data for landsvalefuglehaandbogen.dk/wp-content/uploads/2014/12/landsvale.pdf · sydafrika, men...

©Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) (vs.1.0:13.03.2016)

1

Landsvale

Videnskabeligt navn (Hirundo rustica) (L). Ældre navn forstuesvale.

Status og udbredelse

Landsvalen er en almindelig ynglefugl, udbredt over hele landet, hvor der for tiden regnes med en

ynglebestand på omkring 225000 par, den er desværre gået en del tilbage det seneste halve århundrede,

mest på grund af omlægning af landbrugsdriften, med færre åbne stalde, og landsvalen er i høj grad

tilknyttet kulturlandskabet omkring gårdene. Den er dog stadigvæk vor almindeligste svaleart. De to øvrige

ynglende svalearter er bysvale og digesvale. Som strejfgæst ses rødrygget svale årligt, men klippesvale

derimod meget sjældent, senest i 2013.

Landsvalen yngler over størstedelen af den nordlige halvkugle, i hele Europa, gennem Sibirien, undtaget

den nordlige del. I Nordafrika og Mellemøsten, samt i Nordamerika bortset fra den nordvestlige del af

Art Vægt (g)*

Længde

(cm)**

Vingefang

(cm)

Vingelængde

(cm)

Ældste

(år)***

Ynglepar

i DK# Status##

Landsvale ≈19 (16-23) 17-19 32-34 11,6-13 16 225000 YT/TG

*** Fund af ringmærkede individer

#2014 Eget estimat ud fra DOF data og ynglefugleindex

##Status: YS-ynglestandfugl, YT-yngletrækfugl, TG-Trækgæst, VG-Vintergæst

**Voksne fugle, heraf hale 7 cm for voksne fugle

Data for landsvale

*Hunnen lidt tungere end hannen


2

Canada. Den har på et seneste også etableret sig som ynglefugl i Argentina, så den må siges at være en

sand kosmopolit. Den er trækfugl, og de danske landsvaler overvintrer i Afrika, størstedelen formodentligt i

det sydligste Afrika, selvom om nogle i vinterperioden er fundet nordligere. Ikke alene har landsvalen et

stort udbredelsesområde, der er også mange af dem. Bird Life Int. estimerer at verdensbestanden tælles i

lige under 200 millioner individer.

Landsvalerne ses fra midten af april til midten af oktober, enkelte individer dog uden for dette tidsrum,

men det helt store indryk kommer i begyndelsen af maj. Om foråret er det første sted man ser landsvalerne

ofte, når de fouragerer over søerne, formodentligt fordi der er godt med flyvende insekter, men også fordi

landsvalerne, ligesom stærene, i forår og efterår, overnatter i rørskoven.

Landsvaler fouragerende lavt over en sø, billedet er taget i begyndelsen af maj

Slægtskab

Landsvalerne hører til spurvefuglene, hvor de er relativt tæt beslægtede med lærker og arter som

skægmejser og halemejser. På verdensplan er der omkring 80 svalearter fordelt på knap 20 slægter.

Landsvalen tilhører slægten Hirundo hvor der for tiden regnes med 14 arter i alt, og hvori landsvalen er

opdelt i 6 underarter. Antal arter og slægter vil formentlig ændre sig i takt med, at man får mere detaljeret

molekylærbiologisk(DNA) viden. Hirundoslægten er formentlig opstået i Afrika (10 af de 14 arter lever

udelukkende i Afrika, og kun to arter findes ikke i Afrika), og har derfra bredt sig til de øvrige verdensdele.

Landsvalen er opdelt i tre hovedgrupper, en europæisk/nordafrikansk/mellemøstlig, en sydøstasiatisk, og

en amerikansk/nordvestasiatisk gruppe. Den nordvestasiatiske gruppe antages, at have rekoloniseret Asien

fra den nordamerikanske gruppe.

November December

Hvornår ses landsvalen i Danmark (jo mørkere farve, jo flere fugle) der observeres også fugle uden for de angivne perioder, der er iagttaget landsvaler så tidligt som februar, og så sent som november

Juni Juli August September OktoberJanuar Februar Marts April Maj


3

Som nævnt oven for er der 6 landsvaleracer, heraf 1 i Mellemøsten og 1 i Ægypten. Den mellemøstlige møder i nord, i Tyrkiet, den europæiske race, og i syd den ægyptiske race. Af udseende ligger den mellemøstlige imellem den europæiske og den ægyptiske, og som en barriere mod dannelsen af hybridpar vælger hunner af den mellemøstlige race hanner der kombinerer lange haleforlængelser og mørk farve. Valget af de forlængede hindrer hybridpar i forhold til den ægyptiske race, og valget af den mørke underside hindrer hybridpar med den europæiske race.

Træk og vandringer

Landsvalen er trækfugl, og illustrationen neden for viser i hovedtræk trækruter og vinterkvarterer for

forskellige landsvalebestande. De danske svaler hører overvejende til den gruppe der overvintrer i

Sydafrika, men nogle Individer er også fundet nordligere i tropisk Vestafrika, og enkelte endog i det sydlige

Europa.

Hybridbarrierer hos landsvaleracer af Hirundo rustica

H.rustica er den race der er udbredt hos os, i hele Europa, og ind igennem store dele af Asien

H. transitiva er udbredt i det vestlige Mellemøsten, Syrien, Libanon og Israel, og møder rustica i Tyrkiet

H. savignii er udbredt i ægypten, og møder her transitiva i Israel

rustica savigniitransitiva

De tre nævnte landsvaleracer er ret forskellige i udseende:1. H. rustica er har lys underside og hannerne meget lange ydre halefjer (±10,8 cm)2. H. transitiva har okkerfarvet underside og lidt kortere ydre halefjer (±10,3 cm)3. H. savignii har kraftig mørk rødlig underside og kortere forlængelse af de ydre halefjer (±9,1 cm)

Undersøgelser med H. transitiva, som er udbredt som en sandwich imellem de to andre racer har vist, at hunner af transitivafortrækker hanner der af udseende kombinerer mørk farve med lange haleforlængelser.Årsagen hertil er formentlig, at hindre dannelse af hybridpar mellem transitivi og henholdsvis rustica eller savignii. Selvom det ikke er vist, formodes det, at hybridafkommet er dårligere tilpasset de aktuelle levebetingelser, og at hunnens valg af mage medde rigtige kendetegn derfor sikrer det bedst tilpassede afkom.

Fuglehåndbogen på nettet


4

Er man på ferie i det sydlige Spanien om vinteren, vil man her kunne se landsvaler, da de sydspanske landsvaler er standfugle.

Landsvalerne er meget trofaste imod deres yngleplads, og vender for det meste tilbage til det samme sted hvor de ynglede året før, og eventuelt til selvsamme rede. Ungfuglene spreder noget mere, omend den gennemsnitlige afstand til klækningsstedet er under 10 km. I vinterkvartererne overnatter svalerne socialt, oftest i meget store flokke, i nogle tilfælde op til tre millioner individer. En undersøgelse, (A Barn Swallow Hirundo rustica roost under attack: timing and risks in the

Landsvaler, yngle-og overvintringsområderLandsvalerne kan, i forhold til deres vinterkvarter, overordnet opdeles i to delpopulationer, den ene dækkende et relativt bredt område fra Storbritannien i vest til et langt stykke ind i Rusland, helt til østsiden af Ural (gul markering), og den anden der dækker Central, Vest og Sydeuropa (grøn markering). Den gule delpopulation har overvejende vinterkvarter i det sydøstlige Afrika, hvor den grønne delpopulations vinterkvarter overvejende er lige nord for eller omkring ækvator i den vestlige del af Afrika.Der er dog en del overlap, således at nogle individer fra de gule delpopulationer overvintre sammen med dem fra de grønne delpopulationer og omvendt.Det gælder også danske landsvaler, hvor størstedelen overvintrer i det sydøstlige Afrika syd for ækvator, men nogle i det vestlige tropiske Afrika omkring ækvator.Der ser desuden ud til at være en tendens til yderligere underopdeling af de to populationer, således overvintrer de nordøstligste delpopulationer i det gule yngleområde nordligere end fuglene fra den vestlige del af området .

Omtrentlige yngleudbredelser


Omtrentlige Vinterkvarterer


Landsvaler er stedfaste

Landsvalerne meget trofaste i forhold til deres ynglesteder. Mere end 80% af de voksne fugle vender tilbage til den samme yngleplads det følgende år. For de unge fugle ligger tilbagevendingsraten til stedet hvor de blev klækket på omkring 25-50%, og den gennemsnitlige spredning af ungfuglene ligger under 10 km fra klækningsstedet. Figuren skitserer forholdene, hvor dobbeltpilen i midten illustrerer de voksne fugle, der kommer tilbage til det samme ynglested, men hvor ungfuglene i højere grad spredes til de nærmest omgivelser. Det samme gælder formodentligt i vinterkvarteret de enkelte individer overvintrer samme sted år efter år.


5

presence of African Hobbies Falco cuvieri, R.G. Bijlsma & Bennie van den Brink, ARDEA 93(1), (2005)) i et nigeriansk (en større lysning i regnskoven, bevokset med elefantgræs) natrastområde med omkring 1,5 millioner rastende landsvaler viste, at landsvalerne begynder at komme til rastepladsen fra ca. 20 minutter før solnedgang, men langt hovedparten, over 90% ankommer og slår sig ned inden for de første ti minutter efter at solen er gået ned. De kommer for det meste ind i stor højde, i store flokke, for nærmest at styrtdykke ned mod elefantgræsset. Årsagen til denne adfærd er, at området også besøges af rovfugle, bl.a. afrikanske lærkefalke, som udnytter de store koncentrationer af svaler. Falkene ankommer ca. 20 minutter før svalerne og patruljerer rundt i området. De har meget vanskeligt ved at angribe og fange svalerne, når de samler sig i store koncentrerede flokke, og i særdeleshed, når de i samlet flok dykker ned mod elefantgræsset. Den største succes har falkene med svaler der er alene eller flyver i mindre flokke op til 50 individer, så det er de enkeltindivider og småflokke der kommer lidt før de store flokke, der først og fremmest falder som bytte for falkene. Om morgenen, hvor falkene også er til stede, forlader svalerne natrastet lige omkring solopgang, og alle er stort set væk inden for 10 minutter. De flyver ud på to måder, nogle flokke bevæger sig lavt og tæt, ind imellem åbninger i elefantgræsset, for at vinde hastighed, inden de hurtigt bevæger sig opad. Størstedelen flyver dog hurtigt, accelererende, og tæt samlede direkte opad, fra det sted hvor de har siddet natten over. Svalerne bruger ifølge undersøgelsen tre taktikker for at mindske risikoen for at blive taget af en falk.

1. De minimerer den tid de er eksponeret for angreb

a. 90% af svalerne ankommer og forlader rastepladsen indenfor 5-10 minutter

2. De samles i tætte flokke

a. I tætte flokke der også bevæger sig hurtigt, er det svært for falkene at udsøge sig et individ

som kan angribes

3. Lav vægt

a. I løbet af vinteren mindsker svalerne deres vægt og fedtdepoter, så de bliver hurtigere og

mere manøvredygtige (fra omkring 18 g i januar til godt 15 g i midten af februar, for så igen

at gå tilbage til de ca. 18 g, ved at anlægge fedtdepoter i slutning af februar, som

forberedelse til det nordgående træk).

For falkene bliver det dog kun til nogle få tusinde fugle i sæsonen, så det er ikke den store indflydelse det

har på bestanden. Der dog også andre rovfugle, f.eks. rørhøge der tager en del svaler, men de gør det

fortrinsvis ved at tage siddende fugle, og på samme måde høster lokale uglearter også en del svaler. Det er

dog ikke rovfugle og ugler der gør de største indhug, men derimod den lokale befolkning der nok ”høster”

imellem 100000 og 200000 eller flere svaler om året.

Habitat/levested

Landsvalen er på vore breddegrader, stort set udelukkende knyttet til kulturlandskabet, i særdeleshed

landbruget. Desværre for landsvalen, har forholdene, indenfor de senest 50 år ændret sig markant, dels er

det traditionelle kvægbrug gået meget tilbage, dels er de fleste stalde i dag lukkede, og ikke tilgængelige for

svalerne. De åbne stalde, kvægbruget, og de åbne møddinger gav dels redesteder, og dels med vrimlen af

fluer og andre insekter føde til svalerne. I dag anvender landsvalerne åbne lader, og andre overdækkede

konstruktioner som redested. Ofte tager de fugletårne i brug, da disse for det meste ligger ud til

vandområder, hvor der er godt med føde til svalerne. Oprindeligt har landsvalerne anlagt reder i

klippehuler og lignende. Tilkomsten af huse og andre menneskeskabte konstruktioner, samt det

traditionelle landbrug, har givetvis været betingelsen for, at landsvalen har kunnet udbrede sit

yngleområde til landskaber som det danske.


6

Han til venstre og hunner på de to billeder til højre (korte haler)

Føde

Landsvalens føde består stort set udelukkende af flyvende insekter, i størrelse fra myg til sommerfugle og

bier. Svalerne er meget afhængige af vejret, er det koldt, blæsende og regnfuldt, er der ikke mange insekter

i luften, og hvis vejret forbliver ugunstigt i flere dag, kan det blive fatalt, specielt for ungerne, der kun kan

klare sig 2-3 dage uden føde. I blæsevejr, vil man ofte se svalerne jage langs hegn eller skovbryn, hvor

insekterne søger i læ. De jager for det meste i forholdsvis lav højde, f.eks. rundt omkring græssende kvæg,

som jager insekter op, og som ofte er omgivet af sværmende fluer. I dårligt vejr ses svalerne hyppigt

fouragere lavt over vand, og endda samle føde op direkte fra vandoverfladen. De foretrækker lidt større

insekter som fluer og biller (begge lever bl.a. i husdyrgødning), men er der f.eks. sværmende bladlus eller

myrer vil, man ofte se de fouragerende svaler ret højt oppe. Sammensætningen af føden er naturligvis

afhængig af hvilke insekter der findes hvor de jager, men hvor der er dyrebesætninger udgør de nævnte

fluer og biller en meget stor andel. I vinterkvartererne udgør myrer omkring halvdelen af føden, men også

græshopper og termitter mm. indgår.

Det er ganske stor mængder insekter, som svalerne sætter til livs, 800-900 insekter om dagen. I løbet af en

ynglesæson kan den danske landsvalebestand (voksne og unger) således nå at æde omkring 200 milliarder

insekter. Ungerne bliver fodret med små boller af insekter, og der bliver hver dag bragt 250-350

insektboller á 15-20 insekter til kuldet, og et kuld når at fortære ca. 1 kg insekter fra de bliver klækket til de

forlader reden.

PrimærproduktionPlanter

Planteædere

Rovdyr

Rovdyr

Toprovdyr

Landsvalelandsvalerne fanger udelukkende flyvende insekter, det kan være myg, fluer, døgnfluer, bladlus, men også lidt større byttedyr som bier og sommerfugle etc. hvad der nu er på det pågældende sted.Det indplacerer bysvalen på først rovdyrniveau i fødekæden.

©Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ)


7

Fodring af udfløjne unger, her et sent kuld (midt september)

Ynglebiologi

Landsvalerne bliver ynglemodne som etårige, men alle når ikke at yngle det første år. De er fortrinsvis monogame i sæsonen, og i nogle tilfælde kan et par holde sammen i flere år. De holder ikke sammen på trækket og i vinterkvarteret, så det er formentlig på grund af at de vender tilbage til den samme yngleplads. Familielivet hos landsvalerne kan udarte sig meget forskelligt. Specielt for de individer der yngler i kolonier.

Illustrationen viser forskellige familieformer og yngleforhold hos landsvalen

Det mest almindelige forhold er sæsonmonogami, men med stigende kolonistørrelser øges andelen af de øvrige former. Det er hunnerne der vælger partner, og hos den europæiske race, er det i særdeleshed længden af de ydre halefjer der er afgørende for hannens succes, dels får han hurtigere en partner, dels får han flere parringer med andre end sin egen sociale partner, og dels er hans sociale mage mindre utro, alt i alt får han således flere unger på vingerne. Forholdene er indgående beskrevet af den danske biolog A. P. Møller, der gennemførte en række forsøg, hvor han dels forkortede halerne på nogle svaler, og dels forlængede de ydre halefjer ved at lime ekstra spidser på halerne. De lange halefjer tolkes af hunnerne, som et kvalitetsstempel, jo længere halefjer, jo bedre forælder, både fysisk og adfærdsmæssigt. Det er et eksempel på det der kaldes seksuel selektion, hvor karakterer, her de forlængede halefjer hos hanner, udvikles til


Yngle og parforhold hos landsvaler

Utroskab, hvor et eller flere æg har anden far end den sociale partner

Redeparasitism, hvor en tilfældig hun lægger æg i en andens rede

Redeparasitisme, men hvor den parasiterende hun har parret sig med hannen fra den parasiterende rede

Monogami, hvor et par holder sammen i hele ynglesæsonen

Bigyni, hvor en han har to hunner

Landsvalerne er som regel monogame i ynglesæsonen, og i nogle tilfælde igennem flere sæsoner, nok mest fordi de er meget trofaste og kommer tilbage til det samme ynglested år efter år, og derfor møder partneren fra året før. Landsvalerne yngler ofte i mindre kolonier, og afhængigt af kolonistørrelsen forekommer forskellige afvigelser fra det rent monogame forhold.

1. Bigyni, hvor en han har flere hunner2. Utroskab, hvor en anden han, end den sociale han i parret er far til en eller flere unger i reden3. Redeparasitisme, hvor en hun lægger sin æg i en anden huns rede4. ”Halv” redeparasitisme, hvor den parasiterende hun har parret sig med hannen fra den parasiterede rede

Tilfælde 1 giver fordele for de hanner der har to hunner, tilfælde 2 giver fordele for den fremmede han, tilfælde 3 og 4 giver fordele for den parasiterende hun, tillige med hannen.Der er desuden konstateret tilfælde, hvor udfløjne unger har placeret sig i andre reder, hvor de så bliver fodret af redens ejere, sammen med deres egne unger.

1 3 42


8

undertiden ekstravagante former, da hunnerne udvælger sig hanner ud fra disse egenskaber, fordi de signalerer, at det er en kvalitetspartner. For at være effektive signaler for hannerne kræver det imidlertid, at de reelt signalerer kvalitet, og sikrer det bedst mulige afkom, ellers ville den givne karakter med tiden blive sorteret fra.

Landsvale med redemateriale, her en blanding af mudder og strå

Det er hannen der finder redestedet, og når han har besluttet sig, tiltrækker han hunnen ved at flyve frem og tilbage omkring det valgte redested, samtidigt med at han synger og spreder halen for at vise de forlængede ydre halefjer og de hvide halepletter. Andre hanner bliver jaget væk, og for at forhindre hunnen i at parre sig med andre hanner, fortsætter han med denne adfærd, indtil hunnen har lagt æg og er begyndt at ruge. Normalt fouragerer et par hver for sig, men i den fertile periode fra pardannelsen til hunnen begynder at ruge følger hannen med hunnen på fourageringstogterne, for at sikre sig imod utroskab. Reden anbringes under halvåbne eller lukkede forhold (et lille åbentstående vindue er nok til at sikre adgang), i stalde, skure, lader, eller som oprindeligt i klippehuler, ikke som f.eks. bysvalen der blot skal have et mindre tagudhæng. Reden består af mudder, som samles op på fugtige steder, og som sammenblandes med spyt (virker som lim), som forstærkning iblandes strå og hår. Begge fugle deltager i byggeriet som varer 8-12 dage. Den sidste finish med hår og dun står hunnen dog først og fremmest for. Fuglene arbejder ca. 2 timer om dagen på reden, og inden den er færdig har de været 1400-1600 gange frem og tilbage mellem reden og det sted hvor de henter materialet. Der er et stort genbrug af reder fra år til år, og i de tilfælde tager udbedringen kortere tid.

Landsvalerede i fugletårn


9

Det første kuld lægges i begyndelsen til midten af maj, og kuldstørrelsen er på 4-5 æg. Et eventuelt andet

kuld lægges i begyndelsen af juli, og det er gennemsnitligt lidt mindre en det første. Der bliver også

konstateret reder med 7 æg, og i enkelte tilfælde er 8 æg rapporteret. Det store kuld (7-8 æg) skyldes med

stor sandsynlighed redeparasitisme, hvor en fremmed hun har lagt æg i reden. Kuldstørrelsen fremgår af

tabellen her under, som er baseret på en undersøgelse over en længere periode (1971-1998), foretaget på

en gård i Sydvestjylland (det er i dette tilfælde dog ikke antal æg, men udklækkede unger der er angivet,

ægantallet har givetvis været en smule større). Gården har i hele perioden været drevet traditionelt, med

malkekvæg og grise, og forholdene har ligesom afgrøderne på gårdens marker ikke ændret sig.

Landsvalebestanden på gården har således heller ikke ændret sig i perioden, med en gennemsnitlig bestand

på 19 par. Heraf når ca. 2/3 af svaleparrene at etablere et andet kuld, men i hele perioden lykkedes det kun

to gange for et par at etablere et tredje, og kun det ene fik unger på vingerne. Som det også fremgår var

der i perioden en del variation, og i år med mange unger, var den gennemsnitlig ungeproduktion pr. par lidt

mindre end gennemsnittet, formodentligt fordi forholdene (føde) har været gunstige, og selv etårsfugle har

kunnet etablere par, og de får normalt mindre kuld end de erfarne ynglepar. Blæst og kulde i yngleperioden

kan have stor indflydelse på ynglesuccesen, idet ungerne kun har reserver til 2-3 dage uden føde. I 1984

f.eks. døde c. 30% af ungerne på grund af en periode med regn og blæst. Al variation, i antallet af

ynglefugle, behøver dog ikke at skyldes forholdene på ynglepladsen, men kan også skyldes ugunstige

forhold i vinterkvarteret eller på trækket, hvor antallet af svaler der når frem til yngleområdet kan variere.

Undersøgelsen, som er gennemført på en bestand på en enkelt gård, er ikke nødvendigvis repræsentativ for

hele landet, men følger dog i store træk andre studier, og det spændende ved undersøgelsen er både de

mange år, og det konstante miljø.

Tabellen her under angiver forholdene for ynglende landsvaler i det sydvestlige Polen.

Ynglepar/år**

Ynglepar med 2

kuld

Antal unger første

kuld***

Antal unger andet

kuld***

Antal unger totalt

pr. år

Antal 19 (13-28) 13 (7-18) 4,37 (0-7) 3,93 (0-6) 8,3 (0-10)

% 68 (40-95)

En undersøgelse af ynglebestanden af landsvaler på en gård i Hjortkær i Sydvestjylland (1971-1998)*

*P. V. Thellsen (DOFT: 94, side 5-11 (2000))

***I begge tilfælde var 5 den hyppigste kuldstørrelse

**Tal er gennemsnit pr. år (tal i parentes er variationen imellem de enkelte par,( gælder for hele rækken))

Antal æg* Klækning (%)

Antal udklækkede

unger

Udfløjne unger

(%)**

Antal udfløjne

unger

Første kuld 4,80 76,5 3,7 89,3 3,3

Andet kuld 4,73 83,3 3,9 93,2 3,6

Yngledata for polske landsvaler

*Gennemsnit pr. kuld (under halvdelen havde to kuld)

**Udfløjne unger i % af klækkede æg

Efter: Population density, nesting site and breeding succes in Barn Swallows in Urban

habitats in SW Poland, J. Nizynska-Bubel & G. Kopij (Екопогія 16 (2) 232-239 (2007))


10

Udfløjne landsvaler, på billedet til venstre passerer en af de gamle fugle forbi, og sætter gang i tiggeriet

Diagrammet angiver et typisk yngleforløb for et landsvalepar. Mellem halvdelen og to tredjedele gennemfører i Danmark to kuld.

Til venstre nys udfløjen ung, til højre ungfugl fra første kuld hjælper til med fordringen af andet kuld

April Maj Juni Juli August September Oktober

Æglægning

Rugning

Klækning

Redetid

Føringstid

Yngleforløbet hos landsvaleAlmindeligvis to årlige kuld, men tre forekommer undtagelsesvis. Det første lægges i begyndelsen af maj, men nogle efternølere på trækket først i slutningen af juni før de lægger æg. Kuldstørrelsen er på 3-6 æg, 5 æg er nok det hyppigste for første kuld, og de senere kuld er mindst. Æggene lægges med 1 dags mellemrum. Det er hunnen der ruger, og fra sidste æg, så æggene klækkes synkront. Hannen bringer ikke føde til hunnen, men opholder sig i nærheden af reden. De første par dage efter at ungerne er udrugede, bliver hunnen på reden, og det er hannen der bringer føde, men efter tre dage deltager hun også i fangsten . Ungerne bliver ført og fodret en tre ugers tid efter de har forladt reden, som de dog ofte vender tilbage til for at overnatte. *Føringstiden er afhængig af vejret og kan i koldt og regnfuldt vejr blive længere (fødeknaphed). Nogle unger flyver ofte ud tidligere end andre.

De enkelte perioderÆglægning: 2-5 dageRugning: 13-16 dage Klækning: Samme dagRedetid: 13-15 dageFøringstid: *Ca. 3 ugerFøringstiden er tiden fra ungerne forlader reden, indtil de bliver selvstændige.Angivelser for første kuld. Andet kuld som ofte har færre æg, gennemføres hurtigere.



11

Fældning

Både de voksne og ungfuglene fælder totalt en gang årligt. Fældningen er langstrakt, 4½-5½ måned for

sving og halefjer, og begynder for de voksnes vedkommende med småfjer i juli, derefter følger svingfjer og

til sidst halefjer. Fældningen kan blive afbrudt under trækket, og genoptages, for at blive afsluttet i

vinterkvarteret. Fældningen i vinterkvarteret er afhængig af forholdene, er det tørt, og føden begrænset,

og skal de f.eks. flyve langt til og fra natrastepladserne går det langsomt. Er det frodigt med mange

insekter, går det hurtigere. De unge venter oftest med fældningen til de om efteråret er nået til

vinterkvarteret, og nogle når ikke at fælde de sidste sving og halefjer før de er ankommet til

ynglepladserne. De ydre halefjer har prioritet, og de voksne fugle begynder at fælde de yderste halefjer i

januar, før de næstyderste fjer. De yderste halefjer er vigtige i pardannelsen, så det er muligvis derfor at de

får første prioritet.

Alder og dødelighed

Den ældst kendte fritlevende fugl blev mindst 16 år gammel, men den gennemsnitlige levetid er meget

kortere, under 3 år. Dødeligheden er størst hos ungfuglene, omkring 70-75% i løbet af første leveår, og

omkring 60% efterfølgende. Forventet yderligere livsforventning for voksne fugle er anslået til ca. 1,6 år.

data for landsvalefuglehaandbogen.dk/wp-content/uploads/2014/12/landsvale.pdf · sydafrika, men...

Documents