den amerikanske borgerkrig

John Keegan

DEN AMERIKANSKE BORGERKRIG

På dansk ved Agnete Dorph Stjernfelt

INFORMATIONS FORLAG

Tilegnet Lindsey Wood

Den Amerikanske Borgerkrig© Informations Forlag, 2010

Oversat fra engelsk af Agnete Dorph Stjernfelt efterThe American Civil War© John Keegan, 2009

Sats og omslag: Remote Grafik

Forsidefoto: Frivillige sydstatssoldater fra 1st Virginia Militia, ‘The Richmond Grays’, 1859. Photograph courtesy of Valentine Richmond History Center.Bagsidefoto: Ingeniører fra 8th New York Militia, 1861.

Tryk: WS Bookwell, Finland1. udgave, 1. oplagISBN: 978-87-7514-251-4

Udgivet med støtte fra Kunstrådets fagudvalg for litteratur

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Informations ForlagSt. Kongensgade 40 C, 1264 København K

www.informationsforlag.dk

INDHOLD

Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

1 . Nord og Syd skilles . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 152 . Bliver der krig? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 393 . Improviserede hære . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 554 . Krigsførelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 795 . Borgerkrigens militærgeografi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 916 . Soldaterliv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 997 . Planer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1098 . McClellan overtager kommandoen . . . . . . . . . . . . . . . . . 1459 . Krigen i Midtvesten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19110 . Lees krig i øst, Grants krig i vest . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20311 . Chancellorsville og Gettysburg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22112 . Vicksburg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25113 . Afskæring af Chattanooga-Atlantaforbindelsen . . . . 27114 . Landfelttoget og Richmonds fald . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28915 . Indtrængen i Sydstaterne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31516 . Slaget om Cherbourg og borgerkrigen til søs . . . . . . . . 34117 . Sorte soldater . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35118 . Hjemmefronterne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 36519 . Walt Whitman og de sårede . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37720 . Borgerkrigens ledelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 38521 . Borgerkrigens kampe . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39922 . Kunne Syden have overlevet? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41123 . Krigens afslutning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 415

Tak til . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 437Billedliste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 439Bibliografi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 443 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 447Register . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 451

KORT

Den Amerikanske Borgerkrig 1861-65 på indersiden af omslagetAmerikanske jernbaner i 1862 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95Det Første Slag ved Bull Run (Manassas), 21 . juli 1861 . . 134-135Shiloh, 6 .-7 . april 1862 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 164-165Syvdagesslaget, 25 . juni – 1 . juli 1862 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 185Antietam, 17 . september 1862 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 208Chancellorsville, 2 .-6 . maj 1863 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 226-227Hærenes møde i Nordstaterne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 236-237Gettysburg, 2 .-3 . juli 1863 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 242-243Vicksburg-felttoget, april-juli 1863 . . . . . . . . . . . . . . . . . . 258-259Fremstødet mod Petersburg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 304Shermans march, maj 1864 – april 1865 . . . . . . . . . . . . . . . 318-319

Andet Kapitel

Bliver der krig?

I December 1860 befandt USA sig på kanten af ... hvad? Splittelse helt sikkert. Men borgerkrig? Tonen i aviserne var aggressiv i både Nord og Syd, ligesom debatten i såvel de statslige som

de nationale lovgivende forsamlinger var det. Hvor langt ville denne aggressive tone føre de lidenskabelige debattører? Den 20. december bekendtgjorde South Carolina sin løsrivelse fra De Forenede Stater, der var blevet oprettet ved de tretten britiske koloniers uafhængig-hedserklæring og deres efterfølgende bekendtgørelse af en fælles forfatning 80 år tidligere. South Carolinas løsrivelse blev hurtigt ef-terfulgt af Mississippis, Floridas, Alabamas, Georgias, Louisianas og Texas’. Anledningen til løsrivelsen var valget af Abraham Lincoln som USAs nye præsident. Han og hans republikanske parti havde vundet på et program, der gik imod slaveriet, og mange i Sydstaterne drog den konklusion, at han som præsident var en trussel mod den-ne ”specielle institution” – som for dem definerede deres livsstil – og undersøttede deres velfærd. Løsrivelsen skulle sikre dem mod den-ne trussel. Løsrivelsen indebar imidlertid ikke krig, ligesom hverken Syd- eller Nordstaterne for den sags skyld umiddelbart tog skridtet fra løsrivelsen til kampforberedelser.

Ydermere – som også mere besindige hoveder i Sydstaterne konstaterede – foreslog hverken Lincoln eller hans republikanske parti afskaffelse eller lovgivningsmæssig ophævelse af slaveri ved en ændring af forfatningen, som indirekte tillod slaveriet, omend den ikke positivt anerkendte det. Hvad Lincoln og republikaner-ne, og faktisk temmelig mange nordstatsfolk, insisterede på, var,

40 Den AmerikAnske Borgerkrig

at slaveriet ikke skulle udbredes til ”territorierne”, dvs. de enorme områder i Nordamerika, der endnu ikke var organiseret som stater. Uheldigvis havde mange sydstatsfolk overbevist sig selv om, at sla-veriet og det Syden, der var afhængig af slaveri, kun kunne overleve, hvis slaveriet også blev udbredt til territorierne. Emnet havde allere-de skabt store lovgivningsmæssige, politiske og forfatningsmæssige problemer inden for De Forenede Stater, og i nogle af territorierne, særligt i Kansas, affødte det bitre og voldelige konflikter. Fortalerne for slaveriets udbredelse var indstillet på at acceptere volden og den lidenskab, der førte volden med sig, hvis det var prisen for at ind-føre slaveriet længere vestpå. Modstanderne af slaveriet forudså, at udbredelsen af slaveriet ville styrke Sydstaternes indflydelse i Kongressen, og de mente, at det ville underminere de politiske og økonomiske frihedsprincipper, som De Forenede Stater grundede sig på. I december 1860 kunne man endnu ikke forudse konsekven-serne af krisen. Skønt nogle talte om krig, var det stadig kun som en mulighed, ikke som noget uundgåeligt.

60 år tidligere ville man ikke have kunnet opdrive mange, der troede, at slaveri kunne forårsage en krise, der truede den hjemli-ge fred. Sydstaternes insisteren på slaveri i 1860 blev forklaret med slavernes rolle i dyrkningen og produktionen af råbomuld. I 1800 blev der kun produceret 70.000 baller bomuldsfiber, i 1860 var det over fire millioner baller. Antallet af slaver var steget tilsvarende fra 700.000 ved den første folketælling i 1790 til fire millioner i 1860, hvilket udelukkende skyldtes fødselsraten, eftersom slaveimporten var blevet afskaffet i 1807. Væksten i produktionen havde flere år-sager, herunder opfindelsen af bomuldsegreneringsmaskinen, som kunne skille fibrene fra den hårde frøkapsel hurtigere og lettere, end man kunne i hånden. Rige jorde i Alabama, Mississippi og Louisiana gav også større udbytte på et tidspunkt, hvor de traditionelle dyrk-ningsområder i Virginia og North og South Carolina var ved at være udpinte. Udviklingen af nye bomuldstyper med kortere fibre gjorde også bomuldsdyrkning mulig i egne, der hidtil havde været uegnede til dyrkning af bomuldstyper med længere fibre. Plantagernes eks-pansion var drevet af den stigende efterspørgsel fra Europa, hvor den industrielle revolution i England, Belgien og Frankrig frembrag-te en helt ny mekaniseret spinde- og væveindustri. Den stigende

41Bliver Der krig?

efterspørgsel efter bomuld affødte en stigende efterspørgsel efter sla-vearbejdere, som blev efterkommet af slaveejere, der også opfostrede slaver i Sydstaterne, og som trods forbuddet mod slaveimport tjente store summer på at sælge amerikanskfødte slaver på hjemmemar-kedet til priser, der steg og steg gennem århundredets første halv-del. Det stigende antal slaver forstærkede Sydstaternes insisteren på slaveriet, eftersom institutionen opfyldte en række grundlæggende sociale og økonomiske funktioner, såsom at sikre kontrollen med en ufri befolkningsgruppe, som i visse dele af Syden oversteg den frie, hvide slaveejende befolkning.

I løbet af 1850erne – mens USAs befolkning svulmede op som følge af indvandringen af millioner af europæiske nybyggere, hvoraf mange sluttede sig til de indfødte amerikanere, der rejste vestpå til Midtvestens frugtbare jorde – opnåede slaveriet en kritisk politisk be-tydning. Sydstaterne søgte at få gjort slaveriet lovligt i de nye områ-der, ikke blot fordi de ville profitere på udbredelsen af slaveriet, men også fordi territorierne, når de først var blevet etableret, ville blive til nye stater og dermed ændre magtbalancen i Kongressen. Indtil da var balancen mellem slavestater og frie stater blevet opretholdt med bemærkelsesværdig ligevægt; i 1847 var der 15 slavestater og 14 frie stater. Balancen var af afgørende betydning for Sydstaterne, for selvom det var umuligt at styre antallet af vælgere i staterne, så be-tød deres afstemningsmæssige vægt kun noget i Repræsentanternes Hus. I Senatet derimod havde hver stat to stemmer. Så længe man altså kunne sikre, at territorier, der blev anerkendt som stater af Kongressen, var slavestater, og så længe slaveri ikke var forbudt i forfatningen, var slaveriet sikret i Sydstaterne, eftersom antislaveri-lovgivning, der var gået igennem i Repræsentanternes Hus, kunne nedstemmes i Senatet. Meget af det politiske arbejde i USA i første halvdel af 1800-tallet drejede sig om dannelsen af nye stater, der blev nøje overvåget af Sydstaterne for at sikre, at balancen blev opret-holdt. Processen var prekær. I 1787 havde Kongressen ved en for-ordning forbudt slaveriet i nordvest i de territorier, der blev til sta-terne Ohio, Illinois, Indiana, Michigan og Wisconsin, der dengang kun netop var ved at blive koloniseret. I 1820 – da spørgsmålet om at optage Missouri blev rejst – indvilligede Nordstaterne i at optage Missouri som en slavestat på betingelse af, at Maine – den nordlige


del af Massachusetts – blev optaget som en fri stat for at oprethol-de balancen. Missouri-kompromiset udelukkede også slaveri fra de territorier, der udgjorde en del af Louisiana-købet, nord for 36°30’, dvs. det største tilbageværende nordstatsareal i De Forenede Stater. Sydstaterne havde ingen indvendinger, fordi dette område blev an-set for at være uegnet til slavebrug, eftersom hverken klimaet eller jorden egnede sig til intensiv dyrkning af bomuld eller tobak.

I 1820 virkede det ikke sandsynligt, at der ville blive føjet ny jord til De Forenede Staters territorium. Skønt der var fortalere for at justere grænsen til Britisk Canada, forstummede diskussionen. Det udstrakte land i sydvest, som i dag er Californien, Texas, Arizona, Nevada, Utah og New Mexico var ved at blive koloniseret af ame-rikanske nybyggere, men tilhørte det selvstændige land Mexico og var derfor principielt urørligt. Ikke desto mindre var det her, den næstsidste krise vedrørende slaveriet skulle opstå. I 1836 gjorde Texas’ amerikanske befolkning oprør mod Mexico og erklærede sig for en uafhængig republik. Det stod snart klart, at denne ville søge optagelse i De Forenede Stater, hvilket skete i 1845. Mexico ac-cepterede modstræbende sit tab, men viste sig fast besluttet på at modsætte sig den nye stats indlemmelse af store territorier i vest. Uoverensstemmelsen førte hurtigt til krig. Skønt mexicanerne var amerikanerne talmæssigt overlegne, udmærkede de sig ikke lige-frem militært. De indtrængende fjender – hvoraf mange var frivillige fra Sydstaterne – var derimod hårdføre og fortrinlige skytter. Af de 16 måneder lange kampe i 1846-47 vandt amerikanerne samtlige og indtog Mexico City den 14. september 1847 for at knæsætte freden. Herved mistede den mexicanske republik næsten halvdelen af sit territorium, en ydmygelse, der kun blev mildnet af præsident Santa Annas accept af en stor sum i dollars til gengæld for territoriet og USAs vedgåelse af Texas’ gæld.

Den Mexicansk-amerikanske Krigs vigtigste følge var imidlertid den mulighed, den gav de frie nybyggere for at danne nye anti-slave-ristater ud af det enorme texanske territorium. Denne mulighed viste sig allerede inden Den Mexicansk-amerikanske Krigs afslutning. I 1846 fremsatte slaverimodstanderen og kongresmedlemmet David Wilmot et forslag i Repræsentanternes Hus om at forbyde slaveri i samtlige de teritorier, man havde erobret fra Mexico. Kongresmedlemmer fra

43Bliver Der krig?

Sydstaterne indså straks, at Wilmot-klau sulen var begyndelsen til en-den for slavesystemet, eftersom det erobrede mexicanske territorium formentlig ville føre til oprettelsen af så mange nye stater, at slave-rimodstanderne ville få et massivt flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet. Så sydstatspolitikerne brugte deres aktuelle, jævn-byrdige repræsentation i Senatet til at modarbejde Wilmot-klausulen. Men de kunne ikke forhindre, at den genopstod under en eller anden form i fremtiden. Den genopstod i 1850, da Kongressen blev tvunget til at tage stilling til Californiens fremtidige status. Californien var et forhenværende mexicansk territorium, der hastigt havde fået mange indbyggere, da der blev fundet guld. Guldgraverne var altovervejen-de nordstatsfolk, og som pionerer, der var fast besluttet på at skabe sig en privat formue, var de skarpe modstandere af slaveri på den jord, de agtede at udnytte ved frit arbejde. Lange og vanskelige debatter i Kongressen førte til endnu et kompromis, der anerkendte Californien som en fri stat, men samtidig oprettedes to andre stater, New Mexico og Utah, hvor slavespørgsmålet skulle afgøres ved intern afstemning. Begge nye stater legaliserede slaveri, selvom det i praksis aldrig rig-tig slog an. Den virkelig skadelige konsekvens af 1850-kompromiset var vedtagelsen af blandt andet loven om bortløbne slaver, som til-lod slaveejere at forfølge bortløbne slaver i de frie stater og pålagde både nationale og statslige domstole at assistere dem. Pågribelsen af slaver, der blev bragt tilbage til et fortsat liv i slaveri, vakte forargelse hos mange nordstatsfolk, som opfattede det som en overtrædelse af de frihedsrettigheder, forfatningen garanterede, og som var blevet vundet i frihedskampen imod den britiske kolonialisme. Forsøgene på at obstruere tilfangetagelsen af de flygtende slaver krænkede på den anden side mange sydstatsfolk, der betragtede generhvervelsen af de bortløbne slaver som et spørgsmål, der angik ejendomsretten – et princip, der ligeledes holdes helligt af amerikanerne. Spørgsmålet flammede op ved udgivelsen af Onkel Toms hytte i 1852. Bogens be-skrivelse af slaveriet sværtede Sydstaterne i Nordstaternes øjne og ophidsede Sydstaterne, ikke mindst på grund af bogens enorme udbredelse.

De politiske ledere i Sydstaterne opfattede korrekt romanen som udtryk for, at den offentlige mening i et land, i hvilket de repræ-senterede en minoritet, var ved at vende sig imod dem. Sydstaterne


kunne have modereret deres position og forsøgt at finde fælles fod-slag, men det ville have været vanskeligt. Sydstaterne var ganske forskellige fra Nordstaterne, og forskelligheden beroede på en in-stitution, der hverken var let at tilsløre eller ændre på. Efterhånden som konflikten med Nordstaterne trak ud, begyndte folk i Syden at gøre en dyd af forskelligheden ved at opfinde en særlig form for sydstatsnationalisme, som i sidste instans ledte til en konfrontation. Omkring midten af århundredet anså sydstatsfolk sig selv for over-legne i forhold til nordstatsfolk, fordi de værnede om den agrare livsform, som republikken var grundet på siden revolutionen, og fordi de var anført af en kaste af kultiverede gentlemen, som havde større lighed med forfatningens fædre end de pengegriske kapitali-ster, der dominerede det offentlige liv i Nordstaterne. Sydstaternes fattige klasser, som også var jordens sønner og udendørsmennesker, blev fremhævet som overlegne i forhold til de tilsvarende indbygge-re i Nordstaterne, hvis liv var afgrænsede af fabriksmurene, og som ofte ikke var indfødte, men immigranter – nogle af dem oven i købet katolikker – der ikke talte engelsk. Sydstaternes nationalisme havde bemærkelsesværdige ideologer såsom deres egne forfatningsfædre John C. Calhoun og Henry Clay, og endog sin egen undervisningsan-stalt – University of the South i Sewanee i Tennessee – til at uddanne sydstatslærde, der kunne debattere på lige fod med folk fra Harvard. Nordstaterne tog det alvorligt nok til at tilintetgøre universitetets bygninger helt ned til grundstenen kort efter borgerkrigens udbrud.

Konfronteret med den voksende fjendtlighed i Nordstaterne og opflammet af en lidenskabelig tro på deres retfærdige sag søgte Sydstaternes politiske klasse i efterdønningerne af 1850-kompromis-et at udfordre Nordstaterne vedrørende slaverispørgsmålet. I 1854 overtalte krigsministeren i Franklin Pierces kabinet, Jefferson Davis, præsidenten til at støtte ophævelsen af Missouri-kompromiset, som i 1820 havde forbudt slaveri i territorierne nord for 36°30’. Han blev bakket op af den store taler Stephen Douglas, en rationel mo-derat, som stræbte efter præsidentposten, og som så en chance for at vinde Sydstaternes stemmer ved at støtte forslaget. Lovforslaget var den såkaldte Kansas-Nebraska-lov, som skulle anerkende beg-ge territorier som stater. Selvom begge stater lå nord for 36°30’, til-lod Kansas slaveri, mens Nebraska var en fri stat. Lovforslaget var

45Bliver Der krig?

dømt til at skabe splid. Selvom Kansas lå lige op ad Missouri – en slavestat – var indbyggerne stærkt splittede mellem nord- og syd-statssympatisører, og statens indre anliggender var allerede ved at forfalde til den vold, som skulle komme til at hærge i årene frem til borgerkrigen. Loven forstyrrede ikke kun freden internt i Kansas. Den ophidsede også folkestemningen i Nordstaterne generelt, men specielt i Det Demokratiske Parti. Det Demokratiske Parti var, sam-men med Whig-partiet, et af Amerikas historiske, politiske partier. Whig-partiet var allerede i opløsning i 1850erne. Det Demokratiske Parti var – skønt stadig et levende og vigtigt medium for politisk virksomhed i national og regional politik – alvorligt splittet i slave-spørgsmålet. Stephen Douglas, som var dets væsentligste, nationale frontfigur, sled sit betragtelige intellekt op i forsøget på at finde en formel, der kunne give begge sider, hvad de ønskede: Sydstaterne en udvidelse af slaveriet til territorierne, Nordstaterne en folkeret i territorierne til at gennemføre love imod slaveri. De to positioner var naturligvis uforenelige, og Kansas-Nebraska-loven, der forsøgte at knibe udenom spørgsmålet, blev hurtigt demaskeret i Nordstaterne, specielt blandt medlemmerne af Det Demokratiske Parti, som et falsk kompromis. Eftersom Stephen Douglas var ophavsmanden og Det Demokratiske Parti hans magtbase, reagerede nordstatsdemokra-terne ved at forlade partiet i hobetal for at slutte sig til det nystiftede Republikanske Parti, som – uden at være udpræget abolitionistisk – var doktrinær modstander af slaveriet. Under præsidentvalget i 1856 erobrede republikanerne de fleste af Nordstaterne på et program ba-seret på Wilmot-klausulen. Det blev imidlertid James Buchanan, som nød stærk opbakning i Sydstaterne foruden at have vundet flere af Nordstaterne, der vandt.

Buchanans præsidentperiode huskes især for to tildragelser, der tilspidsede den tilstundende krise: højesterets afgørelse i Dred Scott-sagen og John Browns angreb på hærens arsenal ved Harpers Ferry. Det gjorde USAs politiske geometri yderligere indviklet, at højeste-ret i praksis kunne ændre forfatningen gennem behørig rettergang, samtidig med at højesterets politiske tendens kunne ændres over tid gennem udpegningen af dommere, som var en magt, der lå i præsi-dentens hænder. Fordi der havde været en hel række sydstatspræsi-denter, var højesterets sammensætning i 1857 i Sydstaternes favør.


Sydstaternes frygt for et skift i højesterets holdninger, hvis der blev valgt en slaverimodstander som præsident, fik den spirende krise til at spidse til. Dred Scott-sagen satte den retslige, men også den politiske krise på spidsen. Scott var en sydstatsslave, som var blevet bragt til Nordstaterne af sin ejer, hvor han havde opholdt sig i flere år. Han gik derfor til retten for at opnå sin frihed. Da sagen nåede højesteret, afgjorde seks dommere, fem af dem fra Sydstaterne, at han ikke havde nogen sag, og som følge heraf, at slaveri var tilladt i territorierne. Jefferson Davis besluttede at presse sagen til det yder-ste ved at forelægge Senatet en resolution, der krævede forbundsre-geringens retslige beskyttelse af slaveriet. Han bekendtgjorde også, at han ville have resolutionen skrevet ind i Det Demokratiske Partis politiske grundlag for præsidentvalget i 1860.

Dred Scott-dommen ophidsede slaverimodstanderne i Nord-stat erne. John Browns angreb på hærens arsenal ved Harpers Ferry i oktober 1859 forfærdede til gengæld Sydstaterne. John Brown var en rasende, voldelig abolitionist, som aktivt havde bidraget til den vok-sende borgerkrig i Kansas. Hans motiv til at angribe hærens arsenal var at opmuntre til slaveoprør – det allermest frygtede i Sydstaterne, hvor de sorte visse steder, specielt i Mississippi og South Carolina, var i overtal i forhold til de hvide. Hans angreb var et håbløst foreta-gende. Han havde kun 18 mand, og skønt de fandt arsenalet ubevog-tet, blev de hurtigt overmandet af en regeringsstyrke under ledelse af oberst Robert E. Lee, assisteret af major J.E.B. Stuart, som begge senere skulle opnå berømmelse under borgerkrigen. John Brown blev dømt for forræderi og mord og hængt sammen med seks af sine medsammensvorne. Skønt hans kontroversielle liv ikke fortjente det, blev han snart hyldet i Nordstaterne som en martyr for abolitionis-men, og den sang, der blev skrevet for at mindes hans død, blev en af Nordstaternes marchsange under borgerkrigen.

Der havde været andre, mindre ekstreme, men også voldeli-ge tildragelser forud for Harpers Ferry og mange trusler om vold. Massachusetts’ senator Charles Sumner var blevet slået bevidstløs i Senatet af en kollega fra South Carolina. Det blev almindeligt at have våben med sig i Kongressen og det samme blev nævekampe og gensidige fornærmelser. Under et langt skænderi om valget af leder til Repræsentanternes Hus i 1860 forventede alle en skudveksling,

47Bliver Der krig?

og South Carolinas guvernør skrev til en af statens kongresmænd og tilbød at sende tropper til Washington, hvis det faktisk kom til voldeligheder.

Det kom dog ikke så vidt, men masser af politisk uro fulgte snart efter. Der skulle afholdes præsidentvalg samme år og der-med også partikonventer. Det demokratiske konvent var det før-ste, som samledes i Charleston i South Carolina – måske det sted, hvor der var mindst sandsynlighed for at opnå et fredsbevarende resultat. Stephen Douglas forventede at blive nomineret og mente, at han var i sin gode ret til det. Han havde imidlertid mistet sin støtte i Sydstaterne på grund af sin modstand mod en lov, der tillod slaveri i Kansas – den såkaldte Lecompton Constitution. Der var dog tilstræk-kelig mange nordstatsdelegerede til at få vedtaget et forslag om at indføre folkelig suverænitet i territorierne, hvilket i praksis også be-tød en garanti for et forbud mod slaveri, men konventet kunne ikke nå til en konklusion, så det eneste, man enedes om, var at mødes igen i Baltimore. Da man skulle samles igen, var konventet allere-de splittet. Nordstatsdemokraterne nominerede Douglas; sydstats-demokraterne, som holdt deres eget møde, valgte vicepræsidenten John Breckinridge fra Kentucky.

Det Republikanske Parti, som kun for anden gang stillede op til valget, mødtes i Chicago. Ved tredje afstemning valgte man Abraham Lincoln, som – skønt født i Kentucky – var bosiddende i Ilinois. Også han kom, som så mange andre i partiet, fra Whig-partiet, og han havde et storartet ry som en taler, der havde vist sig at kunne matche Stephen Douglas i deres debatter under valgkampen til Senatet i 1858, der var blevet bredt refereret i pressen. Valget, der utvivlsomt var en ægte af-spejling af holdningen i partiet, vakte dyb bekymring i Sydstaterne, fordi Lincoln ikke gjorde noget forsøg på at skjule sin afsky for slave-riet eller sin overbevisning om, at denne institution måtte afskaffes, hvis Unionen skulle overleve.

I dag ville Lincoln ikke kunne holde de taler, som han vandt no-mineringen på i 1860; faktisk ville han blive retsforfulgt for at udtale sig, som han gjorde. Lincoln lagde ikke skjul på, at han ikke person-ligt mente, at sorte og hvide var jævnbyrdige. Han mente, at den sorte var den hvide mand uforbederligt underlegen. Han mente dog ikke desto mindre, at den sorte retmæssigt var ligestillet med den hvide


mand, med en lighed, der var forankret i den amerikanske forfatning – en anerkendelse, der krævede juridisk styrkelse. De sorte skulle stil-les lige for loven med de hvide og have samme politiske rettigheder.

De fleste sydstatsfolk var lodret uenige og mente, at medmin-dre de sortes underlegenhed blev lovmæssigt nedfældet, ville deres livsstil risikere at forsvinde. Visse sydstatsideologer argumenterede lidenskabeligt for, at slaveriet var frihedens garant, og ikke blot fri-heden for de hvide til at leve, som de gjorde, og til at organisere Sydstaterne, som de var organiseret, men også de sortes frihed, ef-tersom slaveriet beskyttede de sorte mod de økonomiske trængsler, som de fattige arbejdere i Nordstaternes fabrikker led under. Der blev skrevet bøger, der argumenterede for og beskrev denne tankegang, og Sydstaternes polemikere forfægtede den skamløst over for deres opponenter fra Nordstaterne. Der er ingen tvivl om, at man også selv troede på det, eftersom synet af de tilsyneladende glade sorte, der levede under faderlig omsorg på de veldrevne plantager, syntes at understøtte forestillingen om slaveriet som en art velfærdssystem. De, der fremførte tesen om ”slaveri som frihed”, vidste utvivlsomt, at det, de i virkeligheden forsvarede, var en måde at kontrollere fire millioner mennesker af en anden race ved at indskrænke deres handle- og bevægelsesfrihed samt det, der i dag ville blive kaldt de-res menneske- og borgerrettigheder. Sydstatsfolkene var imidlertid – medmindre de var skamløse racister, hvad mange var – dygtige til at skjule deres egentlige motiver for sig selv, så meget desto mere, hvis de havde, og det havde mange af dem, en human og velvillig indstilling til de sorte, de kendte som tjenere og arbejdere.

I foråret 1861 var forskellene mellem Sydstaterne og Nordstaterne hinsides muligheden for forsoning gennem ord. I Sydstaterne, spe-cielt i de sydligste dele, var politikerne og folkemængden fast be-sluttet på at presse uoverensstemmelserne frem mod handling. Den 4. februar mødtes repræsentanter for de syv løsrivelsesstater i Montgomery i Alabama for at planlægge en organiseret løsreven statsdannelse, der skulle blive kendt som Amerikas Konfødererede Stater. I løbet af en måned havde løsrivelsesrepræsentanterne udar-bejdet en forfatning, der var nøje opbygget over USAs, men med vis-se afgørende ændringer, der tillod slaveri, samt valgt en præsident, Jefferson Davis fra Mississippi, en tidligere senator og krigsminister

49Bliver Der krig?

i De Forenede Stater, som var uddannet fra West Point og havde ud-mærket sig under Den Mexicansk-amerikanske Krig. I sin indsæt-telsestale understregede han de Konfødererede Staters ønske om at leve i fred med sine naboer, men privat havde han fremsat trusler om at gribe til våben om nødvendigt.

I mellemtiden kæmpede Lincoln for at danne sin egen nye re-gering. Også han lovede fred trods udfordringen fra Sydstaternes løsrivelse, hvorved han udtrykte den fremherskende holdning i Nordstaterne. Det var den almindelige antagelse, at den nordlige del af Sydstaterne – Virginia, North Carolina og Arkansas – og græn-sestaterne Missouri, Maryland, Delaware, Tennessee og Kentucky, der endnu ikke havde revet sig løs, måske kunne overtales til at for-blive i Unionen, hvis den nye præsidents politik var tilstrækkelig kompromissøgende. Det store antal unionstilhængere, man vidste, der var i Sydstaterne, taget i betragtning, håbede mange nordstats-folk, at en fornuftig ikke-konfrontationssøgende politik ville kunne få den moderate opinion i Sydstaterne til at afholde ekstremisterne fra uigenkaldelige handlinger. Hvor agtværdig deres holdning end var, hvilede den på ønsketænkning og overdrivelse. Overalt, hvor løsrivelsen blev proklameret, havde den bred folkelig opbakning, mens antallet af unionstilhængere i Sydstaterne, der var koncentre-ret i områder, hvor der var få eller ingen slaveejere og slaver, såsom i det vestlige Virginia og det østlige Tennessee, var mindre, end det blev påstået af de kompromissøgende. Yderligere havde der allerede fundet uigenkaldelige handlinger sted. I løsrivelsesstaterne havde de nye regeringer allerede beslaglagt føderal ejendom såsom retssa-le, møntfabrikker og militærejendomme og tilranede sig nu føderale indtægtskilder som for eksempel toldafgifter. Ejerskabet til de føde-rale fæstningsværk var et særlig kontroversielt emne, eftersom kyst-befæstningerne, der symboliserede Monroe-doktrinens realitet, også repræsenterede den føderale regerings største investering i offentlige anlæg. Kystbefæstningerne, der tilhørte første og tredje system, som de tre dele af det militære program blev kaldt, omfattede Fort Monroe på spidsen af Virginiahalvøen, Fort Sumter ved Charleston i South Carolina, fæstningerne St. Philip og Jackson syd for New Orleans ved Mississippis munding og Alcatraz midt i San Francisco-bugten. Første- og tredjesystemfæstningerne er stadig den dag i dag blandt


de mest storslåede eksempler på fæstningsarkitektur i verden, men de var blevet opført for at forsvare De Forenede Stater imod angreb fra de europæiske magter, ikke for at sikre Unionen. Det var en op-gave, der krævede et stort antal mænd, langt flere end de 16.000 eksi-sterende føderale soldater – og mænd, der var udstyret til og i stand til at føre krig mod Sydstaterne. Af de store fæstninger fra første og tredje system syd for Mason-Dixon-linjen var alle bortset fra fem – Fort Monroe ved indsejlingen til Chesapeake Bay, Fort Pickens ved Pensacola i Florida, to små fæstninger i Florida Keys og Fort Sumter – blevet besat af sydstatsgarnisoner tidligt i 1861. Af de, der stadig var på nordstatshærens hænder, var Fort Sumter det mest afgørende, eftersom South Carolina var hjertet i løsrivelsesbevægelsen, og sta-tens artilleri kunne beskyde det fra kysten. Sumter, der var opført på en kunstig ø, repræsenterede en ny forestilling om et fæstningsanlæg, idet det søgte at dominere omgivelserne med massevis af tungt artil-leri placeret inden for tykke mure i stedet for at gemme sig bag lave fæstningsvolde. Det var stadig under opførelse i 1861 og havde kun en rudimentær garnison, men hele kanonudrustningen. Dets øverst-befalende, major Robert Anderson, var fra Kentucky, men han var en oprigtig unionstilhænger. Hans modstander, general Pierre Gustave Toutant Beauregard fra Louisiana, havde undervist ham i artillerivi-denskab på West Point. Så sent som i marts 1861 var der ingen tegn på, at Nordstaterne ville holde fast i Sumter og derved fremprovo-kere en militær krise. De fleste føderale bygninger i det, der nu var Konføderationen, var overgået til oprørernes kontrol uden konflikter eller gnidninger. Sydstatsrepræsentanter havde besøgt Washington for at udbede sig overlevering af Sumter, og statssekretæren William Seward anbefalede Lincoln at give slip på det. Lincoln var tøvende, og hans tøven blev forstærket af ophidsede overskrifter i nordstats-aviser, hvor rygterne om forræderi begyndte at cirkulere. Lincolns problem var, at Sumter manglede bemanding og forsyninger. Et for-søg på at forstærke garnisonen i januar havde slået fejl af praktiske årsager. Han kunne imidlertid ikke svigte de føderale soldater, der var stationeret der. De var blevet smuglet ind i Sumter af Anderson ved en dristig manøvre i nattens mulm og mørke. Lincoln vidste, at han var nødt til at skaffe dem friske forsyninger og forstærkning, hvis hans regerings ære skulle opretholdes. Han var dog uvillig til at

51Bliver Der krig?

bruge magt og således pådrage sig ansvaret for, hvad der næsten med sikkerhed ville blive starten på en krig. Han fandt imidlertid på et snedigt kompromis. Der ville blive sendt forsyninger til Sumter, men under den officielle forudsætning, at hvis forsyningsbådene ikke blev beskudt, ville fortet også undlade at skyde. Hvis sydstatshæren skød, ville de således stå som ansvarlige for aggressionen. På denne måde kunne Lincoln bevare sin troværdighed som Unionens forsvarer, men unddrage sig fordømmelse som krigsmager. Den 6. april 1861 sendte Anderson en note til guvernøren i South Carolina: ”Jeg skal på vegne af De Forenede Staters præsident underrette Dem om, at der vil blive gjort forsøg på at forsyne Fort Sumter udelukkende med proviant og andre fornødenheder, og at der, såfremt et sådant forsøg ikke støder på modstand, ikke vil blive gjort noget forsøg på at indsætte yderli-gere mandskab, våben eller ammunition uden forudgående varsel, med mindre fortet angribes.”7

Sydstatsregeringen i Montgomery forstod umiddelbart, hvilket dilemma Lincoln placerede Sydstaterne i, men besluttede sig, opmun-tret af urostiftere, ikke desto mindre til at gå i fælden. Beauregard fik ordre fra Jefferson Davis til at beskyde Fort Sumter, inden undsæt-ningen nåede frem. Det gjorde han så, efter først at have sendt en for-mel anmodning om overgivelse, som Anderson afviste. Beauregard gav ordre til at iværksætte bombardementet klokken 04.30 den 12. april 1861. Man kappedes om at affyre det første skud. 33 timer se-nere, efter yderligere 3.340 skud, overgav garnisonen sig. De havde besvaret beskydningen med tusind skud, men var medtagne og ud-mattede – selvom ingen af parterne mirakuløst nok havde lidt dø-delige tab. Den eneste omkomne var et muldyr. Anderson og hans garnison fik tilladelse til at trække sig tilbage ad søvejen og sejle til-bage til Nordstaterne. Der blev ikke taget fanger. Det var, som om Sydstaterne endnu ikke ønskede at formalisere krigsudbruddet.

Ikke desto mindre blev Sumters fald alligevel begyndelsen på kri-gen. I Nordstaterne fik det præsident Lincoln til at udsende en opfor-dring til de loyale stater om at mobilisere deres militser op til en styrke på 75.000. Entusiasmen var så stor, at visse stater hurtigt overskred de-res kvote. I Sydstaterne fik slaget om Sumter den virkning, at flere af de militante meldte sig under løsrivelsens faner, og den offentlige opinion blev yderligere splittet. I april var der stadig otte Sydstater i Unionen.


Virginia blev henrykt ved nyheden om Fort Sumters fald og Lincolns mobilisering. Den 17. april samledes et konvent for at tage stilling til Virginias position, og man stemte for løsrivelse – 88 mod 55 stemmer. Statens regering havde allerede sendt sin milits ud for at beslaglæg-ge den føderale våbenfabrik ved Harpers Ferry og flådens værft ved Norfolk. Løsrivelsen blev ratificeret med overvældende flertal ved en folkeafstemning den 23. maj, to dage efter at regeringens tilbud om Richmond som hovedstad for Konføderationen var blevet accepteret af Konføderationens regering i Montgomery i Alabama. Blandt de ind-byggere i Virginia, der havde accepteret at tage tjeneste under det nye nationalflag, var Robert E. Lee, som havde fået tilbudt, men afslået, ud-nævnelse til hærleder i nordstatshæren af general Winfield Scott. Lee erklærede, at han var nødt til at følge sin stat.

Det tyndt befolkede Arkansas, som ellers rummede et ikke helt ubetydeligt kontingent løsrivelsesmodstandere i Ozark Mountains, hvor man ikke holdt slaver, stemte for løsrivelsen den 6. maj. North Carolinas kongres, der var blevet valgt den 13. maj, vedtog enstem-migt at løsrive sig den 20. maj. Selvom North Carolina var en af de nordligste af Sydstaterne, og lå underligt adskilt fra de øvrige Sydstater, var statens grænser vanskelige at nå for nordstatshæren, og dens kystlinje var smal og utilgængelig. Staten kom ikke til at mærke noget til invasionen før helt til slut i krigen. Tennessee løs-rev sig ikke formelt, men vedtog en uafhængighedserklæring den 8. juni. Statens østlige dele, hvor der kun var få slaveejere, stemte mas-sivt imod en løsrivelse. Lincoln skulle senere gøre befrielsen af de regeringstro i Tennessee fra secessionisterne til et af sine principielle krigsmål. Maryland og Delaware, som rent geografisk var en del af Nordstaterne, om end stærkt sydstatssindede, løsrev sig ikke trods stærkt pres fra deres secessionistiske mindretal. I Delaware blev de holdt tilbage af de føderale tropper, der var på vej til Washington. Maryland, der også var presset af de føderale styrker, afstod i sid-ste instans fra at løsrive sig – den lovgivende forsamling nægtede at stemme for løsrivelse eller at indkalde en kongres til at gøre det. Senere, efter Sydstaternes sejr i Det Første Slag ved Bull Run, skul-le secessionisternes lovgivende forsamling atter samle mod til at true Unionen, men deres udfordrende optræden ophørte hurtigt på grund af arrestationer og fængslinger.

53Bliver Der krig?

Kentucky, der var en grænsestat, hvis befolkning var stort set ligeligt fordelt mellem nordstats- og sydstatssympatisører, forsøgte også at undvige spørgsmålet ved at erklære sig for neutral. Lincoln afstod klogeligt fra at presse yderligere på og forsøgte sig ikke med tvang. Et valg afholdt i juni før den normale valgperiodes udløb gav et stort unions-flertal i Kongressen, samtidig med at de uni-onstro militser voksede i styrke, hvorefter staten stillede sig helt på Unionens side – så meget desto mere villigt som Konføderatisterne begik den fejl at forsøge at indtage staten med våben. Ikke desto mindre forlod mange i Kentucky deres hjem for at slutte sig til syd-statshæren, så mange som to for hver tre, der sluttede sig til nord-statshæren. Guvernøren i nabostaten Missouri, der også var stærkt splittet, var en sydstatstilhænger, der forsøgte at bringe staten over på Konføderationens side, aktivt støttet af mange af borgerne. Hans planer blev imidlertid forpurret af den lokale øverstbefalende fra nordstatshæren, kaptajn Nathaniel Lyon. Selvom der allerede ra-sede en begyndende intern guerillakrig i Missouri, beslaglagde Lyon våbenlagrene i St. Louis, overtog kommandoen over den lo-kale nordstatsmilits og besejrede de sydstatsvenlige modstandere. Det var imidlertid ikke enden på problemerne. Den lovgivende for-samling rejste til grænsen til Arkansas, hvor den etablerede en ek-silregering, som slutteligt blev anerkendt som legitim af Amerikas Konfødererede Stater, der dermed indlemmede Missouri som en del af Konføderationen. Samtidig blev dens funktioner derhjemme overtaget af et konvent, der var blevet samlet for at afgøre spørgs-målet om løsrivelsen, og som havde en stærk overvægt af nordstats-sympatisører. Missouri var således repræsenteret i begge borgerkri-gens regeringer under krigen. Tilhængerne af Unionens bevarelse i Tennessee, som dominerede den østlige del af staten, forsøgte også at rive sig løs, men manglen på støtte fra nordstatstropperne på ste-det gjorde, at forsøget var dømt til at mislykkes. Tennessee talte der-for med på Sydstaternes side, selvom 30.000 unge mænd fra staten kæmpede på Nordstaternes side.

Således var fronterne mellem Norden og Syden efter maj 1861 – brydningernes måned – trukket klart op. Ville de udvikle sig til krigsfronter? Indtil da var der ikke blevet udgydt meget blod. Intet ved Sumter og kun lidt under mindre sammenstød og optøjer. Unge


mænd samledes imidlertid og trak i uniformer, eksercerede, lærte at marchere i takt, at stå på geled og håndtere musketter og rifler. Nordamerika var endnu ikke et kontinent organiseret til krig, men stemningen blev mere og mere krigerisk, og avisredaktører og po-litikere krævede handling. Der var kun godt 150 kilometer mellem de to hovedstæder Washington og Richmond – kun lidt over to da-ges march. ”Fremad mod Richmond”, som var begyndt som et avis-slogan, var blevet et populært slagord i Norden. Folkene i Virginia, der lå på grænselinjen, lyttede efter marcherende nordstatsfolk. Udkanten af Washington var allerede ved at blive udstyret med jord-fæstningsvolde. Potomacfloden var blevet en vigtig militær forhin-dring. Hvis krigen brød ud, hvor ville det så ske? Løsrivelsen havde ikke blot splittet et af verdens største lande, den konfronterede også begge parter på den gigantiske krigsskueplads med et af de mest komplekse, militære problemer, en krigsførende regering nogensin-de havde stået overfor, ifald de skulle vælge at gå i krig. Ledere og soldater på begge sider funderede allerede over ikke bare hvordan, men nok så meget hvor, de skulle opstille de hære, der var under ha-stig opbygning i jagten på sejr.

den amerikanske borgerkrig

Documents