ÅRBOG FOR

ARBEJDERBEVÆGELSENSHISTORIE 6

› Udgivet af

Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie

ved

Erik Christensen, jens Christensen

og Peter Søndergaard

1976

EEE

Copyright by GMT

ISBN 87-7330-037-3

1. udgave 1976

Special-Trykkeriet, Viborg a-s

Forlagets bøger kan bestilles hos:

GMT, 9293 Kongerslev, tlf. (08) 33 14 31

GMT, 8500 Grenå, tlf. (06) 32 17 12.

Manuskripter og bøger til anmeldelse bedes sendt til:

Selskabet for forskning i arbejderbevægelsens Historie,

ArbejderbevægelsensBibliotek og Arkiv,

Rejsbygade l, 1759 København V.

Indhold

Knud Knudsen: Arbejderkampe i Danmark under verdenskrisen, 1931-34

skotøjslockouten 1931 og søfolkenes strejke 1934 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5

Børge Rasmussen: Statens forandrende rolle, Socialdemokratiets politikog de forandrede betingelser for arbejderklassens kamp og reproduktioni30”erne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 85

Ove Bangsmark:Denrevolutionære fagoppositioniDanmark 1931-35 . . . 117

Erik Strange Petersen: Maurice Dobb i Danmark. En episode fra midtenaf 30'erne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 183

Einhart Lorenz: Den antireformistiske bevegelse iNorge på 30-tallet . . . . . 201

Bogdan Wierzba: De ideologiske stridigheder omkring Rosa Luxemburg . 207

Tom Olsson: Oppositionen mot Socialdemokratin i svensk arbetarrörelseunder 30-tallet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 239

Michael Seidelin Hansen: Den franske folkefront 1936-38 i den nyere hi-

storieskrivning . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

_.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 251

Anmeldelser:

Kvindebevægelsenshvem-hvad-hvor. (Hanne Bendtsen) . . . . . . . . . . . . . . . 266Der deutsche antifaschistische Wiederstand 1933-1945. In Bildern undDokumenten. (Ole Stender-Petersen) . . . . . . . . . .' . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . '267Revolutionen der udeblev. Kominterns virksomhed fra 1919 til den span-ske borgerkrig med Ernst Wollweber og Richard Jensen i forgrunden.Den usynlige krig. Historien om Ernst Wollwebers sabotageorganisation.(Ole Borgä) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 272

Strukturændringerog krisepolitiki 1930'erne. (Ellen Bastholm Jensen) . . . 275Dansk arbejderbevægelse1871-1939. (Niels Senius Clausen) . . . . . . . . . . . .' 277En verden at vinde. Arbejderbevægelsens start i Sønderjylland 1872-78.Die Arbeiterbewegung in Nordschleswig 1872-1878. (Dorrit Andersen) . . . 279Fra kapitalismens gennembrud til 1. verdenskrig. - Socialismens historie1-(Gerd Callesen) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 283

Tidsskriftsoversigt 1975 ved Gerd Callesen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 286

ARBEJDSKAMPE I DANMARK UN-DER VERDENSKRISEN, 1931-34

SKOTØJSLOCKOUTEN 1931 OG SØ-

FOLKENES STREJKE 19341

Af Knud Knudsen

l. PROBLEMSTILLING

Inden for den danske arbejderbevægelse,især på dens venstrefløj, førtes deri

1934 en diskussion om, hvorvidt den økonomiske krise havde ført til en radika-

lisering af den danske arbejderklasse. Mens kommunistpartiet hævdede, at

arbejderklassen i 1934 var i offensiven under kommunisternes ledelse, så fast-

holdt socialdemokraterne, at arbejderne i stigende grad tilsluttede sig de social-

demokratiske reformløsninger. Det er formålet med denne undersøgelse at

gribe ind i denne af samtiden selv formulerede problemstilling.En besvarelse af spørgsmålet ville imidlertid kræve omfattende empiriske

studier af de samfundsmæssige modsætninger i deres totalitet, og denne under-

søgelse af to af de store arbejdskampe under krisen kan derfor kun kaste lysover enkelte sider af problematikken.

Imidlertid er grundige empiriske undersøgelser af arbejdskampene under

krisen et uomgængeligt led i besvarelsen af spørgsmålet - ud fra den luxembur-

gianske antagelse, at kampen netop er det felt, hvor mulighedsbetingelserne for

reformismens omslag til en ikke-reformistisk, en anti-kapitalistisk eller eventu-

elt en revolutionær bevidSthed er til stede. Dette skal i al korthed begrundes.Iflg. en reformistisk opfattelse føres arbejderklassens kamp med henblik på

umiddelbare resultater, dvs. forbedringer af arbejdernes umiddelbare materiel-

le stilling, kort sagt: spørgsmål om løn og arbejdstid, for derigennem at opnåen trinvis begrænsning af den kapitalistiske udbytning (den faglige kamps

opgave) og en udvidelse af den samfundsmæssige kontrol over produktionen

(den politiske kamps opgave). Der indgår en skarp arbejdsdeling mellem fag-

bevægelse og parti. Den reformistiske indstilling er kendetegnet ved en tro på

stadige materielle fremskridt under kapitalismen. Socialparnerbevidsthedenudgør et led i denne reformistiske opfattelse.

Under den økonomiske krise vanskeliggøres fagforeningernes arbejde for at

sikre medlemmernes materielle vilkår, idet arbejdsgiverne søger at vælte deres

forrentningsvanskeligheder over på arbejderne. Der sker en skærpelse af mod-

sætningerne mellem lønarbejde og kapital, og dette modsætningsforhold viser

sig_i første række inden forfagbevægelsen.Ud fra en revolutionær socialistisk opfattelse er der bestemte snævre grænser

for den faglige kamps muligheder under kapitalismen: mulighederne for løn-

og arbejdstidsforbedringer er sat af kapitalen. Under krisen sættes opgøret

med reformismen derfor tendentielt på dagsordenen. For den revolutionære

socialisme bliver fagforeningerne spydspidser i kampen mod lønsystemet. I den

faglige kamp erfarer arbejderne praktisk, at kapitalen er hindringen for forbe-

dringen af deres kår. Den faglige kamp bliver en skole i socialismen og den

peger samtidig på nødvendigheden af en politisk kamp mod det kapitalistiskesamfund. Der er således en nøje sammenhæng mellem den økonomiske og den

politiske kamp.I forlængelse af den førstnævnte problemstilling er det hensigten at undersø-

ge, hvorvidt disse kampe var udtryk for eller hvorvidt de ledte til en radikalise-

ring af de involverede arbejdere, i hvilken grad der var tale om et opgør med

reformismen, og hvor langt dette opgør i givet fald skred frem.

6

Denne focusering på de enkelte kampe medfører imidlertid, at det mereoverordnede perspektiv glider i baggrunden. Der vil ikke blive tale om ensamlet redegørelse for arbejdskampene i tidsrummet, og det betyder også, at etså centralt spørgsmål, som hvorfor de store kampe udbrød netop her og ikkealle mulige andre steder, ikke besvares. Tillige medfører udgangspunktet forundersøgelsenogså, at der hovedsagelig focuseres på arbejdersiden under kam-pen, mens arbejdsgivernes taktik under kampene bliver behandlet temmeligstedmoderligt.

Det har været hensigten at foretage en temmelig grundig empirisk rekon-struktion af de to kampe, der her er behandlet. Undersøgelsen af kampene erbygget op omkring en række centrale temaer. Indledningsvist har det væretnødvendigt at få belyst henholdsvis skotøjsindustriens og rederkapitalens ud-vikling i perioden frem til kampen, bl.a. med henblik på at nå frem til enforståelse af arbejdsgivernes strategi, men også for at undersøge udviklingen iden umiddelbare arbejds- eller produktionsproces for derigennem at kunneforstå baggrunden for arbejdernes kampvilje. Analysen af selve kampforløbeter bygget op omkring de forskellige grupperingers strategier, hvor hovedmod-sætningen gik mellem den socialdemokratiske og den kommunistiske. (I sko-tøjskonflikten var der yderligere en ikke-kommunistisk faglig opposition). Detoverordnede spørgsmål er i denne forbindelse at undersøge,hvordan de meni-ge arbejdere forholdt sig til disse strategier for herigennem at få belyst, hvilkenindflydelsede enkelte grupperinger havde på kampforløbet. Et vigtigt momenter her at få fremdraget de organisationsformer, der udvikledes under kampeneog overhovedet de kamperfaringer, der ligger gemt i disse kampe. Ligeledes erdet vigtigt at se på, hvordan DsF forholdt sig til kampene, og hvordan forhol-det var mellem de kæmpende og den øvrige arbejderklasse. Det må undersø-ges, hvorvidt kampenes isolation blev brudt ved andre arbejderes solidaritet.Dette aspekt leder frem til det, der var undersøgelsens udgangspunkt, nemligspørgsmålet, om arbejderne anno 1934 var inde i en offensiv mod den kapitali-stiske stat.

2 DEN ØKONOMISKE KRISE I DANMARK I 30ERNE 0GUDVIKLINGEN PÅ DEN FAGLIGE FRONT 1931-34

2.1. Indledning. Forspillet i 20erne

Udviklingen i 20 erne udgjorde en ikke helt uvæsentlig baggrund for arbejds-kampene i 30ernes første halvdel.Årene efter 1. verdenskrigs afslutning prægedes af en heftig kampaktivitet i

arbejderklassen, hvor syndikalisterne i adskillige tilfælde var drivkraften bagkampene. Resultatet af kampbølgen 1918/ 1922 blev et nederlag for arbejderneog specielt for den syndikalistiske fagopposition. Først og fremmest gik det udover de lavestlønnede og ufaglærte arbejdergrupper og i særdeleshed søfolkene

7

og havnearbejderne, som i 1920 måtte indkassere et hårdt nederlag. Det afgø-

rende var, at der med syndikalisternes tilbagegang ikke længere eksisterede

nogen organiseret arbejderopposition inden for fagbevægelsen.Under storlockouten i 1925 kom modsætningsforholdetmellem de ufaglærte

lavtlønsgrupper, specielt arbejdsmændene, og de faglærte højtlønnede arbej-dergrupper, specielt smedene, til fuld udfoldelse. Et vigtigt moment ved stor-

lockouten var Stauning-regeringens plan om at gribe ind med et strejkekprovi-sorie om kampens afslutning. Hermed var der skabt præcedens for statsmag-tens indgreb mod arbejdskampe, og socialdemokratiet havde som regerings-parti vist sig villig til at opfylde statens rolle som regulator af konflikten

mellem lønarbejde og kapital.I 20ernes sidste halvdel fik arbejderne konsekvenserne at mærke af den

reorganisering og rationalisering af erhvervslivet, som arbejdsgiverne havde

indledt. For arbejderklassen medførte rationaliseringen en varig klassemæssig

spaltning i og med dannelsen af et lag af permanente arbejdsløse, som mistede

tilknytningen til produktionen og til fagforeningerne. Men reorganiseringenændrede også betingelserne for arbejdernes kampe, idet storkampene mere og

mere afløstes af kampe på Virksomhederne, som arbejderne var dårligt rustede

til at tage op. På denne baggrund voksede en ny arbejderopposition frem med

de såkaldte venstreklubber, som i 1928 blev samlet i »Fagklubbernes Samvir-

ke«,

Ikke desto mindre skete der op til 1930 en styrkelse af den socialdemokrati-

ske arbejderbevægelse, fordi den opsamlede arbejdernes modstand mod den

Madsen-Mygdalske venstreregerings arbejderfjendske politik, og arbejds-mandsforbundet, som i 1926 havde meldt sig ud af DsF gik igen ind i centralor-

ganisationen i 1929.

2.2. Den økonomiske krise i Danmark i 30erne i kort rids

Internationalt havde 20erne været rationaliseringens og tayloriseringens tid, og

alligevel havde der været tale om en periode med langsom økonomisk vækst.

Med krakket påWall-street i okt. 1929 kom startskuddet til krisen. Krisen var i

første række en krise for amerikansk kapital, men den bredte sig hurtigt til den

øvrige kapitalistiske verden pga. USAs dominans i verdensøkonomien, i første

omgang i form af pengekrise og indskrænkning i verdenshandelen. Krisen

overførtes hurtigt til Tyskland, hvor de første store sammenbrud for erhvervs-

virksomheder og banker kom i juli 1931. Herfra overførtes den til England,som d. 20. sept. 1931 måtte gå fra guldet. Begge lande søgte at løse problemer-ne gennem importrestriktioner, og da Danmarks udenrigshandel i overvejende

grad Var orienteret mod disse to lande blev krisen for alvor mærkbar i Dan-

mark fra 1931.

Den danske økonomi var stærkt afhængig af udviklingen på verdensmarke-

det, og krisens gennemslag i Danmark må primært forstås ud fra realiserings-

vanskelighederne som følge af den internationale krise.1 Fra landbruget bredte

vanskelighederne sig til den industrielle sektor. Dansk kapital var sårbar over

for det internationale prisfald. Rationaliseringen i 20erne havde ført til et fald i

8

virksomhedernes reale lønomkostninger, konkurrenceevnen var forbedret,profitterne blevet større, hvilket igen havde ledt til et tydeligt opsving i byer-hvervenes investeringer 1928-31.2 Men især landbruget havde investeret kraf-

tigtui årene 1928-30 op til et niveau af 8-12% af bruttofaktorindkomsten, hvadder havde givet store dele af landbruget et »overdimensioneret« produktions-apparat, som stillede krav om stadig stigende indkomster for at klare afskriv-

ninger og nyinvesteringer.3 Både landbrug og industri havde således et stort

kapitalapparat at forrente. Alligevel ramte krisen forholdsvis sent herhjemme,og den kunne heller ikke i omfang måle sig med de hårdest ramte lande.

Det er vigti gt for en forståelse af klassekampens forløb i 30erne: at slå fast, at

landbrugssektoren var dominerende, i den danske økonomi.4 Under krisen gikdet værst ud over landbruget, idet det internationale prisfald uden sammenlig-ning var stærkest for landbrugsvarer og råstoffer, og ca. 3/ 4 af landbrugspro-duktionen gik til eksport. Landbrugets forrentningsprocent, der var stegetkraftigt i slutningen af 20erne, faldt brat. Bunden nåedes i 1931/32:5

1928/29: 4,9. 1929/30: 4,3. 1930/31:0,5. 1931/322-0,4.1932/33; 2,3. 1933/34: 2,9. 1934/35: 3,1. 1935/36: 3,3.

Landbrugets krisevanskeligheder kulminerede i 1932. Landbruget havdereageret på prisfaldet efter devisen: falder priserne, må vi producere så megetdesto mere for at få de samme penge hjem.6 Landbrugerne søgte kort sagt at

kompensere for de faldende priser gennem en forøgelse af svineproduktionen,som var den mest rentable virksomhed. Men efterhånden skete der en tilpa-sning til de dårligere eksportforhold. Faldende indkomster og stigende gælds-byrder drev en mængde landdbrug til tvangsauktion: i 1930: 324, i 1931: 1214,og i 1932: 2029.7 Dertil kom, at landbrugerne havde måttet betale mere for deindenlandske industrivarer, de anvendte, idet landbrugets sektorbytteforholdforringedes med 35% i årene 1929-32.8 På denne baggrund opstod »Randersbe-vægelsen«; den blev senere til »Landbrugernes Sammenslutning«(LS), der varen stærk højreorienteret populistisk bevægelse med fascistiske islæt, som pro-grammatisk bekæmpede byerhvervene, dvs. såvel »kapitalen« som fagforenin-gerne, og hvis stærkeste kampmiddel var »produktionsstrejken«.Den krævedelovgivningsmagtens støtte til landbruget (herunder også en kronedevaluering).I en stribe af resolutioner, der startede 3. jan. 1932, anklagede LS lovgivernefor at tillade, at byerhvervene og arbejderorganisationerne tilvendte sig priserog lønninger,der stod i et skrigende misforhold til landbrugets varepriser.9 LShavde fra starten satset på erobringen af andelssammenslutningerne.

Samtidig med landbruget, dvs. i løbet af 1930, var skibsfarten blevet ramtsom følge af indskrænkningeni verdenshandelen. Oplægningen af skibe kulmi-nerede i begyndelsen af 1932, men herefter begyndte fremgangen.10

Industrien havde indtil 1931 nydt godt af de faldende råvarepriser. Først idette år ramtes industrien mærkbart. Ved kriseårenes begyndelse udgjordeindustriens andel af den samlede bruttofaktorindkomst under 12% og indu-

strieksporten 016% af den samlede eksport.” Det gik især ud over den ekspor-

trettede jern- og metalindustri - som i 1930/ 31 tegnede sig for 53% af indu-

strieksporten - mens derimod den hjemmemarkedsorienterede konsumvaresek-

tor, først og fremmest tekstil, konfektion, læder og skotøj, slap let gennem

krisen. Disse brancher udviste den kraftigste produktionsstigning af samtlige i

løbet af tiåret 1930-39.12 Inden for disse hjemmemarkedsorienterede brancher

fandt der også væsentlige produktivitetsstigninger sted. Det skyldtes dog kuni

mindre grad kapitalkrævende tekniske forbedringer, men snarere en intensive-

ring af arbejdsprocessen. En af vejen ud af krisen var således kapitaletableringikonsumvaresektoren, der da havde en forholdsvis lav kapitalintensitet. Dette

skal dog ikke skjule, at også industrien var hærget af krisen. Det viste investe-

ringsforløbet kun alt for tydeligt. De samlede nyinvesteringer viste et brat fald

fra 750 mill. kr. i 1930 til 510 mill kr. i 1932 (løbende priser), men i 1935 havde

investeringerne passeret niveauet fra 1930. Især investeringernei maskiner og

transportmidler gik tilbage, men her må man igen huske på, at landbrugsinve-

steringerne udviste det kraftigste fald.13 Kursfaldet på industriaktier lod heller

ikke tvivl tilbage om, at krisen satte sine spor på dansk industri.14 Aktieselska-

bernes nystiftelser og kapitaludvidelser faldt fra 69,9 mill. kr. i 1930 til 34,4

mill. kr. i 1932, mens kapitalnedskrivninger og konkurser m.v. først toppede i

1933 med 76,8 mill. kr. Resultatet af industri- og landbrugskrisen (afvandrin-

gen fra landbruget) var en omfattende massearbejdsløshed, som kulmineredei

1932 med ca. 32% (se tabel). Det er rimeligt at tolke investeringstallene således,

at de hårdeste kriseår indebar en parentes i virksomhedernes rationaliserings-

arbejde.«15Arbejdsgiverforeningens svar på krisen var bl.a. det principiellekrav over for arbejderorganisationerne, at arbejdslønnen skulle følge konjunk-

turerne, dvs. betydelige lønreduktioner i en størrelsesorden af 20%.16

Som statsbærende parti var socialdemokratiet placeret lige i centrum i den

sociale magtkamp. Krisen var kommet helt bag på socialdemokratiet.17 Ho-

vedopgaven for partiet blev at bringe arbejderklassen frelst gennem krisen, dvs.

forsvare de allerede tilkæmpede materielle eksistensbetingelser og politiske

rettigheder, herunder organisationsretten. Krisepolitikken sigtede i første ræk-

ke på at fremme beskæftigelsessituationenog afbøde de værste virkninger af

arbejdsløsheden. Gennem kompromisser og forlig med bønderne og småbor-

gerskabet søgte partiet at vinde øjeblikkelige sejre for arbejderne mod tilsva-

rende indrømmelser. Hovedtonen i den socialdemokratiske krisepolitik blev,

at der måtte føres en national samfundspolitik. Prisen for de fordele, socialde-

mokratiet tilkæmpede sig, var, at arbejderklassen måtte give afkald på enhver

selvstændig aktion. Socialdemokratiet så det som sin opgave at sikre kapitalen

arbejdsro og forhindre enhver aktion ud over den parlamentariske. Enhver

kamp opfattedes som vendt imod regeringen. Krisepolitikkens succes nødven-

diggjorde kontrol med fagbevægelsen,og DsF støttede denne umyndiggørelseaf fagforeningerne, som var den uomgængelige konsekvens. De Samvirkende

slog ind på en »tilbageholdendelønpolitik« og satsede i stedet på regeringens

politiske muligheder.Men den socialdemokratiske strategi måtte nødvendigvis støde på modstand

fra kommunisterne. Siden 1928 havde den internationale kommunistbevægelse

10

førten ultravenstrekurs (»enhedsfront fra neden«), som baseredes på forvent-ningerne om, at krisen ville forårsage en radikalisering af arbejdermasserne.Kommunisternes opgave var at opfange denne bevægelse. Dette skulle ske

gennem en afsløring af socialdemokraterne, som fordømtes som »socialfasci-

ster«, der måtte isoleres fra masserne. I 1929 udformedes i de såkaldte »Strass-

burgerteser« retningslinjerne for kommunisternes nye strejkestrategi. Iflg.»Strassburgerteserne« var kommunisternes hovedopgave under strejker at

fravriste de reformistiske forræddere førerskabet i kampen og overtage den

selvstændige ledelse af dem. Der måtte skabes kamporganer til kampens ledel-se fra neden gennem valg af strejkeledelser, som skulle fortrænge det reformis-tiske fagforeningsapparats indlydelse. Teserne omfattede en lang række for-hold og praktiske anvisninger.18 Fra årsskiftet 1929/ 30 introduceredes denne

nye strejkestrategi til Danmark,19 hvorefter kommunisterne tog fat på de to

hovedopgaver, nemlig skabelsen af en revolutionær fagopposition og organise-ringen af de arbejdsløse.

I maj 1931 tog DKPerne initiativ til afholdelse af en faglig oppositionskonfe-rence, hvor man påbegyndte organiseringen af en revolutionær fagoppositi-on.20 I foråret 1932 var forberedelserne så vidt fremskredne, at man på opposi-tionskonferencen d. 29-30. maj kunne vælge RFO.s første fælles landsledelse.RFO var herefter organ for kommunisternes faglige arbejde. I programerklæ-ringen (trykt i pjecen »Klar til Kamp« Arbejderforlaget 1932) blev retningslin-jerne for RFO.s virke lagt frem. Hovedlinjerne var - i overensstemmelse med

»Strassburgerteserne« - at kampen måtte føres direkte af arbejderne selv mod

treenigheden: arbejdskøberne, den kapitalistiske stat og de reformistiske le-dere. Den revolutionære fagopposition måtte føre an med hensyn til forbere-delsen og udløsningen af kampene. De revolutionære måtte erobre så mangefaglige instanser som muligt, og der måtte oprettes RFC-afdelinger på arbejds-pladserne og fabrikkerne.

Massearbejdsløsheden fra 1931/32 og det voksende antal uorganiseredebegunstigede også DKP.s organisering af de arbejdsløse, som indledtes i Vinte-ren 19.30/31. DKP vandt fremgang som organisatoren af de arbejdsløse. Gen-nem agitation på kontrolstederne og demonstrationer, »arbejdsløshedstog«,skabtes grundlaget for partiets vækst. 30erne blev DKP.s »parlamentariskegennembrud«; ved folketingsvalget i november 1932 fik DKP 17.000 stemmer

og 2 mandater i folketinget. Fra nytår 1934 udsendtes »Arbejderbladet« som

dagblad.21Imidlertid kom de økonomiske forudsigelser, som »Strassburgerteserne«var

funderet på, ikke helt til at holde stik på de danske forhold. Krisen slog som

nævnt forholdsvis sent igennem herhjemme; den blev forholdsvis kortvarig, ogden ramte de enkelte sektorer meget forskelligt.

Tilsyneladende lykkedes det socialdemokraterne at få opbakning fra arbej-derne bag deres moderate-defensive linje. Arbejderne mærkede især krisen

gennem den omfattende arbejdsløshed og indirekte gennem et mindre realløns-fald. Men arbejdernes utilfredshed var åbenbart ikke umiddelbart stærk nok tilat lede til kampe uden om og imod de faglige ledere. Kampaktiviteten holdt sigpå et lavt niveau.

11

Fra 1934/ 35 var de værste krisetilstande lettet og den økonomiske aktivitet

for hastigt opadgående. Det var nu ikke udelukkende den hjemmemarkeds-orienterede konsumvareindustri, der ekspanderede, men også sværindustrien,

jern- og stålindustrien. Fra 1931 til 1936 steg den samlede beskæftigelsemed

ca. 30% og prisudviklingen såvel på hjemmemarkedet som på eksportmarke-derne var gunstig. Overskuddet gik for størstedelen til en forøgelse af den

indenlandske industrikapitals profitter.22 Fremgangen stod også at læse i aktie-

kursbevægelserne.23 Fra 1932 til 1939 opsugede industrien ca. 72.000 arbejdere,en stigning i arbejdsstyrken på ca. 60%, svarende til godt 1/ 3 af væksten i den

samlede beskæftigelse i denne periode. 24 Industrikapitalen ekspanderede ud af

krisen på landbrugets bekostning.

2.3.Udviklingen på den faglige front, 1931-34

Overenskomstsituationen 1931 og skotøjsarbejdernes kamp24aVerdenskrisen havde endnu ikke ramt dansk erhvervsliv mærkbart, da overen-

skomstsituationen 1931 indledtes. Alligevel renoncerede DsF på at sætte fag-bevægelsens krav igennem. Vedhjælp af 3 afstemninger trumfedes et forligs-mandsforslag igennem i samtlige fag, på nær skotøjsarbejderne, som alene

måtte tage kampen. En sådan situation, hvor et enkelt fag kunne true en samlet

løsning, var uholdbar. Men det stod ikke i DsF.s magt selv at gennemføre en

indskrænkning af de enkelte fags selvstyre. Det måtte overlades til partiet.Skotøjskonflikten gav stødet til den senere lovgivning på arbejdsmarkedet(forligsmandsloven).

Overenskomstsituationen 1932 og slagteriarbejderlockouten 1932

Overenskomstsituationen 1932 var bemærkelsesværdig i to henseender. For

det første fordi arbejdsgiverne her formulerede de principielle krav, som kan

sammenfattes under: en generel lønreduktion på 20%, 3-årige overenskomster

med regulering efter pristallet, derudover krav om landsoverenskomster for

ensartet og beslægtet arbejde og realitetsforhandlinger om nye forhandlingsre-gler. Overenskomsterne blev dog forlænget uforandret for et år. For det andet

fordi en række forbund igen krævede urafstemningsprincippet respekteret. Da

det begyndte at trække op til kamp, havde forligsmanden grebet ind og fremsat

et mæglingsforslag. Imidlertid krævede han hovedorganisationernes svar med

et så kort varsel, at det i mange forbund blev umuligt at foretage urafstemning.Det »måtte« overlades til de kompetente forsamlinger at tage afgørelsen.25Flere af sommerens forbundskongresser vedtog som svar herpå, at hvis der

fremtidig igen ikke blev levnet tid til urafstemning, så var forslaget automatisk

forkastet. »Dermed var den fidus ødelagt.«26Den store arbejdskamp i 1932 var slagteriarbejderlockouten, som udkæmpe-

des kort tid efter den store overenskomstsituation.27 Siden slagteriarbejderneskamp i 1920 havdeforbundet stået uden for DsF. Som nævnt kulminerede

landbrugskrisen i 1932, og der var en umiskendelig kampstemning at spore

12

blandt landbrugerne i foråret 1932. For dem var der ikke blot tale om en kampmod slagteriarbejdernes lønninger (som krævedes nedsat med 20%), men i

-videre forstand mod »fagforeningsdiktaturet«, Imidlertid skulle der ikke gå ret

længe, før det stod klart at LS var den drivende kraft bag kampen, og at der

var tale om en politisk aktion, en mod »samfundet« rettet produktionsstrejke,med det formål at få LS.s politiske krav sat igennem.

Det placerede slagteriarbejderforbundet (og dets ledelse i særdeleshed) i et

ubehageligt dilemma: Slagteriarbejderne havde under krisen (dvs. under land-

brugets forsøg på at producere sig ud af krisen) erfaret en intensivering af

arbejdet med forøget overarbejde og opskruet arbejdstempo. Ud fra slagteriar-bejdernes standpunkt var mæglingsforslaget, som kun indebar lønreduktioner,ganske uacceptabelt, og ved urafstemningen havde arbejderne da også forka-stet det (med 3259 st. mod 1084). Men som de gode socialdemokrater, som

ledelsen var, måtte den ønske, at forslaget blev vedtaget for at LS ikke skulle få

held med sin strategi: nemlig at bruge slagteriarbejderne som murbrækkere tilat styrte regeringen. Slagteriarbejderforbundets position var vanskelig. Det

kunne ikke handle ud fra den styrkeposition, som det egentlig besad: fra

starten stod det nemlig klart, at slagteriarbejderne kunne klare en arbejds-standsning meget længere end slagterierne, der hurtigt kom ud i den ubehageli-ge tvangssituation, at slagtningerne måtte genoptages. Men forbundet kunne

ikke handle ud fra denne styrke; i stedet måtte det snarere kæmpe ud fra den

socialdemokratiske regerings svage stilling. Forbundsledelsens holdning var

derfor: »Vi bøjer os kun, hvis det gælder regeringen«.28Kampens tyngdepunkt blev meget hurtigt forskudt fra slagteriarbejderne til

den politiske arena, hvor slagterikonflikten blev et led i de almindelige krise-

forhandlinger. På socialdemokratisk topplan drejede diskussionerne sig bla.om tvungen voldgift. Nu blev tvungen voldgift ikke aktuel, idet forligsmands-forslaget i anden omgang blev vedtaget af begge parter - for slagteriarbejdernesvedkommende med 3183 st. mod 1469. Men truslen om at Stauning ville tagetvungen voldgift i anvendelse, hvis arbejderne forkastede, var kendt blandt

slagteriarbejderne. Alligevel vedtog forbundets kongres i 1932 en udtalelse om

tak. og tillid til Staunings optræden; og i det store hele var der opbakning bagden socialdemokratiske linje. Men tilslutningen var ikke udelt: på kongressenvar flere delegerede betænkelige ved at skulle afgive ofre på det politiske alter.

Dog lykkedes det ikke kommunisterne at vinde større indflydelse på kampenmed deres parole om at slutte op om den revolutionære fagopposition. Lige tildet sidste opfordrede de slagteriarbejderne til at forkaste mæglingsforslaget.

Samtidig med at slagteriarbejderlockouten i 1932 var et udtryk for grænser-ne for den reformistiske-socialdemokratiske fagforeningspolitiks muligheder,var den et vidnesbyrd om socialdemokratiets styrke og autoritet blandt arbej-derne.

Overenskomstsituationen 1932/ 33 og »Kanslergadeforliget«Udspillet til overenskomstsituationen 1932/ 33 blev gjort af arbejdsgiverne, der

genfremsatte kravet om 20% lønreduktion, mens DsF pegede på indskrænk-

i3

ning af arbejdstiden (40-timers-ugen) og forbud mod overarbejde. Kampenstod mellem »de rene principper, lønreduktion eller arbejdstidsnedsættelser«.29I december 1932 havde Stauning fremsat regeringens forslag til arbej dsløsheds-

bekæmpelse, og i løbet af januar stod det klart, at konflikten på arbejdsmarke-det ville blive kædet sammen med de politiske spørgsmål.Da forligsmanden d.

27. jan. 1933 gav op, var der udsendt lockoutvarsel for ca. 100.000 arbejdere,og en enig arbejdsgiverfront stod samlet om kravet: 20% lønredüktion.Gennemførelsen af dette krav blev imidlertid forhindret pga. statsindgrebet.

D. 28. jan. fremsatte regeringen sit forslag om forlængelse af overenskomsterne

mellem arbejdsgivere og arbejdere, og om forbud mod arbejdsstandsninger.30Overenskomsterne forlængedes derefter uændrede til 1. feb. 1934, og strejkerog lockouter inden for det kollektive overenskomstområde blev forbudt. Iflg.lovens § 3 skulle der nedsættes et udvalg, som inden oktober 1933 skulle

fremlægge et forslag for rigsdagen om ændring af reglerne for bilæggelse af

arbejdsstridigheder, hvorved samfundets interesser under konflikter vedrøren-

de arbejdsforhold sikredes på behørig måde. Udover overenskomstforlængel-sen var hovedpunkterne i forliget mellem Venstre, Socialdemokratiet og De

Radikale en kronedevaluering på ca. 10% og derudover et krisebekæmpelses-

program.Socialdemokraterne forsvarede indgrebet som samfundets nødværge over

for en arbejdsgiverorganisation, der ville udnytte krisen til at trykke arbejdernened.” Kommunisterne gik kraftigt imod loven som betegnedes som et angrebpå strejkeretten. Fagforeningerne blev et underorgan for den kapitalistiskestat.32 Ad indirekte vej fik arbejdsgiverne lønreduktion på en langt mere effek-

tiv måde - uden konflikt, uden arbejdskamp.33For DSF-ledelsen bekræftede forliget rigtigheden af fagbevægelsens strategi:

regeringen havde sørget for at fagbevægelsen fik gennemført kravet om uæn-

dret forlængelse.34 - »Kanslergadeforliget« var udtryk for den manglendekampvilje inden for DSF. Iflg. finansminister Bramsnæs havde DsF været

imod, at der overhovedet stilledes et mæglingsforslag; man havde af regeringenforlangt »en tvungen afgørelse af lønstriden«.35 Når DSF kunne indtage sådan-ne positioner, så skyldtes det bl.a., at de ikke regnede med, at der fra de menigearbejderes side ville blive lagt hindringer i vejen' for et forlig, der lod de overen-

skomstmæssige lønninger urørte, selv om den medfølgende lovgivning ville

medføre en gradvis forringelse af reallønnen.36 Arbejdernes reaktion ville først

komme, efterhånden som prisstigningerne indfandt sig, og arbejderne ville

næppe reagere i samme omfang som stillingen forværredes, bl.a. fordi de var

splittet i to grupper: de arbejdende eller lønmodtagerne, og de arbejdsløseeller understøttelsesmodtagerne.37 Og her spillede det netop ind, at der med

Kanslergadeforliget var banet vejen for gennemførelsen af socialreformen, der

bl.a. betød, at arbejdsløshedsunderstøttelsenbegyndte at gå op. »Den uund-

gåelige kamp for lønforhøjelser«, som kommunisterne og RFO havde propa-

ganderet, udeblev, og 1933 blev i stedet et forholdsvist roligt år: ialt iværksattes

der 26 arbejdsstandsninger, omfattende 492 arbejdere, som medførte et tab på18.000 arbejdsdage, hvoraf de 16.000 gik tabt ved arbejdsstandsninger, der var

iværksat før loven af 31. jan. trådte i kraft.38

14

Modsætningsforholdet og kampen mellem socialdemokrater 0g kommunister.

Styrkeforholdet op til overenskomstsituationen 1933/ 34

Valget i 1932 havde påmindet socialdemokraterne om, at det var nødvendigtmed en mere effektiv bekæmpelse af kommunisterne.39 Hovedorganisationer-nes Agitationskommitédannedes - det udgav flyvebladet »Mod Splittelsen«.Det blev forbudt for socialdemokrater at være medlem af kommunistisk domi-nerede foreninger, og der oprettedes en række socialdemokratiske klubber,som skulle gå foran i kampen mod kommunisterne. Kommunisterne beskyld-tes for at være splittelsesmagere, dirigeret fra Moskva, hvis opgave var at

ødelægge den møjsommeligt opbyggede arbejderbevægelse. RFC-gruppernesforsøg på »fremhjælpningen af de ulovlige strejker, udnyttelsen af lønkonflik-ter til forsøg på politiske massestrejker, mistænkeliggørelse af arbejderbevæ-gelsens ledere«, alt dette kunne i krisetiden kun være en hjælp til overklassen

og arbejdsgiverne. Kommunisterne beredte vejen for reaktion og overklasse-

styre.4°RFO mistede i løbet af foråret en del fagforeningsposter. Men ellers blev

1933 et fremgangsår for RFO.41 Der oprettedes talrige nye grupper. Stærkest

stod RFO hos søfyrbøderne, hvor der på generalforsamlingen i efteråret 1933blev valgt enkommunistisk forbundsledelse. Man nåede ikke samme styrke hos

Sømændene, selv om RFO udgjorde en betydelig gruppe. I øvrigt stod RFOstærkt hos malerne, ligesom RFO havde mange tilhængere i smede- og maskin-

arbejderforbundet. I efteråret 1933 opnåedes højdepunktet m.h.t. repræsenta-tion i fagforeningsbestyrelserne. RFO kunne således indlede overenskomst-

kampene ud fra en styrket position.

Loven 0m mægling i arbejdsstridigheder, »forligsmandsloven«Som en'konsekvens af bestræbelserne på at få ændret reglerne for bilæggelse af

arbejdsstridigheder udarbejdede den socialdemokratiske regering den nye lovom mægling i arbejdsstridigheder, som medførte, at forligsmandens beføjelserblev væsentlig udvidet, og at de nye afstemningsregler skærpede vilkårene forforkastelse af mæglingsforslag; fagforbundenes kompetente forsamlinger fiken stærkt styrket stilling over for urafstemninger.

Loven opfyldte mange af hovedorganisationernes ønsker. Specielt DsF-ledelsen var meget tilfreds: loven indførte det sunde princip, at flertallet skulle

afgøre spørgsmålet om krig eller fred; den forhindrede, at afgørelsen blev en

tilfældighed.42Forligsmandslovens problem for arbejderne bestod iflg. DsF-ledelsen i, at skabe en lige så stærk centralisation som arbejdsgiverne og ve-

drørte egentlig ikke spørgsmålet om strejkeret.”Kommunisterne var selvfølgelig imod loven. Fagbevægelsen skulle knebles

og forvandles til et appendiks til det kapitalistiske statsapparat, hævdede Aksel

Larsen under folketingsdebatten. Herved løste socialdemokratiet ved lovDsF.s bestræbelser på at tildele DsF.s kompetente forsamlinger større myndig-hed, hvilket hidtil var strandet på medlemmernes modstand.44

Overenskomstsituationen I 933 / 34

Den nye 10v skulle stå sin første prøve under de overenskomstfornyelser, der

15

var under opsejling. Arbejdsgiverne krævede igen en »økonomikonsoliderende

lønregulering« nedefter, mens DSF krævede en generel uændret forlængelse af

overenskomsterne. Egentlig berettigede det stigende prisniveau DsF til atstille

modkrav, men det undlod man ud fra den vurdering, at befolkningen krævede

arbejde og ikke arbejdskamp.45 På DsF.s formandsmøde d. 4. okt. 1933 opfor-drede DSF-ledelsen forbundene til at undgå partsforhandlinger, dvs. bekæmpe

arbejdsgiverne med disses eget våben: centralisering af overenskomstforhand-

lingerne. Formanden udtalte endvidere:

»Kommer vi ud for en Konflikt er der ingen Tvivl om, at det vil blive den største vi

nogensinde har været ude i. En sådan Situation skal vi ikke søge med det store

Antal Arbejdsløse, der for Øjeblikket er...Det der er Skavanken er den større

Arbejdsløshed. Det er ikke Lønningernes Størrelse, men Beskæftigelsesmulighe-

derne, der er afgørende når vi skal tage vort Standpunkt.«46

Stauning var imod en konflikt ud fra en lidt anden synsvinkel:

»Regeringen har kun et Ønske, og det er, at Situationen løses på en fredelig Måde,idet vi med megen Betænkelighed ser på, at Konflikten bryder ud på Grundlag af

Forkastelsen af et af Forligsmanden stillet Forslag. Det vil forrykke de politiskeForhold og åbne Adgang för alle de Kræfter, der nu ikke kan komme til at udvikle

sig.«47

Hovedlinjen i det mæglingsforslag, forligsmanden fremsatte d. 14. marts var

uforandret forlængelse af overenskomsterne, dvs. en godkendelse af DsF.s

standpunkt. DSF anbefalede derfor også mæglingsforslaget til vedtagelse,mens kommunisterne kendetegnede det ved »dets Kapitulation over for Ar-

bejdskøberne, med dets Prisgiven alle Arbejdernes Krav, med dets Sammen-

kæden af alle Afsternningerne, med dets Statsindgreb i Arbejdernes Rettighe-dem.48

D. 26. marts meddelte forligsmanden, at arbejdsgiverne havde vedtaget med

4/ 5 majoritet, og også på arbejdersiden var forslaget vedtaget med ca. 121.000

jastemmer mod 35.700 nej. Selv hvis søfolkene, som havde fået forlænget

fristen for afgivelse af svar, skulle forkaste med alle stemmer, ville det ikke

ændre hovedresultatet.

DSF-toppen tolkede det overraskende store antal nejstemmer som en protest

mod forligsmandsloven og ikke som en utilfredshed med mæglingsforslagets

indhold.49 Alligevel var der i visse fag utilfredshed med mæglingsforslaget, bl.a.

hos havnearbejderne, som slet ikke havde fået realitetsforhandlet deres krav,50

og hos slagteriarbejderne, fordi de slagteriarbejdere, der arbejdede på konser-

vesfabrikkerne ene og alene skulle påtvinges en lønreduktion. D. 3. april forelå

søfolkenes svar: mæglingsforslaget var forkastet med en dundrende majoritet,

og søfyrbøderne og Sømændene havde vedtaget at afsende 2. strejkevarsel d. 4.

om at strejke ville træde i kraft fra d. 11, hvilket skete. Kort efter, d. 14. april,trådte samtidig en fuldt lovlig slagteriarbejderstrejke i kraft. Søfolkenes og

slagteriarbejdernes strejker blev årets 2 største kampe, men de var samtidig

indledningen til en forstærket kampaktivitet i 1934. Af de største kampe kan

nævnes kokkestrejken i april, strejken på Silkeborg Tekstilfabrik i august/ sep-

16

tember, nitterstrejken på B & W i september og kampene i guld- og sølvvarein-dustrien, som blussede ud i december og fortsatte ind i 1935.

Eftersom der var en vigtig sammenhæng mellem forløbet af de to store

strejker, skal slagteriarbejderstrejkens hovedelementer kort omtales inden sø-

folkenes strejke behandles.51

Slagteriarbejderstrejken 1934

Slagteriarbejderkampen i 1934 var afgørende forskellig fra kampeni 1932. Forlandbrugets vedkommende var der en mærkbar fremgang at spore: landbru-gets driftsomkostninger var blevet skåret ned og forrentningsprocenten blevethævet. Som følge af de britiske importrestriktioner måtte svineproduktionenkvantitativt begrænses, men til gengæld kunne priserne holdes højere. Som i1932 var andelsslagteriernes holdning til overenskomstfornyelserne kendeteg-net ved en modvilje mod, at fagorganisationernes overenskomstmæssige rettig-heder forhindrede en yderligere sænkning af driftsomkostningerne; man var

ikke »herre i eget hus«. Men modsat situationen i 1932 stod andelsslagterierne i1934 tilstrækkeligt velkonsoliderede med hensyn til kapital og lagre til at tageen lang kamp med arbejderne.Også på arbejderside var der sket betydningsfulde ændringer siden 1932. For

det første havde indskrænkningenaf svineproduktionen ført til en stigendearbejdsløshed blandt slagteriarbejderne, og slagterierne havde udnyttet situa-tionen til at lægge et øget pres på arbejderne, bl.a. gennem fyring og forfølgelseaf tillidsmænd og andre besværlige arbejdere. Dette var baggrunden for'dentydelige kampvilje blandt slagteriarbejderne. For det andet var kommunisterneblevet styrket siden 1932, og modsætningsforholdet mellem socialdemokraterog kommunister var blevet skærpet. Under det dobbelte pres fra medlemmerneog kommunisterne anså forbundsledelsen det som sin opgave at demonstrereeffektiviteten af den traditionelle (reformistiske) fagpolitik: Det skulle demon-streres, at den (lovlige) socialdemokratiske fagpolitik var andet end »ofre pådet politiske alter«; målet var at tilbageerobre »tokronen fra 1932«.

Kommunisterne inden for forbundet krævede imidlertid, at der indledtes et

samarbejde med søfolkene. (Allerede før overenskomstforhandlingerne havdedet kommunistisk ledede søfyrbøderforbund henvendt sig til slagteriarbejder-forbundet med henblik på et samarbejde). Slagteriarbejderforbundet afvisteethvert samarbejde mellem søfolkene og slagteriarbejderne med henvisning til,at søfolkenes strejke var illegal, og at den var kommunistisk. Forbundet varindstillet på kun at anvende lovlige midler. Konflikten forløb som en »skytte-gravskrig« indtil d. 20. april, da Stauning-regeringen standsede den ved en lovom afgørelse af strejken ved tvungen voldgift. Ved voldgiftsrettens kendelseforlængedes løn- og arbejdstidsforholdene uforandret for et år. Andelsslagte-riernes folk havde al mulig grund til tilfredshed.

Den socialdemokratiske regering havde opfyldt sin funktion ved at få stand-set »de samfundsødelæggende arbejdskampe«. Men den havde samtidig bragtsig i et modsætningsforhold til de socialdemokratiske ledere islagteriarbejder-forbundet, idet den havde saboteret forbundsledelsens egen private kamp modkommunisterne. Blandt slagteriarbejderne var forbitrelsen over indgrebet stor,og forbundets hovedbestyrelse vedtog en protestresolution til regeringen, hvori

l7

man fordømte voldgiftsloven mod den lovlige strejke. Forligsmandsloven,

voldgiftsloven og de ufagkyndige dommeres kendelse betegnedes som »det

brutaleste anslag, der endnu er sket mod den danske arbejderbevægelse«.52

Slagteriarbejderne havde i praksis erfaret grænserne for den reformistiske

politik. Kritikken af forbundsledelsen var dog kun spredt. Kritikken rettede sig“især mod den socialdemokratiske regering, og man nærede heller ingen tiltro

til DSF.

Når voldgiftsloven kom netop d. 20., så skyldtes det også, at det da var

muligt at se en ende på søfolkenes (ulovlige) strejke, men da slagteriarbejder-strejken var lovlig, kunne lovlige sympatiaktioner stadig forhindre, at ekspor-ten kom i gang. Det var ikke blot nødvendigt at der sejledes, men også at der

slagtedes.53

3. SKOTØJSARBEJDERLOCKOUTEN 1931

3.1. Overenskomstsituationen 1931

Overenskomstfornyelserne i 1931 indledtes i oktober 1930. Under forhandlin-

ger i sommerens løb havde DSF stillet i udsigt, at kravet om sommerferie ville

blive et forgrundskrav. Arbejdsgiverne havde hurtigst muligt opsagt overen-

skomsterne, begrundet i »den Usikkerhed, der for Tiden er til Stede med

Hensyn til Erhvervsforholdenes Udvikling, og stående overfor et synkendePn'stal og synkende Arbejdsløn i de med os konkurrerende Lande samt med

_ tydelige Tegn på en Nedgang i Beskæftigelsesgraden inden for vor Industri...«

Desuden henvistes der til, at pristalle. var faldet fra 177 i aug. 1927 til 159 ifeb.

, 1931l DsF beklagede disse opsigelser »i-Utide«; de hæmmede virksomhedernes

dispositionsevne og skabte vanskeligheder for industrien ved at haste mod en

arbejdskamp. DsF hæftede sig ved, at 1930 havde været et godt år, og at det

stagnerende produktionsliv i Tyskland eller England og USA ikke stillede

dansk erhvervsliv dårligere, tværtimod. I alle med Danmark konkurrerende

lande var ferien forlængst gennemført,argumenterede DsF.2 Forhandlingerne

på forbundsplan førte ikke til noget resultat, da forbundene ikke Ville gå med

til arbejdsgivernes lønreduktionskrav, for jernets vedkommende i størrelsesor-

denen 11-20%, og det lykkedes arbejdsgiverne at få forhandlingerne centralise-

ret i forligsinstitutionen efter at de havde udsendt 2. lockoutvarsel. D.26. marts

fremsatte forligsmanden et omfangsrigt mæglingsforslag, hvis hovedlinje var

lønnedsættelser fra 5-8%, dog således at de laveste lønninger var fritaget, og

gennemførelse af 4 dages sommerferie med løn (værdien heraf blev opgjort til

2% af lønnen). Mæglingsforslaget var at opfatte som en helhed og skulle være

besvaret med ja eller nej d. 7. april.

18

Efter et repræsentantskabsmøde d. 27. udsendte DsF et circulære til for-bundene, hvori det bl.a. hed, at man ikke kunne anerkende det rimelige iforslagets lønreduktioner, idet krisen endnu ikke havde berørt dansk industri,og da virksomhederne i ikke ringe grad lå inde med ordrer for det kommendeår (det havde arbejdsgiverne erkendt); men da sommerferie med løn i princip-pet blev gennemført, og da en lang og omfattende arbejdskamp ville blive til

ubodelig skade for dansk erhvervsliv og dermed ramme beskæftigelsesmulighe-derne, så opfordrede man organisationerne til at søge forliget gennemført.3DsF ville med andre ord sætte alt ind på »arbejdsfred«.Men medlemmerne var

langt fra overbevist, og d. 7. måtte DsF meddele, at flere forbund havdeforkastet, mens arbejdsgiverne meddelte, at de havde vedtaget.4

Under nye forhandlinger indvilgede arbejdsgiverne i at udsætte lockoutensikrafttræden, og DSF erklærede sig rede til at forelæggekonfliktsituationen foren generalforsamling. På denne ekstraordinære generalforsamling d. 12. blevder med 191.395 st.- mod 45.554 vedtaget en resolution, der krævede, at deforkastende forbund på ny tog stilling til mæglingsforslagetunder henvisningtil:

»at Forslaget, således som også Forligsmanden den 9. April isine Bemærkninger tildette fremhæver, tager Hensyn til de forskellige Fags særlige Forhold, herunderogså Lønningernes forskellige Niveau.at det betydningsfulde Krav om Sommerferie med Løn i Princippet gennemføres.at Tilslutning til Mæglingsforslaget betyder Undgåelse af en omfattende for Er-hvervslivet ødelæggende og for Arbejderklassen usikker Konflikt.at Arbejderne uden Konflikt nu, står stærkere rustede, hvis Danmark drages ind iVerdenskrisens Hvirvel ogat det må være fuldkommen i Strid med de demokratiske Principper, der er gæl-dende for Arbejderbevægelsen,at et Mindretal af Arbejdere tilsidesætter Hensynettil hele Arbejderklassens Vel og det Flertal, som har tiltrådt Forslaget, og at i derespektive Fag, hvor Urafstemningen benyttes, bør alle Medlemmer deltage i Af-stemningen om Forligsmandsforslaget, da ikke et Mindretal bør kunne være afgø-rende i den foreliggende alvorlige Situation.«5

Ved 2. afstemning havde metalarbejderne, kvindeligt arbejderforbund, gørtler-forbundet og snedkerne vedtaget, mens de øvrige 6 stadig forkastede. Efter nyeforhandlinger mellem hovedorganisationerne og repræsentanter for de for-kastende forbund enedes man om, at disse iværksatte en ny afstemning indend. 26. april. Nogle fag opnåede i mellemtiden visse mindre forbedringer. D. 26.havde så alle pånær skotøjsarbejdernevedtaget. I denne situation var dermulighed for såvel en storlockout som en isoleret skotøjslockout.

DSF-ledelsen var ikke meget for en storkamp. I en officiel meddelelse d.. 27.krævede man, at arbejdsgiverne afblæste storlockouten. På det forudgåendeforretningsudvalgsmøded. 26. var man dog næsten overbevist om, at arbejds-giverne ville stå fast, men man enedes om at henstille til arbejdsgiverne ativærksætte en isoleret lockout over for skotøjsarbejderne; til gengæld ville manså meddele skotøjsarbejderne, at de ingen støtte ville få fra DsF. For som

Kjærbøl sagde:

19

»Det Lyngsie har sagt, har jeg jo forlængst sagt til Langkjær, at får vi først vore

Folk på Gaden, varer det længe, inden de går ind igen. Arbejdsgiverne tror, at de

får en kort Kamp ved at smide vore Folk ud, men vi skal sige til dem, at den netop

bliver langvarig på den Måde.«6

Og »Social-Demokraten« nærmest bønfaldt:

»De Herrer Arbejdsgivere kan ikke have undgået at bemærke den Stemning, der i

Går steg op imod dem, tagende Form i de 0rd, der var Dagens: »Det er umuligt -

de kan ikke forsvare under disse Forhold at diktere Storlockout!« Vil de sidde den

Røst overhørig - Folkets, Samfundets Røst?«7

Men hos arbejdsgiverne var man imod en separat lockout, indtil skotøjsfabri-kanterne d. 28. april selv bad om at få lockouten begrænset til 'deres fag.Samme dag underskrev hovedorganisationerne det dokument, hvorved stor-

lockouten afblæstes, og DsF forpligtede sig til ikke under nogen form at

understøtte skotøjsarbejderne og til at drage omsorg for, at de under DsF

stående organisationer respekterede dette.

Med overenskomstsituationen 1931 indledte DsF den kurs, der skulle kom-

me til at kendetegne resten af kriseårene: man forsøgte for enhver pris at undgå

arbejdskamp. I 1931 viste det sig ved, at DsF undlod at sætte magt bag gen-

nemførelsen af de krav, som man havde påvist, at arbejdsgiverne og erhvervsli-

vet let kunne bære. Det fremkaldte en stor utilfredshed blandt arbejderne, men

de socialdemokratiske ledere forklejnede og affærdigede i udstrakt grad den

modstand, der var imod mæglingsforslaget; den var dog ikke blot tydelig i

afstemningstallene,8 men fremkom også direkte i protester over for DsF over

de gentagne afstemninger og DsF.s holdning til skotøjsarbejderne i særdeles-

hed; det føltes som et forræderi. DsF bekymrede sig mere over erhvervslivets

kår end arbejdsgiverne selv, der var villige til at tage en arbejdsstandsning. At

dømme ud fra forretningsudvalgsmødet d. 26. var man simpelthen bange for

arbejdernes kampvilje. I en presseudtalelse sagde Lyngsie, at var storkonflikten

ikke blevet afblæst, kunne landets erhverv være blevet stillet under kommuni-

stisk diktatur?

3.2 Præsentation af kildematerialet

Lockouten af skotøjsarbejderne i 1931 er kildemæssigt set forholdsvis godtdækket ind. Det skal dog ikke skjule, at der er adskillige dunkle punkter i

rekonstruktionen. Det kan f.eks. nævnes, at kildematerialet ikke gør det muligtat bestemme omfanget af selvorganiseringen særlig detaljeret. Et andet punkt,som også får stå dunkelt hen, er de forskellige grupperingers holdning til og på

den kongres, der vedtog at afblæse konflikten. (Herom senere).Der er nogle væsentlige punkter, man må gøre sig klar, når man vurderer

kildematerialet. Først og fremmest, at den drivende kraft i konflikten var

centreret i København, såvel på arbejder- som arbejdsgiversiden. I København

lå de største fabrikker, hovedparten af skotøjsarbejderforbundets medlemmer

befandt sig i København, og de københavnske skotøjsarbejdere havde en tradi-

tion for faglig aktivitet. Det betød, at de afgørende beslutninger om konflik-

20

tens forløb i de fleste tilfælde blev truffet i København, for arbejdernes ved-kommende ofte på generalforsamlingen. Derfor er mødeprotokollen for sko-tøjsarbejdernes fagforening i København en af de mest centrale kilder til kon-flikten. (Findes på ABA). Og det er den så meget desto mere, fordi avisernesdækning af bl.a. disse møder i flere tilfælde divergerer stærkt. I begyndelsesfa-sen var skotøjskonflikten genstand for pressens bevågenhed,men efterhånden»blev den glemt«. »Offentligheden« så på »Skotøjsarbejdernes halstarrighed«»med kulde«, og »Berlingske Tidende« lovede da også skotøjsarbejderne, at

pressen nok skulle sørge for, at der »blev stille om« kampen.1 Men pressenkunne ikke helt glemme kampen, bl.a. fordi der blandt skotøjsarbejderne var

en oppOSition, den faglige klub, som gennem agitation og demonstrationersøgte at gøre opmærksom på deres kamp. Denne opposition udgav sit egetblad, »Sko- og Læderarbejderen«2 Dette blad er en meget væsentlig kilde tilbelysning af stridspunkterne under konflikten. Bl.a. fordi oppositionen spalte-des under kampen i en ikke-kommunistisk og en kommunistisk opposition.»Sko- og Læderarbejderen« forblev i den ikke-kommunistiske oppositionshænder, mens kommunisterne havde »Arbejderbladet« som organ. I 1932 fikkampen et efterspil i sagen »Hvem stjal Skotøjsarbejdernes Penge?« (pjece fraRFO) hvor forskellige dunkle momenter i kampen med nogen forsinkelse komfrem. Dertil kom så den 3. grupper-ing i kampen, nemlig forbundsledelsen. Denhavde fagbladet »Skotøjsarbejderen« som talerør, og da kampen blev så lang-varig, vmåtte fagbladet også løbende tage stilling til konflikten; i fagbladet harman også referaterne fra møderne inden for forbundet. Der er tillige en delrelevante oplysninger og betragtninger fra forbundsledelsens side at hente i deto beretninger til kongresserne i 1931 og 1934.

Men også arbejdsgiversiden er dækket godt ind. De vigtigste kilder er

»Dansk Læder- og Skotøjstidende«3 og »Skotøjshandleren«4. Endelig er der»Arbejdsgiveren« og »Berlingske Tidende«. Herudover er »Arbejderen« an-vendt til belysning af DsF.s stilling, hvortil også er benyttet en del utryktmateriale fra »Den faglige Situation« 1931, Sag. nr. 292 (på ABA). Også»Social-Demokraten« har været anvendelig. »Monde« udgav i maj 1931 etekstranummer »De lockoutede Skotøjsarbejdere i kamp mod kapitalen - modfagforeningsbureaukratiet« og senere - i 1932 -

gav også »Frem« og »Plan«deres vurderinger af kampen. Endelig er der de 2 jubilæumsskrifter fra skotøjs-arbejderforbundet: Erik Hansen »Dansk Skotøjsarbejder Forbund gennem 75år«, udg. af Dansk Skotøjsarbejderbund, Kbh. 1960, og N.J. Larsen & Johs.Jacobsen, »Blade af Skotøjsfagets Historie i Danmark«, Kbh. 1936.

3.3. Dansk skotøjsindustri i 20erne

Forløbet af skotøjskonflikten i 1931 blev i eminent grad præget af de proble-mer, som dansk skotøjsindustri stilledes over for i 20erne. Det gjaldt såvelm.ht. de krav, kampen blev ført på, som hvad angik de organisatoriske udtryk,den fik, at de var knyttet til skotøjsindustriens udvikling i 20erne.

Sammenlignet med udlandets skotøjsindustri var den danske præget af småog mellemstore virksomheder. Der var måske nok foregået en vis koncentrati-

21

on, men samtidig var nye små virksomheder skudt frem. I tidsrummet 1925-35

(årene for industritællingerne)l faldt antallet af virksomheder med over 100

arbejdere fra 9 til 6, og værdien af disse virksomheders produktion faldt fra

22.064.000 kr. til 14.955.000 kr. (ca. 28%); den store produktionsvækst faldt

på de virksomheder, der beskæftigede 21-100 arbejdere, hvor værdien af pro-

duktionen steg fra 17.538.000 kr. til 18.215.000 kr. (eller ca. 4%). Disse tal vid-

nede om, at skotøjsindustriens forhold langt fra var ubetinget gunstige i peri-oden. Men fra 1919 til 1929 steg produktionen dog med 4-5%, mens arbej-dertallet gik ned med 20%. Gennem 20erne kunne skotøjsindustrien således

fremvise en stærk produktivitetsstigning.2Før 1. verdenskrig havde den danske skotøjsindustri været lille og kapital-

fattig. Verdenskrigen førte til en beskyttelse af hjemmemarkedet, men den

kapitaldannelse, som fandt sted, anvendtes ikke til en udbygning af produk-tionsapparatet, hvilket hævnede sig efter krigsafslutningen, da konkurrencevil-

kårene skærpedes. Den mellemeuropæiske skotøjsindustri kastede billigt sko-

tøj på markedet, og importen af udenlandsk skotøj steg, hvilket var særdeles

uheldigt for en så hjemmemarkedsorienteret industri som skotøjsindustrien. I

1913 importeredes ca. 15% af det danske skotøjsforbrug, i 1929 var det 25%.

Især op mod 1930 hørte man skotøjsindustriens klager over den trykkende

import.3 Især op mod 1930 hørte man skotøjsindustriens klager over den

trykkende import.3 Denne import betegnedes efterhånden som en trussel mod

dansk skotøjsindustris eksistens. Der kunne ikke konkurreres til de billigere

priser. Men først i slutningen af 20erne indledtes en rationalisering og moder-

nisering i større stil, især på de store københavnske fabrikker. Moderne teknik

og maskiner introduceredes (»f0rdisering«), arbejdstempoet blev skruet op, og

på Balling & Hertz' fabrikker i Valby indførtes i 1928 - som det første sted i

landet - transportbåndet.Disse forhold bevirkede en permanent høj arbejdsløshed blandt skotøjsar-

bejderne, svingende mellem 20-30%, undertiden op til 35% af forbundets med-_

lemmer. Antallet af beskæftigede faldt i 20ernes sidste halvdel, samtidig med at

der skete en ændring i arbejdsstyrkens sammensætning, som en naturlig konse-

kvens af rationalisering m.v. Antallet af kvindelige arbejdere og ungarbejdere

(under 18 år) steg. Ligeledes skete der en vækst i antallet af tillærte arbejdere

og også i antallet af arbejdsmænd på de faglærtes bekostning.4 Alligevel var

antallet af faglærte arbejdere fortsat højt, og set i forhold til landets øvrige

industri over gennemsnittet. Samtidig viste forbundets officielle lønstatistik, at

skotøjsarbejdemes lønninger i sidste halvdel af 20erne steg i ikke ubetydelig

grad.I tiden umiddelbart op til krisen udviklede forholdene sig ad disse linier.

Skotøjsfabrikanterne kunne konstatere,5 at importen i 1930 havde været ialt

1205.000 kg. eller mere end 25% større end importen i 1929. Engros-pristalletfor huder, læder og skotøj var stadig faldende i 1930: fra index 133 i jan., 128 i

juni og til 118 i dec. Den udbetalte arbejdsløn var steget. Beskæftigelsesgradeninden for skotøjsindustrien havde stort set været høj, men fra sept.-nov. 1930

begyndte tilbagegangen igen.6 Arbejdertallet faldt dog i mindre grad (fra nov.

1930 til maj 1931 med 12,5% i Kbh.), hvilket blot var udtryk for, at mange

arbejdede på deltid. Den produktionstilvækst, som havde været resultatet af

22

rationaliseringen i slutningen af 20erne, var nu truet af den store stigning i

importen fra især Tyskland. De nye investeringer skulle forrentes. (Hvad de da

også blev for Balling & Hertz i 1930). Naturligt rettede fabrikanterne blikketmod arbejderne og lønningerne.

3.4. Skotøjsarbejderforbundet: medlemmerne og oppositioneninden for forbundet i 20erne og op til lockouten i 1931

De mange arbejdsløse medlemmer inden for skotøjsarbejderforbundet i tiden

1925-30/ 31 tvang forbundsledelsen til at gribe til forholdsregler mod arbejds-løsheden. Man søgte at bekæmpe arbejdsløsheden gennem henvendelser til

regering og rigsdag for at få gennemført importregulering til værn for skotøjs-industrien, idet man mente, at andre lande kastede en overskudsproduktionind på det danske marked til dumpingpriser. Desuden ønskede forbundetkontrol med mellemhandelens avancer.

»Den' vilde Handelsspekulation, som opstod på Basis af Valutaforholdene, fortsæt-

ter med disse Dumpingvarer, der tilsidesætter alle Hensyn til såvel Forbrugernesom vort Lands Erhverv og Økonomi og til de mange Arbejdere, der tilhører vort

Fag. Handelen strangulerer åbenlyst vort Lands Industri... Samtidig taler man om

den' urimeligt høje Arbejdsløn i Danmark, men skjuler naturligvis, at Handelsa-'vancen på Fodtøj andrager mere end det dobbelte af den Arbejdsløn, der kommerpå et Par Sko.«l

Endvidere slog forbundet ind på reklame for dansk fodtøj, hvilket fabrikan-terne naturligvis også var interesserede i.

Den begyndende rationalisering inden for skotøjsindustrien stillede den tra-

ditionelle faglige politik over for næsten uløselige vanskeligheder. Problemernefremstod første gang, da Balling & Hertz i 1928 koncentrerede og rationalisere-de produktionen og tog transportbåndet i anvendelse. Samtidig med at fabrik-ken forøgede arbejdsproduktiviteten og intensiverede arbejdet, benyttede denlejligheden til at udøve et stærkt løntryk og rette angreb mod kluborganiserin-gen på fabrikken. Reelt var de to fabrikker, Københavns Fodtøjsfabrik ogNordisk Skotøjsfabrik, lagt sammen, og arbejderne på fabrikken var enigeikravet om kun een klub, men en voldgiftsdom gav koncernen medhold i, at dervar to fabrikker og derfor to klubber. Direktionen kunne herefter spille denene fabriks arbejdere ud mod den anden. Forbundet havde i denne sag ikkeydet arbejderne den ønskede støtte, men på den anden side erkendtes det, at

forbundets muligheder for at udvirke et bedre resultat på forhånd havde været

små. Også i lønspørgsmålet blev forbundet sat ud af spillet. Virksomheden

begyndte nemlig gradvist at gå over til timeløn - f.eks. ved at afskedige de

gamle og højestlønnede arbejdere og antage nye til en lavere timeløn. Fagfore-ningen kunne over for de timelønsansatte ikke gøre andet end at opfordre denenkelte til at komme over på akkord.2

Forbundet forholdt sig famlende og usikkert til rationaliseringen, hvilketdebatten i »Skotøjsarbejderen« i 1929 klart manifesterede.3 ForretningsførerenN.J. Larsen betegnede rationaliseringen som det kapitalistiske samfunds sidste

23

fase, »den højeste Grad af dristig Spekulation for at blive Nr. 1, i alle Konkur-

rencemuligheder,« som arbejderne ikke kunne være interesserede i (pga. af

arbejdsulykker og arbejdsløshed). Men andre af de ledende accepterede ratio-

naliseringen som en nødvendighed og lovede fabrikanterne arbejdernes med-

virken, hvis de ville lade være med at drive rovdrift på arbejderne Og hvis de

ville give dem medindflydelse.På denne baggrund begyndte en opposition at gøre sig gældende i 1928. I

tiden efter 1. verdenskrig havde der blandt de københavnske skotøjsarbejdereværet en meget aktiv opposition, som bl.a. havde forsøgt at mobilisere til kampmod arbejdsgivernes nedskæringsoffensiv i 1921-22 gennem indkaldelse af

faglige konferencer etc. I 1928 begyndte en opposition, der var organiseret i

»Skotøjsarbejdernesfaglige klub« udgivelsen af bladet »Sko- og Læderarbejde-ren«. I bladets første nummer oplystes det, at den faglige klub talte ca. 50 mdl.,

og at den kæmpede for en anden retningslinje for fagbevægelsen og for at få

aktiviseret medlemmerne - organisationen måtte være »levende«. Klubben var

dannet for at tvinge ledelsen til at tage kampen op mod fabrikanterne og for at

forbundet skulle føre en mere aktiv og klassebevidst fagpolitik, der kunne blive

i stand til at fravriste arbejdsgiverne den af arbejderne frembragte, men af

arbejdsgiverne tilegnede merværdi, fremkommet ved råvarernes bearbejdelsetil brugsvarer. Der var altså tale om en organisering, som i sin egen selvforstå-

else var revolutionær socialistisk, og som søgte at formulere en strategi og

nogle krav over for de problemer, arbejderen på gulvet konfronteredes med.

Konkret opstillede klubben bl.a. kravet om højere arbejdsløshedsunderstøttel-se, om fagforeningernes inddragelse ved rationaliseringsforanstaltningerne, og

den krævede repræsentationsreglerne ændret, så København kunne blive re-

præsenteret ved forbundets kongres i forhold til medlemstal.4 .

Disse forhold er draget frem, fordi der her peges på momenter, der blev af

stor betydning for skotøjskonfliktens forløb. Forbundet afslørede sin magtes-løshed: man vidste ikke hvad man skulle stille op over for arbejdsgivernesrationaliseringsbestræbelser; der kunne ikke opstilles retningslinjer for med-

lemmerne, der helt blev overladt til at »stole på sig selv og handle derefter«.

Forbundet mistede en del af sin autoritet i medlemmernes øjne -i hvert fald de

københavnske, og det kunne ikke uden videre regne med medlemmernes til-

slutning til dets paroler og henstillinger.Dette forklarer en del af kampforløbet i 1931.

Skotøjsarbejdernes arbejdsforhold op til 1931 var præget af deltidsarbejde

og usikker arbejdstid, hvilket fabrikanterne udnyttede til at rette angreb på

arbejdslønnen, f.eks. ved at nægte ventetidsbetaling.

»Når Arbejderne i Henhold til Overenskomsten forlangte Ventepenge, fik de en

Forklaring af Fabrikanten om, »at de burde være glade for dog at have lidt at

bestille og burde være taknemmelig derfor«, Fabrikanterne kendte ingen Begræn-sning for, hvad de kunde byde Arbejderne. De ønskede at have Rådighed over hele

Staben og have Specialisterne stående og vente ved hver sin Maskine.«5

Skotøjsarbejderne måtte finde sig i »ganske hårrejsende Forhold ude på Ar-

bejdspladserne«, især m.h.t. arbejdstidsfastsættelsen: arbejdstiden blev fastsat

ganske vilkårligt.6 I forbindelse med rationaliseringen og produktionens ma-

24

skinisering opstod nye arbejdsprocesser, som der skulle fastsættes akkordpris-er for (f.eks. pudsning på maskine), hvor fabrikanterne pressede prisen. Pro-blemerne føltes stærkere, fordi arbejdernes tillidsrepræsentation var dårlig: dervar for få tillidsmænd (spec. på de større fabrikker) og for dårlig tillidsmands-beskyttelse. (Arbejdsgiverne havde med voldgiftsrettens sanktion fyret en ræk-ke tillidsmænd i tiden 1930/31). Arbejdsløsheden brugtes direkte til at presselønnen, f.eks. ved at fyre *gamle* arbejdere og antage nye, i mange tilfælde ungarbejdere, til det samme job men til en lavere løn. Arbejdernes modkrav her-overfor var naturligt, at den nyantagne skulle have samme løn som den tidlige-re arbejder i pladsen. Arbejderne måtte give afkald på rettigheder, bøje sig foralt og lade det »glide ud i det håbløse« Marcus Lindbergh gav sin beskrivelseaf arbejdernes forhold i et læserbrev i »Skotøjsarbejderen« (nr. 5 feb. 1931):»Der rustes til Kamp imod os«,

»Man vil Regeringen tillivs. Man vil tvinge os ned i Løn under Feltråbet, at det er

umuligt at konkurrere med de høje Lønninger, der nu må betales osv., skønt det er

bevisligt, at med det Tempo, der nu arbejdes, og med den forbedrede Teknik ogTilrettelægning af Arbejdet produceres der mere for den samme Løn end tidligere.Og selv om vi gik ned i Løn for eventuelt at holde Live i de forældede og urentableVirksomheder - hvad hjælper det os? Og hvordan arbejdes der på mange af disseVirksomheder? - Halv Uge. 3 Timer om Dagen - andre Tider helt lukket osv. - Også tager man ikke engang sine gamle Folk igen, når der atter er Brug for Arbejds-kraft, men søger unge Piger og Drenge i Stedet- naturligvis fordi de er billigere, oglader den uddannede gå arbejdsløs... Her må gøres Plads ved, at Arbejdstidenforkortes, så flere kan komme til, og Lønnen må give sin Mand Ret til Eksistensensom Menneske Vi er ikke oplagt til Kamp, men bliver vi tvunget dertil, vil viforsvare Retten til vor Eksistens.«

3.5. Overenskomstsituationen 1931 for skotøjsarbejderne - denisolerede skotøjslockout bliver en realitet. 1. fase frem til d. 28.april 1931

Skotøjsarbejderforbundet havde op til overenskomstsituationen 1931 fremsaten række krav: foruden feriekravet var der krav om forhøjelse af minimalløn-ningerne, udvidet tillidsmandsbeskyttelse, mere faste former for aftale af time-lønnen for akkordarbejdere i tilfælde af midlertidigt timelønsarbejdeog enforbedret bestemmelse for akkordudvalget. Men forhandlingerne i forligsinsti-tutionen havde været helt umulige pga. arbejdsgiverne, der kun havde villetforhandle om størrelsen af de lønreduktioner, som man skulle købe ferien med.Forbundet havde ikke ville acceptere lønreduktioner.I Det mæglingsforslag,som forligsmanden d. 26. fremsatte for skotøjsindustrien havde følgende ord-lyd:

»a. Sommerferieordningen indføres.b. Timelønningerne nedsættes således:

For mandlige Arbeidere:for Lønninger på over 110 Øre til og med 150 Øre med 5%, dog ikke tilunder 110 Øre.

25

for Lønninger på over 150 Øre med 7%, dog ikke til under 143 Øre.

For kvindelige Arbejdere:for Lønninger på over 70 Øre med 4%, dog ikke til under 70 Øre.

c. Samtlige Akkordsatser nedsættes således:

for mandlige Arbejdere med 7%.for kvindelige Arbejdere med 4%.«

På et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde d. 28. vedtoges det med 10 st. mod

2 (NJ. Larsen og P. Nielsen) at anbefale medlemmerne at forkaste mæglings-

forslaget. På bestyrelsesmødet d. 30. førtes der en længere diskussion, hvor

N.J. Larsen og P. Nielsen måtte motivere deres afstemning; Alle de øvrige

hævdede, at man ikke kunne antage et forslag med så store og uretfærdigereduktioner og derfor anbefalede de forkastelse selv om det skulle føre til en

lang og bitter kamp.3 Ved afstemningen forkastede medlemmerne da også

mæglingsforslaget med 2320 st. mod 404. Ved den anden afstemning steg

jastemmernes antal til 966 og nejstemmernes antal faldt til 1842. Majoritetenimod var stadig betydelig. Resultatet af denne forelå d. 19. april.

Forinden havde de københavnske skotøjsarbejdere tirsdag d. 16. afholdt

generalforsamling, hvor man havde stillet en resolution, der protesterede mod

DsF.s forretningsudvalgs optræden under konfliktsituationen. Der krævedes

en »mere sikker og målbevidst optræden mod arbejdsgivernes kyniske forsøgpå at bringe vor hårdt ramte stand ned under et menneskeværdigt leveniveau.«

Iflg. »Arbejderbladet« herskede der en stærk harme mod DsF, og det var

betegnende for den kampstemning, der herskede, at protesten blev vedtagetmed over 1600 stemmer, mens kun 30-35 stemte imod.4

Efter at urafstemningen anden gang havde forkastet mæglingsforslaget, for-

handlede skotøjsarbejdernes forhandlingsudvalg sig frem til visse forbedringeraf forslaget, hvorefter det på ny kunne sendes til urafstemning. Forbedringernebetød, at lønreduktionen blev nedsat for de deciderede mandlige overenskom-

ster fra 7 til 6%, at tillidsmandsordningen blev udbygget og at enkelte tekniske

ændringer blev gennemført.Såvel den borgerlige som den socialdemokratiske presse lagde stort pres på

skotøjsarbejderne for at få dem til at vedtage forslaget: »Offentligheden er

forenet i et stærkt Krav om, at der snarest skabes fuldstændig Arbejdsfred ...«5

»Nu .bør også Skotøjsarbejderne- som det sidste Fag - forstå, hvad Hensynet

til den samlede Arbejderklasse kræver af dem«.6 Og arbejdsgiverne forsikrede,

at det var storlockouten, der stod på spil. I sin leder d. 20. april oprullede

»Berlingske Tidende« konsekvenserne og de videre perspektiver, der var for-

bundet med en forkastelse: skotøjsarbejderne ville ikke blot stå over for en

forenet arbejdsgiverfront, de ville også have deres egen organisation, De Sam-

virkende, imod sig. Desuden kunne en konflikt betyde, at skotøjsindustrienseksistens blev bragt i fare og skotøjsarbejderenfor altid berøvet deres arbejde;og offentligheden så på deres kamp med kulde7. I arbejdsgivernes øjne skyldtesskotøjsarbejdernes forkastelse ikke en objektiv vurdering, men skotøjsarbej-dernes halstarrighed; det havde tidligere været vanskeligt at få konflikter bragttil afslutning i dette fag. Der var her en ikke ringe hob af kommunister og

urolige hoveder, og forbundets ledere var (med undtagelse af N.J. Larsen) ikke

gået virkelig ind for mæglingsforslaget; deres holdning var mildest talt lunken,

26

hvilket hang sammen med, at de københavnske ledere på den kommendegeneralforsamling skulle på valg. Kort sagt: skotøjsarbejderne foretrak lockou-ten for mæglingsforslaget.8

Det blev en »stormende« generalforsamling d. 23. april. Hovedbestyrelsenhavde med 11 st. mod 5 anbefalet medlemmerne at stemme ja ved den 3

urafstemning. Men på generalforsamlingen var det modstanderne af en 3.

afstemning, der stod stærkest, da beslutningen om en ny afstemning blev

forelagt forsamlingen. Formand N.J. Larsen omtalte forhandlingerne i ar-

bejdsgiverforeningen; iøvrigt havde De Samvirkende oplyst, at skotøjsarbej-derne ville være det eneste fag, der stod som en hindring for lockoutens afblæ-

sning, da uoverensstemmelserne måtte anses for løst i de øvrige fag. Fabrikan-terne var dernæst gået med til de nævnte indrømmelser på betingelse af, at

ledelsen anbefalede forslaget, hvad N.J. Larsen derefter gjorde under henvi-

sning til, at en kamp, hvor skotøjsarbejderne stod ganske isoleret fra den

øvrige arbejderklasse, var håbløs. Man begyndte så en diskussion af forslaget,hvor Georg Johansen, Råsøe og Villy Andersen (3 ledende inden for oppositio-nen) anbefalede at forkaste forslaget, og forretningsføreren blev kritiseret. Daderefter forligstilhængeren Otto Jensen skulle have ordet »udbrød der imidler-tid en så stærk Larm fra Forsamlingen, at det var ham umulig at få Ørenlydtrods gentagne Opfordringer såvel fra Dirigenten som Formanden. - Dirigen-ten sluttede derfor Diskussionen...«9 Forinden havde generalforsamlingen dogvedtaget flg. resolution:

»Københavns Skotøjsarbejdere - forsamlet til Generalforsamling Torsdag den 23.April - udtaler over for Offentligheden, at når vi har forkastet ForligsmandensMæglingsforslag ved to urafstemninger, er Grunden den, at vore Arbejdsforhold er

dårligereend mange andres, idet vi igennem lang Tid har haft et konstant Arbejds-løshedstal på 7-900 og lige så mange på indskrænket Arbejdstid, så deres Løn er ca.

20-30 Kr. ugentlig, og for det Fåtal af vore Medlemmer, som er i Arbejde nogleMåneder af Året, er Lønnen for de højest lønnede ca. 60 Kr. ugentlig, medens en

enkelt Branche som Nådlerne, hvis Priskurant er forældet, ikke er i Stand til at

tjene de 70 Øre i Timen, som Forligsforslaget omtaler. Offentligheden vil sikkertforstå, at under disse Forhold kan vi ikke modtage et Forligsforslag af den Art som

det forelagte.Vi udtaler samtidig, at når Staten gennem sin Forligsmand forlanger, at Skotøjs-

arbejderne skal tage Hensyn til Samfundet i denne Situation, må vi også forlange,at Lovgivningsmagten beskytter vor Industri ved Foranstaltninger til Afhjælpningaf Krisen i vor Industri. Vi udtaler samtidig, at de krævede Lønreduktioner intetbetyder i Produktionsomkostningerne, og at disse Procenter vil glide over i Mel-lemhandlernes Lomme og ikke komme det købende Publikum til gode. Vi håber,at vi hermed har givet Offentligheden Oplysninger, som klarlægger og retfærdiggørvor hele Stilling i denne Situation«.

Der var som man kan se tale om en resolution, hvis indhold lå på samme linjesom de henvendelser, forbundet tidligere havde rettet til staten: importregule-ring m.v. skulle afhjælpe arbejdsløsheden, men de dårlige løn- og arbejdsfor-hold betonedes stærkere her. Pressen var enig om, at en sådan resolution pådette tidspunkt var ilde anbragt. »Social-Demokraten« gav generalforsamlin-gen og resolutionen flg. kommentar med på vejen:10

27

»Vedtagelsen på Generalforsamlingen er formentlig formelt i Orden, men vi skal

gøre opmærksom på, at Resolutionen stammer fra de Arbejdsløses Kreds, og at

den fik stærk Tilslutning fra Kommunisterne på Generalforsamlingen, ud fra den

Betragtning, at den vilde Skade og modvirke Fredsmulighederne. I øvrigt optrådteGeneralforsamlingens kommunistiske Mindretal som Knægtere af Ytringsfrihe-den, og under Larm og Skrål nægtede de at høre andre end, dem, der talte imod

Forligsforslaget. Under et sådant Diktatur kan Resolutionen ikke betragtes som et

virkeligt Udtryk for alle organiserede Skotøjsarbejdere«.

Det er vigtigt at slå fast, at socialdemokraterne her søgte at skabe en kløft

mellem de skotøjsarbejdere, der var i arbejde, og de arbejdsløse. På lignendevis skrev »BerlingskeTidende«, at det ,var de arbejdsløse stemmer, der drev de

arbejdende ud af arbejdet; de arbejdsløse havde jo intet at tabe ved en lockout,da de ville få udbetalt lockout-understøttelse.ll Der er næppe tvivl om, at

kløften mellem arbejdsløse og arbejdende var såre reel (-f.eks. kan man se, at

den faglige klub før, under og efter kampen konstant kæmpede med problemetat skabe samling mellem de arbejdsløse og dem i arbejde). Men det er ikke til at

sige, hvor afgørende dette modsætningsforhold blev for kampens forløb. Det

flg. interview fra »Berlingske Tidende« kan imidlertid med nogen forsigtighedantages at give et indtryk af, hvordan nogle skotøjsarbejdere opfattede situa-

tionen, og derfor er det uhyre vigtigt.

»Hvis vi bare selv kunde bestemme det-l

Ved en af de andre Fabrikker træffer vi en ældre Arbejder. Han har sagt sit

Farvel. Da vi beder ham sige sin personlige Mening om Tingene, tænker han siglidt om. Så kommer det langsomt:

'

Hvis bare alle vi, der har haft Arbejde, hvor lidt det end har været, hvis bare vi

kunde få vor Mening gjort gældende rigtigt, så havde vi også haft Arbejde i

Morgen. Men det har vi ikke kunnet. Det er de andre, dem udenfor, dem, der går

ledige, dem, der ikke har noget at tabe - det er dem, der har rådet i Sagerne. Og de

har altså rådet sådan, at nu har ingen af os noget at bestille. Vel har det været sløjt

med Faget længe, men det er da endelig ikke Fabrikanternes Skyld, og vel har vi

ikke tjent særlig meget i lang Tid, men noget var da altid bedre end ingenting, og

nu tjener vi altså ikke Noget. Det er gået os, som det er gået så mange Steder og ved

så mange andre Lejligheder, - det er dem, der har den største Kæft, der har bestemt

Farten, og det vil de nok blive ved med lidt endnu.

- Er det, De her siger den almindelige Opfattelse mellem de lockoutede?

- Ja, det trorjeg ganske bestemt. Hvis vi kunne råde, vi, der har Arbejde, så vilde

alle Fabrikkerne lukke op igen i Morgen. Men Faget som Helhed er det jo skidt

med. Kunde vi først få bedre Forhold for hele vor Skotøjsindustri, så skulde der

nok blive Arbejde - også til dem, der ikke havde noget i Går.«l2

Men dernæst må man fastholde, at det var ikke de arbejdsløse, der alene havde

afgjort sagen. (Ved sidste afstemning var der 1571 nejstemmer, og så mange

arbejdsløse var der simpelthen ikke.)D. 26. april forelå urafstemningsresultatet: mæglingsforslaget var forkastet

med 1571 nejstemmer mod 1299 ja.Inden det d. 28 april stod fast, at storlockouten afblæst'es og den isolerede

skotøjslockout skulle træde i kraft, udfoldedes der den heftigste aktivitet, ogsåblandt skotøjsarbejderne. På DsF.s forretningsudvalgsmøde d. 26. orientere-

des forbundet om DsF.s stilling. N.J. Larsen udtalte her, at han ikke blev

28

'fornærmet på DSF, fordi Skotøjsarbejderne måtte sejle deres egen sø, men

resultatet skyldtes en i København kunstig opgejlet stemning, der intet havdemed realiteterne at gøre. Villy Andersen indtog en anden holdning: Forslagetmåtte ændres. En gruppe arbejdere kunne komme så langt ned, at de ikkekunne tage den løsning, som bedre lønnede arbejdere kunne tage. At DsF ikkeville give penge, kunne blot styrke arbejdsgiverne. Han sammenlignede medsituationen i 1925.13 Efter at DsF havde meddelt, at det ikke ville støtte sko-

tøjsarbejderne, holdt forbundet d. 27. april hovedbestyrelsesmøde, samtidigmed at de københavnske arbejdere afholdt generalforsamling. 'Hovedbestyrel-sen besluttede at henvende sig til generalforsamlingen for at søge bemyndigelsetil, at den sammen med repræsentanter for Københavns-afdelingen kunneunderskrive forligsmandsforslaget, så man kunne undgå storlockouten. Derudviklede sig derefter en længere diskussion. Ved diskussionens slutning næg-tede dirigenten imidlertid under henvisning til dagsordenen at sætte hovedbe-

styrelsens forslag under afstemning under dette punkt på dagsordenen.” Her-efter enedes hovedbestyrelsen på sit møde tirsdag d. 28. om - som der står ireferatet i »Skotøjsarbejderen« - at den ikke kunne tage initiativet, men måtterette sig efter medlemmerne!15 På mødet om eftermiddagen - efter at storloc-kouten var afblæst - fastsattes understøttelsessatserne: 20 kr. for helbetalendemedlemmer og 14 kr. for delvis betalende + børnetillæg. Satserne var nedsat

noget for at man kunne holde ud så længe det var nødvendigt for at opnå et

forlig, man kunne tage.“5Op til det tidspunkt, da den isolerede skotøjslockout var en kendsgerning,

aftegnede der sig tydeligt to linjer. Forbundsledelsens fredslinie på den ene

side. Forbundet var rede til at slutte fred, sågar på tværs af medlemmernesønsker. På generalforsamlingen d. 27. begrundede N.J. Larsen dette med »si-tuationens store alvor« og med at »de øvrige fag havde tilsluttet sig mæglings-forslaget«. Det afgørende for ledelsen var efter alt at dømme, at den ikkeønskede en kamp mod De Samvirkendes ønsker og uden De Samvirkendesstøtte. En kamp under de betingelser kunne kun føre til et nederlag. Situatio-nen var ikke holdbar. På det sidste mente forbundsledelsen også at kunneregistrere en sådan vilje til fred blandt medlemmerne. Man noterede sig detstigende antal ja-stemmer, og Københavnsafdelingens nyvalg til ledelsen resul-terede i et genvalg, dvs. den moderate fløjs sejr.17 Rasmus Larsen, fagforenin-gens moderate formand genvalgtes med mere end 100 stemmers maj oritet overden kommunistiske modkandidat, hvilket N.J. Larsen udtrykte sin tilfredshedmed i samme interview, hvori han udtalte, at hovedbestyrelsens forligsforslagpå generalforsamlingen d. 27. ville være blevet vedtaget, hvis det var blevet satunder afstemning.18

Men måske regnede den »menige«skotøjsarbejder heller ikke med en isoleretkonflikt. Arbejdsgiverne havde med deres sammenkoblingsteknik lagt op til en

storkonflikt, hvis blot et fag forkastede. Skotøjsarbejderen kunne med sin nej-stemme tvinge De Samvirkende til at tage kampen nu. Den kamp, som skotøjs-arbejderen fandt nødvendig og retfærdig. At De Samvirkendes kampvilje såblev vurderet for højt, det kan man ikke bebrejde Skotøjsarbejderen.

Ud fra kilderne kan man imidlertid ikke sige særlig meget herom, men

oppositionens linje, den faglige klubs og kommunisternes linje, var den, der

29

sejrede i de fleste konfrontationer med »fredslinjen« hos de moderate; det var

den, der vandt størst tilslutning, mest udpræget blandt de københavnske sko-

tøjsarbejdere. Den rettede især angrebet mod De Samvirkendes øverste ledelse.

De faglige ledere havde forrådt arbejderne i og med at de på trods af arbejder-nes forkastelse af lønreduktionsforslaget ved 1. urafstemning alligevel søgte at

tvinge forliget igennem; den samme forrædderiske linje var N.J. Larsen slået

ind på.

»Den Vej Førerne vil er ikke Arbejderklassens!De vil Lønreduktioner og Klassesamarbejde. Vi vil Lønforhøjelser o

Arbejds-tidsforkortelse. De vil manøvrere til Nederlag! Vi vil kæmpe til Sejr! Men

for at sejre må vi rive Magten ud af Hænderne på Forrædderne. Ikke ved at vente

til de styrtes, men ved nu, netop nu, at begynde Kampen under Arbejdernes egen

Ledelse.«19

3.6. Forløbet af selve skotøjslockouten. Anden fase: 28. april til

23. juli 1931

D. 28. april trådte skotøjleckouten i kraft. Den omfattede, iflg, forbundets

opgivelser til pressen, 52 fabrikker: 38 i København og 14 i provinsen, og ca.

2200 arbejdere. Samtidig overførtes 7-800 arbejdsløse til strejkelisterne. I den

første tid udbetaltes der reducerede understøttelser, og pressen (og skotøjsfa-brikanterne) begyndte snart at spekulere i, hvor lang tid forbundets strejkekas-se kunne slå til. Formanden for de københavnske skotøjsfabrikanter, C.J.

Sørensen, udtalte d. 9. juni, at han oprindelig havde regnet med 6 uger.l N.J.

Larsen kunne dog meddele, at der ikke var nogen vanskeligheder med økono-

misk at holde konflikten i gang; der betaltes efter kort tid fuld understøttelse:

24 kr. I de første dage efter lockoutens iværksættelse regnede pressen med ca. 3

uger, hvilket forbundet kunne affærdige som »fuldkommen hen i Vejret«.2Det skyldtes ikke mindst den imponerende solidaritet, som den danske

arbejderklasse udviste med skotøjsarbejderne i deres kamp. Da regnskabetover frivillige bidrag til konflikten blev opgjort, var der indkommet 286.784,54kr.3 Her må man huske på, at indsamlingerne ikke kunne foretages i de faglige

organisationers regi, da DSF havde lovet ikke at yde støtte til »de rebelske

Skotøjsarbejdere«under nogen form. På arbejdsgivernes generalforsamling d.

11 maj angreb arbejdsgivernes formand DsF for ikke at gribe ind over for de

indsamlinger, som foregik ganske offentligt.4De Samvirkendes (og Socialdemokratiets) stilling var imidlertid klar: man

søgte at overholde aftalen af 28. april. I DsF.s erklæringer udadtil beskrev man

situationen klart og tydeligt: arbejdsgiverne stillede dem d. 28. april i den

situation, at de måtte vælge mellem enten at kaste 125.000 arbejdere, der havde

tiltrådt forliget, pågaden af hensyn til majoriteten på 272 stemmer hos skotøjs-

arbejderne. De var i en tvangssituation. Og DsF ville ikke kæmpe, fordi de

ønskede at skåne medlemmernes krigskasser til at stå rustede til en langtalvorligere situation, der kunne ventes i eventuelt 1932. Et enkelt fag skulle

ikke kunne diktere de andre, der havde accepteret, hvad freden kostede, ud i

storkamp.5 Skotøjsarbejderne burde få konflikten afsluttet så hurtigt som mu-

ligtf>

30

I midten af maj indskærpedeDsF i et cirkulære til forbundene, at hverkenfagforbundene eller disses afdelinger måtte bevilge midler til skotøjsarbejder-forbundet, sålænge konflikten stod på. DAF udsendte et circulære, hvori det

pålagde ethvert medlem fortsat at udføre sit arbejde, også på de skotøjsfabrik-ker, hvor der var lockout. »Årsagentil... (den) så kedelige Situation er udeluk-kende den, at de kommunistiske Splittelsesfolk har taget styret indenfor Sko-

tøjsarbejderforbundet 0g forhindret, at Skotøjsarbejderne gik solidarisk medalle andre 6 Forbund og vedtog Forligsforslaget,... »(Lyngsies »Skruebrækker-circulære« kaldte kommunisterne det.) I tekstilarbejderforbundet blev et (kom-munistisk) bestyrelsesmedlem hældt ud af bestyrelsen, fordithan (som tillid-smand) havde iværksat en indsamling.7På DsF.s generalforsamling d. 12. maj foreslog skotøjsarbejderforbundet, at

generalforsamlingen vedtog en udtalelse, der beklagede den stilling, DsF.sforretningsudvalg havde taget over for skotøjsarbejderforbundet, og det hen-stilledes at forretningsudvalget ikke oftere over for arbejdsgiverne forpligtedeDsF til at nægte moralsk og økonomisk støtte til et fag, uden at sagen havdeværet behandlet i henhold til lovene. Forslagstillernes og -sympatisørernesmotiver var vægtige: Fælleserklæringen af 28. april havde vakt en harme som

ingensinde tidligere ude omkring blandt arbejderne; den havde skabt mistillidtil De Samvirkende. Villy Andersen kunne argumentere, at hvis ikke forsam-lingen vedtog resolutionen, kunne det betyde opløsning for samvirksomheden,dvs. at landsorganisationen sprængtes. Ikke desto mindre stemte kun 28 forresolutionen.8 Skotøjsfabrikanterne kunne triumfere: skotøjsarbejderne havdehentet sig et regulært nederlag.9 Der kunne ikke være nogen tvivl om DsF.sstilling. Man satte alt ind på at knække og bremse solidaritets- og sympatitil-kendegivelserne, hvorved de forstærkede den isolation, der var skotøjsarbej-dernes største svaghed.

I modsætning til DsF kunne arbejdsgiverne og skotøjsfabrikanterne effekti-visere deres offensiv, bl.a. ved at udstrække lockouten til at omfatte de uorga-niserede skotøjsfabrikanter. Dette kunne de gøre gennem deres indflydelse pågarverier og lædergrossister. Skotøjsfabrikanternes holdning var således: »Vikøber ikke hcs Folk, der sælger til de Fabrikker, der står uden for Konflik-ten«1°. Sagen var den, at adskillige arbejdere havde fået arbejde på virksomhe-der uden for arbejdsgivernes organisation, fordi disse havde fået mere at bestil-le pga. lockouten.ll

Men alligevel opstod der brud i arbejdsgiverfronten, for det første fortsattebrugsforeningernes, FDB.s, skotøjsfabrik. Skotøjsfabrikanternes forsøg på atfå arbejdet standset forblev uden succes. I agitationen mod FDB pegede ar-

bejdsgiverne på hykleriet hos de Madsen-Mygdal folk, der stod bag brugsfore-ningerne, idet disse gang på gang havde bebrejdet arbejdsgiverne, at de ikkehavde bragt arbejdslønningerne langt nok ned, og nu saboterede de skotøjsin-dustrien, der kæmpede hele landets kamp mod de arbejdere, der ikke ville gåned i løn.12 Senere viste der sig endnu en splittelse i arbejdsgivernes front:tilfældet Peter Sørensen, skotøjsfabrikant med detailforretning på strøget. I en

kronik i »Social-Demokraten« 12. juni hævdede Peter Sørensen, at krisen iskotøjsindustrien ikke skyldtes for høje arbejdslønninger, men »den Mangel påSystem, der kendetegner Produktion og Omsætning«. Fabrikkerne var ikke

31

tilstrækkeligt økonomisk og teknisk funderet. Produktionen måtte forbedres,

og fremfor alt måtte afsætningsforholdene, skotøjshandelen, rationaliseres,

f.eks. ved at fabrikanterne selv overtog den og frigjorde sig fra Skotøjshandler-

nes dominans og spekulation i importen fra udlandet.13 Tilfældet Peter Søren-

sen er interessant, fordi skotøjsarbejderne på flere punkter direkte overtog

hans argumentation.Man kan altså konstatere, at skotøjsfabrikanternemed arbejdsgivernes fulde

- støtte tilstræbte at gøre deres kamp uhyre effektiv, men at deres front alligevelikke kunne blive enig og samlet.

Skotøjsarbejderforbundetsledelse var i den situation, at den skulle føre en

kamp, som den ikke selv havde ønsket. Men den måtte sætte sig i spidsen for

kampen, hvis ikke ledelsen skulle gå over til den faglige klub eller kommuni-

sterne. Forbundet syntes på forhånd at have været indstillet på, at kampen ville

blive langvarig.14 På et bestyrelsesmøde i Kbh.s-afdelingen d. 29. april blev der

valgt et lockoutudvalg. I mødeprotokollen hedder det herom:

»Bestyrelsen gik derpå over til Valg af Lockoutudvalg. Hertil valgtes de 6 udeluk-

kede Bestyrelsesmedlemmer samt 15 efter Indstilling fra Brancheklubberne, altså i

alt 21. Endelig vedtoges det, at hvis der ved Afgang af Medlemmer blev Brug for

andre, vil de arbejdsløse og »De unges Afd.« hver kunde indstille 1'... Man var enig

om, at hvis der fremsættes Ønske om, at vi sender Repræsentanter til Arbejderfor-

samlinger for at klargøre Situationen, tager Lockoutudv. og den tilstedeværende

Bestyrelse Stilling til disse Spørgsmål og imødekommer sådanne Ønsker.«

Forligstilhængerne var i flertal i dette udvalg, og der var ingen repræsentanterfor de arbejdsløse. Forbundet søgte ikke at foretage sig noget, hverken i ret-

ning af at aktivisere medlemmerne eller at søge forhandlinger med fabrikanter-

ne: der lød ingen »fredstoner« fra skotøjsarbejderne.Begge parter trøstede sig

med, at de havde midler nok, som »Skotøjsarbejderen« skrev d. 9. juni. Samme

dag satte N.J. Larsen imidlertid i »Berlingske Tidende« spørgsmålstegnved,

om nu det også var klogt at holde konflikten gående. På forbundets forret-

ningsudvalgsmøded. 15. juni konstateredes det, at fabrikanterne var villige til

at forhandle om konfliktens afslutning. Initiativet var tilsyneladende kommet

fra fabrikanterne. D. 24. meddeltes det imidlertid, at forhandlingerne var

sprængt.ISSkotøjsarbejderforbundets ledelse kørte konflikten på de samme paroler

som tidligere. For det første var det forkert at rette angreb mod fattige arbej-

deres lønninger og arbejdsvilkårpå et tidspunkt, hvor disse var dårligere end

nogensinde. De faldende priser skyldtes netop befolkningens ringe købeevne i

forhold til den mægtige vareproduktion. En lønnedsættelse Ville ikke bringe

skotøjsindustrien over vanskelighederne: med de moderne produktionsmidler

udgjorde arbejdslønnen højest 15-20% af varens pris, hvorimod handelsavan-

cen udgjorde 25-30%. Skotøjshandlerne og importørerne havde en meget stor

andel i skotøjsindustriens misére. Derfor måtte skotøjsfabrikanterne som sam-

let organisation tage kampen op mod den stærkt organiserede handelsstand.

Dette var det andet punkt. For det tredje pegede man på nødvendigheden af

koncentrationen inden for skotøjsindustrien for at man kunne drage nytte af

den mest fuldkomne teknik og den højeste grad af arbejdsdeling og rationalise-

32

ring. Fabrikkerne i et lille land som Danmark måtte etablere det størst muligesamarbejde, foreslog man; tiden var ikke til at opretholde forældede individua-listiske principper. - Hvis skotøjsfabrikanterne virkelig ønskede fred, kunne deogså få den, når blot de ville gå til Hr. Langkjær og få frie hænder til at slutteen fornuftig overenskomst, som både fabrikanterne og arbejderne kunne arbej-de efter. Skotøjsarbejderne var nemlig ikke »blodtørstige Uhyrer, der ønskerDød og Dom over den Industri, hvor de skal tjene til Livets Ophold«, bedyredeman, »men Vi tillader os at protestere imod, at man fratager os vor Ret til atvære medbestemmende om vore Arbejdsvilkår«.16I deres argumentation lagdeforbundsledelsen sig tæt op ad de »progressive« fabrikanters opfattelse, repræ-senteret ved Peter Sørensen, der indså, at rationalisering m.m. krævede hengiv-ne og samarbejdsvillige arbejdere.17 Man angreb ikke udbytningen af arbejder-ne i produktionsprocessen, tværtimod ønskede man den forstærket for atindustrien kunne komme over krisen. Det var karakteristisk at direktør OveRasch måtte minde om, at rationalisering næppe ville 'skaffe skotøjsarbejderneforbedrede kår; arbejderne ville sikkert betakke sig! Forbundets linje var tyde-ligt bestemt af dets »mondistiske« fortid og langt fra at formulere kapitalnege-rende krav indtog man en holdning, der snarere var mere progressiv i kapita-lens øjne end den, arbejdsgiverne selv opstillede. Man opfattede skotøjsindu-striens fabrikanter og arbejdere som fællespartnere, der burde frigøre sig fra desnyltende handelsavancer; de to socialpartnere var i samme båd, blot havdefabrikanterne for en tid smidt arbejderne udenbords,18 hvilket ikke mindst var

arbejdsgiverforeningens kyld. Fabrikanterne var gode nok, de havde blot ikkelært at slå sig sammen endnu!

I kontrast til forbundsledelsens passive og afventende linje førte oppositio-nen en aktiv politik. På generalforsamlingen i Kbh.s-afdelingen d. 11. majanbefalede Frerslev, at der valgtes et kampudvalg til at lede agitationen forindsamlingen af bidrag, foranstalte demonstrationer og lignende. Efter en

længere diskussion blev forslaget vedtaget og de 7 foreslåede: Osk. Jørgen,Tost, Villy Andersen, G. Johansen, Raasøe, Fred. Andersen og Ebba Nielsenerklæredes for valgt.19 Den faglige klub havde hermed fået valgt et centraltkampudvalg »ud af Medlemmernes Midte«, som var sammensat »af Forligs-modstandere fra såvel de lockoutede, de arbejdsløse og de arbejdende Medlem-mers Rækker«.20 Det blev dette kampudvalgs arbejde at »popularisere« kon-flikten udadtil og holde forbindelsen ved lige til den øvrige arbejderklasse.Gennem dette udvalg skulle de lockoutede arbejdere indkaldes fabriksvis for atvælge kampudvalg. Kampens ledelse måtte rives ud af de »reformistiske neder-lagstaktikkeres«hænder og over i medlemmernes egne hænder.21 »Den nyeStrejkestrategi«byggede på tyske erfaringer, og dens vigtigste læresætning var:

organisering af kampen udenom fagforeningsbureaukratiet, under førerskabudgået af de arbejdere som stod over for kampen eller befandt sig i denne.Kampledelsen måtte vælges på fagets fællesforum for'bedriftsarbejdere ogarbejdsløse, nemlig generalforsamlingen.22 »Overfor Udbytteragenternes Pro-gram...sætter Vi Marxls lære om at føre Lønkampen mod Kapitalismen forLønningernes Forhøjelse og Arbejdernes Overtagelse af Produktionen, ikkegennem Andel i Udbyttet og lignende Forræddermanøvrer, men ved helt at

33

sætte Kapitalismen ud af Spillet.23 Skotøjsarbejderne var arbejderklassens

fortrop. Det så man i de indsamlinger, som trods DsF-ledernes modstand blev

iværksat. Kampudvalget krævede, at den del af indsamlingen, som tilkom

København, blev adskilt fra forbundet og forvaltet af kampledelsen selv.

Kampudvalget skulle forhindre lockoutudvalgets herredømme, »således at hele

Konflikten kun skulde blive en Udmatning af vore kampvillige Kammera-

ter.«24 Dette måtte nødvendigvis føre til sammenstød, idet lockoutudvalget

(som virkede i samarbejde med forbundsledelsen) ikke tillod, at dets positionsom officiel leder af kampen anfægtedes. På forretningsudvalgsmødetd. 2. junikom det frem, at der var et meget dårligt samarbejde mellem lockoutudvalget

og kampudvalget. »Kampudvalget arbejdede helt på egen Hånd og satte sig

fuldstændig ud over de Beslutninger, der var taget af Forbundets Hovedbesty-

relse«. Man var enige om, at kampudvalgets udsendte agitatorer ikke var lovlig

valgte, og Villy Andersen lovede, at der for fremtiden ikke ville blive foretaget

noget uden at det skete i fællesskab mellem begge udvalg«.25Af »Sko- og Læderarbejderems juninummer fremgik det, at »selvorganise-

ringen« var lykkedes: man havde med det af generalforsamlingen valgte kamp-

udvalg og de valgte udvalg på bedrifterne fået »et brugeligt instrument til at

mobilisere alle de kæmpende Skotøjsarbejdere,til at bryde den Isolation, der

endnu er om os, til at komme i Kampforbund med de andre Fags Arbejdere og

føre Kampen ind på nye Områder«.26 Der var 3 hovedopgaver: a) lærlingene,

der endnu var på fabrikkerne, måtte gennem de enkelte bedriftsudvalg bringes

til arbejdsnedlæggelse,b) Skotøjsimporten måtte standses gennem kontakt

med havnens arbejdere, så de udenom Lyngsie & C0. kunne danne aktionsud-

valg og nedlægge arbejdet ved de skibe, der kom med fodtøj, og 0) de andre

fags arbejdere, som var imod lønreduktionerne, og som støttede skotøjsarbej-

dernes kamp og blev forrådt af deres egne ledere, måtte opfordres til gennem

dannelse af aktionsudvalg at slutte front med skotøjsarbejderne.For den fagli-

ge klub var det således naturligt at fremsætte kravet om udmeldelse af De

samvirkende Fagforbund. Arbejderne måtte føre beslutningsretten over i egne

hænder, ikke ved nye paragraffer til demokratisering af forbund og fagforenin-

ger, men ved at skabe sig egne organer og virkeformer. »I hver Situation

direkte Afgørelse ved Arbejderne selv fra de forskellige Værksteder og Fabrik-

ker, gennem direkte Valg af Udvalg, som tilsammen udgør den fælles Kample-

delse«.26 Der måtte skabes kamporganisationer gennem faglig enhed nedefra.

Det fremgik dog sammesteds, at dannelsen af fabriksudvalg stadig var i sin

begyndelsesfase.27Klubben førte kampen på kravene om lønforhøjelse og arbejdstidsnedsættel-

se, hvilket for så vidt ogSå havde været forbundets krav i starten, blot var der

den afgørende forskel, at klubben stod fast på kravene og ikke gjorde dem

afhængige af industriens tarv. Den lå ikke under for nogen illusion om fælles

interesser med fabrikanterne. I bladet lagde man ikke skjul på, at det var

kapitalismens krav om lønreduktioner, man stod overfor; »Men det er nu

engang besværligt at kæmpe mod Kapitalismen«.28 Nogle af oppositionensandre paroler fremgik af de plakater, som prægededemonstrationen og mødet

i Fælledparken d. 18. juni, som kampudvalget havde arrangeret,29 og hvor der

deltog et par tusinde under en snes fagforeningsfaner:

34

»Vi kræver Beskyttelse for vor Industri«.»Vor Kamp er Forpostfægtningen til l932«.30

Bryd Treenigheden: Arbejdsgiverne, Fagforbundenes Ledere og Forligsmændene«.»Pr. Par: Arbejdsløn: 2-3 Kroner. Handelsavance: 3-10 Kroner! Hvem bør skæresned?«

I løbet af maj var oppositionen imidlertid blevet spaltet i en kommunistisk ogen ikke-kommunistisk opposition. »Sko- og Læderarbejderen«s juni-nummerhavde været den ikke-kommunistiske oppositions organ. Vi vil nu se lidt påDKP.s linje. I »Arbejderbladet« d. 16. maj blev DKP.s kampstrategi lagt frem:

»...Trods Modstand fra det store Flertal i DsF er det store Flertal af den danske

Arbejderklasse i Dag parat til at yde aktiv Støtte til de kæmpende Skotøjsarbej-dere, er parate til at stille sig på fælles Kampfront med disse og dermed bryde DsF-Bureaukraternes og Arbejdskøbernes fælles lsoleringspoliik overfor de kæmpendeSkotøjsarbejdere. .

Men en Betingelse for at denne Solidaritet, dette Kampfællesskab kan blive effek-tiv, er at Skotøjsarbejderne nu for Alvor går over i Offensiven ved at frigøre sig fraderes egne faglige Bureaukraters Førerskab og selv tager Ledelsen og Initiativet iKampen.

Skotøjsarbejderne må under Førerskab af RFO gå over til at vælge Kampledelsepå de enkelte Bedrifter og skabe sig en central Kampledelse, valgt af Arbejderneselv, En Kampledelse, som virkelig er et Udtryk for Bedrifternes Arbejdere og som

står fast på de Krav som disse ønsker gennemført. De må gå ud I Massedemonstra-tioner og de må gå ud til Arbejderne på andre Bedrifter og få disse draget med ind iKampfronten. Der må endvidere i Samarbejde med IAH iværksættes en Solidari-tetskampagne over det ganske Land. Hele Arbejderklassen må drages ind i denne

Solidaritetskampagne og de indsamlede Midler må ikke forvaltes af de Reformis-ter, der nårsomhelst er parate til at forrådde Kampen, men af de kæmpendeSkotøjsarbejdere selv, sammen med IAH.

Kun gennem en sådan Linje kan Kampen vindes. Men en sådan Linje er endnuikke blevet fulgt. Først efter et Par Ugers Kamp gik man over til at gøre et Forsøgpå at skabe en Kampledelse, dog ikke gennem Valg af Kampkomiteer direkte forBedrifterne, men ved at man på en Generalforsamling supplerede en allerede bestå-ende »Strejkeledelse«med 7-8 nye Medlemmer.

For det første er denne Strejkeledelse imidlertid ingen Kampledelse, men kun etLed i det legale Fagforeningsapparat, et Udvalg, der nærmest Beskæftiger sig medadministrative Sager. Selve Ka npens Førelse og Forhandlingsretten ligger stadigiReformisternes Hænder. Det er disse, der har Rådighed over Strejkekassen, som

bestemmer på hvilket Grundlag Forhandlingerne genoptages med F abrikanterne,og hvilke Forslag Medlemmerne kan få Lov til at stemme om.

Skotøjsarbejdernemå forstå, at hvis deres Kamp fortsat skal føres på denneMåde, vil det kun føre til Nederlag. Det er nødvendigt, at vi her meget alvorligtpeger på, hvor farligt det er at nære nogen som helst Illusion om den på General-

forsamlingen valgte Kampledelse, der kun vil rette sig efter det legale Fagfore-ningsapparats Love og Statutter og som intet vil foretage sig for at rive Førerskab-et ud af Reformisternes Hænder.

Derfor må Skotøjsarbejderne nu indkalde til Møder på Bedrifterne, opstil jeresKampkrav og vælg lokale Kampledelser på alle Bedrifterne, vælg derefter'en cen-

tral Kampledelse og gå i Offensiven for jeres Krav, udenom og imod Pampernel«

Det er vigtigt at lægge mærke til angrebene på den af generalforsamlingen

35

valgte kampledelse og anvisningerne om, at skotøjsarbejderne måtte underord-

ne sig RFO.s og IAH.s førerskab. Men endnu d. 26. juni måtte »Arbejderbla-det« konstatere, »... at det endnu ikke er lykkedes for den revolutionære Fag-

opposition at få lagt Kampens Førerskab i Skotøjsarbejdernesegne Hænder

gennem Aktionskomiteeer valgt direkte på Bedriften«. Dette måtte bladet og

DKP konstatere trods en forsikring så sent som d. 10. juli om, at kampmodetvar så højt som på lockoutens første dag. Det eneste konkrete resultat, partietkunne opvise, var dannelsen af en initiativkomite på Københavns Fodtøjsfa-brik.31 Lige fra kampens start søgte DKP at udvide Kampen gennem sympati-aktioner. På B & W uddeltes der løbesedler, hvori man opfordrede til at

etablere sympatistrejke over for skotøjsarbejderne, og i »Negerhytten« ved

Langebro holdt man »Brandtaler« og uddelte løbesedler.32 Smede- og Maskin-

arbejdernes Fagforening i Esbjerg, der hade kommunistisk ledelse, vedtog en

protestresolution mod mæglingsforslaget og vedtog at understøtte de lockoute-

de skotøjsarbejdere og endvidere vedtog man en resolution om, at smedefor-

bundet burde udmelde sig af DSF.33 Det var nødvendigt, at skotøjsarbejderne

og den samlede arbejderklasse gik over til offensiven og tog kampen op mod

den reaktionære treenighed, der hed: arbejdskøbere, staten og de reformistiske

fagforeningsledere, - det var kommunisternes løsen. Men kommunisternes

paroler fik tilsyneladende ingen opbakning af betydning.Baggrunden for modsætningsforholdet mellem kommunisterne og den fagli-

ge klub kom først egentlig frem i 1932 under sagen »Hvem stjal Skotøjsarbej-dernes Penge?«.34Selv om der muligvis har indsneget sig visse efterrationalise-

ringer i kilderne, så kan det dog præciseres nogenlunde præcist, hvori modsæt-

ningerne bundede.

Iflg. »Sko- og Læderarbejderen«35havde IAH-folk på et møde d. 11. maj1931 tilbudt et »samarbejde«, men den faglige klub havde afvist de ukendte

IAH-mænds krav på at føre skotøjsarbejderneskamp; de opfattede det som en

»formynderpolitik«,hvor de selv mente, at kampen i størst mulig udstrækningskulle ledes af skotøjsarbejderne selv, bl.a. gennem de repræsentanter, der var

valgt på Københavns-afdelingens generalforsamling. De var imod kommuni-

sternes »barnlige Eventyrpolitik«,fordi de principielt var imod enhver tilsides-

ættelse af medlemmernes regulære forsamlinger, afdelingen og klubberne.

Det havde altså vist sig umuligt for kommunisterne ad den vej at få skotøjs-

arbejdernes kamp organiseret under kommunistisk ledelse (Dvs. under IAH),

og det var måske grunden til at kommunisterne var tyet til selv at afholde et

møde d. 3. juni i Romersgade for at få valgt et udvalg under IAH. På dette

møde havde Aksel Larsen beskyldt forbundsledelsen, incl. Villy Andersen, for

kun at arbejde for et dårligere forlig end det, skotøjsarbejderne havde forka-

stet.36 I øvrigt angreb kommunisterne uafladeligt kampudvalget, og på RFO-

konferencen 29.-30. maj 1932 fik dette »Surrogat« af en kampledelse skyldenfor nederlaget.37 Tillige harmonerede parolen »Ud af De samvirkende Fagfor-bund« ikke med kommunisternes linje.38

Da forbundets kongres midt i juli 1931 nærmede sig, konstaterede »Arbej-

derbladet«, at forbundsledelsen forberedte forræderiet, mens den faglige klub

forholdt sig afventende.39 Kongressen fandt sted i Odense d. 13.-16. juli, og

hovedspørgsmåletvar, om konflikten skulle afsluttes eller fortsættes/*0. I sin

36

beretning lod formanden ikke de delegerede i tvivl om, hvad ledelsen mente.

Han havde hele tiden hævdet, at det havde været langt bedre at tiltræde mæg-

lingsforslaget. DsF havde ikke kunne handle anderledes. Den nuværende si-

tuation var ikke holdbar, og han fandt det betænkeligt at fortsætte konflikten.

Derfor foreslog han, at man ved en urafstemning skulle lade medlemmerne

udtale sig. om, hvorvidt de ville give den nye hovedbestyrelse bemyndigelse til

at afslutte konflikten. Tilsidst vendte han sig mod oppositionens eventyrpoli-tik. Men i den efterfølgende diskussion, dominerede den københavnske oppo-sition. Dens uofficielle leder, Villy Andersen, lagde ud: når arbejdsgivernenægtede at forhandle, så burde fagorganisationerne have vist deres styrke; det

havde været bedre at tage storkampen nu end at vente med den til 1932; bedre

at have taget den før lønreduktionerne end efter dem. Dernæst angreb VillyAndersen formanden for at han ikke troede på sejren og for heller ikke at have

gjort noget for at vinde' den. »Jeg har ingen som helst Tillid til N.J. Larsen, og

jeg vil ikke være med til at give ham Bemyndigelse til Afslutning«. Det var ikke

kommunisterne, der skabte splittelse, men formanden og dem, der ikke turde

gå imod arbejdsgiverne. Disse temaer gik igen fra de oppositionelles side:

hovedorganisationen var indgået på reduktioner og havde taget et nederlaguden kamp; fagorganisationerne skulle ikke underordne sig politiske hensyn.

De moderate fastholdt ligeledes deres linje; og de blev bakket op af et

»ypperligt Foredrag« af næstformanden i De Samvirkende, Chr. Jensen. De

moderate mente, at man burde have stået enige med og fulgt de andre forbund.Nu havde man brugt forbundets strejkekasse til ingen nytte. Skotøjsarbejderneville ikke få særlige indrømmelser - det tillod arbejdsgiverne simpelthen ikke.

Således stod fronterne, indtil der om onsdagen d. 15. skete en vending. Det

begyndte med Frerslev, der bl.a. sagde, at den nyvalgte hovedbestyrelse burdestraks optage forhandlinger med fabrikanterne. Når man så kunne forelægge et

forslag, kunne man skride til urafstemning. Senere hævdede Villy Andersen, at

det burde være kongressen, der tog stilling til om den kommende hovedbesty-relse skulle have bemyndigelse til afslutning af konflikten. Så megen Velviljehavde N.J. Larsen næppe forventet! Da kongressen senere på onsdagen skullebehandle hovedbestyrelsens forslag om bemyndigelse til afslutning af konflik-

ten, fremsatte Charles Sørensen, Århus, dette ændringsforslag, at kongressenskulle bemyndige hovedbestyrelsen til at afslutte konflikten. Forinden havde

Villy Andersen meddelt, at københavnerne ikke var blevet enige om betingel-serne, hvorefter de kunne tiltræde hovedbestyrelsens forslag (det oprindelige),og han anbefalede at stemme imod det. Men hvis det var afgjort, at konfliktennu skulle afsluttes, var det spild af tid og penge at lade afholde urafstemning.Charles Sørensens forslag blev vedtaget med 40 stemmer for og 37 imod, 2

stemmer ikke! Samtlige delegerede fra fabriksarbejderne i København stemte

imod, på nær e'n »stemmer ikke«. For forslaget stemte samtlige provinsdelege-rede på nær e'n: »nej«,og de delegerede for håndarbejderne i København pånær én »stemmer ikke«. I »Arbejderbladet« d. 17. juli hed det således: »De 40

Provintdelegerede, repræsenterende 600 Medlemmer, har mod 37 københavn-

ske Delegerede, repræsenterende 2800 Medlemmer, vedtaget den af Hovedbe-

styrelsen forlangte Bemyndigelse til at afslutte Konflikten«. Kongressen vedtogdesuden en fællesresolutionom told og importregulering til rigsdagen. Derud-

37

over vedtog kongressen en resolution, der opfordrede alle organiserede danske

arbejdere til at støtte den kooperative fabrik.

Dermed var der sat en foreløbig ende på skotøjslockouten. Efter kongres-sens beslutning henvendte forligsmanden sig til forbundet, og natten mellem d.

20. og d. 2]. opnåedes der enighed, uden at der var sket nævneværdige forbe-

dringer.4' D. 23. juli blev arbejdet atter genoptaget. Konflikten havde varet i 86

dage, ca. 170.000 arbejdsdage var gået tabt, 597.064 kr. var udbetalt iunder-

støttelse, plus en del ekstraordinære udgifter, hvilket medlemmerne fik at

mærke i form af ekstrakontingenter.42

3.7. Lockoutens efterdønninger - vurderinger og konklusion

Arbejdsgiverne var ikke i tvivl om, at skotøjsarbejderne havde lidt et nederlag -

endda et overordentlig dyrt nederlag! Men forhåbentlig havde skotøjsarbejder-ne lært, at de for fremtiden ikke skulle lytte efter de kommunistiske lokketo-

ner.1 Skotøjsimporten havde fået frisk vind i sejlene, men fabrikanterne havde

benyttet lejligheden til at få solgt ud fra deres lagre. Lockouten var for så vidt

»faldet« på det heldigst mulige tidspunkt, eftersom sommeren altid var en stille

tid, udtalte fabrikantformanden i et interview, og forliget var nu kommet på et

meget belejligt tidspunkt, hvor fabrikanterne skulle i gang med efterårsordre-

ne. Havde den varet en måned længere, havde de egentlig ikke været interesse-

ret i en afslutning foreløbig.2 Skotøjsindustrien kunne da også melde om god

beskæftigelse i tiden efter lockouten.3

Men skotøjskonflikten fremkaldte overvejelser hos de faglige ledere. Det var

utåleligt, at 272 skotøjsarbejdere kunne være bestemmende om krig eller fred

for den samlede arbejderklasse. Trods de gentagne afstemninger var det ikke

lykkedes at opnå fred over hele linjen. Arbejdsgiverne sympatiserede stærkt

med DsF-ledernes reorganiserings- og centraliseringsønsker.

»Vi skulde tro, at også De samvirkende Fagforbund har lært noget nyttigt af den

Affære, der her er bragt til Ende. Vi kan ikke tænke os, at det i Længden skulde

kunne vedblive at være tilfredsstillende for de danske Arbejderes Hovedorganisati-

on, at det Gang på Gang konstateres for alle og enhver, at Organisationen er så

svag med Hensyn til de den tillagte Beføjelser, at mindre Grupper under kommuni-

stisk Påvirkning kan spille den og Arbejdermasserne som Helhed på Næsen og

gøre, hvad de vil, i Situationer, hvor sådant Spil indebærer en stor Risiko for

Arbejderne som Helhed, såvel som for de pågældendeErhverv. Heldigvis har det

jo også vist sig i de senere Tider, at der også hos de ledende Mænd indenfor

Arbejderorganisationernes Kreds er fremstået en levende Forståelse af, at en Fort-

sættelse af dette Forhold er uholdbar, og man tør måske deri se den Bebudelse, at

de Forhandlinger om Organisationernes egensidige Forhold og Beføjelser, som

stunder til, vil blive ført under den Forudsætning, at det nu ikke går an at vente

længere med at skabe den øverste Arbejderorganisation den Myndighed, Orden og

Fasthed, som den hidtil i så høj Grad har savnet«.4

Spørgsmålet om revision af DsF.s love i retning af større myndighed til centra-

lorganisationen, »så vi ikke i Fremtiden kom til at stå i det som i dette Forår«,

kom op på DsF.s generalforsamling.5 Men her måtte problemets løsning ud-

38

sættes, da ADSFmåtte konstatere, at der ikke var tilslutning til en bevægelsebort fra urafstemningsprincippet. Det ville medføre en for stærk ophidselseblandt medlemmerne I stedet blev det overladt til partiet at tage sig af opgaven:

undgåelse af de »samfundsødelæggende arbejdskampe«.Kommunisterne var heller ikke i tvivl om, at konflikten havde fået en for-

smædelig afslutning, hvilket blot til 100% viste, at den linje, de havde opfordrettil, var den rigtige. Deres stigende bladsalg netop blandt skotøjsarbejdernebeviste, at skotøjsarbejderne indså dette. Der var herefter kun een vej mulig for

skotøjsarbejderne, nemlig organiseringen af en revolutionær fagopposition påbedrifterne, der kunne tage ledelsen af fremtidige konflikter. Det var vejen til

sejr.6 Kommunisterne indrømmede således indirekte, at deres linje ikke havde

vundet den store opbakning blandt skotøjsarbejderne, og at deres indflydelsepå konfliktens forløb havde været ringe.

Forbundsledelsens vurdering af udfaldet var ikke helt entydigt. På den ene

side havde den brug for et nederlag, så den over for medlemmerne kunne pege

på, hvad kommunisternes og den ultra-radikale linje førte til. På den anden

side fremstillede den det således, at forbundet havde koncentreret sig om at

føre konflikten, så det, arbejdsgiverne tilsigtede, nemlig et eklatant nederlag iløbet af kort tid, skulle blive gjort til skamme, hvilket var lykkedes.7 I en senere

vurdering hed det om kongressen, at der var ved at vokse en forståelse frem af,at skotøjsarbejderneikke skulle regne med at kunne tilkæmpe sig et bedre

forlig end de øvrige fag. Et særligt moment var, at konflikten var ved at blive et

eksistensspørgsmål for faget, idet adskillige fabrikanter var begyndt at etablere

sig som storimportører.8Det stod således klart, at skotøjsarbejdernes kamp havde lidt et nederlag!

Konkret manifesterede det sig i, at forbundets linje, nederlagslinjen, havde

sejret på kongressen. I kampens første fase havde den faglige oppositionskamplinje størst opbakning. Det skyldtes, at skotøjsarbejdernes arbejdsfor-hold op til 1931 gav basis for et fremstød, og i tiden forud havde forbundsledel-sen ikke vist sig i stand til at udvirke de store resultater for medlemmerne.

Kampforløbet viste, at der i den øvrige arbejderklasse var en mægtig sympatifor skotøjsarbejdernes kamp, men det viste også, at DSF satte alt ind på at

knægte solidaritetstilkendegivelserne, og at dette var tilstrækkeligt til at forhin-'dre, at sympatien gik over i aktiv solidaritet. Pga. DsF.s og socialdemokrater-nes autoritet blandt arbejderne forblev kampen isoleret. Isolationen viste sigsom den største hindring for kampens gennemførelse til sejr; inden for fagetlykkedes det klubben at gennemføre en begyndende organisering af skotøjsar-bejderne. Men oppositionen kæmpede med store problemer: Der var modsæt-

ningsforholdet mellem de arbejdsløseog de arbejdende. Og der var kommuni-

sterne, der modarbejdede den »fraseradikale« linje, fordi skotøjsarbejderoppo-sitionen insisterede på at føre kampen selv: de ville ikke lade kommunisterne

føre den for dem. Samtidig gjorde arbejdsgiverne alt for at effektivisere deres

offensiv. Endelig var der forbundsledelsen, der satte sig på ledelsen af konflik-

ten gennem lockoutudvalget. Den ønskede kampen ført som en passiv udmat-

telseskrig, og den sad på de økonomiske midler til kampførelsen, hvilket satte

oppositionen i et stærkt afhængighedsforhold til ledelsen. Man kan med rime-

lig sikkerhed slå fast, at forbundsledelsens linje var dikteret af DsF.s stilling:

39

forbundet ønskede ikke en kamp uden om og imod DsF.s ønsker; det kunne

kun føre til et nederlag. Gennem hele lockouten kæmpede »nederlagslinjen«

mod oppositionens kamplinje, og kongressen blev en sejr for forbundets neder-

lagslinje: opgivelse af selvstændig aktion til fordel for en henvendelse til rege-

ring og rigsdag, dikteret ud fra en opfattelse af, at skotøjsarbejdereog skotøjs-fabrikanter havde fælles interesser i beskyttelsen af deres industri. På kongres-

sen fik nederlagslinjen forholdsvis let spil, hvilket skyldtes, at den københavn-

ske opposition var uafklaret med hensyn til, hvad den skulle stille op. Fra

kommunistisk hold9 hævdedes det, at oppositionen havde håbet på at sejre på

kongressen, og fra forbundsledernes side hævdede man,10 at oppositionen helst

havde set, at kongressen intet havde foretaget sig, og at man var taget hjem og

fortsat under samme »forvirrings- og opløsningskampagne« som før. Der er

muligvis noget rigtigt i den sidste vurdering. Der er imidlertid ingen skriftligekilder fra oppositionen selv, der forklarer dens holdning til konfliktens afslut-

ning. I mødeprotokollen hedder det blot, at man havde »en meget lang Diskus-

sion, som også drejede sig om Afslutningen af Konflikten og om Diæterne til

de Delegerede...Ved Diskussionens Slutning godkendtes Beretningen«, som

blev aflagt af Villy Andersen. Men hensigten med denne rekonstruktion af

kampens hovedtræk var bl.a. at lægge op til den konklusion, at oppositionenhavde gennemført kamplinjen så langt det var muligt, uden at det var lykkedesden at erobre ledelsen af kampen fra nederlagsagenterne i forbundet og uden at

det var lykkedes at bryde kampens isolation. Herefter måtte de erkende styr-

ken af de kræfter, der arbejdede imod dem, og de måtte erkende, at situationen

ikke var moden til og ikke kunne lede til sejr.

4. SØFOLKENES STREJKE 1934

4.1. Præsentation af kildematerialet

Der findes et så uhyre rigt kildemateriale til søfolkenes strejke i 1934, at det

ikke her er muligt at gå helt til bunds i empirien. Kildematerialet er især rigt,

fordi kommunisterne havde deres meget store andel i strejkekampen, og fordi

strejken, bl.a. af den grund fik en stor principiel betydning. Det fremgik yderli-

gere af, at der efter strejken udsendtes henholdsvis en socialdemokratisk og en

kommunistisk pjece om strejken, hvori man finder de to parters politiske

vurderinger.1 For kommunisterne var strejken en prøve på deres strejkestrate-

gi, hvis effektivitet nu skulle demonstreres. I deres forsøg på at aktivisere de

strejkende iværksatte de en omfattende publikations- og informationsvirksom-

hed,2 og store dele af dette vigtige materiale fra strejkeledelsen, forbundsledel-

sen, RFO o.a. er opbevaret og har udgjort en betydningsfuld kilde til rekon-

struktionen.3 Af samme grund er »Arbejderbladet« en væsentlig kilde, idet

bladet skulle bevise, hvilken aktiv støtte et dagblad kunne yde. I bladet findes

feks. referater fra søfolkenes fælles medlemsmøder. Hvad angår dækningen af

40

begivenhedsforløbet i havnebyerne må man imidlertid supplere med modstan-

derpressens referater: i »Social-Demokraten« og »Berlingske Tidende« har man

væsentligt korrektioner til den kommunistiske version. En anden vægtig kildeer referaterne fra sømændenes generalforsamlinger. I sømandsforbundet er

generalforsamlingen (sammen med urafstemningen) den øverste myndighed -

hos fyrbøderne er det kongressen; generalforsamlingen var et følsomt barome-ter for sømændenes kampvilje, og debatterne herfra bestemte ofte kampensvidere forløb. Generalforsamlingsreferaterne er stenografiske og således megetpålidelige,selvom de i nogen grad er korrigerede og redigerede.4 For sømænde-nes vedkommende har endvidere bestyrelsesmødeprotokollen været anvendt.Der afholdtes talrige bestyrelsesmøder i tiden omkring strejken, hvor vigtigevurderinger og informationer (især fra strejkemodstanderne) blev fremlagt, ogefter strejken blev bestyrelsen centrum for det interne opgør inden for forbund-et. Bestyrelsesmødereferaterne er stenografiske, og selv om bestyrelsen i nogletilfælde korrigerede i referaterne, er de alligevel meget pålidelige og oplysende.5Søfyrbødernes forhandlingsprotokol er ligeledes meget anvendelig. Den kunnehave været endnu mere værdifuld, hvis ikke der havde været et spring fra d.

5/4 til d. 8⁄5 pga. myndighedernes beslaglæggelse af en del af fyrbødernes»akter«.6

En anden vigtig kildegruppe er fagbladene, inclusive RFC-bladene.7 »NyTid« og »Faklen« er mere oplysende end så mange andre fagblade, bl.a. fordide stod i et indbyrdes konkurrenceforhold, og »Faklen« spillede uden tvivl en

betydningsfuld rolle i fyrbødernes aktive medlemspolitik. I bladets april/maj-nummer findes en meget detaljeret og grundig gennemgang af strejkens histo-rie, (s. 83-99).8

De øvrige kilder behøver næppe særlige kommentarer.

4.2. Rederkapitalen frem til 1933/34

Som nævnt blev den danske rederkapital ramt hårdt af krisen. Det generelleproblem for skibsfarten efter krigen havde i få ord været de faldende fragtraterog de stigende driftsudgifter, og denne modsætning blev skærpet under krisenved selve »Skibsfartens Tragedie: den forbistrede Udvikling i Retning af Selv-forsyning i samtlige Lande«.l 20erne igennem havde rederne klaret 'sig trodsfaldende fragtrater gennem en nedsættelse af driftsudgifterne, herunder ogsålønninger, og arbejderorganisationerne rostes for deres medvirken hertil.2 Alli-gevel' havde man ikke kunnet undgå oplægninger. Men da krisen satte ind, ogfragtraterne faldt, da tog oplægningernefor alvor fart.3 1932 havde det højesteoplægningstalz 9. feb. var 27,9% af Dansk Dampskibsrederiforenings samlede

tonnage oplagt. Rederiaktierne faldt til et lavpunkt i juni 1932: kurs 41,6 fra at

have ligget på 120,3 i 1929. Fra det gode år 1929 til 1931 faldt selskabernes

udbytte - i % af aktiekapitalen - fra 8,5% til 1,3%.4 Under disse forhold så

Dampskibsrederiforeningen sig nødsaget til at opsige samtlige bemandings-kontrakter og overenskomst 0m hyreanvisningen til 1. april 1933. Lønningerog udgifter var for høje i forhold til de konkurrerende lande.5 Men her kom

Kanslergadeforliget på tværs. Yderligere kom der nye bemandingsregler i janu-

41

ar 1933, som iflg. redernes mening også ville øge skibsfartens trængsler; forøge-

de oplægninger ville blive det eneste resultat af bemandingsreglerne.6Men rederne kom over krisen. Fra 1933 gik det fremad. Det skyldtes bl.a., at

fragttallet steg fra 89,1 i 1932 til 99,7 i 1933, og oplægningerneformindskedes,

»...og man skal i Virkeligheden helt tilbage til 1929, der var etefter Omstændig-hederne ret godt i År for Skibsfarten, for at finde mindre Oplægningsta1«.7Når

det igen begyndte at kunne betale sig at være reder, skyldtes det bl.a., at

handelsflåden formindskedes: i 1933 med 25 skibe (en afgang på 58 skibe og en

tilgang på 33); der skete en tilpasning af tonnagen til handelens behov og en

udskiftning af gamle skibe til fordel for nye og teknisk bedre skibe, med andre

ord, konkurrenceevnen forbedredes.3 Krisen accellererede således den bevæ-

gelse, der havde fundet sted 20erne igennem bort fra dampskibene (og navnlig

sejlskibene) til fordel for motorskibe.9 Et andet middel ud af krisens vanskelig-heder var det, som blev anbefalet på et internationalt møde i Hamburg mellem

skibsfartsfolk, nemlig ad »kunstig Vej« (dvs. procentvis oplægning af verden-

stonnagen) at afpasse tonnagetilgangen efter behovet for derigennem at gen-

nemtvinge højere fragter. Dette førte konkret til sammenslutningen af nordiske

trælastredere - The Shipowner*s Northern Wood-Trade Corporation*l I be-

gyndelsen af 1934 kunne adskillige rederiers årsregnskaber for 1933 melde om

større udbytte: Åbenrå Rederi A/ S 6%, ØK 4%, Pacifik 8%, Norden 5%, Torm

20%, Hejmdal 6% m.fl. 12 Et par selskaber kunne gennem nedskrivning af

aktiekapitalen udbetale dividender. Årsresultatet for fragtindtægter i 1933 var

steget fra 146 mill. kr. i 1932 til 181 mill. kr. fori 1934 at nå op på 191 mill. kr.13

Det var altså umiskendelig fremgang at spore, og når dividenderne ikke blev

større, skyldtes det, at den bedre fortjeneste hovedsagelig anvendtes til konsoli-

dering: »... og jo mere Konsolideringen skrider frem desto større Udsigter er

der jo til, at Fremtiden vil kunne blive mere tilfredsstillende for dem, der har

knyttet deres Interesse til Dansk Skibsfart«,M Trods fremgangen opsagde re-

derne igen overenskomsterne til 1. april 1934. Derudover foretog de sig intet.

4.3. Hovedtræk i søfolksorganisationernës udvikling i 20erne

Som nævnt var søfolkene i kamp i 1919/ 20. »Læren fra 1920« spillede en stor

rolle for søfolkenes strejke i 19341 Efter 21/2 måneds kamp havde søfolkene2 og

havnearbejderne måttet afslutte strejken og indkassere et nederlag. For søfol-

kenes vedkommende havde man risikeret en sprængning af forbundene, hvis

man var fortsat,3 idet den faste voldgiftsret havde idømt de tre organisationeren samlet bod på 1 mill. kr. Søfolkene mistede både 8-timersdagen og forbund-

enes hyreanvisning. Der var dog ikke tale om et totalt nederlag,4 idet søfolkene

opnåede en hyreforhøjelsepå 15%, og overarbejdsbetalingen blev næsten for-

doblet. Årsagen til strejkens sammenbrud var først og fremmest mangel påsolidaritet og penge, idet de strejkende var henvist til indsamlinger blandt de

københavnske arbejdere, da den officielle arbejderbevægelse var imod strej-ken.5 De tre forbund følte sig i høj grad ladt istikken af DSF.6 For det andet

var »samfundshjælpen« blevet indsat som frivilligt skruebrækkerkorps under

regeringens beskyttelse.7 På et tidligt tidspunkt i april 1934 mindede rederifore-

ningen søfolkene om strejken i 19208

42

Med slaget i 1920 havde rederne indledt deres bestræbelser på at nedsætte

driftsomkostningerne, hvilket søfolkene måtte lægge ryg til igennem 20erne.

Søfolksorganisationerne stod svagt rustede til at tage kampen op mod rederof-

fensiven, og medlemmerne måtte indordne sig under stadig forværrede ar-

bejdsforhold. Hos fyrbøderne var den meget moderate socialdemokrat ErikJacobsen blevet valgt til formand.

Resultatet af overenskomstfornyelserne i 1921 og 1922 var, at rederne fik

gennemtrumfet hyrereduktioner og arbejdstidsforlængelser. Overenskomstenaf 3. jan. 1922 bestemte, at hyren skulle pristalsreguleres, hvilket 20erne igen-nem medførte flere nedreguleringer af lønnen; først i 1929 slap søfolkene afmed prisreguleringen.

'

Sammen med angrebet på lønningerne indledtes i 1921 et forhold, som man

ikke tidligere havde kendt i fredstid, nemlig oplægning af dampskibe, hvilketresulterede i et stort antal arbejdsløse. For fyrbøderne bevirkede tillige denomtalte bevægelse bort fra dampskibene en reducering i antallet af arbejds-pladser. Og rederierne gjorde deres til at forøge antallet arbejdsløse ved at

reducere besætningerne i de skibe, der sejlede, idet de antog udenlandsk ar-

bejdskraft, når chancerne bød sig.9 Mandskabsreduktionerne førte selvfølgeligtil stadig større arbejdsbyrder for de beskæftigede sømænd og fyrbøderne.Organisationerne rejste derfor krav om indførelse af bemandingsregler, ogregeringen nedsatte i december 1925 en bemandingskommision med repræsen-tanter for de involverede parter. Den ophævedes igen i 1932, da den var blevet

enig om, at den ikke kunne blive enig om noget som helst.10 På det tidspunktvar omtrent halvdelen af forbundenes medlemmer arbejdsløse.

Vanskelighederne i forbindelse med arbejdsløsheden og bemandingsspørg-smålet var nært sammenknyttet med hyreanvisningen, som var et stående

problem i 20erne, idet en del »dårlige Kolleger« søgte at undgå den langearbejdsløshedsperiode ved at mønstre uden om forbundet. Problemet var:

»at når nogle og halvfems Procent af Medlemmerne overholder de gældende Bestem-melser om at søge Hyre på reglementeret Vis gennem Hyreanvisningen, blev der en bred

Margin at arbejde på for de enkelte, der vilde gå udenom, og her ligger det mest

ukammeratlige fra disse Medlemmers Side i hele Hyreanvisningsspørgsmålet, netop at

de løber an på deres Kollegers Solidaritet for selv at tage sig tilrette«.“I 1928 opgav Sømændene efter en urafstemning forhyringen, men der blevsnart protesteret fra medlemmerne, og en ny urafstemning gav flertal modfrigivelsen. Rederne ville imidlertid ikke slippe den fri forhyring. Først i 1930blev forhyringen igen overladt til forbundet.Søfolkene mærkede redernes rationaliseringsbestræbelserpå alle områder.

Selvfølgeligsøgte rederierne at »holde kostforbruget nede«,l2 hvilket for søfol-kene var ensbetydende med kostforringelser. Sundhedsforholdene om bord

forringedes, og antallet af arbejdsulykker var stort. Ud fra statistikken fradirektoratet for ulykkesforsikringen i 1931 fastslog »Plan«, at ulykkesprocen-ten for søfarten var 6 gange så stor som for industriens arbejdere og dødelighe-den ved »ulykkestilfælde ca. 10 gange større end i industrielle fag.13 Arbejdetsrisiko var således stor og søfarten et farligt erhverv. Men venstreregeringenssølov fra 1923 havde sikret rederne mod, at søfolkene tog til genmæle: densånd var tyendelovens.14

43

4.4. Forbundenes interne udvikling under krisen og op mod over-

enskomstsituationen _1933/34

Under krisen og frem til 1934 var der to forhold, der blev afgørende for

sømands- og søfyrbøderforbundetsudvikling 1) en yderligere forværring af de

umiddelbare arbejdsforhold, og 2) fremvæksten af stærke kommunistiske

RFC-grupper blandt søfolkene.

Fra 1929 til 1934 skete der ingen overenskomstmæssige forandringer af

lønnen, men i denne tid ramtes søfolkene af kroneforringelsen. For de søfolk,

der måtte vente på skib ved udenlandske forhyringssteder, betød det i nogletilfælde en halvering af hyrens værdi: i 1933 var den overenskomstmæssige

månedsløn for fyrbødere 162 kr., for lempere 107 kr., for matroser 162 kr., for

letmatroser 80 kr. og for ungmænd 36 kr.l Søfolkenes arbejdstid var omkring

25% længere end for byens arbejdere: matroserne havde indtil 84 arbejdstimerom ugen, fyrbøderne indtil 63 timer. Når søfolkene omregnede hyren til time-

løn kom de frem til, at matroserne fik ca. 50 øre i timen, mens fyrbøderne

havde knap 70 øre - sammenlignet med at en faglært i København havde

gennemsnitlig 173 øre og en ufaglært 140 øre.2 Under kriseårene skred under-

bemandingen yderligere frem, og det var forståeligt, at søfolksorganisationernekrævede bemandingsregler gennemført. Som nævnt kunne bemandingskom-missionen ikke nå til enighed, men i januar 1933 udsendte søfartsministeriet en

ny bemandingsskala. Dens regler var ikke, hvad søfolkene havde ventet. Da

reglerne havde fungeret et stykke tid, stod det klart, at rederne i ly af disse

regler kunne gennemføre yderligere drastiske mandskabsforringelser.3 Der var

ikke blot tale om en kvantitativ reducering af mandskaberne, men tillige om en

kvalitativ, idet befarent mandskab afskedigedes og erstattedes med ubefarent

og billigere, dvs. der kunne f.eks. anvendes ungmænd i stedet for matroser. Det

var katastrofalt for'de mænd, der gik over til at blive matroser, da udsigten til

at få beskæftigelse, så blev udsat i det uvisse.4 Der var nemlig langt mellem

hyrerne. Hos Sømændene kulminerede arbejdsløsheden i februar 1933 med

40,3%, hos fyrbøderne var 50,2% ledige i februar 1932. Gennemsnitlig var

omtrent en tredjedel af medlemmerne uden arbejde i årene 1932-34.5 Og med

korte mellemrum vidnede spalterne i »Ny Tid« om de elendige arbejdsvilkår,som søfolkene på alle områder blev budt. Der forekom stadig hyppige ulykkermed dødelig udgang,6 og medlemmerne klagede over kost- og lukkafforholde-

ne.7 De forværrede arbejdsforhold og den meget store arbejdsløshed var bag-

grunden for radikaliseringen af medlemmerne og fremvæksten af stærke RFO-

grupper.Hos fyrbøderne havde der op til 1931 krystalliseret sig en stærk utilfredshed

med Erik Jacobsen-ledelsen. Den kritiseredes for inaktivitet og eftergivenhed

over for rederne. Striden mellem opposition og ledelse var samtidig en kampmellem kommunister og socialdemokrater, og det var selve spørgsmåletom

metoder og taktik i kampen mod rederne og metoderne for forbundets ledelse,

der var kernen i den strid, der for alvor blussede op i sommeren 1931. På

samme tid oprettedes søfolkenes RFO, der begyndte udgivelsen af bladet

»Lanternen«,9 og det var kun med nød og næppe (og politibeskyttelse), at

socialdemokraterne bevarede ledelsen på søfyrbøderforbundetskongres i juli

44

1931 .10 Men ledelsen kritiseredes fortsat for at vige tilbage for redernes angreb.Efter 3 års krise var det ikke længere muligt for den gamle ledelse af overbevisemedlemmerne om, at den socialdemokratiske regerings krisepolitik netop var

positiv og socialistisk politik.ll Medlemmerne ønskede repræsentanter, der

ville tage kampen op og ikke blot overlade det til den socialdemokratiske

regering at føre arbejdernes kamp. Til kongressen i august 1933 var det overve-

jende flertal af de kongresdelegerede oppositionsfolk. Formandens beretningforkastedes med 23 stemmer mod 6, og den gamle ledelse blev afsat; denkommunistiske oppositions folk blev imidlertidig konstitueret som ledelse,indtil en urafstemning kunne foretage den endelige afgørelse. Kongressen ved-

tog derefter nye retningslinjer for forbundet: 1) den nye ledelse forpligtedes til

at anvende alle midler i kampen for at hindre enhver hyrereduktion eller

forringelse i arbejdsvilkårene, og særlig for, under en fortsat forringelse af

kronens værdi eller prisstigninger, at opnå hyreforhøjelse, samt gennemtvingefuld bemanding om bord og tillige fremme søfolkenes øvrige krav. 2) Ledelsen

forpligtedes til at kæmpe for forsvaret for arbejderklassens politiske rettighe-der (strejkefrihed, organisationsfrihed osv.), mod den hvide terror, mod det

kapitalistiske udbytningssystem og for den socialistiske samfundsorden. 3)Ledelsen forpligtedes til at lede forbundet efter den demokratiske centralismes

principper; bl.a. gennem oprettelsen af skibsgrupper på alle skibe, valg af

tillidsmænd, og gennem oprettelse af afdelinger med selvvalgte ledelser i de

vigtigste havne. Søfolkenes kampkraft ville styrkes, hvis sømændenes og søfyr-bødernes forbund sluttedes sammen. 4) Kongressen besluttede at anbefalemedlemmerne at stemme for indmeldelse i ISH.12 Inden for søfyrbøderfor-bundet kunne der imidlertid ofte være en afvigelse mellem kongressen, der

valgtes ved møder i land, og derfor stod under de arbejdsløses indflydelse, ogurafstemningsresultaterne. Men det skulle snart vise sig, at kongressen virkeligbetød en kursændring i forbundet, idet urafstemningen valgte en ny ledelse ioverensstemmelse med kongressen, ligesom forbundet ved urafStemningenindmeldtes i ISH.13

Også hos Sømændene var der en ret stærk RFC-gruppe, og det kan sikkerttilskrives RFO-folkenes aktivitet, at sømændenes forbund på generalforsam-lingen i november 1931 indmeldte sig i ISH. På en generalforsamling kort efteri februar 1932 havde »de revolutionære« også haft en vis succes.M Medlems-skabet af ISH blev dog af kort varighed. Efter generalforsamlingen i november1932 blev spørgsmålet om udmeldelse af ISH sendt til urafstemning blandtmedlemmerne: udmeldelsen blev vedtaget med 887 stemmer mod 414, og gen-indmeldelse i de gamle prøvede socialdemokratiske transportarbejderforbund,STF og ITF, blev vedtaget med 806 stemmer mod 466.15 RFO satsede kraftigtpå generalforsamlingerne, som beherskedes af de arbejdsløse og dem, der

sejlede i indenrigsfart. I sømandsforbundet kunne urafstemningerne (ligesomhos fyrbøderne) ofte give et andet billede af generalforsamlingen.

For det meste bestod RFC-virksomheden i at anklage forbundsledelsen forinaktivitet og mangel på kampvilje, nårsomhelst der bød sig en lejlighed. Menførst med udstedelsen af bemandingsreglerne fik sømændenes RFO en sag afformat. I bemandingsspørgsmålet har det efter alt at dømme16 forholdt sigsåledes, at en generalforsamling i februar 1932 havde krævet en snarlig gen-

45

nemførelse af bemandingsregler. Skibsbemandingskommissionen var ikke nået

til enighed, og de ministerielle embedsmænd måtte så selv udarbejde en beman-

dingsskala. Denne skala var endnu mere ufordelagtig for Sømændene end den,

rederne havde foreslået i kommissionen, og generalforsamlingen i maj 1933

vedtog en protestresolution med reglerne. Men RFO indledte en voldsom

aktion mod f orbundsledelsen, som den anklagede for at være medansvarlig for

reglerne; ledelsen skulle iflg. RFO have godkendte nye regler.17'

Kampen mod bemandingsreglerne gav stødet til et stærkere samarbejdemellem fyrbødere og Sømænd. På sømændenes initiativ indkaldtes der til et

fælles-medlemsmøde d. 3. okt. 1933, hvor ca. 12.000 deltog.18 Mødet vedtog en

protestresolution, til regering og rigsdag, hvori man fastslog, at rederne i ly af

reglerne havde reduceret mandskaberne, hvilket medførte en forcering af ar-

bejdet om bord og større arbejdsløshed, ligesom alle sikkerhedshensyn blev

tilsidesat; man krævede genantagelse af de folk, der var blevet afskediget pga.

reglerne, og der måtte udarbejdes nye regler, der tog hensyn til mandskabets

interesser.

Men internt i forbundet var bemandingsreglerne uden tvivl den stærkeste

kraft bag skærpelsen af modsætningerne. Der blev tale om en opsplitning i to

lejre, formaliseret gennem oprettelsen af sømændenes faglige klubber. Klub-

berne dukkede op i efteråret 1933, og de var eksplicit startet som modvægt

mod RFO. Klubbernes formål var at føre en samlet kamp mod kommunisme

og nazisme og bekæmpe de folk, der ville indblande Moskva- og Nazipolitikinden for søfolkenes rent faglige organisation. Klubberne var en modvægt mod

de centrer, der tilsvinede forbundets flertal, dets ledelse og dets formand og

rettede attentat 0g anslag mod sammenholdet, medbestemmelsesretten og re-

spekten for flertalsvedtagelser. Det skulle modvirkes, at søfolkene fik et dårligt

renomé blandt landets øvrige arbejdere, og matrosernes klubber skulle forhin-

dre, at RFC-folkene ved løgn, uforskammetheder, nederdrægtigheder og

skamløsheder skabte splid i forbundet og ved et rask kup sendte det samme vejsom fyrbødernes.19Sømandsforbundet var tydeligt splittet i to grupper, hvor på den ene side

RFO gennem hele sin virksomhed rettede det ene angreb efter det andet på

ledelsen og ved enhver lejlighed søgte at vippe den af pinden, og på den anden

side gruppen omkring Sømændenes Klub, der udtrykkeligt var oprettet med

det formål at bekæmpe kommunisme og nazisme, og som ikke lagde skjul på,at den var stærkt imod søfyrbøderforbundetunder den nye ledelse. Hver især

beskyldte de hinanden for at splitte forbundet. Medlemmerne kunne kun be-

klage, at begge grupper var mere interesseret i at bekæmpe hinanden end i at

bekæmpe den fælles fjende: rederkapitalen.På begge sider blev der lagt op til et opgør på generalforsamlingen i novem-

ber 1933, som da også formede sig som et sådant.20 Følgende fyrbøderopposi-tionens eksempel foreslog RFOerne et mistillidsvotum til ledelsen, men Bor-

gland og den øvrige ledelse afviste RFO.s kritik som blot og bar negativ;ledelsen kunne ikke drages til ansvar for lovgivningsindgrebene, sådan som

RFOerne gjorde. Beretningen godkendtes med 210 stemmer mod 49 for RFO.s

mistillidsvotum, og en urafstemning om sammenslutning med fyrbøderne gav

325 stemmer for sammenslutning og 958 imod.21

46

Socialdemokraterne triumferede: RFO kunne godt meddele tilbage til Mos-kva, at fremstødet ikke var lykkedes.22 Forløbet af denne -

og i øvrigt de

følgende generalforsamlinger op til overenskomstsituationen - var således et

vidnesbyrd om, at ledelsen sad godt fast på taburetterne, og at RFO endnuikke kunne true ledelsens position alvorligt.

Sammenfattende kan man slå fast, at kriseårene drastigt forværrede søfolke-nes i forvejen dårlige arbejdsbetingelser; søfolkene hørte til blandt landets

dårligst stillede arbejdere. Udviklingen inden for søfolksorganisationerne vid-nede om en radikalisering af medlemmerne. Hos fyrbøderne lykkedes det RFOat sætte sig i spidsen for den voksende kampvilje og give den en politiskkarakter. Selv om kommunisterne gennemførte statutter for forbundet, dermindede om et revolutionært kadrepartis, så viste urafstemningen efter kon-

gressen, at der var stor tilslutning til den kommunistiske linje. Hos Sømændene

gik det anderledes; det skyldtes nok, at ledelsen her var af en noget anden

støbning end den moderate Erik Jacobsen-ledelse hos fyrbøderne. Den social-demokratiske sømandsledelse svarede igen på RFC-angrebene med helt at

afvise »politik« inden for de faglige rammer. Kommunisterne havde ikke udsigttil at komme til at udgøre nogen alvorligere trussel mod ledelsen, så længedenne var villig til at gøre de menige matrosers krav til sine.

4.5. Søfolkenes strejke. 1. fase: - 3. april 1934

Rederne lagde ikke skjul på deres modvilje mod den nye søfyrbøderledelse.Umiddelbart efter kongressen havde de satset på, at oppositionen mod denkommunistiske kurs ville sejre ved urafstemningen.1 Det blev en skuffelse, men

rederne håbede sandsynligvis på, at en hård kurs over for forbundet ville styrkekommunisternes modstandere. Allerede d. 27. okt. 1933 opsagde de overen-

skomsten til udløb pr. 1. april 1934.

Søfyrbødernes hovedbestyrelse reagerede prompte med en udtalelse d. 29.okt., hvori det konstateredes, at rederne forsøgte at placere sig i offensiven ogpresse mandskabsorganisationerne i defensiven. Hovedbestyrelsen opfordredemedlemmerne til at manifestere deres utilfredshed med de bestående forholdog

»give Ledelsen Mandat til at arbejde for Gennemførelsen af Kravene om Erstat-ning for den stedfundne Nedgang i Hyrens Realværdi, Forøgelse af Fyrbøderbe-sætningernes Antal om Bord i Skibene, Arbejdstidsforkortelse, fuld Anerkendelseaf Forbundenes Ret til Hyreanvisning, bedre Kost og Anerkendelse af Tillidsmændombord.«2

Ved en efterfølgende afstemning fulgte 808 hovedbestyrelsens opfordring, kun56 var imod. Rederne havde også opsagt overenskomsten med Sømændene;Sømændene svarede på generalforsamling i november 1933 med at give ledel-sen mandat til efter en urafstemning af opsige. overenskomsterne og sætte indfor

»lønmæssig Dækning af Kronefaldet, kortere Arbejdstid i Søen som ved Land ogubetinget Ret til Arbejdsanvisning«.3

47

Ledelsen anbefalede opsigelse, og medlemmerne fulgte anbefalingen: med 1013

stemmer mod 134 blev overenskomsterne opsagt.4Men rederne fortsatte offensiven ved d. 6. jan. 1934 også at opsige hyreanvi-

sningen med virkning fra d. 22. januar. De begrundede det over for fyrbøderne

med, at de ingen tillid havde til den nye ledelse.5 Fyrbøderne var igen indstillet

på at svare hårdt igen. For det første opfattede de det nemlig som et forsøg påat skabe basis for den opposition, som rederne stadig håbede på.6Men for det

andet opfattede de angrebet som en forpostfægtning til den egentlige overen-

skomstfornyelse, til såvel deres egen som den øvrige arbejderklasses kamp.

Borgerskabet vidste, iflg. »Faklen«, at fyrbøderforbundet var ved at udvikle sigtil en virkelig klassekampsorganisation, derfor spekulerede de i at ramme

denne fæstning, for senere at rette et knusende slag mod hele arbejderklassen.7Fyrbøderledelsen var overbevist om, at medlemmerne forstod situationen og

var klar til kamp, og den var indstillet på at inddrage medlemmerne i arbejdet.8Denne vurdering af medlemmernes kampvilje var tilsyneladende ikke helt

forkert. D. 15. jan. 1934 afholdtes der medlemsmøde, hvor ca. 400- deltog.9 Her

valgtes et forhandlingsudvalg, og man vedtog »begejstret« en resolution, der

afsluttedes med parolen: »Ikke een eneste Mand forhyres udenom Forbundets

Arbejdsanvisning«.10»Faklen« konstaterede,ll at redernes overgreb havde vakt

et mægtigt røre blandt medlemmerne; både i København og i provinsen danne-

des aktionsudvalg, som ihærdigt lagde sig i selen for at sprede oplysning til

såvel medlemmerne som udenforstående om, hvad kampen gjaldt. Forbundet

ville ikke anerkende opsigelsen af hyreaftalen, og da sagen kom for den faste

voldgiftsret, fik søfyrbøderne rettens medhold: dampskibsrederiforeningensopsigelse af hyreanvisningsaftalen kendtes ugyldig.12 Men det var lykkedesrederne at skabe en virkelig opbakning om den nye ledelse, en opbakning, som

havde givet sig udslag i en vis aktivisering og mobilisering af medlemmerne,

selv om det ikke er muligt alene ud fra fyrbødernes egne opgivelser at fastslå,

hvor stor den reelt var.

Efter overenskomstopsigelserne havde søfyrbøderforbundet rettet henven-

delse til en række beslægtede fag”, hvori det foreslog et samarbejde med den

kommende overenskomstsituation for øje. Det blev indledningen til etablerin-

gen af søfolkenes fælles kampfront. ,

Sømandsforbundet reagerede positivt på henvendelsen,14 og i løbet af januar

og februar enedes de to forbund om at samarbejde i spørgsmål af fælles interes-

se. På generalforsamlingen d. 15. jan. pointerede Borgland dog, at en betingel-se for samarbejdet var, at forbundene gensidigt respekterede hinandens suve-

rænitet og selvbestemmelsesret, hvilket fyrbøderne ikke helt syntes at have

forstået. Henvendelserne måtte ske af hovedtrappen til den ansvarlige ledelse.IS

Sædvanen tro formede generalforsamlingerne sig som mindre opgør mellem

ledelsen og RFO. D. 15. jan. drejede det sig om nedsættelse af forhandlingsud-

valg. RFO foreslog at generalforsamlingen valgte et forhandlingsudvalg,'6 men

en afstemning gav med 153 stemmer mod 46 ledelsen mandat til at danne et

forhandlingsudvalg. Resultaterne af dette udvalgs arbejde diskuteredes på

generalforsamlingerne d. 19. og d. 26. feb. Udvalget var nået frem til bl.a. flg.krav: hyreforhøjelse for at udligne differencen mellem den gældende krone og

parikronen (ca. 10 kr.), hyreanvisningen til forbundet, ny regulering af arbejds-

48

tiden - der krævedes 3-skiftet vagt og arbejdstiden i troperne nedsat til 7 timerforhøjelse af satser for daglønsarbejde og 1 fridag pr. fulde 15 dage'7 SelvomRFOs krav ikke var væsensforskellige fra forhandlingsudvalgets,18 foreslogRFOerne alligevel, at forhandlingsudvalget gik tilbage og udarbejdede et nytforslag, men ved afstemningen fik forhandlingsudvalgets forslag 138 stemmermod 58. Man ville henstille til fyrbøderne, at forhandlingerne med rederneførtes i fællesskab med sømændenes forhandlingsudvalg om flg. krav: l) hyre-anvisningen, 2) hyreforhøjelse og 3) 3-skiftet vagt.19 Generalforsamlingen komogså ind på mulighederne for overhovedet at aktionere. »Skulde vi opnå denmindste Smule Forbedring«, udtalte Svend Nielsen, ledende RFOer, »vilde vikomme til at føre vor Kamp på Trods af disse Afstemningsregler«.2°Borglandssvar hertil var helt entydigt:»Den Dag, en Generalforsamling vedtager en Konflikt, og en Urafstemning sank-tionerer denne, er der ikke et Menneske, der vil protestere imod, at Forslaget er

vedtaget. Vedtager Medlemmerne ved en Urafstemning, at de vil have en ulovligStrejke, så får de den, og er Flertallet for at følge de anviste Regler, så følger videm, mere er der ikke at tale om den Ting«.21

Disse generalforsamlinger viste klart, at styrkeforholdet mellem ledelsen ogRFO ikke havde ændret sig. Ledelsen havde samtidig tilbagevist RFO.s be-skyldning mod den for ikke at ville gå i kamp, hvis rigsdagen ved lovgivninggjorde en kamp ulovlig. Noget helt _andet var, at bestyrelsen næppe anså en

ulovlig strejke for sandsynlig. Tidligere bestyrelsesmøder havde vist, at besty-relsen nok ville gå ind for en kamp, og den var til dels forberedt og indstillet påen kamp,22 men den forestillede sig helt klart en lovlig kamp, eventuelt enlockout.

Overenskomstforhandlingernemed rederne blev imidlertid den rene parodi.Med kort varsel blev Søfolkenes repræsentanter kaldt op til forligsmanden d. 8.marts.

»Og så forhippet var Forligsmanden på at få Søfolkenes Overenskomster med ind _idet almindelige Mæglingsforslag, at han endog glemte, at der dog normalt førstburde finde Forhandlinger Sted mellem Parterne, før der var noget at »forlige««.23

»Mæglingen« blev så udskudt en dag for at give tid til forhandlinger medrederne. Det blev selvfølgelig kun skinforhandlinger, og d. 14. fremsatte for-ligsmanden sit forslag om uændret forlængelse. Om hyreanvisningen hed det,at der som regel måtte søges forbundets medvirken, men det var en forudsæt-ning, at Septemberforligets §4 om arbejdsgiverens ret til at lede og fordelearbejdet anerkendtes.

Utilfredsheden blandt søfolkene var stor. Allerede på forretningsudvalgsmø-det d. 10. enedes fyrbøderledelsen om at fastholde kravet om erstatning'forkronesænkningen og forkortelse af arbejdstiden,24 og et medlemsmøde d. 20.protesterede mod sammenkædningen og pålagde ledelsen 'at anvende de for-nødne midler til gennemførelse af kravene; ledelsen blev tilsagt fuld støtte.”Også hos matroserne var harmen stor. Ledelsen var forbitret over, at redernevar krøbet i skjul for realitetsforhandlinger og havde dækket sig ind bag sam-

menkædningsreglerne.26Den samlede bestyrelse var så afgjort imod mæglings-

49

forslaget; den vedtog at anbefale medlemmerne at give ledelsen mandat til at

afsende 2. strejkevarsel.27 På en hurtig indkaldt generalforsamling d. 16. fast-

slog ledelsen, at man ikke kunne anerkende mæglingsforslaget,og generalfor-

samlingen tilsluttede sig en resolution, stillet af Korsør afd., hvori man prote-

sterede mod sammenkædningen, fordi søfolkenes overenskomst var så speciel.Det anbefaledes medlemmerne at forkaste forslaget og tage en kamp, og ho-

vedbestyrelsen blev tilsagt medlemmernes støtte og solidaritet. Samtidig opfor-dredes ledelsen til at publicere sandheden om sømændenes arbejdsforhold.28

Fyrbøderledelsen havde drøftet samme tanke.29 Tanken bag at offentliggøre

søfolkenes arbejdsvilkår var, at »Arbejdsforholdene i danske Skibe har jo

gennem Årene udviklet sig på en sådan Måde, at Rederne vil have såre vanske-

ligt ved at motivere dem også overfor Offentligheden«.30Søfolkene iværksatte

derfor en protestoffensiv over for arbejderne i land inden disse skulle afgivederes svar. I bladene blev søens arbejderes kår publiceret, og det dokumentere-

des, at det var urimeligt at kæde søfolkenes fag, der faglig set befandt sig langt

tilbage for størstedelen af fagene i land, sammen med disse, og ovenikøbet lade

disse være afgørende for søfolkenes forhold.31 Der sendtes et varsko til DsF.s

kongres, og i et oplag af 50.000 blev der udsendt et opråb til landets arbejds-

pladser, ligesom der afholdtes møder, kulminerende med det store offentlige

møde i Idrætshuset d. 24.32 Men alt viste sig omsonst. Søfolkene opfattede det

som en hån mod dem, at forligsmanden offentliggjorde resultatet 8 dage før

deres egen afstemning var afsluttet. Nu kunne Søfolkene stemme som de ville.

Det stod klart, at medbestemmelsesretten over deres egne arbejdsvilkår var

berøvet dem.33

På en række fællesbestyrelsesmøderefter d. 26. drøftede de to forbund, om

de på trods af mæglingsforslagetsvedtagelse alligevel ville skride til afsendelse

af 2. strejkevarsel, hvis urafstemningerne var imod forligsforslaget. Søfyrbø-

derne var tydeligt indstillet herpå, og »Arbejderbladet« bakkede dem ivrigt

op.34 Der manglede kun en tydelig tilkendegivelse fra matrosernes hovedledel-

se, om de ville efterkomme medlemmernes vilje eller ej.35Sømændenes besty-

relse drøftede den nye situation på møder d. 27. og d. 28. Man var ikke i tvivl

om, at Sømændene ville forkaste, men de fleste i bestyrelsen var imod en

ulovlig strejke. Der var enighed om, at hvis der skulle iværksættes en ulovlig

strejke, måtte medlemmerne stå bag, dvs. det skulle sendes ud til en landsaf-

stemning, og man kunne ikke forestille sig, at generalforsamlingen ville oppo-

nere mod dette. Fyrbøderne havde i øvrigt spurgt, om sømandsledelsen ville gå

med til, at en landskonference trak linierne op for kampens organisering.Sømændenes bestyrelse var afgjort imod dette. En eventuel organisering af

kampen måtte - i henhold til lovene - foregå på generalforsamlingen. I det hele

taget blev forholdet til fyrbøderne stadig mere spændt; man var i tvivl om

fyrbødernes hensigter.36 Til generalforsamlingend. 3-4. april vidste man, at

urafstemningen med en dundrende maj oritet havde forkastet forligsforslaget,

og generalforsamlingen skulle nu diskutere for og imod en ulovlig strejke og

nedsættelse af et kampudvalg. Bestyrelsen havde besluttet:

»at henstille til Generalforsamlingen, dersom der hos denne skulde være Stemning

for at fremkalde en Konflikt på Trods af Mæglingsforslagets Vedtagelse, da at

50

foretage en hastig skriftlig (Ur- eller Lands)Afstemning. Resultatet af denne Af-stemning danner derefter Basis. for den videre Aktion, herunder indbefattet Strej-ke«.37

Generalforsamlingen var imidlertid stemt for straks at effektuere beslutningenom strejke, og bestyrelsens forslag nedstemtes med 264 stemmer mod 66.38

Udviklingen havde løbet sømændenes ledelse over ende. Ledelsen havde sletikke forberedt sig på, at søfolkene alene skulle ud i en ulovlig strejke, hvilketden var afgjort imod. Man følte sig helt isoleret i forhold til den øvrige arbej-derklasse. Slagteriarbejderforbundet ville ikke med i en strejke, fordi det selvstod i en legal position,39 og DsF havde spist søfolkene af med, at så længe destod uden for llandsorganisationen, måtte de finde sig i deres skæbne. Det gikefterhånden op for søfolkene, at de var forladt af gud og mennesker, sagdeBorgland på generalforsamlingen.40 Generalforsamlingens beslutning om

straks at effektuere den ulovlige strejke kom helt bag på bestyrelsen; fyrbøder-ne var derimod indstillet på at gå i strejke uanset legalitet eller ej, blot sømæn-dene ville med, men forholdet mellem de to forbundsledelser var tydeligvisspændt.

4.6. Søfolkenes strejke. 2. fase: 3/4. april - 11/12. april 1934

På generalforsamlingens fortsættelse d. 4.1 stod debatten om nedsættelsen af et

kampudvalg. RFOerne gik ind for', at kampudvalget skulle have uindskrænketkompetence m.h.t. strejkens ledelse, men med 180 stemmer mod 52 blev detvedtaget, »at det bliver Kampledelsen i Enighed eller Forståelse med Forbund-ets Ledelse«, der skulle forberede og føre strejken i forbindelse med et lignendefra fyrbøderne.2 Selv om ledelsen var kommet i mindretal dagen i forvejen, såanerkendte generalforsamlingen, at ledelsen måtte have et afgørende ord atskulle have sagt angående strejkens ledelse. Under generalforsamlingen tilken-degav en række ledende personer inden for forbundet, at de var imod en

ulovlig strejke, og den tidligere antipati mod søfyrbøderne dukkede atter klartfrem.

D. 5. afholdt fyrbøderne medlemsmøde. Iflg. egne opgivelser deltog over 500medlemmer, og der herskede en mægtig kampstemning.3 Samme dag var derhovedbestyrelsesmøde hos fyrbøderne.4 I en resolution udtrykte hovedbesty-relsen sin fulde tilslutning til den førte linje. Bl.a. fremhævedes nødvendighe-den af at kæmpe imod den fortsatte reduktion af besætningerne i overen-

skomstperioden, og der protesteredes mod sammenkædningen.5 På mødetadvarede flere imod at gå i strejke, hvis ikke sømændene var med; man var

altså endnu i tvivl om sømændenes stilling. Men på sømændenes bestyrelses-møde d. 5. bevilgedes der 10.000 kr. til kampledelsen.5a

Resultatet af møderne d. 3.-5. blev, at 2. strejkevar'sel afsendtes, og kampen-hedsfronten etableredes. Herefter var der nye forhandlinger med rederne d. 5.Forbundene havde dæmpet deres krav: overenskomsterne måtte ikke forringespå nogen måde, heller ikke hvad angik besætningernes størrelse, valutaudlig-ning for folk, der sejlede på udlandet, forståelsen af overenskomsten skulletages op til grundig revision og hyreanvisningsspørgsmåletformuleres klart.

51

Arbejdsgiverne svarede med at kræve strejkevarslerne taget tilbage, og for-

handlingerne endte resultatløse.6

Rederne indklagede derpå de to forbund for den faste voldgiftsret, som da

også i en foreløbig kendelse kendte de varslede strejker ulovlige.7 Rederne

havde forventet, at en voldgiftskendelse ville kølne søfolkenes hidsige gemyt-

ter. Når strejken kendtes ulovlig, regnede rederne med hUrtigt at kunne skaffe

bemanding til skibene, da der så ikke ville være tale om skruebrækkerarbejde.8Efter etableringen af den fælles kampfront på møderne d. 4.-5. begyndte

kampudvalget sit arbejde. Det gik »for fuldt Drøn«.9 Kampudvalget udsendte

straks en opfordring til alle provinsafdelinger om 1) at indkalde til møde og

tage stilling til situationen, og 2) at vælge et udvalg af sømænd og søfyrbødere,der lokalt skulle lede kampen. Alle afdelinger måtte mindst én gang om dagenindsende en beretning.lo Samme dag besluttedes det at indkalde til fællesmøde

i København søndag d. 8. og om mandagen afholde konference i Fredericia

med repræsentanter for matroser og fyrbødere fra samtlige havnebyer, »hvor

de store Rådslagninger for Strejken vil finde Sted og gode nøjagtige Kamppa-roler bliver givet.«ll _

Fællesmødet d. 8. blev en »glimrendeOptakt til Strejken«.12Forbundene var-

stejkeklare, sagde Borgland; for rederne var det ikke længere forhandling, men

bod, der gjaldt.13 Hvis strejkevarslet blev tilbagekaldt nu, ville rederne hen-

synsløst slå ned på alle, udtalte Hegner.” Med andre ord: der var ingen vej

tilbage nu. Mødet vedtog en resolution, der betonede sammenholdet og den

fælles front under een ledelse mod en fælles fjende. Alle besætningerne opfor-dredes til straks at nedlægge arbejdet og danne strejkeledelser på ethvert skib,

som befandt sig i udenlandsk havn og til at vælge fælles kampudvalg for

fyrbødere og matroser i alle danske havne. Alle medlemmer forpligtede sig til

at stille sig til rådighed som strejekevagter. Og det blev slået fast, at de endelige

afgørelser først måtte træffes, når fyrbødernes og matrosernes fællesmøde var

spurgt.15»Udtalelsen vedtoges enstemmigt, og da denne Skov af Hænder blev rakt op, gik

der et Sus af Begejstring gennem Salen. Opmarcheringen er begyndt.«16

Fredericia-konferencen bekræftede denne kamplinje. Der udtryktes tillid til

den centrale ledelse. ,

Efter møderne d. 8. og d. 9. skærpedes kursen over for rederne. Den faste

voldgiftsret havde opfordret parterne til forhandling d. 10. Under disse for-

handlinger stillede søfolkene rederne over for et ultimatum: enten godkendelseaf kravene om a) sikring af reallønnen, b) fuld bemanding om bord og 3-skiftet

vagt og c) hyreanvisning kun gennem forbundene - eller strejke.l7 Rederne gav

visse indrømmelser, men det var givet, at på de punkter, hvor forslagene gik

positivt ud over den gældende overenskomst, dér måtte rederne svare med

afslag.18 I en bulletin fra kampledelsen19 hed det, at rederne havde søgt at

snigløbe søfolkene. Men man stod fast på hovedfordringerne; situationen var

den gunstigst mulige: søfolkenes krav havde vundet sympati blandt store dele

af den danske arbejderklasse, og angrebsstillingen havde aftvunget redernes og

borgerskabets respekt.Det var så helt tydeligt RFO.s vurdering, der her kom til syne. Allerede på

52

dette tidspunkt var RFOerne ved at sætte sig på strejken. Hovedkraften bagaktionens ledelse var ganske klart RFO. D. 5. april fik alle RFC-afdelingernebesked om,-at samtlige RFO-folk måtte i kamp for at gennemføre strejken tilsejr. RFOernes opgave var at få arbejdspladserne og arbejderorganisationerne»til at tage den rigtige stilling til Strej ken«.2°a D. 5. udsendte RFO.s landsledel-sen et opråb, der opfordrede til aktiv understøttelse af søfolkenes strejke.Arbejderklassens enhedsfront måtte svejses sammen til opgøret mellem

arbejder- og kapitalistklasse.2°b.D. 8. udsendte 61 RFC-grupper en begejstretsolidaritetserklæring fra en konference i København.” Og d. 10. udsendtelandsledelsen igen et opråb, hvor strejken blev gjort til en kamp såvel forforbedring af utålelige løn- og arbejdsbetingelser som for strejkefriheden, forfagforeningernes kampkarakter og bestemmelsesret, -

og mod forsøget pågennem regeringen og lovgivningsmagten at gennemføre fascistiske forholdsre-gler mod fagforeningerne.22 På samme måde som i tiden op til vedtagelsen afforligsforslaget syntes RFO og kommunisterne helt at overvurdere mulighe-derne for at udløse en kamp. For det første så kommunisterne en solidaritets-bølge gå over hele landet.23 »Kampenhedsfronten marcherer over hele Landet«,skrev »Arbejderbladet«.24 Imidlertid kom solidaritetstilkendegivelserne i ud-strakt grad fra andre RFC-grupper, arbejdsløshedsgrupper og kommunistiskdominerede fagforeninger.25 Desuden overså man helt den indflydelse, social-demokraterne kunne få på solidaritetsudfoldelsen. Socialdemokraterne lagdeikke skjul på deres modstand mod en strejke. Iflg. dem åbnede kommunisternesluserne for al sort reaktion, fra sønderjysk utilfredshed og LS-demagogi tilbyernes svage nazi-strømninger.Den danske arbejderklasse kunne blive ramt

alvorligt.26Og formanden for havnearbejdernes fællesforbund, Peter Christensen, adva-

rede havnearbejderne mod at deltage i RFO-folkenes bestræbelser for at for-plumre den foreliggende situation gennem vedtagelser af resolutioner rundtomkring på arbejdspladserne og i borgstuerne.27 For det andet politiseredekommunisterne kampen i en grad den næppe kunne bære. Iflg. kommunisternevar søfolkenes kamp et opgør med socialdemokraternes og reformisternesnederlagslinje og i konsekvens heraf en tilslutning til den revolutionære bevæ-gelses offensivlinje.28 De tog slet ikke den mulighed i betragtning, at strejkenvar en kamp for de nære dagskrav, udspringende af elendige arbejdsforhold.For det tredje overvurderede de sammenholdet blandt de strejkende.29 Imidler-tid var den ikke-kommunistiske ledelse hos Sømændene begyndt at sætte sig påhalen over for de »stærke Kræfter«, dvs. RFO, der gennemtrumfede retnings-linjer for kampen, der, iflg. sømandsledelsen, »i mindre Grad var truffet af vortForbunds kompetente Forsamlinger, men til Gengæld i større Grad truffet afInstanser, hvis Basis var i Overensstemmelse med RFO.s Retningslinjer«.3°Efter forhandlingssammenbruddet d. 10. indkaldte sømandsforbundet til gene-ralforsamling d. 11., hvilket af søfyrbøderne blev udlagt som et spaltningsfor-søg.3' På generalforsamlingen sagde Borgland, at forhandlingerne var blevetafbrudt, da det havde været umuligt at komme videre end til enkelte indrøm-melser fra rederside. Generalforsamlingen skulle nu tage stilling til, om derskulle etableres strejke. Forinden oplæste Borgland en skrivelse fra fyrbøderne,der på et medlemsmøde havde forkastet redernes tilbud med 375 stemmer mod

53

19. De erklærede sig beredte til at gennemføre strejken sammen med sømænde-

ne for de fælles krav, men også for matrosernes særlige krav: 3-skiftet vagt. Det

blev derefter besluttet at etablere strejke med 437 stemmer for og 73 imod, lO

blanke. Til sidst blev der vedtaget en resolution, stillet af RFOeren Sv. Nielsen:

»Den valgte Strejkeledelse er den højeste Myndighed under Medlemmernes An-

svar, under Kampen i alle Spørgsmål vedrørende Strejken. - Sømændenes og

Søfyrbødernes valgte Strejkeledelse skal intimt samarbejde.«

Vedtagelsen skete nærmest med akklamation.32 Med vedtagelsen af dette for-

slag var sømændenes ordinære ledelse reelt koblet fra strejkens ledelse, og

dens modstand mod strejken forstærket. Fremgangsmåden var i modstrid

med forbundets love, fastholdt man,33 og man var harmfuld over at være sat ud

af spillet.33a. Det var heller ikke til at tage fejl af socialdemokraternes stilling:

»Vi tager ikke i Betænkning at sige, at denne Strejke fra kommunistisk Side er en

bevidst Provokation for at skade den socialdemokratiske Fagbevægelse, det social-

demokratiske Parti og den socialdemokratiske Regering. Vi bevidner vor inderlig-

ste Solidaritet med Søens Arbejdere; men vi har kun Dyb Foragt for de Kommuni-

ster, som her har fået ophidset en sådan Stemning, at denne ulovlige Strejke har

fået Flertal - i sidste Indstands endda ikke noget egentlig Flertal, idet der i Afstem-

ningen i Går kun deltog henholdsvis 25 og 16 Procent af de to Forbunds Medlem-

mer, de andre er jo ude at sejle...«34

4.7. Søfolkenes strejke: 3. fase: 11/12. april -_ 21. april 1934

»Aldrig er en Sømandsstrejke erklæret og godkendt mere enstemmigt af alle Med-

lemmerne, og hvis nogen tvivler fik de Beviset ved, at alle Besætninger med Begej-

string har fulgt Strejkeparolenl«l

I de større havnebyer: København, Odense, Ålborg,Århus og Esbjerg o.a. blev

der dannet strejkeudvalg eller kampkomiteer, og der blev udsat strejkeposter.2D. 14. april fremgik det af kam udvalgets meddelelser, at havnearbejdernehavde nedlagt arbejdet i Århus,ÅlborgogEsbjerg. I København var havne-

kvarteret faktisk i belejringstilstand. Aktiviteten var særlig livligi København.

Samme aften, strejken trådte i kraft, blev der udsat flere hundrede strejkevag-ter. Strejkevagterne iværksatte »små raske Aktioner« mange gange dagligt.3

»Arbejderbladet« søgte efter bedste evne at støtte søfolkenes kamp. Det

forsikrede søfolkene om, hvor stærke de var, hvis de stod sammen, og hvor

stærkt arbejderklassens solidaritet gjorde sig gældende.Ligesom i de tidligere

faser af kampen var kommunisterne og »Arbejderbladet«ikke blege for at give

såvel arbejdernes kamp som redernes og statens modangreb et videre perspek-

tiv. For kommunisterne var søfolkenes (og slagteriarbejdernes og kokkenes)

kamp udtryk for et vendepunkt i arbejderklassen. Arbejderne havde indledt

deres modoffensiv mod 3 års krisepolitik, hvor kapitalistklassen havde væltet

krisens byrder over på arbejderklassens skuldre, mens de selv havde haft sti-

gende fortjenester; gennem faglig kamp skulle krisens byrder nu væltes over på

kapitalen. Det pointeredes, at strejken først og fremmest var en lønningskamp,

dvs. rent faglig, men den fik i bladets spalter også en politisk betydning fordi

54

den rettede et slag mod statens forsøg på at indføre statsdiktatur Over fagbevæ-gelsen.4 Det socialdemokratiske parti og fagbevægelsens ledere, men især rege-

ringen, spillede en afgørende rolle i kapitalisternes anslag, hed det i bladet. Detrettede konsekvent sit angrebsskyts mod socialdemokratiet og den socialdemo-kratiske regering; borgerskabet forventede af regeringen, at den satte alt ind påat knække strejken.5 Redernes og statens repression fremstilledes som led i en

overgang til rent fascistiske metoder.6

Kampudvalgets arbejde var lige fra starten præget af stor optimisme og tillidtil kampens muligheder. For en ordens skyld bør det nævnes, at (14-mands)kampudvalget internt havde nedsat en snæver executiv på 3 personer,»der jo har haft Trådene i Hænderne i sidste Instans...«7 Omkring strejkensudbrud rettedes der en solidaritetsappel til ledelse og medlemmer af havnear-

bejdernes fagforeninger og slagteriarbejderforbundet, og styrmænd, skibsin-

geniører og maskinister opfordredes til i egen interesse at stå solidariskeib D.10. april udkom første nummer af strejkeavisen. Heri begrundes strejken med,at skibsrederne skulle »bringes til at indrømme os menneskelige Kår ombord ide Skibe, som de uretmæssig ejer« og endvidere med, at »vi aldrig lader os

fratage Retten til at være medbestemmende ved Salget af det eneste Aktiv, vihar: vor Arbejdskraft«.8 En af løbesedlerne, der udsendtes ved strejkens ud-

brud, opfordrede søfolkene til øjeblikkelig at gå i land uanset truslerne om

rømning.9Nogle søfolk havde dermed straks en straf iflg. søloven for rømninghængende over hovedet. Men kampledelsen havde gjort det af hensyn til kam-

pens effektivitet. Allerede på strej kens to første dage lykedes det søfolkene at

opnå overenskomster med 4 mindre rederier, hvor deres hovedkrav var ind-friet, på nær den 3-skiftede vagt.»Vor Kampfront har givet de første Sejre, Kampen vil nu i de nærmeste

Dage skærpes, men ved jernhård Udholdenhed, ingen Vigen af Medlemmerne,ved utrætteligt at holde Vagt i Havnene Dag og Nat, skal vi gennemtvingeResultater.«lo

I meddelelserne fra kampudvalget d. 12., 13. og 14. rapporteredes der om

begejstret kampstemning i de største havnebyer.ll Samme tro på egne kræfter

lyste ud af en anden løbeseddel fra kampledelsen. Det hed heri bl.a.:

»Kammerater! Kampen er en Kendsgerning, og Kampledelsen opfordrer jer til atfortsætte med at vise den Solidaritet og det Sammenhold, som indtil nu har givetsig det stolteste Udtryk!

Ikke een Mand er blevet om Bord, - alle har fulgt Parolen trods Tilbageholdelseaf tilgodehavende Hyre og Truslen om Straffen for Rømning! Dette er en Indsatsog et Offer som man sjælden har set Magen til i dansk Fagbevægelse, og som ogsåvil give os Sejren, og som allerede har bragt os de første Sejre!

Situationen er i Dag uhyre gundstig for Søfolkene! 5000 Slagteriarbejdere er

også i Kamp, og inden lang Tid må Eksporten på England fulstændig stoppe...,Dertil kommer, at i en lang Række Byer har Havnearbejderne kendt deres Solida-

ritetspligt og nægter at losse og laste Strejkebryderskibe.«l2

Havnearbejdernes nedlæggelse af arbejdet opfattedes uden videre som en sym-patitilkendegivelse til strejken, hvilket i hvert fald ikke var tilfældet overalt. I

strejkeavis nr. 2. opfordredes havnearbejderne til at gå i kamp, hvilket betød

kamp mod formanden »Peter Christensen og hans reformistiske Stab«. De

55

reformistiske ledere måtte kobles fra.13 Dette var den konsekvente gennemfø-relse af RFC-kursen. Det stod klart, at kommunisterne helt dominerede kam-

pledelsen: styrkeforholdet i kampledelsen var 11 kommunister mod 3 reformis-

ter,” og to af reformisterne var meget af tiden optaget af andet arbejde, (Bor-gland var en del af tiden på agitationsrejser i provinsen). Det medførte, at

kampledelsen førte en stadig mere politisk linje. F.eks. hed det i den 2. strejke-av1s:

»Søfolkenes Kamp er en effektiv Protest mod Højfinansens danske Repræsentanter,

Skibsrederne, der også driver Udlånsvirksomhed til Ågerrenterog derigennem udsugerSmåbrugerne på Landet«.'5

Den politiske linje mente man åbenbart man kunne føre igennem på baggrundaf den høje grad af aktivisering og mobilisering blandt de »menige«.Optimis-men og den aggressive kurs syntes også berettiget, idet strejken i starten var

meget effektiv.

Skibstrafikken var de første dage totalt lammet.16 Men rederne lagde ikke

skjul på, at de fra starten var indstillet på at køre hårdt frem. På et ledermøde

d. 12. enedes man om, at rederierne hver for sig skulle sætte al kraft ind på at

holde sejladsen i gang. Der var ikke noget at forhandle med søfolkene om.17

Man indrømmede, at man havde måttet tage en »lille Overgangs-Stilhed«,fordi man ikke på forhånd havde rustet sig særlig stærkt.18 Efter strejkens to

første dage var rederne i stand til at holde såvel tramp- som ruteskibene i fart

ved hjælp af officerer og frivilligt mandskab.19 Kampudvalget måtte da ogsåmelde om stadig flere skibsafgange med styrmænd og officerer som besætning,

og det kunne ikke virke særlig opmuntrende på søfolkene, at rederne efter-

hånden fik hele indenrigsfarten igang, at strejken med andre ord ikke var

særlig effektiv trods indsatsen. Skruebrækkeriet blev sat i system. I nogletilfælde importeredes der skruebrækkere.20 I København indlogeredes de i S/ S

»Melchior«, i Århus i »Tietgen« og i Esbjerg i S/S »Bernstorff«.

Redernes modoffensiv var hård. Deres aktion gennem den faste voldgiftsretresulterede d. 13. i en kendelse, der foreløbig (!) idømte de to forbund hver især

en »Klækkelig« bod på 20.000 kr. for at have siddet den foreløbige kendelse

overhørig.” Forbundene kunne altså forvente endnu større bøder, når rederne

krævede erstatning for de tab, de led som følge af skibsfartens standsning.22

Arbejdsgiverne demonstrerede deres kampvilje ved straks at ville skride til

eksekution. »Fyrbødernes og Sømændenes Forbund ventes opløst i Dag«,

profeterede »Berlingske Tidende«,23 D. 14. stilledes fyrbøderforbundets kon-

kurs i udsigt, da Ric. Jensen meddelte fogeden, at det ikke kunne betale, mens

Sømændene fik udsættelse, da ingen vidste om forbundet kunne betale (kasse-ren var bortrejst!) Det er muligt, at voldgiftsdommen forøgede fyrbødernes

kampvilje, fordi de nu forstod, at rederne i kampen havde statsmagten, lovgiv-

ningsmagten, domstole og politi på deres side, og det gjaldt organisationenseksistens.24 Men i sømandsforbundet stækkede truslen om at blive erklæret

konkurs i hvert fald kampmodet hos en del. Det kunne ikke undgå at virke

som om socialdemokraterne havde ret, når de hævdede, at kommunisterne kun

ønskede organisationernes ødelæggelse:25Kommunisterne var ude på at ram-

me regeringen, og i den hensigt havde de benyttet sømanden; nu var han gledet

56

i baggrunden. De var ligeglad med, om sømandsforbundet blev slået i styk-ker.26 Sømanden havde gjort sin gerning - han kunne godt gå127Forbundenevar »nu som Organisationer betragtet stillet helt uden for det danske Samfunds

Retsbeskyttelse«, beklagede »Social-Demokraten«.28 Konsekvensen af en kon-

kurserklæring var, at søfolkene måtte sejle uden overenskomst.

Fra kampens start havde søfolkene, og kommunisterne i særdeleshed, kalku-leret med havnearbejdernes støtte. Kommunisterne havde sandsynligvis næret

tillid til, at den ret stærke RF O-gruppe blandt havnearbejderne kunne få

gennemtrumfet organisationernes blå stempel til at iværksætte en sympatistrej-ke. I hvert fald udfoldedes der en heftig aktivitet blandt havnearbejderne. Somnævnt nedlagde havnearbejderne også arbejdet i strejkens første dage. I Ålborgerklærede havnearbejderne eksplicitsympatistrejke.29 Men iflg. havnearbejder-nes faglige ledere skyldtes arbejdsnedlægelserne, at havnearbejderne var bangefor at blive forulempet af de »kommunistiske Elementer indenfor de strejkendeSømænd«. Og man ønskede ikke at arbejde under politibeskyttelse.30 Arbejds-standsningerne kunne ikke betragtes som sympatitilkendegivelser til sømænde-nes strejke.31 Havnearbejdernes faglige ledere var helt entydige i deres stilling.DAF advarede i et cirkulære til havnearbejderne mod enhver aktion, derkunne tolkes som støtte til den ulovlige sømandskonflikt.32 Peter Christensen,formanden for havnearbejdernes fællesforbund, reagerede på RFOernes agita-tion ved at indkalde til generalforsamling d. 13. Der mødte ca. 400 flere end de1000-1200 mennesker, salen kunne rumme, men der rådede ikke den store

krigsstemning.33 Bestyrelsen frarådede at gå i sympatistrejke, dvs. en ulovligstrejke. Netop havnearbejderne havde tilstrækkelig erfaring for, hvad det ko-stede. 34 Det var »læren fra 1920«,35 Perspektiverne for at gå i aktion var hellerikke lyse. Socialdemokraterne kaldte det »misforstået Solidaritet«, hvis havne-

arbejderne lod sig »terrorisere« ud i kamp:

»Går Havnearbejderne med, vi] de også blive dømt, deres Arbejdsløshedskasselukket, og da Strejken er ulovlig, og Dansk Arbejdsmandsforbund ikke kan god-tage en sådan Strejke, vil også Understøttelse af Strejkekasssen være umulig...

Vi kan ikke tænke os, at danske Havnearbejdere vil se deres OrganisationsPenge anvendte til Kæmpebøder til Arbejdsgiverne, Havnene fyldt med Skrue-brækkere, dem selv, deres Hustruer og Børn lide Nød, og Hjemmet blive ribbet forhver Trevl - altsammen for kun at tækkes Kommunistledelsen i Moskva.«36

Generalforsamlingen vedtog at afholde en urafstemning om sympatistrejke. D.16. forelå resultatet: 1906 havde stemt imod og 405 for iværksættelse af sympa-tistrejke. De følgende dage vedtog havnearbejderne i de større provinsbyer at

genoptage arbejdet: i Århus stemte 735 imod en sympatistrejke, kun 5 for; i

Esbjerg genoptoges arbejdet med 200 stemmer mod 35, i Ålborg skete det

enstemmigt.Søfolkene havde lidt et afgørende nederlag, hvad de også selv var klar over.

Kampledelsen udsendte et opråb til havnearbejderne, der trods afstemningenopfordrede disse til at »bryde lænkerne« og stille sig solidarisk med søfolkene.37Men fra d. 16. arbejdedes der normalt i havnene.38 På et tidspunkt, hvorskibsfarten efterhånden var kommet i gang, kunne en sympatiaktion fra havne-

arbejdernes side have forhindret at skibene blev lastet, og den kunne således

57

have rådet bod på strejkens manglende effektivitet. Derfor blev det et så fatalt

nederlag for søfolkene. Flere inden for sømændenes ledelse indså, at strejkeni

virkeligheden var tabt.

Samme dag, dvs. d. 16., udsendte DsF et opråb til »de fagorganiseredeArbejdere«,der sluttede med flg. svada: »Stands Ulovlighederne. Deltag ikkei

Terror og Voldshandlinger. Træd over på Lovens Og Samarbejdets Grund og

lad Provokatørerne alene lide Nederlaget.«39Søfolkenes strejke var en direkte

afvisning af DsF.s centraliserede strategi i overenskomstsituationen 1934.

DsF-ledelsen fremstillede derfor strejken som et resultat af kommunisternes

arbejde for »at svække og splitte det enige Sammenhold, der altid har været

dansk Arbejderbevægelses Styrke«.40DsF.s fordømmelse af strejken lå helt på

linje med socialdemokratiets. I deres øjne var strejken politisk. Den havde ikke

en forbedring af søfolkenes arbejdsvilkår som formål, men var derimod rettet

imod hele fagbevægelsen, socialdemokratiet og regeringen'*1 Strejken var iflg.socialdemokraterne et resultat af kommunisternes vellykkede kup i søfyrbø-derforbundet. Kommunisterne brugte søfyrbøderforbundet til at gennemtvin-ge en politisk strejke, der kun tjente kommunisternes partiinteresser; søfolkene

udnyttedes i Moskvaapostlenes forsøg på at praktisere Strassburgerteserne.42Strejken kunne kun føre til et nederlag. Det eneste, kommunisterne opnåede,var gadespektakler, tømte kasser, bøder og fængsel, men det lykkedes dem at

fremmane hele den arbejderfjendtlige reaktion i dens kamp mod demokratiet,mod arbejderklassen og fagforeningerne, og det lykkedes dem at nedbrydetilliden til fagorganisationerne, ja de tilstræbte organisationernes ødelæggelse,og muliggjorde efterhånden den fascistiske bevægelses fremmarch.43 På den

anden side måtte socialdemokraterne indrømme, at søfolkenes arbejdsforholdtrængte til forbedringer, og i virkeligheden fandtes der i offentligheden forstå-

else af dette. Men den politiske karakter ved søfolkenes aktion forspildte denne

sympati. Søfolkene burde derfor have søgt samarbejdets grund, og DsF.s

manifest skulle opfattes som en udstrakt hånd.44 Den socialdemokratiske for-

dømmelse af strejken satte sine spor hos Sømændene, og de interne modsætnin-

ger inden for fællesfronten begyndte igen at komme åbent frem.

Men det var havnearbejdernes stilling, der direkte forårsagede, at der ind-

kaldtes til generalforsamling hos Sømændene, d. 18. En underskriftsindsamlingfor indkaldelse af en generalforsamling havde givet 128 underskrifter. På be-

styrelsesmødet d. 16. drøftede ledelsen sin holdning til situationen, og det var

afblæsning af strejken, der var det centrale tema. Selv Thor Vang talte om »et

samlet Tilbagetog«. Man omtalte den pessimisme, der havde bredt sig hos de

strejkende, og den utilfredshed, der gjorde sig gældende over for strejkens

tilrettelæggelse. Bestyrelsen blev dog ikke enig om en samlet anbefaling om at

afblæse strejken.45 På generalforsamlingen begrundede Lars Larsen (DFK.s

leder) dens indkaldelse. Problemet var, sagde han: »Vil du have, at et Kampud-

valg, nedsat af Fyrbødere og Matroser, skal have Hals- og Håndsret over

denne Organisation, uden at du bliver spurgt?«46Fra forskellige bestyrelses-medlemmers side argumenteredes der for at gå i forhandling med rederne; der

kunne håbes på et godt resultat nu, hævdede de.47 De var imod strejken, fordi

havnearbejderne ikke var gået i sympatiaktion, fordi strejken havde fået et

politisk præg og ikke længere var faglig, fordi søfolkene havde hovedorganisa-

58

tionerne imod sig, og fordi der var fare for at blive erklæret konkurs. Alligevelbesluttede generalforsamlingen, at strejken skulle fortsættes; i en resolution

opfordredes der til en udvidelse af strejken. Kampens fortsættelse blev vedtagetmed 529 stemmer mod 405.48 Bag de 128 underskrifter og de 405 »fredsstem-

mer« skjulte der sig sandsynligvis de Sømænd, der som følge af strejken var

blevet tvunget til at gå i land, men som hele tiden havde været imod strejken!19D. 18. fandt i øvrigt nogle af strejkens absolut mest dramatiske højdepunk-

ter sted. Det var generalstrejken i Esbjerg og det københavnske slag på fælle-den. Der kan næppe herske tvivl om, at opbakningen bag søfolkene var stor i

Esbjerg. Det viste sig bl.a. ved det store antal mennesker, der deltogi møderne

og demonstrationerne i byen, og dernæst ved de forholdsvis mange fagforenin-ger, der erklærede sig solidariske. Der var blevet »importeret« politi til byen,bl.a. for at afspærre havnen, således at de landbrugsvarer, der havde hobet sigop på havnen, kunne blive lastet. Foranledningen til generalstrej ken var disse

importerede betjentes »Terror i Esbjerg Gader« og »bølleagtige Fremfærd«.

Arbejderorganisationerne krævede politiet fjernet. Da dette ikke skete, blev

der på et kæmpemøde med ca. 10.000 deltagere proklameret generalstrejke. I

en resolution hed det bl.a.:

»Vi kræver dette Politi fjernet straks fra Esbjerg. Vi betragter disse Angreb som et

Forsøg på at knuse Søfolkenes Kamp mod Rederkapitalen - en Kamp som vi anser

for fuldt berettiget, og som vi derfor af al vor Kraft vil støtte til en sejrrig Afslut-

ning for Søfolkene.«5O

Det er næppe heller nogen overdrivelse at hævde, at det gik voldsomt til i

København. Fra den første dag havde havnen været besat med masser afridende politi, som foretog en del arrestationer blandt strejkevagterne. Efter

havnearbejdernes afstemning var atmosfæren dog »klaret« en del.5',I mellemti-

den havde RFO indkaldt til demonstrationsmøder i landets havnebyer til d.

18.52 Politiet forbød imidlertid møderne, uden at RFO gav meddelelsen herom

videre; iflg. RFO fordi forbudet kom så sent, at det var praktisk umuligt. Da

arbejderne mødte op, var fælleden besat med ridende politi, der var fast beslut-tet på at forhindre mødet. Det kom til sammenstød, der fik karakter af et helt

slag. Efter fælledslaget bredte kampene sig til Nyhavnskvarteret, hvor politi-styrkerne gik løs på menneskesværmen. 28 blev anholdt.53

D. 18. blev en hård dag for de kommunistiske tropper. Om aftenen arrestere-

des 9 ledende RFO-folk. Allerede siden d. 15. havde regeringen overvejet at

tage straffelovens §l93 (om opfordring til ulovlig trafikstrejke) i anvendelse, ogda strejken iflg. socialdemokraterne skyldtes de kommunistiske provokatører,var det kun naturligt at anholde RFOerne! »Demokratiet er død - Fascismen

lever«, stod der i »Arbejderbladet«, hvis lokaler var blevet ransaget ved samme

lejlighed; Hitlers brunskjorter kunne ikke have gjort det bedre, hed det.54

,Sammen med fyrbøderforbundets konkurs (samme dag) bidrog disse arre-

stationer til at også kommunisterne indså, at strejken måtte standses. På et

senere tidspunkt, da man skændtes om hvem der skulle have skylden for

nederlaget, hævdede nogle af »matrosreformisterne«, at Ric. Jensen på et

hastigt indkaldt cellemøde i DKP d. 19. havde fået direktiv af Arne Munck-

Petersen fra centralkommiteen om, at strejken måtte afblæses, da DKP ellers

59

ville blive forbudt.” Det får imidlertid stå hen som en påstand. Men det stod

fast, at Hegner og Ric. Jensen var »opskræmte og nervøse over disse Forholds-

regler, man fra Offentlighedens Side havde taget imod dem«, da de d. 19. traf

Borgland.56Der var indkaldt til fællesmedlemsmøde i idrætshuset d. 19, (iflg. »Faklen«

deltog ca. 2000).57 Iflg. »Social-Demokraten« skulle Ric. Jensen, kendeligtrykket af situationen bl.a. have sagt:

»J a, Kammerater, I ser mig måske her nu for sidste Gang i lang Tid, det er muligt,at vi inden nogle Timers Forløb skilles, at de tager mig, men forinden vil jeg da

gerne her opfordre alle Sømænd og søfyrbødere om at gå med til, at der nu bliver

Fredsforhandlinger. Det må dog for Fred være en Betingelse, at Rederne genanta-

ger de Søfolk, der er ude i Strejke, så de kommer ind på deres gamle Pladser.«58

Fællesmødet vedtog 2 resolutioner; den første pålagde de to forhandlingsud:valg snarest at træde i forhandling med rederne og i løbet af to dage igenindkalde til fællesmøde og forelægge resultaterne. »Strejken skal afsluttes i

Fællesskab og Enighed«. Den anden krævede, at organisationernes ledere

forblev på fri fod.59 Mødet var efter alt at dømme præget af et »forhandlings-

venligt Sindelag«,60selvom »Faklen« slog fast, at det for søfolkene ikke drejedesig om fred for enhver pris; mødet var udtryk for en vilje til at forhandle på

grundlag af søfolkenes krav.6' Matrosernes forhandlere var ikke begejstret for

at skulle træde til på dette tidspunkt, hvor det var rederne, der skulle stille

ultimatum. Kampudvalget fik æren for kampførelsen, mens forhandlingsud-valget skulle tage kløene.62

Om aftenen forhandledes der med rederne. Søfolkenes krav var: mæglings-

forslaget med redernes indrømmelser af 11. april samt 1) søfolkene tilbage i

skibene i samme udstrækning som før, 2) udbetaling af medlemmernes tilbage-holdte hyre ogfrafald af klage for rømning og 3) standsning af den videre

retsforfølgning imod organisationerne. Rederne havde imidlertid strammet

betingelserne. Da forhandlingerne ikke førte til noget resultat, stillede rederne

to alternative tilbud: 1) enten mæglingsforslaget af 14. marts på den betingelse,at arbejdsgiverne ikke frafaldt deres krav om bod overfor forbundene pga. den

ulovlige strejke. 2) eller forbundets hyreanvisning bortfalder mod at rederne

frafaldt deres krav om yderligere bod plus en række mindre ændringer i mæg-

_ lingsforslaget.63 Det eneste svar på disse tilbud var, iflg. »Arbejderbladet«, en

skærpelse af kampen. Det var den herskende stemning blandt søfolkene, ikke

bare i København, men også i en række provinsbyer.64Disse forslag skulle have været forelagt et fællesmøde. Imidlertid indkaldtes

der til generalforsamling i sømandsforbundet d. 21. Borgland indledte med at

pege på en række ugunstige forhold: strejken var blevet erklæret ulovlig og

forbundet idømt bod; man var derved blevet afskåret fra sympati i den ud-

strækning, man havde regnet med - den største skuffelse var havnearbejderne;nye bøder var i udsigt og dermed forbundets konkurs; desuden havde en hel del

skibe kunnet sejle også under strejken. Så kom Ric. Jensens tale i idrætshuset,

og her havde samarbejdet svigtet! Flere kom ind på den vanskelige situation,der var opstået med Ric. Jensens tale: der havde bredt sig en misstemningblandt kammeraterne - de gad ikke engang gå strejkevagt! Efter en lang debat,

60

der afslørede stor modstand mod redernes forslag, isæri hyreanvisningsspørg-smålet, vedtog generalforsamlingen med 327 stemmer mod 240 at give et nytforhandlingsudvalg mandat til at afblæse strejken.65 Samme aften underskrev

Sømændene overenskomsten med rederne. De valgtetilbud I. På fyrbødernesmedlemsmøde d. 22. om formiddagen var der kunne een ting at gøre, nemligbøje sig for kendsgerningerne og slutte overenskomst. Medlemsmødet vedtogenstemmigt redernes tilbud II. Fællesmødet d. 22. var således reelt sat ud af

spillet.66 Alligevel mødte iflg. »Faklen« ca. 1000 op.67 Der blev vedtaget en

resolution:'

»l sluttet Strejkefront har Fyrbøderne og Matroser kæmpet for Forbedring af

deres Hyre- og Arbejdsbetingelser - for Hævdelsen af Fagforeningernes Selvbe-

stemmelsesret. Strejken var en Oifensivkamp, som førtes med revolutionær Begej-string.«

Således indledtes udtalelsen, og efter at have fordømt de socialdemokratiskeførere og DSF-ledelsen, havnearbejdernes reformistiske ledere og medlemmer-

ne af matrosernes hovedbestyrelse, som sprængte enheden, sluttedes der:

»Strejken er endt. Kampen for vore Dagskrav fortsættes«.68

D. 23. gik søfolkene om bord i skibene igen, og genantagelsen af de folk, der

gik i strejke, faldt i lave i løbet af kort tid, så flertallet straks kom i arbejde igen.Medlemmerne fik deres tilgodehavende udbetalt, og rederne frafaldt retsfor-

følgning i tilfælde af rømning.69Men fra begge parter, kommunister og refor-

mister, var der lagt op til et opgør. Strejkens efterspil skulle vise, hvorledes det

faldt ud.

4.8. Strejkens efterspil, vurderinger og konklusion på søfolkenes

strejke

Socialdemokraterne (og den borgerlige presse)l betegnede strejken som detstørste nederlag, kommunisterne i Danmark endnu havde lidt. Men søfolkenestod tilbage.2 Især kritiserede de kampens organisering. »Noget mere håbløst,uforberedt og dårligt organiseret er aldrig set i dansk Fagbevægelses Histo-rie«.3 For kommunisterne var strejken derimod det første storslåede tilløb tilenhedsfronten.4 For første gang havde den revolutionære bevægelse stået over

for at udløse og organisere en økonomisk kamp, der pga. hele udviklingen fiken politisk karakter og medførte politiske aktioner. Strejken havde vist sam-

fundet, kapitalistklassen og dens socialdemokratiske håndlangere,at radikali-

seringen blandt arbejdermasserne var gået frem med stormskridt og havde

taget organisatorisk form og stod under førerskab af kommunisterne.5

Fyrbøderne anerkendte ikke strejken som et nederlag. Flere i ledelsen opfat-tede strejken som en sejr, bl.a. fordi søfolkene gennem strejken havde »slået en

revne i den rådne forligsmandslov«, og fordi hverken staten, forligsmandeneller rederne før strejken syntes at have anet søfolkenes eksistens.6 Formand

Hegner mente dog ikke, at man kunne sætte resultatet op som en afgjort sejr,men man havde dog vist borgerskabet og dets håndlangere, at søfolkene ikke

længere havde i sinde stiltiende at finde sig i redernes udbytning.7 I en udtalelse

61

fra hovedbestyrelsen fastslog man, at det ikke helt var lykkedes at gennemføre

kravene, fordi sømandsreformisterne havde forrådt kampen. Tillige havde De

samvirkendes ledelse slået splittelse og hindret solidariteten. Men kampenhavde fastslået strejken som arbejdernes fornemste kampvåben.8Selv om den

førte linje var korrekt, var man dog klar over, at der var begået en række fejl:Der var ikke organiseret fælles kampudvalg på de enkelte skibe og på kontrol-

stederne. (De skibsgrupper, som kongressen havde forudset var kun dannet pået mindretal af skibene). Desuden var der ikke organiseret strejke i udenlands-

ke havne, og kampen var ikke blevet udvidet til andre fag; reformisterne havde

hindret solidariteten. Endelig var skibsofficererne blevet misbrugt og matrosre-

formisterne var ikke blevet afsløret i tide.9

Sømændenes RFO opfattede heller ikke resultatet som et nederlag.10 Nu

skulle der gøres op med dem, der havde solgt og forrådt søfolkene'.ll Opgøretskulle finde sted på generalforsamlingen d. 6. maj. Der var tillige lagt ekstra

ved til bålet, idet RFOeren Thor Vang var blevet suspenderet fra bestyrelsenfor 1 måned for at have rapporteret til fyrbøderne, RFO og »Arbejderbladet«.En underskriftsindsamling' havde krævet Thor Vangs suspension sat på gene-

ralforsamlingens dagsorden. På mødet d. 6.”, hvor kun ca. 100 var mødt op,

stod det klart for alle, at der var tale om en kamp mellem RFO og den gamleledelse om magten i forbundet.13 Med 83 stemmer mod 14 kom Th. Vang-

sagen på dagsorden, og den næste dag vedtog generalforsamlingen med 130

stemmer mod 91, at Th. Vangs suspension skulle tilbagekaldes. Flertallet i

bestyrelsen opfattede dette som et mistillidsvotum og trådte tilbage. General-

forsamlingen vedtog derpå med 72 stemmer mod 30 en resolution, der fordøm-

te ledelsens stilling under strejken, især i forbindelse med strejkens afslutnin-

g.'2a RFO var nu nærmere ved målet end nogensinde før; i den nye bestyrelsevar stillingen mellem opposition og reformister 7 mod 7. Den nye bestyrelse fik

dog kun en kort levetid.M På generalforsamlingens fortsættelse d. 8. og 9.

godkendtes den »gamle« ledelses beretning med 147 stemmer mod 79 stemmer

(for en resolution fra RFO, der kraftigt fordømte den gamle ledelse for at have

modarbejdet medlemmernes interesser under strejken). Derimod blev der med

128 stemmer mod 91 vedtaget en resolution, som kraftigt opfordrede den

gamle ledelse/bestyrelse til at indtræde i de sædvanlige pladser, og RFOs

provokationer under strejken fordømtes. Denne resolution udsendtes til uraf-

stemning. Efter forskellige juridiske forviklingerlS indsattes den gamle bestyrel-se igen på posterne, indtil man kendte urafstemningsresultatet. Det betød også,at det blev folk herfra, der på anmodning fra provinsafdelingerne sendtes ud

for at klarlægge forholdene.16 De udsendte folk berettede efter hjemkomsten,at medlemmerne i afdelingerne efter orienteringen havde udtrykt tillid og tak

til bestyrelsen.17 Kun i Esbjerg fordømte et fællesmøde af fyrbødere og sø-

mænd matrosledelsens sabotagepolitik.18 Resultatet af urafstemningen blev da

også en sejr for reformisterne, idet resolutionen blev vedtaget med 1166 stem-

mer mod 507. Det interne opgør i sømændenes forbund var nu i det væsentlige

overstået, selv om der var optræk til en ny konfrontation på generalforsamlin-gen d. 1. juli.19På forbundsplan fortsatte diskussionen endnu en tid. Et fællesmøde var påtale.” Men matrosledelsen fastholdt standhaftigt, at den ikke var skyldig i, at

62

søfolkene ikke havde opnået en hel sejr. Efter havnearbejdernesafstemning var

en sejr umulig, thi de øvrige arbejdere havde nemlig set, at strejken havde

udviklet sig til en politisk strejke under kommunisternes ledelse. Det var kom-

munisterne, hævdede man, der havde været interesseret i at afblæse strejken,og Ric. Jensen havde blæst retræte og erklæret slaget for tabt på idrætshusmø-det.20

'

Konkluderende på dette afsnit er der visse forhold, det er værd at fastholde.

Som Vist lå den egentlige baggrund for søfolkenes strejke i forværringen af de

umiddelbare arbejdsforhold under krisen. Dette førte til en radikalisering af

søfolkene, hvilket hos fyrbøderne resulterede i RFO.s overtagelse af forbundet.

Det blev af afgørende betydning for, at kampviljen blev omsat til aktion. Hos

Sømændene bevarede socialdemokraterne grebet om medlemmerne/ forbund-

et, men presset nedefra tvang ledelsen til at stille sig i spidsen for medlemmer-nes krav. Det var den også indstillet på, så længe det drejede sig om en legalkamp, dvs ud fra en traditionel reformistisk holdning, inden for hvilken al

»politik« var bandlyst. Da sammenkædningen imidlertid gjorde en lovlig kampumulig, måtte reformisterne gå imod kampen. Sømændenes generalforsamlingaccepterede blot ikke dette. På RFOernes opfordring blev strejken effektue-

ret,22 og ligeledes blev den ordinære ledelse sat ud af spillet til fordel for den

fælles kampledelse. I alt dette fulgte RFO Strassburgerteserne,23 hvilket strej-ken næppe kunne bære. I hvert fald skabtes der med den ordinære ledelses

frakobling fra strejkeførelsen basis for en modstand mod strejken, og dennemodstand forstærkedes formodentlig efterhånden som flere og flere gik i land.RFO burde have lært af nederlagene forud for overenskomstsituationen, at

tidspunktet ikke var »rigtigt valgt« til en »politisk kamp«.24Det gav socialde-mokraterne alt for let spil. En stærk socialdemokratisk arbejderbevæ gelse satte

hele sin styrke ind på at knuse søfolkene. Gennem DsF og DAF forhindredesden solidaritet, som var nødvendig for kampens gennemførelse til sejr. Det

vigtigste resultat af socialdemokraternes arbejde var havnearbejdernes nej tilen sympatiaktion. Uden tvivl spillede RFOernes politisering af kampen oglæren fra 1920 en stor rolle i agitationen og i havnearbejdernes overvejelserangående en sympatiaktion. Med en vis ret konstaterede matrosreformisterne,at kampen var tabt efter at havnearbejderne havde nægtet at gå ind i en

sympatiaktion. Blandt de menige strejkende bredte denne opfattelse sig også;det resulterede i indkaldelsen af generalforsamlingen hos Sømændene d. 18.Men først efter fyrbøderforbundets konkurs og arrestationerne af ledendeRFOer erkendte kommunisterne, at strejken måtte afblæses. Retsmaskinerietvar et vigtigt led i redernes modoffensiv. Efter at rederne i realiteten havde

gjort strejken virkningsløs - bl.a. gennem organisering af skruebrækkeriet -

stillede de via bodsstraffene de strejkende over for truslen om at skulle stå midti en verdensomspændende krise uden nogen fagforening. Rederne var klar

over, at de stod stærkt, da de stillede deres ultimatum. I forhold til de krav,strejken var etableret på, var dens resultat et afgjort nederlag for søfolkene,hvis tydeligste udslag var, at fyrbøderne mistede hyreanvisningen. Søfolkenesstrejke var imidlertid hverken en entydig sejr eller et entydigt nederlag. Man

kan ikke se bort fra, at betydelige dele blandt søfolkene ikke opfattede strejkensom et nederlag. Og udviklingen efter strejken viste, at kampmodet - i det

63

mindste hos fyrbøderne - ikke var knægtet. De bekæmpede redernes forsøg påat fratage forbundets hyreanvisning så effektivt, at rederne opgav,4 og i et

længere perspektiv opfattede fyrbøderne strejken i 1934 som en forudsætningfor det fremstød ved overenskomstfornyelsen i 1935, hvor fyrbøderne opnåedevæsentlige forbedringer.5

STATUS ANNO 1934 OVER ARBEJDSKAMPENE SIDEN

1931

En uges tid efter afslutningen af søfolkenes og slagteriarbejdernes strejkerfremsatte kommunisterne deres officielle vurdering af situationen.1 Et hoved-

moment hen' var flg.:

»Siden 1925 er der ikke udløst så mange Kampe som i År; fra at være i Defensiven

gik store Dele af den danske Arbejderklasse over til Offensiven. Den Utilfredshed,som ulmede i Arbejderklassen kom til åbent Udbrud, det kommunistiske Partis og

RFO.s Vurdering af Arbejdernes Kampvilje var rigtig, ligesom det kommunistiske

Partis Bedømmelse af Socialdemokratiet som et socialfascistisk Parti har fået den

klareste Bekræftelse.«2

Et citat fra »Arbejderbladet«3 kastede yderligere lys over kommunisternes stil-

ling:

»Vi står nu midt i det Masseopgør med Regering, socialdemokratisk Presse og

faglige Forræddere, der ikke standser, før Arbejderne er Herrer i deres eget Hus,

før Fagforeningerne er Klasseorganisationer i Arbejderklassens Kamp, før det

kapitalistiske Samfunds betalte og bestukne Forræddere i Socialdemokratiet, Re-

gering, Presse og faglige Organisationer er fejet til Side og udslettet under Arbej-dermassernes Stormmarch mod det kapitalistiske Samfund.«

Kommunisternes »analyse« blev kraftigt imødegået fra forskelligt hold. Den

mest dybtgående kritik kom i »Frem«,4 hvor kommunisternes »analyse« karak-

teriseredes som selvbedrag fra ende til anden.

»Det kneb for fagbevægelsens ledere, det kostede uhyre agitatorisk energi fra

socialdemokratiets side, men de havde førerskabet, og bag dem stod

organisationernes store flertal, som billigede det skete, trods politibrutaliteten og

regeringsangrebene på RFO.s ledelse«.

Hovedpunkterne i »Frem« var, at slagteriarbejdernes og søfolkenes strejkerendte med nederlag. Søfolkenes strejke måtte tabes, fordi den udspilledesunder objektive forhold, der umuliggjorde tilslutning fra andre fag. Den drev

socialdemokratiet et stykke længere til højre ud i det mindste ondes politik.Når strejken forblev isoleret, skyldtes det iflg. »Frem«, at de positive sider af

kriselovgivningen var begyndt at vise sig: arbejdsløsheden faldt og arbejdsløs-hedsunderstøttelse begyndte at gå op. Men et afgørende moment var reaktio-

nens sejr i Tyskland: arbejderklassens forsmædelige nederlag. Det gav social-

64

demokratiet et ideologisk forsvar for dets politik: »Bevar Demokratiet« blevparolen.5

Analysen i »Frem« er et udmærket forsøg på en »materialistisk« forklaring af

strejkernes mere eller mindre åbenlyse nederlag i 1934. Det er korrekt, at

socialdemokraterne i parti og fagbevægelse med alle til rådighedståendemidlerJ

satte deres opfattelse igennem. Imidlertid indgik parolen »Bevar Demokratiet«i en mere direkte form i kampene 1931-34, hvilket kort skal præciseres.

For socialdemokraterne var spørgsmålet om at styrke og befæste demokra-tiet blevet fagbevægelsens afgørende spørgsmål.6 Fagbevægelsen kunne ikkebare forfølge snævre fagforeningsinteresser.7 Under krisen var fagforeningerneikke i stand til at forbedre løn- og arbejdsbetingelserne pga. de mange arbejds-løse, hævdede socialdemokraterne.8 Man måtte tage hensyn til modpartensstyrke og magt. Derimod havde regeringen ved sin erhvervspolitik sikret be-

skæftigelsesmuligheder.Det betød, at når arbejderne overvejede iværksættelseaf en faglig kamp, da burde de også tage hensyn til,-om det ville betyde en

svækkelse af arbejdernes politiske magt.9Det var den socialdemokratiske nederlagslinje, der på den ene eller den

anden måde »sejrede« i de 4 store arbejdskampe 1931-34. Det formuleredesikke eksplicit, men det var et tungtvejende element i den socialdemokratiskenederlagslinje, at arbejdsgiverne inden for landbrug og industri var for mægti-ge til, at man kunne tage en kamp mod dem. Med andre ord: arbejderne kunneikke tilkæmpe sig forbedringer af løn- og arbejdsvilkår. Skulle der overhovedetkunne blive tale om forbedringer, måtte erhvervslivet sikres dispositionstryg-hed og arbejdsro, og derfor modarbejdede og bekæmpede socialdemokraterneinden for parti, regering og DsF arbejdskampene. Dette eksempliñceredes helttydeligt bl.a. i form af lovgivningen på arbejdsmarkedsområdet og for DsF.svedkommende allertydeligst ved overenskomstfornyelserne i 1931.

I 1931 havde socialdemokraterne i DsF saboteret skotøjsarbejdernes kampud fra den argumentation, at arbejdernes krigskasser måtte være rustede til en

eventuel alvorligere situation, som kunne forventes i 1932. En sådan alvorligsituation, hvor krigskasserne kunne komme i anvendelse, indtraf ikke. Iøvrigtblev skotøjskonflikten en »sejr« for den »mondistiske« linje, der i en årrækkehavde præget skotøjsarbejderforbundet.De største kampe udspilledes uden forDsF.s regi. Men også her i disse kampe gjorde socialdemokraterne - i parti ogfagbevægelse - sig de ihærdigste anstrengelser for at knægte kampene og brem-se solidariteten. I de to slagteriarbejderkampe havde forbundet uden tvivlkunnet kæmpe en kamp til sejr, men den »politiske tvang« standsede arbejder-ne. Bag socialdemokraternes argumentation lå frygten for bondebevægelsen,LS, som - hvis den fik sine repræsentanter til magten - ville sætte sin reaktio-nære arbejderfjendske og fagforeningsfjendske politik igennem (herunder kro-neforringelse dvs. prisstigninger, støtte til landbruget og drastiske lønreduktio-

ner). På DsF.s generalforsamling lagde Stauning ikke skjul på, at socialdemo-kraterne ville bekæmpe på enhver måde en strejke, »hvori Samfundets Interes-ser er Indsatsen«.

»Det er en Vildfarelse, hvis Slagteriarbejderne tror, at de arbejder i en særlig sikreteller monopoliseret Virksomhed«.lo

65

Bag denne politik lå frygten for »den moderne Landmandsbevægelse, LS«,

som truede arbejderbevægelsenspolitiske magt. Det var den samme argumen-

tation, socialdemokraterne førte frem over for søfolkene: strejken fremprovo-kerede hele den arbejderfjendtlige reaktion mod arbejderklassen, fagbevægel-sen og demokratiet. At kommunisterne dominerede strejkeførelsen orde det

kun så meget lettere for socialdemokraterne at falde over søfolkene.

Men i øvrigt var socialdemokraternes holdning til arbejdskampe ikke fore-

nelig med, at man gik imod lønreduktioner. I socialdemokraternes øjne skyld-tes krisen netop en mangel på købedygtigt publikum, og man bekæmpede

arbejdsgivernes lønreduktionskrav ud fra den opfattelse, at lønreduktioner

ville forringe købekraften og således forstærke krisen. Det var en sådan teori,der lå bag de krav, som socialdemokraterne førte kampene på i 1931-34.

En sådan linje måtte nødvendigvis være fyldt med selvmodsigelser, men

undersøgelsen har vist, at det var den socialdemokratiske »nederlagslinje«,der

satte sig igennem i de 4 store kampe 1931-34. Der var meget lidt reelt indhold i

kommunisternes snak om arbejdernes masseopgør med reformismen og storm-

march mod det kapitalistiske system.Der rejser sig dernæst det spørgsmål,hvorfor denne »nederlagslinje«sejrede.

I en kommentar til søfolkenes strejke skrev »Social-Demokraten«:“

»En ulovlig Strejke med politisk Motiv, rettet mod Samfundet og med tydelig Brod

mod den samlede danske Arbejderklasse, måtte og skulde tabes i en Tid, hvor

Arbejderklassen ikke har Råd eller Tid til at tolerere Eventyr.«

Der antydes her en dybere forklaring bag forløbet af arbejdskampene 1931-34:

når arbejderklassen og arbejderbevægelsen ikke kunne »tolerere Eventyr«,

skyldtes det, at dens samfundsmæssige stilling var for svag. Over for arbejder-ne stod et landbrug, der udgjorde langt den vigtigste faktor inden for den

danske økonomi, og landbruget var det mest krisehærgede erhverv. (Det var

hensynet til landbruget som økonomisk og social magtfaktor, der var det reelle

indhold i socialdemokraternes krav om, at arbejderne måtte vise samfundshen-

syn).l2 Bondebevægelsen, LS og Venstre, kæmpede agressivt, desperat og med

slet skjulte fascistiske islæt. På denne baggrund fik den socialdemokratiske

parole: »Bevar Demokratiet« en hel kontant betydning for de danske arbej-dere. Alternativet til den socialdemokratiske-radikale regering var nemlig et

arbejderfjendsk reaktionært bonderegime, og arbejderne havde i perioden1926-29 erfaret, hvad bøndernes parti havde til overs for dem - og det endda

under langt bedre økonomiske konjunkturer. Samtidig må man huske, at

krisens virkning på industrien var af begrænset omfang. Industrien ekspande-

rede ud af krisen, især på landbrugets bekostning og i mindre grad på arbejder-

klassens. Og arbejderklassen stod svagt rustet til at tage kampen op mod den

ekspanderende industris arbejdsgivere. Der var tillige en vis rigtighed i social-

demokraternes påstand om, at de danske arbejdere slap billigere gennem kri-

sen end i mange andre lande. I modsætning til DKP/ RFO kunne socialdemo-

kraterne i DsF fremhæve, at 1934 havde været et fremgangens år for DsF med

en betydelig medlemstilgang, og det var netop takket være det snævre samar-

bejde mellem parti og fagbevægelse, det havde været muligt at bevare de

sociale rettigheder ubeskåret og afslå alle angreb på arbejdernes lønstandard. 13

66

Disse forhold forhindrede dog ikke, at der i arbejderklasssen var en udbredtutilfredshed med de statslige voldgreb på fagbevægelsen.Denne oppositionkom i 1934 bl.a. til udtryk i 1) det store antal nejstemmer vedoverenskomstfornyelserne- som dækkede over endnu flere - 2) den stigendekampaktivitet i løbet af 1934, og 3) Fredericiakonferencen i juli og Oktober-konferencen i 1934.M

Netop de to store kampe i 1934 aktualiserede behovet for alternativer til densocialdemokratiske reformistiske fagpolitik. Hos slagteriarbejderne begyndteman at diskutere industriforbundstanken. Søfolkene gennemførte i praksis denkommunistiske aktive kampførelse. Imidlertid demonstrerede disse kampeogså, at der ikke var udviklet noget realistisk ikke-reformistisk alternativ pådansk grund. For på den ovenfor skitserede sociale baggrund stod det klart, aten oppositionspolitik ud fra de importerede Strassburgerteser var umulig.Strassburgertesernes sociale baggrund var de storindustrielle bedrifter 0g virk-somheder, og teserne var uden forbindelse med den danske arbejderklassesorganisatoriske og politiske udvikling. Nu blev arbejdernes modstandskraftdesuden svækket af, at den afgørende opspaltning mellem arbejdende og ar-

bejdsløse, hvis rødder lå tilbage i 20erne, også blev til en organisatorisk spalt-ning i 30erne, nemlig mellem kommunisterne som de arbejdsløses organisatorog socialdemokraterne som de »fagorganiseredes« ledere.

Det må altså konkluderes, at i forbindelse med de store arbejdskampe lykke-des det ikke for kommunisterne - som det eneste organiserede alternativ til densocialdemokratiske arbejderbevægelse - at skabe nye varige organisatoriskeformer for den antireformistiske og antikapitalistiske tendens, som trods altgjorde sig gældende. I øvrigt viste der sig også en vis hulhed i kommunisternesparole om, at arbejderne selv måtte organisere kampen, når de i samme ånde-dræt betonede det revolutionære førerskab af kampen. I skotøjsarbejdernestilfælde var konsekvensen ganske klart en »formynderpolitik«:kommunisterneførte eller ville føre kampen for arbejderne.

Heri lå der også en vigtig forskel mellem de to kampe, nemlig forskellen påkommunisternes styrke inden for de to fag. Den faglige opposition blandtskotøjsarbejderne havde en langt mere realistisk indstilling til kampens mulig-heder. Derfor var den også så uhyre farlig for de socialdemokratiske ledere, forhvem det gjaldt at isolere de aktive skotøjsarbejdere og at knægte den solidari-tet, der vitterligt var til stede i den danske arbejderklasse. Under søfolkenesstrejke havde socialdemokraterne langt lettere spil, idet de kunne stemplestrejken som »politisk« og som »kommunistisk«, hvilket gjorde at de kunnegøre brug af den utilslørede voldsanvendelse. En lignende »realistisk oppositi-on« - som hos skotøjsarbejderne- kunne sandsynligvis have gjort det bedre endkommunisterne. Den kunne måske have undgåetat drive modsætningerneblandt Søfolkene frem til et spidspunkt, som gav de moderate socialdemokrateri matrosledelsen større manøvrerum. Og den kunne have gjort det vanskeligerefor socialdemokraterne hos havnearbejderne at få bremset sympatiaktioner.Når det kom til stykket, var den afgørende faktor, der førte til-nederlaget (ogsåfor skotøjsarbejderne), at det lykkedes socialdemokraterne at bremse solidari-teten fra den øvrige arbejderklasse, og dette var der som nævnt objektiveforudsætninger til stede for - i og med arbejderklassens svage sociale stilling.

67

Kommunisternes ukritiske overtagelse af »Strassburgerteserne« må karakte-

riseres som en hemsko for bevægelsen på dette tidspunkt. En noget mere

realistisk vurdering af de politiske muligheder blev fremlagt uden for DKP,

nemlig i den kommunistiske oppositions blad, »Information«. Her pegedes der

på, at generalstrejken i Esbjerg havde vist, at arbejderklassens enhedsfront var

mulig. Men hovedvægten i enhedsfrontarbejdet måtte lægges på socialdemo-

kratiets og fagbevægelsens lavere og lokale instanser. Betingelserne for et

enhedsfrontarbejde var, at kommunisterne gik aktivt ind for enhver aktion,

selv for de mest beskedne fordringer, idet agitationen måtte bestå i at udryddeden opfattelse, at arbejderne stod sig ved at opgive enhver selvstændig aktion

for deres dagskrav af hensyn til regeringen.15Ikke desto mindre må den ansatsvise basisorganisering i forbindelse med

skotøjsarbejdernes og søfolkenes kampe indgå som betydningsfulde elementer

i den danske arbejderklasses erfaringer med ikke-reformistisk kamparbejde og

kampaktivitet.

Noter

1. Denne artikel er en forkortet og revideret udgave af mit speciale: »Arbejdskampe i Danmark

under verdenskrisen, l931-34«. En analyse af de 4 største arbejdskampe 1931-34: 1) Skotøj-

slockouten 1931, 2) slagterilockouten 1932, 3)Søfolkenes strejke 1934 og 4)Slagteristrejken

1934 ȁrhus 1975.

Kapitel2

1.Jvf. Berg, Finnemann, Schanz og Torpe »Faser iden danske reformismes udvikling« i De-

utschmann »Venstrekeynesianismen«Modtryk 1975 s. 191.

2. S.Å. Hansen »Økonomisk vækst i Danmark« Kbh. 1974, bd.2, s. 65.I

3. »Kriser och krispolitik iNorden under mellankrigstiden«Nordiska historikermötet i Uppsala

1974, Mötesrapport, Uppsala 1974, s. 180.

4. l/ 3 af den samlede arbejdsstyrke var beskæftiget i landbrugssektoren, dvs. lige så mange som i

håndværk og industri tilsammen; landbrugets andel af bruttofaktorindkomsten udgjorde i

1929 23%, og landbruget tegnede sig for 4/5 af den samlede eksport i 1931.

5. »kriser och krispolitik« s. 180.

6. »Andelsbladet« 1931, s. 1508 ff.

7. Schultz Danmarkshistorie, bd. IV, Kbh. 1943, s. 352.

8.S.Å. Hansen, bd.2, s. 58.

9. Anders Vigen »Rigsdagen og Erhvervsorganisationerne«i »Den danske Rigsdag 1849-1949«

Kbh. 1950, bd.3, s. 494.

10.Jvf. kap. 4.2.

11. S.Å. Hansen, bd-2, s. 67.

12. ibid. s. 66.

13. ibid. s. 241, bilagstabel 7.

68

14. Se forholdstal for obligations- og aktiekurser i »Statistiske Efterretninger«1932-36.15

16

17

18

19

20.

21

22

23.

24.

24a.

25.

26.

27.

28.

29.

30

3 1

32

33.

34

35

36

37

38

39

40

41

42

43

44

45

46

47

48

49

50

51

52

53

.»Kriser och krispolitik« s. 217.

.»Arbejdsgiverforeningengennem 50 år 1896-1946« Kbh. 1946, s. 36 ff.

.Til belysning af socialdemokratiets strategi under krisen, se. Berg m.fl. s. 188-200, og »Infor-

mation« nr. 4, maj 1934, »Hvad er Enhedsfront«.

Referatet er efter Hans Hansen »Kommunisterne splitter« Fremad 1933, s. 67 ff.Det blev herefter kommunisternes opgave på faglige generalforsamlinger og bestyrelsesmøderat foreslå politiske resolutioner og fremprovokere så mange faglige konflikter som muligt,skriver Richard Jensen i »En omtumlet Tilværelse. Erindringer« Kbh. 1957, s. 81 f.Se hertil Ove Bangsmark »DKP og den fagoppositionelle virksomhed i RFO, ca. 1930-35«

Århus 1975, kap. 7.3.

Aksel Larsen »Danmarks kommunistiske Parti« i »Den danske Rigsdag 1849-1949« 5. 363 f.1. Grünbaum »Den økonomiske Situation« Tiden 1937, 8. 8-14.ibid.

S.Å. Hansen, bd. 2, s. 68.Dette behandles mere udførligt i kap. 3: Skotøjsarbejderlockouten.F.eks. i Arbejdsmandsforbundet, hvor hovedbestyrelsen anså sig for kompetent til at tiltræde

mæglingsforslaget. Axel Olsen »Dansk Arbejdsmandsforbund 1897-1947« Kbh. 1947, s. 239 f.Carl Heinrich Petersen »Fra Klassekampens Slagrnark i Norden« Modtryk 1973, s. 112.For en mere udførlig behandling, se »Arbejdskampe i Danmark under verdenskrisen« Århus1975, s. 40-55.

Se forbundsformand Hartmanns Ribe-tale i »Vestkysten« 1932, d. 2⁄5.»Arbejderen« 1933, nr. 13, s. 141.

.Rigsdagstidende 1932-33, Tillæg C, sp. 271.

.Otto Jensen »Danmark under Verdenskrisen 1929-1939« AOF Kbh. 1939, s. 221-6.

.»Arbejderbladet« 1933, d. 3⁄2. v

Rigsdagstidende. Folketingets Forhandlinger 1932-33, sp. 2788 og sp. 2832 ff. (Aksel Lar-sen).

.Josef Andersen »Konfliktsituationen 1933« i »Socialisten« 1933, 5. 42-4.

.C.V. Bramsnæs »Erindringen En broget Tilværelse« Kbh. 1965, s. 237 f.

.Jvf. Julius Madsen, arbejdsgiverforeningens formands advarsel til arbejderne i »Arbejdsgive-ren« 1933, nr. 2, s. 21 f.

»Frem« feb. 1933, s. 101 ff.Statistiske Meddelelser, maj 1934.»En Bygning vi rejser« v.O. Bertolt m.f1., Kbh. 1954/ 55, bd. 2, s. 322 ff.Hans Hansen »Kommunisterne splitter« s. 110-12.Ove Bangsmark, s. 64.

Otto Jensen »Fagforeningeme og Staten«, »Socialisten« 1934, nr. 10, s. 305 f.ibid.

Rigsdagstidende. 1933/34. Folketingets Forhandlinger, sp. 2237.Se »Arbejderen« 1933/34, s. 117-9, 129-31, 145-7, og 5. 161 ff.Referat af formandsmøde d. 4. okt. 1933 i De samv. Fagforbund »Den faglige Situation« SAG343, læg: Circulærer udsendt til Forbundene.ibid. referat af møde mellem Stauning og DSF-formand Nygård, d. 5/3, (referat nr. 14).»Arbejderbladet« 1934, d. 20/3.»Arbejderen« nr. 1, 1934, s. 177 ff.

»HavnearbejdernesFællesforbund 1914-1964« Kbh. 1964 (upag).Søfolkenes strejke behandles i kapitel 4. For en grundigere behandling af slagteriarbejderstrej-ken se »Arbejdskampe i Danmark under verdenskrisen« kap. 8.»Dansk Slagteriarbejderforbund gennem 75 år« Kbh. 1945, s. 204.

»Berlingske Tidende« 1934, d. 21/4.

Kapitel 3

3.1.

1

2.»Arbejdsgiveren« 1931, nr. 3, s. 34-9.

.»Arbejderen« 1930, nr. 8 (nov.)

69

.Circulære nr. 6 i De samv. Fagforbund: »Den faglige Situation« 1931.

.»Arbejderen« nr. 19/15. april 1931. Alle forkastelserne var resultatet af urafstemninger.

Blandt de forkastede var: Centralorganisationen af metalarbejdere, gørtler- og metalarbejder-

forbundet, guld-, sølv- og elektropletarbejderforbundet, forgylderforbundet, elektrikerfor-

bundet, skibstømrerne, snedkerne riggerne og sejlmagerne, kvindeligt arbejderforbund og

skotøjsarbejdeme.'

.»Arbejderen« nr. 19, april 1931. Udsendt som circulære nr. 12/ 1931.

.1 »Den faglige Situation« lægget »Referater af Forretningsudvalgsmøder, m.v.«

.»Social-Demokraten« 1931, 27. april.

.Se »Den faglige Situation« 1931 lægget: »Protestresolutioner, Overenskomstforhandlinger1931. »Monde« pegede på, at modstanden mod forliget blev tilsløret af, at DAF havde kastet

sine 80.000 stemmer ind ved en kongresbeslutning. Bladet anslog, at 75% af arbejderne var

imod forliget, især i København var modstanden stor. »Monde« maj 1931, s. 4 og ekstranum-

meret »De lockoutede skotøjsarbejdere i Kamp mod Kapitalen - mod Fagforeningsbureau-kratiet.«

9. »Berlingske Tidende« 1931, d. 29. april.

bb)

müokll

1. »Berlingske Tidende« 1931, d. 20. april.2. Organ for venstreorienterede Sko- og Læderarbejdere samt de i dermed beslægtede Fag

beskæftigedeArbejdere (1928/29), udg. af Skotøjsarbejdernes faglige klub 1931-35.

3. Officielt Organ for Garveriforeningen i Danmark og Foreningen af Københavns Skotøjsfabri-

kanter.

4. Medlemsblad for Landsorganisationen af Skomagermestre og Skotøjshandlere i Danmark.

3.3.

34

.»Statistisk Tabelværk« 5. rk. A 21.

.»Skotøjshandleren« nr. 16, 1931, s. 369 f.

. Der blev angivet forskellige og divergerende tal for importens størrelse, men der kan henvises

til de tal, som blev angivet i formandsberetningen på Københavns Skotøjsfabrikanters gene-

ralforsamling d. 20. maj 1931. »Dansk Læder- og Skotøjstidende« nr. 17, juni 1931.

4. Denne ændring i arbejdsstyrkens sammensætning tillagde forbundet stor betydning for kon-

fliktens udbrud. »Faget havde desuden en meget stor De] af sine Udøvere i Alderen mellem

20-30 År, og disse kendte ikke til Fagbevægelsens Forbedringer, men havde kun siden 1921

levet med under dens Nedgang.« Otto Jensen, i »Social-Demokraten« 1931, d. 22/5.

»Dansk Læder- og Skotøjstidende« dec. 1930-feb. 1931, nr. 5-9, artiklen »Situationen«.

.Beskæftigelsesgraden inden for skotøjsindustrien:

WM'-

0.0-

1. NJ. Larsen & Jacobsen, Johs. »Blade af Skotøjsfagets Historie i Danmark« Kbh. 1936, s.

261-8.

2. Se hertil: »Sko- og Læderarbejderen« nr. 2, feb. 1929, nr. 3/ 4, marts-april 1929 og nr. 5, aug.

1929, og »Skotøjsarbejderen« maj 1929 »Slaget er endt« og nov. 1930 »KFE i Valby«

3. »Skotøjsarbejderen« feb. 1929 (Marrild), april 1929 (N.J. Larsen), maj 1929 (Otto Jensen) og

juni 1929 (P. Knudsen og Albert Poulsen).4. Se »Sko- og Læderarbejderen« dec. 1928 »Radikal eller moderat Fagforeningspolitik«og feb.

1929 »Mod to fronten.

5. N.J. Larsen i et interview i »Social-Demokraten« 1931, d. 11. maj.6. ibid.” »Vore Medlemmer fik intet at vide og kunde intet tilrettelægge. De vidste faktisk ikke før

Ugen var omme, om de fik 20 eller 40 Timers Arbejde.«

3.5.

1. »Beretning over Virksomheden i Dansk Skotøjsarbejderforhundfra juli 1928 til juli 1931.«

70

N

11

3.6.

kit-hb)

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.21.

22.

_

.-

.»Dansk Læder- og Skotøjstidende« d. 15/4, 1931, s. 5. Derefter fulgte en specifisering af

sommerferieordningen..Skotøjsarbejdemes Fagforening. København. Mødeprotokol 1930-33. Tilgængelig på ABA.

.»Arbejderbladet«1931, d. 25. april.

.»Berlingske Tidende« 1931, d. 21. april.»Social-Demokraten« 1931, d. 25. april..»Berlingske Tidende« 1931, d. 20. april.

. »Arbejdsgiveren« nr. 10, 8. maj 1931, s. 152-5, og »Berlingske Tidende« 1931, d. 20/4.Se mødeprotokollen. Der findes også den flg. resolution.

.d. 25/4-1931.

.»Berlingske Tidende« 1931, d. 25/4.12.

13.14.

15.

16.

17.

18.

19.

ibid. d. 29/4-1931.»Den faglige Situation« Sag. 292, »Referater af Forretningsudvalgsmøder...«Se mødeprotokollen.»Skotøjsarbejderen« juni 1931.

»Social-Demokraten« 1931, d. 29/4.ibid.

»Berlingske Tidende« 1931, d. 29/ 4 skrev: »Skotøjet var i Drift mod Freden...«»Sko- og Læderarbejderen« nr. 1, april 1931.

. »Berlingske Tidende« 1931, d. 9/ 6., og »Dansk Læder- og Skotøjstidende« 1931, nr. 15,2. maj1931, s. 9 f.

.»Skotøjsarbejderen« okt. 1931, s. 2.

.»Arbejdsgiveren« nr. 11, d. 22. maj 1931, s. 175.

.Se bl.a. formandens beretning på DsF.s generalforsamling i »Arbejderen« 1931, nr. 21-22, s.

243., ff.

ibid.

Eksemplerne er samlet i RFO-pjecen »Hvem stjal Skotøjsarbejdernes Penge?« (1932)..»Arbejderen« 1931, nr. 21-22, s. 244..»Dansk Læder- og Skotøjstidende« nr. 16, 15. maj, 5. 6..ibid. nr. 17, 1. juni, 5. 17.

11.

12.

»Social-Demokraten« 1931, d. 9/5.Jvf. »Arbejdsgiveren« nr. 11, 22. maj 1931, s. 175, og P. Drachmann i »Berlingske Tidende«1931, d. 30/4.1 »Dansk Læder- og Skotøjstidende« gendrev fabrikanternes formand disse påstande,hvoref-ter polemikken fortsatte.

»Social-Demokraten« 1931, d. 5. maj.»Skotøjsarbejderen« nr. 10, juli 1931.Peder, Knudsen »Hvem har Ansvaret?«, »Skotøjsarbejderen« nr. 9, juni 1931, s. 66.Se »Social-Demokraten«s kronikker, d. 3/7, d. 11/7, d. 14/7 og d. 17/7. Peter Sørensen i»Dansk Læder- og Skotøjstidende« 1931, nr. 19, 1. juli: »Jeg mener, at Arbejderne skal kunneleve under ordentlige vilkår. Jeg mener, at man ikke byder dem sådanne, når man forlanger,at de efter i en lang Periode at have gået ledige eller kun at have haft delvis Beskæftigelse skalgå med til en Lønnedsættelse uden at have nogen som helst Sikkerhed for veden større

Beskæftigelsesgrad at opnå rimelige Indtægter. Vi har dygtige Arbejdere, at de fordrer deresArbejde betalt, er kun rimeligt. Søger de bort fra Faget, fordi Lønnen trykkes ned, er dendanske Skotøjsindustri kaput.«»Medens Fabrikanterne Selv forlanger at blive bænket ved det veldækkede Bord på »førstePlads«, så forlanger man af os, der i Forvejen er sat på halv Ration, at vi yderligere skal

spænde Livremmen ind, og når vi nægter dette, så smider man os udenbords. Vi kan da ligeog kæmpe i Vandet medens Båden slingrer af Sted uden Mandskab om Bord.« Otto Jensen i»Social-Demokraten«s kronik d. 14/7.Mødeprotokollen.»Sko- og Læderarbejderen« nr. 2, maj 1931, s. 1.ibid. s. 2.

ibid. s. 2.

71

23. ibid. s. 4.

24. ibid, s. 4.

25. »Skotøjsarbejderen«nr. 10, juli 1931.

26. »Sko- og Læderarbejderen«juni 1931, nr. 3, s. 1.

27. ibid. s. 2.

28.ibid. s. 1.

29. Se forberedelserne i mødeprotokollens referat fra d. 7. juni 1931.

30. »Berlingske Tidende« 1931, d. 19⁄6, og »Social-Demokraten« 1931, d. 19⁄6.

31. »Arbejderbladet« 1931, d. 5. juni.32. »Berlingske Tidende« 1931, d. 30. april 1931.

33. ibid.

34. RFC-pjece fra Arbejderforlaget. Dette efterspil drejede sig om 651 kr., som IAH indsamlede

under konflikten til støtte for skotøjsarbejderne.Lockouten afsluttedes imidlertid, før penge-

ne blev udbetalt, og IAH ville derfor ikke udbetale dem til skotøjsarbejderne, men bruge

pengene til andre kampe.35.Nr. 1, okt. 1932.

36. »Skotøjsarbejderen« nr. 9, juni 1931, »Hvad vil de?«, 5. 67.

37. »Arbejderbladet«1932, d. 3⁄6.38. Jvf. artiklen »Udmeldelse af De Samvirkende eller Organisering af RFO« i »Arbejderbladet«

d.29. maj 1931.

39. ibid. d. 10/6.40. Det følgende bygger på det officielle kongresreferat i »Skotøjarbejderen«nr. 11, aug. 1931, s.

84 ff., som måske nok indeholder unøjagtigheder,b1.a. fordi det tydeligt er taget af en tilhæn-

ger af ledelsen, men som alligevel må antages at dække begivenhedsforløbettemmelig præcist.

Der er ingen kritik af referatet at finde.

41. »Social-Demokraten« 1931, d. 21. juli.42. »Blade af Skotøjsfagets Historie...« s. 137.

3.7.

1. »Dansk Læder- og Skotøjstidende« nr. 21, 1. aug. 1931, s. 5.

2. ibid. s. 5.

3. »Social-Demokraten« 1931, d. 29. juli.4. »Arbejdsgiveren«nr. 16, 31. juli 1931, s. 250 f.

5. »Arbejderen« 1931, nr. 23, s. 260.

6. »Arbejderbladet«1931, d. 24. juli.7. »Skotøjarbejderen«nr. 4, jan. 1932 og nr. 12, sept. 1932.

8. »Beretningen over Virksomheden i Dansk Skotøjsarbejderforbundfra juli 1931 -juli 1934«, s.

i

4-7.

.9. »Plan« 1932, »Fagbevægelsen i 1931« s. 33-4. '

10. »Beretning over Virksomheden i Dansk Skotøjarbejderforbundfra juli 1931 -juli 1934« s. 3-7.

Kapitel 4

4.1

1 »Hvad vi lærte af Sømandsstrejken« udg. af Hovedorganisationernes Agitationskomite 1934,

og »Søfolkenes Strejke 1934« udg. af Søfolkenes RFO.

2. Hvilket Strassburgerteseme også foreskrev: »regelmæssigafgivelse af rapport« fra strejkele-

delsen, »hurtig og stadig rapportering«i pressen, »udgivelseaf særlige blade eller bulletiner«

etc. Se »Kommunisterne splitter«s. 98.

3. Materialet er opbevaret hos sømændenes forbund i to mapper: 1)»Udklip fra Sømandsstrej-

ken 1934«, som indeholder bulletiner, løbesedler, strejkeavis, opråb 0.1. i forbindelse med

strejken, fra omkring slutningen af marts 1934 til juni 1934; og 2) »1932-33-34. ISH forsk.

fraktioner indenfor Sømænd og Søfyrb....«, som bla. indeholder materiale fra de forskelligefraktioner inden for sømandsforbundet. Materiale af lignende karakter findes i AIC.s arkiv

om RFO. Endelig findes der en smule i Ric. Jensens mappe på ABA.

4. De findes trykte i Sømændenes Forbund »Beretning over Virksomheden for Året 1. maj 1933

72

5.

6.

7.

til 30. april 1934, (»Bereming 1933-34«.)og i »Beretning over Virksomheden for Halvåret 1.

maj til 31. okt. 1934 (»Beretning 1934«).»Bestyrelsesmøder 1934«, »Sømændenes Forbund«.

»Forhandlingsprotokol for Søfyrbødernes Forbund i Danmark fra 17. okt. 1933 -« og »Far-

handlingsprotokol for Søfyrbødernes Forbund i Danmark 81/ 5, 1934 - 4/ 9, 1935.« ABA).»Faklen« udg. af Søfyrbødernes Forbund i Danmark, »Ny Tid« udg. af Sømændenes For-

bund i Danmark, »Lanternen« jan. 1931 - maj 1934 med vekslende udgivere, i 1934 organ for

Sømændenes RFO, og »Rød Kurs« organ for søfolkenes og havnearbejdernes RFO, 1931-35.

. Som jubilæumsnummer af »Faklen« og »NyTid« fra 1937 findes der en gennemgang af de to

forbunds historie 1897-1937. Fra 1947 stammer de egentlige jubilæumsskrifter: Harry Ra-

smussen (red) »Søfyrbødernes Forbund 1897-1947«, Kbh. 1947 og (Th. Laursen) »Sømænde-nes Forbundi Danmark 1897-1947«, Kbh. 1947.

.»Dansk Søfartstidende« nr. 4, 1934, s. 59.

.»Dansk Dampskibsrederiforening 1884-1934« ved J. Maegård og .1. Vestberg, Kbh. 1934, s.

168, s. 172 og s. 157: »Den Forståelse og Resignation, der fra Besætningernes Side blev udvistved Afslutningen af disse Overenskomster, fortjener al mulig anerkendelse.«

. Det statistiske Departements fragtindex:Jan/marts 1925 gnstl. = 100 (Se »Statistiske Efterretninger mdl.)

1929 1930 1931 1932 1933 1934

gennemsnit 113,1 90,7 87,6 89,7 99,5 99,1Kilde: »Skibsfartsberetning for Året 1934« Kbh. 1935, tabel 6, s. 19.

.ibid. tabel 17, s. 49.

.»Dansk Søfartstidende« 1933, nr. 1, s. 11 og nr. 2, s. 25.

.ibid. 1933, nr. 3, s. 35.

.ibid. 1934, nr. 1, s. 6.

.ibid. 1934, nr. 1, s. 6.

.ibid. 1934, s. 50; (se endv. »Skibsfartberetningen for 1934« tabel 1, s. 4)

.ibid. 1934, nr. 13, s. 159 og nr. 20, s. 237. Dette »initiativ« kom til at spille en stor rolle i

sømandskonflikten.

.ibid. passim.

.»Dansk Skibsfartberetning for Året 1934«, s. 47.

. ibid.

.Se f.eks. 5. 62.

. Siden 1911 og 1912 havde henholdsvis Sømændene og søfyrbøderne stået uden for DSF. 1 1919havde de valgt en fællesledelse og tilsluttet sig Føderalistisk Sammenslutning..Sømændenes Forbund«, s. 92.

.»Faklen« (maj 1920) hævdede, at redernes angreb var blevet slået tilbage.

.Carl Heinrich Petersen »Fra Klassekampens Slagmark.« 5. 96-8.

.»Havnearbejdernes Fællesforbund« (upag.)

.Carl Heinrich Petersen, s. 75 ff.

.Direktør Maegård i »Berlingske Tidende« 1934, d. 5/4.

.»Sømændenes Forbund« s. 108.

.ibid. s. 109.

.ibid. s. 105.

.Se et brev fra rederiet »Torm« til en af dets hovmestre i »Den danske Kuli - Sømanden« i

»Plan« 1934, s. 154.

.ibid. s. 163.

.»Sømændenes Forbund« s. 102.

.»Den danske Kuli« s. 152._

. ibid. »Det er så nogenlunde socialkontorernes takster, de danske skibsredere finder anledningtil at rose sig af, at de byder deres hårdt arbejdende folk.«

73

3.

4.

5.

6.

7.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

NNNu-.5 u.

Epøvowëww-_.

›-›-._-WNN_..gs

\l4:.

Det viste en undersøgelse, sømændenes forbund iværksatte, »Sømændenes Forbund« s. 125.

Se Borglands tale på mødet d. 3/ 10, 1933, »Ny Tid« nov. 1933, »Fællesmedlemsmøde«.»Statistiske Meddelelser« 4.rk.100, s. 211:

Arbejdsløsheden inden for:

1931 1932 1933 1934 1935

23,0 32,9 31,9 30,2 29,231,0 40,5 36,5 33,4 30,8

På det seneste kunne der f.eks. henvises til artiklerne i »Ny Tid«: »Hensynsløshed og Ulykker«

(dec. 1933), »Tragedien i S /S Maine« (ibid), »Maine-Tragedien« (jan. 1934).F.eks. indlæggene i »NY Tid«: »Lukkafforholdene« (dec. 1933) og »Skibskosten« (jan. 1934).Se RFO.s program i »Lantemen« juli 1931.

Efter kongressen dristede forbundsledelsen sig til at foretage en urafstemning, der formelt var

et forlangende om et mistillidsvotum; ledelsen fik her 965 stemmer for sin politik, mens

oppositionen fik 713. »Plan« 1932, »Fagbevægelsen i 1931« s. 33 f.

»Frem« sept. 1933, »SøfyrbødernesGeneralforsamling« s. 276.

Dette referat er stærkt komprimeret. Resolutionen er trykt i»Søfyrbødernes Forbund« s. 43 f.

Formelt var den nye internationale søfolks- og havnearbejderorganisation, ISH, ikke kom-

munistisk, men reelt var den.

Se det ironiserende læserbrev i »Ny Tid« okt. 1933, »De kunstige Vinde«.»Sømændenes Forbund«, s. 120.

Dette er Borglands version, og alt taler for, at den er korrekt. Jvf. note (17).Et RFO-opråb bar overskriften: »Reformisterne, Regeringen og Rederne forringer yderligtBemandingen«i mappen »Udklip«.RFC-kampagnen førte til en retssag, idet Borgland ind-

stævnede 6 RFO-folk for retten for bagvaskelse. Retskendelsen gik ud på, at påstanden om, at

Borgland havde godkendt bemandingsreglerne var urigtig, men det kunne ikke bevises, at de 6

RFOere bevidst havde fremsat fordrejede udtalelser. Sagen kan følges i »Ny Tid« nov. 1933 og

feb. 1934.

»Ny Tid« nov. 1933, »Fælles-Medlemsmøde«Se Louis Langes indlæg i »Ny Tid« dec. 1933 »Sømændenes Klub« og i »Medlemsbladet« nr.

1., sammesteds fyrbøder C. M. Jørgensens præsentation af klubberne, endvidere Jacob Chri-

stensens »Opråb« i »Ny Tid« dec. 1933 og C. Poulsen »Sømændenes Klub« (ibid.), samt

forskelligeopråb i mappen »1932-33-34« om den faglige klub.

Se referatet i »Beretning 1933-34«. Det fremgik af flere indlæg i »Ny Tid«, at der blev lagt op

til et opgør, f.eks. »RFO lyver« i nr. 11, nov. 1933; og en RFO-rnødeindkaldelse bebudede, at

en del af ledelsen ville søge godkendelse for dens redervenlige politik, deres nerderlagslinje, og

eventuelt ville de ekskludere nogle af de folk, der påtalte den. Indkaldelsen findes i»Udklip«.

Sømænd, gnstl. % for hele året

.»Beretning 1933-34« referatet er upag.

.»Ny Tid« dec. 1933 »Fremstødet lykkedes ikke« (Rs. Hansen).

.»Dansk Søfarts Tidende« nr. 35, 25 aug. 1933, s. 389.

.»Søfyrbødemes Forbund« s. 45.

»Beretning 1933-34« (referatet upag.)»NY Tid« dCC. 1933.

»Faklen« 1934, nr. 2, s. 29

.ibid.

.ibid. s. 26.

»Forhandlingsprotokollen« forretningsudvalgsmødet d. 8. jan.»Faklen« 1934, nr. 2, s. 28.

.ibid. s. 28.

.ibid. s. 29.

.»Den faste Voldgiftsrets Kendelser 1934-35« Sag nr. 1901, s. 143-50.

.»Den faste Voldgiftsrets Kendelser 1934-34« Sag nr. 1901, s. 143-50.

. Se henvendelsen i»Faklen« 1934, s. 83 f. Fagene var: Havnearbejdeme, Sømændene, kokkene,

maskinmestrene, styrmændene og telegrafisterne, slagteriarbejderne.. Brevvekslingen er trykt i referatet for generalforsamlingen d. 15. jan, s. 11, »Beretningen for

l933-34«. Men bestyrelsen var ret fortørnet over, at fyrbøderledelsen havde henvendt sig til

15.

16.

17.

18.

19.

20.

.ibid. s. 6.

22.

21

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

33.

34.

35.

36.

37.

38.

39.

40.

4.6

1.

2.

3.

4.

5.

medlemmerne direkte. Man burde have drøftet sagen på et fællesbeStyrelsesmøde,mente man,

»Bestyrelsesmøder 1934« mødet d. 10/1-1934.,

Referatet af generalforsamlingen d. 15⁄1, s. 11. På generalforsamlingen havde søfyrbøderneuddelt et circulære, som rettede visse angreb på ledelsen.

»...blandt kammerater, der ikke går på akkord med rederne eller takker dem for godt samar-

bejde, kammerater, der står på det revolutionære klassekampsgrundlag.« Se referatet s. IV,(Thor Vang).Se referatet, s. 1-2, (Bergland).Se RFO.s krav i »Lanternen« feb. 1934, s. 4.

Se generalforsamlingsreferatet, s. 7.

ibid. s. 5.

F.eks. valgtes der på bestyrelsesmødet d. 8/ 3 et udvalg til at forberede et senere kampudvalgsarbejde. »Bestyrelsesmøder 1934«.»Faklen« 1934, s. 84.

Forhandlingsprotokollen, mødet d. 10/3.»Rød Kurs« marts 1934.

»Ny Tid« nr. 4, april 1934, s. 73.

»Bestyrelsesmøder 1934« mødet d. 15⁄3.

»Beretning 1933-34« referatet s. III.

Se forhandlingsprotokollen: møderne d. 10/3 og d. 20/3.»Ny Tid« april 1934, s. 73.

Henvendelserne kan findes i »Arbejderbladet« d. 23/3, 1934 og i »Udklip«.Opråbet og mødeindkaldelsen findes i »Udklip«, referatet af Idrætshusmødet i »Arbejderbla-det« d. 25/ 3, 1934. I forbindelse med offentliggørelsen af søfolkenes kår var sømændenes

bestyrelse hele tiden på vagt over for, at fyrbøderne skulle blande »politik« ind idet; især var

man betænkelig med hensyn til idrætshusmødet. Se referatet fra bestyrelsesmøderne d. 19. ogd. 21. marts. »Bestyrelsesmøder 1934«.»Faklen« 1937, jubilæumsnurnmeret s. 32, og »Ny Tid« maj 1934, s. 92.

»Arbejderbladet« 1934, d. 27., 28. og 29. marts.

ibid. d. 28/3.»Bestyrelsesmøder 1934« møderne d. 27. og d. 28. marts. Det spændte forhold til fyrbøderneviste sig især på mødet d. 28. (Jvf. forsk. indlæg.)Referatet findes i »Beretning 1934«.ibid.

»Bestyrelsesmøder 1934« mødet d. 27. s. 3.

Pga. sammenkædningen ville søfolkene komme til at stå som en vis Per Todt, sagde Borglandpå bestyrelsesmødet d. 27.

Referatet findes i »Beretning 1934«.ibid. s. 6-7. Efter generalforsamlingen udsendte sømændenes RFO en løbeseddel: »Nu må

Kampen organiseres«. Findes i »Udklip«.»Arbejderbladet« 1934, d. 6/4.»Forhandlingsprotokollen«.Resolutionen findes i »Faklen« 1934, s. 86 f. Hegner omtalte på mødet en fortrolig skrivelsefra rederiforeningen,iflg. hvilken rederne ville oplægge 33% af tonnagen, hvilket ville kasteca. 500 søfolk i land.

.»Bestyrelsesmøder 1934«.

.»Ny Tid« maj 1934, s. 95.

.»Den faste Voldgiftsrets Kendelser 1934« SAG 1923, s. 201 ff.

. »Berlingske Tidende« 1934, d. 5⁄4.

.»Arbejderbladet« 1934, d. 7/ 4.

.»Til alle Provinsafdelinger« i »Udklip«.

.»Arbejderbladet« 1934, d. 7/ 4.

. »Strejkeavisen«organ for søfolkenes kamp, udgivet af kampudvalget, nr. 1. Mødet er desuden

refereret temmelig fyldigt i »Arbejderbladet« 1934, d. 10/ 4.

75

13.

14.

15.

16.

17.

. 148.19.

20.

20a.

21

23

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31

4.7.

“M'-

»Arbejderbladet« 1934, d. 10/4.ibid.

»Faklen« 1934, s. 88 f.

»Strejkeavisen«loc.cit.

»Faklen« 1934, s. 87 f.

»Skibsfartsberetningen 1934« s. 35.

»Til alle-Søfolk« i »Udklip«.»Til alle RFO.s Organisationer« d. 5/ 4, 1934 i AIC.s arkiv om RFO.

»Arbejderbladet« 1934, d. 6/ 4.

.»Faklen« 1934, s. 91.

22. »Til alle arbejdere i Danmark« i »Udklip«.»Arbejderbladet« 1934, d. 11/4: »Aldrig i nogen tidligere Situation har den danske Arbejder-

klasse reageret hurtigere og sikrere, aldrig har en Solidaritetsbølge slået stærkere op om et

kæmpende Fag eller kæmpende Arbejdergruppe end den, vi er Vidne til i disse Dage.ibid. d. 10/4.Man kan skimte en indrømmelse af dette i »Faklen« 1934, s. 91, der om solidaritetstilkendegi-velserne skrev, at de særligt fremkom på initiativ af kammerater i RFO.

»Social-Demokraten« 1934, d. 9/ 4.

ibid. d. 10/4.»Arbejderbladet« 1934, d. 4/4 (leder).ibid. d. 10/ 4: »Vi ved efter nøgtern Vurdering, at Sammenholdet mellem de jævne trofaste

Slidere fra Fyrplads til Udkigsplads aldrig var så stærkt som det er i Dag...«

»Ny Tid« maj 1934, s. 95.

.»Faklen« 1934, s. 90.

32.

33.

33a.

34.

Referatet findes i »Beretning 1934«. Sv. Nielsens resolution s. 9.

»Ny Tid« maj 1934, s. 95.

»Bestyrelsesmøder 1934« mødet d. 12/ 4. Damgård udtrådte af kampudvalget.»Social-Demokraten« 1934, d. 12/4.

.»Rød Kurs« april 1934, »Strejken effektiv - Sejren skal vindes.«

.ibid. (Strejkeberetninger).

.Meddelelserne fra kampudvalget er aftrykt i næsten fuldt omfang i »Faklen«s »StrejkensHistorie« 5. 92 ff. Meddelelserne fra d. 12., d. 13., d. 14. og d. 16. findes i »Udklip« og fra d. 15.

og d. 17. i AIC-arkivet.

.»Arbejderbladet« 1934, d. 14/ 4. Opråb fra DKP.s centralkommite: »Søfolkenes Strejke skal

vindes.«

.ibid. d. 15/ 4, »Terror« (leder).

.ibid. d. 20/4, »Demokratiet er død - Fascismen lever.«

. »Bestyrelsesmøder 1934« mødet d. 19/4, s. 2. Den ene var Borgland, de to andre sandsynligvisRic. Jensen og Hegner.;Opråbene findes i »Udklip«

»Strejkeavisen«nr. 1, »Hvorfor strejker Søfolkene?«.Findes i »Udklip«: »Strejken besluttet - nedlæg øjeblikkelig Arbejdet«..»Meddelelser fra Søfolkenes Kampudvalg« d. 13/4 i »Udklip«.. I »Udklip«..ibid. »Til alle matroser og søfyrbødere«.

.»Strejkeavisen«nr. 2, »Generalforsamlingen på Fredag må beslutte Solidaritet og Kamp«.

.»Var Kampledelsen upolitisk?«,»Ny Tid« 1934, s. 152 (Damgård).

.»Strejkeavisen«nr. 2, »Skibsredeme spiller Hazard med Eksporten«.

.»Berlingske Tidende« 1934, d. 13/4, »1 Går og 1 Dag« (leder).

.ibid. d. 13/4.

. ibid. d. 14/4.

.»Skibsfartsberetningen 1934« s. 36.

.Bl.a. fra Sverige og Norge.

.»Den faste Voldgiftsrets Kendelser 1934« s. 205.

.»Berlingske Tidende« 1934, d. 14/ 4.

23.

24.

25.

26.

27.28.

29.

30.

31.

32.33.

34.

35.

'

36.

37.

38.

39.

40.

41

42.

43.

44.

45.

46.

47.

48 .

49

50.

51

52.

53.

54.

55.

56.

57.

58.

59.

60.

61.

62.

ibid. d. 14/4.»Faklen« 1937, jubilæumsnummer, s. 35.

»Social-Demokraten« 1934, d. 15/4, »Uroen«.»Var Kampledelsen upolitisk?«,»Ny Tid« 1934, s. 153.

d. 15/4, 1934.

»Hvad vi lærte...« (upag.): »Sømanden gav man Pokker i; nu .var der ædlere Vildt at jage: den

socialdemokratiske Regering skulle lægges for Had, og intet sparedes i den Retning.«»Berlingske Tidende« 1934, d. 13/ 4.

»Social-Demokraten« 1934, d. 14/ 4.

ibid.

ibid. d. 13⁄4.ibid. d. 14/4.(A. Kocik) »De københavnske Havnearbejderes Organisations Historie« Kbh. 1939, s. 88 f.»Det ville være let nok at gå i sympatiaktion, udtalte Peter Christensen, men uhyre svært at

trække organisationerne op af rendestenen igen bagefter; »Social-Demokraten« 1934, d. 16/ 4.ibid. d. 14/ 4, »Misforstået Solidaritet«

»Faklen« 1934, s. 95. .

»Social-Demokraten« 1934, d. 17/4 og »Arbejderbladet« 1934, d. 18/4.»Arbejderen« 1933/ 34, nr. 19, s. 193.

ibid. nr. 20, s. 209.

.»Social-Demokraten« 1934, d. 12/4.ibid. d. 14/4, »Uroen« og »Hvad vi lærte«.

»Arbejderen« 1933/34, nr. 20, s. 210.»Social-Demokraten« 1934, d. 17/ 4.

»Bestyrelsesmøder 1934« mødet, d. 16/ 4.

Generalforsamlingsreferatet, s. 10, mødet d. 18/ 4, »Beretning 1934«.Der forelå under hånden et bestemt tilsagn om, at folkene kunne komme ombord igen, at

Sømændene kunne opnå de betingelser, der forelå d. 11., og at der var mulighed for at få

eftergivet boden. (Damgård), referatet s. 11.Referatet s. 14.

.Louis Langes vurdering på bestyrelsesmødet d. 16. (s. 6.) »Bestyrelsesmøder 1934« og »Ber-

lingske Tidende« 1934, d. 19⁄4.»Faklen« 1934, s. 96. Foranlediget af politioverfaldene i Esbjerg 0.a. fremsatte Aksel Larseni

folketinget et mistillidsvotum til justitsministeren med krav om politiets tilbagetrækning,men

de øvrige panier gik snarere ind for mere politi mod strejken. »Folketingets Forhandlinger«1933/34, II, sp. 4659-79..»Social-Demokraten« 1934, d. 17/4.»Skal Søfolkenes Strejke slås ned af Politi, Skruebrækkere og »Samfundshjælpen«?stod der

på løbesedlen, der indkaldte til mødet.Denne fremstilling bygger på »Faklen«s strejkehistorie, »Social-Demokraten« og »Arbejder-bladet« d. 18. og d. 19. april 1934.

»Arbejderbladet« 1934, d. 20⁄4.»Ny Tid« 1934, s. 135 »Nu kan det være nok«. Det stemmer dog ikke overens med Ric. Jenseni »En omtumlet Tilværelse« s. 89.

Borgland på bestyrelsesmødet d. 19⁄4, s. 2. »Bestyrelssmøder 1934«.»Faklen« 1934, s. 98.

»Social-Demokraten« d. 20⁄4, 1934. lflg. pjecen »Søfolkenes Strejke« skulle der være tale om

en forvansket gengivelse. Men der er flere forhold, der taler for, at referatet er nogenlundekorrekt, i det mindste, hvad meningen angår. For det første blev der aldrig givet en »kommu-

nistiske version« af hvad Ric. Jensen sagde. Man benægtede kun den »socialdemokratiske«For det andet blev der på sømændenes generalforsamling'd. 21. ikke anfægtet, heller ikke fra

kommunistisk side, at Ric. Jensen havde givet signalet til fred. »Arbejderbladet« fortsatte dogkamplinjen.»Faklen« 1934, s. 98.

»Berlingske Tidende« 1934, d. 20⁄4.»Faklen« 1934, s. 98.

»Bestyrelsesmøder 1934« mødet d. 19⁄4 (Damgård).

77

63.Tilbudene er trykt i »Ny tid« 1934, s. 96 f.

64. »Arbejderbladet« 1934, d. 22/4.65. Referatet findes i »Beretning 1934« s. 14-20. Betingelserne var, at man blev sikret mod straf for

rømning og retsforfølgelse mod medlemmerne (s. 20).66. Det havde dog også kun været meningen med fællesmødet, at det skulle blæse af, iflg. Bor-

gland på bestyrelsesmødetd. 19⁄4. »Bestyrelsesmøder 1934«

67. »Faklen« 1934, s. 99.

68. ibid. s. 74.

69. »Social-Demokraten« 1934, d. 23/4 og »Berlingske Tidende« 1934, d. 24/4.

4.8 .

l. F.eks. »Berlingske Tidende« 1934, d. 23/ 4. »Søfolkenes store Nederlag«2. »Hvad vi lærte«

3. ibid. og »Social-Demokraten« 1934, d. 25 / 4: »Kampudvalgene sad i eet lokale i Havnen og

udsendte Paroler, nogle af Organisationens Ledere i et andet, - andre fo'r Provinsen rundt og

asede og masede for at sætte Brand i så meget som muligt. Det blev magert«.

. »Søfolkenes Strejke.

.»Arbejderbladet« 1934, d. 24/ 4.

. »Forhandlingsprotokollen« forretningsudvalgsmødet d. 8/5. (Th. Nielsen)7. ibid. hovedbestyrelsesmødet d. 27/5 (Hegner).

.Udtalelsen findes i »Faklen« 1934, s. 113 f.

.»Faklen« 1934, s. 115 og »Søfolkenes Strejke«.

.»Lanternen« maj 1934: »Vi trækker os ikke ud af denne Strejke som en slagen Hær, men som

Tropper, der har trodset Forligsmandens Diktaturlove, der har gennembrudt disse Loves

Lænker, der har w'st Udbytterne - Rederne - at godvilligt lader vi os ikke trykke længere ned.«11. »Fej Rederagenterne ud af Sømændenes Forbundsledelse«, »Rød Kurs« maj 1934.

12. Generalforsamlingen strakte sig over 4 dage; referatet findes i »Beretning 1934«

12a. Generalforsamlingsreferatet i »Beretning 1934«

13. Sømændenes RFO havde planlagt et mistillidsvotum til ledelsen og var klar med en ny

opstillingsliste. Se materialet herom i »Udklip«14. Den deltog i to bestyrelsesmøder, d. 8. og d. 12. maj. »Bestyrelsesmøder 1934«15. Se diskussionerne på bestyrelsesmødet d. 15/5, pkt. 3, »Bestyrelsesmøder 1934«

16. ibid. mødet d. 23/5, 3. 1. f.

17. ibid. d. 12⁄6, s. 2. og s. 7-9.

18. ibid. s. 10.

19. »Arbejderbladet« 1934, d. 29/6, og løbeseddel fra RFO i »Udklip«20. Se »Ny Tid« 1934, (s. 109), »Faklen« (s. 131), »Faklen«s Analyse«, (s. 135), »Nu kan det være

nok!« (s. 148), »Stille Betragtninger af et Medlem«, (s. 152), »Var Kampledelsen upolitisk?« og

(S. 132), »Damgård og »Faklen««.

21. F.eks. bestyrelsesmødet d. 15. maj, 5. 8 og passim »Bestyrelsesmøder 1934«.22. Man kan kun gisne om, hvorvidt den foreslåede landsafstemning ville have gået imod general-

forsamlingens beslutning.23. Det må retfærdigvis nævnes, at Strassburgerteserne bl.a., foreskrev, at RFC-folkene under

forberedelse af kampe måtte tage den almindelige konstellation i betragtning og ikke lade siglede af ønsketænkning om kampens udvidelse, massernes forberedelser og deres villighed til at

slutte sig til kampen og vise solidaritet. En isolering fra de brede arbejdermasser i de øvrige

industrigrene kunne rumme adskillige farer. (Se Hans Hansen »Kommunisteme splitter«s. 86).

-

24. Einar Nielsen, »Den faglige Kamp«, »Frem« maj 1934.

25. »Søfyrbødernes Forbund«, s. 62.

26. ibid. s. 65 ff.

Ohhh

0000

Kapitel 5

1. »Erfaringerne af Overenskomstsituationen og Strejkerne«, »Arbejderbladet« 1934, d. 29/4 og

Johs. Hansen »Overenskomstsituationen og de vundne Erfaringer«, »Kommunistisk Tids-

skrift« 1934, s. 163 ff.

78

2. Johs. Hansen, loc.cit. v

3. 1934, d. 25/4. »Før«.4. Einar Nielsen, »Den faglige Kamp«, »Frem« maj 1934.

5. ibid.

6. Det følgende baseres på artiklerne Chr. Christiansen, »Fagforeningerne og Socialdemokra-

tiet«, Otto Jensen »Fagforeningeme og Staten« og J ohs. Kjærbøl, »Fagligt og politisk Samar-

bejde« fra AOF-materialesamlingen »Arbejderne og Krisen« Kbh. 1934.

.KjærbøL 10c.cit.

.ibid.

. Christiansen, loc.cit. Jvf. desuden Th. Stauning »Fagbevægelse og politik« Kbh. 1934: »Fag-foreningerne har deres Opgaver på det økonomiske Område, men i vor Tid og i den Fremtid,vi kan se ud til, vil de økonomiske Opgaver være knyttet til politisk Virksomhed, og derfor må

denne Virksomhed plejes med samme Interesse som anden Virksomhed«

10. Th. Stauning, loc.cit.

11.1934, d. 23/4.12. Imidlertid var det også lettere for socialdemokraterne at etablere alliance med det eksporto-

rienterede landbrug, da bøndernes hovedkrav var en kronedevaluering, mens den hovedsage-lig hjemmemarkedsorienterede industri især slog på kravet om en direkte reallønsreduktion.

13. »Beretning om De samvirkende Fagforbunds Virksomhed 1934« Kbh. 1935, s. 7 f.

14. Se Carl Heinrich Petersen, »Faglig Oversigt« i »Information« sept. og nov. /dec. 1934.

15. »Information«, »Hvad er Enhedsfront« nr. 4, maj 1934 og »Diskussionen i det danske kommu-

nistiske Parti« nr. 6, sept. 1934.

Oüü

LITTERATURLISTE:

Andersen, Bent Rold & Kjergård, E. M., »Holdepunkter i arbejdsmarkedspolitikken« Kbh. Gad,1969.

»Arbejderne og Krisen« AOF, Kbh. 1934.

»Arbejdsgiverforeningen gennem 50 År 1896-1946«, Kbh. 1946.

Bang mil. »Fagoppositionens Sammenslutning 1910-1921«, Modtryk 1975.

Bangsmark, Ove, »DKP og den fagoppositionelle virksomhed i RFO ca. 1930-35«'Århus 1975.

Berg, Finnemann, Schanz og Torpe, »Faser i den danske reformismes udvikling« i Deutschmann,»Venstrekeynesianismen«, Modtryk 1975.

Bertolt, Oluf o.a., »En Bygning vi rejser«, Kbh. 1954/55, I-lII.

Bertolt, Oluf, »M. C. Lyngsie« Kbh. 1944. '

Bramsnæs, C. V. »Erindringer. En broget Tilværelse«, Kbh. 1965.

Christiansen, Ernst, »Danske Smede 1888-1948« Kbh. 1948.

Clausen, H.P., »Aviser som historisk kilde«, Århus 1972.»Danmark for Folket« AOF, Kbh. 1936.

»Danmark under Verdenskrisen 1929-1939«, AOF, Kbh. 1939.»Dansk Slagteriarbejderforbund. Holbæk Afdeling 1885-1945«Galenson, Walter, »Arbejder og arbejdsgiver i Danmark«, Kbh. 1955.

Gruünbaum, Isi, »Den økonomiske Situation« i »Tiden« 1937.

Hansen, Erik, »Dansk Skotøjsarbejderforbund gennem 75 år«, Kbh. 1960.

Hansen, S. Å., »Økonomisk vækst i Danmark« bd. 2, 1914-70, Kbh. 1974.

»Havnearbejdemes Fællesforbund 1914-64«, Kbh. 1964.

Jensen, Otto, »Dansk Tekstilarbejderforbund gennem et halvt Århundrede«,Kbh. 1935.

Jensen, Richard, »En omtumlet Tilværelse«, Kbh. 1957.

Koch-Olsen, Ib, »Kampens Gang. LO gennem 75 år, Kbh. 1973.

Kocik, A, »De københavnske Havnearbejderes Organisations Historie«, Kbh. 1939.

»Kriser och krispolitik i Norden under mellankrigstiden« Nordiska historikermötet i Uppsala.1974. Mötesrapport, Uppsala 1974.

79

Larsen, Aksel, »Danmarks Kommunistiske Parti« i »Den danske Rigsdag 1849-1949«, Kbh. 1950,

bd. 3.

Larsen, Aksel, »Taler og Artikler gennem 20 år«, Tiden 1953.

Larsen, N. J. & Jacobsen, Johs. »Blade af Skotøjsfagets Historie i Danmark«, Kbh. 1936.

Laursen, Th., »Sømændenes Forbund i Danmark 1897-1947«, Kbh. 1947.

Madsen, Carl F. »Storkonflikten og dens Efterspil« i »Arbejderen«1925.

Marstrand, Even, »Arbejderorganisation og Arbejderkår i Danmark fra 1848 til Nutiden« Kbh.

1934.

Maegård, J & Vestberg, J., »Dansk Dampskibsrederiforening 1884-1934«, Kbh. 1934.

Møller, Torgny, »Arbejderopposition«,Rhodos 1972.

Negt. O. & Kluge, A. »Offentlighed og Erfaring« GMT 1974.

Nielsen, Einar, »Hvad enhver må vide om arbejderbevægelsens Historie« i »Frem/1932.

Nørlund, Ib, »Det knager i samfundets fuger og bånd« Tiden 1972/73.Petersen, Carl Heinrich, »Fra klassekampens slagmark i Norden« Modtryk 1973.

Rasmussen, Harry, »Søfyrbødernes Forbund i Danmark 1897-1947«, Kbh. 1947.

Schlebaum Larsen, H. »Træk af de faglige storkonflikter i 1920 og 1925« i»Økonomi og Politik«

1955.

Skjoldbo, C. L. »Dansk Slagteriarbejderforbund gennem 75 År« Kbh. 1945.

Slagteriarbejdernes Fagforening 1895-1945« udg. af Slagteriarbejdernes Fagforening i Kbh. 1945.

Sørensen, Peer E. »Kritik af Jürgen Habermas' Strukturwandel der öffentliehkeit« i Fagtryk 2,

Århus 1975. '-

Thorsen, Svend, »Den danske Dagspresse« Kbh. 1947, bd. 1-2.

»Under Samvirkets Flag. De Samvirkende Fagforbund 1898-1948« Kbh. 1948.

Zenthen, F. »Arbejdsløn og Arbejdsløshed« Kbh. 1939.

2. PjecerHansen, Hans, »Kommunisterne splitter«, Kbh. 1933.

»Hvad vi lærte af Sømandsstrejken« udg. af Hovedorganisationernes Agitationskomite 1934.

»Hvem stjal Skotøjsarbejdernes Penge?« Arbejderforlaget 1932.

»Klar til Kamp«, Arbejderforlaget 1932. v

Stauning, Th. »Fagbevægelse og Politik« AOF, Kbh. 1934.

»Søfolkenes Strejke 1934« udg. af Søfolkenes RFO.

3. Tidsskrifter, fagblade, arbejdsgiverblade, oppositionsblade etc.

»Andelsbladet« 1931-35, »Arbejderen« 1930/31-35. »Arbejdsgiveren« 1930/31-35, »Dansk Læder-

og Skotøjstidende« 1930-31, »Dansk Søfarts Tidende« 1933-34, »Faglig Kamp« (Centralorgan for

RFO) 1933, »Faglig Kamp« (Organ for Fagklubbernes Samvirke) 1928, »Faklen« 1933-34, »Frem«

1932-35, »Information« 1934-36, »Kommunistisk Tidsskrift« 1933-35, »Lanternen« 1931-34, »Med-

lemsbladet«, »Monde« 1931, »Ny Tid« 1933-34, »Plan« 1932-35, »Rigsdagstidende« 1932-34, »Rød

Kurs« 1931-35, »Sko- og Læderarbejderen« 1928-35, »Skotøjsarbejderen«1929-32. »Skotøjshand-

leren« 1930-31, »Slagteren« 1920-35, »Socialisten« 1931-35, og »Tiden« 1936-37.

4. Aviser

Arbejderbladet« 1931-34, »Social-Demokraten« 1931-34. »Berlingske Tidende« 1931-34, »Vest-

kysten« 1932 og 1934, »Fyns Tidende« 1932 og 1934, »ÅlborgStiftstidende« 1932 og 1934, og

»Randers Dagblad« 1932 og 193.4.

5. Arkiv- og protokolmateriale»Beretning over Virksomheden i Dansk Skotøjsarbejderforbundfra juli 1931-juli 1934«.

»Beretning over Virksomheden i Dansk Skotøjarbejderforbund fra juli l928-juli 1931«.

Skotøjsarbejdernes Fagforening. København. Mødeprotokol 1930-33. ABA.

»Beretning og Protokol fra Dansk Slagteriarbejderforbunds Kongres og Slagter- og Kødindu-

striarbejdernes Arbejdsløshedskasses Delegeretmøde« d. 3,4. og 5. juli 1932 i Odense«.

»Beretning for Dansk Slagteriarbejderforbunds Kongres og Slagternes og Kødindustriarbej-

FPN”P'

80

dernes Arbejdsløshedskasses Delegeretmøde«d. 14., 15., 16. og 17. juli 1935.Sømændenes Forbund »Beretning over Virksomheden for Året 1. maj 1933 til 30. april 1934«.Sømændenes Forbund »Beretning over Virksomheden for Halvåret 1. maj til 31. okt. 1934«.Sømændenes Forbund »Bestyrelsesmøder 1934«.»Udklip fra Sømandsstrejken 1934«. (Sømændenes Forbund).»1932-33-34. ISH. forsk. fraktioner indenfor Sømænd og Søfyrb...« (Sømændenes Forb.)

ll. Forhandlingsprotokol for Søfyrbødernes Forbund i Danmark fra 17. okt. 1933 -«

12. Forhandlingsprotokol for Søfyrbødernes Forbund i Danmark fra 8/5 19344/ 9 1935«13. Richard Jensens mappe på ABA.14. »Skibsfartsberetningenfor Året 1933«, Kbh. 1934.15. »Skibsfartsberetningen for Året 1934«, Kbh. 1935.16. »Beretning over De samvirkende Fagforbunds Virksomhed 1930-35« Kbh. 1935.17. »De samvirkende Fagforbund i Danmark, Protokol over Generalforsamlingen«1931 og 1934.18. DsF. »Den faglige Situation« 1931 (Sag 292), 1932 (Sag 318), 1933/34 (Sag 343) og 1934 (Sag

344). ABA. ›

19. »Den faste Voldgiftsrets Kendelser 1930-34«,Kbh. 1930-35, udg. af Dansk Arbejdsgiverfore-ning.

_PPFH9

6. Statistisk materiale

Statistisk Tabelværk, 5. rk. A. 21, Statistiske Efteretninger forsk. nos., Statistiske Meddelelser4.rk.100,2.

KildematerialetDer er imidlertid svære problemer forbundet med det anvendte kildemateriale,og det er nødvendigt at knytte nogle korte kommentarer til disse vanskelighe-der.

En af de vigtigste og hyppigst anvendte kildegrupper er aviserne, som er

problematiske på flere leder. For det første1 kan pressens fremstillinger oftevære en meget skæv afspejling af begivenhederne, tilmed præget af unøjagtig-hed. I et så politisk spørgsmål som arbejdskampe er avisernes fremstilling afforholdene gennemsyret af politiske vurderinger, og det er nødvendigt her athæfte et par kommentarer til de anvendte blades hovedtendenser. Hele under-søgelsen igennem er arbejderbladene »Social-Demokraten« og »Arbejderbla-det« anvendt. »Social-Demokraten« udmærkede sig i denne periode ved sinklare politiske holdning. I nogles øjne fremstod den som en ensidig monopoli-seret fagforeningspresse.2 I perioden 1931-34 var bladet afgjort modstander afarbejdskampe, og man bragte kun nødigt oplysninger, der kunne modvirkebilledet af en enig socialdemokratisk arbejderbevægelse,samlet i ønsket om

arbejdsfred. Bladets behandling af konflikter focuserede på forhandlingerne(for en stor del i forligsinstitutionen), mens det, der lå mellem forhandlingsfa-serne negligeredes, og de faglige ledere korn hyppigt til orde. Som en kontrasthertil søgte DKP.s organ »Arbejderbladet« at fremme arbejdskampe, 'og idenne hensigts interesse overdrev bladet arbejdernes kampvilje; det fremmane-de ofte en helt vildledende opfatttelse af arbejdernes kampstemning. Menbladet beskrev også begivenheder, der ikke fandt vej til de øvrige avisers spal-ter, og det bragte tit kritiske resolutioner 0.1. fra arbejdermøder. Som repræ-sentant for den borgerlige presse er »Berlingske Tidende« anvendt idet dette

81

blad netop frem til 1930-34 havde slået sig op som en førende moderne borger-

lig mangesidet informations-koncern, men »fortsat konservativ i sin hold-

ning«.3Bladet gav plads for arbejdsgivernes synspunkter, og lagde sig selv tæt

op af disse i dets kommentarer og ledere. Forligsmanden var medlem af bladets

bestyrelse! I nogle tilfælde korrigerede bladet »Social-Demokraten«s fremstil-

linger, idet det ikke var bange for at omtale forskellige kamplystne arbejder-

grupper. I de tilfælde, hvor landbruget var arbejdsgiverne, er forskellige ven-

streblade inddraget. Disse bemærkninger skulle gøre. det klart, at man må

benytte avisernes oplysninger med stor forsigtighed.Imidlertid bringer aviserne relativ få oplysninger af virkelig central betyd-

ning for denne problemstilling, hvilket hænger sammen med, at de fungererinden for en borgerlig offentlighed. Denne borgerlige offentlighed er netop

udfoldelsesrum for socialpartnerbevidstheden og derfor for arbejderklassensvedkbmmende knyttet historisk sammen med reformismen.4 Dette er selvfølge-

lig fatalt i det øjeblik det drejer sig om at fremdrage en eventuel radikalisering

af arbejderne, som kunne true den herskende reformisme og den herskende

samfundsorden. På det helt jordnære plan fremkommer problemerne ved, at

arbejdsmarkedsjournalisten ofte får tildelt den opgave at fungere som skriver-

karl for kampens parter, dvs. organisationerne, dvs. lederne; aviserne identifi-

cerer arbejderne med deres organisationer, som igen sættes lig disse ledere. En

eventuel opposition eller kritik kommer kun sjældent til orde i pressen, og sker

det alligevel, så får den næppe nogen hæderlig behandling, bla. pga. journali-stens behov for at opretholde den nødvendige gode kontakt med de faglige

ledere.S Den borgerlige offentlighed blokerer for en videreformidling af de

umiddelbare erfaringer, eksempelvis fra fabriksplanet.6 Oplysninger af denne

art ville have været en stor hjælp i undersøgelsen. I de tilfælde, hvor fremstillin-

gen i udstrakt grad er henvist til avismaterialet, (feks. i de to slagterikonflik-

ter), er den nødvendigvis mangelfuld.En anden af de hyppigt anvendte kilder er fagbladene, som også har deres

mangler. De udkommer kun en gang om måneden, dvs. 0er ikke under selve

konflikten, og de opfatter det sjældent som deres opgave at dække begiven-

hedsforløbet i forbindelse med kampen. I mange tilfælde er forbundsforman-

den redaktør af bladet, hvilket i sig selv er udtryk for forbundsledelsernes

ønske om at kontrolere fagbladene og anvende bladene til egne formål. Det

betyder, at fagbladene udgør en væsentlig kilde til forbundenes officielle linje

og forbundsledelsernes opfattelse af situationen. Men til belysning af forholdet

mellem de menige og ledelsen er fagbladene ensidige kilder. Nogle blade med-

deler eksplicit, at'de ikke optager artikler med »kommunistisk Propaganda-

«(»Slagteren« sept. 1933), men redaktøren behøver ikke at oplyse om de kriti-

ske indlæg (de være sig »kommunistiske« eller ej) frasorteres. I nogle tilfælde

kan læserindlæggene dog være velegnede til at få indsigt i de meniges opfattel-

ser, men de offentliggjorte indlæg kan ikke opfattes som repræsentativefor

samtlige medlemmer. I nogle tilfælde er det muligt at finde kritik af forbund-

sledelsen og fagbladene andre steder, f.eks. i mødereferater og i oppositions-blade. Oppositionsbladene er vigtige kilder til belysning af forholdet mellem de

menige og deres ledere, også fordi de tager emner op, som fagbladene bevidst

elle ubevidst udelader, men som ofte er af vital betydning for medlemmerne.

82

Oppositionsbladenes fremkomst kan i sig selv være et symptom på begræn-sningerne i ytringsfriheden i fagbladene.

En tredje vigtig kildegruppe udgøres af de forskellige former for protokol-materiale, herunder referater fra bestyrelsesmøder, generalforsamlinger, kon-

gresser etc. Nogle af disse referater er trykt i forbundenes beretninger. Hvorsådanne referater er tilgængelige, udgør de et meget værdifuldt og oftest påli-deligt materiale; tit er der tale om stenografiske referater. Referaterne fra

forretningsudvalgsmøder,hovedbestyrelse eller bestyrelse er det mest fuldgyl-dige udtryk for ledelsernes stilling, mens generalforsamlings- eller medlemsmø-dereferaterne tit giver et udmærket billede af, hvad der rører sig blandt demenige forbundsmedlemmer. Men også her må man fastslå, at referaterne forilertallets vedkommende er korrigerede af forbundsledelserne.

Det har ikke været hensigten at præsentere hele det anvendte materiale her,men blot at pege på nogle af de problemer, der knytter sig til de vigtigstematerialegrupper. Det specifikke materiale præsenteres i forbindelse med deenkelte kampe. Men et par yderligere kommentarer kan for oversigtens skyldvære på sin plads. Ud over de anførte materialegrupper har forskellige sociali-stiske tidsskrifter været anvendt.7 Man finder heri forskellige grupperingerspolitiske vurderinger og kommentarer. For arbejdsmarkedets hovedorganisa-tioners vedkommende gælder tilsvarende for bladene »Arbejderen« og »Ar-

bejdsgiveren« Da DsF.s stilling er af særlig interesse er DSF-arkivet på ABAogså anvendt. I visse sammenhænge er der endvidere gjortvbrug af de respekti-ve forbunds jubilæumsskrifter på trods af disses åbenlyse svagheder.

Noter

1. Se H. P. Clausen »Aviser som historisk kilde« Århus 1972.2. Svend Thorsen »Den danske Dagspresse« Kbh. 1947, bd. 1, s. 261-7.3. Svend Thorsen, bd. 1, s. 243.4. Per E. Sørensen, »Kritik af Jürgen Habermas' Strukturwandel der Offentlichkeit«,Fagtryk 2,Århus 1975, s. 152.

5. Torgny Møller »Arbejder opposition« Rhodos, Kbh. 1972, s. 86 ff.6. O. Negt/A. Kluge »Offentlighed og Erfaring«, GMT 1974, s. 28-31.7. Flg. har været inddraget: »Socialisten« 1931-35, »Kommunistisk Tidsskrift« 1933-35, »Tiden«

1936-37, »Information« maj 1934-sept. 1936, »Monde« 1931, »Plan« 1932-35 og »Frem« 1932-35.

ENGLISH SUMMARY

In 1934 there was a discussion within the danish working class movement,especially on its left wing, about the question if the economic crisis had led to a

radicalization of the workers. The Communists maintained that the danishworking class was on the offensive against capitalist society under the leader-ship of the Communist Party, while the Social-Deniocrats on the contraryinsisted that the workers increasingly were joining the reformistic solutions ofthe socialdemocratic labour movement. It is the intention of this articletocontribute to this important question by an investigation of tWo of the' majorlabour conflicts of the period.

83

The conflicts are seen as a struggle between these two strategies: the commu-

nist line had since 1928/29 been one of ultra-leftism, attempting to drive the

workers into as many economic struggles as possible and trying to give these

struggles a politicalaccent. On the contrary the Social-Democratic Party was

following af very defensive and passive line, trying to aVoid any labour strug-

gles at all. The Social-Democratic Party was in government, but its positionwas weak; the socialdemocratic danish labour movement put its faith to the

governments political possibilities.In the labour struggles of the thirties it was the socialdemocratic defensive

line which ran off with Victory. The socialdemocratic leadership was succesful

in gathering the danish workers behind its defensive line, and where strugglesbroke out, they succeeded in isolating the fighting group of workers with the

result that the labour struggles in the thirties ended up in a serie of defeats

more or less.'

The objective basis for the Victory of this defensive and inactive socialde-

mocratic line was of course the weakness of the social position of the danish

working class. During the crisis the danish working class was under the con-

stant threat of attacks on their material and political situation from the domi-

nating class of the pesantry. There was a much more realistic basis for the

socialdemocratic defensive policy which in fact succeeded in mitigating the

worst consequences of the economic crisis on the working class. Another

important fact which also favoured the socialdemocratic line was the fact that

the exonomic crisis did not hit the danish society as severely as it did in many

other countries. The communist expectations of 'a radicalization of the workers

were based on false assumptions.

84

Statens forandrede rolle, Socialdemokra-tiets politik og de forandrede betingelser for

arbejderklassens kamp og reproduktion i30,erne.

Af Børge Rasmussen

1. INDLEDNING

Formålet med den følgende fremstilling må forstås dobbelt: på den ene side

som en opstilling af centrale problemer, der materielt og historisk kan be-

grunde den cementering af reformismen i arbejderklassen, som foregår i

1930'erne, og på den anden side som et forsøg på at etablere nogle nødvendigehistoriske og metodiske overvejelser i forbindelse med en analyse af den statsli-

ge socialpolitik som sådan (og især efter 2. verdenskrig).1Verdenskrisen2 i 1929 og dens gennemslag i den danske økonomi fra 1931

sætter såvel i de kapitalistiske centre som i Danmark skranker for en fortsat

kapitalistisk udvikling.De mulighedsbetingelser for en fortsat kapitalistisk udvikling, som eksisterer

med den kapitalistiske stats ændrede rolle og funktioner3 - med den statsligeindgriben i den kapitalistiske økonomi - sætter afgørende fokus på en analyseaf forandringerne i arbejderklassens politik og strategi (såvel internationalt

som nationalt).For Danmarks vedkommende vil jeg primært se på de statslige kriseindgreb

ud fra de problemer, der eksisterer for den danske kapitalisme med verdenskri-

sens gennemslag i den danske økonomi. Væsentligere ser jeg det at undersøgeden økonomiske krise i begyndelsen af 1930'erne og den socialdemokratiske

krisepolitik med henblik på de betingelser, der etableres for en fortsat kapitali-stisk udvikling. Den socialdemokratiske krisepolitik formidler på baggrund af

den økonomiske krise en reorganisering af produktions -

og udbytningsbetin-gelserne i den danske kapitalisme.4 Disse betingelser betyder (som vi senere

skal se) for det første, at der 30'erne igennem sker en stabilisering og cemente-

ring af selve kapitalstrukturens karakter, da kapitalkoncentration og kapital-destruktion i større omfang imødegås via de statslige indgreb. For det andet er

det vigtigt (og især for en materialistisk begrundet socialpolitikforståelse)at

undersøge de betingelser for arbejderklassens kamp og reproduktion, der eta-

bleres på baggrund af den økonomiske krise og kriseindgrebene.

2. HOVEDPUNKTER I DE STATSLIGE KRISEINDGREB I

PERIODEN 1931-34

Jeg vil her forsøge at kortlægge hovedpunkter i den statslige krisepolitik i

perioden 1931-345, dels for at kunne angive omfanget og karakteren af statens

ændrede funktioner i begyndelsen af 30,erne, og dels for gennem disse kriseind-

greb at kunne belyse forandringerne i socialdemokratiets politik og strategi.På trods af sammenhængen i de statslige indgreb vil jeg foretage en beskri-

vende opdeling af kriseindgrebene i:

l) statslige indgreb i forhold til landbruget2) statslige indgreb i forhold til industri og håndværk

3) statslige indgreb på arbejdsmarkedet4) statslige indgreb på det sociale område

86

2.1. De statslige indgreb i forhold til landbruget

Det prisfald, som fulgte i kølvandet på verdenskrisen, betød i første omgang en

relativ forbedring af den danske økonomis stilling, idet prisfaldet gjorde sigkraftigst gældende på råvarerne. Men fra 1931 slog krisen for alvor igennem i

den danske økonomi og i første række i det danske landbrug. De forskelligelandes importbegrænsninger i forhold til den danske landbrugseksport og de

faldende priser på landbrugsvarer på verdensmarkedet var de umiddelbare

faktorer, der udløste afsætnings -

og realiseringskrisen i det danske landbrug.Landbrugets helt afgørende stilling og indflydelse i den danske økonomi6

nødvendiggiorde således en række statslige indgreb til sikring af landbrugseks-porten og landbrugets indtjening.

De statslige indgreb til fordel for landbruget må for det første ses på bag-grund af landbrugseksportens andel af den samlede danske eksport og Dan-

marks afhængighed af udenrigshandelen. Det drejer sig her om handels - og

valutapolitiske indgreb. Handelspolitisk skete der fra begyndelsen af 30'erne en

omlægning, hvor den danske stat via to-sidigede handelstraktater søgte at sikre

afsætning for den danske landbrugseksport. Dette betød så samtidig en statsligforpligtelse til at importere visse varer fra bestemte lande (feks. kul fra En-

gland skulle modsvare den engelske import af danske landbrugsvarer). Valuta-

mæssigt betød verdenskrisen et pres på den danske valutareserve, hvilket bl.a.kom til udtryk i september 1931, hvor England forlod guldindløseligheden.Den devaluering, som reelt blev resultatet af den danske lov om suspension af

guldindløseligheden og kronekursens fastholdelse til det engelske pund, kan

ligeledes tjene som et eksempel på den statslige krisepolitiks sikring af landbru-

gets indtjeningsmuligheder, idet man generelt må antage, at en kronenedskæ-

ring ville forøge landbrugseksporten og dermed indtjeningsmulighederne. Den

afgørende lovgivning i valutamæssig -

og handelspolitisk henseende fik man iforbindelse med valutaloven fra januar 1932. Med denne lovgivning fik valuta-kontoret i Nationalbanken (den senere valutacentral i handelsministeriet) en

direkte kontrol med landets omsætning med udlandet. Fremmed valuta skulleafleveres i Nationalbanken, og indførsel af varer og værdipapirer kunne kunforegå via attester udstedt af valutakontoret. Ved udstedelsen af disse attester

skulle der primært tages hensyn til import af 'råstoffer til eksportvirksomhed(til landbruget) og til import af råstoffer til opretholdelse af produktionen i dethele taget (industri og håndværk).8

I første omgang blev valutaloven gennemført af den radikale-socialdemokratiske regering med støtte fra såvel venstre som de konservative.

Valutalovgivningen blev dog 30”erne igennem genstand for politiske modsæt-ninger mellem den radikale-socialdemokratiske regering på den ene side og

partiet Venstre på den anden. Disse modsætninger, hvis materielle grundlageksplicit lå i den danske erhvervs- og eksportstruktur kom til udtryk i hvilke

erhvervsinteresser, der primært skulle sikres og udvikles (hhv. landbrug eller

industri). I kort form kan formålet med valutacentralen opregnes til følgende:»valutacentralen skulle holde kronen på et bestemt niveau, sikre eksporten og

opretholde beskæftigelsen.«9 (i industri og håndværk, BR.)Det principielle i valutalovgivning er for mig at se, at lovgivningen i første

87

omgang blev etableret som en støtteforanstaltning til det beklemte landbrug og

dermed en sikring af den nationale samfundsøkonomi, men de muligheder,som ligger i valutacentralens regi (med direkte statslig kontrol af import og

eksport) til fremme af beskæftigelsen i håndværk og industri via importregule-ring og beskyttelse af hjemmemarkedsindustrien, blev senere helt afgørendeisær for socialdemokratiet. De valutamæssige -

og handelspolitiske formål blev

således søgt forenet med en beskyttelse 'af industriens hjemmemarked. _

Når problemerne for det danske landbrug fik det omfang, som tilfældet var i

begyndelsen af 30'erne, med forrentningsprocenter omkringO i 1931 og 193210,så må forklaringen bl.a. søges i landbrugets gældsforpligtelser. I en forståelse

af den egentlige baggrund for disse gældsforhold i landbruget ligger for mig at

se et væsentligt element til en analyse af den danske økonomiske krises speci-fikke træk. Disse gældsforpligtelser havde deres oprindelse i en kraftig investe-

ringstakt” i landbruget i 20'erne og i særdeleshed i de sidste år umiddelbart før

verdenskrisens virkelige gennemslag i den danske økonomi. Landbruget for-

søgte at kompensere det begyndende prisfald ved at øge produktionen, og dette

betød i perioden frem til 1931, »at produktionsmaskineriet blev udvidet i en

målestok som næppe i nogen anden periode, medens det økonomiske udbytteblev ringere end før.«12

Erik' Ib Schmidt” kommer i en analyse af den danske landbrugskrise ind på

investeringernes og dermed gældsforpligtigelsernesforskellige fordeling i for-

hold til strukturen i den danske landbrugskapital, og det fremgår heraf, at

landbrugskapitalen pr. ha. var langt størst på de mindste brug, og »husmanden

sidder følgelig med en meget stor kapitalbyrde, der skal forrentes.«14 Man må

her huske på, at rentabilitetsberegninger for de mindre brug for så vidt er

fiktive, idet lønudgifterne for en husmand (og hans familie) selvfølgelig kan

presses nedad, men dermed er forudsætningen for en »god rentabilitet«, og

dermed forudsætningen for at husmanden kan betale sine renteudgifter, at der

foretages en sænkning af husmandsfamiliens leveniveau. På de store brugbetød denne gældskrise derimod, at den økonomiske byrde i første omgang

kunne væltes over på landbrugets lønnede arbejdskraft, dels gennem lønned-

skæringer og dels gennem afskedigelser.15For arbejdsløshedssituationen som sådan betød landbrugskrisen dels en

udstødning af tusindvis af arbejdere fra de store brug og dels en proletariseringaf husmændene. Frem til midten af 30”erne må det anslås at ca. 40.000 arbej-der'e blev udstødt fra landbruget.16 et forhold der er væsentligt i en vurdering af

arbejdsløshedens karakter og arbejderklassens stilling i forhold til kapitalen.l930”erne igennem ser man en række statslige indgreb, der netop var rettet

mod landbrugets tyngende gældsforpligtelser.Jeg skal her kun beskæftige mig med en af de former, hvorunder støtten til

landbruget kom til udtryk, i forsøget på at forøge landbrugets indtægter. Dette

skete dels i form af kronedevalueringer (se under 2.3) og dels i form af specielleordninger for landbrugsvarerne på hjemmemarkedet. Fælles for disse statsligeforanstaltninger var deres indvirkning på prisniveauet (der fra 1932-33 var

stigende) og dermed inddirekte virkning på arbejderklassens reproduktionsni-veau. Især i forbindelse med Kanslergadeforliget i januar 1933 blev der fastlagten række specielle landbrugsordninger, der havde det formål at ophjælpe

88

landbrugets indtjeningsevne igennem produktionsindskrænkningog prisfor-højelser.'7 Det er som nævnt vigtigt at fremhæve, at den statslige krisepolitikpå dette område i sine konsekvenser betød en fordyrelse af levnedsmidlerne for

arbejderklassen (og for forbrugerne på hjemmemarkedet); der var altså reelttale om en omfordeling til fordel for landbruget. Erik Schmidt skriver i denneforbindelse: »Den største indtægt, der herigennem tilføres landbruget, tages fra

forbrugerne af levnedsmidler, dvs. bybefolkningen og lønarbejderne på landet.

Blandt bybefolkningen er det først og fremmest arbejderne og middellagene,der rammes, da de forskellige livsfornødenheder udgør en forholdsvis mangegange større udgift for de ubemidlede (og børnerige) end for de velhavende.«18

2.2.: De statslige indgreb i forhold til industri og håndværk

Krisen i det danske landbrug bredte sig også til den industrielle sektor. Krisen iden danske industri med faldende aktiekurser og forringet profitabilitet fra1932 kom til udtryk i manglende realiseringsmuligheder for industrivarer såveltil eksport (her først og fremmest skibsværfterne og dele af jern -

og metalindu-

strien) som til det indenlandske marked. Dette sidste skyldtes især landbrugetsforringede købekraft og efterspørgsel efter industrivarer.19

Det er for mig at se bemærkelsesværdigt for 30'erne, at der ikke blev ført en

egentlig industripolitik med direkte statsstøtte til f.eks. håndværk og industri.20Jeg mener man kan operere med to hovedformer, hvorunder der er tale om

statslig indgreb i forhold til industri og håndværk: For det første iform af den

importregulering og beskyttele af den indenlandske produktion, der lå i valuta-

lovgivningen og valutacentralens regulering af import- og eksporten. For detandet lå der i de beskæftigelsesmæssige foranstaltninger (iværksættelsen af

offentlige arbejder, vej -

og brobygning mm.) og i støtten til boligbyggeriet(såvel i form af rentesænkningspolitikken som i boligstøttelovgivningenfraapril 1933 og april 1938) en statslig indgriben iforhold til håndværk og indu-stri.

For valutacentralens vedkommende er der almindelig enighed om (i denlæste litteratur) importreguleringens positive indflydelse på industriens stigen-de betydning i 30”erne,og valutacentralen har således fået hovedæren for såvelnedgangen i arbejdsløshedsprocenten(fra 31,7% i 1932 til 18,4% i 1939) som

for væksten i industriproduktion.21Men når f.eks. Erling Olsen22 skriver om valutacentralens betydning: »Men

selv om de handelspolitiske hensyn tvang de beskæftigelsespolitiske i bag-grunden, gav valutacentralen fra 1932 til krigsudbruddet dansk industri en

væsentlig beskyttelse. Industriens produktion rettede sig derfor hurtigt.«23,såligger der heri en selvstændiggørelse og overbetoning af den statslige krisepoli-tiks effekt. Selve motoren for væksten i den industrielle kapital må derimod

søges i profitabilitetsforholdene for industrikapitalen.24 Det er på den andenside korrekt, at med valutacentralen »bestemtes industriens muligheder ogvilkår i nogen grad af importreguleringen,«25,men effekten af importregulerin-gen ligger helt afgørende i, at den industrielle kapitals vækst blev påvirket i»kvantitativ retning«. Med dette sidste mener jeg, en vækst, der ikke er ledsaget

89

af strukturelle forskydninger i kapitalens sammensætning og ikke ledsaget af

generelle produktivitetsstigninger.26Importreguleringen var særligt rettet mod en begrænsning af import af

færdigvarer og forsøgte at sikre import af råstoffer (til landbrug og industri) og

produktionsmidler. Den danske industri fik hermed »mulighed for at øge sin

andel af hjemmemarkedets forsyning fra de 56-57 pct. den dækkede i 1930, til

65-70 pct. efter reguleringens gennemførelse.«271930'erne igennem lykkedes det også for håndværket at stabilisere sig (hånd-

værket opretholdtsåledes »sin del« af den samlede bruttofaktorindkomst).Dette skyldes bl.a. gennemførelsen af beskæftigelsesforanstaltningerne(ogherunder især de offentlige arbejder), som blev en politisk nødvendighed med

den kolossale vækst i arbejdsløshedens omfang i 1932-33. Således blev den

håndværksmæssige boligproduktion (men også byggematerialeindustrien)støttet via den første rentesænkningspolitik28og lov til støtte af boligbyggerifra 1933 og 1938.

Det principielle i den danske industris udvikling i 30'erne og efter krisens

uddybning i 1932-33 er fraværet af en generel rationalisering, effektivisering og

teknologisk udvikling, og en deraf følgende stabilisering af den industrielle

kapitals struktur (problemer).Dette er selvfølgelig afgørende vigtigt i en analyse af betingelserne for arbej-

derklassens reproduktion.

2.3. Kanslergadeforliget og de statslige indgreb på arbejdsmarke-det.

Kanslergadeforliget fra januar 1933, som i det foregående er blevet berørt,

dannede grundlaget for den mest omfattende kriselovgivning i 30'erne. 1 Kan-

slergadeforliget aftaltes der indgreb af økonomisk, politisk og social karakter,

idet der i forliget såvel var indeholdt indgreb over for landbrug, industri og

håndværk, som indgreb over for arbejdsmarkedet (indgreb i lønfastsættelse og

etablering af arbejdsfred) og den sociale sektor.

For mig at se udgør Kanslergadeforliget den første systematiske sammen-

kobling af indgreb i forhold til den kapitalistiske økonomi og indgreb i betin-

gelserne for arbejderklassens reproduktion. Dette berører Chr. Breinholt også,

hvor han skriver: »Kanslergadeforligetskerne bliver normalt beskrevet som

sammenkædningen af arbejdsmarkedsindgreb med en kronesænkning og for-

skellige landbrugs -(støtte)ordninger i øvrigt.«29Inden jeg giver en kort karakteristik af den økonomiske og politiske bag-

grund for Kanslergadeforliget, vil jeg nævne hvor omfangsrige foranstaltnin-

ger, der var tale om. I socialdemokratiets partihistorie: »En bygning vi rejser«

beskrives omfanget af det indgåede forlig: »Foruden afgørelse af de to akutte

spørgsmål om lockoutens udsættelse og kronekursens fastlæggelse omfattede

forliget enighed om følgende lovgivning, skitseret i en særlig protokol: Hen-

stands - og akkordlove, nedsættelse af ejendomsskatterne, grundstignings-

skyld, en kødordning, hvis formål var prishævningpå grundlag af destruktion

og uddeling af oksekød til arbejdsløse, oprettelse af en likviditetsfond (krise-

90

fond), som ved udlân til kreditinstitutioner og private og ved obligationskøbkunne støtte den kreditudvidelsespolitik, man tilstræbte. I samme forbindelseen lovmæssigt gennemført rentesænkning og en lov til lettelse af konverteringaf kreditforeningslån til en lavere rentefond. Endvidere gennemførelse af vin-

terhjælpen til arbejdsløse og anden midlertidig hjælp, gennemførelse af hele

den resterende del af socialreformen, udstykningens genoptagelse, en låneord-

ning til støtte for boligbyggeriet (30 mill. kr), lån til kommunerne og omfatten-

de offentlige arbejder. Om dækningen af udgifterne bestemtes, at den skulle

tilvejebringes ved mulige besparelser, ved direkte og indirekte beskatning samt

ved lån«30 .

Økonomisk og politisk havde krisen i slutningen af 1932 fået et omfang, som

pegede på, at den danske kapitalisme ikke »selv« kunne løse sine problemer.Det danske landbrugs problemer var ikke blevet løst ved de forskellige støtte-ordninger til landbruget i 1931-32; eksportforholdene var blevet forringet »i1932 begyndte tilmed importvarernes priser at bevæge sig opad, medens eks-

portprodukternes fald varede ved. Fra 1931 til 1932 forringedes bytteforholdetherigennem med 20 pct.«31

Krisen i den danske industri betød, at arbejdsløshedsprocenten i 1932 nåede

op på ca. 32 i gennemsnit for året (for murere endog 48,5% og for smede- og

maskinarbejdere 38%) og i december 1932 /januar 1933 var 43% af alle arbejds-løshedsforsikrede uden arbejde.32På det politiske parlementariske plan var socialdemokratiet gået styrket ud

af folketingsvalget i november 1932 og stod således beredt til at videreføre

kriselovgivningen fra 1931-32. Ved dette valg var det lykkedes for DKP at blive

repræsenteret i rigsdagen med 2 mandater.,

Den radikale-socialdemokratiske regering havde både før og efter novem-

bervalget i 1932 ført forhandlinger med bl.a. landbo -

og husmandsforeninger-ne om foranstaltninger til støtte for landbrugets problemer. Endvidere havdeden socialdemokratiske rigsdagsgruppe ført »forhandlinger med De samvir-kende Fagforbund om arbejdsløshedens bekæmpelse, men noget positivt resul-tat opnåedes ikke.«33

Den umiddelbare anledning til Kanslergadeforliget blev dog situationen påarbejdsmarkedet op til overenskomstfornyelsen i 1932-33, idet arbejdsgiverfo-reningen på baggrund af industriens problemer havde fremsat »sine berettigedekrav« om en løntilpasning = en generel lønreduktion på 20%.

De politiske modsætninger mellem partiet Venstre og den socialdemokrati-ske regering blev her tilsidesat under indtryk af krisens helt akutte karakter.

Den nævnte kronesænkning er vel nok den væsentligste af de støtteforan-

staltninger til fordel for landbruget, som indgik i Kanslergadeforliget. Deva-

lueringen af kronen (i forhold til sterling) betød øgede indtægter for landbruget- en merindtægt, som Kjeld Phillip anslår til ca. 100 mill. kr. pr. år i forhold tilden kurs, som var gældende i januar 1933.34 Devalueringen var en betingelsefra Venstres side for at deltage i forliget, og især Socialdemokratiet havde

været ubetinget modstander af en sådan politik, såvel op til valgeti 1932 som i

forhandlingerne forud for Kanslergadeforliget.35_At Socialdemokratiet bøjede af for Venstres krav om en devaluering skal

selvfølgelig ikke betragtes som »et nederlag eller en sejr« for det ene eller det

91

andet, men i sammenhæng med de øvrige gennemførte foranstaltninger i Kan-

slergadeforliget peger forliget for Socialdemokratiet ud over »Venstres særin-

teresser«, idet en række af de helt aktuelle problemer i forhold til krisen og den

akutte arbejdsløshedssituation blev forsøgt imødegåetved: Beskæftigelsesfor-anstaltninger, strejke -

og lockoutloven, vinterhjælpen til de arbejdsløse og

gennemførelsen af den resterende del af socialreformen (arbejdsløshedslovenvar blevet gennemført i forbindelse med kriseforliget i juni 1932).Når Stauning i forbindelse med forliget udtalte de berømmelige ord: »Sikken

en ballade vi havde fået, hvis det ikke var gået i orden. Vi har ofret nogleprincipper, men vi har reddet landet.«, så er det ikke kun udtryk for en selvfor-

herligelse, men det udtrykker samtidigt nødvendigheden for Socialdemokratiet

i at bevare regeringsmagten og føre en samfundspolitik, der i sit sigte var langtbredere end Venstres liberalistiske »landbrugspolitik«. Også kommunisternes

fremgang og agitering i arbejderklassen nødvendiggjorde socialdemokratiske

initiativer.

Et af principperne, der blev ofret på »samfundets alter«, skete i form af

strejke - og lockoutloven, hvorved overenskomsterne tvangsmæssigt blev for-

længet. For første gang i den danske kapitalismes historie får man en direkte

statslig lovgivning om løndannelsen, og som sådan udgør strejke- og lockout-

loven i Kanslergadeforliget den historiske baggrund for såvel den praksis, der

30”erne igennem etableres for statslig lovgivning om løndannelsen, som selve

det forandrede forhold mellem fagbevægelsen og den kapitalistiske stat, som

her blev konstitueret.

For Socialdemokratiet var dette brud på princippet36 nødvendiggjort af

arbejdsgiverforeningens, Venstres og de konservatives krav om løntilpasning,

og Socialdemokratiet så det bl.a. i disse indgreb som sin opgave at bringearbejderklassen frelst gennem krisen. Socialdemokratiet fremhævede i forbin-

delse med strejke- og lockoutlovens gennemførelse, at der var tale om en

nødlov, skabt af den foreliggende situation - en sitation, der forhåbentlig ikke

ville komme igen. Stauning vurderede lovgivningen som et forsvar for arbej-derklassen: »Jeg fik vedtaget en lov, der forbød arbejdsgiverne at lave den

bebudede lockout for at opnå lønnedsættelse, og samtidig forbød loven natur-

ligvis nye strejker i et år, men den forlængede samtlige overenskomster uforan-

dret - således som fagforeningerne havde ønsket det, indtil begyndelsen af

foråret 1934.«37

Det kendetegnede ved disse indgreb på arbejdsmarkedet er for så vidt ikke,at fagbevægelsen knyttes til den kapitalistiske stat, for det havde fagbevægel-sen været i årtier via oprettelsen af den faglige retsorden sammen med arbejds-giverne og via den direkte administration af forskellige sociale love. Men det

specifikke ved den direkte statslige fastlæggelse af lønningerne er, at det princi-

pielt indebærer en overflødiggørelse af fagbevægelsens væsentliste funktion i

forbindelse med salget af arbejdskraften.Ud over den direkte suspension af strejkevåbnetblev der i Kanslergadeforli-

get aftalt foranstaltninger, der rakte ud over den helt aktuelle situation, idet

der blev nedsat et udvalg, der »skulle foretage en gennemgang af bestående

love og regler for bilæggelse af arbejdsstridigheder og tilvejebringe forslag til

forelæggelse af rigsdagen, hvorved samfundets interesse under konflikter ve-

92

drørende arbejdsforhold på behørigmåde sikres.«38 Det drejede sig om foran-

dringer i de institutionaliserede regler for regulering af lønarbejde/kapital-forholdet i form af ændringer i forligsmandesloven. De to vigtigste nydannel-ser i forligsmandslovevn fra januar 1934 var for det første en forandring i

afstemningsreglerne, og for det andet forligsmandens muligheder for at sam-

menkæde de forskellige fags afstemningsresultater (de såkaldte sammenkæd-

ningsregler). Begge disse forandringer betød en sikring af arbejdsfreden, idetdet blev vanskeliggj ort at forkaste et mæglingsforslag. Ved de nye afstemnings-regler krævedes der nu en »kvalificeret majoritet«, hvilket betød, at' en aktiv

opposition inden for et givet fag fik sværere ved at forkaste mæglingsforslag.Ved sammenkædningsreglerne sikredes arbejdsfreden på trods af et eller flereforbunds nej til mæglingsforslaget idet forligsmanden fik mulighed for at læggeafstemningsresultaterne sammen under et.

I disse forsøg på at sikre arbejdsfreden og inddæmme oppositionstendenser i

fagbevægelsen ved begrænsninger i lønkampens midler skete der en styrkelse afden kapitalistiske stats muligheder for kontrol med lønfastsættelsen og en

styrkelse af ledelsen i De samvirkende Fagforbund (DsF). De helhedssyns-punkter, som fagbevægelsen herefter måtte lægge på hele overenskomstsitua-tionen under indtryk af de nye sammenkædningsregler, betød nødvendigvis en

centralisering i fagbevægelsen i form af mere bemyndigelse til DSF-ledelsen.39At DsF direkte havde interesse i disse statslige indgreb på arbejdsmarkedet

og specielt i sammenkædningsreglerne fremgik af resultatet af afstemningenom forligsmandens mæglingsforslag ved overenskomstfornyelseni 1934, hvordet lykkedes at få mæglingsforslaget vedtaget ved hjælp af de nye regler. Idenne sammenhæng skrev Otto Jensen: »Det tyder samtidig på, der er mulig-hed for, at forligsmandslovens rette lære drages: alle danske arbejdere samledei centralorganisationen og dér øvende indflydelse på den stilling, man mener

bør tages.«40

2.4. Statslige indgreb på det sociale område

Jeg har ovenfor forsøgt at skitsere, at der eksisterer en ganske bestemt systema-tik mellem på den ene side indgrebene i forhold til den nationale økonomi ogde statslige indgreb, der begrænser lønkampens muligheder på den anden side,umiddelbart efter den økonomiske krises gennemslag og uddybning i Dan-mark i 1932-33.

Jeg vil nu skitsere systematikken imellem den økonomiske krise, de foranbehandlede kriseindgreb og indgrebene i den sociale sektor i årene 1931-34.

I forbindelse med to kriseforlig, der blev indgået i hhv. oktober 1931 (mellemregeringen og de konservative) og i juni 1932 (mellem regeringen, de konserva-tive og Venstre) havde hovedspørgsmålet været støttelovgivning til landbruget.Ved begge disse forlig var det lykkedes for socialdemokratiet at få gennemførtekstraordinære lovgivninger til hjælp for de arbejdsløse.” I forliget i juniindgik endvidere hele revisionen af arbejdsløshedslove, der en smule ændret

indgik i den samlede socialreform, der blev vedtaget ved Kanslergadeforliget.Denne revision af arbejdslovgivningen er vigtig, da den siger noget om de

93

problemer af reproduktionsmæssigart, der eksisterede for den arbejdsløse del

af arbejderklassen.I arbejdsløshedslovgivningenhavde der siden massearbejdsløsheden i perio-

den fra 1. verdenskrig eksisteret en skelnen mellem ordinær og ekstraordinær

arbejdsløshed.Socialdemokratiet havde i perioden fra 1. verdenskrig til social-

reformen foranlediget et stort antal lovforslag gennemført under »ekstraordi-

nær arbejdsløshed« via ekstraordinære bevillinger eller via hjælpekasserne.Den danske kapitalismes udvikling med de stadigt tilbagevendende kriser be-

tød, at arbejderklassen ikke længere kunne sikre sin materielle eksistens igen-nem de ordinære, eksisterende arbejdsløshedskasser (via egne medlemsbidrag

og statslige bidrag). Med verdenskrisens gennemslag i Danmark og massear-

bejdsløshedens omfang blev selve arbejdsløshedslovgivningensfunktion: »at

bevare arbejdsevnen til den tid kommer, da den arbejdsløse igen kan komme i

arbejde,«42alvorligt truet. Dette var blevet aktualiseret af den Madsen-

Mygdalske venstreregerings nedskæringspolitik fra 1926-29, hvor nedskærin-

gerne i forhold til arbejdsløshedsloven foregik såvel i nedsættelse af arbejdsløs-

hedsdagpengene (for ikke-forsørgere), som i forhold til den ekstraordinære

arbejdsløshedsunderstøttelse,som helt bortfaldt.

Revisionen af arbejdsløshedsloven i 1932 bestod primært i oprettelsen af

fortsættelseskasser til de eksisterende arbejdsløshedskasser, således at den eks-

traordinære forsorgslovgivning i forbindelse med ekstraordinær arbejdsløshedskulle kunne ophæves. Steincke skriver herom: »Som ovenfor omtalt har hjælp

under ekstraordinær arbejdsløshed hidtil været givet gennem særlige love af

forsørgelsesmæssig karakter, og den største opgave for socialreformen var

derfor den at sikre oprettelsen af et forsikringssystem, der også kunne bære

under ekstraordinære forhold.43 For de arbejdsløse, der havde opbrugt den

ordinære arbejdsløshedsforsikring,og dermed var henvist til forsorgslovgiv-

ningen (i første omgang hjælpekasserne og i næste omgang fattighjælpen) og

de skønsmæssige principper, betød revisionen en retsliggørelse til fortsat un-

derstøttelse i fortsættelseskasserne. Revisionen forhindrede dermed en »folke-

vandring fra arbejdsløshedskasserne til forsorgslovgivningen.«44Det principielle i arbejdsløshedsloven fra 1932 bestod således i at udvide

reglerne, så flest muligt arbejdsløse overhovedet kunne få arbejdsløshedsun-

derstøttese; altså en sikring af den voksende industrielle reservearme via de

understøttelsessatser, der allerede eksisterede. (Arbejdsløshedsdagpengene for-

bliver uforandrede frem til 1937).Dette var vigtigt for arbejderklassen, da en udvidelse af antallet af understøt-

telsesdage minimerede modsætningen mellem de arbejdsløse under arbejdsløs-

hedslovgivningen og de arbejdsløse under forsorgslovgivningen.

Fagbevægelsens interesse i arbejdsløshedslovgivningener givet historisk

med selve arbejdsløshedskasserne (og sikringen af de arbejdsløses materielle

eksistens) som en fagforeningsfunktion. Interessen består dels i en styrkelse af

enheden mellem de beskæftigede og de arbejdsløse (f.eks. ved at forhindre

løntrykkeri fra de arbejdsløse) og dels i at forhindre de arbejdsløse i at glideover i forsørgelseslovgivningenog dermed fjernelsen fra arbejdsløshedskasser-ne (og fagforeningerne).

94

Denne enhed blev i forbindelse med de sociale nedskæringslove under

Madsen-Mygdal-regeringen truet, og vi har i slutningen af 20'erne et historisk

eksempel på, hvorledes en forbedring af arbejdsløshedslovgivningen indgikdirekte som et klassekampstema for arbejderklassen.På yderligere et punkt skete der forandringer i arbejdsløshedsloven, som her

skal berøres. Statens tilskudsskala til arbejdsløshedskasserne forandredes, så

der blev betalt forholdsvis mere til de fattige kasser og forholdsvis mindre til de

økonomisk bedre funderede kasser. I dette lå der en udjævning, som især kom

de arbejdsløshedskasser. til gode, hvor arbejdsløsheden var stor og arbejdsløs-hedskontingentet tyngende; og det vil først og fremmest sige arbejdsmændenesarbejdsløshedskasse.

Socialreformen45 skal ikke som sådan omtales her. Der er efter min meningikke tale om egentlige kriseforanstaltninger, men snarere om en 'nødvendigforenkling og systematisering af en lovgivning, som siden de store socialereformer i 1890,erne havde udviklet sig mere eller mindre afhængigt af de

politisk-parlementariske forhold.

Jeg vil kort beskæftige mig med lov om offentlig forsorg,46 og hvorledes den

statslige reproduktion af arbejdsløse, der måtte forlade arbejdsløshedsforsik-ringen, kom til udtryk.

'

I den del af lov om offentlig forsorg, der udgjordes af kommunehjælp (soci-alhjælp) ydedes der hjælp i de trangstilfælde, der i øvrigt ikke kunne henvisestil anden årsag -

og det vil her bl.a. sige arbejdsløse, der havde opbrugt deres

arbejdsløshedsunderstøttelse. Et kendetegn ved lov om offentlig forsorg var, at

de strenge retsvirkninger, som var forbundet med den gamle fattighjælp (bl.a.fortabelse af valgret mm), blev minimeret. Derudover lå der i kommunehjæl-pen en fastlæggelse af hjælpens øverste grænse, idet kommunehjælpens størrel-se i socialreformen blev knyttet til ydelserne i folkeforsikringen (og har væretdet siden). For en mandlig arbejdsløs i København betød dette eksempelvis, at

den øvre grænse for kommunehjælpen normalt udgjorde ca. 14 kr. ugentlig47eller hvis man beregner i forhold til den gennemsnitlige ugeløn ca. 20%.

Selve understøttelsessatserne var således i socialreformen af ringe omfang;Robert Mikkelsen skriver herom: »Det er altså ikke således, som en konse-kvent sociallovgivning måtte kræve, at understøttelserne er størst, når nøden er

størst Som bekendt er forholdet det omvendte, at understøttelsessatserneher under krisen er gået den modsatte vej. Den enkelte begynder med arbejds-løshedsunderstøttelsen, fortsætter med den ekstraordinære understøttelse. Såkom vinterhjælpen. Efter den sommerhjælpen, stadig med beløb efter nedad-

gående skala, for at ende ved satser, som selv ikke den mest inkarnerede

socialekspert tør påstå rækker til, til livets opretholdelse.«48Men dette var for så vidt heller ikke sigtet med socialreformen. Hos Steincke

var der selvfølgelig en klar fornemmelse af, at de sociale udgifter svingede med

de økonomiske konjunkturer, »særlig arbejdsløshedsunderstøttelse, kommu-

nehjælp og fattigunderstøttelse, varierer stærkt med konjunkturerne,«49,men

samtidig fremhævede Steincke adskillige gange det økonomisk rationelle i

socialreformen, at »socialreformens struktur i modsætning til den nuværende

planløshed, viser en afgjort tendens til at bringe udgifterne nedad.«50

95

3. FORANDRINGER I SOCIALDEMOKRATIETS POLITIK

OG STRATEGI PÅ BAGGRUND AF DEN ØKONOMISKE

KRISE OG KRISEINDGREBENE 1931-34

Såvel internationalt som nationalt sætter verdenskrisen og den kapitalistiskeproduktionsmådes vaklen afgørende fokus på forandringerne i arbejderklas-sens politik og strategi.

For Danmarks vedkommende vil det primært dreje sig om forandringer i

Socialdemokratiets politik og strategi, dels fordi Socialdemokratiet var den

helt afgørende kraft i arbejderklassen, dels fordi Socialdemokratiet som rege-

ringsparti foranledigede kriseindgrebene gennemført i den form, som er skitse-

ret i afsnit 2, og dels fordi der i den forandrede socialdemokratiske politik og

strategi var indeholdt en forandret opfattelse af såvel fagbevægelsens funktion

som den statslige socialpolitiks funktion.

Hermed er varetagelsen af arbejderklassens reproduktion såvel via arbejds-lønnen som via sociale ydelserSl bestemt som et element i diskussionen af den

danske reformismes karakter og udvikling i 30”erne.

Diskussionen af den danske reformismes udvikling har det sidste års tid

været knyttet til den skitse, der ligger i »Faser i den danske reformismes udvik-

ling«52,hvor vægten er lagt på »at lokalisere tyngdepunkter i den socialdemo-

kratiske politik.«53Jeg skal ikke her problematisere den faseopdeling af den danske ref ormisme,

der opereres med: Den klassiske reformisme, den kriseregulerende reformisme

og den venstrekeynsianske reformisme.54

Jeg vil her knytte an til en kort karakteristik af den socialdemokratiske

politik og strategi forud for den økonomiske krise i 30*erne (»Den klassiske

reformisme«) for lidt nøjere at kunne angive forandringerne i socialdemokra-

tiets politik og strategi på baggrund af krisen og kriseindgrebene (»Den krisere-

gulerende reformisme«).I Socialdemokratiets selvforståelse (i programmer m.m.) formuleredes en

socialistisk politik og strategi, hvor sikringen og beskyttelsen af arbejderklas-sens interesser under kapitalismen blev søgt forenet med egentlige overgangs-

krav til socialisme. Disse, overgangskravs begrænsninger bestod væsentligst i,at den danske kapitalisme ikke var »moden« til overgangen til socialisme; og

den parlementariske vej til socialisme var således betinget af, at der under

kapitalismen var foregået en sådan koncentrations- og centraliseringsproces af

kapitalen, så en socialisering af disse kapitaler betød overgang til socialisme.

At denne teoretiske opfattelse af kapitalismens udviklingstendenser lå i den

socialdemokratiske socialismeopfattelse i f.eks. 20'erne, og at det samtidig

betød, at Socialdemokratiet måtte befordre denne udvikling, kan Stauningsudtalelse på Socialdemokratiets kongres i Vejle i 1927 stå som udtryk for:

»Denne udvikling fra smådrift til kapitalistisk stordrift kan imidlertid slet ikke

undværes, den er nødvendig for kapitalismen, men den er også en forudsæt-

ning for den socialisering, der skal komme en gang«.55Den økonomiske situation i 20'erne var for industriens vedkommende netop

karakteriseret ved ret vidtgående rationaliseringer og produktivitetsstignin-

96

ger56, flere maskiner og rationaliseringerne betød et forholdsvist mindre enga-gement af arbejdskraft og en deraf følgende stor arbejdsløshed. (i gennemsnit16-18% af de arbejdsløshedsforsikrede 20'erne igennem). Denne kombinationaf rationalisering, produktivitetsstigning og arbejdsløshed i den danske kapita-lismes udvikling betød, at socialdemokratiet i kapitalismens strukturproblemerkunne proklamere nødvendigheden af socialisme og planøkonomi.

Opfattelsen af fagforeningernes rolle var for Socialdemokratiet 20'erne igen-nem primært grundet på den organisatoriske arbejdsdeling mellem parti ogfagbevægelse, hvor fagbevægelsen i den økonomiske kamp - ved at forbedreløn- og arbejdsvilkår - skulle sikre arbejderklassens effektivitet og funktions-dygtighed, indtil partiet (Socialdemokratiet) via den parlementariske vej havdefået gennemført socialismen. Styrkelsen og enheden i fagbevægelsenvar forud-sætningen for en forbedring af løn - og arbejdsvilkår under kapitalismen, daselve lønhøjden primært blev betragtet som et magtspørgsmål mellem kapital-og arbejderinteresser på arbejdsmarkedet; »den løn, du får, afhænger af fagfo-reningernes magt.«57

i

Sikringen af arbejderklassen under kapitalismens anarki og planløshed, ind-til socialisme blev indført, var også Socialdemokratietsopfattelse af socialpo-litikkens primære funktion. Borgbjergs tale på kongressen i 1927 kan her tje-ne som illustration for denne socialpolitikopfattelse: »Det danske socialde-mokrati har - tror jeg uden under - eller overdrivelse -

gennem en menne-

skealder opfattet sociallovgivningens formål som det at sikre den arbejden-de, ubemidlede befolknings legemlige, åndelige og moralske sundhed over-for den tøjleløse konkurrences tendens til proletarisering af arbejderne. Der-med varetages hele samfundets vel, og for så vidt er sociallovgivningens idésocialistisk. Samtidig opretholdes arbejderklassens kraft under kriser, så fodenstraks, under opadgående konjunkturer, kan sættes frem til nye fremskridt. Ogdet redskab, som skal forme og bære det ny, gennemførte socialistiske sam-

fund, nemlig den organiserede arbejderklassen, styrkes hertil både materielt ogmoralsk«58. Udover sikringen af arbejderklassen gjaldt sikringen også den»ubemidlede befolkning«.Netop i spørgsmålet om Socialdemokratiets klasse-opfattelse og reelle klassebasis adskilte det danske socialdemokrati sig fra dettyske »klassisk reformistiske« socialdemokrati. Socialdemokratiets klassebasisvar ikke fastlagt til arbejderklassen i snæver forstand, men grundet den langs-omme og sene udvikling af kapitalismen i Danmark snarere .fastlagt som et

underklasseparti, der ud over de egentlige industrielle arbejdere omfattedearbejdere i handel, håndværk og landbrug, og »småkårsfolk«,der var ligestillethermed - først og fremmest småhusmænd m.m.

På det parlementariske område havde socialdemokratiet da også etablereten politisk alliance med dele af dette småborgerskab først og fremmest igen-nem det politiske samarbejde med Det radikale Venstre.

For Socialdemokratiet betød verdenskrisens gennemslag i den danske øko-nomi forandrede økonomiske og politiske betingelser for at føre en socialistiskpolitik og strategi. Den danske økonomis sammenbrudsagtige karakter isæri1932, den politiske uro, såvel i arbejderklassen i form af oppositionsdannelsemod den reformistiske kurs, som i den spirende LS-bevægelse i landbruget,krævede at Socialdemokratiet gik ind i de helt aktuelle problemer, der var

97

affødt af krisen. Dette betød, at' de mere strategiske og teoretiske overvejelserom de socialistiske perspektiver i den økonomiske og politiske situation blev

»lagt på hylden«59.Dette kommer vel nok klarest til udtryk i Socialdemokra-

tiets Manifest fra 1934: »Derfor er tiden ikke til at arbejde med teorier og

programpunkter, der rækker ud i en ukendt fremtid. Tiden er derimod inde til

fremsættelse af programmet for den kommende tids positive arbejde, og

grunden hertil er lagt ved det praktiske arbejde, som allerede er udført.«*“>0

Socialdemokratiet havde allerede på kongressen i juni 1931 sat som opgave for

den umiddelbare fremtid at mildne krisens virkninger: »Sålænge dette system

bestod, måtte det være partiets opgave at virke for foranstaltninger, som kunne

mildne krisens virkninger.«61Denne pragmatiske erklæring (forud for de om-

fattende kriseindgreb) blev primært begrundet i, at krisen var af international

karakter, og at den »ikke kunne overvindes af det enkelte land ved noget enkelt

middel, men kun som helhed ved et brud med det kapitalistiske ejendoms - og

produktionssystem.«62At mildne krisens virkninger blev Socialdemokratiets linie i de værste krise-

år, og for Socialdemokratiet var det mere langsigtede og socialistiske i krise-

indgrebene da også underbetonet i forhold til kriseindgrebenes virkninger - her

først og fremmest på produktion og beskæftigelse. Men netop denne pragmati-ske krisepolitik betyder, at Socialdemokratiets proklameringer af det planøko-

nomiske i statsindgrebene bliver tilsvarende vagt og upræcist. Socialdemokra-

tiet fastholdt opfattelsen af det planøkonomiskei de statslige indgreb i 30*erne;

det blev således i partihistorien fra 1955 formuleret: »Man marcherede så at

sige med fuld musik ind i den forkætrede planøkonomisketidsalder. Det første

skridt blev taget med valutaloven, og de næste med de love, som monopolisere-

de visse produktioner for danske virksomheder og regulerede andre, fremkald-

te »kunstigt« forhøjede priser og gav statsmagten en central plads blandt det

økonomiske livs kommandoposterw3 Det var primært i valutacentralen og

dele af landbrugsstøtten. Socialdemokratiet så de planøkonomiskeelementer.

Men ved kun at bevæge sig på fonnplanet (det forhold at staten overhovedet

griber ind) og ikke indholdsmæssigt analysere, hvorledes disse indgreb var

nødvendiggjort af modsætninger i den danske økonomi, måtte også planøko-

nomitankerne blive tilsvarende abstrakte og indholdsløse.

Valutacentralen var, som vi så under afsnit 2, primært bestemt som en

nødforanstaltning til sikring af den danske økonomi ved først og fremmest at

sikre landbrugets eksportinteresser og den for dansk økonomi helt afgørende

råstoftilførsel.

I valutacentralen og i den kontrol og regulering, der blev lagt staten i hænde,

så socialdemokratiet en mulighed for »at sikre en planmæssig, kontrolleret

produktion og omsætning,«64idet især valutacentralen blev betragtet som et

udtryk for den kapitalistiske frikonkurrences fallit. »Frihandelen og det gamle

liberale system er brudt sammen, og i alle lande søger man at opbygge et nyt

system. Fælles for alle lande er, uden hensyn til politiske standpunkter, at man

er slået ind på planøkonomi med beskyttelse af egen-produktion og kontrol

med handlen. Verdenskrisen har nødvendiggjort denne antikapitalistiske ud-

vikling, og det er selvfølgelig en opgave for Socialdemokratiet at bidrage til at

befordre denne udvikling i den kommende tid, som det allerede er sket i de

kriseår, der nu er forløbne.«65 ,

98

Her bliver det positive og planmæssige i valutacentralen gjort til et spørg-smål om beskyttelse af egenproduktionen, og dermed forøgelsen af beskæfti-gelsen i håndværk og industri. At tale om en »antikapitlistisk udvikling« idenne sammenhæng står i skærende modsætning til den stabilisering af selvestrukturen inden for den industrielle kapital, som bla. valutacentralen var

medvirkende til. (Hvis der da ikke med »antikapitalistisk udvikling« tænkes påen hæmning af de kriserensende processer i form af en udstrakt kapitaldestruk-tion, kapitalkoncentration og forøgelse af arbejdets produktivkraft?)

Det modsætningsfyldte i denne »planøkonomi« kommer til udtryk i densocialdemokratiske politiks gennemslagsmuligheder -

og begrænsninger over

for arbejderklassen. På den ene side må den forøgede beskæftigelse have haften umiddelbar gennemslagskraft i forhold til arbejderklassen under en arbejds-løshed på 100.000 til 150.000, men på den anden sidesatte den økonomiske-politiske stabilisering af den danske kapitalisme (og den uforandrede kapital-struktur m.m.) absolutte grænser for arbejderklassens lønfremgang og dermedfor den socialdemokratiske politiks muligheder for at sikre arbejderklassenmateriel fremgang.

Under overskriften »Planøkonomi i landbruget« skriver Hartvig Frisch om

de gennemførte støtteforanstaltningertil fordel for landbruget: »Vi var altsånået til ved begyndelsen af året 1934 at staten direkte regulerede eller gavtilskud til svineproduktion, koholdet, kornavlen, mejeribruget, sukkerroedyrk-ningen og kartoffelavlen, rent bortset fra den kollossale indirekte beskyttelse,der lå i, at al indførsel af udenlandske landbrugsprodukter nu var forbudt.66Også hos Frisch er bevægelsen bort fra den liberale markedsøkonomi et udtrykfor planøkonomi, idet »det danske samfund allerede i 1934 havde fjernet sigmilevidt fra den liberale økonomi.«*'>7

Jeg er ikke i stand til at afgøre, hvilke effekter den førte krisepolitik medstøtte til landbruget fik på en evt. omstruktureringi landbruget. På den eneside lå der i de specielle landbrugsordninger (og her især kornordningen) en

favorisering af de store kornsælgende landbrug, mens henstandslovgivningenog lettelsen af gældsforpligtigelserne68på den anden side må have betydetrelativt mest for de små brug. Men det, der kan fremhæves i den socialdemo-kratiske krisepolitik i forhold til landbruget, er de forandrede alliancebestræ-belser i forhold til landbrugserhvervet. Frem til verdenskrisen havde Socialde-mokratiet primært sigtet på en alliance med de mindste brug og landarbejderne(bla. i form af et parlamentarisk samarbejde med Det radikale Venstre). Soci-aldemokratiet havde her primært i jordspørgsmålet betonet udstykningen somet middel til at formindske arbejdsløsheden.69 Men med forsvaret for dennationale økonomi og landbrugets eksportinteresser i begyndelsen af 30'erneudtrykte den førte krisepolitik alliancebestræbelser Over for landbruget somsådan, dvs. over for alle selvstændige landmænd (lige undtagent de egentligegodsejere m.m.). Den socialdemokratiske krisepolitik i forhold til landbrugetgav disse alliancebestræbelser en økonomisk grobund, idet isærlandbrugsord-ningerne betød en omfordeling til landbruget fra arbejderklassen (og forbru-gerne som sådan) via disse ordningers prishævende effekter.

Forandringen i Socialdemokratiets politik på baggrund af de forandredeøkonomiske og politiske forhold i perioden 1931-34 korn klarest til udtryk i

99

Socialdemokratiets manifest 1934 og på kongressen i Ålborg i 1935.70 Sikrin-

gen af den nationale økonomi blev i Socialdemokratiets manifest formuleret i

en egentlig »samfundspolitik« til genskabelse af »sunde og ordnede forhold i

samfundet.«71

Denne samfundspolitik skulle bygge på det interessefællesskab, der eksiste-

rede mellem »alle de befolkningslag, der lider under den af kapitalismen frem-

kaldte krise, til industriens og landbrugets arbejdere, til gårdmænd,husmænd,

fiskere, tjenestemænd og næringsdrivende i handel og håndværk, til alle hånd-

ens og åndens arbejdere«.72Manifestet henvendte sig til det arbejdende folk,

der var »ramt af kapitalmagtens krig mod det produktive arbejde.«73Indholdsmæssigt byggede denne samfundspolitik på en modsætning mellem

de samfundsnedbrydende elementer i kapitalmagten (først og fremmest mon-

opolkapitalen, bank - og finanskapitalen) på den ene side og den største del af

befolkningen på den anden side (»som bygger deres liv på ærligt arbejde«74)Herved kunne manifestet opretholde dele af den hidtidige »socialistiske

progressivitet«i kravene om: socialisering af banker (eller i hvert fald indflydel-se og styring af kredit- og renteforhold), nedbringelse af rentebyrden og krav

om lovgivning, hvor samfundet skulle sikres mod monopolernes førte prispoli-tik.

Denne samfundspolitik, der som mål satte sig en styrkelse og opbygning af

samfundet og imødegåelse af krise og arbejdsløshed, var for Socialdemokratiet

nødvendig for at stabiliere demokratiet og indeholdt som sådan vigtige elemen-

ter på vejen til socialisme. Netop bekæmpelsen af kommunisme og fascisme

indgik som aktive elementer i disse bredest mulige alliancebestræbelser; »Vi

bekæmper den diktaturbevægelse, der bærer navnet kommunismen, og vi

bekæmper de forskellige former for fascisme, som nu også er dukket op her i

landet,«75.

›

I formuleringen af dette folkefællesskab og med alliancebestræbelserne såvel

overfor landbruget som småborgerskabet blev socialpolitikkens funktion for

Socialdemokratiet en anden.

I Socialdemokratiets pragmatiske politik, som her er skitseret, måtte social-

politikken nødvendigvis indtage en central placering. Hvor socialpolitikkensfunktion tidligere bestod i en sikring af arbejderklassen og de ubemidlede

under kapitalismen, blev socialpolitikken for Socialdemokratiet derudover et

element i samfundspolitikken og dermed et vigtigt led i alliancebestræbelserne

overfor småborgerskabet og landbruget. De politiske forudsætninger for for-

skydningen i socialpolitikken fra at være en egentlig arbejderlovgivning til at

være en befolkningslovgivning blev således konstitueret i 30”erne.76 Socialpoli-

tikkens væsentligste funktion blev herefter at bidrage til en mere retfærdig

indkomstfordeling mellem de forskellige befolkningsgrupper.For Socialdemokratiet betød sikringen af den nationale økonomi, sikringen

af arbejdsfreden og sikringen af arbejderklassen primært i forbindelse med

Kanslergadeforliget, at fagbevægelsens muligheder for at anvende strejkevåb-net i lønkampen blev afgørende begrænset. Det forandrede forhold mellem

fagbevægelsen og den kapitalistiske stat, som herved blev konstitueret i

30'erne, blev således formidlet af den socialdemokratiske regering.En vigtig forudsætning for at lønkampen kunne underlægges statslig styring

100

og rent faktisk underordnes den socialdemokratiske politisk-parlementariske,må bla. søges i den styrke, den socialdemokratisk-reformistiske strategi var ibesiddelse af i arbejderklassen. »Den klassisk reformistiske« strategi indeholdtallerede en deling mellem den politiske kamp og den økonomiske kamp, som

det allerede er blevet pointeret.Men netop i spørgsmålet om løndannelsen havde fagbevægelsen været prin-

cipielt imod statslig lovgivning, da dette måtte betyde en overflødiggørelse af

fagforeningernes væsentligste funktion i varetagelsen af arbejderklassens mate-

rielle reproduktion.I forskellige europæiske lande (Tyskland, Italien mm.) var der i begyndelsen

af 30'erne en klar tendens til at gøre fagbevægelserne (og dermed lønfastsættel-

sen) til et led i den statslige organisation i de forskellige (fascistiske) korpora-tionsordninger. I Danmark skete der også en øget integration af fagbevægelseni den kapitalistiske stat, men det er afgørende vigtigt at slå fast, at denne

integration foregik med Socialdemokratiets og fagbevægelsens aktive medvir-ken. Socialdemokratiet stemte således for f.eks. forligsmandsloven i rigsdagen,og fagbevægelsen havde i det forudgående forarbejde til loven i det store oghele fået sat sine interesser igennem.

For Socialdemokratiet betød disse statslige styringsmekanismer en styrkelseaf den socialdemokratiske regering, og lovgivningen betød, som jeg har væretinde på; en styrkelse af den reformistiske tendens i fagbevægelsen i form af

centralisering af myndigheden hos DSF-ledelsen.Statens forandrede rolle og i det hele taget det forandrede forhold mellem

den danske kapitalistiske økonomi og staten, som det kom til udtryk med

krisen og kriseindgrebene i 1931-34 betød således forandrede betingelser for

arbejderklassens kamp og reproduktion. Men Socialdemokratiet (og Fagbe-vægelsens ledere) så disse forandrede betingelser i en større sammenhæng som

et led i den forandrede socialdemokratiske politik og strategi. For Socialdemo-kratiet kom dette til udtryk i et krav til fagbevægelsen om at tænke politisk,dvs. se den faglige kamps muligheder og begrænsninger i lyset af den socialde-mokratiske økonomiske politik og tage de nødvendige hensyn til den socialde-mokratiske regering.

I forbindelse med den fuldt ud lovlige slagterikonflikt i 1934, hvor densocialdemokratiske regering simpelthen dekreterede tvungen voldgift, har man

måske det bedste eksempel på, hvad den socialdemokratiske regerings krav tilfagbevægelsen og de enkelte forbund om at tænke politisk mere konkret inde-har. I Staunings majtale et par uger efter, at den tvungne voldgift havdestoppet slagterikonflikten og afgjort, at lønninger og arbejdstid skulle forlæn-

ges uforandret, formuleredes det således: »Vi lever, som sagt ikke længereunder liberalismen, men under den kontrollerede og regulerede kapitalisme,hvor statsmagten kan træde op med hele sin autoritet. Dette gav sig for nyligudtryk overfor slagterierne og slagteriarbejderne, da en faglig konflikt imellemdisse parter truede med at lamme vor, for hele det danske samfund så livsvigti-ge eksport af landbrugsprodukter til England. Begge disse parter, alle parter ivort folk, må lære at leve og indrette sig under vor tids ændrede forhold.Endnu mere end før gælder, at vi ikke kan tåle en undergravende forstyrrelseivort produktionsliv, hvor betydende samfundsinteresser står på spil. 5000

101

slagteriarbejdere og 100 Slagterier kan ikke få lov til at lamme vort lands

økonomiske liv. Der strides ikke om enkelt-mandsinteresser, når det er sam-

fundets vitaleste interesser der står på spil.«77

Slagteriarbejdernes krav om arbejdstidsforkortelse og forhøjelse af lønnin-

gerne78 på baggrund af det forcerede arbejdstempo og arbejdsløsheden inden-

for slagterierne bliver karakteriseret som enkelt-mandsinteresser, der må un-

derordnes samfundets interesser, der her identificeres med den socialdemokra-

tiske regerings bestræbelser. P.g.a. slagteriernes særegne stilling og betydningfor den danske eksport (og for den samlede nationale økonomi) forskydes

slagteriarbejdernes umiddelbare krav i lønkampen til den politiske og statslige

tvangslovgivnings område. For Socialdemokratiet foregår varetagelsen af ar-

bejderklassens interesser som helhed- »under den kontrollerede og regulerede

kapitalisme«- som et led i den socialdemokratiske økonomiske politik, specieltved en forøgelse af produktion og beskæftigelse i håndværk og industri. Stau-

ning fremhævede til stadighed de fælles interesser mellem landbruget og arbej-

derklassen, hvor opretholdelsen af landbruget og sikringen af landbrugseks-

porten var den absolutte betingelse for udvikling og sikring af produktion og

beskæftigelse i andre erhverv: »det bør ikke glemmes ien arbejderforsamling,at alle andre erhverv og alle arbejdere er uløseligt knyttede til og interesserede i

dansk landbrugs opretholdelse og udvikling.«79I de socialdemokratiske planøkonomitanker var kontrollen med såvel er-

hvervene som fagbevægelsen en nødvendighed, og der blev således rejst krav til

alle parter på arbejdsmarkedet om at vise de nødvendige samfundshensyn; »i

samme omfang som staten må gribe ind på økonomiske og produktive områ-

der, vil det blive ubetinget nødvendigt, at arbejdsgiverne og arbejdernes orga-

nisationer bringes til at tage de nødvendige samfundshensyn, som forholdene

måtte kræve.«80 Men fagbevægelsensmuligheder for at tænke politisk i forhold

til den socialdemokratiske politik og især i forhold til beskæftigelsesspørgsmå-let bestod primært i opretholdelsen af arbejdsfred og løntilbageholdenhedved

overenskomsterne; direkte indflydelse på beskæftigelsespolitikkenvar der ikke

tale om. I denne sammenhæng er det vigtigt at nævne oprettelsen af »Arbejder-

bevægelsens erhvervsråd« i 1936, der kan ses som fagbevægelsens forsøg på at

få indflydelse på den økonomiske politik bl.a. via repræsentationi kommissio-

ner m.m. på lige fod med Industrirådet og Grossersocietetet. »Arbejderbevæ-

gelsens erhvervsråd« blev således repræsenteret ivalutacentralen, hvilket alle-

rede var effektueret for de forskellige erhvervsorganisationer i 1935.

Formelt ligestilles lønarbejder- og kapitalinteresser således i den socialdemo-

kratiske politik, hvilket i spørgsmålet om repræsentation i valutacentralen

kom til udtryk i en udbygning af klassesamarbejdet. Bag denne formelle lige-

stilling af lønarbejder- og kapitalinteresser i statsligt regi ligger den socialde-

mokratiske opfattelse af staten som hævet over de egentlige modsætninger i

samfundet og de reelle udbytningsforhold i den kapitalistiske produktion.At Socialdemokratiet opfattede de omfattende statslige indgreb i økono-

mien som et skridt i retning af planøkonomiog socialisme har jeg været inde

på. Jeg har ligeledes berørt, hvor upræcist begrebet planøkonomi blev brugt,

og hos Stauning kommer den totale forvirring til udtryk i anvendelsen af

begrebet socialisering. I forbindelse med en omtale af strejke- og lockoutloven

102

fra 1933, den tvungne voldgift i slagterikonflikten og forligsmandsloven fra1934 foretages der en sammenkobling til de øvrige statsindgreb: »Når samf-

undsfunktionerne socialiseres, som tilfældet er, må også fagforeningerne socia-liseres. Deres opgave har altid været social- samfundsmæssig, og den opgavetræder stærkere frem nu end før.«81

Det reelle i denne »socialisering«af fagbevægelsen er igen underordningenog sammenkoblingen af den økonomiske kamps muligheder i forhold til den

socialdemokratiske politik.Med den socialdemokratiske regeringskontrol over det økonomiske liv ville

arbejderklassen kunne nå de samme sociale fremskridt ad politisk vej, som

kostbare arbejdskampe hidtil havde bragt, og hvis en egentlig løntilbagehold-enhed var nødvendig i forhold til stabiliseringen og planlægningen af økono-mien kunne dette kompenseres via sociale forbedringer. Stauning (igen) taler

om denne sammenkobling af sociale fremskridt og lønudvikling i forbindelsemed fagforeningernes interesse i den økonomiske politik: »Det er og må frem-deles være organisationernes opgave at øve indflydelse på fordelingen af pro-duktionens udbytte, men det sker i vore dage ad forskellige veje. Arbejdsløshe-dens ophævelse, sikring af beskæftigelse, udvidelse af sociale rettigheder og

retfærdig fordeling af skattebyrden kan være lige så gode foranstaltninger som

udbytte af en lønbevægelse. Naturligvis bør det hele gå hånd i hånd, og derforer tiden inde til styrkelse af samarbejdet mellem fagorganisationerne og det

socialdemokratiske parti ikke til svækkelse eller opløsning.«82I en-vurdering af den danske reformismes karakter i 30'erne er det afgørende

vigtigt at se, hvorledes de reale sociale forbedringer, som fandt sted i 30'erne,var et led i den socialdemokratiske (samfunds)politik, og herunder et aktivt ledi forsøget på at inddæmme oppositionen i arbejderklassen.

Men statens forandrede rolle og den faglige kamps underordning under densocialdemokratiske økonomiske politik muliggøres denne systematiske sam-

menkobling mellem løndannelsen og lønudviklingen på den ene side og de

statslige beskæftigelsesmæssige-og sociale foranstaltninger på den anden side.

Forudsætningen for denne sammenkobling var fagbevægelsens solidaritetmed den socialdemokratiske politik og den socialdemokratiske kontrol med ogstyrke i arbejderklassen.

Var forudsætningen for denne »statsliggørelse« af selve løndannelsen pri-mært grundet i den reformistiske dominans i arbejderklassen, så resulterede de

beskæftigelsesmæssige-

og sociale foranstaltninger på den anden side i en

stabilisering af denne dominans i arbejderklassen bl.a. i kraft af en styrkelse afsolidariteten mellem de beskæftigede og de arbejdsløse.

Denne tese vil i det følgende blive kort begrundet i nogle sociale og repro-

duktionsmæssige forandringer for arbejderklassen i 30”erne.

103

DE FORANDREDE BETINGELSER FOR ARBEJDER-

KLASSENS REPRODUKTION OG STABILISERINGEN AF

DEN REFORMISTISKE DOMINANS I ARBEJDERKLAS-

SEN

En væsentlig begrænsning i det følgende er den manglende analyse og vurde-

ring af modsætningerne i arbejderklassen, og dermed en egentlig begrundelsefor styrken og karakteren i oppositionsdannelsen til den reformistiske kurs i

arbejderklassen, som fandt sted i 30'erne -(bl.a. på baggrund af den økonomis-

ke krise og de statslige kriseindgreb).83I denne sammenhæng skal stabiliseringen af den reformistiske dominans i

arbejderklassen i 30,erne, hverken ses som et resultat af den generelle kommu-

nisthetz fra socialdemokratiets og fagbevægelsens side via de dertil oprettedeorganer: Hovedorganisationernes Agitationskommmite fra 1933 eller Hoved-

organisationernes Informations- og Propaganda Afdeling, som den kom til at

hedde fra 1935; eller som et resultat af de voldelige aktioner, der blev rettet

mod feks. strejkende arbejdere, ved indsættelse af politi m.m. (Skønt disse

foranstaltninger sikkert har haft en generel disciplinerende effekt.)Mere væsentligt er det at se stabiliseringen af den reformistiske dominans

som et resultat af de forandrede betingelser for arbejderklassens reproduktionog herunder socialdemokratiets og fagbevægelsens modforanstaltninger mod

krisen, arbejdsløsheden og arbejderklassens (eller dele af arbejderklassen) re-

produktionsproblemer.1. fra socialdemokratiets side var der primært tale om:

a. forsvaret for arbejderklassens nominelle lønninger under krisens alvorlig-ste fase fra 1932-34 - her først og fremmest i forbindelse med Kanslergade-forliget.

'

b. de statslige beskæftigelsesforanstaltninger84c. forandringer i den statslige Socialpolitik: udvidelse af grundlaget for at få

arbejdsløshedsunderstøttelse i begyndelsen af 30'erne; forhøjelsen af ar-

bejdsløshedsunderstøttelseni slutningen af 30”erne; indførelsen af 14 da-

ges ferie; nedsættelse af pensionsalderen; og forskellige beskæftigelsesfor-anstaltninger for unge - og langvarigt arbejdsløse.

2. fra den socialdemokratiske fagbevægelses side var der tale om:

a. den direkte styrkelse, der lå i de forandrede sammenkædningsregler, af-

stemningsregler og forhandlingsregler, som det allerede er blevet pointer-et.

b. fastholdelsen af kravet om nedsættelsen af arbejdstidenc. opkomsten og effekten af den solidariske lønpolitik.

Jeg vil nu se lidt nøjere på punkterne lc 0g 2b-c, men vil dog først ridse den

historiske rækkefølge op for såvel det principielle i fagbevægelsens hovedkrav

som for gennemførelsen af disse sociale foranstaltninger.1. Med krisens gennemslag i den danske økonomi og industrikapitalens

akkumulations- og profitabilitetsvanskeligheder især i perioden 1932-34 blev

der sat en absolut grænse for lønstigninger og dermed forbedring af arbej-derklassens reproduktionsniveau.Frem til og med 1930 var pris- og lønbevægelserne resulteret i en kraftig

104

reallønsstigning for arbejderklassen som helhed grundet fastholdelse af denOminelle lønninger og faldende priser. Fra 1931-32 satte et kraftigt real-

lønsfald ind; nominallønningerne blev opretholdt, men de kraftige prisstig-ninger, der væsentligst var betinget af de statslige kriseforanstaltninger til

gavn for landbruget, betød en udhulning af reallønnen, og fra 1931-36 kanman således se et reallønsfald på ca. 10%.35 Først med overenskomstfor-

handlingerne i 1938 lykkedes det at få nominallønsforhøjelser igennem, dervar større end udhulningen af reallønnen »bag om ryggen« på arbejderklas-sen via prisstigningerne.For den socialdemokratiske fagbevægelse var en opretholdelse af nominal-

lønningerne i krisens værste år vigtig, da arbejdsgivernes løntrykspolitikumiddelbart blev hæmmet og konkurrencen indadtil i arbejderklassen blevformindsket. Fagbevægelsen støttede derfor denne opretholdelse af nomi-

nallønningerne (og sikringen af arbejdsfred) ved regeringens indgreb påarbejdsmarkedet for at hindre en egentlig lønkonkurrence i arbejderklassen.De sociale foranstaltninger i forhold til de arbejdsløse i perioden l93l-34 -

som sagt primært i form af flest mulige af de arbejdsløse kunne opretholdeen egentlig arbejdsløshedsunderstøttelse - må på samme måde have virketsom en hindring på konkurrencen indadtil i arbejderklassen.

. Den absolutte grænse for lønstigninger, der blev sat med krisen i den indu-strielle kapital i perioden 1931-34, og de snævre grænser, der eksisterede for

lønstigninger i resten af 30'erne pga. den ringe produktivitetsudvikling,betød, at fagbevægelsen fremsatte krav, der ikke var rettet direkte mod

lønstigninger.Dette kom til udtryk bl.a. i kravet om nedsættelse af arbejdstiden til 40 timerom ugen.Som jeg senere skal komme ind på, kunne en generel arbejdstidsforkortelseikke gennemføres under de givne økonomiske og politiske forhold.

. De krav, som det derimod lykkedes for fagbevægelsenat få igennem i mid-ten og slutningen af 30'erne var:

a) relative forbedringer for de lavest-lønnede fra og med overenskomsten i1935 og hermed etableringen af den solidariske lønpolitik ved overenskom-sterne i resten af 30”erne; ogb) forbedringer på det sociale område, som allerede er skitseret ovenfor.

4.1. Kravet om nedsættelse af arbejdstiden

I arbejdstidspørgsmålet,som det udviklede sig i 30°erne, har man måske detbedste eksempel på, hvorledes fagbevægelsens krav blev underordnet den soci-aldemokratiske økonomiske politik, og hvorledes kravet om arbejdstidsned-sættelse blev sammenkoblet med og kompenseret af statslige socialpolitikfor-bedringer i form af nedsættelse af aldersrentegrænsen og indførelse af 14 dagesferie. Modsætningerne i arbejderklassen viste sig bl.a. i den forskellige forhol-den sig til spørgsmålet om nedsættelse af arbejdstiden. Hvor oppositionen i

arbejderklassen i nedsættelsen af arbejdstiden med fuld lønkompensationkæmpede for en forbedring af arbejderklassens reproduktionsvilkår og i denne

105

kamp mod den danske industrikapital så arbejdstidsspørgsmålets»antikapita-listiske« karakter, drejede det sig for socialdemokratiet primært om at fordele

arbejdsløsheden (og derfor var der heller ikke tale om fuld lønkompensation).De samvirkende Fagforbunds ledelse stod i dette spørgsmål i en slags mellem-

position. På den ene side kunne DsF ikke acceptere en løntilbagegang for sine

medlemmer p. g.a. det allerede eksisterende lønniveau for de lavest-lønnede (ogherunder bl.a. arbejdsmændene), men på den anden side ville en fordeling af

arbejdsløsheden styrke Dst position ved overenskomstforhandlingerne over-

for arbejdsgiverforeningen. ›

Oppositionen i arbejderklassen rejste kravet om arbejdstidsnedsættelse med

fuld lønkompensation fra 1930-31. Det var primært de forskellige arbejdsløs-hedsbevægelser og DKP's faglige organ, den revolutionære fagopposition(RFO) der fremsatte kravet.86 For oppositionen forenede dette krav hhv. de

beskæftigede og de arbejdsløse i kampen mod den danske industrikapital, og

kravet bredte sig med krisens uddybning i 1932-33 og den voksende arbejdsløs-hed. For arbejdsmændene havde der siden ca. 1925 eksisteret en »overarbede-

løshed«, og fra og med krisens uddybning i 1932-33 lå arbejdsmændenes ar-

bejdsløshedsprocent mere end 10% højere end de øvrige arbejderes. På Fre-

dericiakonferencen d. 6-7 juli 1934, der var »en bevægelse blandt arbejdsmæn-

dene«,87 blev kravet om arbejdstidsforkortelse med fuld lønkompensation såle-

des rejst. I oktober 1934 afholdtes i forlængelse heraf en arbejdsløsheds- og

fagforeningskonference i København (»Oktoberbevægelsen«), hvor »160 re-

præsentanter for 97 faglige organisationer, repræsenterende 55.215 fagorgani-serede arbejdere«88 bl.a. fastholdt kravet om arbejdstidens nedsættelse og

vendte sig mod indholdet af det lovgivningsarbejde, der var på trapperne: »og

vi vender os med vore organisationers fulde styrke mod ethvert forsøg på at

gennemføre en arbejdstidsnedsættelsepå arbejdernes bekostning og med til-

skud til industrien, således som dette har været drøftet i forbindelse med

arbejdsløshedsrådetsundersøgelser.«89På møder i foråret 1932 mellem forret-

ningsudvalget for DSF og bestyrelsen for den socialdemokratiske rigsdags-

gruppe havde der vist sig visse modsætninger mellem socialdemokratiet og

DSF.90 Socialdemokratiet var gået stærkt ind for en deling af det eksisterende

arbejde, men DsF kunne ikke gå ind for de socialdemokratiske planer om en

arbejdstidsforkortelse med delvis kompensation. Steincke fremhævede på dis-

se møder, »at kommunister og nazister ville vinde frem, hvis der intet skete.«91

Socialdemokratiet fremsatte derfor i 1933 forskellige forslag i rigsdagen til

begrænsning af udbuddet af arbejdskraft. Forslaget til lov om forbud mod

overarbejde var et af fagbevægelsens krav, og i samme forbindelse blev der

fremsat lovforslag om 40 timers arbejdsuge ved visse offentlige og private

arbejder, der blev udført i anledning af arbejdsløsheden (I dette forslag lagdesocialdemokratiet op til en arbejdstidsforkortelse uden lønkompensation).

Disse manøvrer på det parlementariske plan for Socialdemokratiets side blev

ikke gennemført p.g.a. det radikale-socialdemokratiske mindretal i landstin-

get, men der blev så nedsat det før omtalte udvalg under arbejdsløshedsrådettil

at undersøge de generelle muligheder for en nedsættelse af arbejdstiden.Kravet om nedsættelse af arbejdstiden gik således den »traditionelle-

reformistiske vej«: fra at være et umiddelbart reproduktionskrav stillet af

106

arbejderklassen, Via Socialdemokratiets manøvrer på den parlementariske sce-

ne, for endelig i et ministerielt udvalg at blive behandlet »sagligt og realøkono-misk«,

»Arbejdsløshedsrådets betænkning af 24 marts 1934 vedrørende nedsættelse

af arbejdstiden« og »Memorandum vedrørende arbejdstidsforkortelse«92udgørgrundlaget for denne »saglige og realøkonomiske« vurdering og for Socialde-mokratiets forholden sig til arbejdstidsspørgsmålet.

Det principielle i disse ministerielle analyser skal her trækkes frem: For det

første blev det forsøgt ved hjælp af økonomiske beregninger at etablere en

direkte kobling mellem lønstigninger og den danske industrikapitals forskelli-

gartede struktur mhp. at kunne bære en sådan lønstigning. For det andet blevder opereret med lønkompensation betalt af det offentlige ved overførsel af de

sparede arbejdsløshedsmidler; altså et direkte løntilskud til industrikapitalen.Det problematiske ved en sådan ordning var de statslige midlers binding direk-te til virksomhederne, og at staten derved mistede financielle muligheder for at

mildne arbejdsløsheden f.eks. via offentlige arbejder.Jeg skal ikke her gå ind i en nøjere vurdering af den analyse, der ligger i

betænkningerne om industrikapitalens muligheder for at kunne bære den løn-

forhøjelse, som en arbejdstidsforkortelse med lønkompensation ville betyde.Men Dich konkluderer, på baggrund af en analyse af den danske industrikapi-tals struktur,93 at kun i industrier, der tilsammen beskæftigede ca 10.000 arbej-dere94 ville der kunne gennemføres en arbejdstidsforkortelse med kompensati-on betalt af arbejdsgiverne. Om gennemførelsen af en arbejdstidsforkortelse i

begrænset omfang skriver Dich: »Allerede heri ligger en vis ulempe, idet konse-kvensen af en sådan politik må blive, at der opstår en ulighed arbejderneimellem. En vis begrænset del af arbejderne og ikke altid dem, der er beskæfti-

get i fag med stor arbejdsløshed, opnår en indskrænkning af arbejdstiden,medens den største del af arbejderne arbejder på normal tid«95 r

En generel arbejdstidsforkortelse var således ikke mulig, hvis hensynet tilden industrielle kapitals forskelligartede struktur skulle tilgodeses, og dissegrænser i den kapitalistiske økonomi blev således blotlagt i disse analyser.

Socialdemokratiet opgav stort set efter denne betænkning i 1934 spørgsmå-let om en generel arbejdstidsforkortelse som et middel til at formindske ar-

bejdsløsheden, da en arbejdstidsforkortelse uden lønkompensation ville blivekraftigt imødegået fra Dsf og den samlede fagbevægelse.

Med det radikale-socialdemokratiske landstingsflertal fra 1936 blev de poli-tiske begrænsninger for gennemførelsen af Visse reformer til begrænsning afudbuddet af arbejdskraft imidlertid brudt, og den radikale-socialdemokratiskeregering gennemførte:

'

l) Lov om nedsættelse af aldersrentegrænsen fra 65 til 60 år. Reduktionen af

arbejdsudbuddet foregik her ved at de arbejdsløse over 60 år blev trukket fra

arbejdsløshedskasserne (og arbejdsløshedsstatistikken) over i aldersrenten. Det

umiddelbart nødvendige og mulige i denne lovgivning lå i »overarbejdsløshe-den« for mænd og kvinder over 60 år?6 og i at finansieringen af en sådan

ordning hvilede, som aldersrenten i øvrigt, på stat og kommune.

2) Lov om forbud mod overarbejde, der ligeledes blev gennemført i 1937,hvis virkninger må betegnes som særdeles begrænsede; »det er en lov, der

107

formentlig vil reducere arbejdsløsheden med ca. 3000 personer.«97

3) Gennemførelse af 12 dages ferie med løn var langt det vigtigste lovgiv-ningsinitiativ i forhold til en begrænsning af udbuddet af arbejdskraft, og DsF

betegner det, som »det største sociale fremskridt siden indførelsen af den 8

timers arbejdsdag.«98Hermed blev et af fagbevægelsens væsentligste krav op-

fyldt. For den danske industrikapital var gennemførelsen af ferielovgivningenomkostningsmæssigt af langt ringere omfang end en arbejdstidsnedsættelse fra

48 til 40 timer med fuld lønkompensation ville have været, da fagbevægelsenallerede havde tilkæmpet sig ferieordninger.99 I 1936 havde således »61,6% af

samtlige arbejdere ferieret,«100 normalt på 1 uges varighed. Med ferieordnin-

gens gennemførelse fik alle lønarbejdere ret til ferie, og herigennem lykkedesdet via den socialdemokratiske reformpolitik at inddæmme »det antikapitali-stiske krav« om nedsættelse af arbejdstiden fra 48 til 40 timer.

4.2. Opkomsten af den solidariske lønpolitik

Den økonomiske krise havde sat absolutte grænser for lønstigninger for arbej-derklassen. Fra Dsf's side var strategien om opretholdelse af de nominelle

lønninger blevet fulgt frem til overenskomstfornyelsen i 1936101 på trods af, at

der »bag om ryggen« på arbejderklassen var foregået en udhulning af realløn-

ningerne på ca. 10% pga. de stigende priser.På baggrund af industrikapitalens forbedrede vækstbetingelser og de forbe-

drede afsætnings- og profitabilitetsforhold og den stedfundne reallønsforrin-

gelse blev der fra DsF”s side stillet krav om lønforhøjelser op til overenskom-

sten i 1936. DSF skriver selv i et opråb »til de danske arbejdere og den danske

offentlighed« efter at forhandlingerne med arbejdsgiverne og forligsmandens

mægling var brudt sammen:

»Under hele krisens forløb har fagorganisationerne vist megen resignation

og i høj grad holdt krav tilbage, som med rette kunne være stillet. I år har man

efter den stedfundne bedring i konjunkturerne stillet sig på det standpunkt, at i

det mindste de lave lønninger fik en ringe lønforhøjelse, som de længe har

tiltrængt.«'02 Storkonflikten i 1936, der varede 5 uger, resulterede i, at den

radikale-socialdemokratiske regering fremsatte forslag til standsning af kon-

Hikten ved lov. Resultatet blev dog at en voldgiftsret skulle træffe den endelige

afgørelse på konflikten; en afgørelse, hvor forligsmandens forslag med tillæg til

de lavest lønnede, i det store og hele blev stadfæstet. Ved overenskomstfornyel-sen i 1937 ville arbejdsgiverne heller ikke acceptere DsPs beskedne krav.

Mæglingsforslaget, der indeholdt timelønsforhøjelser på »2-7 øre, med mest til

de lave time-fortjenester«1°3,blev forkastet af arbejdsgiverne, men ophøjet til

lov af den radikale-socialdemokratiske regering. DsF udtalte efter mæglings-

forslagets forkastelse bla.: »Arbejderorganisationernehar så sandt at sige ikke

tiltrådt disse mæglingsforslag af hensyn til den økonomiske vinding, der her-

igennem er opnået, thi de indeholdte lønresultater er af så beskeden størrelse,

at de ikke i tilstrækkelig grad opvejer den stedfundne prisstigning på leveom-

kostningerne, og arbejderne har da også kun vedtaget disse forslag af hensyn til

den skade, de almindelige erhvervsmæssige vilkår her i landet ville lide under

108

en arbejdskamp med alle dens ødelæggende virkninger.«'04Først ved overen:skomstforhandlingerne i 1938 lykkedes det at få standset reallønsfaldet, idet

nominallønsforhøjelserne blev af en sådan størrelse, at prisstigningerne blev

godt og vel kompenseret.Det principielle i DsF”s strategi ved overenskomstsituationerne fra 1935-39

var:

For det første et forsøg på fra fagbevægelsens side at knyttelønudviklingentil prisudviklingen for via et pristalsindeks at sikre opretholdelse af den reellekøbeevne. Det blev først formelt etableret i forbindelse med en overenskomstmellem DsF og arbejdsgiverne i oktober 1939.

For det andet udviste DSF »samfundssind« ved sin fortsatte løntilbagehold-enhed og i forsøget på at undgå omfattende arbejdskampe.

For det tredie var overenskomstresultaterne i denne periode især præget af,at de reproduktionsproblemer, der især havde ramt de lavest lønnede via

prisstigningerne, blev imødegået ved »den sociale linie i lønpolitikken«.Man kan måske sige, at den solidariske lønpolitik, som den opstod i den

socialdemokratiske fagbevægelses praksis i midten af 30”erne,må forstås som

solidarisk i dobbelt forstand: På den ene side som solidarisk med den socialde-mokratiske regerings beskæftigelsesfremmende politik105 (og herigennem ogsåsolidarisk med det danske erhvervslivs betingelser), og på den anden side i denmere normale betydning af solidarisk lønpolitik: solidariteten indadtil i arbej-derklassen mellem de højere lønnede og de lavest lønnede med henblik på en

lønudjævning i arbejderklassen.Hvor den svenske fagbevægelse førte en teoretisk-strategisk diskussion om

den fremtidige linie i lønpolitikken på baggrund af krisen i den svenske økono-

mi, de statslige kriseindgreb med det svenske socialdemokrati som statsbæren-de parti,106 er det bemærkelsesværdigt, at den solidariske lønpolitik i Danmarkikke blev formuleret som en egentlig lønpolitisk strategi fra fagbevægelsensside i 30,erne.

I Dst 50 års jubilæumsmanifest fra 1948 »Under samvirkets flag« søgesden førte lønpolitik og løntilbageholdenhed i 30*erne og under 2. verdenskriglegitimeret ved denne sociale linie: »Den solidariske lønpolitik vandt såledessin sikre plads i fagbevægelsens virksomhed. Gang på gang så man i 30'erne,hvorledes der gennemførtes særlige løntillæg til de lavere lønnede«'07 Densolidariske lønpolitik blev ikke forsøgt sat ind i en økonomisk-politisk sam-

menhæng, men var i Dst selvforståelse udtryk for enheden i fagbevægelsen;»Fagbevægelsen viste i dette, at man inden for sine egne rækker gennemførteden samme sociale linie, som man krævede gennemført i samfundet som hel-

hed.«1°8,og videre »Intet viser måske mere end den solidariske lønpolitikstørrelsen af det socialistisk prægede mentalitetsskifte, som havde fundet stedinden for dansk fagbevægelse siden århundredeskiftet.'°9

Der var rent faktisk tale om en jævning af lønforskellene inden for arbejder-klassen i 30'erne i form af et mindre fald i reallønnen for visse dele af arbejder-klassen. Medens de faglærte arbejdere i hele landet fra 1931-39 havde et real-lønsfald på 9%, var reallønsfaldet for ufaglærte arbejdere i samme periode 6%og for kvindelige arbejdere 7%.lIO

Selvom der var tale om en relativ moderat lønudjævning, må denne udvik-

109

ling - sammenholdt med de statslige beskæftigelsesmæssige- og sociale foran-

staltninger - have haft en vis effekt på stabiliteten indadtil i fagbevægelsen og

DSF-ledelsens legitimitet og fastholdelse af den reformistiske dominans. Dette

vil især gælde i forhold til arbejdsmændene og andre lavt-lønnede forbund.,Når DSF taler om den solidariske lønpolitiks betydning for »det socialistisk

prægede mentalitetsskifte«,tolker jeg det netop som en styrkelse af den refor-

mistiske dominans i arbejderklassen. DsF fremlagde ikke mulighederne og

begrænsningerne i den økonomiske - og politiske situation i 30'erne for en

lønudjævning i arbejderklassen, men betragtede det som udtryk for sin egen

samfunds -

og socialt bevidste politik. Men netop i den stabilisering af kapita-lens struktur(problemer), som den økonomiske krise og kriseindgrebene resul'-

terede i, lå de økonomiske muligheder for en vis lønudjævning i arbejderklas-sen, idet man må antage, at det var den mindre -

og arbejdsintensive kapital,der først og fremmest blev sikret via valutacentralens importregulering og via

de statslige beskæftigelsesforanstaltninger. Styrkelsen af DSF-ledelsen 30'erne

igennem (bl.a. som vi har 'set i forbindelse med forligsmandsloven) betød

endvidere, at DsF kunne forholde sig taktisk til det klassiske modsætningfor-hold i arbejderklassen mellem de faglærte -

og de ufaglærte arbejdere ved at

sikre de lavest lønnede ved overenskomsterne.

Den socialdemokratiske fagbevægelse så ikke disse forandringer i lønpolitik-ken i forhold til de politiske -

og økonomiske forandringer i30'erne. Der var

således heller ikke tale om etableringen af den solidariske lønpolitik som en

egentlig klassesolidaritet, der skulle bryde med den kapitalistiske produktionslove, men som led 1' en lønudjævning i arbejderklassen.

5. AFSLUTNING

Inden for denne artikels rammer er det ikke muligt yderligere at fastlægge,

hvorledes de forandrede økonomiske-politiske forhold muliggjorde denne sta-

bilisering i den danske reformisme.

En uddybning på dette punkt måtte i første række tage sit udgangspunkt i en

analyse af modsætningerne i arbejderklassen og de forskellige reproduktions-niveauer, som eksisterede for forskellige dele af arbejderklassen i 30'erne (f .eks.

mellem de beskæftigede, de arbejdsløse i arbejdsløshedskasserne og de arbejds-løse under offentlig forsorg, men også løndifferentieringerne inden for den

beskæftigede del af arbejderklassen).I en analyse af modsætningerne i arbejderklassen måtte også differentierin-

gen i den danske kapitalstruktur i højere grad inddrages og den proletarise-

ringsproces af overskudsbefolkningen på landet, som foregik med den kapitali-stiske produktions udvikling i 30'erne. I organiseringen af det voksende antal

lønarbejdere, såvel i fagbevægelsen som i arbejdsløshedskasserne (stigningen i

antallet af medlemmer i arbejdsløshedskasserne udgjorde i 1930'erne ca. 70%

fra 288.000 i 1930 til 497.000 i 1940), ligger endvidere væsentlige processer til

en forståelse af den danske reformismes udvikling i 30'erne.

Herigennem kunne det modsætningsfyldte i Socialdemokratiets og fagbevæ-

gelsens sikring af arbejderklassens reproduktion i 30'erne yderligere fastlægges.

110

På den ene side fremtrådte begrænsningerne i den reformistiske politik umid-

delbart i den gradvise forringelse af de beskæftigedes eksistensbetingelser, men

på den anden side kunne et stadigt voksende antal lønarbejdere reproduceresvia arbejdslønnen, og endvidere foregik der en voksende statslige sikring af

arbejdskraften via socialpolitikken og omfordelingen i arbejderklassen (bl.a. i

udviklingen i arbejdsløshedsforsikringen).Men udover en sådan evt. uddybning, mener jeg, den foregående beskrivelse

og analyse er nødvendig og vigtig i en videre historisk undersøgelseaf betingel-serne for arbejderklassens kamp og reproduktion. Den faglige kamps under-

ordning under den kapitalistiske stat var såvel under 2. verdenskrig (som det er

det i dag) en udfoldelse af lønkampens underordning under den socialdemo-kratiske politik i 30'erne. Den direkte kobling mellem lønudvikling og sociale

kompensationer bliver også et kendetegn for arbejderklassens reproduktions-betingelser, (f.eks. i forbindelse med sygelønsordningens gennemførelse ved

overenskomsten i 1956).

Noter

l.

mx!

Dette er b1.a. nødvendiggjort af, at de få forsøg på marxistiske analyser af den statsligesocialpolitik (og den statslige arbejdskraftreproduktion overhovedet), der er fortaget herhjem-me, enten reducerer socialpolitikken til et blot og han ideologisk spørgsmål (»den herskendeklasses pacificeringsinstrument« o.1gn.) eller bevæger sig på et alment/begrebsligt niveau,hvor den egentlige analyse (forskningsproces) af udviklingstendenser i socialpolitikken kun

antydes..Verdenskrisens egentlige begrundelse i en overakkumulationskrise skal ikke her berøres. Det

samme gælder for spørgsmålet om den danske kapitalismes binding til verdensmarkedet (isærtil den tyske -

og engelske kapital) og de specifikke kriseårsager,der lå i den danske økonomi.I beskrivelsen af hovedpunkter i den statslige krisepolitik 1931-34 vil der dog indgå elementertil en analyse af den danske krises specifikke træk.

.Med statens forandrede rolle og den afgørende indgriben for at sikre kapitalens reproduk-tionsproces fremtrådte forholdet mellem økonomi og politik på en anden måde end tidligere i

kapitalismens udvikling. I perioden omkring og efter verdenskrisen forandredes kapitalismensåledes i sine historiske og konkrete fremtrædelser, og i denne forstand kan man tale om, at

kapitalismen gik over i en ny fase.. Denne reorganisering af produktions- og udbytningsbetingelserne for kapitalen er i den alme-

ne akkumulations- og kriseteori hos Marx begrebsliggjort i »de medvirkende tendenser til

profitratens fald« (eller hvad man kunne kalde krisens rensende funktioner): forøget udbyt-ning af arbejdskraften; øget koncentration og centralisation af kapitalen; kapitaldestruktionm.m. for at nævne de vigtigste. Konkret og historisk mener jeg, det er vigtigt at analysere,hvorledes disse processer kommer til udtryk i forandringer og modforanstaltninger i arbejder-klassens politik og strategi.

. Denne beskrivelse hviler primært på: Kjeld Phillip: »En fremstilling af den danske kriselovgiv-ning 1931-38«, og Chr. Breinholt: Krisen i 30'erne og socialdemokratiet.

. Landbrugseksportens andel af den samlede eksport udgjorde i 1930: 78% (Dybdahl m.f1: Krisei Danmark, s. 51); landbrugets andel af den samlede bruttofaktorindkomst udgjorde i 1930:

21% (Sv. Å. Hansen: Økonomiske vækst i Danmark, Il, s. 211 og 5.219); og landbrugets andel

af den samlede arbejdsstyrke udgjorde i 1930: 32,9% (Sv. Å. Hansen, 5. 203). Fra 1930-39 faldt

landbrugets andel af bruttofaktorindkomsten fra 21,1% til 18,6%, og landbrugets andel af den

samlede arbejdsstyrke faldt fra 32,9% til 28,3%..I forbindelse med Kanslergadeforliget ijanuar 1933 fik man en ny devaluering, se 2.3.

.Videre om valutacentralen, se nedenfor under 2.2. og 3.

111

9

10

11

12

13

14

15

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

33.

34.

35.

36.

37

.Å. Friis m.fl.: Schultz Danmarkshistorie, bind V1, s. 303

.om landbrugets forrentningsprocent i perioden 1925/26 til 1938/39 se Friis. mil.: s. 339 og

Dybdahl m.f1.: s, 88

Sv. Å. Hansen, s. 243

Friis mil. s. 334

Erik Ib Schmidt: Landbruget i krise. Denne bog er vel nok det bedste forsøg på en analyse af

kapitalstrukturen i landbruget og landbrugskrisen i 30'erne.

op.cit. s. 41

Disse sociale problemer for hhv. husmaendene og landbrugets lønnede arbejdskraft, der så at

sige lå immanent i den danske landbrugsstruktur, vil ikke her blive uddybet. Men det udgørfor mig at se et forskningsrelevant socialpolitikemne, bl.a. med henblik på de fascistiske

tendenser i det agrare småborgerskab. Det ville endvidere være vigtigt at se, hvorledes de

statslige indgreb til fordel for landbruget 30'erne igennem også var indgreb i i forhold til den

klassedeling, som eksisterede i landbruget.

I perioden 1929/ 30 til 1932/ 33 er nedgangen i landbrugets arbejdskraft alene anslået til 21.000

- se Ludvig Christensen: »Sociale opgaver under den økonomiske krise« i »Fagbevægelsen og

de økonomiske problemer«, s. 76-77

Om det konkrete indhold i rækken af landbrugsordninger, f.eks. Otto Jensen og Viggo Molin

Nielsen: Danmark under verdenskrisen 1929-39, 5. 81-91 og Erik Schmidt, s. 93-105

Erik lb Schmidt , s. 105

Landbrugets investeringer i bygninger og maskiner vari 1932 (og 1933) overhovedet de laveste

for såvel 20'erne som for 30'erne, se Sv. Å. Hansen, 5. 243

Om de direkte støtteforanstaltninger til håndværk og industri, feks. lov om driftslån til

mindre erhvervsdrivende, se Jhs. Kjærbøl: »Hvilke opgaver har staten overfor det kriseramte

erhvervsliv? imaterialesamlingen »Danmark for folket«, s. 108-127. Disse foranstaltninger var

alle finansielt af begrænset omfang.Industriens andel af bruttofaktorindkomsten var i 1930: 11,6% og i 1939: 15,5 & (Sv. Å.

Hansen, 5. 226 og s. 231); mængdemæssigtforegik der en stigning på 47% fra 1929 til 1939 (Sv.Å. Hansen, s. 41) og beskæftigelsesmæssigten stigning på 45% fra 1930 til 1939 (Dybdahlm.fl. 5. 159)Erling Olsen: »Danmarks økonomiske historie siden 1750, Kbh. 1967.

op.cit.s. 137

Man må antage, at profitabiliteten i industrien - lige bortset fra de egentlige kriseår 1931-33 -

30'ernes igennem har været af en sådan størrelsesorden, at denne kvantitative vækst har været

mulig. Dette peger også feks. aktiekursindekser og udtalelser fra industrirådet på.

Sv. Å. Hansen 5. 66

Den kvantitative vækst fordeler sig ujævnt over de forskellige industrigrupper, og i grupper

indenfor enkelte brancher (feks. jern og metal og ler og glas) er der formodentlig sket ret

kraftige produktivitetsstigninger.Sv. Å. Hansen s. 66

I rentesænkningspolitikken ser vi igen (som ved valutacentralen) et statsligt indgreb, der

primært var rettet mod en nedbringelse af landbrugets udgifter via en konvertering af land-

brugets prioritetsgæld, samtidig er en støtte til beskæftigelsen i håndværk og industri.

Chr. Breinholdt: op cit. kap. 4 s. 26

Oluf Bertholt mil.: »En bygning vi rejser« bind 2, s. 222.

Sv. Å. Hansen: 5. 78

Se F. Zeuten: Arbejdsløn og arbejdsløshed, s. 246-47 og .1. S. Dich: Arbejdsløshedsproblemeti Danmark 1930-38, 5. 35

»En bygning vi rejser« 11, s. 218

Kjeld Phillip: s. 70

At Kanslergadeforliget (kronesænkning og gennemførelsen af landbrugsordningerne) i sine

konsekvenser betød prisstigninger på forbrugsgoder og dermed udhuling af reallønnen for

arbejderklassen vil senere blive taget op.

Allerede i 1925 var der i forbindelse med storkonflikten dog udarbejdet lovforslag til konflik-

tens afslutning fra den socialdemokratiske regerings side, og i forbindelse med slagteriarbej-derkonilikten i 1932 havde der været tale om tvungen voldgift.

.Fra »Arbejderne og krisen« s. 51

112

'

38.

39.

40.

41.

42.

43.

. Med fortsættelseskasserne kunne der ydes arbejdsløshedsunderstøttelse i indtil 70 dage45.

47.

48.

49.

50.

51.

52.

53.

54.

55.

56.

57.58.

59.

61

62.63.

65.

66.

67.

68.

0. Bertolt: Fagforeningskundskab, s. 74Ved indførelsen af nye forhandlingsregler mellem arbejdsgiverforeningen og DsF (ved forligs-mandens hjælp) i 1936 blev centraliseringen i DsF styrket.Otto Jensen: Forligsmandsloven, dens forudsætninger og perspektiver i »Arbejderne og kri-sen« s. 120.

Den ekstraordinære arbejdsløshedshjælp - ud over den ordinære forsikring - udgjorde fra detførste kriseforligi oktober 1931 og frem til socialreformens ikrafttræden i oktober 1933 et stedmellem 100-130 mill. kr. afhængig af hvilke foranstaltninger der medregnes; se 0. Bertolt:Arbejdsløsheden og arbejdstidens nedsættelse, »Arbejderne og krisen« s. 140-41.K. K. Steincke: Socialreformen, en kortfattet oversigt, s. 22

op. cit. s. 23

Socialreformen bestod i en administrativ forenkling og sammendragning af ca. 50 hidtidigelove og bestemmelser i 4 hovedlove - 3 forsikringslove og 1 forsorgslov: 1) ulykkesforsikrin-gen, 2) arbejdsløshedsforsikringen,3) folkeforsikringen og 4) lov om offentlig forsorg. Nor-malt karakteriseres socialreformen som en overgang fra almisseprincip til retsprincip, og irelation til arbejdsløshedslovgivningen,som jeg ovenfor har behandlet, kan man genereltkarakterisere socialreformen som en retsliggørelseaf den statslige arbejdskraftreproduktion;en retsliggørelse som for så vidt kan ses som en parallel til retsliggørelsen af reguleringen aflønarbejder-kapitalforholdet på arbejdsmarkedet.

.Lov om offentlig forsorg blev delt op i tre dele alt efter trangens karakter: a) særhjælp, b)kommunehjælp og c) fattighjælp. - Fattighjaelps virkninger (fortabelse af valgret m.m.) var

stadig i kraft i denne socialreform - ganske vist i et langt mindre omfang.Se feks. »Socialreformen med noter«, s. 247 eller R. Mikkelsen: Socialreformen, s. 33.R. Mikkelsen: s. 8.K. K. Steincke: s. 65.

op. cit. s. 65-66.Det er for mig at se vigtigt, at socialpolitikforandringer analyseres i sine totale samfundsmæs-sige sammenhænge - som et led i arbejdskraftens reproduktion som sådan. Den statsligesocialpolitik og arbejdskraftens reproduktion via de sociale ydelser må derfor nødvendigvisses i forhold til arbejdskraftens reproduktion via arbejdslønnen.Niels Ole Finnemann og Lars Torpe: Efterskrift til Deutschmann: Venstrekeynesianismen.op.cit. s. 179

I denne faseopdeling medtænkes de specifikke økonomiske og politiske træk i for ringe grad.Dette gaelder i mindre omfang »den kriseregulerende reformisme« i 30'erne.Fra »En bygning vi rejser«, 11 s. 137 eller se Th. Stauning: »Danmarks fremtid«, tale påsocialdemokratiets kongres 1927 i Claus Bryld: Det danske socialdemokrati 0g revisionismens. 215-33.Målt i forhold til den internationale kapital har denne proces nok været af begrænst omfang.Ib Koldbjørn: Socialismens teori, s. 56.

_

F. J. Borgbjerg: Sociallovgivningen, fra protokol for den 20. socialdemokratiske partikon-gres, 1927.Det betyder selvfølgelig ikke, at socialdemokratiet ikkestadigt opfattede sig som et sociali-stisk parti, men at den teoretiske og strategiske debat ikke blev udviklet.

.Socialdemokratiets manifest 1934 (Danmark for folket) her fra »Arbejderne og krisen«, s. 13.

.Fra »En bygning vi rejser«, 11, s. 193.

op.cit. s. 193.

op.cit. s. 226

.Socialdemokratiets manifest 1934, s. 12.

op. cit. s. 12-13.

Hartvig Frisch: »Fra krisepolitik til planøkonomi« i Socialisten, 1938, s. 91.op. cit. s. 91.

Det kortsigtede i disse kriseforanstaltninger til løsning af gældsspørgsmålet i landbrugetkommer til udtryk i, at denne lovgivning samtidig var en støtte til' bank -

og lånekapitalen,som socialdemokratiet ellers proklamerede at ville bekæmpe/socialisere[kontrollere. Erik IbSchmidt taler om »et tydeligt skridt i retning af at bevare og sikre kreditorerne deres tilgode-havende« (s. 109).

113

69. Erik Ib Schmidt, s. 68.

70.1 »En bygning vi rejser«, 11 udtrykkes denne forandring således: »Uden brud med fortiden.

udtrykte arbejdsprogrammet en nyorientering, som havde rod i udviklingen ude og hjemme,

og i de erfaringer, partiet kunne drage af denne udvikling (5. 245).

71. Socialdemokratiets manifest 1934, s. 12.

72. op. cit. s. 12.

73. op. cit. s. 27.

74. op. cit. s. 27.

75. op. cit. s. 26.

76. Denne befolkningspolitiske linie i socialpolitikken kom i slutninen af 30'erne til udtryk i

forskellig social lovgivning i tilknytning til befolkningskommissionens betænkninger, feks.

lov til bekæmpelse af sygelighed og dødelighed blandt børn, lov om boligbyggeri og husleje-nedsættelse for børnerige familier, mødrehjælpsinstitutionensoprettelse m.m.

77.fra »Arbejderne og krisen«, s. 33.

78. Om slagteriarbejderkonfliktens baggrund og forløb, se Knud Knudsen: Arbejdskampe i Dan-

mark under verdenskrisen 1931-34, s. 88-99.

79. »Fagbevægelsen og de økonomiske problemer«, s. 28.

80. Chr. Christiansen: »Planøkonomi og organisation« i »Arbejderne og krisen«, s. 125.

81. fra »Arbejderne og krisen«, s. 56.

82. Th. Stauning: »Fagforeningerneog den nationale samfundspolitik«, i»Fagbevægelsen og de

økonomiske problemer«, s. 26, (mine understregninger BR.)

83. Om DKP og DKP's faglige virksomhed i perioden 1930-35 se: Ove Bangsmark: DKP og den

fagoppositionelle virksomhed i RFO ca. 1930-35 og Jørgen Bloch-Poulsen/Morten Thing:

DKP's faglige politik 1930-35: Den revolutionære fagopposition.84. De statslige midler til fremme af beskæftigelsen (især direkte statsarbejder, vej -

og broarbej-

der) var i perioden 1930-35 af ret betydeligt omfang - istørrelsesordenen 500 mill kr. (»Arbej-

derne og krisen«, s. 134) svarende til de samlede statslige driftsudgifter i et enkelt år, f.eks.

1934/35 eller 1935/36.85. Et groft indeks for den beskæftigede del af arbejderklassens reproduktionsniveau fås i den

gennemsnitlige time- og realløn i håndværk og industri. Udviklingen 1930-39:

1930 1931 1932 1933 1934 1935 1936 1937 1938 1939

______________________________.___-_--

timeløn (øre) 132 132 129 129 131 132 133 136 143 147

realløn (øre) 160 170 166 162 158 154 153 151 156 157

pristal 1914 = 100 165 155 155 159 166 171 174 180 183 187

Kilde: Erling Olsen, s. 212.

86. Kravet blev også rejst på baggrund af rationaliseringsbølgen inden for den danske industri i

midten og slutningen af 20'erne. Spørgsmålet om rationaliseringen var socialdemokraten

Ernst Christiansen også inde på i en artikel i Socialisten 1930, »Omkring arbejdstids-

problemet«, s. 250-56.

87. Carl Heinrich Petersen: Fra klassekampens slagmark i Norden, s. 118.

88. Citeret fra den udsendte resolution: »Beslutninger på oktoberkonferencen«.

89. op. cit.

90 »En bygning vi rejser«, 11, s. 202-03.

91.op. cit. s. 203.

92. Arbejdsløshedsrådetsbetænkning findes også i »Memorandum.« der er udformet af socialmi-

nisteriets statsvidenskabelige konsulent Jørgen S. Dich, 1937.

93. Analysen af den danske industrikapitals struktur bliver her fortaget såvel med hensyn til de

forskellige industriers evne til at kunne bære en lønforhøjelse- her foretages der beregninger

over arbejdslønnens andel af værditilvæksten inden for de forskellige brancher som et mål for

denne bæreevne, som ud fra en opdeling i den danske kapitals afsætnings- og konkurrencefor-

hold.

94. »Memorandum vedrørende arbejdstidsforkortelse«,s. 14.

95. op. cit. s. 34, mine understregninger B.R.

96. Kjeld Phillip, s. 296.

97. Ludvig 'Christiansen i »Fagbevægelsen og de økonomiske problemer«.

114

98.

99.

100.

101.

102.

103.

104.

105.

106.

107.

108.

109.

110.

Beretning om DsPs virksomhed 1938, s. 16.DsF havde i 1931 anbefalet forligsmandens mæglingsforslag gennemført, da det indeholdt den

principielle gennemførelse af 1 uges ferie - på trods af at dette var kombineret med lønnedskæ-

ringer på 5-8%.»Under samvirkets flag«, s. 431-32.

I 1935 var der dog tale om små lønforbedringer, især for de lavest lønnede (O. Bertolt:

Fagforeningskundskab, s. 76).Beretning om DsPs virksomhed 1936, s. 80.O. Bertolt: Fagforeningskundskab, s. 77.

Beretning om DSFS virksomhed 1937, s. 85.

Beskæftigelsespolitikkens støtte især til mindre virksomheder betød samtidig en muliggørelseaf den solidariske lønpolitik,Se feks. S. Abrahamsen: Solidarisk lønpolitik, Socialt Tidsskrift, 1938, s. 360-66.»Under samvirkets flag«, s. 186-87.

op.cit. s. 284.

op. cit. s. 474.

Her fra Beretning om Dst virksomhed 1940, tabel 111g - Illi, s. 193-94.

LITTERATURLISTE:

att-håb)

N'-

\1

10.

11

12.13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

. »Arbejderne og krisen«, en materialesamling til brug i oplysningsarbejdet, AOF, Kbh. 1934.

.Bangsmark, Ove: DKP og den fagoppositionelle virksomhed i RFO ca. 1930-35, speciale,Århus 1975.

.Beretning om De samvirkende Fagforbunds virksomhed 1935-40.

.Bertolt, Oluf m.fl.: »En bygning vi rejser« bind 2 og 3, Kbh. 1955,

.Bertolt, Oluf: Fagforeningskundskab, 7 udg. Kbh. 1946. Bloch-Poulsen, Jørgen og Thing, Morten: DKP's faglige politik 1930-35: Den revolutionærefagopposition, uden sted og år.

.Brinholt, Chr.: Krisen i 1930'erne og socialdemokratiet, specialeopgave, Institut for Stats-kundskab, Århus u.år.

.Bryld, Claus: Det danske socialdemokrati og revisionismen, bd. 2, GMT 1976

. »Danmarks erhvervsliv«, en materialesamling til brug ioplysningsarbejdet, AOF, Kbh. 1936»Danmark for folket«, en materialesamling til brug i oplysningsarbejdet, AOF, Kbh. 1936

.Dich, Jørgen S: Arbejdsløshedsproblemet i Danmark 1930-38, Kbh. 1939Dich, Jørgen S: Socialpolitikkens udvikling, Nationaløkonomisk Tidsskrift 1937, 4-3Dich, Jørgen S: Tvungen voldgift eller fagligt demokrati, Socialt Tidsskrift 12. årg. 1936Dybdahl, Vagn m.fl.: Krise i Danmark, Kbh. 1975

»Fagbevægelsen og de økonomiske problemer«, en materialesamling til brug i oplysningsar-bejdet, AOF, Kbh. 1975.

Finnemann, Niels Ole og Torpe,.Lars: Faser i den danske reformismes udvikling, efterskrift tilDeutschmann: Venstrekeynesianismen, Århus 1975

_

Frisch, Hartvig: Fra krisepolitik til planøkonomi, i Socialisten 1938, s. 83-91 og s. 123-133Friis, Å.: Schultz Danmarkshistorie, bind VI, Kbh. 1943Galenson, Walter: Arbejder og arbejdsgiver i Danmark, Kbh. 1955Hansen, Sv. Å: Økonomisk vækst i Danmark, bind 2, Kbh. 1974

.Jensen, Otto 0g Nielsen, Viggo Molin: Danmark under verdenskrisen 1929-39, en materiale-samling til brug i oplysningsarbejdet, AOF, Kbh. 1938Knudsen, Knud: Arbejdskampe i Danmark under verdenskrisen 1931-34, speciale, Århus1975

Kolbjørn, Ib: Socialismens teori, 2. udg. Kbh. 1932»Memorandum vedrørende arbejdstidsforkortelse« (Jørgen S. Dich), trykt i socialministeriet,stemplet fortroligt, 1937 eller 1938? Heri er også indeholdt »Arbejdsløshedsrådets betænkningaf 24. marts 1934 vedrørende nedsættelse af arbejdstiden.«Mikkelsen, Robert: Socialreformen, Arbejderforlaget, 1934Olsen, Erling: Danmarks økonomiske historie siden 1750, Kbh. 1967

Petersen, Carl Heinrich: Fra klassekampens slagmark i Norden, 2. udg. Århus 1975Phillip, Kjeld: En fremstilling af den danske kriselovgivning 1931-38, Kbh. 1939

115

29. Schmidt, Erik Ib: Landbruget i krise, Mondes Forlag, Kbh. 1935

30. Socialreformen med noter, udg. af socialministeriet, Kbh. 1933

31. Socialt Tidsskrift: IX årg. 1933 afd. A-B, XXI årg. 1936 afd. A-B, XIV årg. 1938 afd. A-B

32. Steincke, K. K.: Socialreformen, en kortfattet oversigt, Kbh. 1933

33. »Under samvirkets flag«, DsF 1898-1948, Kbh. 1948

34. Zeuten, Frederik: Arbejdsløn og arbejdsløshed, Kbh. 1939

Summary:

By way of introduction the changed role of the state, the change in the politicsand the strategy of the Social Democratic Party, and the changed conditions

for the struggle and the reproduction of the working class in the 1930'ies is seen

in relation to the penetration of the world crisis into Danish capitalism and the

Danish economic crisis from 1931 to 1934.

In part II the extension and character of the state intervention is revealed

especially in the description of the Exchange Office of June 1932 and the

Kanslergade-compromise of January 1933. The importance of the governmen-

tal crisis-intervention to the stabilization of the Danish capital-structure is

stressed. The conditions for the struggle of the working class were especiallylimited in connection with the extensive'state intervention, and a direct connec-

tion was established between state intervention to secure the capitalistic econo-

my on the one hand, and state determination of wages and social arrangements

to secure the unemployed on the other.

Part 111: The changed material conditions meant a change in the politics and

strategy of the Social Democratic Party, and expecially in the party”sconcepti-

on of the role of the trade unions and the function of social politics. To the

Social Democratic Party the extensive state interventions were expressive of a

movement away from free competition and anarchist capitalism towards plan-

ned economy and socialism, and as a natural part of the party,s control of

trade the interest of the trade unions had to be subordinated the politics and

strategy of the party. In the party”seconomic policy the protection of agricultu-

re and especially the export of agricultural products was of primary importan-

ce to a development of production and employment in trade and industry. The

Social Democratic policy of crisis effected a development in the productionand employment of the industrial sector, but it was a development without a

general increase in productivity and technological progress.

In part IV the changed conditions for the struggle and reproduction of the

working class are analysed with the processes in mind which made possible a

stabilization of the Social Democratic predominance in the working class. To

the working class the economic crisis meant absolute limits to wage increases,

and therefore the trade unions made demands which were not immediately

connected with wage increases. The demand for a dccrease in working hours

from 48 hours to 40 hours was analysed with at view to the subordination of

the demand to the economic policy of the Social Democratic Party and with a

view to how this »anti-capitalistic«demand was connected with and replaced

by various social arrangements. The emergence of the joint wage policy in the

trade unions in the 30,ies is yet another example to the understanding of the

stabilization of reformism in the working class on the background of the

changed economic and political conditions.«

116

DEN REVOLUTIONÆRE

FAGOPPOSITION I DANMARK 1931-35

Af Ove Bangsmark

l . INDLEDNINGl

Indtil ca. 1930 var socialdemokratiet her i landet det eneste parti med væsentlig

indflydelse i arbejderklassen, som samtidig, i hvert fald i ord, gik ind for en

socialistisk omformning af samfundet. Men allerede kort efter 1. verdenskrighavde den sociale uro og oktoberrevolutionen i Rusland sammen med social-

demokratiets svigt givet stødet til dannelsen af revolutionære småpartier. I

1919 forenedes de til Danmarks venstresocialistiske Parti, som tilsluttede sig 3.

internationale og i 1920 tog navneforandring til Danmarks kommunistiske

Parti. Derved var partiet reduceret til blot at være en national sektion af et

internationalt parti, hvis centrale organer i hovedtræk fastlagde retningslinier-ne for de enkelte sektioners virksomhed.

DKP fik først sin virkelige chance for at slå igennem, da verdenskrisen ramte

Danmark. Gennembruddet kom også, men langt svagere end man i partiethavde ventet og håbet og langt svagere end i de fleste andre europæiske lande.

Den øgede styrke kunne registreres i flere sammenhænge, f.eks. ved valgene til

rigsdagen, ved Arbejderbladets vækst og ved tilslutningen til kommunisternes

linie i de faglige organisationer. Det er dette sidste, det faglige arbejde, som

skal behandles her.

Naturligvis kan dette ikke anskues adskilt fra kommunisternes øvrige politi-ske virksomhed. Når området alligevel forekommer relativt velafgrænset, hæn-

ger det sammen med, at den faglige politik i perioden 1931-35 udmøntedes af

en formelt selvstændig organisation, Den revolutionære Fagopposition. Til-

med stod tilslutning til denne organisation åben for arbejdere, som var uden

anden organisatorisk tilknytning til DKP.

Den særlige faglige politik, som RFO stod som eksponent for, var allerede

blevet proklameret på Røde faglige Internationales 4. kongres i marts 1928 og

Kommunistisk Internationales 6. kongres i juli samme år. Men af forskellige

årsager blev den først taget op her i landet i 1930.

RFOs politiske linie kan således kun forstås, hvis den ses i sammenhæng

med, som en del af, Kominterns og DKPs virksomhed. Skal man forklare

RFC-politikkens forløb her i landet, er man desuden nødt til at medtage de

specielle danske forhold. Her spillede partiets subjektive formåen naturligvis

en væsentlig rolle. Men kun hvis man inddrager de materielle, økonomiske

forhold og arbejderklassens historiske erfaringer på det pågældende tidspunkt,kan man nøjere blotlægge de muligheder, RFO havde for at nå sit mål.

2. DEN DANSKE SAMFUNDSSTRUKTUR CA. 1920-35

Det danske samfund 1920-35 var ikke et hvilket som helst kapitalistisk sam-

fund. Ganske vist var landet i 1920 for længst indlemmet i den internationale

kapitalistiske arbejdsdeling. Men alligevel adskilte den danske samfundsfor-

mation sig på flere punkter fra de ledende kapitalistiske lande som England og

Tyskland, hvilket naturligvis måtte få betydning for et revolutionært partisvirksomhed.

118

Endnu i 1930 boede 56% af befolkningen på landet. Produktionsstrukturenkan illustreres ved en opstilling over nogle erhvervs procentvise andel af brut-

tofaktorindkomsten:

1922 1929 1935

landbrug ...................................... .. 23 23 18

industri og håndværk ................... .. 20 21'

24

heraf industri ............................... .. 11 11 14

(Kilde: S.Å. Hansen bd. 2, p. 80. 1935 egne beregninger efter S.Å. Hansen bd. 2, bi-

lagstabel 3.)

To forhold er karakteristiske. For det første landets ringe industrialiserings-grad. Landbrug og håndværk var sammenlagt helt dominerende blandt de

produktive erhverv. For det andet skete der i 20'erne ingen forskydning mellemde enkelte erhverv, mens industrien i begyndelsen af 30'erne havde en vis

fremgang på landbrugets bekostning. Det er i den forbindelse værd at bemær-

ke, at industrien især var koncentreret i København og Københavns amtsråds-

kreds. I dette område var endnu i 1938 beskæftiget over halvdelen af samtligeindustri'arbejdere.2 Den relative styrkelse af industrien havde sin forklaring iflere forhold. Verdenskrisen medførte et reelt fald i det eksportorienteredelandbrugs indtjening, samtidig med at regeringens beskyttelsespolitik begunsti-gede industrien. I absolutte tal (bruttofaktorindkomsten i 1929, priser i mill.

kr) så udviklingen således ud:

landbrug industri håndværk

1920 ............................................. .. 664 496 3121930 ............................................. .. 1315 695 5191935 ............................................. .. 1288 811 615

(Kilde: S.Å. Hansen bd. 2, bilagstabel 4.)

Landbrugetvar tydeligvis den afgørende faktor i økonomien, et forhold, der

yderligere blev understreget af, at det totalt dominerede eksporten. Dette ,frem-går tydeligt af en opstilling over landbrugets og industriens procentvise ekspor-tandel:

landbrug industri (herunder konserves)

l 92 1-25 .............................. . . 82 l 6

1930-3 l .............................. .. 79 19

193 2-35 .............................. .. 76 20

(Kilde: Erling Olsen p. 231.)

En opstilling over befolkningens erhvervsstruktur oplyser ikke meget om ar-

bejderklassens numeriske størrelse, idet de enkelte grupper omfatter såvel

119

selvstændige som lønarbejdere. Det kan dog nævnes, at landbruget 0. 1930

beskæftigede lige så mange personer som industri og håndværk tilsammen,

nemlig ca. 30% af befolkningen.En opstilling over antallet af industrielle arbejdere i industri og håndværk,

samt antallet af lønarbejdere i landbruget giver følgende billede:

1925 1935

håndværk ............ .. 75.000 81.500

industri ............... .. 195.000 236.000

landbrug ............. .. (1922-23) 321.000 (1933-34) 324.000

(Tallene for industri og håndværk er egne beregninger, foretaget på grundlagaf Erling Olsen tabel lb, p. 173. Tallene for landbruget: Erling Olsen tabel 30,

p. 87).I 1935 var der således omtrent lige så mange lønarbejdere i landbruget som i

industri og håndværk sammenlagt. Både industri og håndværk var stadigdomineret af en småkapitalistisk struktur, hvilket klart fremgår af følgende

opstilling over antallet af industrielle arbejdere, fordelt efter håndværks- og

industrivirksomhedernes størrelse i 1925 og 1935:

________________._____.___-__-_-_'-

antal arb. 1-5 6-20 21-100 over 100 arb.

- pct. -

1925 .............................. .. 27,8 19,2 22,6 30,4

1935 .............................. .. 25,6 19,7 24,0 30,7_______________________--___-

(Kilde: Erling Olsen p. 173, tabel lb).

Tabellen viser, at endnu i 1935 var næsten halvdelen af arbejderne i håndværk

og industri beskæftiget i virksomheder med færre end 21 arbejdere og ca. en

fjerdedel i virksomheder med færre end 6 arbejdere. Når dertil føjes, at halvde-

len af lønarbejderne var beskæftiget i landbruget, viser det sig, at mellem

halvdelen og tre fjerdedele af lønarbejderne i de vigtigste erhverv arbejdede i

ganske små produktionsenheder. Disse er ofte præget af en patriarkalsk struk-

tur, hvor klassemodsætningerne sløres af mange forhold: arbejder og arbejds-

giver arbejder ofte side om side, forskellen i levestandard er ikke stor, og

arbejderen har ofte en rimelig udsigt til at blive selvstændig.At dette må have

bevidsthedsmæssige konsekvenser, er åbenbart, og det er utvivlsomt i disse

forhold, at man skal finde de egentlige årsger til reformismens uforholdsmæs-

sig stærke stilling i Danmark.

Ligesom perioden før krigen var også årene 1920-35 et tidsrum med økono-

misk vækst, ganske vist i en mere behersket målestok. Et mål herfor er brutto-

faktorindkomsten, her i 1929-priser i mill.kr.:

120

1920 .................... .. 1925 1930 1935

4025 .................... .. 4873 6149 6579

(Kilde: S. Å. Hansen bd. 2, bilagstabel 4.)

Vækstraten var dog ikke så jævn, som tallene antyder. Danmark blev ogsåramt af de økonomiske omskiftelser, som perioden var så rig på. Dette kanillustreres af en opstilling over den årlige vækstrate, beregnet på grundlag afbruttofaktorindkomsten i 1929-priser:

1918 1919 1920 1921 1922 1923 1924 1925

-3,2 12,9 4,4 0,1 10,1 10,5 0,3 -2,3

1926 1927 1928 1929 1930 1931 1932 1933

5,9 0,2 3,4 6,7 6,0 1,1 -2,6 3,2

1934 1935

3,0 2,2

(Kilde: S.Å. Hansen bd. 2, bilagstabel 4.)

Disse tal kan kun tages som en grov indikator, men afspejler alligevel økono-miens cykliske bevægelse. En sådan bevægelse genfindes i følgende tabel over

beskæftigelses- og reallønudviklingen i 1917-1935:

H

1917 1918 1919 1920 1921 1922 1923M

realløn1914=100 ............................. .. 85 95 137 147 156 142 132

arbe'dsløshedspct. ............................. .. 10 18 11 6 20 19 13

1924 1925 1926 1927 1928 1929 1930 1931 1932 1933 1934 1935

133 143 147 145 146 149 160 170 166 162 158' 15411 15 21 22 18 16 14 18 32 29 22 20

m

(Kilde: Erling Olsen p. 212, tabel 2 og p. 214, tabel 3.)

Baggrunden for denne udvikling i perioden indtil 1930 var i korthed følgende:Under verdenskrigen var de danske kapitalister pga. neutraliteten i en gunstigstilling på verdensmarkedet, og mange danske kapitalister havde enorme ge-vinster. Ubådskrigen 1917-18 satte en brat stopper for eventyret, arbejdsløshe-den voksede og nåede i 1918 op på 18%. Samtidig skete der et kraftigt fald ireallønnen, med 1914 = 100 var den i de følgende fire år henholdsvis 88, 86, 85og 95 .3

Krigens afslutning blev starten på en ny international højkonjunktur, frem-kaldt af genopbygningen. I Danmark forbedredes arbejderklassens stillingmærkbart. Således indførtes i 1920 8-timers dagen.

121

Arbejderklassens fremgang stod i forbindelse med den almindelige højkon-junktur. Samtidig førte DSF en meget aktiv linie overfor arbejdsgiverne i et

forsøg på at knække syndikalisterne, der havde betydelig indflydelse i fagbevæ-

gelsen.Internationalt varede højkonjunkturen kun til foråret 1920, men tilbagesla-

get nåede først Danmark i efteråret samme år. Virksomheder og handelsselska-

ber, bygget op under gunstie betingelser under krigen, kunne nu ikke klare den

skærpede konkurrence. Priserne raslede ned og arbejdsløsheden voksede. End-

nu i 1921 lykkedes det DsF at opnå en vis reallønsforbedring, men så var

fremgangen også forbi for denne gang. Dyrtidsreguleringen, der var blevet

indført i 1920 fik lønningerne til at følge med priserne ned. Svækket af den

store arbejdsløshed måtte arbejderne acceptere en yderligere lønreduktion. Et

mindre økonomisk opsving i 1923, et specielt dansk fænomen, som man nok

kan sætte i forbindelse med reallønsfaldet, bedrede beskæftigelsen og standse-

de løntilbagegangen.Det kortvarige økonomiske opsving var forbi i 1924, men alligevel nåede

arbejdsløsheden i dette år kun op på 11%. Det har sikkertværet medvirkende

til, at DsF i 1925 vovede at kaste sig ud i en omfattende arbejdskamp for at

genvinde noget af det mistede. I de følgende år steg ledigheden til 20%, og

væsentlige forbedringer opnåedes først igen i 1930.

Baggrunden for udviklingen i 1930-35 vil senere blive omtalt.

3. KOMINTERN 1919-35

I 1919 stiftedes i Moskva Tredie Internationale. Formålet var at få koordineret

og forstærket det revolutionære arbejde i Vesteuropa, idet det var Lenins

opfattelse, at en revolutionær omvæltning i et eller flere af de store industrilan-

de var nødvendig i nær fremtid, hvis den russiske revolutions resultater varigtskulle sikres.

Da den tredie verdenskongres trådte sammeni 1921 ,var det imidlertid klart,

at kapitalismen havde overvundet sin værste krise, og taktikken blev derfor

lagt om. Den nye taktik gik under betegnelsen enhedsfront. Den nærmere

udarbejdelse af dens principper blev foretaget på Kominterns 4. verdenskon-

gres i 1922, hvor det i kongressens politiske resolution bl.a. hed:

»Enhedsfronttaktik er tilbud om fælles kampe, stillet af kommunisterne til

alle arbejdere, som tilhører andre partier og grupper samt til alle partiløse

arbejdere til forsvar for arbejderklassens elementæreste livsinteresser mod

bourgeoisiet I denne kamp er kommunisterne endog parat til at for-

handle med socialdemokraterne og Amsterdammernes forræderiske ,føre-

re.«4

I denne sammenhæng skal man se stiftelsen af Røde faglige Internationale,

også kaldet Profintern, i 1921. R-FI skulle være det organisatoriske værktøj ved

hvis hjælp man skulle genvinde initiativet og førerskabet i massernes økono-

miske kamp, og den var reelt underlagt Komintern. Medlemsorganisationerneudgjordes af de sovjetiske fagorganisationer, enkelte faglige landsorganisatio-

122

ner i de vestlige lande, enkelte vestlige fagforbund samt nogle syndikalistiskegrupper og den kommunistiske opposition i de reformistiske forbund.

Enhedsfronttaktikken blev i den første tid hovedsagelig praktiseret som

enhedsfront fra neden, dvs. ved direkte henvendelse til de socialdemokratiske

arbejdere, mens forhandlinger og især fælles aktioner med de socialdemokrati-ske ledere helst skulle undgås. Midt i 20erne blev en tendens til samarbejdemed de reformistiske ledere i en slags enhedsfront fra oven mere fremtrædende.

Men fra 1928 skærpedes kursen på ny. I den forbindelse betragter man

sædvanligvis Kominterns 6. kongres i juli 1928 som vendepunktet, idet det var

her den endelige udarbejdelse af principperne for den nye politik blev foretag-et. Men allerede et halvt år tidligere, på et udvidet møde i EKKI (Kominternseksekutivkomité) var det blevet besluttet at skærpe kampen mod Socialdemo-

kratiet, hvilket også var det gennemgående tema på RFIs kongres i marts

samme år.

Baggrunden herfor kom til udtryk i resolutionen fra 6. kongres om »Den

internationale situation og Den kommunistiske Internationales opgaver«. Ka-

pitalismens udvikling i efterkrigstiden blev opdelt i tre perioder. Den førstehavde været kendetegnet af krise og revolutionære aktioner og var blevetafsluttet med det tyske proletariats nederlag i 1923. Derefter var fulgt en

udvikling med kapitalismens relative stabilisering og offensiv mod proletaria-tet. Endelig var man nu kommet ind i en ny udvikling, en tredie periode, hvor

kapitalismens almindelige krise ville blive skærpet til det yderste. Bag denne

forudsigelse af verdenskrisen halvandet år før den brød igennem lå nogleanalyser, foretaget af den ungarske marxistiske økonom Eugen Varga.

Hvis denne analyse var korrekt, åbnede der sig helt nye muligheder forkommunisterne i de vestlige lande. Komintern anså det for indlysende, at

krisen ville forårsage en radikalisering af arbejdermasserne. Opgaven måttevære at opfange denne bevægelse, organisere den og lede den'i den rigtigeretning. Dette kunne kun ske, hvis man overfor arbejderklassen afslørede

Socialdemokratiets reformistiske illusioner. Men ifølge Komintern var denrevolutionære mulighed så også indenfor rækkevidde. I kampen mod Socialde-mokratiet var enhedsfronttaktikken mere aktuel end nogensinde, idet man var

af den opfattelse at kampen for dagskravene oftest ville udvikle sig til en kampom den politiske magt.Kursændringen i 1928 forbindes traditionelt også med den interne sovjetiske

udvikling, ofte tildeles denne faktor endog hovedæren herfor. Sovjet var, daman nærmede sig afslutningen på NEP-politikken i 1927, kommet ud i sværeøkonomiske vanskeligheder, og ledelsen var dybt splittet. Efter Stalins opfat-telse var en drastisk omlægning af produktionen nødvendig under den femårs-

plan, som var under udarbejdelse. Imidlertid kunne omlægningen bringe rege-ringen i modsætning til store dele af befolkningen, fordi den indebar en aktiv

industrialiserings- og kollektiviseringspolitik. Krise og sociale omvæltningeriVesteuropa måtte for Stalin og hans tilhængere være et tiltalende perspektiv,idet det ville lette Sovjets situation betydeligt. En gruppe omkring Bukarindelte på flere punkter ikke Stalins opfattelse, bl.a. havde de en mindre optimis-tisk vurdering af de revolutionære muligheder i Vesteuropa. Men Bukarin led

nederlag, og tvangskollektiviseringen og opbygningen af industrien blev påbe-

123

gyndt på trods af stor modstand i befolkningen.Samtidig tog Komintern skridt til at føre den nye kurs ud i livet. Under

enhedsfrontens praktiske gennemførelse stod naturligvis arbejdet i fagbevægel-sen i centrum. De faglige organisationer fremstod jo netop for arbejderne som

deres vigtigste våben i kampen om fordelingen af produktionsresultatet. Forud

for kongressen i 1928 udsendte RFI nogle analyser af baggrunden for de

beslutninger, der skulle træffes. De indeholdt nøjagtig den samme vurdering af

kapitalismens udvikling, som resolutionen fra Kominterns 6. kongres i juli. På

kongressen udtalte Losowsky, RFIs leder, om de fremtidige opgaver b1.a.:

»Angesichts des sich immer mehr häufrenden Streikbrechertums seitens

der Amsterdamer taucht vor den Anhängern der RGI. die Aufgabe auf,die Streiks ohne Einwilligung und gegen den Willen der reformistischen

Führer zu leiten. Um jedoch die Massen nicht nur gegen die Unternehmer,sondern auch gegen die Führer der reformistischen Gewerkschaften ins

Feld zu führen, ist es esforderlich, die Organisierung der Massen auf das

eifrigste zu betreiben, denn von der vorbereitenden zähen täglichen Klein-

arbeit hängt der Erfolg im wirtschaftlichen Kampf ab.«5Det blev besluttet at opbygge revolutionære oppositionsgrupper i de lande,hvor kommunisterne arbejdede indenfor de reformistiske forbund. Denne op-

position skulle dog ikke nødvendigvis organiseres efter samme retningslinier i

alle lande.6

Skiftet i 1928 var bl.a. bemærkelsesværdigt derved, at man nu for første

gang slog ind på en linie, hvor vægten snart blev lagt udelukkende på enheds-

front fra neden. Enhver afvigelse herfra blev stemplet som »opportunisme« og

strengt fordømt. I »Die Internationale«, november-december 1931, skrev

Thälmann, det tyske partis leder således:

»Den kendsgerning, at der f.eks. i vort revolutionære fagforeningsarbejdekunne gøres enhedsfronttilbud fra oven til lokale fagforeningsledelser eller

til andre af det reformistiske bureaukratis instanser, beviser ligeledes, at

vor principielle kamp mod socialdemokratiet ikke er blevet ført bestemt

nok til at gøre sådanne fejl umulige.«7Denne konsekvente fordømmelse af ethvert forsøg på enhedsfront fra oven var

ikke blevet fastlagt på Kominterns kongres i 1928, hvor Bucharin blot havde

udtalt:

»Wir dürfen die Einheitsfronttaktik jetzt in den meisten Fällen nur von

unten betreiben. Keinerlei Appellationen an die Spitzen der socialdemo-

kratischen Parteien, und nur vielleicht in seltenen Fällen sind Appellatio-nen an einzelne Ortsorganizationen der Socialdemokratischen Partei

zulässig.«8Den var et resultat af, at Socialdemokratiet efter Kominterns opfattelse i stadig

højere grad udviklede sig til et fascistisk parti, hvis ledelse man naturligvis ikke

kunne tilbyde enhedsfront. Især-erfaringerne fra Tyskland spillede her ind.

I dag må man vel vurdere, at der i denne politik lå en fatal undervurdering af

reformismens styrke i hele den vesteuropæiske arbejderklasse. En undervurde-

ring både af reformismen som bevidsthedsfænomen og i forbindelse hermed af

styrken i arbejderklassens tilknytning til de socialdemokratiske partier.I januar 1929 udarbejdede RFI en uhyre detailleret vejledning til brug for de

124

revolutionære fagorganisationeri den praktiske gennemførelse af en nye strej-ketaktik. Det skete på en konference i Strassburg, og retningslinierne blev

hurtigt kendt som Strassburgerteseme.9 Kun enkelte punkter skal her gengives,idet det er et ret omfattende dokument, som det er umuligt at referere udfør-

ligt.Indledningsvis blev der givet tilslutning til analyserne og den vedtagne strej-

ketaktik og strategi fra RFIs 4. kongres. I

»... en kommende bølge af økonomiske og politiske kampe mellem arbej-de og kapital...(kan)...kun en virkelig revolutionær ledelse af disse kampeføre disse til seir. Dette forhold gør det til en pligt for alle tilhængere afRF] at sætte alt ind på at fravriste de reformistiske forrædere førerskabeti kampen og overtage den selvstændige ledelse af denne.«10

Strejkemes forberedelse, valg af strejkeledelse osv. blev behandlet indgående.Strejkeledelsen burde være sammensat af repræsentanter for alle de strejkendegrupper og vælges i Virksomhederne af både organiserede og uorganiserede. Idet hele taget stod inddragelsen af de uorganiserede, de arbejdsløse og de ungei RFOs arbejde som noget meget centralt. RFO kunne i begyndelsen godt værei mindretal i strejkeledelsen, men de reformistiske faglige ledere burde forenhver pris holdes ude.

»En opgave for tilhængerne af RFO er det også at styrke massernes tillidtil disse kamporganer og faktisk at lede dem derigennem.«ll

Strejkesituationer var særlig gunstige for skabelse af enhedsfront fra neden.Forud for kampen måtte»i samtlige valgbare organer indvælges de bedste og mest kampprøvedearbejdere af alle retninger: kommunistiske, socialdemokratiske, kristelige,uorganiserede osv.

Enhedsfronten under en strejke eller lockout har til opgave at forøgemassernes kampdygtighed, men ikke at skabe en gensidig forsikring afførerne. Af denne grund må der hånd i hånd med en intim enhedsfrontmed de reformistiske organisationers arbejdere gå en forbitret kamp modde reformistiske fagforeningspampere.

Den under kampen behændigt gennemførte enhedsfront fra neden måefter kampens afslutning udnyttes til at skabe faste bånd mellem tilhæn-

gerne af RFO og de brede masser.«12I et afsnit om strejkeposter og arbejderværn blev det slået fast, at

»sammenstødet mellem strejkevagterne og statens voldsmænd vil medvir-ke til, at ikke blot strejkevagterne, men også de øvrige arbejdermasser vilblive belært om den elementære sandhed om arbejdskøbernes alliancemed den borgerlige stat.«13

Dermed var der kommet et politisk perspektiv ind i strejken.»Hovedsagen er, at enhver arbejder lærer af kampens erfaringer, at staten

beskytter arbejdsgiverne overfor arbejderne, at retten, pressen, kirken

osv., som “står hævet over klasserne', i virkeligheden står i arbejdsgivernestjeneste...«'4

Fra et revolutionært synspunkt kunne der nok være megen sund fornuft itesernes anvisninger, forudsat at den grundlæggende analyse af kapitalismens

125

udvikling, socialdemokratiets fascisering og arbejderklassens radikaliseringvar korrekt. .

2?

Kominterns 7. verdenskongres skulle efter planen have været afholdt i 1930.

Men den blev udsat år efter år, sandsynligvis pga. vanskelighederne i forbindel-

se med den praktiske gennemførelse af den nye kurs. I den mellemliggende

periode blev Kominterns politik fastlagt af EKKI og de udvidede EKKI-

møder, EKKI-plena. Disse foretog de taktiske justeringer, der blev nødven-

diggjort af de ændrede kampvilkår.Derimod afholdt RFI som planlagt sin 5. kongres i august 1930. Opgaven

var på baggrund af halvandet års erfaring med den nye faglige politik at trække

linierne op for det fortsatte arbejde. I vidt omfang fremtrådte beslutningernesom en uddybelse af Strassburgerteserne.” Af de hidtidige erfaringer mente

RFI at kunne udlede, at hovedfaren i det revolutionære fagforeningsarbejdevar

»... den passivitet, der er forbundet med socialdemokratiske traditioner og

en legalistisk indstilling. Denne opportunistiske passivitet, en sådan

tilstand hvor de revolutionære faglige organisationer i praksis ikke holder

trit med de arbejdende massers kampberedskab må overalt bekæmpes

som hovedfaren.«16

Det er rimeligt nok at antage, at mange kommunistiske fagforeningsfunktio-nærer pga. den faglige linie, der skulle følges midt i 20erne, havde en indstilling

til arbejdet, der ikke væsentlig adskilte sig fra deres socialdemokratiske kolle-

gers. Og at de nu vanskeligt formåede at omstille sig. Det var i hvert fald

tilfældet i Danmark. Men passiviteten mht. gennemførelseaf de nye direktiver

kunne også være et resultat af en mere realistisk vurdering på lokalt plan af

mulighederne for at nå de ønskede resultater gennem den nye politik.Kominterns (og dermed RFIs) analyser, beslutninger og direktiver var hævet

over kritik. De var per definition korrekte, udarbejdet på videnskabelig basis.

Når det var tilfældet, kunne manglende resultater kun forklares på én måde,

ved en fejlagtig udførelse i praksis. Dette forhold kan illustreres ved en passus

fra RFIs beslutninger i 1930. I forbindelse med en opfordring til at skærpe

kampen mod fagforeningsbureaukratiet hed det:

»Herunder må der imidlertid ubetinget gøres en forskel mellem disse

forbunds ledere og deres proletariske medlemsmasser. Der, hvor nogle

revolutionære kammerater betragter disse medlemsmassers befrielse fra

de socialfascistiske fagforeningslederes indflydelse som en håbløs sag, er

dette kun et ubestrideligt bevis for disse kammeraters egen uduelighed til

at føre kampen mod socialfascisterne på en rigtig og for de arbejdendemasser forståelig måde.«17

Denne kritik var det umuligt at forsvare sig imod. Når Komintern havde slået

fast, at arbejdermasserne pga. deres radikalisering og stigende modsætnings-forhold til Socialdemokratiet kunne løsrives fra dette partis indflydelse, og

kommunisterne så ikke udnyttede den situation, så måtte forklaringen være

uduelighed, opportunistisk passivitet eller lignende. Også i Danmark måtte

partiledelsen ofte ty til den slags forklaringer på de magre resultater, ja selv

sammenbruddet i Tyskland blev af Komintern til en vis grad begrundet på

126

denne måde. For mange kommunister må det have været en voldsom belast-

ning for deres forhold til partiet, at der ofte eksisterede et åbenlyst misforholdmellem den politiske linie, de blev dikteret, og de eksisterende muligheder, ogat de følgelig blev isoleret fra størstdelen af arbejderklassen. Det meget store

gennemtræk af medlemmer i alle vestlige kommunistiske organisationer kan

have en del af sin forklaring i dette forhold.Hermed skulle grundlaget og retningslinierne for den faglige enhedsfront

være trukket op. Samtidig er fremstillingen nået op til den periode, hvor RFQ-arbejdet i Danmark så småt kom i gang. Kominterns og RFIs senere beslutnin-

ger vil blive inddraget i behandlingen af DKPs og RFOs arbejde;

4. DKP 1919-35

4.1. DKP 1919-30

Forringelsen af arbejderklassens materielle kår under 1. verdenskrig gav den

syndikalistiske organisation Fagoppositionens Sammenslutning (FS) vind i

sejlene. Også det revolutionære røre i udlandet og utilfredsheden med DsF

spillede ind. Opbrufddet forplantede sig helt ind i socialdemokratiet. I 1918brød en gruppe ud og dannede Danmarks Socialistiske Arbejderparti (DSP),og året efter brød Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF) med moderpar-tiet. l 1919 sammensluttedes DSP og SUF til Danmarks venstresocialistiskeParti (fra 1920 Danmarks Kommunistiske Parti) og 1921 indledtes et samar-

bejde med FS i form af en føderation. Samtidig optoges FS som dansk sektionaf RFI.

Disse sammenslutninger var et resultat af, at venstrefløjen efter en kortvarigopblomstring omkring krigsafslutningen hurtigt blev trængt i defensiven. Den

kortvarige højkonjunktur efter krigen bragte arbejderklassen materiel frem-

gang, DsF førte en meget aktiv linie overfor arbejdsgiverne for at knække

syndikalisterne, og også Socialdemokratiets radikale kurs på samme tidspunktmå ses som en manøvre, rettet mod venstrefløjen. Manøvren lykkedes, idetdenne hurtigt blev reduceret til en på næsten alle områder betydningsløsfak-tor. 20erne igennem hærgedes DKP af indre splid, og medlemstallet lå, bortsetfra de første år, på 7-800.

I 1927 lykkedes det oppositionen i partiet at vælte den hidtidige ledelse ogThøger Thøgersen blev formand. Men det interne slagsmål fortsatte. Den nyeledelse viste sig at være ret selvstændig i forhold til Komintern, selv om den

naturligvis udadtil gav tilslutning til de direktiver, den modtog. Begivenheder-ne på Kominterns kongres i 1928 blev således refereret udførligt i Arbejderbla-det, hvorimod beslutningerne fra RFIs kongres i marts 1928 og Strassburgerte-serne fra 1929 blev »glemt«. De blev først kendt af en større kreds i partiet isommeren 1930.18 På trods af Kominterns nye kurs fortsatte DKP arbejdetefter de hidtidige retningslinier. Årsagenvar formentlig, at de erfarne fagfore-ningsfolk i partiledelsen ikke mente, at den nye linie ville gavne partiet.

Da DKP imidlertid ved folketingsvalget i april 1929 kun opnåede 3656

stemmer, det hidtil dårligste resultat, var Kominterns tålmodighed brugt op. I

127

et åbent brev til partiets medlemmer, dateret Moskva 17. december 1929 og

offentliggjort i Arbejderbladet 3. januar 1930, rettede Kominterns ledelse en

skarp kritik mod DKPs hidtidige politik. Inden måneden var forbi, var Thøger

Thøgersen og hans nære medarbejder Richard Jensen sat uden for indflydelsepå partiets ledelse. Samtidig påbegyndtes arbejdet efter de nye retnngslinier.

,4.2. DKPs faglige arbejde i 20erne

Da det er partiets faglige arbejde, der er det centrale i denne undersøgelse, er

det også denne side af DKPs aktivitet i den første halve snes år, der har størst

interesse. For 20ernes arbejde var også på det faglige område det fundament,

man skulle bygge videre på.Først skal dog arbejdsløshedsarbejdet berøres. I modsætning til hvad der

senere blev tilfældet formåede partiet kun i ringe grad at organisere de arbejds-løse. Arbejdet havde mest karakter af periodiske aktioner og blev øjensynligikke udført med nogen heldig hånd. I hvert fald vurderede Aksel Larsen det

således, at partiet i vinteren 1930/ 31 var »... alt andet end velanskrevet blandt

de arbejdsløse. De havde ikke glemt deres manøvrer, den i 1929 var kun én

blandt mange.«19Hermed hentydedes til en af DKP arrangeret arbejdsløshedskonference i

februar 1929, hvor partiet dels havde manipuleret med valgene af delegerede,dels lod fire af partiets egne folk tale i fire af de seks timer, konferencen varede.

Da Aksel Larsen alligevel indkaldte til et møde for at få organiseret de arbejds-løse, beskriver han den stemning, der mødte ham, således:

»Det er godt, du har lavet mødet. Vi vil gerne ha' dig til formand. Men vi

kender dig og ved, du er kommunist. Det må du også godt være - men hvis

du vover at lade dit parti blande sig i dette, så er vi færdige, for det har

misbrugt de arbejdsløse så tit.«20

Det er utvivlsomt rigtigt, at arbejdet blandt de arbejdsløse ikke blev særlig

dygtigt udført, og at et så oplagt arbejdsområde blev skænket alt for ringe

opmærksomhed. Men om det stod så slemt til, som Aksel Larsen beskriver det,

er vanskeligt at vurdere. Med sin skildring får han i hvert fald sat sin egen

indsats i relief og samtidig legitimeret, at han kørte det helt udenom partiet.

Organiseringen af bedriftsceller og faglige fraktioner var kommet i gang i

1923. Blandt Sømændene fik man stablet et blad, Lanternen, på benene. Det

udkom med 10-12 numre om året i perioden marts 1926 til maj 1934. I et brev

fra Marie Nielsen til Komintern dateret 20⁄1 1929 oplyses det at partiet»har rene kommunistiske klubber i nogle fagforeninger: Sømænd, skibs-

værftsarbejdere, tjenere, jernbane - og postarbejdere.«2'Disse har næppe været præget af stor aktivitet, kun sømændenes fraktion

havde kræfter til at udgive et blad.

Alligevel var partiets repræsentation i fagbevægelsens forskellige organer

ikke så ubetydelig, som medlemstal og stemmetal lader formode. Forud for

valget i april 1929 opfordrede 30 faglige tillidsfolk fra København til at stemme

kommunistisk. De repræsenterede følgende forbund og københavnske fagfore-

128

ninger: Budenes Forbund, SkotøjsarbejdernesFagforening, J ernbanearbejder-nes afd. T, Havnearbejdernes Fællesforbund, Dansk Typografforbund KBHNafd., Hattemagernes Fagforening, Specialarbejdernes klub 5, KobbersmedenesForbund Kbhs. afd., Malernes Fagforening, Kvindeligt Arbejderforbund afd.5, Skræddernes Fagforening af 1873, Sadelmagernes Fagforening, Guld- ogSølv- og Elektropletarbejdernes Forbund, Tjenernes Arbejdsløshedskasse,Sø-mændenes Forbund, Søfyrbødernes Forbund, Sporvogns- og Omnibusfunk-tionærernes Organisation, Bygningssnedkernes Fagforening, ByggefagenesSamvirke, DSMF afd. 17.22

Ved siden af det egentlige fagforeningsarbejde synes kommunisterne at havelagt stor vægt på en bevægelse, der gik under navnet De -faglige Venstreklubbereller Venstreblokbevægelsen.Disse klubber var et internationalt fænomen,opstået omkring de kommunistiske fagforeningsfraktioner.23 Initiativet til der-es oprettelse var utvivlsomt udgået fra Komintern og RFI.24 Klubberne var

samlingssted for venstreoppositionen indenfor enkelte fag, det være sig kom-muniser, syndikalister eller venstresocialdemokrater, og blevi 1925 organisato-risk samlet i Fagklubbernes Samvirke. I de enkelte klubber var kommunisterneorganiseret i faste fraktioner. Fra årsskiftet 1927/28 udsendte Samvirket etblad, Faglig Kamp, der udkom medialt 10 numre i perioden januar-oktober1928. Oppositionsbladet Hammer og Mejsel, der var blevet udgivet af Fælles-klubben i DSMF, en af venstreklubberne, siden 1925, gik samtidig op i det nyeforetagende.Følgende 14 klubber med tilsammen ikke over 1000 medlemmer var tilsluttet

i januar 1928: Fællesklubben i DSMF, Malernes Fagklub, Murernes Fagklub,Arbejderkvindernes Oplysningsforbund, Snedkernes Fagklub, Bygningsarbej-dernes Fagklub, Jord- og Betonarbejdernes Fagklub, Tjenernes Klub »Fal-ken«, Skræddernes Venstreklub, SkotøjsarbejdernesFagklub, Tekstilarbejder-nes Venstreklub, Guld-, Sølv- og Elektropletarbejdernes Fagklub, Handels-og kontormedhjælpernesFagklub, Søfyrbødernes Fagklub.25 I maj kom Bu-denes faglige Klub til.26

Men bladet måtte gå ind, og i et oplæg til partikongressen i juli 1930 skrevAksel Larsen, at fra kongressen i 1927 til det åbne brev blev der

»... praktisk talt intet gjort for at skaffe os en bredere platform for vortarbejde ved opbygningen af en revolutionær fagopposition uden om dekommunistiske fraktioner. Fagklubbernes Samvirke...blev faktisk slåetihjel i 1928...«.27

Men som det senere vil fremgå, eksisterede klubberne, eller i hvert fald en delaf dem, videre efter samvirkets faktiske opløsning i 1928.Partidiskussionen efter valgnederlaget i 1929 indeholdt især kritik af det fagli-ge arbejde. Otto Melchior, en af Thøgersens og Richard Jensens faste støtter,erklærede rent ud:

»Nødvendigheden af celle- og fraktionsdannelse har ikke hidtil væretfølt som en umiddelbart påtrængende praktisk opgave.«28

Arvid Hansen fastslog i lighed med flere andre, at partiet intet eller næstenintet bedriftsarbejde havde udført. 1 arbejdsmandsforbundet havde man sat en

betydelig indflydelse over styr.29 Og Kai Moltke oplyste, at partiet ikke inævneværdig grad havde taget ledelsen i deulovlige arbejdsstandsninger i

129

protest mod »stoppeurene« og det forcerede arbejdstempo.30 Men selv om også

Thøgersen erkendte den fejlagtige politik i fagforeningerne, var der i årets løb

ingen fremgang på denne front. Ifølge den nye ledelse var der ved årsskiftet

1929/30 kun én arbejdende bedriftsceller og ingen arbejdende fraktioner. I

København udgjorde bedriftsarbejderne på samme tid kun 25% af medlem-

merne.”

I foråret og sommeren 1930 blev der foranstaltet et omfattende opgør med

den hidtidige arbejdsmåde i fagforeningerne. Det fremgik klart, at kommuni-

sternes arbejde på dette område indtil da ikke havde adskilt sig væsentligt fra

socialdemokraternes. Eksempelvis udviste de kommunistiske fagforeningsfolken udtalt respekt for de gældende aftaler og overenskomster på arbejdsmarke-

det, en holdning som RFI på sin 5. kongres kritiserede som socialdemokratisk

og legalistisk. Målet havde blot været erobringen af så mange faglige tillidspo-ster som muligt, for gennem bestridelsen af disse poster inden for systemets

rammer at varetage arbejdernes interesser på en bedre måde end socialdemo-

kraterne og således vinde dem for DKP.

En højere grad af intern ro og afklaring ville utvivlsomt have været et aktiv

for partiet i 20erne, bl.a. fordi man så i højere grad havde fået tid og kræfter til

udadvendt arbejde. Derimod må det, hvis man betragter årene 1928-29, vur-

deres som værende yderst tvivlsomt, om en anden og mere radikal politik efter

Kominerns recept i sig selv kunne have givet væsentlig bedre resultater i form

af flere faglige tillidsposter og større generel opslutning. Ganske vist var orga-

niseringen af de arbejdsløse et forsømt arbejdsfelt. Men dels var arbejdsløshe-

den faldende i 1928-29 (og 30), dels var mange arbejdsløse slettet af fagforenin-

gen pga. kontingentrestance. Og for dem, der beholdt deres job, var de nævnte

år præget af en vis materiel fremgang. Men vigtigst var det dog nok, at der

utvivlsomt i arbejderklassen rådede en udbredt tillid til, at Socialdemokratiet,

hvis det fik magt, ville være i stand til at klare problemerne på en måde, så

arbejdernes interesser blev tilgodeset. Partiets til tider radikale retorik tjentekun til at pacificere de mest utålmodige blandt tilhængerne. Den pragmatiskereformisme, der prægede de socialdemokratiske fagforeningslederes arbejde og

efter april 1929 også partiets regeringsførelse, var utvivlsomt i god overens-

stemmelse med indstillingen hos den altovervejende del af arbejderklassen.Først davdet lidt efter lidt blev klart, hvor begrænset resultaterne var, og med

hvilke midler de blev skaffet til veje, bredte skuffelsen sig.

4.3. DKP 1930-31

Årsskiftet 1929/30 markerer en klar ændring i DKPs politik, idet en delvis

udskiftelse af partiledelsen banede vejen for, at partiet nu også i praksis satsede

på at føre beslutningerne fra verdenskongressen ud i livet.

Baggrunden herfor var det tidligere omtalte åbne brev. Det blev heri påpe-

get, at DKPs indflydelse blandt masserne var i tilbagegang, at partiets med-

lemstal sank og at der ikke havde været iværksat nogen aktivitet for at føre

Kominterns og RFIs beslutninger fra 1928 ud i livet. Det sidste på trods af at

130

også Danmark ifølgedet åbne brev befandt sig i kapitalismens 3. periode, hvorarbejderklassen var ramt af øget arbejdsløshed og nedgang i leveniveauet. Ikonsekvens heraf mente man at kunne konstatere en skærpelse af klassemod-sætningerne med øget radikalisering og aktivitet blandt de danske arbejdere.Samtidig var Socialdemokratiet blevet forvandlet til et »imperialistiskog soci-alfascistisk« parti. Med andre ord var efter Kominterns opfattelse alle betingel-ser til stede for at satse på ultra-venstre politikken i Danmark.

Hele grundlaget for denne anayse, krisens rystelse af det danske samfund,var totalt fraværende ved årsskiftet 1929/30. Krisen havde ganske Vist nåetlandet, men var i første omgang kommet til udtryk i et forbedret bytteforholdpga. de stærkt faldende priser på råvarer. Dette forhold havde ført til et ganskevist kortvarigt økonomisk opsving, der varede ved til langt ind i 1931. Først fraefteråret i 1931 kom Kominterns analyser til blot i beskeden grad at svare tilvirkeligheden. Det er næppe tilfældigt,at DKP først fra dette tidspunkt kunnenotere en smule succes.

En egentlig nedgang i arbejderklassens leveniveau var der ikke tale om iårene 1928-30. De sidste to år skete der en endog kraftig forbedring. De ar-

bejdsløse var ganske vist meget dårligt stillede, men ledigheden var faldende ogfor 1930 som helhed 14%, det laveste siden 1924. De af Komintern konstatere-de »tydeligetegn« på radikalisering og øget aktivitet var vanskelige at få øje på.F.eks. var antallet af arbejdere omfattet af strejker 1928-31 henholdsvis 469,1040, 5349 og 997.32 Det var tal, der slet ikke tålte sammenligning med tallenefra årene efter verdenskrigen.

Endelig gav den økonomiske fremgang og sociale stabilitet ikke Socialdemo-kratiet anledning til at optræde som et »socialfascistisk« parti. Det åbne brevmedgav da også, at det danske proletariat nærede »store illusioner« overforpartiet, om end denne tillid bedømtes som midlertidig.

Denne del af Kominterns analyse synes præget af alt andet end et reelt'kendskab til forholdene i Danmark. Men analyserne udgjorde i mere end 5 årgrundstrukturen i Kominterns og dermed DKPs forstillinger om den økono-miske og sociale virkelighed, som partiet arbejdede i. De analyser og direkti-ver, som blev tilstillet DKP, bar i næsten utrolig grad præg af at være udarbej-det udenfor landets grænser af instanser, der enten kun havde et overfladiskkendskab til danske forhold eller også lod deres vurderinger og beslutningerhvile på ønsketænkning og skrivebordsteorier. Igen og igen dukkede der fbr-muleringer op i partiets og RF Os publikationer, som tydeligt var. inspireret afdet åbne brev. Brevet indeholdt også anvisninger på, hvorledes DKP skulleovervinde vanskelighederne. Hovedpunkterne var en bekæmpelseaf højrefa-ren i partiet, en delvis udskiftelse af centralkomiteen og et aktivt bedriftsarbej-de for at realisere beslutningerne fra RFIs 4. kongres.

Direktiverne fik straks konsekvenser. I centralkomiteen indvalgtes straks enrække menige medlemmer, fortrinsvis aktive bedriftsarbejdere, og ThøgerThøgersen blev afsat som redaktør af Arbejderbladet. Men i den nye partil-edelse var der mange med ringe erfaring i politisk arbejde, samtidig med atcentralkomiteen bestod af tre-fire stridende fraktioner. Efter godt et års forløbpåtalte EKKI igen de manglende resultater. Under de dramatiske overen-

skomstforhandlinger i foråret 1931 formåede DKP på trods af den udbredte

131

'misfornøjelse blandt arbejderne ikke at gøre sig gældende, og kun på et enkelt

felt, organiseringen af de arbejdsløse, havde der været fremgang at spore. Dette

arbejde blev dygtigt udført af Aksel Larsen og gruppen omkring ham, og det

var da også denne gruppe, som på et CK-møde i juni 1931 vandt flertal i

ledelsen. I løbet af efteråret var fraktionsstridighederne i det væsentlige forbi.

Samtidig begyndte verdenskrisen for alvor at kunne mærkes i Danmark.

4.4. DKP 1931-34

Perioden var især for den første dels vedkommende præget af fremgang for

partiet på alle fronter. Medlemstallet voksede, mest i 1931 og 32, idet især

mange arbejdsløse på det tidspunkt indmeldte sig. Medvirkende til fremgangen

var naturligvis, at de interne fraktionsstridigheder nu var afsluttet, og at der i

spidsen for partiet nu stod en række energiske og velskolede folk. Men vigtige-re var det dog, at krisen nu for alvor satte sig igennem. Vinteren 1931/32 var

dens værste periode, i januar 1932 registreredes næsten 35% arbejdsløse. Ide

følgende to år bedredes situationen kun langsomt, hvad arbejdsløshedstallene

vidnede om.

Samtidig blev der tæret hårdt på arbejderklassens tillid til Socialdemokratiet

og de faglige ledere. Som forvalter af den borgerlige stat måtte Socialdemokra-

tiet varetage kapitalens, i sin selvforståelse »helhedens« eller »samfundets«

interesser. Regeringen gennemførte devalueringer og en række »ordninger« til

støtte for de mest betrængte dele af kapitalen, især landbruget. Fælles for dem

var, at de ñnansieredes helt eller delvis af højere forbrugerpriser, således at de

statslige indgreb af den art oftest havde karakter af omfordelingsordninger.

Importen blev reguleret og begrænset, i et vist omfang blev den også lagt om

fra færdigvarer til råstoffer for at bedre beskæftigelsen. Alt sammen med

prisstigninger til følge. Men disse anstrengelser for at sikre kapitalen tilstræk-

kelige proñtter var omsonst, hvis arbejderklassen tog sig betalt for de højere

priser ved lønforbedringer eller endog søgte at forøge reallønnen. Begge dele

havde dog med næsten hver tredie arbejder på gaden været en vanskelig sag.

Der er derfor næppe tvivl om, at de forskellige indgreb, hvor overenskomserne

oftest forlængedes uændret, sikrede arbejderne væsentlig bedre løn - og ar-

bejdsforhold, end det ville have været muligt at opnå gennem kamp. Men

indgrebene i overenskomsterne, Dst manipulationer for at få mæglingsfor-

slag vedtaget, forligsmandslov osv. blev af mange betragtet som overgreb og

gjorde sammen med prisstigningeme socialdemokraterne sårbare overfor an-

greb fra DKP og RFO.

Overenskomstforhandlingernes forløb i 1932 gav ikke store muligheder for

agitation og faglige aktioner, idet forligsmandens mæglingsforslagom uændret

forlængelse af overenskomsterne blev vedtaget af begge parter. Mange for-

bunds stilling blev dog afgjort af forbundsledelsen, idet fristen for svar var sat

til kun 5 dage. Alligevel satte DKP alle sejl til.

»Tag kampen op mod forræderiet. Bøj jer ikke for forligets bestemmelser,

men tag kampen for lønforhøjelserog arbejdstidsforkortelse op på ar-

bejdspladserne. Slut jer sammen til fælles dannelse af en landsomfattende

132

opposition. Rust til fælles demonstration, til almindelig arbejdsnedlæggel-se 25. februar.«33

Dermed havde man utvivlsomt skudt langt over målet, og opfordringen til en

dags generalstrejke blev da også en ynkelig fiasko. Ganske vist fik man som

hvert på den 25. februar en mængde arbejdsløse på gaden, Arbejderbladet taltei København 30.000, Social-Demokraten 3.600. Men de beskæftigede blev påderes arbejde. Ydmygelsen var utvivlsomt en lærestreg for DKP, der ikkesidenhen under krisen gjorde et lignende forsøg.

Valget i oktober 1932, hvor partiet fik 17.179 stemmer og 2 mandater, var en

stor opmuntring. Dette ændrede dog ikke vurderingen af parlamentsarbejdetsbetydning. Det var ikke her men ude på arbejdspladserne, på kontrolstederne

og i fagforeningerne at arbejderklassens kamp skulle organiseres og føres.

Kanslergadeforliget i januar 1933 med dets strejkeforbud, kronesænkning ogfølgende reallønsforringelse samt andre prisfordyrende ordninger i årets løb

gav kommunisterne oplagte agitationsmuligheder. Allerede DKPs valgsejr iefteråret 1932 havde medført, at Socialdemokratiet så sig nødsaget til at gå til

modangreb. Dette arbejde blev nu forstærket. I februar stiftedes således Ho-

vedorganisationernes Agitationskomité, fra 1935 HovedorganisationernesInformations- og Propaganda-afdeling, også kaldet HIPA. Dens virksomhedvar især rettet mod RFO og skal nøjere omtales i forbindelse med denne.

I marts 1933 opfordrede DKP efter direktiv fra Komintern Socialdemokra-iet til »arbejderklassens enhedsfront mod Kapitaloffensiv og fascisme«. Opfor-dringen var ledsaget af betingelser så som gennemførelse af 7-timersdagen ogfri strejkeret, der på forhånd gjorde det klart, at tilbuddet aldrig ville blive

accepteret og at det heller aldrig havde været meningen. Alligevel var der taleom en afvigelse fra den hidtidige kurs, idet direkte henvendelse til Socialdemo-kratiets og fagbureaukratiets top stort set havde været undgået.34Henvendel-sen forårsagede da også uenighed i DKPs ledelse.

4.5. DKP 1934-36

Forud for overenskomstforhandlingerne i 1934 opfordrede DKP ligesom deforegående år til opsigelse af overenskomsterne. Disse skulle for første gangafgøres under den nye forligsmandslov, der var vedtaget 17. januar og gav rettil sammenkædning af afstemningerne i alle de berørte fag. Trods forkastelse af14 forbund betød disse regler, at mæglingsforslaget, der indeholdt uændret

forlængelse,var vedtaget for dem alle. Alligevel gik b1.a. sømænd og søfyrbø-dere ud i en ulovlig strejke, den eneste større aktion af denne art, som det

lykkedes DKP og RFO at få iværksat i Danmark. Dens forløb vil blive be-handlet senere. Også Fredericiakonferencen og Oktoberbevægelsen samme årvil senere blive taget op, de blev udnyttet i et forsøg på at bryde den isolation

og stagnation, som kommunisterne i 1934 var havnet i.Kominterns 7. verdenskongres, som 13. EKKI-plenum havde fastsat til sid-

ste halvdel af 1934, blev udskudt til 1935. Nederlaget iTyskland var nu tyde-ligt, samtidig med at nyvurderingen af situationen endnu ikke var tilendebragt.

133

I Frankrig afsluttedes i juli den samarbejdspagt mellem kommunister og socia-

lister, der senere skulle udvikle sig til folkefronten. En overenskomst på top-

plan, hvor de to parter oven i købet havde aftalt at afholde sig fra angreb og

kritik mod hinanden, var et klart brud på Kominterns hidtidige politik. Allige-vel forsøgte man at give udseende af, at der ingen ændring var sket. Samtidigmed at de enkelte sektioner påbegyndte en omlægning af deres arbejde i over-

ensstemmelse med den nye situation.

Ændringen af DKPs politik faldt tidsmæssigt sammen med en vis bedring af

produktion og beskæftigelse, i første omgang skabt af at regeringen slog ind påen ekspansiv økonomisk politik, hvis effekt forøgedes ved at en række andre

lande samtidig iværksatte lignende foranstaltninger.Men DKPs ændrede politik bundede afgjort ikke i overvejelser omkring

disse forhold. Taktikken blev næsten i detaljer fastlagt af Komintern og gav

ikke meget spillerum for initiativer, affødt af de specielle forhold i Danmark.

Den ændrede taktik kom tydeligt til udtryk i forbindelse med overenskom-

sternes fornyelse i 1935, idet søfyrbøderne sluttede aftale med rederne uden

kamp'. I juni 1935 vedtog central-komiteen »Det arbejdende folks plan for

fremskaffelse af arbejde og brød, til forsvar for og udvidelse af de politiskerettigheder«.Manifestetvar hovedsagelig en opregning af en række reformkrav

og tydeligvis udarbejdet som et oplæg til folkefront i Danmark. På lederplads

slog Arbejderbladet fast, at også i Danmark stod valget mellem borgerligtdemokrati og fascisme.35

Men opfordringerne til Socialdemokratiet om enhedsfront var forgæves.

Partiet hørte til den fløj af 2. internationale, der var bestemt modstander af

ethvert samarbejde med kommunisterne og helst så de gentagne henvendelser

fra Komintern og RFI om en enhedsfrontforhandlinger afslået.

»Vi venter ikke noget positivt resultat af disse forhandlinger, og vi ønsker

det heller ikke.«36

Heller ikke DKPs opfordring til at lade en repræsentant for partiet redegørefor enhedsfronten på Socialdemokraternes kongres i juli 1935 faldt i god jord.Socialdemokraternes grundholdning var den samme: hvis kommunisterne øn-

skede enhed, kunne de blot indmelde sig i Socialdemokratiet.'

Ved valget i oktober 1935 opnåede DKP 27.135 stemmer. Det var en frem-

gang på kun ca. 10.000 i forhold til l932-valget, og resultatet var klart util-

fredstillende for partiet. I Socialisten blev kommunisternes fremgang sammen-

kædet med, at ca. 40.000 fattighjælpsmodtagereved socialreformens ikrafttræ-

den i 1935 havde fået stemmeret.37

På Kominterns kongres var der ris til DKP.

»Vore kammerater i de skandinaviske lande går ofte den mindste mod-

stands vej, idet de begrænser sig til den propagandistiske afsløring af den

socialdemokratiske regering. I Danmark f.eks. har de socialdemokratiske

ledere siddet i regering i 10 år, og kommunisterne har i 10 år dag efter dag

gentaget, at dette er en borgerlig-kapitalistisk regering. Man må derfor

forudsætte, at de danske arbejdere kender denne propaganda.«38Mindre end et halvt år efter verdenskongressen var RFO i Danmark afviklet,

ligesom tilfældet var i andre lande. På DKPs kongres i april 1936 proklamere-des folkefrontspolitikken i et manifest.

134

»Kongressen vender sig til hele den arbejdende og frisindede befolkningmed forslag om etablering af den fælles folkefront til kamp mod folkets ogfrisindets fjender.«39

Dermed var det formelle punktum sat for næsten 6 års forsøg med ultra-venstre politik i Danmark. Nyorienteringen fik et markant udtryk i efteråret

1936, idet DKP i overensstemmelse med en beslutning på partikongressenundlod at opstille til landstingsvalget, angiveligt for at sikre Socialdemokratiet

og Det radikale Venstre flertallet.

5. RFO 1931-35

5.1. RFO organiseres 1931-33

RFO.s vedtagelser af programmatisk art måtte i sagens natur være af aktuelkarakter. Opgaven var jo at opstille »de konkrete løsener, der virkelig er i standtil at mobilisere masserne til kamp.«40En opregning af disse giver ikke megenmening, hvis de ikke sættes ind i deres sammenhæng, dvs. i forbindelse medarbejderklassens situation som kommunisterne, herunder Komintern og RFI,vurderede den. Kommunisternes opfattelse af det revolutionære perspektiv i

denne taktik er tidligere berørt og skal ikke yderligere uddybes, idet disse mere

strategiske overvejelser naturligvis aldrig kom til udtryk i RFO.s agitation.Midt under nogle voldsomme partistridigheder i foråret 1931 blev der den 5.

maj afholdt en faglig oppositionskonference i København. Initiativet hertil var

utvivlsomt udgået fra DKP, og formålet var endnu en gang at få påbegyndtorganiseringen af en revolutionær fagopposition. Deltagerne var ca. 40 repræ-sentanter fra forskellige faglige venstreklubber, oppositionsgrupper i bedrifter-ne, De arbejdsløses Fællesudvalg og andre.

Forsamlingen vedtog en resolution om RFO.s nærmeste opgaver.41 Medudgangspunkt i forårets overenskomstforhandlinger blev det fastslået,

»... at det officielle fagforeningsbureaukrati helt igennem har svigtet med-lemmerne og står på arbejdskøbernes side. Arbejderne har nu i deresfaglig-økonomiske kamp en tredobbelt front af arbejdskøbere, stat ogreformistiske ledere at kæmpe imod...«

Den sidste sætning var på det nærmeste hentet direkte fra RFI.s beslutningerpå 5. kongres.42

'

Det gjaldt nu om ikke blot»... at organisere modstanden mod forliget, men om på trods af og uden-om de reformistiske ledere at organisere kampen mod arbejdskøberne.Skal oppositionen blive den ledende i kommende økonomiske kampe, måden være opbygget efter industrielle linjer med grundlaget i bedrifterne.«3

Der blev nedsat en forberedende komite til at lede det praktiske arbejde meddannelsen af RFC-grupper på bedrifterne og ved kontrolstederne. Venstre-klubberne skulle vindes for RFO, og det blev besluttet, at Solidaritet, et blad

udgivet af de arbejdsløses fællesudvalg,for fremtiden skulle udgives som fælles

organ for RFO Og Venstreklubberne. Komiteen blev pålagt at indkalde til en

135

egentlig RFO-landskonference, når den var kommet tilstrækkelig langt i sit

arbejde.Konferencen vedtog endvidere et dokument, den danske arbejderklasses

kampprogram, med ikke færre end 39 punkter.44 Ingen blev forbigået i dette

program., Der var blevet plads til både kamp for højere alimentationsbidrag og

krav om tilskud til småbrugere til køb af udsæd, gødningsmidler og landbrugs-maskiner. Der var dog også medtaget mere aktuelle krav som fx. kamp mod

udelukkelse af fagforeningerne pga. arbejdsløshed, kamp mod lønnedskærin-

ger og indblanding i lønbestemmelser og arbejdsforhold fra statens voldgifts-og forligsinstitutions side. Sådanne krav var aktuelle på baggrund af overen-

skomstforhandlingernes forløb i foråret og kunne også for arbejdere uden for

de oppositionelles rækker fremstå som rimelige og realistiske. Men de drukne-

de fuldstændig blandt de øvrige, der blot havde karakter af principløst over-

bud. Endelig var det næppe en omremsning af den karakter, RFI havde fore-

stillet sig, når det i Strassburgerteserne hed, at »de økonomiske krav må være

klare og tilpasset massernes opfattelsesevne (og) de må fremtræde som resultat

af den foreliggende konkrete situation.«45

Det følgende år var præget af fremgang for RFO ligesom for DKP. Bag-

grunden herfor var utvivlsomt den samme, krisen begyndte nu at gøre siggældende for alvor. Især var der fremgang i arbejdet blandt søfolkene, der

tidligere end de fleste andre mærkede krisen iform af øget arbejdsløshed. Men

også i en række især københavnske fagforeninger blev der etableret opposi-tionsgrupper, og flere af de mest betydende RFC-blade så i denne periodedagens lys. På de dårligt besøgte fagforeningsgeneralforsamlinger erobredes

adskillelige bestyrelsesposter, mens det ikke lykkedes at organisere blot den

mindste strejke.I oktober kunne Arbejderbladet meddele, at »en række af de mest betydende

venstreklubber står nu over for deres organisatoriske tilslutning til RFO«.W46Der er ingen tvivl om, at en sådan tilslutning faktisk fandt sted, selv om det

ikke er muligt at konstatere, om det skete på netop dette tidspunkt. Men for

det første var det ikke alle venstreklubber, der gik ind i RFO, skotøjsarbejder-nes gjorde i hvert fald ikke. Og for det andet var det langt fra alle medlemmer-

ne i de klubber, der bestemte sig for tilslutning, der fulgte med. Således havde

Smedenes Fællesklub været ret stærk, men da kun en del af dens medlemmer

tilsluttede sig RFC-grupperne, medførte deres etablering indenfor jernindu-strien en reel svækkelse af oppositionens stilling i DSMF. Heinrich Wolf, den

kommunistiske formand for DSMF afd. 17, havde da også været modstander

af at organisere RFO i Smedeforbundet, men bøjede sig loyalt for partiets

beslutningä*7Det er således væsentligt i forbindelse med organiseringen af

RFO i Danmark at være opmærksom på, at den betød en splittelse af den

hidtidige, ganske vist talmæssigt ret svage, organiserede faglige oppositionsbe-vægelse. ,

I november blev baggrunden for og formålet med RFO.s virksomhed præci-seret i Arbejderbladet i en artikel, underskrevet af L. R. (sikkert Lauritz Ra-

smussen).48 Han slog fast, at selv om arbejderne blev svinebundet af fagbureau-kratiet,'så gjaldt det ikke om at få forbundene udmeldt af DSF eller deres

ledelser udskiftet.

136

»Alle disse organisatoriske foranstaltninger er ikke af den allerringesteværdi, om man ikke formår at mobilisere arbejderne til direkte masseakti-on mod arbejdskøbernes lønrovspolitik uden om hele dette apparat.En sådan kamp vil samtidig udvikle sig til en kamp mod det reformistiskebureaukrati og mod den kapitalistiske stats magtapperat. Kun ved at

mobilisere masserne til en sådan kamp vil det være muligt at kommeondet til livs.Men RF 0 giver ikke af den grund afkald på at gøre et stykke revolutio-nært arbejde inden for fagbevægelsen. For det første vil vi erobre alle de

positioner, vi er i stand til inden for fagbevægelsen.Og posterne i underor-

ganisationerne kan erobres.Dernæst vil det være en fejl at undlade at tage kampen op inden for

fagbevægelsen mod de faglige reformister, mod socialfascisterne i fagbe-vægelsen. Det er vor pligt i fagbevægelsen at tage kampen op mod bureau-kratiet og afsløre dette overfor de arbejdere, der endnu i god tro følgerreformisterne. Vi har pligt til at slås med reformisteme om førerskabetover disse arbejdere.«

Altså en tydelig prioritering af »direkte masseaktion« frem for arbejdet i fagfo-reningerne, helt i tråd med RFI.s generelle anvisninger og især med RGO.spraksis i Tyskland.

Ud på foråret 1932 var arbejdet så vidt fremskredet, at RFO den 29. og 30.maj kunne indkalde til en oppositionskonference i København med 185 delege-rede, der hævdedes at repræsentere over 18.000 arbejdere. Der deltog repræ-sentanter for fagforeninger, RFC-grupper, Venstreklubber og arbejdsløsheds-udvalg, især fra København, men også fra flere provinsbyer. Også en repræsen-tant for RFI, Overgaard, deltog.49

Konferencen valgte RFO.s første fællesledelse på 29 medlemmer, heraf 5 fraprovinsen. Om det hidtidige arbejde blev det oplyst, at der i flere industrier var

etableret en RFC-bevægelse eller oppositionsklubber i tilknytning til RFO.Det drejede sig først og fremmest om jernindustrien, søtransporten, byggefag-ene, tekstil-, skotøjs- og beklædningsindustrien.

Som tidligere nævnt er konferencens beslutninger et centralt dokument, idetde tjente som en art programerklæring for RFO og blev udbredt som pjece.Ikke overraskende formede vedtagelserne sig i et og alt som en tilslutning tilKomintems og RFI.s analyser, der blev belyst ved eksempler fra udviklingeniDanmark. Den voksende krigsfare, arbejdskøberoffensiven, arbejderklassensvoksende kampvilje og fagbureaukratiets forræderi, alt var med. På dennebaggrund konkluderede man, at det ikke længere var tilstrækkeligt at oppone-re inden for fagforeningerne. Det var nødvendigt

»... samtidig at forberede og organisere arbejdernes kampe ude på arbejds-pladserne mod arbejdskøberne.Disse kampe kan kun føres direkte af arbejderne selv. De faglige kampekan kun vindes ikamp mod treem'gheden: arbejdskøberne, den kapitalisti-ske stat og de reformistiske ledere. Det er den bevidste revolutionære

oppositions opgave at gå i spidsen på dette område, oplyse arbejderneherom, tage initiativet til kampens forberedelse, organisering og udløs-

ning, således at de kæmpende arbejdere gennem egne valgte aktionsudvalg

137

og strejkekomitéer leder deres egne kampe, på samme måde som de ar-

bejdsløses kamp for arbejde eller ordentlige understøttelser kun kan føres

af de arbejdsløses egne valgte aktionsudvalg.Men dette må ikke bevirke en afslappelse af oppositionsarbejdet i fagfore-ningerne... Samtidig med at den revolutionære fagopposition afviser teo-

rien om at fagforbundenes centrale apparat kan erobres for medlemmer-

ne, og samtidig med, at den vender sig skarpt mod enhver form for prin-cipløst mandatjægeri, sætter den sig som mål på et klart klassekampsprog-ram at erobre alle de faglige instanser, som kan erobres og udnytte dem til

støtte for arbejdernes faglige kampe.Dette er oppositionens dobbelte opgave, og for at kunne løse denne må

den være opbygget med grundlag i bedrifterne...«5°

Men selv om konferencen således vurderede arbejdet i fagforeningerne og påarbejdspladserne som to sider af samme sag, var de på ingen måde sidestillet.

»For at kunne føre en effektiv kamp mod den kapitalistiske offensiv

fastslår oppositionskonferencen, at den revolutionære fagopposition i

første omgang må anlægge hele sit arbejde på arbejdspladserne. Uden en

fuldstændig omlægning på dette område vil RFO ikke være i stand til at

lede den voksende utilfredshed blandt masserne, føre disse ind på et revo-

lutionært klassekampsgrundlag. Uden denne befæstelse af RF O.s afdelin-ger på arbejdspladser og fabriker, i havn og på skibe, vil det ikke være

muligt at følge med i begivenhedernes gang og arbejderklassens radikalise-

ring.«5l

Endelig skulle der etableres et samarbejde mellem de arbejdsløse og de beskæf-

tigede, således at det blev muligt at forbinde de arbejdsløses kamp med kam-

pen på bedrifterne.

Alt i alt var der tale om et tydeligt skred i opfattelsen af, på hvilken del af

den dobbelte arbejdsopgave RFO skulle sætte ind. Både et skred i forhold til

beslutningerne i maj 1931 og i forhold til artikleniArbejderbladet i november.

Selv om arbejdet i fagforeningerne stadig ikke måtte forsømmes, skulle RFO

nu foreløbig koncentrere hele sin indsats på arbejdspladserne. I denne sam-

menhæng blev understregningen af, at kun arbejderne selv gennem deres egne

valgte organer på arbejdspladserne kunne føre kampen, her formuleret skarpe-re end nogensinde tidligere.52 Fagforeningerne skulle kun udnyttes til »støtte«

for arbejdernes kamp.Baggrunden herfor var utvivlsomt, at der i det forløbne år ingen som helst

fremgang havde været at spore med hensyn til organiseringen af RFC-grupper

på bedrifterne, og at det derfor alene af den grund ikke havde været muligt at

udløse strejker. De faglige ledere havde uhindret kunnet gennemføre deres

forehavende under de nyligt afsluttede overenskomstforhandlinger.Konferencen opfordrede til kamp for en række »hovedfordringer«. Blandt

disse var arbejdstidsforkortelse til 7 timer, forbud mod overarbejde, lønforhøj-elser i forhold til prisstigningerne, kamp mod Septembenforliget og optagelseaf de uorganiserede i fagforeningerne med ret til understøttelse.

Endelig blev den nye ledelse pålagt en række opgaver, bl.a. at få påbegyndtorganiseringen af grupper på de vigtigste københavnske arbejdspladser.På 12. EKKI-plenum i september blev der rettet en generel kritik mod den

138

revolutionære fagoppositions arbejde i Vesteuropa. Hovedfaren i det fagligearbejde var højre-opportunismen. Hertil blev henregnet bl.a.

»kapituleringen overfor det reformistiske fagforeningsbureaukrati med

hensyn til selvstændig ledelse af proletariatets økonomiske kampe (og)taktikken med »blok«dannelse med det reformistiske fagforeningsbureau-krati i stedet for enhedsfronten fra neden.«

Men også kampen mod »venstre«-opportunistiske afvigelser var nødvendig.»Disse har fundet udtryk i den radikale teori om den »helstøbte reaktio-nære masse« blandt de organiserede arbejdere i de reformistiske fagfore-ninger, i den sekterisk-radikale undervurdering af enhedsfronttaktiken, i

påstanden om at de reformistiske fagforeninger er en »skole i kapitali-sme«, i det sekteriske forhold til arbejdet i de reformistiske fagforeninger(hvilket reducerer hele arbejdet i disse til ødelæggelsen af fagforeningernesapparat) og i den bureaukratiske ignoreren af det proletariske demokra-ti.«53

Med kritikken af »venstre«-opportunismen sigtede EKKI sikkert bl.a. til detdanske parti. På partikongressen i december 1932 udsattes det faglige arbejde ihvert fald for en sønderlemmende kritik fra netop denne vinkel.54 Det blevfremført, at på trods af at arbejdermasserne var på vej mod venstre, havdepartiet ikke vist arbejderne en positiv linje for arbejdet. Baggrunden herforskulle være, at man efter opgøret med fagforeningslegalismen i 1930 var faldet iden modsatte grøft.»Thi i gennemførelsen af kongressens beslutninger (i 1930, min an.), i

gennemførelsen af Kominterns og RFI.s linie for det faglige arbejde bleven sekterisme fremherskende,Sætningen. »Hold straks møde på jeres bedrift, vælg en kampkomité og gåi strejke for jeres berettigede kravl« blev så at sige en stående kliche ipartiets faglige arbejde,...Den sekteriske gennemførelse af de faglige beslutninger (førte) til de alvor-ligste hæmninger af det oppositionelle arbejde i fagforeningerne. En na-

turlig følge af, at det tidligt og silde fastsloges, at fagforeningerne aldrig ogingensinde kan komme til at betyde noget positivt i arbejdernes kampe, atdet overhovedet er utilladeligt at tænke sig faglige kampe gennemført påanden måde end som strejker på trods af alle faglige instanser!Dette måtte føre til en direkte fagforeningsfjendtlig indstilling, måtte føretil en svækkelse af vort arbejde og vor indflydelse i selve fagforeningerne.«

Men reformisternes misbrug af fagforeningerne måtte ikke føre til en sådanindstilling hos de revolutionære arbejdere. Oppositionsarbejdet skulle fortsæt-tes og styrkes, flest mulige faglige positioner erobres og udnyttes i de fagligekampe.5s

Mht. opbygningen af RFO var der sket fremskridt.»Men vor indsats på dette område har langt fra modsvaret vore forpligtelser

eller de gunstige objektive muligheder.«Det fremtidige arbejde på bedrifterne måtte sigte på at vinde indflydelse i

klubberne og erobre tilidsmandshvervene.»... Hvis ikke arbejdernes kampstemning kan give sig udtryk ved valg af

ærlige, revolutionære kammerater som bedriftstillidsmænd, så er det fra-

139

ser at tale om kamp direkte på bedrifterne, om valg af kampledelser o.s.v.«

Denne kritik førte efterhånden til en vis ændring af det faglige arbejde. Men

partiet var tydeligvis ude af stand til at forbinde tilbagegangeni 1930 med dens

vigtigste årsag, tilslutningen til Kominterns fejlagtige analyser af situationen i

Danmark. Når man så ydermere mekanisk kopierede RGO.s praksis, der var

affødt af de særlige forhold iTyskland (lav organisationspct., udelukkelse fra

fagforeningerne osv.), i stedet for som Komintern og RFI gentagne gange

havde fremhævet nødvendigheden af, i det mindste at tillempe enhedsfront-

kampen efter de lokale forhold, så måtte det gå galt.I realiteten blev RFO.s arbejde efter kongressen især koncentreret om ero-

bringen af fagforeningsposter, selv om det stadig med mellemrum blev frem-

hævet, at arbejdets tyngdepunkt måtte ligge i bedrifterne. Det er vanskeligt at

afgøre, om denne omlægning blev foretaget ud fra en vurdering af, at det i

Danmark var umuligt at føre massekampe uden om fagbevægelsen. Eller om

man blot efterhånden samlede kræfterne om det arbejdsfelt, hvor man i det

mindste havde en vis fremgang, nemlig fagforeningerne.Her agiterede den stedlige RFC-gruppe gennem sit blad, ved indkaldelse af

møder og på anden vis for sine faglige og politiske krav, især naturligvis for

forbedringer af fagets løn- og arbejdsforhold. Gruppens arbejde sigtede jo bl.a.

på at bringe arbejderne ud i kamp for deres krav, og den forsøgte i konsekvens

heraf hvert år at få overenskomsterne opsagt og forbundsledelsens eventuelle

forhandlingsresultat forkastet.

Især var gruppen atkiv omkring generalforsamlingen og når der skulle væl-

ges delegerede til f.eks. kongressen. Både på generalforsamlingen og forud for

denne agiterede man ivrigt for sine kandidater og resolutioner. Samtidig frem-

sattes voldsomme anklager, ofte af personlig art, mod modstanderne, som man

kunne beskylde for f.eks. »evneløshed« eller »terrorisme«, for blot at nævne at

par af de mest afdæmpede udtryk. Især i den første tid blev RFO.s tilhængere

ofte beskyldt for at forstyrre møderne med optøjer, hylekor og lignende, en

anklage der bestemt ikke synes at have været uden berettigelse.56Ved siden af arbejdet i fagforeningen organiserede grupperne også sammen-

komster af selskabelig art for deres medlemmer og deres familie, så som fester,

filmaftener, foredrag og lignende.

5.2 RFO i offensiven 1933-34 og den socialistiske modaktion

Det var først i 1933, at RFO havde opnået en sådan styrke, at man i forbindel-

se med overenskomstforhandlingerne magtede at optræde som en selvstændig

faktor. I oktober 1932 havde DsF foreslået en uændret forlængelse af overen-

skomsterne, trods de begyndende prisstigninger. Kommunisterne reageredeprompte.»Alle generalforsamlinger må straks indkaldes, overenskomsterne opsigesog medlemmerne selv gennem deres egne organer tage kampen for lønfor-

højelser i egne hænder.«57

RFO var på samme linie, fællesledelsen opfordrede i december til »kamp mod

140

arbejdskøberangrebet«og opslutning om en række krav, stort set en gentagelseaf kravene fra konferencen i maj. Men endnu en gang måtte kommunisterne

erkende deres ringe indflydelse, ikke en eneste overenskomst blev opsagt.Arbejdsløsheden og DsPs. og Socialdemokratiets autoritet i forening forhin-

drede det.

Arbejdsgiverne stillede imidlertid krav om en 20 pct. lønreduktion, og da

forligsmanden sidst i januar opgav at mægle, varslede de lockout. Regeringengreb da ind. I et større forlig med Venstre, Kanslergadeforliget, indgik bl.a. en

uændret forlængelse af overenskomsterne ved lov samt forbud mod strejker oglockouter i et.

Samtidig med at Kanslergadeforliget blev afsluttet, afholdt RFO sit første

egentlige landsmøde med deltagelse af 340 repræsentanter for den revolutionæ-

re fagopposition. I følge mandatudvalget var der repræsenteret 61 grupper fra

København med tilsammen 4941 medlemmer og 61 grupper fra provinsen med

1760 medlemmer. Blandt deltagerne var der 8 fagforeningsformænd, 47 besty-relsesmedlemmer i fagoforeninger, 32 tillidsmænd fra arbejdspladserne, 168

med og 172 uden arbejde, 305 organiserede og 35 uorganiserede, 197 medlem-

mer af DKP, 33 socialdemokrater og 110 partiløse. Følgende provinsbyer var

repræsenteret: Helsingør, Roskilde, Frederikssund, Køge, Nakskov, Odense,Ålborg,Århus, Sønderborg, Esbjerg, Sommersted, Holbæk og Rønne.58

De mange arbejdsløse blandt de delegerede antyder en af årsagerne til, at detvar så vanskeligt at få organiseret bedriftsgrupper: RFO var i høj grad en

organisation af arbejdsløse. ›

Landsmødet var blevet forberedt på DKP.s partikongres, der havde vedtag-et, at det »...nu overalt (skulle) være slut med passiviteten og ligegyldighedenoverfor RF O-arbejdet.«59I en artikel i Arbejderbladet blev dette uddybet.

»... Arbejdet på opbygning og styrkelse af RFO er øjeblikkets mest tvin-

gende, mest påtrængende opgave overalt. Dens (landsmødets) opgaveer det at give de øjeblikkelige, konkrete kampparoler i overenskomstsitua-

tionen, men også at foretage den organisatoriske sammensvejsning af heleden revolutionære opposition, som endnu mangler.«60

Kanslergadeforligets strejkeforbud kom naturligt nok til at stå i centrum ilandsmødets vedtagelser.»Indkald øjeblikkeligt til møde på hver eneste arbejdsplads, i hver eneste

klub, på hvert eneste kontrolsted, til generalforsamling i hver eneste fagfo-rening, og tag der stilling til strej keforbudsloven, til inflationen, til prisfor-dyrelserne -

og til de forrædere, som under påskud af at være faglige lederehar medvirket til at gøre jeres fagforening til et underorgan under den

kapitalistiske stat!'

Bøj jer ikke for diktaturet fra Christiansborg, men forbered jer overalt påden uundgåelige kamp for lønforhøjelser og arbejdstidsforkortelse, for

arbejde og brød til de arbejdsløsel«61Kritikken på DKP.s kongres havde åbenbart ikke gjort større indtryk, i hvert

fald opfordrede landsmødet i den vante stil til

»... valg af kamp- og aktionsudvalg for alle virksomhedens arbejdere,fremsæt jeres krav overfor arbejdskøberen og bered jer til strejke derfor.

Hold reformisterne uden for dette! Hvor underskriverne af loven om

141

strejkeforbud får lov til at blande sig i en faglig konflikt, er den allerede

tabt! Vælg som jeres repræsentanter de bedste, solideste, ærligste, mest

klassebevidste kammerater, som I i et og alt kan stole på!Forvandl gennem selvstændig kamp, under egen valgte kampledelse,

nederlaget til sejr.«62Dette var på det nærmeste essensen af Strassburgerteserne, gengivet i parole-form.

Socialdemokraterne forsvarede sig mod kritikken. Da ingen overenskomster

var opsagt, var det urimeligt at hævde, at nogen strejke var blevet forbudt.

Regeringen havde blot sørget for, at fagbevægelsen fik sit ønske om en uæn-

dret forlængelse af overenskomsterne gennemførtfo'3Samtidig gjorde man op-mærksom på, at det norske kommunistparti i 1922 havde stemt for både

tvungen voldgift og strejkeforbud.64Den »uundgåelige«kamp for lønforhøjelser m.m. blev aldrig til virkelighed,

noget der ikke kunne styrke tilliden til RFO. Derimod lykkedes det på general-forsamlinger og andre steder at få vedtaget en lang række protester mod

strejkeforbudet, en antydning af at regeringen og DsF ved deres overenskom-

stindgreb i 1931 og 33 var godt på vej til at skabe et vist modsætningsforholdmellem Socialdemokratiet og en del af de socialdemokratisk indstillede arbej-dere.

På forårets generalforsamlinger i København led RFO en række nederlag.Baggrunden herfor var ikke tilbagegang i opslutningen om RFO, tværtimod.RFO kunne næsten overalt notere en kraftig stigning i stemmetallene for sine

kandidater og resolutioner. Forklaringen var den, at Socialdemokratiets mod-

stød nu blev sat ind med fuld styrke. Social-Demokraten noterede sig RFO.s

modgang med tilfredshed. »... Opfordringerne her i bladet fra forskellig side,om at stå vagt om organisationerne, har båret frugt.«65

Som tidligere nævnt var det først efter valget i 1932, at Socialdemokratiet

igen begyndte at tage venstreoppositionen alvorligt og ofre kræfter af betyd-ning på at holde dens indflydelse nede. Denne virksomhed på det fagligeområde skal her kort ridses op.

Bekæmpelsen af RFO var for partiet blot en del af en større kamp, kampenmod DKP. Man nærede absolut ingen illusioner mht. RFO.s formelt uafhæn-

gige stilling.»RFO er betegnelsen for den under kommunistisk ledelse stående fagli-ge oppositionsorganisation, som overalt søger dannet særlige gruppermed det formål at splitte fagbevægelsen.«66

Med den forvrøvlede påstand om at RFO.s formål var at splitte fagbevægel-sen, undgik man at forholde sig til kritikken af de faglige lederes politik. Det

var i det hele taget kendetegnende for Socialdemokratiets kampagne, at man

valgte at appellere til arbejderklassens, utvivlsomt velbegrundede, frygt for

splittelse, i stedet for at beskæftige sig med de påpegedeforringelser af løn- og

arbejdsforhold.I partiets og fagbevægelsens top var der folk med erfaring i den slags arbej-

de, der nu blev iværksat. Enhver form for politisk og faglig venstreoppositionvar altid blevet stemplet som »splittelse« og hårdhændet bekæmpet. Førsthavde modstanderen været syndikalisterne, så kommunisterne og nu kommu-

142

nisterne i en ny forklædning,RFO. I en sådan kamp havde de socialdemokrati-ske politiske og faglige ledere gode kort på hånden. De besad stor autoriteti

arbejderklassen, bl.a. fordi det jo var under deres ledelse, at de økonomiske ogsociale fremskridt var blevet opnået. Samtidig formåede man gennem densocialdemokratiske presse og fagtidsskrifterne at få hele arbejderklassen itale.

De midler, som man tog i anvendelse, var gamle og velprøvede.67 Mestsatsede man på de socialdemokratiske klubber, der nu i stort tal blev oprettet i

fagforeningerne. Klubberne udgav ofte deres eget blad, hvor især tre stofområ-der blev prioriteret højt: propaganda for den socialdemokratiske regerings,forbundsledelses og fagforeningsledelses arbejde, dystre beretninger om for-holdene i Sovjet og endelig agitation imod fagets RFC-gruppe og dens blad.Denne polemik mellem RFC-grupperne og de socialdemokratiske klubber var

ofte særdeles grov i sin form.Klubberne havde forskellige navne. Nogle tonede rent flag og kaldte sig

socialdemokratiske, elektrikernes klub i København endog Den socialdemo-kratiske Klub M.K., tilføjelsen betød Mod Kommunisterne. Andre skjulte sigunder betegnelser som »faglige«klubber eller »oplysningsklubber«. Den førsteblev oprettet i efteråret 1932 i Tjenernes Fagforening. Fra februar 1933 blevarbejdet med oprettelse af klubber taget op Hovedorganisationernes Agita-tionskomité, der også koordinerede deres virksomhed og sørgede for, at dermødte agitatorer op på generalforsamlinger og RFC-møder. Snart så RFO sigoveralt stillet overfor en velorganiseret opposition.Agitationskomitéen udgav et flyveblad, Mod Splittelsen, med undertitlen:

Ikke ved skrål, men ved arbejde! Kamporgan for arbejderklassens enhed!68Undertitlen antyder, på hvilket niveau bladet indholdsmæssigt bevægede sig.Det blev især uddelt ved kontrolsteder, i fagforeninger og på arbejdspladser iKøbenhavn. Også i Mod Splittelsen undgik man helst at gå ind i en egentligdiskussion af kommunisternes og RFO.s kritik, som i bedste fald blev affærdi-get som »ansvarsløs«. I stedet stemplede man enhver opposition som »kommu-nister« og »splittelsesmagere«og udmalede de elendige forhold i Sovjet, hvor

arbejderne end ikke havde strejkeret, og reallønnen var faldet med 30-40 pct.under 5-årsplanen.°9 Oså DKP.s interne forhold var genstand for stor op-mærksomhed.

Hvor hård kampen var, fik man et indtryk af i sommeren 1934, da Social-Demokraten, partiets hovedorgan, stemplede kommunisterne som »agenter«og »forrædere«, betegnelser som DKP og RFO ganske vist havde gjort flittigtbrug af siden 1930.

Det Ville være forkert at hævde, at socialdemokraterne lagde skjul på deres

virkelige hensigter. Det var regeringens og i hvert fald nogle af de fagligelederes opfattelse, at fagbevægelsens opgave var blevet en anden, efter at Soci-aldemokratiet var kommet til regeringsmagten. Fagbevægelse og regering bur-de samarbejde om samfundets udvikling, en strejke var på sin vis rettet mod

arbejdernes egne interesser.

»Arbejderne...ved at den økonomiske udvikling også ændrer fagforenin-gernes opgaver og kampmetoder. Strejken, og netop den partielle strejke,havde sin store betydning i et vist afsnit af den kapitalistiske udvikling.Opgaverne og arbejdsformerne bliver andre under en af Socialdemokra-

143

tiets regering kontrolleret og delvis dirigeret produktion, med andre ord

under en kapitalisme i afvikling.«70Social-Demokratens lederskribent gav dog sikkert her snarere udtryk for et

ønske end for sin virkelige overbevisning. Netop i foråret 1934 vardet særlig

tydeligt, at langt fra alle arbejdere var kommet til den erkendelse. DsF.s forret-

ningsudvalg udtalte sig da også mere forsigtigt, idet arbejdernes tilbageholden-hed blev begrundet med hensynet til beskæftigelsen.»Den bedring i beskæftigelsesforholdene, der nu har vist sig, bør ikke

gennem ulovlige konflikter ødelægges til skade for arbejderne og samfun-

det som helhed...«71'

Hovedorganisationernes Agitationskomité gjorde DsF opmærksom på et an-

det problem, de uorganiserede. Hidtil havde Socialdemokratiet og de fagligeledere indtaget en nærmest ligegyldig holdning overfor denne gruppes særlige

problemer og til tider udvist direkte fjendtlighed, et snæversyn der egentlig var

forbløffende, selv om det naturligvis bundede i de organiserede arbejderestraditionelle uvilje mod de uorganiserede.»De uorganiserede er i mange tilfælde skruebrækkere, i alle tilfælde folk, der

har unddraget sig deres klassepligt...«72Det var åbenbart så sent som i 1934 ikke gået op for socialdemokraterne, at

arbejderne pga. krisen kunne være uorganiserede uden egen skyld. Kommuni-

sterne så derimod klart, at forholdet var langt mere kompliceret, og at der her

var et oplagt arbejdsfelt. Efter deres opfattelse var der blandt de uorganiseredetre grupper: unge arbejdere, der pga. lovgivningen og arbejdsløshed aldrighavde kunnet blive optaget i fagforening, slettede pga. arbejdsløshed og følgen-de fattigdom, og slettede af andre grunde, f.eks. smidt ulovligt ud. Man havde

dog her »glemt« en fjerde ruppe, nemlig dem der før krisen havde været be-

skæftiget som uorganiserede og nu pga. arbejdsløshed var forhindret i at blive

medlem af en fagforening. Et vigtigt punkt i RFO.s agitation var de uorganise-redes optagelse i fagforeningerne. Der blev oprettet en særlig De uorganisere-des RFO, der udgav sit eget blad og efter Arbejderbladets mødeannoncering at

dømme var meget aktiv.

Nogle uorganiserede socialdemokrater og frafaldne RFC-folk havde, så vidt

det kan bedømmes med ringe held, fra marts 1933 forsøgt at oprette klubber

ved kontrolstederne, De uorganiseredes Kampfront, senere De uorganiseredesLandsforening, som en modvægt mod RFC-grupperne. DsF forsøgte nu at få

oprettet såkaldte B-afdelinger i forbundene for de uorganiserede, hvor medlems-

skab dog kun indebar relativt betydningsløse fordele. Da forbundene imidler-

tid kun viste ringe interesse for tanken, blev det opgivet.Men tilbage til RFO. Bortset fra forårets mistede fagforeningsposter, tab der

udelukkende må tilskrives den socialdemokratiske agitation, var året 1933 påalle måder præget af fremgang for RFO. Der blev oprettet talrige nye grupper,

samtidig med at udgivelsen af yderligere et antal blade blev påbegyndt.Des-

uden besluttede nu også Fællesklubben i DSMF at tilslutte sig RFO, beslut-

ningen blev truffet på generalforsamlingen i februar.73 På efterårets generalfor-samlinger satte socialdemokraterne på ny alle sejl til for at få deres folk til at

møde frem. Kommunisterne berettede bittert om socialdemokraternes »...mo-

bilisering af medlemmer, deri 10-15 år ikke har besøgt en generalforsamling.«

144

Men alligevel mønstrede RFO nu så mange tilhængere, at man var i stand tilikke blot at erobre forårets tabte positioner tilbage, men også at gøre yderligerefremstød både i København og provinsen. Selv om kildematerialets karaktergør det vanskeligere at vurdere perioden efter sommeren 1934, er der næppetvivl om, at RFO i efteråret 1933 nåede et højdepunkt mht. repræsentation ifagforeningsbestyrelserne. .

Vigtigst var dog erobringen af flertallet i Søfyrbøderforbundets hovedledel-se. Det skete på forbundets kongres i august 1933 og blev bekræftet ved en

efterfølgende urafstemning, der var tilendebragt i december. Samtidig blev detvedtaget at indmelde forbundet i ISH."

Flere elementer må indgå i et forsøg på at forklare RFO.s fremgang i 1933.For stadig flere måtte det stå klart, at krisen ikke blot var et forbigåendefænomen, og at den uanset den socialdemokratiske regerings bestræbelser isærforværrede situationen for de i forvejen dårligst stillede. For mange arbejdere,især de arbejdsløse, måtte det derfor være svært fortsat at bevare troen påSocialdemokratiet som en effektiv varetager af deres interesser. Indgrebet i1931 var ikke blevet en engangsforeteelse. Strejkeforbudet, den fortsat storearbejdsløshed (29 pct. i 1933 mod 32 året før), de fortsatte ganske vist beskedneprisstigninger, DKP.s agitation der fra folketingets talerstol gennem radio ogaviser nåede ud til en langt større kreds end tidligere, alt sammen måtte det slåskår på skår i tilliden til socialdemokraterne. Og samtidig give næring til etønske om at lade andre forsøge sig, i hvert fald på mindre indflydelsesrigeposter som f.eks. på fagforeningsniveau.

_Når fremgangen blev særlig stor i efteråret, kan det næppe specielt forbindesmed Kanslergadeforliget. Dets indhold var kendt allerede på forårsgeneralfor-samlingerne. DKP forbandt selv fremgangen med skuffelse over socialrefor-men, der var trådt i kraft i efteråret.75 Denne argumentation forekommer ikkesærlig sandsynlig og var måske affødt af, at kommunisterne længe havdefremstillet' reformen som et vældigt tilbageskridt. Ved at sammenkæde densikrafttræden med RFO.s fremgang 'fik de så at sige »bevist« rigtigheden afderes propaganda. Snarere kan det have haft betydning, at DKP, efter- atSocialdemokratiet i vinteren 1932/33 havde påbegyndtkampagnen mod fag-oppositionen, intensiverede arbejdet med organiseringen af RFO.76 Landsmø-det 29.-30. januar 1933, der fastlagde RF O.s struktur, skal sikkert ses i dennesammenhæng. Men disse bestræbelser kunne næppe få effekt før i efteråret.

Arbejderkvindernes Oplysningsforbund blev omstruktureret på organisatio-nens landsmøde i september 1934. Det var allerede blevet besluttet i januar1933, at de faglige medlemmer skulle tilslutte sig RFC-grupper, hvor de fand-tes eller selv oprette sådanne. A.O. var en af de talrige kommunistiske periferi-organisationer og havde eksisteret siden midten af 20erne. På møder og i sitblad behandlede den spørgsmål af særlig interesse for kvinderne, herunderogså problemer i forbindelse med kvindernes stilling på arbejdsmarkedet ogfagligt arbejde. Først nu blev beslutningerne fra 1933 ført ud i livet. Det fagligearbejde blev udskilt, og A.O. ændrede samtidig navn til Kvindernes Samvirke.A.O.s blad, Arbejderkvinden, gik ind eller blev i det mindste kun udsendt iduplikeret form. Samtidig påbegyndtesudgivelsen af Kvindernes Kamp, organfor den revolutionære fagopposition i Kvindeligt Arbejderforbund.

145

I Arbejderbladet gjorde en repræsentant for Kominterns skandinaviske se-

kretariat rede for 13. EKKI-plenums særlige betydning for kommunisternes

arbejde i Danmark. Redegørelsen indeholdt intet egentligt nyt. DKP.s hoved-

opgave var kampen mod fascisme og socialfascisme og virkeliggørelseaf en-

hedsfronten med de socialdemokratiske arbejdere. Endvidere var det nødven-

digt at hæve det ideologiske niveau

»...gennem selvkritisk undersøgning af fejlene (tilbagevigen for Socialde-

mokratiet, undervurdering af nødvenigheden af at lægge hovedvægten i

arbejdet på bedrifterne, stadig utilstrækkelig arbejde i de reformistiske

fagforeninger).«77Bortset fra at kampen mod fascismen fik en mere fremtrædende plads, var

direktiverne således også for det faglige arbejde uændrede.

Imod DsF.s anbefaling blev overenskomsterne iefteråret 1933 opsagt af en

række fag. Men ellers var optakten til forhandlingerne den samme som det

foregående år. DsF tilbød uændret forlængelse, arbejdsgiverne krævede reduk-

tioner.

Allerede i november 1933 havde RFO.s landsledelse opfordret til opsigelser

og kamp for lønforhøjelser pga. prisstigninger og rationalisering. Samtidig

gjorde man opmærksom på lovforslaget om forligsmandens sammenkæd-

ningsret, der' ville bevirke »...at den sidste rest af medbestemmelsesret fratages

fagforeningemes medlemmer.«78 Det lykkedes RFO i adskillige fagforeninger

at få vedtaget resolutioner, hvori der blev opfordret til opsigelse af overen-

skomsterne.

I februar opfordrede landsledelsen og en række kommunistiske fagfore-

ningsformænd til at stemme nej til forligsmandens forslag.

»Anerkend ikke, at jeres afstemninger sammenkædes med andre fags

afstemninger, men anerkend kun den afstemning, I selv har foretaget!

I kamp for lønforhøjelser, i kamp mod de nye afstemningsregler, i

kamp for forbedrede overenskomster, i kamp mod det faglige juristeri og

indgreb i vore fagforeninger, i kamp for strejkeretten som arbejdernes

vigtigste våben for forbedring af vore kår. Slut op i kampen for at gøre

fagforeningerne til proletariske klassekampsorganisationer!«79Disse krav var ledsaget af en udførlig argumentation og var både langt mere

aktuelle og konkrete, end tilfældet havde været de foregående år. Borte var

opfordringeme til at danne kampledelser og aktionsudvalg, og heller ikke

angrebene på socialdemokraterne og de faglige ledere var af samme grove og

generelle karakter som tidligere.I marts blev forliget, der stort set indebar en uændret forlængelse af overen-

skomsterne, erklæret for vedtaget for samtlige fag, også for de 14 der havde

forkastet, idet deres afstemning jo var sammenkædet med de øvrige. Flere fag

havde stemt ved kompetent forsamling og DAF ved kongres. DKP opfordredestraks til at organisere kampen i de fag, der havde forkastet og i dem, hvor en

kompentent instans havde afgjort afstemningen. Men kun fire forbund gik i

strejke: kokke, slagteriarbejdere, Sømænd og søfyrbødere, og kun de to sidst-

nævntes kamp havde RFO væsentlig indflydelse på. ›

Sømændene og søfyrbøderne havde op til overenskomstforhandlingerne

stillet krav om bl.a. sikring af reallønnen, arbejdstidsforkortelse og at hyrean-

146

visningen fortsat kun skulle foregå gennem forbundene. Rederne krævede

hyrereduktioner og havde desuden opsagt aftalen om forbundenes hyreanvi-sning. Forligsmandens mæglingsforslag indeholdt en forlængelse af overen-

skomsterne, uden at et eneste af søfolkenes krav var blevet opfyldt. Ved af-

stemningen forkastede begge forbund derefter med meget stort flertal og af-sendte 2. strejkevarsel. Arbejdet blev nedlagt onsdag den 11. april kl. 24.

Strejken blev ført i fællesskab af de to forbund, ledet af en fælles kampledel-se på 14 medlemmer, 7 fra hvert forbund. Fredag den 13. kendte voldgiftsret-ten strejken ulovlig og idømte forbundene hver en bøde på 20.000 kr. Men

kampen fortsatte, og det lykkedes at få etableret solidaritetsstrejker blandt

havnearbejderne 'i bl.a. København, Århus, Ålborg og Esbjerg. Men efter

ganske få dages forløb vedtog havnearbejderne imidlertid med stort flertal at

gå i arbejde igen. Den 18. blev der foretaget razziaer i Arbejderbladets ogRFO.s lokaler, og enrække af RFO.s ledere blev anholdt, uden at der dognogensinde blev rejst tiltale imod dem.

Lørdag den 21. brød strejken sammen. På en generalforsamling hos matro-

serne, hvis forbund ikke var under RFO.s ledelse, blev det med beskedentflertal vedtaget at nedsætte et udvalg, som gennem forhandlinger med rederneskulle søge at få konflikten afsluttet. En aftale blev undertegnet allerede samme

nat, og den følgende dag opgav også søfyrbøderne. De strejkende opnåede kun

.ganske ubetyelige forbedringer i forhold til det oprindelige mæglingsforslag,ogstrejken må derfor betegnes som et nederlag. Fyrbøderne mistede hyreanvi-sningen, og Sømændene forpligtede sig til at betale en evt. bod.

'

Disse begivenheder fik et efterspil. I Esbjerg kom det under konflikten tilsammenstød mellem politiet og de strejkende, hvorunder de sidste på ualmin-delig brutal vis blev nedkæmpet af betjente. I protest herimod kom det til en

kortvarig generalstrejke i byen. Den ophidsede stemning blandt arbejderne var

utvivlsomt medvirkende til, at det i juli lykkedes RFO at erobre flertallet ifællesorganisationen. Socialdemokraterne reagerede ved at lade en lang rækkefagforeninger afbryde forbindelsen med fællesorganisationen, hvilket jo unæg-.telig satte deres agitation mod »splittelse« i et noget ejendommeligt lys.

Udadtil fremstillede kommunisterne begivenhederne som en vældig sejr.Søfolkenes, slagteriarbejdernes og kokkenes strejker»...har været et bevis på, at utilfredsheden mod de bestående forhold ogviljen til kamp mod kapitalismen er vokset sig stærk i den danske arbej-derbevægelse, og at Socialdemokratiets indflydelse ikke længere er stornok til at holde masserne tilbage. Samtidig har Socialdemokratiet ved helesin politik under konflikten vist sit sande samfundsbevarende ansigt for de

strejkende og for arbejderklassen i det hele taget, hvad der yderligere har

rystet tilliden til partiet og førrt nye tusinder ind under KommunistiskPartis faner.«8°

Men denne optimistiske erklæring var tydeligvis udarbejdet for i offentlighe-den at fæstne indtrykket af en bevægelse i fremgang, og den indeholdt da ogsåkun en halv sandhed. For på trods af den proklamerede fremgang blev det

faglige arbejde i løbet af foråret og sommeren 1934 taget op til nyvurdering af

partiet og RFO. Baggrunden herfor var, at man på næsten alle områder var

kørt fast. Partiets organisatoriske vækst havde efter november 1932 kun været

147

beskeden, på nogle områder havde der på det sidste været tale om stagnationeller endog om tilbagegang.81 Desuden havde RFO på forårets generalforsam-

linger lidt en række alvorlige nederlag. I de fleste af de betydende fagforenin-

ger, som man hidtil havde kontrolleret, var flertallet gået tabt. Social-

Demokraten satte denne udvikling i forbindelse med søstrejken.82Det var nui

det mindste en ufuldstændig forklaring, for RFO havde også haft tilbagegang

på generalforsamlinger, som var blevet afholdt længe før denne konflikt brød

ud, f.eks. i Malernes Fagforening. Derimod kunne Social-Demokraten nok

have en interesse i at fremstille strejken som upopulær i arbejderklassen på et

tidspunkt, hvor den endnu ikke var afsluttet.

DKP.s og RFO.s modgang måtte vække til eftertanke på et tidspunkt hvor

det samtidig var klart, at en betragtelig del af i hvert fald de fagligt aktive

arbejdere og faglige tillidsfolk nu havde fået nok af Socialdemokratiets og de

faglige lederes politik. I den forbindelse tyder meget på, at især forårets overen-

skomstforhandlinger, hvor de enkelte forbund for første gang var blevet berø-

vet retten til at afgøre deres egne løn- og arbejdsvilkår,havde gjort indtryk.For det var især i en udtalt protest mod sammenkædningsret og lignende, at

der nu var ved at opstå en bred, uorganiseret oppositionsbevægelse, der i årets

løb manifesterede sig på forskellig vis, bl.a. gennem en række ulovlige strejker.Til kommunisternes overraskelse og fortrydelse gik denne bevægelse næsten

helt uden om partiet og RFO med bl.a. det resultat, at RFO i en lang række

fagforeninger efterhånden kom til at udgøre et mindretal af oppositionen. Det

er dog vigtigt at fastholde, at det i nogle fagforeninger, f.eks. hos skotøjsarbej-

derne, hele tiden havde været tilfældet.

Martin Nielsen skildrede klart kommunisternes dilemma.

»Når stillingen i fagbevægelsen er sådan, at ikke een, men en række fagfo-

reninger, som protest mod fagforeningernes ensretning under den demo-

kratiske stat, l.ste maj besluttede, ikke at deltage i reformisternes og

Socialdemokratiets l. maj-møder og demonstrationer, men heller ikke giktil den revolutionære bevægelses demonstrationer, når en afdeling under

Dansk Elektrikerforbund i fuld alvor kan indsende et forslag om likvide-

ring af strejkefonden, »da vi jo alligevel ikke får lov til at kæmpe«, når

der rundt om i fagforeningskredse tales åbent om »Dannelse af et partieller en bevægelse til varetagelse af fagforeningernes interesser«, når de

»ulovlige« strejkers antal stadig er stigende trods overenskomstafsluttelse

og forlængelse, og når disse ting ikke samtidig betyder massetilgang til

Kommunistisk Parti og den revolutionære fagopposition, så må vi gøre os

klar over, at der udenfor den revolutionære bevægelses organisatoriskerækkevidde er ved at ske en strømkæntring, som det er vor pligt at give

positiv indhold, retning og mål.«83

Formuleringen »positiv indhold, retning og mål« kunne nok have været mere

præcis. På den anden side er det ikke vanskeligt at forestille sig, hvad den

dækkede over. Bevægelsen skulle om muligt spændes for Kominterns og

DKP.s vogn, hvilket nødvendigvis måtte indebære en omlægning af RFO.s

arbejde. Hvorledes denne omlægning forløb, vil blive behandlet i det følgende

afsnit om RFO og Oktoberbevægelsen.›

Her skal til slut refereres og diskuteres det delvise opgør med tre års RFO-

148

politik, som DKP foretog i sommeren og efteråret 1934. Partiets selvransagelsebragte artige ting for dagens lys. Enkelte af partiets fraktioner i fagforeninger-ne havde organiseret RFC-grupper, der kun bestod af partimedlemmersi4 ogkun et mindretal, ofte kun et lille mindretal af partiets medlemmer havdedeltaget i fraktionsarbejdet i deres fagforening.85 Samtidig havde det i RFOværet almindeligt, at kun »bevidste« revolutionære blev optaget som medlem-mer, organisationen havde kort sagt været elitær og sekterisk i sit arbejde.86Det sidste udtrykte Martin Nielsen på følgende måde:»Det må blive sådan, at for at tilhøre og kæmpe sammen med RFO skalman ikke aflægge nogen »revolutionerende eksamen«...RFO skal ikke være en fra masserne afgrænset snæver »kaderorganisati-on«, i virkeligheden en art »kommunistisk fagforeningsparti«,RF 0 skal,såfremt den skal udfylde sin opgave i den nuværende situation, udvikles tilat blive en revolutionær massebevægelse, hvori alle positive kræfter, dervil en fornyelse af dansk fagbevægelse, kan og vil samlesl«87

Igen og igen dukkede beskyldningen for sekterisme op i kritikken. Partietssituation forklaredes med, at det

»... såvel i sit politiske som i sit organisatoriske arbejde har været sekte-risk, og i stedet for at udføre alvorligt massearbejde er veget tilbage og harindkapslet sig.«88

De forhold, der her blev fremdraget, var det nok værd at beskæftige sig med,for de indicerede, at RFO var ved at udvikle sig til det diametralt modsatte af,hvad K'omintern og RFI havde forestillet sig med organisationen. Det centralesigte med oppositionens arbejde havde jo netop været at mobilisere på dags-kravene og derved tiltrække og organisere de arbejdere, der (endnu) ikke varoverbeviste kommunister og revolutionære. Der kan næppe være tvivl om, atden yderligere drejning i venstre-radikal retning, som var kendetegnende forRFC-politikkens gennemførelse i Danmark, havde sin baggrund i en i for-vejen sekterisk politisk hovedlinie, og fænomenet var da også kendt fra andrelande. Men hvilke mekanismer, der konkret kan ligge bag, forekommer umid-delbart temmelig uoverskueligt og skal ikke forsøges klarlagt her.

DKP.s selvkritik gik ikke dybere end refereret ovenfor og kunne ikke gøredet. Den bevægede sig indenfor det samme felt, hvor den altid havde bevægetsig, RF O-politikkens praktiske gennemførelse. Når RF O.s arbejde nu alligevelblev lagt om, skyldtes det bevægelsens åbenlyse stagnation og isolation. Mod-gangen blev, utvivlsomt korrekt, tillige betragtet som et resultat af den social-demokratiske agitation. Naturligvis forsøgte man efter bedste evne at svare

igen. Men overfor den voldsomme kanonade, der skånselsløst udnyttedeDKP.s og RFO.s fejltagelser og politiske, organisatoriske og økonomiskesvagheder, og hvori også den borgerlige presse deltog, var slaget på forhåndtabt. Det var indlysende håbløst at forestille sig, at det var muligt at arbejde sigud af en sådan situation alene ved at justere RF O.s politik. Der måtte samtidigtræffes forholdsregler af organisatorisk art. Men på samme tid var DKP nødttil at fastholde, både i teori og praksis, at den politiske hovedlinie havde været

og stadig var korrekt. Dermed var man fremdeles afskåret fra at sætte vanske-lighederne ind i en lidt større sammenhæng: mulighederne og betingelserne fori Danmark at føre'enhedsfrontpolitikfra neden i den form, som Komintern og

149

RFI i principperne havde fastlagt i 1928. Og dermed også afskåret fra at drage

de nødvendige konsekvenser af en sådan analyse.

5.3. Fredericiakonferencen, Oktoberbevægelsen og RFO.s afvik-

ling 1934-35'

For at forstå den udbredte modstand i fagbevægelsen mod de forskellige over-

enskomstindgreb, som den kom til udtryk i 1934, er det nødvendigt at inddrage

forholdet mellem den enkelte arbejder og hans fagforening, som det var blevet

skabt af mere end en menneskealders erfaringer. I en tid med en helt utilstræk-

kelig sociallovgivning må det have været opfattelsen hos det store flertal af

arbejdere, at de faglige sammenslutninger var deres eneste virkelige magtmid- .

del i kampen for en tålelig eksistens, deres eneste værn mod statsmagt og

arbejdsgivere. Gennem til tider hårde kampe havde de faglige organisationer

formået at tiltvinge sig væsentlige forbedringer af løn- og arbejdsforhold. Der

kan derfor næppe være tvivl om, at forholdet mellem arbejder og fagforening

gennemgåendevar langt mere aktivt og nært, end tilfældet er i dag. Uden sin

fagforening var arbejderen dømt til at eksistere på modstanderens betingelser.

Det var derfor ganske selvfølgeligt at møde ethvert forsøg på at antaste de

faglige organisationers frihed og selvbestemmelsesret med voldsom modstand.

Det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvorledes reaktionen ville have været,

hvis indgrebene i overenskomstafgørelserne var sket under en borgerlig rege-

ring. Men situationen blev kompliceret af, at det var Socialdemokratiet, arbej-

dernes eget parti, og arbejderorganisationernes egne ledere, der enten foran-

staltede eller i det mindste accepterede indgrebene.

Forligsmandens sammenkædning og de gentagne afstemninger i 1931 havde

vakt utilfredshed, hvilket kom til udtryk på årets faglige kongresser hos smede-

ne og formerne, hvor oppositionen var meget talstærkt repræsenteret.Men

som enkeltstående begivenhed formåede den næppe grundlæggendeat ryste

tilliden til de faglige ledere. Samtidig ar det en periode med en betragtelig

økonomisk fremgang for arbejderne. _

'

Men regeringens direkte indgreb i 1933 og forligsmandslovens vedtagelse og

anvendelse i praksis i 1934 måtte gøre det klart, at også Socialdemokratiet var

beredt til at foretage beskæringer af fagbevægelsensuafhængighed, om nød-

vendigt mod medlemmernes ønske. Dette måtte mange arbejdere finde vanske-

ligt at acceptere, dels af de grunde der er nævnt ovenfor, dels fordi partiet på

trods af sin position som regeringsparti så åbenlyst ikke var i stand til at skabe

nogen anden form for varig sikring af arbejderklassens interesser. Arbejdernes

gennemsnitlige leveforhold var tværtimod blevet forringet efter 1931, sidelø-

bende med indgrebene.De. arbejdsløse var stadig utrolig dårligt stillet, og deres situation var rent

materielt ikke blevet forbedret meget ved socialreformens ikrafttræden i 1933.

For nogle arbejdsløse havde reformen endog betydet en nedgang i understøt-

telsen. Det var karakteristisk nok netop i en protest mod de arbejdsløses

forhold, at en bred opposition nu for første gang fandt sammen. Det skete på

150

en konference i Fredericia 6.-7. juli 1934. Indkaldelsen var sket på initiativ af

Esbjerg og vistnok også Vordingborg og Nakskov DAP-afdelinger. Deltagernevar 41 delegerede fra 28 DAP-afdelinger, især fra de store provinsbyer. Ingenkøbenhavnske afdelinger deltog, men alligevel havde de deltagende afdelingerca. 18.000 medlemmer tilsammmen. Formålet med konferencen var at få di-

skuteret de arbejdsløses forhold, og drøftelserne mundede ud i en række krav:

igangsættelse af offentlige arbejder til tarifmæssig betaling, arbejdstidsforkor-telse til 40 timer med fuld lønudligning, ophævelse af 10 måneders og 26 ugersbestemmelsen på statens bekostning,89 forhøjelse af socialkontorernes under:

støttelser, udbetaling af en sommerhjælp på 100 kr. for forsørgere og 75 kr. for

ikke-forsørgere, en understøttelse på 28 og 21 kr. pr. uge for henholdsvis gifteog ugifte samt børnetillæg og huslejehjælp.90Disse krav blev af en deputationoverbragt regeringen.

Men konferencedeltagerne havde ikke nogen større tiltro til, at henvendelsenville give resultat. Det var deres opfattelse, at kravene kun ville blive gennem-

ført, hvis de faglige organisationer satte hele deres styrke ind på det. Samtidigmåtte man konstatere at dette for øjeblikket var umuligt.

»... Skal der effektivt foretages noget til gavn for de arbejdsløse kan dette

spørgsmål ikke adskilles fra den faglige organiserede arbejderklasses alm-

indelige forhold og opgaver. Vi mener, at den defensivpolitik, der er ført

og føres fra vore faglige tillidsmænds side, og som bl.a. har givet sig udslag.i strejkeforbud, forligsmandslov og afstemningsregler, DsF.s stilling tilsøfolkenes kamp, regeringens gennemførelse af tvungen voldgift overfor

slagteriarbejderne og nu sidst overenskomstforlængelse for jernindu-striens faglærte folk, en forlængelse, der vil blive efterfulgt af andre for-

bund, såfremt ikke medlemmerne energisk modsætter sig det, betyder, at

vore ledere er i færd med at likvidere vore faglige organisationer som

kamporganisationer for at gøre dem til en bestanddel af det samfundssy-stem, vi bekæmper.Dette betyder ikke alene, at vore faglige økonomiske interesser overfor

arbejdsgiverne prisgives en samfundspolitik, som i praksis er vendt modden arbejdende befolkning, men betyder samtidig, at også de arbejdsløseprisgives, fordi de faglige organisationer heller intet effektivt har foretagetsig for at komme disse til hjælp.«91

Fredericiakonferencen vedtog derfor med alle stemmer mod 7 at indbydealle fagorganisationer til en almindelig fagforeningskonference 23.-24. septem-ber, hvor arbejdsløshedsspørgsmåletog fagbevægelsens frihed skulle tages optil drøftelse. Konferencen skulle forberedes af et nedsat 5-mandsudvalg.

Det er vanskeligt med sikkerhed at afgøre, hvilken rolle kommunisterne ogRFO spillede i forbindelse med Fredericiakonferencens indkaldelse. I en samti-

dig kommentar i Information skrev C. H. Petersen, at RFO.s indflydelse påkonferencen ikke var lig nul. Heraf må man vel kunne slutte, at RFO i hvertfald havde nogen indflydelse. Men det besvarer ikke spørgsmålet omkringinitiativet, idet det utvivlsomt havde været lettest at få de afdelinger til at

deltage, hvori RFO stod stærkest. Havde DKP og RFO ikke taget initiativet til

indkaldelsen, kom den i det mindste på et særdeles belejligt tidspunkt, hvorman netop søgte, en bredere organisatorisk basis for det faglige arbejde. RFO.s

151

stilling var i almindelighed ikke særlig stærk i Arbejdsmandsforbundet, og det

er udenfor enhver tvivl, at hovedparten af deltagerne hverken var kommunister

eller RFO-folk.

Det var helt tydeligt, at DKP.s opmærksomhedi høj grad var rettet mod den

kommende fagforeningskonference, en overgang kaldet Frihedskonferencen.

Valgene af delegerede rundt om i landet blev ivrigt refereret i Arbejderbladet,og partiet havde tydeligvis store forventninger til dette nye forum. »Alle frisin-

dede fagforeningsfolk, alle arbejdere overhovedet«, blev opfordret til at arbej-de for tilslutning. »Konferencen vil blive vendepunktet idansk fagbevæelsel«92Det viste sig imidlertid umuligt at afholde konferencen på det fastsatte tids-

punkt. Mange fagforeninger havde endnu ikke holdt generalforsamling og bad

derfor om udsættelse.

\

Men den 14. oktober trådte konferencen endelig sammen i København. Der

var mødt 160 delegerede, især fra DAP-afdelinger, repræsenterende 97 faglige

organisationer med tilsammen 55.215 medlemmer.93 På trods af at flertallet af

deltagerne var organiserede socialdemokrater og partiløse,94 var indledere,

mandatudvalg, sekretærer og dirigenter alle kommunister.95 Der blev nedsat et

permanent landsudvalg, der konstituerede sig med et sekretariat på tre med-

lemmer, hvortil valgtes tre fremtrædende kommunister: Georg Hegner, Hein-

rich Wolf og Rasmus Madsen. Utvivlsomt en konsekvens af at RFO og kom-

munisterne som følge af RFC-ledelsens energiske forarbejde også i landsud-

valget var stærkt repræsenteret.96Det blev vedtaget at sikre forbindelsen mel-

lem ledelsen og de tilsluttede organisationer gennem udgivelse af Oktoberkon-

ferencens Meddelelsesblad.

Konferencen vedtog et manifest, vendt imod enhver form for binding af de

faglige organisationer. Man satte sig som måli

»at arbejde for fagforeningernes frihed, strejkeret og fulde aktionskraft,

at bekæmpe enhver lovbestemmelse og tvangsforholdsregel, der kan hæm-

me de faglige organisatoners slagkraft,at kæmpe for Septemberforligets afskaffelse og for fagbevægelsens frigø-

relse fra den faste voldgiftsret og dens bødesystem,

at føre en forbitret kamp mod indsamlingslovene og for arbejdernes ret til

økonomisk at understøtte kæmpende klassefæller,

at understøtte enhver faglig aktion og strejke med alle de solidariske

midler, arbejderklassen råder over, og føre effektiv forsvarskamp for til-

lidsmændens beskyttelse,at bekæmpe alle splittelses- og spaltningsforsøg,at få forandret og forbedret arbejdsløshedslovgivningen,så byrderne ved

arbejdsløshedsforsorgenlægges på staten og arbejdskøberne, og arbejds-

løshedslovens karakter af faglig tvangslovgivning fjernes,at samle alle de fagforeninger og faglige organisationer, der vil være med

tilat arbejde på dette grundlag, til et arbejde for at genskabe fagbevægel-sens frihed og medlemmernes selvbestemmelsesret.«97

Blandt vedtagelserne var desuden nedsættelsen af

»... et solidaritetsudvalg til forsvar for fagforeningernes frihed. Dets opga-

ve bliver at organisere den økonomiske understøttelse og solidaritet af

enhver fagforening eller arbejdergruppe, der befinder sig i kamp mod

152

arbejdskøbernes angreb og rammes af de faglige tvangsbestemmelser.«98Udvalget kom dog næppe nogensinde i aktion.

Der blev også opstillet en række krav til regering og rigsdag om øget hjælptil de arbejdsløse: en væsentlig forhøjelse af mindsteunderstøttelsen, en særligvinterhjælp, 10 måneders og 26 ugers bestemmelsens bortfald på statens ogkommunernes bekostning, bedre hjæp til enlige mødre, de uorganiseredesoptagelse i fagforeningerne og omkostningerne i forbindelse hermed dækket afdet offentlige og endelig arbejdstidsforkortelse med fuld lønudligning.»Vi rejser disse krav på vore medlemmers og hele den danske arbejderklas-ses vegne, ud fra den betragtning, at det kapitalistiske samfundssystem ogikke arbejderklassen er skyld i de for os fuldstændig utålelige tilstan-de...«99

I forbindelse med konferencen blev der afholdt et særligt møde for de delegere-de, der var valgt i landarbejderafdelinger. Mødet resulterede i nedsættelse af et

arbejdsudvalg på 3 medlemmer, hvis opgave det var at forberede og indkaldetil en endnu bredere landarbejderkonference, hvor en ny ledelse skulle vælges.Desuden vedtog man fra 1. januar 1935 at udgive et fælles blad, Landarbejder-nes Rejsning. Så vidt det kan konstateres, blev hverken blad eller konference

nogensinde en realitet.For både Socialdemokratiet og DsF var denne manifestation af utilfredshed

blandt de organiserede arbejdere naturligvis temmelig generende. Social-Demokraten konstaterede, at konferencen var indkaldt på kommunistisk ini-tiativ, og at deltagerne var valgt på dårligt besøgte generalforsamlinger ogderfor repræsenterede et langt mindre antal arbejdere, end man hævdede.100 Et

par dage efter konferencens afslutning modtog alle de DAP-afdelinger, derhavde deltaget, en skrivelse fra forretningsudvalget for DAF. Man ønskedebl.a. oplyst, om de delegerede var valgt på generalforsamling eller medlemsmø-de, hvor mange der havde deltaget i valget, hvor mange der havde stemt for at

sende repræsentanter og hvor mange imod.”l Resultatet af undersøgelsen blev

offentliggjort i november i Arbejdsmændenes Fagblad. Hensigten havde natur-

ligvis været at få bagatelliseret konferencens betydning, og man var da ogsåkommet til det resultat, at kun et ringe antal arbejdere havde været repræsente-ret. Arbejderbladet kommenterede disse beregninger ved at oplyse, at næstenalle afdelingerne havde nægtet at besvare spørgeskemaerne og undrede sig påden baggrund over, hvorfra tallene stammede. Samtidig kunne bladet oplyse,at mange ikke-deltagende organisationer havde tilsluttet sig konferencens be-

slutninger.Det sidste var i hvert fald rigtigt. I de fleste af de deltagende fagforeninger

havde medlemmerne på et møde eller en generalforsamling fået forelagt beslut-

ningerne og så kunnet vedtage eller forkaste resultatet. Det sidste var kun sket

ganske få steder, f.eks. i DAF - Esbjerg. Men inden december havde også 14

ikke-deltagende organisationer givet deres tilslutning.102Det var af stor propagandamæssig værdi for DKP at få en så bred opslut-

ning om den kritik og en række af de krav, som man i årevis havde fremført.

Det er imidlertid uklart, i hvor høj grad partiet havde forestillet sig, at Okto-

berbevægelsen, som den efter konferencen blev kaldt, skulle udvikles til en fast

organisation, omfattende oppositionelle forbund og fagforeninger. Det har

153

dog næpe været tanken at skabe en egentlig fasttømret fraktion i fagbevægel-

sen. Som navnet antyder, var der tale om en bevægelse, snarere end om en

organisation. Konferencen var jo heller ikke en forsamling af repræsentanter

for fagforeningsbestyrelser, men blot delegerede valgt på en generalforsamlingaf et mere eller mindre tilfældigt flertal. Snarere satsede partiet på, at landsud-

valget og måske især dets sekretariats tre medlemmer ville blive en slags uoffi-

ciel ledelse af den samlede fagopposition. De kunne hævde at have en betydeligopbakning i kraft af Oktoberkonferencen og dermed forventes at besidde en

vis autoritet i arbejderklassen. Men med den åbenlyse og massive kommunisti-

ske indflydelse både på konferencen og den valgte ledelse lagde man sig samti-

dig åben for kritik. Det blev for let for modstanderne blot at stemple og

dermed affærdige det hele som blot en ny kommunistisk manøvre.1°4

Den væsentligste årsag til ikke at udvikle Oktoberbevægelsen til en egentlig

oppositionsorganisation var sikkert, at DKP så langt fra havde opgivet RFO.

»RFO erstattes eller overflødiggøres ikke af den voksende oppositionsbe-vægelse, der forenes om Fagbevægelsens Frihedskonference, men må ar-

bejde på her at komme til at spille den førende og retningsgivende rol-

le...«l°4

RFO.s 2. landsmøde var blevet afholdt 16-17. september 1934 i København.

Der var mødt 201 delegerede, 187 fra København og 14 fra provinsen. Af

deltagerne havde de 94 arbejde, 107 var arbejdsløse, og der deltog 5 fagfore-

ningsformænd, 3 næstformænd og 22 bestyrelsesmedlemmer og tillidsmænd.105

Sammenlignet med det første landsmøde halvandet år tidligere var der således

et betydeligt fald i antallet af delegerede, især fra provinsen, og der deltog ogsåfærre tillidsfolk. Man skal dog sikkert ikke lægge for meget i det mindre

fremmøde. Grupperne i provinsen kan have undladt at sende repræsentanter,

fordi mødet ikke var af samme betydning som det første, hvor det sikkert

havde været vigtigt for RFO at få trommet så mange delegerede sammen som

muligt, bl.a. for at demonstrere sin organisatoriske styrke.I en resolution fra landsmødet hed det, at der udenom RFO var ved at opstå

retninger og bevægelser, der kun indirekte var præget af RFO.s linie og arbej-de. Dette skyldtes ifølge landsmødet,

»at RFO gennem velorganiseret hetz og organiseret modangreb har ladet

sig trænge i defensiven.

Men det skyldes også, at RFO gennem hele sit arbejde og sin organisa-tionsform har isoleret sig selv fra de masser, som bevidst eller ubevidst

sympatiserer med den revolutionære fagopposition.RFO.s arbejde har på generalforsamlingerne været sekterisk og afgrænset

fra medlemmernes dagsinteresser, og på arbejdspladserne har vi udført et

abstrakt og lidet systematisk arbejde.«106Det måtte ifølge landsmødet være en hovedopgave for RFO at medvirke til, at

de oppositonelle strømninger udenfor organisationen udvikledes til en bred

massebevægelse. I forbindelse med de kommende overenskomstforhandlingermåtte man arbejde for opsigelser og kamp for lønforhøjelser, 40 timers ar-

bejdsuge med fuld lønudligning, kamp mod den kapitalistiske rationalisering

og for erstatning for den direkte og indirekte lønreduktion. Herunder var det

vigtigt at få anerkendt, at de enkelte organisationer selv skulle opsige, forhand-

154

le og afslutte deres overenskomst. RFO.s kamp for demokrati ifagforeninger-ne og fagforeningernes frihed kunne ifølge landsmødet medvirke til at brydeden isolation, man befandt sig i.

For at fremme RFO.s udvikling til en bred oppositionsbevægelse vedtoglandsmødet at bringe organisationsformen i overensstemmelse med dansk fag-bevægelses organisatoriske struktur. Dette var også nødvendigt, fordi

»... den nuværende organisationsform, opbygget efter industrielle linjer,ikke har vist sig at muliggøre et alvorligt oppositionsarbejde efter for-

bundslinjer.«1°7_De vigtigste blandt de nye bestemmelser var følgende:»På arbejdspladsen dannes RFO-bedriftsgruppen. For at muliggøre et

kombineret bedrifts- og fagforeningsarbejde, opbygges bedriftsgrupperneefter samme linjer som de af fagforeningerne anerkendte fagforenings-klubber på arbejdspladsen.Der oprettes fagsekretariater i alle betydende forbund, som under hoved-

bestyrelsens, forretningsudvalgets og sekretariatets ledelse og kontrol or-

ganiserer og leder oppositionsarbejdet på langs i forbundene.

I provinsbyerne skabes en fællesledelse af de forskellige grupper, og grup-

pernes arbejde indordnes under samme rammer som de reformistiske fæl-

lesorganisationer.«'°8En konsekvens af disse vedtagelser var, at de fleste industriblade forsvandt i

1934. Dette gør det vanskeligere at følge RFO.s aktivitet efter sommeren 1934,fordi Arbejderbladet omtale samtidig blev skåret ned til et minimum, ja man

undgik helst helt at nævne RFO.s navn. Det er dog utvivlsomt, at RFO i

efteråret 1934 igen havde en vis fremgang i fagforeningerne.Samme år i december blev DKP og RFO imidlertid ramt af et hårdt slag.

Heinrich Wolf, der var formand for DSMF afd. 17 og desuden medlem af

Oktoberbevægelsens sekretariat, døde af lungebetændelse kun 36 år gammel.Han synes at have været vellidt og respekteret langt ud over oppositionensrækker.

Forud for overenskomstforhandlingerne i 1935 søgte DsF at få skabt mulig-hed for afsluttelse af flerårige overenskomster. Det lykkedes dog kun for de

faglærte i jernindustrien og enkelte andre steder.«Et beskedent antal overen-

skomster blev derefter opsagt, sandsynligvis især pga. pres fra medlemmer-

ne.109 Bl.a. viste en urafstemning blandt sømænd og søfyrbødere et meget stort

flertal for opsigelse. Arbejdsgiverne var denne gang generelt villige til at accep-tere en uændret forlængelse af overenskomsterne, mens DsF krævede vissebeskedne forbedringer.

I denne overenskomstsituation var det ikke RFO, men Oktoberbevægelsen,som DKP førte frem. Oktoberbevægelsen holdt den 13. januar 1935 et udvidet

landsledelsesmøde i Fredericia og vedtog her et »Opråb til Danmarks fagorga-niserede arbejdere om veje og midler i overenskomstsituationen.« Det blev i det

meget omfangsrige opråb fremhævet, at den hidtidige udvikling udelukkende

havde været til fordel for arbejdsgiverne, og at en fortsættelse af fagbevægel-sens linie fra de foregående år ville blive en katastrofe for arbejderklassen og

dens organisationer. På den baggrund havde man vedtaget følgende opfor-dring:

155

»Stil overenskomsterne til behandling i hver eneste fagforening, klub og

på hver eneste arbejdsplads.Undersøg hvilke reduktioner og forringelser, der er sket, undersøg virk-

somhedens produktion, hvor mange arbejdere, der er blevet afskediget, ogstil konkrete forslag om lønforhøjelse, arbejdstidsnedsættelse og antagelseaf nye arbejdere.Indled forhandling og samarbejde med andre fagforeninger og forbund!

Opstil fælles fordringer og indkald om nødvendigt til forbunds- eller

branchemøder for at udarbejde fælles platform, og for at organisere sam-

let kamp.Gennembryd de statslige tvangsbestemmelser og sikre medlemmerne deres

selvbestemmelsesret!

Forbered allerede nu den moralske og økonomiske understøttelse af de

forbund og grupper, der står forrest i kamplinien!«“°Opråbet blev trykt i et oplag på 200.000 og uddelt i fagforeninger og ved

kontrolsteder.

Samtidig vedtog landsledelsen en resolution om arbejdsløshedsspørgsmålet.Man opfordrede fagforeningernes generalforsamlinger til at vælge udvalg, som

kunne varetage de arbejdsløses specielle interesser og forbinde dem med fagfo-reningernes almindelige arbejde. I den følgende tid blev sådanne udvalg faktisk

valgt adskillige steder.

På de områder hvor overenskomstforhandlerne ikke var nået til enighed,fremsatte forligsmanden den 10. april et mæglingsforslag, der kun indeholdt

ganske minimale forbedringer. Arbejderne forkastede derefter, dvs. de arbej-dere der selv fik lov til at stemme, med sammenlagt 22.921 stemmer imod og

16.151 for. Mæglingsforslaget blev alligevel erklæret for vedtaget, idet DAF.s

21 mand store hovedbestyrelse på medlemmernes vegne vedtog med alle stem-

mer mod 1 og derved fremskaffede 25-30.000 ja-stemmer. C. H. Petersen

vurderede i Information, at forslaget var blevet forkastet, hvis arbejdsmænde-ne selv havde fået lov til at stemme og fortsatte:

»Hvor hårdt reformisterne er trængt ses måske bedst deraf, at man ikke,som tidligere, turde lade en DAP-kongres stemme over forligsforslaget,men gik så vidt at lade hovedbestyrelsen alene vedtage. Det næste bliver

vel, at Aksel Olsen egenhændigt vedtager på 150.000 medlemmers veg-

ne!«'“

Selv i Arbejdsgiverforeningens og DsF.s ledelse var man betænkelig.

Vedtagelsen betød pga. de stigende priser en gennemsnitlig reallønsnedgangi løbet af 1935 på 2-3 pct. ligesom de foregående år. Samtidig faldt den registre-rede arbejdsløshed en smule til 20 pct.

Der var under forhandlingerne sket det bemærkelsesværdige, at søfyrbøder-ne var nået til enighed med rederne om en 2-årig overenskomst, der indeholdt

en vis lønforbedring, pristalsregulering og andre forbedringer af løn- og ar-

bejdsforhold. Samtidig fik forbundet den forhyringsret tilbage, som det havde

mistet under strejken i 1934. Det 'er vanskeligt at afgøre, om søfolkenes udviste

kampvilje eller skibsfartens forbedrede situation havde hovedæren for redernes

eftergivenhed. Sømændene havde opnået tilsagn om lignende forbedringer af

løn- og arbejdsforhold, men hverken de eller fyrbøderne fik arbejdstiden ned-

156

sat, som de havde stillet krav om. Dette var alvorligst for Sømændene, derhavde betydelig længere arbejdstid end søfyrbøderne. Mens de sidstnævntesRFC-ledelse anbefalede forslaget til vedtagelse, opfordrede sømændenes

RFC-gruppe til forkastelse, hvilket også skete. Social-Demokraten anvendte

megen energi på at mistænkeliggøre RFO.s forskellige holdning i de to for-bund.

Da forligsforslagets skæbne var kendt, opfordrede DKP arbejderne til at

reagere.»Gør nu i alle organisationer op med de tilidsmænd, der ikke klart ogutvetydigt tager afstand fra forligsmandsloven og hele det faglige juristeriog ikke i praksis viser, at de er beredt til at kæmpe for at få det afskaf-fet!«“2

»Forligsmandslov og fagligt diktatur skal sprænges gennem masseaktion.De påtvungne overenskomster skal ikke respekteres, og enhver tilhæn-

ger af forligsmandslov 0g sammenkædning fjernes!«“3Ifølge C. H. Petersen i Information var der ikke en mand der fulgte opfordrin-gen til strejke. Antallet af arbejdsdage, tabt som følge af arbejdskonflikter,faldt til 14.000 i 1935, årtiets laveste tal og kun en tiendedel af, hvad det havdeværet året før.“4 Endnu en gang havde kommunisterne fejlbedømt situationenog overvurderet deres indflydelse i arbejderklassen.Oktoberbevægelsen havde ikke ladet høre fra sig siden mødet i Fredericia i

januar. I maj udsendte dens ekretan'at imidlertid et nyt opråb. På baggrund af

overenskomstforhandlingernes forløb opfordredes fagforeningsmedlemmernetil at indsamle protestunderskrifter mod den faglige tvangslovgivning, til hvil-ket formål man havde ladet trykke underskriftlister. Desuden indeholdt oprå-bet en opfordring til at indkalde generalforsamlinger, beslutte proteststrejkermod tvangslovene, mod sammenkædningen, mod stats- og lederdiktaturetover de faglige økonomiske kamporganisationer. Strejkeparolen led samme

kranke skæbne som DKP.s kort forinden, og det er usikkert, om de indsamle-de underskrifter nogensinde blev afleveret til regering og rigsdag, selv om

Arbejderbladet i flere måneder energisk agiterede for kampagnen. Dette var

det sidste initiativ, der kom fra Oktoberbevægelsen, og den må formodes atvære døet hen i løbet af sommeren.

På forårsgeneralforsamlingernei 1935 havde RFO nogen modgang. Den var

bl.a. forårsaget af, at nogle socialdemokratisk dominerede fagforeninger var

gået over til at anvende en ret særpræget afstemningsprocedure ved tillids-mandsvalgene. Allerede i længere tid havde adskillige fagforeninger valgt be-styrelse ved urafstemning blandt medlemmerne, efter at socialddemokraternehavde fået et forslag herom vedtaget på en generalforsamling. Oppositioonenprotesterede altid, og med god grund, eftersom denne afstemningsform vistesig absolut ikke at være til RFO.s fordel. Men nu gik flertallet i enkelte andre

fagforeninger, hvor RFO havde en vis styrke, et skridt videre i forsøget på atholde oppositonen ude fra bestyrelsen. Den nye afstemningsteknik, i det mind-ste i fagforeningsregi, som nu blev introduceret, blev praktiseret i flere varian-ter. Den almindeligste var, at der blev stemt om kandidaterne enkeltvis ved

håndsoprækning.Resultatet var naturligvis, at oppositionen ingen fik valgt,heller ikke selv om den mønstrede næsten halvdelen af stemmerne. Andre

157

steder gjorde flertallet kort proces og foretog kun én afstemning, for og imod

bestyrelsens liste. Det illustrerer måske mere end noget andet oppositionensisolation, at disse grove manipulationer øjensynlig blev accepteret af det store

flertal af arbejdere. Godt hjulpet af RFO-folkenes egen optræden var det

virkelig lykkedes gennem den voldsomme propaganda at få skabt et stærkt

modsætningsforhold mellem RFO og en stor del af de øvrige arbejdere. Social-

demokraterne kunne næsten overalt være sikre på at vinde en afstemning, hvis

de gjorde den til et for eller imod RFO, for eller imod kommunisterne, et

forhold som man naturligvis flittigt udnyttede.Samtidig skærpede Socialdemokratiet i sommeren 1935 sin hetzlignende

kampagne og begyndte nu også aktivt at vende sig mod nazisterne. På Social-

demokratiets kongres blev der vedtaget en plan om en reorganisering af Ho-

vedorganisationernes Agitationskomité. På et møde den 2. september beslutte-

de forretningsudvalgene for Socialdemokratiet, DsF og den københavnske

fællesorganisation at oprette Hovedorganisationernes Informations- og Pro-

paganda - Afdeling, i daglig .tale kaldet HIPA.

HIPA organiserede aktivgrupper af agitatorer, der mødte op og blandede sigi diskussionen på kommunisternes og nazisternes egne møder. Samtidig funge-rede den som fællesledelse for de socialdemokratiske faglige klubber og arbej-dede desuden som en slags efterretningsorganisation for partiet. Der blev

opbygget et arkiv indeholdende ikke alene udklip fra aviser og tidsskrifter, men

også DKP.s og RFO.s blade, pjecer og lignende, samt materiale af mere eller

mindre intern og fortrolig karakter, som man havde held til at få fingre i.

Endvidere udsendte HIPA lejlighedsvis et flyveblad, Vor Kamp, med undertit-

len: Mod Splittelse og Reaktion. Socialdemokratisk Kampblad.“5 Undertitlen

var dog i nogen grad misvisende, idet indholdet med al tydelighed demonstre-

rede, at aktiviteten i hvert fald på dette tidspunkt iførste række var rettet mod

DKP og RFO. Bladets artikler lå på et ret lavt plan og indeholdt ikke megen

reel oplysning.I løbet af sommeren 1935 blev der afholdt ca. 30 faglige kongresser. Med

ganske enkelte undtagelser var RFO og kommunisterne på dem alle yderstbeskedent repræsenteret. En af undtagelserne var Kvindeligt Arbejderforbunds

kongres, hvor RFO gennem sit flertal i afd. 5 mønstrede 18 af 151 delegerede.Utilfredsheden med forligsmandsloven kom nogle steder til udtryk med en vis

styrke, slagteriarbejderne vedtog således enstemmigt en protest imod den.

Også murerne protesterede og krævede 10 måneders og 26 ugers bestemmelsen

fjernet. Men ellers beherskede fagbureaukratiets top næsten totalt kongresser-

ne, i Smedeforbundet blev Kjærbøls beretning således godkendt énstemmigt,

mens stillingen i 1932 havde været 145 for og 87 imod.

En del af forklaringen på oppositionens svaghed var at finde i den måde,

hvorpå kongresserne blev sammensat. Der var en generel tendens til en meget

betydelig underrepræsentation for de store, dvs. især københavnske, afdelin-

gennsEfter DKP.s C.K.-møde 30. juni og især efter Kominterns kongres var der

tegn på en »opblødning« af RFO, sikkert som en optakt til dens opløsning.Alle partimedlemmer i København blev i juli indkaldt til fællesmøder

»for at indstille hele partiapparatet og dermed hver enkelt partimedlem på

158

en rigtig og ensartet linie efter C.K.-mødets beslutninger.«“7Fabriksarbejdernes RFC-gruppe i København foreslog i juli Den faglige Klub

forhandlinger om en fælles liste ved valget af delegerede til kongressen. De

valgte skulle blot være bundet af generalforsamlingens beslutninger. I septem-ber opstillede de opposi-tionelle typografer i København en »samlingsliste«ved

valget af delegerede til delegeretmødet. Listen omfattede ikke blot RFC-folk,men ifølge Arbejderbladet »...0gså andre, der vil være med til at arbejde for

demokratiet i fagbevægelsen og medlemmernes selvbestemmelsesret.«'18 Med

enkelte undtagelser blev efterårets generalforsamlinger i modsætning til tidlige-re slet ikke refereret i Arbejderbladet.

Omkring årsskiftet 1935/36 var RFO.s virksomhed reelt ophørt. Det blev

illustreret i februar 1936 ved bestyrelsesvalget i Malernes Fagforening, hvor

nogle af de hårdeste opgør mellem RFO og socialdemokraterne havde fundetsted. Nu oplevede man, at der på en »Faglig Enhedsliste« var opstillet de

tidligere RFO-folk, dvs. bestyrelsesflertallet, side om side med andre, der »... er

socialdemokrater af overbevisning, men i spørgsmålet om stillingen til overen-

skomsten og malersvendenes økonomiske forhold er enige med medlemsfler-

tallet...«“4. Blandt disse andre var Krøier, i de foregående år RFO.s hoved-

modstander i fagforeningen, tidligere syndikalist og nu organiseret socialde-mokrat. Ligeledes i 1936 fik Richard Jensen af partiledelsen besked om at få sitforbund indmeldt i DSF, hvilket skete året efter.

Formelt blev RFO opløst på DKP.s kongres i april 1936, i forbindelse medhvilken også den hidtil mest gennemgribende kritik af orgnisationens virksom-hed blev fremført.

6. RFO 0G FAGBEVÆGELSEN 1931-35

Det vil af det foregående være fremgået, at RFO i almindelighed var megetlangt fra at udgøre nogen trussel mod de socialdemokratiske magtpositioner i

fagbevægelsen. Men hvis man gør regnskabet op, opnåede RFO ihvert fald i et

par forbund en betragtelig styrke. Man formåede endog i kortere eller længeretid at beherske et enkelt forbund og enkelte fagforeninger. I en vurdering afRFO.s virksomhed vil det være oplagt i første række at hæfte sig ved organisa-tionens svaghed, ved dens manglende formåen mht. at nå de opstillede mål.Men man må nødvendigvis, hvis man skal have et fuldstændigt billede, ogsåinddrage dens ganske vist meget beskedne succes og i det mindste antyde en

forklaring herpå. At det på dette sted ikke kan blive til mere end antydningerskyldes, at et forsøg på en mere indgående forklaring ville have krævet nogledybtgående og detaillerede overvejelser omkring de enkelte gruppers historie

og arbejdssituation, som helt ville sprænge rammerne for denne undersøgelse.RFO.s positioner i fagbevægelsen er hidtil blevet omtalt meget spredt og

generelt. Der skal her opstilles en kortfattet oversigt over RFO.s styrke i

forskellige grene af fagbevægelsen. Da det er umuligt at behandle alle forbund,vil gennemgangen indskrænke sig til de største samt de forbund og de betyden-de fagforeninger, som man opnåede at beherske eller hvor man i det mindste

opnåede en betragtelig tilslutning.

159

Det var tydeligt at kommunisterne forventede størst tilslutning til RFO fra

de dele af arbejderklassen, der materielt var dårligst stillet. Herunder naturlig-vis i første række fra dem, der som følge af krisen mistede deres arbejde.

Forventningerne til organiseringen af og agitationen blandt de arbejdsløseblev

da også i nogen grad indfriet. Men også blandt de beskæftigede i de enkelte fag

og industrigrene satsede man mest på de grupper, som havde de laveste lønnin-

ger og de dårligste arbejdsforhold. Især nærede man tydeligvis store forvent-

ninger om tilslutning fra store dele af de op med 150.000 egentlige landarbej-dere, måske også fordi kommunisterne i begyndelsen af 20erne havde stået

ganske stærkt i Landarbejderforbundet. Allerede partikongressen i 1930 havde

udtalt, at

»arbejdet blandt landarbejderne hører til partiets vigtigste arbejdsopgaver.Store masser af landarbejdere lever under betingelser, som er betydeligt

dårligere end industriarbejdernes.«120Men ligesom så mange andre steder var resultaterne også her skuffende. Land-

arbejderne følte sig i almindelighed ikke tiltrukket af RFO.s agitation, og kun

ganske enkelte steder, især' i Københavns nærmeste omegn og i de store pro-

vinsbyer som f.eks. Odense og Roskilde, formåede RFO at gøre sig gældende.På Landarbejderforbundets sidste kongres i juli 1934 blev den sammenslutningmed DAF, som RFO så energisk havde modarbejdet, vedtaget med 287 stem-

mer mod 24.121 Og så var der blandt de 24 modstandere endog adskillige, der

ikke var RFO-folk. Et af RFO.s faste støttepunkter var Landarbejderforbund-ets Hvidovre-Valby afdeling, hvor den kendte kommunist Lauritz Rasmussen

en tid var formand.

I Arbejdsmandsforbundet havde man ligeledes håbet på en betydelig opslut-

ning. C. H. Petersen betegnede i Information denne arbejdergruppe som en af

de mest radikale, og DKP havde da også tidligere haft nogen indflydelse. Men

her gik det på samme måde som i Landarbejderforbundet, kun i enkelte afde-

linger i de store provinsbyer havde man i en periode flertal i bestyrelsen, f.eks. i

Ålborg. Stærkest i Arbejdsmandsforbundet synes RFO at have stået blandt

havnearbejderne, selv om man både i København og de store provinsbyer var

meget langt fra at have flertal i deres organisationer.Derimod opnåede RFO flertal blandt søfyrbøderne, og dette forbund blev

uden sammenligning RFO.s stærkeste bastion. Flertallet i hovedbestyrelsenblev erobret på kongressen i august 1933 og bekræftet ved en efterfølgende

urafstemning, hvor ca. 75 pct. af stemmerne faldt på oppositionen. Samtidigblev det vedtaget at indmelde forbundet i ISH og afvikle medlemskabet i den

socialdemokratisk dominerede International Transportarbejder-Federation,ITF. På kongressen var oppositionen repræsenteret med 23 af de 29 valgte

delegerede, desuden deltog hovedbestyrelsens medlemmer med stemmeret.

Alligevel var kun 7 af kongressens deltagere organiserede kommunister, et

vidnesbyrd om at RFO blandt søfyrbøderne formåede at tiltrække også den

ikke-kommunistiske opposition.122 Med Richard Jensen og Georg Hegner i

spidsen var RFC-ledelsen i de følgende år urørlig, det store flertal af medlem-

merne sluttede konstant op bag den. Ved valgene til forbundsledelsen i 1935

blev Georg Hegner således valgt til formand mod 972 stemmer mod 34 til den

socialdemokratiske kandidat, og Richard Jensen til formand for København-

160

safdelingen med 959 stemmer mod 41.123 Sammenlignet med de foregående årvar stemmedeltagelsen ved dette valg meget lav, utvivlsomt et udtryk for atenhver spænding omkring udfaldet var forduftet.

Efter nederlaget i 1933 oprettede socialdemokraterne en række »oplysnings-klubber« blandt sømænd og søfyrbødere.124Deres mest bemærkelsesværdigeaktivitet var et forsøg på i 1934 at splitte Søfyrbøderforbundet gennem opret-telse af en konkurrerende organisation, Dansk Søfyrbøder- og MotormandsForbund af 1934. Søfyrbødernes blad Faklen havde held til at komme ibesid-delse af et brev, forfattet af det nye forbunds kommende formand. Det fremgikheraf, at Robert Nielsen, sekretær i DAF og formand for Københavns Fælles-

organisation, var orienteret om planerne.125 Men åbenbart turde eller villeflertallet af de faglige ledere ikke give støtte til en så åbenlyssplittelsesvirksom-hed, og forbundet blev opgivet.

Samme stærke position formåede RFO ikke at erobre i Sømandsforbundet.Ganske vist vedtoges det ved urafstemning allerede ,i 1932 at indmelde for-bundet i ISH. Men kun 437 af forbundets ca. 4.000 medlemmer stemte for, ogmedlemskabet varede kun et år. Desuden var ISH.s nære tilknytning til Kom-intern ikke almindelig kendt. Matrosernes modvilje mod RFC-gruppen synesat have vokset sig stadig større, en udvikling der også kunne iagttages i adskilli-ge andre fagforeninger. Ved urafstemningen om ny forbundsledelse i foråret1935 fik RFO således kun valgt et medlem, det hidtil dårligste resultat.126Søfolkene og havnearbejderne havde en tradition som nogle af den danske

arbejderklasses mest radikale grupper, en tradition de i øvrigt havde til fællesmed deres kolleger i andre lande. Baggrunden herfor skal sikket især søges i, atarbejdet i høj grad havde bevaret karakter af løsarbejde. Det var både hårdt ogdårligt betalt og må have tiltrukket og skabt arbejdere af en særlig støbning,folk der foretrak en relativ fri, men usikker tilværelse. Sikkert har mangesøfolk også været ubundne af familie og forpligtelser af økonomisk art, for-hold der nok kunne spille ind i overvejelserne omkring en faglig kamp. Mendenne traditionelle radikalitet forklarer ikke, hvorfor RFO relativt let erobredemagten i Søfyrbødernes ledelse, men samtidig ikke i tilnærmelsesvis samme

udstrækning formåede at gøre sig gældende blandt havnearbejdere og matro-ser. Både sømændenes og i hvert fald de københavnske havnearbejderes ledelsevar domineret af socialdemokrater, men samtidig ret radikale. Sømandsfor-bundet var således ikke tilsluttet DsF. Det samme gjaldt for sø'fyrbøderne, ogderes ledelse indtil 1933 synes lige så lidt som de to andre at have været enigmed DSF-lederne i deres forsigtige og regeringsloyale politik. Det synes såledesfristende at hæfte sig ved Richard Jensens person som den afgørende faktor iforbindelse med RFO.s næsten totale dominans blandt søfyrbøderne. Hanhavde i en kort tid 0. 1920 været formand for forbundet og var således velkendtblandt medlemmerne. Samtidig synes han at have været en dygtig og vellidtfagforeningsmand. Både sømændenes og havnearbejdernes RFC-gruppe man-

glede en mand med Richard Jensens autoritet, som man kunne føre frem.Også slagteriarbejderne havde en særdeles kampivrig ledelse, hvilket utvivl-

somt var medvirkende til, at RF O også i dette forbund havde svært ved at gøresig gældende.

I Dansk Smede- og Maskinarbejder Forbund havde RFO mange tilhængere.

161

Det gjaldt især de københavnske afdelinger, hvor afd. l7 ien periode blev ledet

af RFO. Også i nogle *provinsafdelinger fik man flertal, f.eks. i Esbjerg og

Nakskov. Smedene og maskinarbejderne havde i lighed med søfolkene en vis

kamptradition, det var således i nogle af dette forbunds afdelinger, at syndika-listerne fik tilslutning under og efter 1. verdenskrig. Den forholdsvis udviklede

klassebevidsthed skal sikkert i første række tilskrives det orhold, at forbundets

medlemmer ofte var beskæftiget på nogle af landets største arbejdspladser,f.eks. skibsværfterne. Her fremtræder både kapitalens despoti og den enkelte

arbejders magtesløshed utilsløret,og den personlige relation mellem arbejsgiver

og arbejder er erstattet af et rent pengeforhold. Samtidig er udbytningen tyde-

ligt illustreret af kapitalophobningen og den store forskel i levestandard mel-

lem kapialejer og arbejder. Sikkert har det også øget oppositionens mulighederblandt smedene, at forbundets ledelse med Kjærbøl i spidsen var ualmindeligdiktatorisk og samtidig indstillet på til det yderste at følge regeringens ønsker

om løntilbageholdenhed og ro på arbejdsmarkedet.127Smedeforbundets afd. 17 var under RFO.s kontrol i næsten 3 år, og udvik-

lingen i denne fagforening demonstrerede tydeligt, i hvor høj grad RFO.s

styrke kunne afhænge af en enkelt person.128 Flertallet blev vundet på general-

forsamlingen i juli 1931, hvor Heinrich Wolf blev formand. Med et RFO-

flertal i sin bestyrelse beklædte han denne post indtil april 1934. Da gik flertal-

let tabt, men alligevel fortsatte han som formand indtil sin død i december

samme år. På den følgende generalforsamling i januar 1935 opstillede den

gamle syndikalistfører Lauritz Hansen ved formandsvalget. Oppositionens

splittelse resulterede i, at den socialdemokratiske kandidat blev valgt med 257

stemmer mod Lauritz Hansens 163 og RFO-kandidatens 117.129 Formanden

blev således valgt på et mindretal af de afgivne stemmer. Samtidig var det

bemærkelsesværdigt, at RFO nu efter Heinrich Wolfs død kun formåede at

mønstre 117 af ialt 537 afgivne stemmer. Arbejderbladet ofrede en leder på

Lauritz Hansens person og betegnede ham som en kontrarevolutionær antiso-

cialist, hvilket udmærket illustrerede den holdning, som DKP ialmindelighed

lagde for dagen overfor fagoppositionen udenfor RFO.130 I april 1935 fik

oppositionen tilsammen igen flertal i bestyrelsen, men formanden var stadig

socialdemokrat.NæSt efter søfyrbøderne var det blandt malerne, at RFO.s procentvise til-

slutning blandt medlemmerne var størst. Især stod kampen om den store kø-

benhavnske afdeling med ca. 2500 medlemmer, mere end en trediedel af for-

bundets samlede medlemstal. De to næststørste afdelinger, Århus og Odense,

synes at have været under stabil kontrol af RFO.131 Fagpolitisk var der ikke

særlig stor overensstemmelse mellem forbundsledelsens store flertal og med-

lemmerne. Det blev illustreret i december 1934, da ledelsens forslag om uæn-

d'ret forlængelse af overenskomsterne blev forkastet ved urafstemning. Samme

skæbne overgik forligsmandens mæglingsforslag i foråret 1935, skønt det var

blevet anbefalet af forbundsledelsen med alle stemmer mod 3. Det synes umid-

delbart vanskeligt at forklare, hvorfor netop malerne indtog denne radikale

holdning. Ganske vist kan man pege på fagets meget store arbejdsløshed. Men

derved adskilte malerne sig ikke fra bygningsindustriens andre faggrupper:murere, tømrere og murerarbejdsmænd. Murerne og tømrene havde således i

162

1932 en gennemsnitlig arbejdsløshed på næsten 50 pct., men alligevel var RFO.sindflydelse i disse forbund beskeden. Men forklaringen var dog sikkert den,at RFO blandt malerne i både København, Århus og Odense rådede over en

række dygtige fagforeningsfolk.132Formandsposten og bestyrelsesflertallet i Kbhn.-afdelingen blev erobret af

oppositionen allerede i februar 1932. Styrkeforholdet mellem RFO og social-demokraterne var ret jævnbyrdigt, hvilket sikkert var medvirkende til, at akti-vitetsniveauet blandt medlemmerne hurtigt blev meget højt. J ævnbyrdigt mht.antallet af tilhængere vel at mærke, hvorimod det kun lykkedes RFO at få

organiseret en ubetydelig del af medlemmerne. Fagforeningens RFC-gruppetalte på intet tidspunkt mere end 55 medlemmer, hvoraf de 40 udgjordes af denkommunistiske fraktion.133 I februar 1933 bevarede RFO flertallet, og i majstiftedes Malernes socialdemokratiske Klub.134 1 1934 blev fagforeningens for-mand, kommunisten Chr. Larsen, genvalgt med stemmerne 793-791, men be-styrelsesflertallet gik tabt. Det følgende år var resultatet omvendt, bestyrelses-flertallet blev genvundet, men formandsposten blev erobret af socialdemokra-terne. Det sidste skyldtes, at en lille gruppe, fortrinsvis bestående af eksklude-rede RFO-folk, opstillede deres egen kandidat. På malernes delegeretmøde i1935 havde RFO utvivlsomt håbet at få styrket sin stilling i forbundets ledelsevæsentligt. Men ved valget af delegerede i Kbhn.-afdelingen skete der det u-

ventede, at socialdemokraterne fik valgt 27 af afdelingens 28 repræsentanter.Stemmedeltagelsen var meget lav, og RFO.s nederlag var formentlig forårsagetaf, at man havde ført en meget uheldig kampagne. På delegeretmødet blevKbhn.-afdelingens formand valgt til næstformand for forbundet, og afdelin-gens næstformand, Kaj Lynge fra RFO, rykkede derefter op som afdelingsfor-mandl I februar 1936 var oppositionen blevet styrket gennem tilslutning franogle af de tidligere modstandere og bevarede både formandspost og bestyrel-sesflertal.

I næsten alle Kvindeligt Arbejderforbunds afdelinger opnåede RFO kunganske ringe eller slet ingen tilslutning. Den eneste undtagelse var den køben-havnske afd. 5, de kvindelige arbejdere i jern- og metalindustrien. AfdelingenVar forbundets største og havde i 1932 3.300 medlemmer, mere end en fjerdedelaf samtlige. Allerede i 1926 fik kommunisterne flertal i bestyrelsen og havdeher et af deres faste støttepunkter. Den stærke position blandt disse kvinderskal sikkert i vid udstrækning forklares på samme måde som kommunisternesog RFO.s relativt store indflydelse blandt smede- og maskinarbejderne. Mensamtidig er der næppe tvivl om, at oppositionen i Inger Gamburgs personhavde et væsentligt aktiv, således at hun gennem sin dygtighed som fagfore-ningsformand samlede tilslutning til RFO. Metalkvindernes radikale indstil-ling til forskel fra forbundets øvrige medlemmer kom til udtryk i oktober 1934,da et forslag om at lade forbundsledelsen alene afslutte overenskomst blevvedtaget ved urafstemning. I afd. 5 var der 2.983 stemmer imod og kun 172for.”5

Inger Gamburg blev valgt til formand for afd. 5 i 1929 og sad på denne postmed et bestyrelsesflertal bag sig indtil april 1933. Da synes flertallet at være

gået tabt, for atter at blive erobret i oktober samme år. På nøjagtig sammemåde skiftde flertal i 1934, men efter oktober 1934 var oppositionens flertal

163

stabilt. I april 1935 besatte RFO endog samtlige bestyrelsesposter. I begyndel-

sen af 1933 stiftedes i afd. 5 en Faglig Klub, blandt hvis ledere var et tidligere

kommunistisk bestyrelsesmedlem.136Oppositionen i Kvindeligt Arbejderfor-bund fortsatte udgivelsen af sit blad, Kvindernes Kamp, helt til april 1938,

besynderligt nok stadig med den samme undertitel: Organ for den revolutionæ-

re fagopposition.Endelig kan nævnes, at RFO også blandt de københavnske typografer,

formere og droskechauffører opnåede en vis tilslutning.

7. ÅRSAGERNE TIL RFO-POLITIKKENS NEDERLAG

Med udgangspunkt i DKP.s egen kritik af RFO.s virksomhed, som den kom til

udtryk omkring og efter organisationens opløsning, vil der i det følgende blive

forsøgt en lidt mere sammenhængende vurdering af årsagerne til ultra-venstre

politikkens og specielt RFC-politikkens faktiske forløb i Danmark. Det vil i

første række indebære et forsøg på at lokalisere årsagerne til, at RFO i så ringe

grad formåede at nå de mål, der var opstillet for dens virksomhed.

DKP.s kritik af RFO fremkom i det væsentlige i to omgange. Dels på

Kominterns 7. verdenskongres og dels i forbindelse med DKP.s egen kongres i

april 1936.

På Kominterns kongres, hvor Bela Kun proklamerede RFO.s forvandling til

en venstrefløj indenfor de reformistiske fagforeninger, talte for DKP Aksel

Larsen og partisekretær Johs. Hansen. Aksel Larsen gav i sit indlæg udtryk for

den opfattelse, at den høje organisationsprocent i Danmark burde have haft

konsekvenser for enhedsfrontorganernes udformning.137 De eksisterende orga-

nisationer kunne udmærket fungere som sådanne organer eller i det mindste

udgøre disses basis. I den forbindelse henviste han til Oktoberbevægelsen og

erklærede, at

»de store resultater, Oktoberbevægelsen og den brede oppositionsbevæ-

gelse i fagforeningerne har nået, i sidste instans (kan) føres tilbage til, at

denne bevægelse ikke er noget »et-eller-andet«, som er organiseret udenfor

fagbevægelsen,men at den har sin basis i de bestående lokale fagforenin-

ger.«

Der kunne nok, ifølge Aksel Larsen, tænkes andre enhedsfrontorganisationerend de bestående. Men han fremhævede,

»at de skabelonagtige og mekaniske forsøg på hos os at skabe organer og

komitéer, som i andre lande under andre omstændigheder har Vist sig

nyttige og nødvendige, hos os som oftest ikke alene ikke har bragt nogen

nytte, men endogså haft skadelige virkninger.«Uden at nævne organisationens navn fik Aksel Larsen her rettet et tydeligt

angreb på selve organiseringen af RFO i Danmark.

Johs. Hansen uddybede i sit indlæg dette.138 Når RFO ikke var blevet en

masseorganisation, skyldtes det den skematiske overførsel af metoderne for

RFO.s opbygning i Tyskland. Denne skematisme skyldtes ikke blot det danske

parti, men også direktiverne fra RFI. Man havde opbygget en slags fagfore-

164

ningsparti uden massebasis. J ohs. Hansens kritik af RFI kom utvivlsomt kunfrem, fordi der på kongressen var enighed om den.

Et halvt år senere, forud for DKP.s kongres i april 1936, kom kritikken lidtmere åbenhjertig frem, sikkert fordi RFO nu var opløst. Til gengæld var den

knapt så dybtgående. Aksel Larsen foretog i marts som et oplæg til kongres-sens diskussion en gennemgang og en kritik af RFO.s organisatoriske og.politiske udvikling'39 Han vurderede det således, at det grundlæggende havdeværet korrekt at forsøge en organisatorisk samling af de fagforeningsmedlem-mer, der var utilfredse med reformisternes politik. Derimod havde teorien om,at kampen kun kunne føres af arbejderne selv, udenom de faglige ledere ogorganisationer, været fejlagtig og svækket arbejdet i fagforeningerne. Desudenvar den blevet modbevist af kendsgerningerne. Aksel Larsen vurderede dog, at

RFO.s hovedfejl havde været

»... bevægelsens revolutionære princprytteri. Der var en altovervejendetilbøjelighed til at gøre rene taktiske og metodiske spørgsmål til princip-spørgsmål. Overalt gjaldt det om at væ re »revolutionær«, at holde »linien«o.s.v. På den måde korn RFO forholdsvis hurtigt ind i en blindgyde, blevsekterisk, blev en art fagligt parti, hvor der var tilbøjelighed til at krævebekendelse til det kommunistiske manifest og proletariatets diktatur som

betingelse for medlemskab.«Et udtryk for denne sekterisme havde været, at alle reformistiske ledere blevskåret over én kam, hvilket ifølge Aksel Larsen måtte

»... :føre til en kolosal skærpelse af oppositionen på generalforsamlinger.0.1., og til at RFC-grupperne i ikke få tilfælde kun optrådte som negativtkritiserende og kværulerende elementer - hvis basis derfor måtte skrumpeind.«

Alligevel mente han, at RFO havde været

»... et positivt nødvendigt historisk gennemgangsled for udviklingen ogorganiseringen af klassekampsbevægelsen,af enhedsfronten, i den danskefagbevægelse.«

Uden RFO

»... vilde de positive revolutionære kræfter i fagbevægelsen være blevetsplittet og løbet døde i ørkesløst abstrakt arbejde og forsøg på at organise-re faglige kampe i bedrifterne. Den gav... grundlag og muligheder for en

videreudvikling udover RFO.s rammer, som enten ellers ikke havde været

mulig eller ville være blevet kolosalt forsinket.«

Erfaringerne havde vist, at

»... vore grundsynspunkter falder sammen med det store flertal af dedanske arbejderes. Når dette ikke altid kommer klart til udtryk skyldesdet, at de socialdemokratiske ledere har indflydelse og evne til med deres

demagogi og kommunistforskrækkelse at forhindre masserne i at erkendeeller klart tage stilling til deres virkelige faglige interesser. Vor egen sekte-riske og »revolutionære« optræden har bidraget hertil.

Endelig kan nævnes, at Aksel Larsen i en artikel i Tiden i juni 1936 skrev, atRFO

»... ofte måtte synes arbejderne at virke splittende eller i hvert fald at være

kimen til splittelse«,

165

en vurdering der lå i god forlængelse af hans bemærkninger på Kominterns

kongres.14°Bemærkningen om at »de positive revolutionære kræfteri fagbevægelsen«

uden RFO ville være blevet splittet forekommer næsten grotesk, al den stund

oppositionen i fagbevæelsen, specielt venstreklubberne, jo netop blev splittetgennem RFO.s oprettelse. Man skal dog sikkert være opmærksom på, at der

ved fremsættelse af en kritik, som den A.L. her gjorde sig til talsmand for, var

forskellige hensyn at tage. Det må have været ulig lettere på Kominterns

kongres temmelig utilsløret at antyde, at det sikkert havde været bedre, hvis

RFO aldrig var blevet organiseret, end at gøre det samme overfor de partifæl-

ler, der måske i årevis havde slidt for organisationen. I hvert fald undgik A.L.

disse overvejelser forud for kongressen i Danmark. Dette havde sikkert ogsåforbindelse med nødvendigheden at at sikre en vis kontinuitet i partiets politik.Det havde under alle omstændigheder været umuligt på kongressen at fraken-

de den organisation, som havde ledet partiets faglige arbejde i en årrække,

enhver' positiv betydning og betegne dens oprettelse som et totalt fejlgreb.Kongresoplæggets konstatering af, at RFO trods alt havde været nyttig og

nødvendig for »de positive og revolutionære kræfter«, var derfor nok snarere et

udtryk for en politisk nødvendighed end for Aksel Larsens virkelige overbevi-

sning. Den stemte heller ikke godt overens med hans bemærkninger på Komin-

terns kongres.141Påpegningen af at RFO blev opfattet som et fremmedelement i fagbevægel-

sen, som i sig bar kimen til splittelse, var utvivlsomt både korrekt og væsentlig.Kommunisterne mødte her det samme problem som regeringen og de fagligeledere: arbejdernes beskyttelse af deres organisationer. Det lå i Aksel Larsens

udtalelser på Kominterns kongres, at organisationsformen i høj grad havde

været afgørende for oppositionsbevægelsens skæbne, og at en organiseringmed basis i de eksisterende organisationer ville have sikret oppositionen store

resultater. For det første er det nu vanskeligt at dele Aksel Larsens vurdering af

Oktoberbevægelsens resultater. Bortset fra den ganske magtfulde manifestati-

on. som Oktoberkonferencen var, og som nok i sig selv kan have haft en vis

effekt, synes de ret beset at have været temmelig begrænsede. For det andet

skal man hæfte sig ved, at Oktoberbevægelsens politiske linie var markant

forskellig fra den, som DKP og RFO især i den første tid havde fulgt. Når

Oktoberbevægelsens resultater blev så beskedne, til trods for at der i arbejder-klassen var en udtalt forståelse for en række af dens krav, skyldtes det ikke

mindst, at bevægelsen blev ledet af kendte kommunister og åbenlyst fungeredesom et redskab for partiet og RFO. På det tidspunkt, da Oktoberbevægelsen

blev skabt, var DKP og RFO i almindelighed så kompromitterede og uglesete i

størstedelen af den danske arbejderklasse, at næsten en hvilken som helst

organisation under deres indflydelse ville have været udelukket fra massetil-

slutning. .

Hvorfor det var kommet så vidt, gav Aksel Larsen selv en ganske vist

utilstrækkelig forklaring på i sit indlæg i Arbejderbladet 13. marts. De forhold,som han her trak frem, havde ganske givet været medvirkende. Agitationen for

at de faglige kampe kun kunne føres af arbejderne selv, blev i arbejderklassenutvivlsomt betragtet som vendt mod de faglige organisationer. Også de øvrige

166

udslag af sekterisme i RFC-arbejdet, som han fremhævede,måtte bære deresdel af skylden for organisationens isolation.

Det er kendetegnende for DKP.s opgør med RF O-politikken (og for Kom-interns med for den sags skyld), at anklagen for sekterisme kun blev rettet modden praktiske gennemførelse af en politik, hvis principielle hovedlinie mani

øvrigt fastholdt rigtigheden af. Men hvis man ved sekterisme forstår en politisklinie, der i sig selv er medvirkende til at isolere de revolutionære fra arbejder-klassen, så må sekterismen vurderes grundlæggende at være forbundet med decentrale elementer i den politik, som DKP fik dikteret af Komintern. Men en

kritik på det niveau var det af mange grunde umuligt for Aksel Larsen ogpartiet at fremføre.

Det væsentligste indhold i den nye politik (strejketaktikken, socialfascisme-teorien og arbejdermassernes løsrivelse fra de reformistiske ledere) er tidligereberørt. En række, delvist specifikt danske, forhold medførte imidlertid, at en

sådan politisk linie omkring 1930 var et halsbrækkende forehavende og reeltsekterisk i sin grundholdning. Nogle af de væsentligste forhindringer for en

heldig gennemførelse af DKP.s og RFI.s forehavende skal her fremhæves.Som noget grundlæggende må påpeges, at en revolutionær socialistisk ideo-

logi og tradition på ingen måde var rodfæstet i den danske arbejderklasse.Tværtimod var den dybt præget af reformismen, en ideologisk orientering derhavde sin baggrund i den tidligere omtalte sene udvikling af industrien og dens

småkapitalistiske struktur. I samme retning virkede også de faglærte arbejder-es traditionelle dominans i arbejderbevægelsens politiske og faglige organisa-tioner. Da reformismen må formodes i arbejderklassen at have sin stærkestebasis i netop denne gruppe, var det med til yderligere at hæmme og forsinke

udviklingen og udbredelser af mere radikale politiske ideer. Endelig var de

betragtelige forbedringer af arbejderklassens levevilkår blevet opnået gennemkampe, der af den enkelte kunne opleves som hårde, men som dog samtidiglangt fra antog samme tilspidsede karakter som i de mere udviklede industri-lande. Klassekampen havde således i Danmark ikke tilført arbejderklassen detsamme erfaringsmateriale som i andre lande, hvor man f.eks. iet ganske andetomfang havde måtte erfare, med hvilke midler den herskende klasse og densallierede, den borgerlige stat, var rede til at forsvare deres herredømme.

Samtidig havde reformismen tilsyneladende i Danmark vist sin duelighed.De betydelige forbedringer af leveforholdene måtte for arbejderklassen 'være et

synligt bevis på, at den politiske og faglige reformisme nok var værd at satse

på. Og som det tidligere er nævnt, fremstod de faglige organisationer under alleomstændigheder som arbejdernes væsentligste våben og beskytter. Hvis det en

gang imellem føltes, at fremgangen var lidt langsom og ujævn, så kunne demed fortrøstning se frem til den dag, hvor Socialdemokratiet, arbejdernes egetparti, der så kraftigt talte deres sag på rigsdagen, erobrede den politiske magt.At denne magtovertagelse kun kunne være et spørgsmål om tid, var stemmetal-lenes udvikling'et tydeligt bevis på.

Hvis man på baggrund af disse mere almene betragtninger undersøger denaktuelle situation, da DKP lancerede sin nye politik, forekommer det, at tids-

punktet næppe kunne have været mindre velvalgt. I kraft af at det lykkedesDsF at få forøget den gennemsnitlige nominelle løn en smule i 1930 og holde

167

den uændret i 1931, fOrbedredes reallønnen pga. prisfaldet i disse to år med

sammenlagt over 12 pct. Det var den største fremgang i mange år, samtidigmed at der i overenskomsterne i 1931 for første gang indgik en bestemmelse om

ferie med løn.142

Samtidig nåede arbejderbevægelsen i april 1929 et af sine store mål: en«

socialdemokratisk ledet flertalsregering. Ganske vist opnåedes flertallet kun

sammen med de radikale, og ganske vist rådede regeringen ikke over et flertal i

landstinget. Det sidste henviste socialdemokraterne da også flittigt til, og med

en vis ret, da kommunisterne på et senere tidspunkt påpegede de forskelligehjælpeforanstaltningers begrænsede karakter. Regeringen var vitterlig ofte

nødt til at gå på kompromis med den borgerlige opposition om f.eks. under-

støttelsessatser for at i det mindste at få nogle forbedringer igennem. Især i den

første tid var regeringens politik mere præget af de lovforslag, den fremlagde,end af hvad den egentlig fik gennemført.Men i betragtning af at arbejderklas-sens situation i øvrigt forbedredes mærkbart, var dens behov for at se resulta-

ter af Socialdemokratiets regeringsovertagelse på dette tidspunkt næppe så

påtrængende. Samtidig var det utvivlsomt ikke uden betydning, at regeringenalene ved fremsættelse af lovforslag fik markeret sine hensigter.

I årene derefter, da krisens virkninger for alvor blev mærkbare, var der trods

alt fortsat en mærkbar forskel på regeringens og den borgerlige oppositions

politik. Socialdemokratiet var tydeligvis i langt højere grad end de sidste ind-

stillet på at lette arbejderklassens situation i almindelighed og de arbejdsløses i

særdeleshed. Som eksempler på hvad der blev gennemført kan nævnes beskæf-

tigelsesarbejderne og de forbedrede understøttelsessatser.

På den baggrund må man konkludere, at iværksættelsen af en agitation i

arbejderklassen i 1930, gående ud på at Socialdemokratiets og de faglige lederjes aktuelle politik i et og alt var vendt mod dens grundlæggende interesser, i

almindelighed måtte være vanskelig at forstå og fundamentalt stride mod

arbejderklassens erfaring. Når arbejderne i en pjece udsendt af DKP i 1931

kunne læse, at opgaven nu måtte være »at bekæmpe Socialdemokratiet på det

skarpeste« og »at befri arbejdermasserne fra det socialfascistiske fagforenings-bureaukratis indflydelse«, så kunne en sådan agitation kun tjene til at isolere

kommunisterne i arbejderklassen som en talmæssig ubetydelig minoritet.”3

Til slut skal nævnes, at DKP.s egen historie i sig selv bestemt ikke udgjorde

noget aktiv, men tværtimod var en væsentlig hindring for massetilslutning til

partiet og RFO. DKP.s muligheder for i arbejderklassen at optræde som en

venstreopposition til Socialdemokratiet måtte i ikke uvæsentlig grad være

bestemt af de historiske erfaringer, som arbejderne havde gjort med partiet.Disse erfaringer må i 1930 i altovervejende grad havde været negative. De få

hundrede kommunister i 20erne med den fremmedartede organisationsform og

terminologi, evigt i indbyrdes strid, må have fremstået som alt andet end et

seriøst arbejdende parti, som kunne eller ville varetage arbejderklassens inter-

esser. Heller ikke den skiftende holdning til Socialdemokratiet må have vidnet

om større politisk stabilitet. Da en række af partiets faglige tillidsfolk, deri-

blandt næsten alle dem der i det faglige hieraki var nået længere end til en

fagforeningsbestyrelsespost, så oven i købet i 1930 med den mangeårige parti-formand i spidsen vendte tilbage til Socialdemokratiet, må mange have været

168

parate til at afskrive DKP fra det politiske landkort. Partiet må på det tids-punkt for selv de mest utilfredse lag i arbejderklassen have været et lidettroværdigt alternativ til Socialdemokratiet.Når et parti med så ringe historiske forudsætninger og med en så sekterisk

politik alligevel formåede at samle en ganske vist relativ beskeden tilslutning tilsit eget og RFO.s arbejde, så må forklaringen ligge i nogle af de forhold, dertidligere er fremhævet. Væsentligst i den kraftigt stigende arbejdsløshed, dernok for den enkelte kunne føles som noget i retning af en katastrofe og givegrundlag for en vis desperation. Disse forhold var DKP i stand til at udnyttegennem det dygtige arbejde, som arbejdsløshedsbevægelsenudførte. Det er iden forbindelse oplysende lidt nøjere at betragte DKP.s og RFO.s medlemsba-sis, for det er karakteristisk, at de arbejdsløse konstant udgjorde et flertal afmedlemmerne, måske særlig udpræget for DKP.s vedkommende. Desuden varmedlemmerne gennemgående meget unge. Der var i både DKP og RFO etrelativt lille antal velskolede, revolutionære kommunister og nogle ligeledesfåtallige dygtige fagforeningsfolk. Men bortset fra denne talmæssigt megetbeskedne gruppe, der bar organiationerne 0g utvivlsomt udførte et kæmpear-bejde, er der ingen tvivl om, at medlemstabens kvalitet gennemgående var

meget ringe, et forhold som C. H. Petersen for RFO.s vedkommende alleredebemærkede i 1935. Medlemmerne var i reglen uden nogen form for skoling, ogdet var i ikke ringe udstrækning arbejderklassens mest uuddannede, uoplysteog primitive lag, der fyldte op i DKP.s og RFO.s organisationer. Det harnæppe været muligt at undgå, at medlemsmassens standard fik konsekvenserfor RFC-politikkens praktiske gennemførelse og må være en del af skylden forden yderligere drejning i sekterisk retning, som var kendetegnende for densforløb i Danmark. Disse for DKP lidet opmuntrende tilstande ændredes inogen grad, da man slog ind på folkefrontspolitikken. Partiet fik efterhåndentilslutning fra en del ældre arbejdere, en større del af medlemmerne havdearbejde og der skete også en kvalitativ forbedring.Der kan næppe herske tvivl om, at der gennem Socialdemokratiets regerings-overtagelse 0g krisepolitik blev skabt de hidtil bedste muligheder for etablerin-gen af en opposition til venstre for partiet. Den åbenlysemodvilje mod stats-magtens indreb i fagbevægelsens uafhængighed og de faglige lederes aceptheraf, som den kom til udtryk ffra traditionelt socialdemokratiske kredse,burde det have været muligt at udnytte til en begyndende organisering af denopposition i arbejderbevægelsenog måske især i den faglige arbejderbevægel-se, som der hidtil kun havde været en yderst beskeden basis for. Og vel atmærke en organisering af arbejdere, der var mere repræsentative for deresklasse end dem, som følte sig tiltrukket af DKP og RFO. For det var karakteris-tisk, at de protesterende i vid udstrækning var de mere klassebevidste, fagligtaktive arbejdere og faglige tillidsfolk på fagforeningsniveau. En opposition,der var indstillet på et langsigtet arbejde og i stand til nøgternt og selstændigtat vurdere, hvilke muligheder situationen indebar, kunne nok have bidraget tilen befæstelse af den spirende skepsis overfor den socialdemoratiske reformis-me.

Men disse muligheder blev i vidt omfang forspildt, fordi DKP.s og RFO.spolitiske linie var uden forbindelse med virkeligheden, samtidig med at ven-

169

streoppositionen udenfor disse organiationer manglede alle forudsætninger for

at markere sig selvstændigt. Det forekommer fristende at pege på, at en videre-

førelse af 20ernes faglige venstreklubber og den politiske linie, som de stod for,

i langt højere grad ville have tjent det mål, som DKP og RFO havde sat sig:socialismens indførelse i Danmark.

BILAG I

Kildematerialet

Aviser, tidsskrifter og blade af forskellig art er for denne undersøgelse så

afgjort den væsentligste kildegruppe. Især må Arbejderbladet fremhæves som

en hovedkilde, en naturlig følge af, at RFO var et barn af DKP. Da RFO

ydermere blev ledet af fremtrædende kommunister, er det helt uproblematiskat aflæse Arbejderbladets oplysninger om RFOs organisation og politik som

udtryk for organisationens officielle opfattelse. Arbejderbladets omtale af

RFO blev fra sommeren 1934 desværre indskrænket til et minimum, hvilket

betyder, at man mht. oplysninger om RFO i det sidte halvandet år af dens

levetid er mærkbart dårligere stillet. Som uofficielt talerør for RFO er Arbej-derbladet som kilde naturligvis behæftet med oplagte svagheder. Foruden disse

skal nævnes som noget væsentligt, at bladet stort set undlod omtale af nederlag

og modgang af forskellig art, som DKP og RFO blev udsat for. Kun i forbindel-

se med de periodiske interne opgør i partiet om organisatoriske og politiske

spørgsmål blev denne praksis afløst af en næsten demonstrativ åbenhed.

Som et kritisk korrektiv til Arbejderbladet er anvendt Social-Demokraten,

der dog ikke er gennemgåetsystematisk, men især inddraget omkring afgøren-de begivenheder.

Blandt de mest centrale kilder må også nævnes tidsskriftet Information. Det

blev fra begyndelsen af 1934 udgivet af Boserup-gruppen, der i Information

selv formulerede formålet med sit politiske arbejde således: »Vi står i et og alt

på de kommunistiske princippers grund og det er vort hovedformål at bidrage

til skabelsen af et stærkt kommunistisk parti i Danmark.« (Information novem-

ber/ december 1934, p. 5). Gruppen bag Information lagde ikke skjul på sit

tilhørsforhold til den internationale kommunistiske opposition under ledelse af

den tidligere leder af det tyske kommunistiske parti, Heinrich Brandler. Et af

de vigtigste stridspunter mellem denne opposition og Komintern var netop

ultra-venstre politikken fra 1928. Indholdsmæssigt lå Information på et efter

danske forhold højt niveau. De ofte meget detaljerede faglige artikler var for

de flestes vedkommende forfattet af C. H. Petersen, der på det tidspunkt var

med i kredsen omkring den gamle syndikalistfører Chr. Christensen. Denne

var iøvrigt også tilknyttet bladet. Artiklerne bar i høj grad præg af skepsisoverfor DKPs og RFOs metoder i det faglige arbejde, samtidig med at de gav

udtryk for enighed i'sigtet med dette: skabelsen af en stærk fagopposition.Uenigheden var da heller ikke større, end at Chr. Christensen i 1934 dannede

170

en RFO-grupppe blandt arbejdsmændene i Silkeborg. Bladet er således til storhjælp i forsøget på at finde frem til det reelle begivenhedsforløb på baggrund af

Arbejderbladets og Social-Demokratens ofte ganske modstridende oplysninger.Desværre begyndte Information som nævnt først at udkomme i begyndlelsenaf 1934, hvilket dog samtidig betyder, at det til en vis grad er i stand til at

udfylde det hul, der skabes af Arbejderbladets manglende dækning af RFOsvirksomhed fra sommeren 1934.

Endelig er der i denne kildegruppe yderligere en række tidsskrifter, især

fagtidsskrifter, samt et utal -af blade, som blev udgivet af RFO og andre fagligegrupperinger. Disse blade ville dog især have betydning, hvis man satte sig fordetaljeret at undersøge RFOs virksomhed i enkelte forbund og især i enkelte

fagforeninger. Noget sådant har ikke været hovedsigtet med dette arbejde, bloten undersøgelse af udviklingen i samtlige københavnske fagforeninger villevære et forehavende af helt uovereskueligt omfang og sprænge alle rammer.

Pjecer og lignendeDer forefindes et righoldigt udvalg af pjecer af større eller mindre relevans forundersøgelsen. DKP udgav en lang række, de fleste indeholdende en redegørel-se for partiets politik på et eller andet område. Desuden gav RFO selv enkeltepjecer hvilket også gjaldt for Socialdemokratiet. Blandt de vigtigste pjecer månævnes »For Komintern« fra 1931, der indeholdt Kominterns åbne brev fradecember 1929, »Kommunisterne Splitter« fra 1933 med gengivelse af Strass-burgerteserne, »Klar til kamp« fra 1932, der nærmest må betragtes som RFOsprogramskrift og »Beslutningerne på Oktoberkonferencen 1934«, den konfe-rence der skulle bringe DKP og RFO ud af isolationen.

Utrykt materiale

Dette falder i to kategorier: arkivmaten'ale og et interview. Mht. det første hardet desværre ikke været muligt at få adgang til DKPs arkiver. Det her anvend-te udgøres derfor ialt væsentligt af AICs arkiv på ABA. AICs arkiv indeholderogså materiale indsamlet af organisationens forgængere: Hovedorganisatio-nernes Agitationskomite og Hovedorganisationerns Informations- ogPropaganda-Afdeling. En mindre del af RFC-materialet er arkiveret selvs-tændigt, men det blev imidlertid undersøgt under omstændigheder, der ikkegjorde det muligt at afgøre, hvlken del det drejede sig om. Noternes henvisnin-ger til AICs arkiv kan derfor være ukorrekte.

Interviewet er med C. H. Petersen. Det foreligger i form af nogle notater fraen samtale 21.7.75, som blev arrangeret i forbindelse med udarbejdelsen afdenne undersøgelse.

FremstillingerDen videnskabelige litteratur, der er inddraget, udgøres især af afhandlingerom DKP og Komintern, samt af økonomiske historiske værker. Blandt deførste skal især nævnes Lange og Meyer, De politiske arbejderinternationaler1914-1934 og E.I. Schmidt, 30 års kommunistisk politik i Rusland og Vesteu-

ropa. Den sidste er ganske vist ret populært anlagt, men da det har været van-

171

skeligt'at fremskaffe relevant materiale om Komintern, har især en række ci-

tater måttet hentes fra dette værk.

Oplysningerne om den økonomiske udvikling stammer især fra Erling Ol-

sen, Danmarks økonomiske historie siden 1750, og S. Å. Hansen, økonomisk

vækst i Danmark, bd. 2, 1914-1970.

Endelig er gennemgået en række erindringer. Af en vis betydning har været

Richard Jensen, »En omtumlet tilværelse«, og Aksel Larsen, »Aksel Larsen ser

tilbage«.

BILAG II

RFOs organisatoriske struktur og presse

Det er ikke vanskeligt at få et overblik over RFOs organisatoriske opbygning.l principperne foreligger den fuldt belyst, idet den blev fastlagt i »Resolution

om RFOs organisatoriske opbygning. Vedtaget på RFOs landsmøde januar1933.« Resolutionen var til overflod bilagt en skitse, hvor de enkelte organisa-toriske enheder er indtegnet på en måde, der klart viser deres indbyrdes stilling.

I resolutionen blev det fastslået, at RFOs organisatoriske opbygning måtte

være således, at den kunne fremme løsningen af den dobbelte opgave:

»Det systematiske revolutionære oppositonsarbejde, og kamp med refor-

rnismen inden for fagforeningerne og forberedelsen, udløsningen og orga-

niseringen af arbejderklassens faglige økonomiske kampe.«Landsmødet opstillede følgende hovedlinier for opbygningen:»RFOs tilhængere må sammenfattes såvel lokalt som industrivis. Tyngde-

punktet skal lægges på arbejdspladserne, men organisationen skal være

sådan, at arbejdet inden for fabrikkernes rammer ikke hæmmes eller

vanskeliggøres. Derfor skal de organisatoriske trini opbygningen af RFO

fra nederst til øverst være: bedriftsgruppen faggruppen, den lokale indu-

strigruppe, den lokale fællesledelse (senere), distriktsledelsen og hovedle-

delsen. Ved distriktsledelser og hovedledelser organiseres industrisekreta-

riater.«

De enkelte gruppers og ledelsers opgaver, indbyrdes relationer osv. fremgår

også klart af landsmødets vedtagelser.»Bedriftsgruppen er underste organisatoriske enhed. Alle kammerater af

samme fag på samme arbejdsplads sammensluttes til en bedriftsgruppeunder fagets RFC-gruppe i byen og vælger en gruppeleder (ledelse). Samt-

lige grupper på en arbejdsplads danner bedriftens FÆLLESGRUPPE,

idet gruppelederne (ledelserne) tilsammen udgør fællesgruppeledelsen.Er

kammeraterne i arbejdspladsens forskellige fag for fåtallige, konstitutue-

res kun fællesgruppen, som står i nøje kontakt med industrigruppen i

byen. Fællesgruppens økonomi er et lokalt anliggende.RFO-gruppen (faggruppen) består i hver by af samtlige medlemmer af

samme fagforening. I den forenes fagets bedriftsgruppen såvel som de

172

enkeltvis arbejdende kammerater og de arbejdsløsesamt ungarbejdere og

lærlinge. Der vælges en gruppeledelse, bedriftsgruppeledelserne fungerersom gruppens talsmænd på arbejdspladserne og vedligeholder intim kon-takt med fællesgruppens ledelse. Medlemskort udstedes af og medlemsbi-

drag betales til 'faggruppen (kan gennem bedriftsgruppen betales på ar-

bejdspladsen).lndustrigruppen består af faggrupperne indenfor samme industri i samme

by. (med omegn). I industrigruppens ledelse bør samtlige tilsluttede grup-pen være repræsenteret. Industrigruppen holder kontakt med industriens

bedriftsgrupper og leder arbejdet på bedrifterne. Hvor lokale forhold

umuliggør dannelsen af regulære industrigrupper som her skitseret, skalder under alle omstændigheder organiseres industriledelser for de vigtigsteindustrier.Den lokale fællesledelse organiseres for hver by (med omegn), eventueltfor en større Stationsby med tilhørende landdistrikt. Den vælges på lokalekonferencer og der drages omsorg for, at samtlige industrier er repræsen-teret i den. Fællesledelsen er mellem konferencerne øverste myndighedover sit område og leder arbejdet her. Den rekvirerer kort og mærker frahovedledelsen (senere eventuelt fra distriktsledelsen) og leverer dem til

grupperne. Hvorvidt dette skal ske direkte eller gennem industrigrupperneer afhængigt af de lokale forhold og ordnes lokalt.Senere hen organiseres distriktsledelser. Distriktsledelsen vælges på di-striktsmøder og er mellem disse øverste ledelse over distriktet. Den leder

og organiserer arbejdet i sit område, holder kontakt med fællesledelserne,står i rapport til hovedledelsen, fra hvem den aftager kort, mærker mm.

og formidler disse videre til fællesledelserne. Agitationsmateriale, pjecer,tidsskrifter og RFO-blade skal derimod også efter distrikternes organise-ring i almindelighed gå direkte fra hovedledelsen til fællesledelserne (ellerindustrigrupperne). Ved hver distriktsledelse organiseres INDUSTRI-SEKRETARIATER.Hovedledelsen bestemmer, ved forhandling med fællesledelserne, hvornårder skal oprettes distrikt og hvorledes dettes grænser skal være.

Hovedledelsen for RF 0 vælges på landsmødet til næste landsmøde og er

øverste ledelse for hele landet. Den leder og fordeler arbejdet, giver paro-ler, lader fremstille agitationsmateriale, kort, mærker osv., og sørger forudgivelse af pjecer, og af et tidsskrift og udsender talere og instruktørerosv.

I hovedledelsen skal alle distrikter og alle industrier være repræsenteret.Hovedledelsen vælger nu af sin midte et i København bosat arbejdsudvalgog et sekretariat.Ved hovedledelsen organiseres (ligesom ved distriktsledelserne) industrise-kretariater, som (senere gennem distrikternes industrisekretariater) holderforbindelse med industrigruperne landet over, udsender anvisninger ogmateriale til dem, udgiver industriens RFO-blad osv. Industrisekretaria-terne står i nøje forbindelse med hovedledelsens sekretariat, indusrisekre-tariatets leder skal være medlem af hovedledelsen. Indusrisekretariaterne

organiserer industrikonferencer, såvel i lands- som i distriktsmålestok.

173

Til vartagelse og ledelse af det specielle oppositionsarbejde inden for de

enkelte fagforbund organiserer hovedledelsen særlige fagsekretariater.«

Landsmødets vedtagelser var i god overensstemmelse med de retningslinier,der indtil da var blevet fulgt og stod ved magt indtil landsmødet i september1934. Der er naturligvis ikke hermed oplyst noget om,hvor meget af denne

organisatoriske bygning der reelt eksisterede, eller om arbejdet faktisk var

koncentreret om bedrifterne, således som strukturen og intentionerne bag den

lagde op til. Det er områder, som særskilt må vurderes. Den indirekte valgmå-de til de ledende organer, feks. hovedledelse, arbejdsudvalg og sekretariat,måtte gøre det til en let sag for kommunisterne, den eneste organiserede gruppe

inden for RFO, at besætte disse poster.Den umiddelbare baggrund for at landsmødet nåede frem til netop denne

skitse for organisationens opbygning, fremgår af selve resolutionens tekst. Det

hed heri, at hovedlinierne blev opstillet »på grundlag af beslutningerne fra

oppositionskonferencen i maj 1932 og de i arbejdet siden da indvundne erfarin-

ger...«. Denne konference er omtalt i teksten. Det egentlige forbillede for RFOs

strukturelle opbygning var utvivlsomt hentet fra Tyskland, fra den tyske revo-

lutionære fagopposition, RGO. I en kritik i 1935 og 36 af RFOs virksomhed

var det da også et af Aksel Larsens hovedankepunkter, at man så ukritisk

havde forsøgt at kopiere ikke blot RGOs struktur, men også dens hele arbejds-måde.

Næppe meget af denne struktur blev nogensinde realiseret uden for Køben-

havn, eksempelvis var der i Odense så sent som ifebruar 1934 hverken organise-ret bedrifts- eller industrigrupper. (A 14. februar 1934, p. 7). Thi ligesom DKP

var RFO væsentligst et københavnsk fænomen. Ganke vist blev der også

oprettet grupper i de fleste større provinsbyer. Af Arbejderbladet fremgår det

således, at der i kortere eller længre tid i hvert fald eksisterede fællesledelser i

følgende byer: Horsens, Ålborg, Århus, Køge og Helsingør. Men antallet af

medlemmer og sympatisører i provinsen udgjorde langt den mindste del. Dette

har naturligvis forbindelse med industriens og i særlig grad den større indusris

koncentrering i og omkring København.RFOs nære forbindelse med RFI blev stort set fortiet. Kun ét sted i det

anvendte kildemateriale omtales denne tilknytning, i pjecen For Komintern,

udgivet på Arbejderforlaget i 1931. I en ordforklaring blev det oplyst, at RFI

var »sammenslutningen af revolutionære fagforeninger og den revolutionære

fagopposition (RFO) i de forskellige lande«.

RFO's PRESSE

RFOs største aktiv på dette område var naturligt nok Arbejderbladet. Heri

bragtes indtil sommeren 1934 en fyldig omtale af RFOs virksomhed, og bladet

optog i meget vid udstrækning organisationens resolutioner, opråb, mødein-

kaldelser osv. I perioden efter sommeren 34 optrådte RFOs navn næsten

udelukkende i møderubrikken, og omtalen af dens aktivitet var særdeles spar-

som. I artikler af faglig art anvendtes oftest det noget ubestemte »oppositio-

174

nen«, en betegnelse der kunne dække over både RFO, Oktoberbevægelsen ogkommunisterne.

RFO udgav selv et helt uoverskueligt antal blade, hvoraf langt de fleste var

duplikerede. De kan groft inddeles i tre kategorier: et centralorgan, industri-

blade, og gruppeblade. Desuden blev der lejlighedsvis udsendt, oftest duplike-rede, bedriftsaviser, strejkeaviser, løbesedler og lignende.

Man havde øjensynlig store vanskeligheder med at få stablet et levedygtigtcentralorgan på benene. Først overtog man i maj 1931 Solidaritet for Fælles-

udvalget for de Arbejdsløse i København. Som fællesorgan for RFO og Ven-streklubberne udkom det indtil januar 1932 med ialt 6 numre. I maj udkom detførste nummer af Faglig Kamp, Centralorgan for den revolutionære fagoppo-sition. Det blev i bladet antydet, at RFO i den mellemliggende periode ikkehavde haft noget centralorgan, Muligvis er Faglig Kamp kun udkommet meddette ene nummer, i 1934 var det i hvert fald blevet afløst af et særdeles

primitivt, duplikeret blad, Bulletin, indeholdende kortfattede meddelelser frahovedledelsen.Både Solidaritet og Faglig Kamp indeholdt eller var tænkt at skulle indehol-

de meddelelser fra landsledelsen, referater fra RFC-landsmøder og konferen-cer, vurderinger af overenskomstforhold og regeringens politik m.m.

Industribladene var en gruppe på 8 blade, ligesom gruppebladene af et

stærkt agitaton'sk tilsnit. De havde forskellig levetid, men de fleste ophørtemed at udkomme i forbindelse med RFOs opgivelse af de hidtidige organisa-tionsprincipper på den 2. landskonference i september 1934.

De behandlede i første række emner som generelle overenskomstspørgsmål,problemer vedrørende løn- og arbejdsforhold i industriens enkelte fag, de

arbejdsløses stilling, samt forløbet af generalforsamlinger og kongresser. Na-turligvis altid med hårde angreb på forbundsledelserne og DsF, samtidig med atman ivrigt agiterede for RFOs alternative linie. Også RFOs konferencer ogbeslutninger fik fyldig omtale. Men der blev også plads til artikler om f.eks.Sovjetunionen, fascisme, regeringens politik (feks. socialreformens virknin-ger), og udviklingen i Tyskland.

Oftest var det blade på 4-6 sider, Rød Kurs nærmest i avisformat, de øvrigebetydeligt mindre. Kun for Rød Kurs, vedkommende er det muligt at sigenoget om oplagets størrelse. Det lå i sommeren 1933 formentlig på 4.-5.000eksemplarer. Tallet stammer fra en artikel i A. 26. september 1933 p. 9-10, om

søfyrbøderforbundets erobring. Artiklen er oversat fra »Internationale

Gewerkschafts-Pressekorespondenz«.Dette tidsskrift har det ikke været mu-

ligt at opspore, muligvis blev det udgivet af ISH.Industribladene udkom regelmæssigt ca. en gang om måneden inden for

perioden 1931/32-34, Transporten, Beklædningsarbejderen og Land-, Skov-

og Gartneriarbejderen eksisterede dog kun meget kort tid. Rød Kurs ogRestaurations-Funktionæren fortsatte helt til sommeren 1935, Hammer ogMejsel endog helt til marts 1936.

Gruppebladene var de enkelte RFC-gruppers egne blade. Der har muligvisværet omkring 100 forskellige, langt de fleste duplikerede. Deres emneområdevar især arbejdet på arbejdsplads- og fagforeningsniveau. At dømme ud fra deforholdsvis få trykte og de enkelte numre af de duplikerede, som det er lykke-

175

des at opspore, var det indholdsmæssige niveau især for de sidstnævntes ved-

kommende oftest særdeles lavt. Skældsord, injurier og mistænkeliggørelse

erstattede ofte en egentlig argumentation.Endelig blev der udgivet særlige RFO-blade for arbejderkvinderne, de uor-

ganiserede, landarbejdere og småbrugere, for de to sidstnævnte gruppers ved-

kommende dog med meget ringe held. Det samme kan siges om enkelte fælles-

ledelsers forsøg på lokalt at etablere deres egen presse. Egentlig i modstrid med

RFOs organisationsprincipper fortsatte Lanternen, de kommunistiske søfolks

blad fra 20erne, med at udkomme som organ for RFO.

NOTER:

U)

OOONOZJI10.

11.

12.

12.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

176

Artiklen er en forkortet specialeopgave, afleveret ved Historisk Institut, Århus Universitet, i

oktober 1975.

.Erling Olsen, p. 177, tabel 4.

. Erling Olsen, p. 212, tabel 2b.

. Citeret efter Information maj 1934, p. 4. Den sidste sætning i citatet er også gengivet i Lange

og Meyer p. 93. Derimod er Ib Nørlunds gengivelse åbenbart tillempet en senere tids politiske

behov, idet det her hedder: »Kommunisterne vil imidlertid ikke afvise under visse omstændig-

heder også at forhandle med lederne af de modstående arbejderpartier.«Det knager... 1, p.

114.

Beschlüsse, Resolutionen und Aufrufe p. 14 f.

ibid., p. 55.

.Cit. efter Information maj 1934, p. 4.

lnprekorr 25. juli 1928, p. 1308.

.Offentliggjort i Danmark i 1933 i Hans (Hedtoft) Hansens pjece »Kommunisterne splitter«.

Det er denne oversættelse, som er refereret i det følgende. Gengivelsen må vurderes som

værende korrekt. Dels blev den aldrig bestridt af DKP, dels ville påviselige fejl have svækket

dens agitationsværdi væsentligt.Kommunisterne splitter p. 68.

ibid, p. 76.

ibid. p. 80 f.

ibid. p. 82 f.

ibid. p. 92.

Offentliggjort i A. 10., 17., og 24. oktober 1930.

A. 17. okt. 1930 p. 5.

A. 24. okt. 1930 p. 4.

A, 5. sept. 1930, p. 2 og 4.

Aksel Larsen ser tilbage p. 50.

ibid.

Marie Nielsens arkiv.

A. 19. april 1929, p. 2.

A. 23. marts 1936, tillægget, p. 3.

l Bukarins beretning på verddnskongressen i 1928 opfordrede han til øget arbejde i biorgani-

sationerne og omtalte i den forbindelse Venstreblokkene. Kilde: A. 3. august 1928, p. 5.

Faglig kamp, januar 1928.

ibid. maj 1928.

A. 18. juli 1930, p. 5 og 8.

A. 17.maj 1929, p. 5.

A 3. maj 1929 p. 8.

A. 24. maj 1929 p. 1.

A. 18. juli 1930 p. 4.

Under samvirkets 115gp. 560.

33

34

35

36.

37.

38.

39.

40.

41.

42.

43.

44.

45.

46.

47.

48.

49.

50.

51.

52.

53.

54.

55.

56

57

58

59.

60.

61

62.

63.

64.

65

66.

67.

68.

69.

70.

71

72.

73.

74.

75.

76.

.A. 16. februar 1932, p. 1.

.Kommunistisk Tidsskrift august 1933, p. 31.

.A. 16. august 1935 p. 2.

Social-Demokraten 18. oktober 1934.Socialisten nr. 9, 1935, p. 318.

Cit, efter Fascismen er fjenden p. 56.

Tillægget »Arbejderbladets Ugeblad«, 17. april 1936, p. 4.Teser fra 12. EKKl-plenum, gengivet i A. 28. september 1932, p. 7.A. 5. juni 1931 p. 5.

Se A. 10. oktober 1930 p. 2.A. 5. juni 1931, p. 5.ibid p. 8.

Pjecen kommunisterne splitter p. 70.A. 30. oktober 1931 p. 6.

Disse oplysninger om Smedenes Fællesklub og Heinrich Wolf er meddelt af C. H. Petersen.Kilde: Interview med C. H. P.A. 13. november 1931, p. 5.A. 3. juni 1932 p. 2.

Pjecen Klar til Kamp p. 6 f.ibid. p. 10 f.

4

Aksel Larsen betegnede i 1936 denne teori som »fagforeningsfjendsk«,og det var hans opfat-telse, at de, der havde udarbejdet retningslinierne, ikke alle var overbevist, om, at teorien var

rigtig. A. 13. marts 1936, tillægget p. 3.A. 22. november 1932 p. 7.

Referatet er hentet fra A. 30. december 1932 p. 6 f.1 den del af artiklen, der er refereret i det sidste afsnit er der nogle meningsforstyrrende fejl. Deer forsøgt korrigeret ud fra sammenhængen.

. Aksel Larsen skrev i A. 13. marts 1936, tillægget p. 6., at »... RFO var blevet udviklet fra teori,ja fra skrål... til organisatorisk virkelighed...«.

.A. 14. oktober 1932 p. 1.

. Mandatudvalgets indstilling, hvoraf der findes et eksemplar i Ale arkiv. I en tale som AkselLarsen efter indholdet at dømme må have holdt på 13. EKKI-plenum i december 1 1933 oghvoraf der findes et eksemplar i oversættelse i AICs arkiv, nævner han, at RFO havde 5000medlemmer, hvoraf højst de 2000 var kommunister. Det sidste tal er utvivlsomt alt for stort,idet DKPs samlede medlemstal på det tidspunkt næppe var større.A. 13. januar 1933 p. 3.ibid.

.A. 3. feberuar 1933. p. 5.ibid.Mod splittelsen nr. 1 1933, p. 1.Mod Splittelsen nr. 2 1933 p. 2.

.Socal-Demokraten 4. februar 1933 p. 3.Socialdemkratisk cirkulære, gengivet i A. 24, februar 1933 p. 3.I juni 1920 stiftedes således Fabriksarbejderens faglige Klub for at dæmme op for »syndikali-sternes terror«. Kilde: Fabriken. Organ for Fabriksarbejdernes faglige Klub, april 1934 p. 1.Bladet udkom med 2 numre i februar-marts 1933 og 1 eller 2 i begyndelsen af 1934, i et oplagpå 75-100.000. Kilde: En bygning. bd. 2, p. 328.Mod Splittelsen nr. 1, 1933, p. 1.Leder i Social-Demokraten 12. maj 1934 p. 6.

.Socialdemokraten 16. april 1934 p. 1.

Social-Demokraten 27. januar 1933 p. 6.Hammer og Mejsel marts 1933 p. 2.Internationale Sømands- og Havnearbejderforbund, en officielt uafhængig organisation, op-rettet på initiativ af Komintern i 1929/30.Pjecen Teser og Beslutninger fra 13. plenum... p. 21.At arbejdet blev intensiveret på det tidspunkt fremgår af den tale Aksel Larsen holdt, som

omtales i note 58.

177

'77. A. 1. feberuar 1934 p. 7.

78. A. 24. november 1933 p. 3.

79. A. 16. februar 1934 p. 3.

80. A. 26. april 1934, p. 1.

81. Kommunistisk Tidsskrift juli-august 1934, p. 236 og oktober-november 1934 p. 275.

82. Social-Demokraten 21. april 1934 p. 14.

83. Kommunistisk tidsskrift September 1934 p. 244.

84. A. 6. september 1934 p. 3.

85. A. 8. september 1934 p. 8.

86. Pjecen I selvkritikkens spejl p. 9.

87. Kommunistisk tidsskrift september 1934 p. 247.

88. Kommunistisk tidsskrift oktober-november 1934 p. 275.

89. For at være berettiget til understøttelse skulle en arbejdsløs have haft arbejde i mindst 10 mdr.

i løbet af de sidste 2 år. Denne bestemmelse kunne dog sættes ud af kraft af socialministeren i

en periode med stor arbejdsløshed.Retten til understøttelse bortfaldt dog i alle tilfælde, hvis

den arbejdsløse ikke havde haft arbejde i mindst 26 eller 39 uger indenfor de sidste 3 eller 4 år.

For atter at være berettiget til understøttelse skulle man derefter i 12 på hinanden følgende

måneder have haft arbejde i mindst 26 uger.

90. Information september 1934 p. 12, A. 10. juli 1934 p. 3., A. 4. september 1934 p. 1.

91.A. 10.juli p. 1.

92. A. 24. august 1934 p. 4.

93. Pjecen Beslutningerne på Oktoberkonferencen 1934 p. 2.

94. Det knager bd. 1, p. 163: To trediedele af deltagerne var organiserede socialdemokrater og

partiløse.95. Indberetning til hovedorganisationernes Agitationskomité.Findesi AICs arkiv.

96. En håndskrevet tilføjelse på en af RFO-landsmødets resolutioner fra september 1934 lyder

således: »Indsend alle RFOskammeraters navn og adresse, der er valgt til fagforeningskonfe-rencen 14-15. oktober. Men gør det nul« Findes i AICs arkiv.

97. Pjecen Beslutningerne på Oktoberkonferencen 1934 p. 4 f.

98. ibid. p. 7.

99. ibid. p. 6.

100. Social-Demokraten 17. oktober 1934 p. 6.

101. Oktoberkonferencens Meddelelsesblad november 1934 p. 10.

102. ibid. december 1934 p. 6.

103. Partisekretær J ohs. Hansen kom ind på dette forhold i sin tale på Kominterns 7. kongres,

hvor han erkendte, at det havde været en svaghed, at der kun var blevet valgt få socialdemora-

tiske fagforeningsmedlemmer ind i Oktoberbevægelsens forretningsudvalg. Det havde lettet

reformisternes angreb på bevæbelsen. A. 28. august 1935, p. 3.

104. Resolution om DKPs arbejde og opgaver, vedtaget af C. K. i september 1934. Citeret efter

Kommunistisk Tidsskrift oktober november 1934, p. 277.

105. Beretning fra Mandatkommissionen. Et eksemplar findes i AICs arkiv.

106. Resolution om RFOs virksomhed. Findes i AICs arkiv.

107. Resolution om den fremtidige organisatoriske opbygning. Findes i AICs arkiv.

108. ibid.

109. Dette var ihvertfald både C. H. Petersens og Martin Nielsens vurdering. Se Information

januar 1935 p. 8. og Kommunistisk Tidsskrift februar 1935 p. 38.

110. A. 16. januar 1935 p. 3.

111. Onformation august 1935 p. 7.

112. A. 26. apr-111935p. 7.

112. A. 26. april 1935 p. 8.

113. A. 27. april 1935 p. 1.

114. Erling Olsen p. 215.

115

116

.Vor Kamp kom med 2 numre i oktober 1935, hvoraf det ene var et valgnummer der blev

uddelt i 400.000 eksemplarer, 1 i februar og 1 i april 1936.

. Et eksempel kan belyse dette forhold. På kvindeligt Arbejderforbunds kongres i 1932 var der

mødt 116 delegerede, repræsenterende12.781 medlemmer i 62 afdelinger. Heraf havde afd. 5,

de københavnske jern- og metalkvinder, med 3.300 medlemmer kun 18 delegerede, og afd. l,

178

ligeledes København,med 3.125 medlemmer 17. Hovedbestyrelsens medlemmer deltog medstemmeret, hvilket øgede afd. ls repræsentation med 4 til 21. De to københavnske afdelingermed tilsammen halvdelen af medlemmerne rådede således over lidt mindre end en trediedel afstemmerne. Kilde: A. 15. juli 1932 p. 2.

ll7.A. 18. juli 1935, p. 7.118. A. 3. september 1935, p. 4.119. A. 15. februar 1936, p. 5.120. A. 15. august 1930, p. 4.121. A. 26. juli 1934, p. 3.

122.A. 18. august 1933 p. 1.123. Faklen januar 1936, p. 12.124.1 januar 1934 var der oprettet 7 sådanne klubber i 6 forskellige byer: København, Ålborg,

Esbjerg, Vejle, Helsingør og Århus. Klubberne udgav fra januar 1934 i fællesskab et blad,Medlemsbladet. Organ for søfolkenes oplysningsklubber. Kilde: Medlemsbladet januar 1934,p. 1.

.

125. En fotografisk gengivelse af dette brev blev offentliggjort i Faklen august 1935 p. 187 og i A.19. oktober 1934 p. 5. Dets ægthed blev aldrig bestridt.

126. A. 3. maj p. 2.127. I december 1934 bragte Arbejderbladet et referat af en tale, som formanden for jernindusriens

arbejdsgivere have holdt 19. september samme år. Af talen fremgik det, at Kjærbøl til arbejds-givernes overraskelse havde foreslået overenskomsterne forlænget til 1. januar 1937. På trodsaf at priserne i længere tid havde været stigende, havde der ikke været tale om pristalsregule-ring af lønningerne. Ønsket om forlængelse i 2 år have været begrundet med, at de årligeoverenskomstforhandlinger skabte en vis uro, ordrer udeblev og skabte arbejdsløshed. Kilde:A. 5. december 1934 p. 1.

128. Afdelingen havde tidligere været under kommunistisk ledelse, idet en af de faglige tillid-smænd, der udmeldte sig af DKP i 1930, J ohs. Nielsen, på det tidspunkt var formand her.

129. A. 24. januar 1935, p. 4.130. ibid.131. Ifølge Arbejderbladet domineredes malernes RFC-grupper i provinsen af socialdemokrater.

A. 18. juni 1935, p. 7.132. Den mulige forklaring på RFOs styrke blandt malerne er meddelt af C. H. Petersen. Kilde:

Interview med C. H. P.133. RFC-gruppens og den kommunistiske fraktions medlemstal er meddelt af C. H. Petersen.

Kilde: interview med C. H. P. '

134. A. 28. oktober 1934, p. 3.135. A. 28. oktober 1934, p. 3.136. Fra maj 1935 udgav klubben bladet Arbejdets Kvinder.137.Aksel Larsens indlæg på kongressen er refereret efter A. 30. august 1935, tillægget Hammer ogSegl p. 3 ff.138. Gengivet i A. 27. august 1935 p. 3f og 28. august p. 3.139. A. 13. marts 1936, tillægget p. 3.0g 6.140. Tiden juni 1936 p. 181.

.141. Det er interessant at notere sig at A.L.s vurdering af RFO'i kongresoplæggetøjensynligstadiger partiets officielle. Ib Nørlund skriver i Det Knager... følgende: »RFO_har i sin førsteperiode positiv betydning som samlende centrum for et fagligt arbejde på klassekampsgrund-lag«,Kilde: Det Knager... 1. p. 154.

142. Under samvirkets flag p. 164.143.1 pjecen For Komintern p. 14 og 18.

179

LITTERATURLISTE

(Med undtagelse af RFC-bladene er kun de i noterne nævnte værker medtag-

et).

Utrykt materiale

AICs arkiv.

Marie Nielsens arkiv.

Interview med C.H. Petersen 21.7.75.

Aviser og blade

Arbejderbladet (forkortet A.).Kommunistisk Tidsskrift (Tiden).Social-Demkraten.Socialisten.Information.

Faglig Kamp.Mod Splittelsen.Fabrikken.Oktoberkonferencens Meddelelsesblad.

Vor Kamp.Faklen.

Medlemsbladet.Internationale Presse-Korrespondenz.

RFC-blade

Centralorgan: (Solidaritet), Faglig Kamp, Bulletin.

Industriblade: Den grafiske arbejder, Rød Kurs, Land-, Skov- og Gartneri-

arbejderen, Bygningsarbejderen,Beklædningsarbejderen,Transporten, Ham-

mer og Mejsel, Restaurations-Funktionæren.

Gruppeblade og andre: (hvor ikke andet er nævnt, er de udgivet af en RFO-

gruppe i København.) Havnearbejderen, Hooksen (havnearbejderne), Rattet,

Bag Vindspejlet, Retningsviseren (chauffører, Odense), Sandpapiret (malerne),

Snorslaget (Tømrerne), Kniplen (snedkerne), Cykelbudet, Tændsrøret, Isole-

ringsarbejderen, De uorganiseredes Kamporgan, Kedelsmeden, Kokkenes

RFO, Skotøjsarbejderen,Maskinarbejderen, Vinduespudseren, Skibssmeden,

Grovsmeden, Bidetangen, Signalet, Enhedsfront, Specialarbejderen, Saksen

(skrædderne),Murerarbejdsmanden, Hattemagerne, Stenhuggeren, Restaura-

tionsarbejderen, Den røde Tråd (tekstilarbejderne), Pressen, Fra fabrik og

Kontor, Medlemsblad for oppositionen i Litografisk Forbund, Gæring, Hospi-

talsarbejderen (Husmedhjælpereog portører), Hatte- og Bundtmagernes Op-

positionsblad, Skibet, Kokkenes Arbejdsløshedsblad, Formernes oplysnings-

blad, Grovfilen (DSMF Århus), Lanternen (Sømandsforbundet),Kvindernes

Kamp (Kvindeligt Arbejderforbund), Plovfuren (landarbejdere og småbruge-

re), Den arbejdsløse Medhjælper (HK), Rev. Folke Organ (Helsingør), Klar til

Kamp (Sønderborg).180

Pjecer og lignendeKommunisterne Splitter. Kbhn. 1933.For Komintern. Kbhn. L93l.Klar til Kamp. Kbhn. 1932.

Teser og beslutninger fra 13. plenum i Kominterns eksekutivkomité december1933 og DKPs centralkomitémøde januar 1934. Kbhn. 1934.I selvkritikkensspejl. Kbhn. 1934.

Beslutninger på Oktoberkonferencen 1934. Kbhn. 1934.Georgi Dimitrov: Fascismen er fjenden. Kbhn. 1972.Beschlüsse, Resolutionen und Aufrufe des 4. Kongresses der Roten Gewerk-schafts-Internationale. Moskva 1928.

FremstillingerErik Ib Schmidt: 30 års kommunistisk politik i Rusland og Vesteuropa. Kbhn.1948.

Ib Nørlund: Det knager i samfundets fuger og bånd. Kbhn. 1972.Langevog Meyer: De politiske arbeiderinternasjonaler 1914-34. Oslo 1934.Erling Olsen: Danmarks økonomiske historie siden 1750. Kbhn. 1967 - Undersamvirkets flag. Kbhn. 1948.Oluf .Bertoltm.f.: En bygning vi rejser. Kbhn. 1954.Aksel Larsen: Aksel Larsen ser tilbage. Kbhn. 1970.Svend Aage Hansen: Økonomisk vækst i Danmark II, Kbhn. 1974.

SUMMARY

In 1928 the Communist International changed its course after having pursuedquite a moderat policy for some years. Hoping to force a revolution in WesternEurope during the crisis which was presumably approaching, a radical policywas aimed at, especially turned against the Social Democrats. Part of thispolicy was the construction of a revolutionary opposition inside the reformisttrade union movement, an opposition whose efforts especially aimed at fomen-ting labour conflicts.

Also the D.K.P., the Danish section of the Comintern was ordered to changeits policy in accordance with the decisions taken in 1928. The D.K.P. was an

amalgamation of various small revolutionary parties and groups foundedshortly after the end of the war. The party was revaged with fighting wingsthrough the twenties, the membership was a few hundred and its influence withthe working class was insignificant. Only in 1930 the D.K.P. began the organi-zaton of the revolutionary union-opposition (R.F.O.) in Denmark. That hap-pened not until the party committee had been removed by order from theComintern and substituted by a new one. During the first 18 months there wasno detectable progress. The Social Democratic government which had takenoffice in 1929 commanded great confidence among the working classes, thereal wages of which were rising drastically. Only by the summer of 1931 the

181

first results started to show. Unemployment rose and reached 35 per cent by

January 1932. Especially with the support of many unemployed a union oppo-

sition was built up, the foundation of which was groups of opposition in each

separate trade union, mainly in Copenhagen. The R.F.O. had its strongest

hold among the workers in the iron and steel industries and among the sailors.

In 1933 the R.F.O. reached the peak of its strenth as it succeeded in winningthe majority in a number of union committees and in a single federation, name-

ly the stokersi

But the R.F.O. never became any real power in the Danish unionism. It onlysucceeded in provoking one labour conflict of importance, and the members-

hip never passed a few thousand. Among other things the failing results were

caused by the fact that the Social Democrats had started a very activ campaign

against the R.F.O. But also the traditional reformism including the connection

with the Social Democrats was of consequence.

In the summer of 1934 the D.K.P. and R.F.O. had to realize that the revolu-

tionary movement had fetched up in isolation and stagnancy. The party com-

mittee tried to account for the situation by accusing the R.F.O. of holding a

sectarian line in its work. Through a broadly planned opposition-conference,the Octoberconference, the party tried, the same year, to make itself a broader

platform concerning its trade union-work co-existing with the maintenance of

the R.F.O. But with no considerable luck. When the Comintern proclaimedthe popular front-policy at its 7. World Congress in 1935 the western sections

dissolved the union-opposing groups. Thus also in Denmark, where the work

of the. R.F.O. was discontinued by the end of 1935.

182

MAURICE DOBB I DANMARKEn episode fra midten af 30”erne

Af Erik Strange Petersen

I 1934 besluttede Socialøkonomisk Samfund (Foreningen af statsvidenskabli-

ge kandidater og studenter) at forsøge at få den unge Cambridge-økonom

Maurice Dobb til København som foredragsholder i foreningen. Initiativet

hertil udgik fra den daværende formand, senere århusiansk professor i natio-

naløkonomi, Jørgen Pedersen.

Den 34-årige Maurice Dobb havde allerede på det tidspunkt markeret sigstærkt som økonom og økonomisk historiker, og bl.a. professor L. V. Birck

havde tidligt henledt sine danske fagfællers opmærksomhed på haml.

I første omgang måtte Socialøkonomisk Samfund af økonomiske grunde

opgive planen, men i begyndelsen af 1935 lykkedes det i samarbejde med

Studenterforeningen, Socialistisk Polit-Gruppe og Nationalekonomiske Klub-

ben i Lund at få planlagt en serie foredrag.Det aftaltes, at Dobb skulle ankomme til Esbjerg torsdag d. 21. marts, og at

den følgende dag i København bl.a. skulle reserveres til eventuelle pressemødermed henblik på en foromtale af foredragene. Lørdag d. 23. marts skulle han

tale i Studenterforeningen om »The Development and Policy of the British

Labour Party«, mandag d. 25. marts i Socialistisk Polit-Gruppe om »The

Economics of Imperialism«,tirsdag d. 26. marts iNationalekonomiske Klub-

ben om »A Criticism on Modern Equilibrium Theory« og endelig onsdag d. 27.

marts i Socialøkonomisk Samfund, hvor foredraget om ligevægtsteorienskulle

gentages.

1 . Foromtalen

Som normalt, når det drejede sig om mere celebre foredragsholdere, orientere-

de Studenterforeningen i god tid pressen om sit arrangement, og den 12. marts

kunne »Socialdemokraten« i en lille notits meddele, at en engelsk nationaløko-

nom ville tale i Studenterforeningen om det engelske arbejderparti. »Politiken«

bragte samtidig en tilsvarende foromtale. I begge aviser var der tale om en

særdeles kortfattet, rent faglig præsentation af foredragsholderen.Først torsdag d. 21. marts bragtes den næste presseomtale, da »Arbejderbla-

det« på side 5 under overskriften »Engelskkommunistfører kommer til Køben-

havn. Han skal tale i Studenterforeningen« meddelte:

»Påfredag kommer den engelske kommunist Maurice Dobb, docent i Cambridge,

til København, hvor han skal tale i Studenterforeningen lørdag aften kl. 21.00 om

det engelske arbejderparti,Maurice Dobb var indtil for nogle år siden medlem af det engelske arbejderparti,men gik så over til det engelske kommunistparti. Han har skrevet flere bøger,

hvoraf en er oversat til dansk og udgivet af Mondes Forlag og hedder »Europas

Historie«,'

2. IndrejseforbuddetSamme dag, mens Dobb befandt sig på damperen mellem Harwich og Esbjerg,

184

fik de indbydende foreninger af statspolitiet meddelelse om, at justitsministe-riet havde givet ordre til at standse Maurice Dobb i Esbjerg og nægte hamadgang til Danmark. Da ledende senior i Studenterforeningen, grossererBlum-Hansen, i justitsministeriet udbad sig en begrundelse, henvistes han til

»politiske hensyn«, Sent på eftermiddagen ankom Dobb til Esbjerg, hvor hanblev mødt af en statsbetjent, som nægtede ham indrejse og meddelte, at hanmåtte blive på skibet og rejse tilbage næste dag kl. 17. Nogen begrundelsekunne betjenten ikke give, men Dobb blev tilbageholdt på båden under bevogt-ning.

I København underrettedes pressen om indrejseforbuddet, og ifølge EliasBredsdorff førte »Socialdemokraten« og »Politiken« i dagens løb en rækkesamtaler med de involverede foreningsformænd, nationaløkonomer og repræ-sentanter for Dansk-Engelsk Selskab? Ingen af disse samtaler satte sig dogspor i næste dags morgenaviser. Kun med en særdeles beskeden opsætning ogplacering bragte de to regeringsblade meddelelsen om indrejseforbuddet.»Politiken« noterede (på side 3 under énspaltet overskrift: »Afvist i Es-bjerg«), at »foruden at være en anset nationaløkonom er mr. Dobb tillige ivrigkommunist« og skrev derudover: »Imidlertid havde Studenterforeningen und-ladt at søge om indrejsetilladelse for sin gæst« og at afvisningen måtte skyldes,»at statspolitiet har betragtet ham som kommunist i højere grad end viden-skabsmand«.

»Socialdemokraten« var endnu mere beskeden. Den konstaterede bare, at»den engelske kommunist, docent ved universitetet i Cambridge, MauriceDobb, der skulle tale lørdag aften i Studenterforeningen, ankom i aftes tilEsbjerg. Efter hvad vi erfarer, har politiet her nægtet ham indrejsetilladelse«

I den konservative presse - »Berlingske Tidende« og »Dagens Nyheder« -

omtaltes indrejseforbuddet ligeledes, og begge steder med konklusionen, at

regeringens indgriben åbenbart skyldtes frygt for et nyt »Tom Mann-besøg«.3Kun to aviser tog den 22. marts egentlig stilling til forbuddet. »Arbejderbla-det« slog sagen stort op på forsiden. I overskriftsform meddeltes, at »justitsmi-nister Zahle fremturer i sin ejendommelige form for hævdelse af åndsfrihedenher i landet« Bladet var, efter at have omtalt besøgets formål, ikke overrasketover, at justitsministeriet ikke ville begrunde indrejseforbuddet. Mødearrange-menternes karakter indebar, at »den eneste grund kun kan være, at MauriceDobb er revolutionær og derfor efter den »frisindede« hr. Zahles opfattelse måformenes adgang til landet«. Videre i artiklen hed det: »Hvem husker ikke, dajustitsminister Zahle for ikke så forfærdelig længe siden brystede sig med, atintet andet land i verden havde en sådan åndsfrihed som Danmark«.4

Modsat mente lederskribenten i »B.T.«, at ministeriet fortjente »virkelig ros

for den resolutte optræden«, for »det er rigtigt, at Vi i Danmark har frihed forLoke, såvel som for Thor - men for ethvert samfund, med selvrespekt eller baremed viljen til at eksistere, findes der en naturlig grænse for gæstfriheden. Ogindenfor denne grænse kan der absolut ikke være plads for udenlandske kom-munister«.

185

3. Den betingede indrejsetilladelse

Mens befolkningen på denne vis informeredes om gårsdagens ministerielle

dispositioner, sad Dobb stadig på sit skib i Esbjerg havn, men i København

udfoldedes der dagen igennem en hektisk aktivitet. Repræsentanter fra de ar-

rangerende foreninger og andre kredse på universitetet, såvel som fremtræ-

dende radikale personligheder søgte at formå justitsminister Zahle til at tilba-

gekalde forbuddet, men længe uden resultat.

HøjesteretssagførerKarsten Meyer (som repræsentant for Studenterforenin-

gen) og lektor Carl Iversen (Socialøkonomisk Samfunds formand) forhandle-

de dagen igennem med politiinspektør Begtrup-Hansen uden at opnå nogen

bedre begrundelse end almindelige »politiske hensyn«. Dette argument var

overhovedet problematisk, da ingen af de berammede foredrag var offentlige,men det var helt indlysende utilfredsstillende overfor arrangementet i det luk-

kede og eksklusivt faglige Socialøkonomisk Samfund - jvf. også foredragsem-nerne. Så på et tidspunkt erklærede myndighederne sig rede til på visse betin-

gelser at tillade dette foredrags afholdelse. De to forhandlere måtte indgå på en

række betingelser, der for de fire førstes vedkommende var identiske med

indholdet af den nedenfor citerede, af Maurice Dobb afgivne erklæring, og

som derudover krævede garanti for, at hverken Studenterforeningen eller So-

cialistisk Polit-Gruppe offentligt ville protestere over fremgangsmådenved

aflysningen af deres arrangementer. Carl Iversen hævdede ganske vist senere,

at han ikke ved sin underskrift havde garanteret noget, men som det vil fremgå,

følte han sig under alle omstændigheder bundet af forhandlingerne, og hvilken

form accepten end har haft, så tilfredsstillede den justitsministeriets krav.

Via telegrafen blev Dobb i Esbjerg herefter forelagt følgende erklæring:

»1, the undersigned Maurice Herbert Dobb (born in London on the twentyfourthof July 1900) who have obtained permission from the Danish Ministry of Justice to

deliver a lecture of strictly scientific content in »Socialøkonomisk Samfund«, Uni-

versitetets Anneks, København, Wednesday the 27th of March 1935, do hereby

solemnly declare, that I accept the following as conditions for the permission, that

is given me:

1. to deliver only the aforementioned lecture in the aforementioned place during

my stay in Denmark,2. to deliver the lecture in a purely scientific form,

3. not during my stay in Denmark to deliver any public utterance to the press or in

any other way,

4. not to speak in »Studenterforeningen« in København.

I have been informed, that HRS Carsten Meyer and the Chairman of »Socialøkonomisk

Samfund«, Lektor Iversen, have garanteed, that the abovementioned conditions will be

kept to the letter. A copy of this declaration has been delivered to me.

Esbjergden 22. marts 1935«

Dobb krævede først adgang til at kontakte Elias Bredsdorff eller en repræsen-

tant for Socialistisk Polit-Gruppe, men dette nægtedes ham, og under indtrykaf de to garanters navne og af hele den pressede situation underskrev han

erklæringen.5

186

4. Pressens umiddelbare reaktion

I første omgang beskæftigede den københavnske presse sig ikke synderligt med

sagen. Lørdag den 23. marts nævnte »Socialdemokraten« den overhovedetikke, og »Politiken« bragte følgende lille notits:

»Mr. Dobb kommer alligevel. Men foredraget i Studenterforeningen må aflyses. Istedet vil universitetets rektor, dr.phil. J. Østrup holde et foredrag om Europa ogOrienten.«

»Berlingske Aftenavis« bragte en leder, der kritiserede regeringens frygt for en

udenlandsk Videnskabsmand, blot fordi han var kommunist, men »Arbejder-bladet« var den eneste avis, der virkelig fulgte sagen op. Under overskriften»Zahle forbereder lovforslag mod ytringsfriheden« omtaltes på den halve forsi-de et rygte om et forestående lovmæssigt krav om forudgåendejustitsministe-riel tilladelse, før udenlandske politikere og videnskabsmænd kunne tale iDanmark. Dobb-sagen sås som en forløber herfor, og gårsdagens udviklingrefereredes udførligt. »Arbejderbladet« mente, at den danske regering delte»B.T.s« ovenfor citerede opfattelse af gæstfrihed og udenlandske kommu-nister, for mens kommunisten Dobb var blevet adgangsforment, havde dentyske rigssportsfører, »den tyske arbejdermorder, nazisten von Tschammerund Osten« uden indsigelse kunnet tale, bl.a. på Ollerup Gymnastikhøjskole.Søndag den 24. marts affødte denne artikel i »Socialdemokraten« en kom-

mentar, som på grund af dens officielle præg skal citeres i sin helhed:

»NY LØGN I KOMMUNISTORGANET. Kommunistorganet »Arbejderbladet«er atter i går ude med en af sine sædvanlige løgnehistorier. I enlstor artikel påforsiden proklamerer papiret, at jusitsminister Zahle forbereder et lovforslag modytringsfriheden, og ifølge dette lovforslag forbydes det udenlandske politikere ogvidenskabsmænd at tale her i landet uden speciel tilladelse fra justitsministeriet.Fra ansvarlig side er vi bemyndiget til at meddele, at denne meddelelse savner

ethvert grundlag. Der forberedes intet sådant lovforslag i regeringen, og der er

ingen som helst planer i så henseende.

Noget ganske andet er, at de foreninger, som ønsker at have udenlandske politikereeller videnskabsmænd til at tale her i landet, selvfølgelig på sædvanlig måde mågive myndighederne meddelelse om de i den anledning ansatte møder og arrange-menter af anden art. Det havde de foreninger, som havde indbudt den engelske na-

tionaløkonom Maurice Dobb til eksempel ganske forsømt, og derfor måtte Dobbblive i Esbjerg, til forhandlingerne med myndighederne var gået i orden.«

5. Dobbis foredrag

I det næste par uger var det småt, hvad hovedstadspressen bragte om sagen.»Arbejderbladet bragte i ny og næ en ganske fiks annonce:

»Endnu er det ikke forbudtat læse

Maurice Dobb: Europas historie i omridsMondes Forlag«,

187

men ellers fortsatte debatten stort set udenfor avisernes spalter.Dobb afviklede imens sit foredrag i Socialøkonomisk Samfund om ligevægt-

steorien,6 og han fik også holdt foredraget om imperialismens økonomi. Dette

skete torsdag d. 28. marts i Lund ved et offentligt møde arrangeret af det

svenske Clarté-forbund, efter at Nationalekonomiske Klubben havde aflyst det

forhåndsaftalte foredrag.7

6. Reaktionen i socialøkonomisk samfund

Sagen var dog ikke slut med Maurice Dobb's afrejse fra Danmark.

Mandag den 8. april afholdtes i Socialøkonomisk Samfund en ekstraordi-

nær generalforsamling, indkaldt efter anmodning fra 32 medlemmer, blandt

hvilke kan nævnes kontorcheferne B. Gloerfeldt-Tarp og K. J. Kristensen,

fuldmægtig Jørgen Dich, docent Jørgen Pedersen og undervisningsassistentNiels Lindberg. Efter en stormfuld debat vedtog generalforsamlingen følgenderesolution:

»Socialøkonomisk Samfund har på en den 8. april 1935 afholdt generalforsamlingmed dagsorden: Dobb-sagen, vedtaget at pålægge bestyrelsen at indgå til justitsmi-nisteriet med følgende udtalelse:

»Socialøkonomisk Samfund, foreningen for statsvidenskablige kandidater og

studenter« protesterer imod, at myndighederne har

1) først nægtet den engelske nationaløkonom mr. Maurice Dobb, docent ved

universitetet i Cambridge, tilladelse til at gå i land i Esbjerg;

2) derefter gjort landgangstilladelsen afhængig af, at mr. Dobb ved en erklæring

forpligtede sig til; dels helt at afstå fra at holde foredrag i Studenterforeningen ogiSocialistisk Polit-Gruppe, dels kun at holde et foredrag i Socialøkonomisk Sam-

fund, et foredrag af nærmere angivet form og indhold. Mr. Dobb er kendt blandt

fagfolk som en udmærket Videnskablig nationaløkonomisk forfatter. Der kan

næppe for myndighederne have foreligget grund til at antage, at mr. Dobb*s fore-

drag kunne give anledning til nogen art af optøjer eller uro. Tværtimod måtte hans

stilling som videnskabsmand og universitetslærer samt den omstændighed, at han

foretog sin rejse efter indbydelse af en fagvidenskablig organisation, også for

myndighederne lægge det nær at se hans optræden som af Videnskablig og'oply-sende art. Følte myndighederne alligevel usikre i så henseende, så skulle det synes

rimeligt, at de, inden de skred ind på en så drastisk krænkende måde overfor en

fremmed videnskabsmand, havde søgt nærmere oplysning i kompetente danske

kredse, hvilket imidlertid ikke skete.

Vi betragter derfor myndighedernes optræden overfor mr. Dobb som en grov

krænkelse af ytringsfriheden og som en handling, der er egnet til at svække Dan-

marks gode omdømme i udlandet.

Vi protestererendvidere imod, at myndighederne ved selye denne optræden har

lagt pres på foreningen, således at dennes formand, for at den fremmede gæst

kunne komme ind i landet, har måttet acceptere myndighedernes krav, at mr.

Dobb's foredrag i Socialøkonomisk Samfund ville blive »af strengt Videnskabligindhold« og »holdt i ren Videnskablig form«.Thi omend det er en selvfølge, at når fremmede fagfæller indbydes til at tale i

188

foreningen, er det om faglige emner og i en saglig form, så vil foreningen doghævde sin ret til uden censur indenfor sine egne lukkede døre at høre en hvilken-somhelst opfattelse fremsat såvel af danske som af udlændinge.Vi protesterer endelig imod den opfattelse, som er gjort gældende af »Socialdemo-kraten« i vedlagte artikel i bladet for 24. marts i år og som bærer præg af autorita-tiv oprindelse, at det skulle være sædvane, at man heri landet indhenter myndighe-dernes tilladelse, forinden fremmede talere indkaldes. En sådan tilladelse har aldrigtidligere været indhentet eller krævet, og en sådan praksis ville betyde en forDanmark uværdig indskrænkning af ytringsfriheden.«

Af resolutionen og af indlæg på generalforsamlingen fremgik det klart, at

protesten alene var rettet mod den justitsministerielle fremgangsmåde i den

foreliggende sag, samt dens eventuelle konsekvenser for ytringsfriheden -

spe-cielt den videnskablige. Protesten var ikke ment som et angreb på den socialde-mokratisk/ radikale regering som sådan, endsige udtryk for en ensidig partip-olitisk holdning. Heller ikke var den udtryk for et internt foreningspolitiskoprør, for der blev udtrykt forståelse for den vanskelige, pressede situation,formanden havde befundet sig i ved forhandlingerne den 22. marts.

Det var Carl Iversen selv, der satte sit mandat ind på at forhindre resolutio-nens vedtagelse. Han Ville, ifølge både »Politikens« og »Arbejderbladets« refe-renter, ikke deltage i protesten, fordi han på forhånd var blevet gjort bekendtmed betingelserne for D0bb's indrejsetilladelse, selv om han ikke havde giveten garanti for deres overholdelse!

I konsekvens af denne holdning nedlagde Carl Iversen og to andre bestyrel-sesmedlemmer deres hverv, da resolutionen var blevet vedtaget, og undervi-sningsassistent Niels Lindberg nyvalgtes som formand.

Set på baggrund af bladets tidligere behandling af sagen bragte »Politiken«den 9. april et overraskende stort opsat referat af generalforsamlingen, men

dog uden redaktionelle kommentarer. Om »Arbejderbladets« holdning var derderimod ingen tvivl. Dets referat bragtes d. 10. april under overskriften: »Harpolitiet afgivet falsk erklæring i Dobb-sagen?«, og der pegedes specielt påuoverensstemmelsen mellem Carl Iversens benægtelse af at have garanteretnoget og det sidste afsnit af den af Dobb afgivne erklæring. Iøvrigt citeredebladet resolutionen i dens helhed.

7. Protestadressen

Efter generalforsamlingen gik initiativtagerne videre i sagen udfra ønsket om

at give protesten et bredere grundlag end det snævert nationaløkonomiske. En.række fremtrædende danske mænd og kvinder, 'fortrinsvis akademikere ansatved administrationen og den højere undervisning, opfordredes til at underskri-ve en protestadresse, stilet til regeringen. Adressen protesterede dels imod denfaktiske behandling af videnskabsmanden Maurice Dobb, dels mod den opfat-telse af sagen, som »Socialdemokraten« den 24. marts med officiel baggrundhavde gjort gældende, og sluttede:

189

»For os står myndighedernes fremfærd som et forsøg på at genindføre censur og

som et alvorligt angreb på den ytrings- og forsamlingsfrihed, som her i landet hidtil

er blevet betragtet som en selvfølge, og som også fremtidig bør hævdes som et

princip, der aldrig kan fraviges, når det gælder videnskabligt forskningsarbejde,uanset landegrænser, og uanset anskuelser og synspunkter.«

Adressen blev tilsendt 140 personer og var, da den afleveredes til statsministe-

ren (og i kopi til udenrigs- og justitsministeren) den 15. april tiltrådt af følgende

53 personer:_

professorerne Viggo Brøndahl, J. N. Brøndsted, Rich. Ege, Aage Friis, A.

Howard Grøn, Gudmund Hatt, Holger Haxthausen, Otto Jespersen, August

Krogh, J. Munch-Petersen, Carl Mar. Møller, Oluf Thomsen, Erik Warburg,

Harald Westergaard og F. Zeuthen; dr. philferne Joseph Davidsohn, Edvard

Larsen, Niels Neergaard (fhv. statsminister) og Ragnar Spärck; docenterne

Louis Hjemslev og Jørgen Pedersen, lektor Valfrid Palmgren Munch-Petersen;

undervisningsassistent Niels Lindberg; cand.polit.'erne Bodil Begtrup og O.

Strange Petersen; mag.art. Else Zeuthen; overlægerne Erik Begtrup og N. C.

Borberg; læge Svend Hoffmeyer; højesteretssagfører Ejvind Møller; observa-

tor Julie Vinther Hansen; provst Hans Koch; pastor Even Marstrand; handels-

gartner Frode Sørensen; redaktør Aage Axelsen Dreyer; højskoleforstanderneJ. Th. Arnfred, Uffe Grosen, Jacob E. Lange og Hans Lund; kontorcheferne

Clara Black, B. Gloerfelt-Tarp, K. J. Kristensen, H. Cl. Nybølle, Niels Skriver

Svendsen og F. P. Svejstrup; fuldmægtigene Jørgen S. Dich og Anna Wester-

gaard; fabriksinspektørerne Julie Arenholt og Kirsten Gloerfelt-Tarp; inspek-

tør ved banktilsynet H, Koed; hovedrevisor H. Høst samt professorinde Marie

Krogh og frk. Henny Forchammer.

8. Zahle og pressen

Protestadressen gav genlyd i pressen i det næste par dage.

Den 16. april omtalte begge de store regeringsblade sagen. »Socialdemokra-

ten« refererede adressens indhold særdeles kortfattet 0g nævnte ingen af under-

skriverne, mens »Politiken« gav et nogenlunde dækkende ekstrakt og ca. halv-

delen, de mest kendte af navnene. Begge aviser bragte udtalelser af justitsmini-ster Zahle. De adskiller sig ikke meget fra hinanden, men skal for fuldstændig-

hedens skyld begge gengives.Til »Socialdemokraten« udtalte Zahle om myndighedernes stilling til sagen:

»Det var i bladene meddelt, at en engelsk kommunist var indbudt til at tale de

nævnte steder, og da der var grund til at vente, at når en kommunist skulle tale i

Studenterforeningen, ville der blive demonstrationer, besluttede myndighederne at

afværge dette. Derfor blev der- truffet den ordning, at mr. Dobb, inden han fik

indrejsetilladelse, måtte tilkendegive, at han ikke ville tale i Studenterforeningen,men alene i Socialøkonomisk Samfund.

Ministeriet betragter det som sin opgave at opretholde ro og orden og finder derfor

ingen grund til at give fremmede talere adgang til at tale under forhold, hvorved

190

der kan ventes fremkaldt demonstrationer.(Socialdemokratenr) Der klages også over myndighedernes krav om, at det tilladteforedrag i Socialøkonomisk Samfund skulle være rent videnskabligt.(Zahle:) Ja, men det havde jo været meningen hele tiden.

(Socialdemokratenz) Det bestrides, at der eksisterer pligt for foreninger til forud atanmelde indbydelse af udenlanske talere.

(Zahle:) Nogen egentlig pligt dertil findes ikke, men hvis omstændighederne kan

befrygtes at ville medføre demonstrationer, gør man klogt i først at give myndighe-derne meddelelse om indbydelsen, for ikke at risikere, at indrejsetilladelsn nægtesved ankomsten.

(Socialdemokratenz) Protest-underskriverne taler om forsøg på at indføre censur

og angribe ytringsfriheden.'

(Zahle:) Det er jo ganske ubegrundet. Her er alene tale om en praktisk foranstalt-ning til opretholdelse af ro og orden, og det er vel et formål, som ingen fornuftigemennesker kan være modstandere af.«

Til »Politiken« gav justitsministeren følgende kommentar:

»Da justitsministeriet gennem bladene blev opmærksom på, at en udenlandskkommunist var blevet inviteret til at holde foredrag af politisk karakter i Studen-terforeningen, fandt man det rigtigst at forhindre dette, da det må anses for at være

nærliggende, at foredraget ville give anledning til demonstrationer for og imodtaleren og måske til forstyrrelser af ro og orden. Derimod modsatte justitsministe-riet sig ikke, at mr. Dobb, således som det var planlagt, holdt et videnskabligtforedrag i Socialøkonomisk Samfund, og der blev derfor af statspolitiet i Esbjergtruffet et arrangement med mr. Dobb, hvorefter foredraget i Studenterforeningenblev opgivet, medens det videnskablige foredrag skulle holdes som det var plan-lagt, og denne aftale blev truffet, uden at der fra mr. Dobb's side blev gjort vanske-ligheder af nogen art.

Studenterforeningen har ikke til justitsministeriet beklaget sig over, at mr. Dobbikke fik lejlighed til at tale i foreningen. Man skaffede sig fornuftigvis en andentaler, der sikkert den pågældende aften underholdt medlemmerne på udmærketmåde. Derimod har Socialøkonomisk Samfund mærkelig nok følt sig forurettet,skønt mr. Dobb jo dog holdt sit foredrag i denne forening, således som det varbestemt. Man synes ikke fra Socialøkonomisk Samfund at have forståelsen af, atdet i disse vanskelige, tider er af den største vigtighed, at politimyndighedernesørger for opretholdelse af ro og orden. Men lad mig tilføje, at foreninger ikke ifremtiden behøver at befrygte indgreb fra justitsministeriets side, når blot de sørgerfor, at deres arrangementer lægges således til rette, at der ikke kan være nogen somhelst grund til at befrygte demonstrationer.(Politikenz) Skal foreninger , der inviterer udenlandske talere, på forhånd indhentejustitsministeriets tilladelse?

(Zahle:) Nej, det skal de ikke, når blot det er sikkert, at vedkommende foredragikke på nogen måde kan tænkes at ville give anledning til demonstrationer ellerspektakler.Vort standpunkt er ganske klart dette, at vi ikke her til landet vil have fremmede'talere, der kan give anledning til forstyrrelse af ro og orden, men ellers læggerjustitsministeriet sig absolut ikke i vejen for foreningernes virksomhed.«

191

9. Oppositionspressen

»Arbejderbladet« den 16. april slog sagen stort op på for- og bagsiden, bl.a.

med følgende citat fra protestadressen som overskrift: »Det er os ikke muligt at

finde nogen undskyldning for myndighedernes indgriben«,Protestens hoved-

punkter blev trukket frem, og til sidst blev adressens ordlyd og navnene påunderskriverne gengivet in e'xtenso.

Både »Berlingske Tidende« og »Dagens Nyheder« gav ret udførlige omtaler

af adressen, og begge disse konservative blade bragte henholdsvis den 16. og

17. april en leder om sagen. Begge harcellerede de med slet skjult skadefrydover den gamle radikaler, justitsminister Zahles problemer med »det herværen-

de F RISIND«, og uden iøvrigt at ytre synderlig forargelse over behandlingenaf ytringsfriheden, endsige Maurice Dobb, fandt de Zahles dispositioner angri-belige, da der intet var i Dobb's karriere, der gav anledning til at betragte ham

som agitator og urostifter.

Her stoppede »Berlingerens« betragtninger, mens »Dagens Nyheder« den 17.

april også kunne inddrage Zahles udtalelser til regeringspressen og afvise dem

som helt urimelige. Selv om Dobb havde været en skolet agitator, var det

latterligt at betragte ham som en trussel mod den offentlige ro og orden.

Forbuddet var et udtryk for regeringens »formynderi« og for magthavernesalmindelige »magtbrynde og overgreb«. »Hr. Zahle har intet at lade fortidens

eneherskere høre.«

»Dagens Nyheder« konstaterede, at det ikke var konservative eller reaktio-

nære kræfter, der bragte justitsministeren i vanskeligheder, men for hovedpar-tens vedkommende ansete borgere af socialdemokratisk/ radikalt tilsnit. Dogbemærkedes det spydigt, at det allerfrieste frisind, »professorerne Jørgen Jør-

gensen og Albert Olsen og alle de andre store og små«, som få dage tidligerehavde stiftet »Frisindet Kulturkamp«, ikke deltog i protesten, og det mere end

antydedes, at f risindet syntes at være begrænset af visse hensyn til Socialdemo-

kratiet.

»Dagens Nyheder« bragte i samme nummer et interview med ledende senior i

Studenterforeningen, grosserer Blum-Hansen, som gav adskillige interessante

oplysninger til belysning af hele Dobb-sagen.Blum-Hansen stillede sig ingenlunde fremmed overfor, at »det justitsministe-

rielle standpunkt involverede et praktisk og måske aktuelt påkrævet principielt

standpunkt«, men det var et politisk spørgsmål,og han var som ledende senior

neutral. Han fattede derimod ikke, at man kunne drømme om at bruge Dobb

som konkret udgangspunkt for en sådan »præventiv,principiel foranstalt-

ning«, med mindre det skyldtes »Arbejderbladets« foromtale, hvori Dobb i

overskriften præsenteredes som »kommunistfører«. »Men havde man i justits-ministeriet spurgt senioratet, om der var lagt op til en kommunistisk agita-tionsaften, havde man fået fyldestgørende og beroligende besked og ydermeretilsagn om ro og orden.« Iøvrigt fremgik det af interviewet, at Studenterfore-

ningen på intet tidspunkt under forhandlingerne den 21-22. marts fandt justits-ministeriets begrundelse for taleforbuddet plausibel, men at man lagde sagen

ad acta - og accepterede at undlade at protestere offentligt - for at give Dobb

mulighed for at tale i Socialøkonomisk Samfund. Blum-Hansen fandt på den

192

baggrund Zahles udtalelse til »Politiken« om, at »Studenterforeningenikke tilministeriet har beklaget sig over, at mr. Dobb ikke fik lejlighed til at tale iforeningen«,urimelig og illoyal.

_

Som det sidste samtidige indlæg i dagspressen skal endelig nævnes et læser-brev af Jørgen Pedersen (initiativtageren til Dobb,s besøg) i »Berlingske Tiden-.de« den 17. april. Indlægget fremkom også somet svar på Zahles udtalelser.Jørgen Pedersen fastslog, at der ikke var nogen som helst grund til at vente uroeller ulemper i anledning af Dobbls besøg, og at der åbenbart var handletudelukkende på grundlag af en overskrift i »Arbejderbladet«,»men hvornår erdette blad blevet så anset, at dets meddelelser uden mindste kontrol tages som

højeste sandhed af myndighedeme«?

10. Dobb-sagen Og Danmark i 1930”erne

I ovenstående gennemgang er Dobb-sagen skildret kronologisk gennem en

montage af de samtidige spor, den satte sig i den københavnske presse, supple- ›

ret med et mindre, utrykt materiale omkring Socialøkonomisk Samfunds gene-ralforsamling og vedrørende protestadressens tilblivelse.8

Elias Bredsdorff har i sin indledning til Monde-pjecen med Dobb's forbudteforedrag om det engelske arbejderpartis udvikling og politik benyttet en tilsva-rende fremgangsmåde, og bortset fra, at den foreliggende fremstilling er-'mereudførlig og citatmæssigt dokumenteret, og at den ikke besidder Bredsdorffsdybe og harmfulde, personlige engagement og vurderinger, vil den formodent-lig efterlade det samme indtryk hos læserne.

Om Dobb-sagen isoleret betragtet kan der ikke herske tvivl. Justitsministe-riet og Zahle dummede sig helt utroligt. Dispositionerne var både forfatnings-mæssigt og moralsk angribelige, og dertil kom, at sagen blev håndteret ufatte-ligt dilletantisk. Det eneste beslutningsgrundlag for indrejseforbuddet varoverskriften i »Arbejderbladet« den 21. marts, hvor Dobb præsenteredes som»engelsk kommunistfører« -

og denne betegnelse var der ikke engang dækningfor i selve artiklen. Indrejseforbuddet udstedtes uden nogen form for kontrol afDobb's eventuelt fredsforstyrrende, politiske virksomhed -

og en sådan villedet iøvrigt have været umuligt at påvise.9Det er måske forståeligt,at Zahle den 15. april ikke offentligt ville indrømmesine fejlgreb og forsøgteat bortforklare dem, men det er svært at forstå, at han

ikke allerede under de første forhandlinger med foreningsformændeneindsåfejltagelsen og trak forbuddet tilbage, hvilket på det tidspunkt kunne være

gjort uden prestigetab og offentligt kendskab til sagen. Jørgen Pedersens. kon-Åklusion i det ovennævnte læserbrev i »Berlingske Tidende« forekommer dæk-kende:

»Den første betingelse for ro og orden i samfundet er formentlig, at der hersker en

rolig og ligevægtigsindstilstand hos myndighederne. Dette synes i beklagelig gradat have manglet i tilfældet Dobb«,

193

Dobb-sagen var en episode i tiden, og den satte sig ikke blivende spor i den

offentlige bevidsthed. I sit kortvarige forløb kan den dog belyse adskillige

væsentlige aspekter af det politiske liv i l930°ernes Danmark. Det er ikke

hensigten her at forsøge en fuldstændigt dækkende indplacering af episodenidens historiske kontekst, men blot i et par afsluttende kommentarer at tydelig-

gøre nogle væsentlige perspektiver ved sagen.

11. Det politiske klima'

Det politiske klima i Danmark i første halvdel af 30'erne var præget af polari-

sering, uforsonlighed, mistro og frygt aktørerne imellem. Den sociale nød,

massearbejdsløshedenog landbrugskrisen, førte til en radikalisering af såvel

venstre- som højrefløjen, og samtidig var spændingerne mellem rigsdagspar-

tierne både udtalte og relle. De politiske ungdomskorps og de populistiske

bevægelser (specielt LS) optrådte hadsk og militant og belastede både direkte

og indirekte - via deres påvirkningaf parlamentarikerne - samarbejdsmulighe-

derne.Men for de demokratisk indstillede politikere var samarbejde en nødvendig-

hed. Regeringspartierne, Socialdemokratiet og Det radikale Venstre, besad

flertallet i Folketinget, men opnåede først i 1936 Landstingsflertallet, så en

politisk majorisering af den borgerlige opposition var umulig. Hertil korn, at

'

erfaringerne fra udlandet, specielt Tyskland, var skræmmende, også for Ven-

stre og Det konservative Folkeparti, så af bitter nød blev der fra tid til anden

indgået nogle for alle forligsparter principielt mere eller mindre uantagelige

kompromisser. Blandt disse skulle det vise sig, at l933's Kanslergadeforlig fik

skelsættende betydning for udviklingen i den næste menneskealders økonomis-

ke og politiske praksis, men denne bærekraft var absolut ikke iøjnefaldende,

endsige forudsigelig i midten af 30'erne.

Demokratiet følte sig trængt og truet og greb i den offentlige ros og ordens

navn til forholdsregler, som ikke altid forekom forenelige med demokratiets

egne idealer”. Dette skete i tilfældet Dobb, og det er for så vidt illustrerende at

iagttage, at ingen af kritikerne 100% klart tager afstand fra, at justitsministe-

riets dispositioner under andre omstændigheder kunne være forsvarlige.

»Arbejderbladet«lagde i høj grad sin kritik an på forskelsbehandlingen, at

Zahle påviseligtvar mere ømskindet overfor kommunister end overfor nazi-

ster, og Socialøkonomisk Samfunds vrede var specielt rettet imod indgrebet i

den Videnskablige ytringsfrihed.

12. Zahles juridiske beføjelser

»Da der var grund til at vente, at når en kommunist skulle tale i Studenterfore-

194

ningen, ville der blive demonstrationer, besluttede myndighederne at afværgedette.« Således begrundede Zahle ministeriets dispositioner, da den offentligeharme var på sit højeste. Udtalelsen må siges at udtrykke en forbløffende

opfattelse af en demokratisk justitsministers rettigheder i et samfund medgrundlovssikret ytrings- og forsamlingsfrihed, og selv om myndighederne i30”erne vitterligt besad meget vide, juridiske beføjelser til at disponere præven-tivt, kan der næppe være tvivl om, at de blev overskredet her.

Det eneste mulige retslige grundlag for indrejseforbuddet, der kan tænkes, er

»Lov nr. 88 af 27. marts 1934 om forlængelse af Lov nr. 96 af 31. marts 1930om midlertidig ændring af og tillæg til Lov af 15. maj 1875 om tilsyn medfremmede og rejsende m.m.«. Ved denne lov tilføjedes følgende 3. og 4. stykketil 1930-lovens paragraf 1:

»Politiet kan afvise udlændinge, der er politiet kendt som erhvervs- eller vanemæs-

sige forbrydere eller med grund må antages at rejse hertil for at begå forbrydelser,eller hvis indrejse efter statspolitichefens skøn på grund af begåede borgerligeforbrydelser eller hensyn til statens sikkerhed eller anden lignende grund ikke er

ønskelig.Hvis den pågældende er indpasseret, skal opholdstilladelse nægtes vedkommende.Det samme skal ske, hvis en udlænding gør sig skyldig i nogen mod staten ellerdens institutioner rettet fjendtlig agitation.«

Loven gav politiet meget vide rammer overfor uønskede udlændinge, men deter dog svært at forestille sig en holdbarjuridisk argumentation for, at en

afvisning på grund af risikoen for en eventuel demonstration i Studenterfore-ningen skulle kunne finde hjemmel hér. Om agitation mod staten eller densinstitutioner kan der ikke være tale, da foredragsemnet var det engelske arbej-derparti.l930”erne igennem kan der findes mange eksempler på afvisninger og udvi-

sninger af udlændinge (specielt vedrørende flygtninge fra Hitlers Tyskland) ogpå henstillinger og forbud fra myndighederne omkring mødearrangementer.Det var f.eks. ikke første gang, at Studenterforeningen måtte aflyse et planlagtforedrag med kort varsel; i november 1930 var det en tysk dr. Goebbels, som

myndighederne ikke kunne acceptere.Samtidig kan der også fremdrages mange eksempler på gennemførte arran-

gementer, som udfra en konsekvent »ro og orden-politik« burde have væretforbudt. For l935”s vedkommende kan der peges på de under gennemgangenaf Dobb-sagen nævnte besøg af kommunisten Tom Mann ognazisten vonTschammer und Osten.

Myndighedernes praksis (og dennes formelle og reelle baggrund) overforpolitisk kontroversielle udlændinge af alle observanser kunne nok fortjene en

sammenhængende analyse.

13. Socialdemokratiets holdning i Dobb-sagen

Der kan ikke herske tvivl om, at de to store regeringsaviser gennem deresbehandling af Dobb-sagen i muligt omfang forsøgte at redde Zahle igennem

195

med skindet på næsen, i første omgang ved at omtale sagen mindst muligt, til

slut ved ukritisk at gengive justitsministerens ret så problematiske kommenta-

rer. Det kan umiddelbart forekomme overraskende, at det var »Socialdemo-

kraten«, der strakte sig videst i den retning, idet »Politiken« dog havde den

snævreste tilknytning til den radikale politiker. Det var dog næppe alene hen-

synet til koalitionspartneren, der dikterede »Socialdemokratens« holdning.

Partiets ledelse, inclusive chefredaktør H. P. Sørensen, stillede sig i disse år

uhyre skeptisk an overfor enhver sag, der kunne forventes udnyttet af og til

fordel for Danmarks kommunistiske Parti.

Socialdemokratiets klare antikommunistiske holdning i 30'erne kan forkla-

res i mange forhold. Her skal blot peges på, at DKP fra 1932 var blevet en

velorganiseret politisk magtfaktor med rigsdagsrepræsentationog voksende

indflydelse i fagbevægelsen og blandt de mange arbejdsløse, og at dette skete

samtidig med, at Socialdemokratiet som regeringsparti i adskillige situationer

måtte lempe på principper og ideale fordringer. Der lå dog givetvis mere end et

almindeligt ønske om at nedgøre en farlig politisk rival bag de ledende social-

demokraters holdning. Den antirussiske agitation (og opfattelsen af DKP som

Sovjetunionens forlængede arm) var mere end et propagandamæssigtpåskud.

Stalindiktaturet opfattedes virkeligt som lige så vederstyggeligt som Hitlers og

Mussolinos regimer.llAt det var »Socialdemokraten« magtpåliggendeat forhindre kommunisterne

i at høste politiske fordele af Dobb-sagen, fremgår alene af artiklen den 24.

marts, som også er illustrerende vedrørende tonen mellem de to arbejderpar-

tier. Og partiledelsen har næppe været begejstret over at finde flere organisere-

de socialdemokrater blandt protestadressens underskrivere, specielt ikke, når

navnene af offentligheden associeredes med Socialdemokratiet.

I den refererede leder i »Dagens Nyheder« den 17. april harcelleredes der

over »Frisindet Kulturkamps« og specielt professorerne Jørgen Jørgensens og

Albert Olsens manglende tilslutning til protestadressen, og det mere end anty-

dedes, at ingen nok så frisindet socialdemokrat turde underskrive noget som

helst, før partiets godkendelse forelå.Satiren indeholdt, som det nedenfor skal Vises, en kærne af sandhed, men

hvad protestadressen angår, skød den et godt stykke over målet. Rent faktisk

var tre af »Frisindet Kulturkamps« syv bestyrelsesmedlemmer medunderskri-

vere, nemlig Svend Hoffmeyer, Niels Lindberg og Anna Westergaard, og af

disse var de to sidste kendte socialdemokrater. To af de andre bestyrelsesmed-

lemmer, Jørgen Jørgensen og Albert Olsen, var også blevet opfordret til at

underskrive, men om deres manglende tilslutning skyldtes bevidst afstandsta-

gen eller havde andre årsager, f.eks. bortrejse - underskrifterne blev indsamlet i

løbet af få dage mellem den 8. og 14. april, lader sig ikke sige med sikkerhed.

Det er dog usandsynligt, at Jørgen Jørgensen skulle have ladet sig bevæge af

loyalitet overfor Socialdemokratiet*2 At Albert Olsen og andre socialdemo-

krater af partimæssigehensyn har undladt at underskrive protestadressen, kan

ikke udelukkes, men det bør dog noteres, at Albert Olsen på samme tid i

spørgsmålet om »Frisindet Kulturkamp« afviste partiledelsens pres. Det kan

heller ikke udelukkes, at partiet direkte har forsøgt at formå sine medlemmer

til at undlade at protestere, men i givet fald har henstillingen ikke været stærk

196

nok til at afholde Niels Lindberg og Anna Westergaard fra at underskrive.Niels Lindberg, der, som det vil fremgå, netop på dette tidspunkt ikke kunnevære i tvivl om de partitaktiske hensyns førsteprioritet hos partisekretæren,varoven i købet blandt initiativtagerne til protestaktionen.Vedrørende »Dagens Nyheders« påstand skal det endelig for fuldstændighe-

dens skyld anføres, at hverken »Frisindet Kulturkamp« som forening eller desidste to bestyrelsesmedlemmer, tegneren Hans Bendix og stud.mag. EliasBredsdorff, modtog opfordring til at underskrive adressen.

4. Socialdemokratiet og »Frisindet Kulturkamp«Carl Erik Bay har i sin bog om Socialdemokratiets stilling i den ideologiskedebat i mellemkrigstiden bl.a. behandlet partiets holdning til »Frisindet Kul-turkamp«, som efter et par måneders forberedelse blev stiftet på et møde den 7.april 1935, altså midt under Dobb-sagen.»Frisindet Kulturkamp« var ment som og blev en enhedsorganisation af

progressive intellektuelle. Ifølge programmet var formålet »på bred, frisz'ndetbasis at' arbejde for de humanistiske og demokratiske idealer og synspunkter(tanke-,' tale-, trykke- og forsamlingsfrihed, toleranceprincippet, kritisk ogfornuftbetonet indstilling, menneskeret)«. Foreningens erklærede hovedmod-standere var nazismen og fascismen, men i Socialdemokratiets forretningsud-valg frygtede man, at den ville blive domineret af kommunister og vendt modSocialdemokratiet.

Carl Erik Bay har fremlagt en brevveksling mellem partisekretær AlsingAndersen og tre af de senere socialdemokratiske bestyrelsesmedlemmer af»Frisindet Kulturkamp« (Albert Olsen, Niels Lindberg og Hans Bendix), somvirkelig blotlægger kløften mellem Socialdemokratiet og DKP. Partiledelsenadvarede indtrængendemod overhovedet at deltage i ledelsen af den nye fore-ning, og den fastholdt dette standpunkt selv efter, at bestyrelsens sammensæt-ning var blevet ændret, således at fire ud af syv pladser blev besat med socialde-mokrater, mod oprindeligt planlagt kun to ud af otte. Samtidig med underret-ningen herom havde Bendix, Lindberg og Olsen iøvrigtmeddelt Alsing Ander-sen:

»l) At der fra vor side er stillet den absolutte betingelse, at Socialdemokratiet ikkemå angribes, idet foreningens formål er kamp mod nazisme og fascisme.2) At man fra den øvrige bestyrelses side er indgået herpå.3) At vi herefter ikke kan se, med hvilken beføjelse Forbundet kan beklage sig overvor deltagelse i en kamp mod reaktionen på linje med det gamle Studentersam-'

fund, som du vel har været medlem af«.'3

Men hverken de realpolitiske garantier eller den ideologiske »næse« var altsåtilstrækkeligetil at vinde forretningsudvalget i Socialdemokratisk Forbund for»Frisindet Kulturkamp«.Ifølge et notat af Alsing Andersen udtrykte han i en samtale den 29. marts

197

overfor Hans Bendix en skeptisk anerkendelse af punkterne 1 og 2, men han

fandt det urimeligt, at der stadig var en kommunist (Elias Bredsdorff) i besty-

relsen. »Jeg erklærede på forespørgsel,at jeg ikke ville fraråde folk at indtræde,

men at vor presse ikke kunne optage noget opråb derom, og at partiet iøvrigtmåtte forbeholde sig sin stilling og se, hvorledes bevægelsen vil udvikle sig«.M

Socialdemokratiets holdning overfor »Frisindet Kulturkamps« etablering er

refereret så forholdsvis udførligt her på grund af det tids- og personmæssigesammenfald med Dobb-sagen. Den dokumenterer en utrolig intens agtpågiv-enhed og mistillid i den politiske atmosfære i foråret 1935 og gør det derved

mere forståeligt, at et blad som »Socialdemokraten« indtog en udfra almindeligsocialdemokratisk moral uforklarlig, ukritisk stilling til justitsministerens arbi-

trære dispositioner i Dobb-sagen.

Noter

1. Iflg. Even Marstrand i Højskolebladet 1935, s. 216.

2. Elias Bredsdorff var på daværende tidspunkt stud.mag. og kendt som en fremtrædende'

kommunist. Han var åbenbart en personlig bekendt af Dobb og udgav dennes foredrag om

det engelske arbejderparti på Mondes forlag med en indledning om Dobb-sagen.

3. Denne revolutionære engelske pioner i den politiske og faglige arbejderbevæ gelse havde d. 28.

februar været i København som Studentersamfundets gæst- et besøg, der ikke var gået ganske

stille af.›

I

4. Der hentydes her til en udtalelse under en af Aksel Larsen rejst forespørgselsdebat i Folketin-

get d. 15. december 1932, en debat der iøvrigt giver et glimrende indtryk af spændingerne

mellem DKP og Zahle. .

5.1f1g. Bredsdorffs indledning til den i note 2 nævnte udgave af Dobb's foredrag om den

engelske arbejderbevægelse.En oversættelse er trykt i Nationaløkonomisk Tidsskrift 73 (1935) s. 361-74.

. Foredraget om imperialismens økonomi er trykt i dansk oversættelse i Kommunistisk Tids-

skrift 3 (1935) s. 172-79 & 206-10.

.Se den afsluttende fortegnelse over benyttet materiale.

. I festskriftet ved Dobb's afgang som lærer i Cambridge - Socialism, Capitalism and Economic

Growth, ed. by C. H. Feinstein, Cambridge 1967 - skriver Eric Hobsbawm om Dobb: »Tho-

ugh a devoted and loyal member of the Communist Party almost since its foundation, neither

his situation in Cambridge nor perhaps his personality and intellectual style qualified him

markedly for the work of political organization and propaganda which absorbed most of the

few intellectuals, who threw in their lot with the party in the l930s.« Dobb's indsats udover

hans indflydelse på udvikingen i det akademiske miljø var »to take his share of the adult

teaching which has always been to central an activity in the British labour movement«.

10. I Richard Andersen: Danmark i30'erne (Kbh. 1968) findes et righoldigt og facetteret materia-

le, som kan illustrere tidens politiske klima og praksis, herunder også adskilligt til belysning af

forholdet mellem kommunisterne og Zahle.

11. Netop i 1935 oprettede Socialdemokratiet HIPA (Hovedafdelingemes informations- og pres-

seafdeling), som gennemførteet energisk og resultatrigt skolingsarbejde blandt medlemmerne,

specielt med henblik på imødegåelse af kommunistiske og nazistiske agitatorer.12. C. E. Bay: Socialdemokratiets stilling På 5. 207 dokumenteres, at partisekretær Alsing

Andersen i marts 1935 anså Jørgen Jørgensen for upassende selskab for socialdemokrater.

13. Brev af 27. marts 1935, citeret efter Bay, anførte værk s. 207.

14. Notat dateret 30. marts 1935, ibid. s. 208.

<9

000

198

Benyttet materiale

I Utrykt materiale,fundet blandt professor, cand.polit. Orla Strange Petersens efterladte papirer,nu i forfatterens besiddelse:1. Bekræftet afskrift af den af Maurice Dobb afgivne erklæring af 22. marts

1935.

2. Papirer vedr. den ekstraordinære generalforsamling i SocialøkonomiskSamfund d. 8. april 1935, bl.a.Indkaldelsen

Udkast til resolutionen med håndskrevne rettelser,Manuskript til diskussionsindlægaf O.S.P.

3. Papirer vedr. protestadressen, bl.a.l., 2. og endelige version af adressen,Afkrydsede lister over de personer, der modtog opfordring til at underskriveadressen,Ledsageskrivelse ved udsendelsen af protestadressen til ovennævnte perso-ner.-

II Aviser, marts-april 1935:

ArbejderbladetBerlingske Aftenavis

Berlingske TidendeB.T.

Dagens NyhederPolitiken

Socialdemokraten

III Af andet trykt materiale er bl.a. benyttet:Richard Andersen: Danmark i 30“erne. Kbh. 1968.Carl En'k Bay: Socialdemokratiets stilling i den ideologiske debat i mellem-

krigstiden. Grenå 1973.›

Maurice Dobb: Det engelske arbejderpartis udvikling og politik. Med en ind-ledning om Dobb-sagen af Elias Bredsdorff. København 1935.

Maurice Dobb: En kritik af visse retninger indenfor moderne ligevægtsteori.Nationaløkonomisk Tidsskrift 73 (1935) s. 361-374.

Maurice Dobb: Imperialismens økonomi. Kommunistisk Tidsskrift 3 (1935) s.172-179 & 206-10.

C. H. Feinstein (ed.): Socialism, Capitalism and Econoic Growth. Cambridge1967.

Lovtidende 1875, 1930 og 1934.Even Marstrand: Indlæg i Højskolebladet 1935, s. 216-17 & 252-53.Rigsdagstidende 1932/33.

199

Summary

In 1935 »S ocialøkonomisk Samfund« (The Social-Economic Society - the

union of social science candidates and students) invited the 35 years old Mauri-

ce Dobb from Cambridge University to give at lecture on »A Criticism on

Modern Equilibrium Theory«. In connection with this a lecture was also aran-

ged in »Studenterforeningen« (The Students Union - a broad, bourgeoise,academic organization) on »The Development and Policy of the British Labo-

ur Party«, and another in »Socialistisk Polit-Gruppe« (a body of socialistic

political scientists) on »The Economics of Imperialism«.When Dobb arrived the 21th of March at Esbjerg the Danish Justice Mini-

stry had decided to forbid his entry, and he was retained on the ship. The basis

for this action was an article in the commmunist paper »Arbejderbladet« con-

cerning the visit, where Dobb was (erroneously) described in the headline as an

»English Communist Leader«. After negotiations in Copenhagen with the

organizers of the lecture-tour the Justice Ministry resented its ban on his entry

the follOwing day. This occurred after a number of hard conditions had been

accepted. These are printed in english on page 55.

The article thoroughly describes through quotations from the Copenhagen

press and other sources the course of development in the case and the protests,

which were directed against the Social Democratic/ Social Liberal government.These protests came partly from communist side and particularly from pro-

gressive academics of different political shades, including a number of promi-nent social democrats.

Finally the case is viewed in a broader political connection where particular-

ly the tensions between the Social Democrats and the Communists are underli-

ned. It is shown how the social democratic leadership at the very same time

because of party-tactical reasons denied to support the establishment of the

antifascistic, intellectual organization »Frisindet Kulturkamp« although ideo-

logically it was in agreement with the Party,s ideals.

200

DEN ANTIREFORMISTISKE BEVE-GELSE I NORGE PÅ 30 - TALLETAf Einhart Lorenz

Utgangspunkt for den ikke-reformistiske arbeiderbevegelse i Norge er noe forskjellig

fra de øvrige skandinaviske landene.l Som kjent var Det norske Arbeiderpari (DNA) i

1919 blitt medlem av Den kommunistiske Internasjonale2 og hadde i slutten av 1919

brutt de institusjonaliserte kontaktene med de sosialdemokratiske partiene i Norden.

Da Arbeiderpartiet i november 1923 gikk ut av Internasjonalen, betydde det ikke i

første omgang noen tilbakevending til sosialdemokratiet. Partiet betraktet seg fortsatt

som et kommunistisk parti med sterke sympatier for Internasjonalen - bare med den

forskjell at DNA mente å stå til venstre for »nykommunistene«iNorng Kommunisti-

ske Parti (NKP). Landsmøtet i 1923 510 derfor også uttrykkelig fast at partiet fortsatt

sto på kommunismens grunn.

Denne perioden varte imidlertid ikke lenge. Etter forslag fra DNAs nye ungdomsor-

ganisasjon, Venstrekommunistisk Ungdomsfylking, innledet partiet i 1924 et samarbeid

med informasjonsbyået av de uavhengige sosialistiske partier som Steinberg ledet i

Berlin. Sammen med det tysk USPD, de italienske maksimalistene og en rekke småpar-

tier var DNA representert på stiftelsesmøtet av Angelica Balanaoffs internasjonale byrå

av uavhengige sosialistiske partier.3 Dette samarbeid varte, med et avbrudd etter sam-

lingen med sosialdemokratene i 1927, til midten av 1930-åra. Først på landsmøtet i

1936 var de øvrige nordiske sosialdemokratiske partierne igjen representert, og så seint

som i 1938 ble partiet medlem i Den sosialistiske arbeiderinternasjonale.Men om en antok at sammenslutningen med sosialdemokratene i 1927 ville åpne

veien for en tilbakevending til sosialdemokratiet, så slo denne antakelsen feil. Landsmø-

tet i 1930 førte til en midlertidig radikalisering av DNA. Riktignok skjedde det en

omprioritering av målsettingene og en demping av programmets verbal-revolusjonære

karakter i forhold til l925-programmet, men sammenliknet med samlingskongressen i

1927 ble programmet radikalisert. Arbeiderpartiet beteignet seg som et marxistisk parti

som ville bygge »på de erfaringer som er vunnet gjennom kamper i alle land«. Det ville

videre i »den overgangsperiode som den avgjørende maktkamp pågår«, bruke »hele

arbeiderklassens organiserte makt for å bryte ned borgerklassens motstand og muligg-

jøre oppbygging av et socialistisk samfund«, Partiet ville heller ikke bare administrere

den borgerlige stat og landsmøtet erklærte derfor om regjeringsspørsmåletat en ikke

var interessert i å danne en regjering som var avhengig av »visse borgerlige gruppem.

Partiet skulle derfor ikke gå inn i en regjering »uten at man har sikkerhet for at det er

mulig å føre en selvstendig politikk og gjennomføre viktige fremstøt i socialistisk

retning«.4Først etter valgnederlaget høsten 1930, fascismens oppmarsj og lanseringen av krise-

programmene vendte partiet seg bort fra sine sentristiske synspunkter og vendte, først

ideologisk, deretter også organisatorisk, tilbake til det sosialdemokratiske leir. Odd-

Bjørn Fure hevder derfor at Arbeiderpartiets radikale fase varte til 1933 og at partiet

fram til 1933 framstår som et sentristisk parti.5Det er viktig å være klar over dette

faktum for å forstå bakgrunnen for ikke-reformistiske organisasj oners og partiers aks-

jonsmuligheter.Mens Landsorganisasjons Sekretariat helt fra de første forsøkene på å vende tilbake

til den faglige Amsterdam-Internasjonalen, fra klassesamarbeid og borgfredspolitikk,

sto for en entydig reformistisk suksess, var Arbeiderpartiet med sin sentristiske ideologi

og praksis langt vanskeligere å bekjempe. I sitt språk og sin atferd virket DNA' som et

radikalt parti. Partier og organisasjoner til venstre for DNA hadde vanskelig for å vinne

gehør. Dette gjaldt både for Norges Kommunistiske Parti, gruppen Mot Dag og

opposisjonelle lokalavdelinger innen DNA som f.eks. lokalavdelingene i Rjukan og

Stavanger.Norges Kommunistiske Parti hadde i slutten av 1927, altså før Kominterns 9. ple-

numsmøte, innledet en ultra-venstre-fase. 6Aksepteringen av sosialfascisme-teorien og

Strasburgertesene førte i slutten av l920-åra og begyndelsen av l930-åra til et massivt

202

tilbakeslag for partiet. Som ytre tegn på dette kan det nevnes en meget sterk redusertinnflytelse innen fagbevegelsen, valgnederlaget i 1930, vansker med partiets aviser, sterkfluktuasjon blant medlemmene og en tilbakegang av medlemstallet. Verken Kominternsinngrep, selvkritikk, lederskiftene eller utrenskninger forandret på situasjonen:7»Kring1934 var NKP isolert til ei lita sekt.«8

Mens Arbeiderpartiets politikk i mellomkrigsåra har vært gjenstand for en bredbehandling under forskjellige aspekter og med forskjellig utgangspunkt (Zachariassen,Dahl, Furre, Lorenz) - noe som har sin naturlige forklaring i det faktum at Arbeider-partiet på 1930-tallet ble landets dominerende politiske parti, så har NKPs politikklenge vært ubelyst. NKPs egne offisielle partihistorie9 var i denne henseende uten

spesiell interesse. Den ga informasjoner om den generelle politiske utviklingen mellom1918 og 1940, men den inneholdt få opplysninger om NKP, var uten belegg og henvi-sninger og forsøkte heller ikke å analysere partiets politikk eller Kominterns kritikk av

partiet. Jubileumsskriftet 50 år i kamp 'Osom ble gitt ut i anledning partijubileeti 1973,kaster heller ikke nytt lys over partiets historie i 1930-åra. Vestrefasen forbigås medtaushet. Det samme gjelder for partiets organisatoriske og ideologiske svakheter. Denbehandler ikke partiets »abstrakt-sekteriske politikk«“, ei heller oppropet om enhets«front ovenfra i 1933”, Kominterns kritikk av feilene eller den manglende evnen til åakseptere den nye frontpolitikken i 19341335.'3Isteden får en vite en god del om

Menstad-slaget og - dessverre altfor lite - om NKPs innsats for det frie Spania,'4I dethele får en bekreftet Titlestads karakteristikk av partiet som sekt.

Blant hovedfagsstudentene har interessen for NKP vært stigende, og en kan i dennesammenheng bl.a. nevne oppgavene til Jan Bjarne Bøe, Torgrim Titlestad og TorsteinHaldorsen. Sammendrag'3uttrag av disse oppgavene er blitt publisert i forskjellige tids-skriften'5

Hovedvekten i Bøes arbeid ligger på NKPs ideologiske og praktisk politiske forholdtil fascismen i perioden 1932 til 1939. Et sentralt punkt er her forsøkene på å skape en

proletær enhetsfront. Dette arbeidet falt i tre faser, en innledende fase med NKPs førsteappell til DNA om fellesopptreden på anti-krigs-dagen i 1935, og et klart uttrykt ønskeom en samling ovenfra i november 1935. I den midterste fasen faller partiets samlings-forhandlinger med DNA. Denne fasen varte i halvannet år, fra NKPs 5. landsmøte iapril 1936 til DNAs landsstyremøte i begynnelsen av januar 1938, og den kan deles i toperioder, nemlig forberedelsene og forhandlingene som begynte i juli 1937. Underforhandlingene sa NKP seg villig til også å bli med i det forenete parti, selv om det blemedlem i den sosialdemokratiske internasjonale. Forhandlingene førte ikke fram, oggrunnene til det var mange. NKPs tolkning var at DNA hadde gjort en høyredreiningog sto under innflytelse fra borgerskapet, danske, svenske og norske sosialdemokraterog ytrotskister. Bøe framhever som de sannsynlige årsakene til bruddet spørsmålet omde internasjonale forbindelser, partienes ulike partistruktur og den lille framgangen iforhandlingene. Siste fasen varte fra forhandlingenes brudd til begynnelsen av annen

verdenskrig, og den var preget av en relativ velvilje overfor DNA, men også av et sterktønske om å styrke NKP.

Mens de fleste historikere ser NKP som en sekt på 1930-tallet, forsøker TorsteinHaldorsen å avlive tre myter - nemlig for det første at partiet hadde liten innflytelse påde politiske kampene, for det andre at partiet var i kontinuerlig tilbakegang fordi detvar et revolusjonært parti, og for det tredje at partiet ble ledet fra Moskva, og at detderfor må bedømmes ut fra Kominterns og Sovjetunionens politikk og ikke ut franorske forhold. Med utgangspunkt i NKPs innsats i de faglige kampene Menstad-slaget, kampen mot klassesamarbeid og kampen mot kneblingslovene) søker Haldorsenå vise at NKP sto sterkt innen fagbevegelsen, selv om det ikke lyktes å bryte DNAshegemoni. Det samme gjelder for NKPs kamp mot fascismen og for det frie Spania, oghan tar Tranmæls kraftsats »...den kreftskade som er representert ved kommunistenes

203

uansvarlige resolusjoner« og liknende utsagn som tegn på at enhetsfrontpolitikkenhadde sitt grunnlag i den norske arbeiderklassens erfaringer, og at den må forstås ut fra

indre norske forhold.

Sammen med Gilbergs undersøkelse om den norske arbeiderbevegelse og Komintern

og Titlestads bok om Peder Furubotn gir særlig Bøes hovedoppgave et viktig bidrag til

en forståelse av NKP på 1930-tallet. Men også Haldorsens arbeid bidrar til økt innsikt i

NKP - selv om den andre myten han imøtegår virker noe oppkonstruert.Når en behandler de ikke-reformistiske bevegelser i Norge i l930-åra, er det også

viktig å trekke det fram som en kan kalle arbeiderbevegelsens alternative organisast-ner. Disse har dessverre i altfor liten grad vakt historikernes interesser.16Dette gielder

organisasjoner for sosialistiske intellektuelle, Arbeiderforfatternes Forening, tidsskrif-

ter som »Kamp og kultur« og bladet »Arbeidermagasinet«, men også foreninger for

arbeidsløse, og forsø kene på å ta ulike media som film, teater og kunst inn i agitasjonenfor arbeiderbevegelsen. Sist, men ikke minst bør nevnes arbeideridrettsbevegelsen, som

etter Sovjetunionen var den største arbeideridrettsbevegelse en har hatt. Alle disse ulike

aktivitetene var opprinnelig blitt dannet for å bryte ned borgerskapets hegemoni påulike felter. Med arbeiderpartiets overgang til parlamentarismen i 1933, dets overtakel-

se av statens administrasjon gjennom Nygaardsvolds regiering i 1935 og dets integras-

jon i den borgerlig stat forsvant disse utgangspunktene og de forskjellige kulturelle

særorganisasjonene ble et ledd i DNAs politikk. Hvordan dette skjedde innen kulturpo-

litikken, har en gruppe yngre forskere påvist i en lengre artikkel basert på deres arbeid

ved Nordisk Sommeruniversitet.”Arbeideridrettens funksjonvandel er i forskjellige

sammenhenger blitt belyst'8Opposisjonelle og anti-reformistiske strømninger innen Landsorganisasjonen og Ar-

beiderpartiet har til nå vakt liten interesse. Den revolusjonære fagopposisjon som ble

stiftet høsten 1929 etter kommunistisk initiativ, er bare blitt behandlet i de større

oversiktsverkene, opposisjonsgruppen fra Stavanger Arbeiderparti som sto under ledel-

se av Eyvin Dahl og som framla alternative marxistiske prinsippåprogrammer DNAs

landsmøter i 1936 og 1939 har heller ikke funnet den interessen de fortjener. Den

revolusjonære oppo'sisjonen innen Norsk Skog og Landarbeiderforbund som gjorde seg

sterkt gjeldende i begynnelsen av l930-åra, er blitt behandlet i en rekke hovedoppgaver

og jord- og skogbrukskonfliktene i begynnelsen av 1930-tallet.'91nntil nylig har det stort

sett manglet publikasjonsmuligheter for nye forskningsresultater om arbeiderbevegel-

sens historie. Et slikt organ er nå skapt med et nytt Tidsskrift for arbeiderbevegelsens

historie.

Noter

1. Denne avgrensning er først blitt foretatt av Edvard Bull i den klassiske oversiktsartikkel Die

Entwieklung der Arbeiterbewegung in den drei skandinavischen Ländern 1914-1920, i:

Grünbergs »Archi für die Geschichte der Arbeiterbewegung und des Sozialismus, 1922. Artik-

kelen foreligger også på norsk (Arbeiderbevægelsensstilling i de tre nordiske land 1914-1920

(Kristiania 1922) og i et nytt opptryk i Tidsskrift for arbeiderbevegelsens historie (1-1976))

Bulls avgrensning er senere blitt utvidet av b1.a. Jens Arup Seip, Fra embetsmannsstat til

ettpartistat og andre essays (Oslo 1963), s. 20, Edvard Bull d.y., Norsk Fagbevegelse (Oslo

1968), s. 90. Et overblikk over ulike syn på den norske arbeiderbev'egelsenssærstilling gir

Odd-Bjørn Fure i Synspunkter og historieteoretiske tendenser i forskningen om den norske

arbeiderklasse og -bevegelse i den radikale fase 1918-1933, i: Tidsskrift for arbeiderbevegel-sens historie (1-1976), s. 32 f.

2. Hvorvidt partiet dermed ble et revolusjonært parti, er omstridt. Mens Hans Fredrik Dahl (i

Norge mellom krigene (Oslo 1971) , 3.51) og Inger Bjørnhaug (i AKP (m-1)s teoretiske

204

tidsskrift Røde Fane (6-1973),s.6) betegner DNA som et revolusjonært parti, har Berge Furre(iNorsk historie 1905-1940 (Oslo 1971), s. 156), Einhart Lorenz (i Arbeiderbevegelsenshistorie 1789-1930 (0le 1972, s. 153 og Zur Geschichte der norwegisehen Arbeiterbewegung,i: Archiv für Sozialgeschichte X11, s. 580), Fritz Petrick (i Zum Anschluss der NorwegischenArbeiterpartei an die [11. Internationale, i: Beiträge zur Geschichte der Arbeiterbewegung 4-1975, s. 6951.) og Torolf Elster (i Die ideologische Entwicklung des demokratischen Soziali-

smus in Norwegen, i: J. Braunthal (Hg.), Sozialistische Weltstimmen (Berlin und Hannover1958), s. 185 f.) pointert begrensningen i DNAs radikalisme. Cf. også G.D.H. Cole, Commu-nism and Social Democracy 1914-1931, Part II (London, New York 1958), s. 524 ff., som

betegner de norske sosialister som revolusjonære i den forstand at de ikke ville styrte kapitali-smen trinnvis via parlamentarismen men gjennom masseaksjoner, men at de aldri tenkte på en

væpnet revolusjon.Til kritikken av særlig Furres log Lorenz' synspunkter, jfr. Fure, op.cit., s. 34 F.

3. DNAs forhold til de øvrige partiene mellom de to internasjonalene er utførlug blitt behandlet iEigil Ertresvaags utrykte hovedoppgave Mel/om Moskva og London. Det norske arbeider-parti og de internasjonale forbindelser 1923-1927 (Bergen 1972).

4. Landsmøteprotokoll 1930, s. 124.5. Fure, op.cit., s. 53. Også Petrik, op.cit., s. 696, understreker de sentristiske trekk hos DNA-

ledelsen som trådte åpent fram da Kominterns muligheter for kompromisser med DNA-ledelsen var uttømt.

6. Jfr. Trond Gilberg, The Sovjet Communist Party and Scandinavian Commanism: The Nor-wegian Case (Oslo-Bergen-Tromsø 1973), s. 68 »The Victory of the Hansen faction within thecentral party apparatus manifested itself as a skarp leftist turn in NKP polician in the fall of1927. (...) The skarp leftist turn in the NKP came several months before the ECCI dramatical-ly swung left at the sixth Comintern congress in early 1928.« Gilbergs bok er forøvrig pregetav en overvurdering av Hansens betydning og en tilsvarende undervurdering av Furubotn.Den kaster heller ikke nytt lys over vesentlige faser i NKPs historie som freks. samarbeidetmed gruppa Mot Dag, partiets innsats mot fascismen eller samlingsforhandlingene medDNA.

7. Gilberg, op.cit., kap. 3 jfr. også Den politiske situasjon og N.K.P.s viktigste opgaver. Resolus-joner vedtatt aer.K.P.s landsmøte 24.-27. mars 1932 (Trondheim (1932)), s. 11.

8.Torgrim Titlestad, Peder Furubotn 1890-1938 (Oslo 1975), s. 187.9. Just Lippe (red.), Norges Kommunistiske partis historie, bd. 1 (Oslo 1963). Dette bindet fører

fram til den andre verdenskrigens utbrudd. Bind 2 foreligger fortsatt ikke.10. 50 år ikamp. Norges Kommunistiske Parti 1923-1973. Oslo 1973. Idenne sammenheng er detogså verd å nevne at det i forbindelse med partiets 50-års-dagutkom to andre »jubileumsskrif-ter«, nemlig kontrast 43 (8131973):NKP - 50 år, og av AKF-tidsskriftet Røde Fane (6-1973):NKP 50 år. Ta opp den tråden NKP slapp!

11 Slik var Kominterns karakteristikk av NKPs politikk, s.st., s. 12.12.Arbeideren, 14.3.1933.

13. Gilberg, op.cit., s. 82 f.14. De norske frivilles innsats i Spania er blitt beskrevet av Yngvar Ustvedt i Arbeidere undervåpen (Oslo 1975). Ystvedts bok er ikke noe forsøk på å behandle emnet med et vitenskapeligutgangspunkt, og så vidt jeg kan se er heller ikke hans behandling av borgerkrigen basert påden grunnleggende litteratur (Boure'3Temime har han åpenbart ikke kjennskap til), men bokaer et ærlig forsøk på å trekke denne formen for internasjonal antifascistisk engasjement framigjen. Det hører med til historien at det var NKP som sto for den aktive innsatsen, mens

Arbeiderpartiet begrenset seg til humanitær hjelp og fulgte ellers opp ikke-innblandingspolitikken og falt slik demokratiet i Spania i ryggen.

15. Jan Bjarne Bøe, Norges Kommunistiske Parti 1932-1939. En studie i partiets ideologiske ogpraktisk-politiske reaksjon på fascismen.Utrykt hovedoppgave, (Bergen 1972);T0rgrim.Titlestad, NKP mellom nasjonale og internasjonale straumdrag 1939-41. Utrykt hovedoppga-ve (Bergen 1972); Torstein Haldorsen, Norges Kommunistiske Parti 1936-1938. 0m NKPsrolle og inn/lytelse i norsk arbeiderbevegelse i folkefrontens periode. Utrykt hovedoppgave(Bergen 1972) skal gis ut på Oktober Forlag.Sammendrag av Bøes og Titlestads oppgaver er trykt i kontrast 43, et sammendrag av Haldor-sens oppgave i Røde Fane (6-1973).

205

16. Verken Dahl, op.cit., eller Furre, op.cit., behandler disse organisasjonene. Et generelt over-

blikk gir Einhart Lorenz, Arbeiderbevegelsens historie 1930-1973 (Oslo 1974), s. 33 ff.)

17. Torkild Alsvik, Svein Einersen, Irene Iversen, Torodd Karlsten, Trygve Nergaard, Porletær

kultur i Norge i 1930-åra, i: poetik 23 (3-1975), s. 106 ff. Jfr. også Irene Iversens etterord til

Noveller fra Arbeidermagasiner (Oslo 1974), s. 177.

18. Lorenz, op.cit., s. 37; kontrast 34 (4-1972) og Kåre Kristoffersen, Frihet, sunnhet, kapital

(Oslo 1974), s. 34 ff.

19. Om skog- og jordbrukskontliktene er flere hovedoppgaver i arbeid. J orunn J. Engens hoved-

oppgave Austmarka-konfliktene. Skogsarbeidernes kamp om organisasjonsretten på Aust-

marka, vinteren 1927+°28 foreligger. Tidsskrift for arbeiderbevegelsens historie har et hefte i

arbeid som tar opp nettopp disse konfliktene og spenningene mellom de ulike fraksjoner.

Det unyanserte bilde som Gunnar Ousland har tegnet i Fagorganisasjonen i Norge, bd. 2 (Oslo

1949), s. 546 ff., hvor opposisjonen framstilles som et resultat av Strassburgertesene og hvor det

derfor heller ikke gjøres noen forskjell mellom den kommunistiske opposisjonsgruppa og opposis-

jonen rundt KisteUMot Dag, skulle dermed blitt avlivet, men det spres ikke desto mindre nå i et

nytt opplag. (Oslo 1974).

206

De ideologiske stridigheder omkring Rosa

Luxemburg (RL).

(Oversat og sammendraget af Bogdan Wierzba på grundlag af den stenografiske rap-port fra diskussionen arrangeret af redaktionen af det polske kvanalstidsskrift tilarbejderbevægelsens historie »2 pola walki« den 19.10.1970.')

Diskussionen blev åbnet af Feliks Tych (FT), der på redaktionens vegne bød

velkommen til en række forskere, som har beskæftiget sig med problemer, der direkte

stod i forbindelse med RL”s politiske og teoretiske værk. Han understregede, at denne

diskussion, lige som alle andre arrangeret af redaktionen, tog fat på et vanskeligt og

kontroversielt problem, der i højere grad end andre steder i verden kendetegnede det

særprægede i den polske arbejderbevægelses historiske proces. Han fortsatte:

»Der er ingen tvivl om at RL er den mest kendte polske revolutionær i vor historie,

men hvad der er vigtigere, at der som resultat af en temmelig specifik interpretation i

vor mere eller mindre populærvidenskabeligehistoriografi og propagandistiske littera-

tur blev dannet et stereotypt billede af hende, som intet har tilfælles med den store

interesse for hendes skikkelse ude i verden. Dette billede er således: Hun har begåetfejl

men var samtidig revolutionens ørn. I almindelighed ved man mere om det første end

om det andet. Hendes fejl har vejet tungt i vor arbejderbevægelse, men vi må være klar

over, at vore bekymringer i den anledning ikke interesserer de udenlandske forskere

særlig meget og for det meste er ukendte for dem. Dette ses tydeligt i den vestlige

litteratur. Også de sovjetiske forskere koncentrerer sig nu, ligesom før 1931, om RL's

positive bidrag i kampen mod revisionisme og ref ormisme, på trods af at de, ligesom vi,

lægger meget vægt på den leninistiske kritik af hendes opfattelser. For venstrefløjen i

bredeste forstand har hun været en revolutionær med en bestemt vision af kampveje til

socialisme, et symbol uden kompromis. Mange leder i hendes værker efter løsninger,

som de mener ikke er blevet virkeliggjort i den hidtil realiserede socialisme. Heller ikke

de folk, som leder efter den såkaldt »tredje vej«, kan vi lade ude af syne«.

FT bemærkede, at det ikke var uforklarligt, at der blandt det væld af videnskabelig,

for slet ikke at tale om politisk og ideologisk litteratur om RL, ikke fandtes en polsk-

sproget biografi udkommet i Polen, og at en sådan heller ikke er blevet skrevet efter

hendes død. Siden (...) 1931 blev der næsten ikke skrevet noget seriøst om hende

undtagen negativt. Marxistiske forskeres interesse for hende er blevet kunstigt afbrudt,

hvad der står i skrigende modsætning til Lenins vurdering af hendes virksomhed, da

han anbefalede udgivelse af hendes samlede værker, som skulle tjene til opdragelse af

verdens kommunistiske generationer. Det synes som om kommunisternes interesse for

RL udspringer af at hendes marxisme var offensiv, og at hun i sin kamp mod revisioni-

sme og opportunisme søgte at forklare de nye omstændigheder, der opstod i samfunds-

udviklingen, på en ikke dogmatisk måde.FT fortsatte: »Vi er klar over at vort forhold til hende ikke kan være fri for visse

belastninger, således er det klart, at man ikke kan glemme hendes uenighed med Lenin

om det nationale spørgsmål,som var noget fundamentalt for polakker. I hendes polsk-

sprogede journalistik indtager problemet en anseelig plads, men i forholdet til hendes

øvrige virksomhed, en ubetydelig. Derfor var dette problem for de ikke polske aktivi-

ster, med undtagelse af Lenin, ligegyldigt, selv om enkelte artikler har været offentligg-

jort af hende selv på andre sprog. Næsten ingen af hendes polske artikler er den dagi

dag blevet oversat til fremmede sprog. Den største af dem var en serie i »Socialdemo-

kratisk Revy« under titlen: »Det nationale spørgsmålog autonomien«.2 For ikke polske

marxister ligger RL's betydning på andre felter i den aktuelle historiske situation, i

massernes revolutionære skabedygtighed og i massestrejkens betydning.

I vor kortlægning af miljøer, der interesserer sig for RUS værk, må vi ikke glemme

dem, der udelukkende eller delvis koncentrerer sig om hendes forhold til Lenin og

bolsjevikker. Den første gruppe er let at klasseficere som en antikommunistisk ideolo-

gisk diversion, og her er Adam Ciolkosz' intentioner med udgivelsen af »Den russiske

revolution« ikke til at tage fejl af.3 Klassefrcering af den anden gruppe er vanskeligere

p.gr.a. dens brogede sammensætning. Foruden nostalgikere af »den tredje vej« omfatter

den politikere, der i virkeligheden arbejder for kapitalismens omstyrtning, samt folk,

som i deres vision af fremtidens samfund føler sig forstyrret af den realisering af sociali-

208

smen, som de kalder autoritativ. Her har vi at gøre med den studenteranarkistiskerevolte i Vesten, for hvem RL er nonkonformismens symbol, et symbol for oprør ikkekun imod kapitalismen, men imod det moralske system inden for dens grænser.For at imødekomme hele det brogede politiske kalejdoskop er vi nødt til at have enerkendelse af den nuværende renæssance af interesse for RL. Denne må få enmarxistisk-leninistisk replik på det historiske, økonomiske og idepolitiske felt. Imidler-tid er vor politiske viden om hende, med undtagelse af et tydeligt fremskridt taget aføkonomer i de senere år, ikke større end i 20-ne og 30-ne. Indtil videre mangler der enafbalanceret videnskabelig analyse af hendes politiske produktion i 'bredere betydning.Den idepolitiske journalistik fra foregående årtier har efterladt os følgende arv: Denkommunistiske vurdering mellem 1919 - 1931 hovedsageligt udformet af forhenværendeSDKPiL-aktivister* som fx J. Marchlewski og St. Bobinski, udviste næsten en ukritiskbegejstring, andre, sidst i perioden, har lige så ukritisk taget Stalins parti. Efter 1931blev alle arbejder af og om RL tilbageholdt samtidig med at man foretog en omfattendeomskrivning af alt,*h_vadder vedrørte SDKPiL' og hele den polske arbejderbevægelseshistorie. Som bekendt har denne periode ikke udmærket sig ved styrkelsen af den

nævnes.5 Kun få af KPP's topfolk i 20-ne var i stand til at øve en retfærdig kritikoverfor RL, afvise de af hendes opfattelser, der er blevet afsløret af historien selv, skelnedem fra disse som stadigvæk havde gyldighed, og tillige retfærdiggørefejltagelser,derskyldtes vilkår og omstændigheder. En af dem var Adolf Warski. Hans vurderinger vardog kun fragmentariske og kan ikke fritage os fra en ny vurdering af helheden. Denikke-kommunistiske arbejderbevægelsefra PPS højre7 og over til de ikke klassebevidstebevægelser har kort sagt hadet RL, og ved hjælp af forskellige metoder forsøgt at fjernehende fra historien«.

(...)»Som allerede nævnt har man sagt mest nyt herhjemme om RL fra økonomernesog økonomihistorikernes side, idet man har påpeget,at hendes analyse af indflydelsenaf de økonomiske bånd mellem Kongrespolen og Rusland på industriens udvikling i detførstnævnte land var rigtigere, end man hidtil kunne indrømme,bortset fra de forkerte

RL fx ikke anerkendte partiets organisatoriske rolle, og at hun »faldt i støvet formassernes spontanitet«, Man har konstateret en så oplagt ting, at tilskrivningen af denaf masserne besiddende revolutionære polltiske skabedygtighed ikke var rettet modpartiets organisatoriske rolle, ,RL bestilte næsten ikke andet hele sit liv end at organise-re, men var først og fremmest rettet imod den opportunistiske taktik hos de tyskesocialdemokratiske ledere med deres stabsmentalitet.En vigtig og måske vanskeligere opgave, der i detisidste lO-år er stillet Os, er en

opgave, jeg vil kalde negativ. Hvis der før i tiden var felter, som vor historiografi lodligge, blev vi ikke »erstattet« af andre. Idag er det sådan, at disse lakuner straks bliverudfyldt af digre værker, tilsyneladende videnskabelig objektive, men fjendtlige overformarxismen. I vor historiografiske kreds og den skole for tænkning vor og den foregåen-de generation korn, har vi indtil nu, ganske forståeligt, været underlagt et pres, derudgik fra kontroversen Lenin-Luxemburg,så for at bevare en sund ligevægt,svarendetil ånden af Lenins generelle vurdering af hende, er det derfor værd at standse op og se

det lyder som et paradoks, at gøre det samme som antikommunistiske publicister, selv

om intentionerne er andre. Det er på høje tid at bryde med denne ensidighed og i større

grad koncentrere sig om de elementer, de havde fælles, og som var de fleste.

Vor historiograñ har kun overfladisk og fragmentarisk fremstillet RL's opfattelse af

den mellem Polen og Rusland proletariske solidaritet, som har så stor betydning for

socialismens skæbne i vort land. Denne sag har dog været hovedstenen i hendes overve-

jelser vedr. arbejdersagens og revolutionens perspektiver i Polen. Hun var og er en af

hovedforfatterne til den strategiske konception for den polsk-russiske revolutionære

alliance.

De af hendes teorier, som det har kostet den polske arbejderbevægelsedyrt at over-

vinde, lige som hendes opfattelse af det nationale- og agrarspørgsmålet,er ikke farlige

for bevægelsen i dag, da de er uaktuelle i vort land. Men der venter os en grundig

udforskning af de objektive og subjektive historiske forudsætninger for disse fejltagel-

ser. I dag har vi den bedst tænkelige situation til en rationel stillingtagen til hendes arv

og dens udbredelse.(...)«.Marian Zychowski (MZ) pegede på de 3 bind af RL's breve, udgivet af FT, som en

vigtig kilde til at fastslå hendes ståsted i den internationale arbejderbevægelse, hvilket

indtil videre ikke er afklaret, og håbede, at kollegerne fra DDR, der er i gang med

forberedelsen af et flerbindsværk med hendes arbejder samt en biografi, vil bidrage til.8

At der mangler en RL-biografi er ikke noget enestående, det gælderogså andre skikkel-

ser fra den polske arbejderbevægelseskommunistiske fløj som fx Warski, Wojnarow-

ska, Matuszewski, Trusiewicz-Zalewski o.m.a. MZ mente, at RL's teoretiske rolle

måske er overeksponeret i den polske historiografi i forhold til helheden af hendes

virke. Den polske historiografi har også stillet lighedstegn imellem hende og »det lux-

emburgiske system«, hvilket er en grov simplificering, da det i virkeligheden er et helt

kompleks af opfattelser skabt også af mange andre ledere som fx Warski og Marchlew-

ski. Begrebet, der indførtes i 20-ne, har altid sigtet til et helt teoretisk system. Det er

tvivlsomt om »luxemburgisme«overhovedet har eksisteret. Man må ikke glemme, at

både i polsk og international arbejderbevægelsefandtes der perioder, hvor man søgte

efter 'en formel, der bedst kunne forene revolutionens mål og opgaver med den nationa-

le befrielseskamp. Set fra denne synsvinkel får man øje på den sammensatte proble-

matik i udformningen af SDKP's9 (1893 - 1896)'og SDKPiL's (1899 - 1900-) ideologi.

Man plejer at betragte fænomenet »luxemburgisme«som en statisk konception. Denne

tendens forudsætter en apriorisk og ahistorisk behandling af problemet. Hvorfor? Top-

teoretikere og ideologer iSDKPiL, RL inclusiv indtil 1900, deltog meget aktivt i det po-

litiske og organisatoriskearbejde inden for den tyske arbejderbevægelseved samtidig

at påvirke den polske. Dette gælder RL indtil 1896, hvorefter hendes bånd med

SDKPiL var mindre stærke. Og netop i denne tid foregik der en omvurdering af det na-

tionale spørgsmålsbetydning, standpunkterne var langt fra ensartede, og flere, som

Wojnarowska, Marchlewski, Prochniak, Trusiewicz, Matuszewski, Tarwacki, Olszew-

ski, Gutt, Mandelbaum o.m.a., nærmede sig Lenins opfattelse. Heller ikke RL holdt op

med at søge problemets løsning. Under sit fængselsopholdi 1915 udarbejdede hun en

brochure (pseudonym Junius) »Det tyske socialdemokratis krise«, hvor hun kritiserede

højreopportunisternesmangel på forståelse af de undertrykte nationers ret til selvbe-

stemmelse. Hun har været på vej til at indse problemets betydning. Problemet har ikke

været påpeget i forskningen før, og samme udvikling gælder fx Warski.

I RL's meget aktive periode i SDKP, har partiet udkrystalliseret sit program og sin

profil med varige principper som: Klasseparti, klasseprogram og klasseideologi, hvad

der fik betydning for kontakt med masserne og partiets udviklingsdynamik i retning af

den revolutionære proletariske internationalisme. Dette havde også stor betydning for

SDKPiL i 1905 - 1906, da det blev et masseparti. Hos arbejdermasserne har det sammen

med PPS Lewicalo altid stået for social, politisk og national befrielse. De nære bånd til

210

den russiske og tyske arbejderbevægelseåbnede de store. perspektiver, hvad det ogsåskulle vise sig i 1917.RL's virke må ikke betragtes for generelt, da hendes opfattelser er meget nuancerede i

henhold til forskellige virkeperioder, og på dette grundlag er den. hidtidige mekaniskesammenligning med Lenin en uretfærdig simplificering, metodisk forkert, og selv omSDKPiL i landet stod bolsjevikkerne nær, var det splittet i det nationale spørgsmål,hvor RL støttede L. Jogiches”gruppe i dets HB mod Lenin, også i mange andre afgø-rende spørgsmål. (...)

Mieczyslaw Mieszczankowski (MM) beskæftigedesig med »Kapitalens akkumulati-on« (Akkumulationen)ll og opstillede nogle arbejdshypoteser ang. de implikationer forrevolutionsteorien, der kom ud af RL's analyser og det bidrag, hun har ydet inden forden del af økonomien samt de så frugtbart skitserede løsninger.Marx' klassiske pro-blem forsøgte hun at løse ved hjælp af den marxistiske metode for videnskabelig ana-lyse samt Marx' grundlæggende teser vedr. det kapitalistiske systems analyse. Forudendisse plusser er der minusser ved »Akkumulationen«,da hun tog nogle af teserne somaksiomer, og problemer, som Marx heller ikke togi betragtning, gik hun også let over.Det gælder især antagelsen af at reallønniveauet er uforandret, d.v.s. at også konsum-tionsfonden hos størstedelen af samfundet er uforandret eller forandres ubetydeligt,hvilket betyder at lønfonden vokser i takt med beskæftigelsen. Det er grunden til atmassernes forbrug kun til en vis grad kan tage imod tilvæksten af samfundsproduktet.Hun har heller ikke taget højde for at samfundsstrukturen kan forandres så meget, atproduktionstilvæksten kan absorberes via de befolkningsgrupper, som tilknyttes denuproduktive sektor, den almindelige befolkningstilvækst og den teknologiske udvikling(som produktionsfremmende og-absorberende). Men alle disse ufuldstændighederkanikke fjerne værdien af hendes værk, blot der tages højde for disse. Som regel, varhverken marxistiske og slet ikke højreopportunistiskekritik af værket berettiget ellerforståelig,for de fleste kritikere benyttede de samme aksiomer som RL. Med undtagelseaf nogle sovjetiske kritikere før 1930, og i Vesten, gled kritikken længere og længere udpå problemer af anden og tredje rang.»Akkumulationen« er som mange andre store værker en flerlagskonstruktion, deromfatter mange problemer, hvoraf en hel _del ikke er tilfredsstillende præciseret ellerløst. Derfor vil enhver luxemburgolog have sit eget syn på værkets problematik. Efterden senere tids forskningsresultater er det i dag muligt objektivt at forsøge en vurderingaf værkets vigtigste konstruktionselementer. RL's teori hviler på et af tre grundlæggen-de elementer, det vigtigste er den eksogene faktor for produktionens vækst, d.v.s. detudenlandske marked, og hun beviser, at mangelen på denne faktor fører det kapitalisti-ske system til økonomiske og politiske katastrofer. Hun har forbigået andre eksogenefaktorer som fx befolkningstilvæksten,og den halveksogene som teknologiens udvik-ling. Hun gik også udenom de endogene faktorer som væksten af købekraft og desamfundsmæssigestrukturændringer.Derfor har hun overvurderet det økonomiskeoverskudsvæksts tempo. Det viste sig, at dette overskud på trods af kriser kunnerealiseres i langt større historiske perioder. På hendes tid var monopolernes opståen ogudviklingårsag til stigende lammelse af de endogene faktorers virkning, mens de eks-ogene blev svagere, og stagnationstendensen viste sig tydeligt. Nu hastede det af hensyntil kapitalismens udvikling med at skaffe sig det tredje marked, og her begynder hendesteori at være helt rigtig. Markedet bliver skabt af staten, hovedsageligt i form af detmilitære behov, som kan forlænge kapitalismens funktionsmuligheder. Her har man atgøre med omdannelsen af monopolkapitalisme til statsmonopolkapitalisme. Historienviser, at »Akkumulationen« er teorien for akkumulation i den statsmonopolistiske kapi-tal.

For at gennemføre den slags vurderinger med videnskabelig dokumentation, savnervi både forklaring og løsning af flere teoretiske problemer vedr. nutidens kapitalisme.

211

Værket vedr. i grunden den nutidige kapitalisme, og kun på grundlag af kapitalismens

adækvate teori er en korrekt forståelse og vurdering mulig. Denne teori stod dog i

stampe i flere år. En marxistisk vækstteori venter i det hele taget på udarbejdelse for

kapitalismen og i særdeleshed for monopol- og statsmonopolkapitalismen.D.v.s. at vi

ikke har udarbejdet en for nutiden gældendeakkumulationsteori og udvidet reproduk-

tion, hvilket øjensynligtumuliggør en adækvat vurdering af RL's teori. Der findes

heller ikke en udarbejdet teori for merværdien på dette stadium. Det gælder også

værditeorien eller monopolprisen, strukturteorien, funktionsmekanismen, og man kun-

ne blive ved. Uden disse kan RL's funktionsmekanisme for kapitalismen i det XIX årh.

baseret på Marx' teoretiske generalisering være noget, vi kan strides om i uendelighed.

Luxemburgologer spekulerer ofte over, om realiseringen - den udvidede reproduktion -

er mulig i den klassiske kapitalisme, om det tredje marked er en betingeelse for udvik-

ling, eller om den ville fortsætte uden det. Svaret på det kan gives ved at undersøge

udenrigshandelens indflydelse, kapitaleksportens indflydelse på de enkelte landes ud-

vikling. Det bør udforskes, om det globale produkt, nationalindkomsten, virkelig kun-

ne realiseres indenfor et enkelt lands rammer, hvor vareeksporten ingen større rolle

spiller. MM kendte ikke den slags monograñer. Man siger i dag at RL understregede

imperialismens udvendige aspekter. Det syns dog som om der i en analyse af monopol-

kapitalismen bør skelnes mellem den nationale og den internationale skala. Idag bruges

monopolkapitalisme og imperialisme synonymt, men det siger ikke meget. Man kan

sige, at imperialismen er monopolkapitalismens verdenssystem, hvis væsen er afhængig-

gørelse og dermed udnyttelse af størstedelen af vor klodes lande af en håndfuld højtud-

viklede stater/metropoler, af den monopoliserede kapital i disse lande. RL har vist hvad

der er vigtigt i dette system. Fra dette synspunkt blev monopolkapitalismens interne

kamp om udnyttelse af resten af verden, og dens kamp mod imperialismen, det grund-

læ ggende problem for verdensøkonomien. Derfor imperialistiske krige, nationalbefriel-

seskrige, en epoke af katastrofer, rystelser og revolutioner. Også dette bør uddybes.

Gennemførelsen af de før nævnte analyser og veriñkationer ville kunne tillade en

formulering af den almindelige lov for akkumulation i monopolkapitalismen og give

forståelse for RL's bidrag til denne lovs formulering. Det ser ud til at hendes teori

overført til nutiden indebærer formuleringen af denne lov således: I trit med den mon-

opolistiske kapitalakkumulationog opnåelseaf et højt niveau af det globale produkt pr.

capita, vokser afstanden mellem mulighederne og niveauet for at tilfredsstille det arbej-

dende folks behov stadigt mere. Nødvendigheden af at skabe det tredje marked til at

absorbere det økonomiske overskud er til stede, men denne absorption er irrationel

(militarisering mm). I betragtning af at' de irrationelle udgifter ikke kan vokse uaf-

brudt, fører det til økonomisk stagnation, og med forstærkningen af de hermed for-

bundne samfundsøkonomiske fænomener til det kapitalistiske systems forsvinden fra

den verdensøkonomiske arena.

Gennemførelse af denne analyse vil føre os nærmere til løsningen af hovedproblemet,

d.v.s. kapitalismens økonomiske begrænsning.RL har stået over for dette ogvidst, at

systemet ikke er i stand til at realisere hele samfundsproduktet og dets tilvækst. Det var

ikke aktuelt dengang hun skrev det, men er blevet det senere. Tilfældet er, at den nu

udkrystalliserede statsmonopolkapitalisme ikke kan fungere uden det tredje marked i

form af militærudgifter, som er blevet skabt for at sikre systemets funktion.

Desuden søger systemet at udvide sit virkefelt til ulande, og tildels ved kontakter med

de socialistiske lande. Men selve grundlaget for kontakterne til ulande fører til en

skærpelse af modsætningerne mellem dem og de imperialistiske stater, som på den ene

side vil føre til bestemte omdannelser i ulandenes styreform, der går i socialistisk

retning, og på den anden side vil udtømme kapitalismens funktionsmuligheder med

stagnation til følge. Og her nærmer vi os kapitalismens økonomiske grænser. Ved

bibeholdelsen af de kapitalistisk imperialistiske forhold for udbytning vil eksistensen af

212

kapitalisme ikke længerevære mulig. Klarlægningaf disse problemer vil tillade en mereadækvat og alsidig formulering af teorien om kapitalismens forsvinden samt teorien forden proletariske og antikapitalistiske revolution.

Man kan sige, at da RL skrev om kapitalismens økonomiske grænser gav hun syste-met forholdsvis kort tid. Denne tid er blevet forlænget og forskudt, og vejen er stadiglang. Systemet forsvinder i dets hovedlande ved revolution, da kapitalen der er tilstræk-kelig stærk til at yde modstand. Der hGOrkapitalismen er svag eller landet lille, er der enmulighed for dens fredelige forsvinden. (...)

Det socialistiske verdenssystem kommer til at spille hovedrollen som eksempel ogsom en hjælpende faktor i ulandenes kamp mod monopolkapitalisme.Når vi antager, at kapitalismen gradvis kommer til at miste sine områder, vil deroptræde de af RL beskrevne stagnetionsfaktorer, og dens eksistens vil vise sig uhen-sigtsmæssig.De organiserede samfundskræfter kan nu sætte punktum på dette kapitelshistorie. RL's teori er en vigtig metodisk forudsætning,der implicerer de her anførtehypotesers vigtigste elementer, og selv om de har en arbejdsmæssigkarakter, peger depå hende som en stor økonomisk teoretiker, hvis hovedværk har en umådeligaktualitetfor formuleringen af nutidskapitalismens funktioner og udviklingsteori, og som dannervidenskabeligt grundlag for den internationale arbejderbevægelsesstrategi og taktik.

Wojciech Bulat (WB) understregede den unormale modtagelse af RL's arv i denkommunistiske bevægelses traditioner og tankegang, og som skyldtes de historiskeomstændigheder. De kontroversielle elementer i hendes teoretiske og politiske arbejdeblev pustet Op på en kunstig måde og udnyttet i interne ideologiske stridigheder. Hen-des alt for tidlige død, næsten samtidig med K. Liebknecht og L. J ogiches, som alle varengageret i dannelsen af KPD, afbrød partiets udviklingskontinuitet på en drastiskmåde, hvilket i den komplicerede politiske situation i Tyskland førte til den manglendestabilitet ipartiledelsen. De polske stridigheder i samme periode forløb meget roligere,og allerede inden 1922 havde man gennemført en kritisk tilegnelse af RL*s arv, isærgennem overvindelse af vanskeligheder vedr. det agrare og nationale spørgsmål. Inter-nationalt starter stridighederne på ny under indflydelsen af bolsjevikkernes kampagnemod trotskisme. Det var af betydning, at også Trotski inddrog hendes autoritet i sinebestræbelser på at starte den IV Internationale.

I dag er situationen moden til at tage hendes reelle marxistiske værdier op igen. Enstor rolle i disse bestræbelser vil tilfalde forskere i DDR, Sovjetunionen og Polen, hvorhendes traditioner er mest levende, men her bør det tilføjes, at vi ikke har monopol pådette område. I de arbejder, der allerede er publiceret, eller bliver det om kort tid, kander spores et gennemgribende brud på den hidtidige linie. Man har heller ikke monopolpå gennembruddet i Vesten, hverken fra de kommunistiske eller borgerlige historikeresside. Her må man spørge, hvor grænsen går mellem de bestræbelser,der går ud påærligt at placere RL, og de forsøg der tilstræber en tilbagevenden til gamle vurderinger.Konstateringen af en vis ro og afslappet atmosfære omkring RL er gunstig forforskningen. Der findes tilstrækkeligtmed »ismer« at afreagere på. Mange nye publik-ationer i Vesten er inspireret af både den kommunistiske og ikkekommunistiske ven-strefløj. Her har forskere fra de socialistiske lande fået nye forbundsfæller med hvem dekan diskutere alvorligt og frugtbart, ud fra næsten samme position. Dette har storbetydning for begrænsningaf den antikommunistiske litteraturs virke. Disse publik-ationer udgør ligesom en skæv genspejlning af de af os så godt kendte dogmatiskeinterpretationer fra 20-ne og 30-ne. Her bliver »luxemburgisme«prist som et modstykketil leninisme, som et ikkekommunistisk og demokratisk alternativ (A.B.Ulam, S.T.Pos-sony, A.Meyer, S.H.Baron, R.F.Staar). Selv J. P. Nettl”s veldokumenterede værksuggererer ved at lægge vægt på RL's kamp mod det russiske socialdemokrati, en særligafvigerform for den socialistiske tankegangs historie. Påstanden om den teoretiske ogpolitiske lighed med trotskisme er ikke særligt udbrer" i denne litteratur, selv om meget

213

pågående analogier ang. forholdet til bolsjevikkerne er til stede. RL's 0g Trotskis

standpunkter var så forskellige (ofte stod hendes fjendtlig overfor hans) at en bredere

analogi er utænkelig. SOm undtagelse hører N. Krasso”s tendentiøse og falske fremstil-

ling af både RL og Trotski som repræsentanter for den voluntariske tendens i II

Internationale i relation til massebevægelsen.En grundlæggendebetingelse, der garantererä'positiveresultater for RL's teoretiske

arvs udforskning, er en liniedragning imellem den kommunistiske og den antikommuni-

stiske stillingtagen til denne arv, og placeringen af denne i samme grundlæggende

udgangspunkter og deres fælles retning i den teoretiske og praktiske søgen. Der er her

ikke tale om en mekanisk sammenstilling af udsøgte citater, der skulle kunne mindske

forskelle mellem dem, hvilket også ville være en fornægtelse af den leninistiske metodo-

logi uden at føre til varige forskningsresultater. Opgaven, som en historiker bør stille sig

ved analogiens påbegyndelse,hviler på udforskningen af i begge tilfælde analoge mål,

men i sagens natur ikke identiske holdninger: Dels i forsvarsprocessen for den revolu-

tionære marxisme og dels dens fornyelse i imperialismens epoke. I hvilken grad de

begge har deltaget i denne proces, kan vi i dag svare på kun med lethed for Lenins

vedkommende. Hvor stort RL's originale bidrag var, RL som stod ham ideologisk

nærmest i den internationale arbejderbevægelse,kan endnu ikke besvares fuldstændigt.

Svaret vil kunne gives som resultat af historikeres, økonomers og sociologers samarbej-

de. Også politiske aktivister kan tage del, da de selv i de tildels urigtige RUS konceptio-

ner kan finde inspiration til de revolutionære partiers aktuelle virke, og her må man

finde holdningen hos nogle vesteuropæiskevenstrefløjspolitikereoverfor spontanitets-

teorien interessant. Selv om de har taget hensyn til Lenins kritik af hendes slutkonklu-

sioner for denne teori, blev den accepteret med en samtidig påpegningaf at det af hende

rejste spørgsmål,der drejede sig om nødvendigheden af en nøjagtig analyse af de

spontane massebevægelser og en stadig verificering af det revolutionære partis organi-

sationsforrner, er frugtbart og yderst aktuelt i den nuværende situation. En dyb histo-

risk analyse omkring RL vil muliggøre en syntese af hendes generelle betydning, som

sikkert vil række langt ud over hendes biografi og kaste nyt lys på hele dannelsesproces-

sen af den revolutionære venstrebevægelsei hele Europa i vort århundrede.

Janina Wojnar - Sujecka (J W-S) understregede, at hun som ikke luxemburgolog

følte sig tilskyndet til at skrive noget om RUS skabende virke alene af den grund, at der

eksisterede et behov blandt idehiston'kere og filosoffer for en ny vurdering af dette

virke. Udfra didaktisk erfaring kunne hun konstatere, at viden om RLblandt akademi-

kere og studerende er enten minimal eller overfladisk, og allerede før nævnte tænk-

ningsstereotyper er dominerende. JW-S var enig med FT om at en RL monograñ er

nødvendig. Hun henviste dog til vanskeligheder i det tilfælde, hvor man ved at søge svar

på konkrete spørgsmåli analysens kontekst, når det drejer sig om anskuelser hos

forskellige tænkere, straks bliver stillet over for grundlæggendeteoretiske problemer af

historisk og politisk karakter, der kræver en uddybning, baseret på et omfattende

detaljeret materiale. Det gælder ligeledes for en formulering af synteser, der omfatter

indtil flere tænkningsstrømninger.Angåendeden økonomiske tænkning er man allere-

de fuldt ud engageret i udforskningen af RL's arv, mens det ikke er tilfældet på andre

felter. Derfor må man stræbe efter formulering af forslag vedr. monografiernes ret-

ningslinier, fremhævelse af visse emner, der i første omgang er af partiel karakter, men

er vigtige set fra hendes teoretiske virke, journalistisk, hendes rolle i udformningen af

proletariatets klassebevidsthed, d.v.s. emner, som tilsammen kan give et fuldt billede af

hendesanskuelser og aktivitet.

I forbindelse med WB's spørgsmålvedr. grænsedragningenmente JW-S, at proble-

met vedr. to niveauer. For det første stod striden om RL's teoretiske bidrag til samf-

undsvidenskaben og om hendes politiske virksomhed mellem borgerskabets repræsen-

tanter og arbejderbevægelsensideologer og aktivister. Den borgerlige fortolkning

214

spænder fra en fuldstændigfornægtelse,fortielse, had og forbandelse til en tilsyneladen-de interesse, der i grunden skulle tjene til forvanskning af hendes holdninger på bag-grund af polemikker med Lenin, og til at rive hende ud af den revolutionære marxisti-ske bevægelse.Dette er et kriterium, der drager en grænse mellem en kommunistisk ogandre fortolkninger. For det andet stod striden indenfor arbejderbevægelsenmed en

bred vifte af fortolkninger i mange vigtige spørgsmål, som fx det nationale, det polske,enkelte elementer fra samfundsteorien, den økonomiske konception og endelig luxem-

burgismen. Disse stridigheder er af væsen vigtigere, da de tillader at få indblik i indhol-det af RL”s værker, deres mange aspekter, men er også komplicerede. (...)

Inden for den polske arbejderbevægelsebør der nævnes et mere snævert, men karak-teristisk problem, et vigtigt fragment i stridighederne mellem PPS og SDKPiL endnufør 1906, mellem K.Kelles-Krauzl3 og RL. De grundlæggende forskelle mellem de tovedr. Polens nationale selvstændighed umuliggjorde at deres anskuelser i andre spørg-smål kunne følges ad. Netop p.gr.a. de andre spørgsmål bør man sammenh-lde de to

personers teoretiske opfattelse, metode og analyse i forholdet til forandringer i samf-undsmekanismeme og til visionen af det socialistiske samfund, i et nyt lys. Fra dennesynsvinkel vil det på trods af forskelle i omfanget af interesser inden for de forskelligeproblemer vise sig, at der er flere sammenfaldende opfattelser hos dem begge. Kelles-Krauz' opfattelse formuleret i begrebet »at finde realistiske standpunkter« var i grundenikke fjernt fra RL”s postulater præsenteret i en konkret historisk analyse. Opfattelsen affremtidens samfund var også sammenfaldende, bortset fra at han gjorde mere ud af desocialistiske kulturelementer. Han mente også at revolutionen skal gennemføres afarbejderklassen som eneste vej til socialisme, og så en meget snæver forbindelse mellemproletariatets økonomiske og politiske kamp, mens han opfattede den revolutionæreproces? mekanisme på en anden måde. Deres polemikker vedrører især opfattelsen afbegrebet »nødvendighed«.(...)En analyse af disse forhold vil afdække ad hvilke veje detkom til sammenslutning af PPS Lewica og SDKPiL. Kelles-Krauz har forberedt detdertil nødvendige teoretiske grundlag. Flere af den slags eksempler venter på bearbej-delse.

MZ talte om udgivelsen af RL's breve til J ogiches, men J S-W ville gerne understrege,at det forpligter til at skynde sig med udarbejdelsen af monografrer, der ville være en

vejledning til denne »encyklopædi« om den internationale arbejderbevægelse,idet hunhenviste til F 'Ps forord til »Breve«, hvor han som udgiver skrev, at »læseren vil findemange tanker, der ikke er lette at acceptere i dag«.RL har i sammenligning med Lenin ikke spillet den store rolle i udbredelsen af denmarxistiske opfattelse hos den polske arbejderklasse, trods anstrengelser fra hendesside. Man bør dog huske, at i denne tid var de socialistiske ideer populariseret afengelske reforrnister og siden af revisionister i konkurrence med nationalistiske, klen'-kale, antirevolutionære og reaktionære ideologier, hvilket fremkaldte mange skarpesammenstød på verdensanskuelsesniveauet.

Marek Waldenberg (MW) fremsatte bemærkninger ang. en metodisk opdeling afRL's politiske, teoretiske og ideologiske virksomhed, som han anså for nyttig. Desudenmente han, at man burde vurdere hendes tyske og polske virksomhed særskilt. Dette vilvære naturligt, da hun i Polen var leder, mens hun i Tyskland først og fremmest var

journalist og ideolog og i begyndelsen fremmed i miljøet. Hun blev først fra 1910 lederaf socialdemokratiets venstrefløj, og som sådan kun af nogle betragtet p.gr.a. deninterne splittelse.

Glans og skygge lægger sig anderledes ang. hendes virke i begge de så forskelligemiljøer (økonomisk, socialt m.m.) . MW så mere skygge end glans i hendes polskevirksomhed, fremkaldt af hendes holdning til det nationale spørgsmål, der førte til denikke særlig rimelige skillelinie i den polske arbejderbevægelse, Før nævnte Kelles-Krauz, hvis anskuelser vedr. revolution ikke var mindre radikale end de mest radikale

215

tyske socialdemokraters, og som kritiserede Kautsky for dennes tøven med at anerken-

de den væbnede opstand, og som ang. den historiske materialisme, bortset fra retro-

spektionsloven, der dog ikke udgjorde noget vigtigt punkt i hans anskuelsessystem, og

som derfor må anses som marxist, er bl.a. et godt eksempel. I den tyske virksomhed var

der mere glans end skygge. Denne splittelse komplicerer vurderingen. Den har givet RL

en rig erfaring og et godt sammenligningsgrundlag, men på den anden side fremkaldt

berettigede beskyldninger for manglende kritisk, skabende og dialektisk vurdering af de

dragede erfaringer fra de to miljøer.Det ikke kommunistiske venstre i Vesten søger sine forbilleder, og RL er den nærme-

ste. Herfra må vi slutte, at disse bevægelser er de kommunistiske partiers potentielleforbundsfæller, og derfor er det af betydning, at vi fremhæver alt det, som bandt hende

med Lenin, selvfølgelig uden at fortie det der skilte. Det er kompliceret i forvejen, og i

Vesten har man at gøre med simplificeringen af ikke alene RL's opfattelser, men også

Lenins. Mange af dem er blevet fjernet, men flere, som fx Lenins løsning af problemet

klasseparti eller arbejderklassens bevidsthed o.m.a., er stædigt misforstået. Skylden for

dette hviler bl.a. på problemernes behandling i faglitteraturen i de socialistiske lande,

hvor Lenins opfattelser for sjældent blev behandlet historisk.

Uden at dele RL's radikale opfattelser i to perioder, mente MW, at hendes fortjenestelå i, at hun efter 1910 forsøgte at forberede det tyske socialdemokrati til de revolutionæ-

re kampe,'der nærmede sig. Hun opnåede ikke de ønskede resultater. Man kan ikke

forvente, at en ideolog kan standse så stærke tendenser af massekarakter, som dem hun

udpegede og anbefalede at bekæmpe. Især hendes polemikker med Kautsky fandt

Lenins anerkendelse. I denne kamp disponerede hun ikke over tilstrækkelig stærkt

organisationsapparat og kunne ikke forudse hele faren i udviklingens konsekvenser,

hvilket hovedsageligt skyldes hendes forestillinger om spontaniteten og organisationen i

den revolutionære proces. Disse forestillinger anså MW for fejlagtige, men mente, at

heller ingen andre socialdemokrater i Vest- eller Mellemeuropa har gjort sig magtero-

bringens mekanismes betydning klar og partiets rolle i kampen om magten. Pannekoek

har nogle år før verdenskrigens udbrud erklæret, at når den kommer, vil masserne

omgående være imod den.

Luxemburgisme og »ismer« i det hele taget benyttes ofte og ofte forkert. Vestlige

»marxologer« hælder mod den påstand, at marxismen faldt fra hinanden i flere ideolo-

gier, hvilket har ført til fornægtelse af enhver kontinuitet i dens udvikling. I denne

forstand taler man om kautskysme og bruger begrebet i en betydning, der omfatter hele

Kautskys teoretiske arv, mens Lenin brugte det om hans og andre socialdemokraters

opfattelser, der førte til afstandtagen fra den revolutionære marxisme. Enhver af de

store marxistiske teoretikere havde sine tematiske præferencer, bestemt af de omstæn-

digheder, de virkede under. De anvendte den marxistiske metode på en lidt anden

måde, udmærkede sig ved specifikke opfattelserog struktureringer samt et hierarki af

politiske værdier. Lenin påpegede engang, at denne iderigdom i marxismen under

forskellige historiske betingelser understreger dens forskellige sider. Heller ikke »luxem-

burgisme« bruges entydigt. En analyse af begrebets betydning kunne være ganske

interessant. I Vesten betyder begrebet en specifik fortolkning af marxismen og en

specifik opfattelse af revolution i særdeleshed. I Mellemeuropa bruges det som regel til

at betegne RL's med hinanden mere eller mindre forbundne opfattelser, der anses for

fejlagtige. Enkelte har været tilbøjeligetil at anvende begrebet ikke påhendes, men påen vis politisk tendens indenfor arbejderbevægelsen,baseret på hendes opfattelser. Her

er det nødvendigt at skelne mellem RL's opfattelser og deres perception.RL var i stand til at skabe systemer selv. Trods det forsøgte man »med magt« at skabe

et lukket teoretisk system ud af hendes opfattelser, der skulle bygge på krakteorien.

Hendes opfattelser er i større grad svar på visse bestemte politiske situationer, netop

fordi hun først og fremmest var aktivist. Luxemburgisme må ikke betragtes statisk, men

216

dynamisk. Luxemburgs opfattelser bør betragtes historisk, og hendes udtalelser fra debedste år sammenlignes med andre marxistiske teoretikeres opfattelser fra samme pe-riode.Aleksander Kochanski (AK) gennemførte en detallieret kritik af RL-udgivelserM iPolen, samt af det bibliografiske arbejde”, som det kun i større træk er muligt atreferere her, men det vil måske være ønskeligt at vende tilbage til det ved en senerelejlighed. Han understregede, at man har udgivet alle hendes vigtigste økonomiskeværkerincl. »Industriens udvikling i Polen« (»Udviklingen«),mens man har gjortmindst ved at gøre hendes politiske skrifter tilgængelige.Selv om der i 1959 udkom»Udvalgaf skrifter« i 2 bind, er dets sammensætning og redaktion meget utilfredsstillen-de, hvad FT allerede har peget på i en anmeldelse i »Z pola walki«. En af de mestgraverende forsømmelser er, at man ikke har udgivet »Det nationale spørgsmål ogautonomien« komplet. Vedr. det bibliografiske arbejde opfordrede han til at gøre deellers fremskredne arbejder færdige til offentliggørelsesamt mangfoldiggørede alleredepublicerede. Det gælder både RL's førstetryk-bibliografiersamt bibliografier over vi-denskabelige og populære værker om hende, udenlandske inklusive.

AK så kilden til den fornyede interesse for RL i det forhold, at den uklarhed, der låmellem den leninistiske arvs grundlæggende værdier og deres stalinistiske udlægning,søgtes fjernet. Dette er især blevet aktuelt efter SUKP's XX Kongres, samt reaktion påSO-nes krise inden for de kommunistiske partier, både i de socialistiske og de kapitalisti-ske lande. Dette må opfattes som et forsøg på at finde ideologiske grundlag til nye

et parti af ny type, der for længst har været 1 gang med at bekæmpe reformisme ognationalisme. Denne kamp kunne udelukkende foregå udenfor partiet, da disse elemen-ter så godt som næsten ikke fandtes i SDKPiL.Vedr. RUS stilling i SDKPiL lurer der to farer på forskeren. Den ene er at stillelighedstegn mellem hende og partiet, og den anden, en principiel modstilling, der isærudtrykker sig i tendensen til efter 1904 at se en mystisk opposition til hende iforhold tildet nationale spørgsmål. AK syntes, at SDKPiL's model forudsatte en fri intern diskus-sion, som for partiet var ganske normal, og udgjorde dets styrke og ikke det omvendte.I det nationale spørgsmål har socialpsykiske og individuelle elementer hos RL udentvivl spillet en stor rolle, og hendes indstilling til det i årene 1905 - 1907 kan karakterise-res som anspændt. Andre af hendes karaktertræk bør tages i betragtning, fx tålmodig-

stemt område fx h.h.v. »Industriens udvikling i Polen« og »Kapitalismens udvikling iRusland«, hvor hun skrev sin disputats i Svejts under forholdsvis gode betingelser,mens han skrev sin afhandling i forvisning, må man konstatere afgørende forskelle ikildebasis, afhandlingernes omfang, deres alsidighed og gennemarbejdelse, til Leninsfordel. Kunne denne forskel på det videnskabeligeområde, som var deres udgangs-punkt for videre teoretisk arbejde, være kilden til forskellen på deres praktiske politik?Jan Kancewicz (JK) protesterede stærkt mod MW*s metodiske opdeling. Alene denteoretiske arv efter en så engageret aktivist i den idepolitiske kamp for en bestemt klasseer næsten identisk med ideologien, som var hendes politiske praksis. Han foreslog, atman vurderer hendes teoretiske løsninger i forbindelse med den idepolitiske kamp, somhun førte den gang hun bearbejdede disse løsninger. Omstændighedeme for hendesvirke var dengang anderledes, hvilket skal tages i betragtning, hvad man især ikkegjorde mellem 1931 og 1956. Selv om hun begik alvorlige fejl, må det siges at hundengang var i stand til at ændre den måde, hvorpå et problem skulle løses i denkonkrete situation. Udforskningen af helheden: De teoretiske analyser samt den gene-

217

relle opfattelse og den politiske praksis i forhold til hvert af sådanne problemer er en

indtil nu uløst opgave. Grunden dertil er ikke alene den politiske situation, men også

den videnskabelige, der karakteriseres af kildernes fragmentariske tilstand i forhold til

opgavens dimensioner.J K var enig med MW i at udforskningen af hele RL's arv og resultaternes præsentati-

on er en politisk handling, og at man herved øver indflydelse b1.a. på de venstreoriente-

rede i Vesten. Derfor er de fejlagtige opfattelser af luxemburgismen som et antilenini-

stisk system skadelige, idet de får disse grupper til at gå over i den antikommunistiske

lejr. Alt dette betyder dog ikke, at man skal fortie eller se gennem fingre med uoverens-

stemmelseme mellem Lenin og RL, ikke fordi det ikke vil være videnskabeligt, men

fordi det ville være politisk forkert. Vi er interesseret i forbundsfæller, dog uden at

opgive vor principielle idepolitiske platform.Populariseringen af resultater kræver klarhed over, hvem modtageren er i relation til

begreberne nation - klasse. Den polske arbejderbevægelsevirkede under forhold, hvor

landet var delt mellem tre stormagter, og hvor den nationale befrielsestrang, fra den

nationale solidaritet til klassesolidaritet, fra patriotisme til nationalisme, komplicerede

forholdet også til de mindre nabonationer som litauere, hviderussere, ukrainere og

jøder og resulterede i en stat, der af de fleste polakker blev opfattet som deres egen.

Under disse omstændigheder er populariseringen af RL's og SDKPiL's synspunkter,

med deres klassekampstandpunkter, revolutionære intemationalisme og antinationale

selvstændighedsopfattelseogså i dag en særdeles vanskelig opgave. Mange af vore

seriøse historikere påstår engang imellem, at fra slutningen af det XIX årh. har hele det

polske folk støttet den aktive kamp for national uafhængighed, og derfor kunne partiet

ikke få opbakning hos befolkningen. Men så simpel er sagen ikke. Efter en gennemgang

af stemmeafgivelsen på partiet til 111 Duma16 (efteråret 1907) lå det slet ikke så tungt

med populariteten i sammenligning med andre. Også for bolsjevikkernes vedkommende

kan man, trods den virkelighedsnære ideologi og politik se et kolossalt udsving i popu-

lariteten, der som regel var mindst, når politikken var rigtigst. På forespørgsler om,

hvilke af Lenins »fejl«,der var skyld i denne udvikling, fås intet svar. Forklaringen må

være den, at masserne på et bestemt tidspunkt ikke forstår den pågældendepolitik, selv

om man her ikke kan lave en generel sammenligning, ejheller mellem Lenin og RL.

Noget lignende gælder den revolutionære arbejderbevægelsei Tyskland i 1923, da

hverken arbejderklassens situation eller bevidsthed var særlig god. At forklare dens

nederlag, udelukkende som ledemes fejl, er skadelig og hindrer arbejderklassen i at lære

af historien.Da revolutionen kom til en del af Polen i 1905 - 1907, havde SDKPiL opnået

betydelig indflydelse og popularitet, men i hele perioden fra 1893 til 1918 havde landet

stået foran en borgerlig-demokratiskrevolutions opgaver og ikke en socialistisk. De

borgerlige partier var endnu ikke kompromitterede, og muligheden for infiltration af

patriotiske stemninger - nationalistiske ideer (som fx mistro og separatisme overfor de

russiske revolutionære) var stor. RUS og partiets hårde standpunkter og sekteriske og

ondskabsfulde kritik af andre, skabte dem ikke venner,, heller ikke i PPS Lewica. Den

revolutionær-internationalistiskebevægelse var i mindretal i forhold til den national-

solidariske, og efter Lenins mening overilet ivrig efter at »spænde buen«. Den var

ængsteligoverfor det nationalsolidariske indhold som noget ikke-marxistisk. Bolsjevik-

kerne var også under pres fra den storrussiske nationalisme, men har været mere

alsidige, mere konkrete i deres analyser, og forsigtigere i deres slutninger. Dette afspej-

lede dog deres objektive situation som repræsentanterfor det rev_olutionæreproletariat

i hele den russiske stat. Storrusserne var herskere her, og bolsjevikkernes kamp imod

dem, førte Lenin til at støtte de undertrykte nationer i deres stræben efter selvbestem-

melse, selvstændighed og uafhængighed,dog på den betingelse at denne var demokra-

tisk.

218

RL's negative karakteregenskaber understreges meget kraftigt i »Breve« og i andre afhendes værker, der er blevet udgivet. Derimod har man ikke så synlige beviser påhendes modstanderes ondskabsfuldheder, der mange gange overgik hendes. Det drejersig især om højre PPS-erne. Også på det område må der gøres noget.

Vedr. MWs metodiske opdeling mente JK, at den antyder, at der ikke var nogleabsolut fælles grundlæggende problemer af økonomisk, social og politisk natur. Ofteovervurderer man RL's rolle ved fastholdelse af visse fælles træk for den polske og tyskearbejderbevægelse,hvilket er metodisk forkert. Andre aktivisters rolle bidragede måskemeget mere til den slags for bare at nævne »rozlamowcy«(splittelsesfolkene)l7 der var

mere luxemburgiske end læremesteren selv. JK var enig med J W-S i at en bredest muliganskuelse af den teoretiske og ideologiske problematik, og afdækningen af RL's ellerKelles-Krauz' metodologi, vil anbringe det nationale spørgsmål på rette sted i beggesglobale anskuelseskompleks. Men dette kan kun ske, hvis man ved hvert tilfælde fast-slår det økonomiske, sociale, politiske og nationalteritoriale indhold, som ideologen ogpolitikeren har givet og brugt i sit partis praksis, samt den objektive situation, det harvirket under. Kelles-Krauz påvirkede sine PPS læsere med sin revolutionære indstillingfor den nationale selvstændighed, men Pilsudzskis mål var et andet, og han fulgte ikkehans anvisninger, mens RL anså hele PPS som Pilsudzskis, hvad der også indtil 1904var korrekt. Derfor er det rigtigst at betragte det nationale spørgsmål i den bredestesammenhæng med partiets praksis, hvor den pågældende ideolog virkede. I tilfældetRL i sammenhæng med SDKPiL's kamppraksis mod tsan'smen, SPD's venstrefløj ogSpartakus* mod tysk imperialisme. Det kræver et tydeligt svar på spørggsmålet om,hvordan uafhængighedsindholdet,støttet på de samfundsmæssigekræfter burde være,og hvorledes det skulle nås. Paradoksalt, at de eneste kræfter, der kunne føre til Polensuafhængighed, var de revolutionære kræfteri landet selv samt i Rusland og Tyskland,disse kræfter som SDKPiL og RL stod sammen med, selv om hun var imod de resulta-ter, der kom ud af det, en borgerlig stat. Dem, der var for denne stat, opfordrede depatriotisk demokratiske kræfter til aktion, men da disse fulgte opfordringen, blev deledt på procentralstaternes vej, krigsvejen på (centralstaternes side: Tyskland, Østrig-Ungarn m.fl.) og medvirkede derved ikke til dannelsen af betingelser for denne statsopståen. Vi kan ikke undgå nødvendigheden af en klar vurdering af denne komplicere-de situation, at dem, som skabte betingelser for national befrielse, ikke ønskede densopfyldelse i form af uafhængighedsparolen,mens dem, der ønskede det sidste, ikke harbidraget til at skabe betingelserne, især efter 1905 - 1907. Her ligger den polske arbej-derbevægelses tragedie. Forskeren slipper ikke uden om dette ved udelukkende at priseuafhængighed- og socialismens paroler, men må samtidig analysere de samfundskræfterog veje, der var nødvendige for at virkeliggøre dem. Ej heller ved at sige, at SDKPiLmed RL havde ret, fordi de var revolutionære, marxistiske og internationalistiske, ogskamfuldt omgå deres anti-uafhængighedsindstilling.Det sidstes skadelighed var kunsvagt understreget i efterkrigstiden, men altid stærkt efter 1956. Derimod taler mannæsten aldrig, og da især i de senere år, om RL,s og SDKPiL's bidrag til den nationalebefrielsessag.Er det objektivt?

Derefter talte JK om nogle problemer forbundne med RL's teoretiske arbejde for denrevolutionære marxismes udbredelse sammen med den politiske via SDKKiL, proble-mer der kræver en videnskabelig analyse og popularisering.Forholdet til staten. Vurderet efter den revolutionære marxismes logik, først og frem-mest som logikken for den revolutionære kamppraksis mod en stat, hvis højeste globalesamfundsmæssigeorganisation var et organ for klasseundertrykkelse. I »persondyrkel-sesperioden« opfattede man denne undertrykkelse dogmatisk, som en umiddelbar an-vendelse af magtmidler. Dette resulterede i forsinkelsen af forskning vedr. »velfærdssta-ten«, og da den endelig kom i gang, havde man ikke nogen revolutionær marxistisk arvat støtte sig til, hverken polsk eller udenlandsk, som om forrige generationer af polske

219

marxister aldrig havde kendt til problemet. Med tilsyneladende sensationelle opdagel-

ser fremkaldte man en naturlig, men lige så farlig som den dogmatiske, opfattelse, en

koncentreren sig om den positive, almennyttige rolle, som den borgerlige stat har spillet

i årene 1918 - 1939. Enkelte gik så vidt, at de påstod,at der eksisterede et partnerskabmellem arbejderklassen og statsforvaltningen. Imidlertid var problemet behandlet af

RL allerede i 1899 i »Socialreform eller revolution?«, hvor hun i modsætning til Plecha-

nov og Kautsky, foruden det økonomiske, også tog fat på statsproblematikken, og ikke

kun når det drejede sig om det fysiske undertrykkelsesapparat, men også når det gjaldt

realiseringen af socialreformernes politik ved hjælp af bl.a. arbejdslovgivningen . Hun

anerkendte reformernes nytte, men var imod at anerkende disses indførelse som hun så

som »begyndelseentil en samfundskontrol«, hvilket både E. Bernstein og K. Schmidt

ønskede (»staten er hele samfundet med den voksende arbejderklasse«).Hun opfattede

denne kontrol som en udnyttelse af arbejderklassen, sat i system, i kapitalens interesse,

og derfor havde reformen sine naturlige grænser. Selve den kapitalistiske udvikling

kræver at staten ændrer sin karakter, og dens nye funktioner breder sig i det nødvendige

kontrols øjemed (arbejdslovgivningen). Denne harmoni mellem almennyttige funktio-

ner og borgerskabets interesser varer kun til et bestemt punkt, så stiller staten sig i

spidsen for den herskende klasse og fører en told, militær- og kolonipolitik på bekost-

ning af det almennyttige, og denne modsætning skærpes gradvis.

M ilitarisme. J K tog 2 særligt aktuelle aspekter op, som der efter hans mening lægges for

lidt vægt på. I nogle af sine antimilitaristiske skrifter i sin mest kendte optræden mod

reformisme og revisionisme (polemik med M. Schippel), beviser RL, hvordan militaris-

men fungerer for kapitalens sikre og voksende investeringer på ordrer fra dens egen

stat, en sikker betaler (monopolpriser) og fornyer af ordrer p.gr.a. den tekniske udvik-

ling, og nødvendigheden af udskiftning af forældede våben - på bekostning af de sociale

ydelser. Skatteborgerens, arbejderens bidrag til dette er klar, da han i det militære

maskineri ser arbejdskraftens overskud fjernet, da arbejderen på længere sigt er med til

at opretholde det militære undertrykkelsesapparat, der kan sættes ind mod ham ved

evt. større økonomiske krav fra hans side overfor kapitalen. Desuden fører militaris-

men ubønhørlig til krig. Fra kapitalismens udviklingskraft forandres den til dens syg-

dom.'

Ingen anden nation har lidt mere p.gr.a. militarisme end polakker. Før 1918 var de

nødt til at opretholde besættelsesmagters militærapparat.RL har bekæmpet den tyske

militarisme, som ikke kun truede deres frihed, men også deres biologiske eksistens.

Hendes antimilitarisme var en vigtig faktor i forsvaret for polakkernes frihed, selv om

det p.gr.a. objektive omstændigheder ikke fik større resultater. Hendes virksomhed

ydede den polske uafhængighed en kontant støtte i form af den tyske militarismes

binding ved Spartakusopstanden i november 1918, så den ikke kunne forhindre polak-

kerne i den Storpolske opstand “3 i at overtage magten. Hvem husker på det? Derimod

husker man nationaldemokraten R. Dmowskis forhandlinger og skriverier vedr. lan-

dets fordelagtige vestgrænse.

Vurdering af verdenskrigen. Både RL og Lenin opfattede krigen som imperialistisk fra

begge sider. Da hun kæmpede i det af nationalisme omspændteTyskland (b1.a. en

antirussisk atmosfære) i en total isolation (1914 - 16), kunne hun konstatere, at faren fOr

Tysklands frihedsudvikling ikke lå i Rusland, men i landet selv. På de tyske socialpa-

trioters påstande om nødvendigheden af Tysklands forsvar overfor den russiske absolu-

tisme, kunne hun svare, at denne absolutismes sidestykke er Hohenz'ollernes politistat.

Kampen mod den russiske absolutisme påbegyndtehun allerede 25 år tidligere. Også

»entente cordiale« anså hun for reaktionens redskab til bekæmpelse af den polske og

russiske revolutionære bevægelse (i et åbent brev til Jaures). På de polske historikeres

220

10. kongres i Lublin i 1969 forsøgte man at »berige«den leninistiske vurdering afverdenskrigen med en påstand om, at foruden at den var imperialistisk, var den ogsåbourgeoisiets krig mod feudalisme, d.v.s. progressiv åbenbart.

Den objektive og subjektive faktor. »Persondyrkelsesperioden«igennem herskede derden opfattelse, at RL undervurderede den subjektive faktors rolle, overvurderede spon-tanitetens betydning og undervurderede den sidstnævntes rolle ved kapitalismens 0m-styrtelse, der ville ske som et »automatisk krak«, I løbet af de senere år har polskehistorikere forkastet denne opfattelse. Fra starten har RL, ikke imod sin ideologi, men isamklang med sine teoretiske standpunkter, lagt vægt på den aktive rolle en bevidst ogorganiseret arbejderklasse må spille. I sin polemik med Bernstein understregede hun, atden videnskabelige begrundelse for socialismen hvilede på tre efter hinanden følgendefaktorer, de to første økonomiske, objektive, nemlig produktionens annarki og denssocialisering, og den tredje, »arbejderklassensvoksende organisering 0g bevidsthed somden aktive faktor for den sig nærmende omstyrtelse«. Også i marxismen har hun, vedsiden af »analysens - kritikkens element« udskilt og understreget »elementet for arbej-derklassens aktive vilje som den revolutionære faktor« (1907). På denne baggrund harhun støttet bolsjevikkerne i deres kamp mod mensjevikkerne. Det er karakteristisk, athun, da højresocialdemokraterne retfærdiggjordederes støtte til den tyske imperialismeved at pege på de objektive årsager,med alle kræfter understregede, at disse årsagerkunne ligge i Socialdemokratiets fejltagelser: Manglende kampvilje, mod og trofasthedoverfor dets overbevisninger. På den anden side skorter det ikke på videnskabeligeformuleringer i hendes og SDKPiL's skrifter, som frister til en »dogmatisk« vurdering.Men disse må betragtes på baggrund af de daværende traditioner i den socialistiskebevægelse samt de aktuelle omstændigheder. Den aktuelle kamp gav ikke tid nok til atforklare tingene nærmere overfor ens modstandere, hvad også Engels indrømmede i1890, og sådan var situationen også for RL og SDKPiL. De var jo nødt til at understre-ge den objektive faktor meget kraftigt, og til tider også den naturvidenskabelige, med etvist automatisk karaktertræk. De få (ca. 200 arbejderaktivister i 1893), ofte dårligtuddannede i sammenligning med de veltalende PPS-ere, stod overfor den antisocialisti-ske overmagt på alle fronter. Flere af dem havde endog sjældent lejlighed til at læseRL's skrifter, og hvis de ikke havde en stærk overbevisning om, at den objektive faktoren gang ville føre dem til sejr, Ville de ikke have meldt sig ind i partiet, holdt ud der,udholde forvisningen til Sibirien, for efter flere år at vende tilbage og fortsætte. Dettevar en politisk-psykologisk nødvendighed, der her havde sin indflydelse både på propa-gandaen, ideologien og teorien. Og her har vi netop bew's på, at RL vurderede densubjektive faktor meget højt og ikke omvendt.

Partiet og dets organisering. I »Det russiske socialdemokratis organisationsproblemer«var hun modstander af den leninistiske opfattelse af et centraliseret parti, baseret påkadrer, og i stedet tilhænger af et decentraliseret masseparti. Imidlertid brugte hun ipraksis, hvor hun selv stod i spidsen for et parti, der udmærkede sig ved jerndisciplinen,kampmidler mod oppositionen (mod »rozlamowcy«),som fx Lenin selv aldrig hardrømt om. Dette er et klassisk eksempel på den videnskabeligedogmatisme, anvendt tilbestemte politiske mål; omdannelse af en bestemt udtalelse givet i en bestemt aktuelpolitisk situation mellem partierne, til en varig, teoretisk konstruktion, som ligger tilgrund for hele RL's generelle opfattelses omfang vedr. et revolutionærmarxistisk partisorganisatoriske principper. Desuden kan man heraf slutte, at en situationsændringbevirker en ændring af opfattelse og i hvert fald en stærk mislyd mellem teori ogpraksis. Hun er tilhænger af et centraliseret landsparti og et løst helstatsparti (detalrussiske, d.v.s. også socialdemokrater fra de lande, der var under det russiske monar-kis magt) i det tilfælde, hvor hun skulle underordnes helstatspartiet. Det ses endnu

221

tydeligere i forholdet til naboer, »konkurrerende« partier som det jødiske Bund og det

litauiske SD. Vidt udstrakt autonomi for enhver lokalkomite, som hun var så øm over i

den nævnte artikel, gjaldt ikke overfor den »spredte«jødiske nation. Overfor LSD

påstod hun, at det var splittet, og den ene del meldte sig ind i SDKPiL og den anden i

PPS. Efter hendes opfattelse skulle dette være nok til at udelukke LSD fra deltagelse i

Amsterdamkongressen. Men da revolutionens og internationalismens krav blev bræn-

dende i 1906, meldte SDKPiL sig ind i det russiske SD. På dette tidspunkt kunne

partiet imidlertid gøre sig stærkt gældende i det splittede russiske. Efter revolutionen, i

årene 1911 - 14, har SDKPiL ikke i alle spørgsmålladet sig dirigere af det helstatslige

parti, men dette var forbundet med taktikken i forbindelse med kampe mod mensjevik-

ker, altså en anden grund end den organisatoriske fra 1904.

Marek Waldenberg (M W) kom i sit svar på J K's, som han sagde »urigtigefremstillin-

ger af mine udtalelser« med følgende indlæg:

»1. Kritikken af RL's opfattelser vedr. det nationale spørgsmålbehøver ikke at være

ensbetydende med et forsvar af PPS* højre, og heller ikke af alle Kelles-Krauz' opfattel-

ser. Det at RL ikke havde ret er ikke lig med at hendes modstandere havde helt eller

mere ret.

2. Det jeg sagde om Kelles-Krauz' opfattelser er ikke lig med, at hans teorier var

ufejlbarlige, og det er ikke vigtigt, at RL har skubbet ham i armene på PPS' højre, men

det drejer sig om et bredt fænomen, om at SDKPiL ikke havde så stor indflydelse, som

det kunne have fået.

3. Vedr. det nationale spørgsmålkan hun alene ikke lastes, for selv folk, der ellers ikke

havde været helt under hendes indflydelse ideologisk, havde også noget at sige her.

(Marchlewski, Warski).4. Jeg mente ikke, at RL har spillet en negativ rolle i den polske arbejderbevægelse,og

positiv i den tyske. Det var glans og skygge, jeg talte om. Desuden mener jeg ikke, at

hendes virksomhed begge steder skal behandles helt adskilt. Det samme mener jeg om

hendes teoretiske og politiske virksomhed, men den må deles op af metodologiske

grunde.5. Ang. den såkaldte opfattelse om kapitalismens krak, synes jeg at det ofte kommer til

misforståelser, fordi »kapitalismenskrak« 0g »kapitalismens uundgåeligefald«ikke er

det samme, og blev forstået forskelligt af mange. Se s. 22 i min tekst. Den sidste

opfattelse blev altid brugt af Marx, Engels, Kautsky, RL, Lenin og andre, og J K

påpegede, hvor vigtig en psykologisk rolle den spillede og var kilden til optimisme i

svære tider. Noget andet var spørgsmålet om hvorvidt den kapitalistiske økonomi

kunne fungere i en uendelighed, eller om der i selve systemet var indbygget lovbundet-

hed, der satte visse naturlige grænser. (...) Hun mente dog ikke, at socialismen automa-

tisk vil blive indført uden arbejderklassens kamp. Det sidste blev kraftigt understreget

som en betingelse. Hun forventede også at revolutionen kom før dette tidspunkt. Man

kunne måske bebrejde hende for ikke at forstå partiets rolle i kampens mekanisme ved

kapitalismens omstyrtning, men dette kendetegnede alle vesteuropæiskemarxister og

var afhængig af objektive betingelser. Man kunne nemmere svare på spørgsmåletom,

hvordan den tsaristiske absolutisme skulle omstyrtes end det Hohenzollerske monarki

eller den demokratiske republik i Frankrig. Vi har ikke kilder, der kan bevise at det

automatiske krak blev populariseret, måske gjorde man det mundtligt. Der bør skelnes

mellem popularisering og perception. Hos mange kunne det automatiske krak og kapi-

talismens uundgåelige fald gå ud på et«

Tadeusz Kowalik (TK): RL skrev meget om økonomiske problemer som marxismens

popularisator, men som teoretiker og medskaber af den marxistiske økonomiske viden-

skab blev hun kendt p.gr.a. »Kapitalens akkumulation«,Som Marx' elev anså hun

»Kapitalen« for et fuldkomment værk, som blot burde udbredes og evt. udvikles i

detaljer, men så pludselig drister hun sig til at formulere og løse et af de vigtigste

222

problemer for datidens økonomi, et problem, som ellers først er blevet løst i 30-ne oghar dannet grundlag for fuldbeskæftigelses-politik,d.v.s. en politik med kunstig kon-junkturopskruning. Kapitalens akkumulation, eller med nutidens sprog, den effektive'efterspørgsel som hovedbarriere for kapitalistisk vækst, formåede hun ikke at forklare.Hun var dog fuldstændig klar over, at her lå en af de vigtigste opgaver, løsningen afkapitalismens teori. Hun'arbejdede som i en rus og på knapt 4 måneder var det 30-arksstore værk afleveret til udgiveren uden gennemlæsning. Heri ligger sikkert årsagen til devanskeligheder for værkets fortolkning og udlægning, der fulgte efter. Hun gav en

historisk skitse af, hvordan problemet blev angrebet før, fra Ricardo til Sismondi, ogsenere i stridigheden mellem Rodbertus og Kirchmann, og til sidst mellem narodniki oglegalmarxister, men hovedstøtten og dialogobjektet var »Kapitalen«. Her søgte hunefter de udtalelser, der kunne tyde på at Marx var klar over problemet, og forsøgte atløse det, imens hun forkastede dem der førte ham på falsk spor. Hun stræbte efter en

marxistisk økonomisk teoris ideologiske og videnskabelige klarhed, og anså det foruværdigt at fortie den i »Kapitalen«deksisterende dobbelthed. Fra selv at være Marx,epigon blev hun nu kritiseret for overhovedet at have berørt problemet, da det for-længst er blevet løst og forkastet af ham selv. Epigonerne af i dag giver Marx ret forhans tid og RL for den nuværende etape. Men også hun fik sine epigoner. Fritz Stern-berg” var indtil slutningen af 20-ne en af de få, men efter 1931 og processerne i Sovjetu-nionen var deres tal stigende bl.a. p.gr.a. hendes seneste skrifter som »Die russischeRevolution« og »Organisationsfragen«.Vedr. RL's rehabilitering som økonom har vialtså at gøre med to forskellige årsager. Den første står i forbindelse med rehabiliterin-gen af mange af Stalin og hans apparat kasserede personligheder, og den anden derhavde betydning for udviklingen af nyere politisk økonomi, til en vis grad fælles forbåde den marxistiske og borgerlige. Man møder ofte den overbevisning, at den marx-istiske økonomi ikke har udviklet kapitalismens og imperialismens teori siden RL ogLenin.Først må begrebet den keynesianske revolution forklares. I den socialistiske litteratur

bliver den oftest sat i gåseøjne eller forsynet med »den såkaldte«,hvad TK også er enig i(om dette senere). Men det undrer, at de fleste socialistiske kritikere af kapitalismen ogden borgerlige økonomi giver denne begrænsning den samme mening som økonomer,der stadigvæk står fast på de teoretiske konstruktioner for den frie konkurrence. Mannægter navnlig selve den dybtgående forandring i den politiske økonomi, som skete i30-ne. Det gør både dem, som mener at den utilstrækkeligeefterspørgseler en barrierefor den kapitalistiske økonomis vækst, som mærkes i ekstreme tilfælde, og dem der dogindrømmer, at staten er nødt til at bruge præventive foranstaltninger til mindskelse afarbejdsløsheden og en bedre udnyttelse af kapitalismens produktionsapparat, idet depåstår, at der ikke er meget nyt i det, da marxisterne allerede i over 50 år har talt ogskrevet om statsmonopolkapitalisme. De førstes standpunkt opstår ofte, fordi man

glemmer, hvad der dannede grundlag for nutidens højtudviklede kapitalistiske landeskonjunkturer, og når disse varer så længe, er det klart, at de er blevet »skabt« og blevopretholdt af staten, at den statsmonopolistiske kategori for kapitalisme allerede harvaret 50 år. Man må dog ikke glemme, at dens oprindelige indhold blev skabt på en

tidligere iagttaget og generaliseret intervention fra statsmagtens side, der kom til udtryki oprettelsen af de eksterne betingelser for monopolsammenslutninger, som en protek-tionistisk toldpolitik, kolonierobring, gunstigt skattesystem m.m. Før i tiden var detsvært at generalisere rigtigt, da selve praksis var fuld af modsætninger; så selv om

statsinterventionen voksede, manglede der en teoretisk underbygning som resulterede iat de anvendte midler har skiftevis gavnet fuldbeskæftigelsen, snart fremkaldt arbejds-løsheden. Man bør erindre, at ikke kun liberale, men også marxister længe mente, atstatens intervention udelukkende kunne uddybe kriser og forøge arbejdsløsheden. Selvkommunister i 20-ne og 30-ne, som konsekvent kæmpede mod, at krisens byrde blev

223

lagt på arbejdernes skuldre, mente dog, at sænkningen af arbejdslønningernemindske-

ide produktionsomkostningerneog dermed bedrede konjunktureme. De så ikke, at

samfundets købekraft derved blev forringet, hvilket yderligere uddybede krisen. Den

økonomiske tankes historie kan fremvise flere eksempler på det. RL, som kritiserede 0.

Bauer for sådanne opfattelser, har været en sjælden undtagelse. Men også hun, der som

en af de første så et slags »eksternt afsætningsmarked« i den militære sektor og herved

indså statens rolle, mente, at denne for det meste kun kan manipulere efterspørgslen ved

at overflytte den fra den ene gren til den anden. Hun så stadigvæk ikke, at staten er i

stand til at skabe en helt ny (mer)efterspørgsel ligesom »af ingenting«,navnlig af bud-

getunderskuddet. Det er bl.a. netop her at »opfindelsen«lå, som muliggjorde gennemfø-relsen af »gennembrudsreformen«for borgerskabet, en reform, der foreløbig var i stand

til at sikre det kapitalistiske system mod en reel trussel for sammenbrud.

Den økonomiske politiks effektivitet, der hviler på den effektive efters'pørgselsprin-

cip, er i dag anerkendt, i hvert fald inden for visse grænser af forskellige økonomiske

retninger. Keynesianismens højrefløj ser i dag det mest effektive redskab for den fulde

beskæftigelses-politiki en udvidelse af oprustningssektoren, mens dens venstrefløj20

peger på socialvæsenet og på miljøbeskyttelsen. Den socialistiske kritik hævder, at

kapitalismen altid vil sørge for at opretholde en vis mærkbar ledighedsmargen, og at

arbejdernes landvindinger, der blev opnået som resultat af borgerskabets politik for

fuld beskæftigelse altid vil være udsat for storkapitalens attentater, sålænge dens øko-

nomiske og politiske korporative magt ikke er brudt. Men alle tre retninger anerkender

det effektive efterspørgselsprincipsom en grundlæggende barriere for kapitalismens

økonomiske vækst.

Dette måtte før eller senere føre til rehabilitering af RUS værk, som også, næsten

symbolsk efter 2Vkri fandt sin første udgivelse i engelsk oversættelse på Joan Robin-

sons initiativ, en af Keynes* elever. Rehabiliteringsprocessen for RL's teori var en del af

en mere omfattende rehabiliteringsproces for subkonsumtionsteorien og -teoretikerne

Allerede Keynes tog i sit hovedværk 1936 en del af dem op (fx John A. Hobson, hvis

bøger man også begyndte at genudgive). En parallel proces kunne observeres indenfor

den marxistiske litteratur, men indtil videre kun indenfor den vestlige venstresocialisti-

ske. Otto Bauers nye model, der udkom som bilag til hans bog »Zwischen zwei Welt-

kriegen«, Bratislava, 1936, var det første tegn. For ham, der fuldstændigt afviste RL's

teori om efterspørgsel som vækstbarriere, er den nykonstruerede model for den økono-

miske væksts generelle afhængighed af befolkningstilvæksten, en stor omvæltning vedr.

opfattelse af akkumulation og kriser. Til disse nye slutninger var Bauer kommet gen-

nem et flerårigt empirisk studium af krisen fra 1929 samt den forudgående konjunktur

(Rationalisierung und Fehlrationalisierung, 1931), og ikke under Keynes' indflydelse.

Men Bauer havde ikke mod til at give RL ret m.h.t. deres gamle polemikker. Heller ikke

Paul Sweezy (1942, USA), der udbyggede Bauers model, har fået øjnene op for RL's

fortjenester. Tværtimod har han forsynet hendes teorier med flere forunderlige kom-

mentarer, der gav den skikkelse af en karikatur. Den eneste forfatter, der allerede sidst i

30-ne bevidst vendte tilbage til hendes teorier, var Michal Kalecki. I sin bog »Essays in

the Theory of Fluctuations« gav han udtryk for den opfattelse, der gik ud på at i

»Akkumulationen« blev problemet vedr. udligningen af de som regel for store besparel-

ser med investeringer, d.v.s. med RUS 0rd, omdannelsen af merværdien i produktions-

kapitalen, grundigst behandlet før Keynes. I sine arbejder udviklede Kalecki kapitali-smens økonomiske dynamikteori baseret på Marx' reproduktionsskemaer, ligesom hun

prøvede det.

RL gentog med stor optagethed spørgsmålet om den kapitalistiske produktions

»egentligemål«. Dette spørgsmålbrugte hun som kryptoproblem for datidens proble-

matik omkring kapitalisternes investeringsbeslutninger.21 Socialisternes udbredte over-

bevisning om, at kapitalister i den grad er besat af en trang til udbyttets maximalisering,

224

at de ligesom automatisk omdanner den ikkekonsumerede del af merværdien til en nyproduktionskapital, anså RL for fejlagtig. Hun påstod korrekt at kapitalisterne gør det,såfremt de har udsigt til en udvidelse af en indbringende afsætning. Datidens økonomis-ke begreber slog dog ikke til, når det drejede sig om problemets præcise beskrivelse.Uden at kunne skelne den potentielle akkumulation (opsparing) fra den reelle (investe-ring), var hun ikke i stand til at formulere den effektive efterspørgsel i rent teoretiskekategorier. På trods af alle forviklinger i »Akkumulationen« forstod hun problemetbetydeligt bedre end J.A. Hobson, Keynes' forgænger, der mente, at overskuddet afopsparing kommer til udtryk i investeringsoverskud, og realiseringen så han som mar-kedets oversvømmelse med varer. Kaleckis skema, udført i den simpleste skikkelse,støtter sig (ligesom Keynes' model) på denne adskillelse og på en overfor hinandenopstillling af indkomsters 0g udgifters bevægelse.

Bortset fra lønninger,der som regel bliver givet ud i helhed til forbrug, vil hovedpro-blemet for balancen være udligning af kapitalistemes indkomster og udgifter. Antagervi, at deres konsumtion er statisk, vil det dreje sig om udligningen mellem de opsparedegevinster og investeringer. Gevinsternes størrelse er givet d.v.s.vat i den gældende perio-de er den bestemt af detidligere tagne beslutninger om investeringer. Derimod kanudgifterne forandres. Enkelte kapitalister omdanner ikke deres opsparede dele af gevin-ster til investeringer, fordi de forventer en lav profit. Det sker tit i den modne kapitali-sme. Derfor er statens intervention nødvendig i form af en forøgelse af udgifternesstrøm, gennem bestillinger på oprustning og evt. anden offentlig investering. Det børtilføjes, at i tilfælde af ledig arbejdskraft og ufuldstændigudnyttelse af produktionsap-paratet, vil enhver forøgelse af poster på udgiftssiden føre til vækst af produktionen ogkapitalistemes gevinster.

Som det her anførte skema viser, har RL rammende, omend lidt overdrevent, lagtvægt på de eksterne markeder som akkumulationsfelt samt på udviklingen af oprust-ningssektoren som et nyt akkumulationsfelt. Det bør tilføjes, at ved hjælp af overflyt-ning af en del indkomster (fx ved hjælp af beskatning og subsidiering af andre sektorer),kan man øge udgiftsstrømmen inden for visse grænser. Især indkomstens redistributionfra gevinst til fordel for indkomster fra lønninger som er anvendt til forbrug, betyderformindskelse af opsparingens omfang, d.v.s. uligevægt.Arbejderne bruger som regelhele lønnen til forbrug, og »desopsparer«ovenikøbet ved at købe på afbetaling. På dettegrundlag bliver redistributionen til fordel for de fattige foreslået af venstre keynesiani›smen.

Nu kan man vende tilbage til disse begrænsninger,der må tilføjes, når det drejer sigom »den Keynesianske revolution«. At tilskrive Keynes denne omvæltning er ensidigtoverdrevet, for en sådan er også sket i den socialistiske litteratur inspireret af Marx.Den amerikanske økonom Lawrence Klein, der populariserede Keynes' teori med sinbog »The Keynesian Revolution«, har efter at have læst Kaleckis afhandling kundgjort,at denne tidligere end Keynes' afhandling i sin præsenterede en teori, der omfattede allefra et videnskabeligt synspunkt væsentlige teser af den keynesianske beskæftigelsesteo-ri, og desuden indeholdt en langt mere præcis konjunkturcyklusteori. Klein har hervedselv begrænsetsit begreb af »den keynesianske revolution«. Joan Robinson har i en afsine artikler om Keynes og Kalecki forklaret, hvorfor den sidste havde bedre mulighe-der for at gennemskue problemet end hidtil. Den store krise .i 1929 har fremstillet deteffektive efterspørgselsproblemmeget skarpt, og Keynes og hans kreds forsøgte derfor ibegyndelsen af 30-ne at skære gennem junglen af uklarheder, som blev skabt af denortodokse (nyklassiske) økonomi, og famlede sig i mørke med stort besvær frem tilnoget, der lignede Marx' reproduktionsskemaer, uden at have anelse om deres eks-istens. Denne famlen var Kalecki forskånet for, da han aldrig har studeret den ortodok-se økonomi, og hans overvejelser begyndte fra det punkt, hvortil hans senere engelskevenner søgte med så stort besvær. På den anden side må man tilføje, at Kaleckis

225

intellektuelle kontakter med det socialistiske venstre (han skrev til »Przeglad Socjali-

styczny«- »Socialistisk Revy« udg. af Antoni Panski, under pseud. Henryk Braun)

hjalp ham med at finde det rigtige analytiske værktøj og gav hans konklusioner et

antikapitalistisk indhold.

Så meget om det første almenteoretiske lag i »Akkumulationen«. Ang. problemer,

der understreges af værkets undertitel (Et bidrag til imperialismens forståelse), har TK

begrænset sig til to: Til et afsnit af det mere generelle problem, forholdet mellem den

leninistiske og luxemburgiske imperialismeteori og den berygtede kapitalismens-

automatiske-krak teori.

Det var en mærkelig tilfældighed, at kampagnen mod »den halvmensjevistiske«lux-

emburgismes opfattelse fik støtte af en offentliggørelse af Lenins meget kritiske be-

mærkninger om »Akk.« og som han påtænkte at skrive engang under titlen: »RL's

uheldige supplering af Marx' teori«. (se »Leninskij Sbornik« t.22). Gennem mange år og

indtil i dag har disse af Lenin nedskrevne varme indtryk, men som han ikke selv

offentliggjorde, været brugt mod »Akk.«. Et supplement til disse indtryk er hans brev,

vedr. mindre end det halve af »Akk.«, og som for første gang er blevet offentliggjort i 4.

udg. af hans værker. Brevet sammenfatter Lenins indtryk af værket i tre sætninger:

»Hun har vrøvlet helt utroligt. Fordrejet Marx. Jeg er glad for at Pannekoek, Eckstein

og O. Bauer enstemmig har fordømt hende med samme argumenters brug, som jeg

anvendte i 1899 mod narodniki«. Samtidig har han kundgjort, at han ville skrive en

kritik af værket, og kritikkens flerpunktsplan havnede senere i »Sbornik«. Men kritik-

ken blev ikke til noget. Siden har han kun offentliggjort en eneste negativ sætning, der

kan findes i den bibliografiske del af hans encyklopædiske artikel om Marx, skrevet i

1914, altså før han selv begyndte sine systematiske studier vedr. imperialismen. Denne

sætning indeholder forresten ikke andet end en henvisning til de her før nævnte tre

forfattere, der gav en analyse af en fejlagtig udlægning af Marx' teori ang. »Kapitalens

akkumulation«. Lad os vende opmærksomhedenmod det tematiske omfang af Lenins

samtlige kritiske bemærkninger. Og med undtagelse af en enkelt, som kræver forkla-

ring, har resten af dem vedrørt det generelle problem: Realiseringen af merværdien,

dvs. den samme problematik, som indgiki den polemik, som han førte mod narodniki.

Ingen af dem handler om teser vedr. imperialismens teori. Pkt. 7 i planen: »Imperiali-

sme og realiseringen af merværdien«, som i afbrudte sætninger indeholder kritikken af

den beskrivende karakter af RL's udledning vedr. imperialisme, mangelen på forbindel-

se mellem de der anvendte historiske fakta, og selve problemet (realiseringen af mervær-

dien) er heller ikke nogen undtagelse. Og helt sikkert kan man sige, at ingen af Lenins

bemærkninger vedrører den påståedeopfattelse af kapitalismens automatiske krak i

hendes værk. Hvis man nu vil anerkende disse bemærkninger hos Lenin som »den

eneste rette indstilling til kritik af RL's akkumulationsteori«, som udgiveme af »Sbor-

nik« ønsker, så er formuleringen af beskyldninger om »det automatiske krak« ikke

Lenins værk, men senere kritikeres.

I hvor høj grad Lenins kritiske bemærkninger har for »Akkumulationens« vedkom-

mende »en uvurderlig betydning for problemets opfattelse som helhed«, som »Sbor-

niks« udgivere mente, er et åbent spørgsmål.Man kunne tænke sig, at Lenin senere, da

han selv tog fat på imperialismens problematik, skiftede standpunkt og dermed vurde-

ring af RL's værk. Det er påfaldende,at han aldrig er blevet færdig med den planlagte

kritik, selv om der var rig lejlighed til det. Kan tænkes, at han ikke ville gøre det under

krigen, da hun var en af hans nærmeste allierede. Men kritikken af »Juniusbrochuren«

tyder på, at han kunne forene begge aspekter.Forfattere, der antager Lenins kritiske bemærkninger for nøglen til vurdering af

»Akkumulationen«, må gøre sig et klart. Da han skrev »Imperialismensom kapitali-

smens højeste stadium« støttede han sig hovedsageligt til 2 værker: Rudolf Hilferding'

»Finanskapitalen« og John A. Hobson' »Imperialisme«.Den førstnævnte tog meget let

226

på problemet om utilstrækkeligefterspørgsel, d.v.s. afsætningsmarkeder til realiserin-gen af merværdien. Derimod var sidstnævnte en kendt-subkonsumtionsteoretiker ogKeynes' forgænger. Ved hjælp af Hobson, som Lenin ikke kritiserede, kritiserede hanHilferding. (Læg mærke til at Hobsons opfattelser var noget mildere end RL's) Kunnedet tænkes, uden at der er sket en udvikling af Lenins anskuelser på dette felt i hvert faldvedr. den modne kapitalismes betingelser?

v

Eller kunne det tænkes anderledes? Ved læsningen af »Akk.« har Lenin fået et dårligtindtryk af bogen og påtænkte at skrive en kritik, men fik efterhånden betænkelighederog gemte den til senere for først selv at få mere tid til at studere problemet, og til atgennemlæse »Kapitalen« under denne synsvinkel. Han fik aldrig tid. Heller ikke, da hanskrev sin populære brochure om imperialismen, hvor han bevidst holdt disse mere

generelle teoretiske problemer udenfor sine aktuelle interesser. Det var selvfølgelig en

meget beskeden selvvurdering, men metodisk rigtigt. Han nåede at udvikle sin opfattel-se så meget, at han kunne indse Hilferdings ensidighed og Hobsons bidrag til analysenaf kapitalismens vækstbarrierer (og dermed RL's fortjeneste). Der kunne være fleregrunde til at Lenin ikke direkte citerede hende. En af dem bør nævnes. Selv om Leninsudvikling var meget fremskreden på dette område, ville han dog ang. realiseringenopfatte RL's teori for en ekstremistisk udgave af subkonsumtionsteorien. Også Kaleckibetragtede hendes værk sådan, selv om han bevidst anså sig selv som hendes efterfølgerpå dette felt. Problemets opklaring kræver dog meget videnskabelig forskning - hvis detoverhovedet er muligt.

Til sidst understregede TK endnu engang, som medansvarlig udgiver af »Akkumula-tionens« polske oversættelse, at RL ikke var forfatter til opfattelsen »kapitalismensautomatiske krak«, som JW-S hævdede i sin artikel i »Studia Filozoficzne«, l970,3.Hun mente, at denne opfattelse har fået en berettiget kritik, bl.a. i den af Lenin påtænk-te artikel, som desværre ikke er blevet ført til ende. Hun mente at kritikken havde tilformål at beskytte arbejderbevægelsenmod en ukritisk modtagelse af værkets indhold.TK mente af JW-S også citerede 0. Bauer grundløst i denne anledning. O. Bauerbeskyldte RL for noget helt modsat. Han skrev at »kapitalismen forsvinder inden densidste bonde og småborger i hele verden omdannes til lønarbejder (...) Den vil faldeunder slag fra arbejderklassens voksende harme, klasse, som den kapitalistiske produk-tionsproces selv får til at vokse, blive skolet og organiseret«. Han mente, at med disseord polemiserede han mod RL's anskuelser. Hun svarede harmfuldt, at her var der taleom abstraktion ikke alene 'fra hendes opfattelse, men også fra hendes 0rd.

TK mente at RL's formulering af teorien kan udlægges forskelligt, hvad hans sidsteindslag om »det automatiske krak« skulle være det bedste bevis på. Udlægningen burdehave nogle forudbestemte og utvetydige præliminarier,hvad de tilstedeværende økono-mer ikke først behøvede at blive enige om, da de har 'været igennem dette stadium før,selv om de ikke er helt enige i fortolkningen af RL's teori. Dette gælder også JozefZawadzki, som desværre ikke var til stede, men som gennem mange år afviste RL somophavsmanden til teorien om »det automatiske krak«,

Jan Dziewulski (JD) konstaterede mødets store nytte, hvor specialister fra flerevidenskabsdisciplinerkunne danne siget overblik vedr. forskning om RL. Den slags varikke altid mulig før, og i hvert fald når det drejede sig om dette område kendte manhverken til hinandens arbejde eller resultater. Det er også nyttigt at få et overblik vedr.denne forsknings historie, da den er nødvendig for tilrettelæggelsenaf en forsknings-strategi. Også inden for dette er litteraturen meget beskeden. En begyndelse til det blevgjort af Marta Szlezinger i kap. I til hendes doktorafhandling: »Filozofia spolecznaRozy Luksemburg« (RL' samfundsfilosofi) for ca. 10 år siden. JD skrev selv en artikel»W kwestii luksemburgismu« (Vedrørende problemet luxemburgisme) i samlingen:»Julian Marchlewski. Materialy sesji naukowej z okazji 100 rocznicy urodzin« W-wa,1968 (J .M. Materialer fra den videnskabelige konference i anledning af 100-års dagen

227

for hans (Marchlewskis) fødsel). Her omtales de to hovedretninger af RL - vurderingen

i den kommunistiske bevægelse i mellemkrigstiden. Artiklen er stort set kun kendt af

arbejderbevægelsenshistorikere.

Vurderingsetapeme er følgende:Lenins udtalelser fra 1920 og 1922: H.h.v. »Bidrag til

problemet diktaturets historie«, hvor han sagde, at RL var en fremragende repræsen-

tant for det revolutionære proletariat og den uforfalskede marxisme; og »Publicistens

bemærkninger«, hvor han remser hendes politiske og teoretiske fejl op, men anbefaler

udgivelse af hendes værker'. Underligt at vor generation er blevet opdraget i overbevi-

sning om, at RL's system næsten var mensjevikkisk, fejlagtigt, antimarxistisk 0.s.v.,

men det var ikke tilfældigt. Hun opfattede mange problemer anderledes end Lenin.

Hun har budt den russiske revolution velkommen med stor jubel, samtidig med at hun

skarpt kritiserede visse elementer i Lenins taktik og pessimistisk vurderede de socialisti-

ske opbygningsperspektiveri Rusland i tilfældet af at revolutionen ikke også sejrede

inden længe i de udviklede europæiske lande. Kort efter hendes død er hendes opfattelse

blevet udnyttet til at diskutere den russiske revolution, hendes hidtidige fjender, højre-

socialdemokrater, plukkede de af hendes anskuelser, der kunne bruges, ud, isolerede

dem fra de betingelser, de var blevet skabt til, og forfalskede dem til antibolsjevikkiske.

Situationen fortsætter den dag i dag (se Ciolkosz og mange andre). Enkelte af hendes

anskuelser hindrede efter krigen absorberingen af en række rigtige og af Lenin prøvede

ideer hos de kommunistiske partier, især det polske og det tyske.

I den kommunistiske bevægelse prøvede man i begyndelsen at skelne det, som var

rigtigt hos hende, fra det, som var forkert. Især i KPP under Warski og M. Koszutska.

Men af forskellige grunde sejrede sidst i 20-ne og begyndelsen af 30-ne en anden ten-

dens, der faktisk svarede til den højresocialdemokratiske,Hvordan var det muligt?

Dette er ikke rigtigt belyst endnu, da både materiale og bearbejdelse er fragmentarisk

og tegner et meget kompliceret billede.

»Luxemburgismen« dukker op i den kommunistiske bevægelse som en art teoretisk

forsvarskonstruktion, et fejlagtigt system af teoretiske og politiske opfattelser, hvad der

med skadefryd er konstateret af højresocialdemokrater,som nu påstår,at bevægelsen er

rådvild overfor RL's tankefriskhed og moralopfattelse, og at den kun kan beholde

hende for sig selv via kanonisering af myten om at hun ofrede livet for revolutionen på

den anden side, og via forkastelse af hendes opfattelse på den anden.

Den af KI i 30-ne udarbejdede vurdering af »luxemburgisme«herskede efter 2. ver-

denskrig i de sejrrige kommunistiske partier i Polen og Østtyskland.Igeni 1947 mindes

man Jerzy Ryng i den polske journalistik med hans vigtigste dele af artiklen »Luksem-

burginn w kwestii polskiej«(Luxemburgismegidet polske spørgsmål),og i DDR kom-

mer i 1951 RL biografi af F. Oelssner. I begge lande blev opfattelseme fra begge

publikationer massepubliceret i forskellig form.

I midten af 50-ne begyndte man at overveje de videnskabelige principper, der skulle

lige til grund for den vurdering, der styrede forskningen i den foregående periode, og

det gjaldt også luxemburgismen. Man konstaterede, at vurderingen af RL's arv foregik

under pres af skarpe interne ideologisk-politiske kampe i arbejderbevægelsenog i den

kommunistiske i særdeleshed. Af de spæde resultater på begynderstadiet kunne man se

at vurderingsprocessen, betragtet fra et videnskabeligt synspunkt, havde alvorlige man-

gler. Foruden de kendte og metodisk forkerte modstillinger RL - Lenin var der også

helt klare forfalskninger i strid med marxismen. Kunne der nu være fare for at køre

over i den modsatte grøft?Denne gang var man meget forsigtig, og de videnskabelige

vilkår var gunstigere. På Marchlewski jubileumskonferencenviste det sig, at mange af

deltagerne opfattede luxemburgisme vidt forskelligt, mange holdt stadig ved de gamle

vurderinger, økonomeme mente, at begrebet var meget nær på leninisme, men var

specifik for den vesteuropæiske og polske marxistiske venstre” øj før og under den

første verdenskrig. Endelig foreslog FT at man kunne undlade at bruge begrebet, da det

228

'

videnskabeligt er lidet anvendeligt og forvirrende og mere egner sig til den politiskefilosofis historie for »persondyrkelsesperioden«end for RL's politiske tænkning. De to

diskussionsretninger kunne trods forskelle af væsens og terminologisk natur blive enigeom, at en fælles forskningsstrategi var nødvendig.

Den økonomiske problematik indtager en vigtig plads i RL's teoretiske virksomhed,både i omfang og vægt. Hendes første større arbejde handlede om industriens udvik-ling, især i Kongrespolen, og skulle tjene som begrundelse for de politiske standpunkterog strategiske revolutionære internationalistiske opfattelser hos SDKPiL. I »Socialre-form eller revolution?« samt i andre antirevisionistiske skrifter og isæri »Akk.« stræbtehun efter en generel begrundelse for de politiske og strategiske opfattelser hos det ikke-bolsjevikkiske venstre i II Internationale. Striden omkring »Akk. « varer endnu. Værketblev positivt modtaget af J. Marchlewski og Fr. Mehring. Andre kritiserede det mereeller mindre. (...) I begyndelsen af 20-ne blev det inddraget i den tyske interne kamp,hvor den ultravenstreorienterede A. Maslow i kampen mod Brandler - Thalheimergruppen, der var teoriens tilhængere,på en »pioneragtig«måde bragte O. Bauers kon-kurrerende opfattelse, at den luxemburgiske- er blevet til »kapitalismens automatiskekrak«-teori, og fra nu af fremsættes denne påstand i stadigt skærpet form. Mellem 1921og 1923 mente KPD's ledelse, at en af dens hovedopgaver var udviklingen af denrevolutionære teori og taktik på basis af teorien fra »Akkumulationen«. På KPS kon-gres præsenterede Thalheimer programmets projekt, suppleret med den leninistiskekarakteristik af imperialismen. Bucharin erkendte, som referent for et andet program-projekt, at hele problemet burde udforskes nøjagtigt. Værket var blevet oversat tilrussisk, og den første etape af den sovjetiske diskussion begyndte med ligeligt fordeltstyrkeiaf tilhængere og modstandere og uden Lenins deltagelse. Den fortsatte også efter1924,da hans negative synspunkter er blevet kendt. De store forskydninger skete 1924 -

25, bl.a. fordi forfatterne til programmets tyske projekt blev kritiseret i Kl og fjernet fraKPD*s ledelse, hvor deres modstandere nu sad. 5. udvidede Plenum af EKKI antog nuteserne for bolsjevisering af de kommunistiske partier, idet man gik ud fra, at jo tætteretil leninismen stående aktivister propagerer forkerte opfattelser, jo farligere er disse.Dette fik også betydning for diskussionen omkring »Akkumulationen« (...) Efter denstore krise fik borgerlige økonomer interesse for »Akk.«, og det såkaldte keynesianskevenstre genoplivede diskussionen, hvad der fik de vestlige kommunister til at frygte formisbrug af RL. M. Dobb mindede om hendes forfejlede teori, og Sweezy med P. Baranvar også negative. De udviklede dog en teori om det økonomiske overskud og detsabsorption i kapitalismen på basis af realiseringsteorien. J. D. sagde, at han med interes-se afventede diskussionen efter den italienske oversættelse. Han mente, at ogsåi Sovje-tunionen og DDR kunne der mærkes en forandring siden SO-ne, og at man der er ved atvende tilbage til ud gangspunkteme fra 20-ne og 30-ne, men ingen er i tvivl om at værketer dybt forfejlet. H. Schumachers udtalelse på Marchlewskiseminaret tyder på det!2

I Polen er man tidligt gået meget stærkt i gang med omvurderingen. I 1963 blev»Akk.« oversat, sammen med »Antikritikker« og forsynet med Zawadzkis forord, sompegede på at værket kunne misforstås p.gr.a, dets logik, men i grunden indeholdt detikke nogen opfattelse om automatisme. Derimod kunne han påvise mange andre fejl,som dog ikke kunne fratage dets enorme betydning for udforskningen af samtidenskapitalisme. Kalecki og TK var enige med ham, selv om de havde andre tilgange23 og såandre fejl. (...) Den polske diskussion fortsætter med nye tilgange og vurderinger. MMhar allerede præsenteret sin opfattelse ang. målet og betydningen af RL - forskning. JDpræsenterede sit lignende standpunkt ang. indhold og værdi i akkumulationsteorien.24

JD citerede de generelle slutninger af sin analyse: »I »Akkumulationen« er modsætnin-gen mellem produktions- og realiseringsbetingelser af merværdien den generelle gen-stand for undersøgelse, og der er lagt vægt på realiseringsbetingelserne. Modsætningenseffekt er stagnationstendensen i den kapitalistiske økonomi. Efter at forfatterinden hav-

229

de konstateret dette, koncentrerede hun sig ikke kun om de »negative«løsninger af

stagnationen (uudnyttelse eller ødelæggelse af produktionsapparatet), men også de »po-

sitive«, d.v.s. dem, der indgiver den Kapitalistiske Økonomi dynamik, og dermed om de

grundlæggende,Sse s. 33 i mit manus7, langsigtede og udvidende (ikke kapitalistiske

markeder). Men dermed er hendes teori ikke en fuldendt teori for den kapitalistiskeøkonomis dynamik«,

De talrige logiske fejl og inkonsekvenser forsvinder, når RL's tankegang følges. Sam-

menholdt med moderne teorier, der omfatter helheden af den kapitalistiske økonomis

dynamik og ikke kun konjunktur-cyklussen, viser den sig på trods af fejl istore træk at

være rigtig, og ret konkret sammenholdt med virkeligheden. Men at blive sammenholdt

med dogmatiske versioner eller med dogmatiske udlægninger af selve teorien, kan den

ikke tåle. I virkeligheden er den født i »Kapitalens«cirkler, og der vil den forblive.

Forkastelsen af dens værdier har været skæbnesvanger.

Indenfor den polske arbejderbevægelseshistorie har RL's disputats »Udviklingen«

spillet en vigtig rolle. Foruden at hun omgående er blevet angrebet af PPS, har også

forskellige borgerlige økonomer begyndt at bidrage til stridighederne. Således har fx

nationaldemokrateme i grunden støttet hendes teser, mens andre borgerlige var imod.

»Udviklingen« har også fundet genklang udenfor det polske samfund, hvilket bidrog til

RL's stillingtagen i hendes berømte 20-årige strid med Lenin om det nationale spørg-

smål.25 Stridighedernes første etape afsluttedes næsten automatisk, da landet genvandt

uafhængighed. De fortsatte dog indenfor KPP, hvor man måtte gøre op med fortiden.

Analysen foregik under pres af de interne og internationale kampe i den kommunistiske

bevægelse. Warski og Koszutska forkastede først og fremmest alle de opfattelser, der

hindrede partiets bolsjevisering, og hindrede det i at skaffe sig forbundsfæller i kampen

for proletariatets magt. RL's analyse i »Udviklingen« anså de ikke for en hindring til at

antage det leninistiske syn på det nationale spørgsmål,da denne i sin tid var korrekt, men

efter selvstændighedenvar den bare blevet uaktuel p. gr.a. de objektive betingelser, og de

anså at hendes analyseresultater ikke var basis for hendes samfundspolitiske opfattelse.

Efter Pilsudzkis statskup i 1926 skærpedes fraktionskampene, hvor »mindretallets« teo-

retikere forkastede Warskis og Koszutskas kritiske analyse af nogle af RL's opfattelser

som højreopportunistisk,og begyndte at udvikle deres egen. Deres tidligere opfattelse af

småborgerskabets selvstændige rolle i uafhængighedsbestræbelsernepå visse historiske

tidspunkter har de nu stillet overfor det modsatte, at det var det polske bourgeoisie, der

beslutsomt har stræbt efter landets selvstændighed. De har nu kritiseret »Udviklingen«

og understreget, at RL's økonomiske analyses resultater var basis for hendes samfunds-

politiske opfattelse. De søgte at bevise det grundlæggendefejlagtige ved hendes økono-

miske hovedteser. I begyndelsen af 30-ne udbyggede »mindretallet« sin kritiske analyse i

overensstemmelse med de i KI gældende opfattelser, så nu var »Udviklingen« bare et af

elementerne i »luxemburgismens system«. (...)

I 1957 kom den første polske oversættelse af »Udviklingen« sammen med befrielsesbe-

vægelsen fra de dogmatiske skemaer, der tillod at åbne øjnene for de eksterne markeders

og statens rolle i de udviklede kapitalistiske lande samt »den tredje verdens« rolle. Den

første positive vurdering af værket kom i Zawadzkis forord til »Akkumulationen«. I

polemikker mod beskyldningerne mod »Udviklingen« forsøgte han at adskille de to

værker, idet han var overbevist om at »Akk.« indeholdt mange alvorlige fejl. For »Udvik-

lingens« centrale ide anses i almindelighed de såkaldte østmarkeders afgørenderolle i

Kongrespolens industrielle udvikling. Man burde udforske 3 vigtige problemer: 1) Om

denne centrale ide udfra teoretisk-økonomiske synspunkter er helt eller delvis rigtig, 2)

hvis ja, om der eksisterer historisk-økonomiskefakta, der taler for ideen, 3) hvis ja, hvilke

slutninger der kan drages heraf for nogle historiske discipliner. Disse problemer har JD

taget op i sin endnu ikke trykte afhandling »U zrodel pogladow ekonomicznych Rozy

Luksemburg« (ved kilderne til RL's økonomiske opfattelser). Han mener at »teorien om

230

østmarkederne« uhindret kan anses for rigtig fra et økonomisk synspunkt, dog ikke fra de

politiske slutninger RL drog. Flere økonomi-historikere er tilbøjelig til at have samme

opfattelse. Men den faktiske rolle »østmarkederne« spillede bør yderligere udforskes.Den økonomiske forskning har afsløret, at nogle af de vurderinger, der skulle underbyg-ge opfattelsen om RL's »fejlagtigesystem«, var forkerte. Dette betyder dog ikke, at derikke var fejl i hendes teorier, eller at disse fejl ikke stod i forbindelse med hinanden. Det er

muligt, at nogle af 30-nes vurderinger var rigtige, og man bør tage hensyn til dem. Hele

forskningen vedr. RL er indtil videre beskeden og berører kun en lille del af hendesteoretiske virke, og det står oven i købet sløjt til med offentliggørelsenaf dens resultater.På mødet her præsenterer man resultater fra for 5 år siden, foreslår at fordele glans ogskygge på en ny måde, som måske undertiden var nødvendig under de omskifteligepolitiske forhold, men som ikke har meget at gøre med videnskab. Dristige hypoteserbliver kastet ud »på øjemål« af specialister. Hvad så med folk der plejer at bruge deresresultater? Disse skarpe ord er dikteret af bekymring for at man ødsler med de spinklekræfter.

Tre årsagerstår i vejen for denne forskning: 1) Man er få og uorganiserede. 2) RL's arv

har altid befundet sig i centrum af de ideologiske og politiske kampe, hvilket til stadighedkaster skygge over forskningen, komplicerer den og truer den med at blive udnyttet tilantimarxistiske mål, 3) de videnskabelige discipliners tilstand: Bedsti økonomien, min-dre god i den økonomiske historie, som har draget nytte af økonomiens resultater bådeteoretisk og metodisk efter Witold Kula's anvisninger, men som paradoksalt nok ikke togdet nyeste fra den, men nøjedesmed det, den nuværende generation af økonomihistorike-re lærte i deres studietid i 50-ne, noget der i endnu højere grad præger arbejderbevægel-sens historikere. Her varer det længe, inden man vil vove sig til en nyvurdering af RL. Dethaster med at komme med en videnskabelig vurdering i den internationale diskussion. Enbedre organisering af forskningen, som kunne sætte sig ud over de divergerende opfattel-serhos de enkelte, bør i første omgang omfatte:

1) En rationel plan for forskning og sikring af dens koordinering,2) mulighed for gensidig systematisk information,3) sikring af information om forskning i udlandet,4) mulighed for tematiske og metodologiske diskussioner,5) offentliggørelse af publikationer over hele landet og de vigtigste udenlandske.

Jan Sobczak (JS) var meget glad for økonomernes indlæg,der har givet arbejderbevæ- _

gelsens historikere meget at tænke over.

Derefter koncentrerede han sig om problemerne, der lå i centrum for stridighedermellem RL og Lenin. Her drejer det sig om to af hendes skrifter: »Det russiske socialde-mokratis organisationsproblemer«og »Den russsiske revolution«. Disse problemer varihøjeste grad virkelige. 1900 - 1904 var Lenin i gang med udarbejdelsen af nye principperfor det revolutionære parti, der adskilte sig fra II Internationales gamle, men endnustærke. 1917 - 1918 var han i færd med at bygge en ny statstype op, som i dag for mange er

et mønster til efterligning, for andre et objekt for polemik og bekæmpelse.RL og Leninprøvede at løse problemerne omkring disse ting hver på deres måde. Historien har givetLenin ret, men ikke overstreget alle RL's aspekter. Hendes søgen var i begge tilfældepåvirketaf andenrangsfaktorer, og hun var uden egen skyld forhindret i at få kendskab til

førsterangsfaktorer (h.h.v. forholdet til mensjevikkerne i 1904 og isoleringen p.gr.a.fængsling i 1917)

Ang. RL's placering var JS enig med J W-S i, at alene hendes biografi viser, at hun fulgtLenin i sin teori og især i sin politiske praksis. Hvad var størst i dette forhold, stridighedeller enighed? Som regel er den første meget kraftigt understreget i borgerlig og højresoci-aldemokratisk influeret litteratur. JS nævnte: O.K. Flechtheims forord til udvalget afRL's skrifter, Frankfurt a/M. 1966; H. Weber, Von Rosa Luxemburg zu Walter Ulbricht;W. Conze, i Historische Zeitschrift, 1959; R. Schlezinger i Soviet Studies, 1966; L.

231

Martovs biografi udg. af J. Getzler; R. Pipes om det russiske SD; Bertram D. Wolfes

biografier af Lenin, Stalin og Trotski, Three Who Made a Revolution, N.Y. 1964; Adam

B. Ulam, The Bolsheviks, N.Y. 1965; A. Ciolkosz, Roza Luxemburg a Rewolucja Rosyj-ska, Paris 1961 , og J. P. Nettl' ellers udmærkede 2bdsværk, som heller ikke er fri for at

overeksponere de elementer, hvor de er uenige. Oelsner's biografi af RL fremstiller hende

som opportunist i anskuelser og revolutionær af temperament, hvilket måtte føre til at

hun er blevet stillet i modsætning til Lenin i de socialistiske landes litteratur.

Herefter gennemgik JS historien om RL's og Lenins bekendtskab, samarbejde og

gensidige støtte i kampen mod revisionisme og opportunisme. Han pegede på Lenins

hjertelige forhold til hende i modsætning til hans forhold til Jogiches. Lenin var meget

rystet over hendes død.

J S undrede sig over nogle kollegers f ordømmeler af RL's holdningning i det nationale

spørgsmål,fordømmelser, som stadigvæk ligner de meget f ølelsesladede angreb på hende

fra den periode, da det var en brændende sag. Denne tilgang afføder en anden, navnlig at

nogle historikere også fejlagtigt, men af ellers en så ædel grund som forsvar for SDKPiL

som PZPR's vigtigste forgænger,26modstiller RL hendes parti, og leder i dets rækker

efter en opposition opståetpå grund af uenighed idet nationale spørgsmål.Tendensen er

blevet repræsenteret her af MZ og af Norbert Michta i »Stolica«.27 Tendensen er også

blevetiagttaget af Jerzy J. Wiatr og WB på sidste møde om »Internationalisme, patrioti-sme og nationalisme i den polske arbejderbevægelse«,ligeledes arrangeret af redaktio-

nen.28 Problemet er ikke grebet ud af luften, selv om det har få kendsgerninger at støtte sigtil. Det er svært at sige i dag, hvorvidt RL's opfattelser var repræsentative for partiet og

især i perioden, hvor det udviklede sig til et masseparti (30.000 medlemmer), med til-

strømning af både proletariske og småborgerlige elementer af polsk, jødisk og tysknationalitet. De revolutionære partiers historie, herunder også SDKPiL*s har indtil

fornylig altid været anskuet fra »partitoppen«og ikke fra masserne. Undersøgelserne er

også gået udenom anden- og tredjerangs partifunktionærer, som ellers beskæftiger sigmed det daglige partiarbejde, hvor de møder livets realiteter, Gemt fra den »talmudiseren-

de« ledelse, der ofte tvunget i eksil mangler den virkelige kontakt med masserne. Udfor-

skningen af perception af partiets ideologi har man desværre ikke udbygget.Da det nationale spørgsmålhar fundet plads i SDKPiL's program fastholdt partiet, at

det ikke nyttede at kæmpe for uafhængighed mod de tre stormagter, men i stedet skulle

man arbejde for en revolution i Rusland, hvis resultat ville blive Polens autonomi inden-

for federationen. I mellemtiden burde man koncentrere sig om bekæmpelsen af den

udviskning af arbejderbevægelsensklassekarakter, som PPS stod for. Stridighedernei

det nationale spørgsmål førtes hovedsageligt blandt intellektuelle, mens proletariatets

avantgarde koncentrerede sig om kampen mod det tsaristiske regime. Dette ses meget

tydeligt i arbejderdagbøger i beretninger om agitationsarbejde, samt i kongresberetnin-

ger, især fra før 1900, som dog ikke helt afviste et uafhængighedsprogram, hvis omstæn-

dighederne ville tillade et sådan. Derimod advarede man ofte mod faren for infiltration

og udnyttelse af partiet til ikke proletariske mål. Man anså uafhængighed som nyttig,men ikke som middel til at løse arbejderklassens problemer. Arbejderne fra både PPS og

SDKPiL så ens på sagen, og RL's opfattelse var her ikke udpræget, tværtimod, hendes

publicistik var baseret på deres opfattelser. RL var optaget af spørgsmålet p.gr.a. sin

internationale kamp og kampen med PPS. På lavere trin var der ofte samarbejde mellem

de to partier, hvilket tit førte til konflikter med RL, og enkelte intellektuelle gik over til

PPS, hvad der dog ikke fik større praktisk betydning. Arbejderne skiftede ofte parti frem

og tilbage.Mange i SDKPiL og PPS betragtede den nationale uafhængighed som et fjernere mål

efter at absolutismen var blevet bekæmpet, og når tendenserne i kapitalismens udviklingville gøre det muligt (Marchlewski, Wojnarowska og andre). Derfor var JS ikke enig med

MW' synspunkt, at Marchlewski blev påvirket af RL i denne sag. Marchlewski holdt sig,

232

lige som mange andre, til partiets hovedlinie, som var anderledes smidig, og på trods afforbehold vedr. spørgsmålets realitet krævede et positivt program. RL's anskuelser er

ikke blevet accepteret i partiet i noget officielt dokument, og til en åben konflikt kom detførst, da hun benyttede nationalspørgsmålet som årsag til at afbryde forhandlingernemed det russiske SD om sammenslutningen ( 1903). Arbejdernes utilfredshed med hendesartikler er afspejlet i den interne partikorrespondance.

Revolutionen i 1905 skubbede sagen i baggrunden, men den spillede stadigvæk en

indirekte rolle i samarbejdet, med det russiske SD i hele sammenslutningsperioden ogblev genoplivet i forbindelse med sammens]utningsproblematikken med PPS Lewicaiårene 1917 - 1918, både indenfor landets grænser og blandt emigranter i udlandet.

Som læser kan man få den opfattelse at RL og SDKPiL var nationalnihilister. Menfra hendes »Breve« ses det tydeligt, hvor stor hendes kærlighed var til alt, som var polsk,og hvor meget hun ønskede at afskaffe den nationale undertrykkelse. Tillige viser»Breve«, hvor stærkt hun var engageret i sin »tyske«kamp og karriere. Disse aspekter er

som regel ikke taget i betragtning i polsk historiograñ. Polen var for hende revolutio-nens periferi. Hun forlod landet som 17-årig og opholdt sig kun periodisk der. Hun var

en af de polske revolutionære aktivister, der opholdt sig udenfor Polen længst ogkendte derfor kun arbejderklassens indstilling til det nationale spørgsmål fra beretnin-ger, statistikker m.m. HB klarede alt det interne selv, så at hun kunne nøjes med at tagesig af de store sager. Radek sagde engang, at »hendes storhed bundede ikke i polsk jord«og at »hun var barn af den tyske kultur«

I dag er vor forståelse af begrebet internationalisme forskellig, og var det også den-gang. Forviste internationalister drømte i Sibirien om deres socialistiske fædreland, ogMarchlewski og Wojnarowska så også anderledes på sagen end RL. JS mente, at visseelementer af en sådan universalistisk forståelse kunne man også observere her på mø-det, hvor man forsøgte at lægge afstand til de polske aspekter, fordi det ikke er dem, dervækker den internationale interesse for RL. Diskussionen fandt dog sted i Polen, hvordet nationale spørgsmål stadig har en stor betydning, og internationalt har det en vigtigbetydning for den kommunistiske bevægelse for at kunne mobilisere masserne forrevolutionens og socialismens sag.

JS sagde, at JK nok ikke vil være enig med ham i hans logik, da han understregede, at

bolsjevikkernes -

og også PPS' rigtige program ang. det nationale spørgsmål ikke harhjulpet disse partier til at opnå større indflydelse. Men programmet har betydning formassernes opdragelse og begynder at spille en retningsgivende rolle i en revolutionærsituation. Bolsjevikkemes program spillede en afgørende rolle, mens SDKPiL ogKPRP 29 ikke havde noget i 1917 - 1919, hvad der sammen med andre faktorer hindrededem i at få indflydelse.»Breve« tillader at stifte bekendtskab med adressaten Jan Tyszka (Leo J ogiches), den

faktiske leder af partiet. Han havde stor indflydelse på RL, men kendte forinden megetlidt til de faktiske forhold i partiet i Polen. Hans kendskab hvilede i hovedparten påhendes oplysninger, hvad hun heller ikke selv altid var tilfreds med. Mange aktivister imarken var utilfredse med situationen, og efterhånden udviklede det sig til åben kon-flikt (1911 - 1916). Enkelte af dem mente at HB var isoleret fra situationen i landet ogtrak sig ud. Dzierzynski hørte med til kritikerne, men forblev dog i HB for at undgådesorganisering. Meningsforskelle gik ikke kun på det nationale spørgsmål, men ogsåpå mange andre, og i ingen af dem kan man gennemføre en konstant opdeling, selv i1911 var der intet program - kun taktiske - forskelle. Selv om partiet ikke var nationali-stisk, har det aldrig fornægtet landets uafhængighedsbestræbelser, men først og frem-mest var det et revolutionært parti, som ikke kan opdeles efter klassekriterier i to fløjesom fx SPD, PPS før splittelsen, eller det bulgarske SD. Den demokratiske centralismevar her dominerende. Reformistiske elementer var her yderst sjældne og forlod altidpartiet i god tid.

233

RL tilhørte de aktivister i partiet, der øvede den største indflydelse på dets politik,selv om hun aldrig var valgt til dets HB. Hendes organisationsarbejde i partiet var oftest

beskedent, især i perioder 1907 - 11 og 1914 - 18, hvad nogle også har klaget over.

Derimod var hun, bortset fra årene 1914 - 18, den faktiske redaktør af alle partiets blade

og skrifter, der blev sendt ind i landet. Desuden repræsenteredehun partiet i ISB fra

1904.

På det organisatoriske område og når det aldt den levende kontakt med partier i

landet, var der en stor forskel på hende og Lenin. Han gik meget ofte i de mindste

detaljer og lagde stor vægt på at være medlem af CK.

Hendes sekteriske forhold til valgforbund med PPS, PPS Lewica, Bund og folkepar-

tier, skal forstås i relation til datidens tradition, der meget sjældent kan udvise den slags

valgalliancer i sammenligning med i dag. Dengang var den slags vanskelig både for

SPD og for bolsjevikkerne.Mange historikere, især PPS-specialister, er ofte forargede over RL's skarphed i

forhold til polske reformister, med henvisninger til, at heller ikke hendes nærmeste

medarbejdere, som fx Marchlewski, kunne lide det. Man bør dog huske, at PPS-ernes

sarkasme og ondskabsfuldhed overfor hende var meget større.

JS foreslog udarbejdelsen af en bibliografi i bogform i lighed med Marchlewskibi-

bliografren.30 Han mente ikke det ville være så vanskeligt at samle og supplere de

allerede eksisterende, men spredte bidrag.

FT ønskede at vende tilbage til enkelte væsentlige problemer. Han var enig med JW-S

og for den sags skyld med alle andre diskussionsdeltagere i at der ikke kan stilles

lighedstegn mellem RL' og Lenins arv, men at deres arv, hvad den politiske virksomhed

angår, har samme sigte. Denne konstatering har for nutiden umådelige vigtige implika-

tioner, da man herved stiller et vigtigt spørgsmål,om hendes arv bør være en af broerne

til det ikkekommunistiske venstre, eller om den skal være et selvskabt »spøgelse«.

Denne arvs skæbne er uhyre interessant, og arbejderbevægelsenshistorikere må undres

over, at den stadig er en kilde til inspiration i sammenligning med fx så stor en teoreti-

ker og »marxismens pave« som Kautsky, for hvis bedste teoretiske periode der kun kan

være en interesse af historisk natur.

Diskussionen har bragt en del metodiske misforståelser frem, der kun understreger,

at man aldrig vil kunne nå en rigtig videnskabelig vurdering af RL's standpunkter, hvis

man ikke kommer til at se på sagen i standpunkternes organiske forbindelse med deres

betingelser. AK pegede på de psykologiske. Også J. P. Nettl har haft den opfattelse, at

hendes standpunkter i det nationale spørgsmålvar tynget af det ikke rent polske miljø,hun kom fra, og at hun befandt sig mere udenlands end hjemme. FT sagde, at han ikke

undervurderede de psykologiske faktorer, men mente, at årsagen til hendes holdning lå

et andet sted. På det nationale spørgsmålsområde havde hun lignende opfattelse som

hendes forgænger Ludwik Warynski og hans parti »Proletariat«.3' Hun gik bare videre i

at bevare den klassemæssige opfattelse »rent« ved at underbygge den teoretisk. Både

han og hun havde en strategisk tilgang for løsning af det nationale spørgsmål.Denne

bestod i at den oprindelige proces for proletariatets ideologiske emancipation bør gå ud

fra det, som skiller det fra andre samfundsklasser, og ikke fra det, som forener det med

dem. Hverken han eller hun var klar over, at de i stedet for at hindre, lettede den

ideologiske infiltration fra de besiddende klasser hos de polske folkemasser. De havde

ikke øjnene åbne for nationalspørgsmålets udviklingstendenser eller rettere sagt, for-

vekslede disses retning. MZ nævnte, at RL havde en positiv holdning overfor nationer-

nes selvbestemmelse i »Junius - brochuren«, hvad der er rigtigt, men hun vender tilbagetil sin oprindelige opfattelse to år senere i »Den russiske revolution«.

FT stillede et efter hans mening afgørende spørgsmål:Om hendes fejlagtige økono-

miske og sociologiske analyser i forholdet til det nationale spørgsmålvar oprindelige,

234

eller om visse politisk-ideologiske antagelser var de oprindelige. Han mente, national-

spørgsmålets skæbne i den polske arbejderbevægelses historie taget i betragtning, at alledisse fejlagtige økonomiske og sociologiske analyser hos SDKPiL og RL var sekundæ-

re i forhold til den primære antagelse, og at det sociale problem er afgørende, og detnationale kun formørker klassekampens billede. Denne opfattelse var også dengangalmindelig i II Internationales lederkreds, og derfor blev RL støttet af hele internationa-

len, og især dens venstrefløj. Derfor fik PPS ikke held med sig, på trods af AntonioLabriolas støtte, til at få en resolution igennem om Polens uafhængighed på kongresseni London. Han måtte til sin forbavselse overbevise sig selv om, at det var umuligt at

støtte et ellers ædelt mål. II Internationale forstod ikke det nationale spørgsmåls stillingi den polske arbejderbevægelse, fordi ingen af partierne kom fra en besat og undertryktnation. Det fortvivlende lå i, at man forsøgte at anvende II Internationales opfattelserpå en arbejderbevægelse,hvis politiske situation var så anderledes, og hvor det nationa-le spørgsmål fortsat spillede en objektiv vigtigere rolle. Endnu mere fortvivlende virkerdet, at RL, foruden Marchlewski, der stod med det ene ben i den vesteuropæiskearbejderbevægelse og med det andet i den polske, var den eneste aktivist i større inter-nationalt format. Dette måtte, foruden positive, også have negative konsekvenser, nårman mekanisk forsøgte at overføre vesteuropæisk tankegang til polsk grund. Det er

svært at udpege alle aspekter ved en nogenlunde alsidig belysning af problemet, men

hendes indstilling til skabelsen af nye borgerlige stater og spørgsmålet, om det var

nødvendigt at hvert land måtte igennem en uafhængig borgerlig statsetape, er en af

nøglerne til problemet. Det er vigtigt at bemærke, at RL lagde vægt på at proletariatetsopgave ikke lå i at kæmpe om nye borgerlige staters opståen, men i ophævelsen af allestater og oprettelsen af en fri socialistisk federation, fri for nationalpolitisk- og social

undertrykkelse.

NOTER.

Ved læsning af den stenografiske rapport har jeg forstået, at en del af diskussionsindlæggene harværet grundigt forberedt i skriftlig form, dels er der tilføjet korrektioner, dels noter, da rapportenblev klargjon til offentliggørelsen. Noterne har jeg i min oversættelse/sammendragbehandlet pålige fod med teksten. Undtagelsesvis har jeg dog benyttet indlæggenes noter som mine egne, efter et

verificeringsarbejde. i de tilfælde, hvor jeg mente det var påkrævet m.h.t. enkelte problemersnærmere belysning. Noter, der henviste til arkivmateriale eller problemernes yderligere aspekter afmeget detaljeret karakter, har jeg udeladt. Det gælder også noter med henvisninger til og citater afpolske udgaver fra kendte værker (Marx, Engels, Lenin, Luxemburg, Bauer 0.m.a.), da genfinde]-sen af de pågældende steder i de danske og vesteuropæiske ville kræve meget sammenlignendearbejde. hvortil de polske skulle lånes fra udenlandske biblioteker. I nogle af indlæggenefandtesder indslag, som var vanskelige at oversættesammend rage, dels p.gr.a. et ikke særligt klart sprog-brug, og dels fordi ret ukendte problemer kun var strejfet af den pågældende specialist. Dette harpåvirket sammendragets kvalitet. Derfor var det nødvendigt, at jeg udvidede mit studium vedr.disse problemer, så vidt det var muligt, og forsøgte at belyse dem i noter. Mange af problemerne er

specifik polske, og det var kun muligt i begrænset omfang at henvise til dansksproget litteratur.

1. »Spory ideologiczne wokol Rozy Luksemburg« i: »Z pola walki«, 1971, nr. 1 (53), 5.79-171,Warszawa.

2. »Kwestia narodowosciowa i autonomia« i: »Przeglad Socjaldemokratyczny«, 1908 (august-december). Artiklerne er delvis blevet udgivet senere i: Roza Luksemburg: Wybor pism(Udvalgte skrifter), t.2.cz.3.l959. Et par af hendes artikler vedr. det nationale spørgsmål er

blevet udg. af Jürgen Hentze i Rosa Luxemburg: Internationalismus und Klassenkampf. Die

polnische Schriften. Neuwied/Berlin 1971, hvor de mest relevante forskelle til Lenin afspejle-des; se også AK's indlæg 5.14 i mit sammendrag.

235

8.

9.

10.

236

.Adam Ciolkosz: Roza Luksemburg a rewolucja rosyjska (RL og den russiske revolution).

Paris 1961. Forfatteren/udgiveren var medlem af Det Øverste Råd fra 1931-39 og af Den

Centrale Eksekutivkommite i PPS; desuden en af lederne for Centrolew (centrum-venstre

alliancen i det polske parlament i 1929-30, der kæmpede mod Pilsudzkis voksende diktatoris-

ke magt). Efter 2. verdenskrig en af lederne for høj resocialdemokratiske organisationer i eksil.

(Leksykon PWN, Warszawa 1972).. Socjaldemokracja Krolestwa Polskiego i Litwy (Socialdemokratiet for Kongeriget Polen og

Litauen). Stiftet i august 1893 i Warszawa som SDKP (se note 9). Kontinuerer traditioner fra

Warynskis »Proletariat«. (se note 31).

.Jerzy Ryng, Heryng (1886-1937), økonom. Fra 1904 medl. af PPS og fra 1906 PPS-Lewica.

Fra 1932 medl. af CK KPP. Kommunistisk teoretiker. I 1932 skrev han »Luksemburgizm w

kwestii polskiej« (Luxemburgisme idet polske spørgsmål),genudg. i »Wybor pism« (Udvalgte

skrifter), Warszawa 1957. Hans andet vigtige arbejde var »Przyczynek do genezy imperializ-mu polskiego« (Bidrag til forståelsen af den polske imperialisme), 1929. JR var nødt til at

emigrere, via Frankrig til Sovjetunionen, hvor han er blevet offer for provokation. (SlownikHistorii Polski, Warszawa 1969).

. Kommunistyczna Partia Polski (Polens Kommunistiske Parti). Stiftet 16.12.1918 af SDKPiL

og PPS-Lewica. Indtil 3. Kongres (1925) hedder partiet Kommunistyczna Partia Robotniczna

Polski. Partiet var en sektion af Komintern. I 1922 indlemmes i KPP også K.P.Gornego

Slaska (KP for Øvre Slesien), og fra 1923 som autonomiske organisationer KP for Vestukrai-

ne og KP for Vesthviderusland. Fra 1919 illegalt. Partiet stillede op til valg i 1922, 1928 og

1930. I slutningen af 20-ne og i 30-ne dominerede dogmatiske og sekteriske tendenser i partietmed stor skade til følge som fx Gemelse fra CK af Koszutska og Warski i 1929, som derefter

rejste til Sovjetunionen og senere blev ofre for provokation. Samme skæbne ramte også selve

partiet i 1938, da EKKI har erklæret det som opløst. (Slownik...)Polska Partia Socialistyczna (PPS) (Det Polske Socialistiske Parti). Reformistisk arbejder-

parti med det nationale uafhængighedsprogram. Stiftet i Paris 1892 af Boleslaw Limanowski.

Fra begyndelsen har der i partiet været en venstrefløj (repr. af bl.a. M. Koszutska), hvad der

uundgåeligt måtte føre til splittelsen i en revolutionær situation (1906), se note 10; det var

karakteristisk for PPS, at partiet blev ved med at udskille nye fløje og fraktioner, både til

venstre og højre, foruden at der foregik en ind- og udvandring af forskellige grupper i forhol-

det mellem PPS og SDKPiL og senere KPP. Denne situation er karakteristisk for lande, hvor

arbejderklassens bevidsthed er lav eller bliver forstyrret af andre faktorer som fx det nationale

spørgsmål. Af pladsmæssige grunde er det ikke muligt bare at nævne alle de partier og

fraktioner i den polske arbejderbevægelseundtagen de i referatet berørte.

Roza Luksemburg: Listy do Leona Jogichesa - Tyszki (Breve til L.J.-T), t.1-3, Warszawa

1968-71. Videre i mit sammendrag bruges betegnelsen »Breve« for denne publikation, da de

fleste diskussionsdeltagere også brugte den (»Listy«). Se også Udo Winkels bemærkninger om

denne udgave samt den tilsvarende, der udkom i DDR + en RL-biograñ, i: Årbog...5,s.169-72.

Socjaldemokracja Krolestwa Polskiego (Socialdemokratiet for Kongeriget Polen). Partiet var

desorganiseret af den voldsomme polititerror i næsten 3 år. Også Litewska Socjal-

Demokratyczna Partia (LS-DP) (Det Litauiske SDP) har lidt under terroren, og dets ledende

personer blev arresteret, bl.a. Dzierzynski. Det lykkedes ham at flygte fra Sibirien i 1899, men

da han af sikkerhedsgrunde ikke kunne blive i Vilnus tog han til Warszawa, hvor han arbejde-

de på at forene det polske og litauiske SD. Dzierzynskis opfattelse af det nationale spørgsmål

var under indflydelse af RL. Han kendte allerede i 1899 hendes brochure under pseud. Maciej

Rozga: Niepodleglosc Polski a sprawa robotnicza (Polens uafhængighed og arbejdersagen)

Paris 1895. Han holdt ved denne opfattelse indtil 1917, da Lenin personligt overbeviste ham

om nødvendigheden af Polens uafhængighed. (Jerzy Ochmanski: Rewolucyjna dzialalnosc

Feliksa Dzierzynskiego na Litwie w koncu XIX wieku (FD's revolutionære virksomhed i

Litauen i slutningen af 19. årh.), Poznan 1969, s. 76, 87-92).Lewica (Venstre). Siden 1905 er PPS-flertallet gået mod venstre og på partiets 9. kongres i

nov. 1906 ekskluderedes dets højrefløj omkring Pilsudzkis militære' organisation. Se om dette

hos Gerd Callesen: Rosa Luxamburg om den polske partisplittelse i 191 1-13 i: Årbog...1,5.94-

100, hvor også PPS' splittelse omtales. Pilsudzkis parti kalder sig fra dette øjeblik for PPS-

Frakcja Rewolucyjna (FR) (Den Revolutionære Fraktion), partiet er imod proletariatetsmasse-aktioner og samarbejde med de russiske revolutionære, og dets vigtigste programpunkt

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

er Polens uafhængighed opnået ved hjælp af militær terror. 1 1909 hedder partiet PPS indtil

det igen splittes og højrefløjen antager navnet PPS-Dawna Frakcja Rewolucyjna (dawna=forhenværende) 1928, og det bliver endnu mere højreorienteret. Eksisterer til 1939. (Slow-nik...)Udkommet på polsk som »Akkumulacja kapitalu. Przyczynek do ekonomicznego objasnieniaimperializmu«. 1963.

»Om nogle problemer i bolsjevismens historie«, til »Proletarskaja revoljucija«, 1931, og »svar

til Olechnovic og Artistov«, til »Bolsevik«, 1932.

Kazimierz Kelles-Krauz, (1872-1905). Fra 1897 forelæste han på Collége Libre des Sciences

Sociales i Paris, derefter på Université Nouvelle i Bruxelles. l sine teoretiske afhandlinger stod

han på den historiske materialismes grundlag og udviklede især de elementer, der vedrørteideernes herkomst. Beskæftigede sig også med socialpsykologi, kunstens og etikkens sociolo-

gi. Han påpegede nødvendigheden for assimilering af resultater fra de ikke marxistiske socio-

logiske skoler samt udvikling af en marxistisk socialpsykologi. Han formulerede den »revolte-

rende retrospektionslov«, der siger at: »De ideer, der af reformatoriske bevægelser søges sat i

stedet for de eksisterende samfundsnormer, ligner altid normerne fra mere eller mindre fjernfortid«. Tilknyttet PPS's venstrefløj har han kritiseret den tyske revisionisme (1903), men til

andre tider hældte han til posibilismen. Han var tilhænger af socialrevolutionen, men indtil1904 så han ikke dens chance i Rusland. Hans »Pisma wybrane« (Udvalgte værker) udkom iPolen i 2 bd. i 1962. Hans vigtigste værker er: »Den sociologiske retrospektionslov«, 1898, og»Den økonomiske materialisme«, 1908.

De polske udgaver af RL's værker, foruden de allerede før nævnte, er følgende: »Rozwojprzymyslowy w Polsce« (Den industrielle udvikling i Polen), 1957. »Wstep do ekonomii

politycznej« (Indledning til den politiske økonomi), 1959. »Wybor pism« (udvalg af skrifter)i2 bed., 1959. »Reforma socjalna czy rewolucja?«(Socialreform eller revolution7), 1959.AK gennemførte en detaljeret kritik af det bibliografiske arbejde, der udføres af ZakladHistorii Partii (Institut for Partiets Historie) og vedr. »Bibliografia pierwodrukow RozyLuksemburg« (Bibliografi over RL's originaludgaver) udarbejdet af J adwiga Kaczanowska ogFeliks Tych i: »Z pola walki«, 1962, 3,5. 161-226, der indeholder 737 titler, kunne han i noter

på s. 106-07 i den stenografiske rapport tilføje over 20 glemte titler, fra vesteuropæiske.russiske og polske periodiske- og bogpublikationer. I »Z pola walki«, 1971, 1. s. 241-46, harFT publiceret et supplement til denne bibliograñ: »Uzupelnienia do bibliografii prac (pierwo-drukow) Rozy Luksemburg«. Dette supplement er et resultat af udgivelsesarbejdet med

Breve«, på grund af hvilke man kunne fastslå RL's forfatterskab til 72 titler, der før havdeværet anonyme. En titel er blevet fastslået p.gr.a. RL's brev til Cezaryna Wojnarowska(19.12.1900). Offentliggjort i samme nr. af »Z pola walki«, s. 199 ff.Den gamle Duma, der i 15. og 16. årh. fungerede som rådsforsamling,men afskaffedes afPeter d. Store, blev genoprettet i en ny skikkelse under navnet Gosudarstvennaja Duma

(Rigsduma) ved tsarens manifest af 30.10.1905. Den fungerede som rådgivende og lovgivendeforsamling, men fra 16.06.07 ændredes dens karakter i stadig mere reaktionær retning. Debeskedne demokratiske landvindinger berøves den ved indførelsen af nye valgregler, som gavstørre magt til godsejerne på bekostning af arbejderne og bønderne. Medlemsantallet reduce-

redes, navnlig for Kongrespolens vedk. Dumaens tredje periode (fra 1907) varede hele denskadence (til 1912), da forsamlingen kunne undgå for tidlig hjemsendelse, som det har vaeret

tilfældet med de tidligere, netop p.gr.a. dens reaktionære karakter. Den socialdemokratiskeopposition, med støtte fra »trudovniki«, nationale mindretalsrepræsentanter og med aftagen-de støtte fra »kadeterne«,var betydeligt skrumpet ind. (Oplysninger efter Ludwik Bazylow:Ostatnie lata Rosji carskiej. Rzady Stolypina. Warszawa, 1972 s. 250-). SDKPiL fik ved

valget i 1907 ligeså mange stemmer som PPS-Lewica og '/5 mindre end national- og de

kristelige demokrater tilsammen, PPS-FR har boykottet valget. (JK s. 112 i den stenografiskerapport).En splittelsesgruppe (1911-16) i SDKPiL, med Unszlicht, Domski og Lenski i spidsen, der fik

majoritet, men blev hårdt bekæmpet af »zarzadowcy« (bestyrelsesfolkene), en gruppe i par-tiets HB, der støttedes af RL; se Gerd Callesen samme sted.

Storpolen, på polsk Wielkopolska, en geografisk og historisk landsdel omkring byen Poznan idet vestlige Polen. Som prøjsisk provins efter Polens delinger har den oplevet stærke germani-seringsforsøg, der førte til en kraftig nationalfølelse og nationale kampe i hele kulturkamppe-rioden og helt op til opstanden og befrielsen i 1918.

237

19. Der Imperialismus. Soziologische Verlagsanstalt 1926, 614 5. og »Der Imperialismus« und

seine Kritiker, 1929, 232 s.

20. Se også Christoph Deutschmann: Venstrekeynesianisme, Modtryk 1975.

21. Dette behandles indgående i TK's bog »Roza Luksemburg, Teoria akumulacji i imperializ-

mu«. Wroclaw, »Ossoluneum« 1971, 188 5. + et fransk og et russisk resume, hver på 4 s. Se

ogsåTony Cliff: Rosa Luxemburg, en politisk biografi, Kbh. 1973, kap. 8. Kapitalakkumula-tionen s. 75-100.

22. En russisk RL-biografi er udkommet i Sovjetunionen: Evzerov, R. Ja.; Jazbo'rovskaja, LS.:

Rosa Ljuksemburg. Biograficeskij ocerk. Moskva. »Mysl«, 1974, 327 s. Hun fremstilles der

som revolutionær marxist, antimilitan'st og internationalist. Det kunne være nyttigt at se

nærmere på hvordan problemet behandles der; se også udtalelsen af Aleksander Sobolev på

konferencen i Reggio Emilia citeret i: Jahrbuch Arbeiterbewegung 2 (ed. C. Pozzoli), Fischer

Faschenbücher, 1974, s. 369-370 og Günter Bartsch: Die Aktualit- Rosa Luxemburgs in

Osteuropa. Osteuropa Jhrg. 25, H. 10. 1975, s. 848.

23. Tilgang eller tilgangsvinkel (synsvinkel) se diskussionen om forskningsstrategipå SFAH's

seminar 1975 1: Meddelelser nr. 5, 5. 4-22. Det tilsvarende polske ord (podejscie) har i sit

væsen nogenlunde samme betydning som det anvendte i den danske diskussion, selv om der

kan være adskillige nuancer i udlægningen af dets indhold i relation til både holdning og

metode.

24. Fra sin artikel: »0 rzeczywistosci tresci i walorach naukowych teorji akumulacji kapitalu

Rozy Luksemburg« (Om indholdets virkelighed og de videnskabelige værdier i RL's kapita-lens akkumulationsteori) i: Ekonomista, 1970, 1. (111g.den stenograñske rapport).

25. Nærmere gennemgåetaf JD i en artikel »0 teoretyczno-ekonomicznym podlozu »dwudziesto-

letniego sporu« miedzy Roza Luksemburg af Wlodzimierzem Leninem W kwestii narodowej«

(Om det teoretisk-økonomiske grundlag for den »20-årigestrid« mellem RL og Lenin i det

nationale spørgsmål).26. Polska Zjednoczona Partia Robotnicza (Polens Forenede Arbejderparti). 15.12.1948 blev

Polska Partia Robotnicza (PPR) (Det Polske Arbejderparti, stiftet 5.01.1942 af kommunisti-

ske og venstresocialistiske samt folkelig-radikale grupperinger som det første polske

marxistisk-leninistiske parti, der i sit program og praksis forbandt' det nationale spørgsmål

med socialrevolutionen) og det genopbyggede PPS forenet på fælles genopbygnings- og

socialismens opbygningsprogram. (Slownik ...).27. »Stolica« (Hovedstaden), et illustreret ugeblad.28. »Z pola walki«, 1970, 2, s. 117, 153-54.

29. Kommunistyczna Partia Robotnicza Polski (Polens kommunistiske Arbejderparti). (Se note

6).30. Kaczanowska, Jadwiga: Bibliografia prac Juliana Marchlewskiego. Lodz, 1954, s.XXI, 205.

Omfatter avis- og tidsskriftsartikler, bøger m.m., deraf en del skrevet på tysk. Enkelte arbej-

der vedr. Danmark fx nr. 378: Die kapitalistische Entwicklung in Dänemark, fra Leipz.

Volksz Wirtschaftliche Wochenschau 10 IX 1904 Nr. 211 Beil. 4 og nr. 1323: Schändung und

Verbrechen, vedr. fjernelse af den socialistiske deputerede Julian Borchardt ved hjælp af politi

fra parlamentet, som repression for protest mod en nationalistisk, antidansk og antipolsk

demonstration, fra Leipz. Volksztg. 10 V 1912, nr. 107, s. 1-2.

31. Miedzynarodowa Socjalno - Rewolucyjna Partia »Proletariat« (Det Internationale Social-

Revolutionære Parti »Proletariat«), senere kaldt »Wielki Proletariat« (Det Store Proletariat),

eller »Pierwszy Proletariat« (Det Første Proletariat), for at skelne fra »Maly Proletariat« ell.

»Drugi Proletariat« (Det Lille P. ell. Det Andet Proletariat, der var »WP«'s efterflg.) og fra

Polska Partia Socjalistyczna »Proletariat« ell. »Trzeci Proletariat« ell. Det Tredje Proletariat -

som var en udbrydergruppe fra PPS i Lwow, 1900-07). »WP« stiftedes af Ludwik Warynskii

1882 på basis af socialistiske klubber og den spontane arbejderbevægelse.Programmet: Kapi-

talismens omstyrtelse og indførelse af socialismen ved samarbejde med de russiske revolutio-

nære. Partiet virkede hovedsagelig i Kongres-Polen. Udgav propagandamateriale, ledede

strejker, populariserede Marx og Engels. 1 Geneve udkom tidsskriftet Przedswit (Morgenrø-

de) og Walka Klas (Klassekampen). Partiets presseorganer var: Robotnik (Arbejderen) og

Proletariat. Fra 1884 har der i partiet optrådt terroristiske tendenser, der senere blev konti-

nueret i »Det Lille Proletariat«. Juli 1886 regnes for partiets totale likvidering. Alleredei 1885

blev de ledende personer arresteret, nogle dømt til døden, andre fængslet. Warynski døde i

1889 i Schlisselsburgfæstningen. (Slownik ...).

238

OPPOSITIONEN MOT SOCIALDEMO-KRATIN I SVENSK ARBETAR-

RöRELSE UNDER 30-TALET

Af TOM OLSSON

1. Krisen och arbetarklassen

För arbetarklassen innebar krisen arbetslöshet, korttidsarbete och lönesänkningar.Arbetslösheten hade för fackligt organiserade legat på drygt 10% 1929 för att snabbt

Stiga till drygt 22% 1932 och 23% 1933 - de värsta åren. Sedan sjönk den steg för steg till

knappt 11% 1937.1 Någon statlig arbetslöshetshjälp existerade ej. Den kommunala

fattigvården var ej frikostig och många bör ha dragit sig för att gå dit. Fackföreningar-nas möjligheter att bispringa arbetslösa medlemmar var försvinnande små, Arbetslös-

hetskommissionens nödhjälpsarbeten var lågt betalda. Kampen för bevarade lev-

nadsförhållanden stod under denna period i centrum för arbetarna och därvidlag bilda-

de lönesänkningsrörelserna och arbetslösheten huvudfrågorna.

2. SKP och krisen

1929 sprängdes det svenska kommunistpartiet efter en inre partifejd. I denna kritiserade

en minoritet inom partiledningen majoriteten för att den ej dragit en klar gräns till

socialdemokratin och för paciñstiska idéer.2 Dessa avvikelser från den kommunistiska

linjen hade, menade minoriteten, framkommit i samband med en antikrigskampanj1927, riksdagsvalet 1928 och i en riksdagsmotion om enskild svensk avrustning 1929.

Motsättningarna kunde inte lösas inom partiet och Kominterns exekutivkommitté

kopplades in. I de fortsatta diskussionerna visade det sig att majoriteten, till skillnad

från minoriteten och Komintern, ej ville se Sverige som ett imperialistiskt land iblandat

i de internationella motsättningar, som har ett framtida krig i sitt sköte. Oenighetförelåg också kring den nya taktik som arbetades fram i Komintern i slutet av 20-ta1et:

minoriteten anslöt sig till den, majoriteten ställde sig avvisande. När majoriteten vägra-de genomföra exekutivkommittéens beslut om en partidiskussion i frågorna uteslöts

den och bildade ett friståcnde parti. Detta bibehöll partibeteckningen SKP, men kom-

mer här, för överskådlighetens skull, att kallas Socialistiska Partiet (SP), det namn man

övergick till 1934. Beteckningen SKP reserveras åt det parti som kom att förin vid

detta namn.3v Den största delen av partiets medlemmar följde med SP ur Komintern,

däribland hela riksdagsgruppen och så gott som alla partimedlemmar med fackligaförtroendeposter.

Min tanke år nu att följa $st och SKst agerande i förhållande till krisen och de

problem denna ställde för arbetarklassen. Ett försök ti11 en djuplodande granskningstöter dock på omedelbar patrull, då litteraturen på området är mycket mager.4 Det

finns egentligen bara en mer ambitiös framställning, nämligen Bernt Kennerströms

avhandling om det Socialistiska Partiet, »Mellan två internationaler«. Denna analyse-rar dock ej partiets samhälleliga roll. Författarens huvudfrågeställning är vad som

gjorde SP som föregivet revolutionär organisation möjlig under en viss tidsrymd och

vad var det som därefter gjorde partiet omöjligt.5 Kennerström svarar att Kominterns

skiftande taktik gav respektive berövade partiet ett operativt utrymme. För krisen

undersöks enbart den fackliga taktiken. Eftersom det finns en del mindre uppsatser om

några fackliga konflikter under denna tid år det möjligt att på detta område göra vissa

jämförelser mellan SKP och SP.'8

SKP's och Kominterns taktiska riktlinjer är nära förbundna med den analys som

gjordes av världsläget.° Kapitalismens utveckling efter världskriget var enligt denna

inne i sin tredje period. Den första perioden hade karaktäriserats av akut kris och den

andra av partiell stabilisering. Under den tredje perioden ökade stabiliseringen för att

skakas och börja lösas upp. Under depressionen mognade snabbt kapitalismens allmän-na kris, som inträtt i och med oktoberrevolutionen. Det framgår att Komintern inte sågsituationen som omedelbart revolutionär, men att den innebar ett närmande ti11 en ny

240

omgång av revolutioner och krig.7 För att behärska skakningarna av ekonomin gickarbetsgivarna till attack mot arbetarklassen för att vräka över krisens bördor på dessaxlar. Risken av en fascistisk utveckling ökade. Enligt Komintem bestod denna av delsatt bourgeoisin vid vissa lägen utnyttjade fascistiska rörelser för att slå sönder arbetar-nas och böndernas organisationer, dels av en allmän fascistifreringsprocess av statsap-parat och vissa organisationer. Socialdemokratins ledning hade från att ha försvaratdet kapitalistiska systemet nu gått över till at öppet bistå det. SKP såg SAP-LO-

]edningens deltagande i arbetsdomstolen, arbetsfredskonferensen och arbetslöshet-skommissionen som exempel på att socialdemokratin höll på att växa samman med den

borgerliga staten. Denna tendens var en av de tre kriterier Kominterns exekutivkom-mittés 10:e plenum 1929 ställt upp för socialdemokratins fascistiñering. För samtligakriterier gällde, att' de ej skulle tillämpas av socialdemokratin från fall till fall, utan vara

uttryck för en systematisk politik. De andra två var att socialdemokratin börjat upptr-äda för industrifred och ekonomisk demokrati i syfte att paralysera klasskampen samtatt socialdemokratin förklarat sig beredd att med vapen i hand upprätthålla bourgeoi-sins herravälde. Från och med 1929 började SKP tala om SAP som inne i en fascistiñe-

ring eller som socialfascistiskt, även om man hade svårt att exemplifiera det sista krite-net.

Det faller sig naturligt att SKP6:s fackliga taktik mot bakgrunden av denna analysblev en utpräglad kamplinje, som ställdes i kontrast till SAP:s samarbetspolitik. En-hetsfrontstaktiken hade under föregående skede tillämpats såväl underifrån som ovani-från, men med tyngdpunkten lagd på enheten underifrån. Från och med 1928-29 skulleenhetsfronten enbart ställas unden'från. Detta i anslutning till, att man såg den refor-mistiska ledningen som den första barriär, man måste ta sig igenom för att 6. h. kunnautveckla en kamp. Reformisterna skulle nämligen på allt sätt motarbeta och gå bakomryggen ett kraftfullt agerande gentemot arbetsgivarna. Tonen gentemot SAP skärptes.För SKP gällde det att initiera, delta i och leda massrörelser bland arbetarna och

dessa rörelser skulle föras utom och mot ledningen. Arbetarna skulle endast godkännaavtal de själva tagit ställning för, välja sina egna strejkledare osv. Eftersom en sådankamp kunde klavbindas av facklig lagstiftning och förbundsstadgar,måste den fackligalegalismen genombrytas. Enhetsfronten skulle omfatta även icke LO-organiserade ar-

betare, dvs. även syndikalister och oorganiserade. SKP försökte också bygga upp en

nationell facklig oppositionsrörelse Röd Facklig Opposition (RFO).I den i frän ton hållna debatten mellan SKP och SP åberopar sig båda partierna på

den marxist-leninistiska traditionen, som de menade att motståndaren bryter mot. Detgör att polemiken bitvis kan vara svår att följa. Vissa väsentliga punkter kan dock fåsfram. Andra punkter kan på grund av forskningsläget ej blottläggas. Jag tänker härsärskilt på inställningen till krigsfaran och försvarsfrågan - en av de viktigaste bryt-ningspunkterne under såväl partisprängningen 1929 som under senare delen av 30-talet.

SKP:s analys och riktlinjer för sitt arbete var direkt relaterade till krisen, SP, somintill dess krisen var ett faktum, fömekade den, utformade ej någon för situationenspeciel]handlingslinje.8I ett tal på SP:s kongress 1932 analyserade Karl Kilbom lager.9Det fanns, menade han, två vägar ur krisen, en kapitalistisk och en socialistisk. Ensocialistisk utveckling var icke aktuell. Visserligen förelåg de objektiva betingelserna(den ekonomiska krisen) men ej de subjektiva (arbetarklassens revolutionära bereds-kap). Kilboms slutsats var, att massorna borde ha samlats, skolats och förberettsgenom politiskt arbete. Därmed ställs karaktären av SP:s linje i bjärt kontrast tillSKst. SKP förespråkade, som nämnts, en mobilisering av arbetarna till kamp mot

arbetsgivaroffensiven, SP:s alternativ var konsolideringens och förberedelserna's. Heltpassiv kunde man dock inte hålla sig i de fackliga konflikterna, hvilket vi strax skall fåse.

Socialistiska Partiet anmälde avvikande uppfattning på flera punkter i SKst hand-

241

lingsaltemativ. I väsentliga delar utformades partiets politik som en negation av SKst.

I polemiken mellan organisationerna framstår SP som en kritikrörelse. Det taktiska

förhållandet till socialdemokratin för en självständigarbetarpolitik. För SKP markera-

des denna linja med valbeteckningen klass mot klass, under det att SP i valet använde

kartellbeteckning Arbetarpartiet, samma som SAP. För SP va'r det otänkbart att utvec-

kla en enhetsfront utan att den inkluderade överenskommelser med eller försök till

överenskommelser med den socialdemokratiska ledningen. Man avvisade också tanken

på att socialdemokratin skulle vara inne i en fascistifieringsprocess eller bana väg för

fascismen.

Speciellt kraftigt markerade SP sin kritik mot SKP vad gäller den fackliga legali-smen. För SKP var ett genombrytande av denna nödvändigt. Det fanns hos Socialisti-

ska Partiet till en början vissa oklarheter i formuleringarna, men huvudlinjen i frågan

var den, som med emfas blev fastslagen av partiet på kongressen 1932. Den innebar ett

klart avståndstagande mot vilda strejker över huvud. Kennerström betecknar SP:s

inställning i denna fråga som en »underordning under den existerande fackförenings-

ledningen«.1°

3.De fackliga konflikterna 1931-34

Svenska Arbetsgivarföreningengjorde en lönesänkningsoffensivmot arbetarsidan 1932

och 1933.ll 1932 sattes stöten in på exportindustrins arbetare och året efter var det

hemmaindustn'ns och sjöfolkets tur. Flera av lönerörelserna ledde till konflikter. Vid

strejkema i pappersmasseindustrin och sjöfarten kom organiserat strejkbryteri till

stånd. Året innan de stora avtalsrörelserna, dvs. 1931, tycks Arbetsgivarföreningenha

velat göra styrkedemonstrationer. Vid en brädgårdskontlikti Halmstad 1931 omfattan-

de ett hundratal man, var SAF pådrivande,bitvis mot de lokala arbetsgivarnas tvekan,

och åstadkom en hårdare-förhandlingslinjemed inkallande av strejkbrytare som följd.12

Vid en lokal konflikt vid en pappersmassefabrik i Marma bistod Arbetsgivarföreningen

med strejkbrytande stuverister, trots att arbetsgivaren i fråga ej var med i SAF och att

direktören i det aktuella stuveribolaget avrådde därifrån.'3 Denna åtgärd blev ett led i

den utveckling, som ledde fram ti11 Ådalenhändelserna, 1931, då militär sköt fyra

demonstranter och en åskadare till döds.

LO-ledningen och förbundsstyrelsema accepterade tanken på lönesänkningar.

Därmed kom de i motsättning till medlemsopinionen och kunde vid ett antal rörelser ej

hålla tillbaks medlemmarna med strejker som följd'. Lönereduceringarna kunde likväl

inte förhindras. Orsaken till detta var föremål för motstridiga folkningar inom arbetarr-

örelsen. SAP och LO såg ett motstånd mot reduceringarna som ekonomiskt och styr-

kemässigt omøjligt och hävdade att de, som förespråkade strid, bedrev partipolitisk

betingad äventyrspolitik.SKP och SP menade att möjligheten av bibehållna löner hade

funnits, men SAP-L02s aktivitet jämte varandras förhindrat en framgångsrik kamp.

Ytterligare belysning av motsättningen mellan SKP och SP framkommer vid gransk-

ning av ett antal ur den aspekten utvalda konflikter 1931-34, Ådalen 1931, verkstads-

och pappersmassestrejkerna 1932, sjöfolks- och byggnadskonfliktema 1933-34.

Under händelserna i Ådalen 1931 hade SKP i viktiga lågen initiativet och partiets

paroller vann anslutning. Lars Söderström och Birger Norman har framhållit, att

SKP's ledande roll hade som bakgrund dess engagemang i arbetslöshetsfrågan.M SKP

fick vid denna tid ledningen i den inflytelserika och av institutioner och organisationererkända arbetslöshetsföreningen i Kramforsområdet, som var hårt drabbat av ar-

betslöshet. SAP var medansvarigt i den impopulära lokala arbetslöshetskommissionens

242

politik. SP, SAP, flera fackliga organisationer och kommunala myndigheter var passi-va under invasionerna av strejkbrytare och militär.

›

Efter beskjutningen av demonstrationstågetden 14. maj manade SKP till generalstrejk ihela landet. Denna paroll vann dock anslutning endast i orter efter norrlandskusten.Hur generalstrejken konkret gestaltade sig har endast undersökts för två orter: Kram-forsområdet och Söderhamn. Söderström menar att kommunisternai Ådalen förlorademycket av det förtroende de tidigare haft genom åtgärder, som tolkades som att SKPpartipolitisk ville uttnyttja enheten bland arbetarna jämte ett aggressivt uppträdande påmöten osv. I Söderhamn var dock bilden en annan.15 Där kom FCO att stå bakomstrejken, en ledande socialdemokrat vara med i det strejkutskott, som administreradestaden under en vecka och enheten i staden uppenbarligen stor.

I avtalsförhandlingarna för verkstadsindustrin 1932 år det speciellt SP som kommer iblickfånget. SKP:s roll är ej undersökt, men i partiets egen värderingbedöms verksam-heten som svag.” För 8st del tilldrar sig uteslutningen av partimedlemmen OscarWesterlund det största intresset.l7 Denne var vice-ordförande i metalindustriarbetarför-bundet och han bröt mot partiets linje. En medlemsopinion reste kravet om hansuteslutning, vilken efter en del turer kom till stånd. Det intressanta är här, att flerapersoner i 8st ledning - Kilbom, Flyg och Samuelsson - var motståndare till dennadisciplinära åtgärd. De ställde den uppnådda positionen för partiet framför den politikpersonen i fråga drev.

I den långvarigapappersmassekonflikten 1932 kom partierna mer påtagligt i direktkonflikt med varandra.'8 SP hade även i detta förbund medlemmar representerade iledningen.19 Båda partierna agiterade mot lönereduceringaroch befann sig i samklangmed medlemsopinionen till skillnad från den kompromissvilliga majoriteten av lednin-gen. Två tillfällen under strejken utmärks av labilitet och häftiga meningsskiljaktigheter.

I konfliktens inledningsskede proklamerar ledningen mot socialisternas röster par-tiell och inte allmän strejk. Beslutet möttes av stark opposition bland medlemmarna.SKP propagerade för vild strejk, under det att ledande SP höll tillbaka arbetare, som

planerade att gå ut vilt. SP-medlemmar hade svårigheter att avgränsa sig til] SAP, menräddades av f örbundets beslut om allmän strejk.20 Två avdelningar följde SKP:s parolloch uteslöts senare ur förbundet.” SKP såg själv dessa försök som positiva, menmenade att man ej förmått bygga ut fronten, vilket gjorde att avdelningarna isoleradés.SP dömde ut strejkerna som äventyrspolitik från början till slut.På senvåren 1932 kom uttskeppningen av den pappersmassa, som fanns i lager, i

centrum. Pappersindustriarbetarförbundet blockerade arbete med den lagrade massanoch sökte sympati från Transportarbetarförbundet vad gäller utlastningen, men möttemotstånd på bägge punkterna. Transport stödde ej massaarbetarna och arbetsgivarnakallade in strejkbrytare. Transports sympativägran benämndes strejkbryteri av såvälSP som SKP och SKP agiterade för att de indragna transportavdelningarna skullestrejka vilt. Fyra stycken avdelningar sympatistrejkade och SP gjorde avsteg från sinfackliga legalism och stödde dessa, intill dess att Transport hotade de revolterandeavdelningarna med uteslutning. SKP var vidare aktivt för att få till stånd demonstratio-ner mot strejkbrytarna. SP tycks i alla fall centralt tagit avstånd från dessa aktioner,som på flera orter ledde till sammanstötningar mellan polis och allmänhet.

9 mars 1933 gick sjöfolksförbundet ut i en månadslång strejk. RFO var här mer

utbyggt än på andra håll och hade i slutskedet ett stort inflytande över medlemsopinio-nen och var aktiva i organiseringen av den dagliga verksamheten (bortmotandet av

strejkbrytare etc).22 Förbundet gick omedelbart efter strejken till motattack mot detkommunistiska inflytandet. Varje medlem skulle underteckna en lojalitetsförklaringriktad mot RFO. Eftersom RF02arna beslöt sig för manövern att rösta ja till förklarin-gen, förtogs en stor del av effekten av den. Socialistiska Partiet hade flera representan-ter i Sjöfolksförbundets ledning och fick ökad representation efter kongressen.23 Till

243

bilden hörde dock att dessa verkade mycket obundna av partiet och ibland stick i stäv

mot SP:s linje.I byggnadsarbetarstrejken 1933-34 tycks inte Socialistiska Partiet ha spelat någon

större roll.24 SKP och RFO var aktiva på basplanet, men fick inte den betydelse man

haft i sjöfolkskonflikten. Fra var SKP förankrat i Stockholm, där man efter strejkenvann en anmärkningsvärt stor seger i de fackliga valen. Framgången förklaras främst av

SKP's energiskåarbete för de arbetslösa, en fråga som inte var frikopplad från strej-ken.”

'

SAP och LO gjorde under 1933 ett försök till uteslutning av oppositionen, enkanner-

ligen den SKP närstående. I en skrivelse från LO uppmanades förbunden och fackföre-

ningama»utesluta alla medlemmar av R. F.0. samt jämväl andra, som bedn'va fackförenings-

skadlig verksamhet.«26Skrivelsen ledde till uteslutningar, men av allt att döma motsvarade inte kampanjen

stämningarna i fackföreningama och ledde inte till det äskade resultatet. Däremot kan

den ha bidragit till att kommunister i mindre utsträckning valdes till ombud på de

efterföljande kongresserna.Et mönster har trätt fram i denna genomgång av ett antal viktiga konflikter. SP hade

medlemmar i ledande organ i tre aktuella förbund. I endast ett av dessa f örbund följde

dock dessa medlemmar partilinjen. De partitrogna, liksom medlemmarna på basplanet,hade svårigheter att hålla en kurs mellan SKP och SAP. I tillspetsade lägen kom de att

stödja den reformistiska ledningen. Med reservationer för att frågan är otillräckligt

belyst, kan man tala om en tendens till passivitet från SP-kadern. Den konstrasterar

mot en livligare aktivitet från SKP-medlemmarnas sida. Detta kommer särskilt till

uttryck när lönerörelsen sammanförs med arbetslöshetsfrågan och inkallandet av

strejkbrytare. I det senare fallet är SKP ledande i vad partiet kallade massaktioner

(rörelser med hög grad av generel] anslutning), som dock är lokalt begränsade. SKP

tycks också haft en ledande roll för medlemsaktiviteten i sjöfolkskonflikten under en

begränsad tidsrymd och i mindre utsträckning i byggnadskonflikten. Et par försök att

med utgångspunkti revolterande lokala avdelningar få ingång en strejkrörelse vid sidan

av förbundsledningarna misslyckades. Karaktäristiskt är att SKP i alla dessa fall bygg-

de upp sitt arbete underifrån.

Ett viktigt moment för ett partis verksamhet och inre enhet är om analyser och

riktlinjer bekräftas av verkligheten eller ej. Krisen, förbundens uppgörelser under åsi-

dosättande av medlemsopinionen, de tveksamt 'utförda (i SKst ögon ej allvarligt

menade) förbundsstrejkerna, häftigheten i striderna med inkallandet av militär och

polis - allt detta hade SKP förutsett och varnat för Partiets analys kan sägas i stor

utsträckning ha bekräftats. SP hade inte gjort någon krisrelaterad analys. SAPLO:s

agerande motsade dock inte deras allmänna syn. Det är svårare att uttala sig om

huruvida taktikens utformning bekräftades. Klart är att arbetsgivaroffensiven i stort

sett lyckades. vilket SAP/LO sagt att den skulle göra. SKP hade erbjudit ett alternativ,

men endast vid enstaka aktioner hade ledningen direkt ryckts ifrån de reformistiska

ledarna. Berodde detta på att alternativet var orealistiskt eller var de yttre omständighe-

terna och inre svårigheterna avgörande?SKst svar var att taktiken varit korrekt.27 I en

diskussion hos centralkommittén 1935 om taktikomläggningenvisar det sig dock, att

det förelåg motstridiga uppfattningar.28 Ett par ledamöter dömde ut den hittills använ-

de taktiken helt och hållet, andra framhöll att agitationen mot SAP och SP varit för

hetsig i tonen. Majoritetslinjen var att linjen i stort varit riktig, men att fel begåtts. æven

om man inte vet hur pass djuplodande motsättningarna om taktiken var, år det

anmärkningsvärt för ett parti som SKP, med sin höga värdering av den inre enheten

och samordnade slagkraften, att ingen ordentlig värdering av det förgångna gjordes.29Bernt Kennerström hävdar, att den roll Socialistiska Partiet spelade under denna

244

period, var oproblematisk för medlemmarna. Enigheten var stor kring politiken, som

upplevdes som naturlig och acceptabel.30 Det finns anledning att stanna upp vid detta

påstående. Jag tror att genomgången ovan av vissa konflikter visar partiets svårigheteratt presentera ett eget alternativ. Det är visserligen möjligt att SP var relativt enigt om

att ej, som SKP, sikta in sig på en från reformismen självständig ledning för avtalsstri-derna, men det måste rimligen ha varit besvärande och problematiskt för partimedlem-mama, att ej kunna gripa tag i skeenden, då arbetare i så stor utsträckning opponeradesig mot sina fackliga ledare. Enheten i SP om politiken bör i stället mer ha stärkts av

frasmässigheten och de uppenbarligen inte sällan förekommande demonstrationspoliti-ska åtgärderna hos SKP. Därtill kom att SP var det större partiet, som också hade detstörsta väljarstödet. SKst kamp mot den fackliga legalismen och teori om socialfasci-smen var ting, som inte omedelbart vann anklang, men som SKP ansåg det nödvändigtatt hävda. På just dessa punkter uppbar SKP mest kritik från SP. I dessa avseendenkan SP:s roll framstått som mer oproblematisk, men det gav inte partiet en egen profil.Dilemmat för partiet kvarstår: det var en kritikrörelse, som, trots att man hade ettradikalt principprogram, ej i handling kunde avgränsa sig från socialdemokratin.

SAP och LO hade under krisen hävdat att stridsåtgärder var meningslösa underkrisen. De strejker som förekom ledde till nederlag. Det förefaller rimligt att anta atttankar på det meningslösa i kamplinjen fick viss genomslagskraft. Oppositionellaströmningar led - med undantag för sjöfolksförbundet - nederlag på de efterföljandekongresserna. När arbetarrörelsen gick ur krisen in i en annan situation, där avtalsr-örelserna ej på samma sätt kom att stå i centrum, hade man inom sig helt motstående

uppfattningar över krisens egentliga erfarenheter för klassen. Stämningen mot den

internationella fascismen och krigshotet var stark och gick över partigränserna, oenig-heten om den fackliga strategin och taktiken bestod.

Partiernas' roll har hittills diskuterats med utgångspunkt i den viktigaste aspekten: -

partiernas inflytande på arbetarklassens praktik. När det gäller partiernas fackligapositioner - röstsiffror vid fackliga, antal medlemmar representerade på fackliga kon-gresser - rör man sig med ett kvantifierbart behändigare mått, som dessvärre icke ärutforskade. I Kominterns värdering av SKP 1935 fastslås att det fram till 1933 förelågen markant skillnad mellan partiets inflytande i aktioner och det organiserade inflytan-det.3' Engagemanget i de fackliga konflikterna skall dock ha lagt grunden för framgån-gar, som efter en inre omorganisering också kommer till stånd. 1935 skall SKP, enligtdenna värdering, ha överflyglat SP vid de fackliga valen. Dessa uppgifter kan ejjämföras med några motsvarande för SP:s del. Uppgifterna om ett stigande fackligtinflytande och om ett glapp mellan direkt betydelse i vissa aktioner och fackliga positio-ner har nog skäl för sig, men är okontrollerade.

4. Den socialdemokratiska regeringen

Tillsättandet av en stabil socialdemokratisk regering blev en politisk nyckelfråga inomarbetarrörelsen. I valplattformen 1932 hade SAP tagit fasta på några av de mestbrännbara frågorna för arbetarklassen och uttalat sig för socialpolitiska åtgärder och

arbetslöshetsförsäkring samt mot antifacklig lagstiftning.Omdömena om den genomförda regeringspolitiken var mycket negativa från SKP

och SP. Här skall dock intresset riktas mot den möjlighet, som erbjöds för SKP och SPatt gripa tag i valplattformens krav. I SP:s arbetsutskott fördes en lång och omfattandedebatt om taktiken gentemot regeringen.32 Två uppfattningar bröts mot varandra. En

245

linje ville knyta an .till SAP:s valkrav och föreslå SAP gemensamma aktioner för

genomförandetav löftena, en annan ställde i stället det socialistiska partiet och dess

verksamhet i centrum. Den förra linjen förlorade och SP utformade en egen proklama-

tion, Folkfront för arbete och bröd, riktad till arbetare, jordbrukare och intellektuel-

la.33 Partiets uppmärksamhet kom dock att få en speciel] inriktning. En vänstersocial-

demokratisk strömning i Göteborg trängdes vid denna tid ut ur SAP. SP anknöt nu till

denna och Folkfronten ersattes av en s k »socialistisk samling«. SP gick samman med

denna grupp. Det kommunistiska namnet lämnades till förmån för beteckningen Socia-

listiska Partiet.

För SKP:s del har vi ej samma möjlighet till inre belysning av utvecklingen. Vad som

finns är två uttalanden, dels en artikel i Kommunistisk Tidskrift 1932, dels Dimitrovs

tal på Kominterns 7'e kongress. Ställs dessa fragment samman fås följande bild:

1932 lancerades føljande taktik.” Med utgångspunkt i SAst vallöften skall SKP

aktivisera arbetarna till påtryckning på regeringen och för förverkligande av kraven.

1935 kritiserade Dimitrov SKP för att ej genomfört en taktik av detta slag.35 Om dessa

två artiklar ger en riktig uppfattning om SKP:s politik, skulle det betyde att inget av

partierna grep tag i det uppkomna tillfället. Hos SKP skall emellertid en inriktning

därtill ha framträtt, i 5st fall skymtade ett drag partipolitisk exklusivitet.

5. Kominterns taktikomläggningKomintern förändrade några år in på 30-talet sin politik med motiveringen att läget i

världen kraftigt förändrats. Kominterns sjunde världskongress befäste den nya takti-

ken, men den hade börjat diskuteras, skisseras och praktiseras tidigare.36 Dimitrov slog

på kongressen fast att de härskande under intryck av krisen och den allmänna radikali-

seringen alltmer sökt sin räddning i fascismen. Därmed skulle de, som valde den vägen,

lättare kunna genomföra attackerna mot arbetarnas levnadsstandard, omfördelnings-

krig, anfall mot Sovjet, delning av Kina, ökning av det koloniala förtrycket och«före-

komma en revolutionär utveckling. I det nya läget måste arbetarna och andra grupper i

många länder konkret välja mellan borgerlig demokrati eller fascism. En förutsättning

för Kominterns taktik var bedömningen om att kapitalismen icke skulle kunna helt

stabilisera sig. Världen stod tvärtom på tröskeln till en ny omgång revolutioner och

krig. Som de nationella sektionernas huvuduppgifter ställde Komintern kampen mot

fascismen och kriget. Under den föregående perioden hade man haft ledningen av

arbetarklassens ekonomiska strider som främsta punkt. I den tidligare situationen,

menade man, fanns icke betingelserna för att åstadkomma enhetsfronten ovanifrån

med de socialdemokratiska partierna, eftersom just dessa reste de omedelbara hindren

för en kamp mot kapitalets offensiv. I den vacklan som nu inträdde inom socialdemo-

kratin, kunde kommunisterna mer intimt komma iförbindelse med de socialdemokrati-

ska massorna. Grunden för taktiken skulle vara arbetet med enhetsfronten underifrån

(som den alltid år i den kommunistiska enhetsfrontstaktiken), men nu var tiden inne för

att ta initiativ till kombinationer ovanifrån.

Vid sidan av arbetet med enhetsfronten bland arbetarna (den proletära enhetsfron-

ten) skulle man på grundval av denna skapa en bred antifascistisk f olkfront, där bönder

och småborgerlighet skulle knytas till den antifascistiska kampen.

Den viktigaste skiljelinjen mellan de socialdemokratiska och kommunistika organi-

sationema i upprättandet av breda arbetarfronter och folkfronter var enligt Komintern

denna: De socialdemokratiska partierna gick med på gemensamma överenskommelser

med ett endast defensin syfte - de ville avvärja attacker från fascistiska rörelser och

pressa dem tillbaka från erövrade positioner. Komintern nöjde sig inte med detta utan

246

ville krossa fascismen. Kommunisterna syftade till en utveckling av rörelsen till störtan-det av kapitalets herravälde, men ansåg att socialdemokratin med bibehållen ideologialdrig skulle lämna den borgerliga demokratins mark.

6. KrigshatetAnalysen av det internationella läget och hotet om ett storkrig gav olika resultat för

SKP och SP. För SKP förelåg det en skillnad mellan de kapitalistiska stater, som

omedelbart verkade för krig (Tyskland, Italien och Japan) och de, som kunde förmåsatt gå emot ett (t ex Frankrike). Norden sågs som ett potentiellt krigsområde.37En

avgränsning gjordes gentemot upprustningsivrarna, som SKP ansåg ville foga Sverigesöde samman med agggressiva kretsars i Finland och med spelet kring ett anfallskrig påSovjet. Det betydde inte, att SKP var anhängare av en strikt neutralitet och en passivutrikespolitik eller en minskad värnkraft. Den senare menade man åstadkoms först ochfrämst av en demokratisering av försvaret, utrensning av fascistiskt sinnade militärer,utbyggnad av skyddsanordningar osv. Den socialdemokratiska regeringen kritiseradesför en aktiv utrikespolitik och ett närmare nordiskt försvarssamarbete. Krigsfaren leddetill en diametralt motsatt politik för SP:s del.38. Man vägrade se någon skillnad mellanmer och mindre krigsdrivande kapitalistiska stater. I stället för en aktiv fredspolitikfrån svensk sida, krävdes ett utträde ur Nationernas Förbund och strikt neutralitet.Sverige hade vidare inga möjligheter att försvara sig och SP yrkade därför på fullstän-dig avrustning. Min förmodan är att $st paciñsm måste ha bidragit till partiets isole-ring ju närmare kriget kom.

Under Abessynienkriget ställdes SP ensamt, då det till skillnad från SAP, SKP ochen bred folkopinion, ej stödde Abessynien och försöken att förmå NF till sanktionermot Italien.39

7. Fascismen

Den antifascistiska kampen sammanvävdes för SKP med antikrigspolitiken. Motsätt-ningen till SP blev också det här skarp och konkretiserades i solidaritetsarbetet medSpanien. Det är också det enda avsnitt från denna period där SKst politik varitföremål för undersökning.40Socialistiska Partiets spanienpolitik har också ägnats en

uppsats, varvid intressanta jämförelser gjorts.” Partiernas syn påmotsättningen mellanfascism och borgerlig demokrati framträder. SP förordade här neutralitet i dennamotsättning, som den framträdde i Spanien mellan Franco-styrkerna och regeringen.SKP var å sin sida den aktivaste kraften i den svenske hjälpkommittén för den spanskaregeringen. Denna solidaritetsrörelse var en av de framgångsrikastei världen. Medlem-mar i SKP Och det kommunistiska ungdomsförbundet var också i majOritet bland de

spanienfrivilliga. Av allt att döma ledde spanienarbetet till ett, ökat förtroende förpartiet."2 I SP blev spanienpolitiken till en viktig del i en uppslitande inre strid och

bidrog till ett minskat stöd för partiet.

8. Socialistiska Partiets roll

Fram t o m 1936 var SP större än SKP och erövrade fler röster i riksdagsvalen. Valet

247

1936 innebar en stagnation. Partiledningens politik gav upphov till en stark opposition.Känslan av att partiet befann sig vid sidan 0m huvudströmningen inom arbetarrörelsen

var en viktig faktor för att frågan om 8st existensberättigande restes. Under 1937 och

1938 uteslöts eller passiviserades uppskattningsvis hälften av partimedlemmarna.43 En-

dast ett fåtal sökte sig till SKP, men flera ledande gick till socialdemokratin. I de

närmast följande kommun- og och riksdagsvalen eliminerades närmast partiet.44Omkring halvårsskiftet 1938 tog $st ledare Nils Flyg kontakt med den tyska legatio-

nen i Sverige.45 I slutet av sammav år föreslog han ett samarbete på grundval av det

gemensamma intresset av en strikt neutral svensk utrikespolitik och Sveriges utträde ur

NF. Under kriget orienteras SP i allt öppnare protysk riktningf*6Våra kunskaper om 8st och framförallt SKP:s utveckling under senare delen av 1930-

talet har betydliga luckor. Kännbarast är bristen på en undersökning av den fackligapolitiken. I de frågor vi kunnat iaktaga framgår det att SP gick på katastrofkurs. Ett

viktigt drag hos SP, såväl före som efter l934b35, är en ovilja att förändra sin taktik

efter omständigheterna. Under krisen hade SP till skillnad från SKP ej utarbetat en

linje avpassad till krisens problem. Propagandistiskt fördes en rad allmänna kommuni-

stiska uttalanden fram eller sådana som Kommunistiska lnternationalen förfáktat i

andra lägenx*7Fr a markerade SP en vilja att ställa sig vid sidan 0m skeendet, men

förhindrades därifrån. Man hade nämligen en stor facklig kader, som var tvungen att ta

ställning i de ekonomiska striderna. SP vände sig mot SAP/L0:s eftergiftspolitik, men

vid skärpta lägen, då förbundsledningarna hotade med kraftåtgärder, väjde SP undan

och stödde istället dessa. Därvid åberopade man sig på den fackliga legalismen, som i

5st ögon blev den viktigaste principen och samtidigt ramen för all oppositionell verk-

samhet.

Tiden efter 1934 innebär ingen förändring av tidigare framförda åsikter i de frågor,som då kommer i centrum.” Den negativa inställningen till Nationernes Förbund,

motståndet mot Versaillefreden, bedömningen av England och andra kapitalistiskastater, som närmast farligare för freden än Tyskland - allt detta hade man hävdat på'20-talet som en sektion av Kommunistiska Internationalenx*9 Samma situation indträder,

som under krisen, men nu mer förstärkt: världen förändrades, men SP står fast vid

tidigare ställningstaganden. Sedan driver dynamiken i den intagna positionen partiettill ståndpunkter man tidigare inte haft.

Bakom eller hand i hand med denna tendens finns viktiga över hela 30-ta1et giltiga

principiella motsättningar till Komintern om enhetsfrontstaktiken och förmodligen

också i den nationella frågan.När partiet decimerats och politiskt börjat isoleras kom partiledaren in från kylan til]

den tyske legationen i Stockholm.

NOTER

Årbog 6 bånd 14 hg1. Arbetslöshetsräkningen den 31. augusti 1937, SOU 1938221, 5. 18.

2. Kennerström, Bernt, Melan två intemationaler. Socialistiska Partiet 1929-37, Kristiandstad

1974, s 10 ff.

3. Mindre lyckligt är att kalla SP för Kilbomskommunister och SKP för sillénkommunister, då

dessa beteckningar uppfattades som öknamn.

4. Bland broschyrer och tidskriftsartiklar av skiftande kvalitet i ämnet utkomna under senare år

kan nämnas följande: Lager, Fritjof, Bidrag till partihistoria, brev 3, Göteborg 1972 Anders-

son, Jack, Strömkvist, Karl, Svensson, Sigrid, Klass mot Klass-kommunistemas taktik under

30-talskrisen, Göteborg 1971. Carlsson, Christina, Dahlin, Einar, Nilsson, E. Tommy, SKP

och 30-talet, Zenit 5b75.

248

5. Kennerström, s 5f, s 217 f.6. Teser om den internationella situationen och Kommunistiska Internationaliens uppgifter. The

Communist International in documents (ed. Degras, Jane) II, Oxford 1960, s 455 ff, III,Oxford 1965, s 36ff. Kommunistisk Tidskrift (KD, september 1929 s 1 ff. Under världspartietsfana. Teser och resolutioner antagna vid Sverges Kommunistiska Partis åttonde kongres,Sthlm 1930, Revolutionär strejkstrategi. (innehåller Strassburgkonferensens resolution),Sthlm 1931

7.Annor1unda Kennerström s 39.8. Om SP:s linje se Kennerström s 36 ff.9. Kennerström menar att Kilboms tal är av central betydelse för förståelsen af SP:s politik.

10. s 47. SP var också fientligt inställt till iakttagelsen om en ökad rörelse bland de oorganiseradearbetarna. Textilarbetarstrejken 1931 var väl det tillfället frågan om de oorganiserade konkretoch i större skala blev väckt i Sverige. Det finns dock ingen undersökning0m SP's ställnings-tagande till de oorganiserades roll i denna konflikt.

11. För utvecklingen på arbetsmarknaden, se Casparsson, LO under fem årtionden, Sthlm 1948.12. Sanne, Michael: Halmstad våren 1931, stencil Hist inst, Sthlm 1974.13. Ådalskommissionens berättelse, Sthlm 1931, s 14 ff.14. Söderström, L: Ådalshändelserna 1931 - en bakgrundsteckning, Historisk Tidskrift 1966, s

257 ff.

Norman, B: Ådalen 1931, Sthlm 1971 (1968).15. Högström, Kerstin: Röda veckan i Söderhamn, stencil, Hist inst, Sthlm 1974.16. Eriksson, Hans: Til RFO-arbetet i Sverige, KT 1932, s 164 ff. Kennerström (s 56) menar att

SKP trängde ut SP som främsta oppositionella kraft. Förmodligen åsyftas fr a rollen itidningspolemiken, men även i så fall är bedömningen troligen överdriven.

17. Kennerström, s 49 ff.18. Kennerström, a. a. s 58 f. Eriksson, a. a., Thunell, Paul: Avtalsrörelserna och partiets uppgif-

ter, KT 1932 s 190 ff.19. En funktionär och tre medlemmar av representantskapet. En SKP-medlem hade suttit med i

representantskapet, men uteslutits året innan p g a att han undertecknat en inbjudan till en

oppositionskonferens.20. Kennerström redovisar endast ett fall, men det bör ha en vidare relevans.21. En liknande händelse hade inträffat i sågverksförhandlingarnas å.22. Svensson, Bengt och Elisabeth: Sjömansstrejken 1933: Bakgrund, förlopp och konsekvenser,

Arkiv nr 2, s 3 ff.23. Kennerström s 85 ff.24. Apitzsch, Hautmut: Byggnadsarbetarstrejken: produktionsförhållanden och organisations-

struktur; Socialdemokrater och kommunister i byggnadsstrejken. Kupferberg, Feiwel: Bygg-nadsstrejken 1933-34, Arkiv 2.

25. En uppsats av Lars Olofsson i ett framtida nummer av Arkiv behandlar detta styrelseval.26. Landsorganisationens cirkulär n:r 807, Sthlm 12.4.1933. SKP betecknade motkampanjen motuteslutningarna som ett av de tillfällen då man framgångsrikt lyckats genomföra enhetsfronts-politiken. Protokoll vic CK-möte 12-13/1 1935. VPK:s arkiv. Värdering inför 7:e kongressen, s10.

27. Enhetsfront. Beslut och riktlinjer från kommunistiska partiets centralkommitts plenum den12-13 januari 1935, Sthlm 1935, s 10 f.

28. Protokoll vid CK-möte 12-13bl 1935. Hilding Hagberg och Nils Holmberg dömde ut taktikeni sin helhet. '

29. Värderingen inför 7'e kongressen är visserligcn självkritisk, men går inte igenom hela partietspolitik och besvarar ej explicit vad som varit rätt och vad som varit fel. (SKP och arbetsplat-serna 1929-35, Riktlinjer, praktik, värdering. Sthlm 1972 s 7 ff)

30. Kennerström, a. a. s 217.31. Värdering inför 7'e kongressen s 10 ff.32. Kennerström, a.a. s. 95 ff.33. Kennerström (s 98) gör oss uppmärksam på den påtagliga stelbentheten i SKP:s kritik av

programmet. Termen avfärdas som felakti g. Däremot är inte den av K. uppdragna skiljelinjenmellan SP:s respektive SKP:s (senare använda) tolkning av folkfronten klargörande. Huvud-punkten skulle vara att SP hade socialismen som övergripande mål, men så icke SKP-Komintern. Det stämmer icke vare sig i Kominterns (se senare behandling av frågan) eller

249

$st fall. I SP:s proklamation nämns aldrig socialismen direkt eller indirekt (FDP 8.4.1933).

Något annat belägg anges ej för att socialismen skulle vara en övergripande målsättning.

34. Hagberg, H: Kampen mot »arbetarregeringemg KT 1932 s 223.

35. Dimitrov, Georgi: Enhetens och folkfrontens problem, Sthlm 1971, s 53 f.

36. Följande framställning bygger på: Från den skakade stabiliseringen till en ny period av

revolutioner och krig, KT 1935 s 25 ft'. Dimitrov, Enhetens....s 7 ff, s 93 ff och 5 129 ff. The

Communist international 111, s 350 ff.

37. PK, Socialdemokratins utrikespolitik, KT 1934, s 87 ff. CJ., Sverige och krigsförberedelser-

na, KT 1934, s 109 ff. K.P., Det nordiska krigsblocket mot Sovjetunionen KT 1934, s 145 ff.

Skandinavien och Hitlers krigsplan, KT 1936, s 62 ff. Hitler-politik och svensk fredspolitikKT 1936, s 163. Sillén, Hugo: Upprustningen ett led ireaktionens kamp mot demokratin, KT

1936, s 97 ff. Schmelnizkaja, E.: Skandinavien som ekonomisk och strategisk utfallsport, KT

1937, s 25 ff. I Skandinavien mognar idén om ett försvarsförbund mot den fascistiska angripa-

ren, KT 1937, s 61 ff.

38. Kennerström, s 133 1'. s 178 f. Resolution och arbetslinjer, SD (Socialistisk Debatt) 1935 s 227.

Förslag till politiskt dagsprogram, SD 1936, s 170.

39. Kennerström s 146.

40. Jönsson, Claes Göran: SKP och den svenska spanienrörelsen,Arkiv nr 4, s 3 ff.

41. Kennerström, Socialistiska Partiet och Spanien, Arkiv nr 6 s 26 tf.

42. Jönsson (s 19) och Kennerström (s 41) år delvis oeniga om effekten av solidaritetsarbetet. De

är båda införstådda med att det rör sig om vanskliga bedömningsfråg'or.

43. Kennerströrrfss203 ff.

45. Lönnroth, Erik: Den svenska utrikespolitikens historia, 1919-39, Sthlm 1959, s 161 f.

46. Lundberg, Erik: Nils Flygs väg till nazismen, Svensk Tidskriftsz s 392 ff. Enligt Lundberg

skal Flyg redan innan 1938 varit i kontakt med Göring.

47. I 8st polemik mot SKP framkommer denna tendens. Se Kennerströms (s 43 ff), som dock

icke drar samma slutsatser som jag.48. Annorlunda Kennerström s 217.

49. E Lundberg har fäst uppmärksamhetenvid »anakronistiska« åsikter hos SP.

FörkortningarSKP: Sverges Kommunistiska Parti

SP = Socialistiska Partiet

LO = LandsorganisationenSAP= Socialdemokratiska ArbetarpartietKT = Kommunistisk Tidskrift (SKP)SD = Socialistisk Debatt (SP)

250

DEN F RANSKE FOLKEFRONT 1936 -

1938 I DEN NYERE HISTORIESKRIV-NING

Af MICHAEL SEIDELIN HANSEN

I den tredie republiks brogede og ofte uoverskuelige historie træder en periode frem

med en særlig vægt og betydning, nemlig folkefrontperioden, der oftest kronologisk

anbringes indenfor rammen 1936 - 1938. At denne placering er diskutabel vil blive

behandlet senere. Men spiller folkefronten en ubestridelig rolle i den nationale historie,er dens rolle i international sammenhæng ikke mindre. At denne erkendelse af folke-

frontens betydning både nationalt og internationalt bliver stadig dybere både i den

franske og internationale historieskrivning, vidner den lange række værker og mindre

undersøgelser, som de sidste ti år er fremkommet med folkefronten som tema, gansketydeligt om.

Folkefrontregeringen i Frankrig var den første »ægte« arbejderregering i landets

historie, dvs. hvor et arbejderparti med et erklæret socialistisk programgrundlag, med

en vælgeropbakning overvejende sammensat af arbejdere og med indflydelse i fagbevæ-

gelsen, nemlig Section Francaise de l'Internationale Ouvrire SFIO, dels var den største

formation, dels havde ledelsen af regeringen og de vigtige poster som indenrigsministe-rium og økonomiministerium.l

Et andet punkt er folkefrontens tilblivelse som et barn af den antifascistiske kamp,der kulminerede med de voldsomme begivenheder i februar 1934, hvor det lykkedes

arbejderklassen at slå den fascistiske mobilisering afgørende tilbage. Fra denne kamp

udgik enhedsbestræbelserne mellem de to arbejderpartier, der siden splittelsen af den

franske arbejderbevægelseved socialistpartiets kongres i Tours i 1920 var splittet, somi

resten af verden, i et socialistisk og kommunistisk parti, en splittelse som også slog

_

igennem i fagbevægelsen. Når man i dag i Frankrig indgående beskæftiger sig med

folkefronten skal det aspekt ikke overses, at arbejderbevægelsen står midt i et forsøg påat overvinde tidligere splittelser, forsøg materialiseret i Venstreunionen, der har det

øvrige aspekt til fælles med folkefronten, at den omfatter en borgerlig gruppering,nemlig les radicaux de gauche, ligesom det radikale parti var med i folkefronteni 1936.

Den franske folkefronts betydning langt udover landets grænser understreges blot

ved at se på to fremstillinger om den danske arbejderbevægelses historie, nemlig Ib

Nørlunds fremstilling og forlaget Auroras: Lad falde hvad ikke kan stålz, der beggefremhæver folkefrontspolitikkens betydning for DKPs udvikling, ligesom Einhart Lo-

renz gør det samme for Norges vedkommende3.

Et andet vigtigt punkt er spørgsmåletom den internationale kommunistiske bevægel-

ses medvirken i udformningen af denne politik, og meget forenklet spørgsmålet om

folkefronttankens oprindelse i relation til Kominterns VII. Verdenskongres i Moskva i

1935, der som hovedopgave beskæftigede sig med disse problemer i forbindelse med

formuleringen af en strategi for den antifascistiske kamp. Med et konkret studium af

denne f olkef rontspolitiks udførelse får man reelle muligheder for at undersøge samspilletmellem Komintern og dens enkelte sektioner, de nationale partier, hvilket også i høj

grad har medvirket til den voldsomme interesse for den franske folkefront.'

I forbindelse med den franske folkefront rejser der sig en række problemer af meto-

disk art. Der er i første række materiale problemet, der i høj grad har sat sit præg på

historieskrivningen om folkefronten og dens internationale sammenhæng. Ser vi på

partimaterialet, altså spørgsmålet om partiarkiver, er man allerede ilde stedt. For SFIO

eksisterer intet egentligt partiarkiv. Der findes kongresreferater, men officielle referater

fra ledelsesmøder både på centralt og lokalt plan eksisterer ikke. For det radikale partier man i en lignende situation. En del er gået til under krigen, meget er blevet destrueret

i forbindelse med splittelser, fraktionskampe etc! Om det kommunistiske parti, PCF, er

situationen mere kompliceret. Alt materiale vedrørende Komintern har hidtil befundet

sig i Moskva, og der er ingen adgang til Kominterns arkiver. En del af disse arkiver

omfattende PCF er dog nu ved at blive overført til Frankrig, hvor der på partietshistoriske institut og arkiv, Institut Maurice Thorez, nu befinder sig partiarkiver til

252

1928, men uden registranter. Materialet er endnu ikke tilgængeligt, og hvornår overfø-

ringer for senere år finder sted vides ikke.Hvad organisationsarkiver angår er situationen ligeså sort. Den faglige landsorgani-

sation CGTs arkiver er ikke tilgængelige, ligesom der er alvorlige lakuner. En udvejfindes dog ved at der ofte er gode ting at hente. For en række af de organisationer som

f .eks. Ligue des droits de l'homme, der spillede en helt afgørende rolle i folkefronten, ser

situationen ikke bedre ud. Krigen, skødesløshed, angst for at papirer faldt i modstan-deres hænder etc. har været hårde ved materialet.

Private arkiver kommer derfor til at spille en større og større rolle. I en historiogra-fisk oversigt over den franske kommunismes historie har Annie Kriegel, der er en af deførende forskere af fransk arbejderbevægelse i det 20. årh., omtalt værdien af disse

privatarkiver, der givetvis vil vokse jo flere af de direkte implicerede ifolkefronten, derefter deres død lader deres arkiver publicere4. Der er her ikke alene tale om møderefera-ter etc., men også om betydelige samlinger af pjecer, flyveblade etc., som ofte kan kaste

lys over lokale aspekter af folkefrontspolitikken. Eks har Andre Marty, medlem afPCFs ledelse og medlem af Kominterns eksekutivkomites (EKKI) sekretariat, valgt påVII. Verdenskongres i 1935 og ekskluderet af PCF i 1953, overladt sit arkiv til Centred'Histoire du Syndicalisme i Paris. Ligeledes indleveres til Institut Maurice Thorezarkiver og materiale fra kommunistiske aktivister på alle niveauer i partiet.

De offentlige arkiver, først og fremmest Archives Nationales, udgør et broget billede.I indenrigsminister-iets arkiver findes et righoldigt materiale, især om kommunismen,herunder også udenlandske kommunisters aktivitet i Frankrig. Problemet er den 50-årsregel, der eksisterer i Frankrig, og skønt en ny lov har givet mulighed for dispensationerfrem til 1939 gives der ikke adgang til disse arkiver. Bedre er man stillet med

departementsarkiver, hvor der ofte åbnes, og hvor man ofte finder værdifulde ting tilbelysning af lokale aspekter. På Bibliotheque Nationale findes udover samtlige afperiodens dagblade og tidsskrifter, der hidtil har udgjort det vigtigste materiale, også et

righoldigt udvalg af foldere, opråb etc. Det samme findes i politiets arkiver, der tilbelysning af den franske arbejderbevægelseshistorie er nogle af de bedste arkiver, oghvor man administrerer en relativt liberal politik hvad angår adgang til materialet.

Denne noget brogede materialesituation har fået flere historikere til i fortvivlelse at

sige, at det i realiteten var umuligt at lave kvalificeret forskning på folkefronten. Deseneste år har imidlertid vist, således som jeg vil forsøge at vise det her gennem en

oversigt over en række af de nyeste værker om folkefronten, at man kan komme langtmed en optimal udnyttelse af det materiale, der er til rådighed.Når alene dagspressen,tidsskrifter, pjecer, flyveblade, samtidige debatindlæg og den omfattende memoirelitte-ratur opregnes, findes allerede et overdådigtmateriale. Når dertil kommer forhandlin-gerne fra senatet og deputeretkammeret, forhandlingsreferater fra lokale valgte forsam-linger, er der mulighed for at dække den parlamentariske side. Hvad f.eks. det kommu-nistiske parti angår kan man komme langt ved at nærlæse den kommunistiske presse,Maurice Thorez værker, og de forskellige tidsskrifter, der blev udgivet af Komintern til

orientering for de nationale partier.Desuden spiller interviews en stor rolle for en stor del af forskningen. Ofte, som det

vil fremgå, trækkes dog slutninger og konklusioner fra interviews, som er meget vidtgå-ende i forhold til den usikkerhed af forskellig art, der altid vil bestå ved interviews medsamtidige aktører med en tidsafstand på knap 40 år.

De forskellige tendenser og betragtningsmåder, der har gjort sig gældende ved under-søgelser af den franske folkefront træder tydeligt frem ved at sammenholde deres

analyser af afgørende begivenheder eller institutioner som partier etc. De behandlede

bøger eller artikler er for flertallets vedkommende skrevet indenfor de sidste ti år, ogrepræsenterer derfor den nyeste forskning på området. Der er kun medtaget bøger ellerartikler med direkte behandling af folkefronten som hovedtema, mens den lange række

253

af værker om den tredie republiks historie, som eksisterer, og som delvist behandler

folkefronten, ikke er medtaget5. Karakteristisk for de ældre af disse fremstillinger er, at

de betragter folkefronten som endnu en af de mange politiske konstellationer af kort

varighed, som kendetegner den tredie republik og dens regeringer. Forståelse for folke-

frontens helt igennem unikke karakter og konsekvenserne - nationalt og internationalt -

af dette eksperiment mangler ofte totalt6.

Efter Raymond Poincares Union Nationale regering 1926-29, afløser frem til 1934 en

række regeringer med radikal dominans hinanden. I februar 1934 eksploderer de spæn-

dinger, som havde eksisteret i det franske samfund siden slutningen af verdenskrigen, i

angrebet på Nationalforsamlingen den 6. februar 1934. Anledningen var den såkaldte

Stavisky affære, afsløringen af politikeres og embedsmænds omgang og støtte til denne

finanshaj, hvis mystiske død kastede et grelt lys over forbindelserne mellem ñnanskapi-talen og det politiske liv. Affæren blev benyttet af diverse fascistiske grupperinger til et

forsøg på et afgørende slag mod det borgerlige demokrati, og satte den 6. februar Paris i

en borgerkrigslignende situation.

Det skal ikke være opgaven her at analysere den franske fascisme og dens særlige

træk. Et forsøg er gjort af Ernst Nolte i hans store værk »Action francaise«. I de

kommunistiske historikere, Jacques Chambaz og Claude Willards oversigtsværk: »Le

front populaire pour le pain, la liberté et la paix«7. gives en analyse af den franske

fascisme i 1934. Forfatterne insisterer her -i god overensstemmelse med den kommuni-

stiske Internationales fascismedefinition fra Kominterns VII. Verdenskongres i 1935 -

på sammenhængen mellem storkapitalen og de fascistiske organisationer. Parfumemil-

lionæren Coty støttede økonomisk flere grupper, og champagnekongen Pierre Taittin-

gers organisation Les Jeunesses Patriotes omfattede flere tusinde uniformerede med-

lemmer, ligesom den vigtigste organisation, Colonel de la Rocque,s Croix de feu mod-

tog betydelige bidrag fra industrielle kredse, herunder Coty.Et af hovedspørgsmåleneer, om der den 6. februar var tale om et bevidst kupforsøg

fra de fascistiske ligaers side eller en manifestation uden nøjere definerede mål. Mens

den parlamentskommission, som efter begivenhederne blev nedsat kom til den første

konklusion, er der nu blandt historikere almindelig enighed om den sidste fortolkning. I

sit oversigtsværk over det franske højre, »La droite en France«, 1963, understreger René

Rémond den franske fascismes sammensatte karakter. Ligaernes ideologiske indhold

var så forskelligt, at det ikke var muligt for dem at koordinere en sådan bevægelse, og

selve begivenhedsforløbetden 6. viser også en bemærkelsesværdig tilbageholdenhed i

afgørende øjeblikke fra Croix de feus side.

Fascisteme var imidlertid ikke de eneste på Concordepladsen den 6. februar. Kom-

munisterne var der også, og hele den ikke-kommunistiske historieskrivning siger, side

om side med fascisterne. Det kommunistiske parti, PCF angreb Daladier for at have

ladet sin regering falde »for det fascistiske pres« og lade landet åbent for ligaernes

forgodtbefindende. På dette grundlag demonstrerede kommunisterne den 6. Chambaz

anfører,8 at en del af forklaringen på denne holdning skal ses i lyset om ledelsen mellem

Barbé-Celor fløjen og Maurice Thorez. I de talrige værker om partiet findes indgående

analyser af denne fraktionskamp mellem Barbé-Celor ledelsen, der kort kan siges at

repræsentere teserne fra Kominterns V1. kongres i 1928, og gruppen omkring Thorez,

der skønt officielt i overensstemmelse med denne politik under indtryk af partietsuafbrudte nedgangslinie i medlemstal 0g stemmetal og under indtryk af den lynhurtigelikvidering af KPD i 1933 langsomt indså det uholdbare i klasse mod klasse linien9.

Partiets dagblad l'Humanité afspejler denne manglende afklaring i partiet, og Maurice

Thorez, der i 1934 efter udrensningen af Barbé-Celor gruppen og især efter eksklusio-

nen af Doriot, er partiets ubestridte leder, angriber senere på året l'Humanite's linielo.

Herefter tager enhedsinitiativerne fart. Det første kommer fra SFIOs Seine federati-

on, der ledes af Jean Zyromski, der leder den ikke-trotskistiske venstrefløj i partiet.

254

Hans opfordring til PCFll om en enhedsdemonstration afvises, PCF arrangerer deres

egen den 9., der får opbakning af den PCF kontrollerede landsorganisation CGTU ogenkelte SFIO afdelinger, der trodser partiledelsens forbud mod deltagelse. Demonstra-tionen får masseopbakning og ender i et blodbad med flere døde og hundredvis af

alvorligt sårede. Større betydning får dog den demonstration, der indkaldes til den 12.af den faglige landsorganisation CGT, der var den største, og som stod SFIO nær.

Hverken PCF eller CGTU indbydes til forhandlingerne om demonstrationen, men

opfordrer deres medlemmer til at slutte sig til den. Den 12. får i Paris og i provinsenkarakter af generalstrejke, og 80000 mennesker deltager i den fredelige demonstration iParis, hvor kommunistiske og socialistiske arbejdere lancerer slagord 0m aktionsenhed.Hermed er det første skridt til enhedsbevægelsen taget.

Efter flere forhandlinger om fælles optræden mellem PCF og SFIO undertegnes som

et foreløbigt højdepunkt den 27. juli 1934 »Le pacte d'unite d'action« mellem de to

partier. Forud er gået PCFs nationale konference i Ivry den 23.-26. juni, hvor Thorezformulerer »Vi vil for enhver pris formulere enhedsaktioner med de socialistiske arbej-dere, mod fascismen«. Han understreger også her nødvendigheden af et forsvar for den

borgerlige stat, og mellemlagenes betydning i den antifascistiske kamp. Den kommuni-stiske historieskrivning tillægger denne konference stor betydning. I en samling afartikleri »Le Front populaire. La France de 1934 a 1939«,12 betegner Georges Cogniot,der ud over at være historiker i denne periode var PCFs repræsentant i Komintem,beslutningerne fra Ivry som historiske og beskæftiger sig videre med Kominterns rolle.

I den ikke-kommunistiske historieskrivning betegnes ændringen af den tidligere liniesom en saltomortale, iscenesat fra Kominternhovedkvarteret i Moskva, og udført afKominterns udsending i Frankrig, Fried. Man har især hæftet sig ved KominternsEksekutivkomites (EKKI) brev til PCFs centralkomite af 11. juni 1934, der ifølge denofficielle Kominternhistorie »Die kommunistische Internationale. Kurzer historischerAbriss« 1970, der er udarbejdet bl.a. af førende Kominternhistorikere som Sobolew ogK.K. Schirinja, »..enthielt Empfehlungen, die den französischen Kommunisten halfen,auf der Landeskonferenz in Ivry wichtige Beschlüsse zu fassen«.'3. Dette brev tagesuden undtagelse som det sikre bevis på en Moskvastyring af enhedspolitiken. I sinMaurice Thorez biografi nævner Philippe Robrieux dette”, ligesom den amerikanskeKominternforsker, Branko Lazitch, i en artikel i dette brev klart ser styringen.15

Cogniot benægter ikke sammenhængen mellem Komintem og udformningen af delokale sektioners politik. Han mener dog, at der der på vejen til Ivry konferencen er

gennemløbet afgørende etaper, der gør det umuligt at tale om saltomortaler og som ihøjere grad belyser lokale initiativer. Han peger her på Amsterdam/Pleyel bevægelsen,en fredsbevægelse startet på initiativ af Henri Barbusse og Romain Rolland, der på en

kongres i Amsterdam i efteråret 1932 samler 2200 delegerede fra 29 nationer. Heri og isenere møder deltager udover kommunister, der støtter bevægelsen helhjertet, ledendeSFIO folk som den senere minister i Blums folkefrontregering Georges Monnet trodsforbud mod SFIO deltagelse. Bevægelsens bredde og omfang får Cogniot, men ogsåborgerlige historikere som Louis Bodin og Jean Touchard i deres oversigtsværk over

folkefronten til at se denne bevægelse som den førstetskitse til en samling af venstre-

kræfterne'6 Cogniot ser også i opgøret med klasse mod klasse linien i PCF en forbere-delse til den senere politik, der yderligere understreger hans synspunkt om en kontinu-

erlig linie i partiets politik. Hvor forståelig Cogniots vurdering end er, forekommerhans tolkning at være mere komplet end de ofte meget mekaniske og til tider ganskevulgære tolkninger af typen »Moskvastyring«, som især Branko Lazitch i hele hans

produktion gør sig skyldig i”.En særlig tolkning af PCFs enhedspolitik efter Ivry konferencen findes hos Georges

Lefranc, der er en af de mest fremtrædende forskere af fransk arbejderbevægelse i det20. årh., og hvis store værk om folkefronten længe har været anset for værket 13.

255

Lefranc deltog som organiseret SFlO medlem selv i ledelsen af en vigtig enhedsorgani-

sation, Comite de vigilance des intellectuels antifascistes, dannet i marts 1934, hvor der

sker en vigtig samling af intellektuelle på venstrefløjen med og uden panitilhørsforhold.

Hans værk er grundigt i detaljen, udmærker sig ved at have en række dokumenter og

vidneudsagn i et appendiks, men er svagt i analysen. F.eks. inddrages i ringe omfang

samspillet mellem folkefronten og den internationale udvikling. PCFs enhedsforsøg

analyseres f.eks. ikke i Kominternsammenhæng. For Lefranc er det et spørgsmålom for

PCF at afskære de socialistiske masser fra partiets ledelse og således realisere enheden

fra neden på trods af, at Thorez ved et partiopgør, der også var farligt for hans egen

position i partiet, havde skilt sig af med talsmændene for denne politik, og at han, som

Robrieux, der ikke kan mistænkes for kommunistiske sympatier, nævner det i sin

Thorez biografi, fra juni 1934 og til sin død fører en meget moderat politik overfor

SFIO og dets ledelse, selv i perioder som i 50*erne, hvor partiet var degenereret til et

parti med ansvar for en blodig kolonikn'g.Undertegnelsen af enhedsaktionspagten, Pacte d'unité d'action, mellem SFIO og

PCF den 27. juli 1934 var for PCF blot et skridt på vejen til den bredere samling, man

havde forudset på lvry konferencen, og som havde Kominterns fulde opbakning. I

Cahiers de l'Institut Maurice Thorez, no. 1, 1966, findes ud over PCFs og SFIOs udkast

til denne pagt og den endelige udformning samt Maurice Thorez indlæg i et af de

forberedende møder, hvor diskussionen især går på dannelsen af et koordineringsorganmellem de to partier, som PCF presser på for at få oprettet med henblik på at få forma-

liseret samarbejdet i høj grad som muligt.Med denne pagt indledes en periode med voldsom politisk aktivitet i enhedsliniens

tegn. På fagligt plan indledes forhandlinger om en sammenslutning af CGT og CGTU,

hvor CGTU presser på for denne enhed, og hvor sammenslutningen på formelt plansker på Toulousekongressen marts 1936. En kort oversigt med redegørelse for de vigtig-ste problemer findes i Georges Lefrancs lille bog i Que sais-je serien, Le syndicalisme en

France, 1973. Han understreger her, at det på kort sigt er CGT med sine krav om

fagbevægelsens absolutte uafhængighed af politiske partier og forbud mod fraktions-

virksomhed, der trækker det længste strå, idet CGTU modvilligt må bøje sig. I hans

videre konklusion, at sammenslutningen på længere sigt er en sejr for PCF, deler han

med hele den ikke-kommunistiske forskning, idet det lykkes PCFs ledere i CGT, skønt i

mindretal, at kanalisere den enorme medlemstilgang, der kommer i årene 1936-38 (fra

begyndelsen af 1936 til slutningen af 1936 stiger medlemstallet fra en million til fem

millioner) i retning af PCFs positioner i den faglige politik, og efter Frankrigs befrielse i

1944 overtager PCF da også endegyldigt ledelsen af CGT, naturligvis styrket af mod-

standskampen og flere socialistiske CGT lederes direkte kollaboration med tyskerne.I et indlæg på en konference afholdt af Institut Maurice Thorez i 1966 med temaet:

Le front populaire et l'action de Maurice Thorez, hvis indlæg og diskussioner er gengi-vet i Cahiers de l'Institut Maurice Thorez no. 3-4 findes de kommunistiske synspunkter

på den faglige enhed, som efter bruddet i 1921 genskabes i 1936. Det understreges, at

CGTU bøjer sig på alle punkter', men, tilføjes det i samklang med den øvrige historie-

skrivning, på længere sigt viste udviklingen det rigtige idenne forsigtige linie. CGTUs

linie var da også helt på linie med beslutningerne på Kominterns Vll Verdenskongres.

Et punkt hvor PCF havde sværere ved at bøje sig var spørgsmåletom folkefrontens

organisatoriske rammer. I løbet af 1935 lykkes det Daladier fløjen i det radikale parti at

vinde flertal for en tilslutning til enhedsbevægelsen. Det radikale partis holdning er ikke

tilstrækkelig belyst. I en af de senere partihistorier redegøres dog på tilfredsstillende

måde for de forskellige fløje i partiet, der mere end noget andet part inkarnerer den

tredie republik, og som i hele republikkens historie er Partiet. Især kommunisterne

hilser dette velkomment, især fra efteråret 1935, hvor et ven'tabelt felttog sættes ind for

at overbevise den radikale partiledelse om, at de radikales middelklassevælgeres virkeli-

256

ge interesser bedst varetages indenfor en bred venstreenhed. Temaet tages op af Dala-dier, der i en kampagne mod storindustrien lancerer det berømte begreb »de 200 fami-lier«, i hvilket den kommunistiske og radikale klasse- og statsanalyse falder sammen.Det er i denne periode, at Maurice Thorez lancerer begrebet »Front popoulaire«, medeksklusiv adresse til middelklassen og landbobefolkni'ngen.

Megen opmærksomhed er viet Sovjetunionens holdning, der bedst kan måles på denfransk-sovjetiske pagt, der indgås af Stalin og Laval i maj 1935, og hvor Sovjetunionenanerkender et kapitalistisk lands ret til et forsvar, hvilket på nationalt'plan betyder en

ændring af PCFs hidtidige antimilitaristiske politik. PCF hilser pagten og Stalinspolitik med en plakat: Stalin har ret! I sine erindringer analyserer Jacques Duclos,PCFs »nummer to«, fra 1934 til sin død i 1975 PCFs holdning. Det gjaldt for Sovjetu-nionen overfor den fascistiske fare at samarbejde med alle stater, der var villige til enaktiv fredspolitik, og således var det også naturligt for de kommunistiske partier pånationalt plan at samarbejde med disse kræfter”. Med disse 'indrømmelser til de radika-le åbnes døren for en tilnærmelse endegyldigt.

Med forberedelseskomiteen til en fælles 14. juli demonstration 1935, RassemblementPopulaire, omfattende hele det franske venstre fra de radikale og videre over SFIO tilPCF, de to store faglige landsorganisationer og organisationer som la Ligue des Droitsde l'Homme, hvis formand bliver komiteens præsident, skabes den egentlige folke-frontsorganisation, som PCF havde efterlyst. 10. januar 1936 offentliggøresRassemble-ment Populaires krav. Georges Lefranc20 understreger, at komiteens sammensætninggør, at der ikke er tale om en ny koalition af partier som i Carte] des Gauchesi 1924.Organisationen forbliver løs, og mærkeligt nok omtaler Lefranc ikke et hovedpunkt idenne sammenhæng nemlig kommunisternes krav om dannelse af komiteer i hele landetmed tilknytning til Rassemblement Populaire, åbne for partier organisationer og hvadvigtigt er, enkeltpersoner". PCF så her en mulighed for en virkelig folkelig deltagelse ogfolkelig kontrol med bevægelsen og kontrol med en evt. regerings handlinger. I hele denkommunistiske historieskrivnings analyser af folkefrontens nederlag spiller dette punkten stor rolle, idet man gennem sådanne komiteer kunne have kanaliseret en aktiv støttetil regeringen Blum, der lod sig vælte to gange af nederlag i det ene af parlamentets tokamre, senatet. Både SFIO og de radikale var imod en sådan organisationsform, idet defrygtede, at sådanne komiteer helt ville få kommunistisk dominans.

Striden om organisationstrmen var ikke den eneste. Udarbejdelsen af programmetstødte på alvorlige vanskeligheder. To opfattelser stod overfor hinanden: skulle pro-grammet være offensivt, dvs. indeholde krav om strukturændringer,eller skulle. detbegrænse sig til politiske krav til støtte for replublikken og begrænsedesociale foranstalt-ninger? PCF og de radikale gik ind for det sidste, mens SFIO krævede strukturændrin-ger. I sin bog om socialismen i Frankrig eller rettere SFIO redegør Lefranc for de forskel-lige retninger i SFIOZZ, der også i relation til Leon Blum naturligvis behandles i deadskillige Blum biografier, bedst i Gilbert Zieburas, der desværre slutteri 193423. Det erisær den trotskistiske fløj under ledelse af Marceau Pivert24, der fører sig frem medradikale krav om nationaliseringer,men ogsåmoderate SFIO ledere som CGT's general-sekretær Leon J ouhaux kræver ændringer, stærkt inspireret af den belgiske socialistisketeoretiker de Mans ideer der har træk til fælles med korporativismen, og som af PCF kortog godt betegnes som fascisme. Ang. PCFs linie er Bodin og Touchard i deres vurde-ring på linie med en samtidig kommentar af formanden for lærernes fagforening, Del-mas, der betegnede kommunisterne som parat til alle indrømmelser for at holde på deradikale, og at de sammen med dem bekæmpede ethvert forsøg på at få et revolutionærtindhold ind i programmet”. Splittelsen på dette område ekeksisterede dog også indenforSFIO. F.eks. udtrykte Leon Blum, der hørte til partiets centrum i en række artikler ipartiets dagblad Le Populaire skepsis overfor nationaliseringer, da de ifølge Blum kun er

257

en etape i den kapitalistiske økonomi, og ikke bryder med den. På det økonomiske plan

risikerer man kun at så illusioner med nationaliseringer, hævdede Blum, for den kapitali-stiske økonomi lader sig ikke regulere. Lefranc, der slutter om disse synspunkter i sin

folkefrontbog, går ikke skridtet videre og påviser,at hele Blums senere virke var et stort

forsøg på med endnu mere begrænsede forholdsregler end nationaliseringer at få den

kapitalistiske økonomi til at fungere, og at han hver gang led nederlag.Hvad angårbetydningen af programmet er Lefranc den eneste af de ikke-kommunisti-

ske historikere, der understreger dets betydning, idet han understreger, hvorledes Blum

dels opfattede det som et valgprogram for anden valgrunde (hvor folkefrontspartiernetrak deres kandidater tilbage til fordel for den bedst placerede og satte deres apparat ind

på at få den bedst placerede valgt), dels som program for regeringen.Kommunistemes dom over SFIO er hård. SFIO forhindrede et realistisk program af

større rækkevidde end det vedtagne med deres »venstrefraser«, hedder det i hele den

kommunistiske forskning, mens de i deres praktiske politik lagde sig op af de Mans ideer

om en omorganisen'ng af økonomien til fordel forhele samfundet, og der er her, siger

Chambaz, fuld overensstemmelse mellem SFIO og udbryderne fra partiet i 1934, de

såkaldte neosocialister (den gamle højrefløj)med Marcel Déat i spidsen. Chambaz beteg-

ner denne politik som proudhonisme, og undlader ikke at nævne, at Deat og flere af

neosocialisteme ender som kollaboratøreri tysk uniform! Den mest realistiske forklaring

på PCFs holdning giver Duclos i sine erindringer: der var tale om at undgå et brud med

middelklassen og det radikale parti, hvis højrefløj var imod folkefrontsarbejdet. Overfor

den fascistiske fare i landet og kampen for freden på verdensplan måtte en regering, hvis

hovedmål var på disse områder, prioriteres. Robrieux ser denne politik som et bevis på,

at PCFs virkelige ærinde var promovering af Sovjetunionens kollektive Sikkerhedspoli-

tik.

Laval regeringen, der støttes af Herriot fløjen i det radikale parti, skubber med sine

nedskæringslove på det offentlige en stor del af middelklassen fra sig og i armene på

folkefronten. De radikale med regeringsansvar må betale dette ansvar ved valgene den

26. april og 3. maj med et betydeligt stemmetab, selv om valgkampen udelukkende føres

af folkefronttilhængerne med Daladier og unge radikale som Pierre Cot i spidsen, på

Rassemblement Populaire grundlaget. De radikale mister 43 pladser i det nye kammer,

SFIO vinder 49 og bliver det største parti, og valgets store sejrherre bliver PCF, der

vinder 62 med 1,5 mio. stemmer. Folkefrontpartiernes majoritet er, når løsgængere er talt

med, 376 i forhold til 238 for højre. En grundig analyse af valget er lavet af Georges

Dupeux26, der fremhæver flg. forhold: PCF bliver et nationalt med massekarakter (med-

lemsudviklingen vender vi tilbage til), PCFs brud på aftalerne i forhold til SFIO og

radikale, der dannes et disciplineret, kommunistisk vælgerkorps. Disse karakteristika er,

fremhæver Dupeux, gældendeden dag i dag, og bekræftes af senere valgundersøgelser

foretaget af La fondation nationale des sciences politiques. Videre den radikale vandring,

især i byerne, der kommer PGF tilgode. PCFs bejlen til middelklassen har ikke været

forgæves og den åbne politik overfor katolikkerne, den udstrakte hånd (la main tendue)

og talen om »l'union de la nation francaise«, der er de store temaer på partiets VIII.

kongres januar 1936, giver partiet en indflydelse langt ind i katolske rækker, som kan

aflæses af stemmetallene i de katolske departementer.Et andet forhold understreges af Dupeux, nemlig at SFIO mister stemmer i de departe-

menter, hvor den lokale ledelse havde været afvisende oVerfor enhedspolitikken med

kommunisteme og stærk fremgang i Seine-et-Oise, hvor Zyromski fløjen allerede fra

februar 1934 havde gjort sig til talsmand for enhedsarbejde med PCF.

Dupeuxs grundige og sobre analyse står alene, og det er karakteristisk for undersøgelsens

autoritet, at den benyttes som grundlag både i den kommunistiske og ikke-kommunisti-

ske forskning.

258

Hvad partiernes reaktioner angår er reaktionerne i det radikale parti de mest komplek-se, men desværre står tilbage at lave en undersøgelse af det radikale parti i folkefrontpe-rioden, hvilket er så meget mere beklageligt, som en simpel konstatering af styrkeforhol-det i Deputeretkammeret viser, at uden de radikale ingen folkefrontregering, og kommu-nistemes respekt for de radikale viser hvilken betydning man fra PCFs side tillagde dette

parti. Daladier står dog på de flg. kongresseri partiet stærkt og er ubestridt partiets leder,hvilket vil sige, at højrefløjen har anerkendt hans fortolkning af valgresultatet, nemlig atden radikale deltagelse i Laval regeringen havde slidt på partiet, og at folkefrontsdeltagel-sen havde reddet partiet for en endnu større tilbagegang.

Dagen efter anden valgomgangs resultat krævede Blum som leder af det største partiledelsen af den nye regering. Udover de radikale og de socialistiske grupperinger, som

udgjorde majoriteten, blev PCF opfordret til at indtræde i regeringen, i parlamentet som

på alle planer af det politiske liv. PCF s vægn'ng er et af de mest omdiskuterede punkter iforbindelse med folkefronten.Spørgsmålet om regeringsdeltagelse i folkefrontregeringer var blevet udførligt be-

handlet på Kominterns VII. verdenskongres, hvor der var blevet opstillet klare princip-per for deltagelse”. Det borgerlige statsapparat skulle være så paralyseret, at det ikkekunne hindre dannelsen af en sådan regering, der skulle være et stærkt opsvingi masser-nes kamp, og regeringen skulle forpligte sig til et tilbundsgående opgør med alle fascisti-ske elementer. I sine erindringer, Fils du peuple,28, anfører Thorez, at han ønskededeltagelse, men at et flertal af partiets politbureau var imod. I sine memoirer giver Duclossamme fremstilling og tilføjer, at flertallet var imod for ikke at give anledning til en

yderligere hetz mod folkefronten og skræmme middelklassen med kommunistisk rege-ringsdeltagelse.29 At der ikke kunne hetzes meget mere end der blev viser Bodin ogTouchard dog med deres fyldige pressekommentarer. Den kommunistiske litteraturvideregiver den autoriserede Thorez forklaring, der også godtages af flere borgerlige.Spørgsmålet er svært at løse, så længe Kominterns arkiver ikke er helt overført til Fran-krig for PCFs vedkommende, men en del af forklaringen ligger givetvis i Kominternbe-slutnigen, så meget mere som det fra alle sider, også kommunistisk, anføres at Komin-terns mand i Paris, Fried, spillede en afgørende rolle som rådgiver for den franske parti]-edelse.

I et vigtigt indlæg på et kollokvium afholdt af La fondation nationale des sciencespopitiques i 1965 findes et indlæg af Annie Kriegel om PCFs holdning til Blum regeringenog derunder spørgsmålet om regeringsdannelsen”. Annie Kriegels mener, at PCFsholdning er en videreførsel af Lenins teser om dobbeltmagten fra 1917, og at PCF med sinstigende kontrol over masserne regnede med at kunne høste frugterne af Blums regeringssvaghed, eftersom denne regering havde et flertal mod sig i senatet, og Blum under ingenomstændigheder ville rejse massebevægelser for støtte til sin politik imod et parlamenta-risk flertal, legalist som han i ekstrem grad var. Der er intet i det tilgængeligematerialeder støtter denne påstand,der også er en modsi gelse af det gennemgåendetemai Kriegelsindlæg, nemlig PCFs yderst moderate politik, som hun tilskriver hensynet til sovjetiskeinteresser, især efter at der i løbet af 1935 og 1936 for Sovjetunionen ikke er tvivl om denretning, Hitlers politik tager. Et kommunistisk kupforsøg i_Frankrig ville ganske enkeltvære en for stor udfordring til den hårfine balance allerede i 1936, som Sovjetunionenikke ville risikere at fortykke. Men for hele dette problems komplicerede karakter er detsigende, at selv PCF monografier er uklare. Gerard Walters udmærkede partihistorieanfører at Thorez allerede på partiets Villeurbanne-kongres i januar 1936 havde afvistdeltagelse og Fauvets nyere partihistorie kommer ikke nærmere.31 I et interview i l'Hu-manité den 1 1.-1 1.-75 berører Giulio Ceretti, der skønt italiener af Komintern var indsat iPCFs centralkomite i disse år, og som deltog i mødeti politbureauet om regeringsdelta-gelse, at kun Thorez og Duclos forklaringer betegner Ceretti, der stadig er et fremtræden-de medlem af PCI, som efterrationaliseringer.

259

Regeringen dannedes 4. juni. Allerede sidst i maj var en voldsom strejkebølgegået over

landet, hvor man for første gang i Frankrig oplevede fabriksbesættelser. Antallet af

strejkende steg til to millioner i juni måned og ca. 9000 fabriksbesættelser. Den trotzkisti-

ske fløj (Pivert) i SFIO hilste strejkerne velkomne. Pivert råbte de berømte ord »Tout est

possible«. I l”Humanité, PCFs dagblad, støttede strejkerne, der alle krævede vidtgåendesociale reformer og regulering af forholdene på arbejdsmarkedet. Regeringen søgte at

dæmpe bølgen, især da reaktionen havde let spil ved at hævde, at revolutionen ikke alene

stod for døren, men var igang. Den 7. juni indkalder Blum arbejdsgivernes organisationerog CGT til et møde med regeringen. Resultatet bliver Matignon aftalen, der udover

betydelige lønforhøjelser, især til lavtlønnede (15%) omfatter at retten til faglig virksom-

hed sikres, 40 timers arbejdsuge og betalt ferie.

Matignonaftalen fremstilles af alle historikere som et skel i fransk historie. Den franske

arbejderklasses landvindinger er unikke, og f. eks. den kommunistiske historieskrivningvurderer resultatet yderst positivt. Hvad fortsættelsen af strejkerne angår skilles vandene.

Chambaz, der er repræsentativfor det kommunistiske synspunkt, understreger den rolle

trotzkisterne spillede. På et centralkomitemøde den 9.-6. udtaler Thorez de berømte ord,

at man må vide hvornår en strejke skal afsluttes, og med adresse til Pivert: »Non tout n'est

pas possible.« Ifølge Lefranc er Blums forklaring, at der er tale om provokationer,iscenesat fra højre, og interessant er det da også at colonel de la Rocques Croix de Feu

folk på løbesedler opfordrer til videreførsel af strejkerne. Gerard Walter mener, at en del

PCF medlemmer mod partiets linie står bag strejkerne. Givet er det, at der i PCF var delte

meninger. En af partiets ledere, André Ferrat, mener, at partiet skal føre bevægelsen helt

til bunds, men afvises af Thorez, og ekskluderes af partiet. Bodin og Touchard giver en

psykologisk forklaring, nemlig at arbejderklassen efter to års uafbrudt mobilisering med

valgsejren og dannelsen af deres egen regering var i en tilstand af euphori, som førte til en

videreførsel af strejkebevægelsen.Der findes en omfattende litteratur om strejkerne udover de nævnte fremstillinger.

Lefranc har udgivet en serie tekster”, der også berører partiernes stillingtagen, og Ra-

bauts bog, der især ser tingene fra en trotzkistisk eller pivertistisk synsvinkel”. Den

nyeste forskning griber fat om en meget frugtbar synsvinkel, nemlig virksomhedsunder-

søgelser i det omfang der gives adgang til virksomhedsarkiver. At der kan opnås fremra-

gende resultater ad denne vej vidner B. Badrés analyse af Renaultstrejkerne om”. De

to Blum regeringer, den første fra 4.-6. 1936 til 22.-6.37, den anden fra l3.-3.-38 til 10.-

4.38 møder vanskeligheder på to hovedområder: udenrigspolitikken og den økonomiske

politik. Hvad udenrigspolitikken angår, er det Spanien og diskussionen om ikke-inter-

ventionspolitikken, der står i forgrunden. Lefranc forsøger - uden noget kildegrundlag at

holde sig til - at udråbe Blum til tilhænger af intervention”, men uden mulighed for at

realisere denne politik uden støtte fra England, der ifølge Lefranc er den akse, hvorom

Blums udenrigspolitik drejer sig. Lefranc og i det hele taget den borgerlige historiefor-

skning redegør ikke for spændingerne indenfor SFIO, hvor den stærke højrefløj under

ledelse af Paul Faure truer med at sprænge partiet på Spaniensspørgsmåletitilfælde af

intervention, ligesom de radikales holdning heller ikke behandles tilfredsstillende. På den

anden side befinder Blum sig i et pres fra CGT, hvis generalsekretær Jouhaux kræver

intervention, og fra venstrefløjen i SFIO omkring Zyromski. Den stærkeste reaktion

kommer fra PCF, der kræver intervention i så vidt omfang som muligt, og fordømmelsen

af Blums politik fra den kommunistiske historieskrivning er da ogsåvoldsom og enstem-

mig. I sine erindringer fremhæver Blum selv det forhold, at ingen magter åbent havde talt

for intervention, og som det andet punkt forholdet til England, som man med et aggres-

sivt Tyskland som nabo ikke kunne tillade sig at sætte over styr. Den mest kvalificerede

analyse af dette komplekse problem findes i det indlæg, som Pierre Renouvin holdt på det

omtalte Blum-kollokvium i 1965, og de følgende diskussionsindlæg, især minister for

luftvåbnet i Blum regeringen, Pierre Cots indlæg”, hvor Renouvin som et hovedproblem

260

rejser udviklingen fra Blums oprindelige accept af støtte til Spanien til hans antiinterven-tionspolitik, og Renouvins konklusion er - meget forenklet refereret her - at det var

hensynet til England, der bandt Blum. Renouvin støttes her af Cot, der dog i et nyligtindlæg i dagbladet Le Monde redegør for, hvorledes han i samarbejde med sin kabinets-chef, den senere leder af Conseil Nationale de la Resistance, Jean Moulin, illegalt men

med Blums viden sendte våben til Spanien”.Men der er samstemmighed om at denne non-interventionspolitik kølnede PCFs be-

gejstring for Blum regeringen betydeligt, og at Blum på et vigtigt punkt havde mistetfagbevægelsens støtte.

Et andet hovedpunkt er regeringens økonomiske politik. Der kan her opstilles tre

hovedetaper: den første fra begyndelsen af juni 1936 til slutningen af september. Denanden fra oktober 36 til februar 1937, og den tredie fra marts til regeringens fald i juni. 38I den første periode gennemføres lovgivningen fra Matignon aftalerne, herunder 40timers ugen, der af Jeanneney også betegnes som en beskæftigelsesforanstaltning,lige-som loven om kollektive overenskomster på arbejdsmarkedet også skal ses i lyset afønsket fra statens side om et så lille spild som muligt af arbejdstimer ved lokale strejker.Gennemførelsen af Office du blé, en statslig indkøbscentral for korn sikrer mindstepriserog giver samtidig staten kontrol med en vigtig handelssektor. Til finansiering af omfat-tende offentlige arbejder finder en omfattende obligationsudstedelse sted. Forsøgene påat forøge købekraften slår ifølge Jeanneney fejl, voldsomme pris- og omkostningsstignin-ger, produktionsnedgang som følge af strejkerne bærer skylden. Et andet alvorligt pro-blem er spekulation mod Banque de Frances guldreserver, der i september allerede er påranden af sammenbrud. Den anden periode er præget af, at Frankrig under indtryk afBanque de Frances situation efter forhandling med England og USA går fra guldet iseptember. Med devalueringen er der brud på Rassemblement Populaire programmet.Samtidig iværksættes en kontrol med guldbeholdninger. I den følgende periode stigerproduktionen, men betalingsbalanceunderskuddet med udlandet vokser betragteligt, fra500 mio. frc. i september til 1580 mio. frc. ifebruar 1937. Det bliver også stadigt sværerefor regeringen at finansiere den voldsomme overbudgettering, trods låntagningi udlan-det.

Den tredie periode, fra marts til regeringens fald i juni, er præget af den såkaldte pause,hvor regeringen proklamerer stop for ref ormerne for at få pusten. At Blum mærker hvorproblemet er fremgår af beslutningen om obligationsudstedelsen til fordel for midler tilforsvaret, hvor indehavere af kapital kan bytte denne og få renterne udbetalt i franskeeller schweiziske francs. Målet er at undgå en yderligere kapitalflugt og ledsages af et vinkom en snarlig valutakontrol. Disse foranstaltninger får dog ingen synderlig effekt, og daproduktionen fra marts igen er faldende, arbejdsløsheden og udlandsgælden voksendebeder regeringen i juni om ekstraordinære fuldmagter, som den ikke definerer nøjere.Den får disse fuldmagter i Deputerkammeret, men nedstemmes i Senatet, hvorefterregeringen går af. Den anden regering Blum beder straks efter sin tiltræden om lignendefuldmagter, stemmes ned i Senatet og går af.

Jeanneney opregner en række punkter til forklaring af regeringens økonomiske poli-tik, punkter som han deler med en stor del af de ikke-kommunistiske historikere ogøkonomer, der har analyseret denne politik. Der er i første række spørgsmålet om pro-duktiviteten. For at nå en levestandard på 1929 niveau måtte der ske en produktionsfor-øgning på 40% årligt, hvilket, fremhæves det, var umuligt med den franske industrisdårligestand og Blum regeringens gennemførelse af 40 timers ugen. At der er realistiskeelementer i denne forklaring ses af, at PCF efter regeringens tiltræden kastede sig ud ienvoldsom kampagne for en produktivitetsforøgelse. I centrum for de to regeringer Chau-temps (mellem 1. og 2. Blum regering) stod stabilisering af økonomien.En anden samlet oversigt over folkefrontens eller rettere Blums økonomiske politik

261

findes i tidsskriftet Le'Mouvement Socials specialnummer om folkefronten”. En kritik af

anden karakter er fremsat af økonomen Alfred Sauvy i hans økonomiske historie”, hvor

hovedpunktet er, at en realistisk økonomisk politik ikke kunne gennemføresuden dybt-

gåendestrukturelle forandringer, f. eks. nationaliseringer.Det er karakteristisk for den kommunistiske forskning, at man skarpt har angrebet

Sauvys betragtninger. I en artikel om PCF og staten diskuterer Serge Wolikow hele

nationaliseringsproblemet'". Hans store fortjeneste er, at han udover at referere partiets

synspunkter i debatten i folkefrontperioden, som man hidtil har begrænset sig til fra

kommunistisk side, påviseren udvikling i det kommunistiske synspunkt, nemlig at med

Blumregeringens tiltræden var styrkeforholdet så meget ændret, at visse sektorer, f. eks.

bank- og forsikringsvæsen kunne nationaliseres, og at partiet i 1937 hilser dannelsen af de

statslige jernbaner SSNCF velkommen. Ellers findes der få samlede analyser af Blums

økonomiske politik fra kommunistisk side. I det lidt der findes, gentages partiets syns-

punkter fra de samtidige debatter, og det er især devalueringen, der angribes. I sine

erindringer begrænser Duclos, der var sit partis ordfører, sig til at fremføre devaluerin-

gens skadelige virkninger for arbejderklassen og istedet fremføre PCFs forslag om en

skattepolitik, der især ramtede højeste indtægter samt industrien.

Nået så vidt rejser der' sig et afgørende spørgsmål,nemlig afgrænsningen(kronologisk)af folkefronten. De fleste fremstillinger begynder med februar 34 og slutter med den

anden Blum regerings fald. Hvad det første angår, er jeg ikke uenig, men afgrænsningen

bagud er mere problematisk. Man bør tage Daladier regeringen med, af flere grunde: For

det første har folkefrontpartieme stadig flertal i parlamentet, i lokale råd osv. For det

andet stemmer alle folkefrontpartier for Daladier-regeringen, og for det tredie er det

karakteristisk, at PCF insisterer på at betegne Daladierregeringen som en folkefrontrege-

ring, selv efter Daladier på den radikale partikongres i oktober 1938 havde trukket partiet

tilbage fra folkefronten efter heftige angreb på PCF. I hvert fald for PCFs vedkommende

må en analyse af partiets politik frem til Hitler-Stalin pagten anskues ud fra en folkefron-

tvinkel. Daladierregeringens politik, der med dens delvise afvikling af 40 timers ugen og

dens brutale adfærd overfor strejkerne i november 38 endegyldigt afvikler f olkefronteks-

perimentet, har været genstand for ringe forskning, men i december 1975 afholdt [a

fondation nationale des seiences politiques et kollokvium om Daladierregeringen, hvis

indlæg og diskussion vil blive offentliggjort, og hvor der bl.a. findes væsentlige bidrag om

det kommunistiske partis holdning i denne periode.Skal man kort karakterisere forskningen omkring folkefronten som den tegner sig idag

går der en tydelig skillelinie mellem den kommunistiske og ikke-kommunistiske. For den

kommunistiske, koncentreret omkring Institut Maurice Thorez, er vurderingen af folke-

fronten overvejende positiv. Dette er forståeligt af flere grunde. Alle analyser af PCF, fra

Walter i 1948 til Robrieux i 1975, understreger, at med folkefronten korn PCF ud af den

isolation partiet havde været i tyverne og i begyndelsen af trediveme. Annie Kriegels

analyse af partiets stærkt positive medlemsudvikling viser de indre konsekvenser for

partiet". Et andet kommunistisk aspekt er forholdet PCF/Komintern. Den kommunisti-

ske forskning nævner uden undtagelse den positive vekselvirkning, og ser man på for-

skningen omkring Komintern understreges den betydning, PCFs erfaringer med enheds-

arbejdet i 1934 havde for udviklingen af Kominterns politik. Dette punkt er blevet

grundigt behandlet i DDR forskningen af den kommunistiske Internationale, her henvi-

ses til Schirinja og Schumachers artikler i Beiträge zur Geschichte der Arbeiterbewe-

gung”.For den ikke-kommunistiske findes først en ikke særlig omfattende forskning, hvis

hovedtendens er en kritik af folkefronten fra venstre. Rabaut er et eksempel herpå,men

fælles for det meste af denne tendens er, at skrifterne i højeregrad bærer præg af at være

indlæg i en aktuel politisk debat end egentlige historiske analyser, dvs. de indeholder i

262

meget høj grad private moralske overvejelser og fordømmelser, der hverken er metodiskeller blot elementært teknisk underbygget. Robrieuxs Thorez biografi falder som et af de

nyeste forskningsarbejder i denne grøft og skæmmes af en antikommunistisk holdning,der naturligvis 'er hans ret at have, men som får ham til at glemme de mest elementære

videnskabelige principper.En lykkelig udvikling er den serie af videnskabelige kollokvier og konferencer, hvor

forskere med forskelligt politiskt og videnskabeligt udgangspunkt mødes, ofte med frem-trædende folk fra folkefrontperioden. På et så kontroversielt emne som folkefronten

stadig er præsenteres en række forskellige opfattelser af det samme problem eller begiv-enhedsforløb, ligesom de mange studenteropgaver om lokale problemer, f .eks. partierneslokale stilling, undersøgelse af lokaladministrationens behandling af regeringens dekre-ter og love, og strejkebevægelser lokalt anskuet åbenbarer helt nye aspekter af denne

periode af Frankrigs historie og dette forsøg for den internationale arbejderbevægelse,som vel ikke vil vælte den hidtidige forskning helt, men som under alle omstændighedervil kunne bidrage til at kaste lys over hidtil uopdyrkede områder og ligeledes bidrage til at

udrydde de værste misforståelser og vulgarisen'nger.

NOTER

1. Her ses bort fra SFIOs støtte til Cartel des Gauches regeringen under Herriot og Millerands

deltagelse i borgerlige ministerier.2. lb Nørlund: Rids af dansk arbejderbevægelsesudvikling, vol. II p. 157.3. Einhart Lorenz: Arbeiderbevegelsens historie II 1930-1973. 1975. p. 59.4. Annie Kriegel: L'historiographie du communisme francais. Premier bilan et orientation de

recherches. I Le Mouvement Social, oct.-dec. 1965, no. 53. Den samme artikel findes som bilagtil Kriegels analyse af PCF, Les communistes, ny udg. 1974.

5. F.eks. Jacques Chastenet: Histoire de la troisieme Republique, vol. Vi, VII. 1962, 1963 ogEdouard Bonnefous: Histoire politique de la troisieme Republique. Tomes V, VI. 1965.

. Se f. eks. Alfred Cobban's A History of Modern France. vol. II] 1965.. I det flg. Chambaz.

Chambaz p. 36.

.Jacques Fauvet: Histoire du Parti Communiste Francais, vol. 1, II, 1964. Philippe Robrieux:Maurice Thorez. Vie secrete et vie publique. 1975 (Doktordisputats).

IO. Maurice Thorez: Oeuvres. Tome 6, p. 170ll. For nemheds skyld bruges her betegnelsen PCF, som brugtes af partiet selv om det officielle

navn var SFIC, Section francaise de l'Internationale communiste.12. C. Willard, J. Chambaz, J. Bruhat, G. Cogniot, C. Gindin: Le Front Populaire. La France de

1934 a 1939. 1972. 1 det flg. Willard Chambaz._

[3. Die kommunistiske Internationale. Kurzer historischer Abriss. 1970, p. 432.14. Robn'eux, p. 191.IS. Branko Lazitch: Les archives du Komintem et la naissance du front Populaire. I Contrepoint,

no. 3, 1971.

16. Louis Bodin/Jean Touchard: Front Populaire 1936. 1972. p. 13. Denne lille oversigt udmærkersig ved en glimrende redegørelsefor reaktionen i pressen, med fyldige citater og flere appendiks,der gør bogen værdifuld som håndbog og indføring.

l7. For en rammende karakteristik af Lazitch produktion, se Albert S. Lindeman, University of

California, anmeldelse af Lazitch/Drachkovitch: Lenin and the Comintern i Newsletter. Eur-

opean Working and Labor Class History, nov. 1974, no. 6.18. Georges Lefranc: Histoire du front populaire. Anden reviderede og udvidede udgave, 1972.

Indeholder flere vigtige hidtil ukendte tekster og vidneudsagn samt en omfattende, men langtfra komplet bibliografi. I det flg. Lefranc.

19. Jacques Duclos: Mémoires, vol. II, 1935-39. 1969. p. 39. Alene som leder i allerøverste plan afPCF er Duclos erindringer af interesse, især naturligvis til belysning af tankegangen i PCFledelsen.

xopoxia«

263

Som supplement til'disse erindringer kan anføres en artikel af Duclos: Souvenirs sur la troi-

sieme Internationale, i la Nouvelle Critique, no. 27, oct. 1969.

20. Lefranc, p. 88.

21. Willard, Chambaz, p. 54.

22. Georges Lefranc: Le Mouvement Socialiste sous la troisieme République. 1963.

23. Gilbert Ziebura: Léon Blum et le Parti socialiste, 1872-1934. 1967.

24. Om Pivert og denne retningi SFIO, se Jean Rabaut: Tout est possible. 1972. Rabauts bog er et

forsøg - temmelig overfladisk desværre - at skrive »gauchismens«historie i Frankrig i dette

århundrede.

25. Bodin/1' ouchard, p. 27.

26. Georges Dupeux: Le From Populaire et les élections de 1936. 1959.

_

27. Se Die kommunistische Internationale, p. 470.

28. Maurice Thorez: Fils du peuple. 1961. Robrieuz gør et stort nummer ud af at Fils du peuple ikke

er skrevet af Thorez, af et kollektiv, hvilket er ganske ligegyldigt for bogens værdi som kilde til

PCF. Mere vigtig er Robrieüxs analyse af forskellene mellem 1936, 1939 og 1961 udgaven. Her

er der noget at hentelll

29. Jacques Duclos: Mémoires, II, p. 147.

30. Léon Blum. Chef de gouvernement 1936 - 1937. Actes du colloque. 1967. P. 125 - 135.

31. Gerard Walter: Histoire du Parti Communiste Francais. 1948. Fauvet, vol. I, p. 309.

32. Juin 36. »L'explosion sociale« du Front populaire, présentée par Georges Defranc. 1966.

33. Rabaut, anf. værk.

34. B. Badré: Les greves du Front populaire aux usines Renault. be Mouvement Social. no. 81.

35. Lefra'nc, p. 190 ff.

36. Leon Blum. Chef de gouvernement, p. 329 - 377.

37. Pierre Cot: Ce que fut la »non-intervention relachée«. Le Monde 21-11-75.

38. Denne periodisering skyldes Jean-Marcel Jeanneney: La politique economique de Leon Blumi

Leon Blum. Chef de gouvernement, p. 207 ff.

39. Le Mouvement Social, janv.-mars 1966, p. 175-181.

40. Alfred Sauvy: Histoire economique de la France. De Pierre Laval á Paul Reynaud, 1931-39.

1965-67.

4]. Serge Wolikow: Le P. C. F. et les questions de l'état (1928-1938). 1 Cahiers de l'Institut Maurice

Thorez, no. 6, 1974.

42. Annie Kriegel: Le Parti Communiste Francais sous la troisieme République(1920-l939): mou-

vements des effectifs et structures d'organisation. 1 Annie Kriegel: Le pain et les roses. 1968.

43. KK. Schirinja/H. Schumacher: Der Kampf der internationalen Arbeiterbewegung gegen den

Faschismus. I Beiträge zur Gschichte der Arbeiterbewegung, l, 1975. K.1(. Schirinja/H. Schu-

macher: Methodologische Aspekte in der Arbeit des VII. Kongresses der K.I. Beiträge zur

Geschichte der Arbeiterbewegung, 4, 1975.

264

ANMELDELSER

Kvindebevægelsens hvem-hvad-hvor, udgivet på Politikens for-

lag, I 975. 464 sider, illustreret, under redaktion af Inga Dahls-

gård.

Kvindebevægelse, kvinderetsbevægelse, borgerlig kvindebevægelse, socialistisk kvinde-

bevægelse og arbejderkvindebevægelse - »alle disse begreber væves i dag sammen påden mest indviklede måde«, nævner man i indledningen af Kvindebevægelsens hvem-

hvad-hvor, og man må konstatere, at kvindebevægelsens hvem-hvad-hvor på allerbed-

ste vis illustrerer dette.

Bogen bygger først og fremmest på den litteratur, der allerede foreligger, men udover

at den forsøger at bringe denne brogede bunke af litteratur under én hat, bidrager den

på enkelte områder med nyt materiale, f.eks. i artiklen om kvindebevægelsen og littera-

turen. Med sine vidt spændende artikler er det bogens hensigt at give et samlet overblik

over kvindebevægelsens udvikling.Kvindebevægelsens hvem-hvad-hvor er opdelt i 3 hovedafsnit: l) Oversigtsartikler 2)

De enkelte lande 3) Leksikon.

Bente Ørum skriver i artiklen »Mænd og kvinder« om kønsroller og kønsrolleteorier.

I artiklen »Kvindernes stilling under forskellige samfundsmønstre« af Esther Boserup

gives et billede af den rollefordeling m.h.t. erhvervsmønstre og familiestilling, der findes

i henholdsvis de højt industrialiserede kapitalistiske lande, i industrilande med sociali-

stisk samfundsmønster og i udviklingslandene. Inga Dahlsgård gennemgår i artiklen

»Fra umyndighed til formel ligestilling«kvindebevægelsen i Vesten -fra den lille passus

i Amerikas uafhængighedserklæringaf 4. juli 1776, om at »alle mennesker er født lige«,

til statsminister Palmes fremtidsprogram for udviklingen i Sverige - fremlagt ved FN's

kvindekonference i Mexico 1975. I artiklen »Socialisme og kvindefrigørelse« af Drude

Dahlerup nævnes de teorier om kvindens ligestilling, forskellige »socialister« og »socia-

listiske bevægelser« har haft - fra de utopiske socialister i l800-tallet til f.eks. Clara

Zetkin i begyndelsen af dette århundrede. Herefter følger artiklen »Kvinder i øst« af

Kristine Heltberg, der redegør for kvindernes situation i de østeuropæiske lande samt

USSR. Artiklen »Kvindebevægelsen og litteraturen« af Pil Dahlerup er et første forsøg

på at give en oversigt over den nordiske litteratur om »kvindespørgsmålet«- fra midten

af 1800-tallet op til Chr. Kampmann og »Tag det som en mand frue« Endelig afsluttes

rækken af oversigtsartikler med nogle statistiske olysninger i artiklen »Kvinder og

erhvervsarbejde« af Rita Knudsen.

Det 2. afsnit »De enkelte lande«, der har flere forfattere, beskriver kvindebevægelsens

udvikling i de europæiske lande, i USA, i Asien, - repræsenteret ved Indien, Japan og

Kina og i Afrika - repræsenteret ved Kenya og Tunesien.

Endelig har Kvindebevægelsens hvem-hvad-hvor, som enhver håndbog fra Politikens

forlag, et leksikonafsnit. Det indeholder personer, begreber og institutioner, som knyt-

ter sig til kvindebevægelsen.Det nævnes indledningsvis i bogen, at der med industrialismens opståen i l800-tallet

skabtes to bevægelser: arbejdernes og kvindernes. Denne skelnen mellem arbejderbevæ-

gelse og kvindebevægelse udtrykker den holdning, der præger kvindebevægelsens

hvem-hvad-hvor, hvor kvindebevægelsenalene betragtes som en bevægelse, der skal

stille kvinden lige med manden.

Ganske vist nævner Drude Dahlerup i artiklen »Socialisme og kvindefrigørelse« og

Kristine Heltberg i artiklen »Kvinder i-øst«, at den socialistiske kvindebevægelse forbin-

der kampen for kvindefrigørelse med kampen for socialismen,'og det nævnes f.eks., at

Clara Zetkin var en af lederne i »arbejdet for mobilitering af arbejderkvindeme«. Men

mobilisering til hvad?

266

Clara Zetkins formål med at agitere blandt arbejderklassens kvinder var at mobiliseredisse kvinder til sammen med arbejderklassens mænd at bekæmpe den kapitalistiskeudbytning. Den socialistiske kvindebevægelsehavde ikke interessefællesskab med den

borgerlige ligeretsbevægelse, tværtimod var det arbejderklassens kvinders mål sammen

med arbejderklassens mænd at undertrykke borgerskabet og således også borgerskabetskvinder gennem proletariatets diktatur.

Denne »mobilisering«til aktiv deltagelse i arbejderklassens kamp for socialisme var

målet for den socialistiske kvindebevægelse. Dette nævnes ikke i Kvindebevægelsenshvem-hvad-hvor, eller det sløres i den megen snak om kvinderet

Det er korrekt, at f.eks. Clara Zetkin bl.a. i sin agitation overfor kvinderne påpegede,at det først under socialismen ville være muligt at opnå ligestilling, ligesom man kunne

påpege, at andre »undertrykte« grupper i samfundet først under det samfund, der ikkehar brug for undertrykte grupper, vil kunne opnå ligestilling. Kvindens underordnede

stilling i forhold til manden er dog historisk betinget, det er ikke et forhold kapitalismenhar opfundet, og det er ikke et forhold der straks ændres, i og med at vejen til sociali-smen banes. Derfor er det selvfølgelig rimeligt at kæmpe for ligestilling mellem mand ogkvinde, uanset hvilket samfundssystem man lever under, og det er rimeligt at skrive en

bog, der fokuserer på denne ligestilling, men det er ukorrekt at påstå, at bogen som

sådan giver et samlet overblik over kvindebevægelsens udvikling, for kvindebevægelsehar været og er andet og mere end kampen for kvindens ligestilling med manden.

Bogen indeholder en hob af argumenter alle kvinder, arbejdere såvel som adel ogborger må kunne bruge i kampen for ligestilling med manden, og som sådan betragteter bogen bestemt ikke kedelig eller uinteressant.Hanne Bendtsen

Peter Altmann/ Heinz Brüdigam/ Barbara Mausbach-

Bromberger/ Max OppenheimerDer deutsche antifaschistische Wiederstand 1933-1945. In Bildernund Dokumenten. Frankfurt a. M., Röderberg- Verlag 1975. 334s. DM 35

Bogen er det første forsøg af sin art i BRD og indgår i forlagets »Bibliothek desWiderstandes«, der efterhånden er nået op på 24 bind. Bogen rummer et stort billedma-teriale af utvivlsom historisk værdi, mange af fotografierne kan benyttes som kilder tilomhandlede periode. De fire forfattere har bevidst lagt vægt på den proletariske mod-stand, men også den borgerlige modstand omtales. Dette brede anlæg har samtidiggjort værkets proletariske profil mindre markant.

Et af hovedformålene med arbejdet har været at sætte et spørgsmålstegn ved tesenom tyskernes kollektive skyld (prof. Wolfgang Abendroths forord, s. 5 ff.). Men først

og fremmest er formålet at bidrage til hindring af fascisme og krig - et ikke mindre

prisværdigt formål. Bogen tager sin begyndelse allerede med 1918 med afsnittet »Revo-

lution und Reaktion l918-l920«.

Der skal her forsøges en kritisk stillingtagen til værket bl.a. ud fra det kritiske opgørmed arbejderpartiernes antifascistiske modstand, just nævnte W. Abendroth har for-

søgt i den nu ophørte neutralistiske »Die andere Zeitung«, Hamburg 18.4.1968. Derveder nærværende anmeldelse også blevet noget længere, end selve bogen fortjener.

267

Hverken KPD (Kommunistische Partei Deutschlands) eller SPD (Sozialdemokratis-che Partei Deutschlands) kan ifl. Abendroth frikendes for ansvar for, at en virkeligantifascistisk enhedsfront ikke blev en realitet, KPD p. gr. af sin tese om »socialfasci-

sme« (d.e. SPD) og den dermed sammenhængende parole om enhedsfront fra neden (en

tese, der først blev opgivet på »Bruxelles-partikonferencem (ved Moskva) oktbr. 1935),SPD p. gr. af sin »illusoriske legalitets passive politik« Også det foreliggende værk (der

dog er tilbøjeligt til at strø sand over KPDs og SPDs forskellige fejl) beklager (s. 34), at

»til skade for det tyske folk kom det dog ikke til officielle aftaler arbejderpartiernesspidser imellem«, hvilket højrekræfterne kunne udnytte, så Hitler kom til magten 1933.

(Men den manglende arbejderenhed er bare én af årsagerne til fascismens seir). Med

færre, knappere og andre ord end Abendroths i 1968 finder også billedværket (s. 6 og

36) fejl i KPDs og SPDs politik. Abendroth berører det forhold, at KPD benægtede, at

det tyske proletariat i 1933 skulle have lidt et afgørende nederlag, og derfor ofrede kræf-

terne på en »alt for bred, konspirativ usikret massepropaganda« med et væld af ille-

gale trykte, duplikerede og hektograferede publikationer (bogens illustrationer ud-

gøres for størstedelen faktisk af gengivelser af slige skrifter) med massearresteringersom følge. S. 105 gengives nogle Gestapo-tal (de reelle tal må have været langt større)for antallet af antifascistiske skrifter: 1934-37: 1.238.202 - 1.670.300 - 1.643.000 -

927.430 eksemplarer. Intet af de i værket gengivede illegale skrifter fra disse år opfor-drede til aktiv modstand før årsskiftet 1938/ 39, og man får næsten indtryk af, at denne

illegale journalistik var den vigtigste (sågar måske eneste) form for modstand. Og ved at

gennemlæse dette værk - og også andre bøger om emnet - kommer man uvilkårligt til

den opfattelse, at her må foreligge et første klasses eksempel på -idag bevidst forsvaret

- »alternativ« ikke volds-modstand eller -forsvar i klassekampen.

Og dog forekom der med særlig intensitet i de første måneder efter NSDAPs magt-

overtagelse tilfælde af væbnede modværgekampe, af en særdeles aktiv modstand. I

»Politiken« for marts 1933 har jeg optalt fem kort-beretningerl om væbnet modstand:

især i Hamburg sendte »Kommunister« (alle, der stod for væbnet modstand var sådan-

nel) fra tage skudbyger mod nazi-fakkeltog, lokkede det nazistiske politi i baghold,stødte frontalt sammen med politi og nazister, »Altonas Kommunister aabnede morder-

isk Guerilla-Krig i Aftes« (Pol. 7.3.).Af en Göring-udtalelse i juli 1933 fremgår, »at Statens Fjender kun tilsyneladende er

overvundet. Kommunisterne hæver atter her og der sit Hoved. De kommunistiske

Overfald på SA- og SS-mænd er taget til (...), fra en Propagandabil, der var besat med

Kommunister, er under et Overfald Politibetjente blevet skudt ned«2. Altså på lokalt

plan nærmest borgerkriglignende tilstande, der dog efterhånden synes at være ebbet ud.

At KPD støttede en mere aktivistisk linje fremgår fx (indirekte) af en pjece udsendt

1933 af KPDs centralkomité i Moskva om »Max Hölz, ein deutscher Partisan«ian1ed-

ning af dennes død i Moskva 15.9.1933. Hölz havde som medlem af Kommunistische

Arbeiter-Partei Deutschlands (KAPD) 1919-21 gennemførten række dristige aktioneri

forb. m. Ruhrkampene 1920 og martskampene 1921; »individuel terror« havde KPD

dengang fordømt dem som. Nu - 1933 - betonede KPD, at Hölz' »Kampbegejstringlever i de tusinder af aktioner, som den revolutionære tyske arbejderklasse allerede idag

gennemfører i sin kamp mod fascistdiktaturet».3 Altså: Hölz' guerillataktik blev faktisk

anbefalet i kampen mod det brune diktatur.

Under hele 3. Riges eksistens forekom en mere aktiv modstand, der er nok så bemær-

kelsesværdig som hele den mægtige illegale publikationsvirksomhed. Havde det ikke

været muligt for red. af anmeldte værk (»Bund der Antifaschisten«/»Vereinigungd.

Verfolgten des Naziregimes« står som'udgiver) at opspore relevant materiale i denne

henseende? Fx omfatter selve præamblen til »BundesentschädigungsgeSetz«også volde-

lig modstand mod nazistyret under begrebet fortjenstfuld modstand mod dette.

Men alle disse tegn på modstand - de 1933-35 mere end 20.000 fængslede og dømte

268

antifascister og de pr. 10.4.1939 ca. 300.000 fængslede regimemodstandere 4, ja, endogrigsdagsvalgene 6.11.1932, hvor NSDAP gik 4,3 % tilbage, mens KPD gik 2,3 % frem,og 5.3. 1933, hvor SPD fik 118, KPD 81 og div. borgerlige partier 115 mod NSDAPs288 rigsdagsmandater - vidner mod nazisternes (og ud fra »modsatte« motiver også afandre forsvarede) opfattelse, at arbejderne (»folket«) bragte Hitler til magten. Dog kandet næppe nægtes, at han kom til magten også via stemmesedlen.

Modstand mod fascismen, dette - for at citere G. Dimitrovs ord på Kominterns 7.

verdenskongres 2.8.1935 - Ȍbne, terroristiske diktatur af finanskapitalens mest reaktio-

nære, mest chauvinistiske og mest imperialistiske elementer«, førte de tyske arbejdereallerede før krigen på mere aktiv vis. 1937 forekom der således i bayrisk Ostmark »iområdet Vilshofen i løbet af få dage seks brande (...)«5Mere effektiv var formentlig en

militant gruppe, opstået efter »Röhm-putschet« 30.6.1934; den er blevet ret stedmoder-ligt behandlet i den relevante litteratur. Det er »Rächer Röhms«, formentlig beståendeaf overlevende tilhængere af den likviderede frikorps- og SA-leder og garant forNSDAPs mere sociale linje. Gruppen synes at have arbejdet efter det konspirativemønster, der karakteriserer moderne byguerilla, og gennemførte en række attentatermod ledende nazister.6 1.12.1937 fandt deri Berlin ikke færre end seks henrettelser stedmed bøddeløksen af arbejdere »for sabotage« (tidligere og senere begrundelser for de

talrige henrettelser var mere svævende) mod krydseren »Gneisenau«, der skulle havevist sig mindre sødygtig. 1938 forekom - foruden de stadige småstrejker - bevidstarbejdersabotage af krigsproduktionen. Også i 1939 forekom der tilfælde af sabotage,bl.a. tre eksplosioner i et kemisk værk i Köln.7 Under den spanske borgerkrig forøvedesder også under løsning af krigsmateriel i »Hamburg, Francos hovedhavn«, - som iandreeuropæiske havne - sabotageaktioner, ligesom søfolkene hyppigt nægtede at sejle solda-ter og krigsmateriel til Franco-styrkerne.8

Foruden den borgerlige, især den kirkelige modstand, behandler foreliggende værkogså ret udførligt Sozialistische Arbeiter-Partei, Internationaler Sozialistischer Kampf-bund og gruppen »Neubeginnen«og disse grupperingers modstandsarbejde. Men for-uden disse fandtes også en hel del socialistiske og kommunistiske »Splittergruppen«,deriflg. Abendroths gennemgang fra 1968 udmærkede sig ved tidlige, forbavsende eksakteanalyser' af fascismen. Der var foruden SAP, ISK og »Neubeginnen«9,KommunistischePartei (Opposition)1°, »Rote Kämpfer«“ med forb. til gamle medlemmer af KAPD,»Sozialistische Front«12, »Roter Stosstrupp«13, »Revolutionäre Sozialisten« i Sachsensamt nogle trotskijstiske smågrupper”, som alle betonede nødvendigheden af en en-

hedsfront, men som hverken KPD eller SPD ønskede med i deres meget »brede«folkefront (ledende politikere i SPD, KPD og SAP stod bag et opråb, dat. Paris19.12.1936, med opfordring til dannelse af en tysk folkefront (værket s. 123-29)). Ogsåde af Abendroth nævnte »Splittergruppen«bragte ofre i kampen og udgav flere skrifter.Det er en skam, at der ingen gengivelser findes af dem i billedbogen.

Den bringer også et interessant billedmateriale og stof om de under krigen virkendetyske modstandsgrupper, både i Tyskland selv og i udlandet (Nationalkomitee »FreiesDeutschlands« (NKFDs) grupperi USSR, Hellas, Frankrig, Storbritannien, Schweiz,Mexico og Danmark, tyske grupper i græske, jugoslaviske, sovjetiske, polske og fran-ske partisanenheder).Går rr”- -

'

7*'⁄";den i selve den tyske »undergrund« støder man også dér på aktivemodstand-: haner, der ligner modstandsbevægelsen i de besatte lande. Selv om den

naturligvis aldrig nåede omfanget af sabotagegrupper i de besatte lande, virkede i fxStettin en meget aktiv sabotagegruppe. Anskaffelse af våben, ammunition og spræng-stoffer indgik i arbejdet; gruppens begyndelse kan dateres tilbage til 1934, da denbefriede fire KFD-ledere fra fængsel og død.

'5 Også i Hamburg forekom arbejdersabo-tage. Således blev samlingen af ca. 50 iltflasker på Howaldt-Werft beregnet til muliggaskrig i 1942 verfet i Elben sammen med talrige E-svejsemaskinerog ca. 4.000 E-

269

svejsestave. Sabotagen var iværksat af den lokale gruppe af modstandsorganisationenBästlein-Jacob-Abshagen'6, der fra 1942 i sine flyveblade opfordrede til sabotage af den

nazityske krigsførelse (billedværket s. 220 ff.).

I forb. m. omtalen af udlændinge i den tyske modstand burde navnlig disses aktive

indsats være fremhævet. Netop den over hele Tyskland vidt forgrenede Anton Saefkow-

Bästlein-Jacob-organisation (det illegale KPD) søgte samarbejde med udenlandske,

særlig sovjetiske, tvangsarbejdere. Nogle af de dristigste og slagkraftigste aktioner var

forbundet med dette samarbejde. Tre russiske tvangsarbejdere i Berlin, som havde forb.

m. Saefkow, dannede således en mindre kreds, forfærdigede pistoler og foretog - 1943 -

endog angreb på politiposter. I 1944 foreslog Saefkow at foretage sprængstofattentatermod broer, jernbaner og rustningsfabrikker for at skade oprustningen og at drage også

udlændinge ind i dette sabotagearbejde, og det var inspireret af ham, at nævnte gruppe

ved Berlin foretog et sprængstofattentatmod et militærtog på vej mod øst.”

I forb. m. Gestapos slag mod Saefkow-organisationen i sommeren 1944 - hvilket atter

havde sammenhæng med det mislykkede 20. juli-attentat - knuste Gestapo også i Berlin

en større organisation af flygtede sovjetiske krigsfanger, der var godt organiserede og

ifl. Gestapo-akter systematisk angreb fascistiske myndigheder. Der er tale om gruppen

»Rudolf«, der ifl. et overlevende medlems, A. Pisovs, udsagn også deltog i sabotageak-tioner og likvidering af højere nazister. '3 Uden kontakt med de tyske modstandsgrupper

synes den russiske »Vineta«-teater-gruppe at have været. Den angreb tog på godsbane-

gården Berlin-Pankow og kom således i besiddelse af pistoler.19 Kildematerialet flyderkun sparsomt angående disse indtil for få år siden kun ukendte væbnede modstands-

grupper i 3. Rige.Men også rent tyske grupper førte her og der en yderst aktiv kamp. Værket nævner

kort et par grupper i Köln: foruden »Arbeitergruppe Mittel-Deutschland« også NKFD-

gruppen, der blev ledet af desertøren Willi Tollmann og omfattede ca. 200 modstands-

folk. Dog kommer forfatterne ikke ind på, at netop Köln -trods sin katolske baggrund -

var et af centrene for aktiv modstand. Gestapo anslog 1944/45 antallet af modstands-

grupper dér til vel en snes stykker, der endog i ildkampe tilføjede Gestapo, Wehrmacht

0g NSDAPs førerkorps betydelige tab, således blev byens Gestapo-chef likvideret p.gr.

af nogle henrettelser, vistnok af NKFD-gruppen!2°De her nævnte aktioner kommer nærmest sabotørvirksomheden i de besatte lande.

Det vil ses, at Gestapo allerede kendte en slig virksomhed fra eget land, da det også kom

til de besatte lande - formentlig derfor dets raseri, når det også dér stod overfor sabo-

tage. Forskellen er blot den, at sabotage i Tyskland gennemførtes under uendeligt

meget ugunstigere forhold end i de besatte lande - under verdens mest brutale diktatur.

Der er derfor så meget desto større grund til at beundre naevnte aktioner. Billedværkets

red. kunne enten med illustrationer eller i den forbindende tekst have nævnte også

denne i praksis'udførte aktive arbejdermodstand.Selv om værket overalt betoner Saefkow-organisationens antagelse af NKFDs brede

program og her ikke afviger fra andre tilsvarende værker, er det værd at nævne, at

organisationen i et af sine duplikerede flyveblade (gengivet s. 273) mere vidtgående

krævede »Erichtung einer Regierung der Werktätigen für Frieden, Freiheit, Brot!

Bündnis mit Sowjetrussland und den befreiten Völkern Europas im Rahmen einer

sozialistischen Weltunionl« »Nieder mit dem Krieg der Faschisten! Es lebe der Sieg der

Arbeiterklassel« sluttede et flyveblad 1942 udsendt af Bästlein-Jacob-Abshagen-

organisationen (gengivet i værket s. 222).Bayern var et andet centrum for antinazistiske grupper. Værket omtaler alene korte-

lig »Freiheitsaktion Bayern« (FAB), en halvt militær organisation med forbindelse til

arbejderne og grupper rundt om i landsbyerne. FAB kunne under kampe med SS'erne

29.4.1945 sikre de allierede en kampløs indrykning i München; dagen før havde FAB

befriet fangerne i KZ-lejren Dachau. Men desuden var der i Garmisch-Partenkirchen

270

ligeledes en halvt militær modstandsorganisation, som gennemførte dette områdeskampløse kapitulation, dels ved sabotage, dels ved at vinde en jægerbataillon.” Grup-pen »Die 07« ledet af Peter Göttgens havde rødder helt tilbage til 1937 og havde kontaktmed andre grupper over hele Tyskland. Under krigen foretog »07« sabotageaktioner,hjalp udenlandske tvangsarbejdere og befriede antifascistiske udlændinge. I foråret1945 forsøgte »07« et kup, der endte med 300 faldne. Organisationen »A.N.V.« (Antina-tionalsozialistischer Verband) dannede 1944-45 i de øvre-bayerske alper bevæbnedekampgrupper.22

I andre byer fandtes der antifascistiske komiteer (dannede af socialdemokrater ogkommunister), der ligeledes sikrede deres byer en kampløs kapitulation og dermedskånede dem for en meningsløs ødelæggelse.23

›

Alle disse organisationer og grupper præger den tyske modstands profil, uden at det

dog nogensinde lykkedes at oprette en centralledelse af de forskellige grupper. Det er

det ene, der adskiller den tyske modstandsbevægelse fra de besatte landes. Det andet,nok så vigtige var de ulige vilkår. Den tyske modstand adskilte sig fra de besatte landesved - for at citere Heinrich Manns ord i bogen - »ikke uden videre at kunne påberåbesig et folk, (...) hvis ånde den føler i sin ryg«, den tyske modstandsmand måtte tværti-mod vogte sig for flertallet, »beklaget blev han sjældent, også i denne lange tid alene idet skjulte. Men det har modige forudanet, har indkalkuleret det i deres offer. Deressendelse: at være landets samvittighed. Deres skæbne: at dø brændemærkede. Det er

mere, end de tapre ellers bærer endsige udfordrer«,Det foreliggende værks vældige billedmateriale er vel egnet til at illustrere nævnte

modstand, om end ikke alle dens facetter, specielt i skoleundervisningen. Det kan -

foruden det alt sagte - indvendes, at mange af fotografierne og faksimilerne manglermere udførlige oplysninger om tid og sted, ligesom ej heller oplysninger om selveñndestedet (arkiv) for hvert enkelt billede er opgivet (fx skal det udaterede opråb fra

bevægelsen »Freies Deutschland. Wehrmachtsgruppe Nord« i Danmark 5. 245 daterestil april 1945; oplag: 6.000 eks.). Selve værkets komposition kan forekomme lidt løs ogkaotisk, her og der kan man støde på upræcise opgivelser.

En »Chronik« om de vigtigste begivenheder 1933-45, en liste »begrebsdefinitioner« ogen litteraturliste på ti sider afslutter det trods alt nyttige værk.

Noter

l. Pol. 1933, 3., 4., 6., 7., 20.3.2. Pol. 1933, 23.7., jvf. for 7.9. og 29.11 om fortsatte angreb på SA-folk.3. Max Hoelz: Vom »Weissen Kreuz« zur roten Fahne(Ma1ik-Verlag 1929), Neue Kritik, Frank-

furt a.M. 1969, s. 416 f.4. statistikker i Günther Weisenbom: Der lautlose Aufstand. Bericht über die Widerstandsbewe-

gung d. deutschen Volkes 1933-1945, Hamburg 1954, s. 147-51, 254-59.5. beretning af 11.1.1937 fra SD, Oberabschnitt Süd, til SHA 11, cit. i Weisenborn, op. cit., s.

158.

6. ib., s. 109.

7. Walter A. Schmidt: Damit Deutschland lebe. Ein Quellenwerk über den deutschen antifasch.

Widerstandskampf 1933-1945, Østberlin 1959, s. 92, 281, 283. (Værket udmærker sig bl.a.

ved, at stoffet er ordnet efter de enkelte arbejderfag, hvor under også funktionærerne omtales,og de div. befolkningsgrupper).

8. U. Hochmuth,G. Meyer: Streiflichter aus dem Hamburger Widerstand 1933-1945, Frankf.a.M. 1969, s. 189-92 og Anhang 21.

9.jvf. Weisenborn, op. cit., s. 166-69.

271

10. KPD(O) udsendte 1933-35 i Strassburg »Gegen den Strom«.

11. Weisenborn, op. cit., s. 195 f. (Walter Hammers beretning om det »hjemløsevenstre«, enspæn-

dere, »Rote Käinpfer«, radikal-demokratiske 0.a. grupper).12. ib., s. 155 ff.

13. ib., s. 162 1'.

14. de trotskijstiske »Internationale Kommunisten Deutschla'hds« udsendte 1933-37 i Paris tids-

skriftet »Unser Wort«,

15. W.A. Schmidt, op. cit., s. 795-99.

16. Hochmuth/Meyer, op. cit., s. 352 ff.

17. V. Tomin/S.Grabowski: Die Helden der Berliner Illegalität. Reportage über den gemeinsamenKa'mpf deutscher u. sowjetischer Antifaschisten, Østberlin 1967, s. 84-88, 95 ff., 106-10.

18. ib., s. 24, 30, 142 ff.

19. ib., s. 133-41.

20. Karl Schabrod: Widerstand an Rhein u. Ruhr 1933-45 (Bibliothek d. Widerstand'es), cit. »Die

Tat« no. 10831969.21. Weisenborn, op. cit., s. 126 ff.

22. ib., s. 102-05.

23. K.-H. Schöneburg/R. Mand/K. Leichtfussü. Urban: Vom Werden unseres Staates. Eine Chro-

nik 1945-1949, Østberlin 1966, s. 33 ff.Ole Stender-Petersen

272

Erik Nørgård:Revolutionen der udeblev. Kominterns virksomhed fra 1919 til den spanske

borgerkrig med Ernst__Wollweber og Richard Jensen i forgrunden. Fremad1975, 2205. "

Den usynlige krig. Historien om Ernst Wollwebers sabotageorganisation,Fremad 1975, 240 5.

Med 3. Kommunistiske Internationale - Komintern - blev der fra 1919 skabt en række

kommunikationsveje mellem kommunistpartier fra hele verden. Dette var nødvendigg-jort af hensyn til koordineringen af de kommunistiske partiers politik i almindelighedog i særdeleshed med henblik på en kommunistisk overtagelse af magten i lande udenfor Sovjetunionen. Det sovjetiske parti blev i hele Kominterns periode frem til 1943 det

ubetinget førende, hos hvilket andre kommunistpartier i realiteten var nødsaget til at fåstøtte uanset eventuel uenighed om mål og midler.

Kommunikationsvejene bestod for det første af partilederes og -sekretærers regel-mæssige legale rejser til møder og for det andet af skibstransporter medbringendeillegale personer, penge, propagandamateriale, våben mv. til og fra Sovjetunionen.Disse skibstransporter, der specielt kom til at spille en rolle i l930erne muliggjordes af,at der på mange skibe fandtes et større eller mindre antal kommunister blandt sømæn-

dene og søfyrbøderne, og at de ofte var i stand til at skjule »emner« fra havn til havnenten ved at lade »emnerne« tilhøre deres personlige ejendele eller ved at udnyttegemmesteder i skibene. Med den tendens til øget konflikt, der fandt sted mellem deeuropæiske stater efter 1933, blev denne illegale kommunikationsvej af større og større

betydning for alle Kominterns sektioner. For det tredie udvikledes især efter det tyskekommunistpartis illegalisering et internt informations og efterretningssystem, som var

uafhængigt af de legale kommunistpartier, og som holdt sig løbende underrettet om

kommunistpartiernes indre forhold, flygtningesituationen, materialedistribution m.v.

København blev i enlængere periode i l930erne et center for disse aktiviteter, som

udførligt behandles i En'k Nørgårds bøger. Hovedtemaet er at afdække Kominternsillegale virksomhed dvs. den revolutionære og krigsforberedende virksomhed il930erne med tyngdepunktet først i Tyskland og senere i Skandinavien.

Den danske hovedperson i dette arbejde var én af de ledende skikkelser på fagbevæ-gelsens venstrefløj og .i DKP, Richard Jensen, medlem af centralkomiten, ThøgerThøgersen-tilhænger og en ledende skikkelse i Søfyrbødernes Forbund gennem helemellenikrigsperioden. Herudover var Richard Jensen i ledelsen af den Kommunistiskeinternationale sømands- og havnearbejderorganisation ISH samt i Kominterns såkaldteVest-bureau, der begge i 1933 flyttede hovedsæde fra Hamburg til henholdsvis Vester-port på Vesterbrogade og Vimmelskaftet 32 i København. En anden central person iKominterns arbejde var den tidligere tyske rigsdagsmand Ernst Wollweber, der efter1933 flygtede til København og arbejdede herfra i ISH og Vest-bureauet. Fra 1937dannede han med Kominterns billigelse en illegal organisation uden tilknytning til

kommunistpartierne. Målsætningen var sabotage mod skibe, havneanlæg 0.1. Organisa-tionens virke nåede højdepunktet i 1938 og faldt endelig bort med Wollwebers arrestati-on i maj 1940. Det er Nørgaards tese, at »København fra 1933 var et verdenscentrum forkommunismen« (Rec...s. 129), men at denne underverden var og er meget lidt kendt,fordi de, som deltog heri, har forstået »at holde mund«.

At Nørgård har fået de før så tavse kilder til at tale, må tilskrives hans mangeårigevirke som kriminaljournalist ved Politiken og Information, hvilket har givet ham et

overblik og en kontaktflade som få: desuden er der i de senere år fremkommmet

skriftlige og mundtlige kilder, som før var lukkede. Desværre er Nørgård ikke videre

273

informativ med henblik på at meddele læseren sine nøjagtige kilder, således at man ofte

må resonnere sig frem til kildens identitet. Såvidt man kan konstatere, har forfatteren

som skriftlige kilder anvendt'spionagefremstillinger og spionerindringer, svenske og

danske domsprotokoller vedr. Wollwebers sabotageorganisation, Carl Madsens arkiv

samt diverse tilgængelige oplysninger. Desuden har han anvendt en 8-timers båndopta-

gelse med Richard Jensen, som døde i oktober 1974, samt fået oplysninger fra dennes

kone Ingrid Madsen. Blandt øvrige mundtlige kilder synes hovedvægten at ligge på den

,tidligere medarbejder i Wollwebers organisation, Kaj Gejl.Nørgårds to bøger er skrevet uafhængig af institutionelle rammer og med henblik på

størst muligt salg for øje, hvilket formentlig er årsagen til mangelen på noter og kilde-

henvisninger, som man kun kan beklage, når bøgerne anvendes i en videnskabeligsammenhæng. Desuden er problemet vedr. mangelen på kildehenvisninger formentligtiboende for selve fremstillingen af et miljø, der befandt sig i opposition til både myndig-heder og DKPs flertalslinie, som samtidigt arbejdede overvejende illegalt, og den dag i

dag potentielt står i en konfliktsituation, der kan motivere nogle af miljøets nulevende

kilder til at ønske anonymitet. Således har nogle af de mundtlige kilderhaft et proble-matisk forhold til DKP, hvilket de ikke nødvendigvis har ønsket åbent manifesteret -

bortset fra Richard Jensen selv. Såfremt denne antagelse er rigtig, har det formentligikke været belejligt for de pågældende kilder, at Nørgård har anlagt et personfixeret,kriminalistisk perspektiv og undgået mere principielle og politiske overvejelser i relati-

on til DKP.

Forfatterens afgrænsning af emnet virker i visse tilfælde mindre motiveret; således er

1. bind (Rev...) karakteriseret ved mange sidespor til f.eks. udviklingen i Sovjetunionen

og Tyskland eller beskrivelser af personers adfærd, som ikke uden venlig fortolkninglader sig indpasse i en sammenhæng, f.eks. afsnittene om Richard Sorge og Dimitrov.

Nørgård har formentlig intenderet at give en bredere forståelsesmæssig sammenhæng

som baggrund for Kominterns underjordiske virksomhed, hvilket i sig selv er prisvær-

digt, men spørgsmålet er, om ikke det relativt kortfattede, personfixerede rids over

mellemkrigsudviklingen inden for kommunismen og nazismen, som her gives, forskert-

ser mange muligheder for at tage dybereliggende problemer op. Afvejningen af relevan-

sen af baggrundsoplysninger er selvsagt altid vanskelig, men Nørgård ville øge fremstil-

lingens kvalitet ved at være mere bevidst over for udvælgelsen af og behandlingen af

data som baggrund for hovedtemaet.

Det hører til Nørgårds fortjeneste at have påvist Richard Jensens placering i

Komintern-sammenhæng. Han var her underlagt Wollweber men havde på den anden

side en stor indflydelse i kraft af sin legale position i DKP og fagbevægelsen. Denne

position anvendte Richard Jensen bl.a. til at skjule forbindelserne mellem det hemmeli-

ge underjordiske arbejde og de almindelige partifunktioner. Dette var stærkt påkrævet,fordi det illegale arbejde lagde beslag på adskillige danske kommunister eller rettere:

kommunistiske tilhængere, idet adskillige af dem, som var indblandet i Richard Jensens

forskellige aktiviteter - og alle, der senere blev medlem af Wollweber-organisationen -

meldte sig ud af DKP og evt. ind i andre partier. Udover Richard Jensens aktiviteter i

ISH og Vest-bureauet arbejdede flere organisationer i København med lignende opga-

ver, nemlig det sovjettiske efterretningsvæsen og den illegale ledelse for de tyske kom-

munistiske flygtninge i Skandinavien. Disse aktiviteter stillede selvsagt krav om den

størst mulige hemmelighed, især da mange almindelige DKF-medlemmer hjalp med

dæk-adresser, logi 0.1., men hemmeligholdelsen lykkedes i det mindste frem til somme-

ren 1938, fordi man fastholdt princippet om, at ingen måtte få kendskab til mere end

det område, som vedkommende selv beskæftigede sig med. De danske aktører i dette

miljø rekrutteredes hovedsagelig i Sømandsklubben blandt »magre, dårligt påklædte,

arbejdsnedslidte matroser og fyrbødere« - en undtagelse herfra var Richard Jensens

»intellektuelle ven« cand. polit. Otto Melchior, der havde en fremtrædende placering i

Vest-bureauet og var redaktør af søfyrbødernes blad »Faklen«.

274

Dette illegale miljø fungerede som kommunistisk informationscentral i form af op-samling af oplysninger om kommunistiske partier, distribution af materiale, hjælp tilflygtninge og løbende vurderinger af antallet, placeringen og styrken af kommunisterom bord på skibe i den vestlige verden. Efter den spanske borgerkrigs udbrud i 1936foregik der en kraftig aktivering af den del af sømandsarbejdet, som Richard Jensenhavde indflydelse på, idet der herfra blev disponeret over en flåde på 9 skibe bemandetmed overvejende kommunister, som på en indviklet måde sørgede for våbenforsyningertil den spanske regering. Nørgård anslår antallet af søfolk om bord i disse skibe i løbetaf perioden til 1200-1400 mand. En detaljeret redegørelse for denne rederivirksomhedkommer Nørgård ikke ind på formentlig p.g.a. mangel på beretninger fra RichardJensen herom, men der er andre oplysninger, der indirekte sandsynliggør dens eksistens- naturligvis på højst ulovlig vis.

Mens det første bind i fremstillingen var karakteriseret af adskillige digressioner,forekommer det andet bind om Wollwebers »usynligekrig«betydelig mere velstrukture-ret og systematisk. Forfatteren fører med sikker hånd læseren omkring i det illegalemiljø, og fremstillingen virker overordentlig troværdig, idet Nørgård har haft adgang tilbl.a. de svenske forhørsprotokoller vedr. Wollwebers arrestation samt til danske byrets-domme vedr. sagen i 1941 mod de såkaldte »b0mbefolk«,dvs. de 19 danskere, der blevsigtet for medvirken i sabotagen.

Wollwebers sabotagevirksomhed startede i 1937 helt uafhængigt af DKP, da ISH ogVest-bureauet flyttede fra København til Paris, og aktiviteterne koncentreredes om-

kring den spanske borgerkrig. En række personer blev under stor hemmelighed og medRichard Jensens bistand hyret til organisationen, der efter Gestapos oplysninger for-måede at sabotere 16 tyske, 3 italienske og 2 japanske skibe. En af de mest kendtesabotager var den delvise ødelæggelseaf 2 nybyggede spanske trawlere den 22.5 1938 påFrederikshavns Værft. 'Sabotagen blev i datidens presse udførligt omtalt, idet der i1937-38 verserede en retssag om, hvorvidt skibene skulle udleveres til et fascistisk reden'eller til den spanske regering. Denne retssag var endnu ikke afgjort da attentatet fandtsted. Iflg. Nørgårds fremstilling anså Wollweber det imidlertid for sandsynligt, at skibe-ne i sidste ende ville blive udleveret til Franco-rederiet, hvorfor han overlod matrosAlberti Hansen at lede sabotagen mod skibene. Richard Jensen var for højt placeret tilat man turde overlade ham det konkrete arbejde. Dynamitten blev af organisationensmedlemmer stjålet i Kiruna. Alberti Hansen begik imidlertid en række fejltagelser, dergjorde det let for politiet at opklare attentatet, dog uden at Wollwebers organisationblev afsløret. Sabotagen blev således en højst tvivlsom succes, og den blev indledningentil den langsomme optrævlning af organisationen.

Et af de mest interessante aspekter ved F rederikshavn-attentatet var den påfølgendeudvikling forholdet mellem Richard Jensen og DKF-ledelsen, idet DKPi dagene efteri skarpe vendinger fordømte attentatet, hvilket naturligvis var særdeles ubelejligt forWollweber-organisationen såvel som for Richard Jensen. Nørgård vurderer det på denmåde (Den usynlige krig, s. 88 i), at det er sandsynligt, at DKP havde en anelse om

Wollweber-organisationenseksistens, men det er højst tænkeligt, at selve attentatetkom bag på ledelsen. Da attentatet var sket, vidste Aksel Larsen dog uden tvivl, hvemder stod bagved. Motivet til at fordomme attentatet i skarpe vendinger - jvf. MartinNielsens ledere i Arbejderbladet og partiets opråb den 2% - var dels personligt fjend-skab over for Richard Jensen dels frygt for at skade partiets enheds- og folkefrontspoli-tik, såfremt attentatet blev indirekte accepteret af DKP. I sin argumentation støtterNørgård sig på Kaj Gejls beretning, hvilken rimeligvis er en meget vigtig kilde. Alt i altvirker Nørgårds argumentation her sikker og velbegrundet, omend et studium af Arbej-derbladets reaktion lige efter attentatet formentlig ville nuancere opfattelsen af DKPsviden om attentatmændene på daværende tidspunkt. Mens Nørgård således på til-fredsstillende vis afdækker Richard Jensens relation til DKP specielt i forbindelse med

275

Frederikshavn-attentatet, ville en nærmere præciseringaf hans forhold til Komintern

være ønskeligt især i slutningen af l930erne, da Komintern blev svækket p.g.a. bureau-

kratisering og udrensninger. Dette ville også give lejlighed til at præciserebaggrunden

for det paradox, der lå i, at Komintern på den ene side var sammensat af legale kommu-

nistpartier med en fælles politisk opfattelse og på den anden side understøttede en

illegal, militant antifascistisk aktivitet men uden at mediere de to opfattelser eller de

personer, som'i praksis repræsenterede ppfattelserne.Alt i alt kan Nørgårds bøger anvendes ud fra flere perspektiver. De kan anvendes

som en kriminalhistorisk fremstilling over hidtil uløste gåder med særligt henblik på

arbejderbevægelsenshistorie, og de kan anvendes til at belyse problematiske sider ved

det danske retssystem. Hovedtemaet har dog været spørgsmålet om, hvordan den

antifascistiske, militante kampform blev organiseret i Kominterns regi, og trods nogle

sidespor og en stedvis problematisk kontext-relatering er det lykkedes at fremdrage et

meget omfattende og generelt veldokumenteret materiale.Ole Borgå

»Krise i Danmark«

Strukturændringer og krisepolitik i l930*erne, Vagn Dybdahl, Hans Chr. Jo-

hansen, Ole Hyldtoft og Erik Helmer Pedersen.

Berlingske Forlag, København 1975

Med »Krise i Danmark« imødekommes et stort og ikke mindst på baggrund af den

nuværende krise aktualiseret behov. Danmark i 30'erne er et område, der er meget tyndt

bearbejdet, og som ud fra den nuværende situation må påkalde sig interesse. I denne

periode og i denne periodes fastlæggelse og omformning af den danske samfundsstruk-

tur kan - hvad der vil blive uddybet nærmere - ses en række forudsætninger for senere

problemer for den nationale kapital og dermed også for den nuværende krises omfang

og karakter. Endvidere blev det i denne periode arbejderpartiet - Socialdemokratiet

som blev bærer af krisepolitikken. Her kan man pege på to ting. Dels generelt på, at

Socialdemokratiet havde og i det hele taget har haft en væsentlig indflydelse på udvik-

lingen i Danmark. Dels på, at en forståelse af Socialdemokratiets politik og handlinher i

30'erne synes nødvendig for en forståelse af Socialdemokratiet - dets teoretisk/ideologi-

ske udvikling og politik - efter 1945. Under det praktiske engagement, som partiet i

30'erne stod i, blev behovet for teoretisk nytænkning og for etablering af et arbejds-

grundlag i pagt med de ændrede forhold påtrængende.- Af disse grunde, og ud fra

underoverskriften: »Strukturændringer og krisepolitik i 1930'erne«, griber man begær-

ligt bogen.Bogen fremlægger et omfattende materiale til belysning af de forskellige forskydnin-

ger og bevægelser i det danske samfund. Hovedsy'nspunktet på krisen er:...»at i mangt

og meget var krisen ikke det store indsnit i udviklingen« (p.9). - Mange forhold, der er

blevet henført til krisen, ses således som tendenser, der var igang, før det økonomiske

tilbageslag kom, og andre nye .fænomener ses som elementes, der etableredes uden

sammenhæng med krisen. - I det hele taget ses krisen som overvejende små krusninger i

nogle allerede eksisterende udviklingsmønstre karakteriseret ved relativt stabile og

roligt forløbende forandringer. Som en mere voldsom konjunkturbevægelseend den

normalt forekommende. I sammenhæng hermed ses krisepolitikken ikke som særligt

indgribende og de anvendte midler som beskedne.

276

Hvad angår det mere konkrete spørgsmål om, hvorfor den internationale krise op-stod, og lworfor den slog igennem, tages der hvs Hans Chr. Johansen udgangspunkt isituationen i USA og den nedgang, man her kunne spore sidst i 20,erne. Der fremhævesen overinvestering i forbindelse med produktionen af mange råvarer og landbrugsvarer,som medførte store prisfald. Endvidere fremhæves på det internationale niveau ændrin-ger i penge- og kapitalmarkedets struktur, ændringer i løndannelsesproces og ændrin-ger i teknologi. Yderligere karakteriseres det danske kriseforløb som relativ mildt l

sammenligning med det internationale forløb. - Andre konklusioner og hovedresulta-ter, som bogens forfattere når frem til, og som forekommer væsentlige, peger på:1. At den industrielle sektor oplevede et relativ hurtigt opsving efter tilbageslaget i1931 og 1932, og at der derefter skete en kraftig vækst i produktion og beskæftigel-se.

2. At landbruget oplevede en betydelig længere og voldsommere stagnation, men atde direkte statslige tilskud til den betrængte sektor trods alt var beskedne.At der skete en forskydning fra landbrug til industri.At der nok i 30'erne blev grebet ind fra statens side, men at effekten af indgrebenemere måtte tilskrives en udvidelse af de offentlige budgetter end en underskuds-budgettering. En sådan forekom ikke i perioden.

5. At statsindgrebene medvirkede til at fastholde den eksisterende virksomhedsstruk-tur.

Bogen griber således fat i en række »myter« og forsøger at punktere disse. Spørgsmå-let er nu, hvorvidt disse konklusioner holder, og mere væsentligt, hvorvidt der frem-kommer en rimelig karakteristik af 1930'erne. En række mangler kan her fremhæves.Helt generelt betyder uddelingen af emnet på flere forfattere, at dele af krise- og krise-politikproblematikken dækkes og behandles mere omfattende end andre. Således er dergjort en del ud af landbrugets organisationsforhold og politik i 30'erne, mens en tilsva-rende beskæftigelse med arbejdsmarkedets parter savnes.Men de væsentligste svagheder kan henføres til den benyttede traditionelle tilgang.Denne tilgang indebærer, at man ikke kan opstille en egentlig forklaring på krisen, og atman ikke forsøger sig med en vægtning af forklarende forhold eller med en indplaceringaf disse i henhold til en helhedsopfattelse af de fremhævede faktorer. Tilgangen betyderendvidere, at bogens konklusioner bliver stående hver for sig og ikke forbindes til denhelhed og sammenhæng, som ved en teoretisk bearbejdning kunne udtrækkes af detomfattende materiale. Endelig at der langt hen sker en adskillelse af de to områder/a-spekter »økonomi« og »politik«. Alt i alt betyder tilgangen mere en beskrivelse end enegentlig forklaring og analyse af Danmark i 30”erne.

Hvad angår de nævnte konklusioner og bogens karakteristik af l930*erne synes derkonkret at være tale om en undervurdering både af krisens omfang og af krisepolitik-kens effekter. Nok var problemerne fra kapitalens side set overskuelige og kriserensnin-gen ikke voldsom. Og nok skabte krisen, der først og fremmest var en afsætningskrisefor landbruget, betingelserne for en omfattende industrialiseringsproces.Men krisen ogkriseindgrebenes art gav hele denne proces en bestemt karakter. Overfor landbrugetvirkede indgrebene til fordel for en bevarelse af dette i dets eksisterende form medforholdsvis små, selvstændigebrug; og hvad angår den industrielle sektor kunne dennevia den nationale afskærmning fungere med en lav udviklingsgrad, som fortrinsvislavproduktiv småkapital. M.a.o. bidrog politikken til en retardering af kapitalstruktu-rens udvikling - en forhaling, hvis afvikling først satte endeligt ind sidst i 1950'erneunder tryk fra verdensmarkedet. Socialdemokratiets krisepolitik etableret i et samarbej-de med småborgerskab og Venstre skabte ikke betingelser for nogen stærk akkumula-tionsproces eller for en dynamisk og produktiv industrikapital. - Et »progressivt« ele-ment i den socialdemokratiske krisepolitik kan dog fremhæves og kan samtidig vise,hvor centralt det var, at netop Socialdemokratiet forvaltede og var bærer af krisepoli-

277

PS"

tikken. Det gælder den stramning af det fagretlige system, som fremkom i 30'erne,

hvilket som nævnt kun behandles spinkelt i bogen. I 30'erne - og i øvrigt siden - var en

kontrol med lønninger og arbejdskampe afgørende,hvis den statslige krisepolitik skulle

fungere. At denne politik kunne føre's igennem kan ikke forklares alene i arbejderklas-

sens ringe styrke, men må ikke mindst ses som forklaret i, at det netop var Socialdemo-

kratiet, der besad regeringsmagten. Socialdemokratiet havde i 1920'erne - og gjorde det

igen i 30'erne - argumenteret for, at den politiske aktion eller det parlamentariske

arbejde var det, der indeholdt de virkelige perspektiver for arbejderklassen og dermed

også det, der måtte prioriteres højest i arbejderbevægelsen.En indstilling, som stemte

overens med synspunkterne hos størsteparten af fagbevægelsen. Fagbevægelsen måtte i

den økonomiske kamp ikke blokere regeringens politiske muligheder og måtte tilpasse

sine krav til regeringens politik. Derfor kunne indgreb, der stækkede de militante

fagforbund, og som begrænsede de faglige aktionsmuligheder, gennemføres. I det hele

taget må Socialdemokratiets rolle og handlinger ses som væsentlige til en forklaring af,

hvorfor de ustabile økonomiske forhold - af arbejderklassen oplevet ved først og frem-

mest stor arbejdsløshedog reallønsnedgang -ikke gav sig udslag i en politisk krise. Af

denne grund og af de følgende forekommer den korte karakteristik, der i bogen gives af

Socialdemokratiet, problematisk. Det danske Socialdemokrati etablerede ikke i

1920'erne, som fremhævet af Vagn Dybdahl, de teoretiske forudsætninger for 30'emes

praktiske engagement. Snarere var der tale om, at partiet stillet overfor de praktiske

problemer og den store arbejdsløshed forlod 20'ernes noget højere prioriterede teori og

teoretiske overvejelser. I stedet blev de kortsigtede politiske foranstaltninger og indgreb

det afgørende. Man bevæger sig bort fra 20'ernes talen om at virke til fordel for en

dynamisk fungerende kapitalisme og til fordel for en koncentrations- og rationalise-

ringsproces, hvorved muligheden for en socialisering skulle lettes. Hvad partiet derimod

kunne hente i 1920'erne var visse erfaringer på det praktiske område med forsøg på en

form for konjunkturregulering og forsøg på at begrænse arbejdsløsheden.- Heller ikke

er det i 30'erne, at Socialdemokratiets overgang til folkeparti skal placeres. I forhold til

20'erne stod partiet derfor i 1930'erne i et teoretisk tomrum, og kun en række specifikke

forhold synes at have muliggjort partiets fortsatte tag i arbejderklassen. Partiet havde

allerede i 1923 lanceret sig som et parti, der ville varetage »det ærlige arbejdes interes-

ser«; som et parti, der ville varetage de produktive elementers interesser overfor de

uproduktive, overfor rentekapital og monopoler. Men der gør sig det gældende,at

folkepartibegrebets teoretiske begrundelse ændredes i 30'erne. Nu blev partiet fortaler

for en »vi må alle stå sammen«-ideologi.

Alt i alt kommer den traditionelle tilgang og den manglende teoretiske bearbejdning

af det omfattende stof derfor til at stå som en hovedårsag til, at »Krise i Danmark« i så

ringe udstrækning får taget hul på en egentlig forklaring af det historiske forløb. Kun en

integrerende, totalitetsorienteret tilgang vil til syvende og sidst kunne forklare kapita-

lakkumulationens historiske forløb, dvs. afdække økonomiens politiske og politikkens-

/klassekampens økonomiske virkninger.Ellen Bastholm Jensen.

Dansk arbejderbevægelse 1871-1939 ved Henry Karlsson.

Historie og samfund/kilder og tal. Gyldendal 1975.

144 s. kr. 38,50.

Gennem næsten 25 år har Henry Karlssons »arbejderkårog arbejderbevægelse 1871-

278

1914« været den eneste kildesamling, der omfattede den danske arbejderbevægelse.Deseneste års eksplosive udvikling på skolebogsmarkedet og den stigende interesse forarbejderbevægelsenshistorie har ændret dette forhold. Der er kommet en lang rækkekildehæfter omfattendeeller med relation til - arbejderbevægelsenshistorie og blandtdem nu en revideret og udvidet udgave af »arbejderkår og arbejderbevægelse«,der harfået titlen »Dansk arbejderbevægelse 1871-1939.Den kritik der hyppigst har været rettet mod den mængde af ofte dårligt gennemarbej-dede kildehæfter, der spyes ud, er de alt for korte eller helt manglende indledningsaf-snit, der i fremstillingsform skulle sætte kilderne ind ien historisk sammenhæng. Det erikke mindst påkrævet i forbindelse med kilder om arbejderbevægelsenshistorie, hvor vistadig savner en anvendelig samlet fremstilling. Henry Karlsson har åbenbart væretopmærksom på dette forhold og har derfor til den nye udgave skrevet en 26 sider langindledning, der kort skal opridse det historiske forløb.Det siger sig selv, at beskrivelsen af næsten 70 års udvikling på så snæver plads er en

vanskelig opgave, og der har da også indsneget sig en række misvisende formuleringerog højst diskutable påstande. For afsnittet som helhed gælder, at det behandler deøkonomiske forhold overfladisk og i meget høj grad centrerer sig om personerne (mereend 60 forskellige personnavne på de små 25 sider). Denne personcentrering får deuheldigste følger. Karlsson nævner bl.a. Dreier, som talsmand for oprettelsen af etarbejderparti og fortsætter: «Dreier døde imidlertid pludselig i maj 1853, kun 26 årgammel, og hans virksomhed fik ingen følger. Der kom til at gå henved tyve år, før en

arbejderbevægelseskabtes i Danmark«. (5.9). Dreiers tidlige død (eller Pio's sene fødsel)har åbenbart bestemt arbejderbevægelsensstart og ikke den rent faktiske materielleudvikling. Det er den samme opfattelse af udviklingen, der liggeri omtalen af førernesflugt: »Så udsattes arbejderbevægelseni april 1877 pludselig for et lammende slag, Pioog Geleff flygtede til Amerika.....flugten medførte et voldsomt medlemsfrafald« (s. 1 1).Selvfølgelig betød førernes afrejse, at en vis desillusion bredte sig i bevægelsen, mennedgangsperioden var jo startet allerede i 1876 pga. den økonomiske krise, og ved Piosafrejse var partiet kraftigt decimeret.

_

Karlssons personlige opfattelse slår ofte meget direkte igennem således i beskrivelsen afoprettelsen af De samvirkende Fagforbund, hvor det hedder: »Dette er den indtil datostørste begivenhed i dansk arbejderbevægelseshistorie« (s.l3), og i omtalen af Storloc-kouten: »og nu i 1899 brød så den store kamp ud, kampen mellem de to hovedorganisa-tioner, arbejdernes og arbejdsgivernes, der, da den var på sit højeste, omfattede ca.40.000 mand, og som fulgtes med interesse, ja med beundring i udlandet, fordi denforløb i en helt uventet ro og orden« (s.16) - forfatterens applaus til den civiliseredeklassekamp.Det vil føre for vidt at fremdrage alle lignende eksempler, så derfor skal blot nævnes etpar andre »uklarhedem Det nævnes, at det i 1890'erne lykkedes Lyngsie »at få samlet sågodt som alle landets arbejdsmænd i Dansk Arbejdsmandsforbund« (s.16). Arbejds-mandsforbundet havde 14.000 medlemmer eller en organisationsprocent på omkr. 20,så det er lovlig flot formuleret. Uklart bliver det også,når den danske arbejderbevægel-se behandles ret isoleret. Ganske vist nævnes Internationalerne, og at partiet gik »indunder det i 1889 oprettede 2. Internationale, der efter afbrydelser under de to verden-skrige stadig eksisterer, og som det danske Socialdemokrati stadig er tilsluttet« (s.34_›).En fuldstændiguforståelig fremstilling, når der intet nævnes om bruddet i den interna-tionale arbejderbevægelseunder 1. Verdenskrig.Selve kildeudvalget, der omfatter 35 tekster eller tekstsammenstillinger, er tydeligvisblevet til ud fra en ide om, at kilderne skulle være kronologisk jævnt fordelt og - bortsetfra forsvars- og udenrigspolitik - omfatte snart sagt alle emner. Centrale kilder som

partiprogrammerne fra 1876, 1888 og 1913 er med og kilderne omkring Septemberforli-get mangler heller ikke, men en række andre spørgsmål repræsenteres ved kilder, der

279

gør det vanskeligt at bringe det ind i en sammenhæng, fordi emnet behandles på et mere

eller mindre tilfældigt tidspunkt. Som eks. kan nævnes forholdet parti-fagbevægelse,

der kun behandles gennem uddrag af en artikel af Johs. Kjærbøl fra 1934 (tekst 34) og

Socialdemokratiets omstilling fra klasseparti til folkeparti, der illustreres med uddrag

fra en valgpjece af Hedtoft fra 1939 (tekst35), hvor det havde været mere på sin plads at

bringe »Danmark for folket-manifestet« fra 1934. De mange delemner og deraf følgende

færre kilder for hvert emne, er i høj grad med til at begrænse hæftets pædagogiske

muligheder.Noter til kilderne er ret kortfattede, men dog mere oplysende end sædvanligt. Udover

noterne er der ikke mindre end 6 sider med biografiske oplysninger på 55 personer.

Litteraturlisten er fyldig, men ret tilfældig b1.a. mangler værker som Ib Nørlund: Det

knager i samfundets fuger og bånd, Lise Togeby: Var de så røde?, Kampens Gang-LO

1898-1973 og Uffe Østergaard (udg.): Den materialistiske historieopfattelse i Danmark

før 1945. Sidst i hæftet findes »ideer til analyse«, det drejer sig altovervejende om meget

enkle tekstundersøgelser.

Niels Senius Clausen

Gerd Callesen:

En verden at vinde. Arbejderbevægelsensstart i Sønderjylland 1872-78. Forla-

get Melbyhus, Skærbæk 1974. 47 s.

samme: Die Arbeiterbewegung in Nordschleswig 1872-1878. Hauptzüge ihrer

Entwicklung. Zeitschrift der Gesellschaft für Schleswig-Holsteinische Ges-

chichte, 100, 1975, s. 193-216.

Gerd Callesen, der er ophavsmand til en længere række vigtige publikationer vedr. den

nordslesvigske arbejderbevægelse, har i sine to seneste arbejder forsøgt at kortlægge

bevægelsens udvikling i pionerårenei 1870'erne, inden socialistloven i 1878 næsten

lammede aktiviteten i Nordslesvig. Det er lykkedes GC at give en væsentlig mere

detaljeret analyse af udviklingen end hidtil set, og hans arbejder fører derfor for det

nordslesvigske områdes vedkommende længere end Heinz Volkmar Regling: Die

Anfänge des Sozialismus in Schleswig-Holstein, 1965, der imidlertid fortsat er af stor

værdi, når det gælder den brede slesvig-holstenske sammenhæng. Den danske og den

tyske version af GC's arbejde er ret forskellige, og den tyske må absolut foretrækkes til

videnskabelig brug, ikke alene fordi den er forsynet med kildehenvisninger og noter,

men også fordi den er mere argumenterende i formen.

Den væsentligste del af de nye oplysninger, der fremlægges i arbejderne stammer fra

landsdelens presse og korrespondancer til Socialisten og Social-Demokrateni Køben-

havn. Forfatteren gør opmærksom på, at der formentlig vil kunne findes yderligere

arkivstof om emnet, og det har han ret i. Hovedtrækkene i arbejdet ville dog ikke

anfægtes deraf, men nok en del detaljer. Den geografiske afgrænsning af emnet til

området nord for Skelbækkcn er derimod problematisk, hvad GC også gør opmærk-

som på. I Flensborg fandtes nemlig Slesvigs betydeligste'arbejderbevægelse,og byen

var centrum for agitationen nordpå. Desuden hørte Flensborg til samme rigsdags

valgkreds som Åbenrå, og endelig var den nationale problematik på denne tid den

samme i Flensborg og i de fire nordslesvigske købstæder. Ved sin accept af 1920-

grænsen som grænse for sit emne kommer GC også til at tage 58 socialdemokratiske

stemmer 1877i Kruså (tysk udg. s. 211) til indtægt for Nordslesvig selv om de sandsyn-

280

ligvis er afgivet af arbejdere ved Kobbermøllen, der ligger syd for den nuværendegrænse. Det flensborgske matteriale kunne nok sine steder have uddybet og suppleretforskellige ting, som GC ikke har kunnet komme længere med. Men det vil føre for vidtat gå ind på de mange detaljer i arbejderne; i stedet skal nogle principielle spørgsmålkommenteres i det følgende.

Forfatteren går ikke meget ind på spørgsmålet om de økonomiske og sociale forud-sætninger for fremvæksten af en arbejderbevægelse i Nordslesvig, og det skyldes man-

glen på tilfredsstillende undersøgelser af disse emner. Siden GC's arbejder afsluttedes,er der imidlertid udkommet en ny Haderslev bys Historie af Henrik Fangel. For tidenfør 1870 findes heri et vigtigt materiale om erhvervsliv, befolkningsudvikling og ikkemindst om de stærke sociale spændinger i den kun tilsyneladende så idylliske provinsby.Før socialismens fremkomst havde uroen i underklassen f.eks. givet sig udslag 1 en

religiøs vækkelsesbevægelse i 1850'erne under ledelse af lærer Mogens Abraham Som-mer, der senere en tid var medlem af Internationale i København. Således som de so-

ciale forhold i Fangels bog dokumenteres, forekommer det klart, at der også i Hader-slev kunne være grobund for lassalleanernes agitation. Socialismens udbredelse i1870*erne koncentrerede sig stærkt i de fire købstæder; men nogen væsentlig faktor ilandsdelen kunne den ikke blive uden at få fodfæste på landet, for landbruget var denaltdomineren'de faktor i landsdelens økonomiske liv, og her lå også det befolknings-mæssige tyngdepunkt. Men i 1870*erne gjordes der kun spredte forsøg på at agitere pålandet, og de sociale forhold her var langt fra så dårlige som lidt længere sydpå, hvorgodsdriften var udbredt.

GC beskæftiger sig udførligt med, hvorledes bevægelsen mere konkret blev fremkaldt1872-73 i Nordslesvig, hvor partiets omrejsende agitatorer vakte stor opmærksomhedved afholdelse af offentlige møder, »folkeforsamlinger«,hvor talerne gerne indlod sigiheftige diskussioner med de tilstedeværende. Det var en helt ny agitationsform, og i deofte stærkt besøgte møder deltog derfor også folk fra alle samfundslag. Men hvemmeldte sig ind i partiet? I den forbindelse må det nationale spørgsmåls betydning forbevægelsens udbredelse nærmere omtales. For lederne af landsdelens dansksindedeflertal var det dominerende politiske spørgsmål kravet om iværksættelse af en folkeaf-stemning om landsdelens statslige tilhørsforhold i overensstemmelse med Prag-fredens§5. Rigsdagsvalgene betragtedes følgelig som en national mønstring, der skulle sætte

styrke bag dette krav. Opgaven for lassalleanerne var nu, at få Nordslesvigs arbejdere tilat prioritere deres klasseinteresser højere end de nationale, og GC lægger stor vægt påat betone, at både indfødte, dansksindede arbejdere og indvandrede tyske sluttede sig tilbevægelsen. Han slutter især ud fra eksisterende navnelister, at »en meget stor procent-del« var indfødte nordslesvigere (dsk. udg. s. 42). Imidlertid 'kendes kun medlemslisterfra Sønderborg 1873 og læseforeningen i Haderslev 1876; men heri er kun anførtmedlemmernes navne, ikke deres f ødested. Derfor er det næppe metodisk forsvarligt atbruge listerne som argument for nogetsomhelst. I 1870'erne kunne man godt, ligesomnu, hedde Hansen og være født langt sydpå, og man kunne også have et tilsyneladendefremmedartet navn og alligevel være »indfødt«. Desuden kan fødestedet ikke være altfor afgørende i denne forbindelse, for mange indfødte nordslesvigere stiftede netopbekendtskab med socialismen under deres rejser på valsen. Men GC behøver heller ikkeat foretage så mange krumspring for at bevise, at også dansksindede arbejdere kunneblive socialister. Det var klart erkendt i samtiden, således som det også fremgår af GC's

fremstilling. Men en mere præcis bestemmelse af forholdet kan man ikke komme til idenne periode. Derimod er der ingen tvivl om, at lederne i høj grad fandtes blandttilflytterne, det gjaldt også i Flensborg. Om dette forhold i særlig grad var nationaltbetinget, er vel ikke givet. Det må snarere betegnes som noget naturligt ved udbredelsenaf nye tanker.

Det sikreste, man kan sige om det nationale spørgsmåls betydning, er, at det satte sit

281

præg på den agitation, socialdemokraterne førte i Nordslesvig. Man mente altså, at det

var en ting, man måtte tage hensyn til for at befordre bevægelsens udbredelse. Det viste

sig første gang ved suppleringsvalget 1872 i Åbenrå-Flensborg kredsen (2.kreds). Her

appellerede de slesvigmolstenske socialister til det danske socialdemokrati om at øve

indflydelse på vælgerne, og men henviste til, at kandidaten Hasenclever holdt på nords-

lesvigernes selvbestemmelsesret. Dette valgprogram, der ganske vist-ikke indeholdt et

ord om selvbestemmelsesretten.

GC skelner tilsyneladende ikke mellem de to indbyrdes modstridende sider, denne

sag havde. Dels protesterede socialisterne mod den nationale undertrykkelse, der allere-

de dengang var i fuld gang, dels fremhævede, at de gik ind for en realisering af selvbe-

stemmelsesretten. Socialismen ville afskaffe al national undertrykkelse; men skulle

realiseringen af en folkeafstemning også være en selvfølgelig ting for dem? For det

danske socialdemokrati i 1870'erne var det et ligegyldigt spørgsmål, nationalstaten var

en borgerlig opfindelse, og arbejderne skulle finde sammen efter et klassesynspunkt.Her er tankegangen helt konsekvent. De tyske partifæller måtte med deres tale om §5

indvikle sig i selvmodsigelser, når de både hævdede, at klasseforholdet, ikke statstil-

h'ørsforholdet, var det primære, og samtidig fremhævede, at de gik ind for §5. Desuden

tilføjede de voldsomme angreb på den danske bevægelses ledere, og det måtte mindske

den agitatoriske effekt af bekendelsen til selvbestemmelssretten. Brugen af §5 virker

derfor ikke som en helt gennemtænkt strategi, og §5 var kun et af flere temaer i

agitationen. Om effekten af denne specielle agitation lader der sig derfor vanskeligt

drage slutninger.Dette problem må fremhæves, fordi GC drager en afgørende konklusion. Han mener,

at når lassalleanerne gik ind for selvbestemmelsesretten, »så viser det en afgørende

forskel mellem den borgerlig-demokratiske bevægelse og arbejderbevægelsen« (dsk.

udg. s. 11). Men selvbestemmelsesrettens princip er ligesom tanken om nationalstatens i

sin oprindelse en borgerlig idé, og også borgerlige, omend politisk lidet indflydelsesrigekredse i Tyskland, støttede også i 1870”erne de danske nordslesvigere. GC's slutning

skyldes måske en for unuanceret opfattelse af, hvad tidens borgerlige stod for. Hans

ikke urimelige opfattelse af lassalleanerne burde derfor have støttet sig til en bredere

argumentation..

-

GC nævner ikke muligheden af, at de tyske socialdemokraters holdning også kunne

have haft en taktisk baggrund. Partiet havde brug for forbundsfæller i rigsdagen, og

dette fremgår også af et brev, som GC ikke nævner, der offentliggjordes 10. jan. 1874 i

Flensborg Avis af kredsens socialdemokratiske kandidat Brückmann: »Ville det danske

parti ikke handle politisk klogere ved at vælge en socialdemokrat, da der i den tyske

rigsdag udkræves 15 underskrifter, for at et andragende kan indbringes, og da inddelin-

gen af valgdistrikter er således, at der kun kan vælges én dansk kandidat, og socialde-

mokraterne også ville folkets selvbestemmelsesret?« (Socialdemokraterne havde 9 man-

dater i rigsdagen efter valget.) Dette afvistes helt fra dansk side; men socialdemokrater-

nes sociale kritik - ikke deres endemål - kunne man godt følge allerede fra 1872. Det

fremhæves ikke klart hos GC. Den danske bevægelses modargument var, at man godt

kunne forstå, at man blev socialist, når man levede i det rnilitaristiske Preussen, i

Danmark var alt bedre. Det var den noget naive opfattelse, hvormed man skubbede

problemet fra sig. Man håbede, det kun var et indretysk anliggende.

Men når man vil analysere det klima, som den socialdemokratiske bevægelsemåtte

virke i i Nordslesvig, må de dansksindedes reaktioner nok analyseres mere nuanceret,

end GC gør. Konklusionen på hans overvejelser er, at både de danske og de tyske stod

for den samme borgerlige reaktion. Denne karakteristik er ikke udtømmende, for den

danske nationale bevægelse måtte som en videreudvikling af sin nationale oppositions-

stilling og den preussiske undertrykkelsespolitik ofte reagere på en måde, der i rigstysk

sammenhæng måtte betegnes som uborgerlig og statsfjendtlig, feks. da H.A. Krüger

282

stemte imod socialistloven. Den borgerlige danske bevægelses oppositionelle karakterer formentlig en af årsagernetil, at man ikke i Nordslesvig engagerede sig i en planmæs-sig bekæmpelse af socialdemokratiet, selv om dettes virksomhed ville virke nationalt

passiviserende på underklassen. Hertil kom så naturligvis, at det, der skete i de små

købstæder, ikke kunne få nogle afgørende nationalpolitiske konsekvenser for Nordsle-

svig som helhed. GC fremhæver ganske vist stærkt den danske presses, særlig Dannevir-kes fjendtlige holdning til bevægelsen; men om den er typisk for den almindelige danske

befolknings reaktioner er måske problematisk. I hvert fald gik den danske befolkningikke ind i en særlig aktiv bekæmpelse af bevægelsen, så vidt det kan konstateres afreferateme af de socialdemokratiske folkeforsamlinger. Derimod var det normalt re-

præsentanter for det tyske borgerskab, der på møder forsøgte at gendrive agitatorerne.Kun én gang, så vidt det kan fastslås, optrådte en dansker, redaktør Pingel i Sønder-

borg, på et møde 1874, hvor taleren havde angrebet H.A. Krüger voldsomt. Et vidnes-

byrd fra en lokal socialdemokrat bekræfter dette indtryk. De flensborgske socialdemo-kraters leder M.R. Schulz ledede et møde i Åbenrå 13. maj 1872, hvor det kom tiltumulter. Han skrev en beretning herom til Neuer Soeial-Demokrat og slutter med den

tilføjelse: »dass dieser Lärm von den sogenannten Grossdeutschen provociert worden

ist, die dänische Partei hingegen eher für als gegen uns Partei nimmt«.Om de nordslesvigske borgerliges reaktioner på den socialistiske agitation må det

derfor være forsvarligt at sige, at de danske synes at have forholdt sig temmelig passive i

modsætning til de tyske. Det er der ikke noget mærkeligt i, i betragtning af at de tyskehovedsagelig lededes af de preussiske embedsmænd. Meget af den socialdemokratiskekritik af den preussiske stats skattepolitik, militærvæsen o. lign. fandt genklang ogsåhos de danske, en holdning, der bl.a. var en videre konsekvens af den nationalt betinge-de oppositionsstilling.

Noget valgsamarbejde mellem socialdemokraterne og den danske bevægelse kom detikke til i 1870'erne. GC mener imidlertid, at den socialdemokratiske parole ved omvalg-et i'2. kreds 1874 var, at socialdemokraterne skulle stemme på Krüger og konstatereruden nærmere forklaring, at der kun blev afgivet 93 stemmer på Krüger ved omvalget.(tysk udg. s. 207) GC er nok ikke nået helt tilbunds i disse forhold. Neuer Social-Demokrat havde før omvalgene indeholdt en generel opfordring til at stemme påoppositionskandidater ved omvalgene, der forelå ikke en speciel anbefaling af Krüger.Men de danske deltog ikke i omvalget i 2. kreds, for Krüger var allerede som sædvanligvalgt i første valgomgang i Haderslev-Sønderborgkredsen. Når han samtidig var opstil-let i 2. og 4. kreds var det for at samle alle de danske stemmer om én kandidat, og nårdet var sket, pålagde han sine vælgere ikke at stemme ved omvalget. Men selv hvis alle93 stemmer på Krüger ved omvalget kom fra socialdemokrater, må det sammenholdesmed, at socialdemokraternes kandidat i første valgomgang havde fået 1216 stemmer ikredsen.

GC beskæftiger sig også med spørgsmålet om, hvorfor den socialdemokratiske bevæ-

gelse ikke formåede at overleve i Nordslesvig under socialistloven 1878-90, mens dengjorde det i Flensborg. Hovedårsagen er nok, som GC mener, udvandringen og denøkonomiske tilbagegang. Men i denne forbindelse bør man nok også fremhæve, at

arejderbevægelsen i Nordslesvig allerede var stærkt svækket, før loven vedtoges, ogfaktisk allerede tvunget ud i illegaliteten. Også«sydpå var bevægelsen i defensiven over

for'det voldsomme pres fra myndighedernes side, og derfor var der i de sidste år før.socialistlovens vedtagelse ikke overskud til at fortsætte agitationen med den energi, dervar udfoldet 1872-74. Allerede i marts 1876 meddelte Hamburg-Altonaer Volksblatt, at

agitationen i Slesvig måtte træde i baggrunden, og før valget i 1878, der var udskrevetfor at få socialistloven vedtaget, koncentrerede partiet sig om 29 nærmere bestemte

kredse, hvoraf ingen var nordligere end Altona og Ottensen. At det varede en halv snes

år efter socialistlovens ophævelse, før den politiske bevægelse fik fast fodfæste i Nords-

283

lesvig, mener GC skyldes de økonomiske forhold og en skærpet nationalitetskamp.Men en mulighed, som bør efterprøves nærmere, er vel også, om man særlig målbevidst

satsede på Nordslesvig i agitationen i 1890'erne, for efter 1900, da bevægelsen fik stærk

fremgang, var den nationale kamp ikke mindre stærk. Den nordslesvigske arbejderbe-

vægelse kunne næppe vokse sig stærk uden støtte og kontakt med bevægelsen sydpå,så

meget mere som det danske socialdemokrati tilsyneladende kun i 1870'erne interessere-

de sig for at bidrage til agitationen. Gennembruddet for bevægelsen kom først efter

1920. GC mener dog, at den første socialdemokratiske parlamentariker i Nordslesvigblev valgt 1919 i Haderslevkredsen, da Anna Mosegaard valgtes til den preussiskeforfatningsgivende forsamling (dsk. udg. s. 26). Men hun blev valgt i storkredsen

Slesvig-Holsten-Lauenborg-Lübeck, og det var hendes placering som nr. 3 på kandidat-

listen, der var udslaggivende for hendes valg.Ovenstående betragtninger er ment som en supplering og uddybning af nogle hoved-

punkter i forfatterens to arbejder. Det vil ikke være rimeligt at bebrejde ham, at han

ikke har gennemstøvet hver arkivpakke og dagblad, eller belyst alle emnets facetter

tilbunds. Vigtig er at hans dokumentation af det danske socialdemokratis engagement i

sagen i 1870'ne, der er et et bidrag til belysning af partiets ideologi. Megen forskningstår endnu tilbage, når det gælder det sønderjyske socialdemokratis tidlige historie; men

det er værdifuldt, ay CG har viljen til at publicere sine resultater og formulere frugtbare,debatskabende teorier om udviklingen.

Dorrit Andersen

Niels Finn Christiansen:

Fra kapitalismens gennembrud til 1. verdenskrig - Socialismens historie 1 -

,

Carit Andernsens /Finn Suenson forlag, København 1976, 199 s. kr. 46.00

I en ny serie »Historie og Klassekamp« udkommer denne ((Socialismens historie« i 4

bind. Bind 2 skal dække perioden 1914-1941, bind 3 1941-1970 og 4. bind skal indehol-

de kildemateriale - formentlig de allervigtigste dokumenter, programmer, erklæringer

osv. - og register. Der kunnevære en mulighed for at lade et 5. bind behandle den

amerikanske arbejderbevægelseselvom dens forbindelse med socialismen er svag. Det

er meningen, at 3. bind skal koncentrere sig mere om den socialistiske bevægelse i

verdensmålestok og også drage udviklingslinjerne tilbage til arbejderbevægelsens og

socialismens begyndelse i f.eks. de asiatiske lande. Men de to første bind skal i alt

væsentligt behandle historien europacentreret og det er også berettiget da socialismen

som industriarbejderklassens teori i hovedsagen er et europæisk fænomen, der først i

mellemkrigstiden ganske langsomt begynder at få fodfæste i den »tredie verden«, mens

den i samme periode næsten forsvinder fra sin i forvejen svage position i USA. Det er et

meget positivt initiativ de to forlag har påtaget sig i fællesskab og man må håbe, at det

kan gennemføres.Niels Finn Christiansen har på ca. 180 tekstsider og 10 sider litteraturhenvisninger

med korte kommentarer løst sin del af opgaven fremragende. Der er et par enkelte

småfejl, men de er ikke særlig betydningsfulde. Bogen er desuden skrevet i et letforståe-

ligt sprog og i behageligt korte kapitler (som regel under 10 sider). Man kan uden videre

gå til teksten. Det er virkelig lykkedes at trække hovedlinjerne i den tidlige arbejderbe-

vægelses udvikling op.

284

Forfatterne har i et fælles forord understreget, at denne fremstilling i hovedsagen måblive en sammenfatning og bearbejdning af den eksisterende videnskabelige litteraturog kun i mindre omfang er baseret på en selvstændig forskningsindsats. Desudenunderstreges at fremstillingen p.g.a. pladsmangel er koncentreret om arbejderbevægel-sens politiske historie, som det ligeledes skrives, at forfatterne har deres teoretiskeudgangspunkt i den historiske materialisme, uden at de dog derfor nødvendigvis er

enige i alle vurderinger.Det er rimeligt at sige, at der i dette bind alligevel er tale om mere end en ren og skær

bearbejdning af den videnskabelige litteratur, og at den almene økonomiske udviklinger inddraget i fremstillingen af teoriens udvikling uden dog at konstruere en mekanisksammenhæng mellem de to. Socialismens udvikling er afledt af den almene udvikling,man har aldrig indtryk af socialismens og arbejderbevægelsensudvikling som proces;begge indgår til forskellige tider i forskellige former for »samliv« med det omgivendesamfund, og forlader dette »samliv« igen med nye erfaringer og nye forestillinger om

vejen til målet.

Efter to korte indledningskapitler om kapitalismens gennembrud og det borgerligesamfund fremstilles i de næste hovedafsnit den engelske arbejderbevægelse indtil1840'erne, den franske socialisme indtil 1848 og Marx' og Engels' rolle i og selve denrevolutionære bevægelse i 1848. Efter den revolutionære bevægelses nederlag indtrådteder en pause i arbejderbevægelsens udvikling, som Marx/Engels hævdede og derforkoncentrerede sig om udarbejdelsen af den videnskabelige socialisme. Det var først medI. Internationales oprettelse i 1864, at der igen var en mulighed for at genopretteenheden af teori og praksis. Det handler 5. hovedafsnit om, mens der i det 6. undersøgesde nationale organisationers opbygning i tiden mellem I og 11. Internationale. Dennesog dens medlemsorganisationers udvikling behandles i det sidste hovedkapitel. Mankan rent faktisk lære meget af denne fremstilling og også få et godt indblik i udviklingeninklusive de fællestræk, der var i den kapitalistiske udvikling, som gælder for alle landeog i de særegenheder, der findes p.g.a. nationale særudviklinger.

Det sidste findes især i den engelske arbejderbevægelse,hvor traditionen åbenbart er

meget stærk. Til trods for de differentieringer og modsætninger, der findes i arbejder-klassen, så udvikledes hurtigt et bestemt mønster for den engelske arbejderklassesoptræden: en radikaldemokratisk reformisme uden nogen form for socialistisk teori,men dog med et vist antikapitalistisk islæt. Som kampform dominerede ofte megetmilitante og opfindsomme aktioner, der fremmede udviklingen af en meget udprægetarbejderbevidsthed i modsætning til overklasserne. Manglen på en socialistisk teori,dvs. forestillingen om arbejderklassens selvstændige politiske optræden med overtagel-sen af magten i samfundet som mål, førte til at arbejdernes faglige organisationer lod sigpolitisk lede af det liberale parti. Dette fremmedes af en fornyet differentiering i arbej-derklassen i et slags arbejderaristokrati, der blev bærere af klassesamarbejdspolitikken iarbejderbevægelsen,og af den store masse af især industriarbejdere, som var ledende ide militante økonomistiske kampe uden politisk perspektiv. Det er disse tendenser, derden dag i dag er de dominerende i den engelske arbejderbevægelse.Det er en af bogensstyrker, at den til trods for den nødvendigekoncentration om hovedlinj erne, kan give etså nuanceret billede.

Det lykkes som regel også iøvrigt at fremhæve dialektikken i udviklingen, at påvisede mulige tendenser og klargøre hvorfor den ene tendens bliver dominerende overforandre (smlg. feks. s. 180 om imperialismens betydning for arbejderklassen eller 5. 185fremstillingen af internationalismens tilsyneladende styrke og faktiske indhold).

Det forekommer imidlertid, at denne evne til at analysere de forskellige tendensersvigter noget to steder. Det ene er diskussionen af forholdet mellem den eksisterendearbejderbevægelse - især den faglige -

og de nye arbejdergrupper i storindustrien. Dissevar i overvejende grad nyproletariserede elementer uden en faglig uddannelse og som

285

sådanne totalt udskiftelige. Det forøgede presset på dem og i flere tilfælde reagerede de

med spontane og ret militante kampe imod deres elendige kår. Disse kampe var dog - så

vidt det kan overskues - i overvejende grad økonomistiske. Nogle af disse kampe førte

over en periode videre f.eks. i England. Men der støttedes kampene også af de små

marxistiske grupper, der for første gang fik en basis i arbejderklassen, og til dels af den

etablerede fagbevægelse uden hvilken disse kampe ville være brudt sammen. Men

samtidig var der også en modsætning mellem de faglærtes og de ufaglærtes mål i disse

kampe. Problemet her er først og fremmest, at den bestående arbejderbevægelsemed en

længere erfaring ikke uden videre kunne integrere de nye arbejderlag, som ikke lod sig

organisere, formentlig fordi de ikke havde gjort de erfaringer, der er nødvendige for at

indse nødvendigheden af en fælles organiseret kamp. Også de ufaglærte måtte gennem-

gå en udvikling fra »klasse i sig selv« til »klasse for sig selv«. Til trods for at der var

andre modsætningsforhold mellem faglært og ufaglært arbejdskraft, har dette - de

ufaglærtes manglende erfaring › formentlig været det afgørende. Deres evt. radikalisme

må ikke forveksles med politisk indsigt. Dette problem er ikke diskuteret tilstrækkeligt i

denne sammenhæng.Det andet problem er spørgsmåletom marxismens stilling i arbejderbevægelsenog

dens udvikling i sidste tredjedel af forrige århundrede. Forholdet beskrives korrekt (s.

143), som en manglende forbindelse mellem en formodet revolutionær teori og klassens

daglige erfaring. Teori og praksis forblev to isolerede størrelser. Den manglende forbin-

delse mellem teori og praksis måtte medføre fejludviklinger for teorien såvel som for

praksis. Det beskrives ligeledes korrekt for teoriens udvikling (s. 145-47). De anførte

fejludviklinger fandtes og blev dominerende i det »marxistiske centrum«, og fik også en

betydning for den politiske og faglige arbejderbevægelsespraksis - immobiliteten, den

passive afventen af kapitalismens sammenbrud. Problemet er imidlertid, at perioden fra

ca. 1871 (nemlig efter Pariser-kommunens fald ,hvor borgerskabets brutale mordterror

for første gang blev udøvet mod arbejderklassen) til ca. 1900 er en ikke-revolutionær

periode. Der kunne således næppe være en dybtgåendeoverensstemmelse mellem den

revolutionære teori (marxismen) og arbejderklassens daglige erfaring. Lenin tilskriver

arbejderbevægelseni denne periode den opgave at forberede arbejderklassen på revolu-

tionen bl.a. ved opbygningen af masseorganisationer (faglig, kooperativ og politisk) og

en arbejderpresse. Dette lykkedes stort set for de europæiskearbejderpartier. Først med

imperialismens gennembrud omkring århundredskiftet stillede der sig nye aktuelle

revolutionære opgaver for bevægelsen og der var igen mulighed for en enhed af teori og

praksis. Men denne kunne kun realiseres i ansatser, idet de marxister, der formåede at

analysere den nye situation, kun fik en yderst beskeden indflydelse på arbejderbevægel-

sens praksis. Alligevel er den marxistiske diskussion i de sidste 15-20 år før 1. verdens-

krigs udbrud den frugtbarste i udviklingen af den marxistiske teori og videnskab. De

diskussioner der førtes dengang blev prægende også for mellemkrigstidens, forsåvidt

denne fik betydning. Siden dengang kan man egentlig kun konstatere et forfald, en

nedgang. Selvom marxortodoksiens fejludviklinger, feks. dens tendens til dogmatisme,

er rigtig analyseret og selvom disse forholds betydning relativeres korrekt, forekommer

det som om dette punkt ikke er færdig diskuteret. Dobbeltheden i udviklingen bliver

ikke tydelig her.

De her anførte indvendinger mod afsnit i bogen skal ikke overdimensioneres. Det

drejer sig her om problemer, der ikke er endeligt afklarede, og den anførte kritik skal

bestemt heller ikke opfattes som en endelig løsning, men som et bidrag i diskussionen.

Bogen er på langt de fleste punkter et meget væsentligt bidrag til forståelsen af arbejder-

bevægelsens og socialismens udvikling. I Danmark er det langt det bedste der er skrevet

og også i udlandet ville den ikke stå sig dårligt.Gerd Callesen

286

T idsskrl'ftoversigt 1975.

Ved Gerd Callesen

I Årbog for dansk skolehistorie 1975 har Olaf Ries offentliggjort en undersøgelse af»Den københavnske mellemskole 1908 - 1913. En undersøgelse af elevernes socialetilhørsforhold« (s. 45-62). Mellemskolen oprettedes i 1904, 1908 var det første hold

færdig. Undersøgelsen viser noget om den »skæve« sociale rekruttering i den nye skole -

arbejderbørnene var selvfølgelig langt underrepræsenterede. I Erhvervsht'storisk Årbog1974 beskriver Chr. R. Jansen og Erik Korr Johansen deres igangværende undersøgelseom arbejdsløsheden i anden halvdel af det 19. årh. Artiklen er udarbejdet til deninternationale historikerkongres 1975. De beskriver især kildematerialets karakter oganvendelsesmuligheder og nogle af de foreløbige resultater - »Studiet af arbejdsløshed.Et forskningsprojekt om beskæftigelsesforholdene i Danmark i det 19. årh.« (s. 51 - 70).

I Historisk tidsskrift 1974 har Jørgen Sevaldsen fået trykt en artikel om »Det pæda-gogiske Venstre«: Victor Pingel og forfatningskampen« (s. 232 - 270). Via Studenter-samfundet fik Pingel også forbindelse til arbejderbevægelsen - han blev officielt afskedi-

get fra sin stilling som lærer ved Metropolitianskolen, fordi han havde haft kontaktmed de tyske socialdemokrater ved deres illegale kongres i København 1883 -

og der er

et mindre afsnit om denne forbindelse. I 1975 - årgangen har Hans-Norbert Lahme fået

trykt en lettere revideret og udvidet udgave af en tidligere på tysk trykt artikel om »Dendanske IAA-Sektions forhistorie« (s. 321 - 332). Han forsøgeri artiklen at systematisereforbindelserne mellem IAA og »Københavns Arbejderforening« hhv. medlemmer afdenne forening. Hans Søde-Madsen skriver i Arkiv. Tidsskrift for arkivforskning (nr. 3-

1975) om »Indenrigsministeriets socialdepartement. Træk af udviklingen under ministe-riet Zahle 1913-1920«, Han behandler især de radikales vellykkede forsøg på at integre-re socialdemokraterne i regeringssamarbejdet og kommer på enkelte punkter ind på desocialdemokratiske forestillinger. Udviklingen fremmedes af at Stauning, som oprinde-lig var minister u.p., skulle have et arbejdsområde (s. 166-188).

Henrik Bertelsens artikel om »Danmarks anerkendelse de jure af Sovjetunionen i juni1924« i Historie (XI, 1975-2 s. 161 - 213) behandler hovedsagelig de diplomatiskeforhold omkring denne anerkendelse. Han kommer dog også punktvis ind på arbejder-bevægelsens rolle i denne sammenhæng og berører ligeledes de forskellige danske kapi-talfraktioners indflydelse på det politiske spil bl.a. således »Da Transatlantisk Kompag-ni og Landmandsbanken var knust, syntes tiden omsider inde til fra regeringens side at

anlægge en mere realistisk politik overfor Sovjet...« (s. 175). Men som Bertelsens frem-hæver er det disse politiske og politisk-økonomiske problemer, der er de »dunkle punk-ter i de dansk-sovjetiske relationer i årene umiddelbart efter Oktoberrevolutionen« (s.208). ›

Den jyske historiker offentliggør i sit 3. nr. 1974/75 (7. årg.) en artikel af KarinHansen/Lars Torpe »Om marxistisk statsteori, keynesianisme og arbejderbevægelse - tilen indkredsning af statsinterventionsproblematikken«(s. 7 - 95). Forfatterne vil bl.a.»diskutere problemerne omkring og betydningen af socialdemokratiernes overtagelse afden keynesianske teori« (s.9), som da også er et væsentligt punkt ved vurderingen aff.eks. det danske socialdemokrati efter 1945. Den anden artikel i heftet er af GustavBunzel, der bidrager med nogle »Kritiske elementer til en marxistisk statsteori« (s. 97 -

110).Kontext nr. 25-27, april 1975, har som fællestitel »arbejderbevægelse og klassebe-vidsthed«. Heftet indeholder en redaktionel indledning, der bl.a. beskæftiger sig medforholdet mellem marxisme og studiet af arbejderbevægelsenshistorie (s. 3-11), artikleraf Lars Nevald »Efterrationalisering« (s. 13-37), John Mortensen »Lyt til hvad jeres

287

tillidsmænd siger, og følg deres paroler« (s. 38-83),, Ebbe Sønderriis »Folkets vilje -

landets lov« (s. 85 - 112), Anette Steen Pedersen/Nils Rasmussen/Palle Rasmussen

»Klassebevidsthed og konjunkturforløb« (s. 114-137) og Jens Hougaard »Et institutio-

naliseret projekt handlede om overenskomstsituationen i 1956 og der gives en »kort

opsummering af 56-projektets resultater«. Pedersen m.f15. artikel er en kritiske anmel-

delse af Ole Marquardts bog »Konjunkturforløb og klassebevidsthed«. De andre tre

artikler handler i en eller anden form om DKP. Ebbe Sønderriis gennemgår meget

grundigt bd. 11 af Ib Nørlunds »Det knager i samfundets fuger og bånd« og reducerer

bogen til det den er: en dårlig skolingstekst »for den der vil skaffe sig viden om DKP's

udvikling, strategi og efterrationalisering af sin egen forhistorie« (s. 11-12). Desværre

falder han selv for noget han bebrejder Nørlund med rette: bogens mange påstande,når

han skriver »Alle og enhver ved at handelsforholdene mellem Sovjetunionen og de

østeuropæiske lande er ulige til Sovjetunionens fordel.« Punktum. Væsentlig for bogener at »den faglige politiks problemer anses ikke for særlig væsentlige i en partihistorie«

(s. 107). Det fører til en vigtig erkendelse i Lars Nevalds artikel »Når mobiliseringen (af

arbejderne) ikke har kørt omkring en politisering af de faglige kampe (i 1954-56) i deres

egenart, og når den solide og brede forankring således mangler, så slår nederlaget i

udenrigsperspektivet (som Stalinmytens fald, Ungarn osv.) ind som et fremmedlegeme,men et legeme med så større lammende effekt« (5. 31), eller med andre ord DKP's

forankring på arbejdspladserne var ikke meget bevendt, som man kan se af dets isole-

ring senerehen. For havde DKP virkelig ført en revolutionær arbejderpolitik, så kunne

det ikke være blevet isoleret pga. udenrigspolitiske forhold. John Mortensen følger

dette op med en artikel om »DKR nærmere bestemt i forhold til overenskomsten og

storstrejken i 1956« (s. 38). Han går ud fra, »at det kampindhold, der har været i DKP's

politik har været et for arbejderklassens egen kamp fremmed sådant«. Der er imidlertid

en tendens til at ideologisere historien og DKP kan tage sig denne kritik forholdsvis let,

fordi den snarere end at gengive DKP,s positioner karikerer dem. Og karikaturerne er

til dels dårlig underbygget. Det er alt i alt nærmere en politisk kritik med historisk

materiale af aspekter af DKP”s politik end en historisk-politisk analyse (det gælder ogsåfor Lars Nevald). Men begge artikler indeholder dog ansatser til sådanne, som dog ikke

udbygges videre. Begge kunne lære en del af Steen Bille Larsens artikeli Proletar! nr. 9.

I & I - tidsskrift for kritiske engelskstudier blev med sit sidste nummer dansksproget

og fagkritisk. Dobbeltnummeret 9-10 (marts 1975) er et temanr. om »amerikansk ven-

strefløj: I 900-1 940«. De tre artikler supplerer hinanden, men er selvfølgelig ikke noget

helhedsbillede af den amerikanske venstrefløj i denne periode, hvad de heller ikke

foregiver. Men det er udmærkede informationer og der er åbenbart - til trods for store

vanskeligheder ved litteratur- og materialefremskaffelse - gennemgået en omfattendesekundærlitteratur. Det har været intentionen »at introducere og, forsøgsvis, at inter-

pretere« (s. 99). Især Torben Ditlevsens artikel »Venstrekritikken, de intellektuelle, og

den progressive periode i USA« (s. 13-105) er en meget differentieret og informativ

gennemgang. Anne Grete Holtoug/Lisbeth Kølster/Inga Lepkq/Bodil Morgenstern når

ikke op på samme niveau i deres »Den politiske og litterære venstrefløj i USA i mellem-

krigstiden«(s. 107-63), det gøres der til dels rede for i den redaktionelle indledning (s. 3-

12). Den sidste artikel af Grete Hvidt-Nielsen om »Krise og krisebekæmpelse i USAi

mellemkrigstiden« (s. 165-94) giver en del af baggrunden for den 2. artikel. Artiklerne er

til dels forsynet med udførlige litteraturfortegnelser.Historievidenskab har som tema i nr. 3/ 4 valgt fascismen. Det er koncentreret om den

tyske fascisme og i anmeldelsessektionen anmeldes hovedsagelig tysk litteratur. Karl

Christian Lammers har skrevet en »Oversigt over fascisme-teorier« (5. 7-60) med hoved-

vægten lagt på nogle af de nyere marxistisk inspirerede teoretikere. Ib Thiersen har i sit

specielle sprog skrevet en artikel om »Fascismens grundlag« (s. 61 - 120) med den

spændende undertitel »Til det fascistoide a priori*s konstitutionslogik«, mens Uffe

288

Østergård har skrevet en litteraturoversigt »om kravene til en materialistisk fascisme-teori« (undertitel) hvor han diskuterer »Forholdet mellem »økonomi og »politik« i

fascismen« (s. 121 - 167). Med dette hefte er der forelagt et omfattende orienterendemateriale (240 s.), som kan bruges som en god indføring i emnet. Det skal efter planenfølges op af et par større afhandlinger (oversættelser) i tidsskriftets skriftserie, f.eks.Annette Leppert-Fögens vigtige undersøgelse om småborgerskabet. Numret er lykkedesvæsentlig bedre end de to første hefter. Heftet afsluttes med en »Beretning fra Linzer-

konferencen« 1974 ved Karl Christian Lammers, som hovedsageligt består af Lammers'

diskussionsbidrag, mens diskussionen iøvrigt ikke bliver refereret - et udførligt referataf konferencen findes i IWK 2-1975.

Politiske arbejdstekster indeholder i nr. 8 (juni 1975) en artikel af Bernd Rabehl »Den

russiske revolution« (s. 3-33) og Nils Aagaard/Viggo Bensby/Steen Larsen »Den russiskerevolution og KP-bevægelsen« (s. 35-92). Det er en kritik fra venstre hhv. »venstre« afden russiske revolution og den kommunistiske verdensbevægels med helt originellevurderinger. 1 et særnummer af tidsskriftet fra.dec. 1975 (dvs. marts 1976) offentliggø-res to foredrag af Bernd Rabehl om »11. Internationale (5. 6-25) og »Den tyske arbejder-bevægelse i Weimarrepublikken« (s. 28-64 inklusive diskussionsbidrag) og en artikel afRabehl og'Hans Dieter Heilmann om »Legenden om 'Bolsjeviseringen' af KPD« (s. 67-

164). Åbenbart er Rabehl blevet et slags forbillede for nogle, der er oversat en del

pjecer, bøger og foredrag af ham. Rabehl hørte oprindelig til en slags anarkistisk-situationistisk gruppe (Dutschke hørte til samme forening), hans daværende teori er nu

spædet op med læsning om arbejderbevægelsen og om og af Marx. Han ved utvivlsomt

meget, men principielt er han stadigvæk på »ultra-venstre«-positioner. Hans her trykte-foredrag er næsten lige så gode som oversættelserne og betegnende for hans moraliseren-de historieopfattelse. Den sidste artikel indeholder en del faktuelle oplysninger er afden grund læseværdig.

I tidsskriftet Kritiske Historikere fra foreningen Kritiske historikere i København

offentliggøres fra nr. 3-1975 specialresumeer - der har indtil nu været en del om arbej-derbevægelsesproblemer. I nr. 4 og 5/1975 skriver Niels Henrik Hansen/Lars Ege en

meget omfangsrig »kritik af Ib Nørlunds og Kommunistisk Forbunds (KF) behandlingaf DKP's historie med særlig henblik på en diskussion af de metodiske problemer, de to

bøger giver anledning til«, I første del koncentrerer de sig om perioden 1930-38 (nr. 4 s.

14-40) mens 2. del hovedsagelig beskæftiger sig med KF's fremstilling (nr. 5 s. 30-45). Isamme nr. kritiserer Steen Bille Larsen (5. 46-51) og Hanne Rasmussen (5. 52-56)oplægget. 1 tidsskriftets første nummer i 1976 offentliggøres en artikel af Niels FinnChristiansen om »Hovedlinjer i arbejderbevægelsens historiei 1870,erne« (s. 14-25). Deter en meget omfattende disposition for studiet af perioden. Ivan Z. Sørensen ogMorten Thing skriver i litteratur og samfund nr. 11 (s. 2 - 62) en artikel om »Den

politiske presse 1870 - 1900«. Det er et par af de vigtigste københavnske dagblade,herunder »Socialdemokraten«, der bliver undersøgt. Artiklen er et uddrag af en større

opgave om pressesituationen. Bente Bang mil. har i samme tidsskrift offentliggjort en

rapport »Kulturstrategier i Weimarrepublikken« (nr. 12-13, 144 5.). Forfatterne vil medderes arbejde give en baggrund for de nuværende debatter om forskellige overbygnings-forholds betydning for arbejderbevægelsen. De koncentrerer sig derfor især om KPD*s

forskellige forsøg på f.eks. at udvikle en arbejderlitteratur osv. Der bliver i den sam-

menhæng diskuteret forskellige centrale ting, ligesom forfatterne også går meget kortind på SPD*s tilsvarende forsøg og har et større afsnit om nazismens kulturpolitik.Desværre er der en del fejl i de historiske data.

I Udkast. Dansk tidsskrift for kritisk samfundsvidenskab nr. 4-1975 skriver A. Jør-

gensen/T h. Nielsen en kritisk artikel om »Politisering i fagbevægelsens uddannelser?« (s.405-54), hvor de diskuterer arbejderoplysning i fagbevægelsens regi. Tidsskriftet poetikfortsætter i nummer 25 emnet som påbegyndtes i nr. 23 om kulturpolitik. Var det

289

dengang især den statslige og socialdemokratiske kulturpolitik i Skandinavien og om

socialistisk kulturkamp så er nr. 25 med hovedartiklen af Ib Bondebjerg om »Bertolt

Brecht. Ideologikritiker og proletarisk praktikant« (s. 38 - 115) og svar på denne af

Viggo Mai Rasmussen (5.116-125) 0g Rolf Reitan (s. 136-154) især helliget udviklingen i

mellemkrigstidens Tyskland og Sovjetunionen eller som det siges i den redaktionelle

indledning »Emnemæssigt behandler dette nummer følgende hovedområder: 1) den'

kulturpolitiske linje i Anden Internationales mønsterparti, det tyske socialdemokrati, 2)kulturdebatten i tilknytning til det sovjetiske og tyske kommunistparti i 20'erne og

begyndelsen af 30'erne (Komintern), 3) kulturpolitikken i DDR i dag« (s. 6-7).En Klaus Witte skriver i DDR-tidsskriftet Deutsche Aussenpolitik en læseværdig

artikel om »Die dänische Sozialdemokratie und die europäische Sicherheit«. Selvom

hans forudsætninger delvis er fejlagtige - man kan f.eks. næppe anse Svend Auken for

en af de ledende socialdemokrater i 1967 (s. 922) - forekommer hans overvejelser ganskerimelige. I Zeitschrift für Geschichtswissenschaft nr. 4-1975 indleder Dieter Lange 15

jlyveblade, opråb, artikler som den tyske kommunistisk inspirerede modstandsbevægel-se udgav 1942-1945 i Danmark, dels i samarbejde med DKP og dels i samarbejde med

en borgerlig modstandsgruppe. Uden at opnå en bredere modstandsorganisation og

gennem det nogenlunde regelmæssigt udkommende blad »Deutsche Nachrichten« også

opnået at den tyske soldateravis i København måtte tage stilling til bevægelsen - »Doku-

mente der Bewegung Freies Deutschland in Dänemark« (s. 403-29).Arbetarrörelsens årsbok 11975 er udgivet under titlen »Kvinnor i arbetarrörelsen,

Hågkomster och intervjuer«, Eva Karlsson har samlet materialet til denne bog og ogsåskrevet en kort indledning af hvilken det fremgår, at der i Sverige foregår nogen kvinde-

historisk forskning (i Göteborg), og at der allerede er udkommet lidt materiale til

arbejderkvindernes historie. Det er mange forskellige ting, der bliver berørt i intervie-

wene, og »årsboken« kan vel give folk, der arbejder med dette emne heri landet et par

gode ideer. Det sidste bidrag i bogen er en artikel om den fornylig afdøde leder af

Arbetarrörelsens arkiv i Landskrona; artiklen nævner enkelte ting og samlinger i dette

lokalarkiv (og bibliotek), der er siden oprettelsen i 1945 indsamlet et ikke ubetydeligtmateriale, Lennart Vallstrand »Edvin Ramberg - porträtt av en kulturstipendiat« (s.

119-128).Journal of Common Market Studies, 13. årg. 1975 nr. 4, offentliggør som et særligt

tillæg en samling artikler om »Social Democratic Parties of the European Community«

(s. 415 - 502), deriblandt en artikel af Alastair H. Thomas om »Danish Social Democra-

cy and the European Community« (s. 454-468) - artiklerne om det franske og italienske

parti forekommer at være dem der giver mest. Alle artiklerne indeholder et specieltafsnit om partiernes holdning til fællesmarkedet. Det var ikke muligt at fremskaffe

artikler om de socialdemokratiske partier i Beneluxlandene.

I Sønderjysk månedsskrift nr. 1-1975 skriver Sigfred Jespersen en fortsættelse af den i

decembernumret påbegyndte »Flygtningehjælpog modstandskamp« (s. 21-26). Jesper-sen har åbenbart gjort et stort arbejde med at indsamle materiale, læst den tilgængelige

litteratur om emnet og kan således give en alt i alt overbevisende fremstilling af emnet. I

tidsskriftets nr. 10/ 11 offentliggøres erindringer af Fr. Lorenzen (Holbæk) om sin tid påvalsen. Den bringer »små træk fra naverfolkets historie«, men derudover også nogle

indtryk fra håndværkslivet i det hele taget, »En gammel Aabenraa-naver fortæller« (s.403 - 417).

I Clartés dobbelt nummer 6-74/1-75 skriver Gelius Lund en længere artikel om »Eta-

per i enhedsfrontens og folkefrontens historie« (s. 1 - 38). Efter en meget kort oversigtover enhedsfrontens teoretiske udvikling og bestemmelse, går Gelius Lund især ind påKominterns 6. (1928) og 7. (1935) kongres og deres betydning for udviklingen af den

kommunistiske politik i tiden. Til en vis grad kritiserer han den 6. kongres' arbejde (isærprogrammet) ved hjælp af 7. kongres' arbejde. Det er især de sekteriske træk i de

290

kommunistiske partier han nævner, f.eks. socialfascismeteorien, der ikke skelner mel-lem fascismens og socialdemokratiets klassenatur (s. 11). Han fremstiller dernæst dekommunistiske partiers politik i Frankrig og Spanien, som i praksis udviklede den nye

politik op til 7. kongres. Der indgår et interessant interview med en gammel fransk

kommunist om dette problem i artiklen. 1 Tiden 1976-2 er der udkommet en artikel om

»Danmarks Kommunistiske Partis 16. kongres og overgangen til socialismen« (s. 79-84)Kongressen afholdtes i 1949 og artiklen diskuterer især spørgsmålet om proletariatetsdiktatur på denne kongres og dette princips stilling i programmet - det findes ikke i

programmet.Koldings højskoles tidsskrift Tryk har i anledning af USA's 200-års-dagudgivet et

særnummer (6-1975), der indeholder en artikel af Bo Kjems »Socialisme i U SA?« (s. 17 -

23). Artiklen giver indblik i nogle af arbejderbevægelsens historiske problemer, den

følges op af nogle småstykker med relation til emnet.

poetiks nr. 26 består af en afhandling af Hans Erik Avlund Frandsen om »Historie-

problemet hos Kierkegaard og den unge Marx« (s. 5 - 90). I indledningen gøres rede forartiklens politiske relevans og betydningen af de akademiske marxisters arbejde.

I Historiske Meddelelser om København 1975 offentliggør Hans Sode Madsen »J .C.Kressners optegnelser om urolighederne på Kongens Nytorv natten til den 5. april1920« (s. 115-118). De er uden politisk interesse, beskriver kun hvad Kressner selv

oplevede af et større slagsmål mellem politi/ soldater og demonstrerende.I det første nummer af det nystartede norske Tidsskrift for arbeiderbevegelsens

historie 1/ 1976, der udkommer som emnenummer om »Radikaliseringen av norsk

arbeiderbevegelse 1911-1923« med en de] relevante artikler, findes også Evard Bulls heltcentrale artikel fra 1922 »Arbeiderbevegelsens stilling i e tre nodiske lande 1914-1920«

(5. 3-28). Denne komparative undersøgese alene gør anskaffelsen af dette nummer til en

rimelighed. Som det fremgår af Odd-Bj ørn F ures efterfølgende »Synsunkter og historie-teoretiske tendenser i forskningen om den norske arbeiderklasse og - bevegelse i denradikale fase 1918-1933« (s. 29-62) har Bulls artikel udøvet en betydelig indflydelse i

Norge i de sidste 15 år. Og med rette. Tidsskriftet skal forøvrigt udkomme halvårligt ogkoster 60.- nkr. pr. årgang (ca. 500 5.). Næste nummers tema skal blive »Arbeidskamperog faglig teori«.

. Det beklages, hvis artikler, der burde have været omtalt i denne oversigt, mangler.Men i de senere år er der udkommet så mange nye tidsskrifter, og så mange ikke-historikere hararbejdet med problemer, der er relevante for arbejderbevægelsens histo-rie, at det er svært at følge med. Oversigten har aldrig været indsnævret til kun at

omfatte artikler fra de videnskabelige, historiske tidsskrifter, og det skal helst oprethol-des. Men da det er blevet så meget sværere at følge med, skal det indtrængende henstil-les til læseren at indsende oplysninger eller bedre endnu særtryk/kopier til redaktionen -

det gælder også for de tidligere oversigtsartikler, altså for perioden fra 1968 og fremef-'ter.

RETTELSESBLADÅRBOG FOR ARBEJDERBEVÆGELSENS HISTORIE 6

Knud Knudsen: Arbejdskampe i Danmark under verdenskrisen 1931-34,

skotøjslockouten 1931 og søfolkenes strejke 1934

Side Linie Er Skal være

6 24 Socialparnerbevidstheden Socialpartnerbevidstheden10 1 0. 16 % o. 16 %

10 18 69,9 mill. kr. 69,6 mill. kr.

10 22 Tabellen, der henvises til, er gledet ud; den skulle have været anbragtnederst side 11, og den ser ud som følger:

antal antal tabte arbejds- time- real- realværdi

arbejdere arbejdere arb.dage løsheds- fortj. time- af årsfortj.

omfattet omfattet pga. procent 1914: fortj. under hen-

af strejke af lockout arbejds- 100 1914: syn til

standsning 100 ledigedage.

19 1 3:100

1925 35477 66854 4139.000 14,7 311 147 108

'1929 1040 0 41.000 15,5 265 153 118

1930 5349 0 144.000 13,7 271 164 130

1931 997 2695 246.000 17,9 271 175 131

1932 516 5240 87.000 31,7 271 175 108

1933 448 44 18.000 28,8 271 170 109

1934 10816 730 146.000 22,2 273 164 117

1935 827 0 14.000 19,7 273 161 118

Kilde: Tabellen er sammenstillet fra Galenson, tabel A.4, side 410, og F. Zeuthen,

»Arbejdsløn og Arbejdsløshed«. Kbh. 1939.

Side Linie Er Skal være

Hele sætningen lyder: »Fra 1931

til 1936 steg den samlede beskæf-

tigelse med ca. 1⁄4, og de reale

lønomkostninger faldt tilsvaren-

de, mens produktionen steg med

ca. 30% og prisudviklingen...« ›

12 5 Linien er gledet ud

19 15 45.554 46.554

33 29 Osk. Jørgen Oskar Jørgensen

37 44 Provintdelegerede Provinsdelegerede45 9 imidlertidig midlertidig46 7 ledelsen skulle iflg. RFO have ledelsen skulle iflg. RFO have

godkendte nye regler. godkendt de nye regler.46 10 12.000 1200

56 16 ledermøde redermøde

58 36 Selv Thor Vang Selv RFO'eren Thor Vang70 afsnit 3.3. note 6 mangler:

Beskæftigelsesgraden inden for skotøjsindustrien:

pr. 5. sept. pr. 28. nov. pr. febr.

1930 1930 1931

Kbh. tilsammen .................................. .. 100 65 86

Provinsen tilsammen ..... .. 100 101 79

Kilde: »Dansk Læder- og Skotøjstidende« nr. 10, 16. febr. 1931, side 8.

Side Linie Er Skal være

74 afsnit 4.4. note 5: Tabellen skal se således ud:

Arbejdsløsheden inden for: 1931 1932 1933 1934 1935

Sømænd gnst. % for hele året 23,0 32,9 31,9 30,2 29,2

Søfyrb. gnst. % for hele året 31,0 40,5 36,5 33,4 30,8

76 afsnit 4.6 note 20(a)»Arbejderbladet« 1934, »Til alle RFO's Organisationer«d. 6/4. d. 5/4 1934 i AIC's arkiv om

RFO.

76 afsnit 4.6. note 20(b) mangler: »Arbejderbladet« 1934, d. 6/4.76 afsnit 4.7.

note 7(a) note 7(b).

Børge Rasmussen: Statens forandrede rolle, Socialdemokratiets politik og de foran-

drede betingelser for arbejderklassens kamp og reproduktion i 30'erne.

Side Linie Er Skal være

87 25 indtjeningsmulighederne indtjeningsmulighederne 7

87 sidste valutalovgivning valutalovgivningenlinie

88 3 ligger lå

90 10 skyldes skyldtes92 12 i at bevare af at bevare

92 sidste af rigsdagen på rigsdagenlinie

93 3 forligsmandesloven forligsmandsloven93 sidste arbejdslovgivningen arbejdsløshedslovgivningen

linie

93 4 1 arbejdsløshedslove arbejdsløshedsloven94- 36 bliver uforandrede blev uforandrede

97 29 organiserede arbejderklassen organiserede arbejderklasse106 42 for Socialdemokratiets fra Socialdemokratiets

Ove Bangsmark: Den revolutionære fagopposition i Danmark 1931-35

Side Linie Er Skal være

122 7 under gunstie under gunstige134 17 central-komiteen centralkomiteen

136 14 omremsning opremsning

il

Skal være________________._._____-_-_-_-__-_

Side Linie Er

141 16 fagoforeninger150 26 Samtidig at det

157 22 dens ekretariat

162 6 det orhold

l 65 14 princprytteri169 34 udtryk ffr

171 31 hvlken del

176 note 32 Under samvikets 115g178 note 95 Findesi AICs arkiv

181 2 Kbhn. L931

181 6 I selvkritikkensspejl.

fagforeningerSamtidig er det

dens sekretariat

det forhold

principrytteriudtryk fra

hvilken del

Under samvirkets flagFindes i AICs arkiv

Kbhn. 1931.

I selvkritikkens spejl.

Erik Strange Petersen: Maurice Dobb i Danmark. En episode fra midten af 30'erne.

Side Linie Er Skal være

19 l 9 indrejsetilladelsn indrejsetilladelse198 note 9, sidste linie

..been to central.. been so central

200 4 aranged arranged200 16 page 55 page 186

Einhart Lorentz: Den antireformistiske bevegelse i Norge på 30-tallet.

Side Linie

202 13

202 15

202 18

202 42

202 44

203 19

203 24

203 25

203 37

203 47

204 28

204 32

204 note 1

3

205 note 2

13

205 note 3

1 og 2

205 note 7

205 note 10

3

205 note 11

205 note 14

1 og 4

205 note 15

2-3.

206 note 19

30g8

Er

informasjonsbyâetAngelica Balanaol'fs

partierneLandsorganisasjonsreformistisk suksess

193413 3513

Sammendrag13 uttragpraktisk politiskytrotskisterMenstadslagetDNAs

og jord-Arch ñir

Furres log... 34F

utførlug..Eigil..

kap.3 jfr.kontrast 43 (813 1973)

politikk s.st.

frivilles.. Boure13 Temime

Torgrim.Titlestad

1927++28.. Kim-JS Mot Dag.

Skal være

informasjonsbyråetAngelica Balabanoffs

partieneLandsorganisasjonensreformistisk politikk, som kunne

bekjempes fra opposisjonelt hold

med en viss suksess,1934/35

Sammendrag/utdragpraktisk-politisktrotskister

(Menstadslaget.på DNAs

om jord-Archiv ñir

Furres og... 341'.

utførlig...Egil...

kap. 3 Jl'r.

kontrast 43 (8/ 1 1973)

politikk jl'r. Den politiske situa-

tion...,

frivilliges... Bouré/ T Lémime

Torgrim Titlestad.

1927/28... Kiste/Mot Dag.

De ideologiske stridigheder omkring Rosa Luxemburg (RL).Side

H

Linie Er Skal væreR

209 22 Kun få af KPP's topfolk Kun få af KPP's 5topfolk213 30 trotskisme. Det var af betydning, trotskismen, og her har Stalins

at også Trotski inddrog hendes breve” spillet en afgørende rolle,autoritet i sine således at der er blevet stillet lig-

hedstegn mellem »luxemburgis-me« og trotskisme. Det var af

betydning, at også Trotski ind-

drog hendes autoritet i sine214 8- i samme grundlæggende udgangs i samme revolutionære tanke-

punkter strømning som Lenins, ved på-pegning af samme grundlæggendeudgangspunkter

215 14 sammenh-lde sammenholde218 41-42 standpunkter og sekteriske standpunkter og den sekteriske219 29 krigsvejen på (centralstaternes krigsvejen (på centralstaternes221 12 annarki anarki222 32 af mange. Se s. 22 i min tekst. af mange. Der sættes ofte ligheds-

tegn mellem »kapitalismens krak«og kapitalismens uundgåeligefald«.

223 15 i»Kapitalen« desisterende i»Kapitalen« eksisterende227 31 voksende harme, klasse, som voksende harme, klassen, som228 32 den anden side, og via forkastel- den ene side, og via forkastelsese af hendes opfattelse på den an- af hendes opfattelse på den anden.den.

230 2-4 men også de »positive«... grund› men også om de »positive«...læggende, 5 se s. 33 i mit ma- grundlæggende, langsigtede ognus7, langsigtede og udvidende. udvidende.

231 47 hun fulgt hun fulgte235 10 ellers ædelt mål ellers så ædelt mål235 note 2 se også AK's indlæg 5. 14 i mit se også AK's indlæg s. 217 vedr.

Tom Olsson: Oppositionen mot Socialdern30-tallet.

Side Linie

sammendrag

Er

det nationale spørgsmål.

okratin i svensk arbetarrörelse under

Skal være

240 I Indledningen til artiklen mangler. Den er således:

»Den organiserade icke-socialdemokratiska arbetarrörelsen i Sverige bestod under30-tallet av Sveriges Kommunistiska Parti (SKP), Socialistiska Partiet (SP) och den syn›dikalistiska landsorgani'sationen SAC (Sveriges Arbetares Centralorganisation).Dennaartikel kom-mer endast att behandla SKP och SP, då det inte foreligger några bearbet-ningar om SAC. Litteraturen om SKP och SP är mycket knapphändig.Det finns enmonograli över SP jämte några uppsatser, som antigen behandlar olika avsnitt i par-tiernas politik eller händelser, som de var inblandade i. Jag har i det följande koncen-trerat mig på frågor, där jämförelser mellan partiema kan göras. Det har i sin turlett till att viktiga problem, som t ex arbetslöshetsfrågan,lämnats obehandlade.«

Side Linie Er Skal væreM240 17 land blandat land inblandat240 39 SKP och SP13. SKP och SP.241 19 SKP6:s SKP's242 3 socialdemokratin för socialdemokratin skiljde sig.

Det framkommer att SP ej sågSAP som det främsta hindret för

Side Linie Er Skal være_________________________.___--_-

242 33 motstridiga folkningar motstridiga tolkningar

242 46 arbetslöshetskommissionens arbetslöshetskommitténs

243 8 partipolitisk partipolitiskt243 28 att ledande SP höll att de ledande SP-medlemmama

höll

243 34 uttskeppningen utskeppningen

244 1 ibland stick ibland verkade stick

244 18 Et mönster Ett mönster

244 29 Et parEtt par

244 30 få ingâng få igângH

244 48 fel begåtts. æven fel begåtts. Aven

246 14 aktivisera arbetama aktivera arbetama

246 16 det betyde att det betyd att

247 overskrift 6. Krigshatet 6. Krigshotet

247 14 för en aktiv för att den dels inte stod främ-

mande for aktivismen, dels bedrev

en undfallenhetspolitik gentemot

Tyskland. Här propagerede SKP

,

för en aktiv

248 14 1934b35 1934/35

248 note 2 Melan två Mellan två

249 note 28 CK möte 12-13bl CK-möte 12-13 1

250 note 44 mangler. Den ser således ud:

Socialistiska Partiets och Kommunistiska Partiets andel av valmanskâren i procent.

SP SKP

____________________._-_-__

1928 R - 6,4

1930 K 2,8 1,21932 R 5,3 3,01934 K 4,0 2,81936 R 4,4 3,31938 K 1,9 3,81940 R 0,7 3,51942 K 0,1 5,91944 R 0,2 10,3_________________________--_

R = Riksdagsval. K = Kommunalval.

Michael Seidelin Hmm: Den franske folkefront 1936-1938 i den nyere historie-

skrivning,

Side Linie Er Skal være______________________.____.___---_--

252 41 materiale problemet materialeproblemet

257 49 område ekeksisterede område eksisterede

264 note 28 Thorez, af et kollektiv... at Thorez, men af et kollektiv... at

hente! 1 ! hente!

Ole Stauder-Petersen: Anmeldelse af Der deutsche antifaschlstisehe Widerstand.

Side Linie Er Skal være______________________-_-__--

267 overskriñ Wiederstand Widerstand

269 45-46 vanskelig læselige ord Går man i dybden i... modstands-

aktioner, der ligner...

269 52 ca. 4.000 E-svejsestave ca. 40.000 E-svejsestave

Ole Borgâ: Anmeldelse af Revoluüonen der udeblev.

Side Linie - Er Skal være

274 19 ikke været belejligt ikke været ubelejligt274 44 det sovjettiske det sovjetiske

Ellen Bastholm Jensen: Anmeldelse af Strukturændringer og krisepolitik i 1930'erne.

Side Linie Er Skal være

276 10 politik og handlinher politik og handlinger276 21 som elementes som elementer

277 2 hvs Hans Chr. Johansen hos Hans Chr. Johansen

Dorrit Andersen: Anmeldelse af En verden at vinde.

Side

'

282

282

282

282

Linie

5

6

10

35

Er

og men henviste til

Dette valgprogram, der

dels fremhævede, at

af kredsens socialdemokratiske

kandidat

Skal være

og man henviste til

Dette ønske opfyldte det danske

parti ved i Socialisten at trykkeHasenclevers valgprogram, der

dels fremhævede de, at

af den socialdemokratiske agita-tor

Gerd Callesen: Anmeldelse af Fra kapitalismens gennembrud til 1. verdenskrig. Soci-

alismens historie 1.

Side

285

Linie

12

Er

man har aldrig indtryk af socia-

lismens og arbejderbevægelsens

udvikling som proces

Gerd Callesen: Tidsskrllhversigt 1975.

Side

288

289

289

288

290

290

290

291

291

Linie

3-4

25

28

32-39

15-20

17

21

24

26

Er

Jens Hougaard »Et institutiona-

liseret projekt handlende om over-

enskomstsituaüonen i 1956

faktuelle oplysninger er

specialresumeer

Skal være

man har aldrig indtryk af en iso-

leret fremstilling, tværtimod får

man et indtryk af socialismens

og arbejderbevægelsens udvik-

ling som proces

Skal være

Jens Hougaard »Et institutiona-

liseret projekt og dets forløb«

(s. 138-152). Det institutionali-

serede projekt handlede om over-

enskomstsituationen 1956.

faktuelle oplysninger og er

specialeresumeerlinier er kursiverede, det skal de ikke være.

linier er kursiverede, det skal de ikke være.

Uden at opnå en bredere mod-

standsorganisation

Arbetarrörelsens üsbok 1 1975

»Arbeiderbevegelsens stilling i e

tre nordiske lande 1914-1920«

»Synsunkter og

Uden at opnå større resultater

havde KFD-gruppen dog før maj1945 kunnet danne en bredere

modstandsorganisationArbetarrörelsens årstk 1975

»Arbeiderbevegelsens stilling i de

tre nordiske land 1914-1920«

»Synspunkter og