L’ ENTORNMagasinet for danske Barça-fans AUGUST 2013

KLUMME OM BARÇAS PROBLEMBARN 10 BARÇA-TING DU SAGTENS KAN UNDVÆRE INTERVIEW OM AT INVESTERE I TRØJER SIDEN SIDST MED TIPS OG TRICK TRØJEN ANNO FRA RONALDOS TID I KLUBBEN

REPORTAGE FRA MESSIS HJEMBY

/04

EKSKLUSIVT:

22 sider omREKORD

sæsonen

*STJERNEN ER LANDET

PORTRÆTaf Gerardo Martino:

En bielsista

/KOLOFON

Andreas Leer ScharnbergORD, FOTO, REDIGERING & LAYOUT

Sarah Skovlide AndersenTEGNINGER & FOTO

Christian TorrildORD & FOTO

Simon WarnichORD

Martin Leer ScharnbergORD

Michael AlsenORD

TAK TIL:Martin Dalgaard, artgaard.dk, for lån af forsidebillede og fotograf Jens Wognsen (dette billede)

Martin Leer ScharnbergORD

Michael AlsenORD

PORTRÆT / Hvad kan vi forvente af Tata?

10Tata hvem? Gerardo Martino er blevet hyldet og tiljublet i Sydamerika som garant for offensiv og ivrig angrebsfodbold. Uden for Sydamerika er han bedst kendt som træneren, der førte Paraguay til en kvartfinale ved VM i 2010 med en meget usexet og disciplineret tilgang. Forvirret? Fortvivl ikke - L’ENTORN tegner et taktisk portræt af en pragmatisk bielsista

/INDHOLD

TRØJEN ANNO / Udebanen 95-97

INTERVIEW / Trøjer for en formue

I anden udgave af serien om gamle trøjer er det blevet tid til at kigge tilbage til dengang, Ronaldo var i kridthuset

30“Der er ikke ret mange i min omgangskreds, der egentlig er klar over, hvor mange trøjer, jeg har. Det kan tælles på én hånd,” siger Michael Skov

6 LEDEREndelig på banen igen

8 SIDEN SIDSTDansk kunst, amerikansk video og et stort tak

16 REPORTAGEEksklusiv tur til Messis hjemby i Argentina

26 10 BARÇA-TINGDet er grænser for, hvad man skal købe

38 BARÇAMETERHvad er det store hit, og hvad er absolut shit?

40 TEGNINGVelkommen til Neymar

42 TILBAGEBLIKGenoplev sidste sæsons op- og nedture over 22 sider

64 PORTRÆTPragmatikeren Ancelotti

68 ALUMNUSEngang var der bad boys i Barça - mød Thiago Motta

70 KLUMMETysk dominans er ikke enden på en æra i Barça

72 BAGSIDEFind os på mail og facebook

66“Det, der er så

utroligt med den her klub, er, at ingen i klubben har

hukommelse.”

CITAT

28

/LEDER

Så er vi på banen igen. Denne gang i det man kunne svinge sig op til at kalde en lettere forsinket jubilæums­udgave, da det er et år og et par måneder siden, vi oploadede L’ENTORN #1. Der er sket meget siden.

Guardiola har sagt auf wiedersehen, Villa er væk, Barça har vundet sæsonen med rekordhøje 100 point, Neymar er landet, Vilanova har måttet opgive sin drøm om at være cheftræner, Barça er blevet ydmyget i Champions League, og nu står der ikke Tito, men Tata på chefens træningsdragt. Kort sagt en blanding af godt og skidt.

Hvad der derimod er ubetinget skidt, er ledelsens håbløse håndtering af det, der bliver en stadig mindre trup, selv om enhver med bare en smule fodboldforstand kan se, at der skal nye og unge (gerne begge dele på en gang) kræfter til, hvis 2013/2014 ikke skal blive en gentagelse af sidste sæson, når det kommer til de afgørende kampe sidst på fodboldåret.

Bevares, Hr. Zubizarreta og de andre er klar over, at der skal købes ind. Men hvorfor slippe Abidal på en fri trans­fer, når Thiago Silva er umulig at få fat i, og Puyol næppe rammer de vilde Tarzan­dage igen? Hvorfor udleje Deu­lofeu, Rafinha og Bojan (og meget sandsynligt Cuenca og Afellay), når Neymar er eneste signing indtil videre? Og sidst men ikke mindst: Hvorfor ikke sørge for at hæve frikøbsklausulen i tide og give knægten Thiago indtrykket af, at han er/var fremtidens mand på midtbanen?Spørgsmålene blafrer i den catalanske Middelhavs­vind, indtil tophovederne af klubben ­ forhåbentlig ­ gør vores undren til skamme med en bæredygtig trup.

Indtil da har vi forsøgt at gøre vores til at give en god start på sæsonen. Du kan således komme med på en eksklusiv reportage fra Messis hjemby i Argentina, læse om manden med de 71 Barça­trøjer og lære Gerardo “Tata” Martino at kende for blot at nævne et udpluk af denne udgaves 72 sider. Vi er på banen igen!

SAGT OG SKREVET:

“Stærkt arbejde! Ser allerede frem til 4’eren.“

Peter Ingemann, på www.facebook.com/lentorn

“Et magasin om FC Barcelona? Det må jeg da lige se

nærmere på.“

Luiz, hostel-ejer i Rosario, hvor denne udgaves reportage

fra Messis hjemby blev til

“Jeg er Barcelonista, og jeg er nu også L’entornista ...“

Mads Vestvang, på www.facebook.com/lentorn

Tak til Tito400 dage. Så længe nåede Francesc “Tito” Vilano­va i Bayó at stå i spidsen for den klub, han aldrig slog igennem hos som spiller. 43 sejre. Så mange slog han til gengæld igennem med ud af 60 mulige i fodboldåret 2012/2013. Og 100 point. Så mange blev det til i ligaen ud af 114 mulige.

Tilsammen førte tal­lene til det spanske mesterskab, en semi­finale i i Champions League og ditto i Copa del Rey. Tito

formåede med andre ord at træde ud af Guardiolas skygge. En skygge, som de fleste havde regnet med var for stor, til at der kunne komme noget mindeværdigt som f.eks. en point­rekord ud af.

Desværre stopper legen her. Livet er trods alt langt vigtigere. “Dette var mit livs drøm, men nu må jeg opgive den,“ skulle Tito efter sigende have sagt i sin afsked til spillerne. Hvad den drøm kunne have ført til, kan man kun gætte på.

Tak til Tito. Velkommen til Tata.

Andreas Leer Scharnberg, redaktør

/SIDEN SIDST

KUNST: Hvis kæresten er træt af dine krøllede Barça­plakater, som du har haft siden folkesko­len, har du nu en undskyldning for at opgradere. Alt, du skal gøre, er at blive enig med dig selv

VIDEO: Ordet “fodbold” betyder ikke det samme i USA, som det gør i Europa. Og på den anden side af Atlanten er det ikke alle, der kender ham der Messi. Ikke desto mindre er det underholdende at se det amerikanske tv­program 60 Minutes på besøg i klub­ben, hvor det bliver til de klassiske fortællinger om bl.a. El Clasico og La Masia, men med amerikanske briller. Søg “60 Minutes FC Barcelona“ på youtube.

TRØJER: Er fodbold trøjer et must have i dit klæde skab, så er Footballshirtculture.com måske stedet for dig. Her kan du fordrive fodboldferien med at købe, debattere og bytte fodboldtrøjer. Man kan de suden se en masse fodboldnørders bud på alverdens klubtrøjer, og hvordan de kunne se ud – bl.a. bud på den perfekte blaugrana­trøje, ligesom man også kan designe og oploade sin egen drømmetrøje.

KONTAKT: Har du en sjov idé, et flot billede eller et spørgsmål, så kontakt os på www.facebook.com/lentorn. Det er også her, du finder et link til magasinet og vores hjemmeside.Har du en god Barça­ven, som endnu ikke har læst magasinet eller “synes godt om“, så send ham/hende et link til vores profil på Facebook. Tak for hjælpen ­ og fortsat god læselyst.

om, hvordan billedet skal se ud, inden du går ind på artgaard.dk. Her kan du se malerier, som manden bag ­ Martin Dalgaard ­ allerede har lavet af alverdens fod­boldspillere, inden du bestiller dig eget. Vil du hellere have noget at sidde på, så er det også muligt at købe Arne Jacobsens 7’er­stol med Barça­farver og logo.

DEN OPLAGTE OVERRASKELSE

DEN OPLAGTE OVERRASKELSE

ORD: Michael AlsenTEGNING: Sarah Skovlide Andersen

Der blev snakket om Villas-Boas, Jürgen Klopp, mens enkelte røster gættede på, at Jupp Heynckes ville ud-skyde sit otium endnu et par år og tage en tørn hos FC Barcelona. Vanen tro blev der powerwanket med klaphatten på hos sportsredaktionerne herhjemme, da flere danske medier fik rationaliseret sig frem til, at Michael La-udrup var et emne til det tomme cheftræner-sæde i FC Barcelona. Det gav jo god mening. Hvis der var nogen, der havde ulejliget sig til rent fak-tisk at kigge på, hvordan Barcelona rekrutterer cheftræ-nere, havde deres gæt nok været knap så pompøse. Rijkaard, Guardiola og Vilanova kom alle sammen med en begrænset bagage – både hvad angik erfaring, men også på titler. På den front skiller Hr. Gerardo ”Tata” Martino sig alligevel lidt ud. Som landstræner for Paraguay og mest nævneværdigt som cheftræner for argentinske Newell’s Old Boys, der sluttede helt i tops i den forgangne sæson (men tabte mesterskabsfinalen 0-1), har Tata for længst markeret sig som et af det sydamerikanske kontinents mest spæn-dende trænere. Valget af den 50-årige argentiner var alligevel ikke oplagt. Det er det sjældent med en uges varsel. Men det

mest overraskende er alligevel, at der både blandt fans og medier synes at herske et kollektivt blackout, når det angår Barcelonas ansættelsespolitik.

En bielsista Valget er først og fremmest modigt. Tatas erfaring fra europæisk fodbold er ikke-eksisterende, og selvom han har skullet pleje om dygtige spillere hos både Paraguay og Newell’s Old Boys, har han ikke på noget tidspunkt i sin karriere været i berøring med (så) dygtige og pro-filerede spillere som Messi, Iniesta og Xavi. Tata selv har aldrig lagt skjul på, at hans største inspiration har været Marcelo Bielsa. Som spiller var Gerardo Martino Bielsas forlængede arm på banen, da Newell’s Old Boys i starten af 90’erne bjergtog et helt kontinent med et sprudlende og en hidtil uset offensiv tilgang til spillet. Marcelo Bielsa behøver vel næppe nogen større in-troduktion, og de fleste kender ham nok bedst for den kompromisløse og angrebsivrige fodbold, der bragte ham stor hæder og anerkendelse hos Athletic Bilbao, men hvis samme kompromisløshed i sidste ende endte med at koste ham jobbet. Gerardo Martino er ikke kompromisløs. Han er en

” Vanen tro blev der powerwanket med klap­hatten på hos sportsredaktionerne herhjemme, da flere danske medier fik rationaliseret sig frem til, at Michael Laudrup var et emne til det tomme cheftræner­sæde i FC Barcelona. Det gav jo god mening.

pragmatisk udgave af Bielsa - en såkaldt bielsista. Under Tata praktiserede Newell’s Old Boys en ekstrem fleksibel og disciplineret form for fodbold. På ægte Bielsa-manér angreb hele holdet. De to backs skød helt med frem, ligesom de centrale midtbanespillere ligeledes blev beordret langt op på modstanderens banehalvdel. Resultatet blev, at Newell’s i perioder kunne have syv-otte spillere oppe omkring modstander-ens felt, hvilket i sagens natur kaster en chance eller to af sig i løbet af en kamp. Det mest interessante ved Gerardo Martinos taktiske oplæg er måden, hvorpå hans hold forsvarer sig. Mens Bielsa (og Guardiola i mildere grad) beordrede et højt og intenst pres ved boldtab, er det netop i de situation-er, at Tatas pragmatiske natur skinner igennem. Selvsagt forsøger man i første omgang at generobre bolden højt oppe, alt andet ville være tåbeligt, når man har så mange folk fremme, men genpresset in-volverer kun de nærmeste spillere omkring bolden, og varigheden er forholdsvis kort. De resterende spillere falder derimod langt tilbage i banen, og hvis ikke bolden generobres, bliver de gerne der. I praksis betød det, at Newell’s i perioder af kampene

kunne have 10 mand på egen halvdel, mens det blot var den enlige

angriber Scocco, der var at finde på modstanderens banehalvdel.

Den tilgang fordrer selvsagt en god portion løbeka-pacitet hos Tatas 11 spillere. Ikke alene skal de være forberedt på at investere alt i at komme med frem i det offensive – de skal tillige være fit til et langt løb tilbage og tage et defensivt udgangspunkt. Af samme grund kom der også periodemæssige udfald og dårlige stimer hos Newell’s, og her synes en indlysende forklaring at være, at holdet var træt og ud-kørt. Andre steder – blandt andet hos dygtige Jonathan Wilson (engelsk sportskribent) – blev der spekuleret i, at Tata mangler en plan B i skuffen, men som samme skribent også anfører, er det netop kendetegnende for Bielsa (og hans disciple, Bielsistas), at de har så meget tro på eget system, at en plan B slet ikke er nødvendig...

Et lykkeligt ægteskab?Som tilfældet altid er ved trænerudskiftninger, er der også denne gang skeptikere, der har bange anelser. En af de gentagne indvendinger lyder, at Barcelonas trup ikke har bredden til at praktisere den form for fysisk

TAKTIK: Et af flere bud på,

hvordan Tatas tiki-taka-taktik

kommer til at se ud, når sæsonen

går i gang og stamspillerne for

alvor skal i aktion.

opslidende fodbold, Tata gerne vil. Den helt store bekymring – og med god grund – baserer sig især på den relativt spinkle midtbane, hvor hovedpinerne ved Thiago-salget ikke er blevet færre. Xavi er som bekendt ikke længere nogen vårhare, og ikke alene vil han blive fysisk udfordret, hvis Tata fastholder kravet om dybe løb og et aggressivt genpres fra sine centrale midtbanespillere – med salget af Thiago er der ikke ligefrem udsigt, at Xavi kan se frem til yderligere restitution i det tætpakkede kamp-program. Det er dog igen værd at hæfte sig ved, at Tata hidtil har vist sig som en pragmatiker, der bruger og spiller efter det materiale, han har. Hvis man havde den lidet underholdende fornøjelse at overvære Paraguay ved VM for tre år siden, vil man huske, at Tata her i høj grad satte taktikken efter det mandskab, han havde til rådighed. Ottendedelsfinalen mod Japan var uden diskussion den ringeste kamp, der blev leveret i Sydafrika og blev meget sigende for Paraguay, der i den slutrunde levede på en stærk disci-plineret defensiv, et kompromisløst duelspil og deres styrke på standard-situationer. Den slags fodbold indbyder Barcelonas nuværende trup selvsagt ikke til, men i bredden – og med et forventet kampprogram på 55-65 kampe – indbyder truppen heller ikke til, at Tata kan køre en hel sæ-son med sin ”all attack-all defend”-fodbold. Derfor virker det trods alt ret betryggende, at man har ansat en pragmatiker, og ikke mindst at det er en trup, der er vant til at præstere under trænere, der er kommet med langt mindre i bagagen.

Artiklen er blevet til på baggrund af artikler fra Guardian og worldsport.blogs.cnn.com

” Det er dog igen værd at hæfte sig ved, at Tata hidtil har vist sig som en pragmatiker, der bruger og spiller efter det materiale, han har.

KARRIERE: I sin tid som spiller nåede Gerardo “Tata“ Martino at spille 538 kampe og scorer 41 mål. Størstedelen blev til i Newell’s Old Boys, men han nåede også forbi klubber som spanske Tenerife, argentinske Lanús og Barcelona - altså den ecuadorianske af slag-sen. Tata sluttede sin karriere med et år i chil-enske O’Higgins, hvor det blev til nul kampe.

USYNLIGEI MESSIS FODSPOR

USYNLIGEI MESSIS FODSPORPå banen er han en troldmand, som fodboldverden aldrig har set magen til. I Rosario er han knægten, som tog væk, før nogen rigtig vidste, hvem han var. Andreas Leer Scharnberg besøgte Lionel Andrés Messis hjemby i Argentina, hvor det trods en svær begyndelse blev til en guidet tur med stjernens nabo, en helt speciel pizza og den erkendelse, at Maradona stadig er større.

”ROSARIO ER MÅSKE STEDET for dig,” står der i min guidebog. Ikke måske, men helt bestemt, tænker jeg, da jeg læser sætningen i en bus på vej til byen. Det er trods alt her, at verdens bedste fodboldspiller, Lionel Andrés Messi, er født og vokset op. Selvfølgelig er det er sted for mig og alverdens andre Barça-fans. Andet vil være mærkeligt. Jeg bliver midlertidig skuffet, da jeg læsere videre for at finde ud af hvor og hvordan, jeg kan blive bare en lille smule klogere på den lille 10’er, der i mine og mange andres ører altid har været bedst til at tale med fødderne og derfor stadig er lidt af et menneskeligt mysterie. ”Byen ligger kun få timer nord for Buenos Aires, og den er på mange måder Argentinas by nummer to – ikke når det gælder indbyggertal, men kulturelt, finansielt og æstetisk (…) Kultur-elskere vil ikke blive skuffede over antallet af museer og gallerier, og Che Guevara-fans bliver nødt til at tjekke hans fødested ud,” står der i det næste afsnit. Ikke ét ord om Messi. Ikke ét ord om hans fødested. Ikke engang en lille indskudt sætning, hvor hans tilknytning til byen bliver nævnt. Det bliver ikke meget bedre, da jeg kigger under ”Seværdigheder”. Her er det information om kirker, monumenter, pladser og strande, der fylder spalterne. Ikke den bedste begyn-delse på tilblivelsen af en artikel om Messi, som jeg har lovet at lave til magasinet. Jeg lægger guidebogen fra mig, lettere opgivende, og konstaterer, at det er vådt og gråt af en februar-dag i Argentina at være. Min kæreste, der sidder ved siden af mig, har tilsyneladende fået øje på det samme. Hun ligner en, der drømmer om sig til en solrig brasiliansk strand, men aftalen om at agere tolk de kommende dage, synes lidt for sen at bryde. Det begynder dog ikke så godt, med oversættelsen altså, da vi nogle timer senere sætter os til rette på en restaurant i Rosario. En trøstesløs en af slagsen. Vi bestiller en pizza, tror vi, og bruger ventetiden på at følge med i tv-kampen med byens bedste fodbold-hold, Newell’s Old Boys, hvor Messi spillede på ung-domshold, fra han var otte til 13 år. To hurtige mål senere er der mad, men ikke hvad vi havde regnet med. ”Pizza Milanesa” er åbenbart ikke en pizza med ost, tomat og kød på toppen. Foran os ligger der i hvert fald et stykke friturestegt kød med et tyndt lag tomatsauce og smeltet ost ovenpå. ”Hvem spiser sådan noget mad på sådan en restau-rant,” spørger vi os selv. Messi, viser det sig senere.

VI VANDRER RUNDT for at danne os et indtryk af byen, der med sine cirka 1,3 millioner indbyggere er på størrelse med København, men langt fra har den samme charme og energi. Den er delt op i et kedeligt gittersystem af gader, de fleste huse trænger til en kærlig hånd, og floden, der løber langs byen, er langt fra ind-bydende med sin lortebrune farve. Et par plakater med Messi vil pynte, forstiller jeg mig. En forestilling, jeg tilsyneladende er ene om. For da vi endelig støder på noget, der har med fodbold at gøre, er

det – selvfølgelig – Maradona, der er afbilledet. På flere restauranter og sportsbarer hænger der store plakater af den lille, tætte mand med de sorte krøller, som han så ud, dengang han og Argentina var på toppen. ”D10S,” står der ligefrem på nogle af plakaterne – en kreativ blanding af det spanske ord Dios (Gud) og det næsten hellige nummer, som Messi i dag har overtaget på landsholdet. Ordlegen siger alt om argentinernes forhold til fod-bold, hvorfor det er endnu sværere at forstå, at Messi

ikke bliver hyldet i sin hjemby. Kun enkelte steder er der blevet plads til billeder af Barcelonas nummer 10. Og så er det selvfølgelig i en Argentina-trøje, men helt tilbage fra dengang at knægten var langhåret, og han var udset til at være den nye Maradona, der skulle bringe VM-pokalen hjem igen. På gaden går vi et par gange forbi unge fyre iført i Barcelona-trøjer, men de er ikke mere udbredte end i så mange andre lande, hvor der er bare en smule interesse for fodbold.

Den lokale avis El Capital har helliget bagsiden af sportstillæget

til Lionel Messi under overskriften “Ingen stopper Messi“.

Det er først om aftenen, da vi sidder og slapper af på vores hostel, at der dukker noget interessant op. ”Vi fik et mærkeligt stykke kød med tomat og ost,” siger min kæreste til hostel-ejeren, Luiz, da han spørger, om vi har fået noget godt at spise. ”På en eller anden restaurant, der hedder Club de Milanesa,” fortsætter hun, da Luiz vil vide hvor. ”Det er der, Messi plejer at spise, og hans yndlingsret er den, I har fået” afbryder han, og så er den mærkelige pizza lige pludselig ikke så dårlig igen. ”For nogle år siden spiste han der med et par ven-ner. Der var en eller anden Rosario Central-fan (byens anden store fodboldklub, der rivaliserer med Newell’s Old Boys, red.), der fik øje på ham og stak ham en på hovedet,” fortæller Luiz. Enten har jeg glemt det, ellers har jeg ikke hørt historien før. Jeg tjekker nettet senere og ganske rigtigt. Nyhedssider med overskrifter som ”Lionel Messi was attacked in Rosario” og ”Barcelona star Messi was attacked by thug in hometown” dukker op. Det er åbenbart ikke alle, der synes om verdens bedste fod-boldspiller i hjembyen.

DAGEN EFTER SKINNER SOLEN, og vi slentrer gennem byen uden noget egentligt formål. Vi kommer forbi en proppet aviskiosk på en af byens små og få grønne pladser. Rosario-avisen El Capital har et billede af gårsdagens kamp mellem Newell’s Old Boys og Inde-pendiente på forsiden. Vi går forbi, men jeg fortryder og vender om for at købe avisen trods mine ringe evner til at tale og læse spansk.

”Det er den klub, som Messi først spillede i,” siger avissælgeren og peger på billedet med en af de rødt-sort-klædte spillere fra Newell’s, da jeg køber den. Min første tanke er at rette ham og få min kæreste til at fortælle, at der var i miniput-klubben Grandoli FC i udkanten af Rosario, at Messi snørede sine første fodboldstøvler. Min kæreste tænker lidt hurtigere og fortæller avissælgeren, der med sit sølvgrå hår, et par vildtvoksende næsehår og en topmave ligner en, der nyder livet, at jeg er i gang med en artikel om Messi. Og så går snakken. I tre kvarter. Kun om Messi. ”Jeg bor lige ved siden af Messi. Og Messis bror bor lige ved siden af igen. Han (Messi, red.) er født no-gle blokke derfra. Min datter er Messis søsters bedste veninde. Hun (Messis søster, red.) arbejdede engang her i min kiosk. I dag arbejder hun på en restaurant ved havnen, som Messi ejer. Min nevø har spillet på hold med Messi, dengang de var små, og mine niecer har signerede trøjer og billeder, hvor de står sammen med Messi,” fortæller avissælgeren, der hedder Quique Queuedo og er 65 år. Intet er for småt til at blive fortalt, og jeg sluger det hele råt med ønsket om at blive bare en smule klogere på fodboldgeniets baggrund og hans forhold til sin hjemby. ”Skal jeg vise jer, hvor han blev født, og hvor han har et hus i dag? Jeg kan køre jeg rundt i morgen, når jeg lukker avisstanden, hvis det er,” foreslår Quique til sidst. Svaret giver sig selv. Også selv om der i vores guide-bog står, at man ikke skal tage imod lift fra fremmede. Hvad skulle en 65-årig livsnyder have af onde planer med to danskere, der bare gerne vil lære Messi en lille smule bedre at kende?

TILBAGE PÅ VORES HOSTEL bladrer jeg avisen igennem. Men jeg har svært ved at koncentrere mig. Tanken om at blive guidet rundt i Messis barndom-skvarter – og så af hans nabo – er mere ophidsende end det, avisen har at byde på. I hvert fald lige indtil jeg når bagsiden af sportssektionen. ”Messi no para” (”Messi stopper ikke”, red.) står der med et billede af en flugtende Barcelona-10’er. Artiklen handler om, at han nu har scoret 13 ligakampe i træk. Og om at han kun er ét mål fra at have scoret 300 gange i Barcelona-trøjen. Imponerende, men i det her tilfælde knapt så spændende som den måde, skribenten omtaler Messi i artiklen. ”Cataloniernes sejr mod Getafe, som endte 6-1, var den 23. kamp i den spanske liga, og rosarineren

” Jeg bor lige ved siden af Messi. Og Messis bror bor lige ved siden af igen.

Estado de Israel nummer 525 i Rosario: Her boede Messi indtil han var fire. Han og familien ejer stadig huset.

Få meter fra Messis barndomshjem har tilhængere af Club Atlético

Rosario Central været i gang med malingen. En tilhænger af samme klub stak Messi en på hovedet, da

han var en tur hjemme i Rosario.

udemærkede sig med finter og frækker undvigelser,” står der blandt andet. Rosarineren eller el rosarino, som det hedder på de kanter. Endelig et tegn på, at verdens bedste fodbold-spiller har et tilhørsforhold til byen. Endelig nogen, der vil kendes ved ham og ligefrem hylde ham i stedet for at stikke ham en på hovedet.

VI MØDES MED QUIQUE præcis klokken 14. Som aftalt har han pakket avisstanden, hvor han har arbejdet i 45 år, sammen. På den anden side af gaden holder hans bordeauxrøde Renault, som altid, med nedrullede vinduer i skyggen af et træ. Jeg sætter mig på bagsædet, mens min kæreste tager sig af forsædet ved siden af Quique, der på vej ud af byen kører forbi dagens første seværdighed: Restaurant V.I.P. der ikke ligger mere end et udspark fra vandet. Trods navnet og beliggenheden ligner den ikke noget, der er værd at skrive hjem om, hvis det da ikke lige er fordi, at Messi ejer stedet. Han skilter dog ikke med det. Der ingen synlige tegn på, at verdens bedste fodboldspiller er manden bag de tallerkner, tjenerne serverer. Og der er heller ikke nogen forklaringer på, hvorfor han har investeret i stedet, der mest af alt ligner

et forsøg på en vestlig minimalistisk restaurant, ud over at det giver arbejde til hans familie. ”Alle i byen ved, at det er Messis sted,” siger Quique, da vi kører videre langs vandet. Her bliver den mondæne midtby hurtigt skiftet ud med faldefærdige huse på støvede grusveje. Kort efter drejer vi fra og kører forbi fodboldklubben Grandoli FC, hvor Messi nåede at spille for 18 år siden, og hvor klubbens præsident sidenhen har fortalt alverdens me-dier, hvor stort hans talent var. ”Han var så anderledes. Når han fik bolden, driblede han forbi fire-fem spillere, inden han scorede. For en dreng i den alder, er det meget sjældent at kunne det. Folk sagde, at Grandoli havde den næste Maradona, og når han spillede, kom der folk, som ikke havde nogen forbindelse til klubben, for at kigge på,” sagde den lille klubs præsident David Trevez for eksempel til BBC i 2010. Vi kører nogle blokke videre, inden vi drejer af og forsvinder ind i en labyrint af ensrettede gader. Quique ser koncentreret, men også en smule forvirret ud bag rattet, og jeg tvivler på, at han har styr på, hvor vi er. Om han overhovedet ved, hvor Messis barndomshjem er. Han stopper op, stiger ud, spørger et par lokale og

Ikke ligefrem et hus man forbinder med en af verdens bedst betalte sportsstjerner. Ikke desto mindre er huset i midten Messis ifølge vores guide. Den nedgravede garage bag hegnet har lige præcis plads til en Mini Cooper, som Messi efter sigende kører rundt i, når han er hjemme i Rosario.

vender så rundt. Og så er vi der, på gaden Estado de Is-rael nummer 525, og den er god nok. Jeg har set huset før. I artikler om Messi af blandt andre ESPN-skribent-en Wright Thompson, der tidligere har besøgt Rosario for at blive klogere på mennesket Lionel Andrés Messi. Hans søgen førte ham også til huset, hvor han tilfæl-digvis mødte Messis brødre Mathias og Rodrigo, der beskrev huset som ”noget værre lort”, der dog er et ”følelsesmæssigt centrum for en spredt familie.” ”Hvad ville der ske, hvis i solgte huset uden af fortælle Leo det,” spurgte journalisten dengang.“Det er ikke muligt. Vi voksede op her. Allesammen. Det er den primære grund til, at vi stadig her det,“ lød svaret fra de to brødre. Måske er det derfor, der er sat et hegn op foran indgangen, da vi står foran det tomme barndomshjem. Og måske er det derfor, der er installeret video-over-vågning på huset. Det kan godt være, at huset ikke er det kønneste, men det var her, Messi voksede op og boede til han var fire år. Det kan godt være, at Rosario og dens indbyggere har givet slip på fodboldspilleren Messi, men mennesket Lionel forsøger at holde fast. I huset, i sit barndomskvarter, i de minder, han stadig har fra byen. Det er trods alt her, han kommer, når han

endelig har ferie eller skal genoptræne i forbindelse med en længere skade.

”FOLK KAN GODT FORSTÅ, at han tog til Barça,” fortæller Quique, da vi sætter os ind i bilen og kører videre, og jeg spørger, hvad indbyggerne i Rosario synes om, at talentet smuttede til Spanien, inden han for alvor blev sjov at kigge på. ”Der er flere penge i fodbold derovre (i Europa, red.), og så havde han jo et vækstproblem, som han kunne få hjælp til,” fortsætter vores guide med at sige til fordel for Messi-familiens beslutning om at rejse over Atlanten. Om rosarinerne er stolte af ham er midlertidig knapt så nemt at blive klog på. Quique siger hverken ja eller nej, men lander et sted midt imellem. Anderledes kan det ikke være, når man ”kun” har vundet 20 trofæer med Barcelona og ingen med det argentinske lands-hold. Og hvis han endelig havde vundet noget i na-tionaldragten, så havde han nok ikke kunnet bo i fred det næste sted, Quique holder ind. Huset, hvor Messi i dag bor, når han er på besøg i sin hjemby, ligner ikke noget, som en sportsstjerne, der ifølge det amerikanske erhvervsmagasin Forbes tjener 230 millioner kroner om

Indgangen til den skole hvor Messi gik, til han var 13 år og flyttede til Barcelona.

året, har lyst til at bo i eller blive set ved. Tværtimod. Men ved nærmere eftertanke passer det alligevel med den Messi, man ser i medierne. Altid i en kedelig sponsor-t-shirt (på nær når han vinder Ballon d’Or), aldrig med en særlig smart frisure, og ikke nogen store armbevægelser. På den måde giver det mening, at huset er nogenlunde lige så leverpostej-kedelig med sine sorte, hvide og lysebrune farver. Og på den måde giver det mening, at Messi ikke har slået sig ned i et flere hundrede kvadratmeter stort bolig-kompleks med 17 badeværelse og endnu flere pools, men at han har valgt et ikke-opsigtvækkende hus i et middelklassekvarter nær sit barndomshjem, hvor selv avissælgeren Quique har råd til at bo.

”OG DET ER SÅ HER, HAN LÆRTE at skrive og læse,” siger vores chauffør, da vi stopper ved det sidste sted på vores eksklusive Messi-sight seeing, der har budt på diverse bygninger, men absolut ingen tegn på fodboldfænomenets tilstedeværelse. Foran os ligger skolen Las Heras, hvor drengen Lionel gik i skole fra han var seks til 13 år. Selv om skolen er lukket, da vi ankommer, er det ikke svært at forestille sig, hvordan Messi som teenager formentlig gjorde alt, hvad han kunne, for ikke at gøre opmærksom på sig selv, når læreren stod ved tavlen og udpegede en elev til at svare. Det er heller ikke svært at forestille sig, hvordan han med grydehår og en lidt for stor næse sik-kert sneg sig uden om pigerne i skolegården for i stedet at løbe over på den anden side af vejen, hvor fodbold-baner med mål uden net i stadig står i dag (se billedet på side 10-11). Anderledes svært er det at forestille sig, at Messi måske en dag vender tilbage til Rosario, når karrieren er slut. Hvad skal en mand, der trods sige ydmyge væsen

lever af succes på banen og tilskuernes ugentlige bifald, i en by som Rosario, hvor man hellere hylder helten med Guds hånd, der engang i 1986 tog pokalen med hjem til Argentina? Hvorfor skulle Messi vende tilbage, når han kan vade i berømmelse i Europa i stedet for at risikere at få en på hovedet, mens han spiser en mærke-lig pizza på en kedelig restaurant i sin hjemby? Spørgsmålene sidder i baghovedet, da vi siger farvel og tak til Quique efter et par timer i hans bordeauxrøde Renault. Og de sidder der stadig, da vi aftenen efter sidder på rutebilstationen og venter på vores bus. Måske er Rosario bare stedet for dig – som der står i min guidebog – hvis du var nødt til at forlade byen og dele af familien for at spille fodbold på den anden side af Atlanten som usikker teenager med svære vækst-problemer. Måske er det derfor, Messi tilsyneladende nægter at give slip på sin hjemby. Måske er det derfor, han har købt en restaurant, beholdt sit barndomshjem, købt et nyt hus og sørger for at hjælpe fattige børn i lokal-området, men ellers ikke gør noget for at gøre opmærk-som på sig selv. Måske. Jeg lader tankerne ligge og går rundt på rutebilsta-tionen i håb om at finde en eller anden Messi-souvenir, som jeg kan tage med hjem og vise frem. I modsætning til rosarinerne vil jeg gerne skilte med, at jeg holder med Messi, hans historie og hans måde at spille fod-bold på. Men selv i drømmeland vil det være for meget at ønske sig en Messi-souvenir i Rosario. Det tætteste, jeg kommer, er en kiosk, der sælger klistermærker med motiver af den klassiske Rollings Stones-tunge, tegne-seriefiguren Bugs Bunny og så – selvfølgelig – Diego Maradona. I Rosario er Messis fodspor langt hen ad vejen usyn-lige, selv om han stadig har sin gang i byen.

” Hvorfor skulle Messi vende tilbage, når han kan vade i berømmelse i Europa i stedet for at risikere at få en på hovedet, mens han spiser en mærkelig pizza på en kedelig restaurant i sin hjemby?

find os på facebookwww.facebook.com/lentorn

10 BARÇA-TINGdu sagtens kan undvære

Build A Bear

giver lige pludselig

mening ved siden

den her uskønhed

Der er næppe

mange damer i de

her ungedrenge

Plastikposer fra Føtexer større og bedre

De her sutter er sikkert fyldt med

farlig kemi

Småbørn sviner, men det skal de da ikke gøre på klubbens logo ...

Der findes shampoo og sæbe, der dufter og renser meget bedre, skulle vi hilse og sige!

En guld-

mønt til 50 kroner. Nej, vel?!

En holder

til lomme-

tørklæder.

Mon ikke,

man kan

klare sig

uden?

Hold nu. Hunden er

da ligeglad!

Småbørn sviner, men det skal de da ikke gøre på klubbens logo ...

/TRØJEN ANNO 1995-1997

Sæsonen: Sæsonen 1995­96 var en lige ved og

næsten­sæson for Barça, som dengang blandt an­

dre havde danske Ronni Ekelund, rumænske Hagi

og Jordi Cruyff i truppen. En tredjeplads i ligaen,

et semifinale-exit mod Bayern München i UEFA

Cuppen og et 1­0­nederlag til Atlético de Madrid

i Copa del Rey-finalen var sæsonens sportslige

facit i en sæson, der var Johan Cruyffs ottende i

rollen som FC Barcelona­cheftræner og hans

første trofæløse af slagsen. Sæsonen efter overtog

Bobby Robson trænersædet i Barcelona og førte i

sin første og eneste sæson i det catalanske Barça

til sejr i Copa del Rey, UEFA Cup Winners’ Cup og

den spanske supercup.

Kendetegn: Udebanetrøjen fra 1995­1997 er en

af de mere særprægede Barcelona­trøjer gennem

tiden. Den lyseblå farve er – ligesom gul og orange

– en traditionel farve for Barças udebanetrøje, men

Kappa-designet på denne specifikke trøje er mild­

est talt alternativt. Trøjens asymmetriske udseende

og skæve geometriske mønster er i en nærmest

kubistisk inspireret stil, og det synes yderst tvivl­

somt, at trøjens designer har kendt til udtrykkene

”stilrenhed” og ”less is more”. På den anden side

er det med til at gøre trøjen interessant og et must

for enhver samler. Trøjen er desuden dækket af

en form for vandmærkning, hvor Kappas logo og

”Barça” præger den lyseblå trøjes bryst og ryg.

ORD: Martin ScharnbergFOTO: Andreas Scharnberg

Bonusinfo: Sæsonen

1996­97 var Ronaldos

eneste som Barça­

spiller. Han og holdet

havde en fremragende

sæson, og iført denne

udebanetrøje leverede

Ronaldo et af sæson­

ens højdepunkter, da

han fra 11­meterpletten

scorede det vindende

1­0­mål mod PSG i

Cup Winners’ Cup­

finalen. 47 mål i 49

kampe blev det til for

den målfarlige brasilianer, inden han

den efterfølgende sæson tog til Inter.

ANKUNKRO

H HÉPORD & FO

TO: Chri

stian T

orrild

NO

H RAÉNP(OG 71 BARCA-TRØJER)

”JEG ER RET SIKKER PÅ, den er her et eller andet sted.” Fingrene fortsætter deres søgen. Er der kigget i bunken til højre? Det er der. Også i den midterste og den til venstre. ”Den ligger sgu nok i København så.” Vi befinder os i Brande. En midtjysk by syd for Ikast, vest for Horsens og langt fra Barcelona. Det er her, Mi-chael Skov bor, og det er her, han har sine FC Barcelo-na-trøjer. Det er netop en af disse, hans fingre lige nu er på jagt efter, nærmere bestemt hjemmebanetrøjen for den netop overståede sæson. Det er med en vis rutine, han bladrer gennem de farvestrålende fodboldtrøjer, men den er der altså ikke.

26-ÅRIGE MICHAEL SKOV er uddannet IT-sup-porter og kører hele landet rundt som IT-konsulent. Han er ansat i et firma i Glostrup og bruger derfor en del tid i Københavnsområdet – og får tilsyneladende ikke altid trøjerne med hjem over Storebæltsbroen. Sammen med kæresten Camilla bor han i øverste del af et ældre byhus i centrum af Brande. Det er også her, i Brande, han er vokset op, men den fodboldmæssige

opdragelse stammer fra Barcelona. Siden starten af 90’erne har Michael Skov været fodboldfan i almindelighed og Barça-fan i særdeleshed. Det var en anden Michael med efternavnet Laudrup, der fangede hans opmærksomhed dengang. Skov fik en trøje med Laudrup af sin far, han så nogle kampe med Barcelona og begyndte lige så stille at gå mere og mere op i det. De første par år var der dog en del klubber, der måtte deles om Michaels opmærksomhed. Derfor har han i dag 10-15 fodboldtrøjer fra perioden omkring 1990. Blandt dem er trøjer fra Inter, AC Milan, Chel-sea og måske lidt overraskende også den hvidklædte hovedstadsklub. ”Jeg har faktisk også nogle gamle Real Madrid-trøjer”, fortæller han og skynder sig at tilføje: ”Altså kun for at kunne sælge dem igen og tjene nogle penge.”

I DAG ER DER DOG ingen tvivl: Michael er blårød – og grøn, og sort, og gul, og orange og hvad Barça nu el-lers er løbet på banen i løbet af årene. Det var Laudrup-trøjen, der startede det hele – i øvrigt en Kappa-model fra 1994. En Abidal-trøje fra den nyligt afsluttede

sæson er den seneste, og den har bragt Michael Skovs samling op på i alt 71 trøjer. Det tal er formentlig steget, når du læser disse linjer. ”Fra 1995 og fremefter har jeg samtlige trøjer, både ude og hjemme,” siger han med en vis tilfredshed i stemmen. Blandt disse er for eksempel en trøje med Puyol i nummer 24, Xavi i 26, Alves med 20 og Messi i både 30 og 19. De ligger side om side med trøjer, der doku-menterer, at Fabregas, Ronaldinho, Laudrup, Luis En-rique og Henry har båret Barças emblem over venstre bryst.

REGNEN HAR VÆLTET NED det meste af dagen. Et atypisk scenarie for den normalt så solfyldte span-ske sydkyst. I takt med at solen er gået ned, er regnen stilnet af. Men Estadio la Rosaleda ligger stadig badet i lys fra de tusindvis af lamper. Storskærmen på stadion viser 1. november 2008, og FC Barcelona er kommet hertil for at udkæmpe 90 minutters vandkamp mod Málaga CF. Rafael Márquez er klar på banen, Bojan Krkić sidder på bænken, og Michael Skov venter på tribunen. Der er for hans vedkommende blevet varmet

op til kampen med San Miguel og små salte pipas-frø, og da uret passerer klokken 20, fløjter dommer Vázquez kampen i gang. Efter fem minutter sætter Xavi et frispark direkte i øverste, højre målhjørne, og selvom værterne udligner kort efter, kommer Barças sejr aldrig i fare. Opgøret ender 1-4.

DET ER DOG IKKE KUN for fodbolden, at Michael Skov er i byen. ”Jeg har arbejdet i Malaga som IT-supporter for Bestseller. Min kollega, der også var Barça-fan, blev jeg hurtigt venner med, så vi så altid kampene sammen,” siger han. Opholdet i Málaga viste sig at blive en vigtig faktor for Michael Skovs trøjesamling. For det første lærte han sproget. ”Det er en stor fordel, når jeg skal købe gamle trøjer, at jeg kan spansk”, fortæller han. For det andet fik han nogle kontakter, som han kan købe nye trøjer billigt igennem. Og når der hvert år skal investeres i både en hjemmebane, en udebane og en Champions League-trøje, er der meget at spare. Sportmaster i Brande skal derfor ikke regne med at se

meget til Michael Skov. ”Jeg køber udelukkende nye trøjer via Spanien,” slår han fast.

NÅR MAN HAR EN TRØJESAMLING af nogen-lunde samme værdi som en fabriksny Folkevogn Up, er man nødt til at tage sine forholdsregler. Derfor overvejer Michael også at få samlingen forsikret. ”Jeg er i gang med at snakke med forsikringsselskabet om at vurdere dem. Mange af dem er jo næsten uerstat-telige og meget mere værd end de 500 kroner, en ny trøje ville koste.” Derfor befinder trøjerne sig heller ikke i hverken kæl-deren eller på loftet, hvor både vejret og ubudne gæster kan få adgang til dem. I stedet ligger de trygt i et par opbevaringskasser i stuen. ”Det er rart at have dem tæt på, så jeg ved, hvor de er.”

MICHAEL SKOV GØR, hvad han kan for at holde styr på trøjerne. Hver gang posten afleverer en ny til ham, bliver den pakket op, fotograferet og derefter no-teret på computeren. Men når man har 71 Barça-trøjer kan det være svært at have lige godt styr på dem alle sammen. ”Der er en del af dem fra 2000 til 2006, jeg har det med at blande sammen, fordi de ligner hinanden så meget”, siger Michael og tilføjer: ”Jeg har prøvet at finde ud af, hvornår alle trøjerne er fra, men der findes ikke noget sted med overblik over det hele. Jeg har søgt på nettet og fundet nogle lister, men der er tit forskel på dem. Jeg har desuden skrevet til FC Barcelona et par gange for at høre dem, men de kunne ikke hjælpe.” Det er derfor endnu ikke lykkedes ham at få helt styr på trøjernes kronologi. Især før årtusindskiftet kniber det for ham. ”Fra 1999 og tidligere kan jeg ikke placere dem med 100 procent sikkerhed. Jeg har en okay fornemmelse af, hvornår de er fra, men jeg har ikke fundet et sted, jeg stoler på, der kan bekræfte det endegyldigt. Jeg kan heller ikke sige, om en trøje er fra 1987 eller 1989, for i bund og grund var det jo den samme trøje. Det er først efter 2000, der er helt styr på dem.”

MICHAEL SKOV ER IKKE I TVIVL om, hvad der mangler i hans samling: En orange Meyba-trøje. Den blev båret i Barcelonas Europacup-finale mod Samp-doria på Wembley i 1992. Ronald Koeman afgjorde kampen til Barças fordel i overtiden, og klubben fik

Jeg er i gang med at snakke med forsikrings­selskabet om at vurdere dem.”

Jeg er i gang med at snakke med forsikrings­selskabet om at vurdere dem.

dermed fat i det præstigefyldte trofæ. Michael Skov reg-ner dog ikke med at få fat på drømmetrøjen. ”Den orange trøje fra 1992 havde jeg kigget på hos Ebay. Jeg fik forhandlet sælgeren ned i 600 euro, og jeg gik i lang tid og overvejede det, men gjorde det ikke. Så jeg har indstillet mig på, at den får jeg nok ikke – med-mindre jeg vinder en masse penge i lotto,” siger Michael Skov og fortsætter:

”5000 kroner er sgu for meget for en fodboldtrøje. Hvis den kun kostede 2-3000 kroner, så havde jeg købt den.” En mulighed ville være at sælge et par af de andre trøjer for at få råd til den. Det forslag afviser Michael med det samme. ”Nej. Jeg tror ikke, jeg kunne finde nogle, jeg ville af med. Og så ville jeg jo også være nødt til at købe dem tilbage på et senere tidspunkt.”

SOM FOR MANGE ANDRE samlere er det for Michael Skov en kvalitet i sig selv blot at have samlingen. ”Jeg bruger ikke trøjerne til noget, og de ligger bare nede i en kasse.” Han går ikke i trøjerne – et par af dem kan han slet ikke være i. Men det er hel-ler ikke det vigtigste. De 71 catalanske kampdragter, der udgør Michael Skovs samling, er ikke primært beklædningsgenstande længere. De er designet til sport, men ophøjet til samleobjekter. For Michael er det meget ligetil: ”Det er bare rart at have dem. Det er sådan set bare det.” Når man taler med han, er det tydeligt, at han er stolt af samlingen, men det er ikke noget, han indvier alle og enhver i.

”Der er ikke ret mange i min omgangskreds, der egentligt er klar over, hvor mange trøjer, jeg har. Det kan tælles på én hånd.” En af dem, man kan starte med i den finger-tælling, er kæresten Camilla. Hvordan har hun det mon med det? Det er vist okay, mener Mi-chael. For en sikkerheds skyld stikker han lige hovedet ind i stuen ved siden af, hvor Camilla sidder. ”Du er da ikke skeptisk over for det, er du det, Camilla?” Svaret falder på samme måde som Christiano Ronaldo spiller bold: Indøvet og kalkuleret. ”Nej, så længe du ikke ruinerer dig selv på det, så skal du da bare have lov til det”, svarer hun. Stilheden herefter er ikke ubetydelig. Der virker til at være mere accept end forståelse for projektet.

I DEN NÆRMESTE FREMTID bliver det nok nødvendigt for parret at forventningsafstemme i

forhold til trøjerne. De er nemlig ved at kigge på hus ved Århus, og her planlæg-ger Michael at indrette et Barça-rum med plads til både trøjesamlingen og en anden af hans blårøde hobbier: Avisudklip. ”Jeg køber altid aviserne dagen efter, Barcelona har vundet et eller andet. Enten får jeg en kammerat i Spanien til at købe dem, ellers køber jeg dem over nettet. Aviserne vil jeg gerne have op at hænge ved siden af trøjerne en dag. Men det kræver jo mere og mere plads i takt med, at de vinder flere og flere titler. Det er måske lidt et luksusproblem,” griner Michael. Indtil videre bliver trøjerne i hvert fald liggende i kassen og venter på, at de en dag skal hænges op i en stue vest for Århus eller gå i arv.

” Der er ikke ret mange i min omgangskreds, der egentligt er klar over, hvor mange trøjer, jeg har.

/BARÇAMETER

DREAM TEAM

GOL GOL GOL GOL GOL GOL

DET STORE SORTE HUL

BVADR!

Kong Carles ligner desværre en mand, der aldrig kommer på toppen igen

Det kan godt være, at det er verdens dyreste fodboldben. Men skal de også være verdens grimmeste?

Der er ingen grund til at

fortælle hele fodbold verden,

hvem man vil købe!

Når det nu ikke skulle være Barça, så skulle det i hvert fald ikke være Real. Tak for indsatsen ATM!

M O N E Y M E S S I M O N E Y M E S S I M O N E Y M E S S I H V O R -FOR?

PINLIGT CHL-EXIT

Oversætteren har fået job i England, hvor han skal forsøge at forklare Torres, hvor målet står. Held og lykke, skal der ikke lyde. Men vi håber, vi ses i CHL.

Pep mestrer det meste. Nu også pressekonferencer på tysk!

Den flotte fyr fra Chile ligner en, der er at finde sig selv på fodboldbanen

Pardon, ledelsen ikke kunne

finde ud af at sige farvel på

en pæn måde

Ærgerligt, at der

ikke er plads til en

mand som Villa i

truppen. Tak for

kampen, El Guaje

FREMTIDENS

MAND?

Det kan godt være, at det er verdens dyreste fodboldben. Men skal de også være verdens grimmeste?

FIND OS PÅ TWITTER:

@lentorn

/TEGNINGAF: Sarah Skovlide Andersen

NEYMARfødt d. 5/2/92købt d. 3/6/13velk mmen tilw

2012-2013

Sidste sæson blev en mindeværdig en af slagsen på godt og ondt. Vi ser tilbage et fodboldår med eufori og ydmygelse.

ORD: Martin Leer Scharnberg

2012-2013

1. PræsæsonenJuni-juli-augustOpstarten på sæsonen 2012-13 var særligt præget af ét overskyggende hovedtema – trænerskiftet. Pep Guardiola var efter fire exceptionelt succesfulde år som Barça-træner trådt tilbage og havde nu overladt tøjlerne til sin tidligere assistent Francesc ”Tito” Vilano-va. 14 ud af 19 mulige titler havde Guardiola hentet til klubben i rollen som cheftræner, og det syntes på forhånd som en umulig arv at løfte for hans efterfølger. Kongen havde abdiceret, og nu var det overladt til Tito at træde ud af Peps skygge og påtage sig det ærefulde hverv som FC Barcelona-cheftræner. Også i spillertruppen var der fornyelse at spore. Seudoy Keita tog til Kina på fri transfer, mens Fontás, Afellay og Cuenca blev lejet ud til henholdsvis Mal-lorca, Schalke og Ajax. Ind som en af topprioriteterne kom i stedet den forhenværende La Masia-spiller Jordi Alba fra Valencia, mens Alex Song fra Arsenal blev købt som en lidt alternativ løsning, eftersom Barça hverken

lykkedes med at hente Thiago Silva eller Javi Martínez til klubben. Sportsligt havde Barcelona en glimrende optakt til sæsonstarten, da otte Barça-spillere kunne rejse hjem fra EM-slutrunden i Polen og Ukraine som europamestre, og da spillerne efter sommerferien atter samledes til sæsonforberedelserne og præsæsonens kampe, var det med fem sejre og ét nederlag til følge.

2. Sæsonen skydes i gangAugustSom forsvarende Copa del Rey-vindere skulle Barça traditionen tro i kamp om den spanske supercuptitel i sæsonens indledning. Her var modstanderen for andet år i træk de hvidklædte rivaler fra Real Madrid. Det første opgør endte 3-2 på Camp Nou efter lovende Barcelona-takter, hvor det kun var grundet en kæmpebrøler af Valdés, at Real Madrid fik reduceret til 3-2 mod kampens slutning, og at opgøret derfor stadig var helt åbent inden returmødet i Madrid.

De første 20 minutter på Bernabéu afgjorde dog den samlede sejr til Real Madrids fordel, da fatale fejl af først Mascherano og derefter Piqué sendte Barce-lona bagud 0-2. Og da Adriano i det 28. minut trak i nødbremsen, og korrekt blev udvist for at nedlægge en fremadstormende Ronaldo, så det for en kort stund ud til, at det hele ville ende med en reel afklapsning. Messi fik dog reduceret på frispark, og i en hæder-lig 2. halvleg var Barcelona faktisk tættere på det udlignende mål end Real Madrid var på at udbygge føringen. Til slut var det dog Real Madrid, der kunne kalde sig supercupmestre efter 4-4 sammenlagt, og Barcelona-lejren måtte se sæsonens første mulighed for en titel glippe grundet mangel på koncentration og skarphed i defensiven. I ligaopstarten fejlede skarpheden til gengæld ikke noget fra Barças side. Camp Nou lagde græs til en super åbningskamp, der endte med en 5-1-sejr over Real Sociadad, og hvor David Villa gjorde comeback efter mere end otte måneders skadesfravær. Runden

efter vandt Barça 1-2 mod Osasuna, men ligesom i udebanekampen på Bernabéu fungerede spillet mildest talt ikke optimalt. Mod kampens slutning lykkedes det alligevel at sikre alle tre point, takket være Messi, der ligesom mod Sociedad blev dobbeltmålscorer. Efter de to første ligarunder havde Barcelona dermed maksimum point og befandt sig på ligaens 1. plads, mens ærkerivalen fra Real Madrid højt overraskende lå nr. 14 med blot et enkelt point. Få dage efter sejren over Osasuna blev Iniesta fuldt fortjent kåret til den bedste spiller i Uefa-regi i sæ-sonen 2011-2012 for sin store og afgørende rolle på Barça-mandskabet i den forudgående sæson og for sin sublime indsats under det nyligt afviklede europame-sterskab.

3. Stærkt fra startSeptember-oktoberDe næste to ligarunder resulterede i yderligere to Barcelona-sejre, og da Real Madrid samtidig tabte 1-0

til Sevilla på Estadio Ramón Sánchez Pizjuán var forspringet ned til madrilenerne på massive otte point efter sølle fire runder. Det var nu blevet tid til sæsonens første Cham-pions League-kamp, og det blev en dramatisk en af slagsen, da de blårøde efter at have været nede med 1-2 mod Spartak Moskva fik vendt kampen og tog sejren – atter på to mål af Messi mod kampens slutning. Dermed var den argentinske troldmand allerede oppe på 10 sæsontræffere efter sæsonens første syv kampe. Kampen efter mødte Barça Granada på Camp Nou og vandt 2-0, men igen var det et besværet Barcelona-mandskab, der først fik hul på scorin-gen i de sidste fem minutter, hvor de to mål faldt. Runden efter gæstede catalonierne Sevilla, og her endte det i et sandt drama, hvor blaugrana skulle bruge samtlige 90 minutter og mere til for at sikre sejren. Få minutter inde i 2. halvleg var Barça bagud 0-2, men en offensiv satsning af Vilanova, en ihærdig fight af blaugrana-spillerne og to mål i kampens døende minutter, fik vendt et sviende 2-0-nederlag til en 3-2-sejr i en yderst svær udekamp. Barcelona havde leveret nogle glimrende remon-tadas, men de mange tætte kampe og snævre sejre syntes også at være et udtryk for, at spillet ikke var helt så velfungerende, som man kunne have håbet på. Forsvaret var utæt og angrebet uskarpt. 11 mål havde Barcelona lukket ind i de første ni kampe, og blot tre af de foreløbigt otte vunde kampe havde været sikre sejre. De øvrige fem kunne lige så vel have været endt med pointtab. I den efterfølgende kamp mod Benfica – som Barcelona vandt 2-0 – blev Puyol skadet for tredje gang på blot en måneds tid, og den skadesramte Barça-kaptajn var på mange måder personificer-ingen af en anden aktuel Barcelona-problematik: Mange skader. Sæsonen var stadigvæk forholdsvis ung, men Barcelona havde allerede døjet med en lang række skader. Det var især gået hårdt ud over defensiven, hvor man efter sæsonens første 10 kampe havde haft seks forsvarsspillere på skadeslisten. Abidal og Muniesa havde været ukampdygtige fra sæsonstart, og derudover havde Alba, Adriano, Piqué og så Puyol alle pådraget sig skader. Tendensen så ud til at fortsætte. Jævnbyrdige kampe, men med masser af blårøde point til følge. 2-2 mod Real Madrid, vanvittig 5-4-sejr over Deportivo og 2-1-sejr over Celtic efter en scor-

” Storformen til trods havde Barcelona dog en ret tydelig akilleshæl i forsvaret. Efter ligaens 11. runde var Barcelonas forsvar den dårligste Barça­defensiv siden sæsonen 2000­01.

ing af Alba i det 94. minut. Det var visse spillemæssige grunde til bekymring, men trods det lå Barcelona num-mer et i Champions Leagues gruppe G og førte ligaen i sikker stil med 19 ud af 21 mulige point.

4. Forrygende formOktober-november-decemberMed 5-0-sejren over Rayo Vallecano på Campo de Fútbol de Vallecas begyndte Barça for alvor at vise storform. Efter den kamp blev Barcelona stærkere og stærkere spillende. Den store dominans og megen boldbesiddelse i kampene blev i højere grad omsat til chancer og mål. Kombinationsspillet var blevet mere bevægeligt og tem-pofyldt og angrebsspillet mere dynamisk og eksplosivt. Barça formåede i højere grad at styre kampene på egne præmisser, diktere spillet og neutralisere mod-standernes omstillingstaktik. Som resultat af dette begyndte de overbevisende sejre at komme. Formen var forrygende, kun afbrudt af et 2-1-nederlag til Celtic efter en kamp hvor Barça ellers havde 89 procent bold-besiddelse samt et 0-0-resultat på hjemmebane mod

Benfica, efter at 1. pladsen i Champions League grup-pespillet allerede var sikret. Storformen til trods havde Barcelona dog en ret tydelig akilleshæl i forsvaret. Efter ligaens 11. runde var Barcelonas forsvar den dårligste Barça-defensiv siden sæsonen 2000-01. Heldigvis var blaugrana-offensiven suverænt kørende, enormt målfarlig og umulig for modstanderholdene at kontrollere, og de mange mål grundlagde en fremragende stime med sejr på sejr for Barça. I 13. spillerunde tabte Real Madrid til Betis, mens Barça vandt sikkert 4-0 ude over Levante – nok engang med Messi som tomålsskytte. 4-0-sejren over Levante på Ciutat de Valéncia var desuden en historisk FC Bar-celona-kamp, da klubben for første gang nogensinde havde 11 spillere af egen avl på banen samtidig. Efter et kvarters spil blev Montoya skiftet ind i stedet for en skadet Dani Alves, og dermed spillede Barça med et hold udelukkende bestående af forhenværende La Masia-spillere: Valdés, Montoya, Piqué, Puyol, Jordi Alba, Xavi, Busquets, Cesc, Pedro, Messi og Iniesta.De blårøde cataloniere havde nu hentet 37 ud af 39

mulige point, og afstanden ned til Mourinhos mandsk-ab var på komfortable 11 point, mens Atletico Madrid indtog rollen som Barcelonas nærmeste forfølger på ligaens andenplads. Storformen i La Primera División og Champions Leauge tog Barça sig også med ind i Copa del Rey, hvor Deportivo Alavés blev slået ud af 1/16-finalen med en samlet score på 6-1. Barcelona syntes efterhånden mere eller mindre uovervindelige, og savnet af Pep var stort set glemt. Spillet var velfungerende, sejrene komfortable og ener-gien god. I 16. spillerunde blev der bygget yderligere på for-men, selvtilliden og forspringet, da Barça upåagtet fortsatte den suveræne sejrsstime i La Primera División med en overbevisende 4-1-sejr over Atlético Madrid, mens Real Madrid – med 2-2 hjemme mod Espanyol – fortsatte deres tilsvarende dårlige form og ustabile liga-præstation. Barcelonas rolle som overlegent førerhold i den

spanske liga var støt stigende, og efter 16. spillerunde lød forspringet på imponerende ni point til Atlético Madrid på andenpladsen og 13 points til Real Madrid på tredjepladsen.

5. Titos sygdom og Messis herredømmeDecember-januarMidt i al succesen og opturen blev Barça-lejren plud-selig ramt af en tragisk nyhed, da det blev offentlig-gjort, at Tito Vilanova atter var ramt af kræft, denne gang i ørespytkirtlen. Vilanova var ganske vist ramt i en mildere grad end tilfældet var året før, hvor han blev behandlet for en tumor i bugspytkirtlen, men situ-ationen var alligevel så alvorlig, at han blev hasteindlagt og skulle undergå operation, hvorefter der ventede ham flere måneders kemoterapi. Der blev spekuleret i, hvorvidt Barcelona-bestyrelsen ville hente en træner ind ude fra til midlertidigt at overtage cheftrænerrollen, eller om man ville lade as-sistenttræner Jordi Roura vikariere for Vilanova, indtil

han var klar til at vende tilbage og genoptage arbejdet. Man valgte den sidste løsningsform, og med Jordi Roura som den ansvarshavende på sidelinjen vandt Barça få dage efter chokket den sidste kamp i 2012 med 3-1 over Valladolid på Estadio Nuevo José Zor-rilla. Dermed kunne Barcelona overvintre i suveræn stil på førstepladsen i La Primera División med 49 ud af 51 mulige point. Samtidig fortsatte Real Madrid deres elendige liga-form, da de tabte 3-2 til Málaga, og så var Barça hele 16 point foran de hvide fra hovedstadsklubben. I 3-1-sejren over Valladolid satte Messi desuden endnu en af sine mange rekorder, da han med sit 2-0-mål scorede sit mål nr. 91 i kalenderåret 2012, og dermed overgik han Gerd Müllers tidligere verdensrekord med 85 mål på et kalenderår. Denne vanvittige rekord var endnu en understregn-ing af Messis uhørte klasse og hans enorme betydning for Barcelona-holdet. Han var i en enestående form og ustoppelig scoringsstime. Ingen havde efterhånden

fantasi til at forestille sig, at Barça kunne spille 90 minutter uden at Messi fik scoret. Ja, det var nærmest helt utænkeligt. I starten af 2013 blev Messi belønnet for sit unikke talent og sine fænomenale præstationer i 2012, da han modtog FIFA Ballon d’Or og som den første i fodboldens historie blev kåret som verdens bedste fodboldspiller for fjerde år i træk. Iniesta blev ved den lejlighed stemt ind på en 3. plads, Xavi på en 4. plads, mens Piqué og Dani Alves begge var at finde på FIFPro World XI-holdet sammen med de tre andre. Den ro og tryghed, der ellers havde omgivet Barce-lona-truppen qua de mange gode resultater, var nu for første gang i sæsonen blevet udfordret af den uro og usikkerhed Vilanovas fravær forårsagede, og der blev spekuleret i, om det ville ryste omklædningsrummet.Barcelona med Roura i spidsen fortsatte dog med de mange sejre på den anden side af juleferien og ind i januar. Córdoba blev ekspederet ud af Copa del Rey 1/8-finalen med en målscore på 7-0, og med en

flot 4-0-sejr over Espanyol og en sikker 3-1-sejr over Málaga satte Barça punktum for en fuldstændig fantas-tisk halvsæson, hvor et endnu ubesejret Barcelona-man-dskab havde hentet 55 ud af 57 mulige point. 18 sejre, og en enkelt uafgjort var status efter de første 19 runder i ligaen. Den bedste halvsæson nogensinde præsteret i den spanske liga. Samtidig var Real Madrids liga-form efterhånden lige så komisk, som den var elendig, og med madrilenernes 0-0-kamp mod Osasuna var afstanden til de hvidklædte ærkerivaler nu på overlegne 18 point. Udover den voldsomme føring i liga-sammenhæng var Barça desuden sikkert videre i Champions League, hvor AC Milan var Barcelonas 1/8-finalemodstander, mens Malaga ventede i Copa del Rey-kvartfinalen.

6. Grus i maskineriet?JanuarAnden halvdel af sæson fik en hektisk start, da man i det første kvartfinaleopgør i Copa del Rey mod Málaga måtte nøjes med 2-2 på hjemmebane efter en Málaga-udligning ét minut før tid, og dermed var returopgøret fuldstændig åbent og Barça for første gang siden supercup-opgøret i august under pres. Dagen efter 2-2-kampen bliver det offentligt kendt,

at Valdés ikke vil forlænge sin kontrakt med Barça, som udløber i 2014. En yderst uventet udmelding fra Barcelonas femdobbelte Zamora-vinder og førstemål-mand gennem små 10 år, hvilket blot gav anledning til yderligere uro og røre omkring truppen. Et par dage efter Váldes’ bekendtgørelse kom sæson-ens første liga-nederlag. Barça var ellers sikkert foran med 0-2 mod Sociedad, men på et mål af Sociedads Castro, et selvmål af Mascherano og et mål af Agirretxe langt inde i dommerens overtid, måtte Barça se sig slået 3-2. De spanske sportsaviser var hurtigt ude og begyndte at snakke om, at der var ved at komme grus i Barce-lona-maskineriet. Nu skulle de kæmpe hårdt for at fortsætte i pokalturneringen og for at holde afstanden til forfølgerne i ligaen, der havde fået fornyet håb om, at de ellers så overlegne catalonierne måske alligevel ikke var helt så umulige at indhente. Imens manede folk fra klubledelsen og bestyrelsen til ro og betonede, at dette reelt set var Vilanovas første periode med lidt resultatmæssig modgang siden hans tiltrædelse. Med otte point ned til Atlético og 15 point ned til Real Ma-drid var forspringet stadig stort.

7. BeståetJanuar-februarBarça bestod sæsonens første rigtige prøvelse efter en dramatisk kamp i Málaga. Det blev en blårød sejr på 2-4 efter glimrende spil og flot fight, og nu ventede Real Madrid i semifinalen. I den efterfølgende kamp forsatte Barça det flotte angrebsspil fra Málaga-kampen og vandt 5-1 over Os-asuna. Messi var igen, igen, igen storspillende og blev firedobbelt målscorer. Dermed var hans ligatotal oppe på 33 mål i 21 kampe. Med sejren udbyggede Barça atter føringen i ligaen til Atlético til 11 point, mens afstanden til Real Madrid fortsat befandt sig på de 15. Krisestemningen syntes afværget, og nu stod Barcelona overfor semifinale-opgørene i Copa del Rey, hvor de jagtede en revanche over los blancos oven på nederlaget i supercuppen. Den første af de to Copa del Rey-semifinaler endte 1-1 efter en intens kamp på Bérnabeu, og intet var dermed afgjort forud for returopgøret på Camp Nou.I ligaen cruisede Barça fortsat mod mesterskabstitlen. 1-1 ude mod Valencia i en tæt affære, Getafe blev kørt over med 6-1 på Camp Nou, hvilket øgede forspringet ned til Atlético med et enkelt point, således at der nu var en 12 points adskillelse mellem Barcelona og de rødstribede madrilenere, mens Messi med to scor-inger sørgede for en 1-2-sejr over Granada, hvilket

” De spanske sports­aviser var hurtigt ude og begyndte at snakke om, at der var ved at komme grus i Barcelona­maskineriet.

bragte hans ligatotal op på 37 mål i 24 kampe – messi-pendenciaen syntes at vokse sig større, som sæsonen skred frem.

8. På tærsklen til fiaskoFebruar-martsMed knockout-kampene i Champions League og retur-opgøret mod Madrid i Copa del Rey nært forestående gik sæsonen nu ind i sin afgørende fase. Og forventnin-gerne var store. Barça var i gang med at levere en super sæson, og udfaldene havde overordnet set været få og små indtil videre i sæsonen. Barça blev spået som klare favoritter mod Milan, som var midt i et større genera-tionsskifte, og med 1-1 i bagagen og hjemmebaneforde-len i returopgøret forventedes Barça også at avancere til Copa del Rey-finalen på bekostning af Real Madrid. Men på San Siro gik det galt, helt galt. Barça var som

forstenede. Den catalanske hær var alt andet end kamp-klar. Spillet var uinspirerende, tempoforladt, fantasiløst, og spillerne virkede ugidelige og uoplagte. Det normalt så potente og angrebsivrige Barça-spil, var den aften sterilt som sjældent set før. Ingen løbevillighed, intet temposkift, ingen initiativtagen. Halvanden halvhjert-ede afslutninger var, hvad Barça kom til den aften. Og Messi var usynlig, ikke tilstedeværende. Barcelona rejste hjem fra Milano med et 2-0-nederlag, et gevaldigt knæk i selvtilliden og bekymrede miner over de dårlige takter, mandskabet viste. Selvom spillet på ingen måde var prangende, gen-vandt Barça lidt moral den efterfølgende kamp med 2-1 over Sevilla, men nu ventede den helt store test med to opgør mod Real Madrid. Først i Copa del Rey, dernæst i La Liga. To kampe der gerne skulle medføre en kolle-ktiv genoprejsning for et lettere såret Barça-mandskab.

Formen skulle genfindes, og det gerne med en Copa del Rey-finale til følge. Men historien fra Milano gentog sig. Bolden var i langt størstedelen af kampen på Barça-fødder, men intet skete. De blårøde havde umådeligt svært ved at bryde igennem Madrid-defensiven og skabe chancer. Et modløst Barcelona-hold, der ikke formåede at for-valte dominansen, kunne i stedet se Real Madrid løbe forholdsvis ubesværet om hjørner med et uafstemt og febrilsk Barça-forsvar. Barcelona evnede ingenlunde at dæmme op for Real Madrids hurtige omstillingsspil, og de hvidklædte kunne mere eller mindre gøre, hvad der passede dem på Barças banehalvdel, hvor defensiven var konstant på hælene. 1-3 på eget græs mod arvefjenden, det største nederlag til Real Madrid siden 2008, og det kunne såmænd have endt værre. Barcelona var ude af Copa del Rey.

Det var endnu et smertefuldt nederlag for Barça, og optimismen var for alvor ved at blegne i det catalan-ske. Få dage efter gjaldt det så El Clásico i liga-sam-menhæng, og selvom pointene ikke var altafgørende grundet Barças store forspring, så ville det utvivlsomt bibringe et tiltrængt moralsk løft, hvis Barcelona kunne revanchere mod ærkerivalen. En sejr over Real ville kunne fungere som en vital selvtillidsindsprøjt-ning for et hårdt prøvet blaugrana-hold. Men Barça præsterede kun marginalt bedre end i de forudgående opgør. I glimt fik Barça drev og fremdrift i spillet, men det var også kun i glimt i en kamp, hvor Barcelona ge-nerelt var sløve på bolden og tunge i forsvaret, hvilket ikke rakte til noget mod et ellers relativt reservespækket Real Madrid-mandskab, der vandt kampen 2-1. Nederlaget til Real Madrid var den 13. kamp i træk, hvor Barça ikke formåede at holde nullet, hvilket var den værste stime i klubbens historie siden 1962. Desuden var det – med nederlaget til Milan og de to efterfølgende nederlag til Real Madrid – første gang siden 2008, at Barcelona havde tabt tre ud af fire kampe. Pressen begyndte at spekulere i om sulten var væk. Barça lignede et hold af mættede stjerner, der de sidste år havde været med til at vinde alt, og nu havde metal-trætheden indfundet sig efter mange år på toppen. De senere års store succes i de mange turneringer havde også betydet et væld af kampe, og det var ikke usandsynligt, at det var ren og skær fysisk udmattelse, der var ved at sætte sit præg på truppen og mærke spillerne. Endvidere gik der overvejelser på, om det var Vilanovas fravær, der nu havde en effekt på holdet og spillet på banen. Det blev også fremsat antagelser om, at det var Barças spillestil, der var ved at være læst af modstanderholdene, som havde fundet nøglen til at dæmme op for Barças system. Formen var i hvert fald i frit fald, krisesnakken ul-mede, og Barcelona trængte efterhånden desperat til en succesoplevelse på banen, og nu ventede så den yderst

vanskelige comeback-mission mod AC Milan. Forud for kampen herskede der dog en udtalt tvivl om, hvor-vidt Barça med holdets form på daværende tidspunkt ville være i stand til at levere den fornødne præstation og slå milaneserne ud af turneringen.

9. Blårød fodboldmagiMartsEt par dage inden opgøret mod AC Milan vandt Barcelona 2-0 hjemme over Deportivo de La Coruña. En ren og skær pligtsejr over et Deportivo-hold der på daværende tidspunkt befandt sig under nedryk-ningsstregen, og da Atlético Madrid i samme runde satte point til, var der nu 13 points afstand ned til de bolsjestribede fra Madrid. Trods sejren var det igen en Barcelona-indsats blottet for gejst. Spillerne virkede mest af alt nedslåede og viljesløse, og kampen gav derfor ikke fornyet tro på et mirakel mod Milan. Det var ikke just opmuntrende, og ud over de tre point til kontoen var det eneste lille lyspunkt ved kampen for Barça, at man langt om længe formåede at holde buret rent. Men to dage efter skete så det som alle culés havde håbet på og drømt om, men som vel nok de færreste havde turde tro på. Barcelona spillede en helt igennem fantastisk kamp og vandt 4-0 over et chanceløst Milan-hold. De blårøde var som forvandlet, som havde de sidste par ugers dårlige præstationer og skuffende nederlag aldrig fundet sted. Messi bragte med en perle af et mål catalonierne i front efter blot fire minutters spil, og derefter så los blaugranas sig ikke tilbage. Alt det, som Barcelonas præstationer den senere tid havde manglet og savnet, havde pludseligt genindfundet sig i Barças spil. Med flow og fremdrift i det opbyggende spil, højt tempo, energiske accelerationer og en sublim indfor-ståethed i kombinationsspillet og løbemønstrene var spillet atter sprudlende, levende og virtuost. Ud over alt det fodboldtekniske og -taktiske der lykkedes, var Barcelona-spillernes indstilling og udstråling ligeledes dramatisk forbedret. Viljen og motivation var tilbage,

og spillet emmede af en indædt kampånd og en fandenivoldsk arbejdsiver. Alt gik i denne kamp op i en højere enhed på en magisk aften på Camp Nou, og med 4-0-sejren var det utænkelige comeback en realitet. Holdet havde vist karakterstyrke og leveret en respektindgydende indsats. Euforien var stor, krisesnakken forstummede øjeblik-keligt, optimismen genindfandt sig, og hvor Barcelona før lignede et hold på vej ud af turneringen, var klub-ben nu favorit til at gå hele vejen i europæisk fodbolds fornemmeste klubturnering.

10. Barça-ildsjæle og komplikationerMarts-aprilMed det mirakuløse comeback var stemningen vendt, og FC Barcelona var atter et hold fyldt med selvtillid. Nu ventede den nyrige franske hovedstadsklub Paris Saint-Germain som Barças kvartfinalemodstander. Et opgør hvor Barcelona indtog rollen som forhåndsfa-vorit mod den Qatar-ejede pariserklub. I ligaen fortsatte pointene med at tikke ind på kon-toen. Et Barcelona-hold på mere eller mindre autopilot besejrede Rayo 3-1 og spillede runden efter 2-2 ude

mod Celta de Vigo med et reservespækket mandskab. Trods pointtabet til Celta forblev forspringet til Real og Atlético intakt, da de begge også spillede uafgjort. Lionel Messis 1-2-mål mod Celta skabte desuden endnu en vanvidsrekord fra den lille argentiners fod, der nu havde scoret i 19 ligakampe i træk; 19 kampe, hvor Messi 30 gange havde fundet vej til netmaskerne. En suveræn scoringsstime, der omfattede halvdelen af sæsonens liga-kampe, hvor Messi undervejs havde scoret mod samtlige modstanderhold i La Liga – en bedrift uden fortilfælde. I slutningen af marts vendte Tito tilbage til Barcelona efter sit to måneders lange behandlingsforløb i New York, og han var dermed – for første gang siden januar – klar til at genindtage trænerbænken til kampen i Paris. Stemning i truppen var derfor god forud for afre-jsen til den franske hovedstad. Barcelona-mandskabet leverede en godkendt indsats i Paris uden på nogen måde at overpræstere. Bortset fra Dani Alves’ geniale assist til Messis 1-0-mål var det en Barcelona-præstation på det jævne. En hæderlig kamp af catalonierne, der dog måtte tage til takke med 2-2 efter at have været foran ad to omgange. En manglende

offside-kendelse på Zlatans 1-1-scoring samt et mål-mandsdrop af Valdés i overtiden på et ellers rimelig harmløst langskud af Matuidi, kostede Barcelona sejren. De lidt ærgerlige omstændigheder til trods, var 2-2 dog et mere eller mindre godkendt resultat og et ganske fornuftigt udgangspunkt forud for returen. Langt mere bekymrende var det, at Messi kort før pausen havde måtte lade sig udskifte efter at have pådraget sig en mindre muskelskade i baglåret, og han var nu tvivlsom til returopgøret. Ligeledes blev Mascherano skadet i kampen på Parc de Princes og var nu dømt ude op til seks uger med en knæskade, og da Puyol i forvejen var langtidsskadet, var Barça efterhånden ret desarmeret i centerforsvaret. Få dage inden returopgøret vandt Barça sikkert 5-0 hjemme over Mallorca i en kamp helt uden spænding, og en kamp hvor der blev sparet kraftigt på stamspill-erne og på kræfterne forud for det afgørende kvartfina-lemøde. Til trods for den manglende spænding var det dog alligevel en kamp, der vil blive husket tilbage på fra sæsonen 2012-13, eftersom Abidal i det 69. minut erstattede Piqué og fik sit længe ventede comeback til lyden af et ekstatisk Camp Nou, der hyldede den hårdføre og ukuelige franskmand og hans imponerende tilbagevenden til grønsværen. Det var hans første kamp i over et år efter en lang og sej kamp mod leverkræft og med hård genoptræning efter levertransplantationen. Det var desuden en af de få kampe i sæsonen, hvor Barças offensiv på ingen måde var præget af Messi-af-hængighed, da Alexis og Cesc sprudlede i front, udviste sjælden målfarlighed og sammen stod for kampens fem scoringer. Nu var tiden så kommet til returen mod Paris Saint-Germain, hvor Barcelona efter resultatet i Paris stod til at indløse semifinalebilletten. Men en time inde i kampen mod PSG lignede Barça atter et hold på vej ud af Champions Leauge. Javier Pastore havde bragt PSG foran 1-0, og Barce-lona havde mere eller mindre problemer i alle spillets facetter. Men i det 62. minut blev Messi – der ellers

” Til trods for den manglende spænding var det dog alligevel en kamp, der vil blive husket tilbage på fra sæsonen 2012­13, efter­som Abidal i det 69. minut erstattede Piqué og fik sit længe ventede comeback til lyden af et ekstatisk Camp Nou.

ikke var sin skade helt kvit og derfor startet på bænken – sendt på banen. Øjeblikkeligt ændrede kampen karakter. Pludselig var der fart, optimisme og initiativ i spillet, noget som man slet ikke havde set indtil da. De blårøde var vågnet til dåd, og PSG blev nu udsat for et massivt pres. Det var som om, at Messis blotte tilstedeværelse på banen vækkede de øvrige spillere. Messi selv var nemlig forholdsvis stationær og stillestående på banen grundet hans skadesproblem. Det var ganske få gange han reelt var på bolden og fik sat drev i spillet, men hans tilstedeværelse på banen syntes alligevel at bibringe et enormt psykologisk boost til Barça-spillerne, der nu jagtede det udlignende mål. Det kom i det 70. minut, da Messi i velkendt stil accelererede med bolden ned gennem midten af banen, hvorfra han spillede David Villa i feltet, der lagde bolden flot af til Pedro, som bankede den i mål til 1-1. Det stod der også, da kampen blev fløjtet af, og dermed var Barça med nød og næppe i semifinalen på reglen om udebanemål.

Egentlig en ret ringe præstation af et skidt spillende Barcelona-mandskab, men stort set egenhændigt takket være Messi blev avancementet reddet til sidst. Det var i øvrigt sjette år i træk, at Barça spillede sig blandt de fire sidste i Europas fornemste klubturnering. Seksdobbelt semifinalist på seks sæsoner – en bedrift intet hold før havde præsteret. Nu ventede Bayern München i semifinalen, men forinden havde Barça lige to ligakampe mod Zaragoza og Levante, der skulle afvikles. To på papiret forholds-vis overkommelige kampe, der da også blev vundet, og hvor mange af de vante startere sad over og fik restitu-eret forud for den første semifinalekamp i München.

11. Tysk ydmygelseApril-majOp til kampene mod Bayern München var Barça for en sjælden gang skyld underdogs. Bayern havde været i ex-ceptionel storform i Champions League, hvor de havde været skræmmende stærke på deres vej til semifinalen, mens de i den tyske liga havde været absolut suveræne

og udryddet al form for modstand i kampen om det tyske mesterskab. Barça kom derimod til semifinalen efter en række usikre præstationer mod både Milan og PSG, hvor Barcelona havde vist store svagheder og mangler. De fleste havde dog nok forventet to tæt spillede og in-tense kampe mellem to af europæisk fodbolds stærkeste mandskaber, men semifinaleopgørene mod Bayern München endte i stedet som 180 pinefulde minutter for Barça. Et storspillende Bayern-hold overmatchede og ud-spillede et slidt og ugideligt Barcelona-mandskab og kvalificerede sig legende let til Champions League-fina-len med overlegne 0-7 sammenlagt – en ydmygelse af en karakter der ikke havde overgået Barça i mange år. Det at Bayern skulle have haft annulleret mål for offside og obstruction, at Barças forsvar var kraftigt desarmeret af skader og karantæner, og at en halvskadet Messi var en skygge af sig selv i det første opgør og slet ikke med i det andet kunne ikke engang undskylde eller forsvare Barças nedsmeltning. I de to kampe led et

” Mesterskabs­festen var over den catalanske hovedstad, og nederlaget til Bayern var ble­vet noget lettere fordøjeligt.

demoraliseret Barcelona-mandskab et apatisk kollaps, og Bayern var bare Barça overlegne. 4-0-nederlaget på Allianz Arena var det største ude-banenederlag siden 2007, da Barça tabte 4-0 til Getafe i Copa del Rey-semifinalen, mens 0-3-resultatet i Bar-celona var det største nederlag på eget græs i over 10 år, siden Sevilla sejrede med tilsvarende cifre på Camp Nou i 2002. Desuden havde Barça mellem de to Bay-ern-kampe spillet 2-2 mod Bilbao, og dermed havde Barcelona blot vundet to ud af de seneste ni kampe. Det ydmygende exit blev kaldt for enden på en epoke, en detronisering. Barças æra som den dominer-ende magtfaktor i europæisk fodbold gennem de sidste syv-otte år var ved vejs ende. Mange drog en parallel til Champions League-finalen i 1994, hvor Barcelona blev kørt over af Milan med 4-0. Det blev dengang slutnin-gen på Cruyffs legendariske Dream Team, og nu mente store dele af den spanske og internationale sportspresse, at Barças brutale nederlag til Bayern ligeledes ville blive begyndelsen på enden på den Dream Team-periode, som startede med Pep Guardiola i 2008.

12. Champions!Maj-juniSæsonen var reelt set slut nu. Der resterede nu blot fem ligakampe før sæsonens sidste kamp var spillet, og med 11 point ned til Real Madrid på andenpladsen, synes det blot at være et spørgsmål om tid, før Barcelona definitivt kunne kalde sig spanske mestre 2012-13. Første møde efter Bayern-fadæsen var mod Betis. Den vandt Barça med lidt besvær 4-2, og så man-glede der kun to point for matematisk set at hjemtage mesterskabet. Den 11. maj 2013 faldt afgørelsen så, da Real Madrid spillede uafgjort mod Espanyol, hvilket betød, at Real havde syv point op til Barça med to kampe igen.

Barcelona var spanske mestre. Det var den fjerde mesterskabstriumf på fem år, den sjette af slagsen på 10 år og Barças 22. ligatitel i klub-bens historie. Mesterskabsfesten var over den catalanske hovedstad, og nederlaget til Bayern var blevet noget lettere fordøjeligt. De sidste fire kampe var dermed reelt set uden betyd-ning, men trænerstaben og spillerne var klare i mælet omkring, at holdet ønskede at følge sæsonen godt til dørs og levere en præstation, der var et mesterhold vær-digt i de resterende fire kampe. Barcelona holdt koncentrationen, og med fire sejre i de sidste fire kampe ydede Barça en flot sæsonafslut-ning og cementerede en suveræn liga-kampagne, hvor ingen hold på noget tidspunkt var i stand til at presse og udfordre de blårøde i kampen om mesterskabstitlen. Den var faktisk så suveræn, at Barcelona førte mestersk-abskampen fra første til sidste spillerunde, hvilket aldrig før er sket i Barças historie. Blaugranas sæsontotal på 100 point var ligeledes en førstegangsoplevelse i Barças historie samtidig med, at det var en tangering af poin-trekorden i den spanske liga. Afstanden ned til Real Madrid på andenpladsen endte på 15 point, hvilket er den største margin den spanske liga nogensinde er blevet vundet med, og endvidere var de 115 mål, som Barcelona lavede i ligaens 38 runder, ny klubrekord.

13. Sæsonen render ud ...Juni-juliSæsonen 2012-13 var slut, og FC Barcelona var spanske mestre i en sæson, hvor man desuden havde nået semi-finalen i både Copa del Rey og Champions League, men også misset sejren i den spanske supercup. Liga-triumfen blev i høj grad grundlagt af et Barce-lona-mandskab med et exceptionelt højt bundniveau. Indsatserne var ikke nødvendigvis altid prangende

eller spektakulære, men også på de mindre gode dag formåede Barcelona at få skabt tilstrækkeligt med chancer og score de fornødne mål, til at pointene kom i hus. Mens Barças bundniveau var nådesløst effektfuldt og resultatrigt mod alle de små og mellemstore hold, som Barcelona mødte i sæsonens løb, så var topniveauet derimod et stykke fra de sidste års højder. I de store kampe havde Barça besvær med at ramme topformen. De blårøde lykkedes ikke med at diktere og dominere spillet som ønsket i de store kampe, hvor modstanderholdene derimod havde stor succes med at gøre kampene fysik betonede og udnytte Barças svagheder på hurtige omstillinger og dødbolde. I de 14 af sæsonens 60 kampe, der kunne betegnes som deciderede storkampe, formåede Barcelona blot at vinde tre opgør, mens det blev til fem uafgjorte og seks nederlag. Rent defensivt havde Barça sæsonen igennem store problemer på standardsituationerne, hvor man reelt set kun havde Piqué til at forsvare luftrummet. Barcelonas ellers så velkendte presspil var ligeledes en af sæsons forsvarsmæssige skuffelser, da det på ingen måde var ved fordums styrke og i store dele af sæsonen vel nærmest ikke-eksisterende. Offensivt var sæsonens negative erfaring den stigende messipendencia. Hverken Alexis, Villa eller Pedro var tilnærmelsesvist målfarlige nok, og da Messi, som de fleste ellers var begyndt at regne for uskadelig, ad to omgange mod sæsonens slutning var skadesplaget, blev Messi-afhængigheden for alvor tydeliggjort. Et andet af sæsonens kritikpunkter angående Barce-lonas angrebsspil var manglen på en plan B. Barcelona var præget af en offensiv ensidighed, hvor man man-glede en velfungerende alternativ strategi, når det ellers så ofte succesrige tiki-taka-system svigtede. Der var behov for flere værktøjer i den offensive værktøjskasse. En anden af sæsonens lektier var, at truppens bredde øjensynligt var blevet for smal. Efter så mange år med så mange kampe i de forskellige turneringer var det ganske enkelt ikke længere muligt i samme grad at drive rovdrift på stamspillerne og forvente samme høje niveau sæsonen igennem. Og da sæsonen ikke bød på nogle særligt iøjnefal-dende La Masia-præstationer på samme niveau som Tello sæsonen før, stod det klart, at Barcelona måtte ud og forstærke sig hen over sommerens transfervindue. Især i forsvaret var forstærkninger tiltrængt efter en sæson med en usikker og hårdt skadesplaget defensiv – hvor kaptajn Carles formentlig har spillet sin bedste

sæson i den blårøde trøje. I starten af juni lød startskuddet så til sæsonen 2013-14, da Abidal takkede af efter seks års tro tjeneste i blaugrana-trøjen, og få dage efter blev det så efter læn-gere tids tiltagende rygter officielt, at Barcelona havde erhvervet sig det brasilianske supertalent Neymar. Med et prisskilt på cirka 57 millioner euro blev han dermed det andet dyreste indkøb i Barças historie kun overgået af Zlatan Ibrahimovic. Hen over sommeren blev Deulofeu, Rafinha og Bojan desuden lejet ud for den kommende sæson, mens at David Villa, Thiago, Fontás og Muniesa forlod det catalanske permanent, da de skiftede til henholdsvis Atlético Madrid, Bayern München, Celta Vigo og Stoke City. Ind den anden vej kom til gengæld Affelay og Cuenca, der atter tilsluttede sig Barça-truppen efter endt lejeophold hos henholdsvis Schalke 04 og Ajax Amsterdam. Den 19. juli, midt i sæsonforberedelserne, blot fem dage inden præsæson-kampagnens start, ramtes Bar-celona-lejren så af den tragiske nyhed: Tito Vilanova havde atter lidt et tilbagefald i sin kræftsygdom og trådte med øjeblikkelig virkning tilbage som cheftræner

Har truppen den fornødne bredde til både at gøre sig gældende i de hjemlige turneringer og samtidig være en titel­kandidat i Champions League? Er forsvaret stærkt nok til at stå dis­tancen i de store kampe?

”

for klubben. Rystelserne var store i den catalanske hovedstad og spekulationer var mange. Hvordan ville dette påvirke spillertruppen og sæson-forberedelserne? Hvem skulle overtage trænerposten? Og hvor stor en effekt ville dette have på Barcelonas sportslige projekt og planer? Barcelona-ledelsen håndterede dog den ellers så svære situationen med en sympatisk fintfølenhed i forhold til Vilanovas hårde situation samtidig med, at man udviste stor professionalisme og handlekraft, da man blot tre dage senere kunne præsentere den nye mand i jobbet som Barcelona-træner. Navne som Luis Enrique, Michael Laudrup og Villa-Boas florede på rygtebasis, men i stedet faldt valget på argentinske Gerardo ”Tata” Martino. Tata, der indtil da var et ubeskrevet blad i eu-ropæisk topfodbold, kom til Barça efter en række suc-cesfulde år i sydamerikansk fodbold, hvor han blandt

andet havde vundet flere paraguayanske og argentinske mesterskabstitler. Hvorvidt ansættelsen af Tata var den rigtige løsning, bliver vi snart klogere på. Hvorvidt købet af Neymar var en fantastisk signing af en kommende verdens-stjerne eller et fejlagtigt indkøb af et overvurderet popfænomen til overpris, får vi snart at se. Har truppen den fornødne bredde til både at gøre sig gældende i de hjemlige turneringer og samtidig være en titelkandidat i Champions League? Er forsvaret stærkt nok til at stå distancen i de store kampe? Kommer presspillet atter til at fungere optimalt? Fortsætter mes-sipendenciaen? Svarene venter i den nye sæson, der skydes i gang den 18. august på Camp Nou. En sæson, der ligesom sæ-sonen 2012-13 forhåbentlig bliver endnu et spændende og fantastisk kapital i FC Barcelonas historie.

Mourinho er ikke sjov at efterfølge som træner. I FC Porto skiftede man træner to gange i året efter, at Mourinho havde ført den portugi-siske topklub helt til tops i Europa. I Chelsea fik Avram Grant den utaknemlige opgave at føre et decimeret Chelsea-mandskab videre i kølvandet på den overraskende fyring af den iltre portugiser, og trods en plads i Champions League-finalen, fik israeleren alligevel spar-ket hen over sommeren. I Inter gik det ikke meget bedre for Rafael Benitez, der blev kylet ud af Milano-klubben efter at have ført de forsvarende CL-mestre ned på en 7. plads.

Måske er det med det for øje, at Real Madrid har valgt, hvad man i bedste fald kan kalde for en sikker og pragmatisk løsning i skikkelse af Carlo Ancelotti. Den italienske livsnyder har mange indlysende kvaliteter; han har vundet stribevis mesterskaber, undervejs endog med sprudlende omstillingsfodbold, og så er han er først og fremmest en af

de trænere, der altid leverer pæne resultater i europæisk sammenhæng. Han er hverken kendt som ufor-sonlig eller for den sags skyld som foregangsmand i moderne mand-skabsbehandling. Kendetegnende for alle hans hold har været ro på de indre linjer. Det kunne for så vidt sagtens hænge sammen med hans evne til lade de ældre og rutinerede spille en rolle på hans hold, som man især husker det i Milan, hvor rutinerede kræfter som Maldini, Seedorf og Ambrosini var bærende kræfter til det sidste.

Stærkest i erindringen står hans tid i AC Milan, hvor han førte holdet frem til to Champions League-finaler (begge mod Liverpool – en vundet, en tabt), mens han i både Chelsea og nyligst Paris Saint Germain lykkedes med at vinde mesterskaber, omend på mindre sprudlende manér end med Milan.

Som menneske er Ancelotti først og fremmest en pragmatiker. Både i Milan, PSG og Chelsea har han

arbejdet under et ekstremt pres og med en sportslig ledelse, der gerne blandede sig i alt fra træningsme-toder til holdopstillinger. Den slags synes ikke at kue Ancelotti, og måske er det lige nøjagtig derfor, at Real Madrid har fundet en træner, der har dna’en til at levere i hoved-stadsklubben, hvor sport og politik som bekendt er to størrelser, der sjældent lader sig adskille.

Også på det taktiske plan har Ancelotti undervejs udvist en prag-matisk tilgang. I sine unge trænerår i skinkebyen Parma sværgede Ancelotti til en rendyrket 4-4-2’er, men som så mange andre trænere har han i løbet af de sidste år i højere grad praktise-ret en 4-3-2-1 med én rendyrket an-griber, to drible- og afslutningstærke spillere lige bag ved og tre boldsikre og løbestærke midtbanespillere i det næste led. Umiddelbart går den formation ikke hånd i hånd med Real Madrids nuværende hold, hvor Özil, Di Ma-ria, Ronaldo, Isco og måske endda Bale i såfald ville skulle slås om de to pladser lige bagved den enlige an-griber, hvor Benzema fortsat ligner det bedste bud. Det vil derfor ikke være over-raskende, hvis Ancelotti nok en gang lader sit pragmatiske væsen

Den pragmatiske afløserDer bliver kun en seriøs udfordrer til La Liga i år for Barce-lona, og det er vanen tro Real Madrid. Med ansættelsen af Carlo Ancelotti er det forventeligt, at der vil komme ro på de indre linjer. For Ancelotti er ikke kun garant for mesterskaber - han er i tilgift rendyrket pragmatiker

Den pragmatiske afløserovertale til droppe én af de tre boldholdere på midten til fordel for endnu en mand i kæden lige bag ved angriberen.

Så hvad kan man forvente fra hovedstadsklubben i år? Et godt bud er, at man taktisk næppe vil se de store ændringer. Mourinho efterlader for en gangs skyld ikke et deci-meret og grådkvalt mandskab bag sig. Varane og Ramos er blevet kørt i stilling som det nye centerforsvar, mens man med ankomsten af Illaramendi og Isco har fået flere strenge at spille på centralt. Det virker derimod utænkeligt, at man under Ancelottis kyndige ledelse vil løbe ind i de samme interne stridigheder som i fjor, der både kostede dyrebare point på banen og ikke mindst respekt i omklæd-ningsrummet, der til sidst tabte troen på Mourinho. I ligaen virker det ikke utænkeligt, at holdet vil de samme takter som for et par år tilbage, hvilket i så fald vil fordre, at Barça holder det samme høje snit. Om Real Madrid finder hele vejen til tops i Europa, synes i høj grad at afhænge af, om en hvis waliser med udstående ører ender i den hvide trøje.

ORD: Michael AlsenILLUSTRATION: worldsoccertalk.com

For me, greatness was redefined on Wednesday night. I would

say a player who can change an entire stadium and turn a match around simply by walking on to a

pitch redefines greatness. You put Messi into that team and you’re transforming a very good team into the greatest team of all time. It was felt as though some-thing spiritual had happened. You

really had to be in that stadium on Wednesday night to appreci-

ate the magnitude of Lionel Messi and the impact he

can have.

/CITAT

“

GARRY NEVILLE OM MESSI EFTER HANS ROLLE I 1-1-KAMPEN MOD PSG

“

Det, der er så utroligt med den her klub, er, at ingen i klubben har hukommelse. Det

her hold har vundet alt og mere til. Vi skal ikke ret langt tilbage - til omkring,

hvor jeg blev født, og Johan Cruyff kom hertil, for før det var Barcelona en klub med mindreværdskomplekser, hvor tingene

aldrig lykkedes. Men så kom Cruyff, og så kom Rijkaard og skabte nogle store ting, og til sidst ikke mindst “Pep”. Vi kom

fuldstændig af med den rolle som et hold, der ikke kan løfte sig og gøre tingene.

Hvorfor kan folk ikke huske på det?

Tak fordi I er kommet. Først og fremmest vil jeg takke for denne sæson. Det har været et svært år, men det vigtigste er, at Abidal og Tito kan være her med os og fejre denne fortjente ti-tel. Næste sæson vil vi have mere. Leve Barca og leve Catalonien

“ “

CARLES PUYOLS TALE VED POKAL-OVERRÆKKELSEN PÅ CAMP NOU“

PIQUE OM KRITIKKEN AF BARCA EFTER 2-0-NEDERLAGET TIL MILAN

“

MOTTA

I FJERDE UDGAVE I SERIEN OM MERE ELLER MINDRE FORSVUNDNE SPILLERE, DER ENGANG SLOG DERES FOLDER I DEN BLÅ-RØDE TRIKOT, KIGGER VI TILBAGE PÅ EN AF MANGE L’ENFANT TERRIBLE I KLUBBENS HISTORIE

De sidste par sæsoner har diskursen omkring

Barça bevæget sig i en retning, der går på, at de

er kedelige. Både spillet, men også dem der spiller

det. Ordet skoledrenge er blevet nævnt ikke så lidt

(noget vi alle sammen kan takke Zlatan for). Der er

det så på sin plads at pointere, at Zlatan (og stem­

merne i hans kor) har problemer med at kende for­

skel på det at være kedelig og det at være seriøs.

Men vi må også være ærlige og sige, at der ikke

er meget spræl over Barça på den front, hvor det

handler om drama. Det eneste, jeg kan komme i

tanke om inden for de sidste par år, er, at Puyol

skældte ud på Alves og nogle af de andre drenge

for at fejre en scoring med dans (?!).

Ja, det er fairplay på et højt niveau. Og ja, det

siger utrolig meget om Puyol som kaptajn, sports­

mand og menneske, men det er sgu også lidt

kedeligt, at der ikke er plads til den slags. Bare en

gang imellem.

Derfor vil disse spalter over de næste mange

gange tage fat på de spillere, der skabte drama,

spænding, frustrationer og banden og svovlen. På

godt og på ondt. Og både på og uden for banen.

Det er vandvittige l’enfant terrible­agtige typer

som Van Bommel, Van Bronckhorst, Deco, Ron­

aldinho, Oleguer og så manden, det kommer til at

handle om i det her nummer: Thiago Motta.

Som så mange andre af Barças nuværende og

tidligere spillere, er Motta en kosmopolit og en

verdensmand. Han er født og opvokset i eksotiske

São Bernardo do Campo af brasilianske forældre,

men med italienske bedsteforældre på begge sider

­ noget vi kommer tilbage til.

Hans fodboldopdragelse fik han i Juventus (nej,

ikke den Juventus, den brasilianske af dem). Men

som 17­årig blev han spottet af Barça, der så et

lys i ham og hentede ham til Catalonien og Barça

B. Her spillede han 84 kampe (hvilket betyder,

at Barça B er det hold, han har spillet næstflest

kampe for ­ imponerende). I 2001 blev han dog for

stor til Barça B og blev rykket op i A­truppen, hvor

han debuterede imod Mallorca i en 3­0 sejr. Motta

nåede at spille 96 kampe og score seks mål.

Man kan ikke ligefrem sige at Mottas ophold i

Barça var en fiasko, men det er ikke som kongen

af tiki­taka, han vil blive husket. Derimod er det nok

noget med mange og lange skadeperioder og så

en god del dumme røde kort.

Det er for eksempel lykkedes ham at få et rødt

kort i en Champions League kamp mod Celtic. Og

det var ikke et klassisk rødt kort, der kom i stand

grundet en dum tackling. Næh, det var såmænd

fordi, han kom op og slås med Celtics målmand,

Robert Douglas, inde i spillertunnellen.

/ALUMNUS THIAGO

MOTTA

THIAGO At sådan noget ikke sker på nutidens Barça­hold,

kan vi hurtigt blive enige om.

Dumhederne og skaderne blev også for meget

for Barça, og i 2007 solgte klubben ham til Atletico

Madrid. I Atletico startede han – ganske symptom­

atisk – ud med at være skadet og sluttede – også

ganske symptomatisk – med at blive smidt ud efter

25 minutter imod Valencia i Copa del Rey­kvart­

finalen. Det blev også for meget for Atletico, og de

sendte ham videre til hans andet hjemland, Italien.

Og noget kunne tyde på, at han her var på rette

hylde. Efter et meget succesfuldt ophold i Genova,

blev han – sammen med holdkammeraten og bror

til en anden tidligere Barça­spiller, Diego Millito –

solgt til den italienske gigant Inter Milan. En handel

der i øvrigt kostede Inter 28 millioner euro og fem

spillere.

Mens han spillede for Inter fik han muligheden for

at spille mod Barça i Champions League. Noget

han – selvfølgelig – fejrede ved at slå Busquets i

hovedet, hvilket resulterede i et direkte rødt kort.

En fremragende måde at vise Camp Nous publi­

kum, hvad de ikke længere har på deres hold.

Til trods for successen i Inter, så var han – efter

eget udsagn – ikke glad for at være der, og i

vinteren 2012 skiftede han til Paris Saint­Germain.

Efter eget udsagn, så havde han drømt om at spille

for det hold, lige siden Ronaldinho slog sine folder i

klubben, og det gør Motta så ditto.

Mottas karriere inden for landsholdfodbold er

et kapitel eller to helt for sig selv. Han debuterede

som U23­spiller for Brasilien ved CONCACAF Gold

Cup i 2003. Det er dog ikke en anerkendt gruppe

af FIFA, og derfor tæller U23­kampe som land­

sholdkampe i FIFA­regi.

Derfor skabte det en masse palaver, da han

pludselig fortalte verden, at han nu ville repræsen­

tere sine bedsteforældres land, Italien. Og det

lykkedes rent faktisk for ham. Han sneg sig uden

om en masse FIFA­regler, da han på grund af sine

bedsteforældre besidder dobbelt statsborgerskab.

Bravo, siger vi. Det kræver sin mand at omgå

FIFA’s regler ­ det fortjener ros. Det kan selvfølgelig

være fordi, FIFA ved, hvad Motta kan finde på i

spillertunneller, men alligevel.

Vi vil også godt lette på hatten og anerkende

hans tid i Barça. Han repræsenterer et Barça­hold,

der havde lidt mere kant, lidt mere

vildskab og en lidt mindre seriøs

tilgang til det der med ikke at

gå i byen og slås med mod­

standeren.

Det er selvfølgelig flottere at se på i

dag, men uden for banen er det ikke

helt så spændende. Motta er et minde

om en svunden tid. Det har Busquets

selv fået at føle.

Ciao Motta!

ORD: Simon Warnich

/KLU

MME

WWW.LENTORN.DK

WWW.FACEBOOK.COM/LENTORN

LENTORN.DK@GMAIL.COM