1

Sandhedens byrde

- Et teoretisk, undersøgende kombinations-speciale om at skabe

troværdighed i historiske rekonstruktioner

Specialet er udarbejdet af:

Pernille M. Pedersen

28.11.79

Cand. Mag. i Journalistik, 4. semester

Center for Journalistik

Syddansk Universitet, Odense

Vejleder: Erik Albæk

Foråret 2018

Omfang i alt: 178.846 tegn = 74,5 sider

Akademisk del: 115.359 tegn = 48 sider

Analytisk rapport: 33.038 tegn = 13,8 sider

Produkt: 30.449 tegn = 12,7 sider

2

ABSTRACT

When crafting stories literary journalists struggle to convince the reader that the story is in fact

NON-fictional. When the story crafted is a reconstruction of a historical event, literary journalists

furthermore struggle to convince historians that the story is representative of reality.

In this thesis I draw a paradigm of social constructivism on to a rhetorical approach to the concept

of credibility in literary reconstructions of historical events. I explore the concept of credibility and

what lies in the periphery of that concept - from a theoretical and empirical approach: which sub-

elements can influence the readers view of a reconstruction as credible. I then analyze and discuss

how these sub-elements can be used specifically in the story crafting of a historical event to counter

the readers trust.

I have found that the literary journalist can counter the readers trust by applying different craft

elements. By initially frame setting the story in a larger historical perspective and by indicating her

own epistemic location compared to the events in the story and by initially placing a contract with

the reader to reproduce a past reality trustfully can counter the readers trust.

The visual expression of the story can counter the readers trust by appearing in the shape of an

article instead of the shape of a fictional short story and photos can support the message of the

story.

It can be beneficial to the story’s credibility to ensure the dramaturgical flow and the narrative

coherence by avoiding plot errors and inaccuracies.

I have found that the use of figurative language should be weighted up against the readers presumed

level of absorption and furthermore stay aligned with the imaginary domain of the historical event.

The reconstruction can counter the readers (and the historians) sense of credibility by demonstrating

that the story is based on solid base of source material.

In the paradigm of social constructivism these craft elements will change and develop ongoingly in

the continuation of changes in the readers experience with the genre of literary journalism.

3

Indhold

KAPITEL 1 – INDLEDNING ............................................................................................................... 5

1.1 – Min motivation ..................................................................................................................................... 5

1.2 – Problemfelt ........................................................................................................................................... 5

1.3 - Problemformulering .............................................................................................................................. 6

1.4 – Uddybning af problemfelt .................................................................................................................... 7

1.5 – Afgrænsning og opbygning .................................................................................................................. 9

1.6 – Definition af begreber ......................................................................................................................... 11

KAPITEL 2 – ERKENDELSESTEORETISK STÅSTED .................................................................. 13

KAPITEL 3 - METODE ..................................................................................................................... 15

KAPITEL 4 – TEORI ......................................................................................................................... 16

4.1 – Etos – appel til viden ................................................................................................................... 18

4.1.1 – Hvordan viser journalisten sin viden og erfaring? ....................................................................... 19

4.1.2 – Hvordan optræder journalisten moralsk? ..................................................................................... 25

4.1.3 – Hvordan kommer journalisten læseren i møde? .......................................................................... 31

4.1.4 - Delkonklusion ............................................................................................................................... 33

4.2 – Logos – appel til belæg................................................................................................................ 34

4.2.1 – Dramaturgi ................................................................................................................................... 34

4.2.2 – Den visuelle præsentation/multimodalitet ................................................................................... 36

4.2.3 - Delkonklusion ............................................................................................................................... 38

4.3 – Patos – appel til følelser .............................................................................................................. 39

4.3.1 - Narrativet ...................................................................................................................................... 39

4.3.2 - Modtagerkulturen ......................................................................................................................... 40

4.3.3 – Metaforer/billedsprog .................................................................................................................. 41

4.3.4 – Kontrakt med læseren .................................................................................................................. 43

4.3.5 - Delkonklusion ............................................................................................................................... 46

KAPITEL 5 - PRODUKT ................................................................................................................... 46

KAPITEL 6 – PRODUKTRAPPORT ................................................................................................. 47

6.1 – Operationalisering af teori til praksis ................................................................................................. 47

6.1.1 – Appel til etos ................................................................................................................................ 48

6.1.2 – Appel til logos ............................................................................................................................. 52

6.1.3 – Appel til patos .............................................................................................................................. 55

4

6.2 – Benspænd for en historisk rekonstruktion .......................................................................................... 57

6.3 – Research ............................................................................................................................................. 58

6.4 – Nyhedskriterier ................................................................................................................................... 59

6.5 - Vinkling............................................................................................................................................... 60

6.6 - Sprogbrug ............................................................................................................................................ 61

6.7 – Konstruktivistens indsamling af viden ............................................................................................... 62

6.8 – Juridiske overvejelser ......................................................................................................................... 62

6.9 – Målgruppe og publikation .................................................................................................................. 62

KAPITEL 7 – DISKUSSION .............................................................................................................. 63

KAPITEL 8 – KONKLUSION ........................................................................................................... 69

KAPITEL 9 - PERSPEKTIVERING .................................................................................................. 72

Kilde- og litteraturliste ........................................................................................................................ 73

Kildeliste - produkt ............................................................................................................................. 78

Bilag 1 - Berettermodellen .................................................................................................................. 80

Mennesker er fødte historiefortællere:

Solens stråler finder vej ind gennem vinduet og ned på gulvet, hvor det kridhvide hår

lyser op som en glorie på hovedet af den lille skikkelse. Benene udstrakt, ryggen rank,

som kun børn kan sidde. På lårene hviler bogen ’Bondegårdens dyr’. Fingeren finder

flere figurer, mens siderne bliver vendt én efter én. Den spæde stemme, der knapt kan

udtale ordene rent, laver sin egen fortælling: - Der var engang…

En side mere bliver vendt: - Men så…, fortsætter han historien.

Min søn er to år. To et halvt, hvis man spørger ham. Og allerede historiefortæller. Med plot og det

hele.

5

KAPITEL 1 – INDLEDNING

1.1 – Min motivation

Min motivation til at beskæftige mig med historiske rekonstruktioner er en nysgerrighed, der opstod

i min praktik, hvor jeg blev konfronteret med journalistens arbejdsvilkår og problemstillinger. Jeg

udarbejdede en featureartikel, som var en rekonstruktion af en historisk begivenhed, der udspillede

sig i Faaborg under Anden Verdenskrig. Det var særdeles svært at finde førstehåndskilder, samtidigt

med at skriftlige, samtidige kilder er ikke-eksisterende pga. pressecensuren, og nogle kilder huskede

noget forskelligt end andre. Hvordan skulle jeg vurdere disse informationer, og hvordan kunne jeg

sætte dem sammen til en dramaturgisk, narrativt kohærent og troværdig fortælling?

I forbindelse med praktikopgavens eksperiment præsenterede jeg flere læsere for min historiske

rekonstruktion. Enkelte læsere spottede mindre faktuelle fejl. Unøjagtigheder, kunne man hævde:

Fx hed det ikke gågaden i 1944, men Østergade. En af bi-personerne i fortællingen, jernstøberen,

havde ikke én knægt, der hed Svend Anton, men to knægte, der hed Svend og Anton. Der faldt ord

som journalistisk stramning, fantasifuld og digterisk frihed. Det skete på trods af, at artiklen var

skrevet på baggrund af grundig research, interviews af øjenvidner og med det nonfiktive som en

ufravigelig grundforudsætning.

Jeg skal fremover konstruere flere af disse historiske fortællinger. Og både min nysgerrighed og

faglige integritet stiller spørgsmål: Hvilket tiltag og overvejelser kan gøre, at læseren opfatter disse

fortællinger fra tiden under Anden Verdenskrig som (mere) troværdige?

Her begynder mine refleksioner over begreberne troværdighed, tillid og sandhed. Hvilke normative

forventninger er der til fortællende journalister, der rekonstruerer historiske begivenheder, og hvilke

anvisninger kan den empiriske forskning bidrage med?

1.2 – Problemfelt

Enhver fagprofessionel bekymrer sig om og bliver påvirket af, hvordan fagfællerne udøver deres

faglighed. Indenfor journalistik generelt kan fagligheden og tilliden lide under fx dårligt researchet

arbejde, fusk eller direkte snyd, dvs. bedrag af den læser, som burde nære en umiddelbar tillid til

både de journalistiske kompetencer og den faglige hæderlighed og integritet.

6

I de senere år har forskningen forsøgt at stille skarpt på netop troværdighed i den fortællende

journalistik, og flere har fx forsøgt at opstille nogle minimumsstandarder eller kriterier for at kunne

bedømme troværdigheden (Greenberg og Wheelwright, 2014, Mitchell, 2014, Morton, 2016).

Der forskes altså i at skabe en professionsetik for fortællende journalister i håb om at kunne vedtage

nogle fælles retningslinjer for god faglig praksis.

At rekonstruere begivenheder kræver grundig research, og det kan fx være svært at finde en

gennemgående hovedperson, som kan skabe mulighed for, at læseren kan identificere sig med ’den

sympatiske protagonist’.

Virkeligheden byder sjældent på samtlige elementer i en dramaturgisk fortælling, og den

fortællende journalist må enten fravælge disse litterære virkemidler eller på anden vis sikre, at

læseren bliver engageret.

Når feltet for fortællingen snævres ind, og journalisten skal skabe en rekonstruktion af en historisk

begivenhed, så opstår der flere benspænd: Historikere som faggruppe har nu (også) en mening om

fortællingens troværdighed, der er sjældent øjenvidner til begivenheden, og under besættelsen var

der tilmed pressecensur. Her må journalisten konstruere ud fra et skrøbeligt kildemateriale som

eksempelvis kollektiv erindring, brudstykker fra dagbøger, falmede billeder mm.

Journalistisk set giver det god mening at zoome ind på de mest dramatiske episoder fra fx

besættelsestiden, da disse ofte opfylder kriterier som konflikt og identitet, men når vigtig og

oplysende viden om besættelsestiden formuleres som noget, der minder om en novelle, så kan det

være svært for læserens at bevare tilliden til fortællingens troværdighed.

1.3 - Problemformulering

Specialet er derfor en afsøgning af teori og empirisk forskning, som bliver analyseret og diskuteret

ud fra det specifikke formål at formidle historiske rekonstruktioner troværdigt gennem

dramaturgiske fortællinger. Herefter demonstrerer opgaven et journalistisk produkt, der afspejler

denne reflekterede journalistiske tilgang. Dette sker ud fra følgende problemformulering:

Hvilke litterære greb kan bidrage til at skabe troværdighed i en historisk rekonstruktion,

og hvordan producerer man en troværdig historisk rekonstruktion?

7

1.4 – Uddybning af problemfelt

Både historikere og journalister er enige om, at det er vigtigt at have en viden om forholdene under

Anden Verdenskrig. Groft sagt kan man sige, at historikere synes at have svært ved at kommunikere

dette ud til den brede befolkning, og journalister synes at have svært ved at sikre, at den fortælling,

der når bredt ud, også opfattes som troværdig.

Historikere og fortællende journalister synes dog enige om, at informationen i historien er svær at få

bekræftet. Den fortællende journalist har foretaget et epistemologisk skifte fra de objektive

verificerbare facts til at skabe fortællinger.

Faglige sammenstød mellem journalistikken og historien

Ifølge forskningen indenfor narrativ teori er menneskehjernen prædisponeret for den narrative

struktur (Bondebjerg, 2014: 15). Netop når det drejer sig om at fortælle menneskets egen historie, så

foregår det ofte som store værker, der på ingen måde appellerer til det brede publikum. Kravet om

akkuratesse og den fulde historie synes at være et stort benspænd, når historikere skal formidle

deres viden.

I en kronik på Videnskab.dk ’Medierne reducerer historie til underholdning’ indrammes de to

fagligheders formidlende udfordringer (Jørgensen, 2010). Her diskuterer lektor ved Aarhus

Universitet Claus Møller Jørgensen, hvorvidt den historiske formidling har spillet fallit.

Udgangspunktet er to bøger, der udkom samme år, som formidler samme historiske begivenhed

(krigen i 1864) på hver deres måde. Den ene bog er skrevet som en roman, hvorimod den anden bog

er en videnskabelig afhandling. Romanen bliver omtalt i medierne og læst af det brede publikum.

Den anden bliver læst af andre historikere.

Claus Møller Jørgensen påpeger overordnet, at historieforskningen har relevans for samfundet, og at

historikere derfor skal kunne formidle til det brede publikum og ikke kun til det videnskabelige felt.

De skal med andre ord kunne bidrage til og deltage i den offentlige debat – lige som journalisterne

skal.

Han mener, at nyhedskriterier og litterære kvaliteter har gjort sig gældende i journalistens

historieformidling, og at det kompromitterer historikerens faglighed.

8

Ifølge Claus Møller Jørgensen er romanen (’Dommedag Als’ af Tom Buk-Swienty) en fortælling

om en konflikt, som er spundet ind i ’faktuel løse og historisk forkerte påstande’, og den anden bog

er et ’historievidenskabeligt værk med bund i omfattende forskning’.

Rent udgivelsesmæssigt blev romanen en litterær succes, hvorimod den anden bog nåede et

begrænset publikum med sin analytiske fremlæggelse af historie-facts. Medier og historikere er

altså uenige om, hvad der kendetegner en god og troværdig historie.

I filmverdenen laver de også konstruktioner med plots, scener og dialog, og der har de senere år

været en stærk kritik fra historikere af flere historiske film, bl.a. Idealisten og 1864. Helt aktuelt har

filminstruktør Kasper Thorsting i sin nuværende produktion af den historiske krigsfilm, Krig og

kærlighed, netop garderet sig på baggrund af den kritik og indgået et samarbejde med en

krigshistoriker, der skal sikre, at alt ser ud og foregår, som det gjorde dengang.

’Når det faktuelle ikke er en værdi i den litterære eller journalistiske formidling, når det gælder

historie, og når form, drama, konflikt og sensation får lov til at stå ubetinget i forgrunden, har

historieformidlingen så spillet fallit?’ spørger Claus Møller Jørgensen afsluttende og konkluderer

sammenfattende, at som det ser ud i dette århundrede, så har historikerne ikke fat i den lange ende,

hvad angår historieformidling.

Jeg tror, han har ret.

Jeg vil argumentere, at journalisterne har fat i en meget længere ende. Og at journalisten i den

formidlende rolle må indtage en nysgerrig position og have en forståelse for de mekanismer,

barrierer og samspil, der florerer i periferien af begrebet troværdighed. På den måde kan vi som

fagprofessionelle blive bedre til at sikre, at den historieformidling, vi leverer, med plots, scener og

dialog, bliver betragtet som rigtig historie og ikke bare historier.

Så, hvad skal man som journalist, som konstruktør af historiske begivenheder, være opmærksom på,

hvis formålet er at bevare læserens tillid? Hvilke elementer bidrager til, at læseren vakler i sin

opfattelse af sandheden i fortællinger, der er skrevet i litterær form, og hvordan imødegår

journalisten disse?

Det sætter dette speciale fokus på. Specialet er en undersøgelse af elementer, der synes at have en

indvirkning på læserens vurdering af troværdighed, samt en operationalisering af disse elementer til

9

specifikke greb, der kan overføres til og anvendes i en artikel med en historisk rekonstruktion af

featurelængde.

En påklædt postmodernist

I vores nutidige digitale tidsalder kan enhver finde sin egen version af sandheden, og det bliver både

nødvendigt og relevant at tale om troværdighed i journalistik. Det vil som journalist være

meningsløst at forholde sig neutralt. Journalistens informationsmonopol er brudt ned, fakta er ikke

længere beskyttet af respekt, og enhver med respekt for sig selv nærer en vis mistro til autoriteter,

herunder journalistens autoritet som sandhedsformidler.

Eller, som Lea Korsgaard formulerer det, så skal en journalist i den nye medievirkelighed ikke være

nøgen og referere objektivt, men derimod være påklædt. Påklædt til bl.a. at etablere den tillid, der

fæstner mennesker i et forpligtende fællesskab (Korsgaard, 2017: 19).

Dette speciale vil klæde journalisten på til at rekonstruere historiske begivenheder, som både

historikeren, den almene læser og andre journalister vil opfatte som troværdige.

1.5 – Afgrænsning og opbygning

Specialet fokuserer på at indsamle en bred, aktuel viden om, hvilke faktorer der har indvirkning på

læserens opfattelse af en historisk rekonstruktion som værende troværdig. Denne afsøgning af feltet

sker på et bredt teoretisk plan med inddragelse af empirisk forskning. Der er altså ikke én teoretisk

ramme, men et afsæt i relevante studier, teorier og begreber indenfor fx kognitionspsykologien,

kommunikationsteorien, narrativ teori og retorik.

Jeg har valgt at tage et overordnet udgangspunkt i den sociologiske teori om

socialkonstruktivismen. Dette er for at understrege med al tydelighed og kontinuitet, det paradoks,

der ligger i at forsøge at dekonstruere et begreb som troværdighed og derpå konstruere en

virkelighed. Her må journalisten (konstruktøren) igennem hele processen være sig bevidst om, at

man jo netop ikke kan se, at man ikke kan se det, man ikke kan se. Journalistens egen placering i

konstruktionen vil ligge som et filter over den virkelighed, hun præsenterer.

Journalisten observerer aldrig intetsteds fra.

10

Opbygning af specialet

Første kapitel optegner indledningsvis min motivation for emnet og omdrejningspunktet for

specialets fokus, nemlig den tillid, læseren skal finde og bevare imellem kravene om akkuratesse på

den ene side og på den anden side kravet om at konstruere en medrivende opbyggelig, indfangende

fortælling i en anden samtid.

I andet kapitel giver jeg en beskrivelse af mit erkendelsesteoretiske ståsted, som fungerer som et

overordnet paradigme for specialets fremstilling, analyse og diskussion af teorien.

I kapitel tre beskrives metodeafsnittet, hvordan opgaven under et socialkonstruktivistisk paradigme

er bygget op som en teoretisk afsøgning af teori og empirisk forskning samt et praktisk journalistisk

produkt, der tilsammen besvarer problemformuleringens to separate spørgsmål.

Kapitel fire fungerer som opgavens teoriafsnit. Afsnittet er opbygget efter en tilvirket retorisk

model – den retoriske trekant. Det er en fremstilling af teori og forskning, som samtidigt bliver

analyseret og diskuteret ud fra brugbarheden og operationaliseringen ind i den aktuelle

problemformulering. Afsnittet er formet gennem en afsøgning af feltet, hvor jeg inddrager

elementer fra den journalistiske grundteori og aktuel empiriske forskning, der kan indvirke på

læserens tillid til den fortællende journalistik. Elementer, som kan bidrage til en forståelse for

begrebet troværdighed samt kaste lys over, hvad der virker hæmmende og fremmende for

journalistens rolle som troværdig historieformidler.

Femte kapitel er et journalistisk produkt, der demonstrerer, hvordan udledninger fra kapitel fire

fungerer som et reflektorisk ståsted, der kan anvendes til at skabe en historisk rekonstruktion med

velbegrundede greb, der skal sikre en høj grad af troværdighed.

I sjette kapitel analyseres det journalistiske produkt. Indledningsvis demonstrerer kapitlet, hvordan

udledningerne fra kapitel fire har bidraget til at producere et akademisk funderet journalistisk

produkt. Herefter argumenterer kapitlet for refleksioner, valg og fravalg i et rent fag-journalistisk

øjemed.

Syvende kapitel er en overordnet diskussion af metode og de delkonklusioner, der er opstået i

kapitel fire, samt om specialets overordnede præmisser.

Afslutningsvist følger kapitel otte og ni med en samlet konklusion på opgavens todelte

problemformulering, samt en kort perspektivering.

11

Hensigten med specialet er således at lave en gennemgang af elementer, der alle ligger i periferien

af begrebet troværdighed og dermed har en indvirkning på problemstillingen. Heraf vil specialet

udlede centrale elementer på tværs af disse virkningsfelter og derpå gennem en operationalisering af

konkrete greb demonstrere, hvordan de fundne perspektiver kan bidrage til at skabe et akademisk

funderet journalistisk produkt.

1.6 – Definition af begreber

Dette afsnit præciserer nogle af de gennemgående begreber i specialet.

Fortællende journalistik

Fortællende journalistik, når den er bedst, er gedigen dokumentarisme på tryk. Journalisten Mark

Kramer leverer en definition af litterær journalistik, som jeg i denne opgave vil læne mig op ad,

under navnet fortællende journalistik:

Journalistik, der meddeler om begivenheder, der har fundet sted. Litteraturen leverer blot

fortælletekniske og stilistiske virkemidler. (Kramer, 1995: 36)

Kramer tilføjer, at fortællingen skal være faktuelt researchet og forholde sig til det levende liv. Her

spiller journalisten en rolle, idet personligheden skal bevares i teksten og sikre, at læseren føler det,

der skrives om (ibid.: 38). Narrativet er ifølge Kramer også med som et kriterie, herunder brugen af

scener.

Troværdighed

Ordbogen beskriver troværdighed som noget, der er troværdigt. Troværdig beskrives som:

Noget man med rimelighed kan tro eller stole på, noget som virker pålidelig og tillidvækkende, og

som gengiver virkeligheden på en overbevisende måde (www.ddo.dk).

Når jeg bruger betegnelsen troværdighed, så handler det om at bevare tilliden, læserens tillid, og om

at overbevise læseren – om afsenderens pålidelighed eller sandfærdighed.

Historisk rekonstruktion

Historisk bliver i ordbogen beskrevet som noget, der vedrører, omhandler eller tilhører fortiden,

noget som vil blive husket af senere tids mennesker, eller som har en vis betydning (www.ddo.dk).

Rekonstruktion er ifølge ordbogen det at rekonstruere en begivenhed – fx for at vise hvordan noget

(formentlig) er foregået eller har set ud (www.ddo.dk).

12

I den journalistiske genre er der ikke en entydig definition af rekonstruktion.

I litterære tekster, der fagligt skal kunne forsvares som rekonstruktioner, stilles der nærmest

ultimative krav om, at det skal være sket nøjagtigt sådan, som beskrevet. ”Alle detaljer skal i

princippet kunne klare en sandhedstest” (Grunwald 2004: 48).

I dette speciale er historisk rekonstruktion defineret som:

En betydningsfuld begivenhed fra fortiden, gengivet som den formentligt foregik.

Journalist

Journalisten kan have mange roller, og nogle steder skelner man i afsenderens titel, hvor fx

journalisten er den person, der idéudvikler, researcher og interviewer, formidleren er den, der

udvælger og præsenterer stoffet, skribenten udarbejder det sproglige produkt, og fortælleren er den,

der udvikler sig i skriveprocessen på baggrund af skribentens erfaringer og temperament

(Grunwald, 2004: 45).

I specialet benyttes konsekvent betegnelsen ’journalist’ om artiklens afsender gennem hele

tilblivelsesprocessen.

13

KAPITEL 2 – ERKENDELSESTEORETISK STÅSTED

En socialkonstruktivists bekendelse

Dette afsnit præsenterer det overordnede erkendelsesteoretiske paradigme, jeg igennem hele

specialet analyserer og diskuterer ud fra: socialkonstruktivismen.

Den journalistiske fortælling skal konstrueres til at forføre og lokke læseren ind i fortællingens

verden og samtidig gøre det på en troværdig måde, hvilket stiller spørgsmålstegn ved det muliges

kunst i at fremelske troværdighed i en erkendelse af, at virkeligheden er konstrueret.

Samfundsvidenskaberne, bekender sig i stigende grad til socialkonstruktivismen (Wenneberg, 2000:

13). Jeg indtager også denne erkendelsesmæssige position: at det, jeg sanser og gengiver, alt

sammen er (bevidste og ubevidste) valg og hermed (bevidste og ubevidste) fravalg af andet, og at

min gengivelse derfor ikke kan anses for at være den hele sandhed.

I den optik kan det synes som en misharmoni at forsøge at udskille troværdighed som en dyd, idet

dyder ofte tilskrives en form for eviggyldig sandhed. Men troværdighed som begreb betyder for mig

– og i dette speciale – flere ting. Den kan brydes ned til at være en dyd, men kan også være situeret.

Dybt situeret. Hos både afsender og modtager.

I dette speciale bruger jeg altså min sociale viden om verden, og mit journalistiske produkt bliver

gennem sit sprog også en social konstruktion. Men andre ord, så kan sproget aldrig være ikke-

socialt (ibid.: 13). Jeg som journalist taler et sted fra, og det er min hensigt at være mig det bevidst.

Små løgne er nødvendige, det er det, der er den store løgn

I den socialkonstruktivistiske tankegang er det ikke uproblematisk at diskutere eller stille krav om

troværdighed i en konstruktion, og det kan synes modsætningsfyldt at hævde, at virkemidler

skal/kan skabe troværdighed. I denne opgave er troværdighedsbegrebet derfor anskuet fra flere

vinkler og virkemidler – i kontekst, meta-tekst, kultur, i sprogbrug, sprogspil og diskurser.

Det, at man har set noget, forekommer ikke længere at være et godt bevis for, at noget eksisterer, og

når historisk viden skal formidles gennem et narrativ, så skal narrativet ikke blot dokumentere

begivenheden, men derimod dokumentere den refleksivt og subjektivt. Autoritet overfor narrativet

skal skabes gennem en refleksion over viden, dens tilblivelse, dens position og dens legitimitet. Det

er altså relevant i dokumentationssammenhænge (og troværdighedssammenhænge) at forholde sig

14

kritisk og reflekteret til, hvilken viden jeg efterlyser, hvordan jeg forventer at producere ny viden,

og hvad formålet med at producere den viden er (ibid.: 27).

Socialkonstruktivismen indeholder flere forståelser af, hvordan man skal tolke det, at virkeligheden

er socialt konstrueret (ibid.: 71). Derfor er det interessant at få fastlagt, hvilken del af

socialkonstruktivismen, som narrativ dokumentation trækker på, da featureartikler hurtigt kan virke

oplagt socialt konstrueret som et resultat af netop sociale processer.

I historiske narrativer kan den socialkonstruktivistiske erkendelsesvinkel stille spørgsmålstegn ved,

om der overhovedet eksisterer en forbindelse mellem virkeligheden og udsagnet om virkeligheden,

da dokumentationsmaterialet (kildegrundlaget) ofte (eller altid) er socialt funderet.

Den narrative dokumentation trækker dermed på den del af socialkonstruktivismen, der betegnes

epistemologisk konstruktivisme, og med denne erkendelsesteoretiske position er viden om

virkeligheden bestemt af både sociale og subjektive faktorer og ikke af virkeligheden som sådan

(ibid.: 101).

Specialets fremstilling af elementer og begreber vil hermed bero på den ontologiske grundantagelse,

at afsender og modtager indgår i et dialektisk forhold, hvor de både skaber og skabes af hinanden.

Disse erkendelser om virkelighed og troværdighed er i denne optik ikke eviggyldige – hvilket peger

mod det rationelle i at anvende en retorisk model (se kapitel fire), der anerkender erkendelse som

noget dynamisk, som et samspil mellem afsender og modtager og som en erkendelse i den samtid,

hvori en fortælling konstrueres og modtages.

Den virkelighed, der skal refereres og analyseres, har vi ikke en privilegeret og direkte tilgang til,

hverken som historikere eller journalister. Vi må benytte fagområdets godkendte greb og små løgne

for at bygge broen fra virkeligheden og ind i vores fagdomæne, hvor vi så manipulerer stoffet. Vi

kender vores eget fagfelts små løgne og genstridigheder, men bekriger det andet fagfelts forhold til

deres små løgne. Og det hele i en anstrengelse for ikke at blive konfronteret med den svimlende

erkendelse af, at den store løgn, om at vi alligevel ikke kommer til at præsentere den trivielle

virkelighed, vil feje benene væk under enhver afsender-modtager-model.

Troværdighed eksisterer for så vidt ikke i sig selv, men bliver tildelt af mennesker. Ligesom

virkeligheden. Det er det, historikere slås med. Og journalister.

15

KAPITEL 3 - METODE

Dette kapitel redegør for, hvordan jeg kommer fra problemformulering hen til en besvarelse af

specialets todelte problemformulering. Hovedafsnittet, kapitel fire, er en fremstilling af elementer,

der er relevante for problemstillingen. Specialets gennemgang af feltet er diskuterende i sin form,

hvor relevante uenigheder inden for de valgte områder vil blive præsenteret og analyseret, og

brugbarheden og operationaliseringen i forhold til at udarbejde historiske rekonstruktioner i

featurelængde vil blive diskuteret.

Specialet som læringscirkel

Jeg har herunder opstillet en model, der skal demonstrere den erkendelsesdynamik, specialets

metode er bygget op omkring.

Problemformuleringen leder op til, at der skal ske en læring: en refleksiv gennemgang af teori og

empirisk forskning og dernæst udarbejdelse af et journalistisk produkt. Modellen skal i al sin

enkelthed demonstrere, hvordan det kan lykkes at stå på skuldrene af egne og andres refleksioner og

derpå foretage en (ny) handling.

Umiddelbare

erfaringer –

indledende

problematik/teori

fra

grundlitteraturen Reflekterende

observationer

(forskningen) –

eftertænksomhed/

analyse

Abstrakt

konceptualisering –

begrebsdannelse/kon

klusion/vurdering/hvo

rdan kan man

anvende det lærte?

Aktiv

eksperimenteren –

ny

handling/produkt/

evaluering af

produkt

16

Hensigten er at tydeliggøre, hvordan en akademisk tilgang til journalistikken kan afspejle sig i et

konkret journalistisk produkt. Modellen åbner op for, at processen kan gentages for kontinuerligt at

forbedre det journalistiske produkt på baggrund af fx nyere forskning eller genrens indvinding på

det danske marked.

KAPITEL 4 – TEORI

Kapitlet fremstiller, analyserer og diskuterer teori og empirisk forskning bag forskellige elementer,

der alle anses for at påvirke troværdigheden, eller som kan skabe en forståelse for, hvad der er på

spil i forbindelse med troværdighed i historiske rekonstruktioner.

Præsentation af model for teoriafsnittet

I gængs kommunikationsteori taler man om at være opmærksom på mulige fejlkilder i et budskabs

vej fra afsender til modtager, herunder en opmærksomhed på modtagerens/læserens eventuelle lyst

til at forsvare sig mod budskabet (Helder et al., 2009: 10). Derfor skal afsenderen tænke, designe og

sammensætte sit budskab på en måde, så afsenderen tror, at budskabet bliver modtaget og

tilgodeset, som det var afsenderens hensigt.

I dette afsnit præsenteres den retoriske trekant som en model, der tillader et mere kontinuerligt

fokus på den socialkonstruktivistiske erkendelse end den klassiske kommunikationssætning: ’Hvem

siger hvad, gennem hvilken kanal, til hvem, og med hvilken effekt?’ (ibid.: 30) Disse parametre er

sikret gennem den håndværksmæssige del af journalistens værktøjskasse med beskrivelse af

målgruppe, medie, genre osv. Men i dette speciale ligger fokus på en del af effekten, der influeres af

både afsenders og modtagers tolkning af budskabet (ibid.: 32). Magten i kommunikationen, i et

konstruktionsperspektiv, ligger således ikke længere kun hos afsenderen, men er forskudt mere over

mod modtageren (ibid.: 61).

Modellen er tilpasset, så den modsvarer specialets problemformulering, og den tager udgangspunkt

i filosoffen Aristoteles’ retoriske trekant (Aristoteles, 1996: 23), der har til formål at ’overbevise’ –

jf. ordbogens definition af rekonstruktion som noget, der gengives på en overbevisende måde.

Modellen giver en holistisk tilgang til at skabe en troværdig eller ’en overbevisende tekst’, gennem

forskellige måder at appellere til modtageren af budskabet på.

17

Modellen bygger på tre appelformer omkring overbevisningens kraft, som i specialet er

troværdighed. Man kan via modellen appellere til modtagerens opfattelse af troværdighed gennem

flere kanaler: etos, logos og patos. Jeg har indsat de begreber, jeg har fundet i min gennemgang af

det teoretiske felt, under det afsnit hvor appellen synes at være mest passende. Modellen tillader, at

der er fokus på både afsenderen, indholdet og modtageren i hver deres erkendelse, kultur og

kontekst, som en form for socialkonstruktivistisk tre-enighed.

Den retoriske trekant

Modellen demonstrerer en retorisk stil, der ved hjælp af tre overordnede appelformer kan bidrage til

at overtale eller overbevise modtageren til at opfatte et budskab som troværdigt - på en rationel

måde.

I forlængelse af forrige afsnits erkendelse af, at begrebet troværdighed ikke er evigtgyldig, men

kulturafhængigt, er det oplagt at anvende Aristoteles, da denne retoriske form er dynamisk og kan

tilgås fra et samtidsperspektiv. Den tillader med andre ord både tekst og kontekst.

Modellen er ligeledes velegnet, anskuet ud fra Greenberg og Wheelwright (2014: 511), der kommer

ind på, at den fortællende journalistik har et indbygget ansvar for at skaffe belæg, idet den

fortællende journalistik som genre fremstiller en påstand om sandhed: Literary journalism is

narrative writing that makes a truth claim about people, places and events.

Etos

Patos

Trovær-dighed

Logos

18

4.1 – Etos – appel til viden

Etos er den appel, der peger ind i journalisten som afsender, og appellen blev af Aristoteles inddelt i

tre dele: phronesis, areté og eunoia. Dette afsnit vil gennemgå, hvordan journalisten kan

demonstrere sin viden og erfaring (phronesis) på en moralsk måde (areté), der kommer læseren i

møde (eunoia). Altså en form for erkendelsesanalyse om selve formidlingen af emnet. Gennem fx

kildekritiske og etiske overvejelser kan journalisten vise, at hun ikke blot besidder viden, men også

kan gengive denne viden på en fair og professionel måde, bl.a. gennem ordvalg og tone i teksten.

Samtidig med at den fortællende journalist som historieformidler er sig bevidst om, at den konkrete

begivenhed ikke er repræsentativ for hele samtidens historien; at hun fortæller en lille historie i den

store historie.

Dette afsnit om etos er specialets længste afsnit, og det kommer langt omkring i forskellige

fagområder og teorier, for afslutningsvis at samle sig og afrunde med en mere konkret

delkonklusion.

Ifølge Sims og Kramer har den fortællende journalistik vundet frem på grund af det, han kalder

solide grundsten:

”den dybdegående reportage, de narrative teknikker, som frigør journalistens

fortællerstemme (etos), og den høje standard omkring akkuratesse”

(Sims og Kramer, 1995: 3)

Den fortællende journalist er altså en hel person, med sin egen personlighed, der fx kan vise sig som

en afspejlet intimitet, ærlighed, ironi og fordomsfuldhed. Kvaliteter, som akademikere og nogle

nyhedsjournalister ville anse som uprofessionelle og u-objektive, da deres formål er at levere fakta,

hvorimod den fortællende journalist skal noget andet og mere (ibid.: 28).

Tulloch har på nedenstående måde beskrevet journalistens etos (the narrative voice) som en

sandfærdig praksis:

’The foundation of trust in journalism lies not in the objective truth and its

observation but in the truthfulness of its practice. Fundamental to this is the

construction of an authentic narrative voice.’

(Tulloch, 2014: 630)

19

Altså er den sandfærdige praksis en del af journalistens etos, som en autentisk formidler af

narrativet.

Lad journalisten erkende og bekende sig

I et socialkonstruktivistisk paradigme må al journalistik i sagens natur være konstrueret. Ikke kun

den fortællende. Journalistens håndværk, viden, evner og forforståelser mm. kan ikke undgå at

spille ind i udvælgelsen af kendsgerninger, synsvinkler og betydninger. At erkende, at alle disse

valg og fravalg foregår, og dermed tackle dem for at skabe en fortælling, er ifølge Kramer at gå ind

i journalistikkens verden med en kunstners øjne (Sønnichsen og Kramer, 2002: 14).

Journalisten er situeret i nutidens virkelighed og foretager en selektiv baggrundsresearch, hvorfra

hun udvælger de fakta, der passer til den kurs, som fortællingen tager. Denne kurs er bestemt af de

kontekster, som journalisten og fortællingen befinder sig i, fx sociale kontekster eller kulturelle

kontekster. Journalisten vælger destinationen for fortællingen, hvor slutningen altid er at nå et

forudbestemt mål (ibid.: 16).

Journalistens rolle som underholder og ikke bare vidensformidler i den fortællende journalistik gør

det dermed nødvendigt, at journalisten har en ambition om at opnå en personlig kontakt med

læseren. Læserens oplevelse skal formes af journalisten. I sig selv kan det synes konfliktfyldt, at

journalisten forsøger at påvirke læseren, og derfor skal journalistens magt udøves med forsigtig

selvbevidsthed. (ibid.: 18).

4.1.1 – Hvordan viser journalisten sin viden og erfaring?

I dette afsnit kommer jeg ind på, hvordan journalisten kan demonstrere sit udgangspunkt for

erkendelse, vise sin kildekritiske sans og vise forståelse for fortællingens placering i det store

historiske perspektiv.

Kildekritik – epistemisk lokation

Ifølge Sønnichsen og Kramer (2002: 13) er måden, man indsamler stof på, selve kernen i

journalistikken. I rekonstruktioner af en historisk begivenhed må journalisten hente de fleste

oplysninger fra historiske kilder, og derfor vil dette afsnit fremstille, hvordan journalisten kan

foretage en kvalificeret vurdering af historiske kilder.

20

Historiefagets kildekritik baserer sig på en vurdering af ældre skriftlige kilder af ofte tvivlsom

oprindelse, og kildekritikken er defineret som ’den kritiske refleksion over forholdet mellem

kilderne og historikerens rekonstruktion af den fortidige virkelighed’ (Olden-Jørgensen 2001: 17).

En kildekritisk historisk fremstilling vil altså kontinuerligt være præget af sin samtid og være

underlagt et evigt kritisk syn. En historisk kilde vil kunne give svar på, hvordan man tolkede en

begivenhed på udgivelsestidspunktet, og historikeren (eller journalisten) vil rekonstruere ud fra sin

nutidige fortolkningsramme.

I historisk kildekritik anses kilder som små dele, der tilsammen skal udgøre en repræsentativ

fortælling om en helhed. Denne induktive metode kræver af journalisten, at hun vurderer, om kilden

har den relevans, der netop gør den repræsentativ. I den journalistiske fortælling om særlige

begivenheder fra besættelsestiden, vil fortællingen ikke være repræsentativ for den historiske

periode, hvilket jeg kommer mere ind på i afsnit om historisk repræsentation senere i dette afsnit.

Forskningsmæssigt kaldes en del af det kildekritiske aspekt for epistemisk lokation, som kan brydes

ned til spørgsmålene: Hvor kommer viden fra? Hvad er kildens fysiske, sociale og politiske

standpunkter i forhold til subjektet? Hvad er årsagen til interessen i subjektet? (Morton, 2016: 246)

Morton tilskriver hele researchprocessen, herunder udvælgelsen af kilder, som journalistens egen

epistemiske lokation. Hun påviser, hvordan forskellige måder at repræsentere sin viden på

producerer forskellige typer af videns- og sandhedspåstande. Hvis journalisten ikke er sig bevidst

om sin egen epistemiske lokation, så vil hun risikere at skabe et narrativ, der ikke er epistemisk

forsvarligt som en repræsentation for subjektet eller begivenheden (ibid.: 245).

Det empiriske grundlag i Mortons artikel er to nonfiktive bøger, hvor forfatterne meget tydeligt, og

på vidt forskellig vis, forholder sig til deres respektive epistemiske lokation. Den ene synliggør sin

lokation gennem en narrativ rammesætning: ’This is a work of non-fiction. No names have been

changed, no characters invented, no events fabricated.’ Den anden forfatter anviser sin lokation

som et efterskrift, der står efter selve narrativet og fungerer som et epistemisk forsvar. I dette

efterskrift uddybes kildelisten, og der fremvises noter fra researchprocessen. Dette skaber en

gennemsigtighed og sikrer fortællingens verificerbarhed (Morton, 2016: 247). Den mest afslørende

måde, forfatterne viste deres epistemiske lokation på, var gennem en epilog, hvor forfatteren

fortæller, hvem er ’jeg’, i forhold til både subjektet og narrativet.

21

I en historisk rekonstruktion, som udgives i featureform og -længde, er det min vurdering, at en

epilog vil være for omfattende i forhold til indholdet, og ligeledes vil jeg argumentere, at en

fyldestgørende kildeliste med noter vil være for omfattende. Omvendt kunne en henvisning til, at en

sådan kildeliste og researchmateriale findes, være tilstrækkelig til at overbevise læseren, om at

indholdet er skrevet på baggrund af grundig research og pålidelige kilder (Bjerg, 2009: 140).

Den epistemiske tilkendegivelse kan også have en fordel set i lyset af den kritik, der i 2016 var af

Peter Øvig Knudsens bøger Hippie 1 og 2 (www.information.dk), der i ’jeg’-form fortæller indefra

et hippiemiljø, uden at forfatteren selv har været en del af et sådant miljø.

”Du forstår ikke, hvad du skriver om,” lyder noget af kritikken.

Ville disse fortællinger have vist en anderledes virkelighed, hvis han havde været en del af hippie-

miljøet og reelt havde vist fortællingen indefra, og ’burde’ han af den grund (at han er epistemisk

lokaliseret fjernt fra den kultur, han behandler) have angivet sit udgangspunkt for at kunne gengive

kulturen troværdigt?

Men der er et modsætningsforhold imellem journalistens fortælletekniske ideal om at stå inde for

sin viden og formidling og så det mere videnskabelige ideal om, at man viser sine mellemregninger,

hvordan man er nået frem til sine resultater. I min optik er journalisten som afsender garant for både

researchgrundighed og kildekritisk formåen, på samme måde som lægen udskriver medicin i kraft

af sin viden og ikke forsyner patienten med en liste over forskning, der beviser effekten af den

valgte medicin.

Men med tidens revselseskultur af journaliststanden, kunne mellemregninger atter synes relevante.

Og jeg vil på den baggrund hævde, at journalisten bag en historisk rekonstruktion af featurelængde

med fordel kan erkende sin lokation overfor læseren med en kort indledende rammesætning: Hvem

er jeg i forhold til fortællingen? Denne indledning kan ligeledes fungere som en form for

læserkontrakt i forhold til fortællingens sandfærdighed (se afsnit 4.3.4).

Kollektiv erindring – en særlig form for kildekritik

Når en begivenhed skal stykkes sammen fra flere kilder, og disse er på tidsmæssig lang afstand fra

denne begivenhed, må man som journalist forholde sig til begrebet kollektiv erindring. Begrebet

opstod i 1990’erne, hvor faghistorikere begyndte at undersøge konstruktionen af fortiden og

22

erindringen, og bevægede sig dermed væk fra den mere positivistiske tilgang om ’hvordan fortiden

var’ (Bryld et al., 1999: 18).

Kollektiv erindring er en betegnelse for en menigmands erindringer, fortidsforståelse og

identitetsdannelse. Inspirationen er hentet i en skelnen mellem historie og erindring som den franske

historiker Pierre Nora har opstillet, og hvor erindringskulturen som historiebrug i hverdagen bliver

opstillet som en modsætning til historie som en videnskabelig form for erkendelsespraksis (ibid.:

44).

Man kan altså betegne det som en mere folkelig måde at fortælle historien på og som et argument

for, at der aldrig er én historie. I et samfund vil der til alle tider være mange stemmer, erindringer og

bevidstheder om en fælles fortid.

Erindringen kan også anskues af journalisten som en social konstruktion, hvor både

rammebetingelser og indhold altid vil være et udspring af samtidens behov: Erfaringer og

erindringer om begivenheder bliver ikke af sig selv til erindringer – det bliver de gennem den

socialt bestemte virkelighedsopfattelse og de samtidige behov for at skabe en fortolkning og

sammenhæng, der kan hjælpe med befolkningens fremtidige handling. Man kan kalde det en

konstruktion i en særlig referenceramme. Eller i en journalistisk tone kan jeg kalde det en

konstruktion, der er vinklet, beskåret og retoucheret. En erindring kan dermed på samme måde som

en journalistisk fortælling komme til at få en betydning, som ikke eksisterer i virkeligheden.

Når denne form for erindring kobles med fortællingen, bliver den fælles danske erindring om

besættelsestiden til en fortælling om et folk med en retfærdig sag: et folk, der stod sammen mod den

brutale overmagt.

Historikere betegner også denne kollektive erindring som en nedsivningsteori (Olden-Jørgensen,

2013: 102). Her kan viden præsenteres forskelligt, men fortæller den samme grundlæggende

fortælling. Problemerne med denne teori er ifølge Olden-Jørgensen, at myterne overlever. Det gør

de, fordi historikere og offentligheden ikke stiller de samme spørgsmål – og ikke har den samme

erkendelsesinteresse. Det historiske fagmiljø vil gerne give den historiske erkendelse en abstrakt,

begrebsmæssig og teoretisk form. Og disse abstraktioner preller af på offentligheden, som også

Claus Møller-Jørgensen var inde på. De preller af, fordi abstraktionerne står i modstrid med

erindringens konkrete og følelsesmæssige forankring i individet (ibid.: 106). Ifølge Olden-

Jørgensen er løsningen, at der kommer en styrket bevidsthed om det narrative; om fortællingens

23

kunst og kraft. Her er den journalistiske fortælling ikke videnskabeligt mindreværdig, men en

fortolkning og et solidt valg for erkendelse. En forudsætning herfor, plæderer Olden-Jørgensen, er,

at fortællingen er videnskabeligt funderet – og med perspektiv (ibid.: 107).

Journalisten skal altså demonstrere sin etos, og dette kan ske ved at tydeliggøre, at der bag den

konstruerede virkelighed ligger beretninger og erindringer fra mere end en enkelt kilde, således at

det videnskabelige fundament træder tydeligt frem, samt ved at perspektivere fortællingen i den

store historie (se næste afsnit).

Historisk repræsentativitet

For omkring ni år siden, næsten samtidigt med at Claus Møller Jørgensen skrev sin kronik, var der

fra filosofisk side en interesse i at belyse sammenhængen mellem historiske og litterære narrativer i

forhold til at kunne repræsentere en nations historie. I sin ph.d.-afhandling påpeger Monica Hanna,

at det postmodernistiske samfund stiller spørgsmålstegn ved den overordnede teori i den moderne

historieformidling, hvor den narrative konstruktion får kritik i forhold til at være objektiv forskning,

som også Claus Møller Jørgensen var inde på i sin kronik. Hanna påpeger endvidere, at nutidens

litterære tekster stiller spørgsmålstegn ved historiens form og fejlkilder, ved netop at gen-undersøge

enkeltbegivenheder i en nations definition af sig selv. De stiller altså spørgsmålstegn til både form

og indhold af den bredt accepterede repræsentation af disse begivenheder. Litterære tekster, som fx

de nonfiktive, kan give alternative konklusioner og fortolkninger af historien (Hanna, 2009: 2).

Hanna stiller spørgsmålene: Hvilke historier fortæller vi? Fra hvilket perspektiv? Med hvilket

formål? Med hvilken metode? Og vigtigst måske, hvordan kan litteraturen give et alternativ til den

historiske repræsentation og anerkende en forbindelse mellem narrative teknikker og historisk

viden? (Hanna, 2009: 4)

Hanna plæderer i umiddelbar forlængelse heraf for, at der bliver skabt et fornyet fokus på en

udvidelse af nationalhistorien i litterær form ved at gøre læseren opmærksom på en iboende

nationaldefinition og se et muligt alternativt engagement i historien, fx gennem små sprækker og

brud fra virkeligheden og gennem konflikter for individet (ibid.: 15).

En litterær tekst kan således, gennem sprækker og brud, blive den eneste mulighed for at fortælle en

hel fortælling om en historisk begivenhed, da der ikke nødvendigvis findes tilstrækkelige

24

faghistoriske kvantificerbare beviser for at beskrive en historisk begivenhed med påkrævet

akkuratesse.

Journalist og chefredaktør Lea Korsgaard skriver i overensstemmelse hermed, at det at kunne

placere en lille begivenhed i sin større sammenhæng, er det, der engagerer læseren i en historie. Det,

der gør, at læseren forstår, hvorfor historien er værd at bruge sin tid på. Hvorfor den er

vedkommende (Korsgaard, 2017: 56).

Hanna angiver videre, at et interessant træk i den litterære konstruktion er den eksplicitte viden og

den uundgåelige partiskhed, der opstår: Ingen af forfatterne stræber mod at skrive en definitiv eller

absolut autoritetstro version af historien, de anstrenger sig derimod for at tydeliggøre den eksplicitte

fragmentering og partiske natur, der findes i enhver historie. Historien bliver dermed fortsat valid –

den er bare ikke komplet (Hanna, 2009: 6).

I den erkendelse er det min vurdering, at journalisten kan appellere til etos ved at skabe en

indledende kontrakt med læseren, som en væsentlig faktor for at bevare tilliden og troværdigheden.

En kontrakt, der rammesætter den konkrete fortælling i den store historie som netop en mulighed

for at se sprækker og små brud af en stor nationalhistorisk fortælling (se afsnit 4.3.4 om kontrakt

med læseren).

I sin research til rekonstruktion af historiske begivenheder skal journalisten altså overordnet set

forholde sig anderledes til kilder, end fx i traditionel nyhedsjournalistik. Jeg vurderer ikke, at den

historiske kildekritik i sig selv er normativ, da der ikke fremstilles en holdning til selve indholdet,

hvorimod jeg vil vurdere journalisten selv til at være ’normativ’, idet hun indgår i både en

ophavssituation og en kontekst. De spørgsmål, journalisten stiller, vil være præget af både kontekst

og ophav, og selv ikke de egen-observationer, hun eventuelt foretager, kan vurderes at være

neutrale – de vil bidrage til at konstruere en virkelighed ud fra den diskurs eller tendens, som hun

(og hendes fortælling) rummer.

Refleksioner som journalistens tolkninger

Mantraet ’show it, don’t tell it’, er herskende i de fortællende kredse. Skab scener og vis

stemninger. Anbefalingerne lyder, at man skifter mellem scener (show) og panoreringer (tell), samt

at disse er ligeværdige. Hvis fortælleren formår at skifte mellem de to metoder, vil det sikre både

fremdrift og spænding, og denne vekslen ses ofte i features (Pedersen, 2005: 44). Som et tillæg til

25

disse måder at beskrive på følger begrebet ’reflect’. Show, tell and reflect. En litterær skrivestil, der

især har vundet frem i Norge, og som er ved at vinde indpas også i Danmark (Tønnesson, 2012).

Jeg vil argumentere, at journalisten ved brug af refleksioner demonstrerer etos gennem en subjektiv

analyse af sin viden eller observationer. Især hvis de analytiske/refleksive passager ikke er direkte

affødt af tanker eller dialog fra en kilde. Hvis journalisten vælger denne refleksive analyse, er det

ifølge Morton vigtigt, at læseren er med på, at der er tale om nonfiktion, og at det er tydeligt, at det

er journalisten, der taler, da troværdigheden ellers lider under det. Omvendt kan refleksioner være et

stærkt retorisk redskab, da journalistens autoritet kan mærkes, og der kan tillægges fortællingen

elementer af symbolsk eller tematisk værdi (Morton, 2016: 252).

Jeg anskuer det således, at refleksioner skal bruges med en klar bevidsthed om både journalistens og

læserens kulturelle og sociale ståsteder. Begge må formodes at have et fjernt forhold til krig,

besættelse og modstandsarbejde, og derfor kan det argumenteres, at refleksioner skal bruges i

sammenhænge, hvor det er det almenmenneskelige temaer og følelser, der reflekteres over, da disse

er mere uforanderlige over tid.

4.1.2 – Hvordan optræder journalisten moralsk?

Grunwald skriver, at en væsentlig del af troværdigheden i journalistik bygger på en uudtalt påstand

om, at det er sandt, og at alle detaljer i princippet skal kunne klare en sandhedstest, selvom den

fortællende journalistik skaber illusioner gennem den fiktionsinspirerede sprogbrug (Grunwald,

2004: 48).

Dette afsnit vil berøre nogle af de etiske aspekter, der opstår, når den fortællende journalistik

begiver sig ud i at gengive faktuelle begivenheder gennem fiktionens virkemidler, samt min

vurdering af, hvordan journalisten skal forholde sig til og operationalisere disse aspekter, når hun

skriver historiske rekonstruktioner.

Fakta eller fiktion

Ted Conover er en erfaren nonfiktions-skribent, og han ser både ulemper og fordele ved at genskabe

en sand fortælling. Dramaturgiens spændingskurve, skriver han, med alle dens plots, rising action

og scener stiller store krav til virkeligheden (Conover, 2016: 123). Virkeligheden, og dermed det

nonfiktive narrativ, kan besidde mange af elementerne, men sjældent dem alle. Virkeligheden

serverer derfor sjældent historier i den konventionelle form, især ikke med en åbenlys årsags-

virkning-effekt, som kan udgøre plottet. Men på den anden side, hævder Conover, så supplerer

26

virkelighedens dramaturgi med elementer, som fiktionen ofte mangler, nemlig troværdighed og

relevans for hverdagslivet. Journalisten kan sige: Det her skete virkeligt (ibid.: 123).

Den nyligt afdøde forfatter og journalist Tom Wolfe fastslår også, at det er en stærk

håndværksmæssig force at kunne hævde, at en historie er sand. Fortællingen bliver mere powerful,

når læseren ved, at det er sket i virkeligheden:

The greater the revelatory accomplishment of a work of nonfiction, the less artistically

accomplished it has to be to succeed.

(Wolfe, 1996)

Journalisten kommer ifølge Mark Kramer let til at overskride grænsen mellem fakta og fiktion, og

han har derfor forsøgt at opliste nogle kriterier, som han mener, opfylder standarderne for den

fortællende journalist: no composite scenes, no misstated chronology, no falsifications, no invention

of quotes, no attributes of thoughts, no composed characters (Sims og Kramer, 1995: 25).

Jeg vil argumentere for, at disse kriterier er gældende for alle journalister, og at man ved at

italesætte en udfordring og opstille særlige regler for genren understreger, at der skulle være mere

vanskeligt at optræde etisk i den fortællende genre. At man fortæller en virkelig historie, burde jo,

ifølge både Wolfe og Conover, hjælpe journalisten med at forblive på den ’rigtige’ side af fiktions-

hegnet.

Van Krieken beskriver den fortællende journalistiks indtog som et decideret paradigmeskifte, hvor

objektivitetsidealet er forladt. Journalisten træder i karakter og demonstrerer etos. Også ifølge van

Krieken medfører de fiktive teknikker en øget risiko for, at journalisten bliver forført af

fortællingens struktur og dermed ’tilretter’ fakta, så de passer ind: ”The temptation to take the truth

a bit more lightly – but that I consider as a sliding scale – where does it stop?” (van Krieken, 2016:

1373). Faren for at træde ved siden af bliver ifølge artiklen større af, at både undervisere og

forfattere rammesætter den fortællende genre som ’den hellige gral’, hvilket indikerer, at den

fortællende journalistik er anset som det højst opnåelige mål for journalister (ibid.: 1374). Det er

altså genrens status, der frister journalisten til at forråde de traditionelle principper som objektivitet

og faktualitet, hvormed journalisten mister både troværdighed og autenticitet.

27

Jeg vil hævde, at også de fiktive skribenter fraviger den stringente fortællemåde, fx

berettermodellen, for at netop deres fortælling får den struktur og virkning, som er tiltænkt.

Skønlitterære skribenter formår at anse modellerne som en rettesnor, hvilket journalister må

formodes også at være i stand til, og jeg anser dermed ikke selve dramaturgien som en lokkende

faktor. Omvendt synes den status, som van Krieken tildeler den nonfiktive genre, i højere grad at

kunne være medvirkende til friste.

Artiklen af van Krieken peger endvidere på, at rammesætningen af den fortællende journalistik

kræver en fornyet forståelse af den journalistiske professionalisme, hvor der lægges vægt på

rolletildelingen mellem journalisten og læseren: Den fortællende journalist er et barn, der leger med

fortællende teknikker, mens læseren er en voksen, som har adgang til den legende

virkelighedsforestilling (van Krieken, 2016: 1376).

Her fungerer journalisten altså ikke længere som vagthund, der råber offentlig op om magtmisbrug.

I den fortællende journalistik, der så let kan forveksles med en fiktiv verden, er der således mere

end i andre genrer brug for, at læseren tror på journalistens integritet i jagten på at informere

befolkningen og dermed deltage i en demokratisk proces.

Litteraturforsker Johan Tønnesson tilslutter sig tanken om rammesætning. Han påpeger, at der i

nordisk tekstkultur er en uskrevet kontrakt mellem afsender og modtager, som fx fastsætter, at en

roman, uafhængigt af antallet af historiske referencer, vil blive opfattet som fiktivt, hvilket giver

belæg for kritikken af Buk-Sweintys ’nonfiktive roman’. Brugsdefinitionen peger altså på, at det er

sammenhængen, som teksterne indgår i, der danner rammen om læserens forventning til graden af

faktualitet. De nonfiktive journalister må ikke give læseren grund til at miste tilliden til det

nonfiktive grundlag. Dette er vigtigt, hævder Tønnesson, idet nonfiktion spiller en vigtig rolle ved

at skabe sammenhæng i det, der ellers kan fremstå som fragmenteret, separat og meningsløst

(Tønnesson, 2012).

Den fortællende journalistik skal altså trække linjen mellem fakta og fiktion helt skarpt op. Det er

forbudt at digte. Genren fortællende journalistik stiller dermed mange krav til journalistens

grundighed, både omkring interviewteknik, research og selve retorikken i skrivefasen (Kramer,

2002: 17). Men der stilles også krav til, at læseren tages i hånden. Journalisten skal hjælpe læseren

med at navigere i spændingsfeltet i den verden, der ligner fiktion, men er baseret på fakta.

28

Fra mit eget arbejde med nonfiktive fortællinger genkender jeg virkelighedens benspænd. Et plot,

der ikke er der. Et point of no return, der ikke falder kronologisk velplaceret. En hovedperson, der

ikke fremstår sympatisk. Et hul i dramaturgien og den forførende spænding. Her kan den

socialkonstruktivistiske referenceramme hjælpe journalisten til at lade blikket fjerne sig fra

virkemidler til virkning. Den kontrakt, der ligger mellem journalist og læser, vil bidrage til at

læseren opfatter fortællingen som troværdig, og dermed have en iboende funktion som

spændingsskabende.

Indre tanker og dialog

Rekonstruktioner af historiske begivenheder rejser mange etiske spørgsmål, især når det drejer sig

om dialog og indre monolog. Det kræver normalt både en direkte adgang til en nulevende kilde, og

at denne kilde bliver grundigt interviewet omkring og udtrykker de præcise tanker. Hvis

journalisten tilskriver kilden tanker, eller tanker rekonstrueres på et utilstrækkeligt grundlag, så er

der ikke længere tale om journalistik, men en rejse ind i fiktionens verden (Clark, 2002: 344).

Susan Greenberg, specialist i narrativ nonfiktion, og Julie Wheelwright, historiker og journalist,

behandler den fortællende journalists etiske udfordringer, og herunder dilemmaet omkring hvordan

journalisten kan balancere mellem udtryk og moral – eller æstetik og etik (Greenberg og

Wheelwright, 2014: 512).

I artiklen er der fokus på den kontinuerlige vægtning, journalisten må foretage mellem de

dramaturgiske virkemidler og akkuratessen. Fokusset er bl.a. skabt af de fortilfælde, hvor

prisbelønnede journalister er blevet afsløret i at fravige et påstået nonfiktivt grundlag.

På den ene side opstilles en kritik af, at fx den indre synsvinkel/monolog ikke kan gengives

nøjagtigt nok til et at bestå et faktatjek, da kilden kun tvivlsomt vil kunne huske sine præcise tanker

eller følelser. Og et kritisk blik kan her rettes mod journalistens evne, som i den

socialkonstruktivistiske tanke slet ikke er en evne, men et vilkår, til (ikke) at modstå en fortolkning i

sin gengivelse af disse tanker og følelser, hvilket kan åbne op for en svækkelse af læserens

opfattelse af troværdighed.

På den positive side hævder Greenberg og Wheelwright, at gengivelse af tanker og følelser er

ganske uproblematisk, når journalisten formår at forholde sig kritisk og grundigt til sin research.

29

Et yderligere positivt argument kunne være gengivelsens potentielle bidrag til både indlevelse og

fordybelse hos læseren (Hvid, 2002: 38), hvilket journalisten ifølge patos-appellen er afhængig af,

hvis det skal lykkedes hende at overbevise læseren (se mere i afsnit 4.3.1).

Uanset på hvilken side man som journalist stiller sig, vil det være afgørende vigtigt, at journalisten

forholder sig til sin egen situerethed og ved hvilke kriterier for gengivelser, hun opstiller for sine

produkter og lader sin læser være bekendt med disse.

Mit argument er, at indre tanker og monolog kan have en betydningsfuld narrativ fordel, men at det

sjældent kan lade sige gøre at researche sig frem til, når det drejer sig om at rekonstruere historiske

begivenheder, der er foregået for snart 75 år siden. Her vil det være skriftlige kilder, som tanker og

monolog skulle basere sig på, hvilket gør det svært at leve op til de etiske kriterier, som fx Mitchell

opstiller for at udlægge disse med ’fairness og faithfulness’, nemlig at være tro mod det sagte,

måden hvorpå det bliver sagt, samt konteksten, det er udtrykt i (Mitchell, 2014: 535). Med fairness

undgår journalisten bedraget og kan tilmed sikre en lingvistisk proces i sine formuleringer. Med

faithfulness gengiver journalisten i bogstavelig forstand, hvad kilden mente, og angiver, om

personen svarede spontant eller blev adspurgt.

Mitchell stiller altså spørgsmålstegn ved, om man som nonfiktiv journalist skal gengive ordret elle

omformulere. Må journalisten fx ændre ord, hvis de dermed bedre udtrykker interviewpersonens

egentlige mening? (Mitchell, 2014: 538). Må journalisten benytte re-imagining i sin dialog-

gengivelse, således at budskabet bliver ’illuminated by imagination’?

Dette kan angiveligt være hensigtsmæssigt i interviewsituationer, men med de historiske kilder vil

det ikke være muligt at se på fx kropssprog eller lytte sig frem til et underliggende udtryk i

udtalelsen, ligesom det heller ikke er muligt at give en fornuftig tolkning på den konkrete kontekst,

kilden har udtrykt sig i.

Alligevel tilslutter jeg mig, sammen med bl.a. Ted Conover, ja-sigerne. Journalisten må gerne

tilrette tanker og udtalelser. Læseren vil ifølge Conover værdsætte, at journalisten tager magten

over kilderne. Det er journalisten, der bestemmer, hvad der skal med, hvad der bliver udeladt – og

hvordan historien skal fortælles. Fortælleren træder netop frem med etos og fortæller med sine egne

ord (Conover, 2016: 60).

30

Dette foregår også i den daglige nyhedsproduktion, hvor kilder parafraseres i en

meningskondenserende version, altså en journalistisk konstruktion, fremfor et direkte citat.

Morton argumenterer for, at det gøres tydeligt i en tekst, hvilken kilde den præsenterede viden

kommer fra. Hvis det står klart, hvem der udtaler sig, viser man respekt for objektet (Morton, 2016:

251). Omvendt kan denne viden i teksten være uklar i forhold til kildegrundlag, men samtidigt

fremstå kohærent med både fortællingen og karakteren. Der foreligger ingen empiriske resultater,

der antyder, at gennemsigtighed, omkring hvor viden er hentet fra, giver en højere grad af

troværdighed hos læseren (Morton, 2016: 252).

Så man kan argumentere, at et etisk aspekt vil tale for, at der markeres en tydelig afsender på viden,

om end det ikke vil influere på oplevelsen af sandfærdighed: Journalisten skaber ikke et mere

pålideligt narrativ, hvis hun vælger at markere, hvorfra hendes viden kommer.

Overordnet set vil jeg argumentere, at fiktive tilnærmelser ikke rykker fundamentalt på

grundprincippet om nonfiktion, men at journalisten kun skal vælge at gå den vej, hvis dramaturgien

i sig selv står svagt. Har jeg som journalist en stærk fortælling, der kan indpasses tilnærmelsesvis i

en fortællermodel, vil der ikke nødvendigvis være et fagligt integritetsmæssigt behov for at

omformulere kilde-udsagn væsentligt.

Det kan også være en afvejning af, hvilken information et interview (helst) skal kaste af sig.

Kilderne er ofte ældre, når det er begivenheder fra 1944, der rekonstrueres. Kilderne er tidsmæssigt

langt fra begivenhederne, selvom de er førstehåndsvidner. Hvor korrekt kan man genkalde sig lyde,

lugte, synsindtryk eller tanker? På den ene side kunne disse detaljerede elementer angiveligt sikre

en bedre indlevelse og skabt mere identitetsfølelse med protagonisten. På den anden side vil jeg

argumentere, at en for mangfoldig detaljerigdom måske kan påkalde sig læserens mistænkelighed:

’Kan det virkeligt være sandt alt sammen?’.

Ifølge Greenberg og Wheelwright er det mest afgørende for troværdigheden den kontrakt,

journalisten har formået at indgå med sin læser (Greenberg og Wheelwright, 2014: 512) – som

ifølge Tønnesson er under fortsat udarbejdelse inden for nonfiktionen. Se mere under afsnit 4.3.4 -

kontrakt med læseren.

31

4.1.3 – Hvordan kommer journalisten læseren i møde?

Journalistens egen virkelighed

At gengive virkeligheden er en stor journalistisk udfordring, idet virkeligheden er en fælles

forestilling, jf. specialets paradigme med den sociologiske teori om virkeligheden som en social

konstruktion.

Dette afsnit berører, hvordan (og om) journalisten kan lade læseren forstå, at den kommende

fortælling er en sandhed set gennem en kringelkroget linse bestående af subjektive briller,

situerethed og epistemisk lokation.

Ifølge den amerikanske psykolog Jerome Bruner er det et grundvilkår, at fortællinger altid fortælles

fra et bestemt perspektiv, hvor erindring og fantasi smelter sammen i genskabelsesprocessen

(Bruner, 2014: 108). Han mener ikke, at journalister bør adskille fortællingen fra de objektive

kendsgerninger (ibid.: 121) og tilslutter sig dermed overordnet tanken om den fortællende

journalistik som en troværdig formidlingsform.

Bruners erkendelse ændrer omvendt ikke på, at erindringer, og især de kollektive, grundlæggende

kan betragtes som fiktive, og han placerer dermed journalisten i et dilemma, når hun skal anvende

kilders erindringer til at gøre en fortælling troværdig.

I det postmodernistiske samfund vil flere være tilbøjelige til at springe den bekymring over, idet der

ikke findes én virkelighed, kun synsvinkler og journalistens forsøg på at beskrive sin egen

konstruerede virkelighed (Clark, 2002: 343). Dette taler for, at journalisten sikrer, at en nonfiktiv

fortælling altid er baseret på flere kilder eller flere personers erindringer.

Anne Løvland giver et eksempel på en indledning til en nonfiktiv bog omhandlende personlige

fortællinger om livet i fængsel, hvor forfatteren præsenterer sig selv og sit formål – nemlig en

hensigt om at ville skrive om virkeligheden. Hermed giver forfatteren sig selv til kende og viser,

med hvilket udgangspunkt virkeligheden er fortolket:

‘I am the storyteller and my name is Bjørn Arild.

I am 44 years old and have a car, a house and a family, and I have never been in prison.

The plan is that the book I am writing will be about reality.’

(Løvland, 2016: 171)

32

En indledning til en nonfiktiv historisk rekonstruktion, hvori journalisten præsenterer sig selv og sit

relationelle ståsted omkring begivenheden, vil ifølge Løvland kunne bidrage til, at læserens

opmærksomhed bliver rettet mod journalistens erkendelse af sig selv som et filter for sandheden.

Sims og Kramer tilslutter sig denne tanke og skriver, at journalisten kan fastslå deres sandfærdighed

med læseren allerede i de første sætninger, ved at demonstrere ligefremhed og ’gadekyndighed’

(Sims og Kramer, 1995: 23), da det ultimativt er læseren, der afgør om journalisten optræder fair.

Som jeg ser det, så vil en sådan indledende positionering i en rekonstruktion af en historisk

begivenhed kunne fungere som både en kontrakt med læseren; min hensigt om at skrive

sandfærdigt, samt vise at jeg er bevidst om min egen lokation, situerethed og placering i forhold til

fortællingen.

Men kommunikationsprofessor Barbie Zelizer stiller overordnet spørgsmålstegn ved, hvordan

journalister skulle kunne lave en social konstruktion baseret på fakta. Altså, hvordan fakta, sandhed

og virkelighed kan omfavnes, når der også eksisterer et forbehold mod subjektivitet og

konstruktion:

’Insisting on the centrality of reality, and on facts as its carrier, for maintaining a

clear distinction between itself and other domains of public discourse, journalists

claim a capacity to narrativize the events in the real world that distinguishes them

from other cultural voices, retaining an attentiveness to how things ‘really’ happened

as the premise by which journalism makes its name. Moreover against this template

rests a preoccupation with something called ‘truth’.’

(Zelizer, 2006: 102)

Som jeg anskuer det, ligger kulturanalysen dermed centralt for Zelizers pointer, altså en

opmærksomhed på hvorfra budskabet afsendes, og i hvilken kultur det lander.

Filosoffen Ole Fogh Kirkeby formulerer dilemmaet således:

’Vi er altid i en situation. Det kaldes situerethed. Det er vi på flere måder. Dels er vi

et produkt af vores fortid (…) der ikke tilnærmelsesvis (…) er tilgængelig for os. Vi er

overvældet af vores egen fortidige nutid.’

(Kirkeby, 1994: 27, i Helder et al. 2009: 60)

33

I Danmark vil genren fortællende journalistik sandsynligvis fortsat være ukendt for en del af

læserskaren, og der vil formodentligt være et større behov for at hjælpe læseren med at

forventningsafstemme fiktionsniveauet, end der ville være i fx USA, hvor genren har en længere

tradition. Jeg vil argumentere, at teksten ikke mister noget på hverken de dramaturgiske eller

narrative parametre, ved at journalisten rammesætter fortællingen med angivelse af egen situerethed

og kildegrundlag.

4.1.4 - Delkonklusion

Journalisten bag historiske rekonstruktioner kan skabe troværdighed ved at appellere til etos. Dette

kan bl.a. ske ved at vise erfaring og viden, optræde moralsk og komme læseren i møde.

Journalisten kan demonstrere sin viden og erfaring ved aktivt at forholde sig til kildegrundlaget

som et historisk kildegrundlag. Journalisten kan angive sin egen epistemiske lokation for læseren,

som en del af en indledende læserkontrakt, og hun kan lade sin faglige integritet følge op med en

angivelse af det overordnede kildegrundlag, herunder de kollektive erindringer. Hun kan

demonstrere viden indenfor det fagområde, hun formidler (det historiske), ved at rammesætte

fortællingen i et større historisk perspektiv. Journalisten kan understøtte temaet og følelserne i

fortællingen gennem egne refleksioner, såfremt disse refleksioner indtænker både hendes egen og

læserens kulturelle og sociale ståsted i forhold til begivenheden.

Journalisten kan optræde moralsk ved at være tydelig overfor læseren om hendes intention om at

fortælle sandfærdigt og at skelne skarpt mellem fiktion og fakta. Dette kan indlejres i en indledende

rammesætning af fortællingen. Journalisten kan ligeledes optræde moralsk ved at lade etikken råde

frem for æstetikken, og således kun anvende fx indre tanker og dialog i den udstrækning

kildegrundlaget tillader det.

Journalisten kan komme læseren i møde ved at vise læseren hendes egen virkelighed og sig selv

som subjekt. Et subjekt, der er dybt situeret i grundlaget for og udformningen af fortællingen og

samtidigt epistemisk placeret relativt langt fra fortællingen.

34

4.2 – Logos – appel til belæg

Afsnittet fremstiller greb og metoder, der kan appellere til argumentets belæg og læserens sunde

fornuft, og drøfter, hvorvidt journalisten med fordel kan anvende disse greb til at præsentere sin

viden og demonstrere, at denne viden er baseret på fakta og research, og om journalisten i en

historisk rekonstruktion skal levere beviser, som understøtter den viden.

I ’Virkelighedens fortællere’ maner Kramer til eftertanke for de fortællende journalister. De

fortællende journalister skal, i modsætning til nyhedsjournalister, friste læseren frem for at jagte

dem, og derfor er det vigtigt, at teksten holder det, den lover (Sønnichsen og Kramer, 2002: 11).

Altså er det en fortælling, der skal gribe læseren og lokke til læsning gennem de fiktive virkemidler,

men samtidig skal fortællingen være faktuelt korrekt.

4.2.1 – Dramaturgi

Narrativ kohærens

Narrativ kohærens er den tekst-eksterne sammenhængskraft. Hvis fortællingen ikke hænger

sammen i fx tid og sted, mister den troværdighed. En narrativt kohærent fortælling vil bidrage til, at

en fortælling opfattes som troværdig (Aucion, 2001: 7).

Begreber som plausibilitet og verisimilitude bidrager også til tekstens narrative kohærens, og

i 2010 udførte Nahari et al. to eksperimenter, der havde til formål at afdække, hvilke kognitive

mekanismer og implikationer der ligger til grund for en læsers opfattelse af troværdighed. Artiklen

beskriver plausibilitet som læserens vurdering af sandsynligheden for, at en begivenhed skete i

virkeligheden (Nahari, 2010: 320). Artiklen angiver, at læserens absorptionsniveau er afgørende for,

om en tekst, beskrevet i et detaljeret og billedligt sprog, opfattes som troværdigt. Læserne inddeles i

high absorption og low absorption og angiver, i hvor høj grad de indtager informationen fra teksten

og deres åbenhed overfor læseoplevelsen (ibid.: 324-325). Billedsprog i sig selv øger ikke

troværdigheden, men afhængigt af læserens absorptionsniveau kan de perceptuelle, følelsesmæssige

og kontekstuelle detaljer enten give plads til fantasien og egen-erfaringen, eller de kan være tilstede

i et omfang, der blokerer fantasien.

Denne forskning kan sandsynligvis bidrage til en nærmere vurdering af, om der i en historisk

rekonstruktion skal eller ikke skal anvendes et detaljerigt billedsprog, idet det man som journalist

kan foretage en vurdering af målgruppens formodede absorptionsniveau. Altså, i hvor høj grad er

målgruppens læsere gode til hhv. nøgterne vurderinger (lav absorption) eller gode til indlevelse og

35

medkonstitueringer (høj absorption). Hvis målgruppen fx var Harry Potter-fans, kunne dette tale for

at målgruppen var gode til indlevelse, og dermed kunne journalisten gøre teksten sprængfuld af

billedsprog og detaljer. Var målgruppen derimod præget af en anden type læsere fx historikere,

kunne det tyde på en målgruppe, der var gode til det nøgterne, og journalisten kunne med fordel

formulere sin tekst i et mere konkret og nøgternt sprog (se mere under afsnit 4.3.3 om metaforer).

Overordnet set vil jeg hævde, at der for en artikel med en historisk rekonstruktion kan opstilles en

forventning om, at eventuelle læsere vil have en eller anden form for historisk interesse, hvorfor

journalisten med fordel kan formulere sig i et nøgternt sprog.

En måde, hvorpå sammenhængskraften ligeledes kan understøttes, er ved at lade læseren vide, når

handlingen skifter i tid og sted (Grunwald, 2004: 43). Ved indledningsvist at indsætte angivelser for

tid og sted, så tilfører denne ekstratekstuelle kontekst en semantisk betydning ved at gøre både tid

og sted eksplicit i handlingen. Hermed understøttes den narrative kohærens ved at afklare de

efterfølgende deiksismarkørers betydning. Informationerne giver dermed mening i fortællingens

deiktiske univers, hvor den kognitive proces, der foregår under et deiktisk skift, understøttes og

hjælper læseren til at forstå plots og føle identifikation (Busselle et al, 2009: 323).

Narrativet som kontekst for kulturel resonans

Et af den fortællende journalistiks karakteristika er at fortælle konkrete historier, som formår at vise

det store i det små. Fortællinger har fokus på almindelige mennesker, dramaet, følelserne,

kompleksiteterne i deres liv. Den fortællende journalist søger det dybe perspektiv på livet og

samtiden (Sims og Kramer, 1995: 19). Eller med andre ord, så viser den fortællende journalist en

mere eller mindre universel historie, fortalt gennem en lille historie – om et enkelt menneske eller

en enkelt begivenhed.

Van Krieken beskriver dette, som at journalistens brug af narrativer skaber en kulturel resonans for

læseren, altså vækker en form for genklang og giver læseren en model, der hjælper med at indtage

og forstå virkeligheden, andre mennesker og sig selv. Den fjerne fortælling kommer helt tæt på.

Den fortællende journalistik giver hermed læseren en meningsfuld kontekst (van Krieken, 2016:

1365).

Ved at tilføje både engagement og en større kontekst til (historiske) begivenheder kan den

fortællende journalistik tilføje en merværdi til den traditionelle journalistik.

36

Dette argument taler for, at journalisten indledningsvis rammesætter sin fortælling, både hvad angår

det store historieperspektiv (som beskrevet i afsnit 4.1.1), men også de underliggende temaer for

fortællingen, som fx hævn, død eller heltemod.

4.2.2 – Den visuelle præsentation/multimodalitet

Dette afsnit berører det visuelle indtryk, som fortællingen giver læseren, og betydningen heraf for

troværdigheden.

Billeder som sandhedsvidner

Ifølge Anne Løvland er vores forestilling om virkeligheden farvet af vores erfaringer. Den måde,

hvorpå vi kommunikerer virkeligheden i enhver tekst, er også vigtig i vores konstruktion af teksten

(Løvland, 2016: 172). Bag dette lægger hun forskellige teorier, og hun diskuterer, hvordan både

semiotik og brugen af multimodalitet kan anvendes til at kommunikere sandheden. I forhold til den

multimodale teori henviser hun til Van Leeuwen, der har vist, hvordan graden af modalitet kan

måles og påvirker modtagerens opfattelse af en tekst som enten fiktiv eller nonfiktiv. Hvis noget

præsenteres flere gange, vil det blive opfattet som mindre fiktivt og dermed give en højere grad af

troværdighed (ibid.: 173). Det skaber en såkaldt naturalistisk modalitet, som er en redundans

mellem påstanden om sandhed og den visuelle repræsentation, som journalisten kan bruge til at