hjem til mig af trude marstein

HJEM TIL MIG

Tiderne_Hjem til mig_P.indd 1 18/09/13 13.20

Af Trude Marstein på dansk:

Weekend. Roman, 2009Intet at fortryde. Roman, 2010


Trude Marstein

Hjem til migRoman

På dansk ved Ninna Brenøe

TIDERNE SKIFTER


TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København KTlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91

e-mail: [email protected] · www.tiderneskifter.dk

Hjem til migOversat fra norsk efter Hjem til meg

Copyright © Gyldendal Norsk Forlag AS 2009 Dansk udgave: © Tiderne Skifter 2013

Forlagsredaktion: Claus ClausenSat med Sabon hos An:Sats, Espergærde

Tryk: Specialtrykkeriet, ViborgISBN 978-87-7973-582-8

Printed in Denmark 2013


1978


7

jeg fulgte jorunn hjem. Jeg trak cyklen ved siden af hende. Træerne var hvide, der var et tyndt lag sne på bro-stenene, Storgata lå foran os med lyskegler fra lygterne som gled delvist gled ind over hinanden. Der var sorte spor bag os efter vores fødder og cykelhjulet igennem det tynde snelag. Jeg havde snakket og snakket. Jeg havde sagt at hollandsk øl var det bedste. Jeg havde snakket om arv og miljø og gener, jeg havde sikkert snakket hovedet af hende. Jeg havde fortalt hende om den pige som var død af leukæmi på sygehuset for en uge siden. Det havde gjort dybt indtryk på hende, og jeg var selv påvirket af det mens jeg fortalte, min stemme var presset. Wenche og jeg var en del af det team som havde behandlet hende, vi havde stået ude på gangen lige efter det var sket, stumme, den hvide vintersol skinnede ind gennem ruderne for enden af gangen. Wenche havde sagt, så koldt og så varmt på en og samme tid: Vi ved jo at den slags er en del af arbejdet.

Vi stoppede uden for det hus hvor Jorunn boede. De fleste vinduer var mørke, men nogen var der lys i. Jorunn lænede sig ind mod mig og cykelstyret og gav mig et knus, jeg slap cyklen med den ene hånd og tog om hende. Så trak hun sig tilbage, blev stående og så op mod lyset fra gadelampen. Er der noget i vejen? spurgte jeg. Hun rystede stille på hovedet. Hun sagde ingenting, hun så ikke på mig. Huen sad langt ned i panden, den tykke ombukkede kant skyggede for øjnene.


8

Må jeg komme med ind? spurgte jeg. Hun rystede på hovedet. Jeg vil ikke i aften, sagde hun. Hun havde frisk, vinterbleg hud i ansigtet og røde kinder. Jeg kunne let forestille mig hende stå på ski i solskinnet. Jeg havde købt napoleonskage til hende, sat desserttallerkenen på bordet, og hun havde sagt: Napoleonskage, Ove! Hun havde leet. Hun havde store, skæve fortænder som et par steder gik ind over hinanden. Har du ikke lyst til napoleonskage? sagde jeg. Jo, jo det har jeg, sagde hun. Er du sikker? havde jeg sagt.

Det røde hår lå bredt ud over hætten på hendes rulams-frakke. Jeg forstår, sagde jeg. Hendes blik var fast. Der stod en kost ved siden af trappen bag hende, skaftet stak ind igennem gelænderet. Men må jeg godt kysse dig? sagde jeg. Hun så på mig, og så nikkede hun, og så kyssede jeg hende. Sneen var smeltet oven på snuderne af hendes støvler, det var trukket ind i skindet, en bølget mørk kant. Så trak jeg cyklen et par skridt tilbage. Jeg ringer til dig inden weekenden, sagde jeg. Jorunn smilede, jeg trådte op på pedalen og svingede højre-benet over sadlen.

Jeg cyklede forbi benzintanken, forbi margarinefabrikken, parken var helt tom og øde. Det var den nittende november, jeg havde syv måneder tilbage af min turnus på Lillehammer sygehus, jeg tænkte på Wenche og på hvad der skulle ske når jeg var færdig, om Wenche skulle sige sit job som sygeplejer-ske op her og tage med mig på distriktsturnussen til Otta til efteråret. Jeg cyklede hurtigt, Gudbrandsdalsvegen slyngede sig i bløde kurver ind og ud mellem huse og sorte marker der var stribede af sneen som havde lagt sig i plovfurerne og endnu ikke dækkede det hele, der var flere minutter imellem bilerne. Halsen under halstørklædet var våd af sved.

Jeg satte forsigtigt cyklen op mod stakittet, kollegiet lå mørkt hen, jeg fandt nogle småsten under sneen ved stolpen af lågen og sigtede op mod Wenches vindue. Knæk. Knirk.


9

Så blev vinduet åbnet og Wenche stod der i natkjole, skuttede sig, og jeg hviskede så højt jeg kunne: Jeg måtte bare se dig i aften alligevel!

Hun kom ned og lukkede mig ind, og jeg gik bag hende op ad trappen. Jeg måtte bare se dig i aften alligevel, hviskede jeg. Da vi kom ind på værelset, vendte hun sig om mod mig og begyndte at græde, og jeg tænke: Hun ved det hele, nu mister jeg også hende, hun har hørt rygter og valgt at tro dem. Hvad er der? Hvad er der? hviskede jeg. Roserne jeg havde købt til hende i fødselsdagsgave hang ned i en snor fra boghylden, hun havde villet tørre dem, bladene var indskrum-pede og farveløse, kronbladene næsten sorte. Så sagde hun: Jeg er gravid, jeg ved ikke hvordan det kan være sket, men jeg er gravid. Jeg trak hende ind til mig og holdt om hende. Mærkede lugten af hende, så på den sorte vinduesrude som spejlede omfavnelsen. Skal jeg fortælle dig hvordan det er sket? hviskede jeg. Hun begyndte at grine, men så begyndte hun at græde igen. Det skal nok gå, sagde jeg. Jeg var henne hos lægen i dag, hviskede hun. Jeg er glad, sagde jeg. Er du? Ja, hviskede hun. Er du sikker? sagde jeg.

Wenche smurte knækbrød med smør og myseost. Vi sad i sengen og spiste og drak æblemost. Vi lo af knækbrødskrum-merne i sengen, vi lavede sjov med hvordan hun var blevet gravid. Du ved de der ting jeg gør med dig, sagde jeg. Åh, alt det dejlige? sagde Wenche, og vi lo. Jeg sagde: Jeg vil have fire børn med dig. Så blev hun tavs igen, og så sagde hun: Det er så mærkeligt når jeg tænker på det barn på sygehuset i sidste uge. Er det ikke mærkeligt? Som om det her barn blev undfanget idet det andet døde. Jeg synes det er så mærkeligt. Men det her barn blev jo ikke til i sidste uge, sagde jeg. Nej. Hun smilede. Hvornår blev det til? sagde jeg. Jeg tror, sagde hun. Hvad? sagde jeg. Hun smilede bare. Sig det, sagde jeg. Hjemme hos mor og far, sagde hun. Åh, sagde jeg. Der. Tror


10

du det? Hun nikkede. Nogen skyllede ud ude på toilettet. Livet giver og livet tager, sagde jeg.

Sweateren som Wenche var ved at strikke til mig, lå i læne stolen under vinduet, den var stribet, i blåt og brunt. Sweateren havde gjort mig stresset fordi den havde fået mig til at føle at jeg havde travlt, at jeg måtte bestemme mig for om jeg ville være sammen med Wenche resten af livet. Jeg ville helst ikke have Wenches sweater med mig igennem livet hvis det ikke blev os to, det var en indviklet, tidskrævende sweater, den havde stor affektionsværdi hvad enten jeg ønskede det eller ej, og jeg havde betragtet den som en slags tidsfrist, at jeg måtte bestemme mig før sweateren blev færdig. Jeg talte måneder, et sommerbarn. Jeg børstede knækbrødskrummerne væk fra sengen med hånden.

Jeg tog bukserne af, Wenche løftede dynen og lagde sig ind under den. Dynebetrækket havde en skarp fold i det ene hjørne, Wenche baksede med at glatte den ud. Hendes øjne fangede lyset fra lampen på sengebordet og fik en stærk, grøn farve. Jeg tænkte på dengang vi havde gået tur langs Damsagsvegen i slutningen af august, en lang tur derudad, forbi badestanden, solen skinnede, og set i modlys var hendes øjne skinnende grønne. Det var kun i et bestemt slags lys at hende øjne havde den farve, men nu havde de den samme farve i almindeligt lampelys. Håret lå bredt ud over puden, lyst, fint, som silke. Jeg spekulerede på om jeg skulle fri til hende eller om jeg skulle vente. Jeg ville fri til hende. Jeg kunne selvfølgelig ikke fri uden en ring, jeg var nødt til at vente.

Jeg strøg hånden hen over natkjolen, lagde den helt roligt på maven, lod den blive liggende der. Jeg kunne høre Wenches vejrtrækning. Hvis alt går godt, kommer babyen til juli, sagde Wenche. Jeg lagde læberne ind til hendes øre, forsigtigt. Det føltes som noget af det ømmeste jeg nogensinde havde gjort. Alt skulle bare gå godt. Jeg er så forelsket i dig, hviskede jeg,


11

jeg sank og kneb øjnene sammen. Det var en kombination af det alt sammen. Barnet som døde på sygehuset, embryonet som spirede i Wenches livmoder, jeg kunne gøre hvad som helst. Wenche og barnet måtte tage med til Otta, jeg ville have dem hos mig hele tiden. Jeg lagde mig ved siden af hende, strøg hånden op over hendes bryster og lod den glide ned over natkjolens stof og ned til låret. Har du lyst? sagde jeg, og hun drejede hovedet og hviskede ja, jeg har, med dig har jeg altid lyst, ind i mit øre med en stemme som var varme og våde bølger af damp. Jeg trak natkjolen op og hev trusserne af hende, de hang fast i anklen. Hende hjerte bankede så jeg kunne mærke det.


1983


15

lyset begyndte at blinke, Lisbeth var forsvundet, jeg stod og mærkede alkoholen summe oppe i mit hoved. Vi var tre læger tilbage i baren, med hvert vores glas, vi missede med øjnene mod hinanden i lyset, urologen som havde holdt foredrag, John og jeg. Jeg kiggede efter Lisbeth, gik et par skridt frem og til siden for at se bag søjlerne. Sofagrupperne var tomme, jeg følte mig tom indvendig, det hele var slut. Der var kun tomhed tilbage, hotelkorridorer og en tom hotelseng, de små miniflasker med sæbe og shampoo som jeg skulle have med hjem til Kjersti, to oplæg tilbage med tømmermænd i morgen før jeg skulle køre hjem. Glas blev sat på plads på hylderne i baren. Bardisken tørret af. Sikke du flirtede med pigen i baren, sagde John. Ja, sagde jeg.

Hun var snublet og faldet med en bakke med øl og rød-vin. Det var udtrykket i hendes ansigt, jeg troede at hun ville begynde at græde, hun tog hænderne op til kinderne, så snurrede hun rundt og styrtede ud bag baren. Et øjeblik efter kom hun ud igen og samlede glassene og bakken op. Der var ikke gået noget i stykker, på grund af væg til væg-tæppet, men så meget desto værre var det med pletterne. Lidt efter var en mand kommet ud med en tæpperenser, den larmede, men tæppet var snart pletfrit. Nu var der kun en svag skygge at se der hvor jeg stod.

Nej, sagde jeg til mine kolleger. Jeg må vel også se at komme til køjs. De nikkede begge to, jeg forstod ikke hvorfor


16

de stadig stod der, stod og holdt om deres glas med skjorterne knappet op og hængende ansigter, den sidste tjener gik rundt og flyttede på stolene og ventede på de sidste glas.

Men Lisbeth kom tilbage, det hamrede i brystet, hun kom gående hen over gulvet sammen med en overvægtig kollega, ham der havde serveret whisky for mig og målt mig med blikket som for at vurdere om jeg var for beruset. Jeg måtte skynde mig, træde i aktion, handle, John stod og grinede der til venstre, jeg jublede indvendig. Lisbeths blik og smil fulgte mig, så forsvandt hun ud mod lobbyen, og jeg kunne kun mærke denne ene følelse; du må ikke gå, at hun ikke måtte forsvinde ud af mit liv. Jeg stillede glasset fra mig på bardisken og sagde: Nej. Nu må det være nok. I må have en god nat!

Jeg indhentede Lisbeth og kollegaen ude på den anden side af døren, det frøs ret meget, jeg spurgte Lisbeth om hun røg og tog min pakke frem. Ryger læger? sagde hun. Til fest, sagde jeg. Hendes hår brusede op fra panden, det var sat fast med et hårspænde oppe på hovedet og fortsatte videre om i en hestehale i nakken. Kollegaen stod og trippede, Lisbeth så på cigaretterne i pakken, så sagde hun til kollegaen, du kan bare gå, jeg tager lige en cigaret. Han trippede lidt videre, spurgte om hun ikke ville have et lift. Nej vel? sagde jeg. Jeg rystede pakken med cigaretter lidt, og Lisbeth tog en cigaret, hun fnisede. Okay, sagde kollegaen, så gik han, ned mellem de sneklædte tujaer i retning af parkeringspladsen med korte, stive skridt for ikke at glide på isen. Jeg har ikke så langt hjem, sagde Lisbeth, så blev hun opmærksom på lighteren jeg holdt op foran hende, og stak hovedet frem med cigaretten mellem læberne. Jeg holdt hånden rundt om Lisbeths hånd og tændte hendes cigaret, hun pustede røg ud og sagde: Jeg kan gå hjem, det er bare lidt koldt, men det går nok. Jeg tændte min egen cigaret. Jeg fatter ikke hvordan jeg kunne være så klodset der før, sagde hun og rystede på hovedet. Den slags


17

sker, den kom du fint ud af, sagde jeg. Desuden kan jeg godt lide klodsede piger. Hun begyndte at grine. Må jeg spørge hvor gammel du er? sagde jeg. Treogtyve, sagde hun. Jeg nik-kede. Du ser yngre ud, men samtidig har du en modenhed der viser at du ikke er nogen lille pige, sagde jeg. Hvor gammel er du? sagde hun. Hvor gammel tror du jeg er? sagde jeg. Det ved jeg ikke? sagde hun. Gæt, sagde jeg. Måske omkring de tredive? Treogtredive, sagde jeg. Synes du at det er gammelt? Hun rystede på hovedet. Hvad laver du dog her, sagde jeg, du skulle da være med i en film eller et modeblad. Her er godt at være, sagde hun. Men du er alt for smuk til sådan at trisse rundt på det her gudsforladte hotel, sagde jeg, og hun lo. Nu er baren jo lukket, sagde jeg. Men jeg vil gerne invitere dig på et glas oppe på mit værelse.

Og så var hver en kant af tæppet og hver eneste dørkarm en grænse, hver eneste etage elevatoren kom forbi, tærskler. Jeg valgte, valgte, valgte. På fjerde etage gled elevatordøren op. Det susede i mit hoved, musikken var forsvundet, og mørket, nu var alting stille og lyst og glasklart, skridt for skridt hen ad tæppet i korridoren, min hånd mod hendes lænd, den sank ind i dynejakken, som om ryggen gav efter, jeg kunne ikke vide hvor hårdt jeg klemte, der var lampetter på væggene.

Værelset var mindre end jeg huskede det, mellem sengen og badeværelset var der en passage på knap en meter. Senge-tæppet var trukket tilbage og lå i en uordentlig bunke på den nederste del af sengen, min taske stod åben på kuffertbænken. Jeg spurgte om hun ville have noget at drikke, og hun lagde jakken og tog imod en øl fra minibaren, men gjorde ikke tegn til at sætte sig. Jeg så godt at du har vielsesring på, men det gør ikke noget, sagde hun. Så stod hun der med lange ben og ølflasken i hånden og så sig om i rummet. Jeg gik hen og stillede mig bag hende. Jeg er virkelig glad for at du er her, sagde jeg. Selvom jeg har vielsesring på. Jeg kyssede


18

den nøgne hud på hendes hals. Åh, Lisbeth, sagde jeg. Vil du ikke tage tøjet af. Og hun stod der foran mig, i den korte serveringsnederdel og skjortebluse, nylonstrømperne, og hun vrikkede langsomt nederdelen ned over hofterne og ballerne, jeg trådte et par skridt baglæns for ikke at ødelægge det. Hun vendte sig om mod mig. Jeg havde aldrig set så smukke ben før. Jeg nikkede bekræftende til hendes spørgende blik, tag resten af tøjet af, fortsæt. Hun knappede skjorteblusen op, trak armene ud af den og lagde den på skrivebordet, ærmet gled ned og blev hængende foran minibaren. Hvorfor gør man sådan noget som det jeg gør nu? sagde jeg. Det kan jeg ikke svare på, sagde hun. Jeg har en god lille familie, sagde jeg. Jeg er en meget heldig mand. Har du også børn? sagde hun. Jeg lukkede øjnene og åbnede dem igen. Ja, sagde jeg. Det tænkte jeg nok, sagde hun. Hvor mange? Kun et, snart to, sagde jeg. Der er bare det at du er så afsindig smuk, og at du har fascineret mig næsten til vanvid hele aftenen. Hun smilede. Jeg trak vejret, smilede, åndede ud.

Skulle jeg tage tøjet af? sagde hun. Hallo? Skulle jeg? sagde hun. Ja, det ville gøre mig meget lykkelig, sagde jeg. Jeg tænkte at jeg måtte give hende alt, som om der ikke var andet der tyngede og trak i mig, som om jeg ikke havde et liv, ikke havde noget andet i verden at skulle koncentrere mig om, andet end at være på dette hotelværelse sammen med Lisbeth, treogtyve, barpige. Tag resten af tøjet af, sagde jeg. Lisbeth førte begge hænder om på ryggen for at åbne bh’en, men slap den igen. Jeg smilede til hende og nikkede, opmuntrende, opfordrende, men mit smil begyndte at blive stift, tingene skulle gå hurtigere, jeg havde smilet så længe. Tag tøjet af, sagde jeg. Måske skulle jeg lige vente lidt og se, sagde hun. Nej, vent ikke, sagde jeg. Det var jo ikke mig som fandt på at jeg skulle tage tøjet af og som var så opsat på det, sagde hun. Nej, mig, sagde jeg, det var mig. Tag tøjet


19

af. Jeg trak skjorten op af bukserne og begyndte at knappe op. Var alle dem du var sammen med læger? sagde hun. Jeg nikkede. Hvorfor er I her? sagde hun. Det er et seminar om urinvejssygdomme. Urinvejssygdomme, sagde hun. Blære-katar, for eksempel, sagde jeg. Hun sagde: Det har jeg faktisk haft! Hun løftede hånden og så på den og stak to fingre i vejret. To gange, sagde hun. Jeg gik hen til hende og lagde hånden om hendes nakke, så var jeg simpelthen nødt til at kysse hende, jeg skubbede hende over mod sengen og lod hænderne glide ned over hendes krop, jeg forsøgte at åbne hendes bh med én hånd.

Bagefter lå hun i mine arme og trak vejret næsten umærkeligt med åben mund, jeg havde lyst til at lægge ansigtet ned i pu-den og græde. Jeg var jo ikke lavet af sten. Linjer fra vrøvle-verset jeg havde digtet til Kjersti, kørte rundt i hovedet på mig, Kjersti kan tælle så langt som til tolv, hun kan fortælle historier om nisse og trold, hun kan løbe og hoppe så højt som et hus, hun kan drikke en hel stor sodavand med brus. Jeg strøg Lisbeth rundt om kanten af øret med pegefingeren, små dun, huden var blød og ren som et lille barns, mat, lige-som ruskind. Lisbeth sagde: Jeg har aldrig før været i seng med en læge. Hun drejede hovedet og så på mig, en lok hår faldt ned over hendes næse, jeg strøg den tilbage. Jeg har aldrig før været i seng med en barpige, sagde jeg. Det er der ikke noget særligt ved, sagde hun. Jo, det er der da, sagde jeg. Noget meget særligt, du er noget meget særligt, sagde jeg.

*

Da jeg kom hjem, stod Kjerstis kælk op ad garagevæggen og lyste orange, jeg tog min taske ud af bilen. Der lugtede af fiskesuppe i huset. Jeg lagde vanterne på hylden og hængte frakken op. Wenche havde tændt op i pejsen, Kjersti sad på


20

gulvet og spillede på xylofon. Pling plong pling. Jeg satte mig ned på hug og sagde at hun spillede flot. Jeg hørte Wenche komme gående over gulvet. Kjersti spurgte om jeg kunne spille den der sang. Føles-så-godt. Føles-så-godt. Hvordan var seminaret? sagde Wenche. Pling pling pling. Go-de-var-me-hve-de-bol-ler-sma-ger-godt. Jeg sagde: Hm. Udmærket. Jeg savnede jer. Se her, sagde jeg og tog to miniflasker med shampoo og sæbe op af jakkelommen. Åh, sagde Kjersti. Hun satte sig på hug med en flaske i hver hånd. Og se her, sagde jeg og tog en plade chokolade op. Åh, ååh, sagde hun. Ove, slik er kun om lørdagen, sagde Wenche. Det knækkede i mit knæ da jeg rejste mig. Det var fordi Lisbeth var så dejlig, at jeg bare var nødt til at tage hende med op på hotelværelset, der var ingen andre forklaringer. Wenche pegede på mit bryst, det lille skilt med mit navn på sad der stadig. Hun sagde at maden ikke var helt færdig endnu, at hun ikke havde troet at jeg ville være så tidligt hjemme, hun satte dybe tallerkener frem på den ternede dug på bordet i køkkenet. Vi havde sat i stand hele sommeren og efteråret. Vi havde renset væg til væg-tæpperne, slebet og lakeret parketgulvet i spisestuen, malet vægge, tapetseret børneværelse. Jeg fulgte efter Wenche ud i køkkenet, maven var så stor at jeg måtte holde om hende bagfra, jeg ville kysse hende, men Wenche drejede hovedet. Du kysser så voldsomt, sagde hun. Undskyld, jeg kan ikke lade være, sagde jeg. Hun tørrede sig om munden. Jeg troede du kunne lide det, sagde jeg. Alting til sin tid, sagde hun og smilede. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mine arme, om jeg skulle gå ind i et andet rum. Jeg tænkte at jeg kunne gå ind og pakke ud, komme tilbage ud i køkkenet når ma-den var færdig, sætte mig ned og øse op og spise. Jeg så på pragtudgaven af Hamsuns samlede værker oppe på reolen, Herman Hesse, Ragnar Hovland, babybillederne af Kjersti på væggen, sølvlysestagen vi havde fået i bryllupsgave, og ud ad


21

vinduet, det var blevet mørkt, naboens udelampe var tændt, plankeværket kastede skrå skygger i sneen.

Suppen var varm, hver gang jeg tog en mundfuld, blev jeg overrasket over hvor varm den var, og jeg tænkte på midda-gen på seminaret, der havde været god mad på hotellet, men der var to svagheder, den ene var at champignonsuppen til forretten ikke havde været ordentlig varm, den anden var at hjorteryggen havde været gennemstegt. Jeg fortalte Wenche det, sagde at kødet var helt gråt. Men ellers var maden rigtig god, sagde jeg.

*

Kun Solveigs frakke hang på stumtjeneren da jeg kom på arbejde mandag morgen. Venteværelset var tomt. Solveig havde brygget kaffe, ugebladene lå i en pæn bunke ved siden af termokanden, ned fra bordkanten hang det kaffeplettede skilt hvor der stod: Tag en kop kaffe! Solveig gav mig listen over dagens patienter, hun spurgte mig hvordan seminaret havde været. Godt, sagde jeg. Hvordan har din weekend været? Hun fortalte at de havde haft sønnen og hans kone på besøg. Skal de ikke snart give dig nogen børnebørn? sagde jeg, har de ikke været gift i over to år nu?

Jeg tog kitlen fra knagen bag døren, vaskede hænder. Gen-nem den åbne dør registrerede jeg at der kom flere mennesker, John og de første patienter. Jeg så på listen, jeg genkendte alle navnene undtagen et, huskede ansigterne og deres historier. Papiret på briksen var glat og uberørt. Telefonbogen lå ved siden af telefonen.

Den første patient var en femårig pige som jeg havde syet i panden for en uge siden, nu skulle stingene tages. Hun sad oppe på skødet af sin mor i venteværelset, jeg holdt døren for dem. Jeg småsnakkede med pigen mens jeg fandt pincet og suturkniv frem. Nu skal vi se, skal vi så. Det var den, og


22

det var den. Moren udstødte små gisp hver gang jeg klippede eller trak. Beskyt det mod sol den første sommer, sagde jeg. Og så vil jeg ikke sige at du skal lade være med at køre ned ad de stejle bakker, sagde jeg til pigen, men måske kunne du godt være lidt mere forsigtig? Moren lo, pigen smilede. Jeg har selv en lille pige derhjemme som er glad for at kælke, sagde jeg. Så åbnede jeg klistermærkeskuffen og pigen lænede sig så langt frem på morens skød at hun næsten var ved at falde på gulvet.

Jeg slog Fagerborg Hotel op i telefonbogen. Jeg så på uret. Jeg så på antallet af patienter før frokost.

Sigrun Larsen ville have sat en spiral op. Hun var en mor til to et sted i trediverne, sidst hun var heroppe havde hun fundet en knude i det venstre bryst, jeg havde sendt hende videre til en mammografi, og svulsten havde vist sig at være godartet. Jeg så på plakaten med kostråd på væggen. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg syntes om at mine patienter blev rådet til at spise sundt når de var inde hos mig.

Det var egentlig ikke meget der stod på spil. Der kom aldrig nogen alvorligt syge, jeg reddede aldrig liv, opdagede aldrig de store trusler. Jeg beroligede og plejede og henviste. Jeg klippede trådene af Sigrun Larsens spiral. Jeg bad hende sætte sig forsigtig op. Føles det okay? sagde jeg. Hendes ansigt fortalte at det gjorde ondt.

I frokostpausen ringede jeg til Lisbeths hotel, mit hjerte be-gyndte at hamre, en mand tog telefonen og sagde „Fagerborg Hotel det er Jonny“. Det tog lang tid at få Lisbeth i røret, der var lyde af stemmer og klirren af glas i baggrunden, så kom hun, sagde hallo med travl stemme. Jeg havde ikke kontrol over min egen vejrtrækning. Hej, sagde jeg. Det er Ove Haugli. Ove, sagde hun. Kan du huske mig? spurgte jeg. Om jeg kan huske dig, sig mig er du dum? sagde hun. Jeg sagde at jeg havde tænkt på hende lige siden, at det havde været så dejligt


23

at være sammen med hende. Virkelig dejligt, sagde jeg. Hun blev tavs et øjeblik, jeg kunne høre hende trække vejret. Ja, sagde hun. Jeg ville bare spørge om du måske ville drikke en kop kaffe sammen med mig, ikke andet, sagde jeg, hvis du havde lyst, har du det? Hun blev tavs. M-mm, sagde hun. Engang i næste uge, passer det? sagde jeg. Men jeg skal rejse sydpå onsdag, sagde hun. Men hvad med mandag? sagde jeg. Mandag er fint, sagde hun, altså jeg skal jo på arbejde klok-ken syv. Skal du sydpå? sagde jeg. Ja, til De Kanariske Øer, sammen med min mor og søster. Hvor skønt, sagde jeg. Ja, sagde hun. Det bankede på døren. Jeg bliver nødt til at løbe, sagde jeg. Kan du mødes med mig på Jernbanetorget klokken fire? Ja, det kan jeg godt, sagde hun, med meget lys stemme. Hej igen, Lisbeth, sagde jeg. Ja, hej igen, sagde Lisbeth med endnu lysere stemme.

Solveig stak hovedet ind og sagde at der var svar på en CRP-prøve og at kaffen var færdig. Jeg sagde tak. Jeg åbne-de vinduet for at få noget luft, den var kold og skarp. En voksen og et barn gik over vejen dernede med en kælk som de slæbte hen over den nøgne asfalt, jeg kunne høre den skrabende lyd helt heroppe, mine lunger var fulde af luft, jeg pustede tungt ud.

*

Wenche havde taget en culottesteg ud af fryseren, Tor Helge og Tove skulle komme til middag. Wenche tog til frisøren og kom hjem med kort hår. Hun sad på hug på køkkengulvet og skrævede med benene for at få plads til den store mave, og Kjersti stod foran og strøg hende forsigtigt over håret med et alvorligt udtryk. Hvor er mor blevet fin, sagde jeg. Er mor ikke fin? Det er hun vist ikke så sikker på, sagde Wenche og grinede. Hun så på uret, rejste sig og sagde: De kommer snart, jeg må have stegen i ovnen og se at få skiftet. Jeg mødte


24

ham lægen fra din praksis, John, sagde hun. Det gav et sæt i mig, det mindede mig om at man kunne møde folk, at man kunne blive set. Jeg har købt tonic, sagde hun. Til hvis der er nogen som vil have en drink. Har vi nok vin? Ja, det er jeg helt sikker på, sagde jeg.

Wenche stod foran skabet i soveværelset og sagde: Jeg er bare så helt utroligt træt af at ligne et hus. Jamen, du ser da så fin ud, sagde jeg. Fin, ja, sagde hun. Med så meget vand i kroppen. Det her er det sidste barn, det kan jeg godt love dig. Hun tog en blå kjole over hovedet og trak den ned over maven. Drejede rundt og så sig i profil i spejlet. Ved du ikke at du er smuk under alle omstændigheder? sagde jeg. Hun smilede overbærende til mig. Hun rettede på håret foran spejlet, det så ud som om hun ikke helt vidste hvordan hun skulle gøre, hun kendte ikke rigtig den nye frisure endnu.

Tor Helge og Tove kom klokken seks med børnene, jeg havde Vibeke hængende på ryggen og omkring halsen med det samme, åh nej, der kommer jo hende abekatten, sagde jeg. Jeg tog hende under armene og løftede hende op og svingede hende rundt, og så kom Kjersti hen og ville også have en tur. Vibeke, tag det nu lidt roligt, sagde Tove. Tor Helge bar dunposen med babyen og satte den på stuegulvet, og Wenche bøjede sig ned og dikkede. Der blev sådan en god stemning i samme øjeblik de kom ind i huset, de roste alt, lugten af stegen, spejlet i gangen, middagsservicet, spisestuen. I var vist lige blevet færdige med at male sidst vi var her? sagde Tove. Hvor er det blevet flot. En lækker farve. Tor Helge stod der i min stue, min bedste og nærmeste ven, årene gik så hurtigt, ungerne kom bare dumpende en efter en. Det var meningen, det var sådan det skulle være.

Jeg tænker at når bare sovsen er ordentlig varm, sagde Wenche, og Tove nikkede. Så går det nok at resten ikke er helt


25

varmt, sagde Wenche. Tor Helge øste op, hældte dampen de sovs ud over kødet. Tove plejede at stille mig diverse læge-spørgsmål, det kunne jeg godt lide. Tor Helge sagde: Nej, nu må du altså lade Ove være i fred, han er ikke på arbejde. Men hvad synes du om oplysningspligten i forhold til abort, sagde Tove. Ja, hvad skal jeg sige? sagde jeg. De skal jo have tilstrækkelig med information, de stakkels piger, men altså nu hvor der lægges så stor vægt på etik. Tove så intenst på mig og nikkede. Jeg synes det er svært at diskutere etik når det handler om fortvivlede unge piger som har været uheldige, sagde jeg. Under alle omstændigheder bliver etikken noget vi trækker ned over hovedet på dem.

Wenche begyndte at tage af bordet, Tove rejste sig for at hjælpe hende mens hun stadig så opmærksomt på mig. Men én ting er de aborter som bliver afværget, sagde jeg, selvom jeg nok vil stille spørgsmålstegn ved om det i sig selv i alle tilfælde er godt. En anden ting er den skyldfølelse vi giver dem som alligevel vælger aborten. Det er også en etisk problem-stilling. Tove nikkede energisk. Ja, sagde hun. Ja. Tor Helge havde sønnen på skødet og sad og vuggede ham.

Wenche kom tilbage fra køkkenet med endnu en flaske vin. Den store mave var hele tiden i vejen, når hun skænkede vin, når hun satte sig på stolen. Jeg kunne se på hende at hun var træt, men hun smilede til mig, og jeg tænkte at hun godt kunne lide det, at hun kunne lide at være træt på den måde. Hvor vigtigt er det egentlig at amme? sagde Tove. Nej, det er altså ikke lige mit område, sagde jeg. Jeg ammede Stian til han var seks måneder, sagde hun. Ja, det var godt, sagde jeg.

Senere stod Tor Helge ude i vores køkken og hældte kogen-de vand fra en kedel og ned i en dyb tallerken, han hældte grødpulver i og piskede det sammen med en gaffel. Wenche havde bedt mig om at finde de ting frem han skulle bruge. Jamen dog, det er du god til, sagde jeg. Han så på mig med


26

et blik som om jeg havde ramt lige i plet, hovedet på sømmet. Indimellem er jeg næsten ved at blive vanvittig over det her liv, sagde han. Jeg savner dengang vi ikke havde børn. Gør du? sagde jeg. Ja, er du gal, sagde han. Vi burde snart tage os en drengetur. Ja, sagde jeg. Jeg ved ikke lige hvor nemt det bliver for mig at komme af sted nu, hvor vi får en lille til. Tor Helge så på mig med det der blik: Hvad sker der med mig? Hvad har jeg forvandlet mig til? Men hvad fanden, sagde jeg. Ja? sagde han. Ja, for helvede, sagde jeg. København? sagde han. Absolut, sagde jeg. Vi grinede.

Han lagde gaflen fra sig i vasken, bar tallerkenen ind i stuen, jeg tænkte på at vi skulle igennem alt det med bleer og grød igen, jeg huskede hvordan Wenche plejede at smage på grøden, om den var for varm, for kold, at hun kunne finde på at tørre Kjersti om munden med fingeren og slikke den ren. Jeg tænkte på hvordan absolut alt kunne få betydning og alt kunne blive til noget man savnede set i bakspejlet: et mølædt telt, røde pølser, billig whisky, en dansk pige på en campingplads, at man kunne savne ting bare fordi de havde været der, uden overhovedet først at vurdere om noget var værd at savne, det var det som nostalgi var. Jeg havde lugten af den ene af de danske piger på mine fingre og holdt dem op under næsen på Tor Helge, vi var gået rundt i en helt anden sfære, et helt andet liv. Livet foregik i faser. Den danske pige hed Anne og jeg spekulerede på: Hvor er hun nu, og hvad laver hun mon?

Jeg hældte vin op og vi fik en slags ny vind, vi lo meget af mine historier fra lægepraksissen, måske for meget, især af den unge kvinde der var gravid, og som ved hjælp af mig og en kalender kom frem til at hun havde været sammen med tre forskellige mænd på henholdsvis dag ni, tolv og nitten i sin cyklus. Nej, men altså, sagde Wenche, det er ikke noget at grine af, stakkels pige, sagde Wenche. Jeg fortalte om manden


27

som havde kastet op ud over mit skrivebord. Men der overlod jeg altså også det hele til Solveig, sekretæren, sagde jeg. Alle lo, også Wenche, selvom hun havde hørt den før, jeg lo også selv. Det endte for resten godt for den unge kvinde, sagde jeg bagefter. I dag har hun to børn med ham som var den mest sandsynlige barnefader. De er lykkelige sammen! Jeg slog ud med hænderne og smilede. Så længe det varer, sagde Wenche, og Tor Helge lo.

Da de var kørt, blev jeg stående i stilheden i stuen og så ud i mørket i haven. Jeg havde så stærke minder om Lisbeth på det hotelværelse. Det som på hotelværelset havde været ret dejligt og dejligt, fremstod i erindringen som meget dejligt, fantastisk dejligt, små bevægelser hun havde lavet og ting hun havde sagt: Sover du? Jeg vidste ikke om du sov.

Sneen lå stadig højt, men nogle få steder kunne man se græsset nedenunder fordi Kjersti og Wenche havde bygget et sneslot, det stod og hældede og sank sammen. Jeg tænkte på den kommende dag, søndag. Vi ville spise blødkogte æg til morgenmad sådan som vi plejede, og Kjersti ville vende æg-geskallen på hovedet når den var tom, tilbyde mig den: Vil du have et til æg, far? Jeg blev altid glad, takkede og sagde ja. Og frygtelig skuffet og sur over den tomme skal. Din møgunge! Nu skal jeg komme efter dig! Og jeg glædede mig til det. Wenche brugte sødetabletter i teen, jeg kunne ikke forstå at hun kunne lide smagen. Jeg tænkte på samme dags eftermiddag, da Wenche var gået for at tage sporvognen hen til frisøren og Kjersti og jeg havde set efter hende ud gennem vinduet, Kjersti havde siddet på knæ på køkkenbordet og vi så Wenche gå ud gennem havelågen og til venstre ned mod stoppestedet. Culottestegen lå på køkkenbordet og tøede, en af potteplanterne i vindueskarmen blomstrede med store, lilla blomster. Jeg havde tænkt at uden Wenche var vi hjælpeløse,


28

jeg tænkte at hvis der skete noget med Wenche, ville ingen af os nogensinde blive helt glade og trygge igen. Jeg havde stået der og lugtet til Kjerstis hår, hendes nakke, huden lugtede af mælk og modellervoks. Lille nullergøj, min egen tvebak, skattebasse. Jeg havde tænkt på hvordan det ville være at miste hende, uudholdeligt, det ville vi aldrig komme over. Men hvad med mig, jeg tænkte på hvordan det ville være for familien at miste mig, jeg tænkte at jeg nok var den mindst uerstattelige af os.

*

Jeg vaskede hænderne, klokken var et kvarter i fire, John stak hovedet ind på mit kontor, han sagde: Du er stadig kun far til en? Jeg så din kone i lørdags, og jeg tænkte: Hun holder ikke weekenden over. Noget af en ballon hun har der. Han havde skæg, jeg havde altid tænkt at det virkede uhygiejnisk for en læge, men ham klædte det. Jeg nikkede. Vi tror det bliver en dreng, sagde jeg. Men Kjersti var også stor, næsten fire kilo. Der er en uge til Wenche har termin. Jeg slukkede for vandet. John løftede hånden. Jeg går nu, vi ses, sagde han.

Lisbeth stod uden for Østbanen da jeg kom, i dynejakke og med en lille sportstaske over skulderen. Vi gik ind på et konditori på Karl Johan, jeg holdt døren for hende. Stolene var af smedejern, Lisbeth ville måske godt have et stykke wienerbrød da jeg spurgte, og kakao, jeg drak kaffe og tog også et stykke wienerbrød for at holde hende med selskab. Jeg har haft influenza, sagde hun. Fy for pokker, sagde jeg. Porerne i hendes ansigt virkede større, og sminken som hun forsøgte at skjule dem med var en anden farve end huden. Jeg sukkede. Jeg havde lyst til at se dig og høre om du havde det godt, sagde jeg. Lisbeth smilede. Du ville gerne mødes? sagde jeg. Hun tog en bid af wienerbrødet, hun havde sukker på kinden. Hvorfor ville du gerne mødes? sagde jeg dæmpet. Det


29

ved jeg ikke, sagde hun. Eller, jeg kunne ikke huske hvordan du så ud, og det forskrækkede mig lidt, så jeg ville gerne se hvordan du så ud, og se hvordan det var at se dig igen. Hun slikkede sukkeret af fingeren. Hun havde lyserød neglelak på. Hvordan er det så at se mig igen? sagde jeg. Det er rigtig fint, sagde Lisbeth. Hun havde en lille skindpung som hun knipsede op med sine neglelakfingre. Jeg sagde at jeg ville betale. Hun smilede. Det behøver du ikke. Det skulle da bare mangle, sagde jeg.

Vi gik sammen ud af cafeen, slentrede ned ad Karl Johan, kiggede på en hundehvalp som var bundet til et cykelstativ. Åh, det er koldt for den at sidde her på sneen og isen, sagde Lisbeth. Den har jo en tyk pels, sagde jeg. Ikke bagi, sagde Lisbeth, og hun lo og lavede et kast med nakken som jeg huskede fra hotellet. Hun pegede hen på en butik og sagde at hun skulle købe en neglefil. Jeg stoppede. Det var godt at se dig igen, sagde jeg. Jeg lagde armene om hende og gav hende et kram. Lugten af hendes hår og nakke fik det hele til at vælde op i mig, alle følelserne fra natten i Lillestrøm, erindringen om alle de ting jeg havde gjort med hende. Må-ske ringer jeg til dig igen, sagde jeg. Ja, det kan du jo gøre, sagde hun med sin lyse stemme. Sneen var glat og hård, mørk af udstødningsgasser, hun var ved at glide på de højhælede støvletter. Jeg greb hende i armen, hun drejede hovedet om mod mig, jeg kyssede hende, længe, vores munde var åbne mod hinanden. Så slap jeg. Hun stolprede hen mod butiks-døren. En klokke ringede da hun åbnede den. Jeg gik ned mod Jernbanetorget for at tage sporvognen hjem, det begyndte at sne mens jeg sad i sporvognen.

*

Alting var hvidt af nysne, det havde sneet hele natten og hele dagen. Jeg pakkede mig ind og gik ud for at skovle så snart


hjem til mig af trude marstein

Documents