N R . 3 . 1 9 6 2 . 1 1 . Å R G A N G

I N D H O L D :Jernets vej............................................. 3Fra sikkerhedsfronten:

Antal personskader pr. måned …….. 8Misbrug af trykluft ........................... 9Plastic-dunke................................... 10

Fra afdelingerne .................................. 11Nybygningsafdelingen .......................... 13Kan stål blive bedre ............................. 14Atomer i stålværket ............................. 17Olsen.................................................. 21Prøv her, om De er asocial .................... 23Kaffe ................................................. 24Nyansatte ............................................ 31Til lykke ............................................. 32

F O R S I D E B I L L E D EOvnen tappes

Tryk:Kay Hansens bogtrykkeri,

Frederiksværk

Udkommet i august 1962Trykt i 2.000 ekspl.

RedaktørKNUD NIELSEN

( F o r t s a t )

Mellem- og finpladevalseværker.

ed mellemplader forstås plader itykkelser mellem 3 og 5 mm, me-

dens betegnelsen finplader dækker plade-tykkelserne under 3 mm, og når det kommerunder 0,5 mm, kaldes det i daglig tale blik.

Når man betænker, at pladerne indenfor de 2 kategorier anvendes til frem-stilling af rør, gasflasker, bilkarosserier,dynamoblik, køleskabe, radiatorer, kon-servesemballage og til mangfoldige andreformål inden for presse- og stanseindu-strien, vil det forstås, at produktionenaf disse plader indtager en betydelig

A Indlægsborde.B Kædeovn for platiner

før triostol.C Vippeborde.D Triostol.E Kædeovn for emner

før duostol.

F Duostol.G Stabler for ud-

valsede plader.H Duostole til ret-

ning m. m.I Drivmaskineri.

plads i den samlede produktion af fær-digvalsede produkter. Inden for kul- ogstålunionen blev der i 1960 i middel pr.måned udvalset godt 4 mill. tons færdig-jern (plader, profiler, rør o. s. v.). Herafudgjorde produktionen af mellem- ogfinplader alene ca. 900.000 tons.

Denne produktion er kun muliggjortved opbygning af store gennemmekani-serede og automatiserede kontinuerligtarbejdende værker, hvilket produktetsom sådan også indbyder til, idet pladeniflg. sin form og ringe vægt er for-holdsvis let at håndtere mekanisk.

Endnu anvendes dog enklere værker,som delvis er håndbetjente, og hvor dentynde plade færdigvalses i varm tilstand.I fig. 42 er vist et arrangement for vals-ning af mellem- og finplader. Det be-står af en triostol og 3 duostole, hvorafdog kun den ene duo er egentlig valse-stol. Emnerne - platinerne - har i detpågældende tilfælde kun en vægt på30-40 kg og er nærmest at betragte somfladjern ca. 250x15 mm i tværsnit ogca. 1 m lange. Platinerne opvarmes i enkædeovn og føres til stikkene mellemvalserne ved vippeborde. Platinen valsespå tværs, således at dens længde bliverpladens bredde. Efter at være nedvalsettil 1,6 mm i triostolen, oplagres emnernefor senere at blive indlagt i den til duo-stolen hørende ovn. I duostolen nedval-ses emnerne til den ønskede pladetyk-kelse. Hvor det drejer sig om pladetyk-kelser fra 1 mm og ned til 0,2 mm,

3

anvendes pakvalsning, d. v. s. at manfør udvalsningen i duostolen lægger flereeller færre pladeemner ovenpå hinanden,jo flere jo tyndere den færdige pladeskal være. For tykkelser mellem 0,2 og0,4 mm lægger man således helt op til 8pladeemner over hinanden::'). Efter endtvalsning adskilles lagene, hvorefter hverenkelt plade færdiggøres ved retning,klipning og evt. udglødning. Fig. 43 vi-ser et billede af en moderne valsestol iforbindelse med en valsning som beskre-vet. I øvrigt henvises til Staalbaandetnr. 3/1958, hvor mellempladeværket påDDS er nærmere beskrevet.

Men det er klart, at selv om valsevær-ker af den nævnte art er godt udstyret,mekaniseret og automatiseret, kan pro-duktionen ved udvalsning af enkelt-plader ikke nå de store tal. Flertil kom-mer, at kvaliteten og overfladensbeskaffenhed af varmtvalsede tyndpla-der ikke er egnet til alle formål.

I moderne tyndpladeværker udvalsespladerne som meget lange bånd i enrække efter hinanden stående valsestole,og vi kommer her ind på det helt store,nemlig kontinuerlig fremstilling af tynd-plader direkte fra slabs, enten færdig-valset i varm tilstand eller efter varm-valsningen behandlet i et koldvalseværkmed evt. påfølgende galvanisering, for-tinning eller blankpolering. Slabsenefremstilles af de fra stålværket kom-mende stålblokke (se Staalbaandet nr. 2/1962) i f. eks. 6 m længde og 100 til 200mm tykkelse og med en vægt på 10-15tons. Efter afpudsning med flamme-skærer indlægges slabsene i stødovnen (sefig. 44) for efter opvarmningen her til1200° C. at blive ført til Scalebreakerenog herfra til et forvalseværk beståendeaf en række, f. eks. 4 quartostole, an-bragt i en sådan afstand fra hinanden,at emnet kan løbe ud af den ene stol, før

det går ind i den næste. Quartostoleneer i dette tilfælde foruden de normale 4valser forsynet med 2 lodrette valser påindløbssiden, hvorved emnets kanter ogsåvalses. Før hvert stik påsprøjtes tryk-vand for fjernelse af glødeskallen. Efterat have passeret sidste stol foreliggeremnet som et 20 mm tykt, bredt bånd,som herefter føres gennem en saks, derrenklipper enderne, og derfra videregennem et sprøjteanlæg til fjernelse afglødeskallen for derefter at løbe ind i etkontinuerligt finvalseværk bestående af6 quartostole anbragt umiddelbart efterhinanden. Medens emnet som ovenfornævnt løber fri af hver stol i forvalse-værket, før det løber ind i den næste,passerer emnet samtlige 6 stole i detkontinuerlige værk uden afbrydelser.For hver stol bliver emnet tyndere ogtyndere og længere og længere, hvorforhastigheden af valserne er større ogstørre for hver stol, for i sidste stol atvære oppe på 12 m/sek. Emnet forladersidste stol med en tykkelse på f. eks. 1,6mm eller tyndere og påsprøjtes hereftervand for afkøling, hvorefter det nu me-get lange bånd enten kan opvikles i ensåkaldt haspel til en stor rulle eller op-deles i roterende sakse i passende læng-

Fig. 43.

*) Pakvalsning foregår også ofte ved, at mandobler emnet, efter at dette er nedvalset tilen passende størrelse, d. v. s. at man ad me-kanisk vej folder emnet, så det danner toeller fire lag.

der for herefter at blive oparbejdet tilplader af ønsket størrelse. Til betjeningaf det beskrevne store anlæg fordres kunfå mand, idet anlægget er gennemmeka-niseret og automatiseret således, atmandskabet kun har til opgave at over-våge processen og i påkommende til-fælde gribe ind. Værket har en over-ordentlig stor kapacitet, nemlig omkring180.000 tons varmtvalsede tyndpladerpr. måned.

De i ruller opvundne bånd skal forstørsteparten viderevalses i koldvalse-værket. I så tilfælde må materialet førstpassere et bejseanlæg med efterfølgendeafvasknings- og tørreaggregat, hvorglødeskallen fjernes. Umiddelbart førbejseanlægget afvikles båndet, og for atprocessen kan forløbe kontinuerligt,svejses den sidste ende af det ene båndtil den første ende af det følgende. Efterhejsningen og afvaskningen bortskæressvejsesømmen, og det nu fuldstændigtrene og blanke bånd passerer herefter etapparat, som renklipper begge kanter, ogherefter et indfedtningsapparat for ende-deligt igen at blive opviklet i en rulleeller opklippet i plader.

Koldvalsningen kan enten foregå i enreversibel quartostol som vist i fig. 45eller i et kontinuerligt bredbåndsvalse-værk med f. eks. 6 stk. quartostole somvist i fig. 46. I første tilfælde anbringesbåndrullen i et spoleapparat ved valse-stolen. Båndet afvikles, idet det føresgennem valsestolen og opvikles på et til-svarende spoleapparat på den anden side

af stolen. Således føres båndet skiftevisfra den ene side af stolen til den anden,indtil den ønskede tykkelse er nået. Skalbåndet anvendes til hvidblik, ligger tyk-kelsen omkring 0,26 mm. Valsehastig-heden kan ligge omkring 750 m/min. Idet kontinuerlige værk er man dog oppepå hastigheder omkring 2.000 m/min. Deopspolede bånd afspoles, idet båndet fø-res kontinuerligt gennem et elektrolytiskaffedtningsbad med påfølgende tørre-anordning, og for at processen kan for-løbe kontinuerligt, bliver bånd svejset tilbånd. Herefter bliver båndet atter op-viklet i ruller.

Da materialet efter koldvalsningen er

Fig. 46.

b Bloktrykkere. c 5 stk. stødovne. d Rullegang. f 1. stol i forvalseværk (duo),g 2. stol i forvalseværk (quarto med universalvalser). h 1. stol i mellemværk (quarto med universalvalser),i 2. stol i mellemværk (quarto med universalvalser). k 3. stol i mellemværk (quarto med universalvalser).1 Endeskærer (roterende saks). m Trykvandspåsprøjtning (discaling). n Kontinuerligt værk med 6 stole,

o Automatisk tykkelses- og breddemåler. p Kølerullesang. q Fremføringsruller,r Oprulningshaspler (under gulv). s, t, u Afleveringsarrangement for båndrullerne.

Fig. 45.

både hårdt og fyldt med indre spæn-dinger, er det ikke direkte anvendeligttil praktiske formål, men må først glødesved en temperatur mellem 650° og 740°C. Dette kan ske kontinuerligt i langeovne, men i almindelighed foretagesglødningen i lodretstående cylindriskeovne, benævnt kappeovne (tysk: Hau-benofen, engelsk: cover-type annealingfurnaces) - se fig. 47. Princippet går udpå at opvarme de blanke, koldvalsedebredbåndsruller., uden at der herved dan-nes glødeskal. Bredbåndsrullerne stablesovenpå hinanden, f. eks. 4 stk., på etbundstykke. Over rullerne nedsænkes eni toppen lukket cylindrisk beskyttelses-kappe, udført af varmebestandigt mate-riale. Kappen slutter tæt til bundstykketved en sandlås, således at rummet medbredbåndsrullerne er hermetisk tillukket.Herefter anbringes en større cylinder påbundstykket. Denne cylinder er ildfastudmuret og godt isoleret i omkreds ogtop. Mellem kappen og cylinderen findeset hulrum, hvorigennem der enten di-rekte kan sendes varm røggas fra et fyr,eller den udvendige cylinder kan væreforsynet med en mængde røggasrør. Var-men trænger gennem beskyttelseskappensvæg ind i rummet, hvor bredbåndsrul-lernene er anbragt. Rummet er fyldt meden beskyttelsesgas, d. v. s. en luftart, somikke indeholder ilt. Beskyttelsesgassencirkuleres af en blæser og overfører var-men fra hedefladerne til båndrullerne.

Efter varmebehandlingen fjernes denudvendige cylinder, og beskyttelseskap-pen står tilbage, indtil rullerne er af-kølet. Bredbåndsrullerne bliver såledesikke udsat for ilt i luften eller i for-brændingsprodukterne, så længe de erglødende, og båndet er således stadig glatog pænt efter udglødningen. For atkunne gå i takt med valseværkerne, erdet nødvendigt at have et helt batteri afkappeovne - se fig. 48.

I beskrivelsen er der nævnt gas somopvarmningsmiddel, men mange ovneopvarmes i dag elektrisk.

Bredbåndet er dog endnu ikke færdigt,men skal for at opnå en passende hård-hed og smuk overflade passere en valse-stol - et såkaldt polérværk hvor bån-det får en mindre tykkelsesreduktion på0,5 til 3 %. Polérværket kan være enreversibel quartostol med omspolings-ruller af lignende art som vist i fig. 45.Det nu færdige bredbånd afspoles her-efter og passerer en kantskæremaskine,en rullerettemaskine og endelig en dele-

6 Fig. 48.

Fig. 47.Kappeovn for udglødning af båndruller:

1 Opstablede ruller. 5 Ildfast udmuret og2 Fast fodstykke. isoleret yderkappe.3 Beskyttelseskappe. 6 Varmerør.4 Sandlås.

Fig. 49.

saks, som opskærer pladerne i passendelængder, hvorefter pladerne stables me-kanisk i bundter klar til forsendelse. Sei øvrigt fig. 49.

Skal båndet anvendes til hvidblik ogderfor fortinnes, føres det gennem etelektrolytisk fortinningsanlæg, og for atkunne arbejde kontinuerligt må de fær-digvalsede bredbånd atter svejses sam-men ende til ende, efterhånden som af-viklingen af den enkelte rulle skriderfrem. Efter fortinningen renklippes bån-dets kanter, og båndet passerer en rette-maskine for endelig at blive tværklippeti lagerstørrelser, synet, stablet og pakket.

Bånd udvalses i mange forskelligebredder. Man skelner mellem smalbåndi bredder mellem 10 og 100 mm, mellem-bånd i bredder mellem 100 og 600 mm,og bredbånd, hvis bredde ligger fra 600mm til 2000 mm. De smallere bånd le-veres som regel i opviklede ruller tilkunden og fremstilles på lignende mådesom bredbåndene, men kan også frem-komme ved opskæring af bredbåndene,

Tyndpladevalsningen som beskrevet erikke almengyldig, der findes talrige va-riationer i udbygning og fremgangs-måder.

En særlig udformning af et varmt-valseværk for tynde plader er det så-kaldte Steckelvalseværk, vist i fig. 50.Det består af en reversibel quartostolanbragt mellem to gas- eller oliefyredespecielle ovne, kaldet haspelovne, fordider i ovnene findes haspier til op- og af-vikling af materialet. Et allerede til un-

der 15 mm nedvalset bånd opvikles iden ene ovn og løber fra denne gennemvalsestolen ind i den anden ovn, hvordet atter opvikles. Efter at emnet i helesin længde har passeret valserne, gen-tages processen modsat vej og såledesfremdeles, indtil den ønskede tykkelse ernået. Fig. 51 viser et Steckelvalseværksplacering i forbindelse med et forvalse-værk.

(Fortsættes)

Fig. 50.Steckelvalseværk (for varmtvalsede tyndplader)

a Drivruller. b Haspelovne.c Haspeltromler.

Fig. 51.a Bloktrykker. b Stødovn. c Varmebedding. d Rullegang.

e Forvalseværk (duostol med universalvalser). f Endesaks. g Haspelovne.h Drivruller. i Færdigstol, quarto reversibel. k Rullegang.

1 Fremføringsruller. m Haspel. n Delesaks.o Drivruller med tilsluttende arrangement for stabling af de afskårne plader,

p Kippeapparat for båndruller til eventuel senere koldvalsning.q, r Transportapparater for do.

F R A S I K K E R H E D S F R O N T E N :SI KKER HED SI NG ENIØR C .E. L A N G

Antal personskader pr. måned.Oversigten omfatter alle indgåede rapporter bortset fra tilfælde

vedrørende ituslåede briller eller ødelagte proteser, hvor iøvrigtingen personskade er sket.

I månederne april og maj 62 er forekommet en personskade for hver121 og 2ol beskæftigede, hvilket svarer til, at henholdsvis o,82 ogo,49 % af samtlige ansatte er kommet til skade.3 personskader i maj har ikke medført nogen sygedage.

CEL.

DE FLESTE industrivirksomheder er derinstalleret trykluftanlæg. Når t ryk-

luften bruges rigtigt, byder den ikke påstørre fare. Men af og til bliver denmisbrugt, f. eks. til at blæse spåner oglignende væk fra maskiner eller støv fratøjet.

Enhver kan let forestille sig faren vedat undlade at sætte skærm for roterendemaskindele. Derimod er de færreste klarover den ødelæggende kraft, som tryk-luften udvikler, og de følger, som mis-brug kan få.

Mange fabrikinspektører har bemær-ket, at trykluft synes at have fundetøget anvendelse til bortblæsning af spå-ner og støv. Allerede det at blæse rentomkring maskinerne, hvadenten det gæl-der spåner af metal eller træ, er galt.Hvor let kan ikke et metalstykke påden måde blive slynget i øjet på en ar-bejdskammerat, eller man kan risikere atfå det i sit eget øje! Meget farligere erdet imidlertid at bruge trykluften til atblæse tøjet rent for støv. Forfatterenheraf så for nogen tid siden i et snedker-værksted, hvorledes mænd og kvinderefter tur lod trykluften suse hen overarme, skuldre, bryst og ryg, ja, tilmedhovedet. Det hele gik så rutinemæssigtfor sig, at metoden øjensynligt havdevære praktiseret gennem lang tid i fuld-kommen uvidenhed om de farer, manherved udsatte sig for.

Hvad er det da, der sker? Lad osf. eks. se på en ulykkesrapport fra »Pulpand Paper Magazine« i Canada.

En maskinarbejder i en trævarefabrikhavde fået tøjet fyldt med savsmuld ogville blæse sig ren med trykluft. Hanholdt mundstykket ca. 30 cm fra venstrehåndflade.

Da han åbnede for luften - lufttryk-ket var knapt 4 kg - slog mundstykkettil og trængte ind i hånden, og før han

blev klar over, hvad der skete, blev hansvenstre arm blæst op i størrelse med engrapefrugt, og smerterne strålede frafingerspidserne og helt op til skuldrene.Han fik en frygtelig hovedpine oghavde fornemmelsen af, at hovedet varved at blæse af. Denne følelse var sårealistisk og smerten så intens, at hanfaktisk forsøgte at holde hovedet påplads, da folk kom til for at hjælpe ham.

Bedriftslægen udtalte, at det kunnevære blevet værre endnu. Hvis tryk-luften var trængt ind i pulsåren, villeden være blevet ført med blodstrømmentil de små blodkar i hjertet og havdeforårsaget blodprop med døden som følge.

Dette var altså et tilfælde, hvor dentilskadekomne slap forholdsvis heldigtfra sin letsindighed. Men hvordan gårdet, hvis luftstrålen med 4 kg’s tryktræffer øjet, øret, næseborene - ellerendetarmen? I et tilfælde i Finlandtrængte luften ved rengøring af tøj indi bughulen gennem endetarmen, og arbej-deren døde af de indre læsioner, hanherved pådrog sig.

Under henvisning til det foran sagteønsker vi at rette en alvorlig advarsel tilalle læsere mod at bruge trykluft til tøj-rensning - eller anden rengøring. En godbørste gør samme nytte, eventuelt kanman bruge en støvsuger.

Leg med trykluft - det kan måske afog til være fristende - er i bogstaveligsteforstand en leg med døden.

(Efter »Pas På«, februar 1962).

9

PLASTIC-SAMMENSLUTNINGENS tidsskrift»Plastic«, nr. 5/1961, findes en artikel:

»Oliedunke af polyethylen«, ledsaget affølgende hjertesuk:

»Hvor længe vil myndighederne endnutolerere befolkningens misbrug af polye-thylen-dunke til benzin?«

Anledningen til dette spørgsmål tilmyndighederne er den omstændighed, atder i plasticindustrien igennem nogen tidhar været fremstillet såkaldte »jerrycans«, der som jernbeholdere under densidste krig var meget efterspurgt og be-nyttet af bilejere som reservebeholderefor benzin.

Det er konstateret, at sådanne behol-dere af plastic - trods udmærket egnedetil mange formål - på ingen måde egnersig til opbevaring af benzin og andrepolyethylen-aggressive opløsningsmidler.

Det oplyses, at benzin forårsager enret betydelig kvældning af polyethylenog kan forårsage revnedannelser i dunkeaf polyethylen, ligesom det menes, at po-lyethylen ikke er tæt for benzin ellerbenzindampe, og hvad følgen kan blivederaf ved opbevaring af en sådan dunkmed benzin i bagagerummet på et auto-mobil en varm sommerdag, er det velikke nødvendigt at beskrive nærmere.

Der er således al grund til at advaremod brug af polyethylen-dunke til ben-zin og lignende, også fordi en sådan bruger ulovlig i henhold til gældende be-stemmelser om opbevaring og transportaf brandfarlige væsker.

Ifølge disse bestemmelser - jfr. såledesbekendtgørelse nr. 90 af 20. marts 1947om midlertidig ændring af justitsmini-steriets bekendtgørelse nr. 44 af 27. fe-bruar 1937 - skal brandfarlige væsker

af fareklasse I, når det drejer sig ommere end 1 liter, opbevares og transpor-teres i dunke af jern eller andet tungt-smelteligt metal og desuden være mærketmed en tydelig og holdbar påskrift isort tekst på rød bund, sålydende: »Me-get brandfarlig. Må ikke komme i nær-heden af ild eller åbent lys. Dunken skalstå oprejst.«

Det er således en overtrædelse afdenne bekendtgørelse at benytte dunkeaf polyethylen til benzin og lignende op-løsningsmidler, og der er derfor ingengrund til at udstede en særlig bekendt-gørelse i anledning af det nævnte mis-brug af polyethylen-dunke.

Det må dog vel formentlig antages, atf. eks. benzinforhandlerne er instrueredeom ikke at udlevere benzin i sådannedunke, men der kunne eventuelt væreanledning til, at olieselskaberne indskær-per et sådant forbud.

(Efter *Pas på«, november 1961).

Konklusion:Ingen plasticdunke med benzin eller

andre brandbare væsker på arbejdsplad-sen eller i bilens bagagerum.

Ved henvendelse til en leverandør afplasticdunke fremstillet af polyethylen,har vi fået oplysning om en række væ-sker m. v., som disse dunke er uegnede til.

Af de mere almindelig anvendte væ-sker kan nævnes i flæng:

Acetone (fortyndervæske), benzin, ben-zol, terpentin og salpetersyre.

Disse praktiske dunke må derfor an-vendes med omtanke, og man bør hosleverandøren sikre sig, at de er egnedetil det ønskede formål. CEL

10

S A L G S A F D E L I N G E NSalgschef V. Andersen.

Det er en udbredt mismodig stemning,der råder på stålmarkedet overalt iverden. De internationale rapporter ta-ler om ganske god ordreindgang på deteuropæiske kontinent, hvilket skal ses irelation til en nedskåret kapacitet, og iEngland og ikke mindst i USA er ordre-indgangen ringe, og der er kun svageforhåbninger om bedring i situationenefter sommerferien, altså til efteråret. Atdisse forhold afføder meget dårlige pri-ser, er klart, og det siges nu fra tyskside, at de lave eksportpriser ikke dæk-ker de tyske produktionsomkostninger. -

Alt, hvad ovenfor er sagt, gælder pro-filmarkedet. På plademarkedet har mani en kortere periode kunnet spore en visbedring, men det er endnu for tidligt atudtale sig om holdbarheden heraf.

Vor egen situation kan naturligvisikke undgå at blive berørt af alt dette.Vi har indtil nu i dette år haft et gan-ske tilfredsstillende salg, men for restenaf året ser det ikke alt for lyst ud. Pla-desalget skal nu nok gå, men ved stang-jern må sættes et spørgsmålstegn;ordrerne går kun langsomt ind, og vived kun på alt for kort sigt, hvad viskal producere. De danske lagre af stålhos grossisterne og i industrien er stadigmeget store som overalt i verden, og førdisse lagre er bragt ned, samtidig med,at der igen tages fat på skibsbygningeni større udstrækning, kan der næppe ventesstørre bedring på stålmarkedet.

S T Å L V Æ R K E TMartiningeniør Carlo Poulsen.

Produktionen i årets 2. kvartal ud-gjorde 69.200 tons, hvilket er 2,8 %mere end projekteret. I samme kvartalsidste år var produktionen 50.758 tons,men nedsat på grund af strejke, og ensammenligning er således ikke mulig.

I øvrigt er kvartalet forløbet udenstørre udsving, og arbejdet i afdelingener gået planmæssigt.

P R O F I L V Æ R K E TValseværksingeniør J. Andersen.

Blokværket.

Produktionen har været normal, og ikvartalets sidste uge påbegyndtes som-merferien i dette værk med demonterin-gen af kran 61 og oplægning af den nyeM. A. N.-kran.

Desværre vil det tage 3-4 uger medmontagen af kranen, og vi må i denneperiode anvende den noget langsommerekran 60.

Grovværket.

I grovværket blev der, trods demange helligdage, produceret 9.283 tons,således at der i 1. halvår er udvalset19.756 tons. Maskinerne har ikke givetanledning til nævneværdige stop, men iblokovnens rekuperator er en del afrørene utætte på grund af tæringer. Isommerferien vil disse rør blive udskiftet,ligesom forgreningsgearet vil blive de-monteret for at kunne reparere beton-fundamentet under dette.

Finværket.

I finværket har produktionen væretstærkt præget af den reducerede ordre-tilgang. Værket har fra medio april pro-duceret på 2-skift; imidlertid synes situa-

1 1

tionen at lysne lidt, og der overgås igentil 3-skift i august. Maskineriet hargået godt, men den forudliggende ferie-reparation er dog hårdt tiltrængt, bl. a.er knippelovnens herd meget slidt, lige-som kulissepladerne i finværksvalsesto-lene må udskiftes.

Produktionen i 2. kvartal 1962:

Færdigjern t.Knipler ogemner t.

Blokværk . . . . . . . . . . . . . 22 .588Grovværk . . . . . . . . . . . . . . 9 .283 427Finværk . . . . . . . . . . . . . . . . 14 .907Færd igjern i a lt . . . . . . . 24 .190

P L A D E V Æ R K E TValseværksingeniør J. Skov.

Nu, da dette skrives, står sommer-ferien for døren for de fleste af os,men nogle bliver på værket for at klaredet årlige eftersyn af maskiner. For-uden eftersynet monteres og bygges enhel del nyt.

Arbejdet med stødovnen skrider godtfremad. Ved selve ovnen er man for ti-den ved at færdiggøre instrumenteringenincl. oliefyringsanlægget. Når disse ar-bejder er tilendebragt, antagelig midt iaugust, kan opvarmningen påbegyndes,således at ovnen skulle kunne sættes indi produktionen 2 til 3 uger senere. Side-løbende med færdiggørelsen af selveovnen arbejdes der ihærdigt på at få

hjælpeanlæggene færdige. Ved ovnensindgangsende monteres 2 stk. 80 t blok-trykkere. Disses montage er blevet endel forsinket som følge af slabslager-kranens forsinkede idriftsætning. Vedovnens aftagningsende monteres en nyrullebane med i alt 18 stk. ruller samt toblokstandsere. Disse sidstnævnte arbejderkan af hensyn til produktionen kun ud-føres i sommerferien.

I v-6 monteres et nyt valsebord påvestsiden af værket.

I første halvår af 1962 er valset79.302 tons grovplader og 4.302 tonsmellemplader. I første halvår af 1961valsedes 52.720 tons grovplader og 3.232tons mellemplader.

Den nye stødovn: Valsehal 8.

12

K O N T I - P R O F I L V Æ R K E TPå byggepladsen syd for værket skri-

der arbejdet jævnt fremad. Med hensyntil betonkonstruktionerne kan det væresvært for udenforstående at se, at der

Elektrostation.

Fundamenter for halsøjler.Vestende af haller —de første tagspær oplagt.

sker fremskridt. Et par tal kan måskebedre illustrere, at der udføres noget.

Den 25. juli 1962 var der nedrammet1.520 stk. pæle, dels træ- dels betonpæle,udgravet 5.750 m3 jord, udført 2.800 m2

forskalling samt udstøbt 1.412 m3 beton.Montagen af stålkonstruktionerne for

hallerne er påbegyndt, og i løbet af enmåneds tid vil det blive muligt at dannesig et skøn af de nye hallers udseende.

13

Caprani Winkel

Mærkeligt nok er der ikke stor forskeli styrke mellem de materialer, der i sintid blev brugt ved bygningen af Eiffel-tårnet, og de stål, der i dag bruges her-hjemme i store stålkonstruktioner.

Nogen egentlig udvikling har derknap været, og faktisk er det således, atman gennem årene herhjemme har slåetsig til tåls med, at de stål, der i sin tidhar været gode nok til vore forgængereog før dem til ruder konge, såmænd ogsåkan være gode nok til os selv.

Men sådan er det nu slet ikke. Hvisman virkelig ser sig om, er vi i dag vedbegyndelsen af en udvikling, der vil føreos fra Eiffeltårnets bløde svejsejern med35 kg/mm2 brudstyrke over vore egnestål med 45 kg/mm2 brudstyrke op tilstål, hvor brudstyrken er to eller tregange højere.

Det vil være uden bund i de faktiskeforhold at påstå, at vi her hos os harligget i spidsen, når det gjaldt om atudvikle nye og stærke stål. En af år-sagerne hertil er dog den, at det størsteproblem ikke er at finde frem til denrigtige sammensætning og behandling afstålet, nej, det er langt sværere at over-vinde den almindelige konservatismesmodvilje mod ændringer, og desuden erdet svært at få myndighederne til attillade anvendelsen af disse stål i denstore mængde af konstruktioner, hvortilladelse under den ene eller anden former nødvendig.

Det var et generelt hjertesuk, men derer endnu et forhold, der gør sig gæl-

dende. Vi er til daglig vante til at be-dømme stål udfra dets brudstyrke, ogdet er egentlig ikke det allerbedstegrundlag, når det gælder om at afgøre,hvor kraftigt man kan belaste en kon-struktion.

Brudstyrken har faktisk ikke så storinteresse, for allerede ved en belastning,der ligger fra 50 til 70 % af brudlasten,sker der det, at stålet ikke længere kantåle de ydre påvirkninger. Stålet giverefter, og der kommer ganske betydeligedeformationer uden samtidig stigning ibelastningen. Man er kommet til detpunkt, hvor man siger, at konstruktionen»flyder«. Stort set kan ingen konstruk-tion belastes ud over denne flydespæn-ding, idet deformationerne så bliver såstore, at enhver lighed med den frategnebordet tilstræbte form forsvinder.

Det er altså flydespændingen, der ivirkeligheden angiver den maksimalegrænse for en konstruktions mulige be-lastning.

Til trods for denne erkendelse sælgesmange stål endnu udelukkende efter kravtil brudstyrken, men i normerne er der idisse år ved at dukke krav op til flyde-

14

spændingen udfra den erkendelse, at deter flydespændingen og ikke den ganskeligegyldige brudstyrke, der i virkelig-heden er den primære egenskab ved stål.

Nu kunne det i og for sig være ganskeligegyldigt, om man holdt sig til flyde-spænding eller brudstyrke, hvis disse toegenskaber blot havde et konstant for-hold til hinanden. Det er imidlertid alle-rede nævnt, at flydespændingen kansvinge fra 50 til 70 % af brudstyrkenved almindelige stål, og ved særlig be-handling kan procenten komme helt optil ca. 90. Skal man lave stål med højflydespænding, bliver den primære op-gave derfor at hæve procenten så megetsom muligt, og her er det så heldigt, atflydespændingsforholdet langt lettere la-der sig påvirke ved mystiske legeringerog varmebehandlinger end selve brud-styrken, der stort set kun kan hæves vedat legere med de konventionelle lege-ringselementer, vi kender fra daglig-dagen: kul, mangan og silicium.

Vi er selv med i denne udvikling. Servi på vor kvalitet +DSK++, DanskKonstruktionsstål, har vi her et stål, derganske vist kun fremstilles i profiler,men hvor vi så til gengæld er parate tilat garantere en flydespænding på 28kg/mm2 mod de 22 til 24 kg/mm2, derer normale som flydespænding ved al-mindelige stål. Med en sådan stigningkan man tilsvarende øge den tilladeligebelastning, hvilket betyder en mindrejernmængde og spinklere og eleganterekonstruktioner.

Vor DSK-kvalitet fremstilles ved enkombineret virkning af valsning og ana-lyse og repræsenterer noget af det læng-ste, man kan komme ved almindeligehandelsstål, hvor hensynene til fremstil-lingsprisen er dominerende. Vil man gåvidere ad den tornebestrøede metallur-giske vej og betale, hvad det ekstra ar-

bejde koster, kan man få endnu højereflydespænding. F. eks. er der her det så-kaldte St. 52, som er særlig kendt iTyskland, men som vi dog også i be-grænset omfang fremstiller i plade.St. 52 har været kendt i mange år oger i tidens løb anvendt ved nogle størrekonstruktioner herhjemme som f. eks.Lillebæltsbroen.

Ved St. 52 kræver man en flydespæn-ding på mindst 36 kg/mm2, samtidig medat kulstofindholdet ikke må være stortanderledes end ved almindeligt stål. 36kg/mm2 mod de almindelige hushold-ningsståls 22 til 24 kg/mm2 er en bety-delig forbedring, som ret kontant visersig i formindskede dimensioner, og alenenår det drejer sig om svejsningerne gi-ver mindre tykkelser og derved en storbesparelse, fordi forbruget af elektroderformindskes ganske væsentligt.

Hvorfor skal man holde samme kul-stofindhold som i almindelige stål? Ivirkeligheden ville det være særdeles letat lave St. 52, hvis man blot havde mu-lighed for at gå fra de normale 0,15 %til ca. det dobbelte. Gør man det, bliverstålene imidlertid meget vanskelige atsvejse, og det er et primært krav til allekonstruktionsstål i dag, at de skal kunnesvejses uden særlige forholdsregler. Kul-stofindhold over 0,20 % gør desværresvejsning vanskelig, fordi afkølingen ef-ter svejsningen, når vi blot ligger ube-tydeligt over 0,20 %, giver en hærdningmed store hårdheder i zonen mellemsvejsesøm og grundmateriale, og dennehårdhed ødelægger samlingens sejhed.Noget kan der bødes herpå ved for-varmning o. s. v., men meget hjælper detikke, og man må derfor fremstille St. 52uden det effektive og billige legerings-element, som kulstoffet er. I stedet an-vendes stoffer som mangan og silicium,og da man specielt ønsker at hæve flyde-

15

spændingen så meget som muligt, til-sættes også en anelse aluminium. Alu-minium bevirker, at stålet efter norma-lisering får et meget fint korn, og fintkorn giver ved i øvrigt samme materialelangt højere flydespænding end groftkorn.

St. 52 er således et både speciallegeretog specialvarmebehandlet materiale, ogdet er derfor ikke så ligetil at frem-stille.

Man kan dog komme langt videre endved St. 52. Lad mig dog straks sige, atmedens vi fremstiller St. 52 delvis påforsøgsbasis, så beskæftiger vi os ikkemed de endnu mere komplicerede stål,som nu skal omtales.

Der er f. eks. et stål som det ameri-kanske T 1 fra US Steel. Her har vi etstål med en sådan gudsvelsignelse af le-geringsstoffer, at der knap er plads tilen fuldstændig beskrivelse inden forStaalbaandets beskedne pladsrammer.Først kommer man lidt krom i — ca.0,5 %; lige så meget molybdæn og enkvart procent vanadin - ja, og så selv-følgelig også de almindelige legerings-elementer, som allerede er nævnt underSt. 52. Men der er mere endnu: ca. enkvart procent kobber, næsten en procentnikkel og som kronen på værket enanelse bor - ca. 0,005 %. Hvad virkningdenne bortilsætning kan have, skal jegskånsomst for eventuelle læsere undladeat nævne (måske ved jeg det heller ikkeselv!).

Et så mærkeligt legeret stål kan selv-følgelig ikke nøjes med en almindelignormalisering. Der skal noget mere til,og i dette tilfælde er der tale om en sej-hærdning. En sejhærdning indebærer, atpladerne først dyppes i olie eller vandefter opvarmning til 900-950° C., ogefter denne hærdning skal strukturen gø-res sej ved anløbning til 600-650° C. Det

er en kompliceret varmebehandling, somydermere har den komplikation, at pla-derne særlig under hærdningen har allemuligheder for at kaste sig. De skalderfor holdes fuldstændig fast i en storopspændingsanordning, og anlæg til var-mebehandling af T 1 -stål findes derforkun få steder i verden.

Hvad får man så ud af denne eventyr-lige legering og den efterfølgende varme-behandling? Et stål med en flydespæn-ding på garanteret mindst 70 kg/mm2,og har man først et sådant stål, kan manjo nok se, at dimensionerne i en kon-struktion bliver noget andet end i enkonstruktion af St. 37 med 22 kg/mm2

flydespænding.Selvom T 1 ikke kan købes hos den

første, den bedste jernhandler, er det doget materiale, man i dag må regne med,såfremt man er parat til at betale densærdeles solide overpris, der karakteri-serer stålet og bevirker, at det økono-misk forsvarligt kun kan anvendes tilmeget specielle konstruktioner.

På de store laboratorier i udlandeteksperimenterer man imidlertid med atgå endnu videre, og i et amerikansk bladhar jeg set et stål omtalt, hvor flyde-spændingen var helt oppe på 160 kg/mm2; men i det tilfælde var der ogsåtale om et materiale, hvor jernindholdetvar ved at være forsvindende sammen-lignet med det samlede indhold af allemetallurgiens mærkelige legeringsele-menter.

Det stål skal vi nok ikke regne medat se meget til i fremtiden; men blivervi nærmere jorden, er det ikke urimeligtat antage, at stål af St. 52-typen indenfor en ikke altfor fjern fremtid vilkomme til at udgøre en større andel afvor produktion end den gør nu.

CW

16

I juli måned er der nogle gange duk-ket et skilt op i stålværket med ordene:»Forsigtig - radioaktivitet«. Hvad be-tyder nu det?

Ved visse pladekvaliteter har vi i enlængere periode været alvorligt generetaf sand på blokkene med sand på pla-derne som følge. For at komme dennekalamitet til livs må vi først og frem-mest vide, hvorfra sandet kommer.

Sand kan desværre komme mange ste-der fra. Der er de ferrolegeringer, vi iskeen sætter til stålet, men der kan ligeså godt være tale om afsmeltede ildfastematerialer, for ikke at nævne den mestsandsynlige udvej, at vi har en blandingaf begge dele.

Da vi ikke, selv om vi har set megetlænge og meget grundigt på sandet, harkunnet blive enige om, hvor det egent-lig kom fra, fandt vi på at undersøge,om de forskellige sandkilder eventueltkunne mærkes, således at man ud framærkningen kunne afgøre, hvorfra san-det på pladerne stammede. En sådanmærkning er ikke så let at gennemføre.Kemisk analyse på sandet er meget van-skelig at lave, og forskellen i analyse frastentype til stentype er så beskeden, atder ad den vej ikke er mange mulig-heder.

Men er de gamle veje ikke farbare,må man prøve nye. Og en af de nyemuligheder er det, man kalder mærkning

Centrumstenen mærkes.

Klar til at smøre radioaktiviteten på.

I

S T Å L V Æ R K E T

Caprani Winkel

med radioaktive isotoper - noget, manude i den store verden har arbejdet medde sidste ti år.

Hvad er en radioaktiv isotop? Ja,først: hvad er en isotop?

Mange grundstoffer findes i forskelligevarianter med lidt forskellig atomar op-bygning, selv om de alle repræsentererdet samme grundstof - det er grund-stoffernes isotoper -, og mon ikke denmest kendte af alle isotoper er den spe-cielle brintform, der findes i tungt vand.

En del isotoper kan fremstilles kun-stigt ved bestråling i en atomreaktor.Nogle af disse isotoper er ikke bestan-dige og ændres med tiden, samtidig medat de udsender radioaktiv stråling.

Det lød kompliceret — lad mig hellerebeskrive, hvad der egentlig sker vedvore forsøg.

Vi går ud fra en kemisk forbindelse,der i dette tilfælde enten er et nitrat afet af de sjældne stoffer lutecium ellerlanthan. Denne forbindelse gøres radio-aktiv ved nedsænkning enten i en afRisøs reaktorer eller i en svensk reaktorog kommer så til os i form af en opløs-ning i vand.

Denne radioaktivitet er meget kort-livet, idet den er helt forsvundet efternogle få ugers forløb. Man taler i denforbindelse om halveringstiden, der for

lutecium er 6 dage og for lanthan 40 ti-mer. Det vil sige, at efter henholdsvis6 dage eller 40 timer er strålingen hal-veret. Efter den dobbelte tid er strålin-gen endnu en gang halveret og altsånede på en fjerdedel af udgangsværdien.Der skal derfor ikke så forfærdelig langtid til, førend al stråling fra stofferne erforsvundet, og forsøgene skal i det heletaget gennemføres umiddelbart efter be-strålingen i reaktoren.

Når vi har disse radioaktive stoffer ien vandopløsning, kan vi smøre dem påde sten, som vi under forsøget har mis-tanke til slides mest. Så snart stofferneunder støbningen kommer i kontakt meddet flydende stål, brænder de fast, idetde omdannes til oxyder, og slides en delaf det ildfaste materiale af, vil radio-aktiviteten tilsvarende følge med.

Og så er det ganske simpelt. Findervi på vore plader eller blokke en sand-klat, er det b’ot at anbringe en geiger-tæller over den. Giver tælleren udslag,ja - så stammer sandklatten netop fra enaf de mærkede sten.

Det hele er altså såre simpelt; men er

Kontrol af, at der ikke er for storradioaktivitet uden for tragten.

1 8Tragten mærkes.

det nu ikke risikabelt at beskæftige sigmed disse radioaktive stoffer, som mankan læse så meget ufordelagtigt om iforbindelse med atombombeforsøg.

Selvfølgelig er arbejde med radio-aktive stoffer farligt, hvis det udføresaf ukyndige, der ikke ved, hvad de be-skæftiger sig med. Derfor er al betjeningaf radioaktive stoffer nøje reguleret aflove, og der udøves en kontrol af sund-hedsstyrelsen.

For at lave vore forsøg har vi måttetskaffe en tilladelse hos sundhedsstyrel-sen, og for helt at være på den sikre

end vi har fået fra alle de sandklatter,vi har haft på blokkene.

Hvad er der kommet ud af forsøgene?Endnu er det for tidligt at sige nogetderom. Vi har i hvert fald set, at sand-klatterne på pladerne indeholder en delaf den radioaktivitet, som vi har smurtpå stenene, men hvilken sten der giverdet største eller måske eneste bidrag, vedvi ikke, før endnu flere forsøg er gen-nemført.

side med den radioaktive del af arbejdethar vi overladt dette til Isotopcentralen.Isotopcentralen er en institution underAkademiet for de tekniske Videnskaber,som har specialiseret sig i dette arbejde.

Hele det store dyre apparat er såledesi orden, selvom det i praksis har vist sigret unødvendigt, fordi vi kun arbejdermed meget små mængder radioaktivitet.I hvert fald har vi til dato fået kraf-tigere udslag fra laboratoriechefens ur,

Et nyt ur giver mere udslag end al sandetpå vore blokke.

19

Propstenen mærkes.

Instruktion.Små måleinstrumenter udleveres

til de implicerede.

A T O M E R I S T Å L V Æ R K E T

Radioaktiviteten fra sandet på en blok måles —der er tydeligt udslag.

Oprydning.Der må ikke være radioaktivitet

tilbage i skeen.

Geigertælleren anbragt over en sandklatpå en slab.

Vi sikrer os,at der ikke er radioaktivt materiale

tilbage på støbebordet.

ÅH SOMMERFERIEN! Jo tak - sa’ Ol-sen. - Vi havde skam en god

ferie, mutter og jeg. Vi var en tur iTyskland. –

- Ja så - svarede jeg - i Tyskland!Det må ha’ været en oplevelse, Olsen. -

- Jo, det tør antydes. Vi var på enbustur med et rejseselskab og var så hel-dige at få gode rejsefæller. Det var rig-tig noget for mutter, kan De tro. Mun-den stod ikke stille på hende i de 10dage, rejsen varede.

Olsen så helt oplivet ud ved tanken.- Ja, ikke sandt - fortsatte han - en

anden kan jo sagtens klare sig, man gårda mellem mange mennesker hver dag,mens konen går derhjemme uden andenomgang end et par nabokoner og så fa-milien. Næh, det var en oplevelse forhende. Hun blev også 10 år yngre! Nå,nu kan det jo godt være, at vinen ogsågjorde sit. -

- Hvor var De, Olsen?- Dernede ved Rhinen, og der er jo

vin nok! Hvad var det nu, det hed? Nåjo: Rûdesheim. Der ser jo lidt anderledesud end herhjemme. Vi sejlede også påRhinen og så alle de her ruiner afborge på bjergtoppene. Folk var nokikke mere fredelige i gamle dage endnu. Jo, det var en oplevelse! -

Man kunne nok mærke på Olsen, atdet ikke alene var konen, der havde haftglæde af turen.

- Men så om aftenen - fortsatte Ol-sen - skulle tiden jo gå med noget, også sad vi på beværtninger og drak. Nåja, de fleste drak vin, men jeg foretræk-ker nu øl. Og deres øl dernede er megetgodt; det er ikke så stærkt som vores,så man kan jo drikke en del, uden at detrører én synderligt.

En aften kom jeg forøvrigt til at siddeved samme bord som en dansker, der ar-bejdede i Tyskland, og sjovt nok arbej-dede han på et af de her store stål-værker. Jeg tror, han sa’, de var 10.000mand der. Så De forstår, vi havde nogetat tale om. Nå, nu var forholdene johelt anderledes der end hos os - menalligevel. Det var forøvrigt en flink fyr,så vi fik nogle øl sammen, og i samtalensløb kom vi osse til at tale om øl påarbejdspladsen. Men der var faktisk enting, der forbavsede mig. Han fortalte,at der ikke blev drukket bajere og hellerikke andre drikke med spiritus i, det varsimpelthen forbudt på alle tyske fabrik-ker. Mon det kan være rigtigt? -

- Jo, det er rigtigt nok, Olsen - sva-rede jeg - det gælder forøvrigt ikkealene i Tyskland, men osse i Sverige ogUSA, ved jeg. Men jeg tror heller ikke,

21

det er tilladt i England og Rusland. Maner blevet nødt til at forbyde det i destærkt industrialiserede lande. Det er forfarligt mellem alle de maskiner og ovne.Herhjemme har vi endnu ikke tagetkonsekvenserne. Men mon ikke, detkommer? -

- Det ved jeg ikke - siger Olsen. -Jeg tror ikke, det er noget større pro-blem hos os. De fleste forstår da atholde måde. Men selvfølgelig er der afog til nogle, som overdriver. -

- Ja, Olsen, jeg er enig med Dem;men netop disse få er i en stor virksom-hed til fare for sig selv og andre. Detat arbejde på en fabrik er noget lignendesom at køre en bil på en stærkt trafi-keret vej. Fejler man, går det ikke aleneud over en selv, men måske også overmange andre. -

- Nå ja, nu er det ikke, fordi jeg hartænkt dybere over sagen - svarede Ol-sen. - Men det er lidt fremmed forén at høre, at forholdene er sådan andresteder. Nå, men vi havde det megethyggeligt dernede, og hvis vi ellers leverog har vor helse, skal det ikke væresidste gang, vi skal på den tur. Har Deværet på ferie? -

- Næh, ikke endnu, Olsen. Vi venter,til skoleferien er overstået. Når manikke selv har småbørn, er det bedre atvælge et tidspunkt, hvor der er merefred. -

Da Olsen var gået, faldt det mig itankerne, at det faktisk er ret sjældent,at spiritusproblemet er til debat und-tagen lige i forbindelse med bilkørsel.Medens man specielt fra lægernes sidegang på gang drager i felten mod ciga-retrygning, høres ikke meget om alko-holens skadelige virkninger hverken fradenne eller anden side. At lægerne ikkeer så interesseret, skyldes måske, at alko-holens virkninger ikke er udprægetmedicinsk betonet - det er trods alt dogde færreste, der når stadiet »deliriumtremens«.

Men mon ikke alkoholmisbruget erendnu mere vidtrækkende i sine ulykke-lige følger end cigaretrygning, al denstund det i højere grad end lungekræftkan ødelægge livet ikke alene for denpågældende selv, men også for andre.

Når det ikke er populært at diskuterealkoholmisbruget, skyldes nok det, atbåde Olsen og jeg og mangfoldige medos kan lide en bajer. Heldigvis har defleste karakter nok til at begrænse deresforbrug om ikke for andet så i pligt-følelse over for hjemmet - økonomisk ogmoralsk.

Men for de andre - for dem, der ersvagere — og også for egen og andressikkerhed var det nok værd at overveje,om adgangen til at nyde alkoholiskedrikke på fabrikken ikke burde indskrænkes.

KN

22

Hvordan ser De på færdselsulykkerne? — Føler De et medansvar over for bilister, fodgængere, mo-torcyklister, knallertkørere og cyklister? Eller mener De, at det først og fremmest er de andre, sommå gøre noget for at nedsætte ulykkernes antal?

Færdselsreglerne er udformet for at forebygge færdselsulykker.Hvis De ikke kender dem og retter Dem efter dem, så er De asocial, og De er til fare for Dem selv

og andre. Nedenstående spørgeskema, som er udarbejdet af det engelske færdselsråd, »The Royal Societyfor the Prevention of Accidents«, handler om færdselsregler, der også gælder i Danmark. Prøv dennehurtige selv-analyse og find ud af, om De er asocial, men vær ærlig. Blad ikke om til facitlisten side 31,før De selv har besvaret spørgsmålene — ellers bedrager De Dem selv, og det er måske endnu farligere.

1) En bil kører 80 km/t. Selv under debedste forhold vil dens bremselængdeikke være mindre end:a) 40 m . b) 30 m. c) 55 m.

2) »Stå stille ved fortovskanten. Se til ven-stre, så til højre, og så til venstre igen.Når der er et passende ophold i trafik-ken, gå så over kørebanen« — er det denfuldstændige korrekte regel for kryds-ning af kørebanen?a) Ja. b) Nej.

3) På hvilke steder ved fodgængerfeltet harfodgængeren ret til at passere først —og de kørende pligt til at standse?Når fodgængerena) er ude på kørebanen i fodgængerfeltet.b) står ved fortovskanten.c) står på en helle midt i fodgængerfeltet.

4) Hvilke trafikanter må ikke færdes på enmotorvej ?a) cyklister.b) fodgængere.c) skolevogne nied elev ved rattet.d) invalidevogne.e) traktorer.

5) Deres cykel er punkteret, og De træk-ker hjem. Skal De stadig rette Dem ef-ter færdselstavler og færdselssignaler?a) Ja. b) Nej.

6) På en vej med dobbelt afstribning er li-nien nærmest Deres køretøj punkteret.Det betyder:a) De kan overhale uden fare.b) De tnå ikke overhalec) De må overhale, hvis forholdene i

øvrigt gør det sikkert.

7) De går på en landevej, hvor der hver-ken er fortov eller cyklesti. Bør De så gåa) i vejens højre side.b) i vejens venstre side.c) på midten af vejen.

8) Her er en meget anvendt færd-selstavle, hvor teksten blot erudeladt. Den betyder:a) Kør langsomt, hovedvej,

forude.b) Vejindsnævring.c) Stop ved vejskæring.

9) Som bilist eller cyklist vil De svingetil venstre i et kryds lidt fremme. Hvadskal De først gøre?a) Give tegn.b) Se efter trafikken bag Demc) Begynde at trække ud mod midten af

kørebanen.d) Se efter den trafik, som kommer imod

Dem.10) De er ved at køre ind i et lysreguleret

kryds. Ser De så eftera) færdslen.b) lyskurven.c) både færdslen og lyskurven.

11) Når De svinger til højre i et kryds,hvor der er grønt lys iDeres retning,vil De daa) regne med, at fodgængere, der krydser

kørebanen, holder tilbage for Dem.b) holde tilbage for fodgængerne.

12) De kører om aftenen og bliver blændetaf en modkørende bils lygter. Vil De daa) blænde op og ned med Deres lygter.b) sætte farten ned og standse om nødvendigt.c) fortsætte med samme fart, men med ned-

blændet lys.

Se listen med korrekte svar side 31. 23

P R Ø V H E R , O M D E E R A S O C I A LF R A „ P A S P Å " - A P R I L 1 9 6 0

F R A B E D R I F T S L Æ G E N :

IN AF FORTÆLLINGERNE i »Det gamleTestamente« handler om en hoved-

rig mand ved navn Nabal, der mildesttalt opførte sig uforskammet over forDavid. Da Nabals hustru, Abigajil,imidlertid erfarede, at David mandstærkdrog imod hendes mand for at tugteham, belæssede hun sine æsler medfourage, som hun skænkede til Davidstrætte og sultne mænd, der netop varvendt hjem fra ørkenen. På den mådelykkedes det den skønne og klogekvinde at stifte fred, og efter Nabalsdød blev hun Davids hustru.

Og man ved, hvad gaven bestod af;thi der står skrevet: »Så gik Abigajilstraks hen og tog 200 Brød, to DunkeVin, fem tillavede Faar, fem Sea ristetKorn, 100 Rosinkager og 200 Figen-kager, lagde det paa Æslerne - - - «.

Man har spekuleret en del på, hvadfem mål ristet korn i grunden betød, ogmange har givet den verdensberømte,svenske videnskabsmand og botaniker,Carl von Linné (1707-1778) ret, somhævdede, at der hermed mentes kaffe-bønner.

Siden da har adskillige bibelgranskereforsøgt at finde andre hentydninger tilkaffe, og man har især hæftet sig vedden berømte beretning i »Første Mose-bog« om Esau, der udhungret kom hjem,formentlig efter en strabadserende jagt-tur, og straks forlangte den spise, Jakobnetop havde tilberedt, idet han sagde:»Lad mig faa noget af det røde, det rødeder; thi jeg er ved at dø af Sult!« Derligger den realitet til grund for formod-ningen om, at retten kunne have væretkaffe, at fra ældgammel tid har denrøde farve hyppigt været sat i forbin-delse med kaffe.

Det er dog mest sandsynligt, at dethar drejet sig om linser, hvilket er densædvanlige forklaring.

Derimod er der mere hold i den op-fattelse, at spartanernes meget omtalte»sorte suppe« kan have været stærkkaffe.

Hvad enten man nu fæster lid til denene eller anden af disse fortolkninger, erdet et faktum, at kaffe allerede har væ-ret kendt i oldtidens orientalske lande,

24

men ikke i Ægypten, Grækenland ellerRom. I almindelighed tager man det somen selvfølge, at kaffe stammer fra Ara-bien, hvilket stemmer med den latinskebetegnelse for den almindeligste kaffe-sort, Coffea arabica. Det er imidlertidet falsum; thi hjemstedet er Kenyas høj-sletter og Abessiniens bølgende plateau,som tidligere kaldtes kaffa. Spredt i destore skove voksede kaffetræet, og folkfra forskellige stammer, der ernærede sigaf rødder, bønner og frugter, plukkedekaffetræets røde bær, knuste dem imel-lem sten, blandede massen med dyriskfedt og dannede deraf kugler, som de påderes rejser spiste for at bortjage træt-hed.

Langsomt trængte disse skovens folkmod nord op mod den arabiske halvø,hvorfra de bortjoges af Persiens bue-skytter og lansenerer. De efterlod kaffe-træer, der trivedes fortrinligt mellemdaddelpalmerne på den lavamættedejord på Yemens bjergsider.

En gammel legende beretter, at gede-hyrden Kaldi en dag blev vidne til, athans dyr opførte sig på en sælsom måde.De klatrede ophidsede omkring mellem

klippestenene og brægede helt afsindigt,medens de elegant hvirvlede rundt somde skønneste hurier. Nysgerrigt fulgteKaldi efter den gamle adstadige buk også da, at den nippede røde bær af etukendt træ, hvorefter den også tog til atdanse. Fra da af spiste hyrden ligeledesdisse bær, og han blev en meget lykke-lig mand, der ofte hengav sig til dansmed sine geder. En skønne dag opda-gede en Imam, muhammedansk præst, ensådan naragtig dansescene og oplevedepersonligt bærrenes mærkelige egenska-ber. Hjemkommen til klostret bad denhellige mand Allah om råd og hjælp,hvorefter han faldt i en let slummer.Han hørte da profeten Muhammed hvi-ske i hans øre, at hvis man kogte de ma-giske frugter i vand og derefter drak af-koget, blev man årvågen, og dervedkunne man bede bedre og længere.

Imamen fulgte profetens råd og gavdrikken til sine klosterbrødre med detresultat, at klosteret blev berømt overhele Arabien for de kaffedrikkendebrødres åndfulde bønner. De kaldtedrikken Qahwah, den kraftgivende; menda dette ord også betyder vin, som erforbudt i Koranen, blev brygget af destimulerende bær populært under navnetaf »Arabiens vin«. Senere finder vi kaffeomtalt i en medicinsk ordbog forfattetaf den verdensberømte arabiske lægeRazes, som levede for tusind år siden, ogi det 15. århundrede opstod de førsteoffentlige kahveh kanes, kaffehuse. Etsåre muntert leben udfoldede sig efter-hånden i disse restauranter, som vi godtkan kalde dem, hvorfor de en tid langvar forbudt i den hellige by, Mekka.

Alligevel bredte kaffedrikning sig medrivende hast, navnlig blandt tyrkerne,og hos dem var et dagligt forbrug aftyve kopper stærk kaffe ingenlunde no-gen sjældenhed.

25

Af verdens tre store, ikke-alkoholiskedrikke lærte Europa kakao at kendegennem spanske søfolk i 1528, te blevhjembragt af hollænderne i 1610, ogkaffe introduceredes i Venedig i 1615.Først anvendte man kaffe som medicin;men snart drak man med begejstringkaffe over hele Italien. En masse kaffe-huse opstod, og alene på Piazza di SanMarco i Venedig fandtes i 1690 dusinvisaf dem. Kaffehuset, caffé, var overaltforsamlingsstedet for de højere klasser afden grund, at kaffe i hine dage var me-get kostbar.

I juli 1669 blev kaffe bragt til Parisaf den tyrkiske ambassadør SuleimanAga, og snart efter fandtes kaffehuseoveralt i vor verdensdels storbyer. Denvæsentligste årsag til denne eksplosiveudvikling var sikkert, at kaffedrikningoptrådte som en højst tiltrængt brems-ning af den overhåndtagende drukken-skab, som også hærgede vort land. Lud-vig Holberg er inde på samme tanke-gang, når han i en af sine epistler skri-ver: »Hvis ingen anden Nytte var vedThee og Café, var dog denne, at Druk-kenskab, som tilforn gik saa meget iSvang, derved temmelig er kommen afBrug. Nu kand vore Hustruer og Dottregiore 10 Visiter en Eftermiddag og

komme ganske ædrue tilbage. Dettekunde ikke skee i gamle Dage, da manintet andet havde at byde de Besogende,uden Gylden-Vand, Sek, Spanskbitter-Viin, Luttendrank og andet, hvoraf etFruentimmer maatte i de mindste pimpelidt paa hvert Sted.«

Det mest berømte kaffehus i Paris,Café de Procope, åbnede i 1689. Hersamledes datidens store digtere, filosofferog komponister. Voltaire kom her hyp-pigt og drak daglig omkring fyrre kop-per mokka, som bestod af lige dele kaffeog chokolade. RevolutionsmændeneMarat, Robespierre og Danton planlagdepå dette sted tilintetgørelsen af LudvigXVI og Marie Antoinette, medens denfattige artilleriofficer Napoleon Bona-parte hengav sig til skakspillets glæder,og det berettes, at han engang måtte ef-terlade sin berømte, trekantede hat somsikkerhed for ubetalte kafferegninger.

Det er besynderligt, at kaffen pådenne tid var forholdsvis billig både iParis og London, medens den herhjemmevar dyr, hvilket blandt andet fremgåraf Holbergs komedie »Barselstuen«, hvorden 70-årige fader Corfitz beklager sigtil naboen Jeronimus, alt imedens hanaf sin kone er sat i arbejde med at be-tjene kaffemøllen: »Det er allerede det6te Pund Caffee, som er bleven fortæreti denne Barselstue, Haarene maae reysesig paa Hovedet, naar man tænker paadet saavel som andet. Kiedlen er aldrigaf Ilden, thi een vil have Caffee, en an-den grøn Thee, en anden The de Bou ellerde bok, hvad Fanden det er de kalderdet, saa at der som det varer længe, be-holder jeg neppe saa mange Penge til-bage, at jeg kand kiobe en Strikke for,om jeg vilde hænge mig.«

Efterhånden begyndte man i de parisi-ske kaffehuse at servere elegante retter,og på den måde opstod flere af denne

26

bys berømte restauranter, for eksempelde stadig eksisterende Tour d’Argent ogCafé de la Paix.

I London kom kaffehusene også til atspille en stor rolle. I året 1715 fandtesover to tusinde af den slags, og i demtraf man verdensbyens elite inden forvidenskab, kunst og handel. Vor tidsstørste assurancekompagni, Lloyds, blevstiftet omkring 1698 i Edward Lloydskaffehus.

Udviklingen af disse restauranter komtil at foregå anderledes end i Paris, forefterhånden som tiden gik, samledesfolk med nogenlunde samme livsindstil-ling og daglige vaner på deres bestemtekaffehuse, og derved gjordes begyndelsentil de for England så karakteristiskeklubber.

IIMenneskenes børn holder af kaffe, og

det er ligegyldigt, hvor i verden de bor.

Kaffedrikning om morgenen anses afmange næsten for en nødvendighed. IHolland nyder alle forstandige væsenerderes kaffe kl. 11, og i lande med hedtklima drikkes ofte kaffe mange gange omdagen. Enorme kvantiteter af »den brunevin«, som den kaldes flere steder på jor-den, kræves af nutidens mennesker. IAmerikas forenede stater er kaffen såpopulær, at den hyppigt benævnes »denamerikanske drik«, og der forbrugesmere end 70 procent af Latin-Amerikasårlige kaffeproduktion, som for sit ved-kommende repræsenterer næsten 85 pro-cent af verdens totale produktion.

Kaffe er således en overordentlig ef-terspurgt vare, men kravet om den kannemt honoreres, fordi kaffedyrkning nuforegår i så mange lande. Her skal kunkortelig omtales en ringe del af kaffe-træets udbredelse.

Imellem årene 1706 og 1710 sørgededen hollandske guvernør van Hoorn for,at frøplanter blev indført til Batavia påJava, og herved gjordes begyndelsen tildyrkningen af kaffe på en stor del af deostindiske øer. Også i selve Indien av-ledes kaffe, men fik aldrig den betyd-ning som på de vestindiske øer og iSydamerika.

Det første grosted for kaffetræet iVestindien var øen Martinique, og be-retningen om, hvordan kaffen nåedederhen, er en historie med romantik ogdrama. En fransk flådeofficer fik ordretil at bringe nogle få kaffeplanter tilVestindien. Skibet kom ind i et stillebælte og lå i uger på det spejlblanke havmed slappe sejl og i en frygtelig hede.Drikkevandet blev rationeret i en uhyg-gelig grad, og alle den franske kavallersplanter visnede undtagen en enkelt, somhan trofast forsøgte at holde liv i vedat give den halvdelen af sin vandtil-deling. En sindssvag passager overfaldt

27

ham og gjorde forsøg på at røve plan-ten. Dog vor officer, hvis navn var Ga-briel Mathieu de Clieu, forsvarede sigbravt, og da tilmed hele besætningenhjalp ham, kom den lille halvvisneplante endelig til sit bestemmelsessted.Den loyale franskmand plantede sit træpå Martinique, og i året 1726 bar detfor første gang frugt. Halvtreds år se-nere voksede på denne ø 19 millionerkaffetræer.

Ad forskellige indfaldsveje slap kaffe-træet ind i hollandske og franske kolo-nier i Sydamerika, hvor det kun trivedesjævnt godt; men de nyankomne ager-dyrkere i Brasilien var ganske overbevistom, at hos dem ville planten have ide-elle vækstbetingelser. Men hvorledeskunne man komme i besiddelse af dettekostelige træ, når franskmændene vå-gede så nidkært over det?

Omkring 1727 blev den unge, brasili-anske gesandt Francisco de Melho Pal-heta sendt til byen Cayenne i den fran-ske koloni Guayana, hvor dyrkningen afkaffe kun gav et ringe udbytte. Man vedat berette, at den charmerende ogchevalereske diplomat gjorde så ihærdigt

kur til den franske guvernørs unge frue,at hun en dag sendte ham en stor buketblomster, hvori var skjult både kaffefrøog -planter. De afgik øjeblikkeligt tilBrasilien, hvor dyrkningen af kaffe snartfik et enormt opsving.

For fuldstændighedens skyld må yder-mere omtales, at kaffedyrkning i Afrikaogså er blevet en stor succes.

Kaffe er som bekendt hvermands drik.For kort tid siden udregnede man, at deri løbet af ét år alene i USA konsume-res 150.000.000.000 kopper kaffe, hvilketsvarer til en sø af følgende dimensioner:1 engelsk mil bred, en engelsk mil langog 35 fod dyb, og når man derefter be-tænker, at kaffe nydes i mere end 125lande, og at den produceres i omtrenthalvdelen af dem, forstår man, at kaffeer iblandt den internationale verdens-handels fem vigtigste landbrugsvarer. Defire andre er bomuld, hvede, sukker oguld.

Årsagen til kaffens popularitet er førstog fremmest, at den ejer en meget op-strammende virkning på den menneske-lige organisme uden at være giftig, hvisden da ellers drikkes i moderate mæng-der. Den er i virkeligheden den ideellestimulans, hvortil må føjes, at en vel til-beredt kop kaffe har en god smag, enbehagelig aroma og et appetitvækkendeudseende.

Smagen, duften og udseendet beror foren stor del på den rigtige behandling afkaffetræets frugt.

Den almindelige Coffea arabica harsmå, vellugtende blomster. Afhængig aftemperatur og fugtighed kan blomstrin-gen foregå flere gange om året; menblomsterne holder sig blot i et par dage.En kaffefarm, hvor træerne står i fuldtflor, frembyder et smukt syn, og sam-tidig er den parfumerede luft velgørendeat indånde. Når blomsterne er forsvun-

28

det, begynder de grønne bær at vise sig,og i løbet af seks til ni måneder modnesde og får en rød kulør, hvorved defuldstændig ligner kirsebær, og på dettestade skal de nedplukkes hurtigt. I bær-ret findes i reglen to frø, der ligger medden flade side imod hinanden og denkonvekse udadtil. Man bruger forskelligemetoder til at adskille bønnerne fra sten,frugtkød og frøskal. Af ca. 100 kg bærfås gennemsnitligt 15 kg bønner. Vedforskellige processer forsøger man atgive dem et smukt, ensartet udseende,blandt andet ved farvning, ved hvilkenman i ældre tider engang imellem an-vendte lidt giftige farvestoffer, for eks-empel kromgult.

Før bønnerne kan bruges til tilbered-ning af den herlige, brune drik, under-kastes de en let ristning, i almindelighedkaldt brænding, hvorved fremkaldes denspecielle og meget yndede smag, som råbønner ikke ejer, idet flygtige stofferbortgår, sukkerstoffet omdannes til ka-ramel, og fedt samt kvælstofholdige for-bindelser delvis sønderdeles.

Det er af stor betydning at vide be-sked med, hvilke stoffer kaffebønner in-deholder, og det er derfor forståeligt, atflere af verdens største kemikere i tidensløb har foretaget utallige analyser afkaffe, for eksempel den verdensberømte,tyske forsker Liebig (1803-1878). Detfremgår af disse undersøgelser, at der ikaffebønner findes garvesyre, fedt, suk-ker, æggehvidestoffer, ekstraktivstoffer,mineralske bestanddele samt vitaminer.Man håbede engang, at sidstnævnte,livsvigtige stoffer forekom i så storemængder, at man kunne få sit vitamin-behov dækket ved at drikke 3-4 kopperkaffe i dagens løb; men dette håb glip-pede desværre. Langt den vigtigste sub-stans er dog alkaloidet Koffein, hviskemiske opbygning viser, at det er nært

beslægtet med Theobromin, der findes ikakaobønner, og med urinsyre. Koffeinvirker stærkt stimulerende på nerve- oghjertevirksomheden. Ved sin indvirkningpå hjernen modvirker den træthed,kvikker blodets kredsløb op og forøgerurinudskillelsen. På grund af disse ogandre egenskaber har koffein fundet an-vendelse som et glimrende lægemiddel.

Alvorlige forgiftninger ved brugen afkoffein, hvoraf der i en kop kaffe findesca. 10 centrigram, er sjældne, men kandog forekomme og ytrer sig da ved hjer-tebanken, sitren af hænderne, svimmel-hed og undertiden kramper.

Det er i væsentlig grad koffeinens sti-mulerende evne, der gør nydelsen afkaffe næsten uundværlig for de flestemennesker. En grå, trist morgenstund,som engang imellem fremkalder lede vedlivet og afsky for dagens gerning, for-andres mærkbart, når man har drukketet par kopper kaffe.

Ja, sandelig er kaffe et herligt op-kvikningsmiddel, ikke mindst fordi densavner alle de uheldige egenskaber, somalkoholiske drikke er i besiddelse af.

Erik Steenberger.

29

»Sådan skal det være Jensen — ikke nogle sygedagebare fordi man har brækket et par arme«.

»Jeg har glemt, hvad jeg ville eige,så jeg vil derfor tale om Fællesmarkedet. .. »

(Gengivet efter Dublin Opinion)

Facit l is te t i l spørgsmålene side 23.1) a 3 points.2) b 3 points.

(De skal gå lige over korebanen — helst vedet fodgængerfelt og ellers ved et kryds).

3) a 3 points.4) ingen af dem. 3 points.

( i points for 4 rigtige).

5) a 3 points.

6) c 3 points.(Træk 3 points fra, hvis De svarede a).

7) b 3 points.

8) c 3 points.

9) b 3 points.(Træk 2 points fra, hvis De svarede c).

10) c 3 points.

11) b 3 points.(Træk 3 points fra, hvis De svarede a).

12) b 3 points.

R E S U L T A T :35—40 points:

De er hensynsfuld og agtpågivende. Menhusk, ingen er fuldkommen! Og regn heletiden med, at andre trafikanter kan færdeshensynsløst. Bliv ikke alt for selvtilfreds.

20—30 points:De horer til gennemsnits-trafikanterne. Men

det var nok værd at tænke på, om De kunnehæve Dem lidt over gennemsnittet. Hvad medat læse færdselsloven igennem en gang til?

15—20 points:De bryder Dem ikke om at have ansvar

for andre, vel? Husk, at færdselsreglerne gæl-der lige så meget for Dem som for andre.Lær dem. Det liv, De redder, kan måske væ-re Deres eget.

Under i5 points:De er afgjort asocial — men De er i det

mindste ærlig! Spørg derfor Dem selv ogog svar lige så ærligt: Har jeg nogen sindesat mig grundigt ind i færdselsreglerne?

N Y A N S A T T E :

Fridthiof Chr. Fagerstrømass., stålværk, 15. maj.

Aage Baungaard, assistent,lønning, 1.juli.

Anna-Lise Jensen, arkivar,tegnestue, 1. august.

Bodil Nørngaard, elev,8. august.

Maj-Britt Frederiksson,elev, 8. august.

Eva Fagerstrøm, assistent,salgsafd., 1. august.

31

John Hansen, assistent,stålværk, 1 juli.

Gerda Olsen, sekretær fortekn. dir., 15. maj.

Carl Kaimer, 80 år,30. oktober, kontorbud.

Viggo Jensen, 50 år,15. oktober, formand.

Harald Andersen, 50 år,8. oktober, stålværk.

Kai Jensen, 50 år,14. september, stålværk.

Peter Andreasen, 60 år, 22. sept., stålværk.Sigfred Pedersen, 60 år, 26. okt., reservehold.Svend Bertelsen, 50 år, 13. sept., pladeværk.Svend Aage Jacobsen, 50 år, 19. sept., bygn.Højrup Thomsen, 50 år, 28. oktober, lager

& ekspedition.Jens Mogensen, 50 år, 10. oktober, stålværk.Henrik Jensen, 50 år, 10. okt., plads & havn.

F O R F R E M M E L S E R :

Knud Willum Andersen,underforvlt., stenl., 1juli.

Rich. Schødt, underm., nyb.afd., kontiværk, 1. august.

Robert Petersen, bestyreri »Fjordbyen«, 1. september.

Leo Kraft, maskinarbejder, 9. juni.

Søren Jensen, 70 år,9. oktober, stålværk.

Villum Hansen, 60 år,15. september, stålværk.

U D L Æ R T :