151

Origin I’s nabolag er præget af tekstilvirksomheder og ligger idag langt fra det oprindelige Nishijins gadebillede

ligheden.“125 De amerikanske arkitektstuderende derimodlæste sig spontant ind i konteksten, fortæller Takeyama:„Deres forslag opretholdt uden undtagelse den eksiste-rende syntaks i Broadways gaderum (streetscape). De varendog tilbøjelige til at opretholde gadens eksisterende fy-siologiske karakter; byggehøjder, silhuetter, skala, propor-tioner, tagformer, vinduer, døre osv. Uanset hvor frit, de ar-tikulerede deres individuelle udsagn, deltog deres projek-ter indenfor kontekstens betingelsessæt. For dem var kon-tinuitet et vigtigt visuelt aspekt af omgivelserne.“126

Shin Takamatsus bygninger er så udpræget akontekstu-elle og undsiger sig den syntaktiske relation. De forholdersig kun nødtørftigt til omverdenen og lader ikke dens be-tingelsessæt virke ind, men søger en egen, indre logik ogopbygger et lille, selvberoende, om sig selv centreret uni-vers. Denne introverte og afvisende tendens prægede enhel generation af unge japanske arkitekter, og Tadao AndosAzuma House i Sumiyoshi (1976) står som et arketypiskeksempel herpå.127 Azuma House er en veritabel fæstningmod omverdenen (og fællesskabet). Kun en skydeskårs-smal dør bryder den to etager høje mur periferien rundt afden diminutive grunds 65 langsmalle kvadratmetre. Indeni,bag murene, bor man med fri udsigt til himlen - det enestei den menneskeskabte storbyvirkelighed, der endnu ikkeer helt gennemsyret af menneskelig aktivitet.

Shin Takamatsus bygninger kan virke yderligere forstyr-rende derhen, at de tilsyneladende også er afunktionelle- at de umiddelbart kun i meget lille grad tager form efterderes funktion, og som i tilfældet med Origin I, II og IIIsnarere påtvinger funktionen deres form. De relaterer til oglader sig af lede af helt andre størrelser og bliver på enmåde forbindelsesled mellem usynlige og synlige universer.Kun med en udvidet forståelse af funktionalitet giver Taka-matsus bygninger mening - set i lyset af en slags irrationelfunktionalitet. „For Shin Takamatsu er byens struktur ikkeet spørgsmål om fysisk form eller social organisation; struk-turen har at gøre med de visioner, der er samlet dér; denhar at gøre med tæthed og intensitet. Han oplever byenintuitivt, og hans sansning ligger nok tættere op af psyki-aterens end arkitektens,“ skriver Riichi Miyake og sammen-ligner den rolle, han påtager sig, med shamanens.128

Shin Takamatsus Hinaya

152

Hinaya

Botund Bognar skriver om Takamatsus arkitektoniske for-mer og kompositioner, at de „er formet af hans dybe sen-sitivitet overfor det emotionelle, det intuitive og særlig detritualistiske i arkitekturen, og som resultat heraf udstrålerde en usædvanlig intensitet.“129 „Jeg tillægger ikke et stedskarakter meget værdi,“ siger Takamatsu: „Arkitektur hand-ler om introduktionen af en ny kraft, som ikke er relaterettil karakteren af, eller det enestående i, et sted. Med andreord, et sted bliver defineret hver gang af arkitektur.“130

Takamatsu har ofte beskæftiget sig med det særlige, derligger i at arbejde i en bystruktur som Kyotos, hvor detoprindelige gadenet og machiyaen med dens gennem-modulerede proportioner tilsammen med Kyotos topogra-fiske beliggenhed udgør en krævende og yderst proble-matisk kontekst at indføje moderne arkitektur i. De mangelag og aflejringer op igennem byens 1200-årige historiesom kulturelt kraftcenter gør alt mættet med historie - medtid. En tid, der på en gang er en menneskeskabt tid og entid, som fastholder al menneskelig aktivitet og hvirvler denind i historiens greb.

Adspurgt om hans forhold til at bygge i en urban kon-tekst som Kyotos svarer Shin Takamatsu, at han har etstærkt ritualistisk begær efter at gribe ind i og forandre deneksisterende situation. Japans urbane rum og landskaber ermeget horisontale, men han drømmer om bygninger, der er„så vertikale, som hvis jordens akse trådte frem i dette for-armede horisontale urbane rum. Jeg fandt, at arkitekturhavde kraft til at bore et hul i det urbane rums slidte struk-tur og kunne producere et sted med stor indre dybde.“131

Takamatsu virker således gerne og med stor kraft ind i om-givelserne, men lader dem ikke virke tilbage. Hans visioner at skabe en vertikal rumlig organisation. „Arkitektur eret sted af lodret renselse, et sted, der eksisterer, ikke fort-sat, men kun for et øjeblik,“ siger han i interviewet medMiyake og sætter sig også således ud over en mere konven-tionel tilpasning til den omgivende virkelighed.132

Det er ofte sagt, at der ikke i Kyoto findes moderne ar-kitektur af interesse. Det er som om traditionens tyngdeafbøjer, modererer og modificerer. Så selv når man ikkeblot viderefører traditionens hævdvundne måde - og detgør man efterhånden sjældent - så har Kyoto ikke fået nær

En typisk Nishijin-gade nær Hinaya med blandet tæt-lav bebyggelse og udsigt til Hiei-san, Kyotos skytsbjerg. Adskillelse af gå-ende og kørende er ganske nødtørftig

153

En af Nishijins mange snævre gyder, hvor man stadig hører de karakteristiske lyde fra dearbejdende væve

Mange af Nishijins arbejdspladser, som her tatami-magerens værksted, ligger stadig åbne udtil gaden

Shin Takamatsus Hinaya

154

Hinaya

Shin Takamatsu: Yoshida House, forrest th. i Ponto-cho, Kyoto (1982) Kun fra oven skiller Yoshida House sig ud, se facadetegning p. 217

155

samme influx af den frivole, løsslupne, vovede, opmærk-somheds- eller grænsesøgende 80er-arkitektur som Osakaeller Tokyo. Kyotos kulturelle tyngde synes at have kraft tilogså af nutidens arkitektoniske iklædninger at fordre etvist mål af raffinementets underspillethed og forfinelsenselegance. „En by er ikke byen selv,“ skriver Takamatsu: „Enby er helheden af et flydende og symbolsk dynamisk felt,som på alle måder muliggør dens manifeste udfoldelse.“133

I præcis den forstand hengiver han sig lidenskabeligt til sinkontekst.

På vej mellem bolig og kontor havde jeg igennem ethalvt år anledning til dagligt at afsøge Nishijins udstraktegadenet, og Hinayas tohovedede drage fik efterhånden enanden betydning for mig. Ud af spørgsmålet, om den varkontekstuel (hvilket med dansk reference hurtigt og enkeltkan besvares med et nej) voksede et næste spørgsmål frem,som var anderledes svært at give noget entydigt svar: Hvadvar overhovedet den kontekstuelle reference?

Var det den lille, hastigt svindende tredjedel af bygnin-gerne, som stadigvæk kunne karakteriseres som vaskeægtemachiya, hvor man fornemmede, at det traditionelle byhus- med sine sprøde, delikate trædetaljer, forfinede rytmer ogproportioneringer samt graciøst hvælvede tegltage - sym-biotisk modsvarede og understøttede en levevis med for-ankring i Nishijins tradition?

Var det den anden lille tredjedel af bygningerne, sommed lidt nænsom restaureringsarkitektbistand og en af-faldscontainer til afskrælning af allehånde moderne „for-bedringer“ ville kunne føres tilbage til traditionens ube-smittede udtryk?134 - selvom mange af disse afvigelser fradet traditionsbundne udtryk netop kun kunne aflæses, somom den traditionelle machiya var en utilstrækkelig ellerutidssvarende ramme for sine beboere. Havde det overho-vedet mening at bevare en udlevet historisk form, der varså intimt forbundet med familie- og erhvervsstrukturersom var ved at forsvinde?135

Skulle man i stedet tilslutte sig den forsvindende lillegruppe af bygninger, som min medbragte arkitektoniskeopdragelse kunne nikke anerkendende til, hvor man i etmoderne formsprog var nået til et for både bygning, brugog bymiljø tilfredsstillende resultat? Eller skulle man melde

bærer præg af en begavet og uomtvisteligt sikker æstetiskhånd. Dem er der langt imellem i Nishijins mange mo-derne tilføjelser. Samtidig blev Origin I’s dæmoniske ge-stalt jo mindre upassende, og Origin III’s aggressive gestikjo mere forståelig, jo mere jeg trængte ind i, hvilke barskelivsbetingelser det gamle Nishijin havde budt sine beboereog til dels stadig gjorde.

Botund Bognar skriver om Takamatsus bygninger, at de„fremmaner stærke positive og negative reaktioner udenrum for neutralitet [og] oprører de dybeste områder i men-neskets ubevidste.“ Takamatsus univers er „en ubarmhjer-tig åndelig rejse gennem den menneskelige psykes afgrundog det moderne urbane samfund, i hvilket han ikke findermeget at beundre,“ fortsætter Bognar: „Det er en person-lig pilgrimsfærd og ofte en desperat, næsten apokalyptiskkamp med kafkaske dæmoner og uforklarlige kræfter, enslags excorsime i det sidste håb om at bryde forhekselsen,en bestræbelse, mod alle odds, på at fremtvinge befrielse,som kun kan nås gennem et kataklysmisk chok. Takamatsuskraftfulde arkitektur kan betragtes som en form for sabo-tage i ansigtet på den postindustrielle by og et stormløbmod den moderne massekulturs trivialiserede mønstre. .....Takamatsu er derfor overbevist om, at den mest effektivemåde at håndtere en sådan urban kontekst på, er at ind-sætte noget så fremmed som muligt midt i den.“138

At Takamatsu kan bygge kontekstuelt, har han bevistmed Yoshida House (1982), en lille traditionel japansk re-staurant i Ponto-cho. Ponto-cho er en kun 1,8 m bred gademed små tehuse og spisesteder liggende skulder ved skul-der. Til den ene side har husene en kølende udsigt ud overKamogawa-floden, til den anden side leder endnu snæv-rere passager ind til side- og baghuse. Det er lykkedes i tideat få Ponto-cho-området fredet, så det gamle forlystelses-kvarter står som et af Kyotos få overlevende, nogenlundehelstøbte, gamle bymiljøer. Alle bygningsmæssige forholdaf betydning for helheden, som materialer, farveholdninger,proportioner, bygningsåbninger osv. skal her godkendes afmyndighederne.139 Takamatsu har dog ikke blot bygget itraditionens velprøvede tegltag og trægitrede facader, menlavet en bygning i mørk granit og gitre i mørk stål.140 Denmoderne materialeholdning til trods flyder bygningen fuld-

Shin Takamatsus Hinaya

sig blandt den stadig stigende, voldsomt dominerendetredjedel af husene, hvor alle spor af det gamle Nishijin varbulldozet bort, og man, måske i samarbejde med et par afnabogrundene, havde lavet et boligkompleks med hele detmoderne komfortregister: Centralvarme og aircondition,elementkøkken og garage, betondæk og massive vægge,hængslede døre og glas i vinduerne? - vel at mærke udenden mindste (kontekstuelle eller syntaktiske) arkitekto-niske refleksion.136

Var der overhovedet nogen entydig kontekstuel virkelig-hed i et urbant landskab, hvor udviklingen mellem traditio-nen og det moderne havde forløbet så diskontinuert? Ellermåtte man, som arkitekten Minoru Takeyama advokerer,søge en tilgang til arkitektur, som kunne kombinere deinkongruente koder mellem wa (det japanske) og yo (detvestlige), der uafladeligt brydes i det urbane japanske land-skab, og skabe nye helheder deraf? „Hvis vi som arkitekterkunne erkende og udtrykke meningsfulde modsætninger idet urbane miljøs forvirring, kunne vi håbe at ... kommuni-kationen mellem det byggede miljø og dets brugere villeblive reetableret.“137

Jeg kom i løbet af det halve år til at holde af Hinayasbygninger - som noget naturligt, som to vigtige holdepunk-ter i Nishijins smalle, signalmættede gadebilleder - somlodrette klipper af ro. Kunne de se voldsomme ud i tids-skriftvirkelighedens lutrede vidvinkeltryllerier, hvor hvertnyt projekt er skildret som var det verdens centrum, så varde selv med cykelfart hurtigt passeret og borte i de smallejapanske gaderum, der tilbyder endeløse sideordnede pla-ceringer, men glimrer ved fraværet af det centralperspek-tivisk understøttede point de vue.

Mellem de talløse små boder, butikker og værksteder,hvor nyt og gammelt, enkelt og sofistikeret, imposant ognødtørftigt vedligeholdt står skulder ved skulder og denkørende, den gående og den cyklende fletter sig ud og indaf hverandre på samme sparsomme kvadratmetre, støjedeTakamatsus to dragehoveder ikke meget. Men de havde, tilforskel fra det meste nytilførte i Nishijin, en forunderligselvfølgelighed. Måske også fordi de - til trods for at deresarkitektur i hele måden at forholde sig til livet i og om-kring sig ligger langt fra mine personlige præferencer -

156

Hinaya

stændig sammen med den øvrige bebyggelse og giver medsin reserverede elegance dén beskyttelse og utilnærme-lighed, som en restaurant af denne type behøver for atoverleve midt i en turistattraktion. Så selvom man no-genlunde ved, i hvilken del af Ponto-cho, Yoshida Houseligger, er det svært finde. Kun fra den modsatte side af Ka-mogawa-f loden træder det tydeligt igennem, at YoshidaHouse med sine utraditionelle øvre etager er en Takamatsu-bygning.

I Gion, et andet af Kyotos berømte geisha-kvarterer påden anden side af Kamogawa-floden umiddelbart overforPonto-cho, har Takamatsu lavet to bygninger, Maruto IV(1984) og MK Station (1986), uden at være underlagt sam-me stramme betingelser som i Ponto-cho. I Gion kan manstadig hen under aften møde geishaer på vej til arbejde. IGion har mange traditionelle byhuse overlevet frem tilidag, fordi de stadig er en del af en levende tradition. Defungerer fortsat som tehuse, eller de rummer et af de man-ge, traditionsrige spise-, drikke og underholdningssteder.Men bortset fra den lille Shinbashi-enklave langs Shira-kawa-floden i det nordligste Gion, er det ikke lykkedes atetablere fredningsbestemmelser i området.141 Dertil er deøkonomiske interesser for store og for kortsigtede, så medhver ny bygning forrykkes det allerede ulige forhold mel-lem det nye og det gamle Gion.

Fra at betjene en lille kulturel elite er Gions publikumblevet bredere og domineres i dag af kontorfolk og forret-ningsmænd, der med leveren som indsats slipper damp-trykket ud efter en lang arbejdsdag. Denne kombineredemøde-, spise- og drikkekultur fordrer iscenesættelser - stor-ladne iscenesættelser. Glimrende og glitrende nouveauriche-klicheer veksler med karaoke-kulturens følelsesmæt-tede ikoner, hushøje neonskilte tindrer om kap, lydflagerfra alle verdensdele interfererer med en diskogungrenderesonans mellem benene, sortklædte herrer faldbyder medkarakteristiske klap og tilråb deres saftige tilbud om pige-kiggeri og sprut ad libitum, mens oppustede kæmpekugle-fisk duver i gaden (for dem, der ikke kan stave til sushi-re-staurant). Pachinko-spillehallerne giver af løb for spille-lidenskaben, tørsten næres i snackbarer og drikkesteder ialle prisklasser med alle grader af beklædning, mens et

Typisk gadebillede fra det sydlige Gion, hvor den traditionelle bebyggelse endnu præger gadebilledet

157

Shin Takamatsus Hinaya

Typisk traditionel facade med mange halvtransparente lag, der på én gang forbinder og adskiller, skaber nærhed og afstand

158

Hinaya

bugnende register med alt mellem burger-paladser og luk-suriøse japanske kaiseki-restauranter taler til mavens sult.Gion er idag transformeret til et hårdtpumpet center formasseunderholdningsindustrien. Det er således også i Gi-ons telefonbokse, man finder de små annoncer - hvis manskulle have lyst til at lege hospital med en sød sygeplejer-ske uden trusser eller hjælpe en pige i mellemskoleuni-form med lektierne - for de færreste af Gions gæster haridag råd til at lade sig underholde af geishaerne. I Gionsudkant finder man også en zone med de karakteristiskelove hotels, hvor man for nogle timer kan leje et rum i yder-ste diskretion. Det oprindelige Gion er sprængt ud i pitto-reske overlevelsesceller, som visuelt fuldstændigt drukneri det nyes inferno. Men alle disse nybyggede attentaterklynger sig paradoksalt nok stadig til dét traditionsrigeGion, de er i fuld gang med at kvæle. Auraen, drømmene ogmyterne om Gion er stadig vigtige for stedets kommer-cielle identitet.

Bortset fra den lille fredede enklave omkring Shirakawasynes det kun at være i den sydligste del af området, atGions traditioner holdes i hævd.142 Her findes stadig sam-menhængende gadebilleder, hvor de snævre gyder og pas-sager skærer sig ind i blokkene. Her bliver indgangshavenstadig hver dag sirligt forberedt og blomsteropsatser raffi-neret arrangeret inden gæsternes komme. Her kan manstadig opleve, hvordan lyset poetisk siver ud gennem pa-pirskodderne bag de kunstfærdigt proportionerede træ-gitre, akkompagneret af det bløde lys fra rispapirlamperneunder udhænget.

Som et krumt lystårn plantet midt i det hele, spillendepå kontrasten mellem det brutale og det raffinerede, funk-ler Takamatsus Station triumferende selvsikkert på et afdet nye Gions centrale hjørner. MK Station rummer caféog galleri i bunden, mens de øvre etagers eneste funktioner lysende opmærksomhedsskabelse. Shin Takamatsu siger,at han med Station tog byens lys om natten som tema. Hanhar forsøgt at designe en bygning, der „kunne skabe enfølelse af varme, endog nostalgi,“ og en bygning, der „be-gyndte at smelte sammen med det distrikt, den søger atvære en del af.“143 Isoleret set, sådan helt isoleret set, erStation god arkitektur - en flot skulptur på sit hjørne - og

Ligesom i te-ceremoniens roji-have forbereder man i Gions traditionelle gæstehuse symbolsk aftenens gæsters ankomst vedat fugte vejen ind med vand, så det støvede afløses af en friskhed i farver og dufte

159

Shin Takamatsus Hinaya

Gyde i den del af Gion, hvor nye forlystelsesformer har fortrængt de gamle. I baggrunden ses silhuetten af en raketgestalt afHiroyuki Wakabayashi: Gion Freak Building (1991)

Gion fiskerestaurant

160

Hinaya

som altid, når det gælder Takamatsus bygninger, med enuomtvistelig sikkerhed i formen. Men med en bygning aflys som Station skubber han definitivt det traditionelleGions diskrete signalkodeks ud i mørket og yder sit storebidrag til eskaleringen af den voldsomhed, hvormed manmå meddele sig, hvis man vil være sikker på at blive set ide japanske bycentre.

Takamatsu er betaget af de gamle Gion-facaders lysmøn-stre og papirlanterner under udhængene. „Skjult her [i Gi-on] er en mangfoldighed af kunstfærdige ideer, og hver natbryder denne overf lod af blomster ud i fuldt flor og pro-ducerer et syn uden lige noget andet sted i verden,“ skri-ver Takamatsu. Maruto IV blev designet „som en [lys-]blomst af beskeden fremtræden,“ ... og det, som materiali-serede sig var „som en folly af lys.“144 Man spørger sig uvil-kårligt, hvad det er for et Gion, som overlever og viderefø-res. Men som Takamatsu trøstende siger: „Jeg tror med sik-kerhed, vi kan sige, at det her i Gion-området aldrig vil væ-re bygningerne som forbliver i minderne hos de folk, derkommer og drikker til duften af disse blomster af lys.“145

Hvor Takamatsus intense, dynamisk interfererende arki-tektur kan fremstå problematisk i sammenhænge med ud-præget historiske kvaliteter, fordi den systematisk undsigersig tilpasning, så opleves hans bygninger i de mere blan-dede forstadsmæssige områder som mindre destruktive.Disse områder er næsten uden undtagelse ekstremt rodedeog annekterer stadig større dele af de sparsomme, åbnelandskaber. De omringer de gamle bydannelser og kitter ide tættest urbaniserede egne af Japan de enkelte bykernersammen i et halvurbant, konturløst kontinuum. Alle bygge-måder - alt f lyder mellem hinanden: nyt og gammelt, stortog småt, rismarker og fabrikker, templer og boliger. De friekræfters spil har her kunnet udfolde sig stort set uforstyr-ret af overordnede reguleringer. I disse selvgroede, historie-og identitetsfattige områder synes implanteringen af nogetfremmed som bestræbelse at fungere langt bedre. Her for-mår Takamatsus kraftfulde bygninger at skabe samling ogtilføre sine lokaliteter karakter.

Bygningen Ark (1983), der ligger i en sydlig forstad tilKyoto, er et godt eksempel herpå. Ark rummer galleri ogtandlægeklinik. Sådanne funktioner havde, ligesom for ek-

Shin Takamatsu: Maruto IV, Gion, Kyoto (1984) Shin Takamatsu: MK Station, Gion, Kyoto (1986)