År 9 efter loopet

roman · Samleren

År 9 efter loopet

Peter adolPhSen

” Adolphsen har noget, som er mere end stil: Han har en vision, som kombinerer klarhed og hallucination samt evnen til at dissekere verden ved at give hyperrealis-men endnu et vrid med møtrikken.” El País (om Brummstein / Machine)

” Adolphsen er en af de forfattere, man bliver lykkelig af at læse, fordi han mestrer kunsten hele tiden at komme bag på sin læser, at trække tæpper væk, og trylle nye frem.” Berlingske Tidende (om Små historier 2)

Anmelderne skrev bl.a.:

” Usædvanlig feeling og skønhed … stram, intelligent, kontinuérligt fængslende … fremragende … dybt overbevisende … triumf.” The Independent (om Machine)

”Dette er det fede! Alle dage og til stadighed!” Weekendavisen (om Små historier 2)

” Den poetiske opdagelse af det naturvi-denskabelige sprog er ikke Adolphsens fortjeneste; men ingen før ham har så konsekvent udnyttet dette sprogs evne til at åbenbare og meddele, dets begrebers skønhed, dets nøjagtighed og bredde i adgangen til virkeligheden … Den poeti-ske forskning i tilfældet, som Adolphsen bedriver, fortryller med sin fantastiske saglighed, sin tilbageholdende følsomhed og sit vid.” Süddeutsche Zeitung (Om Brummstein)

Peter ad

olPh

Sen

År 9 efter loopet

Sam

leren

En solsort synger en trille og via et tilfælde og et overnatur-ligt fænomen opstår en global lyd-tsunami, der forvandler alt fra regnorme til mennesker og hvaler til trance-ramte standardversioner: De går i loop. En mand i Los Angeles udgør undtagelsen: Mark vågner en morgen og tror at han er blevet psykotisk, men nu, 9 år senere, har han accepteret situationen: Han er helt alene i verden.

CICERO FORUM HØST&SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

Peter adolPhSen, født 1972. Debuterede i 1996 med Små historier og har siden fået udgivet Små historier 2 (2000), Brummstein (2003), Machine (2006), En million histo-rier (2007) og Katalognien. En versroman (s.m. Ejler Nyhavn, 2009). Modtog Kunst-fondens 3-årige legat i 2003. Hans bøger er oversat til ti sprog.

Aar 9_omslag.indd 1 19/12/12 15.22

34452_genfærd_125x200.indd 6 16-01-2013 17:12:25

År 9 efter Loopet

Aar 9 efter loopet_minion_3.korr.indd 1 19/12/12 15.30

Roman · Samleren

Peter Adolphsen

År 9 efter Loopet


År 9 Efter Loopet© Peter Adolphsen og Samleren/ROSINANTE&CO, København 20131. udgave, 1. oplag, 2013Omslag: Camilla Jørgensen, TrefoldSat med Melior ProISBN: 978-87-638-2661-7Printed in Denmark 2013

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til: Henning Adsersen, Kyle Beachy, Mathilde Walter Clark, Kaspar Colling Nielsen, Robin Engelhardt, Fundación Nacional para las Culturas y el Arte (Mexico), Hald Hovedgård, Toke Bruun Jensen, Birger K. Karlsson, Benny Lautrup, Kunstrådets Litteraturudvalg, Jakob Malling Lambert, Karen Bonde Larsen, Kristin Lueke, Ejler Nyhavn, Martin Fredensborg Rath, Statens Kunstfond og Rasmus Grønfeldt Winther.

Samleren er et forlag i ROSINANTE&COKøbmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


5

KAPITEL 1

Naturen har generobret Los Angeles, men det er en natur der er hørt op med at sætte frugt. Da alle dyrene pludselig forsvandt – eller rettere: holdt op med at opføre sig som dyr – forsvandt også behovet for slige kulørte og sukkerholdige lokkemidler. Da der kun var vind, vand og tyngdekraft til at sørge for befrugtning og frøspredning, gjorde naturen dét som naturen altid har gjort: Den tilpassede sig. Altså ingen frugt. Frugt. Mark kan huske abrikos-træet som han plantede på sin mors grav. Prunus armeniaca. Han kan stadig huske navnet, midt i alt det glemte. Nu er han voksen, fucking mid-aldrende, men har svært ved at huske hvor gammel han må være blevet, en 57-59 stykker, cirka. Han må konsultere den soldrevne evighedskalender på motellets kontor for at vide det præcist. Men kort efter har han altid glemt det igen. Hvor lang tid er der gået siden Loopet? Otte år? Ni? Tolv? Når intet og – især – ingen relativerer ét tidspunkt i forhold til et an-det, så mister nu’et sin kontur, og tidsfornemmelsen går i op-løsning: Mark sover og vågner næsten uden at skifte tilstand; han kan være midt i at fouragere, stoppe op for at mærke efter om han drømmer eller er vågen og vitterligt føle sig vågen, men alligevel ikke være sikker.

Til gengæld – og det på trods af at han også dengang


6

var konstant skæv – husker han tydeligt tiden før katastrofen, og præcist hvornår den indtraf. Katastrofen med stort K – el-ler med Marks ord for begivenheden: Loopet. Den dag han vågnede op og tilsyneladende var det sidste menneske på jor-den. Eller rettere: var det sidste levende menneske. Eller helt korrekt: det sidste ikke-loopede menneske. For spørgsmålet er: Er looperne levende eller døde? Dybest set orker Mark ikke forholde sig til det thi det fører direkte videre til andre spørgsmål som han slet ikke ønsker at konfrontere: Hvad er looperne? Hvordan skete denne katastrofe? Og værst: Hvor-for har de alle sammen hans ansigt? Samtlige mennesker af hankøn har nu Marks eget forpulede fjæs; ikke kun dem med hans alder og hudfarve, men også alle andre; hans udseende eksisterer i utallige udgaver: drengebørn og indskrumpede oldinge, tykke og tynde, østasiater, afroamerikanere, latinoer, rødhårede; alle er de versioner af Mark.

I lang tid troede han at psykose var den eneste mulige forklaring. En dag var han vågnet, som sædvanlig svedig og fortumlet efter en drømmeløs søvn, og var blevet psykotisk. Nu, flere år efter, har han, stadig uden at forstå, accepteret situationen.

Han kommer heller aldrig til at kende de egentlige år-sager: Det var et særdeles usandsynligt tilfælde som indtraf dagen før, i Danmark, et lille land langt væk, i regionen Midt-jylland. En solsort kom flyvende inde fra tågen, satte sig i en våd bjergfyr og sang en trille. I sig selv ikke en usædvanlig begivenhed, men én bestemt lydbølge i netop denne lille trille anbragte i ét bestemt splitsekund slutstenen, metaforisk talt, i en ufattelig mængde overensstemmelser mellem bølgetoppe og bølgedale: Lys- og lydbølger, radio- og fjernsynssignaler,


7

telefoni, baggrundsstråling, jordklodens lavfrekvente brum-men (den såkaldte Schumann-frekvens), temperaturen i luf-ten og adskillige andre slags bølger stemte pludselig overens i én gigantisk harmoni, en tusinde-facetteret akkord klingede i og omkring den lille fugl. Bølgesammenfaldet dannede så-kaldte stående bølger eller konstruktiv interferens, og disse bølger, denne interferens, overlappede nøjagtig med de elek-trokemiske signaler i ét helt bestemt neuron i solsortens hjer-ne og dannede dermed et perfektionspunkt, hvorfra en global lyd-tsunami blev skabt. Med solsortehjernen som epicenter slog en gigantisk mur af lyd ud i alle retninger, overalt hvor der var materie at vibrere i: Op til undersiden af ionosfæren og ned til havets bund forplantede denne tsunami af lyd sig. Konkret – hørt af fx et menneskeøre – lød det som en vold-som torden i et højt, skærende toneleje. Tsunamien bevægede sig med lydens hast, og på knap 17 timer omspændtes hele jordkloden. Denne enorme mur af lyd stammede fra neuro-net i solsortehjernen og fandt derfor en helt særlig resonans i alle andre levende væsners hjerneceller, en resonans der afstedkom en bestemt fysisk forandring i alt organisk væv forbundet med de givne neuroner: Alle levende væsner, el-ler rettere: Alle dyr med hjerneceller, selv den simpleste regn-orm med dens række af nerveceller, fra bladlus til blåhvaler og mennesker, fór ligesom sammen og dukkede frem igen, nu som en typisk udgave af et individ af den pågældende art, en standardversion, et gennemsnit, blot med en lidt glattere, umærkeligt gummiagtig, næsten glinsende overflade.

Mark har betragtet sig selv i spejlet og knebet sig i kin-derne: Han er ikke gummiagtig. Han ved det ikke selv, men årsagen til at han, som den eneste, tilsyneladende, er gået fri


8

af denne forandring, er at han i forvejen var udstyret med det gennemsnitlige ansigt; forandringen overså ham, så at sige, fordi han allerede fra naturens side, ned til det allermindste hårstrå og mikro-rynke, var identisk med standardversionen af en mand. De kvindelige loopere har også alle sammen det samme gennemsnitsfjæs, et relativt kønt, måske lidt kedeligt kvindeansigt. Mark har efterhånden gloet grundigt på dette ansigt. Han føler sig stadig mere usikker på om han kendte hende før katastrofen. Engang var han sikker på at det gjorde han ikke. På samme måde er han blevet usikker på sit eget udseende: Når hans blik en sjælden gang forvilder sig ind i et spejl, er det tydeligvis en fremmed person der glaner tilbage på ham. Han har for længst vænnet sig til at hans ansigt er magen til alle andres. Og omvendt.

Han har også vænnet sig til ensomheden, men det er hel-ler ikke så forskelligt fra tiden før katastrofen. Også dengang boede han på Budget Inn på Sunset Boulevard, midt i fucking Hollywood. Han skal bare eksistere, så er han tilfreds. Han ved dog godt at den ensommes tilfredshed er et status quo som hele tiden er umærkeligt dalende og uvægerligt ender i tristesse. Men han formår at overdøve det: Han er helt alene i verden og burde være dybt ulykkelig, men han afleder sin opmærksomhed fra virkeligheden med diverse standardise-rede gøremål: fouragering, bøger, onani, at skyde til måls og forbrug af rusmidler, i særdeleshed cannabis. Hamp er en af de planter som har klaret overgangen til den dyreløse natur uden de store forandringer. Mark plantede et par stykker i en blomsterkumme ude foran motelværelset, og de har efter-hånden spredt sig til det meste af parkeringspladsen. I stærk


9

konkurrence med alle de andre planter og svampe der breder sig over Los Angeles.

Mark kalder de forvandlede mennesker og dyr for loop-ere fordi de kører i ring. De opfører sig som kugler der fort-sætter deres baner gennem et friktionsløst rum indtil de stø-der på den mindste forhindring, hvorpå de vender rundt og søger tilbage til startpunktet: den givne handling som de var i færd med netop i det øjeblik da lyd-tsunamien rullede forbi. Under dette tilbageløb er de upåvirkelige og fokuserede, som i trance. Under fremløbet, så at sige, kan de reagere på deres omverden, men kun meget rudimentært. Receptionisten på Budget Inn, for eksempel, en lidt overvægtig latino, kan give standardsvar på et spørgsmål som ”hvad er klokken?” (dog svarer han altid, uanset tidspunkt på døgnet, med den samme pleonasme: Eight-nineteen, it’s nineteen past eight), men kon-fronteret med det uventede går han i tilbageløbstrance og går ud i sit baglokale. Ude i køkkenet står køkkendamen, også la-tina, som netop var ved at lave pandekager da lyd-tsunamien bragede gennem hende. Det tændte komfur forårsagede en mindre ildebrand som dog, af mangel på næring, gik ud af sig selv. Flammerne nåede at fortære en del af kvindens ene arm, skulder og en bid af hovedet. Hun er delvist forkullet, men fortsætter, tilsyneladende upåvirket, i sit loop. Efterhån-den er hun halvt dækket af en slyngplante der er kommet ind gennem et knust vindue, men hun fortsætter uforknyt med at skrabe med paletkniven på stegepanden. Om natten, i den trafik- og dyreløse stilhed, kan Mark høre paletknivens lille kritsj-kritsj mod den udtørrede teflon-overflade. Deres nav-ne, latino-parret der kørte Budget Inn, nåede Mark aldrig at huske selv om han vistnok havde overhørt det i perioden in-


10

den Loopet; han hed Juan eller Jorge, måske Jaime, i hvert fald noget der begyndte med den spanske harkelyd. Hendes navn var måske Maria. Ikke usandsynligt.

Mark lugter, som det kunne forventes, af sved, prut og gammel potrøg, men looperne har ingen kropslugt, eller ret-tere: De dufter af nyt bil-interiør. De kan heller ikke bløde: På et tidspunkt besøgte Mark en våbenbutik og forsynede sig med absurde mængder af maskingeværer, pistoler og ammu-nition og begyndte at skyde til måls efter looperne. De fort-sætter ufortrødent selv med en fuldtræffer lige i hjertet eller hovedet; kuglen flyver durk igennem og efterlader sig et helt rent og glat hul. Mark har prøvet at tømme adskillige maga-siner (à 30 skud) fra en halvautomatisk Colt M4A1 mod en looper, og ved elimineringen, den faktiske fysiske fjernelse, af en bestemt kritisk mængde af looperens masse, omkring 15-20 %, forvandles den med et dæmpet knald eller puf til gråsort støv som skvatter sammen i en bunke på jorden.


11

KAPITEL 2

Siden oldtiden har menneskeheden stræbt mod at vide hvad verden er lavet af. Hvad er materie? Hvad er alt? Mark har en femtedel af en universitetsgrad fra UCLA i filosofi, og han husker enkelte brokker fra et introduktionskursus i filosofihi-storie: ”Alt flyder” (Heraklit) siger ikke noget om hvad alt er lavet af, men noget om hvordan det opfører sig. Det var også ham med ”man kan ikke stige ned i den samme flod to gange”, og begge udsagn fører samme sted hen: Alting er i forandring. Mark er noget usikker på dét punkt: Vel forandrer plantelivet sig; det spreder sig over Los Angeles, og byen, husene, biler-ne, gaderne forandrer sig; de forfalder, men alligevel er Marks grundfølelse overordentlig statisk; intet forandrer sig, ingen-ting sker. Heraklit havde så heller ikke prøvet at være det sid-ste menneske i verden. Hvad er alt? Demokrit var ham med atomerne: ”Alt er udelelige mindstedele”. Betegnelsen bliver stadig brugt, men der findes ting som er meget mindre, de su-batomare partikler, og i deres verden hersker kvantemekanik-ken efter uforståelige naturlove hinsides de love der gælder på de synlige niveauer hvor den såkaldte newtonske meka-nik gælder. Alt er lavet af ubegribeligt små partikler kaldet elektroner, protoner og neutroner og den slags hvis opførsel


12

bedst beskrives med matematiske ligninger. Forståelse, i den almindelige betydning af ordet, kan der ikke være tale om. ”Alt er relativt,” sagde Einstein, og ja, tænker Mark, men hvad betyder det? At alt befinder sig i relationer til alt muligt andet, at det hele er forbundet? Det lugter af buddhisme eller LSD-induceret erkendelse. Mark husker at Pythagoras sagde noget med at alt er tal, eller i hvert fald at alt ligger i matematiske forhold til hinanden. Han husker en hippie fra San Bernadino der engang viste ham forbindelsen mellem Fibonacci-talræk-ken og diverse naturfænomener. Er alt matematik? Apropos hippier, så kan Mark stadig huske 80’er-stand-upperen Bill Hicks’ rutine Positive News: Drug Story og kunne gengive den ordret; engang et hit i sociale sammenhænge: ”Today a young man on acid realized that all matter is merely energy condensed to a slow vibration, that we are all one consciousness experienc-ing itself subjectively, there is no such thing as death, life is only a dream, and we are the imagination of ourselves … Here’s Tom with the weather!” Nu er der så bare ingen der griner. Mark er mest tilbøjelig til at tro at alt er støv, jævnfør looperne. Han har undersøgt støvet som de forvandler sig til når han prøver at slå dem ihjel. En dyb gråsort farve med et næsten usynligt metallisk skær. Faktisk har han i lange perioder fordrevet ti-den med at ”nakke loops”. Han kunne gå ned ad en boulevard med M4A1’eren ved skulderen og to samuraisværd over kors på ryggen. Dels poppede han huller i looperne på afstand med kikkertsigtet, dels havde han perfektioneret et move hvor han trådte hen til looperen, trak begge sværd samtidig og – swoosh swoosh – skar den over i to skrå hug. Puff – støvbun-ke. Andre gange morede han sig med at lade dem køre videre minus en kropsdel, for eksempel ved at hakke et underben af,


13

så looperen tiltede omkuld og fortsatte sin gang liggende på jorden. Mark har bemærket at også dyrene, fluerne, kakerlak-kerne, gråspurvene, er gået i loop. Han var i den zoologiske have: Elefanter, tigre, krokodiller, alle sammen loopede. Nu huser Los Angeles Zoo & Botanical Gardens en giraf uden hoved: Det havde han plaffet væk. Hvad er alt? Støv. En ho-vedløs giraf.

I virkeligheden er alt mest tomrum: Hvis atomets kerne er på størrelse med en marmorkugle og elektronerne som ap-pelsiner, så befinder elektronbanerne sig omtrent 250 kilome-ter fra kernen. Dette forhold spejler forholdene ude i makro-universet, dog knap så drastisk, men alligevel: Hvis solen er på størrelse med en appelsin, er jorden cirka som et knap-penålshoved, og mimer man så de faktiske forhold ude i ver-densrummet, befinder knappenålshovedet sig på en afstand af fem meter fra appelsinen. Og vores lille appelsin-sol svæver gennem et univers der for 99,9999999999999999999968 pro-cents vedkommende er ingenting. Hvis det var på størrelse med et spisebord, ville klumpen af fast stof, samlet inde på midten, være submikroskopisk. Mestendels er alt tomrum. Efter lyd-tsunamiens passage over kloden blev dyr og men-nesker forvandlet til resonatorer for en perfekt akkord skabt af en solsortehjernecelle og dermed til stående bølger i et selv-opretholdende system der fortsætter de baner gennem tom-rummet som de nu engang fulgte i det skæbnesvangre øjeblik. Looper-støvet er en fysikalisering af tomrum.

”Alt er tomhed og jagen efter vind!”. Prædikerens Bog. Som ung havde Mark haft en periode hvor han, der var op-vokset uden religion, læste i Biblen – ”fordi vores kultur er ba-seret på den”, som han anførte dengang – men nu tænker han


14

at det mere var de kulørte historier og ditto sprog der tiltrak ham. Han sprang i teksten når det blev for kedeligt, oprems-ninger af slægter, teologiske pindehuggerier, lovtekster, den slags. Han ville have action, eller som i Prædikerens tilfælde: Poesi. Hvad er alt? Alt er tavst i Los Angeles. Han husker ople-velsen fra dengang der var fungerende køleskabe: Man lægger først mærke til dets summen idet den holder op. På samme måde lagde han ikke mærke til trafikkens lyde dengang de var der. Nu er Los Angeles næsten uden lyde. Visse loopede rudi-menter af dyrelyde har han bemærket; rundt omkring sidder fugle og synger de samme toner om og om igen, hundeglam i synkoperede cirkler. Ellers stilhed. Brisen i trætoppene. Må-ske lyden fra havet i det fjerne. Han så en myretue i Griffith Park og sad en halv dag i skyggen fra nåletræerne, røg pot og betragtede de loopede myrer. Skåret over med en kniv for-vandlede de sig til små støvpletter.

Han kører på en mountainbike; mange steder er bygnin-gerne styrtet sammen og ud på gaderne, der også ofte blokeres af væltede gadelygter og crashede biler, og overalt har planter og svampe invaderet byrummet. Især svampene har prolife-reret i dyrelivets fravær, og særligt én bestemt type brunsort svamp, en slags blækhat (Coprinus), har muteret og er ble-vet store, op til knæhøjde. Mindre spektakulære svampearter som mug og skimmelsvamp er også vidt udbredte. Masser af plantearter har overlevet, men mange flere er uddøde. Alle de arter der var afhængige af dyr, typisk til formering gen-nem bestøvning og frugter, måtte forblive på deres sted og døde langsomt og sikkert ud hvis ikke de formåede at udvikle alternative metoder. Den isolation som fulgte med stedsbin-dingen, øgede risikoen for uddøen, men medførte også en


15

højere evolutionshastighed, så mens mange af de dyretilpas-sede planteslægter døde ud, så er andre i færd med en hurtig evolution af nye arter der på forskellige måder klarer trans-portproblemet. Rodskud er ofte svaret, og i byområder trives særligt dem der formår at gennembryde asfalt nedefra, såsom mælkebøtter, vejbred og poppel. Ellers domineres plantelivet af vind- og vandspredende arter som rakletræer og nåletræer og store græsarter som bambus, tagrør og Donau-græs, for-uden selvfølgelig mosser og bregner. Og som nævnt, de alle-stedsnærværende blækhatte. Hvad er alt? Alt er ved at gro til.

Det største problem for Mark er at skaffe mad. Vand kan som regel findes i plasticdunke, men hvad føde angår, le-ver han primært af konserves. Så længe en dåse hverken er revnet eller bulet, så er indholdet stadig spiseligt. Ellers var der ikke meget tilbage efter at tiden og fraværet af elektrici-tet til nedfrysning eller bare aircondition havde gjort deres: Ris, pasta, gryn, kiks, tørret frugt osv. osv. var alt sammen gået til; mug, slimsvampe, bakterier og uransagelige kemiske processer havde taget det hele. En periode havde han spist fødevarer konserveret på glas, men de var nu kilde til mave-pine, opkast og diarré. Han havde været døden nær på grund af dehydrering som følge af tynd mave. Blækhattene er ikke spiselige; hverken rå, tørrede, kogte, stegte eller røgede; de er ikke giftige, smagen er bare ubehagelig. Til tider var han heldig at finde et helt lager af ufordærvet mad; så levede han i en given periode primært af en bestemt fødevare. Oreo’s-perioden (han havde fundet en slags lager hvor kasserne med kiks havde befundet sig i et lufttomt, sterilt og relativt tempe-reret rum) havde ødelagt hans tænder. Siden har han poppet smertestillende midler mod tandpinen, først aspiriner i en


16

periode, men de havde givet ham mavesår, så nu tærer han på et lager af paracetamoltabletter.

I virkeligheden klarer Mark ikke ensomheden så godt som han bilder sig selv ind. Han har forsømt at skaffe sig et tavst side-kick, en dialogpartner at læsse af på. Han husker en film med Tom Hanks på en øde ø som taler til en volleybold. Men han gider ikke prætendere at hans liv er en Hollywood-film og gå og tale ud i luften. Resultatet er at hans stemme, som følge af de lange tavshedsperioder og den idelige potryg-ning, knækker over i falset når han en sjælden gang imellem bruger den. Han opfatter ikke sig selv som typen der taler til sig selv i spejlet. En gang imellem synger han selv om det ikke lyder kønt. Han savner musik; det har han tænkt over. Han har et motelværelse fyldt med musikinstrumenter som han ikke har evnerne til at spille på. I stedet har han, på et bord i motellets restaurant, opstillet en slags trommesæt af tomme bøtter og dåser. Der står han så og akkompagnerer sig selv i timelange miskmask af bidder fra pop- og folkesange og jazz- eller bluesagtige improvisationer, som regel på ord som dubidup eller badabam, men af og til sniger rigtige ord sig ind i hans strøm af lyde, og af dem kan ét stort og rungende faktum udledes: Ensomheden gnaver ham i stykker. Hvad er alt? Ingenting.


År 9 efter loopet

Documents