hjemmeopgaver, projekter, synopser u/ …pure.au.dk/portal/files/75239788/eu_turkey.pdf · 302786...

302786 BA opgave 2014 Aarhus University

1

OBLIGATORISK FORSIDE Prescribed front page

HJEMMEOPGAVER, PROJEKTER, SYNOPSER U/ MUNDTLIGT FORSVAR Home Assignments, Project Reports, Synopses without oral defence

INSTITUT FOR ERHVERVSKOMMUNIKATION Department of Business Communication

STUDIENUMMER Student No.

KM93206

EKSAMENSNR. (6 cifret

nummer på studiekortet kaldet Kortnr. eller eksamensnr.) Student Exam No.: (6 digit No at your Student ID-card called either Kortnr. or Eksamensnr.)

302786

HOLD NR.: Class No. Ex.: U02

FAGETS NAVN: Course/Exam Title

Bacheloropgave Engelsk og Europæiske studier

VEJLEDER: Name of Supervisor

Amin Alavi

ANTAL TYPEENHEDER I DIN BESVARELSE (ekskl. blanktegn): Number of Characters in your Assignment (exclusive of blanks):

50.038


2

Abstract

The purpose of this paper is to examine if there are other factors than the Copenhagen criteria that prevent

Turkish admission to the European Union.

Turkey has fought for EU membership ever since they first applied in 1959, but without achieving the final goal,

the EU membership. In recent times, various EU politicians have explained Turkey`s missing admission with

their problem of fulfilling the Copenhagen criteria. This paper assesses Turkey`s particular problem with

fulfilling the political criterion.

However, this paper suggests that the omission of Turkey also can be explained with help from international

relation theories. Therefore, this paper offers its take on how constructivist- and neorealist considerations

influence the decision of whether or not to admit Turkey in the EU.

Consequently, Turkey faces a challenge both with regard to fulfilling the Copenhagen criteria, but also due to

internal disputes in EU that complicate the matter of Turkey membership even more. Therefore, it might take

some time before we see Turkey in the EU as both the EU and Turkey seem to be reluctant to solve the

problems that prevent Turkish admission to the European Union.


3

Indholdsfortegnelse

Indledning ................................................................................................................................................................. 4

Opgavens struktur .................................................................................................................................................... 5

Metode ..................................................................................................................................................................... 6

Kildekritik .................................................................................................................................................................. 7

Teori .......................................................................................................................................................................... 7

Neorealisme .......................................................................................................................................................... 7

Konstruktivisme .................................................................................................................................................... 9

Historisk overblik .................................................................................................................................................... 11

Københavnerkriterierne ......................................................................................................................................... 13

Konstruktivistiske overvejelser ............................................................................................................................... 16

Demokrati ........................................................................................................................................................... 16

Religion ............................................................................................................................................................... 17

Geografi .............................................................................................................................................................. 18

Neorealistiske overvejelser .................................................................................................................................... 21

Magtbalancen ..................................................................................................................................................... 21

Self interest - Storbritannien .............................................................................................................................. 22

Self interest - Tyskland og Frankrig .................................................................................................................... 22

Konklusion .............................................................................................................................................................. 24

Perspektivering ....................................................................................................................................................... 25

Bibliografi ................................................................................................................................................................ 26

Appendiks ............................................................................................................................................................... 28


4

Indledning

Optagelsesforhandlingerne mellem Tyrkiet og den Europæiske Union blev indledt i 2005 og markerede et

højdepunkt for Tyrkiet, som allerede i 1959 ansøgte om at blive medlem af det Europæiske Fællesskab, som

blot syv år forinden var blevet dannet af Frankrig, Holland, Belgien, Luxembourg, Vesttyskland og Italien med

etableringen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Siden 2005 har det imidlertid været småt med

fremskridtene, og udsigterne synes lange for tyrkisk medlemskab. Alligevel er diskussionen stadigvæk aktuel,

da udfaldet står hen i det uvisse - og ikke mindst relevant, fordi perspektivet i, at Tyrkiet bliver en del af EU,

repræsenterer et potentielt vendepunkt for Tyrkiet, men i høj grad også for EU.

Endvidere er Tyrkiet et spændende land, fordi landet siden sin tilblivelse som republik i 1923 har gennemgået

en beundringsværdig transformation. Det var landsfaderen Mustafa Kemal Atatürk, der med sine omfattende

reformer i sin tid som præsident fra 1923 til 1938 påbegyndte transformationen af Tyrkiet til en sekulær stat

ved at afskaffe kalifatet og erstatte det med demokrati (Ayata, 1996). Forfatningen i 1924 cementerede den

udvikling og sikrede endegyldigt parlamentarisk demokrati (MFA, 2014). Tyrkiet gik dermed fra autokrati til

demokrati. Ændringen af samfundsmodellen var hjørnestenen i Atatürks målrettede forsøg på at integrere

Tyrkiet i den vestlige verden og som konsekvens deraf tage afstand til de øvrige lande i Mellemøsten (Dagi,

2005). I sine bestræbelser på at opnå dette gennemførte Atatürk, foruden de politiske reformer, vidtgående

sociale reformer, som rakte langt ind i de tyrkiske hjem, og som havde til formål at ændre tyrkernes mentalitet.

Heraf kan nævnes Atatürks hattelov i 1925, som havde til formål at promovere den vestlige livsstil ved at

forbyde det traditionelle tørklæde, som kvinder hidtil havde båret (Nereid, 2011). Disse politiske og sociale

reformer vidner om en Tyrkisk diskurs, grundlagt af Atatürk, målrettet mod Tyrkisk integration i den vestlige

verden og i særdeleshed mod optagelse i europæiske fællesskab (Cepel, 2011, s. 534).

Missionen er til en vis grad lykkes. Tyrkiet er i dag en del af internationale organisationer som FN, OECD, NATO

og G20 (MFA, 2014). Dog kæmper Tyrkiet til stadighed for en plads i den Europæiske Union og har gjort det,

siden de ansøgte om medlemskab i 1959 (Yesilada, 2013).

Begrundelsen for, at Tyrkiet ikke er blevet optaget i Unionen, har hidtil været, at Tyrkiet ikke lever op til

københavnerkriterierne, der bliver betragtet som en fundamental forudsætning for optagelse. Tyrkiet har

særligt problemer med at opfylde det politiske kriterium, hvor det endda kan argumenteres, at de bevæger sig i

den forkerte retning. Derfor er denne opgaves udgangspunkt en præcisering af, hvor Tyrkiet har problemer i

forhold til det politiske kriterium og en analyse af, hvorfor det har betydning for optagelsen af dem. Ydermere


5

opererer denne opgave med den antagelse, at Tyrkiet, før eller siden, vil opfylde Københavnerkriterierne.

Opgaven har derfor til formål at undersøge hvilke andre faktorer, som kan forhindre optagelsen af Tyrkiet. For

selvom tyrkisk medlemskab rummer mange muligheder, repræsenterer optagelsen af dem tilsyneladende også

en lang række trusler, som - efter alt at dømme - på nuværende tidspunkt har større gennemslagskraft i EU.

Derfor er tyrkisk medlemskab ikke blot et spørgsmål om opfyldelsen af de formelle krav, men også et

spørgsmål om medlemslandenes egne interesser i et fuldt tyrkisk medlemskab i EU.

Opsummerende giver det følgende problemformulering:

Formålet med opgaven er at undersøge, om der i virkeligheden er mere en de formelle krav, som skiller EU og

Tyrkiet. Derfor undersøger denne opgave, hvad der kan forhindre Tyrkiets optagelse, når alle de formelle krav

ellers er opfyldt. Det skal siges, at opgaven her tager EU’s synspunkt. Det vil sige, at jeg vil undersøge, hvad der

afholder EU fra at optage Tyrkiet i fællesskabet. I den forbindelse kun man kigge på mange andre faktorer, som

muligvis også er med til at forhindre Tyrkiets optagelse i EU såsom: Cypernproblemet, landbrugsstøtten,

immigration, sikkerhedspolitik osv. Det har dog været nødvendigt for mig at afgrænse emnet på grund af

opgavens omfang.

Opgavens struktur

For at skabe et overblik over den kontekst EU agerer ud fra vil jeg i den første del af opgaven give et historisk

overblik over de mange års forhandlinger mellem Tyrkiet og EU.

Derefter vil jeg, med afsæt i Kommissionens ”Turkey - Progress Report 2013”, analysere Tyrkiets evne - eller

mangel på samme - til at opfylde det politiske kriterium. Dernæst vil jeg ud fra antagelsen om, at Tyrkiet før

eller siden opfylder Københavnerkriterierne, videre kigge på hvilke omstændigheder, som kan forhindre, at

Tyrkiet bliver optaget i EU ud over de formelle konditioner opstillet med Københavnerkriterierne.

Alt dette vil forhåbentlig betyde, at jeg i min konklusion kan give et velkvalificeret bud på, hvorfor Tyrkiet efter

54 års jagt på EU medlemskab endnu ikke er en del af EU.

- Er der andre faktorer end de formelle krav, som forhindrer Tyrkiet i at

blive optaget i EU


6

Metode

Jeg vil i det følgende afsnit redegøre for den videnskabsteoretiske metode i opgaven samt begrunde, hvorfor

jeg har valgt netop denne tilgang.

Denne opgave anvender positivisme som videnskabsteoretisk metode. Positivisme bygger på den klassiske

empirisme, der hævder, at al viden opnås gennem sanseerfaring (Holm, 2011, s.24). Dette har stor betydning

for måden, hvorpå videnskabsmanden arbejder. For ifølge positivisme er teori en sammenfatning af en

mængde enkeltobservationer, og teori kan således føres tilbage til ”sansedata” (Holm, 2011, s.25). Denne

metode kaldes også den induktive metode. I forbindelse med min opgave betyder det, at mine observationer

er kommet forud for min teori. Jeg har i opgavens indledende fase afsøgt materielle, som kan forklare, hvorfor

Tyrkiet endnu ikke er en del af EU og på baggrund af de observationer udarbejdet problemformuleringen: Er

der andre faktorer end de formelle krav, som forhindrer Tyrkiet at blive optaget i EU? I problemformuleringen

ligger det implicit, at tyrkisk optagelse handler om mere end de formelle krav, hvilket mine observationer

indikerede. Derfor prøver opgaven at bevise, at dette også er tilfældet. I den forbindelse tillader positivismen

at bruge den deduktive metode for at indkredse, hvad videnskabsmanden skal lede efter (Holm, 2011, s.31).

Formålet med dette er at bevise den opstillede teori ud fra verifikationsprincippet. Altså bevise at påstanden

om, at tyrkisk optagelse handler om end de formelle krav, er korrekt. Til at bevise dette har jeg valgt at benytte

de to internationale relationsteorier: neorealisme og konstruktivisme som analyseværktøj. Jeg har valgt disse

to teorier på baggrund af de observationer, jeg gjorde i den indledende fase, som pegede hen i retningen af, at

Tyrkiets manglende optagelse bedst kan forklares vha. af de konstruktivistiske og neorealistiske overvejelser,

medlemslandene gør sig vedrørende Tyrkiet. De to teorier har derfor til formål at verificere min påstand om, at

tyrkisk optagelse handler om mere end de formelle krav.

Min arbejdsmetode kan derfor opsummeres på følgende måde. Første skridt: objektive observationer, hvor jeg

har afsøgt teoriuafhængig materielle - andet skridt: på baggrund af det afsøgte materielle har jeg

sammenfattet en teori/problemformulering - tredje og sidste skridt: at prøve at verificere den teori.


7

Kildekritik

Denne opgave beror fortrinsvis på sekundære kilder. Det vil sige bøger, videnskabelige rapporter og

journalistiske avisartikler. Det vigtigste kriterium i forbindelse med at finde sekundære kilder har været

validiteten. Min søgekanaler har derfor primært været www.scholar.google.dk eller www.library.au.dk i forhold

til at finde relevante videnskabelige rapporter med den forventede validitet. Derimod har jeg brugt

www.google.dk til at finde avisartikler og derefter selv vurderet validiteten af mediet ud fra fx tidligere

publiceringer eller ejerforhold. Derudover har jeg også benyttet en del primære kilder. Blandt andet beror

afsnittet ”københavnerkriterierne” i høj grad på EU Kommissions udviklingsrapport fra 2013, mens afsnittet

”neorealistiske overvejelser” anvender nøgletal fra Birol Yesiladas bog EU-Turkey Relations in the 21st Century.

Teori

Denne opgave beror på international relationsteori som værktøj til analysen. Formålet med at benytte disse

teorier er at analysere, hvilken indflydelse konstruktivistiske og neorealistiske overvejelser har på Tyrkiets

optagelse i EU, og hvordan de kan besværliggøre optagelsen af Tyrkiet. I den forbindelse er det vigtigt at holde

for øje, at den ene teori ikke udelukker den anden, men at de to teorier kan komplementere hinanden.

Neorealisme Den første teori, jeg ønsker at redegøre for, er neorealisme. Denne tankegang er enig med den klassiske

realisme i den betragtning, at uafhængige stater opererer i et internationalt system af anarki, hvor det for

staterne handler om at sikre overlevelse igennem selvhjælp (Rittenberger, 2004, s. 4). Den grundlæggende

præmis for både klassiske realister og neorealister er derfor sikkerhed.

De to teorier har dog forskelligt ståsted i forhold til internationalt samarbejde. Den neorealistiske

tænker Kenneth Waltz er uenig i, at statsledere er den centrale drivkraft. Derimod mener Waltz, at det er

strukturen i det internationale system, som er det afgørende, og at statsledere for så vidt er ligegyldige, da

strukturen dikterer den måde, de arbejder på og deres beslutninger (Sørensen, 2013, s.79). Dette er en

afgørende forskel, da det har betydning for tilgangen til internationale relationer. For i modsætning til de

klassiske realister er selvhjælp ikke uforenelig med internationalt samarbejde, da strukturen i det

internationale system muliggør relationer staterne i mellem (Rittenberger, 2004, s. 3). Dette står i stærk

kontrast til de klassiske realister, som ikke stoler på, at stater kan arbejde sammen, fordi staterne er drevet af

ledere, som alle prøver at herske, og ifølge Hans Morgenthau bedst beskrives som political animals (Sørensen,

2013, s.72).


8

Strukturen i det internationale system muliggør altså samarbejde i følge neorealisterne. Waltz pointerer, at

stater grundlæggende er ens på trods af forskellig kulturer, forfatninger og historier. De har alle den samme

praktiske funktion og varetager alle de samme opgaver. Forskellen ligger imidlertid i styrkeforholdet (Sørensen,

2013, s. 79). Her pointerer Waltz, at de stærke magter spiller en større rolle: ”States differ significantly only in

regard to their greatly varying capabilities. In Waltz’s own words, the state units of an international system are

’distingusihed primarily by their greater of lesser capabilities for performing similar tasks… The structure of a

system changes with changes in the distribution of capabilities across the system’s units’ (Sørensen, 2013, s.80)”

Derved består det internationale system, ifølge neorealister, af stærke stater og mindre stærke stater, og

mængden af indflydelse er proportional med, hvilken position man indtager i dette spektrum. Det betyder

også, at strukturen i det internationale system nødvendigvis må være hierarkisk. I den forbindelse skelner

Waltz mellem bipolært og unipolært system.

Bipolært system er et system, hvor magten er fordelt mellem to stater, mens den i et multipolært

system er fordelt mellem flere end tre stormagter. Af de to argumenterer Waltz for, at man skal tilstræbe et

bipolært system, hvor man kan balancere magten mellem to lande. Begrundelsen er, at man med kun to

magter sikrer en stabilitet, som afføder fred og sikkerhed i forhold til et multipolært system, hvor landene i

højere grad vil kæmpe for at opnå magt: ”with only two great powers, both can be expected to act to maintain

the system (Waltz, 1979, s. 204)”. Motivationen for at sikre systemet er dermed drevet af en motivation om at

sikre sig selv og sin egen position i det internationale system. Ikke desto mindre skaber det en situation, hvor

chancen for, at de dominerende stormagter kommer i konflikt, er mindre, end tilfældet er med et multipolært

system - ganske enkelt fordi der kun er to stormagter og derfor ikke så mange at komme i konflikt med.

Dernæst argumenterer en anden neorealist, John Mearnshimer, for, at et bipolært systemer er mere effektivt

end det multipolære system, fordi der ikke er nær så mange beslutningstagere (Sørensen, 2013, s.82).

Neorealisterne tilslutter sig de klassiske realisters synspunkt om, at stater først er fremmest er drevet af at

sikre egne interesser. Dermed bygger beslutninger på en rationel kalkulering af, hvad der bedst kan betale sig:

”each state plots the course it thinks will best serve its interest” (Waltz, 1979, s. 81). I den sammenhæng afviger

neorealisme ikke synderligt fra klassisk realisme, der ligesom neorealisterne påpeger, at alle nationer forfølger

egne mål (Sørensen, 2013, s.67). Derfor gør aktørerne i det internationale system sig følgende overvejelser, før

de træffer en beslutning (Rittenberger, 2004, s. 8)1:

1 Modellen er oversat fra engelsk til dansk


9

Denne model tager en rationel tilgang, idet beslutninger bliver styret af, hvad der tilgodeser en selv. I den

forbindelse er det primære mål at tilkæmpe sig magt, da magt af neorealister bliver betragtet som en

forudsætning for sikkerhed (Rittenberger, 2004, s. 4). Derfor er stater ikke interesseret i at indgå aftaler, som

risikerer at underminere deres evne til selvhjælp. Staterne vil derfor som udgangspunkt træffe den beslutning,

der enten kan styrke eller bevare deres magtposition i det internationale samfund.

En af måderne, hvorpå stater kan gør dette, er ved at indgå i alliancer eller organisationer, hvor deres

”relative power position” er fordelagtig, således at de kan influere andre stater. Som konsekvens heraf kan det

være nødvendigt at opgive suverænitet, for til gengæld at tilkæmpe sig mere magt i det internationale system

vha. ens relative powerposition (Rittenberger, 2004).

Opsummerende kan det siges, at stater grundlæggende er motiveret af at sikre sin egen overlevelse i et

internationalt system af anarki. Det kommer til udtryk i beslutningssituationer, hvor stater derfor er sig selv

nærmest og fokuseret på at fastholde eller styrke sin ”relative powerposition”.

Konstruktivisme Den anden teori jeg ønsker at redegøre for er konstruktivisme. Denne teori medgiver, at struktur spiller en rolle

i det internationale system, men påpeger samtidig, at aktører kan påvirke den. Det internationale system er

derfor langt mere dynamisk med konstruktivisternes øjne (Sørensen, 2013, s. 210). Indledningsvis kan man

sige, at den konstruktivistiske tilgang er en knap så kynisk måde at anskue det internationale system på og

tilskriver generelt mennesker en større rolle i internationale relationer. Konstruktivister betragter det

internationale system som noget, der er er socialt konstrueret: ”Everything involved in the social world of men

and women is made by them. The fact that it is made by them makes it intelligible to them. The social world is a

world of human consciousness: of thoughts and beliefs, of ideas and concepts, of languages and discourses, of

signs, signals, and understandings among human beings, especially groups of human beings, such as states and

nations. The social world is an intersubjective domain: it is meaningful to people who made it and live in it, and

who understand it precisely because they constructed it and they are at home in it” (Sørensen, 2013, s. 212).

1) Hvilke muligheder har jeg?

2) Hvad er mine mål?

3) Hvilke konsekvenser har mine muligheder?

4) Hvilken mulighed er bedst for mig i forhold til mine mål?


10

Dermed ikke sagt, at den materielle faktor ikke spiller ind. Konstruktivisterne anerkender, at dette også er en

faktor, men mener samtidig, at det, som er afgørende, er måden, hvorpå man opfatter hinanden (Wendt,

1995). Det har altså større betydning for aktører, hvem der fx har atomvåben end hvem der har flest da det,

som er afgørende er måden hvorpå man opfatter hinanden.

Desuden gør konstruktivisme op med den rationelle tilgang, som kendetegner neorealisme. I stedet tillægger

konstruktivisme sociale normer en afgørende betydning i international politik. Ifølge dem er normer nemlig

med til at bestemme spillereglerne i det internationale system, som staterne agerer i (Rittenberger, 2004, s.7).

Derfor er det mere afgørende for aktørerne, at beslutningen er i overensstemmelse med de normer og

værdier, som de sammen har konstrueret, end at beslutningen tilgodeser dem selv. Det betyder, at

konstruktivisterne afviser, at stater kun er optaget af egne interesser og mål, men i højere grad er influeret af

den eller de sociale roller, som de påtager sig i det internationale system (Rittenberger, 2004, s.9). Det er

derfor en helt anden selvbevidsthed, som karakteriserer aktørerne i det internationale system med

konstruktivisme end med neorealisme.

Sammenfattende kan man sige, at konstruktivister lægger vægt på den sociale og historiske konstruktion af

internationale relationer, og at den store forskel i forhold til neorealisme er, at konstruktivister i højere grad

ser stater som rolleorienterede end målorienterede (Rittenberger, 2004, s. 9).


11

Historisk overblik

Det faktum, at Tyrkiet siden 1959 har kæmpet for optagelse i den Europæiske Union, vidner om et forløb, som

har været alt andet end snorlige. Tværtimod har Tyrkiets optagelses historie budt på både op og nedture.

Derfor vil der i det følgende afsnit blive givet et historisk overblik over de mange års forhandlinger mellem

Tyrkiet og EU. Forhandlingsprocessen har været lang, og jeg har derfor kun udvalgt de væsentligste

begivenheder.

De første spæde skridt hen imod optagelse i det daværende Europæiske Fællesskab blev taget i 1963 med den

såkaldte Ankaraaftale. Formålet med denne associeringsaftale var at gøre Tyrkiet i stand til at indgå i EF’s

toldunion, og samtidig var aftalen også en indikation om, at man i EF var indstillet på at arbejde hen imod fuldt

medlemskab til tyrkerne (Østergård, 2006). For at nå dette mål underskrev de to parter en ny aftale i 1970, der

indeholdte en plan for at nedlægge handelsbarrierer mellem Tyrkiet og EF.

Den positive udvikling fortsatte, da Tyrkiet i 1975 var snublende nær drømmen om EF medlemskab. Det skete,

da man i EF opfordrede Tyrkiet til at ansøge om fuldt medlemskab som følge af Grækenlands ansøgning samme

år (Yesilada, 2013, s.10). Dette var en naturlig konsekvens af det parløb, der forinden havde foregået mellem

de to lande: Begge lande blev i 1952 en del af NATO, og begge lande blev med to års mellemrum associeret i

EF. Dette var ikke nogen tilfældighed, men en nødvendighed på grund af det anspændte forhold mellem dem.

Man var derfor klar over, at det ville være en god ide at optage de to lande på samme tid. Desuden var der

ingen, som stillede spørgsmålstegn ved Tyrkiets tilhørsforhold til Europa: ”As a front line country against the

Soviet Union, Turkey was a key factor in defense of the West. Furthermore, European leaders did not think

otherwise when they granted Turkey an associate membership status with future membership possibility in

1963, and when they invited the Turkish government to apply for full membership in 1975” (Yesilada, 2013,

s.25). Tyrkiet havde altså bevist deres loyalitet ved at hjælpe med at bekæmpe Sovjet, og den gængse holdning

var, at Tyrkiet var en del af Europa, og i øvrigt et særdeles vigtigt land i forhold til at forsvare Vesten under den

kolde krig (Yesilada, 2013, s. 10). Alt i alt var tidspunktet det rette, mente man i EF. Den daværende tyrkiske

premierminister Bülent Ecevit ville det dog anderledes og afslog tilbuddet.

Derefter blev forholdet mellem Tyrkiet og EF stærkt belastet, og EF valgte helt at suspendere

associeringsaftalen med Tyrkiet i 1980 på grund af militærkup i Tyrkiet (Østergård, 2006, s.3). Forholdet mellem

de to parter blev ikke normaliseret før 1986, og der var på dette tidspunkt sket meget siden 1975: Grækenland

var blevet optaget i EF, hvilket i sig selv repræsenterede en udfordring, og man var desuden begyndt at


12

fokusere mere på at udvikle et tættere samarbejde mellem de eksisterende lande på bekostning af yderligere

udvidelse (Yesilada, 2013, s.11). Derfor blev tyrkernes ansøgning i 1987 afvist med den begrundelse, at man

ikke ønskede en yderligere udvidelse, før planerne om at skabe et indre marked var blevet realiseret. Det skete

med Maastricht traktaten i 1993, som betød, at EF blev til EU, men som også betød, at Tyrkiet i dag står overfor

flere optagelseskrav, end de gjorde præ 1975 (Yesilada, 2013, s. 11). Derfor var det et logisk skridt, da der i

første omgang blev oprettet en toldunion mellem EU og Tyrkiet i 1995. Til gengæld valgte Det Europæiske Råd

at se bort fra Tyrkiet, da de i 1997 tilkendegav hvilke lande, som var klar til at ansøge om medlemskab til et EU

topmøde i Luxembourg (EU-Oplysningen, 2004). Tyrkiet følte sig i den grad forbigået, hvilket udløste en krise

mellem de to parter og førte til, at Tyrkiet tog afstand til EU ved at suspendere den politiske dialog med EU

vedrørende blandt andet Cypern, menneskerettigheder og forholdet mellem dem og Grækenland. Dialogen

blev først genoptaget i 1999, da EU tildelte tyrkerne kandidatstatus uden dog at sætte nogen dato for starten

for optagelsesforhandlingerne. Forhandlingerne blev endegyldigt åbnet i 2005, hvilket i dag betyder, at Tyrkiet

er i færd med at tilpasse sig EU’s love og standarder i henhold til de opstillede Københavnerkriterier. Dette

forløb er, i tråd med resten af tyrkernes EU historie, ikke forløbet uden problemer. Tilmed har både den

daværende franske præsident Nicholas Sarkozy og den nuværende tyske kansler Angela Merkel været ude at

stille spørgsmålstegn ved Tyrkiets fremtidig rolle i EU og i stedet foreslået at tildele Tyrkiet et privilegeret

parnerskab med EU (Yesilada, 2013, s.19).

Opsummerende kan siges, at den historiske gennemgang fortæller os, at der er sket et stemningsskift i EU

angående tyrkisk medlemskab (Yesilada, 2013, s.25). I hvert fald indikerer Ankaraaftalen i 1963 samt

opfordringen til Tyrkiet om at ansøge om fuldt medlemskab i 1975 om en periode, hvor begge parter arbejdede

for tyrkisk medlemskab. Den konsensus omkring tyrkisk medlemskab har muligvis fortaget sig en smule. Det er

således svært at spore den samme entusiasme omkring tyrkisk medlemskab i dag og svært at forestille sig, at

EU direkte vil opfordre Tyrkiet til at ansøge om medlemskab, som de gjorde det i 1975.

Retfærdigvis skal det dog siges, at EU og Tyrkiet har indledt en afgørende fase med åbningen af

optagelsesforhandlingerne. Aftalen kan dog også ses som en elegant måde at sparke bolden over på tyrkernes

banehalvdel. Nu er det ikke længere EU, som skal levere, men derimod Tyrkiet. Samhørigheden omkring ønsket

om tyrkernes medlemskab er derfor ikke den samme, som den var præ 1975. En af grundene hertil er muligvis,

at EU som organisation er mere kompleks, end den var det i 1975, og at EU ledere samtidig er begyndt at tvivle

på, om det er en god ide at optage Tyrkiet i EU. Således befinder Tyrkiet sig i dag i en situation, hvor de både


13

selv har svært ved at tage de sidste skridt med opfyldelse af de formelle krav, men hvor også EU forholder sig

skeptisk til deres kandidatur.

I den følgende analyse vil jeg derfor undersøge, hvorfor Tyrkiet har svært ved at opfylde de formelle krav, men

også hvorfor EU ikke ubetinget synes, at tyrkisk optagelse er en god ide. Formålet med dette er at undersøge,

hvilke problemer Tyrkiet står overfor i forhold til de formelle krav, men også at undersøge, om der er andre

bagvedliggende grunde til, at Tyrkiet endnu ikke er blevet optaget i Unionen.

Københavnerkriterierne

Efter et møde i det Europæiske Råd i 1993 blev begrebet ”Københavnerkriterierne” introduceret. Disse kriterier

betragtes i dag som en forudsætning for optagelse i EU og anvendes om de politiske og økonomiske

betingelser, som ansøgerlande skal opfylde for at blive medlem af EU (Nikolajsen, 2013). Endvidere skal

ansøgerlandene påtage sig EU’s samlede regelværk ”acquis communautaire”.

I forbindelse med Københavnerkriterierne står Tyrkiet i disse dage over for en stor udfordring med hensyn til at

opfylde det politiske kriterium. Det fremgår af EU Kommissionens ”2013 Progress Report”, som giver udtryk for

bekymring over den seneste tids udvikling i Tyrkiet illustreret med urolighederne i Gezi Parken i Istanbul sidste

år, hvor seks personer mistede livet, og 8000 kom til skade (Commission, 2013, s. 2). Såvel som udfordringer

inden for det politiske kriterium redegør rapporten også om problemer i forbindelse med de to andre kriterier.

Jeg vil dog i det følgende afsnit udelukkende beskæftige mig med det politiske kriterium, da den siddende

premierminister i disse dage er genstand for massiv kritik vedrørende den demokratiske udvikling, både fra den

tyrkiske befolkning, NGO’er og ikke mindst Kommissionen. Derfor er det særligt interessant at undersøge, hvad

den seneste udvikling kan betyde for tyrkernes EU chancer.

Hensigten med det politiske kriterium er at sikre, at ansøgerlandene har et stabilt demokrati, en retsstat, samt

udviser respekt for menneskerettigheder og mindretal (Yesilada, 2013, s. 29).

Rapporten fra Kommissionen udtrykker en bekymring over den demokratiske udvikling i Tyrkiet. Bekymringen

handler om, at det demokratisk klima er for polariseret og efterlader for lidt plads til løsninger, hvor flere

parter bliver hørt; både inden for parlamentet og interessegrupper uden for (Commission, 2013, s. 8). Grunden

er, at den siddende regering med premierminister Recep Tayyip Erdogan i spidsen har et suverænt flertal i


14

parlamentet2. Derfor har regeringen så megen magt, at de kan regere egenhændigt, hvilket de bliver beskyldt

for at gøre i mange henseender (Levs, 2013). En af de situationer, som har givet anledning til debat, er

Erdogans forsøg på at omlægge den politiske model fra parlamentarisk til præsidentielt system og som

konsekvens heraf selv blive Tyrkiets første præsident. Eftersom oppositionen ikke bakkede op om ideen,

forsøgte Erdogan at trumfe forfatningsændringen igennem vha. sin flertalsregering. Det viste sig imidlertid, at

ikke alle i AKP syntes, at det var en god ide, hvorfor forslaget i sidste ende blev droppet. Ikke desto mindre

fortæller det en historie om en premierminister, som ikke er altid er villig til at lytte til sit parlament og i stedet

søger at gå egne veje i sin bestræbelse på at nå sine mål (Koplow, 2013). Demonstrationen i Gezi Parken sidste

år var blot en manifestation af dette problem. Nok handlede protesterne om, at en stor del af byens 13

millioner indbyggere ikke ønskede, at der skulle bygges et storcenter i parken, men demonstrationen var reelt

mere et udtryk for en utilfredshed over ikke at blive hørt (Koplow, 2013).

Det næste, som skete, udgør også et af Kommissionens kritikpunkter – nemlig måden man håndterede

demonstrationerne i Gezi Parken. På trods af at demonstrationerne forløb fredeligt brugte det tyrkiske politi

unødvendig magtanvendelse og fængslede demonstranter på løst grundlag (Commission, 2013, s. 5). Dette

harmonerer ikke med EU’s ide om en velfungerende retsstat, hvor ytringsfrihed og forsamlingsfrihed bliver

betragtet som en kerneværdi. Kommissionen appellerede derfor i 2013 rapporten for en indsats om at sikre, at

demonstrationer ikke igen bliver mødt af politi, som responderer med unødig magtanvendelse: ”Turkish

legislation and its implementation concerning the right to assembly and intervention by law enforcement

officers are still to brought further in line with European standards, which focus on the peacefulness of

demonstrations. Improvements in the legal framework need to be complemented with appropriate training for

law enforcement officers” (Commission, 2013, s. 6). Udtalelsen understreger, at kommissionen ikke på

nuværende tidspunkt oplever, at Tyrkiet lever op til det politiske kriterium og foreslår lovændringer, således at

man sikrer forsamlingsfrihed.

Samme episode i Gezi Parken førte også til, at 59 journalister mistede deres arbejde pga. kritiske artikler

omkring det tyrkiske styre, og flere er sidenhen blevet fyret efter ligeledes at have skrevet kritiske artikler om

Erdogan (FreedomHouse, 2014, s.3). Freedom House, som beskæftiger sig med demokrati, betegner frie og

uafhængige medier som en forudsætning for demokrati og ser derfor det tyrkiske demokrati som værende i

krise, da regeringen, efter deres overbevisning, undertrykker dette: ”Turkey’s democracy is in crisis. Three and

2 Med en jordskredssejr i 2011 vandt Erdogans parti AKP 49.95 % af stemmerne (Koplow, 2013).


15

a half million people across the country took part in the Gezi Park protests last summer. Yet the AKP-led

government’s response, first to the protests and now to the December 17 corruption scandal, has been to crack

down even harder on its critics, fanning even wider public alienation. At least 59 journalists were fired during

the Gezi protests for criticism of the government, and more have lost their jobs in recent weeks for criticizing the

government over corruption” (FreedomHouse, 2014). Den seneste udvikling er ikke i overensstemmelse med

EU’s mål om sikre, at ansøgerlandene har et stabilt demokrati og retsstat. Erdogans autoritære metoder, i

forhold til parlamentet og medierne, efterlader et indtryk af, at meget stadig skal gøres for, at Tyrkiet opfylder

det politiske kriterium. Man kan derfor, med den seneste udvikling in mente, med rette stille spørgsmålstegn

ved Tyrkiets evne til at sikre en retsstat, et stabilt demokrati og udvise respekt for menneskerettigheder.

Konkluderende: Der er ingen tvivl om, at Tyrkiet siden 1923 har taget store skridt i den rigtige retning i forhold

til at benytte den demokratiske styreform, men ud fra kommissionsrapporten må det konstateres, at der stadig

er et stykke vej. I hvert fald giver rapporten udtryk for bekymring over samtlige parametre inden for det

politiske kriterium. Så længe Tyrkiet ikke er i stand til at opfylde Københavnerkriterierne kan og vil EU

sandsynligvis affærdige enhver snak om tyrkisk medlemskab ved at henvise til fx mangel på retsstat og et

stabilt demokrati. Derfor er det altafgørende, at Tyrkiet formår at opfylde Københavnerkriterierne, hvis de skal

gøre sig forhåbninger om EU medlemskab. En anden grund til, at Tyrkiet skal tilstræbe at opfylde det politiske

kriterium er, at ideen om et stabilt demokrati og en retsstat udgør en vigtig del af ideen om den Europæiske

identitet og indgår derfor i de konstruktivistiske overvejelser, som EU gør sig vedrørende Tyrkiet.


16

Konstruktivistiske overvejelser

Indledningsvis argumenterede jeg for, at perspektivet i, at Tyrkiet bliver en del af EU, repræsenterer et

potentielt vendepunkt for EU. En af årsagerne hertil er, at det tyrkiske medlemskab repræsenterer en række

signifikant anderledes værdier og normer end dem, de eksisterende medlemslande sammen har konstrueret.

Af samme grund har optagelsesspørgsmålet affødt skarpe ryster blandet den europæiske befolkning såvel som

blandt EU politikere, der ikke ubetinget er vilde med ideen om tyrkisk medlemskab (Østergård, 2006, s. 6). En

undersøgelse foretaget af Eurobarometer i år 2006 taler sit tydelig sprog: 59 % af de adspurgte EU borgere er

imod tyrkisk EU medlemskab, mens kun 28 % er for (Eurobarometer, 2007, s. 223). Derfor vil den Europæiske

familie, med optagelsen af Tyrkiet, adoptere et medlem, som ikke alle nuværende medlemmer vil kendes ved.

Det følgende afsnit er en analyse af, hvordan Tyrkiet skiller sig ud fra de eksisterende medlemslande, og

hvorfor det kan menes at have en betydning for deres chancer for EU medlemskab.

Ud fra den konstruktivistiske tilgang er EU et socialt konstrueret fællesskab bestående af 28 medlemmer. Disse

28 medlemmer har sammen skabt EU, som vi kender det i dag, og som udgør den Europæiske identitet. Ud fra

den konstruktivistiske tilgang er det altafgørende, at Tyrkiet formår at tilpasse sig de værdier og normer, de 28

medlemmer sammen har konstrueret. Hvis Tyrkiet evner dette, er optagelse bestemt mulig set med

konstruktivistiske briller: ”states that share the collective identity of an international community and adhere to

its constitutive values and norms are also entitled to join its organizations.” (Schimmelfennig, 2001, s. 58-59).

Eftersom Tyrkiet endnu ikke er en del af EU må den konstruktivistiske konstatering være, at de ikke passer ind i

den fælles identitet, som de nuværende EU lande sammen har konstrueret. Dette leder hen til spørgsmålet:

Hvorfor passer Tyrkiet ikke ind i den Europæiske identitet?

Demokrati Først og fremmest afspejles EU’s værdier i Københavnerkriterierne, særligt i det politiske kriterium (Smith,

2011, s. 36-37) (Cepel, 2011, s.533). EU’s selvopfattelse beror i den grad på ideen om demokrati. Derfor skaber

Tyrkiets seneste udvikling, beskrevet i det foregående afsnit , tvivl om tyrkernes vilje til at assimilere de måske

vigtigste værdier i EU : et stabilt demokrati og en retsstat. Her mangler Tyrkiet at konsolidere deres demokrati

yderligere og bevise, at de kan opfylde det politiske kriterium, som på nuværende tidspunkt betragtes som en

væsentlig forhindring for deres optagelse i EU: “Although Turkey is based on democratic structures and the rule

of law, and has committed itself to respecting fundamental and human rights, in reality the implementation of

the constitution is not consistent with these fundamental European values” (Arvanitopoulos, 2008, s. 48).


17

Argumentet er således, at Tyrkiet ikke vil være i stand til at indgå i den Europæiske identitet, før de opfylder

det politiske kriterium (Arvanitopoulos, 2008, s. 165).

Dog er det lykkes andre lande at blive optaget i EU på trods af problemer med at opfylde det politiske

kriterium. Der kan blandt andet stilles spørgsmålstegn ved, om Rumænien og Bulgarien opfyldte det politiske

kriterium, da de blev optaget tilbage i 2007. Ligesom man kan stille spørgsmålstegn ved om mange af de lande,

som blev optaget i forbindelse med østudvidelsen i 2004, opfyldte kravet om et stabil demokrati (Andreev,

2009) (Huffington, 2013). Man kan endda spekulere i, om Tyrkiet ikke i højere grad opfylder

Københavnerkriterierne, end Bulgarien, Rumænien og Slovakiet gjorde, da de blev optaget (Müftüler‐Bac,

2007, s. 24). Derfor er det interessant at undersøge, om Tyrkiet i virkeligheden falder uden for ideen om den

Europæiske identitet af andre grund end Københavnerkriterierne. I den sammenhæng er den konstruktivistiske

tilgang et godt værktøj, da den kigger på, hvad der påvirker en aktørs beslutning - I dette tilfælde hvad der

påvirker EU’s beslutning om at ikke optage Tyrkiet.

Modsat andre IR teorier tager konstruktivisme afsæt i ideer. Derfor er tyrkisk optagelse ikke et spørgsmål om

EU øger deres militærmagt eller profiterer økonomisk af deres optagelse, men derimod om tyrkisk optagelse er

i overensstemmelse med den social konstruerede ide om EU. De vigtigste overvejelser er dermed sociale og

ikke materielle (Sørensen, 2013, s. 209). I den forbindelse repræsenterer tyrkisk medlemskab andre værdier i

forhold til de eksisterende lande, hvilket komplicerer optagelsen af dem: ”The future of Turkey within the EU is

more complicated than that of other candidate countries because of questions regarding Turkey’s identity. A

muslim country sitting on Europe’s outer banks, it does not fit into Christian Europe or the Islamic Middle East”

(Müftüler‐Bac, 2007, s. 22). Jeg vil i det følgende give et bud på, hvordan den religiøse forskel og Tyrkiets

geografiske placering måske har indflydelse på EU’s beslutning om ikke at optage Tyrkiet.

Religion Den religiøse forskel er den mest påfaldende forskel, når man ser på de nuværende medlemslande og Tyrkiet.

De eksisterende 28 medlemslande praktiserer alle den kristne trosretning, mens Tyrkiet overvejende bekender

sig til islam. Derfor kan der retfærdigvis spekuleres i, om den kristne trosretning er en betingelse for

medlemskab, og i forlængelse heraf om den religiøse forskel mellem EU og Tyrkiet har nogen indflydelse på

tyrkisk optagelse i unionen?

Det er svært at give noget entydigt svar på dette spørgsmål. Det hurtige (og officielle) svar må være nej, idet

religion ikke indgår i de formelle krav for optagelse. Ikke desto mindre virker det som om, at både EU politikere

og borgere helst vil holde Tyrkiet en armslængde fra fuldbyrdet medlemskab. I hvert fald synes der at være en


18

fremherskende skepticisme blandt den europæiske befolkning i forhold til at inkludere et muslimsk land i EU. I

undersøgelsen fra Eurobarometer svarer 61 % af de adspurgte EU borgere ja til, at den kulturelle forskel er for

stor til, at Tyrkiet kan blive optaget i EU (Eurobarometer, 2007, s. 225). Den samme holdning hersker blandt EU

politikere. Til trods for at det er et synspunkt, som for det meste forbliver utalt, kom den tidligere tyske kansler

Helmut Kohl til at tale over sig i 1997, da han kaldte EU for en ”kristen klub” (Østergård, 2006, s. 10), inden han

videre tilkendegav, at Tyrkiet ikke havde nogen plads i EU’s civilisationsprojekt (Müftüler‐Bac, 2007, s. 21).

Det religiøse aspekt påvirker formentlig beslutningen om at optage eller ikke optage Tyrkiet i EU. For

både den kulturelle og religiøse forskel bidrager til, at man ser Tyrkiet som dem frem for os (Arvanitopoulos,

2008, s. 172). Der er altså så tale om, at de kulturelle og religiøse forskelle er med til at ekskludere Tyrkiet og

besværliggøre medlemskabet af dem, fordi den europæiske identitet er bestemt ud fra, hvad den ikke er

(Müftüler‐Bac, 2007, s. 25). EU er ikke muslimsk og det faktum at Tyrkiet er det, er et problem, da de bliver

betragtet som den signifikante anden: ”The differences in culture and religion consistently dominate the

debates and serve to consruct Muslim Turks as the Other of Europe, when Europeans try to define what it is to

be European” (Arvanitopoulos, 2008, s.172).

Geografi En anden faktor, som medvirker til en dem/os følelse af Tyrkiet, er deres geografiske placering. På trods de

formelle krav ikke indeholder et geografisk optagelseskrav, eksisterer der i Europa en udbredt fornemmelse af,

at Tyrkiet befinder sig på den forkerte side af Bosporus-strædet og derfor ikke er en del af Europa

(Arvanitopoulos, 2008, s. 151) (Østergård, 2006, s.7). Dette bidrager til, at EU politikere sår tvivl om Tyrkiets

berettigelse i EU. Nicolas Dupont-Aignan, medlem af det borgerlige franske parti UMP, har for eksempel udtalt:

”Tyrkiet ligger jo ikke i Europa. Så skal vi vel også have Marokko med. Og Tunesien. De lande ligger tættere på

os. Men det er alle lande, som har en helt anden økonomisk situation, og desuden forsvinder ideen om en

europæisk union” (Østergård, 2006, s. 7). Således bliver Tyrkiets geografiske placering brugt som argument

mod tyrkisk optagelse i EU. Den konstruktivistiske tilgang er dermed igen på spil. For det lader til, at Tyrkiets

geografiske placering bidrager til en opfattelse af Tyrkiet som en signifikant anden, og det har den betydning, at

Tyrkiet ikke passer ind i den Europæiske identitet.

Så om end EU’s motto ”united in diversity” indikerer, at der er plads til forskelle i unionen, er grænsen muligvis

nået med Tyrkiet. Foruden problemer med at opfylde de formelle krav er der fundamentale forskelle,

simplificeret med religion og geografisk placering, som gør, at Tyrkiet ikke passer ind ideen om den europæiske

identitet, hvilket i sidste ende kan få betydning for tyrkisk optagelse. For selvom kommissionen beslutter, at


19

Tyrkiet opfylder de formelle krav, skal deres medlemskab stadig ratificeres i Europa parlamentet, og hvad

endnu vigtigere er, enstemmigt stemmes for af medlemslandene (Borragan, 2013, s. 232-233). Derfor kan den

konstruktivistiske tilgang få betydning for tyrkisk medlemskab. For mens man må formode, at Kommissionens

beslutning er en rationel og objektiv vurdering af, om Tyrkiet opfylder de formelle krav, er beslutningen om at

optage Tyrkiet i højere grad influeret af følelser på det mellemstatslige niveau: ”Den følelsesmæssige eller

symbolske side af sagen spiller for mange EU-borgere og EU-politikere en mindst lige så afgørende rolle som de

konkrete reformer af det tyrkiske samfund: Det handler om, hvorvidt Tyrkiet ’føles’ eller ’opleves’ som

europæisk. Mange synes ikke, at Tyrkiet er europæisk eller ’hører til i Europa’, og derfor støder selve ideen om

tyrkisk medlemskab på voldsom modstand fra mange EU-politikere og en stor del af befolkningen i de

nuværende medlemslande” (Østergård, 2006, s. 6). Dette betyder, at Tyrkiet ikke er selvskrevet til EU

medlemskab, selvom de opfylder Københavnerkriterierne - ganske enkelt fordi de ikke opfattes som en del af

den europæiske identitet. Dette forhold kan få betydning, da beslutningen om at optage et ansøgerland i sidste

ende ligger ved medlemslandene og ikke på det supranationale niveau.

Dermed skal forklaringen på Tyrkiets manglende optagelse, set med konstruktivistiske briller, findes i deres

manglende evne til at indpasse sig det konstruerede fællesskab. Dertil konstituerer Tyrkiets værdier og normer

en kultur, som ikke er i tråd med den europæiske identitet: For det første evner de ikke på nuværende

tidspunkt at opfylde de formelle krav, som bliver betragtet som grundstenen i den Europæiske identitet.

Dernæst er deres religion og geografiske placering så signifikant anderledes, at de betragtes som dem frem for

os. Ansvaret for, at Tyrkiet bliver optaget, ligger imidlertid ved begge parter. De formelle krav må Tyrkiet selv

ændre. Derimod må landets geografiske placering og religiøse overbevisning siges at være et vilkår, som

EU-landene må acceptere. Derfor er der behov for en indsats fra begge parter, hvis der i fremtiden skal blive

plads til Tyrkiet i EU. Tyrkiet skal opfylde de formelle krav, mens EU skal skabe et klima i unionen, hvor der er

plads til Tyrkiet i den europæiske identitet. Entusiasmen for at arbejde hen imod dette er imidlertid svær at

spore fra begge sider, hvorfor der synes lang vej til tyrkisk medlemskab.

Det har det dog ikke altid været sådan. Som gennemgået under det historiske overblik var der under den kolde

krig en opfattelse af Tyrkiet som en del af Europa og derfor en større forståelse for tyrkisk medlemskab, hvilket

som bekendt endte med, at Tyrkiet i 1975 blev opfordret til at ansøge om medlemskab. Denne opfordring

endte imidlertid, da den Kolde Krig sluttede, og det samme gjorde samhørigheden omkring tyrkisk medlemskab

(Yesilada, 2013, s.25). Ikke desto mindre bekræfter dette den konstruktivistiske tese om, at strukturen i det

internationale system er dynamisk, da det i overvejende grad er aktørerne og ikke strukturen, som former det


20

internationale system - i dette tilfælde EU. Derfor kræver det en indsats fra EU, hvis der i fremtiden skal blive

plads til Tyrkiet i det konstruerede fællesskab, som EU ud fra den konstruktivistiske tilgang er: ”Structures do

constrain actors, but actors can also transform structures by thinking about them and acting on them in new

ways” (Sørensen, 2013, s.210). Ligesom det selvfølgelig også kræver en indsats fra Tyrkiet, som bliver nødt til at

opfylde Københavnerkriterierne, hvis de skal gøre sig forhåbninger om EU medlemskab.

På baggrund af denne analyse vil det være blåøjet at påstå, at det eneste, som forhindrer tyrkisk optagelse, er

opfyldelsen af de formelle krav. I stedet sætter denne konstruktivistiske analyse fingeren på en måske større

stopklods for tyrkisk medlemskab: At Tyrkiet ikke bliver opfattet som europæisk (Arvanitopoulos, 2008, s. 172).

Dermed er vi med den tyrkiske optagelse blevet vidne til et nyt kriterium, som de eksisterende 28 lande ikke

har stået overfor: ”we have seen the emergence of a new criterion, not formally set out, since Europe was

plunged into the issue of Turkey’s candidacy: europeanite. This has never been a criterion for other candidate

countries. When Brussels and Turkey began taking their half-century-long relationship one stage further,

Europeans, for their part, began hotly to question the Europeanness of Turkey” (Arvanitopoulos, 2008, s. 172).

Dette gør det nemmere at forstå, hvorfor Tyrkiet efter halvt århundrede endnu ikke er en del af EU. For

når fokus udelukkende ligger på de formelle krav, danser man uden om det, som det i virkeligheden handler

om; at Tyrkiet ikke passer ind i den europæiske identitet. Så til trods for at Tyrkiet øjensynligt ikke opfylder det

politiske kriterium, er det ikke den væsentligste forhindring (Müftüler‐Bac, 2007, s. 24). Til gengæld giver de

formelle krav EU’s statsleder en kærkommen mulighed for at sparke bolden over på den tyrkiske banehalvdel

og forsvare udladelsen af tyrkisk medlemskab med en henvisning til Københavnerkriterierne. Med den

defensive tilgang er det også tydligt, at EU ikke har interesse i at optage Tyrkiet på nuværende tidspunkt på

samme måde, som de havde det, da de opfordrede dem til at ansøge om medlemskab i 1975. For hvis

interessen i at optage Tyrkiet var gensidige, ville EU’s indsats utvivlsomt være større, ligesom tilfældet var det

med østudvidelsen i 2004 (Müftüler‐Bac, 2007, s. 24).


21

Neorealistiske overvejelser

Følgende afsnit er en undersøgelse af, hvordan neorealistiske overvejelser, i forbindelse med Tyrkiets

eventuelle indtog i EU og deres beslutningsorganer, kan besværliggøre optagelsen af dem. Jeg er opmærksom

på, at denne analyse ikke afdækker alle de overvejelser og aktører, som er involveret i det tyrkiske

optagelsesspørgsmål.

Magtbalancen Lad os indledningsvis kigge på, hvordan beslutninger i EU generelt bliver truffet. I et forsøg på at mindske det

demokratiske underskud i EU blev det med Lissabontraktaten i 2007 bestemt, at beslutninger fortrinsvis skulle

træffes vha. af den almindelige lovgivningsprocedure. Det betyder, at godt og vel tre fjerdele af alle EU’s

beslutninger i dag bliver truffet af Ministerrådet og Europa-Parlamentet (EU-Oplysningen, 2010).

Forudsat at beslutningsproceduren forbliver den samme, vil Tyrkiet i kraft af deres størrelse på 75.6 millioner

indbyggere og en befolkningstilvækst, som langt overgår de eksisterende medlemslandes komme til at spille en

stor rolle i begge beslutningsorganer. Ifølge Birol Yesilada vil Tyrkiet, såfremt de bliver optaget, i år 2015 blive

tildelt 82 pladser i Europa Parlamentet ud af de 766 ledige (Yesilada, 2013, s.105). Tyrkernes indtog i EP vil

betyde, at Tyskland går fra at have 99 pladser til 82, mens de andre stormagter Frankrig, Italien og

Storbritannien vil gå fra 78 til 64 pladser. I Ministerrådet vil tyrkerne få 29 stemmer, ligesom de fire største

lande Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien har det. Dermed vil tyrkisk medlemskab få betydning for de

lovgivende institutioner i EU og som konsekvens heraf utvivlsomt påvirke magtbalancen i unionen.

Der er altså tale om, at tyrkisk medlemskab vil udfordre magtbalancen og dermed strukturen i det

internationale system (fremefter EU). En situation, som de stærke og rige nationer ikke nødvendigvis

bifalder:”It is likely that small states will benefit from Turkey’s value as a coalition partner, as it is expected that

Turkey will take the side of the small, poor states on Council decisions. In that manner, it would challenge the

interests of the Big Three, France, Germany and the UK, in the EU” (Baç, 2004, s. 35). Derfor er det tænkeligt, at

disse tre lande vil opponere mod tyrkisk medlemskab. For skal man tro neorealisterne, er stater primært

koncentreret om at sikre sig selv og sin egen position i det internationale system. I den forbindelse konstituerer

Tyrkiet en trussel for de stærke landes ”relative power position” i EU, idet tyrkisk medlemskab risikerer at

underminere deres evne til selvhjælp (Baç, 2004, s. 33).


22

Self interest - Stobritannien Dette til trods har Storbritannien gentagende gange udtrykt, at de bakker op om tyrkisk medlemskab. Den

nuværende Premierminister David Cameron gav i forbindelse med en tale i det tyrkiske parlament i 2010 sin

støtte til tyrkisk medlemskab: ”When I think about what Turkey has done to defend Europe as NATO ally, and

what Turkey is doing today in Afghanistan, alongside our European allies, it makes me angry that your progress

towards EU membership can be frustrated in the way it has been. My view is clear. I believe it is just wrong to

say that Turkey can guard the camp but not be allowed to sit in the tent. So I will remain your strongest possible

advocate for EU membership and greater influence at the top table of European diplomacy” (BBC, 2010). Denne

opgave anfægter ikke premierministerens ideologiske ståsted i forhold til Tyrkiet, men tillader sig dog at

undersøge, hvilken bagvedliggende motivation briterne kun have for at optage Tyrkiet i EU, ud fra den

neorealistiske antagelse at stater først og fremmest er sig selv nærmest. I den henseende vil tyrkisk

medlemskab sandsynligvis styrke briternes dagsorden i EU, idet briterne siden deres optagelse i 1973 har

forsøgt at bremse Frankrig og Tysklands forsøg på at skabe tættere samarbejde i EU (Binyon, 2013). I

modsætning til Frankrig og Tyskland kæmper briterne for, at EU skal være et mellemstatsligt samarbejde, og

den diskurs vil tyrkerne formentlig tilslutte sig, hvorfor briterne er venlig stemt overfor tyrkisk medlemskab: ”if

Turkey becomes a member of the EU, the fact that the largest member of the EU is not a part of the

evolutionary process of European integration might have some repercussions for the future of that integration.

This is why federalist oriented states like France, have reservations about Turkey’s accession and why those

states with intergovernmental preferences, such as the United Kingdom, view Turkey’s accession more

favorably” (Baç, 2004, s. 34). Briterne vil derfor med tyrkisk medlemskab styrke sin egen position i EU og set i

det lys styrke deres relative powerposition og deres plads i EU hierarkiet. Derfor er Camerons

opbakningserklæring ikke ren velgørenhed, men en rationel kalkulering af at tyrkisk medlemskab kan styrke

ham i hans mål på at gøre EU til en mere mellemstatslig organisation.

Self-interest – Tyskland og Frankrig Den samme opbakning modtager Tyrkiet imidlertid ikke fra Berlin og Paris. De tyske og franske stats- og

regeringsledere har traditionel modsat sig tyrkisk medlemskab og i stedet foreslået, at EU og Tyrkiet arbejder

hen i mod privilegeret partnerskab (Yesilada, 2013, s. 43) (Smith, 2011, s.317). Den aftale vil betyde, at Tyrkiet

ganske vist indleder et tættere samarbejde med EU, men dog uden at få lov at sidde rundt om bordet i EU’s

beslutningsinstitutioner. I den sammenhæng er det påfaldende, at de to lande, der normalvis sidder for

bordenden i Bruxelles, er modstandere af tyrkisk medlemskab. Det er derfor interessant at undersøge dette i

forhold til neorealisme. Der kan være mange grunde til at Tyskland og Frankrig foretrækker Tyrkiet som


23

privilegeret partner frem for en del af unionen. En af dem kan være, at man i Berlin og Paris ikke ønsker, at

Tyrkiet skal forstyrre den nuværende magtbalance i EU. De to lande har siden etableringen af kul- og

stålunionen været de to toneangivende stater i EU blandt andet på grund af Élysée-traktaten (1963), som har

betydet, at Paris-Berlin aksen har været den måske vigtigste magtkonstellation i europæisk politik

(Nedergaard). Den bipolære konstellation vil Tyrkiet givetvis udfordre. Såfremt Birol Yesiladas fremskrivninger

holder, vil Tyrkiet nemlig i år 2025 være det suverænt største land i EU med en befolkning på 88.9 millioner

imod Tysklands 81.9 millioner og Frankrigs 64.2 millioner (Yesilada, 2013, s. 105). Derfor er det svært at

forestille sig, at Tysklands og Frankrigs bipolære magtposition vil få lov at fortsætte med Tyrkiet i EU. Dertil er

Tyrkiet for stort et land. Set i forhold til den neorealistiske tankegang er Frankrig og Tyskland ikke interesseret i

at ændre strukturen i EU, da der er en god mulighed for, at det vil svække deres stærke ”relative power

position” i EU og som konsekvens heraf risikere at underminere deres evne til selvhjælp.

Sammenfattende er dette et forsøg på at illustrere, hvordan neorealistiske overvejelser kan forhindre, at

Tyrkiet bliver optaget i EU. For igen er det vigtigt at huske, at beslutningen om, hvorvidt Tyrkiet skal optages i

EU eller ej, i sidste ende ligger hos medlemslandene, som enstemmigt skal stemme for ideen (Østergård, 2006,

s. 4). Derfor har alle medlemslandene mulighed for at stille sig selv de rationelle spørgsmål, som kendetegner

den neorealistiske beslutningsprocedure: Hvilke muligheder har jeg? Hvad er mine mål? Hvilke konsekvenser

har mine muligheder, og hvilken mulighed er bedst for mig i forhold til mine mål?

I den forbindelse skal Tysklands og Frankrigs afvisning af tyrkisk medlemskab ses som en indikation af, at de

vurderer, at Tyrkiets medlemskab rummer flere trusler end muligheder for dem. Modsat anser Storbritannien

tyrkisk medlemskab som en mulighed for at styrke deres magtposition i EU, hvorfor Cameron i år 2010 åbent

erklærede, at Storbritannien vil kæmpe for tyrkisk medlemskab. Ikke desto mindre understreger dette, at

tyrkisk medlemskab ikke blot er et spørgsmål om opfyldelsen af de formelle krav, men også et spørgsmål om

medlemslandenes egne interesser i et fuldt tyrkisk medlemskab i EU. Dette bekræfter den neorealistisk tilgang,

som netop påpeger, at aktørerne i det internationale system, i dette tilfælde EU, forfølger egne mål (Sørensen,

2013, s. 67). Derfor er det afgørende for Tyrkiets optagelseschancer, at de eksisterende medlemslande i EU alle

synes, at optagelsen af dem gavner dem. I den henseende har Tyrkiets optagelse et stykke vej, både på grund

af konstruktivistiske og neorealistiske overvejelser.


24

Konklusion

Tyrkiets kamp for optagelse ser ud til at fortsætte, og vejen til optagelse er ikke blevet nemmere for

republikken, der siden 1959 har arbejdet for netop dette. Tværtimod. Den omfattende integration i både

dybden og bredden har betydet, at den Europæiske Union i dag er mere kompleks end tidligere. Af samme

grund opstod begrebet ”københavnerkriterierne”, som i dag bliver betragtet som en forudsætning for

optagelse. I forbindelse med kriterierne står Tyrkiet i disse dage over for en stor udfordring med hensyn til at

opfylde det politiske kriterium. Det fremgår af EU Kommissionens ”2013 Progress Report”, som giver udtryk for

bekymring over den seneste tids politiske udvikling i Tyrkiet, illustreret med urolighederne i Gezi Parken i

Istanbul sidste år.

Endvidere bidrager den politiske udvikling til en opfattelse af, at Tyrkiet ikke er europæisk. I forbindelse med

den konstruktivistiske tilgang er dette det springende punkt, da de vigtigste overvejelser er sociale og ikke

materielle. Derfor udgør den seneste tids politiske udvikling i Tyrkiet ikke blot et problem i forhold til

opfyldelsen af de formelle krav, men også et problem i forhold til Tyrkiets evne til at indgå i den europæiske

identitet. Derudover gør de 28 medlemslande i EU sig også hver i sær nogle konstruktivistiske forestillinger, om

hvad Europæiske identitet er. De forestillinger kan blive afgørende, da beslutningsproceduren vedrørende EU

udvidelse fortrinsvis er mellemstatslig. I den forbindelse skal man ikke underkende den religiøse og geografiske

forskel på Tyrkiet og de nuværende medlemslande, da det bidrager til en opfattelse af Tyrkiet som værende

signifikant anderledes. Derfor vil den europæiske familie med optagelsen af Tyrkiet adoptere et medlem, som

ikke alle de eksisterende medlemmer vil kendes ved. Dette er dog ikke kun på grund af konstruktivistiske

overvejelser, men skyldes også neorealistiske overvejelser, som hvert enkelt EU land sandsynligvis vil gøre sig.

Tyrkiet vil nemlig med sin størrelse udfordre strukturen i EU’s institutioner og dermed også magtbalancen. I

den forbindelse konstituerer Tyrkiet en trussel for de stærke landes ”relative powerposition” i EU, idet tyrkisk

medlemskab risikerer at underminere deres evne til selvhjælp. Derfor foretrækker både Frankrig og Tyskland,

at EU i stedet indgår et privilegeret partnerskab med Tyrkiet således, at de ikke udfordrer den unipolære

magtkonstellation, den tysk-franske akse sammen har udgjort siden Elysee traktaten i 1963.

Dermed understreger de konstruktivistiske og neorealistiske overvejelser, at tyrkisk medlemskab givetvis

handler om mere end de formelle krav. Det betyder at Tyrkiet i dag befinder sig i en situation, hvor de både

selv har svært ved at tage de sidste skridt med opfyldelse af de formelle krav, men hvor også EU forholder sig

skeptisk til deres kandidatur bl.a. på grund af konstruktivistiske og neorealistiske overvejelser forbundet med


25

beslutningen om at optage dem. Derfor synes der at være et stykke vej, før Tyrkiet kan få realiseret

landsfaderen, Mustafa Kemal Atatürks vision om at blive en del af Europa. Spørgsmålet er om det nogensinde

vil lykkes?

Perspektivering

Som nævnt i indledningen opererer denne opgave med den antagelse, at Tyrkiet før eller siden vil opfylde de

formelle krav. Derfor risikerer EU at stå med et forklaringsproblem, såfremt unionen til den tid forsat vil nægte

Tyrkiet adgang til trods for opfyldelsen af de formelle krav. Denne rapport vil afslutningsvis undersøge, hvilke

konsekvenser det kan få for EU, hvis evighedsdansen med Tyrkiet fortsætter.

EU’s udvidelsespolitik har bidraget til fred og stabilitet på det europæiske kontinent og udviklet sig til at være

unionens vigtigste udenrigspolitiske værktøj (Smith, 2011, s.300). Med udsigt til medlemskab har EU været i

stand til at transformere størstedelen af de tidligere kommunistiske lande om til, hvis ikke velfungerende, så

mere velfungerende demokratier. Derfor taler man ofte om EU som en normativ magt, som har været i stand

til at udbrede demokrati og respekt for menneskerettigheder (Smith, 2011, s. 437). Ansøgerlandene har været

villige til at foretage de påbudte konditioner i form af københavnerkriterierne på grund af udsigten til

medlemskab. Det kan dog ændre sig, for EU’s udvidelsespolitik bliver nemlig i stigende grad set som en politisk

beslutning, hvor spillereglerne ændrer sig alt efter hvem, der ansøger (Borragan, 2013, s.236) (Redmond, 2007,

s.317). Denne opgave understøtter, at Tyrkiets optagelse handler om mere en de formelle krav, men kan ikke

bruges som et generelt billede på optagelsesprocessen.

Ikke desto mindre kan det få konsekvenser for EU’s troværdighed, såfremt EU ikke optager Tyrkiet i en

situation, hvor de ellers opfylder de formellekrav: ”When the EU drifts away from the Turkish accesion talks

because of internal disputes and not due to the Turkish failure in adopting the criteria, then this jeopardizes the

EU’s international credibility… If Turkey’s accession to the EU becomes problematic due to EU-related factors,

rather than Turkey’s non-compliance with the accession criteria, then this would deliver a significant blow to the

European Union’s foreign policy making” (Müftüler‐Baç, 2008, s. 67). Derfor har tyrkisk optagelse en symbolsk

betydning for lande, som endnu ikke er optaget i EU. For incitamentet til at opfylde EU’s konditioner ligger i

udsigten til medlemskab. Bliver det incitament fjernet eller svækket, vil det sandsynligvis påvirke ansøgerlandes

vilje til at opfylde de formelle krav og dermed påvirke EU’s vigtigste udenrigspolitiske værktøj. Derfor kan

evighedsdansen med Tyrkiet få konsekvenser for EU som normativ magt i almindelighed og EU’s

udvidelsespolitik i særdeleshed (Müftüler‐Baç, 2008, s. 64).


26

Bibliografi

Artikler

BBC. (27. Juli 2010). Cameron 'anger' at slow pace of Turkish EU negotiations. BBC.

Huffington Post. (6. Marts 2013). Romania And Bulgaria 'Not Ready' For EU Membership, Say Peers. The

Huffington Post.

Josh Watson og Josh Levs (4. Juni 2013). Turkey's Erdogan: Successful leader or 'dictator'? CNN

Steven A. Cook og Michael Koplow. (3. Juni 2013). How democratic is Turkey? Foreign Policy.

Bøger

Constantine Arvanitopoulos (2008). Turkey's Accession to the European Union: An Unusual Candidacy. Athens :

Springer.

Nieves Borragan og Michelle Cini (2013). European Union Politics; Fourth Edition . Oxford: Oxford University

Press.

Andreas Beck Holm (2011). Videnskab i Virkeligheden. Frederiksberg C: Samfundslitteratur.

Christopher Hill and Michael Smith. (2011). International Relations and the European Union. New York: Oxford

University Press.

Gerorg Sørensen & Robert Jackson (2013). Introduction to International Relations; Theories and Aprroaches .

Oxford: Oxford University Press.

Birol Yesilada (2013). EU-Turkey Relations in the 21st Century. New York: Routledge Studies in Middle Eastern

Politics.

Rapporter

Svetlozar Andreev (2009). The unbearable lightness of membership: Bulgaria and Romania after the 2007 EU

accession. Brussels: Elsevier: Communist and Post-Communist Studies.

Sencer Ayata (1996). Patronage, Party, and State: The Politicization of Islam in Turkey. Middle East Institute.

Michael Binyon (Juni 2013). The Awkward Partner. Diplomat Magazine .

Unhalp Z. Cepel (2011). European - Turkish identity interaction from the social constructivist perspective. Dokuz

Eylul University: International Journal of Social Sciences and Humanity Studies .

European Commission (2013). Turkey, Progress Report 2013. Bruxelles : European Commission.

Ishan D. Dagi (2005). Transformation of Islamic Political Identity in Turkey: Rethinking the West and

Westernization. Anakara: Middle East Technical University.

EUCE. (2008). Turkey's Quest for EU Membership. European Union Center of North Carolina.


27

EU-Oplysningen. (2004). EU baggrund - Tyrkiet og EU. København: Folketingets EU-Oplysning.

Standard Eurobarometer (2007). Eurobarometer 66: Public Opinion in the European Union. European

Commission.

Meltem Müftüler‐Baç (2004). Turkey’s Accession to the European Union: Institutional and Security Challenges.

Perceptions.

Meltem Müftüler‐Baç (2007). Through the looking glass: Turkey in Europe. London: Routledge.

Meltem Müftüler‐Baç (2008). The European Union’s Accession Negotiations with Turkey from a Foreign Policy

Perspective. Istanbul: Routledge.

Peter Nedergaard. Élysée-traktaten – 50-året for det fransk-tyske ægteskab. København: Københavns

Universitet .

Camilla T. Nereid (2011). Kemalism on the Catwalk: The Turkish Hat Law of 1925. Oxford University Press.

John Redmond (2007). Turkey and the European Union: Troubled European or European trouble? Blackwell

Publishing Ltd: International Affairs.

Volker Rittenberger (2004). Approaches to the Study of Foreign Policy derived from International Relations

Theories. Tübingen: University of Tübingen.

Frank Schimmelfennig (2001). The Community Trap: Liberal Norms, Rhetorical Action, and the Eastern

Enlargement of the European Union. International Organization.

Freedom House: Susan Corke, Andrew Finkel, David J. Kramer, Carla Anne Robbins & Nate Schenkkan (2014).

Democracy in Crisis: Corruption, Media and Power in Turkey. New York: Freedom House.

Kenneth N. Waltz (1979). Theory of International Politics . Addison-Wesley Publishing Company .

Alexander Wendt (1995). International Security. I A. Wendt, Constructing International Politics (s. 71-81). JSTOR

Jan E. Zürcher (2005). How Europeans adopted Anatolia and created Turkey. Leiden: Middle East Studies.

Uffe Østergård(2006). Tyrkiet i EU? - EU's identitet, værdier og grænser . Dansk Institut for Internationale

Studier

Websteder

EU-Oplysningen. (26. Oktober 2010). EU-Oplysningen .

Hentet fra http://www.eu-oplysningen.dk/fakta/beslutninger/cod/

MFA. (18. marts 2014). Republic of Turkey Ministry of Foreign Affairs.

Hentet fra http://www.mfa.gov.tr/constitution-of-the-republic-of-turkey.en.mfa

MFA. (20. marts 2014). Republic of Turkey Ministry of Foreign Affairs.

Hentet fra http://www.mfa.gov.tr/sub.en.mfa?7cafe2ef-78bd-4d88-b326-3916451364f3


28

MFA. (2014). Republic of Turkey Ministry of Foreign Affairs .

Hentet fra http://www.mfa.gov.tr/relations-between-turkey-and-the-european-union.en.mfa

Lone Nikolajsen (13. August 2013). Folketingets EU-Oplysningen .

Hentet fra http://www.eu-oplysningen.dk/leksikon/alle/kbh/

Appendiks

(Yesilada, 2013, s. 105)


29

(Yesilada, 2013, s. 106)

hjemmeopgaver, projekter, synopser u/ …pure.au.dk/portal/files/75239788/eu_turkey.pdf · 302786...

Documents