tema 4, normalitet og afvigelse. social arv. v04m. … · og anden form for afvigelse består og...

Tema 4, Normalitet og Afvigelse. Social arv. V04M. Gruppe 12

Indholdsfortegnelse

Indledning ............................................................................................................................................2

Problemformulering.............................................................................................................................2

Ordforklaring .......................................................................................................................................4 Metodevalg...........................................................................................................................................4

Social arv igennem tiden......................................................................................................................7

Forskellige tilgange til begrebet ”social arv”.......................................................................................9

Pædagogers syn på den sociale arv ....................................................................................................13

Delkonklusion ....................................................................................................................................15

Børns signaler og pædagogens opgaver.............................................................................................17

Læreplaner og kvalitetspasning .........................................................................................................21

Konklusion.........................................................................................................................................26

Kildekritik ..........................................................................................................................................27

Perspektivering ..................................................................................................................................28

Litteraturliste......................................................................................................................................30

1


Indledning

”De, som ikke husker deres fortid, er dømt til at gentage den.”1

Georg Santania, 1905

Det har igennem rigtig mange år været kendt, at det har betydning for voksenlivet,

hvilken opvækst man har haft som barn. Det er igennem tiden blevet bevist ved flere undersøgelser,

at mennesket giver det videre, som det selv har oplevet i barndommen2. Dog er der indenfor de

seneste årtier blevet stillet spørgsmål om, hvorvidt det er de psykologiske faktorer eller om det er

eventuelle samfundsmæssige faktorer, der spiller ind i menneskets skæbne3.

Mange har beskæftiget sig med emnet, men det egentlige begreb herom – ”den sociale

arv”, blev først benyttet af den svenske psykiater Gustav Jonsson i 1967. Han mener, at kriminalitet

og anden form for afvigelse består og styrkes fra generation til generation.4 Siden oprindelsen af

dette udtryk, er det blevet brugt indenfor flere forskellige sammenhænge. Netop fordi der ikke er

noget decideret facit på, hvornår dette begreb bør bruges, er der indenfor de seneste år rejst megen

kritik omkring ” Den sociale arv”. En af de personer, der har kritiseret Gustav Jonssons tese, er den

danske sociolog Morten Ejrnæs. Han har blandt andet sammen med to andre, skrevet en bog for at

skabe debat om anvendelsen af begrebet ”Social arv”5.

Er begrebet ”social arv” et forældet udtryk, der er med til at stigmatisere børnene og

deres familier? Denne undring er blandt andet en del af det, vi i vores opgave vil undersøge.

Problemformulering

Det er fra seminariets side bestemt, at projektrapporten på tema 4 overordnet skal

omhandle ”Normalitet og afvigelse”. Denne overskrift lægger op til forskellige definitioner, og

disse afhænger af de personer, der skal definere begreberne. Det begreb, vi i gruppen lægger først

mærke til, er imidlertid ”afvigelse”. Hvornår afviges der fra det normale, og hvad er egentlig det

normale? Er afvigelse en sygdom eller er det et problem i forhold til samfundet og dets idealer? 1Killén, Kari:” Omsorgssvigt er alles ansvar” side126, 2000, 2. udgave, 6. oplag, Gylling, Narayana Press. 2 Christensen, Vagn, Brockenhuus-schack, Anne, ”Børn og den nye sociale arv”, side 14, 1997 1.udgave, 2. oplag, Århus, Clemenstrykkeriet. 3Hansen, Erik Jørgen, ”Konflikter og uligheder i det moderne samfund”, side 84, 2002, Værløse, Billesø og Baltzer. 4 SFI: ”Vidensopsamling om social arv” side7, 2003, København, Jørgen Jensens Bogtrykkeri. 5 Ejrnæs, Morten, ”Social opdrift – social arv”, 2005, 2. udgave, Gylling, Narayana Press.

2


I vores gruppe har vi haft svært ved at definere begrebet ”normalitet”, og dermed også

”afvigelse”. Vi har derfor valgt, ikke at definere ”afvigelse” ud fra det normale, men derimod ud fra

det forventede. Et eksempel på, hvad vi mener med dette, kunne være: folk, der har visse vaner, som

for eksempel at tjekke flere gange om de har låst døren om morgenen. For nogle vil det være ganske

normalt at have sådanne vaner. For andre er det helt utænkeligt. Det afhænger af den enkelte

person.

Vi har i gruppen haft en vanskelig start, hvor vi har haft svært ved at indkredse os på

det helt rigtige emne. Blandt andet har vi haft emner som ”omsorgssvigt”, ”børn af psykisk syge

forældre” og ”følelsesmæssigt omsorgssvigt” oppe og vende. Men vi følte ikke, at disse emner

vakte nok interesse hos os. Når vi har søgt efter litteratur inden for de ovennævnte emner, er der

hver gang kommet links frem på skærmen, som omhandler den sociale arv. Dette vakte efterhånden

vores interesse, da vi kunne forbinde det med oplevelser i vores praktikker.

I vores praktikker mødte vi alle børn, der kom fra socialt belastede familier. Mange af

disse børn skilte sig ud på forskellige måder. Blandt andet mødte vi små børn med stærke

moderinstinkter, børn der tilpassede sig og børn fra misbrugsfamilier. Vi har alle, fra vores

praktikker, erfaring med at arbejde med børn. Vi har derfor valgt, at arbejde ud fra børn i alderen 0 -

6 år. Vi er overbeviste om, at børn fra socialt belastede familier, er noget, vi, som pædagoger, vil

møde i vores daglige arbejde. Det er derfor vigtigt, at vi, som studerende, får en grundlæggende

viden om emnet.

Der er i dag meget fokus på problemet, og regeringen har blandt andet vedtaget

læreplanerne i et håb om, at det kan være en foranstaltning mod den negative sociale arv.

Læreplanerne skal bruges som et redskab til at støtte de svageste børn i samfundet.6

Er det naivt at tro, at disse læreplaner kan bryde den negative sociale arv? Skulle vi hellere kigge

lidt nærmere på samfundet?

Omvendt rejses der i dag også kritiske spørgsmål om, hvorvidt et begreb som ”social

arv” hører hjemme inden for socialarbejdere, politikere, pædagogers osv. arbejdsfelt? Flere

sociologer sætter begrebet under lup, samtidig med at det fra samfundets side bruges i flæng.

Vi undrer os over, om det fra ovennævnte personers side er lettere at arbejde ud fra et

sådan begreb, fra man møder barnet, frem for at undersøge andre faktorer, der kunne have

indvirkning på børnene. Glemmer de ansvarlige voksne at se barnet, som det lille individ det (også)

6 www.skoda.emu.dk Infomedia huset a/s danske kommuner. ”læreplaner skal bryde den negative sociale arv”

3

http://www.skoda.emu.dk/


er, ved at formode, at barnet vil udvikle sig som sine forældre? Er det at fralægge samfundet det

eventuelle ansvar, ved at give den sociale arv skylden for de afvigelser der finder sted?

Hvis samfundet – det vil sige, politikere osv. besluttede eksempelvis at afskaffe

begrebet – hvis en mand som Morten Ejrnæs fik sin vilje gennemtrumfet, hvordan ville

mulighederne, så have set ud for de sociale belastede børn?

Efter ovenstående overvejelser, er vi nået frem til en afgrænset problemformulering:

Hvilken påvirkning har den samfundsmæssige udvikling haft gennem tiden på pædagogers

opfattelse af den sociale arv?

Hvilke opgaver/udfordringer står pædagogen særligt overfor i denne sammenhæng?

Ordforklaring

Sociologisk mekanisme: samfundsmæssig anordning

Fælles bred sociologisk referenceramme: fælles bred samfundsforståelse.

Somatisk: legemligt(psykologisk pædagogisk ordbog side 421)

Psykosomatisk sygdom: Sammenhæng mellem legemligt og psykisk reaktioner(psykologisk

pædagogisk ordbog side 366)

Interventionsforsøg: indgreb (psykologisk pædagogisk ordbog side 211)

Selektionsmekanismer: at have evnen til at udvælge

Metodevalg

I denne opgave vil vi se nærmere på den ”sociale arv”. Det vil vi gøre ved at

undersøge brugen af begrebet gennem tiden siden dets oprindelse. Vi vil i denne forbindelse også

komme ind på den svenske psykiater Gustav Jonsson, som opfandt begrebet. Her vil det være

relevant for os, at komme ind på en generel beskrivelse af den ”sociale arv”.

Den sociale arv er for os et meget bredt begreb. Det kan være positivt, såvel som

negativt. Den form for arv, som denne opgave kommer til at omhandle, er den negative sociale arv.

4


Det er den, som der omtales, når vi læser i for eksempel guldguiden, og det er den negative arv, som

Gustav Johnsson taler om i sin teori. Når det så er sat på plads, mangler vi at definere, hvilke

grupper af mennesker, den negative sociale arv omhandler. Det er svært for os præcist at definere,

hvilke mennesker der her er tale om, vi kan ikke udelukke nogle grupper af mennesker, men vi har

en formodning om, at det oftest er de svagest stillede i samfundet, der giver den negative sociale arv

videre til deres børn. Vi vælger at kalde dem for de socialt belastede/ de socialt udsatte i samfundet.

Den negative sociale arv kan ifølge vores overbevisning spænde vidt, lige fra omsorgssvigt til arv af

erhverv. Vi kommer i opgaven derfor ikke nærmere ind på, hvad et socialt belastet barn er, da det er

et så diffust begreb, at det for os ikke kan defineres nærmere på stående fod.

For at få pædagogernes opfattelse af den sociale arv klarlagt, har vi valgt at interviewe

3 pædagoger. De vil hver især beskrive deres syn på den sociale arv og om de gennem tiden har

ændret syn og arbejdsmetoder angående den sociale arv. Vi har valgt lige nøjagtig disse pædagoger,

af forskellige årsager. 2 af dem arbejder i en børnehave i en middelstor by, hvor de ofte møder børn

fra socialt belastede hjem. En af disse er forholdsvis nyuddannet, og derfor forventer vi, at hun

stadig er præget af de ting, hun har lært på seminariet i hendes holdning til den sociale arv. Den

anden pædagog fungerer som leder i børnehaven, og vi tror, at dette giver hende mulighed for at se

børnene med andre øjne. Hun er måske ikke sammen med børnene til hverdag på samme måde som

pædagogen, derfor har hun måske en anden ”vinkel” på børnene. Den 3. pædagog arbejder i en

børnehave i en mindre by, hvor, vi ikke tror, der ikke bor specielt mange socialt belastede familier.

Dette mener vi, kan give denne pædagog et andet syn på den sociale arv end de foregående.

Ved kun at se nærmere på begrebet ud fra én mands synspunkt, kommer vi let til at

låse os fast, og tage hvad han siger for gode varer. Vi vil imidlertid gerne forsøge at stille os

objektive over for begrebet. Vi har derfor valgt at inddrage sociologen Morten Ejrnæs, herunder

hans tilgang til ”den sociale arv”. Hvad mener han om den og dets kendetegn(eller mangel på

samme)? Til at belyse Morten Ejrnæs’ mening, vælger vi at tage udgangspunkt i hans bog: ”social

opdrift-social arv”. Morten Ejrnæs og Gustav Jonsson er yderst forskellige, når det kommer til

opfattelsen af begrebet, og det er interessant at undersøge begges argumenter for, hvad de mener,

der er rigtigt.

Vi vil forholde os kritiske til disse teoretikere, og samtidig forsøge at inddrage

samfundets holdning til problematikken. Dette vil vi gøre ved at bringe læreplanen ind i opgaven,

da der i en af læreplanens dimensioner arbejdes ud fra at reducere den negative sociale arv. Vi

5


antager derfor, at det må være samfundets holdning, at der er en social arv. Baggrunden for

læreplanen står beskrevet i ”Guldguiden”. Denne kommer vi nærmere ind på i vores opgave.

Fagbladet ”Børn og Unge” skriver i en artikel, at den daværende socialminister

Henriette Kjærs svar på, hvad regeringen vil gøre for at bryde den negative sociale arv, kort og godt

er: Læreplaner.7 Læreplaner er altså ifølge regeringen et svar på at bryde den negative sociale arv.

Regeringen indførte i august 2004 læreplanen som en obligatorisk del af

daginstitutionerne for de 0-6årige.8 Det pålægges nu pædagogen, at arbejde mere intenst med

dokumentation for det pædagogiske arbejde. Ved at der skal arbejdes ud fra det enkelte barn, bliver

forældrene sandsynligvis også mere opmærksomme på det arbejde, der gøres for lige netop deres

barn. Vi mener, at forældre, såvel som pædagoger i høj grad er en del af samfundet, og kan derfor

sige at læreplanen, nu er en del af samfundet.

Eftersom læreplanen fra regeringens side betragtes som et redskab mod den negative

sociale arv, vælger vi at inddrage noget af læreplanen i vores opgave. Henriette Kjær udtaler også til

Børn og Unge, at ”alle undersøgelser viser, hvor vigtigt det er”9. Efter denne udtalelse, henviser

ministeriet til en vidensopsamling fra SFI. Denne vidensopsamling stemmer imidlertid ikke overens

med ministerens udtalelse. Derimod handler vidensopsamlingen om kvalitetspasning. Vi vil derfor

gerne holde kvalitetspasningen op mod læreplanen og stille spørgsmål til disse i forhold til de

ressourcer, der er at finde i de danske daginstitutioner.

Endvidere vil vi i forhold til samfundet også inddrage de voksne, der kan have med de

socialt belastede familier at gøre – her taler vi om de personer, der har mest relevans for os, altså

pædagoger. Hvordan påvirker samfundets holdning til disse familier dem i det daglige arbejde? Vi

vil undersøge hvordan af brugen af begrebet ”social arv” kan have indflydelse på pædagogers

arbejde med børnene.

Ud fra en undersøgelse der er foretaget af SFI, ”Kan daginstitutioner gøre en forskel”,

vil vi komme ind på, hvilke signaler udsatte børn udsender, når de reagerer på mistrivsel som følge

af en opvækst under socialt belastede vilkår. Undersøgelsen er baseret på kvantitative og kvalitative

data indsamlet i 1000 danske daginstitutioner med børn i alderen 0 – 6 år. De kvantitative data, som

er lavet ud fra 2.722 spørgeskemabesvarelser, viser, hvilke problemer de socialt udsatte børn kan

7 Hvid, Mikkel, ”Ministeren pakker kortene”, 44/2003, Børn og Unge. 8 Ministeriet for familie og forbrugeranliggender, ”Guldguiden”, side 8, spalte 3, København, Arco Grafisk. 9 Hvid, Mikkel, ”Ministeren pakker kortene”, 44/2003, Børn og Unge.

6


have i daginstitutionerne. De kvalitative data, fra 20 interview og samtaler med personale, er med til

at give en forståelse af børnenes eventuelle vanskeligheder og særlige behov.10

Det emne vi har valgt at skrive om, er ikke så udbredt hvad angår litteratur. Det vil

sige, at selve den sociale arv står der skrevet meget om. Men da vi har valgt at beskæftige os

primært med begrebet, mindskes mængden af litteratur væsentligt. Der findes ikke så meget

forskelligt litteratur i form af bøger, men derimod findes der et hav af undersøgelser foretaget af SFI

osv. Det vil derfor være den form for litteratur, vi vil beskæftige os med.

Social arv igennem tiden

Social arv er en betegnelse, der bruges om den proces, der forbinder menneskers

sociale baggrund med deres sociale placering som voksne. En af definitionerne på den sociale arv er

blandt andet, at barndommens vilkår, kan forbindes direkte med barnets position i samfundet som

voksen.11 I dette afsnit vil vi se på den sociale arvs oprindelse og dens udvikling igennem tiden.

Begrebet ”den sociale arv” blev, som tidligere nævnt, anvendt første gang af Gustav

Jonsson. Den svenske psykiater var i mange år leder af barnbyen Skå. Her lavede han en

undersøgelse på 312 svenske drenge, hvor han påviste, at rigdom og magt kan arves ligesom

fattigdom og magtesløshed.12 Gustav Jonsson var sammen med Svend Heinild en pioner indenfor

dette område. De skabte et begreb, der gav modspil til, blandt andet lægernes tro på den genetiske

arv. De ønskede at bevise, at ikke alt kunne forklares genetisk.13

Gustav Jonsson var imidlertid ikke den første, der beskæftigede sig med den sociale

arv. Allerede 1809 kunne den danske læge Heinrich Callisen konstatere om børn fra

børneanstalterne:

10 Socialforskningsinstituttet, ”Kan daginstitutioner gøre en forskel”, side 39, 2005, København, BookPartnerMedia A/S. 11Hansen, Erik Jørgen, ”Konflikter og uligheder i det moderne samfund”, side 100, 2002, Værløse, 1. oplag, Billesø & Baltzer Forlag, 12 Jonsson, Gustav, ”Den sociale arvs onde cirkel – kan den brydes”, side 1, 1998, København, 2. udgave, 1. oplag, Fremad A/S. 13 Christensen, Vagn, Brockenhuus – Schack, Anne, ”Børn og den nye sociale arv”, side 15, 1997, Århus, 1. udgave, 2. oplag, Clemenstrykkeriet.

7


”Erfaringen lærer næsten uden undtagelse, at hensigten af slige stiftelser, at danne

stærke, sunde, arbejdsomme, lykkelige mennesker, sjældent derved opnås. Staten erstatter sjældent

det, som forsynet har nedlagt i forældrenes naturdrift”14

Det forstår vi som, at staten ikke kan skabe stærke, sunde, arbejdsomme og lykkelige

mennesker ved at tage de dårligt stillede børn ud fra det miljø, de er født i og anbringe dem på

institutioner. Børnene fulgte forældrenes fodspor, uanset om de var sammen med dem eller ej.

I 1930’erne blev der forsket om børns udvikling og i 50’erne blev disse undersøgelser

samlet, og man fik en sammenhæng mellem det forsømte spædbarn og voksne med

karakterafvigelser15. I 50’erne lavede man fortsat nye undersøgelser, der førte til at genetisk og

social arv blev opfattet som lige vigtige. I 1956 påbegyndte man en undersøgelse, der 25 år senere

med en efterundersøgelse, dokumenterede at børn med en svær start i livet, fremover fik

helbredsmæssige og sociale problemer16.

Det faglige miljø, Særforsorgen, sundhedsplejen og Socialministeriet, viste i

1970’erne meget interesse for den sociale arv og tidlig indsats. Man erkendte nu, at alle børn ikke

fødes lige. ”Det er et samspil, og børns forudsætninger og omgivende miljø – den sociale arv – er

mindst lige så afgørende for deres udvikling som genetikken.”17

I 90’erne blev den sociale arv genopdaget, efter at den i 80’erne var gået lidt i

glemmebogen. Det havde været en selvfølge gennem mange år, at nogle ting gik i arv fra generation

til generation, men i 80’erne fik genetikken et comeback og de teknologiske løsninger fremkaldte

nye forskningsbevillinger. Dette kunne hænge sammen med at pædagoger og andre, som arbejdede

med og omkring børnene, ikke var gode nok til at gøre opmærksom på deres viden18.

I 90’erne dukker den sociale arv igen op, som et alvorligt problem i samfundet. Et

problem som mange troede, allerede var løst. Forskellige forklaringer søges herpå, nogle skyder

skylden på den enkelte, andre fokuserer på de samfundsmæssige forhold, men disse beskyldninger

14 Socialministeriet, ”Vidensopsamling om social arv”, side 4, 2003, København, 1. oplag, Jørgen Jensens Bogtrykkeri. 15 Christensen, Vagn, Brockenhuus – Schack, Anne, ”Børn og den nye sociale arv”, side 16, 1997, Århus, 1. udgave, 2. oplag, Clemenstrykkeriet. 16 Socialministeriet, ”Vidensopsamling om social arv”, side 4, 2003, København, 1. oplag, Jørgen Jensens Bogtrykkeri. 17 Christensen, Vagn, Brockenhuus – Schack, Anne, ”Børn og den nye sociale arv”, side 17, 1997, Århus, 1. udgave, 2. oplag, Clemenstrykkeriet. 18 Christensen, Vagn, Brockenhuus – Schack, Anne, ”Børn og den nye sociale arv” side 17, 1997, Århus, 1. udgave 2. oplag, Clemenstrykkeriet.

8


er ikke holdbare. For at få forklaringen på den sociale arv må man se både på den enkelte og de

muligheder samfundet giver denne19.

Vores tilgang til den sociale arv er meget lig Erik Jørgen Hansens holdning. Vi mener,

at det er vigtigt ikke kun at lægge ansvaret for den enkeltes situation på individet, men også at have

i mente, at samfundet spiller en væsentlig rolle i denne sammenhæng. Morten Ejrnæs, lektor i

sociologi på Aalborg Universitet, deler tilnærmelsesvis denne holdning. Han er modstander af at

begrebet ”social arv” og måden som det bruges på. Han ønsker, at få begrebet konkretiseret eller få

det helt afskaffet. Dette vil vi komme ind på i næste afsnit.

Forskellige tilgange til begrebet ”social arv”

Vi vil i dette afsnit komme nærmere ind på Gustav Jonssons teorier og holde Morten

Ejrnæs kritik op mod disse. Vi mener, det er vigtigt, at vi forholder os kritisk til begrebet ”den

sociale arv”, da begrebet er meget diffust og bruges i mange forskellige sammenhæng.

Gustav Jonsson er mest kendt for, hans fortolkning af resultaterne fra hans

undersøgelse af 212 stockholmerdrenge og 100 Skå-drenge. I denne undersøgelse inddrog han også

drengenes forældre og bedsteforældres sociale baggrund. Ud fra denne undersøgelse bekræftede

Jonsson sin egen teori om social arv.

De grundlæggende påstande i Jonsson udvidet teori om social arv er:

- Kriminalitet og anden form for afvigelse ”arves”. Der er tale om en kombination af genetisk og

social arv.

- Afvigelse producerer afvigelse. Afvigelsen består fra generation til generation.

- Afvigelserne bliver talmæssigt mere omfattende fra generation til generation. Afvigelserne bliver

mere alvorlige fra generation til generation.20

Han mener altså, at børn vil arve deres forældres afvigelse og at afvigelsen forstærkes

fra generation til generation. Han mener, at kunne konkludere, at social arv – i dette tilfælde negativ

social arv, breder sig som ringe i vandet.

Denne teori er blevet godtaget af pædagoger og andre socialarbejdere, men har

heldigvis i de seneste år, mødt stærk kritik.

19Hansen, Erik Jørgen, ”Konflikter og uligheder i det moderne samfund”, side 84, 2002, Værløse, Billesø og Baltzer. 20 Ejrnæs, Morten, ”Social arv – et populært, men tvivlsomt begreb”, side 4, 1999, Socialforskningsinstituttet.

9


Morten Ejrnæs mener ikke, at Jonsson har noget relevant grundlag for at lave en teori,

som går ud på, at børn vil arve deres forældres afvigelser og tilmed øge styrken af disse. Ejrnæs

mener, at Jonsson og andre undersøgelser fremstiller resultaterne af deres undersøgelser fejlagtigt,

da det rent faktisk er undtagelsen nærmere end reglen, at børn arver deres forældres problemer.21

Morten Ejrnæs mener, at begrebet social arv skal afskaffes som fagligt begreb, som

alternativ til begrebet social arv foreslår Morten Ejrnæs i stedet ” risikofaktorer i barndommen”, der

indikerer, at barnet eller den unge har en forhøjet risiko for at få problemer. Morten Ejrnæs mener at

der kan identificeres 3 hovedbetydninger i social arv,

1. ” Overførsel af sociale problemer fra forældre til børn.”

2. ” Risikofaktorer i barndommen.”

3. ” Strukturelt betinget chanceulighed med hensyn til at opnå uddannelse og attraktive jobs.”22

Morten Ejrnæs retter sin kritik mod det første punkt, fordi det er det, som er det mest

almindelige i forhold til social arv, mens han mener, at de to andre punkter er de reelt eksisterende

tendenser.23 Uddannelsesmæssige, sundhedsmæssige, sociale, alment velfærdsmæssige og psykiske

problemer bliver brugt som forklaring på den sociale arv. Der er forskellige fænomener, som bliver

opfattet som grunde til den sociale arv, det er når sociale problemer forværres, der kommer en

koncentration af sociale problemer i bestemte samfundsgrupper, eller der kommer en general

ulighed i samfundet. Dette bliver af opfattet af politikere og fagfolk inden for det

uddannelsesmæssige, det sundhedsmæssige og det sociale område som årsag til den sociale arv.

De forskellige forhold som fedme, uddannelsesforskelle, vold og arbejdsløshed bruges altså til at

forklare social arv, mener Morten Ejrnæs.

De vidt forskellige samfundsmæssige fænomener bliver altså anvendt som en

universalforklaring om social arvs begrebet, hvilket må give anledning til betænkelighed mener

Morten Ejrnæs.

Dette kunne forklares ved at teorien om social arv befinder sig på et meget højt

abstraktionsniveau eller at fagfolk anvender begrebet i forskellige betydninger, dette kan være fordi

begrebet er upræcist. Morten Ejrnæs mener at begrebet er upræcist og bruges i mange forskellige

betydninger som ikke har relevans for det praktiske arbejde inde for det sociale,

uddannelsesmæssige og det sundhedsmæssige felt.24

21 Ejrnæs, Morten, ”Social opdrift - Social arv”, side 85, 2005, København, 2. Udgave, Akademisk Forlag. 22 Ejrnæs, Morten, ”Social opdrift - social arv”, side 10, 2005, København, 2. udgave, Akademisk Forlag. 23 Ejrnæs, Morten, ”Social opdrift - social arv”, side 10, 2005, København, 2. udgave, Akademisk Forlag. 24 Ejrnæs, Morten, ”Social opdrift - social arv”, side 47, 2005, København, 2. udgave, Akademisk Forlag.

10


Morten Ejrnæs mener at begrebs uklarhed kan dokumenteres ved at se på to

publikationer, hvor der fremlægges oversigter over den forskningsbaserede viden om social

arv(Ekspertgruppen 1999, Ploug, 2003). Det fremgår fra disse rapporter at følgende er uklart:

1. Hvad der arves.

2. Fra hvem der arves

3. Hvordan der arves.

4. Hvor meget der arves.

Hvad arves? Fra begge rapporter står der at, indtægt, kultur, uddannelse, materiel velstand,

ulighed, sociale egenskaber(relationer), samt psykologiske og helbredsmæssige egenskaber er

fænomener som inkluderes i betegnelsen social arv.

Fra hvem arves? Materielle, sociale og psykiske egenskaber fra forældre til børn er den betegnelse

der ofte bruges om social arv. Men der bliver i nogle tilfælde snakket om en meget bred arv, som

kommer fra påvirkning fra det omgivende miljø og kulturen. Det er derfor ikke klart, fra hvem

arven kommer eller hvad arven overfører.

Hvordan arves der? Den sociale arv som begreb, signalerer at det drejer sig om sociologiske

mekanismer. I rapporterne refereres der til psykologiske, biologiske og genetiske mekanismer flere

gange. Hyppigst refereres der til psykologiske og psykiatriske teorier om traumer i den første fase af

livet som betegnelse for den sociale arv. Inden for den sociologiske referenceramme anvendes

sociologiske teoridannelser i mange forskellige arter, men der er i mange tilfælde tale om empiriske

studier, som kun i ringe grad inddrager sociologisk teorier. Det er derfor umuligt at skelne mellem

psykologisk, biologisk, genetisk og social arv i en lang række af empiriske undersøgelser. I det der

betegnes, som social arv inddrages i rapporterne også tilfælde af genetisk og biologisk arv. Morten

Ejrnæs mener derfor, at der i forskningen om social arv, ikke er blotlagt nogen specielle

årsagsfaktorer, en sociologisk mekanisme eller en fælles bred sociologisk referenceramme, der er

grundlaget for at forklare de sociale problemer eller uligheden.25

Man tror med andre ord, man ved, hvad de andre mener, når de siger ” social arv” –

fordi man har en ide om, hvad man selv mener, når vi siger ”social arv” (Ploug, 2003, s.8).

25 Ejrnæs, Morten, ”Social opdrift - social arv” side, 48, 2005, København, 2. udgave, Akademisk Forlag.

11


Morten Ejrnæs siger, at Jonssons teori af social arv i denne betydning vedrører

negative egenskaber, som fra generation til generation nærmest automatisk overføres gennem en

ikke nærmere defineret indbygget mekanisme. Det er denne mekanisme, Jonsson kalder social arv.

Der er forskellige forklaringer på overførslen, om der anvendes sociologisk eller psykologisk

forklaring og om at de egenskaber som er arvet er psykiske eller sociale.

Ejrnæs mener ikke, at Jonsson har brugt de data, som han har indsamlet til at belyse,

hvor vidt at forældrenes sociale problemer fører til, at børnene får sociale problemer. Jonsson

påviser, at de drenge, han har lavet undersøgelsen på, har en markant højere hyppighed af somatiske

og psykosomatiske sygdomme, adfærdsproblemer og dårlige skolepræstationer. Men disse

resultater er også grunden til, at de er blevet anbragt uden for hjemmet. Jonsson siger også, at

forældre og bedsteforældre til disse drenge har større hyppighed af problemer end gennemsnitligt,

derfor giver Jonsson et stærkt sammenhæng mellem forældrenes problemer og børnenes problemer.

Ejrnæs mener, at Jonsson ikke har forsøgt at belyse det centrale spørgsmål i forhold til en teori om

social arv: Hvor stor er børnenes hyppighed af sociale problemer, hvis forældrene har et givent

problem?26

Jonsson har i sine data af Skå-drengene påvist en række markante overhyppigheder af

problemer med drengene, deres forældre og bedsteforældre, men ikke de problemhyppigheder som

er relevante for studiet om social arv. Det er hyppigheden af børns problemer, når forældrene har

eller ikke har problemer. De fremlagte data viser ikke et grundlag for at fremsætte en teori om at,

afvigelsernes antal vil øges i de næste generationer og at deres grovhed også vil øges.

De drenge, der var anbragt på Skå, havde store sociale problemer, men man kan ikke

på baggrund af Jonssons data konkludere, at det var pga. forældrenes problemer, at de havde

pådraget sig disse problemer. Ejrnæs mener, at Jonsson ikke har brugt sine egne data på en relevant

måde i forhold til sin egen problemstilling: styrken af den sociale arv. Han har kun opstillet sammen

ligninger mellem Skå-drengene og stockholmerdrengene. Jonssons teori om den sociale arv giver

ikke mulighed for at gennem kendskabet til forældrenes problemer, at kunne sige hvordan det vil gå

børnene. Det bliver fremstillet som om, man kan forklare, at forældrenes problemer har en

altafgørende indflydelse på, at deres børn vil udvikle alvorlige sociale problemer.

Den sociale arv bliver hermed fremstillet, som om den sociale arv er nøglen til

forklaring eller forståelse af menneskers svære sociale problemer.27

26 Ejrnæs, Morten, ”Social opdrift - social arv”, side 148, 149, 151, 2005, København, 2. udgave, Akademisk Forlag. 27 Ejrnæs, Morten, ”Social opdrift - social arv”, side 153, 154, 2005, København, 2. udgave, Akademisk Forlag.

12


Det er vores opfattelse, at mange pædagoger, andre socialarbejdere og politikere

stadig søger forklaringen på børn og unges problemer gennem social arv. De ser på forældrenes

problemer og situation og overfører dem automatisk til børnene, i stedet for at se dybere på

børnenes aktuelle problemer. De koncentrerer sig altså mere om fortiden end, om den situation

børnene står i lige nu. Dette, mener vi, er meget uheldigt, da pædagogen hellere skulle se på

børnene som individer i stedet for at fokusere på deres omgivelser.

For at få et indblik i, hvordan almindelige pædagoger ser på den sociale arv, har vi

besøgt nogle institutioner, hvor vi har interviewet 3 pædagoger, som er meget forskellige i deres

opfattelse af den sociale arv.

Pædagogers syn på den sociale arv

For at for klarhed over pædagogernes holdning og samfundets indflydelse derpå, har

vi interviewet 3 pædagoger, hvoraf den ene er nyuddannet og de 2 andre er pædagoger med mere

end 20 års erfaring. Vi har valgt disse 3 pædagoger, da vi ønsker et bredt perspektiv på begrebet. En

i gruppen har været i praktik i institutionen, hvor den nyuddannede pædagog arbejder og en af de

erfarne pædagoger er leder. I denne institution er der mange børn fra socialt belastede hjem, hvilket

var en af grundene til at vi valgte at interviewe pædagoger herfra. Den sidste pædagog arbejder i en

børnehave i en lille by, hvor, vi formoder, der ikke er mange socialt udsatte børn, hvilket kan have

en indflydelse på hendes opfattelse af begrebet social arv.

Den nyuddannede er meget præget af, hvad hun har lært igennem uddannelsen. Det

vil sige bøger og lærernes holdninger. Hendes holdning til den sociale arv, er endnu ikke baseret på

erfaring, men snarere på litterære kilder28. Hun har svært ved at sætte ord på hendes syn på den

sociale arv, men hun mener, at begrebet er yderst brugbart og meget passende. Hendes eneste

påvirkning omkring begrebet er Seminariet og hun holder sig meget til de løsningsmuligheder, hun

har lært her. Vi tror, at hun, når hun får noget mere erfaring og andre påvirkninger, vil kunne se på

den sociale arv med andre øjne. Måske dukker der andre løsningsmuligheder op, end lige dem hun

har lært på seminariet. Måske kan hun lære noget af hendes kollegaer, erfaring og viden er

altafgørende. Lige nu har hun viden, men ikke meget erfaring, så glasset er kun halvt fuldt.

28 Bilag 1.

13


Pædagogen, som er leder i en børnehave, har til gengæld masser af erfaring fra hendes

efterhånden mangeårige erhverv. Da hun startede som pædagog, var det fast kutyme, at et barn blev

fjernet fra familien, hvis der var tvivl om forældrenes egnethed. Da stod pædagogen med et ansvar

som var altafgørende for barnet, forstået på den måde, at de for det første fik en grim oplevelse, når

de blev fjernet fra forældrene. De blev kastet frem og tilbage mellem familie, pædagoger og

myndigheder. Den daværende procedure mener hun ikke var løsningen, hun er derfor glad for de

indsatser der i dag foretages i stedet. En pædagog vejleder nu til dags familien, i stedet for at

stigmatisere dem fra starten. Hun giver støtte og gode råd, og de får på den måde mulighed for at

rette op på deres problemer. Lykkes dette ikke, tilkalder pædagogen hjælp via et tværfagligt

samarbejde med kommunen.

Vi tror på, at denne ovennævnte pædagog, har ændret sin holdning gennem tiden,

fordi hun har erfaret, at et barn ikke nødvendigvis kommer til at lide under det faktum, at barnets

forældre er socialt belastede. Det kan nytte at hjælpe familien, frem for med det samme at stemple

barnet. Det er vores opfattelse, at denne pædagog virkelig ”ser” barnet, hun har empati og forstår at

sætte sig i familiens sted og handle derfra. Dette mener vi, er en meget vigtig egenskab for en

pædagog. Hvis man ønsker et godt og tillidsfuldt forhold til barnet og dets familie, skal man ikke

dømme, men hjælpe og give den nødvendige støtte, så familien formår at komme igennem

dagligdagen på en forholdsvis almindelig måde. Hun mener, at man selvfølgelig skal hjælpe

børnene, men samtidig skal man ”hjælpe forældrene til at blive bedre forældre.”29 Vi mener også,

at dette er langt den bedste mulighed, da vi er af den overbevisning, at børn – i det omfang, det er

muligt, har det bedst hjemme hos deres forældre.

Endelig mener hun, at alle børn skal have lige gode vilkår og chancer i institutionen,

og det mener hun, at de får i hendes institution.30

Den anden pædagog betegner begrebet social arv som ”tilegnelse af viden, holdninger

og personlighedstræk gennem opvækstmiljøet, barnets overtagelse af forældrenes personligheds-

træk og dermed udfoldelsesmuligheder.”31 Hun mener, at børns personlighed dannes, når de er helt

små og at deres erfaringer fra de tidlige barndomsår vil præge dem resten af livet. Hun mener, at

man kan gøre meget for at hjælpe de udsatte børn, men mener til gengæld også, at al denne hjælp

ikke gør den store forskel. Grundstenene i barnets fortsatte udvikling er lagt, og det kan der ikke

ændres på.

29 Citat fra bilag 2. 30 Bilag 2. 31 Citat fra bilag 3.

14


Hun mener bestemt, at begrebet social arv er brugbart, og det har hun set flere

eksempler på i hendes arbejde. Hun siger, at det er ”det nære og det kære”, altså familien, der

vægter højest i barnets udvikling, og at vi som pædagoger ikke kan gøre det store for at hjælpe de

udsatte børn.32 Denne pædagog har, siden hun blev uddannet, arbejdet i en lille landsbybørnehave,

hvor hun har erfaret, at uanset pædagogens indsats, kan hun ikke hjælpe børnene. Det er

forældrenes påvirkning, der afgør barnets skæbne.

Ud fra dette synspunkt har vi, i gruppen, spurgt os selv om, hvorfor hun har valgt at

arbejde i det pædagogiske felt, hvis ikke hun mener, at hun kan gøre noget for børnene. Vi undrer

os over, hvad der påvirker hende i hendes holdning til de udsatte børn. Har hun eksempler på, at det

ikke kan nytte – har hun løbet panden mod muren for mange gange? Vi kan også gå ud fra, at hun

på seminariet lærte om den negative sociale arv ud fra Gustav Jonssons teorier, om at børnene arver

forældrenes problemer. Har hun lært dette, og ikke oplevet det anderledes eller hørt andre teorier,

har hun jo intet til at modbevise, at det ikke er rigtigt.

Ligeså forskellige som holdningerne har været gennem tiden, ligeså forskellige er

pædagogernes mening om den sociale arv i dag. Ud fra vores interviews mener vi, at kunne sige, at

pædagogens holdninger er baseret på erfaring og viden.

Vi mener, at pædagogen har mulighed for at spille en stor rolle i forhold til barnets

udvikling. Det vigtigste er, at nogen ”ser” barnet. Så er det for så vidt ligegyldigt om, det er

forældrene, pædagogen eller læreren, der spotter barnet, bare der er nogen til at tage hånd om

barnet. Men med de socialt belastede børn, er det desværre sjældent forældrene, der nærer størst

omsorg for barnet. I sådanne tilfælde er det så afgørende, at der i et af barnets andre arenaer findes

en voksen til at lede barnet på rette vej. Vi mener derfor, at den sidstnævnte pædagog tager meget

fejl, når hun siger, at hun ikke kan gøre noget for at hjælpe barnet. Vi tror, at denne pædagog måske

ville have en anden mening, hvis hun havde haft mere erfaring med socialt belastede børn.

Delkonklusion

I starten af 1900 tallet var holdningen den, at børnene fulgte forældrenes fodspor,

uanset samfundets forsøg på indgriben. I 1930’erne fandtes der en sammenhæng mellem det

forsømte spædbarn og karakterafvigende voksne. I 1970’erne erkendes det, at ikke alle børn fødes

32 Bilag 3.

15


lige, men at det er det omgivende miljø og børns forudsætninger, der er afgørende for udviklingen. I

starten af 1980’erne, dokumenterede flerårige undersøgelser, at børn med en svær start i livet

fremover ville få helbredsmæssige og sociale problemer. Disse to årtier, er imidlertid meget

modsigende, forstået på den måde, at der nu er uenighed om, hvorvidt børnene er dømte fra starten

eller om der fra samfundets side kan gøres en forskel. De næste år ligger problematikken

forholdsvis stille, for så igen i 1990’erne at komme op til overfladen. På det tidspunkt og frem til

nu, er der kommet flere holdninger på bordet. Det er accepteret, at vi alle har forskellige holdninger

til, hvorfor den sociale arv opstår. Nogle mener, det er genetisk bestemt, mens andre lægger

ansvaret på samfundet. Nogle mener, at det er de socialt belastedes egen skyld, at de er dårligt

stillede i samfundet, og andre mener igen, at det er den enkeltes ansvar, samt samfundets

muligheder for forandring.

Ud fra vores interview med de tre pædagoger kan vi konkludere, at der var få ligheder og store

forskelle mellem dem. De to erfarne pædagoger var enige om, at det i de seneste årtier er blevet

lettere at hjælpe de socialt belastede familier og de udsatte børn. De har fået flere redskaber at

arbejde med, desuden har regeringen lavet forebyggende arbejde og forsøgt at mindske sociale

uligheder i samfundet. Af gode grunde kunne den nyuddannede pædagog ikke tale med om dette.

Desuden arbejder alle tre ud fra en fælles holdning, i forhold til at der findes en social

arv. Vi tror, at dette skyldes, at der fra samfundets side lægges op til, at denne eksisterer, denne

formodning tager pædagogerne automatisk til sig uden at sætte spørgsmålstegn ved begrebet. Disse

pædagoger burde være bekendte med en mand som Morten Ejrnæs eller i hvert fald hans kritik af

begrebet. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Ud fra dette kan vi konkludere at disse pædagoger ikke

sætter sig ind i den pædagogiske debat. Vi mener, det er meget vigtigt at den enkelte pædagog

holder sig opdateret med debatten om det pædagogiske arbejde. Det er igennem nytænkning og

erkendelse af ændringer, at pædagogen skal videreudvikle sig i forhold til samfundet og dets

idealer.

De to sidstnævnte pædagoger er uenige i forhold til, hvor vidt det kan nytte at gøre en

indsats over for det socialt udsatte barn. Dette kan måske skyldes en udvikling i samfundet, som

ikke giver ens retningslinjer i hele den pædagogiske arena. Der er i højere grad plads til den

individuelle holdning. Hvis der ikke er en generel reference til, hvad der kendetegner den sociale

arv, bliver det op til den enkelte pædagog at definere begrebet. Dermed bliver indsatsen også

forskellig fra pædagog til pædagog. Dette, mener vi, er meget uheldigt. Det er vigtigt, at der er en

fælles referenceramme, så de pædagogiske indsatser er de samme fra institution til institution.

16


Udfra de interviews vi har foretaget med disse tre pædagoger, mener vi at kunne

konkludere, at pædagoger i dag står over for en større udfordring, da samfundet i dag i højere grad

vil have medindflydelse og indsigt i, hvad pædagogen foretager sig. Vi mener dog, at det er et

problem, når ikke alle pædagoger deler den samme holdning til, hvorvidt det er muligt at bryde den

negative sociale arv. Pædagoger som er af den opfattelse, at det er nytteløst at hjælpe de socialt

udsatte børn, bliver anno 2005 nødt til at ændre den holdning, hvis de skal arbejde i forhold til

samfundets nye idealer, hvor det fra regeringens side er blevet bestemt, at der kan gøres en forskel.

Dette mener vi at kunne begrunde udfra, at læreplanen er et led i arbejdet med at nedbryde den

negative sociale arv.

Vi tror på, at vi som pædagoger kan gøre en forskel. Derfor er det vigtigt, vi ved, hvad

vi skal lægge mærke til, når vi møder socialt udsatte børn i daginstitutionen. Børnene viser på

forskellige måder, hvis de har ”kaos” indeni, det værende både psykisk og fysisk, derfor er

pædagogerne nødt til at være klar over, hvilke signaler de skal holde særligt øje med. I det følgende

afsnit vil vi komme ind på, hvilke signaler børnene kan udvise og hvilke udfordringer det stiller

pædagogerne overfor.

Børns signaler og pædagogens opgaver

Som pædagog skal man være opmærksom på de tidlige og evt. små signaler børnene

udsender. De signaler børnene udsender, kan give pædagogen en ide om, at der skal gøres en særlig

indsats omkring barnet. Hvis man er klar over de signaler, kan man finde de børn, der kommer fra

de socialt belastede familie og gøre en målrettet indsats for at bryde den negative sociale arv. De

signaler børnene udsender, mener vi, ofte er forbundet med en eller anden form for omsorgssvigt.

Det er derfor i grove træk, disse signaler vi vil forsøge at belyse. Men for at være opmærksom på de

udsatte børn, er vi nødt til at vide, hvad der betragtes som den normale udvikling.

Bowlby mener, at en af grundpillerne for menneskets identitet, er tilknytningsfasen,

som barnet oplever allerede fra 6 til 30 måneders alderen. I denne periode skal barnet oprette et nært

forhold til én eller få personer. Den eller de omsorgspersoner skal være barnets trygge base, hvorfra

det kan udforske verden, samtidig med det ved, at det altid har en at vende tilbage til. Dette betyder

også, at barnet nu begynder at have separationsangst og angst for fremmede. Hvis ikke barnet får

den rette tilknytning til omsorgspersonen, kan det medføre, at barnet ikke nærer nogen form for

17


separationsangst. I værste fald kan barnet reagere med en decideret følelsesmæssig frakobling.

Dette sker for eksempel ved adskillelse fra omsorgspersonen. 33

Bowlby mener, at børns udvikling af tillid og tryghed er dybt afhængige af

mulighederne for at opnå tidlige tilknytningsrelationer til nære voksne34. Bowlby åbner dog mange

muligheder for forandring og brud med fortiden. I mødet med andre mennesker kan nye og

anderledes tiltag læres, som også de børn vi kalder mønstrebrydere viser os. En af de ting der

kendetegner en ”mønsterbryder”, er at det er mere robust end andre børn, der lider af

omsorgssvigt.35 Dette barn har lettere ved at omstille sig.

Bowlby gør også opmærksom på tilknytningsadfærden hos børn og voksne og

betydningen af denne for udviklingen af sunde relationer. Faktisk mener han, at ”kontaktadfærden

er et fænomen, der har en funktion i sig selv, nemlig tryghed og sikkerhed – overlevelse”36. Det er

altså i Bowlby’s øjne altafgørende, at der er nogle mennesker omkring barnet, som kan give tryghed

og sikkerhed.

Nogle af de signaler børnene udsender, kan være vanskeligheder set i det sociale og

følelsesmæssige aspekt.37 En grund til barnets vanskeligheder kan være en følelsesmæssig

frustration. Denne finder sted, hvis barnet ikke er blevet forstået af omsorgspersonen. Et barn skal

have lov at lære verden at kende i sit eget tempo. Det skal have mulighed for at have tid til at

etablere sig i den nye verden, barnet er kommet til. Hvis barnet udsættes for omgivelserne, inden

det er modent til det, kan det medføre at barnet ikke føler, det bliver forstået. Det er derfor vigtigt,

at omsorgspersonen lytter til barnet, forstår det, og reagerer ud fra barnets behov. Hvis den voksne

ikke magter denne opgave, bliver barnet frustreret, og kan reagere med en følelsesmæssig

frustration38.

Graden af den følelsesmæssige frustration afhænger af, hvor lidt barnet er blevet

imødekommet og forstået af den voksne. Blandt andet kan barnet få svært ved at forholde sig kritisk

overfor voksne. Det kan komme til at etablere en meget hurtig kontakt til andre. Et andet tegn på

følelsesmæssig frustration kan være en forstyrret sprogudvikling. Barnet har ikke motivation for at 33 Brørup, Mogens, ”Den nye psykologihåndbog”, side 73, 74, 2002, København, 2 udgave, 5. oplag, Nordisk Forlag A/S. 34 Socialforskningsinstituttet, ”Kan daginstitutioner gøre en forskel”, side 41, 2005, København, BookPartnerMedia A/S. 35 Christensen, Vagn, Brockenhuus-Schack, Anne, ”Børn og den nye sociale arv”, side 100, 1997, København, 2.oplag, Forlaget Fremad A/S. 36 Brørup, Mogens, ”Den nye psykologi håndbog”, side 72, 2002, København, 2. udgave, 5. oplag, Nordisk Forlag A/S. 37 Socialforskningsinstituttet, ”Kan daginstitutioner gøre en forskel”, side 41, 2005, København, BookPartnerMedia A/S. 38 Brørup, Mogens, ”Den nye psykologihåndbog”, side 75 – 76, 2002, København, 2. udgave, 5. oplag, Nordisk Forlag A/S.

18


udforske den sproglige verden. Det er imidlertid den voksne, der skal motivere barnet til dette.

Børnene kan være dårlige til at tale og udtrykke hvordan de har det, og kan have svært ved at være

med i legen, eftersom de ikke taler så godt som de andre børn. Netop fordi barnet ikke kan begå sig

så godt sprogligt som de andre børn, kan der let opstå konflikter, da barnet er nødt til at udtrykke sig

på andre måder.39

I barnets senere voksenliv, kan den følelsesmæssige frustration give udslag i

problemer i forhold til at udvikle den basale tillid til andre mennesker. Det kan for eksempel

komme til at omhandle, kærester, venskaber, og forældrerollen. Barnet gentager som voksen, hvad

det har lært af omsorgspersonen. Den sociale arv forekommer via en ubevidst gentagen af vores

forældres mønstre. Det som barnet burde lære fra omsorgspersonen kan også kaldes ”rollemodel-

indlæring”. Den sker som led i socialiseringen, og hvis der sker brud i denne indlæring, videregiver

moderen så den negative arv til barnet.40

Et barn, der er nødt til at udtrykke sig anderledes end andre børn, for eksempel ved at

indgå i mange konflikter, mener vi, kan være et af de ”heldige” børn. Med det mener vi, at dette

barn sandsynligvis vil blive lagt mærke til i institutionen, da det er et af de børn, som forstyrrer den

daglige rutine i eksempelvis en børnehave. Det er et af de børn, som har stor chance for at blive hørt

og set, og som via dette råb om hjælp, har chancer for at blive hjulpet på vej. Denne adfærd er

imidlertid ikke den eneste, der kan ses hos børn fra socialt belastede familier. Barnet kan også

reagere med en adfærd der viser sig negativt overfor omverdenen. Barnet kan for eksempel skifte

humør, hvis der en dag serveres en ny slags mad, eller der arrangeres noget nyt.41 Barnet kan også

virke meget afhængigt af en voksen, forstået på den måde, at det vil søge meget kontakt til den

voksne, i forhold til hvad andre børn har brug for. Et omsorgssvigtet barn kan endvidere reagere på

en måde, så det er i stand til at tilpasse sig de forskellige arenaer, barnet møder i sin hverdag.

Værdierne kan være ganske forskellige fra hjemmet til daginstitutionen, men nogle børn kan

fungere, uanset hvor de befinder sig.42

39 Socialforskningsinstituttet, ”Kan daginstitutioner gøre en forskel?”, side 61, 2005, København, BookPartnerMedia A/S. 40 www.bogbiksen.dk/print_article.php?id=271 41 Christensen, Vagn, Brockenhuus – Schack, ”Børn og den nye sociale arv”, side 100, 1997, København, Forlaget Fremad A/S. 42 Christensen, Vagn, Brockenhuus – Schack, ”Børn og den nye sociale arv”, side 101, 1997, København, Forlaget Fremad A/S.

19


Endelig er der de børn, som reagerer ved at få psykosomatiske symptomer. Disse kan

vise sig i form af hovedpine, mavepine, allergi, søvn- og spiseproblemer.43 Vi mener, det kan være

et stort problem, hvis et barn ”får lov” til at gå rundt med disse symptomer, uden nogen tager hånd

om problemet. Men det er måske ikke disse symptomer man umiddelbart forbinder med

omsorgssvigt og social arv. I første omgang vil vi nok se tiden an, og gå ud fra det blot er en

periode, hvor barnet vil gøre ekstra opmærksom på sig selv. På sigt mener vi, disse psykiske

symptomer kan få en alvorlig indvirkning på barnets sundhedsmæssige tilstand. Hvis barnet ikke vil

spise, får det ikke de rigtige vitaminer og mineraler. Kroppen bliver ikke tanket op, som den skal.

Når barnet så ikke er veloplagt, bliver det automatisk træt, det gør vi som voksne også. Og er vi

trætte, medfører det tit hovedpine. De psykiske problemer viser sig altså som fysiske, men kun i

perioder hvor barnet har det psykisk dårligt. I gode perioder, kan det vise sig, at der slet ikke er

nogle fysiske skavanker.44

I forhold til at se det socialt udsatte barn, står pædagogen overfor flere udfordringer.

Først og fremmest skal hun sammen med institutionens øvrige personale have nogle overordnede

reference rammer for, hvornår et barn bør have den fornødne hjælp, men også hvad den fornødne

hjælp skal bestå af. Vi forsøger følgende at opridse, hvad vi mener, er pædagogens udfordringer i

forhold til arbejdet med de socialt udsatte børn.

En pædagog skal opbygge en god relation til hvert enkelt barn, og give dem tryghed

og omsorg. Dette er især vigtigt over for et barn, der er socialt udsat. Hvis barnet ikke har fået

opbygget den tillid og tryghed, der kræves for en normal udvikling, må pædagogen gå ind og

kompensere for familien. Her er det også en udfordring for pædagogen ikke at lade sig rive med,

Det vil sige tage arbejdet med hjem. Hun skal minde sig selv på, at det ikke er hende, der er

primærpersonen, men sekundærpersonen. Hvis hun glemmer det, har barnet ikke den samme

mulighed for på sigt at styrke det positive i forhold til forældrene, som jo gerne skal være

primærpersonerne.

I forhold til det barn som har sprogvanskeligheder, og reagerer voldeligt på grund af

manglende forståelse fra omgivelserne, har pædagogen en væsentlig rolle, da det i institutionen er

hendes ansvar, at forsøge på at motivere barnet sprogligt. Hun skal læse bøger for barnet, fortælle

historier, og forsøge at få barnet til at udtrykke sig anderledes, end det hidtil har gjort. I forhold til

43 Christensen, Vagn, Brockenhuus – Schack, ”Børn og den nye sociale arv”, side 101, 1997, København, Forlaget Fremad A/S. 44 Christensen, Vagn, Brockenhuus – Schack, ”Børn og den nye sociale arv”, side 105, 1997, København, Forlaget Fremad A/S.

20


det sproglige, kan det også være en mulighed for hende, at tage en snak med barnets forældre om,

hvad der er sprogstimulerende.

Det barn, som forholder sig negativt til omverdenen, skal opmuntres til at få mere lyst

til sine omgivelser. Måske kan det gøres ved at forklare barnet, når der skal ske noget nyt, fortælle

det, at det faktisk er gode ting der gøres i børnehaven, også selv om det er noget nyt.

Det barn, som tilpasser sig, skal gøres mere bevidst om sine egne grænser. Dette barn

skal ikke tilpasse sig, men ”finde sig selv”. Det skal lære, at det er okay ikke altid at indordne sig

under de voksne, at det er okay at have sin egen mening.

De børn, der udviser psykosomatisk adfærd, skal i høj grad også tages hånd om, for

ikke at lade barnet udvikle sundhedsmæssige problemer. Hvis det fra personalets side er blevet

vurderet, at barnet har psykosomatisk adfærd, skal der gøres noget. Det kan eksempelvis være i

samarbejde med en sundhedsplejerske. Denne kan vurdere, om der er belæg for en mistanke om et

problem i barnets sundhedstilstand.

Nogle af disse udfordringer mener vi kan være relevante at arbejde med i forhold til

de nu ibrugtagne læreplaner. Blandt andet kan udviklingen af sprog stimuleres via den sproglige

dimension i læreplanen. Næste afsnit omtaler vi læreplanen og kvalitetspasning, hvor vi mener

pædagogen har en vigtig rolle i forhold til de udsatte børn.

Læreplaner og kvalitetspasning

Regeringen har (som nævnt i metodevalg), indført læreplanerne som en obligatorisk

del af daginstitutionerne. Læreplanerne er lavet med flere mål for øje, blandt andet for at få

alderssvarende og udviklende udfordringer. En anden grund til indføringen af læreplanen er, at

institutionerne skal forsøge at bryde den negative sociale arv. Med læreplanen som en metode, vil

for eksempel læringen blive en del af den daglige praksis. De pædagogiske læreplaner omhandler

seks temaer:

- Den sproglige dimension.

- Den kropslige dimension.

- Den kulturelle dimension.

- Den sociale dimension.

21


- Den personlige dimension.

- Naturen som dimension.

Den nyvedtagne lov skal sikre, at pædagogen laver dokumentation på de didaktiske

overvejelser. Pædagogen får nu til udfordring i højere grad at være bevidst om, hvad hun foretager

sig med børnene, og hvorfor. Det er ikke længere nok at sige: ”sådan har vi altid gjort”.

De forskellige temaer synliggør hver enkelt dimension i barnets hverdag, og barnets kompetencer,

svagheder og styrker kommer til udtryk via den læring pædagogen skal planlægge. På den måde

bliver barnet styrket i dets svage sider, og støttes i dets styrker – gennem hjælp og støtte fra

pædagogen.

Det er ved lov bestemt, at der skal gøres noget for at bryde den sociale arv. Den sociale arv

er nu noget, som der i institutionen pålægges den enkelte pædagog at skulle forholde sig til. I

forhold til læreplanen er det den sociale dimension, der blandt andet vægter, at kunne arbejde med

de socialt belastede børn på en mere bevidst måde. Der er imidlertid ikke nogen opskrift på,

hvordan pædagogen skal arbejde med det udsatte barn, men der er nogle retningslinjer, som der skal

satses på:

- Man skal give barnet mulighed for at udvikle dets ressourcer i bredeste forstand.

- Man skal modarbejde udstødningsprocesser.45

Samtidig med, at hvert enkelt barn skal styrkes i dets alsidige udvikling, har det udsatte barn et

specielt behov, for at udvikle de sociale og personlige kompetencer. Netop fordi det menes, at

udsatte børn har specielle behov, i forhold til at udvikle kompetencer og selvværd, nævnes de i

guldguiden.

Der er som sagt ikke udarbejdet noget facit på, hvordan pædagogen kan hjælpe det

socialt belastede barn, men nogle institutioner har i guldguiden beskrevet, hvordan de i institutionen

hjælper barnet. For eksempel lægger en af institutionerne meget vægt på, at tilrettelægge en aktivitet

ud fra barnets kompetencer og alsidige udvikling. De mener ikke, der kommer noget godt ud af, at

sætte et udsat barn sammen med andre børn, der f.eks. er rigtig gode til at male, hvis ikke det er dér

barnets styrke ligger. Så vil der være risiko for at mindske barnets selvværd. Pædagogen skal altså

45 Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender, ”Guldguiden”, side 118, 2005, København, Arco Grafisk.

22


ifølge denne institution overveje hvilke forventninger der er til barnet, og samtidig være

opmærksom på, hvilke forventninger barnet har til sig selv.

Det er også vigtigt at det socialt belastede barn har en god relation til pædagogen. Det er vigtigt for

ethvert barn at vide pædagogen er der, men især for det udsatte barn er der behov for stabilitet og

tryghed.

Relationer (barn-voksen, barn-barn), didaktiske overvejelser og alsidige udvikling,

udgør en såkaldt ”Tresidet opgave”46 hos pædagogen.

Den tresidede opgave menes som værende en nødvendighed set ud fra et læringsperspektiv.

Tidligere har pædagogen primært koncentreret sig om relationerne i institutionen, blandt andet fordi

det er små børn, der arbejdes med. Derfor bruger institutionerne primært udviklingspsykologien

som grundlag. Men som pædagoger bliver vi nødt til at se vores arbejde i et bredere perspektiv. Vi

skal også tænke didaktik og alsidig udvikling ind i det daglige, så vi bliver mere bevidste om mål og

pædagogik. Der ligger altså en stor opgave på pædagogens skuldre nu, hvor læreplanen er blevet

indført. Hun skal nu tænke læring ind i sit daglige arbejde med børnene. Indtil nu, har pædagogen

koncentreret sig primært om relationer mellem børnene. Nu skal hun igennem læringen skabe gode

relationer mellem de udsatte børn og de ”almindelige” børn. Endvidere ligger der ifølge vores

mening også en udfordring i at skulle arbejde med denne læreplan. Det er en udfordring, at

pædagogen nu skal dokumentere sit arbejde med det enkelte barn.

For at vende tilbage til Henriette Kjærs udtalelse til Børn og Unge, kunne vi godt

tænke os at se lidt nærmere på hendes grundlag for, hvordan hun mener at læreplaner vil være

løsningen til at bryde den negative sociale arv. Hun tilføjer til sit svar om læreplanen: ”alle

undersøgelser viser, hvor vigtigt det er”. Da Børn og Unge spørger ind til, hvilke undersøgelser hun

taler om, svarer ministeren ikke på spørgsmålet, men hendes embedsmænd henviser til rapporten:

”Vidensopsamling om social arv” fra 2003.47

Forskningschef Niels Ploug, udtaler sig herom til Børn og Unge: ” Vi har ikke

langtidsundersøgelser, som isolerer læreplanernes effekt. Mange af de kvalitets institutioner, som er

med i undersøgelserne, har læreplaner. Omvendt er det ganske almindeligt i for eksempel USA, så

vi kan ikke sige, om det er læreplanerne, der giver den positive effekt, eller om det er noget helt

andet. Vi ved kun, at kvalitets institutionen påvirker børnene positivt, men vi ved ikke nok om

hvorfor og hvordan”48

46 Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender, ”Guldguiden”, side 120, 2005, København, Arco Grafisk 47 Ploug, Niels, Socialforskningsinstituttet, ”Vidensopsamling om social arv” ,2003, København, Pamperin Grafisk 48 Hvid, Mikkel, ”Ministeren pakker kortene”, 44/2003,Børn og Unge.

23


Niels Ploug siger altså, at læreplanen ikke er bevist som værende et middel til at bryde

den negative sociale arv. Derimod er det bevist, at kvalitetspasning er et middel dertil. Den

kvalitetspasning han omtaler, udspringer af undersøgelser, der er foretaget i udlandet. Disse

undersøgelser er lavet ud fra aktive interventionsforsøg, der forsøger at bryde den negative sociale

arv. Der er i Danmark ikke foretaget så mange undersøgelser af denne slags, men hvis der tages

forbehold for at disse undersøgelser er lavet i andre lande, der ikke er ens med Danmark(i forhold til

personalebemanding og normeringer i institutionen), kan der opstilles kvalitetskriterier for, hvordan

den sociale arv kan nedbrydes eller reduceres på den mest optimale måde.

Det er vigtigt med kvalitetspasning i daginstitutionerne, da disse skal kompensere for

de udsatte børns familier, når det ikke længere er muligt for forældrene at magte opgaven til fulde.

Men for at daginstitutionen kan opfylde rollen på den bedst mulige måde, er der nogle kriterier, som

skal følges:

- Voksenadfærd overfor børnene. Er der sensitivitet og lydhørhed overfor børns forsøg på at

kommunikere?

- Foregår der engagerede samtaler vedrørende det enkelte barn?

- Er der alderssvarende udviklingsmæssige udfordringer i dagspasningen?

- Har personalet gode arbejdsbetingelser, eller er der stor personaleudskiftning som følge af

for eksempel dårlige normeringer? 49

Ligesom læreplanen, tager kvalitetspasningen også udgangspunkt i at udvikle ressourcer og

styrkesider. Igen er det vigtigt med fokus på bestemte forhold, for at få den mest positive

udvikling hos barnet.

- En bevidst fokusering på at styrke børnenes individuelle udvikling, emotionelt, intellektuelt

og socialt.

- En bevidst fokusering på at reducere risikofaktorer, som ligger potentielt i det omgivende

sociale miljø og i de antagne selektionsmekanismer50

49 Ploug, Niels, Socialforskningsinstituttet, ”Vidensopsamling om social arv”, side 87, 2003, København, Pamperin Grafisk 50 Ploug, Niels, Socialforskningsinstituttet, ”Vidensopsamling om social arv”, side 88, 2003, København, Pamperin Grafisk

24


Udenlandske undersøgelser viser, at hvis disse ovennævnte forhold tages i brug, er der stor

chance for forbedring i forhold til børnenes chancer senere hen i livet. Disse indsatser skal dog

foretages så tidligt som muligt, og kan så medføre positive udviklinger kognitivt, socialt og

sprogligt. Barnet vil knytte sig tættere til sine forældre. Findes der imidlertid ikke en

kvalitetspasning (hvis forholdene er for ringe), ja – så kan den negative sociale arv styrkes.

Lige umiddelbart er der ikke den store forskel på læreplaner og kvalitetspasning. Groft

sagt, vil begge opnå en reducering af den negative sociale arv. Kvalitetspasningen går ud på at

se på barnet, såvel som pædagogen og institutionen. Alle disse skal hænge tæt sammen, før en

kvalitetspasning kan finde sted. I vores øjne virker kvalitetspasningen som om den tager

udgangspunkt i pædagogens indsats overfor barnet. Men det er alfa og omega at alle

kvalitetskriterier opfyldes.

Læreplanen ligner på det sociale punkt kvalitetspasningen meget. Men en væsentlig

forskel er for eksempel, at læreplanen vægter dokumentationen højt, hvor der i

kvalitetspasningen lægges vægt på, at være bevidst om, hvad pædagogen foretager sig.

Læreplanen tager udgangspunkt i det enkelte barn, mens kvalitetspasningen omhandler kvalitet i

pædagogens arbejde. Men uanset om det er læreplanen eller kvalitetspasningen der omtales, har

pædagogen fået til opgave at være mere bevidst om det, hun foretager sig i det daglige arbejde

med børnene. Det er et faktum fra ministeriets side, at den negative sociale arv findes. Nu skal

pædagogen ”bare” forholde sig til den. I forhold til begrebet ”sociale arv” mener vi, der er en

stor forskel på opfattelsen af denne fra institution til institution, ja endog fra pædagog til

pædagog.

Vi har hver især oplevet ting, som gør at vi alle opfatter forskelligt. Det kan derfor

være vanskeligt for den enkelte pædagog at spotte et udsat barn, hvis der ikke er nogen konkrete

retningslinjer at gå ud fra. Det kan betyde, at et barn kan blive stigmatiseret som værende socialt

belastet i én institution, men hvis barnet havde været i en anden institution, ville det selv samme

barn ikke blive taget til overvejelse som værende et socialt belastet barn. På sigt kan det have

stor betydning for barnet, da det er de voksne, der former barnet. Det er derfor vigtigt, at de

ansatte i en institution sammen når til enighed om, hvad der er det afgørende for, om man

opfatter barnet som bærer af den negative sociale arv. De skal gøre bevidste om begrebet ”social

arv” og ”negativ social arv”, for at kunne udarbejde en ramme om læreplanen, eller for den sags

skyld rammen for kvalitetspasningen. Vi mener, at det er vigtigt, at pædagoger arbejder ud fra

den samme referenceramme, når der tales om social arv. På den måde kan alle børn blive

25


betragtet ud fra de samme vilkår, og det bliver lettere for pædagogerne at få øje på de eventuelle

problemer.

Da Henriette Kjær dengang gav udtryk for, at læreplanen var altafgørende, burde hun

måske have tænkt på, at det i virkeligheden var kvalitetspasning, hun mente var vigtigt. I hvert

tilfælde, hvis hendes henvisning til Niels Plougs vidensopsamling skal holde stik.

Konklusion

Vi kom i delkonklusionen frem til, at der i de seneste år er sket en positiv udvikling

indenfor holdningen til de socialt belastede børn. Det kan nytte at hjælpe disse børn på vej, og i de

seneste årtier er det blevet lettere for pædagogen at gå ind og tage hånd om barnet, i form af de

indsatser der sættes ind fra kommunen. Det er også blevet lettere for pædagogerne at få øje på de

udsatte børn, da der er kommet større fokus på problemet.

Desuden er vi kommet frem til, at siden Gustav Jonsson i 1967 første gang brugte

begrebet ”social arv”, har samfundet (regeringen og socialarbejdere) holdt fast i, at der er noget,

som hedder ”social arv”. Dette har påvirket pædagogerne, således at de har arbejdet ud fra tanken

om, at der findes en social arv – såvel positiv som negativ.

Vi mener ud fra den sidste del af opgaven at kunne konkludere følgende: en pædagog

skal i dag i højere grad foretage sig overvejelser, inden hun handler. For 30 år siden ”gjorde

pædagogen det bare”. Der blev dengang ikke stillet krav til, hvad det pædagogiske arbejde skulle

indeholde. Pædagogen bliver i dag stillet overfor større udfordringer end hun gjorde for

eksempelvis 30 år siden. Der er nu indført læreplaner, som skal få pædagogen til at tage ekstra hånd

om de udsatte børn. Som sådan mener vi læreplanen er et godt initiativ, da pædagogen på denne

måde bliver nødsaget til at foretage sig nogle didaktiske overvejelser i forhold til sit daglige arbejde

med børnene. Dog er vi kommet frem til at, i forhold til lige netop de udsatte børn, er det ikke

læreplanen der er det altafgørende, hvis den negative sociale arv skal brydes. Det er derimod

kvalitetspasningen, der her bør være i højsædet.

Det er naturligvis godt, at pædagogen ser det udsatte barn, men dette skal dog ikke

være det eneste hun ser. Endvidere mener vi ikke det er nok bare at se barnets svagheder,

pædagogen skal også være i stand til at fokusere på barnets kompetencer. Igennem barnets

26


kompetencer skal pædagogen styrke dets svage sider. For at pædagogen kan gøre dette, skal hun

først og fremmest se på sin egen praksis og dennes indflydelse i forhold til de udsatte børn.

Da vi startede på denne opgave, var alle i gruppen af den opfattelse, at den sociale arv

var noget negativt. Endvidere mente vi, at det var forældrene, der bar ansvaret for at børnene i deres

voksenliv skulle bære den sociale arv videre. Efter at have læst Morten Ejrnæs’ kritik af begrebet

”social arv”, kan vi imidlertid godt se problematikken i at betegne den sociale arv som værende

udelukkende negativ. Vi er også kommet frem til, at samfundet bærer en stor del af ansvaret for,

hvordan de udsatte børns fremtid ser ud. Vi mener ikke længere, det kun er forældrene, der har

hovedansvaret for barnets videre udvikling. Barnets mange andre arenaer spiller også en stor rolle i

barnets liv.

Vi er enige med Morten Ejrnæs, når han siger, at begrebet ”social arv” bør afskaffes,

og i stedet skal vi bruge risikofaktorer i barndommen og chanceulighed. Børn med en social belastet

baggrund får ikke altid de samme chancer som andre børn, for eksempel når det drejer sig om skole

og uddannelse. Dog kan vi også forsvare begrebet ”social arv”, da den faktisk finder sted. Morten

Ejrnæs siger at 9 ud af 10 børn ikke arver deres forældres problemer, og det viser selvfølgelig også,

at chancen for at bryde den sociale arv er stor. Samtidig må vi erkende, at 1 ud 10 børn desværre

ikke undgår den negative sociale arv. Vi skal også huske på, at det ikke kun er børn fra socialt

belastede familier, som får problemer i fremtiden. Her kan vi passende bruge Morten Ejrnæs’

begreb ”risikofaktorer i barndommen”, da vi mener, at børnene kan være blevet påvirket af negative

faktorer i andre arenaer end lige hjemmet.

Endelig kan vi konkludere at, begrebet ikke nødvendigvis skal afskaffes, men det bør

konkretiseres og bruges med omtanke.

Kildekritik

Da vi har valgt, at opgaven skulle omhandle et begreb og ikke en decideret sygdom

eller befolkningsgruppe, har vi fundet, at det har været lidt vanskeligt at finde litteratur herom. Der

er ikke skrevet så synderligt mange bøger herom, og da vi så bliver nødt at tage udgangspunkt i

artikler i stedet, bliver det vanskeligere i forhold til at bedømme, hvor troværdige disse er.

Artiklerne mener vi sjældent er objektive, da journalistens holdning ofte skinner igennem. Den

artikel vi har brugt i opgaven, er taget fra Børn og Unge, hvilket vi mener, er et troværdigt blad.

27


Det har været svært at inddrage Gustav Jonssons teorier i opgaven, hvis vi skal tage i

betragtning, hvorvidt undersøgelsen er relevant eller ej. Han har foretaget en undersøgelse ud fra en

gruppe drenge, som bor på en form for børnehjem. Denne gruppe af drenge, har han sammenlignet

med en gruppe Stockholmske drenge. For det første, er undersøgelsen kun foretaget ud fra 312

personer, og vi mener derfor ikke, det kan give et generelt syn på omfanget af den sociale arv.

Desuden er det kun drenge, han bruger i undersøgelsen – hvad med piger, er de ikke disponible for

den sociale arv?

Vi synes det er så berigende at læse en bog som ”social opdrift - social arv”, hvor

Morten Ejrnæs sætter spørgsmål ved et begreb som ”social arv”. Et begreb, som er blevet taget for

givet, og som bare er blevet brugt i flæng af så vel politikere som pædagoger. Dog mener vi han er

en anelse for kritisk. Vi mener, der stadig bør være et begreb, som hedder ”social arv”, da den ligeså

godt kan være positiv som negativ. Men det er godt, der findes folk, som sætter spørgsmålstegn ved

begrebet, så vi alle kan tage vores definition af den sociale arv til eftertanke.

Social forskningsinstituttets rapport ”kan daginstitutioner gøre en forskel?” betragter

vi som en yderst troværdig kilde. Den er for det første helt ny, da den udkom i september 2005. den

er skrevet ud fra undersøgelser, som er foretaget på mange mennesker. Disse undersøgelser er både

kvalitative og kvantitative, og foretaget på ledere, pædagoger og pædagogmedhjælpere. På den

måde bliver alle synsvinkler inden for daginstitutionsområdet belyst.

Perspektivering

Når det fra regeringens side er blevet bestemt, at der nu skal gøres en større indsats,

for at bryde den negative sociale arv i form af læreplaner, undrer vi os over mulighederne for en

realisering af arbejdet i forhold til denne læreplan. Er det muligt at gøre en aktiv indsats for disse

børn, når der pludselig skal dokumenteres for de overvejelser pædagogen gør sig? Der skal også

foretages didaktiske overvejelser i forhold til det pædagogiske arbejde. Endvidere skal der være

primærpædagoger, som skal sætte sig nøje ind i barnets styrker og svagheder. Denne primær-

pædagog skal derudfra føre barnet videre i sin udvikling, samtidig med alle de ovennævnte opgaver,

som pædagogen nu bliver pålagt efter indførelse af læreplanen. Men er det muligt at gøre alt dette,

når der fra regeringens side ikke bliver budgetteret med flere penge til daginstitutionerne?

28


Herudover bliver personalenormeringen hele tiden mindre og mindre, hvilket også gør at

pædagogen får mindre tid til det enkelte barn.

Desuden undrer vi os over, at de pædagoger vi har interviewet ikke kender noget til

kritikken af begrebet. Det er mennesker, som arbejder med børnene hver dag – burde de ikke kende

noget til den pædagogiske debat? Foregår debatten kun hos politikkerne og i medierne? Når den

ikke helt ud til de mennesker, som burde stille sig tvivlende overfor begreber som for eksempel

”social arv”. Vi håber, at når vi engang er færdiguddannede vil være i stand til hele til at opdatere

os, så vi ikke kommer til at stå i stampe. Det er vigtigt, at vi hele tiden udvikler os, da det ikke kun

er samfundet, men også børnene der ændrer sig. Derfor bliver pædagogerne nødt til at følge med i

samfundsudviklingen.

Det er vigtigt at huske på, når man arbejder med de udsatte børn – ja, børn generelt, at

de ofte lever op til ens forventninger. Forventer man, at de ingenting kan og vil, er det oftest også

det man får ud af børnene. Forventer man fremskridt og positiv udvikling, vil dette tit forekomme.

Børn ser ofte sig selv i andres forventninger. Måske var det det, Hans Christian Andersen mente, da

han i sin tid skrev eventyret om ”Den Grimme Ælling”.

”Dræb mig kun, sagde det stakkels Dyr, og bøjede

sit Hoved ned mod Vandfladen og ventede Døden,

- men hvad saae den i det klare Vand? Den saae

under sig sit eget Billede, men den var ikke længer

en kluntet, sortgrå Fugl, styg og fæl, den var selv

en Svane.51”

51 ”Den grimme ælling”, H.C. Andersen, Specialtrykkeriet, Viborg, 1997, s.208

29


Litteraturliste

Bøger:

Brørup, Mogens, ”Den nye psykologi håndbog”, 2. udgave, 6. oplag, København, Nordisk Forlag

A/S.

Christensen, Vagn og Brockenhuus-Schack, Anne, ”Børn og den nye sociale arv”, 1997, 1.udgave,

2. oplag, Århus, Clemenstrykkeriet.

Ejrnæs, Morten, ”Social opdrift – social arv”, 2005, 2. udgave, København, Akademisk Forlag

Hansen, Erik Jørgen, ”Konflikter og uligheder i det moderne samfund”, 2002, Værløse, Billesø og

Baltzer.

Jonsson, Gustav, ”Den sociale arvs onde cirkel – kan den brydes”, 1998, 2. udgave, 1. oplag,

København, Fremad A/S.

Killén, Kari, ”Omsvigt er alles ansvar”, 2000, 2. udgave, 6. oplag, Gylling, Narayana Press.

Ministeriet for familie- og forbrugsanliggender, ”Guldguiden”, 2005, Arco Grafisk.

Vidensopsamlinger:

Socialforskningsinstituttet, ”Vidensopsamling om social arv”, København, Pamperin Grafisk.

Socialforskningsinstituttet, ”Kan daginstitutioner gøre en forskel?”, 2005, København,

BookPartnerMedia A/S.

30


Artikler:

Mikkel Hvid, ”Ministeren pakker kortene”, 44/2003, Børn og Unge.

Internetadresser:

www.bogbiksen.dk/print_article.php?id=271

www.skoda.emu.dk, Infomedia huset A/S danske kommuner. ”Læreplaner skal bryde den negative

sociale arv”.

31

http://www.bogbiksen.dk/print_article.php?id=271

http://www.skoda.emu.dk/

tema 4, normalitet og afvigelse. social arv. v04m. … · og anden form for afvigelse består og...

Documents