foreningen for danske adventistseniorer 04 seniorer...

Læs om en vellykket seniorweekend

FORENINGEN FOR DANSKE ADVENTISTSENIORER

04december 2018

Aktive Seniorer

L.R. Conradi på godt og ondt

10

Fra idé til virkelighed

1408

Decemberhygge ude og inde

AKTIVE SENIORER udgives af Forenin-gen for Danske Adventistseniorer og sen-des i 2018 til alle foreningens medlemmer samt til alle medlemmer i Adventistkir-ken, Danmark, der er fyldt 65 år.

Da udgifterne til tryk og porto stadig stiger, opfordrer vi dog til at læsere, der er interesseret i at støtte foreningens arbejde, gør dette både gennem medlems-kontingent og gaver til bladet og forenin-gens arbejde.

Gavebeløb og medlemskontingent kr. 150 kan indbetales på foreningens konto i Danske Bank – reg. nr. 1551 konto nr. 0006902154. Ønsker man fradragsret for gavebeløb, skal man dog i stedet indbetale direkte til Adventistkirken og blot huske at øremærke beløbet »seniorarbejde«.

Seniorer, der bor i udlandet, kan få tilsendt bladet som pdf-fil ved at kontakte redaktøren på [email protected]. Bladet kan også læses online på senior.adven-tist.dk efter udgivelsen.

Redaktion: Walder Hartmann (ansvh.) tlf. 2992 8876 – [email protected]: Bohsen – grafik & medierTryk: Strandbygaard Grafisk

Forside: Julen er på vej Foto: Lensdrop

Deadline for materiale: 1. januar 2019 Næste blad udkommer: februar

FORENINGEN FOR DANSKE ADVENTISTSENIORERFormand: Lehnart Falk – [email protected]: Elsebeth Jalving tlf. 3062 7999Sekretær: Inge Bunken AalsrupØvrige bestyrelsesmedlemmer:Henning Edson, Walder Hartmann, Joan Kristensen, Bent Markussen, Thomas Müller

FORENINGEN FOR DANSKEADVENTISTSENIORER

Aktive Seniorer Nr. 4 – December 20188. årgangISSN: 2244-9930

Denne rubrik er til læsernes rådighed. Kommentarer om bladets indhold, livet i menighederne, personlige observationer etc. er altid velkomne.

Nyt og noter:

Os i ellem

Hold fast i løftetJeg sidder og ser på den feedback, vi fik på seniorernes juleweek-end på Severin. Der er mange superlativer: Superfint arrange-ment, dejlig mad, et rigtig godt sted, helt fantastisk, skønt perso-nale, fantastisk hyggelig og dejlig weekend. Der er også noget vi kan gøre bedre, men de fine ord synes ingen ende at tage. Der er dog to ting, der ligger mig på sinde:

1. Selv om vi var ca. 90 deltagere om sabbatten, så var der stadig nogle, der ikke kom enten pga. afstanden eller pga. prisen. Hvad gør vi for dem? Måske handler seniorfor-eningens arbejde ikke om os, der var på Severin, men dem der ikke kunne komme? Den kristnes liv handler jo altid om de andre. Hvad gør vi for dem, og hvad gør vi næste år?

2. Min anden overvejelse er: Rejste du hjem med et værktøj, som vil styrke enheden i menigheden og skabe en fornyet lyst til at tjene Mesteren? Paul Birch havde tre spændende timer om Guddommelig inspiration. Han gjorde, hvad han kunne, for at samle et splittet ventende Advent folk. Vi lærte, at inspiration er Helligåndens forsøg på at afsløre en Gud, der taler til mennesker i en specifik kontekst. Derfor skal vi forsøge at forstå den oprindelige kontekst, som Helligånden adresserer. Hvis vi lærer fra princip-perne bag budskaberne, vil vi som enkelte personer og samfund opleve de tre V'er. Personlig ’Visdom’ og vækst, ’Vejledning’ til at handle ret og vigtigst af alt; vi kan opnå et evigt ’Venskab’ med den Gud, der taler til os ved Hel-ligånden gennem de gamle historier.

Gud er stor! En dag skal vi selv se ham ansigt til ansigt. Vi skal bruge evigheden til at lære ham endnu bedre at kende! Indtil da, vil vi – som vore forfædre – forsøge at famle os frem til Ham, vel vidende, at Han er lige her hos os hele tiden (ApG 17,27). Tab derfor ikke modet, selv om livet er svært. Hold fast i løf-terne. Studer den større afsløring af Gud, som vi fik i Jesus (Hebr 1,1-4). Og han vil være med dig i 2019, også selv om modgangen rammer. Med disse tanker ønskes du Guds velsignelser og Guds fred.

Lehnart FalkFormand

For et par år siden beskæftigede KD sig med Adventstiden under temaet: Lys i mørket – Advents-tiden er eventyrlig. Man fortalte samtidig om de to mænd, der mødtes på en bænk under strø-gets juleguirlander.

"Jeg hører, at du kommer sammen med en tvilling. Hvor-dan kan du egentlig kende for-skel?

"Åh du – det er såmænd ikke så svært. Hendes bror har skæg"!

Virkeligheden er sommetider en anden, end man umiddelbart tror. Det gælder også i den ven-tetid, som er en del af kristen-dommens bagage. I ventetiden kan man godt blive overrasket.

I Luk 4 møder vi Jesus til gudstjeneste i synagogen: De er nået et stykke ind i gudstjene-sten. Der er blevet læst af Mose-bøgerne. Synagogeforstanderen har haft mænd kaldt frem for at læse. Det sted, man slap ved den ene gudstjeneste, fortsatte man fra ved den næste. Da står Jesus frem, som enhver jødisk mand har ret til, for nu at læse et styk-ke profettekst og udlægge det. De rækker ham en Esajas-rulle. Da læser han de gamle ord med det gamle indhold – men denne dag bliver indholdet nyt.

"Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed og udråbe et nådeår fra Herren".

ADVENTUS DOMINIRedaktionelt:

De havde noget stort i venteOg her kommer vi til det overraskende. Jesus sagde faktisk: I dag er Guds løfter blevet opfyldt!

Har du tænkt på, hvor ofte Lukas bruger udtrykket i dag? ’I dag er der født jer en frelser i Davids by’,

’Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus’ ’I dag er der kommet frelse til dette hus’, ’Jesus sagde til ham: ’Sandelig siger jeg dig i dag: Du skal være med mig i Paradis’.

Hver gang betyder det ikke bare "på denne dato", men det betyder: Nu er det sket, hvis konsekvenser vil vare ved gen-nem alle tider.

Han kom og han kommer.

Indtil da?Mens vi venter? Her gælder det hverdagslivet med alle dets ud-fordringer. Det hele kan se så tilfældigt ud, men vi skal netop ikke leve tilfældigt

Michael Falk har fanget dette i sin sang om ild:

Lad mig holde om dig, vær mig nær.Jo, jeg kan bære dig, hvis du la’r mig bære.Det er nu vi brænder, det er snart forbi,Et øjeblik endnu, så er vi fri.Himmel og helvedeEr her midt i livet

Hvis du vil være min ild, Så vil jeg være dit liv.

Takket være Gud behøver vi ikke at vente, til vi dør, med at opleve himlen. Vi kan gøre det her og nu. Den bedste måde at forberede sig for Herrens komme er at bruge tiden nu på den rig-tige måde. Lader vi ham råde i vore liv nu, så laver han ikke om på det, den dag han kommer tilbage.

Nr. 4 December 2018 3

Walder HartmannRedaktør

Hvis hyrderne var rendt fejl

Marcus Lauesen har en legende om en ung hyrde, der i julenat-

ten drev om på markerne mel-lem Jerusalem og Betlehem. Han havde set den mærkeligt store stjerne, og mens han gik drømmende af sted, drev han af fra vejen og kom ind mod Jerusalem. Det var, som hans skridt blev ledet – hen i nærhe-den af landshøvdingens palads og siden ad en vej udover, mens blodrøde blomster – eller var det blod? – skød op foran ham. Det var, som en byrde tvang ham i knæ, men gå og gå måtte han, til han stod ved foden af et lille bjerg han ikke kendte. Og der gled byrden fra hans skuldre.

Lauesen lader forstå, at det lille bjerg hed Golgata, og at det gled ind i hyrden Simons sind:

Dette her får du at gøre med sidenhen igen.⁜⁜⁜

Barnet i Betlehem kommer med frelsen. Manden fra Golgata un-derskriver Guds frelseserklæring med blod.

Endnu hører vi engles jule-sang. Den sang er i grunden ikke bøn og takkesang, sådan som vi gerne hører den: Ære være Gud. Fra først af er den en proklame-ring, en konstatering: Nu får Gud ære i Himlens det høje, og fred er kommet til jord til Guds udvalgte. Det er sket. Han selv er kommet for at blive hos os.

I Rom sider Augustus og lader sig kalde: frelser, gud og herre. Men om Kristus forkyn-des det i dag: Han er Frelseren, han er Gud selv, han er Herren. Han og ingen anden.

Reflektioner over juleevangeliet

Fred er kommet til jord. Fred – dette, at det skårede bliver helt og igen bliver en helhed. At mennesket bliver forløst fra at tilhøre fordærvets magter. At syndere, der er og bliver syndere, ikke skal ende i undergang og fortabelse. Lad så være, at synde-ren selv kun ser sin synd og ikke føler sig fri og glad, ikke føler sig som barn af ham, der har knust al Helveds magt. Om det har Karl Barth rammende sagt: ’Forløsningen har fundet sted i Kristus for hvert menneske. At tro er ikke at opleve, at nu sker der noget, men det er at få at vide, at noget er sket’.⁜⁜⁜

På et af de sydindiske sprog er ordet Gud oversat til Kadavul – det vil sige: den, der overskrider alle grænser. I det udtryk ligger et stort stykke af sandheden. Grænselinjerne løber tæt om-kring os. Synd og afmagt, en-somhed og egoisme, bitterhed og død – alt sammen har det tegnet sine linjer snærende tæt ind om os. Men Gud er den, der over-skrider alle grænser. Over græn-sen til tiden gik han i skikkelse af et barn. Han ikke blot gav et barn, han blev et barn. Han er midt i vor virkelighed.

I 1974 var Georg Geil, den senere biskop over Viborg stift, sognepræst ved Sct. Pauls kirke i Århus. Han var i hele sit aktive præsteliv meget optaget af, at gøre evangeliet relevant for sine menigheder. Under titlen Men det skete i dag, udgav han, i Århustiden, en del af sine juletanker, hvor han ønsker at forkynde, at Gud, der hin nat bandt sig til Jesu skæbne, binder sig til menneskets endnu i dag.

Nr. 4 December 20184

Og han blev i den. I den grad bandt han sig til et stykke menneskeliv, at han kun kunne komme herfra igen ved at svigte eller ved at gå gennem en død, der var så besk som alle men-neskers død tilsammen. Og han valgte det sidste.⁜⁜⁜

Se igen ind i fødsels-grotten. Stands et øjeblik ved Maria. Snart skal hun lære ham alle jødiske drenges aftenbøn. Hele bønnens ordlyd kender hun: ’I dine hænder er de levendes og de dødes sjæle. I dine hænder betror jeg min ånd; du Herre har forløst mig, du trofaste Gud. I Herrens, i Israels Guds navn: ved min højre side Michael, ved min venstre Gabriel, foran mig Uriel og bag mig Rafael og over mit hoved Guds nærværelse’. Men Maria vil lære barnet bønnen i dens enkleste form: ’Fader, i dine hænder betror jeg min ånd’. Endnu aner hun ikke, hvordan de ord vil linde noget i hende, når hun om en 33 år skal over-

være ikke hans dagsaften, men hans livsaften, mens man kun lader ham låne en bjælke-endes plads af jorden. Også den dag vil han bede aftenbønnen: ’Fader, i dine hænder betror jeg min ånd’. Da vil han, som nu ligger tavs i krybben, være gået gennem en kval, som ingen ord af vore kan beskrive. Han, som selv kaldes Guds Ord, vil med sine sidste ord binde sig til Gud.. og siden dø vor onde død. Og siden igen kaldes ud af jordens skød som engang ud af mor Marias skød.⁜⁜⁜

Og da vil han sætte ikke engle, men mennesker til at bringe beskeden om den store glæde ud – ikke kun til folket, men til folkene.

Hyrderne følte en glæde ved at finde barnet i krybben, finde sva-ret på de gamle løfter. Men glæ-den, som julen forkynder rækker dybere ned end til, hvad vi føler. Tænk dig at hyrderne var rendt fejl i Betlehem. Tænk dig, at de havde tosset sig rundt og aldrig

fundet frem til barnet i krybben. Alligevel havde glæden været – og været bestandig og sand. For Himmerigs glæde, der kommer til jord, består deri: at Gud har fundet sit menneske hjemme, at Gud har fundet frem til sit men-neske med den usigelige besked: Nu er der givet jer en Frelser, sådan som I trænger til det.

Deri er den inderste glæde: at Gud har fundet dig – også om du så livet igennem måtte sige: Hvordan skal jeg finde Ham? Han har fundet dig. Og derfor forkynder jeg jer en stor glæde. For hele folket. Også for dig. I din længsel, i din higen, i din fatigdom, i din dåb er du en af Guds de udvalgte.

Og derfor:* I, som tunge stier træde, Stands og hør: Her er dør Til den sande glæde’. Og kan du slet ikke finde glædens dør, Guds dør, så véd han at finde din dør.


Juleprædiken holdt juledag 1973 af senere biskop Georg Geil.

Advent og jul

Advent uden adventskrans er svært at forestille sig. Vi samles om ad-

ventskransen og synger. Ofte er det Grundtvigs elskede salme "Blomstre som en rosengård". Men hvad har rosengårde og blomster egentlig med de kolde og mørke adventsdage at gøre? Og hvorfor skriver Grundtvig om "øde vange", "Libanons og Karmels glans, Sarons yndighe-der"?

Forklaringen er, at han ci-terer fra en af profeten Esajas’ mange løfter om en ny og bedre fremtid. I Esajas’ Bog kapitel 35 beskriver profeten, hvordan Gud kommer til sit folk for at hjælpe det. Blinde skal få synet igen, døve skal høre, halte skal springe omkring, og de stumme skal synge. Også naturen skal foran-dres, så det, der før var ørken, nu skal blomstre. Der skal springe kilder frem af den tørre jord, og

Han kom og han kommer

de, der er ført i fangenskab, skal vende hjem til Jerusalem.

Hvad der tænkes på er hjem-komsten fra eksilet i Babylon i 6. årh. f.Kr. Og så kunne man egentlig godt forestille sig, at en sådan profeti gik i glemmebo-gen, da de forviste rent faktisk var vendt hjem. Men sådan gik det ikke. Ordene om den blom-strende ørken og Herrens kom-me blev skrevet ned, og de blev en del af jødernes hellige skrifter. Men da den kristne menighed overtog disse skrifter og kaldte dem Det Gamle Testamente, fik ordene om Herrens komme en ny betydning. For menigheden kunne bruge dem til at formule-re, hvad det betød, at Jesus kom til verden.

Esajas udtrykker sig nemlig igen og igen i billedsprog. Ørke-nen, der blomster, betyder ikke nødvendigvis en bogstavelig ørken, men kan forstås som et billede på en håbløs situation. Med Jesu komme til jorden vendes håbløsheden til nyt håb. Nogle af de begrænsninger, der hindrer os i at springe omkring og juble, bliver nu fjernet. Glæ-den griber os, og vi kan med forventning fejre advent og jul. De gamle Esajasord kan som al god poesi blive relevante i en ny situation.

Det var også Esajas’ Bog, evangelisterne hentede sprog og billeder fra, da de skrev om Jesu

Adventstiden er over os, og med den følger ad-ventskrans, julekrybber og traditioner. Mange af de kristne billeder og traditioner, som vi forbinder med julen, stammer fra Esajas’ Bog, hvor profeten Esajas forudsiger Jesus’ fødsel og liv.

MED PROFETEN ESAJAS


fødsel. I Esajas’ Bog 7,14 taler profeten om den unge kvinde, som skal blive gravid og føde en søn, som skal have navnet Im-manuel. Og lidt længere fremme, i Esajas’ Bog 9,5, møder vi be-skrivelsen af det barn, der fødes. Han skal kaldes "Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste." Også denne beskrivelse kunne man se som rammende udtryk for, hvem Jesus var. For evangelisterne var der ikke noget mærkeligt ved, at ord fra gammel tid stadig kunne være aktuelle. For når en profet talte, talte han på Guds vegne. Og hvad Gud engang i fortiden havde sagt og gjort, det kunne Gud naturligvis gentage på en ny måde midt i deres egen verden.

Advent og adventskrans hører sammen; jul og julekrybbe hører også sammen. Og igen er det Esajasbogen, der kan hjælpe os til at forstå en af vore egne tradi-tioner. De allerfleste julekrybber indeholder – ud over Jesusbar-net, Maria og Josef, hyrderne og måske de hellige tre konger – to bestemte dyr: en okse og et æsel.

I juleevangeliet fortælles der ikke noget om oksen og æslet.

Det gør der til gengæld i et sene-re skrift, som kaldes Det Uægte Matthæusevangelium og stam-mer fra 9. årh. e.Kr. Her skildres det, hvordan Maria, tre dage efter at hun havde født Jesus, går ind i en stald og lægger ham i en krybbe. Så begynder en okse og et æsel at tilbede barnet, og fortælleren forklarer dette som en opfyldelse af profeten Esajas’ ord: "Oksen kender sin ejer, og æslet sin herres krybbe."

Citatet er hentet fra Esajas’ Bog 1,3, hvor Gud anklager sit eget folk for at opføre sig som børn, der ikke vil kendes ved de-res egen far. De opfører sig så tå-beligt, at selv dyrene er klogere. For oksen og æslet ved dog, hvor de hører hjemme! Både når der skal forkyndes godt nyt, og når vi skal mindes om, hvor tåbeligt det er at glemme sin himmelske far, har kristne forkyndere gen-nem tiden lånt udtryk og billeder fra Esajasbogen.

Det er da også Esajasbogen, der har givet sprog til det bil-lede, som måske føles allermest nærliggende en kold og mørk decemberdag:

Det folk, der vandrer i mørket,

skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i

mørkets land. (Es 9,1)

Julen er festen for det lys, der kom til verden julenat. Derfor kan salmedigteren Johannes Jo-hansen med rette skildre julenat som en nat fyldt af lys:

Det var ikke en nat som de andre,

thi al skabningen holdt på sit vejr

og så engle i tusindvis vandrerundt på jorden med stjernernes

skær.Denne nat blev et

lyshav i tiden


Tekst: Kirsten NielsenKilde: Kilde: Det danske Bibelsel-

skabs nyhedsbrev – 25 nov. 2014

VIDEN, VEJLEDNING OG VENSKAB

Skyerne hang lavt over Lil-lebælt, da 70 seniorer tjek-kede ind på Severin, fredag

eftermiddag den 23. november. Var det lidt dunkelt udenfor, føltes det ekstra lyst og varmt inde – ikke mindst på grund af personalet, der mødte mange af deltagerne med et genkendende blik og et ’Velkommen til Seve-rin’. Den korteste afstand mellem to mennesker er et smilDa seniorforeningens formand, Lehnart Falk, kl. 17.30 bød vel-kommen til årets juletræf,

mindede han forsamlingen om, at den guddommelige plan for mennesker kulminerede med sabbatsdagen.

Sabbatten minder os hver uge om, at Gud er vor skaber, og om at vi har mulighed for at vokse i fællesskabet med Ham, så vi kommer til at ligne Ham mere og mere. Dette vil gøre os til glade mennesker, og dermed til omgængelige mennesker, der kan inspirere andre til at blive venner med Gud.

Tonen var dermed slået an til det tema, som skulle komme til at præge netop dette stævne, og

Seniorernes juletræf

hvor Paul Birch viste sin evne til at gøre selv indviklede problem-stillinger til enkle og forståelige begreber, der vakte ønsker om at styrke forbindelsen med Gud. Vi er ovebeviste om, at Gud talte til os gennem ham.

Severin et godt sted at blive klogereNår Severin er blevet meget po-pulær blandt Adventistkirkens se-niorer, hænger det sammen med den særlige stemning- eller ånd – om man vil som man møder her. Når seniorerne så samtidig er populære gæster blandt persona-let, kan alting næsten ikke undgå at gå op i en højere énhed.

Da vi ankom fredag eftermid-dag, var en fra tjenerflokken ved at gøre klar til aftenens middag. Hun lyste op, da hun så os og til-føjede så: "Desværre har jeg fri, mens I er her. Havde jeg vidst, at I kom nu, burde jeg have byt-

Ovennævnte tre begreber prægede Adventistseniorernes weekend-stævne, da man 23.-25. november samledes til juletræf på kursuscenter Severin i Middelfart. Søndag eftermiddag, da de fleste af deltagerne var nået tilbage til deres hjemmebase, ringede en af dem til under-tegnede og sagde: "Tak for en vidunderlig weekend – synes du ikke Paul Birch var formidabel i sine tre indlæg?" Jo, det syntes jeg – så i år vil juleevangeliet nok give en særlig genklang, når stævnets deltagere i december lytter til og reflekterer over Lukas’ beretning.

Adventklangs sangere, musikere og solister vakte glæde med deres inspirerende musik.


tet med en anden, men jeg skal sørge for at være på arbejde, når I kommer tilbage til sommer!" Selv kundechefen Angelika dukkede trods friweekend op "bare lige for at se, at alt var som aftalt".

For seniorerne er en af ef-tervirkningerne fra denne ju-leweekend, at der må indlægges en ekstra slankekur i December, før julegodterne kan nydes der-hjemme.

Musik, som religionens kammerpigeSabbats eftermiddag på senior-stævnet var, ud over det store kagebord, viet til sang og musik. Ungdomsensemblet ADVENT-KLANG, aflagde besøg og af-holdt koncert. De over 30 san-gere og musikere ledte tankerne fra løfterne om Lyset, der skulle komme for at sprede mørket – til Lyset, der snart vender tilbage.

ADVENTKLANG høstede fortjent bifald og kunne ved den efterfølgende middag konstatere, at de havde tændt lys i blikket hos de fleste af deres ældre tros-fæller. Vi har intet at frygte i fremtiden uden dette at glemme Guds ledelse i fortiden.At HASDA også denne gang var med til at opfriske vor hu-kommelse med deres udstilling, vakte glæde hos de mere end 100 seniorer, som deltog i sabbattens aktiviteter.

Når disse linjer læses, er alt dette også en del af adventister-nes historie i Danmark. Vi ved ikke, hvor meget længere den bliver, men vi er overbeviste om, at hvis vi udnytter den viden, som Gud giver os gennem Hans ord, følger Hans vejledning og styrker venskabet med Ham og med hinanden, får vi anledning til at opleve alt det, som Han havde planlagt for os, før verden blev til.


Tekst: Walder HartmannFotos: Harry Sættem og Signe Hartmann

Louis Richard Conradi (1856-1939)

Fra HASDAs gemmer

Det er altid let at være bagklog, siger man, men det er nu ikke altid

sandt. Nogle historiske figurer er så dynamiske og komplekse, at historikerne har svært ved at gøre rede for disse menneskers personlighed og indflydelse. Det gælder om Louis Richard Con-radi, som i SDA-kredse er kendt for initialerne ”L R Conradi”.

Fra Tyskland til USAConradi, hvis far var jernbane-arbejder, blev født i Karlsruhe i Tyskland den 20. marts 1856. Han mor var katolik, og hun begyndte tidligt at opfordre ham til at blive præst. Da han var 6 år, længtes Louis efter at blive missionær.

I 10 år studerede Con-radi latin, græsk og fransk i en romersk-katolsk skole, hvorefter han kom i bødkerlære. Han blev imidlertid hårdt behandlet på sin arbejdsplads, og da hans far døde, rejste den unge Conradi til USA med håbet om at skabe sig et bedre liv.

Da han kom til New York, fik han arbejde med at lave tøn-der til bryggerier. Han havde god gavn af sit håndværk, som skaffede ham jobs lige fra New

Den store prædikant og administrator så altid fremad og sjældent tilbage.

Conradis søn, overlæge L.E. Conradi, blev gift med sønderjyske Anna Møller. Ægteskabet var barnløst.


York til Illinois. Han rejste også rundt i de sydlige stater og plukkede bomuld og høstede sukkerrør. Forsynet førte Con-radi til Afton, Iowa, hvor han liv ændredes dramatisk. Mens han arbejdede med at rydde skove til landbrugsland for en metodist, lejede han et værelse hos en adventistfamilie ved navn Burton. Denne families kærlige vidnesbyrd fik Conradi til at omvende sig, og han blev syvende dags adventist i 1878.

Hans mor slog hånden af ham; men Conradi skabte sig et nyt liv ved Battle Creek College. Det tog ham 18 måneder at gen-nemføre en 4-årig uddannelse samtidig med, at han ernærede sig som sætter på et trykkeri.

Efter endt uddannelse funge-rede han som pastor for de tyske og russiske immigranter i hele Midtvesten. Han blev ordineret til præstegerningen i 1882, og samme år giftede han sig med en tidligere baptist, Elizabeth Wakeham.

Tilbage til EuropaI 1886 bad Generalkonferencen Conradi om at arbejde i Europa. Han havde hovedkvarter i Schweiz; men han rejste flittigt i Tyskland og Rusland. Mens han var i Rusland, blev han og Gerhard Perk anklaget for at udbrede ”jødisk kætteri”, og de måtte tilbringe 40 dage i et brutalt fængsel på Krim. Efter en mirakuløs løsladelse fortsatte

han prædikegerningen i Holland og Rusland.

I 1888 vendte han tilbage til USA for at overvære generalfor-samlingen i Minneapolis, Min-nesota. Før han vendte tilbage til Tyskland, grundlagde han en tysk skole i Milwaukee, Wi-sconsin.

Da Conradi, som kun sov 4 timer hver nat, kom tilbage til Tyskland i 1889, oprettede han missionen i Hamburg med kirke, trykkerimaskine og alt dertil hørende. I 1891 blev han leder af Adventistkirkens virke i Tyskland og Rusland. Da havde han allerede påbegyndte litteratur-evangelistisk arbejde i Ungarn, Rumænien, Jugoslavien, Bulgarien, Polen samt de baltiske lande. Selv om han var ameri-kansk statsborger, var det med stor selvfølgelighed, at Conradi i 1901 blev valgt som den første formand for den nye Europæiske Division.

Ellen White beskrev Conradi som en mand, der ”åbnede døre for englene”. Og Guds sag gjorde virkelig store fremskridt under hans ledelse. Før 1886 var der kun ca. 200 adventister i hele Europa*. Men i årene 1886-1896 blev der døbt 1.000 mennesker alene i Tyskland, og Conradi medvirkede til at oprettelse af et sanatorium og et teologisk semi-narium i Friedensau.

I løbet af de 30 år han ledte arbejde i Europa, krydsede Con-radi Atlanterhavet 70 gange,

styrkede – eller oprettede – mis-sionsstationer i Egypten (1901), Kenya (1904), Etiopien (1909) og Sydamerika (1914). Samtidig var han drivkraften bag den enorme vækst i Adventistkirken i Europa (fra 224 i 1886* til over 80.000 i 1926.) Conradi rejste altid på 4. klasse for at spare penge; men han nåede at prædi-ke for 63 forskellige sproggrup-per og døbte nye troende i Nilen og Jordan såvel som i Sortehavet, Østersøen og Middelhavet.

En mand med holdninger. Forberedelserne til den første verdenskrig medførte trusler mod adventisterne i Tyskland og undergravede i sidste ende Con-radis resultater. Omkring 2.000 tyske adventister blev truet med fængsel eller dødsstraf, hvis de ikke ville være våben og arbejde på sabbatten. Krigsministeriet var allerede begyndt at henrette medlemmer af ”The church of the Nazarene” for at indtage lignende standpunkter.

Afskåret fra at kunne rådføre sig med Generalkonferencen, anmodede Conradi Krigsmini-steriet om at skåne adventisterne for samme skæbne, men Kejser Wilhelm II slog fast, at der var ”ingen nåde for adventisterne”. Da Ellen White i 1915 hørte, at nogle medlemmer valgte døden frem for at bære våben, sagde hun til sin søn Willie: ”Det synes jeg ikke, de burde gøre.” I marts skrev Conradi og andre


ledende adventister i Tyskland til generalkommandanten for den syvende armé, at alle værneplig-tige adventister fremover ville bære våben og udføre pligter på sabbatten, sådan som det blev krævet af dem.

De fleste medlemmer fulgte ledelsen anmodning om at ”gøre deres pligt for Faderlandet” – og bede for den tyske regering. Men en lille gruppe medlemmer, kal-det reformbevægelsen, nægtede at adlyde og angreb lederne for at have svigtet den traditionelle holdning til at bære våben.

Senere i 1915 meddelte Gene-ralkonferencen Conradi, at man ikke billigede hans beslutning. Man anså, at han havde udvist ringe dømmekraft og opløste derfor den nyligt oprettede Euro-pæiske Division i 1918. Andre af kirkens tyske ledere forsøgte senere at undskylde deres beslut-ning under krigen; men Conradi fastholdt, at han kun havde tilpasset sig tingenes tilstand for at bevare kirkens enhed. Han blev afsat som formand i 1922, men fortsatte de næste 10 år som europæisk rådgiver for General-konferencen.

Menneske først og sidstL.R. Conradi er stadig lidt af et mysterium. Selv om han i årtier havde arbejdet fremsynet og selv-opofrende i Adventistskirkens tjeneste, indleverede han i 1932

frivilligt sin præstebevilling, forhandlede sig til en økonomisk fratrædelsesordning med kirken og modtog i stedet en præstebe-villing fra syvendedags bapti-sterne før sin død i 1939.

På trods af Conradis enestå-ende indsats for kirken og hans ry som ”den tyske adventismes fader”, var han kendt for også at have en ambitiøs og diktatorisk optræden, som skabte problemer mange af de steder, han arbejde-de. Conradis medarbejdere har siden udtalt, at han var respekte-ret, men ikke elsket.

Efter generalkonferencen i 1888 mistænkte mange ham for at afvise Jones og Waggoners budskab om retfærdiggørelse ved tro. I hans bøger og artikler kan man finde synspunkter, der strider mod den traditionelle op-fattelse af den himmelske hellig-dom og den undersøgende dom. Han blev desuden kritiseret for sin åbenlyse nationalisme, og for tilsyneladende at ville fremstille

den tyske adventisme som et alternativ til den amerikanske kirke.

I 1906 sagde Conradi om Jones: ”Hellere et åbent brud end en falsk forbrødring” – og i 1931 – bitter over at være blevet afsat som formand og næsten døv – udtalte han: ”Jeg må gå min egen vej, selv om jeg ikke ønsker at gå.”

Der er ingen tvivl om, at Conradi havde stor indflydelse på Adventistkirken. Men hans person og hans gerning vil igen og igen blive sat under debat, når historikere vil forsøge at veje resultaterne af hans inspirerende indflydelse op mod de beslutnin-ger og synspunkter, der prægede sidste del af hans karriere.

*) Medlemstallene før 1886 er ekskl. Skandinavien.


Fakta:I årene 1901-1922, mens Conradi var formand for syven-dedagsadventister i Europa, besøgte han Danmark i for-bindelse med års- og bestyrelsesmøde. Når han en enkelt gang ikke kunne være til stede, følte de danske medlem-mer, at der manglede noget. I denne periode steg med-lemstallet i Danmark fra 500 i 1901 til over 2.000 i 1922.

Gennem mange år var Conradi formand for Skodsborg Badesanatoriums hovedbestyrelse, og han skaffede i 1907 SB et meget fordelagtigt tysk lån, så det blev muligt at bygge Nordfløjen og Kontorbygningen.

Den 15. december 1898 døbte han Jakob Jørgensen, Esbjerg, stamfar til den SDA-kendte Jørgensen-familie. Conradi var drivkraften i oprettelsen af missionsskolen i Friedensau ved Magdeburg, hvor netop Jacob Jørgensen var en af de første elever.

Tekst: Bryan E. StrayerKilde: HASDA

FERIE MED INDHOLD23.-28. JULI 2019

”Huset vibrerede af stemning og glæde, da I sidst holdt stævne hos os i 2017. Vi glæder os sådan til et gensyn med mange af Jer” udtrykte Angelika fra Kursuscenter Severin i Middelfart, hvor danske og norske seniorer igen har mulighed for at mødes til seniorstævne.

Hovedtaler:Rudy van Moere, Professor i Gamle Testamente, Antwerpens Universitet,

Belgien. Afdelingsleder for prædikantafdelingen, Belgiske Union. Taler ved stævnet om Åbenbaringens bog ~ Gamle Testamente

Inspirerende workshops:Lehnart Falk Hvorfor tror vi, hvad vi tror?Rudy van Moere Hvordan får jeg mest ud af min bibellæsning?Vibe & Knud Capion Kristendom og kunstforståelseDoris Svendsen Kreativ Kristendom

Spændende udflugter: Deltagere kan reservere plads på forhånd til disse ture, men betaler selv den aktuelle pris under stævnet.• Nordfyn og Humlemagasinet • Marsvinetur• Brovandring• Keramikmuset Clay

Økonomi:Dobbeltværelse Pris pr. deltager kr. 3.200,-Enkeltværelse Pris pr. deltager kr. 3.500,- Depositum kr. 500 pr. deltager indbetales senest 1. februar 2019 (tilbagebetales ikke) Restbeløbet må være indbetalt senest den 1. maj 2019.

Tilmelding:Tilmelding foregår efter ’først til mølle’ princippet. På Severin findes 63 dobbelt værelser og 13 enkeltværelser, men vi kan booke flere pladser på det nærliggende Comwell Hotel. Tilmelding til Walder Hartman – [email protected] – 2992 8876eller Inge Aalstrup – 2013 7838 / 7569 3469.

2019 nærmer sig


Historien

Ikke mange af Adventistkir-kens udgivelser har haft så stor indflydelse som Bibel-

studier for Sabbatskolen – po-pulært kaldet ’lektiehæftet’. Den udgives på årsbasis i 15 millioner eksemplarer og når i dag meget længere ud end pioneren James White forestillede sig, da han skrev de første lektier, med sin madkasse som underlag, for mere end 150 år siden.

Oprindeligt blev de første lektier skrevet for at hjælpe den

spirende adventbevægelse til en dybere forståelse af de bibelske profetier. Dette formål er aldrig blevet tabt af syne.

Hvordan begyndte det?De første bibelstudier blev trykt i the Youth’s Instructor i august 1852, da adventisternes forlag havde anskaffet sin første tryk-presse. Kort tid senere besøgte James White gennem en måned forskellige grupper af troende på USA’s østkyst. Han rejste sam-

men med sin hustru Ellen og de-res 3-årige søn Edson med hest og vogn. Når hestene skulle have deres middagshvil, satte James sig og skrev på disse bibelstudier, der var tiltænkt de omkring 2.000 advent troende.

I dag udgives disse lektiehæf-ter på 93 sprog og bruges i alle Adventistkirkens 13 divisioner.

For at berede et folkDe første lektier satte fokus på profetierne i Daniels Bog, Hel-ligdomstjenesten og De tre Eng-les Budskaber, idet de opmuntre-de medlemmerne til at forberede sig på og at fremskynde Jesu genkomst. Gennem de senere år har sabbatsskolens medlemmer været systematisk gennem alle Bibelens 66 bøger og har stude-ret læresætninger, forvaltning og sund levevis

”Vi kan ikke nøjes med at tilgodese en enkelt målgruppe eller benytte én foretrukken stil, blandt den mangfoldighed af kulturer, som Adventistkirken

Millioner af mennesker i hele verden griber mindst én gang om ugen fat i et hæfte med bibelstudier. Den danske udgave: Bibelstudium for Sabbatsskolen er en hel bog, der indeholder bibelstudier for et halvt år. Idéen bag disse bibelstudier, der nu udgives på 93 forskellige sprog, er i virkeligheden den mørtel, der stadig binder Adventistkirken sammen på verdensplan.

OM EN BESTSELLER

Anmeldelse


består af” siger Clifford Gold-stein, der nu har redigeret lektie-hæfterne i mere end 19 år. ”Vi må fokusere på Bibelens univer-selle principper”.

Målet er, tilføjer Goldstein, at præsentere ’den nærværende sandhed’ for moderne menig-hedsmedlemmer. ”Det skal være interessant for medlemmer, der har været adventister hele livet, men samtidig enkelt nok for dem, der lige har tilsluttet sig kirken”.

Goldstein er godt klar over, at nogen finder lektierne for konser-vative, andre finder dem for libe-rale, og så er der altid nogen, der gerne vil have tingene anderledes. Trods dette, er lektierne stadig den store fællesnævner, men de er stadig kun en vejledning, læreren spiller en hovedrolle, i forhold til at gøre dem relevante for den aktuelle gruppe.

Fra idé til virkelighedDet enkelte lektieheftes udform-ning er resultatet af en fem-års-plan. Når Adventistkirken har afholdt sin verdenskonference, som det sker hvert femte år, mødes de 13 divisioners sabbats-skoleledere til rådslagning. Her vælges emnerne, der skal stude-res gennem de næste fem år.

De valgte emner fremlægges for Adventistkirkens verdensle-

delse til godkendelse, og så kan redaktøren gå i gang med at vælge forfattere til disse emner. De udvalgte forfattere får to år til at skrive det aktuelle kvartals tretten lektioner. Disse bliver så forelagt et redaktionsudvalg udpeget af kirkens ledelse, og først når dette udvalg har fore-taget sine rettelser og tilføjelser, er man klar til at sende lektierne til oversættelse og trykning i de forskellige lande.

Det tager altså ca. 5 år fra en idé fødes til den enkelte af os kan tage lektiehæftet i hånden og begynde sit studium af ugens emne.

TilgængelighedDet er ikke alle menighedsmed-lemmer, der har let adgang til de aktuelle lektier. I nogle lande bliver de stillet gratis til rådig-hed for medlemmerne, mens der andre steder må betales for en årgang lektier på forhånd. I Danmark bliver lektiebøgerne stadig trykt, i både en normal udgave og en magna-print ver-sion. Samtidig ligger de enkelte lektier tilgængelige via Adven-tistkirkens hjemmeside, så me-nighedens medlemmer kan læse dem på deres personlige pc eller tablet, og eventuelt printe ugens lektie ud og medbringe den til sabbatsskolen i menigheden.

Redaktørens tilføjelseGamle Grundtvig udtalte:

”Hvad solskin er for den sorte muld, er sand oplysning for muldets frænde”.

En oplyst menighed, er en me-nighed, der vil være parat til at sprede evangeliet til verden om-kring den.

Sabbatsskolen – menighedens universitet – er derfor grundpil-len i de enkelte medlemmers forberedelse for aktivt at kunne opfylde sin del af missionsbefa-lingen:

Gå ud i al verden – først og fremmest til dine nærmeste – og dernæst dit lokalsamfund.

Tekst: Penny BrinkKilde: Adventist World

august 2018


Dansk Bogforlag, Concordiavej 16, DK-2850 Nærum

Det sker i 2019

29. maj-2.juni Årsmøde på Himmerlandsgården

23.-28. juli Seniorstævne på Severin

Yderligere arrangementer oplyses i næste blad.

Redaktionen ønsker hermed enhver læser en god jul og et godt nytår 2019

Mit liv har jeg levet, mit liv har jeg brugt.Hvordan blev det levet, hvordan blev det brugt?Det tænker jeg på, når jeg ser tilbagepå alle de år med de brugte dage.

Bestemte jeg selv, hvordan det sku’ være?Begik jeg en fejl, tog jeg da ved lære?For det onde i mig, som jeg ikke vil,kan så let tage magten og drive sit spil.

De tankeløst sårende ord fra min mund,de ramte en anden i samme stund.Med angerens byrde jeg nu må drage,for pilen jeg skød, vender aldrig tilbage.

Men det gode i mig kræver også sin ret,jeg opfyldes af det, mit sind bliver let.Jeg vil ikke hade eller bære nag,men vise et positivt sindelag.

Mit liv er en gave som ikke kan byttes,hver dag er en gave og den skal benyttes.Mit liv er et godt liv, det skønner jeg på,og takker for hver dag, jeg endnu må få.

Inge Larsen, Rødovre

Mit liv

foreningen for danske adventistseniorer 04 seniorer...

Documents