hvem skal vinde læsernes bogpris 2012? · temaer i »rystet spejl« sammen med oplevelsen af tid,...

Hvem skal vinde Læsernes Bogpris 2012?

En pris uddelt af Berlingske, Danmarks Biblioteksforening og landets biblioteker.

Kirsten Thorup»Tilfældets gud«

Roman. Gyldendal.

★★★★★ 5 stjerner

Stor fortælling om en globaliseret verden i bevægelse, om rige og fattige, og en moderne karrierekvindes fatale møde med virkelig-heden. Af Per Krogh Hansen

At Kirsten Thorup er en af vores stærkeste og mest velreflekterede samfundskritiske forfattere er jo ingen hemmelighed. Hun har siden »Baby« fra 1973 rettet sit skarpe blik mod det, vi gerne kalder »tidens dårskab«, men som regel uden at falde for ironi eller skinger sarkasme. I stedet baserer hendes kritik sig gerne på indlevelse og kølig analyse af tingenes tilstand - senest i alderdomsromanen »Ingenmandsland« (2003) og nu igen i den nye roman, »Tilfældets gud«.Hovedpersonen hedder Ana og har en ledende stilling i en interna-tional finansvirksomhed. Hun er ét med sit arbejde, hun brød med forældrene, da hun erfarede, at hun ikke var deres ægte barn; har stormet igennem internationale uddannelser og har ingen venner eller bekendte foruden resten af lederteamet i Rower International.Men da de andre ledere begynder at give hende bundkarakterer i de løbende performanceevalueringer, og hun udvikler stresssymp-tomer, sendes hun til coach og på ferie i Afrika. Hér træffer hun dels det britiske ægtepar Ben og Bea, dels Mariama, en afrikansk teenagepige hun møder på stranden, og som hun kaster sine skrø-belige og normalt totalt undertrykte følelser på. Mariama vækker hos Ana en ukontrollabel moderfølelse, som snart blandes op med en manisk selvopofrende version af, hvad Rudyard Kipling engang betegnede som den »hvide mands byrde«: Det, at vi i Vesten er Den Tredje Verden økonomisk og teknisk overlegen, gør os moralsk forpligtede til at hjælpe.Da Ana får Mariama til England er det med fordring om, at hun skal være au pair hos Ben og Bea og gå i skole ved siden af, men uden forståelse for, at familien i Afrika har brug for hendes indtægter og arbejdskraft i hjemmet. Den, der kommer i klemme, er selvsagt Mariama, som samtidig må erfare, at Ana ikke kan lade hende komme for tæt på. For godt nok kaster Ana hele sin økonomi og energi ind i projektet med at redde Mariama og give hende et vellykket liv. Men hun er fuldstændig knudret, hvad angår personlige relationer og vejledning. I kampen for at få det til at lykkes, mister Ana derfor også efterhånden grebet om sig selv og styrer støt mod bunden.Thorup formår behændigt at styre uden om fælden, hvor Vesten enøjet fremstår som skurk og Afrika som den forurettede. I stedet er det den gode viljes forlis og de kulturelle komplikationer, som den globa-liserede virkelighed af i dag fører med sig, der skildres både nuan-ceret og hudflettende kritisk.

Nomineret



Søren Ulrik Thomsen:»Rystet spejl«

42 fremragende digte fulde af fravær og smerte, men også af san-seligt nærvær, atmosfære og erkendelse af ens vilkår. Af Jørgen Johansen Når enhver ny digtsamling af Søren Ulrik Thomsen er en litterær begivenhed, hænger det ikke mindst sammen med de kvaliteter, ordet »langsomt« signalerer i hans digtning. Selve den tålmodig-hed og omsorg, der ligger i at »afvente ord som åndedræt, rislen og rust/stille dem op på en række og så bytte rundt/til de ligner noget man ikke har set.«Der er på samme tid store skift og en meget klar linje i Søren Ulrik Thomsens lyriske forfatterskab, og både skiftene og linjen hænger helt fundamentalt sammen med livets gang. Thomsen er i sjælden grad til stede i sine digte, ikke som et påtrængende, selvoptaget og selvkredsende jeg, men som klangen af en stemme præget af alder, erfaringer, stemninger og tanker.Forholdet mellem erindring og nutid er et af de dominerende temaer i »Rystet spejl« sammen med oplevelsen af tid, der går hur-tigere og hurtigere, og det voksende antal af døde, familiemed-lemmer og venner, der bliver en mere og mere nærværende del af livet. Stemnings- og årstidsanslaget i bogens første digt er præcist:»Vinter: Hastesagerne hober sig op./Folk er begyndt at dø/og her på kontoret/der lyser som et rumskib i skumringen/er ting der virker som om de lige er sket/pludselig lang tid siden …«Omkring en fjerdedel af bogens 42 digte tiltaler direkte døden, og et af de digte, som i sin sproglige nøgternhed gør et stærkt indtryk, handler om at tage til Aarhus en gang om året for at besøge den grav, »som nu engang er det sted her i verden/hvor du ikke er«. Betoningen af et nærvær i fraværet er et markant træk i »Rystet spejl« og er med til at skrive døden ind i digtene som en del af livet. På samme måde som erindringerne skrives ind i digtene som en del af nutiden på strejfturene i byen, der blandt andet fører Søren Ulrik Thomsen igennem det Nørrebro, »hvor alle de kvinder jeg i mit liv har drømt om/står i portene og ryger King’s og hedder Kate«.Bevidstheden om tidens accelererende gang og alt det alt for store, der »må bo i digtenes små skæve skure«, får sit modspil i en insisteren på almindeligheden og livet lige nu. Søren Ulrik Thomsen har skrevet 42 fremragende digte fulde af fravær og smerte, men også af sanseligt nærvær, atmosfære, erkendelse af vilkår og accept. Det er den slags digtsamlinger, det er værd at vente længe på.

Digte. Gyldendal.


Nomineret



Lone Hørslev»Sorg og camping«

Fascinerende lavmælt historie fra fattigfirserne, der følger fem personer i et landsbymiljø, som mærker livets modsæt-ninger mellem den store smerte og den daglige trivialitet. Af Sarah Skarum

Lone Hørslevs bog »Sorg og Camping« er et udsnit af det lille bitte hverdagsliv, der rummer det store drama, oplevet i en landsby i Vestjylland. Byen hedder Løkke, og året er 1984, så er vi også i gang. Hverdagsstemmer fra et liv i 1980erne, elegant og detaljeret beskrevet med detaljer som gratinerede fiskepan-dekager og enebærgryde fra Karolines kogebøger i en tid, hvor den nære verden er i opbrud. Hvor landet affolkes, og lands-byernes små butikker fik plader for vinduerne og TIL SALG-skilte langs vejen. På randen af kartoffelkur og fattigfirsere.De leder, bogens figurer efter noget, der kan give mening, og det de skal gøre, og de famler og roder sig frem, mens verden omkring dem er ganske lille og sitrende uhyggelig. Glas, der knuses, katte, der stirrer og nisselandskaber, der opsluger stu-erne. De får hver især stemme og fortæller deres version af virkeligheden. Den ene mere forstemmende end den anden.Det er en simpel historie, bogens handling kan genfortælles på få sætninger, men den lever og bliver ved med at leve efter endt læsning, både fordi den er så simpelt velskrevet i et ukompliceret sprog, der føles rigtigt og tilfredsstillende som et solmodent jordbær eller en skive nybagt brød, og især fordi bogen føles foruroligende aktuel.Denne fornemmelse af, at verden igen skrider under vores fødder, dette underlige opgivende »hvad skal der dog blive af os«, der vajer i vinden, og som er det spørgsmål, alle perso-nerne stiller sig. Nu er det ikke købmanden, der lukker, og landsbyen der slukker, men hele landet, der står på kanten af ingenmandsland, arbejdspladser, der forsvinder, fornem-melsen af at være de privilegerede, der smuldrer. Hvad gør man, når verden, som man kender den, forsvinder? Og når der ikke er flere livsløgne at gemme sig bag? Svaret? Jamen, det giver Lone Hørslev ikke. Hun stiller bare spørgs-målet, der bliver ved at murre i kroppen, pirke i hjernen, kradse i tankerne. For måske er der ikke noget svar? Udover at løbe væk fra hinanden for ikke at konfronteres med sig selv?

Roman. C&K Forlag.


Nomineret



Peter Bastian »Mesterlære«

Medrivende og velskrevet selvbiografi om en speedsnakkende musikers og tusindkunstners liv. Af Søren Kassebeer:

1987 udkom Peter Bastians »Ind i musikken«. Bogen blev en bestseller af de store, og Peter Bastian selv blev en efter-spurgt foredragsholder, og ingen havde set det komme. Snart kendte de fleste den højintelligente speedsnakker med den karakteristiske læderjakke, og de, der fik læst bogen, fik en masse at vide om musik og bevidsthed og kosmos, og der var skeptikere. Kan man være så klog på så meget? Sådan vil nogle måske også tænke, nu hvor han er der igen, Bastian, med en bog, der bygger på en foredragsrække på Vartov og bærer den ikke ubeskedne titel »Peter Bastian. Mesterlære. En livsfortælling«. På forsiden ses et portræt af den i dag 67-årige forfatter. Han ligner en ældre vismand. Han sætter ikke sit lys under en skæppe. Det behøver han nu heller ikke. Den Peter Bastian, der kommer én i møde på siderne, er en mand, der har meget på hjerte og usædvanlig meget at have det i. Han er jo en brillant og vidtfavnende musiker, der spil-ler fagot og klarinet og dyrker klassisk i Den Danske Blæ-serkvintet og noget helt andet i Bazar, og han har lært af vennen og mesterdirigenten Sergiu Celibidache, og han er uddannet i teoretisk fysik, så han har fast grund under fød-derne, når han pointeret og passioneret skriver om det stør-ste og det mindste i kunsten og verden. At han har mediteret og levet i cølibat og vandret Lapland tyndt er eksempler på den spirituelle side af hans livsfortæl-ling, her som altid har han været målrettet og kompromis-løs. Tankevækkende er også hans kontante tanker om f.eks. posititive hierarkier, den nødvendige stræben opad og det lige så nødvendige opgør med det, han ser som femininise-ringen af uddannelsessystemet i fladlandet Danmark. »Mesterlære« er en ret hudløs, temmelig letlæst, nogle gange lidt bedrevidende, ofte medrivende udgivelse, hvor et liv spejler verden, og verden spejler et liv. Forlaget må gerne læse ordentlig korrektur, inden næste oplag sendes i tryk-ken. Bogen er det værd.

Erindringer. Gyldendal/Vartov.

★★★★ 4 stjerner

Nomineret



Lene Kaaberbøl »Vildheks 3«

Af Kari Sønsthagen

Tredje bog i Lene Kaaberbøls eminent veldrejede spæn-dingsserie om 12-årige Clara, hendes kærlighed til dyr og hendes kamp for at overleve med sine vildhekse-gener i en verden, hvor magi ikke ligefrem er barnemad, tager en inte-ressant og dyster drejning.

Den hyggelette stemning fra de to foregående bind er pist væk. Seriens hovedperson, den ”almindelige” Clara fra 5.b, opdager en dag, at hun har vildhekse-gener. Hun indtages nemlig af en ånd, der styrer hendes drømme og handlinger, så Clara kommer til at gøre andre mennesker voldsomt for-træd. Symptomerne er en umættelig sult – også efter levende væsner.

»Er det min skyld? Er jeg ved at blive ond?« spørger hun sin moster Isa, der vejleder hende i kunsten at blive og være en hedensk heks. Skylden fejes væk og alt sættes ind på at finde og standse ”det”, der har besat Clara.

Det udvikler sig til en spændende, svær kamp, og Lene Kaaberbøl maler på fremragende vis historiens mørke sider frem. Læseren suges simpelthen gennem handlingen, så meget kraft er der i fiktionen, der efterlader én med ønsket om mere.

Og sørme om man ikke bagerst i bogen får de ni første sider af bind 4, der mere end antyder yderligere optrapning af både dybde og suspense i denne opsigtsvækkende gode serie, og det i sådan en grad, at det ikke er til at bære, at den først udkommer om et år.

Ungdomsbog. Alvilda.


Nomineret



Hans Edvard Nørregård-Nielsen »Limfjorden 1-2«

I sit poetiske og gribende storværk om Limfordslandet, får Nørregaard-Nielsen stemningsfuldt følgeskab af fotografen Kirsten Klein. Af Torben Weirup

Om noget er Hans Edvard Nørregård-Nielsens bog om Limfjorden en vejledning i at finde livskvalitet. Det er en bog om jordisk lykke. Det er et eksistentielt projekt. Det er slående, hvordan Hans Edvard Nørregård-Nielsen gennem sine beskrivelser af vejrliget, af land-skabet, af nogle af landskabets bygninger og af nogle af de malere og forfattere, der har fastholdt disse kvaliteter, samler noget af alt det, der er godt ved tilværelsen. Meget bedre kan det ikke blive, skriver han fra tid til anden. Eksempelvis om glæden ved at stå et øjeblik for sig selv og kigge på en bygning og ryge en cigaret - eller mindes mennesker han har truffet, digte han har læst, kunstnere der med stor præcision har fortalt noget sandt om landskabet. Meget bedre kan det heller ikke blive med fotosiden, bemærker forfatteren om sit valg af fotograf, og også dét kan han have ret i. Kirsten Klein bor på Mors, så heldig er hun, og gennem årtier har hun fastholdt udkantslandskaber, hvis kvalitet er, at det her og der er naturen, der stadig har overtaget. Mennesket og dets gøremål er der spor af, selvfølgelig, og deres huse trykker sig under et fabelag-tigt himmellandskab mod marker præget af store linjer. Hans Edvard Nørregård-Nielsen koketterer selv med, at bogen da i hvert fald har den kvalitet, at en af landets bedste fotografer med natur som motiv står for en stor del af billedsiden. For så vidt er bogen en indædt og insisterende samtidskritik, og Limfjorden er måske mere påskuddet for at få mulighed for at ytre sig om sit liv, sine iagttagelser og erfaringer, kunne man måske tænke. Hvis det ikke var, fordi man straks og helt ubeskedent erindrede sig selv om, at det er en af de smukkeste egne af landet, og at Hans Edvard Nørregård-Nielsen er kommet på de kanter i så mange år, at han har haft et påtrængende mellemværende med stedet. Noget skal fortælles. Og han har historier og synsindtryk nok at øse af. Sproget er et kapitel for sig. Hans Edvard Nørregård-Nielsen skri-ver ganske enkelt bedårende. En selvopfunden stil og sprogtone præget af underdrivelser, der bliver til klare pointer, historier hvor menneske og natur bliver forbundne, og en stilfærdig humor der kommer af erfaringens nådegave og lysten til at placere sig et sted i opposition til tidens mest udbredte kommunikationsform: At råbe op - for at overdøve. Hans Edvard Nørregård-Nielsen råber ikke op. Det er måske der-for, man gerne lytter til det, han siger i sin rolige måde at skrive på. Som sad han ved stambordet og fortalte historier.

Kulturhistorie. Gyldendal.

★★★★★★ 6 stjerner

Nomineret



Kirsten Hammann»Se på mig«

En kærlighedskomedie om tidens nogle-og-tredive-årige menne-sker og deres erotiske, følelsesmæssige liv. Ætsende portræt af en singlegeneration. Af Mai Misfeldt

Lige fra sin debut har Kirsten Hammann været ekspert i at vise det alt-for-menneskelige, alt det vi skjuler hver morgen når vi »civiliserer os« foran spejlet. »Se på mig« er en roman om kærlig-hed, parforhold og sex. Eller måske rettere om menneskets fore-stilling om kærlighed, parforhold og sex. Som sådan også en ironisk gennemspilning af et damebladsunivers, hvor mænd tænder på gadgets, og kvinder mestendels tænker på, hvordan de tager sig ud i mandens øjne.Katastrofen har fra begyndelsen været et tema hos Hammann, ofte i form af det ultimative svigt: At blive forladt fra den ene dag til den anden. Det sker for 35-årige Julie. Selv tror hun, at det er den store kærlighed, der har forladt hende, men i Hammanns turnering bliver det tydeligt, at Julie ikke aner, hvem Carsten er, og at det også er ligegyldigt, så længe hun beholder sit selvbille-de som den lykkelige kommende hustru og mor. Det er ikke tabet af Carsten, men erkendelsen af forestillingens fallit, der volder Julie besvær og uendelige siders gråd og snot. Julie har interneret et helt kor på Købmagergade, som hver gang det går hende dårligt, træder frem med spydige kommentarer.Hun er alene, og huslejen skal betales. Ind på scenen kommer nu Sune Boisen, forfatter. Sune Boisen er i langvarig skrivekrise, og forestiller sig, at alt bliver forløst nu, hvor han lejer sig ind hos Julie. Igen handler det om forestillinger og selvbedrag, som får læseren til at slå sig på lårene af grin. Som når Sune visualiserer, hvordan han vil skrive sit store gennembrud ved Ikeas glasskrivebord –- hvor-efter hele billedet ødelægges, da bordet viser sig udsolgt. Vi følger Julie og Sunes parallelle liv, på hver deres side i lejlighe-den. Julie sygemeldes med knust knæ. Nu har forfatteren dem i kukkassen: Her sidder Sune og onanerer, mens han tænker på, at han boller Julie på køkkenbordet – Sunes tanker drejer sig 90 procent af tiden om sex. Og på den anden side af væggen gør Julie det samme, ikke af lyst men af pligt - det holder ens seksu-elle udstråling frisk, har hun læst.»Se på mig« er ikke en roman, man læser for de sproglige spids-findigheder. Det er Hammann i frigear og på alle måder for meget: For langt, for menneskeligt, for let og trivielt – og forban-det morsomt.

Roman. Gyldendal.

★★★★ 4 stjerner

Nomineret



Lars Frost»Skønvirke«

Sidste bind i en imponerende legesyg romantrilogi om det danske velfærdssamfund, der præsenterer sig som en forvrænget femik-rimi. Af Per Krogh Hansen

Lars Frost har noget med genrer. Hans bog »Smukke biler efter krigen« kaldte han en knaldroman; »Ubevidst rødgang« en inge-niørroman. Og hans nye bog, »Skønvirke«, som er den tredje i serien om den danske velfærd i vore dage, lægger fra kaj som en ”anti-femikrimi” (med tryk på anti-, fordi heltinden er så forban-det usympatisk), for så til slut at opløse sig i en James Joyce-agtig plapren af brokker, fraser, talesprog i fragmenter, og hvor tvivlen om, hvem der taler, er total. Er det morderens bror, Jens, som tilsyneladende døjer med et krigs-traume, og som taler om at drage mod skovene på et tidspunkt? Er det forfatterstemmen selv? Den har det nemlig med at blande sig i indskudte bemærkninger undervejs, kommentere metafo-rikken med videre. Og hvad er meningen med det hele egentlig?Sidste spørgsmål er nok det, der er sværest at besvare, men lad os vove et øje.Handlingen er henlagt til en ikke så fjern fremtid, og i krimide-len er det tydeligvis magtrelationer, der tematiseres. Mathilde, politikvinden, jager en morder, Lise, men holdes nede af både chefen, som suspenderer hende på grund af overvægt, og mentalt af sin brors perfekte liv og sin mors mangel på kærlig-hed. Broderen, en blodfattig veganer, er voldshader, men får tæv af konen (der i øvrigt tjener meget mere end ham), og doper søn-nen, så han kan styres. Lise, som altså er en voldsom sex-dræber, lever på overfladen et kontormusliv, passer på sin mand, sin mor og sin bror. Og hendes mand nedlægger studiner på det univer-sitet, han er ansat på, imens han er ved at gå til af kedsomhed over livet med Lise.Alt i alt ligger der en masse kræfter og roder under de glatte over-flader; kræfter, der er ustyrlige og destruktive og som sejrer over orden og fornuft. Idet de udspilles på et bagtæppe af forurening, naturkatastrofer med mere, kommer et kollektiv af skovarbej-dere i sidste del af bogen til at fremstå som en slags naturtilstand, hvor destruktion og drift er to sider af samme sag, og hvor gal-skaben er næste stadie. Den sætter så ind i bogens sidste, rab-lende kapitel.Gav det mening? Måske ikke, men turen fra den ene ende til den anden er betagende. Læg standardkrimien til side, kære læser, og spring ud i det!

Roman. Gyldendal.


Nomineret



Anne-Marie Mai»Hvor litteraturen finder sted 3«

Tredje og sidste bind i Anne Marie-Mais anderledes form for litteraturhistorie fortælles ud fra de steder hvor bøger blev til – og brugt. Af Niels Houkjær

Ved indgangen til det 20. årh. møder teorien om ”stedets betydning” et indlysende problem, der hænger sammen med modernitetens tab af netop sted. Af rødder. Men som pro-fessor Mai skriver: »Forfatternes og kritikernes egen storstilede fornyelse af den litterære kultur via aviser, tidsskrifter, forfatterfora og nye mødesteder i byens halv- og heloffentlige rum gav litteratu-ren nye lokaliteter.« Anne-Marie Mais store fortjeneste er, at hun kan skrive nøg-tern litteraturhistorie i og for sig uden stor sproglig virtuosi-tet, men med fremlæggelse af nøgne facts og for den bredt interesserede læser så spændende og inciterende, at man vender hvert blad i storværket i spændt forventning. Mest helstøbt forekommer kapitlerne om bladhusene som »blandingsbatteri« for de digteriske og litterære genrer, hvor journalistik og skønlitteratur til stadighed befrugter hinan-den i udforskningen af det moderne liv og den moderne virkelighed: Herman bang, Henrik Pontoppidan, Johs. V. Jensen, Thøger Larsen, Tom Kristensen, Klaus Rifbjerg, Elsa Gress, Jørgen Leth, Suzanne Brøgger og Dan Turèll har gjort turen med, og hele projektet fører frem til indretning af blad- og mediehuse som »begivenhedssted«.I kapitlet om metropolen rettes blikke ud i Europa til Berlin og Paris, men især mod New York som mental og litterær orientering, hvor de litterære fornyelser indoptager påvirk-ninger fra de nye billedmedier. Og her er åndsfyrster som Simmel, Benjamin og Brandes ciceroner på en sand tour de force gennem metropolen, hvor storbyens fremmedhed efterhånden forvandles til fortrolighed. Samlet set er den ny litteraturhistorie simpelthen overvæl-dende som énmansmandværk. Som opslagsværk er den enestående, og som sammenhængende, perspektiverende og original afhandling om dansk litteratur vil den stå i gene-rationer som pejlemærke og stadig pege fremad.

Litteraturhistorie. Gyldendal.


Nomineret



Erik Valeur»Det syvende barn«

Dramatisk og fængslende historie om båndet mellem syv børne-hjemsbørn, og om svigt, løgn og bedrag i det danske velfærds-samfund. Af Niels Houkjær

De syv centrale skæbner i Erik Valeurs murstensroman, »Det syvende barn«, begynder alle deres spædbørnsliv på ”Elefant-stuen” med de tusindvis af malede blå elefanter på Kongslund børnehjem ved vandet og i celebre omgivelser nord for Skodsborg i Nordsjælland. Fra Rigshospitalets fødegang er de i hast gennem Mødrehjælpen formidlet til hjemmet, der garanterer fuld diskre-tion over for de biologiske forældre og de adoptivforældre, der udvælges til at tage sig af spædbørnenes videre opvækst. Som i børnesangen spadserer de fra Elefantstuen ad edderkoppens fine spind ud i livet, evigt forbundne af usynlige tråde fra fælles-skabet i den mørke stue. Et spind, romanen skal trevle op i en kriminalhistorisk intrige.Her ligger kimen nemlig til konspirationsteorien i spændingsro-manen om de syv. For er det mon ikke berømte skuespilleres og kendte politikeres frugter af amourøse sidespring før abortens lovmæssige indførelse, der får dem til at anbringe deres illegiti-me afkom på Kongslund? De syv børn – fem nyfødte drenge og to piger – det handler om, blev alle gemt bort på stuen i 1961. Den ene pige blev under mystiske omstændigheder afleveret ved hoveddøren som rodløst hittebarn.En dag i 2008 modtager de seks af børnene et mystisk brev ved-heftet en hæklet sok og en blanket med navnet John Bergstrand. Brevet tilflyder også pressen samt Nationalministeriet – det tidli-gere indenrigsministerium, hvis stabschef var et af børnene på Elefantstuen, men hvor selve nationalministeren – der aspirerer stærkt til statsministerposten – snart bringes under mistanke som involveret. Valeur formår over lange stræk at fastholde læseren og vinkle historien i stadig nye facetter, efterhånden som nye oplysninger under opklaringsarbejdet støder til. Men først og fremmest benyttes udgangspunktet på Spædstuen til at skildre hykleriet og kynismen omkring adoptivbørn. Løgnene om deres legitimi-tet i verden, forstillelsen som plejeforældre med andre motiver for adoption end lige barnets tarv kommer på afgørende vis til at styre »skæbnen«. Erik Valeurs debut som romanforfatter med persontegninger, landskaber, præcist timet handlingsudvikling og stilsikkert sty-ret komposition er bragende flot!

Roman. Politikens Forlag.


Nomineret

hvem skal vinde læsernes bogpris 2012? · temaer i »rystet spejl« sammen med oplevelsen af tid,...

Documents