Islams helhedsssyn på medicin og handicap

af Naveed Baig, hospitalsimam og projektleder

Denne artikel har til formål at give en introduktion til en af de vigtigste felter inden for de

islamiske videnskaber, nemlig islamisk medicin. I modsætning til moderne vestlig tankegang

skelner den klassiske islamiske tradition ikke mellem videnskab og religion - i hvert fald

ikke som to modsætninger. Derfor findes der et hav af koranske vers om uddannelse,

refleksion og brug af fornuft i alle livets facetter - heriblandt medicin og sundhed.

Har man en basal forståelse af patientens religiøse baggrund og hvad den betyder, kan

’mødet’ opblødes og gøres lettere for både patient, personale og institution. Religion har i de

senere år fået voksende betydning for mange i vores samfund, også når det gælder muslimer.

Derfor er det blevet endnu vigtigere at beskæftige sig med den islamiske forståelse af

medicin og sundhed, som den er blevet opfattet op gennem historien.

Gennem en introduktion til islams medicinforståelse søger første del af denne artikel at sætte

de islamiske traditioner i forhold til den aktuelle virkelighed og dermed afmystificere dem.

Den er henvendt både til dem, der arbejder i vort sundhedsvæsen og til dem, der har en mere

generel interesse i emnet.

Anden del af artiklen søger i kort form at give et overblik over islams syn på handicap og

belyse nogle af de barrierer, som kan opstå i mødet mellem sundhedsvæsnet og en

handicappet/udviklingshæmmet patient med etnisk minoritetsbaggrund. Selvom etniske

minoriteter har mange forskellige religiøse baggrunde, tager artiklen her udgangspunkt i

islam og muslimer, som udgør langt den største gruppe blandt etniske minoriteter i Danmark.

Artiklen ender med nogle nyttige råd til sundhedspersonale og handicaporganisationer.

Baggrund

Eftersom den medicinske praksis udviklede sig under den nye religion islam, blev juristerne

mere og mere opmærksomme på at analysere medicinsk praksis i forhold til åbenbaring.

Efterhånden ønskede flere af juristerne at placere det medicinske felt i den hellige lovs

varetægt, men ikke alle var enige. Det 14. århundredes store historiker og lærde, Ibn

Khaldun, mente blandt andet, at de medicinske opfattelser og praksis, udlevet under Profeten

Muhammads (d..632) tid ikke var en del af selve åbenbaringerne, men af den dengang

eksisterende arabiske kultur. Denne kultur indeholdt kutymer, der - ligesom adskillige andre

vaner og traditioner - ikke var åbenbaringsrelaterede. Han mente i øvrigt, at Profeten blev

sendt for at undervise i religiøse anliggender og ikke specifikt i medicin eller andre

’ordinære’ fagområder.1

1 Ibn Khaldun, Muqadimma, Princetown university press, 1967

Der er stadig en lille minoritet af muslimer - især fra landområder, hvor man ikke har så

megen kendskab til moderne teknologi og medicin - som fravælger moderne medicin, da de

kun tror på de metoder, der blev brugt dengang og som var ’sanktioneret’ af Gud. Men de

fleste har gennem tiderne (i modsætning til andre religioner) været åbne for studier,

forskning og brug af moderne medicin.. På den måde har islam aldrig været modstander af

eller uforenelig med videnskab.2 En anden minoritetsopfattelse blandt muslimer er at religion

overhovedet ikke spiller nogen rolle i behandlingsforløbet. Derfor satser de udelukkende på

moderne medicin og behandling.

Islam er ikke uforenelig med moderne videnskab

I takt med at islam begyndte at etablere sig udover den arabiske halvø begyndte muslimer

hurtig at lære ny viden og derved også inkorporere de nyeste medicinske praksisser fra

Persien, Indien og det Byzantinske rige. De supplerede denne viden med deres egne

erfaringer og opfattelser. Derfra udsprang en ny skole, som ville integrere Koranen og

Profetens anbefalinger om medicin og sundhed med de mere sofistikerede medicinske

praksis, de allernyeste på det tidspunkt. Den kom til at hedde ’Tibb al-Nabawi’ (profetisk

medicin).3

Profetisk medicin - formål og indhold

Litteratur som omhandler profetisk medicin har igennem historien været samlet og tilrettelagt

af muslimske lærde og teologer. De har været med til at sætte medicinen og dens grene i

2 Hamza Yusuf, Principles of Islamic Bioethics, Journal of Zaytuna Institute, spring 2008 3 Den viden omhandler bl.a. Profeten Muhammads egen medicinske praksis og erfaring samt forståelsen af sundhed, sygdom, pleje, omsorg mm., som stammer primært fra koranske kilder. Denne videnskab dækker også ’spirituelle sygdomme’ såsom had, jalousi, grådighed mm. Disse sygdomme ses som psykopatalogiske og bør, ifølge denne skole, også diagnostiseres og behandles i lighed med andre sygdomme og tilstande.

fokus og inkorporere den i religiøse doktriner og praksis. Ifølge flere beretninger fra

muslimske historikere, var der på Profetens tid mindst et par personer, som ikke kun

udelukkende kendte til præ-arabisk medicin, men også til moderne medicin som man for

eksempel underviste i i Gundaishapur, Iran på det tidspunkt. Herskeren af Gundaishapur

havde nemlig både græske og indiske medicinske eksperter bosiddende på den medicinske

læreanstalt, hvor de underviste studerende fra de omkringliggende byer og riger. Heriblandt

var Harith ibn Kalda og hans søn Nadr ibn al Harith, som boede på den arabiske halvø

sammen med Profeten. Derfor er det ret sandsynligt, at Profeten henviste sine trosfæller til

dem, da de blev syge og havde brug for medicin, eftersom vi ved fra flere kilder, at Profeten

også selv modtog medicin fra læger ved forskellige lejligheder.4

Men hvad fik egentlig muslimer til at samle, forske i og skrive om profetisk medicin? Er der

en grundlæggende forskel eller ligefrem en modsætning mellem den ’åbenbarede medicin’

som Fazlur Rehman5 (d.1988) kalder det, og den form for medicin, som vi i dag kender som

’videnskabelig’? I en hadith (profetisk overlevering) siger Profeten: ’Sand viden har to

dimensioner: Viden om tro og viden om kroppen’. Denne hadith forklarer vigtigheden af at

søge viden om begge dimensioner og dermed afmystificere adskillelsen af tro og videnskab.

Det var nok den anbefaling om at søge viden på alle områder, der gjorde at de muslimske

lærde begyndte at studere og bygge videre på for eksempel den græske Galen’s medicinske

praksis. Men selvom Fazlur Rehman påpeger dette som en mulig forklaring på muslimernes

interesse i profetisk medicin, betragter han det ikke som ret sandsynligt. En anden og mere

simpel grund var, at teologerne ønskede at sammensætte en brugbar manual, som kunne

bruges til almen nytte af befolkningen, med små opskrifter på behandling (ofte af ordinære,

ukomplicerede sygdomme og lidelser) og på fremstilling af medicin - alt sammen efter

Profetens anvisninger.

Det er ingen hemmelighed, at Profeten var og altid har været et forbillede for muslimer i alle

henseender - så hvorfor ikke også når det gjaldt medicin og behandling? Profeten har altid

været omdrejningspunkt for inspiration, og hans stærke anbefaling om at søge viden har

igennem historien haft store implikationer. Al-Dhahabi (d.1348) citerer Al-Shafi’i

(grundlægger af en af de fire Sunni lovskoler, d. 819) for at sige: ’Jeg kender ingen viden

(efter viden om det tilladte og det forbudte), som er mere nobel for muslimer at tilegne sig,

end viden om medicin. Men de (muslimer) har forkastet den..’6 Sådan skulle det som bekendt

ikke være særligt længe. For kort tid efter Al-Shafi’i begyndte muslimer verden over nemlig

at forske i, eksperimentere med, opfinde og dermed lede vejen for moderne medicinsk

videnskab.

Ibn Qayyim al-Jauziya (d.1350) - en blandt mange, der har skrevet om profetisk medicin -

citerer selv arabiske medicinske autoriteter foruden kristne, jødiske og muslimske læger. Al- 4 Shaikh Wali-Udin Mohammad Al-Tabrizi, Mishkat al-Masabih, Islamic Publications LTD, Lahore, 1980 5 Islamisk lærd, professor og moderne tænker. Bl.a. undervist på UCLA(USA) og universiterne McGill (Canada) og Chicago.(USA) 6 Fazlur Rehman, Health and medicine in the Islamic tradition, ABC international group, 1998

Dhahabi, en kendt teolog og historiker som også skrev om profetisk medicin brugte både

profetiske traditioner og vejledninger fra læger for at mangfoldiggøre mulighederne for at

opnå helbredelse. Selv om muslimske lærde ikke altid har været åbne over for brugen af

medicin og lægelige teorier (der er flere grunde til det som jeg ikke kommer ind på her), er

der intet som peger på, at Profeten forbød det. Tværtimod anbefalede han det, og til tider

opfordrede han til det. Der findes også modsigende ahadith om, hvorvidt medicin og det at

søge behandling er anbefalet eller almindeligt tilladt. Disse ahadith skal ses i deres kontekst,

hvilket også Fazlur Rehman (blandt mange andre) anbefaler. Ibn Jauziya forklarer, at

profetisk medicin beskæftiger sig med overordnede principper, hvorimod videnskabelig

medicin udfylder detaljerne. Han understreger også, at der er flere sygdomme, som

videnskaben ikke har svar på. Her lægger han vægt på, at Gud -ultimativt set - er skaberen af

de forskellige sygdomme, men også af helbredelsen af dem. Ibn Jauziya bruger en hadith

hvor Profeten svarer på et spørgsmål om, hvordan medicin hænger sammen med Guds

dekret, idet han siger: ’Medicin er en del af Guds dekret’.7

For Ibn Jauziya var mennesket ikke blot en fysisk krop men også en ’psyko -spirituel enhed’.

Derfor er essensen af profetisk medicin en integration af hele mennesket, inklusive

menneskets spirituelle, psykologiske og fysiske dimensioner. Det er hele ’mennesket’, som

har brug for pleje og behandling. At negligere en af dimensionerne vil få en effekt på de

andre facetter af mennesket. Summa summarum: de indre og ydre sider af mennesket har en

tæt forbindelse til hinanden.

At søge råd og behandling når sygdommen rammer er én ting, men det præventive aspekt er

lige så essentielt i Islam. Profeten spiste sig aldrig mæt, fulgte en simpel diet, forberedte sin

mad med omhu og dyrkede regelmæssig motion bl.a. i form af svømning, ridning,

bueskydning og løb. Hygiejne (taharah), som siges at være halvdelen af den muslimske tro,

er et ualmindelig vigtigt aspekt i muslimens dagligliv. Islam bliver ofte ukorrekt kaldt for en

’lovreligion’ med anvisninger på alle mulige små forhold. Men i virkeligheden er disse tænkt

i renligheds øjemed. Eksempelvis foregår det at vaske hænder før og efter spisning samt efter

toiletbesøg, det aldrig at lade mad stå udækket, at tørre urindråber af, foretage rituelle

afvaskninger, klippe hår, børste tænder, tage regelmæssige bad og klippe negle primært efter

anbefalinger, som tilgodeser den personlige hygiejne, som i sidste ende har implikationer for

hygiejnekulturen i samfundet.

Bøn og musik - den sanselige udfoldelse

Bønnen (både den formelle og åbne bøn) og den efterfølgende refleksion og dybsindighed

har haft stor betydning for muslimer, der søger en mening i tilværelsen, f.eks. under sygdom

og i en krisesituation. Meget tyder på, at Al-Dhahabi bruger bønsbegrebet til at kaste lys

7 Ibn Qayyim Al-Jauziya, Al-Tibb al Nabawi, Dar us Salam, 2003

over, hvordan bøn og kropsforståelsen (som også hænger sammen) kan være en

’mestringøvelse’ og kan give mennesket ro og forløsning.

’Bøn producerer tit glæde og tilfredshed i sindet. Den undertrykker angst og vredens ild. Bønnen forøger kærlighed til sandheden og etablerer ydmyghed over for ens medmennesker; den opbløder hjertet, fremmer kærlighed og tilgivelse…Man kan også opleve følelsen af at vende sit sind indad, især når man

fordyber og anstrenger sig i bønnen. Det bedste tidspunkt er efter midnat, når mennesker sover, og der er stille’8

Bøn kan give adgang til det indre rum i mennesket og er en slags henvendelse til det ’højere’.

Derved bruges bønnen bl.a. som en slags ’udtømning’ af selvet. For denne henvendelse gør,

at man kan lette hjertet ved at ’henkaste’ (kaste hen) alt det, man sidder inde med i form af

følelser og tanker til Gud. Derfor er det ikke sjældent at støde på ordene ’henkaste’ og

’hengivelse’, når man taler om de etymologiske betydninger af ordet ’islam’. Derfor er

bønnen central og en af de primære søjler i islam.

Ved svær sygdom og lidelse giver bønnen den enkelte mulighed for at skabe mening i

tilværelsen og følelsen af nærhed til Gud, som har magt til at gøre mennesket både hjælpeløst

og kraftfuldt. Netop bønnen, henvendelsen til den almægtige kan give mennesket ’kraft’ og

en følelse af, at hjælpeløsheden (ideelt set) erstattes af accept og harmoni. Det sker på

baggrund af ’Guds vilje,’ som mange troende (heriblandt også muslimer) trøster sig ved.

Bønnen har derfor blandt andet funktion af at være en mestringsøvelse, der sætter den syge i

stand til at mestre vanskelige situationer - og ikke alene det, men giver også mulighed for at

opleve Guds nærhed og kærlighed.

Musik har ikke altid været set med positive øjne i islam, men blev brugt fra den 9./10.

århundreder og frem på hospitaler, blandt andet af Sufier, som brugte musik som et middel til

at styrke livsglæden og give mennesket håb og adgang til det æstetiske og smukke - ofte i

forhold til Gud. Al-Dhahabi siger:

’Sang er sjælens tilfredshed, hjertets glæde og åndelig føde. Det er en del af den spirituelle medicin. Den er til behag, endda for dyr. Dens moderate forbrug giver en naturlig varme, styrker de menneskelige

evner, ophører aldring og kan modstå sygdom.’ 9

Abu Nu’aim (d.1038), teolog og en af forfatterne til de første bøger om profetisk medicin,

citerer en hadith ’Musik er med til at forskønne og forfriske kroppen, ligesom for megen

bekymring gør den syg.’ 10 Den mest kendte form for musik for muslimer er - ikke

overraskende - Koran-recitation, som især blev praktiseret efter Profetens død, hvor

videnskab om ’tajweed’ (recitation) opstod. Selvom hverken Koranen eller Profeten direkte

forbød sang og musik, skulle der gå ca. tre hundrede år før sang (bortset fra tajweed, som

altid har eksisteret) fik plads i mainstream islamisk praksis.11

8 Al-Dhahabi, Al-Tibb al-Nabawi, Cairo,1961 9 Ibid 10 Fazlur Rehman, Health and medicine in the Islamic tradition, ABC international group, 1998

Konkurrence i tajweed (Koran recitation)

Al-Dhahabi understreger, at musik er problematisk når den forhindrer en i at fuldføre sine

forpligtelser, både i forhold til andre mennesker og i forhold til Gud. Derfor mener han, at

musik i sig selv kan kategoriseres meget forskelligt, nemlig som værende forbudt, frarådet,

tilladt, anbefalet eller ligefrem en religiøs pligt - alt afhængig af, hvilken intention man har

og hvordan den påvirker ens forhold til en selv, til andre medmennesker og til Gud. Det er

velkendt, at profeten David havde en smuk stemme, og at Profeten da også på et tidspunkt

roste,en af sine trosfæller, Abu Musa Al-Ashari: ’Denne person (Al-Ashari) har tilegnet sig Davids musikalske sans’.

Ved du, hvad musikken siger? ’Kom, følg mig, og du skal finde vejen.

Dine fejltagelser kan også føre dig

Til sandheden. Når du spørger,

Vil du få svar.’ Jalaludeen Rumi (f.1207)

Islamisk praksis i forhold til handicappede og udviklingshæmmede

Når man ser på islamisk litteratur og teologi i islams historie, har der overvejende været en

positiv indstilling til handicappede og deres rettigheder. Flere af de klassiske retslærde

mener, at hvis denne gruppe bliver forbigået og tilsidesat, hviler ansvaret (i forhold til Gud)

på resten af befolkningen. Gud er skaber af alle ting og har skabt mennesket ligeværdigt på

den bedste måde, som det siges i Koranen: ’Mennesket har vi skabt i smukkeste form’. (95:4)

Koranen og Profeten Muhammads (f.570) lære tillader derfor ikke at håne mennesker på

grund af deres fysiske udseende, som er Gud-skabt. Det eneste der tæller er graden af

11 Ibid

’gudsbevidsthed’ eller taqwa i den enkeltes hjerte. Derfor sagde Profeten også: ’Gud

iagttager ikke jeres ydre former eller jeres rigdom men snarere jeres hjerter og handlinger.’

Der findes mange eksempler fra Profetens egen tid på, at handicappede og andre svagelige

mennesker fik hjælp og støtte i svære øjeblikke. Et af eksemplerne kommer fra Koranen selv

(80:1-10), hvor en blind mand opsøger Profeten for at få svar på religiøse spørgsmål, mens

Profeten har travlt med at tale til nogle klanledere i Mekka. Profeten vender sig på det

tidspunkt bort fra den blinde mand for at koncentrere sig om samtalen med Mekkas ledere.

Herefter modtager Profeten en åbenbaring fra Gud, der (i dette særlige tilfælde) bebrejder

ham at han har prioriteret forkert. Det var selvfølgelig ikke af ondt vilje, at Profeten irriteret

havde vendt sig om, men Gud valgte alligevel at åbenbare og forsvare den blinde trosfælle

Abdullah ibn Umm Makhtum for dermed at cementere hvor højt de svage burde prioriteres.

Efter denne åbenbaring tiltalte Pofeten Umm Makhtum, hver gang han mødte ham, således ’

Fred være med dig, for hvis skyld min Gud irettesatte mig’. Umm Makhtoom opnåede også

en position som guvernør for Medina og var en af de foretrukne, når der skulle udpeges en til

at kalde til bøn.

En anden trosfælle var Julaybib, som var meget lille af vækst (nærmest dværgagtig) og havde

et misdannet ansigt. Derudover havde han ingen rigtig familie, og hans stamme var ukendt.

Dette gav anledning til, at han blev isoleret og nedgjort i det traditionelle arabiske samfund,

som eksisterede før islams tilblivelse. Profeten nedbrød de daværende sociale normer bl.a.

ved at sørge for, at Julaybib blev gift. Profeten foretog desuden personligt hans begravelse,

da han døde. Da Profeten gravede hans grav, gentog han flere gange ’ Denne mand er tæt på

mig og jeg på ham!’ Menneskets egentlige handicap – set med islams øjne- er ikke i kroppen

eller i hjernen, men findes derimod kun i ’hjertet.’ Det er hjertets tilstand, som skal gøres fint

og smukt.

Flere af de store lærde i islams historie har været handicappede, men det har ikke

formindsket deres indflydelse og deltagelse i samfundet generelt. Eksempelvis i kalif Abdul

Malik Ibn Marwans (f. 646) tid blev den sort afrikanske jurist Atta Ibn Abi Rabah, som var

lam, udnævnt til mufti (dommer) i Mekka.

Specielle hospitaler for handicappede og andre svagelige var også almen praksis i islams

historie. Sufi-hospicer tiltrak både retarderede, fattige og fraskilte kvinder. Under kalif Abdul

Malik Ibn Marwan blev det første hospital, specielt for spedalske, opført i Baghdad.12

Undtagelser

I forhold til de religiøse pligter i Koranen er der undtagelser for visse grupper med henblik

på, at ’den blinde skal ikke føle nogen skyld; krøblingen skal ikke føle nogen skyld; den syge

skal ikke føle nogen skyld..’ (48:17) Undtagelserne blev således primært indført for at undgå

en psykisk belastning af disse grupper af syge og handicappede, forårsaget af en eventuel

12 Smith, E. Savage ’Islamic Culture and the Medical Arts’, US National Library of Medicine, 1994

skyldfølelse. Et andet sted siges det mere generelt til menneskeheden: ...Gud ønsker at gøre

det let for jer, og ikke svært.’ (2:185)

Handicappede i Guds søgelys - eksistentielle aspekter

Ligesom sygdom og lidelser ifølge islam opfattes som prøvelser fra Gud, gør handicap det

også. De handicappede og udviklingshæmmede står ikke udenfor Guds skabelse, men er en

del af den. Deres situation skal ses om en udfordring i livet (både for patienten personligt

men også for familien, omgangskredsen og samfundet generelt) og skal håndteres med

tålmodighed og styrke. Der kan også være ’nye muligheder’ i at være handicappet. Der kan

være ’skjulte velsignelser’. Det hænger sammen med, at Gud har skabt verden harmonisk, og

at der med al skabelse er en mening. Intet er skabt forgæves.

Barrierer

Men det er ikke altid at teori og praksis harmonerer med hinanden. En mere kulturel

forståelse af religionen kan gøre det svært for muslimske familier at varetage denne gruppes

behov. For det første kan begreber som ære og skam være så fremherskende hos nogle, at det

i værste fald kan ende med isolation for familien og patienten. For det andet har

omsorgspligten normalt altid ligget hos familien, hvilket kan gøre det svært at benytte sig af

sundhedsvæsnets og handicaporganisationernes tilbud. Men den stigende individualisering

og de socioøkonomiske faktorer, som ofte er belastende, har også en betydning. Derfor vil

det være en lang og sej proces få flere til at engagere sig inden for området. Derudover

mangler mange konkret viden om den pågældende sygdom. De har måske brug for

information på deres eget sprog. Man skal huske på, at mange handicappede og

udviklingshæmmede ikke overlever i tredjeverdenslande. Derfor har mange svært ved at

forholde sig til og tage sig optimalt af handicappede. Det kan også til tider være vanskeligt

for familier at navigere i sundhedssystemet og det kan opleves negativt og overvældende

med de mange behandlingstilbud. Derfor skal der en styrket indsats til på dette område.

Fra videnskab til visdom

Den muslimske tilgang til sundhed, helbredelse og handicap er og har altid været

helhedsorienteret. Derfor er det at redde et menneskeliv som at redde hele menneskeheden

og omvendt. At tage et liv er som at tage alt menneskeliv. Men at redde et menneskeliv

betyder også at beskytte og pleje den integritet og de følelser, som mennesket indeholder.

De mange undersøgelser, procedurer og standarder i den moderne hospitalssektor har med

tiden givet mindre plads til patienten og hans/hendes behov. Åndelig omsorg, dvs. den

sanselige og harmoniske kontakt til mennesket, er efterhånden et næsten fraværende element

i behandlingen, og man risikerer at glemme selve mennesket i al den statistik og

kvalitetsmåling, som ofte kan være overvældende for både patient, pårørende og personale.

Det enkelte menneske glemmes let i den moderne hospitalssektor

Videnskab, som vi kender den i dag, skal bruges med visdom. Ellers ender vore hospitaler

med at bruge mere tid på måling, forskning og ’rutiner’ end på det, der børe være i fokus,

nemlig patienten og dennes behov. Mine erfaringer viser, at det at blive ’hørt’, at føle sig

’anerkendt’ og betragtet som ligeværdig i et fortravlet sygehus (hus for de syge) eller i en

institution for handicappede er afgørende for et succesrigt patient- og beboerforløb.

Nyttige råd angående arbejdet med syge og handicappede med muslimsk baggrund

Anerkendelse: Det at være en del af og føle sig accepteret i

sundhedsvæsen/handicaporganisation kan betyde meget. En inkluderende tilgang, hvor man

tager udgangspunkt i den enkeltes behov, kan give gode resultater. Mennesket må mødes der,

hvor han eller hun er.

Opmærksomhed på det anderledes: Man må være opmærksom på, at der kan være andre

måder at forstå og bearbejde sorg og krise på end dem, man er vant til. Der kan være

forskellige sygdomsforståelser. Derfor vil det være en fordel for personale/fagpersoner, at de

er selvbevidste og afklarede omkring det - også i relation til, hvordan de selv forholder sig til

det eksistentielle.

Erkendelse af, at der er tale om en proces: Erhvervelse af viden og dens omsætning til

praksis tager tid. Det er et hårdt og ressourcekrævende område at arbejde med, som kræver

tålmodighed og langsigtet strategi.