om valg. Identitet er ikke en

given størrelse og må derfor aktivt skabes, formes og legitimeres, hvilket både det enkelte individ

og samfundets institutioner, herunder biblioteket, må forholde sig til. Biblioteket kan ikke længere

legitimere sin identitet, fremtidige relevans og kulturformidling alene på baggrund af traditionelle,

instrumentelle formål som oplysning og dannelse gennem læsning. Især det performative rum i

biblioteksmodellen med de fire rum afspejler en anerkendelse af, at tendenser uden for

kulturinstitutionelle rammer kalder på nye tilgange til kulturformidling, hvis biblioteket i fremtiden

skal have relevans for generationerne af digitale indfødte.

De digitale indfødte er vokset op med internettets muligheder. Den digitale udvikling har ændret og

forøget børn og unges udtryks- og udfoldelsesmuligheder, og den professionelle kunst og kultur

bruges i den forbindelse som inspiration og brændstof til deltagelse, kunstneriske eksperimenter og

identitetsskabelse. Betydningen og værdien af eksisterende kunst- og kulturformer og deltagernes

egne kulturelle og kunstneriske udtryk afgøres af fællesskabet af deltagere, ikke af professionelle.

De yngre generationers aktiviteter i deltagerkulturerne kan i høj grad være med til at forklare,

hvorfor bibliotekernes kulturformidling målrettet børn og unge er udfordret.

32

Ordskælv!



En dansk kulturvaneundersøgelse fra 2012 viser i tråd med konklusionen på første del af specialet,

at unge mellem 15-19 år er den aldersgruppe, der oftest angiver, at det ikke interesserer dem at

komme på biblioteket (Bak et al 2012, s. 82). Man kan i et deltagerkulturelt perspektiv spørge:

Hvorfor møde op på biblioteket, når der er masser af muligheder for både at indtage rollen som

kulturkonsument- og producent i medieparken hjemme på værelset?

Det har non-profit organisationen Hygge Factory et bud på i form af projektkonceptet Ordskælv!.

Det skal vi kigge nærmere på nu.

33

Ordskælv!



Del 2: Hygge Factorys Ordskælv! – hvilke bud og svar på udfordringerne tilbyder konceptet?

Hygge Factorys projekter

Midt i et landskab af digitale, kulturelle og senmoderne tendenser og udfordringer placerer Hygge

Factory sig. Hygge Factory er en non-profit organisation, der fødtes i forbindelse med

gennemførelsen af det første Ordskælv! om Nørrebro i 2009 og 2010. Projektet havde til formål at

give unge fra Nørrebro mulighed for at skabe en bog – ”en samling af de unges stemmer og de

oplevelser, de finder det vigtigt at fortælle.” (Siercke 2009, s. 84). Siden har organisationen stået

bag endnu et Ordskælv! om døden i 2012, to musikprojekter døbt Vinyl! 2013 og 2014 samt

arkitektur- og designprojektet HandleRUM! (2014). Alle projekterne har haft børn og unge mellem

13 og 20 år i fokus.

Hygge Factory gav mig i sommeren 2013 grønt lys til at prøve kræfter med Ordskælv!-konceptet. I

efteråret 2013 gik en medstuderende, en socialpædagog og jeg i gang med at stable Ordskælv! fra

alkoholikerens børn på benene. Hygge Factorys grundlægger og eneste faste medarbejder, Karen

Siercke, fungerede som konsulent på projektet fra efteråret 2013 og i foråret og sommeren 2014.

Resultatet af projektet, bogen … og jeg er barn af en alkoholiker – personlige fortællinger (Benz

Dideriksen 2014), udkom i september 2014.

Karen Siercke, der er både iværksætter og børnebibliotekar, fik ideen til Ordskælv!-konceptet af et

praktikophold i 826 Valencia i San Francisco i USA (Siercke 2009). 826 Valencia er en lokal gren

af det landsdækkende koncept 826 National og består dels af piratbutikken Pirate Supply Store og

dels af et kreativt værksted i forlængelse af butikken. Der er tale om en non-profit organisation

etableret af den amerikanske forfatter Dave Eggers, hvor børn og unge fra 6 til 18 år kan komme og

gå på opdagelse i piratbutikken og – i samspil med professionelle og frivillige – eksperimentere

med at udtrykke sig på skrift i butikkens kreative værksted. Hovedformålet er at gøre

skriveprocessen sjov, så målgruppen inspireres til at kaste sig ud i skrivekunsten og får styrket

evnen til at udtrykke sig på skrift:

“Our project-based approach allows students ownership over the writing process and strengthens

their ability to express themselves clearly and in their own voice. (…) By making writing fun, by

34

Ordskælv!



demystifying the process, and by creating gorgeous books, magazines, and newspapers that honor

their work, we can inspire young people to gain critical skills and write with confidence.” (826:

http://826valencia.org/about/)

Et af de projekter, som 826 Valencia hvert år arrangerer, er Young Authors Book Project (YABP),

et skriveprojekt for unge, der går i High School i lokalområdet. Karen Siercke var frivillig på 826

Valencias YABP i 2008 og fortæller i sit speciale Hygge Factory: En nytænkning af børnekulturelle

formidlingsstrategier (2009) om, hvad YABP går ud på:

”YABP er (…) en årligt tilbagevendende bogudgivelse organiseret af hver enkelt 826 i USA. I løbet

af de sidste seks år har de forskellige 826 samlet set udgivet mere end tyve publikationer skrevet af

unge med støtte fra prominente kunstnere som Isabel Allende, Amy Tan og Robin Williams.

Publikationerne er resultater af YABP-processen, som er et intensivt forløb, hvor unge, 826-

personale og frivillige over seks måneder arbejder sammen om at producere en bog. Hver enkelt

bogudgivelse er en samling af essays skrevet af unge mellem 15 og 17 år med et unikt tema og

design. Efter udgivelsen sælges bøgerne i boghandlere på nationalt plan og internationalt på

internettet. (...) Som praktikant ved 826 Valencia i efteråret 2008 var jeg tilknyttet 826 Valencias

seneste YABP, der resulterede i bogudgivelsen Show of Hands i februar 2009.” (Siercke 2009, s.

55-56)

Inspirationen fra 826 og YABP er til at spore i artiklen I grimme tider er skønhed den eneste sande

protest (2012), hvor Karen Siercke, efter at have været i gang med at forme Hygge Factory i nogle

år, fortæller om fabrikkens virke:

”Hvert år organiserer Hygge Factory et proces- og produktorienteret projekt, der udfordrer unge

til at skabe et kunstprodukt med udgangspunkt i deres egne personlige oplevelser. Hygge Factory

skaber rammerne for, at de unge, uanset færdigheder og faglige forudsætninger, udvikler deres

ideer til færdige produkter af høj professionel standard og debuterer som forfattere, musikere eller

arkitekter. (Siercke 2012, s. 1)

Citatet er fyldt med ambitioner på deltagernes vegne og på vegne af resultatet – produktet, der

skabes. I Hygge Factorys proces- og produktorienterede projekter udfordres unge altså til at skabe

kunstprodukter med udgangspunkt i personlige oplevelser. Produkterne skal være af høj

35

http://826valencia.org/about/

Ordskælv!



professionel standard, og deltagerne udgives og anerkendes som fx forfattere ligesom i YABP i 826

Valencia.

Karen Siercke begyndte med Ordskælv! om døden i 2012 at sætte fokus på unge ramt af livskriser

og synes at mene, at kriser rummer kreative potentialer snarere end begrænsninger, når hun i et

interview i Agenda på P1 siger, at det kan være ”rigtig godt nogle gange at få smadret alting, så

man kan finde ud af at tage det op, som er virkelig godt og fint og bygge videre derfra” (Bilag 2, s.

103). Ordskælv!-projektet resulterede i essaysamlingen Det ser sort ud – men det er det ikke!

(Siercke og Jørgensen 2012) skrevet af unge, der havde mistet en forælder. Fokuseringen på unge i

livskriser nævnes også i artiklen om Hygge Factory fra 2012, hvor vægten lægges på at få børn og

unges oplevelser og perspektiver på verden frem i lyset:

”I Hygge Factory tror vi på, at unge, som er blevet ramt af livskriser, har historier, der er vigtige at

fortælle og få fortalt. Deres fortællinger er en fremkaldervæske, der får alle samfundets nuancer

frem. Tag imod en enestående invitation til at komme indenfor i disse unges liv og verden og følg

dem i deres vaklen mod fodfæste og triumf, når de vinder kampen over det grimme ved at skabe

noget smukt.” (Siercke 2012, s. 4)

Fremkaldervæsken, der får alle samfundets nuancer frem – altså børn og unges fortællinger og

forståelser af verden – har været centralt i alle projekter, også i det første Ordskælv! om Nørrebro,

der i 2010 resulterede i udgivelsen af bogen 2200 N – orakler, shawarmaer og bristede fordomme

med personlige fortællinger om bydelen skrevet af unge fra Nørrebro.

Man kan med et begreb lånt fra børnekulturforskningen forsøge at indfange, hvad det er for et syn

på børn og unge, som umiddelbart kommer til udtryk hos Karen Siercke, når hun taler om at

udfordre unge ramt af livskriser til at skabe kunstprodukter ud af personlige oplevelser – eller når

hun siger, at børn og unges fortællinger og blikke på verden har betydning og værdi, fordi de

”rusker ved tabuer og nuancerer og udvider samfundets forståelse af hvem de er” (Siercke 2012, s.

1). Ambitionen er at møde børn og unge som ’beings’, dvs. som kompetente og aktivt skabende

væsener, der har ”egne perspektiver og erfaringer” (Balling 2011, s. 13). Karen Siercke udtrykker

også ambitionen direkte i sit speciale, når hun siger, at Hygge Factory vil acceptere børn og unge

som ’beings’ ”frem for at fastlåse dem som ’becomings’.” (Siercke 2009, s. 97).

36

Ordskælv!



Inden for børnekulturforskningen bliver ’beings’ sat i modsætning til begrebet ’becomings’, der

”peger på barnet som en voksen in spe, der mangler centrale færdigheder i relation til at blive

voksen.” (ibid., s. 13). Især bibliotekernes børnekulturformidling har traditionelt set været præget af

’becomings’-synet. Det er en historie om børn og formidlingstraditioner, der har rødder i 1700-

tallets oplysningstid, som børne- og ungdomskulturforsker Beth Juncker sætter ord på i Børn &

kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger (2011):

”Kort og populært handler historien om, hvordan ’barnet’ filosofisk udskilles fra de ’voksne’ som

et væsen med en egenart og med særlige omsorgs-, udviklings- og oplysningsbehov. Barndom

bygges op omkring disse behov som en verden i verden med det mål at udvikle de kompetencer, den

viden og almene dannelse, der til enhver tid er nødvendig i et voksent liv. Billedligt bliver

’barndom’ den periode, hvor barnet får pædagogisk hjælp til i kort begreb at gennemleve hele

civilisationens udviklingshistorie – fra mørke til lys, fra dunkelhed til klarhed, fra sanseforvirring

til fornuft.” (Juncker 2011, s. 213)

Den ’sanseforvirring’ som børn skal ’hjælpes’ ud af for at kunne blive til rationelt tænkende, voksne

mennesker, fører Juncker frem til at påpege:

”Derfor står [børnene] som formbare, modtagende, ubeskyttede. Som objekter for voksnes

pædagogiske planlægning af de oplevelser og processer, der skal føre dem til at blive både

subjekter og objekter for egen dannelse. Her er grundlaget for det børnekulturelle systems

formidlingstradition. Den skal hæve børn ud af sanse- og følelsesillusioner, give dem redskaber til

at tænke og argumentere med, føre de kulturløse ind i ’kulturen’ og dermed give dem mulighed for

at kunne opleve, vælge til og fra på et rationelt argumenteret grundlag – vælge det gode, fravælge

det dårlige.” (ibid., s. 214)

Hvad børn selv finder godt eller betydningsfuldt har med andre ord ikke haft betydning i den

børnekulturelle formidlingstradition – ligesom børnene ifølge traditionen umuligt selv kunne være

subjekter i egne dannelsesprocesser. I dag sættes formidlingstraditionen under pres af tiltag som

Ordskælv!. Hygge Factorys syn på børn og unge anerkendes af bibliotekerne, når de danner de

fysiske rammer om et Ordskælv!. Proces- og produktorienteringen i Ordskælv! rummer trods Karen

Sierckes ambitioner imidlertid også elementer, der peger i retning af et syn på børn og unge som

formbare og ufærdige ’becomings’. Lad os kigge nærmere på elementerne i et Ordskælv!.

37

Ordskælv!



Proces- og produktorienteringen i Ordskælv! – låner fra, supplerer og begrænser sig i

forhold til deltagerkulturen

Skåret helt ind til benet består et Ordskælv!-forløb af følgende elementer: En fysisk ramme til

processen (fx et lokale på et bibliotek), et hold af unge med lyst til at fortælle og skrive historier,

det samme antal frivillige mentorer, redaktører og korrekturlæsere (de fleste med en skrivefaglig

baggrund eller interesse), en gruppe professionelle forfattere, kunstnere og fagfolk, en

workshopleder og en projektleder, en grafisk designer og et sted at trykke historierne, fejre

udgivelsen af og sælge produktet.

Alle Ordskælv!-projekterne har været bygget op omkring disse elementer i form af et

workshopforløb, der er resulteret i en bogudgivelse. Der har hver gang været tale om forløb af seks

måneders varighed. I 2009 foregik workshopforløbet på Nørrebro Bibliotek, i 2011 hos

organisationen Børn, Unge & Sorg4 og i 2014 på BIBLIOTEKET på Rentemestervej. Ideen med

workshopforløbet er at give børn og unge mellem ca. 13 og 20 år5 mulighed for at mødes for at

skrive personlige historier og i fællesskab skabe en bogudgivelse i samspil med frivillige mentorer

og professionelle forfattere, kunstnere, redaktører og andre kreative fagfolk.

Fællesskab, deltagelse og personlige udtryk er centralt. Er Ordskælv! et eksempel på deltagerkultur

i en fysisk og institutionel kontekst? Ordskælv!-konceptet danner ved første øjekast rammen om

aktiviteter, der minder om dem, som er observeret i unges deltagerkulturer:

”A participatory culture might be defined as one where there are relatively low barriers to artistic

expression and civic engagement, where there is strong support for creating and sharing what one

creates with others, and where there is some kind of informal mentorship whereby what is known

by the most experienced is passed along to novices. It is also a culture where members feel their

contribution matter and where they feel some degree of social connection with each other at least

to the degree to which they care what other people think about what they have created.” (Jenkins og

4 Se mere om organisationen på: http://www.bornungesorg.dk/ 5 I mit Ordskælv! fra alkoholikerens børn rykkede vi aldersgrænsen fra 20 til 27 år, da flere af vores unge, der havde mod på at være med, var over 20 år. Vi havde fire forfatterspirer, der var under 20 år med – to sprang fra undervejs i forløbet. Forældrenes druk stiller ofte børn af alkoholikere i et komplekst dilemma, der kan handle om loyalitet over for forældrene eller om frygten for konsekvenserne ved at stå frem – fx hvis familien ikke har en erkendelse af, at der er et problem med alkohol i familien – hvilket også afspejles i bogen, der kom ud af projektet.

38

http://www.bornungesorg.dk/

Ordskælv!




Man kan sige, at det, som Jenkins og Bertozzi kalder et ”informal mentorship whereby what is

known by the most experienced is passed along to novices”, ligner det, der foregår i samspillet med

de unge forfattere og de professionelle forfattere, kunstnere og fagfolk og de frivillige mentorer

under Ordskælv!.

Vi begynder med de professionelle: De professionelle forfattere og kreative fagfolk har til opgave at

holde oplæg, lave skriveøvelser og videregive viden om kunstformen og skrivekunsten til

Ordskælv!-deltagerne – både de unge forfattere og mentorerne. Kunstnerne har til opgave at

fortolke de historier, der bliver skrevet – det vil sige illustrere og styrke bogudgivelsens

kunstneriske udtryk. Karen Siercke uddyber:

”De unge får besøg af professionelle (kunstnere og kreative fagfolk) undervejs. De professionelle

rammesætter projekterne med seriøsitet. Deres deltagelse er en anerkendelse af de unges arbejde,

der er med til at hæve niveauet og pirre ambitionerne hos de unge. I Ordskælv! har de unge mødt

forfattere, journalister, manuskriptforfattere, redaktører, korrekturlæsere, grafikere og skrevet

personlige breve til kunstnere som Michael Kvium, Bjørn Nørgaard og HuskMitNavn, der har

illustreret deres essays med originale værker.” (Siercke 2012, s. 3)

I Ordskælv! er de professionelles opgave altså at dele viden om processen fra idé til udgivelse samt

at anerkende og inspirere og dermed bidrage til at løfte niveauet på resultatet af Ordskælv!-

processen. Det kan opsummeres med Karen Sierckes ord fra et interview, jeg foretog med hende, da

en medstuderende og jeg dykkede ned i Hygge Factorys projekter for første gang:

”Vi kan hjælpe [de unge] med at få den der smag for succes og for, hvad det er, der skal lykkes og

hvad det er for nogle trin og værktøjer, de har brug for undervejs.” (Bilag 1, s. 95)

Der deles erfaringer og værktøjer til at skabe personlige udtryk i både deltagerkulturen og

Ordskælv!, men i modsætning til i Ordskælv!-processen er der sjældent professionelle ind over de

unges kunstneriske eksperimenter og udtryk i deltagerkulturen (Jenkins og Bertozzi 2008).

Derudover må de professionelles rolle i Ordskælv! betegnes som formel i forhold til den uformelle

mentor-mentee-relation og erfarings- og værktøjsudveksling blandt deltagerne i deltagerkulturen.

39

Ordskælv!



De professionelles rolle er fastlagt på forhånd og har et bestemt formål i et Ordskælv!. Det samme

er i høj grad gældende for mentor-rollen og resten af de frivillige tilknyttet Ordskælv!.

Når det er sagt, har mentorerne i Ordskælv! en anden rolle at spille end de professionelle, fordi de er

med fra start til slut, og fordi de kommer helt tæt på de unge, hvis skriveproces de følger tæt:

”Mentorerne fungerer som rollemodeller (...) og hjælper [de unge] med at mestre værktøjer. Deres

fornemmeste opgave er at øse opmærksomhed på de unges arbejde og møde dem lige dér, hvor de

er i processen. Mentorerne er hemmeligheden til Hygge Factorys succes. Det er deres engagement

i de unge, deres opmuntring og tro på, at de unge kan lykkes, der følger de unge fra usikker vaklen

til fodfæste og triumf.” (Siercke 2012, s. 3)

Mentor-mentee-relationen spiller en central rolle i skriveprocessen, når der skal åbnes op, prikkes

hul på historierne og tages værktøjer og feedback i brug fra professionelle og fra de frivillige

redaktører, der undervejs i forløbet læser de unges historier. Mentorernes engagement og tillid

afspejles i evalueringsrapporterne baseret på de to første Ordskælv! – for eksempel med ord som det

at have ”tid, lyst og interesse i at hjælpe”, at mentorerne er gået i relationen med de unge med et

”åbent sind” og at de føler at være ” kommet tæt på en række vidt forskellige personligheder og

skæbner” (Hygge Factory 2010, s. 2 og Siercke og Ellebæk Sivertsen 2012, s. 10). Tilliden og

engagementet udtrykkes også i de efterskrifter, som mentorerne i Ordskælv! fra alkoholikerens børn

blev bedt om at skrive om mødet med de unge forfattere. Eksempelvis skriver en mentor om det

fællesskab og tillidsbånd, der skabes under et Ordskælv!, når samspillet imellem unge og mentorer

fungerer optimalt:

”Nu, som jeg sidder og skriver dette efterskrift, sidder Marina ved siden af og taster løs. Jeg

oplever en overvældende følelse af gensidig accept og forståelse. Det er en fællesskabsfølelse, der

rammer mig her i Bydelslaboratoriet, selv om der ikke råbes kampråb eller synges fællessang. Det

er den gensidige tillid, der gør arbejdet. Det er fortrolighedens kraft.” (Benz Dideriksen et al 2014,

s. 40-41)

Ansigt-til-ansigt-møderne i de fysiske rammer kan potentielt skabe stærke sociale bånd imellem

deltagerne, der rækker ud over ”some degree of social connection with each other at least to the

degree to which they care what other people think about what they have created”, som hos Henry

40

Ordskælv!



Jenkins og Vanessa Bertozzi antyder relativt svage sociale bånd imellem deltagerne. (Jenkins og


Hvis man kaster et blik på evalueringsrapporterne om de første Ordskælv!6 og evalueringer fra mit

eget Ordskælv!7, giver de unge forfattere – i tråd med aktiviteterne i deltagerkulturen – udtryk for,

at samarbejdet med mentorerne og andre frivillige har været givende og lærerigt i forhold til

skriveprocessen, ligesom møderne har rummet sociale aspekter. Fx siger en ung forfatter fra det

første Ordskælv! om Nørrebro:

”Det har været enormt sjovt at samarbejde med nogen, der har mere erfaring end en selv.” (Hygge

Factory 2010, s. 2)

For denne deltager har relationen mellem forfatter og mentor været en god oplevelse, fordi

mentoren delte sine erfaringer. En anden ung forfatter fra Ordskælv! om døden siger helt konkret, at

de frivillige har delt skrivefaglig viden, der bl.a. fik vedkommende i gang med sin fortælling og gav

den unge forfatter oplevelsen af at være blevet bedre til at udtrykke sig på skrift:

”Jeg er blevet bedre til at skrive. De frivillige har lært mig, hvordan jeg kan komme i gang og

skære ned på min historie.” (Siercke og Ellebæk Sivertsen 2012, s. 7)

En af de unge forfattere i Ordskælv! fra alkoholikerens børn lægger derimod vægt på at blive mødt

som menneske snarere end som forfatterspire af de frivillige – og her kommer det sociale aspekt til

syne:

”De har virkelig haft hjertet med og betragtet os som mennesker frem for skrivekursister.” (Bilag 5,

s. 118)

Henry Jenkins og Vanessa Bertozzi lægger i deres definition af unges deltagerkultur også vægt på

anerkendelse – at deltagerne oplever, at deres indsats og bidrag til fællesskabet har betydning. Det

understreges også som betydningsfuldt hos flere af de unge forfattere i Ordskælv!, at det de har at

fortælle anerkendes og anses som vigtigt at få ud, hvor det bliver hørt. Fx siger en af forfatterne i

Ordskælv! fra alkoholikerens børn:

6 Se Hygge Factory (2010) og Siercke og Jørgensen (2012).7 Se Bilag 5.

41

Ordskælv!



”(…) jeg er blevet anerkendt som en person, der er værdig til at blive hørt. Normalt foregår den

slags skjult i et terapirum, men her er det kommet ud i det åbne. Jeg har fået større tro på mig selv,

fordi jeg ikke opfatter min livsfortælling lige så skamfuld som før.” (Bilag 5, s. 117)

Følelsen af at være værdig til at blive set og hørt går igen hos en anden af de unge forfattere, og her

udtrykkes det især som væsentligt, at hendes bidrag til bogudgivelsen potentielt kan være med til at

nedbryde et tabu i samfundet og dermed få betydning for andre. Det har været med til at motivere

den unge forfatter til at sætte noget på spil:

”Det betyder meget, at der har været interesse for min deltagelse og at jeg føler, jeg har bidraget

med noget. Det er også lidt skræmmende, fordi jeg helst ikke vil tro, at jeg er noget, eller har noget

helt vildt vigtigt at sige. Men det betyder noget at indgå i et fællesskab, der forsøger at bryde med

et kæmpe samfundstabu. Det er jeg villig til at sætte noget på spil for.” (Bilag 5, s. 120)

Hos flere af Ordskælv!-forfatterne understreges en stolthed over deres bidrag eller en glæde over

udgivelsen. Det kommer for eksempel til udtryk, når en af de unge forfattere siger, at vedkommende

føler, historierne ”er kommet ud til Danmark” (Hygge Factory 2010, s. 4), eller når en anden føler

sig ”hammer stolt” på både egne og hele holdets vegne. (Bilag 5, s. 123)

Processen i Ordskælv!, der fører deltagerne derhen, hvor de er stolte og føler sig set og hørt, har dog

ikke været uden prøvelser og udfordringer ifølge evalueringerne fra de unge forfattere:

”Jeg havde mange overvejelser om, hvorvidt jeg ville være i stand til at gennemføre projektet, men

det lykkedes, og jeg er vild med mit essay!” (Bilag 5, s. 117)

Ovenstående er en udtalelse fra en af forfatterne i Ordskælv! fra alkoholikerens børn, mens en af de

unge forfattere i Ordskælv! om Nørrebro udtrykker den usikre ”vaklen til fodfæste og triumf”

(Siercke 2012, s. 3) på følgende måde:

”Jeg har været meget nede over min historie i starten, fordi jeg har været så utryg over, om jeg

skulle skrive om den eller om jeg skulle vælge et helt andet emne at skrive om. Men jeg er stolt over

min historie nu.” (Hygge Factory 2010, s. 5)

Ifølge Karen Siercke er det udfordrende element en hovedingrediens i Hygge Factorys projekter –

ligesom troen på potentialer og vokseværk hos de unge er det:

42

Ordskælv!



”Hovedingrediensen i alle Hygge Factorys projekter er troen på, at hvis vi sætter et højt

ambitionsniveau og giver de unge reelle udfordringer, så vokser de med opgaven og udfolder deres

potentiale.” (Siercke 2012, s. 2)

Hygge Factorys mål med Ordskælv!-konceptet både ligner og adskiller sig fra deltagerkulturen, når

organisationen vil udfordre unge til at udfolde deres potentialer, ”skabe et kunstprodukt med

udgangspunkt i deres egne personlige oplevelser” og danne ”rammerne for, at de unge i løbet af

seks måneder, uanset færdigheder og faglige forudsætninger, udvikler deres ideer til færdige

produkter af høj professionel standard” (Siercke 2012, s. 1).

Der eksperimenteres med kunstneriske udtryk i både Ordskælv! og i deltagerkulturen, men

Ordskælv! begrænser sig dog i forhold til deltagerkulturen i forbindelse med de udtryksmæssige

muligheder, fordi udtryksformen i Ordskælv! alene er det skriftlige, litterære udtryk – og den

fysiske bog er mediet. Hos Henry Jenkins og Vanessa Bertozzi forlyder det, at der i unges

deltagerkulturer eksperimenteres med mange forskellige udtryksformer, genrer og medier – lige fra

tøjdesign til film og lyd (Jenkins og Bertozzi 2008).

Et Ordskælv! forløber over seks måneder. Der er altså tale om et afgrænset forløb, hvor der arbejdes

intensivt med at få udfoldet og skrevet, illustreret, trykt og udgivet de unges fortællinger. Det kan

være både en styrke og en svaghed, at der er deadlines og mål, der skal overholdes, fordi det kan

intensivere og skærpe den skabende proces, men også begrænse den. I deltagerkulturen er der som

udgangspunkt ingen tidsbegrænsninger på de unges aktiviteter. Fællesskabets levetid afhænger af

deltagernes engagement, som bl.a. holdes ved lige af muligheden for at udvide udtryks- og

deltagelsesformer – og af muligheden for at mødes både online og ansigt-til-ansigt offline, fx til

sammenkomster for fans af noget bestemt, som fællesskabet er bygget op omkring (Jenkins og

Bertozzi 2008).

I Ordskælv! er fællesskabet afhængigt af deltagernes fysiske tilstedeværelse på et bestemt sted – for

eksempel et bibliotek – inden for et bestemt tidsrum hver uge, så længe forløbet er i gang. Den

fysiske ramme kan ses som en begrænsning i forhold til unges muligheder online, som ikke behøver

foregå på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Til gengæld afspejler både evalueringsrapporterne

baseret på de to første Ordskælv! (Hygge Factory 2010 og Siercke og Ellebæk Sivertsen 2012) samt

flere af mentorernes efterskrifter i bogen … og jeg er barn af en alkoholiker – personlige

43

Ordskælv!



fortællinger (Benz et al 2014) som nævnt, at der ved den fysiske tilstedeværelse i Ordskælv! blev

knyttet bånd mellem deltagerne i en grad, som rækker langt ud over de relativt svage sociale bånd,

der ofte opstår i deltagerkulturen, som Henry Jenkins og Vanessa definerer den (2008).

I deltagerkulturen er det i modsætning til i Ordskælv!-konceptet derudover hverken et krav eller et

mål, at de unges kreative udfoldelser skal resultere i et færdigt produkt af høj professionel standard.

I deltagerkulturen er det ikke nødvendigvis alle, der skaber noget, og det er fællesskabet af

ligesindede, der bestemmer værdien af det, der skabes:

”These young people are passionate about emerging forms of expression, which allow no fixed

hierarchy, no standardized criteria for evaluation, and little inherited canon. They are dubious

about being told what artwork matter. (…) They enter spaces where there are no established

masters and where it is possible to grab some spotlight for themselves – if the community values

what they make.” (Jenkins og Bertozzi 2008, s. 177)

I deltagerkulturerne går de aktivt skabende medlemmer i høj grad uden om kunst- og kulturverdens

traditionelle institutioner, autoriteter og distributionskanaler. De finder et publikum og opnår

anerkendelse online eller offline blandt ligesindede (Jenkins og Bertozzi 2008).

Karen Siercke og Hygge Factory samarbejder derimod med traditionelle institutioner, autoriteter og

distributionskanaler, hvor de søger at få kunst- og kulturverdenen til at anerkende betydningen og

værdien af både skabelsesprocessen og de produkter, som Ordskælv!-forfatterne skaber. Man kan i

relation til normerne i deltagerkulturerne spørge, om det er muligt for Karen Siercke og Hygge

Factory entydigt at anerkende børn og unge som kompetente ’beings’, når Hygge Factory samtidig

vil udfolde de unges ”potentialer” og ”hæve niveauet” (Siercke 2012, s. 3) på det, der skabes – når

Hygge Factory læner sig op ad normer, hierarkier og standarder fra den professionelle, og hermed

voksnes, kunst- og kulturverden?

Spørgsmålet synliggør en modsætning i Hygge Factorys Ordskælv!-koncept, fordi Hygge Factory

både møder børn og unge som ’beings’, hvis forståelser og perspektiver på verden anerkendes som

betydningsfulde, og som ’becomings’, hvis udtryksmæssige potentialer og kompetencer kan foldes

ud og styrkes. Modsætningen har at gøre med, at Karen Siercke og Hygge Factory forsøger at bygge

bro imellem to verdener – nemlig den professionelle kunst- og kulturverden og børn og unges eget

44

Ordskælv!



kulturliv eksemplificeret med deltagerkulturen. Hygge Factory bygger bro ved at blande elementer

og normer fra begge verdener.

I det interview, jeg foretog med Karen Siercke (se Bilag 1), fremgår det tydeligt, at hun med

Ordskælv! vil udfordre, hvad hun oplever som en institutionel tendens til at usynliggøre børn og

unge – og dermed også hvad de selv synes er vigtigt og betydningsfuldt:

”Jeg var (…) meget interesseret i at få brudt den her institutions-boble-verden. (…) Jeg synes

nemlig, at der er en tendens til, at børn og unge bliver pakket ind i institutioner, og så syntes jeg det

var rigtig sjovt det der med at pakke dem ud. (…) Give [børn og unge] en megafon og se hvad der

skete. Og så på samme tid sørge for at deres stemme blev til noget. Altså så det ikke bare lignede et

eller andet, vi har foldet i formning.” (Bilag 1, s. 84)

Demoteket blev fremhævet som et eksempel, hvor bibliotekerne gør et forsøg på at møde unge som

’beings’ og anerkende det, de har skabt, som betydningsfuldt. Et andet eksempel fra

biblioteksverdenen, hvor det i stedet for produkterne er den skabende proces, der er i fokus, er

Forfatterspirernes Skriveklub.8 I skriveklubben undervises børn og unge af professionelle forfattere,

arbejder med personlige udtryk i form af fiktionsskrivning og afslutter forløbet med at læse højt fra

deres tekster foran et publikum på biblioteket (Skyggebjerg 2014). Pointen er her, at initiativerne

ikke overskrider de institutionelle rammer og kan illustrere, hvad Karen Siercke mener med, at børn

og unge ’pakkes ind’ i institutioner. Det er muligvis også derfor, at Karen Siercke i sit speciale

(2009), i artiklen om Hygge Factory (2012) eller i interviews (Bilag 1 og 2) hverken har blik for

eller er optaget af, at aktivt skabende unge får en stemme og finder et publikum blandt ligesindede i

deltagerkulturer uden for institutionerne. Børn og unges personlige udtryk og fortællinger bliver i

Karen Sierckes optik ikke i særlig høj grad set, hørt og anerkendt i det offentlige rum – og af den

grund ruskes der heller ikke i særlig høj grad ved forestillinger om børn og unge i samfundet. Når

det er sagt, kan det dog diskuteres, om Karen Siercke helt formår at pakke børn og unge ud af de

institutionelle rammer, når hun med egne ord har slået på ”bongotrommer” (Bilag 1, s. 98) for at få

Ordskælv!-processen ind i en institution som biblioteket. Til gengæld giver hun bibliotekerne en

mulighed for at støtte op om projekter, der resulterer i et brud på de institutionelle rammer.

8 Se: http://forfatterspirerne.dk/

45

http://forfatterspirerne.dk/

Ordskælv!



Ordskælv! kan altså ikke betegnes som et eksempel på deltagerkultur, men konceptet blander to

verdener og låner elementer fra unges deltagerkultur og fra den professionelle kunst- og

kulturverden ved at skabe rum for, at unge i Ordskælv! kan indgå i et fællesskab, hvor de kan

eksperimentere med at skrive personlige fortællinger, som bliver taget alvorligt og udgivet – og

hvor de unge møder både frivillige og professionelle fra kunst- og kulturverdenen, som med viden,

erfaringer og engagement støtter og – i en professionel optik – løfter processen fra idé til udgivelse.

Hvis Ordskælv!-konceptet indeholder træk fra, men ikke kan defineres som deltagerkultur, hvad er

det så? Henry Jenkins og Vanessa Bertozzi siger, at kunst- og kulturinstitutionerne skal gribe og

støtte unges muligheder og forventninger fra deltagerkulturen, men de præciserer ikke, hvad det er

for en slags formidling, der i så fald vil være tale om. Er det overhovedet kulturformidling at lave

proces- og produktorienterede projekter med børn og unge? Vi får brug for hjælp, hvis de

spørgsmål skal besvares – og hvis der skal gøres forhåbninger om at besvare specialets

problemformulering. Hjælpen får vi fra kulturforskere med fokus på børn og unge.

Er Ordskælv! kulturformidling?

Medie- og kulturforsker Kirsten Drotner gør i Kultur: Begreber, analyse, praksis (2011)

opmærksom på, at vi har behov for at få afklaret, hvad der menes med kultur, før vi kan sige noget

om, hvorvidt det at lave proces- og produktorienterede Ordskælv!-projekter med børn og unge kan

opfattes som kulturformidling. Vi har især kigget på unges kultur og elementerne i et Ordskælv!,

begreberne ’becomings’ og ’beings’ samt har berørt en forståelse af kultur, som dog ikke er blevet

præciseret.

Der tales inden for kulturforskningen om enten et kunstæstetisk eller et hverdagsæstetisk

kulturbegreb (Juncker 2011), det smalle og det brede kulturbegreb (Balling 2011) eller det æstetiske

og det antropologiske kulturbegreb (Drotner 2011) – begreber, der dybest set betegner de samme

forståelser af kultur. Kirsten Drotner bruger de sidstnævnte betegnelser. Det æstetiske kulturbegreb

vinder indpas i oplysningstiden, hvor æstetikken adskilles fra hverdagslivet, og hvor kunstneren og

kunsten får en ophøjet position:

”Det kunstneriske skilles nu mere og mere ud fra hverdagen; og kunstnerne anses for at være

mennesker med særlige evner til at skabe symboler, der taler til vores sanser – fx symboler som ord

(forfattere), billeder (malere) eller lyde (musikere). (…) Idet kulturbegrebet indsnævres til at rette

46

Ordskælv!



sig mod kunsten som et særligt ophøjet felt, opstår det æstetiske kulturbegreb. Begrebet bruges til

at skille dårlig kultur fra god, og de, der mestrer den øvelse, siges at have god smag (…) og folk,

der genkender god kunst, siges at have god smag.” (Drotner 2011, s. 198)

Det æstetiske kulturbegreb forfines af institutioner som biblioteket og teatre og professionaliseres

inden for humanvidenskaberne i discipliner som fx litteraturvidenskab og kunstvidenskab. Kulturen

gøres med andre ord til et ophøjet kunstfelt, der kan tilegnes og mestres – og bruges som middel til

at udvikle og danne befolkningen (Balling 2011).

Det antropologiske kulturbegreb stammer fra antropologien og anerkender i modsætning til det

æstetiske kulturbegreb, at der findes flere former for kultur – ikke blot god og dårlig slags:

”Det kaldes (…) det antropologiske kulturbegreb, fordi det først og fremmest er inden for

antropologien, man har øje for, at der findes flere slags kultur, (…) og antropologer definerer

kultur som en dimension i tilværelsen, ikke udelukkende som et særligt kunstnerisk felt med sine

egne institutioner. Her anses kultur for noget, man er, og ikke som noget, man har.” (Drotner 2011,

s. 198)

I den antropologiske forståelse af kultur opfattes kultur som en dimension af livet, vi alle rummer –

børn, unge og voksne. Det antropologiske kulturbegreb rummer en forståelse af kultur som noget,

man er en del af – og det rummer en forståelse af kulturelle udfoldelser og aktiviteter som værende

et udtryk for kultur. Kultur er i den forståelse noget, man tager del i, men også noget mennesker

aktivt former og skaber. Det antropologiske kulturbegreb åbner med andre ord – ikke overraskende

– for at opfatte børn og unge som aktivt skabende ’beings’, mens det æstetiske kulturbegreb gør

børn og unge til ’becomings’, der skal oplæres i at forstå, bruge og – muligvis fremadrettet – skabe

kunstæstetikkens symboler.

Skriveprocessen fra idé til udgivelse i et Ordskælv! kan med det antropologiske kulturbegreb

opfattes som kulturelt skabende og formende aktiviteter, som medfører, at en kultur og kulturel

praksis, der minder om unges deltagerkultur, midlertidigt opstår og tager form.

Kirsten Drotner mener derudover ikke kun, at der skabes og formes kultur, når mennesker udfolder

sig kulturelt. I processen afprøves og formes også kulturelle identiteter. Henry Jenkins og Vanessa

Bertozzi pointerede i afsnittet om deltagerkultur, at unge opfatter deres kulturelle aktiviteter som ”a

47

Ordskælv!



vital part of their lives” (Jenkins og Bertozzi, s. 173), som forskerne ligeledes mente kan have at

gøre med netop identitetsskabelse. Identiteter er – som nævnt i begyndelsen af specialet – langt fra

faste eller givet på forhånd i en senmoderne virkelighed (Jenkins og Bertozzi 2008, Kaspersen 2001

og Jakobsen 2007).

Kirsten Drotner taler om, at børn og unge bruger kulturens tegn – for eksempel ord og billeder – til

at skabe mening og give erfaringer og oplevelser en form, som kan deles med andre:

”Ved hjælp af tegn kan vi artikulere noget indre eller abstrakt, og herved gøre vore tanker og

fornemmelser tilgængelige for andre, som kan kommentere, diskutere og måske kritisere dem.”

(Drotner 2011, s. 204)

Det er i den kulturelle praksis, hvor der bygges bro mellem en indre og en ydre virkelighed – hvor

tanker og følelser får en form – at en kulturel identitet skabes, udtrykkes og kan tolkes af andre. Den

kulturelle identitet handler om at skabe et ’mig’, der giver mening for den enkelte og i forhold til

andre. Det sociale aspekt, ‘de andre’ og deres fortolkninger af de kulturelle udtryk er væsentligt hos

Drotner. Den kulturelle praksis kan betragtes som et fortolkningsfællesskab og den kulturelle

identitetsskabelse som en fortsat udvekslings- og justeringsproces, hvor grænserne for, hvad der

opleves som én selv, opdages og afprøves i samspil med andre. Det er en proces, der er i gang hele

livet, men som ifølge Kirsten Drotner er mest intens i de unge år:

”Skønt vi hele livet former vores kulturelle identitet, så er processen mest intens hos børn og unge,

fordi det er her, de grundlæggende rammer lægges for vores forståelse af os selv og omverdenen.”

(Drotner 2011, s. 206)

Bøgerne og evalueringsrapporterne, der kom ud af Ordskælv!-projekterne, afspejler, at en kulturel

praksis og identitetsskabelse var i gang under Ordskælv!, og som med kulturens tegn (ord og

billeder) fik et blivende udtryk i de konkrete kulturelle produkter:

”Det er fedt, at jeg i marts kan åbne bogen og sige: Dét der, det er mig!” (Siercke og Ellebæk

Sivertsen 2012, s. 8)

Citatet stammer fra en af de unge forfattere, der var med i Ordskælv! om døden, som oplever, at

hendes historie udtrykker et ’mig’, der tog form i skriveprocessen. I … og jeg er barn af en

alkoholiker – personlige fortællinger bliver der i flere af fortællingerne udtrykt et ’mig’, der er barn

48

Ordskælv!



af en alkoholiker, men skriveprocessen blev også for nogen brugt til at løsrive sig fra

alkoholikerbarnet og gøre krav på en mere nuanceret identitet:

”Jeg ville ikke blot være et tal i et tragisk forskningsprojekt. Jeg ville ikke være hende, der ikke

turde stole på nogen. Jeg ville ikke være hende, der ikke kunne invitere venner hjem af frygt for, at

de ville høre de hævede stemmer og klirrende glas. (…) Jeg fortjener at være mere end datteren af

en alkoholiker; jeg er meget mere.” (Benz Dideriksen et al 2014, s. 34 og 37)

En af forfatterne fra Ordskælv! om døden formulerer ligeledes et behov for ikke kun at være hende,

der har mistet en far:

”Selvfølgelig er jeg nødt til at snakke om min far. Men jeg gider ikke hele tiden tale om ham. Det

kan blive både udmattende og ensformigt. Nogle gange er det dejligt bare at glemme det hele og

snakke om skole, lektier og veninder. Jeg er jo stadig mig.” (Siercke og Jørgensen 2012, s. 56)

I Ordskælv! om Nørrebro blev der både skrevet fiktion og essays, der udtrykker forfatternes tanker,

forståelser og oplevelser fra bydelen. De holder af og kender deres hjem som ingen andre – de har

oplevet det på godt og ondt. Nørrebro er en del af deres DNA, hvilket eksempelvis kommer til

udtryk i en af historierne med disse ord:

”I dag kan jeg sige, at jeg har været jorden rundt på Nørrebro, både på godt og på ondt! Hvordan

kan man dog have noget imod dét? Hvordan kan man dog have noget imod mit unikke 2200?”

(Siercke og Jørgensen 2010, s. 118)

Vi fandt ud af i afsnittet omkring elementerne i Ordskælv!, at Ordskælv!-konceptet blander

elementer fra deltagerkulturen og fra den professionelle kunst- og kulturverden. Med hjælp fra

Kirsten Drotner og det antropologiske kulturbegreb kan Ordskælv! forstås som et kulturformende

og identitetsskabende rum, der opstår, mens de kulturelle aktiviteter er i gang, og som får et konkret

kulturelt udtryk i form af bogudgivelsen. Ordskælv! må dog – i forbindelse med den før omtalte

blanding af to verdener – også rumme det æstetiske kulturbegreb, der er knyttet til den

professionelle kunst- og kulturverden. I denne forståelse af kultur opfattes kunst som den

professionelle kunst, og de udøvende, professionelle kunstnere tildeles en status som mennesker

med særlige evner til at skabe symboler, der taler til vores følelser og sanser. De professionelle

forfattere, redaktører og kunstnere tildeles i Ordskælv! en status som de ”de erfarne med en særlig

49

Ordskælv!



viden” og hentes ind i workshopforløbet for at inspirere, lære fra sig og ”klæde” de unge

forfatter-’becomings’ på til skriveprocessen eller på anden vis bidrage til at hæve niveauet på de

kulturelle symboler og udtryk, der skabes. Når Karen Siercke kalder resultatet af et Ordskælv! for et

kunstprodukt (Siercke 2012), er det dog ikke sikkert, at den professionelle kunst- og kulturverden

deler samme opfattelse af resultatet – eller at Ordskælv!-forfatterne ses som ’rigtige’ forfattere i en

(kunst)æstetisk optik.

Man kan med begreber hentet hos børnekulturforsker Flemming Mouritsen (1998) yderligere

præcisere blandingen – og det, der er på spil i Ordskælv! – ved at betegne Ordskælv! som et

kulturprojekt, der blander forskerens tre forståelser af børnekultur: Kultur for børn, kultur med børn

og af børn. Flemming Mouritsen – bakket op og videreført af Beth Juncker (2006b og 2011) –

inkluderer i den sammenhæng en vigtig dimension ved børn og unges kulturliv, som Kirsten

Drotner ikke direkte sætter ord på: Den æstetiske dimension. Den æstetiske dimension og sensitive

erkendelsesveje knyttet hertil bliver centrale i definitionen af Ordskælv! som et bud på

kulturformidling i en senmoderne bibliotekskontekst.

Flemming Mouritsens tredeling er med i bogen Legekultur – Essays om børnekultur, leg og

fortælling (1998) og begynder med kultur for børn. Det er kultur produceret for børn af voksne –

det vil med Mouritsens ord sige:

”(…) både klassiske medier som børnelitteratur, teater, musik, og nyere medier som film, tv, video,

computerspil. (…) Denne type kulturprodukter falder i mindst to undertyper: En

dannelsesorienteret produktion af ’kvalitets’-kultur for børn. Den kan være af overvejende

pædagogisk observans, eller den kan have en kunstnerisk selvforståelse. Dens modstykke (eller

måske snarere dens siamesiske tvilling) er en markedsorienteret og underholdningspræget

produktion af børnekultur, skønt grænserne er flydende kan opdelingen være praktisk (…).”

(Mouritsen 1998, s. 10-11)

Under Ordskælv! om døden holdt journalist og forfatter Marianne Lentz eksempelvis foredrag med

oplæsning fra og beretning om tilblivelsen af bogen Livet efter 11. september (2011, Zahid 2011).

Bogen indeholder 10 new yorkeres personlige fortællinger om terrorangrebet den 11. september

2001.

50

Ordskælv!



Forfatter Louis Jensen gæstede både Ordskælv! fra Nørrebro og Ordskælv! fra alkoholikerens børn

(Hygge Factory 2010 og Bilag 4). Under sidstnævnte var formålet med besøget at introducere

holdet til essayformen. Louis Jensen fremviste og brugte nogle af sine egne bøger til at

eksemplificere forskellige måder at skrive på – ligesom han til inspiration havde medbragt og læste

højt fra Essays skrevet af grundlæggeren af genren, Michel de Montaigne (1998). I den mere

underholdningsorienterede ende af spektret af kulturprodukter kan nævnes filmen Freedom Writers

(LaGravenese 2007), som blev vist under et Ordskælv! (Bilag 3) til inspiration. Filmen er en

autentisk historie om en gruppe teenagere i et belastet bandemiljø i USA, som med støtte fra en high

school-lærer får en stemme ved at skrive og dele personlige fortællinger om deres liv.

I Ordskælv! blev deltagerne med andre ord præsenteret for professionelle kulturprodukter

produceret af voksne, der i større eller mindre grad kan placeres indenfor det (kunst)æstetiske

kulturbegreb. Imidlertid har der ikke været tale om kulturprodukter produceret specifikt til børn,

men snarere til større børn og unge eller til et aldersmæssigt udefinerbart publikum. Man kan

hermed tale om, at Ordskælv!-konceptet åbner for at inkludere kultur for børn og unge.

Næste type børnekultur i Flemming Mouritsens tredeling er kultur med børn, som han definerer som

en type kultur, hvor børn og voksne sammen tager forskellige kulturteknikker og medier i brug:

”I den ene ende af spektret er de specialiserede fritidsaktiviteter – alt det børn kan ’gå til’ (såsom

sport og musikskoler). I den anden af spektret er der uformelle projekter, som børn og unge selv

forvalter eller arbejder sammen med voksne om (f.eks. såkaldte ’prøv-selv’-projekter eller

skriveværksteder og brug af medieværksteder). (…) Hensigten med disse er at åbne udtryksmedier

for børn og at etablere rum for dem som kulturaktører. Perspektivet er at formidle forholdet mellem

de voksnes børnekultur og børnenes uformelle kultur.” (Mouritsen 1998, s. 11)

Kultur med børn er kulturelle udfoldelser rammesat af voksne. Workshopforløbet under et

Ordskælv!, hvor unge i samspil med både professionelle og frivillige voksne tager kulturteknikker i

brug til at skabe og forme personlige, kulturelle udtryk, kan i Mouritsens optik ses som et eksempel

på kultur med børn – og unge. Deltagerne bliver kulturaktører i en ramme sat og i høj grad styret af

voksne. Formidlernes rolle bliver at bygge bro imellem to verdener – de voksnes professionelle

kultur og de unges eget kulturliv – og vække og støtte udfoldelsen af en iboende ekspressivitet eller

evne til æstetisk formgivning og udtryk hos de unge. Evnen til at formgive verdenen æstetisk

51

Ordskælv!



udvikles i barndommen – og disse processer kalder Mouritsen for kultur af børn – eller børns

kultur:

”Hermed menes de kulturelle udtryk, børn frembringer i deres egne netværk, dvs. hvad man med en

samlebetegnelse kunne kalde deres legekultur. Den består af en vifte af udtryksformer og genrer:

lege, fortællinger, sange, rim, remser, gåder, vitser (…), men den rummer også punktvise æstetisk

organiserede udtryk knyttet til øjeblikket såsom rytmisk lyd, pjat, plagerier, gangarter og lydarter.

Også børns måder at tage diverse medier og ’steder’ i brug på hører til i denne kategori, f.eks.

skrift, video, computer – ligesom de måder, hvorpå de indoptager disse medier som redskaber for

egne udtryk eller organiserer receptionen af dem som et særligt forum for samvær og udtryk, er i

familie med legeaktiviteter.” (Mouritsen 1998, s. 11)

Børns kultur – legekulturen – ligner unges deltagerkultur. Det, der foregår, er udenfor professionelle

og institutionelle rammer og kontrol. Der er en vifte af udtryksformer og genrer i spil, og medier

gøres til redskaber for børnenes udtryk og danner rammen om et socialt samvær. Det kræver i begge

tilfælde øvelse – opkvalificering – at blive god til at deltage og skabe det, der har værdi i

fællesskabet (Jenkins og Bertozzi 2008 og Mouritsen 1998). Henry Jenkins og Vanessa Bertozzi

(2008) lægger i deres beskrivelse af deltagerkulturen til gengæld ikke vægt på det, som Beth

Juncker i Børn og kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger (2011) kalder hjertet af børn

og unges kulturelle aktiviteter – nemlig den æstetisk-symbolske, kulturelle virkelighed, som opstår

og er til, mens man oplever, skaber, former, deltager:

”Kulturel virkelighed er der kun som en 4. dimension, mens man løber, hopper, gynger, synger,

leger, lytter, læser, ser, snakker, griner, gruer. En æstetisk-symbolsk eksistensform i nu’et. Det er

denne 4. – æstetisk-symbolske – dimension, der er hjertet i børns kultur.” (Juncker 2011, s. 257-

258)

Den 4. æstetiske dimension hører altså ikke kun legekulturen til, men den kan eksemplificeres med

legen. Set i en antropologisk kulturoptik er det centrale ved legekulturen, at den ” rummer en

energi, en kreativ kraft og en ekspressiv logik og etik” (Juncker 2011, s. 265).

Beth Juncker pointerer med andre ord, at leg har betydning og værdi i sig selv – at meningen med

legen opstår, når man leger. Når legen er slut, ophører den æstetiske dimension:

52

Ordskælv!



”Det meningsfulde i disse æstetiske processer ligger i selve formgivningen, i spillet og i det sociale

samvær, den skaber mellem dem, der deltager – i den fælles forventning, fryd, frygt og fornøjelse,

den udløser. Når processen ophører, er meningen forbi. Men tilbage står kroppens erindring om

forventningsfuld spænding, om det gys, den frygt, den latter og glæde, der fik kinderne til at blusse,

og deltagerne til at føle, at de var til.” (Juncker 2006b, s. 158)

Målet er sjov, intensitet, opslugthed – den selvforglemmende og sindssyge kraft, som griber den,

der leger (Juncker 2011):

”Kernen i leg er ’sjov’. Den undslipper os, hvis vi bestemmer leg som en subkultur, som et

udviklingsinstrument eller ser den gennem mulige nyttefunktioner. Leg er en primær menneskelig

livsform, en selvberoende, autotelisk kultur, der kun kan gribes og begribes på egne præmisser.”

(ibid., s. 260)

Pointen hos Beth Juncker er, at målet med børn og unges (og voksnes) kulturliv – som både

inkluderer mødet med den professionelle kunst og kultur samt egne eksperimenter med kulturens

tegn og æstetiske symboler – knytter sig til det begær efter intensitet og opslugthed, som

kendetegner legen og den æstetiske 4. dimension. Det knytter sig til vores krop, sanser og følelser –

og til muligheden for, på æstetiske præmisser, at se både alt det bedste og det værste ved vores

verden, os selv og hinanden i øjnene:

”Kulturlivet retter sig hverken mod uddannelses- eller arbejdsliv. Det retter sig mod os som

mennesker. Målet er at berige vores personlige liv, (…) give os oplevelser, der åbner for latter, gru,

grin, gråd, glæde, sorg og spænding, oplevelser der giver os mulighed for at se døden, livet,

angsten, tabet, lykken – alt det bedste og det værste – i øjnene. Uden at vi sætter livet på spil vel at

mærke. Det er den store pointe ved kulturlivet. Alt foregår på æstetiske præmisser. (…) Det tjener

vores følelsesmæssige rigdom, vores tavse kropslige erfaring, vores muligheder for at forbinde

nu’et i hverdagen med mening og betydning.” (Juncker 2011, s. 263)

Når deltagerne i et Ordskælv! arbejder med at skrive personlige fortællinger og udtrykke sig

gennem kulturens og æstetikkens symboler, åbner det i Beth Junckers optik op for muligheden for

at blive udfordret og beriget på et følelsesmæssigt og sensitivt erkendelses- og fortolkningsmæssigt

plan. Det gør deltagerne i stand til at forstå og se livet i øjnene – både den enkelte deltagers eget liv

53

Ordskælv!



og følelser, men potentielt også de andres omkring ham eller hende. Æstetikken kan også

kendetegnes som en ”sanselig symbolsk form, der rummer en fortolkning af os selv og verden, og

som kan kommunikere fra, til og om følelser” (Austring og Sørensen 2006, s. 68).

Når Ordskælv! blander Mouritsens kultur for, med og af børn og unge handler det med andre ord

om at give større børn og unge mulighed for at udvide og bygge videre på kulturelle, æstetisk

formgivende fortolkningskompetencer, som de allerede besidder og bruger eller har brugt som børn

i deres egne kulturelle sammenhænge uden for institutionelle eller voksenstyrede rammer. I mødet

med de professionelle og de frivillige i Ordskælv! formidles der kulturteknikker eller eksempler på

konkrete professionelle, æstetiske udtryk, der har til formål at inspirere, kvalificere og berige unges

æstetisk formgivende processer og udtryk i forbindelse med Ordskælv!-forløbet. Erfaringerne og

den viden, der tilegnes, behøver ikke begrænse sig til Ordskælv!-forløbet, men kan tages med

videre i andre sammenhænge, hvor kulturelle teknikker og mønstre tages i brug, når unge udtrykker

og fortolker sig selv, hinanden og verden. I den forbindelse åbnes der for en dimension af

tilværelsen, et gribende, meningsfuldt nu, hvor alt kan ske, men hvor intet sker i den fysiske

virkelighed.

Beth Juncker opsummerer mine pointer i artiklen At kvalificere nuet (2006a), selvom der måske

snarere er tale om brug af gaver end ’tyverier’ i Ordskælv!:

”At hugge fra kvalificerede kunstnere er midlet, at bruge ’tyverierne’ i egne processer er målet. Det

er det, både voksne og børn bruger kunst og moderne æstetiske medier til. (…) Det er

kulturpolitikken og kulturformidlingens store opgave at kvalificere Nu’et. Det er et æstetisk felt.

Her arbejdes der med (…) personlig kvalificering. Opgaven handler om at bidrage til kvalificering

af æstetiske genrer, mønstre og kulturelle udtryksformer – og dermed til personlige

kommunikations- og fortolkningskompetencer.” (Juncker 2006a, s. 13)

Vi har med Ordskælv! altså at gøre med en type kulturformidling i en antropologisk forståelse af

kultur, der leger med og låner elementer fra den (kunst)æstetiske kultur med det formål at bidrage

til kvalificering af børn og unges brug af æstetiske genrer, mønstre og kulturelle udtryksformer.

Kvalificeringen har med børn og unges personlige kommunikations- og fortolkningskompetencer

og med æstetiske dimensioner af tilværelsen at gøre. Ifølge Kirsten Drotner (2006) kan

54

Ordskælv!



kulturformidlingsformen kaldes for patos-formidling. Jeg mener, at Ordskælv! bør kaldes et bud på

ekspressiv kulturformidling. Det skal uddybes nærmere nu.

Et bud på ekspressiv kulturformidling

Medie- og kulturforsker Kirsten Drotner har fokus på børnekulturformidling i Formidlingens kunst

– formidlingsformer og børnekultur (2006), men jeg mener ikke, at hendes forståelser behøver

afgrænses til børn alene.

Drotner definerer kulturformidling i traditionel forstand som en ”intentionel kommunikation, der

som oftest har en kulturel institution som afsender og et bestemt publikum som modtager” (Drotner

2006, s. 10), men hun pointerer, at kulturformidlingsbegrebet er under forandring, fordi

formidlingens tre led med afsender, budskab og modtager er under forandring. Det har i høj grad at

gøre med den digitale udvikling og børn og unges forøgede muligheder for at indtage både

forbrugende og producerende roller i omgangen med kunst og kultur, hvilket vi allerede har været

omkring.

Kirsten Drotner skelner imellem ethos-, logos- og patosformidling (se figur 3), hvor patos-

formidlingen betegnes som relativt ny i institutionssammenhænge. Ethos-formidlingen knytter sig

til afsenderens – det vil sige kulturinstitutionens – troværdighed og har opdragelse og dannelse for

øje (børn skal dannes til hele mennesker og voksne samfundsborgere). Logos-formidlingen er

orienteret mod budskabet og har oplysning og uddannelse som mål (intellektuel udvikling vægtes,

og kompetencer opøves, så børnene er klædt på til fremtiden), mens pathos-formidlingen har fokus

på modtageren og har oplevelser og ekspressivitet som formål. Drotner siger uddybende om pathos-

formidlingen:

”Med denne form for

kulturformidling kommer

børnene i centrum.

Institutionens egen identitet

træder i baggrunden af det

professionelle interessefelt, og

hvad man formidler kommer

ligeledes i anden række. Det

55

Figur 2. Drotners børnekulturformidlingsformer (fra Drotner 2006, s. 12).

Ordskælv!



vigtigste er at kende børnenes behov og respektere deres tilgange til de områder, institutionen

arbejder med. Formidlerne (…) lægger vægt på at skabe meningsfulde processer for og sammen

med børnene. Eksempelvis etablerer et kunstmuseum rammer for børns egne udfoldelser med

pensel og papir, og disse processer kombineres eventuelt med samtaler om den professionelle

kunst. Formidlingsformen vægter altså børnenes følelser og egne produktive processer.” (Drotner

2006, s. 12)

Stables et Ordskælv! på benene i en bibliotekssammenhæng, træder bibliotekets egen identitet i

baggrunden, ligesom børn og unges følelser, oplevelser og meningsfulde processer sættes i fokus.

Ordskælv! kan opfattes som et eksempel på pathos-formidling, hvor indholdet i formidlingen dog

snarere end at træde i baggrunden kan ses som bidrag til modtagernes egne æstetisk-produktive

processer. Formidlingsformen vægter med andre ord en bestemt tilgang til verden, som Beth

Juncker (2006b) og andre med interesse for det æstetiskes betydning (Austring og Sørensen 2006)

kalder for sensitiv, fordi den har at gøre med sanser og følelser. Juncker og hendes kollegaer

trækker på æstetikkens grundlægger Alexander Gottlieb Baumgarten, som udviklede en sensitiv

erkendelsesteori tilbage i 1700-tallet:

”Alexander Gottlieb Baumgarten (1714-62) beskrev midt i 1700-tallet æstetisk erfaringsdannelse

som en vej til erkendelse. Han var ikke (…) den første, der tænkte i den retning, men han står for

eftertiden som den første filosof, der med udgangspunkt i æstetik definerede en egentlig

erkendelsesteori. Han pointerede, at æstetikken følger sine egne love og rummer en særlig form for

sensitiv erfaring. Det sensitive, følelsesmæssige, adskiller den æstetiske erkendelse fra den logiske

erkendelse. (…) Den er indenfor sit felt lige så sand som logikken, og den er nødvendig i og med, at

æstetik giver adgang til dimensioner af tilværelsen, som logikken ikke rummer. ” (Austring og

Sørensen 2006, s. 20)

Baumgarten ønskede at ligestille de sensitive erkendelsesveje med de intellektuelle og rationelle

veje til viden og erkendelse. De to former for erkendelse skal i Baumgartens optik altså ikke ses

som modsætninger, men snarere som erkendelsesveje, der supplerer hinanden. I oplysningstiden – i

høj grad takket være rationalisten René Descartes og de cartesianske slagord ’Jeg tænker, altså er

jeg’ – blev de sensitive erkendelsesveje imidlertid stemplet som laverestående i forhold til

intellektet og den rationelle tænkning:

56

Ordskælv!



”Mennesket konstitueres i den cartesianske tænkning ikke som et sansende og tænkende væsen, men

som et væsen, der ved at forfine evnen til at tænke kan hæve sig over de ’tilbøjeligheder’, der er

knyttet til kroppen og dens sansemæssige illusioner. Da børn ledes af tilbøjeligheder og krop,

frakendes de selvstændige erkendelsesmuligheder. Det bliver ’opdragernes’ opgave at udvikle

evner til at tænke, der gør erkendelse – fornuft og sandhed – mulig. (…) Andre erkendelsesveje

afvises som illusioner. Oplysningsprojektet bygger på denne afvisning.” (Juncker 2006, s. 124)

Som Beth Juncker tidligere er blevet citeret for at sige, så blev den børnekulturelle

formidlingstradition bygget op omkring oplysningstidens tænkning (Juncker 2011). Det afspejles

også i ethos- og logos-formidlingen hos Kirsten Drotner (2006), hvor formålet med formidlingen er

at danne børnene til hele eller intellektuelt veludviklede – og hermed menes der indirekte voksne –

mennesker. I modsætning til ethos- og logos-formidlingen ses børn i pathos-formidlingen primært

som ”emotionelle væsner, der behøver følelsesmæssig stimulering og sansemæssig oplevelse”

(Drotner 2006, s. 12), og barndommens nysgerrige, sanse- og følelsesmæssige eksperimenter

opfattes som en efterstræbelsesværdig tilgang til livet:

”Barndommen defineres som en eksperimenterende og nysgerrig livsform, snarere end en fase, der

forbereder til voksenlivet – ja måske ligefrem et ideal, voksne bør efterligne. Børnene anses

herudfra ikke så meget som modtagere, men deltagere i en dialog med voksne – eller som

individuelle skabere af deres egne fortællinger.” (ibid., s. 12)

Kirsten Drotner ser i disse år en øget interesse for pathos-formidlingen og modtagerperspektivet i

institutionssammenhænge, men hun advarer imod at idealisere den form for kulturformidling:

”Som det sikkert har fremgået ovenfor, mener jeg, man skal betragte disse års fokus på

modtagerperspektivet i børnekulturformidlingen som én blandt flere muligheder. Jeg mener tillige,

at det er afgørende, at man ikke idealiserer denne formidlingstilgang som bedre eller rigtigere end

andre.” (Drotner 2006, s. 14)

Kirsten Drotner kalder Beth Junkers forskning for radikal og ser pathos-formidlingen i yderste

konsekvens, når hun citerer Juncker for at sige, at kulturformidlerne stadig skal ” tænke i dannelse –

men nu som selvdannelse og kulturel udtryks- og tolkningskompetence i æstetisk regi og perspektiv”

(citeret hos Drotner 2006, s. 13). Jeg vil mene, at Kirsten Drotner undervurderer betydningen af

57

Ordskælv!



børns og unges kultur, men hun misforstår også Beth Junckers budskab, hvis hun tror, at Juncker ser

de sensitive erkendelsesveje som bedre eller vigtigere end udviklingen af rationelle veje til

erkendelse. Som jeg ser det, så har Juncker samme ambitioner som Baumgarten havde det – hun vil

ligestille sensitive og rationelle tilgange til viden og erkendelse. Med andre ord skal den

følelsesmæssige – æstetiske – tilgang til verden også anerkendes som vigtig og betydningsfuld, når

børn og unge søger at forstå sig selv og hinanden og skabe mening ud af det, de oplever. Børn og

unge skal have lov at blive mødt, set og udfordret som både ’becomings’ og ’beings’, for de er

begge dele – også selvom det ikke er alle, som bliver store kunstnere eller naturvidenskabsmænd,

som Juncker pointerer:

”Alle er fra starten omfattet af den sensitive erkendelse og dens veje til viden og indsigt, selvom det

ikke er alle, der driver denne erkendelsesform til dets højeste stade. Akkurat ligesom alle får del i

den rationelle erkendelse og dens veje til viden og indsigt, selvom ikke alle driver denne form til

dens højeste niveau. Vi bliver ikke alle hverken en HC Andersen eller Niels Bohr.” (Juncker 2006b,

s. 147)

Når det er sagt, har Kirsten Drotner næppe grund til at ligge søvnløs af bekymring over pathos-

formidlingens fremmarch i bibliotekerne. I begyndelsen af specialet hjalp biblioteksforsker Dorte

Skot-Hansen os med at få et overblik over de rationaler eller formål, bibliotekerne i et senmoderne

samfund bygger deres formidlingstilbud på (Skot-Hansen 2006). Det dominerende rationale – det

instrumentelle – bruger kulturformidlingen som middel til at nå mål, der dybest set ikke har med

kulturlivet at gøre. Det kan være at styrke demokratiet eller øge læsekompetencerne hos børn og

unge for på sigt få flere i uddannelse. Det dominerende rationale knytter sig med andre ord ikke til

nuet og de sensitive samt æstetiske processer og erkendelsesveje. Skot-Hansen peger i sin artikel på

et behov for at opprioritere et æstetisk orienteret oplevelsesrationale – som nedprioriteres

kulturpolitisk – og en ekspressiv logik i formidlingstiltagene, hvis bibliotekerne for alvor skal

markere, hvor de gør en forskel i et samfund under forandring:

”Her står formidlingen af en mangfoldighed af æstetisk oplevelse i form af symbolsk udveksling af

betydning og sansemæssig erfaring i centrum. Skal biblioteket blive et forvandlingsrum, må det

derfor åbne op for det irrationelle, kaotiske, følelsesladede og mangfoldige og i endnu højere grad

58

Ordskælv!



eksperimentere med nye interaktive formidlingsformer i det fysiske og virtuelle rum.” (Skot-Hansen

2006, s. 38)

Hygge Factorys Ordskælv!-koncept kan ses som et eksempel på en af disse nye interaktive

formidlingsformer, som Skot-Hansen efterspørger. Det kan opfattes som et pathos-formidlende

initiativ, men jeg mener, at det snarere bør ses som et bud på ekspressiv kulturformidling. Det har

det at gøre med, at Hygge Factory med proces- og produktorienteringen eksperimenterer med den

ekspressivitet, identitetsdannelse og kompetenceudvikling i æstetisk regi, der er på spil i børn og

unges egen kultur. Organisationen bygger hermed primært Ordskælv!-konceptet på en ekspressiv

logik.

Om Ordskælv!-konceptet kan betegnes som rent ekspressivt afhænger dog af blikket, man kaster på

tanken om vokseværk og udfoldelsen af potentialer samt produktorienteringen og målet om at ruske

ved tabuer og nuancere forståelser. Den æstetiske proces i Ordskælv! kan i en ekspressiv optik ses

som både et mål i sig selv og som et middel til noget andet. Man kan imidlertid også mene, at

udfoldelsen af udtryks- og fortolkningsmæssige potentialer og de nuancerende og tabunedbrydende

fortællinger relaterer sig til kvaliteter ved både processen og de æstetiske udtryk. Den ekspressive

logik er under alle omstændigheder central i kulturformidlingen i et Ordskælv!, som bidrager til den

skabende, æstetisk formgivende proces. Den ekspressive logik er ligeledes central hos Karen

Siercke, når hun gør opmærksom på, at de første Ordskælv! blev misforstået og opfattet som

integrations- eller sorgbearbejdende projekter af omgivelserne:

”Det er Hygge Factorys vision at skabe projekter, der sætter fokus på kunst og kreativitet og ikke

på at være en social løftestang, hvis egentlige agenda er integration eller sorgbearbejdelse. Det er

en vigtig pointe, som kan være svær at fange. Vores første projekt Ordskælv! 2010, der resulterede

i bogen ’2200 N – orakler, shawarmaer og bristede fordomme’ og er skrevet af unge fra den

medieombruste bydel Nørrebro, blev kaldt et integrationsprojekt. Vores anden bogudgivelse fra

Ordskælv! 2012, der resulterede i bogen ’Det ser sort ud – men det er det ikke!’ og er skrevet af

unge, som har mistet en mor eller far, blev kaldt et sorgprojekt. Ordskælv! er hverken et terapi-

eller integrationsrum, men et fortællerum. De unge i Ordskælv! møder ikke socialrådgivere,

psykologer eller terapeuter, men forfattere, journalister og redaktører. Selvom, eller fordi, det ikke

er vores fokus at skabe integration eller sorgbearbejdelse, er det netop nogle af de heldige

59

Ordskælv!



biprodukter, der kommer ud af vores kunstprojekter. De unge kan mærke, at vi ikke betragter dem

som stakler, der skal hjælpes, men som kreative individer, der står i en unik situation for at skabe.”

(Siercke 2012, s. 2)

Den samme misforståelse skete, da Politiken sidste forår lavede en reportage om Ordskælv! fra

alkoholikerens børn og stemplede projektet som terapeutisk:

”I Københavns Nordvestkvarter har en gruppe unge genoplivet 70’ernes basisgruppe. De bruger

skriften til at komme videre fra en opvækst i familier med alkoholmisbrug. De er også en del af en

bredere tendens: Litteraturens tilbagekomst som socialt projekt.” (Dressler-Bredsdorff 2014)

Fokuseringen på unge ramt af livskriser medfører, at det ekspressive fokus risikerer at træde i

baggrunden til fordel for et instrumentelt, når omgivelserne fortolker ideen med Ordskælv!-

konceptet. Det kan hænge sammen med Dorte Skot-Hansens pointer om, at det æstetiske

oplevelsesrationale nedprioriteres – og dermed sjældent anerkendes – kulturpolitisk. Det er svært at

måle og veje værdien af æstetiske forløb – en evaluerings- og vurderingstilgang som kulturpolitiske

beslutningstagere har for vane at vægte højt (Hanke 2010). Det kan også være svært at fange andet

end de heldige bivirkninger af et Ordskælv!, hvis man ikke har kultur- eller æstetikteoretiske briller

på, når det æstetiskes betydning i Ordskælv!-procesen eller -produktet viser sig. Eller i det mindste

tager brillerne på bagefter, når der skal reflekteres over, hvad der var på spil.

Begivenheder, der greb mig – Mit Ordskælv! som case

Det er netop det, jeg vil gøre i sidste del af analysen, hvor jeg bruger mit eget Ordskælv!-projekt

som case. Jeg vil vise eksempler fra forløbet, dokumentere hvad der foregik, da det æstetiskes

betydning viste sig. Det blev nævnt i metodeovervejelserne, at Knud Ramian i Casestudiet i praksis

(2007) netop pointerer, at casestudiet handler om dokumentation:

”Casestudiet minder på mange måder om politiets opklaringsarbejde. Man leder efter

dokumentation for, hvad der faktisk foregår.” (Ramian 2007, s. 26)

Min casegørelse af Ordskælv!-forløbet vil centrere sig omkring min egen registrering af

betydningsfulde hændelser – begivenheder – under forløbet. Etnograf og professor Kirsten Hastrup

definerer som tidligere nævnt begivenheder som ”en hændelse, der er betydningsfuld fra den

definerede verdens synsvinkel; det er det, der adskiller den fra simple hændelser. (…) Det er

60

Ordskælv!



begivenhederne, der er etnografens primære materiale, fordi det er gennem begivenhederne, det vil

sige identifikationen af de kulturelt betydningsfulde hændelser, at kulturen viser sig som det, den

er.” (Hastrup 1992, s. 32-33)

Kirsten Hastup understreger, at kulturen, man undersøger, ”må mærkes af etnografen selv” (ibid, s.

33). Man skal ikke kun være fysisk til stede i kulturen – man skal ”overgive sig til den.” (Hastrup

1992, s. 33)

Begivenhederne er mit primære empiriske materiale, men der inddrages også billeder og e-mail-

uddrag til yderlig dokumentation og illustration af det, der foregik. Jeg har af pladsmæssige årsager

udvalgt tre begivenheder fra mit Ordskælv!, hvor jeg lod mig gribe og mærkede, at noget

betydningsfuldt fandt sted. Den første begivenhed opstod under et besøg af en professionel forfatter,

hvor holdet lavede en skriveøvelse. Den anden begivenhed fandt sted under en workshop, hvor jeg

ved et tilfælde kom til at opleve forfatter-mentor-relationen på egen krop. Den tredje begivenhed

fandt sted ved udgivelsen, hvor jeg oplevede proces- og produktorienteringen i et Ordskælv! gå op i

en højere enhed.

Begivenhed 1: Forfatterbesøg og skriveøvelse

”Da jeg kommer op til lejligheden, sætter jeg nøglen ganske forsigtigt i låsen og drejer den så

langsomt, at der kun kommer et lille afdæmpet klik. Jeg lister ind og lader døren glide i bag mig.

Står nogle sekunder med ryggen mod køkkenet og bevæger mig slet ikke. Jeg har aftalt med min

mor, at jeg skal hente hende her (…). Som en gazelle på savannen vejer jeg stemningen. Trækker

vejret ind gennem næsen. Der dufter kun af kaffe. Ude fra badeværelset kan jeg høre bruseren. (…)

Når hun lige om lidt kommer ud fra badet, vil jeg ikke sige meget de første minutter. Jeg vil bare

lytte til hendes stemme for at finde ud af, om hun taler helt rent. Når hun giver mig et knus, vil jeg

tage en dyb indånding gennem næsen for at tjekke, om hun har spritånde. Jeg slapper først rigtig

af, når jeg har sikret mig, at alt er, som det skal være.”9

Det er søndag den 22. marts 2014. Jeg befinder mig i Bydelslaboratoriet på BIBLIOTEKET på

Rentemestervej sammen med et lille hold unge forfattere, frivillige mentorer og den professionelle

forfatter og journalist Tommy Heisz. Tommy Heisz har taget sin bog Måske i morgen med, som han

9 Fra Heisz (2008), s. 37.

61

Ordskælv!



læser op fra. Han holder et oplæg med fokus på

tre slags fortællegreb – brugen af scener, sanser

og den såkaldte abstraktionsstige, som har med

graden af detaljer i teksten at gøre.

”Det er ikke dagbøger, der skal skrives,”

understreger Tommy Heisz. Han har lovet mig, at

holdet kommer i gang med historierne i dag. I

sidste uge havde vi besøg af Louis Jensen, og der nåede holdet ikke at få hul på skrivningen, fortalte

jeg ham:

”I går havde vi besøg af Louis Jensen, der fortalte

om essay-genren, og det var et rigtig fint oplæg, men der blev ikke tid til at brainstorme eller gå i

gang med at skrive. Jeg fornemmede en vis rastløshed blandt deltagerne, så jeg tror det er vigtigt,

at de snart kommer i gang.” (Bilag 8, s. 128)

I dag er stemningen anderledes, registrerer jeg – den er spændt. Jeg er ikke klar over, om det

skyldes, at Tommy Heisz åbent har fortalt om, at han selv er vokset op med en far, der drak for

meget, eller om det skyldes, at der er dukket fire nye ansigter op. I sidste uge var der kun to unge

forfattere til stede, da vi holdt workshop. ”Du er nødt til at blive ved med at tro på projektet uanset

hvad,” har Karen Siercke sagt til mig. Sådan er et Ordskælv! åbenbart: Op- og nedture og uden for

min kontrol.

Tommy Heisz gennemgår nu sanserne og abstraktionsstigen og bruger flere eksempler fra sin bog

og fra sit journalistiske arbejde til at illustrere sine pointer. Så stiller han holdet en opgave:

Figur 4. Tommy Heisz' skriveøvelse.

62

Figur 3. Tommy Heisz på besøg.

Ordskælv!



”Overvej brug af sanser og detaljer i scenen. I behøver ikke skrive en færdig scene,” instruerer

Tommy Heisz.

Der gribes papir og kuglepenne. Ingen siger noget højt, men man kan næsten høre tankerne

rumstere rundt oppe i hovederne på forfatterne i dette øjeblik. Stemningen er ikke længere spændt,

der noget andet i luften – intensitet. ”Find et skriveflow.” Flowet er fundet. Der arbejdes

koncentreret. Jeg ser kuglepenne forme ord på papirerne. Flere og flere. Da tiden er gået, spørger

Tommy Heisz, om han må høre nogle eksempler på scener. Alle byder ind, fortællerummet er skabt

og Tommy Heisz kommenterer scenerne og kommer med forslag til forbedringer. Jeg sidder med

åben mund og polypper under hele seancen, dybt imponeret over hvor velformulerede og fængende

de små fortællinger er.

Begivenhed 2: Ida og mentor-vikaren

Den næste begivenhed, jeg vil fremhæve, er fra den 27. april 2014. Vi er på anden sal i

Bydelslaboratoriet som sædvanligt, men dagen i dag er faktisk ret usædvanlig. For det første har vi i

dag den første deadline. Kunstnerne laver illustrationer til den kommende bog på baggrund af de

essay-kladder, som forfatterholdet afleverer til mig efter endt workshop. For det andet har vi besøg

af en journalist og en fotograf fra Politiken, som vil lave en reportage om Ordskælv!. Det tredje

usædvanlige ved dagens workshop er, at der er mangel på mentorer. Det omvendte plejer at være

tilfældet. Ida, en af de unge forfattere, spørger, om hun gå op på tredje sal og arbejde med sin tekst

på egen hånd. Hendes mentor er på ferie. Jeg siger ja og lover at træde til som mentorvikar, hvis der

bliver behov:

”Du må sige til, hvis du får brug for hjælp.

Så skal jeg nok være der.”

Jeg forventer ikke, at det bliver nødvendigt.

Samarbejdet mellem forfatterne og

mentorerne går godt, har jeg indtryk af.

Skrivningen er i gang på holdet. Jeg oplever

engagerede deltagere, og jeg fornemmer, at

bånd er ved at blive knyttet, når jeg ser dem

sidde sammen, dybt koncentrerede om fortællingen.

63

. Samarbejdet mellem ung forfatter og mentor (fra Dressler-

Ordskælv!



”1-1-samarbejdet er bare verdens bedste koncept,” skrev jeg begejstret til Karen Siercke for nylig

(Bilag 6, s. 126).

Journalisten fra Politiken observerer aktiviteterne, og stiller spørgsmål til holdet. Fotografen spørger

mig på et tidspunkt, om hun ikke må tage et par billeder et andet sted end her i Bydelslaboratoriet.

Jeg kommer i tanker om Ida oppe på tredje sal, og vi går derop. Jeg sætter mig hos Ida, der sidder

alene med sin bærbare computer, og spørger, hvordan det går.

”Jeg har lidt problemer med en scene,” fortæller Ida mig.

Det viser sig, at Ida er gået helt i stå med sit essay uden for alvor at være kommet i gang, fordi

hendes mentor har holdt Ida fast på at skrive én bestemt scene, som er svær for hende at få hold på.

Det er et af Idas tidligste

barndomsminder.

Jeg bliver klar over, at jeg har taget fejl.

1-1-samarbejdet er kun verdens bedste

koncept i et projekt som mit, når

mentoren kan løfte sin opgave, fornemme

hvad der er behov for og støtte sin

forfatter i at åbne op, selvom det er svært.

Jeg begynder at spørge ind til Idas

opvækst. Hun viser mig tillid, åbner op for en verden, jeg ikke har set før, og mens vi graver i

minder fra Idas barndom og ungdom, glemmer jeg alt om fotografen fra Politiken, der står og

knipser løs med sit kamera. Jeg ser i stedet en pige, der har lært at gemme sine følelser væk. Langt

væk. Ida kæmper med at mærke dem nu, men hun tør huske. Hun kan huske. Ordene tager form, og

små glimt af en kompliceret familie kommer til syne:

”Han var i en osteklokke,” prøver hun. ”Det var jeg også.”

”Mm. Godt,” svarer jeg. Jeg har alle antenner rettet mod Ida i dette nu.

”Det hele handlede om overlevelse, om, at mor ikke skulle blive sur,” fortsætter hun.

Vi er gået i gang med at brainstorme uden at have planlagt det:

64

. Ida og mentor-vikaren (fra Dressler-Bredsdorff 2014).

Ordskælv!



”Prøv bare at skrive det,” siger jeg.

Ida skriver og skriver, mens hun fortæller. Jeg opdager på et tidspunkt, at Ida har tårer i øjnene, men

jeg fornemmer samtidigt, at det er godt, at vi gør det her – prikker hul – selvom det gør ondt. Det er

en barsk virkelighed, den del af Idas liv, hun ikke måtte eller ville se i øjnene. Nu gør hun det. Ida

vil fortælle sin historie.

Begivenhed 3: Oplæsningen

Denne begivenhed er den sidste, jeg vil fremhæve. Den forbinder processen og produktet og viser,

hvorfor både proces- og produktorienteringen er væsentlig. Begivenheden viser også, at det er i

brug, at produktet får et liv, en mening og betydning.

Det er torsdag aften den 4. september 2014, og jeg befinder mig til et oplysnings- og

udgivelsesarrangement på Rødovregård i Rødovre. Resultatet af Ordskælv! fra alkoholikerens børn

udkommer i dag. Projektet har både været noget af det bedste, hårdeste og mest vanvittige, jeg har

kastet mig ud i. Nu er jeg endelig ved målstregen sammen med mit hold: Historierne og

efterskrifterne er skrevet færdigt, korrekturlæserne har været inde over teksterne, kunstnerne har

skabt de illustrationer, der skal styrke bogens kunstneriske udtryk, den grafiske designer har tryllet

og trykkeriet har givet resultatet en fysisk form. Bogen er blevet flot.

Jeg sidder og forsøger at fokusere på, hvad Lisbeth Zornig står og taler om på scenen. Hun er her,

fordi Lænkens Ungeambassadører har inviteret hende. Jeg har holdt møder med ambassadørerne

over sommeren. Der var planer om at afholde et arrangement med fokus på at bruge opvæksten i en

alkoholfamilie som en styrke. De inviterede os, Ordskælv!-holdet, med. Vi greb muligheden. Bogen

skal jo ud af institutionerne – ud og ’flyve’ og ’sprælle’ i sig selv, som Karen Siercke har udtrykt

det.10 Lænkens Ungeambassadører har været på scenen og holdt medrivende oplæg om deres liv og

terapiforløb hos Lænken. Det, der er på programmet efter Lisbeth Zornig, handler i udgangspunktet

overhovedet ikke om terapi.

”Ordskælv! er et kunstorienteret skriveprojekt,” er noget af det, jeg har forberedt at gøre publikum

opmærksom på.

10 Se Bilag 1.

65

Ordskælv!



Nu er Lisbeth Zornig snart færdig med at tale. Jeg ser, at hun er afslappet – i sit rette element. Selv

er jeg ved at gå til af nervøsitet. Jeg kigger på uret ovre på væggen og tænker på en film, hvor tiden

går i stå. Tiden går ikke i stå her i Rødovre, og som projektleder er jeg nødt til at stille mig op og

sige noget om Ordskælv! – sige noget til mit hold, der sidder blandt publikum – 140 mennesker. Et

svimlende højt antal i mine øjne. Der er helt stille i salen, indtil Zornig siger noget sjovt, som jeg

ikke helt fanger, hvad er. Salen bryder ud i latter, og Lisbeth Zornig forlader scenen under store

klapsalver. Om lidt er det min tur til at finde vej op på scenen – hjælp! Mon mine ben kan bære

mig?

Jeg bliver revet ud af mine tanker, da en fra Lænkens Ungeambassadører gør opmærksom på, at det

nu skal handle om Ordskælv!. Vi har planlagt det sådan, at Ordskælv!-holdets del af arrangementet

starter med historierne – med oplæsning fra de nyudsprungne

forfattere.

”Den første vi skal høre læse højt er Ida Benz Dideriksen,”

annoncerer en af Lænkens Ungeambassadører.

Ida rejser sig fra sin plads blandt publikum og går langsomt

op på scenen. Jeg mærker en følelse af stolthed indfinde sig

blandt alle nerverne. Min seje Ida.

”Hej, jeg hedder Ida,” siger Ida klart og tydeligt. Et smil

sniger sig frem på hendes læber, da hun fortsætter:

”Jeg vil gerne læse op fra mit essay ’Der findes ikke

trylleri’.”

Der er igen helt stille i salen, da Ida går i gang:

”’Jeg er så glad for, at vi endelig kan være samlet her på sådan en hyggelig dag. Det har været en

drøm for mig længe, at I to skulle blive genforenet.’ Sådan lød min fars ord henvendt til min mor og

jeg. Det var den 23. december 2013, og jeg har ikke set hende siden.”

Ida har fået fortællerstemmen på. Den er rolig, koncentreret og distanceret på én gang. Vi har øvet

oplæsningen med en retoriker fra Københavns Universitet. ”Tal langsomt, hold lange pauser og tal

66

Ordskælv!



langsomt,” lød rådet fra retorikeren. Ida taler langsomt nu – meget langsomt, men ikke for

langsomt. Der læses ikke kun op – der iscenesættes, optrædes. Ida har fortællingen – og publikum –

i sin hule hånd, og jeg får på fornemmelsen, at hun nyder at stå der på scenen. Det slår mig også, at

hele salen holder vejret. Stemningen er intens – noget har løftet sig, grebet os. Selvom det vi hører

om fandt sted for mere end et halvt år siden, sker det også i dette nu, i denne æstetiske virkelighed,

som Ida og hendes fortælling skaber for os. For en stund er vi hjemme hos Idas forældre lille

juleaften. Vi dufter julemaden på bordet, den lune leverpostej med bacon og sild i karry, vi ser for

vores indre blik nisser og juleklokker og mærker, at hele sceneriet giver os kvalme, fordi Ida føler

det. Vi er i Idas krop og følelser, og vi er vidne til, at hun siger fra – siger nej til fortielser og løgne.

Ida er barn af en alkoholiker, og det står hun ved, selvom hendes mor nægter at se sandheden i

øjnene:

”Præcis 48 minutter efter jeg var ankommet til mit barndomshjem, stod jeg ude på gaden igen. Det

var nu for alvor gået op for mig, at det ikke nytter noget at have kontakt til min mor. Det eneste, jeg

har lyst til at tale med hende om, er hendes alkoholproblem. Det eneste, hun vil tale om, er vejret.

Og nisser. Og sygdom. Sesam sesam, der findes ikke trylleri.”

I de minutter, hvor Ida læser højt, mærker jeg, at det faktisk også er godt at være her i salen blandt

140 mennesker. Jeg er grebet af øjeblikket, og lige i dette nu er der en mening med galskaben og

min småsindssyge idé om at stable et Ordskælv! på benene.11

Begivenhederne set med Gumbrechts øjne

Hvis man skal samle op på de tre begivenheder, er det kendetegnende for dem alle, at jeg var fysisk

til stede og blev grebet af det, der skete i de fysiske rammer, hvor der blev skrevet, delt minder og

oplevelser, læst højt og optrådt. Der opstod på forskellig vis et ekspressivt rum – et fortællerum, der

løftede nuet. Beth Juncker kalder som tidligere nævnt disse rum for en æstetisk-symbolsk

dimension, hvor alt kan ske (2011), mens Joli Jensen (2003) og Dorte Skot-Hansen (2006) definerer

æstetisk oplevelse som en menneskelig impuls, der ”giver vores liv dybde og intensitet”, og som

kan folde sig ud, når vi møder kunst, eller ”når vi selv synger, danser eller udfolder os kreativt på

mange planer” (Skot-Hansen 2006, s. 34). I de beskrevne begivenheder er det ikke mig, der

udfolder mig kreativt, men jeg blev fanget af eller var med til at skabe rum for de æstetisk-

11 Til den læser, der helst vil vide alt: Jeg overvandt skrækken og gik op på scenen i Rødovre efter oplæsningerne. Mine ben kunne heldigvis godt bære mig

67

Ordskælv!



symbolske dimensioner, der gjorde øjeblikkene på biblioteket og i Rødovre betydningsfulde,

gribende og intense. Disse pointer kan med fordel suppleres – og muligvis endda udvides – af

litteraturteoretikeren Hans Ulrich Gumbrecht (2004), der taler om intense øjeblikke i form af

presence – eller tilstedevær.12

Gumbrecht forsøger i bogen Production of Presence (2004a og b) i tråd med Baumgarten og hans

efterkommere (Juncker 2006b13) at bane vejen for anerkendelsen af sensitive og kropsligt

orienterede erfaringer. Gumbrecht udfordrer vores ”so very Cartesian everyday lives” (Gumbrecht

2004b, s. 107) og den hermeneutiske dominans inden for humanvidenskaberne – som han kalder

menings- eller betydningskulturen (meaning culture) – ved at sige, at der sker andet af betydning

end meningsdannelse i kraft af intellektet og fortolkningen, når vi møder verden. Gumbrechts

pointe er, at det andet, der sker af betydning, har med kroppen og ganske enkelt det at være til stede

at gøre, hvilket han kalder tilstedeværelseskulturen (presence culture). De to kulturer eksisterer side

om side som to forskellige tilgange til omverdenen:

”(…) the dominant human self-reference in a meaning culture is, then, the mind (we might also say

consciousness or res cogitants), whereas the dominant self-reference in a present culture is the

body. (…) In a presence culture, the things of the world, on top of their material being, have an

inherent meaning (not just a meaning conveyed to them by interpretation), and humans consider

their bodies to be an integral part of their existence.” (Gumbrecht 2004a, s. 80)

Gumbrecht henviser med sit tilstedevær-begreb til en følelse af tilstedevær, som opstår, når vi

oplever os selv som en integreret del af den fysiske verden – når kroppen mærker og sanser de

elementer, den er omgivet af – det kan være andre mennesker, genstande eller rum. Gumbrecht

interesserer sig med andre ord for, hvad der sker, når vores omverden påvirker vores kroppe og

sanser og er medskabende for vores oplevelse af den (Mordhorst 2009). Han taler om, at verden i

kraft af sin materialitet og vores tilstedevær så at sige ’viser sig’ eller ’træder frem’ og får

betydning, uden at denne betydning nødvendigvis kalder på fortolkning med intellektet:

12 Begrebet er oversat af museumsforsker og -direktør Camilla Mordhorst. Argumenter for ordvalget kan findes i Museer, materialitet og tilstedevær (2009).13 Det er ikke kun Beth Juncker, der her hentydes til. Juncker pointerer i sin doktorafhandling (2006b), at fænomenologiens tænkere har været med til at videreføre Baumgartens projekt.

68

Ordskælv!



”Revelation and unconcealment, if you believe in them, just happen, and once they have happened,

they can never be undone in their effects. The ‘knowledge’ that emerges from revelation and

unconcealment does not necessarily and exclusively occur, however, in what we, in a

predominantly meaning-based culture, think of as the only ontological way for knowledge to occur

– that is, knowledge is not exclusively conceptual. (…) ‘knowledge’ revealed or unconcealed can be

substance that appears, that presents itself to us (even with its inherent meaning), without requiring

interpretation as its transformation into meaning.” (Gumbrecht 2004a, s. 81)

Det kan lyde mystisk, at verden i tilstedeværelseskulturen – når vi er til stede med krop og sanser –

’træder frem’ eller ’åbenbarer’ sig for os. Åbenbaringsøjeblikket, hvor verdenen på nærmest

voldelig vis griber os – vores krop, følelser og sanser – kalder Gumbrecht for epiphany.

Museumsforsker Camilla Mordhorst har i Museer, materialitet og tilstedevær (2009) fat i

Gumbrecht og forsøger at afmystificere ham ved at påpege:

“At begynde at beskrive en tilstedeværelseskultur er på mange måder at bevæge sig væk fra den

vanligt kritiske og neutraliserende distance til det analyserede og bevæge sig ud i forhold og

relationer, som beror på oplevelser, virkninger og affekter, som kan være svære at almengøre og

sætte ord på.” (Mordhorst 2009, s. 125)

Gumbrecht forsøger med sit tilstedevær, åbenbaringen og tilstedeværelseskulturen at anerkende og

italesætte kropslige erfaringer og æstetiske oplevelser, som han foretrækker at kalde øjeblikke af

intensitet – eller ”the state of being lost in focused intensity” (Gumbrecht 2004b, s. 104). Oplevelsen

af at være dybt fokuseret – til stede – og samtidigt give slip og forsvinde ind i et nu ladet med

intensitet var centralt i alle tre begivenheder under mit Ordskælv!. Gumbrecht trækker trods

ligheder ikke tråde til psykologen Mihalyi Csikszentmihalyis flow-teori, der opfatter flow som en

tilstand, hvor man, mens man møder og agerer med verden, ”bliver ét med aktiviteten og

omgivelserne” (Csikszentmihalyi 2005, s. 42). I flow-tilstanden stiller bevidstheden ”helt skarpt og

fyldes af oplevelsen” (ibid., s. 42). Når Gumbrecht ikke trækker på Csikszentmihalyis flow-teori,

kan det være, fordi Gumbrecht ikke er interesseret i at knytte de intensive øjeblikke sammen med

optimeringen af ”virkelyst og fordybelse”, som Csikszentmihalyi gør det i flow-teorien

(Csikszentmihalyi 2005, s. 13). Det er kontakten med den fysiske verden i form af levende væsener

eller genstande og de spor af noget betydningsfuldt, oplevelsen af tilstedevær sætter i os, som

69

Ordskælv!



interesserer Gumbrecht. Han fortæller i forbindelse med et undervisningsforløb om æstetiske

oplevelser, at disse selvforglemmende øjeblikke af fokuseret intensitet hos Gumbrecht har sat sig i

kroppen som minder, han tænker tilbage på med en blanding af glæde og nostalgi – også i de

tilfælde, hvor øjeblikket var smertefuldt, mens det stod på:

”My first personal concern for this class was to be a good enough teacher to evoke for my students

and to make them feel specific moments of intensity that I remember with fondness and nostalgia –

even if, in some cases, this intensity was painful when it happened. “ (Gumbrecht 2004b, s. 97)

Gumbrecht siger det ikke direkte, men jeg tolker hans forståelse af intensive øjeblikke som nogle,

der kan opstå ud af noget, der kan, men ikke behøver være forbundet med noget smukt eller skønt.

Øjeblikket af intensitet kan være forbundet med noget barskt, trist eller smertefuldt, ligesom det var,

da Ida begyndte at åbne op over for mig under Ordskælv!. Det var fængende, men også hårde

scener, der tog form under Tommy Heisz’ ledelse. Det var barske realiteter, men dog også i mine

ører smukt formulerede, sproglige billeder, som fik vinger under oplæsningen i Rødovre.

Ydermere siger Gumbrecht om de intense øjeblikke:

“There is nothing edifying in such moments, no message, nothing that we could really learn from

them – and this is why I prefer to refer to them as ‘moments of intensity’. For what we feel is

probably not more than a specifically high level in the functioning of some of our general cognitive,

emotional, and perhaps even physical faculties. The difference that these moments make seems to

be based in quantity. And I like to combine the quantitative concept of ‘intensity’ with the meaning

of temporal fragmentation in the word ‘moments’ because I know – from many and mostly

frustrating moments of loss and of separation – that there is no reliable, no guaranteed way of

producing moments of intensity, and that we have even less hope of holding on to them or extending

their duration. Indeed, I cannot be sure, before I hear my favorite Mozart aria, whether that

exuberant sweetness will overcome my body again.” (ibid., s. 98-99)

De intensive øjeblikke kan ikke lære os noget bestemt, i hvert fald ikke i et tilstedeværelseskulturelt

perspektiv.14 Betydningen er knyttet til følelsen af at være til stede og blive en del af det, der

rammer én. I den forbindelse understreger Gumbrecht fænomenets kortvarige eller flygtige

14 I et menings- eller betydningskulturelt perspektiv kan der læres og tolkes meget ud af både processen og produktet, der kommer ud af et Ordskælv!.

70

Ordskælv!



karakter. Følelsen af tilstedevær og intensitet ophører før eller siden – vi kan ikke fastholde følelsen

eller vide, om vi får samme oplevelse igen. Det har dels med betydningskulturen og med dels

epiphany – det uforudsigelige og grundlæggende flygtige åbenbaringsøjeblik – at gøre. Gumbrecht

påpeger, at betydningskulturen dominerer vores tilgang til verden, men pointerer også, at den støder

sammen med tilstedeværelseskulturens sensitive tilgang til verden. Det er med andre ord i et

spændingsfelt mellem rationel betydningsdannelse i form af mere eller mindre distancerede

fortolkningsprocesser og det kropslige tilstedevær i den fysiske verden, at effekten af tilstedevær og

følelsen af intensitet opstår og ophører igen:

“(…) presence phenomena cannot help being inevitably ephemeral, cannot help being what I call

‘effects of’ presence – because we can only encounter them within a culture that is predominantly a

meaning culture. For us, presence phenomena always come as ‘presence effects’ because they are

necessarily surrounded by, wrapped into, and perhaps even mediated by clouds and cushions of

meaning.” (ibid., s. 106)

Effekterne af tilstedevær sætter sig i kroppen, i hukommelsen, som mindet om noget

betydningsfuldt, det kan være svært at sætte ord på – eller måle og veje for den sags skyld.

Åbenbaringsøjeblikket, hvor den fysiske verden så at sige ’træder frem’ og griber sanser og følelser,

er i Gumbrechts optik konstituerende for den æstetiske oplevelse. Han åbner for betydningen af

kontakten til en fysisk verden og til en kropslig og sensitiv dimension af tilværelsen. I eksemplerne

fra mit eget Ordskælv! var der tale om selvforglemmende øjeblikke af tilstedevær og nærvær, hvor

jeg mærkede intensiteten på egen krop, mens jeg var dybt fokuseret på deltagerne under

skriveøvelsen, på brainstormingen med Ida eller på hendes oplæsning. Følelsen af intensitet og

tilstedevær var heller ikke for mig mulig at fastholde, og jeg kan ikke vide, om jeg nogensinde

mærker og oplever noget lignende igen, hvis jeg stabler nye ekspressive formidlingsprojekter på

benene. Man har dog lov at håbe.

Hygge Factorys Ordskælv!-koncept er ét bud på, hvordan der potentielt kan skabes momentane

fortællerum af fokuseret intensitet og tilstedevær, som opstår, når der bliver skrevet eller fortalt,

lyttet eller læst, kigget eller optrådt. Det er både i processen og i brugen af produktet – og i

spændingsfeltet mellem betydning og tilstedevær – at den æstetiske kvalitet ved Ordskælv! kan

mærkes, opleves og begribes.

71

Ordskælv!



Afrunding

Hygge Factorys Ordskælv!-koncept kan i en antropologisk kulturforståelse ses som et bud på

ekspressiv kulturformidling, der giver bibliotekerne mulighed for at imødekomme udfordringer

knyttet til både senmoderne vilkår og til de kulturelt skabende og formende aktiviteter blandt børn

og unge, der finder sted uden for kulturinstitutionelle rammer.

I Ordskælv! går formidlingen fra professionelle og frivillige ud på at skabe rum for børn og unge

som kulturaktører og give dem mulighed for at eksperimentere med at udtrykke sig selv – og

dermed også en identitet – gennem litterære, æstetiske udtryk. De æstetiske udtryk rummer børn og

unges forståelse og perspektiver på verden, og de anerkendes i Ordskælv! som betydningsfulde og

udgives i bogform.

Ordskælv!-konceptet trækker på aktivt skabende, anerkendende, fællesskabsorienterede og sociale

elementer fra børn og unges egen kultur, men formålet i Ordskælv! om at løfte niveauet og skabe en

bog af høj professionel standard gør, at elementerne blandes med normer og krav fra den

professionelle kunst- og kulturverden. Det betyder, at børn og unge mødes som både ’beings’ og

’becomings’, når der i Ordskælv! skabes personlige udtryk og kvalificeres eller videreudvikles

kommunikations- og fortolkningskompetencer i æstetisk regi.

Når der skrives, fortælles, fortolkes, lyttes eller læses højt aktiveres sensitive erkendelsesveje og

æstetiske dimensioner af tilværelsen. Den ekspressive kulturformidling i det fysiske rum åbner

hermed potentielt for følelsen af tilstedevær forstået som intense øjeblikke, der sætter sig i kroppen

som minder om noget betydningsfuldt, der har med nuet og det at være til stede med både krop og

sind at gøre.

KonklusionJeg stillede ved specialets begyndelse følgende spørgsmål:

Kan Hygge Factorys Ordskælv!-koncept ses som et svar på kulturformidlingens udfordringer i

en senmoderne folkebibliotekskontekst?

Jeg kan på baggrund af analysen konkludere, at Ordskælv!-konceptet kan ses som ét svar og bud på,

hvordan bibliotekerne kan imødekomme kulturformidlingens udfordringer.

72

Ordskælv!



Med hjælp fra samfunds- og biblioteksforskningen så vi, at bibliotekernes kulturformidling er

udfordret af den senmoderne usikkerhed og foranderlighed i kraft af aftraditionaliseringen og den

øgede refleksivitet, der kendetegner senmoderniteten.

Identitet er i et senmoderne samfund ikke en given størrelse og må derfor aktivt skabes, formes og

legitimeres, og det må både det enkelte individ og samfundets institutioner, herunder biblioteket,

forholde sig til. Biblioteket kan ikke længere legitimere sin identitet og kulturformidling alene på

baggrund af traditionelle, instrumentelle formål, som oplysning og dannelse gennem læsning. Det

har medført, at institutionen søger at legitimere sit eksistensgrundlag på baggrund af formål af både

instrumentel og ekspressiv karakter, selvom sidstnævnte har en tendens til at blive nedprioriteret

kulturpolitisk. Dog åbner især det performative rum i biblioteksmodellen for en anerkendelse af, at

tendenser uden for kulturinstitutionelle rammer kalder på nye ekspressive tilgange til

kulturformidling. Tendenserne, som det performative rum peger på, har at gøre med de yngre

generationer i befolkningen, der kan betegnes som digitale indfødte.

De digitale indfødte er vokset op med internettets muligheder. Den digitale udvikling har forøget

børn og unges udtryks- og udfoldelsesmuligheder og givet dem nye platforme og

distributionskanaler bygget op omkring fællesskaber af ligesidede. Medieforskningen har døbt

fænomenet deltagerkultur. Her bruges den professionelle kunst og kultur som inspiration og

brændstof til deltagelse, kunstneriske eksperimenter og identitetsskabelse. Medieforskerne peger på,

at betydningen og værdien af eksisterende kunst- og kulturformer samt deltagernes egne kulturelle

og kunstneriske udtryk afgøres af fællesskabet af deltagere, ikke af professionelle. Det udfordrer i

høj grad kunst- og kulturinstitutionernes autoriteter og traditionelle formidlingsopgaver.

I dette landskab af usikkerheder, udfordringer og tendenser placerer Hygge Factory og

organisationens proces- og produktorienterede Ordskælv!-koncept sig. Det blev præciseret med

hjælp fra børne- og ungdomskulturforskere, at Ordskælv!-konceptet i en antropologisk

kulturforståelse kan ses som et bud på ekspressiv kulturformidling.

I Ordskælv! går formidlingen fra professionelle og frivillige ud på at dele og støtte brugen af

erfaringer, fortællegreb og -teknikker og dermed skabe rum for børn og unge som kulturaktører.

Konceptet giver større børn og unge mulighed for at eksperimentere med at udtrykke sig selv – og

hermed også en identitet – gennem litterære, æstetiske udtryk. De æstetiske udtryk rummer børn og

73

Ordskælv!



unges forståelser og perspektiver på verden, og de anerkendes i Ordskælv! som betydningsfulde og

udgives i bogform, hvilket medfører et brud med de institutionelle rammer på for eksempel et

bibliotek.

Ordskælv!-konceptet blander i et børnekulturelt perspektiv kultur for, med og af børn og unge.

Ordskælv! kan trods ligheder af den grund ikke være et eksempel på deltagerkultur, og konceptet

både begrænser sig i forhold til og tilbyder noget andet end deltagerkulturen. Vi så, at Ordskælv!

trækker på de skabende, anerkendende, fællesskabsorienterede og sociale elementer fra

deltagerkulturen – eller børn og unges kultur. Formålet om at udfolde potentialer, løfte niveauet på

fortællingerne og udgive en bog af høj professionel standard gør imidlertid, at elementerne blandes

med traditionelle normer og krav fra den professionelle kunst- og kulturverden. Det betyder, at børn

og unge ikke kun mødes som ’beings’, men også som ’becomings’, når der i Ordskælv! skabes

personlige udtryk og kvalificeres og videreudvikles kommunikations- og fortolkningskompetencer i

æstetisk regi.

I en æstetisk-teoretisk optik aktiveres sensitive erkendelsesveje og æstetiske dimensioner af

tilværelsen, når der skrives, lyttes eller læses højt. Både skriveprocessen og brugen af produktet, der

kommer ud af et Ordskælv!, åbner i den forbindelse potentielt for følelsen af tilstedevær forstået

som intense øjeblikke, der sætter sig i kroppen som minder om noget betydningsfuldt. Betydningen

har at gøre med at være til stede i nuet med både krop, følelser og intellekt.

Bibliotekerne kan, ved at danne de fysiske rammer omkring Hygge Factorys Ordskælv!, skabe

performative rum og markere en identitet, der prioriterer ekspressiv kulturformidling. Ordskælv!-

konceptet er ét bud på, hvordan bibliotekerne kan imødekomme udfordringer knyttet til

senmoderniteten og den digitale udvikling og møde, anerkende samt bidrage til at kvalificere

skrivelystne børn og unges kulturelt set betydningsfulde og identitetsskabende – eller selvdannende

– processer og udtryk, der i kraft af bogudgivelsen rusker ved forestillinger og tabuer og synliggør

børn og unge som ’beings’.

74

Ordskælv!



PerspektiveringHygge Factorys Ordskælv! er et koncept, der fremadrettet rummer muligheder for både

bibliotekerne og for studerende i Informationsvidenskab og Kulturformidling. Skulle jeg arbejde

videre med Ordskælv!-konceptet, ville jeg spørge til, hvad der skal til for, at Hygge Factory kan

fortsætte med at sætte gang i ekspressiv kulturformidling på bibliotekerne. Økonomisk set står

Hygge Factory på usikker grund, hvilket jeg ikke nåede omkring i analysen. Den lille fabrik lever

primært af fondsmidler, af opbakning og af Karen Sierckes engagement. I det interview, jeg foretog

med hende i efteråret 2012, fortæller Karen Siercke om opbakningen og den positive respons, hun

har fået ved at lave Ordskælv!:

”Det er det, der gør, at jeg bliver ved.” (Bilag 1, s. 87)

Men der savnes kollegaer og en stabil økonomi:

”Jeg gad godt det der med at have nogle flere kollegaer og nogle flere penge. Så ville det køre, men

det kommer nok. Ikke helt af sig selv, men med lidt medvind, så tror jeg, at det kommer.” (ibid., s.

87)

Der er trods udfordringer og usikkerhed en tro på medvind hos Karen Siercke. Et år senere lod hun

mig lave et Ordskælv!. Som jeg ser det, kan dét at lade flere studerende prøve kræfter med

Ordskælv!-konceptet og Hygge Factory Modellen15 være én måde at skabe medvind på. Hygge

Factory Modellen er et værktøj, der viser alle faserne i gennemførelsen af et Hygge Facory-projekt

– fra idéudvikling, fondssøgning og rekruttering af unge, frivillige og professionelle til

gennemførelsen af workshopforløb, udgivelsesfest og formidling af resultater. Modellen skal hjælpe

projektledelsen med at bevare overblikket i en omfattende og til tider kaotisk proces.

Hygge Factory Modellen er tilgængelig online og i princippet klar til brug, men jeg oplevede det

som afgørende at have Karen Siercke tilknyttet som konsulent, især i forberedelsesfasen, fordi jeg

ingen erfaring havde med at stable projekter på benene. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle gribe

faserne an i praksis.

Da jeg kom i gang med de forskellige faser, lærte jeg hurtigt, at der er megen usikkerhed forbundet

med at skabe et Ordskælv! helt fra bunden: Vil biblioteket lægge lokale til workshopforløbet? Siger

15 Se Bilag 9.

75

Ordskælv!



forfatterne, kunstnerne og redaktørerne ”ja” til at deltage? Er mentorerne kompetente til opgaven?

Møder de unge forfattere op til forløbet, og er de med hele vejen? Får vi to eller ti historier? Får vi

overhovedet nok fondsmidler til forløbet og udgivelsen af bogen? Ordskælv! er et koncept, der står

og falder på, om det lykkes at engagere de rette kræfter. Det er både konceptets styrke og svaghed,

at det i høj grad er afhængigt af deltagernes tid, engagement samt skrive- og fortællelyst.

Karen Siercke var som konsulent en blanding af den professionelle og mentoren i et Ordskælv!.

Hun delte erfaringer – eller guldkorn – og støttede min og projektgruppens usikre vaklen mod

fodfæste og triumf. Jeg foldede både et potentiale og et meget personligt projekt ud ved at prøve

kræfter med konceptet. Selvom Karen Siercke er ophavskvinden til Ordskælv!-konceptet, fik jeg

mulighed for selv at forme projektet og gøre det til mit:

Figur 8. Samarbejdet med Karen Siercke: Fra guldkorn til mit eget Ordskælv!.

Der er uden tvivl store læringspotentialer i at skabe og få ejerskab over et Ordskælv!. Det var for

mig en både meget lærerig, netværksudvidende og energislugende måde at kombinere teori fra

studiet med praksis ude i den ’virkelige verden’. Hvis Hygge Factory går videre med at lade

studerende lave Ordskælv!, kan der være en idé i at udvikle en ordning for studerende, der muliggør

ejerskab over projektet, men hvor risikoen for at tabe pusten undervejs i forløbet er mindsket i det

omfang, det lader sig gøre. Der kan være tale om, at Hygge Factory indgår enkelte

samarbejdsaftaler på forhånd. Det kan eksempelvis være en aftale om afholdelsen af

workshopforløbet på et bibliotek, så fondsansøgningen og kontakten til professionelle hurtigt kan

komme i gang. Efter gennemførelsen af tre Ordskælv! er der åbnet døre, og på BIBLIOTEKET på

Rentemestervej er der eksempelvis interesse for flere samarbejdsaftaler i fremtiden.16 Bibliotekerne

kan være udfordrende at samarbejde med, hvis de ikke ser styrken i Hygge Factorys måde at lave

16 Se Bilag 7.

76

Ordskælv!



projekter på, har Karen Siercke og jeg selv erfaret17, men der sidder ildsjæle rundt omkring på

bibliotekerne, som er klar til at gribe muligheden for at danne rammerne om Ordskælv! og den

ekspressive kulturformidling. Støtter bibliotekerne op om flere Ordskælv! skabt af studerende fra

Det Informationsvidenskabelige Akademi – eller eventuelt fra Institut for Kunst og Kultur eller

Institut for Medier, Erkendelse og Formidling – giver det institutionen mulighed for at blive et

performativt læringsrum for studerende, der kombinerer teori og praksis samt specialiseres i at lave

ekspressiv kulturformidling med udgangspunkt i Hygge Factory Modellen. Det er én måde at

inddrage yngre generationer i en afhierarkiseret kvalificering og raffinering af kulturinstitutionernes

udspil, som kulturdebattør Peter Hanke efterlyser i Kulturens skjulte styrker (2010) i forbindelse

med en pointe om, at digitale indfødte i høj grad lærer ved at eksperimentere og prøve sig frem.

Ordskælv!, skabt af studerende, kan med andre ord potentielt løse nogle af Hygge Factorys

økonomiske og kollegiale udfordringer. Det lykkedes i forbindelse med mit Ordskælv! både at finde

midler til at betale for brug af konceptet og løn til Karen Siercke, og bogsalget har givet et

overskud, der kan skydes ind i nye projekter.

Hvis Hygge Factory bygger videre på muligheden for at udbyde studenter-Ordskælv!, er der en

chance for, at Kulturministeriet vil støtte op om ideen. En ny pulje under Kulturstyrelsen har til

formål at bidrage til at sætte gang i projektmagerforløb målrettet unge op til 25 år:

”Kulturministeriet giver støtte til at udvikle og gennemføre ét-årige fritidsbaserede

kompetenceforløb for unge projektmagere (16-25 år), som baserer sig på viden og metoder fra

eksisterende projektmagerforløb. Projektmagerforløbene skal styrke de unges evner i selv at

organisere, planlægge og gennemføre kulturprojekter.” (Kulturstyrelsen 2015)

Det er under alle omstændigheder én vej at gå for Hygge Factory i brugen af Hygge Factory

Modellen og Ordskælv!-konceptet i fremtiden.

17 Se Bilag 1.

77

Ordskælv!



ReferencerAndersen, Peter (2009): Ordet skælver på Nørrebro. Klubværelset på P1 17-11-2009, Danmarks

Radio. Tilgængelig online 24-11-2014 på:

http://www.dr.dk/arkivP1/Klubvaerelset/Udsendelser/2009/11/17092335.htm

Austring, Bennyé D. og Sørensen, Merete (2006): Æstetik og læring – Grundbog om æstetiske

læreprocesser. Hans Reitzels Forlag.

Bak, Lene, Madsen, Anne Sophie, Henrichsen, Bettina og Troldborg, Søren (2012): Danskernes

kulturvaner 2012. Kulturministeriet. Tilgængelig online 18-12-2014 på:

http://kum.dk/uploads/tx_templavoila/Bogen%20danskernes_kulturvaner_pdfa.pdf

Balling, Gitte (2011): Det er i mødet, det sker – Om kulturpolitik og kulturformidling med børn i

centrum. Nordisk Kulturpolitisk Tidsskrift, nr. 1-2. Tilgængelig online 20-01-2015 på:

http://www.idunn.no/nkt/2011/01-02/art04

Benz Dideriksen, Ida, Khasha, Adam, Mølgård Nielsen, Anne, Marina [anonym], Obbekær, Mie

Anna, Munk Idon, Agnete, Vase, Gro Johanne, Line [anonym], Scheel, Naja, Fabricius Kristensen,

Amalie, Klemmensen, Alex og Holstein, Tune (2014): … og jeg er barn af en alkoholiker –

Personlige fortællinger. Foreningen for Frivillige Projektmagere og Studerende.

Connor, Lynne (2008): In and Out of the Dark – A Theory about Audience Behavior from

Sophocles to Spoken Word. I: Engaging Art – The Next Great Transformation of America’s

Cultural Life. Routledge.

Csikszentmihalyi, Mihaly (2005): Flow og engagement i hverdagen. Dansk Psykologisk Forlag.

Dressler-Bredsdorff, Matthias (2014): Kan man skrive sig videre fra en barndom præget af druk? I:

Politiken, 13-05-2014. Tilgængelig online 21-11-2014 på:

http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2287455/kan-man-skrive-sig-videre-fra-en-barndom-

praeget-af-druk/

Drotner, Kirsten (2006): Formidlingens kunst – Formidlingsbegreber og børnekultur. I: Når børn

møder kultur – En antologi om formidling i børnehøjde. Børnekulturens Netværk.

78

http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2287455/kan-man-skrive-sig-videre-fra-en-barndom-praeget-af-druk/

http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2287455/kan-man-skrive-sig-videre-fra-en-barndom-praeget-af-druk/

http://www.idunn.no/nkt/2011/01-02/art04

http://kum.dk/uploads/tx_templavoila/Bogen%20danskernes_kulturvaner_pdfa.pdf

http://www.dr.dk/arkivP1/Klubvaerelset/Udsendelser/2009/11/17092335.htm

Ordskælv!



Drotner, Kirsten (2011): Kultur – begreber, analyse, praksis. I: Mogens Sørensen (red.): Dansk,

kultur og kommunikation – et pædagogisk perspektiv. 3. udgave. Akademisk Forlag.

Gumbrecht, Hans Ulrich (2004a): Beyond Meaning – Positions and Concepts in Motion. I:

Production of Presence. Stanley University Press.

Gumbrecht, Hans Ulrich (2004b): Epiphany/Presentification/Deixis – Futures for the Humanities

and Arts. I: Positions and Concepts in Motion. I: Production of Presence. Stanley University Press.

Hanke, Peter (2010): Kulturens skjulte styrke – Institutioner, reservater og inspiration. Gyldendal.

Harboe, Thomas (2010): Indføring i samfundsvidenskabelig metode, 4. udgave. Samfundslitteratur.

Hastrup, Kirsten (1992): Det antropologiske projekt – om forbløffelse. Gyldendal.

Heisz, Tommy (2008): Måske i morgen – Ung i en alkoholikerfamilie. Phabel.

Hvenegaard Rasmussen, Casper og Jochumsen, Henrik (2007): Problems and Possibilities – The

Public library in the borderline between modernity and late-modernity. I: The Library Quarterly,

vol. 77, nr. 1.

Hvenegaard Rasmussen, Casper, Jochumsen, Henrik og Dorte Skot-Hansen (2011): Biblioteket i

byudviklingen – oplevelse, kreativitet og innovation. Danmarks Biblioteksforening.

Hygge Factory (2010): Rapport om Ordskælv!. Tilgængelig online 17-01-2015 på:

http://www.edvardp.dk/rapporter/RapportomOrdsklv_0.pdf

Højberg, Henriette (2003): Hermeneutik – Forståelse og fortolkning i samfundsvidenskaberne. I:

Lars Fuglsang og Poul Bitsch Olsen (red.): Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne – På tværs af

fagkulturer og paradigmer, 1. udgave. Roskilde universitetsforlag.

Jacobsen, Jens Christian (2007): Den frisatte ambivalens – En introduktion til Thomas Ziehe. I: Øer

af intensitet I et hav af rutine – Nye tekster om ungdom, skole og kultur. Forlaget Politisk Revy.

Jenkins, Henry og Bertozzi, Vanessa (2008): Artistic Expression in the Age of Participatory

Culture. How and Why Young People Create. I: Engaging Art – The Next Great Transformation of

America’s Cultural Life. Routledge.

79

http://www.edvardp.dk/rapporter/RapportomOrdsklv_0.pdf

Ordskælv!



Jensen, Joli (2003): Expressive Logic – A New Premise in Arts Advocacy. I: Journal of Arts

Management, Law and Society, vol. 33, nr. 1.

Jochumsen, Henrik, Hvenegaard Rasmussen, Casper og Skot-Hansen, Dorte (2012): The four

spaces – a new model for the public library. In: New Library World, vol. 113, nr.11/12.

Juncker, Beth (2006b): At kvalificere nu'et. I: Slip fortællingen løs – kunst- og kulturformidling til

de 3-6-årige. Børnekulturens Netværk.

Juncker, Beth (2006b): Om processen – Det æstetiskes betydning i børns kultur. Tiderne skifter.

Juncker, Beth (2011): Børn og kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger. I: Mogens

Sørensen (red.): Dansk, kultur og kommunikation, 3. udgave. Akademisk forlag.

Kant, Immanuel (1993): Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning? I: Oplysning, historie,

fremskridt – historiefilosofiske skrifter. Slagmark.

Kaspersen, Lars Bo (2001): Anthony Giddens – Introduktion til en samfundsteoretiker, 2. Udgave.

Hans Reitzels Forlag.

Kaspersen, Lars Bo (2007): Anthony Giddens. I: Heine Andersen og Lars Bo Kaspersen (red.):

Klassisk og moderne samfundsteori, 4. udgave. Hans Reitzels Forlag.

Kulturstyrelsen (2015): Projektmagerforløb for unge. Tilgængelig 26-02-2015 på:

http://www.kulturstyrelsen.dk/boern/puljer/projektmagerforloeb-for-unge/

Kunze, Jane (2014): DemotekAarhus lukker 1.11.2014. DemotekAarhus, 19-11-2013. Tilgængelig

online 27-12-2014 på: http://www.demotekaarhus.dk/arkiver/1426

LaGravenese, Richard (2007): Freedom Writers. Paramount Pictures.

Lentz, Marianne (2011): Livet efter 11. september – 10 beretninger fra New York. Tiderne Skifter.

Montaigne, Michel de (1998): Essays. 3. udgave. Gyldendal.

Mordhorst, Camilla (2009): Museer, materialitet og tilstedevær. I: Tine Damsholt, Dorthe Gert

Simonsen og Camilla Mordhorst (red.) Materialiseringer – Nye perspektiver på materialitet og

kulturanalyse, Aahus Universitetsforlag.

80

http://www.demotekaarhus.dk/arkiver/1426

http://www.kulturstyrelsen.dk/boern/puljer/projektmagerforloeb-for-unge/

Ordskælv!



Mouritsen, Flemming (1998): Børnekultur – legekultur. I: Legekultur – Essays om børnekultur, leg

og fortælling, 2. udgave. Odense Universitetsforlag.

Mølgård Nielsen, Anne og Airlie Dichmann, Melissa (2014): Praktikrapport om at skabe

Ordskælv!. Tilgængelig online 27-12-2014 på:

https://www.dropbox.com/s/kq7s437f2udif8w/ftv310.pdf?dl=0

Møller Jensen, Bitten (2012): Demoteket – Et Undergrundsbibliotek i biblioteket. Det

Informationsvidenskabelige Akademi. Tilgængelig online 27-12-2014 på:

http://pure.iva.dk/da/studentthesis/demoteket-et-undergrundsbibliotek-i-biblioteket%284b1730ce-

a507-4050-87e1-a6a70aa738a0%29.html

Oldenberg, Ray (1999): The great good place – cafés, coffee shops, bookstores, bars, hair salons

and other hangouts at the heart of the community, 2. udgave. Marlowe.

Palfrey, John og Gasser, Urs (2008): Introduction. I: Born Digital – Understanding the first

generation of digital natives. Basic Books.

Pine, Joseph og Gilmore, James H. (1999): The Experience Economy – Work is a Theatre & Every

Business is a Stage. Howard Business School Press.

Ramian, Knud (2007): Casestudiet i praksis, 3. udgave. Hans Reitzels Forlag.

Siercke, Karen (2009): Hygge Factory – En nytænkning af børnekulturelle formidlingsstrategier.

Danmarks Biblioteksskole [Det Informationsvidenskabelige Akademi]. Tilgængelig online 21-11-

2014 på: http://pure.iva.dk/files/30772969/D_Hygge_Factory.pdf

Siercke, Karen (2012): I grimme tider er skønhed den eneste sande protest. Børnekulturens

Netværk. Tilgængelig online 21-1-2014 på:

http://www.boernekultur.dk/fileadmin/user_upload/billeder_og_pdf/Om_boernekulturens_netvaerk/

Ungekultur/Modelforsoeg/Hyggefactory_Kronik.pdf

Siercke, Karen og Ellebæk Sivertsen, Marie (2012): Ordskælv! – Evalueringsrapport 2012.

Tilgængelig online 17-01-2014 på: http://www.edvardp.dk/rapporter/hyggefactory2011.pdf

81

http://www.edvardp.dk/rapporter/hyggefactory2011.pdf

http://www.boernekultur.dk/fileadmin/user_upload/billeder_og_pdf/Om_boernekulturens_netvaerk/Ungekultur/Modelforsoeg/Hyggefactory_Kronik.pdf

http://www.boernekultur.dk/fileadmin/user_upload/billeder_og_pdf/Om_boernekulturens_netvaerk/Ungekultur/Modelforsoeg/Hyggefactory_Kronik.pdf

http://pure.iva.dk/files/30772969/D_Hygge_Factory.pdf

http://pure.iva.dk/da/studentthesis/demoteket-et-undergrundsbibliotek-i-biblioteket(4b1730ce-a507-4050-87e1-a6a70aa738a0).html

http://pure.iva.dk/da/studentthesis/demoteket-et-undergrundsbibliotek-i-biblioteket(4b1730ce-a507-4050-87e1-a6a70aa738a0).html

https://www.dropbox.com/s/kq7s437f2udif8w/ftv310.pdf?dl=0

Ordskælv!



Siercke, Karen og Jørgensen, Luise (2010) (red.): 2200 N - orakler, shawarmaer og bristede

fordomme. Hygge Factory.

Siercke, Karen og Jørgensen, Luise (2012) (red.): Det ser sort ud – men det er det ikke!. Hygge

Factory.

Skot-Hansen, Dorte (2006): Biblioteket i kulturpolitikken – Mellem instrumentel og ekspressiv

logik. I: Leif Emerik, Casper Hvenegaard Rasmussen og Dorte Skot-Hansen (red.): Folkebiblioteket

som forvandlingsrum. Danmarks Biblioteksforening.

Skot-Hansen, Dorte (2008): Museerne i den danske oplevelsesøkonomi – Når oplysning bliver til en

oplevelse. Imagine.

Skyggebjerg, Anna Karlskov (2014): Literacy, læring og åben skole – En mulighed for den åbne

skole. Forfatterværksteder for børn og unge. Oplæg på skolekonferencen ’Forskning i folkeskole i

forandring’, 19-08-2014. Powerpoint tilgængelig online 25-01-2015 på:

http://konferencer.au.dk/fileadmin/konferencer/Skolekonference/Anna_K._Skyggebjerg.pdf

Styrelsen for Bibliotek og Medier (2010): Folkebibliotekerne i vidensamfundet – Rapport fra

Udvalget om folkebibliotekerne i vidensamfundet. [Kulturstyrelsen] Tilgængelig online 24-11-2014

på: http://www.kulturstyrelsen.dk/fileadmin/publikationer/rapporter_oevrige/

folkebib_i_vidensamfundet/pdf/Folkebib__i_videnssamf.pdf

Wackerhausen, Steen (2008): Vidensamfundet og dets fordringer – Nogle essayistiske

kommentarer. Slagmark, nr. 52.

Zahid, Jawad Ahmad (2011): Om et forfatterbesøg. Hygge Factory.org. Tilgængelig online 06-02-

2014 på: http://hyggefactory.org/jawads-klumme-om-et-forfatterbesog/

Ziehe, Thomas (2007): Øer af intensitet i et hav af rutine – Nye tekster om ungdom, skole og kultur.

Forlaget Politisk Revy.

82

http://hyggefactory.org/jawads-klumme-om-et-forfatterbesog/

http://www.kulturstyrelsen.dk/fileadmin/publikationer/rapporter_oevrige/folkebib_i_vidensamfundet/pdf/Folkebib__i_videnssamf.pdf

http://www.kulturstyrelsen.dk/fileadmin/publikationer/rapporter_oevrige/folkebib_i_vidensamfundet/pdf/Folkebib__i_videnssamf.pdf

http://konferencer.au.dk/fileadmin/konferencer/Skolekonference/Anna_K._Skyggebjerg.pdf

Ordskælv!



Bilag

Bilag 1: Interview med Karen Siercke i Hygge Factory, november 2012

Interviewer: Hvad er dine ambitioner og visioner med Hygge Factory?

Karen: Nu har det jo udviklet sig meget undervejs, men det er det her med at give unge en mulighed

for at tage udgangspunkt i deres egen personlige oplevelser og skabe et konkret produkt – og give

dem alle de værktøjer, alle de ting, alt det netværk og alt det, der ligesom sådan kan løfte… løfte

deres stemme op og give dem den der succesfølelse – sådan: ’Wow – det her har jeg lavet!”. Jeg var

også meget interesseret i at få brudt den her institutions-boble-verden. Da jeg startede her i Hygge

Factory, var det jo fordi jeg havde været i San Francisco et halvt år forinden, hvor jeg var ovre og

skrive speciale. Og så syntes jeg nemlig, at det der virkede rigtig godt var det her med, at man som

ung fik en stemme i noget, som ikke bare blev hørt af lærere og pædagoger, men af den der famøse

virkelighed, som man ikke helt ved, hvad er... Jeg synes nemlig, at det er en tendens til, at børn og

unge bliver pakket ind i institutioner, og så syntes jeg det var rigtig sjovt det der med at pakke dem

ud.

Interviewer: Den der top-down kommunikation…

Karen: Ja, nemlig. Give dem en megafon og se hvad der skete. Og så på samme tid sørge for at

deres stemme blev til noget. Altså så det ikke bare lignede et eller andet, vi har foldet i formning.

Altså at produktet blev så stærkt, at de… man ikke blev interesseret i det, fordi det er noget børn og

unge har lavet – så skal vi være søde ved dem. Så det var noget, der kunne sparke og sprælle i sig

selv. Altså hvor værket kan noget. Og gøre det så lækkert og kombinere det her unge og uprøvede

og sprælske, hele den her rå teenageenergi – og den her utålmodighed, der er i teenagere – med det

erfarne, det prøvede, kunstnere, som er super dygtige og kan en hel masse. Få dem [unge og

kunstnere] til at arbejde sammen skulder mod skulder og se hvad der sker af krydsbestøvninger. Det

er vildt sjovt at se, hvad det bliver til. Der er noget af det, man kan forberede og forudse, og så er

der rigtig meget, der er gaver undervejs. Så det er også det her med at have en klar plan og samtidig

ikke have den for klar. Ved begge de to Ordskælv jeg har lavet, har jeg haft meget fokus på at

lave… altså ikke tænke ud af boksen, men mere give dem [deltagerne] boksen – altså give dem

nogle rammer og benspænd indenfor de her rammer: ’Det her tomrum er jeres, og I kan fylde dem

83

Ordskælv!



med hvad I vil’, men også det her med, at det bliver samlet og ’det bliver til noget mere end jer,

fordi I har de her mange stemmer, der går sammen om at skabe det her fælles værk.’

Interviewer: Tror du så, de unge, der har deltaget, har følt, at de har været en del af noget større?

Karen: Det tror jeg helt bestemt. Jeg er ikke sikker på, at de selv umiddelbart… Det starter meget

med – og det tror jeg er noget af det, der gør, at de er en succes, de her projekter – det er, at de giver

plads til det unikke og det personlige – at man kan komme med lige netop det man har og det man

vil. Men det er helt sikkert også det med at få en bog i hånden – 270 sider. Det er der, det løfter sig,

når de får det her værk tilbage og tænker ’Wow! Var dét det, jeg lavede?’ Der er den her mudrede

proces bagved, hvor de skriver og skriver og skriver, og vi gør rigtig meget ud af, at der sker noget

på hver workshop. Jeg tror også, det er det, der tænder dem. Vi starter overhovedet ikke med ’hvad

har de unge lyst til’, vi har nogle helt klare benspænd fra start, og så giver vi dem en masse

værktøjer undervejs, hvor de så møder forfattere og redaktører, så jeg tror, at det bliver klart for

dem, at det her er meget større, end hvad de lige troede. Der var en af de unge fra det første

Ordskælv, der sagde: ’I starten – hvad skal jeg med Ordskælv?’ og så var der en udvikling til ’Yes,

jeg skal til Ordskælv!’ hvor de lærer at bruge de frivillige og deres kompetencer. Det der med, at

der er nogen der øser så meget opmærksom på lige netop der, hvor de [unge] er i processen. Det er

vildt fedt at få den feedback. Det ville jeg også gerne.

Interviewer: Er det kunstnerne eller de frivillige, der giver feedback?

Karen: Det er lidt begge dele. De frivillige er der hver gang. De er nærmest de unges assistenter.

Hele vejen igennem fra idé til færdig udgivelse. Og så er det så, at kunstnerne og instruktørerne de

kommer og har en workshop hver, hvor de kommer med forskellige værktøjer. Hvis det er

redaktører, har de læst de unges kladder og giver dem feedback ud fra deres vinkel som redaktør,

hvor de siger: ’vi synes, du skal hive det her frem’. De går ind i teksten. Det er børn og unge ikke

så… Der er så meget, der er pakket ind i pædagogiske vendinger, og her er fokus på værket, at vi

laver et kunstprodukt. Og det er også det, de [unge] får feedback på og ikke deres proces. De møder

nogle fagpersoner, der giver dem alt, hvad de lige har af fagværktøjer, men det er slet ikke på nogen

X-Factor-måde. Det er et lukket, intimt rum, det er det, vi bygger op. Det er trygge rammer – her

må man alt, her må man prøve nogle ting ad og så finder vi ud af undervejs, hvad der duer. Så det er

84

Ordskælv!



både de unges helt egne unikke stemme og et netværk af frivillige og kunstnere, der går ind og

hjælper dem hver især.

Interviewer: Beth har fortalt, at du udtalte, da du kom hjem fra USA, at nu ville du revolutionere

kulturformidlingen i Danmark. Kan du uddybe, hvad det er for en slags formidling, du mener, der er

behov for?

Karen: Det er det der med at tage unge seriøst som kulturskabere og give dem nogle ordentlige

værktøjer og ordentlige rammer og et reelt publikum. Det er det her med at kunne lave noget, man

er rigtig, rigtig stolt af og ikke kun viser til sine forældre, en onkel og til en skolerevy, men at man

løfter det op til noget, der brager igennem. I verden. Eller måske bare i Danmark. Men på et lidt

større niveau. Vi tror på i Hygge Factory, at hvis man giver unge nogle reelle udfordringer og et

reelt publikum, så er det, at de vokser og udfolder deres potentiale. Der sker bare et eller andet, når

man tror på, at det er noget, der kommer til at løbe rundt ude i verden helt af sig selv og har ens

navn på.

Interviewer: Det er i hvert fald ikke så mærkeligt, at de engagerer sig, fordi de bliver taget alvorligt.

Karen: Ja, lige præcis. Det er også den måde, vi får afstemt en form for forventning. Vi giver dem

[de unge] rigtig meget, men vi forventer også rigtig meget af dem, og det tror jeg, at de rigtig godt

kan lide. Det er slet ikke på en militær-agtig måde – sådan ’Nu skal I!’…

Interviewer: I tager dem seriøst…

Interviewer: I tror på, at de kan noget…

Karen: Ja, men jeg tror, det kommer ret meget bag på dem. Da jeg fik bogen, kom jeg den i

konvolutter og skrev på ’Forfatter’ og deres navn på dem. Mange af dem [de unge] sådan været

sådan helt ’Wow - jeg er forfatter…’, da de så dem. Og det er de jo.

Interviewer: Ja.

Karen: Jeg tror, det er ret sjovt for dem at blive taget så seriøst. Det der med at få en titel. De små

ting, der sker.

Interviewer: Hvorfor tror du, det er vigtigt at få børn til at deltage i kulturprojekter?

85

Ordskælv!



Karen: Jeg tror, det er rigtig vigtigt at få deres stemme med i samfundet. Jeg synes, de forsvinder i

høj grad. De har nemlig naturligt nok et andet perspektiv på nogle ting, og de har en umiddelbarhed

og en ærlighed, som jeg synes, der mangler. Også en sårbarhed fordi de ikke er blevet skolet i… der

kommer nogle ord ind, jo ældre man bliver, og man lærer at tale om nogle ting på en bestemt måde.

De [unge] er filterløse, og jeg tror, det er sundt for alle at få den her filterløse, umiddelbare gejst:

’Jeg vil gerne fortælle den her historie, og det her er min historie og nu er den også din’, og det

smitter bare, tror jeg.

Interviewer: De pakker ikke tingene ind, fortæller meget ærligt om tingene?

Karen: Ja, jeg tror også, det er det, der gør, at de kan ramme så mange. Vi tænker heller ikke i

målgrupper. Det er jo helt forkert, hvis man vil lave noget marketingsagtigt, men vi tror på, at hvis

vi rammer stort, så rammer vi rigtigt. Så det er meget der med at få det bedste ud [frem?] i dem og

så tror vi på, at den rammer.

Interviewer: Altså rammer bredt?

Karen: Ja, eller at det rammer plet, tror jeg egentlig. Det er det der med, at vi kan genkende

hinanden som mennesker, og det er meget det, vi har fokus på. Så det er meget upræcentiøst. Alle

kommer med det, de er og bruger sig selv. Nogle af de frivillige er journalister og forfattere, andre

har ’bare’ har lyst til at være med i projektet, og vi tror på, at alle kan… At den gode historie er

noget, der ligger på alles printplade på en eller anden måde. Man kan mærke, når den er der.

Interviewer: Så man skal ikke have nogle bestemte forudsætninger for at være frivillig?

Karen: Nej. Det gælder heller ikke de unge. På det første projekt, der gik vi rundt på skoler og

sagde: ’Hvem har lyst til at være forfatter?’ Det var på Nørrebro, hvor det hele lød som en

krigszone på det tidspunkt. Jeg boede i San Francisco lige, da det startede, og jeg havde lejet min

lejlighed ud til to italienere, som skrev til mig: ’Der var nogen, der skød i gaden i går, der er

skudhuller i frisøren’. Jeg boede i Jægersborggade, og jeg tænkte bare ’What!? Det kan ikke passe’,

men det var så rigtigt nok. Og så var det lidt ’sjovt’ at følge med i medierne fra San Francisco. Og

der virkede det virkelig sindssygt, og det var det jo også på nogle måder, men jeg tænkte, at det

kunne være interessant at få et mere nuanceret billede fra de unge, der bor der og kalder det deres

hjem – hvordan ser de det? Og det var altså meget en tanke om at gå ud og spørge, om de ville være

86

Ordskælv!



forfattere. Men på det andet projekt var der en lidt anden tilgang. Det var unge der havde mistet en

mor eller far og en mere personlig historie, og det var også en anden drivkraft. Det blev meget mere

personligt og meget mere nært, fordi det stak det lag dybere. Alle har fået gjort deres historier til

deres, synes jeg.

Interviewer: Du skriver i din artikel, at det er børn og unge ramt af livskriser. Det var vel heller ikke

gældende på det første projekt?

Karen: Nej, det er også det der med, at man finder ud af tingene undervejs. Den første [Ordskælv]

var også det der med ikke at få en stempling – det var det, vi godt ville ruske ved. Men altså, det er

både det med livskriser, men også med tabuer og få nogle nuancer frem. Det behøver slet heller

ikke at være så stort og dramatisk som det at have mistet en mor eller far. Men det der med at have

nogle unge, der på en eller anden måde bliver ’singled out’, de bliver kategoriseret på en måde, og

alle har en idé om, hvad det er for en slags unge, og de ender bare i statistikker uden tekstur. Så det

er det med at få kategorierne til at fortælle deres egne historier og så se, at der kommer en vifte af

forskellighed.

Interviewer: Hvad oplever du, at unge får ud af at deltage i Ordskælv?

Karen: Empowerment. Man kan mærke, at de vokser rigtigt meget i løbet af projektet. Og til sidst er

de fire meter høje, når de står med det færdige produkt i hånden. De får noget socialt ud af det og

nogle faglige kompetencer, men det er kun fordi, det slet ikke er det, vi har fokus på. Og det er en

rigtig vigtig pointe at have med, og det er måske også det, der er lidt revolutionerende, nemlig at vi

vender alting lidt på hovedet. Det er sikkert noget, jeg har lært af Beth, som sikkert også lå der lidt i

forvejen – den der lyst til at gøre det og gøre det fordi vi kan. Den der ekspressivitet – vi har noget

lige nu og her, vi gerne vil folde ud. I de store projekter er der, hvor vi tager unge, der er ramt af en

eller anden livskrise, men vi laver også workshops for helt normale unge. Jeg ved ikke rigtig, hvem

der er normal, men vi har Hygge Factorys projektmodel, som er, at vi går fra idé til udgivelse af et

færdigt produkt, og så har vi så lavet et samarbejde med 12 biblioteker, hvor vi så tager på turné

efterfølgende, hvor vi har en formidlingsmodel der går ud på, at unge formidler kunst og kultur

skabt af unge til andre unge. Det er det nye led, der kommer ind. Fordi vi gerne vil have det der med

at gå helt i dybden med noget og finde plads til fordybelse, som er noget af det, der virkelig mangler

87

Ordskælv!



i verden generelt, tænker jeg. Og når den er fundet, og der har været ro omkring den proces, så dele

det med mange andre. Det er den kobling, vi prøver at lave.

Interviewer: Samarbejdet med bibliotekerne foregik i forbindelse med at den seneste bog udkom?

Og der blev lavet små videoer?

Karen: Ja, alle de unge forfattere var inde og indspille lydbidder af deres essays i et studie, og når vi

har været ude og lave workshops, så får andre unge så de lydbidder og skal så tage udgangspunkt i

bogen og de lydbidder og formidle bogens budskaber og vælge, hvad de synes, der er vigtigt. Det er

en rigtig god måde at få dem… altså hele den empatideling og forståelse af noget, der er så svært at

tale om, og man har noget konkret at gå ud fra. Også fordi vi har oplevet, at der så er mange, der

tumler med et eller andet. Der har én, der har en mor, der har kræft fx, og det giver også klassen

mulighed for at tale om det, der sker. Det synes vi er rigtig heldigt.

Interviewer: Hvordan vælger I deltagere? Sker der fravalg?

Karen: Vores filosofi er, at hvis man har lyst til at være med, så kan man være med. Selvfølgelig har

der været et naturligt fravalgt ved sidste projekt – hvis du ikke havde en mor eller far, der var død,

så kunne du ikke være med. På den måde var det en noget lukket klub, men inden for den ramme vi

opsætter eller den fokusgruppe vi, der kommer man bare, som man er. Det er de frivillige, der er

hele hemmeligheden bag, at vi kan få det til at lade sig gøre, fordi der er den mandsopdækning. Der

er altid nogen, man kan spørge, som har fokus på, hvor man er og hjælpe med det, der er svært og

støtte med det, der er brug for undervejs.

Interviewer: Hvordan foregår det med de frivillige? Du snakkede om en-til-en.

Karen: Ja, vi mødes alle sammen der, hvor vi har workshop, og så er der en helt naturlig proces,

hvor de starter med idégenerering og udarbejdelse af de første skitser, og der sidder de så og

arbejder sammen med de frivillige. Og så undervejs udvikler det sig bare, der sker en redigering og

på et tidspunkt er der en første kladde, der skal være færdig, og så sender de [unge] den til

kladderedaktionen, som også er en gruppe af frivillige, som har det der ydre blik og giver dem

feedback på deres tekster. Og så kommer kladderne så tilbage til de unge, og så arbejder de så

sammen med de frivillige på at fordøje den her kritik, hvor der er noget der er uklart og gør hele

kritikken spiselig og se, om man er enige eller ikke enige. Vi gør meget ud af, at det er de unge, der

88

Ordskælv!



styrer. Det er dem, der kender deres historier, og det er dem, der skal styre den proces – sige ja eller

nej. Der er mange, der bevæger sig undervejs og så får man kritik og tænker ’Nej, det er fandeme

løgn det der’ og så går der lidt tid og så ’Nårh ja, nu kan jeg måske godt se det’. De fordøjer

kritikken undervejs. Det foregår på den måde, at de sidder med en frivillig. Det er et uformelt rum.

Det er ikke sådan skole-agtigt. Det gør vi også rigtig meget ud af. Nogle gange er man rigtig

koncentreret og nogle gange har man brug for at pludre med de andre, der er med og spise noget

brød osv. Der er rum til de forskellige ting. Men vi involverer dem også meget i processen, så de

har et overblik over, hvor er vi henne lige nu, hvad er fokus og hvor er vores næste deadline. Der er

delmål.

Interviewer: Det er meget godt med det navn – Hygge Factory. Man hygger sig og får skabt noget.

Karen: Det er lige præcis det, der er hele pointen: At man har det rart og samtidig bliver det til

noget. Det er ikke ren hygge og heller ikke ren factory. Der skulle gerne være den der balance.

Interviewer: Har du oplevet negativ respons på dine projekter?

Karen: Jeg har helt sikkert prøvet at få afslag fra fonde, men ellers – nej det har jeg faktisk ikke. Og

det er også på den måde, jeg finder ud af, at hvis ideen er god nok, så hopper den ind i hovederne på

andre og vokser der, for det er det, den skal kunne. Hvis der er ingen, der kan mærke, hvorfor vi

skal gøre det her, så er det helt dødt. Så det er også den måde projektet bliver testet på. Hvis ideen

er god nok, så kommer der den her lavineeffekt.

Interviewer: Grunden til at vi spørger om respons er, at du skriver i din artikel, at pointen med dine

første projekter er blevet en smule misforstået.

Karen: Ja, det vigtige ved vores projekter er, at vi har så meget fokus på det skabende og

kunstelementet. Men der er tusind mennesker, der kan se noget, der giver mening for dem, og de må

gerne se det som integration eller se det som sorgbearbejdelse, men det er bare ikke det, der er vores

fokus. Hvis man ikke forstår det, så misser man rigtig meget pointen med, hvorfor det er, det lykkes

og duer. For man har jo ikke selv den definition af sig selv som socialt udsat. Jeg har aldrig hørt

nogen omtale sig selv på den måde i hvert fald. Jeg er helt med på, at det ser sådan ud i statistikker

og at man italesætter det sådan i fond-sprog, men det er meget vigtigt, når projektet kører, at så er

89

Ordskælv!



det mennesker, der får lov at boble frem med det, de er. Jeg tror ikke, jeg har fået negativ respons,

men jeg har helt sikkert prøvet, at det er blevet misforstået.

Interviewer: Og ikke er blevet taget seriøst?

Karen: Der er en tendens til at tænke børn og unge som noget ufærdigt og useriøst, bare spas og

ballade-agtigt. Der er jo også det der med at kombinere det sjove og det alvorlige. Vi prøver at få

forenet kontraster i Hygge Factory. Døden og livet og alle de ting, der er derimellem. Det er svært

nogle gange, men det er også det, der gør det sjovt og spændende, når det lykkes. Det er rigtig

vigtigt ikke at være bange for fiaskoer. Jeg tror også, det er det, der gør, at det lever som

kulturprojekt. Jeg tror også, det er det, der er med børne og unge-projekter, at det skal være så

planlagt – nu ved vi, at der er dækning og fondsmidler. Der er meget ’piv’ i børnekulturverdenen.

Man kan miste fokus på, hvad der er drivkraften i det her. Der har helt sikkert også været noget

’piv’ hos mig, for det er svært, når man ikke får de penge, man har brug for, og man tænker: ’Jeg

laver bare så meget – giv os nu bare nogle penge, så man bare kan få en eller anden løn’. Men det er

virkelig vigtigt, at man holder det der ’piv’ udenfor, når man er sammen med de unge og ikke fører

dem ind i alt det proces-halløj, der er omme bag scenen.

Interviewer: Er der noget, du oplever kunne blive bedre i fremtiden?

Karen: Ork ja! Det kunne der helt sikkert. Jeg synes, der er rigtig meget potentiale i Hygge Factory,

men der er brug for flere kræfter i Hygge Factory, og det er vildt svært, når man ikke har nogen

penge. Det kan blive lidt flaskehals – hvor jeg har rigtig meget viden, som jeg skal dele, og jeg

føler, at jeg bare går og snakker, og folk har jo arbejde ved siden et, nogle andre liv, og det skal alle

jo have. Udfordringen er på et organisatorisk plan, synes jeg, der kunne det udvikle sig rigtig meget.

Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle ende i en lederstilling, og man tænker: ’Shit! Jeg skulle have

gået på CBS – hvordan gør man det her?’, men så er det, at det er rigtig godt at arbejde sammen

med nogle andre. Det er tit det, der er det allerbedste. Nu har vi så lige fået et kontor, men det har

været hårdt ikke at have et sted at være, men det har også været rigtig godt, fordi det har skubbet os

ud i en masse samarbejder, der gør, at man får kendskab til fx biblioteksverdenen, Børn og Ung i

sorg og foreninger. Man sidder ikke i det der rum, man har shinet helt op og så er der dødt, fordi der

ikke er noget liv. Vi har gjort det omvendt og skabt en masse liv, og så kan vi ligesom gå den anden

90

Ordskælv!



vej og skabe et hus til sidst, hvor så forhåbentlig kan være alle sammen. Men her hvor vi sidder nu

har der ikke været nogen unge endnu. Det er kun mig, der sidder i min lille hule.

Interviewer: Jeg har kigget i dit speciale, og der fortalte du om en drøm om, at Hygge factory skulle

være et køkken.

Karen: Ah ja ja! Det er, fordi jeg elsker mad, og det har jeg faktisk stadig en lille smule en drøm

om. Det er lidt sjovt, når man øser ud af det, man har tænkt. Så kan man tænke: ’Ah, det var så det,

jeg sagde i 3. klasse’. Jeg har lige været i New York og tænkt på, at det kunne være rigtig fedt at

lave det her sted til workshop-lokale og event-rum. Der er rigtig meget potentiale i det her sted, og

det jeg godt gad på sigt var, at alle de workshops vi laver nu, at vi kunne tilbyde dem som kortere

forløb til skoleklasser, unge generelt, som kunne komme herhen, og vi så havde alle faciliteterne.

Alt det man skal have for at lave en bog, en film eller radio eller en plade, og så gad jeg også godt,

at man havde alt det, der skal til for at lave tærter, der dufter. Et sted hvor man laver ting og mødes

om et eller andet. Og så gad jeg faktisk også godt, at der kom workshops for voksne, for det er også

noget, jeg synes der mangler. Den der ekspressivitet for voksne.

Interviewer: Sjovt du siger det. Det var også et af vores spørgsmål.

Karen: Ja. Det jeg også godt gad var at tænke i, hvordan får jeg flere kræfter i forhold til at lave et

produktionshus og så tilbyde kreative iværksættere, at det kunne få en kontorplads mod at de havde

en workshop om ugen eller noget i den stil. Gratis husleje. Og så få det der netværk. De har et

arbejde og arbejder med virkeligheden, og så har de også det her, hvor man kan kombinere ildsjæle

med noget virkelighed. Det er meget få, der kan få det til at lykkes. Der er rigtig mange, der gerne

vil have den meningsgivende del også, men hvor man ikke vil brænde ud. Det er lidt det, der er den

store kunst.

Interviewer: Så kan de gøre det lidt på deltid.

Karen: Ja, og det er jo også det, jeg håber på, at jeg kan en dag, en lige nu er det godt nok fuldtid.

Jeg er meget bevidst om, at man skal passe på sig selv. Først der troede jeg, at der nok ikke kom

flere ideer, men nu er der alt for mange ideer. Nu har jeg luret, at der kommer ret mange af dem, så

det er også noget med at parkere nogle af dem og finde ro og fordybelse i de virkelig gode af dem.

Interviewer: Vi kunne godt tænke os at høre mere om de næste projekter – Vinyl! og Arkitektur!.

91

Ordskælv!



Karen: Ja, det kan jeg godt forstå. Det [auktionen] her i torsdags var kulminationen på Ordskælv! og

kickstart på Vinyl!. Vinyl! er på baby-stadiet lige nu. Den måde det fungerer på er, at vi har de der

tre søm hamret i væggen, som er de tre projekter, vi laver under Børnekulturens Netværk, og det har

været litteratur med Ordskælv!, og så musik og film næste gang med Vinyl! og så er det arkitektur

og design. Det er de overordnede kategorier. Lige nu er tanken, at Vinyl! resulterer i en

pladeudgivelse. Lige nu er det tanken, at det skal være unge i asyl, der dels skal bygge deres egne

instrumenter og så skal de skrive sangtekster – det er lidt Ordskælvs-agtigt. Det jeg meget fokuserer

på er, at det ikke skal blive musikskole-agtigt. De kunstnere og musikere der kommer ind, skal ikke

undervise i at lave musik. Der skal være plads til ekspressiviteten og til at man ikke helt ved, hvad

det er, man gør. De får en workshop i at bygge instrumenter. Jeg kender en instrumentbygger, hvor

det er noget med at lodde kolber, sådan lidt sciencelab-agtigt, hvor du kan bygge dit eget

instrument, der både visuelt og lydmæssigt er helt unikt. Og så kombinere det med

historiefortælling, der kan blive til noget sangtekst og så give det videre til nogle udvalgte musikere,

der kan tage de her ting som inspiration og videreudvikle på de her dele, de unge har skabt, og så

tilføje det en form for skabelon eller skitse. Og så tilbage til de unge, og så arbejder kunstnerne og

de unge sammen om at øve og indspille og lave et fælles værk ud fra de ting de kommer med hver

især. Alle får ro til at gøre det, de skal. Jeg tror, at det er det, der nogle gange går galt, når man

starter et samarbejde for hurtigt, hvor der ikke har været tid til at fordøje indtryk, og så sidder man

og glor på hinanden, og så har man ikke noget at komme med. Det er tusind gange nemmere, at man

har noget konkret at samarbejde ud fra. Og så skal det blive til en plade. Det er planen. Lige nu er

jeg også i gang med at snakke med 826, som jeg har været i praktik hos der i 2008. De har otte

forskellige 826 afdelinger, og så tænker jeg, at der da må være nogle af dem der kan lave en sang

eller et nummer, og så laver vi en plade, hvor de får en side og vi får en side. Det er det, der er

ideen, og så sker der en masse undervejs. Fx ved jeg ikke, om der skal være et tema eller ej, og der

er nogle unge, der har tilmeldt sig via ungdomsskolen. De er helt normale unge, som jeg ikke ved,

hvem er. Der er bare de her fem navne, og så er tanken så at kombinere det med unge i asyl. Så der

er masser af udfordringer, og jeg ved ikke rigtigt, hvad det bliver til, men jeg ved, at det bliver til en

plade.

Interviewer: Hvordan vil du gøre med unge, der ikke kan spille på instrumenter, så det ikke bliver

noget kattejammer?

92

Ordskælv!



Karen: Det er derfor, de skal arbejde sammen med kunstnere, for det skal nemlig ikke være sådan,

at der er nogle unge, der har lavet noget kattejammer, og så er der ingen, der gider høre på det. Men

i stedet får nogen der har kunstnerinspiration, hvor der også er plads til det der spræl, men hvor man

kan sige ’ den der maskine er skide god til det der’ og ’du synger godt’, hvor man kan være åben

for, at alle har noget i sig. Eller det tror jeg bare på. At alle kan bruge sig selv til at lave noget

musik. Rasle med en avis. Vi arbejder meget på, at man kan skalere det ned eller op, og hvis der er

den der ærlighed i udtrykket, så er det også værd at høre på. Det skulle gerne være noget, der både

kan kombinere det her med at fortælle en historie, at der er det lag i det, men også noget uden ar

vide eller kende historie bare synes er sjovt – der er et eller andet i det her.

Interviewer: Har du kontakt til nogen asylbørn på nuværende tidspunkt?

Karen: Jeg arbejder meget omvendt af andre. Den måde det starter på er noget med at have en

vision eller et koncept, og når jeg ved, at det holder eller er så formet, at jeg kan gå ud til nogen og

ret klart sige, hvad det er, der kommer til at ske, så er det, at jeg tager kontakt til dem. Lige nu har

jeg kontakt til nogen, der har kontakt til nogen. Jeg har nogle kontaktpersoner, men jeg har ikke

kontakt til dem, asylbørnene, de unge. Dem har jeg ikke kontakt til endnu. Det giver mig

arbejdsrum ikke at have de unge endnu. Når man er yngre, så er man sådan ’hvor lang tid kan det

tage? Kan vi komme i gang?’ Det er jo røvsygt, hvis de ved i 2012, at der kommer det her projekt,

men så går de bare og venter og bliver utålmodige og så får de noget at vide og så noget andet. Så

det er også det med at være modig nok og holde den hen og bare tro på, at der kommer nogen, når

det starter. Så det håber jeg og tror på.

Interviewer: Det er jo gået meget godt indtil videre…

Karen: Ja, det er jo det. Vi er blevet mere og mere dumdristige.

Interviewer: Men det er vel også nemmere at sælge ideen, hvis…

Karen: Ja, det tror jeg også, men der er helt sikkert også en udfordring at lave musik – jeg kan

overhovedet ikke lave noget musik selv, så det er vildt godt at teste det på mig. Hvis jeg har det

sjovt og kan finde ud af at lave de der ting, så tror jeg, at det holder. Det er det eneste

måleinstrument, jeg har, om jeg kan mærke, om det her fungerer. Det er også det med et helt nyt

netværk og helt nye unge, men det er også det, der giver det dynamik og gør, at det stadig er sjovt

93

Ordskælv!



for mig at lave det. Jeg gider godt lave flere bøger, men er også fedt at prøve noget andet af. Og

med arkitektur og design er det tanken, at det er det er hele det her sted, der kunne blive brugt.

Interviewer: Vi sad også og tænkte på, hvordan ville I bygge et helt hus. Helt fra bunden…

Karen: Ja, det er den her station, vi tænker kunne blive omtransformeret til noget, men der er også

rigtig mange, jeg skal snakke med, så lige nu er det ren storhedsvanvid og indbildningskraft, og så

må vi se, hvad der bliver til noget.

Interviewer: Kan I hjælpe unge, der har deltaget i projekterne med at videreudvikle deres evner,

hvis de finder ud af, at de gerne vil være forfattere?

Karen: Ja, lidt. Vi giver dem et netværk, som de får ved at være i projektet, og der er da nogle af de

unge, der har sendt mig noget, hvor jeg har sendt det videre eller hvor de er blevet hooked op med

nogen indenfor projektet. Det er ikke på nogen systematisk måde, at vi gør noget og opfordrer til

det. Vi har dem i den tid de er der, indtil de får bogudgivelsen, og så er det så deres egen drivkraft

og passion, der gør, at de tror på, ligesom mig, at der er noget her, at en eller anden kan hjælpe mig

videre med det her, og så ringer de så og laver aftaler og laver egne møder og arbejder selvstændigt.

De ved godt, hvad det er, de går efter. Vi kan hjælpe dem med at få den der smag for succes og for,

hvad det er, der skal lykkes og hvad det er for nogle trin og værktøjer de har brug for undervejs.

Det, vi gør, er, at vi laver det her rum og snitter den her tid i verden, som ellers ikke er der, og der er

noget socialt i det, at man mødes med andre, der laver det samme. Når det fungerer, så er det bare

rigtig fedt at være i den der individuelle og fælles proces. Der er mange, der savner det, når det er

slut.

Interviewer: Det var også mere, om I kunne give dem nogle foldere – ’her kan I få

skriveundervisning, her er den her forfatterskole’.

Karen: Ja, det gør vi nemlig ikke. Det, det hele gælder om, er møder med mennesker, og det er der,

hvor der sker et eller andet. De får heller ingen lektier for. Det handler bare om at møde op og så er

det, der sker i løbet af en aften. Der er så nogle, der tager det med hjem, ikke kan lade være, det er

også helt okay. Men vi har ikke haft noget med forfatterskole-teknik-guide i nogen retning. Det har

vi ikke nok indsigt i.

Interviewer: Er det dig helt alene, der står for projekterne?

94

Ordskælv!



Karen: Ja, det er mig helt alene. Jeg har haft mange ind over, men det er mig, der styrer det. Det er

også noget, jeg tænker på at skulle arbejde på, hvordan man kan lave en organisationsform, der dur,

der gør at det kan være småt og så vokse sig stort. Hver gang vi laver et nyt projekt, så er det en helt

ny start-up, et helt nyt netværk, nogle helt nye mennesker der er med, men hvor der er nogle roller,

der altid skal være der. Så jeg mangler rigtig meget en projekt- og frivilligkoordinator, for der går

rigtig meget tid på at være i dialog med forskellige mennesker. Det er en af de udfordringer jeg er

ved at finde ud af, hvordan kan løses, og der kommer mere og mere viden. Jeg gad godt skrive en

bog om Ordskælv!, men det kan I så gøre! Det der med at få kogt al den viden, der er i projekterne,

ned til noget, man har lyst til at bladre i, lære af og opleve med. Der er rigtig mange muligheder for

at udfolde noget større, men der mangler en eller anden millionær.

Interviewer: Var du egentlig tilfreds med de penge, der blev samlet ind i torsdags?

Karen: Ja! Jeg synes, det var rigtig godt og en helt vild sjov aften. Jeg har aldrig været til auktion

før. Det fungerer rigtig godt, når der bare er den der varme og folk, der er glade og så når der

kommer penge ind. Jeg tror, det var den første fundraiser, vi har lavet, hvor der rent faktisk kom

noget fundraising. Vi har holdt fester før, men det er bare mega meget arbejde og så ’jaaa, 2000

kr…’. Så det har helt sikkert være en øjenåbner for, hvordan man ellers kan gøre det, og det giver

rigtig god mening at nå ud i et andet netværk end vi ellers normalt har.

Interviewere: Vi synes også det var sjovt at være med. Og hun var meget underholdende, hende

der…

Karen: Hun var bare helt vild god, synes jeg. Alexa Bruun Rasmussen. Hun var den helt perfekte

blanding af professionalisme og charme og varme. Det er vildt fedt at få de her partnere, der løfter

noget, man selv slet ikke aner noget om, og så bliver det bedre.

Interviewer: Vi må indrømme, at vi ikke helt forstod installationen til auktionen. Vi kunne ikke få

høretelefonerne til at virke…

Karen: Nej, det var fordi den var blevet sat forkert op. Det er den installation, der rejser rundt på

bibliotekerne. Jeg så senere på aftenen, at den der afsender med ipads og lyden slet ikke var sat til.

Der var rigtig mange ting, der skulle koordineres. Man gør det så godt man kan – forsøger at være

så tjekket som overhovedet muligt og når man er afhængig af frivillig arbejdskraft, så er der bare

95

Ordskælv!



nogle informationer, der glider igennem fingrene. Det er noget af det, hvor jeg tænker, at det kunne

være rigtig fedt at få en manual, der gør, at man kan folde et eller andet ud og folk ved, hvad de skal

gøre uden at man skal sige alting og blive helt tør i munden.

[Der bliver talt lidt mere om installationen – at man skulle kunne høre lydbidder af forfatternes

essays, når det ellers virker. Karen siger, at man lærer at sige pyt til den slags fejl. Og så var der

muligvis nogen, der skrev beskeder derinde i løbet af aftenen]

Interviewer: Har du planer om også at lave et Ordskælv! I 2014?

Karen: Jeg gad godt, men jeg tænker lidt, at det næste skridt bliver, at det er nogle andre, der skal

lave det og jeg skal være konsulent på det. Der skal komme nogen og tænke ’wow! Jeg vil lave

Ordskælv!’ Men også for at teste, om den her model kan bruges af andre. Jeg gad godt, at Hygge

Factory-modellen kunne blive et konkret værktøj for andre, der arbejder med unge. Hvordan man

kan gå til det med det man har og de visioner, man selv kunne tænke sig at føre frem. Jeg havde

tænkt, at jeg kunne gøre det sammen med bibliotekerne, men de er svære at arbejde sammen med,

fordi de arbejder på en helt anden måde end jeg gør. De er store og skal have planlagt alting

halvandet år i forvejen, og det ikke helt sådan, at det fungerer.

Interviewer: Et af vores spørgsmål går også på, hvordan samarbejdet med bibliotekerne foregår.

Karen: Det har været rigtig udfordrende, meget, meget udfordrende for mig – og også for dem. Der

er mange ting, man ikke lige tænker over, at man skal sige, og hvor der er mange selvfølgeligheder

for mig – selvfølgelig hænger det sådan sammen og det har de slet ikke fattet. Det er dybt

frustrerende nogle gange, men sådan er det bare. Det der med at have en fælles orientering om, hvor

er det vi er på vej hen og hvad er det, der er det vigtige her, det har været helt one-on-one at lære at

samarbejde, men også vildt spændende.

Interviewer: Har I været meget uenige i, hvad formålet skulle være?

Karen: Der har været meget rolleforvirring. Det er måske også en baglæns måde at gøre det på. Der

var en fond, jeg havde hørt om, og jeg tænkte, at den kunne vi søge og garanteret også få, men man

skulle være et bibliotek for at søge den, så jeg gik ud og spurgte, om der ikke var et bibliotek, der

kunne lægge navn til, så jeg kunne søge den, og så søgte jeg den og de fik pengene. Og så ville de

ind og bestemme. Det var jo også et samarbejde mellem biblioteket og Hygge Factory, men de var

96

Ordskælv!



slet ikke gearet... Det var i november, at de sendte ansøgningen ind, og så ville vi få svar i februar.

Så den tid der lå imellem, der gjorde jeg bare alting klar som om vi fik de der penge, og det er jo

ikke sådan, at bibliotekerne gør tingene. De venter på, at de får pengene, og så laver de arbejdet.

Men det betød, at da vi fik pengene i februar, der var jeg helt klar, og så skulle de bare åbne døren

og så kom Hygge Factory ind med alle de partnere, jeg havde slået på bongotrommer for at få

samlet. Jeg tror, de blev helt blæst af banen og følte sig helt hægtet af, og så sagde jeg: ’I skal bare

hoppe med, tage credit og være glade og så kommer vi med det hele’, og der tror jeg, at jeg følte

mig lidt misforstået. Det er det der med, om man er lille og hurtig eller stor og solid. Det skal vi lige

lære at finde ud af, fordi de har jo en kæmpe platform, og den vil vi gerne støtte os op ad. Men de

skal også lige lære, hvordan vi arbejder og hvad det er, vi kan.

Interviewer: Måske handler det også om, at du vil noget nyt, de ikke er vant til?

Karen: Ja, rigtig meget. Det der med udvikling på en måde, der er så ekstrem. De ser bare kaos,

hvor jeg ser masser af muligheder. Det gør dem helt vildt nervøse, tror jeg. Og det jeg tror, de skal

gøre er at gøre sig helt usynlige for at blive synlige. De skal gå ind og støtte de unge og tage deres

historier, tage udgangspunkt i dem. De [bibliotekerne] vil rigtig gerne vise, at bibliotekerne gør

noget nyt og de formidler og de er innovative og sætter biblioteksrummet i spil på nye måder, og

det er rigtig fint og vigtigt, at de tænker det, men alt det skal de si væk, når de præsenterer det

udadtil. Det har været en stor kamp for mig, hvor jeg tror de føler, at det bliver negligeret – ’det er

jo det, det hele handler om – formidling’, og jeg er bare sådan lidt ’ ja, men formidling af hvad?’

Det er indholdet, substans og det med at lade de unge tale. Jeg tror, hvis de lader være med at sætte

deres logo på hele og vil have deres navn frem i alle aviser, det tror jeg er det stærke – at man kan få

de unge frem og få dem til at tale. Og så hvis man graver lidt, så finder man ud af, at det er

bibliotekerne, der står bag. Jeg tror, at folk nok skal finde ud af, hvor det kommer fra, hvis det er

spændende nok. Det er nogle af de kampe jeg har med nogen, der kommer et andet sted fra. Der

skal jeg lære at være mere tålmodig, og de skal lære at være mere modige.

[Pause hvor en underlig lyd i en taske undersøges – har nogen glemt en telefon der ringer og

ringer?]

Interviewer: Du må være god til at sælge dine ideer…

97

Ordskælv!



Karen: Ja, jeg tror også, at det er det der med, at folk kan mærke, at der er nogen, der brænder for

det og at deres bidrag bliver respekteret. Jeg gad godt, at jeg kunne takke endnu mere, men jeg tror,

at folk er ret glade for det, der kommer ud af projekterne.

[Pause med løs snak, hvor interviewet afsluttes – og dog]

Interviewer: Hvordan med løn?

Karen: Jeg sigter efter 25.000 om måneden, og nogle gange lykkes det og andre gange gør det ikke.

Nogle gange får jeg nogle konsulentopgaver, hvor jeg tænker: ’wow, kan man tjene så mange

penge…?’ Så det er meget svingende. Min timeløn er vist alt mellem fem kroner og 800 kr i timen.

Jeg har også fået 1200 kr…

Interviewere: Vi har snakket om, at det er meget modigt. Ja, vi har en stram plan for hver måned…

Karen: Det har jeg overhovedet ikke. Men jeg kommer jo fra en SU, så jeg har aldrig fået et

voksenbudget, så jeg ved jo nærmest ikke, hvad det er meningen, at man skal tjene. Eller det har jeg

luret lidt, fordi jeg har masser af venner, der har normale jobs. Men jeg bliver ved med at tænke, at

det skal nok gå. Og det går helt sikkert bedre end det har gjort, men jeg var ude med en veninde

som var sådan: årh, nu havde hun kun en toårig projektansættelse – og jeg var sådan ’what?’ Jeg har

kun to eller tre måneder, hvor jeg ved, at jeg har penge. Jeg har aldrig rigtig haft mere. Det der får

pengene er jo projektet, bogudgivelsen og alle de ting. Og resten er det, jeg kan få. Undervejs. Men

det løfter sig lidt. Jeg skal holde et oplæg her på onsdag – måske jeg skulle forberede det lidt – men

der får jeg 3500 eller noget i den stil for at holde sådan et oplæg, så det er bare yes. Dem skulle jeg

bare have en om dagen af.

Interviewer: Så ville det ikke være noget problem at drive Hygge Factory?

Karen: Nej, det fede ville jo være, hvis nogen gad at betale mig for det, jeg lavede og så kunne jeg

skaffe alle de midler der er ellers. Lønposten er helt sikkert den svære post…

Interviewer: Det må være usikkert nogle gange.

Karen: Ja, helt sikkert. Men jeg tror, jeg har affundet mig med, at jeg ikke behøver særlig mange

penge og så må det fede være, at jeg selv kan bestemme, hvad det er, jeg gider at lave. Nogle gange

er det noget fucking lort, et virkelig uglameriøst arbejde man har, som man ikke engang får nogen

98

Ordskælv!



penge for og hvor der er vildt meget ansvar og virkelig dårlig løn. Man kan lave et helt andet

billede af Hygge Factory på en dårlig dag.

Interviewer: Men vi synes, det er beundringsværdigt, at du gør det.

Karen: Det kan man også leve langt på, at der er nogen, der hepper på én og synes det er godt det

med laver. Jeg gad også godt, at der var nogen, der gav penge, men det giver rigtig meget for mig at

få positiv respons, og det får Hygge Factory rigtig meget af, så det er fedt. Det er det, der gør, at jeg

bliver ved. Og så har jeg givet mig selv to år mere til at lave det samarbejde vi har med

Kulturministeriet, og så tænker jeg, at uanset hvad der sker, så bliver jeg nødt til at tage væk og

regroup og tænke over, hvordan det så skal være.

Interviewer: Det kan være, du får sådan et fint hus, at du bliver nødt til at blive.

Karen: Ja, men uanset hvad så bliver jeg nødt til at forlade det fine hus. Jeg ved ikke, om I har set

det der graffiti på Nørrebro, lige ved søerne, der står: ’fuck alt. Vi ses!’ Og det har jeg bare brug for

en gang imellem – det der med at stikke af. Så kan man komme tilbage til det hele og se alle

sammen igen.

Interviewer: Det kan være, du har fået engageret en masse mennesker til den tid.

Karen: Ja, det kan være, at der er kommet totalt styr på stumperne. Det håber jeg. Jeg tror helt

sikkert, at det bevæger sig mere og mere i den retning, hvor det bliver mere og mere klart – også for

mig og for andre. Der er rigtig mange, der gerne vil hjælpe. Det er en stor udfordring at finde ud af,

hvad man kan give ud og hvordan man kan hjælpe, så det er meget det, jeg prøver at finde ud af –

lave nogle konkrete opgaver, som kan give god karma og få hele den her fabrik til at buldre og

boble med god energi. Men det kræver, at jeg sætter mig ned og laver nogle ringbind og prøver at

dele mit job, som vist egentlig er otte fuldtidsstillinger, ud i nogle små bidder. Jeg skal prøve at

finde den der time-out til at sortere i min dropbox og lave nogle dokumenter til intern brug.

[Der tales videre om vores opgave, karakterer, specialet og skole]

Karen: Jeg gad godt det der med at have nogle flere kollegaer og nogle flere penge. Så ville det

køre, men det kommer nok. Ikke helt af sig selv, men med lidt medvind, så tror jeg, at det kommer.

Interviewer: Du skal bare vinde i lotto…

99

Ordskælv!



Karen: Ja, det er min nye fundraising-strategi – hver onsdag skal vi spille onsdagslotto.

[Der snakkes lidt videre om lotto og strategier og vi slutter af]

Karen: Tak for besøget!

Interviewere: Tak fordi vi måtte komme.

100

Ordskælv!



Bilag 2: Interview med Karen Siercke i Agenda på P1

DR, 16-12-2012, ”Den navnløse generation”, 34:45 min. – 48:56 min.

F = Fortæller

I= Interviewer

K = Karen Siercke

F: En af de ældre stemmer fra 80’er-generationen er Karen Siercke. Tanja Benzon Monk har besøgt

hende i det af 80’er-generationen meget eftertragtede og trendy Jægersborggade-kvarter på

Nørrebro i København. Karen Siercke har opstartet NGO’en Hygge Factory i [2009] – et projekt,

der giver unge mulighed for at blive kulturskabere.

I: En lejlighed i Jægersborggade på Nørrebro i København. Det er her, hun bor, Karen Siercke. Et af

80’er-børnene. Og det var her hun startede NGO’en Hygge Factory, men den voksede sig stor og

har nu til huse i et andet sted i København i Nordvest-kvarteret. Jeg blev nysgerrig, da jeg hørte om

Karen Siercke, fordi hun har valgt at kæmpe for en helt bestemt sag – en sag der handler om at stå

sammen og skabe noget stort. Hendes sag er blevet at lave kulturprojekter med unge mellem 12 og

20 i sin NGO Hygge Factory. Ideen med projektet er, at de unge med hjælp af professionelle

kreative kræfter får mulighed for at skabe en konkret udgivelse i fællesskab inden for litteratur,

musik, arkitektur og meget andet – og dermed får de unge en kulturskabende stemme. Vi sætter os

ud i Karens køkken – Hygge Factorys gamle kontor. Karen ser lidt anderledes på den økonomiske

krise, som alle er så bange for – og allermest os unge, som blev født i 80’erne. En angst som man

skulle tro kom helt ud af kontrol, hvis der kom personlige problemer oveni.

K: Noget af det, der er kendetegnende ved vores generation er, at vi altid har kunnet vælge til, at vi

altid har kunnet få nærmest lige, hvad vi pegede på, og det er bare slet ikke det, vi vil have. Altså

den der med, at vi er vokset op i en tid uden de store krige, uden de her store skelsættende

begivenheder, der ligesom sætter nogle benspænd for vores hverdag, og så er det, at vi let kommer

til at være lidt flakkende, altså gå rundt i vores egne små bobler. Der er så meget… vi går og leder

efter sagen. På en eller anden måde er det som om, at vi ikke rigtig ved, hvad det er, vi kæmper for.

Eller vi ved ikke, hvad det er, vi kæmper imod, og når vi ikke ved, hvad vi kæmper imod, så ved vi

101

Ordskælv!



heller ikke, hvad det er, vi kæmper for. Men derfor er det så godt, at der er kommet en krise, fordi

det ligesom gør, at der er en eller anden åbenhed for at tænke nyt. Det er nærmest ikke en åbenhed,

det er en nødvendighed. Man bliver presset ud i nogle nye tider, der gør, at man bliver nødt til at

vende alting lidt på hovedet. Og det tror jeg er en kæmpe gave nogle gange.

I: Hvordan tror du, vi havde været unge mennesker, der skulle ud og gøre noget ud af os selv, hvis

krisen ikke havde været her?

K: Jeg tror, den gør det gode, at lige pludselig så får vi brug for hinanden. Vi får brug for det her

med at stå sammen og tænke strukturer på en anden måde – og tænke ud over os selv og udover

familie. Tænke større simpelthen, fordi vi lige pludselig ikke kan gå og være vores egne små

selvkørende øer. Jeg tror nemlig, at den her idé med at bruge hinanden og os selv sammen, det tror

jeg bare er rigtig sundt, og det var noget af det, jeg synes der var en tendens til at mangle, når man

kan købe sig fra det hele og alting skal gå hurtigere, og vi skal i vækst og alt det der.

I: Hvor var du henne helt konkret, da du fandt ud af, at du skulle lave det her projekt?

K: Det startede for 10 år siden, da jeg fandt den her tændstikæske i lommen på min vinterjakke. Det

var sådan Hygge Factory startede, fordi to måneder forinden var min mor død. Det var i august, og

allerede der blev jeg slynget ind i det her kæmpe tomrum, som jeg ikke kunne finde ud af at fylde

ud, fordi det var så kæmpestort. Men det gjorde så, at da jeg fandt den her lille bitte tændstikæske to

måneder senere, så var der det her lille tomrum, som jeg kunne finde ud af at fylde ud. På en eller

anden måde, så var det vildt rart, at det var så overskueligt. Og så begyndte jeg så at komme små

ting i det – det kunne være en kastanje, et viskelæder eller et eller andet. Der var bare en underlig

tilfredshed i at kunne lukke den der æske. Jeg tror det er rigtig godt nogle gange at få smadret

alting, så man kan finde ud af at tage det op, som er virkelig godt og fint og bygge videre derfra.

Det er en helt grundmenneskelig ting, at man har en eller anden form for kreativitet, som godt vil

udtrykkes, og det kan så være igennem alt. Jeg tror bare, at der er en triumf af menneskelig

kreativitet, især når man bliver slynget ud i forskellige kriser. Det er ligesom dér, at vi finder

kreative måder at komme ud af det på – lave nogle nye muligheder. Og jeg tror bare, at mennesker

godt kan lide at lave ting, uanset hvad det så er – om det så er at starte virksomheder, skrive bøger,

male eller lave tærtedej. Så er det det her med at bruge sig selv til at skabe et eller andet, der ikke

var der før. Jeg havde det som om, mine hænder var blevet fuldstændig sindssyge – og de skulle

102

Ordskælv!



bare lave noget, de skulle forme ting og så begyndte jeg så at gå i supermarkedet og købe flere af de

her tændstikæsker. Og så gik jeg hjem i min lejlighed og tømte dem på gulvet. De her tændstikker

de lå bare som nogle små bjerge, små vulkaner af tændstikker. Og så tog jeg så alle

tændstikæskerne og syede perler på skufferne og klistrede dem sammen af små kommoder af 24, og

så hæklede jeg små snemænd, bagte småkager og flettede verdens mindste julehjerter og stjerner, og

så havde jeg hele den her produktion af små tændstikæske-julekalendere, som jeg lavede, hvor det

var ideen, at jeg ville give dem til alle mine venner og min søster, fordi så var der ligesom en måde,

jeg kunne komme igennem den der jul på. Det var der, jeg begyndte at omtale min lejlighed som en

Hygge Factory, fordi der lå bare alle de her tændstikæsker over det hele og sytråd, batch-maskiner

og symaskiner og hæklenåle og strikkepinde, så det lignede bare et eller andet Jørgen Clevin’sk

laboratorium. Det var der, ordet kom. Og det jeg egentlig gerne ville, det var at skrive en bog -

ligesom omforme det der var sket for mig til noget, der kunne kommunikere noget til nogle andre,

så det gav mening, at jeg havde gennemlevet alt det, jeg havde gennemlevet, så nogle andre kunne

få glæde af det. Og der tror jeg, at det har været enormt distraherende, at der var så meget velstand

og det hele bare kørte derudaf og gik så godt. Jeg tror også, vi er heldige, fordi jeg har aldrig

mærket – da det gik mega godt og der var højkonjunktur – jeg fik stadig SU og kunne overhovedet

ikke mærke, at det virkelig kørte for Danmark. Da det så blev krise, der var jeg lige blevet færdig

med studiet og har så lavet de her projekter, som er 100 % baseret på fondsstøtte, så jeg kan heller

ikke mærke krisen. Jeg synes bare, jeg har det meget bedre end da jeg var på SU. Men det er også

noget med at finde ud af, hvad det egentlig er, vi har brug for.

I: Hvad tror du gør os lykkelige? Vores generation – hvad har vi brug for?

K: Uha. Jeg kan sige, hvad der gør mig lykkelig, og det er det her med at bruge mig selv som

menneske – være noget for andre og mærke, at de er noget for én. Den der tanke om, at man har

ikke brug for alle de penge for at få verden til at køre rundt, fordi det er hjertebanken og det er

mennesker, der får alting til at ske. Men der var ikke lige nogen, der kom og opdagede mig, og der

var ikke lige det der produktionsapparat, der kunne sætte alle de her ting i system, og jeg vidste

faktisk ikke, hvordan man lavede nogen af alle de her ting. Hvordan man lavede en film eller en

bog. Jeg vidste, at jeg havde brug for noget – nogen der kunne noget andet end mig. Så er det

ligesom tanken, at Hygge Factory skal være en magnet for unge, der har oplevet noget stort og står

og vakler mellem både… Det der overraskede mig rigtig meget ved, at min mor døde det var, at jeg

103

Ordskælv!



troede, at når man mødte døde – at det ville ruinere hele ens verden. Det gjorde det også, men på

samme var det den her kæmpe gave ved at være det værste, der nogensinde er sket for mig, men

samtidig også det bedste. Alting rummer sin egen modsætning, og hvis man bevæger sig lige der

midt imellem de der snitflader, hvor alting bare er kød og blod og hjertebanken, så tror jeg, at det er

der, at man kan skabe noget som er rigtig vedkommende for rigtig mange. Hvis man kan finde ud af

at gøre det. Og det er der, hvor Hygge Factory bevæger sig – lige midt imellem alle modsætninger,

hvor det ligesom er et projekt, hvor alle bruger deres individualitet til at skabe noget i fællesskab.

I: Tror du vi har brug for at afmontere noget af al den individualisme, vi har i os?

K: Jeg tror, at der er en tendens til… Noget af det pres, der ligger på unge i dag er, at vi kan alt og

vi vil alt og vi skal kunne alt hver især. Og det tror jeg er fuldstændig forkert. Jeg ved godt, hvad det

er, jeg overhovedet ikke kan, men heldigvis så ved jeg også, hvem det er, der kan de ting, og jeg

tror, det er det, at der ikke er nogen af os, nogle af de individer, som der er i projekterne, som kan

lykkes i sig selv. Men hvis man får samlet en masse forskellige mennesker, der kan se sig selv i

projektet, så er det, at det løfter sig, og vi bærer i flok.

I: Kan du fortælle, hvad Hygge Factory er for noget?

K: Det er en organisation, der udfordrer unge til at udtrykke sig og eksperimentere med kunst på et

professionelt niveau. Hvert år der laver vi et stort kulturprojekt, der bliver til et konkret produkt.

Det kan være en bog, en plade eller et hus. Hygge Factory er designet til at være et apparat, der kan

sætte alle former for kunst skabt af unge i produktion.

I: Hvad synes du karakteriserer vores 80’er-generation bedst?

K: Jeg tror, det er det her med, at vi har en fælles referenceramme. Jeg tror, det der er svært det er at

finde den her store sammenhæng – hvad er det, det hele går ud på? Hvorfor er det vi gør de ting, vi

gør? Hvordan skal verden hænge sammen? Der er både familie og karriere og der er et enormt stort

pres, hvor det lidt forsvinder, det der med, hvordan er man menneske. Altså, hvad er det, jeg

rummer? Det er det, jeg tænker er den store udfordring – at holde op med at være stædig, fastholde

og klø på, men måske også være lidt mere blød – og på samme tid have nogle albuer, der gør, at

man også kan finde et rart sted at være blød. Det er også totalt modsætningsfuldt.

104

Ordskælv!



I: Man kan sige, at dit projekt også er lidt modsætningsfuldt på den måde, at du har bundet Hygge

og Factory sammen. Det er både dansk og engelsk, der er modsætningsfuldt, og så er det vel også

det her med, at I skaber nogle rigtig store ting under fortegnet hygge, og I skaber nogle meget

unikke ting under fortegnet fabrik, som ofte skaber mange af de samme ting hurtigt. Hvad ligger der

i det?

K: Der ligger nemlig også det her med at være sammen med andre og have det rart og så samtidig

skabe noget, der bliver til noget. Jeg synes, at hygge er et af de mest misbrugte ord i det danske

sprog, så det er også noget med at tage det og gøre det til noget, som ikke bare er et eller andet, man

siger, men noget der har noget tekstur, og den her fabrik er så noget med at få det ud til mange og til

flere.

I: Jeg synes, der er ligger en dobbeltbetydning, noget dobbelthed i din konstruktion af navnet og det

du laver. Måske er der også en dobbelthed i os, der hvor vi står i verden lige nu.

K: Jeg tror, det er lige præcis det. Vi skal lære at omforme alle de modsætninger, der er i vores

verden og finde vores plads i det. Altså ligesom acceptere, at vi ikke kan kontrollere den [verden].

Der er ikke den der klare opdeling imellem alting, og vi rummer det hele selv. Jeg vil jo gerne både

være mig og en del af noget større. Jeg tror, det handler rigtig meget om at finde ud af, hvad er det,

vi skal mødes om. Altså, hele den der kerne i alting. Det er meget svært…

I: Hvorfor er det så svært at finde ud af det?

K: Jeg tror, det er fordi det er lidt vakuum-fyldt, den tid vi er i. Der er så meget. Der er helt sikkert

mange sager, man kunne bakke op om og støtte, men de er så store og så diffuse, og det er meget

svært at få fat i noget og føle, at man kan gøre noget. Så det er noget med at få konkretiseret alle de

ting. Altså, klimakrisen – jeg aner ikke, hvor man skal starte – men det her med at få omsat store

komplekse problemstillinger, som er så uoverskuelige for alle mennesker, få lavet det om til noget

kød og blod, som vi kan mødes om og arbejde på sammen. Det er vist den store udfordring – at få

lavet den der passivitet til handlekraft, og jeg tror nemlig den der handlekraft er blevet parkeret et

eller andet sted, fordi der er så mange ting, vi skal forholde os til. Det handler lidt om at få sorteret i

alt det her flimmer og så bare finde et lille fnug og sige, at det er det her, jeg vil gøre noget ved og

så tage det et skridt af gangen. Men det er enormt svært, fordi der altid vælter et eller andet ind fra

105

Ordskælv!



siden. Der er det så, at hvis vi kan finde ud af at finde det her lille ståpunkt, der er det så, at vi kan

gøre noget helt vildt. Alle sammen.

I: Efter vores snak om vores generation og de udfordringer, vi, som de nye voksne, står over for,

bliver jeg rolig, da Karen forsikrer mig om, at det handler om at finde et fokus. Ja, lidt ligesom hun

selv har gjort. Måske finde noget helt konkret at kæmpe for.

106

Ordskælv!



Bilag 3: Plan over workshops

Udkast til workshop-plan for Ordskælv!Session Aktiviteter Kommentarer

107

Ordskælv!



2. marts

Workshop 1: Intro til forløbet og ryste-sammen-aktivitet

- Tune (arbejde, tryg stemning her, gør hvad I må gøre, pas på jer selv), Anne (det der med at skrive, frivilligbaggrund, hvorfor fik jeg lyst til at lave Ordskælv!? + evt. det Tune ikke fik sagt om at passe på sig selv og selv definere sin historie) og Melissa (mine opgaver i Ordskælv!, hvorfor jeg fik lyst og evt. det der med at andre har åbnet op) introducerer sig selv og Ordskælv! (kort) + praktiske ting (se kommentarfelt)

Forslag til ryste-sammen-aktivitet – partner-biografiskrivning:

- Gruppen deles op i trepar (hvis muligt ung-mentor-par)

- Parrene interviewer hinanden og skriver en lille biografi om hinanden ud fra spørgsmål som: Navn? Alder? Bopæl? Skole/uddannelse? Hvorfor er du med i Ordskælv? Hvem drikker/drak? En svær beslutning, jeg har taget i mit liv? Noget, der har gjort mig glad? Yndlingsord? Noget jeg godt lide? Hvad drømmer jeg om? Har du et særligt talent/kan du noget skørt/er der noget særligt eller skørt om dig, vi bør vide?

- Der skrives små personlige biografier

- Mentorerne præsenterer sig fagligt imens at de unge har…

- … Pause (frugt, te/kaffe/saftevand)

- Alle præsenterer deres makker – vi gemmer biograferne til senere (der bliver mulighed for at redigere i dem, før de

Kort introduktion til forløbet + præsentation af workshopleder og projektledere

Ryste-sammen-aktivitet og skriveøvelse (biografi)

Afrunding, evaluering og te/kaffe/kage

Praktiske ting:Hvor er toiletterne?Det bestemte dørhåndtag.Orientering om skrivelørdage 5. april kl. 10-14:30 og 7. juni kl. 10-14:30 og frisøndage 20. april og 18. maj og forfatterbesøg.

Husk at melde afbud på mail eller skrift i så god tid som muligt.

Afbud fra Alex. Fordel ham som vi ønsker.

Evt. afbud fra Ida.

108

Ordskælv!



kommer med i bogudgivelsen).

- Kagespisning, te/kaffe/saftevand og lidt orientering om næste gang (der skal skrives breve) + evaluering + få underskrevet deltagerliste (krav fra Aktive Unge)

- + evt. forældreunderskrifter 9. martsWorkshop 2: Brevskrivning

Tema: At skrive i hånden Håndskriftens betydning,

brevskrivning og det at sætte æstetiske spor i verden.

Dukseordning (mentor skriver referat til fraværende deltagere)

Intro: Brevskrivning til kunstnerne – en lille personlig hilsen fra jer, der skal skrives ”Kære kunstner”, da alle kunstnere ikke er fundet endnu

Radioprogram med Vibeke Rønsbo (kunstner)

Snak i grupperplenum (talsperson): Hvad hæftede folk sig ved?

Pause Brevskrivning til kunstnere –

sæt jer hvor I vil, lav evt. skitse inden selve brevet. 1 time.

Mentorerne briefes og deles op i to grupper

Evt. tanker/diskussion omkring hvordan man bevarer nærværet/det personlige i den digitale tekst skrevet på computer

Evt. pause Vise billeder af kunstnerne

(powerpoint) Opsamling, deltagerliste og

evaluering

Info til mentorerne:Mens deltagerne skriver breve til kunstnerne, skriver halvdelen af mentorerne videohilsenopfordringer til Manu Sareen, Nikolaj Lie Kaas, Johanne, Özlem, Marianne Jelved, Linse, Uffe Elbæk, Yahya Hassan, Det

Anonymitet.

Om at passe på sig selv, bede om hjælp, gå en tur, græde, whatever works..

Afbud fra Amalie og Katrine (ny), Julie

Afbud fra Mie (mentor)

109

Ordskælv!



Slører Stadig, Mary, Thure Lindhart eller andre mere relevante kunstnere og kulturfolk som forfatterne kunne blive glade for hepning fra. Den anden halvdel sidder stand-by for deltagerne. De bytter efter en halv time.

16. martsWorkshop 3: Formkrav – essays

Kunstformen: Hvad er et essay? Hvordan griber man et essay an og kommer i gang med at skrive?

Evt. Brainstorm af ideer til historierne/begynd på essays

Nikies valg Hvis nogen bliver ked af det… Anonymitet Alex vil gerne fortælle om at

stå frem på et senere tidspunkt Ziskas nyhed Forfatteroplæg om

essayskrivning v. forfatter Louis Jensen

Brainstorm, evt. start på essay Opsamling og evaluering

Før oplæg:- Nikies valg- Anonymitet- Hvis nogen bliver ked af det…- Ziska: Manu Sareen laver en hilsen til jerHvis der er mere tid efter Louis’ oplæg:- Brainstorming sammen med mentor

Afbud fra Ida, Line, Amalie og Alex

23. martsWorkshop 4: Fortælleredskaber 1

Erfaringer med at skrive personlige historier/historier fra virkeligheden fra en forfatter, hvis far er alkoholiker

Skrivetips og tricks

Forfatteroplæg om at skrive historier fra virkeligheden + skrivetips og fortælletricks v. journalist og forfatter Tommy Heisz + evt. Helge Kvam

Evt. videre i skriveprocessen Opsamling og evaluering

Afbud:NajaAmalie?Luna Mai (ny)Ida Ulvig (ny)Line (mentor)

30. martsWorkshop 5: Skrivegang

Videre med historierne Speed date (ryste-sammen) Øvelser Se video fra Manu Sareen? Opsamling og evaluering

Afbud fra Ziska, Jon

5. aprilWorkshop 6 LØRDAG: (10-14.30) Evt. Forfatteroplæg

Forfatteroplæg om sprogets muligheder/noget der kan gavne skriveprocessen

Opsamling og evaluering

Afbud fra Anne-Sophie, Charlotte, Agnete

6. aprilWorkshop 7: SkrivegangVidere med historierne

Essayformer – tre forskellige eksempler fra Ordskælv!-bogen ”Det ser sort ud…”. Der læses tre essays og snakkes om dem 2 minutter. Til sidst opsamling i plenum. Fokus på fortælleteknik, narrativitet, brug af scener, flashback, skift i tid, nedslag,

Afbud fra Anne-Sophie, Charlotte, Agnete, Alex, Mie, Line & Naja

110

Ordskælv!



flere fortællinger i fortællingen, billedsprog, sammenligninger. Ca. 1 time.

Skriv, skriv, skriv. Afrunding med mentor. Opsamling og evaluering.

13. aprilWorkshop 8: Skrivegang

Videre med historierne. Ung-mentor-snak – 5 min.

Introduktion til mentor-efterskrift: 2-3 siders efterskrift efter hvert essay. Mentor skriver om at møde og være en del af skriveprocessen sammen med den unge forfatter: refleksion omkring samarbejdet, mødet med en ung fra et alkoholikerhjem og/eller den kreative proces – hvilke tanker har det sat i gang i mentor? – 5 min.

EVT: Opvarmningsøvelse – skriv uafbrudt i 5 minutter. Opgaven er at beskrive/fortælle om en genstand i rummet – brug sanser, fantasi, skriv – også når du ikke ved, hvad du skal skrive!

Skriv essays! Brug værktøjer og jeres mentorer. Husk: 1. deadline er 27. april – men I behøver ikke være færdige der! – 2 timer inkl. pause (10 min.?)

Evt. energizer efter pausen i skrivesessionen – 5. min.

Oplæsning i små grupper: De unge forfattere sætter sig sammen 2 og 2 eller 2 og 3 og læser op – 15 min.

- Vigtigt med tid til at få skrevet!- Husk påminde om 1. deadline 27. april

111

Ordskælv!



Snak med mentor – 5-10 min.

-Evaluering og evt. snak om biografiskrivning (Adams forslag, hvis han har det med)

20. april FRI FRI

27. aprilWorkshop 9: Første kladde deadlineKladderne sendes til anonyme redaktører + kunstnere

Introduktion af Matthias og fotografen (fra Politiken)

Ung-mentor-snak Energizer? Skriv! Første kladde afleveres

- sendes til kladderedaktionen/frivillige redaktører og kunstnere

Videoaften Videohilsen fra Uffe Elbæk Biografiskrivning Opsamling og evaluering

Afbud fra Ziska, Naja, Gro

Husk: Filmaften 2. eller 23. maj. Trailer:https://www.youtube.com/watch?v=JhXMJlm852A

Videohilsen fra Uffe Elbæk?

2. majFilmaften: Vi ser Freedom Writers kl. 19.20

Sækkestole hentes (aftalt med Mikkel)

Film sættes på 19.30.

Husk dvd og popcorn!

4. majWorkshop 10:Kritik/ feedback fra anonyme redaktører tages i brug.

Snak mellem ung og mentor. Energizer Feedback tages i brug og der

skrives videre på historierne – ca. 2 timer.

Evt. oplæsning. Snak og evaluering.

Afbud fra Ziska, Gro, Anne-Sophie, Ida, Charlotte

Anna er mentor for Agnete.

Husk: Adams efterskrift.

11. maj Workshop 11: Skrivegang/redigering – evt. kladdedeadline 2

(Evt. Kladderne skal sendes til professionel redaktør)

Snak med mentor Beskeder:

- Tegneworkshop i grupperummet (hvis nogen dukker op)- Anne skriver også et essay til bogen- Ny deadline: Essayene skal være helt færdige d. 15. juni

Energizer? Skriv/rediger! Indsamling af kladder til

professionel redaktør – hvis folk er klar?

Afbud: Alex, Anna, Agnete eller Amalie

Skal vi spørge, hvornår det vil passe folk bedst med et forlagsbesøg eller vente til vi har hørt fra den prof. redaktør? (det bliver muligvis mandag d. 26. maj)

112

https://www.youtube.com/watch?v=JhXMJlm852A



Ordskælv!



Opsamling og evaluering 18. majFRIOBS: Deadline 2 – til anonyme redaktører

FRI

25. majWorkshop 12:Feedback fra de anonyme redaktører 2

Besked omkring Charlotte – manglende engagement/ville ikke løse de opgaver, vi bad hende om

Ung-mentor-snak Skriv/rediger essays Overvej titler til jeres essays –

skal fange læserens opmærksomhed

Husk: forlagsbesøg flyttet til d. 9. juni kl. 15: Program: oplæg om forlaget og redaktørens arbejde + fælles og evt. individuel feedback

Evaluering.

Afbud fra Ziska, Anne-Sophie, Agnete

26. maj? [HVERDAG – eftermiddag/aften]Workshop 13: Besøg på forlag: Feedback fra professionel redaktør

Besøg hos evt. Rosinante og co.

Redaktøroplæg: Hvad kigger en professionel redaktør på, når hun/han vurderer, om en historie er klar til udgivelse?

Feedback på historier i plenum (hvis man vil have det)

Spørgetime Skriv

Opsamling og evaluering

Afbud fra Anne-Sophie

31. maj (lørdag)Workshop 13: Bogtitel og besøg af Ida fra Ordskælv! 2012Kladde 3 deadline

Ung-mentor-snak Redigering Brainstorm ideer til, hvad

vores bog skal hedde + evt. valg af titel, hvis alle er til stede

Besøg af Ordskælv!-forfatter Ida Bergholt kl. 13

Evaluering

Afbud fra Tune

OBS: Ingen skrivning – vi venter på feedback fra den professionelle redaktør

9. juni (hverdag)Forlagsbesøg kl. 15 – Anette Øster giver feedback

Besøg ud af huset

7. juni (LØRDAG!)Workshop 14: Skrivegang fra 10-14.30 Brunch

Brainstorm ideer til, hvad vores bog skal hedde + evt. valg af titel, hvis alle er til

113

Ordskælv!



stede Fotografering til biografier Opsamling og evaluering

8. juniWorkshop 16: Ekstra kladde-deadline på essays

Arbejd med feedback og skriv Kladder sendes til anonyme

redaktører - sidste gennemlæsning!

Skriv færdig! Opsamling og evaluering

14. juni (lørdag fra kl. 10-14.30)Workshop 15: DeadlineSkriv færdig + afslutning

Skriv færdig fra kl. 10-? Tilladelser

(samtykkeerklæring, fototilladelse mv. – skal underskrives)

Illustrationer (powerpoint) Valg af titel til bogen Valg af billede til biografierne Har alle essays en titel?? Anonymitet? Interview-deltagelse? Bl.a.

Tværs på P3, Zornigs Zone Lænkens Ungeambassadører Mulighed for

Oplæsningsøvegang op til udgivelsen?

Udgivelsen – Hygge Factory eller Underskoven: Vi arbejder på, at det snarest muligt falder på plads. I får besked!

SlutevalueringEfter 15. juni: Korrekturlæsning! (projektleder + korrekturlæser-team) - bogen går herefter i trykken (forord, indledning, alle historier/essays og illustrationer skal være færdige og klar til udgivelse)

Karen Siercke: ”Workshoppen er slut, og nu begynder alt arbejdet!”Vi kan holde (en meget velfortjent) ferie, når bogen er gået i trykken.

Sommer 2014: PR, interviews, artiklerAugust eller september 2014: Udgivelse!

Bilag 4: Referat fra workshop 16-3-14 med Louis JensenReferent: Anne

Før oplæg:

1) Der blev talt om Nikie (en af forfatterne), som er sprunget fra, fordi hun tror, det vil gøre hende for ked af det at skulle skrive sin historie. Mentorerne Alex og Ziska har en baggrund med forældre, der

114

Ordskælv!



drak og vil gerne være til rådighed, hvis nogen har brug for at snakke. Det er ok at tage en pause, hvis man bliver ked af det på en workshop: gå en tur, snak med nogen – gør, hvad der er behov for.

2) Det vigtigste i Ordskælv! er at passe på sig selv, og det er ok at være anonym i bogudgivelsen, hvis man ikke er tryg ved at stå frem med navn og billede – historierne er de vigtigste at få frem.

3) Mentor Alex har siden han var 15 år fortalt sin historie i bøger og tv, og han vil på en af de kommende workshops fortælle om, hvad det har betydet for ham at stå frem.

Oplæg om essay-genren ved forfatter Louis Jensen:

1) Essayet = litterær genre udviklet af Michel de Montaigne i 1500-tallet.2) Essay betyder forsøg (fra fransk) - eller udkast, skitse eller eksperiment.3) Krav/kernen i et essay: det skal være et personligt udtryk, den personlige oplevelse, det subjektive

frem for det objektive – altså forfatterens egne oplevelser, tanker og erfaringer.4) Man skal komme tæt på forfatteren. Forfatteren lægger noget af sig selv frem.5) Essays handler om at udtrykke noget vigtigt og væsentligt – og der må gerne være tvivl – man

behøver ikke have alle svarene.6) Det kræver mod at skrive godt! Med mod kommer gode historier.7) Essays må ikke være kedelige – læseren skal være fanget.8) Humor kan bruges - selv i sorte ting.9) Essay’et i Ordskælv! skal være 5 sider langt.10) Et essay må aldrig blive fiktion – hvis man gør brug af fiktion i sit essay, skal man gøre opmærksom

på det.

Generelle råd om at skrive:

1) Lad være med at anstrenge dig for at skrive langt. I Ordskælv! skal essay’et være 5 sider langt – det er et godt antal, mener Louis Jensen.

2) Når du skal i gang med at skrive: Tænk ikke på en start og en slutning – tænk på det, som er vigtigt for dig. Skriv/arbejd, hvor der er en lyst og et engagement.

3) Skriv vigtige/gode sætninger/indfald ned med det samme – dem der kommer af sig selv. Det er gaver fra det ubevidste.

4) Man mærker, når den gode sætning er der. Formen er nøglen – altså måden ordene kommer på i sætningen.

5) Husk at sige tak for de gode sætninger – så kommer der måske en til 6) Litteratur skabes af formen, dvs. måden ordene kommer på – rytmen, melodien i sproget.7) Råd til kommende forfattere: Læs og skriv hver dag.8) Man må gerne efterligne en forfatter, man er glad for – men pludselig finder man sin egen måde at

skrive på.9) At være forfatter kræver en vis stædighed/insisteren nogle gange: Jeg vil det her!

Når man skriver:

1) Der findes ingen endegyldige regler.2) Når man skal i gang med at skrive: Find det sted, hvor der er noget spændende – noget der rykker.3) Metode til at komme i gang: Skriv på følelser – fx vrede, angst, sympati kærlighed. Skriv de ord, der

dukker op uden at tænke.

115

Ordskælv!



4) Man skal turde skrive det, der kommer ud – redigering/censur kommer bagefter, når man har skrevet! Don’t think, stop ikke – skriv!

5) Som forfatter Ray Bradbury udtrykte det: Om formiddagen kaster jeg op i skrivemaskinen. Alt kommer ud. Om eftermiddagen rydder jeg op i opkastet.

6) Altså: Stands ikke dig selv, stop ikke opkastningen af ord. Bagefter rettes teksten til, og man finder ud af, hvad der er godt og hvad der er mindre godt.

7) De gode sætninger fra det ubevidste – pas på med at redigere for meget i dem, fordi du vil have andre til at forstå, hvad du mener. Man risikerer at redigere det smukke ved sætningen væk.

8) Pas på med at bruge for mange adjektiver/tillægsord.9) Overvej at lave ryk i teksten/spring i tid – fx fra datid til nutid.10) Skab nysgerrighed/en forventning hos læseren – fx udskyd det, der er på spil: ”men det vil jeg

komme ind på om lidt.”11) Hvis man er kørt fast/gået i stå: Lad være med at tvinge ideerne frem – tag en pause, gå en tur,

bevægelse hjælper. Man løser op psykisk, rytme i kroppen skaber rytme i bevidstheden.

Råd til forbedring af teksten:

1) Læs teksten højt – enten i hovedet eller for andre. Man hører eller mærker, hvad der ikke fungerer. Ofte begynder man automatisk at fjerne de ord, der ikke fungerer – eller læse hurtigere, fordi man vil videre til noget, der fungerer.

2) Forbedring af en tekst sker ved at rette, rette og rette!3) Man skal tro på sine egne ideer. Hav modet til at tro på dem. Lad være med at efterligne andre, fordi

du tror, vedkommende har ret.

Om Ordskælv!:

1) Der skal være solidaritet i Ordskælv! – vi er fælles om at skabe en vigtig bog. Vi støtter hinanden.2) Alle har ret til at udtrykke sig og skrive. Alle skal støttes i at udtrykke deres historier på deres egen

måde.

116

Ordskælv!



Bilag 5: Evalueringer af Ordskælv! fra alkoholikerens børn

Forfatter 1:1. Beskriv den udvikling du synes, du er gennemgået i forløbet.

Jeg har fået det bedre med at være barn af alkoholiker. Det er en del af min identitet, men det udgør ikke hele mig. Ved at fokusere intenst på emnet, har det givet mig overskud til andre ting i livet.

2. Beskriv med 3 ord eller sætninger, hvad du har opnået med Ordskælv!1) Jeg har fået en livsfortælling – før kunne jeg ikke videreformidle min barndom pga. fortrængning.

2) Jeg har fået troen på, at jeg godt kan skrive.

3) Jeg har fået bearbejdet en masse svære begivenheder fra fortiden.

3. Er du stolt?Ja, meget. Jeg havde mange overvejelser om, hvorvidt jeg ville være i stand til at gennemføre projektet, men det lykkedes, og jeg er vild med mit essay!

4. Hvad har det givet dig selv at skrive din egen historie?Jeg er kommet i kontakt med mig selv på en måde, jeg ikke var før. Jeg havde ikke mine følelser med, når jeg tænkte tilbage på min barndom – som om jeg bare var en dukke i et skuespil. Det blev jeg så tvunget til her, og det har været hårdt, men utroligt givende.

5. Hvad betyder det for dig, at have været med i et projekt som Ordskælv! og at være med i antologien til efteråret?At jeg er blevet anerkendt som en person, der er værdig til at blive hørt. Normalt foregår den slags skjult i et terapirum, men her er det kommet ud i det åbne. Jeg har fået større tro på mig selv, fordi jeg ikke opfatter min livsfortælling lige så skamfuld som før.

6. Hvad er dit håb med din medvirken?At jeg kan hjælpe andre med at stå inde for den, de er. Uanset hvad man er blevet udsat for i sin barndom, kommer der ikke noget godt ud af at prøve at glemme det. Det er netop dét mit essay handler om: Hvor vigtigt det er at se tingene i øjnene, for her ligger frigørelsen.

117

Ordskælv!



7. Hvad har været det mest udfordrende ved at deltage?At se mine følelser i øjnene og vise dem til andre via kladderne til mit essay. Jeg var utrolig bange for at få at vide, at jeg var forkert. Hjemmefra er jeg ikke vant til støtte og opbakning om min egen person.

8. Hvad har været det bedste ved at deltage?At få hul på min skriveproces. Det skete med hjælp fra Anne, og det var også den dag, Politiken var forbi. Herefter gik det hele lidt lettere.

9. Hvad har været det bedste ved projektledelsen?Det store engagement i os som deltagere. Jeg er blevet inviteret på cafe flere gange privat for at snakke om de ting, der rører sig i mit liv. Det har været fantastisk, for jeg er ikke god til selv at tage initiativ til at snakke om sårbare emner. De har virkelig haft hjertet med og betragtet os som mennesker frem for skrivekursister.

10. Kritik af workshoplederen/projektledelsen. Har det været trygt at deltage? Har de været troværdige? Skal en workshopleder have en anden rolle eller gøre nogle ting anderledes på næste Ordskælv!? Find evt. selv på mere.Det eneste kritikpunkt, jeg har, er, at jeg gerne ville have mødt de andre forfattere tidligt – måske et møde forinden workshoppens start, ligesom mentorerne havde. Det ville have været rart at føle større fællesskab med de andre forfattere. Det var meget utrygt den første gang at skulle fortælle sin livshistorie til fire fremmede mentorer. Jeg kom til at føle mig meget alene, som ene ”mærkelig” blandt fire ”normale” mennesker. Min tankegang har ændret sig meget siden, og jeg føler mig ikke så mærkelig længere. Men sådan følte jeg dengang.

Ellers har det været rigtig trygt at deltage. Især at jeg kunne få lov til at lave Walk ’n’ Talk med Tune, inden workshoppens start. Det var rart at møde en på tomandshånd, inden jeg skulle se alle de andre.

11. Har du følt dig godt nok klædt på til at skrive?Ja, det har jeg. Det har mest af alt været en personlig proces for mig om at se fortiden i øjnene, der har været udfordringen. Men det har også hjulpet meget at prøve at skrive scener til workshoppen, og ikke mindst mødet med Anne på cafe, hvor jeg fik fastlagt en struktur for min skriveproces.

118

Ordskælv!



12. Hvad ville du selv gøre anderledes, hvis du selv skulle lave et Ordskælv!?Mere hands on. Ville gerne have haft flere skriveøvelser for at få noget mere fagligt med i bagagen. Men det terapeutiske i overhovedet at skrive min livshistorie fyldte mest for mig, så det gjorde ikke noget.

13. Hvis du selv skulle lave et Ordskælv!, hvad ville du så lægge vægt på som workshop- eller projektleder, gøre mere af, mindre af, bedre, anderledes osv. til næste Ordskælv!?Jeg synes, at punkt 10, 12, 13, og 14 minder meget om hinanden?

14. Hvis det giver mening for dig, så prøv at tænke på hele projektledelsen og fortæl dem, hvad de skal gøre mere af, mindre af, bedre, anderledes osv. til næste Ordskælv!.

15. Har projektet mest været kreativt-fagligt eller terapeutisk for dig?Uden tvivl terapeutisk. Men jeg har hele tiden haft for øje, at det skulle være spændende at læse mit essay, så jeg har blandt andet haft en rød tråd i baghovedet, hvilket er et fagligt kneb. Det terapeutiske i projektet fungerer ikke uden det faglige.

16. I relation til alkohol bredt betragtet, hvad ville du så gøre, hvis du var ”præsident i verden”?Indføre selvudviklingstimer i folkeskolen. Jeg synes, der er for stort fokus på faglighed og karriere frem for at opnå ro og balance i sindet. Jeg var en superelev, der fik topkarakterer, men jeg kunne ikke håndtere resten af mit liv. Det giver ikke mening, når folkeskolen skal være ”alment dannende”.

Forfatter 2:

17. Beskriv den udvikling du synes, du er gennemgået i forløbet.

Da jeg gik ind til Ordskælv!-projektet var det med en forventning om, at jeg ved at få skrevet min historie dels ville være med til at bryde et tabu, dels hjælpe mig selv med at få ejerskab på min historie, da det har optaget mig meget i løbet af de sidste par års gruppeterapi i Tuba. Da jeg kom i gang, var jeg meget optaget af det med at stå frem og hvor meget jeg turde være det bekendt over for min mor og familie i det hele taget. Og som det skred frem med skriveriet, blev jeg klar over, at det med at være anonym jo ikke duede, hvis jeg både ville være mig selv tro OG være med til at bryde tabuet omkring alkoholikerfamilier. Så ville jeg fortsat føle skam over min

119

Ordskælv!



historie og dermed mig selv, så jeg har taget noget af en vending i forhold til, hvor jeg startede. Jeg gik ikke ind til projektet i håb om, at det ville bidrage terapeutisk og at det skulle hjælpe mig på den måde, da jeg allerede får det Tuba. Men det har alligevel vist sig at være en lille sidegevinst, da jeg også har kunnet tage det med mig til Tuba.

18. Beskriv med 3 ord eller sætninger, hvad du har opnået med Ordskælv!Berettigelse til mig og min sandhed

Kreativitet og skrivefærdigheder

Solidaritet og venskab

19. Er du stolt?Jeg er i hvert fald glad for, at jeg nåede til, at jeg ville droppe anonymiteten og stå ved min historie. Så jeg er stolt af processen, men er endnu usikker på selve essayet, da jeg ikke kender responsen endnu.

20. Hvad har det givet dig selv at skrive din egen historie?Det har givet mig en vished om, at den virkelighed jeg har oplevet, har været virkelighed. Og at jeg har været et offer for uansvarlige forældre. Men ligeså meget har det gjort mig bevidst om, at jeg har min historie og ikke nødvendigvis er min historie. Jeg ved ikke, om det giver mening for andre, men det er efterhånden sådan, jeg er kommet til at føle.

21. Hvad betyder det for dig, at have været med i et projekt som Ordskælv! og at være med i antologien til efteråret?Det betyder meget, at der har været interesse for min deltagelse og at jeg føler, jeg har bidraget med noget. Det er også lidt skræmmende, fordi jeg helst ikke vil tro, at jeg er noget, eller har noget helt vildt vigtigt at sige. Men det betyder noget at indgå i et fællesskab, der forsøger at bryde med et kæmpe samfundstabu. Det er jeg villig til at sætte noget på spil for.

22. Hvad er dit håb med din medvirken?Jeg håber, som sagt, at bogen kan medvirke til at skabe fokus omkring de børn, der er vokset op med alkoholmisbrugene forældre. Noget, der har gået igen for os alle (har jeg indtryk af), er, at vores forældre også har været funktionsdygtige og udadtil skabt et billede

120

Ordskælv!



af en idyllisk tilværelse med en harmonisk familie. Forhåbentlig er det med til at bryde vrangforestillinger og fordomme om alkoholikere som ”Dem der bare sidder og hænger nede på bænken foran Super Brugsen”. Jeg håber i den grad, at det også får folk til at turde blande sig og ikke stikke hovedet i jorden og lade som ingenting. Bare det at spørge ind til, hvordan det går derhjemme, hvis man har en mistanke om omsorgssvigt af den ene eller anden art. Især den nærmeste familie skal blive bedre til at gribe ind og tale barnets sag. Også selvom misbruget er hørt op. Alt for mange børn bliver ladt i stikken, når der er opmærksomhed på alkoholikeren og løsnings af hans/hendes problem. Ingen spørger, hvad det gør ved en, at ens forælder er utilregnelig.

23. Hvad har været det mest udfordrende ved at deltage?Helt klart samvittighedskvalerne. Hvad kan jeg skrive og ikke skrive? Kan jeg tillade mig at sige det her? Skal jeg være anonym? Det har også været svært at skrive personligt, når man er vant til akademiske opgaver med teori, metode- og analyseafsnit. Det har nu også været det spændende og sjove at lære dels ved forfatteroplæggene, dels ved mentorsamarbejdet.

24. Hvad har været det bedste ved at deltage?Gratis mad;) Nej, det bedste har da været sammenholdet og solidaritetsfølelsen. At skulle tage hen et sted hver søndag og glæde sig på trods af, at man skulle beskæftige sig med et noget dystert tema.

25. Hvad har været det bedste ved projektledelsen?Jeg synes ledelsen har udvist stor empati og en professionel tilgang til projektet, der som sagt omhandler et meget ømtåleligt emne. Det har været vigtigt at føle sig i trygge hænder og med opbakning til at man kommer og bliver tilskyndet til at skrive. Men også at det er ok, hvis der er noget, man ikke vil skrive. Jeg synes det er blevet gjort klart, hvad formålet er med bogen og det er blevet efterkommet.

26. Kritik af workshoplederen/projektledelsen. Har det været trygt at deltage? Har de været troværdige? Skal en workshopleder have en anden rolle eller gøre nogle ting anderledes på næste Ordskælv!? Find evt. selv på mere.Det har været meget trygt at deltage. Det eneste, jeg har savnet lidt, har været en præsentation af projektlederne og deres baggrund og forudsætning for at være med. Også selvom Tune, Melissa og Anne-Sophie ikke er vokset op med alkohol tæt på livet. Det kan dog godt være, at denne præsentation allerede har fundet sted, da jeg jo først kom den anden søndag, efter projektet var startet. Jeg ville desuden personligt selv have haft det fint

121

Ordskælv!



med at præsentere mig og min baggrund og ligeledes høre om de andre forfatteres. Det kunne også give mentorerne anledning til at stille spørgsmål. Der var en lille smule tendens til forsigtighed og ikke bare kalde en spade for en spade. Det ville måske lidt tidligere have skabt en større tillid, som dog kom undervejs.

27. Har du følt dig godt nok klædt på til at skrive?Både ja og nej. Jeg skulle lige vænne mig til at skrive personligt og finde min egen stil og stemme. Men med forfatteroplæggene og skriveøvelserne blev jeg hjulpet godt på vej.

28. Hvad ville du selv gøre anderledes, hvis du selv skulle lave et Ordskælv!?Der kunne måske blive lagt lidt tid ind til at forfatterne kunne mødes i enrum og snakke om, hvordan det går. Det gjorde vi henimod slutningen og det virkede til, at der var behov for det. Bare lige at vende nogle tanker omkring, hvad man gerne vil skrive/ikke tør skrive/eller andet. Bare et kvarters tid kunne gøre det.

29. Hvis du selv skulle lave et Ordskælv!, hvad ville du så lægge vægt på som workshop- eller projektleder, gøre mere af, mindre af, bedre, anderledes osv. til næste Ordskælv!?Se punkt 10 og 12.

30. Hvis det giver mening for dig, så prøv at tænke på hele projektledelsen og fortæl dem, hvad de skal gøre mere af, mindre af, bedre, anderledes osv. til næste Ordskælv!.Jeg synes overordnet, at det er blevet gjort rigtig rigtig godt, og jeg har været glad for at være med. En ting, der kunne have været undværet, var speed-datinglegen. Det var for mig lidt mærkeligt at sidde og stille seriøse og useriøse spørgsmål: Var din mor eller far alkoholiker? Hvad er dit yndlingsslik?

31. Har projektet mest været kreativt-fagligt eller terapeutisk for dig?Det har været mest kreativt-fagligt, men jeg har heller ikke kunnet undgå en lidt terapeutisk forløsning. For hver gang, man åbner sig op for nye mennesker og får kanaliseret sine følelser ud på en ny måde, virker det jo lidt lettere at bære byrden. Så jeg synes, projektet har levet op til sit løfte og mine forventninger.

32. I relation til alkohol bredt betragtet, hvad ville du så gøre, hvis du var ”præsident i verden”?

122

Ordskælv!



Der skal være meget mere fokus på at hjælpe barnet og gerne så tidligt som muligt. Da jeg gik i folkeskole og havde temauge om mad og sundhed, skulle vi føre logbog over alle måltider derhjemme og så ville der blive kommenteret på det i klassen. Jeg tænker, at man også godt kunne få børnene til at notere deres forældres alkoholindtag og så sammenholde det med eventuelle faresignaler, man ser hos barnet. Alle skal blive bedre til at turde blande sig og blot spørge ”Hvordan står det til derhjemme?”.

Rent fagligt synes jeg der er brug for større fokus på formidlingen af, hvad alkoholisme er (ligesom noget a la TUBAS drop-in møder). Der skal fokus på de følger det kan have for et barn, der er vokset op i misbrug, selv hvis det er stoppet. Rigtig mange får depressioner og angst som følge af at vokse op i et utilregneligt hjem. Der skal derfor større fokus her, når nu alkoholikeren får så mange muligheder for behandling og hjælp.

Forfatter 3:

1. Beskriv den udvikling du synes, du er gennemgået i forløbet.Det har været utrolig rart at få samling på alle mine minder og følelser. Det var rigtig svært for mig i starten, og alle mine tanker føltes som et stort kaos, hvilket jeg hen ad vejen fik styr på, og blev bedre til at sætte ord på. Fortrængte episoder kom op til overfladen, hvilke jeg hen ad vejen lærte at håndtere og skrive om.

2. Beskriv med 3 ord eller sætninger, hvad du har opnået med Ordskælv!Jeg har fået mere ro i mit hoved omkring mine mindre min opvækst. Det har haft en terapeutisk effekt, at være blevet ”tvunget” til at tænke tilbage og skrive om det. Jeg føler, at jeg er med til at gøre en forskel i forhold til at bryde tabuet omkring emnet.

3. Er du stolt?Jeg er hammer stolt over mig selv og hele holdet, der har været med til at gøre det muligt.

4. Hvad har det givet dig selv at skrive din egen historie?Det har været stort for mig, at jeg har formået at lukke op for de dybeste og hårdeste minder jeg har fra min opvækst. Jeg føler, at jeg går fra projektet med en ny styrke og mod på at fortælle flere om de barske realiteter.

123

Ordskælv!



5. Hvad betyder det for dig, at have været med i et projekt som Ordskælv! og at være med i antologien til efteråret?Det betyder enormt meget, da jeg er sikker på, at det vil gøre en forskel for mange, der er fanget i det samme miljø, som jeg har været. At andre vil få en følelse af ikke at være den eneste, der sidder med de følelser.

6. Hvad er dit håb med din medvirken?At den kan hjælpe til at bryde tabuet og gøre samfundet mere oplyst om emnet.

7. Hvad har været det mest udfordrende ved at deltage?Det har været at skulle åbne op for de barske episoder gennem mit liv, som jeg ellers ikke bryder mig om at tænke på. Da projektet startede, var min mor lige død, hvilket også har været udfordrende, da der tit er blevet sat gang i en masse følelser i skriveprocessen.

8. Hvad har været det bedste ved at deltage?At jeg har følt mig godt støttet hele vejen igennem, og der har været vist forståelse og været givet plads, både fra projektledelsen og fra min mentors side.

9. Hvad har været det bedste ved projektledelsen?Jeg synes, at der er blevet lyttet og der er blevet lagt vægt på, at vi skal have medbestemmelse i, hvordan det skulle forløbe. Der har været taget nogle gode og spændende initiativer.

10. Kritik af workshoplederen/projektledelsen. Har det været trygt at deltage? Har de været troværdige? Skal en workshopleder have en anden rolle eller gøre nogle ting anderledes på næste Ordskælv!? Find evt. selv på mere.Jeg mener, at ledelsen ha været yderst troværdig. Jeg føler der har været en god støtte, og blevet lyttet godt til vores behov og ønsker.

11. Har du følt dig godt nok klædt på til at skrive?Ja, det har været tilpas med oplæg fra forfattere og skriveøvelser inden vi rigtig gik i gang.

12. Hvad ville du selv gøre anderledes, hvis du selv skulle lave et Ordskælv!?

124

Ordskælv!



Jeg ville give sætte lidt mere tid af til, at forfatterne kunne sidde og sparre med hinanden, da emnet er så følsomt som det er.

13. Hvis du selv skulle lave et Ordskælv!, hvad ville du så lægge vægt på som workshop- eller projektleder, gøre mere af, mindre af, bedre, anderledes osv. til næste Ordskælv!?Jeg ville sørge for, at alle involverede var klædt ordentligt på til at indgå i projektet. At det stod helt klart, hvad det ville indebære for den enkelte, for at undgå, at nogen springer fra, når projektet er godt i gang.

14. Hvis det giver mening for dig, så prøv at tænke på hele projektledelsen og fortæl dem, hvad de skal gøre mere af, mindre af, bedre, anderledes osv. til næste Ordskælv!.

15. Har projektet mest været kreativt-fagligt eller terapeutisk for dig?Det har været begge dele, men hvis jeg skal vælge, så har det været mest terapeutisk.

16. I relation til alkohol bredt betragtet, hvad ville du så gøre, hvis du var ”præsident i verden”?Jeg ville sørge for, at hele verden var klædt på til at sætte ordentligt ind i de hjem, hvor der var den mindste mistanke om et misbrugt, og børn der blev omsorgssvigtede!!

125

Ordskælv!



Bilag 6: Mail til Karen Siercke 1

Anne Mølgård Nielsen <[email protected]> 15. april 2014 kl. 23.21

Til: Karen Siercke <[email protected]>

Hej Karen

Tak for opbakningen. Det skal nok gå på den ene eller anden måde - det tror jeg også. Jeg er i

hvert fald spændt på specialet :o)

Jeg er med på at mødes fredag d. 25. kl 11. Og jeg krydser rigtig meget fingre for, at Rosinante

& Co. siger ja til en Ordskælv!-serie og til at trykke vores bog. Jeg glæder mig til at høre mere.

Når vi ses skal du lige opdateres lidt omkring indholdet i den kommende bog, for vi har

besluttet at lade mentorerne skrive et efterskrift til hvert essay, fordi vi ikke har så mange

forfattere (7). Jeg tror det bliver godt. Samarbejdet mellem forfatterne og mentorerne er virkelig

godt, og jeg tror, mentorerne har mange tanker omkring processen og mødet med et

alkoholikerbarn. 1-1-samarbejdet er bare verdens bedste koncept :o)

God påskeferie i skønne Berlin!

Mange hilsner fra Anne

126

Ordskælv!



Bilag 7: Mail til Karen Siercke 2

Anne Mølgård Nielsen <[email protected]> 3. februar 2015 kl. 12.03

Til: Karen Siercke <[email protected]>

Hej Karen,

Jeg var til puljeaftenen arrangeret af Bispebjerg Lokaludvalg i sidste uge. To garvede frivillige

vandt frivilligprisen til deling - helt fair.

Arrangementet foregik på Biblioteket på Rentemestervej, og Mikkel deltog og spurgte mig,

hvordan det gik. Jeg nævnte, at vi overvejer at søge Kulturstyrelsens pulje til

projektmagerforløb. Han synes, det er en super idé. Rentemestervej vil gerne være vores

platform, hvis vi får brug det - og han mente, IVA kunne være en god rekrutteringskanal :o)

Mikkel er i hvert fald "på", hvis det har interesse i forbindelse med studenter-Ordskælv!. Nu ved

du det.

Jeg håber, du nyder San Francisco, hvis du stadig er derovre.

Mange hilsener Anne

127

Ordskælv!



Bilag 8: Mail til Tommy Heisz

Anne Mølgård Nielsen <[email protected]> 17. marts 2014 kl. 10.55

Til: Tommy Heisz <[email protected]>

Hej Tommy,

Rigtig spændende med Helge Kvam. Hold mig endelig opdateret omkring det.

Kan der blive tid til, at du eller Tune og jeg sætter de unge forfattere i gang med at skrive, fx

den sidste times tid? Måske det giver sig selv med de fortællegreb og øvelser, du har i

tankerne - at de unge har noget at gå i gang med. I går havde vi besøg af Louis Jensen, der

fortalte om essay-genren, og det var et rigtig fint oplæg, men der blev ikke tid til at

brainstorme eller gå i gang med at skrive. Jeg fornemmede en vis rastløshed blandt

deltagerne, så jeg tror det er vigtigt, at de snart kommer i gang. I sidste uge skrev de breve til

kunstnere, der skal illustrere historierne, og den første gang blev der skrevet små biografier

som en ryste-sammen-aktivitet.

Med venlig hilsen Anne

128

Ordskælv!



Bilag 9: Hygge Factory Modellen

129

Ordskælv!



130

ordskælv! - pure.iva.dkpure.iva.dk/files/38490518/speciale_ordskaelv_annemn.… · web...

Documents