amning eller flaske mellem traditioner og moderne … · amning eller flaske mellem traditioner og...

AMNING ELLER FLASKE MELLEM TRADITIONER OG

MODERNE LIV

– en antropologisk undersøgelse blandt tyrkiske migranter i Danmark

Ingrid Nilsson

VIDENcENTER FOR AMNING 2007

Ingrid Nilsson, sygeplejerske, MSA, IBCLCDenne afhandling er udarbejdet i forbindelse med afslutningen af uddannelsen “Master i Sundhedsantropologi” ved Århus Universitet, Afdeling for antropologi og etnografi, forår/sommer 2007.

Indhold

Summary • 3

Resume • 5

1. Indledning • 7

Opgavens opbygning • 7

2. Introduktion til feltet • 9

Fra Tyrkiet til Danmark • 9

Indgang til felten • 9

Feltområderne • 10

Amning eller flaske • 11

Teoretisk perspektiv • 12

Amning i et hverdagslivsperspektiv • 12

Alfred Schutz, hverdagsliv og handlinger • 13

3. Metode og materiale • 15

Design • 15

Metode • 15

Informanterne • 17

Tolkning • 18

Positionering • 18

Etiske overvejelser og dilemmaer • 19

Analysearbejdet • 20

Materialet og dets begrænsninger • 20

4. Amning som relation • 21

Tyrkiet • 21

Nære relationer • 21

Andre relationer • 23

Brøndby • 25

Giftermål, familieliv og religion • 25

Arbejde og kvindeliv • 26

At være tyrkisk kvinde i Danmark • 27

Sammenfatning • 28

5. Moderskab og kvindeidealer • 29

Moderskab • 29

Traditioner for og holdninger til amning og flaske • 30

Den moderne kvinde • 32


6. Mor mellem Tyrkiet og Brøndby • 35

Liminale liv • 35

Moderne liv og anerkendelse • 36


7. Amning og moderne liv • 39

8. Afslutning • 43

9. Referencer • 45

3

Summary

Turkish migrants in Denmark don’t breastfeed as long as Danish women, although they have a strong tradition for breastfeeding in Turkey and think it’s very important for the infant. The purpose of this thesis is therefore to get a more profound understanding of the mechanisms behind the behavior of the migrants, when they breast- or bottlefeed their infants. This study has an anthropologic and phenomenologic approach. The data were collected through interviews, observation and participant observation during a fieldwork, which took place in the spring of 2007 in 2 small villages in Centralanatolia, Turkey and in Brøndby, a suburb of Copenhagen, Denmark. The analysis is primarily done on the basis of theory on action and everyday life-world of the Austrian sociologist Alfred Schutz and theory on liminality of the British anthropologist Victor Turner.

The study shows that it is not adequate to look at the problem in a medical perspective, because it seems like the Turkish women have both knowledge, experiences and traditions, that should make it possible for them to breastfeed for a long time. At stake are also cultural and social differences in their migrant lives in Denmark. The women come from a traditional patrilinear community, in which their main mission is to establish and run a home and to bring up the children. However their native villages in Turkey have been influenced for the last 40 years by a tremendous migration to Western Europe and especially Denmark. This means that the women have been growing up in a traditional community, where the modern world has been highly visible for them. In Denmark lots of the Turkish women live a modern extrovert life. They enjoy the possibilities that the western world offers, but they have to fight to be recognised. This fight for recognition as a modern woman in Denmark becomes their primary project in life. However it’s difficult for the Turkish women to combine a modern extrovert life with breastfeeding, which in Turkey takes place at home, not in public and especially not when men are present. Therefore several women stop breastfeeding in favour of their life project. An action that contributes to keep them in their marginal role in the country they have come to, where breastfeeding is the norm.

This study shows that human action depends not only on knowledge and rationality but to a great extent is determined by our lives in an intersubjective world.

5

Resume

Flere tyrkiske migranter i Danmark holder op med at amme tidligere end danske kvinder på trods af, at de bringer en stærk tradition for at amme med sig fra Tyrkiet og desuden anser amning for at være vigtig for barnet. Hensigten med denne undersøgelse er derfor at få en dybere forståelse for de mekanismer, der ligger bag migranternes handlinger, når de ammer eller giver deres barn flaske. Undersøgelsen har en antropologisk, fænomenologisk tilgang og data er indsamlet via interview, observation og deltagerobservation under felt-arbejde i henholdsvis landsbyer i Centralanatolien, Tyrkiet og Brøndby, Danmark i foråret 2007. I analysen er der primært taget udgangspunkt i sociologen Alfred Schutz’ handlings- og hverdagslivsteori og i teori om liminalitet af den britiske antropolog Victor Turner. Undersøgelsen viser, at det ikke er tilstrækkeligt at se problemstillingen i et medicinsk perspektiv idet det ser ud som om kvinderne fra Tyrkiet har både viden, erfaring og traditioner, som burde give dem muligheder for et langt ammeforløb. Undersøgelsen peger imidlertid på, at det snarere er kulturelle og sociale forskelligheder, der er på spil for kvinderne i deres migrantliv i Danmark. Kvinderne kommer fra et traditionelt patrilineært samfund, hvor deres vigtigste mission er at skabe et hjem og opfostre børnene. Deres hjemlandsbyer har imidlertid gennem de sidste 40 år været præget af en voldsom migration til Vesteuropa og især Danmark, som har bevirket at den moderne vestlige verden har været særdeles synlig for dem gennem deres opvækst. I Danmark lever mange af kvinderne et moderne udadvendt liv, hvor de arbejder, hvilket betyder at hus og hjem ikke længere er deres eneste mission i livet. De har glæde af de goder, som et vestligt land tilbyder, men må også kæmpe for at blive accepteret, og kampen for at blive accepteret som moderne kvinde i Danmark bliver deres livsprojekt. For flere af kvinderne er det svært at kombinere et moderne udadvendt liv med det at amme. Amning er i Tyrkiet noget der foregår i hjemmet, ikke offentligt og slet ikke hvor der er mænd. De erfaringer, de har at trække på i den sammenhæng, er derfor utilstrækkelige, og flere kvinder må vælge at stoppe amningen til fordel for deres livsprojekt. En handling som imidlertid er med til at fastholde dem i en marginal rolle i det land, de er kommet til, hvor amning er normen.

Denne opgave viser således, at menneskelig handling ikke kun beror på viden og rationa-litet, men i høj grad er betinget af vores liv i en intersubjektiv verden.

7

1. Indledning

I februar og marts 2007 udførte jeg feltarbejde i landsbyerne Yeniceoba og Kusca i Central-anatolien, Tyrkiet og desuden blandt tyrkiske migranter bosat i Brøndby Kommune, Danmark. Her søgte jeg via deltagerobservation og interview at få en forståelse af livet, som det opleves for tyrkiske kvinder med spædbørn i henholdsvis Tyrkiet og Danmark med særligt henblik på at forstå kvindernes valg af respektivt amning og flaskemælk.

Langt de fleste indvandrere i Brøndby kommer fra Yeniceoba og Kusca. I Tyrkiet boede jeg privat hos familier i nærliggende byer og oplevede her, hvordan livet leves i børnefamilier. Desuden snakkede jeg med spædbørnsfamilier i både Yeniceoba og Kusca, borgmester og kommunalt ansatte, sundhedsarbejdere på den lokale klinik og det nærmeste hospital, apotekere og supermarkedsindehavere. I Brøndby deltog jeg i sundhedsplejerskers hjem-mebesøg hos tyrkiske indvandrere og lavede gruppe- og enkeltinterview med tyrkiske kvinder i deres eget hjem.

Min egen interesse for dette område er vokset gennem de 20 år, jeg har arbejdet som sy-geplejerske på svangre- og barselområdet, hvor omsorg og pleje af migranter er en særlig udfordring på grund af den sproglige og kulturelle dimension.

Opgavens opbygningJeg starter i kapitel 2 med at introducere læseren til feltet. Jeg præsenterer kort en tyrkisk kvindes migrationsfortælling og feltområderne. Jeg beskriver, hvorfor det overhovedet er interessant at beskæftige sig med amning og flaske og præsenterer mit teoretiske perspektiv.

Kapitel 3 omhandler rammer og vilkår for mit feltarbejde, design, min metode og materialet.

I kapitel 4 præsenteres i et hverdagsperspektiv nogle af de væsentlige relationer kvinderne i Tyrkiet og Brøndby indgår i som baggrund for at forstå, hvad kvinderne rejser fra i Tyr-kiet, og hvad de orienterer sig mod, når de kommer til Danmark. Relationer som alle kan have betydning for amningen.

Kapitel 5 beskriver, hvilke traditioner og værdier kvinderne handler på baggrund af i deres rolle som mor. Traditioner og værdier som er væsentlige for at forstå kvindernes handlinger, hvis de vælger at holde op med at amme.

På baggrund af relationerne beskrevet i kapitel 4, traditioner og værdier i kapitel 5 og med inddragelse af Turners liminalitetbegreb diskuteres i kapitel 6 den situation kvinderne i Brøndby står i når de skal ernære deres spædbarn. Dette er i kapitel 7 basis for, med Schutz’ handlingsteori, at få en forståelse af, hvorfor kvinderne handler, som de gør, når de skal ernære deres børn og det konkluderes i kapitel 8, at kvindernes handlinger, når de overgår til at flaskeernære deres børn, ikke beror på viden og rationalitet, men er betinget af deres hverdagsliv i en intersubjektiv verden.

9

2. Introduktion til feltet

Fra Tyrkiet til DanmarkIndvandringen fra Tyrkiet til Vesteuropa startede sidst i 1950’erne, og indtil midt i 70’erne var der næsten udelukkende tale om arbejdsmigration. Siden da har migrationen primært omfattet familiesammenføringer, politiske flygtninge og illegal indvandring (Seeberg 2000).

For Ayses familie startede det, da en repræsentant for en dansk virksomhed i 1967 kom til landsbyen for at søge arbejdskraft, og hendes far skrev under på en kontrakt gældende i 2 år. Han ville tjene penge, så han kunne købe sig en traktor. Hans plan var at vende tilbage, når de 2 år var gået. Ayse var 4 år på det tidspunkt. I flere år boede hendes far i Danmark alene. Hans planer om tilbageflytning blev hele tiden udskudt. Da Ayse var 8 år flyttede hun med sin mor og søskende til Brøndby. 40 år er gået, og Ayse er blevet gift med en mand fra sin landsby, og de har fået 4 børn. Hun har uddannelse og et godt job i Danmark og et lille hus i landsbyen i Tyrkiet, som familien bruger i sommerferien. Ayse har derfor tæt kontakt til landsbyen og den del af sin egen og sin mands familie, som stadig bor der. Med den store udbredelse af internettet er det nu også muligt for Ayse at ‘gå på virtuelt besøg’ hos kusinen i Tyrkiet f.eks. en almindelig torsdag aften. Ayse er præget af traditio-ner fra sin fødeegn, men har også taget mange danske normer til sig. Hun føler sig hverken som tyrker eller dansker.

Ayses historie er ikke enkeltstående. Båndene mellem Yeniceoba, Kusca og de vestlige for-stæder til København er endog meget tætte. Denne opgaves formål er, med baggrund i en antropologisk undersøgelse af, hvordan livet opleves for kvinder i tyrkiske spædbørnsfa-milier i Tyrkiet og Danmark, at få en forståelse af disse oplevelsers betydning for, hvordan tyrkiske migranter i Danmark håndterer deres spædbørns ernæring.

Indgang til feltenDette afsnit handler om, hvorfor jeg fattede interesse for temaet i denne opgave, og hvor-dan den virkelighed, jeg mødte i Tyrkiet og Brøndby, langsomt fik drejet mit fokus fra de meget konkrete oplevelser, kvinderne havde omkring amning, til en forståelse af kvinder-nes liv som migrant i Danmark og deres forbundethed med landsbyerne, som de kom fra.

Min interesse for amning har udviklet sig gennem mit arbejde de sidste 20 år, hvor jeg har beskæftiget mig med talrige perspektiver på amning. Mit arbejde har bragt mange interna-tionale kontakter og rejser med sig, hvor jeg har fået en større forståelse for de sociale og kulturelle forhold, som har indflydelse på, hvordan amning praktiseres rundt om i verden. Aktuelt blev min nysgerrighed vakt, da jeg i en rapport læste, at der er stor forskel på am-meforløbene i danske og etniske minoritetsfamilier.

Min nysgerrighed blev yderligere vakt, da jeg begyndte interviewene i Tyrkiet. Beskrivel- serne af kvindernes oplevelser med at amme deres børn var meget enslydende: Ja, kvin-derne synes det var vigtigt. Ja, råmælken var meget sund og nej, man ønskede ikke, at

10

barnet skulle have mælk fra en anden kvinde. Det, der imidlertid kunne få familierne ‘op af stolen’, var, når de beskrev deres forhold til familien i Danmark. Hvordan de så på det liv, familien levede i Danmark og under deres besøg i landsbyen, og hvordan de så deres eget liv i forhold til deres.

Det var også dette forhold, der gjorde mest indtryk på mig efter ganske kort tid i Yeniceoba og Kusca. Overalt slog dikotomien traditionel tyrkisk kontra vestlig igennem. Dette viste sig specielt tydeligt, når man gik rundt i byen og kiggede på husene. De traditionelle huse var en-etages, lerklinede i de farver, som naturen giver dvs. jordfarvet, beliggende tæt sammen omkring en gård. De huse, som var bygget af tyrkere i Danmark, var store, meget farverige, med flere etager, balkoner, paraboler og solfangere på taget.

Men det viste sig også ved små ting. I de familier, jeg besøgte, som levede meget traditionelt tyrkisk, var serveringen altid te. Man fik te overalt. Hvis man stod og snakkede med ekspedienter i supermarkedet, blev man altid tilbudt te, og tehusene i byerne havde travlt med at sende bude på gaderne med te. Men hos nogle af de kvinder, som tydeligt var mere europæiske, blev vi tilbudt kaffe. Ikke fordi de selv brød sig om det, de drak det ikke. Men det var tydeligt, at det signal, det sendte at servere kaffe, var en markering af en tilknytning til Vesten.

Samme mønster gjorde sig gældende under mit feltarbejde i Brøndby. Det, der hele tiden stak ud mellem beskrivelserne af deres ammeforløb, var kvindernes oplevelser af at være forbundet med livet i Yeniceoba og Kusca og samtidig deres forsøg på at løsrive sig fra nogle af disse bånd og blive moderne kvinder i et vestligt land. Det så ud som om, at barnets ernæring indgik i hele dette spil om forbundethed. Ikke i kvindernes valg af, om de skulle amme eller give flaske. Der var ingen tvivl om, at kvinderne foretrak amning. Men på et mere praktisk plan, hvor amningen for nogle blev en hindring for det moderne liv, de stræbte efter.

FeltområderneKusca og Yeniceoba1 ligger med få kilometers afstand på den anatolske højslette, ca. 120 km. fra Konya, som er den nærmeste større by. Højsletten er i dette område meget ufrugt-bar – der ses stort set ingen træer eller buske på vej til byerne. Området har fastlandsklima, og selvom der er sne og frost, mens vi besøger området, står solen højt på den blå himmel. Vi kommer til byerne i bil ad kilometerlange, smalle landeveje. Undervejs har vi kun set et par ræve, sneharer og ørne. Vi har passeret én lille landsby de sidste 15 kilometer.

Yeniceoba er den største af byerne. Der bor knap 10.000 mennesker. Borgmesteren i byen fortæller, at mellem 33 og 50 % af de registrerede indbyggere bor i udlandet, heraf flest i Danmark. Ca. 50 % af de tilbageblevne bor i Konya om vinteren pga. arbejde og uddan-nelse. I Kusca er der ca. 1000 fastboende og derudover ca. 3000, som bor i udlandet 11 måneder og i Kusca 1 måned om året. Store dele af byen ligger således tomt hen og hu-sene er tilskoddede. Kobenhavngade (som ikke er stavet på tyrkisk) ligger midt i byen ved

1) Benævnes videre både ved navn og som ‘landsbyerne’

11

moskeen og kilden med frisk drikkevand. Indbyggerne i de to byer er kurdere – en presset etnisk minoritet i Tyrkiet. Når man bevæger sig rundt i landsbyerne, ser man mange men-nesker, men næsten udelukkende mænd. De ses overalt – på cafeerne, på vej til moskeen, på torvet i snak med andre mænd.

Vi sidder i stuen under interviewene. Den er indrettet med lange madrasser, som ligger i et U på gulvet langs 3 af væggene. Ryghynder med hæklede eller broderede pyntebånd står op af væggene. Man sidder altså på gulvet. Det gør man også, når man spiser. Så bliver et lavt bord båret ind i stuen, og man sidder i skrædderstilling omkring bordet og langer med sin gaffel til de fælles fade, som står midt på bordet. Selv ældre kvinder kommer adræt op og ned fra gulvet, hvor alt foregår.

Brøndby Kommune ligger ca. 15 kilometer vest for København og er en af de tre kom-muner i landet, som har den højeste andel af indvandrere og efterkommere i forhold til indbyggertallet (Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration 2005). 20,2 %, sva-rende til 7080 af indbyggerne i Brøndby kommer fra et ikke-vestligt land. Af de ikke-vest-lige indbyggere tegner tyrkerne sig for langt den største gruppe, nemlig 31,2 %, svarende til 2200 personer. Til sammenligning ligger det kommunale landsgennemsnittet af ikke-vest-lige indvandrere på 6,1 %, heraf den tyrkiske andel på 16,9 % (www.bny.dk).

Brøndby ligner mange af de andre københavnske forstadskommuner med en blanding af villakvarterer og etageejendomme. I almindelig arbejdstid er der ikke mange mennesker at se på gaden. De fleste af de kvinder, jeg snakker med, bor i lejligheder i områder med en del etagebyggeri. Brøndby har en stor geografisk udbredelse og er delt i 2 og der er ikke som i Yeniceoba og Kusca et naturligt samlingspunkt i byen.

Amning eller flaskeHvorfor overhovedet beskæftige sig med amning i tyrkiske familier?

Det er veldokumenteret, at det er godt for barnet at få sin mors mælk. Modermælk indeholder de næringsstoffer, et spædbarn har brug for. Samtidig kan amning nedsætte risikoen for en række sygdomme både hos mor og barn (Schack-Nielsen et al 2007). På den baggrund anbefaler Sundhedsstyrelsen, at det spæde barn udelukkende får sin mors mælk de første 6 måneder (Sundhedsstyrelsen 2005). I Danmark har regeringen sat som mål, at “flere børn bliver ammet og i længere tid, end det er tilfældet i dag” (Indenrigs- og Sundhedsministeriet 2002:52).

Flere end 95 % af alle kvinder i Danmark starter med at amme efter fødslen. En forløbs-undersøgelse af børn født i 1995 viser imidlertid, at der er forskel på ammeforløbene i danske og etniske minoritetsfamilier. I danske familier starter 96 % af kvinderne med at amme efter fødslen, mod kun 91 % af kvinderne i de etniske minoritetsfamilier. Samtidig falder andelen af børn, der ammes efter 3 måneder, lidt hurtigere hos minoritetsbørn end hos danske børn. Ser man på de enkelte nationaliteter, er der indbyrdes forskelle. Således

12

ligger frekvensen for bl.a. tyrkiske mødre signifikant under de danske. Tyrkere er samtidig blandt de 3 største indvandrergrupper i Danmark (Jeppesen et al 1998).

Forløbsundersøgelsens rapport beskriver, hvorledes det var overraskende, at etniske mino-ritetsbørn ammes kortere tid end danske børn, fordi man i kvalitative interview erfarede, “at amning anses for at være meget vigtig for barnet i alle etniske minoriteter” (ibid:58). Rapporten angiver forskellige årsager til denne ulighed (ibid:58-9), bl.a.:

Dårligere instruktion på sygehuset pga. sprogvanskeligheder og kortere indlæggelsestid wFlere udenlandske end danske mødre giver tilskud de første 3-4 dage efter fødslen wEt vist forbehold over for at lægge barnet til brystet lige efter fødslen wKun få minoritetskvinder forberedes på amning og ammeproblemer gennem fødsels- wforberedelseskurser

De nævnte årsager er kendt som betydningsfulde for amningen, men det er bemærkelses-værdigt, at migranternes livsomstændigheder ikke tages væsentligt i betragtning, når vi ved, at migrationsprocessen “kan medføre en række belastninger, der kan påvirke sund-hedstilstanden” (Kristiansen et al. 2006). Det er netop, hvad jeg ønsker at supplere med ved at se problemstillingen i et antropologisk, fænomenologisk perspektiv.

Teoretisk perspektivAt støtte mødre i at amme deres barn, er en sundhedsfremmende indsats, som anbefales af Sundhedsstyrelsen (Sundhedsstyrelsen 2002). Signild Vallgårda, cand. mag. i historie, siger, at “sygdomsforebyggelse og sundhedsfremme handler bl.a. om at få folk til at ændre adfærd”(Vallgårda 2003:117). Denne undersøgelse er ment som et bidrag til en forståelse af, hvorfor tyrkiske migranter i Danmark ikke ammer så længe som forventet. Det er såle-des et input til, hvorledes vi som sundhedsarbejdere kan hjælpe disse kvinder til at amme længere, altså at ændre adfærd, hvis det er det, de ønsker.

Amning i et hverdagslivsperspektivJensen og Johnsen beskriver, hvorledes sundhedsfremmebegrebet er knyttet til selve livet og handler om at kunne mestre dagligdagens forskellige situationer (Jensen et al 2003:5-8). Ramhøj betoner også vigtigheden af et hverdagslivsperspektiv og siger, at i hverdagslivet udspilles alle menneskers centrale liv, fordi “det både er forudsætningen for og resultatet af den samfundsmæssige struktur og ideologi, og fordi det er her formidlingen mellem individ og samfund finder sted” (Ramhøj 1996:103). Med et hverdagslivsperspektiv fokuse-res der således på adfærd og vaner ud fra deres betingethed. Med et sådant perspektiv vil det være muligt at få en bredere forståelse af, hvad der er på spil, når tyrkiske kvinder skal ernære deres spædbørn i Danmark.

Sociologen Alfred Schutz er en af de teoretikere, der har arbejdet med hverdagslivsper-spektivet. I ‘Hverdagslivets sociologi’ (Schutz 2005) foreslår han, at man ser på de me-ningsbærende erfaringer og praksisser hos den individuelle i en hverdagslivskontekst, når man skal give et bud på, hvorfor mennesker handler, som de gør. Hans overvejelser

13

indebærer samtidig forklaringer på den ‘fremmedes’ handlen (Bech-Jørgensen 2005) og er derfor særdeles relevant at bruge som tilgang til min videre analyse af tyrkiske migranter og amning i Danmark.

Alfred Schutz, hverdagsliv og handlingerHverdagslivet er ifølge Schutz både subjektiv, idet vi alle er centrum i vores eget liv, og intersubjektiv, da vi også er en del af et socialt fællesskab (Schutz 2005:81). Hverdagslivets verden eksisterede længe før vi blev født, hvor den blev erfaret og fortolket af vore for-fædre. Nu er den genstand for vores erfaring og fortolkning. Enhver fortolkning af denne verden hviler på et lager af tidligere erfaringer, vore egne erfaringer og dem, vi har fået overleveret fra bl.a. forældre eller lærere. Disse erfaringer fungerer som referenceramme for vores handlinger. Videre siger Schutz: “Hverdagslivets verden er både scenen og gen-standen for vore handlinger og interaktioner. Vi må beherske den, og vi må forandre den for at kunne realisere de mål, som vi omgivet af vore medmennesker, stræber mod i denne verden” (ibid:81). Afhængig af den hverdagslivsverden hvert enkelt menneske er centrum i, kræves imidlertid forskellige måder at beherske den på og forskellige mål at realisere. For at forstå hvorfor nogle tyrkiske kvinder i Brøndby ammede deres børn, og hvorfor andre ikke gjorde, må vi se bagom de forklaringsmodeller, de gav for deres handlen, og se på de relationer, de indgik i, hvad de stræbte efter, og hvem de gerne ville identificere sig med.

I vores hverdagsliv sker det kun sjældent, siger Schutz, at vi handler på en rationel måde. Den viden, vi handler på baggrund af, er nemlig præget af uhomogenitet, usammenhæng og selvmodsigelser (ibid:184). Når mennesker alligevel kan handle, så det giver mening for den gruppe, de tilhører, skyldes det, at der i den givne sociale verden på baggrund af fælles normer, traditioner og erfaringer eksisterer et sæt ‘handlingsforskrifter’ med anvis-ning på både handling og fortolkning. Som Schutz udtrykker det: der er en udtryksmodel, hvorefter “enhver som ønsker at opnå et bestemt resultat, må bære sig ad som anvist i den opskrift, der er stillet til rådighed til dette formål”, og en fortolkningsmodel hvorefter “enhver der bærer sig ad som angivet i en bestemt opskrift, må forventes at tilstræbe det dermed forbundne resultat”(ibid:187). Schutz siger at denne ‘tænkning-som-sædvanlig’ kan opretholdes, så længe visse grundlæggende antagelser er gældende, nemlig:

at livet, og især det sociale liv, fortsat vil være det samme wat vi kan stole på den viden, vi har fået overleveret fra forældre wat det er nok med den mest almindelige type begivenhed, vi kan komme ud for wat den sædvanlige viden deles af vore medmennesker w

Hvis blot en af disse antagelser ikke længere holder stik, bliver denne tænkning-som-sædvanlig uanvendelig (ibid:187-8). For den fremmede2, siger Schutz, vil disse grundan-tagelser ikke være tilstede, hvorfor han hele tiden vil stå i situationer, hvor han ikke kan bruge tænkning-som-sædvanlig og derfor må tænke sig frem til en relevant handling (ibid:199). Når et menneske foretager relevante handlinger, iværksætter han den løsning,

2) Den fremmede er ifølge Schutz “et voksent individ […], der forsøger at blive accepteret for bestandig eller i det mindste tolereret af den gruppe, han henvender sig til” (Schutz 2005:181)

14

som forekommer ham at have den største chance for succes set i forhold til det mål, der stiles imod. Stillet overfor mål i sit nye sociale miljø, vil den fremmede fortolke situationen udfra sin tænkning-som-sædvanlig. Indenfor denne referenceramme finder han en hand-ling, som formodes at være gyldig i den gruppe han nærmer sig, in-gruppen. En handling der imidlertid kan forekomme mangelfuld for denne in-gruppe (ibid:147-200).

De tyrkiske kvinder, jeg snakkede med i Brøndby, kan i Schutz’ terminologi betragtes som fremmede, der nærmer sig gruppen af medborgere med dansk baggrund. Kvinderne kan således komme til at stå i situationer, hvor deres grundlæggende antagelser ikke er gældende, hvor de ikke kan bruge deres tænkning-som-sædvanlig og må forsøge at tænke sig frem til relevante handlinger. For nogle af kvinderne viser det sig imidlertid, at den handling de tænker sig frem til, når de skal ernære deres barn, nemlig at give barnet flaskemælk, ikke stemmer overens med de prioriteringer for spædbarnsernæring mange kvinder med dansk baggrund har og derfor set med deres øjne ikke er succesfuld. Det vil jeg uddybe senere.

15

3. Metode og materiale

Den antropologiske viden er altid produkt af særlige omstændigheder, og forudsætningen for at man som udenforstående kan vurdere gyldigheden er, at disse omstændigheder bliver tydeliggjort via “en form for fiktiv gentagelse af forskningsprocessen” (Selmer 1997:9). I det følgende vil jeg derfor gøre rede for de valg jeg traf, de vilkår jeg havde for indsamling af data i Tyrkiet og Brøndby, de informanter jeg var i kontakt med, min egen position og de dilemmaer jeg stødte på undervejs.

DesignMin primære tilgang til projektet bygger på et perspektiv på etnicitet defineret som “et socialt tilhørsforhold til en gruppe på grund af en fælles kultur” (Nørredam et al 2006:3009). Desuden at “Migration kan ses som en social forandringsproces, hvor et menneske flytter fra en kulturel sammenhæng til en anden for at slå sig ned enten for en længere periode eller permanent. Migration er en fortløbende proces.” (ibid:3009). Tyrkiske spædbørnsfamilier i Danmark kan således i Danmark ses som en etnisk minoritet, som er under en social forandringsproces.

Pærregaard argumenterer for at migration studeres via flerstedet etnografi, hvor de ind-samlede data er “et stykke virkelighed legemliggjort i de mennesker, hvis bevægelighed er genstand for forskningen” (Pærregaard 2003:121). Det er et studie af globale forbindelser, hvor “vi må modellere vores felt, så den afspejler migranternes netværk […]. Vi må med andre ord følge i fodsporene på dem, vi studerer” (ibid:122). Det ‘flerstedede’ skal ikke forstås som en række enkelt etnografier, men “sammenfletninger af et antal dybdestudier af specifikke aspekter ved migrantlivet mange forskellige steder i verden” (ibid:122).

For at få en fornemmelse af, hvad der er på spil vedrørende amning i tyrkiske spædbørns-familier i Danmark, er mit udgangspunkt derfor at få en forståelse af kvinders liv både i Tyrkiet og i Danmark. Hvad bringer kvinderne med sig, og hvad møder de? Hvordan er livet i Tyrkiet og Danmark forbundet, og hvordan er amningen placeret i denne kontekst? Der ligger således i designet et væsentligt komparativt element.

Pærregaard beskriver ligeledes, hvordan de udvalgte lokaliteter skal “repræsentere vigtige nedslagspunkter for dataindsamlingen” (ibid:118). Det betød, at jeg som noget af det første skulle udvælge mig dataindsamlingssteder. Det var naturligt for mig at tage udgangspunkt i Brøndby Kommune, som er en af de 3 kommuner i Danmark, som har den største andel af indbyggere med tyrkisk oprindelse. Via sprog- og jobcentret i kommunen fik jeg at vide, at hovedparten af de tyrkiske familier kom fra Yeniceoba og Kusca. Disse landsbyer i Tyr-kiet blev derfor målet for første del af mit feltarbejde. I Brøndby foregik anden del.

MetodeJeg opholdt mig 10 dage i Tyrkiet. Dataindsamlingen foregik via interview, deltagerobser-vation og observation. Formålet med interview var at indhente beskrivelser af kvindernes

16

hverdagsliv, som de selv oplevede det. At prøve at forstå verden fra kvindernes synspunkt. Via en fokuseret samtale ud fra en semistruktureret interviewguide sikrede jeg mig, at jeg kom rundt om det, jeg gerne ville. Det er imidlertid vigtigt at give plads for, at man som interviewer kobler sig på de svar, informanterne giver, og giver sig selv lov til at forfølge det uventede (Russell Bernard 1995:208-13). Problemstillingen omkring dikotomien tra-ditionel tyrkisk og vestlig livsstil var et af de uventede fokusområder, som efterhånden tog mere plads i de interview, jeg foretog både i Tyrkiet og i Brøndby.

Med inddragelse af deltagerobservation som metode, har man mulighed for på egen krop at erfare, hvordan livet leves i feltområderne. Tilgangen ved deltagerobservation er dobbelt og kræver, at man på en gang engagerer sig, og dermed har en nærhed til informanterne, og samtidig kan distancere sig for at reflektere over det oplevede, og derigennem få en større forståelse for det oplevede (Dalsgaard 2007:3). Jeg oplevede, at deltagerobservation, interview og observation supplerede hinanden fint, idet jeg bl.a. fandt, at kvinderne nogle gange sagde en ting og gjorde noget andet. Otto skriver om kombinationen af observation, interview og deltagerobservation: “By combining the three research strategies and integrating the knowledge resulting from them, the researcher can produce an ethnography that is balanced in its objective and subjective perspectives” (Otto 1997:107).

Jeg lavede 10 semistrukturerede interview med kvinder, der havde børn – 5 i Yeniceoba og 5 i Kusca. Interviewene foregik på tyrkisk med tolk. Enkelte af interviewene foregik blandt en gruppe kvinder. Sådan var livet i landsbyerne. Kvinderne var en vigtig del af hinandens liv, og de tog aktivt del i det, der skete. At der kom en dansker med tolk for at lave interview var en begivenhed, som man ikke holdt sig fra. Det betød, at enkelte af interviewene udviklede sig til gruppeinterview. Da kvinderne kendte hinanden godt, havde jeg imidlertid ikke indtryk af, at det var en ulempe. Tværtimod supplerede de hinanden godt, og jeg fik på den måde et større materiale at bygge min analyse på.

Mændene var en anden udfordring. Traditionelt er det mændene, der skaber kontakt ud af huset, og de ville også gerne deltage i snakken. Der var jeg imidlertid nødt til at sige fra. Amning er et kvindeanliggende i Tyrkiet, og jeg var bange for, at kvinderne ikke ville fortælle mig så meget, hvis der var mænd til stede. Mændene var imidlertid min indgang til kvinderne. Uden deres billigelse kunne jeg ikke få kvinderne i tale. Jeg havde derfor en lang snak med mændene om livet i landsbyerne, hvorefter de hjalp mig med at skaffe kontakter til kvinder og fulgte os rundt i byen. På den måde blev de også inddraget i projektet, men accepterede, at de ikke skulle deltage i interviewene.

Interviewene varede 1-1½ time og blev optaget på bånd, og jeg skrev efterfølgende 2 interview ud i deres fulde længde. For de øvrige interview har jeg skrevet tællernummer og hovedoverskrifter ned og har derefter let kunnet manøvrere rundt i interviewene. Observationer og oplevelser fra interviewene skrev jeg ned i min feltdagbog. Feltdagbogen blev også brugt til at beskrive de oplevelser, jeg havde ved at deltage i opvask, kvindekom-sammen, busture, indkøb og almindelig snak over middagsbordet m.m. Jeg skrev, når jeg havde mulighed for det. Det havde jeg flere gange dagligt.

17

Dataindsamlingen i Brøndby foregik spredt over 1½ måned, og mit materiale herfra er mere spinkelt. Her har jeg interview med 7 kvinder i deres eget hjem – alle kvinder talte dansk. Derudover var jeg med sundhedsplejersker ude i 2 hjemmebesøg. Endelig havde jeg samtaler med sundhedsplejersker i kommunen og supplerende telefonsamtaler med 2 af de interviewede. Interview og observationer er som i Tyrkiet blevet båndet, udskre-vet med tællernummer og hovedoverskrifter, og notater er nedskrevet i feltdagbogen. I Brøndby havde jeg planlagt at lave fokusgruppeinterview. Det lod sig imidlertid ikke gøre, da sundhedsplejerskerne havde svært ved at rekruttere interesserede kvinder. Da vejret skiftede til snestorm, mødte kun 2 kvinder op til gruppeinterviewet, så jeg lavede efterføl-gende enkeltinterview med de kvinder, som ikke kunne komme frem for sne.

InformanterneJeg har ikke haft megen indflydelse på valget af de enkelte informanter, hverken i Tyrkiet eller Brøndby, idet jeg på grund af begrænset tid har været afhængig af at få andre til at skaffe mig adgang til kvinderne.

I Yeniceoba fik jeg mine første 2 kontakter via borgmestersekretæren, som jeg havde talt med hjemmefra. Hun skaffede mig også adgang til sundhedsklinikken. Jeg havde bedt om at snakke med kvinder, som havde mindre børn, og gerne nogle med forskellig uddannel-sesmæssig og økonomisk baggrund. Det var mit ønske at få så bredt et billede som muligt af livet i landsbyerne. Det lykkedes mig til fulde.

I Kusca havde jeg mere besvær med at få den første kontakt. På rådhuset kunne de ikke hjælpe mig, så min tolk og jeg gik op til den lokale købmand. Efter at være budt på flere glas te og haft en længere snak om projektet, hvor flere mandlige kunder stødte til, fik jeg kontakt til en familie. Både i Yeniceoba og Kusca fik jeg kontakt med vores øvrige infor-manter via de første kvinder, vi havde snakket med.

Informanterne i Tyrkiet var mellem 25 og 38 år og havde alle født inden for de seneste 8 år, flere havde små børn under 1 år. Uddannelsesmæssigt spændte de vidt. Fra 2 som var analfabeter til 1 som var landbrugsingeniør. Alle kvinder var imidlertid hjemmegående husmødre og havde ikke, som mødre, haft arbejde. Alle kvinder var gift med mænd fra deres egen landsby og havde familie i Danmark. Kvinderne boede meget forskelligt. De fleste boede i traditionelle landsbyhuse, som lå tæt op ad svigerfamiliens huse. Enkelte boede hos kvindens svigerfamilie i større, velholdte huse.

I Brøndby hjalp sundhedsplejerskerne mig med at få kontakt til de første 4 kvinder, som hjalp mig med kontakten til de sidste. Også her lykkedes det at snakke med informanter, som havde meget forskellig baggrund. Kvinderne kom alle fra Yeniceoba eller Kusca og var mellem 24 og 37 år og 1. generationsindvandrere, det vil sige, at de alle havde boet som børn i Tyrkiet. Kvinderne havde boet her i landet mellem 4 og 25 år og var enten kommet til Danmark som børn med deres forældre eller som 18-20 årige via familiesammenføring. De havde alle familie i landsbyerne og kom med 1-2 års mellemrum på ferie i deres gamle hjemby.

18

Min tolk var selv født og opvokset i en nabolandsby til Kusca. Vi boede hos hendes familie, og det betød, at jeg fik adgang til at se og opleve dagliglivet på en anden måde end ellers. Vi boede hos 5 forskellige børnefamilier, og de bidrog også med deres blandede baggrund til det samlede billede, jeg fik af livet i landsbyerne. Det har uden tvivl været årsagen til, at mit datamateriale fra Tyrkiet er så rigt.

TolkningDet er ikke optimalt at arbejde med tolk. Man går glip af for meget, og der er større risiko for bias. Under interviewene betød det, at jeg jævnligt måtte spørge ind på en anden måde, hvis jeg havde en fornemmelse af, at vi havde misforstået hinanden. Når det er sagt, mener jeg dog, at tolkningen i Tyrkiet fungerede godt. Tolken var veluddannet og var des-uden vant til at arbejde i forskningsprojekter, hvilket bevirkede, at hun var opmærksom på betydningen af sin egen rolle. Kommunikation foregår ikke kun ved hjælp af sproget.

Når man ikke forstår det sprog, der tales, bliver andre sanser skærpet, og tit gav krops-sprog og betoning mig nogle oplysninger, som jeg kunne spørge ind til eller senere snakke med min tolk om. Hastrup skriver om dette: “I praksis, og herunder i feltarbejdets praksis, viser livet sig også i sprækkerne mellem ordene” (Hastrup 2003:213). Det blev tydeligt for mig bl.a. når jeg sad med vores ‘værter’ om aftenen. Ikke alt blev oversat, for min tolk skulle også have mulighed for at hvile hovedet. Det gav mig bl.a. mulighed for at opleve den interesse og medleven i hinandens liv, som ‘kvinderummet’ emmede af.

Jeg brugte også min tolk som kulturel formidler. Hvis jeg var i tvivl om, hvordan jeg skulle agere i en situation, som da vi blev tilbudt dadler og vand fra en pilgrimsrejse i Mekka, kunne jeg spørge hende til råds og gøre, hvad der forventedes af mig, nemlig at vende hovedet mod Mekka og drikke vandet i 3 mundfulde. Sådan oplevede jeg mange situationer, hvor jeg undgik at ‘træde i spinaten’. At jeg på den måde viste, at jeg respekterede normer og traditioner, tror jeg har en betydning for, hvordan dørene åbnes for én og dermed hvilken adgang, man får til felten.

PositioneringAt være kvinde og mor er så absolut en styrke, når man skal snakke med kvinder i Tyr-kiet om amning. Det var den rolle jeg påtog mig, når jeg skulle i kontakt med kvinderne. Jeg gjorde meget ud af at fortælle, at jeg havde 3 børn. Jeg havde altså, ligesom dem, flere børn. For ellers må man sige, at jeg var anderledes. Jeg var europæer, fra Danmark som de alle kendte, var anderledes klædt og bar ikke tørklæde. Jeg lærte hurtigt at nævne, at jeg var mor til 3, allerede når jeg præsenterede mig selv og projektet.

Jeg havde bevidst undladt at nævne i den skriftlige information til kvinderne, at jeg også var sygeplejerske. Jeg mente, at det kunne få betydning for, hvordan de beskrev deres hold-ninger og erfaringer med amning. At de måske ubevidst lagde vægt på amningen og dens sundhedsmæssige betydning, når jeg repræsenterede sundhedsvæsenet. Ofte kom det alligevel frem under interviewene. Kvinderne spurgte mig direkte. Det er imidlertid ikke min opfattelse, at det fik betydning for kvaliteten af mine data.

19

I Brøndby havde det stor betydning, at jeg kunne fortælle, at jeg havde været i Yeniceoba og Kusca. Dels fik vi en fælles referenceramme, dels tror jeg, at der var nogle ting, jeg tillagde en anden betydning, end hvis jeg ikke havde haft en for-forståelse fra Tyrkiet. Bl.a. havde jeg nok ikke studset på samme måde over, at en af kvinderne i Brøndby kom trillende med sin barnevogn i snevejret og lod barnet sove udenfor under interviewet, hvis ikke det var fordi jeg aldrig havde set et lille barn ude i Tyrkiet, og vi netop dér havde snakket om, at småbørn ikke kom ud, især ikke om vinteren. Endelig var mange af kvinderne i Brøndby glade for at se billeder fra landsbyerne og høre om mine oplevelser. Det gav os en samhørighed, som måske også medvirkede til, at de fik lyst til at dele oplevelser af deres liv med mig, og har formentlig også fremmet kvindernes opmærksomhed på sammenligningen af de to steder.

Jeg har gennem hele processen været opmærksom på min biomedicinske baggrund. Den har konstant været på vej til at gribe forstyrrende ind. I planlægningsfasen, hvor jeg fore-stillede mig, at jeg skulle bruge tid på flere interview med sundhedspersonale. I dataind-samlingsfasen, hvor jeg let kunne komme til at fokusere på amningen og ikke den kontekst den indgår i, og i analysefasen, hvor amningen også viste sig at blive sekundær, i forhold til den livssituation de tyrkiske migranter stod i, og som måske er afgørende for, hvordan deres børn ernæres. Endelig har min biomedicinske baggrund også haft betydning for min skrivestil. Her har udfordringen været at sætte flere ord på det, jeg ville udtrykke.

Kleinman skriver, at forskeren ved undersøgelser i eget kulturelle felt “usually needs to step outside of the cultural rules governing his beliefs and behaviors, including his own health care involvements. Otherwise he risk contamination… If he chooses to study his own culture, however, the researcher must systematically alienate himself from the inner model of the system within which he is an actor, a most difficult task” (Kleinman 1980:26). Jeg kan kun give Kleinman ret. Det er en svær opgave. Første skridt på vejen til at ‘fremmedgøre sig for sin egen forståelse’ er imidlertid at være bevidst om sin position.

En anden måde at udfordre min indforståethed på var at starte mit feltarbejde i Tyrkiet. Med den tyrkiske baggrund som basis var det betydeligt nemmere at blive forundret over ting, som ellers var selvfølgeligheder for mig, eksempelvis som nævnt et barn, der sover ude i snevejr.

Etiske overvejelser og dilemmaerAlle kvinder blev før interviewet informeret om projektet mundtligt og skriftligt. Tolken havde oversat den skriftlige information til kvinderne i Tyrkiet, og jeg bad alle kvinderne om at skrive under på en samtykkeerklæring. Kvinderne accepterede generelt disse forma-lia, men for 2 kvinder i Kusca var det grænseoverskridende at skulle skrive under på noget. Det ville de ikke umiddelbart. Det, som skulle være en sikring af deres rettigheder som informanter, blev et betydeligt større problem for kvinderne end det at skulle deltage som interviewperson. Det lykkedes imidlertid at få forklaret kvinderne, hvad underskriften betød, så de accepterede at skrive under.

Alle navne som er nævnt i opgaven er opdigtede for at anonymisere interviewpersonerne.

20

AnalysearbejdetJeg havde ikke på forhånd lagt mig fast på et teoretisk perspektiv inden min afrejse til Tyrkiet, men havde selvfølgelig forberedt mig, så godt jeg kunne. Det vil sige, at jeg i forvejen havde læst en del om bl.a. Tyrkiet, Centralanatolien, sundhedssystemet, ammetraditioner og migration. Jeg havde naturligvis gjort mig nogle tanker om, hvad der kunne være på spil. Men mest af alt var min indgang til felten en åbenhed, lydhørhed og årvågenhed over for det, jeg mødte. Et gammelt citat af Arne Garborg har været meget beskrivende for min proces: “Den som leiter den finn, men ikkje det han leiter etter” (Wadel 1991:7). Det var mine oplevelser af et samfund, som var gennemsyret af kontrasten mellem det traditionelle Tyrkiet og den moderne europæiske verden, som jeg lod mig lede af. Det efterfølgende arbejde har været en systematisk leden efter mønstre i mit datamateriale og søgen og læsning af litteratur, som kunne give mening og inspiration til en samlet fortolkning.

Mange andre ting kunne også have været taget op i mit datamateriale. Af pladsmæssige hensyn har jeg begrænset mig til at fokusere på, hvordan moderskab og amning praktise-res i sociale rum, hvor noget er muligt, og andet ikke er. I baggrunden af projektet ligger imidlertid også hele sundhedsfremmebegrebet, som kunne diskuteres i et positivt og et kritisk perspektiv. En diskussion som har været aktuel i Danmark gennem det sidste år, hvor en gruppe kvinder har kritiseret sundhedsmyndigheders italesættelse af amning.

Materialet og dets begrænsningerMin undersøgelse bygger på et begrænset materiale, som primært skyldes den korte tid, jeg har haft til rådighed for feltarbejdet. Det betyder, at det kan være svært at give andet end en præliminær forståelse af, hvorfor tyrkiske kvinder i Danmark ikke ammer så længe. Et større materiale, især fra Brøndby ville kunne give en mere solid vægt bag forståelsen af problematikken. Jeg har imidlertid for at kunne lægge mere vægt bag mine ord brugt litteratur, som kunne støtte min fortolkning.

Flere antropologer har også inspireret mig undervejs. Jeg nævner kun de vigtigste her. I forhold til aspekter vedrørende migration og netværk/forbundethed har Pærregaard (2003) og Olwig og Pærregaard (2004) været inspirationskilder. Vedrørende liminalitet, slægsskab og forbundethed har jeg tænkt videre med Tjørnhøj-Thomsens (1999, 2004) arbejde i baghovedet og Dalsgaard (2004, 2005)og Gammeltoft (2002, 2003) har givet mig stof til videre bearbejdning af min empiri i forhold til baggrunden for, hvorfor mennesker gør som de gør – hensigten med deres handlinger.

Efter denne beskrivelse af metodeovervejelser, vil jeg nu gå over til at fortælle, hvad jeg fik ud af mit feltarbejde.

21

4. Amning som relation

Under mit ophold i Tyrkiet hørte jeg udtalelser som: “Man siger, at jeg har en del af dig, ved at jeg giver dig min mælk”. “Hvis man føder et barn og ikke ammer det, så har man ikke ligeså meget råderet over det”. Der er ingen tvivl om, at de tyrkiske kvinder, jeg har mødt både i Tyrkiet og her i Danmark, mener, at amning knytter bånd mellem mor og barn. I Tyrkiet eksisterer begrebet ‘mælkesøskende’ som er et eksempel på, at amning også binder bånd mellem børn, der er blevet ammet af den samme kvinde, selvom de ikke er biologiske søskende. Amningen kan, selv når barnet bliver større, have en betydning for relationen mellem mor og barn. En kvinde fortalte således, hvordan en mor, hvis barn havde gjort hende vred, kunne sige “jeg tilgiver dig ikke for det mælk, jeg har givet dig”. Det at give sit barn mælk opfattes således som en gave, som forpligter barnet til god opførsel og respekt som gengældelse.

Amning er en relation mellem mor og barn, men kigger man på det i et antropologisk perspektiv, er der mange andre relationer i spil, når tyrkiske kvinder ammer deres barn – hvad enten de bor i Tyrkiet eller i Danmark. Svigermor, andre kvinder, ægtemand, sundhedspersonale og -væsen, viden og religion for blot at nævne nogle. Endelig er der for kvinderne en tæt relation eller forbundethed mellem livet i Yeniceoba, Kusca og Brøndby. Alle disse relationer repræsenterer omsorgs-, afhængigheds- og magtrelationer, som kan gribe ind i samspillet mellem mor og barn og påvirke amningen i positiv eller nega-tiv retning. Jeg vil i det følgende beskrive nogle af de væsentlige relationer i kvindernes hverdagsliv i henholdsvis Tyrkiet og Brøndby. I et Schutzperspektiv forsøger jeg således at tegne et billede af kvindernes intersubjektive verden. En hverdagslivsverden som både er scene og genstand for de handlinger, de foretager sig, og som derfor er grundlæggende for at forstå deres ageren. For at gøre forskellen mere tydelig beskrives livet i områderne hver for sig, om end de er tæt forbundet.

TyrkietNære relationerRelationen mellem mand og kvinde inden for ægteskabet er meget traditionel. Manden er den udfarende forsørger, og kvinden er ansvarlig for hjem og børn. Samme mønster har Sachs fundet under et feltarbejde i Centralanatolien (Sachs 1983). Fadime fortæller, hvordan hver har sin rolle. “Her tager vi, hvad manden tjener og kommer hjem med. Vi bruger det, han kommer hjem med”. Hun omtaler kvindens ansvar for hjemmet som pligter i samme forstand som de pligter, der er beskrevet i de fem søjler i Islam. Husarbejdet og familien siges at være en ‘hellig pligt’. I de børnefamilier jeg bor hos, fungerer det på samme måde. Manden arbejder, og kvinden passer hjemmet. Også selvom kvinden har en uddannelse. Enkelte af de kvinder jeg møder har en universitetsuddannelse, som de aldrig har brugt. De har en vigtig plads at udfylde i hjemmet, og ingen af de kvinder jeg snakkede med, som havde en uddannelse, kunne forestille sig at arbejde frem for at passe deres børn.

22

Kvinderne beskriver faderens rolle i forbindelse med amning som støttende. Der er ingen tvivl om, at fædrene går ind for, at deres børn skal ammes, det sagde mange af dem direkte. Men de har intet at gøre med det i praksis. Det er klart et kvindeanliggende, som flere kvinder sagde. Hatice fortæller om mandens rolle, da hun havde problemer med amningen: “Han vidste godt, at jeg havde problemer, men jeg involverede ham ikke i det. Det foregik mellem kvinderne. Men han vidste godt, at hans mor og søskende ville tage hånd om mig. Så ansvaret lå hos svigermor”. Kvinderne fortæller, at de ammer i samme rum som deres mand er i, men det ville være utænkeligt at amme, når andre mænd er til stede.

Relationerne indadtil i familierne hænger tydeligt sammen med, at Tyrkiet er et patriline-ært og virilokalt samfund – afstamning går gennem faderens slægtslinje, og det nygifte par bosætter sig hos mandens familie (Hylland Eriksen 2001:113-26). Det samme finder Sachs (Sachs 1983:51). I Yeniceoba og Kusca betyder det, at kvindernes svigerfamilie bliver central for deres liv efter ægteskabet. Fadime fortæller: “Man gifter sig jo ind i familien, altså pigen bliver givet bort til mandens familie. Så min mor vil være mere tilbagetrukket i forhold til min mands mor. […] Svigermor har mere at skulle sige og blander sig mere. Ofte bor man også hos svigerfamilien de første år efter, at man er blevet gift. Opvarter dem lidt, […] og når man får børn, er det også ofte svigerforældrene, der tager sig af børneopdragelsen og passer dem”. Det er også, hvad jeg oplever flere steder. Bl.a. da jeg er på besøg hos en ung kvinde, som 14 dage forinden havde født sit første barn. Hun bor med sin mand hos svi-gerforældrene. Det er tydeligt, at svigermor er ansvarlig for det lille barn. Hun putter det, sidder med det og er den, der handler, hvis barnet er uroligt. Under fotograferingen holder hun barnet, mens mor står ved siden af. Mor tager sig af amningen, men svigermor be-stemmer, hvornår det skal foregå. På den måde “guides” hun i det praktiske omkring barnet.

Forholdet til svigermor giver både muligheder og begrænsninger for svigerdatteren. Svigermor har et tydeligt ansvar for videregivelse af traditioner og normer. Svigerdatteren har derfor altid en at vende sig til, som føler sig ansvarlig, når hun har brug for hjælp. Men samtidig kan svigermor også være en bremse for svigerdatterens ønske om at gå alterna-tive veje. Jeg oplever det gang på gang bl.a. i forbindelse med rygning – kvinder ryger ikke. Hvis svigerdatteren på trods af dette ryger, foregår det i smug. Under et interview med Zevgi på 29 år stak hun derfor hurtigt en cigaret i hånden på min tolk, da svigermor kom ind i stuen. At det samtidig forventes af svigerdatteren, at hun opvarter sine svigerforæl-dre, fremgår bl.a. af den interne vits i en ung familie jeg besøgte, at opvaskemaskinen blev kaldt ‘svigerdatter’.

Under feltarbejdet oplever jeg overalt et meget stærkt kvindenetværk. Kvindenetværket er hovedsageligt knyttet til mandens familie. Kvinderne mødes ofte og hjælper hinanden. Det gælder både ved særlige lejligheder som bryllup, fødsel, sygdom og død, men også til hverdag. Ayse fortæller, hvordan kvindernes dagligdag er bygget op om dette netværk. Når mændene tager afsted om morgenen, ordner kvinderne huset og gør klar til måltiderne, og herefter har de resten af dagen til rådighed med de øvrige kvinder. Mange af daglig-dagsopgaverne foregår i dette kvindefællesskab. Jeg oplevede bl.a. at forstyrre en familie på deres fælles bagedag. Her sad alle på gulvet omkring et 50 liters dejfad, og så blev der bagt

23

fladbrød over åben ild til de næste måneder. Alle deltog under ledelse af svigermor, som ligger øverst i kvindenetværkets hierarki. Hierarkiet er opbygget efter alder, således at de ældste har højst status, hvis de er åndsfriske, og de yngste lavest. Hvis de ældre er senile, mister de deres status og ryger ned i bunden sammen med børnene. Som den ældste i det patrilineære samfund har svigermor den højeste status.

Jeg var en dag inviteret til afskedsfrokost hos en familie, som skulle sende deres søn og svigerdatter til Danmark efter en ferie i landsbyen. Her havde alle kvinderne været samlet hele formiddagen og tilberedt et festmåltid med traditionelle egnsretter. Ved sådanne lejligheder, hvor mange i familien er samlet, deler mænd og kvinder sig. Kvinder og børn sidder i et rum og mændene i et andet. Min tolk fortæller mig, at det er helt almindeligt. Det er også min fornemmelse, for jeg oplever det adskillige gange under mit feltarbejde.

I “kvinderummet”, som jeg jo af gode grunde kun oplevede, var der en helt speciel intim stemning. Her bliver alt vendt og delt med de andre, både glædelige oplevelser og sorger. Børn er et centralt emne i kvinderummet. Som mødre er vi alle lige – vi glædes og bekymres over vores børn. Det er også i dette kvinderum, at kvinderne får gode råd om amning. Og er der problemer, bliver de diskuteret her. Alle tager del i det, hvis der er problemer, for det ligger dybt i kvinderne, at det er vigtigt, at barnet får sin mors mælk. Hvis det hos enkelte ikke lykkes at amme barnet, er der stor medfølelse at spore hos de øvrige kvinder.

Andre relationerIslam havde før 1. verdenskrig en stor betydning i hele Osmannerriget. Atatürk, som grundlagde Tyrkiet i 1923, satte sig for, at religionens rolle skulle mindskes og erstattes med en ny tyrkisk identitet. Centralanatolien er imidlertid et af de områder i Tyrkiet, hvor befolkningen fortsat er meget troende (Grøndahl et al 2005).

For familierne i Yeniceoba og Kusca har religionen stor betydning. Islam er en integreret del af hverdagen. Jeg oplever, at det kommer til udtryk i mange sammenhænge under mit ophold. Et ægtepar har været på ‘Hadj’, pilgrimsrejse – en af de fem søjler i Islam, som muslimer lever efter. Det er en stor begivenhed i hele familien og der bliver berettet detail-leret om oplevelser fra turen. Dagen bliver passet ind efter ‘Salat’, de 5 daglige bønner, og specielt under fredagsbønnen ligger gaderne øde hen. Ikke kun den ældre generation er troende. Overalt i de børnefamilier, hvor jeg bor, og hos de kvinder, jeg interviewer, ligger bedetæpperne pænt foldet sammen i stuen, lige klar til brug.

Jeg står og snakker med Ali, der er gift med Hatice, som jeg skal ind og interviewe. Mi-nareten i Kusca skinner hvidt i det stærke sollys, og jeg beundrer den. Ali fortæller: “Det betyder meget for os at have en moské, der er ren. Renhed er en vigtig del af Islam. Det er også derfor, man ikke beder i nærheden af et toilet”. Rent/urent problematikken i Islam viser sig overalt i hverdagslivet. Når man tager sine udesko af, inden man træder ind over dørtærsklen til et hjem. Når man tager ‘wc-slippers’ på for at gå på toilettet. Men jeg oplever også rent/urent problematikken i nogle af kvindernes fortællinger om amning og

24

modermælk. Rent/urent problematikken beskrives af Douglas som ‘dirt is a matter out of place’ (Douglas 2004). Når ting optræder, hvor de ikke hører til, er det urent og vil blive kategoriseret som ‘farligt’. Döne fortalte følgende:

Döne: “Min datter fik ikke andet end min mælk i starten. Men så fik hun influenza. Jeg ammede kun i 2 måneder. Da hun blev rask, ville hun ikke have mere, den lille.”

Ingrid: “Hvad gjorde du så?”

Döne: “Ja. Mine bryster blev jo hårde og knudrede. Så kom min svigerinde med en pumpe til mig, så jeg kunne malke ud, og så hældte vi det ud bag døren, hvor vi er sikre på at ingen træder på det, fordi det er syndigt at smide modermælk ud hvor som helst.”

Ingrid: Hvad er årsagen til, at det er syndigt at smide modermælken ud hvor som helst?

Döne: Normalt så smider man ikke modermælk ud. Og specielt ikke hvis barnet er mindre end 40 dage, og man siger, at hvis man smider modermælk ud, så løber moderen tør for mælk. Det hæmmer hendes mælkeproduktion. Hvis man er nødt til det, foregår det altid bag døren.

Ingrid: Når du nu pumpede din mælk ud, tænkte du så på, at du kunne give dit barn det?

Döne: Nej, så kommer der bakterier i. Da jeg først havde pumpet det ud, måtte jeg hælde det ud.

Ingrid: Må barnet kun tage mælken direkte fra brystet?

Döne: Ja, kun direkte.

Flere andre traditioner vedrørende amning er beskrevet i Koranen. Traditioner og normer som praktiseres af kvinderne i Yeniceoba og Kusca. Jeg vender tilbage til dette i kapitel 5.

De mennesker, jeg mødte under mit ophold i Tyrkiet, havde alle relationer til Danmark. Både de familier jeg boede hos, de kvinder jeg interviewede, og de mennesker jeg mødte hos købmanden, på sundhedsklinikken og på rådhuset. De beskrev alle, hvordan me-get havde ændret sig i landsbyerne efter, at man var begyndt at rejse ud. Ali talte meget følelsesladet om dette. “Vi er meget traditionsbundne her i byen. Det er derfor vi bliver så oprevne, når traditionerne går til grunde”. “Nu f.eks. mine døtre og svigerdøtre”, siger Ali “det er dårligt, at de ikke ammer, når de kommer til Danmark og de efterlader børnene i daginstitution”. Livet i Kusca hænger på godt og ondt sammen med livet for de tyrkiske danskere i Danmark. Nogle afskyr det, som Ali. Andre er bekymrede over udviklingen, men sætter alligevel pris på de goder, der er tilgået byen. Det kommer til udtryk hos en ung kvinde i Yeniceoba ,som siger: “Vi kan jo ikke fornægte, at det har haft en økonomisk

25

betydning for landsbyen. Det kan man bare kigge sig omkring og se. Men jeg synes, det er bekymrende for den menneskelige side, den betydning det har haft”. Andre igen er fasci-neret, som Aslim, der fortæller om alt det babyudstyr, de bringer med fra Danmark. Men ingen er uberørt af situationen og forbundetheden med bl.a. Danmark.

Gül fra Brøndby fortæller, hvorledes det kan give problemer i landsbyen, når de kommer fra Danmark. “Der bliver uoverensstemmelse mellem familierne, fordi de drenge og piger, som kommer fra Danmark, bliver inviteret ind til familierne, og det gør dem der bor der fast ikke. Man vil gerne have, at dem fra Danmark giftes ind i familierne, så børnene kan komme til Danmark og få bedre muligheder”.

Livet bliver målt på en anden måde, når man hele tiden konfronteres med vestlige idea-ler. Kvinderne oplever det ikke kun i relation til slægtninge i Danmark, men konfronteres også med det i aviser, dameblade og TV reklamer, som uafladeligt bryder ind i de synkro-niserede film. Nej, det er ikke kun de familier, der migrerer, og det samfund de møder, som påvirkes af migrationen. Migration er en tovejsproces, hvilket betyder, at det også får betydning for det samfund, man som migrant forlader (Seeberg 2000).

BrøndbyGiftermål, familieliv og religionDe kvinder, jeg snakker med i Brøndby, er gift med mænd fra samme landsby som dem selv eller fra nabolandsbyen. Ayse fortæller, at det ikke er almindeligt med arrangerede ægteskaber, men det er vigtigt at finde en mand fra sin egen landsby. “Det er meget lettere at få ægteskabet til at fungere, hvis man har samme baggrund. Hvis man finder en mand fra en anden landsby, kan familien godt finde på at modsætte sig forholdet og gøre livet surt for én. Så kan man ligeså godt bryde med det samme, for så kommer det aldrig til at gå”. “Man kan også selv blive i tvivl, om det er det rigtige, hvis man ikke kender mandens familie,” siger Hediye. Giftermålet er altså for de tyrkiske kvinder i Brøndby ikke kun en social foranstaltning, men også et spørgsmål om følelser og kærlighed.

Relationerne indadtil i familien er meget præget af de tyrkiske traditioner, men adskil-ler sig også fra dem. Kvinderne i Brøndby fortæller alle, at de har boet hos forældre eller svigerforældre i de første år af ægteskabet. “Hvis svigerfamilien bor i Danmark, er det altid dem, vi bor hos. Men bor de i Tyrkiet, så er det kvindens forældre vi bor hos”. Fami-lierne kan imidlertid være meget opsplittede, for det er ikke ualmindeligt, at dele af fami-lien stadig bor i Tyrkiet. Meral fortæller: “Jeg boede hos min svigerfar de første 6 år. Min svigermor boede i Tyrkiet”. Omvendt fortæller Sidika, at hun boede i Kusca med sin mor og 5 søskende indtil hun var knap 18 år. Så flyttede hun til Danmark til sin far, som havde boet her i 40 år. Hun fortæller videre at “min far var ikke som en rigtig far. Som barn så jeg ham kun en gang om året i hans sommerferie. Han blev kun en som forsørgede os, sendte penge så vi kunne klare os … ”

Det betyder også, at kvinderne ikke, som i Yeniceoba og Kusca, har så entydig en vejleder i svigermoder, specielt hvis hun ikke bor i Danmark og det bliver derfor lettere at lade sig

26

påvirke af andre. Sidika som havde problemer med amningen, blev anbefalet af kusiner at give flaske i stedet for. “Det er meget nemmere, sagde de. Prøv med flaske. Og til sidst sagde min mor også, prøv med flaske. Men så, altså da jeg var i Tyrkiet, da Zara var 6 måneder, og jeg ikke ammede hende, så sagde min svigermor, altså hun sagde det næsten hver dag: at jeg er så ked af, at du ikke ammer, hun er kun 6 måneder. Jeg er sikker på, at det er derfor, jeg har ammet mit andet barn meget længere”.

For kvinderne i Brøndby er religionen også en del af deres hverdagsliv, men det er sværere at praktisere den i Danmark. Der er ikke en nærliggende moske og minareter, der kalder til bøn. I Tyrkiet bliver man hele tiden mindet om det, når der 5 gange om dagen bliver kaldt til bøn. De islamiske traditioner, som bl.a. forbyder alkohol og svinekød, holdes dog af alle i hævd. Religionen er også et af de forhold, som kvinderne føler adskiller dem fra etniske danske. Türkan fortæller: “Det bliver en del af ens liv. Jeg tænker ikke over, at jeg er i et fremmed land til daglig, men religionen gør os anderledes. F.eks. når jeg er til julefro-kost, hvor jeg ikke drikker. Jeg spiser ikke svinekød, og så det der med kærester. Vi har ikke kærester på den måde, som danskerne har det”. Arbejde og kvindelivArbejdslivet har en stor betydning for de tyrkiske kvinder i Brøndby. Kvinderne, som jeg snakkede med, har alle barselorlov. De fleste har også en uddannelse og et arbejde, de skal tilbage til. Meral fortæller om arbejdet: “Mange kvinder arbejder. Mange har uddannelse. Jeg er glad for at have et arbejde og tjene mine egne penge. […] At blive hjemme, det er hårdt for kvinder. Vi vasker og rydder op og møder ikke andre mennesker”. For Sidika er det at arbejde en nødvendighed. “Vi kan ikke bo i den her lejlighed, hvis jeg ikke tjener penge”. For både Meral og Sidika betyder det, at de arbejder, at mændene også tager del i opgaverne i hjemmet. Sådan er det imidlertid ikke for alle de kvinder, jeg snakkede med i Brøndby. “Der er stadig stor forskel på kønsrollerne”, siger Ayse, “du ser f.eks. næsten aldrig en tyrkisk mand gå tur med barnevognen. Så bliver han betragtet som en tøffelhelt.”

Arbejdet giver de tyrkiske kvinder i Brøndby en følelse af at blive respekteret på en måde, de ikke har oplevet i Tyrkiet. “Man får anerkendelse for det, man har gjort. Man arbejder godt nok meget, men man får også tilsvarende noget for det, man har ydet”, siger Hediye. Kvindernes arbejdsliv har imidlertid betydning for det kvindenetværk, som de alle kender fra Yeniceoba og Kusca. Hediye siger: “Min nabo ser jeg tit. Det er en jeg kender fra Kusca. Men det er ikke så meget som i Tyrkiet. Når man arbejder især, så er der næsten ikke tid til det. Men også selv om jeg har orlov nu, så dem jeg kender de arbejder jo også. Så selvom jeg har tid, så har de ikke tid”. Türkan siger: “Vi er blevet mere europæiske. Vi arbejder, så det er der ikke tid til”. Gül bruger ordet gammeldags til at beskrive kvindenetværket i Tyrkiet. “Altså vi er ikke lige så gammeldags mere, men på de specielle dage, når man skal giftes eller have barn, så kommer der mange, men til hverdag bliver det mindre og mindre nu”.

27

For kvinderne betyder deres arbejdsliv, at de i modsætning til kvinderne i landsbyerne også får et udadvendt liv. Deres liv bliver således opdelt, får flere foci, på en måde som jeg ikke så i Tyrkiet, hvor kvindernes fokus udelukkende var hjemmet.

At være tyrkisk kvinde i Danmark Blandt de kvinder, jeg snakker med, er der stor forskel på, hvordan man oplever det at være tyrkisk kvinde i Brøndby. Ofte beskriver kvinderne, at arbejdet gør en forskel. “På arbejdet føler jeg mig mere dansk”. Alle oplever imidlertid, at de er anderledes. “Når jeg er i Danmark, er jeg tyrker, og når jeg er i Tyrkiet, er jeg dansk”. Türkan føler sig mest anderledes, når hun er i Tyrkiet. “Vi er meget mere moderne. Vi går i dansk tøj, man har et andet kropssprog, man kigger mænd i øjnene. I Tyrkiet er man mere ydmyg. Mit tyrkiske sprog er også blevet anderledes”. De fleste siger imidlertid, at på trods af at de føler sig anderledes, vil de helst bo i Danmark. “Man har alle de gode rettigheder, et socialt sikkerhedsnet. Der er flere muligheder i Danmark – også for børnene. Og så er der mere aktivitet, der sker mere, og man har bedre råd. Når man har penge, har man bedre humør”. Mange kvinder oplever, at der er et vist pres fra familien i Tyrkiet for, at deres migration skal blive en succes. De, som får det svært, som ikke kan få arbejde og har dårlig økonomi, betragtes som fiaskoer og lider dermed nederlag i dobbelt forstand.

Meget af det samvær kvinderne har med danskere opstår i relation til arbejdet. Men samværet forbliver primært på arbejdspladsen. Det bliver sjældent til private venskaber. En kvinde fortæller, at hun kommer sammen med sin danske nabo og en fortæller, at hun har danske veninder, men for resten af de kvinder jeg snakker med, gælder det, at de udelukkende har tyrkiske venner. I en dansk undersøgelse vedrørende oplevet diskrimination finder man også, at ⅔ af de adspurgte fra Tyrkiet kun har ganske få eller ingen danske venner (Togeby et al 1999).

Overvejelser om remigration er en del af tilværelsen for kvinderne i Brøndby. Flere ople-ver, at deres forældre, som pensionister flytter tilbage til Tyrkiet. Det betyder yderligere splittede familier. Ayse fortæller om de overvejelser, hun og hendes mand har haft. “Inden børnene begyndte i skole, snakkede vi om at flytte tilbage til Tyrkiet. Det skulle være inden børnene blev for store. Men vores handicappede barn gjorde, at vi valgte at blive. Vi kan ikke tilbyde hende noget godt liv i Tyrkiet. Der gemmer man handicappede væk. Her har hun mulighed for at få et arbejde på et beskyttet værksted og få de udfordringer, som hun kan klare”. Men Ayses 2 andre døtre har begge snakket om at tage tilbage til Tyrkiet. Livet for migranter er ikke altid nemt i Danmark. Deres tilstedeværelse i Danmark er et evigt aktuelt diskussionsemne i det offentlige rum. Dagligt konfronteres de med overskrifter som bl.a. i Nyhedsavisen 20. april 2007 “DF: Alle muslimske samfund er tabersamfund. Den tørklædeklædte politiker Asmaa Abdol-Hamid må enten forlade Danmark eller gå i psykiatrisk behandling”. Det at være anderledes og altid kæmpe en kamp for at blive accepteret gør det attraktivt for et par teenagere at remigrere. I Tyrkiet er de også ander-ledes, men der er de anderledes på den gode måde. De er spændende og får meget positiv opmærksomhed. De får således opfyldt et basalt menneskeligt behov for respekt. Jeg vil i næste kapitel vende tilbage til dette behov for respekt.

28

SammenfatningKvinderne i Brøndby kommer fra et traditionelt patrilineært samfund, hvor det at skabe et hjem og opfostre sine børn er hovedmissionen i deres liv. En mission som deres ægte-mænd bidrager til som forsørger, men ellers er kvindernes domæne. Det får de praktisk hjælp og støtte til via kvindenetværket, hvor erfaringer overleveres fra den ene generation til den næste. Svigermor, som den øverste i kvindenetværkets hierarki, er en central figur i kvindernes liv. Der er imidlertid en anden verden, som er meget synlig for kvinderne i Yeniceoba og Kusca, og som mange er forbundet med via familien. Nemlig den moderne europæiske verden.

Dette bringer kvinderne med i sig, når de kommer til Danmark. I Brøndby lever de fle-ste kvinder et moderne liv, hvor de arbejder uden for hjemmet, selvom de har børn. Set i forhold til danske kvinder føler de sig imidlertid mindre moderne. Men de tjener deres egne penge, har råd til ting, som er helt uopnåelige i Tyrkiet og føler sig som frie, moderne kvinder, set i forhold til de kvinder som bor i landsbyerne. Kvinder som de stadig er tæt forbundet med. De kommer imidlertid til et land, hvor de må kæmpe for at blive accepte-ret, hvilket betyder, at overvejelser om remigration bliver en del af deres liv.

29

5. Moderskab og kvindeidealer

Jeg har i det foregående kapitel set på amning i en relationelt kontekst. Jeg vil nu gå over til at se på et udsnit af den værdimæssige kontekst, amningen indgår i, sådan som jeg oplevede det under mit feltarbejde. Såvel den relationelle som den værdimæssige kontekst i både landsbyerne og Brøndby har betydning for det lager af tidligere erfaringer – vore egne erfaringer og dem vi har fået overleveret – som Schutz siger, vi fortolker og handler i verden med. En belysning af denne kontekst tjener til at synliggøre de forskellige livsmål og projekter, kvinderne i henholdsvis Yeniceoba/Kusca og Brøndby havde, og som var bag-grund for deres ageren i hverdagslivet.

Moderskab Det er lige før vi drager hjem til Danmark efter 10 dages ophold i Tyrkiet. Min tolk og jeg er rykket til Konya, som vi skal flyve fra og bor hos en familie der. Formiddagen inden vi flyver får vi besøg af Arife fra landsbyen. Hun bor alene i Konya med sine 3 børn, fordi den ældste dreng på 9 år ikke skal gå i skole i landsbyen mere. Hendes mand vil ikke bo i Konya. Det bryder han sig ikke om, så det bliver Arifes lod at bo alene med børnene. Der er ikke råd til egen lejlighed, så Arife bor hos svigerfamilien en stor del af året. Når skolerne har ferie, flytter hun hjem til mand og hus i landsbyen. For Arife er det vigtigt, at børnene får en god uddannelse, og skolerne i Konya er et bedre tilbud for børnene. Skolerne i Kusca og Cihanbeyli ligger meget nærmere ved landsbyen, men alligevel rykker mor og 3 børn til Konya i fremmede omgivelser og uden egen bolig af hensyn til børnenes fremtid. Det er hun ikke den eneste der gør. I Yeniceoba fortalte borgmesteren, at ⅓ af de mennesker, der boede i byen, levede en stor del af tiden i Konya på grund af arbejde eller skolegang.

Jeg oplevede, at man som mor er parat til at gøre alt, hvad der er inden for rækkevidde, for at tilgodese børnene. Også selvom egne behov må tilsidesættes ud over det, vi er vant til her fra Danmark. Det gælder for Arife, som flytter til Konya, og for Tûlay i Kusca som pas-ser hus, hjem og barn, selvom hun gerne vil bruge sin ingeniøruddannelse. De mødre, jeg mødte, arbejdede ikke. Så kunne de ikke passe forpligtelserne som mor og hustru. Tûlay fortæller: “Jeg synes generelt, at tyrkiske kvinder i Danmark tænker mere på opsparing end på deres børn. Nu har jeg f.eks. ikke her mulighed for at udnytte min uddannelse, men jeg kunne heller ikke forestille mig at aflevere mit barn for at komme på arbejde”.

Gül fra Brøndby fortæller, at man som tyrkisk mor har pligt til at sørge for, at barnet vok-ser op, trives og udvikles. “At give mælk til sit barn er også en hellig ting, man gør. Altså man gør alt for, at barnet skal vokse og blive stor. Så det er en stor pligt […] det er tradi-tion. Altså vi har lært det af vores forældre […] Mohammad siger, at Paradis ligger under moderens ben, fordi moderen gør alting for børnene, hun giver dem bryst, opdrager dem, hun gør alt for sine børn og også for hendes mand. […] På den måde er moderen hellig”. For hende, og for de andre tyrkiske kvinder jeg mødte i Brøndby, er moderskabet en helt central mission her i livet.

30

Svigerforældrene føler imidlertid også et stort ansvar over for børnene, hvorfor man som mor må acceptere, at specielt svigermor tager over. Moderskabet foregår således i høj grad på svigermors betingelser, især så længe man bor under samme tag. Döne i Yeniceoba beretter om sin svigermor: “Hun var meget opmærksom på især drengebørn, at de fik den rigtige næring. Sådan var svigermor. […] Hun var meget bange for de onde øjne. Så når vi skulle et sted hen, kunne hun godt sige at så efterlad ham her hos mig, tænk hvis der sker ham noget. Hun ville heller ikke have,at vi skulle købe modermælkserstatning, og heller ikke når barnet fik rød numse, så var det også sigtet jord der skulle smøres på. Hun brugte ikke så meget cremer”. Der er stor respekt for svigermors erfaring, og det er ikke nemt at stritte imod, men det forsøger Döne nu heller ikke.

Det gør imidlertid mange af kvinderne i Brøndby, selvom det heller ikke for dem er let at frigøre sig fra traditionerne. Men moderskabet hviler ikke kun på svigermors erfaringer. For flere har medicinsk viden om sundhed og sygdom også betydning. Hvor barselomsorgen og dermed amningen i landsbyerne varetages i hjemmet blandt kvindelige familiemedlemmer, varetages den for kvinderne i Brøndby af personalet på sygehuset og sundhedsplejerskerne i hjemmet. I Danmark er barselomsorgen således medikaliseret – et forhold som er velkendt i moderne samfund, hvor flere og flere af hverdagslivets begivenheder bliver domineret af en medicinsk tilgang (Conrad 1992). Det betyder også, at mange af kvinderne tager afstand fra den ældre generations erfaringer og lytter mere til sundhedspersonalet. Gül fortæller: “Sundhedsplejersken var vigtigst for mig, da jeg havde problemer. Altså selvfølgelig bliver man lidt påvirket af familien, men når jeg så er for mig selv, så tænker jeg, at hun har jo en uddannelse, hun ved mere end min mor – så jeg tror mere på sundhedsplejersken. Men når det sundhedsplejersken siger, ikke virker, så kan jeg sagtens høre efter min mor og familie.”

Moderskabet for kvinderne i Brøndby ligger således stadig helt centralt, men det står ikke så skarpt frem, som for de kvinder jeg talte med i Tyrkiet. Svigermors rolle som ‘guide’ og det stærke kvindenetværk var for kvinderne i Tyrkiet væsentlige faktorer for skabelsen af den centrale rolle, moderskabet havde der. I det moderne liv i Brøndby er flere perifere relationer, som bl.a. sundhedspersonale og arbejdet, i spil for kvinderne. Perifere relationer som er med til at nedtone denne centrale rolle. I et etnografisk arbejde om tyrkiske migranter i Tyskland beskrives ligeledes, hvordan det svækkede familienetværk og de nye livsbetingelser deler kvindens opmærksomhed og svækker de traditioner, hun bringer med fra Tyrkiet. “Thus sticking together as a family on the basis of tradition on the one hand and adapting to modified life circumstances on the other, show in the women emotional divide between the wish to live their traditions and the demands made by changed circumstances” (Zielke-Nadkarni 2003). Andre forhold i det moderne liv konkurrerer således om opmærksomheden for kvinderne, jeg mødte i Brøndby.

Traditioner for og holdninger til amning og flaskeSamtlige tyrkiske kvinder, jeg snakkede med i Yeniceoba og Kusca, beskriver, at de er opvokset i en kultur, hvor amning var en naturlig del af det at få børn. Ingen kan fra deres barndom erindre, at de har set nogle børn, der er blevet flaskeernæret. “Det var helt al-

31

mindeligt at amme sit barn”. Holdningen til amning blandt kvinderne i landsbyerne er meget positiv. Modermælkserstatning giver man af nød. Ud over som beskrevet tidligere at binde bånd mellem mor og barn, mener kvinderne også, at det er positivt, at moder-mælk har betydning for barnets sundhed. Hatice fortæller, hvilke tanker en familie gjorde sig, da et barn pludselig ikke ville tage moderens mælk mere. “Moren, som gav moder-mælkserstatning, da barnet var 3 måneder, var frygtelig ked af det. Så vi syntes mere det var synd for hende. Så vi tænkte på, om barnet havde været ude for noget. Altså et barn, som det går godt for og som får ros, kan der komme onde øjne på”.

Mange kvinder i landsbyerne ammer uden at give andet til barnet er omkring 6 måneder og fortsætter derefter amningen til barnet er 1-3 år. Alle nævner, at det er godt at amme, indtil barnet er 2 år. Kvinderne kan ikke forklare, hvor de har anbefalingerne fra ud over fra svigermor og andre kvinder. Jeg spørger, om sundhedspersonalet har anbefalet det, men det mindes de ikke. En ung familie, som jeg bor hos, leder mig videre.

I koranen berettes om, hvorledes den spæde Moses ammes. Der står om amning: “ Med møje bærer moderen barnet, med møje føder hun det, og i 2 år giver hun det die. Når barnet når sin fulde modenhed i fyrreårs alderen, vil det sige: “Herre! Lad mig være taknemmelig for den nåde, Du har vist mig og mine forældre. Lad mig handle retsindigt, så at Du kan være tilfreds med mig” (Tønnsen 2000). Koranen beskriver ligeledes ammeslægtskabet, Rida’a. Hvis et barn inden for sine første 2 år har diet hos en amme, bliver båndet mellem dem ligeså stærkt som blodsbåndet – ægteskabsretligt set. “Det er jer forbudt at gifte jer med jeres mødre, jeres døtre, jeres søstre, jeres fastre og jeres mostre, jeres niecer, jeres ammemødre og ammesøstre” (ibid).

Koranen og kvinderne i landsbyerne beskriver således meget enslydende netop forhold som, hvor lang tid det er godt at amme, de bånd som amningen skaber mellem barn og mor og forventningen om senere ‘tilbagebetaling’ og endelig forhold omkring ammeslægtskab. Ammeslægtsskabet i det islamiske Iran beskrives også af Khatib-Chahidi, som konstaterer: “It is often said that Islam is not just a religion but a way of life” (Khatib-Chahidi 1995:113). I betragtning af den naturlige plads Islam har i hverdagen for mennesker i Yeniceoba og Kusca, er det sandsynligt at antage, at religionen også har en betydning for den stærke tradition kvinderne har for at amme deres børn.

Alle de kvinder, jeg snakkede med i Brøndby, mindes heller ikke at have set flaskebørn i deres barndom i Tyrkiet, og de beskriver alle, hvor vigtigt de synes, modermælken er. De kommer altså til Danmark med en stærk tradition for og en positiv holdning til amning. Men kun enkelte af de kvinder, jeg snakker med, har ammet deres egne børn omkring 6 måneder. Flere er med et eller flere af deres børn holdt op efter 2-3 måneder. Flere beskriver også, at de kender en del andre tyrkiske kvinder, som ikke har ammet i ret lang tid.

Når jeg spørger til årsagen, nævner mange, at barnet ikke ville tage brystet, eller at der var for lidt mælk. Det har jeg også hørt hos de få i landsbyerne, som ikke ammede ret

32

længe. Flere kvinder sætter imidlertid spørgsmålstegn ved, om det er den virkelige årsag til, at kvinderne er holdt op med at amme. “Altså jeg har nogen veninder, de synes det er besværligt. De synes, det er mere praktisk at give flaske. F.eks. hende der bor ved siden af mig. […] Hun sagde, at hun havde ikke mælk nok og for det andet sagde hun, at det er nemmere. Og jeg tror, at det er ikke noget med mælken. Det var fordi hun synes, det var nemmere at give flaske”. Nediye supplerer og fortæller: “De vil tabe kilo. De vil passe på deres krop. De siger, at babyen kan ikke sutte. Jeg siger, de skal prøve, men de siger, at det vil de ikke. De har ikke så meget mælk. Men det tror jeg ikke. Jeg kan se, at der er meget mælk”. At det også har noget med moderne kropsidealer at gøre, nævnes af flere kvinder i Brøndby.

Kvinderne fortæller, at de selvfølgelig var kede af, at det ikke fungerede med amningen, men det var der ikke noget at gøre ved. Der var jo heldigvis andre muligheder. “Dengang [i Tyrkiet] havde vi ikke haft mulighed for flasken. Dengang var der ikke så meget mælk [modermælkserstatning]. Men nu er der en hel masse mælk, nu har du penge, nu har du mulighed for det. Så hvorfor skal du tvinge dig til at amme, hvis barnet ikke får nok. Der var andre muligheder end de gammeldags”. Koranen beskriver, i lighed med kvindens holdning ovenfor, også muligheden for at afvænne barnet før tiden. “Forældre skal ikke klandres, om de vælger at afvænne barnet før tiden. Ingen skal pålægges større byrder, end de kan bære” (Tønnsen 2000). Det er således helt acceptabelt at være nødt til at stoppe amningen, hvis kvinden står med problemer, som hun ikke kan løse. F.eks. når man ikke har mælk nok. Eller hvis barnet ikke vil tage brystet.

At vælge amningen fra uden grund og uden at have kæmpet for det er imidlertid ikke acceptabelt. Türkan fortæller om hendes mors reaktion på, at hun var nødt til at give flaske: “Altså min mor hun ærgrede sig meget over, at jeg ikke gav bryst, og hun sagde også, at det var fordi jeg ikke hvilede mig, og at jeg ikke tog tid til hende, at jeg også selv var lidt skyld i det.” Om flaskeernæring er fascinerende, fortæller hun videre: “Nej det tror jeg ikke, det har noget med det at gøre. Og jeg tror heller ikke, at der er nogen, der misunder vores flasker. For bryst det er jo dejligt og det er hyggeligt og sundt. Jeg ville aldrig misunde en der sad og gav flaske ved siden af, hvis jeg ammede”.

Den moderne kvindeI det kvinderum jeg blev en del af i Tyrkiet, blev der snakket meget kvindeidealer. Det var også oplagt, for min tilstedeværelse lagde op til spørgsmål og undren. Hvordan kunne jeg være så gammel, have så store børn og alligevel se ud som om jeg var 25 og uden børn. Det var selvfølgelig smigrende, men egentlig tænkte jeg ikke over det undervejs. For kvin-derne virkede ikke gamle af sind. Jeg boede i Konya hos en familie. Kvinden i huset var en dejlig kvinde sidst i trediverne. Altid med et glimt i øjet og et smittende smil på læben. Det var en fornøjelse at være sammen med hende. En formiddag kom jeg til på afstand at se hende gå af sted med sit barn. Pludselig lignede hun en gammel kone. Mørke bukser, grå lang frakke, brunmønstret tørklæde og en sort dametaske i hånden. Kontrasten sprang mig i øjet, og jeg kunne se, hvad kvinderne i kvinderummet mente. Som Türkan i Brøndby sagde: “Vi er smarte, velplejede, ja vi ser helt nye ud”.

33

Türkan har boet i Danmark mere end 20 år og gjort sig mange tanker om det at være en moderne kvinde. Tanker som jeg også hørte beskrevet af andre kvinder, både i Tyrkiet og i Brøndby. En moderne kvinde arbejder, tjener sine egne penge og har derfor ikke tid til så megen omgang med de andre tyrkiske kvinder. En moderne kvinde har sin frihed og træffer derfor selv sine valg uden at skulle spørge andre til råds. “Vi har friheden og vi kan klare tingene på vores egne måder”, som hun sagde. Det er ikke, fordi der ikke er sammen-hold i gruppen af moderne tyrkiske kvinder “. Man støtter hinanden”, fortsatte hun. “Men man er blevet rigtige individer”. Man henter ikke sin viden om børnene fra de ældre. Det er for gammeldags. Nej Türkan får megen viden fra sin sundhedsplejerske, fra veninderne og fra mødregruppen.

Med hensyn til amning mener Türkan også, at det moderne liv har en betydning. “Jeg har det sådan at penge, og at man lige hurtigt kan smutte over og købe noget modermælkser-statning og så kan man hurtigt få sin krop i form. Ja, man skal være smart og fin og alt det der, og det kan man ikke være, når man ammer. Så kan man bare være stor og få svært ved at tabe sig. Så det tror jeg også har en betydning”. At amning er en hindring for at gen-vinde sin figur efter fødslen, er en almindelig antagelse blandt kvinderne, både i Tyrkiet og i Brøndby.

Mange antydede, at tyrkiske kvinder i Yeniceoba og Kusca var misundelige, fordi de havde så mange muligheder og penge i Danmark. Men i forhold til flasken var kvinderne i landsbyerne ikke misundelige. Zeinep fortæller: “Jeg synes, det passer bedre ind i deres miljø og vilkår, fordi de arbejder begge to […] Hvorimod det ikke passer ind i mit liv. Min mand arbejder, og jeg er hjemmegående. Vi kan sagtens få det til at løbe rundt. Det er ikke det, der er problemet”. At være en del af det moderne liv eller ikke var ofte oppe at vende. Det kunne man ikke undgå at have en mening om. Det var en del af det sammenflettede netværk, der bandt landsbyerne og Brøndby sammen.

SammenfatningDe kvinder, jeg snakkede med i Brøndby, stod således i flere værdimæssige dilemmaer. Dilemmaer som udsprang af de forskellige værdier, som de havde erfaret fra deres liv i landsbyerne, og som også var en del af deres nuværende liv i familien, men ikke altid matchede dem de mødte i Brøndby. Det var blandt andet dilemmaer som moderskab kontra arbejdsliv, svigermors råd kontra sundhedspersonalets, frihed og selvbestemmelse kontra familiemæssig afhængighed. Alle sammen dilemmaer som kan påvirke de handlinger, kvinderne i Brøndby foretager i forbindelse med ernæring af deres spædbørn. Jeg vil i det følgende gå dybere ind i det hverdagsliv, som kvinderne i Brøndby på baggrund af disse dilemmaer levede i.

35

6. Mor mellem Tyrkiet og Brøndby

Jeg er på vej ud at besøge en familie sammen med en sundhedsplejerske i Brøndby. Vi kommer til et typisk dansk lejlighedskompleks og går op på 2. sal. Uden for døren står alle familiens sko, som jeg har set det overalt i Tyrkiet. Man træder ikke ind over dørtærsklen med sko på. Vi ringer på, og Nediye lukker op ind til en entre, som jeg kender den fra utal-lige danske hjem. Et lavt entrémøbel står under et spejl, men det prydes af en lille hæklet dug og en vase med farvestrålende plastikblomster – så er jeg tilbage i Tyrkiet igen. Vi hilser på. Bliver budt ind i stuen og sætter os i et 3-2-1 sofaarrangement i lyst læder. Hos Nediye i Brøndby sidder man ikke på gulvet. På sofabordet står 3 teglas på plastikunder-kopper, nøjagtig magen til dem jeg har drukket te af overalt i Tyrkiet. For selvfølgelig bliver der budt på te. Svigermor står i køkkenet sammen med Nediyes mor, som er i Danmark i 2 måneder, fordi det lille nye barnebarn er født. Vi stikker hovedet ud i køkkenet for at hilse på. Køkkenet, et typisk dansk spisekøkken, er på den anden ende. Nediyes mor sidder på gulvet med bagefadet og sin bagerulle, som hun ruller fladbrød med. Der er mel overalt. Svigermor sørger for bagningen, som ikke foregår over åben ild, men i en Blomberg varm-luftovn. Jeg er hverken på besøg i Tyrkiet eller i Danmark, men alligevel både og – et sted midt imellem.

Liminale livDen engelske antropolog Victor Turner har, inspireret af Arnold van Gennep, beskæftiget sig med overgangsritualer, som har til formål at bringe individer eller grupper fra en social status til en anden. Turner beskriver 3 faser i overgangen: adskillelsen fra tidligere status, liminalfasen og reintegrationen, hvor man har fået ny status. Liminalfasen er således overgangsfasen, som netop karakteriseres ved, at man er hverken-eller og alligevel både-og (Turner 2001). Migration kan ikke som sådan karakteriseres som et ritual, men en proces, hvor man fra at tilhøre en gruppe bevæger sig mod en anden.

Turners beskrivelse af liminalfasen og liminalitet kan ikke desto mindre hjælpe til at forstå kvindernes situation i Brøndby. Turner beskriver individer i liminalfasen, neofytter, som værende i ingenmandsland. “They are at once no longer classified and not yet classified” (ibid:511). Han siger videre, at siden neofytter er strukturelt usynlige, bliver de almindeligvis isoleret. At være i den liminale fase har således betydning for ens sociale liv (ibid:511-4). Kvindernes oplevelse af at være anderledes end både tyrkerne i Tyrkiet og danskerne i Danmark og deres begrænsede omgang med danskere stemmer overens med Turners liminalitetsbegreb. Neofytter indbyrdes har imidlertid et særligt sammenhold, ‘communitas’, hvor de er jævnbyrdige, uanset tidligere forskelle (ibid:514-6). Turner beskriver videre hvordan “liminality may be partly described as a stage of reflection” (ibid:520), hvor neofytter “i nogen grad må aflægge sig tidligere tankevaner, følelser og måder at tænke på. De opfordres til at tænke på samfundet på andre måder” (Tjørnhøj-Thomsen 1999:58). Tyrkiske kvinder i Brøndby befinder sig også i et refleksivt rum, hvor de fastholder gamle værdier, holdninger og traditioner, men samtidig er nødt til at

36

redefinere dem, de tidligere har taget for givet. En proces som retter sig fra adskillelse mod reintegration og dermed peger i retning af det samfund, de er ved at blive en del af.

Moderne liv og anerkendelseDet er imidlertid ikke kun sådan, at kvinderne og deres familier bevæger sig fra Tyrkiet mod Danmark. Bevægelser går også den anden vej. Flere antropologer bl.a. Olwig og Pærregaard (2004) henviser til teorier om netværk som formidlere af migrationsprocesser, hvor migration opfattes som en tovejsproces. Cand. mag. Peter Seeberg skriver således: “Individer bevæger sig den ene vej, mens information, indtryk, viden, varer, penge osv. sendes den anden vej. Dette fører til dannelse af sammenhængende processer, kædemigration, som efterhånden skaber et sammenhængende netværk” (Seeberg 2000:31). Det betyder samtidig, at forskellene mellem de to samfund bliver meget synlige. I mine samtaler med kvinderne i Brøndby kom dette tydeligt frem. Brøndby og landsbyerne i Tyrkiet hang uløseligt sammen og var en uadskillelig del af deres liv. Ja, den var betingelsen, som kvinderne og deres forældre før dem havde levet med. Med Schutz’ ord var begge steder både scene og genstand for deres handlinger og interaktioner.

Overordnede årsagsforklaringer på migration beskrives som push-pull faktorer, hvor push-faktorer som lav levestandard og mangel på økonomiske muligheder får folk til at bryde op og pull-faktorer som mangel på arbejdskraft, gode økonomiske vilkår og politisk frihed virker tiltrækkende på et andet lands befolkning (ibid). Sachs beskriver i sin mono-grafi samme årsager til den tyrkiske migration til Sverige (Sachs 1983), og for kvinderne, som jeg snakkede med i Tyrkiet og Brøndby, havde disse push-pull faktorer altid været en del af deres liv. Under deres opvækst i Tyrkiet havde kvinderne i Brøndby allerede været i kontakt med det moderne vestlige liv, som så anmasende trængte sig på imellem det tra-ditionelle, når man opholdt sig og gik rundt i landsbyerne. Et moderne liv som kontrast til det traditionelle liv de levede, og som gav flere muligheder for den enkelte. I Brøndby op-lever kvinderne en helt anden velstand, end de er vant til fra Tyrkiet. Der er et socialt sik-kerhedsnet og uddannelsesmuligheder, som man ikke ser i Tyrkiet. De oplever en frihed, som bl.a. kommer med det at have et job og tjene penge. Det giver nogle af kvinderne en følelse af mere ligestilling mellem kønnene, hvor mændene tager del i hjemmearbejdet, og hvor kvinderne samtidig får en funktion ud af hjemmet, en forsørgerrolle, som ellers kun har været knyttet til manden. Kvinderne oplever imidlertid også at komme til et land, hvor de er anderledes og gang på gang bliver konfronteret med negative holdninger om deres tilstedeværelse. Dagligt mødes de af tørklædedebatter, betragtninger om deres muslimske baggrund og lignende i dagspressen, i skolerne og på gaden.

I Schutz’ definition af den ‘fremmede’ (jf. note 2 side 13) ligger der et behov for accept af den gruppe, de henvender sig til. Dalsgaard beskriver i sin monografi det fundamentale menneskelige behov for respekt og anerkendelse, som kvinder i en fattig provins i Brasi-lien higer efter, og som de oplever, at en sterilisation kan hjælpe dem til (Dalsgaard 2004). Med udgangspunkt i Hegel skriver hun, at gensidig anerkendelse mellem mennesker er en forudsætning for selvbevidsthed. Selvbevidsthed eksisterer kun for én selv, hvis den også eksisterer eller anerkendes af en anden. Man ønsker derfor, at den anden anerkender

37

værdien af én selv, som sin egen værdi. Dalsgaard tager videre udgangspunkt i Jackson og siger “An experience of nothingness […] arises out of being reduced to passivity, of not being able to do or say anything that has any effect on others” (ibid:140). En sådan følelse vil for mange medvirke til handling. Det betyder også, at andre har en vis magt over vores liv i og med, at man vil gå langt for at blive anerkendt i den andens øjne. Men anerkendel-sen er ikke udelukkende på den andens præmisser. Det er en balanceret bevægelse mellem “a striving to be in the world of others, but equally, a striving to define what one wants to be in the world of others” (ibid:140). De tyrkiske kvinder, jeg mødte i Brøndby kæmpede for at opnå anerkendelse i den moderne verden, de var kommet til. Mange af dem valgte et udadvendt liv i Brøndby med arbejde, shopping og børn i institution og medvirkede derved til at definere, hvordan de gerne ville opfattes i den moderne verden. En opfattelse som både indebar andres respekt af dem som fuldt moderne kvinder og deres egen følelse som sådan, og som kunne bringe dem videre fra deres liminale liv.

Schutz siger, at når vi skal forstå fænomener i den sociale verden, kan vi “ikke forstå dem løsrevet fra deres plads i systemet af menneskelige motiver, menneskelige midler og mål” (Schutz 2005:174). Vi kan altså ikke forstå, hvorfor tyrkiske kvinder i Brøndby ikke am-mer så længe som forventet, uden samtidig at forstå deres projekt i livet. At blive betragtet som moderne kvinde i Danmark er det projekt, mange af de kvinder, jeg snakkede med i Brøndby, stræbte efter. De er så at sige opflasket med dette livsmål fra deres barndom i Yeniceoba og Kusca. Det ligger i landsbyernes migrationshistorie og er blevet en præmis for livet. Samtidig hviler der et pres på kvinderne fra såvel landsbyerne som fra den danske stat om, at migrationen bliver en succes. Når tyrkiske børn bosat i Danmark bliver invite-ret ind til børnene i landsbyerne, er det med ægteskab for øje. Dermed er vejen skabt til velstand og et moderne liv ikke kun for det enkelte barn i landsbyerne, men for hele fami-lien. Når Meral i Brøndby fortæller, at hun er glad for at arbejde og tjene sine egne penge, og Türkan beskriver, hvordan hun ikke ønsker råd fra familien, fordi hun er fri til at træffe sine egne valg, er det for begge kvinders vedkommende handlinger og holdninger, som er styret af den omstændighed, at de er anderledes og mindre respekterede som moderne kvinder i Danmark og derfor higer mod denne anerkendelse. Oplevelsen af kvindernes an-derledeshed og manglende anerkendelse bliver således i Schutz’ terminologi både scenen og genstanden for deres handlinger og interaktioner.

SammenfatningI deres liminale liv i Brøndby oplever kvinderne at være anderledes end både tyrkerne i Tyrkiet og danskerne i Danmark. Det liminale liv er præget af refleksivitet. Intet er som det plejer, og alt er til diskussion. Kvinderne lever et moderne liv i Brøndby, hvor de har glæde af de goder, som det medfører, men hvor de samtidig må kæmpe for anerkendelse og respekt. Kampen for anerkendelse som moderne kvinde bliver et projekt for kvinderne, og bliver baggrund for mange af deres handlinger i hverdagslivet i Brøndby. Jeg vil i næste kapitel gå over til at beskrive, hvad det får af betydning for kvindernes praksis vedrørende ernæring af deres spædbørn.

39

7. Amning og moderne liv

Gül fra Brøndby fortæller: “Jeg har en nabo, som fødte 2 måneder efter mig. Hun sagde: hvordan klarer du det […] både at amme dit barn og gå på tur og gå at hente dit barn og gøre alting, hvordan kan du klare det. Så sagde jeg: det vænner man sig til. Man ammer sit barn, og så går man på tur bagefter. Altså man får rytmen. Jeg synes, det er nemmere at amme. Så sagde hun: Nej det synes jeg ikke. Jeg synes, det er besværligt. Det er mere praktisk at give flaske.”

For kvinderne i Brøndby er det svært at kombinere det at amme med det moderne liv. At leve et moderne liv er ensbetydende med et mere udadvendt liv. Man går tur med barnevognen, man mødes med andre tyrkiske kvinder i centret, hvor man kigger på butik-ker, og når barselorloven er slut, kalder arbejdet igen. De tyrkiske kvinder i Brøndby har imidlertid ikke nogle ‘handlingsforskrifter’, de kan ty til, når de skal føre et udadvendt liv, samtidig med at de ammer. For dem praktiseres de to ting i hver sit sociale rum. Amning praktiseres i det hjemlige rum, måske i ‘kvinderummet’, men absolut ikke offentligt, hvor der er mænd, og det udadvendte liv foregår i det offentlige rum, hvor der også er mænd. De grundlæggende antagelser, som Schutz skitserer skal være tilstede, for at kvinderne kan bruge deres tænkning-som-sædvanlig, er ikke tilstede. For det første er livet i Brønd-by, og især det sociale liv, ikke det samme, som de er opvokset med. For det andet kan kvinderne ikke stole på den viden, de har fået overleveret fra deres forældre, og endelig er begivenheden ‘at amme i det offentlige rum’, ikke almindelig. De kan således ikke bruge tænkning-som-sædvanlig og må derfor tænke sig frem til en relevant handling. De står i deres liminale liv i et refleksivt rum, hvor de fastholder gamle værdier, men samtidig er nødt til at redefinere dem. I fællesskabet ‘communitas’, henter de hjælp hos ligestillede, der enten som Gül kan redefinere amning som hjemligt fænomen, eller som Sidika der fastholder, at amning hører hjemmet til, og derfor af kusiner bliver anbefalet at give flaske.

At træffe en beslutning om at give flaske er imidlertid ikke nem for kvinderne i Brøndby. Som mor tilsidesætter de i stor udstrækning deres egne behov frem for barnets. Det er nok almindeligt blandt mødre i hele verden, men kvinder fra landsbyerne, som Arife, er parate til at bryde hverdagen i familien op for at give børnene de bedste betingelser. Det er en ‘hellig pligt’, som de har erfaret gennem deres liv, og som er overleveret fra forældre til børn gennem mange år. For de kvinder, jeg talte med såvel i Tyrkiet som i Brøndby, var der enighed om, at amning var det bedste for det spæde barn. Så man vælger ikke bare amnin-gen fra uden grund. Det er det,de tyrkiske kvinder i Brøndby, mødes med, når de kommer rundt med spædbarn og flaske. Såvel af andre tyrkiske kvinder i Brøndby, som af kvinder i Danmark, hvor amning er normen. Men også fra kvinder i ‘kvinderummet’ under det årlige besøg i Yeniceoba og Kusca.

Flere undersøgelser har i lighed med den, der inspirerede mig til denne undersøgelse, fundet, at de tyrkiske kvinder praktiserer amningen på en måde, som kan give problemer (Jeppesen et al 1998, Kocturk 1988). Det var imidlertid ikke, hvad jeg fandt. Alle kvinderne

40

havde haft de bedste intentioner om at amme deres barn. De berettede alle, hvordan de havde startet amningen lige efter fødslen og havde ammet efter barnets behov i den første tid. Forhold som giver de bedste betingelser for etablering af amningen. De kunne også berette om, hvordan de lagde hyppigere til, hvis de havde for lidt mælk. Så det var til-syne-ladende ikke viden, disse kvinder manglede. Det, der var svært for de kvinder, som stoppe-de amningen tidligt, var at amme deres barn samtidig med, at de forfulgte deres ‘projekt’. Deres primære projekt var nemlig ikke at amme deres barn, det var at blive respekteret som moderne kvinde.

Ifølge Schutz er fortrolighed og fremmedhed almene kategorier for vor fortolkning af verden. “Samtidig med at vi er fortrolige med den viden, der forsyner os med de mest almindelige opskrifter på, hvordan vi skal agere i et givet kulturmønster, fortolker vi det, vi ikke er fortrolige med som fremmed” (Beck-Jørgensen 2005:10). Når kvinderne i Brøndby skal give deres spædbørn mad, benytter de sig dels af ‘opskrifter’, de kender fra deres hverdagsliv, og dels udtænker de handlinger, som retter sig mod nye mål. Det er imidlertid svært for kvinderne at finde en handling, som passer til den fremmede situation ‘at leve et udadvendt liv’. De handlinger, som er naturlige for in-gruppen, er ikke til rådighed for kvinderne i Brøndby. Deres tænkning-som-sædvanlig er baseret på andre erfaringer og, siger Schutz, befinder sig på et andet niveau (Schutz 2005:190). De kan heller ikke tænke sig frem til in-gruppens handlinger, fordi handlinger i hverdagslivet netop ikke er ratio-nelle, men præget af uhomogenitet, usammenhæng og selvmodsigelser. Når kvinderne i Brøndby, som holdt op med at amme, tænker sig frem til en relevant handling, benytter de sig af den tænkning-som-sædvanlig, som er relevant på deres niveau, og som siger, at amning ikke kan foregå offentligt. De må derfor holde op med at amme, hvis de skal føre et udadvendt liv. For in-gruppen giver handlingen ikke mening. Det, som for dem synes fuldkomment enkelt og ukompliceret, fordi de stoler på de opskrifter, der blot skal følges, men ikke forstås, er for de tyrkiske kvinder i Brøndby som Schutz’ beskriver “en labyrint, i hvilken de fuldkomment har mistet orienteringen” (ibid:199). Som forklaringsmodel for at kvinderne i Brøndby ikke ammer, siger de, at de må overgå til flaske, fordi de har for lidt mælk, eller barnet ikke vil tage brystet. En forklaringsmodel som i deres hverdagslivsver-den er kendt, men som flere af kvinderne i Brøndby imidlertid antyder, ikke er den egent-lige forklaring. Schutz siger om dette, at niveauet for den miljøbestemte erfaring ikke stemmer overens med niveauet af de rene antagelser, og “når man bevæger sig fra sidst-nævnte til førstnævnte, vil ethvert begreb, der er opstået på det niveau, man tager afsæt i, nødvendigvis være mangelfuldt, hvis det anvendes på det nye niveau uden at være blevet omformuleret på dets betingelser” (ibid:190). I deres aktive bestræbelser på at handle i overensstemmelse med deres mål i en fremmed verden forbliver kvinderne således – med Schutz’ ord – “en kulturel hybrid i udkanten af to forskellige gruppelivsmønstre” (ibid:199). De fastholdes således i en marginal rolle såvel af den gruppe, de har forladt i Tyrkiet, som af den gruppe de er kommet til i Danmark.

På trods af de handlinger, som af in-gruppen kan betragtes som irrelevante, og af egen gruppe er i uoverensstemmelse med den egentlige forklaring, kan kvinderne i Brøndby ses som handlekraftige kvinder, som i deres ‘migrantliv’, som ‘fremmed’ i Danmark, aktivt

41

forfølger deres mål. Deres stræben efter anerkendelse får dem til at handle. De ønsker at være moderne kvinder, med et udadvendt liv, og samtidig at blive accepteret som dette i deres nye moderne hverdagsliv. Det foregår netop ikke kun på de andres præmisser, men balanceret mellem “a striving to be in the world of others, but equally, a striving to define what one wants to be in the world of others” (Dalsgaard 2004:140).

43

8. Afslutning

Hvad jeg har forsøgt at beskrive her er, at menneskelig handling ikke kun beror på viden og rationalitet, men i høj grad er betinget af vores liv i en intersubjektiv verden, som vi hver især er centrum i, og hvor vi primært er optaget af vores næste skridt.

Gül, Türkan og de øvrige tyrkiske kvinder jeg mødte i Brøndby, der enten ammede eller gav deres barn flaske, handlede alle betinget af deres liv i en intersubjektiv verden. Det samme kan man sige om min stræben efter at forklare, hvorfor tyrkiske kvinder i Danmark ikke ammer så længe som forventet. I en sundhedsfremmeramme har mit mål været at søge forklaringer, som kunne medvirke til at fremme sundheden for tyrkiske kvinder og deres spædbørn i Danmark. På den måde har min hverdagslivsverden, med Schutz’ ord både været scenen og genstanden for mine handlinger og interaktioner.

I et hverdagslivsperspektiv har jeg fokuseret på adfærd og vaner ud fra deres betingethed og dermed tydeliggjort, at sundhedsadfærd ikke er forhold, man bevidst vælger, men derimod forhold af relativt komplicerede sammenfletninger og dermed også forhold, der ikke nødvendigvis kun afhjælpes gennem den gode information og kommunikation med kvinderne. Groleau et al. konkluderer ligeledes på baggrund af en undersøgelse af vietnamesiske migranter i Canada at: “both the acculturation hypothesis and the ‘Breast is Best’ argument of public health share the tacit assumption that womens’ minds are ‘empty vessels’ that can be filled by medical ideologies of parenting”. De siger videre: “Attention to cultural configuration of social space can therefore contribute to […] help advance a ‘reformed’ health geography that admits the importance of cultural and experiential knowledge” (Groleau et al 2006:524).

På mikroniveauet betyder det, at vi som sundhedspersonale også medtænker sociale og kulturelle forhold i det konkrete møde med den enkelte kvinde, hvilke erfaringer hun har, og hvad hendes mål er, så vi på baggrund af dette kan tilpasse vores vejledning. På makroniveauet er der dels behov for at se sundhedsmæssige problemstillinger i et perspektiv, der rækker ud over det rent medicinske, dels er der behov for en anden italesættelse af migrantforhold. En italesættelse som kan være en støtte frem for en barriere for, at kvinderne kan opnå den fundamentale menneskelige følelse af anerkendelse, som de stræber efter.

45

9. Referencer

Bech-Jørgensen Birthe 2005 Alfred Schutz og hverdagslivet. Forord i: Hverdagslivets sociologi. Hans Reitzels

Forlag, København

Conrad Peter1992 Medicalization and social control. Annual Review of Sociology:18:209-32

Dalsgaard Anne Line2004 Matters of Life and Longing. Female sterilisation in Northeast Brazil. Museum

Tusculanum Press. University of Copenhagen

2005 Birth Control, Life Control: Female sterilisation in Northeast Brazil. I: Steffen V, Jenkins R, Jessen, H (red). Managing Uncertainty. Ethnographic Studies of Illness, Risk and the Struggle for Control. Museum Tusculanum Press. University of Copenhagen

2006 Det antropologiske feltarbejde. En blanding af slid, improvisation og undren. Uddannelsesnyt 17(3):7-12. Fagligt Selskab for Undervisende Sygeplejersker

Douglas Mary 2004 External Boundaries. I: Anthropological Theory. An Introductory History, 3.ed.

McGee RJ og Warms RL (red.). The McGraw-Hill Companies. New York

Gammeltoft Tine 2002 Seeking trust and transcendence: sexual risk-taking among Vietnamese youth.

Social Science & Medicine 55:483-96

2003 Intimiteten. Forholdet til den anden. I: Hastrup K (red.) Ind i verden. En grundbog i antropologisk metode. Hans Reitzels Forlag A/S, København

Groleau Danielle, Soulière Margot, Kirmayer Laurence J2006 Breastfeeding and the Cultural Configuration of Social Space among Vietnamese

Immigrant Women. Health and Place: 12:516-26

Grøndahl Malene, Fenger-Grøn Carsten 2005 Turen går til Tyrkiet. Bag om Tyrkiet s. 6-16. København, Politikens Forlag

Hastrup Kirsten 2003 Sproget. Den praktiske forståelse. I: Hastrup K (red.) Ind i verden. En grundbog i

antropologisk metode. Hans Reitzels Forlag A/S, København

46

Hylland Eriksen Thomas 2001 Små steder – store spørgsmål. Innføring i sosialantropologi. 2.udgave.

Universitetsforlaget A/S. Oslo

Indenrigs- og Sundhedsministeriet 2002 Sund hele livet – de nationale mål og strategier for folkesundheden 2002-10

Jensen Torben, Johnsen Tommy J 2003 Sundhedsfremme i teori og praksis. 2. udgave. Århus: Forlaget Philosophia.

Institut for Filosofi, Århus Universitet

Jeppesen Kirsten Just, Nielsen Anne 1998 Etniske minoritetsbørn i Danmark – det første leveår. København.

Socialforskningsinstituttet

Khatib-Chahidi Jane1995 Milk Kinship in Shi’ite Islamic Iran. I Maher V (red.): The Anthropology of

Breastfeeding. Berg Publishers Limited, USA

Kleinman Arthur 1980 Patients and healers in the context of culture. An exploration of the borderland

between anthropology, medicine and psychiatry. University of California Press, Ltd.London, England

Kocturk Tahire 1988 Advantages of Breastfeeding According to Turkish Mothers living in Istanbul and

Stockholm. Social Science and Medicine 27(4):405-10

Kristiansen Maria, Mygind Anna, Krasnik Allan 2006 Sundhedsmæssige konsekvenser af migration. Ugeskrift for Læger 168(36):3006-8

Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration 2005 Årbog om udlændinge i Danmark 2005 – Status og udvikling

Nørredam Marie L, Nielsen Anette Sonne, Krasnik Allan. 2006 Adgang til sundhedsydelser for migranter. Ugeskrift for Læger 168(36):3008-10

Olwig Karen Fog, Pærregaard Karsten 2004 Netværk. Transnational migration og social sammenhæng. I: Hastrup K (red.)

Viden om verden. En grundbog i antropologisk analyse. Hans Reitzels Forlag A/S, København

47

Otto Ton1997 Informed Participation and participating informant. Canberra Anthropology

20(1 and 2):96-108)

Pærregaard Karsten 2003 Rejseplanen. Den etnografiske odyssé. I: Hastrup K (red.) Ind i verden.

En grundbog i antropologisk metode. Hans Reitzels Forlag A/S, København

Ramhøj Pia1996 Sundhedsforskningens brug af hverdagslivsteorier. I: Lunde IM og Ramhøj P.

Humanistisk forskning indenfor sundhedsvidenskab. Akademisk Forlag, København

Russell Bernard H 1995 Unstructured and Semistructured Interviewing. I: Research Methods in

Anthropology. Altamira Press

Sachs Lisbeth1983 Evil Eye or Bacteria. Turkish Migrant Women and Swedish Health Care.

Stockholm Studies in Social Anthropology 12. Department of Social Anthropology, University of Stockholm

Schack-Nielsen Lene, Fleischer Michaelsen Kim 2007 Amningens sundhedsmæssige betydning for barnet og moderen. Ugeskrift for

Læger:169(11):985-93

Schutz Alfred 2005 Hverdagslivets sociologi. Hans Reitzels Forlag, København

Seeberg Peter 2000 Migrationsprocesser i Mellemøsten s. 113-29. I: Migration og det moderne

Mellemøsten. Odense Universitetsforlag Selmer Bodil 1997 Overvejelser om gyldighed og etnografisk metode. Arbejdspapir fra oplæg holdt

18.marts 1997 på Institut for Etnografi og Socialantropologi, AU

Sundhedsstyrelsen 2005 Anbefalinger for spædbarnets ernæring. Vejledning for sundhedspersonale:20

48

Tjørnhøj-Thomsen Tine1999 Tilblivelseshistorier. Barnløshed, slægtsskab og forplantningsteknologi i Danmark.

Ph.d.-række nr. 12. Institut for Antropologi. Københavns Universitet

2004 Slægtsskab. Tilblivelse, forbundethed og fællesskab. I: Hastrup K (red.) Viden om verden. En grundbog i antropologisk analyse. Hans Reitzels Forlag A/S, København

Togeby Lise, Møller Birgit1999 Oplevet diskrimination. En undersøgelse blandt etniske minoriteter. Nævnet for

etnisk ligestilling, København

Tønnsen Aminah 2000 Islamisk Studiebogssamling – Familie og køn. Familie og køn.

www.islamstudie.dk/familie_familie.amning.htm

Turner Victor 2001 Betwixt and Between. The Liminal Period in Rites de Passage. I: Eriksen, Thomas

Hylland: Sosialantropologiske grunntekster:509-23. Oslo: Ad Notam Gyldendal

Vallgårda Signild 2003 Studier af magtudøvelse. Bidrag til en operationalisering af Michel Foucaults

begreb governmentality. I: Christiansen, PM og Togeby, L.(red.). På sporet af magten:117-31. Århus: Århus Universitetsforlag

Wadel Cato 1991 Feltarbeid i egen kultur. SEEK A/S. Flekkefjord

Zielke-Nadkarni Andrea2003 The meaning of the Family: Lived experiences of Turkish women immigrants in

Germany. Nursing Science Quarterly:16(2):169-73

Websiderwww.bny.dk – Berlingske Nyhedsmagasin

VIDENcENTER FOR AMNINGNational Breastfeeding Centrewww.videncenterforamning.dk

amning eller flaske mellem traditioner og moderne … · amning eller flaske mellem traditioner og...

Documents