1

NATURHISTORIERSTATENS NATURHISTORISKE MUSEUM – NR. 1 – 2014

Nyt fra redaktionen · 2Misty – museets nye ikoniske dinosaur · 3Fra en konservators hverdag – nu med kaskelotter · 8Gensyn med Ginir – etiopisk feltarbejde efter 30 års venten · 13

........

Danekræ: Hvad er det? · 18Krokus: mere end en forårsbebuder · 21Giftige alger og Hitchcocks fugle · 25Korsetdyrene fra L’Atalante Bassinet – The Hell on Earth – i Middelhavet · 28

2

Nyt fra redaktionen: ’dyr i natur og museum’ skifter navn og redaktion.

Velkommen til det første hæfte af ‘Naturhistorier’.

‘Naturhistorier’ er ikke et nyt blad, men navnet er. Det nye navn ‘Naturhistorier’ er-statter ‘dyr i natur og museum’, der siden starten for 30 år siden har været udgivet af Zoologisk Museum. Emner til bladet blev primært hentet fra zoologien. I dag har tiderne ændret sig og Botanisk Museum, Botanisk Have, Zoologisk Muse-um og Geologisk Museum er blevet slået sammen til Statens Naturhistoriske Mu-seum. En følge af sammenlægningen er bl.a. at bladet fremover skal afspejle hele Statens Naturhistoriske Museums faglige spændvidde, hvorved botaniske og geologiske emner også indgår i dette og de kommende hæft er. Sammen med navneskift et og ud-videlsen af bladets indhold er nye medlemmer af redaktionen trådt til.

Den tidligere redaktion med Torben Wolff som ansvarshavende redaktør er eft er eget ønske trådt tilbage eft er at have arbejdet frivilligt og trofast for bladet igennem en menneskealder. Den nye redaktion består af Henrik Æren-lund Pedersen, Svend Stouge og Lars Vilhemsen. Vi vil som fagredaktører stræbe eft er at være garanter for bladets fortsættelse, kontinuiteten af bladets redaktionelle standard, kvaliteten af ind holdet og at formidle det faglige stof på en let læselig måde for alle læsere. Udvidelsen af emner i ‘Naturhisto-rier’ afspejles allerede i dette hæft e, idet to af bidragene omfatter geologiske/palæontologiske temaer, mens tre andre omhandler botaniske emner. Henrik Ærenlund Pedersen, Svend Stouge (ansvarshavende) og Lars Vil-helmsen.

3

Misty – museets nye dinosaur

Af Bent E. K. Lindow

I november 2013 fi k Statens Naturhisto-riske Museum en 16 meter lang julegave – det meget velbevarede skelet af en lang-halset dinosaur med kælenavnet ’Misty’. Købet af det enorme skelet var muligt tak-ket være en meget generøs gave fra Det Obelske Familiefond. Denne artikel ser nærmere på Misty, hvad man ved om lang-halsede dinosaurer, og hendes fremtidige betydning for museets forskning og for-midling.

Fundet af irriterende ungerMisty blev fundet i 2009 i en udgravning nær byen Ten Sleep i Wyoming i USA. Den tyske palæontolog Raimond Albersdörfer, var i gang med en udgravning. Albersdör-fer lever af at udgrave dinosaurskeletter og sælge dem bagefter. Han havde sine to søn-ner med på udgravningen, og sendte dem ud til et område, hvor de kunne gøre fund, men ikke forstyrre den udgravning han selv var i gang med. Om aftenen kom de to drenge tilbage og meddelte, at de havde fundet en meget stor knogle – alt for stor til at de selv kunne bære den. Den store knogle viste sig, at være en del af et meget velbevaret skelet af en lang-halset dinosaur. Albersdörfer opgav derfor sin egen udgravning og de næste ni uger gik møjsommeligt med at grave alle de forstenede knogler fri og kapsle dem ind i beskyttende gipskapper. Skelettet fi k kæ-

lenavnet ’Misty’ efter fundstedet, der blev døbt ’Mysterious Quarry’ – den mystiske udgravning. Efter udgravningen blev hver knogle arbejdet ud af gipskapperne og konserveret mod nedbrydning i et labora-torium. Albersdörfer valgte at sætte skelettet til salg i Europa og det kom under hammeren den 27. november 2013 hos Summers Pla-ce Auctions i Billingshurst i England. Her blev det solgt for 400.000 engelske pund – 4,3 millioner danske kroner – under stor mediebevågenhed. Køberen var i første omgang anonym.

Fossil pengejagtKommerciel jagt på og udgravninger af fossiler og forsteninger er almindelige i USA, og har været en vigtig kilde til spek-takulære fund igennem palæontologiens historie i Nordamerika. Det har desværre også betydet, at vigtige fund er gået tabt og forsvundet i private samlinger, uden for de pengefattige museers rækkevidde. I USA tilhører fossile fund gjort på pri-vat jord grundejeren, og de må godt sæl-ges videre. Derimod tilhører fund gjort på offentlig jord den amerikanske stat, og må ikke sælges. Raimond Albersdörfer har en kontrakt med grundejeren af det jordstyk-ke, hvor Misty blev fundet. Han må derfor frit sælge de fund han gør på området. Blandt palæontologiske forskere har der

4

igennem en del år været debat om forhol-det til de kommercielle udgravere, især med tanke på vigtige fund, der går tabt for offentligheden og forskningen. Den blus-sede op igen på fl ere professionelle fora og hjemmesider på internettet, da nyheden om at Misty var blevet solgt for 400.000 pund til en anonym køber gik verden rundt.

Misty på museumDer gik fjorten dage, før Statens Natur-historiske Museum afslørede, at vi havde købt Misty, ene og alene takket være den store donation fra Det Obelske Familie-fond. Det blev meget positivt modtaget, at det velbevarede skelet skulle gå til et statsligt naturhistorisk museum. Misty var reddet og endte ikke med at blive udstil-let i et indkøbscenter eller blive gemt væk i en rigmands personlige samling. I stedet vil palæontologer nu få mulighed for at un-dersøge knoglerne nærmere og bidrage til vores viden om fortidens dyreliv.

Langhalsede dinosaurerDe langhalsede dinosaurer (sauropoderne) er blandt de meste ikoniske fortidsvæsener. De var planteædere og kendetegnet ved en lang hals med et relativt lille hoved fortil; en stor krop med fi re kraftige elefantagtige ben og en lang hale bagtil. De fandtes igen-nem hovedparten af dinosaurernes tid fra

230 til 66 millioner år siden. Blandt lang-halsene fi nder man de største dyr, der no-gen sinde har gået på landjorden. Langhalsene var planteædere og brugte sandsynligvis deres lange halse ligesom en støvsuger, så de afgræssede store områder omkring sig uden at skulle fl ytte sig meget. De lange halse gjorde det også muligt for dem at æde af høje træer. Misty har kunnet strække sin hals op til omkring 10 meters højde. Selvom langhalsene var planteædere, var deres tænder ikke imponerende. Det var små, pløkker på størrelse med blyanter. De blev udskiftet igennem hele dyrets liv, når de blev slidt ned og nye voksede frem. Langhalsene kunne ikke tygge med dem, men brugte dem i stedet til at skrælle blade af planterne. Bladene blev slugt hele og endte i maven. Måske har langhalsene haft en muskuløs tyggemave, der har fungeret som kråsen hos fugle. Nogle palæontolo-ger har foreslået, at de slugte sten, der hjalp med at knuse føden i tyggemaven. På trods af deres enorme størrelse, var langhalsene ikke specielt tunge. Det skyl-des blandt andet at deres knogler i leven-de live var hule og fyldt med luftsække. Luftsække er udposninger fra åndedrætssy-stemet. Man fi nder et tilsvarende system af luftsække hos nutidens fugle, der nedstam-mer fra små kødædende dinosaurer.

Skelettet af Misty. Med 40 % originale knogler, er hun et meget velbevaret skelet. De resterende knogler er rekonstrueret ud fra andre fund (foto: Summers Place Auctions, Storbritannien).

5

Dobbeltbjælke dinosaurerMisty tilhører arten Diplodocus longus. Denne art af langhalset dinosaur blev før-ste gang beskrevet af den amerikanske pa-læontolog Othniel Charles Marsh i 1878. Han gav den et græsk-latinske navn, der betyder ’De lange dobbeltbjælker’. Dob-beltbjælkerne hentyder til de dobbelte hæ-malbuer, der fi ndes på undersiden af dyrets halehvirvler. De omslutter og beskytter de store blodårer i halen. Fossile fund viser, at langhalse af slæg-ten Diplodocus levede for mellem 154 og 150 millioner år siden i det vestlige Nord-amerika. Der fandtes forskellige arter på forskellige tidspunkter, og den største art, Diplodocus hallorum blev op til 33 meter lang og vejede 16 tons. D. longus blev no-get mindre. Forstenede knogler af dinosaurer af langhals-slægten Diplodocus er ikke ual-mindelige i afl ejringer fra Nordamerika, men som regel er det løse knogler. De stam-mer fra dyr der i fortiden blev splittet ad af ådselædere, eller hvis skeletter kun blev delvist bevaret. Bare nogenlunde komplet-te skeletter er meget sjældne. Der kendes kun seks eller syv nogenlunde komplette skeletter, heriblandt Misty. Fra et usædvanligt velbevaret fund ved man, at Diplodocus’ hale bestod af 80 (fi rs) halehvirvler. Det er usikkert hvorfor. Må-ske kunne den bruges som støtteben à la en trefod, hvis Diplodocus rejste sig op på bagbenene. Et andet interessant træk ved Diplodo-cus og mange andre langhalsede dinosau-rer er næseborene. De sidder på toppen af kraniet! Man ved ikke hvorfor, men formen på kraniets knogler tyder på at selve næ-seborene har siddet langt fremme på snu-den. Nogle forskere mener, at det kødfulde

stykke mellem næseåbningen på toppen af kraniet og selve næseboret på dyrets snude har været et langt rum, som Diplodocus kunne lave lyde med. Selvom hele skeletter af Diplodocus er sjældne, kan man ikke desto mindre møde et på mange museer i rundt omkring i ver-den. De fl este af disse skeletter er dog af-støbninger af et bestemt fund af arten Di-plodocus carnegii. Denne art blev opkaldt efter den amerikanske industrifyrste og fi lantrop Andrew Carnegie. Han bekostede en ekspedition, der udgravede skelettet og som tak opkaldte palæontologerne den nye art efter ham. Carnegie betalte også for mange komplette gipsafstøbninger af hele skelettet, som blev doneret til museer rundt omkring i verden i begyndelsen af 1900-tallet. Det store dinosaurskelet i for-hallen på Natural History Museum i Lon-don – med kælenavnet ’Dippy’ – er et af disse skeletter.

Jordkloden i JuraMisty levede for omkring 150 millioner år siden i slutningen af Juratiden. Det var en periode med naturlig drivhuseffekt og omkring fem gange mere kuldioxid (CO2) i

Udgravningen af Misty. Raimond Albersdörfer (højre) og hans to sønner, som først opdagede Misty (foto: Dinosauria International, USA).

6

atmosfæren. Klimaet var varmere og fug-tigere end i nutiden, og havene bredte sig langt ind over kontinenterne. Nordamerika havde et subtropisk klima og det lavvandede Sundancehav strakte sig dybt ind over kontinentet fra nordvest.

Mistys omverdenMisty selv levede i et område med savan-ne-agtige lavlande og store fl odsletter. Om-kring fl oderne var der skove med nåletræer, ginkgo og koglepalmer; ved jordoverfl aden voksede mange forskellige bregner. Græs og blomsterplanter var endnu ikke udvik-let. I lavlandene levede en mængde for-skellige dinosaurer. De mest markante var fl ere forskellige slags langhalsede dinosau-rer - Mistys nærmeste slægtninge – men også planteædende kamøgler (stegosau-rer), mindre planteædere og kødædere. Fossile fund viser, at op til syv forskel-lige enorme planteædende langhalse leve-de samtidigt med hinanden i Nordamerika. Det tyder på, at evolutionen havde specia-liseret dem til at leve af forskellige ting og undgå konkurrence. Det understøttes af undersøgelser af tænderne fra forskellige slægter af langhalsede dinosaurer. På tæn-

dernes overfl ade fi nder man mikroskopiske mønstre. Det er slid fra de planter, som langhalsene åd. Der er forskelle i slidmøn-strene fra tænderne fra forskellige slægter og det viser, at de har spist forskellige slags planter. Den mest almindelige kødæder i områ-det var den 8 meter lange og 1,5 ton tunge Allosaurus. Det var en tobenet kødæder i mellemstørrelse, med skarpe tænder og lange arme med gribeklør. Sunde, fuld-voksne langhalse var nok sikret mod an-greb fra Allosaurus på grund af den store forskel i størrelse. Det var for farligt for kødæderne at angribe dem. Men langhal-sene var i fare mens de var ungdyr og ikke fuldt udvokset endnu. Man ved med sikkerhed, at Allosaurus åd ådsler af døde langhalse. Der er nemlig fundet bidmærker på knogler fra langhalse, og tabte Allosaurus-tænder blandt andre knogler. Der er også fundet isolerede knog-ler og meget fragmentariske skeletter af endnu større rovdinosaurer end Allosaurus. Disse kunne blive op til 12 meter lange og var en mulig trussel mod Misty.

Forskning på MistyDiplodocus longus var den første art af slægten, der blev beskrevet og dermed ty-pearten for slægten Diplodocus. Typearten er den art, som alle senere fund skal sam-menlignes med, ligesom mulige nye arter af Diplodocus. Men man ved faktisk for-bløffende lidt om D. longus’ skelet. Kun to kranier og en serie halehvirvler er bevaret. Mistys skelet er meget mere komplet. Hele 40% af knoglerne er bevaret, også dele af lemmerne. Derfor vil Misty kunne bidrage med meget mere viden om anato-mien hos Diplodocus longus. Man vil også kunne sammenligne med de andre arter i

Kraniet af Misty. Tænderne er på størrelse med en blyant (foto: Anders Drud Jordan).

7

Diplodocus-slægten. Og det kan igen kaste lys over hvordan de forskellige arter udvik-lede sig fra hinanden igennem de 5 millio-ner år som slægten eksisterede. Måske kan Mistys knogler også kaste lys over et andet åbent spørgsmål om de langhalsede dinosaurer: hvordan blev de så store på så kort tid? De største arter vok-sede nemlig ekstremt hurtigt. Undersøgel-ser af knogler fra langhalsede dinosaurer, viser at de under en kort periode på 5-10 år inden de blev kønsmodne voksede med 5 tons/år i hovedvækstfasen. Det har man fundet ud af, ved at tælle årlige vækstringe i knoglerne på den samme art af langhalset dinosaur i forskellige aldre. Det svarer til væksten hos en nutidig Gråhval. Men Gråhvalen er en kødæder, der æder energirig protein fra dyr. Lang-halsene var planteædere, der levede af næ-ringsfattig mad. I øjeblikket forstår man ikke, hvordan de skaffede alt den energi, der var nødvendig for at vokse så hurtigt.

Formidling af Misty’Misty er en ikonisk genstand, en vi fasci-neres af, og den vil med sikkerhed skabe værdi for museet i mange generationer fremover.’ – Christen Obel, formand for Det Obelske Familiefond. De kæmpemæssige dinosaurer vækker en fascination hos både børn og voksne. Deres majestætiske skeletter er trækplaste-ret i mange naturhistoriske museer verden over. Danmark var for det meste dækket af hav i dinosaurernes tidsalder. Og der le-vede ikke dinosaurer i havet. Kun på Born-holm kan man fi nde lag fra landjorden fra dinosaurernes tidsalder. På Bornholm fi ndes fodspor af Mistys nærmeste slægtninge: de langhalsede dino-saurer. Sporene er 167 millioner år gamle

og fundet ved Bagå på vestkysten og Ra-bekke på sydkysten. Der er også fundet spor af en panserdinosaur og en 3 meter lang kødæder fra samme tid. Endvidere er der fundet fl ere tænder af små kødædende dinosaurer. De sidste er mellem 145 og 140 millioner år gamle og stammer fra miniud-gaver af seglklodinosaurerne. I nutiden vejer de største elefanter om-kring 7 tons. De største langhalse vejede måske op til 75 tons, hvis man skal tolke ud fra forstenede knogler for Argentina. Det vækker en fornyet undren og spørgsmål: Hvordan kunne de blive så store? Hvorfor gik evolutionen i den retning og hvordan? Der er ingen tvivl om, at Misty også vil få en kæmpe betydning for museets for-midlings- og undervisningsindsats. Misty vil komme i godt selskab med Statens Na-turhistoriske Museums enestående samling af skeletter fra de eneste dyr i Jordens hi-storie, der har overgået de langhalsede di-nosaurer i størrelse: hvalerne.

Bent Lindow er palæontolog og underviser ved Statens Naturhistoriske Museum

De afl ange, dobbelte hæmalbue-knogler under Mis-tys hale (foto: Anders Drud Jordan).

8

Fra en konservators hverdag – nu med kaskelotter

Af Abdi Hedayat

Hvor der er en strand, vil der før eller siden med al sandsynlighed skylle en hval ind. Da Danmark har en kyststrækning på over 7300 km, strander der ganske mange hvaler! Småhvaler som marsvin og de lidt større hvidnæser er de arter, der hyppigst strander på danske kyster, men sjælden-heder som store fi nhvaler og sågar også

blåhvaler har endt deres dage på danske strande. I midten af 1800-tallet påbegyndte en fremsynet og ihærdig mand et arbejde, der den dag i dag sikrer Statens Naturhistori-ske Museum en særlig plads i den globale hvalforskning. Daniel Frederik Eschricht (1798-1863) opbyggede en stor samling af opstillede skeletter til sammenlignende anatomiske studier, og hans samling inde-holdt skeletter fra adskillige hvalarter, som Eschricht selv havde beskrevet. Op igennem tiden systematiseredes ind-samlingen af strandede hvaler, der blandt andet sikrede museet et komplet skelet af en blåhval strandet i Danmark i 1931. Sta-tens Naturhistoriske Museum har i dag, i samarbejde med Naturstyrelsen og Fiskeri- og Søfartsmuseet, opbygget en af de artsri-geste hvalsamlinger på kloden.

Konservatorens værkstedSom konservator med speciale i skelette-ring af krybdyr og pattedyr, står der i min jobbeskrivelse, at jeg skal fremstille ske-letter af ovennævnte dyregrupper til forsk-ning og formidling. Dette arbejde foregår i et af verdens bedste dissektionsværksteder, der ved første øjekast ligner et stort indu-strikøkken. Træder man ind på værkstedet, rammes man dog af en duft, der nødigt skal være i et køkken.

Strandet hvalsafari på Henne Strand. Foto: Michael B. Nielsen.

9

300 meter tarme kravler ud af kaskelotten, godt hjul-pet på vej af ophobet forrådnelsesgas. Foto: Michael B. Nielsen.

Desuden forefi ndes der udstyr her, der burde give anledning til løftede øjenbryn hos en køkkenchef: I loftet er der monteret et I-jern, hvorfra en kran kan køres frem og tilbage over to store stålborde. Kran og borde kan bære en belastning på et ton, hvilket er nødvendigt når der skal arbejdes med store kadavere. På en vægmonteret bøjle hænger der store kroge, der mest af alt ligner udstyr fra en dårlig produceret zombie-fi lm. Knivskuffen indeholder et ar-senal af alt fra de mindste skalpeller, over mellemstore knive, til store lanser og øk-ser. Alle borde og vaske kan hæves/sænkes og tilpasses til en så behagelig arbejdsstil-ling som muligt. Der skeletteres så forskellige dyr i dis-sektionen som smågnavere, mellemstore rovdyr, store rovdyr og store hovdyr. Når dyrene er råskeletterede, d.v.s. hud og muskler er skåret væk, bliver kadaverne lagt i vand. Mus kan lægges i ganske små og overskuelige glas, mens de større dyr puttes i specialfremstillede kar. Disse kar fi ndes i størrelserne 300 liter, 1000 liter og endelig ét stort 3000 liters kar, der kan rumme en hel giraf eller en hval, der måler op til 8 meter. Disse kar står i et tilstødende rum, hvor diverse geniale anordninger sør-ger for at det vand, kadaverne ligger i, hol-der en temperatur på ca. 38 graders varme. Dette er i øvrigt forklaringen på den alle-rede nævnte duft, der helst ikke skal være i et køkken. Det varme vand skaber de ide-elle forhold for forrådnelsesbakterier, der i løbet af ganske kort tid renser skeletterne for de sidste kødrester. Når denne proces, macerationen, er overstået, skal skeletterne blot skylles og tørres, hvorefter de er klar til det videre liv på et museum, enten som forskningsmateriale, udstillingsstykker el-ler begge dele i forening.

Opkald i Eschrichts åndEn stille lørdag aften, d. 15. februar 2014, klingede et opkald ind fra en mangeårig ”hval-samarbejdspartner” fra Fiskeri- og Søfartsmuseet, Lasse Fast Jensen. En ”jeg-svarer-ikke-på-dette-opkald” refl eks blev undertrykt, da Lasse er en rigtig fl ink og hyggelig kollega! Men fornemmelsen var god nok, Lasse ringede fordi der var ob-serveret en stor strandet hval på Henne Strand. Hvalen var dog på det tidspunkt ikke til at identifi cere, grundet hårdt vejr. Som aftenen skred frem, blev det klart at det drejede sig om en stor kaskelot (og un-dertegnede fi k styr på Henne Strands fakti-ske beliggenhed; det ligger på Vestkysten syd for Ringkøbing Fjord). Hvaler er svære at skelettere, men kaskelotter er en særlig udfordring, ikke alene i kraft af deres stør-relse, men også fordi de har et meget tykt spæklag, der er krævende at skære i. Samti-dig er kaskelothoveder noget af det vanske-ligste at skelettere, da spæklaget i hovedet er særligt senet og tykt, og tilmed dækker over et ”spermacet-organ”, der bedst kan beskrives som en olieholdig muskelballon

10

Linjes bachelorhold fra Kunstakademiets Konservatorskole sig til at deltage. De stu-derende havde ganske enkelt fået lov til at suspendere undervisningen, således at de kunne deltage i skeletteringsarbejdet, lige så længe der var brug for dem. To kandi-datstuderende fra Konservatorskolen blev også indskrevet, samt to erfarne biologier og en ditto dyrlægestuderende. Sågar en kulturhistorisk konservator meldte sig, og efterhånden tegnede der sig et hold, der kunne løfte opgaven inden for en oversku-elig tidsramme. Således forlod to busser og en privatbil København søndag aften, med Hotel Ansgar i Esbjerg indtastet i GPS´en.

Dag 1 – en tikkende bombeEfter en god nat i Esbjerg, nåede kortegen af bilerne fra København til Henne Strand mandag middag. Der var omtrent lige så mange biler på den tilstødende parkerings-plads, som der er bier i et bistade. De to strandede kaskelotter lå cirka 700 meter fra hinanden, den ene 350 meter nord for P-pladsen (denne hval fi k referencenr MCE 1644), den anden ca 350 meter syd for (MCE 1645). Kyststrækningen imellem dyrene var sort af mennesker. Hvaler appellerer virke-lig til vores fantasi, og vi bliver nødt til at stå og betragte dem rigtig tæt på, for at be-gribe hvor store de egentlig er. Nogle følte endda et behov for at klatre op på dyrene.

(der kan indeholde så meget som 2 tons olie), der er meget træg at skære igennem. Alt i alt tegnede det til, at der skulle ske-letteres en hval, der for det første er van-skellig at arbejde med, og for det andet er alt for stor til at kunne klemmes ind i det bekvemme dissektionsværksted hjemme i København. En urolig nat med kaskelot-drømmerier blev afl øst af en søndag formiddag, hvor det forestående arbejde skulle organiseres. Der er altid mange, der melder at de gerne vil med næste gang, der strander en hval, og der blev nu ringet rundt til alle dem, der havde ytret at de stod klar. De færreste kun-ne dog smide hvad de havde i hænderne med så kort varsel. Midt i hvervekampag-nen, der ikke tegnede alt for godt, ringede Lasse Fast Jensen igen, denne gang for at fortælle at der var strandet en kaskelot mere! Humøret dalede dybt for en stund, men glæden vendte dog hurtigt tilbage, idet tre fantastisk gode kollegaer (to kon-servatorer, med erfaring i hvalskelettering, samt museets ”dokumentarist”, der tilmed er havbiolog) meldte sig til arbejdet uden mindste tøven. Samtidig meldte hele Naturhistorisk

Hvalforskningens ”Mick Jagger”, Peter Teglberg Madsen arbejder på at frigøre ”spermacetorganet” fra kraniet. Foto: Jørgen Hilmer.

Partering af MCE 1644 skrider frem. I forgrunden ses store spækpartier, der er skåret af. Foto: Michael B. Nielsen.

11

terladt under åben himmel – vi nænnede ganske enkelt ikke at tage dem med i de lejede biler.

Dag to – halvanden hval tilbageDagen startede hos Tistrup Slagtehus, der ganske gratis sleb alle hvalknivene. En særdeles opløftende begivenhed, der bevir-kede at fl ænseholdet for en stund fortræng-te tanken om de stinkende, hvalindsmurte, våde og kolde vaders og anorakker, der skulle trækkes på de hårdtprøvede kroppe. Humøret var forbløffende højt og man fi k arbejdet kulden ud af tøjet. Selvom kaske-lotten var halvt skeletteret og havde ligget under åben himmel hele natten, dampede kødet af varme, når man skar i det. Det lykkedes at færdig råskelettere nordhvalen i løbet af eftermiddagen, og holdet ryk-kede ned til sydhvalen (MCE 1645), hvor en håndfuld af fl ænseholdet allerede havde tyvstartet skeletteringen. Et tip til andre, der skal partere kaske-lot, der er blevet rullet rundt i sand af en gummiged: skyl kadaveret rent for sand, så holder knivene lidt længere. Og hvordan skyller man en 14 meter lang kaskelot, der ikke ligger i nærheden af en brandslange? Man beder chaufføren af gummigeden om at hente en skovlfuld Vesterhavs-vand, og hælde dette over hvalen. Det er et fantastisk

Nøgternt set er de døde hvaler temmelig li-geglade med hvorvidt der klatres på dem. Men en død kaskelot kan, grundet det tyk-ke spæklag, ikke komme af med sine for-rådnelsesgasser. Den svulmer voldsomt op i løbet af ganske kort tid – 24 til 48 timer. Bliver et kaskelotkadaver ikke punkteret, kan det resultere i en ganske voldsom og potentiel livsfarlig eksplosion. Den først strandede kaskelot var allerede gasset no-get op, og blev derfor ”desarmeret”, gan-ske enkelt ved at den forsigtigt blev skåret op. Den sidst strandede kaskelot var endnu ikke gasset op, og kunne derfor ganske udramatisk skæres op. Det utålmodige fl ænsehold trak nu i va-ders og gummianorakker, og tog fat på at partere nordhvalen (MCE 1644), sammen med et hold jyske dyrlæger og biologer fra så forskellige institutioner som Aalborg Zoo, Aarhus Universitet og det allerede nævnte Fiskeri- og Søfartsmuseet. Store ”fi letter” blev skåret af dyret ved hjælp af en rendegraver og en gravko. Det seje hvalspæk, smurt ind i strandsand gjorde hurtigt knivene sløve, og der blev fi let løs på strygestålene. Samtidig med fl ænsear-bejdet skulle der svares på spørgsmål fra pressen, men også mange af de fremmødte havde gode spørgsmål og sjove kommenta-rer. Den atmosfære, der opstår under sådan en offentlig dissektion, er ganske speciel. Det er en fantastisk chance for publikum at stå tæt på hvalerne og fornemme deres størrelse, samtidig med at de fra første par-ket kan betragte hvalens enorme indre: ka-skelotten har eksempelvis dyrerigets læng-ste tarmsystem, cirka 300 meter! Da mørket faldt på, var en betragtelig del af hvalens højre side råskeletteret, men dyrets venstre side var stadig ubearbejdet. Vaders og regnjakker blev taget af og ef-

Solnedgang over Vestkysten. Der arbejdes på livet løs i det sidste lys. Foto: Jørgen Hilmer.

12

syn, når skovlens indhold på 5000 liter pø-ses over hvalen. Der blev atter arbejdet til mørket faldt på og endnu engang blev va-ders og regnjakker efterladt ved hvalerne. Tilbage i Esbjerg begyndte det at gå op for personalet på Hotel Ansgar, hvor let-sindige det havde været at lukke de mange gæster fra København ind. I samme takt med at fl ere og fl ere billeder af de stran-dede hvaler blev vist i fjernsynet i hotel-lets lobby, bredte duften af rådden hval sig ind i alle kroge på hotellet. Og selvom vi gjorde alt hvad vi kunne for at minimere duftspredningen, kunne det ikke undgås at hele bygningen begyndte at lugte som et hvalkogeri. Personalet tog dog forbløf-fende let på situationen, og vi fi k sågar lov til at låne en afl agt fryser til at opbevare udtagne prøver.

Dag tre – sidste morgen med kolde vadersDenne tredje dag, skulle altså være lykkens dag, dagen hvor vi gerne skulle blive fær-dige. Hotellet havde nemlig ikke plads til os mere, da alle værelser med ét var fuldt optagede, endda i hele Esbjerg! Det var fantastisk at opleve fl ænsehol-dets gode humør, på trods af at man for tredje dag i træk skulle trække i de klamme vaders og anorakker. Men der blev klemt hårdt på, og allerede kl 14 var vi kommet igennem råskeletteringsarbejdet. De næ-ste tre timer gik med at pakke hvalerne i to containere, én container pr. hval. Heref-ter var det farvel og tak til Vestkysten for denne gang. Kaskelot-maceration De to kaskelotkadavere var nu klar til den videre konserveringsproces, men hovedpi-nen var at fi nde plads til dem. Det allerede nævnte 3000 liters kar i dissektionsværk-

stedet kunne ikke rumme mere end fi re-fem hvirvler ad gangen, og det ville derfor tage måneder at komme igennem to kada-vere. Derfor blev der lejet fi re vandtætte containere, to containere til kranierne, to containere til kroppene. Disse blev placeret på en egnet plads, på en gård nord for Kø-benhavn, der før har haft hvaler stående for Statens Naturhistoriske Museum, og con-tainerne blev nu fyldt med i alt 80.000 liter vand! Jimmy Christiansen fra ”Nemo”, der normalt arbejder med swimmingpools, fi k til opgave at opvarme de 80.000 liter vand, således at hvalerne kunne ligge lunt i 40 graders varme. Efter at have ligget her et par måneder blev skeletterne taget op og damprenset, hvorefter de blev indlemmet i Statens Naturhistoriske Museums vok-sende hvalsamling.

Abdi Hedayat er konservator på Statens Na-turhistoriske Museum.

Tænder fra MCE 1644. Svage sjæle har forgæves forsøgt at redde sig en souvenir ved at skære tanden fri. Foto: Abdi Hedayat.

13

Gensyn med Ginir – etiopisk feltarbejde efter 30 års venten

Af Ib Friis og Odile Weber

Floraen i de tropelande, der blev kolonise-ret af europæere, er oftest udforsket i 1800- og 1900-tallet. Resultatet blev håndbøger, ved hjælp af hvilke man kunne identifi cere koloniernes planter. Men to vigtige trope-lande undgik at blive koloniseret: Thailand i Asien og Etiopien i Afrika. For begge landes vedkommende gik arbejdet med at skrive en fl ora først i gang sent i 1900-tallet på initiativ af landets egne botanikere og i samarbejde med internationale forskere. I begge tilfælde var Statens Naturhistoriske Museum og Royal Botanic Gardens, Kew, med.

De thailandske og etiopiske fl oraprojekterFor Thailands vedkommende blev den mo-derne fl orahåndbog påbegyndt i 1970’erne og er endnu ikke afsluttet. For Etiopiens vedkommende begyndte arbejdet i 1980 og sluttede i 2007. I Etiopien startede man med mange praktiske vanskeligheder på grund af politiske omvæltninger, der i 1974 styrtede det tusindårige etiopiske kej-serdømme og erstattede det med et marx-istisk-leninistisk militærdiktatur, der dog blev væltet i 1991. I tiden inden fl oraprojektets start var det centrale etiopiske højland blevet udforsket, men ikke de dele af landet, der lå nær græn-serne mod Sudan og Kenya, og slet ikke de somali-talende dele mod øst.

Området omkring Ginir med angivelse af de under-søgte lokaliteter i 2013. Vegetationen er angivet som i ”Atlas of the Potential Vegetation of Ethiopia” (2010).

14

De artsrige, men utilgængelige somali-talende dele af EtiopienNavnlig de somali-talende dele af Etiopien rummer, trods tørke og politisk ustabilitet, en rig og særpræget fl ora, der var dårligt kendt ved fl oraprojektets start omkring 1980. I 1983 forsøgte Ib Friis, der havde deltaget i det etiopiske fl oraprojekt siden dets start, for første gang at rejse i området omkring Ginir. Her bevæger man sig over grænsen mellem det etiopiske højland, med stabile regntider og blandede og ofte frodi-ge skov- og landbrugsarealer, ned til en tør busk- eller græssteppe med korte og usta-bile regntider og lange tørtider. Gennem området går også grænsen mellem højlan-dets befolkningsgrupper, hvis historie er tæt forbundet med Etiopien, og de vestlig-ste dele af den somali-talende befolkning i lavlandet, der har perifer eller ingen til-knytning til højlandet. Dette grænseområde havde ved fl orapro-jektets start kun været besøgt sporadisk af botanikere, blandt andet en ekspedition i 1900-1901 med deltagelse af de tyske zo-ologer og botanikere Carlo von Erlanger, Hans Ellenbeck og Oscar Neumann. Store dele af de tyske ekspeditioners materiale gik imidlertid tabt i Berlin under anden verdenskrig. Men de tidligere resultater tydede på, at dette område rummer et an-

tal spændende arter, der ikke fi ndes andre steder. Nye indsamlinger fra det område, som Erlanger-ekspeditionen havde besøgt, var derfor vigtige for arbejdet med fl oraen, men vanskelige at skaffe på grund af den ustabile sikkerhedssituation.

Botanikere sendt hjem af myndighederne i 1980’erneUdstyret med dokumenter fra myndighe-derne i Addis Abeba, der bekræftede vo-res lovlige hensigter, ankom fl ere grupper botanikere fra det etiopiske fl oraprojekt i årene 1983-84 til Ginir, hvorfra man kunne forvente at få adgang til det næsten ukendte land. Men i Ginir var de lokale civile og militære myndigheder bekymret over uro-ligheder i lavlandet, og trods fl ere forsøg blev botanikerne afvist og sendt tilbage til mere sikre dele af landet, heriblandt en gruppe med Ib Friis i 1983. I årene efter 1984 forværredes forhol-det mellem den etiopiske militærregering og regeringen i Somalia, blandt andet med fl ere og fl ere guerilla-angreb fra somale-sisk side. I 1987 udkæmpedes en regulær krig, og fl oraarbejdet måtte gennemføres uden nye undersøgelser omkring Ginir. Efter omvæltningen i Etiopien i 1991 blev forholdene ikke forbedret, og faktisk blev det sidste bind af fl oraværket udgivet, før

Tre vegetationstyper mellem Ginir og Imi. Til venstre Acacia/Commiphora-vegetation; Commiphora myrrah (Burseraceae) i forgrunden har saftfyldte blade, der kan modstå tørke. I midten halvørken og busksteppe, hvor jorden mellem buskene er dækket af enårige græsser og urter, især Aizoon canariense (Aizoaceae). Til højre et lavt, åbent buskads af salttolerante buske, især Suaeda monoica (salturtfamilien), langs Webe Shebele-fl oden nær Imi. Fotos: Ib Friis.

15

Tre sjældne planter, der alle er tilpasset det tørre og solrige klima mellem Ginir og Imi. Til venstre Momordica sessilifolia (græskarfamilien), der oplagrer vand og næringsstoffer i en stor knold i jordskorpen. I midten halvbusken Limonium distichum (hindebægerfamilien) med runde, saftfyldte blade. Til højre Reseda oligo-meroides (resedafamilien), der har ekstremt smalle blade, der i det kraftige sollys assimilerer tilstrækkelige næringsstoffer til planten. Disse tre arter, og en lang række andre fra området, er især kendt fra Somalia. Fotos: Ib Friis.

området omkring Ginir igen blev besøgt af botanikere.

Nye indsamlinger og resultater i 2013Siden da har der været nye konfl ikter mel-lem Etiopien og Somalia og de somali-ta-lende dele af Etiopien har været infi ltreret af islamistiske fundamentalister. Men i no-vember 2013 satte Ib Friis fra Statens Na-turhistoriske Museum i København, Odile Weber fra det britiske Royal Botanic Gar-dens, Kew, og Ermias Getachew og Wege Abebe fra det etiopiske nationalherbarium i Addis Abeba igen kursen mod Ginir, op-muntret af oplysninger om etablering af en nybygget grusvej mellem Ginir og Imi og af etiopiske kolleger, der havde gennem-rejst strækningen uden væsentlige proble-mer. Turen i 2013 blev gennemført stort set uden problemer og resulterede i mere end 300 indsamlinger af forskellige plantearter. Af disse er ét sæt overdraget til det etio-piske nationalherbarium i Addis Abeba og de resterende sæt nu er ved at blive identi-fi ceret til art ved Royal Botanic Gardens, Kew, for senere at blive delt mellem Kew og Statens Naturhistoriske Museum i Kø-benhavn. I området mellem Ginir og Sheik Hus-sein arbejdede vi især i en meget tør nå-leskov, der var rig på sjældne træarter,

som især fi ndes langs østskråningen af det etiopiske højland, heriblandt to arter drageblodstræer (Dracaena ellenbeckiana og Dracaena ombet). Det var et af turens formål at studere overgangen mellem den stedsegrønne skov i højlandet og den tørre, løvfældende vegetation domineret af slæg-terne Acacia (mimosefamilien) og Com-miphora (myrrafamilien) i lavlandet. Tidli-gere undersøgelser har vist, at der længere mod syd i denne overgangszone fi ndes en mosaik af stedsegrøn og løvfældende ve-getation, og en sådan mosaik fandtes også udviklet på strækningerne øst, nord og syd for Ginir. I retningen mod syd fra Ginir krydser man det over 4000 m høje Bale-bjergmas-siv med mosbevokset tågeskov og tør og kold afroalpin vegetation, før man igen kommer til den tørre og varme Acacia/Commiphora-vegetation i lavlandet. Også langs denne rute fandt vi en overgangszone mellem den stedsegrønne skov i høj-landet og den tørre Acacia/Commiphora-dominerede, løvfældende vegetation, men her var den sidstnævnte vegetation blan-det med fl ere arter af slægten Terminalia (Combretaceae), hvilket stemmer med områdets beliggenhed nærmere ved den Terminalia-dominerede vegetation i det vestlige Etiopien end områderne nord og øst for Ginir.

16

Området mellem Ginir og Imi turens højdepunktTurens højdepunkt var dog det store lav-landsområde mellem Ginir og Imi, hvor vi mødte langt det største antal sjældne arter, heraf mange, vi ikke kendte på forhånd. Nogle af dem, har vi allerede konstateret, er nye for videnskaben, men hvor mange vil først et omhyggeligt identifi kationsar-bejde i Kew vise. Også mellem Ginir og Imi genfandt vi overgangszonen mellem stedsegrøn skov i højlandet og tør, løvfældende vegetation i lavlandet, men østskråningerne af det etiopiske højland er på dette sted stejle, så overgangszonen er smal, og man kom hurtigt ned i Acacia/Commiphora-vegeta-tionen, der derefter langsomt skråner ned mod en stadig tørrere vegetation nær Webe Shebele-fl oden, der nær Imi kun løber 350 m over havet. Fordampningen er hér så stor, at der afl ejres salt i jorden.

Undervejs fra højlandet, der består af vulkanske bjergarter fra tertiærtiden, pas-serer man ældre bjergarter, nogle rige på kalk, andre på gips og andre mineraler, og en lang række forskellige jordbundstyper er udviklet. På disse fandt vi meget for-skellige plantesamfund, og ejendommelige planter med tilpasninger til et klima med en lang tørkeperiode.

Ejendommelige tilpasningerBlandt de mærkeligste tilpasninger til kli-maet i dette område er de knoldbærende lianer, der klatrer med vedagtige stængler, men oplagrer vand og næringsstoffer i store knolde, der befi nder sig halvt under, halvt over jordskorpen. Denne tilpasning fi ndes udviklet hos arter i fl ere plantefamilier, af hvike det mest vidtudbredte eksempel er Pyrenacantha malvifolia (Icacinaceae), der på et af artiklens billeder ses blive indsam-let af Odile Weber. Men tilsvarende knolde og fl erårige, vedagtige stængler fi ndes også hos en sjælden art af græskarfamilien, Mo-mordica sessilifolia, der også er vist hér. En ekstrem tilpasning til oplagring til den lange tørtid er de totalt bladløse buske eller træer af vortemælk-slægten (Euphor-bia), der oplagrer vand og næringsstoffer i stammer og grene. Andre vedplanter er små træer med tykke grene, i hvilke der oplagres vand under en isolerende bark. Dette suppleres ofte med, at træerne taber bladene i tørtiden, som det sker for det store fl ertal af arterne i denne vegetation, eller at bladene lever videre i tørtiden, men er saftfyldte, som det ses hos Commiphora myrrha, Limonium distichum og Suaeda monoica på artiklens billeder. En velkendt tilpasning fra andre plante-samfund i Afrika er rosetplanter med saft-fyldte blade. Slægten Aloe er et eksempel

Odile Weber indsamler blomstrende skud af Pyre-nacantha malvifolia (Icacinaceae). Bemærk de store knolde i jordskorpen og de lianagtige grene, der blomstrer i tørtiden, hvor planten er bladløs. Foto: Ib Friis.

17

på denne tilpasning, men antallet af Aloe-arter, vi fandt i området omkring Ginir er ikke så højt, som man kunne vente ud fra de mere end ca. 40 arter, der er kendt fra hele Etiopien. Vi så mindst seks Aloe-arter og ledte forgæves efter endnu et lille antal arter, der er sjældne. En anden vigtig tilpasning til en lang tør-tid er enårig levevis, især i den lavtliggen-de del af området omkring Webe Shebele-fl oden nær Imi. De enårige arter spirer og blomstrer hurtigt, når regnen kommer, sæt-ter frø, når regnen hører op, og overlever tørtiden som frø. Denne strategi anvendes af mange enårige græsser, der ofte kun bli-ver 10-15 cm høje, og af Aizoon canarien-se, en enårig art af familien Aizoaceae, der som et fi nt, gult tæppe ses at dække jorden på et af artiklens billeder.

Hvad er vores vigtigste resultater?Det meste materiale fra vores feltarbejde omkring Ginir er endnu kun identifi ceret til familie og slægt. Derfor er det for tidligt at sige helt sikkert, om det ville have betydet en afgørende ændring af vores arbejde med den etiopiske fl ora, hvis forskere havde fået lov at besøge området i 1983 i stedet for i 2013. Men bortset fra de økologiske tilpasninger, vi har omtalt i det foregående, er der to træk, der allerede nu træder frem. Det ene er, at vi i alle tre retninger fra Ginir ved overgangen mellem højland og lavland møder en zone, hvis vegetation domineres af sjældne, stedsegrønne arter i en mosaik med løvfældende arter. Dette resultat er al-lerede nu er ved at blive analyseret til en vi-denskabelig publikation. Det andet træk er, at man langs Webe Shebele-fl oden møder et miljø, der har økologiske forhold som i det tørre, sydlige Somalia. Dette bevirker, at en lang række arter, der hidtil kun var

En træagtig vortemælk, Euphorbia robecchii (vorte-mælkfamilien), hvis forveddede, kandelaberformede grene bærer hængende og blomstrende skud, et hidtil ubeskrevet fænomen. Foto: Ib Friis.

kendt fra Somalia, nu også er fundet i Etio-pien. Blandt vore andre nye observationer er de mærkelige hængende grene hos blom-strende individer af vortemælktræet Eu-phorbia robecchii, der ses på et af vore bil-leder. Dette fænomen er aldrig observeret før. Og så er der de nye slægter og arter. Indtil videre har vi konstateret en mulig ny slægt og 3-4 nye arter, men det endelige antal kender vi endnu ikke. Der skal nok komme mange fl ere overraskende resulta-ter!

Ib Friis er professor ved Statens Naturhi-storiske Museum. Odile Weber var indtil for nylig ansat ved Royal Botanic Gardens, Kew.

18

Danekræ: Hvad er det?

Af Arne Thorshøj Nielsen

Danefæ-ordningen, der omfatter menne-skeskabte genstande fra fortiden af ædel-metal eller stor kulturhistorisk værdi, er velkendt af de fl este, og har da også mange år på bagen. Bestemmelserne om afl eve-ringspligt for arkæologiske værdigenstan-de kan således følges tilbage til middel-alderen, bl.a. Jyske Lov fra 1241. Senere blev danefæ-ordningen udvidet til at også omfatte vigtige kulturhistoriske artefakter, der ikke består af guld og sølv. En tilsvarende ordning for geologiske genstande fundet i Danmark blev først indført med revisionen af museumsloven i 1990, og de fi k den lidt spøgefulde be-tegnelse ’danekræ’, der naturligt henleder tanken på de velkendte danefæ. Danekræ-ordningen blev bl.a. indført med afsæt i en tysk amatørsamlers fund i 1985 af en op imod 2 m lang fossil fi sk (såkaldt knog-letunge) i det 56 millioner år gamle moler på øen Fur i Limfjorden. Samleren troede ikke, at han måtte udføre fossilet, fundet i

en stor kalkbolle. Han tog den ene halvdel af bollen med sig og begravede den anden halvdel med modtrykket i strandsandet og sendte derefter et anonymt postkort til Fur Museum med anvisning på, hvordan denne anden halvdel af fundet kunne bjerges. Si-denhen har samleren dog givet sig til kende – og han havde jo heller ikke gjort noget ulovligt. Men det virkede forkert, at man frit kunne udføre videnskabeligt så vigtige fund, hvilket medførte skriverier i pressen, og som den reviderede museumslov efter-følgende tog højde for med indførelse af begrebet danekræ.

DanekræordningenDanekræ omfatter fossiler, mineraler og meteoritter af enestående videnskabelig el-ler udstillingsmæssig værdi. På den måde adskiller ordningen sig fra danefæ, der om-fatter alle fund af ædelmetal, gamle mønter o.s.v. – danekræ udgøres kun af ’stjerne-stykkerne’. Gør man et sådant fund fore-skriver loven, at det skal tilbydes staten, hvilket i praksis sker ved indlevering på et statsanerkendt museum. Tidligere stod det samlere frit for at beholde ethvert fund, også selv om det var videnskabeligt eller udstillingsmæssigt vigtigt, og fund kunne også frit eksporteres til udlandet. Ordnin-gen, der varetages af Statens Naturhistori-ske Museum, har været en stor succes og siden 1990 er lidt over 600 stykker blevet

Stor bolle med velbevaret fossil fi sk (Furichthys fjeldsoei, holotype), som en tysk samler fandt i 1985 ved Knudeklint på Fur. Bollen, som er knapt 1 m i diameter, er udstillet på Fur Museum (foto: Bo Pagh Schultz).

19

erklæret danekræ. I øjeblikket udnævnes 30-35 fund om året som danekræ, altover-vejende fossiler. Indkomne fund behandles af en gruppe geologer, der indhenter evaluarudtalelser om fundene fra relevante eksperter. Efter-som ordningen er relativt ny har der været en fase, hvor man skulle fi nde sine egne ben m.h.t. hvad der skal til for at et fund kan erklæres af ’enestående’ videnskabelig værdi. Er det kun geologiske ’solvogne’, som skulle blive danekræ? Praksis er nu, at fund, der repræsenterer nye, ikke hidtil kendte arter af fossiler, automatisk betrag-tes som danekræ, og bedre, velbevarede fund af sjældne fossiler, der viser nye de-taljer ift. allerede kendte fund, bliver også ofte erklæret danekræ. Men det er klart, at fund nr 2, 3 eller 4 af et allerede kendt fossil skal være bedre bevaret eller vise ukendte detaljer for at komme i betragtning som danekræ. Meteoritter, hvoraf der fore-løbigt kun er et danekræ udnævnt, er også automatisk danekræ, og hidtil er også kun et enkelt mineralstykke udnævnt. Styk-ker af stor udstillingsmæssig værdi bliver også af og til udnævnt som danekræ selv om de ikke har meget stor videnskabelig interesse. Når et stykke erklæres for danekræ mod-

tager fi nderen en økonomisk godtgørelse. I det omfang, der er en markedspris for på-gældende fundtype (f.eks. rav, meteoritter), tilstræbes det at matche denne. Men hvor-dan prissættes eksempelvis en opløst øre-sten fra en fossil fi sk, der sidder som et hul i en kalkbolle? Den har ingen handelsmæs-sig værdi, men repræsenterer måske en for videnskaben ny art. Her er efterhånden ud-viklet en præcedens for prissætning, selv om der naturligvis også er skøn involveret. Heri indgår stykkets sjældenhed, eventu-elle æstetiske værdi som udstillingsstykke, den omhyggelighed hvormed fi nderen har behandlet stykket osv. Danekræ, der ikke udstilles på Statens Naturhistoriske Muse-um, langtidsudlånes ofte til lokale museer med henblik på udstilling i det område, hvor fundet stammer fra.

Havskildpaddeunge fra moleret, Danekræ DK 567: ’Luffe’Det tidligt Eocæne Moler (Fur Formatio-

’Luffe’ (Tasbacka danica); komplet bevaret skelet af ung skildpadde (Danekræ: DK567); samme foto som forsiden (foto: Bent Lindow). Målestok er i mm.

Detalje af hovedregionen af den velbevarede skild-paddeunge, der blev fundet i en molergrav på Mors (foto: Bent Lindow). Målestok er i mm.

20

nen) i Limfjordsområdet, der er omkring 56 mill. år gammelt, er uden sammenlig-ning den formation i Danmark, der har le-veret fl est danekræ. Det drejer sig om fi sk, fugle, skildpadder, planter, fækalier, mine-raler osv. Mange fossiler er ganske spekta-kulære, men blandt de mange fund stikker et særligt ud, en geologisk ’solvogn’, nem-lig dette fund af en ung havskildpadde, der er af helt enestående kvalitet, også på ver-densplan. Den fi k hurtigt kælenavnet ’Luf-fe’. Det drejer som om et komplet skelet af en unge, der sidenhen er blevet udnævnt til holotype for en ny art, Tasbacka danica. Fundet blev gjort i en råstofgrav på Mors i januar 2008. Fossilet er 11 cm langt og knapt 10 cm bredt og er helt usædvanligt komplet med alle knogle og tilmed blød-dele bevaret fl ere steder. Rester af skind er således bevaret omkring for- og bagluffer, på venstre side af halsen og lige bag ved venstre overarmsknogle. Endvidere er der

bevaret aftryk af hornkanten rundt om hele skildpaddens skjold. Det er første gang, der er fundet fossile bløddele i moleret fra et hvirveldyr, og der er aldrig før fundet en artikuleret fossil havskildpaddeunge med bløddele bevaret noget sted i verden. Ud over sine videnskabelige kvaliteter er styk-ket af enestående udstillingsmæssig værdi. Fundet blev gjort af Henrik Madsen, Mo-lermuseet på Mors, og ’Luffe’ er udstillet på dette spændende lokal-museum. Fordi fi nderen er musealt ansat udløste stykket ikke en økonomisk godtgørelse. Havskildpadder lever normalt under tropiske og subtropiske forhold, og det er almindeligvis ikke noget man vil forbin-de med danske breddegrader. Men for 56 millioner år siden herskede der et subtro-pisk klima i Nordeuropa, og der voksede endda bananpalmer på Grønland. Danmark lå sydligere dengang, omtrent på samme breddegrad som Schweiz i dag, men det varme klima skyldtes i høj grad at jordklo-den lige havde gennemgået en kraftig driv-husopvarmning. Enorme vulkanudbrud i Nordatlanten pumpede CO2 ud i atmosfæ-ren, hvilket førte til en hastig global tempe-raturstigning på 4 til 7° C, måske helt op til 10° C, i løbet af kun 20.000 år. Fortidens Nordsø, som skildpadden svømmede rundt i for 56 millioner år siden, var derfor et sub-tropisk indhav, og der var udbredt iltsvind på bunden (hvilket er årsagen til den gode bevaring af fossilerne i moleret). Fundet af denne og enkelte andre babyskildpadder i Moleret viser, at der må have været en strand i nærheden, hvor havskildpadderne kunne lægge æg. Måske lå denne strand i Sydnorge.

Arne Thorshøj Nielsen er leder af Danekræ-ordningen ved Statens Naturhistoriske Mu-seum.

Detalje af venstre luffe, der viser både de velbeva-rede skeletdele og rester af bløddele (foto: Bent Lin-dow). Målestok er i mm.

21

Krokus: mere end en forårsbebuder

Af Gitte Petersen og Ole Seberg

Danske forskere har en lang tradition for at beskæftige sig med slægtskabet inden for énkimbladede planter. De enkimbladede planter omfatter alt fra andemad til græsser og palmer og indeholder desuden en lang række velkendte løg- og knoldvækster som f.eks. vintergækker, tulipaner, løg, liljer og krokus. Vi har selv arbejdet med mange grupper af énkimbladede, men her skal vi koncentrere os om et forskningsprojekt om krokus.

Krokus-slægtenKrokus (Crocus) er en slægt med ca. 90 arter, som tilhører iris-familien (Iridaceae), der i alt indeholder ca. 70 slægter og 2000 arter. Ud over gul iris (Iris pseudacorus) og blå iris (I. spuria), der vokser henholdsvis i rørsump ved bredden af søer og åer og på strandenge, er ingen af familiens arter naturligt vildtvoksende i Danmark. Mange af familiens arter er dog hårdføre have-planter. Det naturlige udbredelsesområde for krokus strækker sig fra Centraleuropa i nord til det nordlige Afrika i syd, og fra den Iberiske Halvø i vest til Kina mod øst, men den største tæthed af arter fi nder man i Grækenland og Tyrkiet. De mange krokus-arter har meget for-skellige voksesteder lige fra det tørre me-diterrane lavland til højalpine enge, og afhængig af voksested og klima vil en kro-kusplante i løbet af et år blive udsat for en

eller to, for væksten, ugunstige perioder i form af vinterkulde og/eller sommertørke. I den eller de ugunstige perioder vil kro-kusplanten, som er fl erårig, typisk visne ned og overleve som en knold under jor-den. Knolden er massiv og dannet ud fra plantens stængel. Nogle tror måske, at krokus er en løgplante, men løg er dannet af et eller fl ere blade og kan, med mindre de består af blot et enkelt blad, deles i de enkelte blade. Tænk bare på et almindeligt spiseløg. Krokus-slægtens arter har traditionelt været delt op i et omfattende hierarki af undergrupper (underslægter, sektioner og serier) baseret på en række morfologiske karakterer. Når vi tænker på forskellige krokus, bemærker vi nok allerførst farven (gul, blå, hvid) som den karakter, der skil-

Mange krokus-arter er ganske variable. Her ses Cro-cus minimus fra Monti del Gennargentu på Sardini-en i den mest normale form med mørke fjertegninger på de ydre kronblade (til venstre) og i en form med helt ensfarvede, blege, ydre kronblade (til højre). Fo-tos: Gitte Petersen.

22

ler dem, men det har længe været aner-kendt, at farven er en karakter, der nemt ændrer sig, og dermed ikke er god til at afsløre slægtskab. En enkelt art kan således fi ndes både i en hvid, en gul og en blå form. Vigtigere karakterer er derimod især struk-turen af den kappe, der omgiver knolden, og tilstedeværelse eller mangel på et tyndt, hindeagtigt blad under blomsten.

Klassifi kation og slægtskabsforholdFor at undersøge, hvordan de mange kro-kus-arter er beslægtet med hinanden, og hvor godt de morfologiske karakterer un-derstøtter grupperinger af nært beslægtede arter, har vi lavet en slægtskabsanalyse ba-seret på data fra en række DNA-sekvenser. Grundlaget for en molekylær analyse er naturligvis planterne – helst friske blade fra levende planter, men tørret herbarie-materiale kan også bruges. Botanisk Haves egen store samling af krokus-arter var i den forbindelse selve grundlaget for studiet, men måtte alligevel suppleres med materi-ale fra Göteborgs Botaniske Have, som har en af verdens mest imponerende samlinger af krokus. Endelig har vi selv gennem en årrække lavet DNA-prøver fra planter ind-samlet direkte i naturen. Resultatet af DNA-analyserne er et stamtræ, der viser næsten alle arternes ind-byrdes slægtskab, og som afslører, hvordan

den eksisterende klassifi kation på mange punkter ikke passer til slægtskabsforholde-ne: de to underslægter (baseret på hvordan støvknapperne åbner sig) er ikke naturlige grupper, og det samme gælder disse under-slægters traditionelle inddeling i sektio-ner (baseret på det hindeagtige blad under blomsten). På endnu lavere opdelingsni-veau, serier, går det noget bedre. Af de i alt 15 traditionelt anerkendte serier bekræfter stamtræet de ni som naturlige grupper, og for yderligere to gruppers vedkommende skabes en konfl ikt kun af en enkelt arts pla-cering i stamtræet. Repræsentanterne for de sidste fi re grupper er derimod spredt mere eller mindre tilfældigt rundt i stamtræet, og der er helt klart brug for at se meget nær-mere på netop disse arters morfologi. Helt generelt er det meget svært at pege på en-kelte morfologiske karakterer, som virke-lig er velegnede til at beskrive selv mindre artsgrupper af krokus. Karaktertræk, som f.eks. det hindeagtige blad, opstår og for-svinder, og kun kombinationer af mange små karaktertræk vil kunne beskrive natur-lige artsgrupper.

Krokus både forår og efterårSelv om mange krokus-arter faktisk er gan-ske nemme at dyrke som havepanter, er det alligevel kun en god håndfuld, der er al-mindelige i danske haver. Om foråret ser vi

I Valle de Ordesa i Pyrenæerne vokser Crocus ver-nus, den art som hyppigst dyrkes i danske haver. Fo-tos: Gitte Petersen.

På Cypern kan man i det tidlige forår fi nde den en-demiske Crocus cyprius, her fotograferet på toppen af Mount Troodos. Foto: Gitte Petersen.

23

På en rejse til de Pontiske bjerge i det nordøstlige Tyrkiet fandt vi disse tre efterårsblomstrende arter: Crocus vallicola (til venstre), C. scharojanii (i mid-ten) og C. kotschyanus (til højre). Crocus scharojanii er den eneste efterårsblomsterende krokus med gule blomster. Fotos: Gitte Petersen.

først og fremmest de relativt store blå eller hvide Crocus vernus og gule C. fl avus, men også en lang række sorter af C. bifl orus og C. chrysanthus sælges regelmæssigt – ofte under den uheldige betegnelse ”botaniske krokus”. Hvilken krokus er dog ikke ”bo-tanisk”? I græsplæner er det som regel den lidt spinkle, violette C. tomassinianus, der trives bedst. Det vil nok overraske nogle, at rigtig mange arter af krokus faktisk først blom-strer om efteråret. Som haveplanter er det især sorter af arterne C. kotschyanus og C. speciosus, man kan se herhjemme. Hos de fl este efterårsblomstrende arter er det kun blomsterne, der kommer frem om efteråret. Bladene kommer frem om foråret, helt som hos de forårsblomstrende arter, men blom-sterne kommer altså først frem efter den for væksten ugunstige periode, der har fået bladene til at visne. Mens forårsblomstren-de krokus kun har én aktiv vækstsæson, har de efterårsblomstrende altså to. Man kunne forestille sig, at blomstringstidspunktet og antallet af vækstsæsoner var en tilpasning til det naturlige miljø, men mange steder i naturen vil man faktisk kunne se forårs- og efterårsblomstrende arter side om side. Ved hjælp af det stamtræ, vi har lavet, kan vi bl.a. undersøge, hvor mange gange i krokus-slægtens udviklingshistorie, der er sket et skift imellem det at være forårs- og efterårsblomstrende. Det viser sig, måske ikke helt overraskende, at være en meget kompleks historie. Sandsynligvis var de første krokus-arter forårsblomstrende, og mindst seks gange – men snarere fl ere – er efterårsblomstring opstået. Mindst én gang, men utvivlsomt hyppigere, er udviklingen dog gået den anden vej; dvs. efterårsblom-strende arter har dannet udgangspunkt for forårsblomstrende.

Krokus og tidløsDe nærmeste slægtninge til krokus er slægterne Romulea og Syringodea. Begge ligner krokus temmelig meget, og nogen kender måske arter af Romulea fra rejser i middelhavsområdet. Syringodea fi ndes derimod kun i Sydafrika, hvor arter af Romulea også forekommer. Herhjemme forveksles krokus ofte med tidløs (Colchicum), også kaldet nø-gen jomfru. De to slægter er dog langt fra nære slægtninge. Tidløs hører til en helt anden familie, tidløs-familien (Colchi-caceae), som sågar i dag henregnes til en helt anden orden. Iris-familien er en del af Asparges-ordenen (Asparagales), mens tidløs-familien er en del af Lilje-ordenen (Liliales). Blomsterne af tidløs og krokus kan godt overfl adisk minde om hinanden, men faktisk er det ganske nemt at se for-skel. En krokus har kun tre, mens en tidløs har seks støvdragere. Faktisk har alle arter af iris-familien kun tre støvdragere – prøv selv at se på en iris! På grund af navnet er det nærliggende at tro, at alle arter af tidløs ligesom høsttidløs (Colchicum autumnale) blomstrer om efteråret, men ligesom der både er forårs- og efterårsblomstrende kro-kus, gælder det samme for de ca. 100 arter af tidløs.

24

Verdens dyreste krydderiEn af de efterårsblomstrende krokus-arter, C. sativus, er kilden til verdens dyreste krydderi: safran. Safran består af blom-stens tre orangerøde griffelgrene, og det er rent manuelt arbejde at fjerne grifl erne fra resten af blomsten. Til 1 kg safran går der op til 170.000 blomster, så måske er det ikke så mærkeligt, at prisen er høj. Den gennemsnitlige markedspris er ca. 12.000 kr./kg, men i den bedste kvalitet kan prisen på safran ligge 10 gange højere. På ver-densplan handles der i dag ca. 60 ton om året (svarende til støvfang fra ca. 1,02 × 1010 blomster), hvilket svarer til en samlet handelsværdi på 720 millioner kr. – vel at mærke i første handelsled. I engrosleddet anslås verdenshandlen at komme op over 5 milliarder kr., og i dansk detailhandel ko-ster 1 g safran typisk omkring 100 kr. Iran står for den altovervejende del af verdens safran-produktion, men safrankro-kus (S. sativus) kendes slet ikke vildtvok-sende. Vores studier af slægtskabet mellem alle krokus-arterne peger på den græske art C. cartwrightianus som det mest sandsyn-lige ophav.

Svindel og DNA-stregkoderDet er næsten oplagt, at en vare, som er så kostbar som safran, bliver et mål for svin-del. En svindel, som i Europa har fundet sted siden middelalderen. Typisk går be-drageriet ud på at blande ægte safran op med andre rødgule plantefi bre (f.eks. fra bederoe eller granatæble) eller sågar med farvede silketråde. Hvis safran sælges i stødt form, er mulighederne for svindel naturligvis endnu større, og typisk kan den ægte safran være blandet op med f.eks. paprika eller gurkemeje. Blandt andet for at kunne afsløre svindel

med fødevarer forskes der mange steder i verden i brugen af moderne molekylære teknikker til f.eks. identifi kation af fødeva-rernes enkelte bestanddele. Én sådan teknik er DNA-stregkodning, som ud fra baseræk-kefølgen i et kort stykke DNA, ideelt set skal kunne identifi cere enhver art og der-med skelne den fra alle andre. Vi har vist at DNA-stregkoden for safrankrokus afviger fra alle andre krokus-arter (med en enkelt undtagelse), og dermed også fra alle andre plantearter. Det vil derfor være muligt for os at identifi cere safran og eventuelle andre fragmenter af plantearter selv i stødte sa-franprodukter, og potentielt kan teknikken også bruges til at afgøre, om der faktisk er ægte safran i egentlige blandingsproduk-ter, som f.eks. færdigretter. Det eneste, vi ikke kan afgøre med sikkerhed, er, om et safranprodukt er iblandet dele af C. cart-wrightianus. Men heldigvis er det næppe en relevant problematik. At dyrke og pluk-ke grifl er fra C. cartwrightianus vil natur-ligvis være helt lige så besværligt som at plukke grifl erne fra den rigtige safrankro-kus, så selvom det formelt stadig vil være svindel, er det næppe særligt relevant.

Gitte Petersen og Ole Seberg er lektorer ved Statens Naturhistoriske Museum.

x

Krydderiet safran består af griffelgrene fra safran-krokus, C. sativus. Nederst er griffelgrenene tynde og gullige, mens den øverste del er tykkere og meget mere rød. Jo mere af den øvre, røde del et produkt indeholder, jo bedre er dets kvalitet. Foto: Gitte Pe-tersen.

25

Giftige alger og Hitchcocks fugle

Af Nina Lundholm

Det vil nok overraske de fl este, at omkring 15-20% af jordens totale fotosyntese fore-går i mikroskopiske encellede organismer kaldet kiselalger. Kiselalger fi ndes overalt på kloden, især i ferskvand og saltvand, men der fi ndes også kiselalger på jord, i luften, i havis og på fugtige planter og klip-per. Kiselalger er encellede mikroskopiske organismer, men på trods af deres besked-ne størrelse er kiselalger meget vigtige or-ganismer i det globale økosystem. I vand kan de fi ndes i meget høje koncentrationer når der er tilstrækkeligt med lys og næring, og da de er effektive til at lave fotosyntese, producerer de i alt lige så meget kulstof som alle jordens regnskove tilsammen. De udgør derfor basis for fødekæderne i havet og i ferskvand. Kiselalger er samtidig en meget artsrig gruppe; det anslås at der er 200.000 forskellige arter, og de kaldes der-for også ”havets insekter”.

Nanoteknologisk interessante glasbokseEt af de mest karakteristiske kendetegn ved kiselalger er, at de er omgivet af fi nt detaljerede kiselskaller. Ligesom glas er skallerne opbygget af kisel, og kiselalger kan derfor siges at leve i glasbokse. Kisel-skallernes mønstre og form varierer utrolig meget, og det er i høj grad denne variation man bruger til at artsbestemme kiselalger. Kiselskallernes fi nt detaljerede mønstre, porer, rør og andre strukturer er genetisk kontrollerede, men ydre påvirkninger som ændringer i saltholdighed og temperatur kan også påvirke detaljerne. Kiselalger-nes evne til at producere tredimensionale strukturer har i de senere år gjort dem inte-ressante inden for nanoteknologien. Kiselalger spises af andre organismer som vandlopper, muslinger og fi sk, eller de kan falde til bunds og ophobes i havbunden. Her vil kiselskallerne med tiden ophobes, og da forskellige kiselalger har forskellige krav til deres miljø, bruges forekomsten af forskellige arter i forskellige dybder i sedi-mentet til at fremsætte hypoteser om forti-dens klima og miljø.

Giftige kiselalgerSidst i 1980’erne fandt man ud af, at visse kiselalger kan producere giftstoffet do mo-in syre. Det blev opdaget i 1987, hvor over 100 mennesker i Canada blev syge og tre døde efter at have spist blåmuslinger, der

Kiselskaller fra Limfjorden. Foto: Nina Lundholm.

26

havde ophobet nervegiften domoinsyre. Det viste sig at giftstoffet stammede fra en opblomstring i de omkringliggende hav-områder af kiselalgen Pseudo-nitzschia multiseries. Forgiftning med domoinsyre giver hos mennesker bl.a. symptomer som diarre, op-kast, hjertebanken, hovedpine og kramper. De mest karakteristiske symptomer er hu-kommelsestab og lammelser, som desværre er livsvarige og som har givet navn til for-giftningen, der kaldes amnesisk skaldyrs-forgiftning (amnesi = hukommelsestab). Pseudo-nitzschia-arter kendes fra hinanden på detaljer på nanoskala-niveau, som ses i elektronmikroskop. På verdensplan kender man til 12 giftige arter af Pseudo-nitzschia, og heraf fi ndes de seks i Danmark. Vi har i Danmark ikke haft problemer med giftige muslinger med domoinsyre, fordi mus-linger og giftige alger indgår i det danske overvågningsprogram over giftige alger.

Algegift i fødekædenNår giftige kiselalger spises af andre or-ganismer, kan det medføre, at domoinsyre ophobes i f.eks. vandlopper, krabber, mus-linger, østers, blæksprutter og fi sk, og vi-dere i fødekæden til havpattedyr, havfugle og mennesker, som vi ved, at toksinet (gift-stoffet) kan forvolde skade på. Forgiftning med domoinsyre udarter sig forskelligt i forskellige organismer; fi sk mister f.eks. evnen til at svømme i stimer, mens fugle bl.a. mister evnen til at orientere sig, de får svært ved at styre deres bevægelser,

og de kaster op. Hos pattedyr som søløver har man inden for de sidste fem år fundet ud af, at langvarig indtagelse af små doser domoinsyre desuden kan give en kronisk forgiftning, der er kendetegnet ved epi-leptiske anfald. Derfor er der nu EU-krav om, at fødevarer fra havet kun må sælges og importeres fra lande, hvor der er kontrol med giftige alger og deres toksiner.

Hitchcocks fugle Havet ud for USA's vestkyst er hårdt ramt af opblomstringer af giftige kiselalger, og man har næsten hvert år tætte forekom-ster af giftige Pseudo-nitzschia-arter og efterfølgende problemer med bl.a. syge og døde fi sk, søløver, havoddere, pelika-ner og skarver. Den 18. august 1961 rap-porterede en lokal avis fra Santa Cruz, at tusinder af havfugle invaderede små byer i området. Fuglene opførte sig underligt; de kastede op, fl øj ind i huse og biler, og døde i massevis. Alfred Hitchcock, som boede i nærheden, telefonerede til avisen, bad om fl ere oplysninger om episoden og fortalte, at han ville bruge avisartiklen som inspi-ration til en ny fi lm. Hitchcocks gyserfi lm ”Fuglene”, der havde premiere to år senere, handler derfor netop om, hvordan en lille

Kæde af celler af kiselalgen Pseudo-nitzschia. Foto: Nina Lundholm.

Detaljer af tre giftige Pseudo-nitzschia-arter set i elektronmikroskop. Fra venstre er det en dansk art, arten der giver problemer ved USA’s vestkyst, og ar-ten der var skyld i at over 100 mennesker blev syge i Canada i 1987. Fotos: Nina Lundholm.

27

by i Bodega Bay i Californien pludseligt og uforklarligt over et par dage invaderes af angribende fl okke af fugle. I 1961 troede man, at fuglene var ble-vet desorienterede på grund af en tæt tåge i området. Men fuglenes opførsel i 1961 svarer til de symptomer, man senere har observeret, at havfugle får, når de er forgif-tede med domoinsyre.

Årsag til fuglenes opførselEn undersøgelse af maveindholdet i vand-lopper indsamlet i området i august 1961 har gjort det muligt at rekonstruere al-gesammensætningen i havet på det tids-punkt. Undersøgelsen har vist, at 79% af kiselalgerne i august 1961 bestod af netop Pseudo-nitzschia-arter, og at en stor del af disse arter er meget giftige. Desuden fandt man ud af, at koncentrationen af Pseudo-nitzschia i havet i sommeren 1961 var lige så høj som ved episoder med døde og syge havpattedyr og -fugle på grund af domo-insyre-forgiftning inden for de sidste 20 år. Man kan derfor konkludere, at giftige kiselalger sandsynligvis var skyld i fugle-nes opførsel i august 1961. Mikroskopiske og giftige kiselalger har således også haft kunsteriske bivirkninger ved at give inspi-ration til Hitchcocks ”Fuglene”.

Ny giftig kiselalge fra havbrugNye giftige kiselalger opdages stadigvæk.

Pelikan fra Californien med domoinsyre-forgiftning. Foto: Mary Silver.

I 2012 indsamlede vi skaldyr fra havbrug i Bizerte-lagunen i Tunesien og påviste en ophobning af domoinsyre i både østers og muslinger. Nærmere studier af kiselal-gerne i havet viste høje koncentrationer af en art, som vi i begyndelsen troede hørte til Pseudo-nitzschia. Men sekvensering af DNA fra algerne og detaljerede elektron-mikroskopiske undersøgelser påviste en ny art, Nitzschia bizertensis. Ved at dyrke arten i laboratoriet og undersøge en større mængde algemateriale kemisk fandt vi ud af, at den producerede domoinsyre. Da denne art ikke er nært beslægtet med de an-dre giftige kiselalger, tyder det på at evnen til at producere toksin enten er meget mere udbredt blandt kiselalger, end man hidtil har troet, eller at evnen til at producere tok-sin er opstået eller forsvundet fl ere gange i løbet af evolutionen. Vi er derfor i gang med at undersøge hvornår og hvor hyppigt arten forekommer samt under hvilke om-stændigheder den producerer toksiner. Vi er desuden startet på at undersøge toksin-produktion hos fl ere forskellige kiselalger og fastslå, hvordan de er beslægtede, for at kunne se på sammenhængen mellem slægt-skabsforhold og toksinproduktion.

Nina Lundholm er lektor på Statens Naturhi-storiske Museum.

Den originale plakat fra Universal Pictu-res til Hitchcocks gy-serfi lm “Fuglene”.

28

Korsetdyrene fra L´Atalante Bassinet – The Hell on Earth – i Middelhavet

Af Reinhardt Møbjerg Kristensen

For lidt over 30 år siden beskrev jeg en ny dyrerække, som kom til at hedde Korset-dyr eller Loricifera. Det første korsetdyr (Hamlet larven) blev fundet af mig lige ud for Kronborg, Helsingør i 1975. Selve be-skrivelsen af korsetdyr er baseret på mate-riale indsamlet på 20-25 meters dybde ud for Roscoff i Frankrig. Det første korsetdyr kom til at hedde Nanaloricus mysticus og er nu opbevaret som et af klenodierne på Statens Naturhistoriske Museum.

Selvom korsetdyr kun er mikroskopiske, 0,05-0,7 mm store dyr blev opdagelsen i 1983 en verdenssensation, måske fordi jeg på det tidspunkt var ansat af Smithsonian Institution, Washington D. C. og der blev endda lavet en fi lm af Smithsonian World fra Ft. Pierce, Florida om opdagelsen. Ny-heden blev også omtalt i mere end 400 aviser verden over. Årsagen var nok, at der ikke siden 1956 var blevet fundet nye dyrerækker. Peter Ax (Göttingen) havde da beskrevet Gnathostomulida (på dansk, Kæbemunde) som en ny gruppe af fl ad-orme, men østrigeren Rupert Riedl ophø-jede Gnathostomulida i 1969 til en hel ny dyrerække i tidsskriftet Science. Det var netop under jagten efter gnathostomulider i vinteren 1975-1976, at jeg så den første korsetdyr-larve i en sedimentprøve taget syd for Båkerne, Helsingør. Desværre blev der aldrig fundet voksne dyr, så denne dan-ske art er aldrig blevet beskrevet. Der er kun publiceret en tegning af dyret - i det danske tidsskrift Naturens Verden.

Findes der mere end 100 arter af Loricifera?Siden den første beskrivelse i 1983 er kor-setdyr fundet overalt i de syv verdenshave, men altså kun i det marine miljø. Der er ikke fundet ferskvands- eller terrestriske arter af korsetdyr. En af de største enkelt-

Hannen af det først beskrevne korsetdyr Nanaloricus mysticus fra Roscoff, Frankrig. Dyret blev fundet i skalgrus på 25 meters dybde i 1982, men Korsetdy-rene blev først beskrevet i 1983 som en hel ny dyre-række, som kom til at hedde Loricifera. Foto: R.M. Kristensen.

29

indsamlinger på ikke mindre end godt 500 eksemplarer fra fastslandssoklen i Den Me-xicanske Golf er i dag opbevaret på Smith-sonian Institution. Der er ikke mindre end fem nye arter i materialet, men ingen af ar-terne er beskrevet. Anderledes er det gået med de danske indsamlinger på Færø Banke. Her har Iben Heiner Bang-Berthelsen og jeg beskrevet mange nye arter bl. a en hel ny familie Ur-naloricidae. Ligeledes har vi beskrevet nye arter af korsetdyr fra marine huler i Austra-lien. Ellers kommer de fl este nye fund fra dybhavet efter man har udviklet en ny tek-nik med ultra-centrifugering af store mud-derprøver fra dybhavssedimenter, bl. a fra Antarktis og Japan. Denne teknik benyt-tede vi også på Galathea 3 ekspeditionen, hvor vi fandt helt nye arter af korsetdyr på sunkne koralrev på 400 meters dybde ud for Solomon øerne. Allerede i 1979-80 havde den japanske udforskning af meiofaunaen i Stillehavet fundet tre mikroskopiske dyr i Izu-Ogasa-va dybhavsgraven helt nede på 8260 me-ters dybde. Finderen Y. Shirayama og jeg kunne således i 1988 beskrive det første dybhavs-korsetdyr Pliciloricus hadalis fra disse enestående prøver. I skrivende stund er der beskrevet 34 arter af korsetdyr, men bare i Statens Naturhistorisk Museum’s samlinger er der kendt 63 ubeskrevne arter af korsetdyr, så det er næppe forkert at an-slå, at der i dag fi ndes mere end 100 arter af korsetdyr. Desværre er de fl este ubeskrev-ne arter kun kendt som larver og af de nu kendte 12 slægter af korsetdyr har de alle et meget kompliceret livsforløb med fl ere larvetyper. Det tog således næsten 10 år at fi nde ud af den relative simple livscyklus for den først beskrevne slægt – Nanalori-cus.

De hypersaline anoxiske bassiner i MiddelhavetMere end 90% af oceanernes biosfære fi n-des under 3000 m og det meste af dette dybhav er stadig fuldstændig uudforsket. Således er nogle af de helt store opdagelser sket meget sent i vor tid. Tænk bare på de hydrotermale væld med deres fantastiske liv som først blev opdaget i begyndelsen af 1980’erne. Mindre kendt er måske de stærkt salte bassiner i Middelhavet. I hvert fald kendte jeg meget lidt til disse salte og svovlholdige søer på bunden af Middelha-vet i juli 2004, da jeg blev inviteret til at holde et foredrag i Ravenna, Italien om de tre senest opdagede dyregrupper Loricifera (korsetdyr), Cycliophora (Ringbærere) og Micrognathozoa (Kæbedyr). Bagefter foredraget kom den anerkendte italienske professor Roberto Danovaro op til mig og fortalte at han havde fundet le-vende korsetdyr i L’Atalante Bassinet i 3363 til 3600 meters dybde – tæt på den græske halvø Peloponnes. Ikke nok med det – korsetdyrene var den dominerende dyregruppe i det svovlholdige sediment, som er helt uden ilt (anoxisk). Udover det er sedimentet og det ovenstående bundvand hypersalint (stærkt saltholdigt, saliniteten er på 20 %). Danovaro’s forskningsgruppe havde arbejde med L’Atalante Bassinet’s

Kort over L’Atalante Bassin – Hell on Earth – i Mid-delhavet.

30

biologi siden 1998 og de havde brugt en ROV (ubemandet ubåd til deres undersø-gelser). De havde fl ere gange haft proble-mer med deres grej, bl.a. p.g.a. svovlbrin-ten i sedimentet. Forskningsgruppen havde fun det en rig bakterie-fl ora og så masser af ciliater, men nu ville de have mig til at sige god for at der også var levede fl ercellede dyr – ’mine’ korsetdyr i et sediment som ikke var iltholdigt, med svolvbrinte som er dræbende og endeligt havde en salinitet på 20 %. Jeg troede simpelthen ikke på det. Først og fremmet er korsetdyr altid ret sjældne i dybhavssedimenter. Mange gange fi nder man bare et enkelt eksemplar og nogle

gange er der kun larver, som ikke kan be-stemmes til art. Jeg foreslog nu Danovaro at farve prøverne med Rose Bengal. Hvis korsetdyrene var levende når prøven blev taget ville dyrene blive farvet lyserøde, men hvis de var skyllet ind som døde fra omgivelserne ville de være farveløse. Jeg var knap nok kommet tilbage til Danmark før jeg modtog de første præparater af kor-setdyrene fra L’Atalante Bassinet. De var alle lyserøde – farvet positivt med Rose Bengal, men ikke nok med det, der var store oocyter i ovariet på fl ere af dyrene og der var også nogle som var i hudskifte. Desuden var nogle af korsetdyrene stærkt sammentrukne, andre med delvis udstrakte og endelig var vores først fundne dyr helt udstrakt med det lange mundrør ude. Der var ingen tvivl om at korsetdyrene måtte leve i sedimentet fra L’Atalante Bas-sinet. Dette kom nok som et chok for de fl este biologer. Her havde man et meget kompliceret fl ercellet dyr, som kunne leve uden ilt! De fl este af dyrene fra ”Hell on Earth”, som L’Atalante Bassinet blev kaldt, bestod af korsetdyr-slægten Spinoloricus, som lige var blevet beskrevet fra Galapa-gos Spreading Center, men der var også to andre slægter, Pliciloricus og Rugiloricus i prøverne.

Korsetdyr og bakterierDe sidste 10 år har vi brugt på at analysere vores korsetdyr. Vi har brugt alle mulige former for teknikker, bl. a transmission (TEM) og scanning elektron mikroskopi (SEM). Her kom det næste chok. Vi kunne ikke fi nde mitochondrierne i korsetdyrene – alle fl ercellede dyr har mitochondrier – el-lers kan de jo ikke respirere. Mitrochondri-erne kræver dog ilt for at dyr kan respirere – og der er ingen ilt i L’Atalante Bassinet.

Et af de først fundne korsetdyr i L’Atalante Bassin (lysmikroskopisk foto). Dyret har hele hovedet ude og den lyserøde farve (farvning med Rose Bengal) viser at dyret har været levende da det blev indsam-let. Dyret hører til slægten Spinoloricus. Arten er ved at blive beskrevet. Foto: R. Danovaro.

31

50 um

Spinoloricus fra L’Atalante Bassin. Til venstre: Dyret har trukket sig fuldstændig sammen, og piggene med giftkirtler beskytter dyret mod rovdyr. I midten: Typedyret (holotype) af den nye art af Spinoloricus. Dyret er delvis udstrakt. Til højre: Det fuldt udstrakte korsetdyr, Spinoloricus med det meget lange mundrør helt ude. Alle tre dyr er hunner. Tegning: Stine Elle.

Der er en masse anaerobe bakterier (f.eks pølseforgiftning bakterier) der kan leve uden ilt, men de mest spændende er ”brint-bakterier”, som i stedet for ilt bruger brint, og der er jo masser af brint til stede i form af svovlbrinte i L’Atalante Bassinet. Da vi snittede korsetdyrene til TEM fandt vi ingen mitochondrier, derimod fandt vi de såkaldte hydrogenosomer (rester af brint-bakterier) og så masser af svovlbakterier

inde i dyrene. Korsedyrene bruger brint til at ”ånde” med, ligesom brintbakterier. Forekomsten af svovlbakterier var nu ikke så overraskende, da de kendes i mange dyr der lever omkring de hydrothermiske væld. Derimod er hydrogenosomerne helt enestå-ende, og opdagelse af hydrogenosomer i korsetdyrene fra L’Atalante Bassinet giver helt nye muligheder for kompliceret liv her på Jorden – et liv uden ilt. Desuden mente fl ere anerkendte forskere ved ESA, at fun-det af korsetdyr i ”Hell on Earth” var så enestående, da nu var der mulighed for at fi nde liv på andre planeter eller måner. Her pegede de først og fremmest på Jupiters is-måne Europa. Her fi ndes der nemlig frit vand, men dybt nede under månens frosne overfl ade.

Reinhardt Møbjerg Kristensen er professor i marine invertebrater ved Statens Naturhi-storiske Museum.

Jupiters ismåne Europa. Der er frit vand under over-fl aden, hvilket kan give mulighed for liv.

32

Aktiviteter på Statens Naturhistoriske Museum

Vin & VidenskabDen 15. juni offentliggøres efterårets Vin & Videnskabs-program, hvor vi byder på spændende foredrag med promi-nente personligheder og eksperter i stemningsfyldte rammer på Geologisk Museum. I pausen serveres et glas vin. Blandt de mange spændende overskrifter i efterårsprogrammet er Grønland, motion & sundhed, svampe, gift, hjerter, gravitati-onsbølger, fuglenes migrationer og ekspeditioner, der næsten gik galt.

Læs mere på: www.vinogvidenskab.dk

Foto: Stemningsbillede fra Vin & Videnskab (Foto: An-ders Fjerleberg)

Ny kæmpe-udstilling undervejsTil oktober 2014 byder Zoologisk Museum publikum indenfor i den største udstilling siden museet åbnede med Danmarks Dyreverden i 1970. Den nye udstilling skal rumme en lang række af museets dyrebareste skatte, hvilke er dog endnu ikke afgjort. Kun én ting ligger fast, hovedpersonen bliver museets nye kæmpe-dinosaur ’Misty’.

Læs mere på: www.zoologiskmuseum.dk

Foto: Misty (Foto: Summers Place Auctions)

”Naturhistorier” udgives af Statens Naturhistoriske Museum. Udkommer med 2 numre årligt.Kr. 50 pr. årgang i abonnement. Løssalg: Kr. 30 pr. nummer.ISSN 0109-1190

Redaktører: Svend Stouge (ansvh.), Henrik Ærenlund Pedersen og Lars Vilhelmsen.

Redaktionsudvalg: sekretær Jytte Fredskov, reprotekniker Preben Jensen.Tryk: Vinderup Bogtrykkeri A/S.

Adresse: Statens Naturhistoriske Museum, Østervoldgade 5-7, 1350 København K. Tlf.: 35322222.

Forsidebilledet: Skilpaddeungen ’Luffe’ (Tasbacka danica). Et usædvanligt velbevaret og komplet fossil fra Moleret på Fur og er nu bevaret som Danekræ (no. DK 567). Læs mere på side 3-7 (Foto: Bent Lindow).