på bjergryggen af Aarhus

Smilet stivner

Tekst: Ann-Sofie Warnich

Foto: Daniel Hjort

SMILETS BY er i voksealderen. Bygrænsen i Aarhus har udviklet lange lemmer, der trækker opland til sig. Den østjyske millionby skyder frem. Få aarhusianere kan huske tilbage til en tid, hvor der to kilometer oppe af Randersvej fandtes en landsby midt i byen.

Der står et afskallet, gult hus plantet på toppen af Aarhus. Fronten, overmalet

med sort graffiti, vender ud mod Randers-vej, så huset har blikket vendt mod det brede stykke asfalt, som kryber op ad bakken og tillader et kig over Aarhus midtby, ned-erst med havnen som fod.

Det står der som i trods. Et levn fra en landsbytid som det støt stigende antal aarhu-sianere og planer om en letbane ikke har kunnet rive ned.

Huset hed fra 1937 til 1976 ”Købmand Nord endahl.” Der voksede den nu 80-årige Arne Nordendahl op som søn af købmanden. Murene står der stadig, men i et Christians-bjerg, der ikke er som før.

”Bjerget var jo et arbejderkvarter dengang. En landsby, hvor der var både ostebutikker, mejeri, slagter, en smed og vores egen politi-betjent. Randersvej var belagt med brosten og der kørte trambusser og hestevogne op nede fra byen,” siger Arne Nordendahl drømmende.

Så gik halte Claus selv hele vejen op ad Randersvej, og stillede sig foran huset på

Skovvangsvej. Det var sådan en hverdagsting, der aldrig ville ske i dag. ”“

En rejse tilbage i tiden Arne Nordendahl fortæller fra sit hjem i Højbjerg. Selvom han nu bor i den modsatte ende af bakkekammen, der omkranser Aarhus, er Bjerget i nordbyen stadig til stede i hans daglige liv. Både i oliemaleriet af Christiansbjerg Mølle, der hænger på stuevæggen og i højre hånd, der er plaget af gigt efter mange års arbejde som bydreng i vinterfrosten.

”Jeg boede på Christianbjerg fra jeg var fem år til jeg var 20 år gammel. Det er jo ikke en særlig stor del af mit liv, men alligevel føles det som det sted, jeg har boet længst tid,” forklarer Arne Nordendahl.

Arnes øjne gnistrer, mens han genkalder gamle minder fra opvæksten som køb-mandssøn. Køkkenalrummet i Højbjerg vib-rerer af nostalgi, og radioen i baggrunden s ynes at forstumme langsomt, mens Arne trækker sig selv og sine tilhører ind i en in-dre filmforestilling om Bjerget.

Vi står ved købmandsforretningen ”Nor-dendahls” på hjørnet af Randersvej og Skov-vangsvej. I baggrunden ses konturen af vandtårnet med sin grønne hat og lige bag os den gamle mølles sorte vinger, der rager op mod himmelen.

Kraftige heste trækker vogne med kokssække op ad bakken. Nede ved Fødsels-anstalten har en trambus på vej op fra midt-byen sat sig fast i det hullede brostensun-derlag, så alle bussens passagerer må ud og skubbe bagpå. Husene langs vejen har kæld-eretager, hvor der er indrettet forretninger, som sælger alt til husbehov.

”Alting var meget nært dengang, og jeg kendte mange af de mennesker, der boede på Christiansbjerg,” fortæller Arne reflekter-ende og tager igen et smut tilbage i tiden for at give et eksempel.

”Der boede en kulmand på Skovvangsvej, der hed Ras Rever. Når han var på havnen for at hente koks med sin halte hest Claus spændt for vognen, skulle han altid lige ind og have en øl på kroen Kohalen. Det blev som regel til mere end én øl, så Ras bandt tømmen løst fast til vognen og lagde sig om bagi for at sove. Så gik halte Claus selv hele vejen op ad Randersvej, og stillede sig foran huset på Skovvangsvej. Det var sådan en hverdagsting, der aldrig ville ske i dag,” siger Arne.

Arne startede sit arbejdsliv med at slæbe tunge varer op ad trapper og bakker på Christiansbjerg. Det har sat spor i kroppen. Han lider dagligt med slidgigt i sin højre hånd, og det tvinger ham til at træde et skridt tilbage fra et ellers aktivt liv. Foto: Daniel Hjort

Fra landsby til millionbyDet er ikke kun Arne Nordendahls oplev-else, at tiden og tempoet har slugt Chris-tiansbjerg. I 1935 boede omkring 100.000 i Aarhus. I juli i år var det tal 314.801 men-nesker. Befolkningstallet i Aarhus stiger hvert år og forventes fortsat at gøre det.

Sociologen Henrik Dahl kalder Aarhus for ”den østjyske millionby,” fordi byen fung e-rer som knudepunkt for et opland, der s træ k k er sig fra Randers i nord til trekants-området i syd. En by, der ifølge sociologen former sig efter bilens præmisser og sukker efter bedre infrastruktur, for at kunne leve op til tilnavnet ”verdens mindste storby.”

Arne Nordendahl kan ikke længere gen-kende bydelen, hvor han voksede op. Han knytter sin raske næve og tager en tænke-pause som for at dæmpe temperamentet, ind en han begynder at snakke om Bjerget, som det ser ud i dag.

”De har simpelthen ødelagt Christiansb-jerg, hvis du spørger mig. Nostalgien og ro-mantikken er fuldstændig væk. Nu er de gamle huse også blevet revet ned for at få plads til letbanen. Jeg elskede virkelig den bydel, men i dag siger den mig faktisk ikke noget længere,” siger Arne, og læner sig tungt tilbage i stol en.

Som en mand, der giver slip i sin kærlighed for sidste gang.

Udviklingens byTilbage på virkelighedens Christiansbjerg drøner bilerne op ad Randersvej med en konstant fart på 60 kilometer i timen. De be-høver ingen skub. Langs vejen holder bull-dozere og asfalteringsmaskiner fyraften, mens rød - og hvidstribede kegler markerer, at vejarbejdet til letbanen stadig er i gang.

Der ligger en Netto, hvor den gamle mølle før stod og kældre i husene, der stadig står tilbage langs vejen, er nu indrettet som bil-lige lejligheder til studerende.

Det virker som om smilet er stivnet i byen, der nu er ”danish for progress.” Men i bag-grunden af trafikscenariet ses Christians-bjergs varetegn stadig: vandtårnet med det kobbergrønne tag. Og på hjørnet mellem Randersvej og Skovvangsvej står det gule købmandshus lidt endnu, mens fremskridtet suser forbi.

Nostalgien og romantikken er fuldstændig væk. Nu er de gamle huse også blevet revet ned for at få plads til letbanen. ”

“

Arne blev født i 1932 og har levet hele sit i liv i Aarhus. Han begyndte at arbejde som bydreng for faderen, da han var otte år gammel og fik sin egen købmandsbutik atten år senere. Foto: Daniel Hjort