viadukt blues - odense bys museer · af 1800-tallet stod byens kag, en høj pæl, midt på...

Viadukt BluesMyten om thomas B. thriges Gade

Bo kampmann WalTher

da det gamle Nørrebro i Odense blev skåret midt over af entreprenante byplanlæggere og stadsarkitekter for snart mange år siden, og som man kan læse fint og detaljeret om andet-steds i denne bog, blev der skabt et traume, siges det, en pivåben sprække i den idyl, der vistnok var her engang. Billeder af en andemor triveligt vraltende hen over brostenene med sine ællinger på snor er måske for meget post-kort-romantik at sætte som overligger; ikke desto mindre eksisterer der en kollektiv idé eller myte om, at Odense engang var en hel by og nu er en halv by. thomas B. thriges Gade har i årtier været vores trafikale og mentale barriere. ligeledes ved odenseanere – også selv om de ikke uden videre kan føre bevis for det – at den fynske hovedstad købte aflad for sin Nørrebro-forseelse ved at installere et lille styk-ke Paris, et mini-Pompidou, nemlig Brandts klædefabrik, i stedet for den ruinøse blamage mod nord. Værsgo. et kulturmekka for en øde-lagt bydel. Og ti så stille. derfor er Odense en beskadiget by med en flersporet, de f leste vil

sige rædderlig, gade, komplet med viadukt som det usa, arkitekter, planlæggere og ingeniører valfartede til i 1950’erne, og siden hen har vi faret rundt på thomas B. thriges Gade, altid i bil, måske på cykel, men stort set aldrig til fods, til skibhusvej eller kochsgade, videre til havnen eller måske skat, da det lå i starten af tolderlundsvej, ud til stige eller på strandpic-nic ved kerteminde fra kochsgade over Volls-mose, seden og Munkebo, forbi frakørslen til drigstrup Bygade og Fyns Hoved, og hvor var det hele dog meget bedre og smukkere og mere simpelt i de gode gamle dage.

tanken om, at Odense på en af sine flanker har en bristning i sig, og at den engang – oh! – var i ét stykke, er måske blot et abstrakt po-stulat. den er vel en myte, som gentages igen og igen, og dermed part i en odenseansk for-tælling, der på én gang stædigt og dovent bliver ved med at klæbe til historien og ligger som en lomme af luft i den ilt, vi forbruger her på Fyn. så kan man enten kalde den særlige odensean-ske anskuelsesform en ”myte”, hvis man svin-ger sig op, og en ”kliché”, hvis man er mere kynisk. eller er miseren om Nørrebro og tho-

O d e N s e i F O r V a N d l i N G | 4 84 7 | O d e N s e i F O r V a N d l i N G

Modsatte side:amatørfotografen

Harald Hansen, Årslev, dokumenterede

forandringerne i odense bymidte i 1968 ved at

optage adskillige serier dias. Harald Hansen havde et klart blik for

at fange karakteristiske sider af den gamle bykerne og skildre den iøjnefaldende

forandringsproces, der skabte et nyt centrum.

Fotografierne er nøgternt konstaterende,

men rummer alligevel en melankolsk tone.

Her er det Nørrebro, set mod havnen (Harald

Hansen fot., odense Bys Museer).

farvestrålende bagværk. Og i Magasin kunne man købe leGO og rustrøde kassebukser.

Fra middelalderen og helt frem til midten af 1800-tallet stod byens kag, en høj pæl, midt på Fisketorvet. Her blev der udstået straffe, og man kan levende se for sig, hvordan kogeko-nerne og de fine kancellister har hængt på hin-andens skuldre og råbt og hujet af de arme kriminelle. dette sted, som i århundreder hav-de været Odenses nervecenter, var en handels-

plads, hvor der, som navnet siger, blev solgt især fisk, men også hundehvalpe og kattekil-linger, knapper i alle farver og dameparykker og små stykker udskåret træ. Byen har sit ud-spring her, i skæringen mellem albani torv, Fisketorvet, Overgade og Vestergade. For mig var dette punkt ikke særlig prægnant, måske fordi stedet netop kun var et punkt lidt teore-tisk placeret til venstre, når mor og far havde et ærinde i Provinsbanken på Flakhaven nr. 1.

mas B. thriges Gade en nedarvet, kropslig erfaring, som så at sige generisk går i arv fra generation til generation? Havde min mor den erfaring? Har jeg den? kan man kort sagt mær-ke eller føle den sprække, en vis sitren, når man tager turen fra albanigade til skibhusvej, hen over Fisketorvet og forbi nedgangen til kon-certhuset?

Begge dele, tror jeg. langt de f leste oden-seanere ved slet ikke, hvordan Nørrebro ville have set ud, hvis ikke de driftige herrer havde tromlet den ned, f lækket Nørregade i to og skabt plads til den brede amerikanergade. For dem er myten netop en myte, noget esoterisk f litterstads, som arkivarer og historikere be-skæftiger sig med. Og dog. For selv hos mig, der aldrig har oplevet et intakt Nørrebro, og som kun kan stå og nikke, når de, der er ti og tyve år ældre, taler om den, melder der sig en tabserfaring, som også går i kroppen, endda stiger til hovedet, og samlet leverer indtrykket af thomas B. thriges Gade og de omgivende matrikler som et diffust sted, et uforløst ingen-mandsland, der nok samler efterkrigstidens berusende bilisme i et effektivt drøn fra punkt a til B, men omvendt splitter og giver øjeblik-kelig uro for vandreren, der giver sig tid.

Med andre ord. Myten er der ikke – og er der.

Hvorfor er den der? det er den på grund af den ”rytme”, der kendetegner arealet, det beat, som ikke er et rigtigt, taktfast beat, men inter-mezzoer i et f low, som ellers ville kitte byen fænomenologisk sammen i et ensemble af op-levelser, men som her mindst lige så meget er

en rift i tilegnelsen af den urbane eksistens: Metronomen tikker af sted lige op ad bakke til Fisketorvet og går da i stå, bliver hakkende, hidsig og irriteret; strøget og de små sidegaders tentakler stopper her, abrupt og let f limrende i synskredsen; og så falder trittet til ro igen ude ved ”landsbyen” skibhusene. Her mødes vi af en nærmest anakronistisk folklore, en plebejisk hygge, men det er en anden historie.

det er altså gangarten, både bogstaveligt og overført, i denne artikel: myten og rytmen.

To erIndrIngerJeg er odenseaner, født i 1967, og bortset fra en enkelt afstikker til usa og kærester i aarhus og københavn, som jeg har crashet hos, har jeg boet her hele mit liv. det var i 1967, at emil Valentin lemming Vett og theodor Wilhelm Wessels Magasin du Nord åbnede i Odense, Vestergade nr. 20, og året før gik Odense (se-nere syddansk) universitet i luften med nogle få, lidt langstrakte huse kaldet barakkerne ude på Niels Bohrs allé. som lille dreng var jeg nog-le gange med min mor på arbejde i guldsmed-værkstedet i smøgen lige ved siden af Magasin, der løber mellem Pogestræde og Vestergade. dengang, i begyndelsen af 70’erne, var den faktisk en lille gård med borde, bænke og blom-ster, og her var også en frisør, en gammeldags sadelmager og restauranten ”Guldsmeden”. det var ret eventyrligt, husker jeg, for det var min mors chef, Hr. theodor andersen, der forærede mig min første OB-trøje, og i enden af passagen, Vestergade 28, lå ”Carstens kon-ditori”, der havde det lækreste, største og mest



torvegade med overgade i baggrunden 1968 (Harald Hansen fot., odense Bys Museer).

Baggård bag Nørrebro 1968 (Harald Hansen fot., odense Bys Museer).

Modsatte side:Nedbrydning på Fisketorvet 1968 (Harald Hansen fot., odense Bys Museer).

så kunne vi kigge videre ud af Vestergade langs med dér, hvor f liserne holdt op, og gaden tog over, men derhen skulle vi ikke: Vi var orien-teret mod syd, ikke nord. Basen var istedvæn-get i bunden af læssøegade og senere Hunde-rup. derude faldt min historiske sans endegyldigt af hængslerne, da jeg var 12, og vi købte et murermesterhus fra 1910. For søren da, det var længe siden! en god ven af familien arbejdede i butik i Nørregade og havde gjort det siden 60’erne, men lige så skønt det var for fantasien, især fordi der lå en skummel bæver-ding, hvor pæne mennesker ikke kom, og det var jo rigtig interessant og piratagtigt, lige så ubetydende og semantisk diset var det for os,

der ikke havde nogle gøremål dér. egentlig lå Fisketorvet lige langt fra henholdsvis havnen og læssøegade, men oppe var oppe, og nede var nede i ideologisk forstand, så mens vi fort-satte tilbage til vores del af samfundet, mod syd, begav de andre sig mod nord.

Jeg husker også industripalæet, ret godt endda, som lå på albani torv tæt ved albani-gade, et slangebøsseskud fra Fisketorvet. det blev opført i 1880 og blev revet ned i 1982 for at give plads til en kreditforeningskolos. det var et smukt og meget stateligt hus, holdt i nyklas-sicistisk stil. en lokal aflægger af Frimurerlo-gen, ”den Flammende stjerne”, holdt kort ef-ter indvielsen den 24. november 1921 til her,


Harald Hansens systematiske notesbøger

over optagelserne indeholder blot en

stedsangivelse til hvert motiv. enkelte steder

røber de lakoniske optegnelser dog

fotografens holdning. dette motiv er beskrevet:

”Ødelæggelserne set fra overgade”. (Harald

Hansen fot., odense Bys Museer).

Modsatte side:Bagsiden af store

Parcelvej, beliggende vest for Nørrebro, set fra banegården 1968

(Harald Hansen fot., odense Bys Museer).

men arbejdet var tumultarisk og irriterende, for huset havde mange funktioner, hvorfor stjernen søgte nye og mere permanente loka-ler. industripalæet var f lot, men også noget af en rodebutik.

Og dét hus skulle altså besættes – eller BZ’es – da sådan noget kom på mode, og be-vægelsen i retoucheret form var landet i pro-vinsen via london, amsterdam og køben-havn. det var meget euforisk, selv om jeg var turist i moroen, da politiet kom en iskold de-cemberaften i 1982, lige før huset endegyldigt blev jævnet med jorden. det kulturelle akkom-

pagnement var en graffiti, ”BZ din by!”, hus-blas i håret, huller i bukserne, en særlig asocial, punket måde at gå på (let indadvendte ben, så knæene rører hinanden, og armene stift ned langs kroppen), et fjernt, ondt blik og noget sort rundt om øjnene. Jeg hørte Pink Floyd, hvilket ikke var særlig samfundsomstyrtende, men jeg var også friløber i gesjæften, med for pigernes skyld, og samtidig med, at vi næsten blev arresteret, øvede et af danmarks første punkorkestre, ”Flere døde pansere”, lige rundt om hjørnet, hvis jeg husker rigtigt. Oprørets fjendebillede var i første omgang kreditfor-


Parkeringsplads ved Folketeateret på Filosofgangen 1968


Modsatte side:Baggård i Nørregade

1968 (Harald Hansen fot., odense Bys

Museer).

eningsdirektør erik Haunstrup Clemmensen, der stod i spidsen for planerne om en ny byg-ning på ruinerne af det gamle, eventyrlige hus, men i socio-kulturelt øjemed var den allervær-ste fjende de unge tåbenakker fra discotheque tordenskjold, som kom fra skt. klemens og det ydre Hunderup, og de havde da slet ikke erkendelsesteoretisk overskud til at se kultur-revolutionens klare lys. Bandet ”Propaganda” med sangeren søren land, der siden blev kendt for at skyde borgmesteren i hovedet med en vandpistol, spillede under den improviserede fest, som palæbesættelsen var. Og så blev det

koldt, det var jo december, og vi gik hjem igen. de fleste af os lige netop ikke mod havnen og så videre, men mod læssøegade, Odense M og s og den milde overbærenhed.

dVale og eksplosIonen bys puls kan blive så lav og gå så meget i dvale, at byen selv og dens fællesskaber er tæt på at forsvinde. derved skabes en ”udkant”; en ”a-polis”, dvs. en ”ikke-by”, ihukommende det græske ord for by, ”polis”. Byen er beslutnin-gernes og beskedernes sted, stedet, hvor social orden institutionaliseres, virkeliggøres og

håndhæves, men også forhandles og forskyder sig, og derfor et politisk sted. alt dét mister byen, som taber sin puls, og som er lige ved at tippe i afgrunden.

Helt galt går det jo, når den sidste Brugs forsvinder, og alle de forkerte folk f lytter til, fordi huslejen bliver billigere. Op gennem 1980’erne og 90’erne skete netop dette i den amerikanske by Baltimore. Jeg har selv boet der, i 1997, i den nordlige ende af Charles street, lige over for Johns Hopkins Parken. Min lejlig-hed lå på 15. etage, og om aftenen kunne jeg ud af mine store, rustne vinduer se transvestit-terne kredse rundt om Johns Hopkins Hospi-talet, som er kendt verden over som kønsope-rationernes mekka. ambulancerne tudede og hvinede og overdøvede den kulturelle f løjten fra duerne henne i parken og de fine professor-boliger. Jeg boede kort sagt klemt: til den ene side en afroamerikansk ghetto med crack og nail shops i hobetal, og til den anden side neo-klassicistiske villaer med rododendroner og glaserede tage.

Charles street minder faktisk en hel del om thomas B. thriges Gade, selv om den er meget længere. Man skal helst køre i bil på dén gade, fik jeg straks at vide, da jeg ankom, for man skal krydse diverse bydele undervejs ind til Mount Vernon, det historiske bycentrum, og inner Harbor, som er den nye og langt mere turistede attraktion. Op gennem det 20. år-hundrede er Charles street blevet en spøgelses-gade, en rute med mure, som selvfølgelig ikke eksisterer fysisk, men er der som sociale og demografiske passager og exitskilte. Her må


Modsatte side:slotsbryggeriet beliggende i en baggård til Nørregade 1968 (Harald Hansen fot., odense Bys Museer).

var masser af plads, altid åbent og næsten ingen kø), og der er malls til de hvide. Byen og dens midte, som tidligere var en summende blodå-re, er efterladt øde, koaguleret og impotent med klumper af byzoner uden forbindende og forsonende relationer. Baltimore kaldes ikke for ingenting ”storbyen med mange landsbyer” (det samme siger man i øvrigt om Boston).

der kan også ske det modsatte. Pulsen bliver så hidsig og så voldsom, at byen til sidst eksploderer i infernalske chok. dubai er et eks-tremt eksempel, hvor skylinen bogstaveligt talt har rejst sig oven på ørkenen; Berlin et kultu-relt, hvor den tidligere ddr-gråhed nu er af-løst af autentisk og farvestrålende multi-kulti; og New York et kosmopolitisk af slagsen, hvor de ”oprindelige” beboere på grund af de stærkt stigende huspriser er blevet fordrevet fra nedre Manhattan til Brooklyn og Bronx. det sker ikke nødvendigvis hurtigt eller i ét strøg, for byen kan også have et trægt og konservativt gemyt, men med tiden rives bydele fra hinan-den, nye opstår, andre ghettoiseres, neutrale, f lygtige bælter sætter sig i form af banegårde, promenader, lufthavne, butikscentre osv., mens nogle steder slet ikke kan nævnes, uden at de ærværdige historier klinger med – Hun-derup og Fruens Bøge f.eks. Byen er, sagt lidt besværligt, et kodet miskmask af ”paradigma-tisk resonans”: dens forskellige verdensbille-der genlyder, hvorhen man end går, så man ved, hvor man er; djærv folkemusik på Havne-gade, da jeg var barn, og pop på tysk fjernsyn, hvilket ret beset var en dissonans derude i Hunderup.

deT modernes dressurNår man derfor iagttager sin by eller husker tilbage på den, som ikke alene er blevet stor, eller bare større, men også kompleks, kan man måske nok fornemme dens uoverskuelighed og forvitrede mening, men aldrig resumere den i ét blik eller én vinkel og heller aldrig for-tælle den som én sammenhængende historie. det afhænger af, hvor man står, og hvordan ens rytme så at sige er. rytmen er nemlig også et middel til at ”dressere” mennesker, skriver filosoffen og byplanlæggeren Henri lefebvre i bogen elementer af rytmeanalyse.2 rytmen dik-teres af en social orden, en hierarkisering, der regulerer byens strømme, klasser og kulturer. det er ikke ligegyldigt, om man kører lidt for hastigt ned ad Vollsmose alle, fordi man hur-tigst muligt vil væk derfra, eller om man tager sig god tid og beundrer de lange forhaver og skinnende audi’er i bunden af langelinie nede ved skovsøen.

tit bliver byens puls eller rytme en hakket affære. Man flanerer ikke bare gennem byen i én fortløbende dans, men må stundom stand-se op, accelerere eller sætte farten ned og nær-mest forhandle om adgang til den næste zone. Og den næste igen. som på Charles street. Byens tid er summen af de mange ophold, strømme og skift, vi oplever i den hverdagslige erfaring.3 torvepladser synes at forlange af én, at man går omveje og bevæger sig i cirkler, mens gader derimod fører os ligeud og fremad mod et mål4, som tilfældet netop er med tho-mas B. thriges Gade.

lidt f lot kan man hævde, at dengang de

jeg være, endda begive mig til fods; dér må jeg absolut ikke være. lås bilen. Paranoia måske, især for en nordeuropæer, der er vant til, at verden stopper sådan cirka ved klingenberg, men skinbarlig virkelighed, når først man er i byen og gør sig sine oplevelser.

det er ikke, fordi Baltimore, der ligger cir-ka 60 kilometer nordøst fra Washington på grænsen mellem nord- og sydstaterne, er ud-

kant i dansk forstand, men fordi den på nær de senere år i stigende grad er blevet ”underpopu-lated”. den udvikling er dramatiseret i tv-seri-en the Wire.1 Folk, især dem med midlerne til det, er f lygtet fra bymidten, ”the city”, og ud i forstæderne, ”the county”. skal man i biogra-fen, foregår det derude. Når man handler stort ind til ugen ligeledes: der er malls, shopping-centre, til de sorte (hvor jeg selv kom, for der


odenseanske ingeniører barslede med idéen om thomas B. thriges Gade, ønskede de samtidig at standse tidens gang og fastholde fremtiden i nuet. Helt i tråd med den ameri-kanske modernitet og idealet om en ny slags by med effektiviteten og hurtigheden som vækstkrav skulle den nye gade gøre bilisten i stand til at forudse den betragtede bevægelses bane og dermed opnå en følelse af at være styrende for, hvordan bevægelsen udfolder sig i rummet. Man skulle ikke tænke over det, blot komme frejdigt og sikkert fra ét punkt til et andet.

idéen om en neutral, forhindringsfri bevæ-gelse i byen kommer måske mest paradigma-tisk til udtryk i Henry Charles Becks topologi-ske diagram fra 1931 over londons metro, the underground tube, der siden har dannet for-billede for metrokort verden over. i stedet for et geografisk kort med ”rigtige” afstandsmar-keringer fabrikerede Beck noget, der snarere lignede et elektrisk diagram, og hvor alle af-stande var ens spatieret. Moderne mennesker, mente Beck, bekymrede sig ikke så meget om de eksakte afstande, men snarere om, hvordan de kom fra station til station, og hvor de skulle skifte. Man kan sige, at når accelerationen sti-ger, og betvingelsen af afstande bliver en selv-følge, bliver selve adgangen, til- og frakoblin-gen, vigtigere end rejsen.5

På thomas B. thriges Gade var bilens op-gave at krydse som et missil gennem det urba-ne landskab, og vejen var dens fundament og tro tjener. Og derved forsvandt de små krum-ninger og de skæve ciseleringer, der hørte den

Modsatte side:Nedbrydning øst for Nørregade ved skulkenborg 1968 (Harald Hansen fot., odense Bys Museer).


Lotzes Have 1968 (Harald Hansen fot., odense Bys Museer).

Bangs Boder 1968 (Harald Hansen fot., odense Bys Museer).

gamle bydel til, fordi de simpelthen var forstyr-rende for den nye kurs, der var sat. Fremtiden var nu, lige nu, bag rattet inde i bilens boble af kommandocentral og dagligstue.

Præget af civilisationsoptimisme fortæller rich. Honoré i sin ”Beretning om en studierej-se til u.s.a. i 1955” om, hvordan den livlige handels- og havneby Baltimore har opnået en uharmonisk og trist bebyggelse, især i bymid-ten, hvor menneskene bor alt for tæt. ”Gaderne er for smalle med det resultat, at de er aldeles utilstrækkelige til nutidens færdsel”, skriver Honoré. stadsingeniøren noterer sig, at man i Baltimore ønsker at komme de store slumare-aler i bymidten til livs og forhindre nye slum-dannelser. Midlet er ”et system af nye motor-veje og andre færdselsårer, som skal afhjælpe vanskelighederne”.

Med sigte til den trafikale kynisme, der som et lille stykke usa satte sig igennem med realiseringen af thomas B. thriges Gade i 1960’erne, udtalte Honoré i 1971: ”Man kan ikke lave omelet uden at slå æg i stykker, og man må nu engang gennemføre gennembrud-det på de mest egnede steder – ellers opfylder de ikke deres mission”.

Men de nye amerikanske gader og forbin-delser – ”sprawls” – som vel at mærke gjorde trafikken til og fra de voksende forstæder let-tere og mere tjep, sprængte sig vej tværs igen-nem gamle bydele, historiske distrikter og miljømæssigt sensitive områder. i byer som san Fransisco, Chicago, detroit, Miami og Baltimore opstod der derfor en række ”motor-vejs-oprør”, freeway revolts, som kæmpede

imod amputeringen af byerne.6 For så vidt kan man af læse disse oprørere som en slags ro-mantikere på et korstog mod den moderne fremskridts tro. Byen skal ikke kun være et sted, man kommer til eller kører væk fra, men et sted at være.

Charles street er ikke en motorvej, men på netop dén gade er det tydeligt at se effekten af the freeway evolution: den oprindelige slum er her ikke mere, men i dens plads og sågar dér, hvor der før var pænt og ordentligt, er der kom-met en masse nye problematiske områder, som paradoksalt nok er resultatet af den ”underbe-folkning”, man ønskede sig.7 Charles street emmer af fortællingen om, hvordan byens sjæl kan dø eller i hvert fald sygne hen, og at byens sociale uligheder ikke hører op, men blot ryk-ker rundt langs de gesjæftige radialer. Mount Vernon var for eksempel engang en kulturel højborg for Østkystens ”europæiske” dannelse. da jeg sidst var der, lignede det stadig et virvar af billige fraternity houses, forladte rækkehuse, sære barer og golde firmadomiciler. Man kører ligesom bare videre.

myTendet er ikke mærkeligt, at byen synes at ”tale”, for strukturelt minder byrytmen og fortællin-gen om hinanden. dan ringgaard forklarer i sin bog stedssans, at ganske som en fortællings plot, der binder hændelser sammen ved hjælp af sandsynlighed og nødvendighed, danner steder også helheder, de har grænser og der-med begyndelse, midte og slutning. Og vide-re:


Maskinfabrikken Phønix i Claus Bergs Gade 1968(Harald Hansen fot., odense Bys Museer).

Modsatte side:torvedag på sortebrødre torv 1968 (Harald Hansen fot., odense Bys Museer).

”Ved at kombinere den vertikale tidsakse (det der er sket på stedet) med den horisontale (ste-dets rumlige udstrækning) kan der opstå en fortælling, som ikke bare er en overgang fra en tilstand til en anden, men en fortælling med struktur og plot”.8

en myte er en fortælling, der har et formål. den anskueliggør, hvorfor verden ser ud, som den gør, og fungerer derfor som et kompas, vi orienterer os efter. tit er myten personifice-rende: atlas holder Jorden på sine skuldre, og når der er stormvejr på havet, er det fordi, Po-seidon er vred. de er både advarsler og løfter; myter har det med ikke blot at forklare forti-

den, men også give et vink om fremtiden. Når fortællingen således bliver myte, reduceres alle dens latente bibetydninger og kontekster til én grundfortælling. amputeringen af Nørrebro er lige præcis sådan en fortælling, og rich. Ho-noré er dens stigmatiserede hovedskikkelse, som giver oplevelsen struktur og plot. den har karakter af myte, som træder i baggrunden for den hverdagslige erfaring (eftersom stedet jo ikke er der mere), men omvendt maser sig frem i forgrunden, når man fornemmer, at der lige-som mangler noget. lå Nørrebro ikke her i gamle dage?

der var engang en lille by i byen, som hed Nørrebro. Nu er den væk, og nu er der et tomrum.


Modsatte side:Hans Jensens stræde

med Nørregade i baggrunden 1968


rytmen er byen som et oplevet, kropsliggjort sted, og myten er denne kropslige erfaring som ord, på én og samme tid en efterrationalisering og en guide til den faktiske perception. Myten er derfor en artikulation af fornemmelser.

Thomas B. ThrIges gade I sloWmoTIonden fornemmelse får man iblandet rytmen i kroppen til fods. eller man kunne skrive kob-lingens kulturhistorie: koble ind, koble ud. at skifte gear mimer netop den moderne bys re-alisme, ikke dens idé. Vi suser jo ikke frem og tilbage i friktionsfri spoler, men er bundet til synkopen, vi skifter gear i et jazzet og konstant kor af afbrydelser, afledninger, trafikpropper, vejarbejde, skilte, reklamer, pølsevogne, af-faldscontainere. Hele tiden er der noget, der hiver i os, påkalder sig opmærksomhed eller får os til at skifte vejbane: stop, kør, sæt farten ned, hold ind, træk ud, hold øje, hold ud, du er der lige om lidt.

den tyske publicist Wolf Jobst siedler har engang sagt, at byen kun fungerer som by, når den holder op med at fungere.9 dermed mener han, at byen kun er beboelig, idet den slipper grebet i sine idealer. stereotypisk funktionelle byer er også en slags ”a-polis”, udkanter, bare i den anden ende af skalaen. de er alt for meget by, de er forstillet, perfektioneret by, og derfor ikke levede, kropslige købinger, hvor en cykel uden forhjul lænket til en lygtepæl med ét ka-ster mig ud af beatet, idet jeg drejer ned ad Hans Mules Gade. som Zürich og Brasilia er de så funktionelle, at de holder op med at reso-

nere i hverdagslivet. de mister deres paradig-me, fordi de kun er ét paradigme. Og det er ikke til at holde ud, synes jeg.

”rytmen er byens musik”, hævder lefeb-vre.10 den rytme er levebrød for planlæggere, eksempelvis dem, der skal arrangere store dele af New York om, fordi folk bliver ældre og æl-dre, og tempoet som følge deraf bliver lang-sommere. så skal der installeres hyppige heller, små pausezoner, og hele gangarten skifter væsen. Gaden begynder så småt at blive torv, afventende og med bevægelser i runde inter-valler snarere end lige og kantede ryk langs gadens torpederende utopi. totalt set er byens rytme en vekslen af cirkulære og lineære ener-gier – eller slet og ret banaliteter til fods, på cykel eller i bil. Jeg går et par gange rundt om mig selv, da-dum da-dum, stiller cyklen op ad et skilt på Fisketorvet, spiser en ristet pølse med to brød, drikker en Cocio, betaler, kommente-rer vejret og kommunalvalget og fortsætter så ned ad thomas B. thriges Gade til lyden af mine beskadigede pedalers skramlende trioler, mens jeg ud af øjenkrogen skimter en flok iv-rigt fotograferende japanere og lige overfor det Nørrebro, som ikke er der mere. For en gangs skyld har jeg ikke travlt.

exITdet er skægt at tænke på, at ”visionær” snak kommer snublende tæt på det reaktionære. Odenses brede amerikanervej har været god for udviklingen, siger man officielt, men den har også kværnet bydele i smadder og rejst en skinger musik af dagdrivende, ludende kon-


tanthjælpsmodtagere på den ene side, bag den aflange parkeringsplads ved skulkenborg, og høj middelklasse i lave, lune huse og toppede brosten på den anden side, hvor det vrimler med om ikke ænder så dog børn. Nu skal Odense smedes tilbage til, hvad den var en-gang. Bare endnu bedre, selvfølgelig. Bilismen er der stadig, bevares, men nu kører den bare den anden vej, ude ved den projekterede Odins Bro.

Når området omkring thomas B. thriges Gade er sådan en rodebutik – for det er den – hænger det måske kulturhistorisk sammen med, som Jean Baudrillard skriver i america, at vi europæere aldrig har været i stand til i fuldt omfang at domesticere moderniteten.11 Vi kan ikke helt stå ved den, uagtet at folk som rich. Honoré var nærmest besat af den. Vi fik en bred vej og en viadukt, men snittet efter brokvarterets dissektion er stadig synligt. Om-vendt har vores ”fine vine og madkultur” og den lange historie, vi bryster os af (og tager for givet), aldrig for alvor krydset atlanten. resul-tatet er som sagt små lommer af nostalgisk (eller bare rodet) bykultur såsom den på én gang problematiske og helt ubekymrede bryd-ning mellem H.C. andersen-kvarterets ca-mouflerede vaudeville og den aggressive tho-mas B. thriges Gade. Og i usa dukker der lige pludselig et ”historisk sted” op, måske en indi-anerlandsby, ved rampen til endnu en metro-pol på New Jersey turnpike. Jeg har haft ame-rikanere på besøg, der forventede, at byen, den rigtige by, ikke dens udørk og aflæggere, hav-ne og villakvarterer, ville fortsætte et godt

stykke efter krydset ved Vestre stationsvej, for det virkede, som om byen var på vej til at kul-minere og rigtig sætte sig igennem. i stedet taber den lidt sig selv, man kobler ud ned ad bakke og kan med held nå op i fjerde gear, in-den man igen skal standse ved indgangen til skibhusvej. Man kører bag om ringvejen, skråner gennem Åløkken, hvis man skal ud til tarup, eller man hopper på den gamle Otte-rupvej, hvis man skal endnu længere ud, men så er man allerede godt på vej til udkanten.

lITTeraTurBaudrillard, Jean: america, london, New York 1988.Harvey, david: spaces of Hope, los angeles 2000.Juul / Froost arkitekter (red.): det kendte i det fremmede: Byens rum 2, københavn 2009, http://byensrum.dk/projekter/documents/Byensrum2_web.pdf.lefebvre, Henri: Éléments de rythmanalyse. introduction à la connais-sance des rythmes, Paris 1992. engelsk: Rhythmanalysis. space, time and everyday Life, london 2004.Marshall, C.W. og tiffany Potter: the Wire. Urban decay and ameri-can television, New York 2009.Mohl, raymond a.: ”stop the road. Freeway revolts in american Cities”, Journal of Urban History, 30, 5, juli 2004.Olson, sherry H.: Baltimore: the Building of an american City, Baltimore 1997.Pietila, antero: Not in My Neighborhood: How Bigotry shaped a Great american City, lanham 2010.ringgaard, dan: stedssans, aarhus 2010.siedler, Wolf Jobst: die gemordete stadt: abgesang auf Putte und straße, Platz und Baum, Berlin 1964.stjernfelt, Frederik: ”sted, gade, plads – en naiv teori om byen”, i Martin Zerlang (red.): Byens pladser, københavn 1996.usynlige byer: http://www.usynligebyer.dk/undervisnings-forlob/digvis/noter5_lektion.html Virilio, Paul et al.: Pure War, Cambridge, Mass. 1998.

noTer1 david Harvey: spaces of Hope, los angeles 2000; sherry H.

Olson: Baltimore: the Building of an american City, Baltimore 1997; C.W. Marshall og tiffany Potter: the Wire. Urban decay and american television, New York 2009.

2 Henri lefebvre: Éléments de rythmanalyse. introduction à la connaissance des rythmes, Paris 1992.

3 se også Juul / Froost arkitekter (red.): det kendte i det fremmede: Byens rum 2, københavn 2009, http://byensrum.dk/projekter/documents/Byensrum2_web.pdf.

4 se hertil Frederik stjernfelt: ”sted, gade, plads – en naiv teori om byen”, i Martin Zerlang (red.): Byens pladser, københavn 1996.

5 Min formulering trækker på interessant materiale fra http://www.usynligebyer.dk/undervisningsforlob/digvis/noter5_lektion.html samt begrebet ”dromologi” (læren om hastighed), se Paul Virilio et al.: Pure War, Cambridge, Mass. 1998.

6 raymond a. Mohl: ”stop the road. Freeway revolts in ameri-can Cities”, in Journal of Urban History, Vol. 30, no. 5, juli 2004.

7 se antero Pietila: Not i My Neighborhood: How Bigotry shaped a Great american City, lanham 2010

8 dan ringgaard: stedssans, Århus 2010, s. 116.9 Wolf Jobst siedler: die gemordete stadt: abgesang auf Putte und

straße, Platz und Baum, Berlin 1964.10 Henri lefebvre: Rhythmanalysis. space, time and everyday Life,

london 2004.11 Jean Baudrillard: america, london, New York 1988.


viadukt blues - odense bys museer · af 1800-tallet stod byens kag, en høj pæl, midt på...

Documents