1

FN’s reducerbarhed - det internationale samfunds fallit

En magt- og kulturanalyse af vilkårene for det internationale politiske samarbejde under Verdenskonferencen imod Racisme

Theis Lorenzen von Moos Ditte Marie Kvist Olsen

Lis Katharina Volke

Bachelorprojekt ved Aalborg Universitet 2009

2

3

Summary

This bachelor project examines the conditions of international political cooperation

at the United Nations World Conference against Racism, Racial Discrimination,

Xenophobia and Related Intolerance. With a specific interest in the power relations

and cultural differences which impact the political process and determine the ac-

tions of the delegates, separately and especially collectively in alliances, the theo-

retical perspective is inspired by both Western and non-Western, idealist and realist

philosophers, anthropologists and political scientists not to mention generally ac-

knowledged political power theories applicable to this particular study.

To maintain a contemporary relevance the focus is primarily on the two latter of the

in all four conferences, held respectively in 1978, 1983, 2001 and 2009. The em-

pirical fundament on which this report is based is primarily made up of official UN

records and documents but also includes political and journalistic recounts.

The different theoretical notions present concepts of various manifestations of how

international power relations and differences in cultures affect the potential of pre-

sent and future international collaboration and coexistence. The key hypotheses are

of Fukuyama’s idea of the inherent Western ideological superiority and the Strug-

gle for recognition; Huntingtons’ Clash of Civilisations; Appadurai’s thoughts on

the West’s Fear of Small Numbers and The Geography of Anger and finally

Sardar’s perspective on how the Muslim world can regain its natural ascendancy

only by individual and joint appreciation of Islam’s true teachings and recognizing

their place in a postmodern context

4

The analysis finds the West as a prominent international power in spite of internal

divisions of the Western civilisation but also recognises the significance of a formal

organising of an Islamic civilisation. Despite being a direct minority in the global

community it seems that the West, because of economic and military assistance to

African, Asian and Middle Eastern states, is able to force decisions through in the

forum constituted by diplomatic consensus.

The conferences have been subject to several undesirable incidents of Western

boycotts and walkouts as well as inauspicious discourses from certain Islamic dele-

gates. However, as a means of securing all the Worlds peoples the opportunity of a

voice, the conference does indeed stand the promise of becoming a crucial interna-

tional political agent in facilitating communication and oblige state leaders to reach

a mutual respect for the values and principles unique to each community.

5

6

Titelblad

Tema: Verdenspolitik: Globalisering og regionalisering

Projektperiode: 4. februar – 3. juni 2009

Afleveringsdato: 2. juni 2009

Projekttitel: FN’s reducerbarhed – det internationale samfunds fallit

Gruppe 28 A Politik / Administration og Samfundsfag

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet 6. semester – 2009

Theis Lorenzen von Moos Studienummer: 20062648

Ditte Marie Kvist Olsen Studienummer: 20062676

Lis Katharina Volke Studienummer: 20031356

Vejleder: Bjørn Holmgaard Johansen

Censor: Jens Erik Steenstrup

Opslag: 5 eksemplarer

Antal anslag: 193.323

7

Forord

Dette bachelorprojekt er udarbejdet ved Aalborg Universitet i foråret 2009. Vi

takker for kyndig og tankevækkende vejledning ved Bjørn Holmgaard Johansen

og ser frem til eksaminationen.

Vi ønsker alle en dejlig sommer og indleder for en kort bemærkning til Dag

Hammarskjölds bevingede ord:

De Forende Nationer er akkurat som elefanter, der elsker.

Alt foregår på et meget højt plan, der hvirvles en masse støv op,

men man må vente i årevis på resultatet

8

1. PROBLEMFELT............................................................................................................11

1.1 Problemstilling .......................................................................................................................................................... 12 1.1.1. Problemformulering ........................................................................................................................................ 14 Hvilke vilkår har det internationale politiske samarbejde i Verdenskonferencen imod Racisme? .............................. 14 1.1.2. Diskussion af problemformuleringen ............................................................................................................. 15

2. OPERATIONALISERING ..............................................................................................17

2.1. Design........................................................................................................................................................................ 17

2.2. Designfigur ............................................................................................................................................................... 18 Figur 1: Designfigur..................................................................................................................................................... 18

2.3. Metode ...................................................................................................................................................................... 19 2.3.1. Undersøgelsesspørgsmål .................................................................................................................................. 19 2.3.2. Analyseopbyggende kapitler ........................................................................................................................... 19 2.3.3. Teori .................................................................................................................................................................. 19

2.3.3.1. Magtteori................................................................................................................................................... 19 2.3.3.2. Kulturteori ................................................................................................................................................ 20 2.3.3.3. Teorivalg og fravalg ................................................................................................................................. 20

2.3.5. Empiri ............................................................................................................................................................... 22 2.3.5.1. Empirivalg og fravalg .............................................................................................................................. 23

2.3.6. Forholdet mellem empiri og teori. .................................................................................................................. 24 2.3.7. Analyse .............................................................................................................................................................. 24 2.3.8. Interesseforhold................................................................................................................................................ 24

2.4. Anvendt international politisk teori ....................................................................................................................... 25

2.5. Erkendelsesfilosofiske overvejelser ........................................................................................................................ 25

2.6. Validitet .................................................................................................................................................................... 26

3. TEORI............................................................................................................................27

3.1. Magtteori .................................................................................................................................................................. 27 3.1.1. Direkte magt ..................................................................................................................................................... 27 3.1.2. Indirekte magt .................................................................................................................................................. 28 3.1.3. Magt i alliancer ................................................................................................................................................ 30 3.1.4. Magt i kultur .................................................................................................................................................... 32

3.2. Kulturteori ............................................................................................................................................................... 33 3.2.1. Vestlig kulturteori ............................................................................................................................................ 33

3.2.1.1. Francis Fukuyama.................................................................................................................................... 33 3.2.1.2. Samuel P. Huntington .............................................................................................................................. 36

3.2.2. Ikke-vestlig kulturteori.................................................................................................................................... 42 3.2.2.1. Arjun Appadurai...................................................................................................................................... 42 3.2.2.2. Ziauddin Sardar ....................................................................................................................................... 46

4. EMPIRI ..........................................................................................................................51

4.1. Karakteristik af Durban I, 2001............................................................................................................................. 51 4.1.1. Oplæg ................................................................................................................................................................ 52

9

4.1.1.1. Afrika ........................................................................................................................................................ 52 4.1.1.2. Amerika..................................................................................................................................................... 54 4.1.1.3. Asien .......................................................................................................................................................... 56 4.1.1.4. Europa ....................................................................................................................................................... 58 4.1.1.5. OIC ............................................................................................................................................................ 60

4.1.2. Emner og værdiprioritering ved Durban I .................................................................................................... 61 Figur 2: Emner og værdiprioritering ved Durban I ................................................................................................. 61

4.1.3. Delanalyse – Magtrelationer ved Durban I.................................................................................................... 62

4.2. Karakteristik af Durban II, 2009 ........................................................................................................................... 69 4.2.1. Oplæg ................................................................................................................................................................ 70

4.2.1.1. Afrika ........................................................................................................................................................ 70 4.2.1.2. Asien .......................................................................................................................................................... 72 4.2.1.3. EU .............................................................................................................................................................. 74 4.2.1.4. Latinamerika ............................................................................................................................................ 76 4.2.1.5. OIC ............................................................................................................................................................ 77

4.2.2. Emner og værdiprioritering ved Durban II................................................................................................... 78 Figur 3: Emner og værdiprioritering ved Durban II ................................................................................................ 78

4.2.3. Delanalyse – Magtrelationer ved Durban II .................................................................................................. 79

5. ANALYSE......................................................................................................................84

6. KONKLUSION...............................................................................................................97

7. PERSPEKTIVERING...................................................................................................100

8. BILAG..........................................................................................................................103

Bilag 1: Kronologi......................................................................................................................................................... 103

Bilag 2 OIC.................................................................................................................................................................... 113

Bilag 3: Ordtælling ....................................................................................................................................................... 115

9. NOTER ........................................................................................................................118

10. LITTERATURFORTEGNELSE .................................................................................120

Bøger.............................................................................................................................................................................. 120

Officielle FN dokumenter............................................................................................................................................. 121

Officielle WCAR documenter...................................................................................................................................... 121 Durban I ..................................................................................................................................................................... 121 Durban II.................................................................................................................................................................... 122

Artikler .......................................................................................................................................................................... 122

Internet .......................................................................................................................................................................... 123

Bilag ............................................................................................................................................................................... 124 Officielle WCAR documenter ................................................................................................................................... 124 Artikler....................................................................................................................................................................... 126 Internet ....................................................................................................................................................................... 126

10

11

1. Problemfelt De fleste herhjemme vil kende Muhammedkrisen1 som et ikonisk symbol for værdikonflikt i

nyere tid. Linjerne er for alvor trukket op og vi konfronteres med vores egen og verdens prio-

ritering af friheder. Om end den fylder meget i medier og politik, er det ikke nogen ny kon-

flikt. Dette projekt behandler netop sådanne konflikter indenfor et bestemt undersøgelsesfelt i

FN-regi, hvor der i mange år været arbejdsgrupper og konferencer for at komme religiøse

samt værdi- og racemæssige konflikter til livs2. Følgende emnepræsentation baserer sig del-

vist på den udarbejdede kronologi3, hvor kildehenvisninger findes i forbindelse med hver be-

givenhed.

Verdenskonferencen imod Racisme, Racediskrimination, Xenofobi og relateret Intolerance

(herefter betegnet som WCAR) er et af disse tiltag. Den oprindelige konference blev holdt i

1978 og i stil med sin efterfølger i 1983 var det primære fokus apartheid i Sydafrika og kon-

flikten i mellem zionister og palæstinensere i Mellemøsten4. Allerede fra starten blev WCAR

boykottet af USA og Israel; først ved den tredje konference (Durban I) i 2001 deltog de to sta-

ter men udvandrede halvvejs, da de mente processen havde udviklet sig til en ensidig kritik af

Israels politik overfor palæstinenserne5. Til den fjerde konference (Durban II) i april 2009

udeblev følgende lande med henvisning til, at konferencen nærmere end at modarbejde racis-

me og intolerance, ville fremme konflikter og skabe yderligere værdipolarisering: USA, New

Zealand, Australien, Canada, Israel, Tyskland, Holland, Italien, Polen. Mange andre forholdt

sig kritiske og deltog alligevel, herunder udvandrede følgende lande i protest over den iranske

præsident Ahmadinejads zionisme-kritiske tale: Resten af EU, inklusiv Tjekkiet, der havde

EU-formandskabet og som ikke tilbagevendte, samt øerne Saint Kitts og Nevis6. I forhold til

andre grupperinger ved WCAR kunne denne interne splittelse i den Vestlige alliance og in-

ternt i EU måske påvirke forhandlingsprocesserne negativt, men det kan ikke afskrives, at Ve-

stens interesser har haft forbedrede forhandlingsvilkår efter USA’s exit i forhold til krav fra

især et anti-amerikansk OIC.

1 Tidslinie: Muhammed-sagen 2 Note 1 3 Se Bilag 1 om kronologi 4 The World Conference against racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance, Basic infor-mation 5 UN rights chief urges all States to take part in anti-racism conference, UN news service 6 Who boycotted, who walked out of racism talks, Townhall Magazine

12

Hensynet til den vestlige verdens forhold til Israel spiller unægtelig en betydelig rolle for

modvilligheden til at deltage i konferencen og legitimere den ved disse staters tilstedeværelse.

I de danske medier har paradokset mellem respekt for religion og retten til ytring fået meget

opmærksomhed, måske netop på grund af Muhammedtegningerne og de konsekvenser sagen

fik for såvel tegnere, politik og erhvervsliv.

For dette projekt, er den primære interesse konflikterne i WCAR og konferencens rolle som

politisk arena; et forum for diskussion, vidensdeling og diplomatisk konsensusdannelse som

vedtaget af forberedelseskomiteen. Mange faktorer påvirker processerne, samarbejdet, diskur-

sen, og resultaterne af 2009–konferencen i Geneve, og især interessant er de magtpolitiske

forhold og værdimæssige forskelle, der kan præger denne internationalt konstituerede forsam-

ling. Således er målet for dette projekt at forklare de kulturelle og magtpolitiske relationer, der

gør sig gældende i et sådant internationalt arbejde og hvordan de sammen determinerer det

endelige politiske resultat.

1.1 Problemstilling

Indenfor arbejdet i WCAR eksisterer stærkt definerede grupperinger af nationer, og hvor FN’s

højkommissær for menneskerettigheder, Navi Pillay, har udtrykt at det blot var snævre

NGO’er og enkelte lande, der afsporede konferencen i 2001 og at alle stater må samarbejde

uden bias7, så deltager de 57 medlemsnationer i Organization of the Islamic Conference8 (her-

efter betegnet OIC) som en, på forhånd, samlet gruppering i forhold til repræsentation, ar-

bejdsgrupper og oplæg9. På samme måde deltager andre stater i lignende grupperinger, ek-

sempelvis EU, der præsenterer et samlet oplæg og bibeholder eventuelle nationale kernefo-

kusområder og stillingtagen. Dog uden at udgøre en officiel fløj reagerer USA og Israel, med

et par andre lande som Canada og Australien i periferien, kollektivt i forbindelse til udvan-

dring og boykot.

7 UN rights chief urges all States to take part in anti-racism conference, UN news service 8 Se Bilag 2 om OIC 9 Muslimske lande påskønner støtte til Durban 2, Kristeligt dagblad, 2009

13

I forsøget på at påvirke slutdokumentets indhold og sikre alle staters deltagelse har Danmarks

udenrigsminister, Per Stig Møller, mødtes med nordiske og ti afrikanske kolleger for at finde

opbakning om den hollandske udenrigsministers krav til forhandlingerne, herunder at Israel

ikke må blive hængt ud og at religion aldrig må stå over individet10; men uden held. Blandt

andet Senegal, der, op til Durban II, havde formandskabet for OIC, var inviteret og udenrigs-

minister, Cheikh Tidiane Gadio, ville ikke støtte op om de hollandske krav med henvisning

til, at fordømmelse af religionskritik er i overensstemmelse med konferencens tema om ra-

cisme og med menneskerettighederne11 – Noget som EU selv tilslutter sig i deres oplæg til

konferencerne.

Selve grundlaget for FN-samarbejdet kan argumenteres at lægge op til ovennævnte gruppe-

ringer. I FN’s charter formuleres de fælles målsætninger i korte træk som: at forebygge krige,

bekræfte troen på menneskerettigheder og ligestilling (også mellem nationer), sikre retfærdig-

hed i og respekt for traktater og international lov samt at fremme levevilkår i større friheder12.

Værdier som rettigheder og retfærdighed, respekt og frihed er ikke givne størrelser med et

universelt indhold, men kan defineres så subjektivt, at de samme benævnelser rummer over

uforenelige forventninger og ideologier.

Baggrunden for projektet er en undren omkring de mekanismer, der gør sig gældende i for-

holdet mellem nationalstater som enhedsaktører, magten i alliancer og konflikter mellem be-

stemte grupperinger. Det er ligeledes en interesse for, hvordan disse grupperinger påvirker

den politiske beslutningsproces i WCAR. Magtaspektet kan ikke være ubetydeligt, og det er

interessant for undersøgelsen, hvad de forskellige magter baserer sig på og hvordan de realise-

res. Kultur forventes ligeledes at være en afgørende faktor, der er determinerende for priorite-

ringen mellem værdier og ikke mindst for netop, hvorfor nogle lande hellere allierer sig sam-

men end andre. På baggrund af ovenstående formuleres således følgende problemformulering:

10 Dansk Durban II-boykot kan blive realitet i næste uge, 180grader 11 Afrikanske ministre gav ingen løfter, Berlingske Tidende 12 Charter of the United Nations

14

1.1.1. Problemformulering

Hvilke vilkår har det internationale politiske samarbejde i Verdenskonferencen imod Racis-

me?

Problemformuleringen lægger op til to, på en gang separate og komplementære, hensyn om

en empirisk skildring og en teoretisk analyse af undersøgelsesfeltet og der opstilles de følgen-

de afklarende undersøgelsesspørgsmål:

- Hvordan fremtræder det politiske samarbejde ved Verdenskonferencen imod Racisme

- Hvilken indflydelse har kultur og magtrelationer på Verdenskonferencen imod Racisme

Formålet med de to undersøgelsesspørgsmål er såvel at præcisere som at operationalisere pro-

blemstillingen. Det er intentionen, at de tilsammen skal fuldbringe en besvarelse af problem-

formuleringen. Denne inddeling i undersøgelsesspørgsmål skal ikke antages at dele projektet

to halvdele, der, hvis de sammenlægges, giver et bredt svar på spørgsmålet. Projektet udgøres

derimod i vid udstrækning af to på hinanden følgende operationer, der er styret af en fælles

logik om et fokus, i såvel empiri, teori og analyse, på konflikter, interesser og alliancer. Ana-

lysestrategien er således i sin grundstruktur fælles for begge. Det analytiske fokus på konfe-

rencens vilkår baserer sig på teori om magt og kultur i international politik.

Via arbejdet med det første undersøgelsesspørgsmål ønskes at karakterisere WCAR. Målet er

at afdække fænomenet; internationalt politisk arbejde. Fokus vil være at afdække sfærer i kon-

ferenceregi, hvor magtbalancer er i spil og hvor værdiorientering øver direkte effekt på poli-

tikdannelsen. Karakteristikken opstilles således primært for at tydeliggøre samarbejdets mu-

ligheder og begrænsninger og de værdiprioriteringer, der determinerer disse. Umiddelbart i

forlængelse heraf opstilles delanalyser med ensidet fokus på relationen mellem empiri og

magtudøvelse.

Det andet undersøgelsesspørgsmål fordrer en vurdering af fænomenet, stadig i WCAR-

kontekst, direkte indenfor en teoretisk begrebsverden. I forlængelse af den empirisk baserede

karakteristik deduceres ud fra det valgte teoriapparat, der udgøres af henholdsvis politisk

magtteori og af vestlige såvel som ikke-vestlige (arabiske og asiatiske) kulturteoretikere, der

hver især præsenterer teser om Vestens overlegenhed (Fukuyama), civilisationers sammen-

stød (Huntington), kulturers fjendskab (Appadurai) og Islams overlegenhed (Sardar).

15

1.1.2. Diskussion af problemformuleringen

I det følgende vil projektets problemformulering blive behandlet ud fra en diskussion af to

dimensioner i processen om formuleringen af projektets undersøgelsesambition. Indlednings-

vist afklares forholdet mellem problemformuleringen og problemstillingen; altså en diskussi-

on af hvorvidt projektets formål indfanges af det opstillede spørgsmål. Dernæst identificeres

de centrale begreber, der indgår i sætningen, samt relationerne imellem dem.

Projektets problemstilling er baseret på den forudsætning, at WCAR kan forstås som et no-

genlunde repræsentativt udtryk for typisk politikdannelse i et lignende FN-regi og at det poli-

tiske samarbejde i FN til en grad er underlagt de samme magt- og kulturrelationer, som andre

fora for international politikdannelse. Det antages at konferencen kontekstualiserer sig i et in-

ternationalt paradigme, der over en rum tid har været genstand for realistiske magtkampe og

pleje af egeninteresser frem for fællesskab og objektivitet som idealiseres i FN’s charter13. De

værdier og praksisser, der dyrkes og dannes i takt med udarbejdelsen af en ny fælles racisme-

konvention, kan ændre vilkårene for internationalt samarbejde under FN med henblik på

fremtidigt samarbejde, dagsordensfastsættelse og dominans. Med friske forestillinger om

hvordan virkeligheden konstituerer sig, opprioriteres fokus på italesættelse og kontrol over di-

skursen og uanset udfaldet af konferencen vil den internationale magtbalance være blevet på-

virket.

Ved afklaring af centrale begreber i problemformuleringen defineres følgende:

- Vilkår: Den egentlige tilstand af mulighederne for et effektivt samarbejde

- Internationalt politisk samarbejde: Tilfælde, hvor vetoret ikke anvendes som del af proces

Ved hjælp af ovenstående er det altså projektets formål at analysere frem til og redegøre for,

hvordan det aktuelle og fremtidige internationale politiske samarbejde indenfor FN fungerer i

fora, hvor formel vetoret ikke eksisterer samt at afdække hvor effektivt dette samarbejde kan

forventes at være i forhold til politikdannelse og udvikling af fælles globale strategier.

13 Charter of the United Nations

16

Det kan synes urealistisk ambitiøst at beskæftige sig med dette emne indenfor rammerne af et

begrænset projekt og der foretages derfor en præcisering, der ligger i forlængelse af den forud

beskrevne undren om magt og kultur. Problematiseringen af samarbejdets vilkår og de kon-

flikter, der afgør WCAR, vil foregå gennem anvendelse af analyseperspektiver opstillet af de

førnævnte teoretikere med den erkendende bevidsthed, at en sådan anvendelse af et sammen-

sat teoriapparat per definition afskriver andre eventuelt relevante teorier, der også kunne have

ydet forklaringskraft. I afsnit 2.3.4. teorivalg og fravalg, redegøres indgående for valget af

netop disse teorier.

17

2. Operationalisering

For at danne overblik over projektets opbygning forklares i dette kapitel projektdesign og me-

todevalg. Indledningsvis præsenteres de designmæssige overvejelser og derpå følger informa-

tioner om metodiske teknikker.

2.1. Design

Projektets logik retter sig umiddelbart mod et casedesign, hvor der gennem deduktion udledes

svar på projektets problemformulering, der søger afklaring af vilkårene for internationalt poli-

tisk samarbejde under FN’s WCAR. Casedesignet er delt op i flere analyseenheder og projek-

tet beskæftiger sig således med konferencerne fra 2001 og 2009 med særligt fokus på allian-

cer og de magt- og kulturaspekter, der påvirker undersøgelsesfeltet. Projektet er teoretisk for-

tolkende, idet vi søger at forstå casen ud fra valgte relevante teorier.

Som redegjort for, i projektets kronologi14, er WCAR forbundet med omfattende politiske

processer såvel forud for og følgende efter selve konferencerne. Disse processer redegøres

yderligere for ud fra et regionalt perspektiv i empiriafsnittet i kapitel 4. Den analytiske logik

har karakter af en helhedsopfattelse, hvor den primære observans baseres på de udvalgte teo-

riers forklaringsevne. I kraft af det officielle mål med Durban II som værende opfølgende i

forhold til effekterne af Durban I kan casen betragtes som singulær omend opdelt, hvilket dog

ikke findes problematisk, da det netop er det internationale politiske samarbejdes vilkår, der

undersøges; interesserne der præger dette formodes nogenlunde statiske indenfor den givne

tidsramme. Undersøgelsesfeltets opdeling i to konferencer med hvert et forberedende arbejde

kræver et retrospekt forsøg på at rekonstruere casen via studiet af centrale dokumenter. Denne

tilgang til casen vækker ikke umiddelbart bekymring, vi er dog opmærksomme på en eventuel

underrepræsentation af officielle informationer om bagvedliggende forhandlingsprocesser fra

den seneste konference, der afholdtes 20 – 24 april i år, 2009. Officielle dokumenter som ta-

ler, oplæg og handlingsprogrammer er dog tilgængelige og danner grundlaget for casestudiet.

14 Se Bilag 1 om kronologi

18

Problemfelt

Problemformulering

Operationalisering

Analyse af Durban I Analyse af Durban II

Empiri Durban I Durban II

Teori

Magtteori Kulturteori

Vestlig Ikke-vestlig

Analyse og teoretisk diskussion

Konklusion

Problemfelt

Problemformulering

Operationalisering

Analyse af Durban I Analyse af Durban II

Empiri Durban I Durban II

Teori

Magtteori Kulturteori

Vestlig Ikke-vestlig

Analyse og teoretisk diskussion

Konklusion

Perspektivering

2.2. Designfigur

For at illustrere projektets opbygning og den strukturelle logik, der præger arbejdet, gøres i

nedenstående figur 1 rede for den metodiske opbygning af projektarbejdet.

Figur 1: Designfigur

19

2.3. Metode

Ved udarbejdelse af dette projekt har nogle konkretiserende tiltag været nødvendige og i det

følgende redegøres for disse metodiske valg med henblik på at klarlægge projektets fokus,

teknik og kvaliteter.

2.3.1. Undersøgelsesspørgsmål

I forhold til det videre arbejde opstår behovet for at udspecificere interesseområdet nærmere

og udledt af den lidt brede problemformulering: Hvilke vilkår har det internationale politiske

samarbejde i Verdenskonferencen imod Racisme? opstilles følgende to undersøgelsesspørgs-

mål:

- Hvordan fremtræder det politiske samarbejde Verdenskonferencen imod Racisme

- Hvilken indflydelse har kultur og magtrelationer på Verdenskonferencen imod Racisme

Undersøgelsesspørgsmålene anvendes på en yderst integreret måde i forhold til analysen. Der

arbejdes ikke særskilt med hvert spørgsmål og en konkret besvarelse herpå – derimod er de

ment som en rettesnor for det samlede projekts udvikling og fokus. Det er vores klare hensigt

på denne baggrund at kunne inkludere begge perspektiver i såvel analyse og konklusion.

2.3.2. Analyseopbyggende kapitler

Basis for analysen og konklusionen dannes af empiri- og teoriafsnit. Således er resten af dette

projekt inddelt som illustreret i figur 1 ovenfor og i det nedenstående forklares kort, hvilken

rolle, kapitlerne har for besvarelsen af problemformuleringen.

2.3.3. Teori

Teoriredskaberne til besvarelsen af projektets problemformulering er på en vis ret skarpt op-

delt. Alligevel skabes der en betydelig synergi i anvendelsen af magt og kultur sammen og det

kan ikke benægtes, at magtperspektivet er en iboende faktor i de kulturelle forklaringer.

2.3.3.1. Magtteori

Den indledende magtteori bunder, måske meget oplagt, i realismen og anvendes især til at be-

skrive og identificere de relationer indenfor WCAR, der påvirker forhandlingsprocesserne.

Her er i særdeleshed tale om alliancer og civilisationer og de mest fremtrædende magter beror

sig på aktørernes allerede etablerede indbyrdes forhold om afhængighed og indflydelse.

20

2.3.3.2. Kulturteori

I valget af teori til besvarelse af dette projekt om WCAR, var det essentielt at medtage nogle

forskellige forklaringsteser på det internationale politiske samarbejde. Det er et bevidst valg at

inkludere teoretiske repræsentanter fra såvel Vesten som den ikke-vestlige verden og det har

været afgørende at arbejde med teorier, der såvel komplementerer som kritiserer hinanden.

Dette for bedre at kunne beskrive den kompleksitet, der omgiver konferencerne, aktørerne og

policyen. Det er deslige vigtigt, at magtperspektiverne ikke nedspilles i forhold til de kulturel-

le teser og deres forklaringsværdi ikke negligeres i analysesammenhæng. Teorierne har til-

sammen omfattende forklaringskraft, der blandt andet spænder over politiske dagsordener, af-

hængighedsforhold, alliancer, forhandling, værdiansættelse og anerkendelsesbehov.

2.3.3.3. Teorivalg og fravalg

Projektets fokus er umiskendeligt på de magtrelationer og kulturelle aspekter, der determine-

rer det internationale politiske samarbejde ved WCAR. Der anvendes traditionelle magtteorier

og indenfor rammerne af international politik resulterer det i et overvejende aktørhensyn, der

omfatter transnationale alliancer frem for individuelle nationalstater. Fælles for anvendte

magtteorier er deres aktørsyn, og der skelnes videre mellem magt og indflydelse som politisk

diplomatiske redskaber. Desuden er det relevant at være opmærksom på, at de alle tager ud-

gangspunkt i erkendelsen af international splittelse mellem grupper, alliancer eller civilisatio-

ner.

Magtteori anvendes til at indkredse, hvor i WCAR-forløbet, der forekommer forsøg på domi-

nans over processerne og den endelige konvention. Konferencens officielle formål er at etab-

lere en fælles konsensus15 om stillingtagen til racisme og eventuelle forsøg på kontrol over

forløbet kan være et forsøg på at påvirke den fremtidige fælles politiske virkelighed som kon-

ferencens resultater vil generere. Det er derfor aktuelt at arbejde med indirekte, strukturel og

bevidsthedskontrollerende magt samt ikke mindst forsøg på at påvirke dagsordensfastsættel-

sen.

15 Report of the Preparatory Committee on its first session, rule 34

21

Den kulturteoretiske ramme udgøres af en nogenlunde ligelig repræsentation af vestlig og

arabisk / asiatisk ophav, hvor Vesten udgøres af Francis Fukuyama med primært udgangs-

punkt i hans værk om The End of History and The Last Man samt Samuel P. Huntington og

ligeledes hans The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order. For at komple-

mentere de teoretiske redskaber, inddrages artikler af begge forfattere, der forklarer senere te-

ser. De to værker beskæftiger sig med verden, som inddelt i forskellige civilisatoriske enhe-

der. Fukuyamas syn på Vestens værdier (specifikt liberalt demokrati) som universelle, og den

vestlige kulturs overlegenhed, er en interessant version af værdi- og kulturvægtning mellem

Vesten og eksempelvis den islamiske del af verden. Fukuyama tilbyder i forlængelse heraf en

teori om en universalistisk civilisation, som i forhold til det idealistiske formål med WCAR er

ret vedkommende.

Huntington, som har skrevet sin bog følgende Fukuyama, præsenterer en relevant aktørteori i

sit syn på civilisationskampene mellem Vesten og ”resten”. Dermed antager han ikke, som

Fukuyama, at Vesten allerede har vundet på det filosofiske plan, men tilbyder geografiske og

kulturelle forklaringer på brudfladerne mellem civilisationer. Det forventes endvidere, at disse

vestlige teorier besidder en forklaringskraft på polariseringen mellem Vesten og den islamiske

verden – sandsynligvis ud fra et vestligt synspunkt.

De to ikke-vestlige teoretikere Arjun Appadurai og Ziauddin Sardar anvendes komplementært

i forhold til Fukuyama og Huntington. De retter begge kritik mod Huntington, og foreslår al-

ternative forklaringsmodeller og verdenssyn.

Appadurai præsenterer et verdensbillede efter terrorangrebene den 11. september 2001. For

ham ligger konflikterne mellem Vesten og den islamiske verden i de misforståelser, der ud-

springer af forskellige organiseringer i det internationale system; han henviser til cellular og

vertebrate organisering af henholdsvis stater og netværk og påpeger, at en årsag til vrede

vendt imod Vesten til dels skyldes en arrogant sammenligning af muslimske stater med de or-

ganisationer, der er målet for Krigen mod Terror. Denne teori forventes at kunne give et andet

syn på konflikterne mellem Vesten og den islamiske verden. Endvidere bidrager Appadurai

med begrebet ideocide, som er gode udtryk for de meninger, der skabes i kølvandet på sådan-

ne misforståelser og som bidrager til polariseringen af civilisationerne

22

Han anvender ideocide som et begreb til beskrivelse af fænomenet, hvor hele befolknings-

grupper, lande eller livsstile, anses som værende skadelige og uden for menneskelig etik,

dermed kan had være rettet mod store grupper eller geografiske placeringer, samt disse være

mål for eventuelle angreb.

Sardar beskæftiger sig især med konflikterne ud fra et historisk og religiøst perspektiv. Hans

forklaring på, hvorfor Vesten trumfer den islamiske verden i international politik, beror sig på

muslimers efterhånden iboende mindreværdskomplekser. Hans teser bliver mere konkrete i

forhold til løsningsforslag, hvor han mener, at Vestens dominans kun kan udfordres af et in-

ternationalt selvhævdende muslimsk samfund. Tilsammen dækker de fire teoretikere bredt og

danner et solidt fundament til en udredelse af kultur og værdikonflikter i en international poli-

tisk sammenhæng.

Med hensyn til afgrænsningen af teori, er vi opmærksomme på at teorivalget er determineren-

de for opgaven. Hermed menes at anvendelsen af andre teoretikeres bud på magt og kultur, el-

ler et andet aktørsyn, ville influere projektets udvikling og i sidste ende, højst sandsynligt, ha-

ve medført anderledes resultater.

Meget islamisk teori, der kunne være interessant, er udenfor rækkevidden af dette projekt, da

det ikke udgives oversat fra arabisk. Derfor er vores teorivalg på dette område nødsaget af-

grænset til ikke-vestlige teoretikere, som på grund af deres tilhørsforhold til amerikanske og

europæiske universiteter, udgiver på engelsk.

2.3.5. Empiri

I empiriafsnittene redegøres for de regionale konferenceoplæg med fokus de behandlede inte-

resser. Efter oplæggene fra hver af Durban-konferencerne, følger en opsummering i forhold til

det vedtagne slutdokument fra den pågældende konference, en slags delanalyse med særligt

fokus på de magtrelationer, der gør sig gældende i WCAR.

23

2.3.5.1. Empirivalg og fravalg

Af de i alt fire WCAR konferencer har afgrænses dette projekt til de to seneste i 2001 og

2009. Denne afgrænsning er truffet på baggrund af ambitionen om at belyse internationalt

samarbejde ud fra en aktuel politisk kontekst. WCAR foregår som nævnt under FN og der

produceres og publiceres en omfattende mængde dokumenter fra såvel enkelte individuelle

medlemsstater, regionale organiseringer og centralt i forbindelse med taler fra konferencerne.

Ud fra de regionale forberedelsesoplæg identificeres interesser og disse sammenholdes derpå

med slutdokumenterne for at undersøge, hvilke interesser der har overlevet forhandlingspro-

cesserne og hvilke der ikke har. I forhold til at en objektiv flersidet beskrivelse af de egentlige

aktøraktioner og forhandlinger om de endeligt vedtagne tekster findes ikke ret meget informa-

tion. Vel vidende at beretningerne kan være farvede, anvender vi meget bevist formanden for

den amerikanske kongres’ udenrigsudvalg, Tom Lantos’ gengivelser af de mere uofficielle

forhandlinger og forsøg på at øve pres ved Durban I. Det har ikke været muligt at finde lig-

nende information fra Durban II, hvilket i og for sig ikke er afgørende, da vi – ud fra FN’s

vedtagelser – behandler Durban II ud fra en rolle som revision af Durban I mere end en ny

konference. En årsag til manglen på den information beror sig på den korte tid der er gået si-

den den seneste konference og til aflevering af dette projekt, hvor der ikke har været meget tid

til at forfatte udgivelser som eksempelvis Lantos’, der var cirka et halvt år under vejs. Dette

bevirker, at projektet kunne fremstå anderledes, hvis det var skrevet i en tid med bedre til-

gængelige information, hvilket muligvis ville generere alternative forklaringer. Som velover-

vejet afgrænsning benyttes NGO-erfaringer ikke i dette projekt, da interessen for undersøgel-

sesfeltet begrænser sig til et politisk felt belyst ud fra et realistisk perspektiv om statsaktører

og alliancer. Endvidere er hensigten at bringe så objektivt politisk information som muligt i

anvendelse.

At den detaljerede kronologi placeres i bilag 1 er et bevidst valg for ikke at bryde læserytmen,

desuden inddrages de mest essentielle punkter i problemfeltet og i forbindelse med analysen.

24

2.3.6. Forholdet mellem empiri og teori.

Ud fra et magtperspektiv er det relevant, hvordan aktører påvirker processerne og i forhold til

projektets redegørelse er vi interesserede i de magter, der kan eksistere i netop ikke at rejse et

emne og derved ikke at tillægge det betydning. I udviklingen fra oplæg til slutdokument og

fra slutdokument til slutdokument forventer vi at kunne tydeliggøre eksempler og tendenser,

der på baggrund af magtstrukturer kan forklare hvorfor nogle emner vinder prioritering mens

andre uforholdsmæssigt negligeres eller endda helt udelades.

Der afskrives hermed ikke en forklaringskraft i kulturteorier, tværtimod. Magtaspekterne for-

ventes at tilbyde bruddele af forklaringerne, der sammen med ideer om kulturelle alliancer og

interesser sammen kan danne grundlag for en sammenhængende analyse af Durban I og Dur-

ban II hver for sig, men ikke mindst i forhold til hinanden.

2.3.7. Analyse

Af de ovennævnte empiri- og magtanalytiske afsnit udledes den egentlige analyse af de to

konferencer og udviklingen fra den første i 2001 til den seneste i 2009. Delanalyserne, der

identificerer specifikke konfrontationer, interessekonflikter samt forsøg på udøvelsen af magt,

delvist præmis for den egentlige analyse, hvor kulturteorierne anvendes. Disse kulturteorier

forventes, mere indgående at forklare de, i delanalysen, identificerede relationer og konflikter.

2.3.8. Interesseforhold

Racisme er det officielt konstituerede emne for WCAR og målet med konferencerne er at be-

skæftige sig med årsager til og finde løsninger på racisme og racediskrimination. Det forven-

tes, at de regionale oplæg indeholder netop det antal racism-nævnelser, forfatterne finder pas-

sende for konferencerne. Antallet af gange oplæggene behandler andre termer, lægges til

grund for en kvalificering disse andre interesser i forhold til vigtigheden af racisme. Således

opstilles graferne / tabellerne i figur 2 og 3, hvor antallet af racism-nævnelser tildeles værdien

1 og de andre termers prioritering vurderes i forhold hertil på en skala fra 0 (ved intet forhold)

og 1 (ved ligeså mange benævnelser / ligeså høj prioritering). De egentlige ordtællinger kan

findes i bilag 3. I forbindelse med behandlingen af konferencerne er foretaget ordtællinger i

de regionale oplæg samt slutdokumenterne. Forventningen var at afdække de regionale op-

lægs fokus på udvalgte termer, der kan formodes at indikere de forskellige prioriteringer fra

region til region og i forhold til slutdokumenterne.

25

Formålet er ikke en kvalitativ analyse af sprogbrug, men nærmere at klarlægge, om der ud fra

denne simple ordtælling kan underbygges umiddelbare normative interessekonflikter; baseret

på de emner, de regionale forberedelsesgrupper overhovedet vælger at medtage i deres oplæg.

Ultimativt sammenlignes de endelige rapporters kvantitative anvendelser af de undersøgte

termer og det påvises hvorvidt nogle regioners interesser medtages i hyppigere grad end an-

dres i slutdokumenterne. Valget af termer til denne undersøgelse er truffet på baggrund af de

emner, der præsenteres i de regionale oplæg. Metoden anvendes specifikt for at opveje for

fraværet af egentligt procespolitisk materiale for et felt, der spreder sig over mange år og utal-

lige politikere.

2.4. Anvendt international politisk teori

WCAR som undersøgelsesfelt er enormt interessant i forhold til anskuelser af international

politik. Formålet med konferencen står i kontrast til aktørernes handlinger og det forklares

især ud fra ulighederne mellem de videnskabsfilosofiske tilgange; idealisme og realisme.

Denne sondring er også relevant i forhold til forståelsen af teoriernes verdenssyn, der diverge-

rer netop på dette centrale område. Hvordan international politik anskues vil unægtelig influe-

re argumenterne i og resultaterne af analysen. Det tilstræbes at belyse konferencen og konflik-

ter imellem alliancer ud fra begge syn for at optimere anvendelsen af staternes interesser og

relationer.

2.5. Erkendelsesfilosofiske overvejelser

I forsøget på at forstå virkeligheden i undersøgelsesfeltet, det vil sige de politiske forhold og

de magt- og kulturrelaterede fænomener, der afgør WCAR, vælges at benytte en række for-

skellige teoretiske forklaringer; særligt udvalgt på grund af deres indbyrdes komplementære

og kritiske egenskaber til at beskrive overlappende dele af emnet og som, når de anvendes i en

bevidst sammenhæng, alle bidrager til en flersidet forståelse af vilkårene for det internationale

politiske samarbejde i WCAR. Valget at arbejde med disse forskellige forklaringsteorier er

bestemt af vores ontologiske antagelser om virkelighedens beskaffenhed som kompleks og

epistemologiske præmisser for erkendelse af denne sammensatte virkelighed. For gruppens

vedkommende handler valget om, at situationen er så kompleks, at den fortjener nuanceret,

mangesidet og nøje udvalgt teori.

26

Det er afgørende for projektet at erkende den præmis, at politiske fænomener har bestemte år-

sager, der til en vis grad hænger kausalt sammen. Der arbejdes således ud fra opfattelsen af at

en politisk aktion i forhandlingsøjemed genererer ophav til en kausal politisk reaktion – hvil-

ket i kontingent-nødvendighedsopfattelsen lægger op til netop anvendelsen af forskellige teo-

rier. En epistemologisk konsekvens af at kombinere uafhængige forklaringsprincipper fra for-

skellige teoretikere kan være en nedsat generel gyldighedsværdi.

2.6. Validitet

Det er nødvendigt at afdække, hvorvidt der er variable, som projektet ikke inkluderer, men

som alligevel kan have indflydelse på undersøgelsesresultaterne. Den interne validitet16 afgø-

res ud fra rigtigheden af projektets resultat og de oplysninger det baserer sig på. Det var især i

forhold til ordtællinger og udarbejdelse af empirien været en prioritet at varetage hensynet til

den interne validitet, dels gennem begrundet afgrænsning og dels ved grundighed og kontrol,

hvilket har minimeret risikoen for at negligere essentielle forhold. Vi tilskriver derfor projek-

tet en tilfredsstillende grad af intern validitet.

Den eksterne validitet17 afgøres af projektets generaliserbarhed. Undersøgelsesfeltet er meget

specifikt og selv indenfor FN er nogle af WCAR-processerne særegne, men det kan sagtens

argumenteres, at de samme magtstrukturer og kulturelle konflikter gør sig gældende generelt i

international politik. Disse faktorer argumenteres også for i analysen og perspektiveringen at

være aktuelle og forholdsvis rigide i en kontekst af realisme og som sådan generaliserbare.

Alene baseret på behandlingen af Durban I og Durban II og de specifikke emner og forhold

herunder, kan projektets tema ikke umiddelbart generaliseres til at gælde på alle eller mange

andre internationale konferencer, men ved erkendelse af de afgørende magtrelationer og kul-

turelt funderede særinteresser arbejdes hen mod en bedre grad af ekstern validitet.

16 De Vaus, 2001, s. 27-28 17 De Vaus, 2001, s. 28-29

27

3. Teori

Indledningsvis redegøres for de magtteoretiske redskaber, der anvendes til afklaring af projek-

tets problem i overensstemmelse med hensigten om først at opstille særskilte delanalyser, di-

rekte følgende karakteristikken af Durban I og Durban II i empiriafsnittet. Dette for at identi-

ficere aktuelle udtryk for magtanvendelse ved konferencerne forud for en dybere og omfat-

tende analyse, der også inkluderer kulturteoriernes forklaringer for på den vis at kunne anven-

de magtperspektiverne fyldestgørende i den udstrækning de er afgørende for kulturelle kon-

flikter.

3.1. Magtteori

Hvis magt er at øve pres, hvor modvillighed eksisterer, er der stadig mange uafklarede fakto-

rer. Hvilken slags pres, af og mod hvem, i hvilken form og til hvilke konsekvenser. Ydermere

kan der endog sondres mellem indflydelse, overtalelse, manipulation og tvang og der skal

skelnes mellem aktørpres og institutionelt pres. Magt kan opfattes negativt i forhold til frivil-

ligheds- og samarbejdsværdier, men magt er også et nyttigt redskab til at afdække virkelighe-

der i politik og politisk sociologi, som ellers kunne være mere eller mindre uigennemskuelige.

3.1.1. Direkte magt

Robert A. Dahl skelner mellem magt og indflydelse og formulerer således, at ”magt er indfly-

delse baseret på truslen eller forventningen om ekstremt svære straffe eller store tab”, hvor-

imod indflydelse anvendes i situationer, hvor der er stor sandsynlighed for indvilligelse uden

tilstedeværelsen af trusler18. Han anvender eksemplificeringen: A har magt over B, hvis A kan

få B til at gøre noget, som B ikke ellers ville have gjort. Dette vel muligt inspireret af Max

Weber, der mente, at ”magt er sandsynligheden for, at en aktør i en social sammenhæng vil

være i en position, hvor han trods modstand vil være i stand til at gennemtrumfe sin vilje,

uanset hvad denne sandsynlighed grunder sig i”19. Netop denne eksemplificering forventes at

kunne være med til at synliggøre, hvordan konferencens udfald bliver og hvorfor. Hvordan én

part kan få sin agenda igennem, på trods af et massivt undertal i konferencen.

18 Laustsen & Myrup, 2006, s. 14 – 15 19 Laustsen & Myrup, 2006, s. 15

28

Dog anser Dahl selv denne definition af magt som værende utilstrækkelig til en beskrivelse af

magtudøvelse. Han nævner i den forbindelse fire forhold, der er med til at afdække dette: For

det første de instanser A har til rådighed for at udøve magt over B (i denne sammenhæng me-

nes alle de ressourcer, muligheder, objekter og lignede, som A kan udnytte i forbindelse med

magtudøvelse). For det andet de redskaber A anvender i forhold til den direkte magtudøvelse

overfor B (dette være sig f.eks. nedlægning af veto, valgløfter med mere). De sidste punkter,

Dahl opstiller, er: Rækkevidden eller omfanget af A’s magt over B, samt A’s mulighed eller

sandsynlighed for succesfuld magt over B. Karakteristikken af magtrelationer, deler Dahl op i

to dele. For det første hvordan A ikke kan have magt over B, uden A udøver magt inden B

kommer med en reaktion.

Dahl kan tilskrives en kausal forståelse af handlingsrelationen mellem A og B, men i en re-

vurdering af sit magtbegreb fokuserer han på selve forholdet mellem A og B, og påpeger, at B

blot kan forholde sig til A’s magt. Han præsenterer således muligheden for, at B – uanset A’s

ytringer og intentioner – ikke altid opfører sig efter A’s ønsker. Der må herfor eksistere andre

kriterier for B’s handlen end netop A’s ønsker.

Af de magtredskaber, Dahl tilskriver A i forhold til B, kan umiddelbart identificeres økono-

misk bistand, som forventes i praksis at være en politisk forhandlingsstrategi i mellem Vesten

og modtagerlandene, der ved trusler om nedskæringer måske bliver mere føjelige.

3.1.2. Indirekte magt

Der rettes kritik mod Dahl og andre pluralister, helt specifikt mod deres magtunivers, som Pe-

ter Bachrach og Morton Baratz mener, ikke anerkender eventuelle begrænsninger for hvilke

emner, der overhovedet kan bringes op på den politiske arena samt deres manglende stilling-

tagen til disse emners (u)væsentlighed20. Det centrale i kritikken er de skjulte konflikter, da

man ikke kan afdække den egentlige magt ved blot at se på aktørers direkte handlen. Det er

helt essentielt for Bachrach og Baratz, at man i sit studie af politik også har øje på aktørernes

forsøg på at afgøre, hvilke emner, der i det hele taget behandles. Man kan ikke kategorisk be-

nægte muligheden for, at individer præger ikke-beslutningsprocesser mere end beslutnings-

processer.

20 Laustsen & Myrup, 2006, s. 16

29

De mener, at pluralisternes definition af hvad der er politisk vigtigt, er forkert, da der kan ek-

sistere konflikter mellem flere partier i en vigtig såvel som en ikke-vigtig politisk sag samt at

man i stedet for kun at se på der hvor beslutninger bliver truffet, skal fokusere lige så meget

på de ydre rammer som kultur eller tradition. En afledt kritik er herfor også, at pluralister neg-

ligerer at tage højde for institutioner, politisk fortælling, værdier og ritualer. På trods af at til-

føje dette indirekte aspekt på magtbegrebet, er Dahl, Bachrach og Baratz enige om, at magt er

politisk dominans.

Bachrach og Baratz præsenterer i artiklen Decisions and Nondecision deres syn på magtele-

menterne i beslutninger og ikke-beslutninger. De opstiller i denne forbindelse deres krav til en

magtrelation, som beror på en interessekonflikt eller en handling mellem to aktører (A og B).

B skal her indvilge i A’s ønsker, fordi B er bange for at blive frataget værdier. Dermed er dis-

se værdier mere værd for B, end det B kan opnå ved at trodse A. Det skal dog påpeges, at B

kan være bange for sanktioner uden det direkte hænger sammen med en handling fra A’s side.

Man kan forvente, at en sådan magtrelation kan være forklarende i forbindelse med, hvorfor

nogle parter pludselig vælger at frafalde krav eller emner i forbindelse med WCAR såsom

kompensation for den transatlantiske slavehandel og forbud mod ærekrænkelser.

Et essentielt begreb for Bachrach og Baratz’ magtforståelse er tvang. Oprindeligt er tvang an-

set som magt i udførelse, men dette synspunkt deler de ikke. De anser en magtrelation som, at

B giver A samtykke, men i en tvangsrelation skal A have sin vilje igennem, og handler derfor

trods modvilje fra B. Dermed sagt, er det i en tvangsrelation A der bestemmer, hvor der i en

magtrelation er et alternativt valg for B. Med WCAR’s diplomatiske forskrifter in mente kan

det umiddelbart synes lidt søgende at forvente direkte eksempler på praktisk tvang i Bachrach

og Baratz’ forståelse.

De anser indflydelse og magt som tæt forbundne, hvorom magt forudsætter en frygt for even-

tuelle sanktioner i modsætning til indflydelse21. I dette projekt anses magtrelationer for yderst

anvendelige i analysen, da de tilbyder forklaringer af relationerne ved konferencen.

21 Decisions and Nondecisions, The American Political Science Review

30

Det forventes at midler til indirekte magtanvendelse i international politik også gør sig gæl-

dende ved WCAR og generelt i FN-regi, hvor forhandlinger sker med stater, der i en vis ud-

strækning er afhængige af økonomisk bistand og militær assistance. Ultimativt eksisterer dis-

se midler måske til Vestens fordel, men WCAR er et specielt forum, der undtagelsesvist fun-

gerer ved et åbent diskursivt forum, hvor mindre magtfulde stater kan gøre brug af ordets

magt.

For Bachrach og Baratz er autoriteter skilt fra magtbegrebet. Det afgørende i en autoritativ re-

lation er, at B opfatter A’s kommunikation som autoritet og derigennem påtager A’s interesser

som sine egne. I en magtrelation vil B samtykke med A, fordi det er det valg der mistes

mindst ved. Dette er et relevant perspektiv på relationer imellem almindelige og kernestater i

samme civilisation.

3.1.3. Magt i alliancer

I det ovenstående har magtrelationer baseret sig på trussel om sanktioner, men Hannah Arendt

fokuserer på magt som resultatet af den menneskelige evne til at handle i fællesskab. Hun in-

troducerer hermed alliancer som en faktor i magt og mener da også, at magten, der tilhører en

gruppe, kun eksisterer så længe denne gruppe holder sammen. Selve trusselsbegrebet kanali-

serer Arendt over i en individuel egenskab til at anvende redskaber til at dominans22. Således

bliver vold instrumentaliseret og fjernet fra den mere organiske magt, der altid vil opstå, når

folk samles og handler i fællesskab.

Arendt ser magt og vold som to vidt forskellige entiteter. Hvor vold eksisterer i kraft af tvang,

baserer magt sig på fælles mål og overtalelse og kan blive et aktualiserende mål i sig selv.

Hun siger: ”Magt får kun eksistens, hvis og når mennesker slutter sig sammen med det formål

at handle”23, og betoner således magt som betingelse og fordring for politisk handling. Samti-

dig tager volden over, hvor magten forsvinder, eksempelvis hvis en stat, der tidligere har ba-

seret sig på folkets opbakning, mister støtte men fortsat kræver myndighed og derfor må ty til

vold, aggression og tyranni. Et tyrannis anvendelse af vold er herfor det mest sigende udtryk

for egentlig magtesløshed24.

22 Laustsen & Myrup, 2006, s. 17 23 Arendt, 1990, s 175 24 Rostbøll, 2006, s. 294

31

For Arendt er essensen af politik at opnå enighed på trods af forskelle; igennem ligheder vil

fællesskab og derigennem magt vokse. Midlet i hendes forståelse af magtgenerering er i do-

minerende grad kommunikation. Arendts magtbegreber formodes at kunne anvendes i en

kombination med Huntingtons ideer om et Clash of Civilizations, i den forstand, at man via

civilisationernes evne til at handle i fællesskab kan udlede hvilke civilisationer, der formår at

have magt i konferencen ud fra et hensyn til alliancernes levedygtighed og interne sammen-

hængskræft. For eksempel kan det argumenteres, at den Vestlige civilisations magt splittes

ved den delte reaktion på Israel-kritik ved alle konferencerne – det vigtige bliver således, om

de nye fællesskaber hver for sig står mere eller mindre magtfulde overfor andre civilisationer.

Hun mener, at den politiske virkelighed findes mellem mennesker og beror sig på handling og

kommunikation.25 Der er altså ikke én endegyldig sandhed at tilstræbe i virkelighedens navn,

rettere skabes politik i det offentlige rum, hvor kun de deltagende kan forstå virkeligheden og

hvor disse deltageres forskellige perspektiver dikterer den måde de opfatter selv samme virke-

lighed på – den fælles verden og offentlighedens realitet er afhængig af tilstedeværelsen af

utallige aspekter og perspektiver og man kan kun vide sig sikker på den gennem aktiv delta-

gelse og modtagelse af andres udtryk og holdninger26. Hun præsenterer således pluralitet som

et kernebegreb, der opsummerer den intersubjektivitet, som er forudsætningen for menneskers

realitetssans og som genererer magt. Det at blive hørt og at deltage er selve essensen af politik

og de mest basale forudsætninger for at være en del af magt.

Hannah Arendt gør op med den overvejende opfattelse, at horisontale politiske relationer er et

spørgsmål om magt, der mest af alt er blevet til et spørgsmål om styre. På grund af denne op-

fattelse af magt kan politik for mange ligestilles med frihedstrusler27 og magt og politik for-

stås efterhånden som noget udefrakommende som det store flertal må bøje sig for. Måske er

en af Arendts fornemste pointer, at vi må væk fra dette syn og lære at forstå politik og magt

som muligheder for at opnå forståelse og til at skabe en rummelig virkelighed, der er det kon-

tinuerlige resultat alle deltagendes perspektiver og kommunikative handlinger; meget i over-

ensstemmelse med WCAR’s hensigter.

25 Rostbøll, 2006, s. 305 26 Rostbøll, 2006, s. 305 27 Rostbøll, 2006, s. 311

32

3.1.4. Magt i kultur

Sociale strukturer og kulturelle mønstre spiller en stor rolle i realiseringen af politisk magt og

Steven Lukes mener, at især Dahl, Bachrach og Baratz er alt for individualistiske i deres til-

gang til feltet til at kunne vurdere, hvordan og i hvor høj grad disse faktorer i sig selv konsti-

tuerer en politisk magt, nemlig ved at stille betingelserne for hvilke konflikter, der overhove-

det opstår28. Magtstrukturer er ikke udelukkende konstitueret af aktører, de er også formet af

aktørernes selvforståelse og subjektive interesser især baseret på kultur. Magt som resultatet

af afgjorte konflikter er således afhængig af, at tilstedeværende kulturer overhovedet står mis-

forhold og danner grundlag for en konfliktløsning, der efterlader én kultur mere magtfuld end

sin modstander.

28 Laustsen & Myrup, 2006, s. 17

33

3.2. Kulturteori

3.2.1. Vestlig kulturteori

De følgende to vestlige teoretikere er valgt på baggrund af deres teorier om konflikter i inter-

national politik og forklaringskraften, de tilbyder af de subjektive interesser og relationer, der

præger beslutningsprocesserne.

3.2.1.1. Francis Fukuyama

I 1989 skrev den amerikanske politiske økonom, Francis Fukuyama, artiklen The End of

History, hvori han argumenterer for, at det vestlige liberale demokrati er den ideelle styre-

form, der med tiden vil blive implementeret i alle lande29 samt at ideologiernes kamp er slut,

og der naturligt vil brede sig en konsensus om at netop det liberale demokrati er det eneste le-

gitime og bæredygtige regime30. Hans primære argumenter for denne påstand er, at indbygge-

de frihedsrettigheder sikrer befolkningers opbakning til staten, der herigennem kan opretholde

såvel den politiske som den økonomiske legitimitet i et samfund. Han understreger deslige, at

den frie markedsøkonomi skaber afgørende udvikling i samfundet31. Han baserer til dels disse

teser på et empirisk grundlag om demokratiers overlevelse frem for alternative statsstyrefor-

mer og dels ud fra et filosofisk argument om menneskets stolthed, dignitet og følelsesmæssige

kapacitet.

Fukuyama negligerer ikke udfordringerne for denne udvikling og påpeger, at især kultur kan

være afgørende for eventuel modstand mod en transformation til det liberale demokrati og en

generel vestliggørelse af verden. Han påpeger, at Islam konstituerer en systematisk og sam-

menhængende ideologi, på samme måde som liberalismen og kommunismen32. Den dikterer

kutymer for moral, politiske doktriner og social retfærdighed og så har Islam sejret over det

liberale demokrati i store dele af den arabiske verden, hvorved der eksisterer anseelig trussel

imod liberale praksisser – selv i lande hvor Islam ikke har opnået direkte politisk magt, ek-

sempelvis i Bahrain33 og Jordan34.

29 The End of History, The National Interest 30 Fukuyama, 1992, s. xi-xii 31 The End of History, The National Interest 32 Fukuyama, 1992, s. 45 33 Bahrain: the royals rule, Bahrain Center for Human Rights 34 Political Islam's Opportunity in Jordan / Jordan, the World Factbook

34

Efter afslutningen på den kolde krig, blev Vesten konfronteret af en ny trussel i skikkelse af

Irak og Fukuyama tildeler religion en hovedrolle i konflikten, der nu er kontrolleret og ind-

hegnet af vestlige magter på ikke-vestlig jord. Dette er et enormt interessant eksempel på

magtudfoldelse og de militære beføjelser, Vesten tager sig i krigen mod en international orga-

nisering; for krigen er ikke imod en bestemt nation, men den vestlige krigsførelse resulterer

alligevel i tab af civile og ødelæggelse af infrastrukturer i de udsatte lande. På trods af gen-

tagne magtdemonstrationer fra islamiske stater, vil den altid være en religion, som ikke besid-

der appel udenfor de områder der var kulturelt eller politisk islamiske til at starte med. Derfor

argumenterer Fukuyama for, at Islams kulturelle erobringer er ovre, at Islam vil kunne vinde

tidligere tilhængere tilbage, men ikke har tiltrækningskræft for en betydelig del af befolknin-

ger i stater, der tilkender sig de liberale demokratiske værdier35.

For bedre at forstå Fukuyamas syn på international politisk interaktion og den historiske pro-

ces bør det tilstræbes at have et indblik i hans forståelse af mennesket. Han tilslutter sig Ale-

xandre Kojéves fortolkning af Hegels menneskesyn36, som foreslår et alternativ til den øko-

nomiske, materialistiske forklaring på den historiske udvikling. Dette alternativ beskriver Fu-

kuyama som The Struggle for Recognition, og han drager inspiration derfra til en dybere idea-

listisk forståelse af menneskelig motivation i en sammenhæng, hvor frie individer, kan forme

deres egne skæbner. Mennesket besidder et ikke-materialistisk begær for det samme, som an-

dre begærer, og ønsker ved opnåelsen heraf andres anerkendelse til bekræftelse af sin selvtil-

lid og identitet. Dette behov for anerkendelse er den mest politisk specifikke del af menne-

skets natur, fordi det afgør beslutsomheden om at ville hævde sig selv i forhold til andre37.

Ved Durban II kunne dette behov for anerkendelse være udtrykt i konflikten mellem Vesten

og OIC, der ikke kunne acceptere hinandens krav om ophøjelse af henholdsvis liberalisme (og

retten til ytringsfrihed) og religion (og friheden fra krænkelse heraf). Tesen om ambitionen for

identitetsanerkendelse kan formodes at være specielt forklarende i forhold til, hvorfor de afri-

kanske lande insisterer på en undskyldning for slaveriet og dets konsekvenser.

35 Fukuyama, 1992, s. 44 - 46 36 Kojève, 1980 37 Fukuyama, 1992, s. 144 - 163

35

Samme del af mennesket vil tildele bestemte værdier til ting, i første instans til selvet, men

også andre, til handlinger eller ting i omgivelserne. Ved misforhold mellem anerkendelse og

selvværd defineres følelser som frustration, vrede og skam. Når andres vurdering af et menne-

ske er retfærdig – i proportion til dets selvtildelte værdi – føles stolthed, ligesom når menne-

sket selv føler, det lever op til sin værdi38. Det er denne evne, der tillader at føle på andres

vegne – ofte indenfor samme gruppe af køn, etnicitet, religion, uddannelse, politik eller andre

fællesnævnere. Indignation over uretfærdig behandling kan spredes indenfor den givne gruppe

og der genereres intern solidaritet og eksternt rettet fjendtlighed. Fukuyama tilskriver sig, at

mennesker tillige kan føle på vegne af andre grupper39. Verdenssamfundets klare opdeling i

støtte til de to sider af Mellemøstkonflikten er et praktisk eksempel på, hvordan folk kan sym-

patisere for andre og deres sag i den udstrækning, de finder dem fejlbehandlet.

I Nej, jeg tror ikke, at alle vil rende rundt i burkaer i Tokyo, Moskva eller København om 50

år40 beskriver Fukuyama Islams betydning i dag. Han argumenterer for, at det radikale Islam

efterhånden er mere identitetspolitik end religion samt at han ikke ser den radikale islamisme

som en trussel imod Vesten, idet den intet har at tilbyde mennesker, der ikke i forvejen er kul-

turelt muslimske, og at den ikke kan tilbyde konkrete løsninger til de, der er41.

Ligesom Fukuyama søger at afdække de faktorer, der afgør fremtidens verdenspolitik, finder

politolog og Harvard-professor, Samuel P. Huntington, andre forklaringer på Vestens kollisi-

on med Islam, som han redegør for artiklen The Clash of Civilizations. Hvor Fukuyama me-

ner, at enden på den kolde krig, var en afslutning på den ideologiske udvikling og en stads-

fæstning af det vestlige liberale demokratis naturlige overlegenhed, mener Huntington, at der

kommer en ny fase i verdenspolitikken, hvor konflikter hverken er ideologiske eller økonomi-

ske, men derimod kulturelt funderet. Forskellen mellem Fukuyama og Huntington ligger ud-

trykkeligt i deres verdensanskuelse, hvor Fukuyama er idealist og anskuer udvikling gennem

et evolutionistisk modernistisk syn, er Huntington er realist og advokerer for en anti-

universalistisk postmodernisme med behov for anerkendelse af væsentlige interesser og vær-

dier på tværs af politik og geografi.

38 Fukuyama, 1992, s. 165 + xvii 39 Fukuyama, 1992, s. 171 40 Nej, jeg tror ikke, at alle vil rende rundt i burkaer i Tokyo, Moskva eller København om 50 år, Berlingske Ti-dende 41 Ibid.

36

3.2.1.2. Samuel P. Huntington

Huntingtons primære tese i The Clash of Civilizations eller er at verden kan deles op i ni store

nuværende civilisationer42, hvor, i relation til WCAR, de mest anvendte er den Islamiske, den

Vestlige og den Afrikanske civilisation43. Civilisationerne afgrænses ikke på baggrund af geo-

grafi, men ud fra kulturelle og religiøse tilhørsforhold. Desuden understreger han, at der med

civilisationsbegrebet ikke menes én bestemt måde at være civiliseret på men at civilisationer

typisk er civiliseret på hver deres måde44.

For Huntington er civilisationer det højtstående kulturelle tilhørsforhold og dén mest almene

præmis for kulturel identitet mennesker kan dele. En civilisation defineres som en kulturel

enhed, der desuden kan afgrænses ud fra fælles objektive nævnere som sprog, historie, religi-

on, traditioner og institutioner, samt en gruppes objektive selvidentifikation. Af disse fælles-

nævnere er religion ofte den vigtigste, da netop dét tilhørsforhold overskrider grænserne af de

andre. Befolkninger kan kollektivt redefinere deres identitet og påvirke sammensætningen af

civilisationer over tid. En civilisation kan indeholde forskellige politiske enheder som eksem-

pelvis nationalstater og føderationer og der kan være adskillige forskellige statsstyreformer.

De har ikke nødvendigvis klare grænser og er ikke evigt bestående, dog er civilisationer sejli-

vede og et udtryk for det mest varige af menneskelige fællesskaber45. Ovenstående vil forven-

tes at have en forklaringskraft i forbindelse med alliancerne i WCAR og hvilke stater der ge-

nerelt støtter hinanden i emner, de ikke selv nødvendigvis har direkte interesse i og hvorfor.

Staters interesser defineres ofte ud fra den civilisation, de befinder sig i, hvilket argumenteres

for i artiklen The Lonely Superpower, Hvori Huntington fokuserer på samspillet mellem

transnationale magtrelationer og kulturforhold, der afgør dannelsen af alliancer og fjendskaber

mellem stater. Han fremsætter derpå tesen om, at magtfulde stater vil søge at alliere sig med

stater uden betydelig magt for på den måde at begrænse mellemstore staters konkurrerende

magt46.

42 Huntington, 2006, s. 69-72 43 Note 2 44 Huntington, 2006, s. 63-64 45 Huntington, 2006, s. 65-68 46 The Lonely Superpower, Foreign Affairs, 1999

37

Kulturen i civilisationen er afgørende for staters ageren, der til dels besluttes som reaktion på

andre civilisationers medlemsstaters hensigter og interesser i den udstrækning de i tilstrække-

lig grad repræsenterer trusler eller ideologiske konflikter. Omvendt baserer stater gerne tillid i

civilisationen gennem fælles kultur. Herved forklares et ellers skjult aspekt af WCAR, nemlig

alliancer ud over de officielle regionale inddelinger som eksempelvis OIC, der strækker sig

over tre regionale inddelinger i Durban I samt EU, USA, Israel, Canada, Australien, der kol-

lektivt protesterer over muslimsk kritik af Israel.

Civilisationer består af forskellige slags stater; medlemsstater, kernestater, isolerede stater,

splittede stater og kløvede stater. Medlemsstaterne identificerer sig kulturelt fuldt ud med de-

res civilisation. Der kan være et varierende antal af kernestater i en civilisation og de får deres

status i kraft af magtfuldhed og kulturelt lederskab. Eksempelvis har Vesten, ifølge Hunting-

ton, USA og Frankrig / Tyskland som kernestater, og der findes modsat civilisationer uden

kernestater; den Islamiske civilisation har ingen egentlig kernestat. Huntington nævner at en

islamisk kernestat bør indeholde følgende egenskaber; betydelig økonomiske udvikling, mili-

tær overlegenhed, organisatoriske evner samt en tilstrækkelig grad af islamisk identitet for at

kunne udføre en politisk og religiøs ledelse af Ummaen. Ydermere afgøres egnetheden af ker-

nestater af en strategisk geografisk placering, befolkningens størrelse og sammensætning samt

statens historie og traditioner47.

De isolerede stater, er stater, hvor der ikke findes andre samfund med deres særegne kultur og

derfor tilhører disse stater en civilisation, de måske ikke identificerer sig entydigt med. Split-

tede stater udgøres af etniske, racemæssige eller religiøse grupper, hvis forskelle og konflikter

påvirker landets politik med én dominerende civil kultur, som placerer den i en civilisation,

imens statens ledere føler tilhørsforhold til en anden. Som eksempel herfor står Tyrkiet, hvor

den udbredte civile kultur assimilerer sig til i den Islamiske civilisation imens den politiske

ledelse blandt andet via demokratiseringen, forsøger at placere staten i den Vestlige civilisati-

on. Endeligt findes kløvede stater, som Ukraine, hvor store interne samfundsgrupper tilkender

sig forskellige civilisationer. Staten er dog først kløvet når et flertal tilhørende én civilisation,

forsøger at gøre sit sprog, religion og symboler til statens og dermed gøre staten til sit eget po-

litiske instrument48.

47 Huntington, 2006, s. 249-251. 48 Huntington, 2006, s. 191-194

38

Selve opbygningen af civilisationer er betydende for de magtforhold, der gør sig gældende

ved WCAR og i det internationale politiske system. Endvidere kan elementet om kernestaters

magt over andre stater eventuelt anvendes til at belyse konflikter internt i civilisationerne,

hvor der kan eksistere modvilje til at bøje sig for en kernestat, der ikke findes legitim eller

velforvaltende i sine beføjelser. Dette kan måske forklare EU’s valg om ikke handle i fuld-

stændig overensstemmelse med USA.

Huntington præsenterer USA som Vestens samlede foregangsland, som et nutidigt imperium

udsat for forskellige trusler på nationalt og internationalt plan. Han påpeger, at det er essenti-

elt for et imperium, at der er en form for konsensuskultur, som er styrende for den overvejen-

de del af befolkningen. Den kulturelle homogenitet i Vesten udfordres og trues af idealet om

multikulturalitet, som paradoksalt fordres overvejende i Vesten, hvor hvis den kulturelle ho-

mogenitet ikke opretholdes, vil imperier falde. I forhold til demokratiseringsprocesserne i

1970’erne og 1980’erne49, hvor over tredive lande skiftede fra diktatur til demokrati50, nævner

Huntington, at transformationen til demokrati, sker lettest i de lande, der enten er overvejende

kristne eller har anden vestlig indflydelse; i forlængelse heraf påpeges, at alle kristne lande

per 1990’erne er fuldt ud demokratiseret – med undtagelse af de kristne afrikanske lande51.

Huntington udleder af denne tendens, at de demokratiske udsigter for islamiske lande er dy-

stre. Hans forklaringer for, hvorfor visse lande ikke endnu har gennemført demokrati rækker

dybere end til blot religion og omfatter en anderledes kultur og syn på individets rolle i sam-

fundet, hvorfor det ikke har vist sig attraktivt eller naturligt at gå på kompromis med de reste-

rende respektive styreformer.

Vesten trues deslige af eskalerende konflikter med den islamiske verden, som blandt andet

eksemplificeres ved terrorangreb og krig og som er udtryk for voksende kløfter langs brudlin-

jerne af civilisationerne52. Problematikken mellem disse to civilisationer udspringer dog fra en

kulturel og historisk lighed baseret på monoteisme. Splittelsen opstår nærmere i de værdier,

der udledes af den religiøse udvikling og vægtning.

49 Note 3 50 Huntington, 2006, s. 268 51 Huntington, 2006, s. 269 52 Huntington, 2006, s. 368

39

Netop værdier tillægger Huntington meget vægt og han beskriver en iboende uenighed mel-

lem muslimer, der evigt ophøjer deres religion og kultur uden skygge af usikkerhed på egne

værdiers overlegenhed men konstant tynget af deres magts underlegenhed53 og Vesten, der

med USA i spidsen ufortrødent forsøger at udbrede vestlige værdier gennem udenrigspolitiske

betingelser.

Truslerne imod vestlig dominans kan kun bekæmpes, mener Huntington, gennem følgende tre

strategier54:

1. At opretholde det militære overtag trods ikke-sprednings- og nedrustningspolitik inden for

atomare, biologiske og kemiske våben og midlerne til at fremføre dem.

2. At fremme væsentlige politiske værdier og institutioner ved at presse andre samfund til at

respekterer menneskerettigheder, som Vesten fortolker dem, og få dem til at indarbejde

demokrati efter vestligt forbillede.

3. At beskytte den kulturelle, sociale og etniske integritet i vestlige samfund ved at begrænse

antallet af ikke-vestlige indvandrere, der bliver lukket ind som flygtninge eller indvandre-

re.

Konflikterne mellem Vesten og andre civilisationer styrkes af USA’s overvejende unilaterale

indsats i forhold til de tre strategier. Internt i den Vestlige civilisation kan denne centrisme og

egenrådighed være ophav til splittelse mellem staterne og gøre USA blind for konsekvenser-

ne55. Huntington formulerer denne misforståelse med: ”Hvad der er universelt for Vesten, op-

fatter resten af verden som imperialisme”56.

Netop ved at tro, at man handler i verdenssamfundets bedste interesse, formoder Vesten im-

plicit, at disse handlinger er legitime og erkender ofte ikke modstand, hvorved der opretholdes

en kontrollerende kvasi-magt overfor andre nationer, der måtte kunne søge indsigelse mod po-

litikker eller indlemmelse i internationale fællesskaber57, eksempelvis i relation til Den Inter-

nationale Valutafond, der opstiller vestlige krav om markedsadgang, frihandel og bestemte

politikker58.

53 Huntington, 2006, s. 302-303 54 Huntington, 2006, s. 258-259 55 The Lonely Superpower, Foreign Affairs 56 Huntington, 2006, s. 256 57 Huntington, 2006, s. 256 58 The Lonely Superpower, Foreign Affairs

40

USA’s status som kernestat er dog afhængig af støtte fra allierede for ikke at miste legitimitet

og denne kan sikres gennem politisk støtte, økonomiske bidrag og militær assistance, så læn-

ge eventuelle amerikanske svagheder ikke blottes59. Huntington argumenterer desuden, at de

eneste to magtmidler, USA har tilbage, er økonomiske sanktioner og militære interventioner,

hvor allieredes tilslutning daler og efterlader USA med valget om at enten acceptere en for-

mindsket reel magt eller at træffe flere udenrigspolitiske beslutninger på et unilateralt grund-

lag, der yderligere minimerer opbakning fra civilisationens stater.

Den universalisme, Vestens tillægger egne værdier, er tynget af en immanent dobbeltmoral,

der understreger uoverensstemmelser mellem vestlige principper og vestlige handlinger. Et

malende eksempel er i forhold til menneskerettigheder, hvor der stilles krav til Kina i forbin-

delse med samarbejde og -handel, men ikke i samme omfang med det mere olierige Saudi

Arabien. Huntington vurderer, at dobbeltmoral er den uundgåelige pris der skal betales for at

have universelle principper og stadig beholde magten60.

I The Lonely Superpower præsenterer Huntington nogle interessante teorier om magtforhol-

dende i international politik. Udviklingen i det internationale system er skiftet fra at have væ-

ret bipolært under den kolde krig til efterfølgende at være unipolært med USA som super-

magt. Den tilstand er dog ikke fredet men er ifølge ham udfordret af et mere uni-multipolært

system, hvor andre stater ikke længere er ubetydelige, men kræver en vis grad af medbe-

stemmelse; supermagtens vetoret eksisterer dog endnu og international politik efterlades i en

form for vakuum, hvor systemet bliver en skærsild af større og mindre magter, der kæmper

for hver især at opnå mere individuel magt61.

USA vedbliver sin opførsel som unipolær hegemon uden hensyn til de ændrede tilstande og

det fordrer flere stater til at fjerne sig politisk og værdimæssigt fra den stat, de alligevel ikke

føler sig retmæssigt underlegne. Den afmagt, over ikke at have vetoret ved WCAR, kan må-

ske være en medvirkende faktor i USA’s beslutning om både at udvandre i 2001 og direkte

boykotte i 1978, 1983 og 2009 for herved at delegitimere en konferencerne.

59 The Lonely Superpower, Foreign Affairs 60 Huntington, 2006, s. 256 – 257 61 The Lonely Superpower, Foreign Affairs

41

Internt såvel som eksternt fremmedgøres supermagten og bliver stadig mere afhængig af en-

kelte støtters opbakning for at legitimere sine påtagede beføjelser på verdenssamfundets veg-

ne. Konsekvensen, udleder Huntington, er frygt, harme, foragt og jalousi, der ikke er længe

om at medføre direkte modstand og et mere eller mindre kollektivt forsøg på at nedkæmpe

supermagten. Med denne proces fordres anti-hegemone koalitioner som eksempelvis OIC el-

ler i stigende grad EU, der gør egne forsøg på at påvirke verdenspolitikken62.

62 The Lonely Superpower, Foreign Affairs

42

3.2.2. Ikke-vestlig kulturteori

De følgende to teoretikere er valgt på baggrund af forklaringskraft især i forhold til konflikter

på WCAR, der primært baserer sig på uforenelighed mellem den Vestlige og andre civilisati-

oner. Ved de forestående to teoretikere kan forventes et vest-centrisk teoriophav, hvorfor det

er en prioritet at præsentere teorier om de samme konflikter ud fra et så ikke-vestligt perspek-

tiv som muligt.

3.2.2.1. Arjun Appadurai

Den indiske antropolog, Arjun Appadurai, er opvokset og uddannet i Indien inden sin tilknyt-

ning til adskillige universiteter i USA. I sin bog Fear of small numbers fokuserer han på nuti-

dens kulturelt motiverede konflikter og voldeligheder. Han argumenterer, at forestillingen om

politisk fred og social orden blev knust ovenpå terrorangrebene i USA den 11. september

2001. Forud for angrebene dominerede opfattelsen af, at krige føres mellem nationalstater, der

alene er suveræne til at afbryde og erklære fred. USA’s Krig imod Terror har gjort op med

den forståelse og krige kan nu føres imod og af organisationer på tværs af geografiske græn-

ser. Den realismebetingede logik om krig som et nationalstatsligt anliggende udfordres til sta-

dighed af aktioner imod Al Qaeda som organisation i forskellige lande som Afghanistan63 og

Pakistan64 og Al Qaedas angreb på vestlige mål65.

Appadurai mener at påvise, at der siden 2001 har hersket en nogenlunde konsekvent tilstand

af regelmæssige etniske konflikter, der tilnærmer sig lav-styrke krigsførelse og som ofte kate-

goriseres som terror. Den generelle italesættelse af terrorisme, som benævnelse for alle anti-

statslige væbnede aktiviteter, har sløret linjerne mellem krig af nationer og krig i nationer66.

Han erkender kulturperspektivet i Huntingtons tese om clash of civilizations, men kritiserer

den for at være realismefunderet i en verden, der i stigende grad påvirkes af ideologier og

kræfter, der rækker lagt ud over nationalstatsaspekter.

63 Tidslinie: Afghanistan 64 USA angriber igen mål i Pakistan, Politikken 65 Al Qaeda: Angreb gennem årene 66 Appadurai, 2006, s. 15

43

Han arbejder således ud fra sit eget perspektiv om et clash of world systems, som han forkla-

rer ud fra forskellene mellem vertebrate (rigide systemer baseret på internationale magtbalan-

cer som eksempelvis nationalstater samt økonomiske og militære aftaler) og cellulære (foran-

derlige mekanismer som eksempelvis terrornetværk og global økonomi) ordener. De vertebra-

te systemer er funderet i koordinerede regulerende normer og signaler. De cellulare entiteter

fungerer via fleksibel koordinering og unikke sammenhænge og endda eventuel isoleringen af

funktionelle enheder og uendelig reproducerbarhed af ideologiske og funktionelle principper.

Han fremhæver angrebene på World Trade Center i 2001 – om det så var Al Qaeda eller ej –

som et godt eksempel på cellularitet 67. Kontrasten mellem disse systemer og fejlforståelser

om dem bidrager til konflikterne i en verden, hvor kultur og grænser er gensidigt modstående

og befolkninger ikke lader sig påtvinge hverken eller. Ekskluderede minoriteter kan være star-

ten på en cellulær gruppering, der dannes i fællesskabet af fortvivlelse og afmagt og i stedet

begynder at dyrke vrede og finde måder at protestere over deres situation på.

OIC er interessant i forhold til Appadurais forklaring om, hvordan ekskludering kan lede til

organisering. Netop i sin samling af mindre magtfulde islamiske stater aspireres at kunne øve

modstand mod den etablerede internationale autoritet Vesten og i særdeleshed USA. Appadu-

rai tror på, at verden udvikler sig i retning af mere ideologisk dyrkelse som reaktion på en

uidentificerbar, ekskluderende og intimiderende globalisering. Denne tilbagevending til ideo-

logier, og hermed frastødningen af andres, er essentiel i forklaringen af polariseringen mellem

Vesten og den islamiske del af verden.

Han gør således op med Daniel Bells udmelding fra 1950’erne, at verden var kommet til The

End of Ideologi68 og Francis Fukuyamas senere re-definition som The End of History69 til

gengæld for en ny æra af krig alene i ideologiens navn70. Fjendtligheden mod andre ideologier

kategoriserer Appadurai som ideocide (hvori befolkningsgrupper, lande og livsstile anses for

skadelige og uden for, hvad man kan kalde, menneskeligheden), der henfører til en legitime-

ring af social undværlighed. Han mener ikke, at termerne ethnocide (kulturmord) eller geno-

cide (folkemord), kan anvendes til at beskrive udviklingen af eksternt rettet afsky, i og med de

beror på had til interne minoriteter.

67 Appadurai, 2004, s. 15-17 68 Bell, 2000 69 Fukuyama, 1992 70 Appadurai, 2006, s. 115 - 116

44

Ideocide derimod sigter imod fremmedgørelsen af hele ideologier, store regioner og livsstile,

som kan være forankret i et oprindeligt internt moralsk fjendskab71. En grad af praktisk idio-

cide er tankevækkende i relation til WCAR, hvor især taler i konferencens plenum genererer

splittelse mellem stater og civilisationer over konflikten i Mellemøsten. Netop Appadurais fo-

kus på italesættelse og diskurs kan inspirere til en bedre forståelse af de konsekvenser, der er

af taler og reaktioner på samme ved WCAR og det er især et interessant perspektiv at lægge

på såvel de zionismefordømmende taler som på vestlige landes udvandring på baggrund heraf

samt ikke mindst de følger begge dele får i relation til det internationale politiske samarbejde

efter og ud over WCAR.

Den frygt og lede, der driver ideocide, skaber samtidig en vredens geografi, der efter tidligere

nævnte anslag mod USA trives i kølvandet på den uforsonende diskurs, der tvinger stater til

enten at være med eller imod USA. Alliancer skabes og brydes og Appadurai beskriver vre-

dens geografi som relationen mellem disse grupperinger, der til en vis grad er påtvunget både

befolkninger og regeringer verden over og de reaktioner og følelser, der afstedkommer som

resultat af det komplekse forhold mellem fjerne begivenheder og den nærmere angst, mellem

historie og nye provokationer. Hans anvendelse af begrebet skal understøtte to argumenter; at

verden er karakteriseret af den globale artikulation og spænding, der skabes i misforholdet

mellem vertebrate og cellulære systemer samt at denne artikulation og spænding faciliterer

kausalitet mellem befolkningers uvished i hverdagen og statens usikkerhed i verden72.

Begge argumenter er forklaringsdygtige redskaber i forståelsen af henholdsvis Vestens (pri-

mært USA’s) manglende interesse i at skelne mellem visse islamiske stater som potentielle og

ligeværdige samarbejdspartnere og de, måske få, individer, der udfører terrorvirksomhed via

et netværk, der blandt andet spreder sig til netop disse lande samt ikke mindst årsager til ud-

vikling af cellulære organismer indenfor vertebrate systemer og ligeledes udviklingen af nye

vertebrate mekanismer, som OIC, i konkurrence om den internationale magtbalance.

71 Appadurai, 2006, s. 117-118 72 Appadurai, 2006, s. 98-102

45

Men Appadurais budskab er ikke kun problemorienteret, han foreslår blandt andet, at store

magtfulde stater ved at agere mindre krigerisk og mere velgørende, kan bevare deres status.

Mindre og marginaliserede stater derimod opfordrer han til at arbejde for en demokratisering,

der inkluderer cellulært organiserede befolkningsgrupper73. Disse kompromissøgende forslag

står i dyb kontrast til Huntingtons tre midler til magtbevarelse; militær hegemoni, tvungen ac-

cept af liberale værdier og stramme nationale immigrationspolitikker.

73 Appadurai, 2006, s. 136-137

46

3.2.2.2. Ziauddin Sardar

Pakistanskfødte Ziauddin Sardar har været tilknyttet universiteter, magasiner og ministerier i

den islamiske verden og i Vesten og er nu professor i postkoloniale studier i London74. Han

kritiserer både Huntington og Fukuyama i bogen Postmodernism and The Other hvori han

påpeger, at Fukuyamas argument for The End of History (at Vesten og dens liberale værdier

har vundet) mere end en filosofisk reeksamination er et politisk forsøg på at forme en bestemt

fremtid. Konsekvenserne af End of History-tankegangen er netop de, der beskrives i Hunting-

tons clash of civilizations-tese, hvor historiske konflikter uden hensyn til kultur vil gentage sig

selv. Sardar mener ikke, at man, som Huntington gør, forsvarligt kan bagatellisere kulturens

indflydelse på historien og fremtidens forandringsmuligheder. Han medgiver dog, at afslut-

ningen på den kolde krig har skabt en ny verdensorden med en specifik rolle- og magtforde-

ling og at dette er til Vestens fordel75.

Ligesom i Colombus’ tid er Vesten plaget af en neurotisk og paranoid frygt for anderledes

folk og ligesom dengang, er løsningen på disse usikkerheder at forsvare vestlige værdier pro-

aktivt gennem imperialisme76. Sardar finder, at Vesten holder andre civilisationer væk fra

magt og selvstændig udvikling via betinget udviklingsstøtte og underlegne kopiprodukter77.

Denne behandling udtrykker ringeagtelsen for ikke-vestlige forbrugere og er i sig selv en

medvirkende faktor til konflikter mellem Vesten og resten. Dét, Vesten ikke tør indrømme i

sin egen postmodernitet, er denne kynisme og fremmedfjendtlighed, hvilket er omsonst i en så

pluralistisk tid, hvor man netop burde kunne erkende sine handlinger. I hans mening er FN

endnu et eksempel på vestlig hegemoni og han beklager, at ikke-vestlige repræsentanter be-

handles som overflødige besværligheder og således blot en manifestation af, at den reelle po-

litiske teori og praksis udelukkende tilgodeser liberale interesser på trods af hensigtserklærin-

ger, der forudsætter ligestilling og enighed78.

74 Ziauddin Sardar – Biography 75 Sardar 1998, s. 82 76 Sardar 1998, s. 81 77 Sardar 1998, s. 56 78 Ibid.

47

Antaget at liberalismen er en livsopfattelse udelukkende delt af de, der har accepteret kapita-

lismen og den skæve velstandsfordeling der følger med, tjener det postmoderne liberale de-

mokrati kun som et skalkeskjul for den globale udvidelse af vestlig økonomi. Sardar argu-

menter, at netop det kapitalistiske hensyn er den virkelige årsag til en interesse i fortsat demo-

kratisering og midlet er nødhjælpskontrakter domineret af krav. Alligevel er demokrati i et ik-

ke-vestligt land kun attråværdigt, når pro-vestlige kandidater sejrer, hvor i modsat tilfælde

valget ikke godkendes og de folkevalgte væltes, som var tilfældet da Salvador Allende vandt

valget i Chile, for derefter at blive styrtet i et kup organiseret og drevet af chilenske generaler

og amerikanske CIA79. Huntington beskriver en lignende praksis til at illustrere kritikpunkter

af den vestlige dobbeltmoral, der synes uundgåelig i den universalistiske politiske tanke-

gang80.

Med moderniteten er vestlige samfund blevet stadigt mere sekulariserede, og forventningen

om samme tendens i resten af verden møder berettiget modstand, hvor der mange steder eksi-

sterer en udbredt enighed om, at religion og politik er to sider af samme sag og at religion

med fordel kan anvendes som et redskab til for social og politisk bedring. Denne modstand

styrkes kun, både internt og eksternt, ved mødet med et krævende og uforstående Vesten og

religioners roller dyrkes yderligere i trods med et efterhånden markant udtryk som en revolu-

tionær samfundskraft, der bidrager til statsopbyggelsen og inspirerer til kamp imod Vesten og

dens modernitet.

Det fejlslagne forsøg på et moderniserings- og demokratiseringsprogram til at løse politiske,

sociale og økonomiske problemer i ikke-Vesten og den mislykkede sekulære ideologi, der

skulle sørge for et alternativ til trusler mod vestlige interesser, har ophøjet religion til en

uundgåelig del af ikke-Vestens politiske dagsorden81. Dette er i forhold til WCAR en essentiel

forståelsesramme, hvor emnerne, der fylder konflikterne primært drejer sig om religion og po-

litisk rejicering af religion. Sardars forklaring om netop, hvorfor der er så stor modvilje til for-

ståelse mellem Vesten og ikke-Vesten er direkte anvendelig både i forhold til oplæg, taler og

slutdokumenter.

79 Sardar 1998, s. 57 - 58 80 Huntington 2006, s. 256 81 Sardar 1998, s. 240-242

48

Specifikt kan uenigheden om Mellemøsten ekspliciteres via hans anskuelse om årsagerne til

og konsekvenserne af økonomisk og diskursiv manipulation samt ikke mindst vægtning af en

religion frem for en anden eller ingen og foragten for de, der er anderledes.

At være muslim er ikke blot religion, politik eller kultur, det er et verdenssyn, der former

handlinger, viden og væremåde. Vesten er ikke så meget en kultur eller et geografisk afgræn-

set sted, som det er et koncept eller en epistemologi baseret på rationalisme. Sardar efterlyser

en smule af samme rationalitet hos muslimer, hvis nysgerrighed er defineret af kulturelle og

historiske begrænsninger for, hvilke emner og til hvilken grad mennesker kan tillade sig at

stille spørgsmål og rette kritik mod noget, som deres samfund accepterer som Muhammeds og

Koranens lære82.

Sardar har fremmedgjort sig selv til store dele af det muslimske samfund af tænkere og religi-

øse ledere ved sin kritik af muslimske lærde for at stille sig for tilfredse med konklusionen at,

af Biblen, Toraen og Koranen, så kommer Koranens forklaringskraft tættest på moderne vi-

denskabelige resultater om miljø og naturfænomener, som Maurice Bucaille udledte i sin sam-

menligning af de tre hellige skrifter tilbage i 197683. Sardar tror på, at den eneste måde at se

sin egen og andres virkeligheder på er, at skabe et alternativ til den sekulariserede og rationel-

le forskning; et alternativ, der åbner mulighederne for forskellige livs- og verdenssyn.

Han præsenterer således to nye begreber: Transmodernitet, som indebærer en overskridelse af

de typiske geografiske og intellektuelle grænser for oplysning samt gensidigt sikret diversitet,

som han bruger om en ikke-konkurrerende diskurs, der anerkender individers og ideers foran-

dringer over tid og sted og baserer sig på en forståelse for og lærevillighed om det anderledes.

WCAR’s ambition om at tilbyde et frit forum til åben debat og meningsudveksling kan siges

at basere sig på disse værdier, så det er interessant, hvorfor diskursen ikke i praksis er mere

åben og accepterende, end at stater udvandrer og boykotter alene på grund af tale, som de ikke

bryder sig om.

82 Sardar, 2006, s. 3-4 83 Bucaille & Pannell, 2003, s. 125

49

Sardar opfordrer muslimer til at tage ansvar for den fred de så inderligt behøver og for at opnå

den, undersøger sig selv og deres samfund; svaret på konflikter og vold mellem den muslim-

ske verden og den vestlige, mener han, først kan afdækkes, når muslimer indser deres rolle i

moderniteten og betydningen af deres kultur, sociologi og ikke mindst politik og sammen sør-

ger for at ophæve dem og gøre dem uafhængige af vestlig indflydelse84.

Sat overfor idealet i den religion, muslimer bekender sig til, vil der i lyset af menneskers na-

turlige mangler altid eksistere en trang til at være mere og bedre islamistiske – det er denne

romantisering, Sardar beskriver som medvirkende faktor i, hvorfor nogle individer og stater

føler behovet for drastisk og utvetydigt at bekende sig til Islam overfor vestlig kultur og

magtstruktur. En tanke som kan overføres til det ret insisterende muslimske talevalg ved

WCAR’s plenum af Islam som god og hellig og Vesten som selvisk og kalkulerende85.

Muslimer oplever i moderniteten gang på gang, at betydningen af Islam reduceres til sørgelige

niveauer, hvor underuddannede, fordomsfulde ekstremistiske religiøse ledere og royale fanati-

ske galninge annekterer og monopoliserer de mest hellige symboler og ikoner. Dette er ifølge

Sardar ikke nogen ny udvikling, men han mener dog, at Islam nu er blevet så indskrænket, at

religionen ingen mulighed har for at vejlede i retning af fred og trivsel, men derimod er dømt

til at kræve krig og had.

Den ulykkelige konsekvens beskriver han som resultatet af en altoverskyggende tendens til

blot at lade fortidens religiøse ledere være svar på nutidige spørgsmål. Individer frasiger sig

for villigt ansvaret for at tænke selv, og som Sardar siger: ”Og fordi alt er mærket med Islams

brand, er det at stille spørgsmål eller argumentere imod det at sidestille med synd” 86. Så

længe muslimer og muslimske stater fortsætter med at forbryde sig på deres egne idealer, vil

fred undvige dem.

84 Sardar, 2006, s.16 85 Se Bilag 1 om Kronologi (eksempelvis Arafat: 1/9 2001, Moussa: 2/9 2001, Ahmedinejad: 20/4 2009) 86 Sardar, 2006, s. 17

50

Ovenpå angrebene den 11. september 2001 på World Trade Center bør det være åbenlyst for

alle muslimer, at fortolkning af deres religion ikke må ske vilkårligt eller af folk, der ingen in-

teresse har i fred. Sardar forudser en lang kamp for at løse Islam fra de efterhånden synonyme

referencer til terror og i stedet forbinde religion med gode intentioner og værdier, en kamp der

skal kæmpes på begge sider, for han tilskriver ikke udenrigspolitiske rådgivere i USA større

oplysning end han gør mullaher i muslimske stater. Sardar foreslår, at studier i Islam bør fri-

gøres fra smalle og ekskluderende skoler og ophæves til en lære i universel verdenssyn, der

omfatter værktøjer til at opbygge dynamiske civilisationer, således at kommende generationer

af muslimske lærde opnår viden om den diversitet og sameksistens, der er så grundlæggende i

Islam og som er nødvendig for at Islam kan overleve ind i fremtiden87.

Sardar mener videre, at den muslimske verden til stadighed bekræftes i sin totale afhængighed

og usikkerhed. Hvorom alting udvikles, har magtpolitik ikke ændret sig. I begyndelsen af det

20. århundrede var det meste af den muslimske verden under kolonistyre og på trods af ver-

densomspændende arbejder for etableringen af et decideret kalifat, forblev disse stater i fat-

tigdom og afhængighed. Fejlen ligger i muslimernes egen utilstrækkelighed til at erkende de-

res tros og folks styrke og deres manglende tilpasningsvilje til den hurtige udvikling og virke-

ligheden i verden omkring dem. Sardar ser svaret, redningen, i proaktivitet. For ham har det

muslimske samfund ikke gjort andet end at kæmpe for at følge med i mange år og nu er det på

tide, at erkende situationen, bekende de historiske mangler og gøre en indsats for at forstå den

nutidige globale virkelighed; kun på den måde vil et samlet muslimsk samfund være i stand til

selv at diktere sin udvikling og rolle i det globale system88.

87 Sardar, 2006, s. 20-22 88 Sardar, 2006, s. 58

51

4. Empiri

Følgende kapitel indeholder en gennemgang og karakteristik af det officielle indhold i forbin-

delse med WCAR. Dette kapitel bygger på officielle oplæg til konferencerne, udarbejdet af

de, FN opdelte, regioner. Efterfølgende redegørelsen af konferencernes regionale oplæg, vil

være en ordtælling, som anvendes i forbindelse med vægtningen af de forskellige emner. Slut-

teligt, efter hver konferences behandling, vil indholdet af de regionale oplæg holdes i mod

slutdokumentet i en delanalyse, hvilket har til hensigt at belyse hvilke parters oplæg der væg-

ter mest i slutdokumentet. I forbindelse med delanalyserne forsøges udviklingen fra Durban I

til Durban II klarlagt.

4.1. Karakteristik af Durban I, 2001

Som vedtaget på indledende forberedelsesmøde i relation til deklarations-udkastet89:

- Kilder og årsager til, former og nutidige eksempler på racisme, racediskrimination, xeno-

fobi og dertil relateret intolerance

- Ofre for racisme

- Forebyggelsesmidler, undervisning og beskyttelse rettet mod udryddelse af racisme

- Bestemmelser for effektive værktøjer, ressourcer, kompensation og andre midler på natio-

nale, regionale og internationale niveauer

- Strategier for at opnå fuldstændig og reel lighed herunder internationalt samarbejde og

fremme af FN og andre mekanismer i bekæmpelsen af racisme, racediskrimination, xeno-

fobi og dertil relateret intolerance.

89 About the Conference, Objectives of the Third World Conference

52

4.1.1. Oplæg

4.1.1.1. Afrika90

Det afrikanske oplæg til Durban I fokuserer både bredt og dybt på emner, der især gør sig

gældende for deres regionale udvikling og historie. I oplægges beklages det, at på trods at to

årtier dedikeret til bekæmpelse af racisme, så lider utallige minoriteter stadig under negativ

særbehandling i både ud- og hjemlande og der gøres gentage opfordringer til stater om at tage

ansvar for deres del af fortiden og for at skabe en fælles fremtid. Ud over konkrete forslag til

det endelige handlingsprogram og udmøntning af samme, prioriterer den afrikanske regionale

forberedelseskomite fem områder; kvinder, økonomi, slaveri, demokratiske institutioner og

staters ansvar samt minoriteter.

I forhold til hensynet til kvinder, understreges det i oplægget, at racediskrimination rammer

kvinder anderledes end mænd. Racisme i samfundet rammer kvinder helt ind i hjemmet, hvor

leveforhold forværres og diverse former for vold genereres. Kvinder, som ofre for racisme,

bør gives særlig opmærksomhed, da deres levevilkår og lykkeforudsætninger afhænger både

direkte og indirekte af diskrimination, der kan avle andre former for had, som kvinder igen

gøres til ofre for.

Det afrikanske oplæg udtrykker stærke meninger om kontinentets økonomi og samfundsud-

vikling og understreger blandt andet, at mange former for racisme har medvirket til den nega-

tive afrikanske tilstand i forhold til andre kontinenter; kolonialisme, slavehandel og ikke

mindst vedblivende racediskrimination i form af eksklusion fra samhandel og beslutningspro-

cesser. Dette begrænser Afrikas muligheder for udvikling. Den nuværende ustabilitet og de

regionale konflikter tilskrives udefrakommende udnyttelse af befolkning og naturressourcer

samt en tiltagende våbenindustri. Desuden beklages den miljømæssige racisme, der ligger til

grund for dumping, udnyttelse af, mere eller mindre, tvungen arbejdskraft og andre landes

ressourceudvindingsmissioner i Afrika.

90 Report of the Regional Conference for Africa, 2001

53

Slaveri og dets konsekvenser fylder en del i oplægget og som arv fra kolonimagterne præger

den del af historien, alle aspekter af kultur, politik, samfund og vilje. Der henføres til, at sla-

veri og apartheid som racemotiverede brud på menneskerettighederne ligestilles med andre

lignende forbrydelser, der har nydt national og international støtte til at søge kompensation til

sine ofre. Oplægget opfordrer alle stater til at tage ansvar i form af undskyldninger, kompen-

sation samt at yde assistance til individers søgsmål.

I det forberedende arbejde benævner de afrikanske stater, de demokratiske institutioner som

nødvendige for at forebygge konflikter og sikre stabilitet i regionerne. Generelt såvel som i

detaljerne tilskrives stabile og legitime nationale og internationale institutioner at generere

sikkerhed, basis for positiv udvikling og retfærdighed. Under samme hensyn opfordres der i

oplægget til at alle stater sørger for at sikre et institutionaliseret arbejde for at beskytte og as-

sistere ofre for racediskrimination. I anbefalinger til det endelige handlingsprogram fokuseres

deslige meget på staters særskilte arbejde med uddannelse og juridiske tiltag for at forebygge

racediskrimination.

Minoriteter spiller en central rolle i det afrikanske oplæg, hvor det beklages at mange stater

endnu ikke opfylder deres forpligtelser over for især fremmedarbejdere, flygtninge og asylan-

søgere. Samtidig med at Afrika beder om støtte til internt at løse problemer med flygtninge,

rettes opmærksomhed på mulighederne for positiv særbehandling i de lande, der huser folk,

der af den ene eller anden grund ikke kan være i deres hjemland. Der lægges endvidere op til

at der tages særligt hensyn til børn og unge, syge og flygtninge samt ikke mindst oprindelige

befolkningsgrupper.

54

4.1.1.2. Amerika91

Den regionale forberedelseskonference for Amerika bærer præg af at være det samlede output

fra utroligt mange særinteresser. Hvor bekæmpelse af racisme kunne forventes at dominere

oplægget, rækker trådene i samfund og historie meget længere; således nævnes blandt andet

udnyttelse af børn til arbejde, prostitution, krig og salg som en særlig udfordring. Temaet om

staters ansvar og moralske pligter overfor særligt udsatte grupper er gennemgående og det un-

derstreges, at racisme ikke kan bekæmpes og dens ofre ikke hjælpes uden en betydelig regio-

nal, national og international indsats. Deslige anspores alle stater til at forpligte sig uforbehol-

dent til Geneve konventionen.

Kvinder og kampen for ligestilling optager en betragtelig del af det amerikanske oplæg, hvori

det understreges, at racisme rammer kvinder helt anderledes og dybere end mænd. Bekymrin-

gen er, at hvor mænd diskrimineres i samfundet, når diskriminationen af kvinder langt ind i

familien og de er i fare for ikke blot forskelsbehandling, men også for vold og udnyttelse.

I oplægget erkender Amerika, at en historie domineret af ustabilitet, kolonisering og slaveri er

en direkte årsag til nutidens økonomiske tilstand i Afrika som helhed, men også i andre lokale

og kulturelt afgrænsede områder med en overrepræsentation af efterkommere af slaver. Fat-

tigdom er såvel en årsag til, som en konsekvens af racisme.

Et samlet Amerika oplæg gives indrømmelser, der erkender, at erobring, slaveri og kolonia-

lisme er former for racisme. Det, der overgik ofrene for slavehandel defineres som forfærdeli-

ge forbrydelser, som i nutiden ville blive kategoriseret som forbrydelser imod menneskehe-

den. Devisen er helt tydeligt, at intet bliver bedre af at blive ignoreret og i forlængelse deraf

pointeres det, at slaveri er en overskyggende årsag til en social, økonomisk og politisk skæv-

vridning, der ladt uforstyrret har og fortsat vil ødelægge samfund og mennesker. Det behand-

les kort, at ofrer for slavehandel bør kompenseres – i form af policies og programmer, der til-

lader det internationale samfund at lære af historien.

91 Documents adopted by the Regional Conference of the Americas, 2000

55

Især stater tillægges stor vægt i oplægget, der indrømmer, at mange nuværende statsmodeller

baserer sig på kolonialistiske præmisser og per definition er racistiske og bør søges opdateret i

forhold til en rummelig og pluralistisk nutid og fremtid. Politik, der bygger på overlegenhed

anses for kompromitterende for det internationale samarbejde og for national udvikling. Et

særligt fokus rettes på anbefalinger til staters arbejde for at bekæmpe racisme; blandt andet

opfordres til tiltag som katalogisering af alle hate crimes i databaser, der kvalitativt og kvanti-

tativt vil skulle danne grundlag for jævnlige undersøgelser og efterforskning. Emnet om insti-

tutionaliseret racisme behandles alvorligt og det beklages at selv stater og offentlige systemer

kan være racistisk diskriminerende. Det anbefales at man internt i stater satser på forebyggel-

se og uddannelse af såvel offentligt ansatte som unge, børn og studerende – i forhold til netop

ungdommen spiller skolesystemerne en betydelig rolle i at bekæmpe racisme i fremtiden.

Slutteligt tilskyndes stater til i højere grad at føre tilsyn med medier for at sikre en fair og kor-

rekt fremstilling af alle samfundets og verdens borgere.

Hensynet til minoriteter fylder meget og omfatter alle kriterier fra køn, alder og helbred over

politisk, religiøs og seksuel orientering til ejendom, sprog og ophav. Specifikt behandler op-

lægget især migranters udsatte position i fremmede lande, der på det stærkeste opfordres til at

gøre alt i deres magt til at leve op til deres moralske forpligtelser i International Convention

on the Protection of the Rights of All Migrant Workers and Members of Their Families92. Der

rettes endog direkte bekymring om en tiltagende grad af racisme imod fremmedarbejdere,

flygtninge og indvandrere. Unge mænd af afrikansk afstamning udpeges som en befolknings-

gruppe, der lider under racisme og sammen med syge, kvinder, udlændinge og børn bør disse

tilbydes speciel assistance og hjælp. Positiv særbehandling foreslås som middel til at sikre

svagere og udsatte grupper og individer lige adgang til rettigheder og goder.

92 International Convention on the Protection of the Rights of All Migrant Workers and Members of Their Fami-lies

56

4.1.1.3. Asien93

Det asiatiske oplæg til Durban I er ikke så bredt som de ovenstående, men behandler derimod

enkelte emner meget grundigt. Endeligt opfordres FN’s højkommissær for menneskerettighe-

der til at arbejde målrettet for at udvikle billige og effektive informationsstrategier for at højne

viden om og adgang til uddannelsesprogrammer, lovgivning og forskning i forbindelse med

racisme. En del af den tænkte benchmarking bør foregå ved jævnlige konferencer for stater,

institutioner og organisationer på områder som kultur, uddannelse og sport.

Konflikten i Mellemøsten spiller en central rolle i oplægget, der erkender, at Jerusalem er en

hellig by for tre større religioner, der alle bør have lige ret og adgang til byen og dens ikoner.

Følgende opfordres til at det internationale samfund aktivt arbejder sammen for at tilende-

bringe besættelsen af Palæstina. Ideologierne der ligger til grund for Israels besættelse af Pa-

læstina, omtales som hadske og racistiske og det understreges, at alle politikker, der baserer

sig på tanker om overlegenhed forbryder sig på FN’s charter og de fundamentale menneske-

rettigheder. Ud over folkemord udsættes palæstinensere for militære blokader, isolation i fat-

tige bysamfund og udelukkelse fra basale rettigheder. Det argumenteres endvidere, at palæsti-

nenseres ret til at vende hjem til deres retmæssige jord og ejendom overholdes og ikke mindst

kontinuerligt sikres.

Kolonisering og slaveri forklares som manifesteringer af racisme, som til gengæld kun for-

stærkes af forskellene imellem lande, der har profiteret på kolonisering og på lande, der til

stadighed er negativt påvirkede af deres offerrolle i historien. Det understreges, at såvel lande

som samfund og individer bør tildeles kompensation for deres beklagelige del i slaveri, kolo-

nisering og etnisk udrensning, samt ikke mindst at uanset hvornår disse forbrydelser fandt

sted bør de anerkendes som værende netop det; forbrydelser.

Migranter og kvinder fremhæves som minoriteter, der fortjener særlig beskyttelse, da begge

grupper er udsatte for udnyttelse og udelukkelse fra samfundet og rettigheder. Det anerkendes

at stater suverænt lovgiver indenfor egne grænser, men samtidig frarådes det at basere nogen

lov eller retspraksis på baggrund af diskrimination. Der opfordres til forståelse for at migrati-

on fra syd til nord er en konsekvens af den øgede globalisering.

93 Report of the Asian Preparatory Meeting, 2001

57

Unge piger og børn er endnu en gruppe, der bør nyde beskyttelse for at undgå udnyttelse og

udelukkelse. I forhold til børn opfordres stater til at sikre gratis og tilgængelig grundskole til

alle. Migranter, flygtninge og asylsøgere bør ligeledes tildeles ret til såvel uddannelse som

sundhedssystem og arbejdsmarked. Positiv særbehandling foreslås som løsning på socioøko-

nomiske, kulturelle og politiske uligheder.

Gennemgående for oplægget er, at stater opfordres til at håndtere meget specifikke emner. I

forhold til medier rådes stater og kommunikationsbranchen som helhed til at arbejde ud fra

etiske overvejelser, der afspejler alvorligheden i ikke at udstille minoriteter og fremme di-

skrimination. Der udtrykkes bekymring for muligheden for brugen af nye teknologier til

hadsk propaganda og kommunikation og det anbefales at stater tager skridt til at forbyde poli-

tik og ideologier, der bygger på racisme. For at forebygge spredning af racisme og for at af-

hjælpe besværligheder i forhold til individer foreslås det, at alle offentligt ansatte deltager i to-

lerance- og lighedskurser.

58

4.1.1.4. Europa94

Det europæiske oplægs fokus divergerer fra de andre oplæg i sit fokus på især antisemitisme

og holocaust. Bortset fra dette emne adskiller oplægget sig også ved ikke at inkludere et bety-

delig historisk perspektiv. Hvor overskriften til konferencen er Verdenskonference imod ra-

cisme, racediskrimination, xenofobi og relateret intolerance anvender den europæiske forbe-

redelseskomite gentagne gange betegnelsen ”racisme, racediskrimination, xenofobi, antisemi-

tisme og relateret intolerance”. Der rettes desuden særlig opmærksomhed på europæiske mi-

noriteter som romaer og sintier, der i praksis lever politisk og socialt ubeskyttet i flere lande.

Slutteligt beklages det, at der stadig er stater i verden og i den europæiske union, der ikke har

implementeret eller endog vedtaget nationale love om antidiskrimination på trods af religiøs

intolerance og en registreret stigning i racemotiveret vold og diskrimination. Det anbefales vi-

dere, at disse love bør kriminalisere skrift, tale, video og billeder, der opfordrer til had, di-

skrimination og vold. I tilfælde, hvor diskrimination kan underbygges, opfordrer oplægget til

et juridisk skift i bevisbyrden ved søgsmål og på internationalt plan foreslås en harmonisering

af strafferammer for racisme og et samarbejde for at retsforfølge ophavsmænd til hadetale og

racistisk propaganda.

Antisemitisme spiller en helt central rolle og oplægget understreger i bestemte vendinger, at

holocaust ikke må glemmes og ikke må benægtes; at det er det internationale samfunds, de

nationale regeringers og hvert enkelt individs ansvar at huske forfølgelsen af jøder og ære of-

rene ved en foreslået international holocaust-mindedag. Ræsonnementet bag prioriteringen af

netop antisemitisme er, at religion kan være afhængig af etnicitet og at det derfor er racistisk

at diskriminere på baggrund af tro, hvilket til stadighed er et omfangsrigt problem.

Minoriteter, herunder kvinder, romaer, sigøjnere, fremmedarbejdere og udlændinge bør sikres

hjælp med og adgang til alle rettigheder i både den private og den offentlige sfære og det bør

aktivt tilstræbes at facilitere politisk, økonomisk, social og kulturel integration. Fremmedar-

bejdes vises hensyn i opfordringen til at politisk og juridisk at forbyde udnyttelse.

94 Final documents of the European Conference against Racism, 2000

59

I oplægget præsenteres ideer til, at offentligt ansatte bør modtage undervisning i ligebehand-

ling og at der gøres særlige tiltag for at sikre og støtte ofre for kønsrelateret vold, menneske-

handel og udnyttelse. Stater bør sikre uddannelse for alle, voksne som børn, og sikre et ind-

hold af historie og kultur til at skabe forståelse for den globaliserede verden og dens mange

forskellige – men lige – indbyggere.

Stater tillægges ansvar for at registrere og behandle informationer om diskrimination og bør

undlade at støtte organisationer og virksomheder, som ikke adopterer officielle antidiskrimi-

nationsvejledninger. Menneskerettigheder er universelle og det er staters opgave at ære dem

uanset hvor nogen befinder sig og kommer fra. Individer, der har fået tildelt opholdstilladelse

bør integreres uden forbehold og uden hindringer fra og hensyn til andre politiske ordninger

og agendaer. For at sikre optimal integration anbefales stater at inddrage NGO’er, civile net-

værksgrupper og minoritetsrepræsentater i beslutningsprocesser og til at støtte de, der arbejder

med og forsker i løsninger på racisme. I stil hermed opfordres politikere at undlade at basere

kampagner og politik på angst og fjendtlighed overfor andre nationaliteter, religioner, kulturer

og etniciteter, og derimod arbejde for solidaritet, respekt og tolerance.

Slaveri og dets konsekvenser anerkendes og der opfordres til at stater erkender kolonialisme

og slaveri i en historisk kontekst, som bør læres af for at hindre gentagelser. Derudover be-

handles primært nutidig udnyttelse og menneskehandel, som en konsekvens og årsag til ra-

cisme.

Emnet om immigranter behandles uddybende og det nævnes specifikt, at stater bør glæde sig

over det økonomiske, kulturelle og sociale vækstpotentiale, der kommer sammen med nye

indbyggere og ny arbejdskraft. Stater opfordres til at sikre immigranter lige adgang til ar-

bejdsmarkedet, uddannelses- og sundhedssystemet samt ikke mindst boligmuligheder – i den-

ne sammenhæng beklages ghettoer og den politiske accept af ghettodannelse til fordel for in-

tegration. Internering af asylsøgere vurderes i oplægget til at være en medvirkende faktor i

den stigende xenofobi og racisme. Det nævnes, at alle har ret til at være med deres familier,

og stater burde efterleve retten til familiesammenførelser og erkende fordelene ved multikul-

turelle og velintegrerede samfund og økonomier.

60

4.1.1.5. OIC95

OIC har ikke lavet et decideret oplæg, men diskuteret emnet ved et af deres regulære møder

og derpå præsenteret resolutionen for FN. I den korte præsentation fordømmer OIC forfølgel-

sen af og vold mod muslimske samfund og minoriteter, specielt det begået af besættelsesstyr-

ker i stater, der ikke er medlem af OIC. Herefter pointeres det, at bidraget til færdiggørelsen af

den internationale konference om bekæmpelsen af racisme er med henblik på at fremhæve det

oprigtige islamiske perspektiv på emnet.

Slutningsvist tilkender OIC sig Asiens oplæg, specielt de paragraffer der relaterer sig til for-

dømmelsen af grove brud på menneskerettighederne begået af israelske styrker og befolknin-

ger imod det palæstinensiske folk. Samtidig lægges vægt på nødvendigheden af at gøre en en-

de på de israelske besættelser af arabiske og palæstinensiske territorier, der baserer sig på ra-

cistiske ideologier om overlegenhed.

95 On OIC inputs to the World Conference against Racism, Racial Discrimination, Xenophobia and Related In-tolerance, 2001

61

4.1.2. Emner og værdiprioritering ved Durban I

Tabellen påviser relationen mellem anvendelse af termen racism i de regionale oplæg og ita-

lesættelse af oplæggenes andre særinteresser. Racisme er tildelt værdien 1 og de andre termer

er på baggrund af deres prioritering i forhold til racisme tildelt værdier på en skala fra 0 (in

gen relation) til 1 (høj prioritering/samme antal benævnelser)96.

Figur 2: Emner og værdiprioritering ved Durban I

-

E

g

e

n

o

p

- Egen opstilling

Umiddelbart er det tydeligt, at især to oplæg, Europa og Amerika, har særegne interesser, som

hverken deles i nogenlunde samme grad af andre regioner eller medtages i slutrapporten i de-

res ønskede omfang; disse emner er henholdsvis anti-semitisme og oprindelige befolkninger.

For Asien og Europa er økonomi en vigtig faktor, der nedspilles i det endelige dokument. Eu-

ropa undlader sammen med Amerika fuldstændigt at kommentere på konflikten i Mellem-

østen, der ellers fordømtes i slutdokumenterne fra de to første konferencer i 1978 og 1983.

96 Se bilag 3 om Ordtælling

62

Religionshensynet forekommer hyppigt i OIC’s, Europas og Amerikas oplæg – i langt højere

grad end hvad medtages i slutdokumentet. Ved at acceptere et slutdokument, der nedpriorite-

rer religion, kan man undre sig over, om Europa virkelig har vægtet emnet lige højt som OIC.

I relation til det typisk vestlige ideal om demokrati scorer Afrika endog højere end alle andre

oplæg og slutdokumentet. Det er tydeligt, at der er sket en ensretning i løbet af konference-

processen, der medtager hensyn til lidt af alle emner. Det er dog iøjnefaldende, at i relation til

økonomi og religion er selve slutdokumentet så godt som den laveste fællesnævner; det kan

deraf forventes at især disse to emner er ”taget af bordet” i forhandlingsøjemed i forbindelse

med konferencen. Slaveriet er derimod blevet opprioriteret. Mellemøstkonflikten er deslige

medtaget på trods af et fuldstændigt fravær i oplæggene fra Afrika, Amerika og Europa. På

samme vis er antisemitisme og Holocaust inkluderet uanset en næsten ensidet repræsentation i

det europæiske oplæg.

4.1.3. Delanalyse – Magtrelationer ved Durban I97

Det følgende er baseret på en vurdering af forskellene mellem de regionale oplægs priorite-

ringer og det endelige slutdokument ved konferencen i 2001. Det forventes, at der har været

politiske forhandlinger, som resulterer i en eksklusion eller nedprioritering af visse interesser

og en relativ opprioritering af andre. Hvilke værdier, der medtages og i hvor høj grad, kan af-

sløre eventuelle magtforhold og deres aktualitet i forhandlingerne om Durban Declaration

and Programme of Action (herefter DDPA).

Generelt er slutdokumentet konstruktivt og søger at fokusere på, hvad der samlet set kan gøres

for at bekæmpe racisme og sikre ligelighed og ligeværd for alle. Der rettes opmærksomhed på

støtte til mindre udviklede stater, der bør sikres finansiel og teknisk støtte for at udrydde raci-

stisk fattigdom. Udviklede stater bør samarbejde om et gældssaneringsprogram og om at ud-

vikle gennemskuelige, ansvarlige og ikke mindst demokratiske institutioner i udviklingslande.

På tværs af grænser og forskelle anspores stater til et samarbejde om at tilbageføre stjålne

summer og jord og til at udvikle undervisningstilbud og kampagner, der modarbejder racisme.

97 Report of the World Conference against Racism, Racial Diskrimination, Xenophobia and Related Intolerance (slutdokument / DDPA fra Durban I)

63

Der er sket en udvikling i forhold til disse emner. I oplæggene udtrykker Afrika og Asien krav

om kompensation til ofre for slaveriet. Europa undlader at tage stilling i sit oplæg og Amerika

foreslår organiseret udbedring af den slaverelaterede negative udvikling gennem programmer

og gældssanering.

I sidste ende bliver resultatet opfordringer til assistance og støtte til blandt andet The New Af-

rican Initiative98. Resultatet varetager visse af Afrikas interesser, men det er langt fra, hvad

det Afrikanske oplæg beder om. Andres interesser må derfor siges at have påvirket resultatet

og det interessante bliver i denne sammenhæng; hvis interesser. På grund af Amerikas store

befolkningsandel med afrikanske rødder kan regionens stater formodes at ville opleve et in-

ternt legitimitetsproblem i forhold til, hvis de ikke støtter en eller anden form for kompensati-

on til ofrene for slavehandel. Når Amerika på sin oprindelige afrikanske befolknings vegne

ikke stiller disse krav, er der ikke stor vægt bag ønsket. Europa er den anden ekstrem, der helt

undlader at foreslå økonomisk kompensation i relation til historiske begivenheder og over-

greb. Samtidig er Europa den region, der oprindeligt er ansvarlig for slaveri af såvel afrikane-

re og til dels asiatere og derfor er det i deres interesse at minimere mulighederne for erstat-

ningsudbetalinger så meget som muligt. Og den mest effektive måde, at fratage kravet rele-

vans, må siges at være at ignorere det.

Anskuet i et magtperspektiv er det ikke ubetydeligt, hvem, der reelt har haft mest at vinde og

tabe på denne uenighed. Amerika, der sandsynligt ville være nettobidragsmodtager i en situa-

tion med individuel økonomisk kompensation, undlader at gøre krav herpå og Europa nægter

såvel at indrømme skyld som at overhovedet drøfte muligheder for individuelle søgsmål. Ul-

timativt vurderes det, at den mulighed ikke er ønskværdig for Vesten. De, der har mest at vin-

de – og tabe – på kompensationsspørgsmålet er Afrika og Asien, hvor utallige familier og

samfund kan tilskrive deres historiske ulykkeligheder til slaveri og imperialisme og hvor en

kompensation, hvorom lille, kan gøre en betydelig forskel for den enkelte borger.

98 The New African Initiative

64

WCAR er en konference med frivilligt engagement i proces og konsekvens og ingen region

kan pålægges bindende ordrer99. Hvis Afrika vil opnå at vinde økonomisk på konferencen er

det afgørende, at yderne frivilligt forpligter sig økonomisk. I bytte for slutdokumentets udvik-

lingsstøtte og gældssanering opgiver Afrika og Asien bredden af deres individbaserede krav

til gengæld for en generel tilkendegivelse om støtte til udviklingsprogrammer og bedre ad-

gang til informations- og handelsmarkederne.

I lyset af den økonomiske bistand, afrikanske lande allerede modtager, er det ikke utænkeligt,

at deres delegerede er blevet præsenteret for valget imellem af fortsat modtage lignende sum-

mer og så frafalde deres krav om kompensation eller i stedet at insistere på dette krav og håbe

på, at det ikke påvirker de støttende landes regeringer, når udlandsbistandsprogrammer skal

revurderes og eventuelt afsluttes.

Europa sender et uomtvisteligt budskab i fraværet af kompensationshensyn og det sammen

med især Afrikas dilemma om risikoen for ingen støtte at opnå kontra at udsigten til at opnå

noget, omend mindre end det ønskede, er udmærkede eksempler på, hvordan indirekte magt

øves i den politiske forhandling. Konferencens mål var ikke at beskæftige sig med økonomi

og skyld, så Europa ville have været i sin gode ret til at nægte at diskutere de emner i netop

dette forum. Tilsagnet om at yde støtte til udviklingsprogrammer kan bero på at tilgodese en

vestlig allierets ønsker, men det er relevant at holde in mente, at hvor direkte kompensation

for slaveri ville påvirke europæisk økonomi, så falder støtte til staters arbejde med udvikling

og uddannelse allerede ind under sædvanlige budgetter til ulandsbistand. Europa formår at ud-

trykke økonomisk velvilje uden at det får nogen deciderede konsekvenser og Afrika opnår ik-

ke meget andet end hvad, de i forvejen modtager, eneste forskel i praksis kan hænde at være

en omprioritering af midler eller kanalisering af støttemidler over i nye projekter på bekost-

ning af andre. Dette afhængighedsforhold kan i allerhøjeste grad være en forklaring på, hvor-

for Afrika opgiver deres kompensationskrav. For selv om WCAR er et, åbenbart åbent, forum

for krav, så rækker økonomi og magt længere og dybere og erfaringer herfra vil nødvendigvis

stadig være i hukommelsen ved fremtidige forhandlinger, der i modsat fald kan tænkes at stil-

le Afrika i en reel økonomisk politisk nedprioritering.

99 Report of the Preparatory Committee on its First Session

65

Også kravet om en utvetydig undskyldning modsættes og ender med at blive mødt af en neu-

tralt formuleret beklagelse af slaveri uden ansvar og med det forbehold, at ingen kan tage

skyld for noget der på tidspunktet forekom som givet.

Denne uenighed er især interessant fordi en undskyldning alene kan gives af de stater, der be-

gik og profiterede på slaveri; Umiddelbart altså en håndfuld lande i Europa og deres udsen-

dingene / allierede i modtagerlandene, som senere deltog i den organiserede handel med men-

nesker; herunder primært latinamerikanske stater og USA.

Historisk set grener ansvaret dog bredere, for hvor de oprindelige skyldige er de ovennævnte,

så deltog såvel lokale afrikanske stammer og arabiske muslimer i den transatlantiske slave-

handel100. Asien kan heller ikke sige sig fri for den slavetradition, der i årtusinder har præget

deres samfund101 og det bliver på den måde et praktisk problem at afgrænse slaveri som en

forbrydelse imod menneskeheden ud over indenfor rammerne af netop dette koncept og den

tidsmæssige konstitution.

Men der kan være andre årsager end rent praktiske til at der ikke gives nogen undskyldning.

Referencerne i oplæggene er til den transatlantiske slavehandel og igen er det Afrika og dets

folk – også i andre – der har en interesse modstridende den europæiske, som igen sejrer i for-

hold til slutdokumentet. Igen er selve undskyldningen udenfor det officielle emne og Afrikas

interesserer begrænses til et ultimatum om at tage imod det, Europa frivilligt donerer eller po-

tentielt ingenting og det må udledes, at der således eksisterer et magtforhold mellem Afrika og

Europa. Dette forklarer også, hvordan Europa kan undsige sig ansvar for noget, der er så tyde-

ligt var forkert ud fra et humanismeperspektiv. Samme indflydelse gør sig måske gældende i,

hvordan Vestens interesser samlet set er overrepræsenterede i slutdokumentet – på trods af at

udgøre færre lande og mindre befolkninger end Afrika, der ikke opnår kompensation og und-

skyldning og Asien, der sammen med OIC så godt som ikke får Israel-kritik og løsninger på

Mellemøstkonflikten medtaget i DDPA. Europa og Amerika får derimod inkluderet antisemi-

tisme og Holocaust.

100 Slaveriets historie 101 Slaveri (Samfundstyper og udbredelse)

66

OIC og Asiens insisterende fokus på konflikten i Mellemøsten er et andet eksempel på indi-

rekte magt og betydningen af magt i alliancer. Ved at sørge for at bringe emnet på dagsorde-

nen, på trods af autoritativ kritik og andre aktørers exit fra diskussioner om konflikten, ender

Mellemøsten i slutdokumentet med en højere repræsentation end demokrati, der ellers be-

handles i alle på nær OIC’s bidrag og religion, der nævnes af alle andre end Afrika men aller-

vigtigst med en næsten ligeså høj prioritering som migranter, som alle regioner er enige om,

er en essentiel gruppe, der udsættes for alle former for diskrimination og racisme.

Den magt, der eksisterer i den asiatiske gruppe er måske bare stor nok til at sørge for en gene-

rel accept af emnet men det kunne også være, at netop den dominerende italesættelse af kon-

flikten tvinger det internationale politiske samfund til at tage stilling til en situation, som, når

den først er konstitueret som en aktuel problemstilling via de mange taler, ikke kan ignoreres.

Det kan vække undren, at Mellemøsten, som et eksempel på en konsekvens af racisme, tilde-

les mere opmærksomhed end årsager til, løsninger på og ofre for racisme, ved en konference,

hvis udtalte objekt er identificering årsager til og forebyggelse af racisme og ikke mindst på

trods af et snævert OIC-interesseophav. På samme måde er det opsigtsvækkende, at antisemi-

tisme og Holocaust inkluderes i det endelige dokument, når det er udelukkende vestlige inte-

resser og hvis reelle aktualitet kan diskuteres. Dette er sigende for WCAR, ikke som et poli-

tisk, diplomatisk sammenskudsgilde hvor alle tilgodeses – for det er netop modvist i ovenstå-

ende om kompensation og undskyldning – men som et forum præget kontinuerlig dagsordens-

fastsættelse, der på trods af ihærdig kritik tillader smalle interesser i resultaterne, der skal gøre

sig gældende for det samlede internationale politiske samfund. OIC har held til at få accepte-

ret Mellemøstkonflikten og fastslår adskillige gange dens relevans for konferencen i kraft af

deres oplæg og de delegeredes taler102. Ultimativt vedtages et dokument, der udtrykker be-

kymring om det palæstinensiske folks nød og bekræfter retten til sikkerhed og selvbestem-

melse. Påståeligheden, OIC udviser, eksemplificerer en kulturel egenskab, der viser sig ret

magtfuld. Hvis OIC havde haft en kultur, der foreskrev at udvandre eller tie ved modstand,

var Mellemøstkonflikten og palæstinensere, alt andet lige, ikke blevet medtaget i slutdoku-

mentet. Det er i denne forbindelse interessant, hvilken magt, der findes i kulturer.

102 Se Bilag 1 om Kronologi

67

For OIC’s vedkommende er det oplagt, på baggrund af deres islamiske kultur, at konfrontere

uretfærdigheder overfor trosfæller og det er tænkeligt, at de i egenskaben af at være en mindre

magtfuld gruppe i international politik, benytter WCAR’s åbne plenum til at tvinge Vesten og

resten af verden til at erkende de tilstande, de finder så afgjort i behov for bedring. Europa er

den mest vedholdende omtaler af antisemitisme og Holocaust og visse delegerede fokuserer

også deres taler herom103. Og det forekommer næsten som en slags byttehandel OIC / Asien

får deres kæphest og Europa / Amerika får deres. Til gengæld er der ikke taget specielle hen-

syn til unikke afrikanske ønsker.

Man må spørge sig selv om resultatet af konferencen ganske enkelt er produktet af konsensus

og de ting, der skal til for at opnå konsensus eller om der er andre mekanismer, der afgør,

hvilke interesser, der sejrer og hvilke, der må vige på grund af inhærent kulturelle strukturer

og magtforhold indenfor WCAR og dens deltagerstater. Den regionale inddeling ved Durban I

er pudsig, idet den udelukkende beror sig på kontinenter. FN har på den måde undladt at ind-

dele regioner efter fælles interesser, ens politik, delt religion, teknologisk udvikling eller an-

dre faktorer, der kunne tænkes at skabe en vis ensretning internt i inddelingerne. Om det er for

at undgå markerede konflikter er ikke sikkert, men de regionale inddelinger, holder i hvert

fald ikke vand ved selve konferencen, hvor anderledes faktorer determinerer alliancer. Vestli-

ge stater udvandrer sammen og tager således kollektiv stilling til at øve modstand, om end

passiv, i forhold til en alliance, der dannes mellem afrikanske, asiatiske og sydamerikanske

lande i kraft af OIC.

Mellemøstkonflikten har en rolle i en del af talerne og tilbydes for et udtryk for religionsbase-

ret racisme. Holocaust ligeså. Alligevel mister religion momentum fra forberedelsesprocessen

til det endelige slutdokument. Taler af blandt andre Yasser Arafat104 opildner til en, i Vesten,

kontroversiel forklaring på de mest forfærdelige forbrydelser, herunder besættelse, folkemord,

frihedsberøvelse og undertrykkelse. Alligevel er det lykkedes eller mislykkedes at tildele reli-

gion proportionel vægt i slutdokumentet. En årsag hertil kan være en modreaktion til den høje

prioritering, der i løbet af konferencen lægges på at sammenkæde religion med racisme og ik-

ke mindst sætte det i nutidig relation til omdiskuterede praksisser i Israel.

103 Se Bilag 1 om Kronologi (Fischer, 1/9-2001 og Josselin, 1/9-2001) 104 Se Bilag 1 om Kronologi (Arafat 1/9-2001)

68

FN vælger på trods af den negative diskurs på konferencen at lægge et tolerant og positivt ud-

syn på betydningen af religionsforskelle og det anerkendes, at religion er centralt i manges liv

og bidrager med livskvalitet samt at religioners næstekærlige principper kan hjælpe til at ud-

rydde racisme eksempelvis gennem religiøse lederes tolerante italesættelse af erfaringer med

andre religioner.

Politisk kan der gøres meget for at bekæmpe racisme og af forslag nævner slutdokumentet

blandt andet at de enkelte politikere og partier bør tage deres ansvar for at føre en åben og to-

lerant diskurs om fremmede og man bør kollektivt søge at underminere enhver politik, der ba-

serer sig på ideologier om racemæssig overlegenhed.

Den politiske dialog bør bevidst anvendes konstruktivt som løsning på eventuelle konflikter

og der opfordres til at fokusere på et forebyggende arbejde indenfor uddannelse og ungdom,

der gennem skole og fritid bør bekræftes i at alle er lige og værdige. Det beklages at mange

stater endnu ikke er gearede til kulturel pluralisme og at den offentlige administration i disse

stater kan være diskriminerende og ekskluderende. En samfundsrepræsentativ sammensæt-

ning bør tilstræbes indenfor alle områder, herunder blandt andre skole- og politivæsen, social-

og sundhedssektor samt kommunale og nationale politiske organer.

De centrale konfliktpunkter ved konferencen i 2001 er kompensation for slaveri og stillingta-

gen til Mellemøstkonflikten. I forhold til en eventuel kompensation opnår Afrika ikke noget

banebrydende på Europas og Amerikas bekostning, hvilket kunne tilskrives de afhængigheds-

forhold Afrika i forvejen og generelt er underlagt som bidragsmodtagere. I relation til Israel /

Palæstina er resultatet meget undsigende i sammenligning med de to forrige i 1978 og 1983.

Der udtrykkes bekymring for besatte palæstinensere men aldrig uafhængigt af forsvaret af Is-

raels ret til sikkerhed. Det udledes følgende, at Vesten synes at opnå mest indflydelse ved

konferencen, der ikke kan undsiges at være præget af generelle magtforhold, der afgør hvis

interesser, der i sidste ende tilgodeses i det internationale samarbejde.

Selve målsætningen, om at afslutte konferencen med konsensus, kan argumenteres at have be-

tydning for DDPA, der synes vedtaget ud fra, en på forhånd givet, magtstruktur i Vestens fa-

vør.

69

4.2. Karakteristik af Durban II, 2009

Durban Review Conference er det officielle navn på den fjerde WCAR i 2009, også kaldet

Durban II. Konferencen blev afholdt fra den 20. april til den 24. april 200 i Geneve som op-

følgning på resultatet, DDPA, af konferencen i 2001. Forberedelseskomiteen har lavet opstil-

let følgende fire målsætninger105 for Durban II:

- At evaluere implementeringen af DDPA på et nationalt, regionalt og internationalt niveau

i forhold til nutidige manifestationer af racisme samt at identificere konkrete midler og

initiativer til bekæmpelsen af alle manifestationer af disse fænomener. Dette gennem en

transparent og kollaborativ proces

- At vurdere effektiviteten af opfølgningsmekanismerne fra Durban I og andre relevante

FN-mekanismer til eliminering af racisme med hensigten at forstærke dem

- At ratificere og implementere FN’s racismekonvention på global basis106

- At identificere og dele gode praksisser i kampen mod racisme

105 Durban Review Conference 2009, background 106 The International Convention on the Elimination of All Forms of racial Discrimination

70

4.2.1. Oplæg

4.2.1.1. Afrika107

I det afrikanske oplæg til Durban II lægges stor vægt på menneskerettigheder, kampen imod

racisme og ofres rettigheder. Andre emner der behandles i oplæget er slaveri, tidligere dekla-

rationer og opfordring til international implementering af relevante konventioner.

Starten af oplægget omhandler hovedsageligt vigtigheden af bestemmelserne i DDPA og fort-

sætter med at hylde det afrikanske folks værdier og kamp mod institutionaliseret racisme, ko-

lonialisme og apartheid. Ligesom i 2001 opfordrer Afrika til fordømmelse af kolonialisme og

opfordrer stater til at bekæmpe idéer om raceoverlegenhed og deres konsekvente undermine-

ring af folk af anden etnicitet, hvilke kan identificeres i tendenser til en underrepræsentation

af folk med afrikansk afstamning i juridiske embeder og en modsat overrepræsentation af

samme i fængsler.

I oplægget nævnes en forståelse af at man i 2001 blev enige om at kategorisere den transatlan-

tiske slavehandel som en forbrydelse imod menneskeheden og det beklages at aftalerne om

gældssanering og yderligere udviklingsbistand ikke er blevet fulgt op på. Der bør tages et hi-

storisk ansvar for slaveri, så det aldrig glemmes eller gentages.

I forbindelse med ofre for slaveri, kolonialisme og racediskrimination er det afgørende igen at

rejse spørgsmålet om erstatning og kompensation. Der bør gives godtgørelse og formelle und-

skyldninger for kolonialisme og slavehandel for at rette op på Vestens troværdighed i forhold

til menneskerettighederne. Raceprofilering bør desuden forbydes ved international lov.

Det nævnes at nogle af de værste manifestationer af racediskrimination er fattigdom, under-

udvikling, social eksklusion og økonomisk ulighed, hvor den mest seriøse manifestation er

folkemord, som Afrika opfordrer FN’s Menneskerettighedsråd til at beskæftige sig mere med

i forsøget på at imødegå de forfærdelige brud på international lovgivning. De værste manife-

stationer Afrika har lidt under (blandt andet slaveri, kolonialisme og apartheid) var økonomisk

motiveret og udtryk for konkurrencen mellem koloniale magter om territorium og magt over

naturressourcer.

107 Reports of the Regional Preparatory Meeting for Africa for the Durban Review Conference, 2008

71

I kampen mod disse manifestationer, beklages regressionen i indsatsen mod racisme, specielt i

forbindelse med racemotiveret vold. Vigtigheden af politisk vilje til at modstå at racisme tri-

vialiseres, nævnes i denne forbindelse, ligesom vigtigheden af at bibeholde en politisk vilje på

nationalt, regionalt og internationalt niveau. I forbindelse med kampen imod racisme, skal det

ikke udelukkende gælde om at eliminere diskrimination. men ligeledes promovere interaktion

og dialog mellem forskellige etniske, kulturelle og religiøse befolkningsgrupper, for derved at

øge respekten af menneskers værdighed, på trods af forskelle i oprindelse og tro. Endvidere

burde udbredelsen af ideer, baseret på race overlegenhed, had eller incitamenter hertil, forby-

des ved lov. Der udtrykkes bekymring for de øgede tilfælde af racisme i forbindelse med in-

ternationale sportslige aktiviteter, samt at der ikke gøres meget mod det.

Det afrikanske oplæg lægger meget vægt på menneskerettigheder generelt. Specielt på at alle

mennesker er født med lige værdighed og lige rettigheder, samt at det bør prioriteres højt at

beskytte denne lighed. Endvidere nævnes det at der bør gøres mere for at opnå racelighed,

specielt inden for politisk deltagelse og økonomiske, sociale og kulturelle situationer.

Emnet om religionsfrihed og ytringsfrihed behandles også. Her står, at de to friheder og ikke-

diskrimination er gensidigt afhængige, samt at stater ikke bør tolerere at der opildnes til had,

baseret på race eller religion, under påskud af ytringsfriheden. Ydermere bør acceptable be-

grænsninger på udøvelsen af denne uddybes og inkorporeres i national lovgivning, hvor det er

passende, samt etableres en frivillig etnisk etisk regel inden for journalistik, for at modvirke

racisme i medier.

72

4.2.1.2. Asien108

Det asiatiske oplæg til Durban II indeholder dækker bredt over emner som slaveri og menne-

skehandel, religion, menneskerettigheder, racediskrimination og hensyn til flygtninge. Gene-

relt tillægges uddannelse og oplysning stor vægt i kampen mod racisme og det bør prioriteres

at udbrede information om dette for eksempel gennem medier og skoler. Ligeledes er det vig-

tigt at undervise i det historiske aspekt af kolonialisme og racediskrimination.

Oplægget udtrykker bekymring om brugen af anti-terror tiltag baseret på race profilering.

Endvidere beklages at når programmer kommer på den politiske dagsorden under formålet at

bekæmpe terrorisme og beskytte nationale interesser, kan fordres en generaliseret anvendelse

af racistisk og retorik. Oplægget udviser ligeledes bekymring over brugen af nyere teknologi

så som medier og internet, i og med disse giver mulighed for at formidle racehad, der er til-

gængelig for børn og unge. Endvidere giver det muligheden for at promovere racisme med

sigte at opildne samfund i verden til racehad. Derfor bør stater forbyde og fordømme en sådan

anvendelse af medier.

Der argumenteres for at racisme kan føre til både nationale og internationale konflikter og

indsatsen om bekæmpelse bør derfor intensiveres af stater, så vel som internationale organisa-

tioner, NGO’er, civilsamfund og individer. Alle stater bør i denne forbindelse indføre strate-

gier og politikker om emnet uden hensyn til den givne stats politiske, økonomiske og kulturel-

le system, hvorom der tages hensyn til statens kulturelle, sociale og historiske særegenhed.

Stater bør desuden arbejde på at deres politiske og juridiske system reflektere den givne stats

samfund multikulturelle mangfoldighed. For at skabe en kultur af tolerance og respekt. Sam-

tidig bør der udveksles effektive fremgangsmåder i kampen mod racisme, så implementerin-

gen af DDPA’s bestemmelser effektiviseres.

De, der har lidt under racistisk diskrimination bør tildeles bedre rettigheder og stater bør ga-

rantere og sikre ofres muligheder for juridisk oprejsning og fyldestgørende erstatning i over-

ensstemmelse med aftalerne i DDPA. Stater bør også sørge for, at ofre for racisme bliver fuldt

integreret i samfundet og der bør i den forbindelse tages specielt hensyn til ofre, der også til-

hører specifikke sårbare grupper som eksempelvis kvinder, børn, handikappede og flygtninge.

108 Contribution of the Asian Region to the Durban Review Conference, 2008

73

Også Asien lægger op til en gentagelse af diskussionerne om kompensation og undskyldning

for kolonialisme.

Asien prioriterer minoriteters menneskerettigheder og argumenterer for, at de bør promoveres

og beskyttes og specielt retten til at beholde kulturelle identiteter og leve i efter egne værdier

og traditioner. Ytringsfriheden behandles kort med, at den akkompagneres af ansvar og for-

nuftige begrænsninger samt at den globale dialog om en fremtidig kultur af tolerance og re-

spekt for menneskerettigheder herved kan styrkes. I kampen mod racisme og diskrimination

er nationale menneskerettighedsinstitutioner er vigtige, derfor bør alle stater have etableret

sådanne institutioner og kontinuerligt styrke dem og lade dem bekræfte, at mennesker er født

frie og lige samt at ideologier om raceoverlegenhed er videnskabeligt usande, socialt uretfær-

dige og farlige.

Slaveri omtales som en forbrydelse imod menneskeheden og stater bør derfor samles i kam-

pen mod slaveri og menneskehandel som former for en ond cirkel, hvor ofre er specielt udsat-

te for racisme samtidig med, at racisme kan føre til handel med og/eller seksuel udnyttelse af

specielt kvinder og børn. Flygtninge, migranter, asylsøgere bør ligeledes beskyttes bedre mod

racisme. Derfor er stater ikke kun forpligtet til at sikre, at lovgivning og politik ikke er di-

skriminerende, men også forpligtet til at beskytte imod praktiske udtryk for diskrimination og

racisme i alle sfærer af samfundet.

I det asiatiske oplæg understreges bekymringen over racediskriminerende praksisser mod pa-

læstinensere og folk fra andre besatte områder. De mener, at palæstinensere er nægtet den

fundamentale ret til selvbestemmelse. I samme ånd udtrykkes bekymring for de palæstinensi-

ske flygtninge, der bliver tvunget til at forlade deres hjem på grund af besættelsesmagten og

ikke mindst, at de får lov til at vende tilbage på grund af racistisk baserede lovgivninger. Det

internationale samfund opfordres til at beskytte palæstinenserne og deres kræve overholdelse

af og respekt for deres rettigheder.

Det er essentielt, at sikre respekt og frihed fra religionskrænkelse og i forlængelse heraf bør

der arbejdes aktivt for at undgå at sætte lighedstegn mellem religion og terrorisme. Stater an-

spores til at bekæmpe negative stereotype opfattelser af religioner, de der bekender sig til dem

og af religiøse personligheder, hellige bøger og symboler.

74

4.2.1.3. EU109

EU’s oplæg til Durban II starter med at slå fast, at racisme er inkompatibelt med de princip-

per, EU er bygget på. Dertil kommer, at EU gentagne gange har fordømt alle former og udtryk

for racisme. Desuden pointeres at DDPA konstituerer et solidt fundament i kampen mod ra-

cisme og at Durban II bør fokusere på implementeringen af slutdokumentet fra 2001 og ikke

blive en genåbning af de gamle konflikter, der mere end forståelse skaber uvillighed til sam-

arbejde.

Oplægget behandler religion og fastslår, at alle former for intolerance baseret på religion eller

tro er uacceptable og der udvises bekymring for den tiltagende tendens til intolerance og vold

rettet mod grupper, der primært identificeres alene ud fra deres religion – både muslimer, jø-

der og kristne. I denne sammenhæng udpeges social intolerance som katalysator for diskrimi-

nation. Der synes flere steder i verden at eksistere en antisemitisk stemning og EU opfordrer

stater til at gøre en indsats stoppe antisemitisme; af midler til dette mål nævnes medier, ud-

dannelse og politiske organer. Desuden identificeres risikoen for at generalisere mellem andre

grupper, en udvikling der ligesom den førnævnte skal modarbejdes for at bekæmpe racisme

og eksklusion.

EU pointerer, at ofre for menneskehandel i særdeles høj grad er udsatte for racistisk diskrimi-

nation. Med specielt fokus på kvinders multiple ofrerolle sammenkædes racisme med vold,

hvorpå EU fordømmer slaveriets stadige eksistens flere steder i verden og opfordrer til en en-

delig afskaffelse af en praksis, der så grundlæggende forbryder sig på menneskerettighederne.

Der henføres her generelt til ofre for menneskehandel som ekstremt udsat for diskrimination

og opfordres til et forbud imod prostitution og tvangsægteskaber.

Et andet punkt, der tages op af EU, er kvindeundertrykkelse og målet om ligestilling. Der ud-

trykkes dyb bekymring af de gentagne beretninger om overgreb og vold imod migrerende

kvinder, hvorved det anses for væsentligt at eliminere alle former for voldshandlinger i over-

ensstemmelse med FN’s deklaration om vold imod kvinder110. Der bør ophøjes internationale

standarder for lighed mellem kvinder og mænd og EU understreger vigtigheden af at behandle

alle former for vold mod kvinder som en kriminel handling.

109 Contribution by the European Union to the Durban Review Conference, 2008 110 Declaration on the Elimination of Violence against Women

75

En af gengangerne i forhold til oplægget fra Durban I er menneskerettigheder, hvor EU op-

fordrer alle stater til at sikre beskyttelsen af menneskerettigheder til alle individer inden for

dets territorium uden bias imod udlændinge, minoriteter og religiøse grupper. Der gøres me-

get ud af at slå fast, at menneskerettigheder nødvendigvis må være universelle og uafhængige

og at nationale menneskerettighedsinstitutioner er vigtige for beskyttelse og promovering af

menneskerettigheder, demokratiske værdier og retssikkerhed. Der henvises desuden til indivi-

ders deltagelse i samfundet og inklusion i de demokratiske processer er nødvendigt for at ud-

vikle medmenneskelig respekt.

Endeligt understreges, at ingen må anvende kulturelle forskelligheder som årsag til overtræ-

delse eller indskrænkelse af menneskerettighederne. Dertil pålægger EU alle stater at beskytte

menneskerettighedsforkæmpere og tillade dem deres arbejde. Ytringsfrihed er en essentiel del

af menneskerettighederne, som EU værner om. Der kan dog, under dække af denne frihed, ik-

ke agiteres for diskrimination af grupper og individer på baggrund af deres religion, kultur,

etnicitet, køn, alder, arbejde, sociale status eller politiske overbevisning.

76

4.2.1.4. Latinamerika111

Latinamerika fokuserer ligesom i deres tidligere oplæg på ligestilling mellem køn og opfor-

drer i denne sammenhæng stater til, at inkludere kvinder i beslutningsprocesser samt at arbej-

de for ens forudsætninger for mænd og kvinder i samfundet og arbejdsmarkedet. Dertil tilfø-

jes, at et kønsperspektiv bør indrages i internationale programmer, for bedre at kunne takle di-

skrimination imod kvinder og at nationale lovgivninger bør inkludere forbud mod alle former

for voldshandlinger mod kvinder.

Latinamerika påpeger desuden, at der skal ske en forbedring i forhold til ligheden i samfundet

for folk af oprindelig afrikansk afstamning, da denne befolkningsgruppe ofte ikke har lige ad-

gang til uddannelse, sundhed, retfærdighed og arbejdsmarked. Oplægget opfordrer deslige til

en aktiv indsats for at maksimere civil politisk deltagelse og til at forbedre infrastrukturen i de

lokalsamfund, hvor minoriteter lever.

Der påpeges i Latinamerikas oplæg, at diskrimination er et fænomen, der påvirker mange for-

skellige grupper i samfundet, dette være sig både af rent afstamningsmæssige årsager, men

også diskrimination på baggrund af religiøs overbevisning og seksuel orientering. De under-

streger, at racisme og diskriminering er inkompatibelt med demokrati og at man gennem en

god ledelse, bæredygtig udvikling, social retfærdighed og demokrati kan sikre et godt ud-

gangspunkt i kampen imod racisme. Derfor bør alle stater sikre deres politiske og juridiske

systemer, så de reflekterer den kulturelle mangfoldighed indenfor landets grænser.

Den transatlantiske slavehandel defineres som en grufuld praksis, der altid burde have været

en forbrydelse mod menneskeheden og som har bidraget med nutidig fremmedgørelse, fattig-

dom og social ekskludering af folk af afrikansk afstamning over hele verden. Derfor opfordrer

de stater til at tage affære for at kunne stille passende ressourcer og assistance til kompensati-

onssøgning til rådighed. De sammen foranstaltninger bør gøres tilgængelige for andre ofre for

racemotiverede forbrydelser. Endeligt værdsættes den kulturelle og økonomiske gevinst som

immigranters bidrager med til samfund og stater opfordres til at overholde disses rettigheder

og aktivt fremme tolerance mellem immigranter og de samfund de lever i.

111 Report of the Regional Conference for Latin America and the Caribbean Preparatory to the Durban Review Conference, 2008

77

4.2.1.5. OIC112

OIC’s oplæg til Durban II, har ikke den store bredde i forhold fokus på forskellige emner. De

tre ting, de hovedsageligt beskæftiger sig med er DDPA, ærekrænkelse af religiøse grupper og

menneskerettigheder.

Med hensyn til DDPA behandles implementeringen af aftalen siden vedtagelsen i 2001. Der

udtrykkes bekymring for tiltagende racisme, der præger civile borgeres hverdag og som til-

skyndes til af intellektuelle og politikere, hvis dagsordener ikke tolererer multikulturalisme.

OIC tillægger derfor stater ansvar for at forsøge at gemme racistiske agendaer bag beskyttelse

af ytringsfriheden, Krigen mod Terror og andre emner, der skaber inhærent eksisterer for at

favorisere Vesten.

Ærekrænkelse af religiøse optager meget af OIC’s oplæg, hvori religiøs diskrimination side-

stilles med racisme og fremmedfjendskhed. Herpå klandres stater for at søge at forklæde

fremmedfjendske motiver og associeringen af terrorisme til Islam – herunder også udgivelser

af stødende karikaturer – bag et slør af komplicerede politikker. OIC understreger, at ytrings-

frihed er en hjørnesten i menneskerettighederne, men henviser til FN’s egen beslutning113 om,

at begrænsninger på friheden til ytring ikke må misbruges.

Der bør dog skelnes mellem ytringsfrihed og hadsk tale og via både national og international

lovgivning bør ærekrænkelse og had rettet imod muslimer bekæmpes og straffes. OIC fore-

slår, at der på baggrund analyser af nationale lovgivninger kan udarbejdes et universelt regel-

sæt, der forbyder ærekrænkelse og andre diskriminationer på baggrund af race, etnicitet og re-

ligion.

Israels stadige brud på palæstinenseres fundamentale menneskerettigheder beklages og OIC

opfordrer til, at man på Durban II ansporer til respekt og overholdelse af menneskerettigheder

og kritik af den fortsatte undertrykkelse i Mellemøsten.

OIC mener afsluttende, at FN bør identificere nutidige manifestationer af racisme og formule-

re et decideret forbud af samme, idet nationale instanser har negligeret deres ansvar på områ-

det.

112 Written OIC contribution 113 International Covenant on Civil and Political Rights

78

4.2.2. Emner og værdiprioritering ved Durban II

På samme vis som ved i Figur 2 gøres i den nedenstående tabel og graf rede for, i hvor høj

grad og hvordan de regionale interesser er medtaget ved i oplæggene til Durban II i 2009.

Figur 3: Emner og værdiprioritering ved Durban II

- Egen opstilling

Siden Durban I er der ændret i de regionale inddelinger; USA har trukket sig fra såvel oplæg-

get som fra selve konferencen og OIC har delt sig helt fra andre grupper og bidrager nu med

et oplæg, der er helt deres eget. Isoleret set fremstår især Latinamerika og OIC med egeninte-

resser om henholdsvis oprindelige befolkninger og religion. EU undlader helt at beskæftige

sig med økonomi til denne konference, men er den eneste region, der medtager Holocaust ef-

ter USA’s exit fra den (nu Latin-)amerikanske forsamling. Det er tydeligt, at OIC deltager

med en hjertesag, da de næsten udelukkende beskæftiger sig med religionsspørgsmålet. På

trods af, at det erklærede mål, om at identificere årsager til og evaluere løsninger på diskrimi-

nation, er slutdokumentet fra den seneste konference arena for nedprioritering af hensynet til

kvinder, oprindelige befolkninger og konflikten i Mellemøsten (der helt udelades i slutdoku-

mentet) i forhold til rapporten fra Durban I, hvor netop disse faktorer anses for afgørende.

79

Også slaveri mister indflydelse på den seneste konference, men enkelte opprioriteres da også i

forhold til den forudgående; netop økonomi og religion. I forhold til snævre interesser er det

interessant, at EU får Holocaust inkluderet i slutteksten, men Asien og OIC er ude af stand til

at få Mellemøsten medtaget på trods af konfliktens dominans af såvel de to respektive oplæg

og talerne ved selve konferencen.

4.2.3. Delanalyse – Magtrelationer ved Durban II114

Slutdokumentet, der blev formuleret på Durban II konferencen, lægger ud med at bekræfte

DDPA, som blev udformet i 2001. Der henvises til at der fortsat skal arbejdes for en yderlige-

re implementering af DDPA i kampen mod Racisme. Staterne påskønner desuden flere landes

ratificeringen af FN’s konvention om racismebekæmpelse115, selvom målet om en universel

ratificering i 2005 ikke blev opnået. I slutdokumentet fra 2009 opfordres de resterende stater

til at opprioritere ratificeringen af konventionen.

Alle regionale oplæg fokuserer på implementeringen af DDPA fra Durban I. I sammenhæng

med konferencens målsætning om at fokusere på implementeringen af programmet står EU i

spidsen. De pointerer i deres oplæg, at det er Durban II konferencens formål at se evaluerende

på udviklingen siden 2001 og ikke være en genåbning af konferencens konflikter. Asien har

en lignende holdning og fokuserer mest på en mere effektiviseret implementering af pro-

grammets bestemmelser. I modsætning hertil er både Latinamerika og OIC. Latinamerika fo-

reslår direkte, at et kønsfokus implementeres i bestemmelserne, hvor OIC gerne så større fo-

kus på religion og ærekrænkelse. Udover dette er der adskillige emner i de regionale oplæg,

der ligger op til diskussion af emnerne i DDPA. Hermed bliver EU’s ønske om udelukkende

at fokusere på implementeringen af aftalerne ignoreret, da man må antage at mange af de an-

dre stater føler det nødvendigt at genoptage diskussioner af både gamle og nye konflikter.

I kraft af WCAR som et forum, der tillader subjektiv og ensidet italesættelse af interesser, gi-

ves plads til mindre magtfulde staters dagsordener og de benytter talerne i plenum som mu-

lighed for at understrege netop de konflikter, der er vigtigst for deres verden og politiske kon-

tekst.

114 Outcome document of the Durban Review Conference (slutdokument Durban II) 115 International Convention on the Elimination on all forms of Racial Discrimination

80

Ved gentagne gange at tale om Palæstinensernes lidelser vinder sagen momentum og opnår en

slags ordets magt, der kun forstærkes via de allianceegenskaber, der formidles til den samlede

lytterskare, når flere forskellige statsoverhoveder er enige i deres taler om Israels kyniske

brud på menneskerettighederne.

Et emne, der bliver taget op igen er konflikten i Mellemøsten, som blandt andet bliver nævnt i

Asien og OIC’s oplæg og af Irans præsidents tale på åbningsdagen116. Han taler om Israels

rolle i forbindelse med forbrydelserne imod Gazas folk og beskylder zionister for at være i

ledtog med USA i invasionen af Irak og Afghanistan. Slutteligt erklærer han, at vestlig libera-

lisme og kapitalisme har spillet fallit med henvisning til, at de ikke kan erkende verdens sand-

heder og folk. Efter dette forlader EU konferencen, men vender tilbage efterfølgende, dog

uden formandslandet Tjekkiet. Ved sin udvandring signalerer EU, utilfredshed og endnu vig-

tigere afmagt ved en tale, der, så konfronterende og udiplomatisk, kritiserer en vestlig allieret.

Dette forsøg på at delegitimere præsidentens holdninger og udtalelser, trumfes af de lande, der

fra starten boykotter WCAR og som i sig selv kan argumenteres at danne en ny alliance, der i

forhold til tidligere konferencer, står stærkt i deres enighed om Israel og i deres antal, hvor-

med det forsøges helt at fratage processen legitimitet.

På trods af gentagne forsøg på at inddrage konflikten i Mellemøsten, nævnes den ikke i slut-

dokumentet fra Durban II, hvilket kan ses som et udtryk for Vestens magt – ikke over dagsor-

denen – men over resultatet, som er vedtaget på forhånd for muligvis at undgå at særinteresser

skal præge den endelige aftale. I forhold til Durban I er der to store forskelle i vedtagelserne;

et helt nyt punkt om religionskritik i forhold til ytringsfrihed og så er det gamle punkt om Is-

rael-kritik, som er helt fjernet fra Durban II-dokumentet. Sidstnævnte er iøjnefaldende, for de

mest ivrige forsvarer for Israel deltager slet ikke i processerne forud for og på den seneste

konference og der må næsten rettes undren over, om kritikken er fjernet, fordi så mange lande

boykotter, om andre vestlige aktører (europæiske) i sig selv er magtfulde nok og har interesse

i at fjerne kritik af Israels politikker overfor palæstinenserne fra WCAR eller endeligt, om den

nye alliance af boykottende lande i sig selv konstituerer tilstrækkelig international tyngde til i

sit fravær at lade sine resterende vestlige allierede klare deres politiske agendaer.

116 Se Bilag 1om Kronologi

81

Et andet udtryk for magt fra vestlig side er i forbindelse med terrorisme og raceprofilering.

Der udtrykkes stor bekymring omkring raceprofilering fra i de Afrikanske og Asiatiske op-

læg, hvor Afrika mener, at profilering til stadighed anvendes som et middel til at holde folk af

afrikansk afstamning væk fra ligestilling og hvor Asien og OIC beklager raceprofilering som

fordrende for racistiske politiske programmer under dække af at terrorbekæmpelse.

Ud fra et hensyn til flertal forekommer det naturligt, at de tre regioners bekymring om race-

profilering medtages i slutdokumentet. I kontrast hertil er det interessant, at det samme ikke er

tilfældet med forbud mod religionskritik og ærekrænkelse. Et af de store stridspunkter på kon-

ferencen er netop, hvorvidt ytringsfrihed skal underrangeres retten til frihed fra krænkelser på

baggrund af religion. Afrika og Asien mener, at der med frihed til ytring følger et stort ansvar

og at der bør være begrænsninger på denne frihed. OIC mener deslige, at der bør udarbejdes

et universelt dokument som guide til national lovgivning, der bør inkludere restriktioner på

hadsk tale og religiøs ærekrænkelse, som de mener, er at ligestille med racisme. Asien opfor-

drer ligeledes til at respektere og beskytte religioner imod foragt. EU er den eneste region, der

ikke nævner begrænsninger i deres tale om ytringsfriheden, dog pointerer de, at diskriminati-

on på baggrund af religion ikke må legitimeres gennem ytringsfriheden.

I slutdokumentet forbydes det at opildne til had eller vold på et racistisk eller religiøst betonet

grundlag. Det slås dog fast, at sådanne forbud ikke må være på bekostningen af ytringsfrihe-

den. Dermed er der reelt er tale om et forbud mod diskriminerende handlinger, som ikke bli-

ver italesat som en begrænsning af ytringsfriheden og som formuleres på en måde, som ikke

kompromitterer de vestlige liberale frihedsværdier. Med en udbredt politisk realitet, der alle-

rede omfatter love som den danske racismeparagraf117 kan det diskuteres, hvem den egentlige

vinder er i denne konflikt. I praksis vedgås en begrænsning af borgeres ret til at udtrykke sig

racistisk – afhængigt af national implementering. Men i lyset af WCAR som en ikke-bindende

konference og af, at formuleringen i slutdokumentet, ikke direkte udtrykker en indskrænkning

af friheden til ytring, vinder Vesten symbolsk. Resultatet lægger i sin utydelighed op til for-

tolkninger og den reelle konsekvens kan helt eller delvist udeblive – hvilket er paradoksalt,

når dette emne tegner til at have været WCAR’s mest betydende eksempel på et kompromis.

117 Bekendtgørelse af straffeloven, offentliggjort i Lovtidende A, § 266 b

82

Et andet stridspunkt under konferencen er slaveri og kolonialisme og den eventuelle kompen-

sation til ofrene. I den forbindelse argumenterer Afrika, Asien og Latinamerika for, at ofre for

kolonialisme, slaveri, racediskrimination bør sikres mulighed for at søge godtgørelse og for-

melle undskyldninger. EU er enige i, at ofre for slaveri er særligt udsatte for racisme, men der

stopper enigheden og kompensation bliver ikke aktuelt i slutdokumentet, der blot pointeret at

beklageligheder som slaveri, kolonialisme, holocaust aldrig må glemmes samt at der bør gøres

en indsats for at nutidige former for slaveri elimineres én gang for alle.

I og med størstedelen af oplæggene opfordrer til kompensation for slaveri og andre forbrydel-

ser og at slutdokumentet ikke indeholder noget lignende, kan det antages at EU, og muligvis

OIC da de heller ikke nævner det, har været imod et sådant forslag og afholdt det fra slutdo-

kumentet. Hermed formår EU at få et emne af dagsordenen, på trods af at de i deres oplæg

ikke stiller sig direkte imod at give kompensation, men blot ikke nævner det og på trods af at

tre ud af fem oplæg er anbefaler kompensation. Set ud fra et magtperspektiv, vil en mulig for-

klaring være, at Afrika, Asien og Latinamerika indvilliger i EU og OIC’s interesser af frygt

for at blive ringere stillet i forhold til mere nutidige økonomiske forhold. En årsag til OIC’s

manglende fokus på slaveri kan tænkes at være visse medlemslandes nuværende slaveprak-

sis118.

Formålet med Durban II er at følge op på Durban I. Tilfældet er dog, at den seneste konferen-

ce mere er en gentagelse af Durban I med inklusion af en helt ny konflikt om religionsbaseret

diskrimination. Men terror og raceprofilering er også nye bekymringer ligesom islamofobi for

første gang præsenteres. At mange af de regionale oplæg udtrykker et behov for at diskutere

disse ting, kan muligvis forklares ud fra begivenheder i perioden mellem de to konferencer og

terrorangreb, som blandt andet de på World Trade Center den 11. september 2001, kan kun

forventes at have en indflydelse på konferencen. Desuden har angrebene startet en krig mod

en uidentificerbar fjende, hvorved det ikke er krig mellem stater, der optager det internationa-

le samfund, men at der nu, for Vesten, præsenterer sig en fælles fjende, som antages at findes

inde i islamiske stater. Hermed er raceprofilering og religion hurtigt blevet kædet sammen

med den vestlige krig mod terror, hvilket skaber øger polariseringen mellem Vesten og isla-

miske lande.

118 Slavery today, BBC

83

En begivenhed, der tilskyndede til en sådan polarisering var Muhammedtegningerne, som

skabte stor foragt for vestlig kultur i islamiske samfund. En sag der med bespottelse af et is-

lamisk ikon og afbrændinger af flag og ambassader, skabte større afstand, vrede og frygt mel-

lem Vesten og islamiske stater.

Denne polarisering taget i betragtning og med WCAR’s problemløsende hensigt in mente, er

det problematisk, at blandt andre USA, i sin egenskab af kernestat for Vesten, udebliver fra

konferencen. Ved sit fravær sender de boykottende stater et budskab om ikke at have interesse

i løsningen på globalt problem om racisme og at resultaterne fra konferencen ikke kan tilskri-

ves mere vigtighed, end at adskillige stater ikke føler behov for at deltage i deres afgørelse.

Spørgsmålet er så, om denne boykot forstærker polariseringen og om der eksisterer en magt i

at udeblive fra beslutningsprocesserne for et forum, hvis aftaler med global rækkevidde alli-

gevel ikke er bindende? Det er i forhold til Israel-spørgsmålet interessant, at den stærkeste

pro-israelske alliance kan få gennemført sin dagsorden uden selv at deltage i konferencen. I

europæiske delegeredes taler foreslås muligheden for en separat palæstinensisk stat, så EU er

ikke ubetinget imod den palæstinensiske sag og dermed ikke ubetinget for den israelske. Om

EU – med undtagelse af de boykottende medlemsstater – varetager den pro-israelske alliances

interesser ud fra et hensyn til USA som deres kernestat, er et perspektiv der bliver udforsket

yderligere i den følgende samlede analyse.

Man overveje om polariseringen mellem Vesten og de islamiske lande har indflydelse på re-

sultaterne og samarbejdsvilkårene i konferencerne. Det forekommer bemærkelsesværdigt, at

Vesten synes at styre, hvad der medtages i slutdokumenter, på trods af et reelt mindretal i alli-

ancer. Dette er delvist besvaret ud fra magtperspektiver, som dog ikke belyser hele billedet.

Der ønskes forklaringer på, hvorfor Vesten tilsyneladende har magten og hvorfor der er så

stor konflikt og så lidt forståelse mellem Vesten og den islamiske del af verden. I den videre

analyse søges at anskueliggøre disse problemer fra et vestligt og et ikke-vestligt perspektiv

igennem analyse med de anvendte kulturteorier.

84

5. Analyse

Når de virkelige forhandlingsstrategier og magtanvendelser adskilles fra det officielt portræt-

terede diplomati ved WCAR, sandsynliggøres de værdikonflikter, der definerer staters allian-

cer. Uanset FN’s forsøg på at fastholde sine medlemsstaters bidrag indenfor rammerne af

geografisk fastlagte grænser, så kan det ikke afskrives, at nogle interesser og assimileringer er

så afgørende, at de overskrider den strengt regionale opdeling. En væsentlig forskel fra Dur-

ban I til Durban II er da også, at oplæggene i 2009 næsten direkte afspejler regionale politiske

interessesamarbejder, hvilket kan tilskrives den officielle accept af OIC, på højde med EU, og

som derfor er i stand til at præsentere et samlet oplæg uanset geografi. Vesten er delt i forhold

til konferencen i 2001 og adskillige EU-stater, Israel, Canada, Australien og USA undlader at

deltage i såvel forberedelserne som selve 2009-konferencen.

Huntingtons teorier om hvorfor stater organiserer sig som de gør og forklaringen, han tillæg-

ger civilisationer, er interessant i forhold til at forklare netop, hvorfor nogle stater går imod

den regionale inddeling og beskytter sine interesser i alliance med stater fra andre FN-

dikterede regioner. Et sigende eksempel i forhold til Durban I er OIC, hvis medlemsstater til-

hører alle regionale inddelinger, nemlig: Afrika, Amerika, Asien og Europa. Alligevel arbej-

der OIC samlet ud fra et kort dokument fra en tidligere OIC-aftale119 og fokuserer kollektivt

og individuelt på det, de mener, er det vigtigste emne på konferencen og i forbindelse med in-

ternationalt politisk arbejde imod racisme. OIC’s forsamling er alene determineret af den reli-

gion, staterne officielt bekender sig til nemlig Islam. Givet Islams absolutisme, kan det for-

modes, at staterne har meget til fælles, men der bør ikke mistes syn for, at der indenfor grup-

pen af islamiske nationer findes en enorm variation i politik, kultur, rettigheder, økonomi og

samfundsform. Huntington forklarer sin civilisationstese ud fra tilhørsforhold, der især afgø-

res af religion og sprog, og OIC konstituerer således en separat civilisation på lige fod med

andre civilisationer.

Indenfor OIC, i den Islamiske civilisation, er tre statstyper repræsenteret, nemlig: kløvede sta-

ter (eksempelvis Sudan med borgerkrigen mellem kristne og muslimer), splittede stater (som

Tyrkiet, der internt er splittet i forholdet mellem politik og kultur) og medlemsstater, der

umiddelbart uforbeholdent identificerer sig med civilisationen.

119 On OIC inputs to the World Conference against Racism, Racial Discrimination, Xenophobia and Related In-tolerance

85

Kernestater udgør essentielle dele af den civilisationsbaserede verdensorden, hvor de forvalter

rollen som disciplinær og støttende autoritet. Kernestater besidder bestemte egenskaber for at

kunne forvalte denne rolle og blandt disse er militær overlegenhed, politisk legitimitet og in-

ternational gennemslagskraft. Indenfor den Islamiske civilisation er der ikke nogen én kerne-

stat, der dikterer civilisationen og dens værdier og dette fravær af en kernestat besværliggør at

danne fælles front udadtil og løse interne konflikter. Dette underbygges, i forhold til Durban I,

især i den interne polarisering i en inkarneret OIC-gruppe hvis primære mål er Israel-kritik og

en uofficiel alliance mellem Pakistan, Ægypten og Tyrkiet, der advokerer for en midtersøgen-

de, diplomatisk formulering af slutteksten. Desuden faciliterer fraværet af et kulturelt og poli-

tisk foregangsland, at visse stater lettere søger assimilering med andre civilisationers kerne-

stat. Fraværet af en kernestat kan også umiddelbart være medvirkende til interne konflikter i

civilisationen. Da mange stater hver især kan besidde visse af de egenskaber, der skal til for at

være kernestat, kan interne magtkampe splitte en civilisation og svække en fælles front i for-

hold til andre civilisationer.

At visse stater fra én civilisation assimilerer sig til en anden civilisations kernestat i forsøget

på især at opnå støtte, udtrykkes blandt andet ved ovennævnte relation mellem den Vestlige

civilisations kernestat USA og OIC-staterne Pakistan og Ægypten, ligesom ved forholdet mel-

lem en anden vestlig kernestat repræsenteret at EU-kernen Tyskland / Frankrig og OIC-staten

Tyrkiet. USA benytter sig af sin status og forsøger under Durban I at overtale Pakistan,

Ægypten og Tyrkiet til lægge pres på de øvrige OIC-stater for at fravige deres krav om Israel-

fordømmelse i slutdokumentet120. Den folkelige opinion i de tre nationer kritiserer Israels

fremfærd i Palæstina og det meste, de kan tilkendegive, er at gøre et forsøg på at få OIC til ik-

ke at kræve Israel nævnt ved navn. Ved at danne dette samarbejde om at overtale resten af

OIC, skabes en ny magtalliance mellem den traditionelt Vestlige civilisation og dele af den Is-

lamiske civilisation. En anden måde at forklare, hvorfor mindre stater fra en civilisation væl-

ger at støtte en større, eventuel kernestat, fra en anden civilisation, er ud fra Huntingtons syn

på magtrelationer i det internationale politiske system. Magtfulde stater arbejder sammen med

små for at opnå legitimitet og for at holde andre konkurrerende magter væk fra indflydelse.

Og på baggrund af realistiske egeninteresser kan mindre stater opnå beskyttelse, støtte og mu-

ligvis indflydelse i bytte.

120 Se Bilag 1 om Kronologi (2001, det sidste forberedelsesmøde)

86

Relationen baserer sig dog ultimativt på den trussel, mellemstore stater både i og udenfor civi-

lisationen, udgør for supermagten. Hvorfor Pakistan, Ægypten og Tyrkiet vælger at agere

mægler med Vestens interesser for øje, frem for deres OIC-allieredes i forhold til kritik af Is-

rael, kan således udledes, at basere sig på deres egne mål om økonomisk bistand, militær assi-

stance eller mere politisk tyngde121. Tyrkiet kan særskilt formodes, at have interesse i at udvi-

se velvilje i forhold til europæiske politikker, da de er i forhandlinger om optagelse i EU. OIC

modsætter sig dog forsøget og alliancen mellem Vesten og de tre OIC-stater brydes, da konfe-

rencens generalsekretær afslår at fordømme OIC’s inkludering af tekst, der beder om en løs-

ning på palæstinensernes situation. OIC styrkes i sin sag og med en anseelig del af sine med-

lemmer på det afrikanske kontinent genererer den fornyede kampgejst også momentum til den

Afrikanske civilisations interesse i at kræve kompensation og undskyldning for den transat-

lantiske slavehandel. Hermed opstår en ny magt med en fælles modstander; den Islamiske og

den Afrikanske civilisation overfor en fælles modpart; den Vestlige civilisation.

Vesten reagerer demonstrativt; nogle stater udvandrer, andre forlader helt konferencen.

Spørgsmålet er, om den Vestlige civilisation styrkes eller svækkes i forhold til den nye Isla-

miske / Afrikanske alliance og deres krav. I forhold til diplomatiets rolle ved konferencen og

den vægt, der kan tillægges diskursiv magt, kan det argumenteres, at Vesten mister indflydel-

se ved især USA’s exit fra Durban I og kun fratages yderligere vægt på grund af USA’s og

flere EU-staters totale fravær fra Durban II. Et andet perspektiv vil være, at Vesten unægte-

ligt, i denne forbindelse, havde stået stærkere, hvis alle stater i den alliancen havde taget et

fælles standpunkt og havde handlet derefter. Alligevel sender udvandring og boykot et stærkt

budskab til andre deltagerstater og til de nationale befolkninger om en konference uden rele-

vant legitimitet. I henhold til Arendts begreb om at magt opstår igennem fællesskab, kan split-

telsen i den Vestlige alliance anses som en svækkelse af den Vestlige civilisations internatio-

nale magt og civilisationens levedygtighed er således kompromitteret. Den vestlige magt er

dog nødvendigvis ikke så svækkes alligevel. Arendt finder, at magten i en alliance vil være

størst, når der er enighed og lighed i fællesskabet. Således kan denne deling bevirke, at der nu

er to nye grupperinger hver med relativ stor magt, i stedet for én samlet civilisation præget af

interne uenigheder.

121 Note 4

87

Selve den officielle hensigt med Durban I er ret nobel og når eksempelvis USA udvandrer,

fjernes legitimitet fra processen og indholdet. På forhånd at fraskrive sin deltagelse i Durban

II cementerer den position, at selve WCAR ikke bør anerkendes som et konstruktivt forum og

dens resultater ikke som fremskridt. Det er ikke uden betydning, at mange vestlige nationer,

såvel til Durban I som til Durban II, sender repræsentanter uden det egentlige krav på interna-

tional respekt og magt, som mere sandsynligt havde været tilfældet, hvis de havde sendt dele-

gationer af udenrigsministre og statsoverhoveder i stedet for embedsmænd og en sjælden am-

bassadør. Herved udtrykkes på en anden måde forbehold overfor konferencen, som i 2009 er

mærket af adskillige staters fravær. Resultatet af den pro-israelske grupperings exit er en delt

civilisation, hvis kernestaters egennyttige reaktion splitter vægten, de resterende stater kan

yde imod OIC og Afrikas krav.

De lande, der ikke kommer tilbage til WCAR efter udvandring ovenpå Ahmedinejads taler el-

ler som bliver helt væk fra Durban II kan være påvirket af andre utilfredsheder med selve

WCAR-konceptet som et forum afgjort af konsensus. USA’s vante status i FN’s Sikkerheds-

råd som en vetomagt kan formodes at medvirke til den afmagt og utilfredshed, der styrer de-

res reaktioner ved konferencen. Ved WCAR har ingen lande retten til at slukke andres tale og

uvant fravær af denne ret kan være en årsag til beslutningerne om ovennævnte forsøg på at

delegitimere processen. USA kan siges at være vant til have magt i kraft af sig selv og sine

militære, økonomiske og kulturelle styrker, hvor EU mere bygger på en tradition for diploma-

ti og samtale samt ikke mindst på realiteten af at være betydeligt mere magtfulde sammen end

hver for sig.

Ud fra det diskursive fokus i plenum kan konferencens åbenbare magtmedie siges at være

kommunikation og de islamiske staters taler anvender denne mulighed for at udtrykke menin-

ger, der måske sædvanligvis ignoreres eller sjældent har et publikum i det internationale sy-

stem. At ordet på sin vis udgør en umiddelbar protest uden direkte sanktioner. I forhold til

vedtægterne122, hvor taler, uden for emne, kan afbrydes, men ikke bliver det, fordres forsøget

om at opnå diskursiv konfrontation; specielt med reference til Israels politikker overfor palæ-

stinenserne, som er blevet nævnt i de tre første konferencer.

122 Report of the Preparatory Committee on its first session

88

Der rettes dog ingen kritik af Israel ved Durban II, hvilket måske kan tilskrives den øgede po-

larisering af Vesten og den islamiske verden. Samtlige anvendte teoretikere beskriver denne

kløft og især Appadurai arbejder med vredens geografi som en konsekvens af den uforsonen-

de globale italesættelse af ”de andre”, som kun er blevet mere fjendtlig efter terrorangrebene

den 11. september 2001, der tvang stater til kategorisk at vælge side og derfor også modstan-

der. Måske har denne situation skabt endnu stærkere bånd mellem stater og et eksempel på

dette er den trans-regionale alliance mellem Europa, Israel og USA. De to sidstnævnte stater

lader til, blandt andet i kraft af deres fælles exit fra konferencerne, at have en speciel relation,

der rækker videre end den, stor-Europa tager del i. Alligevel danner de fælles front imod

OIC’s krav om en Israel-fordømmende sluttekst. Der trækkes allerede nogle relevante grænser

og karaktertræk op i forhold til ideen om civilisationer og deres sammenstød, som Huntington

udleder af kulturelle hensyn, men som i dette tilfælde ligeså meget baserer sig på fællesskabet

om en fælles modsætning.

Disse sammenstød og konflikter tager forskellige former og én er den officielle, der videre-

formidles til publikummer i hele verden, nemlig staternes opførsel i plenumforsamlingerne.

Delegeredes taler, deres reaktion på talerne og ikke mindst deres udtalelser til pressen fordrer

mere markante skillelinier mellem civilisationerne. Men også forud for selve konferencen og

bag lukkede døre i forhandlingssituationer spiller alliancer en betydelig rolle. Det er ikke uden

relevans for WCAR’s eftermæle og resultat, at Vesten gennem indflydelse på sine afrikanske

bidragsmodtagere gør en aktiv indsats for også at præge de mere radikale muslimske staters

krav og forventninger. I sidste ende lykkes det ikke den Vestlige alliance at forhindre en tekst,

der i et vist omfang nævner konflikten i Mellemøsten ved Durban I. Ved den seneste konfe-

rence er det vestlige krav om, ikke at rette kritik mod kun ét bestemt land (Israel), dog mødt.

En afgørende faktor i denne lempelse af kritikken af Mellemøstkonflikten kan være de reste-

rende vestlige staters trussel123 om ligeledes at boykotte Durban II, i det tilfælde at direkte Is-

rael-kritisk tekst ikke udelades af slutdokumentet. At dette krav efterleves i det endelige offi-

cielle slutdokument, ville Fukuyama forklare ud fra Vestens givne ideologiske overlegenhed

og OIC’s sluttelige medgørlighed som blot et eksempel på den islamiske verdens erkendelse

af deres politiske underlegenhed.

123 Per Stig truer med boykot af Durban 2

89

Det faktum, at der ikke er mere Israel-kritik i slutdokumentet fra 2001, i forhold til både de to

første WCAR-dokumenter og til hvor stor en del af såvel oplæg og tale, emnet fylder, kan

ifølge Huntington tilskrives intern splittelse i OIC. Hvor nogle statsrepræsentanter nærmer sig

et kompromis med Vesten, fremstår andre meget insisterende. De to ekstremer i konferencen

understøtter tesen om civilisationernes sammenstød, som styrkes hver gang konflikter itale-

sættes og forstærkes. I et forum, hvor ord er magt, benytter OIC-repræsentanter talerstolen til

at slå deres kritik imod Israel og Vesten generelt, fast overfor hinanden og verdens tilskuere.

Talerne i plenum og deres politiske potentiale bærer præg af at være meget tilspidsede og til-

lægges et næsten usandsynligt ønske om politisk indflydelse til trods for, at de reelle beslut-

ninger om kompromisser og sluttekster afgøres ved mere snævre og lukkede diskussionsgrup-

per. Selv på Durban II, hvor det endelige dokument er vedtaget forud for selve konferencens

start, fylder farvede taler uproportionelt meget i plenum, hvor der alligevel ikke kan opnås

den mindste politiske velvilje eller reelle ændring. Spørgsmålet om ordets magt er i dét lys

enormt interessant for at forklare det officielle WCAR ud fra, for hvis der alligevel ikke kan

vindes meget ved de opstemte taler, hvorfor så besværlige sig med at holde dem. WCAR som

et forum hvor stater kan formidle budskaber til verdenssamfundet, uanset de umiddelbare

skortende effekter, kan dog ikke afskrives som helt uden konsekvenser for international poli-

tikdannelse; talerne, kan generere lokal national folkelig opbakning (som indenrigspolitiske

værktøjer) og de kan lægge op til debatter, der muligvis får indvirkning på fremtidig hold-

ningsdannelse og dermed udslag på politisk værdiansættelse og viljen til empatisk indsigt.

Netop Sardar finder, at det muslimske folk, i dets nuværende kollektive selvforståelse, behø-

ver international erkendelse at sine konflikter for at kunne forvente, at de overhovedet kan lø-

ses; en yderst uhensigtsmæssig tilstand, der efterlader muslimer uden selvstændig gennem-

slagskraft. At et, mere eller mindre, samlet OIC forsøger at tvinge Vesten til at forstå palæsti-

nensernes sag kan være første skridt på vejen til den islamiske selvhævdelse, der først kan

realiseres, når det internationale islamiske samfund accepterer, at Vesten ikke hverken formår

eller har interesse i at sympatisere med muslimer.

90

Ser man på denne situation ud fra Fukuyamas perspektiv om, at mennesket altid vil kæmpe

for anerkendelse, kan det være et ganske uskyldigt forsøg på, fra OIC’s side, at få anerkendt

sine værdier. OIC identificerer sig og sine værdier med det palæstinensiske folk, den israelske

besættelse forbryder sig imod. Italesættelsen af Israel som forbryder er et forsøg på at få aner-

kendt de muslimske værdier, der forener OIC og som ligger til grund for den største fælles

identifikation i den Islamiske civilisation. Hvorfor OIC, ved Durban I, ikke bukker under for

presset for at slække på krav om Israel-kritik kan yderligere forklares ud fra et hensyn om at

gøre brudfladerne for Mellemøstkonflikten universelle og generelle for Vesten (der tager Isra-

els parti) versus Islam. Således er det ikke længere udelukkende en kamp mellem zionister og

palæstinensere, men en dybere konflikt mellem vestlige og islamiske værdier.

I lyset af denne optegnede kløft bliver det endnu vigtigere for OIC ikke at bukke under for

Vesten, da Islam ellers ville tabe værdi- og magtkampen og må se sig understående; noget,

der helt grundlæggende strider imod Islams vilje og lære, som Sardar mener, kun kan opnå sin

naturlige globale tyngde, når muslimer forsvarer den imod vestlig dominans. Forestående kan

synes spekulativt, da Vesten ikke generelt og entydigt identificerer sig med zionistiske værdi-

er og det foreslås, at dele af Vesten vælger at støtte den israelske sag som det strategiske valg

mellem to onder, der potentielt efterlader dem med en afgørende allieret i et ellers overvejen-

de muslimsk område. Omvendt forklarer samme rationale måske det tilfælde, at nogle lande,

der ikke har et betydeligt tilhørsforhold til Palæstina, alligevel fordømmer Israels handlinger

med henvisning til, at det palæstinensiske folk ikke tildeles den behandling, som disse even-

tuelle sympatiserende lande, føler retfærdig ud fra et rent medmenneskeligt værdiansættelses-

koncept.

WCAR bliver andet end et forum for at komme racisme til livs. For OIC bliver konferencerne

et værktøj til at profilere sig selv og sit internationale politiske ståsted og det lykkes til sin vis

at ”tvangsindlægge” Vesten i diplomatiets navn til dette formål. Udvandringerne, der sker

som svar på disse taler, tilskynder måske ret udtalt en uvillighed mod at lade den vestligt giv-

ne realpolitiske holdning udfordre. Israel gøres til en slags vestlig hellig ko og det forekom-

mer problematisk, at der så godt som nedlægges veto mod at behandle Mellemøstkonflikten

og de racistiske årsager, OIC mener ligger til grund for den.

91

At stater, med USA i spidsen, udvandrer i protest over at deres suveræne ret til at føre uden-

rigspolitik forsøges censureret, virker ikke sandsynligt, for i praksis kan det ikke forventes, at

OIC har indflydelse på USA’s måde at forholde sig til Mellemøstkonflikten. Derfor kan der

argumenteres for, at andet ligger til grund for udvandringerne og boykotterne. Måske er det

ikke så meget Israel, Vesten forsvarer, som det er den politiske konservering af et effektivt

forhandlingsemne. Og det samme for OIC.

Ud fra et idealistisk synspunkt er det ikke svært at begrunde muslimske landes interesse i at

tale palæstinensernes sag, men i forbindelse med international politik og FN er det mindst li-

geså interessant at belyse den realismefunderede kontekst, hvor nationer og alliancer begår sig

alene ud fra overvejelser om egen vinding – så får OIC-staternes mange taler og afbrydelser

en helt anden dimension og man må sandsynliggøre hvad, der kan vindes ved at fortsætte Is-

rael-kritik og Palæstina-sympati i et forum, hvor enorm modstand er givet og hvor resultatet

på forhånd er aftalt og hævet over redigering (sidstnævnte som var tilfældet ved Durban II).

Mellemøstkonflikten er blevet et forhandlingsudspil, der bringes på bane for at presse mod-

stående stater; USA bruger den til at demonstrere hvad, de håber, er en slags diskursiv hege-

moni og OIC bruger den til at presse Vesten, profilere sig i forhold til hinanden og sin befolk-

ning samt måske i håbet om lidt velvilje. Men der er andre konflikter og andre katastrofer,

som OIC-staterne beder om vestlig støtte til at løse; flygtninge, fattigdom, borgerkrige og

sygdomsbekæmpelse og vestlig interesse rækker bredere end blot WCAR, hvorfor det er rele-

vant at holde in mente, at andre interesser udenfor racismekonference, gør sig gældende i det-

te forum. Hvis Mellemøstkonflikten kan reduceres til et forhandlingsudspil, kan magtaspektet

forventes at omfatte andre emner på konferencen. I spillet om international positionering er

grænserne trukket tydeligt op efter angrebene den 11. september 2001 og Appadurais tese, om

Vestens behov for at tage afstand fra Islam for at sikre sin egen dominans, forklarer den kon-

fliktsøgning, der ligger i, på en konference som WCAR, at fokusere på emner, hvor der inhæ-

rent eksisterer grundlæggende forskelle mellem civilisationerne. ”Vredens geografi”, der er

resultatet af mange års konflikter og angreb, underbygger disse forskelle, der især bliver tyde-

lige i kontrasten mellem sekularisering og religiøst funderet politik. Det er tydeligt ud fra op-

læggene til konferencerne, at OIC deltager i WCAR med et meget specifikt interessefelt, nem-

lig; konflikten i Mellemøsten, dens religionsbaserede bias og de flygtninge, den genererer.

Vesten (med Europa som eneste oplægsproducent til begge konferencer) prioriterer demokrati

og kvinderettigheder, hvoraf ingen af emnerne umiddelbart passer ind under racisme-temaet.

92

Det er påfaldende, at Vesten netop vælger at medtage to emner, som konsekvent anvendes

som modargument til den islamiske verden. Om Vesten bryster sig af at have givet kvinder

stemmeret og sikret nogenlunde demokratiske institutioner er ikke ligeså interessant, som at

netop de to ting har hovedparten af OIC’s medlemsstater ikke gjort. Appadurai vil se dette

som en selvfølge. I hans optik er det mest vedkommende, at WCAR blot er endnu en manife-

station af Vestens selvdistinktion; at konferencen ikke i sig selv betyder lige så meget som

den politiske kontekst, den blot gøres til en scene for, og hvor Huntingtons civilisationer fort-

sætter deres spil om magt.

Men spillet er uhensigtsmæssigt især på baggrund af Vestens uvillighed til at forstå kritikken

og fordi der drages zionistisk lighedstegn mellem den svage palæstinensiske befolkning og

terrorister. En betydelig udfordring for fred og fælles udvikling, mener Appadurai, er den

manglende vilje til at adskille Islam og terror. Antog man alle stater som ligeværdige i kraft af

deres egenskab som suveræn, ville vestlige lande ikke udvandre og deltog man i konferencer-

ne for at finde en løsning på racisme, ville man ikke delegitimere processen. Det er altså tyde-

ligt, at der er en uoverensstemmelse mellem FN’s idealistiske WCAR og de realistiske delta-

gere dagsordener. At USA ikke er alene om at udvandre og især boykotte, forstærker, ifølge

Huntington, effekten af delegetimeringen, blandt andet fordi det internationale system ikke

længere er unipolært, men nærmere en form for uni-multipolært (hybrid mellem unipolært og

multipolært) og alle andre stater således ikke betragtes som ubetydelige. USA behøver af

samme grund støtte fra andre stater for at optimere sin gennemslagskraft og for ikke at være

udsat for konkurrerende magter med potentialet til at udfordre USA’s internationale magt.

Selv om USA forlader Durban I, er Vesten ikke efterladt uden styrke. Europa forbliver og har

stadig sine tyske og franske kernestater til stede til at lede og agere magtfuld repræsentant for

et samlet Europa. At OIC ikke arbejder med en fælles central magt efterlader deres budskaber

forskellige og diffuse og deres mange repræsentanter står uhensigtsmæssigt frem som splitte-

de i mål og midler, magt og meninger og derfor mindre gennemslagskraftige end Vesten.

Huntington tilbyder en dybere forklaring på, hvorfor Vesten er succesfuld i deres magtudøvel-

se overfor OIC på uenigheden om Mellemøstkonfliktens rolle ved konferencen og i forhold til

Afrika på emnet om en undskyldning og eventuel kompensation for den transatlantiske slave-

handel.

93

Der er fundamentale forskelle i måden, hvorpå alliancerne organiserer sig, og om de beror på

tradition eller kultur, så er en forklaring på Vestens sejr, at de i kraft af kernestater og autorita-

tive indpiskere er i stand til at bibeholde en bredere front og fastholde et mangesidet pres.

Forskellene i organisering internt i civilisationerne beror sig på andet end Huntingtons ideer

om stater og hierarkiske roller i det internationale politiske samarbejde. Appadurais begreb

om Clash of Idiocides yder forklaringskraft til det etniske genius, der ligger til grund for uvil-

ligheden til diplomatisk at arbejde for kompromisser. Landene i Vesten anskuer deres egne og

deres allieredes (”os / vores”) ret til selvbestemmelse som umiskendeligt mere værd end hen-

synet til ”dem”. Idiocide beskriver blandt andet dét, at ville udrydde dét eksterne, der står i

størst kontrast til de værdier, man ophøjer mest i det interne, således udledes, at Vestens aver-

sitet imod ikke-Vesten (og omvendt) skal begrundes i værdiforskelle som; rationalitet / intui-

tion, liberalisme / islamisme og ikke mindst sekularisme / religiøsitet. I dette lys forstås nogle

af de iboende mekanismer, der genererer kontinuerlige forhindringer for opnåelsen af gensi-

digt tilfredsstillende løsninger for markant distinkte civilisationer.

I forlængelse hermed forklarer Fukuyama menneskets kamp for anerkendelse. Han argumen-

terer for, at vi alle – individuelt og sammen – har behov for at blive retmæssigt værdsat i

overensstemmelse med vores selvopfattelse. Baseret på ovennævnte modvillighed mod accept

mellem civilisationer forstærkes de eksisterende konflikter og overskygges af den frustration,

der skabes af manglen på forståelse og anerkendelse. Fukuyamas tese om værdiansættelse af

sig selv og andre er aktuel i sin forklaringskraft på den stærke reaktion, mange OIC-stater

demonstrer ved udsigten til politisk modstand. Når Islam er dét, der forener dén civilisation,

er det logisk ud fra Fukuyamas perspektiv, at alle, der identificerer sig med palæstinensernes

situation, føler et stærkt behov for at få erkendt deres lidelser. Det samme gør sig gældende i

forholdet mellem hensynet til slaveriet og Amerikas fokus på emnet i sine taler og oplæg.

Sardar forklarer ligeledes OIC’s ihærdige kamp for at opnå så stor Israel-kritik som muligt

med deres næsten patologiske behov for anerkendelse og en magtdemonstration. Behovet ud-

springer af en altid nærværende vest-dikteret mindreværdsfølelse dybt i muslimer og islami-

ske samfund og netop på grund af denne politiske underlegenhed tillades Vesten at fortsætte i

fortidens imperialistiske spor og samtidig benægte en efterhånden instinktiv etnocentrisme.

Imperialisme er langt fra et sagn fra gamle dage, mener Sardar, der genkender mange imperia-

listiske træk i Vesten modernitetsidealer.

94

Alene den måde, Vesten formulerer sin definition af det moderne – det udviklede og sekulære

frem for det traditionelle og religiøse, rationalitet i stedet for intuition og ikke mindst den

ufravigelige tilbedelse af kapitalismen – er diskriminerende og baseret på iboende ønsker om

yderligere at definere og modstille et ”os” og ”dem”.

Fukuyama fortsætter med at konkludere, at den Vestlige civilisation er så afhængig af sin

økonomiske formåen og liberale idealer, at tanken om Islam aldrig kan vinde afgørende ind-

pas i den vestlige empatiske kapacitet. Udledt af ovenstående argumenterer han endvidere for,

at eksempler på fundamentalistisk islamisme kun understreger skillelinjerne mellem Vesten

og den Islamiske civilisation. Denne fundamentalismes appel forklarer han som en reaktion i

muslimske lande på de islamiske samfunds fallerede forsøg på at fastholde og fortjene vær-

dighed og international respekt. Med dette in mente er OIC-staternes repræsentanters taler ved

WCAR blot et desperat forsøg på at kræve international politisk inklusion. Vesten har en

overvejende interesse i at holde værdier, der i Vestens optik repræsenterer, så radikale udtryk

væk fra alle former for international indflydelse på dagsordens- og værdifastsættelse. Hun-

tington tilbyder en endelig forklaring på Vestens interesse i at fastholde en diskurs om rettig-

heder og deres essentielle position i vestlige samfund og politiske forsamlinger. Rettigheder

er et svært begreb at kritisere og ved, hver gang OIC siger religion og ære, at trumfe med ret-

tigheder tilspidser Vesten en diskussion, der ud fra vestlig optik kun er ønskværdig i forhold

til intern profilering og den ultimative og uundgåelige sejr, som både Huntington og Fukuya-

ma spår over ikke-Vesten.

En af de mest afgørende forskelle fra Durban I til Durban II er det optegnede ultimatum om

ytringsfrihed eller frihed fra religions- og ærekrænkelse. Både Vesten og OIC prioriterer en

speciel italesættelse, der kompromitterer enhver modstand. Ovenpå Muhammedtegningerne

og angrebet på World Trade Center må det internationale samfund vælge mellem sine frihe-

der. Mellemøstkonflikten er ikke glemt i Durban II, men fokus er fra OIC’s side skiftet til at

omfatte respekt, ligebehandling og anti-arabisme. Det ligger de islamiske lande på sinde, at

den vestlige diskurs og populærsemantik er blevet drastisk mere negativ overfor Islam og at

terrorisme og islamisme ikke sjældent sidestilles.

95

Resultatet af Durban II bliver en forkastelse af raceprofileringspraksisser og diskrimination på

baggrund af religion under påskud af ytringsfrihed. Politisk var den sidste WCAR forudgået

af omfattende diplomatiske forhandlinger, der gjorde plenumkonflikter på selve konferencen

overflødige, og på andendagen vedtoges slutdokumentet.

Man kan undre sig over, hvorfor Vesten – der grundlæggende tillægger sine frihedsværdier så

stor betydning – indvilliger i mere eller mindre at begrænse friheden til ytring ved at afgrænse

den fra racistisk og religiøst funderede udtryk og hvorfor det ikke opponeres imod, så længe

det ikke direkte kaldes en begrænsning på ytringsfriheden. Fukuyamas værditillægningstese

foreslår, at Vesten tillægger det, at udstråle friheder og hæve sig over andre ved hjælp af dis-

se, mere værdi end det at have friheden i sig selv. Med andre ord er kampen om anerkendel-

sen af friheden det essentielle frem for selve friheden. Samme tese kan også tilbyde en anden

anskuelse; nemlig, at fordømmelsen af diskriminerende ytringer også bliver tillagt stor betyd-

ning i Vesten, men fordi Vesten bygger på et ideologisk fundament af liberale demokratiske

friheder, kan en det ikke forsvares at en decideret italesat begrænsning vedgås i global kon-

tekst. Ytringsfriheden er måske præcist et udtryk for den vestlige dobbeltmoral, som Hunting-

ton og Sardar påpeger som uadskilleligt fra moderniteten. For eksempelvis i Danmark findes,

på trods af en politisk ophøjet ytringsfrihed, visse begrænsninger, som Straffelovens § 266

b124, der dikterer, at:

”Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller

anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på

grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering,

straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år”.

Der eksisterer altså forbud mod at demonstrere holdninger, i den udstrækning de truer, forhå-

ner eller nedværdiger; hvilket underbygger argumentet om, at selve ytringsfriheden måske ik-

ke er så afgørende, som det er at fremstå som en civilisation, der sikrer personlige friheder de-

res ukrænkelighed. Med andre ord er det, at være i stand til at udstråle de liberale værdier i

egenskab af det budskab, de kommunikerer, utroligt vigtigt. Fukuyama ville endda mene, at

denne udstråling er et primært redskab til at bibeholde global dominans den islamiske verden.

124 Bekendtgørelse af straffeloven

96

Alternativt kunne en forklaring være, at disse frihedsundtagelser allerede er en del af vestlige

nationers love eller at der i forvejen eksisterer praktiske begrænsninger på, hvad der kan ytres

og gøres, determineret ud fra hensynet til politisk korrekthed. Da WCAR fungerer som et

konsensusapparat, formodes det ikke, at Vesten har givet disse indrømmelser på ytringsfrihe-

dens ukrænkelighed på grund af at have været magtmæssigt underlegne i en proces, der indtil

videre har demonstreret det stik modsatte.

Et andet magtaspekt i konferencen er Arendts ide om alliancer. I og med magt kun tilhører en

gruppe, så længe denne gruppe holder sammen, kan dette anses som en svaghed ved OIC i

konferenceforløbet. I og med USA har held til at vende tre OIC medlemmer til at tale USA’s

egen sag, må man alt andet lige, konstatere at gruppen OIC er splittet. De står dermed ikke så

stærkt, som Vesten umiddelbart gør.

97

6. Konklusion

Internationalt politisk samarbejde kan belyses på mange forskellige måder og spørgsmål og

svar på samme vil afhænge af den optik, hvorudfra undersøgelsesfeltet anskues. Den egentlige

problematik kan bestå i udførelsen af en videnskabelig analyse. Selve termen samarbejde ta-

ger udgangspunkt i en opfattelse af en identificerbar vilje til og interesse i at finde løsninger

ud fra hensyn til forskellige interesser i en eller anden udstrækning. Det understreges, at den-

ne konklusion er baseret på én normativ opfattelse af vilkårene for et internationalt politisk

samarbejde, hvorom de er forsøgt deduceret ud fra et sammensat analyseapparat for at sikre

en forsvarlig grad af validitet.

Det er tydeligt, at magtrelationer og kultur har haft afgørende indflydelse på Verdenskonfe-

rencen imod Racisme (WCAR). Selvom resultatet af WCAR formelt er vedtaget ved konsen-

sus – og endda senest på forhånd – har processerne været præget af uenigheder og protester

fra alle sider. De omfattende plenumforsamlinger har givet mulighed for både overordnede og

meget interessesmalle oplæg, der i visse situationer ansporede vestlige staters udvandring og

boykot. Så drastiske opponeringer, er i kraft af WCAR som en åben taleplatform, de eneste

åbenlyse magtmidler, stater kan anvende, men måske ikke de mest effektive. En uheldig kon-

sekvens af vestlige staters udvandring og boykot er den delegitimering, der fratager konferen-

cerne anerkendelse og global relevans.

Alligevel, eller måske præcis derfor, anvendes delegitimering bevidst som en strategi for at

opnå magt over dagsordener og resultater. På baggrund af projektets analyse identificeres an-

dre potentielle magtmidler, om end uformelle og mindre åbenlyse. Især den økonomipolitiske

virkelighed af et afhængighedsforhold mellem Vesten og stater, der modtager støtte har påvir-

ket forhandlingerne og udfaldet heraf. Visse af disse modtagerlande tilhører Organisation of

the Islamic Conference (OIC), men arbejdede på vegne af Vesten for diplomatisk at overtale

de andre islamiske stater til at opgive krav om formelt formuleret kritik af Israels praksisser

og politikker overfor palæstinenserne. Ved den seneste konference lykkedes dette projekt.

Punktet var ét af to primære konflikter ved WCAR (hvor det andet var kompensation for sla-

veri) og fik til Durban II selskab af ytringsfrihed contra frihed fra italesat diskrimination.

Kompensationskravet, der især advokeredes for af Afrika, blev ikke mødt og det er i den for-

bindelse iøjnefaldende, at der imellem afrikanske og vestlige lande eksisterer samme afhæn-

gighedsforhold baseret på økonomisk støtte og militær assistance.

98

Løsningen på uenigheden om eventuelle begrænsninger på ytringsfriheden blev et kompro-

mis, der i høj grad er åbent for fortolkning. Det specielle ved netop denne afgørelse, er at,

hvor de to andre emner om Israel-kritik og kompensation, direkte influerer fremtidig interna-

tional politikdannelse, så eksisterer der i forvejen nationale og moralske begrænsninger på yt-

ringsfriheden. At OIC, i modsætning til ved Durban I, deltog som en konstitueret enhed, kan

forestilles at have udgjort en tilstrækkelig modmagt til Vesten til at et sådant kompromis kun-

ne nås.

En forskel på den OIC-baserede Islamiske civilisation og den Vestlige civilisation er kerne-

statsmekanismen som kun Vesten præsterer i kraft af USA og Frankrig / Tyskland. Disse su-

permagter kan tilskrives egenskaben at råde over den allokerede magt i forhold til konflikter

med andre civilisationer og dette begreb kan ikke afskrives at have haft indflydelse på

WCAR.

Qua de delte vestlige reaktioner på kritik af Israel, hvor de boykottende vestlige lande synes at

skabe en ny gruppering med fællesskab i deres ensidede forsvar af Israel, splittes den Vestlige

civilisation i de, der boykotter Durban II og de, der ikke gør (størstedelen af EU). At USA og

Israel ikke deltager på den seneste konference kunne være afgørende for muligheden for et

kompromis, der ikke er nået om konfliktpunkter forud for dét om ytringsfrihed i forhold til di-

skrimination.

Alliancer har været en konstitutionel virkelighed og de har defineret nogle betydelige kløfter,

der ikke nødvendigvis har faciliteret hverken forståelse, politisk empati eller enighed. FN’s

oprindelige inddeling af deltagerstaterne blev afgjort ud fra regionale naturgrænser, men de

reelle grupperinger, især ved Durban II, præsenterede skarpe kulturelle og værdipolitiske skil-

lelinier, der satte tonen for begge konferencer og ultimativt begrænsede resultaterne.

I efterdønningerne af terrorangrebet i USA den 11/9 2001 er de regionale diskurser og interes-

ser ændret og den tendens er klar at spore i udviklingen fra Durban I til Durban II, hvor de is-

lamiske, asiatiske og afrikanske stater især opfordrede til mere tolerance og et forbud imod

raceprofilering og diskriminerende og generaliserende udtryk om blandt andet religion, race,

køn og orienteringer.

99

Grænserne mellem ”os” og ”dem” er trukket op og som en af teoretikerne forklarer, beskriver

termen vredens geografi meget godt forholdene i mellem de forskellige internationale politi-

ske og kulturelle grupperinger, der er blevet mere uforsonende i takt med, at stater og befolk-

ninger er blevet mindre tolerante overfor det og de, der er anderledes.

Ligesom ydre magtrelationer påvirker enkelte stater og hele grupperinger, så kan kulturelle

forhold ikke undsiges deres aktualitet og mere end de egentlige idealistiske formål med

WCAR styrer disse subjektive forhold både Durban I og Durban II. Det internationale politi-

ske samarbejde ved Verdenskonferencen imod Racisme er, på trods at idealistiske hensigter,

ikke unikt og frit for staters egennyttige anvendelse af magtmidler til opfyldelse af kulturelt

definerede mærkesager.

100

7. Perspektivering

De delegerede har alle kunnet vende hjem fra WCAR med sejrer til at booste den nationale

opbakning af de respektive regeringer. Afrika fik samlet set tilsagn om gældsanering og støtte

til nye udviklingsprogrammer. Asien opnåede ved Durban I kritik af israelske besættelser og

ved Durban II sikredes hensyn til migranters rettigheder. OIC opnår beskyttelse imod ære-

krænkelse. Latinamerika bekræftes i vigtigheden af oprindelige befolkninger. EU og Amerika

slipper for at betale kompensation og endeligt ved Durban II stryges alle henvisninger til Isra-

el.

WCAR er i medierne populært blevet kaldt racismekonferencen og netop dét navn rummer

utilsigtet det, der er så nedslående ved Durban I og II; nemlig at, i mangel af bedre er, dette

forum blevet en taleplatform for subjektivt fordømmende taler, uhensigtsmæssige magtde-

monstrationer og økonomiske krav. Hvis FN’s sigte var et løsningsorienteret uselvisk resultat,

må den kedelige realitet være, at intet kan skabe splid som kritik, tvang og plageri.

Ud fra teorierne er det oplagt, at staterne ville opføre sig som tilfældet var. Men konferencen

har ikke udelukkende ærgerlige udsigter. Hvor Huntington foreslår, at Vesten sagtens kan op-

retholde sin globale dominans via især at påtvinge andre civilisationer at acceptere liberale de-

finitioner af friheder som mere end et regionalt anliggende og ved at begrænse tilstrømning af

individer fra andre civilisationer ved at bibeholde national suverænitet over immigrationspoli-

tikker og i sidste ende ty til de praktiske konsekvenser af at være militært overlegne, så fore-

slår Appadurai at bedre internationale samarbejdsvilkår og global tolerance kan sikres gennem

vestlig velgørenhed og prioritering af fred og gennem ikke-vestlig implementering af bære-

dygtige demokratiske institutioner og skabe rummelighed til en politisk inklusion af mindre-

talsgrupper. Det var de to pluralistiske realisters bud på den fremtid, WCAR har forsøgt at in-

fluere.

Fukuyama og Sardar tilbyder i deres etnocentrisme forklaringer på, hvorfor de internationale

magtstrukturer tager sig ud som tilfældet er. Fukuyama sætter, ud over de liberale værdier,

borgeren i centrum og lader det være op til befolkningers kollektive aspirationer om bedre le-

vevilkår at kræve indførelsen af liberalt demokrati i deres nation. Han foreslår desuden, at Is-

lam ikke kan fortsætte sin politiske konkurrence til liberalisme, men med tiden vil begrænse

sig til kultur og efterkomme krav om demokrati og tilnærmelsesvis politisk sekularisering.

101

Indtil liberalisme naturligt udraderer politisk Islam, mener Fukuyama, at alle andre rivalise-

rende ideologier allerede udgået og de resterende politiske konflikter vil eksistere i mødet

mellem Islam og liberalisme. Sardar mener ligeledes, at det endelige brud bliver mellem disse

to ideologier, men i modsætning til sine vestlige modparter, ser han ingen grund til eller gyl-

dig argumentation for, hvorfor Islam ikke skulle kunne sejre over den vestlige imperialisme,

som liberalismen og moderniteten dækker over. En sådan verdensomspændende islamisk

genoplivning forudsætter dog, at det muslimske folk samles om en erkendelse af den sandhed

og styrke, der er gået glemt i de mange egennyttige og forkerte fortolkninger af deres religion.

Det, der er virkeligt interessant i forholdet mellem Fukuyama og Sardar er deres aktuelle og

fremtidige anvendelighed ud fra et perspektiv om, at de hver repræsenterer en side af en sti-

gende tilspidset politisk diskurs, der direkte modarbejder WCAR’s formål om en tolerant og

ikke-diskriminerende verden. Udvikling skaber modreaktioner og globalisering og modernitet

indebærer unægtelig en bagside af eksklusion, der efterlader stater, samfundsgrupper og indi-

vider skræmte, isolerede og magtesløse. Samtidig har Vesten erklæret krig mod en fjende,

hvis mest åbenlyse fællesnævner er deres religion – som deles af flere end 1 milliard125 men-

nesker fordelt over hele kloden. Skal man tage udviklingen fra Durban I til Durban II som ud-

tryk for noget, er det, at nogle at verdens mest magtfulde stater vælger at blive vær fra et

kommunikativt internationalt forum, der på trods af tilfælde af uforsonende tale, måske er et

af de bedste eksempler på en åben taleplatform, hvor selv verdens mindste stater og snævre

interesseorganisationer kan komme til orde uden frygt for direkte repressalier. Denne boykot

er måske det ultimative udtryk for en så etnocentrisk verdensanskuelse, at dens fuldstændige

respektløshed overfor andres meninger, næsten ikke kan andet end at blive mødt med kritik og

indignation, som i sidste ende kan tvinge de, der føler sig ignoreret til at anvende andre midler

end kommunikative for at blive hørt og taget i betragtning.

Tyrkiet er i forhandlinger med Europa om medlemskab og som allerede medlem af OIC giver

denne proces håb for, at diplomatiet og kompromisser ikke er helt udkonkurreret af hegemo-

nisk magtanvendelse, men, i Vesten, stadig trives i EU. Albanien er også med i OIC og har

formelt ansøgt om samme medlemskab126 og ud fra det perspektiv, der i dette projekt er lagt

på WCAR, ventes afgørelsen om en eventuel EU-udvidelse med to OIC-lande med spænding.

125 Number of Muslims in the world 126 EU – Albania relations

102

103

8. Bilag

Bilag 1: Kronologi

1947: Storbritannien overdrager Palæstina til FN, der vedtager en to-statsløsning127.

1973: FN’s generalforsamling vedtager resolution 3379, hvori zionisme fordømmes som ra-

cisme og en trussel imod verdensfreden (10. november 1973)128.

1978: Første WCAR med slutdokument, der fordømmer Israels besættelse af Palæstina og

apartheid129. USA og Israel boykotter på forhånd.

1979: Fredsaftale mellem Israel og Ægypten, der som det første muslimske land anerkender

staten Israel130.

1980: EF (nu EU) vedtager Venedig-deklarationen, der betinget af Israels fredsforhandlinger

med PLO og tilbagetræning fra Vestbredden og Gazastriben, anerkender Israel131.

1983: Anden WCAR med slutdokument, der fordømmer Israels besættelse af Palæstina og

apartheid132. USA og Israel boykotter på forhånd.

1988: PLO-leder, Yasser Arafat, udråber Palæstina og anerkender samtidig Israel som stat133.

1991: Israel deltager i den USA/USSR-sponsorerede Madridkonference om at finde en frede-

lig løsning på konflikten i Mellemøsten (oktober og november 1991) hvorpå FN’s generalfor-

samling tilbagetrækker resolution 3379 i december samme år134.

1993: PLO og Israel vedtager en principaftale (Oslo-aftalen) om et palæstinensisk selvsty-

re135.

1994: PLO og Israel underskriver Cairo-aftalen, der giver selvstyre til 2 millioner palæstinen-

sere136.

1995: EU vedtager Barcelona-erklæringen om øget økonomisk støtte til og samhandel med

Middelhavsregionen for at minimere indvandring, handelsbarrierer og sikkerhedsproble-

mer137.

127 Opslag om zionisme. 128 Resolution 3379 Elimination of all forms of racial discrimination 129 The Declarations and Programmes of Action adopted by the First (1978) World Conference to Combat Ra-cism and Racial Discrimination 130 Israel-Egypt Peace Treaty 131 1980’erne – Det turbulente årti 132 The Declarations and Programmes of Action adopted by the Second (1983) World Conference to Combat Ra-cism and Racial Discrimination 133 1980’erne – det turbulente årti 134 What was the 1991 Madrid Conference? / 16. December, 1991 135 1990’erne – Aftalernes årti 136 1990’erne – Aftalernes årti 137 Barcelona-erklæringen og Euro-Middelhavspartnerskab

104

1996: EU støtter den palæstinensiske selvstyrevalgkamp med 17 millioner Euro og anerken-

der en palæstinensisk stat baseret på USA-ledede forhandlinger138.

1997: FN offentliggør planer om en Tredje WCAR og opfordrer til et konstruktivt diskursivt

fokus på emner som diskrimination imod migranter, hadsk propaganda på internettet og ikke

mindst slaveri. I forbindelse med det forberedende arbejde og den egentlige konference frabe-

der Mary Robinson sig at denne konference kommer til at handle om hvorvidt zionisme er ra-

cisme139.

1998: I Wye-River memorandummet mægler USA’s præsident, Bill Clinton, en aftale mellem

Israel og PLO, der dikterer Israels overholdelse af tilbagetræningsaftaler og yderligere udvi-

dede sikkerhedskrav til palæstinenserne. Israel skriver under i protest og overholder ikke afta-

len.140 EU donerer 400 millioner Euro til udvikling af palæstinensiske områder141.

1999: FN’s generalforsamlings tredje komite afgør, at konferencen skal holdes i Durban i

2001 og at der forud for konferencen skal være regionale forberedelsesmøder i henholdsvis

Strasbourg, Santiago, Dakar og Teheran. Desuden skal der holdes to internationale møder for

alle stater ledende op til konferencen. Hver af de fire regioner tildeles ansvar for at lave et ud-

kast til det endelige slutdokument142.

2000: Forberedelseskomiteen for WCAR beslutter at alle aftaler ved konferencen bør tilstræ-

bes at vedtages ved konsensus. Specifikke emner kan rejses til afstemning og vedtages med

2/3 flertal.143

2000: EU og Israel indgår en associeringsaftale om handelsbegunstigelse betinget af overhol-

delse af demokratiske principper og menneskerettigheder144.

2000 – 2001: De forberedende regionale møder forløber meget forskelligt. Hvor NGO’er, ob-

servatørstater og andre interesserede organisationer deltager i møderne i Strasbourg, Santiago

og Dakar, så nægtes alle med israelsk pas adgang til møderne i Teheran. Kurdiske NGO’er

og repræsentanter for Australien og New Zealand opnår heller ikke adgang til møderne i Te-

heran, hvor det besluttes at indskrive, at Israel praktiserer etnisk udrensning baseret på ideolo-

gier om raceoverlegenhed, ind i det regionale oplæg.

138 Den Europæiske Union og Israel-Palæstina konflikten 139 The Durban Debacle: An Insider’s View of the UN World Conference Against Racism. The Fletcher Forum of World Affairs 140 Historien: Fredsprocessen indledes - og kuldsejler, tv2 nyhederne 141 Den Europæiske Union og Israel-Palæstina konflikten 142 The Durban Debacle: An Insider’s View of the UN World Conference Against Racism. The Fletcher Forum of World Affairs 143 Report of the Preparatory Committee on its First Session 144 15 spørgsmål til Israels frihandelseaftale - associeringsaftale - med EU

105

– De europæiske og amerikanske oplæg fordømmer anti-semitisme. Det endelige samlede

forberedelsesmøde i maj 2001 bærer præg af OIC indflydelse på det asiatiske oplæg og dele-

gerede protesterer over udeladelsen af Israel-fordømmelse i det samlede oplæg145.

Sommer 2001: Ovenpå realiseringen af styrken i OIC’s samlede front på Israel-spørgsmålet,

gøres aktiv diplomatisk indsats fra USA’s side for at forhindre en kommende diskussion om

kun én stat eller én territoriel konflikt. De ellers vestlig-venlige mellemøstlige stater erklærer

sig ude af stand til at hjælpe på grund af den folkelige opinion imod israelske eskalerende

fremstød og EU undsiger sig ligeledes med henvisning til blandt andet USA’s egennyttige re-

aktion på Kyoto-forhandlingerne og stadige våbenhandel og –udvikling146.

2001: Under det sidste forberedelsesmøde i Geneve, i takt med at der opnås enighed, blandt

andet mellem EU og Afrika om ordlyden af beklagelsen af slaveriet, dannes alliancer mellem

USA og de normalt vestlig-venlige stater; Pakistan, Ægypten og Tyrkiet. Dette for at få den

eneste forhindring for slutdokumentet opløst, nærmere OIC’s forsøg på at udpege Israel især

som en racistisk stat. Samtidigt presser denne gruppering uofficielt OIC til ikke at nævne Is-

rael ved navn. EU presser OIC diplomatisk, som herefter foreslår OIC et stadigt Israel-kritisk

kompromis. EU og de tre allierede afslår forhandlinger. Pakistan, Ægypten og Tyrkiet advo-

kerer på USA’s side for en måde hvorpå et samlet OIC (med Iran, Irak, Libyen, Syrien og Pa-

læstina på én fløj) kan acceptere fraværet af zionismefordømmelse til gengæld for ikke at gå

tomhændede fra konferencen. USA bebrejder Mary Robinson for at legitimisere OIC’s mær-

kesag om palæstinensernes situation og det lykkes ikke at stoppe diskussionen om Mellem-

østen og USA trækker deres indrømmelser om slaveriet tilbage. I august udtaler Præsident

Bush, at: ”We will not have a representative there as long as they pick on Israel”. OIC holder

fast og fortsætter med krav om udtalelser om mellemøsten til Durban I, endvidere stiller stater

fra OIC i Afrika og NGO’er krav om undskyldning. Samarbejdet mellem Afrika og EU falder

til jorden herefter og Afrika stopper presset på OIC. USA beslutter ikke at sende udenrigsmi-

nister Colin Powell og sender blot en delegation af advokater, mæglere og en ambassadør for

at samarbejde med Norge og Canada om en tekstordlyd, der retter neutral bekymring mod

konflikten i mellemøsten uden at nævne nogen specifikke stater eller kritik af disse147.

2001: I april vedtager FN’s Menneskerettighedskommission tre resolutioner, der fordømmer

Israels fortsatte bosættelses- og besættelsespraksis. Kun USA ud af de 53 medlemsstater i pa-

145 ibid. 146 ibid. 147 ibid.

106

nelet afviser forslaget, der fremsættes af EU og vedtages med stemmerne: 28 for og 2 imod

(resten udlader).148

2001 Konference:

31/8: Konferencen åbnes med taler af Kofi Annan og Mary Robinson og der nedsættes et pa-

nel, der skal forberede arbejdet med det endelige slutdokument; primært bestående af Afri-

kanske statsrepræsentanter.

1/9: Kofi Annan udtaler, at statsrepræsentanter arbejder ihærdigt for at blive enige om ordly-

den af især to emner, der truer den generelle konsensus; konflikten i Mellemøsten og uenig-

heden om kompensation til ofrer for den transatlantiske slavehandel. Sideløbende med den of-

ficielle konference er en omfattende NGO-konference, der bliver mere eller mindre frivilligt

ophav til adskillige anti-semitiske flyers og foldere med jødekarikaturer og slutdokumentet fra

dette forum nævner i adskillige vendinger Israel som en racistisk stat, der praktiserer apart-

heid og folkemord og hvis indbyggere burde kunne stilles for et krigstribunal149.

USA beskyldes for at undsige sig diskussioner om kompensation til ofre for den transatlanti-

ske slavehandel på grund af manglende støtte til deres forsøg på at udelade konflikten i Mel-

lemøsten fra dagsordenen og Mary Robinson kalder USA’s trusler om at trække sig helt fra

konferencen for udemokratiske og forskruede150.

Palestinas præsident, Yasser Arafat beder det internationale samfund om hjælp til at befri

hans hjemland fra en voldelig og undertrykkende besættelsesmagt, der med hjælp fra den

amerikanske krigsmaskine ødelægger kristne og muslimske helligdomme, palæstinensisk in-

dustri og agerbrug og som ikke mindst benægter landets folk deres mest grundlæggende ret-

tigheder. Han beklager Israels insisterende brug af våben og sammenligner Israelernes raceba-

serede overlegenhedspraksisser med de etniske udrensninger i historien, som de selv og andre

så ihærdigt fordømmer151.

Tysklands udenrigsminister, Joschka Fischer, udtrykker bekymring over, at befolkninger på

flere kontinenter forsøges udslettet. Han lægger vægt på Holocaust som det 20. århundredes

mest forfærdelige forbrydelse og slår fast, at mindet om Holocaust aldrig må blive relativise-

ret, hvorfor Tyskland ikke på nogen måde kan acceptere en trvialisering, sammenligning eller

på nogen måde benægtelse af Holocaust. Desuden anerkender han Israel som en suveræn stat

148 UN Panel Condemns Israel; More 149 Material Distributed at the Conference 150 The Durban Debacle: An Insider’s View of the UN World Conference Against Racism. The Fletcher Forum of World Affairs 151 Palæstinensisk tale ved Durban I, af Yasser Arafat

107

og foreslår muligheden for at lade palæstinenserne danne en egen stat. Endelig afskriver han

kritik af Israel som hæmmende for den politiske proces om at skabe fred og for diskursen ved

WCAR152.

Charles Josselin, som delegret for Frankring, udtaler i sin tale på åbningsdagen den historiske

afsky og systematiske nedgørelse af jøder i Holocaust og understreger, at antisemitismen kon-

sekvent skal bekæmpes, hver gang det dukker frem igen153.

2/9: Norge sættes i spidsen for at mægle i spørgsmålet om Mellemøsten og Kenya og Brasili-

en får ansvar for at styre processen med at finde et kompromis om ordlyden af det transatlan-

tiske slaveri og kolonialisme154.

Den Arabiske Ligas generalsekretær, Amre Moussa, sammenligner i sin tale den israelske ko-

lonialistiske besættelse af Palæstina med tilfangetagelsen af og slaveriet af afrikanere. Han

lægger udtalelser som: ”Let’s burn them all” fra Israels trafikminister til grund for diskrimina-

tion og henviser til en udtalelse fra det sidste forberedende plenummøde, hvor en israelsk de-

legeret skulle have udtrykt sine ideologier om raceoverlegenhed således: ”There is a huge gap

between us (Jews) and our enemies, not just in ability, but in morality, culture, sanctity of life

and conscience”. Slutteligt opfordrer han til, at det internationale samfund opfylder WCARs

potentiale og fordømmer at Israel fratager Palæstinensere deres jord, frihed og levebrød på

den ene baggrund at de er arabere155.

3/9: Ovenpå uenigheder med den Ægyptiske udenrigsminister trækker USA’s delegation sig

helt fra konferencen med reference til OIC’s uhensigtsmæssige kapring af diskursen og reto-

rikken i forhandlingerne. USA klandrer Mary Robinson for – i ledtog med OIC – at inkludere

teksten om palæstinensernes lidelser uden at nævne angreb på israelere. Den endelige tekst er

resultatet af forhandlinger mellem EU og OIC under mægling af Sydafrika, hvorom begge

sidstnævnte opponerer i forbindelse med plenumgennemlæsningen men uden resultat, da Bra-

silien gør indsigelse og vinder en afstemning imod OIC’s sidste forsøg på at inkludere Israel-

kritiske afsnit156.

Irans udenrigsminister, Kamal Kharrazi, sidestiller i sin eftermiddagstale zionisme med apart-

heid og understreger at hvorom et folkeslag led forfærdeligt under Anden Verdenskrig, så er

152 Tysk tale ved Durban I, af Joschka Fischer 153 Fransk tale ved Durban I, af ministerdelegerede for samarbejde Charles Josselin 154 Daily Highlights, World Conference against Racism. 155 Tale ved Durban I, af League of Arab States ved Amre Moussa 156 ibid.

108

der ingen undskyldning for at besætte, begrænse of fordrive et andet folkeslag. Han pointerer,

at han ikke bebrejder jøder som folk eller jødedom som religion, men opfordrer til skelnen

mellem semitisme og zionisme, hvoraf sidstnævnte forhindrer den demokratiske udvikling,

der er nødvendig i Mellemøsten for at sikre fred og retfærdighed157.

Israels udenrigspolitiske viceminister, Rabbi Michael Melchior udvandrede i protest over den

anti-Israelske diskurs repræsenteret af blandt andre Iran og Pakistan. Hans stedfortræder præ-

senterer Israels tale158, der primært fortæller om jøders årtusindelange kamp imod slaveri. Jø-

dehad, siger han, er den ældste og mest sejlivede form for racisme og Holocaust var helt unik

i sin forfærdeliged. Han beklager, at FN tilbyder forum til de, der søger at bagatellisere Jøders

enestående lidelser, for kun ét er værre end selve jødeudryddelsen og det er at benægte den.

Han sammenligner zionismens realisering med Afrikas og Asiens frigørelser, genforeningen

mellem Torahens folk og Biblens Land er den mest naturlige og ærbare nationale frihedskamp

i et land, der kontinuerligt kæmper for demokrati, lighed og frihed for alle indbyggere uden

hensyn til race, religion, køn, ejendom eller andet. Han opfordrer fjendtlige stater at rette kri-

tik indad og vurdere deres forhold til minoriteter og friheder om religion, presse og forsam-

ling, hvorpå han henviser til latterliggørende jødekarikaturer, der cirkulerer på konferencen.

Israel støtter retten til at krititere stater, men ikke retten til at benægte deres ret til eksistens. I

forlængelse heraf, pointerer han, at racistisk indoktrinering af palæstinensiske børn aldrig vil

føre til noget godt. Afslutningsvis fordømmer han, at konflikten i Mellemøsten overhovedet

nævnes på konferencen, da en politisk og territoriel kamp fratages sit håb om løsning, hvis

den gøres til racistisk funderet, han henviser i den forbindelse i særdeleshed til den Palæsti-

nensiske tale.

- Israel og USA udvandrer og Israel gør det klart, at efter deres tale den kommende dag, træk-

ker de officielt hele deres delegation ud af konferencen159.

4/9: Sydafrikanske Nkosazana Zuma, som er valgt til Conference President understreger, at

intet emner er hævet over diskussion; et tolerant samfund kræver, at man kan forhandle og til-

lade andre deres synspunkter. Mary Robinson offentliggør, at USA ikke har forladt konferen-

cen, blot at de delegerede, der var sendt dertil fra USA, var blevet bedt om at komme hjem –

således observerer de stadig i kraft af deres sædvanlige FN-delegerede160.

157 Iransk tale ved Durban I, af Dr. Kamal Kharrazi 158 Israelsk tale ved Durban I, af Rabbi Michael Melchior 159 Daily Highlights, World Conference against Racism. 160 Daily Highlights, World Conference against Racism.

109

Hovedparten af dagens taler gives af repræsentanter for diverse nationale og internationale

organisationer og institutioner, som eksempelvis; regionale økonomiske kommissioner, men-

neskerettigheds- og udviklingsobservatører, funde og internationale lånebanker, rapportører

om intolerance relateret til seksualitet, sygdom, religion og køn samt den olympiske komi-

te161.

5/9: Flere nationale menneskerettighedsorganisationer holder taler og især minoritetesorgani-

sationer fylder dagens plenum.162 To tredjedele af de endelige sluttekster er formuleret, men

der er fortsat ingen konsensus om slaveri og Mellemøsten163.

6/9: Der vedtages en fælles definition på ofre for diskrimination og dagens taler bærer præg af

at være yderst forskelligt funderet; de spreder sig således over emner som tortur, børns rettig-

heder, kvindehensyn I Iran, katolsk migration, reformationskirker, forfattere I Cuba og romaer

I EU – Human Rights Watch og Amnesty International taler også på denne sidste officielle

konferencedag164.

8/9: Det endelige resultat af den tredje WCAR bliver en deklaration og et handlingsprogram,

der tilskynder stater, at arbejde med forebyggelse og bekæmpelse af racemotiveret diskrimi-

nation. Flere delegationer tager forbehold og erklærer sig uenige i behandlingen af konflikten

i Mellemøsten, der udmunder i en anbefaling af at genoptage fredsforhandlinger og respektere

grundlæggende menneskerettigheder som retten til selvbestemmelse og retten til frihed – og

den slaverelaterede historiske arv, der indrømmet beror på beklagelige handlinger, men som

ikke i sin historiske kontekst konstituerer en forbrydelse imod menneskeheden og derfor ikke

retfærdiggør økonomisk kompensation til individer, samfund og organisationer. Visse stater

tilbyder dog hjælp i form af gældssanering, hjælp til udbyggelse af demokratiske institutioner

og lettere adgang til internationale handelsmarkeder. Slutteligt understreges det, at Durban I

er starten på en proces, der må følges op på og som må stå for en ny og mere tolerant måde at

forhandle og diskutere på.

2002: EU, USA, Rusland og FN udformer en plan for fred i Mellemøsten (Roadmap for Pea-

ce), som prioriterer en uafhængig palæstinensisk stat per 2005 og en ny palæstinensisk leder.

USA forhaler udmøntningen på anmodning af Israel165.

161 Taler ved Durban I, tirsdag den 4. september 2001. 162 Taler ved Durban I, onsdag den 5. september 2001. 163 Daily Highlights, World Conference against Racism. 164 Taler ved Durban I, torsdag den 6. september 2001. 165 USA siger nej til køreplan for fred i Mellemøsten. B.T., 2002

110

2006: FN’s generalforsamling beder FN’s Menneskerettigheds råd om at påbegynde proces-

sen for at international vurdering af WCAR i Durban I 2001, og der nedsættes en forberedel-

seskomite under FN’s højkommissær for menneskerettigheder166.

2007: Forberedelseskomite til Durban II offentliggør fire kollektive mål for opfølgningskon-

ferencen i Geneve i 2009, de går ud på at: vurdere fremskridt og implementering I forhold til

handlingsprogrammet fra Durban I, vurdere effektiviteten af Durban I-mekanismerne, at

fremme universel ratifikation af konventionen for udryddelse af alle former for racediskrimi-

nation samt af identificere og dele gode erfaringer. Det understreges, at den kommende konfe-

rence udelukkende bør fokusere på implementering og erfaringer og således ikke bør anven-

des af nogen stat til at (gen)åbne diskussioner167.

2008: De regionale oplæg afleveres (Afrika, Asien, EU, Latinamerika, OIC) i oktober168.

2009: I januar begynder forhandlinger om den endelige sluttekst og medio april offentliggøres

oplæg til det færdige dokument169.

2009 konference:

Ni stater melder på forhånd fra til konferencen, disse er: Australien, Canada; Holland, Israel,

Italien, New Zealan, Polen, Tyskland og USA. Desuden stemmer fire stater fra FN’s Men-

neskerettighedsråd imod eller direkte boykotter konferencen, herunder: Finland, Japan, Syd-

korea og Ukraine. Følgende stater vælger kun at sende lavere rangerende delegerede: Dan-

mark, EU, Sverige, Storbritannien, Frankrig og Tjekkiet170.

20/4: Den første konferencedag startes med en åben paneldiskussion og FN’s Højkommissær

for menneskerettigheder, Navi Pillay, beklager i sin tale, at flere stater ikke støtter op om sel-

ve WCAR, der lader alle verdens stater og folk skabe opmærksomhed om emner som diskri-

mination imod migranter, fødevaremangel, magtasymetri, fattigdom, sikkerhed, social og

økonomisk eksklusion samt ikke mindst væbnede konflikter.171 På denne dag er det kun Syd-

afrikas udenrigsminister, der nævner slaveri172.

Irans præsident, Mahmoud Ahmedinejad, holder, ligesom mange andre en tale på åbningsda-

gen. Israel nævnes i den forbindelse, at de og deres støtter altid har bakket op eller fortiet om

forbrydelserne imod Gazas folk. Zionister derimod beskylder han for at være i ledtog med

166 Durban Review Conference 2009, background. 167 ibid. 168 Oversigt over officielle forberedende dokumenter til Durban II. 169 Pressemeddelelser Durban II. 170 Who boycotted, who walked out of racism talks 171 Åbningstale til Durban II ved FN’s højkommissær for menneskerettigheder Navanethem Pillay 172 Møde referat fra Durban II, FN’s informationsservice, eftermiddag den 20. april 2009.

111

USA I invasionen af Irak og Afghanistan for at udrydde modvilje mod den zionistiske bevæ-

gelse. Han beklager, at opiumindustrien i Afghanistan kun er øget og folket ikke mere sikkert

ved deres tilstedeværelse. Slutteligt erklærer han vestlig liberalisme og kapitalisme for fallit

med henvisning til, at de ikke kan erkende verdens sandheder og folk173. EU udvandrede kol-

lektivt og Tjekkiet hev sine delegerede helt hjem174.

- Som reaktion på denne tale offentliggør Navi Pillay sin afstandtagen fra præsidentens udta-

lelser, der i hendes optik decideret modarbejder konferencens formal.175 Hun tager ikke stil-

ling til de mange andre talere, der beklager palæstinensernes ledelser, herunder blandt andre:

Qatars viceudenrigsminister, Palæstinas udenrigsminister, Syriens udenrigsminister og Indo-

nesiens minister for multilaterale anliggender176.

2009: I marts mødes Danmarks udenrigsminister med nordiske og afrikanske kolleger for at

finde enighed om afstandtagen til Israel-kritik. De afrikanske delegerede afviser.

21/4: Forberedelseskomiteen fremlægger sit dokumentoplæg til plenumforsamlingen og sene-

re same dag vedtages det endelige slutdokument177. Taler fortsætter ud på eftermiddagen og

de Forenede Arabiske Emiraters repræsentant beklager på ny situationen for det undertrykte

og besatte palæstinensiske folk178. På denne dag er det kun Haitis viceudenrigsminister, der

nævner slaveri179.

22/4: Flere stater udtrykker deres glæde over at der, på trods af store forhindringer, dog opnås

succeser i bekæmpelsen af racisme både internationalt og nationalt. Iran forsvarer deres udta-

lelse på konferencens første dag. Denne dag er det kun Libanons repræsentant, der nævner pa-

læstinensernes sag og bade delegerede fra Jamaica og Djibouti taler om slaveriet. Vatikansta-

ten taler om nutidig slaveri af kvinder og børn180.

23/4: Ud over den Afrikanske Union opfordrer Angolas og Guyanas delegerede til at man er-

kender slaveriet for dets forfærdeligheder og nutidige konsekvenser. Guyana, Saudi Arabien

og den Arabiske Liga beder det internationale samfund fordømme Israels besættelse af Palæ-

173 President Ahmadinejad's speech at the Durban Review Conference on racism 174 Who boycotted, who walked out of racism talks 175 Udtalelse af FN’s generalsekretær omkring Irans præsidents ytringer ved Durban II. 176 Møde referat fra Durban II, FN’s informationsservice, morgen den 21. april 2009. 177 Mødereferater fra Durban II, fra den 20. april 2009 til den 24. april 2009. 178 Mødereferat fra Durban II, FN’s informationsservice, morgen den 22. april 2009. 179 ibid. 180 Mødereferat fra Durban II, FN’s informationsservice, eftermiddag den 22. april 2009.

112

stina181. Iran besvarer igen kritik fra andre staters delegerede og beklager at man kan forsvare

at udvandre fra så vigtige diskussioner182.

24/4: Konferencens sidste dag er hovedsagligt dedikeret til NGO’er og deres taler til forsam-

lingen. WCAR’s arv, udtrykker mange, er skuffelse og nederlag. Staters institutionelle racis-

me og staters uvilje til fri diskussion kritiseres og der rettes ligeledes kritik imod staters direk-

te overtrædelser af menneskerettighederne183. Navi Pillay udtrykker sin tilfredshed med en

konference, der fejrer tolerance og værdighed for alle og den endelige plenumaccept af slut-

dokumentet opnås184.

2009: USA’s præsident, Obama, præsenterer i maj Israels premierminister, Netanyahu, for

kravet om at indlede forhandlinger med palæstinensiske folkevalgte for at nå til enighed om

en reel to-statsløsning185

181 Mødereferat fra Durban II, FN’s informationsservice, morgen den 23. april 2009. 182 Ibid. 183 Mødereferat fra Durban II, FN’s informationsservice, morgen den 24. april 2009. 184 Mødereferater fra Durban II, fra den 20. april 2009 til den 24. april 2009 185 Obama: Palæstinenserne må have en stat

113

Bilag 2 OIC Organisation of the Islamic Conference OIC er den anden største mellemstatslige organisation, efter FN. Organisationen er den sam-

lede stemme for den muslimske verden, og garantere at sikre og beskytte den muslimske ver-

dens interesser i processen mod at fremme internationalt fred og harmoni blandt verdens for-

skellige folk. Organisationen blev stiftet på det historiske topmøde i byen Rabat i Marokko

den 25. september 1969, som resultat af en brandstiftelse på Al-Aqsa moskeen i det besatte

Jerusalem186.

I 1970 blev det første Islamic Conference of Foreign Minister (ICFM) møde holdt i Jeddah.

Her blev det besluttet at etablere et permanent sekretariat i Jeddah, bestyret af organisationens

generalsekretær. Den nuværende generalsekretær, Professor Ekmeleddin Ihsanoglu, er den ni-

ende af slagsen og indtog pladsen i januar 2005, efter at være blevet valgt af det enogtredvte

ICFM. Organisationen blev stiftet af 30 stater, men er i løbet af de sidste 38 år vokset til at

bestå af 57 stater. De nuværende stater er: Afghanistan, Algeriet, Tchad, Ægypten, Guinea,

Indonesien, Iran, Jordan, Kuwait, Libanon, Libyen, Malaysia, Mali, Mauretanien, Marokko,

Niger, Pakistan, Palæstina, Saudi Arabien, Senegal, Sudan, Somalia, Tunesien, Tyrkiet, Ye-

men, Bahrain, Oman, Qatar, Syrien, Forenede Arabiske Emirater, Sierra Leone, Bangladesh,

Gabon, Gambia, Guinea-Bissau, Uganda, Burkina Faso, Cameroun, Comorerne, Irak, Maldi-

verne, Djibouti, Benin, Brunei, Nigeria, Aserbajdsjan, Albanien, Kirgisistan, Tajikistan,

Turkmenistan, Mozambique, Kasakhstan, Usbekistan, Surinam, Togo, Guyana og Elfenbens-

kysten187.

Den 13-14 marts 2008 blev det elvte topmøde holdt, hvor målsætninger og principper for or-

ganisationen, samt det fundamentale formål at styrke solidariteten og samarbejdet mellem

medlemsstaterne, blev fremlagt. Organisationen har den enestående ære at opildne Ummah’en

til et samlet organ og repræsentere hermed aktivt muslimer ved at støtte alle formål tæt på,

over 1.5 milliard muslimer i verdens hjerter 188.

186 Organisation of The Islamic Conference, About OIC. 187 OIC’s medlemsstater. 188 ibid

114

Organisationen samarbejder og konsultere med FN og andre mellemstatslige organisationer,

med de formål at beskytte de vitale muslimske interesser, samt at arbejde på forlig, hvis der er

konflikt eller uenigheder der involvere medlemsstater. I arbejdet med at beskytte muslimske

og Islams værdier, forsøger organisationen at fjerne alle forkerte opfattelser af disse, samt ad-

vokere stærkt for at få elimineret diskrimination mod muslimer, i alle former og manifestatio-

ner.

I det enogtyvende århundrede står medlemsstaterne af OIC over for en del udfordringer. For

at håndtere disse udfordringer blev der til topmødet i december 2005 lavet et ti-års-program

(the Ten-Year Program of Action), som omhandlede den fælles ageren for medlemsstaterne

for blandt andet, at promovere tolerance og mådeholdenhed, samt fremhæve god statsføring

og promovere menneskerettigheder i den muslimske verden, specielt med henblik på rettighe-

der i forbindelse med børn, ældre, kvinder og familieværdierne fra Islam. Organisationen har

opstillet målsætninger omhandlende udviklingen i medlemsstaterne samt udviklingen mellem

medlemsstaterne. Dette blandt andet, socialt, økonomisk, samarbejdsmæssigt samt det samle-

de ønske om at beskytte og forsvare det sande billede af Islam189.

For at opnå disse målsætninger er der opstillet principper medlemsstaterne bør agere ud fra:

- Alle medlemsstater forpligtes til FN’s målsætninger og principper.

- Medlemsstaterne er suveræne, uafhængige/selvstændige og har lige rettigheder og obligati-

oner.

- Alle medlemsstater skal afvikle uoverensstemmelser på en fredsfuld måde og undlade at

bruge, eller true med brug af, magt i deres relationer.

- Alle medlemsstater skal respektere den nationale suverænitet, uafhængighed/selvstændighed

og territorium af andre medlemsstater, samt undgå at intervenere i interne affære mellem

andre.

- Alle medlemsstater skal værne om og promovere det nationale og internationale niveau, god

statsstyring, demokrati, menneskerettigheder, de fundamentale friheder, samt retssikker-

hed190.

189 ibid 190 ibid

115

Bilag 3: Ordtælling

Durban I)

Afrika191 Amerika192 Asien193 Europa194 OIC 195

Endelig

rapport196

Anti-semit 0 1 0 28 0 2

Democracy /

Democratic

4 13 9 8 0 14

Economy /

Economic

1 3 14 11 0 62

Gender / Wo-

men

9 40 24 13 1 78

Holocaust 0 1 0 7 0 1

Indigenous 3 68 8 2 0 53

Migrant 9 54 16 16 0 60

Middle East /

Palestin-

0 0 9 0 2 4

Racism 30 152 98 118 11 272

Religion / Reli-

gious

0 26 3 26 3 35

Slave/-ry 5 17 8 6 0 27

191 Report of the Regional Conference for Africa. 192 Documents adopted by the Regional Conference of the Americas. 193 Report of the Asian Preparatory Meeting. 194 Final documents of the European Conference against Racism 195 On OIC inputs to the World Conference against Racism, Racial Discrimination, Xenophobia and Related In-tolerance - Note 5 196 Report of the World Conference against Racism, Racial Discrimination, Xenophobia and Related Intolerance.

116

Durban 2)

Afrika197

Latin-

amerika198

Asien199 Europa OIC Endelig

rapport

Anti-

semit200

2 0 1 4 0 1

Democracy /

Democratic

4 4 6 9 1 5

Economy /

Economic

8 11 11 0 2 4

Gender /

Women

10 35 7 25 0 13

Holocaust 0 0 0 7 0 1

Indigenous 0 23 7 5 0 6

Migrant 15 21 15 9 3 9

Middle East

/ Palestin-

1 0 8 0 2 0

Racism 91 90 103 81 27 79

Religion /

Religious

27 9 30 20 18 15

Slave/-ry 16 7 24 19 0 8

Formel: antal af bestemt interessebenævnelser

antal af racismebenævnelser

Eksempel: ”migrant”

”racism”

197 Report of the Regional Preparatory Meeting for Africa for the Durban Review Conference 198 Report of the Regional Conference for Latin America and the Caribbean Preparatory to the Durban Review Conference. 199 Contribution of the Asian Region to the Durban Review Conference. 200 Note 6

117

118

9. Noter Note 1 Eksempelvis udgivelserne: ”The Race Question” fra 1950. (http://unesdoc.unesco.org/images/0012/001282/128291eo.pdf) “Race, Prejudice and Education” fra 1959. (http://unesdoc.unesco.org/images/0006/000678/067863eo.pdf ) “Report of the World Conference against Racism, Racial Discrimination, Xenophobia and Related Intolerance” fra 2001. (http://www.unhchr.ch/huridocda/huridoca.nsf/e06a5300f90fa0238025668700518ca4/cb95dc2388024cc7c1256b4f005369cb/$FILE/N0221543.pdf) Note 2 Den Vestlige, Latinamerikanske, Afrikanske, Islamiske, Kinesiske, Hinduistiske, Ortodokse, Buddhistiske og den Japanske civilisation. Note 3 Beskrives nærmere i The Third Wave: Democratization in the Late Twentieth Century, af Samuel P. Huntington, Udgivet af University of Oklahoma Press, 1993. ISBN: 9780806125169 Note 4 Pakistan modtager på nuværende tidspunkt 3,1 mia. danske kroner om året i støtte fra USA. Heraf er militærstøtte 1,6 mia. danske kroner om året og udviklingsstøtte 2,5 mia danske kro-ner om året – der er fremsat forslag fra USA’s side til hævelse af udviklingsstøtten til 8,25 mia. danske kroner om året. http://jp.dk/udland/asien/article1639648.ece Ægypten modtager pr. 10. januar 2008, samlet 10 mia. danske kroner i støtte fra USA. Hvoraf 7 mia. danske kroner er militærstøtte og 3 mia. danske kroner til sociale projekter. http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/274362:Udland--Milliarder-til-USA-s-mellemoestlige-venner Note 5 Medlemsstater af OIC deltog i forberedelsesarbejdet under de normerede regionale inddelin-ger og har ikke i kraft af sin egen organisation udarbejdet et decideret oplæg til WCAR i 2001, men erklærer derimod i Resolution no. 69/28-p at ville opfordre til overholdelse af tid-ligere vedtagne OIC-deklarationer og konventioner, herunder Cairo-deklarationen. Et speci-fikt input blev præsenteret i form af ovennævnte resolution. Note 6 EU nævner det for sig uafhængigt af andre anti-religiøse holdninger. Asien og Afrika nævner det kun i forbindelse med diskrimination af andre religioner.

119

120

10. Litteraturfortegnelse Bøger Appadurai, Arjun. (2004), Tactical Humanism. I The future of values: 21st-century talks, redigeret af Jérôme Bindé. Udgivet af Berghahn Books. ISBN: 1571814434 Appadurai, Arjun. (2006), Fear of Small Numbers. An Essay on the Geography of Anger. Udgivet af Duke University Press I Public Planet Books serien. ISBN: 0-8223-3863-7 Arendt, Hannah. (1990), On Revolution. Udgivet af Penguin Classics. ISBN: 9780140184211 Bell, Daniel. (2000), The end of ideology: on the exhaustion of political ideas in the fifties : with "The resumption of history in the new century". Udgivet af Harvard University Press. ISBN: 9780674004269 Bucaille, Maurice & Alistair D. Pannell. (2003), The Bible, the Qur'an, and Science: The Holy Scriptures Examined in the Light of Modern Knowledge. Oversat af Alistair D. Pannell. Udgivet af TTQ, INC. 7. udgave. ISBN: 9781879402980 Dahl, Robert A. (1957), The Concept of Power. I Power: Critical Assessments. Af John Scott. (1994), udgivet af Routledge. ISBN: 9780415079389 De Vaus, David A. (2001), Research Design in Social Research. Udgivet af SAGE Publica-tions, genoptrykt senest i 2006. ISBN-10: 0-7619-5346-9 Fukuyama, Francis. (1992), The End of History and the Last Man. Udgivet af The Free Press, New York. ISBN: 0-380-72002-7 Huntington, Samuel P. (2006), Civilisationernes sammenstød, mod en ny verdensorden, dansk udgave udgivet af People’s Press. 1. oplag, 1. udgave. Oversat af Peter Mollerup efter The Clash of Civizations and the Remaking of World Order. ISBN: 10:87-91812-91-7 Kojève, Alexandre. M.fl. (1980). Introduction to the reading of Hegel. Oversat af James H. Nichols. Udgivet af Cornell University Press. ISBN: 0801492033 Laustsen, Carsten B. & Jesper Myrup (red). (2006), Magtens tænkere. Politisk teori fra Machiavelli til Honneth. Udgivet af Roskilde Universitetsforlag. 1. Udgave. ISBN: 87-7867-216-3 Laustsen, Carsten B. & Jesper Myrup. (2006). Introduktion: At tænke magt. I Magtens tænkere. Politisk teori fra Machiavelli til Honneth. Af Carsten B. Laustsen & Jesper Myrup (red). (2006),. Udgivet af Roskilde Universitetsforlag. 1. Udgave. ISBN: 87-7867-216-3 Rostbøll, Christian. (2006), Hannah Arendt: Magt som handling i fællesskab. I Magtens tænkere. Politisk teori fra Machiavelli til Honneth. Af Carsten B. Laustsen & Jesper Myrup (red). (2006),. Udgivet af Roskilde Universitetsforlag. 1. Udgave. ISBN: 87-7867-216-3

121

Sardar, Ziauddin. (1998), Postmodernism and the Other : The new imperialism of Western culture. Udgivet af Pluto Press, London/Chicago. ISBN: 0-7453-0748-5 Sardar, Ziauddin. (2006), How Do You Know? Reading Ziauddin Sardar on Islam, Science and Cultural Relations. Udgivet af Pluto Press, London. ISBN: 0 7453 2515 7 Officielle FN dokumenter Declaration on the Elimination of Violence against Women, United Nations General Assem-bly resolution 48/104, den 20. december 1993. - http://www.unhchr.ch/huridocda/huridoca.nsf/(symbol)/a.res.48.104.en International Convention on the Elimination of All Forms of Racial Discrimination, Office of the United Nations High Commissioner for Human Rights. - http://www2.ohchr.org/english/law/cerd.htm International Convention on the Protection of the Rights of All Migrant Workers and Mem-bers of Their Families, Office of the United Nations High Commissioner for Human Rights. -http://www2.ohchr.org/english/law/cmw.htm International Covenant on Civil and Political Rights, Office of the United Nations High Commissioner for Human Rights. – http://www.unhchr.ch/html/menu3/b/a_ccpr.htm The New African Initiative, juli 2001. - http://www.uneca.org/eca_resources/Conference_Reports_and_Other_Documents/nepad/NAI.pdf Officielle WCAR documenter Durban I Documents adopted by the Regional Conference of the Americas, Santiago de Chile, Chile den 5-7 December 2000 - http://www.unhchr.ch/pdf/RSantiagoE.PDF Final documents of the European Conference against Racism, Strasbourg, Frankrig den 11-13 oktober 2000. - http://www.unhchr.ch/Huridocda/Huridoca.nsf/e06a5300f90fa0238025668700518ca4/748ec543f4e62e6fc1256a5500373206/$FILE/G0112463.pdf On OIC inputs to the World Conference against Racism, Racial Discrimination, Xenophobia and Related Intolerance, Resolution no. 69/28-p, den 25-27 juni 2001. - http://www.oic-oci.org/english/conf/fm/28/28-ICFM-PIL4-en.htm#69/28-p Report of the Asian Preparatory Meeting, Tehran, den 19-21 februar 2001 - http://www.unhchr.ch/huridocda/huridoca.nsf/e06a5300f90fa0238025668700518ca4/deb8e5ad2c58d0fac1256a530043a1a3/$FILE/G0112596.pdf

122

Report of the Preparatory Committee on its First Session. Geneve, den 1-5. maj 2000. - http://www.unhchr.ch/huridocda/huridoca.nsf/(Symbol)/A.CONF.189.PC.1.21.En?Opendocument Report of the Regional Conference for Africa, Dakar, den 22-24 januar 2001 - http://www.unhchr.ch/huridocda/huridoca.nsf/e06a5300f90fa0238025668700518ca4/28973d938720ad49c1256a530053054e/$FILE/G0112246.pdf Report of the World Conference against Racism, Racial Discrimination, Xenophobia and Re-lated Intolerance, Durban den 31 august – 8 september 2001 (Slutdokument Durban I) - http://www.unhchr.ch/huridocda/huridoca.nsf/e06a5300f90fa0238025668700518ca4/cb95dc2388024cc7c1256b4f005369cb/$FILE/N0221543.pdf Durban II Contribution by the European Union to the Durban Review Conference. Den 13. oktober 2008. - http://www.un.org/durbanreview2009/pdf/A.CONF.211.PC.3.6.pdf Contribution of the Asian Region to the Durban Review Conference. Den 10. oktober 2008. - http://www.un.org/durbanreview2009/pdf/A.CONF.211.PC.3.5Final.pdf Outcome document of the Durban Review Conference. (Slutdokument Durban II). - http://www.un.org/durbanreview2009/pdf/Durban_Review_outcome_document_En.pdf Report of the Regional Conference for Latin America and the Caribbean Preparatory to the Durban Review Conference. Den 17-19 juni 2008. - http://www.un.org/durbanreview2009/pdf/A.CONF.211.PC.3.3.pdf Report of the Regional Preparatory Meeting for Africa for the Durban Review Conference. Arbuja den 24-26 august 2008. - http://www.un.org/durbanreview2009/pdf/ReportofAbuja.pdf Written OIC Contribution, 3. oktober 2008 - http://www.un.org/durbanreview2009/pdf/Contribution_by_the_OIC.pdf Artikler »Nej, jeg tror ikke, at alle vil rende rundt i burkaer i Tokyo, Moskva eller København om 50 år.«. Af Niels Gunder Hansen, udgivet i Berlingste tidende den 19. november 2007.- http://www.berlingske.dk/article/20071119/kultur/111181143/ Afrikanske ministre gav ingen løfter. Af Sten Jensen, udgivet i Berlingske Tidende den 12. marts 2009. - http://www.berlingske.dk/article/20090312/verden/703120147/0/.check/ Al Qaeda: Angreb gennem årene. Af Steen Selvejer & Heidi Guldager, udgivet på nyheder-ne.tv2.dk den 10. september 2004. - http://nyhederne.tv2.dk/baggrund/article.php/id-1296642.html

123

Dansk Durban II-boykot kan blive realitet i næste uge. Af Morten Løfberg, udgivet i 180grader den 4. marts 2009. – http://www.180grader.dk/nyheder/Dansk_Durban_II-boykot_kan_blive_realitet_i_n_ste_uge.php Decisions and Nondecisions. Af Peter Bachrach & Morton S. Baratz, udgivet i The American Political Science Review i 1963, American political Science Association. Muslimske lande påskønner støtte til Durban 2, af Allan Sørensen, udgivet i Kristeligt Dag-blad den 26. februar 2009. - http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/315113:Udland--Muslimske-lande-paaskoenner-stoette-til-Durban-2?all=1 Per Stig truer med boykot af Durban 2. Af Jette Elbæk Maressa. Udgivet på Jyllands Postens hjemmeside den 28. oktober 2008. - http://jp.dk/indland/indland_politik/article1497864.ece Political Islam's Opportunity in Jordan. Af Daniel Williams, udgivet i Washington Post For-eign Service, den 13. april 2006. - http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2006/04/12/AR2006041201897_pf.html Slaveriets historie. Fra Information den 2 juni 2003. - http://www.information.dk/82141 The End of History. Af Francis Fukuyama, udgivet i The National Interest i 1989. - http://www.wesjones.com/eoh.htm#source The Lonely Superpower. Af Samuel P. Huntington, udgivet i Foreign Affairs, vol. 78, No. 2, 1999. - http://www.jstor.org/stable/20049207 USA angriber igen mål i Pakistan. Udgivet på Politikken.dk, den 2. januar 2009 - http://i.pol.dk/udland/article622003.ece

Internet About the Conference, Objectives of the Third World Conference. -http://www.racism.gov.za/about/index.html#Objectives Bahrain: the royals rule, Bahrain Center for Human Rights. -http://www.bahrainrights.org/en/node/21 Bekendtgørelse af straffeloven, offentliggjort i Lovtidende A den 8. november 2008.-https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=121398 Charter of the United Nations. - http://www.un.org/en/documents/charter/ Demonstrations, WCAR planning committee. - http://www.racism.gov.za/pr/marches.pdf Durban Review Conference 2009, background. -http://www.un.org/durbanreview2009/background.shtml

124

EU – Albania relations. Fra European Commission Enlargement. -http://ec.europa.eu/enlargement/potential-candidate-countries/albania/eu_albania_relations_en.htm Jordan, the World Factbook. Central Intelligence Agency - https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/jo.html#Govt Number of Muslims in the world. Fra religioustolerence.com. -http://www.religioustolerance.org/isl_numb.htm Slaveri (Samfundstyper og udbredelse). Fra Gyldendals åbne encyklopædi. - http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/Afrika/Vestafrika/Slaveri/Slaveri_(Samfundstyper_og_udbredelse) Slavery today, BBC. Fra BBCworldservice.com - http://www.bbc.co.uk/worldservice/specials/1357_slavery_today/index.shtml The World Conference against racism, racial discrimination, xenophobia and related intoler-ance, basic information - http://www.un.org/WCAR/e-kit/backgrounder1.htm Tidslinie: Afghanistan. Fra TV2 Nyhederne den 17. oktober 2005.- http://nyhederne-dyn.tv2.dk/baggrund/article.php/id-3028880.html Tidslinie: Muhammed-sagen. Fra TV2 Nyhederne den 30. januar 2006. - http://nyhederne.tv2.dk/politik/article.php/id-3563747.html UN rights chief urges all States to take part in anti-racism conference, UN news service. - http://www.un.org/apps/news/story.asp?NewsID=30057&Cr=racism&Cr1= Who boycotted, who walked out of racism talks, af Associated Press, den 20. april 2009, i Townhall Magazine. -http://townhall.com/news/world/2009/04/20/who_boycotted,_who_walked_out_of_racism_talks Ziauddin Sardar – Biography. The official website of Ziauddin Sardar. - http://www.ziauddinsardar.com/Biography.aspx

Bilag Officielle WCAR documenter Åbningstale til Durban II ved FN’s højkommissær for menneskerettigheder Navanethem Pil-lay. - http://www.un.org/durbanreview2009/stmt20-04-09_pillay.shtml Daily Highlights, World Conference against Racism. - http://www.un.org/WCAR/dh/index.html

125

Durban Review Conference 2009, background. - http://www.un.org/durbanreview2009/background.shtml Fransk tale ved Durban I, af minister delegeret for samarbejde Charles Josselin, 1. september 2001. - http://www.un.org/WCAR/statements/francophonieE.htm Iransk tale ved Durban I, af Dr. Kamal Kharrazi. - http://www.un.org/WCAR/statements/iranE.htm Israelsk tale ved Durban I, af Rabbi Michael Melchior. -http://www.un.org/WCAR/statements/israelE.htm Mødereferat fra Durban II, FN’s informationsservice, eftermiddag den 20. april 2009. - http://www.un.org/durbanreview2009/coverage/pdf/20.04.09_meeting_summary_pm_rev1_en.pdf Mødereferat fra Durban II, FN’s informationsservice, eftermiddag den 22. april 2009. - http://www.un.org/durbanreview2009/coverage/pdf/22.04.09_meeting_summary_pm_en.pdf Mødereferat fra Durban II, FN’s informationsservice, morgen den 21. april 2009. - http://www.un.org/durbanreview2009/coverage/pdf/21.04.09_meeting_summary_am_en.pdf Mødereferat fra Durban II, FN’s informationsservice, morgen den 22. april 2009. - http://www.un.org/durbanreview2009/coverage/pdf/22.04.09_meeting_summary_am_en.pdf Mødereferat fra Durban II, FN’s informationsservice, morgen den 23. april 2009. - http://www.un.org/durbanreview2009/coverage/pdf/23.04.09_meeting_summary_am_rev1_en.pdf Mødereferat fra Durban II, FN’s informationsservice, morgen den 24. april 2009. - http://www.un.org/durbanreview2009/coverage/pdf/24.04.09_meeting_summary_am_en.pdf Mødereferater fra Durban II, fra den 20. april 2009 til den 24. april 2009. - http://www.un.org/durbanreview2009/meetingssummaries.shtml Oversigt over officielle forberedende dokumenter til Durban II. - http://www.un.org/durbanreview2009/sessions.shtml Palæstinensisk tale ved Durban I, af Yasser Arafat. -http://www.un.org/WCAR/statements/palestineE.htm Pressemeddelelser Durban II. - http://www.un.org/durbanreview2009/pr.shtml Tale ved Durban I, af League of Arab States ved Amre Moussa. -http://www.un.org/WCAR/statements/lasE.htm Taler ved Durban I, onsdag den 5. september 2001. - http://www.un.org/WCAR/statements/5sept_st.htm

126

Taler ved Durban I, tirsdag den 4. september 2001. - http://www.un.org/WCAR/statements/4sept_st.htm Taler ved Durban I, torsdag den 6. september 2001. - http://www.un.org/WCAR/statements/6sept_st.htm The Declarations and Programmes of Action adopted by the First (1978) World Conference to Combat Racism and Racial Discrimination. - http://www.racism.gov.za/substance/confdoc/declfirst.htm The Declarations and Programmes of Action adopted by the Second (1983) World Confer-ence to Combat Racism and Racial Discrimination - http://www.racism.gov.za/substance/confdoc/decl1983.htm Tysk tale ved Durban I, af udenrigsminister Joschka Fischer, 1. september 2001 - http://www.un.org/WCAR/statements/germE.htm Udtalelse af FN’s generalsekretær omkring Irans præsidents ytringer ved Durban II. - http://www.un.org/durbanreview2009/stmt20-04-09_sg_iran.shtml Artikler Historien: Fredsprocessen indledes - og kuldsejler, af Steen Selvejer. Udgivet på TV2 Nyhe-derne’s hjemmeside den. 24. november 2005. - http://nyhederne.tv2.dk/baggrund/article.php/id-3244883.html?ss Obama: Palæstinenserne må have en stat. Af Ritzau. Udgivet på Nordjyske.dk den 18. maj 2009. - http://www.nordjyske.dk/udland/forside.aspx?ctrl=10&data=3%2c3268990%2c5%2c2&count=1 The Durban Debacle: An Insider’s View of the UN World Conference Against Racism. Af Tom Lantos, 2002. Udgivet i The Fletcher Forum of World Affairs, vol. 26.- -http://fletcher.tufts.edu/forum/archives/pdfs/26-1pdfs/Lantos9.pdf USA siger nej til køreplan for fred i Mellemøsten, udgivet i B.T. den 18. december 2002, op-dateret af Ritzaus Bureau den 20. november 2006. - http://www.bt.dk/article/20021218/nyheder/112180394/ Internet 15 spørgsmål til Israels frihandelseaftale - associeringsaftale - med EU, af folkekirkens nød-hjælp, på Dansk-Palæstinensisk venskabsforenings hjemmeside. - http://www.danpal.dk/index.php?doc=870 16. December, 1991., I Ræson, politik af betydning. - http://www.raeson.dk/december.htm

127

1980’erne – Det turbulente årti. - http://www.dr.dk/nyheder/htm/baggrund/tema2000/Krise%20i%20Mellem%F8sten/62.htm 1990’erne – Aftalernes årti. - http://www.dr.dk/nyheder/htm/baggrund/tema2000/Krise%20i%20Mellem%F8sten/54.htm Barcelona-erklæringen og Euro-Middelhavspartnerskab, Den Europæisk Unions aktiviteter. - http://europa.eu/scadplus/leg/da/lvb/r15001.htm Den Europæiske Union og Israel-Palæstina konflikten, af Anders Stubkjær, 2004. - http://www.andersstubkjaer.com/euogisraelpalaestinakonflikten_2004_.pdf Israel-Egypt Peace Treaty, Israel Ministry of Foreign Affairs, den 26.marts 1979. - http://www.mfa.gov.il/MFA/Peace%20Process/Guide%20to%20the%20Peace%20Process/Israel-Egypt%20Peace%20Treaty Material Distributed at the Conference, UN Watch. - http://www.unwatch.org/site/c.bdKKISNqEmG/b.4135779/k.64D7/Preparing_for_Durban_II.htm OIC’s medlemsstater. - http://www.oic-oci.org/member_states.asp Opslag om zionisme. Fra Gyldendals åbne encyklopædi. -http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Religion_og_mystik/J%C3%B8dedommen/Zionisme Organisation of The Islamic Conference, About OIC. - http://www.oic-oci.org/page_detail.asp?p_id=52 President Ahmadinejad's speech at the Durban Review Conference on racism, PressTV den 20. april 2009. - http://www.presstv.ir/detail.aspx?id=92046 Resolution 3379 Elimination of all forms of racial discrimination, adopted by the general as-sembly, 2400th plenary meeting, den 10 november 1975. - http://daccessdds.un.org/doc/RESOLUTION/GEN/NR0/000/92/IMG/NR000092.pdf?OpenElement The Cairo Declaration on Human Rights in Islam. - http://www.oic-oci.org/english/article/human.htm The Universal Declaration of Human Rights. - http://www.un.org/Overview/rights.html UN Panel Condemns Israel; More, den 18. april 2001, United Nations Foundation. U.N. Wire. - http://www.unwire.org/unwire/20010418/14314_story.asp What was the 1991 Madrid Conference?, Israeli-palestinian pro-con. - http://israelipalestinian.procon.org/viewanswers.asp?questionID=460