livsbilleder på hospice djursland

3

HISTORIERNE PÅ VÆGGEN

- Livsbilleder på Hospice Djursland

5

INDHOLD

INDLEDNING DORIT SIMONSEN

HOSPICELEDER

DORTHE OG BØRNEBØRNENE HELLE HALLBERG

FRIVILLIG

BODIL OG CELINA HELLE HALLBERG

FRIVILLIG

IKUYO OG TRANERNE HELLE HALLBERG

FRIVILLIG

DORTHES STOK LISBETH NIELSEN

FRIVILLIG

GAVEN TIL HENRIK JOHS JAKOBSEN

FRIVILLIG

ALMA OG PANDA HELLE HALLBERG

FRIVILLIG

CIGARER OG CHABLIS JOHS JAKOBSEN

FRIVILLIG

LISE OG KLEO LISBETH NIELSEN OG AGNETE REFSKOU

FRIVILLIGE

FRIRUM MARIA DUBIN

BILLEDKUNSTNER

GENNEM KAMERAETS LINSE ERIK HANSEN

FOTOGRAF

EPILOG DORIT SIMONSEN

HOSPICELEDER

07 11 17 25 31 35

41 47 55 61 69 73

7

Jeg mødte billedkunstneren Maria Dubin i 2011, da hun var i gang med at male et stort kunst-værk direkte på væggene hos Rambøll i Århus. Hun gjorde så stort et indtryk på mig med hele sin tilgang til det store kunstværk, hun var i gang med, den ro og varme hun udstrålede, at jeg straks inviterede hende til Hospice Djursland. Mit ønske var, at vi sammen med Kunstud-valget kunne se nærmere på muligheden for, at Maria kunne male et kunstværk på en af de store vægge her på Hospice Djursland. Maria sagde ja tak til invitationen, og vi besluttede, at hun kontaktede mig, når hendes arbejde på Rambøll var afsluttet.

Kunstudvalget, undertegnede og Maria Dubin havde det første møde i januar 2012. Allerede da Maria Dubin ankom til hospice, var det tydeligt at mærke, at hun havde noget vigtigt at dele med os - hun havde fået en rigtig god idé. Idéen om små livshistorier, små livsbilleder, fortalt af patienter eller pårørende og malet af Maria.

Vi arbejdede efterfølgende sammen med Maria om at få udformet et godt projekt. Et projekt, som skulle kunne involvere hele huset, patienterne, de pårørende, de frivillige og medarbej-derne, og et projekt, som nogen havde lyst til at investere penge i. Projektet blev til ”Historierne på væggen – Livsbilleder på Hospice Djursland.” Vi valgte i processen, at billeder-ne ikke skulle males direkte på væggen, men at hver historie skulle have sit billede.

Formålet med projektet var, at de involverede patienter og pårørende oplevede at blive set som hele mennesker, fulde af vigtige stunder, drømme og livsvisdom. Muligheden for at for-tælle blot en enkelt lille historie kan medvirke til, at man for en stund bliver optaget af andet og mere en det at være alvorligt syg og døende. Derudover kan patienten og den pårørende bidrage med noget, som er betydningsfuldt for andre. En lille personlig historie på skrift og i billeder, noget andre mennesker kan relatere sig til og måske spejle sig i.

Projektet blev godkendt i Kunstudvalget og i bestyrelsen for Hospice Djursland, og vi gik i gang med at søge økonomi til projektet. Donationer fra Cykelholdet Team Odd Fellow, Støtteforenin-gen Hospice Djursland og Nykredits Fond gjorde projektet muligt.

INDLEDNING DORIT SIMONSEN HOSPICELEDER

9

Projektet blev igangsat i maj 2012 og forløb i uge 21. Maria ankom med sit arbejdsbord, far-ver, pensler, papir, i det hele taget med hele sin atelierstemning. Fra arbejdsstationen i Atri-umgården var Maria synlig for patienterne og de pårørende, og hun indgik i hele ugen i daglig-dagen på hospice. Hun fik besøg, og hun gik på besøg. Og hun indbød patienterne til at kom-me med en genstand, som havde særlig betydning i deres liv lige nu. Ud fra genstanden, dens historie og den dialog, Maria havde med patienterne, lavede hun en serie billeder – Livsbilleder - på store papirark med tusch og pigmenter. Livshistorien knyttet til genstanden blev efter af-tale med patienten nedskrevet af fire frivillige på Hospice Djursland – Johs. Jakobsen, Agnete Refskov, Lisbeth Nielsen og Helle Hallberg. Alle fire er i forvejen trænet i at nedskrive livshisto-rier på hospice hos de patienter, der ønsker det.

Efter aftale med patienterne og de pårørende fik vi lov til at fotografere hele arbejdsprocessen med henblik på at dokumentere projektet i denne bog. En bog, som vi ønsker, kan være til glæde for de pårørende, for de efterlevende til de involverede patienter, for fremtidige patien-ter og for alle, som arbejder med alvorligt syge og døende mennesker. Fotograf på projektet er Erik Hansen, som ud over at være erfaren amatørfotograf også er medlem af Cykelholdet Team Odd Fellow.

Det blev en helt fantastisk uge med stor aktivitet for alle. Hele huset summede af latter og snak og megen trafik frem og tilbage til Atriumgården, som midlertidigt var omdannet til ateli-er for Maria. Tegningerne blev under hele arbejdsprocessen hængt op i Atriumgården til glæde og refleksion for patienter, pårørende og medarbejderne på Hospice Djursland.

Vores ønske med denne bog er at give et indblik i det, som foregik i den uge i maj måned. Vi vil vise selve processen, hvordan kunstværkerne blev til, og vi vil vise billederne og de histori-er, der ligger bag.

De billeder, der blev malet i løbet af ugen og godkendt til ”Historierne på væggen” hænger i dag på den store væg i den østlige ende af gangen på hospice over for stue 15.

Rigtig god fornøjelse.

11

DORTHE OG BØRNEBØRNENE HELLE HALLBERG FRIVILLIG

13

Dorthe viser mig to familieportrætter, som skal indgå i projektet. Jeg besøger hende på stuen, inden jeg kører hende i kørestol til Atriumgården. Her fortsætter snakken, nu også sammen med kunstneren Maria, mens hun maler 4-5 skitser af Dorthe.

Dorthe er uddannet sygeplejerske og psykolog; hun er syg af brystkræft.

Dorthe fortæller: ”Jeg fik taget disse billeder af min datter, hendes mand og deres to børn, mine dejlige børnebørn. Jeg er meget glad for disse sidste fotografier. Min datter er meget smuk, og jeg bliver aldrig træt af at se på hende. Mit ældste barnebarn hedder Liva, som bety-der liv, hun er 7½ år, og hun har ildrødt hår. Hendes lillebror er 1½ år gammel, han hedder Ludvig Elvis, jeg kalder ham ofte ”Luddelifilejs”, han er en rigtig charmetrold, og han er helt hvidhåret, som rigtige drenge skal være om sommeren. På fotografiet sidder min datter og svigersøn med bagudbøjede ben, så fødderne ikke kan ses. Fotografen havde lovet Liva, at hendes fødder ville være skjult, men da det ikke var tilfældet, hjalp jeg og Liva hinanden med at klistre gaffatape på glasset af billedet, så fødderne blev skjult.

Vi bor alle i Ugelbølle tæt på hinanden. Jeg er meget taknemmelig over, at min datter og svi-gersøn købte hus i nærheden af os, da jeg blev syg. Liva cykler hjem til os, så tit hun kan. Når hun kommer på besøg, sætter hun sig altid først på mit skød, inden hun lægger sig for at se fjernsyn. Så er hun glad. Liva ved, at jeg skal dø, men hun forstår nok ikke rækkevidden af, at jeg forsvinder for altid. Hun er bekymret over, at jeg skal dø. Hun har brug for at være i nær-heden af mig, så hun kommer ofte på besøg.

Liva er en rigtig drenge-pige. Hun kan ikke lide at gå i lyserødt. Hun går gerne i sportstøj og i fly-tøj lige som sin far, der er luftkaptajn. Min datter er stewardesse, så de er et rigtigt klassisk par. Jeg elsker min familie meget højt. Jeg kan ikke forestille mig en bedre familie. Jeg skriver bøger til min datter Nellie og til mine børnebørn, så de kan huske mig i fremtiden. Børnene har altid været midtpunktet i mit liv. Børn skal have det godt. Hvis de små har det godt, har de store det også godt. Det har altid været mit mantra. Når vi er samlet, skal børnene først have serveret maden, så de er klar til at lege og være sammen. Så har de voksne også tid til at ha-ve det godt.

15

Jeg samler på gode mennesker. I lørdags havde min mand fødselsdag, og jeg var hjemme i vores hus for at fejre ham. Mens min mand hentede mig på hospice, mødte vores venner op i huset for at gøre rent i forhaven, på terrasserne og ordne alle blomsterne. Vi græd begge af glæde over denne hjælpsomhed og fælles oplevelse.

Da jeg hørte om projektet med Livsbillederne, var jeg straks klar over, at jeg ville deltage. Det er jo en fantastisk mulighed. Jeg troede, at jeg var færdig med store spændende ting i livet, men der tog jeg fejl. Sikke en mulighed at få lov til at være med i dette spændende projekt. Jeg har glædet mig, siden jeg hørte om det. Jeg fik straks tanken, at jeg ønskede at få malet et billede af mig og mine børnebørn. Et fællesbillede af os, - de børnebørn betyder alt for mig. Børnebørnene ved ikke, at der bliver malet et billede af os, - det skal være en overraskelse.”

17

BODIL OG CELINA HELLE HALLBERG FRIVILLIG

19

Bodil kommer til Atriumgården sammen med vennerne Hanna og Poul samt med Bodils hund Celina. De ønsker, at der bliver lavet skitser af Celina. Bodil sidder i kørestolen og iagttager, hvad der foregår, hun deltager ikke så meget i samtalen. Bodil er 77 år, hun har haft en hundepension med opdræt af puddelhunde og Grand Danois. Bodil har i dag selv kun én hvid puddel, den hedder Celina. Den bor for tiden hos Bodils ven-ner, Hanna og Poul. Celina er 13 år gammel. For 10 år siden blev den mor til 6 hvalpe. Hanna og Poul købte tre af Celinas hvalpe af Bodil. De har siden bevaret et godt venskab og tit været sammen også i Hanna og Pouls sommerhus i Blokhus. Bodil har lært Hanna, hvordan man klip-per puddelhunde. Hanna og Poul og Celina besøger Bodil på hospice hver fjerde eller femte dag, og så medbringer Hanna også en af Bodils yndlingskager, - i dag er det en banankage. Poul sidder på gulvet i Atriumgården på hospice med Celina mellem benene, mens Maria laver tre skitser af hunden. Poul giver Celina hundekiks og taler til den, mens Maria tegner. Bodil sidder i kørestolen ved siden af og smiler til Poul og Celina. Bodil fortæller: ”Jeg har to dejlige sønner, som ofte besøger mig. I morgen henter min søn mig, så jeg kan komme til fødselsdag hos en veninde i Stilling, hun bliver 81 år. Jeg har også fire dejlige børnebørn, tre drenge og en pige.”

23

Bodil fortalte om gode minder, der gik 25 år tilbage, da hendes mand levede, og de i fælles-skab havde hundeopdræt. Det gav hende en stjernestund, hvor hun både kunne huske og for-tælle. Bodil var ellers ikke af så mange ord, og hun sagde, at det kneb med hukommelsen.

Bodil oplevede også at få en fotokopi af skitsetegningen af sin hund. Kopien medbragte hun som en gave til en venindes fødselsdag, som hun om eftermiddagen skulle hjem og deltage i. Det blev til stor glæde for både Bodil og veninden.

Bodil boede på stuen lige over for Atriumgården, og hun kom flere gange på besøg, hvor hun selv kørte ud i kørestolen. Hun sad blot og betragtede, hvad der foregik i kunstatelieret, og hun så ud til at nyde det. Hun iagttog igen og igen billedet af sin hund.

25

IKUYO OG TRANERNE HELLE HALLBERG FRIVILLIG

26

Ikuyo er født i Japan, men hun har boet 27 år i Danmark. På væggen i Ikuyos stue hænger der en ranke af traner foldet i origamipapir og lavet i forskellige farver. På bordet står der også en kasse med mange traner foldet i forskellige mønstre og i forskellige farver. Tranerne er foldet af Ikuyos søster og af japanske veninder. Vi aftaler, at Maria skal male et billede af en af tra-nerne. Fotografen Erik samt Maria og jeg får hver fire forskellige traner som gaver af Ikuyo.

Ikuyo ligger i sengen på stuen, mens hun fortæller om den japanske origamitradition. ”Ori” betyder at folde og ”kami” betyder papir. Denne foldeteknik stammer tilbage fra Japans så-kaldte Edo-periode, der varede fra 1603 - 1867. I næsten 300 år var Japan et meget lukket land uden ret megen kontakt med omverdenen. I disse år udviklede japanerne forskellige tra-ditioner for folkekunst bl.a. træsnitmaleri og origami.

Tranen er Japans nationalfugl og symbol på lykke. En japansk legende fortæller, at den som folder 1000 traner, får et ønske opfyldt, typisk et langt liv eller bliver rask.

27

Ikuyo og jeg taler om, at jeg for få år siden var på ferie i Japan, så den efterfølgende historie er min fortælling, som jeg talte med Ikuyo om. Jeg besøgte Fredsmindeparken i Hiroshima, der er skabt til minde om de mange mennesker, der døde, da atombomberne faldt i august 1945. I parken er der bl.a. rejst et monument over den 12 -årige pige Sasaki Sadako samt opstillet en række glasmontrer fyldt med ranker lavet af foldede traner.

Sadako overlevede atombomben, men blev 10 år senere ramt af leukæmi, den såkaldte ”bombesygdom”.

Mens Sadako var indlagt på hospitalet, modtog afdelingen 1000 traner foldet af eleverne fra en nærliggende gymnasieklasse. Nogle af tranerne havnede på Sadakos stue. Da hun hørte om legenden: ”fold 1000 traner, og dit ønske om at blive rask vil blive opfyldt”, gik hun straks i gang med at folde. Selv på dage, hvor hun havde feber og hovedpine, foldede hun traner. Un-der foldningen af den 645. trane lagde hun den halvfærdige trane fra sig, hvorefter hun faldt i søvn og døde.

29

Sadakos klassekammerater var så berørte over at miste deres veninde, at de gik i gang med at indsamle penge til det omtalte monument. På børnenes dag tre år efter Sadakos død blev monumentet, en statue af en pige med udstrakte arme med en trane på hovedet, indviet med følgende tekst: ”Lad ikke flere børn blive ofre for atombomber. Dette er vores råb – dette er vores bøn – for at skabe fred i verden.”

Lige siden har tranen ikke kun været et japansk symbol på lykke, men også et symbol på fred i hele verden.

Da jeg havde renskrevet fortællingen, og læste den op for Ikuyo, foreslog jeg, at vi kunne væl-ge kun at medtage første del af historien, men Ikuyo ønskede at hele historien skulle bruges, og takkede mig for, at jeg havde skrevet, hvad vi havde talt om.

Ikuyo havde kun få kræfter og nåede ikke at komme med ud i Atriumgården, men hver gang jeg besøgte hende for at vise hende billedet af den japanske trane, som Maria havde malet, eller præsenterede hende for teksten, var hun meget taknemmelig over at indgå i projektet. Ikuyos søster fra Japan boede på hospice og var bl.a. med til at folde utallige traner. Hun var meget ydmyg og beæret over, at Maria malede en af tranerne, og at vi beskrev tranens betyd-ning. Hun fulgte projektet og kunne på deres modersmål fortælle Ikuyo om processen i Atri-umgården.

31

DORTHES STOK LISBETH NIELSEN FRIVILLIG

33

Dorthe, der medvirkede i den første historie til Livsbilleder, bidrager også til denne. Hun er meget interesseret i projektet og følger levende med. Og nu kommer hendes stok så ind i bil-ledet.

Den stok, Dorthe altid bruger, når hun rejser sig op, kan føres tilbage til hendes mand Henriks tip-tip-oldefar og er altså mindst 100 år gammel. Det er en glat, rund, elegant stok af mahogni med en sort gulvdup. På hånddelen er den ægte sølvbeslået med en smuk ciselering.

Dorthe og Henrik har oplevet stokken brugt af Henriks bedstefar. Han var en rigtig Dandy. Han var ikke afhængig af at bruge stokken, men nød bare at spadsere med den iført sin flotte over-frakke. Han var meget glad for at købe tøj til sig selv, også mere end han var glad for at købe til sin kone. Det ydre var det vigtigste – frakke, sko og stok – så kunne der godt være huller på sokkerne, det gjorde ikke noget. Det var der jo alligevel ingen, der kunne se!

35

GAVEN TIL HENRIK JOHS JAKOBSEN FRIVILLIG

Der findes ikke et foto af det endelige portræt. Mens Dorthe var på hospice, hang portrættet på hendes stue - det var en gave til hendes mand, Henrik.

37

Maria møder igen Dorthe. Nu drejer det sig om et portræt. Stemningen er lys og let, og Dorthe sidder og udstråler glæde og forventninger til det forestående.

De første lette penselstrøg finder vej til papiret, og det bliver indledningen på en livlig og mun-ter dialog mellem kunstner og model båret af en følelse af, at noget vigtigt og smukt er på vej.

Dorthe udstråler elegance, skønhed og styrke og en antydning af skrøbelighed. Klædt i en som-merlig lilla kjole – uden tvivl bevidst afstemt med øjenfarve og halssmykke. Halskæden – en sølvkæde med indfattede Swarovskisten – er købt i Milano af Dorthes mand som julegave. Et kært eje!

Farverne, Maria bruger, er stærkt pigmentfyldte farver hjembragt fra Damaskus lige inden, det blev for farligt at opholde sig i Syrien. Godt det lykkedes! Der skal arbejdes hurtigt med farver-ne, da tørretiden er kort. Paletten, med farverne klar til brug, er et kunstværk i sig selv.

Til den afslappede og befordrende stemning i lokalet bidrager Dorthes nære filippinske veninde Liberty. Dorthe og Liberty fortæller undervejs om to familiers intense og varme venskab gen-nem mere end 20 år. Dorthe og Liberty og deres fortælling lægger uden tvivl vigtige brikker til det portræt, der er under tilblivelse.

Atelieret summer af liv, og luften dirrer af gode vibrationer. Personalet og frivillige drages af det kreative liv, der udfolder sig i Atriumgården. Hele processen følges af Dorthes begejstrede og undrende kommentarer til, hvad farverne forvandles til, når de blandes og påføres af kyndige hænder. ”Havde aldrig forestillet mig, at jeg nogensinde skulle prøve at sidde model.”

”Nåh, så kom der en hudfarve på, det nåede jeg ikke at opfatte i farten.” ”Nu må jeg hellere overdrive, så jeg får mund!” Og med smil på: ”Så er læberne for stramme, og så er hovedet for tykt.” ”Hvad nu, tegner du med kul ovenpå farverne?”

”Mit næste projekt her på hospice er sammen med fysioterapeuten at træne at gå på trapper – jeg skulle jo helst selv kunne gå op i campingvognen.”

”Jeg er helt vild med de grønne farver (smaragd-grønne), du bruger.” Maria: ”Du har så mange udtryk i dit ansigt, - det kunne blive til masser af billeder!”

Kunstneren så tidligt i tilblivelsen af portrættet hjertets form spejle sig i Dorthes pande.

39

Frivillig Lisbeth Nielsen og fysioterapeut Anja Gjettermann

Anja og jeg taler om den ”forvandling”, der er sket med Dorthe siden mandag, hvor projektet med Livsbillederne startede.

Selv har jeg vidst de sidste 2-3 uger, at Dorthe boede ved siden af biblioteket, men jeg har indtil mandag ikke set Dorthe ude af stuen.”

Anja har trænet med Dorthe over længere tid, og hun fortæller: ”I starten havde Dorthe små og beskedne ønsker for sin træning, og hun blev hurtigt tilfreds, også med meget små frem-skridt. Men efter mandag har Dorthes ønsker og mål ændret sig markant. Dorthe har fået et andet overskud, er begyndt at interessere sig for at se nogle andre ting end før. Nu vil hun f.eks. gerne træne, så hun kan blive i stand til at gå på trapper.”

Hver dag, når Dorthe kommer ud i Marias atelier, er hun smukt klædt på med dejlige bluser i sin yndlingsfarve lilla, håret sat op og smykker, der passer til blusen. Jeg lægger også mærke til, at Dorthe har lagt en diskret make-up, og at læbestiften også er på plads.

Vi snakker lidt om løst og fast, og noget af det, Dorthe fortæller, mens hun sidder model for Maria er, at hun har lejet en campingvogn en uge i sommerferien, hvor hun skal holde ferie med sit barnebarn Liva. Det er et løfte, Dorthe tidligere har givet Liva, og nu har hun mod på at indfri det.

41

ALMA OG PANDA HELLE HALLBERG FRIVILLIG

45

Rie har ikke kræfter til at deltage. Det er Ries datter, der medbringer to tøjdyr, der skal laves skitser af.

Ries datter Gitte fortæller, at da moderen blev indlagt, købte Gitte sammen med sine børn Ale-xander på 4 år og Maja på 1½ år en tøjkat. Børnene ville give mormor katten, fordi de syntes, at det var synd for hende, at hun var blevet syg. Katten blev navngivet Alma, som jo er forbog-staverne i børnenes navne. Alexander mener, at det er en hankat, selvom den fik navnet Alma.

Ries søn Ulrik er bosat i Norge, han har to børn, Linnea på to år og nyfødte Ludvik. Da Linnea så farmoderens tøjkat, fandt hun en Panda i farmors hus i Hjortshøj og tog den med til hende på hospitalet. De to tøjdyr, Alma og Panda, har fulgt Rie først på hospitalet og derefter på hos-pice, og de har haft en stor betydning for alle i familien.

Alma og Panda har under Ries indlæggelser været bindeleddet mellem hende og børnebørnene. Rie har, mens kræfterne rakte til det, sendt sms’er til børnebørnene og fortalt dem om Alma og Pandas skarnsstreger både på hospitalet og senere på hospice. Hun fortalte dem, om dengang katten Alma på hospitalet var blevet viklet ind i snoren til kaldeanlægget, så der straks kom en sygeplejerske. Børnene syntes, at det var fedt, at Alma og Panda lavede sjov med mormor/farmor og sygeplejerskerne. Hvis de to tøjdyr blev for frække, blev de anbragt på bordet, men det var altid vigtigt, at tøjdyrene, efter f.eks. skift af sengetøj, fik den rette placering i sengen.

Tøjdyrene har også haft betydning for samtalerne mellem Rie og plejepersonalet, når der har været svære ting at tale om, og til andre tider har de fremkaldt megen morskab. Alma og Pan-da har fået skyld for at være for slikmundet, eller de har fået skyld for at spise for meget, især i perioder hvor Rie havde øget appetit pga. bivirkninger af medicinen. Når der blev gjort rent på stuen på hospice, fik Alma skyld for at sprede for mange kattehår i hjørnerne.

Gitte fortæller, at Alma og Panda skal med mormor/farmor på den sidste rejse, og at de i fami-lien derfor synes, at det er værdifuldt at få dem tegnet som et godt minde.

Fortællingen om Alma og Panda gav Ries voksne børn minder om vigtige oplevelser mellem dem, moderen og børnebørnene samt mellem plejepersonalet. De fik en forståelse for, at vi også synes, at det er legalt for døende voksne patienter at bruge tøjdyr som budbringer, og at det kan give den døende et frirum fra sygdom.

47

CIGARER OG CHABLIS JOHS JAKOBSEN FRIVILLIG

51

En værdig afsked med et udadvendt, udfordrende og spændende liv bliver til.

Et rundt, lavt bord – to flasker hvidvin af udsøgt kvalitet.

En flaske placeret i vinkøler med elektrisk kølefunktion.

Åben cigaræske med cigarer hjemført fra Cuba i november.

Et lille instrument – placeret i æsken – med hvilket cigarerne én gang om måneden

tilføres en dråbe vand.

Under opholdet på Cuba brød canceren for alvor ud.

Undersøgelser og indlæggelser fulgte hinanden.

Dog, livet skal leves til ende med værdighed og kvalitet i højsædet.

På sengen på hospice opdages, at der er stik til mulig tilslutning af vinkøler.

Frokost og middag ledsages stadig af et eller to glas afkølet hvidvin.

Sådan skriver en mand med stil og stor integritet sidste kapitel i sit liv.

53

Sygeplejerske Birthe Stendorff fortæller:

”Steen blev indlagt den 13. april og har altså været på hospice godt en måned. Ved indlæggel-sen var han indadvendt og havde ikke lyst til ret meget. Han havde ikke lyst til at komme ud af sengen, var bange for smerterne ved at blive flyttet, så han fik i starten lov til at blive i sen-gen. Da vejret blev lidt bedre, kom han lidt op at sidde og også ud på terrassen, men stadig i sengen.

Han har i stor udstrækning lukket sig inde, har ikke haft lyst til at have andre om sig end hu-stru og børn, og kun en enkelt god ven har set stort på det og tvunget besøg igennem - til stor glæde for begge. Steen har heller ikke haft lyst til at komme ud i huset og se, hvordan der ser ud, og hvad der sker.

Lige så stille begyndte personalet at tale med ham om, at når vejret blev endnu bedre, så skulle han lidt ud af sengen og ud af værelset. Jeg fortalte også om projektet med ”Livsbilleder”, og da jeg spurgte, hvad han mente om det, var svaret: ”Det kan man jo mene så meget om!”

Men så kom dagen, hvor en hel masse pludselig skete. Steen spiste middag på terrassen sid-dende i sin otiumstol, og det var også i den, han tog sit middagshvil. I forbindelse med at jeg kom med hans mad, så vi et rådyr, der stod og græssede. Det førte til en snak om at være jæ-ger, som Steen selv har været. Det har jeg aldrig været, men jeg har gjort mig tanker om det at skyde et dyr. Min konklusion var, at det kunne jeg ikke. Steen gav ikke udtryk for, hvad han mente, da vi blev afbrudt den dag. Det gjorde han først dagen efter – han ville heller ikke sky-de.

Efter middagshvilet kom Steen over i den elektriske kørestol og blev introduceret til frivillige Johs, der tog ham med en tur rundt i huset og ud i sansehaven. Han var også inde i Marias atelier og havde mod på at komme igen. Dagen efter malede Maria hans højtelskede cigarer og humidoren, som cigarerne opbevares i, samt chablis’en.

Siden har jeg lagt mærke til, at Steen i en periode har været mere motiveret for at komme op og ud af stuen, og han har også været med i onsdagsbar og nydt at få serveret en gin/tonic der.”

55

LISE OG KLEO LISBETH NIELSEN OG AGNETE REFSKOU FRIVILLIGE

57

Frivillig Lisbeth Nielsen

Maria får besøg af Kleo, en brun labrador, der kommer sammen med Britta, der er serviceassi-stent. Kleos mor, Lise, har det selv for dårligt den dag til at komme ud.

Kleo er en meget velopdragen og rolig hund, der – godt hjulpet af Brittas godbidder i form af pølse og frikadelle – tager det at sidde model med ophøjet ro.

Jeg taler med Lises søster, der kan fortælle, at i familien kalder de Kleo for ”Den brune dok-tor”, et udtryk for, hvor meget det betyder for Lises velbefindende at have Kleo tæt på sig. Hun kan også fortælle, at Kleo er opkaldt efter Kleopatra! Søsteren og jeg taler også om, at det måske kan lade sig gøre, at Lise selv eller søster/bror indtaler historien om Kleo på sin iPhone, så vi kan skrive efter det.

Maria er ikke rigtig tilfreds med sine tegninger, så Kleo kommer igen to dage senere. Stadig er Lise for dårlig til selv at være med, så i den sammenhæng kommer der ikke flere historier om Kleo.

59

Frivillig Agnete Refskou

I dag har Lise det meget bedre. Hun har set Marias skitse af sin kære labrador, Kleo, og vil nu gerne selv fortælle om den.

Lise ligger i sin seng på terrassen i solen og bliver fotograferet med Kleo og sin mand Jesper, et rigtigt familieportræt.

”Og det er, hvad vi er nu”, siger Lise, ”en rigtig familie efter vi fik Kleo. Det begyndte med et par vandrestøvler, som Jesper gav mig i julegave, og senere i februar 2011 fik jeg så Kleo, for der skulle jo en hund med til vandringerne. Desværre blev det ikke til så meget med vandrin-gerne, men støvlerne er gode at gå i, og heldigvis vidste vi ikke, at jeg var syg, for så havde vi nok ikke turdet binde an med det store arbejde, det er at have hund. Kleo kræver meget op-mærksomhed, men det har i virkeligheden vist sig at være godt for mig, for det afleder fra sygdommen. Desuden er Kleo meget blid over for mig, hun kan mærke, når jeg har det dår-ligt, og hjemme lå hun ofte ”i ske” med mig i sengen. Hun passer i det hele taget på mig, f. eks. følger hun mig, når jeg skal på toilettet.

Hun er en meget rolig hund, som også finder sig i at blive pyntet, f. eks med guirlande til jul. Men hun er også en rigtig retriever, som elsker at komme med sko, og hun snuppede tit min hue, når jeg lugede i kolonihaven. Den ville hun dog kun give fra sig, hvis Jesper greb ind.”

Lise fortæller videre om Kleos unoder, som da hun havde været alene hjemme og havde for-tæret Jespers chokolade og tre Amaryllisblomster. Kleo er en meget klog hund, som ”snakker” meget, det lyder som bjørnen Chubacca i Star Wars. Hun ”snakker” for eksempel meget med sine tøjrotter, når hun rusker dem. Lise siger, at hun forstår, når Kleo ”siger”, at hun vil kløes på maven.

Kleo befinder sig fint på hospice, nyder den smukke udsigt og følger interesseret med i dyreli-vet udenfor, og så bliver hun selvfølgelig også forkælet af personalet med godbidder.

Til sidst fortæller Lise, at Kleo er opkaldt efter to stærke kvinder: den ægyptiske dronning, Kleopatra, og bakkesangerinden Cleo.

61

FRIRUM MARIA DUBIN BILLEDKUNSTNER

62

Jeg stod på liften i 16 meters højde og malede blomster fra Madagaskar i Aarhus, og da jeg kom ned igen, stod en meget venlig dame og ventede på mig. Hun sagde, at hun godt kunne tænke sig, at jeg lavede et værk til Hospice Djursland.

Det var hospiceleder Dorit Simonsen, og jeg blev selvfølgelig nysgerrig.

Et år senere kørte jeg fra Sjælland til Jylland, en af de vinterdage, hvor alt er uendeligt gråt. Jeg skulle se Hospice Djursland og mødes med ledelsen og Kunstudvalget og drøfte muligheder for et samarbejde. Jeg havde aldrig besøgt et hospice og var lidt bange. En ængstelse, der vi-ste sig at være fuldstændig ubegrundet, for fra det øjeblik, jeg trådte ind ad hoveddøren, kun-ne jeg mærke, at jeg her kom til et usædvanligt smukt sted, et sted med respekt og omsorg. Der var simpelthen en ro og ikke mindst værdighed.

På min rejse dertil havde jeg tænkt, at det mest nære, jeg kunne byde ind med, var, hvis jeg skabte værker i dialog med stedet, og på stedet. Men jeg kunne først vide, om dette var reali-stisk, når jeg var der.

Jeg blev klar over, at her kunne jeg bygge mit ”makeshift” atelier, og at jeg ville tilbyde pati-enterne at komme med et objekt, der havde særlig betydning for dem, som jeg så ville male på stedet.

Vi blev enige om, at projektet skulle foregå i foråret. Et hold frivillige ville blive tilknyttet pro-jektet og skrive historierne om objekterne og deres ejermænd ned, og en fotograf skulle doku-mentere forløbet.

Nu var det strålende maj, og jeg byggede mit atelier op i Atriumgården. For at varme op hav-de jeg taget nogle af mine egne favoritobjekter med - 2 tørrede søheste -, men jeg nåede knapt at tegne dem, før den første patient havde meldt sig.

64

Hun ville gerne, at jeg mødte hende på sit værelse for at tale om, hvad hun havde tænkt sig. Jeg sad på fodenden af Dorthes seng, og hun viste mig fotos af sine børnebørn og sig selv, som hun gerne ville have, at jeg malede et billede fra. Jeg har aldrig malet portrætter fra foto-grafier; det er noget af det værste, jeg kan forestille mig rent portrætmæssigt, og jeg var klar over, at dette var et dilemma, for jeg ville jo også gerne imødekomme hendes ønske. Imens hun talte, var der det skønneste lys omkring hende, hun var så smuk, og midt i hendes pande var et hjerte. Mit dilemma var løst, jeg ville selvfølgelig male hende. Hun skulle sidde model og være hovedfiguren i billedet med hendes børnebørn inddraget.

Jeg malede ikke blot et billede af Dorthe, jeg malede hende hver eneste dag, hver dag et nyt billede. Jeg blev dybt betaget af hende og kunne slet ikke lade være med at male hende, og hendes børnebørn kom også med.

Mødet med hver eneste af patienterne og deres kære var unikt. Jeg var beæret og benovet over at få lov til at dele historier, og atelieret boblede af energi. Det blev et frirum, hvor både de patienter, der kunne, opholdt sig, samt deres pårørende, personalet og de frivillige. Vi gri-nede og græd sammen, udvekslede tanker, drak vin, sang - og jeg malede.

Mine modeller var søde hunde, cigarkasse, hvidvin i køler, bamser, stokke, origamifugle og blomster m.m.

Hvert eneste billede med sin historie.

På Hospice Djursland bliver alle set. Personalet er fuldstændig enestående i deres omsorg og respekt. Og æstetikken er der kælet for, der er simpelthen smukt.

Til ferniseringen kom alle de patienter, som jeg havde malet billeder for. De blev kørt ind i senge og kørestole af deres pårørende eller af personale. Det var en fin og rørende afslutning på en uge, jeg aldrig vil glemme.

På vej hjem igen i min bil med mit transportable atelier var jeg fuld af voldsomme stemninger af både sorg og glæde, samt en varme fra bevidstheden om, at et maleri kan give lindring.

69

Jeg var så heldig at få lov til at fotografere arbejdsprocessen og de mennesker, der fortalte de-res historie i atelieret. Én af patienterne ville kun lade sig fotografere bagfra. Hun blev kørt ud på terrassen, så hun kunne ligge og nyde den dejlige udsigt. Solen var gået over i vest, og det blev til nogle dejlig stemningsfyldte billeder. Man er meget ydmyg, når man skal tage den slags billeder. Da jeg så dem på min PC, kom jeg til at tænke på sidste vers i sangen ”En dejlig dag” (Carrie Jacobs Bond/Otto Leisner), hvor der i sidste vers står:

”En dag bli´r det slut på en dejlig dag, før du ved, er din aften nær. Hvad du gav og tog midt i livets jag, du vil se, hvad det nu er værd. Men mindet vil farve en dejlig dag så skøn som et morgengry. Selv om hjertet slår sine sidste slag, er der altid en dag på ny.”

Næste morgen var flaget på halvt.

Man kan ikke undgå at blive påvirket af de ting, der sker sådan et sted. Det får en til at tænke lidt mere over livet, og hvis jeg skulle få brug for det, så vil jeg gerne her ud og opleve, når det bliver ”slut på en dejlig dag.”

GENNEM KAMERAETS LINSE ERIK HANSEN FOTOGRAF

73

Det var for os alle en forrygende uge. Vi oplevede, at dette fantastiske projekt havde en yderst positiv indflydelse på alle i huset. Stemningen i huset var lys, nysgerrig, varm og let. Alle var mere eller mindre involveret i projektet. Medarbejderne var aktivt med til at skabe kontakt mellem patienterne og det, som forgik i Atriumgården. Flere patienter blev kørt ud til atelieret enten af en medarbejder eller af en pårørende for at følge med i det, som foregik, andre kom selv forbi. Både medarbejdere og pårørende gik ofte igennem atelieret for at se på - og kom-mentere - de mange billeder, efterhånden som de blev færdige og hængt op. Det var virkeligt et hus fuld af liv, og flere udtrykte både begejstring og forundring over, at sådan et projekt kunne finde sted på et hospice.

For patienter og pårørende gav denne uges aktivitet dem en kort stund, hvor de var optaget af noget ”helt andet”. Det gav dem en mulighed for en fælles oplevelse og nye samtaleemner. For nogen gav det endda mod og lyst til at komme ud fra deres stue – deres nysgerrighed og interesse hjalp dem på vej. Vi mener at have opnået det, vi ønskede med projektet. Den spon-tane glæde og aktivitet, vi observerede hos patienter og pårørende i løbet af ugen, var for os alle en stor og uforglemmelig oplevelse.

Ugen blev afsluttet med en fernisering, hvor patienter, pårørende og medarbejdere kom ind i ”galleriet” for at bese de 20 færdige og flotte værker. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og vi skålede i et lille glas champagne. Atelieret var fyldt med glade og taknemmelige mennesker, som hver især kunne se tilbage på en anderledes, begivenhedsrig og spændende uge.

Tak til jer, som har gjort dette projekt muligt.

I har alle været med til at gøre en forskel – tak.

EPILOG DORIT SIMONSEN HOSPICELEDER

75

HISTORIERNE PÅ VÆGGEN - Livsbilleder på Hospice Djursland

1. udgave, 1. oplag Oplag: 200 stk.

REDAKTION Dorit Simonsen Rikke Krogager

KORREKTUR Irene Ehrle Sørensen

GRAFISK LAYOUT Hospice Djursland

FOTO Erik Hansen

FOTO PÅ OMSLAG Lars Kiel

TRYK Hornslet Bogtrykkeri

PAPIR Denne tryksag er trykt på 170 g. Multiart silkemat

© Hospice Djursland 2013

livsbilleder på hospice djursland

Documents