Rejse til Istanbul i oktober, 2019i forbindelse med

7th International Workshop on Copenhagen Psychosocial Questionnaire”

Vi skulle have vores syvende internationale møde om det spørgeskema, som blev udviklet på AMI/NFA for mange år siden. Tidligere har vi mødtes i København, Freiburg, Barcelona, Gent, Paris og Santiago. Denne gang er det Istanbuls tur.

Dagen før afrejsen tænkte jeg en del på, at vi skulle mødes i et land i krig, da Tyrkiet jo netop har invaderet det nordlige Syrien for at bekæmpe kurderne, som hidtil har været ”vores” venner i kampen mod ISIL. Men så kom jeg i tanker om, at Danmark jo har været i krig i stort set hele dette århundrede. Det meste af tiden i en ulovlig krig i Irak, som blev vedtaget på et falsk grundlag, nemlig at krigen var i støttet af FN’s sikkerhedsråd. Så vi har ikke noget at lade Erdogan høre. Når han invaderer Syrien efter Trump’s tilbagetrækning, er det i det mindste ud fra hans forståelse af nationens sande interesser.

Istanbuls lufthavn er gigantisk, og det gode er, at man får rørt sig efter at have siddet stille i flyet i ca. 3 timer. Der var næsten en halv times gang fra flyet til bagagen. Jeg blev hentet i lufthavnen af hotellet, så det var let. Min unge chauffør kastede sig med dødsforagt ud i trafik -ken på motorvejen, hvor alle overhaler alle både venstre og højre om.

Efter en nærmest ubegribeligt kompliceret tur gennem byen nåede vi hotel Adamar, hvor jeg blev installeret på 5. sal i et værelse, hvor dobbeltsengen fyldte næsten hele gulvet. Til gen-gæld var jeg jo alene om den.

Aftensmaden fik jeg i et lille ”lokalt” sted i nærheden, hvor jeg havde set et stort antal tyrkere spise. Det var kebab, som vi får på et gennemsnitligt sted i København. Tjeneren syntes, at jeg fortjente et ekstra glas vin og at blive inviteret ind ved siden af, hvor hans fætter havde en tæppeforretning. Her sad vi så og konverserede på den sædvanlige måde. Han udnævnte mig straks til sin ”gode” og ”gamle” ven og var også en hyggelig fyr, der vidste alt om Århus og Gjellerupparken. Det svære ved den slags situationer er jo at sno sig ud af den psykologiske gæld, som opstår gennem vinen og det gode værtskab. Han havde meget svært ved at forstå, at jeg ikke ville købe nogle af verdens bedste tæpper, som oven i købet var skandaløst billige. Han viste mig også en masse smykker til min kone, og jeg tror, at han kan være glad for, at han ikke skulle være vidne til Ullas bedømmelse af dem. Jeg prøvede at sige, at min kones smag var noget anderledes, men han indvendte, at når jeg gav min kone noget, ville hun naturligvis elske det som en kærlighedsgave. Han kender hende ikke.

Tirsdag

Jeg glædede mig til en god nats søvn, men det skulle gå anderledes. Ført var der en masse larm oven fra, hvor der er en restaurant på 6. sal og en tagterrasse på 7. sal. Skramlen af stole og borde på trægulvet og snak/råben fra gæsterne varede til ca kl. 11.30. Så glædede jeg mig til at sove, men så kom afløsningen fra en uventet kant. Nedenfor holdt nogle hunde til, og de skiftedes til at glamme resten af natten. Jeg håbede hele tiden på, at det skulle holde op, men forgæves. Det er svært at sige, hvor meget man får sovet på sådan en nat, men mere end 3-4 timer har det i hvert fald ikke været. Så om morgenen var jeg aldeles ikke udsovet, og det hjalp ikke på humøret, at det meste af morgenmaden bestod af kage.

Jeg satte den venlige receptionist ind i situationen, og han så meget ked ud af det. Det med hundene kunne han ikke rigtigt gøre noget ved, og det kom også frem, at det ikke var et nyt problem. Der var både tale om herreløse hunde og om hunde, som hørte til i området. ”Men sådan er det jo i hele Istanbul”, som han sagde. Han kunne ikke love at finde et andet værelse til mig, da der var fuldt besat, men han ville undersøge sagen.

Jeg gik så en lille tur ned ad gaden til det nye og fine hotel Vogue med de flotte brugerevalu-eringer. De havde plads til mig, og havde også en rimelig pris, så i løbet af en halv time havde jeg tjekket ud og fået mit nye værelse, som lå roligt og væk fra gaden. Receptionisten på Ada-mar var ulykkelig og havde pludselig nogle rigtig fine værelser til mig og en ”opgradering” til dobbeltværelse osv. Men for sent. Tage havde besluttet sig.

Det var dejligt at kunne se frem til nogle dage og nætter i hotel Vogue, og jeg begav mig glad og lettet ud i byen. Mit første stop var Cisternerne, som ligger lige om hjørnet. De blev bygget af den byzantinske kejser Justinian (med god hjælp fra nogle tusinde slaver) omkring år 550. I beskrivelserne af dette helt unikke bygningsværk gør man en masse ud af de imponerende detaljer: Hele konstruktionen er på 140 gange 70 meter, der er 336 søjler, der alle er 9 meter høje med forskellige udsmykninger (korintisk, dorisk, jonisk), der er plads til 100.000 tons vand, som kom til byen via en 19 km lang forbindelse fra Belgrad skovene, osv. osv. Men helt præcist hvorfor man havde dette enorme behov for vand udefra, og hvorfor cisterne gik i glemmebogen, fortæller kilderne mindre om. Det noteres blot, at ottomanerne bedre kunne lide rindende vand end vand, der stod i en cisterne. (Når man tænker på de svinske og uhygi-ejniske forhold i København på den tid, kan man ikke lade være med at tænke på, hvor meget vi kunne have lært af tyrkerne – rindende vand eller ej).

Hvorom alting er: Cisterne blev glemt. De lå jo også dejligt af vejen, nemlig nede under jorden. De blev genopdaget omkring 1550 af en hollandsk forsker, P. Gyllius, som udforskede de byzantinske ruiner i Istanbul. Han fandt vej ind i cisterne med en fakkel i hånden ved at grave et sted, hvor de lokale fortalte, at de plejede at hente vand og fange frisk fisk i ny og næ. Dernæst fik han en robåd søsat og fik sit livs chok og store oplevelse, da det gik op for ham, hvad han havde fundet. Han beskrev det i en rejsebog, som blev kendt over hele verden.

Senere tog man fat på det enorme restaureringsarbejde, som stadig pågår. Mellem 1985 og 1987 fjernede man således omkring 50.000 tons mudder, hvorefter man etablerede de gang-stier, som vi turister bruger i dag.

2

3

I dag er der næsten ingen fisk tilbage i vandet, som knap nok dækker bunden af cisternerne, men man har planer om at hæve vandstanden igen og genudsætte nogle fisk til glæde for turisterne. I mellemtiden hygger folk sig med at kaste mønter i de tilbageblevne vandpytter.

Ud over det samlede bygningsværk, som er unikt i hele verden, er der to specielle seværdig -heder. Det ene er ”Den grædende søjle”, som ganske rigtigt altid er våd. Hvorfor vides ikke. Denne søjle er også udsmykket med nogle tårelignende relieffer, som støtter ideen om gråd. Derudover er der et hul, som folk kan stikke hånden eller nogle fingre ind i og få et ønske opfyldt. Det er interessant, at begge disse myter findes i en lang række udgaver – fx den græ-dende jomfru og det unikke ved at kysse en helgenstatues fod. Man siger, at denne særlige søjle blev opført for at mindes de tusinder af slaver, der døde i forbindelse med bygningen af cisternerne. Atter et svigt fra Arbejdstilsynets side.

En turist får sit ønske opfyldt

Den anden særlige seværdighed er de to Medusahoveder, som findes i bunden af to af søjlerne. Den ene sidelæns og den anden med hovedet nedad. (Hvis man kan sige det om et hoved uden krop). Der er tusind teorier om, hvad meningen har været med disse hoveder, den ene mere fantasifuld end den anden. Se selv efter på nettet. Mærkeligt nok var der et oplyst skilt, der forklarede om hovederne omkring 30 meter inden, man kom til hovederne. Når folk havde læst skiltet, kiggede de sig forvirret omkring og kunne ikke se nogle hoveder. De fleste gjorde derefter det, at de fotograferede væggen bag skiltene med blitz i den tro, at det nok var dér, hovederne befandt sig. Det var det ikke. Det var blot en væg. Det må være verdens mest foto-graferede væg uden noget som helst at fotografere.

4

5

6

Om aftenen var jeg ude og se mig om i den berømte basar og dens omgivelser. Basaren er et kæmpemæssigt område med hundreder af små salgssteder med tøj, tæpper, guld, sølv, slik, mad og ragelse i lange baner. Den slags kan jeg ellers godt lide, men efter lidt tid fik jeg nok og begyndte at spekulere på, hvordan man kommer ud. Det er ikke let – meget sværere end i Lyngby Storcenter, som ellers volder os problemer ind imellem. Overalt står mænd og hænger foran deres små boder, og jeg skulle øve mig i ikke at blive standset. Det mest almindelige trick er, at de gætter, hvor man kommer fra, og hvis man hopper på den, er samtalen jo i gang. Så jeg øver mig i at undgå øjenkontakt og at gå videre, selv om det føles lidt hovskisnovski. I øvrigt gætter de overraskende tit på Danmark eller Norge.

Lidt udenfor den egentlige basar besøgte jeg en vandpibecafe. Den slags har vi jo også mange af i Danmark, men jeg har aldrig været i én. Det var en stor oplevelse. Det var et kæmpemæs -sigt lokale – eller snarere flere sammenhængende – som var delvist overdækket. Møblerne var lidt gammeldags med både stole og sofalignende arrangementer, og der var gamle spejle, billeder, lamper og alle mulige slags dekorationer alle vegne. De fleste i lokalet var mænd, men ud af de ca. 200 gæster var der 10-20 kvinder, hvoraf de fleste var unge og temmelig smarte. Dog kom der pludselig 3-4 sortklædte med tørklæder. Næsten alle røg på vandpibe.

Midt i lokalet er der en stor ovn, hvor der til stadighed opvarmes trækul til glødepunktet. Disse kul bliver så båret rundt i lokalet i små flade spande med et langt håndtag, således at folk hele tiden har ild på piberne. Piberne står på gulvet, og systemet går ud på, at der øverst er nogle glødende kul, som ligger oven på noget stanniol. Herunder er tobakken, som altså ikke kommer i berøring med gløderne. Luften går så fra gløderne, gennem tobakken, videre gennem luften, ned gennem vandet og så gennem slangen ind i munden. Atmosfæren i lokalet var ikke tilrøget men lidt sødlig. Hver gang en gæst forlod sin pibe, blev den straks gjort i orden til den næste gæst. Det kørte virkelig professionelt og gnidningsfrit.

Ud over røg blev der stort set kun indtaget te, kaffe og vand. Det kostede 17 kr. for en te, en kaffe og en vand. Det var nemlig, hvad jeg fik. Der blev hele tiden båret kaffe, te og piber rundt, og der blev ikke skrevet noget som helst ned. Når man så var færdig, fortalte man en af tje -nerne, hvad man havde fået, og så tog han det beløb, han skulle bruge. Det skal forstås helt bogstaveligt. Jeg så gentagne gange, at han direkte tog det ønskede beløb ud af folks hænder. Ingen regning, ingen moms, masser af tillid. Lisom i Vestjylland.

7

Jeg havde en længere snak med en af tjenerne, en ung kurder. Det blev jeg lidt forskrækket over, da der jo som bekendt er krig mellem Tyrkiet og kurderne. Det tog han dog helt roligt. Han fortalte, at over halvdelen af tjenerne på stedet er kurdere. På den ene side syntes han, at nationalisme er noget bras, på den anden side, var han sikker på, at kurderne ville ende med at sejre. Det faldt ham ikke ind, at de ville komme til at dele skæbne med palæstinenserne som historiens tabere. Personligt talte han tyrkisk på jobbet, kurdisk i privatlivet, russisk med sin kæreste, arabisk med folk fra de muslimske lande og engelsk med turisterne. ”No problem”, som han sagde.

Aftensmaden indtog jeg i The Pudding Shop. Det er en lille restaurant, som først og fremmest er berømt for den rolle, stedet spillede i 1960’erne og 1970’erne, hvor den var et vigtigt knudepunkt i ”The hippie trail”, som gik til Indien og Nepal. Restauranten var grundlagt af brødrene Idris og Namik Colpan i 1957, og hvorfor den blev et centralt tilholdssted for guitarspillende og hashrygende unge på vej mod Østen, vides vist ikke. Allermest berømt er opslagstavlen, hvor folk sendte beskeder til hinanden og bookede sig ind på ledige pladser i de mange folkevognsrugbrød. Ud over de mere saglige beskeder var der også små breve med kærlighedserklæringer og undskyldninger. Berømt er brevet fra Megan til Malcolm, hvor hun indtrængende undskylder for ”alt rodet i Grækenland”. Jeg tror ikke, at hun hentyder til alt det rod, grækerne selv er skyld i ved at smide affald alle steder i deres smukke land.

Opslagstavlen i The Pudding Shop blev studeret grundigt

I 1978 spillede The Pudding Shop en central rolle i filmen og bogen Midnight Express, hvilket yderligere øgede stedets berømmelse. I dag er stedet et helt normalt spisested med middel-mådig mad og rutinemæssig venlighed fra melankolske tjenere. Og buddingen? Den mest

8

berømte var tavuk gögsu, som er en sjælden budding lavet på findelt kyllingebryst, rismel, mælk og sukker med kanel på toppen. Den smagte jeg ikke.

Ulla og jeg har en gang oplevet et lignende sted, nemlig Peter’s Cafe eller Cafe Sport i Horta, Faial, Azorerne. Her var der også en kæmpe opslagstavle med beskeder på kryds og tværs mellem folk, der var på vej i sejlbåd over Atlanten. For eksempel var det her, man kunne få en gast eller måske en ny rejsekammerat, hvis de venner, man sejlede med, havde fået nok.

I begge tilfælde har internettet overflødiggjort den slags hyggelige steder. Der er sikkert nogle sider på nettet, som sejlerne kan bruge, og folkevognsturene gennem Tyrkiet, Afghanistan, Pakistan og Indien er af gode grunde indstillet. Mærkeligt at tænke på, at den slags ture med en flok halvskæve, ubevæbnede og uerfarne unge overhovedet har været mulige.

Uden for hotellet sidder den unge Roma-moder på fortovet med to små børn. Faderen støder til lidt senere. Det virker som om, de skal sove der om natten. Jeg har stødt på deres store dreng på ca. 10 år et par gange. Han går rundt og tigger ved bordene på cafeerne og restau-ranterne. Han har tillagt sig en krumbøjet facon og et fordrejet og lidende ansigtsudtryk, som han anlægger, når han tigger. Når han er færdig med at tigge, går han normalt. Jeg så faderen skælde ham ud og true ad ham. Drengen bøjede sig som en hund. Sikke en barndom.

Onsdag.

Denne nat var til gengæld alle tiders. Det vil kort sagt sige, at jeg sov. Herligt.

Morgenmaden var opulent. Nærmest som en frokost, der blev serveret på et kæmpe fad med flere slags kød, mange slags marmelade, yoghurt, salat, gedeost, nødder, abrikoser, tørt brød, chokoladebudding, kager med mere. Til gengæld ingen blødkogte æg og ingen juice. Jeg bad om et blødkogt æg og fik to hårdkogte med pyntegrønt. Jeg flyttede de fleste ting over på nabobordet, hvilket gjorde tjeneren nervøs: ”You do not eat very much!!”.

Der var mindst tre personer om at servere for mig og mindst mad til fem. Hvor ville det være skønt med en buffet, hvor man selv kunne vælge, og hvor man kunne spise i eget tempo. Højt arbejdskraftforbrug, lav kvalitet og enormt madspild.

Dagens første besøg gjaldt den blå moske, som ligger lige ved siden af. Den er i høj grad verdensberømt, men var en skuffelse for mig. Især var det et minus, at den er under ”rekon-struktion”, som de skriver rundt omkring. Der er afspærringer og stilladser mange steder, hvilket betyder, at man ikke kan danne sig et indtryk af moskeens indre. Det er ærgerligt, da det i høj grad netop er de mange blå fliser og smukke vinduer, der har gjort stedet berømt. Jeg var nu heller ikke særlig imponeret af det, man faktisk kan se. Jeg synes, at ornamentikken og farverne er kedelige og livløse. Dertil kommer, at stedet virker nedslidt . Som om man ikke har holdt det ved lige gennem årene. Noget, der til gengæld fungerer, er højttalerne i minareterne, som bliver brugt flittigt, når imamerne kalder til bøn fem gange i døgnet. Lydstyrken er enorm. Ingen skal være i tvivl om, at der skal bedes.

9

Man ser mange kvinder med tørklæde på gaderne og en hel del med burka (eller rettere niqab, men i Danmark bruger man vistnok burka om både burka og niqab). Det er forstem-mende at se disse kvinder komme gående sammen med manden i T-shirt og barnet i klap-vogn. Moderne tider og middelalder hånd i hånd. Det må virkelig være underligt for et barn at se på sin mor og kun se en sprække med solbriller. Ingen smil, ingen mimik. Det er jo lige den slags, børn skal kunne spejle sig i. Burka blev ellers forbudt af Atatürk, som var landets leder fra 1923 til 1938, og stod for en enorm transformation af Tyrkiet til en moderne sekulær stat. I dag er udviklingen ikke blot sat i stå, men rullet tilbage af Erdogan og hans parti. Det er mær-keligt, at de reaktionære kræfter får støtte af den elitære venstrefløj i Danmark og andre europæiske lande, som mener, at det er kvindens ret selv at bestemme, om hun vil bære burka/niqab eller ej. De skulle lytte til den franske samfundsdebattør og tidligere minister Jeanette Bougrab, som overbevisende kritiserer den vestlige venstrefløj for at svigte de kvin-der, som kæmper for ligestilling og frigørelse i den muslimske verden. Det mærkelige er, at argumentet om den frie ret til selv at bestemme, normalt er et argument, som fremføres af de liberale i Danmark, mens venstrefløjen plejer at tale om strukturelle og samfundsmæssige forhold. At tale om burkaklædte kvinders frie valg er langt hen ad vejen noget vrøvl. Som Bourgrab siger: ”Vi oplever her i Frankrig demonstrationer for retten til at være tilsløret, samtidigt med at kvinder i den muslimske verden bliver chikaneret, fængslet og udsat for tortur, fordi de ikke vil bøje sig for tvangen. Det er den omvendte verden”.

10

Kvinde i Istanbul med niqab (fra Wikipedia).

Ved siden af den Blå Moske ligger Agia Sophia, som blev opført omkring år 535, og som gen -nem tiderne har været både ortodoks kirke, katolsk kirke og moske. Mens der er gratis ad-gang til den Blå Moske (hvis man vel at mærke har dækket sig behørigt til), er der betaling for at besøge Agia Sophia, og køen er lang. Også dette besøg var en skuffelse. Mange afspærringer og stilladser, nedslidte vægge og gulve og ganske få egentlige seværdigheder.

En af de få ting, man lægger mærke til som dansker, er inskriptionen i gelænderet på 1. sal, hvor en dansker(?) fra vikingetiden har skrevet sit navn. Ifølge skiltet ved siden af, hed han Halvdan. Ved siden af vikinge-graffitien står der, at den stammer fra det 9. århundrede. En russisk forsker ved navn Elena Melnikova har studeret vikinge-graffitierne i Agia Sophia, og hun nævner, i en artikel fra 2017 at der begyndte at optræde skandinaviske vikinger i den byzantinske kejsers hær fra omkring år 980. Nogle af dem blev sandsynligvis brugt som livvagter, når kejseren var til gudstjeneste i kirken. Måske har en af disse livvagter kedet sig under gudstjenesten og brugt tiden på at udødeliggøre sit navn?

11

Agia Sophia – en arkitektonisk rodebunke

Både i den Blå Moske og i Agia Sophia kan man undre sig over, at der tilsyneladende er gang i omfattende vedligeholdelsesarbejder, som i høj grad går ud over glæden ved at besøge stedet, samtidigt med, at der ikke er én eneste person, der er i arbejde. Der er mange advarende bille-der af mænd med hjælme, men ingen levende mænd med hjælm. Hvor er de henne på en almindelig arbejdsdag? Senere på ugen spurgte jeg mine tyrkiske kolleger, og de trak på skuldrene og antydede, at de mange penge, der indsamles begge steder, nok havner i forkerte lommer, som der er mange af. Så længe der er gang i omfattede vedligeholdelser, kan man samle penge ind, som én af dem sagde. Og så længe Erdogan er ved magten, er kritik af mus-limske institutioner ikke velset.

Om aftenen startede konferencen med Get Together, der varede fra kl. 18 til 20. Hele work -shop’en handler om det spørgeskema, som på dansk hedder ”Tre-dækkeren”, og som internationalt hedder Copenhagen Psychosocial Questionnaire (COPSOQ). Jeg udviklede i 1990’erne dette skema sammen med mine kolleger på NFA (den gang AMI). Det har gennem årene udviklet sig til at være et af de mest benyttede spørgeskemaer i verden vedrørende ”psykisk arbejdsmiljø”. Det er oversat til 30-40 sprog, og der kommer hver eneste uge flere nye rapporter og artikler, der benytter skemaet. I nogle lande (fx Chile) er skemaet obliga -torisk i forbindelse med arbejdspladsvurderinger. Ved konferencen her i Tyrkiet er der folk fra 15 lande, herunder Canada, USA, Chile, Somalia, Indonesien, Ungarn og Estland. Jeg er forsamlingens bedstefar, hvilket er hyggeligt og undertiden lidt af en udfordring.

12

Torsdag

Denne dag er workshop-dag fra morgen til aften. Når jeg sidder og lytter til de mange oplæg tænker jeg undertiden: ”Hvad er det dog, jeg har sat gang i”. Det vrimler med floskler, mis-forståelser og politisk korrekte udtalelser, som fremføres med stort engagement. Men jeg har også den modsatte følelse, nemlig en stor stolthed over, at have udviklet et instrument, der har gjort en forskel og sat et vigtigt emne på dagsordenen. Mange beretter, at uden COPSOQ ville de ikke have kunnet få denne problemstilling accepteret og anerkendt i deres hjemlande.

Undertiden kommer nogle af de yngre kolleger hen til mig og stiller spørgsmål. En del af COPSOQ’s legitimitet skyldes, at det er udviklet af en gråhåret professor med en lang publi-kationsliste fra fjernt land med høj prestige. Den slags er jo set før. De skemaer, som sætter den internationale dagsorden, er i reglen amerikanske. Vore amerikanske kolleger er enormt dygtige til at sætte sig på et område – blandt andet ved at udvikle de instrumenter, som ”alle” anvender. Fx det berømte Maslach Burnout Inventory, som har gjort Maslach til millionær. Set i det lys er jeg stolt over at have udviklet to skemaer, som dagligt bruges af flere og flere – både i forskning og i praksis: COPSOQ og Copenhagen Burnout Inventory (CBI). (For begge skemaer gælder det, at de stort set ikke anvendes i Danmark. De blev kraftigt modarbejdet af min tidligere direktør, Palle Ørbæk). Skemaerne er til fri afbenyttelse, så jeg har forpasset mit livs chance for at blive mangemillionær.

Om aftenen har vi vores sædvanlige festmiddag. Her takker folk hinanden, der uddeles T-shirts til afgående medlemmer, og der skåles flittigt. Værten for næste workshop introduceres og hyldes tilbørligt. Det hører også med til ritualerne, at jeg holder en slags afslutningstale, hvorunder jeg ”stripper”, dvs. tager min skjorte af, så folk kan se min legendariske COPSOQ T-shirt, som jeg har på indenunder. Det er super primitivt, men uomgængeligt. Jeg prøvede et år at springe det over, men det blev taget meget ilde op af forsamlingen.

Fredag

Endnu en grandios morgenmad. De har dog droppet kæmpetallerkenen med salat, agurker, gulerødder, rødbeder og pyntegrønt. Det blødkogte æg var skoldende varmt og kaffen lunken.

Dernæst en lang konferencedag med oplæg af meget forskellig kvalitet. Hvis man kunne vælge efter kvalitet, kunne det hele have været klaret på et par timer, men sådan er tingene jo ikke skruet sammen. Til gengæld er folk i denne gruppe utroligt søde, hjælpsomme, engagerede og interesserede. Enkelte af dem taler længe og engageret på et engelsk, som ligger uden for min fatteevne. Der kommer hele tiden nogle ord, som jeg aldrig har hørt før, og så mister jeg trå-den, hvis jeg har haft den.

Midt på dagen var der et par tyrkiske kolleger, som foreslog, at vi gik en tur i området, mens vi kunne snakke om nogle af deres udfordringer. Det var fredag, og nogle steder var der så man-ge mænd, der bad fredagsbøn, at fortovene var blokeret af bedende mænd på små tæpper. Jeg tænkte, at dette måtte være et oplagt bevis på deres stærke tro, men mine kolleger fik mig på lidt andre tanker. ”De går hen og beder for at vise andre, hvor gode de er. Og så får de jo også en lille pause fra deres job”. De fortalte om en nylig undersøgelse, der viste, at imamer har en

13

meget lille troværdighed i Tyrkiet. Lige som brugtvognsforhandlere, journalister og politikere i Danmark. Men undersøgelsen blev hurtigt dysset ned. Den slags resultater passer ikke Erdo-gan, som jo fornyligt blev nedstemt ved et lokalvalg i Istanbul. Oven i købet to gange, da han forlangte omvalg efter at have tabt i første omgang.

Vi sluttede dagen med at vælge nyt medlem til vores ”steering committee” og med igen at hylde John, fordi han afholder den næste workshop i Toronto, maj 2021. Matthias flyver af princip ikke, så han er ved at finde et containerskib, som kan sejle ham derover. Han og et par af hans kolleger kørte fra Freiburg til Istanbul med tog. Det tog 2-3 dage med et par overnat-ninger undervejs. Han siger, at det er bedst at rejse på den måde. De havde ingen computer med, ”for så forfalder man blot til at arbejde undervejs. Det er bedre at betragte landskabet og byerne udenfor. Så fornemmer man, hvor man er, og hvor man er på vej hen”. Han er en sjælden person.

Da jeg kom tilbage til mit værelse sidst på dagen, havde der været room-service, selv om jeg havde indstillet den automatiske kontrol til det modsatte. Dette betød, at der nu var ca. 36 grader i værelset. Der er et fancy system, men ingen forklaring på, hvordan det virker. Trods gentagne forsøg blev der blot varmere og varmere. Jeg mødte en ansat lige uden for døren, og hun kunne godt mærke, at mit værelse var lavet om til en sauna. Hun ville straks tilkalde hjælp, som imidlertid udeblev. Jeg gik så ned til receptionen og forklarede, at der var 40 gra -der på mit værelse. Den høflige mand spurgte, om jeg ville have det varmere eller koldere? Jeg fortalte, at hvis jeg kunne vælge, ville jeg helst have det koldere. Fx omkring 20 grader. Han ville straks sørge for hjælp, men heller ikke denne gang dukkede der nogen op. Jeg gik så ned til receptionen igen, og en ny og meget myndig herre rådede mig til at åbne vinduet. Jeg fortal-te, at det var en dårlig idé, idet jeg lige straks skulle forlade værelset, som der er direkte ad -gang til udefra. Han ville straks sørge for hjælp og fik atter mit værelsesnummer bekræftet. Da jeg kom tilbage til værelset ved 24-tiden om aftenen, opdagede jeg, at intet af alt dette havde hjulpet. På dette fine og nye hotel har man et avanceret klimaanlæg og en alternativ opfattelse af service. Min tolkning er, at de alle sammen har tænkt, at klima på værelset ikke var deres bord, og på den måde har de fået ret.

Om aftenen var cirka 20 af os på en længere tur, som tog os til den asiatiske side af byen. Først gik vi ned til havnen, så sejlede vi over med en stor passagerbåd, og så gik vi gade op og gade ned, indtil vi kom til en kæmpemæssig restaurant med udsigt over vandet. På vejen derhen gik vi gennem langstrakte områder, der nærmest udgjorde sammenhængende restauranter og cafeer. Overalt sad folk og spiste, drak og grinede i den lune sommeraften. Det var fascineren -de at være vidne til. En af faldgruberne undervejs var at komme til at træde på en sovende hund. De ligger alle vegne. Totalt afslappede midt på fortovet. De begynder åbenbart først at gø, når vi andre går i seng. (I øvrigt var Matthias også blevet vækket af hunde om natten. Men han sagde til sig selv: ”Hunde gør – jeg sover”. Og så faldt han i søvn igen!).

14

Lørdag.

Mirakel: Morgenmaden var lavet om til buffet! I går kom ”den søde dame”, som jeg oprindeligt talte med, da jeg flyttede hotel, hen til mig og spurgte, om alt var vel. Jeg sagde, at alt var vel, men antydede, at det ville være alle tiders med buffet i stedet for det eksorbitante madspild, der finder sted. Jeg forsikrede hende om, at de allerfleste fine hoteller rundt omkring bruger buffet, og at gæsterne foretrækker denne form. Og vupti! Dagen efter har de indført buffet. Jeg nænnede ikke at undersøge, om der var nogen sammenhæng mellem vores snak og den hur-tige forandring.

Det er lørdag, og byen er som forhekset. Der er ekstremt mange mennesker alle steder, og køerne er meget længere end de andre dage. Foran Cisternerne var der nærmest kaos, så jeg var glad for, at jeg allerede havde været der.

I stedet begav jeg mig på museumstur, da jeg regnede med, at det ville være mindre tillokken-de for flertallet af turisterne. Det viste sig at holde nogenlunde stik. Det arkæologiske museum er først og fremmest berømt på grund af Alexander den Stores sarkofag. Den blev fundet i den libanesiske by Sidon i den sidste del af det 19. århundrede. Der var tale om et kæmpemæssigt og sensationelt fund, hvor der var mange sarkofager, men ”Alexanders” var langt den mest imponerende. Det er snyd, at det hedder Alexanders sarkofag, da han aldrig har været begra -vet i den. Han optræder udenpå i drabelige jagt- og krigsscener. Fx den nedenfor, hvor han ude til venstre har en hue på lavet af et løvehoved. Alexander døde som 32-årig i år 323 i Babylon, og havde allerede da markeret sig som en af historiens mest succesfulde strateger og hærførere. Hvad han døde af, er vist ikke helt afklaret. Teorierne har gået på malaria, en nervesygdom, alkoholforgiftning, giftmord m.v. Hvorom alting er, så blev han balsameret og kørt rundt indtil han blev begravet i Alexandria. En græsk arkæolog har for nyligt hævdet, at hun har fundet gravstedet. Men så vidt jeg kan se, forhindrer diplomatiske forviklinger mel-lem Ægypten og Grækenland hende i at få sine fund anerkendt. Eller også er det – også – en skrøne? Uanset hvad er sarkofagen imponerende, og det er med rette, at tyrkerne er stolte over, at den findes i Istanbul.

15

Relieffet har været malet, og man kan se resterne af farverne mange steder.

Hele langsiden med krigsscenen.

Om aftenen så jeg lidt fjernsyn, og der var en syndflod af kanaler at vælge imellem. De aller-fleste var arabiske, og det er lidt af en oplevelse at se dem, selv om man ikke forstår et ord. Der er enormt meget falden-på-halen og overdrevne grimasser og gestik. Der var ingen vest-lige kanaler, - heller ikke CNN, ABC eller BBC . Påfaldende. Måske Erdogan har en finger med i spillet? Til gengæld havde de Aljazeera, og det var – atter – en kæmpefornøjelse at se pro-grammerne på denne kanal. De er dybdegående, seriøse, alsidige og kritiske. De har både nyhedsudsendelser, baggrundsstof og små novellefilm fra Asien og Afrika, som virkelig er godt lavet. Hatten af for Aljazeera. Især når man til daglig må nøjes med DR og TV2 med deres sødladne, overfladiske og poppede udsendelser. Og nu har de også afskaffet kunstquizzen og filmmagasinet. Til gengæld har man hyret en total ignorant ved navn Øgendahl til at køre nogle programmer om litteratur. Hvis noget tilsvarene skete på sportens område, ville hele landet være i oprør. Ak ja, sukkede den gamle bedstefar. Men alligevel: Aljazeera viser, at det kan gøres.

Søndag

Afrejsedag. Turen til lufthavnen foregik med stor dødsforagt, men alt gik godt.

I Istanbul Airport er de omhyggelige. Der er tjek og gennemlysning af bagage hele to gange, og personalet er lige sure begge steder. Man havde mulighed for at evaluere processen, men hvis man svarede negativt, gik programmet i stå.

16

Længere fremme fik jeg en kop kaffe, og sad lige ud for fire affaldsspande med hver sin farve, således at man kunne sortere plastik, papir, metal, glas osv. hver for sig. ”De er godt nok med på noderne hernede”, tænkte jeg. Men så kom manden, der tømmer spandene, forbi. Han havde en vogn med de samme fire farver, så systemet var der ikke noget i vejen med. Proble-met var blot, at han smed det hele ned samme sted, nemlig dér hvor der var bedst plads. På den måde ville han blive hurtigt færdig, men ideen med det hele gik unægtelig fløjten.

Først var jeg lidt forarget over, at han på denne måde saboterede hele ideen med affalds-sortering, men efter nærmere eftertanke, kan det godt være, at han handler helt rationelt. Han har måske set, at de rejsende i lufthavnen ser stort på affaldssortering og smider tingene efter behag? Eller han ved, at det hele alligevel bliver smidt på den samme losseplads i Istanbuls udkant? Eller på en skråning i Bangladesh? (Det blev for nyligt dokumenteret, at dansk plastik bliver smidt i naturen i fjernøstlige lande). Manden med spandene mindede mig om den enorme afstand, der er mellem de fine strukturer og målsætninger i den ene ende og den praktiske gennemførelse i den anden. Hermed blev han også en kommentar til den konfe-rence, som jeg var på vej hjem fra. Få områder er så fulde af flotte målsætninger, fremsynede visioner og ufejlbarlige strukturer som det psykiske arbejdsmiljøområde. Og få steder er der så langt fra målsætningerne til den daglige praksis. Om vi, der netop havde mødt hinanden i Istanbul, er med til at afsløre eller tilsløre dette forhold, er jeg ikke så sikker på.

Tage

(COPSOQ-bedstefar).

Alle tiders system – i teorien

17

Bonusbilleder fra Istanbul:

Ved det arkæologiske museum var der blevet nogle murbrokker til overs

Politiet er forberedt på lidt af hvert

18

Det kniber med oprydningen rundt omkring

Plakat med information om tyrkisk COPSOQ-kursus!

19